1996 LSF 213 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FORÆLDREMYNDIGHED OG SAMVÆR(AFSKAFFELSE AF REVSELSESRETTEN)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær foretages
følgende ændring:
1. § 2, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal
behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig
afstraffelse eller anden krænkende behandling.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær
foretages følgende ændring:
1. § 2, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal
behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig
afstraffelse eller anden krænkende behandling.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
I foråret 1995 vedtog Folketinget loven om forældremyndighed og
samvær (jf. lovforslag nr. L 176, folketingsåret 1994-95,
Folketingets forhandlinger side 3366, 3608, 6435, 6638, Till. A 2187,
Till. B 715 og Till. C 587).
I forbindelse med behandlingen af loven om forældremyndighed og samvær i
foråret 1995 fremsendte Børnerådet og Red Barnet et forslag til formulering
af lovens § 2, stk. 2. Nærværende lovforslag er en ordret gengivelse af de to
organisationers forslag til ændring af loven.
I april 1996 holdt Børnerådet en høring om revselsesretten, og i januar
Læs alt
1997 indledte Børnerådet og Red Barnet en kampagne for en definitiv
afskaffelse af revselsesretten. Kampagnen, der bærer den håndfaste titel
Nej til bank, er en videreførelse af Børnerådets bestræbelser siden
rådets oprettelse i 1994 på at fjerne forældremyndighedslovens eksisterende
tvetydigheder om forældres ret til at revse - slå - deres børn som et led i
opdragelsen. Forslagsstillerne finder Børnerådets og Red Barnets kampagne
nyttig, og dette lovforslag ligger i naturlig forlængelse af de to
organisationers arbejde for at beskytte børn.
Revselsesbegrebet og den gradvise afvikling af brug af fysisk
afstraffelse
I foråret 1996 fremsatte SF et lovforslag, der i nogen udstrækning svarer
til nærværende forslag (lovforslag nr. L 222, folketingsåret 1995-96,
Folketingets forhandlinger side 4583 og 5075 og Till. A side 4412).
Under Folketingets førstebehandling af dette lovforslag opstod der tvivl
om, hvad ordene revselse og revselsesret dækker over.
For at komme en afklaring nærmere og for at skildre udviklingen hen imod
en stadig mindre udstrækning af tilladelig brug af revselse kan man passende
starte med Danske Lov fra 1683:
DL 6-5-5: Husbond maa refse sine Børn og Tyende med Kæp, eller Vond, og ej
med Vaaben; Men gjør hand dem Saar med Aad, eller Eg, eller slaar dem Lemmer
sønder og sammen, eller skader dem paa deris Helbred, da straffes hand saa
som hand een fremmet hafte gjort Skade.
DL 6-5-6: Den samme er og Hustruens Ret hendis Børn og Tyende.
Disse bestemmelser blev ophævet med straffeloven af 1866, men det var ikke
hermed lovgivningsmagtens mening at ophæve revselsesretten som sådan. Lidt
efter lidt blev retten til at bruge vold som disciplinær foranstaltning dog
afskaffet på forskellige områder. I 1911 ophævedes Albertis
»pryglelov« for volds- og seksualforbrydere. I 1921 ophævedes
mandens ret til at slå sin hustri og sit tyende. I 1937 ophævedes mesters ret
til at revse lærlinge. Og i 1967 afskaffede man læreres ret til at slå
elever.
Nu er det kun forældre, der i opdragelsen af deres børn lovligt kan udøve
en vis vold. Der findes nemlig stadig et område for straffri legemlig
afstraffelse og krænkelse af børn.
I 1981 bemærkede Børnekommissionen, at tanken om barnet som et
selvstændigt individ med egne rettigheder og en egen integritet er kommet til
at fremstå med større tydelighed såvel i udlandet som i Danmark.
I sin betænkning foreslog Børnekommissionen, at der i myndighedsloven blev
indsat en principudtalelse med følgende ordlyd (Bet. nr. 918, s. 161):
»Den, der er betroet ansvaret for et barn, har pligt til at varetage
omsorgen under hensyntagen til barnets ret til ikke at blive udsat for
revselse eller anden krænkende behandling.«
I 1991 ratificerede Danmark FN-konventionen af 1989 om børns rettigheder.
Konventionen indeholder ikke noget specifikt revselsesforbud, men artikel 19
forpligter konventionslandene til at træffe alle passende forholdsregler med
henblik på at beskytte børn mod fysisk eller psykisk vold og andre former for
overgreb, mens barnet er i forældres eller andres varetægt.
Med henvisning til FN's børnekonvention konstaterede en arbejdsgruppe
under Det Danske Center for Menneskerettigheder i 1993, at en afskaffelse af
revselsesretten vil være »helt i overensstemmelse med Børnekonventionens
ordlyd om at beskytte barnet mod alle former for vold«.
I 1995 foreslog FN's komite vedrørende barnets rettigheder Danmark at
træffe »yderligere foranstaltninger til effektivt at stoppe volden mod
børn, herunder også i hjemmene«. Dette ønske blev fremført som en af
bemærkningerne til den statusrapport, som Danmark i henhold til konventionen
havde udarbejdet kort forinden. Komiteen har ikke haft lejlighed til at
forholde sig direkte til spørgsmålet om revselsesrettens beståen eller
afskaffelse.
Revselsesretten er ikke afskaffet
Det er den almindelige opfattelse i Danmark, at revselsesretten er
afskaffet. Revselsesretten er imidlertid ikke blevet afskaffet, og udtrykket
revselse bruges stadig i dansk retspraksis. Usikkerheden omkring forældres
ret til at revse hænger blandt andet sammen med den svage formulering af den
nuværende bestemmelse i § 2, stk. 2, i lov om forældremyndighed og samvær.
Denne formulering er en uændret videreførelse af den bestemmelse, der blev
indført i den daværende myndighedslov i 1985 ved lov nr. 231 af 6. juni 1985
(jf. lovforslag nr. L 192, folketingsåret 1984-85, Folketingets forhandlinger
spalte 6717, 8723, 10714, 11078, Till. A 3947, Till. B 1415 og Till. C 619).
I bestemmelsen hedder det: »Forældremyndigheden medfører pligt til at
beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende
behandling.«
Ordlyden i bestemmelsen er som nævnt tvetydig, hvilket statsadvokat Ole
Stigel også gjorde opmærksom på i forbindelse med lovændringen i 1985:
»Det havde været en god ting, om lovteksten havde fået en klarere
ordlyd. Består pligten til at beskytte barnet alene deri, at
forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for, at andre (eksempelvis
en samlever) ikke slår barnet, eller skal lovordene forstås således, at også
den, som har forældremyndigheden, selv skal afstå fra vold eller anden
krænkende behandling over for barnet?»
Citatet fra statsadvokaten er taget med i bemærkningerne for at
understrege, at der allerede under lovbehandlingen var en erkendelse af
tvetydigheden i lovteksten. Den uklare formulering har været med til at skabe
usikkerhed om, hvor langt forældre må gå med hensyn til brugen af fysisk
afstraffelse, og denne usikkerhed afspejler sig i danskernes holdning til
brug af fysisk afstraffelse i børneopdragelsen.
Danskerne vender sig i stigende grad imod fysisk afstraffelse som et
middel i opdragelsen. I 1980 var kun 26 pct. af befolkningen imod korporlig
afstraffelse, og en undersøgelse fra 1984 gav samme resultat. Men i en ny
rundspøge fra januar 1997 er et klart flertal - 57 pct. af befolkningen -
imod fysisk afstraffelse. Der er altså sket et stort skred i holdningen til
revselse.
Nu skal man være særdeles varsom med at benytte galluptal og
folkestemninger som argumenter for at lovgive. Og derfor er det kun mindre
interessant, hvorledes holdningen generelt er i forhold til revselse.
Holdningsændringen benyttes imidlertid af kritikere af en lovændring til
at argumentere for det overflødige ved at ændre loven: Når nu holdningen er
ved at slå over i et - voksende - flertal imod fysisk afstraffelse af børn,
hvorfor så lovgive?
Dertil kan man spørge: Hvorfor så lovgive imod vold mod ægtefælle - eller
mod andre personer i øvrigt? Den vold vender forslagsstillerne sig også imod,
men når det gælder alle andre end børn, har samfundet via loven besluttet at
markere, at vold er uacceptabelt. Lovgivning er således medvirkende til at
skabe klarhed og fjerne de tvetydigheder, som bl.a. gør sig gældende på
revselsesområdet i dag.
Lovændringen i 1985
Da den nugældende bestemmelse i 1985 blev indført i den daværende
myndighedslov, var det ikke for at ændre ved retspraksis, men for at tage
afstand fra brugen af vold i børneopdragelsen. Efter lovændringen tilkendegav
Justitsministeriet, at udtrykket revselsesret ikke længere burde benyttes,
fordi betegnelsen sprogligt gav udtryk for, at forældre havde ret til at
revse deres børn, hvilket ifølge Justitsministeriet var i modstrid med
Folketingets intentioner med denne regel i myndighedsloven.
I den forbindelse er det endvidere værd at notere sig, at den
socialdemokratiske ordfører under førstebehandlingen af L 192 i 1985
bemærkede, at »tiden er moden til at afskaffe revselsesretten«,
hvorefter ordføreren fremkom med en tak »til det flertal, der
tilsyneladende tegner sig for her i 1985 at fjerne revselsesretten fra dansk
lovgivning«.
Der har altså hersket en betydelig forvirring i forbindelse med
1985-lovændringen. Men i den juridiske faglitteratur har der - trods en vis
usikkerhed omkring brugen af ordet revselse - været enighed om, at der består
et udvidet område for straffri legemlig revselse af børn.
I den kommenterede straffelov fra 1988 anføres det, at der efter
forarbejderne i myndighedslovens særlige bestemmelse ikke tilsigtedes
»en ophævelse af den såkaldte revselsesret« (Vagn Greve, 4. udg.
1988).
I strafferettens specielle del fra 1989 bemærkede Knud Waaben, at debatten
om myndighedslovens særlige bestemmelse »tyder på, at udtrykket
»revselsesret« nu bør undgås, men at det ikke har været lovgivernes
hensigt at eliminere enhver mulighed for straffri legemlig afstraffelse af
børn som led i opdragelsen' (s. 18).
Straffelovskommentaren fik i 1991 et tillæg af Per Lindegaard om de nye
voldsbestemmelser. I forbindelse med praksis fra begyndelsen af 1980'erne
vedrørende afstraffelse af børn omtaler Per Lindegaard indledningsvis
revselsesret som noget, der »blev anset« for at tilkomme opdragere.
Denne tekst bibeholdes i 1994-udgaven. Den benyttede datidsform forekommer
imidlertid misvisende, for umiddelbart efter omtalen af revselsesretten som
en ret, der »blev anset« for at tilkomme opdragere, skriver Per
Lindegaard, at det »synes forudsat, at der fortsat må antages at ville
være former for legemlig afstraffelse af børn som led i opdragelsen, der ikke
er strafbare efter § 244« (s. 271).
Retspraksis
Tilsvarende opererer man i dansk retspraksis stadig med begrebet
revselsesret. Således giver lektor i strafferet Jørn Vestergaard i sin
artikel »Afskaffelse af revselsesretten« (Kriminalistisk Instituts
årbog 1993, Kriminalistisk Instituts skriftserie nr. 6, 1994, s. 21-53) en
række eksempler på, at revselsesretten stadig optræder i danske straffesager,
hvor voksne står tiltalt for vold mod deres børn eller stedbørn. Jørn
Vestergaard nævner eksempler på, at domstolene opererer med udtryk som
»tilladelig revselse« og eksempler på, at tiltalte kan få en
mildere dom under hensyn til, at mildere grad af vold blev udøvet »i
formening om lovlig revselsesret«.
Når det gælder mindre børn, giver retspraksis i dag ifølge Jørn
Vestergaards eksempler heldigvis ikke mange muligheder for straffrihed i
sager om vold mod børn. Tre slag med flad hånd i den bare ende opfattes som
»egentlig afstraffelse«, når det drejer sig om en 31/2-årig, mens
en kraftig lussing til et 11-måneders barn er »generelt uden for området
for lovlig revselse«.
Civilretlige konsekvenser af den foreslåede lovændring
Jørn Vestergaards eksempler underbygger og understreger, at
revselsesretten stadig anvendes retsligt. Hvis det er Folketingets holdning,
at revselsesretten skal afskaffes, skal dette præciseres i lovgivningen. For
at undgå, at der fortsat eksisterer en gråzone for straffri revselse, og for
at undgå, at domstolene skal lægge antallet, hårdheden og placeringen af slag
til grund for vurdering og strafudmåling, ville det mest hensigtsmæssige være
helt at afskaffe revselsesretten. Det ville fjerne enhver tvivl hos såvel
forældre som myndigheder om ulovligheden af at benytte fysisk afstraffelse i
børneopdragelsen.
Ved at afskaffe revselsesretten definitivt kunne man formentlig modvirke
en hel del af den grove vold, som allerede i dag er strafbar, men som
forældre begår med mere eller mindre god samvittighed, fordi de tror, at den
er lovlig - eller i hvert fald ikke u lovlig.
Ydermere kan det »grå område« for straffri revselse så tvivl hos
de sociale myndigheder om, hvornår der skal gribes ind, og hos domstolene om,
hvor hårdt der skal slås ned på forældre, der øver vold mod børn i formodning
om, at de har ret til at slå børnene som led i opdragelsen.
I den forbindelse er der grund til at understrege de civilretlige
konsekvenser af en lovændring. Det gælder i første række sundhedsplejersker,
der som de første kommer i berøring med de nybagte og ofte usikre forældre.
Det vil efter forslagsstillernes opfattelse være vigtigt for de grupper, der
har berøring med familierne, at have et klart og utvetydigt retsgrundlag for
at kunne sige, at man under ingen omstændigheder må bruge vold som led i
opdragelsen. Det samme gælder for pædagoger og lærere, der konstaterer spor
af vold hos børn eller får beretninger om vold i forbindelse med opdragelsen.
Også for dem er det en styrke at kunne sige til såvel børn som forældre, at
man ikke må slå børn.
Mange andre grupper er relevante i denne sammenhæng. Læger, politibetjente
og socialrådgivere kommer i berøring med familier, hvor børn jævnligt bliver
slået. Disse grupper ville - hvis loven ændres - klart kunne gøre opmærksom
på det forkerte i at slå og i stedet anvise andre konfliktløsningsmodeller.
Argumenter, som forældre bruger for at slå deres børn, er ofte, at
»barnet var provokerende!», og »det ville ikke høre efter og
blev ved med at gøre det forkerte, og så kan man jo ikke andet end at slå
barnet for at få det til at holde op!»
Det er desværre den samme argumentation, man kan høre unge bruge i
retssalen, når de står tiltalt for at have slået en person ned: »Han var
fræk over for min dame!». »Han ville ikke gå, selv om jeg havde
sagt det 10 gange - og så kan I jo nok forstå, at man er nødt til at
slå!»
Det er sikkert også den samme argumentation, skolelærere bliver
præsenteret for, når børn skal forklare, hvorfor de har slået andre børn.
Hvis man vil have børn til at holde op med at slå deres kammerater, hvis
man vil have unge mennesker til at forstå, at det er strafbart at slå, så
skal man undlade at give dem argumentet om, at man er nødt til at slå, hvis
provokationen bliver stor nok. Og det argument giver man dem, hvis man selv
slår i tilsvarende situationer.
Indvendinger mod afskaffelse af revselsesretten
De væsentligste indvendinger, der anføres imod afskaffelse af
revselsesretten, som det også kom til udtryk under førstebehandlingen af det
af SF fremsatte lovforslag nr. L 222 i foråret 1996, bygger på forestillinger
om, at en sådan ordning indebærer øget risiko for splid mellem børn og
voksne, mere overvågning og urimelige straffe. Ængstelsen herfor er stærkt
overdreven. Den juridiske ligestilling af hustruvold med anden vold har næppe
affødt nævneværdig skræk for et forværret forhold mellem ægtefæller -
velsagtens tværtimod. Så hvorfor skulle en afskaffelse af revselsesretten få
det?
Risikoen for, at børn skal bruge deres ret til at opdigte løgnehistorier
og chikanere deres forældre ved at gå til politiet, er næppe stor. Har man et
blot nogenlunde overfladisk kendskab til børnepsykologi, vil man vide, at
børn gør næsten alt for at dække over forældre, der øver vold mod børnene.
Det er blevet sagt, at børn suger skyld til sig, som en svamp suger vand, og
desværre påtager børn sig ofte også den skyld, som burde tilfalde en voldelig
forælder. Skolebørn, der er på kant med deres lærere, udsætter jo ikke i
større tal disse for falske anmeldelser, så hvorfor skulle der være en risiko
for forældre? En anmelder må jo kunne sandsynliggøre sine oplysningers
rigtighed. Det er ikke let at opdigte en troværdig historie om vold, som ikke
har efterladt sig synlige spor. Det er svært at forestille sig, at et barn
skulle kunne udløse den helt store myndighedsindsats alene ved at møde op på
politistationen og sige: »Min far slog mig!»
Uforholdsmæssige straffe er der ingen grund til at forvente. Sager, hvor
revselsesretten efter nugældende lovgivning findes overskredet ved brug af
simpel vold, når kun meget sjældent frem til domstolene, og sker det en
sjælden gang, gives der typisk betinget dom, som også lektor Jørn Vestergaard
påpeger i sin artikel i Kriminalistisk Instituts 1993-årbog (se ovenfor).
I såvel retsvæsenet som i det sociale system er der indbygget så stor
tilbageholdenhed med indblanding i familielivet, så megen fleksibilitet og så
god plads til hensigtsmæssighedsovervejelser, at risikoen for overdreven
overvågning og kontrol af børnefamilier er minimal. Dette er tilsyneladende
også erfaringen i de øvrige nordiske lande, til trods for at
anklagemyndigheden der er undergivet en mere striks påtalepligt end den
danske.
Omvendt kan der være grund til at fremhæve, at et forbud mod korporlig
afstraffelse af børn bør håndhæves med - mindst - samme seriøsitet og
konsekvens som straffelovens voldsforbud generelt.
Lovgivningsmagten bør i øvrigt bidrage til at klargøre, at et forbud mod
anvendelse af fysisk vold i børneopdragelsen ikke skal opfattes som en
anerkendelse af at anvende psykisk krænkende metoder i stedet.
Tværtimod. I den forbindelse kan der være behov for en præcisering af
forbudet i straffelovens § 213 mod vanrøgt og nedværdigende behandling. Under
førstebehandlingen af L 222 i 1996 fremkom det synspunkt, at der ikke skulle
være behov for den foreslåede ændring af loven, eftersom § 213 i straffeloven
hjemler op til 2 års fængsel for den, »som ved vanrøgt eller
nedværdigende behandling krænker sin ægtefælle eller sit barn«.
Hertil er at sige, at § 213 i straffeloven kun meget sjældent kommer i
brug, og at der er tale om en grov proportionsforvrængning, når man taler om
revselsesret og forældremyndighedsloven. § 213 i straffeloven er møntet på
den decideret umenneskelige og systematiske terror mod ægtefælle og børn og
ikke mod den tvetydige »gråzone« for anvendelse af begrænset vold i
opdragelsen, som forslagsstillerne ønsker at fjerne.
Ved førstebehandlingen af L 222 i 1996 gav justitsministeren og flere
ordførere udtryk for dels en forsigtig sympati for intentionen bag
lovforslaget, dels en forståelig usikkerhed vedrørende det lovtekniske og
praktiseringen af nye regler.
For nogle er det et problem, at en afskaffelse af revselsesretten kan
bevirke tvivl om grænsen mellem lovlig opdragelse og strafbar vold. Den
nuværende grænse er som fremhævet også temmelig upræcis, og i øjeblikket er
det barnet, det går ud over, når der er tvivl. Enhver afgrænsning af voldens
nedre område mod det straffri vil være flydende. I grænseområdet må det altid
overlades til de involverede myndigheder at anlægge en fornuftig
rimelighedsvurdering. Det betror lovgiverne myndighederne mod alle andre
grupper i samfundet, og derfor er der næppe grund til at formode, at
overdreven nidkærhed i retshåndhævelsen på netop børneområdet skulle finde
sted eller ville få lov til at trives. Tværtimod giver forskellige
beretninger om praksis anledning til bekymring for, at ulysten til at gribe
ind og bakke op til tider er for stor hos de forskellige myndigheder - til
skade for de børn, som skulle have været beskyttet i tide.
Flere partiers ordførere nærede under førstebehandlingen af L 222
bekymring for, at en kriminalisering som den, de øvrige nordiske lande har
gennemført, vil gøre det strafbart at irettesætte sit barn, tage det hårdt i
armen - eller endog skælde sit barn ud. En ordfører fremførte det synspunkt,
at eftersom revse ifølge Nudansk Ordbog bl.a. betyder »at
irettesætte«, så må forældre ikke længere skælde deres børn ud. Og
dermed ville den foreslåede lovændring fjerne »den sidste del af
forældrenes metodefrihed« i opdragelsen.
Disse bekymringer er grundløse, for i almindelighed er sådanne forhold
overhovedet ikke strafbare. En ophævelse af revselsesretten vil som nævnt
»kun« betyde, at vold mod børn er strafbar i samme omfang som vold
mod andre mennesker.
Desuden har samfundet gennem snart mange år bedt de personer, der omgås og
passer på børn i dagtimerne - i mange tilfælde det meste af børnenes vågentid
- om at klare problemer uden at slå. Det hænder ikke sjældent, at
dagplejemødre, folkeskolelærere og pædagoger står i situationer, hvor de skal
forhindre, at børn løber ud på vejen, eller at de skal forklare et barn, at
det er forkert at skære dækkene op på de øvrige elevers cykler. Også politiet
skal klare grove provokationer fra børns og unges side uden at bruge vold.
Hvorfor skulle forældrene så ikke kunne omgås deres egne børn uden brug af
fysisk afstraffelse?
Endnu en indvending mod afskaffelse af revselsesretten er, at forældre,
hvis de ikke må bruge fysisk afstraffelse, vil bruge psykisk vold i
stedet, f.eks. i form af ugelang stuearrest eller tavshed over for barnet.
Disse metoder bryder ingen børn sig om, og de er særdeles skadelige for
forholdet mellem barn og voksen - og for barnets psyke.
Lovgivning - sanktion eller signal?
Det er som fremhævet ikke forslagsstillernes intention med dette
lovforslag, at flere forældre skal straffes - tværtimod. Som påpeget ovenfor
af lektor Jørn Vestergaard vil lovændringen næppe medføre mærkbart større
eller flere straffe til forældre, der slår deres børn.
Men det er efter forslagsstillernes opfattelse vigtigt at sende et
utvetydigt signal til forældrene om, at fysisk afstraffelse som led i
opdragelsen er uacceptabelt. Signaleffekten er imidlertid blevet kritiseret
fra flere sider, bl.a. under Folketingets førstebehandling af L 222 i 1996.
Kritikken går på, at der skal lovgives med henblik på sanktioner og
håndhævelse af lovgivningen, ikke med baggrund i signaler eller for at
skabe eller støtte en holdningsændring.
Det er naturligvis vigtigt, at lovgivning og retspraksis følges ad. Det er
imidlertid forkert at påstå, at der ikke lovgives med henblik på signalværdi.
For nylig blev der fremsat forslag om ændring af straffeloven, således at
personer, der begår grov miljøkriminalitet, kan idømmes fængsel i op til 4
år. Tidligere var strafferammen på dette område 2 år, men endnu er der stort
set kun uddelt bøder til personer, der har brudt miljølovgivningen.
Forhøjelsen af strafferammen fra de 2 til 4 år vil derfor være lovgivernes
signal til domstolene om, at samfundet tager miljøforbrydelser mere
alvorligt end tidligere, ligesom nærværende lovforslag er et signal om, at
børn skal respekteres på lige fod med andre mennesker. Derudover gælder det
almindelige princip for et hvilket som helst påbud eller forbud, at et af
formålene - velsagtens det primære - er det generalpræventive: Hvad
accepterer samfundet, og hvad accepterer samfundet ikke? Straf og sanktioner
er en naturlig følge af al lovgivning, men forhåbningen er selvfølgelig, at
lovgivningen sætter nogle grænser for uacceptabel adfærd, som respekteres af
de fleste. Derfor er signalværdien central for alle love.
Lovændring og oplysning skal gå hånd i hånd
I Danmark er det således stadig en udbredt opfattelse, at mildere grad af
fysisk afstraffelse er et naturligt led i børneopdragelsen. En skærpet
lovgivning ændrer ikke i sig selv befolkningens holdning til spørgsmålet, men
det er vigtigt, at der fra politisk side sendes et klart signal om, at det er
strafbart at slå børn.
Oplysning og kendskab til reglerne er vigtig i denne forbindelse, men en
forudsætning for, at en oplysningskampagne kan få gennemslagskraft, er, at
lovgivningen er entydig og ikke så vagt formuleret som den eksisterende
danske bestemmelse. En klar lovgivning på området og en klar information om
intentionerne er vigtige forudsætninger for at ændre befolkningens holdning
til spørgsmålet om anvendelse af fysisk afstraffelse af børn.
Lovgivningen alene fører imidlertid ikke til omfattende
holdningsændringer. Det er derfor vigtigt, at en lovændring ikke kommer til
at stå alene, men går hånd i hånd med en omfattende og bredspektret
oplysningskampagne og en bred debat om emnet. Grundlaget for en sådan debat
er til stede med de publikationer og høringer, som Red Barnet og Børnerådet
har taget initiativ til de forløbne 3 år.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte punkter
Til § 1 I 1982 anbefalede Nordisk Råd ensartede lovbestemmelser om forbud
mod fysisk afstraffelse eller anden krænkende behandling af børn. Det skete
på baggrund af, at der i Sverige, Norge og Finland i løbet af 1970'erne og
1980'erne blev gennemført klare revselsesforbud, som indebærer, at fysisk
vold i forbindelse med opdragelse er strafbart i samme omfang som vold i
andre sammenhænge. Lovgivningen i Danmark halter stadig bag efter vore
nordiske naboer på dette punkt.
Sverige ophævede i 1979 revselsesretten med følgende tilføjelse til
myndighedsloven: »Barnet må ikke udsættes for legemlig afstraffelse
eller anden krænkende behandling.« I 1983 blev formuleringen ændret og
fik i sin helhed følgende ordlyd:
»Børn har ret til omsorg, tryghed og en god opvækst. Børn skal
behandles med respekt for deres person og egenart og må ikke udsættes for
legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.«
Undersøgelser fra Sverige viser, at det i dag kun er 11 pct. af
svenskerne, der går ind for fysisk afstraffelse af børn, mens det før
lovændringen var godt halvdelen. Det er naturligvis ikke kun selve
lovændringen, men også en udvidet oplysning, der har forårsaget denne
holdningsændring blandt svenskerne.
Finland afskaffede på tilsvarende vis som i Sverige revselsesretten i
1983. I den finske Lov om omsorg for og samvær med børn lyder formuleringen:
»Barnet bør opfostres således, at det får forståelse, tryghed og
ømhed. Barnet må ikke undertrykkes, kues eller udsættes for anden krænkende
behandling. Barnet bør støttes og opmuntres i sin udvikling imod
selvstændighed, ansvarsfuldhed og det at være voksen.«
Norge afskaffede revselsesretten definitivt i 1987 med indsættelse af
følgende bestemmelse i barneloven:
»Barnet må ikke udsættes for vold eller på anden vis behandles
således, at dets fysiske eller psykiske helbred udsættes for skade eller
fare.«
På den baggrund mener forslagsstillerne, at det er på tide at få
retstilstanden i Danmark bragt på linje med den svenske, finske og norske,
således at den 15 år gamle anbefaling fra Nordisk Råd efterkommes.
Til § 2 Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Skriftlig fremsættelse
Villy Søvndal (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om forældremyndighed og samvær.
(Afskaffelse af revselsesretten).
(Lovforslag nr. L 213).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og
anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser,
der berøres af lovforslaget
§ 1
I lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær foretages
følgende ændring:
1. § 2, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal
behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig
afstraffelse eller anden krænkende behandling.«
§ 2. Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet
og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse
og behov.
Stk. 2. Forældremyndigheden medfører pligt til at beskytte barnet
mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling.
Stk. 3. Forældre kan anvende barnets indtægter til dets underhold
i passende omfang og under hensyntagen til deres og barnets stilling.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1995 LSF 222 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FORÆLDREMYNDIGHED OG SAMVÆR (AFSKAFFELSE AF REVSELSESRETTEN) Retsinformation · 14. marts 1996
- 1994 BTL 176 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FORÆLDREMYNDIGHED OG SAMVÆR NR L 176 1994-95, 1. SAMLING Retsinformation · 22. juni 1995
- Forslag til Forældreansvarslov Retsinformation · 10. maj 2007
- Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af 18-årsmindstealder for omskæring af raske børn (borgerforslag) Retsinformation · 5. oktober 2018
- RÅDETS BESLUTNING af 5. juni 2008 om bemyndigelse af visse medlemsstater til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at ratificere eller tiltræde Haagerkonventionen af 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn og om bemyndigelse af visse medlemsstater til at fremsætte en erklæring om anvendelsen af de relevante interne fællesskabsretlige regler (2008/431/EF) KONVENTION OM KOMPETENCE, LOVVALG, ANERKENDELSE, FULDBYRDELSE OG SAMARBEJDE VEDRØRENDE FORÆLDREANSVAR OG FORANSTALTNINGER TIL BESKYTTELSE AF BØRN (Indgået den 19. oktober 1996) EU-lovgivning · 5. juni 2008
- Bekendtgørelse af forældreansvarsloven Retsinformation · 16. juli 2026