Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af tilbagetagningsordninger for brugt emballage for producenter, forhandlere og importører

1999/1 BSF 100Beslutningsforslag som fremsatFolketinget22. februar 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 22. februar 2000 af

Ole M. Nielsen (KRF), Flemming Kofod-Svendsen (KRF),

Jann Sjursen (KRF) og Tove Videbæk (KRF)

Forslag til folketingsbeslutning

om indførelse af tilbagetagningsordninger for brugt

emballage for producenter, forhandlere og importører

Folketinget opfordrer regeringen til at gennemføre

en ordning, der forpligter producenter, forhandlere og importører til

at tage brugt emballage tilbage med henblik på genanvendelse.

1. Ordningen indebærer, at forbrugerne skal kunne efterlade

emballage i butikken eller ved andre indsamlingssteder, og detailhandlende

skal kunne sende emballage tilbage til deres leverandører.

2. Producenter, forhandlere og importører har mulighed for at

undgå tilbagetagningsforpligtelsen, hvis de deltager i et kollektivt

system for indsamling og genanvendelse af emballage.

3. Ordningen gennemføres gradvis, så erhvervslivet har en

rimelig mulighed for at tilpasse sig det nye system. Det kan foreslås,

at ordningen træder i kraft den 1. januar 2001 og er fuldt

implementeret den 1. januar 2003.

4. Ved ordningens indførelse skal der indføres

registreringssystemer, der kan måle, om ordningen opfylder de

ønskede mål om affaldsforebyggelse og affaldsminimering på

emballageområdet.

5. Efter at ordningen har fungeret i en passende periode, skal der i

lyset af de indhøstede erfaringer foretages evaluering af ordningen,

herunder om ordningen skal udvides og om afgift af visse detailemballager

skal bortfalde.

Bemærkninger til forslaget

Formål

Formålet med beslutningsforslaget er i øget

Læs alt

omfang at integrere de miljømæssige omkostninger ved

bortskaffelse af udtjente produkter i produkternes pris for derved at

tilskynde producenterne til at anvende mere miljøvenlige produkter og

producere mindre affald. Forslagsstillerne ønsker i starten at lade

emballage være omfattet af tilbagetagningsordningen, men finder, at det

på et senere tidspunkt i lyset af de indhøstede erfaringer med

ordningen kan være relevant at udvide ordningen til at omfatte visse

udtjente produkter.

Baggrund

Baggrunden for forslaget er, at affaldsmængderne i

Danmark har været stigende, og at genanvendelsen specielt inden for

emballage ikke har opfyldt målsætningerne. I 1994 udgjorde de

samlede affaldsmængder 11,1 mio. tons, hvilket i 1998 var steget til

12,2 mio. tons. Såfremt der ses bort fra bygge- og anlægsaffald

samt restprodukter fra kulfyrede værker, har der været en

stigning i affaldsmængderne på 2 pct. fra 1997-98. Heraf er de

samlede emballagemængder steget fra 773.000 tons i 1994 til 972.000

tons i 1997 svarende til en stigning på 26 pct. i perioden. For papir

og pap samt flasker og glas har der været en stigning i

husholdningernes affaldsmængder på henholdsvis 14 pct. og 23 pct.

fra 1997-98.

I erkendelse af det nuværende affaldssystems

manglende muligheder for at minimere de store affaldsmængder og som

følge af utilstrækkelige resultater vedrørende

genanvendelse i Danmark samt på baggrund af relativt gode resultater

med tilbagetagning i Sverige og Tyskland finder forslagsstillerne, at der er

behov for at indføre ordninger, der i højere grad giver

erhvervslivet ansvar for at begrænse mængden af affald.

Der har været argumenteret for, at det danske marked

er for lille til, at en indførelse af tilbagetagningsordninger vil

få den ønskede effekt i retning af at ændre producenternes

adfærd med hensyn til at minimere anvendelsen af emballage i

produkterne. Forslagsstillerne anser det imidlertid for vigtigt, at Danmark

støtter de EU-lande, primært Sverige og Tyskland, der arbejder

for at indføre tilbagetagningsordninger, således at modellen kan

udvides til at omfatte hele EU.

Lovgivning

Efter den eksisterende lovgivning kan miljø- og

energiministeren indføre regler om tilbagetagning af produkter for

producenter eller importører.

Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 9a,

at »Miljø- og

energiministeren kan med henblik på at fremme genanvendelse og renere

teknologi og med henblik på at begrænse problemerne i forbindelse

med affaldsbortskaffelse fastsætte regler om, at bestemte materialer,

produkter eller varer, herunder emballage, efter endt brug skal foranstaltes

tilbagetaget af den for markedsføringen ansvarlige producent eller

importør, samt at den for markedsføringen ansvarlige producent

eller importør forpligtes til for egen regning at foranstalte det

tilbagetagne genanvendt eller særligt håndteret.«

Ved behandlingen af loven i Folketinget blev

det aftalt, at man først skulle forsøge at indgå

frivillige aftaler med producenterne om producentansvar, inden ministeren

anvender bestemmelsen i § 9a om at indføre regler på

området over for virksomhederne. Ministeren har derfor ikke fastsat

regler om tilbagetagning for erhvervslivet.

Frivillige aftaler om tilbagetagningsordninger

Derimod har ministeren indgået frivillige aftaler

med erhvervslivet om tilbagetagning. Der findes i dag bl.a. en

dækaftale, en batteriaftale, en blyakkumulator-aftale og et par

forsøg på at etablere aftale vedrørende

kølemøbler og elektronik.

I 1994 indgik miljø- og energiministeren og

industrien aftale om transportemballager, der satte som

målsætning, at 80 pct. af plast og pap/papir- og

transportemballage skulle genanvendes inden år 2000. I 1996 var

genanvendelsesprocenten for transportemballager af papir og pap fra

erhvervslivet 66 pct.. Detailemballage er f.eks. ikke omfattet af denne

aftale.

Statslige emballageafgifter

Der er indført grønne afgifter på

visse emballager, plasticposer og engangsservice.

Den 1. januar 1999 trådte en lov i kraft

vedrørende afgift af visse detailsalgspakninger. Hensigten med loven

er at reducere anvendelsen af emballage. Den volumenbaserede afgift på

flasker og dunke erstattes med en vægtbaseret afgift, således, at

der kommer afgiftssatser på papir, karton, pap og tekstiler, glas og

keramik, plastlaminat, aluminium, blik og træ.

Afgiften omfatter salgsemballager på 20 liter og

derunder. Den vægtbaserede emballageafgift omfatter kun udvalgte

varegrupper. Ved udvælgelse af varegrupper har der været lagt

vægt på, at varegrupperne skal kunne afgrænses, og at

undgå varer, som i større omfang emballeres i detailhandlen.

Problemet med afgiften er, at afgiften ikke i tilstrækkeligt omfang

udregnes efter emballagens miljøbelastning, samt at en væsentlig

del af emballager, f.eks. mælkekartoner, ikke er afgiftsbelagt.

Affald 21

Under forespørgselsdebat i Folketinget den 28.

januar 1999 om regeringens fremtidige affaldspolitik sammenfattede

miljø- og energiministeren problemstillingen med følgende ord:

»Der deponeres stadig

for meget affald fra industrien, og der genanvendes for lidt fra

husholdningerne og fra servicesektoren.«

I forhold til i dag skal affaldet ifølge Affald 21

sorteres i flere dele. I planen lægges op til sortering i 8 dele:

Organisk affald, pap og papir, papemballager, pvc, imprægneret

træ, elektroniske og elektriske produkter, biler og batterier.

Endvidere skal genanvendelsen af f.eks. dagrenovation øges betydeligt,

og der skal fra år 2000 indføres en særskilt ordning for

afhentning af papiremballage.

Endvidere skal affaldets indhold af problematiske stoffer

reduceres via overvejelser om forøgelse af listen over uønskede

stoffer.

I forhold til tidligere målsætninger er

genanvendelsesmålet for dagrenovationsområdet reduceret fra 40-50

pct. til 30 pct. i 2004, dog stadig med 40-50 pct. som langsigtet

mål.

Ved miljøstyring, renere teknologi og en

produktorienteret miljøpolitik skal virksomhedernes mængde af

affald reduceres.

Tyske erfaringer

I Tyskland er gennemført lovgivning

vedrørende tilbagetagning for producenter eller distributører

af emballage med henblik på genbrug.

Loven blev gennemført i tre faser.

I fase 1, der trådte i kraft 1. december 1991, fik

producenter eller distributører pligt til at tage transportemballage

tilbage med henblik på genanvendelse.

Fase 2, der trådte i kraft 1. april 1992,

medfører, at producenter, distributører og detailhandlende

skulle tage mellememballage tilbage (kartonomslag, multipakninger mv.).

Fase 3, der trådte i kraft 1. januar 1993,

indebærer, at producenter, distributører og detailhandlende skal

tage salgspakninger tilbage. Dette indebærer, at forbrugerne må

efterlade emballagen i forretningen eller ved andre indsamlingssteder, og

detailhandlende må sende materialet tilbage til deres udbydere.

Producenter og distributører har mulighed for at

undgå tilbagetagningsforpligtelsen vedrørende salgsemballage,

hvis de deltager i et kollektivt system for indsamling og genbrug af

emballage. Tysk erhvervsliv har etableret selskaber til varetagelse af denne

opgave. Selskaberne arbejder sammen med lokale myndigheder om at indsamle

genanvendelsesemballage. Der er endvidere etableret indsamlingssteder, der

giver forbrugerne mulighed for at komme af med deres emballage.

Til finansiering af indsamlingen betaler producenterne en

afgift. Producenterne kan herefter anvende det grønne mærke

på deres varer, der viser, at emballagen vil blive genbrugt. Produkter,

der ikke har det grønne mærke, kan leveres tilbage til

butikkerne, og butikkerne kan sende varen tilbage til deres

leverandører.

Oprindelig var afgiften baseret på størrelsen

af emballagen. Den nye afgiftsstruktur er baseret på emballagens

vægt og volumen samt bortskaffelsesomkostningerne.

Endvidere er gennemført bestemmelser i den tyske

kredsløbslov, der skal danne grundlag for tilbagetagningsaftaler

vedrørende elektronikskrot, batterier, akkumulatorer samt

spildolieprodukter. Man afventer, om bestemmelserne kan gennemføres

ved frivillige aftaler.

Svenske erfaringer

I Sverige indførte man i 1994 producentansvar for

emballager, dæk og returpapir. Producenterne defineres som fabrikanter,

importører og forhandlere.

På nuværende tidspunkt eksisterer

producentansvar for f.eks. emballage, dæk, aviser, biler, hårde

hvidevarer, biler og batterier. Det betyder, at den, som producerer,

importerer eller sælger disse varer, også har ansvar for at tage

hånd om affaldet.

Producenterne har organiseret sig i materialeselskaber,

som også står for indsamling og genanvendelse af produkterne.

Nogle materialeselskaber samarbejder med kommunerne.

Producenterne har også pligt til at informere

husholdninger og andre affaldsproducenter om sorterings- og

indsamlingssystemer, og de er forpligtede til at rapportere til

Naturvårdsverket.

Nyeste tal fra Naturvårdsverket viser, at fra 1994,

hvor producentansvaret indførtes, og til i dag er det årlige

genbrug af materialer øget med 130.000 tons for emballage, med 10.000

tons for returpapir og med 10.000 tons for dæk.

Økonomiske konsekvenser

Ordningen har økonomiske konsekvenser for staten i

det omfang, der er merudgifter for staten ved at indføre den

fornødne måling af de miljømæssige effekter af

ordningen. Såfremt Folketinget senere beslutter, at afgift af visse

detailsalgspakninger bortfalder, ventes det at medføre tabte

indtægter for staten på omkring 750 mio. kr. årligt.

Forslaget ventes ikke at medføre økonomiske

konsekvenser for erhvervslivet, idet erhvervslivet ventes at kunne

overvælte udgifterne ved ordningen på priserne. Forslaget ventes

endvidere ikke at medføre konkurrenceforvridning i forhold til

udenlandske producenter, idet alle varer, der forhandles i Danmark, herunder

importerede varer, omfattes af ordningen.

Bemærkninger til enkelte punkter

Ad 2)

Det er intentionen, at erhvervslivet etablerer et selskab

til håndtering af erhvervslivets emballage. Virksomheder, der ikke selv

ønsker at håndtere emballage, skal betale en afgift til

selskabet for at udføre opgaven. Det er intentionen, at selskabet skal

have et tæt samarbejde med kommunerne vedrørende

affaldshåndtering, således at etablering af unødvendige

parallelle systemer undgås.

Omkostningsfordelingen i et kollektivt system skal

motivere til reduktion af miljøbelastningen ved

emballageanvendelsen.

Ad 3)

Ved indførelse af en overgangsordning kan

foreslås, at først transportemballage, siden mellememballage

(kartonomslag, multipakninger mv.) og endelig salgspakninger omfattes af

ordningen.

Ad 5)

Spørgsmålet om en eventuel udvidelse af

ordningen og bortfald af afgift af visse detailsalgspakninger skal afklares,

efter at tilbagetagningsordningen har fungeret i en passende periode.

Såfremt det viser sig, at tilbagetagningsordningen i fornødent

omfang har minimeret emballagemængderne, kan afgiften af visse

detailsalgspakninger bortfalde, og en udvidelse af ordningen kan

overvejes.

Skriftlig fremsættelse

Ole M. Nielsen

(KRF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse

af tilbagetagningsordninger for brugt emballage for producenter, forhandlere

og importører.

(Beslutningsforslag nr. B 100).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter