Spring til indhold

Retsinformation

1996 LSF 251 FORSLAG TIL LOV OM FREMSKAFFELSE OG ANVENDELSE AF HUMANT BLOD OG BLODPRODUKTER TIL LÆGEMIDDELFORMÅL M.V.

1996/1 LSF 251Lovforslag som fremsatFolketinget16. juni 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1. Tapning af humant blod må kun ske fra frivillige og ubetalte

donorer.

Stk. 2. Tapning af humant blod eller dele heraf, der skal anvendes

som lægemiddel eller til fremstilling af lægemidler, må kun iværksættes af

blodbanker tilknyttet det offentlige sygehusvæsen.

Stk. 3. Tapning af humant blod eller dele heraf til fremstilling

af varer, der uden at være omfattet af stk. 2 skal anvendes til forebyggelse,

erkendelse og behandling af sygdomme, må kun iværksættes af de i stk. 2

nævnte blodbanker.

§ 2. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) indgår aftale

med den lokale donororganisation om betingelserne for afgivelse og modtagelse

af humant blod, herunder om betaling af et beløb til donororganisationen til

dækning af dennes udgifter i forbindelse med donorvirksomheden.

§ 3. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) har ud over at

tappe blod til eget forbrug pligt til at medvirke til at fremskaffe blod

eller dele heraf med henblik på Statens Serum Instituts fremstilling af

blodprodukter.

Stk. 2. Fremstilling af blodprodukter på grundlag af blod eller

dele af blod, der er tappet af de i § 1, stk. 2, nævnte blodbanker, må kun

foretages af Statens Serum Institut.

§ 4. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) må kun anvende

blodprodukter, der er fremstillet eller fremskaffet af Statens Serum

Institut.

Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte regler om, at

bestemmelsen i stk. 1 ikke finder anvendelse på bestemte blodprodukter.

Stk. 3. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) kan i

konkrete tilfælde ansøge Lægemiddelstyrelsen om tilladelse til at anvende et

bestemt blodprodukt, der ikke er fremstillet eller fremskaffet af Statens

Serum Institut.

§ 5. Lægemiddelstyrelsen fastsætter priser og betingelser for

Læs alt

Statens Serum Instituts levering af blodprodukter. Blodbankerne stiller blod

eller dele deraf vederlagsfrit til rådighed for Statens Serum Institut.

Stk. 2. Det i § 8 nævnte udvalg rådgiver Lægemiddelstyrelsen i

sager, der er omfattet af stk. 1.

§ 6. Blod eller dele heraf tappet her i landet samt de af Statens

Serum Institut fremstillede blodprodukter må kun eksporteres med

Lægemiddelstyrelsens godkendelse og accept fra Bloddonorerne i Danmark.

Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan efter aftale med Bloddonorerne i

Danmark fastsætte regler om eksport af blod eller dele heraf samt af

blodprodukter, herunder om, at eksport ikke skal godkendes af Bloddonorerne i

Danmark.

Stk. 3. Blodbanker tilknyttet det offentlige sygehusvæsen kan uden

godkendelse efter stk. 1 eksportere blod eller dele heraf til nært beliggende

lande med henblik på at imødegå en akut opstået mangelsituation eller behovet

for blod med særlige undertyper.

§ 7. Amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab udarbejder

årlige redegørelser om deres tappevirksomhed og om anvendelsen af det tappede

blod til Lægemiddelstyrelsen.

Stk. 2. Statens Serum Institut udarbejder en årlig redegørelse til

Lægemiddelstyrelsen om instituttets produktion af blodprodukter, herunder om

produktionsøkonomien og produktionens omfang og art.

Stk. 3. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte regler om indholdet af

de redegørelser, der er nævnt i stk. 1 og 2.

§ 8. Lægemiddelstyrelsen nedsætter et rådgivende udvalg, der har

til opgave at følge og vurdere udviklingen på blodområdet samt at rådgive

Lægemiddelstyrelsen i spørgsmål om fremskaffelse og anvendelse af blod, dele

af blod og blodprodukter.

Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen rådfører sig med det rådgivende udvalg

om alle spørgsmål af væsentlig eller principiel betydning inden for de

områder, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Det udvalg, der er nævnt i stk. 1, består af 13 medlemmer,

som udpeges af direktøren for Lægemiddelstyrelsen. Direktøren for

Lægemiddelstyrelsen udpeger udvalgets formand. Tre medlemmer udpeges efter

indstilling fra Amtsrådsforeningen. Af de øvrige medlemmer udpeges et medlem

efter indstilling fra henholdsvis Hovedstadens Sygehusfællesskab, Dansk

Selskab for Klinisk Immunologi, landets hæmofilicentre i forening,

Bloddonorerne i Danmark, Danmarks Bløderforening, Statens Serum Institut,

Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsministeriet.

Stk. 4. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte en forretningsorden for

det udvalg, der er nævnt i stk. 1.

§ 9. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,

straffes med bøde den, der tapper blod i strid med § 1 eller eksporterer blod

eller blodprodukter i strid med § 6, stk. 1.

Stk. 2. Der kan i forskrifter, der udstedes i medfør af loven,

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne,

medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 10. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.

Stk. 2. Sundhedsministeren fremsætter forslag til revision af

loven i folketingsåret 1999-2000.

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1. Tapning af humant blod må kun ske fra frivillige og ubetalte

donorer.

Stk. 2. Tapning af humant blod eller dele heraf, der skal anvendes

som lægemiddel eller til fremstilling af lægemidler, må kun iværksættes af

blodbanker tilknyttet det offentlige sygehusvæsen.

Stk. 3. Tapning af humant blod eller dele heraf til fremstilling

af varer, der uden at være omfattet af stk. 2, skal anvendes til

forebyggelse, erkendelse og behandling af sygdomme, må kun iværksættes af de

i stk. 2, nævnte blodbanker.

§ 2. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) indgår aftale

med den lokale donororganisation om betingelserne for afgivelse og modtagelse

af humant blod, herunder om betaling af et beløb til donororganisationen til

dækning af dennes udgifter i forbindelse med donorvirksomheden.

§ 3. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) har udover at

tappe blod til eget forbrug pligt til at medvirke til at fremskaffe blod

eller dele heraf med henblik på Statens Serum Institut's fremstilling af

blodprodukter.

Stk. 2. Fremstilling af blodprodukter på grundlag af blod eller

dele af blod, der er tappet af de i § 1, stk. 2, nævnte blodbanker, må kun

foretages af Statens Serum Institut.

§ 4. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) må kun anvende

blodprodukter, der er fremstillet eller fremskaffet af Statens Serum

Institut.

Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte regler om, at

bestemmelsen i stk. 1 ikke finder anvendelse på bestemte blodprodukter.

Stk. 3. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) kan i

konkrete tilfælde ansøge Lægemiddelstyrelsen om tilladelse til at anvende et

bestemt blodprodukt, der ikke er fremstillet eller fremskaffet af Statens

Serum Institut.

§ 5. Lægemiddelstyrelsen fastsætter priser og betingelser for

Statens Serum Institut's levering af blodprodukter. Blodbankerne stiller blod

eller dele deraf vederlagsfrit til rådighed for Statens Serum Institut.

Stk. 2. Det i § 8 nævnte udvalg rådgiver Lægemiddelstyrelsen i

sager, der er omfattet af stk. 1.

§ 6. Blod eller dele heraf tappet her i landet samt de af Statens

Serum Institut fremstillede blodprodukter må kun eksporteres med

Lægemiddelstyrelsens godkendelse og accept fra Bloddonorerne i Danmark.

Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan efter aftale med Bloddonorerne i

Danmark fastsætte regler om eksport af blod eller dele heraf samt af

blodprodukter, herunder om, at eksport ikke skal godkendes af Bloddonorerne i

Danmark.

§ 7. Amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab udarbejder

årlige redegørelser om deres tappevirksomhed og om anvendelsen af det tappede

blod til Lægemiddelstyrelsen.

Stk. 2. Statens Serum Institut udarbejder en årlig redegørelse til

Lægemiddelstyrelsen om instituttets produktion af blodprodukter, herunder om

produktionsøkonomien, produktionens omfang og art.

Stk. 3. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte regler om indholdet af

de redegørelser, der er nævnt i stk. 1 og 2.

§ 8. Lægemiddelstyrelsen nedsætter et rådgivende udvalg, der har

til opgave at følge og vurdere udviklingen på blodområdet samt at rådgive

Lægemiddelstyrelsen i spørgsmål om fremskaffelse og anvendelse af blod, dele

af blod og blodprodukter.

Stk. 2. Det udvalg, der er nævnt i stk. 1, består af 12 medlemmer,

som udpeges af direktøren for Lægemiddelstyrelsen. Direktøren for

Lægemiddelstyrelsen udpeger udvalgets formand. Tre medlemmer udpeges efter

indstilling fra Amtsrådsforeningen. Af de øvrige medlemmer udpeges et medlem

efter indstilling fra henholdsvis Hovedstadens Sygehusfællesskab, Dansk

Selskab for Klinisk Immunologi, landets hæmofilicentre i forening,

Bloddonorerne i Danmark, Danmarks Bløderforening, Statens Serum Institut,

Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsministeriet.

Stk. 3. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte en forretningsorden for

det udvalg, der er nævnt i stk. 1.

§ 9. Med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,

straffes med bøde den, der tapper blod i strid med § 1, eksporterer blod og

blodprodukter i strid med § 6, stk. 1.

Stk. 2. Der kan i forskrifter, der udstedes i medfør af loven,

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne,

med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 10. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrunden for selvforsyningsplanen fra 1984

Indtil midten af dette århundrede blev donorblod udelukkende anvendt

direkte til indgift i patienter, d.v.s, at det blod, som blev tappet fra

donor, direkte blev indgivet i patienten. Senere er denne anvendelse blevet

suppleret med den såkaldte komponentterapi, hvor blodet adskilles i dets

forskellige bestanddele, der anvendes hver for sig. Den separate anvendelse

af netop den bestanddel af blodet, en patient har brug for, indebærer

naturligvis, at donorblodet på denne måde udnyttes langt bedre end tidligere.

Den første forudsætning for en rationel anvendelse af blodet er, at

plasmaet udskilles fra de røde og hvide blodlegemer.

De vigtigste bestanddele af plasmaet er Faktor VIII (og andre

faktorbestanddele, herunder Faktor IX), Albumin og Immunglobuliner.

Oparbejdningen af disse bestanddele til færdige produkter forudsætter en

industriel bearbejdning.

I 1983 blev plasma alene udskilt af 1/3 af det danske donorblod med

henblik på efterfølgende industriel bearbejdning. Samtidig var sygehusenes

forbrug af Faktor VIII stigende på grund af en forbedret behandling af

blødere. Danmark måtte derfor importere betydelige mængder Faktor

VIII-produkter.

I 1984 fremlagde den daværende indenrigsminister en plan for dansk

selvforsyning med blod og blodprodukter. Planen indebar blandt andet:

- Sygehusene skulle i videst muligt omfang anvende komponentterapi, d.v.s.

anvende netop den bestanddel af blodet, den enkelte patient havde behov for.

- Blodbankerne skulle i videst muligt omfang udskille plasmaet fra blodet

og levere plasmaet til en af de danske producenter.

- Sygehusene skulle uanset en mulig højere pris aftage dansk fremstillede

Faktor VIII-produkter fra de danske producenter.

- Planen skulle følges af et udvalg under Sundhedsstyrelsen,

Blodproduktudvalget, der blandt andet skulle påse, at ingen af de to danske

producenter opnåede en egentlig profit ved fremstillingen.

Der lå blandt andet følgende hensyn bag selvforsyningsplanen:

- Dansk blod er af en særlig god kvalitet, blandt andet fordi blodet gives

af frivillige og ubetalte donorer.

- Anvendelse af dansk blod og blodprodukter giver de mindste

komplikationer, da danske patienter er immune over for mange af de bakterier

og vira, det danske blod indeholder.

- Samfundet har en moralsk forpligtelse til at udnytte donorernes gave

optimalt.

- Etiske hensyn taler for at mindske efterspørgslen efter udenlandske

blodprodukter for at undgå overtapning af betalte donorer.

2. Den hidtidige udvikling

I perioden 1983 til 1990 steg plasmaleverancerne fra blodbankerne til de

to danske producenter (Statens Seruminstitut og Nordisk Insulinlaboratorium,

senere Novo Nordisk) fra 28,7 ton til 97,9 ton. I 1990 opnåede Danmark at

blive selvforsynet med Albumin og Faktor VIII, bortset fra nogle specielle

Faktor VIII-produkter, som ikke bliver fremstillet her i landet.

I 1992 kom et gensplejset Faktor VIII-produkt på markedet. Fordelen ved

dette produkt er, at det med sikkerhed ikke overfører HIV og andre

virussygdomme.

I perioden 1992 - 1995 faldt forbruget af Faktor VIII-produkter med ca.

10-15% om året. Det måtte i 1995 forudses, at efterspørgslen efter Faktor

VIII-produkter helt ville være ophørt her i landet senest i år 2000.

Denne udvikling forrykkede fuldstændig det økonomiske grundlag for den

daværende selvforsyningsplan, der var baseret på, at producenterne købte

plasmaet fra blodbankerne, og at sygehusene aftog Albumin, Faktor VIII og

Faktor IX fra de to producenter til faste priser. Nedgangen i amtskommunernes

køb af Faktor VIII indebar, at de danske producenters produktion af

blodprodukter var blevet urentabel og påførte begge producenter betydelige

tab.

Den ene af de 2 danske producenter af blodprodukter, nemlig Novo Nordisk

A/S, havde endvidere opsagt sin aftale med amtskommunerne om at aftage plasma

fra blodbankerne og levere sygehusene blodprodukter med virkning fra udgangen

af 1995.

Det var på denne baggrund i 1995 nødvendigt at revidere den danske

selvforsyningspolitik med blod og blodprodukter.

Sundhedsstyrelsens Blodproduktudvalg tilkendegav i denne forbindelse, at

det af faglige, sikkerhedsmæssige og etiske grunde fortsat ville være helt

afgørende at opretholde et system, hvor dansk plasma udnyttes bedst muligt og

danner grundlag for fremstilling af blodprodukter af høj kvalitet. Heri lå en

anbefaling af, at selvforsyningspolitiken, som er baseret på blod fra

frivillige, ubetalte danske donorer, bør opretholdes i videst muligt omfang.

Samtidigt anbefalede udvalget, at immunglobolin til intravenøst brug af

faglige og økonomiske grunde blev inddraget under selvforsyningen på linie

med Faktor VIII, Faktor IX og Albumin.

Blodproduktudvalget kunne imidlertid ikke i enighed nå frem til en

anbefaling af, hvorvidt selvforsyningen burde gennemføres ved, at

fremstillingen af blodprodukter skete på en dansk virksomhed eller, hvorvidt

selvforsyningen burde tilrettelægges som kontraktfraktionering af det danske

blod på en udenlandsk virksomhed.

I forbindelse med overvejelserne om revisionen af selvforsyningspolitiken

tilkendegav Seruminstituttet, at instituttet fra udgangen af 1995 ville kunne

overtage plasmaleverancerne fra de amter, der hidtil havde leveret plasma til

Novo Nordisk. Instituttet ville endvidere kunne forsyne det danske marked med

Albumin, Faktor VIII og Faktor IX. Derimod forventede Seruminstituttet, der

ikke havde markedsføringstilladelse til immunglobulinprodukter, først i løbet

af nogle år at kunne forsyne markedet med disse produkter, der ikke hidtil

havde været omfattet af selvforsyningsplanen. Imidlertid ville instituttet

kunne indgå aftaler med en udenlandsk producent om fremstilling af

immunglobulin på grundlag af dansk plasma i en overgangsperiode.

På denne baggrund indgik Amtsrådsforeningen og Hovedstadens

Sygehusfællesskab efter forudgående drøftelser med Sundhedsministeriet en

rammeaftale med Statens Serum Institut om selvforsyning med blod og

blodprodukter. I aftalen fastlægges de overordnede principper for

samarbejdet, herunder regnskabsprincipper for blodproduktionen,

prisfastsættelse for plasma og blodprodukter m.v. I tilslutning til denne

rammeaftale er der indgået konkrete aftaler mellem samtlige sygehuskommuner

og Seruminstituttet om de respektive parters rettigheder og pligter.

Den 14. marts 1997 afsagde Klagenævnet for Udbud i en af

blodproduktvirksomheden Immuno Danmark A/S, der er et datterselskab af det

østrigske selskab Immuno AG, rejst sag kendelse om, at de indklagede

amtskommuner og Hovedstadens Sygehusfællesskab skal anerkende, at de ved at

undlade at foretage EU-udbud af deres indkøb af blodprodukter har handlet i

strid med EU's indkøbsdirektiv, i det omfang værdien af disse indkøb har

svaret til direktivets tærskelværdi eller har overskredet denne.

3. Baggrunden for fremsættelsen af lovforslaget

Det er regeringens opfattelse, at afgørende hensyn taler for fortsat

opretholdelse af en ordning med dansk selvforsyning med blod og

blodprodukter. Regeringen lægger i denne forbindelse især vægt på følgende

forhold:

1. Det danske donorsystem med frivillige og ubetalte donorer sikrer blod

af høj kvalitet og i en mængde, der er tilstrækkelig til at dække behovet for

Albumin, faktorprodukter og immunglobuliner.

2. En ordning med en producent her i landet giver den bedste

forsyningssikkerhed og sikrer bedst, at donorernes betingelser for at afgive

blod respekteres.

3. For på længere sigt at kunne fastholde en positiv holdning til

donorsagen i befolkningen er det væsentligt, at det tappede blod til enhver

tid udnyttes optimalt.

4. Fuld udnyttelse af de forskellige bestanddele i blodet fra ubetalte og

frivillige donorer modvirker betalte donortapninger i andre lande med deraf

følgende risici for overtapninger og andre alvorlige sundhedsmæssige

problemer i disse lande.

Regeringen er opmærksom på, at EU-medlemsstaterne efter Rådets direktiv

89/381/EØF skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at nå frem til

selvforsyning i fællesskabet med blod og plasma fra mennesker.

Medlemsstaterne skal herunder træffe de nødvendige foranstaltninger for at

fremme produktionen og anvendelsen af produkter, som er fremstillet på basis

af blod og plasma, der hidrører fra frivillig og vederlagsfri afgivelse af

blod eller plasma.

Det er regeringens opfattelse, at målsætningen om selvforsyningen med

plasma og blod mest hensigtsmæssigt gennemføres, hvis det enkelte medlemsland

sikrer selvforsyningen i det pågældende land. Ud fra en behandlingsmæssig

synsvinkel opnår man herigennem også den fordel, at patienter der behandles

med blod og blodprodukter tilhører samme population som den, der har afgivet

blod.

Hertil kommer, at en opgivelse af selvforsyningspolitiken kan resultere i

en faldende tilslutning til donorsagen og dermed et fald i antallet af

donorer. En udvikling i denne retning vil mindske den samlede mængde blod og

plasma afgivet af frivillige og ubetalte donorer, der vil være til rådighed

for anvendelse indenfor fællesskabet. En opgivelse af selvforsyningspolitiken

her i landet kan derfor meget vel efter regeringens opfattelse gøre det endnu

sværere indenfor fællesskabet at realisere målsætningen om selvforsyning med

blod og plasma fra frivillige og ubetalte donorer.

Det er bloddonorernes betingelse for at afgive blod, at der i intet led i

blodkæden må tjenes på blodet. Dette indebærer, at den virksomhed, der

fremstiller blodprodukter på basis af dansk blod, alene må fastsætte en pris

på produktet, der giver inddækning for de ved produktionen medgåede

omkostninger. Det er endvidere en betingelse for bloddonorernes afgivelse af

blod, at blodet og de på grundlag heraf fremstillede blodprodukter ikke

eksporteres. Bloddonorerne accepterer dog eksport af blodprodukter som

nødhjælp og efter konkret aftale eksport af overskydende produktion af et

konkret produkt.

Det er regeringens opfattelse, at en efterlevelse af donorernes betingelse

for at afgive blod alene kan sikres, hvis fremstillingen af produkterne sker

på en virksomhed her i landet.

Der er endvidere gennem årene opbygget en betydelig dansk ekspertise på

blodproduktområdet. Denne ekspertise kan kun fastholdes og udvikles gennem

fortsat produktion her i landet. Ophører den danske produktion med deraf

følgende nedlæggelse af produktionsfaciliteter, vil der ikke her i landet

kunne genetableres produktion af blodprodukter i en krisesituation.

Regeringen finder på denne baggrund ikke grundlag for at foreslå en

ordning for selvforsyning med blod og blodprodukter, hvor det danske plasma

oparbejdes til færdigt fremstillede produkter på en udenlandsk virksomhed.

Lovforslaget har til formål at sikre opretholdelsen af en ordning med

selvforsyning med blod og blodprodukter i overensstemmelse med de principper,

der hidtil har ligget til grund for den danske selvforsyningspolitik.

Med lovforslaget fastlægges følgende principper:

- Den danske selvforsyning med blod og blodprodukter baseres på blod

afgivet af frivillige og ubetalte donorer.

- Tapning af blod eller dele heraf må kun gennemføres af blodbanker, der

er knyttet til det offentlige sygehusvæsen.

- Statens Serum Institut forestår som eneleverandør indsamling,

produktion, fremskaffelse og distribution af plasma og blodprodukter og

indestår for, at plasmaet udnyttes og behandles i overensstemmelse med

principperne for dansk selvforsyning.

- Blodbankerne får en lovbestemt pligt til at medvirke til fremskaffelse

af plasma til Statens Serum Institut's fremstilling af blodprodukter.

- Priserne på de blodprodukter, der leveres af Statens Serum Institut til

sygehusvæsenet fastsættes af Lægemiddelstyrelsen. Blodbankernes leverancer af

plasma til Statens Serum Institut sker vederlagsfrit.

- Blod og blodprodukter må kun eksporteres med Lægemiddelstyrelsens

godkendelse.

- Lægemiddelstyrelsen nedsætter et rådgivende udvalg med den opgave at

følge og vurdere udviklingen på blodområdet.

Økonomiske og administrative bestemmelser

Med lovforslaget videreføres principperne i den nuværende ordning til

sikring af selvforsyning med blod og blodprodukter. Blodbankerne får efter

forslaget ikke som i dag betaling for det plasma, der leveres til Statens

Serum Institut. Amtskommunerne mister herved en indtægt på ca. 18 mio. kr.

årligt. Priserne på Statens Serum Institut's blodprodukter vil imidlertid

blive sat ned, således at amtskommunernes udgifter til køb af blodprodukter

vil falde med et tilsvarende beløb. Det skønnes derfor ikke, at lovforslagets

gennemførelse vil få økonomiske konsekvenser af større betydning for

amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Lægemiddelstyrelsen har hidtil haft til opgave at følge udviklingen på

blodområdet og fremkomme med initiativer som følge af udviklingen. Med

lovforslaget skærpes kravene til Lægemiddelstyrelsens indsats, ligesom

styrelsen får som ny opgave at fastsætte pris og øvrige leveringsbetingelser

på blodprodukter fra Statens Serum Institut. Det skønnes, at

Lægemiddelstyrelsen vil kunne varetage disse opgaver uden tilførsel af

yderligere ressourcer.

Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Med lovforslaget videreføres de principper, der ligger til grund for den

nuværende ordning for tilrettelæggelsen af dansk selvforsyning med blod og

blodprodukter.

Dette indebærer, at blodbankerne kun kan levere plasma til

lægemiddelfremstilling på Statens Serum Institut, og at sygehusene som

udgangspunkt alene kan indkøbe blodprodukter, der er fremstillet eller

fremskaffet af Statens Serum Institut.

Efter lovforslaget afskæres andre virksomheder end Statens Serum Institut

fra at modtage dansk plasma eller levere blodprodukter til sygehusene. Dette

svarer til den gældende aftalemæssige ordning mellem amtskommunerne og

Statens Serum Institut.

Lovforslaget ændrer derfor ikke afgørende ved virksomhedernes muligheder

for at afsætte blodprodukter til sygehusene.

Blodprodukter, der ikke fremstilles på basis af dansk plasma, vil fortsat

skulle aftages fra udenlandske virksomheder. Lovforslagets § 4 åbner mulighed

for at Lægemiddelstyrelsen kan bestemme, at forhandling af sådanne produkter

kan ske uden om Statens Serum Institut direkte til apotek eller

sygehusapotek.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Efter direktiv 89/381/EØF om udvidelse af anvendelsesområdet for direktiv

65/65/EØF og 75/319/EØF om tilnærmelse af lovgivning om farmaceutiske

specialiteter, og om fastsættelse af særlige bestemmelser for lægemidler

fremstillet på basis af blod eller plasma fra mennesker, finder

bestemmelserne i direktiv 65/65 og 75/319 også anvendelse på lægemidler, der

fremstilles industrielt af offentlige eller private virksomheder på basis af

blodbestanddele. Vedtagelsen af direktiv 89/381 indebærer derfor, at

markedsføring af blodprodukter er betinget af en markedsføringstilladelse

udstedt af myndighederne i den medlemsstat, hvor produktet markedsføres.

Efter forordning 2309/93 kan en markedsføringstilladelse omfattende samtlige

EU-medlemslande endvidere udstedes af Kommissionen.

Reglerne om udstedelse af markedsføringstilladelser til lægemidler,

herunder til blodprodukter, er fastsat i lægemiddelloven. Lovforslaget ændrer

ikke lægemiddellovens regler om markedsføringstilladelse. Blodprodukter, der

fremstilles af Statens Serum Institut, eller som fremstilles på Statens Serum

Institut's vegne af en udenlandsk producent på basis af dansk plasma, vil

derfor fortsat skulle have en markedsføringstilladelse for at kunne

forhandles til sygehuse her i landet.

Som nævnt under lovforslagets almindelige bemærkninger statuerede

Klagenævnet for udbud i kendelsen af 14. marts 1997, at amtskommunerne havde

handlet i strid med EU's indkøbsdirektiv, direktiv 93/36 ved at undlade at

foretage EU-udbud af deres indkøb af blodprodukter.

Lovforslaget indebærer, at tapning af humant blod kun må ske fra

frivillige og ubetalte donorer, og at tapning af humant blod kun må

iværksættes af blodbanker tilknyttet det offentlige sygehusvæsen.

Lovforslaget indebærer således, at der opstilles restriktioner i adgangen til

at udøve denne form for virksomhed.

Efter EU-retten kan en medlemsstat opstille betingelser for udøvelse af

virksomhed på det pågældende medlemslands område, herunder tapning af blod.

Efter EF-traktatens art. 52 indebærer etableringsfriheden adgang til at

optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed på de vilkår, som i

etableringslandet er fastsat for landets egne statsborgere. Det fremgår

imidlertid af EF-domstolens praksis, at nationale foranstaltninger, der kan

hæmme udøvelsen af de ved traktaten sikrede grundlæggende friheder eller gøre

udøvelsen heraf mindre tiltrækkende, skal opfylde fire betingelser:

Foranstaltningerne skal anvendes uden forskelsbehandling, de skal være

begrundet i tvingende samfundsmæssige hensyn, de skal være egnede til at

sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, og de må ikke gå ud over,

hvad der er nødvendigt for at opnå formålet.

Det er efter lovforslaget alene blodbanker tilknyttet det offentlige

sundhedsvæsen, der kan iværksætte tapning af blod. Danske virksomheder,

herunder danske medicinalvirksomheder kan således ikke foretage tapning af

blod, og der er således tale om en ikke diskriminerende erhvervsregulering.

Baggrunden for reguleringen er hensynet til forsyningssikkerheden og

selvforsyningen med blod, idet det danske donorsystem med frivillige og

ubetalte donorer sikrer blod af høj kvalitet og i en mængde, der er

tilstrækkelig til at dække efterspørgslen efter blod og blodprodukter. Det er

Sundhedsministeriets opfattelse, at de foreslåede foranstaltninger med hensyn

til tapning af blod ikke går ud over, hvad der er nødvendig for at opnå disse

hensyn.

Efter lovforslaget tildeles Statens Serum Institut eneret til fremstilling

af blodprodukter på grundlag af dansk plasma. Det forudsættes dog herved at

Statens Serum Institut kan indgå aftale med en udenlandsk virksomhed om

fremstilling af enkelte blodprodukter på grundlag af dansk plasma, som

instituttet ikke på nuværende tidspunkt selv kan fremstille. Efter

lovforslaget stilles plasma til brug for Statens Serum Institut's

fremstilling af blodprodukter vederlagsfrit til rådighed fra blodbankerne og

dermed af det offentlige sygehusvæsen. Industrielt fremstillede blodprodukter

må som udgangspunkt anses for en vare, og det offentliges indkøb af sådanne

varer er derfor omfattet af rådets direktiv 93/96 af 14. juni 1993 om

samordning af fremgangsmåderne ved offentlige indkøb.

Statens Serum Institut modtager som nævnt plasmaet vederlagsfrit fra

blodbankerne og forarbejder dette til de forskellige blodprodukter. Statens

Serum Institut's indsats består i indsamling af plasmaet, processering af

råvaren i form af plasma til forskellige blodprodukter og distribution af

disse til det amtskommunale sygehusvæsen samt eventuelt i beskedent omfang

til de private apoteker. Amtskommunernes betaling for de modtagne

blodprodukter fastsættes således, at betalingen alene dækker de omkostninger,

der er forbundet med Statens Serum Institut's indsamling og bearbejdning af

det plasma, som blodbankerne stiller til rådighed for instituttet.

Den virksomhed, som udøves at Statens Serum Institut i relation til det

modtagne plasma, må efter Sundhedsministeriets opfattelse betragtes som en

tjenesteydelse i relation til det samlede danske sundhedsvæsen. Værdien af

denne tjenesteydelse overstiger uden tvivl værdien af den vare, som indgår i

det færdigfremstillede blodprodukt, nemlig råvaren i form af plasma, som

efter lovforslaget skal stilles vederlagsfrit til rådighed for Statens Serum

Institut.

Statens Serum Instituts leverancer af blodprodukter falder herefter ind

under tjenesteydelsesdirektivet, idet det fremgår af artikel 2 i dette

direktiv, at såfremt en offentlig aftale omfatter både varer og

tjenesteydelser falder aftalen ind under tjenesteydelsesdirektivet, hvis

værdien af de pågældende tjenesteydelser overstiger værdien af de varer,

aftalen vedrører.

Efter artikel 6 i tjenesteydelsesdirektivet finder direktivet ikke

anvendelse på 1) offentlige tjenesteydelsesaftaler som tildeles et organ, som

selv er en ordregivende myndighed, 2) på grundlag af en eneret, 3) der er

tildelt det i henhold til bekendtgjorte love eller offentlige bestemmelser,

4) der er forenelige med EF-traktaten.

Statens Serum Institut er en statsvirksomhed under Sundhedsministeriet og

er derfor uden tvivl en ordregivende myndighed. Med lovforslaget tildeles

instituttet en eneret til at fremstille blodprodukter hvorfor 2. og 3.

betingelse også må anses for opfyldt. Betingelsen om, at det kun er Statens

Serum Institut, der kan behandle det danske blod, er forenelig med EU-retten,

såfremt restriktionen er begrundet i afgørende almene hensyn, og såfremt

eneretten ikke går ud over, hvad der er nødvendig for at opnå de pågældende

hensyn. Efter Sundhedsministeriets opfattelse berettiger hensynet til at

kunne sikre forsyningssikkerhed og fastholde selvforsyningen med blod og

blodprodukter indførelsen af den omhandlede restriktion.

Udtalelser over lovforslaget

På grund af den stramme tidsfrist har lovforslaget ikke været til høring

hos berørte organisationer og myndigheder.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Det er fundet hensigtsmæssigt at lovfæste den eksisterende donorordning,

hvorefter tapning af humant blod udelukkende sker fra frivillige, ubetalte

donorer. Gennem bestemmelsen sikres det, at blodtapning ikke vil kunne

udføres mod betaling, idet det af såvel etiske som sundhedsmæssige og

forsyningsmæssige grunde er afgørende at bevare ordningen med frivillige,

ubetalte donorer.

Der har ikke hidtil været begrænsninger i, hvem der kan iværksætte

blodtapning, når blot det sker på en læges ansvar. Med henblik på fortsat at

sikre donorernes ubetingede tillid til donorsagen foreslås det i stk. 2, at

blodtapning kun må iværksættes af blodbanker tilknyttet det offentlige

sygehusvæsen.

Med bestemmelsen om, at det er blodbankerne, der alene kan iværksætte

blodtapning, fastslås, at sygehusejeren ud over selv at foretage blodtapning

også kan indgå aftale om, at andre tapper blod for blodbanken. Her sigtes

til, at donororganisationernes mobile tappehold hidtil har foretaget et vist

antal tapninger. Denne virksomhed bør efter aftale med sygehusejeren kunne

fortsættes.

Den personkreds, der kan forestå blodtapning, er reguleret gennem reglerne

i lov om udøvelse af lægegerning. I henhold til lægelovens regler udføres

alle tapninger på en læges ansvar. Det personale, der medvirker ved

tapningen, er undergivet Sundhedsstyrelsens almindelige tilsyn med

medicinalpersonale i henhold til bestemmelserne i lov om sundhedsvæsenets

centralstyrelse. Det er ikke fundet nødvendigt eller hensigtsmæssigt at

fastsætte yderligere regler om, hvilke personer der kan forestå og foretage

blodtapning, eller om blodbankernes tilrettelæggelse og udførelse af

blodbankvirksomheden i øvrigt.

Ud over tapning af fuldblod omfatter bestemmelsen også tapninger, hvor der

kun udtages bestemte dele af donorens blod, medens resten gives tilbage til

donoren i forbindelse med tapningen.

Lægers udtagning af blod som led i diagnostisering og behandling af

sygdomme hos patienten betragtes ikke som blodtapning i henhold til denne

lov.

Bestemmelsen i stk. 3 præciserer, at også blodtapning med henblik på

fremstilling af medicinsk udstyr kun må iværksættes af blodbanker tilknyttet

det offentlige sygehusvæsen.

Til § 2

Til sygehusenes blodbanker er der normalt knyttet en lokal

donororganisation. Den lokale donororganisation har til opgave at sørge for

rekruttering af nye donorer samt opretholdelse af et donorkorps af en

tilstrækkelig størrelse til at dække behovet for blod. Det er fundet

hensigtsmæssigt, at relationerne mellem donorkorps og sygehusejere fastlægges

nærmere gennem indgåelse af aftaler om fastlæggelse af, hvilke opgaver

vedrørende donorvirksomheden der påhviler blodbanken, samt om de gensidige

forpligtelser parterne har. Det bør i denne forbindelse aftales, hvorledes

donorkorpsets udgifter i forbindelse med donorvirksomheden skal honoreres af

blodbanken. Dette forudsættes at ske ved, at der - som i dag - betales en

afgift pr. tapning. Endvidere må der træffes aftale om, hvorvidt

bloddonorernes mobile tappehold skal foretage mobile tapninger, og hvorledes

disse tapninger skal tilrettelægges.

Til § 3

Med bestemmelsen pålægges blodbankerne en forpligtelse til at medvirke ved

fremskaffelsen af råvarer til industrielt fremstillede blodprodukter. Heri

ligger dels en pligt til at etablere den fornødne tappekapacitet, dels en

pligt til at tilrettelægge blodbankvirksomheden på en sådan måde, at der kan

fremskaffes råvarer i form af frisk frosset plasma fra den del af det tappede

blod, der ikke nødvendigvis skal anvendes i den almindelige

sygehusvirksomhed.

Sygehusenes forbrug af røde blodlegemer har hidtil været styrende for

antallet af blodtapninger, idet den mængde plasma, der herved har været til

rådighed for industriel fremstilling af blodprodukter, har været

tilstrækkelig til at dække behovet for plasma til fremstilling af

blodprodukter.

Med bestemmelsen i stk. 2, opnår Statens Serum Institut en eneret til at

fremstille blodprodukter på grundlag af blod tappet her i landet.

Bestemmelsen udelukker ikke, at Statens Serum Institut kan indgå aftale med

en udenlandsk virksomhed om, at denne på grundlag af dansk plasma for Statens

Serum Institut fremstiller visse blodprodukter, som Statens Serum Institut

ikke har markedsføringstilladelse til.

Til § 4

Med henblik på at sikre gennemførelsen af målsætningen om dansk

selvforsyning med blodprodukter, er det fundet nødvendigt at indføre pligt

for sygehusene til i patientbehandlingen at anvende de blodprodukter, som

Statens Serum Institut fremstiller på grundlag af det modtagne danske plasma.

Det er herved forudsat, at sygehusene kun har pligt til at aftage

blodprodukter, for hvilke Lægemiddelstyrelsen eller Europakommissionen har

udstedt en markedsføringstilladelse, og som i øvrigt findes egnet til den

enkelte patient.

Enkelte specielle blodprodukter fremstilles ikke i dag af Statens Serum

Institut. Det er endvidere ikke sandsynligt, at Statens Serum Institut vil

kunne indgå aftale med en udenlandsk producent om fremstilling af alle disse

specialprodukter på basis af dansk plasma. Det foreslås derfor med

bestemmelsen i § 4, stk. 2, at Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte regler om,

at sådanne produkter ikke af sygehusene skal indkøbes gennem Statens Serum

Institut.

Med bestemmelsen i lovforslagets § 4, stk. 3, åbnes mulighed for, at

Lægemiddelstyrelsen kan imødekomme en ansøgning om indkøb af blodprodukter,

der ikke er fremstillet eller fremskaffet af Statens Serum Institut.

Bestemmelsen er især tænkt anvendt i tilfælde, hvor der foreligger et af den

behandlende læge begrundet ønske om i konkrete tilfælde at kunne anvende et

blodprodukt, der ikke kan fremskaffes gennem Statens Serum Institut.

Til § 5

Det er ikke fundet nødvendigt at etablere en egentlig formaliseret

planlægning for fremskaffelse og anvendelse af plasma og de forarbejdede

blodprodukter med bl.a. fastlæggelse af den enkelte sygehuskommunes pligt til

at levere plasma.

Spørgsmål herom er hidtil blevet løst gennem forhandling i

Lægemiddelstyrelsens Blodproduktudvalg eller gennem forhandling mellem den

enkelte blodbank og producenterne.

Det forudsættes derfor, at bl.a. spørgsmål om fremskaffelse og anvendelse

af plasma og blodprodukter fortsat drøftes i Blodproduktudvalget, hvis

nedsættelse lovfæstes med bestemmelsen i forslagets § 8.

Da lovforslaget pålægger amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab

pligt til at fremskaffe og levere plasma til Statens Serum Institut og til at

aftage de af instituttet fremstillede blodprodukter, er det regeringens

opfattelse, at priser og andre samhandelsbetingelser for blodprodukter fra

Statens Serum Institut bør fastsættes af Lægemiddelstyrelsen. For at

understrege, at blod eller dele heraf ikke er genstand for fortjeneste,

foreslås der indført pligt for blodbankerne til at levere plasma

vederlagsfrit til Statens Serum Institut.

Fastsættelsen af priserne vil ske efter forudgående drøftelse i

Blodproduktudvalget. Ved fastsættelsen af de nævnte priser må

Lægemiddelstyrelsen påse, at donorernes betingelse for at afgive blod, nemlig

at der ikke i noget led opnås en egentlig fortjeneste ved tapning og levering

af blod og blodprodukter respekteres. Det forudsættes herved, at medlemmerne

af Blodproduktudvalget gøres bekendt med de redegørelser, der af

amtskommunerne og Statens Serum Institut skal indsendes til

Lægemiddelstyrelsen om virksomheden på blodområdet, herunder Statens Serum

Institut's redegørelse for instituttets produktionsøkonomi for så vidt angår

fremstilling af blodprodukter.

Til § 6

Det er bloddonorernes betingelse for at afgive blod, at blod,

blodkomponenter og forarbejdede blodprodukter i almindelighed ikke

eksporteres.

Den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 1, hvorefter blod og blodprodukter

kun må eksporteres med Lægemiddelstyrelsens godkendelse, sikrer, at

donorernes betingelse for at afgive blod respekteres. Bestemmelsen

forudsætter, at tilladelse til eksport kun gives, hvis bloddonorerne

forudgående har accepteret denne.

Bloddonorerne accepterer, at eksport af blod og blodprodukter kan finde

sted som nødhjælp og i katastrofesituationer. Endvidere accepterer

bloddonorerne efter konkret aftale, at eventuelt overskud af blodkomponenter

eller blodprodukter i forbindelse med bearbejdningen af det danske plasma kan

eksporteres.

Det er fundet hensigtsmæssigt at give Lægemiddelstyrelsen adgang til efter

forudgående forhandling med Bloddonorerne i Danmark at fastsætte regler om, i

hvilke tilfælde eksport af blod og blodprodukter kan ske uden

Lægemiddelstyrelsens forudgående tilladelse.

Oplysning om eksport af blod og blodprodukter, herunder oplysning om art,

mængde og pris, skal medtages i de redegørelser, der skal indsendes af

amtskommunerne og Statens Serum Institut til Lægemiddelstyrelsen efter

forslagets § 7.

Til § 7

Bestemmelserne i stk. 1 og 2, om, at amtskommunerne, Hovedstadens

Sygehusfællesskab og Statens Serum Institut skal afgive en årlig redegørelse

for omfanget af deres tappevirksomhed og om anvendelsen af det tappede blod,

skal give Lægemiddelstyrelsen og Blodproduktudvalget mulighed for at overvåge

udviklingen på området.

For at opnå en tilstrækkelig ensartethed i indholdet i de i stk. 1 og 2,

omhandlede redegørelser, er det fundet hensigtsmæssigt, at

Lægemiddelstyrelsen får adgang til at fastsætte nærmere regler om

redegørelsernes indhold og den form, hvori oplysningerne skal afgives, jfr.

forslagets § 7, stk. 3.

Til § 8

Det offentliges interesser i at overvåge og styre udviklingen på området

må varetages af de centrale sundhedsmyndigheder, Sundhedsministeriet og

Lægemiddelstyrelsen. Det er imidlertid nødvendigt, at denne opgave varetages

i tæt kontakt med de berørte parter. Det er fundet hensigtsmæssigt, at denne

kontakt som hidtil sker gennem Blodproduktudvalget, der har bistået

Lægemiddelstyrelsen med administrationen af området. Det foreslås, at

Blodproduktudvalgets nedsættelse fastsættes ved lov.

Dette rådgivende udvalg skal løbende følge og vurdere udviklingen på

området med henblik på at vurdere behovet for ændringer i fremskaffelsen og

anvendelsen af blod, således at de ønskede hensyn bliver varetaget, herunder

at det danske behov for blod og blodprodukter tilgodeses. Udvalget skal

endvidere rådgive Lægemiddelstyrelsen i forbindelse med administrationen af

loven.

Den nuværende sammensætning af Blodproduktudvalget foreslås udvidet med en

repræsentant for Sundhedsstyrelsen og en repræsentant for Statens Serum

Institut.

Skriftlig fremsættelse

Sundhedsministeren (Birte Weiss):

Jeg tillader mig herved for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om fremskaffelse og anvendelse af humant blod og

blodprodukter til lægemiddelformål m.v.

(Lovforslag nr. L 251).

Den 14. marts 1997 afsagde Klagenævnet for Udbud i en af Immuno Danmark

A/S rejst sag kendelse om, at de indklagede amtskommuner og Hovedstadens

Sygehusfællesskab skal anerkende, at de ved at undlade at foretage EU-udbud

af deres indkøb af blodprodukter har handlet i strid med EU's

indkøbsdirektiv, i det omfang værdien af disse indkøb har svaret til

direktivets tærskelværdi eller har overskredet denne.

Det er regeringens opfattelse, at afgørende hensyn taler for fortsat

opretholdelse af en ordning med dansk selvforsyning med blod og

blodprodukter. Regeringen lægger i denne forbindelse især vægt på følgende

forhold:

1. Det danske donorsystem med frivillige og ubetalte donorer sikrer blod

af høj kvalitet og i en mængde, der er tilstrækkelig til at dække behovet for

albumin, faktorprodukter og immunglobuliner.

2. En ordning med en producent her i landet giver den bedste

forsyningssikkerhed og sikrer bedst, at donorernes betingelser for at afgive

blod respekteres.

3. For på længere sigt at kunne fastholde en positiv holdning til

donorsagen i befolkningen er det væsentligt, at det tappede blod til enhver

tid udnyttes optimalt.

4. Fuld udnyttelse af de forskellige bestanddele i blodet fra ubetalte og

frivillige donorer modvirker betalte donortapninger i andre lande med deraf

følgende risici for overtapninger og andre alvorlige sundhedsmæssige

problemer i disse lande.

Lovforslaget har til formål at sikre opretholdelsen af en ordning med

selvforsyning med blod og blodprodukter i overensstemmelse med de principper,

der hidtil har ligget til grund for den danske selvforsyningspolitik. Det er

regeringens opfattelse, at den foreslåede ordning er i overensstemmelse med

EU-retten.

Med lovforslaget fastlægges følgende principper:

- Den danske selvforsyning med blod og blodprodukter baseres på blod

afgivet af frivillige og ubetalte donorer.

- Tapning af blod eller dele heraf må kun gennemføres af blodbanker, der

er knyttet til det offentlige sygehusvæsen.

- Statens Serum Institut forestår som eneleverandør indsamling,

produktion, fremskaffelse og distribution af plasma og blodprodukter og

indestår for, at plasmaet udnyttes og behandles i overensstemmelse med

principperne for dansk selvforsyning.

- Blodbankerne får en lovbestemt pligt til at medvirke til fremskaffelse

af plasma til Statens Serum Institut's fremstilling af blodprodukter.

- Priserne på de blodprodukter, der leveres af Statens Serum Institut til

sygehusvæsenet fastsættes af Lægemiddelstyrelsen. Blodbankernes leverancer af

plasma til Statens Serum Institut sker vederlagsfrit.

- Blod og blodprodukter må kun eksporteres med Lægemiddelstyrelsens

godkendelse.

- Lægemiddelstyrelsen nedsætter et rådgivende udvalg med den opgave at

følge og vurdere udviklingen på blodområdet.

Efter 2. behandling den 27. maj 1997

§ 1. Tapning af humant blod må kun ske fra frivillige og ubetalte

donorer.

Stk. 2. Tapning af humant blod eller dele heraf, der skal anvendes

som lægemiddel eller til fremstilling af lægemidler, må kun iværksættes af

blodbanker tilknyttet det offentlige sygehusvæsen.

Stk. 3. Tapning af humant blod eller dele heraf til fremstilling

af varer, der uden at være omfattet af stk. 2 skal anvendes til forebyggelse,

erkendelse og behandling af sygdomme, må kun iværksættes af de i stk. 2

nævnte blodbanker.

§ 2. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) indgår aftale

med den lokale donororganisation om betingelserne for afgivelse og modtagelse

af humant blod, herunder om betaling af et beløb til donororganisationen til

dækning af dennes udgifter i forbindelse med donorvirksomheden.

§ 3. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) har ud over at

tappe blod til eget forbrug pligt til at medvirke til at fremskaffe blod

eller dele heraf med henblik på Statens Serum Instituts fremstilling af

blodprodukter.

Stk. 2. Fremstilling af blodprodukter på grundlag af blod eller

dele af blod, der er tappet af de i § 1, stk. 2, nævnte blodbanker, må kun

foretages af Statens Serum Institut.

§ 4. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) må kun anvende

blodprodukter, der er fremstillet eller fremskaffet af Statens Serum

Institut.

Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte regler om, at

bestemmelsen i stk. 1 ikke finder anvendelse på bestemte blodprodukter.

Stk. 3. Amtskommunen (Hovedstadens Sygehusfællesskab) kan i

konkrete tilfælde ansøge Lægemiddelstyrelsen om tilladelse til at anvende et

bestemt blodprodukt, der ikke er fremstillet eller fremskaffet af Statens

Serum Institut.

§ 5. Lægemiddelstyrelsen fastsætter priser og betingelser for

Statens Serum Instituts levering af blodprodukter. Blodbankerne stiller blod

eller dele deraf vederlagsfrit til rådighed for Statens Serum Institut.

Stk. 2. Det i § 8 nævnte udvalg rådgiver Lægemiddelstyrelsen i

sager, der er omfattet af stk. 1.

§ 6. Blod eller dele heraf tappet her i landet samt de af Statens

Serum Institut fremstillede blodprodukter må kun eksporteres med

Lægemiddelstyrelsens godkendelse og accept fra Bloddonorerne i Danmark.

Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan efter aftale med Bloddonorerne i

Danmark fastsætte regler om eksport af blod eller dele heraf samt af

blodprodukter, herunder om, at eksport ikke skal godkendes af Bloddonorerne i

Danmark.

Stk. 3. Blodbanker tilknyttet det offentlige sygehusvæsen kan uden

godkendelse efter stk. 1 eksportere blod eller dele heraf til nært beliggende

lande med henblik på at imødegå en akut opstået mangelsituation eller behovet

for blod med særlige undertyper.

§ 7. Amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab udarbejder

årlige redegørelser om deres tappevirksomhed og om anvendelsen af det tappede

blod til Lægemiddelstyrelsen.

Stk. 2. Statens Serum Institut udarbejder en årlig redegørelse til

Lægemiddelstyrelsen om instituttets produktion af blodprodukter, herunder om

produktionsøkonomien og produktionens omfang og art.

Stk. 3. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte regler om indholdet af

de redegørelser, der er nævnt i stk. 1 og 2.

§ 8. Lægemiddelstyrelsen nedsætter et rådgivende udvalg, der har

til opgave at følge og vurdere udviklingen på blodområdet samt at rådgive

Lægemiddelstyrelsen i spørgsmål om fremskaffelse og anvendelse af blod, dele

af blod og blodprodukter.

Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen rådfører sig med det rådgivende udvalg

om alle spørgsmål af væsentlig eller principiel betydning inden for de

områder, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Det udvalg, der er nævnt i stk. 1, består af 13 medlemmer,

som udpeges af direktøren for Lægemiddelstyrelsen. Direktøren for

Lægemiddelstyrelsen udpeger udvalgets formand. Tre medlemmer udpeges efter

indstilling fra Amtsrådsforeningen. Af de øvrige medlemmer udpeges et medlem

efter indstilling fra henholdsvis Hovedstadens Sygehusfællesskab, Dansk

Selskab for Klinisk Immunologi, landets hæmofilicentre i forening,

Bloddonorerne i Danmark, Danmarks Bløderforening, Statens Serum Institut,

Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsministeriet.

Stk. 4. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte en forretningsorden for

det udvalg, der er nævnt i stk. 1.

§ 9. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,

straffes med bøde den, der tapper blod i strid med § 1 eller eksporterer blod

eller blodprodukter i strid med § 6, stk. 1.

Stk. 2. Der kan i forskrifter, der udstedes i medfør af loven,

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne,

medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 10. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.

Stk. 2. Sundhedsministeren fremsætter forslag til revision af

loven i folketingsåret 1999-2000.

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter