1996 LSF 115 FORSLAG TIL LOV OM EN REJSEGARANTIFOND
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde og definitioner
Fonden
§ 1. Rejsegarantifonden er en privat selvejende institution, der
skal yde kunder bistand. Fonden yder bistand i henhold til §§ 5 og 6, når en
kunde har indgået aftale om et rejsearrangement med en registreringspligtig
arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør, jf. dog § 21.
Rejsearrangement og flycharterrejse
§ 2. Ved et rejsearrangement forstås:
1) En pakkerejse, som består af en kombination af mindst to af følgende
elementer, såfremt de af arrangøren udbydes samlet eller har været udbudt på
forhånd og sælges samlet, og såfremt den samlede ydelse har en varighed på
over 24 timer eller omfatter overnatning:
a) Transport.
b) Indkvartering.
c) Anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport
eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.
2) En ydelse, der omfatter transport og indkvartering, som er aftalt med
samme arrangør eller formidler, men som ikke er omfattet af nr. 1.
3) Transport og anden turistmæssig ydelse, som ikke har en varighed over
24 timer, men har en samlet pris på over 1.000 kr.
Stk. 2. Særskilt fakturering af de i stk. 1 nævnte elementer
medfører ikke, at kombinationen af disse falder uden for loven.
Stk. 3. Ved en flycharterrejse forstås et rejsearrangement, hvor
transporten foregår med fly, og som udbydes efter et forud fastlagt program
med mindst 30 rejser pr. afgang.
Arrangør og formidler
§ 3. Som arrangør anses enhver, der i eget navn til kunder udbyder
eller sælger rejsearrangementer direkte eller gennem en formidler, medmindre
denne virksomhed alene udøves lejlighedsvis.
Læs alt
Stk. 2. Som formidler anses enhver, der udbyder eller sælger et
rejsearrangement i arrangørens navn.
Kunde
§ 4. Som kunde anses enhver, der køber, eller i hvis navn der
købes et rejsearrangement. Overdrager kunden rejsearrangementet, anses
tillige den, der får overdraget rejsearrangementet, som kunde. Den, der køber
et rejsearrangement med henblik på erhvervsmæssigt videresalg, anses dog ikke
som kunde.
Kapitel 2
Fondens bistand til kunder og fondens regreskrav
Dækningsområde
§ 5. Når en kunde har indgået en aftale om et rejsearrangement,
kan kunden få beløb, der er erlagt som betaling for et arrangement, godtgjort
af fonden, hvis arrangørens økonomiske forhold har medført, at et
rejsearrangement ikke kan påbegyndes. Hvis rejsearrangementet af samme grund
afbrydes, kan kunden kræve godtgørelse fra fonden for den del af vederlaget,
som svarer til de ydelser, der ikke er opfyldt over for kunden.
Stk. 2. Medfører en arrangørs økonomiske forhold, at der ikke er
sikret kunden passende hjemtransport, skal fonden inden rimelig tid sørge
herfor.
Stk. 3. Medfører en arrangørs økonomiske forhold, at der ikke er
sikret kunden passende overnatningsmuligheder samt andre væsentlige
fornødenheder, skal fonden sørge herfor eller yde en rimelig godtgørelse.
Stk. 4. Fonden kan endvidere yde kunden en rimelig godtgørelse for
tab, der skyldes en arrangørs økonomiske forhold.
Stk. 5. Fonden kan yde en godtgørelse til en formidler, der som
følge af en arrangørs økonomiske forhold har opfyldt kundens krav, jf. § 28,
stk. 1, i lov om pakkerejser.
Stk. 6. Fonden kan medvirke til, at rejsearrangementer
gennemføres, såfremt fonden skønner, at den derved vil opnå en væsentlig
økonomisk besparelse.
Frist for fremsættelse af krav
§ 6. Anmodning fra kunden om godtgørelse i henhold til § 5 skal
fremsættes over for fonden inden rimelig tid, dog senest 1 år efter, at
rejsen er afsluttet eller det er åbenbart, at rejsen ikke vil blive
gennemført.
Regreskrav m.v.
§ 7. Fonden indtræder i kundens krav, i det omfang den har
fyldestgjort disse. Fonden har ret til at få de udgifter, som den har afholdt
i forbindelse med hjemtransport og anden bistand, jf. § 5, stk. 2-5,
godtgjort.
Stk. 2. Fonden indtræder dog kun i kundens krav imod en formidler,
såfremt denne har pådraget sig ansvar over for kunden på andet grundlag end §
28, stk. 1, i lov om pakkerejser.
Stk. 3. Såfremt vederlaget for et rejsearrangement dækkes helt
eller delvis ved lån indrømmet kunden af en tredjemand på grundlag af en
aftale herom mellem denne og arrangøren eller formidleren for en udenlandsk
arrangør, indtræder fonden i kundens krav efter kreditaftaleloven, i det
omfang fonden har fyldestgjort disse.
Stk. 4. Fonden kan, i det omfang den har ydet kunder godtgørelse,
hjemtransport eller anden bistand, søge sig fyldestgjort i det garantibeløb,
der er stillet af formidleren for en udenlandsk arrangør, jf. § 8, stk. 3. Er
garanti ikke stillet af formidleren, hæfter denne for et beløb svarende til
det beløb, der burde være stillet i garanti.
Stk. 5. Enhver, der formidler rejsearrangementer for en
registreringspligtig arrangør, der i strid med bestemmelsen i § 8, stk. 3,
ikke har stillet garanti, er ansvarlig for det beløb, der burde være stillet
i garanti.
Stk. 6. Den, der til en arrangør har solgt et rejsearrangement med
henblik på videresalg, hæfter over for fonden for gennemførelsen af
rejsearrangementet, såfremt den pågældende indså eller burde have indset, at
der kunne være risiko for, at arrangøren ikke ville kunne gennemføre
arrangementet.
Kapitel 3
Arrangørers og formidleres anmeldelse og registrering i fonden,
garantistillelse og betaling af bidrag
Anmeldelse, registrering og garantistillelse
§ 8. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører skal
foretage anmeldelse til Rejsegarantifonden, som registrerer og underretter de
pågældende om optagelsen i registeret.
Stk. 2. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører må kun
udbyde og sælge rejsearrangementer, såfremt de er registreret i
Rejsegarantifonden.
Stk. 3. Det er en betingelse for registrering, at arrangøren eller
formidleren for den udenlandske arrangør over for fonden stiller en garanti,
der er afhængig af dennes omsætning, i overensstemmelse med bestemmelserne i
stk. 4-6. Garantien skal stilles i et pengeinstitut, i et forsikringsselskab,
ved kontant deponering eller ved deponering af andre tilsvarende aktiver.
Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke andre tilsvarende
aktiver end kontante beløb der kan deponeres. Garantibeløbet skal af fonden
kunne kræves indbetalt til dækning af krav, som fonden får mod arrangøren
eller formidleren for en udenlandsk arrangør.
Stk. 4. Ved omsætning i stk. 3, 1. pkt., forstås den de seneste 4
kvartaler til kunderne fakturerede omsætning ved salg af de i loven omfattede
rejsearrangementer.
Stk. 5. Garantiens størrelse skal stilles i overensstemmelse med
følgende, jf. dog stk. 6 og § 23, stk. 2:
1) Ved en omsætning på ikke over 15 mio. kr. er garantien 300.000 kr.
2) Ved en omsætning på mere end 15 mio. kr., men ikke over 50 mio. kr., er
garantien 1,0 mio. kr.
3) Ved en omsætning på mere end 50 mio. kr., men ikke over 100 mio. kr.,
er garantien 1,5 mio. kr.
4) Ved en omsætning på mere end 100 mio. kr., men ikke over 250 mio. kr.,
er garantien 2,0 mio. kr.
5) Ved en omsætning på mere end 250 mio kr. er garantien 2,5 mio. kr.
Stk. 6. Udgør flycharterrejseomsætningen 50 pct. eller derover,
skal garantiens størrelse stilles i overensstemmelse med følgende, jf. dog §
23, stk. 2:
1) Ved en omsætning på ikke over 10 mio. kr. er garantien 300.000 kr.
2) Ved en omsætning på mere end 10 mio. kr., men ikke over 25 mio. kr., er
garantien 1 mio. kr.
3) Ved en omsætning på mere end 25 mio. kr., men ikke over 50 mio. kr., er
garantien 1,5 mio. kr.
4) Ved en omsætning på mere end 50 mio. kr., men ikke over 100 mio. kr.,
er garantien 2,5 mio. kr.
5) Ved en omsætning på mere end 100 mio. kr., men ikke over 150 mio. kr.,
er garantien 5 mio. kr.
6) Ved en omsætning på mere end 150 mio. kr., men ikke over 200 mio. kr.,
er garantien 7,5 mio. kr.
7) Ved en omsætning på mere end 200 mio. kr., men ikke over 300 mio. kr.,
er garantien 10 mio. kr.
8) Ved en omsætning på mere end 300 mio. kr., men ikke over 500 mio. kr.,
er garantien 15 mio. kr.
9) Ved en omsætning på mere end 500 mio. kr., men ikke over 700 mio. kr.,
er garantien 25 mio. kr.
10) Ved en omsætning på mere end 700 mio. kr. er garantien 30 mio. kr.
Stk. 7. Almennyttige foreninger m.v., der som et led i deres
virksomhed udbyder rejsearrangementer, skal ikke stille garanti. Dette gælder
dog kun, såfremt rejsevirksomheden udgør en mindre del af foreningens
almennyttige aktiviteter.
Stk. 8. Formidleren for en udenlandsk arrangør skal ikke stille
garanti eller betale bidrag, såfremt garantien for de af formidleren solgte
rejsearrangementer opfylder betingelserne i en af et andet EU- eller EØS-land
godkendt ordning.
Stk. 9. En arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør,
der er dømt eller har vedtaget en bøde for overtrædelse af stk. 2, kan ikke
registreres i fonden, før fondens krav i medfør af § 7 og § 9, stk. 2, er
betalt.
Bidrag til Rejsegarantifonden
§ 9. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører skal til
fonden betale et bidrag på 5 kr. pr. deltager i et rejsearrangement, der er
omfattet af fondens dækning.
Stk. 2. Har en arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør
uden at være registreret i henhold til § 8 solgt rejsearrangementer, kan
fonden afkræve arrangøren eller formidleren de bidrag med påløbne renter
m.v., som skulle have været betalt efter stk. 1.
Kapitel 4
Fondens bestyrelse, vedtægter og beføjelser
Sammensætning
§ 10. Fondens bestyrelse består af en formand og 4 medlemmer, der
udnævnes af erhvervsministeren. Af de 4 medlemmer repræsenterer 2 de i fonden
registrerede og 2 kunderne. Bestyrelsen og en stedfortræder for formanden
udnævnes for 3 år.
Regnskab
§ 11. Bestyrelsen afgiver inden 6 måneder efter et kalenderårs
udløb et af Rigsrevisionen revideret regnskab for det forløbne år med
beretning om fondens virksomhed til erhvervsministeren.
Vedtægter og forretningsorden m.v.
§ 12. Fondens vedtægter og bestyrelsens forretningsorden
fastsættes af bestyrelsen og skal være godkendt af erhvervsministeren.
Vedtægterne skal indeholde bestemmelser om anbringelse af fondens midler.
Stk. 2. Omkostningerne ved fondens administration afholdes af
fonden.
Oplysninger
§ 13. Fonden kan af enhver forlange alle oplysninger, som skønnes
nødvendige for at sikre, at loven overholdes, herunder til afgørelse af, om
et forhold falder ind under lovens bestemmelser, eller for at undgå, at
fonden lider tab. Fonden kan kræve dokumentation for oplysninger, som afgives
i henhold til 1. pkt.
Nedsat garantistillelse og bidrag
§ 14. Fonden kan fastsætte bestemmelser om, at garantien eller
bidraget nedsættes eller bortfalder for en arrangør eller formidler for en
udenlandsk arrangør,
1) når omsætningen er under mindstegarantistillelsen, jf. § 8, stk. 5, nr.
1, og stk. 6, nr. 1,
2) for rejsearrangementer, hvori der ikke indgår transport, jf. § 2, stk.
1, litra a, eller
3) for andre særlige typer af rejsearrangementer.
Stk. 2. Fonden kan bestemme, at garanti og bidrag i særlige
tilfælde nedsættes eller bortfalder.
Kapitel 5
Slettelse af registrering og krav om forhøjet garantistillelse
Fyldestgørelse i garantien
§ 15. Har fonden søgt sig fyldestgjort i den af en arrangør eller
formidler for en udenlandsk arrangør stillede garanti, slettes arrangøren
eller formidlerens registrering i fonden, medmindre den stillede garanti er
tilstrækkelig til at dække fondens fordringer og garantien inden en af fonden
fastsat frist bringes op på den i § 8, stk. 5 og 6, nævnte størrelse, jf. dog
§ 19.
Opsigelse og ophør
§ 16. Opsiges en stillet garanti, eller ophører en registreret
arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør med at drive virksomhed,
slettes registreringen, og den stillede garanti frigives, når det må anses
for udelukket, at krav fra kunder vil fremkomme.
Manglende garantistillelse eller betaling af bidrag m.v.
§ 17. Undlader en registreret arrangør eller formidler for en
udenlandsk arrangør at betale bidrag til fonden eller at bringe
garantistillelse i overensstemmelse med § 8, stk. 5 og 6, eller modtager
fonden ikke på forlangende de i §§ 13 og 22, stk. 3, nævnte oplysninger, kan
fondens bestyrelse beslutte, at registreringen i fonden slettes, hvis
forpligtelserne ikke er opfyldt inden en fastsat frist.
Stk. 2. Slettes en arrangør eller formidler for en udenlandsk
arrangør i medfør af stk. 1, kan den stillede garanti først frigives, når det
må anses for udelukket, at krav fra kunder vil fremkomme, og kun i det omfang
garantien ikke måtte være anvendt af fonden til dækning af krav på arrangøren
eller formidleren for den udenlandske arrangør for ikke indbetalte bidrag med
påløbne renter.
Genoptagelse
§ 18. En arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør, hvis
registrering er slettet i medfør af §§ 15 eller 17, stk. 1, kan først optages
på ny i registret, når arrangøren eller formidleren for den udenlandske
arrangør har betalt skyldige beløb til fonden og har givet de af fonden
forlangte oplysninger.
Forhøjet garantistillelse
§ 19. Fonden kan kræve forhøjet garantistillelse af en arrangør
eller en formidler for en udenlandsk arrangør, når en ejer af virksomheden
eller den person, der reelt driver virksomheden, og som er knyttet til ejeren
på samme måde som fastsat i aktieselskabslovens § 115, stk. 1, 2. pkt., eller
et medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion inden for de seneste 5
år har været ejer af eller medlem af bestyrelsen eller direktionen i en anden
virksomhed, som inden for dette tidsrum ikke rettidigt har betalt skyldige
beløb til fonden i henhold til § 7, § 9, stk. 2, og §§ 15 og 17. Er den
registreringspligtige et selskab m.v., anses som ejer også en person, der
besidder sådanne kapitalandele i virksomheden, som henregnes til
hovedaktionæraktier efter aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 2-4, eller
et selskab m.v., der besidder sådanne kapitalandele i virksomheden, som er
omhandlet i kursgevinstlovens § 6 B, stk. 3.
Stk. 2. Forhøjelse af garantistillelsen efter stk. 1 må kun
kræves, når det må antages, at der er en særlig risiko for, at fonden vil
lide yderligere tab.
Stk. 3. Fonden kan kræve forhøjet garantistillelse af en arrangør
eller formidler for en udenlandsk arrangør, hvis denne øger fondens risiko
ved at modtage forudbetalinger, som væsentligt afviger fra det sædvanlige for
rejsearrangementer af den pågældende art.
Stk. 4. Bortfalder den i stk. 2 og 3 omtalte risiko, skal fonden
på begæring nedsætte garantistillelsen.
Kapitel 6
Lovens internationale anvendelsesområde m.v.
Registreringspligt
§ 20. Pligten til at lade sig registrere omfatter her i landet
etablerede arrangører og formidlere for udenlandske arrangører.
Fondens dækning
§ 21. Fonden dækker ikke rejsearrangementer, der er markedsført og
solgt i udlandet. Registreringspligtige arrangørers og formidleres salg af
rejsearrangementer i udlandet er dog dækket, såfremt rejsearrangementet
indeholder grænseoverskridende transport og udgår fra Danmark.
Stk. 2. Et rejsearrangement anses for markedsført og solgt i
udlandet, såfremt
1) arrangøren eller en formidler har modtaget kundens bestilling i
udlandet eller
2) der i udlandet er fremsat særligt tilbud over for kunden eller er
foretaget reklamering og kunden derefter i udlandet har foretaget de
handlinger, der er nødvendige for aftalens indgåelse.
Krav om tilstrækkelig garanti
§ 22. Enhver her i landet etableret arrangør eller formidler for
en udenlandsk arrangør, der inden for EU/EØS-området udbyder pakkerejser, jf.
§ 2, stk. 1, nr. 1, som ikke er dækket af fonden, jf. § 21, skal stille
tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller konkurs at sikre
tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af kunden.
Stk. 2. Enhver, der fra udlandet markedsfører pakkerejser her i
landet, skal stille tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller
konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af kunden.
Garantistillelse, der opfylder betingelserne i en af et andet EU/EØS-land
godkendt ordning, anses som tilstrækkelig.
Stk. 3. Såfremt fonden anmoder herom, skal vedkommende
dokumentere, at de i stk. 1 og 2 nævnte krav om sikkerhed er stillet.
Tilsvarende dokumentation skal efter anmodning gives til en udenlandsk
myndighed, der fører kontrol med regler, der er fastsat til gennemførelse af
Rådets direktiv 90/314/EØF om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure.
Kapitel 7
Ministerens beføjelser
§ 23. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler til
gennemførelse af loven, herunder om betaling af bidrag, betaling af rente og
gebyrer i forbindelse med forsinket betaling, revisorbekræftelse af garanti
og bidragspligtens omfang, registrering i fonden, garantistillelse og fondens
bistand til kunder.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan efter indstilling fra fonden, hvis
prisudviklingen eller udviklingen i fondens formue tilsiger det, forhøje
garantistillelsen, jf. § 8, stk. 3-6, eller forhøje eller nedsætte bidraget,
jf. § 9, stk. 1.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan med tilslutning fra Folketingets
Finansudvalg stille garanti for lån optaget af fonden til opfyldelse af dens
forpligtelser.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fra arrangører eller formidlere for
udenlandske arrangører indhente de oplysninger om omsætning og
forudbetalinger, der skønnes nødvendige til brug for at træffe afgørelse
efter stk. 2 og 3.
Stk. 5. Såfremt prisudviklingen tilsiger det, kan
erhvervsministeren forhøje den i § 2, stk. 1, nr. 3, nævnte beløbsgrænse.
Stk. 6. Erhvervsministeren kan henlægge sine beføjelser efter
loven til en styrelse under Erhvervsministeriet.
Klageadgang
§ 24. Fondens afgørelser vedrørende registreringspligt og
garantistillelse efter § 8, jf. §§ 2-4, § 14, stk. 2, §§ 19-21 og § 22, stk.
1 og 2, samt afgørelse vedrørende registreringspligt og garantistillelse
truffet i medfør af regler fastsat efter § 14, stk. 1, og § 23, stk. 1, kan
indbringes for Erhvervsankenævnet.
Kapitel 8
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
Straf
§ 25. For så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der
1) overtræder § 8, stk. 2,
2) undlader at give de af fonden og erhvervsministeren i henhold til § 13,
§ 22, stk. 3, og § 23, stk. 4, krævede oplysninger og dokumentation eller
3) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til fonden eller
erhvervsministeren.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser m.v.
§ 26. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov om en rejsegarantifond, jf.
lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986.
Stk. 3. De bestemmelser, der er fastsat i medfør af lov om en
rejsegarantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986,
forbliver i kraft, indtil de afløses af bestemmelser fastsat i henhold til
denne lov.
Stk. 4. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører, der
var registreret ved lovens ikrafttræden, skal senest den 1. januar 1998
stille forhøjet garanti, jf. § 8, stk. 3-6.
Stk. 5. Almennyttige foreninger m.v., som har opnået dispensation
i henhold til § 7 a i lov om en rejsegarantifond, jf. lovbekendtgørelse nr.
104 af 28. februar 1986 om lov om en rejsegarantifond, som ændret ved lov nr.
454 af 30. juni 1993, skal uanset bestemmelsen i § 8, stk. 7, 2. pkt., ikke
stille garanti, såfremt deres virksomhed ikke ændrer sig væsentligt.
§ 27. I lov nr. 858 af 23. december 1987 om Industriministeriets
Erhvervsankenævn foretages følgende ændringer:
1. Lovens titel affattes således:
»Lov om Erhvervsankenævnet«.
2. I § 1, stk. 1, og § 4, stk. 1, ændres
»Industriministeriets Erhvervsankenævn« til:
»Erhvervsankenævnet«.
3. I § 1, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Endvidere er ankenævnet klageinstans for afgørelser truffet af
Rejsegarantifonden, i det omfang det er fastsat i lov om en
rejsegarantifond.«
Færøerne og Grønland
§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse
landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold
tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde og definitioner
Fonden
§ 1. Rejsegarantifonden er en privat selvejende institution, der
skal yde kunder bistand. Fonden yder bistand i henhold til §§ 5 og 6, når en
kunde har indgået aftale om et rejsearrangement med en registreringspligtig
arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør, jf. dog § 21.
Rejsearrangement og flycharterrejse
§ 2. Ved et rejsearrangement forstås:
1) En pakkerejse, som består af en kombination af mindst to af følgende
elementer, såfremt de af arrangøren udbydes samlet eller har været udbudt på
forhånd og sælges samlet, og såfremt den samlede ydelse har en varighed på
over 24 timer eller omfatter overnatning:
a) Transport.
b) Indkvartering.
c) Anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport
eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.
2) En ydelse, der omfatter transport og indkvartering, som er aftalt med
samme arrangør eller formidler, men som ikke er omfattet af nr. 1.
3) Transport og anden turistmæssig ydelse, som ikke har en varighed over
24 timer, men har en samlet pris på over 1.000 kr.
Stk. 2. Særskilt fakturering af de i stk. 1 nævnte elementer
medfører ikke, at kombinationen af disse falder uden for loven.
Stk. 3. Ved en flycharterrejse forstås:
Et rejsearrangement, hvor transporten foregår med fly og som udbydes efter
et forud fastlagt program med mindst 30 rejser pr. afgang.
Arrangør og formidler
§ 3. Som arrangør anses enhver, der i eget navn til kunder udbyder
eller sælger rejsearrangementer direkte eller gennem en formidler, medmindre
denne virksomhed alene udøves lejlighedsvis.
Stk. 2. Som formidler anses enhver, der udbyder eller sælger et
rejsearrangement i arrangørens navn.
Kunde
§ 4. Som kunde anses enhver, der køber eller i hvis navn, der
købes et rejsearrangement. Overdrager kunden rejsearrangementet, anses
tillige den, der får overdraget rejsearrangementet, som kunde. Den, der køber
et rejsearrangement med henblik på erhvervsmæssigt videresalg, anses dog ikke
som kunde.
Kapitel 2
Fondens bistand til kunder og fondens regreskrav
Dækningsområde
§ 5. Når en kunde har indgået en aftale om et rejsearrangement,
kan kunden få beløb, der er erlagt som betaling for et arrangement, godtgjort
af fonden, hvis arrangørens økonomiske forhold har medført, at et
rejsearrangement ikke kan påbegyndes. Hvis rejsearrangementet af samme grund
afbrydes, kan kunden kræve godtgørelse fra fonden for den del af vederlaget,
som svarer til de ydelser, der ikke er opfyldt over for kunden.
Stk. 2. Medfører en arrangørs økonomiske forhold, at der ikke er
sikret kunden passende hjemtransport, skal fonden inden rimelig tid sørge
herfor.
Stk. 3. Medfører en arrangørs økonomiske forhold, at der ikke er
sikret kunden passende overnatningsmuligheder samt andre væsentlige
fornødenheder, skal fonden sørge herfor, eller yde en rimelig godtgørelse.
Stk. 4. Fonden kan endvidere yde kunden en rimelig godtgørelse for
tab, der skyldes en arrangørs økonomiske forhold.
Stk. 5. Fonden kan yde en godtgørelse til en formidler, der som
følge af en arrangørs økonomiske forhold har opfyldt kundens krav, jf. § 28,
stk. 1, i lov om pakkerejser.
Stk. 6. Fonden kan medvirke til, at rejsearrangementer
gennemføres, såfremt fonden skønner, at den derved vil opnå en væsentlig
økonomisk besparelse.
Frist for fremsættelse af krav
§ 6. Anmodning fra kunden om godtgørelse i henhold til § 5 skal
fremsættes over for fonden inden rimelig tid, dog senest 1 år efter, at
rejsen er afsluttet, eller at det er åbenbart, at rejsen ikke vil blive
gennemført.
Regreskrav mv.
§ 7. Fonden indtræder i kundens krav i det omfang, den har
fyldestgjort disse. Fonden har ret til at få de udgifter, som den har afholdt
i forbindelse med hjemtransport og anden bistand, jf. § 5, stk. 2-5
godtgjort.
Stk. 2. Fonden indtræder dog kun i kundens krav imod en formidler,
såfremt denne har pådraget sig ansvar over for kunden på andet grundlag end §
28, stk. 1, i lov om pakkerejser.
Stk. 3. Fonden kan i det omfang, den har ydet kunder godtgørelse,
hjemtransport eller anden bistand, søge sig fyldestgjort i det garantibeløb,
der er stillet af formidleren for en udenlandsk arrangør, jf. § 8, stk. 3. Er
garanti ikke stillet af formidleren, hæfter denne for et beløb svarende til
det beløb, der burde være stillet i garanti.
Stk. 4. Enhver, der formidler rejsearrangementer for en
registreringspligtig arrangør, der i strid med bestemmelsen i § 8, stk. 3,
ikke har stillet garanti, er ansvarlig for det beløb, der burde være stillet
i garanti.
Stk. 5. Den, der til en arrangør har solgt et rejsearrangement med
henblik på videresalg, hæfter over for fonden for gennemførelsen af
rejsearrangementet, såfremt den pågældende indså eller burde have indset, at
der kunne være risiko for, at arrangøren ikke ville kunne gennemføre
arrangementet.
Kapitel 3
Arrangørers og formidleres anmeldelse og registrering i fonden,
garantistillelse og betaling af bidrag
Anmeldelse, registrering og garantistillelse
§ 8. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører skal
foretage anmeldelse til rejsegarantifonden, som registrerer og underretter de
pågældende om optagelsen i registeret.
Stk. 2. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører må kun
udbyde og sælge rejsearrangementer, såfremt de er registrerede i
rejsegarantifonden.
Stk. 3. Det er en betingelse for registrering, at arrangøren eller
formidleren for den udenlandske arrangør over for fonden stiller en garanti,
der er afhængig af dennes omsætning, i overensstemmelse med bestemmelserne i
stk. 4-6. Garantien skal stilles i et pengeinstitut, et forsikringsselskab
eller ved kontant deponering. Garantibeløbet skal af fonden kunne kræves
indbetalt til dækning af krav, som fonden får mod arrangøren eller
formidleren for en udenlandsk arrangør.
Stk. 4. Ved omsætning i stk. 3, 1. pkt., forstås den de seneste 4
kvartaler til kunderne fakturerede omsætning ved salg af de i loven omfattede
rejsearrangementer.
Stk. 5. Garantiens størrelse skal stilles i overensstemmelse med
følgende, jf. dog stk. 6 og § 23, stk. 2:
1) Ved en omsætning på ikke over 15 mio. kr. er garantien 300.000 kr.
2) Ved en omsætning på mere end 15 mio. kr. men ikke over 50 mio. kr. er
garantien 1,0 mio. kr.
3) Ved en omsætning på mere end 50 mio. kr. men ikke over 100 mio. kr. er
garantien 1,5 mio. kr.
4) Ved en omsætning på mere end 100 mio. kr. men ikke mere end 250 mio.
kr. er garantien 2,0 mio. kr.
5) Ved en omsætning på mere end 250 mio kr. er garantien 2,5 mio. kr.
Stk. 6. Udgør flycharterrejseomsætningen 50 procent eller derover,
skal garantiens størrelse stilles i overensstemmelse med følgende, jf. dog §
23, stk. 2:
1) Ved en omsætning på ikke over 15 mio. kr. er garantien 300.000 kr.
2) Ved en omsætning på mere end 15 mio. kr., men ikke over 50 mio. kr., er
garantien 2 mio. kr.
3) Ved en omsætning på mere end 50 mio. kr., men ikke over 100 mio. kr.,
er garantien 5 mio. kr.
4) Ved en omsætning på mere end 100 mio. kr., men ikke mere end 250 mio.
kr., er garantien 10 mio. kr.
5) Ved en omsætning på mere end 250 mio. kr. er garantien 15 mio. kr.
6) Ved en omsætning på mere end 500 mio. kr. er garantien 30 mio. kr.
Stk. 7. Almennyttige foreninger mv., der som et led i deres
virksomhed udbyder rejsearrangementer, skal ikke stille garanti. Dette gælder
dog kun, såfremt rejsevirksomheden udgør en mindre del af foreningens
almennyttige aktiviteter.
Stk. 8. Formidleren for en udenlandsk arrangør skal ikke stille
garanti eller betale bidrag, såfremt garantien for de af formidleren solgte
rejsearrangementer opfylder betingelserne i en af et andet EU/EØS-land
godkendt ordning.
Stk. 9. En arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør,
der er dømt eller har vedtaget en bøde for overtrædelse af stk. 2, kan ikke
registreres i fonden, før fondens krav i medfør af § 7 og § 9, stk. 2, er
betalt.
Bidrag til rejsegarantifonden
§ 9. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører skal til
fonden betale et bidrag på 5 kr. pr. deltager i et rejsearrangement, der er
omfattet af fondens dækning.
Stk. 2. Har en arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør
uden at være registreret i henhold til § 8 solgt rejsearrangementer, kan
fonden afkræve arrangøren eller formidleren de bidrag med påløbne renter mv.,
som skulle have været betalt efter stk. 1.
Kapitel 4
Fondens bestyrelse, vedtægter og beføjelser
Sammensætning
§ 10. Fondens bestyrelse består af en formand og 4 medlemmer, der
udnævnes af erhvervsministeren. Af de 4 medlemmer repræsenterer 2 de i fonden
registrerede og 2 kunderne. Bestyrelsen og en stedfortræder for formanden
udnævnes for 3 år.
Regnskab
§ 11. Bestyrelsen afgiver inden 6 måneder efter et kalenderårs
udløb et af Rigsrevisionen revideret regnskab for det forløbne år med
beretning om fondens virksomhed til erhvervsministeren.
Vedtægter og forretningsorden mv.
§ 12. Fondens vedtægter og bestyrelsens forretningsorden
fastsættes af bestyrelsen og skal være godkendt af erhvervsministeren.
Vedtægterne skal indeholde bestemmelser om anbringelse af fondens midler.
Stk. 2. Omkostningerne ved fondens administration afholdes af
fonden.
Oplysninger
§ 13. Fonden kan af enhver forlange alle oplysninger, som skønnes
nødvendige for at sikre, at loven overholdes, herunder til afgørelse af, om
et forhold falder ind under lovens bestemmelser, eller for at undgå, at
fonden lider tab. Fonden kan kræve dokumentation for oplysninger, som afgives
i henhold til 1. pkt.
Nedsat garantistillelse og bidrag
§ 14. Fonden kan fastsætte bestemmelser om, at garantien eller
bidraget nedsættes eller bortfalder for en arrangør eller formidler for en
udenlandsk arrangør,
1) når omsætningen er under mindstegarantistillelsen, jf. § 8, stk. 5, nr.
1, og stk. 6, nr. 1,
2) for rejsearrangementer, hvori der ikke indgår transport, jf. § 2, stk.
1, litra a, eller
3) for andre særlige typer af rejsearrangementer.
Stk. 2. Fonden kan bestemme, at garanti og bidrag i særlige
tilfælde nedsættes eller bortfalder.
Kapitel 5
Slettelse af registrering og krav om forhøjet garantistillelse
Fyldestgørelse i garantien
§ 15. Har fonden søgt sig fyldestgjort i den af en arrangør eller
formidler for en udenlandsk arrangør stillede garanti, slettes arrangøren
eller formidlerens registrering i fonden, medmindre den stillede garanti er
tilstrækkelig til at dække fondens fordringer, og garantien inden en af
fonden fastsat frist bringes op på den i § 8, stk. 5 og 6, nævnte størrelse,
jf. dog § 19.
Opsigelse og ophør
§ 16. Opsiges en stillet garanti, eller ophører en registreret
arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør med at drive virksomhed
slettes registreringen, og den stillede garanti frigives, når det må anses
for udelukket, at krav fra kunder vil fremkomme.
Manglende garantistillelse eller betaling af bidrag mv.
§ 17. Undlader en registreret arrangør eller formidler for en
udenlandsk arrangør at betale bidrag til fonden, bringe garantistillelse i
overensstemmelse med § 8, stk. 5 og 6, eller modtager fonden ikke på
forlangende de i §§ 13 og 22, stk. 3, nævnte oplysninger, kan fondens
bestyrelse beslutte, at registreringen i fonden slettes, hvis forpligtelserne
ikke er opfyldt inden en fastsat frist.
Stk. 2. Slettes en arrangør eller formidler for en udenlandsk
arrangør i medfør af stk. 1, kan den stillede garanti først frigives, når det
må anses for udelukket, at krav fra kunder vil fremkomme, og kun i det omfang
garantien ikke måtte være anvendt af fonden til dækning af krav på arrangøren
eller formidleren for den udenlandske arrangør for ikke indbetalte bidrag med
påløbne renter.
Genoptagelse
§ 18. En arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør, hvis
registrering er slettet i medfør af §§ 15 eller 17, stk. 1, kan først optages
på ny i registret, når arrangøren eller formidleren for den udenlandske
arrangør har betalt skyldige beløb til fonden og har givet de af fonden
forlangte oplysninger.
Forhøjet garantistillelse
§ 19. Fonden kan kræve forhøjet garantistillelse af en arrangør
eller en formidler for en udenlandsk arrangør, når en ejer af virksomheden
eller den person, der reelt driver virksomheden, og som er knyttet til ejeren
på samme måde som fastsat i aktieselskabslovens § 115, stk. 1, 2. pkt., eller
et medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion inden for de seneste 5
år har været ejer af eller medlem af bestyrelsen eller direktionen i en anden
virksomhed, som inden for dette tidsrum ikke rettidigt har betalt skyldige
beløb til fonden i henhold til § 7, § 9, stk. 2, og §§ 15 og 17. Er den
registreringspligtige et selskab mv., anses som ejer også en person, der
besidder sådanne kapitalandele i virksomheden, som henregnes til
hovedaktionæraktier efter personskattelovens § 19 a, stk. 2-4, eller et
selskab mv., der besidder sådanne kapitalandele i virksomheden, som er
omhandlet i kursgevinstlovens § 6 B, stk. 3.
Stk. 2. Forhøjelse af garantistillelsen efter stk. 1 må kun
kræves, når det må antages, at der er en særlig risiko for, at fonden vil
lide yderligere tab.
Stk. 3. Fonden kan kræve forhøjet garantistillelse af en arrangør
eller formidler for en udenlandsk arrangør, hvis denne øger fondens risiko
ved at modtage forudbetalinger, som væsentligt afviger fra det sædvanlige for
rejsearrangementer af den pågældende art.
Stk. 4. Bortfalder den i stk. 2 og 3 omtalte risiko, skal fonden
på begæring nedsætte garantistillelsen.
Kapitel 6
Lovens internationale anvendelsesområde mv.
Registreringspligt
§ 20. Pligten til at lade sig registrere omfatter her i landet
etablerede arrangører og formidlere for udenlandske arrangører.
Fondens dækning
§ 21. Fonden dækker ikke rejsearrangementer, der er markedsført og
solgt i udlandet. Registreringspligtige arrangørers og formidleres salg af
rejsearrangementer i udlandet er dog dækket, såfremt rejsearrangementet
indeholder grænseoverskridende transport og udgår fra Danmark.
Stk. 2. Et rejsearrangement anses for markedsført og solgt i
udlandet, såfremt,
1) arrangøren eller en formidler har modtaget kundens bestilling i
udlandet, eller
2) der i udlandet er fremsat særligt tilbud overfor kunden eller er
foretaget reklamering, og kunden derefter i udlandet har foretaget de
handlinger, der er nødvendige for aftalens indgåelse.
Krav om tilstrækkelig garanti
§ 22. Enhver her i landet etableret arrangør eller formidler for
en udenlandsk arrangør, der indenfor EU/EØS-området udbyder pakkerejser, jf.
§ 2, stk. 1, nr. 1, som ikke er dækket af fonden, jf. § 21, skal stille
tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller konkurs at sikre
tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af kunden.
Stk. 2. Enhver, der fra udlandet markedsfører pakkerejser her i
landet, skal stille tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller
konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af kunden.
Garantistillelse, der opfylder betingelserne i en af et andet EU/EØS-land
godkendt ordning anses som tilstrækkelig.
Stk. 3. Såfremt fonden anmoder herom, skal vedkommende
dokumentere, at de i stk. 1 og 2 nævnte krav om sikkerhed er stillet.
Tilsvarende dokumentation skal efter anmodning gives til en udenlandsk
myndighed, der fører kontrol med regler, der er fastsat til gennemførelse af
Rådets direktiv 90/314/EØF om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure.
Kapitel 7
Ministerens beføjelser
§ 23. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler til
gennemførelse af loven, herunder om betaling af bidrag, betaling af rente og
gebyrer i forbindelse med forsinket betaling, revisorbekræftelse af garanti
og bidragspligtens omfang, registrering i fonden, garantistillelsen og
fondens bistand til kunder.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan efter indstilling fra fonden, hvis
udviklingen i fondens formue tilsiger det, forhøje garantistillelsen, jf. §
8, stk. 3-6, eller bidraget, jf. § 9, stk. 1.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan med tilslutning fra Folketingets
Finansudvalg stille garanti for lån optaget af fonden til opfyldelse af dens
forpligtelser.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fra arrangører eller formidlere for
udenlandske arrangører indhente de oplysninger om omsætning og
forudbetalinger, der skønnes nødvendige til brug for at træffe afgørelse
efter stk. 2 og 3.
Stk. 5. Såfremt prisudviklingen tilsiger det, kan
erhvervsministeren forhøje den i § 2, stk. 1, nr. 3, nævnte beløbsgrænse.
Stk. 6. Erhvervsministeren kan henlægge sine beføjelser efter
loven til en styrelse under Erhvervsministeriet.
Klageadgang
§ 24. Fondens afgørelser vedrørende registreringspligt og
garantistillelse efter § 8, jf. §§ 2-4, § 14, stk. 2, §§ 19-21 og § 22, stk.
1 og 2, samt afgørelse vedrørende registreringspligt og garantistillelse
truffet i medfør af regler fastsat efter § 14, stk. 1, og § 23, stk. 1, kan
indbringes for Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn.
Kapitel 8
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser
Straf mv.
§ 25. For så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der
1) overtræder § 8, stk. 2,
2) undlader at give de af fonden og erhvervsministeren i henhold til §§
13, 22, stk. 3, og 23, stk. 4, krævede oplysninger og dokumentation, eller
3) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, der er nødvendige for
at sikre lovens overholdelse.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelse mv.
§ 26. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov om en rejsegarantifond, jf.
lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986.
Stk. 3. De bestemmelser, der er fastsat i medfør af
lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986, forbliver i kraft, indtil de
afløses af bestemmelser, fastsat i henhold til denne lov.
Stk. 4. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører, der
var registreret ved lovens ikrafttræden, skal senest den 1. oktober 1997
stille forhøjet garanti, jf. § 8, stk. 3-6.
Stk. 5. Almennyttige foreninger mv., som har opnået dispensation i
henhold til § 7 a i lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986 om lov om
en rejsegarantifond, som ændret ved lov nr. 454 af 30. juni 1993 skal, uanset
bestemmelsen i § 8, stk. 7, 2. pkt., ikke stille garanti, såfremt deres
virksomhed ikke ændrer sig væsentligt.
§ 27. I lov nr. 858 af 23. december 1987 om Industriministeriets
Erhvervsankenævn foretages følgende ændring:
1. I lovens titel ændres »Industriministeriets« til:
»Erhvervsministeriets«.
2. I § 1, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Endvidere er ankenævnet klageinstans for afgørelser truffet af
rejsegarantifonden i det omfang, det er fastsat i lov om en
rejsegarantifond.«
Færøerne og Grønland
§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse
landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold
tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Under arbejdet i 1992 og 1993 med forberedelse af ændringen til lov om en
rejsegarantifond med henblik på implementering af artikel 7 i Rådets direktiv
af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure
(pakkerejsedirektivet), 90/314/ EØF, EF-Tidende 1990 L 158, side 59, viste
der sig at være behov for en mere omfattende revision af
rejsegarantifondloven, der er fra 1979.
Det fremgår af bemærkningerne til ændringslovforslaget, L 278, som blev
fremsat den 28. april 1993, Folketingstidende 1992/93, sp. 9134, at der
skulle nedsættes et udvalg med henblik på en egentlig revision af loven,
således at et nyt forslag kunne forelægges Folketinget.
Et udvalg bestående af repræsentanter fra Danmarks Rejsebureau Forening,
Foreningen af Rejsearrangører i Danmark, Advokatrådet, Assurandør-Societetet,
Forbrugerrådet, Justitsministeriet, Turismens Fællesråd, Forbrugerstyrelsen,
Rejsegarantifonden samt Erhvervsministeriet har på denne baggrund udarbejdet
et udkast til en ny rejsegarantifondlov.
Udvalgets udkast har været udsendt i høring hos interesseorganisationer og
offentlige myndigheder.
På baggrund af udvalgets lovudkast, de afgivne høringssvar og et fælles
udspil som Foreningen af Rejsearrangører i Danmark og Danmarks Rejsebureau
Forening efterfølgende er fremkommet med, udarbejdede Erhvervsministeriet et
forslag til en ny rejsegarantifondlov. Det blev i sommeren 1996 sendt i
høring hos samme kreds af organisationer og myndigheder. På denne baggrund
har Erhvervsministeriet udarbejdet dette forslag til en ny
rejsegarantifondlov.
Da lovforslaget er blevet ændret en del som følge af høringssvarene og
efterfølgende drøftelser med de to brancheforeninger, udsendes forslaget i
høring samtidig med fremsættelsen.
2. Lovforslagets hovedpunkter
Lovforslaget viderefører Rejsegarantifonden, der yder dækning til kunder,
når en arrangør ikke kan opfylde sine forpligtelser på grund af økonomisk
sammenbrud.
I forslaget er det som noget nyt søgt imødegået, at fonden kan blive
udnyttet af visse rejsearrangører.
For at modvirke, at enkelte personer gentagne gange påfører fonden tab, er
der indført en adgang for fonden til at kræve forhøjet garantistillelse af
personer eller selskaber, der tidligere har deltaget i arrangørvirksomhed, og
som har påført fonden et udækket tab.
Fonden får endvidere adgang til at kræve oplysninger og dokumentation for
at loven overholdes, herunder især, at bestemmelserne om garantistillelse og
bidragsindbetalinger efterkommes. Afgives oplysningerne ikke som forlangt af
fonden, slettes registreringen. Såfremt rejsevirksomheden ikke ophører, skal
fonden foranledige dette gennemført ved fogedforbud, hvilket er et særdeles
effektivt instrument over for manglende overholdelse af bestemmelserne. En
eventuel straffesag vil ikke på samme måde have omgående virkning, men virker
til gengæld mere præventivt.
Der er desuden indført en ny ansvarsregel i forbindelse med videresalg af
rejsearrangementer. Reglen skal modvirke misbrug af fonden og medvirke til,
at rejsebranchen i højere grad sikrer sig deres samarbejdspartners økonomiske
soliditet. Reglen indebærer bl.a., at den såkaldte tekniske arrangør vil være
forpligtet til at gennemføre et rejsearrangement den pågældende har solgt til
en arrangør med henblik på, at denne skal videresælge det til kunden, såfremt
han indså eller burde have indset, at der kunne være en risiko for, at
vedkommende ikke ville kunne gennemføre arrangementet. Udenlandske
arrangører, som fra udlandet markedsfører pakkerejser, som er omfattet af
direktivet her i landet, vil skulle dokumentere, at de har stillet den
garanti, der er foreskrevet i pakkerejsedirektivet.
Fondens dækningsområde foreslås afgrænset således, at den omfatter rejser
markedsført og solgt her i landet. Af hensyn til rejsekunderne dækkes
endvidere rejser solgt og markedsført i udlandet, hvis rejsen indeholder
grænseoverskridende transport og udgår fra Danmark.
Afgrænsningen af hvor en rejse er markedsført og solgt kan i konkrete
tilfælde være vanskelig, men der er i lovforslaget anført en række kriterier
herfor, som er inspireret af den europæiske lovvalgskonvention.
Der ville uden denne afgrænsning være en risiko for, at udenlandske
rejsearrangører fra udlandet med svag økonomi ved at foretage formel
etablering her i landet kunne søge at bruge rejsegarantifonden til at dække
deres rejsearrangementer solgt i udlandet. Bestemmelsen skaber sikkerhed for,
at udenlandske arrangører ikke vil kunne udnytte Rejsegarantifonden som en
let og billig adgang til at opfylde hjemlandslovgivningens eventuelle
forpligtelser.
Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører skal efter den
gældende lov registreres i fonden og stille en garanti på 200.000 kr. Desuden
skal de til fonden betale et bidrag på 5 kr. For at modvirke tab for fonden,
gradueres garantistillelsen efter forslaget, således at risikoen i højere
grad afdækkes.
For yderligere at sikre fonden mod tab er garantistillelserne højere for
rejsearrangører, hvis omsætning for mere end 50 procents vedkommende består
af flycharterrejser.
For begge typer rejsearrangører kræves som minimum 300.000 kr. i garanti
for at starte virksomhed.
Den normale garantiskala går herefter op til krav om en garanti på 2,5
mio. kr. for en omsætning på over 250 mio. kr., mens skalaen for
flycharterrejser ender med en garanti på 30 mio. kr. for en omsætning på over
500 mio. kr.
Bidraget foreslås fastholdt til 5 kr. pr. rejsearrangement. Dermed
efterkommes branchens ønske om et loft over bidraget og fondens størrelse
ikke.
Fonden forudsættes med et bidrag på 5 kr. fortsat at kunne konsolidere
sig, når de øvrige ændringer har fået effekt.
Fondens bestyrelse får efter forslaget initiativforpligtelsen til at
indstille til erhvervsministeren om garanti og bidrag skal forhøjes. Dermed
bliver bestyrelsen ansvarlig for, om fonden er økonomisk sund.
I forbindelse med implementeringen af pakkerejsedirektivet blev der i 1993
indført en dispensationsmulighed, hvorefter erhvervsministeren i særlige
tilfælde har adgang til at dispensere for kravet om garantistillelse og
betaling af garantibidrag. Der er kun dispenseret i enkelte tilfælde. Denne
ordning ændres således, at almennyttige foreninger mv., der udbyder rejser,
som et accessorisk led i deres virksomhed fritages for at stille garanti, men
ikke for at betale bidrag. Det er ikke herved hensigten at udvide den
hidtidige dispensationspraksis. Således vil udvekslingsforeninger og
-organisationer fortsat skulle stille garanti.
Der indføres endvidere en adgang for fonden til at nedsætte garanti og
bidrag for visse arrangementer, der alene påfører fonden begrænset risiko.
Som noget nyt kan fondens afgørelser vedrørende garantistillelse mv.
indbringes for Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn. Der er tale om
afgørelser, som kan have stor betydning for den pågældende arrangør eller
formidler, hvorfor der er behov for en hurtig afklaring af, om fondens
afgørelser er korrekte. Ved de skærpede krav til garantistillelse er det
fundet hensigtsmæssigt at indføre en klageordning.
I forslaget fastsættes definitioner på begreberne rejsearrangement,
flycharterrejse, arrangør, formidler og kunde. Definitionerne i kapitel 1
svarer med mindre undtagelser til pakkerejselovens definitioner. Definitionen
på et rejsearrangement er dog i lighed med gældende ret lidt videre end
pakkerejselovens, og som noget nyt er det tilføjet, at også visse
rejsearrangementer, som har en varighed under 24 timer, er omfattet.
Der foretages derudover en række mindre ændringer af såvel indholdsmæssig
som teknisk karakter i forhold til den gældende lov. Fx. er der tale om, at
man lovfæster fondens praksis, ifølge hvilken fonden medvirker til, at
rejsearrangementer gennemføres, såfremt fonden skønner, at den derved vil
opnå en væsentlig økonomisk besparelse.
Endelig skal nævnes, at arrangører og formidlere for udenlandske
arrangører, der var registreret i fonden ved lovens ikrafttræden, har 3
måneder til efter lovens ikrafttræden at stille den forhøjede garanti.
4. Forholdet til EU-retten
Forslaget viderefører den gennemførelse af artikel 7 om garantistillelse i
Rådets direktiv af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og
pakketure (pakkerejsedirektivet), som blev foretaget ved Lov nr. 454 af 30.
juni 1993 om ændring af lov om en rejsegarantifond.
Pakkerejseloven, Lov nr. 472 af 30. juni 1993, gennemfører den øvrige del
af direktivet.
For at sikre den korrekte opfyldelse af pakkerejsedirektivets artikel 7
fastsættes det, at enhver her i landet etableret arrangør eller formidler for
en udenlandsk arrangør, der udbyder og sælger pakkerejser, som ikke er dækket
af fonden, skal kunne dokumentere, at der er stillet tilstrækkelig garanti.
I pakkerejsedirektivets artikel 7 er det forudsat, at en rejsearrangør
eller en formidler, der har part i kontrakten, skal godtgøre, at forbrugeren
i tilfælde af insolvens eller konkurs er sikret hjemrejse samt
tilbagebetaling af forudbetalinger.
Der er tale om et minimumsdirektiv, hvor medlemsstaterne af hensyn til
forbrugerne kan stille strengere krav end dem, der er stillet i direktivet.
Der er således overladt medlemsstaterne en stor grad af frihed til at
opfylde direktivets krav om garantistillelse.
Erhvervsministeren kan med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg
stille garanti for lån optaget af fonden.
Fondsordningen er etableret således, at fonden skal tilbagebetale lån, der
optages med statsgaranti, og at dette om nødvendigt skal ske ved forhøjelse
af arrangørernes bidrag.
Fondens formue opbygges således ikke ved hjælp af statsgaranterede lån,
idet ordningen forudsættes at hvile i sig selv. Ordningen er billig, fordi
den har været under opbygning i en årrække, den opererer på non-profit basis,
administrationen er minimal, og fordi det er en tvungen ordning, hvilket
giver en større risikospredning.
Der har ikke hidtil i den nuværende lov været taget stilling til, om
fonden skal betale garantiprovision til staten, men dette indgår som en
forudsætning for lovforslaget. Betingelserne for en statslig garanti vil
blive fastlagt i et aktstykke til Folketingets Finansudvalg. En eventuel
statsgaranti vil således ikke have karakter af statsstøtte.
Der kunne endvidere være tale om misbrug af fondens eneret, såfremt
udenlandske arrangører, der er dækket af en anden ordning i deres hjemland,
ved salg af rejser her i landet var tvunget til også at være medlem af
Rejsegarantifonden.
Lovforslaget anerkender derfor andre medlemslandes garantiordninger,
således at udenlandske arrangører får ret til at benytte sig af andre i
EU/EØS etablerede ordninger.
Direktivet indeholder ligesom den gældende lov ikke regler om, hvorledes
de enkelte landes nationale garantiordninger skal afgrænses over for
hinanden.
Da lovforslaget imidlertid indeholder en række afgrænsningsspørgsmål, der
ikke er taget stilling til i det direktiv, som det implementerer, fremsendes
det samtidig med fremsættelsen til Kommissionen til orientering.
5. Høring
Forslaget har været sendt i høring til:
Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Assurandør-Societetet,
Campingrådet, Centralforeningen af Hotelværter og Restauratører i Danmark,
CO-Industri, Danmarks Idræts-Forbund (DIF), Danmarks Lærerforening, Danmarks
Rederiforening, Danmarks Rejsebureau Forening, Danmarks Turistråd, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk
Ungdoms Fællesråd, Danske Gymnastik og Idrætsforeninger (DGI), Den Danske
Dommerforening, DFDS A/S, Erhvervenes Transportudvalg, Finansrådet,
Forbrugerrådet, Foreningen af Rejsearrangører i Danmark (R.I.D.),
Friluftsrådet, Handelskammeret, HK, HORESTA, Håndværksrådet, Idrættens
Fællesråd, Justitsministeriet, Landsforeningen Dansk Vandrelaug,
Landsorganisationen i Danmark, Larvik Line Danmark A/S, Stena Line A/S, Sø-
og Handelsretten, Søsporten Brancheforening, Trafikministeriet, Turismens
Fællesråd, Turistvognmændenes Landsforening.
6. Erhvervsmæssige konsekvenser
Lovforslaget skal sikre fondens overlevelse på langt sigt, da den har stor
betydning for sikkerheden og rentabiliteten i rejsebranchen.
Arrangøren eller formidleren skal efter den nye lov stille en større
garanti end efter de hidtidige regler. De øgede krav til garantistillelse
medfører en øget belastning for de enkelte virksomheder. De højere
garantikrav vil dog også gøre det sværere for rejsearrangører uden de
nødvendige ressourcer at udbyde rejser. Det kan sikre, at den tendens til
stigende erstatningsudbetalinger for fonden, der har været gennem de senere
år, reduceres.
Desuden bliver fondens muligheder for kontrol af den enkelte rejsearrangør
bedre. Fx bliver det muligt at kræve ekstra garantistillelse, hvis en person
tidligere har påført fonden gentagne tab.
Den nye lov må derfor alt i alt forventes at være til gavn for de
virksomheder, der driver en solid rejsevirksomhed.
Afgrænsningen af fondens internationale dækningsområde, der bl.a. er
indført for at begrænse fondens risici, indebærer, at arrangører, der aktivt
markedsfører sig i andre lande som hovedregel skal opfylde de krav, som
lovgivningen i de pågældende lande foreskriver.
7. Administrative og økonomiske konsekvenser
Lovforslaget vil ikke have økonomiske eller administrative konsekvenser af
væsentlig betydning for det offentlige. Dog kan erhvervsministeren med
tilslutning fra Folketingets Finansudvalg stille garanti for lån optaget af
fonden til opfyldelse af dens forpligtelser. Disse lån forudsættes
tilbagebetalt af fonden selv, eventuelt gennem fastsættelse af højere bidrag.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Fonden blev ved lov nr. 150 af 10. april 1979 oprettet som en privat,
selvejende institution.
Fonden er dækningspligtig, hvis kunden har indgået en aftale om et
rejsearrangement med en registreringspligtig arrangør eller formidler for en
udenlandsk arrangør. Hvis en kunde køber et rejsearrangement hos en person
eller virksomhed, som alene udøver arrangørvirksomhed lejlighedsvist, vil
kunden ikke kunne få erstattet et eventuelt tab gennem fonden, jf. § 3.
Når kunder er strandet i udlandet vil fonden ofte skulle handle meget
hurtigt. I sådanne tilfælde bør fondens bistand til hjemtransport ikke
afvente nærmere undersøgelser af, hvorvidt arrangørens virksomhed har været
af lejlighedsvis karakter.
I kapitel 6 fastlægges lovens internationale anvendelsesområde.
Til § 2
Forslagets stk. 1, nr. 1 og 2, er en videreførelse af den gældende
lovs § 2. Stk. 1, nr. 3, medfører en udvidelse af den gældende lovs
definition af et rejsearrangement.
Stk. 1, nr. 1, og stk. 2 svarer til pakkerejselovens definition af en
pakkerejse, jf. pakkerejselovens § 2. Der henvises i det hele til
bemærkningerne til forslag til Lov om pakkerejser, L 281, fremsat af
justitsministeren den 28. april 1993, Folketingstidende 1992/93 sp. 9259.
Stk. 1, nr. 2, omfatter rejsearrangementer, der indeholder transport og
indkvartering, hvor de enkelte elementer hverken har været udbudt samlet
eller har været udbudt på forhånd og solgt samlet. Der kan fx. være tale om,
at en kunde anmoder om at komme til at bo på et bestemt hotel, som ikke er
blandt de hoteller, som arrangøren udbyder. Derved foranlediges arrangøren
til på kundens opfordring at rette henvendelse til hotellet for at indgå
aftale om kundens ophold. Dette rejsearrangement vil ikke være omfattet af
stk. 1, nr. 1, da hotellet ikke kan siges at være blandt de hoteller, som
arrangøren har udbudt på forhånd. Såfremt der i sådanne tilfælde sker salg af
transport og indkvartering, vil det i stedet være omfattet af bestemmelsen i
stk. 1, nr. 2.
Hvis transport og indkvartering, som udgør et rejsearrangement, er solgt
som enkeltdele på forskellige tidspunkter, kan der være tvivl, om
arrangementet er omfattet af pakkerejseloven og dermed af stk. 1, nr. 1. De
enkelte elementer synes hverken at være udbudt samlet eller solgt samlet. Der
kan fx. være tale om et rejsearrangement, hvor en kunde har købt en flybillet
tur/retur til London i en bestemt uge, og hvor kunden efterfølgende af samme
arrangør eller gennem samme formidler køber et hotelophold i London i den
samme uge. Disse ydelser har ikke af arrangøren eller formidleren været
udbudt samlet, men afvikles som en helhed. Sådanne rejsearrangementer vil
være omfattet af stk. 1, nr. 2.
Endvidere er der som en udvidelse af fondens dækningsområde fundet behov
for at sikre rejsearrangementer, som omfatter transport og anden turistmæssig
ydelse, og som har en varighed på under 24 timer, jf. stk. 1, nr. 3. Et
sådant rejsearrangement er dog kun omfattet af bestemmelsen, hvis det er
solgt til en pris, som overstiger 1.000 kr. Det er tilsigtet at omfatte de
forholdsvis dyre rejsearrangementer, som dog kun varer kort tid, fx. busture
til fodboldkampe og endags-rejser til koncerter i udlandet mv.
§ 2 er ikke begrænset til turistmæssige rejsearrangementer.
Forretningsrejser vil således også være omfattet af bestemmelsen, hvis de
opfylder betingelserne i definitionen.
Under henvisning til betænkning nr. 1240 afgivet af Justitsministeriets
udvalg vedrørende pakkerejser mv. bemærkes, at en del forretningsrejser vil
falde ind under pakkerejselovens regulering. Der er i den forbindelse tale om
de forretningsrejser, som opfylder betingelserne for at falde ind under
pakkerejsebegrebet. Disse forretningsrejser vil i henhold til stk. 1, nr. 1,
også være omfattet af rejsegarantifondloven. Af betænkningen fremgår, side
132: »I det omfang et rejsebureau alene foretager reservation af hotel
og overlader det til kunden selv at afregne med hotellet, er arrangementet
klart uden for (pakkerejse)lovens regulering. Dette vil ved mange
forretningsrejser være den helt normale fremgangsmåde.« Disse
sidstnævnte tilfælde kan helt på tilsvarende måde gøre sig gældende for
private rejsende, og sådanne rejsearrangementer vil heller ikke være omfattet
af rejsegarantifondloven.
Krydstogter er omfattet af rejsegarantifondloven, hvis der er tale om
rejsearrangementer, som er omfattet af definitionen i § 2, stk. 1. Det er i
praksis set, at der kan være forskel på, under hvilke betegnelser et
arrangement markedsføres, og hvad det reelt indeholder. Der skal i disse
tilfælde lægges vægt på indholdet og ikke blot på benævnelserne i
markedsføringen. Sejlads inkl. kahyt er som udgangspunkt ikke et
rejsearrangement i sig selv, ligesom togkørsel med ligge- eller soveplads som
udgangspunkt heller ikke er et rejsearrangement. I disse tilfælde er der
alene tale om transport, og der er ikke tale om indkvartering som omhandlet i
lovens § 2, stk. 1, nr. 1, litra b. Sejlads inkl. kahyt betragtes derfor
alene som et rejsearrangement, hvis der desuden indgår en anden turistmæssig
ydelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, litra c.
Flyrejser, oftest over lange distancer, i hvilke der af hensyn til
luftfartsselskabets flytider fra luftfartsselskabets side er inkluderet en
overnatning eller anden turistmæssig ydelse ved mellemlanding, anses som et
rejsearrangement, hvis fx. overnatningen er en indkvartering, således som
dette begreb er fastlagt i stk. 1, nr. 1, litra b, jf. bemærkningerne til
pakkerejseloven, L 281, Folketingstidende 1992/93 sp. 9279.
I tilfælde, hvor en person tilfører en andens arrangement væsentlige
ekstra ydelser, fx. hvor vedkommende formidler salg af transport og
overnatning og selv arrangerer koncertguide, udflugter og billetter til
forestillinger mv., vil den pågældende i relation til rejsegarantifondloven
anses som arrangør af det samlede arrangement jf. § 3.
Den pågældende vil dog ikke skulle stille garanti, såfremt han alene
indgår aftale om koncertydelser, og blot henviser kunden til selv at indgå
aftale med og afregne overfor den, der har arrangeret transporten og
overnatningen.
Af hensyn til ønsket om en forhøjet garantistillelse for flycharterrejser,
jf. § 8, stk. 6, er det nødvendigt med en definition af dette begreb.
Definitionen afspejler den almindelige opfattelse inden for branchen,
hvorefter der ved flycharterrejser forstås rejsearrangementer, hvor
transporten foregår med fly, og hvor der er tale om serieflyvninger - dvs.
flere end to på hinanden følgende flyvninger - med fast frekvens. I begrebet
ligger endvidere, at der ikke er tale om individuelle rejser, hvorfor det er
fastsat, at der på hver flyafgang skal være udbudt mindst 30 rejser.
Til § 3
I stk. 1 defineres, hvad der i loven forstås ved en arrangør, og i stk. 2
defineres, hvad der forstås ved en formidler. Definitionen af en arrangør er
formelt mere vidtgående end pakkerejselovens § 3, stk. 1, og direktivets
artikel 2, nr. 2, idet disse bestemmelser tillige stiller krav om, at
pakkerejsen skal være tilrettelagt af den, der skal anses som arrangør. Det
er imidlertid ikke tilsigtet, at rejsearrangementer, der er solgt af
virksomheder, der ikke selv har tilrettelagt dem, skal holdes uden for
rejsegarantifondloven med den virkning, at kunden ikke er sikret ved
sælgerens økonomiske sammenbrud. For at præcisere dette stiller bestemmelsen
i stk. 1 ikke krav om, at arrangøren skal have tilrettelagt
rejsearrangementet. Enhver, der i eget navn sælger rejsearrangementer, der er
tilrettelagt af andre, anses således som arrangør. I forhold til
pakkerejselovens § 3, stk. 1, er der endvidere tilføjet »i eget
navn«. Denne tilføjelse indebærer ingen reel forskel, men skal
understrege, at enhver, der som aftalepart sælger rejsearrangementer, er at
anse som arrangør.
Fortolkningen af udtrykket »lejlighedsvis« skal sammenholdes med
begrebet i pakkerejseloven, jf. bemærkningerne hertil. Heraf fremgår bl.a.,
at »den, der tilrettelægger rejsearrangementer, kun anses som arrangør i
lovens forstand, hvis denne virksomhed er så regelmæssig og systematisk eller
i øvrigt har et sådant omfang, at den må anses for at have erhvervslignende
karakter. Folkelige foreninger, skoler mv. skal således alene anses som
arrangører, hvis tilrettelæggelsen af ferierejser og lignende dels har et
professionelt tilsnit, fx. ved, at der udarbejdes egentlige rejsebrochurer og
lignende markedsføringsmateriale, dels har et ikke ubetydeligt omfang.«
Den, der erhvervsmæssigt udbyder eller sælger pakkerejser, anses altid som
arrangør i lovens forstand, også selv om omsætningen i perioder er begrænset.
Ingen, der erhvervsmæssigt udøver arrangørvirksomhed, kan således anses for
at drive virksomhed lejlighedsvis.
Hvis en forening, institution eller lignende kun i enkeltstående tilfælde
udbyder pakkerejser, vil denne sædvanligvis ikke være at anse som arrangør i
lovens forstand. Idrætsforeninger, hvis rejsevirksomhed alene består i at
arrangere træningsture og lignende for foreningens medlemmer, vil normalt
ikke være omfattet af loven. Dette indebærer, at medlemmerne ikke vil være
dækkede af rejsegarantifonden. Afgørelsen herom må træffes på grundlag af en
konkret vurdering af den pågældendes virksomhed og vil normalt heller ikke
udelukkende kunne baseres på, hvor mange rejser foreningen årligt arrangerer.
Foreninger og institutioner mv., som massivt udbyder rejsearrangementer over
for offentligheden, fx. gennem husstandsomdelte brochurer, vil på den anden
side normalt være arrangører i lovens forstand.
I tilfælde, hvor fx. almennyttige foreninger mv. undtagelsesvist måtte
være omfattet af lovens arrangørbegreb afgøres spørgsmålet om
garantistillelse efter bestemmelserne i § 8, stk. 7 og § 14. Der henvises til
bemærkningerne til § 8, stk. 7 og § 14.
Stk. 2 svarer til pakkerejselovens definition på en formidler, jf. denne
lovs § 3, stk. 2. Ved afgørelsen af, om den pågældende handler »i
arrangørens navn«, må der i overensstemmelse med almindelige
fuldmagtsregler lægges vægt på, om kunden efter samtlige foreliggende
omstændigheder må gå ud fra, at arrangøren bliver kundens aftalepart. Det er
ikke i sig selv afgørende, om den, hos hvem kunden køber et rejsearrangement,
betegner sig selv »fuldmægtig«, »agent« eller andet.
Købsaftalens parter er alene kunden og arrangøren. Det almindelige
aftaleretlige udgangspunkt er, at det er de parter, der indgår aftalen, som
bliver bundet af denne. Såfremt den ene part optræder på vegne af en anden,
må dette gøres klart for kunden. Det påhviler formidleren at sørge for, at
kunden får de fornødne oplysninger om, at formidleren alene optræder som
formidler og, om hvem der er arrangør af rejsen, og som sådan hæfter for
aftalens opfyldelse.
Til § 4
I bestemmelsen defineres, hvad der i denne lov forstås ved en kunde. 1. og
2. pkt. svarer til pakkerejselovens definition af en kunde, jf. denne lovs §
4.
Lovens sigte er at yde beskyttelse for de endelige brugere af
rejsearrangementer, uanset om formålet med rejsen har været privat eller
erhvervsmæssigt.
Loven har imidlertid ikke til formål at beskytte den, der køber et
rejsearrangement med henblik på erhvervsmæssigt videresalg.
I 3. pkt. fastsættes derfor, at den, der køber et rejsearrangement med
henblik på erhvervsmæssigt videresalg, ikke anses som kunde. Bestemmelsen
indebærer, at der i sådanne tilfælde ikke skal betales bidrag, jf. § 9, to
gange for det samme rejsearrangement. Bestemmelsen har til følge, at den, der
tilrettelægger rejsearrangementer og sælger disse til en anden virksomhed med
henblik på dennes videresalg, ikke anses som arrangør i lovens forstand. Den
pågældende vil imidlertid efter bestemmelsen i § 7, stk. 5, over for fonden
være forpligtet til at gennemføre rejsearrangementerne uanset, om vedkommende
har modtaget betaling.
EU-reglerne forhindrer ikke, at kundebegrebet i rejsegarantifondloven
indskrænkes i forhold til pakkerejseloven.
Såvel fysiske som juridiske personer kan være kunder.
Til § 5
Bestemmelsen i stk. 1 omhandler fondens pligt til at sikre
tilbagebetaling af erlagte beløb. Den gældende lov indeholder kun en
forpligtelse for fonden til at godtgøre forudbetalte beløb, såfremt et
rejsearrangement ikke kan påbegyndes. Bestemmelsen i stk.1, 2. pkt.
præciserer, at der også er pligt for fonden til at yde godtgørelse, såfremt
et rejsearrangement afbrydes på grund af arrangørens økonomiske forhold.
Fondens bistand forudsætter ligesom efter den gældende lov, at arrangørens
misligholdelse skyldes arrangørens »økonomiske forhold«. Herved
skal forstås, at arrangøren har anmeldt betalingsstandsning, er taget under
konkursbehandling, har afgivet insolvenserklæring i fogedretten eller at
omstændighederne i øvrigt sandsynliggør, at vedkommende ikke er i stand til
at opfylde sine økonomiske forpligtelser.
Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke tilfælde, hvor rejsemål eller
afrejsetidspunkt mv. ikke er fastlagt. I sådanne tilfælde, der er almindelige
i forbindelse med udstedelse af gavekort, vil der imidlertid kunne ydes
godtgørelse efter bestemmelsen i stk. 4.
Såfremt fonden tilbyder kunden at gennemføre rejsearrangementet, arrangere
hjemtransport eller overnatning mv., jf. stk. 2-5, har kunden ikke ret til
kontant godtgørelse efter stk. 1 for de samme ydelser.
Bestemmelsen i stk. 2 svarer til den gældende lovs § 3, stk. 2. Er
der tale om traditionelle charterflyrejser fra Danmark til lande uden for
EU/EØS-området, vil fondens bistand til hjemtransporten kun blive aktuel,
hvis luftfartsselskabet går økonomisk ned. Statens Luftfartsvæsen har i
Bestemmelser for Civil Luftfart BL 10-1 for denne type flyvninger, som er
beskrevet i Bestemmelsernes punkt 3.3, fastsat det vilkår, at
luftfartsselskabet er forpligtet til at hjemtransportere personer, det har
befordret ud fra Danmark. Tilsvarende regler gælder ikke for flyvninger fra
Danmark til EU/EØS-landene; dog gælder reglerne charterflyvninger til de
græske øer, Acorerne og Gibraltar, som indtil videre er undtaget fra
bestemmelserne i EU's forordning om markedsadgang. Reglerne for
charterflyvning til USA er under revision.
»Strandede« kunder må som altovervejende hovedregel afvente, at
fonden sørger for hjemtransport, hvilket normalt vil sige en fælles
hjemtransport, som fonden tilvejebringer inden rimelig tid. Kun
undtagelsesvis, fx. hvor der ikke kan skaffes den pågældende anden
overnatningsmulighed, og hvor det derfor ikke kan forlanges, at kunden
afventer en fælles hjemtransport, vil kunden kunne arrangere sin egen
hjemrejse, som fonden skal godtgøre udgifterne til i forhold til, hvad der
efter omstændighederne er rimeligt.
Stk. 3 viderefører bestemmelsen i den gældende lovs § 3, stk. 4,
dog således, at det nu udtrykkeligt fremgår, at kunderne har et krav på, at
fonden enten sikrer kunden overnatningsmuligheder mv. eller
yder en rimelig godtgørelse. Manglende levering af fornødenheder, der ikke
kan anses som væsentlige - det kan fx. være deltagelse i en udflugt på
rejsemålet - er ikke omfattet af bestemmelsen. Der vil imidlertid i sådanne
tilfælde kunne ydes godtgørelse efter bestemmelsen i stk. 4.
Der er efter den gældende lov alene ydet godtgørelse for mangler ved
rejsearrangementer, når disse må antages at være begrundet i arrangørens
aktuelle eller forestående økonomiske sammenbrud. Fonden har således ikke
ydet godtgørelse i forbindelse med mangelskrav, der ikke har direkte
sammenhæng med arrangørens økonomiske sammenbrud, men som fx. er begrundet i,
at arrangøren i sine brochurer har givet vildledende oplysninger eller
overdrevne anprisninger. Sådanne krav vil heller ikke være omfattet af
bestemmelsen i stk. 1. Bestemmelsen i stk. 3 og 4 viderefører denne praksis.
Bestemmelsen i stk. 4 indebærer, at fonden har vide rammer for den
skønsmæssige udmåling af godtgørelse for tab, der skyldes en arrangørs
økonomiske forhold. I situationer, hvor kunder har fået rejsen afkortet, er
det fondens praksis, at rejser af mindst en uges varighed, der afbrydes inden
for de 4 første dage (inkl. afrejsedagen) godtgøres fuldt ud. Afbrydes
rejserne senere, sker der en forholdsmæssig afkortning af godtgørelsen. Denne
praksis vil kunne opretholdes.
Bestemmelsen i stk. 4 åbner mulighed for at yde godtgørelse ved
forudbetalte gavekort, hvor kunden endnu ikke har fastlagt rejsemål og
tidspunkt for rejsearrangementet mv. Fonden bør kræve dokumentation for, at
der reelt er tale om et forudbetalt gavekort, fx. ved at kunden sammen med
gavekortet kan fremvise en faktura vedrørende det forudbetalte, men ikke
afholdte rejsearrangement, som gavekortet er udstedt til dækning af. Det
forekommer i praksis, at kunder har vundet gavekort i præmiekonkurrencer. Når
disse kunder efter rejsearrangørens økonomiske sammenbrud fremviser
gavekortene i fonden for at få dækning, har de ofte ikke mulighed for at
dokumentere, at gavekortet er forudbetalt. Fonden må i disse tilfælde
foretage en konkret vurdering af, i hvilket omfang, der har været tale om en
reel forudbetaling.
Fonden bør ikke dække gavekort, som er udstedt til kunderne kort forinden
et økonomisk sammenbrud for at skaffe likviditet til arrangøren. Det samme
gælder generelt for gavekort, som er solgt til kunderne til en pris under
pålydende. Gavekort, som arrangøren har udstedt til kunder i forbindelse med
reklamation, fx. til dækning af erstatning for mangler ved en tidligere
rejse, bør normalt heller ikke dækkes, idet de ikke kan anses som
forudbetalte.
Stk. 4 omfatter ligeledes tilfælde, hvor forholdene inden arrangørens
økonomiske sammenbrud har ændret sig således, at kunden ikke længere har krav
på at deltage i det købte rejsearrangement, men i stedet har krav på at få
det forudbetalte beløb tilbagebetalt. Kravet kan skyldes fx. retmæssig
afbestilling fra kundens side eller aflysning fra arrangørens side.
Bestemmelsen i stk. 5 er kommenteret i forbindelse med § 7, stk. 2.
Ifølge stk. 6 kan fonden medvirke til at rejsearrangementer
gennemføres. Fonden har i praksis medvirket til at gennemføre
færdigarrangerede rejser i de tilfælde, hvor der er sket væsentlige
forudbetalinger til underleverandørerne. Denne praksis er opstået, da det i
nogle tilfælde, hvor både flyselskaber og hoteller har modtaget
forudbetaling, har vist sig at være økonomisk fordelagtigt for fonden at
medvirke til at gennemføre de planlagte rejsearrangementer, således at
aftaler med flyselskaber og hoteller midlertidigt blev opretholdt med henblik
på gennemførelse af rejserne. På den måde kan fonden sørge for, at kunder
kommer på købte og forudbetalte rejser for et for fonden væsentligt mindre
beløb, end fonden skulle have udredt, hvis den skulle annullere indgåede
aftaler og godtgøre forudbetalte beløb.
Det er således hensigten ved en lovfæstelse af praksis at give fonden en
udtrykkelig hjemmel til at bistå fx. et konkursbo med påbegyndelse og
gennemførelse af rejsearrangementer, herunder også andre elementer end fly og
hotel, hvis fonden skønner, at den herved kan opnå en væsentlig økonomisk
besparelse i forhold til at yde dækning i henhold til § 5, stk. 1.
Forudbetalte beløb til fx. flyselskaber og hoteller vil i tilfælde af, at
rejsen ikke gennemføres, ofte være tabt.
I denne forbindelse henvises i øvrigt til bestemmelsen i § 7, stk. 5.
Til § 6
Den gældende lov foreskriver, at kundernes anmodning om godtgørelse skal
fremsættes senest 3 måneder efter, at rejsen skulle have været afsluttet.
Bestemmelsen i § 6 ændrer denne frist således, at anmodningen skal være
fremsat inden rimelig tid, dog senest 1 år efter, at rejsen er afsluttet
eller at det er åbenbart, at rejsen ikke vil blive gennemført.
Ændringen skyldes, at den hidtidige absolutte frist i praksis i nogle
tilfælde har vist sig uhensigtsmæssig.
1 års-fristen er indført med henblik på fondens mulighed for at
konstatere, at krav fra kunder må anses for udelukket, således at stillede
garantier kan frigives.
Til § 7
Når fonden har fyldestgjort en kundes krav, indtræder fonden ifølge
stk. 1, 1. pkt., i kravet. Fonden kan ifølge 2. pkt. endvidere kræve
sine udlæg til hjemtransport og anden bistand godtgjort af den pågældende.
Bestemmelsen i 2. pkt. indebærer, at fonden ikke skal opgøre sådanne udlæg på
den enkelte kunde.
Såfremt kunden kan gøre erstatningskrav gældende imod trediemænd, afgøres
det efter almindelige obligationsretlige regler, om fonden indtræder i disse,
når den har ydet godtgørelse til kunden. Reglen i stk. 1 omfatter heller ikke
spørgsmålet om, i hvilket omfang rejsegarantifonden kan gøre erstatningskrav
gældende imod trediemænd, der har medvirket til at påføre fonden tab.
Fonden forudsættes i øvrigt - også af præventive grunde - at være særligt
opmærksom på, om den vil kunne gøre ansvar gældende imod personer, der har
påført den tab eller medvirket hertil. Rejsegarantifondens eksistens og
dækning af rejsekunders forudbetalinger medfører, at rejsekunder ved disse
forudbetalinger vil være mindre agtpågivende, end tilfældet ellers vil være.
Hvis en rejsearrangør driver virksomhed i selskabsform med begrænset
hæftelse og udnytter situationen til at drive virksomheden på uforsvarligt
grundlag, er der derfor særlig grund for rejsegarantifonden til at være
opmærksom på, om rejsearrangørvirksomhedens ledelse herved har pådraget sig
et personligt erstatningsansvar.
Fonden skal i første række søge sine krav dækket i den stillede garanti,
jf. § 8, stk. 3, 3. pkt. Der kan imidlertid være tvivl om, hvorvidt en person
har solgt rejsearrangementer i eget navn eller som formidler, ligesom der i
særlige situationer kan opstå tvivl om, hvorvidt en formidlers handlinger har
forpligtet arrangøren. I sådanne tilfælde må fonden, hvis den finder, at
ansvarsspørgsmålet er tvivlsomt, afvente at gøre regres for udgifterne til
bistand til kunderne indtil spørgsmålet er blevet løst ved domstolene under
en af fonden anlagt sag.
Som følge af pakkerejselovens § 28 hæfter formidleren umiddelbart over for
kunden for økonomiske krav, der i medfør af pakkerejseloven kan rejses over
for arrangøren. Hensigten med denne regel er at give kunden optimale
muligheder for at få opfyldt sine krav. Da det ikke har været formålet med
hæftelsesreglen at give rejsegarantifonden en bedre retstilling over for
formidleren end efter de før vedtagelsen af pakkerejseloven gældende regler,
bør formidleren ikke komme til at hæfte for arrangørens insolvens mv. i
videre omfang, end tilfældet var før.
Det er derfor i stk. 2 fastsat, at fonden kun indtræder i kundens
krav imod en formidler, hvor denne har pådraget sig ansvar på andet grundlag
end bestemmelsen i pakkerejselovens § 28, stk. 1. Et sådan ansvar for en
formidler vil fx. være tilstede, hvis formidleren har solgt en rejse og
modtaget forudbetaling uagtet, at formidleren havde et sådant kendskab til
arrangørens økonomiske forhold, at formidleren indså eller burde have indset,
at arrangøren ikke ville være i stand til at gennemføre rejsen, eller der
ville være en betydelig risiko herfor.
Der er endvidere i § 5, stk. 5, skabt hjemmel for, at fonden kan yde en
godtgørelse til en formidler, der efter en arrangørs konkurs eller insolvens
har opfyldt kundens krav.
For at sikre mod nærliggende risici for misbrug af fonden har man afstået
fra at indføre et retskrav for formidleren til godtgørelse i tilfælde, hvor
formidleren har opfyldt en kundes krav i medfør af pakkerejselovens § 28,
stk. 1. Ved vurderingen af, om der skal ydes godtgørelse, vil fonden bl.a.
kunne tage hensyn til de omstændigheder, som aftalen er indgået under. Fonden
forventes imidlertid alene at afslå at yde godtgørelse, hvor formidleren har
pådraget sig ansvar på andet grundlag end § 28, stk. 1, eller hvor der
forligger andre særlige forhold, der kan anses som en udnyttelse af fonden.
Såfremt en formidler har ydet hjemtransport til strandede kunder vil
fonden ved udmålingen af godtgørelsen kunne tage hensyn til, om den kunne
have sikret en mere økonomisk hjemtransport af kunderne.
Ved økonomisk sammenbrud hos en udenlandsk arrangør kan fonden søge sig
fyldestgjort i den af formidleren stillede garanti, jf. stk. 3, 1.
pkt., uanset om kunden måtte have noget krav mod formidleren. Hvis
formidleren uretmæssigt ikke har stillet garanti, fører det ikke til en bedre
retstilling for formidleren, jf. stk. 3, 2. pkt. Ifølge denne bestemmelse
hæfter formidleren i denne situation over for fonden for garantiens
størrelse.
Stk. 4. pålægger formidleren at være opmærksom på, om arrangøren
har stillet garanti. Hvis arrangøren uretmæssigt ikke har stillet garanti,
hæfter formidleren tillige for garantien. Er der flere formidlere for denne
samme arrangør, hæfter formidlerne solidarisk.
Stk. 5 indebærer, at en virksomhed, der har tilrettelagt et
rejsearrangement (i rejsebranchen ofte benævnt »den tekniske
arrangør«) og solgt det til en arrangør med henblik på, at arrangementet
skal videresælges, hæfter over for fonden, uanset om virksomheden har
modtaget betaling.
Sælgeren af rejsearrangementet kan dog undgå denne hæftelse, såfremt
omstændighederne i forbindelse med sælgerens salg af rejsearrangementet var
sådanne, at sælgeren måtte gå ud fra som sikkert, at arrangøren ville være i
stand til at gennemføre arrangementet.
Bestemmelsen skal søge at påvirke de såkaldte tekniske arrangører til at
kontrollere, hvem de sælger deres ydelser til og til at være på vagt over
for, om disse arrangører kan opfylde deres forpligtelser.
I ordene »med henblik på« ligger, at den pågældende må have
været vidende om, at rejsearrangementet skulle videresælges af den, som købte
det.
Såfremt den, der har købt et rejsearrangement med henblik på videresalg
inkluderer yderligere elementer i rejsearrangementet, fx. koncerter på
feriestedet, vil den oprindelige sælger alene være forpligtet til at
gennemføre den del af det samlede arrangement, som den pågældende har solgt.
Reglen i stk. 5 kommer først til anvendelse, når det må stå klart, at den
arrangør, der i første række er ansvarlig, ikke kan gennemføre
rejsearrangementet, samt at den stillede garanti ikke er tilstrækkelig til
dækning af tabet.
Til § 8
Arrangører, jf. § 3, stk. 1, har efter stk. 1 pligt til at foretage
anmeldelse til fonden. Anmeldelsespligten gælder tillige for formidlere for
udenlandske arrangører. Fonden fører et register over de anmeldte arrangører
og formidlere.
Nogle rejsebureauer optræder både som arrangører og som formidlere for
registrerede arrangører. Rejsebureauets garantistillelse vil i disse tilfælde
ikke blive berørt, hvis den registrerede arrangør, hvis rejsearrangementer,
de har formidlet, ikke kan gennemføre arrangementerne.
Af stk. 2 fremgår, at arrangører og formidlere for udenlandske
arrangører kun må udbyde og sælge rejsearrangementer, hvis de er
registrerede. Overtrædelse af denne bestemmelse er strafbar, jf. § 25, stk.
1, nr. 1.
Af stk. 3, 1. pkt., fremgår, at det er en betingelse for
registrering, at arrangøren eller formidleren for en udenlandsk arrangør over
for fonden stiller en omsætningsbestemt garanti i et pengeinstitut eller i et
forsikringsselskab eller ved kontant deponering. Efter den gældende lov skal
alle arrangører stille den samme garanti på 200.000 kr, jf. lovens § 6, stk.
3, 1. pkt. Beløbet på 200.000 kr. har ikke været ændret siden 1982.
Stk. 3, 3. pkt., svarer til den gældende lovs § 6, stk. 3, 2. pkt.
I stk. 5 foreskrives garantiens størrelse, se dog stk. 6. Garantien
er inddelt i 5 intervaller, der er afhængig af den enkeltes omsætning.
Mindstebeløbet for registrering vil være 300.000 kr., jf. nr. 1.
Erhvervsministeren kan efter § 23, bl.a. fastsætte regler om
garantistillelsen. Heri vil der efter forhandling med brancheorganisationerne
blive fastsat regler for fristen for indgivelse af revisorerklæring og for
forhøjelse af garantien ved stigende omsætning. Endvidere vil blive
foreskrevet, at frigivelse af garantien ved omsætningsnedgang forudsætter
revisorattest.
Da flycharterrejser anses at udgøre en større risiko for fonden end andre
typer rejsearrangementer, indføres som noget nyt en forhøjet garantiskala for
disse rejser. Flycharterrejser er defineret i § 2, stk. 3. Da der skal være
et vist volumen i flycharteromsætningen for at betinge den højere garanti, er
det fastsat, at arrangørens eller formidleren for den udenlandske arrangørs
omsætning hidrørende fra flycharterrejser skal udgøre mindst 50 procent af
den samlede omsætning, jf. stk. 4, for at udløse den højere garanti.
Bestemmelsen i stk. 7 erstatter sammen med § 14 den gældende lovs §
7a.
Erhvervsministeren har givet dispensation efter § 7a til enkelte
almennyttige foreninger, som er anset som registreringspligtige arrangører.
Dispensation er givet for garantistillelsen og bidrag til Dansk Vandrelaug og
Vandreforeningen Fodslaw. Ved afgørelserne er der lagt vægt på, at
foreningerne på et non-profit grundlag udøver rejsevirksomhed som et mindre
accessorium til foreningernes andre forskelligartede aktiviteter samt at de
har karakter af brede folkelige foreninger.
Derimod har ingen udvekslingsforeninger eller -organisationer fået
dispensation. Begrundelsen herfor har været, at
foreningernes/organisationernes primære aktiviteter er
rejsearrangørvirksomhed. Desuden er der lagt vægt på, at medlemmerne typisk
har en mere midlertidig tilknytning til foreningerne/organisationerne,
primært med baggrund i gennemførelse af rejser. Den omstændighed, at disse
organisationer ikke tilsigter økonomisk gevinst, er ud fra en samlet
betragtning tillagt mindre vægt.
Den nye bestemmelse tænkes anvendt til at videreføre denne praksis.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forståelsen af definitionen af
»lejlighedsvis«, som er omtalt i bemærkningerne til § 3 og § 14,
der dels giver hjemmel til fastsættelse af regler om nedsættelse, bortfald af
garanti og bidrag for særlige typer arrangementer samt indeholder en ret for
fonden til i særlige tilfælde at fritage for garanti/bidrag.
I stk. 8 er det bestemt, at formidleren for en udenlandsk arrangør
ikke skal stille garanti eller bidrag, såfremt den udenlandske arrangør har
stillet garanti for de af formidleren solgte rejsearrangementer, der opfylder
betingelserne i en af et andet EU/EØSland godkendt ordning. Bestemmelsen er
sat ind for at undgå dobbeltdækning af udenlandske arrangørers salg af rejser
på det danske marked. Herved sikres, at der i rejsegarantifondloven sker
anerkendelse af de i henhold til pakkerejsedirektivet andre etablerede
ordninger i EU/EØS. Rejsegarantifondens forpligtelse til at yde bistand til
kunder hos en formidler for en udenlandsk arrangør er ikke betinget af, at
der faktisk er dækning i den udenlandske ordning.
Stk. 9 svarer til den gældende lovs § 6, stk. 5.
Den gældende lovs § 6, stk. 4, om at fondens bestyrelse efter
omstændighederne kan tillade, at garanti stilles på anden måde, er ikke
gentaget. Det fremgik af bemærkningerne til det daværende lovforslag, at der
herved navnlig var tænkt på den af statsinstitutionen DSB udøvede
rejsebureauvirksomhed. Det er nu hensigten, at der for så vidt angår kravet
om garantistillelse ikke skal være forskel på privat og offentlig drevet
virksomhed.
Til § 9
Terminologien i forslaget er ændret i forhold til den gældende
rejsegarantifondlov, idet der ikke længere er tale om garantibidrag, men om
bidrag, hvilket bedre svarer til almindelig forståelse af udtrykket, idet det
ikke vedrører garanti. Beløbet skal indbetales til fonden og bidrage til
opbygning af dens formue.
Bidragets størrelse opretholdes uændret til 5 kr. pr. rejsearrangement.
Det er forudsat, at fonden med dette bidrag fortsat vil kunne konsolidere
sig, når de øvrige ændringer, som forslaget indebærer er blevet indarbejdet.
Nærmere regler om bidragspligten kan fastsættes efter § 23.
Til § 10
Fondens bestyrelse udvides fra 3 til 5 medlemmer. Gennem mange år har det
været praksis, at stedfortræderne for medlemmerne fast deltog i
bestyrelsesmøderne. Det er derfor fundet hensigtsmæssigt i loven at udvide
bestyrelsen. En stedfortræder udpeges for formanden.
Til § 11
I stedet for den gældende lovs frist på 3 måneder er det fastsat, at
bestyrelsen inden 6 måneder efter et kalenderårs udløb afgiver regnskab for
det forløbne år med beretning om fondens virksomhed. Regnskabet revideres af
Rigsrevisionen.
Til § 12
Denne bestemmelse svarer til den gældende lovs § 11. Fondens vedtægter og
bestyrelsens forretningsorden skal godkendes af erhvervsministeren. Denne
beføjelse vil i medfør af § 23, stk. 5, kunne delegeres til en styrelse.
Til § 13
Oplysningspligten over for fonden er ikke begrænset til
registreringspligtige arrangører eller formidlere. Fonden kan kræve alle
oplysninger, der skønnes nødvendige for at undersøge, om loven overholdes
eller for nærmere at undersøge, om der i en konkret situation er risiko for,
at fonden lider tab. Fonden kan og bør endvidere kræve dokumentation for de
oplysninger, som den modtager. Fx. kan der være tale om, at en formidler skal
kunne dokumentere, at vedkommende har indgået en formidlingskontrakt med en
arrangør.
Bestemmelsen skal sammenholdes med § 23, stk. 1, hvorefter
erhvervsministeren kan fastsætte regler om revisorbekræftelse af garanti og
bidragspligtens omfang.
Det er tanken i medfør af bestemmelsen at fastsætte regler om, at
rejsegarantifonden i særlige tilfælde kvartalsvist kan kræve indberettet en
rejsearrangørs omsætning med revisorbekræftelse med henblik på at sikre, at
fornøden garanti stilles.
Det følger af bestemmelsen i § 17, stk. 1, at en rejsearrangørs
registrering normalt skal slettes, såfremt han ikke på forlangende meddeler
de krævede oplysninger.
Overtrædelse af bestemmelsen er strafbar jf. § 25, stk. 1, nr. 2 og 3.
Til § 14
Bestemmelsen er ny og erstatter sammen med § 8, stk. 7 den nugældende lovs
§ 7a.
Bestemmelsen i § 7a var oprindeligt tænkt anvendt på folkelige foreninger,
der undtagelsesvis måtte anses som arrangører af pakkerejser, men som ikke
udøver erhvervsmæssig virksomhed med henblik på opnåelse af en økonomisk
gevinst. Desuden var bestemmelsen tænkt anvendt på arrangører af
arrangementer solgt i nærområdet, bl.a. hoteller og kroer. Skoler,
sportsklubber og almennyttige foreninger kunne ligeledes tænkes undtaget.
Disse formål varetages nu af bestemmelserne i § 8, stk. 7, og § 14.
Bestemmelserne i stk. 1 giver fonden adgang til at fastsætte regler
om at undtage rejsearrangører og formidlere for garantistillelse og
bidragspligt. Bestemmelsen forudsættes anvendt, hvor risikoen for fonden er
uvæsentlig og ikke står i et rimeligt forhold til omkostningerne for
arrangører/formidlere og fonden ved at kræve garantistillelse, bidrag,
dokumentation mv.
Stk. 2. er tænkt som en opsamlingsbestemmelse for tilfælde, hvor
man af hensyn til rimelighed og fondens administration ønsker at give en
dispensation, som ikke er omfattet af stk.1. Bestemmelsen kan bl.a. tænkes
anvendt hvor rejserne udbydes til en begrænset kreds, hvor risikoen skønnes
at være lille. Som eksempler fra hidtidig dispensationspraksis, der nu vil
falde ind under stk. 2, kan nu, såfremt rejserne udbydes mere end
lejlighedsvist nævnes, at der er givet dispensation til International
Policeassociation - Sektion Danmark samt til en sognepræst, der som et led i
det sognesociale arbejde arrangerer rejsearrangementer for meninghederne,
herunder hørehæmmede.
Til §§ 15-18
Bestemmelserne svarer med visse redaktionelle og konsekvensmæssige
ændringer til den gældende lovs §§ 12-16, dog er der i § 17 tilføjet, at
slettelse af registrering kan ske, hvis garantistillelsen ikke bringes i
overensstemmelse med § 8, stk. 5 og 6, inden en af fonden fastsat frist. Det
forudsættes, at slettelse normalt vil finde sted.
Til § 19
Det følger af stk. 1, at hvis en arrangør eller formidler for en
udenlandsk arrangør ikke rettidigt har indbetalt skyldige beløb i medfør af §
7, § 9, stk. 2, § 15 og § 17, så kan fonden kræve en forhøjet
garantistillelse. Bestemmelsen er inspireret af lov nr. 1093 af 21. december
1994 om begrænsning af skyldneres muligheder for at deltage i offentlige
udbudsforretninger og om ændring af visse andre love (Effektivisering af
inddrivelsen af restancer til det offentlige). Krav om forhøjet
garantistillelse er et indgribende skridt, og derfor er der af
retssikkerhedsgrunde adgang til rekurs til Erhvervsministeriets
Erhvervsankenævn.
Bestemmelsen tænkes anvendt imod personer som særligt groft eller gentagne
gange har påført fonden tab. Dette gælder fx. en situation, hvor en
rejsearrangør, der driver denne virksomhed i flere selskaber, lader et
selskab gå ned for at videreføre aktiviteterne i andre selskaber.
Ifølge stk. 2 er kravet om forhøjet garantistillelse betinget af,
at der er en særlig risiko for fonden for yderligere tab ved registrering af
den pågældende. Ved det konkrete skøn skal det vurderes, om der er
proportionalitet i forholdet mellem den særlige risiko og det forhøjede
beløb. Den forhøjede garantistillelse må ikke have karakter af straf.
Ifølge stk. 3 er det i dag kutyme i rejsebranchen, at der ved køb
af et rejsearrangement ved aftalens indgåelse betales et depositum på 10% af
rejsens pris, mens restbeløbet betales 30 til 40 dage inden afrejsen. For
visse særlige typer rejsearrrangementer, fx. konferencer, er det sædvanligt,
at der kræves en større del af forudbetalingen erlagt tidligere.
Bestemmelsen i stk. 3 tænkes anvendt, hvor arrangører mv. udformer
deres forretningsbetingelser, aftalevilkår eller markedsføring, således at
der systematisk modtages forudbetalinger, der urimeligt afviger fra, hvad der
er sædvanligt. I sådanne tilfælde vil fonden kunne kræve en
garantiforhøjelse, der svarer til den øgede risiko fonden påføres.
Hensigten med bestemmelsen er at begrænse fondens risiko.
Til § 20
Bestemmelsen indleder kapitlet om lovens internationale anvendelsesområde
og understreger, at registreringspligten kun omfatter her i landet etablerede
arrangører og formidlere for udenlandske arrangører. Udenlandske arrangører,
som fra udlandet markedsfører sig her i landet, vil skulle dokumentere, at
tilstrækkelig garanti er stillet, jf. § 22.
Bestemmelsen omfatter en forpligtelse for formidlere for udenlandske
arrangører til at lade sig registrere, selv om den udenlandske arrangør
eventuelt er omfattet af en garantiordning i udlandet. Formidleren for den
udenlandske arrangør har imidlertid efter § 8, stk. 8, ret til nedsættelse af
garantien og bidraget, såfremt han godtgør, at den udenlandske arrangør har
stillet en garanti, der opfylder betingelserne i en af et andet EU/EØS-land
godkendt ordning, og at fonden kan indtræde i kundens krav ifølge denne
garanti.
Til § 21
Stk. 1 fastsætter, at fonden som hovedregel ikke dækker
rejsearrangementer, der er markedsført og solgt i udlandet.
Bestemmelsen har til formål at forhindre, at udenlandske arrangører
tilmelder sig garantiordningen med den virkning, at også rejsearrangementer,
som arrangøren sælger i udlandet bliver omfattet af rejsegarantifondens
dækningspligt. Det vil i udlandet normalt være væsentligt dyrere at stille
den fornødne sikkerhed, og der ville derfor uden bestemmelsen være en risiko
for, at udenlandske selskaber med svag økonomi ville kunne misbruge det
danske system som »garantily«.
Fonden vil kun have ringe mulighed for at kontrollere omfanget af en
arrangørs salg af rejsearrangementer i udlandet.
Det er fundet rigtigst, at rejsearrangementer til Danmark, der
sælges i udlandet, skal dækkes af de udenlandske garantiordninger. For at
modvirke omgåelse gælder dette, selv om rejsearrangøren formelt er etableret
her i landet. Begrundelsen herfor er, at det ellers ville være muligt for en
sådan udenlandsk rejsearrangør at overføre risiko til den danske fond.
Rejsearrangementer som udgår fra Danmark, og som indeholder et
væsentligt transportelement dækkes dog af fonden, når de er solgt af en
registreringspligtig arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør.
Dette sker af hensyn til forbrugerne i grænseregionerne i nabolandene, hvis
deltagelse i rejser, der udgår her fra landet, og som er solgt af dansk
etablerede arrangører og formidlere ikke bør besværliggøres.
Bestemmelsen i stk. 1 har til følge, at dansk etablerede
virksomheder, der markedsfører sig på udenlandske markeder enten selv må
stille garanti eller må tilslutte sig en af de ordninger, der gælder de
pågældende steder og således konkurrere på samme vilkår, som gælder for de
udenlandske arrangører.
Der er i stk. 2, opregnet en række kriterier for hvornår en rejse
betragtes som markedsført og solgt i udlandet. Det gælder således, hvis der i
udlandet er fremsat særligt tilbud over for kunden eller er foretaget
reklamering forud for indgåelsen af aftalen om arrangementet, og kunden i
udlandet har foretaget de handlinger, der fra kundens side er nødvendige for
aftalens indgåelse. Fonden dækker heller ikke, såfremt arrangøren eller en
formidler for denne har modtaget kundens bestilling i udlandet.
Formuleringen af bestemmelsen i stk. 2 er inspireret af
lovvalgskonventionen, Konvention 1980-06-19 om, hvilken lov der skal anvendes
på kontraktlige forpligtelser (80/934/EØF), artikel 5, 2. pkt., om visse
forbrugeraftaler.
Endelig skal nævnes, at begrebet »i udlandet« ikke dækker
rejsearrangementer, der er markedsført, udbudt og solgt af danske (syddanske)
arrangører direkte eller gennem en formidler i Grønland eller på Færøerne.
Rejsearrangører hjemmehørende i Grønland eller på Færøerne vil blive omfattet
af loven, hvis loven sættes i kraft i Grønland og på Færøerne, jf. § 27, stk.
2.
Til § 22
Pakkerejsedirektivets artikel 7 foreskriver, at »Den rejsearrangør
og/eller formidler, der er part i kontrakten, skal godtgøre, at han stiller
tilstrækkelig garanti til i tilfælde at insolvens eller konkurs at sikre
tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af forbrugeren.«
Det er derfor i stk. 1 bestemt, at enhver her i landet etableret
arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør, der indenfor EØS-området
udbyder pakkerejser, som ikke er dækket af fonden i henhold til § 21 samt
enhver, der fra udlandet markedsfører rejsearrangementer her i landet, skal
stille tilstrækkelig garanti.
Bestemmelsen i stk. 2 omfatter tilfælde, hvor der fra udlandet
markedsføres pakkerejser her i landet, uden at dette sker gennem en
registreringspligtig formidler. Bestemmelsen omfatter alene pakkerejser, der
er omfattet af direktivet.
Efter stk. 3 kan fonden kræve dokumentation om garanti, i det
omfang den bliver bekendt med, at i udlandet etablerede arrangører og
formidlere markedsfører rejsearrangementer her i landet. Krav om
dokumentation vil ligeledes kunne fremsættes af de udenlandske myndigheder,
der fører kontrol med overholdelse af reglerne om pakkerejser i de øvrige
medlemslande.
Til § 23
Efter bestemmelsen i stk. 1 kan erhvervsministeren fastsætte
nærmere regler til gennemførelse af loven. Det er bl.a. tanken at fastsætte
forskrifter om, at fonden kan kræve revisorbekræftelse i forbindelse med
frigivelse af garanti i tilfælde af omsætningsnedgang.
I stk. 2 er fastsat, at ministeren efter indstilling fra fonden
desuden kan forhøje kravet om garanti eller bidragets størrelse, hvis
udviklingen i fondens formue tilsiger det.
Ved at der skal foreligge en indstilling fra fonden er
initiativforpligtelsen lagt hos fondens bestyrelse, som dermed har ansvaret
for, at fonden er økonomisk sund og dækker den realistiske risiko.
Erhvervsministeren forventes kun at anvende denne bemyndigelse, såfremt
fondens formue udvikler sig således, at der opstår risiko for, at den ikke
uden at optage lån vil kunne modstå en konkurs svarende til det hidtil
største enkelttab.
Den hidtidige bestemmelse i lovens § 7, stk. 1, 2. pkt. om forhøjelse af
bidraget har forudsat, at fondens midler har været utilstrækkelige til at
dække fondens forpligtelser over for rejsekunder, og erhvervsministeren med
tilslutning fra Folketingets Finansudvalg har måttet stille garanti for lån
optaget af fonden.
Med den foreslåede bestemmelse vil en uheldig udvikling i fondens formue
kunne imødegås på forhånd.
Da fonden på nuværende tidspunkt ikke kan dække en konkurs blandt de
største i branchen, og da loven også skal kunne klare en uforudsigelig
udvikling, er den gældende lovs § 7, stk. 1, 2. pkt., 1. led opretholdt i
stk. 3.
Bestemmelsen i stk. 4 giver erhvervsministeren adgang til fra
arrangører eller formidlere, at indhente de oplysninger, der skønnes
nødvendige til brug for at træffe afgørelse efter stk. 2 og 3.
Ifølge stk. 6 kan erhvervsministeren delegere de beføjelser, der
efter loven påhviler ministeren, til en styrelse under ministeriet.
Til § 24
Denne bestemmelse fastsætter, at afgørelser, der træffes af fonden
vedrørende registrering og garantistillelse kan indbringes for
Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn, jf. lov nr. 858 af 23. december 1987.
Til § 25
Bestemmelsen i § 25 svarer til den gældende lovs § 16.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at der nedlægges fogedforbud, såfremt
retsplejelovens bestemmelser er opfyldt.
Til § 26
Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Bestemmelsen i stk. 2 indebærer, at registrerede arrangører og
formidlere har en periode på 3 måneder til at stille den forhøjede garanti,
som bestemmelserne i § 8, stk. 5 og 6 indeholder krav om.
Overgangsreglen i stk. 5 omfatter de i bemærkningerne til § 8, stk.
7, nævnte almennyttige foreninger.
Til § 27
Efter lov nr. 858 af 23. december l987 om Industriministeriets
Erhvervsankenævn kan ankenævnet behandle klager over »administrative
afgørelser« i det omfang, det fastsættes ved lov eller i henhold til
lov.
Da rejsegarantifonden ikke er en myndighed, er det af ordensmæssige hensyn
fundet rigtigst udtrykkeligt i ankenævnsloven at indsætte en bestemmelse om
ankenævnets kompetence i relation til rejsegarantifonden.
Skriftlig fremsættelse
Erhvervsministeren (Mimi Jakobsen):
Hermed har jeg den ære for det høje Ting at fremsætte:
Forslag til lov om en rejsegarantifond.
(Lovforslag nr. L 115).
I forbindelse med gennemførelsen i dansk ret af Rådets direktiv om
pakkerejser, viste der sig at være behov for en mere omfattende revision af
rejsegarantifondloven. For at overholde direktivets implementeringsfrist
gennemførtes i 1993 - samtidig med at direktivet gennemførtes ved
pakkerejseloven - en foreløbig ændring af rejsegarantifondloven, således at
definitionerne af en pakkerejse i de to love stemte overens. Af
bemærkningerne til ændringsforslaget til rejsegarantifondsloven fremgår, at
der skulle nedsættes et udvalg med henblik på en mere gennemgribende
revision.
Formålet med udvalgsarbejdet var oprindeligt at tilpasse lovens
anvendelsesområde til pakkerejsedirektivets. Under udvalgsarbejdet viste der
sig imidlertid behov for at se på fondens finansielle situation, da
udbetalingerne fra fonden pludselig begyndte at overstige indtægterne.
Uden at nå til enighed afsluttede udvalget sit arbejde sidste efterår.
Flertalsforslaget sendtes herefter i høring. Uenigheden i rejsebranchen om
forslagets indhold var imidlertid så stor, at der måtte udarbejdes et helt
nyt forslag.
Dette var i høring over sommeren. I høringssvarene var der udbredt
utilfredshed med, at lovforslaget indebar en forhøjelse af bidraget fra 5 til
10 kr. for at sikre fondens indtægter. Ligeledes var dele af branchen
kritiske over for, at der ikke var loft over de enkelte rejsearrangørers
indbetaling af bidrag til rejsegarantifonden. Derimod var der enighed om
fondens territoriale anvendelsesområde, ligesom der var tilfredshed med de
nye tiltag til at undgå konkursrytteres udnyttelse af fonden.
Efterårets nye konkurser i branchen har sat focus på mulighederne for at
udnytte fonden samt på fondens økonomi.
Fondens formue forventes efter de sidste konkurser at blive næsten
halveret. Det er derfor af afgørende betydning, at en ny lov imødegår
mulighederne for dræn i fonden, som følge af useriøs rejsearrangørvirksomhed.
Det er endvidere et mål med loven at konsolidere rejsegarantifonden, som
siden dens etablering i 1979 har virket efter hensigten og givet kunderne
stor tryghed. Det har vist sig at være en ordning med en minimal
administration, og fordi det er en tvungen ordning, har den været billig.
Der er ved lovforslaget indført en række regler, der skal sikre større
kontrol med de usolide og useriøse i branchen.
Som værn herimod giver lovforslaget fonden adgang til at kræve oplysninger
og dokumentation for at loven overholdes, til at kræve forhøjet
garantistillelse ved usædvanligt tidlige forudbetalinger samt over for
konkursryttere. Der indføres desuden en ny ansvarsregel i forbindelse med
videresalg af rejsearrangementer, som skal medvirke til, at rejsebranchen i
højere grad sikrer sig deres samarbejdspartneres økonomiske soliditet.
For at modvirke tab for fonden, erstattes den faste garantisum på 200.000
kr. med en gradueret garantistillelse, der er afhængig af omsætningen. Pga.
den større risiko for fonden er garantistillelsen ved flycharterrejser
endvidere betydelig højere end for andre rejser. For begge typer
rejsearrangører kræves som minimum 300.000 kr. i garanti for at starte
virksomhed. Den normale garantiskala går herefter op til krav om en garanti
på 2,5 mio. kr. for en omsætning på over 250 mio. kr., mens skalaen for
flycharterrejser ender med en garanti på 30 mio. kr. for en omsætning på over
500 mio. kr. Den forhøjede garanti skal stilles senest 3 måneder efter lovens
ikrafttræden.
Bidraget fastholdes på 5 kr. pr. rejsearrangement. Fonden forudsættes
hermed fortsat at kunne konsolidere sig, når de øvrige ændringer har fået
effekt.
For at undgå, at særlige typer af rejsevirksomhed, som alene påfører
fonden begrænset risiko, ikke rammes unødigt hårdt af de nye garantikrav,
indføres endvidere en adgang for fonden til at nedsætte garanti og bidrag for
visse arrangementer. Samtidig opretholdes adgangen til at søge om
dispensation for almennyttige foreninger m.v., der udbyder rejser, som et
accessorisk led i deres virksomhed. Dispensationen kommer dog kun til at
omfatte fritagelsen for at stille garanti, men ikke for at betale bidrag. En
overgangsregel sikrer de få almennyttige foreninger, der hidtil har haft
dispensation. Det er til gengæld ikke hensigten at udvide den hidtidige
dispensationspraksis.
Fondens bestyrelse får efter forslaget en initiativforpligtelse til at
indstille til ministeren om garanti og bidrag skal forhøjes. Dermed bliver
bestyrelsen ansvarlig for, om fonden er økonomisk sund. Nedsættelse af
garanti og bidrag skal fortsat ske ved lovændring.
Erhvervsministeren kan med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg
stille sikkerhed for lån optaget af fonden. Betingelserne for en statslig
garanti vil blive fastsat, så statsgarantien ikke får karakter af
statsstøtte.
Af hensyn til det indre markeds funktion er der givet adgang for
udenlandske arrangører, som fra udlandet markedsfører pakkerejser, som er
omfattet af direktivet her i landet, til at benytte sig af andre i EU/EØS
etablerede ordninger.
Endelig kan som noget nyt, fondens afgørelser vedrørende garantistillelse
m.v. indbringes for Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn. Der er tale om
afgørelser, som kan have stor betydning for den pågældende arrangør eller
formidler. Der er derfor behov for en hurtig afklaring af, om fondens
afgørelser er korrekte.
Idet jeg iøvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, skal jeg
anbefale forslaget til det Høje Tings velvillige behandling.
Efter 2. behandling den 30 april 1997
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde og definitioner
Fonden
§ 1. Rejsegarantifonden er en privat selvejende institution, der
skal yde kunder bistand. Fonden yder bistand i henhold til §§ 5 og 6, når en
kunde har indgået aftale om et rejsearrangement med en registreringspligtig
arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør, jf. dog § 21.
Rejsearrangement og flycharterrejse
§ 2. Ved et rejsearrangement forstås:
1) En pakkerejse, som består af en kombination af mindst to af følgende
elementer, såfremt de af arrangøren udbydes samlet eller har været udbudt på
forhånd og sælges samlet, og såfremt den samlede ydelse har en varighed på
over 24 timer eller omfatter overnatning:
a) Transport.
b) Indkvartering.
c) Anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport
eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.
2) En ydelse, der omfatter transport og indkvartering, som er aftalt med
samme arrangør eller formidler, men som ikke er omfattet af nr. 1.
3) Transport og anden turistmæssig ydelse, som ikke har en varighed over
24 timer, men har en samlet pris på over 1.000 kr.
Stk. 2. Særskilt fakturering af de i stk. 1 nævnte elementer
medfører ikke, at kombinationen af disse falder uden for loven.
Stk. 3. Ved en flycharterrejse forstås et rejsearrangement, hvor
transporten foregår med fly, og som udbydes efter et forud fastlagt program
med mindst 30 rejser pr. afgang.
Arrangør og formidler
§ 3. Som arrangør anses enhver, der i eget navn til kunder udbyder
eller sælger rejsearrangementer direkte eller gennem en formidler, medmindre
denne virksomhed alene udøves lejlighedsvis.
Stk. 2. Som formidler anses enhver, der udbyder eller sælger et
rejsearrangement i arrangørens navn.
Kunde
§ 4. Som kunde anses enhver, der køber, eller i hvis navn der
købes et rejsearrangement. Overdrager kunden rejsearrangementet, anses
tillige den, der får overdraget rejsearrangementet, som kunde. Den, der køber
et rejsearrangement med henblik på erhvervsmæssigt videresalg, anses dog ikke
som kunde.
Kapitel 2
Fondens bistand til kunder og fondens regreskrav
Dækningsområde
§ 5. Når en kunde har indgået en aftale om et rejsearrangement,
kan kunden få beløb, der er erlagt som betaling for et arrangement, godtgjort
af fonden, hvis arrangørens økonomiske forhold har medført, at et
rejsearrangement ikke kan påbegyndes. Hvis rejsearrangementet af samme grund
afbrydes, kan kunden kræve godtgørelse fra fonden for den del af vederlaget,
som svarer til de ydelser, der ikke er opfyldt over for kunden.
Stk. 2. Medfører en arrangørs økonomiske forhold, at der ikke er
sikret kunden passende hjemtransport, skal fonden inden rimelig tid sørge
herfor.
Stk. 3. Medfører en arrangørs økonomiske forhold, at der ikke er
sikret kunden passende overnatningsmuligheder samt andre væsentlige
fornødenheder, skal fonden sørge herfor eller yde en rimelig godtgørelse.
Stk. 4. Fonden kan endvidere yde kunden en rimelig godtgørelse for
tab, der skyldes en arrangørs økonomiske forhold.
Stk. 5. Fonden kan yde en godtgørelse til en formidler, der som
følge af en arrangørs økonomiske forhold har opfyldt kundens krav, jf. § 28,
stk. 1, i lov om pakkerejser.
Stk. 6. Fonden kan medvirke til, at rejsearrangementer
gennemføres, såfremt fonden skønner, at den derved vil opnå en væsentlig
økonomisk besparelse.
Frist for fremsættelse af krav
§ 6. Anmodning fra kunden om godtgørelse i henhold til § 5 skal
fremsættes over for fonden inden rimelig tid, dog senest 1 år efter, at
rejsen er afsluttet eller det er åbenbart, at rejsen ikke vil blive
gennemført.
Regreskrav m.v.
§ 7. Fonden indtræder i kundens krav, i det omfang den har
fyldestgjort disse. Fonden har ret til at få de udgifter, som den har afholdt
i forbindelse med hjemtransport og anden bistand, jf. § 5, stk. 2-5,
godtgjort.
Stk. 2. Fonden indtræder dog kun i kundens krav imod en formidler,
såfremt denne har pådraget sig ansvar over for kunden på andet grundlag end §
28, stk. 1, i lov om pakkerejser.
Stk. 3. Såfremt vederlaget for et rejsearrangement dækkes helt
eller delvis ved lån indrømmet kunden af en tredjemand på grundlag af en
aftale herom mellem denne og arrangøren eller formidleren for en udenlandsk
arrangør, indtræder fonden i kundens krav efter kreditaftaleloven, i det
omfang fonden har fyldestgjort disse.
Stk. 4. Fonden kan, i det omfang den har ydet kunder godtgørelse,
hjemtransport eller anden bistand, søge sig fyldestgjort i det garantibeløb,
der er stillet af formidleren for en udenlandsk arrangør, jf. § 8, stk. 3. Er
garanti ikke stillet af formidleren, hæfter denne for et beløb svarende til
det beløb, der burde være stillet i garanti.
Stk. 5. Enhver, der formidler rejsearrangementer for en
registreringspligtig arrangør, der i strid med bestemmelsen i § 8, stk. 3,
ikke har stillet garanti, er ansvarlig for det beløb, der burde være stillet
i garanti.
Stk. 6. Den, der til en arrangør har solgt et rejsearrangement med
henblik på videresalg, hæfter over for fonden for gennemførelsen af
rejsearrangementet, såfremt den pågældende indså eller burde have indset, at
der kunne være risiko for, at arrangøren ikke ville kunne gennemføre
arrangementet.
Kapitel 3
Arrangørers og formidleres anmeldelse og registrering i fonden,
garantistillelse og betaling af bidrag
Anmeldelse, registrering og garantistillelse
§ 8. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører skal
foretage anmeldelse til Rejsegarantifonden, som registrerer og underretter de
pågældende om optagelsen i registeret.
Stk. 2. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører må kun
udbyde og sælge rejsearrangementer, såfremt de er registreret i
Rejsegarantifonden.
Stk. 3. Det er en betingelse for registrering, at arrangøren eller
formidleren for den udenlandske arrangør over for fonden stiller en garanti,
der er afhængig af dennes omsætning, i overensstemmelse med bestemmelserne i
stk. 4-6. Garantien skal stilles i et pengeinstitut, i et forsikringsselskab,
ved kontant deponering eller ved deponering af andre tilsvarende aktiver.
Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke andre tilsvarende
aktiver end kontante beløb der kan deponeres. Garantibeløbet skal af fonden
kunne kræves indbetalt til dækning af krav, som fonden får mod arrangøren
eller formidleren for en udenlandsk arrangør.
Stk. 4. Ved omsætning i stk. 3, 1. pkt., forstås den de seneste 4
kvartaler til kunderne fakturerede omsætning ved salg af de i loven omfattede
rejsearrangementer.
Stk. 5. Garantiens størrelse skal stilles i overensstemmelse med
følgende, jf. dog stk. 6 og § 23, stk. 2:
1) Ved en omsætning på ikke over 15 mio. kr. er garantien 300.000 kr.
2) Ved en omsætning på mere end 15 mio. kr., men ikke over 50 mio. kr., er
garantien 1,0 mio. kr.
3) Ved en omsætning på mere end 50 mio. kr., men ikke over 100 mio. kr.,
er garantien 1,5 mio. kr.
4) Ved en omsætning på mere end 100 mio. kr., men ikke over 250 mio. kr.,
er garantien 2,0 mio. kr.
5) Ved en omsætning på mere end 250 mio kr. er garantien 2,5 mio. kr.
Stk. 6. Udgør flycharterrejseomsætningen 50 pct. eller derover,
skal garantiens størrelse stilles i overensstemmelse med følgende, jf. dog §
23, stk. 2:
1) Ved en omsætning på ikke over 10 mio. kr. er garantien 300.000 kr.
2) Ved en omsætning på mere end 10 mio. kr., men ikke over 25 mio. kr., er
garantien 1 mio. kr.
3) Ved en omsætning på mere end 25 mio. kr., men ikke over 50 mio. kr., er
garantien 1,5 mio. kr.
4) Ved en omsætning på mere end 50 mio. kr., men ikke over 100 mio. kr.,
er garantien 2,5 mio. kr.
5) Ved en omsætning på mere end 100 mio. kr., men ikke over 150 mio. kr.,
er garantien 5 mio. kr.
6) Ved en omsætning på mere end 150 mio. kr., men ikke over 200 mio. kr.,
er garantien 7,5 mio. kr.
7) Ved en omsætning på mere end 200 mio. kr., men ikke over 300 mio. kr.,
er garantien 10 mio. kr.
8) Ved en omsætning på mere end 300 mio. kr., men ikke over 500 mio. kr.,
er garantien 15 mio. kr.
9) Ved en omsætning på mere end 500 mio. kr., men ikke over 700 mio. kr.,
er garantien 25 mio. kr.
10) Ved en omsætning på mere end 700 mio. kr. er garantien 30 mio. kr.
Stk. 7. Almennyttige foreninger m.v., der som et led i deres
virksomhed udbyder rejsearrangementer, skal ikke stille garanti. Dette gælder
dog kun, såfremt rejsevirksomheden udgør en mindre del af foreningens
almennyttige aktiviteter.
Stk. 8. Formidleren for en udenlandsk arrangør skal ikke stille
garanti eller betale bidrag, såfremt garantien for de af formidleren solgte
rejsearrangementer opfylder betingelserne i en af et andet EU- eller EØS-land
godkendt ordning.
Stk. 9. En arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør,
der er dømt eller har vedtaget en bøde for overtrædelse af stk. 2, kan ikke
registreres i fonden, før fondens krav i medfør af § 7 og § 9, stk. 2, er
betalt.
Bidrag til Rejsegarantifonden
§ 9. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører skal til
fonden betale et bidrag på 5 kr. pr. deltager i et rejsearrangement, der er
omfattet af fondens dækning.
Stk. 2. Har en arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør
uden at være registreret i henhold til § 8 solgt rejsearrangementer, kan
fonden afkræve arrangøren eller formidleren de bidrag med påløbne renter
m.v., som skulle have været betalt efter stk. 1.
Kapitel 4
Fondens bestyrelse, vedtægter og beføjelser
Sammensætning
§ 10. Fondens bestyrelse består af en formand og 4 medlemmer, der
udnævnes af erhvervsministeren. Af de 4 medlemmer repræsenterer 2 de i fonden
registrerede og 2 kunderne. Bestyrelsen og en stedfortræder for formanden
udnævnes for 3 år.
Regnskab
§ 11. Bestyrelsen afgiver inden 6 måneder efter et kalenderårs
udløb et af Rigsrevisionen revideret regnskab for det forløbne år med
beretning om fondens virksomhed til erhvervsministeren.
Vedtægter og forretningsorden m.v.
§ 12. Fondens vedtægter og bestyrelsens forretningsorden
fastsættes af bestyrelsen og skal være godkendt af erhvervsministeren.
Vedtægterne skal indeholde bestemmelser om anbringelse af fondens midler.
Stk. 2. Omkostningerne ved fondens administration afholdes af
fonden.
Oplysninger
§ 13. Fonden kan af enhver forlange alle oplysninger, som skønnes
nødvendige for at sikre, at loven overholdes, herunder til afgørelse af, om
et forhold falder ind under lovens bestemmelser, eller for at undgå, at
fonden lider tab. Fonden kan kræve dokumentation for oplysninger, som afgives
i henhold til 1. pkt.
Nedsat garantistillelse og bidrag
§ 14. Fonden kan fastsætte bestemmelser om, at garantien eller
bidraget nedsættes eller bortfalder for en arrangør eller formidler for en
udenlandsk arrangør,
1) når omsætningen er under mindstegarantistillelsen, jf. § 8, stk. 5, nr.
1, og stk. 6, nr. 1,
2) for rejsearrangementer, hvori der ikke indgår transport, jf. § 2, stk.
1, litra a, eller
3) for andre særlige typer af rejsearrangementer.
Stk. 2. Fonden kan bestemme, at garanti og bidrag i særlige
tilfælde nedsættes eller bortfalder.
Kapitel 5
Slettelse af registrering og krav om forhøjet garantistillelse
Fyldestgørelse i garantien
§ 15. Har fonden søgt sig fyldestgjort i den af en arrangør eller
formidler for en udenlandsk arrangør stillede garanti, slettes arrangøren
eller formidlerens registrering i fonden, medmindre den stillede garanti er
tilstrækkelig til at dække fondens fordringer og garantien inden en af fonden
fastsat frist bringes op på den i § 8, stk. 5 og 6, nævnte størrelse, jf. dog
§ 19.
Opsigelse og ophør
§ 16. Opsiges en stillet garanti, eller ophører en registreret
arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør med at drive virksomhed,
slettes registreringen, og den stillede garanti frigives, når det må anses
for udelukket, at krav fra kunder vil fremkomme.
Manglende garantistillelse eller betaling af bidrag m.v.
§ 17. Undlader en registreret arrangør eller formidler for en
udenlandsk arrangør at betale bidrag til fonden eller at bringe
garantistillelse i overensstemmelse med § 8, stk. 5 og 6, eller modtager
fonden ikke på forlangende de i §§ 13 og 22, stk. 3, nævnte oplysninger, kan
fondens bestyrelse beslutte, at registreringen i fonden slettes, hvis
forpligtelserne ikke er opfyldt inden en fastsat frist.
Stk. 2. Slettes en arrangør eller formidler for en udenlandsk
arrangør i medfør af stk. 1, kan den stillede garanti først frigives, når det
må anses for udelukket, at krav fra kunder vil fremkomme, og kun i det omfang
garantien ikke måtte være anvendt af fonden til dækning af krav på arrangøren
eller formidleren for den udenlandske arrangør for ikke indbetalte bidrag med
påløbne renter.
Genoptagelse
§ 18. En arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør, hvis
registrering er slettet i medfør af §§ 15 eller 17, stk. 1, kan først optages
på ny i registret, når arrangøren eller formidleren for den udenlandske
arrangør har betalt skyldige beløb til fonden og har givet de af fonden
forlangte oplysninger.
Forhøjet garantistillelse
§ 19. Fonden kan kræve forhøjet garantistillelse af en arrangør
eller en formidler for en udenlandsk arrangør, når en ejer af virksomheden
eller den person, der reelt driver virksomheden, og som er knyttet til ejeren
på samme måde som fastsat i aktieselskabslovens § 115, stk. 1, 2. pkt., eller
et medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion inden for de seneste 5
år har været ejer af eller medlem af bestyrelsen eller direktionen i en anden
virksomhed, som inden for dette tidsrum ikke rettidigt har betalt skyldige
beløb til fonden i henhold til § 7, § 9, stk. 2, og §§ 15 og 17. Er den
registreringspligtige et selskab m.v., anses som ejer også en person, der
besidder sådanne kapitalandele i virksomheden, som henregnes til
hovedaktionæraktier efter personskattelovens § 19 a, stk. 2-4, eller et
selskab m.v., der besidder sådanne kapitalandele i virksomheden, som er
omhandlet i kursgevinstlovens § 6 B, stk. 3.
Stk. 2. Forhøjelse af garantistillelsen efter stk. 1 må kun
kræves, når det må antages, at der er en særlig risiko for, at fonden vil
lide yderligere tab.
Stk. 3. Fonden kan kræve forhøjet garantistillelse af en arrangør
eller formidler for en udenlandsk arrangør, hvis denne øger fondens risiko
ved at modtage forudbetalinger, som væsentligt afviger fra det sædvanlige for
rejsearrangementer af den pågældende art.
Stk. 4. Bortfalder den i stk. 2 og 3 omtalte risiko, skal fonden
på begæring nedsætte garantistillelsen.
Kapitel 6
Lovens internationale anvendelsesområde m.v.
Registreringspligt
§ 20. Pligten til at lade sig registrere omfatter her i landet
etablerede arrangører og formidlere for udenlandske arrangører.
Fondens dækning
§ 21. Fonden dækker ikke rejsearrangementer, der er markedsført og
solgt i udlandet. Registreringspligtige arrangørers og formidleres salg af
rejsearrangementer i udlandet er dog dækket, såfremt rejsearrangementet
indeholder grænseoverskridende transport og udgår fra Danmark.
Stk. 2. Et rejsearrangement anses for markedsført og solgt i
udlandet, såfremt
1) arrangøren eller en formidler har modtaget kundens bestilling i
udlandet eller
2) der i udlandet er fremsat særligt tilbud over for kunden eller er
foretaget reklamering og kunden derefter i udlandet har foretaget de
handlinger, der er nødvendige for aftalens indgåelse.
Krav om tilstrækkelig garanti
§ 22. Enhver her i landet etableret arrangør eller formidler for
en udenlandsk arrangør, der inden for EU/EØS-området udbyder pakkerejser, jf.
§ 2, stk. 1, nr. 1, som ikke er dækket af fonden, jf. § 21, skal stille
tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller konkurs at sikre
tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af kunden.
Stk. 2. Enhver, der fra udlandet markedsfører pakkerejser her i
landet, skal stille tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller
konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af kunden.
Garantistillelse, der opfylder betingelserne i en af et andet EU/EØS-land
godkendt ordning, anses som tilstrækkelig.
Stk. 3. Såfremt fonden anmoder herom, skal vedkommende
dokumentere, at de i stk. 1 og 2 nævnte krav om sikkerhed er stillet.
Tilsvarende dokumentation skal efter anmodning gives til en udenlandsk
myndighed, der fører kontrol med regler, der er fastsat til gennemførelse af
Rådets direktiv 90/314/EØF om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure.
Kapitel 7
Ministerens beføjelser
§ 23. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler til
gennemførelse af loven, herunder om betaling af bidrag, betaling af rente og
gebyrer i forbindelse med forsinket betaling, revisorbekræftelse af garanti
og bidragspligtens omfang, registrering i fonden, garantistillelse og fondens
bistand til kunder.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan efter indstilling fra fonden, hvis
prisudviklingen eller udviklingen i fondens formue tilsiger det, forhøje
garantistillelsen, jf. § 8, stk. 3-6, eller forhøje eller nedsætte bidraget,
jf. § 9, stk. 1.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan med tilslutning fra Folketingets
Finansudvalg stille garanti for lån optaget af fonden til opfyldelse af dens
forpligtelser.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan fra arrangører eller formidlere for
udenlandske arrangører indhente de oplysninger om omsætning og
forudbetalinger, der skønnes nødvendige til brug for at træffe afgørelse
efter stk. 2 og 3.
Stk. 5. Såfremt prisudviklingen tilsiger det, kan
erhvervsministeren forhøje den i § 2, stk. 1, nr. 3, nævnte beløbsgrænse.
Stk. 6. Erhvervsministeren kan henlægge sine beføjelser efter
loven til en styrelse under Erhvervsministeriet.
Klageadgang
§ 24. Fondens afgørelser vedrørende registreringspligt og
garantistillelse efter § 8, jf. §§ 2-4, § 14, stk. 2, §§ 19-21 og § 22, stk.
1 og 2, samt afgørelse vedrørende registreringspligt og garantistillelse
truffet i medfør af regler fastsat efter § 14, stk. 1, og § 23, stk. 1, kan
indbringes for Erhvervsankenævnet.
Kapitel 8
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
Straf
§ 25. For så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der
1) overtræder § 8, stk. 2,
2) undlader at give de af fonden og erhvervsministeren i henhold til § 13,
§ 22, stk. 3, og § 23, stk. 4, krævede oplysninger og dokumentation eller
3) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, der er nødvendige for
at sikre lovens overholdelse.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser m.v.
§ 26. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov om en rejsegarantifond, jf.
lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986.
Stk. 3. De bestemmelser, der er fastsat i medfør af lov om en
rejsegarantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986,
forbliver i kraft, indtil de afløses af bestemmelser fastsat i henhold til
denne lov.
Stk. 4. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører, der
var registreret ved lovens ikrafttræden, skal senest den 1. januar 1998
stille forhøjet garanti, jf. § 8, stk. 3-6.
Stk. 5. Almennyttige foreninger m.v., som har opnået dispensation
i henhold til § 7 a i lov om en rejsegarantifond, jf. lovbekendtgørelse nr.
104 af 28. februar 1986 om lov om en rejsegarantifond, som ændret ved lov nr.
454 af 30. juni 1993, skal uanset bestemmelsen i § 8, stk. 7, 2. pkt., ikke
stille garanti, såfremt deres virksomhed ikke ændrer sig væsentligt.
§ 27. I lov nr. 858 af 23. december 1987 om Industriministeriets
Erhvervsankenævn foretages følgende ændringer:
1. Lovens titel affattes således:
»Lov om Erhvervsankenævnet«.
2. I § 1, stk. 1, og § 4, stk. 1, ændres
»Industriministeriets Erhvervsankenævn« til:
»Erhvervsankenævnet«.
3. I § 1, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Endvidere er ankenævnet klageinstans for afgørelser truffet af
Rejsegarantifonden, i det omfang det er fastsat i lov om en
rejsegarantifond.«
Færøerne og Grønland
§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse
landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold
tilsiger.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 98-144.833 - Qatanngut-gruppen registreringspligtig i Rejsegarantifonden (22. april 1999) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 22. april 1999
- Ankenævnet stadfæster Rejsegarantifondens afgørelse omhandlende, at klager er registreringspligtig i Rejsegarantifonden, da klagers ophold med indkvartering og yogaundervisning anses for omfattet af rejsegarantifondens dækning Klagenævn (Nævnenes Hus) · 27. januar 2025
- Ankenævnet stadfæster Rejsegarantifondens afgørelse omhandlende, at klager er registreringspligtig i Rejsegarantifonden, da klagers ophold med indkvartering og yogaundervisning anses for om-fattet af rejsegarantifondens dækning Klagenævn (Nævnenes Hus) · 27. januar 2025
- Rejsegarantifondens afgørelse ændret. Ankenævnet fandt, at klager ikke var registreringspligtig i fonden og derfor ikke skulle stille garanti som anført; ikke udbyder af pakkerejser. Rejsegarantifonds Klagenævn (Nævnenes Hus) · 30. april 2018
- Forslag til Lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (Sammensatte rejsearrangementer og ændring af finansierings- og bestyrelsesstruktur) Retsinformation · 5. oktober 2017
- 1992 LSF 278 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM EN REJSEGARANTIFOND Retsinformation · 2. juli 1993