Spring til indhold

Retsinformation

1996 LSF 176 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FÆRDSELSLOVEN(SPIRITUS- OG PROMILLEKØRSEL, MOBILTELEFONER M.V.)

1996/1 LSF 176Lovforslag som fremsatFolketinget27. februar 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 735 af 24. august 1992,

som ændret bl.a. ved lov nr. 98 af 9. februar 1994, lov nr. 382 af

18. maj 1994, lov nr. 317 af 17. maj 1995 og senest ved lov nr. 1123

af 20. december 1995, foretages følgende ændringer:

§ 1 1. § 14, stk. 6, ophæves.

2. § 37, stk. 5, affattes således:

» Stk. 5. Trafikministeren kan efter forhandling med

justitsministeren fastsætte bestemmelser om betaling for eventuel

politimæssig assistance, der efter politiets skøn er påkrævet under

afviklingen af de i stk. 1-3 nævnte løb.«.

3. § 50, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. På en cykel må ikke befordres flere personer, end

den er beregnet til. Trafikministeren kan fastsætte regler om transport af

børn på cykel og personer i påhængsvogn (cykelanhænger) eller sidevogn,

herunder regler om indretning af passagerers siddeplads og om cyklistens

alder.«

4. I § 53, stk. 1, tilføjes efter »1,20

promille«: »eller tilsvarende alkoholkoncentration i

udåndingsluften«.

5. I § 53, stk. 3 , ændres »0,80 promille« til:

»0,50 promille«.

6. I § 53, stk. 3, indsættes efter »0,50

promille«: »eller tilsvarende alkoholkoncentration i

udåndingsluften«.

7. I § 53 indsættes som stykke 4:

» Stk. 4. Trafikministeren fastsætter efter forhandling med

justitsministeren bestemmelser om, hvilke alkoholkoncentrationer i

udåndingsluften, der svarer til alkoholkoncentrationen i blodet.«.

8. I § 55 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

» Stk. 3. Trafikministeren fastsætter efter forhandling med

Læs alt

justitsministeren bestemmelser om anvendelse af udstyr til måling af

udåndingsluften.«.

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

9. § 55, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes

således:

» Stk. 4. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om de i

stk. 1 og 2 nævnte prøver og undersøgelser.«.

10. Efter § 55 indsættes:

» Brug af mobiltelefon og andet teleudstyr § 55 a.

Førere af køretøjer må under kørsel ikke benytte sig af håndholdte

mobiltelefoner.

Stk. 2. Trafikministeren kan fastsætte nærmere regler om brug af

andet teleudstyr og lignende under kørsel.«.

11. I § 60, stk. 2, ændres 2 steder

»orienterende« til: »kontrollerende«.

12. I § 60, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. :

»Har førerretten været frakendt ubetinget som følge af spiritus-

eller promillekørsel, kan retten efter frakendelsestidens udløb kun

generhverves, såfremt ansøgeren forinden har modtaget fornyet

køreundervisning og har bestået en kontrollerende køreprøve.«.

13. I § 60, stk. 2, indsættes efter »Har

domfældte«: »i andre tilfælde end de i 2. pkt. nævnte«.

14. I § 60, stk. 3, ændres 2 steder »orienterende

køreprøve« til: »kontrollerende køreprøve«, og 3. pkt.

ophæves.

15. I § 60, stk. 3, 4. pkt., der bliver 3. pkt.,

ændres »heller« til: »dog«.

16. § 60, stk. 4, affattes således:

» Stk. 4. Trafikministeren fastsætter bestemmelser om

indholdet af køreundervisningen i forbindelse med generhvervelse af

førerretten efter en ubetinget frakendelse, jf. stk. 2, 2. pkt., og om

kontrollerende køreprøve, herunder om inddragelse af førerretten i medfør af

stk. 3.«.

17. Efter § 73 a indsættes:

» § 73 b. Trafikministeren kan fastsætte regler om

køretøjsejeres adgang til at anvende historisk korrekte emaljenummerplader.

Stk. 2. Trafikministeren kan bestemme, at den endelige

administrative afgørelse vedrørende anmodninger om historisk korrekte

emaljenummerplader træffes af Rigspolitichefen.«.

18. I § 81, stk. 3, ændres »12 år« til: »8

år«.

19. § 85, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3. Trafikministeren kan efter forhandling med

justitsministeren fastsætte bestemmelser om betaling for politimæssig

assistance, der efter politiets skøn er påkrævet ved gennemførelse af

transporter, der kræver tilladelse efter stk. 2.«.

20. § 86, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Trafikministeren fastsætter bestemmelser om

blokvognskørsel og kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte

bestemmelser om betaling for politimæssig assistance, der efter politiets

skøn er påkrævet ved gennemførelse af sådanne transporter.«.

21. I § 88 a indsættes som stk. 2 :

» Stk. 2. Trafikministeren kan henlægge administrationen af de

efter stk. 1 fastsatte regler om fritagelse af visse personer med handicap

for at efterkomme bestemmelser om parkering og standsning til en privat

organisation og i forbindelse hermed fastsætte nærmere regler om klageadgang,

betaling for organisationens udstedelse af tilladelser, samt i øvrigt

fastsætte regler for organisationens virksomhed i forbindelse med

administrationen af opgaverne.«

22. I § 117, stk. 1, indsættes efter »2,00

promille«: »eller tilsvarende alkoholkoncentration i

udåndingsluften«,

23. I § 117 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

» Stk. 4. Spiritus- og promillekørsel, der foregår ved

uberettiget brug af et motorkøretøj, en registreringspligtig knallert, en

traktor eller et motorredskab, jf. straffelovens § 293, stk. 1, straffes med

bøde eller under skærpende omstændigheder med hæfte eller fængsel indtil 1

år.«.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.

24. I § 117, stk. 4, der bliver stk. 5, indsættes

som 2. pkt. :

»Ved udmåling af bøde for overtrædelse af § 56, stk. 1, og § 63 a

tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk

fordel.«.

25. I § 118, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 54,

stk. 2-4,»: » § 55 a, stk. 1,»

26. § 118, stk. 3, 3. pkt., affattes således:

»Ved hastighedsovertrædelser begået ved kørsel med lastbiler, hvis

tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg, vogntog bestående af sådanne

lastbiler og registreringspligtige påhængskøretøjer, busser, hvis tilladte

totalvægt overstiger 3.500 kg, ledbusser eller biler med tilladt totalvægt på

ikke over 3.500 kg med tilkoblet påhængsvogn, sættevogn eller

registreringspligtigt påhængsredskab, herunder campingvogn, udmåles ligeledes

en skærpet bøde.«.

27. § 118, stk. 7, affattes således:

» Stk. 7. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«.

28. I § 119 a, stk. 1, indsættes efter

»promillekørsel«: »eller en sag om overskridelse af de

tilladte hastighedsbestemmelser efter § 126, stk. 1, nr. 2,».

29. § 119 b, 2. pkt., affattes således:

»Justitsministeren fastsætter efter forhandling med Advokatrådet

takster for forsvareres vederlag i de pågældende sager.«.

30. § 122, 1. pkt., affattes således:

»Trafikministeren kan efter forhandling med justitsministeren

bestemme, at det inden for bestemte områder overdrages særlige

parkeringskontrollører, der ansættes under politiet, helt eller delvis at

varetage kontrollen med overholdelse af de bestemmelser, der nævnes i § 121,

stk. 1.«.

31. § 124 a, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Afholdes køreprøve til erhvervsmæssig personbefordring samtidig med

køreprøve til bus, betales 490 kr. for hver af prøverne.«.

32. I § 124 a, stk. 2 , ændres »køreprøver« til:

»praktiske prøver«.

33. § 124 a, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3. For kontrollerende køreprøver betales 750 kr. For

første kontrollerende køreprøve betales dog ikke, medmindre prøven aflægges i

medfør af § 60, stk. 2 eller stk. 3.«.

34. § 124 c, stk. 1, nr. 2, affattes således:

»2) for udstedelse af duplikatkørekort,»

35. § 124 c, stk. 1, nr. 3, ophæves.

Nr. 4 og 5 bliver herefter nr. 3 og 4.

36. I § 124 i, 1. pkt., ændres »eller

EF-direktiver« til: », EF-direktiver eller EF-forordninger«.

37. I § 124 j, stk. 1, 1. pkt ., indsættes efter

»herunder«: »historisk korrekte emaljenummerplader,».

38. I § 124 j, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. :

»For en tredje nummerplade, der kan anvendes ved transport af gods

bag på personbiler og varebiler, betales 100 kr.«.

39. Efter § 124 k, stk. 2, indsættes som nyt stykke:

» Stk. 3. For en historisk korrekt emaljenummerplade betales

ud over det i § 124 j anførte beløb 900 kr., og for et sæt 1.800 kr.«.

40. I § 124 r, 1. pkt., indsættes efter »§ 124 e, stk.

1, 1. pkt.,»: »§ 124 g, stk. 1 og 2, » og »§ 124 j, stk.

1, 1. pkt.« ændres til: »§ 124 j, stk. 1, 1. og 2. pkt.«.

41. I § 126, stk. 1, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:

»2) har overskredet de tilladte hastigheder efter §§ 42 og 43 med

mere end 70%,».

Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 3 og 4.

42. § 126, stk. 1, nr. 2, der bliver nr. 3,

affattes således:

»3) har gjort sig skyldig i promillekørsel med en

alkoholkoncentration i blodet under eller efter kørslen over 0,80 promille

eller tilsvarende alkoholkoncentration i udåndingsluften,».

43. I § 126, stk. 2, nr. 2, ændres: »eller 2«

til: »eller 3«.

44. § 132, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Er førerretten frakendt som følge af spiritus- eller

promillekørsel, kan spørgsmålet om generhvervelse dog indbringes for

domstolene, når halvdelen af frakendelsestiden, dog mindst 11/2 år, er

forløbet. Såfremt førerretten i sådanne tilfælde er frakendt for bestandig,

kan spørgsmålet om generhvervelse tidligst indbringes for domstolene, når 5

år af frakendelsestiden er forløbet. Generhvervelse af førerretten kan kun

ske, såfremt den pågældende i mindst 1 år forud for sagens indbringelse for

retten har overholdt en kontrolleret behandling mod misbrug af

alkohol.«.

45. § 134, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3. Trafikministeren kan efter forhandling med

justitsministeren bestemme, at stk. 2 skal finde anvendelse med hensyn til

overtrædelser begået i andre stater end de nævnte.«.

§ 2 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog

stk. 2 og 3.

Stk. 2. § 1, nr. 18, træder i kraft den 1. januar 1998, § 1, nr.

10, træder i kraft den 1. juli 1998, og § 1, nr. 40, træder i kraft den 1.

januar 1999.

Stk. 3. Trafikministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden

af § 1, nr. 3, 4, 5, 6, 12, 13, 16, 17, 22, 37, 38, 39 og 42.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indledning

Ved lovforslaget tages en række initiativer for en skærpet indsats mod

spritkørsel.

Det er regeringens opfattelse, at alkohol og bilkørsel ikke hører sammen.

Det foreslås derfor, at den nuværende promillegrænse - i lighed med, hvad

andre lande har gjort - nedsættes fra 0,80 promille til 0,50 promille.

Forslaget kombineres med en adgang for trafikministeren til efter forhandling

med justitsministeren at fastsætte bestemmelser om anvendelse af udstyr til

måling af udåndingsluften med henblik på anvendelsen af sådant udstyr som

bevismiddel.

Forslaget indeholder også en række justeringer af loven med henblik på en

forstærket indsats over for spirituspåvirkede bilister, der dræber eller

kvæster andre, samt en revision af lovens bestemmelser om generhvervelse af

førerretten, når den er frakendt som følge af spiritus- eller promillekørsel.

Herudover indeholder forslaget et forbud for førere af ethvert køretøj mod

brug af håndholdte mobiltelefoner under kørsel, ændring af bestemmelserne om

hyrevognes adgang til at bruge de for busser særligt anlagte baner, en

ændring af sanktionen i anledning af overtrædelse af de køretøjsbestemte

hastigheder samt en ændring af reglerne for brug af styrthjelme i forbindelse

med kørsel på motorcykel. Forslaget indeholder herudover en bestemmelse om,

at førerretsfrakendelse ved hastighedsovertrædelser skal ske ved en 70%

overskridelse af de fastsatte hastighedsgrænser.

Endvidere indeholder forslaget en ændring af reglerne om transport af

passagerer på cykler, forslag om indførelse af en tredje nummerplade til brug

ved transport af gods bag på biler, forslag om særlige nummerplader for

veterankøretøjer og betalingen herfor, en bestemmelse om, at trafikministeren

kan bemyndige en privat organisation til at tildele personer med handicap

skilte, der fritager de pågældende for at overholde visse

parkeringsbestemmelser, samt om at prisen for kontrollerende køreprøver

sættes op.

Ved lovforslaget foretages endelig en række ændringer af færdselsloven som

følge af, at færdselslovsområdet ved kongelig anordning af 25. januar 1993

blev overflyttet fra justitsministerens område til trafikministerens område.

Disse ændringer pålægger trafikministeren at forhandle med justitsministeren,

inden der udstedes nye bestemmelser om betaling for politiets assistance og

om parkeringskontrollører, der ansættes under politiet. Endvidere

tilbageføres kompetencen til at udstede regler i to tilfælde til

justitsministeren. Det drejer sig om regler om politiets prøver og

undersøgelser i forbindelse med mistanke om kørsel i påvirket tilstand og om

fastsættelse af honorarer til offentlig forsvarer i visse sager om spiritus-

og promillekørsel.

Af bemærkningernne til lov nr. 382 af 18. maj 1994 om ændring af

færdselsloven, der skaber hjemmel til gennemførelse af periodisk syn af

almindelige personbiler (pr. 1. januar 1998), fremgår, at prisen for syn

(alle syn) skal sættes til den lavest mulige, afhængig af de økonomiske

betingelser Statens Bilinspektion får.

Regeringen har på denne baggrund kortlagt omkostningerne ved ordningen.

De aktuelle priser for syn har været konstant i de seneste 6 år. For

personbiler er prisen kr. 350. Reelt er synspriserne således blevet væsentlig

reduceret i perioden, idet en almindelig prisregulering i perioden ville have

betydet, at synsprisen skulle være steget med 16 %, svarende til godt kr. 405

i dagens priser.

Hertil kommer, at indholdet af synene pr. 1. januar 1996 er blevet udvidet

til at omfatte kontrol af dieselbilers og katalysatorbilers udstødning m.v.

(miljøcheck).

Det er på denne baggrund regeringens opfattelse, at synspriserne (herunder

prisen for omstillingssyn) skal forblive uændrede ved indførelsen af

periodisk syn af almindelige personbiler pr. 1. januar 1998, altså kr. 350

(incl. miljøcheck) for almindeligt personbilsyn. Dog vil der efter forslaget

fremover ske en årlig regulering af synspriserne med den almindelige

satsreguleringsprocent.

1. Forstærket indsats over for spirituspåvirkede bilister, der dræber

eller kvæster andre

I februar 1995 blev der i Folketinget fremsat et forslag til

folketingsbeslutning om skærpede sanktioner over for spritbilister, der

dræber og kvæster andre mennesker (beslutningsforslag B 58).

Under behandlingen af beslutningsforslaget blev det tilkendegivet, at

justitsministeren sammen med trafikministeren ville nedsætte en

arbejdsgruppe, der skulle fremkomme med forslag til, hvorledes der mere bredt

kunne sættes ind mod spirituskørsel og mod de tragiske ulykker, som er en

følge heraf.

Arbejdsgruppen, hvori har deltaget repræsentanter for Justitsministeriet,

Trafikministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Rigsadvokaten,

Rigspolitichefen, Politimesterforeningen, Politidirektøreni København, Rådet

for Trafiksikkerhedsforskning og Rådet for Større Færdselssikkerhed, har i

januar 1996 afleveret sine overvejelser i form af handlingsplanen

»Spritkørsel - Spritdrab«.

Handlingsplanen indeholder en række punkter med forslag om nye

initiativer, der samlet eller hver for sig vil kunne danne grundlag for de

videre overvejelser. Nedenfor er nærmere anført, på hvilke områder

arbejdsgruppens anbefalinger og konkrete forslag har dannet udgangspunkt for

nærværende lovforslag.

1.1. Spiritus- og promillekørsel i brugsstjålet køretøj

I nærværende lovforslag er arbejdsgruppens anbefaling af en skærpelse af

straffen (men ikke frakendelsestiden) for spiritus- eller promillekørsel i et

brugsstjålet køretøj indarbejdet.

1.2. Kørsel uden at have erhvervet kørekort

Ved lovforslaget imødekommes arbejdsgruppens anbefaling af en skærpelse af

bødestraffen for kørsel uden at have erhvervet eller generhvervet kørekort.

1.3. Fornyet køreundervisning ved køreprøve efter spirituskørsel og

betegnelsen for orienterende køreprøve

Lovforslaget imødekommer arbejdsgruppens anbefaling af, at der ved

aflæggelse af en køreprøve efter en ubetinget frakendelse af førerretten som

følge af spiritus- og promillekørsel skal indgå obligatorisk undervisning i

alkohol og trafik. Endvidere ændres i overensstemmelse med arbejdsgruppens

anbefaling betegnelsen »orienterende« køreprøve til

»kontrollerende« køreprøve.

1.4. Generhvervelse af førerretten inden udløbet af

frakendelsestiden

Arbejdsgruppen har ikke foreslået ændringer i bestemmelsen i

færdselslovens § 132, men har henvist til den revision af § 132, stk. 2, som

ifølge lovforslaget fra 1991 skal finde sted i folketingsåret 1996-97, jf.

nedenfor under pkt. 3. Arbejdsgruppen peger dog på, at revisionen af § 132,

stk. 2, bør samordnes med Kriminalforsorgens ordning med betinget benådning

for strafafsoning af personer, der er dømt for spirituskørsel. De to

ordninger bør således efter arbejdsgruppens opfattelse gælde for den samme

gruppe af personer, og der bør på den baggrund opstilles ensartede

betingelser for muligheden for generhvervelse af førerretten og benådning for

strafafsoningen på vilkår af behandling mod alkoholmisbrug.

1.5. Konfiskation af køretøjer i forbindelse med spiritus- og

promillekørsel

Efter færdselslovens § 133 a kan der ved særligt grove eller gentagne

overtrædelser af færdselsloven ske konfiskation af det anvendte køretøj,

såfremt det er påkrævet for at forebygge yderligere overtrædelser af

færdselsloven, og i øvrigt ikke er urimeligt.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at konfiskation af køretøjer anvendt

ved spiritus- og promillekørsel i et vist omfang er egnet til at hindre, at

den dømte kører i frakendelsestiden eventuelt i spirituspåvirket tilstand.

Arbejdsgruppen har derfor foreslået, at Rigsadvokaten udsender retningslinier

til politimestrene om brugen af konfiskation, og at det i disse

retningslinier blandt andet indskærpes, at der skal nedlægges påstand om

konfiskation i videst muligt omfang. Retningslinierne bør efter

arbejdsgruppens opfattelse endvidere omhandle de sager, hvor der kan rejses

spørgsmål om, hvorvidt der efter straffelovens § 77 a kan ske konfiskation af

køretøjer, der tilhører en anden end føreren.

Rigsadvokaten har tilkendegivet, at han er indstillet på at udsende en

meddelelse til anklagemyndigheden om konfiskation efter de retningslinier,

der er foreslået i handlingsplanen, når Folketinget har taget stilling til

lovforslaget.

2. Sanktioner i anledning af hastighedsovertrædelser

Efter den gældende bestemmelse i færdselslovens § 126 kan

hastighedsovertrædelser i sig selv føre til frakendelse af førerretten

(frakendelsen sker som hovedregel betinget). Efter den foreliggende

retspraksis vil førerretsfrakendelse sædvanligvis finde sted, når der har

været tale om en overtrædelse af den højst tilladte hastighed med 100%.

Førerretsfrakendelse kan ligeledes ske, når hastigheden ikke har været

dobbelt så høj som den tilladte hastighed. Det gælder ud over i

gentagelsestilfælde navnlig i situationer, hvor forekomst af konkret fare,

ulempe samt vej- og oversigtsforhold indgår i vurderingen af spørgsmålet om,

hvorvidt førerretten skal frakendes.

Er førerretten blevet frakendt betinget, skal føreren som hovedregel

aflægge en orienterende køreprøve, og førerretten inddrages, såfremt prøven

ikke bestås, eller såfremt den pågældende undlader at medvirke til en sådan.

For at give bilisterne et klart signal om, at hastighedsovertrædelser er

uacceptable, og da disse fortsat er skyld i alt for mange alvorlige

færdselsulykker, skærpes bestemmelsen, således at førerretten allerede

frakendes (betinget) ved hastighedsovertrædelser på mere end 70%.

3. Generhvervelsesordningen i færdselslovens § 132, stk. 2

Bestemmelsen i færdselslovens § 132, stk. 2, om generhvervelse af

førerretten før tiden i tilfælde af spiritus- eller promillekørsel, der har

rod i et reelt alkoholmisbrug, indsattes i færdselsloven ved lov nr. 278 af

8. maj 1991. Bestemmelsen, der således alene kan finde anvendelse i

spiritussager, var et led i en forstærket indsats mod alkoholmisbrug.

I forbindelse med vedtagelsen blev det bestemt, at

generhvervelsesordningen i færdselslovens § 132, stk. 2, skulle fungere i en

5-årig forsøgsperiode og herefter tages op til revision i folketingsåret

1996-97.

Center for Rusmiddelforskning ved Århus Universitet har med henblik herpå

for Trafikministeriet gennemført en evaluering af generhvervelsesordningens

positive og/eller negative færdselssikkerhedsmæssige effekter.

På baggrund af indberetninger fra 50 af landets 54 politikredse om i alt

633 personer, der ved en domstolsafgørelse har fået gengivet førerretten i

medfør af færdselslovens § 132, stk. 2, viser undersøgelsen, at ud af de af

undersøgelsen omfattede personer er 45 blevet dømt eller sigtet for

overtrædelse af færdselslovens bestemmelser om spiritus- eller

promillekørsel, efter at de har fået gengivet førerretten.

Dette svarer til 7,1 % recidivtilfælde over en gennemsnitlig periode på

1,8 år (ca. 1 år og 91/2 måned). Sammenlignet med tilsvarende undersøgelser i

Sverige og Norge er der tale om en relativ lav recidivprocent i Danmark, selv

om det er forbundet med betydelig usikkerhed at foretage sammenligninger af

de tre undersøgelsers resultat.

På baggrund af summen af disse undersøgelser er det sandsynligt, at

generhvervelsesordningen i færdselslovens § 132, stk. 2, har resulteret i en

reduktion i omfanget af kørsel i spiritus- og promillepåvirket tilstand, også

efter at den kontrollerende behandling for alkoholmisbrug er ophørt.

Med hensyn til spørgsmålet om generhvervelsesordningens

færdselssikkerhedsmæssige konsekvenser kan det ud fra aldersfordelingen

blandt de undersøgte 633 personer konkluderes, at ordningen kun i yderst

begrænset omfang omfatter gruppen af 18-24-årige mænd, som ifølge andre

undersøgelser udgør den farligste gruppe blandt spiritusbilisterne. På den

baggrund er ordningens positive færdselssikkerhedsmæssige konsekvenser

begrænsede.

For de undersøgte personer foreligger der rapporter om seks

færdselsulykker, der er sket, efter at førerretten er generhvervet efter

lovens § 132, stk. 2. Af de seks ulykker er de to sket i det tidsrum, hvor

førerne ellers ikke skulle have haft førerret, hvis ikke

generhvervelsesordningen var bragt i anvendelse. Disse to ulykker kan i

absolut forstand siges at være den hidtil registrerede omkostning ved

generhvervelsesordningen. De nævnte tal vedrørende ulykker og ulykkernes

konsekvenser er dog for små til, at der på dette grundlag kan fremlægges en

sikker statistisk funderet vurdering af generhvervelsesordningens

færdselssikkerhedsmæssige konsekvenser.

Sammenfattende viser den foretagne undersøgelse, at det tyder på, at

generhvervelsesordningen har haft positive færdselssikkerhedsmæssige

konsekvenser, og der er ikke fremdraget forhold, der tyder på, at

generhvervelsesordningen har haft negative færdselssikkerhedsmæssige

konsekvenser, eller forhold, der ud fra et trafiksikkerhedsmæssigt synspunkt

taler imod, at generhvervelsesordningen gøres permanent.

Imod at tillægge undersøgelsens resultater for stor vægt taler, at

undersøgelsen ikke har omfattet en kontrolgruppe med tilsvarende domme, men

uden behandling. Der foreligger heller ingen opgørelse over, hvor mange og

hvilke personer, som fik domme, der faldt ind under bestemmelsen i lovens §

132, stk. 2, men som ikke gjorde brug af behandlingstilbuddet.

Ved forslaget lægges der endvidere op til en lempelse af de tidsmæssige

betingelser for at rejse en generhvervelsessag efter lovens § 132, stk. 2,

således at ordningen, som hidtil har været forbeholdt førerretsfrakendelser

på mindst 3 år og højst 10 år, udvides til at omfatte førerretsfrakendelser

på 2 år og 21/2 år samt frakendelser for bestandig.

Endelig lempes kravet til perioden af den afvænningsbehandling, som er en

forudsætning for generhvervelse af førerretten før tiden, fra 11/2 år til 1

år, således at behandlingsperioden koordineres med Kriminalforsorgens

benådningsordning for domfældte førere med et egentligt, behandlingskrævende

alkoholmisbrug.

4. Administrative og økonomiske konsekvenser.

Lovforslaget tilsigter en skærpelse af bødeniveauet for visse

overtrædelser af færdselsloven.

Forslaget medfører ikke kommunaløkonomiske konsekvenser, der er omfattet

af Det Udvidede Totalbalanceprincip.

Lovforslaget indeholder væsentlige skærpelser af reaktionen ved betydelige

hastighedsovertrædelser samt ved promille- og spirituskørsel i brugsstjålet

køretøj. Endvidere skal der efter forslaget aflægges kontrollerende køreprøve

i forbindelse med betinget frakendelse som følge af promillekørsel. Endelig

strafbelægges kørsel med en promille mellem 0,51 og 0,80.

Lovforslaget forudsætter ikke, at der iværksættes en forøget

kontrolindsats fra politiets side. Politiets samlede ressourceforbrug til

færdselskontrol skal således ligge på det i dag forudsatte niveau, således

som angivet i bl.a. flerårsaftalen om politiet.

Det er behæftet med stor usikkerhed at angive antallet af sager, hvor

bilister efter lovens ikrafttræden overskrider en hastighedsbegrænsning med

mere end 70 %, således at førerretten skal frakendes betinget. Tilsvarende

usikkerhed knytter sig til vurderingen af antallet af sager, hvor bilister

m.v. - uanset et indført forbud - vil køre promillekørsel i området 0,51-0,80

promille. På den ene side er der tale om kørsel, der i dag er hyppigt

forekommende. På den anden side må det antages, at en sådan kriminalisering

og strafskærpelse vil påvirke kørselsmønsteret, ligesom den intensive

information om hastigheds- og promilleovertrædelser vil være

holdningspåvirkende. Som følge af disse usikkerheder er vurderingen af

forslagets administrative konsekvenser for bl.a. politiet og

anklagemyndigheden i høj grad skønsmæssig.

Merudgifterne ved de ovennævnte forslag må antages at ville blive

modsvaret af et øget bødeprovenu og det forhøjede gebyr for aflæggelse af

kontrollerende køreprøve.

Udgifterne ved anskaffelse af præcisionsalkometre m.v. til

tilvejebringelse af bevis i sager om promille- og spirituskørsel skønnes at

udgøre 18 mio. kr. I 1997 afholdes 6 mio. kr., der finansieres af

Finansministeriets generelle reserver.

Herudover skønnes forslagene om forstærket indsats mod

hastighedsovertrædelser, promillekørsel m.v. at ville medføre merudgifter for

politiet svarende til 10 mio. kr. årligt, heraf 4 mio. kr. til uddannelse,

drift m.v. af alkometre, og 6 mio. kr. til varetagelse af de ovennævnte sager

om hastigheds- og promillekørsel, afholdelse af kontrollerende køreprøve m.v.

Heraf er 3 mio. kr. lønsum. I 1997 udgør driftsudgifterne 3 mio. kr., der

afholdes af Finansministeriets generelle reserver.

Endelig afsættes der til information og oplysning 3-5 mio. kr. til Rådet

for Større Færdselssikkerhed.

De reducerede udgifter i strafferetsplejen som følge af indførelsen af

præcisionsalkometermålinger som bevis i sager om promille- og spirituskørsel

skønnes at udgøre 4 mio. kr. årligt. Det bemærkes imidlertid, at det er

politiets erfaring, at disse udgifter netop i sager om promille- og

spirituskørsel i ikke uvæsentligt omfang bliver inddrevet hos de domfældte,

og at der i disse tilfælde således ikke opnås en besparelse.

Bødeprovenuet som følge af kriminaliseringen af promillekørsel i området

0,51-0,80 promille skønnes - med ovenfor nævnte usikkerheder - at ville

udgøre 25 mio. kr. Indtægterne ved gebyr for afholdelse af orienterende

køreprøve skønnes at ville udgøre 5 mio. kr. efter den ovennævnte forhøjelse

af gebyrsatsen. Forslaget skønnes således at ville medføre årlige

merindtægter på 30 mio. kr.

Hertil kommer forslagets afledede effekter med hensyn til færre udgifter

ved trafikskader, samfundsmæssige besparelser som følge af reduceret

materielskade, mindre udgifter for staten til trafikofre og mindre udgifter

for kommunerne og amtskommunerne til sygebehandling m.v.

5. Andre konsekvenser

Forslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Som en erhvervsøkonomisk konsekvens indebærer forslaget hjemmel til

opkrævning af betaling for godkendelser i henhold til EF-forordning.

Afslutning

Lovforslaget har været forelagt følgende myndigheder og organisationer:

Amtsrådsforeningen i Danmark

Kommunernes Landsforening

Københavns Kommune

Frederiksberg Kommune

Hovedstadsområdets Trafikselskab

Nævnet for Etnisk Ligestilling

Rigspolitichefen

Rigsadvokaten

Politidirektøren i København

Rådet for Større Færdselssikkerhed

Rådet for Trafiksikkerhedsforskning

Færdselsstyrelsen

Statens Bilinspektion

Vejdirektoratet

Politimesterforeningen

Dansk Politiforbund

Dansk Kørelærer Union

Dansk Køreskole Forening

Danske Kørelæreres Landsforbund

Københavns Kørelærerforening

Landsorganisationen i Danmark

SID

Dansk Arbejdsgiverforening

Entreprenørforeningen

Danske Vognmænd

Landsforeningen af Danmarks Bilruter

Turistvognmændenes Landsforening

Foreningen af Danske Eksportvognmænd

Dansk Forening for International Motorkøretøjs- forsikring

Assurandør-Societetet

FDM

Dansk Cyklist Forbund

Motorcykelbranchens Landsforbund

Danmarks Knallertudvalg

Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark

Danmarks Automobilforhandler Forening

Automobil-Importørernes Sammenslutning

De Samvirkende Invalideorganisationer

NOAH-Trafik

Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening

Storkøbenhavns Hyrevognsnævn

Bestillingskontorernes Sammenslutning

Centralforeningen af Taxiforeningen i Danmark

Dansk Taxi Forbund

Storkøbenhavns Taxivognmænds Arbejdsgiver- sammenslutning.

Forbrugerrådet.

Tele Danmark Mobil

Motorhistorisk Samråd

Dansk Veteranbilklub

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1 Til nr. 1

Bestemmelsen i færdselslovens § 14, stk. 6, der foreslås ophævet, giver

trafikministeren mulighed for at fastsætte bestemmelser for hyrevognes

benyttelse af busbaner.

Bestemmelsen blev indsat i færdselsloven i 1976 på Retsudvalgets

initiativ, efter at udvalget indgående havde drøftet, om der burde indsættes

en bestemmelse, der generelt giver hyrevogne adgang til at benytte de for

busser særligt anlagte baner.

Når en sådan bestemmelse ikke blev vedtaget i 1976, skyldes dette, at den

daværende justitsminister fremsatte en række indvendinger imod hyrevognes

brug af busbanerne.

Disse indvendinger mod hyrevognes brug af busbanerne omfattede bl.a.,

at bussernes fordele ved busbanerne formindskes væsentligt, at

andre trafikanter trækkes med ind i busbanerne, hvorved generne bliver endnu

større, samt at hyrevogne vil overhale busserne og dermed foretage

slalomkørsel.

Det blev i forbindelse med vedtagelsen af det nugældende stk. 6, forudsat,

at der i første omgang skulle iværksættes en begrænset forsøgsordning først

og fremmest i Københavns Kommune.

Et sådant forsøg har været gennemført i København i en periode fra 1.

november 1995 til 30. juni 1996 på strækningen mellem Christiansborg

Slotsplads og Christmas Møllers Plads.

Vejdirektoratet har på Københavns Kommunes vegne foretaget en nærmere

undersøgelse af forsøget.

Undersøgelsen konkluderer, at der på forsøgsstrækningen både for hyrevogne

og for den øvrige trafik har været en tidsmæssig gevinst i

myldretidstrafikken, ved at hyrevogne benyttede busbanerne det pågældende

sted, medens der ikke for bussernes mulighed for at komme frem er konstateret

nogen målbar forringelse. Hovedstadsområdets Trafikselskab er dog ikke enig i

denne konklusion.

Af undersøgelsen fremgår, at den pågældende forsøgsstrækning er

atypisk for Københavns Kommunes busprioriteringssystem, idet den i

modsætning til de fleste andre busbaner i København indeholder lange

sammenhængende busbaner uden særskilt signalregulering for busser.

Resultatet af forsøget kan således ikke tilstrækkeligt begrunde, at der

indføres en bestemmelse, der generelt giver hyrevogne tilladelse til at bruge

alle busbaner.

Der vil derfor fortsat være behov for, at der foretages en individuel

vurdering af, om det vil være færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt at give

hyrevogne tilladelse til at benytte den konkrete busbane.

En sådan individuel og konkret vurdering foretages bedst af de lokale vej-

og politimyndigheder, der har kendskab til de lokale forhold, og som

bestemmer, om der på en given vejstrækning skal etableres busbaner, jf.

færdselslovens § 92.

Ved at ophæve den gældende bestemmelse i færdselslovens § 14, stk. 6, vil

det ikke længere være trafikministeren, der kan bestemme, om hyrevogne må

benytte de for busser særligt anlagte baner, men de lokale myndigheder.

Forslaget medfører således, at det er de myndigheder, der træffer

beslutning om etablering af busbaner, der også kan træffe beslutning om, at

banerne kan benyttes af andre færdselsarter, herunder hyrevogne.

Det er en del af formålet med den foreslåede ændring at åbne mulighed for,

at hyrevogne i videre omfang end hidtil får adgang til at benytte busbanerne.

Regeringen forventer, at disse tilladelser vil blive givet, hvis der ikke er

en konkret begrundelse for at undlade at give hyrevogne adgang til at benytte

en busbane.

Hvis de lokale myndigheder ikke kan blive enige om, at hyrevogne skal have

adgang til at benytte busbanerne, vil hver af de nævnte myndigheder kunne

forelægge spørgsmålet for trafikministeren efter lovens § 92, stk. 5,

hvorefter trafikministeren kan afgøre, om hyrevogne kan benytte den konkrete

busbane.

Hvis en busbane i en kommune fortsætter i en anden kommune, eller en

busbane på en kommunevej fortsætter i en busbane på en landevej, og

vejbestyrelserne ikke er enige om, hvorvidt hyrevogne må benytte busbanen,

kan tvisten indbringes for enten amtsrådet eller trafikministeren efter § 5 i

lov om offentlige veje.

Endvidere vil borgerne kunne klage over beslutningen til trafikministeren

for så vidt angår retlige spørgsmål efter færdselslovens § 92, stk. 5.

I forbindelse med forsøgsordningen i København blev der udstedt en særlig

bekendtgørelse om forsøget - bekendtgørelse nr. 817 af 17. oktober 1995 - der

fastslog, at forsøget gennemføres ved, at der afmærkes med symbolet

»Taxi«, og at denne afmærkning betød, at hyrevogne uanset

bestemmelsen i færdselslovens § 14, stk. 1, under forsøget ikke havde pligt

til at anvende busbanerne.

Hvis forslaget vedtages, vil tilsvarende bestemmelser blive indført i

afmærkningsbekendtgørelsen, således at hyrevogne får mulighed for, men ikke

pligt til at anvende de for busser særligt anlagte baner, når busbanen er

afmærket med »Taxi«.

Trafikministeren kan endvidere efter færdselslovens § 95 om fornødent

fastsætte supplerende regler om afmærkningen.

Til nr. 2, 19 og 20

Efter færdselslovens § 37, stk. 5, § 85, stk. 3, og § 86, stk. 2, kan

justitsministeren - nu trafikministeren - fastsætte bestemmelser om betaling

for politiassistance.

Da politiet henhører under justitsministeren, er det naturligt, at

fastsættelse af sådanne betalingsbestemmelser sker efter forhandling med

justitsministeren. Ændringsforslagene præciserer dette.

Til nr. 3

Den gældende bestemmelse i færdselsloven tillader transport af børn under

6 år på cykel. Med bestemmelsens nuværende formulering anses det heller ikke

for muligt at tillade transport af børn på 6 år og derover eller andre

personer i påhængsvogn eller sidevogn til cykel.

I Sverige og Finland er det tilladt at transportere 2 børn under 6 år på

cykel, hvis føreren er over 15 år og et barn under 10 år, hvis føreren er

over 18 år. I Holland er det tilladt at transportere børn under 8 år på

cyklen, men kun hvis de er anbragt sikkert med tilstrækkelig støtte til ryg,

hænder og fødder. Hvis passageren på cyklen er 8 år eller derover, er der

ingen restriktioner.

I Danmark stilles der i den gældende færdselslov krav til børns placering

som passagerer på cykel, på den måde, at der skal være indrettet siddeplads

med særlig beskyttelse mod hjuleger. I handlen findes barnestole, der

opfylder dette krav. Disse stole er normalt beregnet til børn op til 25 kg.

Dansk Cyklist Forbund har foreslået, at reglen ændres enten ved, at

aldersgrænsen for børn sættes op eller ved, at aldersgrænsen erstattes af en

vægtgrænse.

Rådet for Trafiksikkerhedsforskning er enig med Cyklistforbundet i, at det

under visse trafikale omstændigheder muligvis vil være sikrere at

transportere børn på 6 år og derover på den voksnes cykel eller i

cykelanhænger end at lade børnene køre på egen cykel. Rådet vil dog ikke

ukritisk tilslutte sig forslaget, idet en række forhold i så fald først må

overvejes.

De sikkerhedsmæssige problemer vedrørende børn som passagerer på cykel

eller i anhænger angår efter Rådet for Trafiksikkerhedsforsknings opfattelse

først og fremmest barnets højde og barnets vægt. Det gælder dels i forhold

til en sikker placering af barnet, dels i forhold til cyklistens muligheder

for at manøvrere og bremse sikkert.

Færdselsstyrelsen har påpeget, at de forhold, der afgør, hvad det er

forsvarligt at transportere, er vidt forskellige afhængig af, om der er tale

om f.eks. tohjulet cykel, tohjulet påhængsvogn eller trehjulet ladcykel.

Spørgsmålet om begrænsninger ved transport af personer på cykel og i anhænger

bør derfor grundlæggende dreje sig herom.

Rådet for Trafiksikkerhedsforskning har ingen dokumentation for, hvilke

vægtgrænser man bør lægge sig fast på, men et vejledende bud kunne være, at

passagerer på en tohjulet cykel højst må veje 25 kg, og at passagerer i

cykelanhængere samt anhængerens egenvægt højst må veje 60 kg. Rådet for

Trafiksikkerhedsforskning finder, at det næppe er forsvarligt med mere end et

barn på en tohjulet cykel, men ser ingen umiddelbare sikkerhedsmæssige

problemer i, at der både kan sidde et barn på cyklen og et barn eller flere

børn i anhængeren.

Rådet for Trafiksikkerhedsforskning fremhæver, at der hverken findes

uheldsstatistik eller forskningsresultater i ind- eller udland, som giver

tilfredsstillende dokumentation for problemets omfang, eller som kan danne

grundlag for fastlæggelse af de sikkerhedsmæssigt mest forsvarlige løsninger.

Et endeligt forslag til ændrede regler er endnu ikke færdigarbejdet, men

det ligger allerede nu klart, at der vil blive tale om et regelsæt med stor

detaljeringsgrad.

Det foreslås på denne baggrund at erstatte den gældende bestemmelse med en

bemyndigelsesbestemmelse, der foreslås sat i kraft, når det nye regelsæt er

færdigt. Reglerne vil blive fastsat i bekendtgørelsesform.

Til nr. 4-8, 22 og 42

I Sverige, Norge, Storbritannien, Holland, Belgien, Frankrig, Italien,

Portugal og Østrig anvendes apparater, der kan måle alkoholkoncentrationen i

udåndingsluft (evidensudstyr). Disse såkaldte elektroniske udåndingsprøver

erstatter i vidt omfang blodprøver i sager om spiritus- og promillekørsel.

Indførelse af sådant udstyr i Danmark vil kunne frigøre ressourcer hos

politiet, der blandt andet kan anvendes til en øget indsats på det

færdselssikkerhedsmæssige område.

Ved forslaget bemyndiges trafikministeren til efter forhandling med

justitsministeren at indføre regler om udstyr til måling af udåndingsluften

samt ækvivalensregler om alkoholkoncentrationen i udåndingsluften i forhold

til alkoholkoncentrationen i blodet. De af trafikministeren fastsatte

ækvivalensregler skal lægges til grund af domstolene.

Indførelse af sådant måleudstyr vil have en positiv virkning på størrelsen

af sagsomkostninger i sager om spiritus- og promillekørsel, idet udgifterne

til indhentelse af blodprøve og lægeerklæring m.v. vil bortfalde.

Af de bestemmelser om anvendelse af udstyr til måling af udåndingsluften,

som trafikministeren ved forslaget bemyndiges til at fastsætte, vil det

fremgå, at personer, såsom eksempelvis astmatikere, der af fysiske årsager

ikke er i stand til at afgive en elektronisk udåndingsprøve, ikke skal

belastes med sagsomkostninger som følge af, at en udtagelse af blodprøve i

disse særlige tilfælde er nødvendig.

Ved forslaget bemyndiges trafikministeren samtidig til at nedsætte den

tilladte alkoholkoncentration i blodet under eller efter kørslen fra 0,80

promille til 0,50 promille.

Udenlandske undersøgelser viser, at for en gennemsnitsbilist med en

promille på 0,50 er risikoen for uheld dobbelt så stor som for en bilist uden

alkohol i blodet. Simulator- og laboratorieforsøg har endvidere vist, at

mange færdigheder er mærkbart påvirket fra 0,50 promille - særligt evnen til

at reagere på uforudsete hændelser og på komplekse situationer. Forringelser

i præstationsevnen gælder især for unge førere, men effekten kan variere

stærkt fra person til person.

Dette er baggrunden for, at en række lande - og allersenest Belgien og

Frankrig - har valgt at nedsætte promillegrænsen til 0,50.

Rådet for Trafiksikkerhedsforskning har over for Trafikministeriet oplyst,

- at en i maj 1996 offentliggjort undersøgelse i Østrig konkluderer, at

tendensen til at begå fejl er to-tredoblet ved en promille mellem 0,50 og

0,80,

- at en amerikansk undersøgelse fra 1988 fastslår, at betegnelsen »en

sikker promille« ikke kan anvendes, idet den beregnede, relative risiko

stiger med promillen, og stigningen i risiko er betydelig fra 0,50 til 0,80,

- at flere undersøgelser - blandt andet fra Australien - tyder på, at en

nedsættelse af promillegrænsen fra 0,80 til 0,50 kombineret med en massiv

kontrol- og kampagneindsats kan give markant positive resultater med hensyn

til uheldsreduktioner, og

- at en lavere promillegrænse i sig selv derfor kan være et signal til

alle de bilister, der anser en vis alkoholindtagelse for acceptabel.

Sanktionen ved promillekørsel i intervallet 0,51 - 0,80 promille vil alene

være bøde, jf. § 117, stk. 3, mens der således ikke derudover og ej heller i

gentagelsestilfælde skal ske frakendelse af førerretten ved promillekørsel

under 0,80 promille, medmindre der i forbindelse med kørslen er begået så

alvorlige kørselsfejl, at disse må anses for en skærpende omstændighed.

Efter gældende retspraksis ved udmåling af bøder for promillekørsel og for

spirituskørsel med en promille mellem 1,21 og 2,00 uden skærpende

omstændigheder er bøden indtægtsbestemt, således at bøden fastsættes til

1.000 kr. pr. 25.000 kr. årlig bruttoindkomst. Hensigten med denne bødetakst

er, at bøden så vidt muligt skal svare til en månedsløn efter skat for

personer med sædvanlige fradrag (en nettomånedsløn).

Minimumsbøden er på 1.000 kr., og bødemaksimum er efter hidtidig

retspraksis antaget at være 40.000 kr., selv om overgrænsen som følge af løn-

og prisudviklingen må anses at ligge væsentligt højere i dag.

Med hensyn til fastsættelse af bøden for promillekørsel med en promille

mellem 0,51 og 0,80 vil en fast bødestørrelse på 4.000 kr. som udgangspunkt

anses for passende. De gældende regler for gentagelsesvirkning for straffen,

jf. § 117, foreslås ligeledes at finde anvendelse også for promillekørsler

mellem 0,51 og 0,80. De almindelige regler for bødenedsættelse for

mindrebemidlede vil dog også finde anvendelse.

For så vidt angår gentagelsesvirkningen af straffen for en

førstegangskørsel med en promille mellem 0,51 og 0,80 gælder endvidere den

almindelige regel om gentagelse i straffelovens § 81, stk. 3, hvorefter

bødestraffen har gentagelsesvirkning i 5 år fra datoen for den endelige dom

eller bødens vedtagelse.

I følgende oversigt sammenfattes sanktionsfastsættelsen, som i dag

anvendes ved kørsel med en promille mellem 0,81 og 1,20 (promillekørsel).

Oversigten indeholder endvidere de sanktioner, som ifølge lovforslaget

forudsættes idømt ved promillekørsel i intervallet mellem 0,51 og 0,80

promille.

Gældende sanktioner:

---------------------------------------------------------------------

0,81-1,20 promille Straf Frakendelse

---------------------------------------------------------------------

1. gangstilfælde:

a. uden skærpende omst. Bøde Betinget

b. med skærpende omst. Bøde 1 år

2. gangstilfælde:

a. uden skærpende omst. 10 dages hæfte* 3 år**

b. med skærpende omst. 14 dages hæfte* 3 år**

3. gangstilfælde: Minimum 30 dages hæfte 10 år

(Straffen forhøjes i disse tilfælde til 30 dages fængsel ved kørsel

i frakendelsestiden, og der kan ved særlig skærpende

omstændigheder ske frakendelse for bestandig)

4. gangstilfælde: Normalt 60 dages Bestandig

fængsel, minimum

40 dage

---------------------------------------------------------------------

* Forhøjes med hæfte i 10 dage ved kørsel i frakendelsestiden

ilfælde af ubetinget frakendelse 1. gang

Sanktioner ifølge forslaget:

---------------------------------------------------------------------

0,51-0,80 promille Straf Frakendelse

---------------------------------------------------------------------

1. gangstilfælde:

a. uden skærpende omst. 4.000 kr. Ingen

b. med skærpende omst. 5.000 kr. Betinget

2. gangstilfælde:

a. uden skærpende omst. 5.000 kr. Ingen

b. med skærpende omst. 8.000 kr. Betinget

3. gangstilfælde:

a. uden skærpende omst. 10 dages hæfte Ingen

b. med skærpende omst. 14 dages hæfte Betinget

4. gangstilfælde:

a. uden skærpende omst. 14 dages hæfte Ingen

b. med skærpende omst. 20 dages hæfte Betinget

---------------------------------------------------------------------

Efter færdselslovens § 53, stk. 2, kan der straffes for spirituskørsel i

tilfælde, hvor føreren som følge af spiritusindtagelse har været ude af stand

til at føre køretøjet på betryggende måde, uanset at alkoholkoncentrationen i

blodet har ligget under grænsen for spirituskørsel på 1,20 promille. Efter

bestemmelsen straffes for spirituskørsel, når der foreligger grove

kørselsfejl ved promillekørsel i intervallet 0,81 - 1,20, og det er ikke

udelukket at anvende § 53, stk. 2, selv om promillen har været lavere end den

nuværende grænse på 0,81. Efter retspraksis stilles der imidlertid skærpede

krav til årsagsforbindelsen mellem spiritusindtagelse og kørselsfejl, jo

lavere promillen er, og domstolene dømmer kun i ganske særlige tilfælde efter

§ 53, stk. 2, ved lavere promiller end 0,81.

§ 53, stk. 2, forudsættes opretholdt med dets nuværende anvendelsesområde.

Til nr. 9

Færdselslovens § 55 omhandler politiets adgang til at kræve, at føreren af

et køretøj eller en rytter foretager udåndingsprøve, samt regler om politiets

adgang til at kræve udtaget blod- og urinprøve ved mistanke om kørsel i

påvirket tilstand.

Efter bestemmelsens stk. 3 kan justitsministeren - nu trafikministeren -

fastsætte nærmere regler herom.

Justitsministeriet og Trafikministeriet er enige om, at det er mest

hensigtsmæssigt, at disse regler, der regulerer politiets

efterforskningsarbejde i forbindelse med mistanke om overtrædelse af

færdselslovens bestemmelser om kørsel i påvirket tilstand, udstedes af

justitsministeren.

Formålet med forslaget er således at præcisere, at kompetencen til at

udstede disse regler tilbageføres til justitsministeren.

Til nr. 10

Forslaget er et generelt direkte forbud for føreren af et køretøj mod brug

af håndholdte mobiltelefoner under kørsel.

Lovforslaget indeholder et forbud mod brug af håndholdt mobiltelefon under

kørsel for førere af ethvert køretøj. Forbudet vil således ud over førere af

motordrevne køretøjer også omfatte cyklister, ridende, jf. færdselslovens §

2, nr. 9, og i visse tilfælde kørestolsbrugere, jf. færdselslovens § 13

modsætningsvis.

Det er hensigten, at bestemmelsen skal have en passende lang

ikrafttrædelse, således at ejere får mulighed for at indkøbe og få

installeret en anordning, der muliggør håndfri betjening. Det foreslås

derfor, at dette forslag træder i kraft den 1. juli 1998.

Herudover foreslås indsat en bemyndigelsesbestemmelse for trafikministeren

til at fastsætte nærmere regler om brug af teleudstyr og lignende under

kørsel. En bemyndigelsesbestemmelse skal være med til at sikre, at der i takt

med den teknologiske udvikling kan fastsættes regler om brug af sådant udstyr

under kørsel, der måtte vise sig nødvendige af trafiksikkerhedsmæssige

hensyn.

Der findes ikke i den gældende færdselslovgivning bestemmelser, der

direkte regulerer brugen af mobiltelefoner under kørslen.

Spørgsmålet vil imidlertid kunne falde ind under bestemmelsen i

færdselslovens § 3, hvorefter trafikanter skal optræde hensynsfuldt og udvise

agtpågivenhed, så der ikke opstår fare eller forvoldes skade for andre.

Overtrædelser af denne bestemmelse - f.eks. fremkaldt ved brug af

mobiltelefon under kørslen - kan straffes med bøde.

Såfremt der i den konkrete situation er tale om, at en person dræbes eller

kommer til skade, vil endvidere straffelovens bestemmelser vedrørende

uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse kunne finde anvendelse.

Derimod er der ikke inden for de gældende lovgivningsrammer hjemmel til at

forbyde enhver brug af håndholdte mobiltelefoner under kørslen.

En del europæiske lande har allerede foretaget særlige lovmæssige

reguleringer i forbindelse med brug af mobiltelefon under kørsel. Dette

gælder f.eks. Italien, Schweiz, Frankrig, Østrig, Spanien og Portugal.

I Belgien, Tjekkiet, Sverige, Norge, Holland, Tyskland, Finland og

Storbritannien er der generelle regler svarende til den danske færdselslovs §

3 - imidlertid overvejes det i flere af disse lande at indføre et forbud mod

håndholdte mobiltelefoner under kørsel.

I juni 1996 offentliggjorde Rådet for Trafiksikkerhedsforskning en

arbejdsrapport om anvendelse af mobiltelefoner under kørsel.

Rapporten beskriver den nyeste viden inden for de trafiksikkerhedsmæssige

aspekter ved brug af mobiltelefoner under kørsel.

På baggrund af forskningsresultater og erfaringer i øvrigt opstiller Rådet

4 anbefalinger, herunder overvejelse af et forbud mod håndholdte

mobiltelefoner under kørsel.

Om denne anbefaling fremgår af rapporten, at der ikke foreligger

dokumentation for, at brug af håndholdte mobiltelefoner under kørsel har ført

til trafikuheld, men flere forskningsresultater peger på, at kørslen bliver

mere usikker, og førerens reaktionstid bliver forøget.

Videre fremgår det, at accept alene af håndfri installationer vil være et

signal om, at der er trafiksikkerhedsmæssige problemer forbundet med at

telefonere under kørsel, og et forbud mod telefonering med håndholdte

mobiltelefoner vil derfor dels kunne begrænse brug af mobiltelefon, dels

kunne opmuntre fabrikanter og installatører til at udvikle enklere og

billigere installationssystemer.

Færdselssikkerhedskommissionen har i en udtalelse over Rådets rapport,

specielt omkring anbefalingen af at overveje et forbud om brug af håndholdte

telefoner, anført følgende:

» En enig kommission finder, at brug af håndholdte

mobiltelefoner under kørsel reducerer førerens fulde koncentration om

trafikken, specielt når telefonen anvendes i »tæt« trafik. En

enig kommission anbefaler, at førere, der agter at benytte

mobiltelefon under kørsel, får installeret håndfri betjening.

Med i overvejelserne om et eventuelt forbud mod håndholdte mobiltelefoner

under kørsel finder et flertal af kommissionens medlemmer det relevant

at inddrage det aspekt, at der også er andre faktorer, der medfører, at

bilister er mindre koncentrerede i trafikken, og som det i givet fald burde

overvejes særskilt at forbyde - f.eks. betjening af radio- og

kassetteafspiller, tænde og ryge tobak osv.

Herefter finder et flertal af Færdselssikkerhedskommissionen, at

den manglende dokumentation om mobiltelefoners negative indvirken på

trafikulykker vægtet overfor de positive aspekter ved brug af mobiltelefoner

i biler - herunder anmeldelse af spritbilister og biltyve samt oplysninger om

færdselsulykker osv. - medfører, at et lovindgreb mod brug af håndholdte

mobiltelefoner under kørsel ikke kan anbefales.'

Der er ikke rejst tvivl om, at brug af håndholdte mobiltelefoner under

kørsel reducerer førerens koncentration om trafikken.

I den forbindelse bemærkes det også, at en enig

Færdselssikkerhedskommission har anbefalet, at førere, der agter at benytte

mobiltelefon under kørsel, får installeret håndfri betjening.

Videre bemærkes, at forslaget ikke er et generelt forbud mod at samtale

med mobiltelefon under kørsel, men et forbud for føreren mod den risikofyldte

brug af håndholdte mobiltelefoner under kørsel.

Et forbud for føreren mod brug af håndholdte mobiltelefoner under kørsel

kan være vanskeligt at håndhæve, f.eks. - såfremt der er flere personer i

bilen - at konstatere, hvem der har brugt den håndholdte mobiltelefon.

Dette er imidlertid også og nok i højere grad situationen allerede i dag,

når det skal bevises, at der foreligger en overtrædelse af færdselslovens §

3, hvorefter den udviste adfærd, f.eks. brugen af mobiltelefoner, forårsagede

fare eller forvoldte skade for andre.

Et forbud som det, regeringen lægger op til, behøver ikke at

vanskeliggøre, at der tilgår politiet oplysninger om trafikulykker,

anmeldelser af lovovertrædelser, f.eks. spritkørsel, såfremt der sker

installation, der muliggør håndfri betjening. Samtidig vil det fortsat være

muligt f.eks. at køre ind på en rasteplads eller holde ind til siden, hvor

det trafikalt er forsvarligt, for at foretage disse opkald.

I tilknytning til et forbud mod førerens brug af håndholdte mobiltelefoner

under kørsel foreslås en bemyndigelsesbestemmelse for trafikministeren til at

fastsætte nærmere regler om brug af teleudstyr under kørsel. En sådan

bemyndigelse vil sikre, at trafikministeren i fremtiden kan fastsætte nærmere

regler for brug af andet teleudstyr under kørsel, hvilket kan være

hensigtsmæssigt og nødvendigt set i relation til den teknologiske udvikling,

der er på området.

Hensigten med bemyndigelsesbestemmelsen er at skabe mulighed for

trafikministeren til at regulere området for brug af andet teleudstyr i

køretøjer, f.eks. hvis forskning og/eller ulykkesstatistikken tilsiger en

sådan regulering.

Det kan i den forbindelse blive nødvendigt med særlige regler for f.eks.

førere af udrykningskøretøjer m.v.

Forud for udstedelse af sådanne nye bestemmelser vil der naturligvis blive

foretaget en høring af relevante myndigheder og organisationer.

Til nr. 11

Betegnelsen »orienterende køreprøve« har siden indførelsen ved

færdselsloven af 1976 været brugt som betegnelsen for den køreprøve, der

foretages som en kontrol af førerens kørefærdighed i forbindelse med en

frakendelse af førerretten.

Da den orienterende køreprøve af føreren med rette opleves som en

kontrolforanstaltning, foreslås betegnelsen ændret til »kontrollerende

køreprøve«.

Til nr. 12

Efter de gældende regler er det en forudsætning for generhvervelse af

førerretten efter en ubetinget frakendelse, at ansøgeren består en

orienterende køreprøve. Denne køreprøve består af en teoretisk og en praktisk

prøve og gennemføres efter samme retningslinier som en almindelig køreprøve.

Der stilles i dag ikke krav om forudgående køreundervisning i forbindelse med

indstilling til orienterende køreprøve.

Efter forslaget åbnes der mulighed for at fastsætte krav om, at

generhvervelse af førerretten efter ubetinget frakendelse som følge af

spiritus- eller promillekørsel betinges af, at ansøgeren forinden aflæggelsen

af en kontrollerende køreprøve gennemgår fornyet køreundervisning i form af

et kursus om alkohol og trafik.

En undervisningsplan for en sådan køreundervisning kunne udformes efter

følgende retningslinier:

1. Trafikantadfærd (svarende til afsnit 4 i den nuværende

undervisningsplan for køreuddannelsen til almindelig personbil).

2. Virkningerne af spirituskørsel (detaljeret indlæring af mulige

konsekvenser af spirituskørsel, eksempelvis ved billedbeskrivelse af

dødsulykker eller ved besøg på skadestuer).

3. Manøvrer på vej med særlig vægt lagt på kendskab til ulykker (delvis

anvendelse af afsnit 7 i den nugældende undervisningsplan).

4. Forberedelse til køreprøve (svarende til afsnit 9 i den nugældende

undervisningsplan).

Samme undervisningsplan kan udformes således, at planen eventuelt også vil

kunne anvendes i forbindelse med generhvervelse af førerretten efter andre

grove færdselsforseelser.

Indførelse af en undervisningsplan som beskrevet vil formentlig indebære

et undervisningsforløb for generhvervelse af 10-12 timers varighed i

kombineret teoretisk og praktisk køreundervisning.

Til nr. 13

Ændringen er en konsekvens af forslaget om indførelse af et krav om

fornyet køreundervisning forud for afholdelse af køreprøve for personer, hvis

førerret har været frakendt ubetinget som følge af spiritus- eller

promillekørsel. Disse personer skal ikke kunne undslå sig fra kravet om

køreundervisning og kontrollerende køreprøve, selv om de efter det forhold,

der gav anledning til tiltalen, og inden for det sidste år før ansøgningen om

generhvervelse af kørekort, måtte have bestået en køreprøve.

Til nr. 14

Der skal i dag ikke aflægges en orienterende køreprøve efter en betinget

frakendelse af førerretten som følge af promillekørsel med en alkoholpromille

over 0,80, selv om det må lægges til grund, at personer, der har kørt

promillekørsel, har vist manglende agtpågivenhed med hensyn til bilkørsel og

spiritusforbrug. Uanset at denne manglende agtpågivenhed udover en bøde alene

sanktioneres i form af en betinget frakendelse af førerretten, bør det

ved samme lejlighed sikres, at føreren er i besiddelse af tilstrækkeligt

kendskab til reglerne, således som det er tilfældet i forbindelse med

betinget frakendelse i øvrigt.

Forslaget lægger således op til, at der indføres et krav om kontrollerende

køreprøve også efter de nævnte tilfælde af promillekørsel, selv om forholdet

alene har medført betinget frakendelse. Om betegnelsen »kontrollerende

køreprøve« henvises til bemærkningerne til nr. 11.

Ved forslaget lægges der endvidere op til, at der skal aflægges en

kontrollerende køreprøve i tilfælde af betinget frakendelse af førerretten

ved spirituskørsel under særlig formildende omstændigheder, hvor der ikke i

dag skal aflægges en orienterende køreprøve.

Til nr. 15

Forslaget er en sproglig konsekvens af forslaget i nr. 14.

Til nr. 16

Ved forslaget indføres der hjemmel for trafikministeren til at fastsætte

nærmere bestemmelser om indholdet af den køreundervisning, som, jf. forslaget

under nr. 12, for fremtiden bliver en betingelse for generhvervelse af

førerretten efter en ubetinget førerretsfrakendelse.

Under bemærkningerne til nr. 12 er indholdet for en sådan undervisning

nærmere skitseret.

Til nr. 17

Det har igennem længere tid været et ønske fra veteranbilklubberne, at der

bliver gennemført en ordning, hvorefter ejere af biler og motorcykler

indregistreret første gang før 1. april 1958 kan anskaffe og anvende

historisk korrekte emaljenummerplader på sådanne køretøjer.

Forslaget bemyndiger trafikministeren til at fastsætte de nærmere regler

for en sådan ordning.

En historisk korrekt nummerplade vil være en nummerplade, som er

fremstillet med hvide bogstaver på sort emaljegrund, og hvor

registreringsnummeret er angivet med de indtil 1. april 1958 anvendte

bogstavkoder for geografisk tilhørsforhold efterfulgt af et løbenummer.

Det er hensigten at etablere en ordning, hvorefter Dansk Veteranbilklub

angiver kendingsbogstav og pladetype og i hvert enkelt tilfælde indestår for,

at der er tale om en historisk korrekt nummerplade. Rigspolitiet skal tildele

pladen løbenummer. Ved anskaffelse af emaljenummerplader vil der således ikke

blive samme valgfrihed, som der er ved ønskenummerplader med hensyn til tal-

og bogstavkombinationer.

Nummerpladerne skal følge køretøjet og ikke ejeren, hvilket vil sige, at

ejeren mister nummerpladen ved afmelding ligesom ved almindelige

nummerplader, og en eventuel udskiftning af nummerpladerne - f.eks. på grund

af flytning (disse nummerplader har geografisk tilhørsforhold) - skal ske på

ejerens foranledning og bekostning.

Der vil i typografisk henseende blive tale om 4 forskellige nummerplader

for perioden frem til 1. april 1958. Pladerne skal fremstilles ved

Rigspolitiets foranstaltning.

I lighed med hvad der gælder for administrationen af

ønskenummerpladeordningen, indeholder forslaget hjemmel til, at

trafikministeren kan bestemme, at Rigspolitichefens afgørelser i disse sager

ikke kan påklages.

Til nr. 18

Af de nuværende regler om brug af styrthjelm fremgår, at børn under 12 år

ikke har pligt til at anvende styrthjelm under kørsel på motorcykel, jf.

færdselslovens § 81, stk. 3, modsætningsvis.

Styrthjelme skal ifølge Trafikministeriets bekendtgørelse af 22. juni 1995

om styrthjelme være mærket. Uanset at bestemmelsen nævner flere former for

mærkning, findes der kun E-godkendte styrthjelme på markedet.

En styrthjelm kan E-godkendes, såfremt den opfylder og produceres i

henhold til ECE-regulativ 22 om ensartede forskrifter om godkendelse af

styrthjelme for førere og passagerer på motorcykler og knallerter. Det

fremgår af regulativet, at styrthjelme med en diameter på mindst 48 cm kan

E-godkendes.

I forbindelse med udarbejdelsen af Trafikministeriets bekendtgørelse af

22. juni 1995 om styrthjelme blev det overvejet, hvorvidt der skulle indføres

krav om, at børn under 12 år skulle anvende fastspændte styrthjelme i

forbindelse med kørsel på motorcykel. I den forbindelse fik Trafikministeriet

fra Motorcykelbranchens Landsforbund oplyst, at der ikke produceres

styrthjelme til børn under 12 år.

Efterfølgende har Trafikministeriet fået oplyst, at sådanne styrthjelme

produceres og er E-godkendt, men at de i almindelighed ikke forhandles i

Danmark.

Sundhedsstyrelsen har oplyst, at børn i 8 års alderen, efter styrelsens

vurdering, har en struktur i hals og nakke, der er tilstrækkeligt udviklet

til at tåle den belastning, som en styrthjelm medfører ved deceleration.

Sundhedsstyrelsen har derfor ingen indvendinger mod, at aldersgrænsen for

børns brug af styrthjelm under kørsel på motorcykel nedsættes til 8 år.

På baggrund af disse oplysninger foreslås aldersgrænsen for pligt til at

anvende styrthjelm under kørsel på motorcykel nedsat fra 12 til 8 år.

Bestemmelsen foreslås først ikraftsat den 1. januar 1998, således at

hjelmene kan være i handelen, før påbudet træder i kraft.

Til nr. 21

Ved lov om ændring af færdselsloven, lov nr. 317 af 17. maj 1995,

indførtes en ny bestemmelse (§ 88a), hvorefter trafikministeren bl.a. kan

fastsætte regler, der helt eller delvis fritager personer med handicap for at

efterkomme bestemmelser om parkering og standsning fastsat i medfør af

færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1.

Disse bestemmelser skal afløse de gældende bestemmelser i

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 1. august 1988.

De gældende regler indebærer, at parkeringsrestriktioner er lempeligere

for de personer med handicap, der har opnået særlig tilladelse hertil.

Tilladelse gives ved tildeling af et særligt invalideskilt.

Invalideskilte tildeltes indtil 31. december 1995 af Bolig-, Motor- og

Hjælpemiddeludvalget (BMH).

Da BMH's virksomhed ophørte med udgangen af 1995, blev dets opgaver

overtaget af De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) fra 1. januar 1996.

BMH's, nu DSI's, afgørelser har efter praksis kunnet påklages til

Færdselsstyrelsen.

Det betyder, at den gældende ordning i praksis har været administreret af

en privat organisation, der ikke er omfattet af forvaltningslovens regler.

Færdselsloven indeholder ikke hjemmel til at delegere opgaver efter loven til

private organisationer.

Der har ikke hidtil været udtrykkelig hjemmel til, at en privat

organisation varetager denne opgave.

Formålet med ændringen er at sikre udtrykkelig hjemmel til en sådan

delegation, således at ordningen kan fortsætte. Samtidig indføres der hjemmel

til, at trafikministeren kan fastsætte nærmere regler om den private

administration af bestemmelserne.

Disse regler skal sikre, at administration udøves i overensstemmelse med

forvaltningslovens regler om offentlig forvaltning (partshøring, begrundelse

m.v.).

Endvidere er det hensigten at fastsætte bestemmelser om, at den private

organisations afgørelser kan påklages til trafikministeren. I praksis skal

klagerne behandles af Færdselsstyrelsen, jf. bekendtgørelse nr. 215 af 22.

marts 1994 om henlæggelse af beføjelser til Færdselsstyrelsen.

Endelig skal der fastsættes regler for betaling for tilladelsen, således

at den private organisation kan få udgifterne ved administrationen og

fremstilling af skilte m.v. dækket af ansøgerne i forbindelse med udlevering

af skiltene.

Til nr. 23

Førstegangsbrugstyveri af en bil straffes normalt med bøde på 3.000 kr.

Brugstyveri i kombination med spirituskørsel, der medfører frihedsstraf, vil

normalt ikke medføre en forhøjelse af straffen for spirituskørslen.

Brugstyveri i kombination med spirituskørsel, der alene medfører bødestraf,

vil derimod medføre en forhøjelse af bøden.

Det er politiets erfaring, at der er højere risiko for uheld, herunder

uheld, der indebærer personskade, når spirituskørsel foregår i en

brugsstjålet bil. I disse tilfælde vil der således ofte være tale om mere

uforsigtig kørsel, idet formålet typisk ikke blot er transport.

Den generelle risiko, der kan være forbundet med, at spiritus- eller

promillekørsel foregår i et brugsstjålet køretøj, bør modvirkes ved et

strafferetligt værn i form af forhøjet straf, og forslaget lægger derfor op

til, at der i disse tilfælde skal ske en skærpelse af straffen (men ikke

frakendelsestiden) for spiritus- eller promillekørsel til næste

strafposition. I tilfælde, hvor normalstraffen er bøde (svarende til en

nettomånedsløn), skal den således stige til en skærpet bøde eller til

frihedsstraf. Er normalstraffen frihedsstraf, skal denne være længere.

Efter forslaget vil eksempelvis straffen for et førstegangstilfælde af

spirituskørsel med en promille på mellem 1,51-2,00 skærpes fra bøde (svarende

til en nettomånedsløn) til 14 dages hæfte, hvis kørslen foregår i en

brugsstjålet bil. Er der tale om et andengangstilfælde af spirituskørsel med

samme promille, stiger straffen fra 14 til 20 dages hæfte. Nedenfor er i

skematisk form gengivet det strafniveau, som efter forslaget i de typiske

tilfælde vil kunne komme i anvendelse ved spiritus- og promillekørsel med

brugsstjålet køretøj:

-----------------------------------------

Promille Straf

1. gangstilfælde:

a. Uden skærpende omstændigheder

0,51-1,20 (Skærpet) bøde

1,21-1,50 10 dages hæfte

1,51-2,00 14 dages hæfte

2,01-2,50 20 dages hæfte

2,51- 30 dages hæfte

b. Med skærpende omstændigheder

0,51-1,20 10 dages hæfte

1,21-1,50 14 dages hæfte

1,51-2,00 20 dages hæfte

2,01-2,50 30 dages hæfte

2,51- 40 dages hæfte

2. gangstilfælde:

a. Uden skærpende omstændigheder

0,51-1,50 14 dages hæfte*

1,51-2,00 20 dages hæfte*

2,01-2,50 30 dages hæfte*

2,51- 40 dages hæfte*

b. Med skærpende omstændigheder

0,51-1,50 20 dages hæfte*

1,51-2,00 30 dages hæfte*

2,01-2,50 40 dages hæfte*

2,51- 50 dages hæfte*

3. gangstilfælde

0,51-2,50 Minimum 40 dages hæfte**

2,51- 50 dages fængsel

* Forhøjes med hæfte i 10 dage ved kørsel i frakendelsestiden.

Forhøjes til 30 dages fængsel ved kørsel i frakendelsestiden.

------------------------------------------- Foruden fastsættelse af straf

efter færdselsloven for spiritus- eller promillekørsel samt eventuelt

endvidere for kørsel uden at have erhvervet eller generhvervet førerret, jf.

forslagets § 1, nr. 24, skal det indgå i strafudmålingen, at der tillige skal

fastsættes en straf efter straffelovens § 293, stk. 1, for brugstyveri.

Som ovenfor anført straffes brugstyveri i førstegangstilfælde (over 18 år)

med en bøde på 3.000 kr. I gentagelsestilfælde er straffen ofte frihedsstraf.

Ved pådømmelse af spiritus- eller promillekørsel i en brugsstjålet bil skal

der således efter straffelovens § 88 udmåles en fællesstraf. Straffens

størrelse vil bero på en konkret bedømmelse i hvert enkelt tilfælde af blandt

andet den tiltaltes forstraffe og personlige forhold.

Til nr. 24

Straffen for kørsel uden at have erhvervet kørekort er som udgangspunkt

bøde.

Ifølge Rigsadvokatens bødekatalog er udgangspunktet for de første 4

tilfælde af kørsel uden at have erhvervet kørekort bøde fra 1.200 kr.

den første gang til 3.000 kr. den fjerde gang. Først ved femtegangskørsel

uden kørekort idømmes frihedsstraf (sædvanligvis hæfte i 7 dage). Derefter

stiger frihedsstraffens længde gradvis.

Kørsel i frakendelsestiden straffes med bøde, som i førstegangstilfældene

almindeligvis svarer til en måneds nettoløn, dog mindst 1.000 kr., svarende

til bødestraffen for en førstegangsspirituskørsel med en alkoholpromille

mellem 1,21 og 2,00.

I gentagelsestilfælde stiger straffen til hæfte eller fængsel i indtil 1

år, således at der i andengangstilfælde normalt idømmes 14 dages hæfte.

En stor del af de alvorligste ulykker, hvor spiritus er involveret, er

forvoldt af personer uden førerret. Således havde 24 % af førerne i 501

ulykker i 1994, der medførte dræbte eller alvorligt skadede personer, ikke

erhvervet eller generhvervet førerret.

Kørsel uden kørekort optræder i forbindelse med spirituskørsel ofte som

manglende generhvervelse af førerretten efter frakendelsestidens

udløb. Kørsel uden nogensinde at have erhvervet kørekort eller modtaget

køreundervisning må generelt betragtes som mere risikofyldt end kørsel, der

foretages af en person, som tidligere har haft kørekort, og som kører uden at

have erhvervet retten til at føre bil efter en frakendelse.

Hensynet til retshåndhævelsen medfører dog, at kørsel i frakendelsestiden

må anses som grovere end de øvrige tilfælde af kørsel uden at have

generhvervet førerret, og at straffen i disse tilfælde må være højere. Dette

er også tilfældet i den aktuelle strafudmålingspraksis.

Det bør imidlertid søges imødegået, at der på grund af beskedne bøder for

kørsel uden at have erhvervet eller generhvervet førerret

»spekuleres« i ikke at gå til køreprøve.

Gennemsnitsudgiften til køreundervisning ved førstegangserhvervelse af

kørekort ligger i dag sædvanligvis på 8-10.000 kr. for en nybegynder, mens

udgiften er væsentligt lavere ved generhvervelse af kørekort, hvor der i dag

ikke er undervisningspligt, og hvor generhververen typisk vil kunne nøjes med

en eller få timers undervisning før aflæggelse af køreprøven. I begge

tilfælde kommer derudover udgifter til indhentelse af en lægeattest samt

betaling for afholdelse af køreprøve (p.t. 500 kr., som efter forslagets § 1,

nr. 33, for kontrollerende prøver hæves til 750 kr.)

Forslaget skal derfor også ses i sammenhæng med den foreslåede

undervisning ved køreprøver efter ubetinget frakendelse af førerretten som

følge af spiritus- eller promillekørsel, jf. nr. 12, hvorfor det er af stor

betydning, at kørsel uden førerret begrænses mest muligt.

Ved forslaget lægges der op til, at bødestraffen for overtrædelse af

færdselslovens § 56, stk. 1, skærpes, således at bødens størrelse som

udgangspunkt i højere grad end i dag kommer til at stå i forhold til de

udgifter, der er forbundet med at erhverve eller generhverve kørekort. På

denne baggrund anses en bøde med et udgangspunkt på 5.000 kr. som passende i

førstegangstilfælde og med en forhøjelse heraf i gentagelsestilfælde, således

at bøden i andengangstilfælde stiger til 6.000 kr., i tredjegangstilfælde

stiger til 7.500 kr. og i fjerdegangstilfælde stiger til 10.000 kr. Ved

femtegangskørsel uden kørekort idømmes som i dag hæfte (7 dage), hvorefter

frihedsstraffens længde stiger gradvis.

Nedenfor sammenlignes i skematisk form gældende strafpraksis med

forslagets indstilling til kommende strafpraksis:

Gældende straf Forslagets straf

1. gang 1.200 kr. 5.000 kr.

2. gang stigende 6.000 kr.

3. gang til 7.500 kr.

4. gang 3.000 kr. 10.000 kr.

5. gang 7 dages hæfte 7 dages hæfte

Til nr. 25

Bestemmelsen fastsætter hjemmel til at straffe overtrædelser af forslagets

nr. 10 om brug af håndholdte mobiltelefoner med bøde. Der henvises til

bemærkningerne til nr. 10 (ny § 55 a).

Til nr. 26

I henhold til færdselslovens §§ 42 og 43 eksisterer der 3 former for

hastighedsgrænser: 1) generelle hastighedsgrænser for kørsel i tættere

bebygget område (50 km/t), for kørsel uden for tættere bebygget område (80

km/t) og for kørsel på motorvej (110 km/t), 2) lokalt fastsatte

hastighedsgrænser og 3) køretøjsbestemte hastighedsgrænser; f.eks. må

hastigheden for busser aldrig overstige 80 km/t, for lastbiler må hastigheden

aldrig overstige 70 km/t, i bymæssig bebyggelse dog ikke over 50 km/t, selvom

der lokalt er fastsat en højere hastighedsgrænse, og for biler med en tilladt

totalvægt på ikke over 3.500 kg må hastigheden aldrig overstige 70 km/t, hvis

der er tilkoblet påhængsvogn, sættevogn eller registreringspligtigt

påhængsredskab, herunder campingvogn.

I medfør af færdselslovens § 118, stk. 3, som blev indført ved lov nr. 283

af 29. april 1992, udmåles der for alle køretøjer en skærpet bøde ved

hastighedsovertrædelser på motorvej med en hastighedsgrænse på 100 km/t eller

derover. Det samme gælder for lastbiler også på den øvrige del af vejnettet,

hvilket i forarbejderne til ovennævnte lovændring (FT 1990-91, tillæg A sp.

4155), er begrundet med, at selvom hyppigheden af uheld for lastbiler m.v.

stort set var den samme som uheldshyppigheden for personbiler, var antallet

af dræbte ved disse uheld flere gange større, end tilfældet var for uheld med

personbiler.

Det fremgår ligeledes af forarbejderne, at tanken bag det skærpede

bødeniveau i henhold til færdselslovens § 118, stk. 3, er, at bøderne skal

afspejle den risikoforøgelse, som hastighedsoverskridelsen medfører. Der

skete derfor i forbindelse med lovændringen en omlægning af bødeberegningen i

sager om hastighedsovertrædelser, således at der tages udgangspunkt i den

procentuelle overskridelse af den aktuelle hastighedsgrænse, og således at

bødeberegningen sker efter en progressivt stigende skala. Denne

beregningsmetode anvendes, hvad enten der er tale om overskridelse af en

generel hastighedsgrænse, en lokalt fastsat hastighedsgrænse eller en

køretøjsbestemt hastighedsgrænse.

Baggrunden for den særligt skærpede bødetakst ved hastighedsovertrædelser

på motorveje med en hastighedsgrænse på 100 km/t eller derover er i

forarbejderne herudover forklaret med miljømæssige og energimæssige hensyn.

Der er imidlertid rejst kritik af de skævheder i bødetaksterne, som

bestemmelsen medfører.

En konsekvens af, at det i forbindelse med lovændringen i 1992 blev

besluttet at lade vejens karakter (motorvej) være afgørende for

bødestørrelsen, er, at bøden for en given procentvis overtrædelse af en

køretøjsbestemt hastighedsgrænse for andre køretøjer end lastbiler er større

ved kørsel på motorvej end ved kørsel på den øvrige del af vejnettet, hvor

uheldsrisikoen alt andet lige er større.

Rigspolitichefen har i forbindelse med ovenstående kritik efter anmodning

fra Trafikministeriet indhentet erfaringsmateriale om anvendelsen af

færdselslovens § 118, stk. 3.

I den forbindelse har Rigspolitichefen foretaget en opgørelse over

antallet af sager, som Rigspolitichefens Færdselspoliti i perioden fra 12.

oktober 1995 til 25. oktober 1995 har behandlet vedrørende anvendelsen af

færdselslovens § 118, stk. 3.

Opgørelsen viste, at der i perioden er behandlet i alt 4.510 sager om

hastighedsovertrædelser for alle køretøjer.

Der blev i alt på motorvej optaget 417 rapporter. Heraf var de 59

rapporter optaget som følge af hastighedsovertrædelser med person- og varebil

med påhængskøretøj, og de 61 skyldtes hastighedsovertrædelser i forbindelse

med lastbilkørsel. Herudover blev der optaget 7 rapporter i forbindelse med

buskørsel og 290 rapporter for hastighedsovertrædelser med personbiler.

Antallet af rapporter optaget i forbindelse med hastighedsovertrædelser på

almindelige landeveje og motortrafikveje beløb sig til i alt 1.241. Heraf

blev der optaget rapport i 36 tilfælde med person- og varebil med

påhængskøretøj, 89 rapporter i forbindelse med lastbilkørsel, 2 rapporter i

forbindelse med buskørsel og 1.114 i forbindelse med personbilkørsel.

For så vidt angår hastighedsovertrædelser i tættere bebygget område er der

i perioden optaget 2.852 rapporter, heraf omhandlede 43 rapporter person- og

varebil med påhængskøretøj, 69 rapporter omhandlede lastbiler, 10 rapporter

omhandlede busser og 2.730 rapporter omhandlede personbiler.

Rigspolitichefen har i forbindelse hermed oplyst, at kontrollen lå en uge

efter hastighedskampagnen »Hastighed i by«, og en del rapporter og

dermed anvendte ressourcer til rapportskrivning hidrører fra målinger i

tættere bebygget område.

Det bemærkes endvidere, at den valgte og relativt korte periode næppe kan

anses for helt dækkende for anvendelsen af færdselslovens § 118, stk. 3, idet

efterårsferie, fravær til andre tjenstlige opgaver, sagsbehandlingen ved

hastighedskampagnen og samtidigt afholdte lokale hastighedskampagner, hvor

Rigspolitichefens Færdselspoliti har medvirket, har haft indflydelse på

rapportoptagelserne.

Rådet for Trafiksikkerhedsforskning har over for Trafikministeriet oplyst,

at totalrisikoen, dvs. den risiko, som en trafikant i et transportmiddel

påfører sig selv og andre, er højst for varebil (6,14 dræbte eller

tilskadekomne pr. 10 mio. km), for busser (2,80), for lastbiler (1,74) og for

personbiler (1,64). Det har ikke været muligt for Rådet for

Trafiksikkerhedsforskning at beregne risikotal for person- eller varebil med

påhængskøretøj.

Som det fremgår af en udtalelsen fra Rådet for Trafiksikkerhedsforskning,

er den risiko, som en trafikant i et transportmiddel påfører sig selv og

andre, størst for de køretøjstyper, hvor der i færdselsloven allerede i dag

er fastsat køretøjsbestemte hastighedsgrænser.

Det findes på denne baggrund færdselssikkerhedsmæssigt uhensigtsmæssigt,

at det alene er lastbiler, der pålignes en skærpet bøde for overtrædelse af

hastighedsgrænserne på det almindelige vejnet.

Således foreslås det, at der for busser og personbiler med en tilladt vægt

på ikke over 3.500 kg med tilkoblet påhængsvogn, sættevogn eller

registreringspligtigt påhængsredskab, herunder campingvogn, ligeledes udmåles

en skærpet bøde for overtrædelser af hastighedsgrænserne på det øvrige

vejnet.

Det vil medføre, at der for alle køretøjstyper, for hvilke der er fastsat

en køretøjsbestemt hastighed, udmåles en skærpet bøde for

hastighedsovertrædelser ikke blot på motorveje men også på det øvrige vejnet.

Det er hensigten, at der skal gælde samme bødeniveau som for lastbiler og

lastbilvogntog, der, som anført i bemærkningerne til lovforslaget forud for

færdselsloven af 24. august 1992, er fastsat således:

Hastighedsoverskridelse

under 20 % 600 kr.

Fra 20 %, men under 30 % 900 kr.

Fra 30 %, men under 40 % 1.300 kr.

Fra 40 %, men under 50 % 1.700 kr.

Fra 50 %, men under 60 % 2.200 kr.

Fra 60 %, men under 70 % 2.900 kr.

Fra 70 %, men under 80 % 3.600 kr.

Fra 80 %, men under 90 % 4.500 kr.

Fra 90 %, men under 100 % 5.600 kr.

100 % eller mere 6.800 kr.

For hastighedsovertrædelser på mere end 70 % vil der efter forslagets § 1,

nr. 41, tillige ske betinget frakendelse af førerretten.

Til nr. 27

Ved lov nr. 474 af 12. juni 1996 om ændring af straffeloven er der fastsat

regler om strafansvar for juridiske personer.

Med nævnte lov er der indført nogle generelle bestemmelser om

kollektivansvar i straffeloven. De nye regler omfatter også lovovertrædelser,

der begås af staten, kommuner og kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om

kommunernes styrelse.

Det er ved lovens vedtagelse forudsat, at allerede gældende bestemmelser

om hjemmel til selskabsansvar ændres ved førstkommende lejlighed.

Forslaget imødekommer denne forudsætning.

Til nr. 28

Efter færdselslovens § 119 a, stk. 1, kan sager om promille- og

spirituskørsel afgøres udenretligt, såfremt det skønnes, at forholdet ikke

vil medføre større straf end bøde, hvis den pågældende erkender sig skyldig i

overtrædelsen og vedtager, dels en bøde, dels en betinget eller ubetinget

frakendelse af førerretten.

I forslagets § 1, nr. 41, foreslås indført en bestemmelse om, at

førerretten skal frakendes betinget, når hastighedsgrænserne overskrides med

mere end 70%.

En sådan frakendelse kan, når der ikke er tale om sager om promille- og

spirituskørsel, alene ske efter retssag ved dom.

Da det efter forslaget nu udtrykkeligt fastsættes i loven, at en

hastighedsoverskridelse på mere end 70% vil medføre en betinget frakendelse

af kørekortet, og der således ikke i forbindelse med sådanne overtrædelser

skal foretages en retlig vurdering af, om overtrædelsen har fremkaldt fare

for skade på person eller ting, foreslås det, at disse sager, som sager om

promille- og spirituskørsel, kan afgøres udenretligt, hvis den pågældende

erkender sig skyldig og erklærer sig rede til at betale en nærmere fastsat

bøde samt vedtager en betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten.

Til nr. 29

Færdselslovens § 119 b, giver justitsministeren - nu trafikministeren i

henhold til kongelig anordning af 25. januar 1993 - hjemmel til efter

forhandling med Advokatrådet at fastsætte vederlag for offentlige forsvareres

bistand i visse sager om spiritus- eller promillekørsel.

Da det er justitsministeren, der i medfør af retsplejelovens § 733, stk.

1, beskikker offentlige forsvarere, er Justitsministeriet og

Trafikministeriet enige om, at det er mest hensigtsmæssigt, at

justitsministeren fastsætter de omhandlede vederlag til offentlige

forsvarere.

Formålet med bestemmelsen er således at præcisere, at kompetencen til at

fastsætte disse honorarer tilbageføres til justitsministeren.

Til nr. 30

Efter § 122 kan justitsministeren - nu trafikministeren - bestemme, at

parkeringskontroller overdrages til særlige parkeringskontrollører ansat

under politiet.

Da de særlige parkeringskontrollører efter § 122 skal ansættes under

politiet, der hører under justitsministeren, er det naturligt, at der

forinden forhandles med justitsministeren.

Ændringsforslaget fastslår en pligt til sådanne forhandlinger.

Til nr. 31

Ved forslaget præciseres det, at ikke alene teoriprøven men tillige den

praktiske prøve til erhvervsmæssig personbefordring til kategori D (bus) kan

afvikles som en kombineret prøve sammen med køreprøven til kategori D.

Samtidig understreges det i overensstemmelse med den ændring af

kørekortbekendtgørelsen, der trådte i kraft den 1. juli 1996 som

gennemførelse af Rådets direktiv 91/439/EØF om kørekort, at lastbil og bus er

to selvstændige kørekortkategorier, som nu kræver aflæggelse af hver sin

prøve i modsætning til retsstillingen før den 1. juli 1996, hvor et såkaldt

»stort« kørekort til kategori C (lastbil) eller D (bus) omfattede

begge kategorier.

Til nr. 32

Ved forslaget præciseres det, at der ved en »køreprøve« til stor

motorcykel og almindelig bil med stort påhængskøretøj udelukkende er tale om

en praktisk prøve.

Til nr. 33

Der henvises til bemærkningerne til nr. 11 om den nærmere baggrund for

forslaget om, at betegnelsen »orienterende køreprøve« foreslås

ændret til »kontrollerende køreprøve«.

Ved forslaget forhøjes samtidig betalingen for kontrollerende køreprøve

fra p.t. 500 kr. til 750 kr. Dette beløb reguleres første gang pr. 1. januar

1998, jf. § 124 r. Baggrunden for forhøjelsen er, at de administrative

omkostninger forbundet ved afholdelse af kontrollerende køreprøve efter en

frakendelse af førerretten, jf. forslagets nr. 14, er højere end

omkostningerne ved afholdelse af køreprøve, hvilket bør afspejle sig i

prisen. Den gældende regel, hvorefter der ikke skal ske betaling for første

kontrollerende køreprøve - medmindre der er tale om prøver, der aflægges

efter frakendelse af førerretten - foreslås opretholdt.

Til nr. 34 og 35

Udover de i dag kendte tilfælde, hvor et duplikatkørekort skal udstedes i

anledning af, at det oprindelige kørekort er bortkommet eller beskadiget,

eller i anledning af, at kørekortindehaveren ønsker ændringer anført i

kørekortet, har der i forbindelse med forberedelserne til overgangen til

kørekort af EF-model i overensstemmelse med Rådets direktiv 91/439/EØF om

kørekort vist sig interesse for at ombytte allerede udstedte, gyldige

kørekort af den hidtidige danske kørekortmodel til kørekort af den kommende

EF-model af kreditkorttypen.

Forslaget har til formål at skabe sikker hjemmel for, at der for en sådan

frivillig ombytning, som ikke skyldes, at det oprindelige kørekort er

bortkommet eller beskadiget, eller hvor ønsket om udstedelse af et

duplikatkørekort ikke kan begrundes med, at kørekortindehaveren ønsker

ændringer anført i kørekortet, kan kræves betaling.

Bestemmelsen skal administreres af Rigspolitichefen, der vil kunne træffe

særlige administrative foranstaltninger med henblik på den praktiske

tilrettelæggelse af sådanne frivillige ombytninger af kørekort.

Til nr. 36

Ændringen foreslås som følge af, at der også kan ske godkendelse af

køretøjers indretning og udstyr i henhold til forordning. For at opnå, at der

også kan kræves betaling for godkendelser, der sker i henhold til forordning,

er det nødvendigt med hjemmel hertil i færdselsloven.

Til nr. 37 og 39

Historisk korrekte emaljenummerplader vil have en kulturhistorisk værdi.

Hertil kommer, at veterankøretøjer typisk er samlerobjekter, hvorfor det

anses for rimeligt, at prisen for de historisk korrekte nummerplader som

udgangspunkt holdes på samme niveau som prisen for almindelige nummerplader.

Imidlertid er fremstilling af emaljenummerplader dyrere end fremstilling

af almindelige nummerplader. På denne baggrund foreslås det, at der for de

historisk korrekte emaljenummerplader skal betales et beløb udover prisen for

almindelige nummerplader, således at den samlede pris dækker de særlige

produktionsomkostninger, der er forbundet med fremstilling af sådanne plader.

Rigspolitiet har i juli 1994 indhentet tilbud fra den sædvanlige

nummerpladeproducent, der dengang anslog produktionsprisen til knap 400 kr.

(382,06 kr.) pr. stk., hvori yderligere skulle indregnes afskrivning af

investering i værktøjer m.v.

Om selve ordningen med emaljenummerplader (historisk korrekte

nummerplader) henvises til bemærkningerne under nr. 17.

Til nr. 38

Trafikministeren kan i medfør af færdselslovens § 73, stk. 1, nr. 2,

fastsætte bestemmelser om nummerplader.

Der har vist sig at være behov for en tredje nummerplade, idet en del

stativer, der kan monteres bag på biler ved transport af f.eks. cykler,

barnevogne, kørestole og andet gods, tildækker bilens nummerplader,

baglygter, stoplygter og blinklys, hvilket er i strid med færdselslovens §

82, stk. 1, 2. pkt. Ved anvendelse af en tredje nummerplade i

lygtetændingstiden skal nummerpladen være monteret med nummerpladebelysning.

Det kan således være nødvendigt at montere den tredje nummerplade på en

særlig lygtebro med nummerpladebelysning samt baglygter, stoplygter og

blinklys.

Ordningen med en tredje nummerplade vil være frivillig, idet et alternativ

er at transportere gods på et stativ, hvor nummerplade og lygter ikke

tildækkes, f.eks. på bilens tag, og hvor anvendelse derfor ikke krænker

forbudet i færdselslovens § 82 mod tildækning af lygter og nummerplader.

Baggrunden for forslaget om, at en yderligere nummerplade skal fremstilles

og forhandles af det offentlige, er, at udformningen af pladerne skal være

ensartet, og kvaliteten skal opfylde de krav, som må stilles til plader, som

skal kunne identificere det pågældende køretøj. En fravigelse herfra vil

belaste politiet bl.a. med en række kontrolopgaver. Hertil kommer, at privat

fremstillede plader vil kunne misbruges f.eks. som erstatningsplader, ligesom

der kan opstå tvivl om ejerforholdet til en sådan nummerplade i forbindelse

med inddragelse ved misbrug.

Færdselslovens § 124 j opregner typer af nummerplader, for hvilke der skal

ske betaling. Den foreslåede ændring tilføjer en ny nummerpladetype, der

klart skal adskille sig fra andre nummerplader for at sikre, at den ikke

anvendes på andre registreringspligtige køretøjer.

Forslaget medfører direkte udgifter for staten til fremstilling af en

sådan nummerplade. Rigspolitichefen har i december 1991 indhentet tilbud fra

den sædvanlige nummerpladeproducent, der dengang afgav et tilbud om at levere

en rektangulær rød nummerplade med rød ramme og røde bogstaver for 78,50 kr.

pr. stk. Hertil kommer udgifter i forbindelse med administration og kontrol.

Baggrunden for, at prisen for de foreslåede nye nummerplader bliver 100

kr. pr. stk., er, at ordningen ikke forøger statens udgifter til

færdselssikkerhedsmæssige foranstaltninger og kontrol. Ordningen forventes at

blive udgiftsneutral for det offentlige.

Prisen for en tredje nummerplade er endvidere fastsat under hensyn til, at

der er tale om en ekstra nummerplade, der kun kan anvendes efter, at der er

betalt for et sæt nummerplader.

Kostprisen giver grundlag for, at brugen af tredje nummerplade fremmes

mest muligt.

Til nr. 40

Det foreslås, at betalingen for syn, omstillingssyn, en tredje nummerplade

og grundprisen for historisk korrekte nummerplader satsreguleres i lighed med

andre betalinger fastsat i færdselsloven.

Til nr. 41

Efter den gældende bestemmelse i færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, skal

retten til at føre motordrevet køretøj frakendes føreren af et sådant

køretøj, såfremt han »under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til

færdselssikkerheden har voldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare

herfor«. Bestemmelsen svarer i det væsentlige ordret til den tidligere

færdselslovs § 70 a, stk. 1, nr. 1, som affattet ved lov nr. 270 af 26. juni

1975.

Fra praksis i forbindelse med overtrædelse af færdselslovens § 126, stk.

1, nr. 1, kan således nævnes tilsidesættelse af vigepligtsregler, højre- og

venstresvingssager, fremkørsel mod rødt lys, påkørsel af fodgænger i

fodgængerfelt, overhaling og overskridelse af spærrelinie,

hastighedsovertrædelser, mangler ved køretøj og forsætlig påkørsel. Det skal

i den forbindelse bemærkes, at opremsningen ikke er udtømmende.

Ved overtrædelse af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, frakendes

førerretten som udgangspunkt betinget, jf. § 126, stk. 2.

Efter retspraksis, der går tilbage til tiden før gennemførelsen af lov nr.

270 af 26. juni 1975, og som har været fulgt af begge landsretter, sker der

sædvanligvis førerretsfrakendelser ved hastighedsovertrædelser, når

hastigheden har været dobbelt så høj som tilladt eller højere. Retstilstanden

er beskrevet i overensstemmelse hermed i bemærkningerne til den ved lov nr.

283 af 29. april 1992 gennemførte ændring af færdselsloven, jf.

Folketingstidende 1991/92 tillæg A sp. 4271.

I retspraksis såvel forud for som efter gennemførelsen af lov nr. 270 af

26. juni 1975 har der - svarende til de gengivne bemærkninger i

Folketingstidende 1974/75 tillæg A sp. 1995-96 - ikke været stillet krav om,

at kørslen i det konkrete tilfælde har fremkaldt en farlig situation for

personer eller ting.

Højesteret har i 4 sager (II 340/1994, II 145/1994, II 146/1994 samt II

13/1994) alle afsagt den 20. december 1994 vedrørende fortolkningen af

færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, udtalt, at anvendelsesområdet for

førerretsfrakendelse som følge af hastighedsovertrædelser fastlægges i

overensstemmelse med den nævnte praksis, herunder at frakendelsen ikke er

betinget af, at det godtgøres, at personer eller ting har været udsat for

konkret fare. I forbindelse med sådanne hastighedsovertrædelser kan de

nærmere omstændigheder ved kørslen eller vejforholdenes beskaffenhed herefter

kun begrunde, at frakendelse undlades, hvis ganske særlige forhold gør sig

gældende.

Som ovenfor nævnt vil førerretsfrakendelse efter den foreliggende

retspraksis sædvanligvis finde sted, når der har været tale om en

overtrædelse af den højst tilladte hastighed med 100%.

Ifølge retspraksis kan førerretsfrakendelse ligeledes ske, når hastigheden

ikke har været dobbelt så høj som den tilladte hastighed. Det gælder udover i

gentagelsestilfælde navnlig i situationer, hvor forekomst af konkret fare,

ulempe samt vej- og oversigtsforhold spiller en rolle i vurderingen af

spørgsmålet om, hvorvidt førerretten skal frakendes ved en

hastighedsovertrædelse på mindre end 100%.

Sammenhængen mellem hastigheder og trafikulykker er veldokumenteret både

fra danske og udenlandske undersøgelser. Det kan således med ret stor

sikkerhed beregnes, at en nedsættelse af gennemsnitshastigheden på det danske

vejnet til et niveau, der svarer til de nuværende hastighedsgrænser, vil

kunne reducere det årlige antal dræbte med mindst 100 og det årlige antal

tilskadekomne med ca. 1.500.

For høj hastighed er således en af de hyppigste uheldsårsager - om ikke

den hyppigste - i Danmark.

For at fastslå, at hastighedsovertrædelser er uacceptable, og da disse

overtrædelser fortsat er skyld i alt for mange alvorlige færdselsulykker, bør

bestemmelsen skærpes, således at førerretten frakendes ved

hastighedsovertrædelser på mere end 70%, hvilket er baggrunden for, at der

tilføjes et nyt nr. 2 i færdselslovens § 126, stk. 1.

Bestemmelsen omfatter både overtrædelse af de generelle

hastighedsbestemmelser i lovens § 42, de køretøjsbestemte

hastighedsbestemmelser i lovens § 43 samt lokale hastighedsbestemmelser

fastsat af politiet i medfør af lovens § 92.

Forslaget har ikke til hensigt at ændre den øvrige praksis for anvendelsen

af § 126, stk. 1, nr. 1, eller dennes anvendelsesområde.

Førerretsfrakendelse bør således fortsat ske i en række tilfælde, selvom

hastigheden ikke har oversteget den tilladte hastighed med 70%. Det gælder

udover i gentagelsestilfælde bl.a. i situationer, hvor forekomst af konkret

fare, ulempe samt vej- og oversigtsforhold indgår i vurderingen af

spørgsmålet om, hvorvidt førerretten skal frakendes ved en

hastighedsovertrædelse på mindre end 70%.

Til nr. 43

Ændringen er en konsekvens af ændringen i nr. 41, hvor der indsættes et

nyt nr. 2 i § 126, stk. 1.

Til nr. 44

Ved forslaget lægges der op til, at den hidtidige forsøgsordning med

hensyn til generhvervelse af førerretten før frakendelsestidens udløb, hvor

spiritus- eller promillekørslen udspringer af et reelt alkoholmisbrug, gøres

permanent. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget er der nærmere

redegjort for baggrunden herfor.

I den gældende udformning af generhvervelsesbestemmelsen er ordningen

forbeholdt førerretsfrakendelser på mindst 3 år og højst 10 år (ved

frakendelse for bestandig har generhvervelsesspørgsmålet skullet bedømmes

efter den generelle regel for generhvervelse efter lovens § 132, stk. 1).

Det indebærer, at det typiske anvendelsesområde for ordningen har været

frakendelser for anden- og trediegangskørsler, idet førstegangstilfældene

sjældent vil give anledning til 3 års frakendelse, og fra og med

fjerdegangstilfældene vil frakendelsen normalt ske for bestandig.

Ved forslaget lempes det tidsmæssige mindstekrav på 3 år med henblik på at

muliggøre, at eksempelvis en førstegangsfrakendelse på 21/2 år, hvor

spirituskørslen må antages at have rod i et reelt alkoholmisbrug, omfattes af

generhvervelsesordningen.

Endvidere lempes den nuværende begrænsning af ordningens anvendelsesområde

til frakendelser af højst 10 års varighed, således at en frakendelse af

førerretten for bestandig efter forslaget også vil blive omfattet af

ordningen. En frakendelse af førerretten for bestandig vil efter forslaget

således kunne indbringes for retten, såfremt de øvrige betingelser herfor er

opfyldt, når 5 år af frakendelsestiden er forløbet.

Baggrunden for den foreslåede udvidelse af ordningen i nedadgående retning

skyldes den hidtidige negative forskelsbehandling af domfældte med

frakendelser mellem 2 og 3 år, som med rette har kunnet opfatte ordningen som

en favorisering af personer, som har kunnet undskylde deres

spirituspåvirkning med et alkoholmisbrug og derved i givet fald har kunnet

undgå dels strafafsoning, dels i væsentlig grad førerretsfrakendelse mod at

underkaste sig en afvænningsbehandling.

Til støtte for forslaget om at lade frakendelser for bestandig omfatte af

ordningen taler, at der i de godt 5 år, hvor generhvervelsesordningen har

været i kraft, har vist sig et behov for også at kunne lade personer, hvis

førerret er frakendt for bestandig som følge af spiritus- eller

promillekørsel, omfatte af ordningen.

Det er dog i begge tilfælde som hidtil fortsat en betingelse, at mindst

11/2 år af frakendelsestiden skal være forløbet, ligesom den pågældende i

mindst 1 år skal have overholdt en kontrolleret behandling mod alkoholmisbrug

forud for sagens indbringelse for retten.

Forslaget om at lempe kravet til afvænningsbehandlingens længde fra 11/2

år til 1 år, således at behandlingsperioden koordineres med

Kriminalforsorgens benådningsordning for domfældte førere med et egentligt,

behandlingskrævende alkoholmisbrug, vil efter Kriminalforsorgens opfattelse

kunne motivere en større del af målgruppen til at gå i behandling.

Fortabelsen af førerretten opfattes af mange som en betydelig mere

indgribende reaktion på en spirituskørsel end en udmålt frihedsstraf, og

muligheden for udover at undgå strafafsoning at kunne generhverve førerretten

vil efter Kriminalforsorgens opfattelse for mange være den

»gulerod«, som bevirker, at de indleder en afvænningsbehandling.

Det er som hidtil endvidere en betingelse, at afvænningsbehandlingen nøje

er fulgt, ligesom det er en forudsætning, at der ikke har været ført

motorkøretøj, hvortil der kræves kørekort, i frakendelsesperioden.

Der bør normalt ikke stilles krav om, at en afvænningsbehandling skal

ligge umiddelbart forud for sagens indbringelse for retten. Ved en

frakendelse for eksempelvis 5 år, må det anses for mere formålstjenligt, at

den pågældende hurtigst muligt indleder et behandlingsforløb i stedet for at

vente hermed i 11/2 år og dermed først påbegynde behandling kort før, at der

udestår 1 år af de 21/2 år, som i dette tilfælde vil være betingelsen for en

generhvervelse efter bestemmelsen i § 132, stk. 2. Derved vil den pågældende

efter dommen have al mulig grund til hurtigt at underkaste sig en

afvænningsbehandling med henblik dels på muligheden for udsættelse og

efterfølgende betinget benådning for frihedsstraffen, dels på muligheden for

generhvervelse af førerretten før tiden.

Til nr. 45

Efter færdselslovens § 134, stk. 2, kan overtrædelse af visse bestemmelser

i de øvrige nordiske landes færdselslovgivning begået i de pågældende lande

straffes i Danmark, selvom der ikke foreligger en overtrædelse af dansk

lovgivning.

Efter stk. 3 kan justitsministeren - nu trafikministeren - bestemme, at

denne regel også skal gælde i forhold til andre lande.

Da bestemmelsen er begrænset af bestemmelserne i straffelovens §§ 7, 10,

10 a og 10 b, og da straffeloven henhører under justitsministerens område,

bør beslutning herom kun ske efter forhandling med justitsministeren.

Til § 2 Loven foreslås at træde i kraft den 1. juli 1997.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 1, nr. 39, om årlig satsregulering får

virkning fra 1. januar 1999.

Om tidspunktet for ikrafttrædelsen af nr. 18 (nedsættelse af alder for

styrthjelmsbrug) henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 18.

Bestemmelsen i § 1, nr. 10, om brug af håndholdte mobiltelefoner foreslås

dog at skulle træde i kraft den 1. juli 1998, således at ejerne af disse

mobiltelefoner får en passende lang periode til at købe og installere en

anordning, der muliggør håndfri betjening.

Ikrafttrædelsen af bestemmelsen i § 1, nr. 3, om, at trafikministeren kan

fastsætte særlige regler om transport af personer på cykel og i

cykelanhænger, foreslås overladt til trafikministerens nærmere bestemmelse,

for derved at sikre, at bestemmelsen først træder i kraft samtidig med, at de

af trafikministeren i en ny bekendtgørelse fastsatte regler herom kan træde i

kraft.

Bestemmelsen i § 1, nr. 12 og 13, om fornyet køreundervisning i tilfælde

af ubetinget frakendelse af kørekortet som følge af spiritus- eller

promillekørsel, herunder undervisning om forholdet mellem alkohol og trafik,

foreslås at skulle træde i kraft på et senere tidspunkt af hensyn til

Færdselsstyrelsens udarbejdelse af rettelsesblade til undervisningsplanerne.

§ 1, nr. 4-6, 22 og 42 om nedsættelsen af promillegrænsen foreslås sat i

kraft, når politiet råder over det nødvendige udstyr.

Ikrafttrædelsen af den beskrevne ordning om anskaffelse og anvendelse af

historisk korrekte emaljenummerplader og om en tredje nummerplade - § 1, nr.

17, 37, 38 og 39 - beror på indgåelse af aftale om fremstilling og levering

af sådanne nummerplader. Rigspolitiet skønner, at ordningen vil kunne træde i

kraft i løbet af 1997. Det foreslås derfor, at ikrafttrædelsen af § 124 j

afventer, at leveringen af de særlige historisk korrekte nummerplader kan

begynde.

Skriftlig fremsættelse

Trafikministeren (Bjørn Westh):

Hermed tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af færdselsloven. (Spiritus- og

promillekørsel, mobiltelefoner m.v.).

(Lovforslag nr. L 176).

Forslaget indeholder en række skærpelser af lovens bestemmelser for at

bedre færdselssikkerheden og nedbringe antallet af færdselsuheld, der dræber

og kvæster mennesker.

Det er regeringens opfattelse, at alkohol og bilkørsel ikke hører sammen.

Forslaget følger derfor op på den handlingsplan om "Spiritus -

Spritdrab", som er udarbejdet af en arbejdsgruppe, jeg som

justitsminister nedsatte i 1995 sammen med den daværende trafikminister.

Forslaget følger således arbejdsgruppens anbefalinger om skærpet straf for

spiritus- og promillekørsel i brugsstjålet køretøj, skærpet straf for kørsel

uden at have erhvervet eller generhvervet kørekort, og om indførelse af krav

om fornyet køreundervisning, når kørekortet er frakendt ubetinget som følge

af spirituskørsel.

Endvidere skærpes sanktionerne for promillekørsel, således at også en

betinget frakendelse af kørekortet medfører, at der skal aflægges en

kontrollerende køreprøve. Det er således min opfattelse, at trafikanter, der

har kørt promillekørsel med en alkoholkoncentration over 0,8, har udvist en

adfærd, der gør det berettiget, at det ved en kontrollerende køreprøve

sikres, at den pågældende trafikant er i besiddelse af tilstrækkeligt

kendskab til færdselslovens regler. Hermed gives der et klart signal om, at

kørsel med alkoholpromille over 0,8 er helt uacceptabelt.

Da udenlandske undersøgelser har vist, at for en gennemsnitsbilist med en

promille på 0,5 er risikoen for færdselsuheld dobbelt så stor som for en

bilist uden alkohol i blodet, og da forsøg har vist, at mange af menneskets

færdigheder, særligt evnen til at reagere på uforudsete hændelser, reduceres

væsentligt ved en promille på 0,5, foreslås promillegrænsen nedsat fra 0,8

til 0,5.

I tilknytning hertil indføres der regler om, at promillen kan bestemmes

ved måling af alkoholkoncentrationer i udåndingsluften. Disse målinger skal i

vidt omfang erstatte blodprøver som middel til at bestemme, om de i loven

fastsatte alkoholkoncentrationer er overskredet.

Sammenhængen mellem hastigheder og trafikulykker er veldokumenteret, og

det kan med ret stor sikkerhed beregnes, at en nedsættelse af

gennemsnitshastigheden på det danske vejnet til et niveau, der svarer til de

gældende hastighedsgrænser, vil kunne reducere antallet af dræbte og

tilskadekomne ganske betydeligt.

Det er derfor regeringens opfattelse, at det ikke alene er spiritus- og

promillekørsel, der er et alvorligt problem for færdselssikkerheden. Også

hastighedsovertrædelser - især meget store hastighedsovertrædelser - er helt

uacceptable. For at understrege dette indføres en bestemmelse om, at

hastighedsovertrædelser på mere end 70 % af de fastsatte hastighedsgrænser

skal medføre en betinget frakendelse af kørekortet, der følges op med

efterfølgende kontrollerende køreprøve.

Herudover indeholder forslaget en række bestemmelser, der følger op på den

tidligere trafikministers tilkendegivelser i Folketinget i forbindelse med

Tingets behandling af forslag fra medlemmer af Tinget om brug af

mobiltelefoner og kørsel med hyrevogne i busbaner.

Lovforslaget indeholder således et forslag om, at føreres brug af

håndholdte mobiltelefoner forbydes, og et forslag om, at kompetencen til at

tillade hyrevogne at benytte de for busser særlig anlagte baner flyttes fra

trafikministeren til de lokale vej- og politimyndigheder.

Endelig indeholder forslaget en række ændringer, der vil gøre forholdene

lettere for enkelte trafikanter. Reglerne om transport af børn på cykler

smidiggøres, således at den gældende aldersgrænse på 6 år ophæves og vil

blive afløst af regler, der i højere grad lægger vægt på barnets højde og

vægt.

Samtidig indføres der er særlig tredje nummerplade, der især vil kunne

bruges ved transport af cykler på en bil, hvilket gør det lettere lovligt at

transportere cykler på almindelige personbiler.

Endelig imødekommer forslaget et ønske fra veteranbilklubberne om, at det

bliver muligt for ejere af biler og motorcykler indregistreret før 1. april

1958 at anskaffe og benytte historisk korrekte emaljenummerplader.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg

anbefale det til Tingets velvillige behandling.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser,

der berøres af lovforslaget

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 735 af 24. august 1992, som

ændret bl.a. ved lov nr. 98 af 9. februar 1994, lov nr. 382 af 18. maj 1994,

lov nr. 317 af 17. maj 1995 og senest ved lov nr. 1123 af 20. december 1995,

foretages følgende ændringer:

§ 1 1. § 14, stk. 6, ophæves.

§ 14. - - -

Stk. 6. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om hyrevognes

adgang til at benytte de for busser særligt anlagte baner.

2. § 37, stk. 5, affattes således:

» Stk. 5. Trafikministeren kan efter forhandling med

justitsministeren fastsætte bestemmelser om betaling for eventuel

politimæssig assistance, der efter politiets skøn er påkrævet under

afviklingen af de i stk. 1-3 nævnte løb.«.

§ 37. - - -

Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling

for eventuel politimæssig assistance, der efter politiets skøn er påkrævet

under afviklingen af de i stk. 1-3 nævnte løb.

3. § 50, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. På en cykel må ikke befordres flere personer, end

den er beregnet til. Trafikministeren kan fastsætte regler om transport af

børn på cykel og personer i påhængsvogn (cykelanhænger) eller sidevogn,

herunder regler om indretning af passagerers siddeplads og om cyklistens

alder.«

§ 50. - - -

Stk. 2. På en cykel må ikke befordres flere personer, end den er

beregnet til. Dog må to børn under 6 år medtages på cyklen, når der er

indrettet særlig siddeplads med beskyttelse mod hjulegerne, og cyklisten er

fyldt 15 år.

4. I § 53, stk. 1, tilføjes efter »1,20

promille«: »eller tilsvarende alkoholkoncentration i

udåndingsluften«.

§ 53. For spirituskørsel straffes den, som fører eller forsøger at

føre et motordrevet køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant

omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen

overstiger 1,20 promille.

5. I § 53, stk. 3 , ændres »0,80 promille« til:

»0,50 promille«.

6. I § 53, stk. 3, indsættes efter »0,50

promille«: »eller tilsvarende alkoholkoncentration i

udåndingsluften«.

§ 53. - - -

Stk. 3. For promillekørsel straffes den, som uden at være skyldig

i spirituskørsel fører eller forsøger at føre et motordrevet køretøj efter at

have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet

under eller efter kørslen overstiger 0,80 promille.

7. I § 53 indsættes som stykke 4:

» Stk. 4. Trafikministeren fastsætter efter forhandling med

justitsministeren bestemmelser om, hvilke alkoholkoncentrationer i

udåndingsluften, der svarer til alkoholkoncentrationen i blodet.«.

8. I § 55 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

» Stk. 3. Trafikministeren fastsætter efter forhandling med

justitsministeren bestemmelser om anvendelse af udstyr til måling af

udåndingsluften.«.

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

9. § 55, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes

således:

» Stk. 4. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om de i

stk. 1 og 2 nævnte prøver og undersøgelser.«.

§ 55. - - -

Stk. 2. Politiet kan fremstille en person til udtagelse af blod-

og urinprøve, hvis der er grund til at antage, at han har overtrådt § 53

eller § 54, stk. 1 eller 2, eller han nægter eller ikke er i stand til at

medvirke til en udåndingsprøve. Angår mistanken andre forhold end

spirituspåvirkning, kan politiet tillige fremstille den pågældende til

undersøgelse af en læge. Det samme gælder ved mistanke om spirituspåvirkning,

når særlige omstændigheder taler derfor.

§ 55. - - -

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om de i stk. 1

og 2 nævnte prøver og undersøgelser.

10. Efter § 55 indsættes:

» Brug af mobiltelefon og andet teleudstyr § 55 a.

Førere af køretøjer må under kørsel ikke benytte sig af håndholdte

mobiltelefoner.

Stk. 2. Trafikministeren kan fastsætte nærmere regler om brug af

andet teleudstyr og lignende under kørsel.«.

11. I § 60, stk. 2, ændres 2 steder

»orienterende« til: »kontrollerende«.

12. I § 60, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. :

»Har førerretten været frakendt ubetinget som følge af spiritus-

eller promillekørsel, kan retten efter frakendelsestidens udløb kun

generhverves, såfremt ansøgeren forinden har modtaget fornyet

køreundervisning og har bestået en kontrollerende køreprøve.«.

13. I § 60, stk. 2, indsættes efter »Har

domfældte«: »i andre tilfælde end de i 2. pkt. nævnte«.

§ 60. - - -

Stk. 2. Har førerretten været frakendt ubetinget, kan retten efter

frakendelsestidens udløb kun generhverves, såfremt en orienterende køreprøve

bestås. Køreprøven kan aflægges før frakendelsestidens udløb. Den praktiske

prøve kan dog tidligst aflægges 1 måned før frakendelsestidens udløb. Har

domfældte bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til

tiltalen, skal orienterende prøve ikke aflægges, såfremt prøven er bestået

inden for det sidste år før frakendelsestidens udløb og inden for det sidste

år før ansøgningen om generhvervelse af kørekort.

14. I § 60, stk. 3, ændres 2 steder »orienterende

køreprøve« til: »kontrollerende køreprøve«, og 3. pkt.

ophæves.

15. I § 60, stk. 3, 4. pkt., der bliver 3. pkt.,

ændres »heller« til: »dog«.

§ 60. - - -

Stk. 3. Er førerretten blevet frakendt betinget, skal føreren

inden for en frist, der fastsættes af politiet, aflægge en orienterende

køreprøve. Førerretten inddrages, såfremt prøven ikke bestås, eller

vedkommende undlader at medvirke til den. Orienterende køreprøve skal dog

ikke aflægges, hvis frakendelsen er sket i medfør af § 125, stk. 2, 2. pkt.,

eller § 126, stk. 1, nr. 2. Orienterende køreprøve skal heller ikke aflægges,

såfremt domfældte har bestået en køreprøve efter det forhold, der gav

anledning til frakendelsen.

16. § 60, stk. 4, affattes således:

» Stk. 4. Trafikministeren fastsætter bestemmelser om

indholdet af køreundervisningen i forbindelse med generhvervelse af

førerretten efter en ubetinget frakendelse, jf. stk. 2, 2. pkt., og om

kontrollerende køreprøve, herunder om inddragelse af førerretten i medfør af

stk. 3.«.

§ 60. - - -

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om

orienterende køreprøve, herunder om inddragelse af førerretten i medfør af

stk. 3.

17. Efter § 73 a indsættes:

» § 73 b. Trafikministeren kan fastsætte regler om

køretøjsejeres adgang til at anvende historisk korrekte emaljenummerplader.

Stk. 2. Trafikministeren kan bestemme, at den endelige

administrative afgørelse vedrørende anmodninger om historisk korrekte

emaljenummerplader træffes af Rigspolitichefen.«.

18. I § 81, stk. 3, ændres »12 år« til: »8

år«.

§ 81. - - -

Stk. 3. Føreren skal påse, at passagerer, der er fyldt 12 år, men

endnu ikke 15 år, anvender fastspændt styrthjelm.

19. § 85, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3. Trafikministeren kan efter forhandling med

justitsministeren fastsætte bestemmelser om betaling for politimæssig

assistance, der efter politiets skøn er påkrævet ved gennemførelse af

transporter, der kræver tilladelse efter stk. 2.«.

§ 85. - - -

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling

af gebyr for politimæssig assistance, der efter politiets skøn er påkrævet

ved gennemførelse af transporter, der kræver tilladelse efter stk. 2.

20. § 86, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Trafikministeren fastsætter bestemmelser om

blokvognskørsel og kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte

bestemmelser om betaling for politimæssig assistance, der efter politiets

skøn er påkrævet ved gennemførelse af sådanne transporter.«.

§ 86. - - -

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om

blokvognskørsel og kan fastsætte bestemmelser om betaling af gebyr for

politimæssig assistance, der efter politiets skøn er påkrævet ved

gennemførelse af sådanne transporter.

21. I § 88 a indsættes som stk. 2 :

» Stk. 2. Trafikministeren kan henlægge administrationen af de

efter stk. 1 fastsatte regler om fritagelse af visse personer med handicap

for at efterkomme bestemmelser om parkering og standsning til en privat

organisation og i forbindelse hermed fastsætte nærmere regler om klageadgang,

betaling for organisationens udstedelse af tilladelser, samt i øvrigt

fastsætte regler for organisationens virksomhed i forbindelse med

administrationen af opgaverne.«

§ 88 a. Trafikministeren kan for at imødekomme særlige behov for

personer med handicap dispensere fra reglerne i denne lovs kapitel 1-14, når

det findes færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Trafikministeren kan

endvidere fastsætte regler, der helt eller delvis fritager personer med

handicap for at efterkomme bestemmelser om parkering og standsning fastsat i

medfør af § 92, stk. 1, nr. 1, og fritager visse personer med handicap for

betaling for køreprøver, nummerplader samt syn i medfør af kapitel 17 a.

22. I § 117, stk. 1, indsættes efter »2,00

promille«: »eller tilsvarende alkoholkoncentration i

udåndingsluften,»

§ 117. Spirituskørsel med motorkøretøj, registreringspligtig

knallert, traktor eller motorredskab straffes med bøde. Har

alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteget 2,00

promille, er straffen hæfte eller fængsel indtil 1 år.

23. I § 117 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

» Stk. 4. Spiritus- og promillekørsel, der foregår ved

uberettiget brug af et motorkøretøj, en registreringspligtig knallert, en

traktor eller et motorredskab, jf. straffelovens § 293, stk. 1, straffes med

bøde eller under skærpende omstændigheder med hæfte eller fængsel indtil 1

år.«.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.

24. I § 117, stk. 4, der bliver stk. 5, indsættes

som 2. pkt. :

»Ved udmåling af bøde for overtrædelse af § 56, stk. 1, og § 63 a

tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk

fordel.«.

§ 117. - - -

Stk. 3. Promillekørsel straffes med bøde. Det samme gælder

spirituskørsel med ikke registreringspligtig knallert. Er den skyldige

tidligere dømt for spiritus- eller promillekørsel, kan straffen dog stige til

hæfte eller fængsel indtil 1 år.

Stk. 4. Overtrædelse af § 9, stk. 1, § 54, stk. 1, § 56, stk. 1, §

62, stk. 1 og § 63 a, straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder

med hæfte eller fængsel indtil 1 år.

Stk. 5. Den, som fører motordrevet køretøj, hvortil der kræves

kørekort, til trods for at retten til at være eller blive fører af sådant

køretøj er frakendt den pågældende ubetinget, straffes med bøde. I

gentagelsestilfælde kan straffen stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år.

25. I § 118, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 54,

stk. 2-4,»: » § 55 a, stk. 1,»

§ 118. Med bøde straffes den, der:

1) overtræder § 3, stk. 1 og 2, §§ 4-8, § 9, stk. 2, § 10, § 12, §§ 14-52,

§ 54, stk. 2-4, § 60, stk. 5, § 62, stk. 2 og 3, §§ 63-65, § 67, § 70, stk. 1

og 2, § 72, §§ 74-75, §§ 80-82, § 83 a, § 84, stk. 2, §§ 86-88, § 97-99 og §

105

26. § 118, stk. 3, 3. pkt., affattes således:

»Ved hastighedsovertrædelser begået ved kørsel med lastbiler, hvis

tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg, vogntog bestående af sådanne

lastbiler og registreringspligtige påhængskøretøjer, busser, hvis tilladte

totalvægt overstiger 3.500 kg, ledbusser eller biler med tilladt totalvægt på

ikke over 3.500 kg med tilkoblet påhængsvogn, sættevogn eller

registreringspligtigt påhængsredskab, herunder campingvogn, udmåles ligeledes

en skærpet bøde.«.

§ 118. - - -

Stk. 3. Ved fastsættelsen af bøder for overtrædelse af §§ 42 og 43

skal der tages hensyn til den generelle risikoforøgelse, som den pågældende

hastighedsovertrædelse medfører. Ved hastighedsovertrædelser på motorveje med

en hastighedsgrænse på 100 km i timen eller derover udmåles en skærpet bøde.

Ved hastighedsovertrædelser begået ved kørsel med lastbiler, hvis tilladte

totalvægt overstiger 3.500 kg, eller vogntog bestående af sådanne lastbiler

og registreringspligtige påhængskøretøjer udmåles ligeledes en skærpet bøde.

27. § 118, stk. 7, affattes således:

» Stk. 7. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«.

§ 118. - - -

Stk. 7. Er en overtrædelse begået af et selskab, en forening, en

selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den

juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en

kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes

styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab

bødeansvar.

28. I § 119 a, stk. 1, indsættes efter

»promillekørsel«: »eller en sag om overskridelse af de

tilladte hastighedsbestemmelser efter § 126, stk. 1, nr. 2«.

§ 119 a. Såfremt en sag om spiritus- eller promillekørsel ikke

skønnes at ville medføre højere straf end bøde, kan anklagemyndigheden i

stedet for at indlevere anklageskrift til retten tilkendegive sigtede, at

sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt han erkender sig skyldig

i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist,

der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet

bøde samt vedtager betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten i et i

tilkendegivelsen nærmere angivet tidsrum.

29. § 119 b, 2. pkt., affattes således:

»Justitsministeren fastsætter efter forhandling med Advokatrådet

takster for forsvareres vederlag i de pågældende sager.«.

§ 119 b. I forbindelse med tilkendegivelser efter § 119 a, stk. 1,

skal politiet vejlede den sigtede om, at han, inden han tager stilling til

spørgsmålet om vedtagelse, kan få bistand af en offentlig forsvarer, jfr. §

733, stk. 1, i lov om rettens pleje. Justitsministeren fastsætter efter

forhandling med Advokatrådet takster for forsvarerens vederlag i de

pågældende sager.

30. § 122, 1. pkt., affattes således:

»Trafikministeren kan efter forhandling med justitsministeren

bestemme, at det inden for bestemte områder overdrages særlige

parkeringskontrollører, der ansættes under politiet, helt eller delvis at

varetage kontrollen med overholdelse af de bestemmelser, der nævnes i § 121,

stk. 1.«.

§ 122. Justitsministeren kan bestemme, at det inden for bestemte

områder overdrages særlige parkeringskontrollører, der ansættes under

politiet, helt eller delvis at varetage kontrollen med overholdelse af de

bestemmelser, der nævnes i § 121, stk. 1. Justitsministeren fastsætter

nærmere regler om parkeringskontrollørernes virksomhed.

31. § 124 a, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Afholdes køreprøve til erhvervsmæssig personbefordring samtidig med

køreprøve til bus, betales 490 kr. for hver af prøverne.«.

§ 124 a. For afholdelse af køreprøve betales 490 kr. Afholdes

teoriprøve til erhvervsmæssig personbefordring samtidig med teoriprøve til

stor lastbil og bus, betales 490 kr. for hver af prøverne.

32. I § 124 a, stk. 2 , ændres »køreprøver« til:

»praktiske prøver«.

§ 124 a. - - -

Stk. 2. For køreprøver til stor motorcykel og almindelig bil med

stort påhængskøretøj betales 220 kr.

33. § 124 a, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3. For kontrollerende køreprøve betales 750 kr. For

første kontrollerende køreprøve betales dog ikke, medmindre prøven aflægges i

medfør af § 60, stk. 2 eller stk. 3.«.

§ 124 a. - -

Stk. 3. For orienterende køreprøver betales 490 kr. For første

orienterende køreprøve betales dog ikke, medmindre prøven aflægges i medfør

af § 60, stk. 2 eller stk. 3.

34. § 124 c, stk. 1, nr. 2, affattes således:

»2) for udstedelse af duplikatkørekort,»

35. § 124 c, stk. 1, nr. 3, ophæves.

Nr. 4 og 5 bliver herefter nr. 3 og 4.

§ 124 c. I følgende tilfælde betales 220 kr.:

1) - - -

2) for udstedelse af duplikatkørekort i anledning af, at det oprindelige

kørekort er bortkommet eller beskadiget,

3) for udstedelse af duplikatkørekort i anledning af, at

kørekortindehaveren ønsker ændringer anført i kørekort,

4) for fornyelse af kørekort med kørelærergodkendelse og

5) for fornyelse af kørekort til erhvervsmæssig personbefordring, jf. dog

stk. 5.

36. I § 124 i, 1. pkt., ændres »eller

EF-direktiver« til: », EF-direktiver eller EF-forordninger«.

§ 124 i. For udstedelse af godkendelse af køretøjers indretning og

udstyr i henhold til ECE-regulativer eller EF-direktiver (E- eller

e-godkendelse) betales 2.500 kr. For samtidig udstedelse af E- og

e-godkendelse betales 3.500 kr. For udstedelse af tillæg til E- eller

e-godkendelse betales 1.000 kr.

37. I § 124 j, stk. 1, 1. pkt ., indsættes efter

»herunder«: »historisk korrekte emaljenummerplader,».

38. I § 124 j, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. :

»For en tredje nummerplade, der kan anvendes ved transport af gods

bag på personbiler og varebiler, betales 100 kr.«.

§ 124 j. For nummerplader, herunder grænsenummerplader,

ønskenummerplader samt prøveskilte, betales 1.000 for et sæt og 500 kr. for

en enkelt plade. Nummerpladen udleveres dog uden betaling til politiets

køretøjer.

39. Efter § 124 k, stk. 2, indsættes som nyt stykke:

» Stk. 3. For en historisk korrekt emaljenummerplade betales

ud over det i § 124 j anførte beløb 900 kr., og for et sæt 1.800 kr.«.

§ 124 k. For retten til ønskenummerplader betales ud over det i §

124 j anførte beløb 6.200 kr., jf. § 73 a, stk. 2.

Stk. 2. For registrering af overførsel af ønskenummerplader fra et

køretøj til et andet i medfør af de i henhold til § 73 a fastsatte

forskrifter betales 300 kr.

40. I § 124 r, 1. pkt., indsættes efter »§ 124 e, stk.

1, 1. pkt.,»: »§ 124 g, stk. 1 og 2, » og »§ 124 j, stk.

1, 1. pkt.« ændres til: »§ 124 j, stk. 1, 1. og 2. pkt.«.

§ 124 r. De i § 121, stk. 5, § 124 a, stk. 1-3, § 124 c, stk. 1, §

124 e, stk. 1, 1. pkt., § 124 j, stk. 1, 1. pkt., § 124 m, stk. 1, § 124 o,

stk. 1, og § 124 p, 1. pkt., nævnte beløb reguleres en gang årligt den 1.

januar med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår,

jf. lov om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes

til nærmeste med 10 delelige kronebeløb, dog afrundes beløbet i § 124 p til

nærmeste med 5 delelige beløb. Trafikministeren bekendtgør hvert år, hvilke

reguleringer der skal finde sted.

41. I § 126, stk. 1, indsættes efter nr. 1 som nyt

nummer:

»2) har overskredet de tilladte hastigheder efter§§ 42 og 43 med mere

end 70%,».

42. § 126, stk. 1, nr. 2, der bliver nr. 3,

affattes således:

»3) har gjort sig skyldig i promillekørsel med en

alkoholkoncentration i blodet under eller efter kørslen over 0,80 promille

eller tilsvarende alkoholkoncentration i udåndingsluften,».

43. I § 126, stk. 2, nr. 2, ændres: »eller 2«

til: »eller 3«.

§ 126. Retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer skal

endvidere frakendes føreren af et sådant køretøj, såfremt han:

1) under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden har

voldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor,

2) har gjort sig skyldig i promillekørsel, eller

3) frakendelse findes begrundet ved beskaffenheden af den begåede

forseelse, og hvad der i øvrigt foreligger oplyst om tiltaltes forhold som

fører af motordrevet køretøj.

44. § 132, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Er førerretten frakendt som følge af spiritus- eller

promillekørsel, kan spørgsmålet om generhvervelse dog indbringes for

domstolene, når halvdelen af frakendelsestiden, dog mindst 11/2 år, er

forløbet. Såfremt førerretten i sådanne tilfælde er frakendt for bestandig,

kan spørgsmålet om generhvervelse tidligst indbringes for domstolene, når 5

år af frakendelsestiden er forløbet. Generhvervelse af førerretten kan kun

ske, såfremt den pågældende i mindst 1 år forud for sagens indbringelse for

retten har overholdt en kontrolleret behandling mod misbrug af

alkohol.«.

§ 132. - - -

Stk. 2. Er førerretten som følge af spiritus- eller promillekørsel

frakendt for 3 år eller derover, kan spørgsmålet om generhvervelse dog

indbringes for domstolene, når halvdelen af frakendelsestiden er forløbet. I

disse tilfælde kan førerretten gengives, såfremt den pågældende i mindst 11/2

år forud for sagens indbringelse for retten har overholdt en kontrolleret

behandling mod misbrug af alkohol.

46. § 134, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3. Trafikministeren kan efter forhandling med

justitsministeren bestemme, at stk. 2 skal finde anvendelse med hensyn til

overtrædelser begået i andre stater end de nævnte.«.

§ 134. - - -

Stk. 3. Justitsministeren kan bestemme, at stk. 2 skal finde

anvendelse med hensyn til overtrædelser begået i andre stater end de nævnte.

§ 2 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1997, jf. dog

stk. 2 og 3.

Stk. 2. § 1, nr. 18, træder i kraft den 1. januar 1998, § 1, nr.

10, træder i kraft den 1. juli 1998, og § 1, nr. 40, træder i kraft den 1.

januar 1999.

Stk. 3. Trafikministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden

af § 1, nr. 3, 4, 5, 6, 12, 13, 16, 17, 22, 37, 38, 39 og 42.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter