Spring til indhold

Retsinformation

1994 LSF 240 FORSLAG TIL LOV OM BRUG AF HELBREDSOPLYSNINGER M.V. PÅ ARBEJDSMARKEDET

1994/1 LSF 240Lovforslag som fremsatFolketinget26. april 1995

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel I

Lovens formål og anvendelsesområde

§ 1. Loven har til formål at sikre, at helbredsoplysninger ikke

uberettiget anvendes til at begrænse lønmodtageres muligheder for at opnå

eller bevare ansættelse. Dette gælder, uanset om oplysningerne hidrører fra

genetiske undersøgelser, almindelige undersøgelser eller andre kilder.

Stk. 2. Loven gælder for brug af helbredsoplysninger på

arbejdsmarkedet. Loven finder dog ikke anvendelse i det omfang, der i anden

særlig lovgivning eller bestemmelser fastsat med hjemmel heri, er fastsat

regler om brug af helbredsoplysninger.

Stk. 3. Ved anmodning om og ved indhentning af helbredsoplysninger

forstås i denne lov tillige foretagelse af undersøgelser i det omfang, disse

er nødvendige for at tilvejebringe de pågældende helbredsoplysninger.

Kapitel II

Indhentning af oplysninger

§ 2. En arbejdsgiver må i forbindelse med ansættelse eller under

ansættelse af en lønmodtager alene anmode om helbredsoplysninger med det

formål at få belyst, om lønmodtageren lider eller har lidt af en sygdom,

eller har eller har haft symptomer på en sygdom, når sygdommen vil have

væsentlig betydning for lønmodtagerens arbejdsdygtighed ved det pågældende

arbejde, jf. dog §§ 3-6.

Stk. 2. Arbejdsgiveren kan dog kun anmode om oplysninger, jf. stk.

1, som lønmodtageren ikke selv er bekendt med, hvis forholdene ved det

pågældende arbejde særligt taler for at indhente dem.

Stk. 3. Ved anmodning om oplysninger efter stk. 1 og 2 skal

arbejdsgiveren angive over for lønmodtageren, hvilke sygdomme eller symptomer

på sygdomme, der ønskes oplysninger om.

Stk. 4. En arbejdsgiver må ikke i forbindelse med ansættelse eller

under ansættelse af en lønmodtager anmode om, indhente eller modtage og gøre

brug af helbredsoplysninger med det formål at få belyst lønmodtagerens risiko

Læs alt

for at udvikle eller pådrage sig sygdomme, jf. dog § 3.

Stk. 5. Bestemmelserne stk. 1-4 gælder tillige for konsulenter og

andre, der optræder på arbejdsgiverens vegne.

§ 3. En arbejdsgiver kan tilbyde, at der indhentes

helbredsoplysninger med de formål, som er nævnt i § 2, stk. 1 og 4, hvis

forhold i arbejdsmiljøet gør det rimeligt og hensigtsmæssigt af hensyn til

lønmodtageren selv eller andre ansatte.

Stk. 2. Indhentning af oplysninger efter stk. 1 skal være velegnet

til at forebygge arbejdsbetingede lidelser eller til forbedring af

arbejdsmiljøforholdene. Arbejdsmiljølovgivningens regler og retningslinier

for undersøgelsesmetoder og brug af sagkyndige finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Arbejdsgiveren skal orientere den stedlige

arbejdstilsynskreds inden sådanne undersøgelser iværksættes. Orienteringen

skal indeholde fyldestgørende oplysninger om undersøgelsen, herunder omfang,

metode m.v., og om hvem der medvirker ved og forestår undersøgelsen.

Undersøgelsen må først iværksættes 4 uger efter, at orienteringen er kommet

frem til arbejdstilsynskredsen.

Stk. 4. Når der iværksættes en helbredsundersøgelse, skal

arbejdsgiveren

1) meddele den, der foretager undersøgelsen, alle nødvendige oplysninger

til brug herfor,

2) afholde udgifterne i forbindelse med undersøgelsen, og

3) sørge for, at undersøgelsen kan foregå uden tab af indtægt for

lønmodtageren og så vidt muligt i arbejdstiden.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdstilsynet kan påbyde, at en

undersøgelse ikke iværksættes, eller at den standses, hvis den ikke opfylder

kravene efter stk. 2.

Stk. 6. Direktørens påbud kan påklages efter samme regler som

afgørelser efter arbejdsmiljøloven. Klage har dog ikke opsættende virkning

for påbudet.

§ 4. Arbejdsministeren kan efter indhentet udtalelse fra det i § 8

nævnte råd tillade, at en arbejdsgiver foranlediger, at der indhentes

oplysninger, om lønmodtagere lider af en sygdom, har symptomer på en sygdom

eller frembyder smittefare, i det omfang det er nødvendigt for at tilgodese

væsentlige hensyn til

1) forbrugeres eller andres sikkerhed eller sundhed,

2) det ydre miljø, eller

3) andre samfundsinteresser.

Stk. 2. Det er en betingelse for at indhente

helbredsoplysningerne, at det pågældende hensyn klart overstiger hensynet til

lønmodtageren, og at det ikke er muligt for virksomheden at tilgodese

hensynet på anden måde.

Stk. 3. En helbredsundersøgelse skal foretages ved anvendelse af

den mindst indgribende metode, som kan opfylde formålet.

Stk. 4. § 3, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

§ 5. En arbejdsgiver kan foranledige, at der indhentes oplysninger

om lønmodtagere lider af en sygdom, har symptomer på en sygdom eller

frembyder smittefare, når det er nødvendigt for at tilgodese væsentlige

hensyn til virksomhedens drift, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Det er en betingelse, at arbejdsgiveren eller dennes

organisation indgår aftale herom med den eller de modstående

lønmodtagerorganisationer, jf. dog stk. 3. En aftale skal sendes til

arbejdsministeren til orientering.

Stk. 3. I tilfælde, hvor der ikke kan indgås aftale efter stk. 2,

kan arbejdsministeren efter indhentet udtalelse fra det i § 8 nævnte råd give

tilladelse til indhentning af helbredsoplysningerne.

Stk. 4. § 3, stk. 4, og § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende

anvendelse.

Kapitel III

Lønmodtagerens oplysningspligt

§ 6. En lønmodtager skal inden ansættelsen af egen drift eller på

spørgsmål derom fra arbejdsgiveren oplyse, om lønmodtageren er bekendt med at

lide af en sygdom eller har symptomer på en sygdom, som vil have væsentlig

betydning for lønmodtagerens arbejdsdygtighed ved det pågældende arbejde.

§ 7. Hvis arbejdsgiveren, på grundlag af oplysninger, der er

indhentet i medfør af § 4 og § 5, bør gennemføre foranstaltninger i

forbindelse med arbejdet eller foretage andre dispositioner, skal

lønmodtageren sørge for, at arbejdsgiveren underrettes herom.

Kapitel IV

Det sagkyndige råd

§ 8. Arbejdsministeren nedsætter et råd, der udtaler sig efter

anmodning fra ministeren eller af egen drift i sager, som sendes til

ministeren i henhold til § 4, stk. 1, og § 5, stk. 2 og 3.

Stk. 2. Arbejdsministeren udpeger rådets formand. Rådet består

herudover af 16 medlemmer, der udpeges af arbejdsministeren efter indstilling

fra følgende myndigheder og organisationer:

1 repræsentant for Arbejdsministeriet,

1 repræsentant for Arbejdsmiljøinstituttet,

1 repræsentant for Det Etiske Råd,

1 repræsentant for Direktoratet for Arbejdstilsynet,

1 repræsentant for Erhvervsministeriet,

1 repræsentant for Den almindelige danske Lægeforening,

1 repræsentant for Justitsministeriet,

1 repræsentant for Sundhedsstyrelsen,

1 repræsentant for Akademikernes Centralorganisation,

1 repræsentant for Funktionærernes og Tjenstemændenes Fællesråd,

1 repræsentant for Ledernes Hovedorganisation,

1 repræsentant for Landsorganisationen i Danmark,

1 repræsentant for Dansk Arbejdsgiverforening,

1 repræsentant for Finansministeriet, Kommunernes Landsforening og

Amtsrådsforeningen i Danmark i forening,

1 repræsentant for Finanssektorens Arbejdsgiverforening og

1 repræsentant for Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgivere.

Stk. 3. Medlemmerne udpeges for 3 år ad gangen. Genudpegelse kan finde

sted.

Stk. 4. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Kapitel V

Informeret samtykke

§ 9. Før der foretages en undersøgelse med de i § 2, stk. 1 og 4,

jf. § 3 nævnte formål, skal den, der foretager undersøgelsen, sikre sig, at

lønmodtageren er skriftligt og mundtligt informeret om

1) undersøgelsens formål og art,

2) undersøgelsens metode,

3) eventuelle risici, der er forbundet med undersøgelsen,

4) de eventuelle konsekvenser, som undersøgelsens resultater kan få for

lønmodtageren,

5) karakteren af de oplysninger, som kan fremkomme ved undersøgelsen,

herunder om størrelsen af risikoen for fremtidig sygdom m.v.,

6) betingelserne for videregivelse af oplysninger, jf. §§ 7 og 11,

7) undersøgelsens opfølgning, herunder om underretning af arbejdsgiveren,

8) Hvordan undersøgelsens resultater skal opbevares,

9) hvor undersøgelsens karakter gør det naturligt, også muligheden for, at

et undersøgelsesresultat kan indvirke på den undersøgtes livsforventning og

selvopfattelse.

Stk. 2. Før undersøgelsen foretages, skal arbejdsgiveren sørge

for, at lønmodtageren er informeret om de eventuelle konsekvenser, som et

afslag på at lade sig undersøge kan få for lønmodtageren.

Stk. 3. Undersøgelsen må kun foretages, når lønmodtageren

skriftligt har givet sit samtykke dertil. Lønmodtageren skal have en frist på

mindst 2 arbejdsdage efter at have fået information som nævnt i stk. 1, til

at give samtykke.

Stk. 4. Hvis lønmodtageren udtrykkeligt ønsker begrænsninger i

oplysningerne om vurderingen af, hvilke konsekvenser undersøgelsens

resultater får for lønmodtageren eller om undersøgelsen indvirker på den

undersøgtes livsforventning og selvopfattelse, skal den, der informerer

lønmodtageren om undersøgelsens resultat og fortolkning efter § 10, stk. 4,

respektere dette.

Kapitel VI

Sagkyndige

§ 10 . Anmodning om foretagelse af undersøgelser i medfør af §§ 2,

4 og 5 skal gennem lønmodtageren og efter lønmodtagerens valg rettes enten

til en praktiserende læge, som den pågældende lønmodtager sædvanligvis

benytter, eller til en tilsvarende sagkyndig i den bedriftssundhedstjeneste,

som virksomheden måtte være tilsluttet.

Stk. 2. Den, der modtager anmodningen, skal inddrage den

nødvendige og tilstrækkeligt kvalificerede lægelige eller anden sagkundskab,

herunder arbejdsmedicinsk, klinisk kemisk, genetisk, eller biokemisk

sagkundskab, såvel til udførelse af selve undersøgelsen som i forbindelse med

fortolkningen af kliniske konsekvenser af undersøgelsen.

Stk. 3. Den, der på grundlag af en undersøgelse afgiver erklæring

om en lønmodtagers helbredstilstand og risiko for at udvikle eller pådrage

sig sygdomme, skal samtidig give en vurdering, der belyser graden af

usikkerhed ved fortolkningen af sådanne undersøgelser.

Stk. 4. Erklæring om en undersøgelses resultater skal videregives

til lønmodtageren af den, der har modtaget anmodningen efter stk. 1., jf. dog

§ 9, stk. 4.

Kapitel VII

Tavshedspligt m.v.

§ 11. Læger, klinikker, laboratorier, offentlige myndigheder m.v.

må ikke videregive helbredsoplysninger omfattet af denne lov til andre end

den person, som oplysningerne angår, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog

ske, i det omfang det er nødvendigt for at opfylde formålet. Det er endvidere

en betingelse at videregivelsen

1) følger af anden særlig lov, eller bestemmelser fastsat med hjemmel

heri,

2) sker til brug for forskning med den pågældende persons samtykke eller

3) er nødvendig for at afværge risici af den karakter, som er nævnt i § 4,

stk. 1.

Stk. 3. Arbejdsgiveren må ikke anmode om eller modtage og gøre

brug af fuldmagt til indhentning af helbredsoplysninger.

Kapitel VIII

Sanktioner

§ 12. Personer, hvis rettigheder er krænkede ved overtrædelse af

§§ 2 og 9, kan tilkendes en godtgørelse.

§ 13. Den, der overtræder § 2, § 3, stk. 3, eller §§ 9-11 straffes

med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

§ 14. Er en overtrædelse begået af et selskab, en forening, en

selvejende institution, en fond eller lignende, kan bødeansvar pålægges den

juridiske person som sådan. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune

eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan

bødeansvar pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab som

sådan.

Kapitel IX

Ikrafttræden

§ 16. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§ 17. Loven træder i kraft den 1. januar 1996.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget bygger på gentestudvalgets betænkning nr. 1269 fra maj 1994

om helbredsoplysninger på arbejdsmarkedet. Gentestudvalget, der blev nedsat

den 2. juli 1993, fik til hovedopgave at foreslå regler om foretagelse,

anvendelse og videregivelse af oplysninger om en persons arvemæssige

egenskaber.

1. Baggrunden for Gentestudvalgets nedsættelse var følgende:

I disse år foregår der en vældig udvikling af de metoder, der kan

fremskaffe oplysninger om helbredet. Mest markant i denne udvikling er

mulighederne for undersøgelser af menneskets arveanlæg - generne. Det var

mulighederne inden for genteknologien - og navnlig udsigten til, at man inden

for få år ville kunne anskaffe og anvende billige gentest, fx som betingelse

for ansættelse, der førte til vedtagelsen af en folketingsbeslutning den 25.

april 1991, hvori regeringen blev pålagt at fremsætte forslag om forbud mod

genetiske tests i forbindelse med ansættelse og i forbindelse med tegning af

pensioner og forsikringer.

Anvendelse af gentest eller lignende undersøgelser i forbindelse med eller

under ansættelse ville gøre det muligt for arbejdsgiverne at udvælge og alene

ansætte de medarbejdere, der fx bedst vil kunne klare et belastet

arbejdsmiljø, eller i det hele taget ansætte den eller de mest robuste

ansøger(e) til et arbejde.

Den 24. maj 1993 afholdt Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg en høring over

de to lovforslag, der på det tidspunkt var fremsat om sagen. Disse forslag

byggede begge på et snævrere eller bredere forbud mod anvendelse af bestemte

metoder til at fremskaffe oplysninger. I høringen deltog en række

eksperter samt arbejdsmarkedets parter. På høringen var der bred enighed om,

at oplysninger, der stammer fra en gentest, ikke uden videre lader sig

afgrænse overfor oplysninger om arvemæssige egenskaber generelt, der igen

ikke uden videre kan afgrænses overfor andre helbredsoplysninger.

Der blev endvidere diskuteret formålsregulering contra metoderegulering.

Formålsregulering handler om skærpede regler for opbevaring, videregivelse,

tavshedspligt mv. uanset undersøgelsesteknik. Metoderegulering handler om

forbud mod at skaffe sig oplysninger ved bestemte metoder eller teknikker,

medens indhentning af oplysninger ved andre metoder ikke reguleres.

Der blev også peget på, at den teknologiske udvikling vedrørende

kortlægning af den menneskelige arvemasse er en »eye-opener«, dvs.

en anledning til at gøre sig politiske overvejelser om udviklingen vedrørende

fremskaffelse af helbredsoplysninger i almindelighed, på grund af de meget

store muligheder for en sortering af mennesker, der ligger heri.

Næsten hele det deltagende panel fandt, at der var behov for lovgivning,

der sikrer mod sortering af arbejdskraften på grundlag af

helbredsoplysninger.

Der blev fra alle deltagere i panelet peget på et behov for en

kvalitetssikring af anvendelsen af genteknologien.

Det var på denne baggrund Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg i en beretning

af 9. september 1993 i enighed udtalte, at målet for en regulering var

en lovgivning, der sikrede mod en sortering af arbejdstagerne på grundlag af

en vilkårlig og ureguleret brug af oplysninger om de arvemæssige egenskaber.

2. Gentestudvalget blev herefter nedsat.

Gentestudvalget har i forbindelse med udformningen af sit lovforslag

navnlig lagt vægt på følgende overvejelser:

- Oplysninger om en persons arveanlæg kan fremskaffes ved mange

forskellige metoder. Det ville derfor ikke være tilstrækkeligt alene at

regulere anvendelse af en bestemt teknik - fx DNA-analyse - når målet er at

sikre imod uberettiget brug af arvemæssige oplysninger i videste forstand.

- De oplysninger, som ville kunne danne grundlag for uberettiget

»sortering« af lønmodtagere, adskiller sig fra andre oplysninger om

en person ved at være »prædiktive«, det vil sige belyse

sygdomsrisiko. Herved forstås i denne sammenhæng, at de muliggør at drage

slutninger om en persons fremtidige helbredstilstand, som ikke direkte

og på kortere sigt afspejler udvikling i en allerede opstået sygdom eller

sygdomslignende tilstand.

- »Arvemæssige oplysninger i videste forstand« dækker et meget

bredt spektrum af oplysninger om en person, som også kan omfatte oplysninger

om en persons nuværende helbredstilstand, dvs. hvilke sygdomme eller

hvilke symptomer på sygdom en person aktuelt lider af. I visse tilfælde vil

sådanne oplysninger også kunne danne grundlag for forudsigelse af

helbredstilstand på et meget senere tidspunkt i en persons liv, dvs. de vil

kunne være »prædiktive« på tilsvarende måde, som fx oplysning om et

bestemt arveanlæg.

Et flertal i udvalget fandt på denne baggrund, at det stillede

kommissorium bedst kunne opfyldes ved en generel regulering af adgang til,

anvendelse af og videregivelse af alle typer af helbredsoplysninger på

arbejdsmarkedet.

Det ville være vanskeligt at begrunde, at nogle oplysninger, selv om de

vitterligt gav oplysninger om en persons arveanlæg, dog ikke skulle være

omfattet af loven. Det ville heller ikke være særlig velbegrundet at have en

anden retstilstand for de få typer af helbredsoplysninger, som ikke har noget

med arveanlæggene at gøre, fx oplysninger som følge af ulykkestilfælde eller

forgiftninger.

3. Lovforslaget bygger på Gentestudvalgets lovforslag.

Hovedindholdet i lovforslaget er:

A. Efter forslaget kan arbejdsgiveren indhente oplysninger om

lønmodtagerens helbred i følgende tilfælde:

- når helbredsoplysningerne er relevante for lønmodtagerens evne til at

udføre det pågældende arbejde, jf. § 2, stk. 1, og bemærkningerne hertil,

- med arbejdsministerens tilladelse for at tilgodese væsentlige hensyn til

forbrugernes eller andres sikkerhed og sundhed, til det ydre miljø eller til

andre samfundsinteresser, jf. § 4 og bemærkningerne til denne bestemmelse,

- efter aftale med den modstående lønmodtagerorganisation eller efter

tilladelse fra arbejdsministeren for at tilgodese væsentlige hensyn til

virksomhedens drift, jf. § 5 og bemærkningerne til denne bestemmelse eller

- som et tilbud til lønmodtageren, hvis forhold i arbejdsmiljøet gør det

rimeligt og hensigtsmæssigt af hensyn til lønmodtageren selv eller andre

ansatte, jf. § 3 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Lønmodtageren skal endvidere af egen drift oplyse arbejdsgiveren om

helbredsoplysninger, der er relevante for lønmodtagerens evne til at udføre

det pågældende arbejde, hvis han eller hun er bekendt med disse oplysninger,

jf. § 6 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

B. Arbejdsgiveren kan ikke indhente oplysninger om lønmodtagerens helbred,

- når oplysningerne ikke er relevante for lønmodtagerens evne til at

udføre arbejdet, jf. § 2, stk. 1, og bemærkningerne til denne bestemmelse

eller

- når oplysningerne drejer sig om, hvorvidt lønmodtageren med større eller

mindre sandsynlighed kommer til at lide af sygdomme i fremtiden.

C. Forslaget regulerer alene arbejdsgiverens adgang til at indhente

helbredsoplysninger. Forslaget regulerer derimod ikke berettigelsen af

eller adgangen til, hvad man med en samlebetegnelse kan kalde

færdighedsprøver, dvs. undersøgelser, eksaminer, interviews m.v. af enhver

art, som har til formål at konstatere, om den pågældende har de nødvendige

evner og færdigheder til at udføre arbejdet, og hvor god vedkommende er til

det i sammenligning med andre ansøgere, jf. § 1, stk. 1, og bemærkningerne

hertil. Dette synspunkt er anlagt, selvom udfaldet af sådanne prøver, fysiske

såvel som psykologiske, også vil kunne være betinget af, og dermed oplyse om,

personens arveanlæg.

Forslaget berører heller ikke arbejdsgiverens adgang til at iværksætte

almindelige kontrolforanstaltninger over for lønmodtagerne, fx i form af

undersøgelser for alkohol- eller narkotikamisbrug, når disse undersøgelser

ikke har et helbredsmæssigt sigte.

Endelig finder lovforslaget ikke anvendelse, når helbredsoplysninger

indhentes med hjemmel i særlig lovgivning, jf. § 1, stk. 2, og bemærkningerne

hertil.

D. Allerede under Arbejdsmarkedsudvalgets høring viste der sig et stærkt

ønske om at kvalitetssikre hele undersøgelsesområdet. Et hovedformål med

forslaget er derfor - ud over at afgrænse, hvornår helbredsundersøgelser kan

foretages - at fastsætte regler for, hvordan og på hvilke betingelser

helbredsundersøgelser kan foretages.

Forslaget indeholder således en række bestemmelser, der har til formål at

kvalitetssikre området. Det drejer sig om reglerne om sagkyndig medvirken i

forbindelse med undersøgelsen, tavshedspligt for de i undersøgelsen

involverede og regler om informeret samtykke.

Den sagkyndige medvirken skal efter lønmodtagerens eget valg være enten

lønmodtagerens egen læge eller en tilsvarende sagkyndig i den

bedriftssundstjeneste, som virksomheden måtte være tilsluttet. Det er også

væsentligt, at den, der modtager anmodningen om helbredsundersøgelse, skal

inddrage den nødvendige og tilstrækkeligt kvalificerede lægelige eller anden

sagkundskab såvel til udførelse af selve undersøgelsen som i forbindelse med

fortolkningen af kliniske konsekvenser af undersøgelsen.

Med hensyn til informeret samtykke stiller lovforslaget krav om, at den,

der foretager undersøgelsen, skal sikre sig, at lønmodtageren er både

skriftligt og mundtligt informeret om en række forhold. Det gælder både

forhold, som undersøgelsens formål, art og metode, eventuelle risici, der er

forbundet med undersøgelsen, eventuelle konsekvenser, som undersøgelsens

resultater kan få for lønmodtageren, opbevaring af resultaterne af

undersøgelsen, og betingelserne for videregivelse af disse oplysninger osv.

Men det gælder også oplysninger om muligheden for, at et

undersøgelsesresultat kan indvirke på den undersøgtes livsforventning og

selvopfattelse.

Forslaget bygger på den tanke, at lønmodtagerne skal have mulighed for at

sige nej til en helbredsundersøgelse, der fx ville kunne afsløre en alvorlig

kræftsygdom hos den undersøgte. Forslaget hindrer på den anden side ikke, at

den, der nægter at deltage i en sådan undersøgelse - når denne i øvrigt er

legitim - ikke kan blive mødt med retlige konsekvenser fra arbejdsgiverens

side.

Det er også meget væsentligt, at den person, der udfører en undersøgelse

er underlagt regler om tavshedspligt. Det er lønmodtageren selv, der modtager

undersøgelsesresultatet, og arbejdsgiveren har således ikke mulighed for at

indhente oplysninger fra andre end lønmodtageren selv. Noget andet er, at

lønmodtageren i visse tilfælde er forpligtet til at videregive oplysningerne

til arbejdsgiveren, jf. forslagets §§ 6-7.

Økonomiske og administrative konsekvenser

For Direktoratet for Arbejdstilsynet indeholder lovforslaget følgende

opgaver: Arbejdsgiveren skal orientere den stedlige arbejdstilsynskreds,

inden en undersøgelse efter § 3 iværksættes. Orienteringen skal indeholde

fyldestgørende oplysninger om undersøgelsen, herunder omfang, metode m.v., og

om hvem der medvirker ved og forestår undersøgelsen.

Arbejdstilsynet har mulighed for inden en vis frist at påbyde, at en

undersøgelse, der strider mod arbejdsmiljølovgivningen eller mod dette

lovforslag, bringes i orden straks eller inden en vis frist. Undersøgelsen må

først iværksættes efter forløbet af Arbejdstilsynets frist.

For Arbejdsministeriets departement er der tale om følgende nye opgaver:

Arbejdstilsynets afgørelser kan rekurreres til Arbejdsministeren efter

Arbejdsmiljølovens almindelige regler.

Arbejdsministeren tillader, at der iværksættes undersøgelser/indhentes

helbredsoplysninger, idet omfang det er nødvendigt af hensyn til forbrugeres

og andres sikkerhed og sundhed, det ydre miljø eller andre

samfundsinteresser.

Tilladelse til at indhente helbredsoplysninger for at varetage væsentlige

hensyn til virksomhedens drift vil i visse tilfælde skulle gives af

arbejdsministeren, og i andre tilfælde skal arbejdsministeren orienteres om

de aftaler, der indgås herom mellem arbejdsmarkedets parter.

Arbejdsministeren nedsætter et sagkyndigt råd på i alt 17 medlemmer.

Rådets sekretariatsfunktion varetages af Arbejdsministeriet.

Lovforslaget indebærer et forøget ressourceforbrug i både Arbejdstilsynet

og i Arbejdsministeriets departementet. Resourceforbruget skønnes samlet at

svare til 4 årsværk. Det øgede personaleressourceforbrug afholdes inden for

Arbejdsministeriets finanslovsramme.

Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Forslaget skønnes ikke at have væsentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser.

Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Det er væsentligt at sondre mellem på den ene side helbredsoplysninger i

lovforslagets forstand og på den anden side sådanne oplysninger, som

arbejdsgiveren legitimt kan anvende i forbindelse med udvælgelsen af den

bedst kvalificerede arbejdskraft.

I forslaget indgår der således ikke en stillingtagen til berettigelsen af

eller en regulering af, hvad man med en samlebetegnelse kan kalde

færdighedsprøver, dvs. undersøgelser, eksaminer, interviews m.v. af enhver

art, som har til formål at konstatere, om den pågældende kan udføre jobbet,

og hvor god vedkommende er til det i sammenligning med andre ansøgere. Dette

synspunkt er anlagt, selvom udfaldet af sådanne prøver, fysiske såvel som

psykiske, også vil kunne være betinget af, og dermed oplyse om, personens

arveanlæg.

De helbredsoplysninger, som fremgår af en færdighedsprøve i ovennævnte

forstand, er ikke omfattet af lovforslaget. Det forudsættes i den

forbindelse, at færdighedsprøven ikke går videre end nødvendigt af hensyn til

den aktuelle arbejdssituation, således at man undgår at afdække væsentlige,

men for det aktuelle arbejde ikke relevante, forhold af helbredsmæssig

karakter.

Neuro-psykologiske undersøgelser udføres som led i diagnostik m.h.p. at

afsløre forskellige former for psyko-patologi, altså sygelige psykiske

tilstande eller evt. begyndende sådanne. Neuro-psykologiske undersøgelser

anvendes således til indhentning af helbredsoplysninger , og vil

derfor ikke være omfattet af begrebet færdighedsprøver. Neuro-psykologiske

undersøgelser vil derfor være omfattet af lovforslaget.

I visse tilfælde har en personundersøgelse karakter af en

kontrolforanstaltning, hvor der ikke ønskes oplysninger om sygdom eller

symptomer på sygdom. Dette er fx tilfældet, når en arbejdsgiver gennem

blodprøveudtagning ønsker at kontrollere, om en lønmodtager i strid med

arbejdsaftalen har alkohol i blodet.

I sådanne tilfælde vil lønmodtageren ofte have underskrevet en erklæring

om, at pågældende vil lade sig underkaste sådanne kontrollerende

undersøgelser. Det kan også dreje sig om andre stimulanser end alkohol.

Disse undersøgelser falder uden for lovforslaget i det omfang den enkelte

foranstaltning ikke tillige har til formål at tilvejebringe oplysninger om

sygdom eller om risikoen for at udvikle eller pådrage sig sygdom. Hvorvidt et

sådant forbud og den dertil hørende kontrollerende undersøgelse er berettiget

eller ej, er et almindeligt ansættelsesretligt spørgsmål.

Det er lagt til grund for forslaget, bl.a. ud fra formuleringerne i

gentestudvalgets kommissorium, at det fortsat skal være muligt for en

arbejdsgiver at vælge den bedst egnede, men at indhentning af oplysninger om

et mere eller mindre godt helbred kun er legitimt, når sådanne oplysninger

har en helt umiddelbar, direkte og dokumenterbar betydning for evnen til at

udføre det konkrete arbejde (arbejdsdygtigheden), medens normale variationer

i hyppigheden af forskellige lidelser eller udsigten til at få disse ikke må

have betydning for, hvem der vælges til et arbejde.

Udtrykket »lønmodtagere« omfatter i lovforslaget også de

personer, som ansøger om arbejde, og som måske ikke endnu har fået eller haft

et konkret arbejde som lønmodtager.

Bestemmelsen i stk. 2 , sikrer mod lovkonflikter på dette område,

idet enhver indhentning af helbredsoplysninger, der har hjemmel i anden

særlovgivning, fx arbejdsmiljøloven, sygedagpengeloven, funktionærloven og

luftfartsloven, kan fortsætte uanset dette lovforslag, og idet enhver

indhentning af helbredsoplysninger, der måtte være begrænset eller forbudt

efter anden lovgivning, fortsat vil være begrænset eller forbudt uanset dette

lovforslag. Ingen af bestemmelserne i dette lovforslag finder anvendelse på

indhentning af helbredsoplysninger efter anden lovgivning.

På den anden side indebærer bestemmelsen, at dette lovforslag går forud

for mere generel lovgivning som fx forvaltningsloven.

Med hensyn til arbejdsmiljøloven bemærkes, at de helbredsoplysninger, som

en arbejdsgiver i medfør af arbejdsmiljøloven og bekendtgørelser udstedt i

medfør af arbejdsmiljøloven har pligt til at indhente, er undtaget fra dette

lovforslag. Ingen af de aktiviteter, der er omfattet af arbejdsmiljøloven,

berøres af dette lovforslag. De tilfælde uden for arbejdsmiljølovgivningen,

hvor en arbejdsgiver af hensyn til arbejdsmiljøet ønsker at indhente

helbredsoplysninger, er omfattet af lovforslagets § 3.

Der er i flere særlove og bekendtgørelser hjemmel til at stille krav om

helbredsoplysninger i forbindelse med en række særlige stillinger og

funktioner, fx som pilot, togfører, dykker etc. I visse tilfælde er der med

reglerne implementeret EF-direktiver, som indeholder krav om undersøgelser

før ansættelse, fx vedr. håndtering af fersk fisk. Gentestudvalget har i sin

betænkning gjort rede for disse forskellige tilfælde, men har ikke villet

stille spørgsmålstegn ved den generelle berettigelse af sådanne regler.

Udvalget har dog i nogle tilfælde tilkendegivet, om sådanne regler rækker

videre end reglerne ville gøre, hvis de hvilede på de af udvalget foretrukne

principper.

Specielt om tjenestemænd bemærkes, at helbredsundersøgelser i forbindelse

med optagelse i en pensionsordning ikke er omfattet af lovforslaget.

Hjemmelen til helbredsundersøgelser af statstjenestemænd findes i

tjenestemandsloven, men med virkning fra 1. marts 1992 foretages bedømmelsen

af, om en ansøger til en tjenestemandsstilling er egnet til at varetage

stillingen, af ansættelsesmyndigheden selv og på samme måde, som tilfældet er

for ansøgere til stillinger på overenskomstvilkår, jf. Finansministeriets

cirkulære af 7. februar 1992.

Øvrige helbredsundersøgelser af (amts)kommunale tjenestemænd som

betingelse for ansættelse er omfattet af lovforslaget, idet disse

undersøgelser foregår med hjemmel i (amts)kommunale regulativer. Derimod er

helbredsundersøgelser af statstjenestemænd ikke omfattet af lovforslaget,

idet disse undersøgelser foregår med hjemmel i tjenestemandsloven.

Det er endvidere tilsigtet med bestemmelsen, at forskning, herunder

Arbejdsmiljøinstituttets forskning, der er omfattet af lov nr. 503 af 24.

juni 1992 om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske

forskningsprojekter, falder uden for lovforslagets område.

Bestemmelsen i stk. 3 , angiver, at når der i lovforslaget tales om

anmodning om og indhentning af helbredsoplysninger, omfatter det samtidig

alle situationer, hvor oplysningerne ikke allerede foreligger, men først må

fremskaffes via undersøgelser, herunder genetiske undersøgelser.

Udgangspunktet er derfor, at det i disse situationer er forbudt at

foranledige iværksættelse af undersøgelser med det formål enten at få belyst

lønmodtagerens risiko for at udvikle eller pådrage sig sygdomme eller at få

belyst, om lønmodtageren lider af sygdom. Det er således også forbudt at

tilvejebringe eller foretage en udredning af lønmodtagerens familieanamnese.

Til § 2

Dette er lovforslagets hovedbestemmelse, som bygger på to grundlæggende

sondringer. Det drejer sig om sondringen mellem aktuelle og

fremtidige sygdomme og om sondringen mellem relevante og

irrelevante helbredsoplysninger.

§ 2, stk. 1-3 , vedrører de aktuelle sygdomme. Oplysninger om

sådanne sygdomme kan indhentes, hvis oplysningerne er relevante, det vil

sige, at oplysningerne har væsentlig betydning for lønmodtagerens

arbejdsdygtighed ved det pågældende arbejde.

Set i forhold til reglerne om fremtidige sygdomme, jf. stk. 4 , er

der i stk. 1-3 , tale om, at en sygdom har givet sig så tydelige

udtryk (symptomer), at man i klinisk praksis ikke længere vil tale om, at der

kun er tale om at være disponeret for sygdommen.

Selve det forhold, at man fx ved en undersøgelse af en persons arvemasse

(genom) har konstateret, at vedkommende er disponeret for en sygdom, betyder

ikke, at den pågældende efter lovforslagets terminologi kan siges at lide af

en sygdom eller at have symptomer på en sygdom.

Stk. 1-3 omfatter også oplysninger om velbehandlede sygdomme og om

sygdomme, som lønmodtageren tidligere har lidt af.

Reglen i § 2, stk. 1 , sikrer, at arbejdsgiveren har mulighed for

at spørge, om lønmodtageren lider af nærmere angivne, aktuelle sygdomme, som

vil gøre lønmodtageren uarbejdsdygtig ved det pågældende arbejde.

Det er fx opfattelsen, at en velbehandlet sukkersyge normalt ikke medfører

uarbejdsdygtighed, og i så fald kan arbejdsgiveren altså ikke spørge, om man

lider heraf. Arbejdsgiveren må kun spørge, om man lider af sukkersyge, som

(fortsat) giver anledning til uarbejdsdygtighed.

Det berettiger heller ikke til at kræve oplysning, om man lider af en

sygdom, at denne en gang imellem medfører et sygefravær, så længe den

pågældende dog almindeligvis må karakteriseres som arbejdsdygtig. En

arbejdsgiver må heller ikke spørge, om lønmodtageren i almindelighed har et

dårligt helbred.

Arbejdsgiveren må altså ikke sende lønmodtageren til en almindelig evt.

meget omfattende helbredsundersøgelse, hvor det måske viser sig, at den

pågældende lider af en uventet og/eller ualmindelig sygdom, som

arbejdsgiveren ikke af sig selv ville have tænkt på som en hindring for

arbejdsdygtigheden.

Med hensyn til arbejdsgiverens spørgsmål om hidtidigt sygefravær er

konsekvensen af bestemmelsen, at arbejdsgiveren kun må spørge om antallet af

sygedage, når det drejer sig om fravær pga. sygdomme, som - fortsat - vil

have væsentlig betydning for arbejdsdygtigheden ved det pågældende arbejde.

Dette gælder, uanset hvem arbejdsgiveren måtte spørge, dvs. også andre kilder

end lønmodtageren, fx en tidligere arbejdsgiver.

Anvendelsesområdet for § 2, stk. 1 , indsnævres/afgrænses af

specialbestemmelserne i §§ 3-5, idet fx oplysninger efter dette lovforslag,

der hænger sammen med arbejdsmiljøforholdene, reguleres af § 3. Hertil

kommer, at anvendelse af § 2, stk. 1-3 , forudsætter, at der netop på

den pågældende virksomhed er et arbejdsspecifikt behov for de ønskede

oplysninger om sygdomme og symptomer på sygdomme.

Grundsynspunktet er således, at der kun må spørges om, hvad der er

relevant for stillingen. Hverken arbejdsgivere eller lønmodtagere har dog

nødvendigvis tilstrækkelig medicinsk sagkundskab til at kunne navngive de

forskellige - relevante - sygdomme. Det er derfor tilstrækkeligt og

ubetænkeligt, at der spørges om de faktiske, observerede symptomer, uanset

hvad den korrekte benævnelse for sygdommen er.

Kernen af § 2, stk. 1-3, er, at arbejdsgiveren kan spørge lønmodtageren om

de samme forhold, som er omfattet af lønmodtagerens oplysningspligt i § 6,

jf. denne bestemmelse og bemærkningerne hertil. Desuden kan arbejdsgiveren

imidlertid, hvis betingelserne er opfyldt, spørge om og få undersøgt, om

lønmodtageren lider af noget, vedkommende ikke var bekendt med. Det

understreges i stk. 2, at der i så fald skal være tale om oplysninger, som

har særlig betydning på grund af netop det pågældende arbejde. Som eksempel

kan nævnes, at en uerkendt hjertesygdom jo på det tidspunkt, hvor den giver

sig udslag, i alle tilfælde vil medføre - et evt. langvarigt - fravær. Det er

imidlertid ikke en tilstrækkelig begrundelse for en arbejdsgiver for at sende

lønmodtageren til en hjerteundersøgelse. Hertil må kræves, at arbejdet, fx

fordi det er fysisk belastende, i særlig grad gør det naturligt at få

undersøgt, om lønmodtageren lider af en sådan uerkendt sygdom.

Det følger af § 2, stk. 3, at det er en betingelse for at bede om

oplysningerne, at arbejdsgiveren nærmere angiver, hvilke sygdomme eller

symptomer på sygdom, det drejer sig om. Disse sygdomme skal normalt gøre

lønmodtageren helt eller delvis uarbejdsdygtig, og uarbejdsdygtigheden skal

være i relation til det pågældende arbejde på den pågældende virksomhed.

Bestemmelsen forbyder således i sammenhæng med stk. 1 den praksis,

som har dannet sig hos både private og offentlige arbejdsgivere i retning af

at spørge generelt til lønmodtageres helbred, når der i denne forbindelse

spørges om både relevante og irrelevante sygdomme.

§ 2, stk. 1-3, giver kun arbejdsgiveren mulighed for at anmode

lønmodtageren om selv at oplyse eller at få oplyst forholdet gennem en

helbredsundersøgelse, og resultatet må kun videregives af lønmodtageren selv

til arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren har altså ikke mulighed for at indhente

oplysningerne direkte, fx via fuldmagt til at få aktindsigt, jf. lov nr. 504

af 30. juni 1993 om aktindsigt i helbredsoplysninger.

Bestemmelserne giver ikke adgang til at få belyst lønmodtagerens risiko

for at udvikle eller pådrage sig sygdomme.

Det skal endelig understreges, at det forhold, at forholdene på en

virksomhed ikke lever op til arbejdsmiljølovgivningens minimumskrav, ikke kan

begrunde en videre adgang til at indhente helbredsoplysninger.

Den almindelige danske Lægeforening har selv vedtaget regler for, i

hvilket omfang foreningens medlemmer kan eller vil medvirke til

undersøgelser. Der henvises til § 15 i Etiske regler for læger:

»§ 15. Ansættelsesundersøgelser

En læge må ikke udarbejde helbredserklæringer til brug for arbejdsgiveres

vurdering af stillingsansøgere, medmindre dette er påbudt ved lovgivning,

eller afgørende hensyn til patienten eller andre taler derfor.

Stk. 2. Efter en stillingsbesættelse kan en læge med patientens samtykke

udarbejde anbefalinger til brug for arbejdsgiverens vurdering af

hensigtsmæssig placering af patienten på arbejdspladsen.«

Det kan således ikke udelukkes, at læger ikke umiddelbart vil ønske at

medvirke ved gennemførelse af undersøgelser, selvom lovforslaget giver

mulighed herfor.

En situation, hvor en arbejdsgiver, fx ved at bede lønmodtageren om at

udfylde spørgeskemaer, tilvejebringer helbredsoplysninger, opfattes ikke som

en undersøgelse i lovforslagets forstand, men som en anmodning om

helbredsoplysninger.

Bestemmelsen i stk. 4 vedrører adgangen til at indhente oplysninger

om den fremtidige helbredstilstand.

Gentestudvalget har vurderet, at det i særlig grad skal anses for

irrelevant, hvad en person måske kommer til at lide af i fremtiden.

Bestemmelsen afskærer enhver form for generelle eller specielle undersøgelser

o.lign., som ikke siger noget om, hvad den pågældende lider af her og nu, men

om hvilke sygdomme der er risiko for i en nærmere eller fjernere fremtid.

Både oplysninger om, hvorvidt en person er særlig udsat for at udvikle

sygdom (sårbarheden) og oplysninger om, hvorvidt en person er særlig

modstandsdygtig over for påvirkninger (resistensen), er omfattet af

lovforslaget.

Blodtryksundersøgelser, kondital, kolesteroltal m.v. vil også være

omfattet af bestemmelsen.

Med moderne undersøgelsesteknik kan der i mange tilfælde påvises

forandringer i organismen, længe før en person i klinisk forstand lider af

den sygdom, som forandringerne tyder på. Nogle sygdomme udvikler også sig

gradvist over mange år, og der kan eventuelt indtil da, med års mellemrum,

forekomme enkeltstående symptomepisoder, selv om personen generelt føler sig

helt rask - og hvad angår arbejdsevnen også er det. Her kan der være tvivl

om, hvornår sygdommen rent teknisk kan siges at være »fuldt

udviklet«, og hvornår den endnu blot er »under udvikling«.

Tilfælde, hvor helbredstilstanden - herunder de umiddelbare udsigter for

denne - er god, og der således reelt er tale om en vurdering af langsigtet

helbredsrisiko, er omfattet af stk. 4.

Det vil som hovedregel ikke volde vanskelighed at skelne mellem, hvad der

vedrører en persons nuværende helbredstilstand, og hvad der alene må siges at

vedrøre helbredsrisikoen på langt sigt.

Det bemærkes specielt, at anmodninger m.v. om oplysninger, om hvorvidt man

har fået foretaget HIV-test eller er HIV-positiv, er omfattet af

bestemmelsen.

Medens bestemmelsen altså afskærer en arbejdsgiver fra at bede om

oplysninger, om en person vil udvikle eller pådrage sig en sygdom, afskærer

den ikke oplysninger om, hvordan sygdommen vil udvikle sig hos en person, der

allerede må karakteriseres som syg (prognosen).

Bestemmelsen i stk. 5 indebærer, at en arbejdsgiver ikke kan omgå

forbudet i stk. 1 ved at lade et konsulentfirma foretage

personaleudvælgelsen.

Vikarbureauer o.lign. er som arbejdsgivere selv omfattet af lovforslaget.

Det siger sig selv, at brugervirksomheden ikke må modtage og gøre brug af

eller anmode om disse oplysninger.

Til § 3

Området for § 3 er de situationer, hvor en arbejdsgiver af hensyn til

arbejdsmiljøet ønsker at indhente helbredsoplysninger, selv om der ikke efter

arbejdsmiljølovgivningen er pligt dertil, jf. nedenfor. Disse situationer

ligger altså uden for, hvad der er dækket af arbejdsmiljølovgivningen, både

med hensyn til hvornår der skal indhentes helbredsoplysninger, og hvordan

indhentningen af oplysningerne/undersøgelsen skal foregå.

I det omfang betingelserne i § 3, jf. nedenfor, er opfyldt, kan

arbejdsgiveren tilbyde, at der indhentes oplysninger om såvel den aktuelle

som den fremtidige helbredstilstand.

Arbejdsmiljølovgivningens specifikke pligttilfælde fremgår af

særbekendtgørelser, og direktøren for Arbejdstilsynet kan i øvrigt i konkrete

tilfælde give påbud om indhentning af helbredsoplysninger/undersøgelser.

Bekendtgørelse nr. 1165 af 16. december 1992 om arbejdsmedicinske

undersøgelser efter lov om arbejdsmiljø bestemmer, hvordan indhentningen af

oplysninger/undersøgelsen skal foregå. Heraf følger bl.a., at

undersøgelsesresultaterne ikke må overlades til arbejdsgiveren. Resultaterne

sendes til den stedlige arbejdstilsynskreds, som gør virksomheden bekendt

med, hvorvidt resultaterne giver anledning til foranstaltninger.

En pligt for arbejdsgiveren til på egen foranledning at indhente

helbredsoplysninger kan følge af arbejdsgiverens generelle pligt efter

arbejdsmiljølovens § 21 til at foretage undersøgelser:

»§ 21. Når Arbejdstilsynet forlanger det, eller når

forholdene i øvrigt giver anledning dertil, skal arbejdsgiveren lade foretage

undersøgelser, prøver eller besigtigelser, eventuelt ved særligt sagkyndige,

for at konstatere, om arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt

forsvarlige.«

Der er ikke i arbejdsmiljølovgivningen hjemmel til at fastsætte nærmere

regler for, hvordan disse undersøgelser efter arbejdsmiljølovens § 21 skal

gennemføres.

Indhentning af helbredsoplysninger efter § 3 forudsætter i princippet, at

arbejdsmiljøforholdene (allerede) er i overensstemmelse med

arbejdsmiljølovgivningen. Det vil blandt andet sige, at arbejdsgiveren på

forhånd skal have sikret sig, at de fysiske forhold på virksomheden, herunder

med hensyn til tekniske hjælpemidler samt stoffer og materialer m.v., og de

anvendte arbejdsprocesser og -metoder, er sikkerheds- og sundhedsmæssigt

fuldt forsvarlige.

Indhentning af helbredsoplysninger kan aldrig være et alternativ til

gennemførelse af foranstaltninger mv. på arbejdspladsen for at opfylde

arbejdsmiljølovgivningens minimumskrav.

Det følger af stk. 2 , at undersøgelsen skal være velegnet til at

forebygge arbejdsbetingede lidelser eller forbedring af

arbejdsmiljøforholdene.

I bekendtgørelsen om arbejdsmedicinske undersøgelser er det fastsat, at

arbejdsmedicinske undersøgelser skal anvendes i overensstemmelse med det

formål at forebygge og bekæmpe arbejdsbetingede lidelser. Det er endvidere

anført, at direktøren for Arbejdstilsynet kan fastlægge nærmere

retningslinier for, hvordan undersøgelsesmetoder kan anvendes. I

bekendtgørelsen er der endvidere angivet krav vedrørende sagkyndighed.

Det er hensigtsmæssigt, at disse regler og retningslinier lægges til

grund, når tilsvarende undersøgelser i relation til forhold i arbejdsmiljøet

i øvrigt foretages.

Det er derfor i stk. 2 fastsat, at disse regler og retningslinier skal

følges. Lovforslagets § 10 om sagkyndighed gælder derfor ikke for disse

undersøgelser, men i øvrigt finder lovforslagets bestemmelser fuldt ud

anvendelse i forbindelse med undersøgelser efter § 3, herunder bestemmelsen i

§ 9 om informeret samtykke.

Orienteringsforpligtelsen efter stk. 3 giver Arbejdstilsynet

anledning til at gribe ind over for undersøgelser, som ikke opfylder kravene

efter stk. 2, herunder de regler i arbejdsmiljølovgivningen, hvortil der

henvises.

Der skal gives orientering på forhånd om hvert enkelt

undersøgelsesprojekt/type af undersøgelse, men ikke om de enkelte

personundersøgelser, der indgår i et projekt.

Stk. 4 indeholder vilkår svarende til vilkår efter bekendtgørelsen

om arbejdsmedicinske undersøgelser.

Stk. 5 og 6 vedrører adgangen til at give påbud. Påbudsreglerne i

Arbejdsmiljølovgivningens klageregler findes i arbejdsmiljølovens § 81. Af §

66, stk. 1, nr. 4 følger, at Arbejdsmiljørådets udtalelse skal indhentes, før

der træffes afgørelse om klager over afgørelser truffet af direktøren for

Arbejdstilsynet.

Til § 4

Lovforslaget må tage højde for nogle særlige situationer, hvor det er

rimeligt, at en arbejdsgiver under visse betingelser kan foranledige, at der

indhentes helbredsoplysninger, fordi der kan være tale om, at visse

helbredsforhold udgør en uacceptabel risiko.

Det drejer sig om hensynet til andres sikkerhed eller sundhed, som ikke er

omfattet af § 3. Det drejer sig endvidere om visse hensyn til det ydre miljø

og om visse andre samfundsinteresser ud over arbejdsmiljøet. Det bemærkes i

den forbindelse, at det til stadighed er en forpligtelse for virksomheden, at

overholde arbejdsmiljølovgivningen - også før der kan blive tale om

indhentning af helbredsoplysninger efter nærværende lovforslag.

Bestemmelsen giver arbejdsministeren bemyndigelse til at tillade, at de

omhandlede oplysninger indhentes. Det er således en betingelse, at

arbejdsministeren forud, konkret har godkendt hvert projekt om indhentning af

oplysninger. Der skal ikke ansøges om tilladelse til indhentning af

oplysninger for hver enkelt af de personer, der er omfattet af projektet.

Det vil være arbejdsministerens ansvar at inddrage den nødvendige

fagkundskab, jf. § 8 og bemærkningerne hertil.

Som eksempler på, hvor bestemmelsen kan finde anvendelse, kan nævnes

bestræbelserne på at forebygge skibskatastrofer med miljøforurening til

følge, uheld på boreplatforme og uheld med alvorlige konsekvenser for

energiforsyning. Endvidere kan smittefare falde ind under bestemmelsen,

herunder tilfælde, hvor der er tale om såkaldte raske smittebærere.

I stk. 2 foreslås det, at de nævnte hensyn skal vejes op imod

hensynet til lønmodtageren. Der skal være tale om et såkaldt

»værdispring«. Endvidere skal undersøgelser være den sidste udvej

til at begrænse den pågældende risiko. Hvis man derfor ved hjælp af

produktkontrol el.lign. kan nå det samme, skal sådanne metoder foretrækkes.

Det er vanskeligt på forhånd i detaljer at forestille sig, hvor der kan

blive brug for bestemmelsen. Lovforslaget må derfor begrænse sig til at

angive de hensyn, som skal tages i betragtning, og den procedure, som skal

sikre, at hensynene varetages på betryggende vis.

Med bestemmelsen i stk. 3 er der tænkt både på selve undersøgelsens

fysiske udførelse og på det etiske aspekt. Det vil sige, at undersøgelsen

skal gennemføres på den mindst krænkende måde.

Til § 5

Hensyn til virksomhedens drift, herunder økonomiske hensyn kan konkret kan

være så relevante og tungtvejende, at de kan begrunde en undtagelsesmulighed.

Det er fx en realitet, at der i dag fra visse aftagere stilles krav om

helbredsforholdene hos de lønmodtagere, som fremstiller det pågældende

produkt. Uanset, at kravene i nogle tilfælde kan anses for uberettigede, skal

de være opfyldte, for at produktet vil blive aftaget. Kravene kan basere sig

på lovgivning, fx i visse delstater i USA, eller de er opstillet af aftageren

selv.

Sådanne krav kan i yderste konsekvens være en betingelse for en

virksomheds eller i givet fald en hel branches overlevelse.

Det foreslås derfor, at man ikke uden at have gjort sig yderligere

erfaringer og overvejelser på området helt bør afskære arbejdsgivernes

muligheder for at opfylde sådanne krav.

Man kan også forestille sig, at hensynet til meget kostbart og/eller

skrøbeligt produktionsudstyr ville kunne begrunde en nærmere bestemt

undtagelse fra det almindelige forbud.

Der lægges vægt på, at det hensyn, der skal varetages, er klart mere

tungtvejende end hensynet til lønmodtageren. Bl.a. af den grund skal det i

denne sammenhæng alene være tilladt at indhente helbredsoplysninger om

aktuelle sygdomme og symptomer herpå, medens hensynet til den enkelte

virksomhed efter bestemmelsen aldrig kan begrunde oplysninger om risikoen for

at udvikle eller pådrage sig sygdomme. Endvidere vil indhentning af

helbredsoplysninger alene til brug som konkurrenceparameter, uden at der

foreligger begrundede helbredskrav fra aftageren, ikke være acceptabelt.

Herudover må det i første omgang bero på en konkret vurdering, om det er

lovligt at indhente helbredsoplysninger. Derfor er det ifølge stk. 2

en betingelse for at bruge bestemmelsen, at der forud for indhentning af

helbredsoplysningerne, indgås en aftale med lønmodtagernes organisation(-er).

Det foreslås, at det er en lønmodtagerorganisation, der skal være part i

aftalen, således at også personer uden for virksomheden deltager i

beslutningen.

En aftale efter § 5, stk. 2, er en kollektiv aftale og spørgsmål om brud

på en sådan aftale skal bedømmes i det fagretlige system.

Parterne er nærmest til at kende forholdene på virksomhederne og dermed

til at foretage den afvejning af de modstående hensyn, som evt. i nogle

tilfælde kan føre til, at indhentning af helbredsoplysninger skal være

tilladt, og til under hensyn til virksomhedens forhold at fastsætte de

nærmere vilkår herfor. Det er en betingelse, at der indgås aftale om hvert

enkelt projekt om indhentning af oplysninger. Der skal derimod ikke indgås

aftale for hver enkelt af de personer, der er omfattet af projektet.

Det bemærkes i den forbindelse, at det til stadighed er en forpligtelse

for virksomheden, at overholde arbejdsmiljølovgivningen, også før der kan

blive tale om indhentning af helbredsoplysninger efter dette lovforslag.

Endvidere foreslås det, at sådanne aftaler sendes til arbejdsministeren,

således at staten får mulighed for at følge med i udviklingen på området.

Arbejdsministeren vil bl.a. på dette grundlag kunne give Folketinget løbende

redegørelser.

Stk. 3 giver arbejdsministeren bemyndigelse til, for de tilfælde

hvor der ikke kan indgås aftale efter stk. 2, at tillade, at arbejdsgiveren

foranlediger, at oplysningerne indhentes. Der er dels tænkt på den

ikke-overenskomstdækkede del af arbejdsmarkedet dels på de situationer, hvor

en overenskomstdækket arbejdsgiver forgæves har prøvet at indgå en aftale med

den modstående lønmodtagerorganisation.

Det er en betingelse, at arbejdsministeren forud, konkret har godkendt

hvert projekt om indhentning af oplysninger. Der skal derimod ikke ansøges om

tilladelse til indhentning af oplysninger for hver enkelt af de personer, der

er omfattet af projektet.

Det vil være arbejdsministerens ansvar at inddrage den nødvendige

fagkundskab, jf. § 8 og bemærkningerne hertil.

Til § 6

Lønmodtageren skal af sig selv oplyse om alle aktuelle sygdomme, eller

symptomer på sygdomme, som vedkommende ved, at han eller hun lider af, og som

vil have væsentlig betydning for arbejdsdygtigheden. I sit indhold svarer

bestemmelsen til princippet i funktionærlovens § 5. Det indebærer, at fravær

på grund af en sygdom, som lønmodtageren efter bestemmelsen skulle have

oplyst arbejdsgiveren om, efter omstændighederne ikke vil blive anset for

lovligt forfald.

Princippet i § 6 er, at hvad lønmodtageren selv ved om, hvad der har

væsentlig betydning for arbejdsdygtigheden, skal arbejdsgiveren også have at

vide. Hvis arbejdsgiveren vil vide noget herudover, skal der være hjemmel

hertil i § 2. Det indebærer jo bl.a., at lønmodtageren ved den pågældende

helbredsundersøgelse får noget at vide, som han eller hun ikke vidste før.

Det vil sige, at der ikke er fuldstændig kongruens mellem § 2, stk. 1 og

2, og § 6, idet arbejdsgiverens ret til at stille spørgsmål efter § 2, stk. 1

og 2, går videre end lønmodtagerens pligt efter § 6 til - også uopfordret -

at give oplysninger, jf. bemærkningerne til § 2. Overtrædelse af § 6 kan ikke

udløse sanktioner efter lovforslagets kap. VIII.

Specielt for så vidt angår HIV-positive, betyder reglen i § 2, sammenholdt

med oplysningspligten i § 6, at man ikke er forpligtet til at oplyse, at man

er HIV-positiv, da det kun er det for udførelsen af arbejdet relevante

fravær, der kan begrunde en oplysningspligt. Det vil imidlertid være sådan,

at oplysningspligten må antages at blive skærpet, efterhånden som det bliver

den ansættelsessøgende klart, at risikoen for uarbejdsdygtighed er stigende.

Der vil være en glidende overgang til det tidspunkt, hvor den

ansættelsessøgende på grund af udbrudt sygdom må indse, at risikoen for

uarbejdsdygtighed er nærliggende. Der vil altid skulle foretages en konkret

vurdering.

Til § 7

Bestemmelsen er medtaget ud fra det synspunkt, at det skal sikres, at de

fremkomne helbredsoplysninger nyttiggøres for at tilgodese hensynene bag § 4

og § 5.

Arbejdsgiveren skal underrettes, når undersøgelsen viser, at

lønmodtagerens helbredstilstand gør det aktuelt at gennemføre

foranstaltninger i forbindelse med arbejdet eller andre dispositioner for at

tilgodese de hensyn, som begrundede indhentning af helbredsoplysningerne.

I det omfang oplysningerne ikke er helbredsoplysninger, men snarere

oplysninger om behov for foranstaltninger, vil det formentlig ofte kunne være

andre end lønmodtageren, fx en bedriftssundhedstjeneste (BST) eller en læge,

som underretter arbejdsgiveren.

Helbredsoplysningerne er i første omgang alene tiltænkt den pågældende

lønmodtager selv, og navnlig er arbejdsgiveren ikke selv berettiget til at få

de egentlige oplysninger. Først og fremmest kan lønmodtageren drøfte

oplysningerne og deres eventuelle konsekvenser med sin læge eller andre (BST)

og på det grundlag drage sine egne konklusioner. Imidlertid skal

arbejdsgiveren naturligvis underrettes, hvis der fremkommer oplysninger, som

har konsekvenser for virksomheden eller som taler for, at arbejdsgiveren

iværksætter foranstaltninger af en eller anden art. I sin yderste konsekvens

kan der blive tale om, at lønmodtageren må beskæftiges med andet arbejde.

Til § 8

Det foreslås, at der nedsættes et råd til at bistå arbejdsministeren i

sager om tilladelse efter § 4 og § 5. Rådet skal dels have repræsentanter for

arbejdsmarkedets parter, dels skal der være en række sagkyndige medlemmer,

herunder personer med arbejdsmedicinsk, miljømæssig, sundhedsmæssig og

erhvervsmæssig ekspertise.

Bestemmelsen sikrer, at rådet også af egen drift kan drøfte og udtale sig

om den praksis og de problemer, som vil opstå. Arbejdsministeren skal holde

rådet orienteret om indkomne sager/aftaler.

Til § 9

Hvis der gennemføres en helbredsundersøgelse, vil den kunne have

vidtrækkende konsekvenser for den pågældende, især når det drejer sig om en

undersøgelse om lønmodtagerens risiko for at udvikle eller pådrage sig

sygdomme.

Det er vigtigt, at lønmodtageren ved, hvad undersøgelsen går ud på, hvilke

oplysninger der kan fremkomme, og hvilken (u)sikkerhed der er forbundet med

de pågældende oplysninger, således at lønmodtageren får et indtryk af de -

også psykiske - konsekvenser, som en sådan undersøgelse kan have.

I øvrigt er det vigtigt, at lønmodtageren ved, hvorfor han er blevet bedt

om at lade sit helbred undersøge, og hvordan der forholdes med hensyn til

fortroligheden omkring oplysningerne (sekretessen).

Der skal endvidere orienteres om undersøgelsens forebyggende formål.

Endelig skal det ved arbejdsgiveren sikres, at der gives orientering om,

hvilke konsekvenser det kan have for lønmodtageren ansættelsesmæssigt,

herunder med hensyn til evt. forflyttelse eller afskedigelse.

Det kan ikke forventes, at man umiddelbart kan tage stilling til, om man

på den baggrund vil lade sig undersøge, hvorfor der bør være krav om en

betænkningstid på 2 arbejdsdage. Dette giver bl.a. lønmodtageren mulighed for

nærmere at overveje evt. ansættelsesmæssige konsekvenser af at nægte

samtykke.

Der henvises i øvrigt til Sundhedsstyrelsens cirkulære af 22. september

1992 om information og samtykke mv.

Til § 10

Bestemmelsen har til formål dels at sikre den nødvendige kvalitet af de

undersøgelser, som er tilladt efter lovforslaget, og dels at give præcise

regler for, til hvem en anmodning om helbredsundersøgelse skal rettes. Det er

endvidere centralt, at lønmodtageren selv er herre over, hvem der får og har

adgang til resultaterne.

Ud fra et sundhedspolitisk synspunkt er der ikke behov for en særlig, ny

autorisationsordning. Sundhedsvæsenets funktion hviler i dag på bl.a.

professionsautorisationer (fx for læger). Der er ikke tradition for at

autorisere særligt med henblik på udførelse af bestemte opgaver, og dette

ville også være uhensigtsmæssigt, særligt hvad angår indpasning af

gendiagnostikken i sundhedsvæsenets funktion.

I stedet for at basere sig på formelle certificerings- og

akkrediteringsordninger, sigter bestemmelserne på at tilvejebringe den

nødvendige kvalitet ved at pålægge og præcisere et særligt kvalitets- og

informationsansvar for dem, der modtager anmodning om foretagelse af

helbredsundersøgelse, og for dem, der afgiver erklæringer om en lønmodtagers

helbredstilstand og risiko for at udvikle eller pådrage sig sygdomme.

Herigennem bidrager bestemmelsen til at skabe hensigtsmæssige incitamenter

hos de involverede parter, inkl. laboratorierne, til at sikre den fornødne

kvalitet og til at etablere dokumentation, åbenhed og fælles standarder

vedrørende laboratoriernes kvalitetssikring.

Gennem disse pålæg af ansvar og de foreskrevne procedurer sikres det

endvidere, at brug af letanvendelige kit-systemer (hjemmetests) og analyser

på udenlandske laboratorier kun er lovmedholdelige, såfremt det sker via de

foreskrevne kanaler med de hertil hørende ansvarsforpligtelser for

praktiserende læge, bedriftssundhedstjeneste, mv.

Bestemmelsen i stk. 1. sikrer valg af læge. Lønmodtageren har en

interesse i at modtage og diskutere oplysninger af denne karakter med en

læge, som lønmodtageren er fortrolig med, typisk den pågældendes

praktiserende læge. Hvis virksomheden er tilsluttet en

bedriftssundhedstjeneste (BST), kan denne fremsende oplysninger til brug for

den undersøgende læge, idet BST har kendskab til forholdene på den

undersøgtes arbejdsplads.

BST har en stor fordel i sit arbejdspladskendskab, men det vil undertiden

være nødvendigt at rådgive om andre helbredsmæssige konsekvenser af

undersøgelsen end sådanne, der er relateret til påvirkninger fra

arbejdsmiljøet. Derfor gøres en læge ansvarlig for undersøgelsen og den

efterfølgende rådgivning af lønmodtageren.

Har BST tilknyttet lægelig eller tilsvarende sagkyndig ekspertise, vil BST

kunne foretage undersøgelsen.

Den pågældende læge er derefter den, der »står for«

undersøgelsen. Bestemmelsen i stk. 2 fastlægger en pligt for lægen til

at inddrage den nødvendige sagkundskab af enhver art, herunder om nødvendigt

sørge for at indhente nødvendige oplysninger fra speciallæger.

Den, der rekvirerer en undersøgelse, kan have en viden, som den pågældende

læge ikke har, om, at et bestemt institut eller laboratorium har en

specialviden, som vil være nyttig i det pågældende tilfælde. Der kan fx være

tale om et udenlandsk institut. Lægen har efter bestemmelsen pligt til at

sikre sig, at et sådant institut, som den pågældende måske ikke selv kender,

lever op til de nødvendige kvalitetskrav. Lægen bør naturligvis kunne rådføre

sig herom med andre. Der kan i den forbindelse peges på den stedlige

arbejdsmedicinske klinik/afdeling, som i givet fald bør kunne rådføre sig med

Sundhedsstyrelsen, hvis det skønnes nødvendigt.

Særligt når der er tale om genetiske undersøgelser, er det af stor

betydning, at disse undersøgelser udføres af laboratorier, som arbejder med

den nødvendige rutine og kvalitetskontrol. Laboratoriet må fx ikke frigive

positive (kritiske) undersøgelsesresultater uden udførelse af konfirmatoriske

tests og eventuelt med gentagen prøvetagning for at sikre sig mod forbytning

af prøver. Laboratorierne vil også typisk ligge inde med den nødvendige viden

om den kliniske pålidelighed af undersøgelsesresultatet.

Laboratoriepålideligheden sikres ved anerkendelse af laboratoriets resultater

i sammenlignende interlaboratoriestudier og ved optagelse af artikler med

analyseresultater i anerkendte internationale tidsskrifter. Laboratoriers

renomme kan vurderes af sagkyndige ud fra publicering og intern

kvalitetsdokumentation.

Den ønskede undersøgelses resultater skal være sikret bedst muligt, inden

de overgives til lønmodtageren, bl.a. ved sædvanlige konfirmatoriske

undersøgelser. Eventuelle supplerende undersøgelser skal være foretaget inden

lønmodtageren orienteres om de resultater, på grundlag af hvilke vedkommende

skal træffe et valg.

Det skal derfor være underbygget (dokumenteret), at der er fundet en

overrisiko hos de personer, der har en given (genetisk) egenskab, og at der

er klart forebyggende effekt over for arbejdsbetingede lidelser ved at agere.

I stk. 3 foreslås derfor, at graden af usikkerhed skal fremgå af

erklæringer, der afgives på baggrund af genetiske undersøgelser. Også her bør

den pågældende læge i givet fald søge vejledning hos den arbejdsmedicinske

klinik/afdeling eller hos Sundhedsstyrelsen.

Det skal derfor være underbygget (dokumenteret), at der er fundet en

overrisiko hos de personer, der har en given (genetisk) egenskab, og at der

er klart forebyggende effekt over for arbejdsbetingede lidelser ved at agere.

For at sikre den nødvendige fortrolighed omkring oplysningerne og at

lønmodtageren selv er herre over, hvem oplysningerne videregives til,

fastsættes det i stk. 4 , at oplysningerne skal gives til

lønmodtageren af den samme, som har modtaget anmodningen efter stk. 1.

Bestemmelsen er ikke til hinder for en anonymiseret anvendelse af

undersøgelsesresultaterne til forskningsformål efter de herom gældende

regler.

Til § 11

Efter bestemmelsen må som udgangspunkt hverken private personer eller

offentlige myndigheder, klinikker m.v. videregive helbredsoplysninger til

andre end den person, som oplysningerne omhandler.

En sådan bestemmelse er fundet nødvendig, bl.a. fordi lov om offentlighed

i forvaltningen og forvaltningsloven ikke finder anvendelse på den private

sektor. Bestemmelser om opbevaring i lov om private registre og lov om

offentlige registre gælder imidlertid fuldt ud.

Helbredsoplysningerne må dog gerne udleveres til andre end den omhandlede

person, når pågældende har afgivet fuldmagt dertil, og når dette tjener et

forskningsformål.

Nogle af de risici, der er nævnt i § 4, stk. 1, kan i givet fald være så

indgribende, at det efter stk. 2 vil være muligt for en læge, som har

viden herom, at gå videre med en oplysning, hvis det står klart for lægen, at

den undersøgte person ikke selv gør det.

Det er i stk. 3 specielt forbudt arbejdsgiveren at bede om eller

modtage fuldmagt. Denne bestemmelse er indsat til beskyttelse af

lønmodtageren, som i nogle situationer vil kunne føle sig presset til at

afgive fuldmagt, hvorved lovforslagets forbudsbestemmelser, som vedrører

arbejdsgiverens anmodning om helbredsoplysninger, vil kunne blive omgået.

Til § 12

Bestemmelsen indeholder sammen med § 13, sanktionerne for overtrædelse af

§§ 2, 3, stk. 3, og §§ 9-11. Hvorvidt en godtgørelse skal tilkendes eller ej

afgøres ved de almindelige domstole og vil naturligvis først og fremmest

afhænge af grovheden af overtrædelsen af lovforslaget. I tilfælde, hvor der

alene er tale om en ubetydelig overtrædelse, vil der fx kunne blive tale om

alene at anvende § 13.

Den tilkendte godtgørelse skal dække den ikke-økonomiske skade, som

pågældende har lidt, jf. herved principperne i erstatningsansvarslovens § 26.

Der er herved intet til hinder for, at der ved siden af godtgørelsen eller

alene ydes erstatning efter de almindelige erstatningsretlige regler. Dette

kan fx tænkes, hvor den pågældende har lidt et egentligt økonomisk tab,

hvilket kan være tilfældet, når en ansøger har undladt at søge andre

stillinger i tillid til, at loven overholdes, men hvor vedkommende ikke har

fået stillingen på grund af helbredsoplysninger, der er indhentet i strid med

lovforslagets bestemmelser.

Ifølge erstatningsansvarsloven er der en egentlig pligt til at udrede

godtgørelse. På grund af de mange forskelligartede forhold, der kan blive

tale om efter forslaget, findes det imidlertid hensigtsmæssigt blot at åbne

mulighed for tilkendelse af godtgørelse. Der er for så vidt tale om en

fravigelse af erstatningsansvarslovens § 26, der ikke vil kunne påberåbes ved

siden af § 12.

Til § 13

Da overtrædelse af §§ 10 og 11 vanskeligt kan sanktioneres ved en

godtgørelse, foreslås det, at overtrædelse af disse bestemmelser kan straffes

med bøde. Desuden foreslås det, at overtrædelse af §§ 2 og 9 foruden ved en

godtgørelse kan sanktioneres i form af bøde. Baggrunden herfor er ønsket om

at skabe størst mulig parallelitet til sanktionssystemet i det fagretlige

system, som typisk vil være det system, hvor overenskomstdækkede

arbejdsgiveres overtrædelser af deres forpligtelser bliver pådømt. I det

fagretlige system er sanktionen en bod, som indeholder såvel et element af

godtgørelse som af straf.

Højere straf efter anden lovgivning vil især kunne være relevant med

hensyn til straffelovens § 152 og § 152 a.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter