Spring til indhold

Retsinformation

1996 LSF 115 FORSLAG TIL LOV OM EN REJSEGARANTIFOND

1996/1 LSF 115Lovforslag som fremsatFolketinget15. maj 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde og definitioner

Fonden

§ 1. Rejsegarantifonden er en privat selvejende institution, der

skal yde kunder bistand. Fonden yder bistand i henhold til §§ 5 og 6, når en

kunde har indgået aftale om et rejsearrangement med en registreringspligtig

arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør, jf. dog § 21.

Rejsearrangement og flycharterrejse

§ 2. Ved et rejsearrangement forstås:

1) En pakkerejse, som består af en kombination af mindst to af følgende

elementer, såfremt de af arrangøren udbydes samlet eller har været udbudt på

forhånd og sælges samlet, og såfremt den samlede ydelse har en varighed på

over 24 timer eller omfatter overnatning:

a) Transport.

b) Indkvartering.

c) Anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport

eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.

2) En ydelse, der omfatter transport og indkvartering, som er aftalt med

samme arrangør eller formidler, men som ikke er omfattet af nr. 1.

3) Transport og anden turistmæssig ydelse, som ikke har en varighed over

24 timer, men har en samlet pris på over 1.000 kr.

Stk. 2. Særskilt fakturering af de i stk. 1 nævnte elementer

medfører ikke, at kombinationen af disse falder uden for loven.

Stk. 3. Ved en flycharterrejse forstås et rejsearrangement, hvor

transporten foregår med fly, og som udbydes efter et forud fastlagt program

med mindst 30 rejser pr. afgang.

Arrangør og formidler

§ 3. Som arrangør anses enhver, der i eget navn til kunder udbyder

eller sælger rejsearrangementer direkte eller gennem en formidler, medmindre

denne virksomhed alene udøves lejlighedsvis.

Læs alt

Stk. 2. Som formidler anses enhver, der udbyder eller sælger et

rejsearrangement i arrangørens navn.

Kunde

§ 4. Som kunde anses enhver, der køber, eller i hvis navn der

købes et rejsearrangement. Overdrager kunden rejsearrangementet, anses

tillige den, der får overdraget rejsearrangementet, som kunde. Den, der køber

et rejsearrangement med henblik på erhvervsmæssigt videresalg, anses dog ikke

som kunde.

Kapitel 2

Fondens bistand til kunder og fondens regreskrav

Dækningsområde

§ 5. Når en kunde har indgået en aftale om et rejsearrangement,

kan kunden få beløb, der er erlagt som betaling for et arrangement, godtgjort

af fonden, hvis arrangørens økonomiske forhold har medført, at et

rejsearrangement ikke kan påbegyndes. Hvis rejsearrangementet af samme grund

afbrydes, kan kunden kræve godtgørelse fra fonden for den del af vederlaget,

som svarer til de ydelser, der ikke er opfyldt over for kunden.

Stk. 2. Medfører en arrangørs økonomiske forhold, at der ikke er

sikret kunden passende hjemtransport, skal fonden inden rimelig tid sørge

herfor.

Stk. 3. Medfører en arrangørs økonomiske forhold, at der ikke er

sikret kunden passende overnatningsmuligheder samt andre væsentlige

fornødenheder, skal fonden sørge herfor eller yde en rimelig godtgørelse.

Stk. 4. Fonden kan endvidere yde kunden en rimelig godtgørelse for

tab, der skyldes en arrangørs økonomiske forhold.

Stk. 5. Fonden kan yde en godtgørelse til en formidler, der som

følge af en arrangørs økonomiske forhold har opfyldt kundens krav, jf. § 28,

stk. 1, i lov om pakkerejser.

Stk. 6. Fonden kan medvirke til, at rejsearrangementer

gennemføres, såfremt fonden skønner, at den derved vil opnå en væsentlig

økonomisk besparelse.

Frist for fremsættelse af krav

§ 6. Anmodning fra kunden om godtgørelse i henhold til § 5 skal

fremsættes over for fonden inden rimelig tid, dog senest 1 år efter, at

rejsen er afsluttet eller det er åbenbart, at rejsen ikke vil blive

gennemført.

Regreskrav m.v.

§ 7. Fonden indtræder i kundens krav, i det omfang den har

fyldestgjort disse. Fonden har ret til at få de udgifter, som den har afholdt

i forbindelse med hjemtransport og anden bistand, jf. § 5, stk. 2-5,

godtgjort.

Stk. 2. Fonden indtræder dog kun i kundens krav imod en formidler,

såfremt denne har pådraget sig ansvar over for kunden på andet grundlag end §

28, stk. 1, i lov om pakkerejser.

Stk. 3. Såfremt vederlaget for et rejsearrangement dækkes helt

eller delvis ved lån indrømmet kunden af en tredjemand på grundlag af en

aftale herom mellem denne og arrangøren eller formidleren for en udenlandsk

arrangør, indtræder fonden i kundens krav efter kreditaftaleloven, i det

omfang fonden har fyldestgjort disse.

Stk. 4. Fonden kan, i det omfang den har ydet kunder godtgørelse,

hjemtransport eller anden bistand, søge sig fyldestgjort i det garantibeløb,

der er stillet af formidleren for en udenlandsk arrangør, jf. § 8, stk. 3. Er

garanti ikke stillet af formidleren, hæfter denne for et beløb svarende til

det beløb, der burde være stillet i garanti.

Stk. 5. Enhver, der formidler rejsearrangementer for en

registreringspligtig arrangør, der i strid med bestemmelsen i § 8, stk. 3,

ikke har stillet garanti, er ansvarlig for det beløb, der burde være stillet

i garanti.

Stk. 6. Den, der til en arrangør har solgt et rejsearrangement med

henblik på videresalg, hæfter over for fonden for gennemførelsen af

rejsearrangementet, såfremt den pågældende indså eller burde have indset, at

der kunne være risiko for, at arrangøren ikke ville kunne gennemføre

arrangementet.

Kapitel 3

Arrangørers og formidleres anmeldelse og registrering i fonden,

garantistillelse og betaling af bidrag

Anmeldelse, registrering og garantistillelse

§ 8. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører skal

foretage anmeldelse til Rejsegarantifonden, som registrerer og underretter de

pågældende om optagelsen i registeret.

Stk. 2. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører må kun

udbyde og sælge rejsearrangementer, såfremt de er registreret i

Rejsegarantifonden.

Stk. 3. Det er en betingelse for registrering, at arrangøren eller

formidleren for den udenlandske arrangør over for fonden stiller en garanti,

der er afhængig af dennes omsætning, i overensstemmelse med bestemmelserne i

stk. 4-6. Garantien skal stilles i et pengeinstitut, i et forsikringsselskab,

ved kontant deponering eller ved deponering af andre tilsvarende aktiver.

Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke andre tilsvarende

aktiver end kontante beløb der kan deponeres. Garantibeløbet skal af fonden

kunne kræves indbetalt til dækning af krav, som fonden får mod arrangøren

eller formidleren for en udenlandsk arrangør.

Stk. 4. Ved omsætning i stk. 3, 1. pkt., forstås den de seneste 4

kvartaler til kunderne fakturerede omsætning ved salg af de i loven omfattede

rejsearrangementer.

Stk. 5. Garantiens størrelse skal stilles i overensstemmelse med

følgende, jf. dog stk. 6 og § 23, stk. 2:

1) Ved en omsætning på ikke over 15 mio. kr. er garantien 300.000 kr.

2) Ved en omsætning på mere end 15 mio. kr., men ikke over 50 mio. kr., er

garantien 1,0 mio. kr.

3) Ved en omsætning på mere end 50 mio. kr., men ikke over 100 mio. kr.,

er garantien 1,5 mio. kr.

4) Ved en omsætning på mere end 100 mio. kr., men ikke over 250 mio. kr.,

er garantien 2,0 mio. kr.

5) Ved en omsætning på mere end 250 mio kr. er garantien 2,5 mio. kr.

Stk. 6. Udgør flycharterrejseomsætningen 50 pct. eller derover,

skal garantiens størrelse stilles i overensstemmelse med følgende, jf. dog §

23, stk. 2:

1) Ved en omsætning på ikke over 10 mio. kr. er garantien 300.000 kr.

2) Ved en omsætning på mere end 10 mio. kr., men ikke over 25 mio. kr., er

garantien 1 mio. kr.

3) Ved en omsætning på mere end 25 mio. kr., men ikke over 50 mio. kr., er

garantien 1,5 mio. kr.

4) Ved en omsætning på mere end 50 mio. kr., men ikke over 100 mio. kr.,

er garantien 2,5 mio. kr.

5) Ved en omsætning på mere end 100 mio. kr., men ikke over 150 mio. kr.,

er garantien 5 mio. kr.

6) Ved en omsætning på mere end 150 mio. kr., men ikke over 200 mio. kr.,

er garantien 7,5 mio. kr.

7) Ved en omsætning på mere end 200 mio. kr., men ikke over 300 mio. kr.,

er garantien 10 mio. kr.

8) Ved en omsætning på mere end 300 mio. kr., men ikke over 500 mio. kr.,

er garantien 15 mio. kr.

9) Ved en omsætning på mere end 500 mio. kr., men ikke over 700 mio. kr.,

er garantien 25 mio. kr.

10) Ved en omsætning på mere end 700 mio. kr. er garantien 30 mio. kr.

Stk. 7. Almennyttige foreninger m.v., der som et led i deres

virksomhed udbyder rejsearrangementer, skal ikke stille garanti. Dette gælder

dog kun, såfremt rejsevirksomheden udgør en mindre del af foreningens

almennyttige aktiviteter.

Stk. 8. Formidleren for en udenlandsk arrangør skal ikke stille

garanti eller betale bidrag, såfremt garantien for de af formidleren solgte

rejsearrangementer opfylder betingelserne i en af et andet EU- eller EØS-land

godkendt ordning.

Stk. 9. En arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør,

der er dømt eller har vedtaget en bøde for overtrædelse af stk. 2, kan ikke

registreres i fonden, før fondens krav i medfør af § 7 og § 9, stk. 2, er

betalt.

Bidrag til Rejsegarantifonden

§ 9. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører skal til

fonden betale et bidrag på 5 kr. pr. deltager i et rejsearrangement, der er

omfattet af fondens dækning.

Stk. 2. Har en arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør

uden at være registreret i henhold til § 8 solgt rejsearrangementer, kan

fonden afkræve arrangøren eller formidleren de bidrag med påløbne renter

m.v., som skulle have været betalt efter stk. 1.

Kapitel 4

Fondens bestyrelse, vedtægter og beføjelser

Sammensætning

§ 10. Fondens bestyrelse består af en formand og 4 medlemmer, der

udnævnes af erhvervsministeren. Af de 4 medlemmer repræsenterer 2 de i fonden

registrerede og 2 kunderne. Bestyrelsen og en stedfortræder for formanden

udnævnes for 3 år.

Regnskab

§ 11. Bestyrelsen afgiver inden 6 måneder efter et kalenderårs

udløb et af Rigsrevisionen revideret regnskab for det forløbne år med

beretning om fondens virksomhed til erhvervsministeren.

Vedtægter og forretningsorden m.v.

§ 12. Fondens vedtægter og bestyrelsens forretningsorden

fastsættes af bestyrelsen og skal være godkendt af erhvervsministeren.

Vedtægterne skal indeholde bestemmelser om anbringelse af fondens midler.

Stk. 2. Omkostningerne ved fondens administration afholdes af

fonden.

Oplysninger

§ 13. Fonden kan af enhver forlange alle oplysninger, som skønnes

nødvendige for at sikre, at loven overholdes, herunder til afgørelse af, om

et forhold falder ind under lovens bestemmelser, eller for at undgå, at

fonden lider tab. Fonden kan kræve dokumentation for oplysninger, som afgives

i henhold til 1. pkt.

Nedsat garantistillelse og bidrag

§ 14. Fonden kan fastsætte bestemmelser om, at garantien eller

bidraget nedsættes eller bortfalder for en arrangør eller formidler for en

udenlandsk arrangør,

1) når omsætningen er under mindstegarantistillelsen, jf. § 8, stk. 5, nr.

1, og stk. 6, nr. 1,

2) for rejsearrangementer, hvori der ikke indgår transport, jf. § 2, stk.

1, litra a, eller

3) for andre særlige typer af rejsearrangementer.

Stk. 2. Fonden kan bestemme, at garanti og bidrag i særlige

tilfælde nedsættes eller bortfalder.

Kapitel 5

Slettelse af registrering og krav om forhøjet garantistillelse

Fyldestgørelse i garantien

§ 15. Har fonden søgt sig fyldestgjort i den af en arrangør eller

formidler for en udenlandsk arrangør stillede garanti, slettes arrangøren

eller formidlerens registrering i fonden, medmindre den stillede garanti er

tilstrækkelig til at dække fondens fordringer og garantien inden en af fonden

fastsat frist bringes op på den i § 8, stk. 5 og 6, nævnte størrelse, jf. dog

§ 19.

Opsigelse og ophør

§ 16. Opsiges en stillet garanti, eller ophører en registreret

arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør med at drive virksomhed,

slettes registreringen, og den stillede garanti frigives, når det må anses

for udelukket, at krav fra kunder vil fremkomme.

Manglende garantistillelse eller betaling af bidrag m.v.

§ 17. Undlader en registreret arrangør eller formidler for en

udenlandsk arrangør at betale bidrag til fonden eller at bringe

garantistillelse i overensstemmelse med § 8, stk. 5 og 6, eller modtager

fonden ikke på forlangende de i §§ 13 og 22, stk. 3, nævnte oplysninger, kan

fondens bestyrelse beslutte, at registreringen i fonden slettes, hvis

forpligtelserne ikke er opfyldt inden en fastsat frist.

Stk. 2. Slettes en arrangør eller formidler for en udenlandsk

arrangør i medfør af stk. 1, kan den stillede garanti først frigives, når det

må anses for udelukket, at krav fra kunder vil fremkomme, og kun i det omfang

garantien ikke måtte være anvendt af fonden til dækning af krav på arrangøren

eller formidleren for den udenlandske arrangør for ikke indbetalte bidrag med

påløbne renter.

Genoptagelse

§ 18. En arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør, hvis

registrering er slettet i medfør af §§ 15 eller 17, stk. 1, kan først optages

på ny i registret, når arrangøren eller formidleren for den udenlandske

arrangør har betalt skyldige beløb til fonden og har givet de af fonden

forlangte oplysninger.

Forhøjet garantistillelse

§ 19. Fonden kan kræve forhøjet garantistillelse af en arrangør

eller en formidler for en udenlandsk arrangør, når en ejer af virksomheden

eller den person, der reelt driver virksomheden, og som er knyttet til ejeren

på samme måde som fastsat i aktieselskabslovens § 115, stk. 1, 2. pkt., eller

et medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion inden for de seneste 5

år har været ejer af eller medlem af bestyrelsen eller direktionen i en anden

virksomhed, som inden for dette tidsrum ikke rettidigt har betalt skyldige

beløb til fonden i henhold til § 7, § 9, stk. 2, og §§ 15 og 17. Er den

registreringspligtige et selskab m.v., anses som ejer også en person, der

besidder sådanne kapitalandele i virksomheden, som henregnes til

hovedaktionæraktier efter aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 2-4, eller

et selskab m.v., der besidder sådanne kapitalandele i virksomheden, som er

omhandlet i kursgevinstlovens § 6 B, stk. 3.

Stk. 2. Forhøjelse af garantistillelsen efter stk. 1 må kun

kræves, når det må antages, at der er en særlig risiko for, at fonden vil

lide yderligere tab.

Stk. 3. Fonden kan kræve forhøjet garantistillelse af en arrangør

eller formidler for en udenlandsk arrangør, hvis denne øger fondens risiko

ved at modtage forudbetalinger, som væsentligt afviger fra det sædvanlige for

rejsearrangementer af den pågældende art.

Stk. 4. Bortfalder den i stk. 2 og 3 omtalte risiko, skal fonden

på begæring nedsætte garantistillelsen.

Kapitel 6

Lovens internationale anvendelsesområde m.v.

Registreringspligt

§ 20. Pligten til at lade sig registrere omfatter her i landet

etablerede arrangører og formidlere for udenlandske arrangører.

Fondens dækning

§ 21. Fonden dækker ikke rejsearrangementer, der er markedsført og

solgt i udlandet. Registreringspligtige arrangørers og formidleres salg af

rejsearrangementer i udlandet er dog dækket, såfremt rejsearrangementet

indeholder grænseoverskridende transport og udgår fra Danmark.

Stk. 2. Et rejsearrangement anses for markedsført og solgt i

udlandet, såfremt

1) arrangøren eller en formidler har modtaget kundens bestilling i

udlandet eller

2) der i udlandet er fremsat særligt tilbud over for kunden eller er

foretaget reklamering og kunden derefter i udlandet har foretaget de

handlinger, der er nødvendige for aftalens indgåelse.

Krav om tilstrækkelig garanti

§ 22. Enhver her i landet etableret arrangør eller formidler for

en udenlandsk arrangør, der inden for EU/EØS-området udbyder pakkerejser, jf.

§ 2, stk. 1, nr. 1, som ikke er dækket af fonden, jf. § 21, skal stille

tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller konkurs at sikre

tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af kunden.

Stk. 2. Enhver, der fra udlandet markedsfører pakkerejser her i

landet, skal stille tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller

konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af kunden.

Garantistillelse, der opfylder betingelserne i en af et andet EU/EØS-land

godkendt ordning, anses som tilstrækkelig.

Stk. 3. Såfremt fonden anmoder herom, skal vedkommende

dokumentere, at de i stk. 1 og 2 nævnte krav om sikkerhed er stillet.

Tilsvarende dokumentation skal efter anmodning gives til en udenlandsk

myndighed, der fører kontrol med regler, der er fastsat til gennemførelse af

Rådets direktiv 90/314/EØF om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure.

Kapitel 7

Ministerens beføjelser

§ 23. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler til

gennemførelse af loven, herunder om betaling af bidrag, betaling af rente og

gebyrer i forbindelse med forsinket betaling, revisorbekræftelse af garanti

og bidragspligtens omfang, registrering i fonden, garantistillelse og fondens

bistand til kunder.

Stk. 2. Erhvervsministeren kan efter indstilling fra fonden, hvis

prisudviklingen eller udviklingen i fondens formue tilsiger det, forhøje

garantistillelsen, jf. § 8, stk. 3-6, eller forhøje eller nedsætte bidraget,

jf. § 9, stk. 1.

Stk. 3. Erhvervsministeren kan med tilslutning fra Folketingets

Finansudvalg stille garanti for lån optaget af fonden til opfyldelse af dens

forpligtelser.

Stk. 4. Erhvervsministeren kan fra arrangører eller formidlere for

udenlandske arrangører indhente de oplysninger om omsætning og

forudbetalinger, der skønnes nødvendige til brug for at træffe afgørelse

efter stk. 2 og 3.

Stk. 5. Såfremt prisudviklingen tilsiger det, kan

erhvervsministeren forhøje den i § 2, stk. 1, nr. 3, nævnte beløbsgrænse.

Stk. 6. Erhvervsministeren kan henlægge sine beføjelser efter

loven til en styrelse under Erhvervsministeriet.

Klageadgang

§ 24. Fondens afgørelser vedrørende registreringspligt og

garantistillelse efter § 8, jf. §§ 2-4, § 14, stk. 2, §§ 19-21 og § 22, stk.

1 og 2, samt afgørelse vedrørende registreringspligt og garantistillelse

truffet i medfør af regler fastsat efter § 14, stk. 1, og § 23, stk. 1, kan

indbringes for Erhvervsankenævnet.

Kapitel 8

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

Straf

§ 25. For så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige

lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der

1) overtræder § 8, stk. 2,

2) undlader at give de af fonden og erhvervsministeren i henhold til § 13,

§ 22, stk. 3, og § 23, stk. 4, krævede oplysninger og dokumentation eller

3) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til fonden eller

erhvervsministeren.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser m.v.

§ 26. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov om en rejsegarantifond, jf.

lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986.

Stk. 3. De bestemmelser, der er fastsat i medfør af lov om en

rejsegarantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986,

forbliver i kraft, indtil de afløses af bestemmelser fastsat i henhold til

denne lov.

Stk. 4. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører, der

var registreret ved lovens ikrafttræden, skal senest den 1. januar 1998

stille forhøjet garanti, jf. § 8, stk. 3-6.

Stk. 5. Almennyttige foreninger m.v., som har opnået dispensation

i henhold til § 7 a i lov om en rejsegarantifond, jf. lovbekendtgørelse nr.

104 af 28. februar 1986 om lov om en rejsegarantifond, som ændret ved lov nr.

454 af 30. juni 1993, skal uanset bestemmelsen i § 8, stk. 7, 2. pkt., ikke

stille garanti, såfremt deres virksomhed ikke ændrer sig væsentligt.

§ 27. I lov nr. 858 af 23. december 1987 om Industriministeriets

Erhvervsankenævn foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om Erhvervsankenævnet«.

2. I § 1, stk. 1, og § 4, stk. 1, ændres

»Industriministeriets Erhvervsankenævn« til:

»Erhvervsankenævnet«.

3. I § 1, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Endvidere er ankenævnet klageinstans for afgørelser truffet af

Rejsegarantifonden, i det omfang det er fastsat i lov om en

rejsegarantifond.«

Færøerne og Grønland

§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse

landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold

tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde og definitioner

Fonden

§ 1. Rejsegarantifonden er en privat selvejende institution, der

skal yde kunder bistand. Fonden yder bistand i henhold til §§ 5 og 6, når en

kunde har indgået aftale om et rejsearrangement med en registreringspligtig

arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør, jf. dog § 21.

Rejsearrangement og flycharterrejse

§ 2. Ved et rejsearrangement forstås:

1) En pakkerejse, som består af en kombination af mindst to af følgende

elementer, såfremt de af arrangøren udbydes samlet eller har været udbudt på

forhånd og sælges samlet, og såfremt den samlede ydelse har en varighed på

over 24 timer eller omfatter overnatning:

a) Transport.

b) Indkvartering.

c) Anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport

eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.

2) En ydelse, der omfatter transport og indkvartering, som er aftalt med

samme arrangør eller formidler, men som ikke er omfattet af nr. 1.

3) Transport og anden turistmæssig ydelse, som ikke har en varighed over

24 timer, men har en samlet pris på over 1.000 kr.

Stk. 2. Særskilt fakturering af de i stk. 1 nævnte elementer

medfører ikke, at kombinationen af disse falder uden for loven.

Stk. 3. Ved en flycharterrejse forstås:

Et rejsearrangement, hvor transporten foregår med fly og som udbydes efter

et forud fastlagt program med mindst 30 rejser pr. afgang.

Arrangør og formidler

§ 3. Som arrangør anses enhver, der i eget navn til kunder udbyder

eller sælger rejsearrangementer direkte eller gennem en formidler, medmindre

denne virksomhed alene udøves lejlighedsvis.

Stk. 2. Som formidler anses enhver, der udbyder eller sælger et

rejsearrangement i arrangørens navn.

Kunde

§ 4. Som kunde anses enhver, der køber eller i hvis navn, der

købes et rejsearrangement. Overdrager kunden rejsearrangementet, anses

tillige den, der får overdraget rejsearrangementet, som kunde. Den, der køber

et rejsearrangement med henblik på erhvervsmæssigt videresalg, anses dog ikke

som kunde.

Kapitel 2

Fondens bistand til kunder og fondens regreskrav

Dækningsområde

§ 5. Når en kunde har indgået en aftale om et rejsearrangement,

kan kunden få beløb, der er erlagt som betaling for et arrangement, godtgjort

af fonden, hvis arrangørens økonomiske forhold har medført, at et

rejsearrangement ikke kan påbegyndes. Hvis rejsearrangementet af samme grund

afbrydes, kan kunden kræve godtgørelse fra fonden for den del af vederlaget,

som svarer til de ydelser, der ikke er opfyldt over for kunden.

Stk. 2. Medfører en arrangørs økonomiske forhold, at der ikke er

sikret kunden passende hjemtransport, skal fonden inden rimelig tid sørge

herfor.

Stk. 3. Medfører en arrangørs økonomiske forhold, at der ikke er

sikret kunden passende overnatningsmuligheder samt andre væsentlige

fornødenheder, skal fonden sørge herfor, eller yde en rimelig godtgørelse.

Stk. 4. Fonden kan endvidere yde kunden en rimelig godtgørelse for

tab, der skyldes en arrangørs økonomiske forhold.

Stk. 5. Fonden kan yde en godtgørelse til en formidler, der som

følge af en arrangørs økonomiske forhold har opfyldt kundens krav, jf. § 28,

stk. 1, i lov om pakkerejser.

Stk. 6. Fonden kan medvirke til, at rejsearrangementer

gennemføres, såfremt fonden skønner, at den derved vil opnå en væsentlig

økonomisk besparelse.

Frist for fremsættelse af krav

§ 6. Anmodning fra kunden om godtgørelse i henhold til § 5 skal

fremsættes over for fonden inden rimelig tid, dog senest 1 år efter, at

rejsen er afsluttet, eller at det er åbenbart, at rejsen ikke vil blive

gennemført.

Regreskrav mv.

§ 7. Fonden indtræder i kundens krav i det omfang, den har

fyldestgjort disse. Fonden har ret til at få de udgifter, som den har afholdt

i forbindelse med hjemtransport og anden bistand, jf. § 5, stk. 2-5

godtgjort.

Stk. 2. Fonden indtræder dog kun i kundens krav imod en formidler,

såfremt denne har pådraget sig ansvar over for kunden på andet grundlag end §

28, stk. 1, i lov om pakkerejser.

Stk. 3. Fonden kan i det omfang, den har ydet kunder godtgørelse,

hjemtransport eller anden bistand, søge sig fyldestgjort i det garantibeløb,

der er stillet af formidleren for en udenlandsk arrangør, jf. § 8, stk. 3. Er

garanti ikke stillet af formidleren, hæfter denne for et beløb svarende til

det beløb, der burde være stillet i garanti.

Stk. 4. Enhver, der formidler rejsearrangementer for en

registreringspligtig arrangør, der i strid med bestemmelsen i § 8, stk. 3,

ikke har stillet garanti, er ansvarlig for det beløb, der burde være stillet

i garanti.

Stk. 5. Den, der til en arrangør har solgt et rejsearrangement med

henblik på videresalg, hæfter over for fonden for gennemførelsen af

rejsearrangementet, såfremt den pågældende indså eller burde have indset, at

der kunne være risiko for, at arrangøren ikke ville kunne gennemføre

arrangementet.

Kapitel 3

Arrangørers og formidleres anmeldelse og registrering i fonden,

garantistillelse og betaling af bidrag

Anmeldelse, registrering og garantistillelse

§ 8. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører skal

foretage anmeldelse til rejsegarantifonden, som registrerer og underretter de

pågældende om optagelsen i registeret.

Stk. 2. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører må kun

udbyde og sælge rejsearrangementer, såfremt de er registrerede i

rejsegarantifonden.

Stk. 3. Det er en betingelse for registrering, at arrangøren eller

formidleren for den udenlandske arrangør over for fonden stiller en garanti,

der er afhængig af dennes omsætning, i overensstemmelse med bestemmelserne i

stk. 4-6. Garantien skal stilles i et pengeinstitut, et forsikringsselskab

eller ved kontant deponering. Garantibeløbet skal af fonden kunne kræves

indbetalt til dækning af krav, som fonden får mod arrangøren eller

formidleren for en udenlandsk arrangør.

Stk. 4. Ved omsætning i stk. 3, 1. pkt., forstås den de seneste 4

kvartaler til kunderne fakturerede omsætning ved salg af de i loven omfattede

rejsearrangementer.

Stk. 5. Garantiens størrelse skal stilles i overensstemmelse med

følgende, jf. dog stk. 6 og § 23, stk. 2:

1) Ved en omsætning på ikke over 15 mio. kr. er garantien 300.000 kr.

2) Ved en omsætning på mere end 15 mio. kr. men ikke over 50 mio. kr. er

garantien 1,0 mio. kr.

3) Ved en omsætning på mere end 50 mio. kr. men ikke over 100 mio. kr. er

garantien 1,5 mio. kr.

4) Ved en omsætning på mere end 100 mio. kr. men ikke mere end 250 mio.

kr. er garantien 2,0 mio. kr.

5) Ved en omsætning på mere end 250 mio kr. er garantien 2,5 mio. kr.

Stk. 6. Udgør flycharterrejseomsætningen 50 procent eller derover,

skal garantiens størrelse stilles i overensstemmelse med følgende, jf. dog §

23, stk. 2:

1) Ved en omsætning på ikke over 15 mio. kr. er garantien 300.000 kr.

2) Ved en omsætning på mere end 15 mio. kr., men ikke over 50 mio. kr., er

garantien 2 mio. kr.

3) Ved en omsætning på mere end 50 mio. kr., men ikke over 100 mio. kr.,

er garantien 5 mio. kr.

4) Ved en omsætning på mere end 100 mio. kr., men ikke mere end 250 mio.

kr., er garantien 10 mio. kr.

5) Ved en omsætning på mere end 250 mio. kr. er garantien 15 mio. kr.

6) Ved en omsætning på mere end 500 mio. kr. er garantien 30 mio. kr.

Stk. 7. Almennyttige foreninger mv., der som et led i deres

virksomhed udbyder rejsearrangementer, skal ikke stille garanti. Dette gælder

dog kun, såfremt rejsevirksomheden udgør en mindre del af foreningens

almennyttige aktiviteter.

Stk. 8. Formidleren for en udenlandsk arrangør skal ikke stille

garanti eller betale bidrag, såfremt garantien for de af formidleren solgte

rejsearrangementer opfylder betingelserne i en af et andet EU/EØS-land

godkendt ordning.

Stk. 9. En arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør,

der er dømt eller har vedtaget en bøde for overtrædelse af stk. 2, kan ikke

registreres i fonden, før fondens krav i medfør af § 7 og § 9, stk. 2, er

betalt.

Bidrag til rejsegarantifonden

§ 9. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører skal til

fonden betale et bidrag på 5 kr. pr. deltager i et rejsearrangement, der er

omfattet af fondens dækning.

Stk. 2. Har en arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør

uden at være registreret i henhold til § 8 solgt rejsearrangementer, kan

fonden afkræve arrangøren eller formidleren de bidrag med påløbne renter mv.,

som skulle have været betalt efter stk. 1.

Kapitel 4

Fondens bestyrelse, vedtægter og beføjelser

Sammensætning

§ 10. Fondens bestyrelse består af en formand og 4 medlemmer, der

udnævnes af erhvervsministeren. Af de 4 medlemmer repræsenterer 2 de i fonden

registrerede og 2 kunderne. Bestyrelsen og en stedfortræder for formanden

udnævnes for 3 år.

Regnskab

§ 11. Bestyrelsen afgiver inden 6 måneder efter et kalenderårs

udløb et af Rigsrevisionen revideret regnskab for det forløbne år med

beretning om fondens virksomhed til erhvervsministeren.

Vedtægter og forretningsorden mv.

§ 12. Fondens vedtægter og bestyrelsens forretningsorden

fastsættes af bestyrelsen og skal være godkendt af erhvervsministeren.

Vedtægterne skal indeholde bestemmelser om anbringelse af fondens midler.

Stk. 2. Omkostningerne ved fondens administration afholdes af

fonden.

Oplysninger

§ 13. Fonden kan af enhver forlange alle oplysninger, som skønnes

nødvendige for at sikre, at loven overholdes, herunder til afgørelse af, om

et forhold falder ind under lovens bestemmelser, eller for at undgå, at

fonden lider tab. Fonden kan kræve dokumentation for oplysninger, som afgives

i henhold til 1. pkt.

Nedsat garantistillelse og bidrag

§ 14. Fonden kan fastsætte bestemmelser om, at garantien eller

bidraget nedsættes eller bortfalder for en arrangør eller formidler for en

udenlandsk arrangør,

1) når omsætningen er under mindstegarantistillelsen, jf. § 8, stk. 5, nr.

1, og stk. 6, nr. 1,

2) for rejsearrangementer, hvori der ikke indgår transport, jf. § 2, stk.

1, litra a, eller

3) for andre særlige typer af rejsearrangementer.

Stk. 2. Fonden kan bestemme, at garanti og bidrag i særlige

tilfælde nedsættes eller bortfalder.

Kapitel 5

Slettelse af registrering og krav om forhøjet garantistillelse

Fyldestgørelse i garantien

§ 15. Har fonden søgt sig fyldestgjort i den af en arrangør eller

formidler for en udenlandsk arrangør stillede garanti, slettes arrangøren

eller formidlerens registrering i fonden, medmindre den stillede garanti er

tilstrækkelig til at dække fondens fordringer, og garantien inden en af

fonden fastsat frist bringes op på den i § 8, stk. 5 og 6, nævnte størrelse,

jf. dog § 19.

Opsigelse og ophør

§ 16. Opsiges en stillet garanti, eller ophører en registreret

arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør med at drive virksomhed

slettes registreringen, og den stillede garanti frigives, når det må anses

for udelukket, at krav fra kunder vil fremkomme.

Manglende garantistillelse eller betaling af bidrag mv.

§ 17. Undlader en registreret arrangør eller formidler for en

udenlandsk arrangør at betale bidrag til fonden, bringe garantistillelse i

overensstemmelse med § 8, stk. 5 og 6, eller modtager fonden ikke på

forlangende de i §§ 13 og 22, stk. 3, nævnte oplysninger, kan fondens

bestyrelse beslutte, at registreringen i fonden slettes, hvis forpligtelserne

ikke er opfyldt inden en fastsat frist.

Stk. 2. Slettes en arrangør eller formidler for en udenlandsk

arrangør i medfør af stk. 1, kan den stillede garanti først frigives, når det

må anses for udelukket, at krav fra kunder vil fremkomme, og kun i det omfang

garantien ikke måtte være anvendt af fonden til dækning af krav på arrangøren

eller formidleren for den udenlandske arrangør for ikke indbetalte bidrag med

påløbne renter.

Genoptagelse

§ 18. En arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør, hvis

registrering er slettet i medfør af §§ 15 eller 17, stk. 1, kan først optages

på ny i registret, når arrangøren eller formidleren for den udenlandske

arrangør har betalt skyldige beløb til fonden og har givet de af fonden

forlangte oplysninger.

Forhøjet garantistillelse

§ 19. Fonden kan kræve forhøjet garantistillelse af en arrangør

eller en formidler for en udenlandsk arrangør, når en ejer af virksomheden

eller den person, der reelt driver virksomheden, og som er knyttet til ejeren

på samme måde som fastsat i aktieselskabslovens § 115, stk. 1, 2. pkt., eller

et medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion inden for de seneste 5

år har været ejer af eller medlem af bestyrelsen eller direktionen i en anden

virksomhed, som inden for dette tidsrum ikke rettidigt har betalt skyldige

beløb til fonden i henhold til § 7, § 9, stk. 2, og §§ 15 og 17. Er den

registreringspligtige et selskab mv., anses som ejer også en person, der

besidder sådanne kapitalandele i virksomheden, som henregnes til

hovedaktionæraktier efter personskattelovens § 19 a, stk. 2-4, eller et

selskab mv., der besidder sådanne kapitalandele i virksomheden, som er

omhandlet i kursgevinstlovens § 6 B, stk. 3.

Stk. 2. Forhøjelse af garantistillelsen efter stk. 1 må kun

kræves, når det må antages, at der er en særlig risiko for, at fonden vil

lide yderligere tab.

Stk. 3. Fonden kan kræve forhøjet garantistillelse af en arrangør

eller formidler for en udenlandsk arrangør, hvis denne øger fondens risiko

ved at modtage forudbetalinger, som væsentligt afviger fra det sædvanlige for

rejsearrangementer af den pågældende art.

Stk. 4. Bortfalder den i stk. 2 og 3 omtalte risiko, skal fonden

på begæring nedsætte garantistillelsen.

Kapitel 6

Lovens internationale anvendelsesområde mv.

Registreringspligt

§ 20. Pligten til at lade sig registrere omfatter her i landet

etablerede arrangører og formidlere for udenlandske arrangører.

Fondens dækning

§ 21. Fonden dækker ikke rejsearrangementer, der er markedsført og

solgt i udlandet. Registreringspligtige arrangørers og formidleres salg af

rejsearrangementer i udlandet er dog dækket, såfremt rejsearrangementet

indeholder grænseoverskridende transport og udgår fra Danmark.

Stk. 2. Et rejsearrangement anses for markedsført og solgt i

udlandet, såfremt,

1) arrangøren eller en formidler har modtaget kundens bestilling i

udlandet, eller

2) der i udlandet er fremsat særligt tilbud overfor kunden eller er

foretaget reklamering, og kunden derefter i udlandet har foretaget de

handlinger, der er nødvendige for aftalens indgåelse.

Krav om tilstrækkelig garanti

§ 22. Enhver her i landet etableret arrangør eller formidler for

en udenlandsk arrangør, der indenfor EU/EØS-området udbyder pakkerejser, jf.

§ 2, stk. 1, nr. 1, som ikke er dækket af fonden, jf. § 21, skal stille

tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller konkurs at sikre

tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af kunden.

Stk. 2. Enhver, der fra udlandet markedsfører pakkerejser her i

landet, skal stille tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller

konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af kunden.

Garantistillelse, der opfylder betingelserne i en af et andet EU/EØS-land

godkendt ordning anses som tilstrækkelig.

Stk. 3. Såfremt fonden anmoder herom, skal vedkommende

dokumentere, at de i stk. 1 og 2 nævnte krav om sikkerhed er stillet.

Tilsvarende dokumentation skal efter anmodning gives til en udenlandsk

myndighed, der fører kontrol med regler, der er fastsat til gennemførelse af

Rådets direktiv 90/314/EØF om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure.

Kapitel 7

Ministerens beføjelser

§ 23. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler til

gennemførelse af loven, herunder om betaling af bidrag, betaling af rente og

gebyrer i forbindelse med forsinket betaling, revisorbekræftelse af garanti

og bidragspligtens omfang, registrering i fonden, garantistillelsen og

fondens bistand til kunder.

Stk. 2. Erhvervsministeren kan efter indstilling fra fonden, hvis

udviklingen i fondens formue tilsiger det, forhøje garantistillelsen, jf. §

8, stk. 3-6, eller bidraget, jf. § 9, stk. 1.

Stk. 3. Erhvervsministeren kan med tilslutning fra Folketingets

Finansudvalg stille garanti for lån optaget af fonden til opfyldelse af dens

forpligtelser.

Stk. 4. Erhvervsministeren kan fra arrangører eller formidlere for

udenlandske arrangører indhente de oplysninger om omsætning og

forudbetalinger, der skønnes nødvendige til brug for at træffe afgørelse

efter stk. 2 og 3.

Stk. 5. Såfremt prisudviklingen tilsiger det, kan

erhvervsministeren forhøje den i § 2, stk. 1, nr. 3, nævnte beløbsgrænse.

Stk. 6. Erhvervsministeren kan henlægge sine beføjelser efter

loven til en styrelse under Erhvervsministeriet.

Klageadgang

§ 24. Fondens afgørelser vedrørende registreringspligt og

garantistillelse efter § 8, jf. §§ 2-4, § 14, stk. 2, §§ 19-21 og § 22, stk.

1 og 2, samt afgørelse vedrørende registreringspligt og garantistillelse

truffet i medfør af regler fastsat efter § 14, stk. 1, og § 23, stk. 1, kan

indbringes for Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn.

Kapitel 8

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

Straf mv.

§ 25. For så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige

lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der

1) overtræder § 8, stk. 2,

2) undlader at give de af fonden og erhvervsministeren i henhold til §§

13, 22, stk. 3, og 23, stk. 4, krævede oplysninger og dokumentation, eller

3) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, der er nødvendige for

at sikre lovens overholdelse.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelse mv.

§ 26. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov om en rejsegarantifond, jf.

lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986.

Stk. 3. De bestemmelser, der er fastsat i medfør af

lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986, forbliver i kraft, indtil de

afløses af bestemmelser, fastsat i henhold til denne lov.

Stk. 4. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører, der

var registreret ved lovens ikrafttræden, skal senest den 1. oktober 1997

stille forhøjet garanti, jf. § 8, stk. 3-6.

Stk. 5. Almennyttige foreninger mv., som har opnået dispensation i

henhold til § 7 a i lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986 om lov om

en rejsegarantifond, som ændret ved lov nr. 454 af 30. juni 1993 skal, uanset

bestemmelsen i § 8, stk. 7, 2. pkt., ikke stille garanti, såfremt deres

virksomhed ikke ændrer sig væsentligt.

§ 27. I lov nr. 858 af 23. december 1987 om Industriministeriets

Erhvervsankenævn foretages følgende ændring:

1. I lovens titel ændres »Industriministeriets« til:

»Erhvervsministeriets«.

2. I § 1, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Endvidere er ankenævnet klageinstans for afgørelser truffet af

rejsegarantifonden i det omfang, det er fastsat i lov om en

rejsegarantifond.«

Færøerne og Grønland

§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse

landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold

tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Under arbejdet i 1992 og 1993 med forberedelse af ændringen til lov om en

rejsegarantifond med henblik på implementering af artikel 7 i Rådets direktiv

af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure

(pakkerejsedirektivet), 90/314/ EØF, EF-Tidende 1990 L 158, side 59, viste

der sig at være behov for en mere omfattende revision af

rejsegarantifondloven, der er fra 1979.

Det fremgår af bemærkningerne til ændringslovforslaget, L 278, som blev

fremsat den 28. april 1993, Folketingstidende 1992/93, sp. 9134, at der

skulle nedsættes et udvalg med henblik på en egentlig revision af loven,

således at et nyt forslag kunne forelægges Folketinget.

Et udvalg bestående af repræsentanter fra Danmarks Rejsebureau Forening,

Foreningen af Rejsearrangører i Danmark, Advokatrådet, Assurandør-Societetet,

Forbrugerrådet, Justitsministeriet, Turismens Fællesråd, Forbrugerstyrelsen,

Rejsegarantifonden samt Erhvervsministeriet har på denne baggrund udarbejdet

et udkast til en ny rejsegarantifondlov.

Udvalgets udkast har været udsendt i høring hos interesseorganisationer og

offentlige myndigheder.

På baggrund af udvalgets lovudkast, de afgivne høringssvar og et fælles

udspil som Foreningen af Rejsearrangører i Danmark og Danmarks Rejsebureau

Forening efterfølgende er fremkommet med, udarbejdede Erhvervsministeriet et

forslag til en ny rejsegarantifondlov. Det blev i sommeren 1996 sendt i

høring hos samme kreds af organisationer og myndigheder. På denne baggrund

har Erhvervsministeriet udarbejdet dette forslag til en ny

rejsegarantifondlov.

Da lovforslaget er blevet ændret en del som følge af høringssvarene og

efterfølgende drøftelser med de to brancheforeninger, udsendes forslaget i

høring samtidig med fremsættelsen.

2. Lovforslagets hovedpunkter

Lovforslaget viderefører Rejsegarantifonden, der yder dækning til kunder,

når en arrangør ikke kan opfylde sine forpligtelser på grund af økonomisk

sammenbrud.

I forslaget er det som noget nyt søgt imødegået, at fonden kan blive

udnyttet af visse rejsearrangører.

For at modvirke, at enkelte personer gentagne gange påfører fonden tab, er

der indført en adgang for fonden til at kræve forhøjet garantistillelse af

personer eller selskaber, der tidligere har deltaget i arrangørvirksomhed, og

som har påført fonden et udækket tab.

Fonden får endvidere adgang til at kræve oplysninger og dokumentation for

at loven overholdes, herunder især, at bestemmelserne om garantistillelse og

bidragsindbetalinger efterkommes. Afgives oplysningerne ikke som forlangt af

fonden, slettes registreringen. Såfremt rejsevirksomheden ikke ophører, skal

fonden foranledige dette gennemført ved fogedforbud, hvilket er et særdeles

effektivt instrument over for manglende overholdelse af bestemmelserne. En

eventuel straffesag vil ikke på samme måde have omgående virkning, men virker

til gengæld mere præventivt.

Der er desuden indført en ny ansvarsregel i forbindelse med videresalg af

rejsearrangementer. Reglen skal modvirke misbrug af fonden og medvirke til,

at rejsebranchen i højere grad sikrer sig deres samarbejdspartners økonomiske

soliditet. Reglen indebærer bl.a., at den såkaldte tekniske arrangør vil være

forpligtet til at gennemføre et rejsearrangement den pågældende har solgt til

en arrangør med henblik på, at denne skal videresælge det til kunden, såfremt

han indså eller burde have indset, at der kunne være en risiko for, at

vedkommende ikke ville kunne gennemføre arrangementet. Udenlandske

arrangører, som fra udlandet markedsfører pakkerejser, som er omfattet af

direktivet her i landet, vil skulle dokumentere, at de har stillet den

garanti, der er foreskrevet i pakkerejsedirektivet.

Fondens dækningsområde foreslås afgrænset således, at den omfatter rejser

markedsført og solgt her i landet. Af hensyn til rejsekunderne dækkes

endvidere rejser solgt og markedsført i udlandet, hvis rejsen indeholder

grænseoverskridende transport og udgår fra Danmark.

Afgrænsningen af hvor en rejse er markedsført og solgt kan i konkrete

tilfælde være vanskelig, men der er i lovforslaget anført en række kriterier

herfor, som er inspireret af den europæiske lovvalgskonvention.

Der ville uden denne afgrænsning være en risiko for, at udenlandske

rejsearrangører fra udlandet med svag økonomi ved at foretage formel

etablering her i landet kunne søge at bruge rejsegarantifonden til at dække

deres rejsearrangementer solgt i udlandet. Bestemmelsen skaber sikkerhed for,

at udenlandske arrangører ikke vil kunne udnytte Rejsegarantifonden som en

let og billig adgang til at opfylde hjemlandslovgivningens eventuelle

forpligtelser.

Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører skal efter den

gældende lov registreres i fonden og stille en garanti på 200.000 kr. Desuden

skal de til fonden betale et bidrag på 5 kr. For at modvirke tab for fonden,

gradueres garantistillelsen efter forslaget, således at risikoen i højere

grad afdækkes.

For yderligere at sikre fonden mod tab er garantistillelserne højere for

rejsearrangører, hvis omsætning for mere end 50 procents vedkommende består

af flycharterrejser.

For begge typer rejsearrangører kræves som minimum 300.000 kr. i garanti

for at starte virksomhed.

Den normale garantiskala går herefter op til krav om en garanti på 2,5

mio. kr. for en omsætning på over 250 mio. kr., mens skalaen for

flycharterrejser ender med en garanti på 30 mio. kr. for en omsætning på over

500 mio. kr.

Bidraget foreslås fastholdt til 5 kr. pr. rejsearrangement. Dermed

efterkommes branchens ønske om et loft over bidraget og fondens størrelse

ikke.

Fonden forudsættes med et bidrag på 5 kr. fortsat at kunne konsolidere

sig, når de øvrige ændringer har fået effekt.

Fondens bestyrelse får efter forslaget initiativforpligtelsen til at

indstille til erhvervsministeren om garanti og bidrag skal forhøjes. Dermed

bliver bestyrelsen ansvarlig for, om fonden er økonomisk sund.

I forbindelse med implementeringen af pakkerejsedirektivet blev der i 1993

indført en dispensationsmulighed, hvorefter erhvervsministeren i særlige

tilfælde har adgang til at dispensere for kravet om garantistillelse og

betaling af garantibidrag. Der er kun dispenseret i enkelte tilfælde. Denne

ordning ændres således, at almennyttige foreninger mv., der udbyder rejser,

som et accessorisk led i deres virksomhed fritages for at stille garanti, men

ikke for at betale bidrag. Det er ikke herved hensigten at udvide den

hidtidige dispensationspraksis. Således vil udvekslingsforeninger og

-organisationer fortsat skulle stille garanti.

Der indføres endvidere en adgang for fonden til at nedsætte garanti og

bidrag for visse arrangementer, der alene påfører fonden begrænset risiko.

Som noget nyt kan fondens afgørelser vedrørende garantistillelse mv.

indbringes for Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn. Der er tale om

afgørelser, som kan have stor betydning for den pågældende arrangør eller

formidler, hvorfor der er behov for en hurtig afklaring af, om fondens

afgørelser er korrekte. Ved de skærpede krav til garantistillelse er det

fundet hensigtsmæssigt at indføre en klageordning.

I forslaget fastsættes definitioner på begreberne rejsearrangement,

flycharterrejse, arrangør, formidler og kunde. Definitionerne i kapitel 1

svarer med mindre undtagelser til pakkerejselovens definitioner. Definitionen

på et rejsearrangement er dog i lighed med gældende ret lidt videre end

pakkerejselovens, og som noget nyt er det tilføjet, at også visse

rejsearrangementer, som har en varighed under 24 timer, er omfattet.

Der foretages derudover en række mindre ændringer af såvel indholdsmæssig

som teknisk karakter i forhold til den gældende lov. Fx. er der tale om, at

man lovfæster fondens praksis, ifølge hvilken fonden medvirker til, at

rejsearrangementer gennemføres, såfremt fonden skønner, at den derved vil

opnå en væsentlig økonomisk besparelse.

Endelig skal nævnes, at arrangører og formidlere for udenlandske

arrangører, der var registreret i fonden ved lovens ikrafttræden, har 3

måneder til efter lovens ikrafttræden at stille den forhøjede garanti.

4. Forholdet til EU-retten

Forslaget viderefører den gennemførelse af artikel 7 om garantistillelse i

Rådets direktiv af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og

pakketure (pakkerejsedirektivet), som blev foretaget ved Lov nr. 454 af 30.

juni 1993 om ændring af lov om en rejsegarantifond.

Pakkerejseloven, Lov nr. 472 af 30. juni 1993, gennemfører den øvrige del

af direktivet.

For at sikre den korrekte opfyldelse af pakkerejsedirektivets artikel 7

fastsættes det, at enhver her i landet etableret arrangør eller formidler for

en udenlandsk arrangør, der udbyder og sælger pakkerejser, som ikke er dækket

af fonden, skal kunne dokumentere, at der er stillet tilstrækkelig garanti.

I pakkerejsedirektivets artikel 7 er det forudsat, at en rejsearrangør

eller en formidler, der har part i kontrakten, skal godtgøre, at forbrugeren

i tilfælde af insolvens eller konkurs er sikret hjemrejse samt

tilbagebetaling af forudbetalinger.

Der er tale om et minimumsdirektiv, hvor medlemsstaterne af hensyn til

forbrugerne kan stille strengere krav end dem, der er stillet i direktivet.

Der er således overladt medlemsstaterne en stor grad af frihed til at

opfylde direktivets krav om garantistillelse.

Erhvervsministeren kan med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg

stille garanti for lån optaget af fonden.

Fondsordningen er etableret således, at fonden skal tilbagebetale lån, der

optages med statsgaranti, og at dette om nødvendigt skal ske ved forhøjelse

af arrangørernes bidrag.

Fondens formue opbygges således ikke ved hjælp af statsgaranterede lån,

idet ordningen forudsættes at hvile i sig selv. Ordningen er billig, fordi

den har været under opbygning i en årrække, den opererer på non-profit basis,

administrationen er minimal, og fordi det er en tvungen ordning, hvilket

giver en større risikospredning.

Der har ikke hidtil i den nuværende lov været taget stilling til, om

fonden skal betale garantiprovision til staten, men dette indgår som en

forudsætning for lovforslaget. Betingelserne for en statslig garanti vil

blive fastlagt i et aktstykke til Folketingets Finansudvalg. En eventuel

statsgaranti vil således ikke have karakter af statsstøtte.

Der kunne endvidere være tale om misbrug af fondens eneret, såfremt

udenlandske arrangører, der er dækket af en anden ordning i deres hjemland,

ved salg af rejser her i landet var tvunget til også at være medlem af

Rejsegarantifonden.

Lovforslaget anerkender derfor andre medlemslandes garantiordninger,

således at udenlandske arrangører får ret til at benytte sig af andre i

EU/EØS etablerede ordninger.

Direktivet indeholder ligesom den gældende lov ikke regler om, hvorledes

de enkelte landes nationale garantiordninger skal afgrænses over for

hinanden.

Da lovforslaget imidlertid indeholder en række afgrænsningsspørgsmål, der

ikke er taget stilling til i det direktiv, som det implementerer, fremsendes

det samtidig med fremsættelsen til Kommissionen til orientering.

5. Høring

Forslaget har været sendt i høring til:

Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Assurandør-Societetet,

Campingrådet, Centralforeningen af Hotelværter og Restauratører i Danmark,

CO-Industri, Danmarks Idræts-Forbund (DIF), Danmarks Lærerforening, Danmarks

Rederiforening, Danmarks Rejsebureau Forening, Danmarks Turistråd, Dansk

Arbejdsgiverforening, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk

Ungdoms Fællesråd, Danske Gymnastik og Idrætsforeninger (DGI), Den Danske

Dommerforening, DFDS A/S, Erhvervenes Transportudvalg, Finansrådet,

Forbrugerrådet, Foreningen af Rejsearrangører i Danmark (R.I.D.),

Friluftsrådet, Handelskammeret, HK, HORESTA, Håndværksrådet, Idrættens

Fællesråd, Justitsministeriet, Landsforeningen Dansk Vandrelaug,

Landsorganisationen i Danmark, Larvik Line Danmark A/S, Stena Line A/S, Sø-

og Handelsretten, Søsporten Brancheforening, Trafikministeriet, Turismens

Fællesråd, Turistvognmændenes Landsforening.

6. Erhvervsmæssige konsekvenser

Lovforslaget skal sikre fondens overlevelse på langt sigt, da den har stor

betydning for sikkerheden og rentabiliteten i rejsebranchen.

Arrangøren eller formidleren skal efter den nye lov stille en større

garanti end efter de hidtidige regler. De øgede krav til garantistillelse

medfører en øget belastning for de enkelte virksomheder. De højere

garantikrav vil dog også gøre det sværere for rejsearrangører uden de

nødvendige ressourcer at udbyde rejser. Det kan sikre, at den tendens til

stigende erstatningsudbetalinger for fonden, der har været gennem de senere

år, reduceres.

Desuden bliver fondens muligheder for kontrol af den enkelte rejsearrangør

bedre. Fx bliver det muligt at kræve ekstra garantistillelse, hvis en person

tidligere har påført fonden gentagne tab.

Den nye lov må derfor alt i alt forventes at være til gavn for de

virksomheder, der driver en solid rejsevirksomhed.

Afgrænsningen af fondens internationale dækningsområde, der bl.a. er

indført for at begrænse fondens risici, indebærer, at arrangører, der aktivt

markedsfører sig i andre lande som hovedregel skal opfylde de krav, som

lovgivningen i de pågældende lande foreskriver.

7. Administrative og økonomiske konsekvenser

Lovforslaget vil ikke have økonomiske eller administrative konsekvenser af

væsentlig betydning for det offentlige. Dog kan erhvervsministeren med

tilslutning fra Folketingets Finansudvalg stille garanti for lån optaget af

fonden til opfyldelse af dens forpligtelser. Disse lån forudsættes

tilbagebetalt af fonden selv, eventuelt gennem fastsættelse af højere bidrag.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Fonden blev ved lov nr. 150 af 10. april 1979 oprettet som en privat,

selvejende institution.

Fonden er dækningspligtig, hvis kunden har indgået en aftale om et

rejsearrangement med en registreringspligtig arrangør eller formidler for en

udenlandsk arrangør. Hvis en kunde køber et rejsearrangement hos en person

eller virksomhed, som alene udøver arrangørvirksomhed lejlighedsvist, vil

kunden ikke kunne få erstattet et eventuelt tab gennem fonden, jf. § 3.

Når kunder er strandet i udlandet vil fonden ofte skulle handle meget

hurtigt. I sådanne tilfælde bør fondens bistand til hjemtransport ikke

afvente nærmere undersøgelser af, hvorvidt arrangørens virksomhed har været

af lejlighedsvis karakter.

I kapitel 6 fastlægges lovens internationale anvendelsesområde.

Til § 2

Forslagets stk. 1, nr. 1 og 2, er en videreførelse af den gældende

lovs § 2. Stk. 1, nr. 3, medfører en udvidelse af den gældende lovs

definition af et rejsearrangement.

Stk. 1, nr. 1, og stk. 2 svarer til pakkerejselovens definition af en

pakkerejse, jf. pakkerejselovens § 2. Der henvises i det hele til

bemærkningerne til forslag til Lov om pakkerejser, L 281, fremsat af

justitsministeren den 28. april 1993, Folketingstidende 1992/93 sp. 9259.

Stk. 1, nr. 2, omfatter rejsearrangementer, der indeholder transport og

indkvartering, hvor de enkelte elementer hverken har været udbudt samlet

eller har været udbudt på forhånd og solgt samlet. Der kan fx. være tale om,

at en kunde anmoder om at komme til at bo på et bestemt hotel, som ikke er

blandt de hoteller, som arrangøren udbyder. Derved foranlediges arrangøren

til på kundens opfordring at rette henvendelse til hotellet for at indgå

aftale om kundens ophold. Dette rejsearrangement vil ikke være omfattet af

stk. 1, nr. 1, da hotellet ikke kan siges at være blandt de hoteller, som

arrangøren har udbudt på forhånd. Såfremt der i sådanne tilfælde sker salg af

transport og indkvartering, vil det i stedet være omfattet af bestemmelsen i

stk. 1, nr. 2.

Hvis transport og indkvartering, som udgør et rejsearrangement, er solgt

som enkeltdele på forskellige tidspunkter, kan der være tvivl, om

arrangementet er omfattet af pakkerejseloven og dermed af stk. 1, nr. 1. De

enkelte elementer synes hverken at være udbudt samlet eller solgt samlet. Der

kan fx. være tale om et rejsearrangement, hvor en kunde har købt en flybillet

tur/retur til London i en bestemt uge, og hvor kunden efterfølgende af samme

arrangør eller gennem samme formidler køber et hotelophold i London i den

samme uge. Disse ydelser har ikke af arrangøren eller formidleren været

udbudt samlet, men afvikles som en helhed. Sådanne rejsearrangementer vil

være omfattet af stk. 1, nr. 2.

Endvidere er der som en udvidelse af fondens dækningsområde fundet behov

for at sikre rejsearrangementer, som omfatter transport og anden turistmæssig

ydelse, og som har en varighed på under 24 timer, jf. stk. 1, nr. 3. Et

sådant rejsearrangement er dog kun omfattet af bestemmelsen, hvis det er

solgt til en pris, som overstiger 1.000 kr. Det er tilsigtet at omfatte de

forholdsvis dyre rejsearrangementer, som dog kun varer kort tid, fx. busture

til fodboldkampe og endags-rejser til koncerter i udlandet mv.

§ 2 er ikke begrænset til turistmæssige rejsearrangementer.

Forretningsrejser vil således også være omfattet af bestemmelsen, hvis de

opfylder betingelserne i definitionen.

Under henvisning til betænkning nr. 1240 afgivet af Justitsministeriets

udvalg vedrørende pakkerejser mv. bemærkes, at en del forretningsrejser vil

falde ind under pakkerejselovens regulering. Der er i den forbindelse tale om

de forretningsrejser, som opfylder betingelserne for at falde ind under

pakkerejsebegrebet. Disse forretningsrejser vil i henhold til stk. 1, nr. 1,

også være omfattet af rejsegarantifondloven. Af betænkningen fremgår, side

132: »I det omfang et rejsebureau alene foretager reservation af hotel

og overlader det til kunden selv at afregne med hotellet, er arrangementet

klart uden for (pakkerejse)lovens regulering. Dette vil ved mange

forretningsrejser være den helt normale fremgangsmåde.« Disse

sidstnævnte tilfælde kan helt på tilsvarende måde gøre sig gældende for

private rejsende, og sådanne rejsearrangementer vil heller ikke være omfattet

af rejsegarantifondloven.

Krydstogter er omfattet af rejsegarantifondloven, hvis der er tale om

rejsearrangementer, som er omfattet af definitionen i § 2, stk. 1. Det er i

praksis set, at der kan være forskel på, under hvilke betegnelser et

arrangement markedsføres, og hvad det reelt indeholder. Der skal i disse

tilfælde lægges vægt på indholdet og ikke blot på benævnelserne i

markedsføringen. Sejlads inkl. kahyt er som udgangspunkt ikke et

rejsearrangement i sig selv, ligesom togkørsel med ligge- eller soveplads som

udgangspunkt heller ikke er et rejsearrangement. I disse tilfælde er der

alene tale om transport, og der er ikke tale om indkvartering som omhandlet i

lovens § 2, stk. 1, nr. 1, litra b. Sejlads inkl. kahyt betragtes derfor

alene som et rejsearrangement, hvis der desuden indgår en anden turistmæssig

ydelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, litra c.

Flyrejser, oftest over lange distancer, i hvilke der af hensyn til

luftfartsselskabets flytider fra luftfartsselskabets side er inkluderet en

overnatning eller anden turistmæssig ydelse ved mellemlanding, anses som et

rejsearrangement, hvis fx. overnatningen er en indkvartering, således som

dette begreb er fastlagt i stk. 1, nr. 1, litra b, jf. bemærkningerne til

pakkerejseloven, L 281, Folketingstidende 1992/93 sp. 9279.

I tilfælde, hvor en person tilfører en andens arrangement væsentlige

ekstra ydelser, fx. hvor vedkommende formidler salg af transport og

overnatning og selv arrangerer koncertguide, udflugter og billetter til

forestillinger mv., vil den pågældende i relation til rejsegarantifondloven

anses som arrangør af det samlede arrangement jf. § 3.

Den pågældende vil dog ikke skulle stille garanti, såfremt han alene

indgår aftale om koncertydelser, og blot henviser kunden til selv at indgå

aftale med og afregne overfor den, der har arrangeret transporten og

overnatningen.

Af hensyn til ønsket om en forhøjet garantistillelse for flycharterrejser,

jf. § 8, stk. 6, er det nødvendigt med en definition af dette begreb.

Definitionen afspejler den almindelige opfattelse inden for branchen,

hvorefter der ved flycharterrejser forstås rejsearrangementer, hvor

transporten foregår med fly, og hvor der er tale om serieflyvninger - dvs.

flere end to på hinanden følgende flyvninger - med fast frekvens. I begrebet

ligger endvidere, at der ikke er tale om individuelle rejser, hvorfor det er

fastsat, at der på hver flyafgang skal være udbudt mindst 30 rejser.

Til § 3

I stk. 1 defineres, hvad der i loven forstås ved en arrangør, og i stk. 2

defineres, hvad der forstås ved en formidler. Definitionen af en arrangør er

formelt mere vidtgående end pakkerejselovens § 3, stk. 1, og direktivets

artikel 2, nr. 2, idet disse bestemmelser tillige stiller krav om, at

pakkerejsen skal være tilrettelagt af den, der skal anses som arrangør. Det

er imidlertid ikke tilsigtet, at rejsearrangementer, der er solgt af

virksomheder, der ikke selv har tilrettelagt dem, skal holdes uden for

rejsegarantifondloven med den virkning, at kunden ikke er sikret ved

sælgerens økonomiske sammenbrud. For at præcisere dette stiller bestemmelsen

i stk. 1 ikke krav om, at arrangøren skal have tilrettelagt

rejsearrangementet. Enhver, der i eget navn sælger rejsearrangementer, der er

tilrettelagt af andre, anses således som arrangør. I forhold til

pakkerejselovens § 3, stk. 1, er der endvidere tilføjet »i eget

navn«. Denne tilføjelse indebærer ingen reel forskel, men skal

understrege, at enhver, der som aftalepart sælger rejsearrangementer, er at

anse som arrangør.

Fortolkningen af udtrykket »lejlighedsvis« skal sammenholdes med

begrebet i pakkerejseloven, jf. bemærkningerne hertil. Heraf fremgår bl.a.,

at »den, der tilrettelægger rejsearrangementer, kun anses som arrangør i

lovens forstand, hvis denne virksomhed er så regelmæssig og systematisk eller

i øvrigt har et sådant omfang, at den må anses for at have erhvervslignende

karakter. Folkelige foreninger, skoler mv. skal således alene anses som

arrangører, hvis tilrettelæggelsen af ferierejser og lignende dels har et

professionelt tilsnit, fx. ved, at der udarbejdes egentlige rejsebrochurer og

lignende markedsføringsmateriale, dels har et ikke ubetydeligt omfang.«

Den, der erhvervsmæssigt udbyder eller sælger pakkerejser, anses altid som

arrangør i lovens forstand, også selv om omsætningen i perioder er begrænset.

Ingen, der erhvervsmæssigt udøver arrangørvirksomhed, kan således anses for

at drive virksomhed lejlighedsvis.

Hvis en forening, institution eller lignende kun i enkeltstående tilfælde

udbyder pakkerejser, vil denne sædvanligvis ikke være at anse som arrangør i

lovens forstand. Idrætsforeninger, hvis rejsevirksomhed alene består i at

arrangere træningsture og lignende for foreningens medlemmer, vil normalt

ikke være omfattet af loven. Dette indebærer, at medlemmerne ikke vil være

dækkede af rejsegarantifonden. Afgørelsen herom må træffes på grundlag af en

konkret vurdering af den pågældendes virksomhed og vil normalt heller ikke

udelukkende kunne baseres på, hvor mange rejser foreningen årligt arrangerer.

Foreninger og institutioner mv., som massivt udbyder rejsearrangementer over

for offentligheden, fx. gennem husstandsomdelte brochurer, vil på den anden

side normalt være arrangører i lovens forstand.

I tilfælde, hvor fx. almennyttige foreninger mv. undtagelsesvist måtte

være omfattet af lovens arrangørbegreb afgøres spørgsmålet om

garantistillelse efter bestemmelserne i § 8, stk. 7 og § 14. Der henvises til

bemærkningerne til § 8, stk. 7 og § 14.

Stk. 2 svarer til pakkerejselovens definition på en formidler, jf. denne

lovs § 3, stk. 2. Ved afgørelsen af, om den pågældende handler »i

arrangørens navn«, må der i overensstemmelse med almindelige

fuldmagtsregler lægges vægt på, om kunden efter samtlige foreliggende

omstændigheder må gå ud fra, at arrangøren bliver kundens aftalepart. Det er

ikke i sig selv afgørende, om den, hos hvem kunden køber et rejsearrangement,

betegner sig selv »fuldmægtig«, »agent« eller andet.

Købsaftalens parter er alene kunden og arrangøren. Det almindelige

aftaleretlige udgangspunkt er, at det er de parter, der indgår aftalen, som

bliver bundet af denne. Såfremt den ene part optræder på vegne af en anden,

må dette gøres klart for kunden. Det påhviler formidleren at sørge for, at

kunden får de fornødne oplysninger om, at formidleren alene optræder som

formidler og, om hvem der er arrangør af rejsen, og som sådan hæfter for

aftalens opfyldelse.

Til § 4

I bestemmelsen defineres, hvad der i denne lov forstås ved en kunde. 1. og

2. pkt. svarer til pakkerejselovens definition af en kunde, jf. denne lovs §

4.

Lovens sigte er at yde beskyttelse for de endelige brugere af

rejsearrangementer, uanset om formålet med rejsen har været privat eller

erhvervsmæssigt.

Loven har imidlertid ikke til formål at beskytte den, der køber et

rejsearrangement med henblik på erhvervsmæssigt videresalg.

I 3. pkt. fastsættes derfor, at den, der køber et rejsearrangement med

henblik på erhvervsmæssigt videresalg, ikke anses som kunde. Bestemmelsen

indebærer, at der i sådanne tilfælde ikke skal betales bidrag, jf. § 9, to

gange for det samme rejsearrangement. Bestemmelsen har til følge, at den, der

tilrettelægger rejsearrangementer og sælger disse til en anden virksomhed med

henblik på dennes videresalg, ikke anses som arrangør i lovens forstand. Den

pågældende vil imidlertid efter bestemmelsen i § 7, stk. 5, over for fonden

være forpligtet til at gennemføre rejsearrangementerne uanset, om vedkommende

har modtaget betaling.

EU-reglerne forhindrer ikke, at kundebegrebet i rejsegarantifondloven

indskrænkes i forhold til pakkerejseloven.

Såvel fysiske som juridiske personer kan være kunder.

Til § 5

Bestemmelsen i stk. 1 omhandler fondens pligt til at sikre

tilbagebetaling af erlagte beløb. Den gældende lov indeholder kun en

forpligtelse for fonden til at godtgøre forudbetalte beløb, såfremt et

rejsearrangement ikke kan påbegyndes. Bestemmelsen i stk.1, 2. pkt.

præciserer, at der også er pligt for fonden til at yde godtgørelse, såfremt

et rejsearrangement afbrydes på grund af arrangørens økonomiske forhold.

Fondens bistand forudsætter ligesom efter den gældende lov, at arrangørens

misligholdelse skyldes arrangørens »økonomiske forhold«. Herved

skal forstås, at arrangøren har anmeldt betalingsstandsning, er taget under

konkursbehandling, har afgivet insolvenserklæring i fogedretten eller at

omstændighederne i øvrigt sandsynliggør, at vedkommende ikke er i stand til

at opfylde sine økonomiske forpligtelser.

Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke tilfælde, hvor rejsemål eller

afrejsetidspunkt mv. ikke er fastlagt. I sådanne tilfælde, der er almindelige

i forbindelse med udstedelse af gavekort, vil der imidlertid kunne ydes

godtgørelse efter bestemmelsen i stk. 4.

Såfremt fonden tilbyder kunden at gennemføre rejsearrangementet, arrangere

hjemtransport eller overnatning mv., jf. stk. 2-5, har kunden ikke ret til

kontant godtgørelse efter stk. 1 for de samme ydelser.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til den gældende lovs § 3, stk. 2. Er

der tale om traditionelle charterflyrejser fra Danmark til lande uden for

EU/EØS-området, vil fondens bistand til hjemtransporten kun blive aktuel,

hvis luftfartsselskabet går økonomisk ned. Statens Luftfartsvæsen har i

Bestemmelser for Civil Luftfart BL 10-1 for denne type flyvninger, som er

beskrevet i Bestemmelsernes punkt 3.3, fastsat det vilkår, at

luftfartsselskabet er forpligtet til at hjemtransportere personer, det har

befordret ud fra Danmark. Tilsvarende regler gælder ikke for flyvninger fra

Danmark til EU/EØS-landene; dog gælder reglerne charterflyvninger til de

græske øer, Acorerne og Gibraltar, som indtil videre er undtaget fra

bestemmelserne i EU's forordning om markedsadgang. Reglerne for

charterflyvning til USA er under revision.

»Strandede« kunder må som altovervejende hovedregel afvente, at

fonden sørger for hjemtransport, hvilket normalt vil sige en fælles

hjemtransport, som fonden tilvejebringer inden rimelig tid. Kun

undtagelsesvis, fx. hvor der ikke kan skaffes den pågældende anden

overnatningsmulighed, og hvor det derfor ikke kan forlanges, at kunden

afventer en fælles hjemtransport, vil kunden kunne arrangere sin egen

hjemrejse, som fonden skal godtgøre udgifterne til i forhold til, hvad der

efter omstændighederne er rimeligt.

Stk. 3 viderefører bestemmelsen i den gældende lovs § 3, stk. 4,

dog således, at det nu udtrykkeligt fremgår, at kunderne har et krav på, at

fonden enten sikrer kunden overnatningsmuligheder mv. eller

yder en rimelig godtgørelse. Manglende levering af fornødenheder, der ikke

kan anses som væsentlige - det kan fx. være deltagelse i en udflugt på

rejsemålet - er ikke omfattet af bestemmelsen. Der vil imidlertid i sådanne

tilfælde kunne ydes godtgørelse efter bestemmelsen i stk. 4.

Der er efter den gældende lov alene ydet godtgørelse for mangler ved

rejsearrangementer, når disse må antages at være begrundet i arrangørens

aktuelle eller forestående økonomiske sammenbrud. Fonden har således ikke

ydet godtgørelse i forbindelse med mangelskrav, der ikke har direkte

sammenhæng med arrangørens økonomiske sammenbrud, men som fx. er begrundet i,

at arrangøren i sine brochurer har givet vildledende oplysninger eller

overdrevne anprisninger. Sådanne krav vil heller ikke være omfattet af

bestemmelsen i stk. 1. Bestemmelsen i stk. 3 og 4 viderefører denne praksis.

Bestemmelsen i stk. 4 indebærer, at fonden har vide rammer for den

skønsmæssige udmåling af godtgørelse for tab, der skyldes en arrangørs

økonomiske forhold. I situationer, hvor kunder har fået rejsen afkortet, er

det fondens praksis, at rejser af mindst en uges varighed, der afbrydes inden

for de 4 første dage (inkl. afrejsedagen) godtgøres fuldt ud. Afbrydes

rejserne senere, sker der en forholdsmæssig afkortning af godtgørelsen. Denne

praksis vil kunne opretholdes.

Bestemmelsen i stk. 4 åbner mulighed for at yde godtgørelse ved

forudbetalte gavekort, hvor kunden endnu ikke har fastlagt rejsemål og

tidspunkt for rejsearrangementet mv. Fonden bør kræve dokumentation for, at

der reelt er tale om et forudbetalt gavekort, fx. ved at kunden sammen med

gavekortet kan fremvise en faktura vedrørende det forudbetalte, men ikke

afholdte rejsearrangement, som gavekortet er udstedt til dækning af. Det

forekommer i praksis, at kunder har vundet gavekort i præmiekonkurrencer. Når

disse kunder efter rejsearrangørens økonomiske sammenbrud fremviser

gavekortene i fonden for at få dækning, har de ofte ikke mulighed for at

dokumentere, at gavekortet er forudbetalt. Fonden må i disse tilfælde

foretage en konkret vurdering af, i hvilket omfang, der har været tale om en

reel forudbetaling.

Fonden bør ikke dække gavekort, som er udstedt til kunderne kort forinden

et økonomisk sammenbrud for at skaffe likviditet til arrangøren. Det samme

gælder generelt for gavekort, som er solgt til kunderne til en pris under

pålydende. Gavekort, som arrangøren har udstedt til kunder i forbindelse med

reklamation, fx. til dækning af erstatning for mangler ved en tidligere

rejse, bør normalt heller ikke dækkes, idet de ikke kan anses som

forudbetalte.

Stk. 4 omfatter ligeledes tilfælde, hvor forholdene inden arrangørens

økonomiske sammenbrud har ændret sig således, at kunden ikke længere har krav

på at deltage i det købte rejsearrangement, men i stedet har krav på at få

det forudbetalte beløb tilbagebetalt. Kravet kan skyldes fx. retmæssig

afbestilling fra kundens side eller aflysning fra arrangørens side.

Bestemmelsen i stk. 5 er kommenteret i forbindelse med § 7, stk. 2.

Ifølge stk. 6 kan fonden medvirke til at rejsearrangementer

gennemføres. Fonden har i praksis medvirket til at gennemføre

færdigarrangerede rejser i de tilfælde, hvor der er sket væsentlige

forudbetalinger til underleverandørerne. Denne praksis er opstået, da det i

nogle tilfælde, hvor både flyselskaber og hoteller har modtaget

forudbetaling, har vist sig at være økonomisk fordelagtigt for fonden at

medvirke til at gennemføre de planlagte rejsearrangementer, således at

aftaler med flyselskaber og hoteller midlertidigt blev opretholdt med henblik

på gennemførelse af rejserne. På den måde kan fonden sørge for, at kunder

kommer på købte og forudbetalte rejser for et for fonden væsentligt mindre

beløb, end fonden skulle have udredt, hvis den skulle annullere indgåede

aftaler og godtgøre forudbetalte beløb.

Det er således hensigten ved en lovfæstelse af praksis at give fonden en

udtrykkelig hjemmel til at bistå fx. et konkursbo med påbegyndelse og

gennemførelse af rejsearrangementer, herunder også andre elementer end fly og

hotel, hvis fonden skønner, at den herved kan opnå en væsentlig økonomisk

besparelse i forhold til at yde dækning i henhold til § 5, stk. 1.

Forudbetalte beløb til fx. flyselskaber og hoteller vil i tilfælde af, at

rejsen ikke gennemføres, ofte være tabt.

I denne forbindelse henvises i øvrigt til bestemmelsen i § 7, stk. 5.

Til § 6

Den gældende lov foreskriver, at kundernes anmodning om godtgørelse skal

fremsættes senest 3 måneder efter, at rejsen skulle have været afsluttet.

Bestemmelsen i § 6 ændrer denne frist således, at anmodningen skal være

fremsat inden rimelig tid, dog senest 1 år efter, at rejsen er afsluttet

eller at det er åbenbart, at rejsen ikke vil blive gennemført.

Ændringen skyldes, at den hidtidige absolutte frist i praksis i nogle

tilfælde har vist sig uhensigtsmæssig.

1 års-fristen er indført med henblik på fondens mulighed for at

konstatere, at krav fra kunder må anses for udelukket, således at stillede

garantier kan frigives.

Til § 7

Når fonden har fyldestgjort en kundes krav, indtræder fonden ifølge

stk. 1, 1. pkt., i kravet. Fonden kan ifølge 2. pkt. endvidere kræve

sine udlæg til hjemtransport og anden bistand godtgjort af den pågældende.

Bestemmelsen i 2. pkt. indebærer, at fonden ikke skal opgøre sådanne udlæg på

den enkelte kunde.

Såfremt kunden kan gøre erstatningskrav gældende imod trediemænd, afgøres

det efter almindelige obligationsretlige regler, om fonden indtræder i disse,

når den har ydet godtgørelse til kunden. Reglen i stk. 1 omfatter heller ikke

spørgsmålet om, i hvilket omfang rejsegarantifonden kan gøre erstatningskrav

gældende imod trediemænd, der har medvirket til at påføre fonden tab.

Fonden forudsættes i øvrigt - også af præventive grunde - at være særligt

opmærksom på, om den vil kunne gøre ansvar gældende imod personer, der har

påført den tab eller medvirket hertil. Rejsegarantifondens eksistens og

dækning af rejsekunders forudbetalinger medfører, at rejsekunder ved disse

forudbetalinger vil være mindre agtpågivende, end tilfældet ellers vil være.

Hvis en rejsearrangør driver virksomhed i selskabsform med begrænset

hæftelse og udnytter situationen til at drive virksomheden på uforsvarligt

grundlag, er der derfor særlig grund for rejsegarantifonden til at være

opmærksom på, om rejsearrangørvirksomhedens ledelse herved har pådraget sig

et personligt erstatningsansvar.

Fonden skal i første række søge sine krav dækket i den stillede garanti,

jf. § 8, stk. 3, 3. pkt. Der kan imidlertid være tvivl om, hvorvidt en person

har solgt rejsearrangementer i eget navn eller som formidler, ligesom der i

særlige situationer kan opstå tvivl om, hvorvidt en formidlers handlinger har

forpligtet arrangøren. I sådanne tilfælde må fonden, hvis den finder, at

ansvarsspørgsmålet er tvivlsomt, afvente at gøre regres for udgifterne til

bistand til kunderne indtil spørgsmålet er blevet løst ved domstolene under

en af fonden anlagt sag.

Som følge af pakkerejselovens § 28 hæfter formidleren umiddelbart over for

kunden for økonomiske krav, der i medfør af pakkerejseloven kan rejses over

for arrangøren. Hensigten med denne regel er at give kunden optimale

muligheder for at få opfyldt sine krav. Da det ikke har været formålet med

hæftelsesreglen at give rejsegarantifonden en bedre retstilling over for

formidleren end efter de før vedtagelsen af pakkerejseloven gældende regler,

bør formidleren ikke komme til at hæfte for arrangørens insolvens mv. i

videre omfang, end tilfældet var før.

Det er derfor i stk. 2 fastsat, at fonden kun indtræder i kundens

krav imod en formidler, hvor denne har pådraget sig ansvar på andet grundlag

end bestemmelsen i pakkerejselovens § 28, stk. 1. Et sådan ansvar for en

formidler vil fx. være tilstede, hvis formidleren har solgt en rejse og

modtaget forudbetaling uagtet, at formidleren havde et sådant kendskab til

arrangørens økonomiske forhold, at formidleren indså eller burde have indset,

at arrangøren ikke ville være i stand til at gennemføre rejsen, eller der

ville være en betydelig risiko herfor.

Der er endvidere i § 5, stk. 5, skabt hjemmel for, at fonden kan yde en

godtgørelse til en formidler, der efter en arrangørs konkurs eller insolvens

har opfyldt kundens krav.

For at sikre mod nærliggende risici for misbrug af fonden har man afstået

fra at indføre et retskrav for formidleren til godtgørelse i tilfælde, hvor

formidleren har opfyldt en kundes krav i medfør af pakkerejselovens § 28,

stk. 1. Ved vurderingen af, om der skal ydes godtgørelse, vil fonden bl.a.

kunne tage hensyn til de omstændigheder, som aftalen er indgået under. Fonden

forventes imidlertid alene at afslå at yde godtgørelse, hvor formidleren har

pådraget sig ansvar på andet grundlag end § 28, stk. 1, eller hvor der

forligger andre særlige forhold, der kan anses som en udnyttelse af fonden.

Såfremt en formidler har ydet hjemtransport til strandede kunder vil

fonden ved udmålingen af godtgørelsen kunne tage hensyn til, om den kunne

have sikret en mere økonomisk hjemtransport af kunderne.

Ved økonomisk sammenbrud hos en udenlandsk arrangør kan fonden søge sig

fyldestgjort i den af formidleren stillede garanti, jf. stk. 3, 1.

pkt., uanset om kunden måtte have noget krav mod formidleren. Hvis

formidleren uretmæssigt ikke har stillet garanti, fører det ikke til en bedre

retstilling for formidleren, jf. stk. 3, 2. pkt. Ifølge denne bestemmelse

hæfter formidleren i denne situation over for fonden for garantiens

størrelse.

Stk. 4. pålægger formidleren at være opmærksom på, om arrangøren

har stillet garanti. Hvis arrangøren uretmæssigt ikke har stillet garanti,

hæfter formidleren tillige for garantien. Er der flere formidlere for denne

samme arrangør, hæfter formidlerne solidarisk.

Stk. 5 indebærer, at en virksomhed, der har tilrettelagt et

rejsearrangement (i rejsebranchen ofte benævnt »den tekniske

arrangør«) og solgt det til en arrangør med henblik på, at arrangementet

skal videresælges, hæfter over for fonden, uanset om virksomheden har

modtaget betaling.

Sælgeren af rejsearrangementet kan dog undgå denne hæftelse, såfremt

omstændighederne i forbindelse med sælgerens salg af rejsearrangementet var

sådanne, at sælgeren måtte gå ud fra som sikkert, at arrangøren ville være i

stand til at gennemføre arrangementet.

Bestemmelsen skal søge at påvirke de såkaldte tekniske arrangører til at

kontrollere, hvem de sælger deres ydelser til og til at være på vagt over

for, om disse arrangører kan opfylde deres forpligtelser.

I ordene »med henblik på« ligger, at den pågældende må have

været vidende om, at rejsearrangementet skulle videresælges af den, som købte

det.

Såfremt den, der har købt et rejsearrangement med henblik på videresalg

inkluderer yderligere elementer i rejsearrangementet, fx. koncerter på

feriestedet, vil den oprindelige sælger alene være forpligtet til at

gennemføre den del af det samlede arrangement, som den pågældende har solgt.

Reglen i stk. 5 kommer først til anvendelse, når det må stå klart, at den

arrangør, der i første række er ansvarlig, ikke kan gennemføre

rejsearrangementet, samt at den stillede garanti ikke er tilstrækkelig til

dækning af tabet.

Til § 8

Arrangører, jf. § 3, stk. 1, har efter stk. 1 pligt til at foretage

anmeldelse til fonden. Anmeldelsespligten gælder tillige for formidlere for

udenlandske arrangører. Fonden fører et register over de anmeldte arrangører

og formidlere.

Nogle rejsebureauer optræder både som arrangører og som formidlere for

registrerede arrangører. Rejsebureauets garantistillelse vil i disse tilfælde

ikke blive berørt, hvis den registrerede arrangør, hvis rejsearrangementer,

de har formidlet, ikke kan gennemføre arrangementerne.

Af stk. 2 fremgår, at arrangører og formidlere for udenlandske

arrangører kun må udbyde og sælge rejsearrangementer, hvis de er

registrerede. Overtrædelse af denne bestemmelse er strafbar, jf. § 25, stk.

1, nr. 1.

Af stk. 3, 1. pkt., fremgår, at det er en betingelse for

registrering, at arrangøren eller formidleren for en udenlandsk arrangør over

for fonden stiller en omsætningsbestemt garanti i et pengeinstitut eller i et

forsikringsselskab eller ved kontant deponering. Efter den gældende lov skal

alle arrangører stille den samme garanti på 200.000 kr, jf. lovens § 6, stk.

3, 1. pkt. Beløbet på 200.000 kr. har ikke været ændret siden 1982.

Stk. 3, 3. pkt., svarer til den gældende lovs § 6, stk. 3, 2. pkt.

I stk. 5 foreskrives garantiens størrelse, se dog stk. 6. Garantien

er inddelt i 5 intervaller, der er afhængig af den enkeltes omsætning.

Mindstebeløbet for registrering vil være 300.000 kr., jf. nr. 1.

Erhvervsministeren kan efter § 23, bl.a. fastsætte regler om

garantistillelsen. Heri vil der efter forhandling med brancheorganisationerne

blive fastsat regler for fristen for indgivelse af revisorerklæring og for

forhøjelse af garantien ved stigende omsætning. Endvidere vil blive

foreskrevet, at frigivelse af garantien ved omsætningsnedgang forudsætter

revisorattest.

Da flycharterrejser anses at udgøre en større risiko for fonden end andre

typer rejsearrangementer, indføres som noget nyt en forhøjet garantiskala for

disse rejser. Flycharterrejser er defineret i § 2, stk. 3. Da der skal være

et vist volumen i flycharteromsætningen for at betinge den højere garanti, er

det fastsat, at arrangørens eller formidleren for den udenlandske arrangørs

omsætning hidrørende fra flycharterrejser skal udgøre mindst 50 procent af

den samlede omsætning, jf. stk. 4, for at udløse den højere garanti.

Bestemmelsen i stk. 7 erstatter sammen med § 14 den gældende lovs §

7a.

Erhvervsministeren har givet dispensation efter § 7a til enkelte

almennyttige foreninger, som er anset som registreringspligtige arrangører.

Dispensation er givet for garantistillelsen og bidrag til Dansk Vandrelaug og

Vandreforeningen Fodslaw. Ved afgørelserne er der lagt vægt på, at

foreningerne på et non-profit grundlag udøver rejsevirksomhed som et mindre

accessorium til foreningernes andre forskelligartede aktiviteter samt at de

har karakter af brede folkelige foreninger.

Derimod har ingen udvekslingsforeninger eller -organisationer fået

dispensation. Begrundelsen herfor har været, at

foreningernes/organisationernes primære aktiviteter er

rejsearrangørvirksomhed. Desuden er der lagt vægt på, at medlemmerne typisk

har en mere midlertidig tilknytning til foreningerne/organisationerne,

primært med baggrund i gennemførelse af rejser. Den omstændighed, at disse

organisationer ikke tilsigter økonomisk gevinst, er ud fra en samlet

betragtning tillagt mindre vægt.

Den nye bestemmelse tænkes anvendt til at videreføre denne praksis.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forståelsen af definitionen af

»lejlighedsvis«, som er omtalt i bemærkningerne til § 3 og § 14,

der dels giver hjemmel til fastsættelse af regler om nedsættelse, bortfald af

garanti og bidrag for særlige typer arrangementer samt indeholder en ret for

fonden til i særlige tilfælde at fritage for garanti/bidrag.

I stk. 8 er det bestemt, at formidleren for en udenlandsk arrangør

ikke skal stille garanti eller bidrag, såfremt den udenlandske arrangør har

stillet garanti for de af formidleren solgte rejsearrangementer, der opfylder

betingelserne i en af et andet EU/EØSland godkendt ordning. Bestemmelsen er

sat ind for at undgå dobbeltdækning af udenlandske arrangørers salg af rejser

på det danske marked. Herved sikres, at der i rejsegarantifondloven sker

anerkendelse af de i henhold til pakkerejsedirektivet andre etablerede

ordninger i EU/EØS. Rejsegarantifondens forpligtelse til at yde bistand til

kunder hos en formidler for en udenlandsk arrangør er ikke betinget af, at

der faktisk er dækning i den udenlandske ordning.

Stk. 9 svarer til den gældende lovs § 6, stk. 5.

Den gældende lovs § 6, stk. 4, om at fondens bestyrelse efter

omstændighederne kan tillade, at garanti stilles på anden måde, er ikke

gentaget. Det fremgik af bemærkningerne til det daværende lovforslag, at der

herved navnlig var tænkt på den af statsinstitutionen DSB udøvede

rejsebureauvirksomhed. Det er nu hensigten, at der for så vidt angår kravet

om garantistillelse ikke skal være forskel på privat og offentlig drevet

virksomhed.

Til § 9

Terminologien i forslaget er ændret i forhold til den gældende

rejsegarantifondlov, idet der ikke længere er tale om garantibidrag, men om

bidrag, hvilket bedre svarer til almindelig forståelse af udtrykket, idet det

ikke vedrører garanti. Beløbet skal indbetales til fonden og bidrage til

opbygning af dens formue.

Bidragets størrelse opretholdes uændret til 5 kr. pr. rejsearrangement.

Det er forudsat, at fonden med dette bidrag fortsat vil kunne konsolidere

sig, når de øvrige ændringer, som forslaget indebærer er blevet indarbejdet.

Nærmere regler om bidragspligten kan fastsættes efter § 23.

Til § 10

Fondens bestyrelse udvides fra 3 til 5 medlemmer. Gennem mange år har det

været praksis, at stedfortræderne for medlemmerne fast deltog i

bestyrelsesmøderne. Det er derfor fundet hensigtsmæssigt i loven at udvide

bestyrelsen. En stedfortræder udpeges for formanden.

Til § 11

I stedet for den gældende lovs frist på 3 måneder er det fastsat, at

bestyrelsen inden 6 måneder efter et kalenderårs udløb afgiver regnskab for

det forløbne år med beretning om fondens virksomhed. Regnskabet revideres af

Rigsrevisionen.

Til § 12

Denne bestemmelse svarer til den gældende lovs § 11. Fondens vedtægter og

bestyrelsens forretningsorden skal godkendes af erhvervsministeren. Denne

beføjelse vil i medfør af § 23, stk. 5, kunne delegeres til en styrelse.

Til § 13

Oplysningspligten over for fonden er ikke begrænset til

registreringspligtige arrangører eller formidlere. Fonden kan kræve alle

oplysninger, der skønnes nødvendige for at undersøge, om loven overholdes

eller for nærmere at undersøge, om der i en konkret situation er risiko for,

at fonden lider tab. Fonden kan og bør endvidere kræve dokumentation for de

oplysninger, som den modtager. Fx. kan der være tale om, at en formidler skal

kunne dokumentere, at vedkommende har indgået en formidlingskontrakt med en

arrangør.

Bestemmelsen skal sammenholdes med § 23, stk. 1, hvorefter

erhvervsministeren kan fastsætte regler om revisorbekræftelse af garanti og

bidragspligtens omfang.

Det er tanken i medfør af bestemmelsen at fastsætte regler om, at

rejsegarantifonden i særlige tilfælde kvartalsvist kan kræve indberettet en

rejsearrangørs omsætning med revisorbekræftelse med henblik på at sikre, at

fornøden garanti stilles.

Det følger af bestemmelsen i § 17, stk. 1, at en rejsearrangørs

registrering normalt skal slettes, såfremt han ikke på forlangende meddeler

de krævede oplysninger.

Overtrædelse af bestemmelsen er strafbar jf. § 25, stk. 1, nr. 2 og 3.

Til § 14

Bestemmelsen er ny og erstatter sammen med § 8, stk. 7 den nugældende lovs

§ 7a.

Bestemmelsen i § 7a var oprindeligt tænkt anvendt på folkelige foreninger,

der undtagelsesvis måtte anses som arrangører af pakkerejser, men som ikke

udøver erhvervsmæssig virksomhed med henblik på opnåelse af en økonomisk

gevinst. Desuden var bestemmelsen tænkt anvendt på arrangører af

arrangementer solgt i nærområdet, bl.a. hoteller og kroer. Skoler,

sportsklubber og almennyttige foreninger kunne ligeledes tænkes undtaget.

Disse formål varetages nu af bestemmelserne i § 8, stk. 7, og § 14.

Bestemmelserne i stk. 1 giver fonden adgang til at fastsætte regler

om at undtage rejsearrangører og formidlere for garantistillelse og

bidragspligt. Bestemmelsen forudsættes anvendt, hvor risikoen for fonden er

uvæsentlig og ikke står i et rimeligt forhold til omkostningerne for

arrangører/formidlere og fonden ved at kræve garantistillelse, bidrag,

dokumentation mv.

Stk. 2. er tænkt som en opsamlingsbestemmelse for tilfælde, hvor

man af hensyn til rimelighed og fondens administration ønsker at give en

dispensation, som ikke er omfattet af stk.1. Bestemmelsen kan bl.a. tænkes

anvendt hvor rejserne udbydes til en begrænset kreds, hvor risikoen skønnes

at være lille. Som eksempler fra hidtidig dispensationspraksis, der nu vil

falde ind under stk. 2, kan nu, såfremt rejserne udbydes mere end

lejlighedsvist nævnes, at der er givet dispensation til International

Policeassociation - Sektion Danmark samt til en sognepræst, der som et led i

det sognesociale arbejde arrangerer rejsearrangementer for meninghederne,

herunder hørehæmmede.

Til §§ 15-18

Bestemmelserne svarer med visse redaktionelle og konsekvensmæssige

ændringer til den gældende lovs §§ 12-16, dog er der i § 17 tilføjet, at

slettelse af registrering kan ske, hvis garantistillelsen ikke bringes i

overensstemmelse med § 8, stk. 5 og 6, inden en af fonden fastsat frist. Det

forudsættes, at slettelse normalt vil finde sted.

Til § 19

Det følger af stk. 1, at hvis en arrangør eller formidler for en

udenlandsk arrangør ikke rettidigt har indbetalt skyldige beløb i medfør af §

7, § 9, stk. 2, § 15 og § 17, så kan fonden kræve en forhøjet

garantistillelse. Bestemmelsen er inspireret af lov nr. 1093 af 21. december

1994 om begrænsning af skyldneres muligheder for at deltage i offentlige

udbudsforretninger og om ændring af visse andre love (Effektivisering af

inddrivelsen af restancer til det offentlige). Krav om forhøjet

garantistillelse er et indgribende skridt, og derfor er der af

retssikkerhedsgrunde adgang til rekurs til Erhvervsministeriets

Erhvervsankenævn.

Bestemmelsen tænkes anvendt imod personer som særligt groft eller gentagne

gange har påført fonden tab. Dette gælder fx. en situation, hvor en

rejsearrangør, der driver denne virksomhed i flere selskaber, lader et

selskab gå ned for at videreføre aktiviteterne i andre selskaber.

Ifølge stk. 2 er kravet om forhøjet garantistillelse betinget af,

at der er en særlig risiko for fonden for yderligere tab ved registrering af

den pågældende. Ved det konkrete skøn skal det vurderes, om der er

proportionalitet i forholdet mellem den særlige risiko og det forhøjede

beløb. Den forhøjede garantistillelse må ikke have karakter af straf.

Ifølge stk. 3 er det i dag kutyme i rejsebranchen, at der ved køb

af et rejsearrangement ved aftalens indgåelse betales et depositum på 10% af

rejsens pris, mens restbeløbet betales 30 til 40 dage inden afrejsen. For

visse særlige typer rejsearrrangementer, fx. konferencer, er det sædvanligt,

at der kræves en større del af forudbetalingen erlagt tidligere.

Bestemmelsen i stk. 3 tænkes anvendt, hvor arrangører mv. udformer

deres forretningsbetingelser, aftalevilkår eller markedsføring, således at

der systematisk modtages forudbetalinger, der urimeligt afviger fra, hvad der

er sædvanligt. I sådanne tilfælde vil fonden kunne kræve en

garantiforhøjelse, der svarer til den øgede risiko fonden påføres.

Hensigten med bestemmelsen er at begrænse fondens risiko.

Til § 20

Bestemmelsen indleder kapitlet om lovens internationale anvendelsesområde

og understreger, at registreringspligten kun omfatter her i landet etablerede

arrangører og formidlere for udenlandske arrangører. Udenlandske arrangører,

som fra udlandet markedsfører sig her i landet, vil skulle dokumentere, at

tilstrækkelig garanti er stillet, jf. § 22.

Bestemmelsen omfatter en forpligtelse for formidlere for udenlandske

arrangører til at lade sig registrere, selv om den udenlandske arrangør

eventuelt er omfattet af en garantiordning i udlandet. Formidleren for den

udenlandske arrangør har imidlertid efter § 8, stk. 8, ret til nedsættelse af

garantien og bidraget, såfremt han godtgør, at den udenlandske arrangør har

stillet en garanti, der opfylder betingelserne i en af et andet EU/EØS-land

godkendt ordning, og at fonden kan indtræde i kundens krav ifølge denne

garanti.

Til § 21

Stk. 1 fastsætter, at fonden som hovedregel ikke dækker

rejsearrangementer, der er markedsført og solgt i udlandet.

Bestemmelsen har til formål at forhindre, at udenlandske arrangører

tilmelder sig garantiordningen med den virkning, at også rejsearrangementer,

som arrangøren sælger i udlandet bliver omfattet af rejsegarantifondens

dækningspligt. Det vil i udlandet normalt være væsentligt dyrere at stille

den fornødne sikkerhed, og der ville derfor uden bestemmelsen være en risiko

for, at udenlandske selskaber med svag økonomi ville kunne misbruge det

danske system som »garantily«.

Fonden vil kun have ringe mulighed for at kontrollere omfanget af en

arrangørs salg af rejsearrangementer i udlandet.

Det er fundet rigtigst, at rejsearrangementer til Danmark, der

sælges i udlandet, skal dækkes af de udenlandske garantiordninger. For at

modvirke omgåelse gælder dette, selv om rejsearrangøren formelt er etableret

her i landet. Begrundelsen herfor er, at det ellers ville være muligt for en

sådan udenlandsk rejsearrangør at overføre risiko til den danske fond.

Rejsearrangementer som udgår fra Danmark, og som indeholder et

væsentligt transportelement dækkes dog af fonden, når de er solgt af en

registreringspligtig arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør.

Dette sker af hensyn til forbrugerne i grænseregionerne i nabolandene, hvis

deltagelse i rejser, der udgår her fra landet, og som er solgt af dansk

etablerede arrangører og formidlere ikke bør besværliggøres.

Bestemmelsen i stk. 1 har til følge, at dansk etablerede

virksomheder, der markedsfører sig på udenlandske markeder enten selv må

stille garanti eller må tilslutte sig en af de ordninger, der gælder de

pågældende steder og således konkurrere på samme vilkår, som gælder for de

udenlandske arrangører.

Der er i stk. 2, opregnet en række kriterier for hvornår en rejse

betragtes som markedsført og solgt i udlandet. Det gælder således, hvis der i

udlandet er fremsat særligt tilbud over for kunden eller er foretaget

reklamering forud for indgåelsen af aftalen om arrangementet, og kunden i

udlandet har foretaget de handlinger, der fra kundens side er nødvendige for

aftalens indgåelse. Fonden dækker heller ikke, såfremt arrangøren eller en

formidler for denne har modtaget kundens bestilling i udlandet.

Formuleringen af bestemmelsen i stk. 2 er inspireret af

lovvalgskonventionen, Konvention 1980-06-19 om, hvilken lov der skal anvendes

på kontraktlige forpligtelser (80/934/EØF), artikel 5, 2. pkt., om visse

forbrugeraftaler.

Endelig skal nævnes, at begrebet »i udlandet« ikke dækker

rejsearrangementer, der er markedsført, udbudt og solgt af danske (syddanske)

arrangører direkte eller gennem en formidler i Grønland eller på Færøerne.

Rejsearrangører hjemmehørende i Grønland eller på Færøerne vil blive omfattet

af loven, hvis loven sættes i kraft i Grønland og på Færøerne, jf. § 27, stk.

2.

Til § 22

Pakkerejsedirektivets artikel 7 foreskriver, at »Den rejsearrangør

og/eller formidler, der er part i kontrakten, skal godtgøre, at han stiller

tilstrækkelig garanti til i tilfælde at insolvens eller konkurs at sikre

tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af forbrugeren.«

Det er derfor i stk. 1 bestemt, at enhver her i landet etableret

arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør, der indenfor EØS-området

udbyder pakkerejser, som ikke er dækket af fonden i henhold til § 21 samt

enhver, der fra udlandet markedsfører rejsearrangementer her i landet, skal

stille tilstrækkelig garanti.

Bestemmelsen i stk. 2 omfatter tilfælde, hvor der fra udlandet

markedsføres pakkerejser her i landet, uden at dette sker gennem en

registreringspligtig formidler. Bestemmelsen omfatter alene pakkerejser, der

er omfattet af direktivet.

Efter stk. 3 kan fonden kræve dokumentation om garanti, i det

omfang den bliver bekendt med, at i udlandet etablerede arrangører og

formidlere markedsfører rejsearrangementer her i landet. Krav om

dokumentation vil ligeledes kunne fremsættes af de udenlandske myndigheder,

der fører kontrol med overholdelse af reglerne om pakkerejser i de øvrige

medlemslande.

Til § 23

Efter bestemmelsen i stk. 1 kan erhvervsministeren fastsætte

nærmere regler til gennemførelse af loven. Det er bl.a. tanken at fastsætte

forskrifter om, at fonden kan kræve revisorbekræftelse i forbindelse med

frigivelse af garanti i tilfælde af omsætningsnedgang.

I stk. 2 er fastsat, at ministeren efter indstilling fra fonden

desuden kan forhøje kravet om garanti eller bidragets størrelse, hvis

udviklingen i fondens formue tilsiger det.

Ved at der skal foreligge en indstilling fra fonden er

initiativforpligtelsen lagt hos fondens bestyrelse, som dermed har ansvaret

for, at fonden er økonomisk sund og dækker den realistiske risiko.

Erhvervsministeren forventes kun at anvende denne bemyndigelse, såfremt

fondens formue udvikler sig således, at der opstår risiko for, at den ikke

uden at optage lån vil kunne modstå en konkurs svarende til det hidtil

største enkelttab.

Den hidtidige bestemmelse i lovens § 7, stk. 1, 2. pkt. om forhøjelse af

bidraget har forudsat, at fondens midler har været utilstrækkelige til at

dække fondens forpligtelser over for rejsekunder, og erhvervsministeren med

tilslutning fra Folketingets Finansudvalg har måttet stille garanti for lån

optaget af fonden.

Med den foreslåede bestemmelse vil en uheldig udvikling i fondens formue

kunne imødegås på forhånd.

Da fonden på nuværende tidspunkt ikke kan dække en konkurs blandt de

største i branchen, og da loven også skal kunne klare en uforudsigelig

udvikling, er den gældende lovs § 7, stk. 1, 2. pkt., 1. led opretholdt i

stk. 3.

Bestemmelsen i stk. 4 giver erhvervsministeren adgang til fra

arrangører eller formidlere, at indhente de oplysninger, der skønnes

nødvendige til brug for at træffe afgørelse efter stk. 2 og 3.

Ifølge stk. 6 kan erhvervsministeren delegere de beføjelser, der

efter loven påhviler ministeren, til en styrelse under ministeriet.

Til § 24

Denne bestemmelse fastsætter, at afgørelser, der træffes af fonden

vedrørende registrering og garantistillelse kan indbringes for

Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn, jf. lov nr. 858 af 23. december 1987.

Til § 25

Bestemmelsen i § 25 svarer til den gældende lovs § 16.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at der nedlægges fogedforbud, såfremt

retsplejelovens bestemmelser er opfyldt.

Til § 26

Loven træder i kraft den 1. juli 1997.

Bestemmelsen i stk. 2 indebærer, at registrerede arrangører og

formidlere har en periode på 3 måneder til at stille den forhøjede garanti,

som bestemmelserne i § 8, stk. 5 og 6 indeholder krav om.

Overgangsreglen i stk. 5 omfatter de i bemærkningerne til § 8, stk.

7, nævnte almennyttige foreninger.

Til § 27

Efter lov nr. 858 af 23. december l987 om Industriministeriets

Erhvervsankenævn kan ankenævnet behandle klager over »administrative

afgørelser« i det omfang, det fastsættes ved lov eller i henhold til

lov.

Da rejsegarantifonden ikke er en myndighed, er det af ordensmæssige hensyn

fundet rigtigst udtrykkeligt i ankenævnsloven at indsætte en bestemmelse om

ankenævnets kompetence i relation til rejsegarantifonden.

Skriftlig fremsættelse

Erhvervsministeren (Mimi Jakobsen):

Hermed har jeg den ære for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til lov om en rejsegarantifond.

(Lovforslag nr. L 115).

I forbindelse med gennemførelsen i dansk ret af Rådets direktiv om

pakkerejser, viste der sig at være behov for en mere omfattende revision af

rejsegarantifondloven. For at overholde direktivets implementeringsfrist

gennemførtes i 1993 - samtidig med at direktivet gennemførtes ved

pakkerejseloven - en foreløbig ændring af rejsegarantifondloven, således at

definitionerne af en pakkerejse i de to love stemte overens. Af

bemærkningerne til ændringsforslaget til rejsegarantifondsloven fremgår, at

der skulle nedsættes et udvalg med henblik på en mere gennemgribende

revision.

Formålet med udvalgsarbejdet var oprindeligt at tilpasse lovens

anvendelsesområde til pakkerejsedirektivets. Under udvalgsarbejdet viste der

sig imidlertid behov for at se på fondens finansielle situation, da

udbetalingerne fra fonden pludselig begyndte at overstige indtægterne.

Uden at nå til enighed afsluttede udvalget sit arbejde sidste efterår.

Flertalsforslaget sendtes herefter i høring. Uenigheden i rejsebranchen om

forslagets indhold var imidlertid så stor, at der måtte udarbejdes et helt

nyt forslag.

Dette var i høring over sommeren. I høringssvarene var der udbredt

utilfredshed med, at lovforslaget indebar en forhøjelse af bidraget fra 5 til

10 kr. for at sikre fondens indtægter. Ligeledes var dele af branchen

kritiske over for, at der ikke var loft over de enkelte rejsearrangørers

indbetaling af bidrag til rejsegarantifonden. Derimod var der enighed om

fondens territoriale anvendelsesområde, ligesom der var tilfredshed med de

nye tiltag til at undgå konkursrytteres udnyttelse af fonden.

Efterårets nye konkurser i branchen har sat focus på mulighederne for at

udnytte fonden samt på fondens økonomi.

Fondens formue forventes efter de sidste konkurser at blive næsten

halveret. Det er derfor af afgørende betydning, at en ny lov imødegår

mulighederne for dræn i fonden, som følge af useriøs rejsearrangørvirksomhed.

Det er endvidere et mål med loven at konsolidere rejsegarantifonden, som

siden dens etablering i 1979 har virket efter hensigten og givet kunderne

stor tryghed. Det har vist sig at være en ordning med en minimal

administration, og fordi det er en tvungen ordning, har den været billig.

Der er ved lovforslaget indført en række regler, der skal sikre større

kontrol med de usolide og useriøse i branchen.

Som værn herimod giver lovforslaget fonden adgang til at kræve oplysninger

og dokumentation for at loven overholdes, til at kræve forhøjet

garantistillelse ved usædvanligt tidlige forudbetalinger samt over for

konkursryttere. Der indføres desuden en ny ansvarsregel i forbindelse med

videresalg af rejsearrangementer, som skal medvirke til, at rejsebranchen i

højere grad sikrer sig deres samarbejdspartneres økonomiske soliditet.

For at modvirke tab for fonden, erstattes den faste garantisum på 200.000

kr. med en gradueret garantistillelse, der er afhængig af omsætningen. Pga.

den større risiko for fonden er garantistillelsen ved flycharterrejser

endvidere betydelig højere end for andre rejser. For begge typer

rejsearrangører kræves som minimum 300.000 kr. i garanti for at starte

virksomhed. Den normale garantiskala går herefter op til krav om en garanti

på 2,5 mio. kr. for en omsætning på over 250 mio. kr., mens skalaen for

flycharterrejser ender med en garanti på 30 mio. kr. for en omsætning på over

500 mio. kr. Den forhøjede garanti skal stilles senest 3 måneder efter lovens

ikrafttræden.

Bidraget fastholdes på 5 kr. pr. rejsearrangement. Fonden forudsættes

hermed fortsat at kunne konsolidere sig, når de øvrige ændringer har fået

effekt.

For at undgå, at særlige typer af rejsevirksomhed, som alene påfører

fonden begrænset risiko, ikke rammes unødigt hårdt af de nye garantikrav,

indføres endvidere en adgang for fonden til at nedsætte garanti og bidrag for

visse arrangementer. Samtidig opretholdes adgangen til at søge om

dispensation for almennyttige foreninger m.v., der udbyder rejser, som et

accessorisk led i deres virksomhed. Dispensationen kommer dog kun til at

omfatte fritagelsen for at stille garanti, men ikke for at betale bidrag. En

overgangsregel sikrer de få almennyttige foreninger, der hidtil har haft

dispensation. Det er til gengæld ikke hensigten at udvide den hidtidige

dispensationspraksis.

Fondens bestyrelse får efter forslaget en initiativforpligtelse til at

indstille til ministeren om garanti og bidrag skal forhøjes. Dermed bliver

bestyrelsen ansvarlig for, om fonden er økonomisk sund. Nedsættelse af

garanti og bidrag skal fortsat ske ved lovændring.

Erhvervsministeren kan med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg

stille sikkerhed for lån optaget af fonden. Betingelserne for en statslig

garanti vil blive fastsat, så statsgarantien ikke får karakter af

statsstøtte.

Af hensyn til det indre markeds funktion er der givet adgang for

udenlandske arrangører, som fra udlandet markedsfører pakkerejser, som er

omfattet af direktivet her i landet, til at benytte sig af andre i EU/EØS

etablerede ordninger.

Endelig kan som noget nyt, fondens afgørelser vedrørende garantistillelse

m.v. indbringes for Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn. Der er tale om

afgørelser, som kan have stor betydning for den pågældende arrangør eller

formidler. Der er derfor behov for en hurtig afklaring af, om fondens

afgørelser er korrekte.

Idet jeg iøvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, skal jeg

anbefale forslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Efter 2. behandling den 30 april 1997

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde og definitioner

Fonden

§ 1. Rejsegarantifonden er en privat selvejende institution, der

skal yde kunder bistand. Fonden yder bistand i henhold til §§ 5 og 6, når en

kunde har indgået aftale om et rejsearrangement med en registreringspligtig

arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør, jf. dog § 21.

Rejsearrangement og flycharterrejse

§ 2. Ved et rejsearrangement forstås:

1) En pakkerejse, som består af en kombination af mindst to af følgende

elementer, såfremt de af arrangøren udbydes samlet eller har været udbudt på

forhånd og sælges samlet, og såfremt den samlede ydelse har en varighed på

over 24 timer eller omfatter overnatning:

a) Transport.

b) Indkvartering.

c) Anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport

eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.

2) En ydelse, der omfatter transport og indkvartering, som er aftalt med

samme arrangør eller formidler, men som ikke er omfattet af nr. 1.

3) Transport og anden turistmæssig ydelse, som ikke har en varighed over

24 timer, men har en samlet pris på over 1.000 kr.

Stk. 2. Særskilt fakturering af de i stk. 1 nævnte elementer

medfører ikke, at kombinationen af disse falder uden for loven.

Stk. 3. Ved en flycharterrejse forstås et rejsearrangement, hvor

transporten foregår med fly, og som udbydes efter et forud fastlagt program

med mindst 30 rejser pr. afgang.

Arrangør og formidler

§ 3. Som arrangør anses enhver, der i eget navn til kunder udbyder

eller sælger rejsearrangementer direkte eller gennem en formidler, medmindre

denne virksomhed alene udøves lejlighedsvis.

Stk. 2. Som formidler anses enhver, der udbyder eller sælger et

rejsearrangement i arrangørens navn.

Kunde

§ 4. Som kunde anses enhver, der køber, eller i hvis navn der

købes et rejsearrangement. Overdrager kunden rejsearrangementet, anses

tillige den, der får overdraget rejsearrangementet, som kunde. Den, der køber

et rejsearrangement med henblik på erhvervsmæssigt videresalg, anses dog ikke

som kunde.

Kapitel 2

Fondens bistand til kunder og fondens regreskrav

Dækningsområde

§ 5. Når en kunde har indgået en aftale om et rejsearrangement,

kan kunden få beløb, der er erlagt som betaling for et arrangement, godtgjort

af fonden, hvis arrangørens økonomiske forhold har medført, at et

rejsearrangement ikke kan påbegyndes. Hvis rejsearrangementet af samme grund

afbrydes, kan kunden kræve godtgørelse fra fonden for den del af vederlaget,

som svarer til de ydelser, der ikke er opfyldt over for kunden.

Stk. 2. Medfører en arrangørs økonomiske forhold, at der ikke er

sikret kunden passende hjemtransport, skal fonden inden rimelig tid sørge

herfor.

Stk. 3. Medfører en arrangørs økonomiske forhold, at der ikke er

sikret kunden passende overnatningsmuligheder samt andre væsentlige

fornødenheder, skal fonden sørge herfor eller yde en rimelig godtgørelse.

Stk. 4. Fonden kan endvidere yde kunden en rimelig godtgørelse for

tab, der skyldes en arrangørs økonomiske forhold.

Stk. 5. Fonden kan yde en godtgørelse til en formidler, der som

følge af en arrangørs økonomiske forhold har opfyldt kundens krav, jf. § 28,

stk. 1, i lov om pakkerejser.

Stk. 6. Fonden kan medvirke til, at rejsearrangementer

gennemføres, såfremt fonden skønner, at den derved vil opnå en væsentlig

økonomisk besparelse.

Frist for fremsættelse af krav

§ 6. Anmodning fra kunden om godtgørelse i henhold til § 5 skal

fremsættes over for fonden inden rimelig tid, dog senest 1 år efter, at

rejsen er afsluttet eller det er åbenbart, at rejsen ikke vil blive

gennemført.

Regreskrav m.v.

§ 7. Fonden indtræder i kundens krav, i det omfang den har

fyldestgjort disse. Fonden har ret til at få de udgifter, som den har afholdt

i forbindelse med hjemtransport og anden bistand, jf. § 5, stk. 2-5,

godtgjort.

Stk. 2. Fonden indtræder dog kun i kundens krav imod en formidler,

såfremt denne har pådraget sig ansvar over for kunden på andet grundlag end §

28, stk. 1, i lov om pakkerejser.

Stk. 3. Såfremt vederlaget for et rejsearrangement dækkes helt

eller delvis ved lån indrømmet kunden af en tredjemand på grundlag af en

aftale herom mellem denne og arrangøren eller formidleren for en udenlandsk

arrangør, indtræder fonden i kundens krav efter kreditaftaleloven, i det

omfang fonden har fyldestgjort disse.

Stk. 4. Fonden kan, i det omfang den har ydet kunder godtgørelse,

hjemtransport eller anden bistand, søge sig fyldestgjort i det garantibeløb,

der er stillet af formidleren for en udenlandsk arrangør, jf. § 8, stk. 3. Er

garanti ikke stillet af formidleren, hæfter denne for et beløb svarende til

det beløb, der burde være stillet i garanti.

Stk. 5. Enhver, der formidler rejsearrangementer for en

registreringspligtig arrangør, der i strid med bestemmelsen i § 8, stk. 3,

ikke har stillet garanti, er ansvarlig for det beløb, der burde være stillet

i garanti.

Stk. 6. Den, der til en arrangør har solgt et rejsearrangement med

henblik på videresalg, hæfter over for fonden for gennemførelsen af

rejsearrangementet, såfremt den pågældende indså eller burde have indset, at

der kunne være risiko for, at arrangøren ikke ville kunne gennemføre

arrangementet.

Kapitel 3

Arrangørers og formidleres anmeldelse og registrering i fonden,

garantistillelse og betaling af bidrag

Anmeldelse, registrering og garantistillelse

§ 8. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører skal

foretage anmeldelse til Rejsegarantifonden, som registrerer og underretter de

pågældende om optagelsen i registeret.

Stk. 2. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører må kun

udbyde og sælge rejsearrangementer, såfremt de er registreret i

Rejsegarantifonden.

Stk. 3. Det er en betingelse for registrering, at arrangøren eller

formidleren for den udenlandske arrangør over for fonden stiller en garanti,

der er afhængig af dennes omsætning, i overensstemmelse med bestemmelserne i

stk. 4-6. Garantien skal stilles i et pengeinstitut, i et forsikringsselskab,

ved kontant deponering eller ved deponering af andre tilsvarende aktiver.

Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke andre tilsvarende

aktiver end kontante beløb der kan deponeres. Garantibeløbet skal af fonden

kunne kræves indbetalt til dækning af krav, som fonden får mod arrangøren

eller formidleren for en udenlandsk arrangør.

Stk. 4. Ved omsætning i stk. 3, 1. pkt., forstås den de seneste 4

kvartaler til kunderne fakturerede omsætning ved salg af de i loven omfattede

rejsearrangementer.

Stk. 5. Garantiens størrelse skal stilles i overensstemmelse med

følgende, jf. dog stk. 6 og § 23, stk. 2:

1) Ved en omsætning på ikke over 15 mio. kr. er garantien 300.000 kr.

2) Ved en omsætning på mere end 15 mio. kr., men ikke over 50 mio. kr., er

garantien 1,0 mio. kr.

3) Ved en omsætning på mere end 50 mio. kr., men ikke over 100 mio. kr.,

er garantien 1,5 mio. kr.

4) Ved en omsætning på mere end 100 mio. kr., men ikke over 250 mio. kr.,

er garantien 2,0 mio. kr.

5) Ved en omsætning på mere end 250 mio kr. er garantien 2,5 mio. kr.

Stk. 6. Udgør flycharterrejseomsætningen 50 pct. eller derover,

skal garantiens størrelse stilles i overensstemmelse med følgende, jf. dog §

23, stk. 2:

1) Ved en omsætning på ikke over 10 mio. kr. er garantien 300.000 kr.

2) Ved en omsætning på mere end 10 mio. kr., men ikke over 25 mio. kr., er

garantien 1 mio. kr.

3) Ved en omsætning på mere end 25 mio. kr., men ikke over 50 mio. kr., er

garantien 1,5 mio. kr.

4) Ved en omsætning på mere end 50 mio. kr., men ikke over 100 mio. kr.,

er garantien 2,5 mio. kr.

5) Ved en omsætning på mere end 100 mio. kr., men ikke over 150 mio. kr.,

er garantien 5 mio. kr.

6) Ved en omsætning på mere end 150 mio. kr., men ikke over 200 mio. kr.,

er garantien 7,5 mio. kr.

7) Ved en omsætning på mere end 200 mio. kr., men ikke over 300 mio. kr.,

er garantien 10 mio. kr.

8) Ved en omsætning på mere end 300 mio. kr., men ikke over 500 mio. kr.,

er garantien 15 mio. kr.

9) Ved en omsætning på mere end 500 mio. kr., men ikke over 700 mio. kr.,

er garantien 25 mio. kr.

10) Ved en omsætning på mere end 700 mio. kr. er garantien 30 mio. kr.

Stk. 7. Almennyttige foreninger m.v., der som et led i deres

virksomhed udbyder rejsearrangementer, skal ikke stille garanti. Dette gælder

dog kun, såfremt rejsevirksomheden udgør en mindre del af foreningens

almennyttige aktiviteter.

Stk. 8. Formidleren for en udenlandsk arrangør skal ikke stille

garanti eller betale bidrag, såfremt garantien for de af formidleren solgte

rejsearrangementer opfylder betingelserne i en af et andet EU- eller EØS-land

godkendt ordning.

Stk. 9. En arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør,

der er dømt eller har vedtaget en bøde for overtrædelse af stk. 2, kan ikke

registreres i fonden, før fondens krav i medfør af § 7 og § 9, stk. 2, er

betalt.

Bidrag til Rejsegarantifonden

§ 9. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører skal til

fonden betale et bidrag på 5 kr. pr. deltager i et rejsearrangement, der er

omfattet af fondens dækning.

Stk. 2. Har en arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør

uden at være registreret i henhold til § 8 solgt rejsearrangementer, kan

fonden afkræve arrangøren eller formidleren de bidrag med påløbne renter

m.v., som skulle have været betalt efter stk. 1.

Kapitel 4

Fondens bestyrelse, vedtægter og beføjelser

Sammensætning

§ 10. Fondens bestyrelse består af en formand og 4 medlemmer, der

udnævnes af erhvervsministeren. Af de 4 medlemmer repræsenterer 2 de i fonden

registrerede og 2 kunderne. Bestyrelsen og en stedfortræder for formanden

udnævnes for 3 år.

Regnskab

§ 11. Bestyrelsen afgiver inden 6 måneder efter et kalenderårs

udløb et af Rigsrevisionen revideret regnskab for det forløbne år med

beretning om fondens virksomhed til erhvervsministeren.

Vedtægter og forretningsorden m.v.

§ 12. Fondens vedtægter og bestyrelsens forretningsorden

fastsættes af bestyrelsen og skal være godkendt af erhvervsministeren.

Vedtægterne skal indeholde bestemmelser om anbringelse af fondens midler.

Stk. 2. Omkostningerne ved fondens administration afholdes af

fonden.

Oplysninger

§ 13. Fonden kan af enhver forlange alle oplysninger, som skønnes

nødvendige for at sikre, at loven overholdes, herunder til afgørelse af, om

et forhold falder ind under lovens bestemmelser, eller for at undgå, at

fonden lider tab. Fonden kan kræve dokumentation for oplysninger, som afgives

i henhold til 1. pkt.

Nedsat garantistillelse og bidrag

§ 14. Fonden kan fastsætte bestemmelser om, at garantien eller

bidraget nedsættes eller bortfalder for en arrangør eller formidler for en

udenlandsk arrangør,

1) når omsætningen er under mindstegarantistillelsen, jf. § 8, stk. 5, nr.

1, og stk. 6, nr. 1,

2) for rejsearrangementer, hvori der ikke indgår transport, jf. § 2, stk.

1, litra a, eller

3) for andre særlige typer af rejsearrangementer.

Stk. 2. Fonden kan bestemme, at garanti og bidrag i særlige

tilfælde nedsættes eller bortfalder.

Kapitel 5

Slettelse af registrering og krav om forhøjet garantistillelse

Fyldestgørelse i garantien

§ 15. Har fonden søgt sig fyldestgjort i den af en arrangør eller

formidler for en udenlandsk arrangør stillede garanti, slettes arrangøren

eller formidlerens registrering i fonden, medmindre den stillede garanti er

tilstrækkelig til at dække fondens fordringer og garantien inden en af fonden

fastsat frist bringes op på den i § 8, stk. 5 og 6, nævnte størrelse, jf. dog

§ 19.

Opsigelse og ophør

§ 16. Opsiges en stillet garanti, eller ophører en registreret

arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør med at drive virksomhed,

slettes registreringen, og den stillede garanti frigives, når det må anses

for udelukket, at krav fra kunder vil fremkomme.

Manglende garantistillelse eller betaling af bidrag m.v.

§ 17. Undlader en registreret arrangør eller formidler for en

udenlandsk arrangør at betale bidrag til fonden eller at bringe

garantistillelse i overensstemmelse med § 8, stk. 5 og 6, eller modtager

fonden ikke på forlangende de i §§ 13 og 22, stk. 3, nævnte oplysninger, kan

fondens bestyrelse beslutte, at registreringen i fonden slettes, hvis

forpligtelserne ikke er opfyldt inden en fastsat frist.

Stk. 2. Slettes en arrangør eller formidler for en udenlandsk

arrangør i medfør af stk. 1, kan den stillede garanti først frigives, når det

må anses for udelukket, at krav fra kunder vil fremkomme, og kun i det omfang

garantien ikke måtte være anvendt af fonden til dækning af krav på arrangøren

eller formidleren for den udenlandske arrangør for ikke indbetalte bidrag med

påløbne renter.

Genoptagelse

§ 18. En arrangør eller formidler for en udenlandsk arrangør, hvis

registrering er slettet i medfør af §§ 15 eller 17, stk. 1, kan først optages

på ny i registret, når arrangøren eller formidleren for den udenlandske

arrangør har betalt skyldige beløb til fonden og har givet de af fonden

forlangte oplysninger.

Forhøjet garantistillelse

§ 19. Fonden kan kræve forhøjet garantistillelse af en arrangør

eller en formidler for en udenlandsk arrangør, når en ejer af virksomheden

eller den person, der reelt driver virksomheden, og som er knyttet til ejeren

på samme måde som fastsat i aktieselskabslovens § 115, stk. 1, 2. pkt., eller

et medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion inden for de seneste 5

år har været ejer af eller medlem af bestyrelsen eller direktionen i en anden

virksomhed, som inden for dette tidsrum ikke rettidigt har betalt skyldige

beløb til fonden i henhold til § 7, § 9, stk. 2, og §§ 15 og 17. Er den

registreringspligtige et selskab m.v., anses som ejer også en person, der

besidder sådanne kapitalandele i virksomheden, som henregnes til

hovedaktionæraktier efter personskattelovens § 19 a, stk. 2-4, eller et

selskab m.v., der besidder sådanne kapitalandele i virksomheden, som er

omhandlet i kursgevinstlovens § 6 B, stk. 3.

Stk. 2. Forhøjelse af garantistillelsen efter stk. 1 må kun

kræves, når det må antages, at der er en særlig risiko for, at fonden vil

lide yderligere tab.

Stk. 3. Fonden kan kræve forhøjet garantistillelse af en arrangør

eller formidler for en udenlandsk arrangør, hvis denne øger fondens risiko

ved at modtage forudbetalinger, som væsentligt afviger fra det sædvanlige for

rejsearrangementer af den pågældende art.

Stk. 4. Bortfalder den i stk. 2 og 3 omtalte risiko, skal fonden

på begæring nedsætte garantistillelsen.

Kapitel 6

Lovens internationale anvendelsesområde m.v.

Registreringspligt

§ 20. Pligten til at lade sig registrere omfatter her i landet

etablerede arrangører og formidlere for udenlandske arrangører.

Fondens dækning

§ 21. Fonden dækker ikke rejsearrangementer, der er markedsført og

solgt i udlandet. Registreringspligtige arrangørers og formidleres salg af

rejsearrangementer i udlandet er dog dækket, såfremt rejsearrangementet

indeholder grænseoverskridende transport og udgår fra Danmark.

Stk. 2. Et rejsearrangement anses for markedsført og solgt i

udlandet, såfremt

1) arrangøren eller en formidler har modtaget kundens bestilling i

udlandet eller

2) der i udlandet er fremsat særligt tilbud over for kunden eller er

foretaget reklamering og kunden derefter i udlandet har foretaget de

handlinger, der er nødvendige for aftalens indgåelse.

Krav om tilstrækkelig garanti

§ 22. Enhver her i landet etableret arrangør eller formidler for

en udenlandsk arrangør, der inden for EU/EØS-området udbyder pakkerejser, jf.

§ 2, stk. 1, nr. 1, som ikke er dækket af fonden, jf. § 21, skal stille

tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller konkurs at sikre

tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af kunden.

Stk. 2. Enhver, der fra udlandet markedsfører pakkerejser her i

landet, skal stille tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller

konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af kunden.

Garantistillelse, der opfylder betingelserne i en af et andet EU/EØS-land

godkendt ordning, anses som tilstrækkelig.

Stk. 3. Såfremt fonden anmoder herom, skal vedkommende

dokumentere, at de i stk. 1 og 2 nævnte krav om sikkerhed er stillet.

Tilsvarende dokumentation skal efter anmodning gives til en udenlandsk

myndighed, der fører kontrol med regler, der er fastsat til gennemførelse af

Rådets direktiv 90/314/EØF om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure.

Kapitel 7

Ministerens beføjelser

§ 23. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler til

gennemførelse af loven, herunder om betaling af bidrag, betaling af rente og

gebyrer i forbindelse med forsinket betaling, revisorbekræftelse af garanti

og bidragspligtens omfang, registrering i fonden, garantistillelse og fondens

bistand til kunder.

Stk. 2. Erhvervsministeren kan efter indstilling fra fonden, hvis

prisudviklingen eller udviklingen i fondens formue tilsiger det, forhøje

garantistillelsen, jf. § 8, stk. 3-6, eller forhøje eller nedsætte bidraget,

jf. § 9, stk. 1.

Stk. 3. Erhvervsministeren kan med tilslutning fra Folketingets

Finansudvalg stille garanti for lån optaget af fonden til opfyldelse af dens

forpligtelser.

Stk. 4. Erhvervsministeren kan fra arrangører eller formidlere for

udenlandske arrangører indhente de oplysninger om omsætning og

forudbetalinger, der skønnes nødvendige til brug for at træffe afgørelse

efter stk. 2 og 3.

Stk. 5. Såfremt prisudviklingen tilsiger det, kan

erhvervsministeren forhøje den i § 2, stk. 1, nr. 3, nævnte beløbsgrænse.

Stk. 6. Erhvervsministeren kan henlægge sine beføjelser efter

loven til en styrelse under Erhvervsministeriet.

Klageadgang

§ 24. Fondens afgørelser vedrørende registreringspligt og

garantistillelse efter § 8, jf. §§ 2-4, § 14, stk. 2, §§ 19-21 og § 22, stk.

1 og 2, samt afgørelse vedrørende registreringspligt og garantistillelse

truffet i medfør af regler fastsat efter § 14, stk. 1, og § 23, stk. 1, kan

indbringes for Erhvervsankenævnet.

Kapitel 8

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

Straf

§ 25. For så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige

lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der

1) overtræder § 8, stk. 2,

2) undlader at give de af fonden og erhvervsministeren i henhold til § 13,

§ 22, stk. 3, og § 23, stk. 4, krævede oplysninger og dokumentation eller

3) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, der er nødvendige for

at sikre lovens overholdelse.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser m.v.

§ 26. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov om en rejsegarantifond, jf.

lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986.

Stk. 3. De bestemmelser, der er fastsat i medfør af lov om en

rejsegarantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986,

forbliver i kraft, indtil de afløses af bestemmelser fastsat i henhold til

denne lov.

Stk. 4. Arrangører og formidlere for udenlandske arrangører, der

var registreret ved lovens ikrafttræden, skal senest den 1. januar 1998

stille forhøjet garanti, jf. § 8, stk. 3-6.

Stk. 5. Almennyttige foreninger m.v., som har opnået dispensation

i henhold til § 7 a i lov om en rejsegarantifond, jf. lovbekendtgørelse nr.

104 af 28. februar 1986 om lov om en rejsegarantifond, som ændret ved lov nr.

454 af 30. juni 1993, skal uanset bestemmelsen i § 8, stk. 7, 2. pkt., ikke

stille garanti, såfremt deres virksomhed ikke ændrer sig væsentligt.

§ 27. I lov nr. 858 af 23. december 1987 om Industriministeriets

Erhvervsankenævn foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om Erhvervsankenævnet«.

2. I § 1, stk. 1, og § 4, stk. 1, ændres

»Industriministeriets Erhvervsankenævn« til:

»Erhvervsankenævnet«.

3. I § 1, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Endvidere er ankenævnet klageinstans for afgørelser truffet af

Rejsegarantifonden, i det omfang det er fastsat i lov om en

rejsegarantifond.«

Færøerne og Grønland

§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse

landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold

tilsiger.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter