1991 LSF 102 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MARKEDSFØRING (OPHÆVELSE AF MARKEDSFØRINGSFORBUD)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 455 af 17. juni 1991,
som ændret ved lov nr. 831 af 18. december 1991, foretages følgende
ændringer:
1. I § 6 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan erhvervsdrivende
med tilladelse efter luftfartslovens § 75, stk. 1 og 2, samt
erhvervsdrivende, der samarbejder med sådanne tilladelsesindehavere om
specielle kundeprogrammer, i kundearrangementer tilbyde flyrejser eller andre
ydelser, der står i naturlig forbindelse hermed.«
2. I § 7 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse i forbindelse med de i
§ 6, stk. 3, nævnte kundeprogrammer.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. april 1992.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 455 af 17. juni 1991,
foretages følgende ændringer:
1. Kapitel 2, §§ 6-8 a ophæves.
2. I § 19, stk. 3, udgår », §§ 6-8 a«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1992.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Overflødige og unødvendige love skal så vidt muligt afskaffes. Skadelige
love skal i endnu højere grad afskaffes. Markedsføringsforbudene i
markedsføringsloven er både overflødige, unødvendige og skadelige. Derfor
foreslås det, at kapitel 2, der omfatter §§ 6-8 a, i lov om markedsføring
ophæves.
Læs alt
Ophævelsen af markedsføringsforbudene bør være et godt og enkelt eksempel
på den reelle gennemførelse af afbureaukratisering og lovsanering, som stort
set alle Folketingets partier med jævne mellemrum taler så pænt om, men gør
så lidet ved.
Markedsføringsforbudene i markedsføringsloven består i grove træk af
forbud og diverse forbehold over for tilgift, rabatmærker, lodtrækning og
rentefri konti. Tiden er løbet fra hensigten bag loven, der primært er at
beskytte forbrugeren. Loven brydes dagligt uden væsentlige indsigelser.
Endvidere er loven gennemhullet af undtagelser. Det er på tide, at
Folketinget tilpasser loven til realiteternes verden og ophæver
markedsføringsforbudene i markedsføringsloven.
Der er ingen fare for, at afskaffelsen af markedsføringsforbudene vil føre
til kaos og urimelige tilstande. Forbudene er i bedste fald overflødige. Og
forbrugerne vil fortsat være beskyttet af markedsføringslovens generalklausul
§ 1, der siger, at der ikke må foretages handlinger, der strider mod god
markedsføringsskik.
Danmark er en del af et internationalt samfund. Internationaliseringen
tiltager dagligt. Forretningsenhederne bliver større og større. Konkurrencen
skærpes. Med disse trends for øje har vi ikke råd til at være bagstræberiske
i Danmark. Vi må skaffe vort erhvervsliv frie og optimale
eksistensbetingelser. En lille gestus i den forbindelse er at fjerne
unødvendige forbud, der hæmmer erhvervslivet i dets daglige virke. Et af
disse generende forbud er markedsføringslovens 4 markedsføringsforbud.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Ad nr. 1
Forslaget indebærer, at markedsføringslovens §§ 6-8 a udgår. Om de
nuværende lovbestemmelser bemærkes:
Til § 6 - forbud mod tilgift
Tilgift benyttes ofte i forbindelse med promotionsaktiviteter, hvor
specielle kampagnepakninger indgår. Danmark har i dag en langt mere
restriktiv markedsføringslov end vores vigtigste samhandelspartner Tyskland
og flere andre vigtige EF-samhandelspartnere. Både danske og udenlandske
virksomheder, der arbejder internationalt, tvinges derfor til at tilpasse
deres internationale kampagner efter dansk lovgivning.
Varerne skal ompakkes, og kampagnerne skal ændres. Derved hindrer den
danske markedsføringslov varernes fri bevægelighed over grænserne.
Meningen med det indre marked må vel være, at virksomheder kan sælge de
samme varer, pakket på samme måde ved brug af den samme reklamekampagne.
Afskaffelse af markedsføringsforbudene i markedsføringsloven vil således være
et vigtigt skridt mod åbne grænser og EF-harmonisering.
Forbudet mod tilgift overtrædes jævnligt, og for det meste går det
upåagtet hen. Et enkelt besøg i et større supermarked er nok til at finde
flere eksempler på overtrædelser af tilgiftforbudet.
Til § 7 - forbud mod rabatmærker
Rabatmærker er kun tilladt, såfremt de kan indløses til pålydende værdi
her i Danmark, og dette er påtrykt mærkerne. Det er spørgsmålet, om et sådant
krav er i overensstemmelse med EF-ret.
Producenterne tvinges derved til at lave forskellige produktioner til
forskellige lande med deraf følgende omkostninger til produktion, logistik,
lager m.m. Den optimale løsning med eet rabatmærke med tekst på forskellige
sprog, der ikke kan indløses mod penge, men som kun kan bruges til at købe
flere varer for, kan ikke realiseres.
Forbudet mod brug af rabatmærker lægger samme restriktioner på
internationale virksomheders aktiviteter som forbudet mod tilgift. Det kan
ikke være rigtigt, at vi på den måde skal lægge sten i vejen for
international handel. Danmark kan ikke på egen hånd stoppe
internationaliseringen, og vi har heller ingen interesse heri.
Til § 8 - forbud mod fordeling af præmier ved lodtrækning
Periodiske tidsskrifter er undtaget fra forbudet mod fordeling af præmier
via lodtrækning, det samme gælder bankernes gevinstopsparing. Hvorfor må
andre virksomheder ikke krydre deres markedsføring med spil og konkurrencer
med tilfældigt udfald?
Forbrugerne udsættes for et utal af konkurrencer, hvis udfald helt eller
delvis beror på tilfældet - f.eks. Lotto, Lykkehjulet og diverse lotterier
fra velgørende institutioner såsom Kræftens Bekæmpelse, Røde Kors m.fl. Hvor
går grænsen mellem disse aktiviteter og erhvervsdrivendes?
Siden vedtagelsen af markedsføringsforbudene er det blevet tilladt at
drive spillekasinoer i Danmark. Trods kraftig offentlig regulering af denne
virksomhed kan ingen vel være i tvivl om, at de bagvedliggende intentioner er
kommercielle, og at udfaldet er tilfældigt. Når nogle erhvervsdrivende kan
tilbyde folk at spille sig fra hus og hjem på et casino, hvorfor må andre
erhvervsdrivende så ikke tilbyde deres kunder at deltage i en rask lille
lodtrækning om nogle spændende præmier?
En anden nyere ting er de mange små lokale radiostationer. Hovedparten af
disse kan kun overleve i kraft af deres lyttertal, og man behøver ikke lytte
i mange minutter for at blive klar over, at en væsentlig aktivitet er
konkurrencer med mere eller mindre tilfældigt udfald. Konkurrencerne bruges
dels som en markedsføringsaktivitet, hvor annoncører og præmiesponsorer får
deres produkter markedsført i forbindelse med konkurrencen, dels som en
spændende aktivitet over for radiostationens lyttere. Hvor er logikken i, at
andre erhvervsdrivende fortsat ikke må fordele gevinster til deres kunder ved
lodtrækning?
Der er således masser af eksempler på erhvervsdrivende, der fordeler
»gevinster ved lodtrækning, præmiekonkurrencer eller anden
foranstaltning, hvis udfald helt eller delvis beror på tilfældet«. Nogle
gange med lovens velsignelse i kraft af en eksplicit undtagelsesbestemmelse i
loven, andre gange er det i princippet forbudt i henhold til
markedsføringslovens § 8 - men i almindelighed bliver det stiltiende
accepteret.
Konkurrencer afholder erhvervslivet sig alligevel ikke fra - trods den
restriktive lovgivning. Der pågår utallige forbrugerkonkurrencer arrangeret
af erhvervsdrivende. Et enkelt besøg i et supermarked er nok til at enhver
ved selvsyn kan finde 2-5 konkurrencefoldere. Men der trækkes skam ikke lod
om gevinsterne. Den til kedsommelighed rutinemæssigt benyttede tilføjelse til
konkurrencerne er typisk: lav det bedste slogan, eller lav den bedste tegning
af . . . Der kan sættes et meget stort spørgsmålstegn ved indholdet af
saglighed eller retfærdighed i en udvælgelse af de 50 bedste slogans eller de
25 bedste farvelægninger. Er reel lodtrækning ikke mindst lige så retfærdigt?
En meget stor del af konkurrencerne gør udbyderne sig end ikke umage med
at lovliggøre. Baggrunden er, at kun en brøkdel af de ulovlige konkurrencer
bliver indbragt for forbrugerombudsmanden, og normalt tager behandlingen så
lang tid, at konkurrencen er afsluttet, før sagen er afgjort.
For alle de 3 nævnte markedsføringsforbud gælder spørgsmålene: Hvorfor
have overflødige love, der bliver brudt eller omgået dagligt? Er det ikke
bedre at tage konsekvensen af, at udviklingen er løbet fra forbudene og
ophæve dem? Det mener forslagsstillerne.
Til § 8 a - forbud mod rentefri konti
Forbudet mod rentefri konti udspringer af et forsøg på at begrænse det
lånefinansierede forbrug. Siden er der blevet justeret på andre parametre,
herunder rentefradragsretten, og problemet er ikke længere påtrængende. Da
baggrunden for forbudet således er faldet bort, bør forbudet ophæves.
Det kan i øvrigt være meget svært at forstå, hvorfor rentefri konti er
forbudt, når det er tilladt at give pengene retur 10 år efter købet.
Skal forbudet endelig gælde, så er markedsføringsloven ikke det rette
sted. Hvis rentefri konti er lovlige, bør reklamering hermed også være
lovlig. Hvis rentefri konti er ulovlige, er reklamering hermed i strid med
god markedsføringsskik. Markedsføringslovens generalklausul træder derved i
kraft, og yderligere specifikation er unødvendig.
Ad nr. 2
Straffebestemmelserne for så vidt angår §§ 6-8 a foreslås ophævet som
konsekvensændring af nr. 1.
Afsluttende bemærkninger
Den teknologiske forskel mellem førende mærkevarer til forbrugere er
minimal i dag - om overhovedet eksisterende. Markedsføring er derfor ofte
afgørende i mærkevareudbydernes bestræbelser på at positionere sig og
differentiere sig fra hinanden.
En ophævelse af forbudene vil åbne for kreativiteten på reklamebureauer og
i marketingafdelinger landet over med hensyn til kampagner med rabatmærker,
tilgift og lodtrækninger, som vi kender det fra udlandet. Forsøger vi fortsat
at bremse udviklingen i Danmark, vil vi opleve, at danske mærkevare-udbydere
taber markedsandele til udenlandske konkurrenter, som er vant til at arbejde
med disse former for promotions uden restriktioner.
Det kan ikke være i nogens interesse. Vi har længe nok under dække af et
delvis misforstået hensyn til forbrugerens tarv lagt låg på kreaviteten inden
for dansk markedsføring; nu er tiden inde til at tage låget af gryden.
Udviklingen er løbet fra markedsføringsforbudene, tiden er inde til at ophæve
dem.
Efter 2. behandling den 19. marts 1992
§ 1
I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 455 af 17. juni 1991,
som ændret ved lov nr. 831 af 18. december 1991, foretages følgende
ændringer:
1. I § 6 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan erhvervsdrivende
med tilladelse efter luftfartslovens § 75, stk. 1 og 2, samt
erhvervsdrivende, der samarbejder med sådanne tilladelsesindehavere om
specielle kundeprogrammer, i kundearrangementer tilbyde flyrejser eller andre
ydelser, der står i naturlig forbindelse hermed.«
2. I § 7 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse i forbindelse med de i
§ 6, stk. 3, nævnte kundeprogrammer.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. april 1992.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1992 LSF 51 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MÆRKNING OG SKILTNING MED PRIS M.V. Retsinformation · 26. februar 1993
- 1991 BTL 102 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MARKEDSFØRING(OPHÆVELSE AF MARKEDSFØRINGSFORBUD) NR L 102 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 17. marts 1992
- *) Retsinformation · 6. maj 1998
- Askesky forhindrede hjemrejse – forbrugeren havde krav på erstatning Klagenævn (Nævnenes Hus) · 24. juni 2011
- Afslag i pris og erstatning for bortkommen bagage Klagenævn (Nævnenes Hus) · 18. maj 2009
- Askesky forhindrede hjemrejse – forbrugerne havde krav på erstatning Klagenævn (Nævnenes Hus) · 24. juni 2011