Spring til indhold

Retsinformation

1992 LSF 217 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE

1992/1 LSF 217Lovforslag som fremsatFolketinget2. juli 1993

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse, som senest ændret ved

lov nr. 484 af 24. juni 1992, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 9 indsættes:

» § 9 a. Miljøministeren kan med henblik på at fremme

genanvendelse og renere teknologi og med henblik på at begrænse problemerne i

forbindelse med affaldsbortskaffelse fastsætte regler om, at bestemte

materialer, produkter eller varer, herunder emballage, efter endt brug skal

foranstaltes tilbagetaget af den for markedsføringen ansvarlige producent

eller importør, samt at den for markedsføringen ansvarlige producent eller

importør forpligtes til for egen regning at foranstalte det tilbagetagne

genanvendt eller særligt håndteret.

Stk. 2. Ministeren kan tillige fastsætte regler om, at enhver, der

markedsfører materialer, produkter eller varer, herunder emballage, jf. stk.

1, forpligtes til at foranstalte tilbagetagning samt genanvendelse eller

særlig håndtering af tilsvarende produkter, uanset at den pågældende ikke har

været ansvarlig for markedsføringen, jf. stk. 1.

Stk. 3. Når der er iværksat en ordning i henhold til stk. 1, kan

ministeren fastsætte regler om borgeres, grundejeres og virksomheders pligt

til efter endt brug at aflevere bestemte materialer, produkter eller varer,

herunder emballage, hos producenten, importøren og/eller forhandleren, jf.

stk. 1 og 4.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om forhandlerens pligt til

at modtage og opbevare de af en ordning iværksat i henhold til stk. 1

omfattede materialer, produkter eller varer, herunder emballage.

Stk. 5. Til gennemførelse af de i stk. 1 nævnte

tilbagetagningsordninger kan ministeren bestemme, at tilbagetagningen skal

sikres ved en pante- eller rabatordning, jf. § 9, stk. 2-4.

Stk. 6. Inden en ordning i henhold til stk. 1-5 iværksættes, skal

den forhandles med de i § 11 nævnte myndigheder og organisationer.«

Læs alt

2. I § 17 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan lade foranstaltninger som nævnt i

stk. 2 eller i regler fastsat efter stk. 3 udføre for den ansvarliges

regning, jf. §§ 69, stk. 1, nr. 3, og 70. De herved afholdte udgifter hæfter

på vedkommende ejendom med fortrinsret som for kommunale

ejendomskatter.«

3. § 45, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. I regler, der vedrører indsamling af materialer og

produkter til genanvendelse, bortset fra olie- og kemikalieaffald, skal det

bestemmes,

1) at kommunalbestyrelsen skal fritage en virksomhed fra pligten til at

benytte en kommunal indsamlingsordning, såfremt virksomheden godtgør, at den

senest samtidig med den kommunale indsamlingsordnings iværksættelse har

indgået aftale om, at affaldstyper, der er omfattet af indsamlingsordningen,

afleveres til anden side til genanvendelse, og

2) at virksomheder etableret efter iværksættelse af en kommunal

indsamlingsordning ved etableringen er berettiget til at blive fritaget for

benyttelse af den kommunale indsamlingsordning, såfremt virksomheden godtgør,

at den har indgået aftale om, at affaldstyper, der er omfattet af

indsamlingsordningen, afleveres til anden side til genanvendelse.«

4. I § 51, nr. 5, ændres »og« til: »,».

5. I § 51 indsættes efter nr. 5 som nyt nummer:

»6) bestemte materialer og produkter, herunder emballage, skal mærkes

på en bestemt måde, samt at anden mærkning skal begrænses eller forbydes

og«.

Nr. 6 bliver herefter nr. 7.

6. § 53 affattes således:

»§ 53. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at importører

eller producenter af nærmere angivne materialer, produkter eller varer,

herunder emballage, skal betale et gebyr til staten, til kommunerne eller til

kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse til hel eller delvis dækning

af omkostningerne i forbindelse med materialets, produktets eller varens

bortskaffelse.

Stk. 2. Administration og opkrævning af det i stk. 1 nævnte gebyr

kan henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 3. Såfremt administration og opkrævning, jf. stk. 2,

henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder, kan de statslige told-

og skattemyndigheder foretage en skønsmæssig ansættelse af gebyrtilsvaret,

såfremt størrelsen af det gebyrbeløb, som påhviler en virksomhed, ikke kan

opgøres på baggrund af virksomhedens regnskaber.

Stk. 4. Statslige myndigheder har udpantningsret for gebyrer efter

stk. 1.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyrets

opkrævning og anvendelse, herunder regler, som tager højde for, at der kan

være en væsentlig forskydning imellem tidspunktet for gebyrets opkrævning og

tidspunktet for afholdelse af de modsvarende udgifter.«

7. § 54, stk. 1, affattes således:

»Tilskud kan gives til udrednings- og udviklingsprojekter samt til

formidlings- og informationsvirksomhed, der har til formål at fremme

genanvendelse eller at nedsætte miljøbelastningen væsentligt ved omstilling

til renere teknologi eller at begrænse problemerne i forbindelse med

affaldsbortskaffelse. Tilskud kan gives såvel til projekter med almennyttigt

formål som til virksomhedens egne projekter, hvis projekterne har

nyhedsværdi.«

8. I § 88 indsættes efter »gebyrer til«:

»hel eller delvis«.

9. I § 107, stk. 1, indsættes efter »100«:

»samt af den myndighed, der har truffet afgørelsen i 1. instans«.

10. § 110, stk. 1, nr. 3, affattes således:

»3) undlader at efterkomme krav fastsat i medfør af § 9 a og § 10,

stk. 4,».

11. I § 110, stk. 1, nr. 8, ændres »og« til:

»,», og i nr. 9 ændres ».« til:

»,eller«.

12. I § 110, stk. 1, indsættes som nr. 10:

»10) overtræder bestemmelser fastsat i De Europæiske Fællesskabers

forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf. § 2.«

13. Efter § 110 indsættes:

» § 110 a. Skønnes en overtrædelse af regler eller

forskrifter, der er udstedt i medfør af § 53, ikke at ville medføre højere

straf end bøde, kan miljøministeren eller, såfremt administration og

opkrævning er henlagt til de statslige told- og skattemyndigheder,

skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, tilkendegive den

pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt denne

erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en

nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i

tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder

bestemmelserne om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926,

tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter

vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Oprindeligt fremsat forslag

I lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse, som ændret ved lov

nr. 484 af 24. juni 1992 foretages følgende ændringer:

§ 1

1. Efter § 9 indsættes:

» § 9a. Miljøministeren kan med henblik på at fremme

genanvendelse og renere teknologi og med henblik på at begrænse problemerne i

forbindelse med affaldsbortskaffelse fastsætte regler om, at bestemte

materialer, produkter eller varer, herunder emballage, efter endt brug skal

foranstaltes tilbagetaget af den for markedsføringen ansvarlige producent

eller importør, samt at den for markedsføringen ansvarlige producent eller

importør forpligtes til for egen regning at foranstalte det tilbagetagne

genanvendt eller særligt håndteret.

Stk. 2. Ministeren kan tillige fastsætte regler om, at enhver, der

markedsfører materialer, produkter eller varer, herunder emballage, jf. stk.

1, forpligtes til at foranstalte tilbagetagning samt genanvendelse eller

særlig håndtering af tilsvarende produkter, uanset den pågældende ikke har

været ansvarlig for markedsføringen, jf. stk. 1.

Stk. 3. Når der er iværksat en ordning i henhold til stk. 1, kan

ministeren fastsætte regler om borgeres, grundejeres og virksomheders pligt

til efter endt brug at aflevere bestemte materialer, produkter eller varer,

herunder emballage, hos producenten, importøren og/eller forhandleren, jf.

stk. 1 og 4.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om forhandlerens pligt til

at modtage og opbevare de af en ordning iværksat i henhold til stk. 1

omfattede materialer, produkter eller varer, herunder emballage.

Stk. 5. Til gennemførelse af de i stk. 1 nævnte

tilbagetagnings-ordninger kan ministeren bestemme, at tilbagetagningen skal

sikres ved en pant- eller rabatordning, jf. § 9, stk. 2-4.

Stk. 6. Inden en ordning i henhold til stk. 1-5 iværksættes, skal

den forhandles med de i § 11 nævnte myndigheder og organisationer.«

2. I § 17 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan lade foranstaltninger, som nævnt i

stk. 2 eller i regler fastsat efter stk. 3, udføre for den ansvarliges

regning, jf. §§ 69, stk. 1, nr. 3 og 70. De herved afholdte udgifter hæfter

på vedkommende ejendom med fortrinsret som for kommunale

ejendomskatter.«

3. § 53 affattes således:

»§ 53. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at importører

eller producenter af nærmere angivne materialer, produkter eller varer,

herunder emballage, skal betale et gebyr til staten, til kommunerne eller til

kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse til hel eller delvis dækning

af omkostningerne i forbindelse med materialets, produktets eller varens

bortskaffelse.

Stk. 2. Administration og opkrævning af det i stk. 1 nævnte gebyr

kan henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 3. Såfremt administration og opkrævning, jf. stk. 2,

henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder, kan de statslige told-

og skattemyndigheder foretage en skønsmæssig ansættelse af gebyrtilsvaret,

såfremt størrelsen af det gebyrbeløb, som påhviler en virksomhed ikke kan

opgøres på baggrund af virksomhedens regnskaber.

Stk. 4. Statslige myndigheder har udpantningsret for gebyrer efter

stk. 1.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyrets

opkrævning og anvendelse, herunder regler, som tager højde for, at der kan

være en væsentlig forskydning imellem tidspunktet for gebyrets opkrævning og

tidspunktet for afholdelse af de modsvarende udgifter.«

4. § 54, stk. 1, affattes således:

»Tilskud kan gives til udrednings- og udviklingsprojekter samt til

formidlings- og informationsvirksomhed, der har til formål at fremme

genanvendelse, eller at nedsætte miljøbelastningen væsentligt ved omstilling

til renere teknologi eller at begrænse problemerne i forbindelse med

affaldsbortskaffelse. Tilskud kan gives såvel til projekter med almennyttigt

formål som til virksomhedens egne projekter, hvis projekterne har

nyhedsværdi.«

5. I § 88 indsættes efter »gebyrer til« :

»hel eller delvis«.

6. I § 107, stk. 1, indsættes efter »100« :

»samt af den myndighed, der har truffet afgørelsen i 1. instans«

7. § 110, stk. 1, nr. 3, affattes således:

»3) undlader at efterkomme krav fastsat i medfør af § 9a og § 10,

stk. 4,».

8. I § 110, stk. 1, nr. 8 ændres »og« til:

»,» og i

nr. 9 ændres ».« til: »eller.«

9. I § 110, stk. 1, indsættes som nr. 10:

»10) overtræder bestemmelser fastsat i De Europæiske Fællesskabers

forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf.

§ 2.«

10. Efter § 110 indsættes:

» § 110a. Skønnes en overtrædelse af regler eller forskrifter,

der er udstedt i medfør af § 53, ikke at ville medføre højere straf end bøde,

kan miljøministeren, eller såfremt administration og opkrævning er henlagt

til de statslige told- og skattemyndigheder, skatteministeren eller den,

ministeren bemyndiger dertil, tilkendegive den pågældende, at sagen kan

afgøres uden retslig forfølgning, såfremt denne erkender sig skyldig i

overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist,

der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet

bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder

bestemmelserne om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926,

tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter

vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Det foreliggende lovforslag indeholder en hjemmel til fastsættelse af

regler om tilbagetagningspligt og producentansvar som et supplement til

eksisterende styringsmidler, og forslaget udgør en af flere initiativer i

beslutningsforslag B 31 om øget genanvendelse, som Folketingets flertal

besluttede at iværksætte ved Folketingsbeslutning af den 7. maj 1992 om øget

genanvendelse.

Herudover indgår de styringsinstrumenter, som udgøres af

tilbagetagningspligten og producentansvaret som en vigtig del af

handlingsplanen for affald og genanvendelse 1993-97.

En generel hjemmel til at fastsætte regler om tilbagetagningspligt med

tilhørende krav om genanvendelse eller særlig affaldshåndtering, knyttet til

et krav om producentansvar, er en nyskabelse.

Udover disse bestemmelser indeholder forslaget en tilføjelse til

bortskaffelsesgebyr-hjemmelen i § 53. Tilføjelsen giver mulighed for

skønsmæssige ansættelser samt tvangsmæssig inddrivelse af disse gebyrer,

ligesom der hjemles mulighed for at gebyrindtægterne og de hertil knyttede

udgifter balancerer over en længere årrække.

Ændringerne er fundet påkrævet med henblik på tilrettelæggelse af en

hensigtsmæssig administration.

Endvidere sker der ved forslaget i overensstemmelse med handlingsplanen

for affald og genanvendelse 1993-97 en udvidelse af det tilskudsberettigede

område, således at der fremover vil kunne ydes tilskud til udrednings- og

udviklingsprojekter på hele affaldsområdet, og ikke som hidtil alene til den

del som udgøres af genanvendelsesområdet.

Forslaget indeholder desuden en justering af klagebestemmelserne, som

giver de lokale miljømyndigheder samme klageadgang, som de havde i medfør af

den tidligere miljøbeskyttelseslov.

Herudover indeholder forslaget en ændring af redaktionel karakter

vedrørende fortrinsret for kommunale udgifter i forbindelse med

selvhjælpshandlinger i rottesager.

Endelig foretages en præcisering af straffebestemmelserne vedrørende straf

for overtrædelse af EF-forordninger.

Forarbejderne til miljøbeskyttelsesloven findes i Folketingstidende

1990-91: Lovforslag: Tillæg A, sp. 14791, 1. behandling: Tidende, sp. 1971,

Udvalgsbetænkning: Tillæg B, sp. 961, 2. behandling: Tidende, sp. 6590, 3.

behandling: Tidende, sp. 6769.

Da tilbagetagningsinstrumentet i sagens natur skal administreres af

aktørerne selv skønnes bestemmelsen ikke at ville medføre merudgifter til

stat eller primær- og amtskommuner. Forslagets øvrige bestemmelser skønnes

ejheller at medføre merudgifter for stat, primær- og amtskommuner.

Lovforslaget er sendt til EF-Kommissionen til underretning under

henvisning til artikel 3 i rammedirektivet om affald, EØF 75/442, som ændret

ved EØF 91/156. Denne underretning medfører ikke krav om en

»status-quo«-periode, hvorfor lovforslagets

ikrafttrædelsestidspunkt ikke berøres heraf.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til nr. 1.

Formålet med tilbagetagnings- og genanvendelsespligten er at påføre

vareproducenterne de fulde omkostninger, der er forbundet med en miljømæssigt

optimal håndtering af de markedsførte produkter, når disse har udtjent deres

funktion og optræder som affald.

Der er således tale om en specifik udmøntning af

forureneren-betaler-princippet, hvor omkostningsansvaret flyttes bagud i

produktkredsløbet fra forbrugeren til producenten.

Udover at omkostningerne i affaldsleddet herigennem hos vareproducenten

kommer til at indgå som en faktor i varens prisdannelse på linie med

fremstillings- og distributionsomkostninger, indebærer tilbagetagningspligten

endvidere, at initiativ- og finansieringsforpligtelse lægges på det sted i

varekredsløbet, hvor beslutninger om materialeanvendelse og konstruktionsmåde

tages.

Det vil sige, at ansvaret placeres der, hvor man, udover en

konkurrencebetinget økonomisk motivation, har den optimale faglige og

praktiske baggrund for at ændre adfærd henimod markedsføring af produkter,

som bidrager til at minimere affaldsdannelsen, som er lettere at genanvende

og som generelt reducerer miljøbelastningen i forbindelse med

affaldshåndteringen.

Der er altså tale om et styringsmiddel, som er helt i overenstemmelse med

det bærende princip for miljøbeskyttelsen i dag, princippet om renere

teknologi.

I stk. 1 bestemmes det, at materialet, produktet eller varen skal

tilbagetages af den for markedsføringen ansvarlige producent eller importør.

Denne tilbagetagningspligt omfatter også tidligere markedsførte produkter.

Her kan være tale om produkter med lang levetid, hvor tilbagetagning først

aktualiseres flere år efter salget. Det er derfor et absolut nødvendigt

element for en operationel og miljømæssigt forsvarlig

tilbagetagningskonstruktion, at hjemmelen omfatter produkter markedsført før

lovens ikrafttræden.

For tidligere markedsførte produkters vedkommende har producenten

imidlertid ingen mulighed haft for at indregne tilbagetagnings- og

genanvendelses- eller affaldshåndteringsomkostningerne i produktets pris.

Tilsvarende har der ikke været incitament til at tage hensyn til

bortskaffelsesomkostninger i forbindelse med produktudformning, så den

adfærdsregulerende virkning i produktion og produktudvikling opnås ifølge

sagens natur ikke for allerede markedsførte produkter.

I de tilfælde, hvor omkostningerne ved at tilbagetage gamle produkter er

af begrænset omfang i forhold til markedets størrelse og omkostningerne ved

tilbagetagning af nye produkter, vil det ikke i praksis være problematisk, at

den markedsføringsansvarlige for nye produkter også pålægges

tilbagetagningspligt for de allerede markedsførte. Ved vurderingen heraf må

der bl.a. lægges vægt på, at en tilbagetagningspligt for tidligere

markedsførte produkter ikke indebærer en konkurrenceforvridning. Den

markedsføringsansvarlige, som skal iværksætte tilbagetagningsordninger for

endog meget gamle produkter må i givet fald anse denne forpligtelse for en

integreret del af det fremtidige producentansvar og evt. indregne

omkostninger til »oprydning« i de nye produkters pris.

Der kan dog også forekomme tilfælde, hvor omkostningerne ved at

tilbagetage tidligere markedsførte produkter har et væsentligt omfang i

forhold til omkostningerne ved tilbagetagning af nye produkter og markedets

størrelse. I sådanne situationer må der lægges vægt på, at

tilbagetagningsordninger udformes, så de ikke bliver konkurrenceforvridende.

En risiko for konkurrenceforvridning kunne f.eks. opstå fordi nye

markedsførere ikke ville have tilsvarende oprydningsomkostninger, eller fordi

oprydning ville medføre en mærkbar fordyrelse af de nye produkter, udover de

omkostninger, der er forbundet med produktion, markedsføring og

tilbagetagning af disse produkter selv. I overvejelserne må også indgå

risikoen for en forsinkelse af udskiftningen til nyere og mere miljøvenlige

produkter.

I de formodentlig ret få tilfælde, hvor en tilbagetagningspligt med

tilbagevirkende kraft kan have mærkbart konkurrenceforvridende virkninger, må

mulighederne for at undgå dette nøje overvejes i forbindelse med hver enkelt

ordning. Ved tilrettelæggelsen af konkrete tilbagetagningsordninger kan det i

enkelte tilfælde findes hensigtsmæssigt at tilvejebringe midler til

finansiering af bortskaffelse af tidligere markedsførte produkter ved hjælp

af et bortskaffelsesgebyr i henhold til lovens § 53.

Specielt i tilfælde, hvor tilbagetagningsomkostningerne er meget store,

vil der blive lagt vægt på en rimelig lang gennemførelsesperiode eller en

gradvis indførelse af tilbagetagningspligten.

Som det fremgår af stk. 2, vil tilbagetagningspligten også kunne gælde

materialer, produkter eller varer, herunder emballage, hvor man ikke selv har

været ansvarlig for markedsføringen, men markedsfører tilsvarende produkter.

Ved udfærdigelsen af de konkrete ordninger, må det sikres, at disse

tilrettelægges således, at urimelige virkninger på det konkrete marked

undgås.

Problemer med tilbagetagning af produkter af samme type som egne

markedsførte vil typisk være relevant for produkter med lang levetid, idet

den oprindelige markedsfører kan være ophørt med at eksistere på tidspunktet

for tilbagelevering.

Bestemmelsen i stk. 2 omfatter ikke import af affald. Ved en konkret

udmøntning af bestemmelsen vil det blive sikret, at danske producenter ikke

tvinges til at skulle bortskaffe udenlandske produkter, som først importeres,

når de er blevet til affald.

Ved tilrettelæggelse af konkrete tilbagetagningsordninger vil der

ligeledes blive taget højde for, at producenter, som anvender pantbærende

emballager, ikke ved en eventuel tilbagetagningsordning forpligtes til at

tilbagetage andres produkter og herved hæfte for de i emballagen bundne

pantbeløb.

Ved at knytte pligten til markedsføringsbegrebet opnåes en klar

afgrænsning af, hvem pligten påhviler.

For at leve op til lovforslagets bestemmelser stilles der krav til

producenten om opfyldelse af tre forpligtelser. Han skal for det første

foranstalte tilbagetagningen, hvilket vil sige, at han i det omfang, han ikke

ønsker selv at påtage sig den fysiske tilbagetagning, har

initiativforpligtelsen til iværksættelse af en ordning, hvorved de pågældende

produkter faktisk tages tilbage.

Dernæst stilles der krav om at det tilbagetagne genanvendes eller

håndteres særligt. Genanvendelse vil i denne sammenhæng sige enten genbrug

(genpåfyldning) eller materialegenvinding. Forbrænding med energiudnyttelse

anses ikke for genanvendelse i lovens forstand, hvorimod særlig håndtering af

det tilbagetagne kan være forbrænding. I tilfælde af tilbagetagning med

henblik på særlig håndtering vil håndteringskravene blive fastsat i de

bekendtgørelser, som udstedes i medfør af bestemmelsen, ligesom det er en

forudsætning, at der i bekendtgørelsesform fastsættes mål for genanvendelsen

af de enkelte produkter.

Endelig er det et krav, at producenten finansierer tilbagetagning såvel

som genanvendelse, og det forudsættes, at producenten i sin prisfastsættelse

inkalkulerer omkostningerne forbundet hermed. Producenten kan således ikke

opfylde sine forpligtelser ved at tage sig direkte betalt af forbrugeren ved

aflevering til genanvendelse.

Tilbagetagningskonceptet, som det fremtræder i forslaget er opbygget

således, at alle led i produktkredsløbet kan pålægges pligter, som indbyrdes

supplerer hinanden, samtidig med at det enkelte led kan forpligtes til at

bære størstedelen af eller hele byrden alene. Konceptet udgør således det

optimale udgangspunkt for de involverede parter til at søge løsninger ved

indbyrdes konstruktioner til opnåelse af den miljømæssigt ønskede effekt ved

smidige og ubureaukratiske foranstaltninger.

Når en tilbagetagningsordning er iværksat, er det naturligvis en

forudsætning for ordningens funktion, at forbrugeren faktisk afleverer det

pågældende produkt til ordningen. Det bestemmes derfor i stk. 3, at

ministeren kan fastsætte regler om afleveringspligten. Der kan desuden

forekomme situationer, hvor det må anses for mest hensigtsmæssigt at styre

forbrugerens adfærd ved at undtage det pågældende produkt fra de kommunale

ordninger. Dette kan i givet fald ske med hjemmel i lovens §§ 44-45.

Tilbagetagningsordningerne bør i det omfang det er muligt forsøges

etableret i overensstemmelse med eksisterende systemer.

Ved tilrettelæggelsen og udformningen af de konkrete ordninger, vil

udenlandske forhold på de pågældende områder i videst mulige omfang blive

søgt taget i betragtning med henblik på imødegåelse af eventuelle

konkurrencemæssige påvirkninger.

Af betænkning af den 29. april 1992 over forslag til beslutningsforslag om

øget genanvendelse (B 31) fremgår: »Det er ikke hensigten, at

tilbagetagningspligten skal anvendes generelt som efter den tyske model, men

at den skal være et supplement til eksisterende styringsmidler. Hjemmelen kan

anvendes, såfremt der på bestemte områder ikke kan indgåes aftaler med

virksomheder eller brancher om den affaldsmæssige håndtering af bestemte

produkter eller materialer med henblik på opfyldelse af bindende miljømæssige

målsætninger. Hjemmelen vil således supplere miljøbeskyttelseslovens § 9 og §

10.«

Ved at indgå aftaler om producentansvar fremfor at blive tvunget ind under

en nødvendigvis mere detaljeret myndighedsregulering af producentansvaret,

opnår erhvervslivet at kunne organisere de krævede indsamlings- og

oparbejdningssystemer med maksimal fleksibilitet i relation til de særlige

markedsmæssige forhold, der kendetegner de enkelte produktgrupper.

Såfremt de miljømæssige hensyn kan anses for tilstrækkeligt og forsvarligt

varetaget kan ministeren i tilfælde, hvor betingelserne for anvendelse af §

10 ikke er til stede indgå aftaler om tilbagetagning, som ikke rummer de i §

10 indeholdte muligheder for bl.a. sanktionering, men som i sit indhold

forpligter parterne til at opnå det fastsatte mål. Ministeren vil i tilfælde

af at aftalen ikke overholdes have mulighed for regeludstedelse i medfør af

forslagets bestemmelser.

Udover de igangværende forhandlinger om tilbagetagningsordninger for

transportemballager, glas og bildæk, vil - som det er forudsat i

handlingsplanen for affald og genanvendelse 1993-97 - de produktgrupper, det

hernæst er hensigten at gøre til genstand for tilbagetagningsaftaler eller

-regulering være elektronikaffald, køleskabe og frysere, biler og bildele.

Som det fremgår er det udgangspunktet, at producentansvar og

tilbagetagningsordninger skal søges etableret på grundlag af frivillige

aftaler med berørte dele af erhvervslivet. I den forbindelse kan det ikke

udelukkes, at det i enkelte tilfælde kan findes hensigtsmæssigt at

tilvejebringe midler til finansiering ved hjælp af et bortskaffelsesgebyr i

henhold til lovens § 53 som en integreret del af aftalen.

Grundlaget for etablering af konkrete tilbagetagningsordninger vil -

uanset om der vil være tale om frivillig aftale eller bekendtgørelse - blive

forelagt de berørte parter til udtalelse forinden iværksættelse.

Forslagets konsekvenser for erhvervslivet vil først kunne opgøres i

forbindelse med udmøntning af bestemmelsen idet konsekvenserne vil være helt

individuelt afhængige af de enkelte foranstaltningers konkrete udformning.

Til nr. 2.

Bestemmelsen blev indsat i miljøbeskyttelsesloven i 1982, jf. lov nr. 204

af 18. maj 1982 som § 4 a og var en videreførelse af en tilsvarende

bestemmelse i Rotteloven, lov nr. 120 af 3. maj 1961, § 4. Bestemmelsen blev

ved en fejl ikke gentaget ved miljøbeskyttelseslovens revision i 1991, jf.

lov nr. 358 af 6. juni 1991. Forslaget skal derfor ses som en redaktionel

rettelse.

Til nr. 3.

Det findes hensigtsmæssigt at præcisere, at administration og opkrævning

af bortskaffelsesgebyret kan foretages af de statslige told- og

skattemyndigheder. Herved undgåes opbygning af paralelle opkrævnings- og

kontrolsystemer, idet administrationen kan foregå i det eksisterende system

med landsdækkende regionale toldenheder. Der vil i de konkrete tilfælde blive

foretaget en vurdering af, hvor administrationen mest hensigtsmæssigt kan

varetages.

Bestemmelsen om adgangen til skønsmæssig ansættelse og muligheden for

tvangsmæssig inddrivelse af ikke indbetalte gebyrer er en nødvendighed for at

sikre en rimelig og forsvarlig administration. Det forudsættes, at de regler,

som i givet fald udstedes i medfør af bestemmelsen, entydigt vil kunne

afklare spørgsmålet om gebyrets opståen og størrelse.

Med henblik på at kunne anvende gebyrer som et instrument til at

finansiere tilbagetagningsordninger for produkter med lang levetid, skønnes

det hensigtsmæssigt, at der hjemles mulighed for, at indtægter og udgifter i

tilknytning til gebyrer kan bringes i balance over en årrække, der eventuelt

vil overstige den 4-års periode, der anbefales af Finansministeriet.

Med forslaget åbnes der endvidere mulighed for, at gebyret i helt særlige

situationer ikke nødvendigvis dækker de fulde omkostninger i forbindelse med

den aktivitet, gebyret er rettet imod at finansiere. Miljøministeriet vil

fortsat søge at etablere fuld omkostningsdækning på gebyrer efter de

kalkulationsprincipper, der er fastsat af Finansministeriet.

Til nr. 4.

I modsætning til den tidligere handlingsplan for øget genanvendelse

1990-92 omhandler handlingsplanen (1993-97) hele affalds- og

genanvendelsesområdet. Det overordnede mål er at reducere affaldsmængderne,

og for det affald, der ikke kan undgåes produceret som resultat af samfundets

aktiviteter, er det målet at udnytte ressourcerne i affaldet bedst muligt.

Bestemmelsen indeholder på den baggrund en udvidelse af det

tilskudsberettigede område, således at det fremover bliver muligt at yde

tilskud til udviklings- og udredningsprojekter på hele affaldsområdet.

Derimod gives der ikke mulighed for af yde anlægstilskud på affaldsområdet.

Det forudsættes i overensstemmelse med EF-Kommissionens meddelelse af den 30.

juli 1992 vedrørende Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til små

og mellemstore virksomheder, at de konkrete tilskud til affaldsprojekter

indenfor det nye tilskudsområde vil være max. kr. 400.000 over tre år pr.

projekt.

Til nr. 5.

Med forslaget åbnes der mulighed for, at gebyret i helt særlige

situationer ikke nødvendigvis dækker de fulde omkostninger ved administration

og tilsyn i forbindelse med miljøbeskyttelsesloven. Miljøministeriet vil

fortsat søge at etablere fuld omkostningsdækning på gebyrer efter de

kalkulationsprincipper, der er fastsat af Finansministeriet.

Til nr. 6.

Bestemmelsen indsættes for at give de lokale miljømyndigheder samme

klageadgang, som de havde i medfør af den tidligere miljøbeskyttelseslov.

Til nr. 7-8 og 9.

Bestemmelsen fastsætter straf for overtrædelse af regler fastsat i medfør

af den foreslåede bestemmelse i § 9a om tilbagetagning. Herudover præciseres

hjemlen i lovens § 89, stk. 3 sammenholdt med § 110, stk. 3 til fastsættelse

af straf for overtrædelse af EF-forordninger.

Til nr. 10.

Bestemmelsen er, som nr. 2 administrativt begrundet. Hjemmelen findes i

øvrige punktafgiftslove, og ved henlæggelse af administrationen af et

bortskaffelsesgebyr til de statslige told- og skattemyndigheder vil

bestemmelsen om administrativ bødevedtagelse, udover at medføre en ensartet

sagsbehandling, være en nødvendighed til sikring af en forsvarlig

administration.

Efter 2. behandling den 15. juni 1993

§ 1

I lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse, som senest ændret ved

lov nr. 484 af 24. juni 1992, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 9 indsættes:

» § 9 a. Miljøministeren kan med henblik på at fremme

genanvendelse og renere teknologi og med henblik på at begrænse problemerne i

forbindelse med affaldsbortskaffelse fastsætte regler om, at bestemte

materialer, produkter eller varer, herunder emballage, efter endt brug skal

foranstaltes tilbagetaget af den for markedsføringen ansvarlige producent

eller importør, samt at den for markedsføringen ansvarlige producent eller

importør forpligtes til for egen regning at foranstalte det tilbagetagne

genanvendt eller særligt håndteret.

Stk. 2. Ministeren kan tillige fastsætte regler om, at enhver, der

markedsfører materialer, produkter eller varer, herunder emballage, jf. stk.

1, forpligtes til at foranstalte tilbagetagning samt genanvendelse eller

særlig håndtering af tilsvarende produkter, uanset at den pågældende ikke har

været ansvarlig for markedsføringen, jf. stk. 1.

Stk. 3. Når der er iværksat en ordning i henhold til stk. 1, kan

ministeren fastsætte regler om borgeres, grundejeres og virksomheders pligt

til efter endt brug at aflevere bestemte materialer, produkter eller varer,

herunder emballage, hos producenten, importøren og/eller forhandleren, jf.

stk. 1 og 4.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om forhandlerens pligt til

at modtage og opbevare de af en ordning iværksat i henhold til stk. 1

omfattede materialer, produkter eller varer, herunder emballage.

Stk. 5. Til gennemførelse af de i stk. 1 nævnte

tilbagetagningsordninger kan ministeren bestemme, at tilbagetagningen skal

sikres ved en pante- eller rabatordning, jf. § 9, stk. 2-4.

Stk. 6. Inden en ordning i henhold til stk. 1-5 iværksættes, skal

den forhandles med de i § 11 nævnte myndigheder og organisationer.«

2. I § 17 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan lade foranstaltninger som nævnt i

stk. 2 eller i regler fastsat efter stk. 3 udføre for den ansvarliges

regning, jf. §§ 69, stk. 1, nr. 3, og 70. De herved afholdte udgifter hæfter

på vedkommende ejendom med fortrinsret som for kommunale

ejendomskatter.«

3. § 45, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. I regler, der vedrører indsamling af materialer og

produkter til genanvendelse, bortset fra olie- og kemikalieaffald, skal det

bestemmes,

1) at kommunalbestyrelsen skal fritage en virksomhed fra pligten til at

benytte en kommunal indsamlingsordning, såfremt virksomheden godtgør, at den

senest samtidig med den kommunale indsamlingsordnings iværksættelse har

indgået aftale om, at affaldstyper, der er omfattet af indsamlingsordningen,

afleveres til anden side til genanvendelse, og

2) at virksomheder etableret efter iværksættelse af en kommunal

indsamlingsordning er berettiget til at blive fritaget for benyttelse af den

kommunale indsamlingsordning, såfremt virksomheden godtgør, at den har

indgået aftale om, at affaldstyper, der er omfattet af indsamlingsordningen,

afleveres til anden side til genanvendelse.«

4. I § 51, nr. 5, ændres »og« til: »,».

5. I § 51 indsættes efter nr. 5 som nyt nummer:

»6) bestemte materialer og produkter, herunder emballage, skal mærkes

på en bestemt måde, samt at anden mærkning skal begrænses eller forbydes

og«.

Nr. 6 bliver herefter nr. 7.

6. § 53 affattes således:

»§ 53. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at importører

eller producenter af nærmere angivne materialer, produkter eller varer,

herunder emballage, skal betale et gebyr til staten, til kommunerne eller til

kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse til hel eller delvis dækning

af omkostningerne i forbindelse med materialets, produktets eller varens

bortskaffelse.

Stk. 2. Administration og opkrævning af det i stk. 1 nævnte gebyr

kan henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 3. Såfremt administration og opkrævning, jf. stk. 2,

henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder, kan de statslige told-

og skattemyndigheder foretage en skønsmæssig ansættelse af gebyrtilsvaret,

såfremt størrelsen af det gebyrbeløb, som påhviler en virksomhed, ikke kan

opgøres på baggrund af virksomhedens regnskaber.

Stk. 4. Statslige myndigheder har udpantningsret for gebyrer efter

stk. 1.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyrets

opkrævning og anvendelse, herunder regler, som tager højde for, at der kan

være en væsentlig forskydning imellem tidspunktet for gebyrets opkrævning og

tidspunktet for afholdelse af de modsvarende udgifter.«

7. § 54, stk. 1, affattes således:

»Tilskud kan gives til udrednings- og udviklingsprojekter samt til

formidlings- og informationsvirksomhed, der har til formål at fremme

genanvendelse eller at nedsætte miljøbelastningen væsentligt ved omstilling

til renere teknologi eller at begrænse problemerne i forbindelse med

affaldsbortskaffelse. Tilskud kan gives såvel til projekter med almennyttigt

formål som til virksomhedens egne projekter, hvis projekterne har

nyhedsværdi.«

8. I § 88 indsættes efter »gebyrer til«:

»hel eller delvis«.

9. I § 107, stk. 1, indsættes efter »100«:

»samt af den myndighed, der har truffet afgørelsen i 1. instans«.

10. § 110, stk. 1, nr. 3, affattes således:

»3) undlader at efterkomme krav fastsat i medfør af § 9 a og § 10,

stk. 4,».

11. I § 110, stk. 1, nr. 8, ændres »og« til:

»,», og i nr. 9 ændres ».« til:

»,eller«.

12. I § 110, stk. 1, indsættes som nr. 10:

»10) overtræder bestemmelser fastsat i De Europæiske Fællesskabers

forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf. § 2.«

13. Efter § 110 indsættes:

» § 110 a. Skønnes en overtrædelse af regler eller

forskrifter, der er udstedt i medfør af § 53, ikke at ville medføre højere

straf end bøde, kan miljøministeren eller, såfremt administration og

opkrævning er henlagt til de statslige told- og skattemyndigheder,

skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, tilkendegive den

pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt denne

erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en

nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i

tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder

bestemmelserne om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926,

tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter

vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter