1994 LSF 240 FORSLAG TIL LOV OM BRUG AF HELBREDSOPLYSNINGER M.V. PÅ ARBEJDSMARKEDET
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel I
Lovens formål og anvendelsesområde
§ 1. Loven har til formål at sikre, at helbredsoplysninger ikke
uberettiget anvendes til at begrænse lønmodtageres muligheder for at opnå
eller bevare ansættelse. Dette gælder, uanset om oplysningerne hidrører fra
genetiske undersøgelser, almindelige undersøgelser eller andre kilder.
Stk. 2. Loven gælder for brug af helbredsoplysninger på
arbejdsmarkedet. Loven finder dog ikke anvendelse i det omfang, der i anden
særlig lovgivning eller bestemmelser fastsat med hjemmel heri, er fastsat
regler om brug af helbredsoplysninger.
Stk. 3. Ved anmodning om og ved indhentning af helbredsoplysninger
forstås i denne lov tillige foretagelse af undersøgelser i det omfang, disse
er nødvendige for at tilvejebringe de pågældende helbredsoplysninger.
Kapitel II
Indhentning af oplysninger
§ 2. En arbejdsgiver må i forbindelse med ansættelse eller under
ansættelse af en lønmodtager alene anmode om helbredsoplysninger med det
formål at få belyst, om lønmodtageren lider eller har lidt af en sygdom,
eller har eller har haft symptomer på en sygdom, når sygdommen vil have
væsentlig betydning for lønmodtagerens arbejdsdygtighed ved det pågældende
arbejde, jf. dog §§ 3-6.
Stk. 2. Arbejdsgiveren kan dog kun anmode om oplysninger, jf. stk.
1, som lønmodtageren ikke selv er bekendt med, hvis forholdene ved det
pågældende arbejde særligt taler for at indhente dem.
Stk. 3. Ved anmodning om oplysninger efter stk. 1 og 2 skal
arbejdsgiveren angive over for lønmodtageren, hvilke sygdomme eller symptomer
på sygdomme, der ønskes oplysninger om.
Stk. 4. En arbejdsgiver må ikke i forbindelse med ansættelse eller
under ansættelse af en lønmodtager anmode om, indhente eller modtage og gøre
brug af helbredsoplysninger med det formål at få belyst lønmodtagerens risiko
Læs alt
for at udvikle eller pådrage sig sygdomme, jf. dog § 3.
Stk. 5. Bestemmelserne stk. 1-4 gælder tillige for konsulenter og
andre, der optræder på arbejdsgiverens vegne.
§ 3. En arbejdsgiver kan tilbyde, at der indhentes
helbredsoplysninger med de formål, som er nævnt i § 2, stk. 1 og 4, hvis
forhold i arbejdsmiljøet gør det rimeligt og hensigtsmæssigt af hensyn til
lønmodtageren selv eller andre ansatte.
Stk. 2. Indhentning af oplysninger efter stk. 1 skal være velegnet
til at forebygge arbejdsbetingede lidelser eller til forbedring af
arbejdsmiljøforholdene. Arbejdsmiljølovgivningens regler og retningslinier
for undersøgelsesmetoder og brug af sagkyndige finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Arbejdsgiveren skal orientere den stedlige
arbejdstilsynskreds inden sådanne undersøgelser iværksættes. Orienteringen
skal indeholde fyldestgørende oplysninger om undersøgelsen, herunder omfang,
metode m.v., og om hvem der medvirker ved og forestår undersøgelsen.
Undersøgelsen må først iværksættes 4 uger efter, at orienteringen er kommet
frem til arbejdstilsynskredsen.
Stk. 4. Når der iværksættes en helbredsundersøgelse, skal
arbejdsgiveren
1) meddele den, der foretager undersøgelsen, alle nødvendige oplysninger
til brug herfor,
2) afholde udgifterne i forbindelse med undersøgelsen, og
3) sørge for, at undersøgelsen kan foregå uden tab af indtægt for
lønmodtageren og så vidt muligt i arbejdstiden.
Stk. 5. Direktøren for Arbejdstilsynet kan påbyde, at en
undersøgelse ikke iværksættes, eller at den standses, hvis den ikke opfylder
kravene efter stk. 2.
Stk. 6. Direktørens påbud kan påklages efter samme regler som
afgørelser efter arbejdsmiljøloven. Klage har dog ikke opsættende virkning
for påbudet.
§ 4. Arbejdsministeren kan efter indhentet udtalelse fra det i § 8
nævnte råd tillade, at en arbejdsgiver foranlediger, at der indhentes
oplysninger, om lønmodtagere lider af en sygdom, har symptomer på en sygdom
eller frembyder smittefare, i det omfang det er nødvendigt for at tilgodese
væsentlige hensyn til
1) forbrugeres eller andres sikkerhed eller sundhed,
2) det ydre miljø, eller
3) andre samfundsinteresser.
Stk. 2. Det er en betingelse for at indhente
helbredsoplysningerne, at det pågældende hensyn klart overstiger hensynet til
lønmodtageren, og at det ikke er muligt for virksomheden at tilgodese
hensynet på anden måde.
Stk. 3. En helbredsundersøgelse skal foretages ved anvendelse af
den mindst indgribende metode, som kan opfylde formålet.
Stk. 4. § 3, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.
§ 5. En arbejdsgiver kan foranledige, at der indhentes oplysninger
om lønmodtagere lider af en sygdom, har symptomer på en sygdom eller
frembyder smittefare, når det er nødvendigt for at tilgodese væsentlige
hensyn til virksomhedens drift, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Det er en betingelse, at arbejdsgiveren eller dennes
organisation indgår aftale herom med den eller de modstående
lønmodtagerorganisationer, jf. dog stk. 3. En aftale skal sendes til
arbejdsministeren til orientering.
Stk. 3. I tilfælde, hvor der ikke kan indgås aftale efter stk. 2,
kan arbejdsministeren efter indhentet udtalelse fra det i § 8 nævnte råd give
tilladelse til indhentning af helbredsoplysningerne.
Stk. 4. § 3, stk. 4, og § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende
anvendelse.
Kapitel III
Lønmodtagerens oplysningspligt
§ 6. En lønmodtager skal inden ansættelsen af egen drift eller på
spørgsmål derom fra arbejdsgiveren oplyse, om lønmodtageren er bekendt med at
lide af en sygdom eller har symptomer på en sygdom, som vil have væsentlig
betydning for lønmodtagerens arbejdsdygtighed ved det pågældende arbejde.
§ 7. Hvis arbejdsgiveren, på grundlag af oplysninger, der er
indhentet i medfør af § 4 og § 5, bør gennemføre foranstaltninger i
forbindelse med arbejdet eller foretage andre dispositioner, skal
lønmodtageren sørge for, at arbejdsgiveren underrettes herom.
Kapitel IV
Det sagkyndige råd
§ 8. Arbejdsministeren nedsætter et råd, der udtaler sig efter
anmodning fra ministeren eller af egen drift i sager, som sendes til
ministeren i henhold til § 4, stk. 1, og § 5, stk. 2 og 3.
Stk. 2. Arbejdsministeren udpeger rådets formand. Rådet består
herudover af 16 medlemmer, der udpeges af arbejdsministeren efter indstilling
fra følgende myndigheder og organisationer:
1 repræsentant for Arbejdsministeriet,
1 repræsentant for Arbejdsmiljøinstituttet,
1 repræsentant for Det Etiske Råd,
1 repræsentant for Direktoratet for Arbejdstilsynet,
1 repræsentant for Erhvervsministeriet,
1 repræsentant for Den almindelige danske Lægeforening,
1 repræsentant for Justitsministeriet,
1 repræsentant for Sundhedsstyrelsen,
1 repræsentant for Akademikernes Centralorganisation,
1 repræsentant for Funktionærernes og Tjenstemændenes Fællesråd,
1 repræsentant for Ledernes Hovedorganisation,
1 repræsentant for Landsorganisationen i Danmark,
1 repræsentant for Dansk Arbejdsgiverforening,
1 repræsentant for Finansministeriet, Kommunernes Landsforening og
Amtsrådsforeningen i Danmark i forening,
1 repræsentant for Finanssektorens Arbejdsgiverforening og
1 repræsentant for Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgivere.
Stk. 3. Medlemmerne udpeges for 3 år ad gangen. Genudpegelse kan finde
sted.
Stk. 4. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.
Kapitel V
Informeret samtykke
§ 9. Før der foretages en undersøgelse med de i § 2, stk. 1 og 4,
jf. § 3 nævnte formål, skal den, der foretager undersøgelsen, sikre sig, at
lønmodtageren er skriftligt og mundtligt informeret om
1) undersøgelsens formål og art,
2) undersøgelsens metode,
3) eventuelle risici, der er forbundet med undersøgelsen,
4) de eventuelle konsekvenser, som undersøgelsens resultater kan få for
lønmodtageren,
5) karakteren af de oplysninger, som kan fremkomme ved undersøgelsen,
herunder om størrelsen af risikoen for fremtidig sygdom m.v.,
6) betingelserne for videregivelse af oplysninger, jf. §§ 7 og 11,
7) undersøgelsens opfølgning, herunder om underretning af arbejdsgiveren,
8) Hvordan undersøgelsens resultater skal opbevares,
9) hvor undersøgelsens karakter gør det naturligt, også muligheden for, at
et undersøgelsesresultat kan indvirke på den undersøgtes livsforventning og
selvopfattelse.
Stk. 2. Før undersøgelsen foretages, skal arbejdsgiveren sørge
for, at lønmodtageren er informeret om de eventuelle konsekvenser, som et
afslag på at lade sig undersøge kan få for lønmodtageren.
Stk. 3. Undersøgelsen må kun foretages, når lønmodtageren
skriftligt har givet sit samtykke dertil. Lønmodtageren skal have en frist på
mindst 2 arbejdsdage efter at have fået information som nævnt i stk. 1, til
at give samtykke.
Stk. 4. Hvis lønmodtageren udtrykkeligt ønsker begrænsninger i
oplysningerne om vurderingen af, hvilke konsekvenser undersøgelsens
resultater får for lønmodtageren eller om undersøgelsen indvirker på den
undersøgtes livsforventning og selvopfattelse, skal den, der informerer
lønmodtageren om undersøgelsens resultat og fortolkning efter § 10, stk. 4,
respektere dette.
Kapitel VI
Sagkyndige
§ 10 . Anmodning om foretagelse af undersøgelser i medfør af §§ 2,
4 og 5 skal gennem lønmodtageren og efter lønmodtagerens valg rettes enten
til en praktiserende læge, som den pågældende lønmodtager sædvanligvis
benytter, eller til en tilsvarende sagkyndig i den bedriftssundhedstjeneste,
som virksomheden måtte være tilsluttet.
Stk. 2. Den, der modtager anmodningen, skal inddrage den
nødvendige og tilstrækkeligt kvalificerede lægelige eller anden sagkundskab,
herunder arbejdsmedicinsk, klinisk kemisk, genetisk, eller biokemisk
sagkundskab, såvel til udførelse af selve undersøgelsen som i forbindelse med
fortolkningen af kliniske konsekvenser af undersøgelsen.
Stk. 3. Den, der på grundlag af en undersøgelse afgiver erklæring
om en lønmodtagers helbredstilstand og risiko for at udvikle eller pådrage
sig sygdomme, skal samtidig give en vurdering, der belyser graden af
usikkerhed ved fortolkningen af sådanne undersøgelser.
Stk. 4. Erklæring om en undersøgelses resultater skal videregives
til lønmodtageren af den, der har modtaget anmodningen efter stk. 1., jf. dog
§ 9, stk. 4.
Kapitel VII
Tavshedspligt m.v.
§ 11. Læger, klinikker, laboratorier, offentlige myndigheder m.v.
må ikke videregive helbredsoplysninger omfattet af denne lov til andre end
den person, som oplysningerne angår, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog
ske, i det omfang det er nødvendigt for at opfylde formålet. Det er endvidere
en betingelse at videregivelsen
1) følger af anden særlig lov, eller bestemmelser fastsat med hjemmel
heri,
2) sker til brug for forskning med den pågældende persons samtykke eller
3) er nødvendig for at afværge risici af den karakter, som er nævnt i § 4,
stk. 1.
Stk. 3. Arbejdsgiveren må ikke anmode om eller modtage og gøre
brug af fuldmagt til indhentning af helbredsoplysninger.
Kapitel VIII
Sanktioner
§ 12. Personer, hvis rettigheder er krænkede ved overtrædelse af
§§ 2 og 9, kan tilkendes en godtgørelse.
§ 13. Den, der overtræder § 2, § 3, stk. 3, eller §§ 9-11 straffes
med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
§ 14. Er en overtrædelse begået af et selskab, en forening, en
selvejende institution, en fond eller lignende, kan bødeansvar pålægges den
juridiske person som sådan. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune
eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan
bødeansvar pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab som
sådan.
Kapitel IX
Ikrafttræden
§ 16. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
§ 17. Loven træder i kraft den 1. januar 1996.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Lovforslaget bygger på gentestudvalgets betænkning nr. 1269 fra maj 1994
om helbredsoplysninger på arbejdsmarkedet. Gentestudvalget, der blev nedsat
den 2. juli 1993, fik til hovedopgave at foreslå regler om foretagelse,
anvendelse og videregivelse af oplysninger om en persons arvemæssige
egenskaber.
1. Baggrunden for Gentestudvalgets nedsættelse var følgende:
I disse år foregår der en vældig udvikling af de metoder, der kan
fremskaffe oplysninger om helbredet. Mest markant i denne udvikling er
mulighederne for undersøgelser af menneskets arveanlæg - generne. Det var
mulighederne inden for genteknologien - og navnlig udsigten til, at man inden
for få år ville kunne anskaffe og anvende billige gentest, fx som betingelse
for ansættelse, der førte til vedtagelsen af en folketingsbeslutning den 25.
april 1991, hvori regeringen blev pålagt at fremsætte forslag om forbud mod
genetiske tests i forbindelse med ansættelse og i forbindelse med tegning af
pensioner og forsikringer.
Anvendelse af gentest eller lignende undersøgelser i forbindelse med eller
under ansættelse ville gøre det muligt for arbejdsgiverne at udvælge og alene
ansætte de medarbejdere, der fx bedst vil kunne klare et belastet
arbejdsmiljø, eller i det hele taget ansætte den eller de mest robuste
ansøger(e) til et arbejde.
Den 24. maj 1993 afholdt Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg en høring over
de to lovforslag, der på det tidspunkt var fremsat om sagen. Disse forslag
byggede begge på et snævrere eller bredere forbud mod anvendelse af bestemte
metoder til at fremskaffe oplysninger. I høringen deltog en række
eksperter samt arbejdsmarkedets parter. På høringen var der bred enighed om,
at oplysninger, der stammer fra en gentest, ikke uden videre lader sig
afgrænse overfor oplysninger om arvemæssige egenskaber generelt, der igen
ikke uden videre kan afgrænses overfor andre helbredsoplysninger.
Der blev endvidere diskuteret formålsregulering contra metoderegulering.
Formålsregulering handler om skærpede regler for opbevaring, videregivelse,
tavshedspligt mv. uanset undersøgelsesteknik. Metoderegulering handler om
forbud mod at skaffe sig oplysninger ved bestemte metoder eller teknikker,
medens indhentning af oplysninger ved andre metoder ikke reguleres.
Der blev også peget på, at den teknologiske udvikling vedrørende
kortlægning af den menneskelige arvemasse er en »eye-opener«, dvs.
en anledning til at gøre sig politiske overvejelser om udviklingen vedrørende
fremskaffelse af helbredsoplysninger i almindelighed, på grund af de meget
store muligheder for en sortering af mennesker, der ligger heri.
Næsten hele det deltagende panel fandt, at der var behov for lovgivning,
der sikrer mod sortering af arbejdskraften på grundlag af
helbredsoplysninger.
Der blev fra alle deltagere i panelet peget på et behov for en
kvalitetssikring af anvendelsen af genteknologien.
Det var på denne baggrund Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg i en beretning
af 9. september 1993 i enighed udtalte, at målet for en regulering var
en lovgivning, der sikrede mod en sortering af arbejdstagerne på grundlag af
en vilkårlig og ureguleret brug af oplysninger om de arvemæssige egenskaber.
2. Gentestudvalget blev herefter nedsat.
Gentestudvalget har i forbindelse med udformningen af sit lovforslag
navnlig lagt vægt på følgende overvejelser:
- Oplysninger om en persons arveanlæg kan fremskaffes ved mange
forskellige metoder. Det ville derfor ikke være tilstrækkeligt alene at
regulere anvendelse af en bestemt teknik - fx DNA-analyse - når målet er at
sikre imod uberettiget brug af arvemæssige oplysninger i videste forstand.
- De oplysninger, som ville kunne danne grundlag for uberettiget
»sortering« af lønmodtagere, adskiller sig fra andre oplysninger om
en person ved at være »prædiktive«, det vil sige belyse
sygdomsrisiko. Herved forstås i denne sammenhæng, at de muliggør at drage
slutninger om en persons fremtidige helbredstilstand, som ikke direkte
og på kortere sigt afspejler udvikling i en allerede opstået sygdom eller
sygdomslignende tilstand.
- »Arvemæssige oplysninger i videste forstand« dækker et meget
bredt spektrum af oplysninger om en person, som også kan omfatte oplysninger
om en persons nuværende helbredstilstand, dvs. hvilke sygdomme eller
hvilke symptomer på sygdom en person aktuelt lider af. I visse tilfælde vil
sådanne oplysninger også kunne danne grundlag for forudsigelse af
helbredstilstand på et meget senere tidspunkt i en persons liv, dvs. de vil
kunne være »prædiktive« på tilsvarende måde, som fx oplysning om et
bestemt arveanlæg.
Et flertal i udvalget fandt på denne baggrund, at det stillede
kommissorium bedst kunne opfyldes ved en generel regulering af adgang til,
anvendelse af og videregivelse af alle typer af helbredsoplysninger på
arbejdsmarkedet.
Det ville være vanskeligt at begrunde, at nogle oplysninger, selv om de
vitterligt gav oplysninger om en persons arveanlæg, dog ikke skulle være
omfattet af loven. Det ville heller ikke være særlig velbegrundet at have en
anden retstilstand for de få typer af helbredsoplysninger, som ikke har noget
med arveanlæggene at gøre, fx oplysninger som følge af ulykkestilfælde eller
forgiftninger.
3. Lovforslaget bygger på Gentestudvalgets lovforslag.
Hovedindholdet i lovforslaget er:
A. Efter forslaget kan arbejdsgiveren indhente oplysninger om
lønmodtagerens helbred i følgende tilfælde:
- når helbredsoplysningerne er relevante for lønmodtagerens evne til at
udføre det pågældende arbejde, jf. § 2, stk. 1, og bemærkningerne hertil,
- med arbejdsministerens tilladelse for at tilgodese væsentlige hensyn til
forbrugernes eller andres sikkerhed og sundhed, til det ydre miljø eller til
andre samfundsinteresser, jf. § 4 og bemærkningerne til denne bestemmelse,
- efter aftale med den modstående lønmodtagerorganisation eller efter
tilladelse fra arbejdsministeren for at tilgodese væsentlige hensyn til
virksomhedens drift, jf. § 5 og bemærkningerne til denne bestemmelse eller
- som et tilbud til lønmodtageren, hvis forhold i arbejdsmiljøet gør det
rimeligt og hensigtsmæssigt af hensyn til lønmodtageren selv eller andre
ansatte, jf. § 3 og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Lønmodtageren skal endvidere af egen drift oplyse arbejdsgiveren om
helbredsoplysninger, der er relevante for lønmodtagerens evne til at udføre
det pågældende arbejde, hvis han eller hun er bekendt med disse oplysninger,
jf. § 6 og bemærkningerne til denne bestemmelse.
B. Arbejdsgiveren kan ikke indhente oplysninger om lønmodtagerens helbred,
- når oplysningerne ikke er relevante for lønmodtagerens evne til at
udføre arbejdet, jf. § 2, stk. 1, og bemærkningerne til denne bestemmelse
eller
- når oplysningerne drejer sig om, hvorvidt lønmodtageren med større eller
mindre sandsynlighed kommer til at lide af sygdomme i fremtiden.
C. Forslaget regulerer alene arbejdsgiverens adgang til at indhente
helbredsoplysninger. Forslaget regulerer derimod ikke berettigelsen af
eller adgangen til, hvad man med en samlebetegnelse kan kalde
færdighedsprøver, dvs. undersøgelser, eksaminer, interviews m.v. af enhver
art, som har til formål at konstatere, om den pågældende har de nødvendige
evner og færdigheder til at udføre arbejdet, og hvor god vedkommende er til
det i sammenligning med andre ansøgere, jf. § 1, stk. 1, og bemærkningerne
hertil. Dette synspunkt er anlagt, selvom udfaldet af sådanne prøver, fysiske
såvel som psykologiske, også vil kunne være betinget af, og dermed oplyse om,
personens arveanlæg.
Forslaget berører heller ikke arbejdsgiverens adgang til at iværksætte
almindelige kontrolforanstaltninger over for lønmodtagerne, fx i form af
undersøgelser for alkohol- eller narkotikamisbrug, når disse undersøgelser
ikke har et helbredsmæssigt sigte.
Endelig finder lovforslaget ikke anvendelse, når helbredsoplysninger
indhentes med hjemmel i særlig lovgivning, jf. § 1, stk. 2, og bemærkningerne
hertil.
D. Allerede under Arbejdsmarkedsudvalgets høring viste der sig et stærkt
ønske om at kvalitetssikre hele undersøgelsesområdet. Et hovedformål med
forslaget er derfor - ud over at afgrænse, hvornår helbredsundersøgelser kan
foretages - at fastsætte regler for, hvordan og på hvilke betingelser
helbredsundersøgelser kan foretages.
Forslaget indeholder således en række bestemmelser, der har til formål at
kvalitetssikre området. Det drejer sig om reglerne om sagkyndig medvirken i
forbindelse med undersøgelsen, tavshedspligt for de i undersøgelsen
involverede og regler om informeret samtykke.
Den sagkyndige medvirken skal efter lønmodtagerens eget valg være enten
lønmodtagerens egen læge eller en tilsvarende sagkyndig i den
bedriftssundstjeneste, som virksomheden måtte være tilsluttet. Det er også
væsentligt, at den, der modtager anmodningen om helbredsundersøgelse, skal
inddrage den nødvendige og tilstrækkeligt kvalificerede lægelige eller anden
sagkundskab såvel til udførelse af selve undersøgelsen som i forbindelse med
fortolkningen af kliniske konsekvenser af undersøgelsen.
Med hensyn til informeret samtykke stiller lovforslaget krav om, at den,
der foretager undersøgelsen, skal sikre sig, at lønmodtageren er både
skriftligt og mundtligt informeret om en række forhold. Det gælder både
forhold, som undersøgelsens formål, art og metode, eventuelle risici, der er
forbundet med undersøgelsen, eventuelle konsekvenser, som undersøgelsens
resultater kan få for lønmodtageren, opbevaring af resultaterne af
undersøgelsen, og betingelserne for videregivelse af disse oplysninger osv.
Men det gælder også oplysninger om muligheden for, at et
undersøgelsesresultat kan indvirke på den undersøgtes livsforventning og
selvopfattelse.
Forslaget bygger på den tanke, at lønmodtagerne skal have mulighed for at
sige nej til en helbredsundersøgelse, der fx ville kunne afsløre en alvorlig
kræftsygdom hos den undersøgte. Forslaget hindrer på den anden side ikke, at
den, der nægter at deltage i en sådan undersøgelse - når denne i øvrigt er
legitim - ikke kan blive mødt med retlige konsekvenser fra arbejdsgiverens
side.
Det er også meget væsentligt, at den person, der udfører en undersøgelse
er underlagt regler om tavshedspligt. Det er lønmodtageren selv, der modtager
undersøgelsesresultatet, og arbejdsgiveren har således ikke mulighed for at
indhente oplysninger fra andre end lønmodtageren selv. Noget andet er, at
lønmodtageren i visse tilfælde er forpligtet til at videregive oplysningerne
til arbejdsgiveren, jf. forslagets §§ 6-7.
Økonomiske og administrative konsekvenser
For Direktoratet for Arbejdstilsynet indeholder lovforslaget følgende
opgaver: Arbejdsgiveren skal orientere den stedlige arbejdstilsynskreds,
inden en undersøgelse efter § 3 iværksættes. Orienteringen skal indeholde
fyldestgørende oplysninger om undersøgelsen, herunder omfang, metode m.v., og
om hvem der medvirker ved og forestår undersøgelsen.
Arbejdstilsynet har mulighed for inden en vis frist at påbyde, at en
undersøgelse, der strider mod arbejdsmiljølovgivningen eller mod dette
lovforslag, bringes i orden straks eller inden en vis frist. Undersøgelsen må
først iværksættes efter forløbet af Arbejdstilsynets frist.
For Arbejdsministeriets departement er der tale om følgende nye opgaver:
Arbejdstilsynets afgørelser kan rekurreres til Arbejdsministeren efter
Arbejdsmiljølovens almindelige regler.
Arbejdsministeren tillader, at der iværksættes undersøgelser/indhentes
helbredsoplysninger, idet omfang det er nødvendigt af hensyn til forbrugeres
og andres sikkerhed og sundhed, det ydre miljø eller andre
samfundsinteresser.
Tilladelse til at indhente helbredsoplysninger for at varetage væsentlige
hensyn til virksomhedens drift vil i visse tilfælde skulle gives af
arbejdsministeren, og i andre tilfælde skal arbejdsministeren orienteres om
de aftaler, der indgås herom mellem arbejdsmarkedets parter.
Arbejdsministeren nedsætter et sagkyndigt råd på i alt 17 medlemmer.
Rådets sekretariatsfunktion varetages af Arbejdsministeriet.
Lovforslaget indebærer et forøget ressourceforbrug i både Arbejdstilsynet
og i Arbejdsministeriets departementet. Resourceforbruget skønnes samlet at
svare til 4 årsværk. Det øgede personaleressourceforbrug afholdes inden for
Arbejdsministeriets finanslovsramme.
Erhvervsøkonomiske konsekvenser
Forslaget skønnes ikke at have væsentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser.
Miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Det er væsentligt at sondre mellem på den ene side helbredsoplysninger i
lovforslagets forstand og på den anden side sådanne oplysninger, som
arbejdsgiveren legitimt kan anvende i forbindelse med udvælgelsen af den
bedst kvalificerede arbejdskraft.
I forslaget indgår der således ikke en stillingtagen til berettigelsen af
eller en regulering af, hvad man med en samlebetegnelse kan kalde
færdighedsprøver, dvs. undersøgelser, eksaminer, interviews m.v. af enhver
art, som har til formål at konstatere, om den pågældende kan udføre jobbet,
og hvor god vedkommende er til det i sammenligning med andre ansøgere. Dette
synspunkt er anlagt, selvom udfaldet af sådanne prøver, fysiske såvel som
psykiske, også vil kunne være betinget af, og dermed oplyse om, personens
arveanlæg.
De helbredsoplysninger, som fremgår af en færdighedsprøve i ovennævnte
forstand, er ikke omfattet af lovforslaget. Det forudsættes i den
forbindelse, at færdighedsprøven ikke går videre end nødvendigt af hensyn til
den aktuelle arbejdssituation, således at man undgår at afdække væsentlige,
men for det aktuelle arbejde ikke relevante, forhold af helbredsmæssig
karakter.
Neuro-psykologiske undersøgelser udføres som led i diagnostik m.h.p. at
afsløre forskellige former for psyko-patologi, altså sygelige psykiske
tilstande eller evt. begyndende sådanne. Neuro-psykologiske undersøgelser
anvendes således til indhentning af helbredsoplysninger , og vil
derfor ikke være omfattet af begrebet færdighedsprøver. Neuro-psykologiske
undersøgelser vil derfor være omfattet af lovforslaget.
I visse tilfælde har en personundersøgelse karakter af en
kontrolforanstaltning, hvor der ikke ønskes oplysninger om sygdom eller
symptomer på sygdom. Dette er fx tilfældet, når en arbejdsgiver gennem
blodprøveudtagning ønsker at kontrollere, om en lønmodtager i strid med
arbejdsaftalen har alkohol i blodet.
I sådanne tilfælde vil lønmodtageren ofte have underskrevet en erklæring
om, at pågældende vil lade sig underkaste sådanne kontrollerende
undersøgelser. Det kan også dreje sig om andre stimulanser end alkohol.
Disse undersøgelser falder uden for lovforslaget i det omfang den enkelte
foranstaltning ikke tillige har til formål at tilvejebringe oplysninger om
sygdom eller om risikoen for at udvikle eller pådrage sig sygdom. Hvorvidt et
sådant forbud og den dertil hørende kontrollerende undersøgelse er berettiget
eller ej, er et almindeligt ansættelsesretligt spørgsmål.
Det er lagt til grund for forslaget, bl.a. ud fra formuleringerne i
gentestudvalgets kommissorium, at det fortsat skal være muligt for en
arbejdsgiver at vælge den bedst egnede, men at indhentning af oplysninger om
et mere eller mindre godt helbred kun er legitimt, når sådanne oplysninger
har en helt umiddelbar, direkte og dokumenterbar betydning for evnen til at
udføre det konkrete arbejde (arbejdsdygtigheden), medens normale variationer
i hyppigheden af forskellige lidelser eller udsigten til at få disse ikke må
have betydning for, hvem der vælges til et arbejde.
Udtrykket »lønmodtagere« omfatter i lovforslaget også de
personer, som ansøger om arbejde, og som måske ikke endnu har fået eller haft
et konkret arbejde som lønmodtager.
Bestemmelsen i stk. 2 , sikrer mod lovkonflikter på dette område,
idet enhver indhentning af helbredsoplysninger, der har hjemmel i anden
særlovgivning, fx arbejdsmiljøloven, sygedagpengeloven, funktionærloven og
luftfartsloven, kan fortsætte uanset dette lovforslag, og idet enhver
indhentning af helbredsoplysninger, der måtte være begrænset eller forbudt
efter anden lovgivning, fortsat vil være begrænset eller forbudt uanset dette
lovforslag. Ingen af bestemmelserne i dette lovforslag finder anvendelse på
indhentning af helbredsoplysninger efter anden lovgivning.
På den anden side indebærer bestemmelsen, at dette lovforslag går forud
for mere generel lovgivning som fx forvaltningsloven.
Med hensyn til arbejdsmiljøloven bemærkes, at de helbredsoplysninger, som
en arbejdsgiver i medfør af arbejdsmiljøloven og bekendtgørelser udstedt i
medfør af arbejdsmiljøloven har pligt til at indhente, er undtaget fra dette
lovforslag. Ingen af de aktiviteter, der er omfattet af arbejdsmiljøloven,
berøres af dette lovforslag. De tilfælde uden for arbejdsmiljølovgivningen,
hvor en arbejdsgiver af hensyn til arbejdsmiljøet ønsker at indhente
helbredsoplysninger, er omfattet af lovforslagets § 3.
Der er i flere særlove og bekendtgørelser hjemmel til at stille krav om
helbredsoplysninger i forbindelse med en række særlige stillinger og
funktioner, fx som pilot, togfører, dykker etc. I visse tilfælde er der med
reglerne implementeret EF-direktiver, som indeholder krav om undersøgelser
før ansættelse, fx vedr. håndtering af fersk fisk. Gentestudvalget har i sin
betænkning gjort rede for disse forskellige tilfælde, men har ikke villet
stille spørgsmålstegn ved den generelle berettigelse af sådanne regler.
Udvalget har dog i nogle tilfælde tilkendegivet, om sådanne regler rækker
videre end reglerne ville gøre, hvis de hvilede på de af udvalget foretrukne
principper.
Specielt om tjenestemænd bemærkes, at helbredsundersøgelser i forbindelse
med optagelse i en pensionsordning ikke er omfattet af lovforslaget.
Hjemmelen til helbredsundersøgelser af statstjenestemænd findes i
tjenestemandsloven, men med virkning fra 1. marts 1992 foretages bedømmelsen
af, om en ansøger til en tjenestemandsstilling er egnet til at varetage
stillingen, af ansættelsesmyndigheden selv og på samme måde, som tilfældet er
for ansøgere til stillinger på overenskomstvilkår, jf. Finansministeriets
cirkulære af 7. februar 1992.
Øvrige helbredsundersøgelser af (amts)kommunale tjenestemænd som
betingelse for ansættelse er omfattet af lovforslaget, idet disse
undersøgelser foregår med hjemmel i (amts)kommunale regulativer. Derimod er
helbredsundersøgelser af statstjenestemænd ikke omfattet af lovforslaget,
idet disse undersøgelser foregår med hjemmel i tjenestemandsloven.
Det er endvidere tilsigtet med bestemmelsen, at forskning, herunder
Arbejdsmiljøinstituttets forskning, der er omfattet af lov nr. 503 af 24.
juni 1992 om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter, falder uden for lovforslagets område.
Bestemmelsen i stk. 3 , angiver, at når der i lovforslaget tales om
anmodning om og indhentning af helbredsoplysninger, omfatter det samtidig
alle situationer, hvor oplysningerne ikke allerede foreligger, men først må
fremskaffes via undersøgelser, herunder genetiske undersøgelser.
Udgangspunktet er derfor, at det i disse situationer er forbudt at
foranledige iværksættelse af undersøgelser med det formål enten at få belyst
lønmodtagerens risiko for at udvikle eller pådrage sig sygdomme eller at få
belyst, om lønmodtageren lider af sygdom. Det er således også forbudt at
tilvejebringe eller foretage en udredning af lønmodtagerens familieanamnese.
Til § 2
Dette er lovforslagets hovedbestemmelse, som bygger på to grundlæggende
sondringer. Det drejer sig om sondringen mellem aktuelle og
fremtidige sygdomme og om sondringen mellem relevante og
irrelevante helbredsoplysninger.
§ 2, stk. 1-3 , vedrører de aktuelle sygdomme. Oplysninger om
sådanne sygdomme kan indhentes, hvis oplysningerne er relevante, det vil
sige, at oplysningerne har væsentlig betydning for lønmodtagerens
arbejdsdygtighed ved det pågældende arbejde.
Set i forhold til reglerne om fremtidige sygdomme, jf. stk. 4 , er
der i stk. 1-3 , tale om, at en sygdom har givet sig så tydelige
udtryk (symptomer), at man i klinisk praksis ikke længere vil tale om, at der
kun er tale om at være disponeret for sygdommen.
Selve det forhold, at man fx ved en undersøgelse af en persons arvemasse
(genom) har konstateret, at vedkommende er disponeret for en sygdom, betyder
ikke, at den pågældende efter lovforslagets terminologi kan siges at lide af
en sygdom eller at have symptomer på en sygdom.
Stk. 1-3 omfatter også oplysninger om velbehandlede sygdomme og om
sygdomme, som lønmodtageren tidligere har lidt af.
Reglen i § 2, stk. 1 , sikrer, at arbejdsgiveren har mulighed for
at spørge, om lønmodtageren lider af nærmere angivne, aktuelle sygdomme, som
vil gøre lønmodtageren uarbejdsdygtig ved det pågældende arbejde.
Det er fx opfattelsen, at en velbehandlet sukkersyge normalt ikke medfører
uarbejdsdygtighed, og i så fald kan arbejdsgiveren altså ikke spørge, om man
lider heraf. Arbejdsgiveren må kun spørge, om man lider af sukkersyge, som
(fortsat) giver anledning til uarbejdsdygtighed.
Det berettiger heller ikke til at kræve oplysning, om man lider af en
sygdom, at denne en gang imellem medfører et sygefravær, så længe den
pågældende dog almindeligvis må karakteriseres som arbejdsdygtig. En
arbejdsgiver må heller ikke spørge, om lønmodtageren i almindelighed har et
dårligt helbred.
Arbejdsgiveren må altså ikke sende lønmodtageren til en almindelig evt.
meget omfattende helbredsundersøgelse, hvor det måske viser sig, at den
pågældende lider af en uventet og/eller ualmindelig sygdom, som
arbejdsgiveren ikke af sig selv ville have tænkt på som en hindring for
arbejdsdygtigheden.
Med hensyn til arbejdsgiverens spørgsmål om hidtidigt sygefravær er
konsekvensen af bestemmelsen, at arbejdsgiveren kun må spørge om antallet af
sygedage, når det drejer sig om fravær pga. sygdomme, som - fortsat - vil
have væsentlig betydning for arbejdsdygtigheden ved det pågældende arbejde.
Dette gælder, uanset hvem arbejdsgiveren måtte spørge, dvs. også andre kilder
end lønmodtageren, fx en tidligere arbejdsgiver.
Anvendelsesområdet for § 2, stk. 1 , indsnævres/afgrænses af
specialbestemmelserne i §§ 3-5, idet fx oplysninger efter dette lovforslag,
der hænger sammen med arbejdsmiljøforholdene, reguleres af § 3. Hertil
kommer, at anvendelse af § 2, stk. 1-3 , forudsætter, at der netop på
den pågældende virksomhed er et arbejdsspecifikt behov for de ønskede
oplysninger om sygdomme og symptomer på sygdomme.
Grundsynspunktet er således, at der kun må spørges om, hvad der er
relevant for stillingen. Hverken arbejdsgivere eller lønmodtagere har dog
nødvendigvis tilstrækkelig medicinsk sagkundskab til at kunne navngive de
forskellige - relevante - sygdomme. Det er derfor tilstrækkeligt og
ubetænkeligt, at der spørges om de faktiske, observerede symptomer, uanset
hvad den korrekte benævnelse for sygdommen er.
Kernen af § 2, stk. 1-3, er, at arbejdsgiveren kan spørge lønmodtageren om
de samme forhold, som er omfattet af lønmodtagerens oplysningspligt i § 6,
jf. denne bestemmelse og bemærkningerne hertil. Desuden kan arbejdsgiveren
imidlertid, hvis betingelserne er opfyldt, spørge om og få undersøgt, om
lønmodtageren lider af noget, vedkommende ikke var bekendt med. Det
understreges i stk. 2, at der i så fald skal være tale om oplysninger, som
har særlig betydning på grund af netop det pågældende arbejde. Som eksempel
kan nævnes, at en uerkendt hjertesygdom jo på det tidspunkt, hvor den giver
sig udslag, i alle tilfælde vil medføre - et evt. langvarigt - fravær. Det er
imidlertid ikke en tilstrækkelig begrundelse for en arbejdsgiver for at sende
lønmodtageren til en hjerteundersøgelse. Hertil må kræves, at arbejdet, fx
fordi det er fysisk belastende, i særlig grad gør det naturligt at få
undersøgt, om lønmodtageren lider af en sådan uerkendt sygdom.
Det følger af § 2, stk. 3, at det er en betingelse for at bede om
oplysningerne, at arbejdsgiveren nærmere angiver, hvilke sygdomme eller
symptomer på sygdom, det drejer sig om. Disse sygdomme skal normalt gøre
lønmodtageren helt eller delvis uarbejdsdygtig, og uarbejdsdygtigheden skal
være i relation til det pågældende arbejde på den pågældende virksomhed.
Bestemmelsen forbyder således i sammenhæng med stk. 1 den praksis,
som har dannet sig hos både private og offentlige arbejdsgivere i retning af
at spørge generelt til lønmodtageres helbred, når der i denne forbindelse
spørges om både relevante og irrelevante sygdomme.
§ 2, stk. 1-3, giver kun arbejdsgiveren mulighed for at anmode
lønmodtageren om selv at oplyse eller at få oplyst forholdet gennem en
helbredsundersøgelse, og resultatet må kun videregives af lønmodtageren selv
til arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren har altså ikke mulighed for at indhente
oplysningerne direkte, fx via fuldmagt til at få aktindsigt, jf. lov nr. 504
af 30. juni 1993 om aktindsigt i helbredsoplysninger.
Bestemmelserne giver ikke adgang til at få belyst lønmodtagerens risiko
for at udvikle eller pådrage sig sygdomme.
Det skal endelig understreges, at det forhold, at forholdene på en
virksomhed ikke lever op til arbejdsmiljølovgivningens minimumskrav, ikke kan
begrunde en videre adgang til at indhente helbredsoplysninger.
Den almindelige danske Lægeforening har selv vedtaget regler for, i
hvilket omfang foreningens medlemmer kan eller vil medvirke til
undersøgelser. Der henvises til § 15 i Etiske regler for læger:
»§ 15. Ansættelsesundersøgelser
En læge må ikke udarbejde helbredserklæringer til brug for arbejdsgiveres
vurdering af stillingsansøgere, medmindre dette er påbudt ved lovgivning,
eller afgørende hensyn til patienten eller andre taler derfor.
Stk. 2. Efter en stillingsbesættelse kan en læge med patientens samtykke
udarbejde anbefalinger til brug for arbejdsgiverens vurdering af
hensigtsmæssig placering af patienten på arbejdspladsen.«
Det kan således ikke udelukkes, at læger ikke umiddelbart vil ønske at
medvirke ved gennemførelse af undersøgelser, selvom lovforslaget giver
mulighed herfor.
En situation, hvor en arbejdsgiver, fx ved at bede lønmodtageren om at
udfylde spørgeskemaer, tilvejebringer helbredsoplysninger, opfattes ikke som
en undersøgelse i lovforslagets forstand, men som en anmodning om
helbredsoplysninger.
Bestemmelsen i stk. 4 vedrører adgangen til at indhente oplysninger
om den fremtidige helbredstilstand.
Gentestudvalget har vurderet, at det i særlig grad skal anses for
irrelevant, hvad en person måske kommer til at lide af i fremtiden.
Bestemmelsen afskærer enhver form for generelle eller specielle undersøgelser
o.lign., som ikke siger noget om, hvad den pågældende lider af her og nu, men
om hvilke sygdomme der er risiko for i en nærmere eller fjernere fremtid.
Både oplysninger om, hvorvidt en person er særlig udsat for at udvikle
sygdom (sårbarheden) og oplysninger om, hvorvidt en person er særlig
modstandsdygtig over for påvirkninger (resistensen), er omfattet af
lovforslaget.
Blodtryksundersøgelser, kondital, kolesteroltal m.v. vil også være
omfattet af bestemmelsen.
Med moderne undersøgelsesteknik kan der i mange tilfælde påvises
forandringer i organismen, længe før en person i klinisk forstand lider af
den sygdom, som forandringerne tyder på. Nogle sygdomme udvikler også sig
gradvist over mange år, og der kan eventuelt indtil da, med års mellemrum,
forekomme enkeltstående symptomepisoder, selv om personen generelt føler sig
helt rask - og hvad angår arbejdsevnen også er det. Her kan der være tvivl
om, hvornår sygdommen rent teknisk kan siges at være »fuldt
udviklet«, og hvornår den endnu blot er »under udvikling«.
Tilfælde, hvor helbredstilstanden - herunder de umiddelbare udsigter for
denne - er god, og der således reelt er tale om en vurdering af langsigtet
helbredsrisiko, er omfattet af stk. 4.
Det vil som hovedregel ikke volde vanskelighed at skelne mellem, hvad der
vedrører en persons nuværende helbredstilstand, og hvad der alene må siges at
vedrøre helbredsrisikoen på langt sigt.
Det bemærkes specielt, at anmodninger m.v. om oplysninger, om hvorvidt man
har fået foretaget HIV-test eller er HIV-positiv, er omfattet af
bestemmelsen.
Medens bestemmelsen altså afskærer en arbejdsgiver fra at bede om
oplysninger, om en person vil udvikle eller pådrage sig en sygdom, afskærer
den ikke oplysninger om, hvordan sygdommen vil udvikle sig hos en person, der
allerede må karakteriseres som syg (prognosen).
Bestemmelsen i stk. 5 indebærer, at en arbejdsgiver ikke kan omgå
forbudet i stk. 1 ved at lade et konsulentfirma foretage
personaleudvælgelsen.
Vikarbureauer o.lign. er som arbejdsgivere selv omfattet af lovforslaget.
Det siger sig selv, at brugervirksomheden ikke må modtage og gøre brug af
eller anmode om disse oplysninger.
Til § 3
Området for § 3 er de situationer, hvor en arbejdsgiver af hensyn til
arbejdsmiljøet ønsker at indhente helbredsoplysninger, selv om der ikke efter
arbejdsmiljølovgivningen er pligt dertil, jf. nedenfor. Disse situationer
ligger altså uden for, hvad der er dækket af arbejdsmiljølovgivningen, både
med hensyn til hvornår der skal indhentes helbredsoplysninger, og hvordan
indhentningen af oplysningerne/undersøgelsen skal foregå.
I det omfang betingelserne i § 3, jf. nedenfor, er opfyldt, kan
arbejdsgiveren tilbyde, at der indhentes oplysninger om såvel den aktuelle
som den fremtidige helbredstilstand.
Arbejdsmiljølovgivningens specifikke pligttilfælde fremgår af
særbekendtgørelser, og direktøren for Arbejdstilsynet kan i øvrigt i konkrete
tilfælde give påbud om indhentning af helbredsoplysninger/undersøgelser.
Bekendtgørelse nr. 1165 af 16. december 1992 om arbejdsmedicinske
undersøgelser efter lov om arbejdsmiljø bestemmer, hvordan indhentningen af
oplysninger/undersøgelsen skal foregå. Heraf følger bl.a., at
undersøgelsesresultaterne ikke må overlades til arbejdsgiveren. Resultaterne
sendes til den stedlige arbejdstilsynskreds, som gør virksomheden bekendt
med, hvorvidt resultaterne giver anledning til foranstaltninger.
En pligt for arbejdsgiveren til på egen foranledning at indhente
helbredsoplysninger kan følge af arbejdsgiverens generelle pligt efter
arbejdsmiljølovens § 21 til at foretage undersøgelser:
»§ 21. Når Arbejdstilsynet forlanger det, eller når
forholdene i øvrigt giver anledning dertil, skal arbejdsgiveren lade foretage
undersøgelser, prøver eller besigtigelser, eventuelt ved særligt sagkyndige,
for at konstatere, om arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt
forsvarlige.«
Der er ikke i arbejdsmiljølovgivningen hjemmel til at fastsætte nærmere
regler for, hvordan disse undersøgelser efter arbejdsmiljølovens § 21 skal
gennemføres.
Indhentning af helbredsoplysninger efter § 3 forudsætter i princippet, at
arbejdsmiljøforholdene (allerede) er i overensstemmelse med
arbejdsmiljølovgivningen. Det vil blandt andet sige, at arbejdsgiveren på
forhånd skal have sikret sig, at de fysiske forhold på virksomheden, herunder
med hensyn til tekniske hjælpemidler samt stoffer og materialer m.v., og de
anvendte arbejdsprocesser og -metoder, er sikkerheds- og sundhedsmæssigt
fuldt forsvarlige.
Indhentning af helbredsoplysninger kan aldrig være et alternativ til
gennemførelse af foranstaltninger mv. på arbejdspladsen for at opfylde
arbejdsmiljølovgivningens minimumskrav.
Det følger af stk. 2 , at undersøgelsen skal være velegnet til at
forebygge arbejdsbetingede lidelser eller forbedring af
arbejdsmiljøforholdene.
I bekendtgørelsen om arbejdsmedicinske undersøgelser er det fastsat, at
arbejdsmedicinske undersøgelser skal anvendes i overensstemmelse med det
formål at forebygge og bekæmpe arbejdsbetingede lidelser. Det er endvidere
anført, at direktøren for Arbejdstilsynet kan fastlægge nærmere
retningslinier for, hvordan undersøgelsesmetoder kan anvendes. I
bekendtgørelsen er der endvidere angivet krav vedrørende sagkyndighed.
Det er hensigtsmæssigt, at disse regler og retningslinier lægges til
grund, når tilsvarende undersøgelser i relation til forhold i arbejdsmiljøet
i øvrigt foretages.
Det er derfor i stk. 2 fastsat, at disse regler og retningslinier skal
følges. Lovforslagets § 10 om sagkyndighed gælder derfor ikke for disse
undersøgelser, men i øvrigt finder lovforslagets bestemmelser fuldt ud
anvendelse i forbindelse med undersøgelser efter § 3, herunder bestemmelsen i
§ 9 om informeret samtykke.
Orienteringsforpligtelsen efter stk. 3 giver Arbejdstilsynet
anledning til at gribe ind over for undersøgelser, som ikke opfylder kravene
efter stk. 2, herunder de regler i arbejdsmiljølovgivningen, hvortil der
henvises.
Der skal gives orientering på forhånd om hvert enkelt
undersøgelsesprojekt/type af undersøgelse, men ikke om de enkelte
personundersøgelser, der indgår i et projekt.
Stk. 4 indeholder vilkår svarende til vilkår efter bekendtgørelsen
om arbejdsmedicinske undersøgelser.
Stk. 5 og 6 vedrører adgangen til at give påbud. Påbudsreglerne i
Arbejdsmiljølovgivningens klageregler findes i arbejdsmiljølovens § 81. Af §
66, stk. 1, nr. 4 følger, at Arbejdsmiljørådets udtalelse skal indhentes, før
der træffes afgørelse om klager over afgørelser truffet af direktøren for
Arbejdstilsynet.
Til § 4
Lovforslaget må tage højde for nogle særlige situationer, hvor det er
rimeligt, at en arbejdsgiver under visse betingelser kan foranledige, at der
indhentes helbredsoplysninger, fordi der kan være tale om, at visse
helbredsforhold udgør en uacceptabel risiko.
Det drejer sig om hensynet til andres sikkerhed eller sundhed, som ikke er
omfattet af § 3. Det drejer sig endvidere om visse hensyn til det ydre miljø
og om visse andre samfundsinteresser ud over arbejdsmiljøet. Det bemærkes i
den forbindelse, at det til stadighed er en forpligtelse for virksomheden, at
overholde arbejdsmiljølovgivningen - også før der kan blive tale om
indhentning af helbredsoplysninger efter nærværende lovforslag.
Bestemmelsen giver arbejdsministeren bemyndigelse til at tillade, at de
omhandlede oplysninger indhentes. Det er således en betingelse, at
arbejdsministeren forud, konkret har godkendt hvert projekt om indhentning af
oplysninger. Der skal ikke ansøges om tilladelse til indhentning af
oplysninger for hver enkelt af de personer, der er omfattet af projektet.
Det vil være arbejdsministerens ansvar at inddrage den nødvendige
fagkundskab, jf. § 8 og bemærkningerne hertil.
Som eksempler på, hvor bestemmelsen kan finde anvendelse, kan nævnes
bestræbelserne på at forebygge skibskatastrofer med miljøforurening til
følge, uheld på boreplatforme og uheld med alvorlige konsekvenser for
energiforsyning. Endvidere kan smittefare falde ind under bestemmelsen,
herunder tilfælde, hvor der er tale om såkaldte raske smittebærere.
I stk. 2 foreslås det, at de nævnte hensyn skal vejes op imod
hensynet til lønmodtageren. Der skal være tale om et såkaldt
»værdispring«. Endvidere skal undersøgelser være den sidste udvej
til at begrænse den pågældende risiko. Hvis man derfor ved hjælp af
produktkontrol el.lign. kan nå det samme, skal sådanne metoder foretrækkes.
Det er vanskeligt på forhånd i detaljer at forestille sig, hvor der kan
blive brug for bestemmelsen. Lovforslaget må derfor begrænse sig til at
angive de hensyn, som skal tages i betragtning, og den procedure, som skal
sikre, at hensynene varetages på betryggende vis.
Med bestemmelsen i stk. 3 er der tænkt både på selve undersøgelsens
fysiske udførelse og på det etiske aspekt. Det vil sige, at undersøgelsen
skal gennemføres på den mindst krænkende måde.
Til § 5
Hensyn til virksomhedens drift, herunder økonomiske hensyn kan konkret kan
være så relevante og tungtvejende, at de kan begrunde en undtagelsesmulighed.
Det er fx en realitet, at der i dag fra visse aftagere stilles krav om
helbredsforholdene hos de lønmodtagere, som fremstiller det pågældende
produkt. Uanset, at kravene i nogle tilfælde kan anses for uberettigede, skal
de være opfyldte, for at produktet vil blive aftaget. Kravene kan basere sig
på lovgivning, fx i visse delstater i USA, eller de er opstillet af aftageren
selv.
Sådanne krav kan i yderste konsekvens være en betingelse for en
virksomheds eller i givet fald en hel branches overlevelse.
Det foreslås derfor, at man ikke uden at have gjort sig yderligere
erfaringer og overvejelser på området helt bør afskære arbejdsgivernes
muligheder for at opfylde sådanne krav.
Man kan også forestille sig, at hensynet til meget kostbart og/eller
skrøbeligt produktionsudstyr ville kunne begrunde en nærmere bestemt
undtagelse fra det almindelige forbud.
Der lægges vægt på, at det hensyn, der skal varetages, er klart mere
tungtvejende end hensynet til lønmodtageren. Bl.a. af den grund skal det i
denne sammenhæng alene være tilladt at indhente helbredsoplysninger om
aktuelle sygdomme og symptomer herpå, medens hensynet til den enkelte
virksomhed efter bestemmelsen aldrig kan begrunde oplysninger om risikoen for
at udvikle eller pådrage sig sygdomme. Endvidere vil indhentning af
helbredsoplysninger alene til brug som konkurrenceparameter, uden at der
foreligger begrundede helbredskrav fra aftageren, ikke være acceptabelt.
Herudover må det i første omgang bero på en konkret vurdering, om det er
lovligt at indhente helbredsoplysninger. Derfor er det ifølge stk. 2
en betingelse for at bruge bestemmelsen, at der forud for indhentning af
helbredsoplysningerne, indgås en aftale med lønmodtagernes organisation(-er).
Det foreslås, at det er en lønmodtagerorganisation, der skal være part i
aftalen, således at også personer uden for virksomheden deltager i
beslutningen.
En aftale efter § 5, stk. 2, er en kollektiv aftale og spørgsmål om brud
på en sådan aftale skal bedømmes i det fagretlige system.
Parterne er nærmest til at kende forholdene på virksomhederne og dermed
til at foretage den afvejning af de modstående hensyn, som evt. i nogle
tilfælde kan føre til, at indhentning af helbredsoplysninger skal være
tilladt, og til under hensyn til virksomhedens forhold at fastsætte de
nærmere vilkår herfor. Det er en betingelse, at der indgås aftale om hvert
enkelt projekt om indhentning af oplysninger. Der skal derimod ikke indgås
aftale for hver enkelt af de personer, der er omfattet af projektet.
Det bemærkes i den forbindelse, at det til stadighed er en forpligtelse
for virksomheden, at overholde arbejdsmiljølovgivningen, også før der kan
blive tale om indhentning af helbredsoplysninger efter dette lovforslag.
Endvidere foreslås det, at sådanne aftaler sendes til arbejdsministeren,
således at staten får mulighed for at følge med i udviklingen på området.
Arbejdsministeren vil bl.a. på dette grundlag kunne give Folketinget løbende
redegørelser.
Stk. 3 giver arbejdsministeren bemyndigelse til, for de tilfælde
hvor der ikke kan indgås aftale efter stk. 2, at tillade, at arbejdsgiveren
foranlediger, at oplysningerne indhentes. Der er dels tænkt på den
ikke-overenskomstdækkede del af arbejdsmarkedet dels på de situationer, hvor
en overenskomstdækket arbejdsgiver forgæves har prøvet at indgå en aftale med
den modstående lønmodtagerorganisation.
Det er en betingelse, at arbejdsministeren forud, konkret har godkendt
hvert projekt om indhentning af oplysninger. Der skal derimod ikke ansøges om
tilladelse til indhentning af oplysninger for hver enkelt af de personer, der
er omfattet af projektet.
Det vil være arbejdsministerens ansvar at inddrage den nødvendige
fagkundskab, jf. § 8 og bemærkningerne hertil.
Til § 6
Lønmodtageren skal af sig selv oplyse om alle aktuelle sygdomme, eller
symptomer på sygdomme, som vedkommende ved, at han eller hun lider af, og som
vil have væsentlig betydning for arbejdsdygtigheden. I sit indhold svarer
bestemmelsen til princippet i funktionærlovens § 5. Det indebærer, at fravær
på grund af en sygdom, som lønmodtageren efter bestemmelsen skulle have
oplyst arbejdsgiveren om, efter omstændighederne ikke vil blive anset for
lovligt forfald.
Princippet i § 6 er, at hvad lønmodtageren selv ved om, hvad der har
væsentlig betydning for arbejdsdygtigheden, skal arbejdsgiveren også have at
vide. Hvis arbejdsgiveren vil vide noget herudover, skal der være hjemmel
hertil i § 2. Det indebærer jo bl.a., at lønmodtageren ved den pågældende
helbredsundersøgelse får noget at vide, som han eller hun ikke vidste før.
Det vil sige, at der ikke er fuldstændig kongruens mellem § 2, stk. 1 og
2, og § 6, idet arbejdsgiverens ret til at stille spørgsmål efter § 2, stk. 1
og 2, går videre end lønmodtagerens pligt efter § 6 til - også uopfordret -
at give oplysninger, jf. bemærkningerne til § 2. Overtrædelse af § 6 kan ikke
udløse sanktioner efter lovforslagets kap. VIII.
Specielt for så vidt angår HIV-positive, betyder reglen i § 2, sammenholdt
med oplysningspligten i § 6, at man ikke er forpligtet til at oplyse, at man
er HIV-positiv, da det kun er det for udførelsen af arbejdet relevante
fravær, der kan begrunde en oplysningspligt. Det vil imidlertid være sådan,
at oplysningspligten må antages at blive skærpet, efterhånden som det bliver
den ansættelsessøgende klart, at risikoen for uarbejdsdygtighed er stigende.
Der vil være en glidende overgang til det tidspunkt, hvor den
ansættelsessøgende på grund af udbrudt sygdom må indse, at risikoen for
uarbejdsdygtighed er nærliggende. Der vil altid skulle foretages en konkret
vurdering.
Til § 7
Bestemmelsen er medtaget ud fra det synspunkt, at det skal sikres, at de
fremkomne helbredsoplysninger nyttiggøres for at tilgodese hensynene bag § 4
og § 5.
Arbejdsgiveren skal underrettes, når undersøgelsen viser, at
lønmodtagerens helbredstilstand gør det aktuelt at gennemføre
foranstaltninger i forbindelse med arbejdet eller andre dispositioner for at
tilgodese de hensyn, som begrundede indhentning af helbredsoplysningerne.
I det omfang oplysningerne ikke er helbredsoplysninger, men snarere
oplysninger om behov for foranstaltninger, vil det formentlig ofte kunne være
andre end lønmodtageren, fx en bedriftssundhedstjeneste (BST) eller en læge,
som underretter arbejdsgiveren.
Helbredsoplysningerne er i første omgang alene tiltænkt den pågældende
lønmodtager selv, og navnlig er arbejdsgiveren ikke selv berettiget til at få
de egentlige oplysninger. Først og fremmest kan lønmodtageren drøfte
oplysningerne og deres eventuelle konsekvenser med sin læge eller andre (BST)
og på det grundlag drage sine egne konklusioner. Imidlertid skal
arbejdsgiveren naturligvis underrettes, hvis der fremkommer oplysninger, som
har konsekvenser for virksomheden eller som taler for, at arbejdsgiveren
iværksætter foranstaltninger af en eller anden art. I sin yderste konsekvens
kan der blive tale om, at lønmodtageren må beskæftiges med andet arbejde.
Til § 8
Det foreslås, at der nedsættes et råd til at bistå arbejdsministeren i
sager om tilladelse efter § 4 og § 5. Rådet skal dels have repræsentanter for
arbejdsmarkedets parter, dels skal der være en række sagkyndige medlemmer,
herunder personer med arbejdsmedicinsk, miljømæssig, sundhedsmæssig og
erhvervsmæssig ekspertise.
Bestemmelsen sikrer, at rådet også af egen drift kan drøfte og udtale sig
om den praksis og de problemer, som vil opstå. Arbejdsministeren skal holde
rådet orienteret om indkomne sager/aftaler.
Til § 9
Hvis der gennemføres en helbredsundersøgelse, vil den kunne have
vidtrækkende konsekvenser for den pågældende, især når det drejer sig om en
undersøgelse om lønmodtagerens risiko for at udvikle eller pådrage sig
sygdomme.
Det er vigtigt, at lønmodtageren ved, hvad undersøgelsen går ud på, hvilke
oplysninger der kan fremkomme, og hvilken (u)sikkerhed der er forbundet med
de pågældende oplysninger, således at lønmodtageren får et indtryk af de -
også psykiske - konsekvenser, som en sådan undersøgelse kan have.
I øvrigt er det vigtigt, at lønmodtageren ved, hvorfor han er blevet bedt
om at lade sit helbred undersøge, og hvordan der forholdes med hensyn til
fortroligheden omkring oplysningerne (sekretessen).
Der skal endvidere orienteres om undersøgelsens forebyggende formål.
Endelig skal det ved arbejdsgiveren sikres, at der gives orientering om,
hvilke konsekvenser det kan have for lønmodtageren ansættelsesmæssigt,
herunder med hensyn til evt. forflyttelse eller afskedigelse.
Det kan ikke forventes, at man umiddelbart kan tage stilling til, om man
på den baggrund vil lade sig undersøge, hvorfor der bør være krav om en
betænkningstid på 2 arbejdsdage. Dette giver bl.a. lønmodtageren mulighed for
nærmere at overveje evt. ansættelsesmæssige konsekvenser af at nægte
samtykke.
Der henvises i øvrigt til Sundhedsstyrelsens cirkulære af 22. september
1992 om information og samtykke mv.
Til § 10
Bestemmelsen har til formål dels at sikre den nødvendige kvalitet af de
undersøgelser, som er tilladt efter lovforslaget, og dels at give præcise
regler for, til hvem en anmodning om helbredsundersøgelse skal rettes. Det er
endvidere centralt, at lønmodtageren selv er herre over, hvem der får og har
adgang til resultaterne.
Ud fra et sundhedspolitisk synspunkt er der ikke behov for en særlig, ny
autorisationsordning. Sundhedsvæsenets funktion hviler i dag på bl.a.
professionsautorisationer (fx for læger). Der er ikke tradition for at
autorisere særligt med henblik på udførelse af bestemte opgaver, og dette
ville også være uhensigtsmæssigt, særligt hvad angår indpasning af
gendiagnostikken i sundhedsvæsenets funktion.
I stedet for at basere sig på formelle certificerings- og
akkrediteringsordninger, sigter bestemmelserne på at tilvejebringe den
nødvendige kvalitet ved at pålægge og præcisere et særligt kvalitets- og
informationsansvar for dem, der modtager anmodning om foretagelse af
helbredsundersøgelse, og for dem, der afgiver erklæringer om en lønmodtagers
helbredstilstand og risiko for at udvikle eller pådrage sig sygdomme.
Herigennem bidrager bestemmelsen til at skabe hensigtsmæssige incitamenter
hos de involverede parter, inkl. laboratorierne, til at sikre den fornødne
kvalitet og til at etablere dokumentation, åbenhed og fælles standarder
vedrørende laboratoriernes kvalitetssikring.
Gennem disse pålæg af ansvar og de foreskrevne procedurer sikres det
endvidere, at brug af letanvendelige kit-systemer (hjemmetests) og analyser
på udenlandske laboratorier kun er lovmedholdelige, såfremt det sker via de
foreskrevne kanaler med de hertil hørende ansvarsforpligtelser for
praktiserende læge, bedriftssundhedstjeneste, mv.
Bestemmelsen i stk. 1. sikrer valg af læge. Lønmodtageren har en
interesse i at modtage og diskutere oplysninger af denne karakter med en
læge, som lønmodtageren er fortrolig med, typisk den pågældendes
praktiserende læge. Hvis virksomheden er tilsluttet en
bedriftssundhedstjeneste (BST), kan denne fremsende oplysninger til brug for
den undersøgende læge, idet BST har kendskab til forholdene på den
undersøgtes arbejdsplads.
BST har en stor fordel i sit arbejdspladskendskab, men det vil undertiden
være nødvendigt at rådgive om andre helbredsmæssige konsekvenser af
undersøgelsen end sådanne, der er relateret til påvirkninger fra
arbejdsmiljøet. Derfor gøres en læge ansvarlig for undersøgelsen og den
efterfølgende rådgivning af lønmodtageren.
Har BST tilknyttet lægelig eller tilsvarende sagkyndig ekspertise, vil BST
kunne foretage undersøgelsen.
Den pågældende læge er derefter den, der »står for«
undersøgelsen. Bestemmelsen i stk. 2 fastlægger en pligt for lægen til
at inddrage den nødvendige sagkundskab af enhver art, herunder om nødvendigt
sørge for at indhente nødvendige oplysninger fra speciallæger.
Den, der rekvirerer en undersøgelse, kan have en viden, som den pågældende
læge ikke har, om, at et bestemt institut eller laboratorium har en
specialviden, som vil være nyttig i det pågældende tilfælde. Der kan fx være
tale om et udenlandsk institut. Lægen har efter bestemmelsen pligt til at
sikre sig, at et sådant institut, som den pågældende måske ikke selv kender,
lever op til de nødvendige kvalitetskrav. Lægen bør naturligvis kunne rådføre
sig herom med andre. Der kan i den forbindelse peges på den stedlige
arbejdsmedicinske klinik/afdeling, som i givet fald bør kunne rådføre sig med
Sundhedsstyrelsen, hvis det skønnes nødvendigt.
Særligt når der er tale om genetiske undersøgelser, er det af stor
betydning, at disse undersøgelser udføres af laboratorier, som arbejder med
den nødvendige rutine og kvalitetskontrol. Laboratoriet må fx ikke frigive
positive (kritiske) undersøgelsesresultater uden udførelse af konfirmatoriske
tests og eventuelt med gentagen prøvetagning for at sikre sig mod forbytning
af prøver. Laboratorierne vil også typisk ligge inde med den nødvendige viden
om den kliniske pålidelighed af undersøgelsesresultatet.
Laboratoriepålideligheden sikres ved anerkendelse af laboratoriets resultater
i sammenlignende interlaboratoriestudier og ved optagelse af artikler med
analyseresultater i anerkendte internationale tidsskrifter. Laboratoriers
renomme kan vurderes af sagkyndige ud fra publicering og intern
kvalitetsdokumentation.
Den ønskede undersøgelses resultater skal være sikret bedst muligt, inden
de overgives til lønmodtageren, bl.a. ved sædvanlige konfirmatoriske
undersøgelser. Eventuelle supplerende undersøgelser skal være foretaget inden
lønmodtageren orienteres om de resultater, på grundlag af hvilke vedkommende
skal træffe et valg.
Det skal derfor være underbygget (dokumenteret), at der er fundet en
overrisiko hos de personer, der har en given (genetisk) egenskab, og at der
er klart forebyggende effekt over for arbejdsbetingede lidelser ved at agere.
I stk. 3 foreslås derfor, at graden af usikkerhed skal fremgå af
erklæringer, der afgives på baggrund af genetiske undersøgelser. Også her bør
den pågældende læge i givet fald søge vejledning hos den arbejdsmedicinske
klinik/afdeling eller hos Sundhedsstyrelsen.
Det skal derfor være underbygget (dokumenteret), at der er fundet en
overrisiko hos de personer, der har en given (genetisk) egenskab, og at der
er klart forebyggende effekt over for arbejdsbetingede lidelser ved at agere.
For at sikre den nødvendige fortrolighed omkring oplysningerne og at
lønmodtageren selv er herre over, hvem oplysningerne videregives til,
fastsættes det i stk. 4 , at oplysningerne skal gives til
lønmodtageren af den samme, som har modtaget anmodningen efter stk. 1.
Bestemmelsen er ikke til hinder for en anonymiseret anvendelse af
undersøgelsesresultaterne til forskningsformål efter de herom gældende
regler.
Til § 11
Efter bestemmelsen må som udgangspunkt hverken private personer eller
offentlige myndigheder, klinikker m.v. videregive helbredsoplysninger til
andre end den person, som oplysningerne omhandler.
En sådan bestemmelse er fundet nødvendig, bl.a. fordi lov om offentlighed
i forvaltningen og forvaltningsloven ikke finder anvendelse på den private
sektor. Bestemmelser om opbevaring i lov om private registre og lov om
offentlige registre gælder imidlertid fuldt ud.
Helbredsoplysningerne må dog gerne udleveres til andre end den omhandlede
person, når pågældende har afgivet fuldmagt dertil, og når dette tjener et
forskningsformål.
Nogle af de risici, der er nævnt i § 4, stk. 1, kan i givet fald være så
indgribende, at det efter stk. 2 vil være muligt for en læge, som har
viden herom, at gå videre med en oplysning, hvis det står klart for lægen, at
den undersøgte person ikke selv gør det.
Det er i stk. 3 specielt forbudt arbejdsgiveren at bede om eller
modtage fuldmagt. Denne bestemmelse er indsat til beskyttelse af
lønmodtageren, som i nogle situationer vil kunne føle sig presset til at
afgive fuldmagt, hvorved lovforslagets forbudsbestemmelser, som vedrører
arbejdsgiverens anmodning om helbredsoplysninger, vil kunne blive omgået.
Til § 12
Bestemmelsen indeholder sammen med § 13, sanktionerne for overtrædelse af
§§ 2, 3, stk. 3, og §§ 9-11. Hvorvidt en godtgørelse skal tilkendes eller ej
afgøres ved de almindelige domstole og vil naturligvis først og fremmest
afhænge af grovheden af overtrædelsen af lovforslaget. I tilfælde, hvor der
alene er tale om en ubetydelig overtrædelse, vil der fx kunne blive tale om
alene at anvende § 13.
Den tilkendte godtgørelse skal dække den ikke-økonomiske skade, som
pågældende har lidt, jf. herved principperne i erstatningsansvarslovens § 26.
Der er herved intet til hinder for, at der ved siden af godtgørelsen eller
alene ydes erstatning efter de almindelige erstatningsretlige regler. Dette
kan fx tænkes, hvor den pågældende har lidt et egentligt økonomisk tab,
hvilket kan være tilfældet, når en ansøger har undladt at søge andre
stillinger i tillid til, at loven overholdes, men hvor vedkommende ikke har
fået stillingen på grund af helbredsoplysninger, der er indhentet i strid med
lovforslagets bestemmelser.
Ifølge erstatningsansvarsloven er der en egentlig pligt til at udrede
godtgørelse. På grund af de mange forskelligartede forhold, der kan blive
tale om efter forslaget, findes det imidlertid hensigtsmæssigt blot at åbne
mulighed for tilkendelse af godtgørelse. Der er for så vidt tale om en
fravigelse af erstatningsansvarslovens § 26, der ikke vil kunne påberåbes ved
siden af § 12.
Til § 13
Da overtrædelse af §§ 10 og 11 vanskeligt kan sanktioneres ved en
godtgørelse, foreslås det, at overtrædelse af disse bestemmelser kan straffes
med bøde. Desuden foreslås det, at overtrædelse af §§ 2 og 9 foruden ved en
godtgørelse kan sanktioneres i form af bøde. Baggrunden herfor er ønsket om
at skabe størst mulig parallelitet til sanktionssystemet i det fagretlige
system, som typisk vil være det system, hvor overenskomstdækkede
arbejdsgiveres overtrædelser af deres forpligtelser bliver pådømt. I det
fagretlige system er sanktionen en bod, som indeholder såvel et element af
godtgørelse som af straf.
Højere straf efter anden lovgivning vil især kunne være relevant med
hensyn til straffelovens § 152 og § 152 a.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1995 LSF 13 FORSLAG TIL LOV OM BRUG AF HELBREDSOPLYSNINGER M.V. PÅ ARBEJDSMARKEDET Retsinformation · 1. maj 1996
- Lov om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet (Helbredslov) Retsinformation · 25. april 1996
- 54.2021 (Denne sag drejer sig om, hvorvidt klager har krav på godtgørelser, herunder efter lov om helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 27. juni 2022
- Arbejdsrettens dom af 3. oktober 2022 i sag 2022 - 2 (tidl. 2019-454, AR2019.0559) Arbejdsretten m.fl. · 3. oktober 2022
- Arbejdsrettens dom af 12. august 2021 i sag 2020-1444 Arbejdsretten m.fl. · 12. august 2021
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Szpunar fremsat den 25. april 2024. — ND mod DR. EU-domme · 25. april 2024