Spring til indhold

Retsinformation

1991 LSF 102 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MARKEDSFØRING (OPHÆVELSE AF MARKEDSFØRINGSFORBUD)

1991/1 LSF 102Lovforslag som fremsatFolketinget31. marts 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 455 af 17. juni 1991,

som ændret ved lov nr. 831 af 18. december 1991, foretages følgende

ændringer:

1. I § 6 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan erhvervsdrivende

med tilladelse efter luftfartslovens § 75, stk. 1 og 2, samt

erhvervsdrivende, der samarbejder med sådanne tilladelsesindehavere om

specielle kundeprogrammer, i kundearrangementer tilbyde flyrejser eller andre

ydelser, der står i naturlig forbindelse hermed.«

2. I § 7 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse i forbindelse med de i

§ 6, stk. 3, nævnte kundeprogrammer.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. april 1992.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 455 af 17. juni 1991,

foretages følgende ændringer:

1. Kapitel 2, §§ 6-8 a ophæves.

2. I § 19, stk. 3, udgår », §§ 6-8 a«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1992.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Overflødige og unødvendige love skal så vidt muligt afskaffes. Skadelige

love skal i endnu højere grad afskaffes. Markedsføringsforbudene i

markedsføringsloven er både overflødige, unødvendige og skadelige. Derfor

foreslås det, at kapitel 2, der omfatter §§ 6-8 a, i lov om markedsføring

ophæves.

Læs alt

Ophævelsen af markedsføringsforbudene bør være et godt og enkelt eksempel

på den reelle gennemførelse af afbureaukratisering og lovsanering, som stort

set alle Folketingets partier med jævne mellemrum taler så pænt om, men gør

så lidet ved.

Markedsføringsforbudene i markedsføringsloven består i grove træk af

forbud og diverse forbehold over for tilgift, rabatmærker, lodtrækning og

rentefri konti. Tiden er løbet fra hensigten bag loven, der primært er at

beskytte forbrugeren. Loven brydes dagligt uden væsentlige indsigelser.

Endvidere er loven gennemhullet af undtagelser. Det er på tide, at

Folketinget tilpasser loven til realiteternes verden og ophæver

markedsføringsforbudene i markedsføringsloven.

Der er ingen fare for, at afskaffelsen af markedsføringsforbudene vil føre

til kaos og urimelige tilstande. Forbudene er i bedste fald overflødige. Og

forbrugerne vil fortsat være beskyttet af markedsføringslovens generalklausul

§ 1, der siger, at der ikke må foretages handlinger, der strider mod god

markedsføringsskik.

Danmark er en del af et internationalt samfund. Internationaliseringen

tiltager dagligt. Forretningsenhederne bliver større og større. Konkurrencen

skærpes. Med disse trends for øje har vi ikke råd til at være bagstræberiske

i Danmark. Vi må skaffe vort erhvervsliv frie og optimale

eksistensbetingelser. En lille gestus i den forbindelse er at fjerne

unødvendige forbud, der hæmmer erhvervslivet i dets daglige virke. Et af

disse generende forbud er markedsføringslovens 4 markedsføringsforbud.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Ad nr. 1

Forslaget indebærer, at markedsføringslovens §§ 6-8 a udgår. Om de

nuværende lovbestemmelser bemærkes:

Til § 6 - forbud mod tilgift

Tilgift benyttes ofte i forbindelse med promotionsaktiviteter, hvor

specielle kampagnepakninger indgår. Danmark har i dag en langt mere

restriktiv markedsføringslov end vores vigtigste samhandelspartner Tyskland

og flere andre vigtige EF-samhandelspartnere. Både danske og udenlandske

virksomheder, der arbejder internationalt, tvinges derfor til at tilpasse

deres internationale kampagner efter dansk lovgivning.

Varerne skal ompakkes, og kampagnerne skal ændres. Derved hindrer den

danske markedsføringslov varernes fri bevægelighed over grænserne.

Meningen med det indre marked må vel være, at virksomheder kan sælge de

samme varer, pakket på samme måde ved brug af den samme reklamekampagne.

Afskaffelse af markedsføringsforbudene i markedsføringsloven vil således være

et vigtigt skridt mod åbne grænser og EF-harmonisering.

Forbudet mod tilgift overtrædes jævnligt, og for det meste går det

upåagtet hen. Et enkelt besøg i et større supermarked er nok til at finde

flere eksempler på overtrædelser af tilgiftforbudet.

Til § 7 - forbud mod rabatmærker

Rabatmærker er kun tilladt, såfremt de kan indløses til pålydende værdi

her i Danmark, og dette er påtrykt mærkerne. Det er spørgsmålet, om et sådant

krav er i overensstemmelse med EF-ret.

Producenterne tvinges derved til at lave forskellige produktioner til

forskellige lande med deraf følgende omkostninger til produktion, logistik,

lager m.m. Den optimale løsning med eet rabatmærke med tekst på forskellige

sprog, der ikke kan indløses mod penge, men som kun kan bruges til at købe

flere varer for, kan ikke realiseres.

Forbudet mod brug af rabatmærker lægger samme restriktioner på

internationale virksomheders aktiviteter som forbudet mod tilgift. Det kan

ikke være rigtigt, at vi på den måde skal lægge sten i vejen for

international handel. Danmark kan ikke på egen hånd stoppe

internationaliseringen, og vi har heller ingen interesse heri.

Til § 8 - forbud mod fordeling af præmier ved lodtrækning

Periodiske tidsskrifter er undtaget fra forbudet mod fordeling af præmier

via lodtrækning, det samme gælder bankernes gevinstopsparing. Hvorfor må

andre virksomheder ikke krydre deres markedsføring med spil og konkurrencer

med tilfældigt udfald?

Forbrugerne udsættes for et utal af konkurrencer, hvis udfald helt eller

delvis beror på tilfældet - f.eks. Lotto, Lykkehjulet og diverse lotterier

fra velgørende institutioner såsom Kræftens Bekæmpelse, Røde Kors m.fl. Hvor

går grænsen mellem disse aktiviteter og erhvervsdrivendes?

Siden vedtagelsen af markedsføringsforbudene er det blevet tilladt at

drive spillekasinoer i Danmark. Trods kraftig offentlig regulering af denne

virksomhed kan ingen vel være i tvivl om, at de bagvedliggende intentioner er

kommercielle, og at udfaldet er tilfældigt. Når nogle erhvervsdrivende kan

tilbyde folk at spille sig fra hus og hjem på et casino, hvorfor må andre

erhvervsdrivende så ikke tilbyde deres kunder at deltage i en rask lille

lodtrækning om nogle spændende præmier?

En anden nyere ting er de mange små lokale radiostationer. Hovedparten af

disse kan kun overleve i kraft af deres lyttertal, og man behøver ikke lytte

i mange minutter for at blive klar over, at en væsentlig aktivitet er

konkurrencer med mere eller mindre tilfældigt udfald. Konkurrencerne bruges

dels som en markedsføringsaktivitet, hvor annoncører og præmiesponsorer får

deres produkter markedsført i forbindelse med konkurrencen, dels som en

spændende aktivitet over for radiostationens lyttere. Hvor er logikken i, at

andre erhvervsdrivende fortsat ikke må fordele gevinster til deres kunder ved

lodtrækning?

Der er således masser af eksempler på erhvervsdrivende, der fordeler

»gevinster ved lodtrækning, præmiekonkurrencer eller anden

foranstaltning, hvis udfald helt eller delvis beror på tilfældet«. Nogle

gange med lovens velsignelse i kraft af en eksplicit undtagelsesbestemmelse i

loven, andre gange er det i princippet forbudt i henhold til

markedsføringslovens § 8 - men i almindelighed bliver det stiltiende

accepteret.

Konkurrencer afholder erhvervslivet sig alligevel ikke fra - trods den

restriktive lovgivning. Der pågår utallige forbrugerkonkurrencer arrangeret

af erhvervsdrivende. Et enkelt besøg i et supermarked er nok til at enhver

ved selvsyn kan finde 2-5 konkurrencefoldere. Men der trækkes skam ikke lod

om gevinsterne. Den til kedsommelighed rutinemæssigt benyttede tilføjelse til

konkurrencerne er typisk: lav det bedste slogan, eller lav den bedste tegning

af . . . Der kan sættes et meget stort spørgsmålstegn ved indholdet af

saglighed eller retfærdighed i en udvælgelse af de 50 bedste slogans eller de

25 bedste farvelægninger. Er reel lodtrækning ikke mindst lige så retfærdigt?

En meget stor del af konkurrencerne gør udbyderne sig end ikke umage med

at lovliggøre. Baggrunden er, at kun en brøkdel af de ulovlige konkurrencer

bliver indbragt for forbrugerombudsmanden, og normalt tager behandlingen så

lang tid, at konkurrencen er afsluttet, før sagen er afgjort.

For alle de 3 nævnte markedsføringsforbud gælder spørgsmålene: Hvorfor

have overflødige love, der bliver brudt eller omgået dagligt? Er det ikke

bedre at tage konsekvensen af, at udviklingen er løbet fra forbudene og

ophæve dem? Det mener forslagsstillerne.

Til § 8 a - forbud mod rentefri konti

Forbudet mod rentefri konti udspringer af et forsøg på at begrænse det

lånefinansierede forbrug. Siden er der blevet justeret på andre parametre,

herunder rentefradragsretten, og problemet er ikke længere påtrængende. Da

baggrunden for forbudet således er faldet bort, bør forbudet ophæves.

Det kan i øvrigt være meget svært at forstå, hvorfor rentefri konti er

forbudt, når det er tilladt at give pengene retur 10 år efter købet.

Skal forbudet endelig gælde, så er markedsføringsloven ikke det rette

sted. Hvis rentefri konti er lovlige, bør reklamering hermed også være

lovlig. Hvis rentefri konti er ulovlige, er reklamering hermed i strid med

god markedsføringsskik. Markedsføringslovens generalklausul træder derved i

kraft, og yderligere specifikation er unødvendig.

Ad nr. 2

Straffebestemmelserne for så vidt angår §§ 6-8 a foreslås ophævet som

konsekvensændring af nr. 1.

Afsluttende bemærkninger

Den teknologiske forskel mellem førende mærkevarer til forbrugere er

minimal i dag - om overhovedet eksisterende. Markedsføring er derfor ofte

afgørende i mærkevareudbydernes bestræbelser på at positionere sig og

differentiere sig fra hinanden.

En ophævelse af forbudene vil åbne for kreativiteten på reklamebureauer og

i marketingafdelinger landet over med hensyn til kampagner med rabatmærker,

tilgift og lodtrækninger, som vi kender det fra udlandet. Forsøger vi fortsat

at bremse udviklingen i Danmark, vil vi opleve, at danske mærkevare-udbydere

taber markedsandele til udenlandske konkurrenter, som er vant til at arbejde

med disse former for promotions uden restriktioner.

Det kan ikke være i nogens interesse. Vi har længe nok under dække af et

delvis misforstået hensyn til forbrugerens tarv lagt låg på kreaviteten inden

for dansk markedsføring; nu er tiden inde til at tage låget af gryden.

Udviklingen er løbet fra markedsføringsforbudene, tiden er inde til at ophæve

dem.

Efter 2. behandling den 19. marts 1992

§ 1

I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 455 af 17. juni 1991,

som ændret ved lov nr. 831 af 18. december 1991, foretages følgende

ændringer:

1. I § 6 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan erhvervsdrivende

med tilladelse efter luftfartslovens § 75, stk. 1 og 2, samt

erhvervsdrivende, der samarbejder med sådanne tilladelsesindehavere om

specielle kundeprogrammer, i kundearrangementer tilbyde flyrejser eller andre

ydelser, der står i naturlig forbindelse hermed.«

2. I § 7 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse i forbindelse med de i

§ 6, stk. 3, nævnte kundeprogrammer.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. april 1992.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter