Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af tilbagetagningsordninger for brugt emballage for producenter, forhandlere og importører
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 22. februar 2000 af
Ole M. Nielsen (KRF), Flemming Kofod-Svendsen (KRF),
Jann Sjursen (KRF) og Tove Videbæk (KRF)
Forslag til folketingsbeslutning
om indførelse af tilbagetagningsordninger for brugt
emballage for producenter, forhandlere og importører
Folketinget opfordrer regeringen til at gennemføre
en ordning, der forpligter producenter, forhandlere og importører til
at tage brugt emballage tilbage med henblik på genanvendelse.
1. Ordningen indebærer, at forbrugerne skal kunne efterlade
emballage i butikken eller ved andre indsamlingssteder, og detailhandlende
skal kunne sende emballage tilbage til deres leverandører.
2. Producenter, forhandlere og importører har mulighed for at
undgå tilbagetagningsforpligtelsen, hvis de deltager i et kollektivt
system for indsamling og genanvendelse af emballage.
3. Ordningen gennemføres gradvis, så erhvervslivet har en
rimelig mulighed for at tilpasse sig det nye system. Det kan foreslås,
at ordningen træder i kraft den 1. januar 2001 og er fuldt
implementeret den 1. januar 2003.
4. Ved ordningens indførelse skal der indføres
registreringssystemer, der kan måle, om ordningen opfylder de
ønskede mål om affaldsforebyggelse og affaldsminimering på
emballageområdet.
5. Efter at ordningen har fungeret i en passende periode, skal der i
lyset af de indhøstede erfaringer foretages evaluering af ordningen,
herunder om ordningen skal udvides og om afgift af visse detailemballager
skal bortfalde.
Bemærkninger til forslaget
Formål
Formålet med beslutningsforslaget er i øget
Læs alt
omfang at integrere de miljømæssige omkostninger ved
bortskaffelse af udtjente produkter i produkternes pris for derved at
tilskynde producenterne til at anvende mere miljøvenlige produkter og
producere mindre affald. Forslagsstillerne ønsker i starten at lade
emballage være omfattet af tilbagetagningsordningen, men finder, at det
på et senere tidspunkt i lyset af de indhøstede erfaringer med
ordningen kan være relevant at udvide ordningen til at omfatte visse
udtjente produkter.
Baggrund
Baggrunden for forslaget er, at affaldsmængderne i
Danmark har været stigende, og at genanvendelsen specielt inden for
emballage ikke har opfyldt målsætningerne. I 1994 udgjorde de
samlede affaldsmængder 11,1 mio. tons, hvilket i 1998 var steget til
12,2 mio. tons. Såfremt der ses bort fra bygge- og anlægsaffald
samt restprodukter fra kulfyrede værker, har der været en
stigning i affaldsmængderne på 2 pct. fra 1997-98. Heraf er de
samlede emballagemængder steget fra 773.000 tons i 1994 til 972.000
tons i 1997 svarende til en stigning på 26 pct. i perioden. For papir
og pap samt flasker og glas har der været en stigning i
husholdningernes affaldsmængder på henholdsvis 14 pct. og 23 pct.
fra 1997-98.
I erkendelse af det nuværende affaldssystems
manglende muligheder for at minimere de store affaldsmængder og som
følge af utilstrækkelige resultater vedrørende
genanvendelse i Danmark samt på baggrund af relativt gode resultater
med tilbagetagning i Sverige og Tyskland finder forslagsstillerne, at der er
behov for at indføre ordninger, der i højere grad giver
erhvervslivet ansvar for at begrænse mængden af affald.
Der har været argumenteret for, at det danske marked
er for lille til, at en indførelse af tilbagetagningsordninger vil
få den ønskede effekt i retning af at ændre producenternes
adfærd med hensyn til at minimere anvendelsen af emballage i
produkterne. Forslagsstillerne anser det imidlertid for vigtigt, at Danmark
støtter de EU-lande, primært Sverige og Tyskland, der arbejder
for at indføre tilbagetagningsordninger, således at modellen kan
udvides til at omfatte hele EU.
Lovgivning
Efter den eksisterende lovgivning kan miljø- og
energiministeren indføre regler om tilbagetagning af produkter for
producenter eller importører.
Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 9a,
at »Miljø- og
energiministeren kan med henblik på at fremme genanvendelse og renere
teknologi og med henblik på at begrænse problemerne i forbindelse
med affaldsbortskaffelse fastsætte regler om, at bestemte materialer,
produkter eller varer, herunder emballage, efter endt brug skal foranstaltes
tilbagetaget af den for markedsføringen ansvarlige producent eller
importør, samt at den for markedsføringen ansvarlige producent
eller importør forpligtes til for egen regning at foranstalte det
tilbagetagne genanvendt eller særligt håndteret.«
Ved behandlingen af loven i Folketinget blev
det aftalt, at man først skulle forsøge at indgå
frivillige aftaler med producenterne om producentansvar, inden ministeren
anvender bestemmelsen i § 9a om at indføre regler på
området over for virksomhederne. Ministeren har derfor ikke fastsat
regler om tilbagetagning for erhvervslivet.
Frivillige aftaler om tilbagetagningsordninger
Derimod har ministeren indgået frivillige aftaler
med erhvervslivet om tilbagetagning. Der findes i dag bl.a. en
dækaftale, en batteriaftale, en blyakkumulator-aftale og et par
forsøg på at etablere aftale vedrørende
kølemøbler og elektronik.
I 1994 indgik miljø- og energiministeren og
industrien aftale om transportemballager, der satte som
målsætning, at 80 pct. af plast og pap/papir- og
transportemballage skulle genanvendes inden år 2000. I 1996 var
genanvendelsesprocenten for transportemballager af papir og pap fra
erhvervslivet 66 pct.. Detailemballage er f.eks. ikke omfattet af denne
aftale.
Statslige emballageafgifter
Der er indført grønne afgifter på
visse emballager, plasticposer og engangsservice.
Den 1. januar 1999 trådte en lov i kraft
vedrørende afgift af visse detailsalgspakninger. Hensigten med loven
er at reducere anvendelsen af emballage. Den volumenbaserede afgift på
flasker og dunke erstattes med en vægtbaseret afgift, således, at
der kommer afgiftssatser på papir, karton, pap og tekstiler, glas og
keramik, plastlaminat, aluminium, blik og træ.
Afgiften omfatter salgsemballager på 20 liter og
derunder. Den vægtbaserede emballageafgift omfatter kun udvalgte
varegrupper. Ved udvælgelse af varegrupper har der været lagt
vægt på, at varegrupperne skal kunne afgrænses, og at
undgå varer, som i større omfang emballeres i detailhandlen.
Problemet med afgiften er, at afgiften ikke i tilstrækkeligt omfang
udregnes efter emballagens miljøbelastning, samt at en væsentlig
del af emballager, f.eks. mælkekartoner, ikke er afgiftsbelagt.
Affald 21
Under forespørgselsdebat i Folketinget den 28.
januar 1999 om regeringens fremtidige affaldspolitik sammenfattede
miljø- og energiministeren problemstillingen med følgende ord:
»Der deponeres stadig
for meget affald fra industrien, og der genanvendes for lidt fra
husholdningerne og fra servicesektoren.«
I forhold til i dag skal affaldet ifølge Affald 21
sorteres i flere dele. I planen lægges op til sortering i 8 dele:
Organisk affald, pap og papir, papemballager, pvc, imprægneret
træ, elektroniske og elektriske produkter, biler og batterier.
Endvidere skal genanvendelsen af f.eks. dagrenovation øges betydeligt,
og der skal fra år 2000 indføres en særskilt ordning for
afhentning af papiremballage.
Endvidere skal affaldets indhold af problematiske stoffer
reduceres via overvejelser om forøgelse af listen over uønskede
stoffer.
I forhold til tidligere målsætninger er
genanvendelsesmålet for dagrenovationsområdet reduceret fra 40-50
pct. til 30 pct. i 2004, dog stadig med 40-50 pct. som langsigtet
mål.
Ved miljøstyring, renere teknologi og en
produktorienteret miljøpolitik skal virksomhedernes mængde af
affald reduceres.
Tyske erfaringer
I Tyskland er gennemført lovgivning
vedrørende tilbagetagning for producenter eller distributører
af emballage med henblik på genbrug.
Loven blev gennemført i tre faser.
I fase 1, der trådte i kraft 1. december 1991, fik
producenter eller distributører pligt til at tage transportemballage
tilbage med henblik på genanvendelse.
Fase 2, der trådte i kraft 1. april 1992,
medfører, at producenter, distributører og detailhandlende
skulle tage mellememballage tilbage (kartonomslag, multipakninger mv.).
Fase 3, der trådte i kraft 1. januar 1993,
indebærer, at producenter, distributører og detailhandlende skal
tage salgspakninger tilbage. Dette indebærer, at forbrugerne må
efterlade emballagen i forretningen eller ved andre indsamlingssteder, og
detailhandlende må sende materialet tilbage til deres udbydere.
Producenter og distributører har mulighed for at
undgå tilbagetagningsforpligtelsen vedrørende salgsemballage,
hvis de deltager i et kollektivt system for indsamling og genbrug af
emballage. Tysk erhvervsliv har etableret selskaber til varetagelse af denne
opgave. Selskaberne arbejder sammen med lokale myndigheder om at indsamle
genanvendelsesemballage. Der er endvidere etableret indsamlingssteder, der
giver forbrugerne mulighed for at komme af med deres emballage.
Til finansiering af indsamlingen betaler producenterne en
afgift. Producenterne kan herefter anvende det grønne mærke
på deres varer, der viser, at emballagen vil blive genbrugt. Produkter,
der ikke har det grønne mærke, kan leveres tilbage til
butikkerne, og butikkerne kan sende varen tilbage til deres
leverandører.
Oprindelig var afgiften baseret på størrelsen
af emballagen. Den nye afgiftsstruktur er baseret på emballagens
vægt og volumen samt bortskaffelsesomkostningerne.
Endvidere er gennemført bestemmelser i den tyske
kredsløbslov, der skal danne grundlag for tilbagetagningsaftaler
vedrørende elektronikskrot, batterier, akkumulatorer samt
spildolieprodukter. Man afventer, om bestemmelserne kan gennemføres
ved frivillige aftaler.
Svenske erfaringer
I Sverige indførte man i 1994 producentansvar for
emballager, dæk og returpapir. Producenterne defineres som fabrikanter,
importører og forhandlere.
På nuværende tidspunkt eksisterer
producentansvar for f.eks. emballage, dæk, aviser, biler, hårde
hvidevarer, biler og batterier. Det betyder, at den, som producerer,
importerer eller sælger disse varer, også har ansvar for at tage
hånd om affaldet.
Producenterne har organiseret sig i materialeselskaber,
som også står for indsamling og genanvendelse af produkterne.
Nogle materialeselskaber samarbejder med kommunerne.
Producenterne har også pligt til at informere
husholdninger og andre affaldsproducenter om sorterings- og
indsamlingssystemer, og de er forpligtede til at rapportere til
Naturvårdsverket.
Nyeste tal fra Naturvårdsverket viser, at fra 1994,
hvor producentansvaret indførtes, og til i dag er det årlige
genbrug af materialer øget med 130.000 tons for emballage, med 10.000
tons for returpapir og med 10.000 tons for dæk.
Økonomiske konsekvenser
Ordningen har økonomiske konsekvenser for staten i
det omfang, der er merudgifter for staten ved at indføre den
fornødne måling af de miljømæssige effekter af
ordningen. Såfremt Folketinget senere beslutter, at afgift af visse
detailsalgspakninger bortfalder, ventes det at medføre tabte
indtægter for staten på omkring 750 mio. kr. årligt.
Forslaget ventes ikke at medføre økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet, idet erhvervslivet ventes at kunne
overvælte udgifterne ved ordningen på priserne. Forslaget ventes
endvidere ikke at medføre konkurrenceforvridning i forhold til
udenlandske producenter, idet alle varer, der forhandles i Danmark, herunder
importerede varer, omfattes af ordningen.
Bemærkninger til enkelte punkter
Ad 2)
Det er intentionen, at erhvervslivet etablerer et selskab
til håndtering af erhvervslivets emballage. Virksomheder, der ikke selv
ønsker at håndtere emballage, skal betale en afgift til
selskabet for at udføre opgaven. Det er intentionen, at selskabet skal
have et tæt samarbejde med kommunerne vedrørende
affaldshåndtering, således at etablering af unødvendige
parallelle systemer undgås.
Omkostningsfordelingen i et kollektivt system skal
motivere til reduktion af miljøbelastningen ved
emballageanvendelsen.
Ad 3)
Ved indførelse af en overgangsordning kan
foreslås, at først transportemballage, siden mellememballage
(kartonomslag, multipakninger mv.) og endelig salgspakninger omfattes af
ordningen.
Ad 5)
Spørgsmålet om en eventuel udvidelse af
ordningen og bortfald af afgift af visse detailsalgspakninger skal afklares,
efter at tilbagetagningsordningen har fungeret i en passende periode.
Såfremt det viser sig, at tilbagetagningsordningen i fornødent
omfang har minimeret emballagemængderne, kan afgiften af visse
detailsalgspakninger bortfalde, og en udvidelse af ordningen kan
overvejes.
Skriftlig fremsættelse
Ole M. Nielsen
(KRF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om indførelse
af tilbagetagningsordninger for brugt emballage for producenter, forhandlere
og importører.
(Beslutningsforslag nr. B 100).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,
der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.
Lignende dokumenter
- Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af tilbagetagningsordninger for brugt emballage for producenter, forhandlere og importører Retsinformation · 21. juni 2000
- Forslag til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Ændring af regler om udvidet producentansvar for emballage og engangsplastprodukter m.v. samt supplerende bestemmelser til batteriforordningen) Retsinformation · 8. november 2024
- Forslag til folketingsbeslutning om at sikre stabil genanvendelse af plast i Danmark Retsinformation · 16. januar 2001
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT EU-domme · 6. maj 2004
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 28. februar 2008 om udpegning af EF-fiskerikontrolagenturet som det organ, der skal udføre visse opgaver under forordning (EF) nr. 1042/2006, og om ændring af afgørelse 2007/166/EF om vedtagelse af en fortegnelse over EF-fiskeriinspektører og inspektionsmateriel (2008/201/EF) EU-lovgivning · 28. februar 2008
- DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling) 29. april 2004 EU-domme · 29. april 2004