1991 LSF 139 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNING TIL KOMMUNERNE AF FASTE EJENDOMME
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, jf.
lovbekendtgørelse nr. 808 af 4. december 1990, foretages følgende ændringer:
1. I § 23 A, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter
»hotel«: »hotel- og kursusvirksomhed,».
2. I § 23 A, stk. 2, indsættes efter sidste punktum:
»Kommunalbestyrelsen kan dog helt eller delvis dispensere fra
dækningsafgiften for den i stk. 1, 1. pkt., nævnte hotel- og
kursusvirksomhed, hvor den altovervejende del af omsætningen uomtvisteligt
hidrører fra kursusvirksomhed.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter offentliggørelse i Lovtidende og har
virkning fra den 1. januar 1992.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
I de senere år er det i stigende omfang blevet moderne for landets
hoteller at betegne virksomheden som »kursusvirksomhed«.
Begrundelsen herfor er, at hotellet slipper for betaling af dækningsafgift,
ikke blot for så vidt angår kursusvirksomheden, men for hele virksomheden,
såfremt hotellet kan få anerkendt, at mindst halvdelen af omsætningen
hidrører fra kursusvirksomhed.
Dækningsafgiften er den afgift, som kommunerne kan lægge på
erhvervsejendomme som betaling for de goder, kommunen stiller til rådighed
for erhvervslivet, såsom tilkørselsveje, parkeringspladser, beredskabsydelser
og andre almene goder.
Med fritagelsen for betaling af dækningsafgift mister kommunerne penge,
samtidig med at der skabes en klar konkurrenceforvridning mellem det hotel,
som kun har 49 pct. af omsætningen ved kursusvirksomhed, og det hotel, som
definerer 51 pct. af omsætningen som kursusvirksomhed.
Forslagsstillerne ønsker med lovforslaget at lukke dette hul. Den
Læs alt
nuværende fortolkning af § 23 A i lov om beskatning til kommunerne af fast
ejendom (ejendomsskatteloven) betyder, at hoteller kan unddrage sig betaling
af dækningsafgiften ved at ændre status fra hotel til kursusvirksomhed uden
at driften i øvrigt ændres.
Et eksempel viser problemet: Et hotel med 140 værelser, restaurant, bar og
møder og konferencelokaler har hidtil betalt 1 mio. kr. årligt i
dækningsafgift. Hotellet har hidtil haft ca. 40 pct. af omsætningen fra
kursusvirksomhed, hvorved det ikke er muligt at blive fritaget for
dækningsafgiften. Med det formål at spare 1 mio. kr. nedsætter hotellet nu
sine priser på kursusvirksomheden, hvorved de nok tabes på de enkelte kurser,
men samtidig lykkes det at bringe kursusomsætningen op på 51 pct., hvorved
jackpot udløses: Dækningsafgiften bortfalder.
Herved bringes konkurrenceforvridning ind i branchen, hvor det kan være
tilfældigheder eller, som det vil fremgå nedenfor fortolkninger, der afgør,
om dækningsafgift skal betales eller ej.
Nogle eksempler kan belyse mulighederne for fortolkningstvivl:
Tidligere har et hotel ladet kursusdeltagerne afregne barregninger og
andre drikkevareregninger, som deltagerne normalt selv skal betale, kontant,
hvorved det bliver bogført som hotelomsætning. Ved at lade barregningerne
m.v. gå på værelset og fakturere det hele til kursusarrangøren, bliver
omsætningen i baren pludselig til kursusomsætning.
På denne måde kan der opstå talløse afgrænsningsproblemer. Er f.eks.
kursusdeltagernes aftenfest for egen regning kursus- eller hotelomsætning? Er
kursusdeltagernes fortsatte ophold på hotellet, efter at kursuset er
afsluttet, kursus- eller hotelomsætning?
En virksomhed lejer sig ind i lokalerne i en week-end for at afholde
personalefest for medarbejderne. Er det kursus- eller hotelomsætning? Ville
afgørelsen ændres, hvis der f.eks. var indlagt faglige foredrag og oplysning
til medarbejderne?
En foreningsbestyrelse afholder et weekendmøde med ledsagende ægtefæller,
som medlemmerne i øvrigt selv skal betale for. Er der tale om det ene eller
det andet? Ville svaret være anderledes, hvis ægtefællerne ikke deltog, eller
hvis medlemmerne ikke skulle betale for dem?
Vil en weekend hvor et par lejer sig ind for at afholde sølvbryllup, og
hvor gæsterne overnatter, være det ene eller det andet?
Grænsen er flydende, og SF finder det ikke acceptabelt, at hotellernes
kreativitet eller revisors evne til at fortolke begreberne hotelomsætning og
kursusomsætning kan være afgørende for, om dækningsafgiften udløses eller ej.
Den nuværende fortolkning af loven har således både uheldige og
utilsigtede virkninger:
- Kommunerne har mistet et provenu på 200-300 mio. kr. i en periode, hvor
der er meget stramme aftaler om den kommunale økonomi.
- Der opstår en voldsom konkurrenceforvridning mellem det hotel, der har
49 pct. kursusomsætning, og det hotel, som har 51 pct. kursusomsætning.
- Loven opfordrer til fantasifuld fortolkning af begrebet kursusomsætning.
- Omsætningen er ikke nødvendigvis et mål for virksomhedens faktiske drift
eller indtjening. Således kan kursusomsætningen være pustet op via
dumpingpriser eller kreativ tænkning.
Med lovforslaget vil kun egentlige kursusvirksomheder, hvorved
forslagsstillerne forstår virksomheder, der har den altovervejende omsætning
fra kursusdrift, være fritaget for dækningsafgift.
Dispensationsmyndigheden er henlagt til kommunalbestyrelsen. Det vil
herefter være den samme besluttende myndighed, som skal godkende en
dispensation og fraskrive sig provenuet. I øvrigt henvises til en række
spørgsmål om problemet fra Skatteudvalget til skatteministeren og ministerens
besvarelse heraf, der er optrykt som bilag til lovforslaget.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Forslaget ligestiller kursusvirksomhed og hoteldrift med hensyn til
dækningsbidrag. Dermed skabes konkurrencemæssig ligestilling.
Til nr. 2
Kommunalbestyrelsen får bemyndigelse til at fritage egentlige
kursusvirksomheder helt eller delvis for dækningsafgiften.
Til § 2
Lovforslaget forventes vedtaget før jul, hvorfor ikrafttræden bør ske med
virkning fra den 1. januar 1992.
Bilag
Skatteministeriet
Departementet
Den 2. april 1991
Til Folketingets Skatteudvalg I anledning af spørgsmålene 59, 60 og 61 i
udvalgets skrivelse af 20. februar 1991 (Alm. del - bilag 83) kan jeg oplyse
følgende:
Spørgsmål 59:
Ministeren bedes redegøre for, hvorledes hoteller og kursuscentre betaler
dækningsafgift. Kan ministeren bekræfte, at en del hoteller får status som
»kursusejendomme«, hvorved de slipper for dækningsafgift, og er det
korrekt, at opnås denne status, er man heller ikke dækningsafgiftspligtig for
så vidt angår den egentlige hoteldrift?
Spørgsmål 60:
Hvad er kriterierne for »kursusvirksomhed« contra
»hoteldrift«? Vil f.eks. kursisternes aftenfest være
»hoteldrift« eller »kursusdrift«?
Spørgsmål 61:
Hvor stort et provenu i tabt dækningsafgift mener ministeren at
kommunerne går glip af årligt på grund af de ændringer fra hoteldrift til
kursusdrift, der er sket de sidste 5 år?
Svar:
Jeg har indhentet en udtalelse fra Indenrigsministeriet, under hvis
ministerområde lov om kommunal ejendomsskat hører.
Indenrigsministeriets svar vedlægges. Jeg kan i det hele henholde mig
hertil.
Anders Fogh Rasmussen
/ Kaj Lotz
Indenrigsministeriet
Den 8. marts 1991
Besvarelse af Folketingets Skatteudvalgs spørgsmål 59-61, jf. udvalgets
skrivelse af
20. februar 1991 (Alm. del - bilag 83)
Spørgsmål 59:
»Ministeren bedes redegøre for, hvorledes hoteller og kursuscentre
betaler dækningsafgift. Kan ministeren bekræfte, at en del hoteller får
status som »kursusejendomme«, hvorved de slipper for
dækningsafgift, og er det korrekt, at opnås denne status, er man heller ikke
dækningsafgiftspligtig for så vidt angår den egentlige hoteldrift?»
Svar:
Ifølge § 23 A i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme
(ejendomsskatteloven) kan primærkommunerne - men ikke amtskommunerne -
beslutte at opkræve dækningsafgift af forskelsværdien af forretnings- og
lignende ejendomme.
Det afhænger således af den enkelte kommunalbestyrelses beslutning, om
denne afgift opkræves af de forretnings- og lignende ejendomme, der ligger i
kommunen.
Det er kun en del af kommunerne, der opkræver denne afgift. I 1991 er det
76 kommuner.
Dækningsafgiftspromillen fastsættes af kommunalbestyrelsen og kan højst
udgøre 10.
De dækningsafgiftspligtige ejendomme er ifølge ejendomsskattelovens § 23 A
»ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted
og lignende øjemed.«
Som det fremgår, nævner ejendomsskattelovens § 23 A udtrykkeligt
anvendelse til »hotel« som et dækningsafgiftspligtigt
formål. I modsætning hertil har bestemmelsen været fortolket således, at
kursusejendomme ikke anses for afgiftspligtige. Det har også været
lagt til grund i bemærkningerne til lovforslag nr. L 168 fremsat den 15.
januar 1987, jf. den nedenfor omtalte lov nr. 270 af 13. maj 1987.
Der er i denne forbindelse tænkt på ejendomme, der i deres helhed anvendes
enten til hotel eller som kursusejendom.
For ejendomme med blandet anvendelse, dvs. anvendelse til både
afgiftspligtigt og ikke-afgiftspligtigt formål, indeholder
ejendomsskattelovens § 23 A følgende to regler:
1) Tilfælde, hvor forskellige formål kan henføres til forskellige dele
af bygningen/bygningskomplekset
Hvis det afgiftspligtige formål vedrører under halvdelen af
forskelsværdien, svares der slet ikke dækningsafgift.
Hvis det afgiftspligtige formål vedrører 50 pct. eller derover, svares der
forholdsmæssig dækningsafgift.
Eksempel: Et bygningskompleks er geografisk opdelt i en hoteldel og en
kursusdel, der repræsenterer henholdsvis 60 og 40 pct. af forskelsværdien.
Der svares dækningsafgift af 60 pct. af forskelsværdien.
2) Tilfælde, hvor en ejendom anvendes til forskellige formål -
henholdsvis afgiftspligtigt og ikkeafgiftspligtigt - på forskellige tider af
året
Eksempelvis en bygning, der det meste af året i sin helhed anvendes til
kursusformål, men i en kortere ferieperiode anvendes som hotel. I dette
tilfælde svares der forholdsmæssig dækningsafgift.
Reglen herom blev indført ved lov nr. 270 af 13. maj 1987.
- - -
Tilfælde, hvor formålene ikke kan adskilles, hverken arealmæssigt
eller tidsmæssigt
Ved denne form for blandet benyttelse må dækningsafgiftsspørgsmålet
afgøres ud fra, om det dækningsafgiftspligtige formål må anses at være
hovedformålet. Dette må bero på en samlet bedømmelse, hvori en eventuel
opdeling af virksomhedens regnskab på de forskellige formål vil være et
væsentligt moment.
Hvis bedømmelsen falder ud til, at anvendelse til dækningsafgiftspligtigt
formål må anses at være hovedformålet, bliver konsekvensen, at ejendommen er
dækningsafgiftspligtig i sin helhed. Dette er en følge af, at de to ovenfor
nævnte regler om delvis dækningsafgift ikke kan anvendes ved den form for
blandet benyttelse, der her er tale om. Omvendt er ejendommen i sin helhed
ikkedækningsafgiftspligtig, hvis den ikkeafgiftspligtige anvendelse må anses
at være hovedformålet.
Indenrigsministeriet har i skrivelse af 26. december 1990 orienteret
kommunerne om ovenstående retningslinjer.
Et eksemplar af denne skrivelse er vedhæftet svaret.
Spørgsmål 60:
»Hvad er kriterierne for »kursusvirksomhed« kontra
»hoteldrift«? Vil f.eks. kursisternes aftenfest være
»hoteldrift« eller »kursusdrift«?»
Svar:
Indenrigsministeriet har i 1990 over for Told- og Skattestyrelsens
vurderingsafdeling tilkendegivet, at Indenrigsministeriet - ud over hvad der
umiddelbart ligger i betegnelserne - ikke ud fra forarbejderne til
dækningsafgiftsreglerne eller fra tidligere sager kan angive mere koncise
kriterier, der kan anvendes ved grænsedragningen mellem hotel- og
kursusvirksomhed.
Det er således vedkommende kommune, der ud fra sit kendskab til
virksomheden må bedømme, om den vil indhente supplerende oplysninger - og i
givet fald hvilke - hvis den ikke mener, at ejerens karakteristik af
ejendommens anvendelse umiddelbart kan lægges til grund.
Ved den regnskabsmæssige opdeling mellem hoteldrift og kursusvirksomhed,
jf. svaret på spørgsmål 59, vil en aftenfest for kursister formentlig normalt
kunne henføres under kursusvirksomheden ud fra den betragtning, at den
afholdes som led i kursuset.
Spørgsmål 61:
»Hvor stort et provenu i tabt dækningsafgift mener ministeren at
kommunerne går glip af årligt på grund af de ændringer fra hoteldrift til
kursusdrift, der er sket i de sidste 5 år?»
Svar:
Indenrigsministeriet har alene kendskab til denne problematik gennem
konkrete enkeltsager, som kommunerne har forelagt, jf. den i svaret på
spørgsmål 59 omtalte skrivelse af 26. september 1990, der tog udgangspunkt i
en sag vedrørende Hotel Faaborg Fjord.
Disse sager giver ikke grundlag for at skønne over de samlede
provenumæssige virkninger.
Indenrigsministeriet
26. september 1990
Økonomisk afdeling
Til samtlige kommunalbestyrelser
Vedrørende eventuel dækningsafgift af ejendomme, der anvendes både til
hotel- og til
kursusvirksomhed
Indenrigsministeriet har den 14. september 1990 besvaret en henvendelse
fra Faaborg Kommune om lovgrundlaget for at påligne Hotel Faaborg Fjord
dækningsafgift efter § 23 A i den kommunale ejendomsskattelov.
Der er tale om en ejendom med en blandet anvendelse, både som hotel
(afgiftspligtigt formål) og til kursusvirksomhed (ikkeafgiftspligtigt
formål).
Efter Faaborg Kommunes opfattelse kan lovens regler om delvis
dækningsafgift ikke anvendes i det foreliggende tilfælde.
Indenrigsministeriet har over for kommunen udtalt, at
dækningsafgiftsspørgsmålet ved den nævnte form for blandet benyttelse efter
ministeriets opfattelse må afgøres ud fra, om det dækningsafgiftspligtige
formål må anses at være hovedformålet. Dette må bero på en samlet bedømmelse,
hvori en eventuel opdeling af virksomhedens regnskab på de forskellige formål
vil være et væsentligt moment.
En kopi af Indenrigsministeriets skrivelse af 14. september 1990 til
Faaborg Kommune vedlægges til orientering.
Med venlig hilsen
Claus Wilhjelm
Indenrigsministeriet
Den 14. september 1990
Faaborg Kommune, Økonomiudvalget
Rådhuset, 5600 Faaborg
Vedrørende eventuel dækningsafgift af Hotel Faaborg Fjord
I skrivelse af 27. juni 1990 (j.nr. E-11/R.6968/st-mt), jf. skrivelse af
23. august 1990, har Faaborg Kommune udbedt sig en udtalelse om lovgrundlaget
for fortsat at påligne Hotel Faaborg Fjord dækningsafgift efter § 23 A i den
kommunale ejendomsskattelov.
Baggrunden er, at hotellet i foråret 1990 har rettet henvendelse til
kommunen og har oplyst, at hovedparten af omsætningen hidrører fra kurser og
konferencer. Ifølge en opgørelse fra hotellets revisor har omsætningen
vedrørende kurser for årene 1987-89 og 1. kvartal 1990 udgjort henholdsvis
38,6 pct., 55,5 pct., 65,6 pct. og 72,1 pct. af hotellets samlede omsætning.
Der er således tale om en ejendom med en blandet anvendelse, både som
hotel (afgiftspligtigt formål) og til kursusvirksomhed (ikke-afgiftspligtigt
formål).
Kommunen har henvist til, at der i ejendomsskattelovens § 23 A er regler
om delvis afgift af ejendomme i tilfælde, hvor der foreligger en faktisk
fysisk (stk. 1) eller sæsonmæssig (stk. 2) opdeling af ejendommens anvendelse
til afgiftspligtigt og ikkeafgiftspligtigt formål.
Efter kommunens opfattelse kan bestemmelserne i § 23 A om delvis afgift
ikke anvendes ved den form for blandet benyttelse, der er tale om i
forbindelse med Hotel Faaborg Fjord.
I denne anledning skal man meddele, at dækningsafgiftsspørgsmålet ved den
nævnte form for blandet benyttelse efter Indenrigsministeriets opfattelse må
afgøres ud fra, om det dækningsafgiftspligtige formål må anses at være
hovedformålet. Dette må bero på en samlet bedømmelse, hvori en eventuel
opdeling af virksomhedens regnskab på de forskellige formål vil være et
væsentligt moment.
Hvis bedømmelsen falder ud til, at anvendelse til dækningafgiftspligtige
formål må anses at være hovedformålet, bliver konsekvensen, at ejendommen er
dækningsafgiftspligtig i sin helhed. Dette er en følge af, at de to ovenfor
nævnte regler om delvis dækningsafgift ikke kan anvendes ved den form for
blandet benyttelse, der her er tale om.
Hvis kommunen kan acceptere det fremlagte materiale om
omsætningsforholdene, må Indenrigsministeriet for sit vedkommende vurdere
sagen således, at der fra og med skatteåret 1988 ikke har været den fornødne
hjemmel til at påligne Hotel Faaborg Fjord dækningsafgift efter
ejendomsskattelovens § 23 A.
Med hensyn til dokumentation for anvendelsen af en ejendom med blandet
benyttelse vil udarbejdelse af 2 selvstændige regnskaber eller lignende kunne
være et relevant middel. Og kommunen kan naturligvis tilkendegive over for
ejeren, at den ønsker den fornødne dokumentation tilvejebragt på denne måde.
Men der kan ikke stilles et direkte krav om en bestemt form for
dokumentation. Det vil sige, at hvis ejeren præsterer en anden form for
dokumentation, som kommunen må bedømme som tilfredsstillende, så må denne
dokumentation accepteres.
Med venlig hilsen
Thor Pedersen
/ Ib Jensen
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1991 LSF 297 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNING TIL KOMMUNERNE AF FASTE EJENDOMME (FRITAGELSE AF EJENDOMME I ERHVERVSZONER) Retsinformation · 25. juni 1992
- Sag om fritagelse for at betale dækningsafgift for lejemål Domsdatabasen · 8. marts 2019
- 1995 LSF 60 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNING TIL KOMMUNERNE AF FASTE EJENDOMME (OPHÆVELSE AF EJENDOMSSKATTEFRITAGELSEN FOR VISSE FREDEDE EJENDOMME) Retsinformation · 21. december 1995
- 1986 LSF 168 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNING TIL KOMMUNERNE AF FASTE EJENDOMME (EJENDOMME, DER PERIODEVIS ANVENDES TIL DÆKNINGSAFGIFTSPLIGTIGT FORMÅL, MORARENTEBEREGNING OG RENTEGODTGØRELSE VED TILBAGEBETALING AF EJENDOMSSKAT) Retsinformation · 21. maj 1988
- Stadfæstelse af byrettens dom i sag om fritagelse for at betale dækningsafgift for lejemål Domsdatabasen · 13. november 2020
- 1992 LSF 211 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNING TIL KOMMUNERNE AF FASTE EJENDOMME, LOV OM UDSKRIVNING AF SKAT TIL AMTSKOMMUNEN OG LOV OM KOMMUNAL UDLIGNING OG GENERELLE TILSKUD TIL KOMMUNER OG AMTSKOMMUNER (OPHÆVELSE AF GRUNDSKYLD FOR ERHVERVSEJENDOMME OG FASTSÆTTELSE AF DEN KOMMUNALE OG AMTSKOMMUNALE GRUNDSKYLDPROMILLE) Retsinformation · 25. februar 1993