1996 LSF 251 FORSLAG TIL LOV OM FREMSKAFFELSE OG ANVENDELSE AF HUMANT BLOD OG BLODPRODUKTER TIL LÆGEMIDDELFORMÅL M.V.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1. Tapning af humant blod må kun ske fra frivillige og ubetalte
donorer.
Stk. 2. Tapning af humant blod eller dele heraf, der skal anvendes
som lægemiddel eller til fremstilling af lægemidler, må kun iværksættes af
blodbanker tilknyttet det offentlige sygehusvæsen.
Stk. 3. Tapning af humant blod eller dele heraf til fremstilling
af varer, der uden at være omfattet af stk. 2 skal anvendes til forebyggelse,
erkendelse og behandling af sygdomme, må kun iværksættes af de i stk. 2
nævnte blodbanker.
§ 2. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) indgår aftale
med den lokale donororganisation om betingelserne for afgivelse og modtagelse
af humant blod, herunder om betaling af et beløb til donororganisationen til
dækning af dennes udgifter i forbindelse med donorvirksomheden.
§ 3. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) har ud over at
tappe blod til eget forbrug pligt til at medvirke til at fremskaffe blod
eller dele heraf med henblik på Statens Serum Instituts fremstilling af
blodprodukter.
Stk. 2. Fremstilling af blodprodukter på grundlag af blod eller
dele af blod, der er tappet af de i § 1, stk. 2, nævnte blodbanker, må kun
foretages af Statens Serum Institut.
§ 4. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) må kun anvende
blodprodukter, der er fremstillet eller fremskaffet af Statens Serum
Institut.
Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte regler om, at
bestemmelsen i stk. 1 ikke finder anvendelse på bestemte blodprodukter.
Stk. 3. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) kan i
konkrete tilfælde ansøge Lægemiddelstyrelsen om tilladelse til at anvende et
bestemt blodprodukt, der ikke er fremstillet eller fremskaffet af Statens
Serum Institut.
§ 5. Lægemiddelstyrelsen fastsætter priser og betingelser for
Læs alt
Statens Serum Instituts levering af blodprodukter. Blodbankerne stiller blod
eller dele deraf vederlagsfrit til rådighed for Statens Serum Institut.
Stk. 2. Det i § 8 nævnte udvalg rådgiver Lægemiddelstyrelsen i
sager, der er omfattet af stk. 1.
§ 6. Blod eller dele heraf tappet her i landet samt de af Statens
Serum Institut fremstillede blodprodukter må kun eksporteres med
Lægemiddelstyrelsens godkendelse og accept fra Bloddonorerne i Danmark.
Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan efter aftale med Bloddonorerne i
Danmark fastsætte regler om eksport af blod eller dele heraf samt af
blodprodukter, herunder om, at eksport ikke skal godkendes af Bloddonorerne i
Danmark.
Stk. 3. Blodbanker tilknyttet det offentlige sygehusvæsen kan uden
godkendelse efter stk. 1 eksportere blod eller dele heraf til nært beliggende
lande med henblik på at imødegå en akut opstået mangelsituation eller behovet
for blod med særlige undertyper.
§ 7. Amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab udarbejder
årlige redegørelser om deres tappevirksomhed og om anvendelsen af det tappede
blod til Lægemiddelstyrelsen.
Stk. 2. Statens Serum Institut udarbejder en årlig redegørelse til
Lægemiddelstyrelsen om instituttets produktion af blodprodukter, herunder om
produktionsøkonomien og produktionens omfang og art.
Stk. 3. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte regler om indholdet af
de redegørelser, der er nævnt i stk. 1 og 2.
§ 8. Lægemiddelstyrelsen nedsætter et rådgivende udvalg, der har
til opgave at følge og vurdere udviklingen på blodområdet samt at rådgive
Lægemiddelstyrelsen i spørgsmål om fremskaffelse og anvendelse af blod, dele
af blod og blodprodukter.
Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen rådfører sig med det rådgivende udvalg
om alle spørgsmål af væsentlig eller principiel betydning inden for de
områder, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Det udvalg, der er nævnt i stk. 1, består af 13 medlemmer,
som udpeges af direktøren for Lægemiddelstyrelsen. Direktøren for
Lægemiddelstyrelsen udpeger udvalgets formand. Tre medlemmer udpeges efter
indstilling fra Amtsrådsforeningen. Af de øvrige medlemmer udpeges et medlem
efter indstilling fra henholdsvis Hovedstadens Sygehusfællesskab, Dansk
Selskab for Klinisk Immunologi, landets hæmofilicentre i forening,
Bloddonorerne i Danmark, Danmarks Bløderforening, Statens Serum Institut,
Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsministeriet.
Stk. 4. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte en forretningsorden for
det udvalg, der er nævnt i stk. 1.
§ 9. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes med bøde den, der tapper blod i strid med § 1 eller eksporterer blod
eller blodprodukter i strid med § 6, stk. 1.
Stk. 2. Der kan i forskrifter, der udstedes i medfør af loven,
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne,
medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 10. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Stk. 2. Sundhedsministeren fremsætter forslag til revision af
loven i folketingsåret 1999-2000.
§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1. Tapning af humant blod må kun ske fra frivillige og ubetalte
donorer.
Stk. 2. Tapning af humant blod eller dele heraf, der skal anvendes
som lægemiddel eller til fremstilling af lægemidler, må kun iværksættes af
blodbanker tilknyttet det offentlige sygehusvæsen.
Stk. 3. Tapning af humant blod eller dele heraf til fremstilling
af varer, der uden at være omfattet af stk. 2, skal anvendes til
forebyggelse, erkendelse og behandling af sygdomme, må kun iværksættes af de
i stk. 2, nævnte blodbanker.
§ 2. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) indgår aftale
med den lokale donororganisation om betingelserne for afgivelse og modtagelse
af humant blod, herunder om betaling af et beløb til donororganisationen til
dækning af dennes udgifter i forbindelse med donorvirksomheden.
§ 3. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) har udover at
tappe blod til eget forbrug pligt til at medvirke til at fremskaffe blod
eller dele heraf med henblik på Statens Serum Institut's fremstilling af
blodprodukter.
Stk. 2. Fremstilling af blodprodukter på grundlag af blod eller
dele af blod, der er tappet af de i § 1, stk. 2, nævnte blodbanker, må kun
foretages af Statens Serum Institut.
§ 4. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) må kun anvende
blodprodukter, der er fremstillet eller fremskaffet af Statens Serum
Institut.
Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte regler om, at
bestemmelsen i stk. 1 ikke finder anvendelse på bestemte blodprodukter.
Stk. 3. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) kan i
konkrete tilfælde ansøge Lægemiddelstyrelsen om tilladelse til at anvende et
bestemt blodprodukt, der ikke er fremstillet eller fremskaffet af Statens
Serum Institut.
§ 5. Lægemiddelstyrelsen fastsætter priser og betingelser for
Statens Serum Institut's levering af blodprodukter. Blodbankerne stiller blod
eller dele deraf vederlagsfrit til rådighed for Statens Serum Institut.
Stk. 2. Det i § 8 nævnte udvalg rådgiver Lægemiddelstyrelsen i
sager, der er omfattet af stk. 1.
§ 6. Blod eller dele heraf tappet her i landet samt de af Statens
Serum Institut fremstillede blodprodukter må kun eksporteres med
Lægemiddelstyrelsens godkendelse og accept fra Bloddonorerne i Danmark.
Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan efter aftale med Bloddonorerne i
Danmark fastsætte regler om eksport af blod eller dele heraf samt af
blodprodukter, herunder om, at eksport ikke skal godkendes af Bloddonorerne i
Danmark.
§ 7. Amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab udarbejder
årlige redegørelser om deres tappevirksomhed og om anvendelsen af det tappede
blod til Lægemiddelstyrelsen.
Stk. 2. Statens Serum Institut udarbejder en årlig redegørelse til
Lægemiddelstyrelsen om instituttets produktion af blodprodukter, herunder om
produktionsøkonomien, produktionens omfang og art.
Stk. 3. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte regler om indholdet af
de redegørelser, der er nævnt i stk. 1 og 2.
§ 8. Lægemiddelstyrelsen nedsætter et rådgivende udvalg, der har
til opgave at følge og vurdere udviklingen på blodområdet samt at rådgive
Lægemiddelstyrelsen i spørgsmål om fremskaffelse og anvendelse af blod, dele
af blod og blodprodukter.
Stk. 2. Det udvalg, der er nævnt i stk. 1, består af 12 medlemmer,
som udpeges af direktøren for Lægemiddelstyrelsen. Direktøren for
Lægemiddelstyrelsen udpeger udvalgets formand. Tre medlemmer udpeges efter
indstilling fra Amtsrådsforeningen. Af de øvrige medlemmer udpeges et medlem
efter indstilling fra henholdsvis Hovedstadens Sygehusfællesskab, Dansk
Selskab for Klinisk Immunologi, landets hæmofilicentre i forening,
Bloddonorerne i Danmark, Danmarks Bløderforening, Statens Serum Institut,
Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsministeriet.
Stk. 3. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte en forretningsorden for
det udvalg, der er nævnt i stk. 1.
§ 9. Med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes med bøde den, der tapper blod i strid med § 1, eksporterer blod og
blodprodukter i strid med § 6, stk. 1.
Stk. 2. Der kan i forskrifter, der udstedes i medfør af loven,
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne,
med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 10. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Baggrunden for selvforsyningsplanen fra 1984
Indtil midten af dette århundrede blev donorblod udelukkende anvendt
direkte til indgift i patienter, d.v.s, at det blod, som blev tappet fra
donor, direkte blev indgivet i patienten. Senere er denne anvendelse blevet
suppleret med den såkaldte komponentterapi, hvor blodet adskilles i dets
forskellige bestanddele, der anvendes hver for sig. Den separate anvendelse
af netop den bestanddel af blodet, en patient har brug for, indebærer
naturligvis, at donorblodet på denne måde udnyttes langt bedre end tidligere.
Den første forudsætning for en rationel anvendelse af blodet er, at
plasmaet udskilles fra de røde og hvide blodlegemer.
De vigtigste bestanddele af plasmaet er Faktor VIII (og andre
faktorbestanddele, herunder Faktor IX), Albumin og Immunglobuliner.
Oparbejdningen af disse bestanddele til færdige produkter forudsætter en
industriel bearbejdning.
I 1983 blev plasma alene udskilt af 1/3 af det danske donorblod med
henblik på efterfølgende industriel bearbejdning. Samtidig var sygehusenes
forbrug af Faktor VIII stigende på grund af en forbedret behandling af
blødere. Danmark måtte derfor importere betydelige mængder Faktor
VIII-produkter.
I 1984 fremlagde den daværende indenrigsminister en plan for dansk
selvforsyning med blod og blodprodukter. Planen indebar blandt andet:
- Sygehusene skulle i videst muligt omfang anvende komponentterapi, d.v.s.
anvende netop den bestanddel af blodet, den enkelte patient havde behov for.
- Blodbankerne skulle i videst muligt omfang udskille plasmaet fra blodet
og levere plasmaet til en af de danske producenter.
- Sygehusene skulle uanset en mulig højere pris aftage dansk fremstillede
Faktor VIII-produkter fra de danske producenter.
- Planen skulle følges af et udvalg under Sundhedsstyrelsen,
Blodproduktudvalget, der blandt andet skulle påse, at ingen af de to danske
producenter opnåede en egentlig profit ved fremstillingen.
Der lå blandt andet følgende hensyn bag selvforsyningsplanen:
- Dansk blod er af en særlig god kvalitet, blandt andet fordi blodet gives
af frivillige og ubetalte donorer.
- Anvendelse af dansk blod og blodprodukter giver de mindste
komplikationer, da danske patienter er immune over for mange af de bakterier
og vira, det danske blod indeholder.
- Samfundet har en moralsk forpligtelse til at udnytte donorernes gave
optimalt.
- Etiske hensyn taler for at mindske efterspørgslen efter udenlandske
blodprodukter for at undgå overtapning af betalte donorer.
2. Den hidtidige udvikling
I perioden 1983 til 1990 steg plasmaleverancerne fra blodbankerne til de
to danske producenter (Statens Seruminstitut og Nordisk Insulinlaboratorium,
senere Novo Nordisk) fra 28,7 ton til 97,9 ton. I 1990 opnåede Danmark at
blive selvforsynet med Albumin og Faktor VIII, bortset fra nogle specielle
Faktor VIII-produkter, som ikke bliver fremstillet her i landet.
I 1992 kom et gensplejset Faktor VIII-produkt på markedet. Fordelen ved
dette produkt er, at det med sikkerhed ikke overfører HIV og andre
virussygdomme.
I perioden 1992 - 1995 faldt forbruget af Faktor VIII-produkter med ca.
10-15% om året. Det måtte i 1995 forudses, at efterspørgslen efter Faktor
VIII-produkter helt ville være ophørt her i landet senest i år 2000.
Denne udvikling forrykkede fuldstændig det økonomiske grundlag for den
daværende selvforsyningsplan, der var baseret på, at producenterne købte
plasmaet fra blodbankerne, og at sygehusene aftog Albumin, Faktor VIII og
Faktor IX fra de to producenter til faste priser. Nedgangen i amtskommunernes
køb af Faktor VIII indebar, at de danske producenters produktion af
blodprodukter var blevet urentabel og påførte begge producenter betydelige
tab.
Den ene af de 2 danske producenter af blodprodukter, nemlig Novo Nordisk
A/S, havde endvidere opsagt sin aftale med amtskommunerne om at aftage plasma
fra blodbankerne og levere sygehusene blodprodukter med virkning fra udgangen
af 1995.
Det var på denne baggrund i 1995 nødvendigt at revidere den danske
selvforsyningspolitik med blod og blodprodukter.
Sundhedsstyrelsens Blodproduktudvalg tilkendegav i denne forbindelse, at
det af faglige, sikkerhedsmæssige og etiske grunde fortsat ville være helt
afgørende at opretholde et system, hvor dansk plasma udnyttes bedst muligt og
danner grundlag for fremstilling af blodprodukter af høj kvalitet. Heri lå en
anbefaling af, at selvforsyningspolitiken, som er baseret på blod fra
frivillige, ubetalte danske donorer, bør opretholdes i videst muligt omfang.
Samtidigt anbefalede udvalget, at immunglobolin til intravenøst brug af
faglige og økonomiske grunde blev inddraget under selvforsyningen på linie
med Faktor VIII, Faktor IX og Albumin.
Blodproduktudvalget kunne imidlertid ikke i enighed nå frem til en
anbefaling af, hvorvidt selvforsyningen burde gennemføres ved, at
fremstillingen af blodprodukter skete på en dansk virksomhed eller, hvorvidt
selvforsyningen burde tilrettelægges som kontraktfraktionering af det danske
blod på en udenlandsk virksomhed.
I forbindelse med overvejelserne om revisionen af selvforsyningspolitiken
tilkendegav Seruminstituttet, at instituttet fra udgangen af 1995 ville kunne
overtage plasmaleverancerne fra de amter, der hidtil havde leveret plasma til
Novo Nordisk. Instituttet ville endvidere kunne forsyne det danske marked med
Albumin, Faktor VIII og Faktor IX. Derimod forventede Seruminstituttet, der
ikke havde markedsføringstilladelse til immunglobulinprodukter, først i løbet
af nogle år at kunne forsyne markedet med disse produkter, der ikke hidtil
havde været omfattet af selvforsyningsplanen. Imidlertid ville instituttet
kunne indgå aftaler med en udenlandsk producent om fremstilling af
immunglobulin på grundlag af dansk plasma i en overgangsperiode.
På denne baggrund indgik Amtsrådsforeningen og Hovedstadens
Sygehusfællesskab efter forudgående drøftelser med Sundhedsministeriet en
rammeaftale med Statens Serum Institut om selvforsyning med blod og
blodprodukter. I aftalen fastlægges de overordnede principper for
samarbejdet, herunder regnskabsprincipper for blodproduktionen,
prisfastsættelse for plasma og blodprodukter m.v. I tilslutning til denne
rammeaftale er der indgået konkrete aftaler mellem samtlige sygehuskommuner
og Seruminstituttet om de respektive parters rettigheder og pligter.
Den 14. marts 1997 afsagde Klagenævnet for Udbud i en af
blodproduktvirksomheden Immuno Danmark A/S, der er et datterselskab af det
østrigske selskab Immuno AG, rejst sag kendelse om, at de indklagede
amtskommuner og Hovedstadens Sygehusfællesskab skal anerkende, at de ved at
undlade at foretage EU-udbud af deres indkøb af blodprodukter har handlet i
strid med EU's indkøbsdirektiv, i det omfang værdien af disse indkøb har
svaret til direktivets tærskelværdi eller har overskredet denne.
3. Baggrunden for fremsættelsen af lovforslaget
Det er regeringens opfattelse, at afgørende hensyn taler for fortsat
opretholdelse af en ordning med dansk selvforsyning med blod og
blodprodukter. Regeringen lægger i denne forbindelse især vægt på følgende
forhold:
1. Det danske donorsystem med frivillige og ubetalte donorer sikrer blod
af høj kvalitet og i en mængde, der er tilstrækkelig til at dække behovet for
Albumin, faktorprodukter og immunglobuliner.
2. En ordning med en producent her i landet giver den bedste
forsyningssikkerhed og sikrer bedst, at donorernes betingelser for at afgive
blod respekteres.
3. For på længere sigt at kunne fastholde en positiv holdning til
donorsagen i befolkningen er det væsentligt, at det tappede blod til enhver
tid udnyttes optimalt.
4. Fuld udnyttelse af de forskellige bestanddele i blodet fra ubetalte og
frivillige donorer modvirker betalte donortapninger i andre lande med deraf
følgende risici for overtapninger og andre alvorlige sundhedsmæssige
problemer i disse lande.
Regeringen er opmærksom på, at EU-medlemsstaterne efter Rådets direktiv
89/381/EØF skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at nå frem til
selvforsyning i fællesskabet med blod og plasma fra mennesker.
Medlemsstaterne skal herunder træffe de nødvendige foranstaltninger for at
fremme produktionen og anvendelsen af produkter, som er fremstillet på basis
af blod og plasma, der hidrører fra frivillig og vederlagsfri afgivelse af
blod eller plasma.
Det er regeringens opfattelse, at målsætningen om selvforsyningen med
plasma og blod mest hensigtsmæssigt gennemføres, hvis det enkelte medlemsland
sikrer selvforsyningen i det pågældende land. Ud fra en behandlingsmæssig
synsvinkel opnår man herigennem også den fordel, at patienter der behandles
med blod og blodprodukter tilhører samme population som den, der har afgivet
blod.
Hertil kommer, at en opgivelse af selvforsyningspolitiken kan resultere i
en faldende tilslutning til donorsagen og dermed et fald i antallet af
donorer. En udvikling i denne retning vil mindske den samlede mængde blod og
plasma afgivet af frivillige og ubetalte donorer, der vil være til rådighed
for anvendelse indenfor fællesskabet. En opgivelse af selvforsyningspolitiken
her i landet kan derfor meget vel efter regeringens opfattelse gøre det endnu
sværere indenfor fællesskabet at realisere målsætningen om selvforsyning med
blod og plasma fra frivillige og ubetalte donorer.
Det er bloddonorernes betingelse for at afgive blod, at der i intet led i
blodkæden må tjenes på blodet. Dette indebærer, at den virksomhed, der
fremstiller blodprodukter på basis af dansk blod, alene må fastsætte en pris
på produktet, der giver inddækning for de ved produktionen medgåede
omkostninger. Det er endvidere en betingelse for bloddonorernes afgivelse af
blod, at blodet og de på grundlag heraf fremstillede blodprodukter ikke
eksporteres. Bloddonorerne accepterer dog eksport af blodprodukter som
nødhjælp og efter konkret aftale eksport af overskydende produktion af et
konkret produkt.
Det er regeringens opfattelse, at en efterlevelse af donorernes betingelse
for at afgive blod alene kan sikres, hvis fremstillingen af produkterne sker
på en virksomhed her i landet.
Der er endvidere gennem årene opbygget en betydelig dansk ekspertise på
blodproduktområdet. Denne ekspertise kan kun fastholdes og udvikles gennem
fortsat produktion her i landet. Ophører den danske produktion med deraf
følgende nedlæggelse af produktionsfaciliteter, vil der ikke her i landet
kunne genetableres produktion af blodprodukter i en krisesituation.
Regeringen finder på denne baggrund ikke grundlag for at foreslå en
ordning for selvforsyning med blod og blodprodukter, hvor det danske plasma
oparbejdes til færdigt fremstillede produkter på en udenlandsk virksomhed.
Lovforslaget har til formål at sikre opretholdelsen af en ordning med
selvforsyning med blod og blodprodukter i overensstemmelse med de principper,
der hidtil har ligget til grund for den danske selvforsyningspolitik.
Med lovforslaget fastlægges følgende principper:
- Den danske selvforsyning med blod og blodprodukter baseres på blod
afgivet af frivillige og ubetalte donorer.
- Tapning af blod eller dele heraf må kun gennemføres af blodbanker, der
er knyttet til det offentlige sygehusvæsen.
- Statens Serum Institut forestår som eneleverandør indsamling,
produktion, fremskaffelse og distribution af plasma og blodprodukter og
indestår for, at plasmaet udnyttes og behandles i overensstemmelse med
principperne for dansk selvforsyning.
- Blodbankerne får en lovbestemt pligt til at medvirke til fremskaffelse
af plasma til Statens Serum Institut's fremstilling af blodprodukter.
- Priserne på de blodprodukter, der leveres af Statens Serum Institut til
sygehusvæsenet fastsættes af Lægemiddelstyrelsen. Blodbankernes leverancer af
plasma til Statens Serum Institut sker vederlagsfrit.
- Blod og blodprodukter må kun eksporteres med Lægemiddelstyrelsens
godkendelse.
- Lægemiddelstyrelsen nedsætter et rådgivende udvalg med den opgave at
følge og vurdere udviklingen på blodområdet.
Økonomiske og administrative bestemmelser
Med lovforslaget videreføres principperne i den nuværende ordning til
sikring af selvforsyning med blod og blodprodukter. Blodbankerne får efter
forslaget ikke som i dag betaling for det plasma, der leveres til Statens
Serum Institut. Amtskommunerne mister herved en indtægt på ca. 18 mio. kr.
årligt. Priserne på Statens Serum Institut's blodprodukter vil imidlertid
blive sat ned, således at amtskommunernes udgifter til køb af blodprodukter
vil falde med et tilsvarende beløb. Det skønnes derfor ikke, at lovforslagets
gennemførelse vil få økonomiske konsekvenser af større betydning for
amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab.
Lægemiddelstyrelsen har hidtil haft til opgave at følge udviklingen på
blodområdet og fremkomme med initiativer som følge af udviklingen. Med
lovforslaget skærpes kravene til Lægemiddelstyrelsens indsats, ligesom
styrelsen får som ny opgave at fastsætte pris og øvrige leveringsbetingelser
på blodprodukter fra Statens Serum Institut. Det skønnes, at
Lægemiddelstyrelsen vil kunne varetage disse opgaver uden tilførsel af
yderligere ressourcer.
Erhvervsøkonomiske konsekvenser
Med lovforslaget videreføres de principper, der ligger til grund for den
nuværende ordning for tilrettelæggelsen af dansk selvforsyning med blod og
blodprodukter.
Dette indebærer, at blodbankerne kun kan levere plasma til
lægemiddelfremstilling på Statens Serum Institut, og at sygehusene som
udgangspunkt alene kan indkøbe blodprodukter, der er fremstillet eller
fremskaffet af Statens Serum Institut.
Efter lovforslaget afskæres andre virksomheder end Statens Serum Institut
fra at modtage dansk plasma eller levere blodprodukter til sygehusene. Dette
svarer til den gældende aftalemæssige ordning mellem amtskommunerne og
Statens Serum Institut.
Lovforslaget ændrer derfor ikke afgørende ved virksomhedernes muligheder
for at afsætte blodprodukter til sygehusene.
Blodprodukter, der ikke fremstilles på basis af dansk plasma, vil fortsat
skulle aftages fra udenlandske virksomheder. Lovforslagets § 4 åbner mulighed
for at Lægemiddelstyrelsen kan bestemme, at forhandling af sådanne produkter
kan ske uden om Statens Serum Institut direkte til apotek eller
sygehusapotek.
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
Forholdet til EU-retten
Efter direktiv 89/381/EØF om udvidelse af anvendelsesområdet for direktiv
65/65/EØF og 75/319/EØF om tilnærmelse af lovgivning om farmaceutiske
specialiteter, og om fastsættelse af særlige bestemmelser for lægemidler
fremstillet på basis af blod eller plasma fra mennesker, finder
bestemmelserne i direktiv 65/65 og 75/319 også anvendelse på lægemidler, der
fremstilles industrielt af offentlige eller private virksomheder på basis af
blodbestanddele. Vedtagelsen af direktiv 89/381 indebærer derfor, at
markedsføring af blodprodukter er betinget af en markedsføringstilladelse
udstedt af myndighederne i den medlemsstat, hvor produktet markedsføres.
Efter forordning 2309/93 kan en markedsføringstilladelse omfattende samtlige
EU-medlemslande endvidere udstedes af Kommissionen.
Reglerne om udstedelse af markedsføringstilladelser til lægemidler,
herunder til blodprodukter, er fastsat i lægemiddelloven. Lovforslaget ændrer
ikke lægemiddellovens regler om markedsføringstilladelse. Blodprodukter, der
fremstilles af Statens Serum Institut, eller som fremstilles på Statens Serum
Institut's vegne af en udenlandsk producent på basis af dansk plasma, vil
derfor fortsat skulle have en markedsføringstilladelse for at kunne
forhandles til sygehuse her i landet.
Som nævnt under lovforslagets almindelige bemærkninger statuerede
Klagenævnet for udbud i kendelsen af 14. marts 1997, at amtskommunerne havde
handlet i strid med EU's indkøbsdirektiv, direktiv 93/36 ved at undlade at
foretage EU-udbud af deres indkøb af blodprodukter.
Lovforslaget indebærer, at tapning af humant blod kun må ske fra
frivillige og ubetalte donorer, og at tapning af humant blod kun må
iværksættes af blodbanker tilknyttet det offentlige sygehusvæsen.
Lovforslaget indebærer således, at der opstilles restriktioner i adgangen til
at udøve denne form for virksomhed.
Efter EU-retten kan en medlemsstat opstille betingelser for udøvelse af
virksomhed på det pågældende medlemslands område, herunder tapning af blod.
Efter EF-traktatens art. 52 indebærer etableringsfriheden adgang til at
optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed på de vilkår, som i
etableringslandet er fastsat for landets egne statsborgere. Det fremgår
imidlertid af EF-domstolens praksis, at nationale foranstaltninger, der kan
hæmme udøvelsen af de ved traktaten sikrede grundlæggende friheder eller gøre
udøvelsen heraf mindre tiltrækkende, skal opfylde fire betingelser:
Foranstaltningerne skal anvendes uden forskelsbehandling, de skal være
begrundet i tvingende samfundsmæssige hensyn, de skal være egnede til at
sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, og de må ikke gå ud over,
hvad der er nødvendigt for at opnå formålet.
Det er efter lovforslaget alene blodbanker tilknyttet det offentlige
sundhedsvæsen, der kan iværksætte tapning af blod. Danske virksomheder,
herunder danske medicinalvirksomheder kan således ikke foretage tapning af
blod, og der er således tale om en ikke diskriminerende erhvervsregulering.
Baggrunden for reguleringen er hensynet til forsyningssikkerheden og
selvforsyningen med blod, idet det danske donorsystem med frivillige og
ubetalte donorer sikrer blod af høj kvalitet og i en mængde, der er
tilstrækkelig til at dække efterspørgslen efter blod og blodprodukter. Det er
Sundhedsministeriets opfattelse, at de foreslåede foranstaltninger med hensyn
til tapning af blod ikke går ud over, hvad der er nødvendig for at opnå disse
hensyn.
Efter lovforslaget tildeles Statens Serum Institut eneret til fremstilling
af blodprodukter på grundlag af dansk plasma. Det forudsættes dog herved at
Statens Serum Institut kan indgå aftale med en udenlandsk virksomhed om
fremstilling af enkelte blodprodukter på grundlag af dansk plasma, som
instituttet ikke på nuværende tidspunkt selv kan fremstille. Efter
lovforslaget stilles plasma til brug for Statens Serum Institut's
fremstilling af blodprodukter vederlagsfrit til rådighed fra blodbankerne og
dermed af det offentlige sygehusvæsen. Industrielt fremstillede blodprodukter
må som udgangspunkt anses for en vare, og det offentliges indkøb af sådanne
varer er derfor omfattet af rådets direktiv 93/96 af 14. juni 1993 om
samordning af fremgangsmåderne ved offentlige indkøb.
Statens Serum Institut modtager som nævnt plasmaet vederlagsfrit fra
blodbankerne og forarbejder dette til de forskellige blodprodukter. Statens
Serum Institut's indsats består i indsamling af plasmaet, processering af
råvaren i form af plasma til forskellige blodprodukter og distribution af
disse til det amtskommunale sygehusvæsen samt eventuelt i beskedent omfang
til de private apoteker. Amtskommunernes betaling for de modtagne
blodprodukter fastsættes således, at betalingen alene dækker de omkostninger,
der er forbundet med Statens Serum Institut's indsamling og bearbejdning af
det plasma, som blodbankerne stiller til rådighed for instituttet.
Den virksomhed, som udøves at Statens Serum Institut i relation til det
modtagne plasma, må efter Sundhedsministeriets opfattelse betragtes som en
tjenesteydelse i relation til det samlede danske sundhedsvæsen. Værdien af
denne tjenesteydelse overstiger uden tvivl værdien af den vare, som indgår i
det færdigfremstillede blodprodukt, nemlig råvaren i form af plasma, som
efter lovforslaget skal stilles vederlagsfrit til rådighed for Statens Serum
Institut.
Statens Serum Instituts leverancer af blodprodukter falder herefter ind
under tjenesteydelsesdirektivet, idet det fremgår af artikel 2 i dette
direktiv, at såfremt en offentlig aftale omfatter både varer og
tjenesteydelser falder aftalen ind under tjenesteydelsesdirektivet, hvis
værdien af de pågældende tjenesteydelser overstiger værdien af de varer,
aftalen vedrører.
Efter artikel 6 i tjenesteydelsesdirektivet finder direktivet ikke
anvendelse på 1) offentlige tjenesteydelsesaftaler som tildeles et organ, som
selv er en ordregivende myndighed, 2) på grundlag af en eneret, 3) der er
tildelt det i henhold til bekendtgjorte love eller offentlige bestemmelser,
4) der er forenelige med EF-traktaten.
Statens Serum Institut er en statsvirksomhed under Sundhedsministeriet og
er derfor uden tvivl en ordregivende myndighed. Med lovforslaget tildeles
instituttet en eneret til at fremstille blodprodukter hvorfor 2. og 3.
betingelse også må anses for opfyldt. Betingelsen om, at det kun er Statens
Serum Institut, der kan behandle det danske blod, er forenelig med EU-retten,
såfremt restriktionen er begrundet i afgørende almene hensyn, og såfremt
eneretten ikke går ud over, hvad der er nødvendig for at opnå de pågældende
hensyn. Efter Sundhedsministeriets opfattelse berettiger hensynet til at
kunne sikre forsyningssikkerhed og fastholde selvforsyningen med blod og
blodprodukter indførelsen af den omhandlede restriktion.
Udtalelser over lovforslaget
På grund af den stramme tidsfrist har lovforslaget ikke været til høring
hos berørte organisationer og myndigheder.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Det er fundet hensigtsmæssigt at lovfæste den eksisterende donorordning,
hvorefter tapning af humant blod udelukkende sker fra frivillige, ubetalte
donorer. Gennem bestemmelsen sikres det, at blodtapning ikke vil kunne
udføres mod betaling, idet det af såvel etiske som sundhedsmæssige og
forsyningsmæssige grunde er afgørende at bevare ordningen med frivillige,
ubetalte donorer.
Der har ikke hidtil været begrænsninger i, hvem der kan iværksætte
blodtapning, når blot det sker på en læges ansvar. Med henblik på fortsat at
sikre donorernes ubetingede tillid til donorsagen foreslås det i stk. 2, at
blodtapning kun må iværksættes af blodbanker tilknyttet det offentlige
sygehusvæsen.
Med bestemmelsen om, at det er blodbankerne, der alene kan iværksætte
blodtapning, fastslås, at sygehusejeren ud over selv at foretage blodtapning
også kan indgå aftale om, at andre tapper blod for blodbanken. Her sigtes
til, at donororganisationernes mobile tappehold hidtil har foretaget et vist
antal tapninger. Denne virksomhed bør efter aftale med sygehusejeren kunne
fortsættes.
Den personkreds, der kan forestå blodtapning, er reguleret gennem reglerne
i lov om udøvelse af lægegerning. I henhold til lægelovens regler udføres
alle tapninger på en læges ansvar. Det personale, der medvirker ved
tapningen, er undergivet Sundhedsstyrelsens almindelige tilsyn med
medicinalpersonale i henhold til bestemmelserne i lov om sundhedsvæsenets
centralstyrelse. Det er ikke fundet nødvendigt eller hensigtsmæssigt at
fastsætte yderligere regler om, hvilke personer der kan forestå og foretage
blodtapning, eller om blodbankernes tilrettelæggelse og udførelse af
blodbankvirksomheden i øvrigt.
Ud over tapning af fuldblod omfatter bestemmelsen også tapninger, hvor der
kun udtages bestemte dele af donorens blod, medens resten gives tilbage til
donoren i forbindelse med tapningen.
Lægers udtagning af blod som led i diagnostisering og behandling af
sygdomme hos patienten betragtes ikke som blodtapning i henhold til denne
lov.
Bestemmelsen i stk. 3 præciserer, at også blodtapning med henblik på
fremstilling af medicinsk udstyr kun må iværksættes af blodbanker tilknyttet
det offentlige sygehusvæsen.
Til § 2
Til sygehusenes blodbanker er der normalt knyttet en lokal
donororganisation. Den lokale donororganisation har til opgave at sørge for
rekruttering af nye donorer samt opretholdelse af et donorkorps af en
tilstrækkelig størrelse til at dække behovet for blod. Det er fundet
hensigtsmæssigt, at relationerne mellem donorkorps og sygehusejere fastlægges
nærmere gennem indgåelse af aftaler om fastlæggelse af, hvilke opgaver
vedrørende donorvirksomheden der påhviler blodbanken, samt om de gensidige
forpligtelser parterne har. Det bør i denne forbindelse aftales, hvorledes
donorkorpsets udgifter i forbindelse med donorvirksomheden skal honoreres af
blodbanken. Dette forudsættes at ske ved, at der - som i dag - betales en
afgift pr. tapning. Endvidere må der træffes aftale om, hvorvidt
bloddonorernes mobile tappehold skal foretage mobile tapninger, og hvorledes
disse tapninger skal tilrettelægges.
Til § 3
Med bestemmelsen pålægges blodbankerne en forpligtelse til at medvirke ved
fremskaffelsen af råvarer til industrielt fremstillede blodprodukter. Heri
ligger dels en pligt til at etablere den fornødne tappekapacitet, dels en
pligt til at tilrettelægge blodbankvirksomheden på en sådan måde, at der kan
fremskaffes råvarer i form af frisk frosset plasma fra den del af det tappede
blod, der ikke nødvendigvis skal anvendes i den almindelige
sygehusvirksomhed.
Sygehusenes forbrug af røde blodlegemer har hidtil været styrende for
antallet af blodtapninger, idet den mængde plasma, der herved har været til
rådighed for industriel fremstilling af blodprodukter, har været
tilstrækkelig til at dække behovet for plasma til fremstilling af
blodprodukter.
Med bestemmelsen i stk. 2, opnår Statens Serum Institut en eneret til at
fremstille blodprodukter på grundlag af blod tappet her i landet.
Bestemmelsen udelukker ikke, at Statens Serum Institut kan indgå aftale med
en udenlandsk virksomhed om, at denne på grundlag af dansk plasma for Statens
Serum Institut fremstiller visse blodprodukter, som Statens Serum Institut
ikke har markedsføringstilladelse til.
Til § 4
Med henblik på at sikre gennemførelsen af målsætningen om dansk
selvforsyning med blodprodukter, er det fundet nødvendigt at indføre pligt
for sygehusene til i patientbehandlingen at anvende de blodprodukter, som
Statens Serum Institut fremstiller på grundlag af det modtagne danske plasma.
Det er herved forudsat, at sygehusene kun har pligt til at aftage
blodprodukter, for hvilke Lægemiddelstyrelsen eller Europakommissionen har
udstedt en markedsføringstilladelse, og som i øvrigt findes egnet til den
enkelte patient.
Enkelte specielle blodprodukter fremstilles ikke i dag af Statens Serum
Institut. Det er endvidere ikke sandsynligt, at Statens Serum Institut vil
kunne indgå aftale med en udenlandsk producent om fremstilling af alle disse
specialprodukter på basis af dansk plasma. Det foreslås derfor med
bestemmelsen i § 4, stk. 2, at Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte regler om,
at sådanne produkter ikke af sygehusene skal indkøbes gennem Statens Serum
Institut.
Med bestemmelsen i lovforslagets § 4, stk. 3, åbnes mulighed for, at
Lægemiddelstyrelsen kan imødekomme en ansøgning om indkøb af blodprodukter,
der ikke er fremstillet eller fremskaffet af Statens Serum Institut.
Bestemmelsen er især tænkt anvendt i tilfælde, hvor der foreligger et af den
behandlende læge begrundet ønske om i konkrete tilfælde at kunne anvende et
blodprodukt, der ikke kan fremskaffes gennem Statens Serum Institut.
Til § 5
Det er ikke fundet nødvendigt at etablere en egentlig formaliseret
planlægning for fremskaffelse og anvendelse af plasma og de forarbejdede
blodprodukter med bl.a. fastlæggelse af den enkelte sygehuskommunes pligt til
at levere plasma.
Spørgsmål herom er hidtil blevet løst gennem forhandling i
Lægemiddelstyrelsens Blodproduktudvalg eller gennem forhandling mellem den
enkelte blodbank og producenterne.
Det forudsættes derfor, at bl.a. spørgsmål om fremskaffelse og anvendelse
af plasma og blodprodukter fortsat drøftes i Blodproduktudvalget, hvis
nedsættelse lovfæstes med bestemmelsen i forslagets § 8.
Da lovforslaget pålægger amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab
pligt til at fremskaffe og levere plasma til Statens Serum Institut og til at
aftage de af instituttet fremstillede blodprodukter, er det regeringens
opfattelse, at priser og andre samhandelsbetingelser for blodprodukter fra
Statens Serum Institut bør fastsættes af Lægemiddelstyrelsen. For at
understrege, at blod eller dele heraf ikke er genstand for fortjeneste,
foreslås der indført pligt for blodbankerne til at levere plasma
vederlagsfrit til Statens Serum Institut.
Fastsættelsen af priserne vil ske efter forudgående drøftelse i
Blodproduktudvalget. Ved fastsættelsen af de nævnte priser må
Lægemiddelstyrelsen påse, at donorernes betingelse for at afgive blod, nemlig
at der ikke i noget led opnås en egentlig fortjeneste ved tapning og levering
af blod og blodprodukter respekteres. Det forudsættes herved, at medlemmerne
af Blodproduktudvalget gøres bekendt med de redegørelser, der af
amtskommunerne og Statens Serum Institut skal indsendes til
Lægemiddelstyrelsen om virksomheden på blodområdet, herunder Statens Serum
Institut's redegørelse for instituttets produktionsøkonomi for så vidt angår
fremstilling af blodprodukter.
Til § 6
Det er bloddonorernes betingelse for at afgive blod, at blod,
blodkomponenter og forarbejdede blodprodukter i almindelighed ikke
eksporteres.
Den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 1, hvorefter blod og blodprodukter
kun må eksporteres med Lægemiddelstyrelsens godkendelse, sikrer, at
donorernes betingelse for at afgive blod respekteres. Bestemmelsen
forudsætter, at tilladelse til eksport kun gives, hvis bloddonorerne
forudgående har accepteret denne.
Bloddonorerne accepterer, at eksport af blod og blodprodukter kan finde
sted som nødhjælp og i katastrofesituationer. Endvidere accepterer
bloddonorerne efter konkret aftale, at eventuelt overskud af blodkomponenter
eller blodprodukter i forbindelse med bearbejdningen af det danske plasma kan
eksporteres.
Det er fundet hensigtsmæssigt at give Lægemiddelstyrelsen adgang til efter
forudgående forhandling med Bloddonorerne i Danmark at fastsætte regler om, i
hvilke tilfælde eksport af blod og blodprodukter kan ske uden
Lægemiddelstyrelsens forudgående tilladelse.
Oplysning om eksport af blod og blodprodukter, herunder oplysning om art,
mængde og pris, skal medtages i de redegørelser, der skal indsendes af
amtskommunerne og Statens Serum Institut til Lægemiddelstyrelsen efter
forslagets § 7.
Til § 7
Bestemmelserne i stk. 1 og 2, om, at amtskommunerne, Hovedstadens
Sygehusfællesskab og Statens Serum Institut skal afgive en årlig redegørelse
for omfanget af deres tappevirksomhed og om anvendelsen af det tappede blod,
skal give Lægemiddelstyrelsen og Blodproduktudvalget mulighed for at overvåge
udviklingen på området.
For at opnå en tilstrækkelig ensartethed i indholdet i de i stk. 1 og 2,
omhandlede redegørelser, er det fundet hensigtsmæssigt, at
Lægemiddelstyrelsen får adgang til at fastsætte nærmere regler om
redegørelsernes indhold og den form, hvori oplysningerne skal afgives, jfr.
forslagets § 7, stk. 3.
Til § 8
Det offentliges interesser i at overvåge og styre udviklingen på området
må varetages af de centrale sundhedsmyndigheder, Sundhedsministeriet og
Lægemiddelstyrelsen. Det er imidlertid nødvendigt, at denne opgave varetages
i tæt kontakt med de berørte parter. Det er fundet hensigtsmæssigt, at denne
kontakt som hidtil sker gennem Blodproduktudvalget, der har bistået
Lægemiddelstyrelsen med administrationen af området. Det foreslås, at
Blodproduktudvalgets nedsættelse fastsættes ved lov.
Dette rådgivende udvalg skal løbende følge og vurdere udviklingen på
området med henblik på at vurdere behovet for ændringer i fremskaffelsen og
anvendelsen af blod, således at de ønskede hensyn bliver varetaget, herunder
at det danske behov for blod og blodprodukter tilgodeses. Udvalget skal
endvidere rådgive Lægemiddelstyrelsen i forbindelse med administrationen af
loven.
Den nuværende sammensætning af Blodproduktudvalget foreslås udvidet med en
repræsentant for Sundhedsstyrelsen og en repræsentant for Statens Serum
Institut.
Skriftlig fremsættelse
Sundhedsministeren (Birte Weiss):
Jeg tillader mig herved for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om fremskaffelse og anvendelse af humant blod og
blodprodukter til lægemiddelformål m.v.
(Lovforslag nr. L 251).
Den 14. marts 1997 afsagde Klagenævnet for Udbud i en af Immuno Danmark
A/S rejst sag kendelse om, at de indklagede amtskommuner og Hovedstadens
Sygehusfællesskab skal anerkende, at de ved at undlade at foretage EU-udbud
af deres indkøb af blodprodukter har handlet i strid med EU's
indkøbsdirektiv, i det omfang værdien af disse indkøb har svaret til
direktivets tærskelværdi eller har overskredet denne.
Det er regeringens opfattelse, at afgørende hensyn taler for fortsat
opretholdelse af en ordning med dansk selvforsyning med blod og
blodprodukter. Regeringen lægger i denne forbindelse især vægt på følgende
forhold:
1. Det danske donorsystem med frivillige og ubetalte donorer sikrer blod
af høj kvalitet og i en mængde, der er tilstrækkelig til at dække behovet for
albumin, faktorprodukter og immunglobuliner.
2. En ordning med en producent her i landet giver den bedste
forsyningssikkerhed og sikrer bedst, at donorernes betingelser for at afgive
blod respekteres.
3. For på længere sigt at kunne fastholde en positiv holdning til
donorsagen i befolkningen er det væsentligt, at det tappede blod til enhver
tid udnyttes optimalt.
4. Fuld udnyttelse af de forskellige bestanddele i blodet fra ubetalte og
frivillige donorer modvirker betalte donortapninger i andre lande med deraf
følgende risici for overtapninger og andre alvorlige sundhedsmæssige
problemer i disse lande.
Lovforslaget har til formål at sikre opretholdelsen af en ordning med
selvforsyning med blod og blodprodukter i overensstemmelse med de principper,
der hidtil har ligget til grund for den danske selvforsyningspolitik. Det er
regeringens opfattelse, at den foreslåede ordning er i overensstemmelse med
EU-retten.
Med lovforslaget fastlægges følgende principper:
- Den danske selvforsyning med blod og blodprodukter baseres på blod
afgivet af frivillige og ubetalte donorer.
- Tapning af blod eller dele heraf må kun gennemføres af blodbanker, der
er knyttet til det offentlige sygehusvæsen.
- Statens Serum Institut forestår som eneleverandør indsamling,
produktion, fremskaffelse og distribution af plasma og blodprodukter og
indestår for, at plasmaet udnyttes og behandles i overensstemmelse med
principperne for dansk selvforsyning.
- Blodbankerne får en lovbestemt pligt til at medvirke til fremskaffelse
af plasma til Statens Serum Institut's fremstilling af blodprodukter.
- Priserne på de blodprodukter, der leveres af Statens Serum Institut til
sygehusvæsenet fastsættes af Lægemiddelstyrelsen. Blodbankernes leverancer af
plasma til Statens Serum Institut sker vederlagsfrit.
- Blod og blodprodukter må kun eksporteres med Lægemiddelstyrelsens
godkendelse.
- Lægemiddelstyrelsen nedsætter et rådgivende udvalg med den opgave at
følge og vurdere udviklingen på blodområdet.
Efter 2. behandling den 27. maj 1997
§ 1. Tapning af humant blod må kun ske fra frivillige og ubetalte
donorer.
Stk. 2. Tapning af humant blod eller dele heraf, der skal anvendes
som lægemiddel eller til fremstilling af lægemidler, må kun iværksættes af
blodbanker tilknyttet det offentlige sygehusvæsen.
Stk. 3. Tapning af humant blod eller dele heraf til fremstilling
af varer, der uden at være omfattet af stk. 2 skal anvendes til forebyggelse,
erkendelse og behandling af sygdomme, må kun iværksættes af de i stk. 2
nævnte blodbanker.
§ 2. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) indgår aftale
med den lokale donororganisation om betingelserne for afgivelse og modtagelse
af humant blod, herunder om betaling af et beløb til donororganisationen til
dækning af dennes udgifter i forbindelse med donorvirksomheden.
§ 3. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) har ud over at
tappe blod til eget forbrug pligt til at medvirke til at fremskaffe blod
eller dele heraf med henblik på Statens Serum Instituts fremstilling af
blodprodukter.
Stk. 2. Fremstilling af blodprodukter på grundlag af blod eller
dele af blod, der er tappet af de i § 1, stk. 2, nævnte blodbanker, må kun
foretages af Statens Serum Institut.
§ 4. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) må kun anvende
blodprodukter, der er fremstillet eller fremskaffet af Statens Serum
Institut.
Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte regler om, at
bestemmelsen i stk. 1 ikke finder anvendelse på bestemte blodprodukter.
Stk. 3. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) kan i
konkrete tilfælde ansøge Lægemiddelstyrelsen om tilladelse til at anvende et
bestemt blodprodukt, der ikke er fremstillet eller fremskaffet af Statens
Serum Institut.
§ 5. Lægemiddelstyrelsen fastsætter priser og betingelser for
Statens Serum Instituts levering af blodprodukter. Blodbankerne stiller blod
eller dele deraf vederlagsfrit til rådighed for Statens Serum Institut.
Stk. 2. Det i § 8 nævnte udvalg rådgiver Lægemiddelstyrelsen i
sager, der er omfattet af stk. 1.
§ 6. Blod eller dele heraf tappet her i landet samt de af Statens
Serum Institut fremstillede blodprodukter må kun eksporteres med
Lægemiddelstyrelsens godkendelse og accept fra Bloddonorerne i Danmark.
Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan efter aftale med Bloddonorerne i
Danmark fastsætte regler om eksport af blod eller dele heraf samt af
blodprodukter, herunder om, at eksport ikke skal godkendes af Bloddonorerne i
Danmark.
Stk. 3. Blodbanker tilknyttet det offentlige sygehusvæsen kan uden
godkendelse efter stk. 1 eksportere blod eller dele heraf til nært beliggende
lande med henblik på at imødegå en akut opstået mangelsituation eller behovet
for blod med særlige undertyper.
§ 7. Amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab udarbejder
årlige redegørelser om deres tappevirksomhed og om anvendelsen af det tappede
blod til Lægemiddelstyrelsen.
Stk. 2. Statens Serum Institut udarbejder en årlig redegørelse til
Lægemiddelstyrelsen om instituttets produktion af blodprodukter, herunder om
produktionsøkonomien og produktionens omfang og art.
Stk. 3. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte regler om indholdet af
de redegørelser, der er nævnt i stk. 1 og 2.
§ 8. Lægemiddelstyrelsen nedsætter et rådgivende udvalg, der har
til opgave at følge og vurdere udviklingen på blodområdet samt at rådgive
Lægemiddelstyrelsen i spørgsmål om fremskaffelse og anvendelse af blod, dele
af blod og blodprodukter.
Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen rådfører sig med det rådgivende udvalg
om alle spørgsmål af væsentlig eller principiel betydning inden for de
områder, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Det udvalg, der er nævnt i stk. 1, består af 13 medlemmer,
som udpeges af direktøren for Lægemiddelstyrelsen. Direktøren for
Lægemiddelstyrelsen udpeger udvalgets formand. Tre medlemmer udpeges efter
indstilling fra Amtsrådsforeningen. Af de øvrige medlemmer udpeges et medlem
efter indstilling fra henholdsvis Hovedstadens Sygehusfællesskab, Dansk
Selskab for Klinisk Immunologi, landets hæmofilicentre i forening,
Bloddonorerne i Danmark, Danmarks Bløderforening, Statens Serum Institut,
Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsministeriet.
Stk. 4. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte en forretningsorden for
det udvalg, der er nævnt i stk. 1.
§ 9. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes med bøde den, der tapper blod i strid med § 1 eller eksporterer blod
eller blodprodukter i strid med § 6, stk. 1.
Stk. 2. Der kan i forskrifter, der udstedes i medfør af loven,
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne,
medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 10. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Stk. 2. Sundhedsministeren fremsætter forslag til revision af
loven i folketingsåret 1999-2000.
§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om fremskaffelse af humant blod til lægemiddelformål m.v. (blodforsyningsloven) Retsinformation · 31. maj 2002
- Forslag til Lov om fremskaffelse af humant blod til behandlingsformål (blodforsyningsloven) Retsinformation · 27. april 2005
- Lov om fremskaffelse af humant blod til behandlingsformål (blodforsyningsloven) Retsinformation · 29. april 2005
- Skriftlig fremsættelse (17. april 2002) - L 201 Retsinformation · 17. april 2002
- Betænkning over Forslag til lov om fremskaffelse af humant blod til lægemiddelformål m.v. (blodforsyningsloven) Retsinformation · 5. juli 2002
- Betænkning over Forslag til lov om fremskaffelse af humant blod til behandlingsformål (blodforsyningsloven) Retsinformation · 9. maj 2005