1996 LSF 257 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN(ÆNDREDE SATSER OG REGLER FOR SKATTEFRI REJSEGODTGØRELSE M.V.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 869 af 15. november 1995, som ændret bl. a. ved § 2 i
lov nr. 1063 af 12. december 1996 og § 13 i lov nr. 1219 af 27. december 1996
og senest ved § 1 i lov nr. 239 af 2. april 1997, foretages følgende
ændringer:
1. I § 9, stk. 4, ændres »Ligningsrådets
anvisning« til: »stk. 6 eller Ligningsrådets anvisning« og
»Ligningsrådet« til: »Ligningsrådet eller i stk. 6«.
2. § 9, stk. 5 , affattes således:
»Stk. 5. Godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for
udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved
indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for befordringsudgifter
omfattet af § 9 B eller rejseudgifter eller andre merudgifter, der påføres
lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et
midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige
bopæl, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i stk. 6
eller, for så vidt angår befordringsudgifter, fastsættes af Ligningsrådet.
Ved rejseudgifter forstås merudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi
arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende til et andet arbejdssted
end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, når dette medfører, at
lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Med
hensyn til anvendelsen af standardsatserne, jf. stk. 6, kan et arbejdssted
højst anses for midlertidigt i de første 3 måneder, hvis arbejdsstedet er i
Danmark, og de første 6 måneder, hvis det er i udlandet. Udbetaler
arbejdsgiveren ikke hel eller delvis skattefri godtgørelse, kan fradrag for
befordring som nævnt i § 9 B foretages efter § 9 C. Godtgørelsen skal
medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis den fragår i en forud aftalt
bruttoløn. Ansatte, der er påmønstret skibe (herunder fiskerfartøjer),
arbejder i fartøjer eller installationer, der anvendes i tilknytning til
Læs alt
efterforskning eller udnyttelse af naturforekomster, modtager ydelser efter §
7, litra r, eller § 7 K, kan ikke anvende standardsatserne for rejseudgifter
eller andre merudgifter. Personer, der aftjener værnepligt, samt frivilligt
personel i den periode, der er fastsat som uddannelsestid, kan ikke anvende
standardsatserne til fradrag. Rejseudgifter eller andre merudgifter kan ikke
fradrages ved indkomstopgørelsen i det omfang, de er godtgjort efter 2.
pkt.«
3. I § 9 indsættes efter stk. 5 som nye stykker:
»Stk. 6. Følgende satser kan anvendes til dækning af
merudgifter til kost og småfornødenheder i stedet for de faktiske beløb:
1) Ved rejse med overnatning i Danmark eller i udlandet et grundbeløb på
256 kr. pr. døgn.
2) For turistchauffører med overnatning i udlandet 150 kr. pr. døgn.
3) For turistchauffører med overnatning i Danmark 75 kr. pr. døgn.
4) Ligningsrådet kan fra og med 1. januar 2001 forhøje satserne med et
grundbeløb på 100 kr. pr. døgn ved overnatning i lande, hvor
leveomkostningerne er væsentligt højere end i Danmark.
Hvis der modtages fri kost, reduceres satserne bortset fra de ovenfor
under nr. 2 og 3 nævnte satser med henholdsvis 15, 30 og 30 pct. for
morgenmad, frokost og aftensmad. De nævnte grundbeløb reguleres årligt
svarende til den procent, hvormed reguleringstallet efter personskattelovens
§ 20 er ændret i forhold til reguleringstallet for 1997. Procenten beregnes
med en decimal. Det således regulerede beløb afrundes opad til nærmeste
kronebeløb.
Stk. 7. Selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af afstanden
mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted i udlandet ikke har mulighed for
at overnatte på den sædvanlige bopæl, kan vælge at foretage fradrag med de i
stk. 6 fastsatte satser i stedet for de faktiske udgifter.«
Stk. 6-8 bliver herefter stk. 8-10.
4. I § 9, stk. 6, der bliver stk. 8, ændres »stk.
5« til: »stk. 5 og 6«.
5. I § 9, stk. 7, der bliver stk. 9, ændres »60 pct.
af Ligningsrådets satser« til: »30 pct. af satsen«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. § 1, nr. 2 og 4, træder i kraft den 1. april 1999.
Stk. 3. Uanset den i ligningslovens § 9, stk. 6, nr. 1, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, fastsatte sats på et grundbeløb på 256
kr. pr. døgn kan Ligningsrådet for andre grupper end langturschauffører til
og med den 31. marts 1999 fastsætte satser i medfør af den hidtidige
bestemmelse i ligningslovens § 9, stk. 5, og de satser, som i medfør af § 5,
stk. 2, i lov nr. 1063 af 12. december 1996 kan anvendes til og med den 31.
marts 1999, kan fortsat finde anvendelse til og med den 31. marts 1999. I det
omfang de i 1. pkt. nævnte satser pr. 31. marts 1999 overstiger det nævnte
grundbeløb på 256 kr. pr. døgn, reguleret efter personskattelovens § 20,
reduceres satserne pr. 1. april 1999 med 1/3 af forskellen mellem satsen pr.
31. marts 1999 og grundbeløbet pr. 31. marts 1999, 1. januar 2000 med 2/3 og
1. januar 2001 med resten af forskellen, indtil ingen satser er højere end
grundbeløbet.
Stk. 4. Satser for rejse i Danmark ændres til det regulerede
grundbeløb på 256 kr. den 1. april 1999.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 869 af 15. november 1995, som ændret bl. a. ved § 2 i
lov nr. 1063 af 12. december 1996 og senest ved § 1 i lov nr. 239 af 2. april
1997, foretages følgende ændringer:
1. I § 9, stk. 4 , ændres »Ligningsrådets
anvisning« til: »stk. 6 eller Ligningsrådets anvisning« og
»Ligningsrådet« til: »Ligningsrådet eller i stk. 6«.
2. § 9, stk. 5 , affattes således:
»Stk. 5. Godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for
udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved
indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for befordringsudgifter
omfattet af § 9 B eller rejseudgifter eller andre merudgifter, der påføres
lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et
midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige
bopæl, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i stk. 6,
eller, for så vidt angår befordringsudgifter, fastsættes af Ligningsrådet.
Ved rejseudgifter forstås merudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi
arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende til et andet arbejdssted
end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, når dette medfører, at
lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Med
hensyn til anvendelsen af standardsatserne, jf. stk. 6, kan et arbejdssted
højst anses for midlertidigt i de første 3 måneder, hvis arbejdsstedet er i
Danmark, og de første 6 måneder, hvis det er i udlandet. Udbetaler
arbejdsgiveren ikke hel eller delvis skattefri godtgørelse, kan fradrag for
befordring som nævnt i § 9 B foretages efter § 9 C. Godtgørelsen skal
medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis den fragår i en forud aftalt
bruttoløn. Ansatte, der er påmønstret skibe (herunder fiskefartøjer),
arbejder i fartøjer eller installationer, der anvendes i tilknytning til
efterforskning eller udnyttelse af naturforekomster, modtager ydelser efter §
7, litra r, eller § 7 K eller aftjener værnepligt, kan ikke anvende
standardsatserne for rejseudgifter eller andre merudgifter. Rejseudgifter
eller andre merudgifter kan ikke fradrages ved indkomstopgørelsen i det
omfang, de er godtgjort efter 2. pkt.«.
3. I § 9 indsættes efter stk. 5 som nye stykker:
»Stk. 6. Følgende satser kan anvendes til dækning af
merudgifter til kost og småfornødenheder i stedet for de faktiske beløb:
1) Ved rejse med overnatning i Danmark eller i udlandet et grundbeløb på
256 kr. pr. døgn.
2) For turistchauffører med overnatning i udlandet 150 kr. pr. døgn.
3) For turistchauffører med overnatning i Danmark 75 kr. pr. døgn.
4) Ligningsrådet kan fra og med 1. januar 2001 forhøje satserne med et
grundbeløb på 100 kr. pr. døgn ved overnatning i lande, hvor
leveomkostningerne er væsentligt højere end i Danmark.
Hvis der modtages fri kost, reduceres satserne, bortset fra de ovenfor
under nummer 2 og 3 nævnte satser, med henholdsvis 15, 30 og 30 pct. for
morgenmad, frokost og aftensmad. De nævnte grundbeløb reguleres årligt
svarende til den procent, hvormed reguleringstallet efter personskattelovens
§ 20 er ændret i forhold til reguleringstallet for 1997. Procenten beregnes
med en decimal. Det således regulerede beløb afrundes opad til nærmeste
kronebeløb.
Stk. 7. Selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af afstanden
mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted i udlandet ikke har mulighed for
at overnatte på den sædvanlige bopæl, kan vælge at foretage fradrag med de i
stk. 6 fastsatte satser i stedet for de faktiske udgifter.«.
Stk. 6-8 bliver herefter stk. 8-10.
4. I § 9, stk. 6 , der bliver stk. 8, ændres »stk.
5« til: »stk. 5 og 6«.
5. I § 9, stk. 7, der bliver stk. 9, ændres »60 pct.
af Ligningsrådets satser« til: »30 pct. af satsen«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. § 1, nr. 2 og 4, træder i kraft den 1. april 1999.
Stk. 3. Uanset den i ligningslovens § 9, stk. 6, nr. 1, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, fastsatte sats på et grundbeløb på 256
kr. pr. døgn, kan Ligningsrådet for andre grupper end langturschauffører til
og med den 31. marts 1999 fastsætte satser i medfør af den hidtidige
bestemmelse i ligningslovens § 9, stk. 5, og de satser, som i medfør af § 5,
stk. 2, i lov nr. 1063 af 12. december 1996 kan anvendes til og med den 31.
marts 1999, kan fortsat finde anvendelse til og med den 31. marts 1999. I det
omfang de i 1. punktum nævnte satser pr. 31. marts 1999 overstiger det nævnte
grundbeløb på 256 kr. pr. døgn, reguleret efter personskattelovens § 20,
reduceres satserne pr. 1. april 1999 med 1/3 af forskellen mellem satsen pr.
31. marts 1999 og grundbeløbet pr. 31. marts 1999, 1. januar 2000 med 2/3 og
1. januar 2001 med resten af forskellen, indtil ingen satser er højere end
grundbeløbet.
Stk. 4. Satser for rejse i Danmark ændres til det regulerede
grundbeløb på 256 kr. den 1. april 1999.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Folketinget vedtog i december 1996 forskellige ændringer i reglerne om
skattefri rejsegodtgørelse, jf. lov nr. 1063 af 12. december 1996.
I forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget (Lovforslag nr.
L 99, 1996-97) tilkendegav skatteministeren, at han senest den 1. april 1997
ville fremlægge resultaterne af en kulegravning, der skal belyse, i hvilket
omfang der foreligger ligestilling i relation til reglerne om
rejsegodtgørelse under hensyn til forskellige erhvervsgruppers forskellige
omkostningsforhold. Tidspunktet for fremlæggelsen er senere udskudt på grund
af overenskomstforhandlingerne.
Resultaterne af undersøgelsen, der er udført af Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, er gengivet i Skatteministeriets rapport af maj 1997.
Lovforslaget er fremsat som en opfølgning af undersøgelsen.
2. Det oprindelige rejsebegreb
Efter bestemmelsen i ligningslovens § 9, stk. 5, er det udgangspunktet, at
godtgørelse, der udbetales til lønmodtageren af arbejdsgiveren, skal
medregnes ved indkomstopgørelsen.
Godtgørelse for rejseudgifter og for erhvervsmæssige befordringsudgifter
kan dog udbetales skattefrit, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser,
der fastsættes af Ligningsrådet.
Hvis arbejdsgiveren ikke udbetaler nogen rejsegodtgørelse eller udbetaler
et mindre beløb, kan lønmodtageren fratrække forskellen imellem det udbetalte
beløb og Ligningsrådets sats ved indkomstopgørelsen.
Begrebet »rejseudgifter« omfattede oprindelig kun de
merudgifter, som blev påført en lønmodtager, fordi arbejdsgiveren
midlertidigt udsendte lønmodtageren fra det normale arbejdssted til et andet
tjenestested. Begrebet er senere udvidet, jf. nedenfor.
Det overordnede, generelle princip er, at uanset hvilket arbejde den
ansatte har, må den pågældende selv betale alle sine private udgifter med
beskattede penge. Sådanne udgifter kan ikke trækkes fra, og en eventuel
godtgørelse eller refusion er skattepligtig.
En ansat kan ikke uden beskatning få dækket sine almindelige udgifter til
kost og logi af arbejdsgiveren. En lønmodtager kan heller ikke få dækket
andre udgifter, som man også har derhjemme, og udgifterne kan ikke fratrækkes
på selvangivelsen.
Hvis lønmodtageren er udsendt for sin arbejdsgiver, er forholdene
anderledes. Når man er udsendt, kan man ikke undgå at få større udgifter, end
hvis man er hjemme. Udgiften til overnatning er en merudgift, og udgifterne
til kost bliver større end hjemme, når måltiderne må indtages på cafeteria
eller restaurant. Merudgifterne er størst i begyndelsen og aftager
efterhånden, som man indretter sig på forholdene eller er i stand til at
etablere mere permanente løsninger. Det er disse ekstraudgifter, som en
lønmodtager påføres på grund af udsendelsen fra det sædvanlige arbejde, der
skal dækkes af den skattefri rejsegodtgørelse, hverken mere eller mindre.
Merudgifterne bør som udgangspunkt dækkes af arbejdsgiveren med det
dokumenterede faktiske beløb og holdes helt uden for den ansattes
mellemværende med skattevæsenet, men hvis lønmodtageren ikke kan få beløbet
dækket, kan det fratrækkes på selvangivelsen.
For at undgå besvær med regnskab og dokumentation af de faktiske udgifter
giver loven mulighed for i stedet at benytte standardsatser, der fastsættes
af Ligningsrådet. Dette er alene indført som en praktisk foranstaltning, så
både den ansatte, arbejdsgiveren og skattevæsenet undgår at samle bilag.
Det har derimod aldrig været hensigten, at udbetaling af skattefri
rejsegodtgørelse skulle være et skattefrit løntillæg, som arbejdsgiveren
måske oven i købet tager sig betalt for ved at udbetale en mindre
skattepligtig løn. Det er heller ikke meningen, at godtgørelsen skal være en
slags kompensation for, at arbejdet måske er hårdt eller ubehageligt.
Satserne for den udokumenterede, skattefri godtgørelse skal fastsættes, så
de maksimalt dækker merudgifterne. Der skal være en rimelig dækning, men
standardsatsen må ikke medføre, at nogle grupper generelt får en
udokumenteret godtgørelse eller et fradrag, der systematisk overstiger de
merudgifter, der er forbundet med deres arbejde.
Hvis det i praksis viser sig, at godtgørelsen generelt medfører, at der
aftales en lavere løn, eller at arbejdsgiveren løbende modregner godtgørelsen
i den skattepligtige løn, kan det være udtryk for, at godtgørelsen i et vist
omfang dækker ikke eksisterende merudgifter, og at satsen derfor er for høj.
Det skal være således, at de reelle merudgifter dækkes i
normalsituationen. Der er nogle, der er i stand til at klare sig med lavere
udgifter end andre, men det må ikke være sådan, at der generelt foregår en
overkompensation af et udokumenteret fradrag/godtgørelsesbeløb. Hvis dette
sker, medfører det, at andre skatteborgere, der ikke har mulighed for
udokumenterede fradrag eller skattefri godtgørelse, alt andet lige skal
betale mere i skat, og hvis den godtgørelse eller det fradrag, man kan få
efter standardsatsen, ikke dækker de reelle meromkostninger, kan man i stedet
benytte dokumentation for udgifternes størrelse.
Foruden rejsegodtgørelsessatserne efter ligningslovens § 9, stk. 5, har
der været fastsat særlige satser og regler for offentligt ansatte og andre,
der udfører et offentligt hverv efter bestemmelsen i statsskattelovens § 5,
litra d, for udbetalinger fra staten og kommunerne.
Ved fastsættelsen af de almindelige satser for rejsegodtgørelse har
Ligningsrådet hidtil anvendt samme satser, som Finansministeriet har fastsat
for tjenesterejser for statens ansatte.
Ligningsrådet har desuden fastsat specielle satser for en række særlige
erhvervsgrupper, som ikke er på egentlige tjenesterejser, har afvigende
udgiftsforhold eller er omfattet af andre særlige skatteregler, som medfører,
at de bliver kompenseret for deres erhvervsmæssige merudgifter.
De standardsatser, som Ligningsrådet fastsætter, kan kun benyttes af
lønmodtagere. Arbejdsgivere kan ikke benytte standardsatserne til fradrag,
når de er på rejse som et led i deres virksomhed. Selvstændigt
erhvervsdrivende skal føre regnskab, og de kan fratrække de faktiske
dokumenterede udgifter som driftsudgifter i regnskabet.
3. Lov nr. 1063 af 12. december 1996 - baggrund og indhold
Ligningsrådet ophævede i december 1995 satserne for de særlige
erhvervsgrupper med virkning fra 1. januar 1997, således at de pågældende
grupper efter dette tidspunkt kun ville få mulighed for at få refunderet
deres merudgifter eller få fradrag mod dokumentation, medmindre der kom nye
regler forinden. De særlige satser omfattede fagforbundenes funktionærer og
tillidsmænd, handelsrejsende, langturs- og turistchauffører samt
flyselskabernes flyvende personel.
Bestemmelsen i statsskattelovens § 5, litra d, om dagpenge og
rejsegodtgørelse til personer, der udfører offentlige hverv, havde i et vist
omfang fået en utilsigtet anvendelse. Desuden har udviklingen i samfundet
medført, at der ikke længere er samme forskel på offentlige hverv og privat
erhvervsvirksomhed som hidtil. Det var derfor ikke særlig hensigtsmæssigt at
have to forskellige regelsæt.
Det var ikke i ligningsloven angivet, hvornår man er omfattet af
rejsebegrebet, eller hvad der skal forstås ved rejseudgifter. Ligningsrådets
rejsebegreb bygger som nævnt oprindelig på samme synspunkter, som ligger til
grund for Finansministeriets rejsegodtgørelse, nemlig at man bør have dækning
for de merudgifter på grund af arbejdet, som skyldes, at man af
arbejdsgiveren midlertidigt udsendes på tjenesterejse til et andet sted end
den normale arbejdsplads. Rejsebegrebet har imidlertid heller ikke været
udtrykkelig defineret i Ligningsrådets rejsecirkulære, og praksis har ikke
være helt entydig.
Hertil kommer, at Højesteret i en dom af 30. august 1996 vedrørende en
ansat ved Storebæltsprojektet har truffet en afgørelse, der går ud over det
hidtidige snævre rejsebegreb. Efter Højesterets dom er man ikke udelukket fra
at få rejsegodtgørelse, alene fordi man er ansat direkte på den pågældende
arbejdsplads, men der er ikke i dommen fastsat nogen tidsgrænse for, hvor
lang tid man kan være på den pågældende arbejdsplads uden at miste adgangen
til at få rejsegodtgørelse. Højesterets dom indebærer en udvidelse af
rejsebegrebet, men der er tale om en konkret afgørelse, hvis rækkevidde er
uvis. Der var således behov for i loven at fastsætte en mere præcis
definition af hvilke udgifter, der er omfattet af det område, hvor
Ligningsrådet kan fastsætte standardgodtgørelsessatser.
Det var på baggrund af ovennævnte forhold, at skatteministeren i november
1996 fremsatte lovforslaget (L 99) om ændrede regler om skattefri
rejsegodtgørelse og ligestilling mellem personer, der udfører offentlige
hverv og ansatte i private virksomheder. Lovforslaget blev vedtaget uden
egentlige ændringer som lov nr. 1063 af 12. december 1996, men
virkningstidspunktet for ændringerne blev for alle grupper udskudt til 1.
april 1999. Både det private arbejdsmarked og det offentlige fik således
mulighed for at indrette sig på de nye regler i 2 1/4 år, idet alle parter i
denne periode kan bruge de tidligere regler og satser i stedet for de nye.
I forhold til de tidligere regler medførte loven i øvrigt følgende
forskelle:
a. Rejsebegrebet blev fastlagt i selve lovteksten. Det snævre rejsebegreb
blev desuden suppleret, således at Ligningsrådet også kan fastsætte
standardsatser, der omfatter andre merudgifter end egentlige rejseudgifter,
dvs. tilfælde, hvor lønmodtageren midlertidigt ansættes direkte på en
arbejdsplads, når det medfører, at den pågældende på grund af afstanden
mellem bopæl og arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på den
sædvanlige bopæl.
b. For at undgå usikkerhed i relation til anvendelsen af Ligningsrådets
standardsatser blev det endvidere fastsat direkte i lovteksten, at en
arbejdsplads i denne forbindelse kun kan anses for midlertidig i 2 måneder,
hvis arbejdspladsen er i Danmark, og i 4 måneder, hvis arbejdspladsen er i
udlandet. Herefter kan eventuelle merudgifter enten refunderes skattefrit af
arbejdsgiveren imod dokumentation, eller de dokumenterede merudgifter kan
fratrækkes ved indkomstopgørelsen. Tidsbegrænsningen har ingen virkning for
transportpersonale og andre, hvis arbejdsplads ikke er knyttet til en stedlig
lokalitet, men da Ligningsrådet kan fastsætte lavere satser for sådanne
grupper, er der alligevel mulighed for at indføre satser, der - set over en
længere periode - giver en rimelig dækning af merudgifterne og ligger
nogenlunde på samme niveau som for andre grupper i en tilsvarende periode.
c. For at sikre, at Ligningsrådet har mulighed for at tage hensyn til
særlige forhold og til samfundsudviklingen, blev det desuden fastsat, at
Ligningsrådet kan fastsætte nærmere regler og særlige satser for forskellige
erhvervsgrupper, således at der til enhver tid kan tages hensyn til de
faktiske merudgifters typiske størrelse.
d. Lovens rejsebegreb medfører, at der ikke længere er mulighed for at
fastsætte standardsatser for rejser uden overnatning. Sådanne endagsrejser
indebærer normalt ikke særlige merudgifter i forhold til det sædvanlige
arbejde. Der er imidlertid stadig mulighed for, at eventuelle merudgifter kan
refunderes eller fratrækkes ved indkomstopgørelsen imod dokumentation.
Finansministeriets retningslinier for statsansatte på rejse har i flere år
stillet krav om, at merudgifter i forbindelse med endagsrejser skal godtgøres
efter regning. Ændringen af rejsebegrebet medfører således, at der bliver
ligestilling imellem det offentlige og det private arbejdsmarked. Eventuelle
befordringsudgifter på endagsrejser kan godtgøres skattefrit efter
ligningslovens § 9 B om erhvervsmæssige befordringsudgifter.
e. Lovændringen har endvidere medført, at den tidligere mulighed for at
fastsætte en standardsats for logiudgifter ophører. Baggrunden herfor er, at
udgiften til logi varierer så meget, at det ikke er muligt at fastsætte en
fælles sats, og det er desuden normalt, at man får dokumentation for
hoteludgift m.v. Fra 1. april 1999 er det derfor nødvendigt at få
dokumentation for udgifter til overnatning.
4. Ligningsrådets regler og satser
Efter lov nr. 1063 af 12. december 1996 er det også fremover
Ligningsrådet, der skal fastsætte de nærmere regler og satser.
Satserne fastsættes hverken af Folketinget eller af ministeren, men
hensigten med lovforslagets fremsættelse i november 1996 var bl.a. at give
Folketinget mulighed for at foretage en politisk stillingtagen og komme med
en tilkendegivelse om regler og satser. Lovforslagets bemærkninger indeholdt
derfor også en gengivelse af Skatteministeriets påtænkte indstilling til
Ligningsrådet om de nærmere regler og satser.
Det var ikke hensigten, at Finansministeriet skulle ophøre med at
fastsætte satser for de egentlige tjenesterejser, eller at Ligningsrådet
skulle anvende andre satser på det generelle rejseområde.
Efter indstillingen skulle der også fortsat være specielle regler for de
særlige erhvervsgrupper, som typisk har andre udgiftsforhold eller er
omfattet af andre særlige ordninger, der kompenserer for eventuelle
merudgifter.
For langturschaufførerne blev der foreslået en sats på 200 kr. pr. døgn
for ture med kørsel udelukkende i Danmark og 250 kr. pr. døgn for ture med
kørsel både i Danmark og i udlandet.
For turistchauffører, der normalt hverken har udgifter til kost eller til
logi, blev der tilsvarende foreslået satser på henholdsvis 75 kr. og 150 kr.
Flyselskabernes flyvende personel blev foreslået omfattet af de generelle
rejsesatser.
Der blev ikke foreslået nye satser i stedet for de tidligere for
fagforeningernes funktionærer og tillidsmænd samt handelsrejsende for
»endagsrejser«, da der efter lovforslaget ikke længere ville være
mulighed for at fastsætte standardsatser for rejser uden overnatning.
De foreslåede satser blev tiltrådt af Ligningsrådet, jf. Told- og
Skattestyrelsens cirkulære nr. 31 af 20. december 1996.
5. Omkostningsforhold og godtgørelsessats
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har i forbindelse med arbejdet med
rapporten om de skattefri rejsegodtgørelser indhentet faktuelle oplysninger
vedrørende rejser i de enkelte erhverv samt bearbejdet det indsamlede
materiale. Det er således Erhvervsrådet, der har stået for kontakten til de
mange erhvervsgrupper og organisationer, som er anmodet om redegørelser om
udgiftsforhold i forbindelse med rejser inden for det enkelte erhverv. På
chaufførområdet har Erhvervsrådet modtaget materiale fra bl.a. SID, som har
foretaget egne undersøgelser af udgiftsforholdene. Der er desuden materiale
tilvejebragt af Foreningen af Danske Langtursvognmænd (FDL), hvor indehaverne
selv kører som chauffør under tilsvarende forhold som ansatte
langturschauffører.
Generelt kan det betegnes som en svaghed ved undersøgelsens metode, at det
indsamlede materiale vedrørende de enkelte gruppers rejseomkostninger primært
bygger på oplysninger fra de berørte gruppers egne organisationer. Dette har
imidlertid været nødvendigt på grund af opgavens omfang og den begrænsede
tid, der har været til rådighed.
Det må desuden tages i betragtning, at en væsentlig del af materialet ikke
bygger på oplysninger om de forskellige gruppers faktiske rejseomkostninger,
men på prisoplysninger, som følger principperne for Finansministeriets
fastsættelse af dagpengesatser for andre lande end Danmark. Det betyder bl.
a., at det forudsættes, at der indtages 3 daglige måltider på relativt gode
spisesteder. Foruden morgenmad spises der 2 retter til frokost + kaffe/vand
og 3 retter til aftensmad + kaffe/vand. Materialet fra FDL bygger imidlertid
på faktiske omkostninger på grundlag af indsamlede bilag, idet chaufførerne
her er selvstændige vognmænd, som ikke kan benytte standardsatserne for
lønmodtagere.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråds undersøgelse kan i et vist omfang siges
at bekræfte de formodninger om satsernes manglende sammenhæng med de faktiske
omkostningsforhold og om ulige behandling, som var udgangspunktet for
undersøgelsen. Et af hovedresultaterne af undersøgelsen er således, at de
gældende standardtakster for rejseudgiftsdækning giver mulighed for en
generel overkompensation. Dette gælder mest på de områder, hvor taksterne
følger de af Finansministeriet fastsatte godtgørelsessatser for statens
ansatte på rejse i udlandet. Satserne for de enkelte lande svarer ikke altid
helt til omkostningsforholdene i det pågældende land, og de måltider, der
ligger til grund for prisoplysningerne, indtages formentlig ikke altid i
praksis af de rejsende i fuldt omfang.
6. Ligestilling
Skatteministeren gav som nævnt tilsagn om, at kulegravningen skal belyse,
i hvilket omfang der foreligger ligestilling i relation til reglerne om
rejsegodtgørelse under hensyn til forskellige erhvervsgruppers forskellige
omkostningsforhold.
Den største ligestilling - og det vel mest retfærdige system - ville opnås
ved, at der udelukkende kunne kompenseres for merudgifter efter regning.
Herved opnås, at den rejsende - uanset erhverv - bliver kompenseret krone for
krone, hverken mere eller mindre. Dette ville imidlertid være ensbetydende
med en afskaffelse af standardsatserne og de dermed forbundne administrative
fordele.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd konkluderer, at det ikke er muligt at
skabe ligestilling, hverken inden for den enkelte erhvervsgruppe eller
imellem de forskellige grupper, hvis ligestilling opfattes som et krav om, at
godtgørelsen altid skal svare til de faktiske merudgifter. En sådan
ligestilling kan kun opnås, hvis arbejdsgiveren refunderer de faktiske
merudgifter.
Da der gælder forskellige satser for forskellige grupper, er der heller
ikke ligestilling, hvis man opfatter ligestilling som et krav om, at der skal
gælde samme sats for alle.
Der er heller ikke ligestilling i relation til den tidsbegrænsning, der
gælder. Da langturschauffører m.v. ikke er knyttet til en stationær
arbejdsplads, er der efter de nuværende regler ingen tidsbegrænsning for dem,
idet begrænsningen er knyttet til varigheden på den enkelte arbejdsplads. Der
består endvidere en ulighed på den måde, at chaufførerne på grund af den
lavere dagsats ikke har mulighed for så stor en daglig overkompensation ved
at spise billigt som f.eks. statsansatte eller bygningshåndværkere på rejse.
På den anden side bliver chaufførernes årlige overkompensation ikke begrænset
af de tidsfrister, der gælder for tilknytningen til den enkelte arbejdsplads.
Man må acceptere, at det ikke er muligt at opnå en fuldstændig
ligestilling, hvis det fortsat skal kunne lade sig gøre at udbetale
rejsegodtgørelse/få rejsefradrag uden dokumentation for udgifternes
størrelse. Til gengæld er der ingen, der er tvunget til at benytte
standardgodtgørelse. Muligheden for at få dækket/fratrække merudgifterne
efter dokumentation står altid åben.
En ændring af de nuværende regler, som skaber mere ligestilling, vil
indebære, at man må opgive nogle af de oprindelige principper for at udbetale
skattefri rejsegodtgørelse. Det kan ikke lade sig gøre at fastsætte satser,
der for alle dage svarer til de faktiske merudgifter for alle personer. Til
gengæld kan man opnå en forenkling af reglerne, så de generelt opfattes som
mere retfærdige end de nuværende.
Det er hidtil blevet kritiseret, at der ikke gælder samme godtgørelsessats
for alle erhvervsgrupper. Satsen pr. døgn for langturschauffører er lavere
end for andre, men deres samlede godtgørelse på årsbasis afhænger ikke af den
tidsbegrænsning, der har relation til den enkelte arbejdsplads.
Andre erhvervsgrupper har højere satser pr. døgn, men de kan til gengæld
kun benytte satserne i henholdsvis 2 og 4 måneder på den enkelte arbejdsplads
i Danmark eller i udlandet.
Det har ikke været muligt at påvise en nærmere sammenhæng mellem de
forskellige satser og de faktiske merudgifter for forskellige grupper. Det må
i denne forbindelse erindres, at størrelsen af de merudgifter, der skal
dækkes, ikke afhænger af, hvor meget den enkelte har mulighed for at bruge,
eller hvor lidt den mest nøjsomme kan klare sig for. Satserne skal afspejle
et niveau, der svarer til de typiske faktiske merudgifter. Hvis en
sats altid medfører overdækning i forhold til dette, er der fastsat en sats,
der er for høj.
7. Rejsereglernes forhold til andre særlige ordninger
a) 60 pct.'s reglen i ligningslovens § 9, stk. 7
Efter bestemmelsen kan den ansatte ved rejse i udlandet skattefrit modtage
60 pct. af Ligningsrådets satser for skattefri rejsegodtgørelse
samtidig med, at arbejdsgiveren refunderer den ansattes udgifter efter
regning.
Reglen blev indført i 1988. Reglen skal ses i lyset af vanskelighederne
ved at fremskaffe dokumentation - kvitteringer - for alle udgifter afholdt
ved rejse i udlandet.
Bestemmelsen har virkning for alle ansatte med arbejde i udlandet,
som får dækket udgifter efter regning. Bestemmelsen er altså ikke forbeholdt
bestemte erhverv, men kan også anvendes f. eks. for langturschauffører.
I praksis har det vist sig, at den udbetalte godtgørelse ikke altid dækker
over reelle merudgifter, idet godtgørelsen modregnes i den skattepligtige
løn. Det foreslås, at den supplerende godtgørelse nedsættes fra 60 til 30
pct. af satsen.
b) Tidsbegrænsninger
Det er væsentligt at fastholde en eller anden form for tidsbegrænsning
for, at der skal være tale om et midlertidigt ophold eller en midlertidig
»rejse«.
Historisk set vedrører både rejsebegrebet og dobbelt husførelse
midlertidige ophold uden for den sædvanlige bopæl, der er forårsaget af den
pågældendes arbejde. Dobbelt husførelse kan også vedrøre mere langvarige,
midlertidige ophold (efter praksis op til 2 år), hvorimod rejsebegrebet kun
har vedrørt kortvarige ophold (efter skattemyndighedernes praksis max. ca. 12
mdr.). Til gengæld er satsen for fradrag for dobbelt husførelse langt lavere
(400 kr. pr. uge) end de satser, der anvendes som rejsegodtgørelse/-fradrag.
Efter Storebæltsdommen og udvidelsen af rejsebegrebet kan rejsereglerne (i
modsætning til tidligere antagelse) også anvendes, når det ikke er
arbejdsgiveren, men lønmodtageren selv, der beslutter sig for midlertidigt at
arbejde langt fra hjemmet. Dette kan ved højere satser og godkendelse af
midlertidighed uden nogen fast begrænsning medføre en udvidelse af
»rejseområdet« af ukendt størrelse, og at begrebet dobbelt
husførelse mister sin betydning. Hvis dette skal undgås, er det nødvendigt at
fastsætte en forholdsvis kort tidsgrænse på rejseområdet. Kun hvis man
opretholder en forholdsvis kort tidsbegrænsning, er det muligt at fastholde
den principielle forskel imellem rejse og dobbelt husførelse.
Det udvidede rejsebegreb, der blev indført ved lovændringen i december
1996, indebærer, at også transportpersonale er omfattet af de almindelige
regler og satser, hvis der ikke fastsættes særregler for denne gruppe. Når
der indføres samme satser for alle, men samtidig fastholdes en
arbejdspladsrelateret tidsbegrænsning, vil denne begrænsning kun omfatte
lønmodtagere, der har en stationær arbejdsplads. Det foreslås derfor, at
tidsbegrænsningen for det enkelte arbejdssted udvides fra henholdsvis 2 og 4
måneder i Danmark og i udlandet til henholdsvis 3 og 6 måneder for
arbejdspladser i Danmark og i udlandet.
c) Selvstændige
De selvstændige vognmænd, som selv kører som langturschauffører, kan kun
foretage fradrag efter bilag. De har derfor haft et materiale, som de har
bidraget med ved undersøgelsen af de faktiske udgifters størrelse. De har
imidlertid haft vanskeligt ved at samle bilag og at få de indsamlede bilag
godkendt af skattevæsenet. Det har desuden været vanskeligt at nå op på
beløb, der svarer til standardsatserne.
Da den pågældende gruppes omkostningsforhold må formodes at svare til de
ansatte chaufførers omkostningsforhold, og da besværet og vanskelighederne i
forbindelse med at samle bilag samt at få dem godkendt af skattevæsenet er
ens, foreslås det, at alle selvstændigt erhvervsdrivende får mulighed
for at benytte standardsatserne. De selvstændige vognmænd har
tidligere i perioden fra 1972 til 1989 været omfattet af de samme regler som
de ansatte langturschauffører.
8. Lovforslagets indhold i hovedtræk
I det nuværende regelsæt er det kun de overordnede regler og
begrænsninger, der er fastsat direkte i loven. De nærmere regler og de
enkelte satser skal fastsættes af Ligningsrådet under hensyn til de faktiske
udgiftsforhold. Det er imidlertid ikke muligt at fastsætte generelle satser,
der altid tager hensyn til de faktiske udgiftsforhold, og den omstændighed,
at godtgørelsessatsen på forhånd ligger fast, indebærer i sig selv en
tilskyndelse til at spare på udgifterne, idet en besparelse i forhold til den
fastsatte sats medfører en skattefri indtægt for den pågældende.
Den omstændighed, at satserne for skattefri rejsegodtgørelse i dag ikke er
fastsat i loven, men reguleres årligt af Ligningsrådet, gør det let at ændre
satserne, så der er mulighed for en nærmere sammenhæng imellem satserne og de
til enhver tid værende omkostningsforhold og de faktiske muligheder for
forskellige grupper. Det fremgår af undersøgelsen, at det i praksis ikke er
muligt at opfylde denne målsætning.
På andre fradragsområder end rejsefradraget er der fastlagt udtømmende
regler direkte i lovgivningen med satser for fradragets størrelse, som ikke
kan ændres af Ligningsrådet. Dette er f.eks. tilfældet for så vidt angår
fradraget for dagplejere, fiskerfradraget og sømandsfradraget.
På denne baggrund foreslås det, at også satserne for skattefri
rejsegodtgørelse fastsættes direkte i loven i stedet for af
Ligningsrådet, og at der i stedet for Ligningsrådets årlige regulering
indbygges en regulering efter personskattelovens § 20.
Som udgangspunkt foreslås en sats med et grundbeløb på 256 kr. i 1997, som
skal gælde for alle lande. Beløbet svarer til Ligningsrådets nuværende sats
for rejser i Danmark, som er et relativt dyrt land. De hidtidige satser, der
er højere end 256 kr., aftrappes fra 1. april 1999, således at der ikke er
nogen, der fra 1. januar 2001 har en højere sats end det regulerede
grundbeløb på 256 kr., jf. nedenfor.
Der vil fortsat være mulighed for uden skattemæssige konsekvenser at få
dokumenterede merudgifter dækket efter regning af arbejdsgiveren eller at få
fradrag herfor ved indkomstopgørelsen.
I forhold til de nuværende satser for merudgifter til kost og
småfornødenheder medfører lovforslaget følgende ændringer:
- Fra 1. januar 2001 er satsen 256 kr. (reguleret) for alle i ind- og
udland bortset fra turistchauffører, der bevarer nugældende satser på
henholdsvis 75 kr. og 150 kr. pr. døgn for rejser i Danmark og udlandet.
- Den fælles sats indføres gradvist, idet den sats, der gælder pr. 31.
marts 1999, reduceres med 1/3 pr. 1. april 1999 af en overskydende forskel
mellem satsen og 256 kr. (reguleret), med 2/3 den 1. januar 2000 og med
resten af forskellen den 1. januar 2001. Dog fastsættes satsen på 256 kr. for
langturschauffører ved kørsel i Danmark og i udlandet fra og med den 1. juli
1997.
- Fra 1. januar 2001 kan Ligningsrådet forhøje satsen for lande med
væsentligt højere leveomkostninger end Danmark med 100 kr. pr. døgn.
- Satserne på 256 kr. og 100 kr. er 1997-beløb. De reguleres årligt pr. 1.
januar efter personskattelovens § 20, første gang 1. januar 1998.
- Reglen om, at en arbejdsgiver foruden dækning efter regning skattefrit
kan udbetale 60 pct. af standardsatsen til ansatte ved rejse i udlandet,
ændres fra 1. juli 1997, så der højst kan udbetales 30 pct. af satsen.
Iøvrigt medfører lovforslaget følgende ændringer:
- Selvstændigt erhvervsdrivende får fra 1. juli 1997 mulighed for at
benytte standardsats til fradrag ved rejse i udlandet i stedet for at
foretage fradrag for faktiske merudgifter. Ved rejse i Danmark er
dokumentation stadig nødvendig.
- Tidsgrænserne for benyttelse af standardfradrag på samme arbejdsplads i
henholdsvis Danmark og udlandet ændres fra 2 og 4 måneder til 3 og 6 måneder
fra 1. april 1999.
- Ligningsrådets nuværende regel om reduktion for modtagne måltider
lovfæstes, således at standardsatsen reduceres med henholdsvis 15, 30 og 30
pct. for morgenmad, frokost og middagsmad. De resterende 25 pct. af satsen er
til dækning af småfornødenheder.
- Ligningsrådets nuværende regler om nedsættelse af satserne efter 28 dage
på samme arbejdsplads bortfalder fra 1. april 1999.
De foreslåede ændringer medfører ikke, at Finansministeriet bliver
afskåret fra at fastsætte eller aftale særlige satser gældende for statens
ansatte. Der kan stadig fastsættes dispositionsbeløb med hensyn til
størrelsen af de udgiftsbeløb, der kan godtgøres efter regning. Der kan også
fastsættes særlige standardsatser for godtgørelse uden regning, men
godtgørelsen er kun skattefri i det omfang, den ikke overstiger
ligningslovens sats.
Provenumæssige konsekvenser
Der foreligger ikke dækkende statistiske oplysninger, der gør det muligt
at foretage et underbygget skøn over lovforslagets samlede provenumæssige
konsekvenser. De provenumæssige konsekvenser vil i vidt omfang afhænge af,
hvordan lønmodtagere, der berøres af lovforslaget, samt deres arbejdsgivere
evt. vil ændre adfærd.
Endvidere er ikke indregnet virkningen af evt. ændringer for stat og
kommuner vedrørende udbetalinger af rejsegodtgørelser til offentligt ansatte.
For statens ansatte skønnes der årligt at være ca. 500.000 rejsedage, inkl.
rejser til Grønland og Færøerne. Dette antal omfatter både endagsrejser og
rejser af mere end 1 døgns varighed, dvs. både med og uden overnatning, hvis
præcise fordeling ikke er kendt, jf. finansministerens svar af 14. april 1997
til skatteudvalget på spørgsmål 4 til L 100.
I tabel 1 nedenfor er vist de gældende godtgørelsessatser og de satser,
der foreslås med lovforslaget, hvor satsen på 256 kr. for langturschauffører
skal gælde fra 1. juli 1997. Satserne efter lovforslaget er vist frem til
2001 inkl. regulering efter personskattelovens § 20.
Tabel 1. Godtgørelsessatser efter gældende regler og lovforslaget*.
1997-2001.
---------------------------------------------------------------------
Gældende
Kr. pr. satser Lovforslag
rejsedag -----------------------------------------------------------
Pr. Pr. Pr. Pr. Pr. Pr. Pr.
1. 1. 1. 1. 1. 1. 1.
jan. juli jan. jan. april jan. jan.
1997 1997 1998 1999 1999 2000 2001
---------------------------------------------------------------------
Generelle sats,
Danmark ....... 256 256 265 270 270 275 281
Håndværkere,
administrativt
personale
(offentligt og
privat) mv. i
udlandet.1)
Eksempel ...... 420 420 434 443 385 2) 328 2) 281
Flypersonale.1)
Eksempel ...... 500 500 517 527 441 3) 356 3) 281
Langturschauffører,
udland ........ 250 256 265 270 270 275 281
Langturschauffører,
indland ....... 200 256 265 270 270 275 281
Turistchauffører,
udland ........ 150 150 150 150 150 150 150
Turistchauffører,
indland ....... 75 75 75 75 75 75 75
Selvstændige,
udland Fradrag 256 265 270 270 275 281
for dokument.
udgifter
---------------------------------------------------------------------
*) Der er forudsat en regulering af satserne med 3,4 pct. pr. 1. januar
1998 og derefter rent beregningsteknisk en årlig regulering af satserne med 2
pct.
1) Følger Ligningsrådets satser, der varierer fra land til land.
Fastsættes årligt af Ligningsrådet til og med 1999.
2) Satsen nedsættes med 1/3 af forskellen mellem 270 kr. og 443 kr. = 58
kr. pr. 1. april 1999 og med 2/3 af forskellen mellem 1999-satserne (270 kr.
og 443 kr.) svarende til 115 kr. pr. 1. januar 2000. Fra og med 1. januar
2001 kan der højst ydes godtgørelse svarende til standardsatsen.
3) Satsen nedsættes med 1/3 af forskellen mellem 270 kr. og 527 kr. = 86
kr. pr. 1. april 1999 og med 2/3 af forskellen mellem 1999-satserne (270 kr.
og 527 kr.) svarende til 171 kr. pr. 1. januar 2000. Fra og med 1. januar
2001 kan der højst ydes godtgørelse svarende til standardsatsen.
Provenuskønnene i det følgende er målt i forhold til det regelsæt, der i
december 1996 blev vedtaget med lovforslag L 99, samt cirkulære nr. 31 af 20.
december 1996 fra Told & Skat.
De elementer i lovforslaget, der har provenuvirkning, er følgende:
*) Langturschauffører vil opnå lidt højere skattefri godtgørelser både ved
kørsel i ind- og udland fra 1. juli 1997.
*) For flypersonale, håndværkere, administrativt personale (offentligt og
privat), handelsrejsende m.v. reduceres de skattefri godtgørelsessatser ved
rejse i udlandet, der indebærer overnatning. Nedgangen sker gradvis fra 1.
april 1999 og frem til 1. januar 2001, hvor en sats på 256 kr. (reguleret)
bliver fælles for alle lønmodtagergrupper.
*) Tidsgrænserne for skattefri godtgørelse for håndværkere m.fl. ved
arbejde på samme arbejdsplads ændres fra 2 til 3 måneder i Danmark og fra 4
til 6 måneder i udlandet.
*) Selvstændigt erhvervsdrivende, herunder vognmænd, som i dag foretager
fradrag af udgifter mod dokumentation, kan fra 1. juli 1997 vælge at benytte
standardfradragsreglerne for lønmodtagere ved rejser i udlandet.
*) Reglerne om, at de skattefri godtgørelser nedsættes efter 28 dage på
samme arbejdsplads, ophæves fra 1. april 1999.
*) 60 pct.-reglen, hvorefter ansatte, der rejser i udlandet for deres
arbejdsgiver efter regning, skattefrit kan få 60 pct. af
standardgodtgørelsen, ændres til 30 pct. fra 1. juli 1997.
Provenuvirkningen, der er forbundet med stor usikkerhed, og som nævnt ikke
omfatter offentligt ansatte, er anslået i tabel 2.
Tabel 2. Provenuvirkning, ekskl. offentligt ansatte, af lovforslag i
forhold til gældende regler. 1997 - 2001.
---------------------------------------------------------------------
Indkomstår. Ca. mill. kr.
(1997-niveau) 1997 fra 1/7 1998 1999 2000 2001
---------------------------------------------------------------------
Særlige grupper1) .......... -3 -5 0 7 10
Håndværkere m.v. ved rejser
i Danmark (ændring af 2
mdr.s-regel til 3 mdr.) .... 0 0 -5 -7 -7
Håndværkere m.v. ved rejser
i udlandet (inkl. ændring
af 4 mdr.s-regel til 6 mdr.) 0 0 -7 -3 0
Fradrag til selvstændigt
erhvervsdrivende efter løn-
modtagerregler fra
1. juli 1997 ............... -7 -13 -13 -13 -13
Ændring af 60 pct.-reglen
for godtgørelse til ansatte,
der rejser efter regning til
30 pct. fra 1. juli 1997 ... 10 20 18 16 15
---------------------------------------------------------------------
I alt ...................... 0 2 -7 0 5
---------------------------------------------------------------------
Heraf kommunerne ........... 0 1 -4 0 3
---------------------------------------------------------------------
- = provenutab.
1) Omfatter langturschauffører, flypersonale, handelsrejsende og
fagforbundenes funktionærer. I indkomstårene 1997 og 1998 skønnes
lovforslaget stort set at være provenuneutralt. For finansårene 1997 og 1998
skønnes lovforslaget ligeledes stort set at være provenuneutralt.
I 1999, hvor indfasningen til den fælles sats for alle grupper starter og
2 mdr.s- /4 mdr.s-reglen ændres til 3 mdr./6 mdr., skønnes lovændringerne
samlet at medføre et provenutab på ca. 7 mill. kr. Heraf vedrører ca. 4 mill.
kr. kommunerne.
Når indfasningen er fuldt gennemført fra og med 2001, skønnes den samlede
virkning at blive et årligt merprovenu på ca. 5 mill. kr.
Erhvervsøkonomiske konsekvenser
De erhvervsøkonomiske konsekvenser skønnes at være beskedne. Med
lovforslaget sker der en videreudbygning af de tilstræbte forenklinger på
området, der blev startet med vedtagelsen af lovforslag L 99 i december 1996.
Med nærværende lovforslag skabes yderligere ensartethed med hensyn til
reglerne for skattefri rejsegodtgørelse for forskellige erhvervsgrupper.
Miljømæssige konsekvenser og EU-retlige aspekter
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke
EU-retlige aspekter.
Administrative konsekvenser
Forslaget skønnes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter den gældende bestemmelse i ligningslovens § 9, stk. 4, kan der
foretages fradrag uden dokumentation for udgiftens størrelse efter de af
Ligningsrådet fastsatte satser. Lovforslaget medfører, at satserne for
rejsegodtgørelse m.v. fastsættes direkte i loven. Det er derfor ikke længere
en betingelse, at det er Ligningsrådets satser, der anvendes, når der
foretages fradrag.
Til nr. 2
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i
ligningslovens § 9, stk. 5, men det fremgår nu, at standardsatserne for
rejsegodtgørelse m.v. findes i § 9, stk. 6. Endvidere foreslås
tidsbegrænsningen for godtgørelse efter standardsats på samme arbejdsplads
udvidet fra henholdsvis 2 og 4 måneder i Danmark og udlandet til henholdsvis
3 og 6 måneder. I bestemmelsen er desuden angivet de grupper, der ikke kan
benytte standardsatserne i stk. 6, fordi de har særlige forhold eller andre
ordninger, der medfører skattefrihed eller fradrag. Det drejer sig om
ansatte, der er påmønstret skibe (herunder fiskefartøjer), arbejder i
fartøjer eller installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning
eller udnyttelse af naturforekomster, modtager ydelser efter § 7, litra r,
(udetillæg m. v.) eller § 7 K (legater til studierejser i udlandet) eller
aftjener værnepligt.
Efter Ligningsrådets regler, som skal ophøre fra 1. april 1999, er
ansatte, der transporterer varer eller personer eller arbejder på
luftfartøjer, også undtaget fra de generelle satser, men nogle er i stedet
omfattet af særlige satser. Efter lovforslaget vil disse grupper - bortset
fra turistchauffører - fra 1. januar 2001 enten være omfattet af den
generelle sats eller være helt afskåret fra at benytte standardsats.
Til nr. 3
Det foreslås, at godtgørelsessatsen for langturschauffører sættes til 256
kr. pr. døgn både i Danmark og i udlandet. Turistchaufførernes nuværende
satser på henholdsvis 150 kr. og 75 kr. pr. døgn i udlandet og Danmark
opretholdes. For de øvrige grupper fastsætter Ligningsrådet satser indtil 1.
april 1999. Fra 1. april 1999 nedtrappes de til den tid gældende satser, der
er højere end 256 kr., således at ingen satser pr. 1. januar 2001 er højere
end et efter personskattelovens § 20 reguleret beløb på 256 kr.
Det foreslås desuden, at Ligningsrådet skal kunne forhøje satserne med 100
kr. for lande, hvor leveomkostningerne er væsentligt højere end i Danmark.
Det forudsættes, at Ligningsrådet ved vurderingen heraf bl.a. lægger vægt på
de beregninger, der foretages af Employment Conditions Abroad Ltd. (ECA). ECA
er et firma, som har specialiseret sig i rådgivning og beregning af
rejseomkostninger for virksomheder, som har personale stationeret i udlandet
eller som rejser i tjenesten. SAS anvender bl. a. ECA til at beregne sine
egne dagpengesatser.
Satsen på 256 kr. og 100 kr.'s-tillægget reguleres efter
personskattelovens § 20 med udgangspunkt i reguleringstallet for 1997.
Det foreslås endvidere, at selvstændigt erhvervsdrivende ved rejse i
udlandet i stedet for de faktiske merudgifter kan foretage fradrag med de
satser, som kommer til at gælde for lønmodtageres godtgørelser/fradrag i de
pågældende erhverv. Ved rejse i Danmark er dokumentation stadig nødvendig.
Til nr. 4
Den foreslåede ændring er en konsekvens af ændringsforslaget under nr. 3.
Til nr. 5
Efter den gældende bestemmelse kan ansatte ved rejse i udlandet skattefrit
modtage 60 pct. af Ligningsrådets satser for skattefri rejsegodtgørelse
samtidig med, at arbejsgiveren refunderer den ansattes udgifter efter
regning. Det foreslås, at satsen nedsættes fra 60 pct. til 30 pct.
Til § 2
Det foreslås, at § 1, nr. 1, 3 og 5, skal træde i kraft den 1. juli 1997,
således at de i bestemmelsen fastsatte regler og satser som udgangspunkt har
virkning fra dette tidspunkt. For de øvrige ændringer foreslås det, at
bestemmelserne skal træde i kraft den 1. april 1999, hvor overgangsordningen
efter lov nr. 1063 af 12. december 1996 udløber.
I det omfang Ligningsrådet i perioden frem til og med 31. marts 1999
fastsætter satser gældende for udenlandske rejser, der er højere end
grundbeløbet på 256 kr. (1997), eller satserne i følge overgangsordningen for
udenlandske rejser efter lov nr. 1063 af 12. december 1996 overstiger
grundbeløbet på 256 kr., foreslås, at disse højere satser nedtrappes til
grundbeløbet fra deres udgangspunkt den 31. marts 1999. Nedtrapningen
foretages første gang den 1. april 1999 med 1/3 af forskellen mellem satsen
den 31. marts 1999 og det regulerede grundbeløb på 256 kr. pr. 31. marts
1999. Næste gang den 1. januar 2000 med 2/3 af den oprindelige forskel og
sidste gang den 1. januar 2001 med resten, indtil alle satserne udgør det
regulerede grundbeløb på 256 kr. (1997).
Det foreslås, at satser for rejser i Danmark fra 1. april 1999, i
betragtning af, at disse kun vil kunne afvige ubetydeligt fra det regulerede
grundbeløb, på en gang tilpasses satsen på 256 kr. reguleret.
Skriftlig fremsættelse
Skatteministeren (Carsten Koch):
Hermed tillader jeg mig at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af ligningsloven. (Ændrede satser og regler
for skattefri rejsegodtgørelse m.v.).
(Lovforslag nr. L 257).
Folketinget vedtog i december 1996 forskellige ændringer i reglerne om
skattefri rejsegodtgørelse, jf. lov nr. 1063 af 12. december 1996.
I forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget (Lovforslag nr.
L 99, 1996-97) fik Folketinget tilsagn om, at jeg senest den 1. april 1997
ville fremlægge resultaterne af en kulegravning, der skal belyse, i hvilket
omfang der foreligger ligestilling i relation til reglerne om
rejsegodtgørelse under hensyn til forskellige erhvervsgruppers forskellige
omkostningsforhold. Tidspunktet for fremlæggelsen er senere udskudt på grund
af overenskomstforhandlingerne.
Resultaterne af undersøgelsen, der er udført af Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, er gengivet i Skatteministeriets rapport af maj 1997. Nærværende
lovforslag fremsættes som en opfølgning af undersøgelsen.
I det nuværende regelsæt er det kun de overordnede regler og
begrænsninger, der er fastsat direkte i loven. De nærmere regler og de
enkelte satser skal fastsættes af Ligningsrådet under hensyn til de faktiske
udgiftsforhold.
At satserne ikke er fastsat i loven, men reguleres årligt af
Finansministeriet og Ligningsrådet, gør det lettere at ændre satserne, så der
i teorien er mulighed for en nærmere sammenhæng imellem satserne og de til
enhver tid værende omkostningsforhold og de faktiske muligheder for
forskellige grupper. Det fremgår imidlertid af undersøgelsen, at det i
praksis ikke er muligt at opfylde denne målsætning.
På andre fradragsområder end rejsefradraget er der fastlagt udtømmende
regler direkte i lovgivningen med satser for fradragets størrelse, som ikke
kan ændres af Ligningsrådet. Dette er f.eks. tilfældet for så vidt angår
fradraget for dagplejere, fiskerfradraget og sømandsfradraget.
I lovforslaget foreslås det, at også satserne for rejsegodtgørelse
fastsættes direkte i loven i stedet for af Ligningsrådet, og at der i stedet
for Ligningsrådets årlige regulering indbygges en regulering efter
personskattelovens § 20.
Som udgangspunkt foreslås en sats for udgifter til fortæring og
småfornødenheder med et grundbeløb på 256 kr. i 1997, som skal gælde for alle
lande. Beløbet svarer til Ligningsrådets nuværende sats for rejser i Danmark,
som er et relativt dyrt land. De hidtidige satser, der er højere end 256 kr.,
aftrappes fra 1. april 1999, således at der ikke er nogen, der fra 1. januar
2001 har en højere sats end det regulerede grundbeløb på 256 kr., jf.
nedenfor.
Der vil fortsat være mulighed for uden skattemæssige konsekvenser at få
dokumenterede merudgifter dækket efter regning af arbejdsgiveren eller at få
fradrag herfor ved indkomstopgørelsen.
I forhold til de nuværende satser for merudgifter til kost og
småfornødenheder medfører lovforslaget følgende ændringer:
- Fra 1. januar 2001 er satsen 256 kr. (reguleret) for alle i ind- og
udland bortset fra turistchauffører, der bevarer nugældende satser på
henholdsvis 75 kr. og 150 kr. pr. døgn for rejser i Danmark og i udlandet.
- Den fælles sats indføres gradvist, idet den sats, der gælder pr. 1.
april 1999, reduceres med 1/3 af en overskydende forskel mellem satsen og 256
kr. (reguleret), 2/3 den 1. januar 2000 og resten af forskellen den 1. januar
2001. Dog fastsættes satsen på 256 kr. for langturschauffører ved kørsel i
Danmark og i udlandet fra og med den 1. juli 1997.
- Fra 1. januar 2001 kan Ligningsrådet forhøje satsen for lande med
væsentligt højere leveomkostninger end Danmark med 100 kr. pr. døgn.
- Satserne på 256 kr. og 100 kr. er 1997-beløb. De reguleres årligt pr. 1.
januar efter personskattelovens § 20, første gang 1. januar 1998.
- Reglen om, at en arbejdsgiver foruden dækning efter regning skattefrit
kan udbetale 60 pct. af standardsatsen til ansatte ved rejse i udlandet,
ændres fra 1. juli 1997, så der højst kan udbetales 30 pct. af satsen.
Iøvrigt medfører lovforslaget følgende ændringer:
- Selvstændigt erhvervsdrivende får fra 1. juli 1997 mulighed for at
benytte standardsats til fradrag ved rejse i udlandet i stedet for at
foretage fradrag for faktiske merudgifter. Ved rejse i Danmark er
dokumentation stadig nødvendig.
- Tidsgrænserne for benyttelse af standardfradrag på samme arbejdsplads i
henholdsvis Danmark og udlandet ændres fra 2 og 4 måneder til 3 og 6 måneder
fra 1. april 1999.
- Ligningsrådets nuværende regel om reduktion for modtagne måltider
lovfæstes, således at standardsatsen reduceres med henholdsvis 15, 30 og 30
pct. for morgenmad, frokost og middagsmad. De resterende 25 pct. af satsen er
til dækning af småfornødenheder.
- Ligningsrådets nuværende regler om nedsættelse af satserne efter 28 dage
på samme arbejdsplads bortfalder fra 1. april 1999.
De foreslåede ændringer medfører ikke, at Finansministeriet bliver
afskåret fra at fastsætte eller aftale særlige satser gældende for statens
ansatte. Der kan stadig fastsættes dispositionsbeløb med hensyn til
størrelsen af de udgiftsbeløb, der kan godtgøres efter regning. Der kan også
fastsættes særlige standardsatser for godtgørelse uden regning, men
godtgørelsen er kun skattefri i det omfang, den ikke overstiger
ligningslovens sats.
Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne i lovforslaget, skal jeg
anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser,
der berøres af lovforslaget
§ 1
I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 869 af 15. november 1995, som ændret bl.a. ved § 2 i
lov nr. 1063 af 12. december 1996 og senest ved § 1 i lov nr. 239 af 2. april
1997, foretages følgende ændringer:
1. I § 9, stk. 4, ændres »Ligningsrådets
anvisning« til: »stk. 6 eller Ligningsrådets anvisning« og
»Ligningsrådet« til: »Ligningsrådet eller i stk. 6«.
2. § 9, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for
udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved
indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for befordringsudgifter
omfattet af § 9 B eller rejseudgifter eller andre merudgifter, der påføres
lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et
midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige
bopæl, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i stk. 6,
eller, for så vidt angår befordringsudgifter, fastsættes af Ligningsrådet.
Ved rejseudgifter forstås merudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi
arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende til et andet arbejdssted
end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, når dette medfører, at
lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Med
hensyn til anvendelsen af standardsatserne, jf. stk. 6, kan et arbejdssted
højst anses for midlertidigt i de første 3 måneder, hvis arbejdsstedet er i
Danmark, og de første 6 måneder, hvis det er i udlandet. Udbetaler
arbejdsgiveren ikke hel eller delvis skattefri godtgørelse, kan fradrag for
befordring som nævnt i § 9 B foretages efter § 9 C. Godtgørelsen skal
medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis den fragår i en forud aftalt
bruttoløn. Ansatte, der er påmønstret skibe (herunder fiskefartøjer),
arbejder i fartøjer eller installationer, der anvendes i tilknytning til
efterforskning eller udnyttelse af naturforekomster, modtager ydelser efter §
7, litra r, eller § 7 K eller aftjener værnepligt, kan ikke anvende
standardsatserne for rejseudgifter eller andre merudgifter. Rejseudgifter
eller andre merudgifter kan ikke fradrages ved indkomstopgørelsen i det
omfang, de er godtgjort efter 2. pkt.«.
3. I § 9 indsættes efter stk. 5 som nye stykker:
»Stk. 6. Følgende satser kan anvendes til dækning af
merudgifter til kost og småfornødenheder i stedet for de faktiske beløb:
1) Ved rejse med overnatning i Danmark eller i udlandet et grundbeløb på
256 kr. pr. døgn.
2) For turistchauffører med overnatning i udlandet 150 kr. pr. døgn.
3) For turistchauffører med overnatning i Danmark 75 kr. pr. døgn.
4) Ligningsrådet kan fra og med 1. januar 2001 forhøje satserne med et
grundbeløb på 100 kr. pr. døgn ved overnatning i lande, hvor
leveomkostningerne er væsentligt højere end i Danmark.
Hvis der modtages fri kost, reduceres satserne, bortset fra de ovenfor
under nummer 2 og 3 nævnte satser, med henholdsvis 15, 30 og 30 pct. for
morgenmad, frokost og aftensmad. De nævnte grundbeløb reguleres årligt
svarende til den procent, hvormed reguleringstallet efter personskattelovens
§ 20 er ændret i forhold til reguleringstallet for 1997. Procenten beregnes
med en decimal. Det således regulerede beløb afrundes opad til nærmeste
kronebeløb.
Stk. 7. Selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af afstanden
mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted i udlandet ikke har mulighed for
at overnatte på den sædvanlige bopæl, kan vælge at foretage fradrag med de i
stk. 6 fastsatte satser i stedet for de faktiske udgifter.«.
Stk. 6-8 bliver herefter stk. 8-10.
4. I § 9, stk. 6, der bliver stk. 8, ændres »stk.
5« til: »stk. 5 og 6«.
5. I § 9, stk. 7, der bliver stk. 9, ændres »60 pct.
af Ligningsrådets satser« til: »30 pct. af satsen«.
§ 9. - - -
Stk. 4. Udgifter, der efter Ligningsrådets anvisning kan fradrages
uden dokumentation for størrelsen, kan indgå i opgørelsen af de samlede
udgifter efter stk. 1 med de af Ligningsrådet fastsatte satser.
Stk. 5. Godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren, for
udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved
indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for befordringsudgifter
omfattet af § 9 B eller rejseudgifter eller andre merudgifter, der påføres
lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et
midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige
bopæl, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der fastsættes af
Ligningsrådet. Ved rejseudgifter forstås merudgifter, der påføres
lønmodtageren, fordi arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende til
et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, når dette
medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin
sædvanlige bopæl. Med hensyn til anvendelsen af Ligningsrådets standardsatser
kan et arbejdssted højst anses for midlertidigt i de første 2 måneder, hvis
arbejdsstedet er i Danmark, og de første 4 måneder, hvis det er i udlandet.
Ligningsrådet kan fastsætte nærmere regler og særlige satser for forskellige
erhvervsgrupper. Udbetaler arbejdsgiveren ikke hel eller delvis skattefri
godtgørelse, kan fradrag for befordring som nævnt i § 9 B foretages efter § 9
C. Godtgørelsen skal medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis den fragår i en
forud aftalt bruttoløn. Ligningsrådet kan ikke fastsætte godtgørelsessatser
for udgifter til logi. Rejseudgifter eller andre merudgifter kan ikke
fradrages ved indkomstopgørelsen, i det omfang de er godtgjort efter 2. pkt.
Stk. 6. Reglerne i stk. 5 finder tilsvarende anvendelse på rejse-
og befordringsgodtgørelser, der udbetales til medlemmer af eller medhjælpere
for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende.
Stk. 7. Såfremt arbejdsgiveren afholder lønmodtagerens udgifter
ved rejse i udlandet efter regning, kan arbejdsgiveren udbetale et skattefrit
beløb på indtil 60 pct. af Ligningsrådets satser for skattefri
rejsegodtgørelse. Selv om arbejdsgiveren ikke udbetaler et skattefrit beløb
efter 1. pkt., kan lønmodtageren ikke foretage et tilsvarende fradrag i den
skattepligtige indkomst.
Stk. 8. - - -
Efter 2. behandling den 27. maj 1997
§ 1
I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 869 af 15. november 1995, som ændret bl. a. ved § 2 i
lov nr. 1063 af 12. december 1996 og § 13 i lov nr. 1219 af 27. december 1996
og senest ved § 1 i lov nr. 239 af 2. april 1997, foretages følgende
ændringer:
1. I § 9, stk. 4, ændres »Ligningsrådets
anvisning« til: »stk. 6 eller Ligningsrådets anvisning« og
»Ligningsrådet« til: »Ligningsrådet eller i stk. 6«.
2. § 9, stk. 5 , affattes således:
»Stk. 5. Godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for
udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved
indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for befordringsudgifter
omfattet af § 9 B eller rejseudgifter eller andre merudgifter, der påføres
lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et
midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige
bopæl, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i stk. 6
eller, for så vidt angår befordringsudgifter, fastsættes af Ligningsrådet.
Ved rejseudgifter forstås merudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi
arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende til et andet arbejdssted
end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, når dette medfører, at
lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Med
hensyn til anvendelsen af standardsatserne, jf. stk. 6, kan et arbejdssted
højst anses for midlertidigt i de første 3 måneder, hvis arbejdsstedet er i
Danmark, og de første 6 måneder, hvis det er i udlandet. Udbetaler
arbejdsgiveren ikke hel eller delvis skattefri godtgørelse, kan fradrag for
befordring som nævnt i § 9 B foretages efter § 9 C. Godtgørelsen skal
medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis den fragår i en forud aftalt
bruttoløn. Ansatte, der er påmønstret skibe (herunder fiskerfartøjer),
arbejder i fartøjer eller installationer, der anvendes i tilknytning til
efterforskning eller udnyttelse af naturforekomster, modtager ydelser efter §
7, litra r, eller § 7 K, kan ikke anvende standardsatserne for rejseudgifter
eller andre merudgifter. Personer, der aftjener værnepligt, samt frivilligt
personel i den periode, der er fastsat som uddannelsestid, kan ikke anvende
standardsatserne til fradrag. Rejseudgifter eller andre merudgifter kan ikke
fradrages ved indkomstopgørelsen i det omfang, de er godtgjort efter 2.
pkt.«
3. I § 9 indsættes efter stk. 5 som nye stykker:
»Stk. 6. Følgende satser kan anvendes til dækning af
merudgifter til kost og småfornødenheder i stedet for de faktiske beløb:
1) Ved rejse med overnatning i Danmark eller i udlandet et grundbeløb på
256 kr. pr. døgn.
2) For turistchauffører med overnatning i udlandet 150 kr. pr. døgn.
3) For turistchauffører med overnatning i Danmark 75 kr. pr. døgn.
4) Ligningsrådet kan fra og med 1. januar 2001 forhøje satserne med et
grundbeløb på 100 kr. pr. døgn ved overnatning i lande, hvor
leveomkostningerne er væsentligt højere end i Danmark.
Hvis der modtages fri kost, reduceres satserne bortset fra de ovenfor
under nr. 2 og 3 nævnte satser med henholdsvis 15, 30 og 30 pct. for
morgenmad, frokost og aftensmad. De nævnte grundbeløb reguleres årligt
svarende til den procent, hvormed reguleringstallet efter personskattelovens
§ 20 er ændret i forhold til reguleringstallet for 1997. Procenten beregnes
med en decimal. Det således regulerede beløb afrundes opad til nærmeste
kronebeløb.
Stk. 7. Selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af afstanden
mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted i udlandet ikke har mulighed for
at overnatte på den sædvanlige bopæl, kan vælge at foretage fradrag med de i
stk. 6 fastsatte satser i stedet for de faktiske udgifter.«
Stk. 6-8 bliver herefter stk. 8-10.
4. I § 9, stk. 6, der bliver stk. 8, ændres »stk.
5« til: »stk. 5 og 6«.
5. I § 9, stk. 7, der bliver stk. 9, ændres »60 pct.
af Ligningsrådets satser« til: »30 pct. af satsen«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. § 1, nr. 2 og 4, træder i kraft den 1. april 1999.
Stk. 3. Uanset den i ligningslovens § 9, stk. 6, nr. 1, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, fastsatte sats på et grundbeløb på 256
kr. pr. døgn kan Ligningsrådet for andre grupper end langturschauffører til
og med den 31. marts 1999 fastsætte satser i medfør af den hidtidige
bestemmelse i ligningslovens § 9, stk. 5, og de satser, som i medfør af § 5,
stk. 2, i lov nr. 1063 af 12. december 1996 kan anvendes til og med den 31.
marts 1999, kan fortsat finde anvendelse til og med den 31. marts 1999. I det
omfang de i 1. pkt. nævnte satser pr. 31. marts 1999 overstiger det nævnte
grundbeløb på 256 kr. pr. døgn, reguleret efter personskattelovens § 20,
reduceres satserne pr. 1. april 1999 med 1/3 af forskellen mellem satsen pr.
31. marts 1999 og grundbeløbet pr. 31. marts 1999, 1. januar 2000 med 2/3 og
1. januar 2001 med resten af forskellen, indtil ingen satser er højere end
grundbeløbet.
Stk. 4. Satser for rejse i Danmark ændres til det regulerede
grundbeløb på 256 kr. den 1. april 1999.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1996 LSF 100 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN OG STATSSKATTELOVEN (LIGESTILLING MELLEM OFFENTLIGT OG PRIVAT ANSATTE VED UDBETALING AF SKATTEFRIE GODTGØRELSER, OPHÆVELSE AF LIGNINGSRÅDETS KOMPETENCE TIL AT FASTSÆTTE SKATTEFRIE GODTGØRELSER OG INDFØRELSE AF ENS SATSER FOR SKATTEFRIE GODTGØRELSER) Retsinformation · 27. maj 1997
- 1996 BTL 100 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN OG STATSSKATTELOVEN (LIGESTILLING MELLEM OFFENTLIGT OG PRIVAT ANSATTE VED UDBETALING AF SKATTEFRIE GODTGØRELSER, OPHÆVELSE AF LIGNINGSRÅDETS KOMPETENCE TIL AT FASTSÆTTE SKATTEFRIE GODTGØRELSER OG INDFØRELSE AF ENS SATSER FOR SKATTEFRIE GODTGØRELSER) NR L 100 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 25. juni 1997
- Skattefri kørselsgodtgørelse og tabt arbejdsfortjeneste udbetalt af fagforbund Retsinformation · 23. februar 2024
- 1996 LSF 99 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STATSSKATTELOVEN, LIGNINGSLOVEN OG ANDRE SKATTELOVE (ÆNDREDE REGLER OM SKATTEFRI REJSEGODTGØRELSE OG LIGESTILLING MELLEM PERSONER, DER UDFØRER OFFENTLIGT HVERV, OG ANSATTE I PRIVATE VIRKSOMHEDER SAMT ÆNDRING AF 60-DAGES-REGLEN FOR BEFORDRINGSGODTGØRELSE) Retsinformation · 14. januar 1997
- 1997 LSF 150 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN, PERSONSKATTELOVEN, SKATTEKONTROLLOVEN, INVESTERINGSFONDSLOVEN M.V. (EFTERBETALING AF STATSLÅN, TILSKUD TIL BEVARINGSVÆRDIGE BYGNINGER, STUDIEREJSELEGATER, PH.D.-STUDERENDE, GODTGØRELSER FRA HJEMMEVÆRNET, TILSKUD TIL IVÆRKSÆTTERE, INVESTERINGSFONDSMIDLER SAMT KONSEKVENSÆNDRINGER M.V.) Retsinformation · 25. februar 1998
- 1992 LSF 285 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN OG PERSONSKATTELOVEN (BEFORDRING) Retsinformation · 2. juli 1993