1991 LSF 176 FORSLAG TIL LOV OM TELETERMINALUDSTYR1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1. Kommunikationsministeren kan fastsætte regler om
teleterminaludstyr, herunder regler, der er nødvendige for
gennemførelsen og anvendelsen her i landet af De Europæiske
Fællesskabers retsforskrifter om sådant udstyr.
§ 2. I de i § 1 omhandlede regler kan der fastsættes krav til
teleterminaludstyr, herunder bestemmelser om:
1) Forbud mod eller indskrænkning i adgangen til markedsføring,
ibrugtagning og anvendelse.
2) Krav om typegodkendelse, om godkendelse af kvalitetsstyringssystemer og
om mærkning.
3) Betaling for godkendelse, tilsyn og kontrol.
4) Myndighedstilsyn og -kontrol, herunder adgang til relevante lokaliteter
uden retskendelse.
5) Påbud om tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning.
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv nr.
91/263/EØF, De Europæiske Fællesskabers Tidende (EF-Tidende) 1991 L 128 s. 1.
§ 3. Kommunikationsministeren kan bemyndige offentlige myndigheder
eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns- og
kontrolforanstaltninger efter loven.
Stk. 2. Kommunikationsministeren kan endvidere bemyndige de i stk.
1 nævnte myndigheder og foretagender til at udstede forbud og påbud efter
bestemmelser fastsat i medfør af § 2, nr. 1 og 5.
§ 4. Kommunikationsministeren kan fastsætte regler om adgangen til
at påklage afgørelser truffet i henhold til bemyndigelse efter § 3, herunder
at visse afgørelser ikke kan påklages til højere administrativ myndighed.
§ 5. Kommunikationsministeren eller den, der har bemyndigelse
efter § 3, kan forlange alle oplysninger, som kommunikationsministeren
skønner er nødvendige for administration af loven.
§ 6. I forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, kan der
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Læs alt
Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,
anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som
sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et
kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der
pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant
bødeansvar.
§ 7. Loven træder i kraft den 1. juli 1992.
Stk. 2. Lov nr. 338 af 4. juni 1986 om telefonapparater ophæves
efter kommunikationsministerens nærmere bestemmelse.
§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1. Kommunikationsministeren kan fastsætte regler om
teleterminaludstyr, herunder regler der er nødvendige for
gennemførelsen og anvendelsen her i landet af De Europæiske
Fællesskabers retsforskrifter om sådant udstyr.
§ 2. I de i § 1 omhandlede regler kan der fastsættes krav til
teleterminaludstyr, herunder bestemmelser om:
1) Forbud mod eller indskrænkning i adgangen til markedsføring,
ibrugtagning og anvendelse.
2) Krav om typegodkendelse, godkendelse af kvalitetsstyringssystemer samt
om mærkning.
3) Betaling for godkendelse, tilsyn og kontrol.
4) Myndighedstilsyn og -kontrol, herunder adgang til relevante lokaliteter
uden retskendelse.
5) Påbud om tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning.
§ 3. Kommunikationsministeren kan bemyndige offentlige myndigheder
eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns- og
kontrolforanstaltninger efter loven.
Stk. 2. Kommunikationsministeren kan endvidere bemyndige de i stk.
1 nævnte myndigheder og foretagender til at udstede forbud og påbud efter
bestemmelser fastsat i medfør af § 2, nr. 1 og 5.
§ 4. Kommunikationsministeren kan fastsætte regler om adgangen til
at påklage afgørelser truffet i henhold til bemyndigelse efter § 3, herunder
at visse afgørelser ikke kan påklages til højere administrativ myndighed.
§ 5. Kommunikationsministeren eller den, der har bemyndigelse
efter § 3, kan forlange alle oplysninger, som kommunikationsministeren
skønner er nødvendige for administration af loven.
§ 6. I forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, kan der
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,
anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som
sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et
kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov kommunernes styrelse, kan der pålægges
staten, kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.
§ 7. Loven træder i kraft den 1. juli 1992.
Stk. 2. Lov nr. 338 af 4. juni 1986 om telefonapparater ophæves
efter kommunikationsministerens nærmere bestemmelse.
§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
A. Formålet med lovforslaget
Formålet med forslaget er at skabe grundlag for gennemførelse her i landet
af Rådets direktiv 91/263/EØF af 29. april 1991 om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse
af udstyrets overensstemmelse (i det følgende benævnt
»terminaldirektivet«).
Terminaldirektivet omfatter teleterminaludstyr. Som eksempler på
udstyrstyper, der er omfattet af dette begreb, kan nævnes: Telefoner,
telefaxapparater, telexapparater, PABC'er (omstillingsanlæg), telefonsvarere,
trådløse telefoner, mobiltelefoner og personsøgemodtagere.
Udstyr, der kan tilsluttes det offentlige telenet, men som ikke er bestemt
til et sådant formål, er ikke omfattet af begrebet. Dog opstiller
terminaldirektivet visse regler om mærkning m.v. af sådant udstyr.
Telekommunikationssektoren undergår i disse år overalt i Europa betydelige
ændringer. Området er således bl.a. karakteriseret ved indførelsen af et
stadigt mere liberaliseret marked og af den teknologiske udvikling. I 1988
udstedte Kommissionen et direktiv om konkurrence på teleterminalmarkederne
(88/301/EØF), hvormed alle eksklusive rettigheder vedrørende salg,
installering m.v. af teleterminaludstyr blev ophævet, og allerede i 1986
havde Rådet vedtaget et direktiv om første fase af den gensidige anerkendelse
af typegodkendelse af teleterminaludstyr (86/361/EØF). Sidstnævnte direktiv
ophæves med det nye terminaldirektiv.
I EF-kommissionens grønbog fra 1987 om udvikling af et fælles marked for
teletjenester og -udstyr understreges det bl.a., at gennemførelsen af fuld
gensidig anerkendelse af typegodkendelser af teleterminaludstyr er af
afgørende betydning for etableringen af et konkurrenceorienteret EF-dækkende
terminalmarked.
Terminaldirektivet er udarbejdet efter de retningslinier, der er indeholdt
i Rådets resolution af 7. maj 1985 om en ny metode i forbindelse med teknisk
harmonisering og standarder (85/C 136/01). Endvidere bygger
terminaldirektivet på Rådets afgørelse af 13. december 1990 om modulerne for
de forskellige faser i procedurerne for overensstemmelsesvurdering med
henblik på anvendelse i direktiverne om teknisk harmonisering (90/683/EØF).
Terminaldirektivet træder i kraft den 6. november 1992. Medlemsstaterne
skal senest samme dato have truffet de nødvendige foranstaltninger til
terminaldirektivets gennemførelse.
Lovforslaget indeholder ikke i sig selv bestemmelser om, hvilke krav der
skal gælde for teleterminaludstyr. Der er tale om en bemyndigelseslov, der
giver kommunikationsministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler herom.
Forslaget er udarbejdet efter den »model«, der er anvendt i lov nr.
368 af 6. juni 1991 om medicinsk udstyr, som bl.a. har til formål at
gennemføre direktiv 90/385/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivning om aktive implantable medicinske anordninger. Dette direktiv er
udarbejdet efter samme retningslinier som terminaldirektivet.
I medfør af loven vil der blive fastsat nærmere regler for det danske
godkendelsessystems opbygning og funktion for de krav, der fremover skal være
opfyldt for teleterminaludstyr, samt for de foranstaltninger, der iøvrigt
knytter sig hertil.
Forslaget indeholder bestemmelse om ophævelse af lov om telefonapparater.
Samtidig med fremsættelsen af dette forslag fremsætter
kommunikationsministeren lovforslag om ændring af radiokommunikationsloven.
Også dette lovforslag er begrundet i vedtagelsen af de nye EF-regler. For så
vidt angår radioanlæg, der er omfattet af terminaldirektivet, fastsættes de
nærmere regler om typegodkendelse m.v. fremover i medfør af dette lovforslag
og ikke - som nu - i medfør af radiokommunikationsloven. Anvendelsen af de
nye EF-regler forudsætter, at der for disse radioanlæg er udarbejdet fælles
tekniske forskrifter.
B. De gældende regler
Efter lov nr. 84 af 11. maj 1897 om telegrafer og telefoner har staten
eneret på offentlig telekommunikationsvirksomhed. Loven bemyndiger samtidig
kommunikationsministeren til at meddele koncession på udøvelsen af denne
eneret. I henhold hertil er der meddelt koncession til Tele Danmark A/S.
Eneretten omfatter også retten til at tilslutte teleterminaludstyr til det
offentlige telenet. Det har i praksis betydet, at kun udstyr, der var leveret
af televirksomhederne, måtte tilsluttes det offentlige telenet.
Gennem liberalisering af teleterminaludstyrs-området blev det i slutningen
af 1970'erne tilladt at tilslutte forskelligt specialudstyr til det
offentlige telenet, selvom udstyret var leveret af andre end
televirksomhederne. Denne liberalisering blev gennemført, uden at der blev
vedtaget en særlig liberaliseringslov. I stedet blev der fastsat bestemmelser
i televirksomhedernes abonnementsvilkår om, at udstyr, der var godkendt,
måtte tilsluttes telenettet. I overensstemmelse med regeringens almindelige
moderniseringsbestræbelser besluttedes det i midten af 1980'erne at
gennemføre yderligere liberalisering, således at alt teleterminaludstyr nu
frit kan forhandles og installeres under forudsætning af, at udstyret
opfylder visse tekniske krav. Liberaliseringen var således allerede begyndt,
da EF-kommissionen udstedte direktiv 88/301/EØF om konkurrence på
teleterminalmarkederne, jf. ovenfor. Der har været tale om en gradvis
liberalisering, der var gennemført fuldt ud den 1. juli 1990.
For telefonapparater blev der med lov nr. 338 af 4. juni 1986 om
telefonapparater tilvejebragt et egentligt lovgrundlag for liberaliseringen
og den dertil knyttede godkendelsesordning. Baggrunden herfor var, at der på
tidspunktet for lovens vedtagelse foregik en stor import af
»uautoriserede« telefonapparater. I forbindelse med den forestående
liberalisering opstod ønsket om at kunne strafsanktionere salg og tilslutning
af sådanne apparater. Loven trådte først i kraft den 30. november 1989, da
liberaliseringen af telefonapparater blev gennemført.
Efter loven med tilhørende bekendtgørelse nr. 514 af 5. juli 1990 om
forhandling, udlevering og tilslutning af telefonapparater gælder bl.a., at
telefonapparater kun må forhandles, udleveres eller tilsluttes det offentlige
telenet, hvis apparaterne er godkendt af Telestyrelsen.
For andre typer af teleterminaludstyr har telefonselskabernes
abonnementsvilkår hidtil udgjort den eneste regulering. Vilkårene bestemmer
bl.a., at teleterminaludstyr kun må tilsluttes, hvis det er godkendt af
Telestyrelsen og mærket i overensstemmelse hermed. Ved overtrædelse af
vilkårene kan telefonselskabet lukke abonnentens telefonforbindelse.
I dag foretages godkendelse af teleterminaludstyr af Telestyrelsen på
basis af en prøvningsrapport fra et autoriseret laboratorium. For at en
godkendelse kan gives, skal prøvningsrapporten dokumentere, at udstyret
opfylder de tekniske bestemmelser, der er fastsat for udstyrskategorien.
Rådets direktiv 86/361/EØF indførte første fase af den gensidige
anerkendelse af typegodkendelser af teleterminaludstyr, jf. ovenfor. I
overensstemmelse hermed anerkendes prøvningsresultater udført af udenlandske,
autoriserede laboratorier i det omfang, prøvningerne er baseret på en
fælleseuropæisk overensstemmelsesspecifikation (NET). Direktivet har
imidlertid ikke fået større praktisk betydning, da kun få af
overensstemmelsesspecifikationerne er blevet endeligt fastsat. I den
nuværende situation skal der derfor fortsat ansøges om typegodkendelse i
hvert enkelt land, og udstyret skal teknisk tilpasses kravene i det enkelte
land.
Der pågår i disse år et meget omfattende arbejde i Europa med hensyn til
standardisering af diverse specifikationskrav og normer for
teleterminaludstyr. Dette arbejde foregår i ETSI (European Telecommunications
Standards Institute). Fastsættelse af fælleseuropæiske standarder er en
betingelse for, at man kan forlade de nuværende nationale
typegodkendelsesordninger, der er baseret på nationale tekniske bestemmelser,
og i praksis implementere terminaldirektivets principper om gensidig
anerkendelse af typegodkendelse m.v.
C. Terminaldirektivet
Terminaldirektivet er optrykt som bilag til lovforslaget.
Terminaldirektivet omfatter teleterminaludstyr, der er bestemt til at
blive tilsluttet det offentlige telenet. I henhold til terminaldirektivet vil
det sige, at udstyret er bestemt til direkte at blive tilsluttet et
termineringspunkt i et offentligt telenet, eller at kunne fungere sammen med
et offentligt telenet ved direkte eller indirekte tilslutning til et
termineringspunkt i et offentligt telenet med henblik på at sende, behandle
eller modtage informationer. Tilslutningssystemet kan være et kabelsystem,
radiosystem, optisk system eller et andet elektromagnetisk system. Som
eksempler på udstyrstyper, der er omfattet, kan nævnes: Telefoner,
telefaxapparater, telexapparater, PABC'er (omstillingsanlæg), telefonsvarere,
trådløse telefoner, mobiltelefoner og personsøgemodtagere.
Ved »offentligt telenet« forstås i terminaldirektivet den
offentlige telekommunikationsinfrastruktur, der giver mulighed for at
transmittere signaler mellem bestemte nettermineringspunkter ved hjælp af
trådforbindelse, radiobølger, optiske medier eller andre elektromagnetiske
midler.
Terminaldirektivet fastsætter de krav - de såkaldte væsentlige krav - som
teleterminaludstyr skal opfylde. Det drejer sig bl.a. om brugersikkerhed,
sikkerhed for televirksomhedernes ansatte, krav om elektromagnetisk
kompatibilitet, beskyttelse af det offentlige telenet, effektiv udnyttelse af
frekvensspektret samt interoperabilitet (terminaludstyrs evne til at kunne
fungere sammen med andet udstyr).
De væsentlige krav er beskrevet generelt i terminaldirektivet. I
overensstemmelse med Rådets resolution af 7. maj 1985 om en ny metode i
forbindelse med teknisk harmonisering og standarder er den nærmere udmøntning
af kravene forudsat at skulle ske ved udarbejdelse af harmoniserede
standarder (ETS - European Telecommunication Standard). Disse standarder
udarbejdes af ETSI. På basis af de harmoniserede standarder vedtager
Kommissionen fælles tekniske forskrifter (CTR - Common Technical Regulation).
I henhold til terminaldirektivet er disse forskrifter bindende. I den
forbindelse bistås Kommissionen af et rådgivende udvalg benævnt
Godkendelsesudvalget for Terminaludstyr (ACTE - The Approvals Committee for
Terminal Equipment).
Medlemsstaterne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre,
at der kun markedsføres og ibrugtages terminaludstyr, der - korrekt
installeret og vedligeholdt, og anvendt til det tilsigtede formål - opfylder
terminaldirektivets krav. Er kravene ikke opfyldt, skal medlemsstaterne sørge
for, at udstyret trækkes tilbage fra markedet, eller at dets markedsføring
forbydes eller begrænses. Terminaldirektivet indeholder bestemmelser om
procedurer for behandling på fællesskabsplan i tilfælde af, at ovennævnte
foranstaltninger iværksættes.
Terminaldirektivet forudsætter, at medlemsstaterne bemyndiger organer til
at udføre de nødvendige godkendelser i henhold til terminaldirektivet.
Sådanne bemyndigede organer kan være enten offentlige myndigheder eller
private foretagender uden for offentligt regi. Terminaldirektivet indeholder
forskrifter for disse organer om kompetence og uvildighed.
Reglerne om bemyndigede organer samt de nedenfor omtalte procedurer til
sikring af overensstemmelse med terminaldirektivet er baseret på Rådets
afgørelse af 13. december 1990 om modulerne for de forskellige faser i
procedurerne for overensstemmelsesvurdering med henblik på anvendelse i
direktiverne om teknisk harmonisering.
Terminaldirektivet giver fabrikanten tre valgmuligheder for at opnå de
nødvendige godkendelser.
Der er tale om
1) typegodkendelse kombineret med stikprøvekontrol,
2) typegodkendelse kombineret med godkendt kvalitetsstyringssystem for
produktets fremstilling, og
3) godkendt »avanceret« kvalitetsstyringssystem, der også
omfatter produktets udvikling og konstruktion.
»Typegodkendelse« kaldes i terminaldirektivet
»EF-typeafprøvning«. Når der i dette lovforslag opereres med
typegodkendelsesbegrebet, er det ikke udtryk for en indholdsmæssig fravigelse
af terminaldirektivet, men alene et spørgsmål om terminologi.
Fabrikanten kan vælge ad 1) at få typegodkendt sit produkt hos et
bemyndiget organ, som dernæst foretager stikprøvekontrol af de enkelte
partier af produktet for at undersøge, om produkterne er i overensstemmelse
med den godkendte type. Fabrikanten kan også vælge ad 2) en typegodkendelse
suppleret med en godkendelse af fabrikantens kvalitetsstyringssystem til
sikring af, at alle de fremstillede produkter er identiske med det
typegodkendte produkt. Ved regelmæssig inspektion hos fabrikanten
kontrollerer det bemyndigede organ, at fabrikanten opfylder sine
forpligtelser i forbindelse med det godkendte system. Fabrikanten kan endelig
ad 3) vælge at indføre et endnu mere avanceret kvalitetsstyringssystem. I
dette tilfælde skal der ikke ske nogen typegodkendelse af produktet, men en
godkendelse af kvalitetsstyringssystemet samt af produktets konstruktion,
fremstilling m.v. på baggrund af fabrikantens dokumentation. Ved regelmæssig
inspektion kontrollerer det bemyndigede organ, at fabrikanten opfylder sine
forpligtelser. Fabrikanten kan frit vælge mellem de tre nævnte muligheder for
godkendelse. Alle tre godkendelsesprocedurer indeholder krav til fabrikanten
om at udstede en skriftlig overensstemmelseserklæring.
Det bemyndigede organ skal til enhver tid have adgang til fabrikations- og
lagerlokaler og kan forlange, at den nødvendige dokumentation fremlægges.
Teleterminaludstyr, der opfylder terminaldirektivets krav, skal forsynes
med EF-mærket (CE-mærke). Mærket er et synligt tegn på, at udstyret er i
overensstemmelse med beskyttelseskravene i samtlige, relevante direktiver,
der gælder for udstyret. En generel forordning om CE-mærket er under
udarbejdelse.
Terminaldirektivet fastsætter særlige regler for udstyr, der kan
tilsluttes det offentlige telenet, men som ikke er bestemt til et sådant
formål. Sådant udstyr skal bl.a. være ledsaget af en erklæring fra
fabrikanten eller leverandøren om, at udstyret ikke er bestemt til at blive
tilsluttet det offentlige telenet. Genpart af denne erklæring skal, første
gang udstyret markedsføres, indsendes til et bemyndiget organ. Endvidere skal
udstyret være forsynet med et særligt mærke, der signalerer, at udstyret ikke
må tilsluttes det offentlige telenet.
Fabrikanten er ansvarlig for at opfylde de forpligtelser, som
terminaldirektivet foreskriver. Hvis fabrikanten ikke er etableret i EF,
påhviler ansvaret den repræsentant, som fabrikanten har etableret i EF. Hvis
hverken fabrikant eller repræsentant er etableret i EF, påhviler
forpligtelserne enhver, der er ansvarlig for markedsføringen af produktet i
EF.
Som omtalt tidligere omfatter terminaldirektivet visse former for
radioanlæg, bl.a. mobiltelefoner.
Anvendelse m.v. af sådanne anlæg har hidtil været reguleret i medfør af
radiokommunikationslovgivningen. I modsætning til trådbårent
teleterminaludstyr har radioanlæg altid været liberaliseret. I medfør af
radiokommunikationsloven stilles der krav om tilladelse og om
typegodkendelse. Tilladelsesforholdene vil fortsat være reguleret af
radiokommunikationslovgivningen. Tilladelse til oprettelse og drift af
radioanlæg kan gives enten som en individuel tilladelse eller som en generel
tilladelse. Ved en generel tilladelsesordning udgøres tilladelsen af den
typegodkendelse, der er udstedt for anlægstypen, kombineret med en særlig
mærkning af anlægget.
For radioanlæg, der er omfattet af terminaldirektivet, og for hvilke der
udarbejdes fælleseuropæiske, tekniske forskrifter, vil der i vidt omfang
blive indført generelle tilladelsesordninger. Der gøres opmærksom på, at det
i forslag til lov om ændring af lov om radiokommunikation, der er fremsat
samtidig hermed, er foreslået at bemyndige kommunikationsministeren til at
bestemme, at visse kategorier af radioanlæg undtages fra
radiokommunikationslovens krav om tilladelse. Hvis det viser sig
hensigtsmæssigt, vil denne bemyndigelse bl.a. kunne udnyttes til at friholde
radioanlæg, der er omfattet af terminaldirektivet, fra kravet om tilladelse.
Reglerne i terminaldirektivet skal anvendes fra den 6. november 1992.
D. Det fremtidige godkendelsessystem
I medfør af lovforslaget vil der blive fastsat regler om krav til
terminaludstyr og om grundlaget for og organiseringen af godkendelsessystemet
m.v. Det nærmere indhold af reglerne forudsættes drøftet med de berørte
interesseorganisationer, myndigheder m.fl., som også har været hørt i
forbindelse med udarbejdelsen af dette lovforslag.
Ifølge lovforslaget kan kommunikationsministeren bemyndige offentlige
myndigheder eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns-
og kontrolforanstaltninger i overensstemmelse med terminaldirektivet.
Lovforslaget indeholder endvidere bemyndigelse til at opkræve betaling for
godkendelse, tilsyn og kontrol m.v. Endelig foreslås en bestemmelse om straf
for overtrædelse af forskrifter, der udfærdiges i medfør af loven.
Den nærmere organisering af godkendelsessystemet overvejes i øjeblikket. I
den forbindelse vil det bl.a. blive undersøgt, om laboratorier, der her i
landet kun findes i privat regi, vil kunne bemyndiges til også at udstede den
endelige typegodkendelse. Som omtalt ovenfor under afsnit B sker
typegodkendelse i dag ved Telestyrelsens foranstaltning, det vil sige i
offentligt regi, mens de tilgrundliggende afprøvninger foretages af dertil
autoriserede (akkrediterede) private laboratorier.
Godkendelse af kvalitetsstyringssystemer er nyt i relation til
teleterminalområdet. Det må anses for sandsynligt, at der vil blive tale om
at bemyndige private selskaber til at varetage godkendelse, inspektion og
kontrol af sådanne kvalitetsstyringssystemer.
Bemyndigelse af organer, herunder udpegning af laboratorier, vil ske i
samarbejde med Industri- og Handelsstyrelsen. Ved afgørelse af ansøgninger om
bemyndigelse vil der blive lagt vægt på, at foretagenderne så vidt muligt er
akkrediteret af Industri- og Handelsstyrelsen.
Udover godkendelser og kontrol hos fabrikanten i tilknytning hertil vil
Telestyrelsen forestå egentlig markedskontrol i forhandlerleddet for at
sikre, at udstyr, der udbydes til salg, overholder de fastsatte krav m.v.
Terminaldirektivet forudsætter, at der fastsættes fælles tekniske
forskrifter. Selvom standardiseringsarbejdet på telekommunikationsområdet i
Europa prioriteres højt, må det forudses, at der vil gå flere år, før der er
fastsat forskrifter for alle kategorier af teleterminaludstyr. For så vidt
angår udstyr, der benyttes i forbindelse med såkaldte analoge systemer (i
modsætning til de nyere digitale systemer), forventes det således, at der kun
i begrænset omfang fastsættes fælles tekniske forskrifter.
I det omfang, der ikke er fastsat fælles tekniske forskrifter, forudses
det hidtil gældende system her i landet for typegodkendelser m.v. videreført.
Det vil sige, at godkendelserne udstedes af Telestyrelsen på basis af
prøvningsrapporter fra autoriserede laboratorier. I et vist omfang vil der
blive tale om at anerkende prøvningsresultater fra udenlandske laboratorier.
Det vil bl.a. være tilfældet, hvis de udenlandske prøvninger er sket på
grundlag af de tekniske bestemmelser, der gælder i Danmark.
E. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
I det omfang, Telestyrelsen påtager sig opgaver i forbindelse med
godkendelsesprocedurerne, vil de hermed forbundne udgifter blive dækket ved
gebyrer, der opkræves hos fabrikanterne.
I forbindelse med Telestyrelsens markedskontrol vil der kunne blive tale
om, at Telestyrelsen udtager udstyr til nærmere undersøgelse. I den
forbindelse kan det blive nødvendigt at lade udstyret underkaste afprøvninger
på et laboratorium. Viser afprøvningerne, at udstyret ikke overholder
kravene, vil der blive fastsat et gebyr til dækning af udgifterne til
prøvningsrapport m.v. Gebyret opkræves hos den, der er ansvarlig for
markedsføringen. Hvis afprøvningerne viser, at udstyret overholder kravene,
er der ikke belæg for at opkræve gebyr. En efterlevelse af
terminaldirektivets krav til medlemsstaterne om at sikre, at der kun
markedsføres udstyr, der opfylder kravene, forudsætter imidlertid en effektiv
markedskontrol. Til dækning af Telestyrelsens udgifter i tilfælde, hvor det
viser sig, at udstyret overholder kravene, vil der derfor blive fastsat
årlige gebyrer, der opkræves hos de selskaber, der driver telenet omfattet af
ene- eller særrettigheder. Ved lovens ikrafttræden vil der være tale om Tele
Danmark A/S og DMT Dansk MobilTelefon I/S. Gebyrets størrelse forventes
fastsat med udgangspunkt i selskabernes abonnentantal.
Baggrunden for at søge dækning for udgifterne hos disse selskaber er, at
selskaberne har en interesse i, at det udstyr, der tilsluttes deres net,
opfylder de fastsatte krav.
Det skitserede system, hvorefter telenet-operatørerne betaler for
markedskontrol af teleterminaludstyr, ligner den ordning, der kendes fra
stærkstrøms-området her i landet. Udgifterne til den markedskontrol, der
udøves af DEMKO for så vidt angår elektrisk materiel, dækkes således ved en
årlig afgift, der opkræves hos de danske elektricitetsværker.
F. Høring
Udkastet til dette lovforslag har været udsendt til høring hos de i
Telerådet repræsenterede organisationer m.fl. samt hos relevante ministerier.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Efter bestemmelsen bemyndiges kommunikationsministeren til at fastsætte
regler om teleterminaludstyr, herunder regler der er nødvendige for
gennemførelsen og anvendelsen her i landet af De Europæiske Fællesskabers
retsforskrifter om sådant udstyr. På indeværende tidspunkt er der alene tale
om gennemførelse af direktiv 91/263/EØF om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse
af udstyrets overensstemmelse (i det følgende benævnt
»terminaldirektivet«). Teleterminaludstyr er i terminaldirektivet
defineret som udstyr, der er bestemt til at blive tilsluttet det offentlige
telenet, jf. ovenfor under afsnit C i de almindelige bemærkninger. I
overensstemmelse med terminaldirektivets bestemmelser vil der dog også blive
tale om at fastsætte visse regler for udstyr, der kan tilsluttes det
offentlige telenet, men som ikke er bestemt til et sådant formål, jf.
ligeledes ovenfor under de almindelige bemærkninger.
Terminaldirektivets regler om »fri« markedsføring m.v. i hele EF
bl.a. på basis af CE-mærkning forudsætter, at der er udarbejdet
fælleseuropæiske tekniske forskrifter for udstyret. Udover regler til
gennemførelse af terminaldirektivet vil der derfor ved den nærmere
regelfastsættelse efter § 1 skulle tages højde for, at der for visse
udstyrskategorier (endnu) ikke er udarbejdet sådanne fælles tekniske
forskrifter. Sådant udstyr vil skulle behandles efter nationale tekniske
bestemmelser. Dette indebærer bl.a., at udstyret ikke må CE-mærkes, og at det
derfor ikke frit kan markedsføres og ibrugtages i EF. På basis af
terminaldirektivet vil de nationale tekniske bestemmelser dog skulle tage
udgangspunkt i de væsentlige krav, der er opregnet i terminaldirektivet. I
relation til overensstemmelsesprocedurer for det omhandlede udstyr må det
forudses, at det hidtil gældende system her i landet for typegodkendelser
m.v. vil blive videreført.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger ovenfor.
Til § 2
Bestemmelsen præciserer kommunikationsministerens adgang til at fastsætte
krav til teleterminaludstyr i henhold til bemyndigelsen i § 1. Opregningen i
§ 2, nr. 1-5, indeholder en ikke udtømmende opregning af de forhold, som
kommunikationsministeren kan regulere i detaljerede
gennemførelsesforskrifter. Den her foretagne opregning svarer i vid
udstrækning til bestemmelserne i kapitel 4 a i lov nr. 307 af 16. maj 1990 om
ændring af lov om markedsføring, der giver hjemmel til gennemførelse af
EF-direktiver om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om
sikkerhedskrav til legetøj og om levnedsmiddelimitationer, samt til
bestemmelserne i lov nr. 368 af 6. juni 1991 om medicinsk udstyr.
Til nr. 1
Bestemmelsen bemyndiger kommunikationsministeren til at fastsætte
bestemmelser om forbud mod eller indskrænkning i adgangen til markedsføring,
ibrugtagning og anvendelse af teleterminaludstyr. Bestemmelsen skal ses i
lyset af terminaldirektivet, der pålægger medlemsstaterne at træffe de
nødvendige foranstaltninger til at forbyde eller indskrænke markedsføring
eller ibrugtagning af udstyr, der ikke opfylder de væsentlige krav. Som
eksempler på væsentlige krav kan nævnes: Brugersikkerhed, sikkerhed for
televirksomhedernes ansatte, krav om elektromagnetisk kompatibilitet,
beskyttelse af det offentlige telenet, effektiv udnyttelse af
frekvensspektret samt interoperabilitet.
Til nr. 2
Bestemmelsen bemyndiger kommunikationsministeren til at fastsætte regler
om krav om typegodkendelse, godkendelse af kvalitetsstyringssystemer samt om
mærkning. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger ovenfor.
Til nr. 3
Bestemmelsen åbner mulighed for, at der opkræves betaling for arbejdet med
godkendelse, tilsyn og kontrol. Det er tanken at overlade det til de
involverede organer at opkræve betaling for arbejdet i forbindelse med
godkendelse, tilsyn og kontrol. Derudover er det også tanken, at der i visse
tilfælde skal kunne tages betaling for omkostninger i forbindelse med
egentlig markedskontrol, som udføres af Telestyrelsen. Udgifter til
markedskontrol, hvor det viser sig, at udstyret opfylder de fastsatte krav,
vil blive søgt dækket ved opkrævning af årlige gebyrer hos de selskaber, der
driver telenet omfattet af ene- eller særrettigheder. Der henvises i øvrigt
til afsnit E i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Ifølge lovforslagets § 3 bemyndiger kommunikationsministeren offentlige
eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns-, og
kontrolforanstaltninger efter loven. Det er hensigten med bestemmelsen, at
sådanne organer skal have adgang til relevante lokaliteter uden retskendelse,
f.eks. fabrikations- og lagerlokaler, for at gennemføre godkendelse, tilsyn
og kontrol. Endvidere skal organerne kunne udtage prøveeksemplarer og fjerne
disse med henblik på undersøgelser og afprøvninger. Det samme skal gælde for
Telestyrelsen ved dens udførelse af den egentlige markedskontrol.
Til nr. 5
Bestemmelsen giver mulighed for at fastsætte regler om udstedelse af påbud
om tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning.
Udover selve tilbagekaldelsen fra markedet, og det under nr. 1 omtalte
forbud mod markedsføring og ibrugtagning, bør det kunne påbydes den
ansvarlige for markedsføringen at tilbagekøbe allerede solgt udstyr til en
pris, der normalt ikke bør være højere end anskaffelsesprisen på et
tilsvarende - overensstemmende - produkt.
Der bør endvidere være mulighed for at udstede påbud om, at det forhold,
som er årsag til uoverensstemmelsen, afhjælpes.
Til § 3
Ifølge lovforslaget kan kommunikationsministeren bemyndige offentlige
myndigheder eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns-
og kontrolforanstaltninger efter loven. Kommunikationsministeren kan
fastsætte nærmere vilkår for bemyndigelsen.
Endvidere kan prøvningslaboratorier udpeges af kommunikationsministeren.
Terminaldirektivet indeholder forskrifter om kompetence og uvildighed hos
godkendelsesorganer og disses ledere og teknikere. De europæiske
standardiseringsorganisationer har udarbejdet standarder herfor (jf.
DS/EN-45000 serien), og organer, der opfylder de kriterier, som er fastsat i
de relevante harmoniserede standarder, formodes at opfylde kravene i henhold
til terminaldirektivet.
Desuden indeholder terminaldirektivet regler om sagsbehandling, herunder
om tavshedspligt.
Private foretagender, der måtte blive udpeget som bemyndigede organer, er
ikke omfattet af forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen.
Afhængig af den nærmere tilrettelæggelse af det fremtidige godkendelsessystem
kan det imidlertid vise sig hensigtsmæssigt, at kommunikationsministeren
efter forhandling med justitsministeren fastsætter regler om, at
forvaltningsloven og offentlighedsloven helt eller delvis skal gælde for
disse foretagender, jf. § 1, stk. 2, i forvaltningsloven og § 1, stk. 3, i
offentlighedsloven.
Såfremt grundlaget for bemyndigelse af et organ bortfalder, f.eks. som
følge af tilbagekaldelse af dets akkreditering, vil kommunikationsministeren
tilbagekalde bemyndigelsen.
Bestemmelsen i stk. 2 giver kommunikationsministeren adgang til at
bemyndige godkendelsesorganer til at udstede forbud og påbud, jf. i øvrigt
bemærkningerne til § 2, nr. 1 og 5.
Til § 4
Bestemmelsen bemyndiger kommunikationsministeren til at fastsætte regler
om adgang til at klage over afgørelser truffet af de organer, der efter § 3
er bemyndiget til at udføre godkendelses-, tilsyns- og
kontrolforanstaltninger, samt om, at visse afgørelser ikke kan påklages til
højere administrativ myndighed.
Det tilsigtes hermed at fastsætte regler om adgang til klage bl.a. over
afgørelser truffet af private godkendelsesorganer. Sådanne regler vil bl.a.
kunne tænkes hensigtsmæssige i relation til det materielle i en afgørelse.
Det vil derimod næppe komme på tale at afskære adgangen til at klage over
sagsbehandlingsfejl m.v. Under alle omstændigheder vil
kommunikationsministeren altid have adgang til at påse, at
godkendelsesorganerne overholder vilkårene for den bemyndigelse, de har fået
meddelt.
Til § 5
Bestemmelsen bemyndiger kommunikationsministeren, eller det organ der har
bemyndigelse efter § 3, til at forlange alle de oplysninger,
kommunikationsministeren skønner nødvendige for administrationen af regler
fastsat i medfør af loven.
Fremlæggelse af dokumentation for fremstilling i overensstemmelse med de
fastsatte krav pålægges fabrikanter, importører og forhandlere m.fl.
Efter bestemmelsen kan kommunikationsministeren endvidere kræve alle
nødvendige oplysninger til brug for vurderingen af grundlaget for
bemyndigelse eller fortsat bemyndigelse af en offentlig myndighed eller en
privat virksomhed til at udføre godkendelses-, tilsyns- og
kontrolforanstaltninger efter § 3. Oplysningspligten kan omfatte spørgsmål
vedrørende habilitet, teknisk kompetence, faglig integritet samt
personalemæssige kvalifikationer.
Til § 6
Bestemmelsen giver hjemmel til, at der i forskrifter, der udfærdiges i
medfør af loven, kan fastsættes bødestraf for overtrædelse af bestemmelserne.
Terminaldirektivet pålægger medlemsstaterne pligt til at træffe alle
nødvendige foranstaltninger for at sikre, at forbudene mod markedsføring,
ibrugtagning m.m. af terminaludstyr, der ikke opfylder terminaldirektivets
krav, overholdes. Da kontrollen hermed bl.a. sker i form af stikprøvekontrol,
bør der af præventive grunde kunne reageres med bødestraf, hvis det
konstateres, at der handles i strid med reglerne.
Terminaldirektivet indeholder en formodningsregel, hvorefter
terminaludstyr, der er forsynet med CE-mærket, formodes at opfylde
sikkerhedsforskrifterne. Der bør derfor være adgang til at pålægge bødestraf,
hvis CE-mærket er uberettiget anvendt, eller der ikke på
kontrolmyndighedernes forlangende fremlægges dokumentation for, at udstyret
er fremstillet i overensstemmelse med de fastsatte sikkerhedskrav.
For at sikre kontrollens gennemførelse, bør nægtelse af at medvirke hertil
kunne straffes med bøde. Endvidere bør der være adgang til at pålægge
bødestraf i tilfælde af, at et forbud eller påbud ikke efterleves.
Til § 7
Loven træder i kraft den 1. juli 1992. Terminaldirektivet træder først i
kraft den 6. november 1992. Ved at lade loven træde i kraft allerede 1. juli
1992 åbnes der mulighed for så tidligt som muligt at gennemføre det nye
godkendelsessystem for teleterminaler, herunder at bemyndige de organer, der
skal forestå opgaver i forbindelse med godkendelser.
Direktiv 86/361/EØF ophæves i henhold til terminaldirektivet med virkning
fra den 6. november 1992. Organer, der er bemyndiget efter direktiv
86/361/EØF kan under visse omstændigheder udpeges til prøvningslaboratorier i
en periode på 18 måneder efter direktivets ophævelse. Uanset ophævelsen kan
enhver typegodkendelse, som er meddelt i overensstemmelse med direktivet,
forblive gyldig i henhold til de gyldighedskriterier, der gjaldt for den
oprindelige godkendelse.
Ministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere bestemmelse om ophævelse af
lov nr. 338 af 4. juni 1986 om telefonapparater. Det er ikke fundet
hensigtsmæssigt uden videre at lade telefonapparatloven ophæve ved lovens
ikrafttræden. Det skyldes, at der vil kunne opstå et tomrum, hvis der på
tidspunktet for lovens ikrafttræden ikke er fastsat administrative
forskrifter, der kan afløse telefonapparatloven.
RÅDETS DIREKTIV
af 29. april 1991
om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om
teleterminaludstyr samt gensigig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse
(91/263/EØF)
BILAG I
EF-TYPEAFPRØVNING
BILAG IV
FULD KVALITETSSTYRING
BILAG V
MINIMUMSKRITERIER, SOM MEDLEMSSTATERNE SKAL LÆGGE TIL GRUND VED UDPEGELSE
AF BEMYNDIGEDE ORGANER I HENHOLD TIL ARTIKEL 10, STK. 1
BILAG VI
MÆRKER TIL UDSTYR, JF. ARTikel 11, stk. 1
BILAG VIII
MODEL TIL ERKLÆRING SOM NÆVNT I ARTIKEL 2, STK. 1
Officielle noter
(* 1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv nr.
91/263/EØF, De Europæiske Fællesskabers Tidende (EF-Tidende) 1991 L 128 s. 1.
Lignende dokumenter
- 1990 LSF 153 FORSLAG TIL LOV OM MEDICINSK UDSTYR Retsinformation · 10. juni 1991
- 1991 LSF 177 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RADIOKOMMUNIKATION (* 1) Retsinformation · 9. april 1992
- Forslag til Lov om medicinsk udstyr Retsinformation · 10. december 2002
- 1990 LSF 99 FORSLAG TIL LOV OM BESKYTTELSE MOD ELEKTROMAGNETISKE FORSTYRRELSER Retsinformation · 7. april 1995
- Bekendtgørelse af lov om medicinsk udstyr Retsinformation · 7. juni 2023
- Forslag til Lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold Retsinformation · 30. marts 2000