Spring til indhold

Retsinformation

1991 LSF 105 FORSLAG TIL LOV OM PERSONLIG ASSISTANCE TIL HANDICAPPEDE I ERHVERV

1991/1 LSF 105Lovforslag som fremsatFolketinget27. december 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Formål

§ 1. Der kan ydes personlig assistance til handicappede i erhverv

med det formål at give disse de samme muligheder for erhvervsudøvelse som

personer uden handicap.

Kapitel 2

Personkreds

§ 2. Personlig assistance kan ydes til lønmodtagere og

selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af

1) synsnedsættelse er ude af stand til eller kun med uforholdsmæssigt

besvær er i stand til at læse,

2) alvorligt hørehandicap har særlige behov for bistand ved udførelsen af

erhverv, herunder tolkebistand,

3) meget betydeligt nedsat funktion som følge af et handicap har behov for

praktisk bistand ved udførelse af arbejdsfunktioner eller

4) handicap i øvrigt har anden alvorligt nedsat funktion, der giver behov

for særlig bistand i forbindelse med udøvelse af erhverv.

Kapitel 3

Personlig assistance og tilskud

§ 3. Tilskud kan ydes til en virksomhed til aflønning af en

personlig assistent for en ansat i virksomheden eller virksomhedens

indehaver. Den personlige assistent skal bistå den handicappede person med de

praktiske arbejdsfunktioner, som den pågældende på grund af handicappet ikke

selv kan udføre.

§ 4. Den personlige assistent ansættes i virksomheden på normale

ansættelsesvilkår. Den handicappede person skal forud for ansættelse af en

assistent godkende denne.

Stk. 2. Tilskud kan kun ydes til ansættelse i en bestemt

arbejdsfunktion i en bestemt virksomhed.

Stk. 3. Tilskud kan ydes for assistance i indtil 20 timer pr. uge

Læs alt

for en bestemt periode eller indtil videre.

§ 5. Tilskuddets størrelse svarer til den overenskomstmæssige

studentertimelønssats inden for statens område. Til assistance i form af

tegnsprogstolkning kan ydes et tilskud svarende til den ordinære sats for

tegnsprogstolkning.

§ 6. Virksomheden udbetaler løn til den personlige assistent.

Kapitel 4

Administration

§ 7. Arbejdsformidlingen administrerer loven. Chefen for

Arbejdsmarkedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler herom.

§ 8. Ansøgning om personlig assistance indgives af den

handicappede person til arbejdsformidlingens regionskontor i den region, hvor

virksomheden er beliggende.

Stk. 2. Arbejdsformidlingen kan indhente nødvendige oplysninger

fra social- og sundhedsforvaltningen i ansøgerens bopælskommune samt fra

andre myndigheder eller institutioner.

Stk. 3. Arbejdsformidlingen afgør, om ansøgningen kan imødekommes.

§ 9. Arbejdsformidlingen refunderer virksomheden de lønandele, som

tilskuddet omfatter.

Stk. 2. Refusionen sker efter regning efter udløbet af hvert

kvartal og skal være udbetalt senest den 15. i den følgende måned.

§ 10. Det påhviler den handicappede person at give

arbejdsformidlingen oplysning om ændringer i arbejdsforholdet eller

handicappets omfang, hvis det har betydning for udbetaling af tilskud til

personlig assistance.

Kapitel 5

Klageadgang

§ 11. Klage over arbejdsformidlingens afgørelser efter denne lov

kan inden 4 uger indbringes for Arbejdsmarkedsnævnet af den, som afgørelsen

vedrører.

Kapitel 6

Ikrafttrædelse

§ 12. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Formål

§ 1. Der kan ydes personlig assistance til handicappede i erhverv

med det formål at give disse de samme muligheder for erhvervsudøvelse som

personer uden handicap.

Kapitel 2

Personkreds

§ 2. Personlig assistance kan ydes til lønmodtagere og

selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af:

1) synsnedsættelse er ude af stand til eller kun med uforholdsmæssigt

besvær er i stand til at læse,

2) alvorligt hørehandicap har særlige behov for bistand ved udførelsen af

erhverv, herunder tolkebistand,

3) meget betydelig nedsat funktion som følge af et handicap har behov for

praktisk bistand ved udførelse af arbejdsfunktioner eller

4) handicap i øvrigt har anden alvorlig nedsat funktion, der giver behov

for særlig bistand i forbindelse med udøvelse af erhverv.

Kapitel 3

Personlig assistance og tilskud

§ 3. Tilskud kan ydes til en virksomhed til aflønning af en

personlig assistent for en ansat i virksomheden eller virksomhedens

indehaver. Den personlige assistent skal bistå den handicappede person med de

praktiske arbejdsfunktioner, som den pågældende på grund af handicappet ikke

selv kan udføre.

§ 4. Den personlige assistent ansættes i virksomheden på normale

ansættelsesvilkår. Den handicappede person skal forud for ansættelse af en

assistent godkende denne.

Stk. 2. Tilskud kan kun ydes til ansættelse i en bestemt

arbejdsfunktion i en bestemt virksomhed.

Stk. 3. Tilskud kan ydes for assistance i indtil 20 timer pr. uge

for en bestemt periode eller indtil videre.

§ 5. Tilskuddets størrelse svarer til den overenskomstmæssige

studenter timelønssats inden for statens område. Til assistance i form af

tegnsprogstolkning kan ydes et tilskud svarende til den ordinære sats for

tegnsprogstolkning.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte en øvre grænse for tilskuddets

størrelse til den enkelte.

Stk. 3. Der afsættes på de årlige finanslove bevillinger til

ordningens gennemførelse.

§ 6. Virksomheden udbetaler løn til den personlige assistent.

Kapitel 4

Administration

§ 7. Arbejdsformidlingen administrerer loven. Chefen for

arbejdsmarkedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler herom.

§ 8. Ansøgning om personlig assistance indgives af den

handicappede person til Arbejdsformidlingens regionskontor i den region, hvor

virksomheden er beliggende.

Stk. 2. Arbejdsformidlingen kan indhente nødvendige oplysninger

fra social- og sundhedsforvaltningen i ansøgerens bopælskommune samt fra

andre myndigheder eller institutioner.

Stk. 3. Arbejdsformidlingen afgør, om ansøgningen kan imødekommes.

§ 9. Arbejdsformidlingen refunderer virksomheden de lønandele, som

tilskuddet omfatter.

Stk. 2. Refusionen sker efter regning efter udløbet af hvert

kvartal og skal være udbetalt senest den 15. i den følgende måned.

§ 10. Det påhviler den handicappede person at give

Arbejdsformidlingen oplysning om ændringer i arbejdsforholdet eller

handicappets omfang, hvis det har betydning for udbetaling af tilskud til

personlig assistance.

Kapitel 5

Klageadgang

§ 11. Klage over Arbejdsformidlingens afgørelser efter denne lov

kan inden 4 uger indbringes for Arbejdsmarkedsnævnet af den, som afgørelsen

vedrører.

Kapitel 6

Ikrafttrædelse

§ 12. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrund for lovforslaget

I de sidste tre år har der i Arbejdsministeriets regi været en

forsøgsordning for handicappede i erhverv, hvorefter det har været muligt for

virksomheder at få statstilskud til ansættelse af en personlig assistent til

handicappede.

Ordningen udløb den 1. april 1991, men på baggrund af de indhøstede

erfaringer besluttede arbejdsministeren at videreføre ordningen til udgangen

af 1991. I den mellemliggende periode skulle det vurderes, hvad der skulle

ske med ordningen. Med dette lovforslag foreslås det at gøre ordningen

permanent.

Kravet om personlig assistance har været rejst overfor skiftende

socialministre ud fra det synspunkt, at når der kunne ydes personlig

assistance til for eksempel blinde under uddannelse, var det urimeligt, at

denne hjælp ophørte, når den pågældende fik et arbejde efter endt uddannelse.

Problemstillingen blev taget op i udvalget »De handicappede og

arbejdsmarkedet«. Udvalget afgav i 1982 en indstilling til

arbejdsministeren om iværksættelse af en landsdækkende forsøgsordning om

personlig assistance til handicappede i erhverv.

Forsøget blev igangsat i Arbejdsministeriets regi den 1. april 1988.

Forsøgsordningens formål var at give personer med handicap de samme

muligheder for erhvervsudøvelse som personer uden handicap.

Støtten blev derfor givet uden hensyn til den handicappedes indkomst.

Støtten skulle dels medvirke til at personer med handicap ikke mistede et

arbejde, dels gøre det lettere at få ansættelse på en virksomhed, når den

nødvendige hjælpefunktion til en person med handicap blev støttet af staten.

De personer, der var omfattet af ordningen, skulle have et veldefineret

behov for personlig assistance. Ordningen omfattede følgende grupper:

1. Personer, der på grund af synsnedsættelse er ude af stand til eller kun

med uforholdsmæssigt stort besvær er i stand til at læse.

2. Personer, der på grund af meget betydelig nedsat funktion som følge af

et handicap har behov for praktisk bistand ved udførelse af

arbejdsfunktioner.

3. Personer, der på grund af alvorligt hørehandicap har særlige behov for

bistand ved udførelse af erhverv, herunder tolkebistand.

4. Personer, der iøvrigt på grund af handicap har anden alvorlig nedsat

arbejdsfunktion, der giver behov for særlig bistand i forbindelse med

udøvelse af erhverv.

Ansøgning om personlig assistance skulle rettes til social- og

sundhedsforvaltningen (bistandskontoret) i ansøgerens bopælskommune. Når de

sociale myndigheder havde vurderet behovet for personlig assistance, blev

ansøgningen fremsendt med socialforvaltningens indstilling til

Arbejdsformidlingen (AF).

De sociale myndigheder angav samtidig handicappets karakter og omfanget af

behovet for personlig assistance.

Det påhvilede AF at klarlægge, hvilke kvalifikationskrav der blev stillet

til et konkret arbejde. Det var en forudsætning, at personen med handicap

selv var i stand til at bestride den indholdsmæssige del af arbejdsopgaven.

Det var assistentens opgave, at udføre de praktiske opgaver med arbejdet, som

den handicappede ikke selv kunne udføre.

Sagerne blev enten afgjort af regionschefen eller af en af denne nedsat

regional koordineringsgruppe, der administrerede forsøgsordningen.

Assistenten blev ansat af arbejdsgiveren på normale ansættelsesvilkår. Det

blev dog forventet, at arbejdsgiveren rådførte sig med den handicappede ved

valget af hjælper.

Hjælpen kunne normalt max. andrage 20 timer pr. uge og tilskuddet til

assistenten kunne normalt højst andrage et beløb svarende til den

overenskomstmæssige studenter-timeløn-sats inden for statens område.

Ved ordningens start i april 1988 var den samlede bevilling til ordningen

2,5 mill. kr. I 1989 blev bevillingen udvidet til 5,1 mill. kr. og i 1990

yderligere til 7,9 mill. kr.

Den samlede bevilling er hvert år blevet fordelt regionalt til

Arbejdsformidlingen efter objektive kriterier. I 1988 og 1989 blev der på

foranledning af en referencegruppe fra centralt hold foretaget en omfordeling

af midlerne, således at uforbrugte midler blev overflyttet til regioner, der

havde udtrykt ønske om at få tildelt yderligere midler. I 1990 blev der via

ændringsforslag til finansloven for 1991 afsat et beløb svarende til de

uforbrugte midler fra 1990 til dækning af ordningens videreførelse i 1.

kvartal i 1991. I marts 1991 blev det besluttet at videreføre ordningen på

uændret niveau indtil udgangen af 1991, således at der blev tid til at

vurdere en evt. permanentgørelse af ordningen. Til videreførelsen blev der

afsat 3,5 mill. kr.

I 1988 blev der ialt brugt 630.000 kr., i 1989 ca. 3 mill. kr., og i 1990

ca. 4,7 mill. kr.

Til at følge forsøget har der været nedsat en reference-gruppe med

medlemmer fra Socialstyrelsen, Kommunernes Landsforening og De Samvirkende

Invalideorganisationer, Arbejdsformidlingen samt Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Referencegruppen udarbejdede i 1990 en evalueringsrapport, der bla.

indeholdt AF-regionernes erfaringer, forslag til forbedringer,

justeringsforslag og referencegruppens overvejelser ledsaget af en

indstilling.

Ifølge rapporten har ordningen været en succes, idet den har levet op til

sit formål om at forbedre de handicappedes vilkår på arbejdsmarkedet.

Rapporten bygger bla. på en effektundersøgelse som viste, at cirka hver

tredje bruger vurderede, at ordningen var skyld i, at de kunne fastholde

deres nuværende job. Undersøgelsen viste også, at en del har fået yderligere

kvalitet i arbejdsindsatsen og dermed større egen tilfredshed med

arbejdsindsatsen. Over halvdelen havde fået mulighed for at deltage i kurser,

videreuddannelse, tillidserhverv mv. Cirka 7 pct. af de adspurgte oplyste, at

de var blevet ansat i deres nuværende job på grund af ordningen.

På denne baggrund anbefalede referencegruppen, at ordningen skulle gøres

permanent og at administrationen af ordningen skulle samles i

Arbejdsformidlingen. Socialforvaltningen skulle kun inddrages i det omfang

Arbejdsformidlingen fandt, at der var behov herfor. Endvidere fandt gruppen,

at det ville være en god løsning på de problemer, finansieringen af

tilskuddet havde givet, at tilskuddet blev givet som en lovbunden ydelse.

For at vurdere om ordningen skulle gøres permanent, blev der den 1. juli

1991 nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra De Samvirkende

Invalideorganisationer, Kommunernes Landsforening, Socialministeriet,

Finansministeriet samt Arbejdsministeriet. Arbejdsgruppen afsluttede sit

arbejde den 4. oktober 1991

Arbejdsgruppen har anbefalet, at forsøgsordningen videreføres som en

permanent ordning, samt at ordningen gøres lovbunden. Arbejdsgruppen har

endvidere indstillet, at der ikke ændres på kriterierne for tildeling af

personlig assistance i forhold til handicappets karakter, men at målgruppen

udvides med selvstændige.

Lovforslaget bygger dels på forsøgsordningen dels på de forslag til

ændringer som referencegruppen og arbejdsgruppen er kommet med.

Lovforslaget adskiller sig fra forsøgsordningen på99 følgende punkter:

- Personkredsen er udvidet med selvstændige.

I forsøgsperioden har der efter aftale med referencegruppen i begrænset

omfang været givet bevillinger til selvstændige erhvervsdrivende. Der har i

forsøgsperioden været givet omkring 25 bevillinger til selvstændige

erhvervsdrivende. Det har ikke været forbundet med særlige problemer at

definere, om der var et behov for personlig assistance. Udgangspunktet har

været, at hjælpen ikke måtte få karakter af driftsstøtte, men alene skulle

afhjælpe et problem, som gav ansøgeren dårligere vilkår end tilsvarende

selvstændige. Da forsøget er faldet vellykket ud, er målgruppen udvidet med

selvstændige.

- Behandlingen af ansøgninger er blevet samlet i Arbejdsformidlingen.

Det har i forsøgsperioden vist sig uhensigtmæssigt, at behandlingen af

ansøgninger om personlig assistance var placeret to steder. For at gøre

administrationen mere enkel og for at opnå en mere ensartet sagsbehandling

samles behandlingen af ansøgninger om personlig assistance i

Arbejdsformidlingen.

Lovforslaget afviger fra Referencegruppens og Arbejdsgruppens anbefalinger

ved at ordningen gøres bevillingsstyret. Dette skyldes, at der er stor

usikkerhed forbundet med de provenumæssige skøn. Blandt andet er det

usikkert, hvor mange handicappede, der er i erhverv, og som kan tænkes at

søge tilskuddet.

2. Information

I forbindelse med at ordningen gøres permanent tænkes der udarbejdet en

pjece mv. Omkostningerne hertil anslås til cirka 100.000 kr.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser

Der påregnes fremsat ændringsforslag til finanslovforslaget for 1992.

Hvorefter der afsættes 7 mill. kr. i 1992 og BO-perioden til ordningens

gennemførelse.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Formålet med loven er, at handicappede skal have samme erhvervsmuligheder

som personer uden handicap. Dette søges opnået ved at staten yder et tilskud

til aflønning af en personlig assistent for den handicappede person i

erhverv.

Ordningen er rettet mod to grupper af personer: handicappede, som allerede

har et job eller er etableret som selvstændige, samt personer som søger

ansættelse i en virksomhed eller påtænker at etablere selvstændig virksomhed.

For den første gruppe betyder tilskudsmuligheden, at den handicappede ikke på

grund af sit handicap risikerer at miste sit job; for den anden gruppe at den

enkelte lettere får ansættelse i en virksomhed eller bedre kan etablere sin

egen virksomhed, eftersom muligheden for tilskud må formodes at rydde de

betænkeligheder af vejen, som en virksomhed måtte have ved at ansætte en

handicappet person. Fælles for de to grupper er, at den handicappede har en

tilknytning til arbejdsmarkedet og er i besiddelse af den fulde erhvervsevne.

Således kan støtte ikke opnås i forbindelse med beskyttet beskæftigelse, men

derimod kun hvor den handicappede er ansat på normale arbejdsvilkår eller er

selvstændig erhvervsdrivende på det almindelige arbejdsmarked. Dette er i

overensstemmelse med reglerne under forsøgsordningen.

Til § 2

Der har ikke under forsøgsperioden vist sig noget grundlag for at ændre

ved ordningens målgruppe i relation til handicappets art. De fire kategorier

som opregnet i bestemmelsens litra 1) til 4) har vist sig dækkende for de

handicappede, der har haft behov for hjælp efter ordningen. Derfor er

reglerne ikke ændret i forhold til reglerne under forsøgsordningen.

Om den handicappede er berettiget til at modtage invaliditetsydelse er

ikke afgørende for, om der kan gives tilskud, men modtagelsen af

invaliditetsydelse kan anvendes som et vejledende kriterium ved afgørelsen

af, om tilskud kan ydes.

Til § 3

Den personlige assistent skal udelukkende bistå den handicappede person

med de praktiske arbejdsfunktioner, som den handicappede på grund af sit

handicap ikke selv er i stand til at varetage. De praktiske arbejdsfunktioner

skal ses i modsætning til de rent indholdsmæssige arbejdsopgaver, som den

handicappede stadig må kunne udføre uden hjælp fra en assistent, jf. kravet

om at den handicappede har sin fulde erhvervsevne.

Tilskuddet kan ydes enten til virksomheden eller, hvor der er tale om en

selvstændig erhvervsdrivende, til virksomhedens indehaver.

Som noget nyt er indført en tilskudsmulighed for selvstændige. I løbet af

forsøgsperioden har der vist sig et behov for også at lade denne gruppe være

omfattet af ordningen.

Til § 4

Hjælperen ansættes af arbejdsgiveren. Det forudsættes dog, at

arbejdsgiveren inddrager den handicappede person i valg af hjælper eller

lader den pågældende selv finde en hjælper med henblik på en hensigtsmæssig

arbejdstilrettelæggelse.

Til stk. 3

Der kan maksimalt ydes tilskud til ansættelse af en personlig assistent i

20 timer pr. uge. Tilskuddet kan enten være tidsbegrænset, for eksempel i

tilfælde af et konkret opstået behov i forbindelse med en bestemt

arbejdsopgave, eller tidsubegrænset, det vil sige indtil videre.

Til § 5

Til stk. 2

Bestemmelsen er tænkt som en »sikkerhedsventil«. Som nævnt i de

almindelige bemærkninger har man valgt at gøre ordningen lovbunden, hvilket

er noget nyt i forhold til forsøgsordningen. Bemyndigelsen for ministeren til

at gribe ind er udelukkende tænkt anvendt, i fald udgifterne til ordningen

måtte overstige det forudsatte niveau.

Til § 6

Det er virksomheden, som udbetaler løn til den personlige assistent,

hvorefter lønandele refunderes arbejdsgiveren eller den handicappede selv,

hvis denne er selvstændig erhvervsdrivende.

Til § 8

Som nævnt under de almindelige bemærkninger skal ansøgning ikke som under

forsøgsordningen indgives til social- og sundhedsforvaltningen men derimod

til arbejdsformidlingen.

Som noget nyt er der således ikke længere tale om en kompetencedeling

mellem Arbejdsformidlingen på den ene side og social- og

sundhedsforvaltningen på den anden side.

Til stk. 2

Med henblik på at sikre sagens oplysning og give Arbejdsformidlingen de

bedste muligheder for at træffe en korrekt afgørelse er det foreslået, at

Arbejdsformidlingen får adgang til at indhente oplysninger fra social- og

sundhedsforvaltningen eller andre myndigheder og institutioner, som måtte

sidde inde med relevante oplysninger.

Som nævnt var kompetencen under forsøgsordningen delt mellem

Arbejdsformidlingen og social-og sundhedsforvaltningen. Således var det

social- og sundhedsforvaltningen, som skulle vurdere behovet for assistance,

samt afgive en indstilling til Arbejdsformidlingen på grundlag af de

foretagne vurderinger med angivelse af handicappets karakter og omfanget af

behovet for assistance. Herefter var det op til Arbejdsformidlingen at

klarlægge, hvilke kvalifikationskrav, der stilledes til arbejdet.

Arbejdsformidlingen kan ikke formodes at sidde inde med den fornødne

sagkundskab til vurderingen af et handicap. Derfor må der være mulighed for,

at Arbejdsformidlingen kan trække på for eksempel de sociale myndigheder, de

statslige specialkonsulenter eller institutioner, som er i besiddelse af et

detailkendskab.

Oplysningerne må være relevante for Arbejdsformidlingens afgørelse,

hvorfor adgangen til indhentelse af oplysninger er begrænset til nødvendige

oplysninger.

Til stk. 3

Ved afgørelsen af, om ansøgningen om tilskud kan imødekommes må

Arbejdsformidlingen inddrage samtlige relevante omstændigheder. Således må

afgørelsen træffes ud fra en vurdering af den handicappede persons behov for

assistance, hvor såvel handicappets- som arbejdets karakter er relevante

kriterier.

Til § 11

Ved bestemmelsen er som noget nyt i forhold til forsøgsordningen indført

en klageadgang med hensyn til Arbejdsformidlingens afgørelser for den, som

afgørelsen vedrører.

Arbejdsmarkedsnævnets afgørelser kan ikke indbringes for andre

administrative organer.

Til § 12

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1992. Det betyder, at

loven træder i kraft på tidspunktet for forsøgsperiodens udløb.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter