1991 LSF 186 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KREDITAFTALER (KREDITOPLYSNINGER I FORBINDELSE MED LÅN MOD PANT I FAST EJENDOM)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler, som ændret ved § 10,
stk. 2, i lov nr. 322 af 31. maj 1991, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 8 indsættes:
» § 8 a. Ved kreditaftaler, der sikres ved pant i fast
ejendom, skal de oplysninger, der er nævnt i § 9 og § 14, samt aftalens
øvrige væsentlige vilkår gives i kreditgiverens tilbud.
Stk. 2. Yder en sælger af en fast ejendom kredit mod udstedelse af
pantebrev i den faste ejendom, skal de oplysninger, der er nævnt i stk. 1,
gives i aftalen om ejendommens overdragelse. Heri skal kreditgiveren
endvidere oplyse forbrugeren om, hvilket beløb der skal betales, hvis
forbrugeren kan betale kontant hos kreditgiveren i stedet for at udstede
pantebrev.
Stk. 3. Hvis de oplysninger, der er givet efter stk. 1 eller 2, er
af foreløbig karakter, skal kreditgiveren snarest muligt sende meddelelse om
de endelige kreditoplysninger til forbrugeren.
Stk. 4. I øvrigt finder § 8 tilsvarende anvendelse.
§ 8 b. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om afgivelse
og opbevaring af kreditoplysninger efter § 8 a. Justitsministeren kan
herunder navnlig fastsætte, at kreditoplysningerne skal afgives i en anden
form, og at visse aftaler om henstand helt eller delvis skal undtages fra
pligten til at afgive kreditoplysninger.«
2. I § 56, stk. 2, indsættes efter »skyldig i grov
eller oftere gentagen overtrædelse af«: »§ 8 a, stk. 1-3,».
3. I § 56, stk. 3, indsættes efter »i medfør af«
ordene: »§ 8 b og«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 1992.
Stk. 2. Loven finder anvendelse på kreditaftaler, hvor
kreditgiverens tilbud er fremsat efter lovens ikrafttræden. Ved kreditaftaler
Læs alt
som nævnt i § 8 a, stk. 2, finder loven anvendelse, når aftalen om
ejendommens overdragelse er indgået efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3. De hidtil gældende regler kan finde anvendelse på
kreditaftaler, der er indgået inden den 1. januar 1993.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1.
I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler som ændret ved § 10, stk.
2, i lov nr. 322 af 31. maj 1991 foretages følgende ændringer:
1. Efter § 8 indsættes:
» § 8 a. Ved kreditaftaler, der sikres ved pant i fast
ejendom, skal de oplysninger, der er nævnt i § 9 og § 14, samt aftalens
øvrige væsentlige vilkår gives i kreditgiverens tilbud.
Stk. 2. Yder en sælger af en fast ejendom kredit mod udstedelse af
pantebrev i den faste ejendom, skal de oplysninger, der er nævnt i stk. 1,
gives i aftalen om ejendommens overdragelse. Heri skal kreditgiveren
endvidere oplyse forbrugeren om, hvilket beløb der skal betales, hvis
forbrugeren kan betale kontant hos kreditgiveren i stedet for at udstede
pantebrev.
Stk. 3. Hvis de oplysninger, der er givet efter stk. 1 eller 2, er
af foreløbig karakter, skal kreditgiveren snarest muligt sende meddelelse om
de endelige kreditoplysninger til forbrugeren.
Stk. 4. I øvrigt finder § 8 tilsvarende anvendelse.«
2. I § 56, stk. 2, indsættes efter »skyldig i grov
eller oftere gentagen overtrædelse af«:
»§ 8 a, stk. 1-3,».
§ 2.
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 1992.
Stk. 2. Loven finder anvendelse på kreditaftaler, der indgås efter
lovens ikrafttræden.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning.
Lovforslaget tager primært sigte på at afhjælpe visse praktiske
problemer, som har vist sig at opstå ved anvendelsen af reglerne i
kreditaftaleloven (lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler) om
meddelelse af kreditoplysninger i forbindelse med navnlig realkreditlån og
sælgerpantebreve.
På baggrund af henvendelser fra bl.a. Realkreditrådet, Forbrugerrådet og
Advokatrådet har Justitsministeriet afholdt en møderække med de berørte
organisationer, hvor vanskelighederne ved anvendelsen af kreditaftalelovens
regler i forbindelse med kreditaftaler, der sikres ved pant i fast ejendom,
er blevet belyst og drøftet. Lovforslaget fremsættes på grundlag af disse
drøftelser.
Baggrunden for lovforslaget og forslagts hovedindhold kan kort beskrives
på følgende måde:
I praksis har den gældende retstilstand, hvorefter kreditoplysningerne ved
aftaler om kredit mod pant i fast ejendom skal gives i pantebrevet, medført,
at pantebrevene bliver meget omfangsrige. Dette er til gene både for
tinglysningskontorerne, der skal opbevare genparter af de tinglyste
pantebreve, og for realkreditinstitutterne, som ligger inde med et stort
antal originale dokumenter. Hertil kommer, at kreditoplysningerne i
pantebreve til realkreditinstitutter ikke altid er korrekte, fordi de
endelige vilkår for realkreditlånene først kan fastlægges, når
realkreditobligationerne er blevet solgt. For at løse disse praktiske
problemer foreslås det, at kreditoplysningerne ved kreditaftaler, der sikres
ved pant i fast ejendom, skal gives i kreditgiverens tilbud.
I praksis har det givet anledning til tvivl at fastlægge, hvornår køberen
af en fast ejendom skal have kreditoplysninger ved udstedelse af
sælgerpantebreve. Det foreslås, at kreditoplysningerne i forbindelse med
udstedelse af sælgerpantebreve skal gives i aftalen om ejendommens
overdragelse (slutseddelen). Herved præciseres, at køberen får
kreditoplysningerne inden det tidspunkt, hvor køberen i almindelighed (med
sin underskrift på slutseddelen) forpligter sig til at udstede et
sælgerpantebrev.
Navnlig ved realkreditlån vil de kreditoplysninger, som forbrugeren efter
lovforslaget skal have i tilbuddet, være af foreløbig karakter. Det foreslås
derfor, at kreditgiveren har pligt til snarest muligt at give forbrugeren
meddelelse om de endelige kreditoplysninger, hvis de oplysninger, som
kreditgiveren allerede har givet, er af foreløbig karakter.
I det følgende genemgås indledningsvis baggrunden for kreditaftalelovens
regler om pant i fast ejendom (afsnit 2, side 2-4). Herefter gennemgås den
gældende retstilstand vedrørende pant i fast ejendom (afsnit 3, side 4-10),
hvorefter de praktiske problemer, som den gældende retstilstand har givet
anledning til, beskrives nærmere (afsnit 4, side 10-11). I afsnit 5 (side
11-12) gives der en oversigt over indholdet af lovforslaget.
2. Baggrunden for kreditaftalelovens regler om pant i fast ejendom.
2.1. EF-direktivet.
Kreditaftaleloven tager sigte på at gennemføre EF-direktivet om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om
forbrugerkredit (87/102/EØF), som blev vedtaget af Ministerrådet den 22.
december 1986. Kreditaftaleloven tager endvidere sigte på at gennemføre
EF-direktiv (90/88/EØF) om ændring af det ovennævnte direktiv.
Efter direktivets art. 2, stk. 1, litra a), finder direktivets
bestemmelser ikke anvendelse på kreditaftaler eller kredittilsagn, »som
først og fremmest er bestemt til erhvervelse eller bevarelse af
ejendomsrettigheder til en grund eller til en bygning, der allerede er
opført, eller som skal opføres..«. Direktivet finder heller ikke
anvendelse på kreditaftaler eller kredittilsagn, »som er bestemt til
modernisering eller forbedring af en bygning (selve bygningen).«
Efter direktivets art. 2, stk. 3, finder direktivets art. 1, litra a, art.
4 og art. 6-12, ikke »anvendelse på kreditaftaler eller kredittilsagn,
der er sikret ved pant i fast ejendom, for så vidt disse ikke allerede er
undtaget fra direktivet efter stk. 1, litra a).«. Denne bestemmelse
indebærer således, at alene direktivets art. 3 om oplysningspligt i
forbindelse med markedsføring får betydning ved kreditaftaler mod pant i fast
ejendom.
Om baggrunden for direktivets særlige bestemmelser om undtagelse af
kreditaftaler mod pant i fast ejendom fra direktivets anvendelsesområde, er
det i præamblen til ændringsdirektivet alene anført, at sådanne aftaler
»i betragtning af deres særlige karakter fortsat (bør) være delvis
udelukket fra dette direktiv.«. Direktivet er imidlertid et
minimumsdirektiv, således at medlemsstaterne kan opretholde eller indføre
videregående regler om forbrugerbeskyttelse, herunder regler om kreditaftaler
mod pant i fast ejendom, jf. direktivets art. 15.
2.2. Justitsministeriets forslag til lov om kreditaftaler.
Justitsministerens forslag nr. L 78 (folketingsåret 1989-90) til lov om
kreditaftaler indeholdt følgende bestemmelse:
» § 3. Loven finder ikke anvendelse på:
1) Kreditaftaler, som er indgået med henblik på erhverelse eller bevarelse
af en fast ejendom eller med henblik på opførelse, modernisering eller
forbedring af en bygning.«
I de almindelige bemærkninger til lovforslaget er der om denne bestemmelse
bl.a. anført:
». . . . Direktivet finder ikke anvendelse på kreditaftaler, der
først og fremmest er bestemt til erhvervelse eller bevarelse af fast ejendom
eller som er bestemt til opførelse, modernisering eller forbedring af en
bygning, jf. direktivets art. 2, stk. 1, litra a. Efter ændringen af lov om
realkreditinstitutter i forbindelse med kartoffelkuren ydes således ikke
længere kreditforeningslån til andre formål end de i bestemmelsen opregnede.
Der ydes således ikke længere kreditforeningslån til forbrug. Det vil i
praksis sige, at alle kreditforeningslån er undtaget fra direktivet. Hvis
realkreditloven ændres, således at det igen bliver muligt for
realkreditinstitutter at yde lån til andre end de nævnte formål, vil sådanne
kreditter imidlertid være omfattet af loven.
Omfattet af bestemmelsen er endvidere alle andre former for prioritetslån,
der optages til brug for de nævnte formål.
Undtagelsesreglen er indarbejdet i lovforslaget § 3, stk. 1, nr. 1. Efter
forslaget er det dog ikke tilstrækkeligt, at kreditten »først og
fremmest« er bestemt til et af de nævnte formål, idet dette vil åbne
betydelige muligheder for omgåelse af loven. Det foreslås derfor, at
undtagelsen kun skal finde anvendelse, når kreditten udelukkende ydes med
henblik på et af de nævnte formål.'
Tilsvarende er der i bemærkningerne til bestemmelsen anført, at
undtagelsen omfatter alle kreditforeningslån og ethvert prioritetslån, der
optages med henblik på køb af fast ejendom eller med henblik på opførelse,
modernisering eller forbedring af en bygning.
Hvad angår andre lån mod pant i fast ejendom, indebærer direktivets art.
2, stk. 3, som nævnt i afsnit 2.1. ovenfor, at disse lån også er undtaget fra
direktivets anvendelsesområde bortset fra bestemmelsen i art. 3 om
oplysningspligt ved markedsføring. I de almindelige bemærkninger til
lovforslaget er det imidlertid anført, at Justitsministeriet ikke har fundet
grundlag for at udnytte denne undtagelse, idet der også i forbindelse med
disse kreditter er behov for, at forbrugeren får oplysning om de årlige
omkostninger i procent m.v.
2.3. Behandlingen i Folketinget.
Under behandlingen i Folketinget af lovforslaget om kreditaftaler rettede
Forbrugerrådet den 15. februar 1990 henvendelse til Folketingets Retsudvalg.
I henvendelsen anførte Forbrugerrådet bl.a., at undtagelsesbestemmelsen i
lovforslagets § 3, stk. 1, burde udgå, idet bestemmelsen ikke blot ville føre
til en urimelig mangel på vigtige oplysninger i forbindelse med den
almindelige forbrugers største økonomiske disposition, men også ville give
anledning til særdeles vanskelige afgrænsningsproblemer og dermed til
retsusikkerhed og forsøg på at omgå de foreslåede regler om
forbrugerbeskyttelse. Forbrugerrådet anførte endvidere i henvendelsen:
»Det er ikke rimeligt, at en kreditaftale med en håndværker, som
f.eks. udskifter vinduer eller installerer et nyt oliefyr, skal være undtaget
fra loven, og heller ikke at. f.eks. køb af nyt køkken eller
badeværelsesudstyr skal. Det er urimeligt og uforståeligt, at såvel husejeres
eller lejeres pantesikrede lån eller blankolån i pengeinstitutter eller hos
andre erhvervsdrivende skal være undtaget, når blot formålet med lånet er at
finansiere modernisering eller forbedring. Behovet for oplysning og
beskyttelse er det samme, når kreditten bruges til at anskaffe en bil, som
når den bruges til modernisering af et køkken.
Ifølge realkreditloven skal realkreditinstitutterne give oplysning om
effektiv rente. Det er konkurrenceforvridende, at finansielle supermarkeder
ikke skal give de samme oplysninger for samme type lån. I fremtiden vil megen
finansiering i forbindelse med bolig blive ydet af andre finansgiganter end
realkreditinstitutter. EF-direktivet er et minimumsdirektiv, så vi kan godt
have bedre regler i Danmark.«
Som svar på spørgsmål 2 af 28. februar 1990 fra Folketingets Retsudvalg,
hvori retsudvalget udbad sig en kommentar til henvendelsen fra
Forbrugerrådet, anførte Justitsministeriet, at man var enig i, at reglerne om
forbrugerkredit bør udformes på en sådan måde, at alle kreditgivere så vidt
muligt bliver stillet lige, således at konkurrenceforvridning mellem de
forskellige kreditgivere undgås. Justitsministeriet var endvidere enig med
Forbrugerrådet i, at »de her nævnte dispositioner er af så indgribende
betydning for forbrugeren, at væsentlige hensyn taler for, at kreditaftaler
med henblik på erhvervelse af fast ejendom m.v. ligeledes omfattes af
lovforslaget.«
Justitsministeren stillede på denne baggrund et ændringsforslag om, at §
3, stk. 1, i forslaget til lov om kreditaftaler skulle udgå, jf.
ændringsforslag nr. 4, i Folketingets Retsudvalgs betænkning af 10. maj 1990.
I bemærkningerne til ændringsforslaget, der blev vedtaget af Folketinget, er
der bl.a. anført følgende:
»Ændringsforslaget indebærer, at loven også kommer til at gælde for
kreditaftaler med henblik på erhvervelse eller bevarelse af en fast ejendom
eller med henblik på opførelse, modernisering eller forbedring af en bygning.
Den nærmere rækkevidde af denne undtagelse i lovforslaget og i EF-direktivet
kan i et vist omfang give anledning til tvivl. Hertil kommer, at undtagelsen
af sådanne lån fra lovens anvendelsesområde ville bevirke, at loven finder
anvendelse i visse tilfælde af belåning af fast ejendom, men ikke i andre
tilfælde, således at reglerne ville blive besværlige at administrere.
Ændringen vil samtidig bevirke en større ligestilling mellem
realkreditinstitutter og pengeinstitutter, idet der nu kommer til at gælde
samme regler om oplysning om effektiv rente for realkreditinstitutter som for
pengeinstitutter og andre långivere til forbrugere.«
2.4. Konklusion.
De synspunkter, som Justitsministeriet tilkendegav overfor Folketinget
vedrørende behovet for at inddrage kreditaftaler, der er sikret ved pant i
fast ejendom, under kreditaftalelovens anvendelsesområde, jf. afsnit 2.3.
ovenfor, er efter Justitsministeriets opfattelse fortsat af afgørende
betydning.
Justitsministeriet finder derfor ikke, at der er behov for at ændre
kreditaftaleloven således, at kreditaftaler mod pant i fast ejendom falder
helt udenfor lovens anvendelsesområde.
På den baggrund vil der i det følgende blive redegjort for
Justitsministeriets fortolkning af kreditaftaleloven i relation til lån mod
pant i fast ejendom. Formålet med redegørelsen er dels at beskrive den del af
den gældende retstilstand, som også skal stå ved magt efter en lovændring,
dels at fremhæve de praktiske problemer, som den gældende retstilstand har
givet anledning til, og som der derfor er behov for at afhjælpe gennem en
lovændring.
3. Den gældende retstilstand vedrørende pantebreve i fast ejendom.
3.1. Kreditaftalebegrebet og tidspunktet for afgivelse af
kreditoplysningerne.
Indledning
Efter kreditaftalelovens § 8, stk. 1, skal en kreditaftale udfærdiges
skriftligt og indeholde de oplysninger, der er nævnt i § 9 eller § 10 og i §
14, samt aftalens øvrige væsentlige vilkår. Forbrugeren skal endvidere i
forbindelse med aftalens indgåelse have overgivet en genpart af
kreditaftalen, jf. kreditaftalelovens § 8, stk. 2.
Kreditaftalelovens § 8 angiver ikke nærmere, hvad der forstås ved
»kreditaftale« i forbindelse med lån mod pant i fast ejendom.
Bestemmelsen angiver derfor heller ikke, på hvilket tidspunkt
kreditoplysningerne skal gives ved disse lån. En sådan præcisering fremgår
heller ikke af andre bestemmelser i kreditaftaleloven, således hverken af §
1, stk. 1-2, der afgrænser de kreditaftaler, som loven finder anvendelse på,
af § 4, stk. 1, der fastlægger begrebet kreditaftale, eller af § 9, stk. 1,
der vedrører kreditgiverens pligt til at give kreditoplysninger ved
indgåelsen af en kreditaftale. Heller ikke forarbejderne til
kreditaftaleloven indeholder en nærmere redegørelse for disse spørgsmål.
Fastlæggelsen af kreditaftalebegrebet og dermed af det tidspunkt, hvor
kreditoplysningerne skal gives, må derfor ske på grundlag af almindelige
formueretlige, herunder aftaleretlige, grundsætninger.
I det følgende vil der på denne baggrund blive redegjort nærmere for de
forudsætninger om kreditaftalebegrebet, som ligger til grund for reglerne i
tinglysningsbekendtgørelsen, og for Justitsministeriets opfattelse af
kreditaftalebegrebet m.v. i relation til forskellige typer af lån mod pant i
fast ejendom.
Tinglysningsbekendtgørelsen
I bekendtgørelse nr. 855 af 19. december 1990 om tinglysning er der i §
10, stk. 2, nr. 8, fastsat følgende bestemmelse:
»I rubrikken »Øvrige kreditoplysninger« skal angives, om
pantebrevet er omfattet af lov om kreditaftaler. Såfremt dette er tilfældet,
skal rubrikkens øvrige felter være udfyldt. For så vidt angår feltet »De
årlige omkostninger i procent« gælder reglen i 2. punktum ikke i tiden
indtil den 1. januar 1993. I fortrykte pantebrevsblanketter kan rubrikkens
tekst om nødvendigt fortsættes på side 4 eller på et særligt vedhæftet ark.'
I forlængelse heraf blev der i pantebrevsformularerne under rubrikken
»Øvrige kreditoplysninger« fastsat følgende:
ȯvrige kreditoplysninger:
Er pantebrevet omfattet af lov om kreditaftaler Ja Nej (Sæt kryds)
Lånebeløbet:
Kreditomkostningerne angivet som et beløb:
De årlige omkostninger i procent:
Eventuelle andre omkostninger:
Det samlede beløb, der skal betales:
De enkelte ydelser, disses antal og forfaldstid:»
I en cirkulæreskrivelse af 20. december 1990 til domstolene om den nye
tinglysningsbekendtgørelse har Justitsministeriet bl.a. anført, at man ved
indførelsen af § 10, stk. 2, nr. 8, i den nye bekendtgørelse om tinglysning
har forudsat, at der i forbindelse med tinglysning af et pantebrev ikke sker
prøvelse af de meddelte kreditoplysninger. Det er derfor ikke hensigten med
bestemmelsen i § 10, stk. 2, nr. 8, at tinglysningsdommeren skal foretage en
materiel kontrol af kreditors pligtmæssige meddelelse af kreditoroplysninger.
Som det fremgår af bestemmelsens formulering, skal tinglysningsdommeren
således alene påse, at der i rubrikken »Øvrige kreditoroplysninger«
er angivet, om pantebrevet er omfattet af kreditaftaleloven, og - i
bekræftende fald - at rubrikkens øvrige felter er udfyldt.
Realkreditlån
På baggrund af den nye bekendtgørelse om tinglysning rettede
Realkreditrådet den 21. december 1990 henvendelse til Justitsministeriet om
fortolkningen af begrebet »kreditaftale«.
I et svar af 2. januar 1991 på Realkreditrådets henvendelse anførte
Justitsministeriet bl.a. følgende:
»Efter kreditaftalelovens § 8 skal kreditaftaler udfærdiges
skriftligt og indeholde de oplysninger, der er nævnt i lovens § 9, samt
aftalens øvrige væsentlige vilkår. Efter kreditaftalelovens § 9, skal der
bl.a. oplyses om lånebeløbet, kreditomkostningerne angivet som et beløb, det
samlede beløb, der skal betales, samt de enkelte ydelser, disses antal og
forfaldstid.
Det fremgår således udtrykkeligt af § 8, at kreditoplysningerne skal gives
i den skriftlige kreditaftale. Ved realkreditlån er kreditaftalen det
pantebrev, som indeholder vilkårene for kreditten og den underskrift, hvorved
debitor forpligter sig til at betale lånet. Oplysningspligten efter
kreditaftaleloven kan derfor ikke opfyldes ved, at oplysningerne gives i et
løst dokument ved siden af kreditaftalen, som f.eks. lånetilbuddet, men kun
ved, at oplysningerne indgår som en integreret del af kreditaftalen, altså
pantebrevet.«
Justitsministeriet har også haft lejlighed til at tage stilling til
spørgsmålet om, hvornår kreditoplysningerne skal gives i forbindelse med
andre lån mod pant i fast ejendom.
Sælgerpantebreve
Som svar på et spørgsmål af 17. januar 1991 fra Folketingets Retsudvalg
(Alm. del - bilag 54), hvori retsudvalget udbad sig Justitsministeriets
kommentar til en henvendelse fra Dansk Ejendomsmæglerforening, anførte
Justitsministeriet således bl.a., at en kreditaftale, hvorefter en del af
købesummen for en fast ejendom skal berigtiges ved, at der udstedes et
sælgerpantebrev, som udgangspunkt ikke er omfattet af loven, idet
kreditgiveren (sælgeren) som regel ikke er erhvervsdrivende, jf.
kreditaftalelovens § 1, stk. 1. Hvis sælgeren bistås af en professionel
ejendomsformidler, der således formidler kreditaftalen, vil kreditaftalen
(sælgerpantebrevet) dog være omfattet af loven, jf. § 1, stk. 2. Dette ville
efter Justitsministeriets opfattelse formentlig blive den praktiske
hovedregel.
Justitsministeriet har også senere som svar på henvendelser fra
organisationer m.v. lagt til grund, at kreditaftalen ved udstedelse af et
sælgerpantebrev i forbindelse med en ejendomshandel er sælgerpantebrevet, når
sælgeren bistås af en professionel ejendomsformidler (som f.eks. en advokat).
Ejerpantebreve og skadesløsbreve
For så vidt angår ejerpantebreve, må det efter Justitsministeriets
opfattelse antages, at disse ikke er omfattet af kreditaftaleloven. Ejeren
optræder ved ejerpantebreve såvel om pantedebitor som pantekreditor, og
udstedelsen af ejerpantebrevet er for så vidt ganske uden retsvirkning. Først
når ejerpantebrevet håndpantsættes som sikkerhed for en underliggende
fordring , der i givet fald kan være omfattet af kreditaftaleloven, opnår
ejerpantebrevet realitet. Ud fra samme betragtning må det antages, at
skadesløsbreve heller ikke er omfattet af kreditaftaleloven. I et
skadesløsbrev fremgår det således af selve dokumentets indhold, at det skal
sikre et underliggende skyldforhold , der i sig selv kan være omfattet
af kreditaftaleloven, mellem debitor og kreditor.
Selv om ejerpantebreve ikke kan antages at være omfattet af
kreditaftaleloven, har Justitsministeriet tilkendegivet, at de oplysninger,
som fremgår af tinglysningsbekendtgørelsens § 10, stk. 2, nr. 8, også skal
gives i ejerpantebreve. Det skyldes, at bekendtgørelsen ikke indeholder
særlige undtagelsesbestemmelser om ejerpantebreve, og at bekendtgørelsens §
10 efter sin ordlyd omfatter enhver form for pantebrev i fast ejendom.
Konsekvensen heraf bliver dog alene, at der med hensyn til ejerpantebreve,
altid vil skulle sættes kryds ved »nej« i den ovennævnte rubrik i
pantebrevsformularerne. Den omstændighed, at man undlader at afkrydse
rubrikken, medfører ikke automatisk, at ejerpantebrevet afvises fra
tinglysning, idet lysning med frist i almindelighed kan ske, jf. Østre
Landsrets kendelse af 21. maj 1991, der er refereret af Lennart Lynge
Andersen i Fuldmægtigen, 1991, side 83.
For så vidt angår skadesløsbreve, har Justitsministeriet fået oplyst, at
det er antaget i tinglysningskontorernes praksis, at
tinglysningsbekendtgørelsens § 10, stk. 2, nr. 8, ikke finder anvendelse.
Gældsovertagelse
I et svar af 28. januar 1991 på en henvendelse fra et privat firma har
Justitsministeriet taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger
en ny kreditaftale, således at der skal gives kreditoplysninger i forbindelse
med overtagelsen af en gæld i fast ejendom. Det fremgår af svaret, at der
efter Justitsministeriets opfattelse ikke foreligger nogen ny kreditaftale i
de tilfælde, hvor gældsovertagelsen sker i henhold til tinglysningslovens §
39, stk. 1. Det skyldes, at gældsovertagelsen sker automatisk i henhold til
pantebrevets bestemmelser, uden at en ny aftale mellem kreditor og
erhververen af ejendommen er fornøden. Om der foreligger en ny kreditaftale i
tilfælde, hvor betingelserne for gældsovertagelsen i tinglysningslovens § 39,
stk. 1, ikke er opfyldt, anførte Justitsministeriet bl.a. følgende:
»Hvis betingelserne i tinglysningslovens § 39, stk. 1, ikke er
opfyldt, får gældsovertagelsen først virkning for panthaveren ved en af ham
og den nye ejer indgået aftale, jf. tinglysningslovens § 39, stk. 2.
Spørgsmålet er imidlertid, om der herved er indgået en ny kreditaftale med
den følge, at forbrugeren skal have de oplysninger, der fremgår af
kreditaftalelovens kap. 2.
Det har tidligere i teorien været drøftet, om personskifte i
skyldnerforhold terminologisk bør konstrueres enten således, at samme
fordring vedbliver at bestå med en ny debitor, eller således at fordringen
ophører og afløses af en ny fordring mellem andre parter, jf. herved Ussing:
Obligationsrettens alm.del, 4. udg., s. 209 og s. 292. Nyere teori tillægger
dog ikke denne sondring nogen betydning, jf. herved Gomard: Obligationsretten
i en nøddeskal, bind 3, s. 310. Spørgsmålet må derfor afgøres ud fra friere
overvejelser.
Justitsministeriet finder, at der ved vurderingen bør lægges vægt på, at
lånet som hovedregel fortsætter uændret på de samme vilkår uanset
gældsovertagelsen. For så vidt angår pantefordringen - som er den vigtigste
fordring efter pantebrevet - sker der ingen ændring ved ejerskiftet, idet
pantebrevet forudsættes at være tinglyst, jf. tinglysningslovens § 1, stk. 1.
Den eneste ændring er, at debitor for den overskydende personlige fordring er
en anden end den oprindelige. Denne ændring af den oprindelige aftale kan
efter Justitsministeriets opfattelse ikke anses for så væsentlig, at der
herved må siges at foreligge en ny kreditaftale.
Hvis pantebrevets vilkår ændres væsentligt i forbindelse med
gældsovertagelsen, vil der dog efter omstændighederne kunne foreligge en ny
kreditaftale med den følge, at der skal gives oplysninger efter lovens
kapitel 2.«
3.2. Opgørelse af kreditoplysninger i sælgerpantebreve.
Lånebeløbet og kreditomkostningerne m.v.
I justitsministerens forslag til lov om kreditaftaler var der i § 9, stk.
1, nr. 1, indsat en bestemmelse om, at kreditgiveren ved indgåelse af en
kreditaftale med fast lånebeløb skulle oplyse forbrugeren om hovedstolen,
d.v.s. lånebeløbet uden tillæg af nogen art. Kreditgiveren skulle endvidere
oplyse forbrugeren om det samlede beløb, der skal betales, d.v.s. summen af
hovedstolen, udbetalingen og kreditomkostningerne, jf. lovforslagets § 9,
stk. 1, nr. 4. Det er i bemærkningerne til bestemmelsen bl.a. anført, at
bestemmelsen svarer til direktivets artikel 4, stk. 2, litra c).
Under behandlingen af lovforslaget om kreditaftaler i Folketinget stillede
justitsministeren følgende ændringsforslag til § 9, som blev vedtaget af
Folketinget:
»Til § 9
I stk. 1 affattes nr. 1 således:
1) Lånebeløbet: Det lånte beløb efter fradrag af stiftelsesomkostninger,
kurstab og lignende.
(Vedtages ændringsforslaget, ændres udtrykket »hovedstolen« til
»lånebeløbet« i § 9, stk. 1, nr. 4 og nr. 5, § 23, stk. 1, og § 26,
stk. 3).'
I bemærkningerne til ændringsforslaget er det bl.a. anført, at det med
ændringsforslaget bliver præciseret, at det, der skal oplyses over for
forbrugeren som lånebeløbet, er det beløb, som bliver udbetalt efter fradrag
af stiftelsesomkosninger, kurstab og lignende. Det er endvidere anført, at
udtrykket »lånebeløbet« i den forbindelse findes at være mere
rammende end udtrykket »hovedstolen«, der i almindelig sprogbrug
anvendes som udtryk for f.eks. et pantebrevs pålydende beløb.
I en skrivelse af 16. januar 1991 rettede Dansk Ejendomsmæglerforening
henvendelse til Folketingets Retsudvalg vedrørende kreditaftaleloven. I
henvendelsen er der om beregningen af lånebeløbet, kreditomkostningerne og
det samlede beløb, der skal betales for kreditten, ved udstedelsen af et
sælgerpantebrev i forbindelse med en ejendomshandel bl.a. anført:
»Ad 1. (Lånebeløbet)
Dette begreb bestemmes i loven som »det lånte beløb med fradrag af
stiftelsesomkostninger, kurstab og lignende«.
»Lånebeløbet« bør være det beløb, som forbrugeren faktisk kan
forbruge, når han forlader kreditgiveren efter aftalens indgåelse. Dette
gælder efter Justitsministeriets opfattelse, uanset at køber ved
pantebrevsfinansiering ikke får et beløb i hånden.
Det er foreningens opfattelse, at en beregning af lånebeløbet, som angivet
i loven, giver »lånebeløb«, som ved sælgerpantebreve er et
vildledende tal. Det giver således alene mening at tale om kurstab på
sælgerpantebreve ved en eventuel aftale med sælger om indfrielse, hvorefter
der ikke eksisterer en låneaftale.
Endvidere skal køber altid betale stempel og tinglysningsgebyr udover
hovedstolen.
Ad 2. (Kreditomkostningerne)
Det er heller ikke i overensstemmelse med virkeligheden at anføre kurstab
som en kreditomkostning ved sælgerpantebreve.
Ad 3. (Det samlede beløb)
Ved et regneeksempel kan det belyses, at summen af lånebeløbet og de
samlede kreditomkostninger ikke, som tiltænkt efter loven, ved
sælgerpantebreve giver en korrekt angivelse af det samlede beløb, der skal
betales.
Debitor ifølge et sælgerpantebrev skal altid betale hovedstolen + de
totale renter + stiftelsesomkostninger, hvilket beløb vil overstige summen af
»lånebeløbet« og »kreditomkostningerne«.
Dansk Ejendomsmæglerforening finder det beklageligt, at Folketinget har
gennemført en forbrugerbeskyttelseslov, der via sin begrebsfastlæggelse
medfører en vildledende information til forbrugeren.'
I et svar af 5. februar 1991 på et spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg
kommenterede Justitsministeriet Dansk Ejendomsmæglerforenings vurdering af,
hvordan kreditomkostningerne m.v. skal beregnes ved udstedelsen af
sælgerpantebreve. I Justitsministeriets svar er det bl.a. anført:
. . . . I den anledning skal Justitsministeriet bemærke, at
»lånebeløbet« er forskelligt fra begrebet »hovedstolen«,
der traditionelt anvendes som betegnelse for »det nominelle
lånebeløb«. Lånebeløbet er derimod det kontante beløb, som forbrugeren
»får i hånden« ved optagelsen af lånet.
Det karakteristiske for sælgerpantebreve er, at de udstedes med en fast
nominel rente, som ikke ændrer sig i takt med markedsrenten. Derved kan
pantebrevets kursværdi blive forskelligt fra den til enhver tid værende
restgæld på pantebrevet. Når lånebeløbet skal beregnes, er det derfor korrekt
at fradrage et evt. kurstab, hvorved det kontante provenu af lånet
fremkommer. Den omstændighed, at der ved sælgerpantebreve ikke kommer noget
beløb til udbetaling , fordi beløbet straks anvendes som delvis betaling af
købesummen for den faste ejendom, er efter Justitsministeriets opfattelse
ikke til hinder for, at man kan tale om, at der opnås et kontant provenu ved
kreditaftalen (sælgerpantebrevet).
Det samme gælder for så vidt angår stiftelsesomkostninger m.v., der
naturligvis må fradrages, for at det kontante provenu kan beregnes korrekt.
Bestemmelsen i § 9, stk. 1, nr. 1, om lånebeløbet skal i øvrigt ses i
sammenhæng med lovens § 9, stk. 1, nr. 4, der træder i kraft den 1. januar
1993, og hvorefter der skal oplyses om de årlige omkostninger i procent. Som
det fremgår af bestemmelsen, skal denne procentsats beregnes med udgangspunkt
i lånebeløbet. For at gøre det muligt for forbrugeren at sammenligne
forskellige lån, er det nødvendigt at operere med den samme fortolkning af
begrebet lånebeløbet i relation til alle kreditaftaler.
Det tilføjes, at det ved sælgerpanterbreve er en forudsætning for at kunne
beregne lånebeløbet, at der gives oplysning om pantebrevets kursværdi. Reglen
vil derfor i praksis indebære, at der nu gives køber af fast ejendom denne
meget væsentlige oplysning.
Endelig anføres det, at summen af lånebeløbet og de samlede
kreditomkostninger ved sælgerpantebreve ikke giver en korrekt angivelse af
det samlede beløb, der skal betales, jf. herved lovens § 9, stk. 1, nr. 5.
Efter kreditaftalelovens § 9, stk. 1, nr. 5, skal der foruden oplysning om
lånebeløbet, kreditomkostningerne og de årlige omkostninger i procent m.v.
gives oplysning om »det samlede beløb, der skal betales«, hvilket i
loven defineres som summen af lånebeløbet, (udbetalingen) og
kreditomkostningerne, herunder stiftelsesomkostninger, renter og kurstab.
Dansk Ejendomsmæglerforening anfører i den forbindelse, at denne
definition af begrebet »det samlede beløb, der skal betales«, er
vildledende for forbrugeren.
Heri er Justitsministeriet ikke enig. Formålet med de angivne oplysninger
er, at forbrugeren dels kan se, hvad kreditten i realiteten koster ham, dels
kan sammenligne udgifterne ved at optage lånet med udgifterne ved at optage
lånet andetsteds, dels sammenligne med at foretage kontant betaling . . .
Man kan dernæst tage et eksempel, hvor der i forbindelse med en hushandel
udstedes et sælgerpantebrev. Som oplyst af Dansk Ejendomsmæglerforening i
henvendelsen til Retsudvalget, betales stiftelsesomkostninger (stempel og
tinglysningsgebyrer) særskilt og indgår således ikke i pantebrevets
pålydende. Derfor må der ved beregningen tages hensyn til, at det beløb, som
debitor forpligter sig til at betale efter kreditaftalen (pantebrevet), ikke
kun er det pålydende beløb, men tillige udgiften til tinglysning og stempel,
således at det lånte beløb er pantebrevets pålydende plus
stiftelsesomkostninger.
Hovedstol (pantebrevets pålydende): 100.000 kr.
Stiftelsesomkostninger: 2.500 kr.
-----------
Det lånte beløb: 102.500 kr.
Kurstab: 25.000 kr.
Stiftelsesomkostninger: 2.500 kr.
-----------
Lånebeløb: 75.000 kr.
Renter i hele lånets løbetid: 89.000 kr.
Stiftelsesomkostninger: 2.500 kr.
Kurstab: 25.000 kr.
-----------
Samlede kreditomkostninger: 116.500 kr.
Lånebeløb: 75.000 kr.
Samlede kreditomkostninger: 116.500 kr.
-----------
Det samlede beløb, der skal betales: 191.500 kr.
Dette beløb betales over 60 terminer (løbetid 15 år) a 3.150 kr. plus
2.500 kr. i stiftelsesomkostninger, som betales ved oprettelsen af
pantebrevet.'
Tilsvarende synspunkter har Justitsministeriet givet udtryk for i et svar
af 14. februar 1991 til Advokatrådet.
I praksis er der dog efter Justitsministeriets opfattelse ikke grund til
at beregne lånebeløbet således, at man først til pantebrevets hovedstol
lægger de stiftelsesomkostninger, som køberen betaler særskilt, og som derfor
ikke indgår i pantebrevets pålydende, hvorved det lånte beløb fremkommer, og
derefter trækker stiftelsesomkostningerne og kurstabet fra, hvorved
lånebeløbet fremkommer. I stedet kan man i tilfælde, hvor
stiftelsesomkostningerne ikke betales af lånets hovedstol (det lånte beløb),
nøjes med at trække kurstabet fra hovedstolen, hvorved lånebeløbet
fremkommer. Man skal dog samtidig sørge for, at stiftelsesomkostningerne og
kurstabet indgår i opgørelsen af de samlede kreditomkostninger.
I en skrivelse af 16. juli 1991 til et advokatfirma har Justitsministeriet
taget stilling til et spørgsmål om, hvorvidt det ved sælgerpantebreve er den
kurs, som køberen får tilbudt, som skal danne grundlag for beregningen af
kurstabet, eller om det er den kurs, som sælgeren har fået ved salg af
pantebrevet med fradrag af et nærmere aftalt kurspoint til formidleren af
pantebrevssalget. Det fremgår af skrivelsen, at det som udgangspunkt er den
kurs, som køberen får tilbudt, der skal danne grundlag for beregningen af
kurstabet, idet beregningen skal ske i forhold til køberen, d.v.s.
forbrugeren, og ikke i forhold til sælgeren. Det fremgår endvidere af
skrivelsen, at det i tilfælde, hvor køberen undlader at indfri pantebrevet
til underkurs, og i stedet vælger at udstede sælgerpantebrev, ligeledes er
den tilbudte kurs, der skal lægges til grund for beregningen af kurstabet.
Andre kreditoplysninger
Som svar på henvendelser fra organisationer m.v. har Justitsministeriet
tillige haft lejlighed til at tage stilling til andre spørgsmål vedrørende
opgørelse af kreditoplysninger ved udstedelse af sælgerpantebreve.
Justitsministeriet har i den forbindelse overfor Advokatrådet bl.a.
tilkendegivet, at præmien på ejendommens brandforsikring normalt vil skulle
oplyses i et sælgerpantebrev efter bestemmelsen i kreditaftalelovens § 14,
jf. § 13, stk. 2, nr. 6. Dette vil gælde i alle tilfælde, hvor
Justitsministeriets pantebrevsformular A, pkt. 6, eller et tilsvarende vilkår
er aftalt som led i kreditaftalen.
Justitsministeriet har endvidere overfor Advokatrådet tilkendegivet, at
der efter kreditaftalelovens § 9, stk. 1, nr. 6, skal ydes selvstændig
oplysning om størrelsen af hver enkelt ydelse og antallet af ydelser, ligesom
der skal oplyses om ydelsernes forfaldstid. En henvisning til pantebrevenes
rubrik »rente- og betalingsvilkår« er således ikke tilstrækkelig.
3.3. Indfrielse af en fordring før forfaldstidspunktet.
I tilknytning til det ændringsforslag, som indebærer, at alle
kreditaftaler mod pant i fast ejendom er omfattet af kreditaftaleloven, jf.
afsnit 2.3. ovenfor, blev det foreslået, at der i lovforslagets § 25 (jf. nu
kreditaftalelovens § 26) som stk. 2, blev indsat en bestemmelse om, at retten
til at indfri en fordring før forfaldstidspunktet ikke skal gælde for
pantebreve i fast ejendom. I bemærkningerne er der om dette ændringsforslag
anført følgende:
»Da visse af de lånetyper, som anvendes inden for realkreditten, i et
vist omfang indeholder særlige indfrielsesvilkår, er der samtidig foreslået
en ændring af lovforslaget § 25, således at disse lånetyper med særlige
indfrielsesvilkår kan opretholdes. Der henvises til ændringsforslag nr.
24.«
I et notat om forslaget til lov om kreditaftaler, som Forbrugerrådet den
10. maj 1990 fremsendte til Folketingets Retsudvalg, anførte Forbrugerrådet
bl.a., at justitsministerens ændringsforslag vedrørende undtagelse fra retten
til indfrielse af fordringen før forfaldstidspunktet efter formuleringen
syntes at række en hel del videre end til at muliggøre opretholdelsen af
nogle særlige lånetyper. Formuleringen af undtagelsesbestemmelsen vedrørte
alle pantebreve i fast ejendom, således at forbrugeren alene i tilfælde, hvor
det er særskilt aftalt, skal have ret til indfrielse før forfaldstidspunkt.
Forbrugerrådet foreslog på denne baggrund, at ændringsforslaget ikke burde
gennemføres.
Forbrugerrådets synspunkter blev ikke imødekommet. Justitsministeren
stillede derimod et ændringsforslag til lovforslagets § 27, hvorefter der som
stk. 6, blev indsat en bestemmelse om, at lovforslagets § 27, stk. 1-5, om
reduktion af kreditomkostningerne ved indfrielse af fordringen før
forfaldstidspunktet ikke skulle gælde for pantebreve i fast ejendom. I
bemærkningerne til ændringsforslaget, som blev vedtaget af Folketinget, er
det anført, at ændringsforslaget indebærer en tydeliggørelse af, at
bestemmelserne i § 27, stk. 1-5, ikke gælder for pantebreve i fast ejendom.
Baggrunden for ændringsforslaget er nærmere uddybet i Justitsministeriets
svar af 29. maj 1990 på spørgsmål 8 fra Folketingets Retsudvalg. I svaret er
der bl.a. anført:
»Lovforslagets §§ 26-27 som affattet efter 2. behandlingen hører
uløseligt sammen, idet § 27 nærmere beskriver, hvorledes kreditomkostningerne
skal reduceres, såfremt forbrugeren ønsker at betale sin gæld før
forfaldstidspunktet, således som forbrugeren har ret til efter § 26. Ud fra
sammenhængen er det således klart, at § 27 ikke skal gælde for pantebreve i
fast ejendom.
Dette fremgår af henvisningen til § 27 i § 26, stk. 1, 2. pkt. Da man
imidlertid ved isoleret læsning af § 27 ikke bliver opmærksom på denne
henvisning og den heraf følgende begrænsning for § 27, har Justitsministeriet
efter at have gennemgået lovteksten som vedtaget ved 2. behandlingen
imidlertid fundet det mest hensigtsmæssigt at præcisere retstilstanden,
således at det udtrykkeligt anføres i § 27, at denne bestemmelse ikke gælder
for pantebreve i fast ejendom. På denne baggrund har Justitsministeriet
stillet ændringsforslaget til § 27.«
I en skrivelse af 18. december 1990 til Finansrådet har Justitsministeriet
på den baggrund oplyst, at undtagelsesbestemmelsen i kreditaftalelovens § 26,
stk. 2, gælder generelt for alle pantebreve i fast ejendom, herunder sådanne
pantebreve, som en forbruger udsteder til et pengeinstitut.
Justitsministeriet har dog senere i en skrivelse af 28. januar 1990 til
Den Danske Bank præciseret, at bestemmelsen i kreditaftalelovens § 26, stk.
2, ikke gælder for gældsbreve, der er sikret ved ejerpantebrev i fast
ejendom, og hvor kreditaftalen er gældsbrevet.
3.4. Forbrugerens beskyttelse ved kreditgiverens overdragelse af
fordringen til trediemand.
Kreditaftalelovens almindelige ordning
Efter kreditaftalelovens § 31, stk. 1, må kreditgiveren ikke i
forbindelse med en kreditaftale modtage veksel eller andet særligt
skylddokument, der forpligter forbrugeren, og som ved overdragelse kan
medføre indskrænkning af forbrugerens ret til at fremsætte indsigelser
vedrørende aftalen. I tilknytning hertil er det i kreditaftalelovens § 32
bestemt, at det ikke kan aftales, at der ved overdragelse til trediemand af
de rettigheder, som tilkommer kreditgiveren, sælgeren eller leverandøren af
en tjenesteydelse, sker indskrænkning af dennes forpligtelser over for
forbrugeren. Efter kreditaftalelovens § 33, stk. 1, kan forbrugeren endelig
over for anden kreditor gøre samme indsigelser gældende som over for
kreditgiveren, sælgeren eller leverandøren af en tjenesteydelse. I de
tilfælde, der er nævnt i kreditaftalelovens § 5, nr. 2, kan forbrugeren under
visse betingelser også over for anden kreditor rejse samme pengekrav på
grundlag af købet som over for sælgeren, jf. nærmere kreditaftalelovens § 33,
stk. 2. Det samme gælder ved kreditaftaler med henblik på opnåelse af en
tjenesteydelse, jf. kreditaftalelovens § 33, stk. 3.
Det fremgår bl. a. af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 33, stk. 1,
at bestemmelsen svarer til direktivets art. 9, og at bestemmelsen ikke
udelukker, at forbrugerens indsigelser mod trediemand kan eksstingveres efter
lovgivningens almindelige regler, såfremt trediemand har erhvervet et
negotiabelt dokument. For at undgå, at forbrugeren fortaber sine indsigelser
over for trediemand, er det derfor som nævnt i § 31, stk. 1, fastsat, at
kreditgiveren ikke i forbindelse med en kreditaftale må modtage negotiable
dokumenter fra forbrugeren.
Særligt om pant i fast ejendom
Efter kreditaftalelovens § 31, stk. 2, er bestemmelsen i stk. 1, ikke til
hinder for, at kreditgiveren i forbindelse med en kreditaftale får pant i
fast ejendom. I tilknytning hertil er der i kreditaftalelovens § 33, stk. 4,
fastsat følgende bestemmelse:
»§ 33....
Stk. 4. Har kreditgiveren fået pant i fast ejendom, jf. § 31, stk. 2,
gælder reglerne i stk. 1-3 kun i det omfang, andet ikke følger af reglerne om
tinglyste pantebreve i fast ejendom.«
I bemærkningerne til bestemmelsen er der peget på, at forbrugerens
indsigelser kan eksstingveres efter bestemmelsen i tinglysningslovens § 27.
Efter forarbejderne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 33, stk. 1, må
det efter Justitsministeriets opfattelse tillige antages, at forbrugerens
indsigelser kan eksstingveres efter reglerne i gældsbrevsloven i de tilfælde,
hvor pantebrevet i den faste ejendom må anses for et omsætningsgældsbrev, men
ikke er tinglyst, jf. herved gældsbrevslovens § 11, stk. 2, nr. 3, og § 15.
4. Problemerne i praksis.
4.1. Indledning.
Bestemmelserne i kreditaftaleloven og den fortolkning, som efter
Justitsministeriets opfattelse må anlægges, giver som allerede påpeget
anledning til flere praktiske problemer i relation til kreditaftaler mod pant
i fast ejendom, herunder navnlig vedrørende handel med fast ejendom.
I det følgende vil der derfor blive nærmere redegjort for disse problemer.
4.2. Realkreditlån.
Det er karakteristisk for realkredinstitutternes virksomhed, som er
nærmere reguleret i realkreditlov nr. 841 af 20. december 1989, at der ydes
lån mod registreret pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af
realkreditobligationer.
Provenuet ved salg af realkreditobligationerne bliver i princippet ikke
udbetalt til kunden (forbrugeren), før realkreditinstituttet har modtaget
pantebrev i kundens ejendom i behørigt tinglyst stand. Dette indebærer, at de
nærmere vilkår for lånet afhænger af, til hvilken kurs
realkrediobligationerne bliver solgt. Fra det tidspunkt, hvor
realkreditinstituttet fremsender sit endelige lånetilbud og pantebrevsudkast
til kunden, og det tidspunkt, hvor udbetaling af lånet til kunden finder
sted, hersker der derfor en vis usikkerhed om, hvorvidt de vilkår for
realkreditlånet, der fremgår af lånetilbuddet, kan opretholdes. Usikkerheden
accentueres i perioder med store kurssvingninger på børsen og lange
ekspeditionstider for tinglysning af pantebreve. Kunden kan dog sikre sig
imod kurssvingninger ved at opnå en »pengeinstitutgaranti« eller
ved at indgå en »kurssikringskontrakt« med realkreditinstituttet.
Hertil kommer, at realkreditinstitutterne med hensyn til finansiering af
nybyggeri eller vedligeholdelses- og forbedringsarbejder kan tilbyde
»forhåndslån«, jf. realkreditlovens § 40.
Et af de problemer, som består efter den gældende retstilstand, hvorefter
kreditoplysningerne skal anføres på pantebrevet, er, at pantebrevene bliver
meget omfangsrige, navnlig fordi angivelsen af de enkelte ydelser, disses
antal og forfaldstid fylder meget ved lån med lang løbetid (op til flere
A4-sider). Dette er til gene for tinglysningskontorerne, som skal opbevare
genparter af de tinglyste pantebreve, samt for realkreditinstitutterne, der
ligger inde med et stort antal originale dokumenter.
Kreditoplysningerne i pantebrevet til realkreditinstituttet er endvidere
meget ofte af foreløbig karakter, fordi de endelige vilkår for et
realkreditlån som nævnt først kan fastlægges, når realkreditobligationerne er
blevet solgt.
I en fælles skrivelse af 22. april af 1991 har Forbrugerrådet og
Realkreditrådet rettet henvendelse til Justitsministeriet om, hvorledes de
anførte problemer kan løses i praksis. I skrivelsen er der bl.a. anført
følgende:
»Vi forestiller os således, at:
1. kreditoplysningerne i henhold til kreditaftalelovens § 9 gives
i lånetilbudet til låntager, således som de er kendt på tidspunktet for
afgivelse af lånetilbud. Oplysningerne gives på standardiseret måde, d.v.s.
med ensartet beregning og opstilling uanset hvilket realkreditinstitut, der
afgiver lånetilbudet. Hermed har låntager et umiddelbart
sammenligningsgrundlag. Låntager gøres i lånetilbudet opmærksom på, at de
afgivne oplysninger alene er gældende på tilbudstidspunktet, og at ændringer
som følge af kurssvingninger vil kunne forekomme, medmindre lånevilkårene
fastlåses gennem en fastkursaftale.
2. der i selve pantebrevet undlades afgivelse af
kreditoplysninger. Det angives alene i pantebrevet, at pantebrevet er
omfattet af kreditaftaleloven. Umiddelbart over låntagers underskrift
anføres, at låntager forud for aftalens indgåelse har modtaget
kreditoplysninger i henhold til kreditaftalelovens bestemmelser.
I pantebrevet optages for realkreditinstituttets vedkommende en
bestemmelse om, at låntager ved afregningen af låneprovenuet modtager en
endelig opgørelse af de konstaterede kreditomkostninger i
realkreditinstituttet. .
Hermed opfyldes kravet om, at kreditoplysningerne indgår som en integreret
del af låneaftalen. Samtidig undgås det, at der i selve pantebrevet (og
genparten heraf) optages oplysninger, der kun undtagelsesvis vil være udtryk
for de endelige kreditomkostninger, på grund af kurssvingninger og det, at
den første (skæve) ydelse ikke kan beregnes, førend lånet faktisk er
hjemtaget.«
4.3. Sælgerpantebreve.
For så vidt angår sælgerpantebreve, rejser den gældende retstilstand
nogle væsentlige problemer.
For det første har køberen behov for at få de nødvendige kreditoplysninger
inden det tidspunkt, hvor køberen underskriver dokumentet om overdragelse af
den faste ejendom (slutseddelen), hvori han i almindelighed forpligter sig
til at udstede et sælgerpantebrev.
For det andet har anvendelsen af kreditaftalelovens § 9, stk. 1, nr. 1, om
pligten til at oplyse lånebeløbet (det lånte beløb efter fradrag af
stiftelsesomkostninger, kurstab og lignende) voldt vanskeligheder i praksis,
jf. afsnit 3.2. ovenfor. Det er i den forbindelse gjort gældende, at det er
svært at operere med et kurstab i forbindelse med sælgerpantebreve. Mens
sælgeren kan lide et kurstab, hvis sælgerpantebrevet afhændes, er det
begrebsmæssigt vanskeligere at tale om, at køberen lider et kurstab. Hvad
køberen (forbrugeren) bør vide, inden han forpligter sig til at udstede et
sælgerpantebrev, er, hvilket beløb der skal betales, hvis han vælger at
foretage kontant betaling af den del af købesummen, der ellers skulle
finansieres ved udstedelse af sælgerpantebrev.
For det tredie er kravet efter den gældende retstilstand om, at
kreditoplysningerne skal anføres på sælgerpantebrevene, til stor gene for
tinglysningskontorerne og for parterne, sml. afsnit 4.2. ovenfor vedrørende
realkreditpantebreve.
5. Lovforslagets indhold.
5.1. Principperne bag lovforslaget.
Et af kreditaftalelovens væsentligste formål er at give forbrugeren
mulighed for at sammenligne forskellige kreditgiveres tilbud. En afgørende
forudsætning for denne sammenligning er, at det grundlag, hvorpå
kreditoplysningerne skal beregnes, er det samme uanset kredittilbuddets
karakter. Denne forudsætning er i kreditaftalelovens bl.a. tilgodeset ved, at
de bestemmelser, som er fastsat i § 9, om pligt til at give
kreditoplysninger, gælder for alle kreditaftaler med fast lånebeløb.
En ændring af kreditaftalelovens bestemmelser med henblik på at afhjælpe
de praktiske problemer vedrørende lån mod pant i fast ejendom, som der er
redegjort for i afsnit 4. ovenfor, må derfor efter Justitsministeriets
opfattelse foretages således, at det sikres, at kreditaftalelovens generelle
bestemmelser om afgivelse af kreditoplysninger ikke fraviges i en sådan grad,
at det bliver vanskeligt at sammenligne vilkårene i et tilbud om lån mod pant
i fast ejendom med andre tilbud om kredit. Lovforslaget tilgodeser dette
hensyn.
5.2.Oversigt over lovforslagets bestemmelser.
Forslagets § 8 a, stk. 1-2, indebærer, at kreditgiveren skal angive
kreditoplysningerne i kredittilbuddet eller, for så vidt angår
sælgerpantebreve, i aftalen om overdragelse af den faste ejendom
(slutseddelen). Bestemmelserne betyder således, at pantebrevene ikke bliver
så omfangsrige. Dette vil være til gavn for såvel parterne som for
tinglysningskontorerne, jf. afsnit 4.2. - 4.3. ovenfor. Samtidig sikrer
bestemmelsen om sælgerpantebreve, jf. § 8 a, stk. 2, 1. pkt., at køberen af
den faste ejendom får kreditoplysningerne på det tidspunkt, hvor han har et
reelt behov herfor, sml. afsnit 4.3. ovenfor. Bestemmelsen rejser derfor et
spørgsmål om, hvorvidt bekendtgørelse nr. 673 af 3. oktober 1990 om
ejendomsmæglere og ejendomshandlere skal ændres, således at det kommer til at
fremgå udtrykkeligt af bekendtgørelsen, at ejendomsformidlerne skal give
kreditoplysningerne i forbindelse med aftalen om overdragelse af den faste
ejendom, d.v.s. i slutseddelen. Justitsministeriet har i den forbindelse
anmodet Industriministeriet om at overveje dette spørgsmål.
Bestemmelserne i § 8 a, stk. 1-2, forudsætter endvidere, at
tinglysningsbekendtgørelsen og de pantebrevsformularer, der er udarbejdet i
henhold til bekendtgørelsen, jf. afsnit 4.3. ovenfor, bliver ændret, således
at det ikke længere kræves, at kreditoplysningerne skal være angivet i
pantebrevene. Justitsministeriet vil sørge for, at denne ændring af
tinglysningsbekendtgørelsen m.v. bliver foretaget.
Lovforslagets § 8 a, stk. 2, 2. pkt., bestemmer udtrykkeligt, at
kreditgiveren i aftalen om overdragelse af den faste ejendom skal give
køberen oplysning om, hvilket beløb der skal betales, hvis køberen kan betale
kontant i stedet for at udstede et sælgerpantebrev. Denne oplysning skal
allerede gives efter den gældende retstilstand, idet der ved beregningen af
lånebeløbet og kreditomkostningerne skal ske fradrag af køberens tab ved ikke
at have indfriet sælgerpantebrevet til en lavere kurs, jf. afsnit 3.2.
ovenfor. Formålet med bestemmelsen er således alene at præcisere, at der ved
beregningen af lånebeløbet efter kreditaftalelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og
kreditomkostningerne efter § 9, stk. 1, nr. 3, skal tages i betragtning, om
køberen skulle betale mindre end, hvad der fremgår af sælgerpantebrevets
hovedstol, såfremt han betalte kontant i stedet for at udstede et
sælgerpantebrev. Med denne bestemmelse vil den usikkerhed om beregningen af
lånebeløbet og kreditomkostningerne, som har vist sig at opstå i praksis,
blive fjernet.
Indførelsen af bestemmelser om, at kreditoplysningerne skal gives i
tilbuddet eller, for så vidt angår sælgerpantebreve, i slutseddelen, betyder,
at kreditoplysningerne ikke altid vil være helt korrekte. Dette gælder
særligt vedrørende realkreditlån, hvor det kontante provenu, som forbrugeren
vil få, afhænger af, til hvilken kurs realkreditobligationerne kan sælges,
jf. afsnit 4.2. ovenfor. Hvis de oplysninger, som er givet i tilbuddet eller
slutseddelen, er af foreløbig karakter, er kreditgiveren derfor efter
lovforslagets § 8 a, stk. 3, forpligtet til snarest muligt at sende
meddelelse til forbrugeren om de endelige kreditoplysninger. I det omfang
realkreditlånene afregnes ved udlevering af obligationer til forbrugeren, som
realkreditinstitutterne ikke skal realisere på forbrugerens vegne, vil
realkreditinstitutterne efter udleveringen af obligationerne ikke få
oplysninger om obligationernes realisering og dermed heller ikke om
størrelsen af det endelige låneprovenu. Bestemmelsen forudsætter derfor, at
realkreditinstitutterne i disse tilfælde ikke har pligt til at sende
forbrugeren meddelelse om de endelige kreditoplysninger.
Henvisningen i lovforslagets § 8 a, stk. 4, til kreditaftalelovens § 8,
indebærer, at det tilbud, hvori kreditoplysningerne skal fremgå, skal
udfærdiges skriftligt. Det samme gælder for aftalen om overdragelse af den
faste ejendom og for den meddelelse, der skal gives efter lovforslaget § 8 a,
stk. 3. Henvisningen indebærer endvidere, at forbrugeren skal have udleveret
en genpart af dokumenterne, jf. kreditaftalelovens § 8, stk. 2.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser.
Lovforslaget skønnes ikke at indebære økonomiske eller administrative
konsekvenser af betydning for det offentlige.
7. Høring.
Følgende interesseorganisationer m.v. har deltaget i en møderække om
kreditoplysninger i forbindelse med realkreditlån og sælgerpantebreve og har
været hørt over et udkast til lovforslaget:
Forbrugerrådet, Realkreditrådet, Den Danske Dommerforening, Advokatrådet,
Finansrådet og Dansk Ejendomsmæglerforening.
Endvidere har Industriministeriet været hørt over udkastet til lovforslag.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1.
Bestemmelsen i stk. 1 indebærer, at kreditoplysningerne ved lån
mod pant i fast ejendom skal gives i kreditgiverens tilbud og ikke i
pantebrevet.
Efter formuleringen omfatter bestemmelsen alle kreditaftaler om optagelse
af lån mod pant i fast ejendom. Bestemmelsen finder derfor ikke alene
anvendelse på realkreditlån men også på andre kreditaftaler mod pant i fast
ejendom, herunder pantebreve til pengeinstitutter. For så vidt angår
sælgerpantebreve, gælder dog bestemmelsen i stk. 2 , jf. nedenfor.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse på kreditaftaler, hvor lånet sikres
ved håndpantsætning af et ejerpantebrev eller ved udstedelse af et
skadesløsbrev, jf. afsnit 3.1. ovenfor vedrørende den gældende retstilstand.
I disse tilfælde skal der dog gives kreditoplysninger i forbindelse med
kreditaftalen om den underliggende fordring i henhold til kreditaftalelovens
§ 8.
I lighed med den gældende retstilstand, jf. afsnit 3.1. ovenfor, falder
gældsovertagelse udenfor bestemmelsen. Det gælder ikke blot i tilfælde, hvor
gældsovertagelsen finder sted »automatisk« uden aftale med
kreditgiveren i henhold til tinglysningslovens § 39, stk. 1, men normalt også
når gældsovertagelsen sker efter tinglysningslovens § 39, stk. 2. Det
skyldes, at der i forbindelse med en gældsovertagelse ikke oprettes en ny
kreditaftale. Hvis vilkårerne for kreditten ændres væsentligt i forbindelse
med gældsovertagelsen, vil der efter omstændighederne foreligge en ny
kreditaftale, der vil udløse pligt til at give kreditoplysninger efter
bestemmelsen. Afgørelsen må træffes ud fra en konkret vurdering under hensyn
til bl.a. karakteren af de ændrede vilkår.
Bestemmelsen i stk. 2 , der vedrører sælgerpantebreve, bestemmer
udtrykkeligt, at kreditoplysningerne skal gives i aftalen om overdragelse af
den faste ejendom, d.v.s. slutseddelen. Bestemmelsen betyder, at
kreditoplysningerne i praksis skal gives af ejendomsmægleren eller
ejendomshandleren. Hvis det undtagelsesvis ikke i forbindelse med aftalen om
overdragelse af den faste ejendom, men først senere, aftales, at der skal
udstedes et sælgerpantebrev, finder bestemmelsen efter sagens natur ikke
anvendelse. I dette tilfælde skal kreditoplysningerne gives i tilbuddet efter
bestemmelsen i stk. 1.
I aftalen om overdragelse af den faste ejendom (slutseddelen) skal
kreditgiveren endvidere efter bestemmelsen i stk. 2, 2. pkt., oplyse
forbrugeren om, hvilket beløb der skal betales, hvis forbrugeren kan betale
kontant hos kreditgiveren i stedet for at udstede sælgerpantebrev. Under
hensyn til den usikkerhed, som har vist sig i praksis med hensyn til
beregningen af lånebeløbet og kreditomkostningerne, jf. nærmere afsnit 3.2.
ovenfor, har Justitsministeriet fundet det nødvendigt at indføre
bestemmelsen. Bestemmelsen ændrer ikke men præciserer den gældende
retstilstand, hvorefter forbrugeren skal have oplysning om kurstabet ved at
udstede sælgerpantebrev i stedet for at betale kontant. Den beregning af
lånebeløbet og kreditomkostningerne, som Justitsministeriet redegjorde for i
sit svar til Folketingets Retsudvalg på grundlag af en henvendelse fra Dansk
Ejendomsmæglerforening, jf. afsnit 3.2. ovenfor, er således fortsat relevant,
idet »kurstabet« svarer til forskellen mellem sælgerpantebrevets
hovedstol og den kontantpris, som køberen kunne betale i stedet for at
udstede sælgerpantebrev. Om den måde, hvorpå lånebeløbet og
kreditomkostningene kan beregnes i praksis, henvises til afsnit 3.2. ovenfor.
Hvis kreditomkostningerne ikke er oplyst i overensstemmelse med
kreditaftalelovens § 9, stk. 1, nr. 3, skal forbrugeren i almindelighed højst
betale lånebeløbet samt en årlig rente af den til enhver tid værende
restgæld, der svarer til Nationalbankens diskonto med tillæg af 5 pct., jf.
kreditaftalelovens § 23, stk. 1. Forbrugeren kan imidlertid fortabe sin
indsigelse efter denne bestemmelse dels over for trediemand, der erhverver et
tinglyst pantebrev, jf. tinglysningslovens § 27, dels over for trediemand,
der erhverver et utinglyst pantebrev, jf. gældsbrevslovens § 15. Der kan i
den forbindelse henvises til redegørelsen for den gældende retstilstand i
afsnit 3.4. ovenfor.
Bestemmelsen i stk. 3 indebærer en forpligtelse for kreditgiveren
til at give forbrugeren meddelelse om de endelige kreditoplysninger i de
tilfælde, hvor kreditoplysningerne i tilbuddet eller i slutseddelen er af
foreløbig karakter. Bestemmelsen finder ikke anvendelse på realkreditlån,
hvor lånene afregnes ved udlevering af obligationer til forbrugeren, som
realkreditinstitutterne ikke skal realisere på forbrugerens vegne, jf. afsnit
5.2. ovenfor. Der er ikke i bestemmelsen fastsat nogen absolut frist,
indenfor hvilken de endelige kreditoplysninger skal være sendt til
forbrugeren, men kreditoplysningerne skal sendes »snarest muligt«.
Det forudsættes herved, at de endelige kreditoplysninger sendes til
forbrugeren uden unødigt ophold. Overtrædelse af bestemmelsen er
strafferetligt sanktioneret, jf. bemærkningerne til nr. 2 nedenfor.
Efter kreditaftalelovens § 23, stk. 2, kan kreditgiveren ikke i
almindelighed på grundlag af aftalen i øvrigt kræve yderligere
kreditomkostninger, hvis kreditomkostningerne er angivet efter § 9, stk. 1,
nr. 3. Er oplysningen om de årlige omkostninger i procent som nævnt i § 9,
stk. 4, for lavt angivet, kan kreditgiveren ikke i almindelighed kræve højere
kreditomkostninger, end hvad der svarer til den procentsats, der er angivet.
Disse civilretlige sanktioner kan imidlertid ikke anvendes i de tilfælde,
hvor kreditgiveren overtræder bestemmelsen i stk. 3 , i det omfang
kreditgiveren i lånetilbuddet eller i aftalen om ejendommens overdragelse har
taget et forbehold om, at kreditomkostningerne er af foreløbig karakter.
Bestemmelsen i stk. 4 , hvorefter kreditaftalelovens § 8 finder
tilsvarende anvendelse, betyder, at kreditoplysningerne efter § 8 a, stk.
1-3, skal gives skriftligt, og at forbrugeren skal have udleveret en genpart
af det dokument, hvori kreditoplysningerne er angivet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 5.2. ovenfor.
Til nr. 2.
Bestemmelsen fastsætter udtrykkeligt, at grov eller oftere gentagen
overtrædelse af § 8 a, stk. 1-3, kan straffes med bøde.
Til § 2.
Bestemmelsen indeholder reglerne om ikrafttrædelse.
Ikrafttrædelsen af loven forudsætter som nævnt i afsnit 5.2., at
tinglysningsbekendtgørelsen og de pantebrevsformularer, som er udarbejdet i
henhold til bekendtgørelsen, bliver ændret. Det skal i den forbindelse
oplyses, at nogle organisationer m.v. har anmodet Justitsministeriet om at
blive inddraget i arbejdet med at ændre tinglysningsbekendtgørelsen og
pantebrevsformularerne. Under hensyn hertil og for, at de berørte
organisationer m.v. får rimelig tid til at indrette sig efter de ændringer,
som loven medfører, foreslås det, at loven træder i kraft den 1. oktober
1992, og at den finder anvendelse på kreditaftaler mod pant i fast ejendom,
der indgås efter dette tidspunkt.
Efter 2. behandling den 2. april 1992
§ 1
I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler, som ændret ved § 10,
stk. 2, i lov nr. 322 af 31. maj 1991, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 8 indsættes:
» § 8 a. Ved kreditaftaler, der sikres ved pant i fast
ejendom, skal de oplysninger, der er nævnt i § 9 og § 14, samt aftalens
øvrige væsentlige vilkår gives i kreditgiverens tilbud.
Stk. 2. Yder en sælger af en fast ejendom kredit mod udstedelse af
pantebrev i den faste ejendom, skal de oplysninger, der er nævnt i stk. 1,
gives i aftalen om ejendommens overdragelse. Heri skal kreditgiveren
endvidere oplyse forbrugeren om, hvilket beløb der skal betales, hvis
forbrugeren kan betale kontant hos kreditgiveren i stedet for at udstede
pantebrev.
Stk. 3. Hvis de oplysninger, der er givet efter stk. 1 eller 2, er
af foreløbig karakter, skal kreditgiveren snarest muligt sende meddelelse om
de endelige kreditoplysninger til forbrugeren.
Stk. 4. I øvrigt finder § 8 tilsvarende anvendelse.
§ 8 b. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om afgivelse
og opbevaring af kreditoplysninger efter § 8 a. Justitsministeren kan
herunder navnlig fastsætte, at kreditoplysningerne skal afgives i en anden
form, og at visse aftaler om henstand helt eller delvis skal undtages fra
pligten til at afgive kreditoplysninger.«
2. I § 56, stk. 2, indsættes efter »skyldig i grov
eller oftere gentagen overtrædelse af«: »§ 8 a, stk. 1-3,».
3. I § 56, stk. 3, indsættes efter »i medfør af«
ordene: »§ 8 b og«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 1992.
Stk. 2. Loven finder anvendelse på kreditaftaler, hvor
kreditgiverens tilbud er fremsat efter lovens ikrafttræden. Ved kreditaftaler
som nævnt i § 8 a, stk. 2, finder loven anvendelse, når aftalen om
ejendommens overdragelse er indgået efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3. De hidtil gældende regler kan finde anvendelse på
kreditaftaler, der er indgået inden den 1. januar 1993.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1991 BTL 186 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KREDITAFTALER (KREDITOPLYSNINGER I FORBINDELSE MED LÅN MOD PANT I FAST EJENDOM) NR L 186 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 9. april 1992
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 4. februar 2014
- Forslag til Lov om ændring af lov om kreditaftaler og lov om markedsføring (Ændringer som følge af forbrugerkreditdirektivet) Retsinformation · 17. december 2009
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Campos Sánchez-Bordona fremsat den 29. september 2022. — UniCredit Bank Austria AG mod Verein für Konsumenteninformation. EU-domme · 29. september 2022
- Bekendtgørelse af lov om kreditaftaler Retsinformation · 17. august 2019
- KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2023/2083 af 26. september 2023 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder for anvendelsen af artikel 16, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/2167 for så vidt angår de skemaer, som kreditinstitutter skal anvende til at give købere oplysninger om deres krediteksponeringer i anlægsbeholdningen (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 26. september 2023