Spring til indhold

Retsinformation

1996 LSF 12 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN, RETSPLEJELOVEN OG LOV OM UDLÆGNING AF ÅNDSSVAGEFORSORGEN OG DEN ØVRIGE SÆRFORSORG M.V.(SAMFUNDSTJENESTE OG FORSTÆRKET INDSATS MOD SEKSUALFORBRYDELSER M.V.)

1996/1 LSF 12Lovforslag som fremsatFolketinget16. april 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992,

som ændret senest ved lov nr. 388 af 22. maj 1996 og lov nr. 474 af

12. juni 1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 1 , ændres »68-70« til:

»62-70«.

2. § 16 affattes således:

»§ 16. Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på

grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes

ikke. Tilsvarende gælder personer, der var mentalt retarderede i højere grad.

Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol eller andre

rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, der

må ligestilles hermed, kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder

taler derfor.

Stk. 2 . Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i

lettere grad, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at

pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig i en tilstand,

som ganske må ligestilles med mental retardering.«

3. I § 63 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Den i medfør af stk. 1 fastsatte længstetid kan af

tilsynsmyndigheden forlænges, hvis særlige grunde taler derfor, dog ikke ud

over prøvetiden. Tilsynsmyndighedens afgørelse om forlængelse af længstetiden

indbringes efter anmodning fra den dømte for retten.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

4. § 63, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. I dommen fastsættes en prøvetid på højst 2 år.

Prøvetiden ophører dog, når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse er

udløbet, medmindre andet er bestemt i dommen.«

5. § 63, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Den dømte undergives tilsyn i prøvetiden. Retten kan

Læs alt

endvidere, hvis det findes formålstjenligt, fastsætte vilkår som nævnt i §

57.«

6. § 64 affattes således:

»§ 64. I forbindelse med betinget dom med vilkår om

samfundstjeneste kan der idømmes ubetinget frihedsstraf eller bøde efter

reglerne i § 58. En i medfør af § 58, stk. 1, fastsat frihedsstraf kan dog

ikke overstige 3 måneder. Ubetinget hæftestraf kan idømmes, selv om der

fastsættes straf af fængsel i den betingede dom.«

7. I § 68, 2. pkt. , ændres »i institution for

åndssvage eller under åndssvageforsorg« til: »i institution for

personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for

administrativ anbringelse«.

8. I § 70, nr. 1 , udgår »voldtægt eller anden

alvorlig sædelighedsforbrydelse,».

9. I § 70 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. En person kan endvidere dømmes til forvaring, hvis

1) han findes skyldig i voldtægt eller anden alvorlig

sædelighedsforbrydelse eller i forsøg herpå og

2) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om hans

person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at han frembyder

væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og

3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at

forebygge denne fare.«

10. I § 218, stk. 1, ændres »åndssvaghed« til:

»mentale retardering«.

11. I § 219 ændres »åndssvageinstitution« til:

»institution for personer med vidtgående psykiske handicap«.

12. I § 236, stk. 1, ændres »åndssvageanstalter«

til: »institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap«.

13. I § 254 ændres »åndssvag« til: »mentalt

retarderet«.

14. I § 261, stk. 2, ændres »åndssvag« til:

»mentalt retarderet«.

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,

foretages følgende ændringer:

1. I § 809, stk. 2 , ændres »på åndssvageanstalt«

til: »i institution for personer med vidtgående psykiske handicap«.

2. Efter § 1014 indsættes i kapitel 91:

»§ 1014 a. I sager om ændring eller ophævelse af

foranstaltninger, jf. straffelovens § 72, betaler det offentlige udgifterne

ved sagens behandling.

Stk. 2. Retten kan pålægge den dømte helt eller delvis at betale

sagens omkostninger, når der efter den dømtes forhold og sagens

omstændigheder i øvrigt er særlig anledning til det.«

§ 3

I lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af åndssvageforsorgen og

den øvrige særforsorg m.v., som ændret ved lov nr. 836 af 18.

december 1991, foretages følgende ændring:

1. I § 6, stk. 1, nr. 2 og 3, ændres »anbringes

i institution for åndssvage eller undergives åndssvageforsorg« til:

»anbringes i institution for personer med vidtgående psykiske handicap

eller undergives tilsyn, herunder med mulighed for administrativ

anbringelse«.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 1997.

Stk. 2. § 1, nr. 2 og 7, og §§ 2 og 3 finder anvendelse i alle

sager, der ikke er endeligt afgjort ved lovens ikrafttræden.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. § 1 kan dog ved kgl.

anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de

afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992 som

ændret senest ved lov nr. 388 af 22. maj 1996 og lov nr. 474 af 12. juni

1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 1 , ændres »68-70« til:

»62-70«.

2. § 16 affattes således:

»§ 16. Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på

grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes

ikke. Tilsvarende gælder personer, der var mentalt retarderede i højere grad.

Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol eller andre

rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, der

må ligestilles hermed, kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder

taler derfor.

Stk. 2 . Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i

lettere grad, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at

pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig i en tilstand,

som ganske må ligestilles med mental retardering.«

3. I § 63 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Den i medfør af stk. 1 fastsatte længstetid kan af

tilsynsmyndigheden forlænges, hvis særlige grunde taler derfor, dog ikke ud

over prøvetiden. Tilsynsmyndighedens afgørelse om forlængelse af længstetiden

indbringes efter anmodning fra den dømte for retten.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

4. § 63, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. I dommen fastsættes en prøvetid på højst 2 år.

Prøvetiden ophører dog, når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse er

udløbet, medmindre andet er bestemt i dommen.«

5. § 63, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Den dømte undergives tilsyn i prøvetiden. Retten kan

endvidere, hvis det findes formålstjenligt, fastsætte vilkår som nævnt i §

57.«

6. § 64 affattes således:

»§ 64. I forbindelse med betinget dom med vilkår om

samfundstjeneste kan der idømmes ubetinget frihedsstraf eller bøde efter

reglerne i § 58. En i medfør af § 58, stk. 1, fastsat frihedsstraf kan dog

ikke overstige 3 måneder. Ubetinget hæftestraf kan idømmes, selv om der

fastsættes straf af fængsel i den betingede dom.«

7. I § 68, 2. pkt. , ændres »i institution for

åndssvage eller under åndssvageforsorg« til: »i institution for

personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for

administrativ anbringelse«.

8. I § 70, nr. 1 , udgår »voldtægt eller anden

alvorlig sædelighedsforbrydelse,».

9. I § 70 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. En person kan endvidere dømmes til forvaring, hvis:

1) han findes skyldig i voldtægt eller anden alvorlig

sædelighedsforbrydelse eller i forsøg herpå og

2) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om hans

person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at han frembyder

væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og

3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at

forebygge denne fare.«

10. I § 218, stk. 1, ændres »åndssvaghed« til:

»mentale retardering«.

11. I § 219 ændres »åndssvageinstitution« til:

»institution for personer med vidtgående psykiske handicap«.

12. I § 236, stk. 1, ændres »åndssvageanstalter«

til: »institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap«.

13. I § 254 ændres »åndssvag« til: »mentalt

retarderet«.

14. I § 261, stk. 2, ændres »åndssvag« til:

»mentalt retarderet«.

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,

foretages følgende ændringer:

1. I § 809, stk. 2 , ændres »på åndssvageanstalt«

til: »i institution for personer med vidtgående psykiske handicap«.

2. Efter § 1014 indsættes i kapitel 91:

»§ 1014 a. I sager om ændring eller ophævelse af

foranstaltninger, jf. straffelovens § 72, betaler det offentlige udgifterne

ved sagens behandling.

Stk. 2. Retten kan pålægge den dømte helt eller delvis at betale

sagens omkostninger, når der efter den dømtes forhold og sagens

omstændigheder i øvrigt er særlig anledning til det.«

§ 3

I lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af åndssvageforsorgen og den

øvrige særforsorg m.v., som ændret ved lov nr. 836 af 18. december 1991,

foretages følgende ændring:

1. I § 6, stk. 1, nr. 2 og 3 , ændres »anbringes i

institution for åndssvage eller undergives åndssvageforsorg« til:

»anbringes i institution for personer med vidtgående psykiske handicap

eller undergives tilsyn, herunder med mulighed for administrativ

anbringelse«.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.

Stk. 2. § 1, nr. 2 og 7, og §§ 2-3 finder anvendelse i alle sager,

der ikke er endeligt afgjort ved lovens ikrafttræden.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. § 1 kan dog ved kgl. anordning

helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er dels at styrke mulighederne for anvendelse af

samfundstjeneste, dels at gennemføre en forstærket indsats mod

seksualforbrydelser, herunder navnlig seksualforbrydelser begået mod børn.

Lovforslaget er for så vidt angår en forstærket indsats mod

seksualforbrydelser udarbejdet i samarbejde med Socialministeriet og

Sundhedsministeriet.

Endvidere foreslås gennemført en sproglig modernisering af straffelovens §

16 og § 68 om »åndssvage« lovovertrædere og visse andre

bestemmelser, der benytter dette udtryk.

Desuden foreslås den nuværende ordning vedrørende dømtes pligt til at

betale omkostninger i sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger,

jf. straffelovens § 72, ændret, således at det som udgangspunkt er det

offentlige, der betaler udgifterne ved behandlingen af sådanne sager.

Forslaget er en i det væsentlige uændret genfremsættelse af lovforslag nr.

L 259, der blev fremsat af justitsministeren den 25. april 1996. Der henvises

herom til Folketingstidende 1995-96, Forhandlingerne, s. 5828 ff. og 6135

ff., samt Tillæg A, s. 5102 ff. Lovforslagets § 2, nr. 2, hvorved der

indsættes en § 1014 a i retsplejeloven, er dog ny i forhold til det tidligere

lovforslag.

2. Samfundstjeneste

2.1. Indledning

I december 1991 vedtog Folketinget enstemmigt gennem en ændring af

straffeloven (lov nr. 6 af 3. januar 1992) at lovfæste regler om

samfundstjeneste. Loven trådte i kraft den 1. april 1992.

Det havde da siden 1982 været muligt at idømme samfundstjeneste som led i

en forsøgsordning, der oprindeligt alene omfattede København og Nordjylland,

men som i 1985 blev udvidet til at omfatte hele landet.

Ved loven fra 1992 tilsigtede man ikke at gennemføre en væsentlig anden

praksis med hensyn til anvendelsen af samfundstjeneste end den, der havde

udviklet sig under forsøgsordningen.

Loven havde derimod til formål at markere samfundstjenestens særlige

stilling som en form for betinget dom, der i kraft af arbejdsforpligtelsen

adskiller sig fra andre betingede domme og derfor burde have sit eget kapitel

i straffeloven. Endvidere havde loven til formål udtrykkeligt at regulere

nogle forhold, som hidtil havde beroet på forudsætninger og retningslinier i

forsøgsordningens forarbejder, samt at skabe hjemmel for afvigelser i forhold

til de almindelige regler om betingede domme på punkter, hvor erfaringerne

fra forsøgsordningen talte derfor. Der blev således fastsat regler om

fastsættelse af prøvetid og tilsynstid, om retsvirkninger af

vilkårsovertrædelser og om anvendelse af kombinationsdom.

I forbindelse med lovforslagets behandling tilkendegav Folketingets

Retsudvalg, at dom til samfundstjeneste som i forsøgsperioden skal anvendes i

de tilfælde, hvor en almindelig betinget dom ikke findes tilstrækkelig. Med

det forbehold, at der eksisterer et grænseområde mellem betinget og ubetinget

dom, hvor det i væsentlig grad beror på et skøn, om dommen vil falde ud til

en betinget eller ubetinget dom, understregede udvalgets flertal således, at

der ikke måtte ske skred i praksis, således at dom til samfundstjeneste over

årene udvikler sig til at blive en skærpelse af andre betingede domme.

Udvalgsflertallet fastslog ligeledes, at den praksis, der havde dannet sig

under forsøgsperioden, hvorefter samfundstjenestens absolutte kerneområde var

berigelseskriminalitet, burde fortsættes. Brug af samfundstjeneste ved de

grovere kriminalitetstyper som f.eks. vold, røveri, narkotikasager og

sædelighedsforbrydelser burde kun undtagelsesvis kunne finde sted og kun

efter en nøje individuel vurdering.

2.2. Udviklingen siden lovfæstelsen i 1992

Siden forsøgsordningen med samfundstjeneste blev indledt i 1982, har der

været følgende udvikling i antallet af domme til samfundstjeneste og

anmodninger om egnethedsvurdering med henblik på samfundstjeneste:

------------------------------------------------------------------

Årstal Domme til samfunds- Anmodninger om

tjeneste egnethedsvurdering

---------------------------------------------------------------------

1982 ........... 9 27

1983 ........... 94 257

1984 ........... 103 273

1985 ........... 281 1.082

1986 ........... 291 1.160

1987 ........... 334 1.195

1988 ........... 377 1.247

1989 ........... 468 1.544

1990 ........... 462 1.484

1991 ........... 417 1.624

1992 ........... 571 2.243

1993 ........... 608 2.317

1994 ........... 479 2.060

1995 ........... 514 2.021

---------------------------------------------------------------------

Som det fremgår, steg antallet af domme til samfundstjeneste i årene op til

lovfæstelsen i 1992. Efter lovfæstelsen steg tallet markant de to første år,

men er siden faldet til noget over niveauet umiddelbart før lovfæstelsen.

Også med hensyn til anmodninger om egnethedsvurdering med henblik på

samfundstjeneste steg antallet således i de to første år efter lovfæstelsen i

1992. I 1994 og 1995 faldt antallet af anmodninger imidlertid ret betydeligt.

Tallene viser, at der tilsyneladende er en klar forbindelse mellem antallet

af anmodninger om egnethedsvurdering med henblik på samfundstjeneste og

antallet af domme til samfundstjeneste.

Med hensyn til domme til samfundstjeneste fordelt på kriminalitetsart ser

udviklingen således ud:

Samfundstjenestedomme fordelt på kriminalitetsart (procentvis

fordeling)

---------------------------------------------------------------------

Kriminalitet 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995

---------------------------------------------------------------------

Tyveri .......... 39 37 28 33 42 34 28 30

Røveri .......... 7 10 8 6 4 7 6 4

Berigelseskr.

i øvrigt ........ 33 35 42 39 42 42 49 47

Hærværk ......... 2 1 1 2 0 0 0 2

Vold ............ 7 8 10 8 4 5 5 4

Narkotika ....... 6 4 6 5 4 6 8 6

Andet ........... 6 5 5 7 4 5 3 6

---------------------------------------------------------------------

I alt ........... 100 100 100 100 100 99 99 99

---------------------------------------------------------------------

2.3. Justitsministeriets overvejelser

2.3.1. Indledning

Muligheden for at idømme betinget dom med vilkår om samfundstjeneste er et

vigtigt alternativ til ubetinget frihedsstraf.

Ved en dom med vilkår om samfundstjeneste skal en lovovertræder, der

ellers ville være blevet idømt en ubetinget frihedsstraf, normalt ikke

indsættes til afsoning.

Reglerne om samfundstjeneste gør det således muligt at idømme en følelig

sanktion, der tilkendegiver en afstandtagen til kriminaliteten. Samtidig

undgår lovovertræderen de negative personlige og sociale konsekvenser, som et

fængselsophold uundgåeligt har. Ved en dom, der kombinerer samfundstjeneste

og ubetinget frihedsstraf, bliver frihedsberøvelsen kortere.

Erfaringerne med samfundstjeneste under forsøgsperioden og siden

lovfæstelsen i 1992 er efter Justitsministeriets opfattelse så positive, at

man må bestræbe sig på at sikre, at ordningen med samfundstjeneste udnyttes i

betydeligt omfang.

De seneste års tal for anvendelsen af samfundstjeneste må på den baggrund

give anledning til overvejelser om, hvorledes man får vendt den negative

udvikling i antallet af domme til samfundstjeneste.

Der er allerede iværksat visse foranstaltninger for at imødegå et fald i

anvendelsen af samfundstjeneste. Kriminalforsorgen har således taget skridt

til at intensivere informationsvirksomheden over for politiet og

anklagemyndigheden, domstolene og forsvarerne med henblik på at øge

opmærksomheden om muligheden for at anvende samfundstjeneste.

Kriminalforsorgen har desuden anbefalet sine lokale afdelingskontorer at give

den byret, der afsagde dommen til samfundstjeneste, en tilbagemelding om

forløbet, når samfundstjenesten er udført. Justitsministeriet har endvidere

anmodet rigsadvokaten om at påse, at der lokalt bliver levet op til de

regler, som rigsadvokaten har fastsat om, hvornår der bør indhentes

personundersøgelse med henblik på samfundstjeneste.

Der er imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse også behov for at

justere straffelovens regler om samfundstjeneste, således at domstolene får

mulighed for at anvende samfundstjeneste mere end i dag.

Med dette sigte foreslås det, at straffelovens § 64 samtidig ændres,

således at det i videre omfang bliver muligt sammen med en betinget dom med

vilkår om samfundstjeneste at idømme en kort ubetinget frihedsstraf eller en

bøde, jf. nedenfor under pkt. 2.3.2.

Ved en dom til samfundstjeneste kombineret med en kort ubetinget

frihedsstraf undgås det ganske vist ikke, at den pågældende bliver indsat til

afsoning, men den ubetingede del af straffen bliver kortere, end den ville

være blevet uden muligheden for at kombinere frihedsstraffen med

samfundstjeneste.

Det foreslås også, at straffelovens § 63, stk. 3, ændres, således at der

til en dom til samfundstjeneste kan knyttes flere former for vilkår end efter

de gældende regler, jf. nedenfor pkt. 2.3.3.

Den praksis, der har dannet sig, hvorefter samfundstjenestens absolutte

kerneområde er berigelseskriminalitet bortset fra røveri, bør efter

Justitsministeriets opfattelse fortsættes.

Samfundstjeneste ved kriminalitet som f.eks. vold, røveri, narkotikasager

og sædelighedsforbrydelser bør stadig anvendes med varsomhed. Hvis det efter

en konkret, individuel vurdering findes forsvarligt at idømme en

kombinationsdom, jf. nedenfor under pkt. 2.3.2., vil der dog fremover kunne

anvendes samfundstjeneste i disse sager (varsomhedsområdet) i videre omfang.

Med hensyn til hærværk bør det bero på en vurdering af forholdets grovhed

og omstændighederne i øvrigt, om samfundstjeneste kan finde anvendelse.

Den øgede mulighed, der efter forslaget bliver for dels at kunne kombinere

en dom til samfundstjeneste med en kort ubetinget frihedsstraf eller en bøde,

dels at kunne knytte vilkår til en dom til samfundstjeneste, må forventes at

indebære, at det samlede antal domme til samfundstjeneste vil stige. Den

forventede stigning tilsigtes således opnået ved, at samfundstjeneste idømmes

ved kombinationsdom i en række tilfælde, hvor lovovertrædelsens alvor efter

hidtidig praksis har udelukket brugen af samfundstjeneste, eller ved at der

fastsættes yderligere vilkår, der vil kunne medføre anvendelse af

samfundstjeneste over for personer, der ellers ikke skønnes egnet hertil.

I bilag 3 til lovforslaget findes eksempler fra praksis på

forskellige typer af lovovertrædelser, hvor samfundstjeneste har været

anvendt eller overvejet anvendt.

Det er i øvrigt hensigten, at udviklingen med hensyn til anvendelsen af

domme til samfundstjeneste skal følges mere intenst, bl.a. således at

virkningen af den ny lovgivning kan belyses. Justitsministeriet vil også være

opmærksom på muligheden for at iværksætte forskning vedrørende

samfundstjeneste.

2.3.2. Kombinationsdom

Ved lovfæstelsen af reglerne om samfundstjeneste i 1992 foreslog

justitsministeren, at der i forbindelse med betinget dom med vilkår om

samfundstjeneste kunne idømmes ubetinget frihedsstraf eller bøde.

Frihedsstraffen skulle dog ikke kunne overstige 3 måneder.

Et flertal i Retsudvalget fandt imidlertid, at det ikke forekom

acceptabelt at overføre en vid adgang til at afsige kombinationsdom til

reglerne om samfundstjeneste.

Flertallet i Retsudvalget henviste i den forbindelse til opfattelsen

blandt flertallet i Straffelovrådet, der med hensyn til kombinationen med

ubetinget frihedsstraf fandt, at forudgående afsoning let ville få meningen

med samfundstjenestedommen til at fortone sig for den dømte.

Med hensyn til kombination med bøde var der efter Straffelovrådets

opfattelse ikke så store ulemper som ved kombination med ubetinget

frihedsstraf. Straffelovrådet fandt imidlertid, at der også i denne henseende

kunne opstå en uklarhed om reaktionens formål og målestokke, når der ved

samme dom og for samme kriminalitet pålægges den dømte både en pligt til at

udføre ulønnet arbejde og at betale en bøde. Flertallet i Straffelovrådet

fandt derfor, at adgangen til at idømme en bøde samtidig med en dom til

samfundstjeneste burde begrænses til tilfælde af sammenstød mellem

uligeartede straffelovovertrædelser, når forholdene med særlig vægt taler

for, at der pålægges en bøde for en af lovovertrædelserne.

Straffelovens § 64 blev derfor udformet således, at der kun i tilfælde,

hvor der foreligger flere uligeartede lovovertrædelser til samlet pådømmelse,

kan blive tale om i forbindelse med en betinget dom med vilkår om

samfundstjeneste at fastsætte en bøde eller en kort ubetinget frihedsstraf

for en eller nogle af lovovertrædelserne. Det vil for eksempel kunne være

tilfældet i en sag, hvor den tiltalte findes skyldig i spirituskørsel, der

ikke kan medføre samfundstjeneste, og indbrudstyveri.

I forbindelse med udformningen af § 64 anførte flertallet i Retsudvalget,

at det fandt, at domstolene derved fik det frie skøn, der muliggjorde

anvendelse af samfundstjeneste i videre omfang.

På baggrund af de senere års udvikling i antallet af domme til

samfundstjeneste og ønsket om at muliggøre en øget brug af denne strafart bør

det imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse overvejes, om § 64 bør

udformes mindre restriktivt.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at det også udover tilfælde, hvor

flere uligeartede lovovertrædelser foreligger til samlet pådømmelse, vil være

hensigtsmæssigt at kunne idømme samfundstjeneste og en kortere ubetinget

frihedsstraf eller en bødestraf.

Hvis valget står mellem en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste og

en længere ubetinget frihedsstraf, altså et valg mellem »alt eller

intet«, bør der efter Justitsministeriets opfattelse være mulighed for

at vælge en mellemform, således at der afsiges en betinget dom med vilkår om

samfundstjeneste og samtidig idømmes en kortere ubetinget frihedsstraf eller

en bøde.

En videre adgang til at kombinere en dom til samfundstjeneste med en

kortere ubetinget frihedsstraf eller en bøde vil efter Justitsministeriets

opfattelse ikke være i modstrid med samfundstjenestens karakter.

Samfundstjeneste har altid været og skal fortsat være et alternativ til en

ubetinget frihedsstraf og ikke en skærpelse af andre betingede domme.

Muligheden for at idømme en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste og

en kortere ubetinget frihedsstraf eller bøde vil derfor kun kunne udnyttes i

tilfælde, hvor sanktionsvalget ellers var faldet ud til fordel for en

ubetinget frihedsstraf.

Det forudsættes således, at en lovovertrædelse, der efter de gældende

regler ville medføre en almindelig betinget dom eller en betinget dom med

vilkår om samfundstjeneste, ikke efter gennemførelsen af lovforslaget fører

til idømmelse af en kombinationsdom.

En udvidet adgang til at kombinere en dom til samfundstjeneste med en

kortere ubetinget frihedsstraf eller en bøde vil indebære, at

samfundstjeneste vil kunne anvendes på lovovertrædelser, hvis type eller

grovhed efter de gældende regler ville udelukke anvendelse af

samfundstjeneste, fordi en dom til samfundstjeneste efter rettens opfattelse

ikke er en tilstrækkelig sanktion, jf. bl.a. bemærkningerne oven for under

pkt. 2.3.1. om muligheden for at anvende kombinationsdom inden for

varsomhedsområdet.

En videre adgang til at idømme kombinationsdom vil således generelt kunne

bidrage til at udvide brugen af samfundstjeneste.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at straffelovens § 64 ændres,

således at der i videre omfang bliver mulighed for i forbindelse med betinget

dom med vilkår om samfundstjeneste at idømme en ubetinget frihedsstraf eller

en bøde efter reglerne i straffelovens § 58. Justitsministeriet har dog

fundet, at grænsen for den ubetingede del af straffen, der i § 58, stk. 1, er

6 måneder, bør være lavere, når der er tale om en kombination af

samfundstjeneste og ubetinget frihedsstraf. Det foreslås derfor, at den

ubetingede del af straffen ikke kan overstige 3 måneder.

Det er dog hensigten, at der ved kombinationsdomme som hovedregel bliver

tale om en korterevarende ubetinget frihedsstraf, således at det vil være

rent undtagelsesvis, at den ubetingede frihedsstraf fastsættes til 3 måneder.

Det forudsættes, at afviklingen af kombinationsdomme sker således, at den

ubetingede del af straffen fuldbyrdes, inden afviklingen af samfundstjeneste

påbegyndes, således at det resocialiserende formål med samfundstjeneste ikke

fortabes.

Af hensyn til muligheden for at afvikle samfundstjenesten inden for den

fastsatte frist (længstetiden) vil der derfor blive iværksat en ordning, der

sikrer en hurtig indkaldelse til afsoning af den ubetingede frihedsstraf.

Justitsministeriet vil således instruere anklagemyndigheden om, at der

gives fuldbyrdelsesordre umiddelbart efter, at der er givet ankeafkald, efter

at ankefristen er udløbet eller efter, at en ankedom er afsagt.

Tilsigelsesvarslet, dvs. den frist, den dømte indkaldes med, således at den

pågældende kan nå at indrette sine personlige, familiemæssige og økonomiske

forhold på afsoningen, vil blive afpasset med henblik på, at afsoningen af

frihedsstraffen så vidt muligt kan påbegyndes 1 måned efter, at den endelige

dom foreligger til fuldbyrdelse.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6.

2.3.3. Vilkår

Efter straffelovens § 63, stk. 3, er det ved dom til samfundstjeneste et

obligatorisk vilkår, at den dømte undergives tilsyn i prøvetiden.

§ 63, stk. 3, giver endvidere mulighed for at fastsætte vilkår om, at den

dømte undergives ambulant afvænningsbehandling for misbrug af alkohol eller

narkotika eller ambulant psykiatrisk behandling.

Der er derimod efter de gældende regler ikke mulighed for, at retten som i

andre betingede domme kan fastsætte andre vilkår, som findes formålstjenlige,

jf. straffelovens § 57, herunder f.eks. at den dømte overholder særlige

bestemmelser vedrørende opholdssted, arbejde, uddannelse m.v.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at domstolenes mulighed for i den

konkrete situation at idømme samfundstjeneste ikke bør hindres unødigt. Det

må undgås, at en begrænsning i de former for særvilkår, der kan knyttes til

en dom til samfundstjeneste, fører til en utilsigtet indsnævring af den

personkreds, over for hvilken en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste

kan bruges.

Ved at gøre det muligt at knytte andre former for vilkår til en dom til

samfundstjeneste vil der efter Justitsministeriets opfattelse blive mulighed

for, at flere personer kan blive fundet egnet til samfundstjeneste.

Justitsministeriet foreslår derfor, at § 63, stk. 3, ændres, således at

retten ud over de vilkår om afvænningsbehandling for misbrug af alkohol eller

narkotika eller ambulant psykiatrisk behandling, der kan fastsættes efter de

gældende regler, også kan fastsætte andre vilkår, som findes formålstjenlige.

En øget mulighed for at knytte vilkår til en dom til samfundstjeneste gør

det efter Justitsministeriets opfattelse vigtigt at sikre, at sager i

anledning af vilkårsovertrædelser behandles hurtigt, og at praksis med hensyn

til reaktionen ved vilkårsovertrædelser er ensartet både ved

kriminalforsorgen i forbindelse med påtale af vilkårsovertrædelser og ved

domstolene i forbindelse med fastsættelsen af konsekvensen heraf.

2.3.4. Administrativ forlængelse af den fastsatte længstetid for

arbejdspligtens opfyldelse (afviklingstiden)

I forbindelse med en dom til samfundstjeneste skal retten efter

straffelovens § 63, stk. 1, fastsætte en længstetid, der udmåles i forhold

til antallet af arbejdstimer, inden for hvilken den fastsatte arbejdspligt

(mellem 40 og 240 timer) skal være afviklet.

I praksis forekommer det, at den dømte, f.eks. på grund af sygdom, ikke

kan nå at afvikle arbejdspligten inden for den i dommen fastsatte

afviklingstid. Efter de gældende regler kan retten efter anmodning forlænge

afviklingstiden, jf. straffelovens § 65, jf. § 59.

Justitsministeriet finder, at det vil kunne føre til en smidigere

afvikling af dommen til samfundstjeneste, hvis tilsynsmyndigheden også får

mulighed for at forlænge afviklingstiden. En sådan ordning bør dog kombineres

med, at den dømte kan forlange rettens prøvelse af tilsynsmyndighedens

afgørelse.

Justitsministeriet foreslår derfor, at der i straffelovens § 63 indsættes

et nyt stk. 2, hvorefter afviklingstiden af tilsynsmyndigheden kan forlænges,

hvis særlige grunde taler derfor.

Efter forslaget kan en afgørelse om forlængelse af afviklingstiden

indbringes for retten, hvis den dømte anmoder om det. Indbringelse for retten

sker ved anklagemyndighedens foranstaltning. Der skal i forbindelse med en

forlængelse af afviklingstiden gives den dømte vejledning om adgangen til

domstolsprøvelse.

Efter straffelovens § 63, stk. 2, fastsættes der i dommen til

samfundstjeneste en prøvetid, som i almindelighed svarer til længstetiden for

arbejdspligtens opfyldelse, men som, hvis det findes formålstjenligt, kan

være længere, dog højst 2 år.

I høringssvar over et udkast til lovforslaget har flere myndigheder peget

på, at det vil være uheldigt, hvis tilsynsmyndighedens mulighed for at

forlænge afviklingstiden kommer til at betyde, at afviklingstiden kan blive

længere end prøvetiden.

Justitsministeriet foreslår derfor, at det i forslaget til § 63, stk. 2,

fastsættes, at tilsynsmyndigheden ikke kan forlænge afviklingstiden ud over

prøvetiden.

Justitsministeriet foreslår endvidere, at den nugældende bestemmelse i

straffelovens § 63, stk. 2 (der efter forslaget bliver stk. 3), ændres,

således at der i dommen fastsættes en prøvetid på højst 2 år, dog således at

prøvetiden ophører, når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse

(afviklingstiden) er udløbet, medmindre andet er bestemt i dommen.

Det forudsættes i den forbindelse, at prøvetiden, hvis den fastsættes til

et kortere tidsrum end 2 år, dog fastsættes således, at der er plads til, at

tilsynsmyndigheden i givet fald kan forlænge afviklingstiden.

Prøvetiden vil efter forslaget senest ophøre, når længstetiden, eventuelt

efter at denne er forlænget af tilsynsmyndigheden, er udløbet.

2.3.5. Ungdomskontrakter

Ved folketingsbeslutning af 29. maj 1990 tilsluttede Folketinget sig, at

der ved justitsministerens og socialministerens foranstaltning blev iværksat

en forsøgsordning med ungdomskontrakter i en række udvalgte politikredse og

kommuner.

En ungdomskontrakt er en aftale, hvorved den unge med

forældremyndighedsindehaverens samtykke forpligter sig til at deltage i visse

nærmere opregnede aktiviteter m.v. mod, at anklagemyndigheden afstår fra

yderligere retsforfølgning og mod, at lovovertrædelsen ikke registreres på

den unges straffeattest. I alle tilfælde fastsættes som vilkår i kontrakten,

at den unge holder sig kriminalitetsfri i kontraksperioden på mellem 3

måneder og 1 år.

Forsøgsordningen blev iværksat den 1. september 1991 og afsluttet den 31.

august 1993.

Justitsministeriet overvejer for tiden, hvordan ordningen med

ungdomskontrakter kan videreføres og gøres landsdækkende.

En videreførelse af ordningen med ungdomskontrakter vil ikke bevirke, at

betingede domme med vilkår om samfundstjeneste skal anvendes i mindre omfang.

Ungdomskontrakter er et alternativ til tiltalefrafald eller eventuelt den

første betingede dom, mens en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste er

et alternativ til ubetinget frihedsstraf.

2.3.6. Samarbejde med andre lande om fuldbyrdelse af domme til

samfundstjeneste

Folketinget har den 28. marts 1996 vedtaget et forslag til lov om ændring

af lov om udlevering af lovovertrædere, lov om international fuldbyrdelse af

straf m.v., lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående

fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven (international strafferet) (L

81).

Lovændringen indebærer, at det i højere grad end hidtil bliver muligt at

fuldbyrde domme til samfundstjeneste afsagt i et nordisk land i et andet

nordisk land.

Rammerne vil således være skabt for en større anvendelse af domme til

samfundstjeneste i sager, der angår personer fra et andet nordisk land.

Der findes ingen konventioner eller lignende, der regulerer spørgsmålet om

samarbejde med andre lande end de nordiske om fuldbyrdelse af domme til

samfundstjeneste. Hvis der opstår behov for at overføre personer dømt til

samfundstjeneste fra udlandet til fuldbyrdelse i Danmark eller fra Danmark

til fuldbyrdelse i udlandet, må sådanne sager søges løst ved individuel

aftale med det pågældende land.

3. Forstærket indsats mod seksualforbrydelser

3.1. Indledning

Lovforslaget omfatter endvidere initiativer med henblik på en forstærket

indsats mod seksualforbrydelser, herunder navnlig seksualforbrydelser begået

mod børn. Denne del af forslaget er udarbejdet i samarbejde med

Sundhedsministeriet og Socialministeriet.

Der foreslås en mindre lempelse af betingelserne for anvendelse af

forvaring (dvs. tidsubestemt frihedsberøvende foranstaltning) efter

straffelovens § 70, jf. nedenfor pkt. 3.5.2.

I tilknytning hertil er det hensigten at iværksætte forskellige

administrative foranstaltninger, herunder en forsøgsordning med behandling af

personer, der har begået visse seksualforbrydelser, jf. nedenfor pkt. 3.5.3.

Også over for personer, der har begået grovere seksualforbrydelser, vil

der blive tale om en øget behandlingsindsats, jf. nedenfor pkt. 3.5.4.

3.2. Gældende ret

3.2.1. Seksualforbrydelser

Straffelovens bestemmelser om seksualforbrydelser findes i straffelovens §

210 om incest og kapitel 24 (§§ 216-236) om forbrydelser mod

kønssædeligheden.

For så vidt angår straffelovens § 210 om incest går strafferammen

for samleje med en slægtning i nedstigende linie op til 6 års fængsel (stk.

1), mens strafferammen for samleje med en broder eller søster går op til 2

års fængsel (stk. 2). Består overtrædelsen i anden kønslig omgængelse end

samleje anvendes en forholdsmæssig mindre straf (stk. 3).

I straffelovens kapitel 24 er navnlig følgende grovere seksualforbrydelser

relevante i forbindelse med lovforslaget: § 216 om voldtægt

(strafferammen er fængsel indtil 6 år under skærpende omstændigheder dog 10

år), § 217 om den, som skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang

(strafferammen er fængsel indtil 4 år), § 222 om samleje med et barn

under 15 år (strafferammen er fængsel indtil 6 år - under skærpende

omstændigheder, eller hvis barnet var under 12 år, dog 10 år) og § 223,

stk. 1 , om samleje med bl.a. adoptivbarn eller stedbarn under 18 år

(strafferammen er fængsel indtil 4 år). Efter straffelovens § 224

finder bl.a. §§ 216, 217, 222 og 223, stk. 1, tilsvarende anvendelse ved

anden kønslig omgængelse end samleje, og efter § 225 finder

bestemmelserne tilsvarende anvendelse på homoseksuelle forhold.

3.2.2. Sanktionerne for seksualforbrydelser

Det er udgangspunktet, at overtrædelse af de anførte bestemmelser

resulterer i en tidsbestemt fængselsstraf . Der er principielt

mulighed for at idømme en betinget dom, eventuelt med vilkår om

samfundstjeneste, men det forekommer kun helt undtagelsesvis i sager om

seksualforbrydelser.

Der er herudover mulighed for at dømme en person til psykiatrisk

behandling m.v. , hvis den pågældende på gerningstidspunktet var

utilregnelig (jf. nærmere straffelovens § 16, jf. § 68) eller havde andre

psykiske afvigelser (jf. nærmere straffelovens § 69). Det samme gælder, hvis

lovovertræderen efter gerningstidspunktet, men før dommen, kommer i en sådan

tilstand (jf. straffelovens § 73).

Endelig er der mulighed for at dømme en person til forvaring (dvs.

tidsubestemt frihedsberøvende foranstaltning), hvis betingelserne i

straffelovens § 70 er opfyldt.

Straffelovens § 70 om forvaring har fået sin nuværende affattelse ved lov

nr. 320 af 13. juni 1973, der er udarbejdet på grundlag af Straffelovrådets

betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger (jf. navnlig

s. 58-78 og 145-146). Der henvises herom til Folketingstidende 1972-73,

Forhandlingerne, sp. 2085-2092, 3168-3193, 7233-7249, 7640, Tillæg A, sp.

2785-2848, og Tillæg B, sp. 2293-2298.

En af de væsentligste ændringer i 1973 i forhold til den hidtidige

retstilstand var, at berigelsesforbrydelser ikke længere kan medføre

forvaring.

Endvidere skete der en betydelig skærpelse af betingelserne for at idømme

forvaring. I bet. 667/1972, s. 77, anføres således, at »det ved

straffelovrådets forslag er tilsigtet at give forvaringen et snævert

anvendelsesområde og at sikre en grundig prøvelse af dens betingelser«.

Efter den hidtidige bestemmelse i straffelovens § 70, stk. 1, kunne forvaring

idømmes, hvis det »af hensyn til retssikkerheden skønnes fornødent, at

der anvendes andre foranstaltninger« end straf, og sikkerhed ikke kunne

opnås ved mindre indgribende foranstaltninger.

Efter den nugældende bestemmelse i straffelovens § 70 kan en person dømmes

til forvaring, hvis denne findes skyldig i bestemte lovovertrædelser,

herunder »voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse«

(kriminalitetskravet). Herudover kræves det, at det efter karakteren af

lovovertrædelsen og oplysningerne om hans person, herunder navnlig om

tidligere kriminalitet, må antages, at den pågældende frembyder nærliggende

fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed (farlighedskravet), og at

anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at forebygge

denne fare (nødvendighedskravet).

Om farlighedskravet anføres i bet. 667/1972, s. 77:

»Straffelovrådet har i sit udkast ... opstillet den betingelse for

dom til forvaring, at der skal foreligge »nærliggende fare for andres

liv, legeme, helbred eller frihed«. De her nævnte udtryk dækker efter

rådets opfattelse de former for fare, som det kan være begrundet at forebygge

gennem en sådan foranstaltning. En risiko for økonomiske krænkelser (herunder

hærværk og andre fysiske angreb på fast ejendom eller løsøre) vil ikke være

tilstrækkelig. Det samme gælder fare for trusler eller andre personlige

forulempelser af psykologisk eller fredsforstyrrende karakter,

blufærdighedskrænkelse i form af ekshibitionisme, beluring eller krænkelser

af offentligretlige eller almene interesser. På den anden side må ordet

»legeme« efter omstændighederne kunne fortolkes således, at

bestemmelsen omfatter visse andre sædelighedsforbrydelser end dem, der

indebærer legemsangreb o.l.; også brandstiftelse, sprængning, røveri, der

rummer fare for enkeltpersoner, kan være omfattet af bestemmelsen om fare for

andres »legeme«. Ligeledes må ordet »frihed« kunne

fortolkes således, at der herved sigtes til andre krænkelser end den af § 261

omfattede frihedsberøvelse.

Bedømmelsen af, om den pågældende form for fare kan påregnes, skal efter

udkastet tage hensyn til karakteren af det begåede forhold og til

oplysningerne om tiltaltes »person, herunder navnlig om tidligere

kriminalitet«. Der vil således ikke - modsat den nuværende ordning efter

§ 70, jfr. § 17 - være tale om at knytte anvendelsen af forvaring til

bestemte forudsætninger med hensyn til psykisk unormalitet hos

gerningsmanden. I praksis må det påregnes, at området for forvaring helt

overvejende vil udgøres af tilfælde, hvor skønnet over en persons farlighed

baseres på en kombination af oplysninger om hans kriminalitet og om alvorlige

karaktermæssige defekter . . .'

Forarbejderne indeholder ikke fortolkningsbidrag til forståelsen af

nødvendighedskravet , der imidlertid må antages at indebære, at der

som udgangspunkt ikke idømmes forvaring, hvor alternativet er fængsel på

livstid eller en langvarig tidsbestemt fængselsstraf, jf. Vagn Greve m.fl.:

Kommenteret Straffelov. Almindelig del (5. udg. 1993), s. 274, og Knud

Waaben: Strafferettens almindelige del II. Sanktionslæren (3. udg. 1993), s.

126. Det kan i den forbindelse oplyses, at en opgørelse foretaget i 1994

viste, at den gennemsnitlige faktiske opholdstid for personer idømt forvaring

og løsladt siden 1984 var på 7 år og 10 måneder.

Om anvendelsen af forvaring i praksis henvises til de statistiske

oplysninger gengivet nedenfor pkt. 3.4. og i bilag 2 til lovforslaget.

Efter straffelovens § 72 afgør retten ved kendelse bl.a., hvornår en dom

til forvaring skal ændres eller endeligt ophæves, dvs. hvornår den dømte skal

prøveudskrives eller endeligt løslades.

Både den dømte, dennes bistandsværge, anstaltsledelsen og

anklagemyndigheden kan anmode retten om at ændre eller ophæve en

forvaringsdom. Tages en anmodning fra bistandsværgen eller den dømte ikke til

følge, kan en ny anmodning fra de pågældende ikke fremsættes, før der er

forløbet et halvt år fra kendelsens afsigelse.

Anklagemyndigheden vil føre kontrol med varigheden af idømte tidsubestemte

foranstaltninger, herunder domme til forvaring. Vedkommende anstalt vil i den

forbindelse med jævne mellemrum afgive en udtalelse om, hvorvidt

foranstaltningen bør opretholdes, ændres eller ophæves. Den indsatte bliver

orienteret om den udtalelse, anstalten afgiver.

Der er således løbende kontrol med, at tidsubestemte foranstaltninger ikke

udstrækkes i længere tid end nødvendigt, ligesom den dømte har mulighed for

at forlange spørgsmålet om ophævelse eller ændring forelagt for retten.

3.3. Nuværende afsoningsforhold og behandlingsmuligheder

3.3.1. Tidsbestemt fængselsstraf

Antallet af personer, der er dømt for seksualforbrydelser, i

kriminalforsorgens institutioner skønnes til enhver tid at ligge omkring 100,

hvoraf 10-20 er idømt forvaring. Ca. halvdelen af disse 100 personer -

herunder næsten alle de forvaringsdømte - afsoner deres straf i Anstalten ved

Herstedvester, hvor de kan modtage behandling, jf. herom nedenfor pkt. 3.3.2.

De øvrige personer er enten ikke skønnet at have behov for eller være

motiveret for behandling, eller deres kriminalitet er af mindre alvorlig

karakter, således at de efter de gældende administrative forskrifter afsoner

deres straf i åbent fængsel. Ved de seneste opgørelser har der været mellem

30 og 50 personer, der er dømt for seksualforbrydelser, i kriminalforsorgens

åbne anstalter. Herudover afsoner et mindre antal personer deres straf i de

lukkede fængsler eller arresthusene. En del af disse er anbragt her for at få

beskyttelse, da denne gruppe af indsatte på grund af karakteren af deres

kriminalitet ofte udsættes for vold, trusler eller chikane fra medindsatte.

De personer, der er indsat i åbne fængsler, afsoner domme på mellem tre

måneder og tre år, enkelte op til fire år. Der findes i dag stort set ikke

specifikke behandlingstilbud til denne gruppe indsatte.

3.3.2. Forvaring (Anstalten ved Herstedvester)

Mænd, der er idømt forvaring, anbringes i Anstalten ved Herstedvester

eller eventuelt i lukket fængsel, jf. § 5 i cirkulære nr. 122 af 29. august

1983 om anbringelse af personer, der er idømt frihedsstraf eller forvaring,

og om overførsel af indsatte mellem kriminalforsorgens institutioner.

Afgørelsen om anbringelsessted for kvinder, der er idømt forvaring, træffes

efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, jf. cirkulærets § 7, stk.

4. I praksis er alle forvaringsdømte mænd, og næsten alle er anbragt i

Anstalten ved Herstedvester.

I Anstalten i Herstedvester anbringes i øvrigt personer idømt almindelig

tidsbestemt fængselsstraf, hvis de pågældende skønnes at have særligt behov

for psykiatrisk behandling, jf. cirkulærets § 4, stk. 3.

Siden 1935 har Anstalten ved Herstedvester haft tradition for behandling

af personer, der har begået seksualforbrydelser. Oprindeligt bestod

behandlingen bl.a. i kirurgisk kastration selv i mindre alvorlige tilfælde,

men fra 1960'erne blev behandlingen ændret til en medicinsk,

kønsdriftsdæmpende behandling (»medicinsk kastration«), som havde

mindre alvorlige konsekvenser for de indsatte. Da det viste sig, at

behandlingen på længere sigt ikke havde den ønskede virkning, lykkedes det

imidlertid i løbet af 1980'erne i samarbejde med Rigshospitalet at finde frem

til en ændret medicinsk behandling suppleret med støttende samtaler.

Behandlingen i Anstalten ved Herstedvester af personer, der har begået

seksualforbrydelser, består i dag af individuel samtaleterapi, eventuelt

suppleret med medicinsk, kønsdriftsdæmpende behandling eller medicinsk

behandling af psykiske lidelser.

Samtaleterapien tilrettelægges individuelt efter den enkelte indsatte. Den

varierer meget i intensitet og hyppighed og kan bestå i traditionel

psykoterapi, hvor den indsatte har en indre konflikt, der kan løses ved

bearbejdning, eller i støttende psykoterapi, hvor den indsatte har en

udviklingsforstyrrelse, der er forårsaget af en defekt, som den indsatte

først skal erkende og siden hjælpes til at forholde sig til. I de alvorligste

tilfælde medfører en sådan defekt, at den indsatte ikke kan begå sig på fri

fod uden, at den pågældende er i vedvarende kønsdriftsdæmpende behandling

(»medicinsk kastration«).

Behandlingen er i overensstemmelse med almindelige lægeetiske regler

frivillig, ligesom de indsatte har krav på løbende information om

behandlingen, herunder om en eventuel risiko for bivirkninger. Behandlingen

er således frivillig, men det forekommer, at indsatte bliver orienteret om,

at prøveudskrivning fra forvaring eller prøveløsladelse fra en tidsbestemt

straf af anstalten anses for utilrådelig, hvis den pågældende ikke i

prøvetiden fortsætter en påbegyndt psykiatrisk-sexologisk behandling,

herunder med kønsdriftsdæmpende medicin. Ønsker den pågældende ikke at

acceptere et sådant vilkår, vil det normalt føre til, at prøveudskrivning

eller prøveløsladelse ikke finder sted. Det er anstaltens erfaring, at

navnlig personer, der er idømt en tidsbestemt fængselsstraf, undertiden

modsætter sig behandling i anstalten og i stedet vælger at afsone den fulde

straf uden prøveløsladelse - og uden behandling.

Siden 1989 har 23 personer, der er dømt for seksualforbrydelser, fået

kønsdriftsdæmpende behandling og samtaleterapi på anstalten og fortsat

denne behandling efter løsladelse. Selv om det har drejet sig om de mest

farlige kriminelle, har de pågældende ikke på nuværende tidspunkt begået nye

seksualforbrydelser.

3.4. Statistiske oplysninger

I forbindelse med Justitsministeriets besvarelse af et spørgsmål fra

Folketingets Retsudvalg har Rigsadvokaten i september 1995 opgjort, at

anklagemyndigheden fra 1985 og frem til opgørelsestidspunktet i 40

straffesager (alle mod mænd) har nedlagt påstand om dom til forvaring. De to

af sagerne var endnu ikke endeligt afgjort, idet de domfældte havde anket

sanktionsfastsættelsen til Højesteret.

I 29 af sagerne er anklagemyndighedens påstand om forvaring taget til

følge af domstolene. Fem af de 29 domme om forvaring drejer sig om seksuelle

overgreb mod børn under 15 år. Fire af de fem domfældte var tidligere

straffet flere gange for seksuelle overgreb mod børn. Ud af de resterende 24

domme om forvaring vedrørte 14 af disse hovedsageligt voldtægt eller forsøg

på voldtægt.

Ingen af de 11 straffesager, der resulterede i tidsbestemte straffe,

vedrørte seksuelle overgreb mod børn.

Herudover har Rigspolitichefen i oktober 1995 på grundlag af

Kriminalregistret foretaget en recidivundersøgelse, dvs. en undersøgelse af,

hvor ofte det sker, at en person, der er dømt for en grov seksualforbrydelse,

begår ny lignende kriminalitet. Det er endvidere undersøgt, i hvilket omfang

de pågældende idømmes almindelig tidsbestemt fængselsstraf, anbringelses-

eller behandlingsdom (jf. straffelovens §§ 68-69) eller forvaring (jf.

straffelovens § 70).

Resultaterne af undersøgelsen er gengivet i skemaform i bilag 2 til

lovforslaget. I det følgende redegøres for nogle få hovedtræk af

undersøgelsen.

Af de 1882 personer, der omfattes af recidivundersøgelsen, har ca. 88 pct.

kun en dom for en grov seksualforbrydelse, ca. 8 pct. har to domme, ca. 2

pct. har tre domme, ca. 1 pct. har fire domme, og 3 personer (ca. 0,2 pct.)

har over fire domme.

Af de personer, der er omfattet af undersøgelsen, er 962 dømt en eller

flere gange for overtrædelse af straffelovens § 222, evt. jf. §§ 224 eller

225, om samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje med børn under 15

år. Heraf har 92 pct. kun en dom for seksuelt misbrug af mindreårige, ca. 6

pct. har to domme, ca. 1 pct. har tre domme, ca. 0,6 pct. har fire domme og 1

person (0,1 pct.) har over fire domme.

Undersøgelsen viser i øvrigt, at langt den overvejende del af de 1882

personer, der er dømt for en grov seksualforbrydelse, får en almindelig,

tidsbestemt fængselsstraf. En mindre del af de dømte er fundet psykisk

afvigende og idømt en anbringelses- eller behandlingsdom, mens kun meget få

personer er idømt forvaring.

Ved førstegangsdomme for grove seksualforbrydelser er ca. 88 pct. idømt

fængsel, ca. 11 pct. idømt en anbringelses- eller behandlingsdom, mens kun to

personer (ca. 0,1 pct.) er dømt til forvaring. For personer, der dømmes for

anden gang for en grov seksualforbrydelse, er de tilsvarende tal henholdsvis

ca. 83 pct., ca. 14 pct. og ca. 3 pct., mens fordelingen ved tredjegangsdomme

er følgende: ca. 79 pct., ca. 15 pct. og ca. 6 pct. Særligt for så vidt angår

anvendelsen af forvaring bemærkes, at det ikke af undersøgelsen fremgår, i

hvilket omfang de undersøgte personer tidligere er dømt for anden

personfarlig kriminalitet (f.eks. brandstiftelse, drab eller grov vold), der

efter straffelovens § 70, nr. 1, kan medføre forvaring.

3.5. Justitsministeriets overvejelser

3.5.1. Generelle synspunkter

Efter Justitsministeriets opfattelse er der behov for en forstærket

indsats mod seksualforbrydelser, herunder navnlig seksualforbrydelser mod

børn.

Der er voksende enighed om, at personlighedsmæssige forstyrrelser og

seksuelle afvigelser for så vidt angår seksualforbrydelser indgår som meget

væsentlige faktorer i både førstegangskriminalitet og tilbagefald (recidiv)

til lignende kriminalitet.

Et centralt element i indsatsen bør derfor være en øget behandlingsindsats

over for personer, der begår seksualforbrydelser, for at forebygge denne

særlige kriminalitet og påvirke allerede dømte personer til ikke at begå ny

lignende kriminalitet. En øget behandlingsindsats giver også mulighed for, at

myndighederne kan opbygge en generel viden om og forståelse af baggrunden for

seksualforbrydelser, der kan medvirke til at forebygge

førstegangskriminalitet.

Justitsministeriet vil således følge udviklingen på området, herunder

erfaringerne med de foreslåede initiativer, og i den forbindelse være

opmærksom på, om der bør iværksættes forskningsprojekter, der nærmere kan

belyse mulighederne for at forebygge kriminalitet af denne art.

De personer, der er dømt for seksualforbrydelser, er dømt for kriminalitet

af meget varierende karakter og grovhed fra blufærdighedskrænkelse uden

fysisk kontakt (f.eks. blottere) til seksuelt misbrug af børn og voldtægt.

Der må tages højde for denne forskellighed, ikke kun ved fastlæggelsen af

indholdet af behandlingen, men også ved valget af institutionsmæssige rammer

for behandlingen.

3.5.2. Forvaring

Anvendelse af den tidsubestemte foranstaltning forvaring kommer på tale

ved grove seksualforbrydelser som middel til at forebygge alvorlige

krænkelser af andre mennesker. Der er ved lovændringen i 1973 sat snævre

grænser for denne foranstaltning, bl.a. fordi det er en stor belastning for

den dømte ikke at vide, på hvilket tidspunkt der kan forventes løsladelse.

Gennemsnitlig idømmes årligt kun 2-3 personer forvaring.

Som anført ovenfor under pkt. 3.3.2. er det erfaringen i Anstalten ved

Herstedvester, at navnlig personer, der er idømt en tidsbestemt

fængselsstraf, undertiden modsætter sig behandling i anstalten, selv om det

har den følge, at de ikke prøveløslades, men må afsone den fulde straf.

Da der ikke er - og af etiske grunde heller ikke bør være - mulighed for

tvungen behandling af personer, der ikke er sindssyge og dermed ude af stand

til at handle fornuftsmæssigt, må man i anstalten af og til løslade indsatte

med tidsbestemte straffe uden at have været i stand til at iværksætte en

behandling af disse personer.

Erfaringen viser, at indsattes villighed til at indgå i en behandling ofte

er begrundet i ønsket om at opnå forskellige frihedsgoder, herunder

prøveudskrivning fra forvaring. Ved denne tidsubestemte foranstaltning ligger

tilskyndelsen til at lade sig behandle i, at behandling kan være en

forudsætning for at opnå prøveudskrivning. Der er endvidere i forbindelse med

prøveudskrivning fra forvaring i princippet mulighed for at fastsætte vilkår

om tidsubestemt tilsyn og om at fortsætte en påbegyndt psykiatrisk behandling

eventuelt kombineret med kønsdriftsdæmpende medicin. Dette kan være

nødvendigt, da medicinsk, kønsdriftsdæmpende behandling (»medicinsk

kastration«) ikke har en egentlig langtidsvirkning, men skal fortsættes

for at være effektiv.

Ved de grove seksualforbrydelser vil det derfor efter Justitsministeriets

opfattelse være rimeligt at anvende forvaring i lidt videre omfang end hidtil

over for personer, hvor behandling skønnes at kunne forhindre yderligere

kriminalitet af denne art. Der foreslås derfor en mindre lempelse af

betingelserne i straffelovens § 70 for anvendelse af forvaring ved disse

lovovertrædelser.

Der henvises herom nærmere til de specielle bemærkninger til lovforslagets

§ 1, nr. 7 og 8.

Det tilføjes, at kriminalforsorgen løbende vil følge behandlingen og være

opmærksom på eventuelle langtidsvirkninger af de medicinpræparater, der

anvendes i forbindelse med kønsdriftsdæmpende behandling.

Justitsministeriet er opmærksom på den belastning, der er forbundet med,

at en dom til forvaring indebærer, at frihedsberøvelsen er tidsubestemt.

Dette forhold må imidlertid afvejes over for hensynet til at forhindre

fremtidige forbrydelser af lignende karakter. Under hensyn til, at der alene

er tale om en mindre lempelse af betingelserne for anvendelse af forvaring,

finder Justitsministeriet den foreslåede ordning forsvarlig. Hertil kommer,

at det forhold, at den dømte indgår på behandling, kan medføre, at den

pågældende på et (langt) tidligere tidspunkt end ellers kan blive

prøveudskrevet. Og anklagemyndigheden vil føre løbende tilsyn med, om der er

grundlag for at ophæve eller ændre en dom til forvaring.

3.5.3. Forsøgsordning med behandling af personer, der har begået

seksualforbrydelser

3.5.3.1. I tilknytning til ændringen af straffelovens § 70, der berører de

groveste seksualforbrydelser, er det hensigten at gennemføre en

forsøgsordning med anvendelse af behandling som alternativ til

frihedsstraf for visse seksualforbrydelser.

Navnlig for så vidt angår incestkriminelle har behovet for behandling frem

for straf været påpeget, også af hensyn til ofret og den øvrige familie.

Denne gruppe omfatter de egentlige incestkriminelle, der har overtrådt

straffelovens § 210 , og personer, der har begået »adoptiv- eller

stedbarnsincest« og dermed overtrådt straffelovens § 223, stk. 1

, jf. om disse bestemmelser ovenfor pkt. 3.2.1.

I perioden 1988-1994 er gennemsnitligt 13 personer årligt idømt ubetinget

fængsel for incest. Størstedelen af disse personer afsoner deres straf i et

åbent fængsel, hvor der stort set ikke findes behandlingstilbud, jf. ovenfor

i afsnit 3.1. Enkelte afsoner dog deres straf i Anstalten ved Herstedvester,

som tilbyder behandling til personer, der har begået seksualforbrydelser, jf.

ovenfor pkt. 3.3.2.

Også personer, der har begået andre seksualforbrydelser end incest, uden

at forholdet omfatter vold eller ulovlig tvang, kan indgå i forsøgsordningen.

Denne gruppe omfatter navnlig personer, der har

- begået grovere former for blufærdighedskrænkelse, jf. straffelovens §

232 ,

- haft samleje med et barn under 18 år, der er den pågældendes plejebarn

eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, jf.

straffelovens § 223, stk. 1 , eller

- haft samleje med en person, der er indsat eller anbragt i et fængsel, en

børne- og ungdomsinstitution, et psykiatrisk hospital, en institution for

personer med vidtgående psykiske handicap eller lignende, jf.

straffelovens § 219.

Forsøgsordningen forudsættes i almindelighed alene at komme på tale som

alternativ til ubetinget fængselsstraf på fra 4-6 måneder og op til omkring1

1/2 år.

3.5.3.2. Forsøgsordningen tænkes gennemført på grundlag af de

gældende regler i straffeloven om betingede domme i lighed med den

forsøgsordning, der er iværksat for kriminelle stofmisbrugere i henhold til

folketingsbeslutning nr. B 46 af 28. marts 1995. Der henvises herom til

Folketingstidende 1994-95, Forhandlingerne, s. 2540, 2940-2951, 4301-4302,

Tillæg A, s. 1999-2033, og Tillæg B, s. 325-328.

En betinget dom med vilkår om behandling under forsøgsordningen vil

forudsætte, at den kriminelle efter en individuel vurdering findes egnet og

motiveret til at gennemføre vilkåret. Der skal oprettes et visitationsudvalg

bestående af repræsentanter for behandlingsinstitutionerne (jf. herom

nedenfor i afsnit 3.5.3.3.) og kriminalforsorgen. Visitationsudvalget skal

foretage en nærmere vurdering af den kriminelles egnethed og motivering til

at indgå i et behandlingsforløb på grundlag af en indhentet mentalerklæring,

jf. retsplejelovens § 809. Visitationsudvalgets indstilling til brug for

rettens behandling af straffesagen skal indeholde en individuel

behandlingsplan.

Spørgsmålet om behandling i stedet for straf vil i reglen blive rejst af

anklagemyndigheden, kriminalforsorgen eller forsvareren. I praksis vil det

formentlig være det almindeligste, at politiet retter henvendelse til

kriminalforsorgen, der herefter tager initiativ til, at sagen behandles i

visitationsudvalget.

At forsøgsordningen gennemføres inden for rammerne af straffelovens regler

om betingede domme indebærer, at domstolene vil have valget mellem de to

former for betinget dom, der er mulighed for efter straffelovens § 56, stk. 1

og 2. Der kan således idømmes en betinget dom, i hvilken størrelsen af en

forskyldt straf ikke er fastsat (stk. 1) eller en betinget dom, hvor den

forskyldte straf er udmålt (stk. 2). Om den ene eller anden domsform skal

foretrækkes i tilfælde, der er omfattet af ordningen, afhænger af en konkret

vurdering.

Anvendelse af straffelovens regler om betingede domme indebærer også, at

enhver dom om behandling skal betinges af, at den dømte ikke begår strafbart

forhold i prøvetiden, jf. straffelovens § 56, stk. 3. Dette vilkår er

obligatorisk og kan således ikke fraviges i det enkelte tilfælde. Endvidere

bør der altid som grundlag for kriminalforsorgens kontrolmuligheder

fastsættes vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen, jf. straffelovens § 57,

stk. 1, 1. pkt., og § 59, stk. 1. En betinget dom om behandling vil desuden

skulle indeholde et vilkår om, at den dømte bliver undergivet

psykiatrisk-sexologisk behandling, jf. straffelovens § 57, stk. 1, 2. pkt.,

hvorefter der kan fastsættes vilkår om ophold i egnet hjem eller institution

(nr. 2) og om psykiatrisk behandling (nr. 5).

Hvor generalpræventive grunde undtagelsesvis taler for det, vil det være

muligt at afsige en delvis betinget dom (kombinationsdom) i medfør af

straffelovens § 58.

I den betingede dom med vilkår om behandling skal længden af

behandlingsperioden fastsættes. Et behandlingsforløb forudsættes at

vare mindst to år og vil typisk består af tre faser:

1) Et indledende ophold af 3-6 måneders i en af kriminalforsorgens

pensioner eller eventuelt i en (amts)kommunal institution. Ved en

kombinationsdom vil institutionsopholdet blive erstattet af et

fængselsophold, hvor den ubetingede del af straffen afsones. I denne periode

iværksættes behandlingen.

2) Ambulant behandling i ca. 1 år på en af behandlingsinstitutionerne, jf.

nedenfor i afsnit 5.3.3.

3) Tilsyn af kriminalforsorgen i yderligere 1/2 år eventuelt med betinget

vilkår om behandling (dvs. vilkår om behandling, hvis kriminalforsorgen

bestemmer det).

Ophold i kriminalforsorgens pensioner i fase 1 kan ske på

»almindelige vilkår« eller »fængselsvilkår«.

De såkaldte »fængselsvilkår« begrænser den dømtes færden på

samme måde som i et åbent fængsel. Det indebærer, at den dømte skal opholde

sig på pensionen bortset fra aftalt fravær, hvilket kan begrænse sig til

enkelte udgange f.eks. til behandling. Orlovsordningerne er i øvrigt de samme

som i et fængsel.

Ophold på »almindelige vilkår« indebærer, at den dømte skal

undergive sig de begrænsninger med hensyn til færden m.v., der er fastsat af

de enkelte pensioner i husordenen m.v.

Det forudsættes, at forsøgsordningen tilrettelægges således, at det

indledende ophold af 3-6 måneders varighed på en pension under

kriminalforsorgen som udgangspunkt sker på »fængselsvilkår«. Dette

ophold vil således indeholde elementer af den angivne frihedsberøvende

karakter.

Ud over vilkår skal der i den betingede dom også fastsættes prøvetid og

tilsynstid . Det forventes, at prøvetid og tilsynstid som udgangspunkt

fastsættes til en periode svarende til varigheden af det tilbudte

behandlingsprogram. Hvis det skønnes formålstjenligt, kan prøvetiden og

tilsynstiden fastsættes til en længere periode, dog højst tre år i alt.

Kriminalforsorgen skal i samarbejde med den ansvarlige

behandlingsinstitution føre tilsyn med, at behandlingen gennemføres i

overensstemmelse med de trufne bestemmelser. Det forudsættes, at der reageres

hurtigt og mærkbart på overtrædelser af vilkår . Det er retten, der

træffer bestemmelse om følgerne af, at et vilkår er overtrådt, jf.

straffelovens § 61 (om nyt strafbart forhold) og § 60 (om overtrædelse af

vilkår efter § 57).

3.5.3.3. Som led i forsøgsordningen vil der blive etableret et

landsdækkende behandlingsnetværk bestående af 3 klinikker placeret ved

Rigshospitalet (Sexologisk Klinik), Psykiatrisk Hospital i Århus

(Retspsykiatrisk Afdeling) og på Odense Universitetshospital

(Psykoterapeutisk Afdeling).

Behandlingen skal på disse behandlingsinstitutioner varetages af

sexologisk specialsagkyndige, idet der ofte er tale om psykiske problemer,

som kræver en særlig psykiatrisk-sexologisk behandling.

Sexologisk Klinik på Rigshospitalet forudsættes at koordinere

behandlingsindsatsen og varetage en central rolle i forbindelse med

uddannelse og overvågning (supervision).

3.5.3.4. Den nærmere tilrettelæggelse af forsøgsordningen inden

for de ovenfor beskrevne rammer vil inden iværksættelsen blive drøftet

nærmere i en arbejdsgruppe med deltagelse af de relevante statslige og

kommunale myndigheder.

Det vil heri også indgå, at der bør være mulighed for en koordinering

mellem kriminalforsorgen og behandlingsinstitutioner og de kommunale

myndigheder med hensyn til eventuelle sociale foranstaltninger, herunder

f.eks. bistand til en incestdømts barn og øvrige familie i anledning af

incestforhold.

Forsøgsordningen forventes at kunne iværksættes i begyndelsen af 1997, og

den forudsættes at strække sig over mindst tre år. Der vil blive gennemført

løbende og systematiske undersøgelser af forsøgsordningens anvendelse og

forløb med henblik på en vurdering af, om ordningen bør gøres permanent.

3.5.4. Afsoning og behandling ved tidsbestemt fængselsstraf

Af de personer, der i dag idømmes en sædvanlig, tidsbestemt fængselsstraf,

vil en del blive omfattet af den foreslåede forsøgsordning med behandling af

personer, der har begået visse mindre grove seksualforbrydelser, jf. ovenfor

i afsnit 5.3., mens en (lille) del vil blive idømt forvaring og i den

forbindelse søgt behandlet på Anstalten ved Herstedvester, jf. ovenfor pkt.

3.5.2.

Også for de øvrige personer, der dømmes for en seksualforbrydelse, er der

imidlertid behov for at iværksætte en målrettet behandlingsindsats.

For at sikre den bedst mulige placering og behandling af disse personer er

det hensigten at etablere en visitationsordning for alle personer, der er

idømt en tidsbestemt fængselsstraf for seksualforbrydelser.

Det er hensigten at etablere ordningen under Anstalten ved Herstedvester,

hvor der oprettes en visitations- og observationsafdeling. I en sådan

afdeling vil personer, der er idømt en tidsbestemt frihedsstraf for

seksualforbrydelser - og som i dag derfor anbringes i åbent eller lukket

fængsel uden behandlingsmuligheder - kunne anbringes som en indledning på

afsoningen. Under anbringelsen kan behandlingspersonalet i anstalten vurdere

den indsatte med henblik på at afdække et eventuelt behandlingsbehov og på

baggrund heraf rådgive Direktoratet for Kriminalforsorgen om, hvor den

pågældende bør anbringes. Det forudsættes, at opholdet i

visitationsafdelingen bliver kortvarigt, normalt 2-4 uger.

Anbringelsen forudsættes herudover typisk som hidtil at ske i åbent eller

lukket fængsel, normalt det fængsel, som ligger nærmest den dømtes bopæl i

overensstemmelse med det almindelige geografiske nærhedsprincip.

For de indsatte, der skønnes at have behov og at være motiveret for

behandling, forudsættes der etableret mulighed for dette gennem et samarbejde

med de 3 klinikker i det landsdækkende behandlingsnetværk, jf. ovenfor pkt.

3.5.3.3., efter drøftelse i den arbejdsgruppe, der skal tilrettelægge

forsøgsordningen, jf. ovenfor pkt. 3.5.3.4.

I det omfang det er forsvarligt og praktisk muligt, vil den indsatte kunne

deltage i ambulant behandling i forbindelse med udgang fra fængslet.

Herudover vil der eventuelt være mulighed for at træffe bestemmelse om

overførsel i medfør af straffelovens § 49, stk. 2, til en af

kriminalforsorgens pensioner eller en kommunal institution på vilkår af, at

den dømte deltager i ambulant behandling på en behandlingsinstitution.

Endelig bør der være mulighed for - hvis der er behov for det - i forbindelse

med prøveløsladelse at fastsætte vilkår om fortsat behandling.

Visitations- og observationsafdelingen i Anstalten ved Herstedvester skal

have en kapacitet på 5-10 pladser. Afdelingens fængselsfunktionærer bør

gennemgå en efteruddannelse, som gør dem særligt egnede til i samarbejde med

behandlingspersonalet på anstalten at tage sig af personer, der er dømt for

seksualforbrydelser.

Med henblik på at undgå misbrug i forbindelse med de foreslåede ambulante

behandlingstilbud er det en afgørende forudsætning, at der etableres et tæt

og formaliseret samarbejde mellem vedkommende afsoningsinstitution og

behandlingsinstitutionen. Der skal så ledes i nødvendigt omfang kunne

udveksles oplysninger, hvis den dømte i behandlingsforløbet viser tegn på

farlighed eller misbrug, der kan føre til ny kriminalitet. Et sådant

samarbejde kendes i dag mellem de psykiatriske afdelinger og

kriminalforsorgen i frihed omkring psykisk syge personer, der er dømt til

behandling i medfør af straffelovens §§ 68-69.

Som anført ovenfor under pkt. 3.3.2. er det erfaringen i Anstalten ved

Herstedvester, at navnlig personer, der er idømt en tidsbestemt

fængselsstraf, undertiden modsætter sig behandling i anstalten, selv om det

har den følge, at de ikke prøveløslades, men må afsone den fulde straf.

Justitsministeriet forudsætter, at der ved seksualforbrydelser i højere grad

end sædvanligt gives afslag på prøveløsladelse, hvis den kriminelle ikke

accepterer et relevant vilkår om i prøvetiden at fortsætte en påbegyndt

psykiatrisk behandling eventuelt kombineret med kønsdriftsdæmpende medicin.

4. Sproglig modernisering af straffelovens § 16 og § 68 m.v.

4.1. Indledning

Formålet med lovforslagets § 1, nr. 2, 7 og 10-14, § 2, nr. 1, og § 3 er

at gennemføre en sproglig modernisering af straffelovens §§ 16 og 68 om

»åndssvage« lovovertrædere samt de dertil knyttede bestemmelser i

retsplejelovens § 809, stk. 2, om indlæggelse til mentalundersøgelse på

»åndssvageanstalt« og § 6, stk. 1, i loven om udlægning af

åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v. vedrørende pligten til at

modtage og føre tilsyn med »åndssvage« lovovertrædere på de

amtskommunale institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap.

Endvidere foreslås ændring af bestemmelserne i straffelovens § 218, stk. 1, §

219, § 236, stk. 1, § 254 og § 261, stk. 2, der benytter begrebet

»åndssvag«, »åndssvageanstalt« eller lignende.

Spørgsmålet om en sproglig modernisering af straffelovens § 16 og § 68 har

bl.a. været rejst af Folketingets Retsudvalg, jf. udvalgets spørgsmål nr. 237

(alm. del - bilag 476) i folketingsåret 1994-95.

Med lovforslaget tilsigtes ingen ændring af de pågældende bestemmelsers

hidtidige anvendelsesområde.

4.2. Gældende ret

4.2.1. Efter straffelovens § 16, stk. 1, straffes personer, der på

gerningstiden var utilregnelige på grund af åndssvaghed i højere grad, ikke.

Personer, der befandt sig i en tilstand af åndssvaghed i lettere grad eller i

en tilstand, som ganske må ligestilles med åndssvaghed, straffes ikke,

medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf, jf.

straffelovens § 16, stk. 2.

Hvis der statueres straffrihed i medfør af § 16, frifindes tiltalte for

straf. Dette er imidlertid kun undtagelsesvis ensbetydende med, at der ikke

fastsættes en reaktion i anledning af lovovertrædelsen. Efter straffelovens §

68 kan retten således træffe bestemmelse om anvendelse af andre

foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere

lovovertrædelser. Såfremt mindre indgribende foranstaltninger som tilsyn,

bestemmelser vedrørende opholdssted eller arbejde, afvænningsbehandling,

psykiatrisk behandling m.v. ikke findes tilstrækkelige, kan det bestemmes, at

den pågældende skal anbringes i institution for åndssvage eller under

åndssvageforsorg eller i egnet hjem eller institution til særlig pleje eller

forsorg, jf. § 68, 2. pkt.

Om reaktionen ved andre psykiske afvigelser end de i § 16 omhandlede,

f.eks. over for sinker, henvises til straffelovens § 69. Efter denne

bestemmelse kan retten, såfremt det findes formålstjenligt, i stedet for at

idømme straf træffe bestemmelse om foranstaltninger som nævnt i § 68, 2.

pkt., i tilfælde, hvor gerningsmanden ved den strafbare handlings foretagelse

befandt sig i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling,

svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er af den

i § 16 nævnte beskaffenhed.

4.2.2. Ved lov nr. 258 af 8. juni 1978 om ændring af lov om social

bistand med flere love (Særforsorgens udlægning m.v.) ophævedes med virkning

fra den 1. januar 1980 den særlige lovgivning om forsorgen for åndssvage og

andre svagt begavede. Samtidig blev denne forsorg ved lov nr. 257 af 8. juni

1978 om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v.

(udlægningsloven) lagt ud til kommunerne, amtskommunerne og Københavns og

Frederiksberg kommuner. Herefter er den pågældende persongruppe omfattet af

de almindelige regler i bistandsloven.

Efter bistandslovens § 112 har amtskommunen pligt til at sørge for, at der

er det nødvendige antal pladser for voksne, der på grund af et vidtgående

fysisk eller psykisk handicap har et særligt behov for pleje, behandling m.v.

For så vidt angår åndssvage lovovertrædere, suppleres denne bestemmelse af

udlægningslovens § 6, hvorefter amtskommunerne samt Københavns og

Frederiksberg kommuner har pligt til på disses institutioner for personer med

vidtgående fysiske og psykiske handicap at modtage og føre tilsyn med

personer, der efter retskendelse skal underkastes mentalundersøgelse eller i

henhold til dom, kendelse eller vilkår for tiltalefrafald eller

prøveløsladelse skal anbringes i institution for åndssvage eller undergives

åndssvageforsorg.

Om amtskommunernes modtagepligt henvises endvidere til Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 567 af 21. december 1979 om pligt til at modtage åndssvage

lovovertrædere på bistandslovens døgninstitutioner for voksne med vidtgående

fysiske eller psykiske handicap under amtskommunerne samt om særlige

sikkerhedsforanstaltninger. Hertil føjes reglerne i Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 568 af samme dato med senere ændringer om magtanvendelse

m.v. i institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske

handicap.

Den sociale lovgivning, der har været gældende siden 1980, har givet

anledning til en vis tilpasning af anklagemyndighedens påstand i sager mod

åndssvage lovovertrædere til de gældende socialretlige regler, jf. herved

Anklagemyndighedens Årsberetning 1990 s. 112 ff. F.eks. formuleres en påstand

om anbringelse i institution som påstand om »anbringelse i institution

for personer med vidtgående psykiske handicap«. Som et andet eksempel

kan nævnes en påstand om tilsyn med mulighed for administrativ bestemmelse om

anbringelse på institution. En sådan påstand formuleres som påstand om

»tilsyn af amtskommunen/Københavns eller Frederiksberg kommune

vedrørende personer med vidtgående psykiske handicap, således at vedkommende

efterkommer tilsynsmyndighedens bestemmelse om ophold og arbejde, og således

at der af tilsynsmyndigheden kan træffes bestemmelse om anbringelse i

institution for personer med vidtgående psykiske handicap.«

Det ses endvidere i retspraksis, at formuleringen af afgørelser om

foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68, 2. pkt., tilpasses den

ændrede terminologi. Til illustration kan i den forbindelse henvises til

dommen, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1994, side 685, hvor den

tiltalte blev dømt til anbringelse »i institution for personer med

vidtgående psykiske handicap«.

4.3. Betænkningen om foranstaltninger over for åndssvage og andre

svagt begavede lovovertrædere

I betænkning nr. 955/1982 om foranstaltninger over for åndssvage og andre

svagt begavede lovovertrædere blev det overvejet, om anvendelsen af

udtrykkene » åndssvaghed«, jf. straffelovens § 16, og

»institution for åndssvage« samt »åndssvageforsorg«, jf.

straffelovens § 68, 2. pkt., kan anses for hensigtsmæssig efter ophævelsen af

den særlige lovgivning om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagt

begavede. Der henvises til betænkningen s. 73 ff. og s. 101 ff.

Af betænkningen fremgår, at et flertal ikke fandt grundlag for at foreslå,

at udtrykket »åndssvaghed« udgår af straffelovens § 16. Flertallet

henviste - bl.a. på baggrund af Retslægerådets vurdering - til, at begrebet

»åndssvaghed« fortsat er egnet til at bidrage til en afgrænsning af

en persongruppe, som på grund af psykisk afvigelse bør fritages for straf.

Flertallet fremhævede i den forbindelse, at de i straffeloven anvendte

betegnelser samtidig udgør en barriere mod anvendelsen af tidsubestemte

retsfølger over for grupper af svagt begavede lovovertrædere (sinker), som

der var enighed om at holde uden for reglerne om straffrihed og

særforanstaltninger.

Flertallet gav udtryk for, at terminologien i straffelovens § 68 bør

ændres, således at udtrykket »åndssvageforsorg« og eventuelt

tillige » institution for åndssvage« udgår. Der var imidlertid

enighed om, at det ikke gør nogen retlig forskel, om sidstnævnte udtryk

bibeholdes eller ej, da domstolene ikke kan antages at være bundet til at

anvende netop de udtryk, som straffelovens § 68 indeholder.

4.4. Retslægerådets udtalelse

Da den under pkt. 4.3. nævnte betænkning er fra 1982, har

Justitsministeriet anmodet Retslægerådet om en udtalelse om, hvorvidt den

opfattelse, som rådet gav udtryk for i betænkningen, fortsat er gældende.

Retslægerådet har udtalt, at begrebet »åndssvag« fortsat er

egnet til at danne udgangspunkt for afgrænsningen af den persongruppe, der er

omfattet af straffelovens § 16, og som er præget af en medfødt eller tidligt

erhvervet defekt, i første række af de pågældendes intellektuelle formåen.

Rådet peger dog i den forbindelse på, at FN's sundhedsorganisation (World

Health Organization (WHO)) også anvender betegnelsen »mental

retardering«.

Det er Retslægerådets opfattelse, at betegnelserne »åndssvaghed«

og »mental retardering« er synonymer og vil kunne erstatte

hinanden. WHO's klassifikationssystem inddeler mental retardering i fire

grader: lettere grad, middelsvær grad, sværere grad og sværeste grad. At være

mentalt retarderet i »lettere grad« svarer ifølge Retslægerådet til

tilstanden »åndssvaghed i lettere grad«, jf. straffelovens § 16,

stk. 2. At være mentalt retarderet i »middelsvær, sværere eller sværeste

grad« svarer til tilstanden »åndssvaghed i højere grad«, jf.

straffelovens § 16, stk. 1. Personer, der tilhører sinkegruppen, er ikke

klassificerede i den del af klassifikationssystemet, der vedrører de psykiske

lidelser og forstyrrelser, og således heller ikke under »mental

retardering«. At være »sinke« er ikke opfattet som en egentlig

psykisk lidelse, hvilket ifølge Retslægerådet er i overensstemmelse med dansk

tradition, hvorefter denne gruppe er holdt uden for reglerne om straffrihed

og særbehandling.

Retslægerådet har også overvejet, om betegnelsen »person med

vidtgående psykisk handicap« kan erstatte udtrykket

»åndssvaghed«. Denne betegnelse kan imidlertid også omfatte sinker,

og det er derfor Retslægerådets opfattelse, at den pågældende betegnelse ikke

vil være egnet til at afgrænse den gruppe, over for hvilken en

særforanstaltning må anbefales.

4.5. Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår af pkt. 4.2.2. ovenfor, er udtrykket

»åndssvageforsorg« udgået af den sociale lovgivning i forbindelse

med ophævelsen af den særlige lovgivning om forsorgen for åndssvage og andre

særlig svagt begavede i 1980.

Endvidere er udtrykket »åndssvag« mange steder i den sociale

lovgivning erstattet med udtrykket »personer med vidtgående psykiske

handicap«. I den forbindelse er der såvel i anklagemyndighedens praksis

som i retspraksis sket en vis tilpasning af formuleringen af foranstaltninger

i medfør af straffelovens § 68, 2. pkt., over for denne gruppe af

lovovertrædere til de gældende socialretlige regler. Også i anden lovgivning

anvendes andre udtryk end ordet »åndssvag«, herunder f.eks.

»hæmmet psykisk udvikling«.

Justitsministeriet finder, at der bør gennemføres en lignende tilpasning

af terminologien i straffelovens §§ 16 og 68 om åndssvage lovovertrædere.

Det er i nogle høringssvar over et udkast til lovforslaget anført, at det

foretrækkes at anvende udtrykket »udviklingshæmning«.

Sinkegruppen bør imidlertid fortsat holdes uden for reglerne om

straffrihed og særbehandling, og udtrykket »udviklingshæmning« er

derfor ikke et egnet kriterium som erstatning for »åndssvaghed« i

straffelovens § 16. Det samme gælder for udtrykket »person med

vidtgående psykisk handicap«.

Det foreslås på denne baggrund, at udtrykket »åndssvaghed« i

straffelovens § 16 erstattes med betegnelsen »mental retardering«.

Endvidere foreslås udtrykket »i institution for åndssvage eller under

åndssvageforsorg« i straffelovens § 68, 2. pkt., ændret til »i

institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn

med mulighed for administrativ anbringelse«. I den forbindelse foreslås

en tilsvarende sproglig ændring af bestemmelserne i retsplejelovens § 809,

stk. 2, og udlægningslovens § 6, stk. 1, nr. 2 og 3.

Lovforslaget omfatter også de andre bestemmelser i straffeloven, der

benytter betegnelsen »åndssvag« eller lignende. Det drejer sig om §

218, stk. 1, om udnyttelse af en persons åndssvaghed til at skaffe sig

samleje med den pågældende uden for ægteskab, § 219 om den, der som ansat ved

åndssvageinstitution har samleje med nogen, der er optaget i institutionen, §

236, stk. 1, om pålæg til seksualforbrydere om ikke at indfinde sig bl.a. ved

åndssvageanstalter, § 254 om at overlade en åndssvag farligt våben eller

sprængstof og § 261, stk. 2, om uberettiget at holde en person i forvaring

som åndssvag.

Der henvises i øvrigt til de særlige bemærkninger til lovforslagets § 1,

nr. 2, 7 og 10-14, § 2, nr. 1, og § 3.

5. Ændring af den nuværende ordning vedrørende dømtes pligt til at

betale omkostninger i sager efter straffelovens § 72

5.1. Gældende ret

Om sagsomkostninger i straffesager, der forfølges af en offentlig

myndighed, bestemmes i retsplejelovens § 1007, stk. 1, bl.a., at

omkostningerne ved sagens behandling udredes af det offentlige med forbehold

af ret til at få dem erstattet efter retsplejelovens regler herom. Efter

retsplejelovens § 1008, stk. 1, 1. pkt., har sigtede herefter, såfremt

vedkommende »findes skyldig«, som udgangspunkt pligt til at

erstatte det offentlige de nødvendige udgifter, som er medgået til sagens

behandling.

I retsplejelovens § 1008, stk. 2-4, er der fastsat en række undtagelser og

modifikationer fra hovedreglen om den dømtes pligt til at erstatte sagens

omkostninger. Bl.a. fremgår det af § 1008, stk. 3, 1. pkt., at udgifter som

følge af anke, kære eller begæring om genoptagelse kun skal udredes af

tiltalte, når disse skridt enten har ført til et for den pågældende mere

ugunstigt udfald eller er iværksat af den pågældende selv og ikke har ført

til forandring til den pågældendes fordel. Endvidere kan retten efter § 1008,

stk. 4, 2. pkt., altid begrænse omkostningsansvaret, når dette ellers ville

komme til at stå i åbenbart misforhold til den dømtes skyld og vilkår.

Hvis tiltalte frifindes, har den pågældende kun pligt til at erstatte

omkostninger i det omfang, omkostningerne er forårsagede ved den pågældendes

tilregnelige og retsstridige handlinger eller undladelser, dvs. på grundlag

af dansk rets almindelige erstatningsregler, jf. retsplejelovens § 1010, stk.

1.

I retspraksis pålægges også personer, over for hvem der træffes andre

foranstaltninger end straf i medfør af straffelovens § 68, jf. § 16, pligt

til at betale sagsomkostninger. Der sigtes her til personer, der på

gerningstidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom m.v. og derfor

frifindes for straf, jf. ovenfor i pkt. 4.2.1.

Endvidere pålægges personer, der i stedet for straf idømmes

foranstaltninger i medfør af straffelovens § 69, jf. § 68, 2. pkt., eller

forvaring, jf. straffelovens § 70, på tilsvarende måde sagsomkostninger. Om

indholdet af disse bestemmelser henvises til pkt. 3.2.2. og 4.2.1. ovenfor.

Reglerne om den dømtes betalingspligt vedrører »sagens

behandling«, jf. retsplejelovens § 1007, stk. 1, og nævner således ikke

udtrykkeligt udgifter i anledning af retshandlinger, der foretages efter

domfældelsen, f.eks. retsmøder om ændring eller ophævelse af idømte

foranstaltninger, jf. straffelovens § 72. Det antages imidlertid, at den

dømtes betalingspligt i disse tilfælde må bestemmes efter principperne i

retsplejelovens §§ 1008 og 1010. Anmoder den dømte i medfør af straffelovens

§ 72 om rettens stillingtagen til ændring eller ophævelse af en idømt

foranstaltning, vil den pågældende derfor som udgangspunkt skulle betale,

hvis retten ikke imødekommer anmodningen, jf. herved principperne i

retsplejelovens § 1008, stk. 1, 1. pkt., og stk. 4, 2. pkt., sammenholdt med

§ 1010, stk. 1. Det samme gælder, hvis den dømte indbringer rettens afgørelse

for landsretten, og landsrettens afgørelse går den dømte imod, jf. herved

principperne i retsplejelovens § 1008, stk. 3, 1. pkt.

5.2. Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår af pkt. 5.1. ovenfor, giver de nuværende regler i et vist

omfang mulighed for ved fordelingen af sagsomkostninger mellem den dømte og

det offentlige at tage hensyn til de konkrete omstændigheder i sagen.

Det kan dog give anledning til betænkeligheder og forekomme mindre

rimeligt, at den dømte som udgangspunkt skal betale sagsomkostninger, der kan

være meget betydelige, i tilfælde, hvor den pågældende benytter sin

lovbestemte ret efter straffelovens § 72 til at anmode om rettens

stillingtagen til ændring eller ophævelse af en idømt foranstaltning. Det kan

således ikke udelukkes, at den dømte afholder sig fra at indbringe en sådan

sag for retten på grund af de sagsomkostninger, som kan blive pålagt, såfremt

foranstaltningen ikke ændres.

Hertil kommer, at personer, der er idømt foranstaltninger, ofte tilhører

en gruppe i samfundet, som i forvejen kan have vanskelige økonomiske vilkår

og derfor kan have svært ved at betale de udgifter til advokat m.v., som

følger af en sag om ændring eller ophævelse af en foranstaltning. Resultatet

vil derfor ofte blive, at beløbet afholdes af det offentlige, fordi den dømte

ikke er i stand til at betale.

Justitsministeriet finder det på den baggrund rigtigt, at det som

udgangspunkt er det offentlige, der afholder udgifterne ved behandling af

sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger efter straffelovens §

72. Det foreslås derfor, at der i retsplejelovens kapitel 91 om

sagsomkostninger som § 1014 a, stk. 1, indsættes en bestemmelse, hvorefter

det offentlige i sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf.

straffelovens § 72, betaler udgifterne ved sagens behandling.

Der kan imidlertid tænkes tilfælde, hvor der efter omstændighederne bør

være mulighed for at pålægge den dømte helt eller delvis at betale sagens

omkostninger. Til illustration kan nævnes tilfælde, hvor den dømte har givet

anledning til forhaling af sagen, og hvor dette har medført udgifter, som det

er rimeligt at pålægge vedkommende at betale.

Som et andet eksempel kan peges på tilfælde, hvor sagen er affødt af ny

kriminalitet, jf. straffelovens § 72, stk. 2, 2. pkt. Sådanne tilfælde vil

kun undtagelsesvis opstå, idet statsadvokaterne, når særlige omstændigheder

ikke gør sig gældende, kan frafalde tiltale for lovovertrædelser, begået af

personer, der er undergivet foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68

eller § 69, jf. § 2, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 784 af 21. september 1992 om

politimestrenes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale. Om

lovovertrædelser, begået af forvaringsdømte, gælder i visse tilfælde en

lignende adgang til at meddele tiltalefrafald, når der er truffet bestemmelse

om genindsættelse eller sket tilbageførelse af den pågældende, jf.

bekendtgørelsens § 2, nr. 2-3.

På den baggrund foreslås der som stk. 2 i retsplejelovens § 1014 a indsat

en bestemmelse, hvorefter retten kan pålægge den dømte helt eller delvis at

betale sagens omkostninger, når der efter den dømtes forhold og sagens

omstændigheder i øvrigt er særlig anledning til det.

Om forslagets enkeltheder henvises til bemærkningerne til retsplejelovens

§ 1014 a i lovforslagets § 2, nr. 2.

6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

6.1. Forslaget om styrkelse af mulighederne for at anvende

samfundstjeneste skønnes at medføre meromkostninger til socialrådgivere,

administrative medarbejdere m.v. i den frie kriminalforsorg svarende til ca.

6-8 årsværk. Ordningen reducerer samtidig behovet for fængselskapacitet med

skønsmæssigt 20-25 pladser svarende til et årligt personaleforbrug på ca. 5

årsværk.

6.2. Forslaget om udvidet adgang til forvaring skønnes ikke

umiddelbart at medfører behov for flere ressourcer til kriminalforsorgen.

6.3. For personer, der idømmes en tidsbestemt frihedsstraf,

foreslås etableret en visitationsordning i Anstalten ved Herstedvester, hvor

alle dømte vil kunne anbringes som indledning til afsoningen. Endvidere

foreslås en forstærket behandlingsindsats under afsoningen.

En afdeling i Anstalten ved Herstedvester foreslås i den forbindelse

ændret til visitationsafdeling, og 10 erstatningspladser herfor foreslås

etableret som udslusningspladser i en bygning ved siden af anstalten.

Det samlede personalemerforbrug skønnes at udgøre 15-20 årsværk svarende

til ca. 6,0 mio. kr. årligt. Etableringsomkostningerne anslås til ca. 1,0

mio. kr.

Den forstærkede behandlingsindsats forudsættes etableret i forbindelse med

den 3-årige forsøgsordning med betinget dømte, jf. nedenfor pkt. 5.4.

6.4. Den 3-årige forsøgsordning i 1997-99 med idømmelse af

betinget straf med vilkår om behandling vil medføre merudgifter til tilsyn i

kriminalforsorgen og merudgifter til psykiatrisk-sexologisk behandling af de

omhandlede personer.

Under forudsætning af ca. 25 personer i behandling i forsøgsordningen på

samme tid skønnes ressourceforbruget i kriminalforsorgen at udgøre ca. 5

årsværk svarende til merudgifter på ca. 1,5 mio. kr. årligt.

De nødvendige lægelige behandlingstilbud overfor dels dømte med ubetinget

straf dels betinget dømte med vilkår om behandling foreslås etableret ved

Rigshospitalet samt Psykiatrisk Hospital i Århus og Odense

Universitetshospital.

Under forudsætning af ca. 25 nyhenviste pr. år svarende til ca. 50

behandlingspladser i alt har Sundhedsministeriet oplyst, at de årlige

udgifter vil ligge i størrelsesordenen ca. 3,5 mio. kr., i 1997 dog noget

mindre. Denne udgift dækker både behandling i forsøgsordningen og behandling

af personer idømt tidsbestemt straf, jf. ovenfor pkt. 5.3. Ordningen har ikke

været endeligt forhandlet med de implicerede sygehusejere.

6.5. Til yderligere forskning og undersøgelse vedrørende

anvendelsen af domme til samfundstjeneste, jf. de almindelige bemærkninger

pkt. 2.3.1. samt vedrørende seksualkriminalitet, jf. pkt. 3.5.1. forudses

udgifter inden for en ramme på 0,5 mio. kr.

6.6. Det er ikke muligt at foretage en nærmere opgørelse af

størrelsen af de beløb, der inddrives til dækning af det offentliges udgifter

i forbindelse med behandlingen af sager om ændring eller ophævelse af

foranstaltninger, jf. straffelovens § 72. Forslaget om ændring af den

nuværende ordning på området skønnes dog ikke at medføre tab af indtægter for

det offentlige af betydning.

6.7. De samlede årlige merudgifter i 1997 og følgende år udgør

herefter ca. 11,5 mio. kr. Etableringsudgifterne i 1997 udgør ca. 1,0 mio.

kr.

Merudgifterne afholdes inden for Justitsministeriets bevillingsmæssige

rammer.

Lovforslaget har ingen miljømæssige eller erhvervsøkonomiske konsekvenser

og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

7. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget har været sendt til høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns

Byret og for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, rigsadvokaten, rigspolitichefen,

politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark,

Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk

Kriminalpolitiforening, Dansk Fængselsforbund, Kriminalforsorgsforeningen,

Advokatrådet, Retslægerådet, Den Almindelige Danske Lægeforening,

Hovedstadens Sygehusfællesskab, Amtsrådsforeningen, Kommunernes

Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Det Danske Center

for Menneskerettigheder, Det Centrale Handicapråd, Center for Ligebehandling

af Handicappede, De Samvirkende Invalideorganisationer, Landsforeningen LEV,

Børnerådet og Landsforeningen Sind.

Det bemærkes, at udkastet også indeholdt bestemmelser om

varetægtsfængsling i retshåndhævelsesøjemed under domsforhandlingen. Disse

bestemmelser er ikke medtaget i lovforslaget.

Lovforslagets § 2, nr. 2, om ændring af ordningen vedrørende den dømtes

pligt til at betale omkostninger i sager om ændring eller ophævelse af

foranstaltninger, jf. straffelovens § 72, var ikke indeholdt i det udkast,

der blev sendt til høring.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilag 1 til lovforslaget er de foreslåede regler sammenholdt med

de gældende regler.

Til § 1

Til nr. 1

Forslaget er en konsekvens af, at samfundstjeneste nu er selvstændigt

reguleret i straffelovens kap. 8 (§§ 62-67).

Efter straffelovens § 4, stk. 1, afgøres det efter den ved handlingens

påkendelse gældende lovgivning, hvorvidt den strafbare handling skal medføre

retsfølger af sådan art som nævnt i §§ 56-61, 68-70, 73 og 79. Det drejer sig

om betingede domme og visse andre retsfølger af den strafbare handling.

Ved forslaget indsættes der i § 4, stk. 1, ved siden af henvisningen til

betingede domme m.v. en henvisning til straffelovens regler om

samfundstjeneste.

Til nr. 2

Som det fremgår af pkt. 4.5. i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget, foreslås udtrykket »åndssvaghed« i straffelovens § 16

erstattet med betegnelsen »mental retardering«.

De foreslåede ændringer indebærer, at udtrykket »åndssvaghed i højere

grad«, jf. straffelovens § 16, stk. 1, erstattes med betegnelsen

»mentalt retarderede i højere grad«, og at udtrykkene

»åndssvaghed i lettere grad« og »åndssvaghed«, jf.

straffelovens § 16, stk. 2, erstattes med betegnelserne »mentalt

retarderede i lettere grad« og »mental retardering«.

Ændringerne er udelukkende af terminologisk karakter og berører derfor

ikke bestemmelsernes hidtidige anvendelsesområde.

Tilstanden »mentalt retarderet i højere grad« svarer således til

tilstanden »åndssvaghed i højere grad« i straffelovens § 16, stk.

1, 1. pkt., og til tilstandene »mental retardering i middelsvær, sværere

og sværeste grad« i WHO's klassifikationssystem, jf. pkt. 4.4. i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget. En person, der på

gerningstidspunktet var mentalt retarderet i højere grad og som følge heraf

utilregnelig skal derfor frifindes for straf efter § 16, stk. 1, 2. pkt., som

affattet ved lovforslagets § 1, nr. 2, jf. udtrykket »tilsvarende«

i bestemmelsen.

Endvidere svarer tilstanden »mentalt retarderet i lettere grad«

til tilstanden »åndssvaghed i lettere grad« i straffelovens § 16,

stk. 2, og til tilstanden »mental retardering i lettere grad« i

WHO's klassifikationssystem, jf. pkt. 4.4. i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget. En person, der på gerningstidspunktet var mentalt retarderet i

lettere grad, skal derfor ikke straffes, medmindre særlige omstændigheder

taler for at pålægge straf, jf. § 16, stk. 2, 1. pkt., i lovforslaget.

Endelig svarer tilstanden »mental retardering« til betegnelsen

»åndssvaghed« i straffelovens § 16, stk. 2, og til tilstandene

»mental retardering i lettere, middelsvær, sværere og sværeste

grad« i WHO's klassifikationssystem, jf. pkt. 4.4. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget. Det indebærer, at en person, der på

gerningstidspunktet befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med

mental retardering, ikke straffes, medmindre særlige omstændigheder taler for

at pålægge straf, jf. § 16, stk. 2, 2. pkt., som affattet ved lovforslaget.

Om eventuel fastsættelse af anden reaktion end straf i de ovennævnte

tilfælde, henvises til straffelovens § 68, som foreslås ændret ved

lovforslagets § 1, nr. 7.

Til nr. 3

Efter forslaget kan den tid, inden for hvilken den fastsatte arbejdspligt

skal være afviklet, forlænges af tilsynsmyndigheden, hvis særlige grunde

taler derfor, dog ikke ud over prøvetiden.

Forslaget indebærer, at tilsynsmyndigheden kan forlænge afviklingstiden,

hvis den dømte f.eks. på grund af sygdom eller andre årsager, som er

undskyldelige, ikke kan nå at afvikle arbejdspligten inden for den i dommen

fastsatte afviklingstid. Det vil også f.eks. være muligt at forlænge

afviklingstiden i tilfælde, hvor samfundstjenesten er idømt sammen med en

kort ubetinget frihedsstraf, jf. forslaget under nr. 2.3.2., hvis det på

grund af afsoningen ikke er muligt at opfylde arbejdspligten inden udløbet af

længstetiden.

Den dømte vil efter forslaget kunne forlange rettens prøvelse af

spørgsmålet om forlængelse af afviklingstiden. Sagen skal i så fald

indbringes for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning, ligesom det

sker ved overtrædelse af vilkåret om samfundstjeneste eller andre vilkår.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.4.

Til nr. 4

Efter forslaget ændres straffelovens § 63, stk. 2, således at der i dommen

fastsættes en prøvetid på højst 2 år, dog således at prøvetiden ophører, når

længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse (afviklingstiden) er udløbet,

medmindre andet er bestemt i dommen.

Da der efter forslaget ikke er mulighed for, at afviklingstiden af

tilsynsmyndigheden kan forlænges ud over prøvetiden, forudsættes det, at

prøvetiden ved dommen til samfundstjeneste - hvis prøvetiden fastsættes til

et kortere tidsrum end 2 år - dog fastsættes således, at der er plads til, at

tilsynsmyndigheden i givet fald kan forlænge afviklingstiden.

Til nr. 5

Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 63, stk. 4, kan der i en

dom til samfundstjeneste fastsættes vilkår om, at den dømte undergives

ambulant afvænningsbehandling for misbrug af alkohol eller narkotika eller

ambulant psykiatrisk behandling.

Efter forslaget vil der til en dom til samfundstjeneste kunne knyttes de

samme typer af særvilkår som til en almindelig betinget dom, jf.

straffelovens § 57. Den eneste betingelse er, at retten finder sådanne vilkår

formålstjenlige.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.3.

Til nr. 6

Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 64 er muligheden for at

kombinere en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste med en ubetinget

frihedsstraf eller en bøde begrænset til tilfælde, hvor flere uligeartede

lovovertrædelser foreligger til samlet pådømmelse.

Efter forslaget vil der også i tilfælde, hvor en enkelt eller flere

ligeartede lovovertrædelser foreligger til pådømmelse, kunne gives en

betinget dom med vilkår af samfundstjeneste og en ubetinget frihedsstraf

eller en bøde efter reglerne i straffelovens § 58.

Retten får således mulighed for i tilfælde, der ligger på grænsen mellem

betinget og ubetinget frihedsstraf, men hvor valget efter de gældende regler

ville være faldet på en ubetinget frihedsstraf, i stedet at idømme en

betinget straf med vilkår om samfundstjeneste og en kortere ubetinget

frihedsstraf eller en bøde.

For at den ubetingede del af straffen ikke i for høj grad skal virke

hæmmende på den dømtes motivation til afvikling af samfundstjenesten,

foreslås det, at en ubetinget frihedsstraf i kombination med samfundstjeneste

ikke kan overstige 3 måneder.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.2., hvor

det bl.a. forudsættes, at en lovovertrædelse, der efter de gældende regler

ville medføre en almindelig betinget dom eller en betinget dom med vilkår om

samfundstjeneste, ikke efter gennemførelsen af lovforslaget fører til

idømmelse af en kombinationsdom.

Til nr. 7

Som det fremgår af pkt. 4.5. i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget, foreslås udtrykket »i institution for åndssvage eller

under åndssvagforsorg« i straffelovens § 68, 2. pkt., ændret til »i

institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn

med mulighed for administrativ anbringelse«.

Den foreslåede ændring indebærer alene, at der sker en sproglig tilpasning

af bestemmelsen i straffelovens § 68, 2. pkt., til de gældende socialretlige

regler.

Bestemmelsen om anbringelse »i institution for personer med

vidtgående psykiske handicap« vil således f.eks. kunne finde anvendelse

i tilfælde, hvor der er nedlagt påstand om anbringelse i institution eller om

anbringelse i institution med mulighed for midlertidig anbringelse på lukket

(sikret) afdeling, jf. herved side 120-123 i Anklagemyndighedens Årsberetning

1990.

Bestemmelsen om, at den pågældende skal anbringes »under tilsyn med

mulighed for administrativ anbringelse« sigter til tilfælde, hvor der er

truffet bestemmelse om amtskommunalt tilsyn, således at den pågældende

efterkommer tilsynsmyndighedens bestemmelse om ophold og arbejde, og således

at der af tilsynsmyndigheden kan træffes bestemmelse om anbringelse i

institution for personer med vidtgående psykiske handicap, jf. herved side

119-120 i Anklagemyndighedens Årsberetning 1990.

Tilfælde, hvor der alene er truffet bestemmelse om tilsyn, jf. herved side

119 i Anklagemyndighedens Årsberetning 1990, omfattes af udtrykket

»tilsyn« i § 68, 2. pkt. Det skyldes, at der i sådanne tilfælde

ikke er mulighed for, at tilsynsmyndigheden kan træffe bestemmelse om

anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap.

Der henvises endvidere til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 10-14

om ændringer i straffeloven i øvrigt, § 2, nr. 1, om ændring af

retsplejelovens § 809, stk. 2, vedrørende indlæggelse til mentalobservation

på åndssvageanstalt, og til lovforslagets § 3 om ændring af udlægningslovens

§ 6, stk. 1, nr. 2 og 3, vedrørende pligt til at modtage og føre tilsyn med

åndssvage lovovertrædere på de amtskommunale institutioner for personer med

vidtgående psykiske handicap.

Om afgrænsningen af den persongruppe, der på grund af psykisk afvigelse

frifindes for straf og i stedet efter omstændighederne dømmes i medfør af

straffelovens § 68, henvises til straffelovens § 16, som affattet ved

lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 8 og 9

De foreslåede ændringer af straffelovens § 70, indebærer en mindre

udvidelse af adgangen til at idømme forvaring for så vidt angår grove

seksualforbrydelser. Baggrunden for forslaget er beskrevet i de almindelige

bemærkninger, pkt. 3.5.2.

Efter forslaget tilføjes der til § 70 et nyt stk. 2, som indeholder de

lempeligere betingelser for idømmelse af forvaring for disse

lovovertrædelser.

Den nugældende § 70, der bliver § 70, stk. 1, vil fremover alene omfatte

de øvrige lovovertrædelser, der kan medføre forvaring, dvs. drab, røveri,

frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler eller brandstiftelse. I

forhold til denne bestemmelse lempes betingelserne for så vidt angår grove

seksualforbrydelser, idet ordet »navnlig« udgår af farlighedskravet

(§ 70, stk. 2, nr. 2), ligesom ordet »nærliggende« i samme

bestemmelse ændres til: »væsentlig«. Det indebærer, at en

»væsentlig fare« ikke altid vil være »nærliggende«, mens

en »nærliggende fare« altid forudsættes at være

»væsentlig«.

I dag er det ofte først ved tiltaltes tredje dom for seksualforbrydelser,

at anvendelse af forvaring kommer på tale. Fremover bør forvaring kunne komme

på tale også ved anden dom, hvor grovheden af den seneste seksualforbrydelse

eller antallet af forhold under denne straffesag sammenholdt med oplysninger

om tiltaltes aktuelle farlighed taler for en tidsubestemt foranstaltning,

hvor der bliver mulighed for ved behandling at modvirke risikoen for

gentagelse.

Det skal heller ikke være udelukket at idømme forvaring allerede første

gang en person tiltales for grove seksualforbrydelser, hvis der efter

oplysningerne om tiltaltes person er betydelig risiko for gentagelse, som bør

forhindres.

Efter den gældende bestemmelse idømmes årligt kun 2-3 personer forvaring.

Ændringen af § 70 vil formentlig højst indebære, at yderligere 2-3 personer i

gennemsnit årligt dømmes til forvaring. Justitsministeriet vil anmode

Rigsadvokaten om at sikre, at der alene bliver nedlagt påstand om forvaring i

overensstemmelse hermed.

Til nr. 10

Ifølge straffelovens § 218, stk. 1, straffes den, der ved udnyttelse af en

persons sindssygdom eller åndssvaghed skaffer sig samleje uden for ægteskab

med den pågældende.

Det foreslås, at udtrykket »åndssvag« i § 218, stk. 1, der

afgrænses på samme måde som i straffelovens § 16, ligesom i denne bestemmelse

erstattes med begrebet »mentalt retarderet«. Der sker herved ingen

ændring af bestemmelsens anvendelsesområde.

I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.5.

Til nr. 11

Straffelovens § 219 omfatter forhold, hvor en person, der er ansat eller

tilsynsførende ved fængsel, forsorgshjem, børne- eller ungdomshjem, hospital

for sindslidende, åndssvageinstitution eller lignende institution, har

samleje med nogen, der er optaget i institutionen.

Det foreslås, at udtrykket »åndssvageinstitution« erstattes af

udtrykket »institution for personer med vidtgående psykiske

handicap« på samme måde som i straffelovens § 68, jf. bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 7, ovenfor og de almindelige bemærkninger pkt. 4.5.

Til nr. 12

§ 236, stk. 1, i straffeloven giver retten mulighed for at pålægge en

person, der dømmes for en seksualforbrydelse, pålæg om ikke at indfinde sig

bl.a. ved åndssvageanstalter.

Udtrykket »åndssvageanstalter« foreslås ændret til

»institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap«. Der

henvises herom til de tilsvarende forslag i lovforslagets § 1, nr. 7 og 11.

Til nr. 13 og 14

Efter straffelovens § 254 straffes den, der forsætligt eller uagtsomt

overlader barn under 15 år, sindssyg, åndssvag eller beruset person farligt

våben eller sprængstof.

Straffelovens § 261, stk. 2, indebærer straf for den, der uberettiget

holder nogen i forvaring som sindssyg eller åndssvag.

Det foreslås, at sprogbrugen i bestemmelserne ændres fra

»åndssvag« til »mentalt retarderet«, jf. de tilsvarende

forslag i lovforslagets § 1, nr. 2 og 10.

Til § 2

Til nr. 1

I retsplejelovens § 809 er der fastsat nærmere regler om

mentalundersøgelse af sigtede i straffesager. Findes det påkrævet, at sigtede

indlægges til mentalundersøgelse på hospital for sindslidende, på

åndssvageanstalt eller i anden egnet institution, træffer retten ved kendelse

bestemmelse herom, jf. retsplejelovens § 809, stk. 2.

Som nævnt i pkt. 4.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget og i

bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås udtrykket »i

institution for åndssvage eller under åndssvageforsorg« i straffelovens

§ 68, 2. pkt., ændret til »i institution for personer med vidtgående

psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for administrativ

anbringelse«. På denne baggrund foreslås bestemmelsen i retsplejelovens

§ 809, stk. 2, ændret, således at udtrykket »på åndssvageanstalt«

erstattes med udtrykket »i institution for personer med vidtgående

psykiske handicap«. Ændringen er alene af terminologisk karakter.

Til nr. 2

Den foreslåede § 1014 a indeholder bestemmelser om dømtes pligt til

at betale omkostninger vedrørende behandlingen af sager om ændring eller

ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens § 72.

Bestemmelsen tager efter sin ordlyd og placering i slutningen af

retsplejelovens kapitel 91 om sagsomkostninger alene sigte på sager om

ændring eller ophævelse af allerede idømte foranstaltninger, jf.

straffelovens § 72. Der tilsigtes således ingen ændring i den nuværende

retstilstand for så vidt angår pligten til at betale for omkostningerne i

hovedsagen, dvs. den sag, hvor foranstaltningerne idømmes, jf. straffelovens

§§ 68-70. Der henvises i den forbindelse til pkt. 5.1. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 1014 a, stk. 1,

indebærer, at det som udgangspunkt er det offentlige, der betaler udgifterne

ved behandlingen af sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger. Det

gælder, uanset om sagen rejses af den dømte, og rettens afgørelse går den

pågældende imod. Bestemmelsen afviger herved fra den nuværende ordning,

hvorefter den dømte som udgangspunkt skal betale, medmindre afgørelsen falder

ud til den pågældendes fordel, jf. pkt. 5.1. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Bestemmelsen tager ikke kun sigte på byrettens sagsbehandling, men

omfatter også landsrettens behandling ved appel af byrettens afgørelser efter

straffelovens § 72. Det indebærer, at det også ved afgørelsen af

omkostningsspørgsmålet i landsretten er udgangspunktet, at det offentlige

betaler. Det gælder, selv om sagen er indbragt for landsretten af den dømte,

og landsrettens afgørelse går den pågældende imod. Bestemmelsen afviger

herved fra den nuværende ordning, hvorefter det bl.a. i tilfælde af anke og

kære som udgangspunkt er den dømte, der skal betale, når anke- eller

kæresagen er iværksat af den pågældende og ikke har ført til forandring til

den pågældendes fordel, jf. pkt. 5.1. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Efter den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 1014 a, stk.

2, kan retten pålægge den dømte helt eller delvis at betale sagens

omkostninger, når der efter den dømtes forhold og sagens omstændigheder i

øvrigt er særlig anledning til det. Som det fremgår af ordlyden, sigter den

foreslåede bestemmelse alene på undtagelsestilfælde, hvor der efter en

konkret vurdering af den dømtes forhold og sagens omstændigheder i øvrigt

findes særlig anledning til at fravige hovedreglen i § 1014 a, stk. 1. Det

bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsen ikke alene indeholder hjemmel til

pålægge den dømte at betale sagens omkostninger fuldt ud, men også rummer

mulighed for at pålægge den dømte at betale en del af sagens omkostninger.

Med bestemmelsen sigtes f.eks. til tilfælde, hvor den dømte har givet

anledning til forhaling af sagen, og hvor dette har medført udgifter, som det

er rimeligt at pålægge den pågældende. Bestemmelsen kan efter

omstændighederne også tænkes anvendt i de specielle tilfælde, hvor der rejses

sag om foranstaltningsændring på grund af ny kriminalitet, jf. straffelovens

§ 72, stk. 2, 2. pkt., og pkt. 5.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 3

Som det fremgår af pkt. 4.2.2. i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget, påhviler det ifølge udlægningslovens § 6, stk. 1,

amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner på disses

institutioner for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap at

modtage og føre tilsyn med personer, der efter retskendelse skal underkastes

mentalundersøgelse eller i henhold til dom, kendelse eller vilkår for

tiltalefrafald eller prøveløsladelse skal anbringes i institution for

åndssvage eller undergives åndssvageforsorg.

I lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås udtrykket »i institution for

åndssvage eller under åndssvageforsorg« i straffelovens § 68, 2. pkt.,

ændret til »i institution for personer med vidtgående psykiske handicap

eller under tilsyn med mulighed for administrativ anbringelse«. På den

baggrund foreslås en tilsvarende ændring af bestemmelserne i udlægningslovens

§ 6, stk. 1, nr. 2 og 3. Ændringen er alene af terminologisk karakter.

Til § 4

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1997.

Bestemmelsen i § 4, stk. 2, indeholder overgangsregler og indebærer, at

betegnelserne »mentalt retarderet« og »institution for

personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for

administrativ anbringelse« skal benyttes i alle sager, der ikke er

endeligt afgjort ved lovens ikrafttræden.

Ændringerne af reglerne om samfundstjeneste gælder for alle sager, der

ikke er endelig afgjort ved lovens ikrafttræden, mens ændringerne af reglerne

om forvaring gælder for strafbare handlinger, der begås efter lovens

ikrafttræden, jf. princippet i straffelovens § 3.

Endelig indebærer § 4, stk. 2, at ændringerne vedrørende dømtes pligt til

at betale for omkostningerne ved behandlingen af sager efter straffelovens §

72 finder anvendelse i alle sager, der ikke er endeligt afgjort ved lovens

ikrafttræden.

Til § 5

Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale gyldighedsområde. Den

indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Lovforslagets § 1 om ændring af straffeloven kan dog sættes i kraft for

Færøerne ved kongelig anordning. For Grønland gælder en særlig kriminallov,

og der er derfor ikke hjemmel til at sætte loven i kraft for Grønland.

At § 3 hverken kan sættes i kraft for Grønland eller Færøerne, skyldes, at

udlægningsloven efter lovens § 16 ikke gælder for disse dele af riget.

Skriftlig fremsættelse

Justitsministeren (Bjørn Westh):

Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om

udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v.

(Samfundstjeneste og forstærket indsats mod seksualforbrydelser m.v.).

(Lovforslag nr. L 12).

Formålet med lovforslaget er at styrke mulighederne for anvendelse af

samfundstjeneste og at gennemføre en forstærket indsats mod

seksualforbrydelser. Der foreslås også en sproglig modernisering af

straffelovens § 16 og § 68 om »åndssvage« lovovertrædere. Endelig

foreslås det, at den dømte som udgangspunkt fritages for at betale

sagsomkostninger i sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf.

straffelovens § 72.

Det første element i lovforslaget angår straffelovens bestemmelser om

samfundstjeneste.

Erfaringerne med anvendelse af domme til samfundstjeneste er positive, og

ordningen bør derfor benyttes i betydeligt omfang. I de to sidste år har

antallet af domme til samfundstjeneste imidlertid ligget under niveauet for

1992 og 1993.

Der er allerede administrativt taget initiativ til at styrke anvendelsen

af samfundstjeneste, men der er efter min opfattelse også behov for at ændre

straffelovens regler, således at domstolene får mulighed for at anvende

samfundstjeneste mere end i dag.

Det foreslås derfor, at det i videre omfang bliver muligt at anvende

kombinationsdomme, dvs. en kombination af en betinget dom med vilkår om

samfundstjeneste og en kort ubetinget frihedsstraf eller en bøde.

En udvidet adgang til at benytte kombinationsdomme vil indebære, at

samfundstjeneste kan anvendes ved lovovertrædelser, hvis type eller grovhed

efter de gældende regler udelukker anvendelse af samfundstjeneste, fordi en

sådan dom ikke anses for at være en tilstrækkelig sanktion.

Muligheden for at idømme kombinationsdom vil kun kunne udnyttes i

tilfælde, hvor sanktionsvalget ellers var faldet ud til fordel for en

ubetinget frihedsstraf. Der vil ikke kunne idømmes kombinationsdom ved

lovovertrædelser, der efter nugældende praksis ville medføre en almindelig

betinget dom eller en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.

Det foreslås også, at der til en dom til samfundstjeneste kan knyttes

flere former for vilkår end efter de gældende regler. Det giver mulighed for,

at flere personer kan blive fundet egnet til samfundstjeneste.

Disse to forslag må forventes at indebære, at det samlede antal domme til

samfundstjeneste vil stige.

Det andet element i lovforslaget er en forstærket indsats mod

seksualforbrydelser, herunder navnlig seksualforbrydelser mod børn.

Det centrale i denne del af forslaget er en øget behandlingsindsats over

for personer, der har begået seksualforbrydelser, for at forebygge denne form

for kriminalitet.

Den øgede behandling tænkes gennemført dels ved en forsøgsordning med

behandling som alternativ til frihedsstraf for visse seksualforbrydelser og

dels ved, at der tilbydes behandling til personer, der idømmes en tidsbestemt

frihedsstraf for seksualforbrydelser.

Forsøgsordningen tænkes gennemført på grundlag af de gældende regler i

straffeloven om betingede domme og forudsættes i almindelighed alene at komme

på tale som alternativ til ubetinget fængselsstraf på fra 4-6 måneder og op

til omkring 1 1/2 år.

Med hensyn til personer, der idømmes en sædvanlig tidsbestemt

fængselsstraf, er det hensigten at etablere en visitationsordning på

Anstalten ved Herstedvester, hvor de pågældende kan indlede afsoningen. Under

opholdet skal et eventuelt behov for behandling afdækkes, således at den

dømte kan placeres og tilbydes behandling efter behovet i det enkelte

tilfælde.

Som led i disse to ordninger med behandling vil der blive etableret et

landsdækkende behandlingsnetværk bestående af 3 klinikker i henholdsvis

København, Århus og Odense.

Endvidere foreslås det, at det ved de groveste seksualforbrydelser bliver

muligt at anvende forvaring i lidt videre omfang end hidtil. Formålet med

dette forslag er bl.a. at gøre det muligt at kunne iværksætte behandling

under frihedsberøvelsen med henblik på, at behandlingen fortsættes under

prøveudskrivning.

Det tredje element i lovforslaget er en sproglig modernisering af

straffelovens § 16 og § 68 om »åndssvage« lovovertrædere. Herudover

foreslås bl.a. ændring af de bestemmelser i straffeloven, der benytter

udtrykket »åndssvag«, »åndssvageanstalt« eller lignende.

Ændringen indebærer bl.a., at udtrykket »åndssvag« ændres til

»mentalt retarderet«, og at udtrykket »åndssvageanstalt«

ændres til »institution for personer med vidtgående psykiske

handicap«.

Det fjerde element i lovforslaget er en ændring af den nuværende ordning

vedrørende dømtes pligt til at betale omkostninger i sager om ændring eller

ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens § 72.

Hvis en dømt anmoder retten om at ændre eller ophæve en foranstaltning

fastsat i medfør af straffelovens §§ 68-70, og retten ikke imødekommer

anmodningen, bliver den dømte i dag som udgangspunkt pålagt at betale

sagsomkostningerne. Forslaget indebærer, at det som udgangspunkt bliver det

offentlige, der skal betale udgifterne ved behandlingen af sager om ændring

eller ophævelse af foranstaltninger.

Forslaget er en i det væsentlige uændret genfremsættelse af lovforslag nr.

L 259, som jeg fremsatte den 25. april 1996. Lovforslagets fjerde element om,

at det offentlige betaler udgifterne i sager om ændring eller ophævelse af

foranstaltninger, er dog nyt i forhold til det tidligere lovforslag.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger,

skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det høje Tings velvillige

behandling.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992 som

ændret senest ved lov nr. 388 af 22. maj 1996 og lov nr. 474 af 12. juni

1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 1 , ændres »68-70« til:

»62-70«.

§ 4. Hvorvidt den strafbare handling skal medføre retsfølger af

sådan art som i §§ 56-61, 68-70, 73 og 79 nævnt, afgøres efter den ved

handlingens påkendelse gældende lovgivning.

Stk. 2. Andre retsfølger af handlingen indtræder, for så vidt

intet modsat er bestemt, kun, når dette var hjemlet også ved den ved

handlingens foretagelse gældende lovgivning.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 3, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse

på andre retsfølger af handlingen end straf, hvis deres indtræden var

betinget af handlingens strafbarhed.

2. § 16 affattes således:

»§ 16. Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på

grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes

ikke. Tilsvarende gælder personer, der var mentalt retarderede i højere grad.

Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol eller andre

rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, der

må ligestilles hermed, kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder

taler derfor.

Stk. 2 . Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i

lettere grad, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at

pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig i en tilstand,

som ganske må ligestilles med mental retardering.«

§ 16. Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af

sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, eller åndssvaghed i

højere grad, straffes ikke. Befandt gerningsmanden sig som følge af

indtagelse af alkohol eller andre rusmidler forbigående i en tilstand af

sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan straf dog

pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 2. Personer, der befandt sig i en tilstand af åndssvaghed i

lettere grad eller i en tilstand, som ganske må ligestilles med åndssvaghed,

straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf.

3. I § 63 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Den i medfør af stk. 1 fastsatte længstetid kan af

til synsmyndigheden forlænges, hvis særlige grunde taler derfor, dog ikke ud

over prøvetiden. Tilsynsmyndighedens afgørelse om forlængelse af længstetiden

indbringes efter anmodning fra den dømte for retten.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

4. § 63, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. I dommen fastsættes en prøvetid på højst 2 år.

Prøvetiden ophører dog, når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse er

udløbet, medmindre andet er bestemt i dommen.«

5. § 63, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Den dømte undergives tilsyn i prøvetiden. Retten kan

endvidere, hvis det findes formålstjenligt, fastsætte vilkår som nævnt i §

57.«

§ 63. Som vilkår for udsættelsen af frihedsstraf bestemmes, at den

dømte skal udføre ulønnet samfundstjeneste i mindst 40 og højst 240 timer.

Den fastsatte arbejdspligt skal opfyldes inden for en længstetid, der udmåles

i forhold til antallet af arbejdstimer.

Stk. 2. Der fastsættes en prøvetid, som i almindelighed svarer til

længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse, men, hvis det findes

formålstjenligt, kan være længere, dog højst 2 år.

Stk. 3. Den dømte undergives tilsyn i prøvetiden. Der kan

endvidere fastsættes vilkår om, at den dømte undergives ambulant

afvænningsbehandling for misbrug af alkohol eller narkotika eller ambulant

psykiatrisk behandling.

6. § 64 affattes således:

»§ 64. I forbindelse med betinget dom med vilkår om

samfundstjeneste kan der idømmes ubetinget frihedsstraf eller bøde efter

reglerne i § 58. En i medfør af § 58, stk. 1, fastsat frihedsstraf kan dog

ikke overstige 3 måneder. Ubetinget hæftestraf kan idømmes, selv om der

fastsættes straf af fængsel i den betingede dom.«

§ 64. Foreligger flere uligeartede lovovertrædelser til samlet

pådømmelse, kan retten, såfremt særlige grunde taler derfor, i forbindelse

med betinget dom med vilkår om samfundstjeneste fastsætte en bøde eller en

kort ubetinget frihedsstraf for en eller nogle af lovovertrædelserne.

Ubetinget hæftestraf kan idømmes, selv om der fastsættes straf af fængsel i

den betingede dom.

7. I § 68, 2. pkt. , ændres »i institution for

åndssvage eller under åndssvageforsorg« til: »i institution for

personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for

administrativ anbringelse«.

§ 68. Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af § 16, kan

retten træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes

formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Såfremt mindre

indgribende foranstaltninger som tilsyn, bestemmelser vedrørende opholdssted

eller arbejde, afvænningsbehandling, psykiatrisk behandling m.v. ikke findes

tilstrækkelige, kan det bestemmes, at den pågældende skal anbringes i

hospital for sindslidende, i institution for åndssvage eller under

åndssvageforsorg eller i egnet hjem eller institution til særlig pleje eller

forsorg. Anbringelse i forvaring kan ske under de betingelser, der er nævnt i

§ 70.

8. I § 70, nr. 1 , udgår »voldtægt eller anden

alvorlig sædelighedsforbrydelse,».

9. I § 70 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. En person kan endvidere dømmes til forvaring, hvis:

1) han findes skyldig i voldtægt eller anden alvorlig

sædelighedsforbrydelse eller i forsøg herpå og

2) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om hans

person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at han frembyder

væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og

3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at

forebygge denne fare.«

§ 70. En person kan dømmes til forvaring, hvis:

1) han findes skyldig i drab, røveri, voldtægt eller anden alvorlig

sædelighedsforbrydelse, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler

af den i § 266 nævnte art eller brandstiftelse eller i forsøg på en af de

nævnte forbrydelser og

2) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om hans

person, herunder navnlig om tidligere kriminalitet, må antages, at han

frembyder nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og

3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at

forebygge denne fare.

10. I § 218, stk. 1, ændres »åndssvaghed« til:

»mentale retardering«.

§ 218. Den, der ved udnyttelse af en persons sindssygdom eller

åndssvaghed skaffer sig samleje uden for ægteskab med den pågældende,

straffes med fængsel indtil 4 år.

Stk. 2. - - -

11. I § 219 ændres »åndssvageinstitution« til:

»institution for personer med vidtgående psykiske handicap«.

§ 219. Den, der er ansat eller tilsynsførende ved fængsel,

forsorgshjem, børne- eller ungdomshjem, hospital for sindslidende,

åndssvageinstitution eller lignende institution, og som har samleje med

nogen, der er optaget i institutionen, straffes med fængsel indtil 4 år.

12. I § 236, stk. 1, ændres »åndssvageanstalter«

til: »institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap«.

§ 236. Når nogen dømmes efter §§ 216, 217, 218, stk. 1, 222 eller

223, stk. 2, eller efter §§ 224, 225 eller 226, jf. en af de fornævnte

bestemmelser, eller efter § 232, kan der ved dommen gives den pågældende

pålæg om ikke at indfinde sig i offentlige parker eller anlæg, på fælleder,

ved skoler og legepladser, ved opdragelseshjem, ved sindssygehospitaler og

åndssvageanstalter, i bestemt angivne skove og på bestemt angivne

badeanstalter og strandbredder.

Stk. 2-4. - - -

13. I § 254 ændres »åndssvag« til: »mentalt

retarderet«.

§ 254. Med bøde eller hæfte indtil 3 måneder straffes den, som

forsætligt eller uagtsomt overlader barn under 15 år, sindssyg, åndssvag

eller beruset person farligt våben eller sprængstof.

14. I § 261, stk. 2, ændres »åndssvag« til:

»mentalt retarderet«.

§ 261. - - -

Stk. 2. Sker det for vindings skyld, eller har frihedsberøvelsen

været langvarig eller bestået i, at nogen uberettiget holdes i forvaring som

sindssyg eller åndssvag eller bringes i fremmed krigstjeneste eller i

fangenskab eller anden afhængighed i fremmed land, er straffen fængsel fra 1

til 12 år.

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,

foretages følgende ændringer:

1. I § 809, stk. 2 , ændres »på åndssvageanstalt«

til: »i institution for personer med vidtgående psykiske handicap«.

2. Efter § 1014 indsættes i kapitel 91:

»§ 1014 a. I sager om ændring eller ophævelse af

foranstaltninger, jf. straffelovens § 72, betaler det offentlige udgifterne

ved sagens behandling.

Stk. 2. Retten kan pålægge den dømte helt eller delvis at betale

sagens omkostninger, når der efter den dømtes forhold og sagens

omstændigheder i øvrigt er særlig anledning til det.«

§ 809. - - -

Stk. 2. Findes det påkrævet, at sigtede indlægges til

mentalundersøgelse på hospital for sindslidende, på åndssvageanstalt eller i

anden egnet institution, træffer retten ved kendelse bestemmelse herom.

2. Efter § 1014 indsættes i kapitel 91:

»§ 1014 a. I sager om ændring eller ophævelse af

foranstaltninger, jf. straffelovens § 72, betaler det offentlige udgifterne

ved sagens behandling.

Stk. 2. Retten kan pålægge den dømte helt eller delvis at betale

sagens omkostninger, når der efter den dømtes forhold og sagens

omstændigheder i øvrigt er særlig anledning til det.«

§ 3

I lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af åndssvageforsorgen og den

øvrige særforsorg m.v., som ændret ved lov nr. 836 af 18. december 1991,

foretages følgende ændring:

1. I § 6, stk. 1, nr. 2 og 3 , ændres »anbringes i

institution for åndssvage eller undergives åndssvageforsorg« til:

»anbringes i institution for personer med vidtgående psykiske handicap

eller undergives tilsyn, herunder med mulighed for administrativ

anbringelse«.

§ 6. Det påhviler amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg

kommuner på disses institutioner for personer med vidtgående fysiske og

psykiske handicap at modtage og føre tilsyn med

1) - - -

2) personer, der i henhold til dom eller kendelse skal anbringes i

institution for åndssvage eller undergives åndssvageforsorg,

3) personer, der som vilkår for tiltalefrafald eller prøveløsladelse skal

anbringes i institution for åndssvage eller undergives åndssvageforsorg.

Stk. 2. - - -

Bilag 2

Recidivstatistik m.v. vedrørende seksualforbrydelser

1. Beskrivelse af undersøgelsen

Rigspolitichefen har i oktober 1995 efter anmodning fra Justitsministeriet

foretaget en undersøgelse af, hvor ofte det sker, at en person, der er dømt

for en seksualforbrydelse, begår ny lignende kriminalitet, jf. nedenfor i

tabel 1 og 2. Undersøgelsen er foretaget på grundlag af Det Centrale

Kriminalregister.

Rigspolitichefens statistiske undersøgelse af seksualforbryderes

tilbagefald (recidiv) til lignende kriminalitet omfatter overtrædelser af

følgende seksualforbrydelser i straffeloven: § 216 om voldtægt, §

217 om den, som skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang og §

222 om samleje med et barn under 15 år. Efter straffelovens § 224

finder bl.a. §§ 216, 217 og 222 tilsvarende anvendelse ved anden kønslig

omgængelse end samleje, og efter § 225 finder bestemmelserne

tilsvarende anvendelse på homoseksuelle forhold. Sådanne overtrædelser er

medregnet ved opgørelsen af antallet af overtrædelser af henholdsvis § 216, §

217 og § 222. Undersøgelsen omfatter fældende domme - herunder for forsøg

eller medvirken - men ikke frifindende domme, tiltalefrafald og

påtaleopgivelser.

Kriteriet for udvælgelse af sager har været, at gerningsmanden i 1985

eller senere er dømt for overtrædelse af en eller flere af de anførte grove

seksualforbrydelse. På dette grundlag omfatter undersøgelsen 1882 personer.

For de personer, der indgår i undersøgelsen, er også domme fra før 1985 for

overtrædelse af de nævnte bestemmelser indgået i undersøgelsen.

Ud over recidivet er det undersøgt, i hvilket omfang de pågældende er

idømt almindelig tidsbestemt fængselsstraf (incl. betinget dom),

anbringelses- eller behandlingsdom (jf. straffelovens §§ 68-69) eller

forvaring (jf. straffelovens § 70). Der henvises herom til tabel 3.

2. Undersøgelsens resultater

Tabel 1: Recidivstatistik - samlet opgørelse

---------------------------------------------------------------------

Antal personer dømt

for grove seksualforbrydelser

---------------------------------------------------------------------

1 dom .......... 1.656

2 domme ........ 158

3 domme ........ 46

4 domme ........ 19

over 4 domme ... 3

---------------------------------------------------------------------

Tabel 2: Recidivstatistik - opdelt efter overtrædelsens art

---------------------------------------------------------------------

Antal personer dømt for:

-----------------------------------------------------------

Voldtægt (§ 216) Ulovlig tvang (§ 217) Mindreårige (§ 222)

---------------------------------------------------------------------

1 dom ....... 839 51 885

2 domme ..... 90 2 60

3 domme ..... 29 0 10

4 domme ..... 6 0 6

over 4 domme 0 0 1

---------------------------------------------------------------------

Tabel 1 og 2 viser antallet af personer, der i 1985 eller senere er dømt for

mindst en af de anførte grove seksualforbrydelser. Tabellerne angiver, i

hvilket omfang de pågældende tidligere er dømt herfor (2 domme, 3 domme

etc.), samt i hvilket omfang de pågældende kun har en dom.

Opgørelsen er dels foretaget samlet for de nævnte forbrydelser under et

(tabel 1), dels opgjort for hver enkelt forbrydelse (tabel 2). Tabel 1 viser

således, hvor mange personer, der har en eller flere domme for en eller flere

af de tre kategorier af grove seksualforbrydelser. Tabel 2 viser de

tilsvarende tal for hver enkelt forbrydelse, men viser ikke sammenlagt, hvor

mange domme der er afsagt, eller hvor mange personer, der dømt, da en dom,

der omfatter flere forskellige forbrydelser, medregnes i alle de relevante

kolonner.

Tabel 3: Sanktionsstatistik

---------------------------------------------------------------------

Anbringelses- Antal domme

Fængsel eller Forvaring i alt

behandlingsdom

---------------------------------------------------------------------

1. dom ........ 1.665 215 2 1.882

2. dom ........ 188 32 6 226

3. dom ........ 54 10 4 68

4. dom ........ 17 0 5 22

Over 4 domme .. 5 0 0 5

---------------------------------------------------------------------

Tabel 3 viser, hvilken sanktionsform der er idømt for de omfattede grove

seksualforbrydelser. Tallene er opgjort efter, om det er 1. gang, 2. gang

etc., at den pågældende er dømt for en af de omfattede seksualforbrydelser.

Der sondres ikke mellem de forskellige forbrydelser. Hvis en person dømmes

for voldtægt, og den pågældende tidligere er dømt for ulovlig tvang, anses

den seneste dom således for 2. dom.

Bilag 3

I dette bilag findes eksempler fra praksis på forskellige typer af

lovovertrædelser, hvor samfundstjeneste har været anvendt eller overvejet

anvendt.

Berigelseskriminalitet bortset fra røveri

U 1992.401 H. 3 personer, der i 18 tilfælde begik checkfalsk med stjålne

checkblanketter, hvorved de skaffede sig ca. 329.000 kr., blev straffet med

fængsel i 1 år, og der fandtes ikke grundlag for at gøre straffen betinget

med eller uden samfundstjeneste.

U 1993.202 Ø. En person begik underslæb bl.a. ved over en 5-årig

periode at overføre ialt 625.000 kr. fra sin arbejdsgivers konto til sin egen

konto. Straffen fastsattes til fængsel i 1 år. Der fandtes ikke grundlag for

at gøre straffen betinget, idet der forelå et systematisk, langvarigt og

betydeligt underslæb. Dissens for at gøre straffen betinget med vilkår om 240

timers samfundstjeneste under hensyn til de personlige forhold.

U 1993.886 H. En polititjenestemand, der under sit arbejde havde

tilegnet sig ca. 200.000 kr., der var indbetalt som gebyrer m.v., blev

straffet for underslæb med fængsel i 8 måneder, der, da forholdet var begået

af tiltalte som polititjenestemand, ikke blev gjort betinget.

U 1994.384 Ø. En 55-årig mand blev dømt for socialbedrageri ved

gennem 3 1/2 år at have modtaget ca. 120.000 kr. i bistandshjælp, idet han

fortav, at han samtidig kørte taxa. Han havde i 1987 fået en betinget dom

uden straffastsættelse. Straffen fastsattes til 4 måneders fængsel, som

retten ikke fandt grundlag for at gøre betinget med eller uden vilkår om

samfundstjeneste.

U 1996.1080 H. En 45-årig mand blev fundet skyldig i bedrageri

over for sin arbejdsgiver ved udstedelse af 31 fiktive fakturaer, hvorved han

fik udbetalt i alt ca. 478.000 kr. Det var oplyst, at tiltalte siden

bedrageriet havde fået nyt arbejde som servicechef. Tiltalte oplyste

endvidere under sagen, at han ikke troede, at hans ægteskab gennem 18 år

kunne holde, hvis han skulle afsone en fængselsstraf. Hustruen havde fået

dårlige nerver på grund af sagen. Byretten idømte den pågældende fængsel i 1

år og 3 måneder. Landsretten - gjorde uanset omfanget og karakteren af det

begåede bedrageri - straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste i 240

timer på grund af oplysningerne om tiltaltes personlige forhold. Dissens.

Vestre Landsrets dom (10. afd. j. nr. S 799/1992). En 32-årig

kvindelig regnskabschef blev for underslæb til 473.000 kr. idømt en betinget

dom uden straffastsættelse med vilkår om samfundstjeneste i 200 timer.

Vestre Landsrets dom ( 9. afd. j. nr. S 69/1992) . En 33-årig mand

blev for socialbedrageri for ca. 61.000 idømt straf af fængsel i 4 måneder

betinget på vilkår om samfundstjeneste i 80 timer.

Vestre Landsrets dom (10. afd. j. nr. 2296/1992). En tidligere

straffet blev for bedrageri over for en arbejdsløshedskasse samt overtrædelse

af straffelovens § 163 for i alt ca. 175.000 kr. idømt en fællestraf af

fængsel i 1 år og 3 måneder ubetinget.

Østre Landsrets dom (11. afd. j. nr. S-0813-93). En 37-årig

tidligere straffet mand blev dømt for bl.a. overtrædelse af straffelovens §

130 og bedrageri efter § 279 over for 3 kvinder på over 80 år, idet han

rettede henvendelse på deres bopæle og udgav sig for politimand, der

efterforskede bl.a en sag om falske penge, i hvilken forbindelse han formåede

kvinderne til at udlevere ialt kr. 450.000. Straffen fastsat til fængsel i 1

år og 6 måneder. Der fandtes ikke grundlag for at gøre dommen helt eller

delvis betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste. En dommer stemte

for at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Særligt om forsikringsbedrageri.

U 1996.420 H. En person blev fundet skyldig i falsk anmeldelse og

bedrageri ved at have meldt sin bil stjålet, skønt han selv havde fået den

bortskaffet, hvorved han påførte to forsikringsselskaber et samlet tab på ca.

164.000 kr. Ubetinget straf fandtes fortsat i almindelighed at være påkrævet

for at kunne modvirke denne form for kriminalitet, og der forelå ikke i denne

sag ganske særlige forhold, der kunne begrunde anvendelse af betinget straf,

herunder heller ikke med vilkår om samfundstjeneste eller i form af delvis

betinget dom. En dommer stemte for betinget straf med vilkår om 150 timers

samfundstjeneste.

U 1996.422 H. En person blev fundet skyldig i falsk anmeldelse og

forsøg på bedrageri ved at have anmeldt sin bil (værdi mindst 75.000 kr.)

stjålet, skønt han selv havde fået den bortskaffet. En anden person blev

anset skyldig i forsøg på bedrageri ved at have medvirket til at skrælle

bilen og skubbe den i havnen. Ubetinget straf fandtes fortsat i almindelighed

at være påkrævet for at modvirke denne form for kriminalitet. Der var ikke

grundlag for i det hele at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om

samfundstjeneste. På grund af ung alder og gode personlige forhold blev en

del af straffene - henholdsvis 3 måneder af 4 måneders fængsel og 30 dage af

fængsel i 60 dage - dog gjort betingede. En dommer stemte for betinget straf

med vilkår om samfundstjeneste i henholdsvis 80 og 60 timer.

U 1993.503 V. En person blev fundet skyldig i falsk anmeldelse og

forsikringsbedrageri ved urigtigt at have anmeldt sin bil stjålet og derved

at have fået restgælden i bilen på ca. 145.000 kr. dækket af

forsikringsselskabet, hvis erstatningskrav efter bilens senere tilvejekomst

var opgjort til ca. 67.000 kr. Retten udtalte, at selv om der som

udgangspunkt i sådanne sager burde anvendes ubetinget frihedsstraf, fandtes

det efter de foreliggende oplysninger om tiltaltes personlige forhold

forsvarligt at gøre straffen, der fastsattes til fængsel i 5 måneder,

betinget med vilkår bl.a. om samfundstjeneste i 80 timer. Dissens.

U 1992.251 H. En person blev fundet skyldig i overtrædelse af

straffelovens § 165 ved at have anmeldt en bortskaffet bil som stjålet og i

bedrageri ved at have indgivet skadesanmeldelse om tyveri af bilen til et

forsikringsselskab, hvorved der blev påført dette et tab på 73.000 kr.

Straffen fastsat til fængsel i 4 måneder. Efter forholdenes karakter og

omfang blev der ikke fundet grundlag for betinget dom med eller uden

samfundstjeneste. Dissens.

Østre Landsrets dom (8. afd. j. nr. 13/1992). En person blev for

falsk anmeldelse og forsøg på forsikringsbedrageri for ca. 130.000 straffet

med fængsel i 4 måneder ubetinget.

Særligt om berigelseskriminalitet i betroelsesforhold.

U 1992.883 H. En 61-årig besøgsveninde blev for tyveri af ca. 140.000 kr.

over 4 år fra en pensionist samt 5 tilfælde af dokumentfalsk idømt en

betinget straf på fængsel i 6 måneder uden vilkår om samfundstjeneste.

Dissens for ubetinget straf af fængsel i 4 måneder.

U 1993.458 H. En hjemmehjælper frastjal ad 18 gange i løbet af et

1/2 år en ældre dame, som hun arbejdede for, 157.000 kr. Straffen fastsat til

fængsel i 8 måneder, betinget med vilkår om samfundstjeneste i 150 timer.

Vold.

U 1993.591 H. En 19-årig tildelte under en skærmydsel mellem to andre på

et værtshus den ene af disse 2 knytnæveslag i ansigtet. Straffen fastsattes

til fængsel i 30 dage. To dommere stemte for at gøre straffen betinget med

vilkår om 60 timers samfundstjeneste.

U 1995.202 H. En 21-årig slyngede 2 personer omkuld på fortovet og

tildelte derefter den ene to spark, herunder i hvert fald et hårdt spark i

ansigtet. De to personer havde tidligere på natten 2 gange chikaneret

tiltaltes veninde på et værtshus. Straffen fastsattes til fængsel i 40 dage.

Der var ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår

om samfundstjeneste.

Østre Landsrets dom (2. afd. S-2214-93). Slag og spark efter en

vis provokation. Særdeles gode personlige forhold. Idømt hæfte i 30 dage

betinget på vilkår af samfundstjeneste i 40 timer.

Vestre Landsrets dom af 15. marts 1995 (6. afd. S 2986-94). En

24-årig tildligere ustraffet mand blev dømt for vold ved at have tildelt en

mand 2 knytnæveslag i ansigtet, hvorved forurettede blev tilføjet en flænge i

overlæben. Straffen fastsattes til fængsel i 30 dage, betinget med vilkår om

samfundstjeneste i 60 timer.

Østre Landsrets dom af 14. august 1995 (5. afd. S-0914-94). En

37-årig tidligere ustraffet mand blev dømt for vold ved at have tildelt en

mand flere knytnæveslag i ansigtet og på kroppen, hvorved forurettede pådrog

sig ømhed i brystkassens højre side samt blødning fra tandkødet i overmunden

og beskadigede en fortand, som senere måtte fjernes. Straffen fastsattes til

fængsel i 60 dage, betinget med vilkår om 60 timers samfundstjeneste.

Røveri.

U 1993.740 H. En 19-årig begik røveri mod en bank med en

attrap-maskinpistol og en dolk. Udbyttet blev ca. 55.000 kr. Højesteret lagde

bl.a. vægt på de »tilfældighedsprægede omstændigheder« ved

beslutningen om røveriet og den »ganske uigennemtænkte måde«,

hvorpå det blev tilrettelagt. Straffen, der fastsattes til fængsel i 1 1/2

år, blev gjort betinget af bl.a. 240 timers samfundstjeneste og behandling

mod alkoholmisbrug. 2 dommere fandt efter karakteren af røveriet ubetinget

fængselsstraf påkrævet.

U 1994.323 Ø. En 19-årig udførte iført maskering sammen med en

20-årig kammerat røveri i en ældrebolig mod en pensionist, som den 19-årige

gav et slag i hovedet, hvorefter de tog 1.800 kr. fra pensionistens tegnebog

og tobak til en værdi af 300 kr. Straffen fastsattes til fængsel i 1 år og 6

måneder (fællesstraf). Retten fandt efter karakteren af røveriet, samt når

der yderligere hensås til de øvrige strafbare forhold i denne og en tidligere

sag, ikke grundlag for at gøre straffen betinget med vilkår om

samfundstjeneste.

U 1994.560 H. To 19-årige og en 18-årig begik i forening røveri

mod en kiosk med et udbytte på bl.a. 8.266 kr. i kontanter. Højesteret lagde

vægt på, at de tiltalt begik røveriet efter forudgående planlægning og under

anvendelse af knive og maskering. Straffen fastsattes for hver af de tiltalte

til fængsel i 1 år. Retten fandt ikke grundlag for at gøre straffene

betingede, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. En dommer ville idømme

kombinationsdom, og en dommer stemte for betinget dom med vilkår om

samfundstjeneste.

U 1994.980 H. En tidligere ustraffet kvinde deltog i et nøje

planlagt bankrøveri sammen med sin samlever og en anden mand. Det måtte

antages, at hun først havde afvist at deltage, men var blevet presset eller

overtalt hertil af sin samlever. Straffen fastsattes til fængsel i 1 år.

Efter karakteren af det begåede forhold fandtes der ikke at være grundlag for

helt eller delvis at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om

samfundstjeneste.

Østre Landsrets dom af 23. juni 1995 (6 afd. S-1452-94 +

S-1647-94). To 21-årige tidligere ustraffede mænd tilkaldte en låsesmed

til huset for derved maskerede og med trusler med en medbragt startpistol og

anvendelse af håndjern at tvinge låsesmeden til at aflevere sin låsepistol,

hvilket imidlertid mislykkedes, da en nabo til sommerhuset og politiet kom

til stede og de tiltalte undløb. For forsøg på røveri straffet med 6 måneders

betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste i 150 timer.

Østre Landsrets dom af 22. marts 1995 (18. afd. S-4075-94). En

19-årig tidligere ustraffet mand begik røveri i forening med to andre, hvis

domme ikke faldt ud til samfundstjeneste, ved med en gaspistol at true en

ekspedient i en kiosk til at udlevere sig 460 kr. Straffen fastsat til

fængsel i 6 måneder med vilkår om 60 timers samfundstjeneste.

Vestre Landsrets dom af 13. september 1995 (5. afd. S 0506-95). En

24-årig tidligere straffet mand begik 2 røverier ved at foregive at være i

besiddelse af et våben og dermed truet ekspedienterne til at udlevere ialt

3.600 kr. Dommen omfattede endvidere skyldnersvig, falsk anmeldelse og

afgivelse af urigtig erklæring. Straffen fastsat til fængsel i 10 måneder,

betinget med vilkår om 200 timers samfundstjeneste og alkoholistbehandling.

Narkotikaforbrydelser.

U 1992.632 Ø. To personer blev fundet skyldige i overtrædelse af

straffelovens § 191 ved at have indsmuglet eller forsøgt indsmuglet

henholdsvis 660 og 410 Ecstasy-tabletter, dels til eget forbrug dels til

videreoverdragelse. Den ene person blev straffet med fængsel i 1 år og den

anden med fængsel i 8 måneder. En tredje person, som havde fået overdraget

126 af tabletterne, blev fundet skyldig i overtrædelse af lov om

euforiserende stoffer og straffet med fængsel i 3 måneder. Trods de tiltaltes

gode personlige forhold fandtes der ikke grundlag for at gøre straffene

betinget heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

Vestre Landsrets dom (4. afd. j. nr. S 934/1992). En 32-årig mand

blev for indsmugling af 2,5 kg. hash og besiddelse af ca. 50 g. hash idømt

ubetinget fængsel i 3 måneder.

Vestre Landsrets dom (9. afd. j. nr. 1616/1992). En tidligere

straffet 39-årig kvinde blev for køb af 300 gr. amfetamin med henblik på

videresalg og køb af ca. 150 g. hash samt for hæleri, brugstyveri og tyveri

idømt ubetinget fængsel i 1 år og 3 måneder for bl.a. overtrædelse af

straffelovens § 191, stk. 1.

Østre Landsrets dom (2. afd. j. nr. S-0320-94). En 20-årig

tidligere ustraffet enlig kvinde med 3 børn blev for indsmugling og forsøg på

indsmugling af knap 300 g. heroin idømt en betinget straf på fængsel i 2 år

på vilkår af samfundstjeneste i 200 timer.

Østre landsrets dom af 6. januar 1995 (3. afd. S-2455-94). En 27-

årig tidligere straffet mand blev dømt for overtrædelse af lov om

euforiserende stoffer ved at have købt ikke under 8,3 kg. hash, hvoraf han

selv havde forbrugt ca. 300 g. og videresolgt ca. 8 kg. til ukendte personer

med en fortjeneste på ca. 8.000 kr. Straffen fastsat til fængsel i 8 måneder,

betinget med vilkår om samfundstjeneste i 150 timer og fortsat behandling for

narkotikamisbrug.

Vestre Landsrets dom af 31. september 1995 (11. afd. S 702-1995).

En 42-årig tidligere ustraffet mand blev dømt for overtrædelse af lov om

euforiserende stoffer ved for 30.000 kr. at have købt 1500 g. hash beregnet

for salg og ved samme lejlighed at have købt 1 g. amfetamin til eget forbrug

og for at have solgt ca. 160 g. hash for 4.000 kr. Straffen fastsat til

fængsel i 60 dage, betinget med vilkår om 60 timers samfundstjeneste.

Højesterets dom af 2. november 1995 (II 304/95) . En person blev

fundet skyldig i bl.a. overtrædelse af straffelovens § 191 jf. lov om

euforiserende stoffer ved med henblik på videreoverdragelse at have været i

besiddelse af 23 kg. hash. Landsretten fastsatte straffen til fængsel i 1 år

og 3 måneder betinget med vilkår om samfundstjenste i 150 timer. Højesteret

anførte, at en lovovertrædelse som den foreliggende i almindelighed må

medføre anvendelse af ubetinget straf, men Højesteret tiltrådte, at der i

denne sag forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at det var

forsvarligt at gøre straffen betinget. Højesteret lagde herved vægt på det

oplyste om tiltaltes gode personlige forhold samt - og navnlig - på, at

tiltalte ved en afsoning ikke fortsat ville kunne drage omsorg for sit

6-årige barn. Højesterets flertal fandt - også henset til begrundelsen for at

gøre straffen betinget - at der ikke burde fastsættes vilkår om

samfundstjeneste. Mindretallet på to dommere ville fastsætte straffen til

samfundstjeneste i 200 timer.

Sædelighedsforbrydelser.

U 1995.895 H. En 58-årig mand blev fundet skyldig i overtrædelse af

straffelovens § 216, stk. 1, ved at have tiltvunget sig samleje med en

50-årig kvinde, som han var kommet sammen med indtil et par måneder forinden.

Straffen for dette forhold og et voldsforhold over for samme kvinde begået

nogle år tidligere var af byret og landsret fastsat til fængsel i 6 måneder.

Højesteret anførte, at anvendelse af betinget straf - eventuelt med vilkår om

samfundstjeneste - i forbindelse med en lovovertrædelse som den foreliggende

forudsætter, at særlige forhold gør sig gældende. Højesteret fandt, at

hverken tiltaltes alder og personlige forhold eller andre omstændigheder

kunne begrunde, at der i det foreliggende tilfælde fastsattes en betinget

straf, herunder heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Da der ikke var

grundlag for at ændre strafudmålingen stadfæstede Højesteret dommen.

Vestre Landsrets dom af 8. august 1995 (3. afd. S-1257-95). En

18-årig tidligere ustraffet mand blev dømt for forsøg på voldtægt ved at

følge efter en kvinde, gribe fat i hende og skubbe hende ind bag en busk,

hvor han tog kvælertag på hende og lagde hende ned på jorden, hvorefter han

trak såvel hendes som sine egne benklæder ned og satte sig ovenpå hende,

hvorefter det imidlertid lykkedes forurettede at bide tiltalte i penis.

Straffen fastsattes til fængsel i 8 måneder, betinget med vilkår om

samfundstjeneste i 150 timer og behandling mod alkoholmisbrug.

Vestre Landsrets dom (7. afd. 1551/92). To 16-årige drenge blev

idømt ubetinget fængsel i 4 måneder for at have skaffet sig samleje med en

14-årig pige, som på grund af spiritusindtagelse befandt sig i en tilstand,

hvor hun var ude af stand til at modsætte sig det. Der fandtes ikke grundlag

for en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.

Efter 2. behandling den 3. april 1997

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992, som

ændret senest ved lov nr. 388 af 22. maj 1996 og lov nr. 474 af 12. juni

1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 1 , ændres »68-70« til:

»62-70«.

2. § 16 affattes således:

»§ 16. Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på

grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes

ikke. Tilsvarende gælder personer, der var mentalt retarderede i højere grad.

Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol eller andre

rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, der

må ligestilles hermed, kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder

taler derfor.

Stk. 2 . Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i

lettere grad, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at

pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig i en tilstand,

som ganske må ligestilles med mental retardering.«

3. I § 63 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Den i medfør af stk. 1 fastsatte længstetid kan af

tilsynsmyndigheden forlænges, hvis særlige grunde taler derfor, dog ikke ud

over prøvetiden. Tilsynsmyndighedens afgørelse om forlængelse af længstetiden

indbringes efter anmodning fra den dømte for retten.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

4. § 63, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. I dommen fastsættes en prøvetid på højst 2 år.

Prøvetiden ophører dog, når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse er

udløbet, medmindre andet er bestemt i dommen.«

5. § 63, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Den dømte undergives tilsyn i prøvetiden. Retten kan

endvidere, hvis det findes formålstjenligt, fastsætte vilkår som nævnt i §

57.«

6. § 64 affattes således:

»§ 64. I forbindelse med betinget dom med vilkår om

samfundstjeneste kan der idømmes ubetinget frihedsstraf eller bøde efter

reglerne i § 58. En i medfør af § 58, stk. 1, fastsat frihedsstraf kan dog

ikke overstige 3 måneder. Ubetinget hæftestraf kan idømmes, selv om der

fastsættes straf af fængsel i den betingede dom.«

7. I § 68, 2. pkt. , ændres »i institution for

åndssvage eller under åndssvageforsorg« til: »i institution for

personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for

administrativ anbringelse«.

8. I § 70, nr. 1 , udgår »voldtægt eller anden

alvorlig sædelighedsforbrydelse,».

9. I § 70 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. En person kan endvidere dømmes til forvaring, hvis

1) han findes skyldig i voldtægt eller anden alvorlig

sædelighedsforbrydelse eller i forsøg herpå og

2) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om hans

person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at han frembyder

væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og

3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at

forebygge denne fare.«

10. I § 218, stk. 1, ændres »åndssvaghed« til:

»mentale retardering«.

11. I § 219 ændres »åndssvageinstitution« til:

»institution for personer med vidtgående psykiske handicap«.

12. I § 236, stk. 1, ændres »åndssvageanstalter«

til: »institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap«.

13. I § 254 ændres »åndssvag« til: »mentalt

retarderet«.

14. I § 261, stk. 2, ændres »åndssvag« til:

»mentalt retarderet«.

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996,

foretages følgende ændringer:

1. I § 809, stk. 2 , ændres »på åndssvageanstalt«

til: »i institution for personer med vidtgående psykiske handicap«.

2. Efter § 1014 indsættes i kapitel 91:

»§ 1014 a. I sager om ændring eller ophævelse af

foranstaltninger, jf. straffelovens § 72, betaler det offentlige udgifterne

ved sagens behandling.

Stk. 2. Retten kan pålægge den dømte helt eller delvis at betale

sagens omkostninger, når der efter den dømtes forhold og sagens

omstændigheder i øvrigt er særlig anledning til det.«

§ 3

I lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af åndssvageforsorgen og den

øvrige særforsorg m.v., som ændret ved lov nr. 836 af 18. december 1991,

foretages følgende ændring:

1. I § 6, stk. 1, nr. 2 og 3, ændres »anbringes

i institution for åndssvage eller undergives åndssvageforsorg« til:

»anbringes i institution for personer med vidtgående psykiske handicap

eller undergives tilsyn, herunder med mulighed for administrativ

anbringelse«.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 1997.

Stk. 2. § 1, nr. 2 og 7, og §§ 2 og 3 finder anvendelse i alle

sager, der ikke er endeligt afgjort ved lovens ikrafttræden.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. § 1 kan dog ved kgl. anordning

helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter