1990 LSF 153 FORSLAG TIL LOV OM MEDICINSK UDSTYR
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1. Sundhedsministeren kan fastsætte de regler, der er nødvendige
for gennemførelsen og anvendelsen her i landet af De Europæiske
Fællesskabers retsforskrifter om medicinsk udstyr.
§ 2. I de i § 1 omhandlede regler kan der fastsættes
sikkerhedskrav til medicinsk udstyr, herunder bestemmelser om:
1) Forbud mod eller indskrænkning i adgangen til markedsføring og
ibrugtagning.
2) Krav om typegodkendelse og godkendelse af fremstillingsmetoder samt om
mærkning.
3) Betaling for godkendelse, herunder tilsyn og kontrol.
4) Myndighedstilsyn og -kontrol, herunder adgang til relevante lokaliteter
uden retskendelse.
5) Påbud om tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning.
6) Krav om klinisk afprøvning af medicinsk udstyr på mennesker.
§ 3. Ministeren kan bemyndige statslige og kommunale myndigheder
eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns~ og
kontrolforanstaltninger efter loven.
Stk. 2. Ministeren kan endvidere bemyndige de i stk. 1 nævnte
myndigheder og foretagender til at udstede forbud og påbud efter bestemmelser
fastsat i medfør af § 2, nr. 1 og 5.
§ 4. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage
afgørelser truffet i henhold til bemyndigelse efter § 3, herunder at visse
afgørelser ikke kan påklages til højere administrativ myndighed.
§ 5. Ministeren eller den, der har bemyndigelse efter § 3, kan
kræve meddelt alle oplysninger, som er nødvendige for administration af
loven.
§ 6. Der kan i forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven,
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne,
medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,
Læs alt
anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som
sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt
fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen
eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.
§ 7. Loven træder i kraft den 1. juli 1991.
Stk. 2. Ved lovens ikrafttræden ophæves § 36 i lov om
lægemidler, jf. lovbekendtgørelse nr. 451 af 6. august 1982, som senest
ændret ved § 6 i lov nr. 818 af 19. december 1989.
Stk. 3. I lov nr. 147 af 15. april 1930 om brugen af
røntgenstråler m.v., som ændret ved lov nr. 213 af 4. maj 1965, foretages
følgende ændringer:
1. I § 1 ændres 2 steder »udførelse« til:
»afskærmning«.
2. § 4 affattes således:
»§ 4. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om
uddannelseskrav til personer, der skal udføre arbejder ved
røntgenanlæg.«
§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1. Sundhedsministeren kan fastsætte de regler, der er nødvendige
for gennemførelsen og anvendelsen her i landet af De Europæiske
Fællesskabers retsforskrifter om medicinsk udstyr.
§ 2. I de i § 1 omhandlede regler kan der fastsættes
sikkerhedskrav til medicinsk udstyr herunder bestemmelser om:
1) Forbud mod eller indskrænkning i adgangen til markedsføring og
ibrugtagning.
2) Krav om typegodkendelse og godkendelse af fremstillingsmetoder samt om
mærkning.
3) Betaling for godkendelse, herunder tilsyn og kontrol.
4) Myndighedstilsyn og -kontrol, herunder adgang til relevante lokaliteter
uden retskendelse.
5) Påbud om tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning.
6) Krav om klinisk afprøvning af medicinsk udstyr på mennesker.
§ 3. Ministeren kan bemyndige statslige og kommunale myndigheder
eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns~ og
kontrolforanstaltninger efter loven.
Stk. 2. Ministeren kan endvidere bemyndige de i stk. 1 nævnte
myndigheder og foretagender til at udstede forbud og påbud efter bestemmelser
fastsat i medfør af § 2, nr. 1 og 5.
§ 4. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage
afgørelser truffet i henhold til bemyndigelse efter § 3, herunder at visse
afgørelser ikke kan påklages til højere administrativ myndighed.
§ 5. Ministeren eller den, der har bemyndigelse efter § 3, kan
kræve meddelt alle oplysninger, som er nødvendige for administration af
loven.
§ 6. Der kan i forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven,
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne,
medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,
anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som
sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt
fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen
eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.
§ 7. Loven træder i kraft den 1. juli 1991.
Stk. 2. Ved lovens ikrafttræden ophæves § 36 i lov om lægemidler,
jf. lovbekendtgørelse nr. 451 af 6. august 1982.
Stk. 3. I lov nr. 147 af 15. april 1930 om brugen af
røntgenstråler, som ændret ved lov nr. 213 af 4. maj 1965, foretages følgende
ændringer:
1) I § 1 ændres 2 steder »udførelse« til:
»afskærmning«.
2) § 4 affattes således:
»§ 4. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om uddannelseskrav til
personer, der skal udføre arbejder ved røntgenanlæg.«
§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger.
1. Formålet med lovforslaget.
Forslaget har til formål at skabe grundlag for gennemførelse og anvendelse
af EF's retsforskrifter om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivning om medicinsk udstyr, herunder medicinske anordninger og invitro
diagnostisk udstyr. Ved medicinsk anordning forstås ethvert instrument,
apparat, middel, el. lign., herunder tilbehør og programmel, beregnet til
anvendelse i forbindelse med diagnosticering, forebyggelse, herunder
svangerskabsforebyggelse, kontrol, behandling eller lindring af menneskets
sygdomme eller skader. Omfattet er såvel behandlingsredskaber som en række
hjælpemidler, eksempelvis kanyler, colostomiposer, operationsremedier,
hjertepacemakere dentalmaterialer, proteser, høreapparater, anæstesiudstyr,
røntgenapparater og respirationsudstyr. Begrebet omfatter ikke anordninger,
hvis hovedvirkning fremkaldes ad farmakologisk, kemisk eller immunologisk vej
eller ved stofskifte. Lægemidler er således undtaget, idet det dog bemærkes,
at en medicinsk anordning som en integreret bestanddel kan indeholde et
lægemiddel. Ved invitro diagnostisk udstyr forstås udstyr, der anvendes i
forbindelse med undersøgelse uden for den menneskelige organisme, typisk ved
laboratorievirksomhed o.lign.
EF-Kommissionen pegede i den såkaldte hvidbog om det indre marked i 1985
på ønskeligheden af at harmonisere medlemsstaternes lovgivning vedrørende
medicinsk udstyr med henblik på at sikre en fri omsætning af denne
varegruppe. Medlemslandenes bestemmelser vedrører særligt medicinsk udstyrs
sikkerhed i form af tekniske sikkerhedsforskrifter og diverse
kontrolprocedurer. Det er derfor et hovedformål for Fællesskabets arbejde på
området, at det eksisterende beskyttelsesniveau i medlemsstaterne opretholdes
eller forbedres ved den indbyrdes tilnærmelse af lovgivning.
Der er i øjeblikket alene tale om gennemførelse i national ret af Rådets
direktiv af 20. juni 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivning om aktive implantable medicinske anordninger (90/385/EØF)
(implantat-direktivet) samt forventede kommende rådsdirektiver om henholdsvis
medicinske anordninger og invitro diagnostisk udstyr. Det førstnævnte
direktiv træder i kraft den 1. januar 1993, idet medlemsstaterne senest den
1. juli 1992 skal have vedtaget og offentliggjort de love og administrative
bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet. Tilsvarende
tidsfrister forventes at blive fastsat for de to øvrige nævnte direktivers
vedkommende.
Da de omhandlede direktiver bl.a. forudsætter etablering af
godkendelsesordninger for medicinsk udstyr i medlemsstaterne, og da en sådan
ordning ikke endeligt kan etableres i Danmark før der er tilvejebragt
lovhjemmel herfor, finder regeringen det, af hensyn til den danske industri,
påkrævet at forelægge nærværende lovforslag for Folketinget allerede i
indeværende samling.
Der er tale om en betydelig industri i Danmark på dette område. Ifølge de
foreliggende oplysninger var der i Danmark i 1987 ca. 140 virksomheder, der
producerede medicinsk udstyr, invitro diagnostisk udstyr undtaget. Disse
virksomheder beskæftigede lige ved 8.000 personer og havde en omsætning på
godt 4 mia. kr., hvoraf udstyr for knap 3 mia. kr. eksporteredes. Forsknings-
og udviklingsaktiviteten beløb sig til knap 200 mill. kr.
Lovforslaget indeholder ikke i sig selv forskrifter om, hvilke
sikkerhedskrav der skal gælde for medicinsk udstyr. Forslaget er derimod en
bemyndigelseslov, der skaber hjemmel for Sundhedsministeren til at fastsætte
nærmere regler herom.
Der vil i medfør af loven blive fastsat regler for det danske
godkendelsessystems opbygning og funktion, for de sikkerhedskrav der fremover
skal være opfyldt for medicinsk udstyr samt for de foranstaltninger der
iøvrigt knytter sig hertil.
Forslaget indeholder iøvrigt mindre ændringer af røntgenloven og
lægemiddelloven.
2. Gældende lovgivning og eksisterende ordninger af betydning for
området.
a. Gældende lovgivning.
Med undtagelse af røntgenapparater, elektromedicinske apparater og visse
svagerskabsforebyggende midler, er der ikke i Danmark fastsat detaljerede
forskrifter vedrørende sikkerhedskrav til medicisk udstyr, ligesom der ikke i
dag generelt gennemføres systematisk opsøgende kontrol til sikring mod
markedsføring og brug af farligt udstyr.
I medfør af § 2 i lov nr. 327 af 26. juni 1975 om lægemidler kan
Sundhedsministeren fastsætte regler om, at loven eller visse af dens
bestemmelser skal anvendes på varer, der - uden at være lægemidler - skal
anvendes til forebyggelse, erkendelse og behandling af sygdomme (medicinske
utensilier) samt til erkendelse af svangerskab.
Det blev i lovforslagets bemærkninger anført, at adgangen til
administrativt at inddrage yderligere varegrupper under lægemiddelreglerne i
sig selv erkendes at være betænkelig, og at de sundhedsmæssige grunde, som
kan åbne op for en sådan adgang, må have betydelig vægt, også udfra generelle
sundhedspolitiske overvejelser. Bestemmelsen har da heller ikke hidtil været
anvendt til at indføre en generel obligatorisk godkendelse og kontrol af
medicinske utensilier. Allerede i 1970 åbnede Sundhedsstyrelsen dog adgang
for, at fabrikanter på frivilligt grundlag og efter ansøgning kunne opnå
godkendelse af medicinske utensilier og i forbindelse hermed ret til at mærke
deres varer M.E.D.U. (forkortelse for medicinske utensilier). Denne
frivillige ordning førte i perioden frem til ordningens afvikling i 1985-86
til Sundhedsstyrelsens godkendelse af 352 medicinske utensilier på grundlag
af individuel og konkret vurdering af det enkelte utensilie.
I medfør af lægemiddellovens § 36 er nedsat et utensilienævn med den
opgave at afgive indstilling til Sundhedsstyrelsen i sager om godkendelse af
utensilier. Efter den frivillige godkendelsesordnings ophør har nævnet ikke
været anvendt i forbindelse med godkendelse, og da det ikke er tiltænkt
opgaver i forbindelse med en kommende godkendelsesordning, foreslås det i
lovforslaget ophævet.
I medfør af lægemiddellovens § 3, stk. 2, er fastsat særlige regler for
visse svangerskabsforebyggende midler (kondomer og okklusive pessarer af
gummi), idet disse kun må detailforhandles efter godkendelse af
Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen fører tilsyn og kontrol med importører,
fremstillere (herunder pakkere) og grossister, og har i den forbindelse
adgang til samtlige lokaler og alle nødvendige oplysninger samt udtagning af
prøver til brug for kontrollen. Disse regler vil blive erstattet af regler
fastsat i medfør af lovforslaget.
Sundhedsministeren har allerede i dag i medfør af § 1 i lov nr. 147 af 15.
april 1930 om brugen af røntgenstråler mv., som ændret ved lov nr. 213 af 4.
maj 1965, hjemmel til at fastsætte sikkerhedskrav til røntgenanlæg.
Detailregler er fastsat i bl.a Indenrigsministerens bekendtgørelse nr. 94 af
16. marts 1982 om brugen af røntgenanlæg m.v. samt i en række tekniske
bekendtgørelser udstedt af Sundhedsstyrelsen. Disse bekendtgørelser vil i
nødvendigt omfang blive ændret.
Ifølge lov om elektriske stærkstrømsanlæg, jf. lovbekendtgørelse nr. 669
af 28. december 1977 fastsætter Boligministeren bestemmelser bl.a vedrørende
udførelse af stærkstrømsanlæg, fremstilling, prøvning, godkendelse,
forhandling og benyttelse af elektrisk materiel. I medfør af loven har
Elektricitetsrådet i stærkstrømsreglementet afsnit 135 fastsat bestemmelser
om elektromedicinsk udstyr til opfyldelse af Rådets direktiv af 17. september
1984 (84/539 EØF) om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om
elektriske apparater, der anvendes i læge- og dyrlægepraksis. Direktivet
forventes erstattet af det kommende direktiv om medicinske anordninger for så
vidt angår den del, der omhandler elektromedicinsk udstyr til
patientbehandling. Dette vil dog ikke medføre ændringer med hensyn til
Boligministerens adgang til også fremover at fastsætte de nødvendige regler
på det elektromedicinske område til gennemførelse af direktiverne.
For medicinalpersoner gælder i henhold til deres autorisationslove en
generel forpligtelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i virket og
dermed også et ansvar for, at det anvendte medicinske udstyr er egnet til sit
formål og i øvrigt anvendes på forsvarlig vis.
Udover den ovennævnte særlovgivning m.v. af betydning for medicisk udstyr,
indeholder den generelle erhvervslovgivning bestemmelser med gyldighed for
området. Der kan her særligt fremhæves lov nr. 394 af 13. juni 1990 om
erhvervsfremme, der bemyndiger Industriministeren til at etablere en dansk
akkrediteringsordning, med henblik på godkendelse af virksomheder,
laboratorier og andre organisationer til udførelse af teknisk prøvning,
inspektion og certificering, og til at fastsætte regler om inspektion og
certificering af personer, produkter og systemer. Loven er særligt affødt af
et generelt krav om etablering af en national akkrediteringsordning i
forbindelse med gennemførelse af EF-direktiver efter den nye metode til
gennemførelse af det indre marked og af erhvervslivets behov for
internationalt anerkendte certifikater for kvalitetsstyringssystemer,
produkters overensstemmelse med givne specifikationer m.v.
Industriministeriet er i øjeblikket i færd med den nærmere udformning af den
danske akkrediteringsordning, der vil udgøre den generelle ramme for
etablering af en godkendelsesordning også for medicinsk udstyr efter
nærværende lov.
b. Eksisterende ordninger.
I lighed med medicinsk udstyr i øvrigt er der heller ikke fastsat særlige
regler om medicinsk udstyr bestemt til brug for en enkelt patient eller
bestemt til klinisk afprøvning, ligesom der ikke i dag findes lovregler for
den videnskabsetiske bedømmelse af bio-medicinske forskningsprojekter. På
grundlag af den såkaldte Helsinki-deklaration er der dog siden 1979 på
privatretligt grundlag opbygget et landsdækkende videnskabsetisk
komite-system. Komite-systemet varetager rådgivende og vejledende funktioner
vedrørende den bio-medicinske forsknings etiske aspekter med henblik på at
sikre patienters og raske forsøgspersoners sikkerhed samt den ønskede
videnskablige standard, jf. i øvrigt betænkning nr. 1185, »Forskning på
mennesket - etik/jura«, 1989. Dette frivillige system forventes afløst
af en lovreguleret ordning, idet Sundhedsministeren i foråret 1991 agter at
fremsætte lovforslag om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af
bio-medicinske forskningsprojekter. Lovforslaget forventes bl.a., at
indeholde regler om oprettelse af et videnskabsetisk komitesystem, om
lovpligtig anmeldelse til systemet og om de overordnede principper, der skal
lægges til grund ved bedømmelse af anmeldte forskningsprojekter og systemets
øvrige opgaver.
Der eksisterer i dag en frivillig varslingsordning, hvorefter alle
offentlige sygehuse kan indberette tilfælde af fejl ved medicinsk udstyr
eller betjeningen heraf til Dansk Sygehus Institut. Der indberettes årligt
ca. 15 tilfælde, hvilket sammenlignet med udenlandske ordninger er meget
beskedent. Denne frivillige ordning forventes erstattet af et
varslingssystem, som forudsat i implantat-direktivet, hvorefter
medicinalpersonale, fabrikanter, forhandlere m.fl. skal indberette fejl ved
medicinsk udstyr eller dets betjeningsvejledning, som indebærer en risiko for
menneskers liv og helbred.
3. Direktiverne.
a. Implantat-direktivet omfatter enhver medicinsk anordning, beregnet til
at indopereres eller indføres i det menneskelige legeme, og som anvender en
energikilde samt det eventuelle tilbehør og styresystem. Eksempelvis
hjertepacemakere, anordninger til smertestimulering, blærekaterisation og
protesestyring. Der foreligger på nuværende tidspunkt et foreløbigt udkast
til direktiv fra EF-Kommissionen om medicinske anordninger, der i marts/april
1991 forventes forelagt Ministerrådet. Dette direktiv forventes at omfatte
alle former for medicinsk udstyr, bortset fra udstyr omfattet af
implantat-direktivet og invitro diagnostisk udstyr. Det vil eksempelvis
omfatte utensilier herunder engangsartikler som kanyler og colostomiposer,
operationsremedier, dentalmaterialer, proteser, høreapparater,
anæstesiudstyr, røntgenapparater og respirationsudstyr. Det af
EF-Kommissionen planlagte direktiv om invitro diagnostisk udstyr, forventes
at omhandle udstyr m.v., der anvendes ved undersøgelser uden for den
menneskelige organisme, f.eks i forbindelse med laboratorievirksomhed o.lign.
I de følgende almindelige bemærkninger og bemærkninger til forslagets
enkelte bestemmelser omtales i det væsentlige kun det allerede vedtagne
direktiv om aktive implantable medicinske anordninger, idet de heri
indeholdte principielle regler forventes indført i direktiverne om medicinske
anordninger og invitro diagnostisk udstyr.
b. Implantat-direktivet fastsætter de sikkerhedskrav som disse anordninger
skal opfylde. Det drejer sig bl.a. om sikkerhedsforskrifter om, at produktet
skal være egnet til formålet og leve op til de af fabrikanten angivne
oplysninger, at der i den medfølgende brugsanvisning skal redegøres for,
hvorledes anordningen anvendes korrekt, ligesom der skal gøres opmærksom på
de uønskede bivirkninger og risici, der er forbundet med anvendelsen af
anordningen. Det drejer sig desuden om mere specifikke krav til selve
anordningen vedrørende fysiske, mekaniske, elektriske og kemiske egenskaber,
sterilitet, radioaktivitet, holdbarhed samt emballering m.v. til sikring mod
unødvendige risici.
Disse sikkerhedskrav er bredt formuleret, og de nærmere tekniske
anvisninger på, hvorledes kravene kan opfyldes, fastsættes i standarder.
Sådanne standarder er under udarbejdelse i de europæiske
standardiseringsorganisationer (CEN og CENELEC) efter mandat fra
EF-Kommissionen. Medlemsstaterne skal lægge til grund, at disse standarder
opfylder direktivets krav, hvilket tillige gælder for visse nationale
standarder på områder, hvor standardiseringsorganisationerne endnu ikke har
fastsat europæiske standarder.
Standarderne har ikke bindende virkning. Fabrikanterne er således ikke
forpligtet til at følge standarderne, men kan vælge en anden måde at opfylde
de væsentlige sikkerhedskrav på.
c. Medlemsstaterne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at
sikre, at aktive implantater kun markedsføres og ibrugtages, såfremt de
opfylder de væsentlige sikkerhedskrav. Viser det sig, at anordninger ikke
opfylder kravene er medlemsstaterne således forpligtet til at træffe alle
nødvendige foranstaltninger for at inddrage disse anordninger og forbyde
eller indskrænke markedsføringen eller ibrugtagningen heraf. Direktivet
indeholder endvidere bestemmelser om procedurer for behandling på
Fællesskabsplan i tilfælde af, at ovennævnte foranstaltninger iværksættes.
Direktivet fastsætter endvidere procedurer for varsling af EF-Kommissionen
og de andre medlemslande, såfremt der viser sig at være en farlig anordning
på markedet. Formålet er, at de enkelte lande herved kan iværksætte
nødvendige forholdsregler for at forhindre, at nogen bliver udsat for fare.
d. Direktivet forudsætter godkendelsesorganer til at udføre de nødvendige
godkendelser i henhold til direktivet, men det står det enkelte land frit
for, om det vil etablere egne godkendelsesorganer eller henvise sin industri
til at søge godkendelser i et af de andre medlemslande. Direktivet
forudsætter, at godkendelsesorganerne kan være private organer uden for
offentligt regi.
Herudover indeholder direktivet forskrifter for godkendelsesorganerne
vedrørende kompetence og uvildighed. Det er således foreskrevet, at
godkendelsesorganer, og dets ledere og teknikere skal være uafhængige af alle
kredse, grupper og personer, der direkte eller indirekte har en interesse på
området. Endvidere indeholder direktivet regler om sagsbehandling, herunder
tavshedspligt i forbindelse med udførelse af godkendelse, tilsyn og kontrol.
e. Direktivet giver fabrikanten tre valgmuligheder med henblik på at opnå
de nødvendige godkendelser. Det drejer sig om 1) typegodkendelse kombineret
med stikprøvekontrol, 2) typegodkendelse kombineret med godkendt
kvalitetsstyringssystem (virksomhedens fremstillingsmetode) og 3) godkendt
avanceret kvalitetsstyringssystem suppleret med godkendelse af produktets
konstruktion og design. Fabrikanten kan således vælge ad 1) at få
typegodkendt sit produkt hos et godkendelsesorgan, som dernæst foretager
stikprøvekontroller af de enkelte partier af produktet med henblik på at
undersøge om produkterne er i overensstemmelse med den godkendte type.
Fabrikanten kan også vælge ad 2) en typegodkendelse, suppleret med en
godkendelse af den af fabrikanten valgte fremstillingsmetode til sikring af,
at alle de fremstillede produkter er identiske med det typegodkendte produkt.
I sidstnævnte tilfælde indfører fabrikanten et såkaldt
kvalitetsstyringssystem, for hvilket der fastsat en internationale standard,
ISO 9002. Ved regelmæssig inspektion hos fabrikanten kontrollerer
godkendelsesorganet, at fabrikanten fuldt ud opfylder sine forpligtelser i
forbindelse med det godkendte kvalitetsstyringssystem. Fabrikanten kan
endelig vælge ad 3), at indføre et endnu mere avanceret
kvalitetsstyringssystem jf. ISO 9001 standarden. I dette tilfælde skal der
ikke ske nogen typegodkendelse af produktet, men en godkendelse af det
pågældende kvalitetsstyringssystem, samt af produktets konstruktion,
fremstilling og egenskaber m.v. på baggrund af fabrikantens dokumentation.
Godkendelsesorganet kontrollerer ved regelmæssige inspektioner, at
fabrikanten fuldt ud opfylder sine forpligtelser i forbindelse med det
godkendte kvalitetssystem.
Godkendelsesmyndigheden skal således til enhver tid have adgang til
fabrikations- eller lagersted og kan forlange, at den påkrævede dokumentation
fremlægges af fabrikanten eller dennes repræsentant.
Det forventes, at der i de kommende direktiver vil blive fastsat afvigende
regler om godkendelser under hensyntagen bl.a til de særlige risici, der er
forbundet med anvendelsen af forskellige produkttyper.
f. Anordninger der opfylder de væsentlige krav, bortset fra anordninger,
der er specialfremstillet til en bestemt patient eller er bestemt til klinisk
afprøvning, skal forsynes med et særligt EF-mærke (CE-mærke) efter
direktivet. Direktivet indeholder en formodningsregel, hvorefter de enkelte
medlemslande går ud fra, at anordninger, der er forsynet med CE-mærke
opfylder sikkerhedsforskrifterne, og således frit kan markedsføres i alle
medlemslande.
Det må forventes, at det planlagte direktiv om medicinske anordninger
kommmer til at indeholde afvigende regler om mærkning, blandt andet under
hensyntagen til, at det kan være uforholdsmæssigt dyrt at mærke hvert enkelt
produkt, hvor der er tale om små og billige produkter der fremstilles i store
mængder. I øvrigt er en generel EF-forordning om CE-mærket under
udarbejdelse.
g. Der er i direktivet fastsat særlige regler for anordninger beregnet til
klinisk afprøvning på mennesker og for anordninger som efter en ansvarlig
navngiven læges anvisning er specialfremstillet til en bestemt patient. Disse
anordninger skal ikke godkendes, da de ikke markedsføres. Den speciallæge,
der er ansvarlig for den kliniske afprøvning af en anordning på mennesker,
skal forelægge nærmere dokumentation for afprøvningen for myndighederne, der
har mulighed for at forbyde eller eventuelt stille krav til et påtænkt
forsøg, såfremt hensynet til især sundhed og etik taler herfor.
h. Efter direktivet er fabrikanten ansvarlig for at opfylde de
forpligtelser, som direktivet foreskriver. Hvis fabrikanten ikke er etableret
i Fællesskabet, påhviler ansvaret den i Fællesskabet etablerede repræsentant
for fabrikanten. Hvis fabrikanten ikke har nogen repræsentant i Fællesskabet,
er importøren ansvarlig efter direktivet.
i. Reglerne i implantat-direktivet skal anvendes fra den 1. januar 1993. I
tidsrummet indtil den 31. december 1994 tillader medlemsstaterne
markedsføring og ibrugtagning af anordninger, der er i overensstemmelse med
de forskifter, der gælder på deres område den 31. december 1992. Da der ikke
i gældende lovgivning er fastsat krav til de af direktivet omfattede
anordninger, vil en hvilken som helst af disse anordninger kunne markedsføres
her i landet i denne overgangsperiode, side om side med anordninger, der
opfylder direktivets krav og er CE-mærkede.
4. Det fremtidige godkendelsessystem.
I medfør af lovforslaget vil der blive fastsat regler om sikkerhedskrav
til medicinsk udstyr, om grundlaget for og organiseringen af
godkendelsessystemet samt om varsling m.v. Ministeriet vil tilstræbe, at
regelfastsættelsen for godkendelsessystemet i videst muligt omfang foreligger
i efteråret 1991, og at de øvrige gennemførelsesbestemmelser er udarbejdet
omkring årsskiftet 1991/92. Det nærmere indhold af reglerne vil blive drøftet
med de berørte interesseorganisationer og myndigheder, som også har været
hørt under forberedelsen af direktivet om aktive implantable medicinske
anordninger og som ligeledes er medinddraget i forbindelse med den aktuelle
behandling af direktivforslaget om medicinsk udstyr.
Ifølge lovforslaget kan Sundhedsministeren bemyndige statslige og
kommunale myndigheder eller private foretagender til at udføre godkendelses-,
tilsyns- og kontrolforanstaltninger (godkendelsesorganer) i overensstemmelse
med direktivernes forskrifter. Lovforslaget indeholder derudover bemyndigelse
til at opkræve betaling for godkendelse, tilsyn og kontrol m.v. Endelig
foreslås en bestemmelse vedrørende straf for overtrædelse af forskrifter,
udstedt i medfør af loven.
Danmark er som nævnt ikke forpligtet til at have egne godkendelsesorganer,
men de vil være til gavn for en stor del af den danske industri, og særligt
de mindre virksomheder, der i modsat fald er henvist til at søge godkendelser
i udlandet. Den danske industri vil ifølge foreliggende oplysninger primært
satse på godkendelse af kvalitetsstyringssystemer (fremstillingsmetoder), og
kun i mindre omfang på typegodkendelser. Særligt de små og mellemstore
virksomheder er interessere i at kunne opnå de nødvendige godkendelser her i
landet. De store og i vidt omfang også de mellemstore virksomheder har
allerede i dag kontakt til udenlandske - især engelske - godkendelsesorganer,
hvor de tidligere har opnået godkendelser til brug for blandt andet det
engelske marked. En del af disse virksomheder forventes i begyndelsen, og
muligvis også på længere sigt, at søge godkendelser hos de hidtil benyttede
udenlandske godkendelsesorganer. Ministeriet vil i samarbejde med Industri-
og Handelsstyrelsen medvirke til at sikre de nødvendige bemyndigelser af
private foretagender og offentlige myndigheder, der ansøger om at måtte
udføre godkendelser på området. Sundhedsministeriet vil ved bemyndigelse af
godkendelsesorganer lægge vægt på, at disse så vidt muligt er akkrediteret af
Industri- og Handelsstyrelsen eller et tilsvarende udenlandsk organ.
Det overvejes i øjeblikket, hvilke private foretagender og offentlige
myndigheder, der kan komme på tale i forbindelse med godkendelsesproceduren,
herunder bl.a. i hvilket omfang Sundhedsstyrelsen/Statens Institut for
Strålehygiejne, Rigshospitalet og Seruminstituttet hensigtsmæssigt kan påtage
sig opgaver. Sundhedsstyrelsen godkender idag visse svangerskabsforebyggende
midler (kondomer og okklusive pessarer af gummi) og Statens Institut for
Strålehygiejne godkender røntgenanlæg m.v. Herudover udfører Demko (Danmarks
Elektriske Materiel Kontrol) godkendelse af elektromedicinsk udstyr.
I det omfang der ikke er ansøgninger fra kompetente godkendelsesorganer om
at blive bemyndiget til eksempelvis at udføre typegodkendelser, vil danske
fabrikanter og importører, der foretrækker denne godkendelsesform være
henvist til at søge godkendelsen i et af de andre medlemslande.
Sundhedsministeriet vil på baggrund af drøftelse med de berørte
myndigheder og interesseorganisationer nærmere overveje opbygningen af det
danske godkendelsessystem, herunder tilrettelæggelse af det i direktivet
forudsatte varslingssystem.
5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser.
De med lovforslagets administration forbundne omkostninger vil i det
omfang Sundhedsstyrelsen, Seruminstituttet eller Rigshospitalet påtager sig
opgaver i relation til godkendelsesprocessen, dækkes ved opkrævning af
gebyrer fra fabrikanterne i forbindelse med behandling af de enkelte
godkendelsesansøgninger, laboratorieundersøgelser og prøvninger.
Omkostningerne i forbindelse med de administrative opgaver vedrørende
varsling ved forekomsten af farligt medicinsk udstyr, forventes afholdt
indenfor Sundhedsministeriets eksisterende budgetramme.
Forslaget skønnes ikke at medføre forøget administration eller økonomiske
udgifter for amtskommuner eller kommuner.
Bemærkninger til lovforslaget
Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser.
Til § 1
Efter bestemmelsen bemyndiges Sundhedsministeren til at fastsætte de
regler, der er nødvendige for her i landet at gennemføre og anvende De
Europæiske Fælleskabers retsforskrifter om medicinsk udstyr. Der henvises til
de almindelige bemærkninger ovenfor.
Til § 2
Bestemmelsen præciserer, at ministeren kan fastsætte regler om
sikkerhedskrav til medicinsk udstyr i henhold til bemyndigelsen i § 1.
Bestemmelserne i § 2, nr. 1-6 indeholder herudover en ikke udtømmende
opregning af de forhold, som ministeren vil regulere i detaljerede
gennemførselsforskrifter. Den her foretagne opregning svarer i vid
udstrækning til bestemmelserne i kapitel 4 a i lov nr. 307 af 16. maj 1990 om
ændring af lov om markedsføring, der giver hjemmel til gennemførelse af
EF-direktiver om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om
sikkerhedskrav til legetøj og om levnedsmiddelimitationer.
Til nr. 1
Bestemmelsen bemyndiger ministeren til at fastsætte bestemmelser om forbud
mod eller indskrænkning i adgangen til markedsføring og ibrugtagning af
medicinsk udstyr. Bestemmelsen skal ses i lyset af implantat-direktivet, der
pålægger medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger til at
forbyde eller indskrænke markedsføring eller ibrugtagning af anordninger, der
ikke opfylder de væsentlige krav.
Til nr. 2
Bestemmelsen bemyndiger ministeren til at fastsætte regler om krav
vedrørende typegodkendelse og godkendelse af fremstillingsmetoder samt
vedrørende mærkning. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger
ovenfor.
Til nr. 3
Bestemmelsen åbner mulighed for, at der opkræves betaling for arbejdet i
forbindelse med godkendelse, tilsyn og kontrol. Det er tanken at overlade det
til de involverede organer at opkræve betaling for arbejdet i forbindelse
hermed.
Til nr. 4
Ifølge lovforslagets § 3 bemyndiger Sundhedsministeren statslige eller
kommunale myndigheder eller private foretagender til at udføre godkendelses-,
tilsyns- og kontrolforanstaltninger. Det er hensigten med bestemmelsen, at et
sådant bemyndiget organ, med henblik på gennemførelse af godkendelse, tilsyn
og kontrol, uden retskendelse skal have adgang til relevante lokaliteter som
f.eks. fabrikations- og lagerlokaler, ligesom organet skal kunne udtage
prøveeksemplarer og fjerne dem med henblik på undersøgelser og afprøvninger.
Til nr. 5
Bestemmelsen giver mulighed for at fastsætte regler om udstedelse af påbud
for så vidt angår tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger forventes alle direktiver
vedrørende medicinsk udstyr at indeholde bestemmelser om, at medlemsstaterne
i tilfælde af risiko for menneskers sundhed og/eller sikkerhed træffer alle
nødvendige foranstaltninger for at inddrage det pågældende udstyr og forbyde
eller indskrænke markedsføring eller ibrugtagning heraf.
Udover selve tilbagetrækningen fra markedet og det under nr. 1 omtalte
forbud mod markedsføring og ibrugtagning, bør det kunne påbydes den for
markedsføringen ansvarlige at tilbagekøbe allerede solgt udstyr til en pris,
der normalt ikke bør være højere end anskaffelsesprisen på et tilsvarende -
ikke farligt - produkt.
Der bør endvidere være mulighed for at udstede påbud om, at det forhold
som er årsag til faren afhjælpes, ligesom den for markedsføringen ansvarlige
bør kunne pålægges at give oplysning om faren ved produktet og om hvordan den
eventuelt kan forebygges.
Til nr. 6
I medfør af bestemmelsen påtænkes udstedt regler om, at fabrikanten af
medicinsk udstyr, der er bestemt for klinisk afprøvning, skal afgive en
erklæring af nærmere specificeret indhold om produktet og dets
overensstemmelse med de væsentlige sikkerhedskrav. Der forventes endvidere
fastsat regler om det videnskabsetiske komitesystems medvirken i forbindelse
med vurdering af projektets etiske aspekter.
Som anført i de almindelige bemærkninger forberedes en generel lovgivning
om et videnskabsetisk komitesystem og bio-medicinsk forskning, der bl.a. vil
opstille krav om godkendelse og gennemførelse af forskningsprojekter på
mennesker. Der vil således ikke i medfør af nærværende lov blive fastsat
regler om overholdelse af Helsinki-deklarationens generelle principper i
forbindelse med klinisk afprøvning.
Til § 3
Ifølge lovforslaget kan Sundhedsministeren bemyndige statslige og
kommunale myndigheder eller private foretagender til at udføre godkendelses-,
tilsyns- og kontrolforanstaltninger i medfør af de her omhandlede regler.
Ministeren vil kunne fastsætte nærmere vilkår for bemyndigelsen, særligt
vedrørende sundhedsfaglige aspekter.
Implantat-direktivet indeholder forskrifter om kompetence og uvildighed
hos godkendelsesorganer og deres ledere og teknikere. De europæiske
standardiseringsorganisationer har udarbejdet standarder herfor, jf. EN-45000
serien.
Desuden indeholder direktivet regler om sagsbehandling, herunder om
tavshedspligt.
Såfremt grundlaget for bemyndigelse af et organ bortfalder, f.eks. som
følge af tilbagekaldelse af dets akkreditering, vil ministeren tilbagekalde
bemyndigelsen.
Bestemmelsen i stk. 2 giver ministeren adgang til at bemyndige
godkendelsesorganer til at udstede forbud og påbud, jf. iøvrigt
bemærkningerne til § 2, stk. 1 og 5.
Til § 4
Bestemmelsen bemyndiger ministeren til at fastsætte regler om adgang til
at klage over afgørelser truffet af de organer, der efter § 3 er bemyndiget
til at udføre godkendelses-, tilsyns- og kontrolforanstaltninger, samt om at
visse afgørelser ikke kan påklages til højere administrativ myndighed.
Det tilsigtes hermed at fastsætte regler om adgang til klage bl.a. over
afgørelser truffet af private godkendelsesorganer, herunder om den
administrative behandling af ansøgninger om godkendelse og de tilknyttede
procedurer.
Afgørelser, der er baseret på en høj teknologisk indsigt, som de
offentlige myndigheder ikke besidder ekspertise til at vurdere, vil ikke
kunne påklages, efter disse regler.
Til § 5
Bestemmelsen bemyndiger ministeren, eller det organ der har bemyndigelse
efter § 3, til at kræve alle de oplysniger, der skønnes at være nødvendige
for administrationen af regler fastsat i medfør af denne lov.
Det er bl.a. hensigten at pålægge fabrikanter, importører, forhandlere af
medicinsk udstyr m.m. en pligt til på myndighedernes forlangende at fremlægge
dokumentation for, at det medicinske udstyr er fremstillet i overensstemmelse
med de fastsatte sikkerhedskrav. Samtidig vil disse erhvervsgrupper tillige
med de professionelle brugere bliver pålagt en pligt til på eget initiativ at
indberette forhold af betydning for medicinske anordningers sikkerhed til et
på forhånd udpeget varslingsorgan i Danmark.
Det synes derudover rimeligt at lade professionelle brugere (autoriseret
sundhedspersonale og eventuelle andre der erhvervsmæssigt er involveret i
anvendelsen) være omfattet af en indberetningspligt, f.eks. for såvidt angår
tilfælde, hvor brugeren har begrundet mistanke om, at forværringen af en
patients helbredstilstand eller død kan henføres til fejl eller mangler ved
det medicinske udstyr eller i dets brugsvejledning. Tilsvarende hjemmel er
indeholdt i § 4, stk. 3, i lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets
centralstyrelse, hvorefter Sundhedsstyrelsen efter ministerens nærmere
bestemmelse kan pålægge personer inden for sundhedsvæsenet at foretage
anmeldelser og indberetninger vedrørende deres faglige virksomhed.
Efter bestemmelsen kan ministeren endvidere kræve alle nødvendige
oplysninger til brug for vurderingen af grundlaget for bemyndigelse eller
fortsat bemyndigelse af en offentlig myndighed eller en privat virksomhed til
at udføre godkendelses-, tilsyns~ og kontrolforanstaltninger efter § 3.
Oplysningspligten kan omfatte spørgsmål vedrørende habilitet, teknisk
kompetence, faglig integritet samt personale- og apparaturmæssige
kvalifikationer og faciliteter.
Til § 6
Bestemmelsen giver hjemmel til, at der i forskrifter, der udfærdiges i
henhold til loven, kan fastsættes bødestraf for overtrædelse af
bestemmelserne.
Direktiverne pålægger medlemsstaterne pligt til at træffe alle nødvendige
foranstaltninger for at sikre, at forbudene mod markedsføring m.v. af farligt
medicinsk udstyr overholdes. Da kontrollen hermed bl.a. sker i form af
stikprøvekontrol, bør der af præventive grunde kunne reageres med bødestraf,
hvis det konstateres, at der handles i strid med reglerne.
Direktiverne indeholder en formodningsregel, hvorefter medicinsk udstyr,
der er forsynet med CE-mærket, formodes at opfylde sikkerhedsforskrifterne.
Der bør derfor være adgang til at pålægge bødestraf, hvis CE-mærket er
uberettiget anvendt eller der ikke på kontrolmyndighedernes forlangende
fremlægges dokumentation for, at udstyret er fremstillet i overensstemmelse
med de fastsatte sikkerhedskrav.
Med henblik på at sikre kontrollens gennemførelse, bør nægtelse af at
medvirke hertil kunne straffes med bøde. Endvidere bør der være adgang til at
pålægge bødestraf i tilfælde af, at et forbud eller påbud ikke efterleves.
Til § 7
Loven træder i kraft den 1. juli 1991.
Reglerne i implantat-direktivet træder i kraft den 1. januar 1993. Som
anført under de almindelige bemærkninger, skal medlemsstaterne i tidssrummet
indtil den 31. december 1994 tillade markedsføring og ibrugtagning af
anordninger, der er i overensstemmelse med de forskifter, der gælder på deres
område den 31. december 1992.
De danske gennemførelsesregler vil således for såvidt angår
implantat-direktivet træde i kraft den 1. januar 1993. I udkastet til det
kommmende direktiv om medicinske anordninger angives direktivet at træde i
kraft den 1. januar 1993.
Godkendelser baseres på undersøgelser og virksomhedsforanstaltninger, der
for en stor dels vedkommende kan tage et par år eller mere. Regler vedrørende
bemydigelse af godkendelsesorganer i Danmark tilstræbes derfor gennemført
allerede i efteråret 1991 af hensyn til, at de danske erhvervsvirksomheder
kan nå at forberede de nødvendige godkendelser.
Bestemmelsen i stk. 2 indebærer en nedlæggelse af det i henhold til
lægemiddelloven nedsatte utensilienævn, der har til opgave at afgive
indstilling til Sundhedsstyrelsen i sager om godkendelse af medicinske
utensilier. Forslaget er en følge af, at nævnet ikke tiltænkes opgaver i
forbindelse med den kommende godkendelsesordning.
Som anført i de almindelige bemærkninger har der ikke været indført en
obligatorisk godkendelsesordning og Sundhedsstyrelsens frivillige ordning
blev ophævet i 1985-86. Under henvisning hertil har Rigsrevisionen i
beretning til statsrevisiorerne om den statslige lægemiddelkontrol i december
1990 foreslået, at utensilienævnets fremtidige virksomhed nærmere overvejes.
Ved bestemmelsen i stk. 3, nr. 1 overføres hjemlen til at fastsætte regler
vedrørende røntgenanlæg, herunder regler vedrørende sikkerhedskrav,
godkendelse, tilsyn og kontrol m.v., til denne lov.
I røntgenlovens § 4 er fastsat: »Med hensyn til berettigelsen til at
udføre arbejder ved røntgenanlæg gælder de af ministeriet for offentlige
arbejder udfærdigede bestemmelser om godkendelse af prøver for elektriske
installatører, der er berettigede til at påtage sig udførelses- og
vedligeholdelsesarbejder ved højspændingsanlæg.«
Med bestemmelsen i stk. 3, nr. 2 foreslås paragraffen ændret af hensyn til
tilpasningen til den teknologiske udvikling på området, der bl.a. har
medført, at risiko for højspændingsulykker er væsentligt nedsat, mens andre
forhold af betydning for sikkerheden tillægges større vægt, herunder kendskab
til elektronik og røntgenteknik. Bestemmelsen kan således anvendes til
fastsættelse af tidssvarende uddannelseskrav til personer, der skal udføre
arbejde ved røntgenanlæg.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1991 LSF 176 FORSLAG TIL LOV OM TELETERMINALUDSTYR1) Retsinformation · 7. april 1995
- Forslag til Lov om medicinsk udstyr Retsinformation · 10. december 2002
- Bekendtgørelse af lov om medicinsk udstyr Retsinformation · 7. juni 2023
- DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling) 19. marts 2009 EU-domme · 19. marts 2009
- DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling) 19. november 2009 EU-domme · 19. november 2009
- 1989 LSF 129 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MARKEDSFØRING Retsinformation · 7. juni 1990