Spring til indhold

Retsinformation

Klage over behandling for hjernesvulst og klage over for meget information

KEN nr 10211 af 20/08/2005Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet12. januar 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Klage over behandling for hjernesvulst og klage over for meget information

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere de læger,

der var involveret i behandlingen af patienten i perioden fra den 17. til den

20. november 2003.

Nævnet kunne oplyse, at der i forbindelse med

sygdomsudløst feber, herunder lungebetændelse, undertiden ses akut udløst

forvirringstilstande med kompromitteret hukommelse og desorientering. I den

forbindelse er det vigtigt at udelukke infektion i centralnervesystemet

(meningitis), hvilket lægerne i dette tilfælde udelukkede ved at konstatere,

at

patienten ikke var nakke- og rygstiv.

Normalt forsvinder forvirringstilstanden, når

temperaturen under antibiotikabehandlingen normaliseres. Det er ikke

almindelig

lægefaglig praksis at gennemføre en CT-scanning af hjernen, hvis den akut

udløste forvirringstilstand forsvinder under behandlingen.

Nævnet lagde vægt på, at der i behandlingsforløbet blev

fundet objektive tegn på lungebetændelse, og der blev iværksatte relevant

behandling med penicillin gennem venen (intravenøst). Der blev endvidere

taget

relevante blodprøver, og der blev bestilt et røntgenbillede af lungerne.

Der blev endvidere ikke fundet direkte tegn på sygdom i

hjernen (ingen neurologiske udfald), hvorfor der ikke blev fundet grundlag

for

at fremskynde den planlagte CT-scanning.

For så vidt angår klagen over informationen, fandt

nævnet ikke grundlag for at kritisere overlægen for hans information af

patienten.

Nævnet lagde vægt på, at det af journalen fremgik, at

patienten sammen med sin ægtefælle og 2 børn blev informeret af overlægen om

Læs alt

svulsten og mulig behandling med stråleterapi.

Nævnet lagde til grund, at overlægen informerede om at

strålebehandling sandsynligvis kunne give 3-6 måneder yderligere overlevelse

og

et langt mildere forløb af en i øvrigt dødelig sygdom.

Nævnet lagde vægt på, at overlægen i sin udtalelse

havde anført, at han kun besvarede de spørgsmål, som han fik stillet, og at

han

på patientens direkte forespørgsel oplyste, at patienten havde en dødelig

sygdom.

Nævnet kunne i den forbindelse oplyse, at det af lov om

patienters retsstilling § 6, stk. 1 følger, at ingen behandling må indledes

eller fortsætte uden patientens informerede samtykke.

Nævnet kunne endvidere oplyse, at det af lov om

patienters retsstilling § 7, stk. 2, jf. § 7, stk. 1 fremgår, at en patient

har

ret til at frabede sig information om sin helbredstilstand og

behandlingsmuligheder,

herunder om risikoen for komplikationer og bivirkninger.

Nævnet var af den opfattelse, at ved en

informationssamtale, hvor det drejer sig om en alvorlig og sandsynligvis

dødelig

sygdom, vil samtaleforløbet være uforudsigeligt. Uanset hvad patienten og

eventuelt pårørende har frabedt sig information om på hypotetisk basis forud

for operationen, vil samtalen nødvendigvis skulle forløbe på patientens og de

pårørendes præmisser, da forholdet fra at være hypotetisk nu er blevet

konkret.

En sådan samtale kræver skønsomhed fra lægen, patienten og de pårørende med

hensyn til alene at formulere spørgsmål, som man ønsker svar på.

Nævnet var endvidere af den opfattelse, at uanset at patienten

den 29. december 2003 havde frabedt sig information om en mulig uhelbredelig

hjernesvulst, var overlæge A den 9. januar 2004 forpligtet til at svare på

patientens direkte spørgsmål om sygdommens art, idet det direkte spørgsmål

måtte opfattes som, at patienten tilbagekaldte sin ret til ikke at få viden

om

sin sygdom.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter