Spring til indhold

Retsinformation

1992 LSF 253 FORSLAG TIL LOV OM AFHOLDELSE AF VEJLEDENDE FOLKEAFSTEMNING OM DANMARKS UDLÆNDINGEPOLITIK

1992/1 LSF 253Lovforslag som fremsatFolketinget5. maj 1993

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1. Der afholdes en vejledende folkeafstemning tirsdag den 18.

maj 1993 om Danmarks udlændingepolitik.

Stk. 2. Ved folkeafstemningen stemmes der »ja« eller

»nej« til følgende spørgsmål:

1) Bør udenlandske statsborgeres valgret og valgbarhed ved kommunale valg

afskaffes?

2) Bør betingelserne for opnåelse af dansk indfødsret skærpes?

3) Bør udlændinges retskrav om familiesammenføring her i landet begrænses?

4) Bør Danmark modtage flere flygtninge, end vi er forpligtet til i

henhold til internationale konventioner?

5) Bør udenlandske statsborgere, der har afsonet fængselsstraf i Danmark,

udvises efter strafafsoningen?

6) Bør det offentlige ophøre med at finansiere modersmålsundervisning for

herboende udlændinge?

§ 2. Berettiget til at deltage i afstemningen er enhver, der på

afstemningsdagen opfylder betingelserne for valgret til Folketinget, og som

er optaget på de valglister, der er omtalt i stk. 2.

Stk. 2. Det påhviler kommunalbestyrelsen at udarbejde en valgliste

over kommunens vælgere og at udsende valgkort efter reglerne i kapitel 4 i

lov om valg til Folketinget.

Stk. 3. Bekendtgørelse om afstemningen sker i overensstemmelse med

reglerne i § 21 i lov om valg til Folketinget.

§ 3. Bestemmelserne i §§ 97-103 og §§ 105-107 i lov om valg til

Folketinget finder tilsvarende anvendelse ved folkeafstemningen.

§ 4. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.

Stk. 2. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 3. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Forslaget har til formål at sikre, at den danske befolkning aktivt

Læs alt

inddrages i beslutninger om udformningen af den fremtidige udlændingepolitik.

Dette opnås ved afholdelse af vejledende folkeafstemning, der afholdes

samtidig med den planlagte afholdelse af folkeafstemningen om EF-unionen

tirsdag den 18. maj 1993.

De i forslagets § 2, stk. 2, anførte 6 afstemningstemaer dækker et bredt

spekter af de problemer, Danmark er blevet påført som følge af forskellige

regeringers og et folketingsflertals lovgivning på udlændingeområdet.

Sagen er, at det danske folkestyre er i krise, hvilket Unionsafstemningen

tydeligt viste. Et kæmpeflertal i Folketinget var her i tydelig modstrid med

befolkningens ønsker. At de samme politikere med de bedste

manipulationsinstrumenter i hånden derefter tryner befolkningen ved at

undergrave folkeafstemningens resultat er så en anden sag.

Det er først og fremmest politikerne, der har ansvaret for, at det danske

folkestyre er i krise. Og det burde derfor i langt højere grad interessere

politikerne at finde veje og midler til at styrke folkestyret.

En væsentlig årsag til krisen er, at befolkningen praktisk talt ikke

inddrages i de politiske beslutninger. Det højt besungne repræsentative

demokrati indebærer, at politikerne kan påberåbe sig at repræsentere

befolkningen, men reelt lader sig lede af magteliten, dvs.

embedsmandsapparatet, organisationer og pressionsgrupper. Jordforbindelsen

til befolkningen er mistet.

Derfor får vælgerne hverken lov til at blive hørt om Øresundsbro,

Storebæltsbro, stormoskebyggeri, lukkelov, skærpelse af straffen for grov

kriminalitet eller andre store og små spørgsmål, som angår hver eneste

dansker. De øvrige partier henviser blot med flotte håndbevægelser til, at

politikerne jo er udpeget på valgdagen, at de har bedre indsigt end den

almindelige befolkning etc. Når spørgsmålet om folkeafstemninger en sjælden

gang drøftes, rynker de gamle politikere alvorsfuldt panden og advarer imod,

at vi »i tide og i utide« kalder vælgerne til stemmeurnerne.

Realiteten er, at der i hele Danmarkshistorien kun har været afholdt 2

folkeafstemninger, ud over afstemningerne om grundlovsændringer,

valgretsalder og EF. Det var afstemningen som salget af De vestindiske Øer i

1916 og jordlovsafstemningen i 1963. I ingen andre tilfælde har politikerne

ønsket eller turdet at høre befolkningens mening.

I et ægte demokrati burde man ikke frygte, at en befolkning kan vælte et

broprojekt, ændre landets udlændingepolitik, begrænse skatteudskrivningen,

eller på anden måde blande sig i de politiske beslutninger. Politikerne burde

tværtimod opfordre til afholdelse af folkeafstemninger. Det gør man i

Schweiz. Det gør man i mange amerikanske delstater. Her findes regler, der

sikrer, enten at vælgerne selv kan kræve, at et bestemt forslag bliver sendt

til folkeafstemning, eller kan forlange, at forslag, politikerne har

vedtaget, skal fremlægges til folkeafstemning, før det kan træde i kraft.

I et kriseramt folkestyre er det bydende nødvendigt at gå nye veje.

Folkestyret må genskabes, og det er indlysende, at et af midlerne er

befolkningens direkte indflydelse på de politiske afgørelser.

Det er ikke længere nok, at de øvrige partier een gang om året holder

hændervridende grundlovstaler om folkestyrets krise. Det er i elvte time,

hvis krisen skal afløses af borgerånd, tillid til politikerne og ansvar for

befolkningen.

En folkeafstemning om netop disse helt centrale emner vil i høj grad kunne

engagere befolkningen og bidrage til positiv folkelig debat og stillingtagen,

der kan medvirke til at give regering og Folketing et sikrere

beslutningsgrundlag for det fremtidige lovforberedende arbejde.

Afstemningstemaerne er udvalgt således, at de dækker væsentlige spørgsmål

inden for forfatningsretten (spørgsmål 1), indfødsret (spørgsmål 2),

menneskerettigheder (spørgsmål 3), folkeretten (spørgsmål 4) strafferet og

kriminalpolitik (spørgsmål 5) og integrationspolitik (spørgsmål 6). Der opnås

således en alsidighed i temaer, der sikrer en saglig og relevant debat om

disse yderst væsentlige emner.

Den danske befolkning er aldrig blevet spurgt, om den ønsker at acceptere

den nedgang i levestandard, forringelse af sociale ydelser, højere

skattetryk, stærk stigning i kriminaliteten, social uro, racistiske

tendenser, større offentlige udgifter inden for social- og sundhedssektoren,

skolevæsen, politi og domstole m.v., som er en uundgåelig følge af den hidtil

førte udlændingepolitik.

Ved at gennemføre en folkeafstemning med forudgående oplysningskampagne

sikres, at alle væsentlige synspunkter inddrages i debatten, f.eks. således

at regeringen kan argumentere for de fordele, den ser ved at fortsætte sin

hidtidige udlændingepolitik, mens Fremskridtspartiet kan oplyse befolkningen

om den stadigt stigende risiko for kaos og sammenbrud i den danske

udlændingepolitik.

Vedtagelsen af forslag om en folkeafstemning vil være et væsentligt tiltag

i demokratisk retning på lovgivningsområder, der alt for længe har været

domineret af politikere, der ikke har ønsket at lytte til andre synspunkter

end deres egne.

Forslagsstillerne erkender, at også afstemning om andre temaer kunne

overvejes, og forslagsstillerne vil under udvalgsarbejdet gerne forhandle med

Folketingets øvrige partier om eventuel ændring i eller udbygning af de

afstemningsemner, der forelægges for vælgerne.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter