Spring til indhold

Retsinformation

1991 LSF 176 FORSLAG TIL LOV OM TELETERMINALUDSTYR1)

1991/1 LSF 176Lovforslag som fremsatFolketinget7. april 1995

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1. Kommunikationsministeren kan fastsætte regler om

teleterminaludstyr, herunder regler, der er nødvendige for

gennemførelsen og anvendelsen her i landet af De Europæiske

Fællesskabers retsforskrifter om sådant udstyr.

§ 2. I de i § 1 omhandlede regler kan der fastsættes krav til

teleterminaludstyr, herunder bestemmelser om:

1) Forbud mod eller indskrænkning i adgangen til markedsføring,

ibrugtagning og anvendelse.

2) Krav om typegodkendelse, om godkendelse af kvalitetsstyringssystemer og

om mærkning.

3) Betaling for godkendelse, tilsyn og kontrol.

4) Myndighedstilsyn og -kontrol, herunder adgang til relevante lokaliteter

uden retskendelse.

5) Påbud om tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning.

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv nr.

91/263/EØF, De Europæiske Fællesskabers Tidende (EF-Tidende) 1991 L 128 s. 1.

§ 3. Kommunikationsministeren kan bemyndige offentlige myndigheder

eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns- og

kontrolforanstaltninger efter loven.

Stk. 2. Kommunikationsministeren kan endvidere bemyndige de i stk.

1 nævnte myndigheder og foretagender til at udstede forbud og påbud efter

bestemmelser fastsat i medfør af § 2, nr. 1 og 5.

§ 4. Kommunikationsministeren kan fastsætte regler om adgangen til

at påklage afgørelser truffet i henhold til bemyndigelse efter § 3, herunder

at visse afgørelser ikke kan påklages til højere administrativ myndighed.

§ 5. Kommunikationsministeren eller den, der har bemyndigelse

efter § 3, kan forlange alle oplysninger, som kommunikationsministeren

skønner er nødvendige for administration af loven.

§ 6. I forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Læs alt

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,

anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som

sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et

kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der

pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant

bødeansvar.

§ 7. Loven træder i kraft den 1. juli 1992.

Stk. 2. Lov nr. 338 af 4. juni 1986 om telefonapparater ophæves

efter kommunikationsministerens nærmere bestemmelse.

§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1. Kommunikationsministeren kan fastsætte regler om

teleterminaludstyr, herunder regler der er nødvendige for

gennemførelsen og anvendelsen her i landet af De Europæiske

Fællesskabers retsforskrifter om sådant udstyr.

§ 2. I de i § 1 omhandlede regler kan der fastsættes krav til

teleterminaludstyr, herunder bestemmelser om:

1) Forbud mod eller indskrænkning i adgangen til markedsføring,

ibrugtagning og anvendelse.

2) Krav om typegodkendelse, godkendelse af kvalitetsstyringssystemer samt

om mærkning.

3) Betaling for godkendelse, tilsyn og kontrol.

4) Myndighedstilsyn og -kontrol, herunder adgang til relevante lokaliteter

uden retskendelse.

5) Påbud om tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning.

§ 3. Kommunikationsministeren kan bemyndige offentlige myndigheder

eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns- og

kontrolforanstaltninger efter loven.

Stk. 2. Kommunikationsministeren kan endvidere bemyndige de i stk.

1 nævnte myndigheder og foretagender til at udstede forbud og påbud efter

bestemmelser fastsat i medfør af § 2, nr. 1 og 5.

§ 4. Kommunikationsministeren kan fastsætte regler om adgangen til

at påklage afgørelser truffet i henhold til bemyndigelse efter § 3, herunder

at visse afgørelser ikke kan påklages til højere administrativ myndighed.

§ 5. Kommunikationsministeren eller den, der har bemyndigelse

efter § 3, kan forlange alle oplysninger, som kommunikationsministeren

skønner er nødvendige for administration af loven.

§ 6. I forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,

anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som

sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et

kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov kommunernes styrelse, kan der pålægges

staten, kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.

§ 7. Loven træder i kraft den 1. juli 1992.

Stk. 2. Lov nr. 338 af 4. juni 1986 om telefonapparater ophæves

efter kommunikationsministerens nærmere bestemmelse.

§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

A. Formålet med lovforslaget

Formålet med forslaget er at skabe grundlag for gennemførelse her i landet

af Rådets direktiv 91/263/EØF af 29. april 1991 om indbyrdes tilnærmelse af

medlemsstaternes lovgivning om teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse

af udstyrets overensstemmelse (i det følgende benævnt

»terminaldirektivet«).

Terminaldirektivet omfatter teleterminaludstyr. Som eksempler på

udstyrstyper, der er omfattet af dette begreb, kan nævnes: Telefoner,

telefaxapparater, telexapparater, PABC'er (omstillingsanlæg), telefonsvarere,

trådløse telefoner, mobiltelefoner og personsøgemodtagere.

Udstyr, der kan tilsluttes det offentlige telenet, men som ikke er bestemt

til et sådant formål, er ikke omfattet af begrebet. Dog opstiller

terminaldirektivet visse regler om mærkning m.v. af sådant udstyr.

Telekommunikationssektoren undergår i disse år overalt i Europa betydelige

ændringer. Området er således bl.a. karakteriseret ved indførelsen af et

stadigt mere liberaliseret marked og af den teknologiske udvikling. I 1988

udstedte Kommissionen et direktiv om konkurrence på teleterminalmarkederne

(88/301/EØF), hvormed alle eksklusive rettigheder vedrørende salg,

installering m.v. af teleterminaludstyr blev ophævet, og allerede i 1986

havde Rådet vedtaget et direktiv om første fase af den gensidige anerkendelse

af typegodkendelse af teleterminaludstyr (86/361/EØF). Sidstnævnte direktiv

ophæves med det nye terminaldirektiv.

I EF-kommissionens grønbog fra 1987 om udvikling af et fælles marked for

teletjenester og -udstyr understreges det bl.a., at gennemførelsen af fuld

gensidig anerkendelse af typegodkendelser af teleterminaludstyr er af

afgørende betydning for etableringen af et konkurrenceorienteret EF-dækkende

terminalmarked.

Terminaldirektivet er udarbejdet efter de retningslinier, der er indeholdt

i Rådets resolution af 7. maj 1985 om en ny metode i forbindelse med teknisk

harmonisering og standarder (85/C 136/01). Endvidere bygger

terminaldirektivet på Rådets afgørelse af 13. december 1990 om modulerne for

de forskellige faser i procedurerne for overensstemmelsesvurdering med

henblik på anvendelse i direktiverne om teknisk harmonisering (90/683/EØF).

Terminaldirektivet træder i kraft den 6. november 1992. Medlemsstaterne

skal senest samme dato have truffet de nødvendige foranstaltninger til

terminaldirektivets gennemførelse.

Lovforslaget indeholder ikke i sig selv bestemmelser om, hvilke krav der

skal gælde for teleterminaludstyr. Der er tale om en bemyndigelseslov, der

giver kommunikationsministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler herom.

Forslaget er udarbejdet efter den »model«, der er anvendt i lov nr.

368 af 6. juni 1991 om medicinsk udstyr, som bl.a. har til formål at

gennemføre direktiv 90/385/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes

lovgivning om aktive implantable medicinske anordninger. Dette direktiv er

udarbejdet efter samme retningslinier som terminaldirektivet.

I medfør af loven vil der blive fastsat nærmere regler for det danske

godkendelsessystems opbygning og funktion for de krav, der fremover skal være

opfyldt for teleterminaludstyr, samt for de foranstaltninger, der iøvrigt

knytter sig hertil.

Forslaget indeholder bestemmelse om ophævelse af lov om telefonapparater.

Samtidig med fremsættelsen af dette forslag fremsætter

kommunikationsministeren lovforslag om ændring af radiokommunikationsloven.

Også dette lovforslag er begrundet i vedtagelsen af de nye EF-regler. For så

vidt angår radioanlæg, der er omfattet af terminaldirektivet, fastsættes de

nærmere regler om typegodkendelse m.v. fremover i medfør af dette lovforslag

og ikke - som nu - i medfør af radiokommunikationsloven. Anvendelsen af de

nye EF-regler forudsætter, at der for disse radioanlæg er udarbejdet fælles

tekniske forskrifter.

B. De gældende regler

Efter lov nr. 84 af 11. maj 1897 om telegrafer og telefoner har staten

eneret på offentlig telekommunikationsvirksomhed. Loven bemyndiger samtidig

kommunikationsministeren til at meddele koncession på udøvelsen af denne

eneret. I henhold hertil er der meddelt koncession til Tele Danmark A/S.

Eneretten omfatter også retten til at tilslutte teleterminaludstyr til det

offentlige telenet. Det har i praksis betydet, at kun udstyr, der var leveret

af televirksomhederne, måtte tilsluttes det offentlige telenet.

Gennem liberalisering af teleterminaludstyrs-området blev det i slutningen

af 1970'erne tilladt at tilslutte forskelligt specialudstyr til det

offentlige telenet, selvom udstyret var leveret af andre end

televirksomhederne. Denne liberalisering blev gennemført, uden at der blev

vedtaget en særlig liberaliseringslov. I stedet blev der fastsat bestemmelser

i televirksomhedernes abonnementsvilkår om, at udstyr, der var godkendt,

måtte tilsluttes telenettet. I overensstemmelse med regeringens almindelige

moderniseringsbestræbelser besluttedes det i midten af 1980'erne at

gennemføre yderligere liberalisering, således at alt teleterminaludstyr nu

frit kan forhandles og installeres under forudsætning af, at udstyret

opfylder visse tekniske krav. Liberaliseringen var således allerede begyndt,

da EF-kommissionen udstedte direktiv 88/301/EØF om konkurrence på

teleterminalmarkederne, jf. ovenfor. Der har været tale om en gradvis

liberalisering, der var gennemført fuldt ud den 1. juli 1990.

For telefonapparater blev der med lov nr. 338 af 4. juni 1986 om

telefonapparater tilvejebragt et egentligt lovgrundlag for liberaliseringen

og den dertil knyttede godkendelsesordning. Baggrunden herfor var, at der på

tidspunktet for lovens vedtagelse foregik en stor import af

»uautoriserede« telefonapparater. I forbindelse med den forestående

liberalisering opstod ønsket om at kunne strafsanktionere salg og tilslutning

af sådanne apparater. Loven trådte først i kraft den 30. november 1989, da

liberaliseringen af telefonapparater blev gennemført.

Efter loven med tilhørende bekendtgørelse nr. 514 af 5. juli 1990 om

forhandling, udlevering og tilslutning af telefonapparater gælder bl.a., at

telefonapparater kun må forhandles, udleveres eller tilsluttes det offentlige

telenet, hvis apparaterne er godkendt af Telestyrelsen.

For andre typer af teleterminaludstyr har telefonselskabernes

abonnementsvilkår hidtil udgjort den eneste regulering. Vilkårene bestemmer

bl.a., at teleterminaludstyr kun må tilsluttes, hvis det er godkendt af

Telestyrelsen og mærket i overensstemmelse hermed. Ved overtrædelse af

vilkårene kan telefonselskabet lukke abonnentens telefonforbindelse.

I dag foretages godkendelse af teleterminaludstyr af Telestyrelsen på

basis af en prøvningsrapport fra et autoriseret laboratorium. For at en

godkendelse kan gives, skal prøvningsrapporten dokumentere, at udstyret

opfylder de tekniske bestemmelser, der er fastsat for udstyrskategorien.

Rådets direktiv 86/361/EØF indførte første fase af den gensidige

anerkendelse af typegodkendelser af teleterminaludstyr, jf. ovenfor. I

overensstemmelse hermed anerkendes prøvningsresultater udført af udenlandske,

autoriserede laboratorier i det omfang, prøvningerne er baseret på en

fælleseuropæisk overensstemmelsesspecifikation (NET). Direktivet har

imidlertid ikke fået større praktisk betydning, da kun få af

overensstemmelsesspecifikationerne er blevet endeligt fastsat. I den

nuværende situation skal der derfor fortsat ansøges om typegodkendelse i

hvert enkelt land, og udstyret skal teknisk tilpasses kravene i det enkelte

land.

Der pågår i disse år et meget omfattende arbejde i Europa med hensyn til

standardisering af diverse specifikationskrav og normer for

teleterminaludstyr. Dette arbejde foregår i ETSI (European Telecommunications

Standards Institute). Fastsættelse af fælleseuropæiske standarder er en

betingelse for, at man kan forlade de nuværende nationale

typegodkendelsesordninger, der er baseret på nationale tekniske bestemmelser,

og i praksis implementere terminaldirektivets principper om gensidig

anerkendelse af typegodkendelse m.v.

C. Terminaldirektivet

Terminaldirektivet er optrykt som bilag til lovforslaget.

Terminaldirektivet omfatter teleterminaludstyr, der er bestemt til at

blive tilsluttet det offentlige telenet. I henhold til terminaldirektivet vil

det sige, at udstyret er bestemt til direkte at blive tilsluttet et

termineringspunkt i et offentligt telenet, eller at kunne fungere sammen med

et offentligt telenet ved direkte eller indirekte tilslutning til et

termineringspunkt i et offentligt telenet med henblik på at sende, behandle

eller modtage informationer. Tilslutningssystemet kan være et kabelsystem,

radiosystem, optisk system eller et andet elektromagnetisk system. Som

eksempler på udstyrstyper, der er omfattet, kan nævnes: Telefoner,

telefaxapparater, telexapparater, PABC'er (omstillingsanlæg), telefonsvarere,

trådløse telefoner, mobiltelefoner og personsøgemodtagere.

Ved »offentligt telenet« forstås i terminaldirektivet den

offentlige telekommunikationsinfrastruktur, der giver mulighed for at

transmittere signaler mellem bestemte nettermineringspunkter ved hjælp af

trådforbindelse, radiobølger, optiske medier eller andre elektromagnetiske

midler.

Terminaldirektivet fastsætter de krav - de såkaldte væsentlige krav - som

teleterminaludstyr skal opfylde. Det drejer sig bl.a. om brugersikkerhed,

sikkerhed for televirksomhedernes ansatte, krav om elektromagnetisk

kompatibilitet, beskyttelse af det offentlige telenet, effektiv udnyttelse af

frekvensspektret samt interoperabilitet (terminaludstyrs evne til at kunne

fungere sammen med andet udstyr).

De væsentlige krav er beskrevet generelt i terminaldirektivet. I

overensstemmelse med Rådets resolution af 7. maj 1985 om en ny metode i

forbindelse med teknisk harmonisering og standarder er den nærmere udmøntning

af kravene forudsat at skulle ske ved udarbejdelse af harmoniserede

standarder (ETS - European Telecommunication Standard). Disse standarder

udarbejdes af ETSI. På basis af de harmoniserede standarder vedtager

Kommissionen fælles tekniske forskrifter (CTR - Common Technical Regulation).

I henhold til terminaldirektivet er disse forskrifter bindende. I den

forbindelse bistås Kommissionen af et rådgivende udvalg benævnt

Godkendelsesudvalget for Terminaludstyr (ACTE - The Approvals Committee for

Terminal Equipment).

Medlemsstaterne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre,

at der kun markedsføres og ibrugtages terminaludstyr, der - korrekt

installeret og vedligeholdt, og anvendt til det tilsigtede formål - opfylder

terminaldirektivets krav. Er kravene ikke opfyldt, skal medlemsstaterne sørge

for, at udstyret trækkes tilbage fra markedet, eller at dets markedsføring

forbydes eller begrænses. Terminaldirektivet indeholder bestemmelser om

procedurer for behandling på fællesskabsplan i tilfælde af, at ovennævnte

foranstaltninger iværksættes.

Terminaldirektivet forudsætter, at medlemsstaterne bemyndiger organer til

at udføre de nødvendige godkendelser i henhold til terminaldirektivet.

Sådanne bemyndigede organer kan være enten offentlige myndigheder eller

private foretagender uden for offentligt regi. Terminaldirektivet indeholder

forskrifter for disse organer om kompetence og uvildighed.

Reglerne om bemyndigede organer samt de nedenfor omtalte procedurer til

sikring af overensstemmelse med terminaldirektivet er baseret på Rådets

afgørelse af 13. december 1990 om modulerne for de forskellige faser i

procedurerne for overensstemmelsesvurdering med henblik på anvendelse i

direktiverne om teknisk harmonisering.

Terminaldirektivet giver fabrikanten tre valgmuligheder for at opnå de

nødvendige godkendelser.

Der er tale om

1) typegodkendelse kombineret med stikprøvekontrol,

2) typegodkendelse kombineret med godkendt kvalitetsstyringssystem for

produktets fremstilling, og

3) godkendt »avanceret« kvalitetsstyringssystem, der også

omfatter produktets udvikling og konstruktion.

»Typegodkendelse« kaldes i terminaldirektivet

»EF-typeafprøvning«. Når der i dette lovforslag opereres med

typegodkendelsesbegrebet, er det ikke udtryk for en indholdsmæssig fravigelse

af terminaldirektivet, men alene et spørgsmål om terminologi.

Fabrikanten kan vælge ad 1) at få typegodkendt sit produkt hos et

bemyndiget organ, som dernæst foretager stikprøvekontrol af de enkelte

partier af produktet for at undersøge, om produkterne er i overensstemmelse

med den godkendte type. Fabrikanten kan også vælge ad 2) en typegodkendelse

suppleret med en godkendelse af fabrikantens kvalitetsstyringssystem til

sikring af, at alle de fremstillede produkter er identiske med det

typegodkendte produkt. Ved regelmæssig inspektion hos fabrikanten

kontrollerer det bemyndigede organ, at fabrikanten opfylder sine

forpligtelser i forbindelse med det godkendte system. Fabrikanten kan endelig

ad 3) vælge at indføre et endnu mere avanceret kvalitetsstyringssystem. I

dette tilfælde skal der ikke ske nogen typegodkendelse af produktet, men en

godkendelse af kvalitetsstyringssystemet samt af produktets konstruktion,

fremstilling m.v. på baggrund af fabrikantens dokumentation. Ved regelmæssig

inspektion kontrollerer det bemyndigede organ, at fabrikanten opfylder sine

forpligtelser. Fabrikanten kan frit vælge mellem de tre nævnte muligheder for

godkendelse. Alle tre godkendelsesprocedurer indeholder krav til fabrikanten

om at udstede en skriftlig overensstemmelseserklæring.

Det bemyndigede organ skal til enhver tid have adgang til fabrikations- og

lagerlokaler og kan forlange, at den nødvendige dokumentation fremlægges.

Teleterminaludstyr, der opfylder terminaldirektivets krav, skal forsynes

med EF-mærket (CE-mærke). Mærket er et synligt tegn på, at udstyret er i

overensstemmelse med beskyttelseskravene i samtlige, relevante direktiver,

der gælder for udstyret. En generel forordning om CE-mærket er under

udarbejdelse.

Terminaldirektivet fastsætter særlige regler for udstyr, der kan

tilsluttes det offentlige telenet, men som ikke er bestemt til et sådant

formål. Sådant udstyr skal bl.a. være ledsaget af en erklæring fra

fabrikanten eller leverandøren om, at udstyret ikke er bestemt til at blive

tilsluttet det offentlige telenet. Genpart af denne erklæring skal, første

gang udstyret markedsføres, indsendes til et bemyndiget organ. Endvidere skal

udstyret være forsynet med et særligt mærke, der signalerer, at udstyret ikke

må tilsluttes det offentlige telenet.

Fabrikanten er ansvarlig for at opfylde de forpligtelser, som

terminaldirektivet foreskriver. Hvis fabrikanten ikke er etableret i EF,

påhviler ansvaret den repræsentant, som fabrikanten har etableret i EF. Hvis

hverken fabrikant eller repræsentant er etableret i EF, påhviler

forpligtelserne enhver, der er ansvarlig for markedsføringen af produktet i

EF.

Som omtalt tidligere omfatter terminaldirektivet visse former for

radioanlæg, bl.a. mobiltelefoner.

Anvendelse m.v. af sådanne anlæg har hidtil været reguleret i medfør af

radiokommunikationslovgivningen. I modsætning til trådbårent

teleterminaludstyr har radioanlæg altid været liberaliseret. I medfør af

radiokommunikationsloven stilles der krav om tilladelse og om

typegodkendelse. Tilladelsesforholdene vil fortsat være reguleret af

radiokommunikationslovgivningen. Tilladelse til oprettelse og drift af

radioanlæg kan gives enten som en individuel tilladelse eller som en generel

tilladelse. Ved en generel tilladelsesordning udgøres tilladelsen af den

typegodkendelse, der er udstedt for anlægstypen, kombineret med en særlig

mærkning af anlægget.

For radioanlæg, der er omfattet af terminaldirektivet, og for hvilke der

udarbejdes fælleseuropæiske, tekniske forskrifter, vil der i vidt omfang

blive indført generelle tilladelsesordninger. Der gøres opmærksom på, at det

i forslag til lov om ændring af lov om radiokommunikation, der er fremsat

samtidig hermed, er foreslået at bemyndige kommunikationsministeren til at

bestemme, at visse kategorier af radioanlæg undtages fra

radiokommunikationslovens krav om tilladelse. Hvis det viser sig

hensigtsmæssigt, vil denne bemyndigelse bl.a. kunne udnyttes til at friholde

radioanlæg, der er omfattet af terminaldirektivet, fra kravet om tilladelse.

Reglerne i terminaldirektivet skal anvendes fra den 6. november 1992.

D. Det fremtidige godkendelsessystem

I medfør af lovforslaget vil der blive fastsat regler om krav til

terminaludstyr og om grundlaget for og organiseringen af godkendelsessystemet

m.v. Det nærmere indhold af reglerne forudsættes drøftet med de berørte

interesseorganisationer, myndigheder m.fl., som også har været hørt i

forbindelse med udarbejdelsen af dette lovforslag.

Ifølge lovforslaget kan kommunikationsministeren bemyndige offentlige

myndigheder eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns-

og kontrolforanstaltninger i overensstemmelse med terminaldirektivet.

Lovforslaget indeholder endvidere bemyndigelse til at opkræve betaling for

godkendelse, tilsyn og kontrol m.v. Endelig foreslås en bestemmelse om straf

for overtrædelse af forskrifter, der udfærdiges i medfør af loven.

Den nærmere organisering af godkendelsessystemet overvejes i øjeblikket. I

den forbindelse vil det bl.a. blive undersøgt, om laboratorier, der her i

landet kun findes i privat regi, vil kunne bemyndiges til også at udstede den

endelige typegodkendelse. Som omtalt ovenfor under afsnit B sker

typegodkendelse i dag ved Telestyrelsens foranstaltning, det vil sige i

offentligt regi, mens de tilgrundliggende afprøvninger foretages af dertil

autoriserede (akkrediterede) private laboratorier.

Godkendelse af kvalitetsstyringssystemer er nyt i relation til

teleterminalområdet. Det må anses for sandsynligt, at der vil blive tale om

at bemyndige private selskaber til at varetage godkendelse, inspektion og

kontrol af sådanne kvalitetsstyringssystemer.

Bemyndigelse af organer, herunder udpegning af laboratorier, vil ske i

samarbejde med Industri- og Handelsstyrelsen. Ved afgørelse af ansøgninger om

bemyndigelse vil der blive lagt vægt på, at foretagenderne så vidt muligt er

akkrediteret af Industri- og Handelsstyrelsen.

Udover godkendelser og kontrol hos fabrikanten i tilknytning hertil vil

Telestyrelsen forestå egentlig markedskontrol i forhandlerleddet for at

sikre, at udstyr, der udbydes til salg, overholder de fastsatte krav m.v.

Terminaldirektivet forudsætter, at der fastsættes fælles tekniske

forskrifter. Selvom standardiseringsarbejdet på telekommunikationsområdet i

Europa prioriteres højt, må det forudses, at der vil gå flere år, før der er

fastsat forskrifter for alle kategorier af teleterminaludstyr. For så vidt

angår udstyr, der benyttes i forbindelse med såkaldte analoge systemer (i

modsætning til de nyere digitale systemer), forventes det således, at der kun

i begrænset omfang fastsættes fælles tekniske forskrifter.

I det omfang, der ikke er fastsat fælles tekniske forskrifter, forudses

det hidtil gældende system her i landet for typegodkendelser m.v. videreført.

Det vil sige, at godkendelserne udstedes af Telestyrelsen på basis af

prøvningsrapporter fra autoriserede laboratorier. I et vist omfang vil der

blive tale om at anerkende prøvningsresultater fra udenlandske laboratorier.

Det vil bl.a. være tilfældet, hvis de udenlandske prøvninger er sket på

grundlag af de tekniske bestemmelser, der gælder i Danmark.

E. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

I det omfang, Telestyrelsen påtager sig opgaver i forbindelse med

godkendelsesprocedurerne, vil de hermed forbundne udgifter blive dækket ved

gebyrer, der opkræves hos fabrikanterne.

I forbindelse med Telestyrelsens markedskontrol vil der kunne blive tale

om, at Telestyrelsen udtager udstyr til nærmere undersøgelse. I den

forbindelse kan det blive nødvendigt at lade udstyret underkaste afprøvninger

på et laboratorium. Viser afprøvningerne, at udstyret ikke overholder

kravene, vil der blive fastsat et gebyr til dækning af udgifterne til

prøvningsrapport m.v. Gebyret opkræves hos den, der er ansvarlig for

markedsføringen. Hvis afprøvningerne viser, at udstyret overholder kravene,

er der ikke belæg for at opkræve gebyr. En efterlevelse af

terminaldirektivets krav til medlemsstaterne om at sikre, at der kun

markedsføres udstyr, der opfylder kravene, forudsætter imidlertid en effektiv

markedskontrol. Til dækning af Telestyrelsens udgifter i tilfælde, hvor det

viser sig, at udstyret overholder kravene, vil der derfor blive fastsat

årlige gebyrer, der opkræves hos de selskaber, der driver telenet omfattet af

ene- eller særrettigheder. Ved lovens ikrafttræden vil der være tale om Tele

Danmark A/S og DMT Dansk MobilTelefon I/S. Gebyrets størrelse forventes

fastsat med udgangspunkt i selskabernes abonnentantal.

Baggrunden for at søge dækning for udgifterne hos disse selskaber er, at

selskaberne har en interesse i, at det udstyr, der tilsluttes deres net,

opfylder de fastsatte krav.

Det skitserede system, hvorefter telenet-operatørerne betaler for

markedskontrol af teleterminaludstyr, ligner den ordning, der kendes fra

stærkstrøms-området her i landet. Udgifterne til den markedskontrol, der

udøves af DEMKO for så vidt angår elektrisk materiel, dækkes således ved en

årlig afgift, der opkræves hos de danske elektricitetsværker.

F. Høring

Udkastet til dette lovforslag har været udsendt til høring hos de i

Telerådet repræsenterede organisationer m.fl. samt hos relevante ministerier.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Efter bestemmelsen bemyndiges kommunikationsministeren til at fastsætte

regler om teleterminaludstyr, herunder regler der er nødvendige for

gennemførelsen og anvendelsen her i landet af De Europæiske Fællesskabers

retsforskrifter om sådant udstyr. På indeværende tidspunkt er der alene tale

om gennemførelse af direktiv 91/263/EØF om indbyrdes tilnærmelse af

medlemsstaternes lovgivning om teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse

af udstyrets overensstemmelse (i det følgende benævnt

»terminaldirektivet«). Teleterminaludstyr er i terminaldirektivet

defineret som udstyr, der er bestemt til at blive tilsluttet det offentlige

telenet, jf. ovenfor under afsnit C i de almindelige bemærkninger. I

overensstemmelse med terminaldirektivets bestemmelser vil der dog også blive

tale om at fastsætte visse regler for udstyr, der kan tilsluttes det

offentlige telenet, men som ikke er bestemt til et sådant formål, jf.

ligeledes ovenfor under de almindelige bemærkninger.

Terminaldirektivets regler om »fri« markedsføring m.v. i hele EF

bl.a. på basis af CE-mærkning forudsætter, at der er udarbejdet

fælleseuropæiske tekniske forskrifter for udstyret. Udover regler til

gennemførelse af terminaldirektivet vil der derfor ved den nærmere

regelfastsættelse efter § 1 skulle tages højde for, at der for visse

udstyrskategorier (endnu) ikke er udarbejdet sådanne fælles tekniske

forskrifter. Sådant udstyr vil skulle behandles efter nationale tekniske

bestemmelser. Dette indebærer bl.a., at udstyret ikke må CE-mærkes, og at det

derfor ikke frit kan markedsføres og ibrugtages i EF. På basis af

terminaldirektivet vil de nationale tekniske bestemmelser dog skulle tage

udgangspunkt i de væsentlige krav, der er opregnet i terminaldirektivet. I

relation til overensstemmelsesprocedurer for det omhandlede udstyr må det

forudses, at det hidtil gældende system her i landet for typegodkendelser

m.v. vil blive videreført.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger ovenfor.

Til § 2

Bestemmelsen præciserer kommunikationsministerens adgang til at fastsætte

krav til teleterminaludstyr i henhold til bemyndigelsen i § 1. Opregningen i

§ 2, nr. 1-5, indeholder en ikke udtømmende opregning af de forhold, som

kommunikationsministeren kan regulere i detaljerede

gennemførelsesforskrifter. Den her foretagne opregning svarer i vid

udstrækning til bestemmelserne i kapitel 4 a i lov nr. 307 af 16. maj 1990 om

ændring af lov om markedsføring, der giver hjemmel til gennemførelse af

EF-direktiver om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om

sikkerhedskrav til legetøj og om levnedsmiddelimitationer, samt til

bestemmelserne i lov nr. 368 af 6. juni 1991 om medicinsk udstyr.

Til nr. 1

Bestemmelsen bemyndiger kommunikationsministeren til at fastsætte

bestemmelser om forbud mod eller indskrænkning i adgangen til markedsføring,

ibrugtagning og anvendelse af teleterminaludstyr. Bestemmelsen skal ses i

lyset af terminaldirektivet, der pålægger medlemsstaterne at træffe de

nødvendige foranstaltninger til at forbyde eller indskrænke markedsføring

eller ibrugtagning af udstyr, der ikke opfylder de væsentlige krav. Som

eksempler på væsentlige krav kan nævnes: Brugersikkerhed, sikkerhed for

televirksomhedernes ansatte, krav om elektromagnetisk kompatibilitet,

beskyttelse af det offentlige telenet, effektiv udnyttelse af

frekvensspektret samt interoperabilitet.

Til nr. 2

Bestemmelsen bemyndiger kommunikationsministeren til at fastsætte regler

om krav om typegodkendelse, godkendelse af kvalitetsstyringssystemer samt om

mærkning. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger ovenfor.

Til nr. 3

Bestemmelsen åbner mulighed for, at der opkræves betaling for arbejdet med

godkendelse, tilsyn og kontrol. Det er tanken at overlade det til de

involverede organer at opkræve betaling for arbejdet i forbindelse med

godkendelse, tilsyn og kontrol. Derudover er det også tanken, at der i visse

tilfælde skal kunne tages betaling for omkostninger i forbindelse med

egentlig markedskontrol, som udføres af Telestyrelsen. Udgifter til

markedskontrol, hvor det viser sig, at udstyret opfylder de fastsatte krav,

vil blive søgt dækket ved opkrævning af årlige gebyrer hos de selskaber, der

driver telenet omfattet af ene- eller særrettigheder. Der henvises i øvrigt

til afsnit E i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Ifølge lovforslagets § 3 bemyndiger kommunikationsministeren offentlige

eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns-, og

kontrolforanstaltninger efter loven. Det er hensigten med bestemmelsen, at

sådanne organer skal have adgang til relevante lokaliteter uden retskendelse,

f.eks. fabrikations- og lagerlokaler, for at gennemføre godkendelse, tilsyn

og kontrol. Endvidere skal organerne kunne udtage prøveeksemplarer og fjerne

disse med henblik på undersøgelser og afprøvninger. Det samme skal gælde for

Telestyrelsen ved dens udførelse af den egentlige markedskontrol.

Til nr. 5

Bestemmelsen giver mulighed for at fastsætte regler om udstedelse af påbud

om tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning.

Udover selve tilbagekaldelsen fra markedet, og det under nr. 1 omtalte

forbud mod markedsføring og ibrugtagning, bør det kunne påbydes den

ansvarlige for markedsføringen at tilbagekøbe allerede solgt udstyr til en

pris, der normalt ikke bør være højere end anskaffelsesprisen på et

tilsvarende - overensstemmende - produkt.

Der bør endvidere være mulighed for at udstede påbud om, at det forhold,

som er årsag til uoverensstemmelsen, afhjælpes.

Til § 3

Ifølge lovforslaget kan kommunikationsministeren bemyndige offentlige

myndigheder eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns-

og kontrolforanstaltninger efter loven. Kommunikationsministeren kan

fastsætte nærmere vilkår for bemyndigelsen.

Endvidere kan prøvningslaboratorier udpeges af kommunikationsministeren.

Terminaldirektivet indeholder forskrifter om kompetence og uvildighed hos

godkendelsesorganer og disses ledere og teknikere. De europæiske

standardiseringsorganisationer har udarbejdet standarder herfor (jf.

DS/EN-45000 serien), og organer, der opfylder de kriterier, som er fastsat i

de relevante harmoniserede standarder, formodes at opfylde kravene i henhold

til terminaldirektivet.

Desuden indeholder terminaldirektivet regler om sagsbehandling, herunder

om tavshedspligt.

Private foretagender, der måtte blive udpeget som bemyndigede organer, er

ikke omfattet af forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen.

Afhængig af den nærmere tilrettelæggelse af det fremtidige godkendelsessystem

kan det imidlertid vise sig hensigtsmæssigt, at kommunikationsministeren

efter forhandling med justitsministeren fastsætter regler om, at

forvaltningsloven og offentlighedsloven helt eller delvis skal gælde for

disse foretagender, jf. § 1, stk. 2, i forvaltningsloven og § 1, stk. 3, i

offentlighedsloven.

Såfremt grundlaget for bemyndigelse af et organ bortfalder, f.eks. som

følge af tilbagekaldelse af dets akkreditering, vil kommunikationsministeren

tilbagekalde bemyndigelsen.

Bestemmelsen i stk. 2 giver kommunikationsministeren adgang til at

bemyndige godkendelsesorganer til at udstede forbud og påbud, jf. i øvrigt

bemærkningerne til § 2, nr. 1 og 5.

Til § 4

Bestemmelsen bemyndiger kommunikationsministeren til at fastsætte regler

om adgang til at klage over afgørelser truffet af de organer, der efter § 3

er bemyndiget til at udføre godkendelses-, tilsyns- og

kontrolforanstaltninger, samt om, at visse afgørelser ikke kan påklages til

højere administrativ myndighed.

Det tilsigtes hermed at fastsætte regler om adgang til klage bl.a. over

afgørelser truffet af private godkendelsesorganer. Sådanne regler vil bl.a.

kunne tænkes hensigtsmæssige i relation til det materielle i en afgørelse.

Det vil derimod næppe komme på tale at afskære adgangen til at klage over

sagsbehandlingsfejl m.v. Under alle omstændigheder vil

kommunikationsministeren altid have adgang til at påse, at

godkendelsesorganerne overholder vilkårene for den bemyndigelse, de har fået

meddelt.

Til § 5

Bestemmelsen bemyndiger kommunikationsministeren, eller det organ der har

bemyndigelse efter § 3, til at forlange alle de oplysninger,

kommunikationsministeren skønner nødvendige for administrationen af regler

fastsat i medfør af loven.

Fremlæggelse af dokumentation for fremstilling i overensstemmelse med de

fastsatte krav pålægges fabrikanter, importører og forhandlere m.fl.

Efter bestemmelsen kan kommunikationsministeren endvidere kræve alle

nødvendige oplysninger til brug for vurderingen af grundlaget for

bemyndigelse eller fortsat bemyndigelse af en offentlig myndighed eller en

privat virksomhed til at udføre godkendelses-, tilsyns- og

kontrolforanstaltninger efter § 3. Oplysningspligten kan omfatte spørgsmål

vedrørende habilitet, teknisk kompetence, faglig integritet samt

personalemæssige kvalifikationer.

Til § 6

Bestemmelsen giver hjemmel til, at der i forskrifter, der udfærdiges i

medfør af loven, kan fastsættes bødestraf for overtrædelse af bestemmelserne.

Terminaldirektivet pålægger medlemsstaterne pligt til at træffe alle

nødvendige foranstaltninger for at sikre, at forbudene mod markedsføring,

ibrugtagning m.m. af terminaludstyr, der ikke opfylder terminaldirektivets

krav, overholdes. Da kontrollen hermed bl.a. sker i form af stikprøvekontrol,

bør der af præventive grunde kunne reageres med bødestraf, hvis det

konstateres, at der handles i strid med reglerne.

Terminaldirektivet indeholder en formodningsregel, hvorefter

terminaludstyr, der er forsynet med CE-mærket, formodes at opfylde

sikkerhedsforskrifterne. Der bør derfor være adgang til at pålægge bødestraf,

hvis CE-mærket er uberettiget anvendt, eller der ikke på

kontrolmyndighedernes forlangende fremlægges dokumentation for, at udstyret

er fremstillet i overensstemmelse med de fastsatte sikkerhedskrav.

For at sikre kontrollens gennemførelse, bør nægtelse af at medvirke hertil

kunne straffes med bøde. Endvidere bør der være adgang til at pålægge

bødestraf i tilfælde af, at et forbud eller påbud ikke efterleves.

Til § 7

Loven træder i kraft den 1. juli 1992. Terminaldirektivet træder først i

kraft den 6. november 1992. Ved at lade loven træde i kraft allerede 1. juli

1992 åbnes der mulighed for så tidligt som muligt at gennemføre det nye

godkendelsessystem for teleterminaler, herunder at bemyndige de organer, der

skal forestå opgaver i forbindelse med godkendelser.

Direktiv 86/361/EØF ophæves i henhold til terminaldirektivet med virkning

fra den 6. november 1992. Organer, der er bemyndiget efter direktiv

86/361/EØF kan under visse omstændigheder udpeges til prøvningslaboratorier i

en periode på 18 måneder efter direktivets ophævelse. Uanset ophævelsen kan

enhver typegodkendelse, som er meddelt i overensstemmelse med direktivet,

forblive gyldig i henhold til de gyldighedskriterier, der gjaldt for den

oprindelige godkendelse.

Ministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere bestemmelse om ophævelse af

lov nr. 338 af 4. juni 1986 om telefonapparater. Det er ikke fundet

hensigtsmæssigt uden videre at lade telefonapparatloven ophæve ved lovens

ikrafttræden. Det skyldes, at der vil kunne opstå et tomrum, hvis der på

tidspunktet for lovens ikrafttræden ikke er fastsat administrative

forskrifter, der kan afløse telefonapparatloven.

RÅDETS DIREKTIV

af 29. april 1991

om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om

teleterminaludstyr samt gensigig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse

(91/263/EØF)

BILAG I

EF-TYPEAFPRØVNING

BILAG IV

FULD KVALITETSSTYRING

BILAG V

MINIMUMSKRITERIER, SOM MEDLEMSSTATERNE SKAL LÆGGE TIL GRUND VED UDPEGELSE

AF BEMYNDIGEDE ORGANER I HENHOLD TIL ARTIKEL 10, STK. 1

BILAG VI

MÆRKER TIL UDSTYR, JF. ARTikel 11, stk. 1

BILAG VIII

MODEL TIL ERKLÆRING SOM NÆVNT I ARTIKEL 2, STK. 1

Officielle noter

(* 1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv nr.

91/263/EØF, De Europæiske Fællesskabers Tidende (EF-Tidende) 1991 L 128 s. 1.

Lignende dokumenter