Spring til indhold

Retsinformation

1991 LSF 139 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNING TIL KOMMUNERNE AF FASTE EJENDOMME

1991/1 LSF 139Lovforslag som fremsatFolketinget6. december 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, jf.

lovbekendtgørelse nr. 808 af 4. december 1990, foretages følgende ændringer:

1. I § 23 A, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter

»hotel«: »hotel- og kursusvirksomhed,».

2. I § 23 A, stk. 2, indsættes efter sidste punktum:

»Kommunalbestyrelsen kan dog helt eller delvis dispensere fra

dækningsafgiften for den i stk. 1, 1. pkt., nævnte hotel- og

kursusvirksomhed, hvor den altovervejende del af omsætningen uomtvisteligt

hidrører fra kursusvirksomhed.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter offentliggørelse i Lovtidende og har

virkning fra den 1. januar 1992.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

I de senere år er det i stigende omfang blevet moderne for landets

hoteller at betegne virksomheden som »kursusvirksomhed«.

Begrundelsen herfor er, at hotellet slipper for betaling af dækningsafgift,

ikke blot for så vidt angår kursusvirksomheden, men for hele virksomheden,

såfremt hotellet kan få anerkendt, at mindst halvdelen af omsætningen

hidrører fra kursusvirksomhed.

Dækningsafgiften er den afgift, som kommunerne kan lægge på

erhvervsejendomme som betaling for de goder, kommunen stiller til rådighed

for erhvervslivet, såsom tilkørselsveje, parkeringspladser, beredskabsydelser

og andre almene goder.

Med fritagelsen for betaling af dækningsafgift mister kommunerne penge,

samtidig med at der skabes en klar konkurrenceforvridning mellem det hotel,

som kun har 49 pct. af omsætningen ved kursusvirksomhed, og det hotel, som

definerer 51 pct. af omsætningen som kursusvirksomhed.

Forslagsstillerne ønsker med lovforslaget at lukke dette hul. Den

Læs alt

nuværende fortolkning af § 23 A i lov om beskatning til kommunerne af fast

ejendom (ejendomsskatteloven) betyder, at hoteller kan unddrage sig betaling

af dækningsafgiften ved at ændre status fra hotel til kursusvirksomhed uden

at driften i øvrigt ændres.

Et eksempel viser problemet: Et hotel med 140 værelser, restaurant, bar og

møder og konferencelokaler har hidtil betalt 1 mio. kr. årligt i

dækningsafgift. Hotellet har hidtil haft ca. 40 pct. af omsætningen fra

kursusvirksomhed, hvorved det ikke er muligt at blive fritaget for

dækningsafgiften. Med det formål at spare 1 mio. kr. nedsætter hotellet nu

sine priser på kursusvirksomheden, hvorved de nok tabes på de enkelte kurser,

men samtidig lykkes det at bringe kursusomsætningen op på 51 pct., hvorved

jackpot udløses: Dækningsafgiften bortfalder.

Herved bringes konkurrenceforvridning ind i branchen, hvor det kan være

tilfældigheder eller, som det vil fremgå nedenfor fortolkninger, der afgør,

om dækningsafgift skal betales eller ej.

Nogle eksempler kan belyse mulighederne for fortolkningstvivl:

Tidligere har et hotel ladet kursusdeltagerne afregne barregninger og

andre drikkevareregninger, som deltagerne normalt selv skal betale, kontant,

hvorved det bliver bogført som hotelomsætning. Ved at lade barregningerne

m.v. gå på værelset og fakturere det hele til kursusarrangøren, bliver

omsætningen i baren pludselig til kursusomsætning.

På denne måde kan der opstå talløse afgrænsningsproblemer. Er f.eks.

kursusdeltagernes aftenfest for egen regning kursus- eller hotelomsætning? Er

kursusdeltagernes fortsatte ophold på hotellet, efter at kursuset er

afsluttet, kursus- eller hotelomsætning?

En virksomhed lejer sig ind i lokalerne i en week-end for at afholde

personalefest for medarbejderne. Er det kursus- eller hotelomsætning? Ville

afgørelsen ændres, hvis der f.eks. var indlagt faglige foredrag og oplysning

til medarbejderne?

En foreningsbestyrelse afholder et weekendmøde med ledsagende ægtefæller,

som medlemmerne i øvrigt selv skal betale for. Er der tale om det ene eller

det andet? Ville svaret være anderledes, hvis ægtefællerne ikke deltog, eller

hvis medlemmerne ikke skulle betale for dem?

Vil en weekend hvor et par lejer sig ind for at afholde sølvbryllup, og

hvor gæsterne overnatter, være det ene eller det andet?

Grænsen er flydende, og SF finder det ikke acceptabelt, at hotellernes

kreativitet eller revisors evne til at fortolke begreberne hotelomsætning og

kursusomsætning kan være afgørende for, om dækningsafgiften udløses eller ej.

Den nuværende fortolkning af loven har således både uheldige og

utilsigtede virkninger:

- Kommunerne har mistet et provenu på 200-300 mio. kr. i en periode, hvor

der er meget stramme aftaler om den kommunale økonomi.

- Der opstår en voldsom konkurrenceforvridning mellem det hotel, der har

49 pct. kursusomsætning, og det hotel, som har 51 pct. kursusomsætning.

- Loven opfordrer til fantasifuld fortolkning af begrebet kursusomsætning.

- Omsætningen er ikke nødvendigvis et mål for virksomhedens faktiske drift

eller indtjening. Således kan kursusomsætningen være pustet op via

dumpingpriser eller kreativ tænkning.

Med lovforslaget vil kun egentlige kursusvirksomheder, hvorved

forslagsstillerne forstår virksomheder, der har den altovervejende omsætning

fra kursusdrift, være fritaget for dækningsafgift.

Dispensationsmyndigheden er henlagt til kommunalbestyrelsen. Det vil

herefter være den samme besluttende myndighed, som skal godkende en

dispensation og fraskrive sig provenuet. I øvrigt henvises til en række

spørgsmål om problemet fra Skatteudvalget til skatteministeren og ministerens

besvarelse heraf, der er optrykt som bilag til lovforslaget.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Forslaget ligestiller kursusvirksomhed og hoteldrift med hensyn til

dækningsbidrag. Dermed skabes konkurrencemæssig ligestilling.

Til nr. 2

Kommunalbestyrelsen får bemyndigelse til at fritage egentlige

kursusvirksomheder helt eller delvis for dækningsafgiften.

Til § 2

Lovforslaget forventes vedtaget før jul, hvorfor ikrafttræden bør ske med

virkning fra den 1. januar 1992.

Bilag

Skatteministeriet

Departementet

Den 2. april 1991

Til Folketingets Skatteudvalg I anledning af spørgsmålene 59, 60 og 61 i

udvalgets skrivelse af 20. februar 1991 (Alm. del - bilag 83) kan jeg oplyse

følgende:

Spørgsmål 59:

Ministeren bedes redegøre for, hvorledes hoteller og kursuscentre betaler

dækningsafgift. Kan ministeren bekræfte, at en del hoteller får status som

»kursusejendomme«, hvorved de slipper for dækningsafgift, og er det

korrekt, at opnås denne status, er man heller ikke dækningsafgiftspligtig for

så vidt angår den egentlige hoteldrift?

Spørgsmål 60:

Hvad er kriterierne for »kursusvirksomhed« contra

»hoteldrift«? Vil f.eks. kursisternes aftenfest være

»hoteldrift« eller »kursusdrift«?

Spørgsmål 61:

Hvor stort et provenu i tabt dækningsafgift mener ministeren at

kommunerne går glip af årligt på grund af de ændringer fra hoteldrift til

kursusdrift, der er sket de sidste 5 år?

Svar:

Jeg har indhentet en udtalelse fra Indenrigsministeriet, under hvis

ministerområde lov om kommunal ejendomsskat hører.

Indenrigsministeriets svar vedlægges. Jeg kan i det hele henholde mig

hertil.

Anders Fogh Rasmussen

/ Kaj Lotz

Indenrigsministeriet

Den 8. marts 1991

Besvarelse af Folketingets Skatteudvalgs spørgsmål 59-61, jf. udvalgets

skrivelse af

20. februar 1991 (Alm. del - bilag 83)

Spørgsmål 59:

»Ministeren bedes redegøre for, hvorledes hoteller og kursuscentre

betaler dækningsafgift. Kan ministeren bekræfte, at en del hoteller får

status som »kursusejendomme«, hvorved de slipper for

dækningsafgift, og er det korrekt, at opnås denne status, er man heller ikke

dækningsafgiftspligtig for så vidt angår den egentlige hoteldrift?»

Svar:

Ifølge § 23 A i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme

(ejendomsskatteloven) kan primærkommunerne - men ikke amtskommunerne -

beslutte at opkræve dækningsafgift af forskelsværdien af forretnings- og

lignende ejendomme.

Det afhænger således af den enkelte kommunalbestyrelses beslutning, om

denne afgift opkræves af de forretnings- og lignende ejendomme, der ligger i

kommunen.

Det er kun en del af kommunerne, der opkræver denne afgift. I 1991 er det

76 kommuner.

Dækningsafgiftspromillen fastsættes af kommunalbestyrelsen og kan højst

udgøre 10.

De dækningsafgiftspligtige ejendomme er ifølge ejendomsskattelovens § 23 A

»ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted

og lignende øjemed.«

Som det fremgår, nævner ejendomsskattelovens § 23 A udtrykkeligt

anvendelse til »hotel« som et dækningsafgiftspligtigt

formål. I modsætning hertil har bestemmelsen været fortolket således, at

kursusejendomme ikke anses for afgiftspligtige. Det har også været

lagt til grund i bemærkningerne til lovforslag nr. L 168 fremsat den 15.

januar 1987, jf. den nedenfor omtalte lov nr. 270 af 13. maj 1987.

Der er i denne forbindelse tænkt på ejendomme, der i deres helhed anvendes

enten til hotel eller som kursusejendom.

For ejendomme med blandet anvendelse, dvs. anvendelse til både

afgiftspligtigt og ikke-afgiftspligtigt formål, indeholder

ejendomsskattelovens § 23 A følgende to regler:

1) Tilfælde, hvor forskellige formål kan henføres til forskellige dele

af bygningen/bygningskomplekset

Hvis det afgiftspligtige formål vedrører under halvdelen af

forskelsværdien, svares der slet ikke dækningsafgift.

Hvis det afgiftspligtige formål vedrører 50 pct. eller derover, svares der

forholdsmæssig dækningsafgift.

Eksempel: Et bygningskompleks er geografisk opdelt i en hoteldel og en

kursusdel, der repræsenterer henholdsvis 60 og 40 pct. af forskelsværdien.

Der svares dækningsafgift af 60 pct. af forskelsværdien.

2) Tilfælde, hvor en ejendom anvendes til forskellige formål -

henholdsvis afgiftspligtigt og ikkeafgiftspligtigt - på forskellige tider af

året

Eksempelvis en bygning, der det meste af året i sin helhed anvendes til

kursusformål, men i en kortere ferieperiode anvendes som hotel. I dette

tilfælde svares der forholdsmæssig dækningsafgift.

Reglen herom blev indført ved lov nr. 270 af 13. maj 1987.

- - -

Tilfælde, hvor formålene ikke kan adskilles, hverken arealmæssigt

eller tidsmæssigt

Ved denne form for blandet benyttelse må dækningsafgiftsspørgsmålet

afgøres ud fra, om det dækningsafgiftspligtige formål må anses at være

hovedformålet. Dette må bero på en samlet bedømmelse, hvori en eventuel

opdeling af virksomhedens regnskab på de forskellige formål vil være et

væsentligt moment.

Hvis bedømmelsen falder ud til, at anvendelse til dækningsafgiftspligtigt

formål må anses at være hovedformålet, bliver konsekvensen, at ejendommen er

dækningsafgiftspligtig i sin helhed. Dette er en følge af, at de to ovenfor

nævnte regler om delvis dækningsafgift ikke kan anvendes ved den form for

blandet benyttelse, der her er tale om. Omvendt er ejendommen i sin helhed

ikkedækningsafgiftspligtig, hvis den ikkeafgiftspligtige anvendelse må anses

at være hovedformålet.

Indenrigsministeriet har i skrivelse af 26. december 1990 orienteret

kommunerne om ovenstående retningslinjer.

Et eksemplar af denne skrivelse er vedhæftet svaret.

Spørgsmål 60:

»Hvad er kriterierne for »kursusvirksomhed« kontra

»hoteldrift«? Vil f.eks. kursisternes aftenfest være

»hoteldrift« eller »kursusdrift«?»

Svar:

Indenrigsministeriet har i 1990 over for Told- og Skattestyrelsens

vurderingsafdeling tilkendegivet, at Indenrigsministeriet - ud over hvad der

umiddelbart ligger i betegnelserne - ikke ud fra forarbejderne til

dækningsafgiftsreglerne eller fra tidligere sager kan angive mere koncise

kriterier, der kan anvendes ved grænsedragningen mellem hotel- og

kursusvirksomhed.

Det er således vedkommende kommune, der ud fra sit kendskab til

virksomheden må bedømme, om den vil indhente supplerende oplysninger - og i

givet fald hvilke - hvis den ikke mener, at ejerens karakteristik af

ejendommens anvendelse umiddelbart kan lægges til grund.

Ved den regnskabsmæssige opdeling mellem hoteldrift og kursusvirksomhed,

jf. svaret på spørgsmål 59, vil en aftenfest for kursister formentlig normalt

kunne henføres under kursusvirksomheden ud fra den betragtning, at den

afholdes som led i kursuset.

Spørgsmål 61:

»Hvor stort et provenu i tabt dækningsafgift mener ministeren at

kommunerne går glip af årligt på grund af de ændringer fra hoteldrift til

kursusdrift, der er sket i de sidste 5 år?»

Svar:

Indenrigsministeriet har alene kendskab til denne problematik gennem

konkrete enkeltsager, som kommunerne har forelagt, jf. den i svaret på

spørgsmål 59 omtalte skrivelse af 26. september 1990, der tog udgangspunkt i

en sag vedrørende Hotel Faaborg Fjord.

Disse sager giver ikke grundlag for at skønne over de samlede

provenumæssige virkninger.

Indenrigsministeriet

26. september 1990

Økonomisk afdeling

Til samtlige kommunalbestyrelser

Vedrørende eventuel dækningsafgift af ejendomme, der anvendes både til

hotel- og til

kursusvirksomhed

Indenrigsministeriet har den 14. september 1990 besvaret en henvendelse

fra Faaborg Kommune om lovgrundlaget for at påligne Hotel Faaborg Fjord

dækningsafgift efter § 23 A i den kommunale ejendomsskattelov.

Der er tale om en ejendom med en blandet anvendelse, både som hotel

(afgiftspligtigt formål) og til kursusvirksomhed (ikkeafgiftspligtigt

formål).

Efter Faaborg Kommunes opfattelse kan lovens regler om delvis

dækningsafgift ikke anvendes i det foreliggende tilfælde.

Indenrigsministeriet har over for kommunen udtalt, at

dækningsafgiftsspørgsmålet ved den nævnte form for blandet benyttelse efter

ministeriets opfattelse må afgøres ud fra, om det dækningsafgiftspligtige

formål må anses at være hovedformålet. Dette må bero på en samlet bedømmelse,

hvori en eventuel opdeling af virksomhedens regnskab på de forskellige formål

vil være et væsentligt moment.

En kopi af Indenrigsministeriets skrivelse af 14. september 1990 til

Faaborg Kommune vedlægges til orientering.

Med venlig hilsen

Claus Wilhjelm

Indenrigsministeriet

Den 14. september 1990

Faaborg Kommune, Økonomiudvalget

Rådhuset, 5600 Faaborg

Vedrørende eventuel dækningsafgift af Hotel Faaborg Fjord

I skrivelse af 27. juni 1990 (j.nr. E-11/R.6968/st-mt), jf. skrivelse af

23. august 1990, har Faaborg Kommune udbedt sig en udtalelse om lovgrundlaget

for fortsat at påligne Hotel Faaborg Fjord dækningsafgift efter § 23 A i den

kommunale ejendomsskattelov.

Baggrunden er, at hotellet i foråret 1990 har rettet henvendelse til

kommunen og har oplyst, at hovedparten af omsætningen hidrører fra kurser og

konferencer. Ifølge en opgørelse fra hotellets revisor har omsætningen

vedrørende kurser for årene 1987-89 og 1. kvartal 1990 udgjort henholdsvis

38,6 pct., 55,5 pct., 65,6 pct. og 72,1 pct. af hotellets samlede omsætning.

Der er således tale om en ejendom med en blandet anvendelse, både som

hotel (afgiftspligtigt formål) og til kursusvirksomhed (ikke-afgiftspligtigt

formål).

Kommunen har henvist til, at der i ejendomsskattelovens § 23 A er regler

om delvis afgift af ejendomme i tilfælde, hvor der foreligger en faktisk

fysisk (stk. 1) eller sæsonmæssig (stk. 2) opdeling af ejendommens anvendelse

til afgiftspligtigt og ikkeafgiftspligtigt formål.

Efter kommunens opfattelse kan bestemmelserne i § 23 A om delvis afgift

ikke anvendes ved den form for blandet benyttelse, der er tale om i

forbindelse med Hotel Faaborg Fjord.

I denne anledning skal man meddele, at dækningsafgiftsspørgsmålet ved den

nævnte form for blandet benyttelse efter Indenrigsministeriets opfattelse må

afgøres ud fra, om det dækningsafgiftspligtige formål må anses at være

hovedformålet. Dette må bero på en samlet bedømmelse, hvori en eventuel

opdeling af virksomhedens regnskab på de forskellige formål vil være et

væsentligt moment.

Hvis bedømmelsen falder ud til, at anvendelse til dækningafgiftspligtige

formål må anses at være hovedformålet, bliver konsekvensen, at ejendommen er

dækningsafgiftspligtig i sin helhed. Dette er en følge af, at de to ovenfor

nævnte regler om delvis dækningsafgift ikke kan anvendes ved den form for

blandet benyttelse, der her er tale om.

Hvis kommunen kan acceptere det fremlagte materiale om

omsætningsforholdene, må Indenrigsministeriet for sit vedkommende vurdere

sagen således, at der fra og med skatteåret 1988 ikke har været den fornødne

hjemmel til at påligne Hotel Faaborg Fjord dækningsafgift efter

ejendomsskattelovens § 23 A.

Med hensyn til dokumentation for anvendelsen af en ejendom med blandet

benyttelse vil udarbejdelse af 2 selvstændige regnskaber eller lignende kunne

være et relevant middel. Og kommunen kan naturligvis tilkendegive over for

ejeren, at den ønsker den fornødne dokumentation tilvejebragt på denne måde.

Men der kan ikke stilles et direkte krav om en bestemt form for

dokumentation. Det vil sige, at hvis ejeren præsterer en anden form for

dokumentation, som kommunen må bedømme som tilfredsstillende, så må denne

dokumentation accepteres.

Med venlig hilsen

Thor Pedersen

/ Ib Jensen

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter