Spring til indhold

Retsinformation

1990 LSF 153 FORSLAG TIL LOV OM MEDICINSK UDSTYR

1990/2 LSF 153Lovforslag som fremsatFolketinget10. juni 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1. Sundhedsministeren kan fastsætte de regler, der er nødvendige

for gennemførelsen og anvendelsen her i landet af De Europæiske

Fællesskabers retsforskrifter om medicinsk udstyr.

§ 2. I de i § 1 omhandlede regler kan der fastsættes

sikkerhedskrav til medicinsk udstyr, herunder bestemmelser om:

1) Forbud mod eller indskrænkning i adgangen til markedsføring og

ibrugtagning.

2) Krav om typegodkendelse og godkendelse af fremstillingsmetoder samt om

mærkning.

3) Betaling for godkendelse, herunder tilsyn og kontrol.

4) Myndighedstilsyn og -kontrol, herunder adgang til relevante lokaliteter

uden retskendelse.

5) Påbud om tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning.

6) Krav om klinisk afprøvning af medicinsk udstyr på mennesker.

§ 3. Ministeren kan bemyndige statslige og kommunale myndigheder

eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns~ og

kontrolforanstaltninger efter loven.

Stk. 2. Ministeren kan endvidere bemyndige de i stk. 1 nævnte

myndigheder og foretagender til at udstede forbud og påbud efter bestemmelser

fastsat i medfør af § 2, nr. 1 og 5.

§ 4. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage

afgørelser truffet i henhold til bemyndigelse efter § 3, herunder at visse

afgørelser ikke kan påklages til højere administrativ myndighed.

§ 5. Ministeren eller den, der har bemyndigelse efter § 3, kan

kræve meddelt alle oplysninger, som er nødvendige for administration af

loven.

§ 6. Der kan i forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven,

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne,

medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,

Læs alt

anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som

sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt

fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen

eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.

§ 7. Loven træder i kraft den 1. juli 1991.

Stk. 2. Ved lovens ikrafttræden ophæves § 36 i lov om

lægemidler, jf. lovbekendtgørelse nr. 451 af 6. august 1982, som senest

ændret ved § 6 i lov nr. 818 af 19. december 1989.

Stk. 3. I lov nr. 147 af 15. april 1930 om brugen af

røntgenstråler m.v., som ændret ved lov nr. 213 af 4. maj 1965, foretages

følgende ændringer:

1. I § 1 ændres 2 steder »udførelse« til:

»afskærmning«.

2. § 4 affattes således:

»§ 4. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om

uddannelseskrav til personer, der skal udføre arbejder ved

røntgenanlæg.«

§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1. Sundhedsministeren kan fastsætte de regler, der er nødvendige

for gennemførelsen og anvendelsen her i landet af De Europæiske

Fællesskabers retsforskrifter om medicinsk udstyr.

§ 2. I de i § 1 omhandlede regler kan der fastsættes

sikkerhedskrav til medicinsk udstyr herunder bestemmelser om:

1) Forbud mod eller indskrænkning i adgangen til markedsføring og

ibrugtagning.

2) Krav om typegodkendelse og godkendelse af fremstillingsmetoder samt om

mærkning.

3) Betaling for godkendelse, herunder tilsyn og kontrol.

4) Myndighedstilsyn og -kontrol, herunder adgang til relevante lokaliteter

uden retskendelse.

5) Påbud om tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning.

6) Krav om klinisk afprøvning af medicinsk udstyr på mennesker.

§ 3. Ministeren kan bemyndige statslige og kommunale myndigheder

eller private foretagender til at udføre godkendelses-, tilsyns~ og

kontrolforanstaltninger efter loven.

Stk. 2. Ministeren kan endvidere bemyndige de i stk. 1 nævnte

myndigheder og foretagender til at udstede forbud og påbud efter bestemmelser

fastsat i medfør af § 2, nr. 1 og 5.

§ 4. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage

afgørelser truffet i henhold til bemyndigelse efter § 3, herunder at visse

afgørelser ikke kan påklages til højere administrativ myndighed.

§ 5. Ministeren eller den, der har bemyndigelse efter § 3, kan

kræve meddelt alle oplysninger, som er nødvendige for administration af

loven.

§ 6. Der kan i forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven,

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne,

medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,

anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som

sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt

fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen

eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.

§ 7. Loven træder i kraft den 1. juli 1991.

Stk. 2. Ved lovens ikrafttræden ophæves § 36 i lov om lægemidler,

jf. lovbekendtgørelse nr. 451 af 6. august 1982.

Stk. 3. I lov nr. 147 af 15. april 1930 om brugen af

røntgenstråler, som ændret ved lov nr. 213 af 4. maj 1965, foretages følgende

ændringer:

1) I § 1 ændres 2 steder »udførelse« til:

»afskærmning«.

2) § 4 affattes således:

»§ 4. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om uddannelseskrav til

personer, der skal udføre arbejder ved røntgenanlæg.«

§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger.

1. Formålet med lovforslaget.

Forslaget har til formål at skabe grundlag for gennemførelse og anvendelse

af EF's retsforskrifter om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes

lovgivning om medicinsk udstyr, herunder medicinske anordninger og invitro

diagnostisk udstyr. Ved medicinsk anordning forstås ethvert instrument,

apparat, middel, el. lign., herunder tilbehør og programmel, beregnet til

anvendelse i forbindelse med diagnosticering, forebyggelse, herunder

svangerskabsforebyggelse, kontrol, behandling eller lindring af menneskets

sygdomme eller skader. Omfattet er såvel behandlingsredskaber som en række

hjælpemidler, eksempelvis kanyler, colostomiposer, operationsremedier,

hjertepacemakere dentalmaterialer, proteser, høreapparater, anæstesiudstyr,

røntgenapparater og respirationsudstyr. Begrebet omfatter ikke anordninger,

hvis hovedvirkning fremkaldes ad farmakologisk, kemisk eller immunologisk vej

eller ved stofskifte. Lægemidler er således undtaget, idet det dog bemærkes,

at en medicinsk anordning som en integreret bestanddel kan indeholde et

lægemiddel. Ved invitro diagnostisk udstyr forstås udstyr, der anvendes i

forbindelse med undersøgelse uden for den menneskelige organisme, typisk ved

laboratorievirksomhed o.lign.

EF-Kommissionen pegede i den såkaldte hvidbog om det indre marked i 1985

på ønskeligheden af at harmonisere medlemsstaternes lovgivning vedrørende

medicinsk udstyr med henblik på at sikre en fri omsætning af denne

varegruppe. Medlemslandenes bestemmelser vedrører særligt medicinsk udstyrs

sikkerhed i form af tekniske sikkerhedsforskrifter og diverse

kontrolprocedurer. Det er derfor et hovedformål for Fællesskabets arbejde på

området, at det eksisterende beskyttelsesniveau i medlemsstaterne opretholdes

eller forbedres ved den indbyrdes tilnærmelse af lovgivning.

Der er i øjeblikket alene tale om gennemførelse i national ret af Rådets

direktiv af 20. juni 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes

lovgivning om aktive implantable medicinske anordninger (90/385/EØF)

(implantat-direktivet) samt forventede kommende rådsdirektiver om henholdsvis

medicinske anordninger og invitro diagnostisk udstyr. Det førstnævnte

direktiv træder i kraft den 1. januar 1993, idet medlemsstaterne senest den

1. juli 1992 skal have vedtaget og offentliggjort de love og administrative

bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet. Tilsvarende

tidsfrister forventes at blive fastsat for de to øvrige nævnte direktivers

vedkommende.

Da de omhandlede direktiver bl.a. forudsætter etablering af

godkendelsesordninger for medicinsk udstyr i medlemsstaterne, og da en sådan

ordning ikke endeligt kan etableres i Danmark før der er tilvejebragt

lovhjemmel herfor, finder regeringen det, af hensyn til den danske industri,

påkrævet at forelægge nærværende lovforslag for Folketinget allerede i

indeværende samling.

Der er tale om en betydelig industri i Danmark på dette område. Ifølge de

foreliggende oplysninger var der i Danmark i 1987 ca. 140 virksomheder, der

producerede medicinsk udstyr, invitro diagnostisk udstyr undtaget. Disse

virksomheder beskæftigede lige ved 8.000 personer og havde en omsætning på

godt 4 mia. kr., hvoraf udstyr for knap 3 mia. kr. eksporteredes. Forsknings-

og udviklingsaktiviteten beløb sig til knap 200 mill. kr.

Lovforslaget indeholder ikke i sig selv forskrifter om, hvilke

sikkerhedskrav der skal gælde for medicinsk udstyr. Forslaget er derimod en

bemyndigelseslov, der skaber hjemmel for Sundhedsministeren til at fastsætte

nærmere regler herom.

Der vil i medfør af loven blive fastsat regler for det danske

godkendelsessystems opbygning og funktion, for de sikkerhedskrav der fremover

skal være opfyldt for medicinsk udstyr samt for de foranstaltninger der

iøvrigt knytter sig hertil.

Forslaget indeholder iøvrigt mindre ændringer af røntgenloven og

lægemiddelloven.

2. Gældende lovgivning og eksisterende ordninger af betydning for

området.

a. Gældende lovgivning.

Med undtagelse af røntgenapparater, elektromedicinske apparater og visse

svagerskabsforebyggende midler, er der ikke i Danmark fastsat detaljerede

forskrifter vedrørende sikkerhedskrav til medicisk udstyr, ligesom der ikke i

dag generelt gennemføres systematisk opsøgende kontrol til sikring mod

markedsføring og brug af farligt udstyr.

I medfør af § 2 i lov nr. 327 af 26. juni 1975 om lægemidler kan

Sundhedsministeren fastsætte regler om, at loven eller visse af dens

bestemmelser skal anvendes på varer, der - uden at være lægemidler - skal

anvendes til forebyggelse, erkendelse og behandling af sygdomme (medicinske

utensilier) samt til erkendelse af svangerskab.

Det blev i lovforslagets bemærkninger anført, at adgangen til

administrativt at inddrage yderligere varegrupper under lægemiddelreglerne i

sig selv erkendes at være betænkelig, og at de sundhedsmæssige grunde, som

kan åbne op for en sådan adgang, må have betydelig vægt, også udfra generelle

sundhedspolitiske overvejelser. Bestemmelsen har da heller ikke hidtil været

anvendt til at indføre en generel obligatorisk godkendelse og kontrol af

medicinske utensilier. Allerede i 1970 åbnede Sundhedsstyrelsen dog adgang

for, at fabrikanter på frivilligt grundlag og efter ansøgning kunne opnå

godkendelse af medicinske utensilier og i forbindelse hermed ret til at mærke

deres varer M.E.D.U. (forkortelse for medicinske utensilier). Denne

frivillige ordning førte i perioden frem til ordningens afvikling i 1985-86

til Sundhedsstyrelsens godkendelse af 352 medicinske utensilier på grundlag

af individuel og konkret vurdering af det enkelte utensilie.

I medfør af lægemiddellovens § 36 er nedsat et utensilienævn med den

opgave at afgive indstilling til Sundhedsstyrelsen i sager om godkendelse af

utensilier. Efter den frivillige godkendelsesordnings ophør har nævnet ikke

været anvendt i forbindelse med godkendelse, og da det ikke er tiltænkt

opgaver i forbindelse med en kommende godkendelsesordning, foreslås det i

lovforslaget ophævet.

I medfør af lægemiddellovens § 3, stk. 2, er fastsat særlige regler for

visse svangerskabsforebyggende midler (kondomer og okklusive pessarer af

gummi), idet disse kun må detailforhandles efter godkendelse af

Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen fører tilsyn og kontrol med importører,

fremstillere (herunder pakkere) og grossister, og har i den forbindelse

adgang til samtlige lokaler og alle nødvendige oplysninger samt udtagning af

prøver til brug for kontrollen. Disse regler vil blive erstattet af regler

fastsat i medfør af lovforslaget.

Sundhedsministeren har allerede i dag i medfør af § 1 i lov nr. 147 af 15.

april 1930 om brugen af røntgenstråler mv., som ændret ved lov nr. 213 af 4.

maj 1965, hjemmel til at fastsætte sikkerhedskrav til røntgenanlæg.

Detailregler er fastsat i bl.a Indenrigsministerens bekendtgørelse nr. 94 af

16. marts 1982 om brugen af røntgenanlæg m.v. samt i en række tekniske

bekendtgørelser udstedt af Sundhedsstyrelsen. Disse bekendtgørelser vil i

nødvendigt omfang blive ændret.

Ifølge lov om elektriske stærkstrømsanlæg, jf. lovbekendtgørelse nr. 669

af 28. december 1977 fastsætter Boligministeren bestemmelser bl.a vedrørende

udførelse af stærkstrømsanlæg, fremstilling, prøvning, godkendelse,

forhandling og benyttelse af elektrisk materiel. I medfør af loven har

Elektricitetsrådet i stærkstrømsreglementet afsnit 135 fastsat bestemmelser

om elektromedicinsk udstyr til opfyldelse af Rådets direktiv af 17. september

1984 (84/539 EØF) om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om

elektriske apparater, der anvendes i læge- og dyrlægepraksis. Direktivet

forventes erstattet af det kommende direktiv om medicinske anordninger for så

vidt angår den del, der omhandler elektromedicinsk udstyr til

patientbehandling. Dette vil dog ikke medføre ændringer med hensyn til

Boligministerens adgang til også fremover at fastsætte de nødvendige regler

på det elektromedicinske område til gennemførelse af direktiverne.

For medicinalpersoner gælder i henhold til deres autorisationslove en

generel forpligtelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i virket og

dermed også et ansvar for, at det anvendte medicinske udstyr er egnet til sit

formål og i øvrigt anvendes på forsvarlig vis.

Udover den ovennævnte særlovgivning m.v. af betydning for medicisk udstyr,

indeholder den generelle erhvervslovgivning bestemmelser med gyldighed for

området. Der kan her særligt fremhæves lov nr. 394 af 13. juni 1990 om

erhvervsfremme, der bemyndiger Industriministeren til at etablere en dansk

akkrediteringsordning, med henblik på godkendelse af virksomheder,

laboratorier og andre organisationer til udførelse af teknisk prøvning,

inspektion og certificering, og til at fastsætte regler om inspektion og

certificering af personer, produkter og systemer. Loven er særligt affødt af

et generelt krav om etablering af en national akkrediteringsordning i

forbindelse med gennemførelse af EF-direktiver efter den nye metode til

gennemførelse af det indre marked og af erhvervslivets behov for

internationalt anerkendte certifikater for kvalitetsstyringssystemer,

produkters overensstemmelse med givne specifikationer m.v.

Industriministeriet er i øjeblikket i færd med den nærmere udformning af den

danske akkrediteringsordning, der vil udgøre den generelle ramme for

etablering af en godkendelsesordning også for medicinsk udstyr efter

nærværende lov.

b. Eksisterende ordninger.

I lighed med medicinsk udstyr i øvrigt er der heller ikke fastsat særlige

regler om medicinsk udstyr bestemt til brug for en enkelt patient eller

bestemt til klinisk afprøvning, ligesom der ikke i dag findes lovregler for

den videnskabsetiske bedømmelse af bio-medicinske forskningsprojekter. På

grundlag af den såkaldte Helsinki-deklaration er der dog siden 1979 på

privatretligt grundlag opbygget et landsdækkende videnskabsetisk

komite-system. Komite-systemet varetager rådgivende og vejledende funktioner

vedrørende den bio-medicinske forsknings etiske aspekter med henblik på at

sikre patienters og raske forsøgspersoners sikkerhed samt den ønskede

videnskablige standard, jf. i øvrigt betænkning nr. 1185, »Forskning på

mennesket - etik/jura«, 1989. Dette frivillige system forventes afløst

af en lovreguleret ordning, idet Sundhedsministeren i foråret 1991 agter at

fremsætte lovforslag om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af

bio-medicinske forskningsprojekter. Lovforslaget forventes bl.a., at

indeholde regler om oprettelse af et videnskabsetisk komitesystem, om

lovpligtig anmeldelse til systemet og om de overordnede principper, der skal

lægges til grund ved bedømmelse af anmeldte forskningsprojekter og systemets

øvrige opgaver.

Der eksisterer i dag en frivillig varslingsordning, hvorefter alle

offentlige sygehuse kan indberette tilfælde af fejl ved medicinsk udstyr

eller betjeningen heraf til Dansk Sygehus Institut. Der indberettes årligt

ca. 15 tilfælde, hvilket sammenlignet med udenlandske ordninger er meget

beskedent. Denne frivillige ordning forventes erstattet af et

varslingssystem, som forudsat i implantat-direktivet, hvorefter

medicinalpersonale, fabrikanter, forhandlere m.fl. skal indberette fejl ved

medicinsk udstyr eller dets betjeningsvejledning, som indebærer en risiko for

menneskers liv og helbred.

3. Direktiverne.

a. Implantat-direktivet omfatter enhver medicinsk anordning, beregnet til

at indopereres eller indføres i det menneskelige legeme, og som anvender en

energikilde samt det eventuelle tilbehør og styresystem. Eksempelvis

hjertepacemakere, anordninger til smertestimulering, blærekaterisation og

protesestyring. Der foreligger på nuværende tidspunkt et foreløbigt udkast

til direktiv fra EF-Kommissionen om medicinske anordninger, der i marts/april

1991 forventes forelagt Ministerrådet. Dette direktiv forventes at omfatte

alle former for medicinsk udstyr, bortset fra udstyr omfattet af

implantat-direktivet og invitro diagnostisk udstyr. Det vil eksempelvis

omfatte utensilier herunder engangsartikler som kanyler og colostomiposer,

operationsremedier, dentalmaterialer, proteser, høreapparater,

anæstesiudstyr, røntgenapparater og respirationsudstyr. Det af

EF-Kommissionen planlagte direktiv om invitro diagnostisk udstyr, forventes

at omhandle udstyr m.v., der anvendes ved undersøgelser uden for den

menneskelige organisme, f.eks i forbindelse med laboratorievirksomhed o.lign.

I de følgende almindelige bemærkninger og bemærkninger til forslagets

enkelte bestemmelser omtales i det væsentlige kun det allerede vedtagne

direktiv om aktive implantable medicinske anordninger, idet de heri

indeholdte principielle regler forventes indført i direktiverne om medicinske

anordninger og invitro diagnostisk udstyr.

b. Implantat-direktivet fastsætter de sikkerhedskrav som disse anordninger

skal opfylde. Det drejer sig bl.a. om sikkerhedsforskrifter om, at produktet

skal være egnet til formålet og leve op til de af fabrikanten angivne

oplysninger, at der i den medfølgende brugsanvisning skal redegøres for,

hvorledes anordningen anvendes korrekt, ligesom der skal gøres opmærksom på

de uønskede bivirkninger og risici, der er forbundet med anvendelsen af

anordningen. Det drejer sig desuden om mere specifikke krav til selve

anordningen vedrørende fysiske, mekaniske, elektriske og kemiske egenskaber,

sterilitet, radioaktivitet, holdbarhed samt emballering m.v. til sikring mod

unødvendige risici.

Disse sikkerhedskrav er bredt formuleret, og de nærmere tekniske

anvisninger på, hvorledes kravene kan opfyldes, fastsættes i standarder.

Sådanne standarder er under udarbejdelse i de europæiske

standardiseringsorganisationer (CEN og CENELEC) efter mandat fra

EF-Kommissionen. Medlemsstaterne skal lægge til grund, at disse standarder

opfylder direktivets krav, hvilket tillige gælder for visse nationale

standarder på områder, hvor standardiseringsorganisationerne endnu ikke har

fastsat europæiske standarder.

Standarderne har ikke bindende virkning. Fabrikanterne er således ikke

forpligtet til at følge standarderne, men kan vælge en anden måde at opfylde

de væsentlige sikkerhedskrav på.

c. Medlemsstaterne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at

sikre, at aktive implantater kun markedsføres og ibrugtages, såfremt de

opfylder de væsentlige sikkerhedskrav. Viser det sig, at anordninger ikke

opfylder kravene er medlemsstaterne således forpligtet til at træffe alle

nødvendige foranstaltninger for at inddrage disse anordninger og forbyde

eller indskrænke markedsføringen eller ibrugtagningen heraf. Direktivet

indeholder endvidere bestemmelser om procedurer for behandling på

Fællesskabsplan i tilfælde af, at ovennævnte foranstaltninger iværksættes.

Direktivet fastsætter endvidere procedurer for varsling af EF-Kommissionen

og de andre medlemslande, såfremt der viser sig at være en farlig anordning

på markedet. Formålet er, at de enkelte lande herved kan iværksætte

nødvendige forholdsregler for at forhindre, at nogen bliver udsat for fare.

d. Direktivet forudsætter godkendelsesorganer til at udføre de nødvendige

godkendelser i henhold til direktivet, men det står det enkelte land frit

for, om det vil etablere egne godkendelsesorganer eller henvise sin industri

til at søge godkendelser i et af de andre medlemslande. Direktivet

forudsætter, at godkendelsesorganerne kan være private organer uden for

offentligt regi.

Herudover indeholder direktivet forskrifter for godkendelsesorganerne

vedrørende kompetence og uvildighed. Det er således foreskrevet, at

godkendelsesorganer, og dets ledere og teknikere skal være uafhængige af alle

kredse, grupper og personer, der direkte eller indirekte har en interesse på

området. Endvidere indeholder direktivet regler om sagsbehandling, herunder

tavshedspligt i forbindelse med udførelse af godkendelse, tilsyn og kontrol.

e. Direktivet giver fabrikanten tre valgmuligheder med henblik på at opnå

de nødvendige godkendelser. Det drejer sig om 1) typegodkendelse kombineret

med stikprøvekontrol, 2) typegodkendelse kombineret med godkendt

kvalitetsstyringssystem (virksomhedens fremstillingsmetode) og 3) godkendt

avanceret kvalitetsstyringssystem suppleret med godkendelse af produktets

konstruktion og design. Fabrikanten kan således vælge ad 1) at få

typegodkendt sit produkt hos et godkendelsesorgan, som dernæst foretager

stikprøvekontroller af de enkelte partier af produktet med henblik på at

undersøge om produkterne er i overensstemmelse med den godkendte type.

Fabrikanten kan også vælge ad 2) en typegodkendelse, suppleret med en

godkendelse af den af fabrikanten valgte fremstillingsmetode til sikring af,

at alle de fremstillede produkter er identiske med det typegodkendte produkt.

I sidstnævnte tilfælde indfører fabrikanten et såkaldt

kvalitetsstyringssystem, for hvilket der fastsat en internationale standard,

ISO 9002. Ved regelmæssig inspektion hos fabrikanten kontrollerer

godkendelsesorganet, at fabrikanten fuldt ud opfylder sine forpligtelser i

forbindelse med det godkendte kvalitetsstyringssystem. Fabrikanten kan

endelig vælge ad 3), at indføre et endnu mere avanceret

kvalitetsstyringssystem jf. ISO 9001 standarden. I dette tilfælde skal der

ikke ske nogen typegodkendelse af produktet, men en godkendelse af det

pågældende kvalitetsstyringssystem, samt af produktets konstruktion,

fremstilling og egenskaber m.v. på baggrund af fabrikantens dokumentation.

Godkendelsesorganet kontrollerer ved regelmæssige inspektioner, at

fabrikanten fuldt ud opfylder sine forpligtelser i forbindelse med det

godkendte kvalitetssystem.

Godkendelsesmyndigheden skal således til enhver tid have adgang til

fabrikations- eller lagersted og kan forlange, at den påkrævede dokumentation

fremlægges af fabrikanten eller dennes repræsentant.

Det forventes, at der i de kommende direktiver vil blive fastsat afvigende

regler om godkendelser under hensyntagen bl.a til de særlige risici, der er

forbundet med anvendelsen af forskellige produkttyper.

f. Anordninger der opfylder de væsentlige krav, bortset fra anordninger,

der er specialfremstillet til en bestemt patient eller er bestemt til klinisk

afprøvning, skal forsynes med et særligt EF-mærke (CE-mærke) efter

direktivet. Direktivet indeholder en formodningsregel, hvorefter de enkelte

medlemslande går ud fra, at anordninger, der er forsynet med CE-mærke

opfylder sikkerhedsforskrifterne, og således frit kan markedsføres i alle

medlemslande.

Det må forventes, at det planlagte direktiv om medicinske anordninger

kommmer til at indeholde afvigende regler om mærkning, blandt andet under

hensyntagen til, at det kan være uforholdsmæssigt dyrt at mærke hvert enkelt

produkt, hvor der er tale om små og billige produkter der fremstilles i store

mængder. I øvrigt er en generel EF-forordning om CE-mærket under

udarbejdelse.

g. Der er i direktivet fastsat særlige regler for anordninger beregnet til

klinisk afprøvning på mennesker og for anordninger som efter en ansvarlig

navngiven læges anvisning er specialfremstillet til en bestemt patient. Disse

anordninger skal ikke godkendes, da de ikke markedsføres. Den speciallæge,

der er ansvarlig for den kliniske afprøvning af en anordning på mennesker,

skal forelægge nærmere dokumentation for afprøvningen for myndighederne, der

har mulighed for at forbyde eller eventuelt stille krav til et påtænkt

forsøg, såfremt hensynet til især sundhed og etik taler herfor.

h. Efter direktivet er fabrikanten ansvarlig for at opfylde de

forpligtelser, som direktivet foreskriver. Hvis fabrikanten ikke er etableret

i Fællesskabet, påhviler ansvaret den i Fællesskabet etablerede repræsentant

for fabrikanten. Hvis fabrikanten ikke har nogen repræsentant i Fællesskabet,

er importøren ansvarlig efter direktivet.

i. Reglerne i implantat-direktivet skal anvendes fra den 1. januar 1993. I

tidsrummet indtil den 31. december 1994 tillader medlemsstaterne

markedsføring og ibrugtagning af anordninger, der er i overensstemmelse med

de forskifter, der gælder på deres område den 31. december 1992. Da der ikke

i gældende lovgivning er fastsat krav til de af direktivet omfattede

anordninger, vil en hvilken som helst af disse anordninger kunne markedsføres

her i landet i denne overgangsperiode, side om side med anordninger, der

opfylder direktivets krav og er CE-mærkede.

4. Det fremtidige godkendelsessystem.

I medfør af lovforslaget vil der blive fastsat regler om sikkerhedskrav

til medicinsk udstyr, om grundlaget for og organiseringen af

godkendelsessystemet samt om varsling m.v. Ministeriet vil tilstræbe, at

regelfastsættelsen for godkendelsessystemet i videst muligt omfang foreligger

i efteråret 1991, og at de øvrige gennemførelsesbestemmelser er udarbejdet

omkring årsskiftet 1991/92. Det nærmere indhold af reglerne vil blive drøftet

med de berørte interesseorganisationer og myndigheder, som også har været

hørt under forberedelsen af direktivet om aktive implantable medicinske

anordninger og som ligeledes er medinddraget i forbindelse med den aktuelle

behandling af direktivforslaget om medicinsk udstyr.

Ifølge lovforslaget kan Sundhedsministeren bemyndige statslige og

kommunale myndigheder eller private foretagender til at udføre godkendelses-,

tilsyns- og kontrolforanstaltninger (godkendelsesorganer) i overensstemmelse

med direktivernes forskrifter. Lovforslaget indeholder derudover bemyndigelse

til at opkræve betaling for godkendelse, tilsyn og kontrol m.v. Endelig

foreslås en bestemmelse vedrørende straf for overtrædelse af forskrifter,

udstedt i medfør af loven.

Danmark er som nævnt ikke forpligtet til at have egne godkendelsesorganer,

men de vil være til gavn for en stor del af den danske industri, og særligt

de mindre virksomheder, der i modsat fald er henvist til at søge godkendelser

i udlandet. Den danske industri vil ifølge foreliggende oplysninger primært

satse på godkendelse af kvalitetsstyringssystemer (fremstillingsmetoder), og

kun i mindre omfang på typegodkendelser. Særligt de små og mellemstore

virksomheder er interessere i at kunne opnå de nødvendige godkendelser her i

landet. De store og i vidt omfang også de mellemstore virksomheder har

allerede i dag kontakt til udenlandske - især engelske - godkendelsesorganer,

hvor de tidligere har opnået godkendelser til brug for blandt andet det

engelske marked. En del af disse virksomheder forventes i begyndelsen, og

muligvis også på længere sigt, at søge godkendelser hos de hidtil benyttede

udenlandske godkendelsesorganer. Ministeriet vil i samarbejde med Industri-

og Handelsstyrelsen medvirke til at sikre de nødvendige bemyndigelser af

private foretagender og offentlige myndigheder, der ansøger om at måtte

udføre godkendelser på området. Sundhedsministeriet vil ved bemyndigelse af

godkendelsesorganer lægge vægt på, at disse så vidt muligt er akkrediteret af

Industri- og Handelsstyrelsen eller et tilsvarende udenlandsk organ.

Det overvejes i øjeblikket, hvilke private foretagender og offentlige

myndigheder, der kan komme på tale i forbindelse med godkendelsesproceduren,

herunder bl.a. i hvilket omfang Sundhedsstyrelsen/Statens Institut for

Strålehygiejne, Rigshospitalet og Seruminstituttet hensigtsmæssigt kan påtage

sig opgaver. Sundhedsstyrelsen godkender idag visse svangerskabsforebyggende

midler (kondomer og okklusive pessarer af gummi) og Statens Institut for

Strålehygiejne godkender røntgenanlæg m.v. Herudover udfører Demko (Danmarks

Elektriske Materiel Kontrol) godkendelse af elektromedicinsk udstyr.

I det omfang der ikke er ansøgninger fra kompetente godkendelsesorganer om

at blive bemyndiget til eksempelvis at udføre typegodkendelser, vil danske

fabrikanter og importører, der foretrækker denne godkendelsesform være

henvist til at søge godkendelsen i et af de andre medlemslande.

Sundhedsministeriet vil på baggrund af drøftelse med de berørte

myndigheder og interesseorganisationer nærmere overveje opbygningen af det

danske godkendelsessystem, herunder tilrettelæggelse af det i direktivet

forudsatte varslingssystem.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser.

De med lovforslagets administration forbundne omkostninger vil i det

omfang Sundhedsstyrelsen, Seruminstituttet eller Rigshospitalet påtager sig

opgaver i relation til godkendelsesprocessen, dækkes ved opkrævning af

gebyrer fra fabrikanterne i forbindelse med behandling af de enkelte

godkendelsesansøgninger, laboratorieundersøgelser og prøvninger.

Omkostningerne i forbindelse med de administrative opgaver vedrørende

varsling ved forekomsten af farligt medicinsk udstyr, forventes afholdt

indenfor Sundhedsministeriets eksisterende budgetramme.

Forslaget skønnes ikke at medføre forøget administration eller økonomiske

udgifter for amtskommuner eller kommuner.

Bemærkninger til lovforslaget

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser.

Til § 1

Efter bestemmelsen bemyndiges Sundhedsministeren til at fastsætte de

regler, der er nødvendige for her i landet at gennemføre og anvende De

Europæiske Fælleskabers retsforskrifter om medicinsk udstyr. Der henvises til

de almindelige bemærkninger ovenfor.

Til § 2

Bestemmelsen præciserer, at ministeren kan fastsætte regler om

sikkerhedskrav til medicinsk udstyr i henhold til bemyndigelsen i § 1.

Bestemmelserne i § 2, nr. 1-6 indeholder herudover en ikke udtømmende

opregning af de forhold, som ministeren vil regulere i detaljerede

gennemførselsforskrifter. Den her foretagne opregning svarer i vid

udstrækning til bestemmelserne i kapitel 4 a i lov nr. 307 af 16. maj 1990 om

ændring af lov om markedsføring, der giver hjemmel til gennemførelse af

EF-direktiver om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om

sikkerhedskrav til legetøj og om levnedsmiddelimitationer.

Til nr. 1

Bestemmelsen bemyndiger ministeren til at fastsætte bestemmelser om forbud

mod eller indskrænkning i adgangen til markedsføring og ibrugtagning af

medicinsk udstyr. Bestemmelsen skal ses i lyset af implantat-direktivet, der

pålægger medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger til at

forbyde eller indskrænke markedsføring eller ibrugtagning af anordninger, der

ikke opfylder de væsentlige krav.

Til nr. 2

Bestemmelsen bemyndiger ministeren til at fastsætte regler om krav

vedrørende typegodkendelse og godkendelse af fremstillingsmetoder samt

vedrørende mærkning. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger

ovenfor.

Til nr. 3

Bestemmelsen åbner mulighed for, at der opkræves betaling for arbejdet i

forbindelse med godkendelse, tilsyn og kontrol. Det er tanken at overlade det

til de involverede organer at opkræve betaling for arbejdet i forbindelse

hermed.

Til nr. 4

Ifølge lovforslagets § 3 bemyndiger Sundhedsministeren statslige eller

kommunale myndigheder eller private foretagender til at udføre godkendelses-,

tilsyns- og kontrolforanstaltninger. Det er hensigten med bestemmelsen, at et

sådant bemyndiget organ, med henblik på gennemførelse af godkendelse, tilsyn

og kontrol, uden retskendelse skal have adgang til relevante lokaliteter som

f.eks. fabrikations- og lagerlokaler, ligesom organet skal kunne udtage

prøveeksemplarer og fjerne dem med henblik på undersøgelser og afprøvninger.

Til nr. 5

Bestemmelsen giver mulighed for at fastsætte regler om udstedelse af påbud

for så vidt angår tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger forventes alle direktiver

vedrørende medicinsk udstyr at indeholde bestemmelser om, at medlemsstaterne

i tilfælde af risiko for menneskers sundhed og/eller sikkerhed træffer alle

nødvendige foranstaltninger for at inddrage det pågældende udstyr og forbyde

eller indskrænke markedsføring eller ibrugtagning heraf.

Udover selve tilbagetrækningen fra markedet og det under nr. 1 omtalte

forbud mod markedsføring og ibrugtagning, bør det kunne påbydes den for

markedsføringen ansvarlige at tilbagekøbe allerede solgt udstyr til en pris,

der normalt ikke bør være højere end anskaffelsesprisen på et tilsvarende -

ikke farligt - produkt.

Der bør endvidere være mulighed for at udstede påbud om, at det forhold

som er årsag til faren afhjælpes, ligesom den for markedsføringen ansvarlige

bør kunne pålægges at give oplysning om faren ved produktet og om hvordan den

eventuelt kan forebygges.

Til nr. 6

I medfør af bestemmelsen påtænkes udstedt regler om, at fabrikanten af

medicinsk udstyr, der er bestemt for klinisk afprøvning, skal afgive en

erklæring af nærmere specificeret indhold om produktet og dets

overensstemmelse med de væsentlige sikkerhedskrav. Der forventes endvidere

fastsat regler om det videnskabsetiske komitesystems medvirken i forbindelse

med vurdering af projektets etiske aspekter.

Som anført i de almindelige bemærkninger forberedes en generel lovgivning

om et videnskabsetisk komitesystem og bio-medicinsk forskning, der bl.a. vil

opstille krav om godkendelse og gennemførelse af forskningsprojekter på

mennesker. Der vil således ikke i medfør af nærværende lov blive fastsat

regler om overholdelse af Helsinki-deklarationens generelle principper i

forbindelse med klinisk afprøvning.

Til § 3

Ifølge lovforslaget kan Sundhedsministeren bemyndige statslige og

kommunale myndigheder eller private foretagender til at udføre godkendelses-,

tilsyns- og kontrolforanstaltninger i medfør af de her omhandlede regler.

Ministeren vil kunne fastsætte nærmere vilkår for bemyndigelsen, særligt

vedrørende sundhedsfaglige aspekter.

Implantat-direktivet indeholder forskrifter om kompetence og uvildighed

hos godkendelsesorganer og deres ledere og teknikere. De europæiske

standardiseringsorganisationer har udarbejdet standarder herfor, jf. EN-45000

serien.

Desuden indeholder direktivet regler om sagsbehandling, herunder om

tavshedspligt.

Såfremt grundlaget for bemyndigelse af et organ bortfalder, f.eks. som

følge af tilbagekaldelse af dets akkreditering, vil ministeren tilbagekalde

bemyndigelsen.

Bestemmelsen i stk. 2 giver ministeren adgang til at bemyndige

godkendelsesorganer til at udstede forbud og påbud, jf. iøvrigt

bemærkningerne til § 2, stk. 1 og 5.

Til § 4

Bestemmelsen bemyndiger ministeren til at fastsætte regler om adgang til

at klage over afgørelser truffet af de organer, der efter § 3 er bemyndiget

til at udføre godkendelses-, tilsyns- og kontrolforanstaltninger, samt om at

visse afgørelser ikke kan påklages til højere administrativ myndighed.

Det tilsigtes hermed at fastsætte regler om adgang til klage bl.a. over

afgørelser truffet af private godkendelsesorganer, herunder om den

administrative behandling af ansøgninger om godkendelse og de tilknyttede

procedurer.

Afgørelser, der er baseret på en høj teknologisk indsigt, som de

offentlige myndigheder ikke besidder ekspertise til at vurdere, vil ikke

kunne påklages, efter disse regler.

Til § 5

Bestemmelsen bemyndiger ministeren, eller det organ der har bemyndigelse

efter § 3, til at kræve alle de oplysniger, der skønnes at være nødvendige

for administrationen af regler fastsat i medfør af denne lov.

Det er bl.a. hensigten at pålægge fabrikanter, importører, forhandlere af

medicinsk udstyr m.m. en pligt til på myndighedernes forlangende at fremlægge

dokumentation for, at det medicinske udstyr er fremstillet i overensstemmelse

med de fastsatte sikkerhedskrav. Samtidig vil disse erhvervsgrupper tillige

med de professionelle brugere bliver pålagt en pligt til på eget initiativ at

indberette forhold af betydning for medicinske anordningers sikkerhed til et

på forhånd udpeget varslingsorgan i Danmark.

Det synes derudover rimeligt at lade professionelle brugere (autoriseret

sundhedspersonale og eventuelle andre der erhvervsmæssigt er involveret i

anvendelsen) være omfattet af en indberetningspligt, f.eks. for såvidt angår

tilfælde, hvor brugeren har begrundet mistanke om, at forværringen af en

patients helbredstilstand eller død kan henføres til fejl eller mangler ved

det medicinske udstyr eller i dets brugsvejledning. Tilsvarende hjemmel er

indeholdt i § 4, stk. 3, i lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets

centralstyrelse, hvorefter Sundhedsstyrelsen efter ministerens nærmere

bestemmelse kan pålægge personer inden for sundhedsvæsenet at foretage

anmeldelser og indberetninger vedrørende deres faglige virksomhed.

Efter bestemmelsen kan ministeren endvidere kræve alle nødvendige

oplysninger til brug for vurderingen af grundlaget for bemyndigelse eller

fortsat bemyndigelse af en offentlig myndighed eller en privat virksomhed til

at udføre godkendelses-, tilsyns~ og kontrolforanstaltninger efter § 3.

Oplysningspligten kan omfatte spørgsmål vedrørende habilitet, teknisk

kompetence, faglig integritet samt personale- og apparaturmæssige

kvalifikationer og faciliteter.

Til § 6

Bestemmelsen giver hjemmel til, at der i forskrifter, der udfærdiges i

henhold til loven, kan fastsættes bødestraf for overtrædelse af

bestemmelserne.

Direktiverne pålægger medlemsstaterne pligt til at træffe alle nødvendige

foranstaltninger for at sikre, at forbudene mod markedsføring m.v. af farligt

medicinsk udstyr overholdes. Da kontrollen hermed bl.a. sker i form af

stikprøvekontrol, bør der af præventive grunde kunne reageres med bødestraf,

hvis det konstateres, at der handles i strid med reglerne.

Direktiverne indeholder en formodningsregel, hvorefter medicinsk udstyr,

der er forsynet med CE-mærket, formodes at opfylde sikkerhedsforskrifterne.

Der bør derfor være adgang til at pålægge bødestraf, hvis CE-mærket er

uberettiget anvendt eller der ikke på kontrolmyndighedernes forlangende

fremlægges dokumentation for, at udstyret er fremstillet i overensstemmelse

med de fastsatte sikkerhedskrav.

Med henblik på at sikre kontrollens gennemførelse, bør nægtelse af at

medvirke hertil kunne straffes med bøde. Endvidere bør der være adgang til at

pålægge bødestraf i tilfælde af, at et forbud eller påbud ikke efterleves.

Til § 7

Loven træder i kraft den 1. juli 1991.

Reglerne i implantat-direktivet træder i kraft den 1. januar 1993. Som

anført under de almindelige bemærkninger, skal medlemsstaterne i tidssrummet

indtil den 31. december 1994 tillade markedsføring og ibrugtagning af

anordninger, der er i overensstemmelse med de forskifter, der gælder på deres

område den 31. december 1992.

De danske gennemførelsesregler vil således for såvidt angår

implantat-direktivet træde i kraft den 1. januar 1993. I udkastet til det

kommmende direktiv om medicinske anordninger angives direktivet at træde i

kraft den 1. januar 1993.

Godkendelser baseres på undersøgelser og virksomhedsforanstaltninger, der

for en stor dels vedkommende kan tage et par år eller mere. Regler vedrørende

bemydigelse af godkendelsesorganer i Danmark tilstræbes derfor gennemført

allerede i efteråret 1991 af hensyn til, at de danske erhvervsvirksomheder

kan nå at forberede de nødvendige godkendelser.

Bestemmelsen i stk. 2 indebærer en nedlæggelse af det i henhold til

lægemiddelloven nedsatte utensilienævn, der har til opgave at afgive

indstilling til Sundhedsstyrelsen i sager om godkendelse af medicinske

utensilier. Forslaget er en følge af, at nævnet ikke tiltænkes opgaver i

forbindelse med den kommende godkendelsesordning.

Som anført i de almindelige bemærkninger har der ikke været indført en

obligatorisk godkendelsesordning og Sundhedsstyrelsens frivillige ordning

blev ophævet i 1985-86. Under henvisning hertil har Rigsrevisionen i

beretning til statsrevisiorerne om den statslige lægemiddelkontrol i december

1990 foreslået, at utensilienævnets fremtidige virksomhed nærmere overvejes.

Ved bestemmelsen i stk. 3, nr. 1 overføres hjemlen til at fastsætte regler

vedrørende røntgenanlæg, herunder regler vedrørende sikkerhedskrav,

godkendelse, tilsyn og kontrol m.v., til denne lov.

I røntgenlovens § 4 er fastsat: »Med hensyn til berettigelsen til at

udføre arbejder ved røntgenanlæg gælder de af ministeriet for offentlige

arbejder udfærdigede bestemmelser om godkendelse af prøver for elektriske

installatører, der er berettigede til at påtage sig udførelses- og

vedligeholdelsesarbejder ved højspændingsanlæg.«

Med bestemmelsen i stk. 3, nr. 2 foreslås paragraffen ændret af hensyn til

tilpasningen til den teknologiske udvikling på området, der bl.a. har

medført, at risiko for højspændingsulykker er væsentligt nedsat, mens andre

forhold af betydning for sikkerheden tillægges større vægt, herunder kendskab

til elektronik og røntgenteknik. Bestemmelsen kan således anvendes til

fastsættelse af tidssvarende uddannelseskrav til personer, der skal udføre

arbejde ved røntgenanlæg.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter