1990 LSF 21 FORSLAG TIL LOV OM MILJØBESKYTTELSE
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Formål m.v.
§ 1. Loven skal medvirke til at værne landets natur og miljø, så
samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for
menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.
Stk. 2. Med denne lov tilsigtes særligt,
1) at forebygge og bekæmpe forurening af luft, vand, jord og undergrund
samt vibrations- og støjulemper,
2) at tilvejebringe hygiejnisk begrundede regler af betydning for miljøet
og for mennesker,
3) at begrænse anvendelse og spild af råstoffer og andre ressourcer,
4) at fremme anvendelse af renere teknologi, og
5) at fremme genanvendelse og begrænse problemer i forbindelse med
affaldsbortskaffelse.
§ 2. Loven omfatter,
1) al virksomhed, som gennem udsendelse af mikroorganismer, der kan være
til skade for miljø og sundhed, udsendelse af faste, flydende eller
luftformige stoffer eller ved frembringelse af affald kan medføre forurening
af luft, vand, jord og undergrund,
2) rystelser og støj,
3) produkter eller varer, som i forbindelse med fremstilling, opbevaring,
anvendelse, transport eller bortskaffelse kan medføre forurening,
4) transportmidler og andre mobile anlæg, som kan medføre forurening, og
5) dyrehold, skadedyr og andre forhold, som kan medføre hygiejniske
problemer eller væsentlige ulemper for omgivelserne.
Stk. 2. Loven omfatter tillige virksomhed, som vedrører
risikobetonede processer, samt oplagringer af stoffer med farlige egenskaber,
således at driftsforstyrrelser eller uheld kan medføre nærliggende fare for
forurening som nævnt i stk. 1.
§ 3. Ved lovens anvendelse skal der lægges vægt på, hvad der er
Læs alt
opnåeligt ved anvendelse af den mindst forurenende teknologi, herunder ved
anvendelsen af mindre forurenende råvarer, anlæg og processer, eller ved
anvendelsen af bedst mulige, forureningsbekæmpende foranstaltninger. Ved
denne vurdering skal der lægges vægt på hele det kredsløb, som stoffer og
materialer gennemløber i samfundet, med henblik på at begrænse spild af
ressourcer mest muligt.
Stk. 2. Ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltningerne
til forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der lægges vægt på de ydre
omgivelsers beskaffenhed og forureningens virkning på disse.
§ 4. Den, der vil påbegynde virksomhed, der kan give anledning til
forurening, skal vælge et sådant sted for udøvelsen, at faren for forurening
begrænses mest muligt.
Stk. 2. Ved valg af stedet skal der tages hensyn til områdets
beskaffenhed, herunder den nuværende og planlagte fremtidige udnyttelse, samt
til mulighederne for hensigtsmæssig bortskaffelse af spildevand og affald.
Stk. 3. Den, der påbegynder eller udøver virksomhed, der kan give
anledning til forurening, skal træffe foranstaltninger, der kan forebygge og
imødegå denne og tilrettelægge virksomhedens indretning og drift på en sådan
måde, at den i mindst muligt omfang medfører forurening, jf. § 3. Ved
indretning af virksomhedens anlæg og ved tilrettelæggelse af driften,
herunder ved valg af produktionsprocesser, råvarer og hjælpestoffer, skal det
sikres, at ressourceanvendelsen, forureningen og affaldsfrembringelsen
begrænses bedst muligt.
Stk. 4. Den, der har forårsaget forurening af luft, vand, jord
eller undergrund, eller skabt risiko for, at en sådan forurening kan opstå,
skal foretage de nødvendige foranstaltninger til at søge følgerne af
forureningen effektivt forebygget eller afværget. Derudover skal den hidtige
tilstand så vidt muligt søges genoprettet.
§ 5. Den, der fremstiller eller importerer varer eller produkter,
skal i videst mulige omfang sikre, at varen eller produktet ikke giver
anledning til forurening eller spild af materialer og energimæssige
ressourcer.
Stk. 2. Der skal herunder lægges vægt på, at varen eller produktet
har en sådan sammensætning og udformning, at varen eller produktet
1) sikres den længst mulige levetid,
2) i videst muligt omfang lader sig genanvende, og
3) ved den endelige bortskaffelse som affald ikke giver anledning til
forurening eller anden miljøbelastning.
Stk. 3. Den, der anvender eller forbruger varer eller produkter,
skal ved anskaffelsen og ved bortskaffelsen af varen eller produktet medvirke
til at fremme genanvendelsen og begrænse problemerne i forbindelse med
affaldsbortskaffelsen.
§ 6. Offentlige myndigheder skal virke for lovens formål ved anlæg
og drift af offentlige virksomheder samt ved indkøb og forbrug.
Kapitel 2
Almindelige bestemmelser
§ 7. Miljøministeren kan fastsætte regler om
1) forurening fra virksomheder, anlæg, maskiner, redskaber, fyringsanlæg
og transportmidler,
2) indretning, drift og vedligeholdelse af de virksomheder m.v., der er
nævnt i nr. 1,
3) forurening fra spildevandsanlæg, rensningsanlæg, forbrændingsanstalter
og lossepladser samt indretning, drift og vedligeholdelse af sådanne anlæg,
4) renhedsgraden af og tilsætning af stoffer til brændstoffer, der
anvendes til opvarmning eller drift af transportmidler og maskiner,
5) at bestemte anlæg, maskiner, redskaber og transportmidler skal være af
godkendt type,
6) at anlæg, indretninger eller apparater, herunder måleapparatur, der er
beregnet til anvendelse i forureningsbegrænsende øjemed, skal være af
godkendt type,
7) risikobetonede processer samt oplagring og transport af stoffer med
farlige egenskaber som nævnt i § 2, stk. 2,
8) anmeldelse til tilsynsmyndigheden af virksomhedens eller anlæggets
anvendelse af råvarer, hjælpestoffer og andre materialer samt af udledninger
til vand, jord og luft i forbindelse med virksomhedens eller anlæggets drift,
herunder af frembringelsen af affald,
9) anmeldelse om midlertidig placering og anvendelse af anlæg,
transportmidler, mobile anlæg, maskiner og redskaber, der kan medføre
forurening, herunder om vilkår for sådanne placeringer og anvendelse, og
10) bioteknologisk anvendelse af mikroorganismer, herunder om alle former
for udledning til miljøet.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om en frivillig
konsulentordning for virksomhederne i forbindelse med gennemførelse af regler
efter stk. 1, herunder om autorisation af konsulenterne samt om gebyrer til
dækning af udgifterne ved autorisationsordningen.
§ 8. Miljøministeren kan fastsætte regler om retten til at anvende
et miljømærke ved salg af materialer, produkter eller varer, som indeholder
genanvendte eller genanvendelige materialer, eller som i øvrigt af
miljømæssige grunde er at foretrække fremfor andre materialer, produkter
eller varer med samme anvendelse. Ministeren kan herunder fastsætte regler om
betingelser for at anvende mærket, om mærkets udformning og anbringelse på
materialet, produktet eller varen.
Stk. 2. Ministeren kan henlægge administrationen af miljømærket
til det særlige nævn, der kan nedsættes i medfør af § 10 a i lov om kemiske
stoffer og produkter.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om gebyrer for
behandlingen af ansøgninger og for anvendelsen af miljømærket.
Stk. 4. Gebyrerne kan anvendes til dækning af udgifter ved
1) nævnets virksomhed,
2) tilsyn og kontrol med miljømærkeordningen, og
3) forsknings- og udredningsprojekter til støtte for administrationen af
miljømærket.
Stk. 5. Materialer, produkter eller varer må ikke sælges under
omstændigheder, der er egnet til at vildlede brugerne med hensyn til
materialets, produktets eller varens miljø- og sundhedsmæssige egenskaber og
virkninger, eller med hensyn til den risiko, der kan være forbundet hermed.
Stk. 6. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om det i stk. 5
nævnte forbud mod vildledende markedsføring.
§ 9. Miljøministeren kan fastsætte regler om pant- og
rabatordninger for bestemte produkter, der medfører en særlig miljøbelastning
ved bortskaffelsen samt for bestemte emballagetyper.
Stk. 2. Til gennemførelse af de i stk. 1 nævnte pantordninger kan
ministeren fastsætte regler om:
1) pantets eller rabattens størrelse,
2) mærkning af de af ordningen omfattede produkter, varer eller
emballager, og
3) pligt for forhandlere af de af pantordningerne omfattede produkter,
varer eller emballager til at være tilsluttet pantordningerne, herunder pligt
til at modtage og opbevare de pantbærende produkter m.v.
Stk. 3. Ministeren kan overlade administrationen af de i stk. 1 og
2 nævnte ordninger til forhandlere eller producenter af de pågældende
produkter, varer eller emballager eller til disses organisationer, når der
ved en sådan privat ordning kan sikres en miljømæssigt betryggende
effektivitet med hensyn til indsamling, genanvendelse eller bortskaffelse.
Stk. 4. Er der efter stk. 3 indgået aftale om en ordning med
forhandlere eller producenter, som dækker en væsentlig del af markedet for de
pågældende produkter, varer eller emballager, kan ministeren fastsætte regler
om, at øvrige forhandlere eller producenter skal være tilsluttet den
etablerede ordning.
§ 10. Med henblik på at begrænse den samlede forurening, herunder
frembringelse af affald, kan miljøministeren fastsætte bindende mål for
nedbringelse af anvendelsen, udledningen eller bortskaffelsen af nærmere
bestemte produkter, stoffer eller materialer.
Stk. 2. Til opfyldelse af mål fastsat i medfør af stk. 1 kan
ministeren indgå aftaler, herunder om kvoter, med virksomheder eller
sammenslutninger af virksomheder. Ministeren kan fastsætte regler om
aftalegrundlaget samt om almindelige betingelser for sådanne aftaler,
herunder om:
1) udpegning af den eller de ansvarlige for aftalens gennemførelse,
herunder om disses beføjelser i forhold til de af aftalen omfattede
virksomheder,
2) regler til sikring af aftalens gennemførelse, herunder om de omfattede
virksomheders pligt til at afgive oplysninger til de for aftalen ansvarlige
eller til ministeren,
3) betaling af bod i tilfælde af forsinkelse eller anden misligholdelse af
aftalen, herunder om sikkerhedsstillelse for bodens betaling og om, at
tvistigheder om aftalens indhold og opfyldelse skal afgøres ved voldgift,
herunder om voldgiftsrettens sammensætning.
Stk. 3. Inden en aftale indgået efter stk. 2 iværksættes, skal den
forhandles med de i § 11 nævnte myndigheder og organisationer.
Stk. 4. Er der efter stk. 2 indgået aftale med virksomheder eller
sammenslutninger af virksomheder, som anvender, udleder eller bortskaffer en
væsentlig del af de pågældende produkter, stoffer eller materialer, kan
ministeren fastsætte tilsvarende krav om begrænsning af anvendelse, udledning
eller bortskaffelse af disse produkter, stoffer eller materialer for
virksomheder, som ikke er omfattet af aftalen.
Stk. 5. I forbindelse med gennemførelsen af aftaler efter stk. 2
eller regler efter stk. 4 kan miljøministeren bestemme, at afgørelser truffet
efter loven eller efter regler i henhold til loven ændres i overensstemmelse
med de i aftalen eller reglerne fastsatte krav. Det skal i aftalerne efter
stk. 2 eller reglerne efter stk. 4 nærmere angives, under hvilke betingelser
og i hvilket omfang de fastsatte krav kan suppleres eller skærpes af
tilsynsmyndigheden under hensyn til recipientforhold eller andre lokale
forhold.
§ 11. Inden miljøministeren fastsætter regler i medfør af loven,
forhandler ministeren med de nærmest interesserede landsomfattende erhvervs-
og miljøorganisationer, de kommunale organisationer og andre berørte
statslige myndigheder, herunder arbejdsministeren.
§ 12. Miljøministeren kan efter forhandling med
landbrugsministeren fastsætte regler om jordens dyrkningsmæssige anvendelse
med henblik på at beskytte vandløb, søer og havet samt grundvandet og jorden
mod forurening med næringssalte.
Stk. 2. Ministeren kan efter forhandling med landbrugsministeren
fastsætte regler om den dyrkningsmæssige anvendelse af jord, der har været
udsat for forurening, med henblik på at sikre at den pågældende anvendelse
ikke medfører fare for sundhed eller miljø.
§ 13. Miljøministeren kan i særlige tilfælde fastsætte regler om,
at afgørelser, der er truffet efter loven eller efter regler i medfør af
loven, kan ændres, hvis det er nødvendigt for at formindske forureningen af
luft, vand og jord.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang
virksomhederne skal bidrage med oplysninger til brug for myndighedernes
behandling af sager efter regler udstedt i medfør af stk. 1.
§ 14. Miljøministeren kan til vejledning for myndighederne angive
kvalitetskrav til luft, vand og jord samt om støjniveau.
Stk. 2. Ministeren kan til opfyldelse af internationale
forpligtelser fastsætte bindende regler om kvalitetskrav til luft, vand og
jord samt om støjniveau.
Stk. 3. De regler, der er fastsat i medfør af stk. 2, skal lægges
til grund ved behandlingen af sager efter loven eller regler, der er fastsat
i medfør heraf.
Stk. 4. Afgørelser, der er truffet efter loven eller regler
udstedt i medfør af denne, kan ændres, såfremt det er nødvendigt for at
tilgodese opfyldelsen af regler efter stk. 2.
§ 15. Miljøministeren kan efter forhandling med trafikministeren
fastsætte regler om, at projekter for større vejanlæg samt for jernbaner skal
forelægges for miljøministeren, forinden anlægget påbegyndes.
Stk. 2. Ministeren kan efter forhandling med trafikministeren og
de kommunale organisationer fastsætte regler om de støjgrænser, der skal
gælde for ny støjfølsom bebyggelse, der agtes opført ved større vejanlæg og
jernbaner.
§ 16. Miljøministeren kan fastsætte regler om affald, dyrehold,
skadedyr og andre forhold, når det er nødvendigt for at forebygge og imødegå
forurening og uhygiejniske forhold. Ministeren kan herunder fastsætte regler
om badevand og badestrande, svømmebassiner og varmtvandsbadeanstalter,
campingpladser og restaurationer og andre steder, hvor et større antal
personer samles.
Stk. 2. I regler efter stk. 1 fastsættes bestemmelser om
kommunalbestyrelsens adgang til at gribe ind med påbud om afhjælpende
foranstaltninger eller forbud overfor forhold omfattet af stk. 1.
§ 17. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for gennemførelsen af en
effektiv rottebekæmpelse.
Stk. 2. Ejere af fast ejendom har pligt til at foretage sådanne
foranstaltninger med hensyn til sikring af deres ejendomme og disses
renholdelse, at rotternes levemuligheder på ejendommen begrænses mest muligt.
Stk. 3. Miljøministeren fastsætter regler om rottebekæmpelse,
herunder om kommunalbestyrelsens opgaver efter stk. 1 og grundejernes
forpligtelser efter stk. 2. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at
personer eller virksomheder, der udfører rottebekæmpelse, skal være
autoriserede.
Stk. 4. Opdræt af vilde rotter må kun ske efter tilladelse fra
miljøministeren.
§ 18. I regler fastsat i medfør af §§ 16 og 17 kan der fastsættes
regler om kommunalbestyrelsens adgang til at opkræve gebyrer og til at
vedtage forskrifter om de omtalte forhold.
Kapitel 3
Beskyttelse af jord og grundvand
§ 19. Stoffer, produkter og materialer, der kan forurene
grundvand, jord og undergrund, må ikke uden tilladelse
1) nedgraves i jorden,
2) udledes eller oplægges på jorden, eller
3) afledes til undergrunden.
Stk. 2. Beholdere med de stoffer, produkter og materialer, der er
nævnt i stk. 1, må heller ikke uden tilladelse være nedgravet i jorden.
Stk. 3. Tætte beholdere, der alene anvendes til ajle, gylle,
ensilagesaft, mælkerumsvand og møddingvand, må dog være nedgravet uden
tilladelse efter stk. 2.
Stk. 4. Tilladelse efter stk. 1 og 2 gives af kommunalbestyrelsen
eller amtsrådet efter regler, der fastsættes af miljøministeren.
Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler for at sikre, at jord og
grundvand ikke forurenes eller udsættes for fare for forurening med de
stoffer, produkter og materialer, der er nævnt i stk. 1. Ministeren kan
herunder fastsætte regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår
tilladelser efter stk. 1 og 2 kan meddeles, og regler om, at tilladelse efter
stk. 1 og 2 i visse tilfælde er ufornøden, samt regler om, at visse
afgørelser efter stk. 1 og 2 ikke kan påklages til anden administrativ
myndighed. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om kontrol og om
indretning og tømning af beholdere og ledningsanlæg med de nævnte stoffer,
materialer og produkter, samt regler om gebyrer.
Ministeren kan fastsætte regler om de i stk. 3 nævnte beholdere.
§ 20. Tilladelser meddelt efter § 19 kan til en- hver tid ændres
eller tilbagekaldes af hensyn til
1) fare for forurening af vandforsyningsanlæg,
2) gennemførelsen af en ændret spildevandsafledning i overensstemmelse med
en spildevandsplan efter § 32 eller
3) miljøbeskyttelsen i øvrigt.
Stk. 2. Under samme betingelser som angivet i stk. 1 kan det
bestemmes, at forhold, som med eller uden tilladelse var lovlige ved lovens
ikrafttræden, skal ændres eller ophøre.
Stk. 3. Afgørelsen træffes af den myndighed, som kan give
tilladelsen, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Sker tilbagekaldelse efter stk. 1 som led i gennemførelsen
af en spildevandsplan efter § 32, træffes afgørelsen af kommunalbestyrelsen.
Tilbagekaldelsen anses i disse tilfælde for sket ved tilslutningen til det
nye anlæg. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed.
§ 21. Ejere og brugere af fast ejendom skal straks underrette
tilsynsmyndigheden, hvis de forårsager eller konstaterer forurening af
ejendommens jord eller undergrund.
§ 22. Når amtsrådet efter vandforsyningslovens § 20 giver
tilladelse til et vandindvindingsanlæg til indvinding af grundvand, kan det
fastlægge et beskyttelsesområde indenfor hvilket anlæg, der afleder
spildevand til undergrunden eller andre af de af § 19 omfattede forhold, skal
være forbudt efter udløbet af en fastsat frist.
Stk. 2. Amtsrådet kan ændre beskyttelsesområdet og tillade enkelte
forhold, som er omfattet af et forbud efter stk. 1.
§ 23. Når amtsrådet efter vandforsyningslovens § 20 giver
tilladelse til, at et offentligt vandforsyningsanlæg indvinder overfladevand,
kan det fastlægge et beskyttelsesområde, indenfor hvilket der ikke må drives
virksomhed eller findes oplag af stoffer, produkter og materialer, der kan
forurene vandet.
Stk. 2. Amtsrådet lader inddragelsen under beskyttelsesområdet
tinglyse på de ejendomme, der er omfattet af beskyttelsesområdet, med
prioritet forud for alle andre rettigheder i ejendommen.
Stk. 3. Amtsrådet kan ændre beskyttelsesområdet og tillade enkelte
forhold, som er omfattet af et forbud efter stk. 1.
§ 24. Amtsrådet kan give påbud eller nedlægge forbud for at undgå
fare for forurening af bestående eller fremtidige vandindvindingsanlæg til
indvinding af grundvand.
Stk. 2. Amtsrådet kan meddele påbud eller forbud for at undgå fare
for forurening af overfladevand, der indvindes med tilladelse efter
vandforsyningslovens § 20. Amtsrådet kan herunder forbyde eller fastsætte
vilkår for sejlads og fiskeri.
§ 25. I tilfælde, hvor miljøministeren efter vandforsyningsloven
træffer afgørelse i sager om vandindvinding, har ministeren samme beføjelser,
som i §§ 22-24 er tillagt amtsrådet.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang de
beføjelser, der efter §§ 22-24 er henlagt til amtsrådet, kan udøves af
kommunalbestyrelsen.
§ 26. Miljøministeren fastsætter nærmere regler vedrørende
behandlingen af sager efter §§ 22-23, herunder om indkaldelse af grundejere
og brugere, hvis interesser antages at blive berørt, til møde forud for
fastlæggelse af beskyttelsesområder efter §§ 22-23.
Kapitel 4
Beskyttelse af overfladevand
§ 27. Stoffer, der kan forurene vandet, må ikke tilføres vandløb,
søer eller havet, ligesom sådanne stoffer ikke må oplægges således, at der er
fare for, at vandet forurenes. Der kan dog efter § 28 gives tilladelse til,
at spildevand tilføres vandløb, søer eller havet.
Stk. 2. Stoffer, jf. stk. 1, der er aflejrede i vandløb, søer
eller havet, må ikke uden amtsrådets tilladelse påvirkes, så de kan forurene
vandet.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om eller bestemme, at
de stoffer, der er nævnt i stk. 1, i særlige tilfælde kan tilføres vandløb,
søer eller havet.
§ 28. Amtsrådet giver tilladelse til, at spildevand tilføres
vandløb, søer eller havet, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen giver tilladelse i henhold til stk. 1
til udledning af spildevand fra anlæg med en kapacitet på 30
personækvivalenter eller derunder.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen giver tilladelse til tilslutning af
spildevand til offentlige spildevandsanlæg samt dertil hørende
udløbsledninger under overholdelse af amtsrådets tilladelse efter stk. 1. Der
er tilslutningspligt for ejendomme, når stikledning er ført frem til
grundgrænsen.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 2 og stk. 3 kan
ikke påklages til anden administrativ myndighed, når afgørelsen omfatter
udledning fra anlæg med en kapacitet på 30 personækvivalenter eller derunder.
§ 29. Miljøministeren kan fastsætte regler vedrørende amtsrådenes
og kommunalbestyrelsernes behandling af sager efter § 28. Ministeren kan
endvidere fastsætte regler om, hvilke krav der kan stilles til spildevandets
rensning, til spildevandsprojekter, samt om hvilke vilkår der kan knyttes til
tilladelser efter § 28.
§ 30. Hvis et spildevandsanlæg ikke fungerer miljømæssigt
forsvarligt, herunder ikke opfylder eller tilgodeser de krav, der er fastsat
efter §§ 28 og 29, samt forudsætninger fastsat efter § 32, stk. 4, kan
amtsrådet påbyde, at der foretages den nødvendige forbedring eller fornyelse
af anlægget. Amtsrådet kan endvidere ændre vilkår fastsat i en tilladelse
efter § 28, hvis de tidligere fastsatte vilkår må anses for utilstrækkelige
eller uhensigtsmæssige.
Stk. 2. Kan forureningen ikke afhjælpes, kan amtsrådet nedlægge
forbud imod fortsat drift af anlægget.
Stk. 3. Medfører forureningen overhængende alvorlig fare for
sundheden, kan forbud umiddelbart nedlægges.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter stk. 1-3,
såfremt anlægget er omfattet af § 28, stk. 2, eller er tilsluttet et
offentligt spildevandsanlæg i henhold til § 28, stk. 3. Kommunalbestyrelsens
afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, når anlæggets
kapacitet er på 30 PE eller derunder.
Stk. 5. Ved offentlige spildevandsanlæg forstås spildevandsanlæg,
hvor en eller flere kommunalbestyrelser har ansvaret for anlæggets drift
og/eller vedligeholdelse.
§ 31. Amtsrådet træffer afgørelse om udførelse af og fordeling af
udgifter til fælleskommunale spildevandsanlæg i tilfælde af uenighed mellem
de pågældende kommunalbestyrelser.
Stk. 2. Amtsrådets afgørelse efter stk. 1 kan ikke påklages til
anden administrativ myndighed.
§ 32. Kommunalbestyrelsen udarbejder en plan for bortskaffelse af
spildevand. Planen skal indeholde oplysninger om:
1) eksisterende og planlagte kloakeringsområder og
rensningsforanstaltninger,
2) områder, hvor der skal ske afledning til nedsivningsanlæg,
3) hvilke anlæg der etableres på kommunal og hvilke der etableres på
privat foranstaltning, og
4) efter hvilken tidsfølge projekterne forudsættes at være udarbejdet og
anlæggene udført.
Stk. 2. Spildevandsplanen må ikke stride imod regionplanen og
forudsætninger fastsat efter stk. 4.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsens vedtagelse af en spildevandsplan kan
ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om
planlægningen efter stk. 1, herunder om offentlighedens medvirken,
tidsfrister og procedure herfor. Ministeren kan endvidere bestemme og
fastsætte regler om, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund
for planlægningen og administrationen af loven.
Kapitel 5
Forurenende virksomhed
§ 33. Miljøministeren fastsætter regler om godkendelse af særligt
forurenende virksomheder, anlæg eller indretninger, (listevirksomhed).
Stk. 2. Listevirksomhed må ikke anlægges eller påbegyndes, før der
er givet godkendelse hertil. Listevirksomhed må heller ikke udvides eller
ændres bygningsmæssigt eller driftsmæssigt, herunder med hensyn til
affaldsfrembringelsen, på en måde som indebærer forøget forurening, før
udvidelsen eller ændringen er godkendt.
Stk. 3. Den godkendende myndighed kan dog tillade, at bygge- og
anlægsarbejder til anden listevirksomhed end anlæg for deponering af affald
påbegyndes, før der er givet godkendelse, hvis de anlægges i overensstemmelse
med en godkendt lokalplan eller byplanvedtægt. Bygge- og anlægsarbejder sker
på bygherrens ansvar.
§ 34. Godkendelse efter dette kapitel skal fastsætte vilkår for
listevirksomhedens etablering og drift, herunder den kontrol, som den for
virksomheden ansvarlige selv skal foretage.
Stk. 2. Spørgsmål om tilladelse til udledning af spildevand
direkte til vandløb, søer eller havet fra en listevirksomhed behandles
samtidig med afgørelsen om godkendelse efter dette kapitel og indgår i
godkendelsen. Vilkår for udledningen af spildevand behandles efter reglerne i
dette kapitel.
Stk. 3. Afslag på ansøgning om godkendelse kan ikke påklages til
anden administrativ myndighed, hvis begrundelsen for afslaget er, at
lokaliseringen af virksomheden det pågældende sted vil være i strid med
bestemmelser i regionplan, kommuneplan eller lokalplan.
§ 35. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler vedrørende
godkendelsesordningen, herunder om ansøgningens indhold og vilkårene for
godkendelse.
§ 36. Hvis en godkendt listevirksomhed ønskes udvidet eller ændret
inden for godkendelsens rammer, skal der foretages en anmeldelse herom til
godkendelsesmyndigheden. Anmeldelsen skal godtgøre, at udvidelsen eller
ændringen vedrører en aktivitet, der omfattes af en samlet godkendelse og som
denne giver mulighed for, og at den ændrede eller udvidede aktivitet
forureningsmæssigt kan holdes indenfor de grænser for forurening, der er
fastsat i den samlede godkendelse. Virksomheden kan gennemføre udvidelsen
eller ændringen 4 uger efter, at anmeldelsen er foretaget, medmindre
godkendelsesmyndigheden forinden skriftligt har meddelt virksomheden, at den
vil kræve godkendelse af udvidelsen eller ændringen, eller at den udbeder sig
yderligere dokumentation.
Stk. 2. Godkendelsesmyndighedens afgørelse efter stk. 1 kan ikke
påklages til anden administrativ myndighed.
§ 37. Bestående listevirksomhed kan ansøge om godkendelse efter
reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Miljøministeren kan begrænse adgangen til at søge
godkendelse efter stk. 1 til at gælde for bestemte virksomheder af de
kategorier, der er optaget i bilaget.
§ 38. Bestående listevirksomheder, der ikke har en samlet
godkendelse, skal indsende ansøgning herom til godkendelsesmyndigheden.
Stk. 2. På grundlag af ansøgningen og en vurdering af
listevirksomhedens drifts- og forureningsforhold træffer
godkendelsesmyndigheden afgørelse om, hvorvidt der kan gives virksomheden
godkendelse, eller om der skal meddeles påbud om at foretage foranstaltninger
til at nedbringe virksomhedens forurening eller nedlægges forbud mod driften
eller foretagelse af bestemte aktiviteter.
Stk. 3. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen
af ansøgning om godkendelse af bestående virksomheder, herunder om fristen
for indsendelse af ansøgning til godkendelsesmyndigheden.
§ 39. Afgørelse om godkendelse efter dette kapitel træffes af
kommunalbestyrelsen eller af amtsrådet. Miljøministeren fastsætter efter
forhandling med de kommunale organisationer nærmere regler herom.
Stk. 2. Amtsrådet træffer afgørelse om godkendelse af kommunalt
drevet virksomhed. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om godkendelse af
amtskommunal virksomhed.
§ 40. Hvis listevirksomhed medfører væsentlig forurening, kan
tilsynsmyndigheden give påbud om, at forureningen skal nedbringes.
Tilsvarende påbud kan gives, når listevirksomhed medfører væsentlig mere
forurening, herunder affaldsfrembringelse, end der ville forekomme ved
anvendelsen af mindst forurenende teknologi eller bedst mulige rensning.
Påbud kan endvidere gives overfor anlæg og aktiviteter, som skønnes at
indebære en nærliggende risiko for væsentlig forurening.
Stk. 2. Kan forureningen ikke afhjælpes, kan tilsynsmyndigheden
nedlægge forbud imod fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden
fjernet.
Stk. 3. Forbud kan nedlægges umiddelbart, når forureningen
medfører overhængende alvorlig fare for sundheden.
Stk. 4. Indtil der er forløbet 8 år efter meddelelsen af en
godkendelse efter dette kapitel, kan der kun meddeles forbud eller påbud,
hvis
1) der er fremkommet nye oplysninger om forureningens skadelige virkning,
2) forureningen medfører miljømæssige skadevirkninger, der ikke kunne
forudses ved godkendelsens meddelelse, eller
3) forureningen i øvrigt går ud over det, som blev lagt til grund for
denne ved godkendelsens meddelelse.
Stk. 5. Når der er forløbet mere end 8 år efter godkendelsen, kan
tilsynsmyndigheden ændre vilkårene heri, når det er miljømæssigt begrundet,
eller hvis der er udviklet renere teknologi, herunder mindre forurenende
råvarer, mindre forurenende produktionsmetoder eller bedre rensningsformer.
Stk. 6. Ministeren kan fastsætte regler om, at den i stk. 4 og 5
omtalte tidsfrist nedsættes for bestemte brancher, dog ikke til under 4 år.
Forurening fra andre virksomheder
§ 41. Hvis erhvervsvirksomheder, herunder private eller offentlig
bygge- og anlægsarbejder, eller faste anlæg til energiproduktion, som ikke er
omfattet af regler fastsat i medfør af § 33, stk. 1, medfører uhygiejniske
forhold eller væsentlig forurening, herunder affaldsfrembringelse, kan
kommunalbestyrelsen give påbud om, at forureningen skal nedbringes.
Stk. 2. Tilsvarende påbud kan gives af kommunalbestyrelsen, når
nævnte virksomheder eller anlæg medfører væsentlig mere forurening, herunder
affaldsfrembringelse, end nødvendigt ved anvendelsen af den til enhver tid
værende, mindst forurenende teknologi eller bedst mulige rensning. Påbud kan
endvidere gives over for aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende
risiko for væsentlig forurening eller uhygiejniske forhold.
Stk. 3 . Kommunalbestyrelsen kan give påbud om, at der skal
foretages afhjælpende foranstaltninger overfor idrætsanlæg, fritidsklubber
eller lignende fritidsaktiviteter, som medfører væsentlige støjulemper for
omgivelserne.
Stk. 4. Kan ulemperne ikke afhjælpes, kan kommunalbestyrelsen
nedlægge forbud imod virksomheden eller aktiviteten.
Stk. 5. Bliver tilsynsmyndigheden i forbindelse med etablering,
udvidelse eller ændring af en af de i stk. 1 nævnte virksomheder opmærksom på
forhold, som kan forventes at medføre krav om begrænsning af virksomhedens
forurening eller forbud mod virksomhedens drift, kan tilsynsmyndigheden på
forhånd tilkendegive dette over for virksomheden.
Kapitel 6
Affald
§ 42. Enhver, der frembringer, opbevarer, behandler eller
bortskaffer affald, er ansvarlig for, at der ikke opstår uhygiejniske forhold
eller sker forurening af luft, vand eller jord.
§ 43. Miljøministeren kan fastsætte regler om anmeldelse,
sortering, opbevaring, indsamling, transport, behandling, bortskaffelse og
oparbejdning af affald, herunder af særlige affaldstyper, affaldsmaterialer
og affaldsprodukter.
§ 44. Kommunalbestyrelsen forestår bortskaffelsen af affald.
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler om kommunale
affaldsordninger, herunder om
1) kommunalbestyrelsens pligt til at anvise bortskaffelsesmuligheder for
affald,
2) kommunalbestyrelsens pligt til at forestå indsamling og bortskaffelse
af affald, herunder til genanvendelse af materialer og produkter,
3) borgeres, grundejeres og virksomheders pligt til at benytte anviste
bortskaffelsesmuligheder eller affaldsordninger, og
4) borgeres, grundejeres og virksomheders pligt til at indgive anmeldelse
af og afgive oplysninger om affald samt foretage undersøgelser af affald.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen fastsætter i et regulativ forskrifter
om affaldsordningernes omfang og tilrettelæggelse m.v.
Stk. 4. Når en indsamlingsordning er etableret, må indsamling af
det af ordningen omfattede affald eller eventuelt genanvendelige materiale
kun finde sted ved kommunalbestyrelsens foranstaltning eller bemyndigelse.
Stk. 5. I regler, der vedrører indsamling af materialer og
produkter til genanvendelse, bortset fra olie- og kemikalieaffald, skal det
bestemmes, at kommunalbestyrelsen på visse betingelser skal fritage
erhvervsvirksomheder fra at være omfattet af en indsamlingsordning.
§ 45. Kommunalbestyrelsen kan meddele påbud eller forbud med
henblik på at forebygge og sikre, at affald opbevares, behandles og
bortskaffes på forsvarlig måde.
§ 46. Kommunalbestyrelsen indsamler og registrerer oplysninger om
eksisterende affaldsmængder fordelt på type og materialer samt om affaldets
behandling og bortskaffelse. Kommunalbestyrelsen indsamler og registrerer
ligeledes oplysninger om eksisterende og planlagte affaldsanlæg, herunder
behandlings- og deponeringsanlæg. Oplysningerne fremsendes til
Miljøstyrelsen.
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke
oplysninger kommunerne skal fremsende til Miljøstyrelsen, samt tidsfrister
for indberetning heraf.
§ 47. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte gebyrer til dækning af
udgifter til:
1) planlægning, etablering, drift og administration af affaldsordninger,
herunder anvisningsordninger, samt til sortering, indsamling af affald m.v.
og til etablering og drift af virksomheder og anlæg for oparbejdning af
affald og affaldsbortskaffelse,
2) indsamling og registrering af oplysninger, jf. § 46, og
3) forskudsvis dækning af planlagte investeringer på affaldsområdet.
Stk. 2. Der kan opkræves et samlet gebyr for de ordninger m.v.,
som kommunalbestyrelsen har iværksat.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 og 2 kan ikke
påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 4. Ministeren kan udarbejde standardbetalingsvedtægter.
Stk. 5. Gebyrer efter stk. 1 og 2 påhviler den, der har tinglyst
adkomst på ejendommen, og beløbene har samme fortrinsret i ejendommen som
offentlige skatter og afgifter. For beløbene er der udpantningsret.
Kommunale fællesskaber
§ 48. Miljøministeren kan træffe bestemmelse om kommunernes pligt
til at oprette, udvide deltagerkredsen af eller tilslutte sig kommunale
fællesskaber for affaldsbortskaffelse, herunder genanvendelsesvirksomheder.
Stk. 2. Miljøministeren kan endvidere træffe bestemmelse om, at
kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse skal modtage affald fra
kommuner, som ikke deltager i fællesskabet.
Anlæg for deponering af affald
§ 49. Nye anlæg for deponering af affald må kun ejes af
offentlige myndigheder.
Stk. 2. Miljøministeren kan dog fastsætte regler om, at
virksomheder skal etablere anlæg, der er bestemt til deponering af specielle
affaldstyper.
Stk. 3. I reglerne efter stk. 2 fastsættes der bestemmelser om
opkrævning af gebyrer og fornøden sikkerhedsstillelse til dækning af senere
udgifter til kontrol med forurening fra deponeringsanlæg, samt til eventuelle
afværgeforanstaltninger ved sådanne depoter.
Kapitel 7
Genanvendelse og renere teknologi
§ 50. Miljøministeren kan med henblik på at fremme genanvendelse
og renere teknologi og begrænse problemerne i forbindelse med
affaldsbortskaffelse fastsætte regler om eller bestemme at
1) særlige råvarer, tilsætnings- eller hjælpestoffer ikke eller kun i
nærmere angivet omfang må forekomme i materialer eller produkter, der sælges
eller anvendes her i landet,
2) bestemte materialer og produkter heraf skal indeholde bestemte andele
genanvendte eller genanvendelige materialer eller produkter,
3) anvendelse af bestemte materialer eller typer af materialer i produkter
eller varer til nærmere angivne formål, herunder til emballage, skal
begrænses eller forbydes,
4) bestemte materialer eller typer af materialer skal anvendes i produkter
eller varer til nærmere angivne formål, herunder til emballage,
5) produkter eller varer til nærmere angivne formål, herunder til
emballage, skal godkendes af ministeren eller udformes på en bestemt måde, og
6) offentlige myndigheder og offentligt ejede eller kontrollerede
virksomheder i videst muligt omfang skal anvende varer eller produkter, som
indeholder genanvendte eller genanvendelige materialer, eller som i øvrigt af
miljømæssige grunde er at foretrække fremfor andre varer eller produkter med
samme anvendelse.
§ 51. Bestemmelserne i dette kapitel anvendes ikke på materialer
eller produkter der eksporteres, medmindre miljøministeren bestemmer andet.
Stk. 2. Bestemmelserne i dette kapitel finder ikke anvendelse på
materialer og produkter, der er fremstillet i udlandet og føres gennem landet
som transitgods eller oplagres som transitgods.
Stk. 3. Bestemmelserne i dette kapitel finder ikke anvendelse på
materialer og produkter, der her i landet som forsyning føres til danske
skibe og fly, medmindre ministeren bestemmer andet.
§ 52. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at importører eller
producenter af nærmere angivne materialer, produkter eller varer, herunder
emballage, skal betale et gebyr til dækning af omkostningerne i forbindelse
med materialets, produktets eller varens endelige bortskaffelse ved
deponering eller forbrænding.
§ 53. Tilskud kan gives til udrednings- og udviklingsprojekter,
der har til formål at fremme genanvendelse eller at nedsætte
miljøbelastningen væsentligt ved omstilling til renere teknologi. Tilskud kan
endvidere gives til formidlings- og informationsvirksomhed vedrørende
genanvendelse og renere teknologi. Tilskud kan gives såvel til projekter med
almennyttigt formål som til virksomhedens egne projekter, hvis projekterne
har nyhedsværdi.
Stk. 2. Tilskud på indtil 100 pct. kan gives til udrednings- og
udviklingsprojekter, hvis resultat kommer en bredere kreds af virksomheder,
den offentlige sektor eller samfundet i øvrigt til gode. Tilskudet kan gives
til udvikling af processer, metoder, produktionsudstyr og produkter.
Stk. 3. Tilskud på indtil 75 pct. kan gives til udrednings- og
udviklingsprojekter, hvis resultat alene tilhører den eller de ansøgende
virksomheder. Der kan gives tilskud til udvikling af produkter, processer,
metoder eller produktionsudstyr.
§ 54. Tilskud på indtil 25 pct. kan gives til anlægsinvesteringer
til produktionsformål inden for genanvendelse.
Stk. 2. Tilskud på indtil 75 pct. kan gives til
anlægsinvesteringer i indsamlingsordninger for alle affaldstyper.
Stk. 3. Det er en betingelse for tilskud til anlægsinvesteringer
efter stk. 1 eller 2, at ansøgeren kan sandsynliggøre, at investeringen
medfører en varigt øget genanvendelse af produkter, materialer eller
spildprodukter, hvorved miljøbelastningen nedsættes væsentligt, eller hvorved
der finder en hensigtsmæssig udnyttelse sted af de pågældende produkter,
materialer eller spildprodukter. Der kan ikke gives tilskud efter stk. 1 og 2
til anlæg, som i væsentlig grad vil påvirke konkurrenceforholdene til ugunst
for eksisterende virksomheder.
§ 55. Miljøministeren nedsætter et råd, der træffer afgørelse i
sager om tilskud i henhold til §§ 53 og 54. Rådets afgørelse kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om ydelse af
tilskud efter §§ 53 og 54, herunder om ansøgningernes indhold og om eventuel
tilbagebetaling af tilskud i visse tilfælde. Ministeren kan endvidere
fastsætte nærmere bestemmelser om behandlingen af sagerne samt om rådets
virksomhed.
§ 56. Den årlige tilskudsbevilling fastsættes på finansloven.
Kapitel 8
Ekspropriation m.v.
§ 57. Kommunalbestyrelsen kan i nødvendigt omfang træffe
afgørelse om ekspropriation til fordel for spildevandsanlæg og offentligt
ejede affaldsbehandlings- og deponeringsanlæg, når der er meddelt tilladelse
til anlægget.
Stk. 2. Ved ekspropriation kan der
1) erhverves ejendomsret til arealer, bygninger og indretninger, der er
fast knyttet til arealer eller bygninger, samt tilbehør hertil,
2) endeligt eller midlertidigt pålægges indskrænkninger i ejerens rådighed
eller erhverves ret til at udøve en særlig råden over faste ejendomme, og
3) endeligt eller midlertidigt ske erhvervelse eller ophævelse af eller
foretages begrænsninger i brugsrettigheder, servitutrettigheder samt andre
rettigheder over faste ejendomme,
Stk. 3. Til fordel for private spildevandsanlæg kan der dog kun
ved ekspropriation foretages foranstaltninger som anført i stk. 2, nr. 2 og
3.
Stk. 4. Til fordel for offentlige affaldsbehandlings- og
deponeringsanlæg kan der kun ved ekspropriation foretages foranstaltninger
som anført i stk. 2, nr. 1.
§ 58. Ved ekspropriation til erhvervelse af ejendomsret bortfalder
alle rettigheder over det eksproprierede, medmindre andet bestemmes i det
enkelte tilfælde.
Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i § 57, stk. 2, nr. 2, skal de
ved ekspropriation stiftede rettigheder over en fast ejendom respekteres af
indehaveren af enhver rettighed over ejendommen, medmindre andet bestemmes i
det enkelte tilfælde.
§ 59. Ved ekspropriationens gennemførelse finder bestemmelserne i
lov om offentlige veje, § 45 og §§ 47-49, tilsvarende anvendelse.
§ 60. Erstatningsfastsættelser efter denne lov foretages i mangel
af mindelig overenskomst af de taksationsmyndigheder, der er nævnt i §§ 57 og
58 i lov om offentlige veje.
Stk. 2. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om
erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i lov om
offentlige veje, §§ 51-56 og 59-67, tilsvarende anvendelse.
§ 61. Medfører inddragelse under et beskyttelsesområde efter § 23,
at grundejeren må ændre eller ophøre med et bestående lovligt forhold, skal
der betales erstatning. Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, for så
vidt forholdet ikke var lovligt, hensigtsmæssigt eller forsvarligt.
§ 62. Spørgsmålet om, hvorvidt der skal betales erstatning i
anledning af et forbud eller påbud efter § 24, afgøres af
taksationsmyndighederne, jf. § 60, efter anmodning fra den, til hvem forbudet
eller påbudet er rettet. Forbud eller påbud vedrørende lovligt bestående
forhold, herunder lovlig anvendelse og oplagring af gødningsstoffer i
landbrug, gartneri og skovbrug, kan dog kun gives mod fuldstændig erstatning,
medmindre andet følger af andre retsregler.
§ 63. Erstatning efter §§ 61 og 62 betales af de brugere af
vandet, der har fordel af forbudet eller påbudet. Når vedkommende kommune
ikke allerede som følge heraf skal betale erstatningen, kan
taksationsmyndighederne, hvis foranstaltningen skønnes at være af betydning
for en større del af kommunens beboere, træffe bestemmelse om, at kommunen
helt eller delvis skal betale erstatningen.
Stk. 2. Erstatningskrav efter §§ 61 og 62 fremsættes overfor den
myndighed, der har truffet afgørelsen. Kravet skal fremsættes inden 4 uger
efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. I mangel af mindelig
overenskomst indbringer myndigheden sagen for taksationsmyndighederne, jf. §
60.
Kapitel 9
Tilsyn
§ 64. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at
1) loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes,
2) påbud og forbud efterkommes, og
3) vilkår fastsat i forbindelse med godkendelser og tilladelser
overholdes.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fører uanset § 65 tilsyn med
virksomheder, der drives af amtsrådet.
§ 65. Amtsrådet fører tilsyn med forureningstilstanden i
omgivelserne.
Stk. 2. Amtsrådet fører tilsyn som nævnt i § 64, stk. 1, med
virksomheder, som er mærket med a) i bilaget til bekendtgørelse om
godkendelse af særligt forurenende virksomheder, anlæg eller indretninger.
Stk. 3. Amtsrådet fører tilsyn med virksomheder, der drives af
kommunalbestyrelsen.
§ 66. Miljøministeren kan bestemme, at tilsynet i visse tilfælde
skal føres af andre myndigheder.
§ 67. Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold
lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning.
§ 68. I de i § 67 nævnte situationer skal tilsynsmyndigheden
meddele den for forholdet ansvarlige, at det ulovlige forhold skal bringes
til ophør. I den forbindelse kan tilsynsmyndigheden
1) forbyde fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden fjernet,
2) påbyde den ansvarlige at genoprette den hidtidige tilstand,
3) lade påbudte foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning, når
den fastsatte frist er udløbet.
Stk. 2. Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 1 kan ikke
påklages til anden administrativ myndighed.
§ 69. I tilfælde af overhængende, alvorlig fare for sundheden og i
tilfælde, hvor øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge væsentlig
forurening eller forureningens udbredelse, foretager tilsynsmyndigheden det
nødvendige uden påbud og for den ansvarliges regning.
Stk. 2. Der er udpantningsret for udgifter, som myndigheden har
krav på at få dækket efter § 68, stk. 1, nr. 3, og § 69, stk. 1.
§ 70. Den, der er ansvarlig for forhold eller indretninger, som
kan give anledning til forurening, skal straks underrette tilsynsmyndigheden,
såfremt driftsforstyrrelser eller uheld medfører væsentlig forurening eller
indebærer fare herfor.
Stk. 2. Underretning efter stk. 1 bevirker ingen indskrænkning i
den ansvarliges pligt til at søge følgerne af driftsforstyrrelsen eller
uheldet effektivt afværget eller forebygget, ligesom det ikke fritager for
forpligtelsen til at genoprette den hidtidige tilstand.
§ 71. Den, der er ansvarlig for en virksomhed, der kan give
anledning til forurening, skal efter anmodning fra kommunalbestyrelsen,
amtsrådet eller miljøministeren give alle oplysninger, herunder om økonomiske
og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for vurderingen af
forureningen og for eventuelle afhjælpende eller forebyggende
foranstaltninger. Kommunalbestyrelsen, amtsrådet eller Miljøstyrelsen kan
herunder påbyde den ansvarlige for egen regning at
1) foretage prøveudtagning, analyser og målinger af stoffer, der udsendes
til omgivelserne, samt af støj og rystelser,
2) foretage prøveudtagning og analyser af materialer og produkter, der
anvendes eller behandles, samt af eventuelle affaldsstoffer,
3) klarlægge årsagerne til eller virkningerne af en stedfunden forurening,
og
4) klarlægge, hvordan følgerne af forurening afhjælpes eller forebygges.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan revidere vilkårene for en
virksomheds godkendelse eller tilladelse for at forbedre virksomhedens
kontrol med egen forurening (egenkontrol) eller opnå et mere hensigtsmæssigt
tilsyn. Bestemmelser i påbud kan revideres på tilsvarende måde.
§ 72. Miljøministeren fastsætter nærmere regler vedrørende
tilsynsmyndighedernes udøvelse af tilsynsvirksomhed.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om, at
kommunalbestyrelserne og amtsrådene skal indsende indberetninger om deres
kortlægnings- og tilsynsvirksomhed, herunder om resultaterne af målinger og
undersøgelser, samt fastsætte regler om indberetningernes form.
Kapitel 10
Administrative bestemmelser
§ 73. Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til
adressaten. Afgørelser, der kan påklages, meddeles tillige klageberettigede
personer, organisationer og myndigheder, jf. §§ 96-98, og de myndigheder, der
i øvrigt har været inddraget i sagens behandling.
Stk. 2. Underretning til de personer, der er nævnt i § 96, stk. 1,
nr. 2, kan dog finde sted ved offentlig annoncering. Der skal altid foretages
offentlig annoncering, når der meddeles godkendelse efter kapitel 5.
Stk. 3. Påbud eller forbud kan meddeles mundtligt, når der er fare
for sundheden eller øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge
væsentlig miljøskade. En mundtlig afgørelse skal snarest muligt tillige
meddeles skriftligt.
§ 74. Inden der træffes afgørelse om påbud eller forbud, skal
adressaten for disse beslutninger skriftligt underrettes om sagen og gøres
bekendt med sin adgang til aktindsigt og til at udtale sig efter loven om
offentlighed i forvaltningen. Adressaten bør i samme forbindelse opfordres
til at bidrage med oplysninger, der kan belyse omkostninger, fordele og
ulemper ved beslutningen.
Stk. 2. Underretning efter stk. 1 kan undlades, hvis en
øjeblikkelig afgørelse er nødvendig, eller hvis underretning må anses for
åbenbart unødvendig.
§ 75. Lokale foreninger, der har beskyttelse af miljøet som
hovedformål, kan underrette kommunalbestyrelsen og amtsrådet om, hvilke
bestemte typer af afgørelser efter kapitel 3, 4 og 5 foreningen ønsker
underretning om, jf. § 98, stk. 1. Foreningen skal samtidig fremsende
vedtægter, der dokumenterer, at den er lokalt organiseret, og at dens
hovedformål er beskyttelse af miljøet.
Stk. 2. Klageadgang efter stk. 1 omfatter ikke lokale afdelinger
af de organisationer, der er nævnt i § 97.
§ 76. Afgørelser, der kan påklages, skal oplyse datoen for
klagefristens udløb og i øvrigt indeholde oplysning om, at
1) afgørelsen kan påklages skriftligt til miljøministeren,
2) klage skal indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen, og
3) klage skal være modtaget senest ved klagefristens udløb.
§ 77. Påbud eller forbud skal indeholde en frist for afgørelsens
efterkommelse. Når der foreligger særlige forhold, kan det dog bestemmes, at
påbud eller forbud skal efterkommes straks.
Stk. 2. Når særlige grunde taler for det, kan det bestemmes, at
klager over påbud eller forbud ikke skal have opsættende virkning.
§ 78. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
godkendelsesmyndigheden skal gennemføre en offentlig høring om projekter, der
har væsentlig indflydelse på virksomhedens sikkerhedsforhold, inden der
meddeles godkendelse efter kapitel 5 af en virksomhed, der omfattes af
anmeldelsespligten i regler fastsat af miljøministeren om vurderingen af
sikkerheden i forbindelse med risikobetonede aktiviteter.
§ 79. Miljøministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet
styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de beføjelser, der i
denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage
afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder
at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.
§ 80. Miljøministeren kan nedsætte sagkyndige råd til rådgivning
af myndighederne i spørgsmål om miljøbeskyttelsen.
§ 81. Miljøministeren kan beslutte at overtage amtsrådets eller
kommunalbestyrelsens beføjelser efter loven i sager, der berører andre
myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning.
§ 82. Miljøministeren kan pålægge amtsråd og kommunalbestyrelser
at tilvejebringe oplysninger til brug for en vurdering af forhold, der
reguleres efter denne lov inden for den enkelte kommunes eller amtskommunes
område. Oplysningerne kan forlanges afgivet i en bestemt form.
Stk. 2. Kommunalbestyrelserne skal efter anmodning give amtsrådene
alle oplysninger, der er af betydning for bedømmelsen af forhold, der
reguleres efter denne lov inden for den enkelte kommunes område.
§ 83. Miljøministeren kan pålægge amtsrådene eller
kommunalbestyrelserne at tage spørgsmål, herunder konkrete sager, vedrørende
denne lov op til behandling og beslutning.
§ 84. Tilsynsmyndigheden kan undlade at behandle forhold, som den
anser for at være af underordnet betydning for miljøbeskyttelsen.
Stk. 2. Tilsynsmyndighedens afgørelse efter stk. 1 kan ikke
påklages til anden administrativ myndighed.
§ 85. Kommunalbestyrelsen kan bemyndige en miljø- og
levnedsmiddelkontrolenhed til at udøve de beføjelser, som er tillagt
kommunalbestyrelsen efter loven.
§ 86. Miljømyndighederne eller personer, der af disse myndigheder
er bemyndiget hertil, har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod
legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme og
lokaliteter for at udøve de beføjelser, der er tillagt dem i medfør af denne
lov. Der kan herunder foretages undersøgelser af betydning for lovens formål.
Stk. 2. Politiet yder bistand hertil. Justitsministeren kan efter
forhandling med miljøministeren fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 3. Ved eftersyn af erhvervsvirksomheder skal indehaveren og
beskæftigede personer yde miljømyndighederne fornøden vejledning og hjælp.
§ 87. Miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning
af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn i forbindelse med
loven.
§ 88. Regeringen kan indgå overenskomster med fremmede stater om
fælles foranstaltninger til opfyldelse af lovens formål.
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler til opfyldelse af
internationale overenskomster, der afsluttes i henhold til stk. 1.
Kapitel 11
Klage og søgsmål
§ 89. Medmindre andet fremgår af lovens bestemmelser, jf. dog §
90, kan kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser og beslutninger efter
loven eller regler, der er fastsat med hjemmel i loven, påklages til
miljøministeren.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 77, stk. 1, finder tilsvarende
anvendelse på afgørelser i klagesager.
§ 90. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser, der
enkeltvis er af mindre betydning for miljøbeskyttelsen, ikke kan påklages til
anden administrativ myndighed.
§ 91. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen eller
beslutningen er meddelt. Er afgørelsen eller beslutningen offentligt
bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen.
Stk. 2. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag,
forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
§ 92. Klage indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet
afgørelsen. Myndigheden sender umiddelbart efter klagefristens udløb klagen
til miljøministeren ledsaget af den påklagede afgørelse eller beslutning og
det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
§ 93. En klage har opsættende virkning for et påbud eller forbud,
medmindre klagemyndigheden bestemmer andet, jf. dog § 77.
Stk. 2. Når der efter § 77 er truffet afgørelse om, at et påbud
eller forbud skal efterkommes straks, skal påbudet eller forbudet
efterkommes, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.
§ 94. En klage over en tilladelse, godkendelse eller dispensation
har ikke opsættende virkning, medmindre miljøministeren bestemmer andet.
Ministeren kan fastsætte regler om, at visse godkendelser og tilladelser ikke
må udnyttes indenfor klagefristen, og at en klage skal have opsættende
virkning.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 indebærer ingen begrænsninger i
klagemyndighedens adgang til at ændre eller ophæve en påklaget tilladelse,
godkendelse eller dispensation.
§ 95. En klage over en ekspropriationsbeslutning har opsættende
virkning, medmindre miljøministeren bestemmer andet.
§ 96. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser kan påklages
af:
1) afgørelsens adressat, og
2) enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan påklage amtsrådets afgørelser, og
amtsrådet kan påklage kommunalbestyrelsens afgørelser.
Stk. 3. Embedslægeinstitutionen kan påklage afgørelser efter
kapitel 3, 4 og 5. Embedslægeinstitutionen kan endvidere tillægges klageret i
regler, der udstedes i medfør af § 16.
Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om eller bestemme, at
afgørelser efter loven kan påklages af bestemte myndigheder i andre lande.
§ 97. Danmarks Naturfredningsforening kan påklage amtsrådets
afgørelser efter kapitel 4 og 5.
Stk. 2. Danmarks Sportsfiskerforbund kan påklage amtsrådets
afgørelser efter kapitel 4 og 5, for så vidt angår spørgsmål om forurening af
vandløb, søer eller havet.
Stk. 3. Greenpeace, Danmarks Havfiskeriforening og Dansk
Fiskeriforening kan påklage amtsrådets afgørelser efter kapitel 4 og 5, for
så vidt angår spørgsmål om forurening af havet. Dansk Fiskeriforening kan
endvidere påklage amtsrådets afgørelser efter kapitel 4 og 5 for så vidt
angår spørgsmål om forurening af vandløb og søer.
Stk. 4. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kan påklage
kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser, når væsentlige
beskæftigelsesmæssige interesser er berørt.
Stk. 5. Forbrugerrådet kan påklage kommunalbestyrelsens og
amtsrådets afgørelser i det omfang, de er væsentlige og principielle.
§ 98. Lokale foreninger, der har beskyttelse af miljøet som
hovedformål, kan påklage afgørelser, som foreningen har ønsket underretning
om, jf. § 75.
Stk. 2. Lokale afdelinger af de organisationer, der er nævnt i §
97, er ikke omfattet af bestemmelsen i stk. 1.
§ 99. Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter loven eller de
regler, der fastsættes i medfør af loven, skal være anlagt inden 6 måneder
efter, at afgørelsen eller beslutningen er meddelt. Er afgørelsen eller
beslutningen offentligt bekendtgjort, regnes søgsmålsfristen dog altid fra
bekendtgørelsen.
Stk. 2. Spørgsmål, der kan prøves af taksationsmyndighederne, jf.
kapitel 8, kan ikke indbringes for domstolene, før
Overtaksationskommissionens afgørelse foreligger.
Stk. 3. Søgsmål om ekspropriation efter denne lov anlægges ved den
landsret, under hvilken ejendommen er beliggende.
Kapitel 12
Miljøklagenævnet
§ 100. Miljøklagenævnet er klagemyndighed for administrative
afgørelser i det omfang, det fastsættes i lovgivningen.
Stk. 2. Nævnet er uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags
behandling og afgørelse.
§ 101. Til Miljøklagenævnet kan påklages
1) afgørelser truffet af miljøministeren eller Miljøstyrelsen efter
bemyndigelse i medfør af §§ 25 eller 81, og
2) større eller principielle afgørelser truffet af ministeren eller af
Miljøstyrelsen efter bemyndigelse i medfør af kap. 5 eller i medfør af §§ 28
og 30, hvis disse vedrører en erhvervsvirksomheds eller en kommunes
spildevandsanlæg.
Stk. 2. Miljøklagenævnet afgør selv spørgsmål vedrørende nævnets
kompetence.
§ 102. Miljøklagenævnet består af en formand, en eller flere
stedfortrædere for denne og et antal beskikkede, sagkyndige medlemmer.
Stk. 2. Nævnets administration varetages af et sekretariat, der
tillige bistår med behandlingen af de sager, der indbringes for nævnet.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for
Miljøklagenævnets virksomhed.
§ 103. Miljøklagenævnets formand skal opfylde de almindelige
betingelser for at være landsdommer. Stedfortræderne for formanden skal
opfylde de almindelige betingelser for at være dommer.
Stk. 2. Antallet af beskikkede medlemmer fastsættes af
miljøministeren. Medlemmerne beskikkes af ministeren for indtil 4 år ad
gangen efter indstilling fra
1) Industrirådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Håndværksrådet,
Landbrugsrådet, De danske Landboforeninger og Danske Husmandsforeninger i
forening.
2) Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund,
Greenpeace, Danmarks Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening i forening.
§ 104. Afgørelsen i de enkelte sager træffes af formanden eller en
stedfortræder samt 2 eller 4 beskikkede medlemmer. De beskikkede medlemmer
udpeges af formanden med lige mange fra hver af de to grupper, der er nævnt i
§ 103, stk. 2.
Stk. 2. Afgørelser i Miljøklagenævnet træffes ved stemmeflertal.
Stk. 3. Formanden eller dennes stedfortræder kan i særlige
tilfælde træffe afgørelser på nævnets vegne.
§ 105. Klage til Miljøklagenævnet kan indgives af den, der er
klageberettiget i forhold til førsteinstansafgørelser efter reglerne i §§
96-98.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om eller bestemme, at
afgørelser efter loven kan påklages til Miljøklagenævnet af bestemte
myndigheder i andre lande.
§ 106. For klagefristen gælder reglerne i § 91.
Stk. 2. En klage over et forbud eller påbud, som Miljøklagenævnet
optager til behandling, har opsættende virkning, medmindre nævnet bestemmer
andet, jf. dog § 77, stk. 2.
Kapitel 13
Straf
§ 107. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning straffes med bøde den, der
1) overtræder § 19, stk. 1 eller stk. 2, § 20, § 22, § 23, § 27, stk. 1
eller stk. 2, § 42 og § 49, stk. 1,
2) undlader at efterkomme forbud eller påbud efter loven, herunder påbud
om at berigtige et ulovligt forhold,
3) undlader at efterkomme krav fastsat i medfør af § 10, stk. 4,
4) tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse eller en godkendelse
efter loven,
5) anlægger, påbegynder eller driver virksomhed uden godkendelse efter §
33 eller anmeldelse efter § 36,
6) undlader at meddele oplysninger eller at afgive prøver efter § 71 eller
at give underretning som nævnt i §§ 21 og 70,
7) undlader at indgive anmeldelse, der er foreskrevet i regler udfærdiget
efter § 7, stk. 1, herunder tilsidesætter vilkår i forbindelse med en sådan
anmeldelse, eller undlader at indgive ansøgning jf. § 38,
8) modvirker adgangen til en ejendom i strid med § 86, og
9) forsætligt borttager, forvansker eller beskadiger afmærkninger, som
foretages i forbindelse med arbejder og undersøgelser efter loven.
Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år,
hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis
der ved overtrædelsen er
1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor, eller
2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv
eller andre, herunder ved besparelser.
Stk. 3. I regler og forskrifter, der udstedes i medfør af §§ 7-10,
§§ 12-16, § 17, stk. 3, § 19, stk. 5, § 27, stk. 3, § 33, stk. 1, § 35, § 43,
§ 44, stk. 2, § 46, stk. 2, § 47, § 50 og § 52, kan der fastsættes straf af
bøde. Der kan endvidere fastsættes, at straffen kan stige til hæfte eller
fængsel i indtil 1 år under tilsvarende omstændigheder som anført i stk. 2.
Stk. 4. For overtrædelse, der begås af aktieselskaber,
andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant
bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en amtskommune, en kommune
eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan
der pålægges staten, amtskommunen, kommunen eller det kommunale fællesskab
bødeansvar.
Stk. 5. Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved
overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages
særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel,
jf. stk. 2, nr. 2.
Stk. 6. Ved overtrædelse af § 10, stk. 4, jf. § 107, stk. 1, nr.
3, skal der ved udmåling af bøder, herunder tillægsbøder, tages hensyn til
størrelsen af den bod, der måtte være fastlagt på det pågældende område i
medfør af § 10, stk. 2.
Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for
overtrædelser m.v. som omhandlet i stk. 1, nr. 1, 2, 3, 4 og 5, samt for
overtrædelser af regler udstedt i henhold til § 19, stk. 5.
§ 108. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i
retsplejelovens kapitel 73 kan dog anvendes i samme omfang som i
statsadvokatsager.
Kapitel 14
Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser
§ 109. Loven træder i kraft den 1. januar 1991.
§ 110. Ved lovens ikrafttræden ophæves:
1) Lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 68 af 24. januar
1989,
2) lov nr. 532 af 16. oktober 1984 om genanvendelse og begrænsning af
affald,
3) lov nr. 215 af 5. april 1989 om begrænsning af udledning af svovldioxid
og kvælstofoxider fra kraftværker,
4) lov nr. 267 af 8. juni 1977 om blyindhold m.v. i motorbenzin,
5) lov nr. 135 af 26. april 1972 om begrænsning af svovlindholdet i
brændsel,
6) lov nr. 178 af 24. maj 1972 om bortskaffelse m.v. af olie- og
kemikalieaffald, og
7) § 24 a og § 26, stk. 1, nr. 4) og § 28 i lov om frikommuner, jf.
lovbekendtgørelse nr. 583 af 31. august 1989.
§ 111. Regler, der er udstedt efter de i § 110 nævnte love,
opretholdes, indtil de afløses af regler udstedt efter denne lov, medmindre
andet følger af loven. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil
gældende regler.
Stk. 2. Afgørelser og forlig truffet efter de regler, som er nævnt
i stk. 1, bevarer deres gyldighed, indtil der i medfør af loven eller regler
udstedt med hjemmel i loven træffes ny afgørelse eller bestemmes andet.
Overtrædelse af sådanne afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.
Stk. 3. Frikommuneforsøg, der er godkendt efter de i § 110, stk.
1, nr. 7, nævnte paragraffer, bevarer deres gyldighed.
Stk. 4. »Miljøankenævnet« ændres til
»Miljøklagenævnet« i følgende love:
1) Lov nr. 130 af 9. april 1980 om beskyttelse af havmiljøet, som ændret
ved lov nr. 181 af 8. maj 1985,
2) lov om vandforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 4. juli 1985,
3) lov nr. 288 af 4. juni 1986 om miljø og genteknologi, som ændret ved
lov nr. 338 af 24. maj 1989, og
4) lov om kemiske stoffer og produkter, jf. lovbekendtgørelse nr. 566 af
15. august 1989.
§ 112. Regler om betaling af udgifter vedrørende offentlige og
fælles private spildevandsanlæg i lov om miljøbeskyttelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 68 af 24. januar 1989, ophæves først med virkning fra
kommunalbestyrelsens vedtagelse af betalingsvedtægter efter lov nr. 863 af
23. december 1987 om betalingsregler for spildevandsanlæg.
§ 113. Miljøministeren bemyndiges til at ophæve lov nr. 25 af 30.
januar 1923 om grænsevandløbene og § 17 i lov nr. 306 af 4. juni 1986 om
saltvandsfiskeri.
§ 114. Miljøministeren kan fastsætte overgangsregler.
§ 115. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Sigtet med lovforslaget
Det foreliggende lovforslag skal - sammen med de samtidigt fremsatte
forslag til lov om planlægning, lov om naturbeskyttelse og lov om vandløb
samt lov om oprettelse af et naturklagenævn - ses som miljøministerens
forslag om at gennemføre en modernisering og styrkelse af de centrale dele af
Miljøministeriets lovgivning.
Arbejdet med de grundlæggende ændringer af lovgivningen blev indledt med
miljøministerens beslutning i efteråret 1988 om ved en »lovpause«
at udsætte en del af de på daværende tidspunkt påtænkte lovinitiativer med
henblik på at få en bredere debat om lovgivningen.
Debatten blev indledt i efteråret 1988 med udsendelse til en bred kreds af
Miljøministeriets debatoplæg »Enkelt og Effektivt« og
»Planlægningsloven - forenkling og modernisering«, som blev fulgt
op af regeringens »Landsplanredegørelse« 1988, som også havde
karakter af et debatoplæg.
Den efterfølgende debat dannede grundlaget for udarbejdelse af lovudkast,
der den 14. juli 1989 blev sendt til høring hos en meget bred kreds af
interesseorganisationer, ministerier m.v. Høringsfristen udløb den 1.
november 1989.
I grundlaget indgår ligeledes regeringens
»afbureaukratiseringsplan« fra december 1988 og
Indenrigsministeriets Betænkning nr. 1168 af maj 1989 fra Udvalget om de
kommunale opgavers fordeling og finansiering (»Lotz-III-udvalget«).
Lovforslagene er udarbejdet med et overordnet udgangspunkt i
»Brundtlandrapporten« og i regeringens »Handlingsplan for
miljø og udvikling« (december 1988) til opfølgning af denne rapport.
De allerede indvundne erfaringer fra igangværende frikommuneforsøg indgår
ligeledes i lovforslaget.
I forbindelse med lovudkastenes udarbejdelse var der drøftelser om
lovreformens hovedprincipper med nogle af de centrale »brugere« i
en særligt nedsat Kontaktgruppe. I gruppen var oprindelig følgende
organisationer m.v. repræsenteret: Kommunernes Landsforening,
Amtsrådsforeningen, Industrirådet, Danmarks Naturfredningsforening,
Friluftsrådet, De Danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger,
Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening samt
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
I høringsperioden intensiveredes drøftelserne i Kontaktgruppen, der blev
udvidet med repræsentanter fra henholdsvis Håndværksrådet, Københavns
kommune, Frederiksberg kommune samt Det Grønne Kontaktudvalg. Der har
ligeledes været ført en række drøftelser med Dansk Skovforening.
Drøftelserne i Kontaktgruppen samt de modtagne høringssvar har givet
anledning til, at de nu fremsatte lovforslag på flere punkter er ændret i
forhold til de til høring udsendte udkast.
Ved dette og de øvrige fremsatte lovforslag samles 21 love i 4 hovedlove,
nemlig
- en lov om miljøbeskyttelse,
- en lov om naturbeskyttelse,
- en lov om planlægning og
- en lov om vandløb.
Hertil kommmer en særlig lov om naturklagenævnet.
Ud over disse hovedlove fremsættes forslag til lov om råstoffer.
De tværgående formål med lovforslagene er:
at styrke miljø- og naturhensynenes varetagelse,
at forstærke arbejdet med at forebygge miljø- og naturproblemernes
opståen og at videreføre decentraliseringen,
at bidrage til regeringens samlede afbureaukratiseringsplan, og at
frigøre ressourcer og skabe grundlag for omprioriteringer.
Der henvises i denne forbindelse til den samtidigt fremsatte redegørelse
om miljøreformen.
Lovforslagene baserer sig i øvrigt på følgende mere tværgående principper:
- Natur- og miljøproblemers opståen skal foregribes ud fra et helhedssyn,
bl.a. ved en samlet interesseafvejning i den sammenfattende fysiske
planlægning.
- Lovgivningen skal bygge på en eensartet myndighedsstruktur med en
klarere arbejdsdeling mellem stat - amt - kommune.
- Klagesystemet forenkles således, at der som udgangspunkt kun kan klages
een gang, og visse mindre sager gøres endelige. Hovedreglen er, at
klagesagerne afgøres af miljøministeren/pågældende styrelse, mens visse
større sager afgøres af et uvildigt klagenævn.
Ved denne lov samles følgende love i een hovedlov:
1) lov om miljøbeskyttelse,
2) lov om genanvendelse og begrænsning af affald,
3) lov om begrænsning af udledning af svovldioxid og kvælstofoxider fra
kraftværker,
4) lov om blyindhold m.v. i motorbenzin,
5) lov om begrænsning af svovlindholdet i brændsel, og
6) lov om bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald.
Desuden indeholder forslaget en række bestemmelser om affald, der svarer
til og erstatter den skitse til en lov om affald, som indgår i
affaldsudvalgets betænkning om den fremtidige regulering af
affaldsbortskaffelsen (betænkning fra Miljøstyrelsen nr. 1, 1988).
Sammenskrivningen tilsigter at give et bedre overblik over den samlede
regulering på forureningsområdet og at fremhæve, at vægten på
miljøbeskyttelsen fremover skal lægges på en forebyggende regulering af hele
det kredsløb af materialer og produkter i samfundet, der er grundlaget for
forureningen. Der skal anlægges en samlet vurdering af de miljømæssige
forhold, såvel i forbindelse med fremstilling af varer, som ved forbrug af
varerne og ved den endelige bortskaffelse af disse som affald.
Lovforslaget opretholder i vidt omfang de bemyndigelser for ministeren,
som findes i den gældende miljøbeskyttelseslov og de øvrige love, som er
skrevet ind i lovforslaget. Sammenskrivningen af flere love fastholder
behovet for en rammelov med hjemler til mere specifikke reguleringer inden
for lovens formål. Som konsekvens af lovens udvidede anvendelsesområde er der
derudover tillagt miljøministeren yderligere bemyndigelser med henblik på at
fremme renere teknologi og genanvendelse og begrænse affaldsmængderne.
2. Princippet om renere teknologi
Den gældende miljøbeskyttelseslov bygger i hovedsagen på den tanke, at
indsatsen med at forebygge og afværge forurening skal ske ved at stille krav
om rensnings- eller afværgeforanstaltninger i forbindelse med de kilder på
virksomheder, som udsender forurenende stoffer til luften og vandet. Fokus
har således været på mængder og koncentrationer af forurenende stoffer, som
kommer ud af henholdsvis spildevandsrøret og skorstenen. Hertil kommer så
begrænsninger af andre lokale gener i form af lugt og støj for
virksomhederne.
For så vidt har en væsentlig del af miljøreguleringen kunnet ses som en
udvidelse og modernisering af reguleringen af fast ejendom. Den gældende
miljøbeskyttelseslov har da også gennem kortlægnings- og
planlægningsbestemmelserne i lovens kapitel 9 knyttet an til lovgivningen om
den fysiske planlægning, som indeholder de sammenfattende rammer for
placering og anvendelse af fast ejendom. Tilsvarende kan det siges at gælde
for de styringsmidler, som er de fremtrædende efter den gældende lov, at de
ofte stiltiende bygger på den forudsætning at skulle rettes til en vedvarende
aktivitet knyttet til en bestemt fast ejendom. Hovedvirkemidlerne: Krav om
forudgående tilladelse til eller godkendelse af en vis aktivitet på et
nærmere bestemt sted - suppleret med muligheden for gennem påbud at afværge
eller begrænse belastningen - er som regel uanvendelige i forbindelse med den
forurening, som ikke kan henføres til stationære kilder. Det gælder frem for
alt forureningen fra trafikken og fra mobile anlæg, samt forureningen fra
produkter og varer, som gennemstrømmer samfundet.
Den gældende lovs forureningsbegreb hænger sammen med denne
kilde-orienterede betragtning af miljøbeskyttelsesindsatsen. Således opfattes
fast affald eller restprodukter fra en virksomheds produktion ikke som en del
af virksomhedens forurening, når disse restprodukter føres bort fra
virksomheden til deponering eller forbrænding. Ud fra en teknisk - og
miljømæssig - betragtning er dette en vilkårlig og uhensigtsmæssig
afgrænsning: Der består nemlig ofte en mulighed for at »flytte«
forureningen fra luftforurening til vandforurening ved at vaske røggassen,
fra luftforurening til fast affald ved at filtrere røggassen, og fra
vandforurening til fast affald ved at deponere slam fra et spildevandsanlæg.
En sådan »flytning« af belastningen fra luft til vand eller jord
- eller omvendt - kan ikke anses for at være en miljømæssigt
tilfredsstillende løsning på langt sigt. Ganske vist kan man afbøde lokale
belastninger ved at flytte forureningen fra en form til en anden, eller fra
et sted til et andet. Men på længere sigt og set i et helhedsperspektiv kan
sådanne løsninger kun ses som midlertidige nødløsninger. Ud fra
Brundtlandkommissionens anbefalinger om en bæredygtig udvikling er det
nødvendigt at sætte ind med forebyggende indsatser, som ud fra et
helhedsperspektiv søger at begrænse energi- og ressourceanvendelsen mest
muligt.
Forureningsbegrebet må bygge på en vurdering af hele det kredsløb, som
stoffer, produkter og materialer gennemløber fra udvinding, oparbejdning,
behandling, montering, til forbrug og bortskaffelse ved deponering og
forbrænding. Derfor må også frembringelsen af fast affald og restprodukter på
en virksomhed anskues som en del af virksomhedens forurening.
Ud fra samme kredsløbsbetragtning må også de varer og produkter, som
tilføres miljøet i senere led: under forbrug, eller ved bortskaffelsen som
affald, inddrages under den miljømæssige helhedsvurdering.
De styringsmidler, som knytter sig til reguleringen af fast ejendom,
herunder planlægningsbestemmelser om lokalisering af forurenende aktiviteter,
kommer til kort over for de miljøproblemer, som ikke entydigt kan henføres
til - eller beror på - det sted eller den region, hvor »kilden« til
forureningen er placeret.
Drivhus-effekter, nedbrydning af ozon-laget i stratosfæren, ophobning af
tungmetaller i naturen, ophobningen af næringssalte i vandmiljøet, væksten i
affaldsmængderne osv. kan ikke begrænses alene ved hjælp af styringsmidler,
som fokuserer på de lokale eller regionale effekter af emissioner fra kilder
knyttet til fast ejendom.
Det er disse overvejelser, som ligger bag princippet om renere teknologi
som styrende for en helhedsorienteret og forebyggende miljøpolitik.
Princippet om renere teknologi indebærer, at man i videst mulige omfang
søger at hindre, at forurening opstår, ikke alene i den primære
produktionsproces, men også i senere led i vare- og materialekredsløbet.
Vægten lægges således på den forebyggende indsats til begrænsning af
forurening, snarere end på den afhjælpende indsats i form af rensning og
destruktion af forurenende stoffer, produkter og materialer.
Bag princippet om renere teknologi ligger der en erkendelse af, at en
forureningsbekæmpelse, som kun retter sig mod eet led i kredsløbet, f.eks.
produktionsleddet, og betragter dette isoleret, måske blot medfører, at
problemet flytter over i næste led.
Princippet om renere teknologi indebærer endvidere, at man så vidt muligt
søger at indbygge forureningsbekæmpelsen i selve produktionsteknologien.
Det er imidlertid vigtigt at understrege, at princippet om renere
teknologi ikke alene vedrører teknologi i snæver forstand. Som nævnt omfattes
mindre forurenende, mindre ressourcetunge og mindre energikrævende produkter
og materialer af begrebet.
Princippet om renere teknologi indebærer heller ikke, at
rensningsforanstaltninger uden videre kan opgives eller erstattes. Uanset om
der fremover lægges betydelig større vægt på at begrænse de samlede
forureningsmængder gennem anvendelse af renere teknologier, herunder mindre
forurenende produkter og materialer, vil der fortsat være behov for rensning
og destruktion. Princippet om renere teknologi kan således begrænse behovet
for rensning på en række områder, men aldrig helt erstatte det. Som
miljøpolitisk rettesnor kan det derimod virke som en metodisk regel, som går
ud på følgende:
1) Forurening og forureningsbegrænsning må vurderes ud fra hele kredsløbet
af stoffer, produkter og materialer.
2) I de enkelte behandlingsprocesser - ligesom i den samlede
samfundsmæssige omsætning af stoffer, materialer og produkter: fra indvinding
til bortskaffelse og destruktion - bør man sætte ind så tidligt i processen
som muligt ved at søge at minimere energi- og råvareforbruget og dermed
begrænse den stof- og materialemængde, som samlet tilføres natur som spild
eller affald.
3) Rensning bør - metodisk set - være en sekundær løsning. Mulighederne
for at begrænse rensningsbehovet gennnem anvendelse af renere teknologier bør
vurderes først.
4) For så vidt angår særligt skadelige eller betænkelige stoffer,
produkter og materialer bør man - i videst mulige omfang - først vurdere
mulighederne for at erstatte disse med mindre betænkelige, dernæst undersøge
mulighederne for gennem optimering af produktionsprocesserne at begrænse
anvendelsen af disse ved benyttelsen af lukkede systemer og endelig ved i
videst muligt omfang at genanvende disse stoffer, produkter og materialer,
således at de i mindst mulige omfang tilføres miljøet.
En sådan helhedsorienteret og forebyggende miljøpolitik stiller imidlertid
krav om nye styringsmidler til supplering af de styringsmidler, som findes i
den gældende miljøbeskyttelseslov. Hertil kommer, at en sådan politik
nødvendiggør, at der tilvejebringes et udbygget datagrundlag for så vidt
angår de stof-, produkt- og materialestrømme, som før eller senere tilføres
miljøet. Der må tilvejebringes forbedrede redskaber til prioritering af
miljøbeskyttelsesarbejdet. Endvidere må der skabes betingelser for, at
miljømyndighedernes indsats i højere grad end tidligere sker i samarbejde med
virksomhederne og disses organisationer.
En miljøpolitik baseret på princippet om renere teknologi må gennemføres
på alle niveauer i samfundet. Den vil stille krav til den enkelte forbruger
eller ansatte om ændringer i adfærd og holdninger. Den vil stille krav til
den enkelte virksomhed om mere kritisk at vurdere de enkelte processer,
produktionsgangen, materialer og produkter. Den vil stille krav til de
primære miljømyndigheder i kommuner og amtskommuner om i højere grad at
inddrage selve produktionen i den miljømæssige tilsynsvurdering. Og den vil
stille krav til de centrale miljømyndigheder om - i samarbejde med miljø-,
forbruger-, erhvervs- og andre interesseorganisationer - løbende at foretage
en vurdering af de realistiske muligheder for en omlægning af produktion og
forbrug i retning af renere teknologi ved fastsættelsen af rammer for en
nedbringelse af den samlede forurening på kortere og længere sigt. Endelig må
en miljøpolitik baseret på princippet om renere teknologi nødvendigvis tage
hensyn til og aktivt søge at påvirke miljøpolitikken internationalt, især i
EF, ud fra samme synspunkter og perspektiver.
Lovforslaget indeholder en række bestemmelser, som tænkes anvendt til
gennemførelsen af en sådan forebyggende miljøindsats baseret på princippet om
renere teknologi. Det gælder således en række af de
bemyndigelsesbestemmelser, som er indeholdt i kapitel 2 og kapitel 7.
Endvidere er de gældende bestemmelser i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 i
forslaget suppleret og ændret med henblik på at fremme en miljøregulering
baseret på princippet om renere teknologi.
For at sikre en tilstrækkeligt kvalificeret faglig vurdering af de
egentlig teknologiske muligheder for anvendelse af renere teknologier på
forskellige måder, skønnes det nødvendigt, at denne sker på centralt niveau i
et tæt samarbejde mellem de statslige miljømyndigheder og de berørte
industri- og erhvervsorganisationer. Kun derved kan det sikres, at krav om
gennemførelsen af nye teknologiske muligheder for en renere produktion og
mindre forurenende produkter fastsættes i overensstemmelse med de økonomiske
muligheder i samfundet.
Under alle omstændigheder bør det fremhæves, at krav om
forureningsbegrænsning baseret på princippet om renere teknologi aldrig bør
stilles som krav om anvendelse af en nærmere bestemt teknologi. Kravene bør
derimod fastsættes som krav om et vist forureningsniveau ud fra, hvad der er
opnåeligt ved anvendelse af renere teknologi. En miljøpolitik baseret på
princippet om renere teknologi skal virke som et incitament til udviklingen
og anvendelsen af stadig mindre forurenende teknologier, den skal ikke låse
den teknologiske udvikling fast.
Følgende bestemmelser i lovforslaget tager særligt sigte på at fremme
princippet om renere teknologi som det styrende princip for en forebyggende
miljøindsats:
Lovens formålsbestemmelse: § 1, stk. 1 og stk. 2, nr. 3, 4 og 5,
lovens område: § 2, nr. 1, 3 og 4,
princippet om renere teknologi, kredsløbsbetragtningen: § 3, stk. 1,
forureningsbegrænsningsprincippet
- ved produktion: § 4, stk. 3,
- i forbindelse med varer og produkter: § 5,
- offentlige myndigheders ansvar: § 6,
almindelige bestemmelser: § 7, stk. 1,
konsulentordninger: § 7, stk. 2,
miljømærke: § 8,
pantordninger: § 9,
mål for begrænsning af forurening, særlige aftaler: § 10,
påbud, revision af vilkår ud fra renere teknologi: § 40, stk. 1 og stk. 5,
§ 41, stk. 2,
genanvendelse og renere teknologi, stoffer, produkter og materialer,
særlige bestemmelser: § 50,
generelt bortskaffelsesgebyr: § 52,
tilskud: § 53,
Rådet for genanvendelse og renere teknologi: § 55.
Princippet om renere teknologi blev lovfæstet i forbindelse med lov om
kemiske stoffer og produkter ved den ændring af loven, som blev vedtaget 19.
maj 1989, jf. L 162/1989 og lovbekendtgørelse nr. 566 af 15. august 1989.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets enkelte
bestemmelser.
3. Særligt forurenende virksomheder
Med lov om miljøbeskyttelse, der trådte i kraft den 1. oktober 1974,
indførtes en godkendelsesordning for særligt forurenende virksomheder.
Ordningen går ud på, at virksomheder, der er optaget på den som bilag til
loven anførte liste, ikke må påbegyndes, udvides eller ændres, før der er
meddelt godkendelse hertil af den godkendende myndighed. Listen over særligt
forurenende virksomheder kan ændres administrativt af miljøministeren.
Lovforslaget indeholder følgende afgørende nyheder vedrørende
godkendelsesordningen:
1) Det foreslås, at samtlige »gamle« virksomheder på listen, der
ikke har en samlet godkendelse, skal søge om godkendelse indenfor frister,
som skal fastsættes af ministeren i en bekendtgørelse. På baggrund af at det
er hensigten at gennemføre en kraftig reduktion af listen, således at den kun
omfatter virksomheder, der efter dagens målestok anses for særligt
forurenende, må det anses for miljømæssigt begrundet og også økonomisk og
ressourcemæssigt realistisk at undergive de »gamle« virksomheder
den samlede miljømæssige bedømmelse, som foretages ved en
godkendelsesbehandling. Miljøstyrelsen vil i samarbejde med de kommunale
organisationer og industrien tilrettelægge et forløb for
godkendelsesbehandlingen, der sikrer, at der over en 10-årig periode sker et
jævnt træk på offentlige og private ressourcer, og at der ikke sker
konkurrenceforvridning, jf. nedenfor under nr. 6.
2) Der indføres lempelser i den gældende godkendelsesordning med henblik
på, at virksomhederne hurtigere skal kunne påbegynde bygge- og anlægsarbejder
på listevirksomhed.
Der stilles for det første forslag om, at listevirksomheder, der etablerer
sig i overensstemmelse med en godkendt lokalplan eller byplan, kan få
tilladelse til at starte bygge- og anlægsarbejder, før miljøgodkendelse er
givet. For det andet har den gældende godkendelsesordning vist sig at fungere
meget usmidigt overfor virksomheder, der i forvejen har en samlet
miljøgodkendelse og herefter søger om tilladelse til at foretage en udvidelse
eller ændring. Derfor åbnes der i forslaget mulighed for en lempelse af
godkendelsesordningen i sådanne situationer, således at en egentlig
godkendelse kan erstattes af en anmeldelse.
Det er i øvrigt Miljøministeriets målsætning at udsende en ny
bekendtgørelse om godkendelse af særligt forurenende virksomheder. I
bekendtgørelsen vil den gældende liste over særligt forurenende virksomheder
blive foreslået reduceret med en trediedel til halvdelen af de virksomheder,
der er på den gældende liste. Listen vil herefter kun omfatte virksomheder,
der i dag må vurderes som værende af særligt forurenende karakter.
Virksomheder, der udgår af listen, fritages for en ofte både tid~ og
ressourcekrævende godkendelsesbehandling, samtidig med at miljømyndighederne
får frigjort ressourcer, der kan anvendes på områder, som må anses for mere
vigtige for miljøbeskyttelsen.
4. Klage
Klagesystemet er forenklet væsentligt.
En række sager vil blive endeligt afgjort af kommunalbestyrelsen eller
amtsrådet, eksempelvis en række afgørelser om meddelelse af
spildevandstilladelser og påbud og forbud, der vedrører mindre udledninger.
Klageadgangen fastholdes dog i større sager.
Der indføres som en hovedregel et 2-instanssystem, således at når der kan
klages, kan det kun ske een gang.
Regeringen lægger vægt på, at ankesystemerne i almindelighed kun kommer
til at omfatte to instanser. Det er afgørende for, at man kan opnå
tilfredsstillende tidsbesparelser for virksomhederne og ressourcebesparelser
for det offentlige.
Da 1. instansen overalt i miljøbeskyttelsesloven er en lokal myndighed
(amt eller kommune), har valget stået mellem at gøre miljøministeren eller
Miljøankenævnet til 2. instans.
Efter indgående overvejelser og drøftelser med en række organisationer har
man valgt at foreslå Miljøministeriet som 2. instans.
Dog opretholdes den hidtidige mulighed, der har været for at indbringe
Miljøstyrelsens afgørelser som 1. instans for det uafhængige sagkyndige
ankenævn, Miljøankenævnet, som omdøbes til Miljøklagenævnet i
overensstemmelse med nyere praksis om sådanne nævn.
Den hidtidige mulighed, der har været for at indbringe Miljøstyrelsens
afgørelser i klagesager for Miljøankenævnet, bortfalder. I stedet indføres
der en mulighed for at få prøvet Miljøstyrelsens 2. instansafgørelser
vedrørende klager over afgørelser om virksomheder, der er på listen over
særligt forurenende virksomheder, og væsentlige spildevandsudledninger dog
under forudsætning at, at nævnet skønner, at den konkrete sag er af større
eller principiel betydning.
Der er herved tænkt på afgørelser, hvor hensynet til væsentlige miljø-
eller naturværdier skal afvejes mod andre væsentlige beskyttelsesværdige
interesser, eller hvor afgørelsen rejser spørgsmål om den rigtige anvendelse
af en lovregel eller skønnes af få afgørende betydning for den administrative
praksis. Sidstnævnte vil hyppigst være tilfældet i forbindelse med
gennemførelse af ny lovgivning, hvor det kan være af principiel betydning at
få fastlagt, hvordan de nye bestemmelser skal fortolkes.
Afgørelserne på miljøområdet har et sådant teknisk betonet indhold, at det
er vigtigt, at der indgår et sagkyndigt element i dette klagenævn. Samtidig
kan det være naturligt at opfatte nævnet som en voldgift mellem
produktionsinteresse og interesse i beskyttelse af naturen. Dette kan finde
udtryk ved, at den ene liste af sagkyndige som hidtil udpeges af
erhvervsorganisationer, mens den anden liste sammensættes af sagkyndige,
udpeget af miljøorganisationerne.
Forslaget forekommer rimeligt som en sikring af afvejningen af henholdsvis
erhvervsinteresser og grønne interesser. Det foreslås derfor, at det
sagkyndige klagenævn beskikkes af miljøministeren efter indstilling fra:
1. Industrirådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Håndværksrådet,
Landbrugsrådet, De danske Landboforeninger og Danske Husmandsforeninger i
forening (den gældende ordning), og
2. Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund,
Greenpeace, Danmarks Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening i forening
(dvs. de landsomfattende miljøorganisationer, der er tillagt klageret efter
lovforslaget).
Når der er forløbet 5 år efter lovens ikrafttræden, vil Miljøministeriet
på baggrund af indhøstede erfaringer vurdere, om nævnsordningen har fungeret
tilfredsstillende, eller om der er behov for at gennemføre en ændring af
klageordningen.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til kapitel 12 om
Miljøklagenævnet.
5. Sektorplanerne
En række formkrav til den amtskommunale sektorplanlægning blev ophævet i
konsekvens af forslagene i arealudvalgets 1. delbetænkning af 30. september
1985 om planlægningen på Miljøministeriets område (betænkning nr. 1051).
Tilbage var en række forpligtelser for amtskommunerne til at udarbejde
planredegørelser på miljøbeskyttelsesområdet og vandforsyningsområdet.
Lotz-III-udvalget har foreslået, at disse regler afformaliseres helt.
Udvalget har ligeledes foreslået, at kommunernes pligt til at udarbejde
støjkortlægning ophæves, mens reglerne om affaldsplanlægning og
spildevandsplanlægning forenkles.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Det betyder ikke, at der ikke fortsat skal ske en planlægning inden for
miljøområdet. Det er fortsat nødvendigt, at der inden for de enkelte dele af
miljøområdet tilvejebringes en fyldestgørende kortlægning og planlægning som
grundlag for den tværgående interesseafvejning i den sammenfattende fysiske
planlægning.
I øvrigt bør der - afhængigt af de enkelte amtskommuners/kommuners behov -
tilvejebringes den nødvendige planlægning for at sikre en forebyggende
miljøindsats, herunder tilvejebringes grundlag for administrationen af denne
lov.
6. Laboratorier
Siden 1976 har der eksisteret en plan for de kommunale miljø- og
levnedmiddelkontrolenheder. Lovgivningen om laboratorieplanen findes i
levnedsmiddelloven. Da Levnedsmiddelstyrelsen i 1987 blev overflyttet til
Sundhedsministeriet, fik sundhedsministeren de beføjelser, som er henlagt til
miljøministeren i levnedmiddelloven.
Miljøbeskyttelsesloven har hidtil indeholdt et kapitel om laboratorier, i
hvilket landets dækning af laboratorieenheder til løsning af opgaver
vedrørende miljøspørgsmål forudsattes planlagt i sammenhæng med disse
laboratorieenheders opgaver i forbindelse med levnedsmiddeloven.
I lovforslaget er laboratoriekapitlet udtaget. Dette skyldes, at der i de
senere år er foregået en udvikling, som rejser tvivl om hensigtsmæssigheden
af laboratorieplanen. De kommunale laboratorier (MLKE) påtager sig i stadigt
større udstrækning opgaver uden for laboratorieplanens rammer. Dette betyder,
at disse laboratoriers opgaver herved i høj grad svarer til private
laboratoriers opgaver. Disse private laboratorier er autoriset af Statens
Tekniske Prøvenævn (STP).
Som led i gennemførelsen af det indre marked er det EF-Kommissionens plan,
at gensidig anerkendelse af analyseresultater kun vil gælde for analyser, der
er udført som autoriserede analyser af laboratorier, der er under en
anerkendt autorisationsordning. STP's autorisationsordning vil inden for en
overskuelig fremtid kunne opfylde de internationale krav til en sådan
ordning. En autorisation udstedt af STP vil dermed dokumentere, at den
fornødne analysekvalitet er til stede, og at de opnåede analyseresultater kan
anerkendes også i andre lande.
På baggrund af ovenstående finder Miljøministeriet, at tiden er moden til,
at der på miljøområdet kun er een autorisationsmyndighed, og at denne
myndighed er STP, som i forvejen autoriserer private laboratorier til at
udføre miljøopgaver. Derved vil der ske en ligestilling af samtlige
laboratorier, som udfører opgaver inden for miljøområdet.
Industriministeren påtænker at ændre sin lovgivning til at kunne omfatte
de nævnte formål og forventes at fremsætte lovforslag herom i 1990.
7. Myndighedsstrukturen
Lovforslaget indeholder ikke principielle ændringer i
myndighedsstrukturen, bortset fra kapitel 8 om ekspropriation. Ligesom i de
gældende regler foreslås kompetencen til at ekspropriere til fordel for
spildevandsanlæg henlagt til kommunalbestyrelserne. Med hensyn til
fastsættelsen af erstatning i forbindelse med ekspropriationer, der efter den
gældende ordning varetages af landvæsenskommissionerne, foreslås denne
henlagt til taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje.
Denne ordning vil svare til det forslag, der kan forventes afgivet af et
af justitsministeren nedsat udvalg, der har til opgave at overveje
spørgsmålet om eventuel nedlæggelse af landvæsensretterne. Udvalget forventes
at afgive betænkning i løbet af 1990.
8. Bemyndigelser
Lovforslaget indeholder en række bemyndigelser. Der er to hovedtendenser
i udformningen af disse bemyndigelsesbestemmelser. Den ene er, at
bemyndigelserne skal svare til hensigten om at gennemføre en forebyggende
miljøindsats. Det trækker i retning af en udvidelse af bemyndigelserne. Den
anden er, at man nu ved så meget om miljøbeskyttelse, at man nærmere kan
angive, i hvilken retning anvendelse af bemyndigelserne vil gå. Det
indsnævrer spillerummet for, hvad ministeren kan foretage sig uden
folketingets medvirken.
Af lovtekniske grunde er der indsat en generel bemyndigelse for
miljøministeren til at delegere sine beføjelser til en styrelse.
9. Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser.
De elementer i lovforslaget og i den kommende bekendtgørelse om
godkendelse af særligt forurenende virksomheder, som vil have økonomiske og
administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner og økonomiske
konsekvenser for virksomhederne, er følgende:
- forslaget om listereduktion,
- forslaget om godkendelsesbehandling af listevirksomheder, der ikke har
samlet miljøgodkendelse i forvejen,
- forslaget om ophævelse/forenkling af kortlægnings- og
planlægningsforpligtelser,
- klagereglerne,
- de øgede krav om indførelse af bedre rensning og renere teknologi og
genanvendelse.
Statslige merudgifter/besparelser
Forslaget om at klagesystemet skal forenkles, således at der som
hovedregel kun kan klages til een instans (Miljøstyrelsen), bevirker, at
Miljøankenævnets ressourcer kan reduceres til halvdelen af de nuværende.
Ifølge § 19 i forslaget til miljøbeskyttelseslov skal det fremover i
stedet for Miljøstyrelsen være kommunerne og amtskommunerne, der meddeler
tilladelser til udledning, udspredning eller udsprøjtning på jorden.
Herudover bliver Miljøstyrelsen frigjort for en række sager, som styrelsen
i dag behandler som 2. instans (visse klager over påbud overfor
reglementsvirksomheder, klager over tilladelser til mindre
spildevandsudledninger m.v.).
Det skønnes, at forslagene om delegation kombineret med indførelse af
endelighed, listereduktion m.v. samlet vil medføre, at der i løbet af nogle
år efter lovens ikrafttræden spares ressourcer i Miljøstyrelsen svarende til
20 årsværk. Som følge af indførelse af kravet om godkendelse af gamle
virksomheder må styrelsen omvendt forvente at modtage en årlig tilgang af
klagesager på ca. 300. De nævnte klagesager vil typisk være mere komplicerede
end øvrige klagesager om kapitel 5-godkendelser og forvente at kræve en
ressourceanvendelse svarende til ca. 10 årsværk. Dvs. at ressourcebesparelsen
herefter reelt vil være 10 årsværk.
I forslaget til ny miljøbeskyttelseslov foreslås det i kapitel 5, at
tilsynsmyndigheden kan give påbud om nedbringelse af forureningen fra en
listevirksomhed eller en øvrigt forurenende virksomhed, der medfører
væsentlig mere forurening, end der ville forekomme ved anvendelsen af mindst
forurenende teknologi eller bedst mulige rensning.
Der er i loven optaget en række bemyndigelser til at fastsætte regler om
begrænsning af emissioner eller regler om råvarer, hjælpestoffer og andre
materialer, der anvendes i virksomheder eller i materialer og produkter.
Der er etableret en offentlig tilskudsordning for at fremme
virksomhedernes indførelse af renere teknologiløsninger og genanvendelse.
Tilskudsrammerne forventes betydeligt forøget i løbet af de næste 5 år. Det
er hensigten, at Miljøstyrelsen skal omprioritere sine ressourcer, således at
der fremtidigt anvendes flere ressourcer på renere teknologi- og
genanvendelsesområdet. I takt med at renere teknologiprojekter gennemføres,
skal disse, når de viser sig egnede, gennemføres f.eks. ved, at der
udarbejdes bekendtgørelser eller vejledninger herom eller indgås aftaler
gældende for enkelte brancher eller anlæg. Der skal anvendes flere ressourcer
på at følge den teknologiske udvikling i andre lande samt på at informere
virksomheder og miljømyndigheder om renere teknologiløsninger og
genanvendelsesmuligheder.
Både for så vidt angår virksomheder, der er på den fremtidige liste over
særligt forurenende virksomheder, og for så vidt angår øvrige forurenende
virksomheder, skal Miljøstyrelsen anvende øgede ressourcer på at få kendskab
til, hvilke forureninger de enkelte brancher giver anledning til, og hvilke
renere teknologiløsninger eller rensningsmetoder der kan anvendes for at
nedbringe forureningen. Det skønnes, at ressourcebehovet vil være på ca.
10-15 årsværk. Miljøstyrelsen vil imidlertid søge at forøge anvendelsen af
ressourcer på renere teknologi og genanvendelsesområdet i takt med, at der
frigøres ressourcer på andre områder, således at ændringen i
miljølovgivningen samlet set bliver ressourceneutral for Miljøstyrelsen.
Amtskommunale/kommunale merudgifter/besparelser
De elementer i lovforslaget, som har ressourcemæssig betydning for
amtskommunerne og kommunerne, er forslagene om listereduktion, godkendelse af
gamle virksomheder og yderligere forenkling af kortlægnings- og
planlægningsforpligtelser.
Listereduktion
Den gældende liste omfatter ca. 25.000 virksomheder. Den planlagte
listereduktion forventes at indebære, at der i alt udgår ca. halvdelen af de
virksomheder, der er på listen.
Listereduktionen betyder, at det fortrinsvis er virksomheder, som har
kommunen som godkendelses- og tilsynsvirksomhed, der udgår af listen.
Det skønnes, at listereduktionen vil medføre, at amtskommunerne får
reduceret antallet af godkendelser med ca. en sjettedel af godkendelserne i
dag, dvs. 50 godkendelsessager, mens kommunerne vil få reduceret antallet af
godkendelsessager med halvdelen, dvs. 1.000 sager.
Ressourceforbruget pr. godkendelsessag anslås at tage væsentlig længere
tid for en amtskommune end for en kommune, da de virksomheder, som
amtskommunerne er godkendelses- og tilsynsmyndighed for, er
»tungere« end de virksomheder, for hvilke kommunerne er
godkendelses- og tilsynsmyndighed. Listereduktionen indebærer endvidere, at
det amtskommunale tilsyn med en række virksomheder erstattes af et kommunalt
tilsyn.
Herefter anslås listereduktionen i sig selv at medføre
ressourcebesparelser på ca. 10 årsværk i amtskommunerne og ca. 30 årsværk i
kommunerne. For kommunernes vedkommende skal dog herfra trækkes de øgede
ressourcer, der vil medgå til at opprioritere et opsøgende tilsyn og meddele
de nødvendige påbud og forbud. Det vurderes derfor, at
nettoressourcebesparelsen som følge af listereduktionen herefter vil være 10
årsværk for kommunerne.
Forslaget om godkendelse af gamle virksomheder
Det anslås, at maksimalt 4.000 virksomheder vil blive omfattet af
forslaget om, at der skal ske godkendelsesbehandling af gamle
listevirksomheder uden total godkendelse. Ved en jævn takt af
godkendelsesordningen over en 10-årig periode indebærer dette, at ca. 400
virksomheder skal optages til godkendelsesbehandling årligt. Det skønnes, at
det årlige ressourceforbrug hertil vil være 18 årsværk i amtskommunerne og 8
årsværk i kommunerne Herved gås ud fra, at godkendelsesbehandlingen af de
gamle virksomheder efter listereduktionen gennemsnitligt vil kræve flere
ressourcer af amtskommunerne end kommunerne.
Forslaget om yderligere forenkling af kortlægnings- og
planlægningsforpligtelser
Forslaget om yderligere forenkling af en række kortlægnings- og
planlægningsforpligtelser på miljø- området betyder, at kommunerne og især
amtskommunerne vil blive aflastet for en række formaliserede pligter på
området og få mulighed for selv at tilrettelægge deres opgaver med
infrastruktur, recipientovervågning, fysisk planlægning m.v.
Det skønnes, at de ændrede regler medfører, at amtskommunerne kan spare
årligt 8 årsværk.
Besparelsen skyldes især, at amtskommunerne ikke længere pålægges
formaliserede pligter til at foretage en kortlægning og planlægning af
kvaliteten af vandområderne, at amtskommunernes hidtidige opgaver vedrørende
den kommunale spildevandsplanlægning ophæves, samt at amtskommunernes opgaver
med at foretage en kortlægning af affaldsbortskaffelsen samt udarbejdelse af
en affaldsredegørelse ligeledes bortfalder.
I det følgende er opstillet en oversigt over lovforslagets samlede
konsekvenser for kommuner og amtskommuner angivet i + og - årsværk, idet +
betyder, at der er behov for ressourcetilførsel og - at der spares
ressourcer.
Kommunerne Amtskommunerne
Listereduktion -30 -10
Tilsyn med ikke listevirksomhed +20 0
Godkendelse af gamle virksomheder + 8 +18
Ophævelse og forenkling af
kortlægning og planlægning 0 - 8
--------------------------------------------------------------------~
Besparelse: - 2 0
Lovforslaget indebærer samlet følgende besparelser for stat,
kommuner og amtskommuner, idet et årsværk svarer til 350.000 kr.:
1991 1992
--------------------------------------------------------------------~
mio.kr.
Reduktion af Miljøankenævnet 0,35 1,1
Besparelser i kommunerne 0,7 0,7
Besparelser i amtskommunerne 0 0
--------------------------------------------------------------------~
1991 1992
--------------------------------------------------------------------~
årsværk
Reduktion af Miljøankenævnet -1 -3,1
Besparelser i kommunerne -2 -2
Besparelser i amtskommunerne 0 0
--------------------------------------------------------------------~
Samfundsøkonomiske konsekvenser
Gennemførelsen af forslaget om, at der skal ske godkendelsesbehandling af
maksimalt 4.000 virksomheder uden total godkendelse over en 10-årig periode,
må antages at betyde, at de pågældende virksomheder som følge af vilkår i
godkendelsen skal foretage miljøinvesteringer, og at de vil få øget
driftsomkostningerne.
Miljøstyrelsen har i samarbejde med de kommunale organisationer foretaget
en økonomivurdering af nævnte omkostninger. Vurderingen er baseret på
udvælgelse af et antal virksomheder i Vejle amtskommune. Undersøgelsen har
omfattet både virksomheder, der har Vejle amtskommune som godkendelses- og
tilsynsmyndighed, og virksomheder der har Horsens, Hedensted og Juelsminde
kommuner som myndighed. De undersøgte virksomheder har indenfor de sidste par
år gennemgået en godkendelsesbehandling og er blevet stillet en række vilkår,
der i det væsentligste ligeledes vil blive stillet i forbindelse med
godkendelse af de eksisterende gamle virksomheder.
Virksomhederne er blevet bedt om dels at oplyse deres omkostninger til
investeringer til miljøbeskyttende foranstaltninger, dels de løbende
omkostninger, henholdsvis driftsbesparelser, der følger af de af
myndighederne fastsatte krav til emissionsbegrænsning. Virksomhederne er
endvidere bedt om at oplyse om antal beskæftigede. Overføres resultaterne fra
de udvalgte virksomheder til samtlige virksomheder på landsplan ved
anvendelse af forskellige økonomisk/statistiske beregningsmetoder, skønnes
gennemførelse af forslaget om godkendelsesbehandling af eksisterende
virksomheder uden samlet miljøgodkendelse at medføre behov for samlede
miljøinvesteringer for perioden 1991-2001 på 1,7 mia. kr.
Beregnet som en gennemsnitlig årlig belastning skønnes
fremstillingsvirksomhederne i den private sektor at få en årlig
investeringsbelastning på 75 mill. kr.
Kraftværkerne får tilsvarende en årlig investeringsbelastning på 90 mill.
kr.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Ligesom den gældende lovs 1. kapitel indeholder dette kapitel en række
almindelige bestemmelser om lovens formål og beskyttelsesinteresser, hvilke
påvirkninger af miljøet der er omfattet, samt om pligter for den, der er
ansvarlig for forhold, der kan give anledning til forurening.
Disse hovedprincipper for lovens administration er dog både blevet ændret
og udvidet, dels fordi lovforslaget er en sammenskrivning af flere lovforslag
og dels for at understrege, at lovforslaget lægger op til en mere
forebyggende og helhedsorienteret miljøindsats i overensstemmelse med bl.a.
»Brundtland-rapporten« og regeringens »Handlingsplan for miljø
og udvikling«.
Den hidtidige miljøbeskyttelseslov har i vidt omfang bygget på en indsats
mod forurening fra enkeltkilder gennem rensningsforanstaltninger. I kapitlet
understreges det, at vægten først og fremmest bør lægges på at forebygge
problemernes opståen og sikre en bæredygtig udvikling ved at anvende renere
teknologi og ved at regulere hele det kredsløb af materialer og produkter,
som gennemstrømmer vores samfund. Disse principper lå også bag den nyligt
vedtagne lov om kemiske stoffer og produkter.
Til § 1
Bestemmelsen i stk. 1 angiver, at en sikring af menneskenes levevilkår og
de økologiske kredsløb gør det nødvendigt, at areal- og naturressourcerne
udnyttes som led i en bæredygtig udvikling. Bestemmelsen bygger således på
den voksende erkendelse af, at miljøproblemerne ikke blot er lokale og
veldefinerede, men at de tværtimod er globale, mangfoldige og komplekse og i
høj grad integreret i hele samfundsøkonomien.
Med den nye formålsbestemmelse lægges der således op til, at den
fremtidige miljøpolitik tager udgangspunkt i en ændret opfattelse af
vekselvirkningen mellem menneske og natur. En opfattelse, der ser det
samfundsmæssige stofskifte med naturen - lige fra udvinding af råstoffer,
over produktion og forbrug til affaldsbortskaffelse - i sammenhæng.
I stk. 2 foretages en nærmere præcisering af de hensyn, der skal varetages
ved lovens administration. Nr. 1 og 2 svarer til indholdet af den nuværende
lovs § 1, stk. 1, nr. 1, 2 og 3. Dog understreges det i overensstemmelse med
hidtidig fortolkning og administration, at loven også tilsigter at forebygge
og bekæmpe forurening af undergrunden.
For at forebygge og begrænse spild af ressourcer, jf. nr. 3, og hermed
skabe bedre grundlag for en bæredygtig udvikling, foreslås det i nr. 4, at
fremme af renere teknologi skal være et formål i sig selv ved lovens
administration. Renere teknologi kan defineres som ændrede
produktionsprocesser, råvarer, hjælpestoffer og produkter, som mindsker
ressourceforbruget og hindrer, at forurening opstår ikke alene i
produktionsprocessen men også i senere led i vare- og produktkredsløbet.
Det er erkendelsen af, at en forureningsbekæmpelse, som kun retter sig mod
et enkelt led i kredsløbet, f.eks. produktionsleddet, og betragter dette
isoleret, måske blot medfører, at problemet flyttes over i næste led i
kredsløbet, der ligger bag målsætningen om at fremme renere teknologi. Derfor
er rensningsforanstaltninger, som jo har været den traditionelle måde at
angribe forureningsproblemer på, ikke omfattet af betegnelsen »renere
teknologi«. Det har vist sig, at rensning af spildevand og luft har
medført problemer ved deponeringen af restprodukter, hvorved et
forureningsproblem afløses af et andet.
Målsætningen i nr. 5 om at fremme genanvendelse og begrænse problemer i
forbindelse med affaldsbortskaffelse (herunder også de problemer, som selve
mængden af affald betyder) bygger også på kredsløbsperspektivet og har
således tæt sammenhæng med målsætningen om at fremme renere teknologi.
Bestemmelsen er dels en videreførelse af formålsbestemmelsen i den hidtidige
lov om genanvendelse og begrænsning af affald, dels en markering af, at en
effektiv beskyttelse af miljøet mod forurening fra affald er et vigtigt sigte
med den nye lov. Det har gennem de senere år vist sig, at den hidtidige
miljøbeskyttelseslov ikke i alle tilfælde har indeholdt egnede instrumenter
til dette formål. Denne problemstilling er nærmere behandlet i det af
Miljøstyrelsen nedsatte affaldsudvalgs betænkning fra 1988 om den fremtidige
regulering af affaldsbortskaffelsen.
Den hidtil gældende miljøbeskyttelseslov har i opregningen af de
forskellige formål med loven i § 1, stk. 1, nr. 4, nævnt det som et
selvstændigt formål at tilvejebringe det nødvendige administrative grundlag
for planlægningen og indsatsen mod forurening. At loven skal tilvejebringe
dette administrative grundlag følger imidlertid af forholdets natur og anses
derfor for overflødigt at nævne i dette lovforslag.
Til § 2
Bestemmelsen beskriver ligesom den nuværende lovs § 2, hvilket
»forureningssubjekt« og dertil hørende
»beskyttelsesobjekt«, der er omfattet af loven.
Beskyttelsesobjektet er omtalt i stk. 1, nr. 1, som luft, vand, jord og
undergrund, hvilket trods ændret formulering er i overensstemmelse med den
hidtidige lovgivning. Som omtalt ovenfor under § 1 har undergrunden også
været betragtet som en del af beskyttelsesobjektet på trods af, at det ikke
har været direkte nævnt. »Vand« anvendes her som en samlebetegnelse
for hav, søer, vandløb og grundvand samt vand, der i øvrigt skal anvendes til
vandforsyning, ligegyldigt hvor det befinder sig.
Med hensyn til forureningsbegrebet er »udsendelse af stoffer«
stadig et centralt element. Som noget nyt er det imidlertid i stk. 1, nr. 1,
fastslået, at også udsendelse af mikroorganismer, der kan være til skade for
miljø og sundhed, er omfattet af loven.
Baggrunden er, at anvendelsen af nye bioteknologiske metoder i industri og
landbrug i de seneste år har været i rivende udvikling, hvilket medfører en
forøget udledning af mikroorganismer udviklet til industrielle formål, der
afhængig af type eventuelt vil have potentiale til at etablere sig i
økologiske nicher. Derved er der blevet skabt et behov for regulering af
udledningerne fra virksomhederne til miljøet, som rækker ud over de rent
hygiejniske hensyn.
I stk. 1, nr. 1, er det endvidere tilføjet, at ikke blot udsendelse af
stoffer, men også frembringelse af affald er en del af forureningsbegrebet.
I den hidtidige miljøbeskyttelseslov er der som hovedregel ikke hjemmel
til anvendelsesregulering af varer og produkter. I stk. 1, nr. 3, foreslås
det at lade produkter og varer, som i forbindelse med fremstilling,
opbevaring, anvendelse, transport eller bortskaffelse kan medføre forurening,
være omfattet af loven. Denne nyskabelse må anses for at være en vigtig
forudsætning for at opfylde det under § 1 nævnte kredsløbsperspektiv,
herunder fremme renere teknologi. Miljøbeskyttelsesloven vil hermed få et
virkemiddel, der svarer til det, der findes i den nyligt reviderede Lov om
kemiske stoffer og produkter. Selvom lovforslaget med den foreslåede ordlyd
utvivlsomt også vil indeholde hjemmel til at regulere kemiske stoffer og
produkter samt varer, der indeholder eller afgiver kemiske stoffer og
produkter, vil reguleringen af fremstilling, salg og import af sådanne varer
fortsat ske med hjemmel i lov om kemiske stoffer og produkter, mens andre
produkter og varer vil blive reguleret i medfør af denne lov.
Transportmidler og andre mobile anlæg foreslås i stk. 1, nr. 4, medtaget i
opregningen af, hvad loven omfatter ud fra samme begrundelse som i foregående
afsnit, og fordi sådanne anlæg allerede i dag må betragtes som værende
omfattet af loven.
En række hygiejniske forhold vedrørende dyrehold, skadedyr, badevand m.v.
vil fortsat skulle reguleres efter miljøbeskyttelsesloven. I konsekvens heraf
foreslås disse forhold derfor nævnt i stk. 1, nr. 5.
Stk. 2 om risiko for forurening svarer til den hidtidige § 2, stk. 2.
Til § 3
Bestemmelsen indeholder den rettesnor for lovens administration, som
findes i den gældende lovs § 1, stk. 3, idet den påpeger, at den forebyggende
og forureningsbegrænsende indsats skal prioriteres ud fra omgivelsernes
sårbarhed og forureningens virkninger. Herudover fremhæves det i
bestemmelsens stk. 1, at grundlaget for miljøindsatsen må findes i en
helhedsvurdering af det kredsløb, som stoffer og materialer gennemløber i
samfundet. Denne grundtanke, som også har fundet udtryk i den netop vedtagne
lov om ændring af lov om kemiske stoffer og produkter, udtrykker princippet
om renere teknologi som styrende for lovens administration.
Princippet om renere teknologi er således i overensstemmelse med
Brundtland-kommissionens anbefalinger om en bæredygtig udvikling. Ud fra
såvel en økologisk som en samfundsøkonomisk betragtning skønnes det
nødvendigt at anlægge en sådan helhedsvurdering, som også må indeholde et
tidsperspektiv, der giver plads for andet og mere end kortsigtede og
midlertidige løsninger på miljøproblemerne.
Princippet om renere teknologi, der sigter på at begrænse unødig
ressourceanvendelse og spild gennem en forebyggende indsats, står ikke i
modsætning til rensningsforanstaltninger. Rensningsløsninger er - og vil
fortsat i væsentligt omfang være - nødvendige elementer i
miljøbeskyttelsesarbejdet. Men princippet udtrykker nødvendigheden af en
prioritering ud fra en økologisk og samfundsøkonomisk helhedsbetragtning.
Miljøbeskyttelse og samfundsøkonomi må nødvendigvis ses i sammenhæng, som
det også er sket i forbindelse med miljøministerens redegørelse om mål og
midler i miljøpolitikken. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at
samfundsøkonomi ikke uden videre kan sættes lig med virksomhedsøkonomi i
snæver forstand. En række dispositioner, som træffes af den enkelte
virksomhed - eller af den enkelte forbruger - har afledede konsekvenser i
form af omkostninger til oprydning, destruktion og rensning, som ikke uden
videre er synlige eller mærkbare for den enkelte virksomhed - eller
forbruger. Denne »fællesomkostning« for samfundet må medinddrages i
den økonomiske helhedsvurdering. På langt sigt vil også en forringelse af
naturgrundlaget kunne sætte skæbnesvangre grænser for såvel livskvaliteten
for den enkelte som for de samfundsøkonomiske muligheder.
For den enkelte virksomhed er det af afgørende betydning at kunne overskue
virksomhedens aktuelle situation i forhold til de miljøkrav, der stilles,
ligesom virksomheden skal have mulighed for at kunne planlægge sine
investeringer med størst mulige sikkerhed for, at også fremtidige krav er
kendt.
Ydermere må man ved anvendelsen af princippet om renere teknologi
nødvendigvis tage hensyn til opretholdelsen af virksomhedernes internationale
konkurrenceevne og udviklingsmuligheder ved fastsættelsen af krav efter
loven.
Disse overordnede hensyn og principper for lovens administration skal både
finde anvendelse ved konkrete afgørelser efter loven, ved fastsættelsen af
vejledninger og normer som rammer og retningslinier for myndighedernes
praksis og ved fastsættelsen af generelle regler efter loven. Herved sikres
en konsekvent, sammenhængende og fremadrettet miljøadministration.
Til § 4
Stk. 1 og 2 svarer til den gældende lov § 3, stk. 1 og 2, og indeholder
det såkaldte lokaliseringsprincip, ifølge hvilket en forurener skal placere
sin virksomhed mest hensigtsmæssigt.
Stk. 3 indeholder det såkaldte forureningsbegrænsningsprincip, svarende
til den gældende lovs § 3, stk. 3. Princippet indebærer, at en forurenende
virksomhed skal træffe de nødvendige forureningsbegrænsende foranstaltninger
og tilrettelægge driften på en sådan måde, at forureningen begrænses mest
muligt. Bestemmelsen uddyber dog princippet i forhold til den gældende
bestemmelse ved at slå fast, at princippet både gælder i forhold til den
akutte forurening, ressourceanvendelsen og affaldsfrembringelsen.
Bestemmelsen i stk. 4 understreger forureneren-betaler-princippet, idet
den fastslår, at den, der forårsager forurening eller skaber risiko for
forurening, har pligt til at søge følgerne af forureningen afværget og
forebygget og pligt til så vidt muligt at genoprette den hidtidige tilstand.
Har forureneren ikke selv mulighed for at foretage de nødvendige
foranstaltninger indebærer princippet, at forureneren må afholde de udgifter,
som myndighederne i givet fald har betalt for at foretage foranstaltningerne.
Til § 5
Bestemmelsen fastslår den enkeltes ansvar for ressourcebevarelsen og
miljøbeskyttelsen. Både ved fremstilling, import og forbrug bør henholdsvis
producenterne, importørerne og forbrugerne sikre sig, at varerne og
produkterne har den længst mulige levetid, at de lader sig genanvende, og at
de i mindst muligt omfang giver anledning til forureningsproblemer ved
affaldsbortskaffelsen. Anvendelse af økonomiske, adfærdsregulerende
virkemidler vil kunne medvirke til, at et øget antal varer og produkter
opfylder de nævnte betingelser.
Til § 6
Det slås fast, at ikke blot miljømyndighederne, men hele den offentlige
sektor, skal virke for at gen- nemføre lovens intentioner. Det bevirker, at
offentlige drifts- og anlægsvirksomheder har en særlig forpligtelse til at
fremme renere teknologi. De offentlige myndigheder bør være specielt
opmærksomme på, at indkøbte varer og produkter opfylder de i § 5 nævnte
betingelser og handle i overensstemmelse med bestemmelserne i § 4 og § 5.
Til kapitel 2
Kapitlet indholder ligesom den gældende miljøbeskyttelseslovs kapitel 2 en
række bemyndigelser til at fastsætte generelle regler om forhold, som er
omfattet af loven. En række af disse bemyndigelsesbestemmelser er sprogligt
uændrede i forhold til bestemmelserne i den gældende lov. Dette indebærer
imidlertid ikke, at rammerne for anvendelsen af disse meget brede
bemyndigelser kan anses for uændrede i forhold til den gældende lov.
Som anført under afsnit 2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget
vil lovens administration i videst muligt omfang sigte på gennemførelsen af
en forebyggende miljøindsats ud fra princippet om renere teknologi. Hertil
kommer, at lovens forureningsbegreb i konsekvens heraf er blevet udvidet til
også at omfatte frembringelsen af fast affald. Endvidere er lovens område
blevet udvidet til at omfatte de fremstillede eller importerede materialer,
produkter eller varer med henblik på at sikre en sammenhængende og
forebyggende miljøindsats.
Disse ændringer af rammerne for anvendelsen af de almindelige bestemmelser
i kapitel 2 indebærer derfor, at bemyndigelsesbestemmelserne - selv om de
ikke er sprogligt ændrede i forhold til den gældende lov - dog har fået et
mere udvidet indhold. Bemyndigelsesbestemmelserne i kapitel 2 må i øvrigt ses
i sammenhæng med de bestemmelser i kapitel 7, § 50, som giver miljøministeren
bemyndigelse til nærmere at regulere råvarer, materialer, produkter og varer
med henblik på at fremme genanvendelse og renere teknologi.
Herudover indeholder kapitel 2 en række nye bestemmelser om bemyndigelser
for ministeren til at etablere konsulentordninger, miljømærke, pantordninger
og særlige aftaler til gennemførelse af fastsatte generelle mål om
nedbringelse af forureningen. Disse nye virkemidler skal ses på baggrund af
ønsket om at fremme anvendelsen af renere teknologi og dermed styrke den
forebyggende, helhedsorienterede indsats til beskyttelse af natur og miljø.
I modsætning til tidligere lovforslag om miljøbeskyttelse indeholder dette
lovforslag meget detaillerede beskrivelser af, dels hvordan bemyndigelser der
er overført fra den gældende lov er blevet udnyttet, dels hvad der er
begrundelsen for de nye bemyndigelser. Desuden er der indføjet en
»forhandlingsbestemmelse« i § 11, hvorefter ministeren skal
forhandle med en nærmere angiven kreds af organisationer og myndigheder inden
udsendelse af nye regler.
Til § 7
Bestemmelsen i § 7, nr. 1-5 og nr. 7, er sprogligt enslydende med
bestemmelsen i den gældende lovs § 6, stk. 1, nr. 1-6.
Herefter kan miljøministeren fastsætte bindende emissions- og
produktionsnormer, fastsætte regler om produktkontrol for brændstoffer,
etablere typegodkendelsesordninger og fastsætte regler om risikobetonede
forhold.
Den gældende lovs § 6 er blevet anvendt til at fastsætte en række
bekendtgørelser indenfor bemyndigelsesbestemmelsens område. Dog er hjemlen
til at fastsætte regler om renhedsgrad og tilsætningstoffer til brændstoffer
ikke blevet udnyttet, idet sådanne krav i stedet er fastsat i lov, jf. lov
nr. 135 af 26. april 1972 om begrænsning af svovlindhold m.v. i brændsel, som
ændret ved lov nr. 259 af 26. maj 1976, og lov nr. 267 af 8. juni 1977 om
blyindhold m.v. i motorbenzin. Disse love foreslås ophævet, og de
administrative regler om renhedsgrad og tilsætningsstoffer til brændstoffer
vil herefter blive udstedt med hjemmel i § 7, stk. 1, nr. 4.
De bekendtgørelser, som hidtil er udstedt med hjemmel i de bemyndigelser,
der svarer til forslagets § 7, spænder fra regler om virksomheders drift,
f.eks. bekendtgørelse 18/1985 om anvendelse af fodertyper ved opdræt af fisk
i fersk- og saltvand og bekendtgørelse 699/1988 om husdyrgødning og ensilage
m.v., over regler om grænseværdier for virksomheders udledninger, f.eks.
bekendtgørelse 181/1986 om grænseværdier for udledning af cadmium med
processpildevandet fra visse industrianlæg, til regler om begrænsning af
risiko i forbindelse med visse virksomheder, f.eks. bekendtgørelse 545/1988
om risikoen for større uheld i forbindelse med en række industrielle
aktiviteter.
I medfør af den gældende lovs bemyndigelsesbestemmelser er der i et par
tilfælde udarbejdet egentlige branchebekendtgørelser, jf. bekendtgørelse 467/
1985, som ændret ved bekendtgørelse 532/1988, om miljøkrav i forbindelse med
etablering og drift af autoværksteder m.v. og bekendtgørelse 563/1988 om
pelsdyrfarme. Branchebekendtgørelser er kendetegnet ved, at der gøres op med
alle forureningsspørgsmål i forbindelse med en vis branche af virksomheder.
Branchebekendtgørelsen kan herefter træde i stedet for individuel regulering
i form af miljøgodkendelser efter kapitel 5.
Skønt det ud fra både et forenklings- og et effektiviseringssynspunkt
ville være ønskeligt at kunne fastsætte samtlige miljøkrav i een
bekendtgørelse rettet til en bestemt kategori af virksomheder, må det nok
erkendes, at det kun undtagelsesvis kan lade sig gøre. Dertil er selv
virksomheder inden for samme branche ofte for forskellige, både med hensyn
til indretninger og processer og - især - med hensyn til forureningsforhold,
som er afhængig af virksomhedens konkrete beliggenhed. Hertil kommer, at
regelværket ofte kan blive for tungt og ufleksibelt, hvis det skal dække alle
sider af virksomhedernes forureningsbillede.
Mere hensigtsmæssigt og gennemførligt er det nok at prioritere generelle
reguleringer af visse processer, anlæg, materialer og produkter, hvilket ofte
vil være sådanne, som er knyttet til een bestemt branche, men ikke
nødvendigvis. Herved vil det i højere grad være muligt at indrette
reguleringer ud fra en samlet prioritering af de miljømæssige problemer.
Samtidig vil det være muligt i højere grad at inddrage en vurdering af de
proces- og produkttekniske muligheder som grundlag for reguleringen. I
forbindelse med denne vurdering vil den sagkundskab, som findes i den/de
berørte branche eller brancher naturligvis blive søgt inddraget.
Det er således hensigten fortsat i videst mulige omfang at benytte
mulighederne for gennem generelle reguleringer, bl.a. i medfør af
bemyndigelserne i forslagets § 7, at formindske omfanget af sagsbehandling
ved konkrete afgørelser efter kapitel 5. Men vejen til en sådan forenkling
vil nok fremover i højere grad blive, at der i generelle regler gøres op med
visse forureningsforhold, som kan knytte sig til en godkendelsespligtig
virksomhed, men ikke dem alle på een gang. De forureningsforhold, for hvilke
der således er fastsat generelle grænser, behøver herefter ikke at reguleres
nærmere i vilkår, idet de generelle grænser uden videre kan lægges til grund.
Der kan dog under ganske særlige, lokale forhold være behov for at kunne
stille supplerende vilkår for afhjælpning af ulemper over for virksomhedens
nære naboer, eller til beskyttelse af en særlig sårbar recipient. Det bør i
så fald nærmere fremgå af den pågældende bekendtgørelse, under hvilke
betingelser og i hvilket omfang en sådan skærpelse ud fra lokale hensyn kan
finde sted, jf. hertil bestemmelsen i § 10, stk. 5.
Uanset at ordlyden af forslagets § 7, stk. 1, nr. 1-5 og nr. 7, er
enslydende med den gældende lovs § 6, bør man dog, som nævnt i de indledende
bemærkninger til kapitel 2, være opmærksom på, at bemyndigelsesbestemmelsen
har fået et bredere omfang som følge af, at affaldsfrembringelsen nu ogå
omfattes af lovens forureningsbegreb. Hertil kommer, at inddragelsen af
stoffer, materialer og produkter under lovens område, jf. forslagets kapitel
7, indebærer en bredere og mere omfattende ramme for de reguleringer, som kan
fastsættes efter bestemmelsen. Denne udvidelse af rammen for miljøministerens
bemyndigelser skal ses på baggrund af ønsket om at fremme en mere
helhedsorienteret og prioriteret forebyggende miljøindsats ud fra princippet
om renere teknologi. Anvendelsen af disse hjemler skal derfor også ses i
lyset af de principper, som er anført i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget, under punkt 2, og på baggrund af de principper, som er anført i
bemærkningerne til § 3 i forslaget, hvortil der henvises.
Bestemmelsen i § 7, stk. 1, nr. 6 og nr. 7, om adgangen til at kræve
typegodkendelse af forureningsbegrænsende udstyr og måleapparatur og til at
fastsætte regler om risikobetonede processer er uændret overført fra den
gældende lovs § 9. Bekendtgørelse nr. 545/1988 om risikoen for større uheld i
forbindelse med en række industrielle aktiviteter er udsendt med hjemmel i
bestemmelsen i nr. 7.
Herudover indeholder § 7, stk. 1, to bestemmelser om anmeldelsesordninger.
Den første, i nr. 8, er en erstatning og udbygning af den gældende lovs § 56
a. Formålet med denne bestemmelse er at åbne mulighed for at kræve, at
virksomhederne gennemgår deres produktion for at belyse virksomhedens
»råvare-husholdning«. En sådan ordning skal i første omgang
medvirke til at begrænse spild og ressourceanvendelse på virksomheden.
Samtidig skal ordningen ved anmeldelseskravet virke som et informations- og
kontrolredskab for tilsynsmyndigheden. Tilsvarende ordninger kendes fra
udlandet, bl.a. i USA, hvor ordningen betegnes som »waste-audits«.
Muligheden for at etablere en sådan ordning med anmeldelsespligt til
tilsynsmyndigheden findes at være en meget væsentlig forudsætning for at
sikre gennemførelsen af en renere teknologi-strategi, også på lokalt niveau.
Undersøgelser viser, at en endog meget betydelig del af den mængde affald,
som frembringes på visse virksomheder, skyldes spild, som kunne begrænses
ved, at virksomhederne var mere opmærksomme på og holdt bedre hus med de
råstoffer og materialer, som anvendes i virksomhederne. Anmeldelsesordningen
skal derfor ses som udbygning af princippet om virksomhedernes egenkontrol.
Den anden anmeldelsesregel i § 7, stk. 1, nr. 9, skal sikre, at
tilsynsmyndigheden bliver varslet om midlertidige placeringer af mobile
anlæg, der kan medføre forurening. Sådanne anlæg, f.eks. sandblæsningsanlæg
til facadebehandling, kan ofte medføre betydelig lokal forurening, og de
indgrebsmuligheder, som tilsynsmyndigheden har, kan ikke bringes i
anvendelse, hvis den forurenende aktivitet er ophørt, når tilsynsmyndigheden
bliver opmærksom på forholdet, eventuelt efter klage. Reglen skal sikre, at
tilsynsmyndigheden får en reel mulighed for at kunne kontrollere, at
anvendelsen af sådanne anlæg ikke medfører væsentlige gener for omboende.
Nr. 10 i § 7, stk. 1, er tilføjet i forhold til den tidligere
miljøbeskyttelseslov i forlængelse af de bemærkninger, der er knyttet til
kapitel 1, § 2, og giver mulighed for efter behov at udfylde de rammer, der
nu er lagt for regulering af mikroorganismer.
§ 7, stk. 1, nr. 10, giver en generel hjemmel til, at ministeren kan
fastsætte regler om bioteknologisk anvendelse af mikroorganismer og
udledningsbegrænsende foranstaltninger, når det skønnes nødvendigt af hensyn
til miljø og sundhed.
Hjemlen vil blive brugt til regulering af virksomheder, der benytter
mikroorganismer, som kan have en uønsket virkning på natur, miljø og sundhed,
herunder mikroorganismer, som
- er sygdomsfremkaldende for mennesker, dyr og planter,
- skal/kan anvendes som mikrobiologiske bekæmpelsesmidler,
- kan overføre miljøproblematiske egenskaber, såsom toksiske stoffer,
antibiotikaresistens o.l., til naturligt forekommende mikroorganismer,
- er indførte, ikke-hjemmehørende i Danmark,
- gennem deres antal kan påvirke væsentlige stof- og
energiomsætningsprocesser i miljøet på en uønsket måde,
- eller i øvrigt kan have en uønsket virkning på naturen.
Herudover kan Miljøministeriet i samarbejde med den bioteknologiske
industri udarbejde vejledninger om god produktionspraksis ved anvendelse af
mikroorganismer.
De mikroorganismer, som indgår i biologiske rensningsanlæg, anses ikke på
nuværende tidspunkt for problematiske og er derfor ikke umiddelbart tænkt
omfattet af reguleringen. Den kan dog uden videre udvides til at omfatte
sådanne organismer, hvis der senere skulle vise sig behov for det.
Med hensyn til udsætning af mikrobiologiske bekæmpelsesmidler henvises til
lov om kemiske stoffer og produkter.
For så vidt angår genteknologisk fremstillede mikroorganismer er disse
endvidere omfattet af lov nr. 288 om miljø og genteknologi af 4. juni 1986,
som har til formål at sikre miljø, natur og sundhed, herunder ernæringshensyn
i forbindelse med anvendelse af genteknologi.
Loven om miljø og genteknologi regulerer udledning fra forskning og
produktion baseret på genteknologi, samt udsætning af genteknologisk
fremstillede organismer og celler. Endvidere reguleres stoffer og produkter,
der indeholder genteknologisk fremstillede organismer eller celler, og
levnedsmidler m.v., der indeholder genteknologisk fremstillede organismer
eller celler.
Til stk. 2
Hjemlen til at etablere en frivillig konsulentordning er ny og tænkes
bl.a. anvendt som led i en øget information til industrien om mulighederne
for at omlægge en virksomheds produkter og processer til renere teknologi.
Konsulentordningen kunne eventuelt knyttes til den brancheanmeldeordning for
forskellige brancher, der er etableret i henhold til den gældende § 56 a (§
7, stk. 1, nr. 8, i dette lovforslag). En konsulentordning vil i givet fald
kræve en form for autorisation af konsulenten med henblik på at sikre en
faglig minimumsstandard og dermed kvalificeret rådgivning. Erfaringen viser,
at mange små og mellemstore virksomheder alene støtter sig på den rådgivning
om forureningsbegrænsning, som de får fra leverandører af maskiner, råvarer
m.v., og at der også kan være behov for en mere uvildig rådgivning.
Til § 8
Muligheden for at etablere en miljømærkeordning for varer og produkter
findes tilsvarende i § 10 a i den nyligt reviderede lov om kemiske stoffer og
produkter. Lovforslagets § 8 skal derfor omfatte andre varer og produkter end
de af kemikalieloven omfattede.
Formålet med en sådan ordning er at give forbrugerne en bedre mulighed for
at vælge genanvendelige eller i øvrigt miljøvenlige varer og produkter
fremfor andre. Samtidig vil en miljømærkeordning tilskynde producenter til at
udvikle og markedsføre genanvendelige eller i øvrigt mere miljøvenlige varer
og produkter.
Administrationen af ordningen tænkes placeret under samme nævn, som
påtænkes nedsat til at administrere den tilsvarende ordning efter lov om
kemiske stoffer og produkter. De implicerede virksomheder og berørte
organisationer vil blive inddraget i udformningen af ordningen.
Gebyr opkrævet for ansøgning om og brug af miljømærket skal finansiere
nævnets virksomhed, tilsyn og kontrol samt den forsknings- og
udredningsvirksomhed, der er nødvendig til støtte for administrationen af
ordningen. Inden ordningen etableres, forudsættes der iværksat et grundigt
udredningsarbejde.
Til § 9
Baggrunden for at indføre pant- eller rabatordninger er at tilskynde
forbrugerne af produkter, der medfører særlig miljøbelastning og/eller lader
sig genanvende, til at indsamle og aflevere disse.
Bemyndigelsen til at fastsætte ordninger for bestemte produkter og
emballagetyper svarer til den gældende lov om genanvendelse og begrænsning af
affalds § 9. Bemyndigelsen er dog blevet nærmere uddybet således, at der
skabes mulighed for at indføre rabatsystemer. Disse systemer har samme
motiverende effekt som pantordninger, idet der dog ligger et yderligere
forbrugerincitament i anvendelsen af et rabatsystem. Et rabatsystem tænkes
baseret på, at de- tailhandlere, der sælger de omfattede produkter, ved
salget modtager brugte produkter og udbetaler rabat, som refunderes.
Stk. 3 giver mulighed og fastsætter betingelserne for, at administrationen
af ordningerne overlades til forhandlere og producenter af de pågældende
produkter, og i medfør af stk. 4 kan der fastsættes regler om, at forhandlere
og producenter, der ikke deltager i en ordning, som i øvrigt dækker en
væsentlig del af markedet, skal være tilsluttet ordningen.
Til § 10
Bestemmelsen har til formål at skabe bindende rammer for nedbringelse af
den samlede forurening med bestemte stoffer, produkter eller materialer.
Frembringelsen af fast affald er her, som andetsteds, omfattet af
forureningsbegrebet. Bestemmelsen tager altså udgangspunkt i en forudsætning
om, at der skal foretages en vurdering af den samlede nationale og/eller
internationale belastning af miljøet. Kun forurening, som ud fra en sådan
national eller international helhedsvurdering skønnes at udgøre et væsentligt
miljøproblem, omfattes af bestemmelsen. Væsentligheden af miljøproblemet kan
bero på såvel de pågældende stoffers, produkters eller materialers art, som
deres mængde. Forureningproblemer, som udelukkende eller overvejende er af
helt lokal karakter, falder således udenfor, hvad der kan reguleres i medfør
af denne bestemmelse.
Et eksempel kunne være reguleringen af kraftværkernes udledning af
svovldioxid og kvælstofoxider. Udledningen af disse stoffer fra kraftværkerne
er i dag reguleret i medfør af lov nr. 215 af 5. april 1989 om begrænsning af
svovldioxid og kvælstofoxider fra kraftværker, den såkaldte
»kvotelov«. I forbindelse med dette lovforslag foreslås denne lov
da også ophævet og erstattet af en bekendtgørelse om kvoter på
kraftværksområdet, der svarer til den gældende kvotelov og bemærkningerne til
lovforslaget herom. Før miljøministeren træffer afgørelse om kvoter for
kraftværker, vil dette som hidtil blive forhandlet med energiministeren,
Amtsrådsforeningen og elforsyningsvirksomhederne.
Fælles for kvoteloven og bestemmelsen i § 10 er, at den bindende ramme er
et reduktionsmål, som skal opfyldes. Opfyldelsen af dette reduktionsmål kan
derefter aftales med den kreds af virksomheder, som anvender eller udsender
de pågældende stoffer, produkter eller materialer - eller opfyldelsen kan
nærmere bestemmes ved særlige regler herom.
Det er imidlertid vigtigt at understrege, at kvotering ikke er det eneste
instrument, som kan bringes i anvendelse til opfyldelse af det fastsatte mål.
Kvoteringer kan imidlertid i nogle tilfælde være et hensigtsmæssigt og
fleksibelt instrument til opfyldelsen af en sådan målsætning.
De midler, som kan anvendes til opfyldelse af reduktionsmålene fastsat
efter stk. 1, kan aftales efter regler fastsat i medfør af § 10, stk. 2.
Herunder kan der indgås aftaler om kvoter med virksomheder eller
sammenslutninger af virksomheder. Men også andre måder at opfylde
reduktionsmål kan aftales.
Det særlige aftalesystem efter § 10 er en nydannelse i loven. Forslaget
herom hænger sammen med ønsket om at prioritere miljøkravene og om - i videst
mulige omfang - at søge at gennemføre disse ud fra princippet om renere
teknologi. Styring ved hjælp af enkeltafgørelser eller ved hjælp af generelle
regler rettet til en række enkelte virksomheder som umiddelbart bindende krav
kan være mindre hensigtsmæssig, når målet er at foretage reduktioner af den
samlede forurening. Enkeltafgørelser er administrativt tunge og tidskrævende,
og styringen ved hjælp af generelle regler over for en række forskellige
virksomheder med indbyrdes varierende produktionsforhold m.v., vil ofte af
den enkelte virksomhed blive opfattet som unødigt ufleksibel. I det hele
taget må accepten og forståelsen fra virksomhedernes side over for de
miljøkrav, som skal gennemføres, anses for en meget væsentlig forudsætning
for at nå det ønskede mål. Det findes derfor ønskeligt, at der i loven skabes
rammer for, at prioriterede miljømæssige mål også kan gennemføres ved hjælp
af aftaler med en overvejende del af virksomhederne eller deres
organisationer.
Det aftalesystem, som miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om
efter § 10, stk. 2, tilsigter at afbalancere hensynet til på den ene side
fleksibilitet og accept fra virksomhederens side og - på den anden side -
hensynet til håndhævelse og kontrol med aftalens opfyldelse. Uden et system
til sikring af en konsekvent opfyldelse af indgåede aftaler, vil
aftale-instrumentet næppe blive bredt accepteret i befolkningen som et
troværdigt alternativ til strafsanktionerede reguleringer på miljøområdet.
Der er således behov for nærmere at kunne bestemme ansvar og kompetence
for en sammenslutning af virksomheder, når denne optræder som aftalepart. Det
gælder både i forhold til de enkelte virksomheder i sammenslutningen og i
forhold til ministeren.
Det er naturligvis en forudsætning for indgåelsen af miljøaftaler efter §
10, stk. 2, at aftalegrundlaget, herunder de særlige regler om ansvar og
kompetence, foreligger, inden aftalen indgås.
De særlige ansvars- og kompetenceregler, som kan fastsættes efter § 10,
stk. 2, vil bl.a. behandle, hvem der er ansvarlig for aftalens gennemførelse
og den ansvarliges beføjelser i forhold til de af aftalen omfattede
virksomheder. Der vil herunder kunne fastsættes regler om virksomhedernes
pligt til at afgive oplysninger til den ansvarlige eller til ministeren.
I øvrigt kan der i reglerne efter stk. 2 fastsættes regler om betaling af
bod i tilfælde af forsinkelse eller anden misligholdelse af aftalen, samt om
sikkerhedsstillelse for bodens betaling.
Endelig kan det bestemmes, at spørgsmål om aftalens indhold og opfyldelse
skal afgøres ved voldgift, og altså ikke ved de almindelige domstole.
Håndhævelse ved hjælp af voldgiftsafgørelser og bod må antages at være et
effektivt og smidigt middel til sikring af overholdelsen af de særlige
miljøaftaler.
Ministeren kan fastsætte nærmere regler om voldgiftsrettens sammensætning,
herunder om betaling for voldgiftsrettens virke. Det forudsættes, at
voldgiftsrettens formand skal være en højesterets- eller landsdommer.
Da de særlige miljøaftaler på en række punkter vil have samme funktion som
regler eller afgørelser efter loven, findes det rigtigst, at aftalens
bestemmelser om gennemførelsen af forureningsbegrænsningen skal forhandles
med de samme myndigheder og organisationer, som regler efter loven skal
forhandles med, jf. § 11, inden aftalen iværksættes. Dette følger af § 10,
stk. 3. I denne forbindelse er det naturligt, at de kommunale organisationer
inddrages af hensyn til de kommunale myndigheders opgaver som tilsyns- og
recipientmyndighed. Jf. hertil den særlige bestemmelse i § 10, stk. 5, om
disse myndigheders muligheder for at skærpe kravene i aftalen eller reglerne,
som er omtalt nedenfor.
Er der indgået aftale med virksomheder eller sammenslutninger af
virksomheder, som repræsenterer en væsentlig del af anvendelsen af eller
forureningen med de pågældende produkter, stoffer eller materialer, kan
ministeren efter § 10, stk. 4, fastsætte tilsvarende krav om begrænsning af
anvendelse eller forurening over for virksomheder, som ikke er omfattet af
aftalen. Sådanne krav, som i øvrigt ofte i forvejen ville kunne fastsættes
med hjemmel i lovens § 7 eller § 50, vil blive udformet i generelle regler
som umiddelbart bindende krav rettet til den enkelte virksomhed.
Sigtet med den særlige regel i § 10, stk. 4, er at sikre, at en virksomhed
ikke ved at undlade at tiltræde den særlige miljøaftale, som er indgået med
den væsentlige del af den pågældende branche, kan blive gunstigere stillet
end de virksomheder, som har indgået aftalen. Af praktiske grunde kan retlige
krav rettet til den enkelte virksomhed ikke udformes på samme måde som krav
rettet til en sammenslutning af virksomheder i medfør af aftalen. Ved
»tilsvarende krav« skal altså forstås krav, som tilsigter at opnå
samme reduktion, som er fastsat i aftalen, bortset fra det spillerum, som
ligger i, at en sammenslutning af virksomheder for at opfylde reduktionsmålet
under eet ikke nødvendigvis skal opfylde med samme andel for alle
virksomheder.
For at virksomheder, som står uden for en indgået miljøaftale, heller ikke
ved en eventuel manglende opfyldelse af kravene i regler efter § 10, stk. 4,
skal stilles gunstigere end de virksomheder, som er omfattet af miljøaftalens
bodssystem, er der i § 107, stk. 1, nr. 3, fastsat særlige regler om
udmålingen af bøder i denne situation. Der henvises til bemærkningerne til §
107.
Ministeren kan efter § 10, stk. 5, bestemme, at aftaler eller regler efter
stk. 2 og 4, ændrer gældende regler efter loven eller afgørelser truffet i
henhold til loven. Det gælder f.eks. meddelte kapitel 5-godkendelser.
Det bemærkes, at bestemmelser i aftaler eller regler efter § 10 kun
fortrænger eller ændrer gældende regler eller afgørelser i det omfang, dette
udtrykkelig fremgår af aftalen eller reglerne. F.eks. kan der være tale om,
at visse vilkår i gældende kapitel 5-godkendelser erstattes af miljøaftalens
bestemmelser, mens resten af kapitel 5-godkendelsen opretholdes.
Som nævnt tilsigter reglerne i § 10 at tilvejebringe en begrænsning af den
samlede forurening på et eller andet område. En sådan generel reduktion vil
ofte, men ikke altid, samtidig løse de lokale miljøproblemer. Der kan derfor
være behov for, at det i aftalen - eller i reglerne efter stk. 5 - nærmere
angives, under hvilke betingelser og i hvilket omfang de fastsatte krav kan
skærpes af den lokale tilsynsmyndighed for at modvirke lokale gener eller
uacceptabel belastning af en særlig sårbar recipient. Ifølge § 10, stk. 5,
skal miljøaftalen - eller reglerne efter stk. 4 - altid angive betingelserne
herfor.
Til § 11
Bestemmelsen fastslår i overensstemmelse med den hidtidige praksis, at
udnyttelse af lovens bemyndigelser forudgående skal drøftes med de berørte
erhvervs- og miljøorganisationer, de kommunale organisationer og andre
berørte statslige myndigheder, herunder arbejdsministeren.
Med den særlige omtale af arbejdsministeren understreges, at der på en
række områder kan være nær sammenhæng mellem de regler, miljøministeren kan
fastsætte efter lovforslaget og forhold, som er reguleret eller vil kunne
reguleres i medfør af arbejdsmiljøloven. Der tænkes f.eks. på regler om
renere teknologi og om affaldshåndtering. På områder med en sådan sammenhæng
må der sikres den fornødne samordning mellem de to regelsæt. Lovforslaget
tilsigter i øvrigt ikke nogen ændring af den bestående ansvarsfordeling
mellem arbejdsmiljø- og miljømyndigheder, hvorefter reguleringen af forhold,
der vedrører sikkerhed og sundhed for ansatte eller andre, der er omfattet af
arbejdsmiljøloven, fortsat skal ske efter arbejdsmiljølovens regler.
Til § 12
Bestemmelsen i stk. 1 svarer til den gældende § 6 stk. 2.
Stk. 2 indeholder som noget nyt en bemyndigelse for miljøministeren til
efter forhandling med landbrugsministeren at fastsætte regler om den
dyrkningsmæssige anvendelse af jord, der har været udsat for forurening.
Bestemmelsen kan eventuelt blive relevant i forbindelse med anvendelse af
slam til jordbrugsformål. Tungmetalbelastningen af et areal kan som følge af
kraftig slamanvendelse have nået et så kritisk niveau, at fortsat
dyrkningsmæssig anvendelse bør begrænses.
Til § 13
Bestemmelsen svarer til den gældende § 7.
Bestemmelsen blev indsat i miljøbeskyttelsesloven ved den ændring af
loven, der skete i 1987 for at skabe hjemmel til at gennemføre de
forbedringer af grundvandet og vandområderne, som vandmiljøplanen indebærer.
Forudsætningen for at gennemføre vandmiljøplanen var, at der kunne gribes ind
i godkendelser efter kapitel 5 og stilles skærpede krav om udledning af
spildevand.
Efter § 13 kan der fastsættes regler om ændring af afgørelser i særlige
tilfælde, når det er nødvendigt for at formindske forureningen af luft, vand
og jord. Bestemmelsen giver dermed f.eks. mulighed for at fastsætte regler,
der medfører indgreb i godkendelser efter kapitel 5 i miljøbeskyttelsesloven,
som det skete ved udsendelse af bekendtgørelse nr. 784 af 10. december 1987
om begrænsning af udledningen af kvælstof og fosfor til vandløb, søer og
havet med spildevand fra industrielle virksomheder m.v. Bestemmelsen tænkes i
øvrigt kun anvendt, når den almene forureningstilstand på et bestemt område
er så alvorlig, at der er behov for at pålægge private og offentlige
virksomheder at udføre særlige foranstaltninger for at nedbringe
forureningen.
Til § 14
Bestemmelsen svarer til den gældende § 8.
Efter bemyndigelsen kan der fastsættes vejledende eller bindende
imissionsnormer, dvs. normer for den maksimalt tilladelige koncentration af
forurenende stoffer i omgivelserne. I medfør at stk. 2 er der f.eks. fastsat
bindende grænseværdier for luftens indhold af svovldioxid og svævestøv i
bekendtgørelse nr. 836 af 10. december 1986.
Til § 15
Bestemmelsen svarer til den gældende § 10.
Til § 16
Bestemmelsen er sprogligt moderniseret, men svarer i øvrigt til den
gældende § 4. Som hidtil vil bemyndigelsen kun blive anvendt overfor
væsentlige ulemper.
Til § 17
Bestemmelsen svarer trods forkortelsen af ordlyden til den nuværende § 4
a.
Til § 18
Bestemmelsen svarer til gældende lov § 5.
Til kapitel 3
Dette kapitel omfatter de gældende regler om beskyttelse af
grundvandsinteresser i miljøbeskyttelseslovens kapitel 3.
Der er overvejende foretaget sammenskrivninger og redaktionelle ændringer
af de gældende regler, idet det dog som noget nyt foreslås, at også jorden
bliver omfattet af beskyttelsen. Der foreslås endvidere afskæring af
klageadgang i en række bestemmelser.
Til §§ 19 og 20
Bestemmelserne svarer til de gældende regler i miljøbeskyttelseslovens §
11 og regler fastsat i medfør heraf i bekendtgørelse om husdyrgødning og
ensilage. Som noget nyt foreslås det dog, at også jorden bliver omfattet af
beskyttelsen. Der er ikke hermed tilsigtet ændringer i gældende ret i
relation til landbrugets almindelige spredning af sædvanlige gødningsstoffer
på jorden. Udspredning af sædvanlige gødningsstoffer, bortset som hidtil fra
slam, er således fortsat ikke omfattet af bestemmelserne i § 19. Ligeledes er
der ikke tilsigtet en udvidelse af lovens anvendelsesområde til at omfatte
injektion af væsker i dybe lag i undergrunden ved efterforsknings- og
produktionsboringer efter olie m.v. Disse boringer reguleres fortsat efter
reglerne i undergrundsloven.
Efter de gældende regler meddeles tilladelser af miljøministeren.
Ministerens beføjelse er imidlertid ved delegation blevet fordelt på
kommunalbestyrelser, amtsråd og miljøministeren. Langt hovedparten af
afgørelserne træffes imidlertid i praksis af de kommunale råd. I
overensstemmelse med ønsket om at videreføre decentraliseringen er det fundet
hensigtsmæssigt i overensstemmelse med den praktiske hovedregel i loven at
bestemme, at tilladelser skal meddeles af kommunalbestyrelsen eller amtsrådet
efter regler, der fastsættes af miljøministeren.
Det foreslås endvidere, at ministeren tillægges hjemmel til at fastsætte
regler om, at de kommunale råds afgørelser efter § 19 i visse tilfælde ikke
skal kunne påklages.
Til § 21
Bestemmelsen skal sikre, at myndighederne så hurtigt som muligt får
information om en forurening og hermed kan vurdere, om der er grundlag for
indgreb. Det forudsættes, at der er tale om en forurening, der må antages at
medføre risiko for skader på miljøet eller risiko for den menneskelige
sundhed.
Til § 22-26
Bestemmelserne svarer med visse redaktionelle ændringer til de gældende
regler i §§ 12, 13, stk. 1, 2 og 4, § 14, stk. 1, § 15, stk. 1 og 3, samt §
16.
Til kapitel 4
I dette kapitel er optaget regler om beskyttelse af overfladevand. De
gældende bestemmelser om forbud imod at tilføre vandløb, søer eller havet
stoffer, der kan forurene vandet, er opretholdt. Beskyttelsen imod forurening
af de nævnte vande er efter forslaget udvidet til at omfatte påvirkning af
sådanne stoffer, der allerede er aflejret på bunden af vandløb, søer eller
havet.
I overensstemmelse med gældende bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven er
kompetencen til at meddele tilladelse til spildevandsudledning, bortset fra
udledning fra mindre anlæg, henlagt til amtsrådene. Den administrativt
fastlagte ordning, hvorefter kommunalbestyrelserne meddeler tilladelse til
separat udledning fra mindre spildevandsanlæg samt tilladelse til tilslutning
af spildevand til offentlige spildevandsanlæg, foreslås fastsat i loven. I
overensstemmelse med hovedsigtet med lovforslaget begrænses klageadgangen,
idet muligheden for klage over udledningstilladelser samt over afgørelser om
indgreb overfor udledninger fra mindre anlæg foreslås ophævet.
Den kommunale spildevandsplanlægning foreslås, som nævnt i de almindelige
bemærkninger ovenfor, i overensstemmelse med Lotz III-udvalgets anbefaling,
opretholdt i forenklet form.
I overensstemmelse med den øvrige del af lovforslaget har man henskudt en
række spørgsmål af mere teknisk karakter til regulering ved bekendtgørelser.
Det kan endvidere nævnes, at reglerne om ekspropriation til
spildevandsanlæg samt reglerne om tilsyn og kontrol er overført til
lovforslagets særlige kapitler herom.
Til § 27
Forslaget indeholder et generelt forbud mod at tilføre forurenende
stoffer til vandløb, søer eller havet. Bestemmelserne i forslagets stk. 1 er,
bortset fra en sproglig modernisering, der ikke tilsigter nogen
realitetsændring, i overensstemmelse med gældende bestemmelser i § 17, stk.
1, i miljøbeskyttelsesloven.
Bestemmelsen i forslagets stk. 2 er ny. Efter bestemmelsen er det forbudt
at påvirke forurenende stoffer, der er aflejrede i vandløb, søer eller havet,
hvis dette kan medføre en forurening af vandet. Enhver mekanisk påvirkning af
forurenende stoffer, f.eks. opgravning, optagning af slam og spuling, er
efter bestemmelsen forbudt uden amtsrådets forudgående tilladelse. Forslaget
er udarbejdet, fordi der har vist sig et behov for at få præciseret, at
omlejring og flytning af forurenende stoffer, som i den aflejrede form har
begrænset miljømæssig virkning, kan have uønskede miljømæssige effekter både
inden for aflejringsområdet og i de tilgrænsende vandområder. Eksempelvis vil
aflejrede iltforbrugende stoffer ved gravearbejder påny kunne have stærkt
iltsvind til følge. Endvidere kan aflejringerne efter en påvirkning
bundfældes igen på andre lokaliteter, som er miljømæssigt sårbare. På
tilsvarende måde er der risiko for, at tungmetaller og andre miljøfremmede
stoffer i aflejringerne bliver spredt på ukendt og uacceptabel måde. Det
tilsigtes dog ikke med forslaget at regulere sejladsen i forurenede
havnebassiner.
Til § 28
Efter forslaget er kompetencen til at meddele tilladelse til
spildevandsudledning til vandløb, søer eller havet henlagt til amtsrådet.
Forslaget er i overensstemmelse med gældende bestemmelser i § 18 i
miljøbeskyttelsesloven.
Miljøministeren er efter de gældende bestemmelser bemyndiget til i visse
tilfælde at henlægge kompetencen til at tillade spildevandsudledning til
kommunalbestyrelsen. Denne bemyndigelse er udnyttet i to grupper af tilfælde.
Kommunalbestyrelsen er således tillagt kompetencen til at meddele tilladelse
til, at private spildevandsproducenter tilslutter spildevand til offentlige
spildevandsanlæg, dvs. kommunalt drevne anlæg. Denne ordning foreslås
lovfæstet med bestemmelsen i forslagets stk. 3. Det er forudsat med
bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen ved meddelelse af tilslutningstilladelse
holder sig inden for rammerne af den af amtsrådet meddelte
udledningstilladelse for det kommunale anlæg. Det samme gælder, når
kommunalbestyrelsen efter bestemmelsen meddeler tilladelse til tilslutning af
spildevand på den kommunale udløbsledning, dvs. udenfor det kommunale
rensningsanlæg. Spildevandsproducenter må i dette tilfælde selv rense
spildevandet, så vilkårene for den kommunale udledningstilladelse kan
overholdes. Efter forslaget kan kommunalbestyrelsens afgørelser om
tilslutning af spildevand til offentlige spildevandsanlæg ikke påklages til
anden administrativ myndighed, når tilslutningen omfatter udledning fra anlæg
med en kapacitet på 30 personækvivalenter eller derunder (stk. 4).
Den anden gruppe af tilfælde, hvor bemyndigelsen efter gældende
bestemmelser er udnyttet til at henlægge beføjelsen til kommunalbestyrelsen,
omfatter enkeltudledninger af husspildevand fra anlæg på indtil 30
personækvivalenter (PE). Denne ordning foreslås lovfæstet, jf. stk. 2, og
kommunalbestyrelsens beføjelse ændret til også at omfatte processpildevand.
Det bemærkes, at en personækvivalent i forslaget er et mål for den
forurening med spildevand, som 1 person giver anledning til.
Til § 29
De bemyndigelser der er tillagt ministeren efter forslaget til § 28
svarer til de bemyndigelser, der er tillagt ministeren efter gældende
bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven.
Til § 30
Forslagets stk. 1, 1. pkt. svarer til gældende bestemmelser i § 25 i
miljøbeskyttelsesloven, dvs. at indgrebskriterierne er de samme som hidtil.
Bestemmelsen finder anvendelse på såvel udledninger til offentlige
spildevandsanlæg som på særskilte udledninger direkte til vandløb, søer eller
havet. Med hensyn til særskilte spildevandsudledninger fra listevirksomheder,
jf. kapitel 5, skal disse dog godkendes efter reglerne i kapitel 5 og
omfattes af de indgrebsmuligheder, der findes i kapitel 5. Med den foreslåede
bestemmelse i stk. 1, 2. pkt., er det præciseret, at amtsrådet ligeledes kan
ændre vilkårene i tidligere meddelte udledningstilladelser, hvis de tidligere
fastsatte vilkår må anses for utilstrækkelige eller uhensigtsmæssige.
Beføjelsen kan tænkes anvendt i situationer, hvor en spildevandsudledning
isoleret betragtet ikke medfører miljømæssigt uforsvarlige forhold, men hvor
en ændring af vilkårene er nødvendig for at skabe plads i recipienten for at
imødekomme anden berettiget ansøgning om spildevandsudledning i
afstrømningsområdet.
Kommunalbestyrelsen er efter forslaget tillagt tilsvarende beføjelser
overfor anlæg med en kapacitet på 30 PE eller derunder samt overfor
spildevandsproducenter, der er tilsluttet et offentligt spildevandsanlæg.
Kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende anlæg med en kapacitet på under 30
PE kan heller ikke påklages.
Til § 31
Med forslaget lovfæstes den efter gældende bestemmelse administrativt
fastlagte ordning, hvorefter amtsrådet er beføjet til at træffe afgørelse i
tilfælde af uenighed mellem kommunalbestyrelser om udførelse af og fordeling
af udgifter til fælleskommunale spildevandsanlæg. Amtsrådets afgørelser kan
efter forslaget ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Til § 32
Med forslaget opretholdes kommunalbestyrelsens forpligtelse til at
udarbejde en samlet plan for udbygning af spildevandsanlæg i kommunen.
Reglerne for tilvejebringelse af planen er forenklet. Amtsrådets
forpligtelse til at påse, at planen er i overensstemmelse med den overordnede
planlægning for vandkvaliteten, foreslås således ophævet.
Bemyndigelserne i stk. 4 til ministeren svarer til de bemyndigelser, der
tillagt ministeren efter gældende bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven.
Til kapitel 5
De afgørende nyheder i kapitel 5 er også omtalt i de almindelige
bemærkninger i afsnittene vedrørende særligt forurenende virksomheder og om
renere teknologi samt i bemærkningerne til § 40, hvortil der henvises. En af
nyhederne er den planlagte reduktion af listen over virksomhed, der er
omfattet af godkendelsesordningen i kapitel 5.
Som led i Miljøministeriets løbende prioritering af opgaverne på
miljøområder forbereder ministeriet en ny bekendtgørelse om godkendelse af
særligt forurenende virksomheder, hvorpå listen over særligt forurenende
virksomheder vil blive reduceret væsentligt.
Formålet med revisionen er primært at fjerne sådanne typer og/eller
størrelser af virksomheder og anlæg, som i dag næppe kan betragtes som
særligt forurenende eller som er af mindre miljømæssig, ikke landsdækkende
betydning.
Den gældende liste omfatter ca. 25.000 virksomheder.
Miljøministeriet vil tilstræbe, at listen reduceres med ca. 33-50 pct.
Som udgangspunkt for listereduktionen vil det blive lagt til grund, at
følgende virksomheder kan udgå:
- Virksomheder, hvis forureningsforhold i det store og hele er reguleret i
bekendtgørelser (f.eks. er husdyrhold reguleret af
husdyrgødningsbekendtgørelsen),
- virksomheder, hvis væsentligste forureningsproblem er spildevand, da
dette forureningsproblem under alle omstændigheder vil blive reguleret gennem
vilkår i spildevandstilladelser,
- virksomheder, hvis væsentligste forureningsproblem er støj, da der er
tale om et lokalt forureningsproblem, som kan løses ved påbud eller forbud,
der støtter sig på den af Miljøstyrelsen udsendte støjvejledning.
- Desuden kan virksomheder, hvis forurening forekommer som en
luftforurening, der kan forventes reguleret ved at fastsætte krav om, at
afkastet fra virksomheder skal ske i en bestemt skorstenshøjde, ligeledes
udgå.
Forslaget til ny liste over særligt forurenende virksomheder vil i øvrigt
blive forhandlet nærmere med de berørte interesseorganisationer.
Revisionen vil medføre, at et antal godkendelsessager bortfalder.
For at skabe større overskuelighed samles reglerne om virksomhedernes
forurening i dette lovforslags kapitel 5, der herefter omfatter både
listevirksomheder og virksomheder, der ikke er på listen. Sidstnævnte
reguleres af bestemmelserne i § 41.
De virksomheder, der fjernes fra listen, vil fremtidig stort set blive
reguleret på tilsvarende måde som de virksomheder, der hidtil har været
omfattet af miljøbeskyttelsesreglementet, kapitlerne 10-11, om ulemper fra
erhvervsvirksomheder m.v.
Det vil sige, at virksomhederne ikke skal ansøge om miljøgodkendelse inden
etablering eller ved udvidelser og ændringer, der indebærer forøget
forurening.
Kommunen kan meddele påbud overfor en virksomhed, hvis den medfører
væsentlig forurening. Som noget nyt kan der desuden meddeles påbud, hvis
virksomheden medfører væsentlig mere forurening, herunder
affaldsfrembringelse, end der ville forekomme ved anvendelsen af mindst
forurenende teknologi eller bedst mulige rensning, samt gives påbud overfor
anlæg eller aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende risiko for
forurening, jf. bemærkningerne til § 40.
Den nye bekendtgørelse om godkendelse af særligt forurenende virksomhed
skal bl.a. indeholde overgangsregler for de virksomheder, der tages ud af
listen. Overgangsreglerne skal bl.a. fastsætte regler om, hvorledes
verserende sager om godkendelse, påbud og forbud skal behandles, samt regler
om virkningen af allerede meddelte godkendelser til virksomheder, der ikke
fremtidig er optaget på listen.
Til § 33
I den gældende lov er listen over særligt forurenende virksomheder m.v.
optaget som bilag til loven. Listen er imidlertid blevet ændret
administrativt mange gange: sidste større ændring skete ved udsendelse af
bekendtgørelse nr. 783 af 21. november 1986 om godkendelse af særligt
forurenende virksomheder m.v. (»godkendelsesbekendtgørelsen«). I
konsekvens heraf foreslås det i § 33, stk. 1, at listen fremtidig ikke skal
optages som bilag til loven, men alene som bilag til
godkendelsesbekendtgørelsen.
Den gældende godkendelsesbekendtgørelse vil blive ændret, således at en ny
og reduceret liste over særligt forurenende virksomheder m.v. kan træde i
kraft samtidig med den nye lov om miljøbeskyttelse.
Med hensyn til etablering af listevirksomhed bygger godkendelsesordningen
i stk. 2 fortsat på det princip, at etablering først kan ske, når der er
givet godkendelse. Dog er der i stk. 3 foreslået en lempelse, således at den
godkendende myndighed kan tillade, at bygge- og anlægsarbejder påbegyndes
inden godkendelse, hvis virksomheden anlægges i overensstemmelse med en
lokalplan eller byplanvedtægt. Det forudsættes, at området ikke faktisk
udnyttes på en måde, der indebærer, at virksomheden ikke kan etableres på
stedet uden at give anledning til væsentlige gener. Ligeledes forudsættes
det, at benyttelsen af tilgrænsende områder ikke stiller sig i vejen for
lokaliseringen af virksomheden.
Godkendelse gives efterfølgende. Hvis virksomheden vælger at påbegynde
bygge- og anlægsarbejder inden godkendelse, sker byggeriet på eget ansvar,
idet virksomheden som følge af godkendelsens vilkår kan blive nødt til at
foretage bygningmæssige ændringer eller nedrivning efterfølgende.
Til § 34
Bestemmelsen om godkendelsens indhold er overført fra den gældende
miljøbeskyttelseslov. I § 34, stk. 3, er der indsat en bestemmelse om, at
afgørelser om afslag på godkendelse, der er begrundet i, at lokaliseringen
vil stride imod planlægningen af området, ikke skal kunne påklages til højere
administrativ myndighed. Grunden til at det foreslås, at disse afgørelser
skal være endelige, er, at det ikke skønnes rimeligt at bruge ressourcer på
behandling af klagesager, når det er åbenbart, at virksomheden ikke bør
placere sig det pågældende sted.
Til § 35
Bestemmelsen indeholder samme bemyndigelse til at fastsætte regler om
godkendelse, som findes i den gældende miljøbeskyttelseslov.
Som hidtil skal godkendelsesmyndigheden som grundlag for
godkendelsesbehandlingen foretage en helhedsvurdering af virksomhedens
forureningsforhold, således som de kan kræves oplyst af virksomheden.
Ved vurderingen skal godkendelsesmyndigheden tage stilling til, om der
foreligger muligheder for forureningsbegrænsning, bl.a. gennem renere
teknologi. Til brug for denne vurdering skal virksomhederne som hidtil give
oplysninger om det valgte projekts forhold til de på området eksisterende,
alternative teknologier. Godkendelsesbehandlingen skal endvidere ske på
baggrund af de retningsgivende vejledninger, udsendt af Miljøstyrelsen. Ved
udarbejdelsen af disse vejledninger vil der blive taget højde for, at
forureningsbegrebet udvides til også at omfatte affaldsfrembringelse, ligesom
der i denne forbindelse vil ske en vurdering af muligheden for at anvende
renere teknologi på forskellige områder.
Til § 36
Bestemmelsen åbner mulighed for, at virksomheder, som er omfattet af en
samlet godkendelse (dvs. hvor det eller de relevante godkendelsespligtige
anlæg som helhed er godkendt), i et vist omfang kan gennemføre ændringer i
drift og indretning eller produktionsmæssige udvidelser uden godkendelse
heraf.
En sådan samlet godkendelse er ensbetydende med, at der er fastlagt en
samlet ramme for de forureninger, som kan udsendes fra virksomheden og for
fordelingen heraf i omgivelserne.
Efter den gældende lov kan der meddeles miljøgodkendelser, som forudser
fremtidige produktionsændringer, men denne mulighed udnyttes ikke i særlig
grad. Miljøgodkendelsen udformes ofte så specifikt, at selv mindre ændringer
ikke kan gennemføres uden ny godkendelse. Loven har desuden været praktiseret
forskelligt af virksomheder og godkendelsesmyndigheder. Nogle steder har man
således krævet godkendelse af en ændring på virksomheden, som medførte en
øget forureningsmængde, også selv om virksomheden indrettede sin rensning på
en sådan måde, at udslippet til omgivelserne ikke blev øget. Andre steder har
det været praksis, at ændringer, som efter rensning ikke medførte forøget
emission til omgivelserne, ikke krævede ny godkendelse.
Formålet med § 36 er at få afskaffet den eksisterende uklarhed på området
og gøre opmærksom på den mulighed, der er for at udforme godkendelse på en
måde, der muliggør fremtidige udvidelser og ændringer, uden at der skal
udarbejdes nye godkendelser.
Efter lovforslaget kan en virksomhed, der har en
»rammegodkendelse«, uden godkendelse gennemføre sådanne ændringer
og udvidelser, som igennem ændret rensning eller renere teknologi og lignende
kan foretages, uden at virksomhedens udslip af forurening og fordelingen
heraf ændres. Herved bortfalder en række godkendelsessager af ringe
miljømæssig betydning, og virksomhederne opnår en tilsvarende større
fleksibilitet.
Ved udarbejdelse af rammegodkendelser må godkendelsesmyndigheden
naturligvis sikre, at godkendelser ikke bliver så »brede«, at det
er miljømæssigt uforsvarligt.
Af hensyn til muligheden for at videreføre det effektive tilsyn med
virksomheden kræves det, at virksomheden indgiver en anmeldelse af
ændringen/udvidelsen. Dette giver myndigheden mulighed for at tage stilling
til, om man i sager, hvor der indgår et element af skøn, f.eks. fordi en
råvare erstattes af en anden med en let ændret kemisk sammensætning, er enig
med virksomheden i, at ændringen holdes inden for rammen. Når virksomhedens
retsbeskyttelsesperiode er udløbet, jf. § 40, stk. 4 eller stk. 5, bør
godkendelsesmyndigheden ved modtagelse af en anmeldelse efter § 36 vurdere,
om der er behov for at ændre vilkårene i godkendelsen.
Principperne for den praktiske gennemførelse af rammegodkendelse og
ændringer indenfor disse vil blive nærmere beskrevet i en vejledning.
Til § 37
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen om frivillig godkendelse i § 37 i
den gældende miljøbeskyttelseslov.
Til § 38
Bestående virksomheder, der ikke har en samlet godkendelse, pålægges
pligt til at indsende en ansøgning herom til godkendelsesmyndigheden indenfor
en frist, der fastsættes af miljøministeren. Miljøministeren kan fastsætte
forskellige frister for de enkelte virksomhedstyper for at sikre en praktisk
realistisk behandling af ansøgningerne. Fristerne vil blive fastlagt efter
forhandling med de berørte organisationer og ministerier. For elværkernes
vedkommende vil fristen bl.a. blive fastlagt i lyset af, hvornår nogle af
disse på grund af andre omstændigheder ventes skrottet. Tidsfristen for
indsendelse af godkendelsesansøgninger for gamle lossepladser uden en samlet
godkendelse, der svarer til dagens standard, vil blive fastsat under hensyn
til den regulering, der følger af folketingets revision af lov om
kemikalieaffaldsdepoter.
Det er hensigten, at godkendelsesmyndigheden på baggrund af ansøgningen
skal foretage en gennemgang af virksomhedens forhold, der svarer til en
godkendelsesbehandling.
Ca. 50 pct. af de virksomheder, der er på listen i dag, - såvel i de
tungere som i de lettere kategorier, - har samlede eller delvise
godkendelser.
Under forudsætning af, at der gennemføres den foreslåede reduktion af
listen over særligt forurenende virksomheder, skønnes det, at under 5.000
bestående virksomheder skal undergives godkendelsesbehandling.
På baggrund af gennemgangen af virksomhedens forhold kan den godkendende
myndighed vurdere, om der bør meddeles godkendelse, påbud eller forbud.
Fordelen ved godkendelsesordningen er, at der bliver foretaget en samlet
gennemgang og regulering af virksomhedens forureningsforhold, uanset om dette
sker via en godkendelse eller ved påbud eller forbud eller eventuelt blot ved
en registrering af oplysninger om virksomheden.
Godkendelsesbehandlingen kan i ekstreme tilfælde resultere i, at der
nedlægges forbud mod den videre drift af hele virksomheden eller dele af en
virksomhed, hvis det skønnes, at det ikke vil være muligt at nedbringe
forureningen fra virksomheden til et acceptabelt niveau.
Til § 39
Bestemmelsen om godkendelseskompetence er overført fra den gældende
miljøbeskyttelseslov.
Til § 40
Bestemmelsen om muligheden for at meddele påbud eller forbud over for en
listevirksomhed, findes i den gældende miljøbeskyttelseslovs § 44.
For så vidt angår ikke-godkendte listevirksomheder er den nugældende regel
ændret på væsentlige punkter. For det første er der åbnet mulighed for at
stille krav om nedbringelse af virksomhedens frembringelse af affald, hvis
der ved anvendelse af renere teknologi er mulighed for at begrænse
affaldsmængden væsentligt. Det samme gælder, hvis man ved anvendelse af
renere teknologi kan foretage en væsentlig begrænsning af problemerne i
forbindelse med affaldshåndteringen, f.eks. derved, at affaldsproduktet gøres
mere ufarligt eller uproblematisk.
Som det i øvrigt efter lovforslaget gælder for godkendelsesordningen - og
loven som helhed - betragtes frembringelsen af fast affald således nu som en
forurening på linie med udsendelsen af stoffer til luften, jorden og vandet.
For så vidt er ændringen af den gældende bestemmelse i § 44 at betragte
som en konsekvensændring ud fra dette udvidede forureningsbegreb. Hertil
kommer imidlertid, at der til den hidtil gældende væsentlighedsvurdering
knyttes et kriterium om, hvad der er muligt »ved anvendelse af mindst
forurenende teknologi eller bedst mulige rensning«.
Ved indførelsen af dette kriterium knyttet til, hvad der er teknologisk
muligt, understreges det forureningsbegrænsningsprincip, som er indeholdt i
lovforslagets § 3. Herved fremhæves, at det forureningsniveau, som på et
givet tidspunkt kan accepteres, kan ændre sig i lyset af forbedrede
muligheder for en renere produktion eller forbedret rensningsteknologi.
Væsentlighedsvurderingen i den gældende § 44 er vel i praksis også ofte
blevet anvendt på denne måde, idet der i den gældende § 3, stk. 3, er
indeholdt et tilsvarende forureningsbegrænsningsprincip: »Den, der
udøver eller vil påbegynde (forurenende) virksomhed, skal træffe de til
forebyggelse og imødegåelse af forureningen nødvendige foranstaltninger og
tilrettelægge virksomhedens drift på en sådan måde, at virksomheden i mindst
muligt omfang giver anledning til forurening«.
Den ændrede formulering af indgrebsbestemmelsen i kapitel 5 må på denne
baggrund ses som en præcisering af rammerne for vurderingen af, hvornår et
indgreb med påbud er påkrævet, snarere end som en principiel ændring.
Retningsgivende for vurdering af, hvornår og under hvilke betingelser et
påbud om forureningsbegrænsning bør meddeles, vil således i første række være
de vejledninger, som Miljøstyrelsen udsender. Ved udarbejdelsen af disse vil
der fremover for det første blive taget højde for forureningsbegrebets
udvidelse til også at omfatte frembringelse af fast affald, for det andet -
men i samme forbindelse - blive taget højde for muligheder for mindre
forurenende produktionsmetoder, foruden mulighederne for
forureningsbegrænsning ved rensning.
Det forventes således ikke, at de kommunale tilsynsmyndigheder uden videre
skal omlægge grundlaget for vurderingen af, om et indgreb er påkrævet. Dette
grundlag vil som hidtil i videst muligt omfang blive tilvejebragt ved
retningsgivende vejledninger fra Miljøstyrelsen, men i takt med at grundlaget
for disse vejledninger udvides og ændres til i højere grad at inddrage
vurderinger af, hvad der er opnåeligt ved anvendelsen af mindre forurenende
produktionsmetoder, vil det naturligvis også stille krav til tilpasninger og
omlægninger af den kommunale tilsynsindsats.
Det bør i den forbindelse fremhæves, at kriteriet om, at virksomheden ikke
må »medføre væsentlig mere forurening, end der ville forekomme ved
anvendelse ved mindst forurenende teknologi«, ikke alene går på
virksomhedens teknologi i snæver forstand, dvs. processerne og de tekniske
anlæg, men også produktionsgangen, driftsforholdene og vedligeholdelsen af
anlæggene.
Undersøgelser foretaget i Københavns kommune har således vist, at der er
endog meget store forskelle med hensyn til spild og affaldsfrembringelse på
forskellige virksomheder, som med hensyn til processer, råvarer,
produktionsmængde og produktionsanlæg er sammenlignelige. En væsentlig side
af, hvad der skal forstås ved »mindst forurenende teknologi« er
således det, man kunne kalde »god råvare-husholdning«, hvilket
indbefatter driftsrutiner, som i videst mulige omfang begrænser spild og
affaldsproduktion med den givne teknologi i snæver forstand.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger, pkt. 2, vil krav om
forureningsbegrænsning ud fra en renere teknologi-betragtning ikke blive
fastsat som påbud om anvendelse af en nærmere bestemt renere teknologi.
Kravet vil blive udmøntet som et krav om begrænsning af forureningen,
herunder frembringelsen af affald, eller som et krav om begrænsning af
nærmere bestemte råvarer, stoffer eller materialer, når det har vist sig
muligt at foretage denne begrænsning ud fra en tilgængelig, renere teknologi.
Herefter er det op til virksomhederne selv at vurdere, hvorledes man
teknologisk vil opfylde disse ændrede krav.
Endvidere er påbudsbestemmelsen i § 40 udvidet i forhold til den gældende
lovs § 44 derved, at påbud nu også skal kunne meddeles overfor anlæg eller
aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende risiko for væsentlig
forurening. Betingelserne for anvendelsen af en sådan indgrebsmulighed er
ikke nødvendigvis sammenfaldende med betingelserne for indgreb ud fra rene
nødretssynspunkter. Også mindre kvalificerede fare- eller risikosituationer
må kunne begrunde et påbud efter § 40. Tilsvarende gælder, at faren eller
risikoen ikke behøver at være overhængende, men blot nærliggende. Derimod
falder fjernere liggende, eller blot hypotetiske faremuligheder uden for
reglens anvendelsesområde.
Ovennævnte synspunkter og principper gælder også ved anvendelsen af den
tilsvarende bestemmelse i lovforslagets § 41.
Til § 41
Bestemmelsen om muligheden for at gribe ind overfor forurening fra
virksomhed, der ikke er på listen over særligt forurenende virksomhed, er
overført fra kapitlerne 10 og 11 i bekendtgørelse af reglement om
miljøbeskyttelse. Ved at samle reglerne om virksomhedernes forurening i loven
opnås større overskuelighed. Indgrebsmulighederne er udformet i
overensstemmelse med de skærpede bestemmelser i lovforslagets § 40, stk. 1-3,
om indgreb overfor ikke-godkendte listevirksomheder under henvisning til
mulighederne for at anvende mindst forurenende teknologi eller bedst mulige
rensning.
Kommunalbestyrelsens afgørelser om påbud og forbud kan indbringes for
miljøministeren.
En række af de erhvervsvirksomheder, der omfattes af stk. 1 og 2, har
hidtil stået på listen over særligt forurenende virksomheder. Det er
foreslået, at virksomhederne udgår af listen, da de ikke anses for at være
særligt forurenende. Det bemærkes, at erhvervsvirksomheder omfattes såvel af
private som offentlige virksomheder.
Miljøstyrelsen har udarbejdet en række vejledninger om vurdering af
forureningsforhold for at sikre, at der ved miljøsagsbehandling foretages en
rimelig ensartet vurdering (f.eks. om lugt, støj og spildevand).
Styrelsen vil så vidt muligt udarbejde branchevejledninger for
virksomhedstyper, der er karakteriseret ved, at der er mange af slagsen, og
at de har meget ensartede forureningsforhold, (såsom trævirksomheder og korn-
og foderstofvirksomheder).
Styrelsen vil i øvrigt i sin generelle vejledningsvirksomhed tilkendegive
overfor de lokale miljømyndigheder, at der som hidtil skal sikres en
proportionalitet mellem målsætningen om at begrænse forureningen og de
miljøkrav, der stilles.
Dette indebærer bl.a., at der skal fastsættes realistiske tidsfrister for
opfyldelsen af miljøkrav, og at der ved fastsættelsen af nye miljøkrav skal
tages hensyn til afskrivningstiden for allerede foretagne miljømæssige
investeringer.
Det bemærkes, at hvis der udvikles renere teknologi på området: Opbevaring
og anvendelse af husdyrgødning, vil gennemførelsen heraf ske ved en ændring
af husdyrgødningsbekendtgørelsen.
Bestemmelsen i stk. 5 giver tilsynsmyndigheden mulighed for på forhånd at
tilkendegive, hvilke miljøkrav der kan forventes stillet over for en
virksomhed, der ikke er optaget på listen over særligt forurenende
virksomheder.
En sådan tilkendegivelse vil f.eks. være praktisk i forbindelse med
behandlingen af en ansøgning om tilladelse efter byggeloven, men kan også
anvendes, når kommunen bliver opmærksom på, at en virksomhed er under
etablering eller skal foretage udvidelser og ændringer, uden at dette
forudsætter en byggetilladelse.
Virksomheder kan også af egen drift bede tilsynsmyndigheden om en sådan
tilkendegivelse.
Formålet med bestemmelsen er, at virksomheden på et tidligt tidspunkt kan
blive gjort opmærksom på, at der kan forventes miljøkrav, der vil have
afgørende betydning for byggeriets udformning eller tilrettelæggelse af
driften, f.eks. krav om en given skorstenshøjde, afstand til skel eller
etablering af støjdæmpning.
Der er tale om en uforpligtende tilkendegivelse, som er ment som en
service til virksomheden. Tilkendegivelsen kan således ikke betragtes som en
forhåndsgodkendelse, der afskærer kommunen fra på et senere tidspunkt at
stille yderligere krav. Tilkendegivelsen har heller ikke en retlig virkning,
idet manglende efterkommelse ikke i sig selv kan håndhæves. Virksomheden må
imidlertid være forberedt på, at den senere kan blive pålagt påbud eller
forbud i overensstemmelse med tilkendegivelsen.
Til kapitel 6
I den gældende lovgivning reguleres affald via miljøbeskyttelsesloven,
genanvendelsesloven, olie- og kemikalieaffaldsloven samt
kemikalieaffaldsdepotloven.
For at lette administrationen af affaldsbortskaffelsen og for nemmere at
kunne håndtere grænsetilfælde foreslås det, at genanvendelsesloven og olie-
og kemikalieaffaldsloven ophæves og indarbejdes i miljøbeskyttelsesloven med
de vigtigste bestemmelser fastsat i to selvstændige kapitler (kapitel 6 og
7). Endvidere bemærkes, at genanvendelsesloven og olie- og
kemikalieaffaldsloven foreskriver særlige behandlingsmetoder for nærmere
defineret affald. Af disse grunde findes det hensigtmæssigt, at der i kapitel
6 sker en samlet regulering af affaldsbortskaffelsen, herunder behandlingen,
uanset om der er tale om genanvendelse eller særlig håndtering og behandling
af olie- og kemikalieaffald.
Med sammenskrivningen af de tre love er der ikke foretaget væsentlige
indholdsmæssige ændringer i forhold til den gældende rammelovgivning og de i
medfør heraf udstedte bekendtgørelser. De eksisterende bekendtgørelser efter
miljøbeskyttelsesloven, genanvendelsesloven samt olie- og
kemikalieaffaldsloven opretholdes således uændret.
Det skal imidlertid bemærkes, at lov om kemikalieaffaldsdepoter ligeledes
er under revision, og at de foreslåede ændringer heri medfører, at afværgning
af forurening fra tidligere henlagt eller spildt affald som udgangspunkt
reguleres efter kemikalieaffaldsdepotloven.
Retstilstanden vil herefter være følgende: miljøbeskyttelsesloven
regulerer forurening fra affald, der er opstået efter den 1. oktober 1974,
herunder dog også lossepladser m.v., der er taget i brug før dette tidspunkt,
og som stadig er i drift. Miljøbeskyttelsesloven skal endvidere regulere
forurening fra bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald, der er fremkommet
efter ikrafttrædelsen af henholdsvis bekendtgørelsen om olieaffald (1.
november 1972) og bekendtgørelsen om kemikalieaffald (1. april 1976).
Forhold, der er opstået før disse tidspunkter, herunder lossepladser m.v.,
der er taget i brug før 1. oktober 1974, men nu nedlagt, reguleres via lov om
kemikaliedepoter (depotloven).
Hvis det ikke med sikkerhed kan afgøres, om et givet forhold er omfattet
af miljøbeskyttelsesloven eller af depotloven, er udgangspunktet, at
forholdet skal behandles efter depotloven.
Til § 42
Bestemmelsen i § 42 er en understregning af
forureneren-betaler-princippet. Den fastslår, at enhver, der opbevarer,
behandler eller bortskaffer affald, er ansvarlig for, at der ikke herved sker
forurening af luft, vand og jord, og i forlængelse heraf må afholde de
udgifter, som myndighederne i givet fald må afholde til undersøgelser og
afværgeforanstaltninger.
Spørgsmålet om hvorvidt begrebet affald kan defineres har siden
miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden i 1974 med jævne mellemrum været
genstand for drøftelser. Senest har Affaldsudvalget i sin betænkning til
miljøministeren i 1988 overvejet, om en definition bør indgå i lovgivningen.
Affaldsudvalget konkluderede på grundlag af indgående drøftelser af de
såvel administrative som juridiske problemer i forbindelse med en definition
at indstille, at der ikke i loven gives en definition af affald.
Begrundelsen for udvalgets beslutning var, at en definition næppe ville
være til nogen hjælp i de situationer, hvor der rejses tvivl om, hvorvidt
noget er affald. Udvalget anfører, at i sådanne situationer må
tilsynsmyndigheden træffe sin afgørelse ud fra en samlet bedømmelse af de
foreliggende omstændigheder. Endvidere bemærkes det, at det må være op til
den pågældende virksomhed m.v. at godtgøre, at restprodukter, genstande eller
materialer, som efter tilsynsmyndighedens bedømmelse har karakter af affald,
ikke skal behandles som affald, fordi »affaldet« anvendes
miljømæssigt forsvarligt som led i en produktion.
Til illustration af et af problemerne i forbindelse med en definition af
affald som grundlag for lovgivningen, kan det nævnes, at et materiale, der af
en virksomhed eller en borger i en situation opfattes som affald, og som
ejeren derfor ønsker at skille sig af med, ikke nødvendigvis af en anden
virksomhed eller borger i en tilsvarende situation vil blive opfattet som
affald. Begrebet affald indbefatter således en subjektiv vurdering.
Alene på grund af ovennævnte forhold vil det ikke være muligt at udarbejde
en præcis og juridisk anvendelig definition af affald.
I øvrigt er det Miljøstyrelsens generelle opfattelse, at en definition af
affald ikke i sig selv har noget formål, men at affaldsbestemmelserne skal
ses i sammenhæng med lovens formålsbestemmelser. Begrundelsen herfor, er at
affaldets karakter med hensyn til materialesammensætning, mængde og
forureningspotentiale hele tiden ændrer sig. Det der derfor i
lovgivningssammenhæng er brug for er dels generelle regler, hvor en
definition er umulig, og dels detaljerede regler indeholdende angivelse af,
hvilke stoffer, materialer og produkter, der omfattes af reglerne.
Til § 43
Denne bestemmelse tager sigte på udstedelse af generelle regler om
opbevaring, behandling, genanvendelse og bortskaffelse af affald med henblik
på at forebygge og bekæmpe forurening og hygiejniske ulemper. Således skal
bestemmelsen bl.a. danne hjemmelsgrundlag for de eksisterende regler om olie-
og kemikalieaffald, når lov om bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald
ophæves.
Herudover kan der med hjemmel i denne bestemmelse udstedes generelle,
fortrinsvis hygiejnisk begrundede regler om opbevaring, behandling og
bortskaffelse af affald. Sådanne regler findes i dag i reglement om
miljøbeskyttelse. De fleste af disse er dog overført til bekendtgørelse om
bortskaffelse af affald, hvorfor der formentlig kun i beskedent omfang vil
blive behov for yderligere generelle regler herom.
Dernæst kan der fastsættes regler, der tager sigte på at løse
bortskaffelsesproblemer m.v. i forbindelse med særlige affaldstyper og
affaldsmaterialer. Her kan situationen f.eks. være den, at der opstår store
mængder affald af en type, som man ikke tidligere har skullet bortskaffe i et
omfang, der skaber problemer. I en sådan situation vil det være muligt at
udstede regler, eksempelvis om etablering af særlige anlæg på virksomhedernes
eller på det offentliges bekostning, eller om særlig indretning af dele af
eksisterende anlæg.
For så vidt angår udstedelse af regler om emissions- og produktionsforhold
for de af loven omfattede anlæg henvises til § 7. Det vil f.eks. sige, at der
kan fastsættes grænseværdier for den acceptable forurening fra anlæg for
deponering af affald, ligesom der kan fastsættes generelle bestemmelser om
indretning, drift og vedligeholdelse af sådanne anlæg.
Bekendtgørelserne om olie- og kemikalieaffald indeholder bl.a. regler om
pligt for virksomheder til at anmelde sådant affald, og til at aflevere det
på et af kommunalbestyrelsen anvist sted, nemlig de lokale modtagepladser
eller -stationer. Dette system forudsættes bevaret.
Bestemmelsen indeholder endvidere hjemmel for ministeren til at fastsætte
særlige indsamlingsordninger til supplering af reglerne om kommunale
indsamlingsordninger i § 44.
Bestemmelsen giver endelig mulighed for at stille krav om anmeldelse af
affald. Et sådant krav vil i princippet kunne omfatte alle typer affald og
vil desuden kunne indebære, at der stilles krav om løbende indberetning om
affaldsmængder, nye affaldsprodukter m.v.
I regler, der udstedes i medfør af denne bestemmelse, kan der fastsættes
regler til supplement af lovens påbudsbestemmelser.
Til § 44
Denne bestemmelse fastslår, at bortskaffelsen af affald som udgangspunkt
er en kommunal opgave. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at
kommunalbestyrelsen i medfør af de allerede udstedte bekendtgørelser efter
den eksisterende miljøbeskyttelseslov og genanvendelseslov kan vedtage
etablering af de affaldsordninger, herunder indsamlingsordninger for
kildesorterede materialer, diverse behandlingsanlæg, konkrete
anvisningsordninger osv., som vurderes nødvendige og hensigtsmæssige af
hensyn til et affaldsbortskaffelsessystem i overensstemmelse med lovens
formålsbestemmelser.
Forpligtelsens omfang vil dog afhænge af de regler, der udarbejdes med
hjemmel i § 43. Således er der i henhold til § 43 mulighed for at udarbejde
særlige regler om bortskaffelse af bestemte affaldstyper, f.eks.
kraftværkernes restprodukter, således at kommunerne fritages for ansvaret for
disse affaldstyper. Det affald, som kommunerne herefter får ansvar for, skal
styres ved hjælp af indsamlingsordninger og anvisningspligt. Endvidere er
bestemmelsen hjemmel for bekendtgørelsen om bortskaffelse af affald. Denne
bekendtgørelse indeholder regler om kommunalbestyrelsens pligt til og
mulighed for at etablere indsamlingsordninger for forskellige affaldstyper og
om grundejeres, virksomheders m.fl.s pligt til at benytte sådanne ordninger.
Endelig skal bestemmelsen være hjemmel for regler om indsamling af
genanvendelige materialer og produkter, dvs. sådanne regler, som hidtil er
blevet udstedt med hjemmel i § 11 i lov om genanvendelse og begrænsning af
affald.
Af hensyn til at sikre en miljømæssigt optimal bortskaffelse af affald og
en forsvarlig indretning og drift af de af loven omfattede anlæg, kan der
være behov for, at et detaljeret kendskab til såvel kvalitet som kvantitet af
forskellige krav til erhvervsvirksomheder og andre om særlig behandling af
affaldet inden aflevering, om foretagelse af undersøgelser af miljømæssige
risici i forbindelse med affaldet, om detaljerede oplysninger om affaldets
sammensætning og mængde.
I medfør af stk. 4 kan kommunalbestyrelsen forbyde konkurrerende
indsamlingsordninger for affald, der er omfattet af eksisterende kommunale
indsamlingsordninger eller indsamlingsordninger, der er iværksat efter
kommunalbestyrelsens bemyndigelse.
Formålet med bestemmelsen er alene at sikre en koordineret indsamling af
affald og et rimeligt stabilt økonomisk grundlag for eksisterende private
eller offentlige indsamlingsordninger samt begrænse anvendelse og spild af
råstoffer og andre ressourcer.
Stk. 5 svarer til gældende lovgivning, idet erhvervsvirksomheder fortsat
skal kunne fritages for at være omfattet af en indsamlingsordning for
genanvendelige materialer og produkter. For så vidt angår genanvendeligt
olie- og kemikalieaffald, er reglen i overensstemmelse med bekendtgørelsen
herom.
Til § 45
Bestemmelsen indeholder hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan meddele
påbud eller forbud vedrørende affaldsopbevaring, -behandling og
-bortskaffelse.
Til § 46
I medfør af den gældende lovs §§ 61 b, 62 og 62 a sker der en omfattende
planlægning og koordinering af, hvorledes affald kan bortskaffes mest
hensigtsmæssigt i amter og kommuner. Bestemmelserne for indholdet af
planlægningen og pligten for kommunerne og amterne til gennemførelsen af
denne planlægning foreslås afformaliseret og forenklet ved bestemmelsen i §
46.
Herefter består der alene en pligt for kommunerne til at indsamle og
registrere oplysninger om affaldsmængder og -typer, samt affaldets
bortskaffelse. Der er således ingen formel pligt for kommunerne til at
udarbejde detaljerede planer for bortskaffelsen af affald.
Opmærksomheden skal dog i denne forbindelse henledes på, at
kommunalbestyrelserne efter § 44 og regler udstedt i medfør heraf i fremtiden
dels forestår bortskaffelsen af affald, og dels har fået tildelt de
nødvendige kompetencer til reguleringen heraf, bekendtgørelse nr. 118 af 23.
februar 1989 om bortskaffelse af affald. Ansvaret for gennemførelse af den
nødvendige planlægning og indholdet heraf er således henlagt til den enkelte
kommunalbestyrelse, idet ansvar og kompetence følges ad.
Af hensyn til varetagelse af Miljøministeriets opgaver med hensyn til
fremme af renere teknologi, genanvendelse samt ministeriets
miljøovervågningsopgaver, kan ministeren efter stk. 2 fastsætte nærmere
regler for, hvilke oplysninger kommunalbestyrelserne skal indberette til
ministeriet.
Endelig skal det bemærkes, at kommunalbestyrelserne efter anmodning skal
give amtsrådene alle oplysninger, der er af betydning for bedømmelsen af
forhold, der reguleres i lov om planlægning, inden for den enkelte kommunes
område. Der kan i denne forbindelse især være tale om oplysninger, der er
nødvendige for amtsrådenes regionplanlægning, herunder udlæg af arealer til
nye affaldsanlæg.
Til § 47
Efter denne bestemmelse, som er en videreførsel af den gældende lovs § 62
a, stk. 7, kan kommunalbestyrelsen fastsætte gebyrer til dækning af kommunens
udgifter i forbindelse med indsamling, bortskaffelse m.v. af affald. Gebyrer
kan desuden opkræves i forbindelse med etablering og drift af
deponeringsanlæg eller genanvendelsesvirksomheder, herunder fælleskommunale
anlæg.
Fastsættelse og opkrævning af gebyrer på affaldsområdet skal ske således,
at der over et vist tidsrum tilstræbes en dækning af de faktiske
omkostninger, som er forbundet med det samlede bortskaffelsessystem. I
gebyrerne kan indregnes samtlige de omkostninger, som er forbundet med den
enkelte kommunes håndtering og bortskaffelse af affald.
Efter den hidtidige fortolkning af miljøbeskyttelsesloven har kommunerne i
princippet skullet føre separate regnskaber for hver enkelt af de
foranstaltede renovationsordninger. Dette har i takt med affaldsordningernes
udbygning til ikke kun at omfatte indsamling af dagrenovation medført en
uforholdsmæssig stor ressourceanvendelse til gebyradministration.
I stk. 2 er der derfor indsat en bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen af
hensyn til en forenkling af gebyradministrationen kan opkræve et samlet gebyr
til dækning af udgifterne til håndtering og bortskaffelse m.v. af affald.
Ved fastsættelsen af et samlet gebyr kan kommunalbestyrelsen tage
udgangspunkt i de samlede kommunale omkostninger på affaldsområdet og fordele
dem efter gennemsnitsbetragtninger. Kommunalbestyrelsens fastsættelse af et
samlet gebyr for virksomheder, grundejere eller borgere skal dog fortsat
inden for rimelige grænser svare til den ydelse, som leveres eller stilles
til rådighed for den enkelte bruger, der ud fra en gennemsnitsbetragtning må
antages at have gavn af ordningen.
En forudsætning for anvendelse af ovennævnte fremgangsmåde ved
gebyrfastsættelsen er, at kommunalbestyrelsen samtidig udarbejder en
detaljeret redegørelse for beregningen af gebyrernes størrelse og
forudsætningerne herfor. Endvidere må kommunalbestyrelsen med jævne
mellemrum, f.eks. i forbindelse med udarbejdelsen af budgetter for det
efterfølgende år, revidere beregningsforudsætninger og gebyrernes størrelse.
Ovennævnte gebyrfastsættelse er i øvrigt ikke til hinder for, at
kommunalbestyrelsen kan differentiere gebyrstørrelserne, afhængig af den
faktiske benyttelse, eller pålægge virksomheder, grundejere eller borgere et
ekstra gebyr, såfremt kommunale regulativfastsatte sorteringskrav eller
retningslinier for affaldsbortskaffelsen ikke overholdes.
I lighed med det der gælder på spildevandsområdet, kan der efter stk. 4
fastsættes standardbetalingsvedtægter.
Gebyrer som nævnt i § 47 kan opkræves forskudsvis, både for så vidt angår
affaldsselskaber, som betjener en enkelt kommune, og fælleskommunale
affaldsselskaber, der betjener flere kommuner.
Til § 48
Denne bestemmelse indebærer, at miljøministeren kan bestemme, at kommuner
skal deltage i fælleskommunale løsninger på affaldsbortskaffelsesområdet. Der
kan være tale om såvel deponeringsanlæg som genanvendelsesvirksomheder.
Bestemmelsen er en udbygning og præcisering af den gældende lovs § 62 a, stk.
6. Præciseringen består i, at kommuner, der har etableret et fælleskommunalt
anlæg, kan pålægges at optage andre kommuner i fællesskabet. Herudover er det
i stk. 2 præciseret, at en fælleskommunal virksomhed tillige kan pålægges at
modtage affald fra kommuner, som ikke deltager i fællesskabet. Det bemærkes
endvidere, at der i bestemmelsen ligger en forpligtelse for kommunerne til at
stille kommunale arealer til rådighed for fælleskommunale virksomheder for
affaldsbortskaffelse.
Som hidtil forudsættes disse bestemmelser kun anvendt i det omfang, det
ikke ved forhandling lykkes kommunerne at nå frem til en frivillig aftale
herom.
Placering af sådanne anlæg og andre deponeringsanlæg i øvrigt er et
planlægningsanliggende.
Til § 49
Denne bestemmelse finder anvendelse på deponeringsanlæg, der etableres
efter lovens ikrafttræden. Bestemmelsen indebærer en begrænsning i adgangen
til at eje anlæg for deponering af affald. Baggrunden herfor er, at de krav,
der må stilles til en miljømæssigt forsvarlig indretning og drift af
deponeringsanlæg, fører til, at hovedreglen må være, at alene offentlige
myndigheder bør kunne eje og drive sådanne anlæg. Dette skal ses i sammenhæng
med, at deponeringsanlæg, efter at deponeringen er ophørt, fortsat kan
indebære en potentiel forureningstrussel, og at fortsat kontrol med depotet
og gennemførelse af eventuelle afværgeforanstaltninger kun kan sikres,
såfremt en offentlig myndighed er ansvarlig for driften af anlægget.
Bestemmelsen indebærer således, at der aldrig vil være tvivl om, hvem der er
ansvarlig. Myndigheden er ikke hermed afskåret fra at indgå i sædvanlige
former for samvirke omkring driften af sådanne anlæg, ligesom den daglige
drift vil kunne overlades til en entreprenør eller lignende.
De virksomhedstyper, der foreslås omfattet af bestemmelsen, er de
deponeringsanlæg, der er nævnt i listen over særligt forurenende virksomheder
med undtagelse af affaldsforbrændingsanlæg.
I nogle tilfælde vil det være rimeligt at pålægge erhvervsvirksomheder at
etablere specialdepoter uden for virksomhedens område for særlige
affaldstyper, som det vil være uhensigtsmæssigt at anbringe på en
eksisterende losseplads eller fyldplads, f.eks. på grund af affaldsmængden
eller affaldets særlige karakter.
Bestemmelsen i stk. 2 åbner mulighed for at fastsætte regler om, at
sådanne depoter skal drives af den enkelte virksomhed. Ved fastsættelsen af
sådanne regler må der bl.a. tages hensyn til interessen i at undgå hindringer
for bl.a. genanvendelsesinitiativer. Sådanne regler kan f.eks. foreskrive, at
amtskommunen efter drøftelse med den pågældende kommunalbestyrelse i en
godkendelse efter kapitel 5 stiller krav om, at et kraftværk eller lignende
selv skal etablere og drive et anlæg for deponering af flyveaske og andre
restprodukter.
Bestemmelsen i stk. 3 åbner mulighed for, at der i de regler, der udstedes
efter stk. 2, kan fastsættes gebyrer, som skal dække tilsynsmyndighedens
senere udgifter til kontrol med forureningen fra det pågældende anlæg, efter
at deponeringen er ophørt, samt til eventuelle afværgeforanstaltninger.
Endvidere kan der fastsættes regler om sikkerhedsstillelse. De mest
almindelige former for sikkerhed vil være garanti fra et pengeinstitut eller
fra et kautionsforsikringsselskab eller deponering af kontanter i et
pengeinstitut, værdipapirer eller lignende. Formålet hermed er at sikre, at
der er økonomiske midler til en eventuel oprydning, primært i den situation,
hvor den virksomhed, som var ansvarlig for deponeringen, er ophørt. Det
forhold, at en virksomhed har betalt dette gebyr, forhindrer imidlertid ikke,
at virksomheden, hvis den stadig eksisterer, når en oprydning bliver aktuel,
pålægges at betale de fulde omkostninger med fradrag af gebyret.
Til kapitel 7
Det foreslås, at lov om genanvendelse og begrænsning af affald indarbejdes
i miljøbeskyttelsesloven.
Renere teknologi og genanvendelse er væsentlige virkemidler i en
forebyggende miljøpolitik, hvilket er fremhævet ved indsættelsen af visse af
de generelle bestemmelser herom i lovforslagets kapitel 1 og 2. De mere
specielle bestemmelser om renere teknologi og genanvendelse er indeholdt i
dette kapitel.
Til § 50
§ 50 indeholder de bemyndigelser til miljøministeren, som tidligere
fandtes i genanvendelseslovens §§ 6-8. Samtidig er bemyndigelserne dog
udvidet og tilpasset behovet for en mere generel og forebyggende indsats på
miljøområdet. Der indføres således en generel bemyndigelse til at fastsætte
regler om forbud eller begrænsninger i anvendelsen af bestemte typer
materialer eller typer af materialer i produkter eller varer til nærmere
angivne formål, eller krav om at bestemte materialer eller typer af
materialer skal anvendes i produkter eller varer til bestemte formål,
herunder til emballage. Forslaget er en udvidelse af de gældende regler,
hvorefter sådanne regler kun kan fastsættes for papir, pap- og
kartonmaterialer og produkter heraf eller for visse emballager. Hvis de
stadigt voksende forureningsproblemer i forbindelse med affaldsfrembringelsen
skal begrænses, er det nødvendigt, at der åbnes mulighed for en mere
målrettet indsats til sikring af størst mulige genanvendelse og renere
teknologi i forbindelse med de varer og produkter, som før eller senere ender
som affald. Også hensynet til energi- og ressourceanvendelsen i øvrigt
tilsiger en sådan bredere reguleringsmulighed.
En sammenhængende miljøpolitik må, som anført i bemærkningerne til kapitel
1 og 2, tage udgangspunkt i hele det kredsløb af stoffer, materialer og
produkter, som gennemstrømmer vort samfund. Derfor er det nødvendigt, at der
åbnes mulighed for en miljømæssig regulering af materialers, produkters,
emballagers og varers sammensætning, udformning og anvendelse.
Bemyndigelserne i § 50 er således i overensstemmelse med principperne i
den netop vedtagne lov om ændring af lov om kemiske stoffer og produkter, som
ud fra samme kredsløbstankegang udvider mulighederne for at regulere varer og
produkter med kemiske egenskaber.
Efter § 50 kan tilsvarende reguleringer finde sted i forhold til produkter
og varer, der ikke omfattes af kemikalieloven, med henblik på at sikre størst
mulige genanvendelse og at den resulterende forurening begrænses mest muligt.
Det er forudsat, at reguleringer efter § 50 vil ske i overensstemmelse med
EF-bestemmelser på området.
Til § 51
Bestemmelsen er en sammenskrivning af genanvendelseslovens §§ 4 og 5.
Til § 52
De samfundsmæssige omkostninger, som et produkt giver anledning til i
affaldsbortskaffelsesleddet, indgår ikke i prisdannelsen, mens producentens
egne bortskaffelsesomkostninger til spildevand og miljø indgår i prisen. I
stedet betaler forbrugeren et gennemsnitsbidrag til renovation og
bortskaffelse. Der ligger derfor ikke heri noget økonomisk incitament til at
forbruge og bortskaffe mindre forurenende produkter med lave
bortskaffelsesomkostninger. Forbrugeren har på det tidspunkt, hvor varen
købes, ikke nogen mulighed for at indkalkulere prisen for
affaldsbortskaffelse, f.eks. for emballagen. Det ville derfor ud fra en
miljøpolitisk synsvinkel være rigtigt at synliggøre denne omkostning for
producent/importør og for forbruger ved at indregne et bortskaffelsesgebyr i
varens pris. Dette er baggrunden for hjemlen i § 52 til at fastsætte regler
om opkrævning af et bortskaffelsesgebyr i producent/importørleddet.
Bortskaffelsesgebyret bør i givet fald anvendes til at finansiere
affaldsbortskaffelsen. En forudsætning for at opnå den tilsigtede virkning
vil være, at gebyret er differentieret, således at der er taget hensyn dels
til mængderne af basismaterialer og dels til, hvilken bortskaffelsesform der
er nødvendig for produktet under hensyntagen til de i produktet indgående
stoffer og materialer. Tankegangen er således, at de produkter, der f.eks.
giver anledning til renseforanstaltninger på affaldsbortskaffelsesanlæg,
alene bør bære omkostninger til etablering og drift af disse, mens omvendt
produkter, hvor materialerne helt eller delvist genanvendes, tilsvarende kan
give anledning til et nedslag i affaldsbortskaffelsesgebyret.
Til §§ 53, 54, 55 og 56
Bestemmelserne om tilskud til projekter, der har til formål at fremme
genanvendelse eller at nedsætte miljøbelastningen væsentligt ved omstilling
til renere teknologi, er en overførsel af §§ 10-10 c i genanvendelsesloven.
Tilskudsordningen administreres af Genanvendelsesrådet. Der er for
finansårene 1990, 1991 og 1992 afsat henholdsvis 83,5 mio. kr., 116,5 mio.
kr. og 100 mio. kr. for så vidt angår genanvendelsesområdet og 58,4 mio. kr.,
91,5 mio. kr. og 80 mio. kr. for så vidt angår renere teknologi. I
Genanvendelsesrådet er forbruger-, industri~ og arbejdstagerinteresser
repræsenteret, ligesom de kommunale organisationer, Industriministeriet og
Energiministeriet er repræsenteret i rådet. Det er tanken at udvide
Genanvendelsesrådet med en repræsentant for Danmarks Naturfredningsforening
samt med repræsentanter for Arbejdsministeriet og Landbrugsministeriet. I §
53, stk. 1, præciseres, at tilskud også kan gives til formidlings- og
informationsvirksomhed.
Til kapitel 8
Dette kapitel viderefører de bestemmelser om ekspropriation til fordel for
spildevandsanlæg, der findes i de gældende regler i miljøbeskyttelseslovens §
31 og § 32.
I lighed med de gældende regler følger forslaget den ordning, der er i
ekspropriationsreglerne i lov om offentlige veje.
Ligesom de gældende regler foreslås kompetencen til at ekspropriere
henlagt til kommunalbestyrelserne, hvorimod fastsættelse af erstatningerne i
forbindelse med ekspropriationer, der efter den nugældende ordning varetages
af landvæsenskommissionerne, foreslås henlagt til taksationsmyndighederne
efter lov om offentlige veje.
Af redaktionelle grunde er de gældende regler om erstatning i § 13, stk.
3, og § 14, stk. 2-4, flyttet til dette kapitel, der således samler alle
bestemmelser om erstatning og om taksationsmyndighedernes kompetence til at
træffe afgørelse i erstatningsspørgsmål efter denne lov.
Til § 57
Bestemmelsen svarer til de gældende regler i miljøbeskyttelseslovens §
31.
Bestemmelsen opretholder den gældende adgang til at ekspropriere til
fordel for spildevandsanlæg med den tilføjelse, at der nu også kan
eksproprieres til offentlige affaldsbehandlings- og deponeringsanlæg.
I stk. 1 foreslås kompetencen til at ekspropriere i lighed med de gældende
regler henlagt til kommunalbestyrelsen.
Stk. 2 angiver, hvilke rettigheder der kan erhverves ekspropriativt, og
svarer til § 43, stk. 3, i lov om offentlige veje.
Bestemmelsen i stk. 3 viderefører de gældende regler i bekendtgørelsen om
ekspropriation til spildevandsanlæg, hvorefter der ikke kan erhverves
ejendomsret ved ekspropriation til fordel for private spildevandsanlæg.
Til § 58
Bestemmelsen svarer til de gældende regler i miljøbeskyttelseslovens § 31
og til § 44 i lov om offentlige veje.
Til § 59
Bestemmelsen svarer til de gældende regler i miljøbeskyttelseslovens §
31.
Til § 60
Efter de gældende regler i miljøbeskyttelseslovens § 32 er kompetencen
til at fastsætte erstatning som følge af ekspropriation henlagt til
landvæsensretterne. Som anført i de indledende bemærkninger til dette kapitel
foreslås det, at kompetencen til at fastsætte erstatningerne i forbindelse
med ekspropriationer i stedet overføres til taksationsmyndighederne efter lov
om offentlige veje, og at sagerne om ekspropriationserstatning følger
reglerne herom i lov om offentlige veje.
Det foreslås samtidig, at landvæsensretternes hidtidige kompetence til at
træffe afgørelse i erstatningsspørgsmål efter de gældende bestemmelser i §
13, stk. 3, og § 14, stk. 2-4 (forslagets §§ 61-63), overføres til
taksationsmyndighederne.
Til §§ 61-63
Bestemmelserne svarer til de gældende regler i § 13, stk. 3, og § 14,
stk. 2-4, idet kompetencen til at træffe afgørelse om erstatning foreslås
henlagt til taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje i stedet for
som nu landvæsensretterne. I den gældende § 14, stk. 4, er det fastsat, at
erstatningskravet skal være indbragt for den erstatningsfastsættende
myndighed inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. For at
bringe de foreslåede regler i overensstemmelse med den praksis, der gælder i
dag for indbringelse af sager for taksationskommissionen, hvorefter sager
indbringes af offentlige myndigheder, foreslås der dog den ændring i forhold
til gældende ret, at erstatningskravet inden 4 uger skal fremsættes overfor
den myndighed, der har truffet afgørelsen, og at det er myndigheden, der
herefter i mangel af mindelig overenskomst indbringer sagen for
taksationsmyndighederne. Det forudsættes, at myndigheden indbringer sagen for
taksationsmyndigheden hurtigst muligt efter, at det er konstateret, at der
ikke kan opnås enighed om erstatningsspørgsmålet.
Til kapitel 9
Kapitlet svarer til kapitel 7 i den nugældende lov og indeholder i vidt
omfang tilsvarende bestemmelser. Det har været overvejet at foreslå indført
bestemmelser om, at tilsynsmyndighederne kan pålægge administrative dagbøder
som tvangsmiddel i forbindelse med påbud om at lovliggøre forhold, der
strider mod loven. Efter forhandlinger med Justitsministeriet er det
besluttet i stedet at søge andre veje til en styrkelse af retshåndhævelsen på
miljøområdet.
Til §§ 64 og 65
Af overskuelighedsgrunde foreslås omtalen af henholdsvis
kommunalbestyrelsens og amtsrådets tilsynsopgaver samlet i to bestemmelser.
I § 64 omtales kommunalbestyrelsens opgaver. § 64, stk. 1, svarer til den
gældende § 48, stk. 1, mens stk. 2 er flyttet fra den gældende § 50, stk. 1.
§ 65 om amtsrådets opgaver svarer stk. 1 i den gældende § 55, og stk. 2
svarer i indhold til den gældende § 48, stk. 3. Stk. 3 er flyttet fra den
gældende § 50, stk. 1.
Til § 66
Bestemmelsen svarer til den gældende § 48, stk. 2.
Til § 67
Bestemmelsen svarer til den gældende § 50 a, stk. 1.
Til § 68
Bestemmelsen svarer til den gældende § 50 a, stk. 2, men der foretages
her en nærmere opregning af de administrative retshåndhævelsesskridt,
tilsynsmyndigheden kan tage i anvendelse, når der konstateres et ulovligt
forhold. Tilsynsmyndigheden vil kunne vælge en eller flere af de nævnte
reaktioner afhængig af det ulovlige forholds karakter og omfang. Ligesom i
kapitel 5 dækker udtrykket »virksomheder« også anlæg eller
indretninger.
Tilsynsmyndighedens ret til at foretage selvhjælpshandlinger, som fremgår
af den gældende § 49, stk. 1 er medtaget i opregningen som nr. 3.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at de gældende bestemmelser i §§
42 og 25 om forbud mod drift af henholdsvis virksomheder, som overtræder
vilkårene for en godkendelse, og spildevandsanlæg, der overtræder et påbud,
bliver ophævet. Disse bestemmelser har med deres placering i loven og med
adgangen til at påklage tilsynsmyndighedens afgørelser kunnet opfattes som
almindelige forvaltningsafgørelser, selvom de foreskriver reaktioner på et
ulovligt forhold. Med ophævelsen af disse bestemmelser vil de ovennævnte
situationer være omfattet af nr. 1 og blive betragtet som administrativ
retshåndhævelse uden klageadgang.
Til § 69
Bestemmelsen svarer til den gældende § 49, stk. 2.
Til § 70
Bestemmelsen svarer til den gældende § 53.
Til § 71
Bestemmelsen foretager en uddybende præcisering af den oplysningspligt for
forureneren, der fremgår af den gældende § 52.
Rækkevidden af virksomhedernes oplysningspligt har givet anledning til
tvivl. Tvivlen har især drejet sig om, hvorvidt den nuværende § 52 indeholder
hjemmel til at pålægge virksomheder at foretage eller lade foretage
udgiftskrævende undersøgelser af egen forurening. Diskussionen er blevet
aktualiseret ved, at tilsynsmyndighederne som følge af øget arbejdspres og
knappere ressourcer i stigende grad har ønsket, at virksomhederne selv skulle
kontrollere og måle egne emissioner.
Det er utvivlsomt, at myndighederne kan pålægge virksomhederne en sådan
egenkontrol i forbindelse med meddelse af godkendelse og påbud. Det foreslås
derfor, at bestemmelsen får en ordlyd, så der ikke er tvivl om, at
myndighederne har en generel adgang til at pålægge forurenende virksomheder
at føre egenkontrol. Bestemmelsen bygger også på det synspunkt, at en
forurenende virksomhed ikke kan opfylde sin pligt i medfør af lovens § 4,
stk. 3, til at nedbringe forureningen mest muligt, hvis den ikke selv har
tilvejebragt nærmere oplysninger om emissionernes art og omfang. Den
forurenende virksomhed vil herefter have bevisbyrden for, at den ikke giver
anledning til uacceptabel forurening.
Bestemmelsen opregner den type oplysninger, som tilsynsmyndighederne vil
finde det nødvendigt at afkræve, herunder også den type oplysninger, som
allerede er nævnt i den gældende § 52, stk. 2.
Stk. 2 svarer til den gældende § 44 a.
Tilsynsmyndigheden bør være yderst opmærksom på, at der er
proportionalitet mellem omfanget og udgiften til de påbudte undersøgelser,
foranstaltninger m.v., og omfanget og arten af den forurening, som
virksomheden antages at give anledning til. Tilsynsmyndighedens påbud kan
påklages til miljøministeren.
Det bemærkes, at en virksomhed kan kræve fortroligholdelse af oplysninger
om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- og
forretningsforhold eller lignende, hvis det skønnes af væsentlig betydning
for virksomheden, at andre end miljømyndigheden ikke får kendskab hertil.
Reglerne om undtagelser fra aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen
samt reglerne om myndighedernes tavshedspligt i forvaltningsloven samt i
straffeloven gælder således naturligvis fortsat.
Til § 72
Stk. 1 og 2 svarer til den gældende § 56.
Til kapitel 10
Til § 73
Reglen præciserer og forenkler reglerne om bekendtgørelse af afgørelser
for adressaten samt underretning til de personer, organisationer og
myndigheder, der kan klage over afgørelsen.
Til § 74
Reglen svarer til gældende lovs § 68 om, at forbud og påbud skal
forhåndsvarsles overfor adressaten.
Til § 75
Reglen hænger sammen med bestemmelsen om lokale foreningers klageret i
forslagets § 98, hvortil der henvises.
Lokale miljøforeninger tillægges efter § 98 klageret, når foreningen
overfor førsteinstansen dokumenterer, at en række betingelser er opfyldt og
oplyser, hvilke typer af afgørelser foreningen ønsker underretning om for at
udøve klageret. Myndighederne kan på grundlag af sådanne anmeldelser lave
fortegnelser over, hvilke foreninger der er klageberettigede og skal have
underretning om trufne afgørelser.
Til § 76
Reglen i stk. 1 svarer til den gældende lov og opfylder i øvrigt
forvaltningslovens krav om klagevejledning.
Til § 77
Reglen svarer til gældende lov. Reglen i stk. 2 om opsættende virkning
hænger sammen med forslagets § 94. Der henvises til bemærkningerne hertil.
Til § 78
Der har været rejst kritik af, at de gældende regler om godkendelse af
særligt forurenende virksomheder ikke giver offentligheden mulighed for at
drøfte og få indflydelse på beslutninger om godkendelse af virksomheder, der
er risikobetonede. Dette er baggrunden for forslaget om, at ministeren kan
fastsætte regler om offentlig høring i forbindelse med
godkendelsesbehandlingen af projekter, der har væsentlig indflydelse på
virksomhedens sikkerhedsforhold.
Til § 79
Reglen i § 79 om ministerens adgang til at delegere sine beføjelser til
en styrelse svarer til den gældende lov, § 45, stk. 3 og stk. 4.
Til § 80
Svarende til bemyndigelsen i § 44 i lov om kemiske stoffer og produkter
foreslås det i § 80, at miljøministeren skal kunne nedsætte sagkyndige råd,
der kan rådgive miljømyndighederne om miljøspørgsmål. Der er ikke aktuelle
planer om at udnytte denne hjemmel.
Til § 81
Reglerne svarer til gældende lov, § 69 c, vedrørende udøvelsen af
bemyndigelsen heri til at indkalde sager til central behandling eller
ændring. Gældende lovs § 69 a, om muligheden for at ministeren kan tage en
afgørelse truffet af 1. instansen op til nærmere undersøgelse og afgørelse,
er ophævet, da den aldrig har været anvendt i praksis og derfor anses for
unødvendig.
Til § 82
Bestemmelsen bemyndiger ministeren til at indhente oplysninger om alle
forhold, der reguleres efter loven, herunder om afgørelser, der er truffet af
1. instansen, og data, der fremkommer som følge af tilsynsaktiviteter.
Stk. 2 svarer til den gældende lov, § 54, stk. 2.
Til § 83
Reglen svarer til gældende lov, § 57.
Til § 84
Reglen giver hjemmel til, at tilsynsmyndigheden kan undlade at behandle
forhold, som er af bagatelagtig karakter. Det gælder både, hvor
tilsynsmyndigheden selv bliver opmærksom på forhold, og hvor der er modtaget
en klage over et forhold. Tilsynsmyndighedens afgørelse kan ikke påklages.
Til § 85
Bestemmelsen bemyndiger kommunalbestyrelsen til at henlægge sine opgaver
efter loven til en miljø- og levnedsmiddelkontrolenhed.
Til § 86
Bestemmelsen svarer stort set til den gældende miljøbeskyttelseslov, §
51.
Til § 87
Bestemmelsen giver miljøministeren bemyndigelse til at fastsætte regler
om brugerbetaling i forbindelse med lovens administration, herunder til
dækning af myndighedernes omkostninger til bl.a. tilsyn og ved behandling af
sager om tilladelser eller dispensationer og ved behandling af klagesager.
Miljøministeriet vil i øvrigt tage initiativ til drøftelser med de berørte
parter om mulighederne for og udformningen af sådanne
brugerbetalingsordninger.
Specielt vedrørende gebyrer på klagesagsbehandling kan nævnes, at der
bl.a. i den nedsatte kontaktgruppe har været en bred enighed om, at sager af
mindre betydning for natur- og miljøbeskyttelsen ikke skal kunne påklages,
men afgøres endeligt af 1. instansmyndigheden.
Der er derfor i lovforslagene anført en række konkrete sagsområder, som
afgøres endeligt af 1. instansmyndigheden.
Det har imidlertid på visse områder været vanskeligt at afgrænse de
sagstyper, der er af mindre betydning for natur- og miljøbeskyttelsen. På
denne baggrund har det været overvejet at indsætte en generel bestemmelse om,
at sager af mindre betydning for natur- og miljøbeskyttelsen ville kunne
afvises af klagemyndigheden.
Det har imidlertid vist sig, at en sådan bestemmelse vil være
administrativ vanskelig og tillige ressourcekrævende. En sådan bestemmelse er
derfor ikke medtaget i lovforslagene.
Miljøministeriet vil også for så vidt angår gebyr for klagesagsbehandling
sammen med de berørte parter vurdere, om og i hvilket omfang der kan indføres
klagegebyrer m.v. med henblik på at afskære de mindre betydende klagesager i
overensstemmelse med den brede enighed herom. Ministeriet vil i denne
forbindelse lægge til grund, at klageordningen må hvile på det princip, at
klagegebyret skal tilbagebetales, når klagen imødekommes. I dette arbejde vil
erfaringerne fra klagegebyrordningen i den nugældende vandløbslov, som
tilsyneladende har medført en væsentlig begrænsning af klagesagsantallet,
kunne indgå.
Til § 88
De foreslåede bestemmelser om internationale overenskomster, herunder
EF-retsakter, er enslydende med bestemmelser i de andre lovforslag, der
fremsættes samtidig hermed.
Til kapitel 11
Til §§ 89 og 90
Reglen i § 89, stk. 1, svarer til gældende lov, § 70, idet der dog i de
enkelte kapitler i lovforslaget udtrykkeligt er gjort opmærksom på, i hvilke
tilfælde klageadgangen er afskåret.
Med henblik på at opnå en tilbundsgående decentralisering af afgørelser
efter loven er der foretaget en vurdering af muligheden for at gøre
førsteinstansafgørelser endelige. Udgangspunktet har været, at
endelighedsbestemmelser bør forekomme, hvor sagens udfald udfra en generel
vurdering må anses for at være af mindre betydning for miljøet. På den
baggrund er der indsat en række endelighedsbestemmelser i kapitlerne 3, 4 og
5.
I den gældende lov er muligheden for at der administrativt kan fastsættes
endelighedsbestemmelser begrænset til regler fastsat i medfør af § 4, dvs.
regler om hygiejniske og mere genemæssige forhold.
Der foreslås en generel bemyndigelse for ministeren i § 90 til at lade de
kommunale myndigheder træffe den endelige afgørelse i visse mindre sager. En
række sager af mindre betydning for miljøbeskyttelsen vil med rimelighed
kunne afgøres endeligt af kommunalbestyrelsen som den myndighed, der har det
lokale kendskab til forholdene.
Til § 91
Reglen i § 91 svarer til den gældende lov, § 71.
Til § 92
Den gældende regel indeholder ikke krav om, at klage skal indgives
skriftligt. Bestemmelsen er blevet fortolket således, at en mundtlig klage er
tilstrækkelig til at overholde klagefristen, hvis den snarest følges op af en
skriftlig klage.
I betragtning af det myndighedsapparat en klage sætter igang samt den
betydning f.eks. en naboklage kan have for en virksomhed, er det fundet
rimeligt at stille krav om skriftlighed.
Til §§ 93 og 94
De gældende bestemmelser har fået deres udformning ved lov 355 af 13. maj
1987.
Princippet i de gældende regler er, at afgørelser om påbud og
forbud har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer
noget andet. Afgørelser om tilladelser og godkendelser har ikke
opsættende virkning, idet dog nødvendige bygge- og anlægsarbejder ikke må
påbegyndes, før klagefristen er udløbet eller klagemyndigheden har bestemt
noget andet. Førsteinstansen kan tillade, at byggeriet påbegyndes.
Reglen om opsættende virkning for bygge- og anlægsarbejder havde til
hensigt at sikre, at klage ikke blev illusorisk. Den åbnede dog også mulighed
for, at byggearbejder kunne gå i gang, hvor førsteinstansen i den konkrete
sag fandt, at lokaliseringen af virksomheden var ubetænkelig, og at klage
alene ville vedrøre vilkårsjustering.
Praksis har imidlertid vist, at dispensationsadgangen for bygge- og
anlægsarbejder i godkendelsessager er anvendt i meget vidt omgang og i visse
tilfælde kurant, og at opsættende virkning er blevet en undtagelse.
Erfaringen i Miljøstyrelsen har endvidere været, at spørgsmålet om
lokalisering kun yderst sjældent giver anledning til afvisning af godkendelse
af denne grund.
I konsekvens heraf er det fundet rigtigst ved fastsættelse af regler om
opsættende virkning at skelne mellem tilfælde, hvor klagemyndighedens
funktion i almindelighed vil bestå i at ophæve eller stadfæste en tilladelse,
som indebærer bygge- og anlægsarbejder, og tilfælde, hvor klagemyndighedens
funktion oftest kan bestå i at ændre de fastsatte vilkår.
På baggrund heraf foreslås at ændre reglerne, således at klage over
afgørelser om godkendelse m.v. som udgangspunkt ikke skal have opsættende
virkning, men at det modsatte udgangspunkt må tages for afgørelser om påbud
og forbud.
I påbuds- og forbudssager kan klagemyndigheden bestemme noget andet.
Desuden kan ministeren fastsætte regler om, at visse godkendelser og
tilladelser ikke må udnyttes indenfor klagefristen, og at en klage skal have
opsættende virkning.
Til § 95
I lighed med de samtidig fremsatte forslag til lov om vandløb og lov om
planlægning foreslås det, at klage over en ekspropriationsbeslutning skal
have opsættende virkning. Bestemmelsen åbner dog mulighed for, at ministeren
i konkrete tilfælde kan bestemme, at klagen ikke skal have opsættende
virkning.
Til § 96
Det skal her bemærkes, at §§ 97 og 98 udtømmende gør op med foreningers
klageret, og at disse ikke omfattes af stk. 1, nr. 2. Der henvises til
bemærkningerne til § 98 om dette spørgsmål.
Embedslægeinstitutionens klageret er beskåret, således at den fremtidig
kun vedrører spørgsmål af sundhedsmæssig og hygiejnisk karakter. I
forbindelse med udarbejdelse af regler i medfør af § 16 vil det blive
vurderet, om der er behov for, at Embedslægeinstitutionen tillægges klageret.
Til § 97
Organisationers klageret er udtømmende opregnet. Dansk Fiskeriforenings
klageret er foreslået udvidet til også at omfatte amtsrådets afgørelser efter
kapitel 4 og 5 om forurening af vandløb og søer.
Endvidere foreslås det, at Greenpeace tillægges klageret for amtsrådets
afgørelser efter kapitel 4 og 5 for så vidt angår spørgsmål om forurening af
havet som parallel til, at Greenpeace er tillagt klageret efter
havmiljøloven.
Til § 98
Reglen i gældende lovs § 74, stk. 1, nr. 3, lovforslagets § 96, stk. 1,
nr. 2, fastlægger, at enhver, der må antages at have en væsentlig individuel
interesse i sagens udfald, kan klage over afgørelsen.
Kriteriet »individuel, væsentlig interesse« har i forhold til
lokale miljøgrupper voldt fortolkningsvanskeligheder om disses klageret i den
enkelte sag.
Det foreslås derfor at opgive den hidtidige praksis, uanset at ændringen
fører til en vis udvidelse af kredsen af klageberettigede. Reelt skønnes
udvidelsen at være af begrænset omfang, idet lokale foreninger hidtil ved en
fortolkning af kriteriet har haft en del muligheder for at udøve klageret.
Den foreslåede regel gør udtømmende op med lokale foreningers klageret.
Det bemærkes dog, at andre foreninger som hidtil vil kunne udøve klageret i
konkrete sager, hvis der foreligger fuldmagt fra en klageberettiget til at
klage på dennes vegne, jf. forvaltningslovens § 8.
Til § 99
Der foreslås en ny bestemmelse om, at søgsmål til prøvelse af afgørelser
efter loven skal være anlagt indenfor en bestemt frist. Søgsmålsfristen
forekommer berettiget af hensyn til at sikre, at der efter en periode ikke
kan rejses tvivl om rigtigheden af en afgørelse.
Stk. 3 indeholder en særlig værnetingsregel i søgsmål om ekspropriation.
Til kapitel 12
Kapitlet indeholder bestemmelser om et uafhængigt, sagkyndigt
Miljøklagenævn, der er 3. instans for afgørelser truffet af miljøministeren
eller af Miljøstyrelsen efter bemyndigelse.
Det er en vigtig del af regeringens miljølovsreform, at ankesystemerne som
hovedregel kun kommer til at omfatte to instanser. På denne baggrund foreslås
den nugældende lovs brede adgang til at påklage Miljøstyrelsens 2.
instansafgørelser til Miljøankenævnet begrænset.
Af retssikkerhedsmæssige grunde foreslås det, at der bevares en mulighed
for at få prøvet miljøministerens, henholdsvis Miljøstyrelsens, 2.
instansafgørelser i meget betydningsfulde sager. Denne klageadgang omfatter
klager over afgørelser om listevirksomheder og væsentlige
spildevandsudledninger, dog under forudsætning af, at nævnet skønner, at den
konkrete sag er større eller af principiel betydning. Denne afgrænsning skal
sikre, at det kun er afgørelser af en sådan betydning, at de kan bære en 3.
instansbehandling, der kan indbringes for ankenævnet. Endvidere foreslås det,
at den hidtidige mulighed for at indbringe miljøministerens og
Miljøstyrelsens 1. instans-afgørelser (0-1 sager årligt) bevares.
Det foreslås derfor, at det nuværende Miljøankenævn bevares, idet dog
nævnets navn i overensstemmelse med nyere praksis herom ændres til
Miljøklagenævnet. Det nye Miljøklagenævn vil dog hvad angår
sekretariatsbistand kunne reduceres til ca. den halve størrelse, idet den
indskrænkede kompetence vil medføre en betydeligt formindsket sagsmængde.
Miljøklagenævnet forventes således at skulle behandle og afgøre et mindre
antal sager årligt end det eksisterende Miljøankenævn, der afgør 100 til 150
sager årligt vedrørende miljøbeskyttelsesloven. På længere sigt vil antallet
af sager, der skal behandles af nævnet efter dette lovforslag, formentlig
blive yderligere reduceret. Det eksisterende Miljøankenævn afgør endvidere et
mindre antal sager efter vandforsyningsloven, lov om kemiske stoffer og
produkter, lov om miljø- og genteknologi samt havmiljøloven.
Miljøklagenævnet vil ligesom Miljøankenævnet være et sagkyndigt nævn.
Miljøklagenævnets sammensætning foreslås dog ændret, således at det i videst
muligt omfang sikres, at der sker en afvejning af erhvervsinteresser og
miljøbeskyttelsesinteresser. Den nuværende sammensætning af Miljøankenævnet,
hvorefter medlemmer udpeges efter indstilling fra henholdsvis
erhvervsorganisationerne og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på den ene side
og Miljøstyrelsen på den anden side, foreslås ændret således, at
Miljøstyrelsens indstillingsret erstattes af en indstillingsret for de
»grønne« organisationer. Indstillingsretten tillægges de samme
landsomfattende miljøorganisationer, som er tillagt klageret efter
lovforslaget, dvs. Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks
Sportsfiskerforbund, Greenpeace samt Danmarks Havfiskeriforening og Dansk
Fiskeriforening i forening.
Til § 100
Der henvises til de almindelige bemærkninger til kapitel 12.
Til § 101
Miljøklagenævnets kompetence foreslås begrænset på flere måder i forhold
til Miljøankenævnets kompetence efter den gældende lov.
Kompetencebegrænsningen er for det første en følge af, at flere af de
afgørelsestyper, der før kunne påklages til Miljøankenævnet, foreslås
ophævet. Dette gælder således den nugældende lovs §§ 34, 61f, stk. 6, 69a
samt ministerens 1. instans-afgørelser efter lovens § 11.
Endvidere foreslås Miljøklagenævnets kompetence med hensyn til klager over
2. instansafgørelser begrænset til større eller principielle afgørelser. Der
er herved dels tænkt på afgørelser, hvor hensynet til væsentlige miljø- eller
naturværdier skal afvejes mod andre væsentlige beskyttelsesværdige
interesser, herunder afgørelser af særlig vidtrækkende økonomisk betydning
for samfundet eller afgørelsens adressat. Endvidere tænkes der på afgørelser,
der rejser spørgsmål om den rigtige anvendelse af en lovregel eller skønnes
at få afgørende betydning for den administrative praksis. Sidstnævnte vil
hyppigst være tilfældet i forbindelse med gennemførelse af ny lovgivning,
hvor det kan være af principiel betydning at få fastlagt, hvordan de nye
bestemmelser skal fortolkes.
Miljøklagenævnets kompetence omfatter herefter primært større eller
principielle 2. instansafgørelser vedrørende virksomheder, der er optaget på
listen over særligt forurenende virksomheder, jf. lovforslagets kapitel 5, og
væsentlige spildevandsudledninger, jf. forslagets §§ 28 og 30.
Endvidere omfatter Miljøklagenævnets kompetence afgørelser, der træffes af
miljøministeren (eller Miljøstyrelsen efter bemyndigelse) i 1. instans. Dette
må dog forventes at udgøre et meget lille antal afgørelser (0-1 afgørelse
årligt), da 1. instansen overalt i lovforslaget er en lokal myndighed, og
ministeren således kun bliver 1. instans i forbindelse med call
in-bestemmelsen i lovforslagets § 81 og i forbindelse med
vandforsyningslovens regler, jf. forslagets § 25. Det bemærkes, at de
centrale miljømyndigheder i dag kun fører tilsyn med tre virksomheder,
indkaldt af ministeren, og at dette tal forventes at blive endnu mindre i
forbindelse med lovreformen.
Efter reglen i stk. 2 afgør Miljøklagenævnet selv, hvorvidt en klage
vedrører en afgørelse, der er omfattet af nævnets kompetence. Dette har især
den betydning, at det er nævnet selv, der afgør om en 2. instansafgørelse
skal betragtes som større eller principiel. Klager indsendes, ligesom klager
til det nuværende Miljøankenævn, direkte til Miljøklagenævnet, der således
selv sorterer de sager fra, der efter nævnets skøn ikke er omfattet af
nævnets kompetence.
Til §§ 102-104
Bestemmelserne indeholder regler om Miljøklagenævnets sammensætning og
virkemåde. Det forudsættes, at det eksisterende Miljøankenævn - i reduceret
form - fortsætter som Miljøklagenævn. Dog foreslås indstillingsretten til de
sagkyndige, beskikkede medlemmer ændret, således at den indstillingsret, som
Miljøstyrelsen efter nugældende lov har i forhold til Miljøankenævnets
beskikkede medlemmer, overgår til de landsomfattende miljøorganisationer
Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Greenpeace,
Danmarks Havfiskeriforening og Danmarks Fiskeriforening i forening.
Erhversorganisationernes indstillingsret er uændret i lovforslaget. Bortset
fra denne ændring i indstillingsretten er de foreslåede ændringer og
udeladelser i forhold til de nugældende bestemmelser om Miljøankenævnets
sammensætning og virkemåde udelukkende af redaktionel karakter.
Til §§ 105 og 106
I § 105 foreslås det, at de samme personer og organisationer, som efter
lovforslagets §§ 96-98 er klageberettigede overfor 1. instansafgørelser, i
samme omfang er klageberettigede overfor afgørelser, der kan påklages til
Miljøklagenævnet. Dette medfører visse ændringer i kredsen af
klageberettigede i forhold til de gældende regler om klage til
Miljøankenævnet, bl.a. med hensyn til lokale miljøforeningers klageret. Der
henvises herom til bemærkningerne til forslagets §§ 96-98. Også reglerne om
klagefrist og klagers opsættende virkning følger de almindelige regler herom
i lovens kapitel 11. Dog præciseres det i § 106, stk. 2, at en klage til
Miljøklagenævnet over forbud og påbud kun kan have opsættende virkning,
såfremt nævnet faktisk optager klagen til behandling.
Til kapitel 13
Til §§ 107 og 108
Reglerne om straf svarer stort set til de gældende love, der indgår i
lovforslaget, bortset fra reglen i § 107, stk. 1, nr. 3, sammenholdt med §
107, stk. 6, og reglen i § 107, stk. 4.
§ 107, stk. 1, nr. 3, indeholder hjemmel til at straffe overtrædelser af
krav, som miljøministeren har fastsat i medfør af § 10, stk. 4, for
virksomheder, som ikke er omfattet af en aftale efter § 10, stk. 2. § 107,
stk. 6, om udmåling af bøde skal sikre, at en virksomhed, der står uden for
en aftale efter § 10, stk. 2, ikke opnår en økonomisk fordel ved overtrædelse
af krav efter § 10, stk. 4, i forhold til den virksomhed, der omfattes af en
aftale, og idømmes bod for overtrædelse af aftalen.
I § 107, stk. 4, er der som noget nyt indført et forslag om, at også
staten skal kunne straffes for overtrædelse af loven. Forslaget er udformet i
overensstemmelse med en tilsvarende bestemmelse i lov om arbejdsmiljø,
således at der hermed opnås samme ansvar for staten i sager om det indre og
det ydre miljø.
Bestemmelsen i den gældende miljøbeskyttelseslovs § 85 foreslås ophævet,
da den efter ikrafttrædelsen af borgerlig straffelovs § 152 a (1. januar
1987) ikke længere har noget selvstændigt indhold i forhold til straffelovens
almindelige regler om tavshedspligt.
Til kapitel 14
Til § 109
Lovens ikrafttræden fastsættes heri til den 1. januar 1991, således at
der er fastsat en vis frist for lovens gennemførelse.
Til §§ 110-114
Reglerne indeholder ophævelsesbestemmelser og dels overgangsbestemmelser,
dels bemyndigelser til at fastsætte overgangsbestemmelser.
Til §§ 112 og 113
Reglerne heri overfører overgangsbestemmelser, der findes i den gældende
lov, § 89, stk. 2, og § 12 i lov nr. 863 af 23. december 1987 om
betalingsregler for spildevandsanlæg.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1990 LSF 74 FORSLAG TIL LOV OM MILJØBESKYTTELSE Retsinformation · 7. juni 1991
- 1989 LSF 164 FORSLAG TIL LOV OM MILJØBESKYTTELSE Retsinformation · 18. januar 1990
- 1990 LSF 104 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE Retsinformation · 30. januar 1991
- Affaldsafgift ved etablering af biocover SKM-databasen · 30. april 2019
- Sagen drejer sig om gyldigheden af syv afgørelser, der er truffet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, om forbud mod anvendelse, opbevaring og håndtering af pesticider Domsdatabasen · 21. november 2024
- Landsrettens dom om klageberettigelse i relation til planloven stadfæstes Domsdatabasen · 1. juni 2023