1992 LSF 253 FORSLAG TIL LOV OM AFHOLDELSE AF VEJLEDENDE FOLKEAFSTEMNING OM DANMARKS UDLÆNDINGEPOLITIK
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1. Der afholdes en vejledende folkeafstemning tirsdag den 18.
maj 1993 om Danmarks udlændingepolitik.
Stk. 2. Ved folkeafstemningen stemmes der »ja« eller
»nej« til følgende spørgsmål:
1) Bør udenlandske statsborgeres valgret og valgbarhed ved kommunale valg
afskaffes?
2) Bør betingelserne for opnåelse af dansk indfødsret skærpes?
3) Bør udlændinges retskrav om familiesammenføring her i landet begrænses?
4) Bør Danmark modtage flere flygtninge, end vi er forpligtet til i
henhold til internationale konventioner?
5) Bør udenlandske statsborgere, der har afsonet fængselsstraf i Danmark,
udvises efter strafafsoningen?
6) Bør det offentlige ophøre med at finansiere modersmålsundervisning for
herboende udlændinge?
§ 2. Berettiget til at deltage i afstemningen er enhver, der på
afstemningsdagen opfylder betingelserne for valgret til Folketinget, og som
er optaget på de valglister, der er omtalt i stk. 2.
Stk. 2. Det påhviler kommunalbestyrelsen at udarbejde en valgliste
over kommunens vælgere og at udsende valgkort efter reglerne i kapitel 4 i
lov om valg til Folketinget.
Stk. 3. Bekendtgørelse om afstemningen sker i overensstemmelse med
reglerne i § 21 i lov om valg til Folketinget.
§ 3. Bestemmelserne i §§ 97-103 og §§ 105-107 i lov om valg til
Folketinget finder tilsvarende anvendelse ved folkeafstemningen.
§ 4. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.
Stk. 2. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 3. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Forslaget har til formål at sikre, at den danske befolkning aktivt
Læs alt
inddrages i beslutninger om udformningen af den fremtidige udlændingepolitik.
Dette opnås ved afholdelse af vejledende folkeafstemning, der afholdes
samtidig med den planlagte afholdelse af folkeafstemningen om EF-unionen
tirsdag den 18. maj 1993.
De i forslagets § 2, stk. 2, anførte 6 afstemningstemaer dækker et bredt
spekter af de problemer, Danmark er blevet påført som følge af forskellige
regeringers og et folketingsflertals lovgivning på udlændingeområdet.
Sagen er, at det danske folkestyre er i krise, hvilket Unionsafstemningen
tydeligt viste. Et kæmpeflertal i Folketinget var her i tydelig modstrid med
befolkningens ønsker. At de samme politikere med de bedste
manipulationsinstrumenter i hånden derefter tryner befolkningen ved at
undergrave folkeafstemningens resultat er så en anden sag.
Det er først og fremmest politikerne, der har ansvaret for, at det danske
folkestyre er i krise. Og det burde derfor i langt højere grad interessere
politikerne at finde veje og midler til at styrke folkestyret.
En væsentlig årsag til krisen er, at befolkningen praktisk talt ikke
inddrages i de politiske beslutninger. Det højt besungne repræsentative
demokrati indebærer, at politikerne kan påberåbe sig at repræsentere
befolkningen, men reelt lader sig lede af magteliten, dvs.
embedsmandsapparatet, organisationer og pressionsgrupper. Jordforbindelsen
til befolkningen er mistet.
Derfor får vælgerne hverken lov til at blive hørt om Øresundsbro,
Storebæltsbro, stormoskebyggeri, lukkelov, skærpelse af straffen for grov
kriminalitet eller andre store og små spørgsmål, som angår hver eneste
dansker. De øvrige partier henviser blot med flotte håndbevægelser til, at
politikerne jo er udpeget på valgdagen, at de har bedre indsigt end den
almindelige befolkning etc. Når spørgsmålet om folkeafstemninger en sjælden
gang drøftes, rynker de gamle politikere alvorsfuldt panden og advarer imod,
at vi »i tide og i utide« kalder vælgerne til stemmeurnerne.
Realiteten er, at der i hele Danmarkshistorien kun har været afholdt 2
folkeafstemninger, ud over afstemningerne om grundlovsændringer,
valgretsalder og EF. Det var afstemningen som salget af De vestindiske Øer i
1916 og jordlovsafstemningen i 1963. I ingen andre tilfælde har politikerne
ønsket eller turdet at høre befolkningens mening.
I et ægte demokrati burde man ikke frygte, at en befolkning kan vælte et
broprojekt, ændre landets udlændingepolitik, begrænse skatteudskrivningen,
eller på anden måde blande sig i de politiske beslutninger. Politikerne burde
tværtimod opfordre til afholdelse af folkeafstemninger. Det gør man i
Schweiz. Det gør man i mange amerikanske delstater. Her findes regler, der
sikrer, enten at vælgerne selv kan kræve, at et bestemt forslag bliver sendt
til folkeafstemning, eller kan forlange, at forslag, politikerne har
vedtaget, skal fremlægges til folkeafstemning, før det kan træde i kraft.
I et kriseramt folkestyre er det bydende nødvendigt at gå nye veje.
Folkestyret må genskabes, og det er indlysende, at et af midlerne er
befolkningens direkte indflydelse på de politiske afgørelser.
Det er ikke længere nok, at de øvrige partier een gang om året holder
hændervridende grundlovstaler om folkestyrets krise. Det er i elvte time,
hvis krisen skal afløses af borgerånd, tillid til politikerne og ansvar for
befolkningen.
En folkeafstemning om netop disse helt centrale emner vil i høj grad kunne
engagere befolkningen og bidrage til positiv folkelig debat og stillingtagen,
der kan medvirke til at give regering og Folketing et sikrere
beslutningsgrundlag for det fremtidige lovforberedende arbejde.
Afstemningstemaerne er udvalgt således, at de dækker væsentlige spørgsmål
inden for forfatningsretten (spørgsmål 1), indfødsret (spørgsmål 2),
menneskerettigheder (spørgsmål 3), folkeretten (spørgsmål 4) strafferet og
kriminalpolitik (spørgsmål 5) og integrationspolitik (spørgsmål 6). Der opnås
således en alsidighed i temaer, der sikrer en saglig og relevant debat om
disse yderst væsentlige emner.
Den danske befolkning er aldrig blevet spurgt, om den ønsker at acceptere
den nedgang i levestandard, forringelse af sociale ydelser, højere
skattetryk, stærk stigning i kriminaliteten, social uro, racistiske
tendenser, større offentlige udgifter inden for social- og sundhedssektoren,
skolevæsen, politi og domstole m.v., som er en uundgåelig følge af den hidtil
førte udlændingepolitik.
Ved at gennemføre en folkeafstemning med forudgående oplysningskampagne
sikres, at alle væsentlige synspunkter inddrages i debatten, f.eks. således
at regeringen kan argumentere for de fordele, den ser ved at fortsætte sin
hidtidige udlændingepolitik, mens Fremskridtspartiet kan oplyse befolkningen
om den stadigt stigende risiko for kaos og sammenbrud i den danske
udlændingepolitik.
Vedtagelsen af forslag om en folkeafstemning vil være et væsentligt tiltag
i demokratisk retning på lovgivningsområder, der alt for længe har været
domineret af politikere, der ikke har ønsket at lytte til andre synspunkter
end deres egne.
Forslagsstillerne erkender, at også afstemning om andre temaer kunne
overvejes, og forslagsstillerne vil under udvalgsarbejdet gerne forhandle med
Folketingets øvrige partier om eventuel ændring i eller udbygning af de
afstemningsemner, der forelægges for vælgerne.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1995 LSF 47 FORSLAG TIL LOV OM AFHOLDELSE AF VEJLEDENDE FOLKEAFSTEMNING OM DANMARKS UDLÆNDINGEPOLITIK Retsinformation · 26. oktober 1995
- 1991 LSF 216 FORSLAG TIL LOV OM AFHOLDELSE AF VEJLEDENDE FOLKEAFSTEMNING OM DANMARKS UDLÆNDINGEPOLITIK Retsinformation · 31. januar 1992
- 1997 LSF 24 FORSLAG TIL LOV OM AFHOLDELSE AF VEJLEDENDE FOLKEAFSTEMNING OM DANMARKS UDLÆNDINGEPOLITIK Retsinformation · 17. december 1997
- Forslag til Lov om afholdelse af vejledende folkeafstemning om Danmarks udlændingepolitik Retsinformation · 5. marts 1999
- 1996 LSF 37 FORSLAG TIL LOV OM AFHOLDELSE AF VEJLEDENDE FOLKEAFSTEMNING OM DANMARKS UDLÆNDINGEPOLITIK Retsinformation · 29. oktober 1996
- Forslag til Lov om afholdelse af vejledende folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skal udvikle sig til et multietnisk samfund Retsinformation · 8. februar 2000