1992 LSF 217 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse, som senest ændret ved
lov nr. 484 af 24. juni 1992, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 9 indsættes:
» § 9 a. Miljøministeren kan med henblik på at fremme
genanvendelse og renere teknologi og med henblik på at begrænse problemerne i
forbindelse med affaldsbortskaffelse fastsætte regler om, at bestemte
materialer, produkter eller varer, herunder emballage, efter endt brug skal
foranstaltes tilbagetaget af den for markedsføringen ansvarlige producent
eller importør, samt at den for markedsføringen ansvarlige producent eller
importør forpligtes til for egen regning at foranstalte det tilbagetagne
genanvendt eller særligt håndteret.
Stk. 2. Ministeren kan tillige fastsætte regler om, at enhver, der
markedsfører materialer, produkter eller varer, herunder emballage, jf. stk.
1, forpligtes til at foranstalte tilbagetagning samt genanvendelse eller
særlig håndtering af tilsvarende produkter, uanset at den pågældende ikke har
været ansvarlig for markedsføringen, jf. stk. 1.
Stk. 3. Når der er iværksat en ordning i henhold til stk. 1, kan
ministeren fastsætte regler om borgeres, grundejeres og virksomheders pligt
til efter endt brug at aflevere bestemte materialer, produkter eller varer,
herunder emballage, hos producenten, importøren og/eller forhandleren, jf.
stk. 1 og 4.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om forhandlerens pligt til
at modtage og opbevare de af en ordning iværksat i henhold til stk. 1
omfattede materialer, produkter eller varer, herunder emballage.
Stk. 5. Til gennemførelse af de i stk. 1 nævnte
tilbagetagningsordninger kan ministeren bestemme, at tilbagetagningen skal
sikres ved en pante- eller rabatordning, jf. § 9, stk. 2-4.
Stk. 6. Inden en ordning i henhold til stk. 1-5 iværksættes, skal
den forhandles med de i § 11 nævnte myndigheder og organisationer.«
Læs alt
2. I § 17 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan lade foranstaltninger som nævnt i
stk. 2 eller i regler fastsat efter stk. 3 udføre for den ansvarliges
regning, jf. §§ 69, stk. 1, nr. 3, og 70. De herved afholdte udgifter hæfter
på vedkommende ejendom med fortrinsret som for kommunale
ejendomskatter.«
3. § 45, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. I regler, der vedrører indsamling af materialer og
produkter til genanvendelse, bortset fra olie- og kemikalieaffald, skal det
bestemmes,
1) at kommunalbestyrelsen skal fritage en virksomhed fra pligten til at
benytte en kommunal indsamlingsordning, såfremt virksomheden godtgør, at den
senest samtidig med den kommunale indsamlingsordnings iværksættelse har
indgået aftale om, at affaldstyper, der er omfattet af indsamlingsordningen,
afleveres til anden side til genanvendelse, og
2) at virksomheder etableret efter iværksættelse af en kommunal
indsamlingsordning ved etableringen er berettiget til at blive fritaget for
benyttelse af den kommunale indsamlingsordning, såfremt virksomheden godtgør,
at den har indgået aftale om, at affaldstyper, der er omfattet af
indsamlingsordningen, afleveres til anden side til genanvendelse.«
4. I § 51, nr. 5, ændres »og« til: »,».
5. I § 51 indsættes efter nr. 5 som nyt nummer:
»6) bestemte materialer og produkter, herunder emballage, skal mærkes
på en bestemt måde, samt at anden mærkning skal begrænses eller forbydes
og«.
Nr. 6 bliver herefter nr. 7.
6. § 53 affattes således:
»§ 53. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at importører
eller producenter af nærmere angivne materialer, produkter eller varer,
herunder emballage, skal betale et gebyr til staten, til kommunerne eller til
kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse til hel eller delvis dækning
af omkostningerne i forbindelse med materialets, produktets eller varens
bortskaffelse.
Stk. 2. Administration og opkrævning af det i stk. 1 nævnte gebyr
kan henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder.
Stk. 3. Såfremt administration og opkrævning, jf. stk. 2,
henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder, kan de statslige told-
og skattemyndigheder foretage en skønsmæssig ansættelse af gebyrtilsvaret,
såfremt størrelsen af det gebyrbeløb, som påhviler en virksomhed, ikke kan
opgøres på baggrund af virksomhedens regnskaber.
Stk. 4. Statslige myndigheder har udpantningsret for gebyrer efter
stk. 1.
Stk. 5. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyrets
opkrævning og anvendelse, herunder regler, som tager højde for, at der kan
være en væsentlig forskydning imellem tidspunktet for gebyrets opkrævning og
tidspunktet for afholdelse af de modsvarende udgifter.«
7. § 54, stk. 1, affattes således:
»Tilskud kan gives til udrednings- og udviklingsprojekter samt til
formidlings- og informationsvirksomhed, der har til formål at fremme
genanvendelse eller at nedsætte miljøbelastningen væsentligt ved omstilling
til renere teknologi eller at begrænse problemerne i forbindelse med
affaldsbortskaffelse. Tilskud kan gives såvel til projekter med almennyttigt
formål som til virksomhedens egne projekter, hvis projekterne har
nyhedsværdi.«
8. I § 88 indsættes efter »gebyrer til«:
»hel eller delvis«.
9. I § 107, stk. 1, indsættes efter »100«:
»samt af den myndighed, der har truffet afgørelsen i 1. instans«.
10. § 110, stk. 1, nr. 3, affattes således:
»3) undlader at efterkomme krav fastsat i medfør af § 9 a og § 10,
stk. 4,».
11. I § 110, stk. 1, nr. 8, ændres »og« til:
»,», og i nr. 9 ændres ».« til:
»,eller«.
12. I § 110, stk. 1, indsættes som nr. 10:
»10) overtræder bestemmelser fastsat i De Europæiske Fællesskabers
forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf. § 2.«
13. Efter § 110 indsættes:
» § 110 a. Skønnes en overtrædelse af regler eller
forskrifter, der er udstedt i medfør af § 53, ikke at ville medføre højere
straf end bøde, kan miljøministeren eller, såfremt administration og
opkrævning er henlagt til de statslige told- og skattemyndigheder,
skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, tilkendegive den
pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt denne
erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en
nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i
tilkendegivelsen angivet bøde.
Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder
bestemmelserne om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926,
tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter
vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Oprindeligt fremsat forslag
I lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse, som ændret ved lov
nr. 484 af 24. juni 1992 foretages følgende ændringer:
§ 1
1. Efter § 9 indsættes:
» § 9a. Miljøministeren kan med henblik på at fremme
genanvendelse og renere teknologi og med henblik på at begrænse problemerne i
forbindelse med affaldsbortskaffelse fastsætte regler om, at bestemte
materialer, produkter eller varer, herunder emballage, efter endt brug skal
foranstaltes tilbagetaget af den for markedsføringen ansvarlige producent
eller importør, samt at den for markedsføringen ansvarlige producent eller
importør forpligtes til for egen regning at foranstalte det tilbagetagne
genanvendt eller særligt håndteret.
Stk. 2. Ministeren kan tillige fastsætte regler om, at enhver, der
markedsfører materialer, produkter eller varer, herunder emballage, jf. stk.
1, forpligtes til at foranstalte tilbagetagning samt genanvendelse eller
særlig håndtering af tilsvarende produkter, uanset den pågældende ikke har
været ansvarlig for markedsføringen, jf. stk. 1.
Stk. 3. Når der er iværksat en ordning i henhold til stk. 1, kan
ministeren fastsætte regler om borgeres, grundejeres og virksomheders pligt
til efter endt brug at aflevere bestemte materialer, produkter eller varer,
herunder emballage, hos producenten, importøren og/eller forhandleren, jf.
stk. 1 og 4.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om forhandlerens pligt til
at modtage og opbevare de af en ordning iværksat i henhold til stk. 1
omfattede materialer, produkter eller varer, herunder emballage.
Stk. 5. Til gennemførelse af de i stk. 1 nævnte
tilbagetagnings-ordninger kan ministeren bestemme, at tilbagetagningen skal
sikres ved en pant- eller rabatordning, jf. § 9, stk. 2-4.
Stk. 6. Inden en ordning i henhold til stk. 1-5 iværksættes, skal
den forhandles med de i § 11 nævnte myndigheder og organisationer.«
2. I § 17 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan lade foranstaltninger, som nævnt i
stk. 2 eller i regler fastsat efter stk. 3, udføre for den ansvarliges
regning, jf. §§ 69, stk. 1, nr. 3 og 70. De herved afholdte udgifter hæfter
på vedkommende ejendom med fortrinsret som for kommunale
ejendomskatter.«
3. § 53 affattes således:
»§ 53. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at importører
eller producenter af nærmere angivne materialer, produkter eller varer,
herunder emballage, skal betale et gebyr til staten, til kommunerne eller til
kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse til hel eller delvis dækning
af omkostningerne i forbindelse med materialets, produktets eller varens
bortskaffelse.
Stk. 2. Administration og opkrævning af det i stk. 1 nævnte gebyr
kan henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder.
Stk. 3. Såfremt administration og opkrævning, jf. stk. 2,
henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder, kan de statslige told-
og skattemyndigheder foretage en skønsmæssig ansættelse af gebyrtilsvaret,
såfremt størrelsen af det gebyrbeløb, som påhviler en virksomhed ikke kan
opgøres på baggrund af virksomhedens regnskaber.
Stk. 4. Statslige myndigheder har udpantningsret for gebyrer efter
stk. 1.
Stk. 5. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyrets
opkrævning og anvendelse, herunder regler, som tager højde for, at der kan
være en væsentlig forskydning imellem tidspunktet for gebyrets opkrævning og
tidspunktet for afholdelse af de modsvarende udgifter.«
4. § 54, stk. 1, affattes således:
»Tilskud kan gives til udrednings- og udviklingsprojekter samt til
formidlings- og informationsvirksomhed, der har til formål at fremme
genanvendelse, eller at nedsætte miljøbelastningen væsentligt ved omstilling
til renere teknologi eller at begrænse problemerne i forbindelse med
affaldsbortskaffelse. Tilskud kan gives såvel til projekter med almennyttigt
formål som til virksomhedens egne projekter, hvis projekterne har
nyhedsværdi.«
5. I § 88 indsættes efter »gebyrer til« :
»hel eller delvis«.
6. I § 107, stk. 1, indsættes efter »100« :
»samt af den myndighed, der har truffet afgørelsen i 1. instans«
7. § 110, stk. 1, nr. 3, affattes således:
»3) undlader at efterkomme krav fastsat i medfør af § 9a og § 10,
stk. 4,».
8. I § 110, stk. 1, nr. 8 ændres »og« til:
»,» og i
nr. 9 ændres ».« til: »eller.«
9. I § 110, stk. 1, indsættes som nr. 10:
»10) overtræder bestemmelser fastsat i De Europæiske Fællesskabers
forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf.
§ 2.«
10. Efter § 110 indsættes:
» § 110a. Skønnes en overtrædelse af regler eller forskrifter,
der er udstedt i medfør af § 53, ikke at ville medføre højere straf end bøde,
kan miljøministeren, eller såfremt administration og opkrævning er henlagt
til de statslige told- og skattemyndigheder, skatteministeren eller den,
ministeren bemyndiger dertil, tilkendegive den pågældende, at sagen kan
afgøres uden retslig forfølgning, såfremt denne erkender sig skyldig i
overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist,
der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet
bøde.
Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder
bestemmelserne om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926,
tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter
vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Det foreliggende lovforslag indeholder en hjemmel til fastsættelse af
regler om tilbagetagningspligt og producentansvar som et supplement til
eksisterende styringsmidler, og forslaget udgør en af flere initiativer i
beslutningsforslag B 31 om øget genanvendelse, som Folketingets flertal
besluttede at iværksætte ved Folketingsbeslutning af den 7. maj 1992 om øget
genanvendelse.
Herudover indgår de styringsinstrumenter, som udgøres af
tilbagetagningspligten og producentansvaret som en vigtig del af
handlingsplanen for affald og genanvendelse 1993-97.
En generel hjemmel til at fastsætte regler om tilbagetagningspligt med
tilhørende krav om genanvendelse eller særlig affaldshåndtering, knyttet til
et krav om producentansvar, er en nyskabelse.
Udover disse bestemmelser indeholder forslaget en tilføjelse til
bortskaffelsesgebyr-hjemmelen i § 53. Tilføjelsen giver mulighed for
skønsmæssige ansættelser samt tvangsmæssig inddrivelse af disse gebyrer,
ligesom der hjemles mulighed for at gebyrindtægterne og de hertil knyttede
udgifter balancerer over en længere årrække.
Ændringerne er fundet påkrævet med henblik på tilrettelæggelse af en
hensigtsmæssig administration.
Endvidere sker der ved forslaget i overensstemmelse med handlingsplanen
for affald og genanvendelse 1993-97 en udvidelse af det tilskudsberettigede
område, således at der fremover vil kunne ydes tilskud til udrednings- og
udviklingsprojekter på hele affaldsområdet, og ikke som hidtil alene til den
del som udgøres af genanvendelsesområdet.
Forslaget indeholder desuden en justering af klagebestemmelserne, som
giver de lokale miljømyndigheder samme klageadgang, som de havde i medfør af
den tidligere miljøbeskyttelseslov.
Herudover indeholder forslaget en ændring af redaktionel karakter
vedrørende fortrinsret for kommunale udgifter i forbindelse med
selvhjælpshandlinger i rottesager.
Endelig foretages en præcisering af straffebestemmelserne vedrørende straf
for overtrædelse af EF-forordninger.
Forarbejderne til miljøbeskyttelsesloven findes i Folketingstidende
1990-91: Lovforslag: Tillæg A, sp. 14791, 1. behandling: Tidende, sp. 1971,
Udvalgsbetænkning: Tillæg B, sp. 961, 2. behandling: Tidende, sp. 6590, 3.
behandling: Tidende, sp. 6769.
Da tilbagetagningsinstrumentet i sagens natur skal administreres af
aktørerne selv skønnes bestemmelsen ikke at ville medføre merudgifter til
stat eller primær- og amtskommuner. Forslagets øvrige bestemmelser skønnes
ejheller at medføre merudgifter for stat, primær- og amtskommuner.
Lovforslaget er sendt til EF-Kommissionen til underretning under
henvisning til artikel 3 i rammedirektivet om affald, EØF 75/442, som ændret
ved EØF 91/156. Denne underretning medfører ikke krav om en
»status-quo«-periode, hvorfor lovforslagets
ikrafttrædelsestidspunkt ikke berøres heraf.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til nr. 1.
Formålet med tilbagetagnings- og genanvendelsespligten er at påføre
vareproducenterne de fulde omkostninger, der er forbundet med en miljømæssigt
optimal håndtering af de markedsførte produkter, når disse har udtjent deres
funktion og optræder som affald.
Der er således tale om en specifik udmøntning af
forureneren-betaler-princippet, hvor omkostningsansvaret flyttes bagud i
produktkredsløbet fra forbrugeren til producenten.
Udover at omkostningerne i affaldsleddet herigennem hos vareproducenten
kommer til at indgå som en faktor i varens prisdannelse på linie med
fremstillings- og distributionsomkostninger, indebærer tilbagetagningspligten
endvidere, at initiativ- og finansieringsforpligtelse lægges på det sted i
varekredsløbet, hvor beslutninger om materialeanvendelse og konstruktionsmåde
tages.
Det vil sige, at ansvaret placeres der, hvor man, udover en
konkurrencebetinget økonomisk motivation, har den optimale faglige og
praktiske baggrund for at ændre adfærd henimod markedsføring af produkter,
som bidrager til at minimere affaldsdannelsen, som er lettere at genanvende
og som generelt reducerer miljøbelastningen i forbindelse med
affaldshåndteringen.
Der er altså tale om et styringsmiddel, som er helt i overenstemmelse med
det bærende princip for miljøbeskyttelsen i dag, princippet om renere
teknologi.
I stk. 1 bestemmes det, at materialet, produktet eller varen skal
tilbagetages af den for markedsføringen ansvarlige producent eller importør.
Denne tilbagetagningspligt omfatter også tidligere markedsførte produkter.
Her kan være tale om produkter med lang levetid, hvor tilbagetagning først
aktualiseres flere år efter salget. Det er derfor et absolut nødvendigt
element for en operationel og miljømæssigt forsvarlig
tilbagetagningskonstruktion, at hjemmelen omfatter produkter markedsført før
lovens ikrafttræden.
For tidligere markedsførte produkters vedkommende har producenten
imidlertid ingen mulighed haft for at indregne tilbagetagnings- og
genanvendelses- eller affaldshåndteringsomkostningerne i produktets pris.
Tilsvarende har der ikke været incitament til at tage hensyn til
bortskaffelsesomkostninger i forbindelse med produktudformning, så den
adfærdsregulerende virkning i produktion og produktudvikling opnås ifølge
sagens natur ikke for allerede markedsførte produkter.
I de tilfælde, hvor omkostningerne ved at tilbagetage gamle produkter er
af begrænset omfang i forhold til markedets størrelse og omkostningerne ved
tilbagetagning af nye produkter, vil det ikke i praksis være problematisk, at
den markedsføringsansvarlige for nye produkter også pålægges
tilbagetagningspligt for de allerede markedsførte. Ved vurderingen heraf må
der bl.a. lægges vægt på, at en tilbagetagningspligt for tidligere
markedsførte produkter ikke indebærer en konkurrenceforvridning. Den
markedsføringsansvarlige, som skal iværksætte tilbagetagningsordninger for
endog meget gamle produkter må i givet fald anse denne forpligtelse for en
integreret del af det fremtidige producentansvar og evt. indregne
omkostninger til »oprydning« i de nye produkters pris.
Der kan dog også forekomme tilfælde, hvor omkostningerne ved at
tilbagetage tidligere markedsførte produkter har et væsentligt omfang i
forhold til omkostningerne ved tilbagetagning af nye produkter og markedets
størrelse. I sådanne situationer må der lægges vægt på, at
tilbagetagningsordninger udformes, så de ikke bliver konkurrenceforvridende.
En risiko for konkurrenceforvridning kunne f.eks. opstå fordi nye
markedsførere ikke ville have tilsvarende oprydningsomkostninger, eller fordi
oprydning ville medføre en mærkbar fordyrelse af de nye produkter, udover de
omkostninger, der er forbundet med produktion, markedsføring og
tilbagetagning af disse produkter selv. I overvejelserne må også indgå
risikoen for en forsinkelse af udskiftningen til nyere og mere miljøvenlige
produkter.
I de formodentlig ret få tilfælde, hvor en tilbagetagningspligt med
tilbagevirkende kraft kan have mærkbart konkurrenceforvridende virkninger, må
mulighederne for at undgå dette nøje overvejes i forbindelse med hver enkelt
ordning. Ved tilrettelæggelsen af konkrete tilbagetagningsordninger kan det i
enkelte tilfælde findes hensigtsmæssigt at tilvejebringe midler til
finansiering af bortskaffelse af tidligere markedsførte produkter ved hjælp
af et bortskaffelsesgebyr i henhold til lovens § 53.
Specielt i tilfælde, hvor tilbagetagningsomkostningerne er meget store,
vil der blive lagt vægt på en rimelig lang gennemførelsesperiode eller en
gradvis indførelse af tilbagetagningspligten.
Som det fremgår af stk. 2, vil tilbagetagningspligten også kunne gælde
materialer, produkter eller varer, herunder emballage, hvor man ikke selv har
været ansvarlig for markedsføringen, men markedsfører tilsvarende produkter.
Ved udfærdigelsen af de konkrete ordninger, må det sikres, at disse
tilrettelægges således, at urimelige virkninger på det konkrete marked
undgås.
Problemer med tilbagetagning af produkter af samme type som egne
markedsførte vil typisk være relevant for produkter med lang levetid, idet
den oprindelige markedsfører kan være ophørt med at eksistere på tidspunktet
for tilbagelevering.
Bestemmelsen i stk. 2 omfatter ikke import af affald. Ved en konkret
udmøntning af bestemmelsen vil det blive sikret, at danske producenter ikke
tvinges til at skulle bortskaffe udenlandske produkter, som først importeres,
når de er blevet til affald.
Ved tilrettelæggelse af konkrete tilbagetagningsordninger vil der
ligeledes blive taget højde for, at producenter, som anvender pantbærende
emballager, ikke ved en eventuel tilbagetagningsordning forpligtes til at
tilbagetage andres produkter og herved hæfte for de i emballagen bundne
pantbeløb.
Ved at knytte pligten til markedsføringsbegrebet opnåes en klar
afgrænsning af, hvem pligten påhviler.
For at leve op til lovforslagets bestemmelser stilles der krav til
producenten om opfyldelse af tre forpligtelser. Han skal for det første
foranstalte tilbagetagningen, hvilket vil sige, at han i det omfang, han ikke
ønsker selv at påtage sig den fysiske tilbagetagning, har
initiativforpligtelsen til iværksættelse af en ordning, hvorved de pågældende
produkter faktisk tages tilbage.
Dernæst stilles der krav om at det tilbagetagne genanvendes eller
håndteres særligt. Genanvendelse vil i denne sammenhæng sige enten genbrug
(genpåfyldning) eller materialegenvinding. Forbrænding med energiudnyttelse
anses ikke for genanvendelse i lovens forstand, hvorimod særlig håndtering af
det tilbagetagne kan være forbrænding. I tilfælde af tilbagetagning med
henblik på særlig håndtering vil håndteringskravene blive fastsat i de
bekendtgørelser, som udstedes i medfør af bestemmelsen, ligesom det er en
forudsætning, at der i bekendtgørelsesform fastsættes mål for genanvendelsen
af de enkelte produkter.
Endelig er det et krav, at producenten finansierer tilbagetagning såvel
som genanvendelse, og det forudsættes, at producenten i sin prisfastsættelse
inkalkulerer omkostningerne forbundet hermed. Producenten kan således ikke
opfylde sine forpligtelser ved at tage sig direkte betalt af forbrugeren ved
aflevering til genanvendelse.
Tilbagetagningskonceptet, som det fremtræder i forslaget er opbygget
således, at alle led i produktkredsløbet kan pålægges pligter, som indbyrdes
supplerer hinanden, samtidig med at det enkelte led kan forpligtes til at
bære størstedelen af eller hele byrden alene. Konceptet udgør således det
optimale udgangspunkt for de involverede parter til at søge løsninger ved
indbyrdes konstruktioner til opnåelse af den miljømæssigt ønskede effekt ved
smidige og ubureaukratiske foranstaltninger.
Når en tilbagetagningsordning er iværksat, er det naturligvis en
forudsætning for ordningens funktion, at forbrugeren faktisk afleverer det
pågældende produkt til ordningen. Det bestemmes derfor i stk. 3, at
ministeren kan fastsætte regler om afleveringspligten. Der kan desuden
forekomme situationer, hvor det må anses for mest hensigtsmæssigt at styre
forbrugerens adfærd ved at undtage det pågældende produkt fra de kommunale
ordninger. Dette kan i givet fald ske med hjemmel i lovens §§ 44-45.
Tilbagetagningsordningerne bør i det omfang det er muligt forsøges
etableret i overensstemmelse med eksisterende systemer.
Ved tilrettelæggelsen og udformningen af de konkrete ordninger, vil
udenlandske forhold på de pågældende områder i videst mulige omfang blive
søgt taget i betragtning med henblik på imødegåelse af eventuelle
konkurrencemæssige påvirkninger.
Af betænkning af den 29. april 1992 over forslag til beslutningsforslag om
øget genanvendelse (B 31) fremgår: »Det er ikke hensigten, at
tilbagetagningspligten skal anvendes generelt som efter den tyske model, men
at den skal være et supplement til eksisterende styringsmidler. Hjemmelen kan
anvendes, såfremt der på bestemte områder ikke kan indgåes aftaler med
virksomheder eller brancher om den affaldsmæssige håndtering af bestemte
produkter eller materialer med henblik på opfyldelse af bindende miljømæssige
målsætninger. Hjemmelen vil således supplere miljøbeskyttelseslovens § 9 og §
10.«
Ved at indgå aftaler om producentansvar fremfor at blive tvunget ind under
en nødvendigvis mere detaljeret myndighedsregulering af producentansvaret,
opnår erhvervslivet at kunne organisere de krævede indsamlings- og
oparbejdningssystemer med maksimal fleksibilitet i relation til de særlige
markedsmæssige forhold, der kendetegner de enkelte produktgrupper.
Såfremt de miljømæssige hensyn kan anses for tilstrækkeligt og forsvarligt
varetaget kan ministeren i tilfælde, hvor betingelserne for anvendelse af §
10 ikke er til stede indgå aftaler om tilbagetagning, som ikke rummer de i §
10 indeholdte muligheder for bl.a. sanktionering, men som i sit indhold
forpligter parterne til at opnå det fastsatte mål. Ministeren vil i tilfælde
af at aftalen ikke overholdes have mulighed for regeludstedelse i medfør af
forslagets bestemmelser.
Udover de igangværende forhandlinger om tilbagetagningsordninger for
transportemballager, glas og bildæk, vil - som det er forudsat i
handlingsplanen for affald og genanvendelse 1993-97 - de produktgrupper, det
hernæst er hensigten at gøre til genstand for tilbagetagningsaftaler eller
-regulering være elektronikaffald, køleskabe og frysere, biler og bildele.
Som det fremgår er det udgangspunktet, at producentansvar og
tilbagetagningsordninger skal søges etableret på grundlag af frivillige
aftaler med berørte dele af erhvervslivet. I den forbindelse kan det ikke
udelukkes, at det i enkelte tilfælde kan findes hensigtsmæssigt at
tilvejebringe midler til finansiering ved hjælp af et bortskaffelsesgebyr i
henhold til lovens § 53 som en integreret del af aftalen.
Grundlaget for etablering af konkrete tilbagetagningsordninger vil -
uanset om der vil være tale om frivillig aftale eller bekendtgørelse - blive
forelagt de berørte parter til udtalelse forinden iværksættelse.
Forslagets konsekvenser for erhvervslivet vil først kunne opgøres i
forbindelse med udmøntning af bestemmelsen idet konsekvenserne vil være helt
individuelt afhængige af de enkelte foranstaltningers konkrete udformning.
Til nr. 2.
Bestemmelsen blev indsat i miljøbeskyttelsesloven i 1982, jf. lov nr. 204
af 18. maj 1982 som § 4 a og var en videreførelse af en tilsvarende
bestemmelse i Rotteloven, lov nr. 120 af 3. maj 1961, § 4. Bestemmelsen blev
ved en fejl ikke gentaget ved miljøbeskyttelseslovens revision i 1991, jf.
lov nr. 358 af 6. juni 1991. Forslaget skal derfor ses som en redaktionel
rettelse.
Til nr. 3.
Det findes hensigtsmæssigt at præcisere, at administration og opkrævning
af bortskaffelsesgebyret kan foretages af de statslige told- og
skattemyndigheder. Herved undgåes opbygning af paralelle opkrævnings- og
kontrolsystemer, idet administrationen kan foregå i det eksisterende system
med landsdækkende regionale toldenheder. Der vil i de konkrete tilfælde blive
foretaget en vurdering af, hvor administrationen mest hensigtsmæssigt kan
varetages.
Bestemmelsen om adgangen til skønsmæssig ansættelse og muligheden for
tvangsmæssig inddrivelse af ikke indbetalte gebyrer er en nødvendighed for at
sikre en rimelig og forsvarlig administration. Det forudsættes, at de regler,
som i givet fald udstedes i medfør af bestemmelsen, entydigt vil kunne
afklare spørgsmålet om gebyrets opståen og størrelse.
Med henblik på at kunne anvende gebyrer som et instrument til at
finansiere tilbagetagningsordninger for produkter med lang levetid, skønnes
det hensigtsmæssigt, at der hjemles mulighed for, at indtægter og udgifter i
tilknytning til gebyrer kan bringes i balance over en årrække, der eventuelt
vil overstige den 4-års periode, der anbefales af Finansministeriet.
Med forslaget åbnes der endvidere mulighed for, at gebyret i helt særlige
situationer ikke nødvendigvis dækker de fulde omkostninger i forbindelse med
den aktivitet, gebyret er rettet imod at finansiere. Miljøministeriet vil
fortsat søge at etablere fuld omkostningsdækning på gebyrer efter de
kalkulationsprincipper, der er fastsat af Finansministeriet.
Til nr. 4.
I modsætning til den tidligere handlingsplan for øget genanvendelse
1990-92 omhandler handlingsplanen (1993-97) hele affalds- og
genanvendelsesområdet. Det overordnede mål er at reducere affaldsmængderne,
og for det affald, der ikke kan undgåes produceret som resultat af samfundets
aktiviteter, er det målet at udnytte ressourcerne i affaldet bedst muligt.
Bestemmelsen indeholder på den baggrund en udvidelse af det
tilskudsberettigede område, således at det fremover bliver muligt at yde
tilskud til udviklings- og udredningsprojekter på hele affaldsområdet.
Derimod gives der ikke mulighed for af yde anlægstilskud på affaldsområdet.
Det forudsættes i overensstemmelse med EF-Kommissionens meddelelse af den 30.
juli 1992 vedrørende Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til små
og mellemstore virksomheder, at de konkrete tilskud til affaldsprojekter
indenfor det nye tilskudsområde vil være max. kr. 400.000 over tre år pr.
projekt.
Til nr. 5.
Med forslaget åbnes der mulighed for, at gebyret i helt særlige
situationer ikke nødvendigvis dækker de fulde omkostninger ved administration
og tilsyn i forbindelse med miljøbeskyttelsesloven. Miljøministeriet vil
fortsat søge at etablere fuld omkostningsdækning på gebyrer efter de
kalkulationsprincipper, der er fastsat af Finansministeriet.
Til nr. 6.
Bestemmelsen indsættes for at give de lokale miljømyndigheder samme
klageadgang, som de havde i medfør af den tidligere miljøbeskyttelseslov.
Til nr. 7-8 og 9.
Bestemmelsen fastsætter straf for overtrædelse af regler fastsat i medfør
af den foreslåede bestemmelse i § 9a om tilbagetagning. Herudover præciseres
hjemlen i lovens § 89, stk. 3 sammenholdt med § 110, stk. 3 til fastsættelse
af straf for overtrædelse af EF-forordninger.
Til nr. 10.
Bestemmelsen er, som nr. 2 administrativt begrundet. Hjemmelen findes i
øvrige punktafgiftslove, og ved henlæggelse af administrationen af et
bortskaffelsesgebyr til de statslige told- og skattemyndigheder vil
bestemmelsen om administrativ bødevedtagelse, udover at medføre en ensartet
sagsbehandling, være en nødvendighed til sikring af en forsvarlig
administration.
Efter 2. behandling den 15. juni 1993
§ 1
I lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse, som senest ændret ved
lov nr. 484 af 24. juni 1992, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 9 indsættes:
» § 9 a. Miljøministeren kan med henblik på at fremme
genanvendelse og renere teknologi og med henblik på at begrænse problemerne i
forbindelse med affaldsbortskaffelse fastsætte regler om, at bestemte
materialer, produkter eller varer, herunder emballage, efter endt brug skal
foranstaltes tilbagetaget af den for markedsføringen ansvarlige producent
eller importør, samt at den for markedsføringen ansvarlige producent eller
importør forpligtes til for egen regning at foranstalte det tilbagetagne
genanvendt eller særligt håndteret.
Stk. 2. Ministeren kan tillige fastsætte regler om, at enhver, der
markedsfører materialer, produkter eller varer, herunder emballage, jf. stk.
1, forpligtes til at foranstalte tilbagetagning samt genanvendelse eller
særlig håndtering af tilsvarende produkter, uanset at den pågældende ikke har
været ansvarlig for markedsføringen, jf. stk. 1.
Stk. 3. Når der er iværksat en ordning i henhold til stk. 1, kan
ministeren fastsætte regler om borgeres, grundejeres og virksomheders pligt
til efter endt brug at aflevere bestemte materialer, produkter eller varer,
herunder emballage, hos producenten, importøren og/eller forhandleren, jf.
stk. 1 og 4.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om forhandlerens pligt til
at modtage og opbevare de af en ordning iværksat i henhold til stk. 1
omfattede materialer, produkter eller varer, herunder emballage.
Stk. 5. Til gennemførelse af de i stk. 1 nævnte
tilbagetagningsordninger kan ministeren bestemme, at tilbagetagningen skal
sikres ved en pante- eller rabatordning, jf. § 9, stk. 2-4.
Stk. 6. Inden en ordning i henhold til stk. 1-5 iværksættes, skal
den forhandles med de i § 11 nævnte myndigheder og organisationer.«
2. I § 17 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan lade foranstaltninger som nævnt i
stk. 2 eller i regler fastsat efter stk. 3 udføre for den ansvarliges
regning, jf. §§ 69, stk. 1, nr. 3, og 70. De herved afholdte udgifter hæfter
på vedkommende ejendom med fortrinsret som for kommunale
ejendomskatter.«
3. § 45, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. I regler, der vedrører indsamling af materialer og
produkter til genanvendelse, bortset fra olie- og kemikalieaffald, skal det
bestemmes,
1) at kommunalbestyrelsen skal fritage en virksomhed fra pligten til at
benytte en kommunal indsamlingsordning, såfremt virksomheden godtgør, at den
senest samtidig med den kommunale indsamlingsordnings iværksættelse har
indgået aftale om, at affaldstyper, der er omfattet af indsamlingsordningen,
afleveres til anden side til genanvendelse, og
2) at virksomheder etableret efter iværksættelse af en kommunal
indsamlingsordning er berettiget til at blive fritaget for benyttelse af den
kommunale indsamlingsordning, såfremt virksomheden godtgør, at den har
indgået aftale om, at affaldstyper, der er omfattet af indsamlingsordningen,
afleveres til anden side til genanvendelse.«
4. I § 51, nr. 5, ændres »og« til: »,».
5. I § 51 indsættes efter nr. 5 som nyt nummer:
»6) bestemte materialer og produkter, herunder emballage, skal mærkes
på en bestemt måde, samt at anden mærkning skal begrænses eller forbydes
og«.
Nr. 6 bliver herefter nr. 7.
6. § 53 affattes således:
»§ 53. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at importører
eller producenter af nærmere angivne materialer, produkter eller varer,
herunder emballage, skal betale et gebyr til staten, til kommunerne eller til
kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse til hel eller delvis dækning
af omkostningerne i forbindelse med materialets, produktets eller varens
bortskaffelse.
Stk. 2. Administration og opkrævning af det i stk. 1 nævnte gebyr
kan henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder.
Stk. 3. Såfremt administration og opkrævning, jf. stk. 2,
henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder, kan de statslige told-
og skattemyndigheder foretage en skønsmæssig ansættelse af gebyrtilsvaret,
såfremt størrelsen af det gebyrbeløb, som påhviler en virksomhed, ikke kan
opgøres på baggrund af virksomhedens regnskaber.
Stk. 4. Statslige myndigheder har udpantningsret for gebyrer efter
stk. 1.
Stk. 5. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyrets
opkrævning og anvendelse, herunder regler, som tager højde for, at der kan
være en væsentlig forskydning imellem tidspunktet for gebyrets opkrævning og
tidspunktet for afholdelse af de modsvarende udgifter.«
7. § 54, stk. 1, affattes således:
»Tilskud kan gives til udrednings- og udviklingsprojekter samt til
formidlings- og informationsvirksomhed, der har til formål at fremme
genanvendelse eller at nedsætte miljøbelastningen væsentligt ved omstilling
til renere teknologi eller at begrænse problemerne i forbindelse med
affaldsbortskaffelse. Tilskud kan gives såvel til projekter med almennyttigt
formål som til virksomhedens egne projekter, hvis projekterne har
nyhedsværdi.«
8. I § 88 indsættes efter »gebyrer til«:
»hel eller delvis«.
9. I § 107, stk. 1, indsættes efter »100«:
»samt af den myndighed, der har truffet afgørelsen i 1. instans«.
10. § 110, stk. 1, nr. 3, affattes således:
»3) undlader at efterkomme krav fastsat i medfør af § 9 a og § 10,
stk. 4,».
11. I § 110, stk. 1, nr. 8, ændres »og« til:
»,», og i nr. 9 ændres ».« til:
»,eller«.
12. I § 110, stk. 1, indsættes som nr. 10:
»10) overtræder bestemmelser fastsat i De Europæiske Fællesskabers
forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf. § 2.«
13. Efter § 110 indsættes:
» § 110 a. Skønnes en overtrædelse af regler eller
forskrifter, der er udstedt i medfør af § 53, ikke at ville medføre højere
straf end bøde, kan miljøministeren eller, såfremt administration og
opkrævning er henlagt til de statslige told- og skattemyndigheder,
skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, tilkendegive den
pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt denne
erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en
nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i
tilkendegivelsen angivet bøde.
Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder
bestemmelserne om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926,
tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter
vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse Retsinformation · 29. maj 2001
- Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af tilbagetagningsordninger for brugt emballage for producenter, forhandlere og importører Retsinformation · 22. februar 2000
- Forslag til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Implementering af engangsplastdirektivets bestemmelser om udvidet producentansvar og oprydningsansvar) Retsinformation · 26. februar 2021
- Bekendtgørelse om udvidet producentansvar for fiskeredskaber, der indeholder plast Retsinformation · 29. august 2025
- Forslag til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Producentansvar for elektronikskrot m.v.) Retsinformation · 17. maj 2005
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT EU-domme · 6. maj 2004