Spring til indhold

Retsinformation

1991 LSF 186 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KREDITAFTALER (KREDITOPLYSNINGER I FORBINDELSE MED LÅN MOD PANT I FAST EJENDOM)

1991/1 LSF 186Lovforslag som fremsatFolketinget29. april 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler, som ændret ved § 10,

stk. 2, i lov nr. 322 af 31. maj 1991, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 8 indsættes:

» § 8 a. Ved kreditaftaler, der sikres ved pant i fast

ejendom, skal de oplysninger, der er nævnt i § 9 og § 14, samt aftalens

øvrige væsentlige vilkår gives i kreditgiverens tilbud.

Stk. 2. Yder en sælger af en fast ejendom kredit mod udstedelse af

pantebrev i den faste ejendom, skal de oplysninger, der er nævnt i stk. 1,

gives i aftalen om ejendommens overdragelse. Heri skal kreditgiveren

endvidere oplyse forbrugeren om, hvilket beløb der skal betales, hvis

forbrugeren kan betale kontant hos kreditgiveren i stedet for at udstede

pantebrev.

Stk. 3. Hvis de oplysninger, der er givet efter stk. 1 eller 2, er

af foreløbig karakter, skal kreditgiveren snarest muligt sende meddelelse om

de endelige kreditoplysninger til forbrugeren.

Stk. 4. I øvrigt finder § 8 tilsvarende anvendelse.

§ 8 b. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om afgivelse

og opbevaring af kreditoplysninger efter § 8 a. Justitsministeren kan

herunder navnlig fastsætte, at kreditoplysningerne skal afgives i en anden

form, og at visse aftaler om henstand helt eller delvis skal undtages fra

pligten til at afgive kreditoplysninger.«

2. I § 56, stk. 2, indsættes efter »skyldig i grov

eller oftere gentagen overtrædelse af«: »§ 8 a, stk. 1-3,».

3. I § 56, stk. 3, indsættes efter »i medfør af«

ordene: »§ 8 b og«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 1992.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på kreditaftaler, hvor

kreditgiverens tilbud er fremsat efter lovens ikrafttræden. Ved kreditaftaler

Læs alt

som nævnt i § 8 a, stk. 2, finder loven anvendelse, når aftalen om

ejendommens overdragelse er indgået efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. De hidtil gældende regler kan finde anvendelse på

kreditaftaler, der er indgået inden den 1. januar 1993.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1.

I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler som ændret ved § 10, stk.

2, i lov nr. 322 af 31. maj 1991 foretages følgende ændringer:

1. Efter § 8 indsættes:

» § 8 a. Ved kreditaftaler, der sikres ved pant i fast

ejendom, skal de oplysninger, der er nævnt i § 9 og § 14, samt aftalens

øvrige væsentlige vilkår gives i kreditgiverens tilbud.

Stk. 2. Yder en sælger af en fast ejendom kredit mod udstedelse af

pantebrev i den faste ejendom, skal de oplysninger, der er nævnt i stk. 1,

gives i aftalen om ejendommens overdragelse. Heri skal kreditgiveren

endvidere oplyse forbrugeren om, hvilket beløb der skal betales, hvis

forbrugeren kan betale kontant hos kreditgiveren i stedet for at udstede

pantebrev.

Stk. 3. Hvis de oplysninger, der er givet efter stk. 1 eller 2, er

af foreløbig karakter, skal kreditgiveren snarest muligt sende meddelelse om

de endelige kreditoplysninger til forbrugeren.

Stk. 4. I øvrigt finder § 8 tilsvarende anvendelse.«

2. I § 56, stk. 2, indsættes efter »skyldig i grov

eller oftere gentagen overtrædelse af«:

»§ 8 a, stk. 1-3,».

§ 2.

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 1992.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på kreditaftaler, der indgås efter

lovens ikrafttræden.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning.

Lovforslaget tager primært sigte på at afhjælpe visse praktiske

problemer, som har vist sig at opstå ved anvendelsen af reglerne i

kreditaftaleloven (lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler) om

meddelelse af kreditoplysninger i forbindelse med navnlig realkreditlån og

sælgerpantebreve.

På baggrund af henvendelser fra bl.a. Realkreditrådet, Forbrugerrådet og

Advokatrådet har Justitsministeriet afholdt en møderække med de berørte

organisationer, hvor vanskelighederne ved anvendelsen af kreditaftalelovens

regler i forbindelse med kreditaftaler, der sikres ved pant i fast ejendom,

er blevet belyst og drøftet. Lovforslaget fremsættes på grundlag af disse

drøftelser.

Baggrunden for lovforslaget og forslagts hovedindhold kan kort beskrives

på følgende måde:

I praksis har den gældende retstilstand, hvorefter kreditoplysningerne ved

aftaler om kredit mod pant i fast ejendom skal gives i pantebrevet, medført,

at pantebrevene bliver meget omfangsrige. Dette er til gene både for

tinglysningskontorerne, der skal opbevare genparter af de tinglyste

pantebreve, og for realkreditinstitutterne, som ligger inde med et stort

antal originale dokumenter. Hertil kommer, at kreditoplysningerne i

pantebreve til realkreditinstitutter ikke altid er korrekte, fordi de

endelige vilkår for realkreditlånene først kan fastlægges, når

realkreditobligationerne er blevet solgt. For at løse disse praktiske

problemer foreslås det, at kreditoplysningerne ved kreditaftaler, der sikres

ved pant i fast ejendom, skal gives i kreditgiverens tilbud.

I praksis har det givet anledning til tvivl at fastlægge, hvornår køberen

af en fast ejendom skal have kreditoplysninger ved udstedelse af

sælgerpantebreve. Det foreslås, at kreditoplysningerne i forbindelse med

udstedelse af sælgerpantebreve skal gives i aftalen om ejendommens

overdragelse (slutseddelen). Herved præciseres, at køberen får

kreditoplysningerne inden det tidspunkt, hvor køberen i almindelighed (med

sin underskrift på slutseddelen) forpligter sig til at udstede et

sælgerpantebrev.

Navnlig ved realkreditlån vil de kreditoplysninger, som forbrugeren efter

lovforslaget skal have i tilbuddet, være af foreløbig karakter. Det foreslås

derfor, at kreditgiveren har pligt til snarest muligt at give forbrugeren

meddelelse om de endelige kreditoplysninger, hvis de oplysninger, som

kreditgiveren allerede har givet, er af foreløbig karakter.

I det følgende genemgås indledningsvis baggrunden for kreditaftalelovens

regler om pant i fast ejendom (afsnit 2, side 2-4). Herefter gennemgås den

gældende retstilstand vedrørende pant i fast ejendom (afsnit 3, side 4-10),

hvorefter de praktiske problemer, som den gældende retstilstand har givet

anledning til, beskrives nærmere (afsnit 4, side 10-11). I afsnit 5 (side

11-12) gives der en oversigt over indholdet af lovforslaget.

2. Baggrunden for kreditaftalelovens regler om pant i fast ejendom.

2.1. EF-direktivet.

Kreditaftaleloven tager sigte på at gennemføre EF-direktivet om indbyrdes

tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om

forbrugerkredit (87/102/EØF), som blev vedtaget af Ministerrådet den 22.

december 1986. Kreditaftaleloven tager endvidere sigte på at gennemføre

EF-direktiv (90/88/EØF) om ændring af det ovennævnte direktiv.

Efter direktivets art. 2, stk. 1, litra a), finder direktivets

bestemmelser ikke anvendelse på kreditaftaler eller kredittilsagn, »som

først og fremmest er bestemt til erhvervelse eller bevarelse af

ejendomsrettigheder til en grund eller til en bygning, der allerede er

opført, eller som skal opføres..«. Direktivet finder heller ikke

anvendelse på kreditaftaler eller kredittilsagn, »som er bestemt til

modernisering eller forbedring af en bygning (selve bygningen).«

Efter direktivets art. 2, stk. 3, finder direktivets art. 1, litra a, art.

4 og art. 6-12, ikke »anvendelse på kreditaftaler eller kredittilsagn,

der er sikret ved pant i fast ejendom, for så vidt disse ikke allerede er

undtaget fra direktivet efter stk. 1, litra a).«. Denne bestemmelse

indebærer således, at alene direktivets art. 3 om oplysningspligt i

forbindelse med markedsføring får betydning ved kreditaftaler mod pant i fast

ejendom.

Om baggrunden for direktivets særlige bestemmelser om undtagelse af

kreditaftaler mod pant i fast ejendom fra direktivets anvendelsesområde, er

det i præamblen til ændringsdirektivet alene anført, at sådanne aftaler

»i betragtning af deres særlige karakter fortsat (bør) være delvis

udelukket fra dette direktiv.«. Direktivet er imidlertid et

minimumsdirektiv, således at medlemsstaterne kan opretholde eller indføre

videregående regler om forbrugerbeskyttelse, herunder regler om kreditaftaler

mod pant i fast ejendom, jf. direktivets art. 15.

2.2. Justitsministeriets forslag til lov om kreditaftaler.

Justitsministerens forslag nr. L 78 (folketingsåret 1989-90) til lov om

kreditaftaler indeholdt følgende bestemmelse:

» § 3. Loven finder ikke anvendelse på:

1) Kreditaftaler, som er indgået med henblik på erhverelse eller bevarelse

af en fast ejendom eller med henblik på opførelse, modernisering eller

forbedring af en bygning.«

I de almindelige bemærkninger til lovforslaget er der om denne bestemmelse

bl.a. anført:

». . . . Direktivet finder ikke anvendelse på kreditaftaler, der

først og fremmest er bestemt til erhvervelse eller bevarelse af fast ejendom

eller som er bestemt til opførelse, modernisering eller forbedring af en

bygning, jf. direktivets art. 2, stk. 1, litra a. Efter ændringen af lov om

realkreditinstitutter i forbindelse med kartoffelkuren ydes således ikke

længere kreditforeningslån til andre formål end de i bestemmelsen opregnede.

Der ydes således ikke længere kreditforeningslån til forbrug. Det vil i

praksis sige, at alle kreditforeningslån er undtaget fra direktivet. Hvis

realkreditloven ændres, således at det igen bliver muligt for

realkreditinstitutter at yde lån til andre end de nævnte formål, vil sådanne

kreditter imidlertid være omfattet af loven.

Omfattet af bestemmelsen er endvidere alle andre former for prioritetslån,

der optages til brug for de nævnte formål.

Undtagelsesreglen er indarbejdet i lovforslaget § 3, stk. 1, nr. 1. Efter

forslaget er det dog ikke tilstrækkeligt, at kreditten »først og

fremmest« er bestemt til et af de nævnte formål, idet dette vil åbne

betydelige muligheder for omgåelse af loven. Det foreslås derfor, at

undtagelsen kun skal finde anvendelse, når kreditten udelukkende ydes med

henblik på et af de nævnte formål.'

Tilsvarende er der i bemærkningerne til bestemmelsen anført, at

undtagelsen omfatter alle kreditforeningslån og ethvert prioritetslån, der

optages med henblik på køb af fast ejendom eller med henblik på opførelse,

modernisering eller forbedring af en bygning.

Hvad angår andre lån mod pant i fast ejendom, indebærer direktivets art.

2, stk. 3, som nævnt i afsnit 2.1. ovenfor, at disse lån også er undtaget fra

direktivets anvendelsesområde bortset fra bestemmelsen i art. 3 om

oplysningspligt ved markedsføring. I de almindelige bemærkninger til

lovforslaget er det imidlertid anført, at Justitsministeriet ikke har fundet

grundlag for at udnytte denne undtagelse, idet der også i forbindelse med

disse kreditter er behov for, at forbrugeren får oplysning om de årlige

omkostninger i procent m.v.

2.3. Behandlingen i Folketinget.

Under behandlingen i Folketinget af lovforslaget om kreditaftaler rettede

Forbrugerrådet den 15. februar 1990 henvendelse til Folketingets Retsudvalg.

I henvendelsen anførte Forbrugerrådet bl.a., at undtagelsesbestemmelsen i

lovforslagets § 3, stk. 1, burde udgå, idet bestemmelsen ikke blot ville føre

til en urimelig mangel på vigtige oplysninger i forbindelse med den

almindelige forbrugers største økonomiske disposition, men også ville give

anledning til særdeles vanskelige afgrænsningsproblemer og dermed til

retsusikkerhed og forsøg på at omgå de foreslåede regler om

forbrugerbeskyttelse. Forbrugerrådet anførte endvidere i henvendelsen:

»Det er ikke rimeligt, at en kreditaftale med en håndværker, som

f.eks. udskifter vinduer eller installerer et nyt oliefyr, skal være undtaget

fra loven, og heller ikke at. f.eks. køb af nyt køkken eller

badeværelsesudstyr skal. Det er urimeligt og uforståeligt, at såvel husejeres

eller lejeres pantesikrede lån eller blankolån i pengeinstitutter eller hos

andre erhvervsdrivende skal være undtaget, når blot formålet med lånet er at

finansiere modernisering eller forbedring. Behovet for oplysning og

beskyttelse er det samme, når kreditten bruges til at anskaffe en bil, som

når den bruges til modernisering af et køkken.

Ifølge realkreditloven skal realkreditinstitutterne give oplysning om

effektiv rente. Det er konkurrenceforvridende, at finansielle supermarkeder

ikke skal give de samme oplysninger for samme type lån. I fremtiden vil megen

finansiering i forbindelse med bolig blive ydet af andre finansgiganter end

realkreditinstitutter. EF-direktivet er et minimumsdirektiv, så vi kan godt

have bedre regler i Danmark.«

Som svar på spørgsmål 2 af 28. februar 1990 fra Folketingets Retsudvalg,

hvori retsudvalget udbad sig en kommentar til henvendelsen fra

Forbrugerrådet, anførte Justitsministeriet, at man var enig i, at reglerne om

forbrugerkredit bør udformes på en sådan måde, at alle kreditgivere så vidt

muligt bliver stillet lige, således at konkurrenceforvridning mellem de

forskellige kreditgivere undgås. Justitsministeriet var endvidere enig med

Forbrugerrådet i, at »de her nævnte dispositioner er af så indgribende

betydning for forbrugeren, at væsentlige hensyn taler for, at kreditaftaler

med henblik på erhvervelse af fast ejendom m.v. ligeledes omfattes af

lovforslaget.«

Justitsministeren stillede på denne baggrund et ændringsforslag om, at §

3, stk. 1, i forslaget til lov om kreditaftaler skulle udgå, jf.

ændringsforslag nr. 4, i Folketingets Retsudvalgs betænkning af 10. maj 1990.

I bemærkningerne til ændringsforslaget, der blev vedtaget af Folketinget, er

der bl.a. anført følgende:

»Ændringsforslaget indebærer, at loven også kommer til at gælde for

kreditaftaler med henblik på erhvervelse eller bevarelse af en fast ejendom

eller med henblik på opførelse, modernisering eller forbedring af en bygning.

Den nærmere rækkevidde af denne undtagelse i lovforslaget og i EF-direktivet

kan i et vist omfang give anledning til tvivl. Hertil kommer, at undtagelsen

af sådanne lån fra lovens anvendelsesområde ville bevirke, at loven finder

anvendelse i visse tilfælde af belåning af fast ejendom, men ikke i andre

tilfælde, således at reglerne ville blive besværlige at administrere.

Ændringen vil samtidig bevirke en større ligestilling mellem

realkreditinstitutter og pengeinstitutter, idet der nu kommer til at gælde

samme regler om oplysning om effektiv rente for realkreditinstitutter som for

pengeinstitutter og andre långivere til forbrugere.«

2.4. Konklusion.

De synspunkter, som Justitsministeriet tilkendegav overfor Folketinget

vedrørende behovet for at inddrage kreditaftaler, der er sikret ved pant i

fast ejendom, under kreditaftalelovens anvendelsesområde, jf. afsnit 2.3.

ovenfor, er efter Justitsministeriets opfattelse fortsat af afgørende

betydning.

Justitsministeriet finder derfor ikke, at der er behov for at ændre

kreditaftaleloven således, at kreditaftaler mod pant i fast ejendom falder

helt udenfor lovens anvendelsesområde.

På den baggrund vil der i det følgende blive redegjort for

Justitsministeriets fortolkning af kreditaftaleloven i relation til lån mod

pant i fast ejendom. Formålet med redegørelsen er dels at beskrive den del af

den gældende retstilstand, som også skal stå ved magt efter en lovændring,

dels at fremhæve de praktiske problemer, som den gældende retstilstand har

givet anledning til, og som der derfor er behov for at afhjælpe gennem en

lovændring.

3. Den gældende retstilstand vedrørende pantebreve i fast ejendom.

3.1. Kreditaftalebegrebet og tidspunktet for afgivelse af

kreditoplysningerne.

Indledning

Efter kreditaftalelovens § 8, stk. 1, skal en kreditaftale udfærdiges

skriftligt og indeholde de oplysninger, der er nævnt i § 9 eller § 10 og i §

14, samt aftalens øvrige væsentlige vilkår. Forbrugeren skal endvidere i

forbindelse med aftalens indgåelse have overgivet en genpart af

kreditaftalen, jf. kreditaftalelovens § 8, stk. 2.

Kreditaftalelovens § 8 angiver ikke nærmere, hvad der forstås ved

»kreditaftale« i forbindelse med lån mod pant i fast ejendom.

Bestemmelsen angiver derfor heller ikke, på hvilket tidspunkt

kreditoplysningerne skal gives ved disse lån. En sådan præcisering fremgår

heller ikke af andre bestemmelser i kreditaftaleloven, således hverken af §

1, stk. 1-2, der afgrænser de kreditaftaler, som loven finder anvendelse på,

af § 4, stk. 1, der fastlægger begrebet kreditaftale, eller af § 9, stk. 1,

der vedrører kreditgiverens pligt til at give kreditoplysninger ved

indgåelsen af en kreditaftale. Heller ikke forarbejderne til

kreditaftaleloven indeholder en nærmere redegørelse for disse spørgsmål.

Fastlæggelsen af kreditaftalebegrebet og dermed af det tidspunkt, hvor

kreditoplysningerne skal gives, må derfor ske på grundlag af almindelige

formueretlige, herunder aftaleretlige, grundsætninger.

I det følgende vil der på denne baggrund blive redegjort nærmere for de

forudsætninger om kreditaftalebegrebet, som ligger til grund for reglerne i

tinglysningsbekendtgørelsen, og for Justitsministeriets opfattelse af

kreditaftalebegrebet m.v. i relation til forskellige typer af lån mod pant i

fast ejendom.

Tinglysningsbekendtgørelsen

I bekendtgørelse nr. 855 af 19. december 1990 om tinglysning er der i §

10, stk. 2, nr. 8, fastsat følgende bestemmelse:

»I rubrikken »Øvrige kreditoplysninger« skal angives, om

pantebrevet er omfattet af lov om kreditaftaler. Såfremt dette er tilfældet,

skal rubrikkens øvrige felter være udfyldt. For så vidt angår feltet »De

årlige omkostninger i procent« gælder reglen i 2. punktum ikke i tiden

indtil den 1. januar 1993. I fortrykte pantebrevsblanketter kan rubrikkens

tekst om nødvendigt fortsættes på side 4 eller på et særligt vedhæftet ark.'

I forlængelse heraf blev der i pantebrevsformularerne under rubrikken

»Øvrige kreditoplysninger« fastsat følgende:

ȯvrige kreditoplysninger:

Er pantebrevet omfattet af lov om kreditaftaler Ja Nej (Sæt kryds)

Lånebeløbet:

Kreditomkostningerne angivet som et beløb:

De årlige omkostninger i procent:

Eventuelle andre omkostninger:

Det samlede beløb, der skal betales:

De enkelte ydelser, disses antal og forfaldstid:»

I en cirkulæreskrivelse af 20. december 1990 til domstolene om den nye

tinglysningsbekendtgørelse har Justitsministeriet bl.a. anført, at man ved

indførelsen af § 10, stk. 2, nr. 8, i den nye bekendtgørelse om tinglysning

har forudsat, at der i forbindelse med tinglysning af et pantebrev ikke sker

prøvelse af de meddelte kreditoplysninger. Det er derfor ikke hensigten med

bestemmelsen i § 10, stk. 2, nr. 8, at tinglysningsdommeren skal foretage en

materiel kontrol af kreditors pligtmæssige meddelelse af kreditoroplysninger.

Som det fremgår af bestemmelsens formulering, skal tinglysningsdommeren

således alene påse, at der i rubrikken »Øvrige kreditoroplysninger«

er angivet, om pantebrevet er omfattet af kreditaftaleloven, og - i

bekræftende fald - at rubrikkens øvrige felter er udfyldt.

Realkreditlån

På baggrund af den nye bekendtgørelse om tinglysning rettede

Realkreditrådet den 21. december 1990 henvendelse til Justitsministeriet om

fortolkningen af begrebet »kreditaftale«.

I et svar af 2. januar 1991 på Realkreditrådets henvendelse anførte

Justitsministeriet bl.a. følgende:

»Efter kreditaftalelovens § 8 skal kreditaftaler udfærdiges

skriftligt og indeholde de oplysninger, der er nævnt i lovens § 9, samt

aftalens øvrige væsentlige vilkår. Efter kreditaftalelovens § 9, skal der

bl.a. oplyses om lånebeløbet, kreditomkostningerne angivet som et beløb, det

samlede beløb, der skal betales, samt de enkelte ydelser, disses antal og

forfaldstid.

Det fremgår således udtrykkeligt af § 8, at kreditoplysningerne skal gives

i den skriftlige kreditaftale. Ved realkreditlån er kreditaftalen det

pantebrev, som indeholder vilkårene for kreditten og den underskrift, hvorved

debitor forpligter sig til at betale lånet. Oplysningspligten efter

kreditaftaleloven kan derfor ikke opfyldes ved, at oplysningerne gives i et

løst dokument ved siden af kreditaftalen, som f.eks. lånetilbuddet, men kun

ved, at oplysningerne indgår som en integreret del af kreditaftalen, altså

pantebrevet.«

Justitsministeriet har også haft lejlighed til at tage stilling til

spørgsmålet om, hvornår kreditoplysningerne skal gives i forbindelse med

andre lån mod pant i fast ejendom.

Sælgerpantebreve

Som svar på et spørgsmål af 17. januar 1991 fra Folketingets Retsudvalg

(Alm. del - bilag 54), hvori retsudvalget udbad sig Justitsministeriets

kommentar til en henvendelse fra Dansk Ejendomsmæglerforening, anførte

Justitsministeriet således bl.a., at en kreditaftale, hvorefter en del af

købesummen for en fast ejendom skal berigtiges ved, at der udstedes et

sælgerpantebrev, som udgangspunkt ikke er omfattet af loven, idet

kreditgiveren (sælgeren) som regel ikke er erhvervsdrivende, jf.

kreditaftalelovens § 1, stk. 1. Hvis sælgeren bistås af en professionel

ejendomsformidler, der således formidler kreditaftalen, vil kreditaftalen

(sælgerpantebrevet) dog være omfattet af loven, jf. § 1, stk. 2. Dette ville

efter Justitsministeriets opfattelse formentlig blive den praktiske

hovedregel.

Justitsministeriet har også senere som svar på henvendelser fra

organisationer m.v. lagt til grund, at kreditaftalen ved udstedelse af et

sælgerpantebrev i forbindelse med en ejendomshandel er sælgerpantebrevet, når

sælgeren bistås af en professionel ejendomsformidler (som f.eks. en advokat).

Ejerpantebreve og skadesløsbreve

For så vidt angår ejerpantebreve, må det efter Justitsministeriets

opfattelse antages, at disse ikke er omfattet af kreditaftaleloven. Ejeren

optræder ved ejerpantebreve såvel om pantedebitor som pantekreditor, og

udstedelsen af ejerpantebrevet er for så vidt ganske uden retsvirkning. Først

når ejerpantebrevet håndpantsættes som sikkerhed for en underliggende

fordring , der i givet fald kan være omfattet af kreditaftaleloven, opnår

ejerpantebrevet realitet. Ud fra samme betragtning må det antages, at

skadesløsbreve heller ikke er omfattet af kreditaftaleloven. I et

skadesløsbrev fremgår det således af selve dokumentets indhold, at det skal

sikre et underliggende skyldforhold , der i sig selv kan være omfattet

af kreditaftaleloven, mellem debitor og kreditor.

Selv om ejerpantebreve ikke kan antages at være omfattet af

kreditaftaleloven, har Justitsministeriet tilkendegivet, at de oplysninger,

som fremgår af tinglysningsbekendtgørelsens § 10, stk. 2, nr. 8, også skal

gives i ejerpantebreve. Det skyldes, at bekendtgørelsen ikke indeholder

særlige undtagelsesbestemmelser om ejerpantebreve, og at bekendtgørelsens §

10 efter sin ordlyd omfatter enhver form for pantebrev i fast ejendom.

Konsekvensen heraf bliver dog alene, at der med hensyn til ejerpantebreve,

altid vil skulle sættes kryds ved »nej« i den ovennævnte rubrik i

pantebrevsformularerne. Den omstændighed, at man undlader at afkrydse

rubrikken, medfører ikke automatisk, at ejerpantebrevet afvises fra

tinglysning, idet lysning med frist i almindelighed kan ske, jf. Østre

Landsrets kendelse af 21. maj 1991, der er refereret af Lennart Lynge

Andersen i Fuldmægtigen, 1991, side 83.

For så vidt angår skadesløsbreve, har Justitsministeriet fået oplyst, at

det er antaget i tinglysningskontorernes praksis, at

tinglysningsbekendtgørelsens § 10, stk. 2, nr. 8, ikke finder anvendelse.

Gældsovertagelse

I et svar af 28. januar 1991 på en henvendelse fra et privat firma har

Justitsministeriet taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger

en ny kreditaftale, således at der skal gives kreditoplysninger i forbindelse

med overtagelsen af en gæld i fast ejendom. Det fremgår af svaret, at der

efter Justitsministeriets opfattelse ikke foreligger nogen ny kreditaftale i

de tilfælde, hvor gældsovertagelsen sker i henhold til tinglysningslovens §

39, stk. 1. Det skyldes, at gældsovertagelsen sker automatisk i henhold til

pantebrevets bestemmelser, uden at en ny aftale mellem kreditor og

erhververen af ejendommen er fornøden. Om der foreligger en ny kreditaftale i

tilfælde, hvor betingelserne for gældsovertagelsen i tinglysningslovens § 39,

stk. 1, ikke er opfyldt, anførte Justitsministeriet bl.a. følgende:

»Hvis betingelserne i tinglysningslovens § 39, stk. 1, ikke er

opfyldt, får gældsovertagelsen først virkning for panthaveren ved en af ham

og den nye ejer indgået aftale, jf. tinglysningslovens § 39, stk. 2.

Spørgsmålet er imidlertid, om der herved er indgået en ny kreditaftale med

den følge, at forbrugeren skal have de oplysninger, der fremgår af

kreditaftalelovens kap. 2.

Det har tidligere i teorien været drøftet, om personskifte i

skyldnerforhold terminologisk bør konstrueres enten således, at samme

fordring vedbliver at bestå med en ny debitor, eller således at fordringen

ophører og afløses af en ny fordring mellem andre parter, jf. herved Ussing:

Obligationsrettens alm.del, 4. udg., s. 209 og s. 292. Nyere teori tillægger

dog ikke denne sondring nogen betydning, jf. herved Gomard: Obligationsretten

i en nøddeskal, bind 3, s. 310. Spørgsmålet må derfor afgøres ud fra friere

overvejelser.

Justitsministeriet finder, at der ved vurderingen bør lægges vægt på, at

lånet som hovedregel fortsætter uændret på de samme vilkår uanset

gældsovertagelsen. For så vidt angår pantefordringen - som er den vigtigste

fordring efter pantebrevet - sker der ingen ændring ved ejerskiftet, idet

pantebrevet forudsættes at være tinglyst, jf. tinglysningslovens § 1, stk. 1.

Den eneste ændring er, at debitor for den overskydende personlige fordring er

en anden end den oprindelige. Denne ændring af den oprindelige aftale kan

efter Justitsministeriets opfattelse ikke anses for så væsentlig, at der

herved må siges at foreligge en ny kreditaftale.

Hvis pantebrevets vilkår ændres væsentligt i forbindelse med

gældsovertagelsen, vil der dog efter omstændighederne kunne foreligge en ny

kreditaftale med den følge, at der skal gives oplysninger efter lovens

kapitel 2.«

3.2. Opgørelse af kreditoplysninger i sælgerpantebreve.

Lånebeløbet og kreditomkostningerne m.v.

I justitsministerens forslag til lov om kreditaftaler var der i § 9, stk.

1, nr. 1, indsat en bestemmelse om, at kreditgiveren ved indgåelse af en

kreditaftale med fast lånebeløb skulle oplyse forbrugeren om hovedstolen,

d.v.s. lånebeløbet uden tillæg af nogen art. Kreditgiveren skulle endvidere

oplyse forbrugeren om det samlede beløb, der skal betales, d.v.s. summen af

hovedstolen, udbetalingen og kreditomkostningerne, jf. lovforslagets § 9,

stk. 1, nr. 4. Det er i bemærkningerne til bestemmelsen bl.a. anført, at

bestemmelsen svarer til direktivets artikel 4, stk. 2, litra c).

Under behandlingen af lovforslaget om kreditaftaler i Folketinget stillede

justitsministeren følgende ændringsforslag til § 9, som blev vedtaget af

Folketinget:

»Til § 9

I stk. 1 affattes nr. 1 således:

1) Lånebeløbet: Det lånte beløb efter fradrag af stiftelsesomkostninger,

kurstab og lignende.

(Vedtages ændringsforslaget, ændres udtrykket »hovedstolen« til

»lånebeløbet« i § 9, stk. 1, nr. 4 og nr. 5, § 23, stk. 1, og § 26,

stk. 3).'

I bemærkningerne til ændringsforslaget er det bl.a. anført, at det med

ændringsforslaget bliver præciseret, at det, der skal oplyses over for

forbrugeren som lånebeløbet, er det beløb, som bliver udbetalt efter fradrag

af stiftelsesomkosninger, kurstab og lignende. Det er endvidere anført, at

udtrykket »lånebeløbet« i den forbindelse findes at være mere

rammende end udtrykket »hovedstolen«, der i almindelig sprogbrug

anvendes som udtryk for f.eks. et pantebrevs pålydende beløb.

I en skrivelse af 16. januar 1991 rettede Dansk Ejendomsmæglerforening

henvendelse til Folketingets Retsudvalg vedrørende kreditaftaleloven. I

henvendelsen er der om beregningen af lånebeløbet, kreditomkostningerne og

det samlede beløb, der skal betales for kreditten, ved udstedelsen af et

sælgerpantebrev i forbindelse med en ejendomshandel bl.a. anført:

»Ad 1. (Lånebeløbet)

Dette begreb bestemmes i loven som »det lånte beløb med fradrag af

stiftelsesomkostninger, kurstab og lignende«.

»Lånebeløbet« bør være det beløb, som forbrugeren faktisk kan

forbruge, når han forlader kreditgiveren efter aftalens indgåelse. Dette

gælder efter Justitsministeriets opfattelse, uanset at køber ved

pantebrevsfinansiering ikke får et beløb i hånden.

Det er foreningens opfattelse, at en beregning af lånebeløbet, som angivet

i loven, giver »lånebeløb«, som ved sælgerpantebreve er et

vildledende tal. Det giver således alene mening at tale om kurstab på

sælgerpantebreve ved en eventuel aftale med sælger om indfrielse, hvorefter

der ikke eksisterer en låneaftale.

Endvidere skal køber altid betale stempel og tinglysningsgebyr udover

hovedstolen.

Ad 2. (Kreditomkostningerne)

Det er heller ikke i overensstemmelse med virkeligheden at anføre kurstab

som en kreditomkostning ved sælgerpantebreve.

Ad 3. (Det samlede beløb)

Ved et regneeksempel kan det belyses, at summen af lånebeløbet og de

samlede kreditomkostninger ikke, som tiltænkt efter loven, ved

sælgerpantebreve giver en korrekt angivelse af det samlede beløb, der skal

betales.

Debitor ifølge et sælgerpantebrev skal altid betale hovedstolen + de

totale renter + stiftelsesomkostninger, hvilket beløb vil overstige summen af

»lånebeløbet« og »kreditomkostningerne«.

Dansk Ejendomsmæglerforening finder det beklageligt, at Folketinget har

gennemført en forbrugerbeskyttelseslov, der via sin begrebsfastlæggelse

medfører en vildledende information til forbrugeren.'

I et svar af 5. februar 1991 på et spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg

kommenterede Justitsministeriet Dansk Ejendomsmæglerforenings vurdering af,

hvordan kreditomkostningerne m.v. skal beregnes ved udstedelsen af

sælgerpantebreve. I Justitsministeriets svar er det bl.a. anført:

. . . . I den anledning skal Justitsministeriet bemærke, at

»lånebeløbet« er forskelligt fra begrebet »hovedstolen«,

der traditionelt anvendes som betegnelse for »det nominelle

lånebeløb«. Lånebeløbet er derimod det kontante beløb, som forbrugeren

»får i hånden« ved optagelsen af lånet.

Det karakteristiske for sælgerpantebreve er, at de udstedes med en fast

nominel rente, som ikke ændrer sig i takt med markedsrenten. Derved kan

pantebrevets kursværdi blive forskelligt fra den til enhver tid værende

restgæld på pantebrevet. Når lånebeløbet skal beregnes, er det derfor korrekt

at fradrage et evt. kurstab, hvorved det kontante provenu af lånet

fremkommer. Den omstændighed, at der ved sælgerpantebreve ikke kommer noget

beløb til udbetaling , fordi beløbet straks anvendes som delvis betaling af

købesummen for den faste ejendom, er efter Justitsministeriets opfattelse

ikke til hinder for, at man kan tale om, at der opnås et kontant provenu ved

kreditaftalen (sælgerpantebrevet).

Det samme gælder for så vidt angår stiftelsesomkostninger m.v., der

naturligvis må fradrages, for at det kontante provenu kan beregnes korrekt.

Bestemmelsen i § 9, stk. 1, nr. 1, om lånebeløbet skal i øvrigt ses i

sammenhæng med lovens § 9, stk. 1, nr. 4, der træder i kraft den 1. januar

1993, og hvorefter der skal oplyses om de årlige omkostninger i procent. Som

det fremgår af bestemmelsen, skal denne procentsats beregnes med udgangspunkt

i lånebeløbet. For at gøre det muligt for forbrugeren at sammenligne

forskellige lån, er det nødvendigt at operere med den samme fortolkning af

begrebet lånebeløbet i relation til alle kreditaftaler.

Det tilføjes, at det ved sælgerpanterbreve er en forudsætning for at kunne

beregne lånebeløbet, at der gives oplysning om pantebrevets kursværdi. Reglen

vil derfor i praksis indebære, at der nu gives køber af fast ejendom denne

meget væsentlige oplysning.

Endelig anføres det, at summen af lånebeløbet og de samlede

kreditomkostninger ved sælgerpantebreve ikke giver en korrekt angivelse af

det samlede beløb, der skal betales, jf. herved lovens § 9, stk. 1, nr. 5.

Efter kreditaftalelovens § 9, stk. 1, nr. 5, skal der foruden oplysning om

lånebeløbet, kreditomkostningerne og de årlige omkostninger i procent m.v.

gives oplysning om »det samlede beløb, der skal betales«, hvilket i

loven defineres som summen af lånebeløbet, (udbetalingen) og

kreditomkostningerne, herunder stiftelsesomkostninger, renter og kurstab.

Dansk Ejendomsmæglerforening anfører i den forbindelse, at denne

definition af begrebet »det samlede beløb, der skal betales«, er

vildledende for forbrugeren.

Heri er Justitsministeriet ikke enig. Formålet med de angivne oplysninger

er, at forbrugeren dels kan se, hvad kreditten i realiteten koster ham, dels

kan sammenligne udgifterne ved at optage lånet med udgifterne ved at optage

lånet andetsteds, dels sammenligne med at foretage kontant betaling . . .

Man kan dernæst tage et eksempel, hvor der i forbindelse med en hushandel

udstedes et sælgerpantebrev. Som oplyst af Dansk Ejendomsmæglerforening i

henvendelsen til Retsudvalget, betales stiftelsesomkostninger (stempel og

tinglysningsgebyrer) særskilt og indgår således ikke i pantebrevets

pålydende. Derfor må der ved beregningen tages hensyn til, at det beløb, som

debitor forpligter sig til at betale efter kreditaftalen (pantebrevet), ikke

kun er det pålydende beløb, men tillige udgiften til tinglysning og stempel,

således at det lånte beløb er pantebrevets pålydende plus

stiftelsesomkostninger.

Hovedstol (pantebrevets pålydende): 100.000 kr.

Stiftelsesomkostninger: 2.500 kr.

-----------

Det lånte beløb: 102.500 kr.

Kurstab: 25.000 kr.

Stiftelsesomkostninger: 2.500 kr.

-----------

Lånebeløb: 75.000 kr.

Renter i hele lånets løbetid: 89.000 kr.

Stiftelsesomkostninger: 2.500 kr.

Kurstab: 25.000 kr.

-----------

Samlede kreditomkostninger: 116.500 kr.

Lånebeløb: 75.000 kr.

Samlede kreditomkostninger: 116.500 kr.

-----------

Det samlede beløb, der skal betales: 191.500 kr.

Dette beløb betales over 60 terminer (løbetid 15 år) a 3.150 kr. plus

2.500 kr. i stiftelsesomkostninger, som betales ved oprettelsen af

pantebrevet.'

Tilsvarende synspunkter har Justitsministeriet givet udtryk for i et svar

af 14. februar 1991 til Advokatrådet.

I praksis er der dog efter Justitsministeriets opfattelse ikke grund til

at beregne lånebeløbet således, at man først til pantebrevets hovedstol

lægger de stiftelsesomkostninger, som køberen betaler særskilt, og som derfor

ikke indgår i pantebrevets pålydende, hvorved det lånte beløb fremkommer, og

derefter trækker stiftelsesomkostningerne og kurstabet fra, hvorved

lånebeløbet fremkommer. I stedet kan man i tilfælde, hvor

stiftelsesomkostningerne ikke betales af lånets hovedstol (det lånte beløb),

nøjes med at trække kurstabet fra hovedstolen, hvorved lånebeløbet

fremkommer. Man skal dog samtidig sørge for, at stiftelsesomkostningerne og

kurstabet indgår i opgørelsen af de samlede kreditomkostninger.

I en skrivelse af 16. juli 1991 til et advokatfirma har Justitsministeriet

taget stilling til et spørgsmål om, hvorvidt det ved sælgerpantebreve er den

kurs, som køberen får tilbudt, som skal danne grundlag for beregningen af

kurstabet, eller om det er den kurs, som sælgeren har fået ved salg af

pantebrevet med fradrag af et nærmere aftalt kurspoint til formidleren af

pantebrevssalget. Det fremgår af skrivelsen, at det som udgangspunkt er den

kurs, som køberen får tilbudt, der skal danne grundlag for beregningen af

kurstabet, idet beregningen skal ske i forhold til køberen, d.v.s.

forbrugeren, og ikke i forhold til sælgeren. Det fremgår endvidere af

skrivelsen, at det i tilfælde, hvor køberen undlader at indfri pantebrevet

til underkurs, og i stedet vælger at udstede sælgerpantebrev, ligeledes er

den tilbudte kurs, der skal lægges til grund for beregningen af kurstabet.

Andre kreditoplysninger

Som svar på henvendelser fra organisationer m.v. har Justitsministeriet

tillige haft lejlighed til at tage stilling til andre spørgsmål vedrørende

opgørelse af kreditoplysninger ved udstedelse af sælgerpantebreve.

Justitsministeriet har i den forbindelse overfor Advokatrådet bl.a.

tilkendegivet, at præmien på ejendommens brandforsikring normalt vil skulle

oplyses i et sælgerpantebrev efter bestemmelsen i kreditaftalelovens § 14,

jf. § 13, stk. 2, nr. 6. Dette vil gælde i alle tilfælde, hvor

Justitsministeriets pantebrevsformular A, pkt. 6, eller et tilsvarende vilkår

er aftalt som led i kreditaftalen.

Justitsministeriet har endvidere overfor Advokatrådet tilkendegivet, at

der efter kreditaftalelovens § 9, stk. 1, nr. 6, skal ydes selvstændig

oplysning om størrelsen af hver enkelt ydelse og antallet af ydelser, ligesom

der skal oplyses om ydelsernes forfaldstid. En henvisning til pantebrevenes

rubrik »rente- og betalingsvilkår« er således ikke tilstrækkelig.

3.3. Indfrielse af en fordring før forfaldstidspunktet.

I tilknytning til det ændringsforslag, som indebærer, at alle

kreditaftaler mod pant i fast ejendom er omfattet af kreditaftaleloven, jf.

afsnit 2.3. ovenfor, blev det foreslået, at der i lovforslagets § 25 (jf. nu

kreditaftalelovens § 26) som stk. 2, blev indsat en bestemmelse om, at retten

til at indfri en fordring før forfaldstidspunktet ikke skal gælde for

pantebreve i fast ejendom. I bemærkningerne er der om dette ændringsforslag

anført følgende:

»Da visse af de lånetyper, som anvendes inden for realkreditten, i et

vist omfang indeholder særlige indfrielsesvilkår, er der samtidig foreslået

en ændring af lovforslaget § 25, således at disse lånetyper med særlige

indfrielsesvilkår kan opretholdes. Der henvises til ændringsforslag nr.

24.«

I et notat om forslaget til lov om kreditaftaler, som Forbrugerrådet den

10. maj 1990 fremsendte til Folketingets Retsudvalg, anførte Forbrugerrådet

bl.a., at justitsministerens ændringsforslag vedrørende undtagelse fra retten

til indfrielse af fordringen før forfaldstidspunktet efter formuleringen

syntes at række en hel del videre end til at muliggøre opretholdelsen af

nogle særlige lånetyper. Formuleringen af undtagelsesbestemmelsen vedrørte

alle pantebreve i fast ejendom, således at forbrugeren alene i tilfælde, hvor

det er særskilt aftalt, skal have ret til indfrielse før forfaldstidspunkt.

Forbrugerrådet foreslog på denne baggrund, at ændringsforslaget ikke burde

gennemføres.

Forbrugerrådets synspunkter blev ikke imødekommet. Justitsministeren

stillede derimod et ændringsforslag til lovforslagets § 27, hvorefter der som

stk. 6, blev indsat en bestemmelse om, at lovforslagets § 27, stk. 1-5, om

reduktion af kreditomkostningerne ved indfrielse af fordringen før

forfaldstidspunktet ikke skulle gælde for pantebreve i fast ejendom. I

bemærkningerne til ændringsforslaget, som blev vedtaget af Folketinget, er

det anført, at ændringsforslaget indebærer en tydeliggørelse af, at

bestemmelserne i § 27, stk. 1-5, ikke gælder for pantebreve i fast ejendom.

Baggrunden for ændringsforslaget er nærmere uddybet i Justitsministeriets

svar af 29. maj 1990 på spørgsmål 8 fra Folketingets Retsudvalg. I svaret er

der bl.a. anført:

»Lovforslagets §§ 26-27 som affattet efter 2. behandlingen hører

uløseligt sammen, idet § 27 nærmere beskriver, hvorledes kreditomkostningerne

skal reduceres, såfremt forbrugeren ønsker at betale sin gæld før

forfaldstidspunktet, således som forbrugeren har ret til efter § 26. Ud fra

sammenhængen er det således klart, at § 27 ikke skal gælde for pantebreve i

fast ejendom.

Dette fremgår af henvisningen til § 27 i § 26, stk. 1, 2. pkt. Da man

imidlertid ved isoleret læsning af § 27 ikke bliver opmærksom på denne

henvisning og den heraf følgende begrænsning for § 27, har Justitsministeriet

efter at have gennemgået lovteksten som vedtaget ved 2. behandlingen

imidlertid fundet det mest hensigtsmæssigt at præcisere retstilstanden,

således at det udtrykkeligt anføres i § 27, at denne bestemmelse ikke gælder

for pantebreve i fast ejendom. På denne baggrund har Justitsministeriet

stillet ændringsforslaget til § 27.«

I en skrivelse af 18. december 1990 til Finansrådet har Justitsministeriet

på den baggrund oplyst, at undtagelsesbestemmelsen i kreditaftalelovens § 26,

stk. 2, gælder generelt for alle pantebreve i fast ejendom, herunder sådanne

pantebreve, som en forbruger udsteder til et pengeinstitut.

Justitsministeriet har dog senere i en skrivelse af 28. januar 1990 til

Den Danske Bank præciseret, at bestemmelsen i kreditaftalelovens § 26, stk.

2, ikke gælder for gældsbreve, der er sikret ved ejerpantebrev i fast

ejendom, og hvor kreditaftalen er gældsbrevet.

3.4. Forbrugerens beskyttelse ved kreditgiverens overdragelse af

fordringen til trediemand.

Kreditaftalelovens almindelige ordning

Efter kreditaftalelovens § 31, stk. 1, må kreditgiveren ikke i

forbindelse med en kreditaftale modtage veksel eller andet særligt

skylddokument, der forpligter forbrugeren, og som ved overdragelse kan

medføre indskrænkning af forbrugerens ret til at fremsætte indsigelser

vedrørende aftalen. I tilknytning hertil er det i kreditaftalelovens § 32

bestemt, at det ikke kan aftales, at der ved overdragelse til trediemand af

de rettigheder, som tilkommer kreditgiveren, sælgeren eller leverandøren af

en tjenesteydelse, sker indskrænkning af dennes forpligtelser over for

forbrugeren. Efter kreditaftalelovens § 33, stk. 1, kan forbrugeren endelig

over for anden kreditor gøre samme indsigelser gældende som over for

kreditgiveren, sælgeren eller leverandøren af en tjenesteydelse. I de

tilfælde, der er nævnt i kreditaftalelovens § 5, nr. 2, kan forbrugeren under

visse betingelser også over for anden kreditor rejse samme pengekrav på

grundlag af købet som over for sælgeren, jf. nærmere kreditaftalelovens § 33,

stk. 2. Det samme gælder ved kreditaftaler med henblik på opnåelse af en

tjenesteydelse, jf. kreditaftalelovens § 33, stk. 3.

Det fremgår bl. a. af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 33, stk. 1,

at bestemmelsen svarer til direktivets art. 9, og at bestemmelsen ikke

udelukker, at forbrugerens indsigelser mod trediemand kan eksstingveres efter

lovgivningens almindelige regler, såfremt trediemand har erhvervet et

negotiabelt dokument. For at undgå, at forbrugeren fortaber sine indsigelser

over for trediemand, er det derfor som nævnt i § 31, stk. 1, fastsat, at

kreditgiveren ikke i forbindelse med en kreditaftale må modtage negotiable

dokumenter fra forbrugeren.

Særligt om pant i fast ejendom

Efter kreditaftalelovens § 31, stk. 2, er bestemmelsen i stk. 1, ikke til

hinder for, at kreditgiveren i forbindelse med en kreditaftale får pant i

fast ejendom. I tilknytning hertil er der i kreditaftalelovens § 33, stk. 4,

fastsat følgende bestemmelse:

»§ 33....

Stk. 4. Har kreditgiveren fået pant i fast ejendom, jf. § 31, stk. 2,

gælder reglerne i stk. 1-3 kun i det omfang, andet ikke følger af reglerne om

tinglyste pantebreve i fast ejendom.«

I bemærkningerne til bestemmelsen er der peget på, at forbrugerens

indsigelser kan eksstingveres efter bestemmelsen i tinglysningslovens § 27.

Efter forarbejderne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 33, stk. 1, må

det efter Justitsministeriets opfattelse tillige antages, at forbrugerens

indsigelser kan eksstingveres efter reglerne i gældsbrevsloven i de tilfælde,

hvor pantebrevet i den faste ejendom må anses for et omsætningsgældsbrev, men

ikke er tinglyst, jf. herved gældsbrevslovens § 11, stk. 2, nr. 3, og § 15.

4. Problemerne i praksis.

4.1. Indledning.

Bestemmelserne i kreditaftaleloven og den fortolkning, som efter

Justitsministeriets opfattelse må anlægges, giver som allerede påpeget

anledning til flere praktiske problemer i relation til kreditaftaler mod pant

i fast ejendom, herunder navnlig vedrørende handel med fast ejendom.

I det følgende vil der derfor blive nærmere redegjort for disse problemer.

4.2. Realkreditlån.

Det er karakteristisk for realkredinstitutternes virksomhed, som er

nærmere reguleret i realkreditlov nr. 841 af 20. december 1989, at der ydes

lån mod registreret pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af

realkreditobligationer.

Provenuet ved salg af realkreditobligationerne bliver i princippet ikke

udbetalt til kunden (forbrugeren), før realkreditinstituttet har modtaget

pantebrev i kundens ejendom i behørigt tinglyst stand. Dette indebærer, at de

nærmere vilkår for lånet afhænger af, til hvilken kurs

realkrediobligationerne bliver solgt. Fra det tidspunkt, hvor

realkreditinstituttet fremsender sit endelige lånetilbud og pantebrevsudkast

til kunden, og det tidspunkt, hvor udbetaling af lånet til kunden finder

sted, hersker der derfor en vis usikkerhed om, hvorvidt de vilkår for

realkreditlånet, der fremgår af lånetilbuddet, kan opretholdes. Usikkerheden

accentueres i perioder med store kurssvingninger på børsen og lange

ekspeditionstider for tinglysning af pantebreve. Kunden kan dog sikre sig

imod kurssvingninger ved at opnå en »pengeinstitutgaranti« eller

ved at indgå en »kurssikringskontrakt« med realkreditinstituttet.

Hertil kommer, at realkreditinstitutterne med hensyn til finansiering af

nybyggeri eller vedligeholdelses- og forbedringsarbejder kan tilbyde

»forhåndslån«, jf. realkreditlovens § 40.

Et af de problemer, som består efter den gældende retstilstand, hvorefter

kreditoplysningerne skal anføres på pantebrevet, er, at pantebrevene bliver

meget omfangsrige, navnlig fordi angivelsen af de enkelte ydelser, disses

antal og forfaldstid fylder meget ved lån med lang løbetid (op til flere

A4-sider). Dette er til gene for tinglysningskontorerne, som skal opbevare

genparter af de tinglyste pantebreve, samt for realkreditinstitutterne, der

ligger inde med et stort antal originale dokumenter.

Kreditoplysningerne i pantebrevet til realkreditinstituttet er endvidere

meget ofte af foreløbig karakter, fordi de endelige vilkår for et

realkreditlån som nævnt først kan fastlægges, når realkreditobligationerne er

blevet solgt.

I en fælles skrivelse af 22. april af 1991 har Forbrugerrådet og

Realkreditrådet rettet henvendelse til Justitsministeriet om, hvorledes de

anførte problemer kan løses i praksis. I skrivelsen er der bl.a. anført

følgende:

»Vi forestiller os således, at:

1. kreditoplysningerne i henhold til kreditaftalelovens § 9 gives

i lånetilbudet til låntager, således som de er kendt på tidspunktet for

afgivelse af lånetilbud. Oplysningerne gives på standardiseret måde, d.v.s.

med ensartet beregning og opstilling uanset hvilket realkreditinstitut, der

afgiver lånetilbudet. Hermed har låntager et umiddelbart

sammenligningsgrundlag. Låntager gøres i lånetilbudet opmærksom på, at de

afgivne oplysninger alene er gældende på tilbudstidspunktet, og at ændringer

som følge af kurssvingninger vil kunne forekomme, medmindre lånevilkårene

fastlåses gennem en fastkursaftale.

2. der i selve pantebrevet undlades afgivelse af

kreditoplysninger. Det angives alene i pantebrevet, at pantebrevet er

omfattet af kreditaftaleloven. Umiddelbart over låntagers underskrift

anføres, at låntager forud for aftalens indgåelse har modtaget

kreditoplysninger i henhold til kreditaftalelovens bestemmelser.

I pantebrevet optages for realkreditinstituttets vedkommende en

bestemmelse om, at låntager ved afregningen af låneprovenuet modtager en

endelig opgørelse af de konstaterede kreditomkostninger i

realkreditinstituttet. .

Hermed opfyldes kravet om, at kreditoplysningerne indgår som en integreret

del af låneaftalen. Samtidig undgås det, at der i selve pantebrevet (og

genparten heraf) optages oplysninger, der kun undtagelsesvis vil være udtryk

for de endelige kreditomkostninger, på grund af kurssvingninger og det, at

den første (skæve) ydelse ikke kan beregnes, førend lånet faktisk er

hjemtaget.«

4.3. Sælgerpantebreve.

For så vidt angår sælgerpantebreve, rejser den gældende retstilstand

nogle væsentlige problemer.

For det første har køberen behov for at få de nødvendige kreditoplysninger

inden det tidspunkt, hvor køberen underskriver dokumentet om overdragelse af

den faste ejendom (slutseddelen), hvori han i almindelighed forpligter sig

til at udstede et sælgerpantebrev.

For det andet har anvendelsen af kreditaftalelovens § 9, stk. 1, nr. 1, om

pligten til at oplyse lånebeløbet (det lånte beløb efter fradrag af

stiftelsesomkostninger, kurstab og lignende) voldt vanskeligheder i praksis,

jf. afsnit 3.2. ovenfor. Det er i den forbindelse gjort gældende, at det er

svært at operere med et kurstab i forbindelse med sælgerpantebreve. Mens

sælgeren kan lide et kurstab, hvis sælgerpantebrevet afhændes, er det

begrebsmæssigt vanskeligere at tale om, at køberen lider et kurstab. Hvad

køberen (forbrugeren) bør vide, inden han forpligter sig til at udstede et

sælgerpantebrev, er, hvilket beløb der skal betales, hvis han vælger at

foretage kontant betaling af den del af købesummen, der ellers skulle

finansieres ved udstedelse af sælgerpantebrev.

For det tredie er kravet efter den gældende retstilstand om, at

kreditoplysningerne skal anføres på sælgerpantebrevene, til stor gene for

tinglysningskontorerne og for parterne, sml. afsnit 4.2. ovenfor vedrørende

realkreditpantebreve.

5. Lovforslagets indhold.

5.1. Principperne bag lovforslaget.

Et af kreditaftalelovens væsentligste formål er at give forbrugeren

mulighed for at sammenligne forskellige kreditgiveres tilbud. En afgørende

forudsætning for denne sammenligning er, at det grundlag, hvorpå

kreditoplysningerne skal beregnes, er det samme uanset kredittilbuddets

karakter. Denne forudsætning er i kreditaftalelovens bl.a. tilgodeset ved, at

de bestemmelser, som er fastsat i § 9, om pligt til at give

kreditoplysninger, gælder for alle kreditaftaler med fast lånebeløb.

En ændring af kreditaftalelovens bestemmelser med henblik på at afhjælpe

de praktiske problemer vedrørende lån mod pant i fast ejendom, som der er

redegjort for i afsnit 4. ovenfor, må derfor efter Justitsministeriets

opfattelse foretages således, at det sikres, at kreditaftalelovens generelle

bestemmelser om afgivelse af kreditoplysninger ikke fraviges i en sådan grad,

at det bliver vanskeligt at sammenligne vilkårene i et tilbud om lån mod pant

i fast ejendom med andre tilbud om kredit. Lovforslaget tilgodeser dette

hensyn.

5.2.Oversigt over lovforslagets bestemmelser.

Forslagets § 8 a, stk. 1-2, indebærer, at kreditgiveren skal angive

kreditoplysningerne i kredittilbuddet eller, for så vidt angår

sælgerpantebreve, i aftalen om overdragelse af den faste ejendom

(slutseddelen). Bestemmelserne betyder således, at pantebrevene ikke bliver

så omfangsrige. Dette vil være til gavn for såvel parterne som for

tinglysningskontorerne, jf. afsnit 4.2. - 4.3. ovenfor. Samtidig sikrer

bestemmelsen om sælgerpantebreve, jf. § 8 a, stk. 2, 1. pkt., at køberen af

den faste ejendom får kreditoplysningerne på det tidspunkt, hvor han har et

reelt behov herfor, sml. afsnit 4.3. ovenfor. Bestemmelsen rejser derfor et

spørgsmål om, hvorvidt bekendtgørelse nr. 673 af 3. oktober 1990 om

ejendomsmæglere og ejendomshandlere skal ændres, således at det kommer til at

fremgå udtrykkeligt af bekendtgørelsen, at ejendomsformidlerne skal give

kreditoplysningerne i forbindelse med aftalen om overdragelse af den faste

ejendom, d.v.s. i slutseddelen. Justitsministeriet har i den forbindelse

anmodet Industriministeriet om at overveje dette spørgsmål.

Bestemmelserne i § 8 a, stk. 1-2, forudsætter endvidere, at

tinglysningsbekendtgørelsen og de pantebrevsformularer, der er udarbejdet i

henhold til bekendtgørelsen, jf. afsnit 4.3. ovenfor, bliver ændret, således

at det ikke længere kræves, at kreditoplysningerne skal være angivet i

pantebrevene. Justitsministeriet vil sørge for, at denne ændring af

tinglysningsbekendtgørelsen m.v. bliver foretaget.

Lovforslagets § 8 a, stk. 2, 2. pkt., bestemmer udtrykkeligt, at

kreditgiveren i aftalen om overdragelse af den faste ejendom skal give

køberen oplysning om, hvilket beløb der skal betales, hvis køberen kan betale

kontant i stedet for at udstede et sælgerpantebrev. Denne oplysning skal

allerede gives efter den gældende retstilstand, idet der ved beregningen af

lånebeløbet og kreditomkostningerne skal ske fradrag af køberens tab ved ikke

at have indfriet sælgerpantebrevet til en lavere kurs, jf. afsnit 3.2.

ovenfor. Formålet med bestemmelsen er således alene at præcisere, at der ved

beregningen af lånebeløbet efter kreditaftalelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og

kreditomkostningerne efter § 9, stk. 1, nr. 3, skal tages i betragtning, om

køberen skulle betale mindre end, hvad der fremgår af sælgerpantebrevets

hovedstol, såfremt han betalte kontant i stedet for at udstede et

sælgerpantebrev. Med denne bestemmelse vil den usikkerhed om beregningen af

lånebeløbet og kreditomkostningerne, som har vist sig at opstå i praksis,

blive fjernet.

Indførelsen af bestemmelser om, at kreditoplysningerne skal gives i

tilbuddet eller, for så vidt angår sælgerpantebreve, i slutseddelen, betyder,

at kreditoplysningerne ikke altid vil være helt korrekte. Dette gælder

særligt vedrørende realkreditlån, hvor det kontante provenu, som forbrugeren

vil få, afhænger af, til hvilken kurs realkreditobligationerne kan sælges,

jf. afsnit 4.2. ovenfor. Hvis de oplysninger, som er givet i tilbuddet eller

slutseddelen, er af foreløbig karakter, er kreditgiveren derfor efter

lovforslagets § 8 a, stk. 3, forpligtet til snarest muligt at sende

meddelelse til forbrugeren om de endelige kreditoplysninger. I det omfang

realkreditlånene afregnes ved udlevering af obligationer til forbrugeren, som

realkreditinstitutterne ikke skal realisere på forbrugerens vegne, vil

realkreditinstitutterne efter udleveringen af obligationerne ikke få

oplysninger om obligationernes realisering og dermed heller ikke om

størrelsen af det endelige låneprovenu. Bestemmelsen forudsætter derfor, at

realkreditinstitutterne i disse tilfælde ikke har pligt til at sende

forbrugeren meddelelse om de endelige kreditoplysninger.

Henvisningen i lovforslagets § 8 a, stk. 4, til kreditaftalelovens § 8,

indebærer, at det tilbud, hvori kreditoplysningerne skal fremgå, skal

udfærdiges skriftligt. Det samme gælder for aftalen om overdragelse af den

faste ejendom og for den meddelelse, der skal gives efter lovforslaget § 8 a,

stk. 3. Henvisningen indebærer endvidere, at forbrugeren skal have udleveret

en genpart af dokumenterne, jf. kreditaftalelovens § 8, stk. 2.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser.

Lovforslaget skønnes ikke at indebære økonomiske eller administrative

konsekvenser af betydning for det offentlige.

7. Høring.

Følgende interesseorganisationer m.v. har deltaget i en møderække om

kreditoplysninger i forbindelse med realkreditlån og sælgerpantebreve og har

været hørt over et udkast til lovforslaget:

Forbrugerrådet, Realkreditrådet, Den Danske Dommerforening, Advokatrådet,

Finansrådet og Dansk Ejendomsmæglerforening.

Endvidere har Industriministeriet været hørt over udkastet til lovforslag.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1.

Bestemmelsen i stk. 1 indebærer, at kreditoplysningerne ved lån

mod pant i fast ejendom skal gives i kreditgiverens tilbud og ikke i

pantebrevet.

Efter formuleringen omfatter bestemmelsen alle kreditaftaler om optagelse

af lån mod pant i fast ejendom. Bestemmelsen finder derfor ikke alene

anvendelse på realkreditlån men også på andre kreditaftaler mod pant i fast

ejendom, herunder pantebreve til pengeinstitutter. For så vidt angår

sælgerpantebreve, gælder dog bestemmelsen i stk. 2 , jf. nedenfor.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse på kreditaftaler, hvor lånet sikres

ved håndpantsætning af et ejerpantebrev eller ved udstedelse af et

skadesløsbrev, jf. afsnit 3.1. ovenfor vedrørende den gældende retstilstand.

I disse tilfælde skal der dog gives kreditoplysninger i forbindelse med

kreditaftalen om den underliggende fordring i henhold til kreditaftalelovens

§ 8.

I lighed med den gældende retstilstand, jf. afsnit 3.1. ovenfor, falder

gældsovertagelse udenfor bestemmelsen. Det gælder ikke blot i tilfælde, hvor

gældsovertagelsen finder sted »automatisk« uden aftale med

kreditgiveren i henhold til tinglysningslovens § 39, stk. 1, men normalt også

når gældsovertagelsen sker efter tinglysningslovens § 39, stk. 2. Det

skyldes, at der i forbindelse med en gældsovertagelse ikke oprettes en ny

kreditaftale. Hvis vilkårerne for kreditten ændres væsentligt i forbindelse

med gældsovertagelsen, vil der efter omstændighederne foreligge en ny

kreditaftale, der vil udløse pligt til at give kreditoplysninger efter

bestemmelsen. Afgørelsen må træffes ud fra en konkret vurdering under hensyn

til bl.a. karakteren af de ændrede vilkår.

Bestemmelsen i stk. 2 , der vedrører sælgerpantebreve, bestemmer

udtrykkeligt, at kreditoplysningerne skal gives i aftalen om overdragelse af

den faste ejendom, d.v.s. slutseddelen. Bestemmelsen betyder, at

kreditoplysningerne i praksis skal gives af ejendomsmægleren eller

ejendomshandleren. Hvis det undtagelsesvis ikke i forbindelse med aftalen om

overdragelse af den faste ejendom, men først senere, aftales, at der skal

udstedes et sælgerpantebrev, finder bestemmelsen efter sagens natur ikke

anvendelse. I dette tilfælde skal kreditoplysningerne gives i tilbuddet efter

bestemmelsen i stk. 1.

I aftalen om overdragelse af den faste ejendom (slutseddelen) skal

kreditgiveren endvidere efter bestemmelsen i stk. 2, 2. pkt., oplyse

forbrugeren om, hvilket beløb der skal betales, hvis forbrugeren kan betale

kontant hos kreditgiveren i stedet for at udstede sælgerpantebrev. Under

hensyn til den usikkerhed, som har vist sig i praksis med hensyn til

beregningen af lånebeløbet og kreditomkostningerne, jf. nærmere afsnit 3.2.

ovenfor, har Justitsministeriet fundet det nødvendigt at indføre

bestemmelsen. Bestemmelsen ændrer ikke men præciserer den gældende

retstilstand, hvorefter forbrugeren skal have oplysning om kurstabet ved at

udstede sælgerpantebrev i stedet for at betale kontant. Den beregning af

lånebeløbet og kreditomkostningerne, som Justitsministeriet redegjorde for i

sit svar til Folketingets Retsudvalg på grundlag af en henvendelse fra Dansk

Ejendomsmæglerforening, jf. afsnit 3.2. ovenfor, er således fortsat relevant,

idet »kurstabet« svarer til forskellen mellem sælgerpantebrevets

hovedstol og den kontantpris, som køberen kunne betale i stedet for at

udstede sælgerpantebrev. Om den måde, hvorpå lånebeløbet og

kreditomkostningene kan beregnes i praksis, henvises til afsnit 3.2. ovenfor.

Hvis kreditomkostningerne ikke er oplyst i overensstemmelse med

kreditaftalelovens § 9, stk. 1, nr. 3, skal forbrugeren i almindelighed højst

betale lånebeløbet samt en årlig rente af den til enhver tid værende

restgæld, der svarer til Nationalbankens diskonto med tillæg af 5 pct., jf.

kreditaftalelovens § 23, stk. 1. Forbrugeren kan imidlertid fortabe sin

indsigelse efter denne bestemmelse dels over for trediemand, der erhverver et

tinglyst pantebrev, jf. tinglysningslovens § 27, dels over for trediemand,

der erhverver et utinglyst pantebrev, jf. gældsbrevslovens § 15. Der kan i

den forbindelse henvises til redegørelsen for den gældende retstilstand i

afsnit 3.4. ovenfor.

Bestemmelsen i stk. 3 indebærer en forpligtelse for kreditgiveren

til at give forbrugeren meddelelse om de endelige kreditoplysninger i de

tilfælde, hvor kreditoplysningerne i tilbuddet eller i slutseddelen er af

foreløbig karakter. Bestemmelsen finder ikke anvendelse på realkreditlån,

hvor lånene afregnes ved udlevering af obligationer til forbrugeren, som

realkreditinstitutterne ikke skal realisere på forbrugerens vegne, jf. afsnit

5.2. ovenfor. Der er ikke i bestemmelsen fastsat nogen absolut frist,

indenfor hvilken de endelige kreditoplysninger skal være sendt til

forbrugeren, men kreditoplysningerne skal sendes »snarest muligt«.

Det forudsættes herved, at de endelige kreditoplysninger sendes til

forbrugeren uden unødigt ophold. Overtrædelse af bestemmelsen er

strafferetligt sanktioneret, jf. bemærkningerne til nr. 2 nedenfor.

Efter kreditaftalelovens § 23, stk. 2, kan kreditgiveren ikke i

almindelighed på grundlag af aftalen i øvrigt kræve yderligere

kreditomkostninger, hvis kreditomkostningerne er angivet efter § 9, stk. 1,

nr. 3. Er oplysningen om de årlige omkostninger i procent som nævnt i § 9,

stk. 4, for lavt angivet, kan kreditgiveren ikke i almindelighed kræve højere

kreditomkostninger, end hvad der svarer til den procentsats, der er angivet.

Disse civilretlige sanktioner kan imidlertid ikke anvendes i de tilfælde,

hvor kreditgiveren overtræder bestemmelsen i stk. 3 , i det omfang

kreditgiveren i lånetilbuddet eller i aftalen om ejendommens overdragelse har

taget et forbehold om, at kreditomkostningerne er af foreløbig karakter.

Bestemmelsen i stk. 4 , hvorefter kreditaftalelovens § 8 finder

tilsvarende anvendelse, betyder, at kreditoplysningerne efter § 8 a, stk.

1-3, skal gives skriftligt, og at forbrugeren skal have udleveret en genpart

af det dokument, hvori kreditoplysningerne er angivet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 5.2. ovenfor.

Til nr. 2.

Bestemmelsen fastsætter udtrykkeligt, at grov eller oftere gentagen

overtrædelse af § 8 a, stk. 1-3, kan straffes med bøde.

Til § 2.

Bestemmelsen indeholder reglerne om ikrafttrædelse.

Ikrafttrædelsen af loven forudsætter som nævnt i afsnit 5.2., at

tinglysningsbekendtgørelsen og de pantebrevsformularer, som er udarbejdet i

henhold til bekendtgørelsen, bliver ændret. Det skal i den forbindelse

oplyses, at nogle organisationer m.v. har anmodet Justitsministeriet om at

blive inddraget i arbejdet med at ændre tinglysningsbekendtgørelsen og

pantebrevsformularerne. Under hensyn hertil og for, at de berørte

organisationer m.v. får rimelig tid til at indrette sig efter de ændringer,

som loven medfører, foreslås det, at loven træder i kraft den 1. oktober

1992, og at den finder anvendelse på kreditaftaler mod pant i fast ejendom,

der indgås efter dette tidspunkt.

Efter 2. behandling den 2. april 1992

§ 1

I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler, som ændret ved § 10,

stk. 2, i lov nr. 322 af 31. maj 1991, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 8 indsættes:

» § 8 a. Ved kreditaftaler, der sikres ved pant i fast

ejendom, skal de oplysninger, der er nævnt i § 9 og § 14, samt aftalens

øvrige væsentlige vilkår gives i kreditgiverens tilbud.

Stk. 2. Yder en sælger af en fast ejendom kredit mod udstedelse af

pantebrev i den faste ejendom, skal de oplysninger, der er nævnt i stk. 1,

gives i aftalen om ejendommens overdragelse. Heri skal kreditgiveren

endvidere oplyse forbrugeren om, hvilket beløb der skal betales, hvis

forbrugeren kan betale kontant hos kreditgiveren i stedet for at udstede

pantebrev.

Stk. 3. Hvis de oplysninger, der er givet efter stk. 1 eller 2, er

af foreløbig karakter, skal kreditgiveren snarest muligt sende meddelelse om

de endelige kreditoplysninger til forbrugeren.

Stk. 4. I øvrigt finder § 8 tilsvarende anvendelse.

§ 8 b. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om afgivelse

og opbevaring af kreditoplysninger efter § 8 a. Justitsministeren kan

herunder navnlig fastsætte, at kreditoplysningerne skal afgives i en anden

form, og at visse aftaler om henstand helt eller delvis skal undtages fra

pligten til at afgive kreditoplysninger.«

2. I § 56, stk. 2, indsættes efter »skyldig i grov

eller oftere gentagen overtrædelse af«: »§ 8 a, stk. 1-3,».

3. I § 56, stk. 3, indsættes efter »i medfør af«

ordene: »§ 8 b og«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 1992.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på kreditaftaler, hvor

kreditgiverens tilbud er fremsat efter lovens ikrafttræden. Ved kreditaftaler

som nævnt i § 8 a, stk. 2, finder loven anvendelse, når aftalen om

ejendommens overdragelse er indgået efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. De hidtil gældende regler kan finde anvendelse på

kreditaftaler, der er indgået inden den 1. januar 1993.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter