Spring til indhold

Retsinformation

Klage over en læges videregivelse til andre formål end behandling af helbredsoplysninger vedrørende en psykiatrisk patient

KEN nr 10192 af 20/02/2005Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet12. januar 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Klage over en læges videregivelse til andre formål end behandling af

helbredsoplysninger

vedrørende en psykiatrisk patient

Nævnet fandt grundlag for at kritisere den vejledning,

som overlægen gav 1. reservelægen i forbindelse med videregivelse af

helbredsoplysningerne, men nævnet fandt ikke anledning til at kritisere 1.

reservelægen for videregivelsen.

På baggrund af udgangspunktet om skriftligt samtykke

til videregivelse af oplysninger om helbredsforhold, øvrige rent private

forhold og andre fortrolige oplysninger til andre formål end behandling,

fandt

nævnet, at det ikke kunne tillægges nogen afgørende betydning, at patienten i

april 2003 havde givet mundtligt samtykke til, at forældrene blev informeret

om

den lægelige diagnose og den foreløbige behandlingsplan. Imidlertid havde

patienten ifølge journalen tidligere på dagen den 4. maj 2003 været i affekt,

men denne var klinget af, om end hun fortsat havde selvmordstanker. Det var

nævnets opfattelse, at hun i øvrigt ikke var dement eller psykotisk. Under

hensyn til patientens affekttilstand, hendes potentielt livstruende tilstand

og

det forhold, at hun var bæltefikseret, fandt nævnet, at der var tale om en

situation, som efter loven ikke krævede indhentelse af et skriftligt

samtykke.

Imidlertid lagde nævnet vægt på, at der kun kan

videregives oplysninger i en situation som den foreliggende, hvis patienten

har

afgivet et utvetydigt samtykke, og nævnet fandt, at patienten, selv om hun

til

sidst ved det psykiatriske tilsyn gav mundtligt samtykke til, at forældrene

blev kontaktet, i realiteten fremtrådte uafklaret i forhold til dette

Læs alt

spørgsmål.

Det var herefter nævnets vurdering, at det ikke kunne

lægges til grund, at patienten havde givet samtykke til, at 1. reservelægen

kunne videregive de pågældende oplysninger til hendes forældre. Nævnet lagde

her vægt på, at overlægen den 4. maj 2003 sammen med 1. reservelægen

gennemgik

overvejelserne om at orientere forældrene om patientens kritiske tilstand mod

hendes ønske.

Nævnet fandt derefter, at hensynet til forældrenes

interesse i at blive bekendt med deres datters kritiske helbredstilstand ikke

kunne tilsidesætte lægens tavshedspligt.

Nævnet fandt således, at 1. reservelægen den 4. maj

2003 handlede retsstridigt ved at have oplyst patientens forældre om

datterens

selvmordsforsøg og efterfølgende kritiske tilstand, men fandt ikke grundlag

for

at kritisere 1. reservelægen herfor, idet han forinden videregivelsen havde

rådført sig med afdelingens overlæge. Ansvaret for den retsstridige

videregivelse af oplysninger måtte derfor placeres hos overlægen, idet han

vejledte 1. reservelægen om, at forældrene kunne oplyses om deres datters

selvmordsforsøg og efterfølgende kritiske tilstand.

Der blev afgivet dissens i sagen.

Lignende dokumenter