Spring til indhold

Retsinformation

1990 LSF 21 FORSLAG TIL LOV OM MILJØBESKYTTELSE

1990/1 LSF 21Lovforslag som fremsatFolketinget4. oktober 1990

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Formål m.v.

§ 1. Loven skal medvirke til at værne landets natur og miljø, så

samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for

menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.

Stk. 2. Med denne lov tilsigtes særligt,

1) at forebygge og bekæmpe forurening af luft, vand, jord og undergrund

samt vibrations- og støjulemper,

2) at tilvejebringe hygiejnisk begrundede regler af betydning for miljøet

og for mennesker,

3) at begrænse anvendelse og spild af råstoffer og andre ressourcer,

4) at fremme anvendelse af renere teknologi, og

5) at fremme genanvendelse og begrænse problemer i forbindelse med

affaldsbortskaffelse.

§ 2. Loven omfatter,

1) al virksomhed, som gennem udsendelse af mikroorganismer, der kan være

til skade for miljø og sundhed, udsendelse af faste, flydende eller

luftformige stoffer eller ved frembringelse af affald kan medføre forurening

af luft, vand, jord og undergrund,

2) rystelser og støj,

3) produkter eller varer, som i forbindelse med fremstilling, opbevaring,

anvendelse, transport eller bortskaffelse kan medføre forurening,

4) transportmidler og andre mobile anlæg, som kan medføre forurening, og

5) dyrehold, skadedyr og andre forhold, som kan medføre hygiejniske

problemer eller væsentlige ulemper for omgivelserne.

Stk. 2. Loven omfatter tillige virksomhed, som vedrører

risikobetonede processer, samt oplagringer af stoffer med farlige egenskaber,

således at driftsforstyrrelser eller uheld kan medføre nærliggende fare for

forurening som nævnt i stk. 1.

§ 3. Ved lovens anvendelse skal der lægges vægt på, hvad der er

Læs alt

opnåeligt ved anvendelse af den mindst forurenende teknologi, herunder ved

anvendelsen af mindre forurenende råvarer, anlæg og processer, eller ved

anvendelsen af bedst mulige, forureningsbekæmpende foranstaltninger. Ved

denne vurdering skal der lægges vægt på hele det kredsløb, som stoffer og

materialer gennemløber i samfundet, med henblik på at begrænse spild af

ressourcer mest muligt.

Stk. 2. Ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltningerne

til forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der lægges vægt på de ydre

omgivelsers beskaffenhed og forureningens virkning på disse.

§ 4. Den, der vil påbegynde virksomhed, der kan give anledning til

forurening, skal vælge et sådant sted for udøvelsen, at faren for forurening

begrænses mest muligt.

Stk. 2. Ved valg af stedet skal der tages hensyn til områdets

beskaffenhed, herunder den nuværende og planlagte fremtidige udnyttelse, samt

til mulighederne for hensigtsmæssig bortskaffelse af spildevand og affald.

Stk. 3. Den, der påbegynder eller udøver virksomhed, der kan give

anledning til forurening, skal træffe foranstaltninger, der kan forebygge og

imødegå denne og tilrettelægge virksomhedens indretning og drift på en sådan

måde, at den i mindst muligt omfang medfører forurening, jf. § 3. Ved

indretning af virksomhedens anlæg og ved tilrettelæggelse af driften,

herunder ved valg af produktionsprocesser, råvarer og hjælpestoffer, skal det

sikres, at ressourceanvendelsen, forureningen og affaldsfrembringelsen

begrænses bedst muligt.

Stk. 4. Den, der har forårsaget forurening af luft, vand, jord

eller undergrund, eller skabt risiko for, at en sådan forurening kan opstå,

skal foretage de nødvendige foranstaltninger til at søge følgerne af

forureningen effektivt forebygget eller afværget. Derudover skal den hidtige

tilstand så vidt muligt søges genoprettet.

§ 5. Den, der fremstiller eller importerer varer eller produkter,

skal i videst mulige omfang sikre, at varen eller produktet ikke giver

anledning til forurening eller spild af materialer og energimæssige

ressourcer.

Stk. 2. Der skal herunder lægges vægt på, at varen eller produktet

har en sådan sammensætning og udformning, at varen eller produktet

1) sikres den længst mulige levetid,

2) i videst muligt omfang lader sig genanvende, og

3) ved den endelige bortskaffelse som affald ikke giver anledning til

forurening eller anden miljøbelastning.

Stk. 3. Den, der anvender eller forbruger varer eller produkter,

skal ved anskaffelsen og ved bortskaffelsen af varen eller produktet medvirke

til at fremme genanvendelsen og begrænse problemerne i forbindelse med

affaldsbortskaffelsen.

§ 6. Offentlige myndigheder skal virke for lovens formål ved anlæg

og drift af offentlige virksomheder samt ved indkøb og forbrug.

Kapitel 2

Almindelige bestemmelser

§ 7. Miljøministeren kan fastsætte regler om

1) forurening fra virksomheder, anlæg, maskiner, redskaber, fyringsanlæg

og transportmidler,

2) indretning, drift og vedligeholdelse af de virksomheder m.v., der er

nævnt i nr. 1,

3) forurening fra spildevandsanlæg, rensningsanlæg, forbrændingsanstalter

og lossepladser samt indretning, drift og vedligeholdelse af sådanne anlæg,

4) renhedsgraden af og tilsætning af stoffer til brændstoffer, der

anvendes til opvarmning eller drift af transportmidler og maskiner,

5) at bestemte anlæg, maskiner, redskaber og transportmidler skal være af

godkendt type,

6) at anlæg, indretninger eller apparater, herunder måleapparatur, der er

beregnet til anvendelse i forureningsbegrænsende øjemed, skal være af

godkendt type,

7) risikobetonede processer samt oplagring og transport af stoffer med

farlige egenskaber som nævnt i § 2, stk. 2,

8) anmeldelse til tilsynsmyndigheden af virksomhedens eller anlæggets

anvendelse af råvarer, hjælpestoffer og andre materialer samt af udledninger

til vand, jord og luft i forbindelse med virksomhedens eller anlæggets drift,

herunder af frembringelsen af affald,

9) anmeldelse om midlertidig placering og anvendelse af anlæg,

transportmidler, mobile anlæg, maskiner og redskaber, der kan medføre

forurening, herunder om vilkår for sådanne placeringer og anvendelse, og

10) bioteknologisk anvendelse af mikroorganismer, herunder om alle former

for udledning til miljøet.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om en frivillig

konsulentordning for virksomhederne i forbindelse med gennemførelse af regler

efter stk. 1, herunder om autorisation af konsulenterne samt om gebyrer til

dækning af udgifterne ved autorisationsordningen.

§ 8. Miljøministeren kan fastsætte regler om retten til at anvende

et miljømærke ved salg af materialer, produkter eller varer, som indeholder

genanvendte eller genanvendelige materialer, eller som i øvrigt af

miljømæssige grunde er at foretrække fremfor andre materialer, produkter

eller varer med samme anvendelse. Ministeren kan herunder fastsætte regler om

betingelser for at anvende mærket, om mærkets udformning og anbringelse på

materialet, produktet eller varen.

Stk. 2. Ministeren kan henlægge administrationen af miljømærket

til det særlige nævn, der kan nedsættes i medfør af § 10 a i lov om kemiske

stoffer og produkter.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om gebyrer for

behandlingen af ansøgninger og for anvendelsen af miljømærket.

Stk. 4. Gebyrerne kan anvendes til dækning af udgifter ved

1) nævnets virksomhed,

2) tilsyn og kontrol med miljømærkeordningen, og

3) forsknings- og udredningsprojekter til støtte for administrationen af

miljømærket.

Stk. 5. Materialer, produkter eller varer må ikke sælges under

omstændigheder, der er egnet til at vildlede brugerne med hensyn til

materialets, produktets eller varens miljø- og sundhedsmæssige egenskaber og

virkninger, eller med hensyn til den risiko, der kan være forbundet hermed.

Stk. 6. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om det i stk. 5

nævnte forbud mod vildledende markedsføring.

§ 9. Miljøministeren kan fastsætte regler om pant- og

rabatordninger for bestemte produkter, der medfører en særlig miljøbelastning

ved bortskaffelsen samt for bestemte emballagetyper.

Stk. 2. Til gennemførelse af de i stk. 1 nævnte pantordninger kan

ministeren fastsætte regler om:

1) pantets eller rabattens størrelse,

2) mærkning af de af ordningen omfattede produkter, varer eller

emballager, og

3) pligt for forhandlere af de af pantordningerne omfattede produkter,

varer eller emballager til at være tilsluttet pantordningerne, herunder pligt

til at modtage og opbevare de pantbærende produkter m.v.

Stk. 3. Ministeren kan overlade administrationen af de i stk. 1 og

2 nævnte ordninger til forhandlere eller producenter af de pågældende

produkter, varer eller emballager eller til disses organisationer, når der

ved en sådan privat ordning kan sikres en miljømæssigt betryggende

effektivitet med hensyn til indsamling, genanvendelse eller bortskaffelse.

Stk. 4. Er der efter stk. 3 indgået aftale om en ordning med

forhandlere eller producenter, som dækker en væsentlig del af markedet for de

pågældende produkter, varer eller emballager, kan ministeren fastsætte regler

om, at øvrige forhandlere eller producenter skal være tilsluttet den

etablerede ordning.

§ 10. Med henblik på at begrænse den samlede forurening, herunder

frembringelse af affald, kan miljøministeren fastsætte bindende mål for

nedbringelse af anvendelsen, udledningen eller bortskaffelsen af nærmere

bestemte produkter, stoffer eller materialer.

Stk. 2. Til opfyldelse af mål fastsat i medfør af stk. 1 kan

ministeren indgå aftaler, herunder om kvoter, med virksomheder eller

sammenslutninger af virksomheder. Ministeren kan fastsætte regler om

aftalegrundlaget samt om almindelige betingelser for sådanne aftaler,

herunder om:

1) udpegning af den eller de ansvarlige for aftalens gennemførelse,

herunder om disses beføjelser i forhold til de af aftalen omfattede

virksomheder,

2) regler til sikring af aftalens gennemførelse, herunder om de omfattede

virksomheders pligt til at afgive oplysninger til de for aftalen ansvarlige

eller til ministeren,

3) betaling af bod i tilfælde af forsinkelse eller anden misligholdelse af

aftalen, herunder om sikkerhedsstillelse for bodens betaling og om, at

tvistigheder om aftalens indhold og opfyldelse skal afgøres ved voldgift,

herunder om voldgiftsrettens sammensætning.

Stk. 3. Inden en aftale indgået efter stk. 2 iværksættes, skal den

forhandles med de i § 11 nævnte myndigheder og organisationer.

Stk. 4. Er der efter stk. 2 indgået aftale med virksomheder eller

sammenslutninger af virksomheder, som anvender, udleder eller bortskaffer en

væsentlig del af de pågældende produkter, stoffer eller materialer, kan

ministeren fastsætte tilsvarende krav om begrænsning af anvendelse, udledning

eller bortskaffelse af disse produkter, stoffer eller materialer for

virksomheder, som ikke er omfattet af aftalen.

Stk. 5. I forbindelse med gennemførelsen af aftaler efter stk. 2

eller regler efter stk. 4 kan miljøministeren bestemme, at afgørelser truffet

efter loven eller efter regler i henhold til loven ændres i overensstemmelse

med de i aftalen eller reglerne fastsatte krav. Det skal i aftalerne efter

stk. 2 eller reglerne efter stk. 4 nærmere angives, under hvilke betingelser

og i hvilket omfang de fastsatte krav kan suppleres eller skærpes af

tilsynsmyndigheden under hensyn til recipientforhold eller andre lokale

forhold.

§ 11. Inden miljøministeren fastsætter regler i medfør af loven,

forhandler ministeren med de nærmest interesserede landsomfattende erhvervs-

og miljøorganisationer, de kommunale organisationer og andre berørte

statslige myndigheder, herunder arbejdsministeren.

§ 12. Miljøministeren kan efter forhandling med

landbrugsministeren fastsætte regler om jordens dyrkningsmæssige anvendelse

med henblik på at beskytte vandløb, søer og havet samt grundvandet og jorden

mod forurening med næringssalte.

Stk. 2. Ministeren kan efter forhandling med landbrugsministeren

fastsætte regler om den dyrkningsmæssige anvendelse af jord, der har været

udsat for forurening, med henblik på at sikre at den pågældende anvendelse

ikke medfører fare for sundhed eller miljø.

§ 13. Miljøministeren kan i særlige tilfælde fastsætte regler om,

at afgørelser, der er truffet efter loven eller efter regler i medfør af

loven, kan ændres, hvis det er nødvendigt for at formindske forureningen af

luft, vand og jord.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang

virksomhederne skal bidrage med oplysninger til brug for myndighedernes

behandling af sager efter regler udstedt i medfør af stk. 1.

§ 14. Miljøministeren kan til vejledning for myndighederne angive

kvalitetskrav til luft, vand og jord samt om støjniveau.

Stk. 2. Ministeren kan til opfyldelse af internationale

forpligtelser fastsætte bindende regler om kvalitetskrav til luft, vand og

jord samt om støjniveau.

Stk. 3. De regler, der er fastsat i medfør af stk. 2, skal lægges

til grund ved behandlingen af sager efter loven eller regler, der er fastsat

i medfør heraf.

Stk. 4. Afgørelser, der er truffet efter loven eller regler

udstedt i medfør af denne, kan ændres, såfremt det er nødvendigt for at

tilgodese opfyldelsen af regler efter stk. 2.

§ 15. Miljøministeren kan efter forhandling med trafikministeren

fastsætte regler om, at projekter for større vejanlæg samt for jernbaner skal

forelægges for miljøministeren, forinden anlægget påbegyndes.

Stk. 2. Ministeren kan efter forhandling med trafikministeren og

de kommunale organisationer fastsætte regler om de støjgrænser, der skal

gælde for ny støjfølsom bebyggelse, der agtes opført ved større vejanlæg og

jernbaner.

§ 16. Miljøministeren kan fastsætte regler om affald, dyrehold,

skadedyr og andre forhold, når det er nødvendigt for at forebygge og imødegå

forurening og uhygiejniske forhold. Ministeren kan herunder fastsætte regler

om badevand og badestrande, svømmebassiner og varmtvandsbadeanstalter,

campingpladser og restaurationer og andre steder, hvor et større antal

personer samles.

Stk. 2. I regler efter stk. 1 fastsættes bestemmelser om

kommunalbestyrelsens adgang til at gribe ind med påbud om afhjælpende

foranstaltninger eller forbud overfor forhold omfattet af stk. 1.

§ 17. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for gennemførelsen af en

effektiv rottebekæmpelse.

Stk. 2. Ejere af fast ejendom har pligt til at foretage sådanne

foranstaltninger med hensyn til sikring af deres ejendomme og disses

renholdelse, at rotternes levemuligheder på ejendommen begrænses mest muligt.

Stk. 3. Miljøministeren fastsætter regler om rottebekæmpelse,

herunder om kommunalbestyrelsens opgaver efter stk. 1 og grundejernes

forpligtelser efter stk. 2. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at

personer eller virksomheder, der udfører rottebekæmpelse, skal være

autoriserede.

Stk. 4. Opdræt af vilde rotter må kun ske efter tilladelse fra

miljøministeren.

§ 18. I regler fastsat i medfør af §§ 16 og 17 kan der fastsættes

regler om kommunalbestyrelsens adgang til at opkræve gebyrer og til at

vedtage forskrifter om de omtalte forhold.

Kapitel 3

Beskyttelse af jord og grundvand

§ 19. Stoffer, produkter og materialer, der kan forurene

grundvand, jord og undergrund, må ikke uden tilladelse

1) nedgraves i jorden,

2) udledes eller oplægges på jorden, eller

3) afledes til undergrunden.

Stk. 2. Beholdere med de stoffer, produkter og materialer, der er

nævnt i stk. 1, må heller ikke uden tilladelse være nedgravet i jorden.

Stk. 3. Tætte beholdere, der alene anvendes til ajle, gylle,

ensilagesaft, mælkerumsvand og møddingvand, må dog være nedgravet uden

tilladelse efter stk. 2.

Stk. 4. Tilladelse efter stk. 1 og 2 gives af kommunalbestyrelsen

eller amtsrådet efter regler, der fastsættes af miljøministeren.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler for at sikre, at jord og

grundvand ikke forurenes eller udsættes for fare for forurening med de

stoffer, produkter og materialer, der er nævnt i stk. 1. Ministeren kan

herunder fastsætte regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår

tilladelser efter stk. 1 og 2 kan meddeles, og regler om, at tilladelse efter

stk. 1 og 2 i visse tilfælde er ufornøden, samt regler om, at visse

afgørelser efter stk. 1 og 2 ikke kan påklages til anden administrativ

myndighed. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om kontrol og om

indretning og tømning af beholdere og ledningsanlæg med de nævnte stoffer,

materialer og produkter, samt regler om gebyrer.

Ministeren kan fastsætte regler om de i stk. 3 nævnte beholdere.

§ 20. Tilladelser meddelt efter § 19 kan til en- hver tid ændres

eller tilbagekaldes af hensyn til

1) fare for forurening af vandforsyningsanlæg,

2) gennemførelsen af en ændret spildevandsafledning i overensstemmelse med

en spildevandsplan efter § 32 eller

3) miljøbeskyttelsen i øvrigt.

Stk. 2. Under samme betingelser som angivet i stk. 1 kan det

bestemmes, at forhold, som med eller uden tilladelse var lovlige ved lovens

ikrafttræden, skal ændres eller ophøre.

Stk. 3. Afgørelsen træffes af den myndighed, som kan give

tilladelsen, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Sker tilbagekaldelse efter stk. 1 som led i gennemførelsen

af en spildevandsplan efter § 32, træffes afgørelsen af kommunalbestyrelsen.

Tilbagekaldelsen anses i disse tilfælde for sket ved tilslutningen til det

nye anlæg. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden

administrativ myndighed.

§ 21. Ejere og brugere af fast ejendom skal straks underrette

tilsynsmyndigheden, hvis de forårsager eller konstaterer forurening af

ejendommens jord eller undergrund.

§ 22. Når amtsrådet efter vandforsyningslovens § 20 giver

tilladelse til et vandindvindingsanlæg til indvinding af grundvand, kan det

fastlægge et beskyttelsesområde indenfor hvilket anlæg, der afleder

spildevand til undergrunden eller andre af de af § 19 omfattede forhold, skal

være forbudt efter udløbet af en fastsat frist.

Stk. 2. Amtsrådet kan ændre beskyttelsesområdet og tillade enkelte

forhold, som er omfattet af et forbud efter stk. 1.

§ 23. Når amtsrådet efter vandforsyningslovens § 20 giver

tilladelse til, at et offentligt vandforsyningsanlæg indvinder overfladevand,

kan det fastlægge et beskyttelsesområde, indenfor hvilket der ikke må drives

virksomhed eller findes oplag af stoffer, produkter og materialer, der kan

forurene vandet.

Stk. 2. Amtsrådet lader inddragelsen under beskyttelsesområdet

tinglyse på de ejendomme, der er omfattet af beskyttelsesområdet, med

prioritet forud for alle andre rettigheder i ejendommen.

Stk. 3. Amtsrådet kan ændre beskyttelsesområdet og tillade enkelte

forhold, som er omfattet af et forbud efter stk. 1.

§ 24. Amtsrådet kan give påbud eller nedlægge forbud for at undgå

fare for forurening af bestående eller fremtidige vandindvindingsanlæg til

indvinding af grundvand.

Stk. 2. Amtsrådet kan meddele påbud eller forbud for at undgå fare

for forurening af overfladevand, der indvindes med tilladelse efter

vandforsyningslovens § 20. Amtsrådet kan herunder forbyde eller fastsætte

vilkår for sejlads og fiskeri.

§ 25. I tilfælde, hvor miljøministeren efter vandforsyningsloven

træffer afgørelse i sager om vandindvinding, har ministeren samme beføjelser,

som i §§ 22-24 er tillagt amtsrådet.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang de

beføjelser, der efter §§ 22-24 er henlagt til amtsrådet, kan udøves af

kommunalbestyrelsen.

§ 26. Miljøministeren fastsætter nærmere regler vedrørende

behandlingen af sager efter §§ 22-23, herunder om indkaldelse af grundejere

og brugere, hvis interesser antages at blive berørt, til møde forud for

fastlæggelse af beskyttelsesområder efter §§ 22-23.

Kapitel 4

Beskyttelse af overfladevand

§ 27. Stoffer, der kan forurene vandet, må ikke tilføres vandløb,

søer eller havet, ligesom sådanne stoffer ikke må oplægges således, at der er

fare for, at vandet forurenes. Der kan dog efter § 28 gives tilladelse til,

at spildevand tilføres vandløb, søer eller havet.

Stk. 2. Stoffer, jf. stk. 1, der er aflejrede i vandløb, søer

eller havet, må ikke uden amtsrådets tilladelse påvirkes, så de kan forurene

vandet.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om eller bestemme, at

de stoffer, der er nævnt i stk. 1, i særlige tilfælde kan tilføres vandløb,

søer eller havet.

§ 28. Amtsrådet giver tilladelse til, at spildevand tilføres

vandløb, søer eller havet, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen giver tilladelse i henhold til stk. 1

til udledning af spildevand fra anlæg med en kapacitet på 30

personækvivalenter eller derunder.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen giver tilladelse til tilslutning af

spildevand til offentlige spildevandsanlæg samt dertil hørende

udløbsledninger under overholdelse af amtsrådets tilladelse efter stk. 1. Der

er tilslutningspligt for ejendomme, når stikledning er ført frem til

grundgrænsen.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 2 og stk. 3 kan

ikke påklages til anden administrativ myndighed, når afgørelsen omfatter

udledning fra anlæg med en kapacitet på 30 personækvivalenter eller derunder.

§ 29. Miljøministeren kan fastsætte regler vedrørende amtsrådenes

og kommunalbestyrelsernes behandling af sager efter § 28. Ministeren kan

endvidere fastsætte regler om, hvilke krav der kan stilles til spildevandets

rensning, til spildevandsprojekter, samt om hvilke vilkår der kan knyttes til

tilladelser efter § 28.

§ 30. Hvis et spildevandsanlæg ikke fungerer miljømæssigt

forsvarligt, herunder ikke opfylder eller tilgodeser de krav, der er fastsat

efter §§ 28 og 29, samt forudsætninger fastsat efter § 32, stk. 4, kan

amtsrådet påbyde, at der foretages den nødvendige forbedring eller fornyelse

af anlægget. Amtsrådet kan endvidere ændre vilkår fastsat i en tilladelse

efter § 28, hvis de tidligere fastsatte vilkår må anses for utilstrækkelige

eller uhensigtsmæssige.

Stk. 2. Kan forureningen ikke afhjælpes, kan amtsrådet nedlægge

forbud imod fortsat drift af anlægget.

Stk. 3. Medfører forureningen overhængende alvorlig fare for

sundheden, kan forbud umiddelbart nedlægges.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter stk. 1-3,

såfremt anlægget er omfattet af § 28, stk. 2, eller er tilsluttet et

offentligt spildevandsanlæg i henhold til § 28, stk. 3. Kommunalbestyrelsens

afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, når anlæggets

kapacitet er på 30 PE eller derunder.

Stk. 5. Ved offentlige spildevandsanlæg forstås spildevandsanlæg,

hvor en eller flere kommunalbestyrelser har ansvaret for anlæggets drift

og/eller vedligeholdelse.

§ 31. Amtsrådet træffer afgørelse om udførelse af og fordeling af

udgifter til fælleskommunale spildevandsanlæg i tilfælde af uenighed mellem

de pågældende kommunalbestyrelser.

Stk. 2. Amtsrådets afgørelse efter stk. 1 kan ikke påklages til

anden administrativ myndighed.

§ 32. Kommunalbestyrelsen udarbejder en plan for bortskaffelse af

spildevand. Planen skal indeholde oplysninger om:

1) eksisterende og planlagte kloakeringsområder og

rensningsforanstaltninger,

2) områder, hvor der skal ske afledning til nedsivningsanlæg,

3) hvilke anlæg der etableres på kommunal og hvilke der etableres på

privat foranstaltning, og

4) efter hvilken tidsfølge projekterne forudsættes at være udarbejdet og

anlæggene udført.

Stk. 2. Spildevandsplanen må ikke stride imod regionplanen og

forudsætninger fastsat efter stk. 4.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsens vedtagelse af en spildevandsplan kan

ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om

planlægningen efter stk. 1, herunder om offentlighedens medvirken,

tidsfrister og procedure herfor. Ministeren kan endvidere bestemme og

fastsætte regler om, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund

for planlægningen og administrationen af loven.

Kapitel 5

Forurenende virksomhed

§ 33. Miljøministeren fastsætter regler om godkendelse af særligt

forurenende virksomheder, anlæg eller indretninger, (listevirksomhed).

Stk. 2. Listevirksomhed må ikke anlægges eller påbegyndes, før der

er givet godkendelse hertil. Listevirksomhed må heller ikke udvides eller

ændres bygningsmæssigt eller driftsmæssigt, herunder med hensyn til

affaldsfrembringelsen, på en måde som indebærer forøget forurening, før

udvidelsen eller ændringen er godkendt.

Stk. 3. Den godkendende myndighed kan dog tillade, at bygge- og

anlægsarbejder til anden listevirksomhed end anlæg for deponering af affald

påbegyndes, før der er givet godkendelse, hvis de anlægges i overensstemmelse

med en godkendt lokalplan eller byplanvedtægt. Bygge- og anlægsarbejder sker

på bygherrens ansvar.

§ 34. Godkendelse efter dette kapitel skal fastsætte vilkår for

listevirksomhedens etablering og drift, herunder den kontrol, som den for

virksomheden ansvarlige selv skal foretage.

Stk. 2. Spørgsmål om tilladelse til udledning af spildevand

direkte til vandløb, søer eller havet fra en listevirksomhed behandles

samtidig med afgørelsen om godkendelse efter dette kapitel og indgår i

godkendelsen. Vilkår for udledningen af spildevand behandles efter reglerne i

dette kapitel.

Stk. 3. Afslag på ansøgning om godkendelse kan ikke påklages til

anden administrativ myndighed, hvis begrundelsen for afslaget er, at

lokaliseringen af virksomheden det pågældende sted vil være i strid med

bestemmelser i regionplan, kommuneplan eller lokalplan.

§ 35. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler vedrørende

godkendelsesordningen, herunder om ansøgningens indhold og vilkårene for

godkendelse.

§ 36. Hvis en godkendt listevirksomhed ønskes udvidet eller ændret

inden for godkendelsens rammer, skal der foretages en anmeldelse herom til

godkendelsesmyndigheden. Anmeldelsen skal godtgøre, at udvidelsen eller

ændringen vedrører en aktivitet, der omfattes af en samlet godkendelse og som

denne giver mulighed for, og at den ændrede eller udvidede aktivitet

forureningsmæssigt kan holdes indenfor de grænser for forurening, der er

fastsat i den samlede godkendelse. Virksomheden kan gennemføre udvidelsen

eller ændringen 4 uger efter, at anmeldelsen er foretaget, medmindre

godkendelsesmyndigheden forinden skriftligt har meddelt virksomheden, at den

vil kræve godkendelse af udvidelsen eller ændringen, eller at den udbeder sig

yderligere dokumentation.

Stk. 2. Godkendelsesmyndighedens afgørelse efter stk. 1 kan ikke

påklages til anden administrativ myndighed.

§ 37. Bestående listevirksomhed kan ansøge om godkendelse efter

reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. Miljøministeren kan begrænse adgangen til at søge

godkendelse efter stk. 1 til at gælde for bestemte virksomheder af de

kategorier, der er optaget i bilaget.

§ 38. Bestående listevirksomheder, der ikke har en samlet

godkendelse, skal indsende ansøgning herom til godkendelsesmyndigheden.

Stk. 2. På grundlag af ansøgningen og en vurdering af

listevirksomhedens drifts- og forureningsforhold træffer

godkendelsesmyndigheden afgørelse om, hvorvidt der kan gives virksomheden

godkendelse, eller om der skal meddeles påbud om at foretage foranstaltninger

til at nedbringe virksomhedens forurening eller nedlægges forbud mod driften

eller foretagelse af bestemte aktiviteter.

Stk. 3. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen

af ansøgning om godkendelse af bestående virksomheder, herunder om fristen

for indsendelse af ansøgning til godkendelsesmyndigheden.

§ 39. Afgørelse om godkendelse efter dette kapitel træffes af

kommunalbestyrelsen eller af amtsrådet. Miljøministeren fastsætter efter

forhandling med de kommunale organisationer nærmere regler herom.

Stk. 2. Amtsrådet træffer afgørelse om godkendelse af kommunalt

drevet virksomhed. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om godkendelse af

amtskommunal virksomhed.

§ 40. Hvis listevirksomhed medfører væsentlig forurening, kan

tilsynsmyndigheden give påbud om, at forureningen skal nedbringes.

Tilsvarende påbud kan gives, når listevirksomhed medfører væsentlig mere

forurening, herunder affaldsfrembringelse, end der ville forekomme ved

anvendelsen af mindst forurenende teknologi eller bedst mulige rensning.

Påbud kan endvidere gives overfor anlæg og aktiviteter, som skønnes at

indebære en nærliggende risiko for væsentlig forurening.

Stk. 2. Kan forureningen ikke afhjælpes, kan tilsynsmyndigheden

nedlægge forbud imod fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden

fjernet.

Stk. 3. Forbud kan nedlægges umiddelbart, når forureningen

medfører overhængende alvorlig fare for sundheden.

Stk. 4. Indtil der er forløbet 8 år efter meddelelsen af en

godkendelse efter dette kapitel, kan der kun meddeles forbud eller påbud,

hvis

1) der er fremkommet nye oplysninger om forureningens skadelige virkning,

2) forureningen medfører miljømæssige skadevirkninger, der ikke kunne

forudses ved godkendelsens meddelelse, eller

3) forureningen i øvrigt går ud over det, som blev lagt til grund for

denne ved godkendelsens meddelelse.

Stk. 5. Når der er forløbet mere end 8 år efter godkendelsen, kan

tilsynsmyndigheden ændre vilkårene heri, når det er miljømæssigt begrundet,

eller hvis der er udviklet renere teknologi, herunder mindre forurenende

råvarer, mindre forurenende produktionsmetoder eller bedre rensningsformer.

Stk. 6. Ministeren kan fastsætte regler om, at den i stk. 4 og 5

omtalte tidsfrist nedsættes for bestemte brancher, dog ikke til under 4 år.

Forurening fra andre virksomheder

§ 41. Hvis erhvervsvirksomheder, herunder private eller offentlig

bygge- og anlægsarbejder, eller faste anlæg til energiproduktion, som ikke er

omfattet af regler fastsat i medfør af § 33, stk. 1, medfører uhygiejniske

forhold eller væsentlig forurening, herunder affaldsfrembringelse, kan

kommunalbestyrelsen give påbud om, at forureningen skal nedbringes.

Stk. 2. Tilsvarende påbud kan gives af kommunalbestyrelsen, når

nævnte virksomheder eller anlæg medfører væsentlig mere forurening, herunder

affaldsfrembringelse, end nødvendigt ved anvendelsen af den til enhver tid

værende, mindst forurenende teknologi eller bedst mulige rensning. Påbud kan

endvidere gives over for aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende

risiko for væsentlig forurening eller uhygiejniske forhold.

Stk. 3 . Kommunalbestyrelsen kan give påbud om, at der skal

foretages afhjælpende foranstaltninger overfor idrætsanlæg, fritidsklubber

eller lignende fritidsaktiviteter, som medfører væsentlige støjulemper for

omgivelserne.

Stk. 4. Kan ulemperne ikke afhjælpes, kan kommunalbestyrelsen

nedlægge forbud imod virksomheden eller aktiviteten.

Stk. 5. Bliver tilsynsmyndigheden i forbindelse med etablering,

udvidelse eller ændring af en af de i stk. 1 nævnte virksomheder opmærksom på

forhold, som kan forventes at medføre krav om begrænsning af virksomhedens

forurening eller forbud mod virksomhedens drift, kan tilsynsmyndigheden på

forhånd tilkendegive dette over for virksomheden.

Kapitel 6

Affald

§ 42. Enhver, der frembringer, opbevarer, behandler eller

bortskaffer affald, er ansvarlig for, at der ikke opstår uhygiejniske forhold

eller sker forurening af luft, vand eller jord.

§ 43. Miljøministeren kan fastsætte regler om anmeldelse,

sortering, opbevaring, indsamling, transport, behandling, bortskaffelse og

oparbejdning af affald, herunder af særlige affaldstyper, affaldsmaterialer

og affaldsprodukter.

§ 44. Kommunalbestyrelsen forestår bortskaffelsen af affald.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler om kommunale

affaldsordninger, herunder om

1) kommunalbestyrelsens pligt til at anvise bortskaffelsesmuligheder for

affald,

2) kommunalbestyrelsens pligt til at forestå indsamling og bortskaffelse

af affald, herunder til genanvendelse af materialer og produkter,

3) borgeres, grundejeres og virksomheders pligt til at benytte anviste

bortskaffelsesmuligheder eller affaldsordninger, og

4) borgeres, grundejeres og virksomheders pligt til at indgive anmeldelse

af og afgive oplysninger om affald samt foretage undersøgelser af affald.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen fastsætter i et regulativ forskrifter

om affaldsordningernes omfang og tilrettelæggelse m.v.

Stk. 4. Når en indsamlingsordning er etableret, må indsamling af

det af ordningen omfattede affald eller eventuelt genanvendelige materiale

kun finde sted ved kommunalbestyrelsens foranstaltning eller bemyndigelse.

Stk. 5. I regler, der vedrører indsamling af materialer og

produkter til genanvendelse, bortset fra olie- og kemikalieaffald, skal det

bestemmes, at kommunalbestyrelsen på visse betingelser skal fritage

erhvervsvirksomheder fra at være omfattet af en indsamlingsordning.

§ 45. Kommunalbestyrelsen kan meddele påbud eller forbud med

henblik på at forebygge og sikre, at affald opbevares, behandles og

bortskaffes på forsvarlig måde.

§ 46. Kommunalbestyrelsen indsamler og registrerer oplysninger om

eksisterende affaldsmængder fordelt på type og materialer samt om affaldets

behandling og bortskaffelse. Kommunalbestyrelsen indsamler og registrerer

ligeledes oplysninger om eksisterende og planlagte affaldsanlæg, herunder

behandlings- og deponeringsanlæg. Oplysningerne fremsendes til

Miljøstyrelsen.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke

oplysninger kommunerne skal fremsende til Miljøstyrelsen, samt tidsfrister

for indberetning heraf.

§ 47. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte gebyrer til dækning af

udgifter til:

1) planlægning, etablering, drift og administration af affaldsordninger,

herunder anvisningsordninger, samt til sortering, indsamling af affald m.v.

og til etablering og drift af virksomheder og anlæg for oparbejdning af

affald og affaldsbortskaffelse,

2) indsamling og registrering af oplysninger, jf. § 46, og

3) forskudsvis dækning af planlagte investeringer på affaldsområdet.

Stk. 2. Der kan opkræves et samlet gebyr for de ordninger m.v.,

som kommunalbestyrelsen har iværksat.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 og 2 kan ikke

påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 4. Ministeren kan udarbejde standardbetalingsvedtægter.

Stk. 5. Gebyrer efter stk. 1 og 2 påhviler den, der har tinglyst

adkomst på ejendommen, og beløbene har samme fortrinsret i ejendommen som

offentlige skatter og afgifter. For beløbene er der udpantningsret.

Kommunale fællesskaber

§ 48. Miljøministeren kan træffe bestemmelse om kommunernes pligt

til at oprette, udvide deltagerkredsen af eller tilslutte sig kommunale

fællesskaber for affaldsbortskaffelse, herunder genanvendelsesvirksomheder.

Stk. 2. Miljøministeren kan endvidere træffe bestemmelse om, at

kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse skal modtage affald fra

kommuner, som ikke deltager i fællesskabet.

Anlæg for deponering af affald

§ 49. Nye anlæg for deponering af affald må kun ejes af

offentlige myndigheder.

Stk. 2. Miljøministeren kan dog fastsætte regler om, at

virksomheder skal etablere anlæg, der er bestemt til deponering af specielle

affaldstyper.

Stk. 3. I reglerne efter stk. 2 fastsættes der bestemmelser om

opkrævning af gebyrer og fornøden sikkerhedsstillelse til dækning af senere

udgifter til kontrol med forurening fra deponeringsanlæg, samt til eventuelle

afværgeforanstaltninger ved sådanne depoter.

Kapitel 7

Genanvendelse og renere teknologi

§ 50. Miljøministeren kan med henblik på at fremme genanvendelse

og renere teknologi og begrænse problemerne i forbindelse med

affaldsbortskaffelse fastsætte regler om eller bestemme at

1) særlige råvarer, tilsætnings- eller hjælpestoffer ikke eller kun i

nærmere angivet omfang må forekomme i materialer eller produkter, der sælges

eller anvendes her i landet,

2) bestemte materialer og produkter heraf skal indeholde bestemte andele

genanvendte eller genanvendelige materialer eller produkter,

3) anvendelse af bestemte materialer eller typer af materialer i produkter

eller varer til nærmere angivne formål, herunder til emballage, skal

begrænses eller forbydes,

4) bestemte materialer eller typer af materialer skal anvendes i produkter

eller varer til nærmere angivne formål, herunder til emballage,

5) produkter eller varer til nærmere angivne formål, herunder til

emballage, skal godkendes af ministeren eller udformes på en bestemt måde, og

6) offentlige myndigheder og offentligt ejede eller kontrollerede

virksomheder i videst muligt omfang skal anvende varer eller produkter, som

indeholder genanvendte eller genanvendelige materialer, eller som i øvrigt af

miljømæssige grunde er at foretrække fremfor andre varer eller produkter med

samme anvendelse.

§ 51. Bestemmelserne i dette kapitel anvendes ikke på materialer

eller produkter der eksporteres, medmindre miljøministeren bestemmer andet.

Stk. 2. Bestemmelserne i dette kapitel finder ikke anvendelse på

materialer og produkter, der er fremstillet i udlandet og føres gennem landet

som transitgods eller oplagres som transitgods.

Stk. 3. Bestemmelserne i dette kapitel finder ikke anvendelse på

materialer og produkter, der her i landet som forsyning føres til danske

skibe og fly, medmindre ministeren bestemmer andet.

§ 52. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at importører eller

producenter af nærmere angivne materialer, produkter eller varer, herunder

emballage, skal betale et gebyr til dækning af omkostningerne i forbindelse

med materialets, produktets eller varens endelige bortskaffelse ved

deponering eller forbrænding.

§ 53. Tilskud kan gives til udrednings- og udviklingsprojekter,

der har til formål at fremme genanvendelse eller at nedsætte

miljøbelastningen væsentligt ved omstilling til renere teknologi. Tilskud kan

endvidere gives til formidlings- og informationsvirksomhed vedrørende

genanvendelse og renere teknologi. Tilskud kan gives såvel til projekter med

almennyttigt formål som til virksomhedens egne projekter, hvis projekterne

har nyhedsværdi.

Stk. 2. Tilskud på indtil 100 pct. kan gives til udrednings- og

udviklingsprojekter, hvis resultat kommer en bredere kreds af virksomheder,

den offentlige sektor eller samfundet i øvrigt til gode. Tilskudet kan gives

til udvikling af processer, metoder, produktionsudstyr og produkter.

Stk. 3. Tilskud på indtil 75 pct. kan gives til udrednings- og

udviklingsprojekter, hvis resultat alene tilhører den eller de ansøgende

virksomheder. Der kan gives tilskud til udvikling af produkter, processer,

metoder eller produktionsudstyr.

§ 54. Tilskud på indtil 25 pct. kan gives til anlægsinvesteringer

til produktionsformål inden for genanvendelse.

Stk. 2. Tilskud på indtil 75 pct. kan gives til

anlægsinvesteringer i indsamlingsordninger for alle affaldstyper.

Stk. 3. Det er en betingelse for tilskud til anlægsinvesteringer

efter stk. 1 eller 2, at ansøgeren kan sandsynliggøre, at investeringen

medfører en varigt øget genanvendelse af produkter, materialer eller

spildprodukter, hvorved miljøbelastningen nedsættes væsentligt, eller hvorved

der finder en hensigtsmæssig udnyttelse sted af de pågældende produkter,

materialer eller spildprodukter. Der kan ikke gives tilskud efter stk. 1 og 2

til anlæg, som i væsentlig grad vil påvirke konkurrenceforholdene til ugunst

for eksisterende virksomheder.

§ 55. Miljøministeren nedsætter et råd, der træffer afgørelse i

sager om tilskud i henhold til §§ 53 og 54. Rådets afgørelse kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om ydelse af

tilskud efter §§ 53 og 54, herunder om ansøgningernes indhold og om eventuel

tilbagebetaling af tilskud i visse tilfælde. Ministeren kan endvidere

fastsætte nærmere bestemmelser om behandlingen af sagerne samt om rådets

virksomhed.

§ 56. Den årlige tilskudsbevilling fastsættes på finansloven.

Kapitel 8

Ekspropriation m.v.

§ 57. Kommunalbestyrelsen kan i nødvendigt omfang træffe

afgørelse om ekspropriation til fordel for spildevandsanlæg og offentligt

ejede affaldsbehandlings- og deponeringsanlæg, når der er meddelt tilladelse

til anlægget.

Stk. 2. Ved ekspropriation kan der

1) erhverves ejendomsret til arealer, bygninger og indretninger, der er

fast knyttet til arealer eller bygninger, samt tilbehør hertil,

2) endeligt eller midlertidigt pålægges indskrænkninger i ejerens rådighed

eller erhverves ret til at udøve en særlig råden over faste ejendomme, og

3) endeligt eller midlertidigt ske erhvervelse eller ophævelse af eller

foretages begrænsninger i brugsrettigheder, servitutrettigheder samt andre

rettigheder over faste ejendomme,

Stk. 3. Til fordel for private spildevandsanlæg kan der dog kun

ved ekspropriation foretages foranstaltninger som anført i stk. 2, nr. 2 og

3.

Stk. 4. Til fordel for offentlige affaldsbehandlings- og

deponeringsanlæg kan der kun ved ekspropriation foretages foranstaltninger

som anført i stk. 2, nr. 1.

§ 58. Ved ekspropriation til erhvervelse af ejendomsret bortfalder

alle rettigheder over det eksproprierede, medmindre andet bestemmes i det

enkelte tilfælde.

Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i § 57, stk. 2, nr. 2, skal de

ved ekspropriation stiftede rettigheder over en fast ejendom respekteres af

indehaveren af enhver rettighed over ejendommen, medmindre andet bestemmes i

det enkelte tilfælde.

§ 59. Ved ekspropriationens gennemførelse finder bestemmelserne i

lov om offentlige veje, § 45 og §§ 47-49, tilsvarende anvendelse.

§ 60. Erstatningsfastsættelser efter denne lov foretages i mangel

af mindelig overenskomst af de taksationsmyndigheder, der er nævnt i §§ 57 og

58 i lov om offentlige veje.

Stk. 2. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om

erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i lov om

offentlige veje, §§ 51-56 og 59-67, tilsvarende anvendelse.

§ 61. Medfører inddragelse under et beskyttelsesområde efter § 23,

at grundejeren må ændre eller ophøre med et bestående lovligt forhold, skal

der betales erstatning. Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, for så

vidt forholdet ikke var lovligt, hensigtsmæssigt eller forsvarligt.

§ 62. Spørgsmålet om, hvorvidt der skal betales erstatning i

anledning af et forbud eller påbud efter § 24, afgøres af

taksationsmyndighederne, jf. § 60, efter anmodning fra den, til hvem forbudet

eller påbudet er rettet. Forbud eller påbud vedrørende lovligt bestående

forhold, herunder lovlig anvendelse og oplagring af gødningsstoffer i

landbrug, gartneri og skovbrug, kan dog kun gives mod fuldstændig erstatning,

medmindre andet følger af andre retsregler.

§ 63. Erstatning efter §§ 61 og 62 betales af de brugere af

vandet, der har fordel af forbudet eller påbudet. Når vedkommende kommune

ikke allerede som følge heraf skal betale erstatningen, kan

taksationsmyndighederne, hvis foranstaltningen skønnes at være af betydning

for en større del af kommunens beboere, træffe bestemmelse om, at kommunen

helt eller delvis skal betale erstatningen.

Stk. 2. Erstatningskrav efter §§ 61 og 62 fremsættes overfor den

myndighed, der har truffet afgørelsen. Kravet skal fremsættes inden 4 uger

efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. I mangel af mindelig

overenskomst indbringer myndigheden sagen for taksationsmyndighederne, jf. §

60.

Kapitel 9

Tilsyn

§ 64. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at

1) loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes,

2) påbud og forbud efterkommes, og

3) vilkår fastsat i forbindelse med godkendelser og tilladelser

overholdes.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fører uanset § 65 tilsyn med

virksomheder, der drives af amtsrådet.

§ 65. Amtsrådet fører tilsyn med forureningstilstanden i

omgivelserne.

Stk. 2. Amtsrådet fører tilsyn som nævnt i § 64, stk. 1, med

virksomheder, som er mærket med a) i bilaget til bekendtgørelse om

godkendelse af særligt forurenende virksomheder, anlæg eller indretninger.

Stk. 3. Amtsrådet fører tilsyn med virksomheder, der drives af

kommunalbestyrelsen.

§ 66. Miljøministeren kan bestemme, at tilsynet i visse tilfælde

skal føres af andre myndigheder.

§ 67. Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold

lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning.

§ 68. I de i § 67 nævnte situationer skal tilsynsmyndigheden

meddele den for forholdet ansvarlige, at det ulovlige forhold skal bringes

til ophør. I den forbindelse kan tilsynsmyndigheden

1) forbyde fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden fjernet,

2) påbyde den ansvarlige at genoprette den hidtidige tilstand,

3) lade påbudte foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning, når

den fastsatte frist er udløbet.

Stk. 2. Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 1 kan ikke

påklages til anden administrativ myndighed.

§ 69. I tilfælde af overhængende, alvorlig fare for sundheden og i

tilfælde, hvor øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge væsentlig

forurening eller forureningens udbredelse, foretager tilsynsmyndigheden det

nødvendige uden påbud og for den ansvarliges regning.

Stk. 2. Der er udpantningsret for udgifter, som myndigheden har

krav på at få dækket efter § 68, stk. 1, nr. 3, og § 69, stk. 1.

§ 70. Den, der er ansvarlig for forhold eller indretninger, som

kan give anledning til forurening, skal straks underrette tilsynsmyndigheden,

såfremt driftsforstyrrelser eller uheld medfører væsentlig forurening eller

indebærer fare herfor.

Stk. 2. Underretning efter stk. 1 bevirker ingen indskrænkning i

den ansvarliges pligt til at søge følgerne af driftsforstyrrelsen eller

uheldet effektivt afværget eller forebygget, ligesom det ikke fritager for

forpligtelsen til at genoprette den hidtidige tilstand.

§ 71. Den, der er ansvarlig for en virksomhed, der kan give

anledning til forurening, skal efter anmodning fra kommunalbestyrelsen,

amtsrådet eller miljøministeren give alle oplysninger, herunder om økonomiske

og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for vurderingen af

forureningen og for eventuelle afhjælpende eller forebyggende

foranstaltninger. Kommunalbestyrelsen, amtsrådet eller Miljøstyrelsen kan

herunder påbyde den ansvarlige for egen regning at

1) foretage prøveudtagning, analyser og målinger af stoffer, der udsendes

til omgivelserne, samt af støj og rystelser,

2) foretage prøveudtagning og analyser af materialer og produkter, der

anvendes eller behandles, samt af eventuelle affaldsstoffer,

3) klarlægge årsagerne til eller virkningerne af en stedfunden forurening,

og

4) klarlægge, hvordan følgerne af forurening afhjælpes eller forebygges.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan revidere vilkårene for en

virksomheds godkendelse eller tilladelse for at forbedre virksomhedens

kontrol med egen forurening (egenkontrol) eller opnå et mere hensigtsmæssigt

tilsyn. Bestemmelser i påbud kan revideres på tilsvarende måde.

§ 72. Miljøministeren fastsætter nærmere regler vedrørende

tilsynsmyndighedernes udøvelse af tilsynsvirksomhed.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om, at

kommunalbestyrelserne og amtsrådene skal indsende indberetninger om deres

kortlægnings- og tilsynsvirksomhed, herunder om resultaterne af målinger og

undersøgelser, samt fastsætte regler om indberetningernes form.

Kapitel 10

Administrative bestemmelser

§ 73. Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til

adressaten. Afgørelser, der kan påklages, meddeles tillige klageberettigede

personer, organisationer og myndigheder, jf. §§ 96-98, og de myndigheder, der

i øvrigt har været inddraget i sagens behandling.

Stk. 2. Underretning til de personer, der er nævnt i § 96, stk. 1,

nr. 2, kan dog finde sted ved offentlig annoncering. Der skal altid foretages

offentlig annoncering, når der meddeles godkendelse efter kapitel 5.

Stk. 3. Påbud eller forbud kan meddeles mundtligt, når der er fare

for sundheden eller øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge

væsentlig miljøskade. En mundtlig afgørelse skal snarest muligt tillige

meddeles skriftligt.

§ 74. Inden der træffes afgørelse om påbud eller forbud, skal

adressaten for disse beslutninger skriftligt underrettes om sagen og gøres

bekendt med sin adgang til aktindsigt og til at udtale sig efter loven om

offentlighed i forvaltningen. Adressaten bør i samme forbindelse opfordres

til at bidrage med oplysninger, der kan belyse omkostninger, fordele og

ulemper ved beslutningen.

Stk. 2. Underretning efter stk. 1 kan undlades, hvis en

øjeblikkelig afgørelse er nødvendig, eller hvis underretning må anses for

åbenbart unødvendig.

§ 75. Lokale foreninger, der har beskyttelse af miljøet som

hovedformål, kan underrette kommunalbestyrelsen og amtsrådet om, hvilke

bestemte typer af afgørelser efter kapitel 3, 4 og 5 foreningen ønsker

underretning om, jf. § 98, stk. 1. Foreningen skal samtidig fremsende

vedtægter, der dokumenterer, at den er lokalt organiseret, og at dens

hovedformål er beskyttelse af miljøet.

Stk. 2. Klageadgang efter stk. 1 omfatter ikke lokale afdelinger

af de organisationer, der er nævnt i § 97.

§ 76. Afgørelser, der kan påklages, skal oplyse datoen for

klagefristens udløb og i øvrigt indeholde oplysning om, at

1) afgørelsen kan påklages skriftligt til miljøministeren,

2) klage skal indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen, og

3) klage skal være modtaget senest ved klagefristens udløb.

§ 77. Påbud eller forbud skal indeholde en frist for afgørelsens

efterkommelse. Når der foreligger særlige forhold, kan det dog bestemmes, at

påbud eller forbud skal efterkommes straks.

Stk. 2. Når særlige grunde taler for det, kan det bestemmes, at

klager over påbud eller forbud ikke skal have opsættende virkning.

§ 78. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at

godkendelsesmyndigheden skal gennemføre en offentlig høring om projekter, der

har væsentlig indflydelse på virksomhedens sikkerhedsforhold, inden der

meddeles godkendelse efter kapitel 5 af en virksomhed, der omfattes af

anmeldelsespligten i regler fastsat af miljøministeren om vurderingen af

sikkerheden i forbindelse med risikobetonede aktiviteter.

§ 79. Miljøministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet

styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de beføjelser, der i

denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage

afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder

at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.

§ 80. Miljøministeren kan nedsætte sagkyndige råd til rådgivning

af myndighederne i spørgsmål om miljøbeskyttelsen.

§ 81. Miljøministeren kan beslutte at overtage amtsrådets eller

kommunalbestyrelsens beføjelser efter loven i sager, der berører andre

myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning.

§ 82. Miljøministeren kan pålægge amtsråd og kommunalbestyrelser

at tilvejebringe oplysninger til brug for en vurdering af forhold, der

reguleres efter denne lov inden for den enkelte kommunes eller amtskommunes

område. Oplysningerne kan forlanges afgivet i en bestemt form.

Stk. 2. Kommunalbestyrelserne skal efter anmodning give amtsrådene

alle oplysninger, der er af betydning for bedømmelsen af forhold, der

reguleres efter denne lov inden for den enkelte kommunes område.

§ 83. Miljøministeren kan pålægge amtsrådene eller

kommunalbestyrelserne at tage spørgsmål, herunder konkrete sager, vedrørende

denne lov op til behandling og beslutning.

§ 84. Tilsynsmyndigheden kan undlade at behandle forhold, som den

anser for at være af underordnet betydning for miljøbeskyttelsen.

Stk. 2. Tilsynsmyndighedens afgørelse efter stk. 1 kan ikke

påklages til anden administrativ myndighed.

§ 85. Kommunalbestyrelsen kan bemyndige en miljø- og

levnedsmiddelkontrolenhed til at udøve de beføjelser, som er tillagt

kommunalbestyrelsen efter loven.

§ 86. Miljømyndighederne eller personer, der af disse myndigheder

er bemyndiget hertil, har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod

legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme og

lokaliteter for at udøve de beføjelser, der er tillagt dem i medfør af denne

lov. Der kan herunder foretages undersøgelser af betydning for lovens formål.

Stk. 2. Politiet yder bistand hertil. Justitsministeren kan efter

forhandling med miljøministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 3. Ved eftersyn af erhvervsvirksomheder skal indehaveren og

beskæftigede personer yde miljømyndighederne fornøden vejledning og hjælp.

§ 87. Miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning

af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn i forbindelse med

loven.

§ 88. Regeringen kan indgå overenskomster med fremmede stater om

fælles foranstaltninger til opfyldelse af lovens formål.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler til opfyldelse af

internationale overenskomster, der afsluttes i henhold til stk. 1.

Kapitel 11

Klage og søgsmål

§ 89. Medmindre andet fremgår af lovens bestemmelser, jf. dog §

90, kan kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser og beslutninger efter

loven eller regler, der er fastsat med hjemmel i loven, påklages til

miljøministeren.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 77, stk. 1, finder tilsvarende

anvendelse på afgørelser i klagesager.

§ 90. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser, der

enkeltvis er af mindre betydning for miljøbeskyttelsen, ikke kan påklages til

anden administrativ myndighed.

§ 91. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen eller

beslutningen er meddelt. Er afgørelsen eller beslutningen offentligt

bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen.

Stk. 2. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag,

forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

§ 92. Klage indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet

afgørelsen. Myndigheden sender umiddelbart efter klagefristens udløb klagen

til miljøministeren ledsaget af den påklagede afgørelse eller beslutning og

det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.

§ 93. En klage har opsættende virkning for et påbud eller forbud,

medmindre klagemyndigheden bestemmer andet, jf. dog § 77.

Stk. 2. Når der efter § 77 er truffet afgørelse om, at et påbud

eller forbud skal efterkommes straks, skal påbudet eller forbudet

efterkommes, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.

§ 94. En klage over en tilladelse, godkendelse eller dispensation

har ikke opsættende virkning, medmindre miljøministeren bestemmer andet.

Ministeren kan fastsætte regler om, at visse godkendelser og tilladelser ikke

må udnyttes indenfor klagefristen, og at en klage skal have opsættende

virkning.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 indebærer ingen begrænsninger i

klagemyndighedens adgang til at ændre eller ophæve en påklaget tilladelse,

godkendelse eller dispensation.

§ 95. En klage over en ekspropriationsbeslutning har opsættende

virkning, medmindre miljøministeren bestemmer andet.

§ 96. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser kan påklages

af:

1) afgørelsens adressat, og

2) enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan påklage amtsrådets afgørelser, og

amtsrådet kan påklage kommunalbestyrelsens afgørelser.

Stk. 3. Embedslægeinstitutionen kan påklage afgørelser efter

kapitel 3, 4 og 5. Embedslægeinstitutionen kan endvidere tillægges klageret i

regler, der udstedes i medfør af § 16.

Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om eller bestemme, at

afgørelser efter loven kan påklages af bestemte myndigheder i andre lande.

§ 97. Danmarks Naturfredningsforening kan påklage amtsrådets

afgørelser efter kapitel 4 og 5.

Stk. 2. Danmarks Sportsfiskerforbund kan påklage amtsrådets

afgørelser efter kapitel 4 og 5, for så vidt angår spørgsmål om forurening af

vandløb, søer eller havet.

Stk. 3. Greenpeace, Danmarks Havfiskeriforening og Dansk

Fiskeriforening kan påklage amtsrådets afgørelser efter kapitel 4 og 5, for

så vidt angår spørgsmål om forurening af havet. Dansk Fiskeriforening kan

endvidere påklage amtsrådets afgørelser efter kapitel 4 og 5 for så vidt

angår spørgsmål om forurening af vandløb og søer.

Stk. 4. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kan påklage

kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser, når væsentlige

beskæftigelsesmæssige interesser er berørt.

Stk. 5. Forbrugerrådet kan påklage kommunalbestyrelsens og

amtsrådets afgørelser i det omfang, de er væsentlige og principielle.

§ 98. Lokale foreninger, der har beskyttelse af miljøet som

hovedformål, kan påklage afgørelser, som foreningen har ønsket underretning

om, jf. § 75.

Stk. 2. Lokale afdelinger af de organisationer, der er nævnt i §

97, er ikke omfattet af bestemmelsen i stk. 1.

§ 99. Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter loven eller de

regler, der fastsættes i medfør af loven, skal være anlagt inden 6 måneder

efter, at afgørelsen eller beslutningen er meddelt. Er afgørelsen eller

beslutningen offentligt bekendtgjort, regnes søgsmålsfristen dog altid fra

bekendtgørelsen.

Stk. 2. Spørgsmål, der kan prøves af taksationsmyndighederne, jf.

kapitel 8, kan ikke indbringes for domstolene, før

Overtaksationskommissionens afgørelse foreligger.

Stk. 3. Søgsmål om ekspropriation efter denne lov anlægges ved den

landsret, under hvilken ejendommen er beliggende.

Kapitel 12

Miljøklagenævnet

§ 100. Miljøklagenævnet er klagemyndighed for administrative

afgørelser i det omfang, det fastsættes i lovgivningen.

Stk. 2. Nævnet er uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags

behandling og afgørelse.

§ 101. Til Miljøklagenævnet kan påklages

1) afgørelser truffet af miljøministeren eller Miljøstyrelsen efter

bemyndigelse i medfør af §§ 25 eller 81, og

2) større eller principielle afgørelser truffet af ministeren eller af

Miljøstyrelsen efter bemyndigelse i medfør af kap. 5 eller i medfør af §§ 28

og 30, hvis disse vedrører en erhvervsvirksomheds eller en kommunes

spildevandsanlæg.

Stk. 2. Miljøklagenævnet afgør selv spørgsmål vedrørende nævnets

kompetence.

§ 102. Miljøklagenævnet består af en formand, en eller flere

stedfortrædere for denne og et antal beskikkede, sagkyndige medlemmer.

Stk. 2. Nævnets administration varetages af et sekretariat, der

tillige bistår med behandlingen af de sager, der indbringes for nævnet.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for

Miljøklagenævnets virksomhed.

§ 103. Miljøklagenævnets formand skal opfylde de almindelige

betingelser for at være landsdommer. Stedfortræderne for formanden skal

opfylde de almindelige betingelser for at være dommer.

Stk. 2. Antallet af beskikkede medlemmer fastsættes af

miljøministeren. Medlemmerne beskikkes af ministeren for indtil 4 år ad

gangen efter indstilling fra

1) Industrirådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Håndværksrådet,

Landbrugsrådet, De danske Landboforeninger og Danske Husmandsforeninger i

forening.

2) Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund,

Greenpeace, Danmarks Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening i forening.

§ 104. Afgørelsen i de enkelte sager træffes af formanden eller en

stedfortræder samt 2 eller 4 beskikkede medlemmer. De beskikkede medlemmer

udpeges af formanden med lige mange fra hver af de to grupper, der er nævnt i

§ 103, stk. 2.

Stk. 2. Afgørelser i Miljøklagenævnet træffes ved stemmeflertal.

Stk. 3. Formanden eller dennes stedfortræder kan i særlige

tilfælde træffe afgørelser på nævnets vegne.

§ 105. Klage til Miljøklagenævnet kan indgives af den, der er

klageberettiget i forhold til førsteinstansafgørelser efter reglerne i §§

96-98.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om eller bestemme, at

afgørelser efter loven kan påklages til Miljøklagenævnet af bestemte

myndigheder i andre lande.

§ 106. For klagefristen gælder reglerne i § 91.

Stk. 2. En klage over et forbud eller påbud, som Miljøklagenævnet

optager til behandling, har opsættende virkning, medmindre nævnet bestemmer

andet, jf. dog § 77, stk. 2.

Kapitel 13

Straf

§ 107. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige

lovgivning straffes med bøde den, der

1) overtræder § 19, stk. 1 eller stk. 2, § 20, § 22, § 23, § 27, stk. 1

eller stk. 2, § 42 og § 49, stk. 1,

2) undlader at efterkomme forbud eller påbud efter loven, herunder påbud

om at berigtige et ulovligt forhold,

3) undlader at efterkomme krav fastsat i medfør af § 10, stk. 4,

4) tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse eller en godkendelse

efter loven,

5) anlægger, påbegynder eller driver virksomhed uden godkendelse efter §

33 eller anmeldelse efter § 36,

6) undlader at meddele oplysninger eller at afgive prøver efter § 71 eller

at give underretning som nævnt i §§ 21 og 70,

7) undlader at indgive anmeldelse, der er foreskrevet i regler udfærdiget

efter § 7, stk. 1, herunder tilsidesætter vilkår i forbindelse med en sådan

anmeldelse, eller undlader at indgive ansøgning jf. § 38,

8) modvirker adgangen til en ejendom i strid med § 86, og

9) forsætligt borttager, forvansker eller beskadiger afmærkninger, som

foretages i forbindelse med arbejder og undersøgelser efter loven.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år,

hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis

der ved overtrædelsen er

1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor, eller

2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv

eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. I regler og forskrifter, der udstedes i medfør af §§ 7-10,

§§ 12-16, § 17, stk. 3, § 19, stk. 5, § 27, stk. 3, § 33, stk. 1, § 35, § 43,

§ 44, stk. 2, § 46, stk. 2, § 47, § 50 og § 52, kan der fastsættes straf af

bøde. Der kan endvidere fastsættes, at straffen kan stige til hæfte eller

fængsel i indtil 1 år under tilsvarende omstændigheder som anført i stk. 2.

Stk. 4. For overtrædelse, der begås af aktieselskaber,

andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant

bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en amtskommune, en kommune

eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan

der pålægges staten, amtskommunen, kommunen eller det kommunale fællesskab

bødeansvar.

Stk. 5. Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved

overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages

særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel,

jf. stk. 2, nr. 2.

Stk. 6. Ved overtrædelse af § 10, stk. 4, jf. § 107, stk. 1, nr.

3, skal der ved udmåling af bøder, herunder tillægsbøder, tages hensyn til

størrelsen af den bod, der måtte være fastlagt på det pågældende område i

medfør af § 10, stk. 2.

Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for

overtrædelser m.v. som omhandlet i stk. 1, nr. 1, 2, 3, 4 og 5, samt for

overtrædelser af regler udstedt i henhold til § 19, stk. 5.

§ 108. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i

retsplejelovens kapitel 73 kan dog anvendes i samme omfang som i

statsadvokatsager.

Kapitel 14

Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 109. Loven træder i kraft den 1. januar 1991.

§ 110. Ved lovens ikrafttræden ophæves:

1) Lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 68 af 24. januar

1989,

2) lov nr. 532 af 16. oktober 1984 om genanvendelse og begrænsning af

affald,

3) lov nr. 215 af 5. april 1989 om begrænsning af udledning af svovldioxid

og kvælstofoxider fra kraftværker,

4) lov nr. 267 af 8. juni 1977 om blyindhold m.v. i motorbenzin,

5) lov nr. 135 af 26. april 1972 om begrænsning af svovlindholdet i

brændsel,

6) lov nr. 178 af 24. maj 1972 om bortskaffelse m.v. af olie- og

kemikalieaffald, og

7) § 24 a og § 26, stk. 1, nr. 4) og § 28 i lov om frikommuner, jf.

lovbekendtgørelse nr. 583 af 31. august 1989.

§ 111. Regler, der er udstedt efter de i § 110 nævnte love,

opretholdes, indtil de afløses af regler udstedt efter denne lov, medmindre

andet følger af loven. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil

gældende regler.

Stk. 2. Afgørelser og forlig truffet efter de regler, som er nævnt

i stk. 1, bevarer deres gyldighed, indtil der i medfør af loven eller regler

udstedt med hjemmel i loven træffes ny afgørelse eller bestemmes andet.

Overtrædelse af sådanne afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 3. Frikommuneforsøg, der er godkendt efter de i § 110, stk.

1, nr. 7, nævnte paragraffer, bevarer deres gyldighed.

Stk. 4. »Miljøankenævnet« ændres til

»Miljøklagenævnet« i følgende love:

1) Lov nr. 130 af 9. april 1980 om beskyttelse af havmiljøet, som ændret

ved lov nr. 181 af 8. maj 1985,

2) lov om vandforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 4. juli 1985,

3) lov nr. 288 af 4. juni 1986 om miljø og genteknologi, som ændret ved

lov nr. 338 af 24. maj 1989, og

4) lov om kemiske stoffer og produkter, jf. lovbekendtgørelse nr. 566 af

15. august 1989.

§ 112. Regler om betaling af udgifter vedrørende offentlige og

fælles private spildevandsanlæg i lov om miljøbeskyttelse, jf.

lovbekendtgørelse nr. 68 af 24. januar 1989, ophæves først med virkning fra

kommunalbestyrelsens vedtagelse af betalingsvedtægter efter lov nr. 863 af

23. december 1987 om betalingsregler for spildevandsanlæg.

§ 113. Miljøministeren bemyndiges til at ophæve lov nr. 25 af 30.

januar 1923 om grænsevandløbene og § 17 i lov nr. 306 af 4. juni 1986 om

saltvandsfiskeri.

§ 114. Miljøministeren kan fastsætte overgangsregler.

§ 115. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Sigtet med lovforslaget

Det foreliggende lovforslag skal - sammen med de samtidigt fremsatte

forslag til lov om planlægning, lov om naturbeskyttelse og lov om vandløb

samt lov om oprettelse af et naturklagenævn - ses som miljøministerens

forslag om at gennemføre en modernisering og styrkelse af de centrale dele af

Miljøministeriets lovgivning.

Arbejdet med de grundlæggende ændringer af lovgivningen blev indledt med

miljøministerens beslutning i efteråret 1988 om ved en »lovpause«

at udsætte en del af de på daværende tidspunkt påtænkte lovinitiativer med

henblik på at få en bredere debat om lovgivningen.

Debatten blev indledt i efteråret 1988 med udsendelse til en bred kreds af

Miljøministeriets debatoplæg »Enkelt og Effektivt« og

»Planlægningsloven - forenkling og modernisering«, som blev fulgt

op af regeringens »Landsplanredegørelse« 1988, som også havde

karakter af et debatoplæg.

Den efterfølgende debat dannede grundlaget for udarbejdelse af lovudkast,

der den 14. juli 1989 blev sendt til høring hos en meget bred kreds af

interesseorganisationer, ministerier m.v. Høringsfristen udløb den 1.

november 1989.

I grundlaget indgår ligeledes regeringens

»afbureaukratiseringsplan« fra december 1988 og

Indenrigsministeriets Betænkning nr. 1168 af maj 1989 fra Udvalget om de

kommunale opgavers fordeling og finansiering (»Lotz-III-udvalget«).

Lovforslagene er udarbejdet med et overordnet udgangspunkt i

»Brundtlandrapporten« og i regeringens »Handlingsplan for

miljø og udvikling« (december 1988) til opfølgning af denne rapport.

De allerede indvundne erfaringer fra igangværende frikommuneforsøg indgår

ligeledes i lovforslaget.

I forbindelse med lovudkastenes udarbejdelse var der drøftelser om

lovreformens hovedprincipper med nogle af de centrale »brugere« i

en særligt nedsat Kontaktgruppe. I gruppen var oprindelig følgende

organisationer m.v. repræsenteret: Kommunernes Landsforening,

Amtsrådsforeningen, Industrirådet, Danmarks Naturfredningsforening,

Friluftsrådet, De Danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger,

Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening samt

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

I høringsperioden intensiveredes drøftelserne i Kontaktgruppen, der blev

udvidet med repræsentanter fra henholdsvis Håndværksrådet, Københavns

kommune, Frederiksberg kommune samt Det Grønne Kontaktudvalg. Der har

ligeledes været ført en række drøftelser med Dansk Skovforening.

Drøftelserne i Kontaktgruppen samt de modtagne høringssvar har givet

anledning til, at de nu fremsatte lovforslag på flere punkter er ændret i

forhold til de til høring udsendte udkast.

Ved dette og de øvrige fremsatte lovforslag samles 21 love i 4 hovedlove,

nemlig

- en lov om miljøbeskyttelse,

- en lov om naturbeskyttelse,

- en lov om planlægning og

- en lov om vandløb.

Hertil kommmer en særlig lov om naturklagenævnet.

Ud over disse hovedlove fremsættes forslag til lov om råstoffer.

De tværgående formål med lovforslagene er:

at styrke miljø- og naturhensynenes varetagelse,

at forstærke arbejdet med at forebygge miljø- og naturproblemernes

opståen og at videreføre decentraliseringen,

at bidrage til regeringens samlede afbureaukratiseringsplan, og at

frigøre ressourcer og skabe grundlag for omprioriteringer.

Der henvises i denne forbindelse til den samtidigt fremsatte redegørelse

om miljøreformen.

Lovforslagene baserer sig i øvrigt på følgende mere tværgående principper:

- Natur- og miljøproblemers opståen skal foregribes ud fra et helhedssyn,

bl.a. ved en samlet interesseafvejning i den sammenfattende fysiske

planlægning.

- Lovgivningen skal bygge på en eensartet myndighedsstruktur med en

klarere arbejdsdeling mellem stat - amt - kommune.

- Klagesystemet forenkles således, at der som udgangspunkt kun kan klages

een gang, og visse mindre sager gøres endelige. Hovedreglen er, at

klagesagerne afgøres af miljøministeren/pågældende styrelse, mens visse

større sager afgøres af et uvildigt klagenævn.

Ved denne lov samles følgende love i een hovedlov:

1) lov om miljøbeskyttelse,

2) lov om genanvendelse og begrænsning af affald,

3) lov om begrænsning af udledning af svovldioxid og kvælstofoxider fra

kraftværker,

4) lov om blyindhold m.v. i motorbenzin,

5) lov om begrænsning af svovlindholdet i brændsel, og

6) lov om bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald.

Desuden indeholder forslaget en række bestemmelser om affald, der svarer

til og erstatter den skitse til en lov om affald, som indgår i

affaldsudvalgets betænkning om den fremtidige regulering af

affaldsbortskaffelsen (betænkning fra Miljøstyrelsen nr. 1, 1988).

Sammenskrivningen tilsigter at give et bedre overblik over den samlede

regulering på forureningsområdet og at fremhæve, at vægten på

miljøbeskyttelsen fremover skal lægges på en forebyggende regulering af hele

det kredsløb af materialer og produkter i samfundet, der er grundlaget for

forureningen. Der skal anlægges en samlet vurdering af de miljømæssige

forhold, såvel i forbindelse med fremstilling af varer, som ved forbrug af

varerne og ved den endelige bortskaffelse af disse som affald.

Lovforslaget opretholder i vidt omfang de bemyndigelser for ministeren,

som findes i den gældende miljøbeskyttelseslov og de øvrige love, som er

skrevet ind i lovforslaget. Sammenskrivningen af flere love fastholder

behovet for en rammelov med hjemler til mere specifikke reguleringer inden

for lovens formål. Som konsekvens af lovens udvidede anvendelsesområde er der

derudover tillagt miljøministeren yderligere bemyndigelser med henblik på at

fremme renere teknologi og genanvendelse og begrænse affaldsmængderne.

2. Princippet om renere teknologi

Den gældende miljøbeskyttelseslov bygger i hovedsagen på den tanke, at

indsatsen med at forebygge og afværge forurening skal ske ved at stille krav

om rensnings- eller afværgeforanstaltninger i forbindelse med de kilder på

virksomheder, som udsender forurenende stoffer til luften og vandet. Fokus

har således været på mængder og koncentrationer af forurenende stoffer, som

kommer ud af henholdsvis spildevandsrøret og skorstenen. Hertil kommer så

begrænsninger af andre lokale gener i form af lugt og støj for

virksomhederne.

For så vidt har en væsentlig del af miljøreguleringen kunnet ses som en

udvidelse og modernisering af reguleringen af fast ejendom. Den gældende

miljøbeskyttelseslov har da også gennem kortlægnings- og

planlægningsbestemmelserne i lovens kapitel 9 knyttet an til lovgivningen om

den fysiske planlægning, som indeholder de sammenfattende rammer for

placering og anvendelse af fast ejendom. Tilsvarende kan det siges at gælde

for de styringsmidler, som er de fremtrædende efter den gældende lov, at de

ofte stiltiende bygger på den forudsætning at skulle rettes til en vedvarende

aktivitet knyttet til en bestemt fast ejendom. Hovedvirkemidlerne: Krav om

forudgående tilladelse til eller godkendelse af en vis aktivitet på et

nærmere bestemt sted - suppleret med muligheden for gennem påbud at afværge

eller begrænse belastningen - er som regel uanvendelige i forbindelse med den

forurening, som ikke kan henføres til stationære kilder. Det gælder frem for

alt forureningen fra trafikken og fra mobile anlæg, samt forureningen fra

produkter og varer, som gennemstrømmer samfundet.

Den gældende lovs forureningsbegreb hænger sammen med denne

kilde-orienterede betragtning af miljøbeskyttelsesindsatsen. Således opfattes

fast affald eller restprodukter fra en virksomheds produktion ikke som en del

af virksomhedens forurening, når disse restprodukter føres bort fra

virksomheden til deponering eller forbrænding. Ud fra en teknisk - og

miljømæssig - betragtning er dette en vilkårlig og uhensigtsmæssig

afgrænsning: Der består nemlig ofte en mulighed for at »flytte«

forureningen fra luftforurening til vandforurening ved at vaske røggassen,

fra luftforurening til fast affald ved at filtrere røggassen, og fra

vandforurening til fast affald ved at deponere slam fra et spildevandsanlæg.

En sådan »flytning« af belastningen fra luft til vand eller jord

- eller omvendt - kan ikke anses for at være en miljømæssigt

tilfredsstillende løsning på langt sigt. Ganske vist kan man afbøde lokale

belastninger ved at flytte forureningen fra en form til en anden, eller fra

et sted til et andet. Men på længere sigt og set i et helhedsperspektiv kan

sådanne løsninger kun ses som midlertidige nødløsninger. Ud fra

Brundtlandkommissionens anbefalinger om en bæredygtig udvikling er det

nødvendigt at sætte ind med forebyggende indsatser, som ud fra et

helhedsperspektiv søger at begrænse energi- og ressourceanvendelsen mest

muligt.

Forureningsbegrebet må bygge på en vurdering af hele det kredsløb, som

stoffer, produkter og materialer gennemløber fra udvinding, oparbejdning,

behandling, montering, til forbrug og bortskaffelse ved deponering og

forbrænding. Derfor må også frembringelsen af fast affald og restprodukter på

en virksomhed anskues som en del af virksomhedens forurening.

Ud fra samme kredsløbsbetragtning må også de varer og produkter, som

tilføres miljøet i senere led: under forbrug, eller ved bortskaffelsen som

affald, inddrages under den miljømæssige helhedsvurdering.

De styringsmidler, som knytter sig til reguleringen af fast ejendom,

herunder planlægningsbestemmelser om lokalisering af forurenende aktiviteter,

kommer til kort over for de miljøproblemer, som ikke entydigt kan henføres

til - eller beror på - det sted eller den region, hvor »kilden« til

forureningen er placeret.

Drivhus-effekter, nedbrydning af ozon-laget i stratosfæren, ophobning af

tungmetaller i naturen, ophobningen af næringssalte i vandmiljøet, væksten i

affaldsmængderne osv. kan ikke begrænses alene ved hjælp af styringsmidler,

som fokuserer på de lokale eller regionale effekter af emissioner fra kilder

knyttet til fast ejendom.

Det er disse overvejelser, som ligger bag princippet om renere teknologi

som styrende for en helhedsorienteret og forebyggende miljøpolitik.

Princippet om renere teknologi indebærer, at man i videst mulige omfang

søger at hindre, at forurening opstår, ikke alene i den primære

produktionsproces, men også i senere led i vare- og materialekredsløbet.

Vægten lægges således på den forebyggende indsats til begrænsning af

forurening, snarere end på den afhjælpende indsats i form af rensning og

destruktion af forurenende stoffer, produkter og materialer.

Bag princippet om renere teknologi ligger der en erkendelse af, at en

forureningsbekæmpelse, som kun retter sig mod eet led i kredsløbet, f.eks.

produktionsleddet, og betragter dette isoleret, måske blot medfører, at

problemet flytter over i næste led.

Princippet om renere teknologi indebærer endvidere, at man så vidt muligt

søger at indbygge forureningsbekæmpelsen i selve produktionsteknologien.

Det er imidlertid vigtigt at understrege, at princippet om renere

teknologi ikke alene vedrører teknologi i snæver forstand. Som nævnt omfattes

mindre forurenende, mindre ressourcetunge og mindre energikrævende produkter

og materialer af begrebet.

Princippet om renere teknologi indebærer heller ikke, at

rensningsforanstaltninger uden videre kan opgives eller erstattes. Uanset om

der fremover lægges betydelig større vægt på at begrænse de samlede

forureningsmængder gennem anvendelse af renere teknologier, herunder mindre

forurenende produkter og materialer, vil der fortsat være behov for rensning

og destruktion. Princippet om renere teknologi kan således begrænse behovet

for rensning på en række områder, men aldrig helt erstatte det. Som

miljøpolitisk rettesnor kan det derimod virke som en metodisk regel, som går

ud på følgende:

1) Forurening og forureningsbegrænsning må vurderes ud fra hele kredsløbet

af stoffer, produkter og materialer.

2) I de enkelte behandlingsprocesser - ligesom i den samlede

samfundsmæssige omsætning af stoffer, materialer og produkter: fra indvinding

til bortskaffelse og destruktion - bør man sætte ind så tidligt i processen

som muligt ved at søge at minimere energi- og råvareforbruget og dermed

begrænse den stof- og materialemængde, som samlet tilføres natur som spild

eller affald.

3) Rensning bør - metodisk set - være en sekundær løsning. Mulighederne

for at begrænse rensningsbehovet gennnem anvendelse af renere teknologier bør

vurderes først.

4) For så vidt angår særligt skadelige eller betænkelige stoffer,

produkter og materialer bør man - i videst mulige omfang - først vurdere

mulighederne for at erstatte disse med mindre betænkelige, dernæst undersøge

mulighederne for gennem optimering af produktionsprocesserne at begrænse

anvendelsen af disse ved benyttelsen af lukkede systemer og endelig ved i

videst muligt omfang at genanvende disse stoffer, produkter og materialer,

således at de i mindst mulige omfang tilføres miljøet.

En sådan helhedsorienteret og forebyggende miljøpolitik stiller imidlertid

krav om nye styringsmidler til supplering af de styringsmidler, som findes i

den gældende miljøbeskyttelseslov. Hertil kommer, at en sådan politik

nødvendiggør, at der tilvejebringes et udbygget datagrundlag for så vidt

angår de stof-, produkt- og materialestrømme, som før eller senere tilføres

miljøet. Der må tilvejebringes forbedrede redskaber til prioritering af

miljøbeskyttelsesarbejdet. Endvidere må der skabes betingelser for, at

miljømyndighedernes indsats i højere grad end tidligere sker i samarbejde med

virksomhederne og disses organisationer.

En miljøpolitik baseret på princippet om renere teknologi må gennemføres

på alle niveauer i samfundet. Den vil stille krav til den enkelte forbruger

eller ansatte om ændringer i adfærd og holdninger. Den vil stille krav til

den enkelte virksomhed om mere kritisk at vurdere de enkelte processer,

produktionsgangen, materialer og produkter. Den vil stille krav til de

primære miljømyndigheder i kommuner og amtskommuner om i højere grad at

inddrage selve produktionen i den miljømæssige tilsynsvurdering. Og den vil

stille krav til de centrale miljømyndigheder om - i samarbejde med miljø-,

forbruger-, erhvervs- og andre interesseorganisationer - løbende at foretage

en vurdering af de realistiske muligheder for en omlægning af produktion og

forbrug i retning af renere teknologi ved fastsættelsen af rammer for en

nedbringelse af den samlede forurening på kortere og længere sigt. Endelig må

en miljøpolitik baseret på princippet om renere teknologi nødvendigvis tage

hensyn til og aktivt søge at påvirke miljøpolitikken internationalt, især i

EF, ud fra samme synspunkter og perspektiver.

Lovforslaget indeholder en række bestemmelser, som tænkes anvendt til

gennemførelsen af en sådan forebyggende miljøindsats baseret på princippet om

renere teknologi. Det gælder således en række af de

bemyndigelsesbestemmelser, som er indeholdt i kapitel 2 og kapitel 7.

Endvidere er de gældende bestemmelser i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 i

forslaget suppleret og ændret med henblik på at fremme en miljøregulering

baseret på princippet om renere teknologi.

For at sikre en tilstrækkeligt kvalificeret faglig vurdering af de

egentlig teknologiske muligheder for anvendelse af renere teknologier på

forskellige måder, skønnes det nødvendigt, at denne sker på centralt niveau i

et tæt samarbejde mellem de statslige miljømyndigheder og de berørte

industri- og erhvervsorganisationer. Kun derved kan det sikres, at krav om

gennemførelsen af nye teknologiske muligheder for en renere produktion og

mindre forurenende produkter fastsættes i overensstemmelse med de økonomiske

muligheder i samfundet.

Under alle omstændigheder bør det fremhæves, at krav om

forureningsbegrænsning baseret på princippet om renere teknologi aldrig bør

stilles som krav om anvendelse af en nærmere bestemt teknologi. Kravene bør

derimod fastsættes som krav om et vist forureningsniveau ud fra, hvad der er

opnåeligt ved anvendelse af renere teknologi. En miljøpolitik baseret på

princippet om renere teknologi skal virke som et incitament til udviklingen

og anvendelsen af stadig mindre forurenende teknologier, den skal ikke låse

den teknologiske udvikling fast.

Følgende bestemmelser i lovforslaget tager særligt sigte på at fremme

princippet om renere teknologi som det styrende princip for en forebyggende

miljøindsats:

Lovens formålsbestemmelse: § 1, stk. 1 og stk. 2, nr. 3, 4 og 5,

lovens område: § 2, nr. 1, 3 og 4,

princippet om renere teknologi, kredsløbsbetragtningen: § 3, stk. 1,

forureningsbegrænsningsprincippet

- ved produktion: § 4, stk. 3,

- i forbindelse med varer og produkter: § 5,

- offentlige myndigheders ansvar: § 6,

almindelige bestemmelser: § 7, stk. 1,

konsulentordninger: § 7, stk. 2,

miljømærke: § 8,

pantordninger: § 9,

mål for begrænsning af forurening, særlige aftaler: § 10,

påbud, revision af vilkår ud fra renere teknologi: § 40, stk. 1 og stk. 5,

§ 41, stk. 2,

genanvendelse og renere teknologi, stoffer, produkter og materialer,

særlige bestemmelser: § 50,

generelt bortskaffelsesgebyr: § 52,

tilskud: § 53,

Rådet for genanvendelse og renere teknologi: § 55.

Princippet om renere teknologi blev lovfæstet i forbindelse med lov om

kemiske stoffer og produkter ved den ændring af loven, som blev vedtaget 19.

maj 1989, jf. L 162/1989 og lovbekendtgørelse nr. 566 af 15. august 1989.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets enkelte

bestemmelser.

3. Særligt forurenende virksomheder

Med lov om miljøbeskyttelse, der trådte i kraft den 1. oktober 1974,

indførtes en godkendelsesordning for særligt forurenende virksomheder.

Ordningen går ud på, at virksomheder, der er optaget på den som bilag til

loven anførte liste, ikke må påbegyndes, udvides eller ændres, før der er

meddelt godkendelse hertil af den godkendende myndighed. Listen over særligt

forurenende virksomheder kan ændres administrativt af miljøministeren.

Lovforslaget indeholder følgende afgørende nyheder vedrørende

godkendelsesordningen:

1) Det foreslås, at samtlige »gamle« virksomheder på listen, der

ikke har en samlet godkendelse, skal søge om godkendelse indenfor frister,

som skal fastsættes af ministeren i en bekendtgørelse. På baggrund af at det

er hensigten at gennemføre en kraftig reduktion af listen, således at den kun

omfatter virksomheder, der efter dagens målestok anses for særligt

forurenende, må det anses for miljømæssigt begrundet og også økonomisk og

ressourcemæssigt realistisk at undergive de »gamle« virksomheder

den samlede miljømæssige bedømmelse, som foretages ved en

godkendelsesbehandling. Miljøstyrelsen vil i samarbejde med de kommunale

organisationer og industrien tilrettelægge et forløb for

godkendelsesbehandlingen, der sikrer, at der over en 10-årig periode sker et

jævnt træk på offentlige og private ressourcer, og at der ikke sker

konkurrenceforvridning, jf. nedenfor under nr. 6.

2) Der indføres lempelser i den gældende godkendelsesordning med henblik

på, at virksomhederne hurtigere skal kunne påbegynde bygge- og anlægsarbejder

på listevirksomhed.

Der stilles for det første forslag om, at listevirksomheder, der etablerer

sig i overensstemmelse med en godkendt lokalplan eller byplan, kan få

tilladelse til at starte bygge- og anlægsarbejder, før miljøgodkendelse er

givet. For det andet har den gældende godkendelsesordning vist sig at fungere

meget usmidigt overfor virksomheder, der i forvejen har en samlet

miljøgodkendelse og herefter søger om tilladelse til at foretage en udvidelse

eller ændring. Derfor åbnes der i forslaget mulighed for en lempelse af

godkendelsesordningen i sådanne situationer, således at en egentlig

godkendelse kan erstattes af en anmeldelse.

Det er i øvrigt Miljøministeriets målsætning at udsende en ny

bekendtgørelse om godkendelse af særligt forurenende virksomheder. I

bekendtgørelsen vil den gældende liste over særligt forurenende virksomheder

blive foreslået reduceret med en trediedel til halvdelen af de virksomheder,

der er på den gældende liste. Listen vil herefter kun omfatte virksomheder,

der i dag må vurderes som værende af særligt forurenende karakter.

Virksomheder, der udgår af listen, fritages for en ofte både tid~ og

ressourcekrævende godkendelsesbehandling, samtidig med at miljømyndighederne

får frigjort ressourcer, der kan anvendes på områder, som må anses for mere

vigtige for miljøbeskyttelsen.

4. Klage

Klagesystemet er forenklet væsentligt.

En række sager vil blive endeligt afgjort af kommunalbestyrelsen eller

amtsrådet, eksempelvis en række afgørelser om meddelelse af

spildevandstilladelser og påbud og forbud, der vedrører mindre udledninger.

Klageadgangen fastholdes dog i større sager.

Der indføres som en hovedregel et 2-instanssystem, således at når der kan

klages, kan det kun ske een gang.

Regeringen lægger vægt på, at ankesystemerne i almindelighed kun kommer

til at omfatte to instanser. Det er afgørende for, at man kan opnå

tilfredsstillende tidsbesparelser for virksomhederne og ressourcebesparelser

for det offentlige.

Da 1. instansen overalt i miljøbeskyttelsesloven er en lokal myndighed

(amt eller kommune), har valget stået mellem at gøre miljøministeren eller

Miljøankenævnet til 2. instans.

Efter indgående overvejelser og drøftelser med en række organisationer har

man valgt at foreslå Miljøministeriet som 2. instans.

Dog opretholdes den hidtidige mulighed, der har været for at indbringe

Miljøstyrelsens afgørelser som 1. instans for det uafhængige sagkyndige

ankenævn, Miljøankenævnet, som omdøbes til Miljøklagenævnet i

overensstemmelse med nyere praksis om sådanne nævn.

Den hidtidige mulighed, der har været for at indbringe Miljøstyrelsens

afgørelser i klagesager for Miljøankenævnet, bortfalder. I stedet indføres

der en mulighed for at få prøvet Miljøstyrelsens 2. instansafgørelser

vedrørende klager over afgørelser om virksomheder, der er på listen over

særligt forurenende virksomheder, og væsentlige spildevandsudledninger dog

under forudsætning at, at nævnet skønner, at den konkrete sag er af større

eller principiel betydning.

Der er herved tænkt på afgørelser, hvor hensynet til væsentlige miljø-

eller naturværdier skal afvejes mod andre væsentlige beskyttelsesværdige

interesser, eller hvor afgørelsen rejser spørgsmål om den rigtige anvendelse

af en lovregel eller skønnes af få afgørende betydning for den administrative

praksis. Sidstnævnte vil hyppigst være tilfældet i forbindelse med

gennemførelse af ny lovgivning, hvor det kan være af principiel betydning at

få fastlagt, hvordan de nye bestemmelser skal fortolkes.

Afgørelserne på miljøområdet har et sådant teknisk betonet indhold, at det

er vigtigt, at der indgår et sagkyndigt element i dette klagenævn. Samtidig

kan det være naturligt at opfatte nævnet som en voldgift mellem

produktionsinteresse og interesse i beskyttelse af naturen. Dette kan finde

udtryk ved, at den ene liste af sagkyndige som hidtil udpeges af

erhvervsorganisationer, mens den anden liste sammensættes af sagkyndige,

udpeget af miljøorganisationerne.

Forslaget forekommer rimeligt som en sikring af afvejningen af henholdsvis

erhvervsinteresser og grønne interesser. Det foreslås derfor, at det

sagkyndige klagenævn beskikkes af miljøministeren efter indstilling fra:

1. Industrirådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Håndværksrådet,

Landbrugsrådet, De danske Landboforeninger og Danske Husmandsforeninger i

forening (den gældende ordning), og

2. Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund,

Greenpeace, Danmarks Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening i forening

(dvs. de landsomfattende miljøorganisationer, der er tillagt klageret efter

lovforslaget).

Når der er forløbet 5 år efter lovens ikrafttræden, vil Miljøministeriet

på baggrund af indhøstede erfaringer vurdere, om nævnsordningen har fungeret

tilfredsstillende, eller om der er behov for at gennemføre en ændring af

klageordningen.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til kapitel 12 om

Miljøklagenævnet.

5. Sektorplanerne

En række formkrav til den amtskommunale sektorplanlægning blev ophævet i

konsekvens af forslagene i arealudvalgets 1. delbetænkning af 30. september

1985 om planlægningen på Miljøministeriets område (betænkning nr. 1051).

Tilbage var en række forpligtelser for amtskommunerne til at udarbejde

planredegørelser på miljøbeskyttelsesområdet og vandforsyningsområdet.

Lotz-III-udvalget har foreslået, at disse regler afformaliseres helt.

Udvalget har ligeledes foreslået, at kommunernes pligt til at udarbejde

støjkortlægning ophæves, mens reglerne om affaldsplanlægning og

spildevandsplanlægning forenkles.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Det betyder ikke, at der ikke fortsat skal ske en planlægning inden for

miljøområdet. Det er fortsat nødvendigt, at der inden for de enkelte dele af

miljøområdet tilvejebringes en fyldestgørende kortlægning og planlægning som

grundlag for den tværgående interesseafvejning i den sammenfattende fysiske

planlægning.

I øvrigt bør der - afhængigt af de enkelte amtskommuners/kommuners behov -

tilvejebringes den nødvendige planlægning for at sikre en forebyggende

miljøindsats, herunder tilvejebringes grundlag for administrationen af denne

lov.

6. Laboratorier

Siden 1976 har der eksisteret en plan for de kommunale miljø- og

levnedmiddelkontrolenheder. Lovgivningen om laboratorieplanen findes i

levnedsmiddelloven. Da Levnedsmiddelstyrelsen i 1987 blev overflyttet til

Sundhedsministeriet, fik sundhedsministeren de beføjelser, som er henlagt til

miljøministeren i levnedmiddelloven.

Miljøbeskyttelsesloven har hidtil indeholdt et kapitel om laboratorier, i

hvilket landets dækning af laboratorieenheder til løsning af opgaver

vedrørende miljøspørgsmål forudsattes planlagt i sammenhæng med disse

laboratorieenheders opgaver i forbindelse med levnedsmiddeloven.

I lovforslaget er laboratoriekapitlet udtaget. Dette skyldes, at der i de

senere år er foregået en udvikling, som rejser tvivl om hensigtsmæssigheden

af laboratorieplanen. De kommunale laboratorier (MLKE) påtager sig i stadigt

større udstrækning opgaver uden for laboratorieplanens rammer. Dette betyder,

at disse laboratoriers opgaver herved i høj grad svarer til private

laboratoriers opgaver. Disse private laboratorier er autoriset af Statens

Tekniske Prøvenævn (STP).

Som led i gennemførelsen af det indre marked er det EF-Kommissionens plan,

at gensidig anerkendelse af analyseresultater kun vil gælde for analyser, der

er udført som autoriserede analyser af laboratorier, der er under en

anerkendt autorisationsordning. STP's autorisationsordning vil inden for en

overskuelig fremtid kunne opfylde de internationale krav til en sådan

ordning. En autorisation udstedt af STP vil dermed dokumentere, at den

fornødne analysekvalitet er til stede, og at de opnåede analyseresultater kan

anerkendes også i andre lande.

På baggrund af ovenstående finder Miljøministeriet, at tiden er moden til,

at der på miljøområdet kun er een autorisationsmyndighed, og at denne

myndighed er STP, som i forvejen autoriserer private laboratorier til at

udføre miljøopgaver. Derved vil der ske en ligestilling af samtlige

laboratorier, som udfører opgaver inden for miljøområdet.

Industriministeren påtænker at ændre sin lovgivning til at kunne omfatte

de nævnte formål og forventes at fremsætte lovforslag herom i 1990.

7. Myndighedsstrukturen

Lovforslaget indeholder ikke principielle ændringer i

myndighedsstrukturen, bortset fra kapitel 8 om ekspropriation. Ligesom i de

gældende regler foreslås kompetencen til at ekspropriere til fordel for

spildevandsanlæg henlagt til kommunalbestyrelserne. Med hensyn til

fastsættelsen af erstatning i forbindelse med ekspropriationer, der efter den

gældende ordning varetages af landvæsenskommissionerne, foreslås denne

henlagt til taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje.

Denne ordning vil svare til det forslag, der kan forventes afgivet af et

af justitsministeren nedsat udvalg, der har til opgave at overveje

spørgsmålet om eventuel nedlæggelse af landvæsensretterne. Udvalget forventes

at afgive betænkning i løbet af 1990.

8. Bemyndigelser

Lovforslaget indeholder en række bemyndigelser. Der er to hovedtendenser

i udformningen af disse bemyndigelsesbestemmelser. Den ene er, at

bemyndigelserne skal svare til hensigten om at gennemføre en forebyggende

miljøindsats. Det trækker i retning af en udvidelse af bemyndigelserne. Den

anden er, at man nu ved så meget om miljøbeskyttelse, at man nærmere kan

angive, i hvilken retning anvendelse af bemyndigelserne vil gå. Det

indsnævrer spillerummet for, hvad ministeren kan foretage sig uden

folketingets medvirken.

Af lovtekniske grunde er der indsat en generel bemyndigelse for

miljøministeren til at delegere sine beføjelser til en styrelse.

9. Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser.

De elementer i lovforslaget og i den kommende bekendtgørelse om

godkendelse af særligt forurenende virksomheder, som vil have økonomiske og

administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner og økonomiske

konsekvenser for virksomhederne, er følgende:

- forslaget om listereduktion,

- forslaget om godkendelsesbehandling af listevirksomheder, der ikke har

samlet miljøgodkendelse i forvejen,

- forslaget om ophævelse/forenkling af kortlægnings- og

planlægningsforpligtelser,

- klagereglerne,

- de øgede krav om indførelse af bedre rensning og renere teknologi og

genanvendelse.

Statslige merudgifter/besparelser

Forslaget om at klagesystemet skal forenkles, således at der som

hovedregel kun kan klages til een instans (Miljøstyrelsen), bevirker, at

Miljøankenævnets ressourcer kan reduceres til halvdelen af de nuværende.

Ifølge § 19 i forslaget til miljøbeskyttelseslov skal det fremover i

stedet for Miljøstyrelsen være kommunerne og amtskommunerne, der meddeler

tilladelser til udledning, udspredning eller udsprøjtning på jorden.

Herudover bliver Miljøstyrelsen frigjort for en række sager, som styrelsen

i dag behandler som 2. instans (visse klager over påbud overfor

reglementsvirksomheder, klager over tilladelser til mindre

spildevandsudledninger m.v.).

Det skønnes, at forslagene om delegation kombineret med indførelse af

endelighed, listereduktion m.v. samlet vil medføre, at der i løbet af nogle

år efter lovens ikrafttræden spares ressourcer i Miljøstyrelsen svarende til

20 årsværk. Som følge af indførelse af kravet om godkendelse af gamle

virksomheder må styrelsen omvendt forvente at modtage en årlig tilgang af

klagesager på ca. 300. De nævnte klagesager vil typisk være mere komplicerede

end øvrige klagesager om kapitel 5-godkendelser og forvente at kræve en

ressourceanvendelse svarende til ca. 10 årsværk. Dvs. at ressourcebesparelsen

herefter reelt vil være 10 årsværk.

I forslaget til ny miljøbeskyttelseslov foreslås det i kapitel 5, at

tilsynsmyndigheden kan give påbud om nedbringelse af forureningen fra en

listevirksomhed eller en øvrigt forurenende virksomhed, der medfører

væsentlig mere forurening, end der ville forekomme ved anvendelsen af mindst

forurenende teknologi eller bedst mulige rensning.

Der er i loven optaget en række bemyndigelser til at fastsætte regler om

begrænsning af emissioner eller regler om råvarer, hjælpestoffer og andre

materialer, der anvendes i virksomheder eller i materialer og produkter.

Der er etableret en offentlig tilskudsordning for at fremme

virksomhedernes indførelse af renere teknologiløsninger og genanvendelse.

Tilskudsrammerne forventes betydeligt forøget i løbet af de næste 5 år. Det

er hensigten, at Miljøstyrelsen skal omprioritere sine ressourcer, således at

der fremtidigt anvendes flere ressourcer på renere teknologi- og

genanvendelsesområdet. I takt med at renere teknologiprojekter gennemføres,

skal disse, når de viser sig egnede, gennemføres f.eks. ved, at der

udarbejdes bekendtgørelser eller vejledninger herom eller indgås aftaler

gældende for enkelte brancher eller anlæg. Der skal anvendes flere ressourcer

på at følge den teknologiske udvikling i andre lande samt på at informere

virksomheder og miljømyndigheder om renere teknologiløsninger og

genanvendelsesmuligheder.

Både for så vidt angår virksomheder, der er på den fremtidige liste over

særligt forurenende virksomheder, og for så vidt angår øvrige forurenende

virksomheder, skal Miljøstyrelsen anvende øgede ressourcer på at få kendskab

til, hvilke forureninger de enkelte brancher giver anledning til, og hvilke

renere teknologiløsninger eller rensningsmetoder der kan anvendes for at

nedbringe forureningen. Det skønnes, at ressourcebehovet vil være på ca.

10-15 årsværk. Miljøstyrelsen vil imidlertid søge at forøge anvendelsen af

ressourcer på renere teknologi og genanvendelsesområdet i takt med, at der

frigøres ressourcer på andre områder, således at ændringen i

miljølovgivningen samlet set bliver ressourceneutral for Miljøstyrelsen.

Amtskommunale/kommunale merudgifter/besparelser

De elementer i lovforslaget, som har ressourcemæssig betydning for

amtskommunerne og kommunerne, er forslagene om listereduktion, godkendelse af

gamle virksomheder og yderligere forenkling af kortlægnings- og

planlægningsforpligtelser.

Listereduktion

Den gældende liste omfatter ca. 25.000 virksomheder. Den planlagte

listereduktion forventes at indebære, at der i alt udgår ca. halvdelen af de

virksomheder, der er på listen.

Listereduktionen betyder, at det fortrinsvis er virksomheder, som har

kommunen som godkendelses- og tilsynsvirksomhed, der udgår af listen.

Det skønnes, at listereduktionen vil medføre, at amtskommunerne får

reduceret antallet af godkendelser med ca. en sjettedel af godkendelserne i

dag, dvs. 50 godkendelsessager, mens kommunerne vil få reduceret antallet af

godkendelsessager med halvdelen, dvs. 1.000 sager.

Ressourceforbruget pr. godkendelsessag anslås at tage væsentlig længere

tid for en amtskommune end for en kommune, da de virksomheder, som

amtskommunerne er godkendelses- og tilsynsmyndighed for, er

»tungere« end de virksomheder, for hvilke kommunerne er

godkendelses- og tilsynsmyndighed. Listereduktionen indebærer endvidere, at

det amtskommunale tilsyn med en række virksomheder erstattes af et kommunalt

tilsyn.

Herefter anslås listereduktionen i sig selv at medføre

ressourcebesparelser på ca. 10 årsværk i amtskommunerne og ca. 30 årsværk i

kommunerne. For kommunernes vedkommende skal dog herfra trækkes de øgede

ressourcer, der vil medgå til at opprioritere et opsøgende tilsyn og meddele

de nødvendige påbud og forbud. Det vurderes derfor, at

nettoressourcebesparelsen som følge af listereduktionen herefter vil være 10

årsværk for kommunerne.

Forslaget om godkendelse af gamle virksomheder

Det anslås, at maksimalt 4.000 virksomheder vil blive omfattet af

forslaget om, at der skal ske godkendelsesbehandling af gamle

listevirksomheder uden total godkendelse. Ved en jævn takt af

godkendelsesordningen over en 10-årig periode indebærer dette, at ca. 400

virksomheder skal optages til godkendelsesbehandling årligt. Det skønnes, at

det årlige ressourceforbrug hertil vil være 18 årsværk i amtskommunerne og 8

årsværk i kommunerne Herved gås ud fra, at godkendelsesbehandlingen af de

gamle virksomheder efter listereduktionen gennemsnitligt vil kræve flere

ressourcer af amtskommunerne end kommunerne.

Forslaget om yderligere forenkling af kortlægnings- og

planlægningsforpligtelser

Forslaget om yderligere forenkling af en række kortlægnings- og

planlægningsforpligtelser på miljø- området betyder, at kommunerne og især

amtskommunerne vil blive aflastet for en række formaliserede pligter på

området og få mulighed for selv at tilrettelægge deres opgaver med

infrastruktur, recipientovervågning, fysisk planlægning m.v.

Det skønnes, at de ændrede regler medfører, at amtskommunerne kan spare

årligt 8 årsværk.

Besparelsen skyldes især, at amtskommunerne ikke længere pålægges

formaliserede pligter til at foretage en kortlægning og planlægning af

kvaliteten af vandområderne, at amtskommunernes hidtidige opgaver vedrørende

den kommunale spildevandsplanlægning ophæves, samt at amtskommunernes opgaver

med at foretage en kortlægning af affaldsbortskaffelsen samt udarbejdelse af

en affaldsredegørelse ligeledes bortfalder.

I det følgende er opstillet en oversigt over lovforslagets samlede

konsekvenser for kommuner og amtskommuner angivet i + og - årsværk, idet +

betyder, at der er behov for ressourcetilførsel og - at der spares

ressourcer.

Kommunerne Amtskommunerne

Listereduktion -30 -10

Tilsyn med ikke listevirksomhed +20 0

Godkendelse af gamle virksomheder + 8 +18

Ophævelse og forenkling af

kortlægning og planlægning 0 - 8

--------------------------------------------------------------------~

Besparelse: - 2 0

Lovforslaget indebærer samlet følgende besparelser for stat,

kommuner og amtskommuner, idet et årsværk svarer til 350.000 kr.:

1991 1992

--------------------------------------------------------------------~

mio.kr.

Reduktion af Miljøankenævnet 0,35 1,1

Besparelser i kommunerne 0,7 0,7

Besparelser i amtskommunerne 0 0

--------------------------------------------------------------------~

1991 1992

--------------------------------------------------------------------~

årsværk

Reduktion af Miljøankenævnet -1 -3,1

Besparelser i kommunerne -2 -2

Besparelser i amtskommunerne 0 0

--------------------------------------------------------------------~

Samfundsøkonomiske konsekvenser

Gennemførelsen af forslaget om, at der skal ske godkendelsesbehandling af

maksimalt 4.000 virksomheder uden total godkendelse over en 10-årig periode,

må antages at betyde, at de pågældende virksomheder som følge af vilkår i

godkendelsen skal foretage miljøinvesteringer, og at de vil få øget

driftsomkostningerne.

Miljøstyrelsen har i samarbejde med de kommunale organisationer foretaget

en økonomivurdering af nævnte omkostninger. Vurderingen er baseret på

udvælgelse af et antal virksomheder i Vejle amtskommune. Undersøgelsen har

omfattet både virksomheder, der har Vejle amtskommune som godkendelses- og

tilsynsmyndighed, og virksomheder der har Horsens, Hedensted og Juelsminde

kommuner som myndighed. De undersøgte virksomheder har indenfor de sidste par

år gennemgået en godkendelsesbehandling og er blevet stillet en række vilkår,

der i det væsentligste ligeledes vil blive stillet i forbindelse med

godkendelse af de eksisterende gamle virksomheder.

Virksomhederne er blevet bedt om dels at oplyse deres omkostninger til

investeringer til miljøbeskyttende foranstaltninger, dels de løbende

omkostninger, henholdsvis driftsbesparelser, der følger af de af

myndighederne fastsatte krav til emissionsbegrænsning. Virksomhederne er

endvidere bedt om at oplyse om antal beskæftigede. Overføres resultaterne fra

de udvalgte virksomheder til samtlige virksomheder på landsplan ved

anvendelse af forskellige økonomisk/statistiske beregningsmetoder, skønnes

gennemførelse af forslaget om godkendelsesbehandling af eksisterende

virksomheder uden samlet miljøgodkendelse at medføre behov for samlede

miljøinvesteringer for perioden 1991-2001 på 1,7 mia. kr.

Beregnet som en gennemsnitlig årlig belastning skønnes

fremstillingsvirksomhederne i den private sektor at få en årlig

investeringsbelastning på 75 mill. kr.

Kraftværkerne får tilsvarende en årlig investeringsbelastning på 90 mill.

kr.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Ligesom den gældende lovs 1. kapitel indeholder dette kapitel en række

almindelige bestemmelser om lovens formål og beskyttelsesinteresser, hvilke

påvirkninger af miljøet der er omfattet, samt om pligter for den, der er

ansvarlig for forhold, der kan give anledning til forurening.

Disse hovedprincipper for lovens administration er dog både blevet ændret

og udvidet, dels fordi lovforslaget er en sammenskrivning af flere lovforslag

og dels for at understrege, at lovforslaget lægger op til en mere

forebyggende og helhedsorienteret miljøindsats i overensstemmelse med bl.a.

»Brundtland-rapporten« og regeringens »Handlingsplan for miljø

og udvikling«.

Den hidtidige miljøbeskyttelseslov har i vidt omfang bygget på en indsats

mod forurening fra enkeltkilder gennem rensningsforanstaltninger. I kapitlet

understreges det, at vægten først og fremmest bør lægges på at forebygge

problemernes opståen og sikre en bæredygtig udvikling ved at anvende renere

teknologi og ved at regulere hele det kredsløb af materialer og produkter,

som gennemstrømmer vores samfund. Disse principper lå også bag den nyligt

vedtagne lov om kemiske stoffer og produkter.

Til § 1

Bestemmelsen i stk. 1 angiver, at en sikring af menneskenes levevilkår og

de økologiske kredsløb gør det nødvendigt, at areal- og naturressourcerne

udnyttes som led i en bæredygtig udvikling. Bestemmelsen bygger således på

den voksende erkendelse af, at miljøproblemerne ikke blot er lokale og

veldefinerede, men at de tværtimod er globale, mangfoldige og komplekse og i

høj grad integreret i hele samfundsøkonomien.

Med den nye formålsbestemmelse lægges der således op til, at den

fremtidige miljøpolitik tager udgangspunkt i en ændret opfattelse af

vekselvirkningen mellem menneske og natur. En opfattelse, der ser det

samfundsmæssige stofskifte med naturen - lige fra udvinding af råstoffer,

over produktion og forbrug til affaldsbortskaffelse - i sammenhæng.

I stk. 2 foretages en nærmere præcisering af de hensyn, der skal varetages

ved lovens administration. Nr. 1 og 2 svarer til indholdet af den nuværende

lovs § 1, stk. 1, nr. 1, 2 og 3. Dog understreges det i overensstemmelse med

hidtidig fortolkning og administration, at loven også tilsigter at forebygge

og bekæmpe forurening af undergrunden.

For at forebygge og begrænse spild af ressourcer, jf. nr. 3, og hermed

skabe bedre grundlag for en bæredygtig udvikling, foreslås det i nr. 4, at

fremme af renere teknologi skal være et formål i sig selv ved lovens

administration. Renere teknologi kan defineres som ændrede

produktionsprocesser, råvarer, hjælpestoffer og produkter, som mindsker

ressourceforbruget og hindrer, at forurening opstår ikke alene i

produktionsprocessen men også i senere led i vare- og produktkredsløbet.

Det er erkendelsen af, at en forureningsbekæmpelse, som kun retter sig mod

et enkelt led i kredsløbet, f.eks. produktionsleddet, og betragter dette

isoleret, måske blot medfører, at problemet flyttes over i næste led i

kredsløbet, der ligger bag målsætningen om at fremme renere teknologi. Derfor

er rensningsforanstaltninger, som jo har været den traditionelle måde at

angribe forureningsproblemer på, ikke omfattet af betegnelsen »renere

teknologi«. Det har vist sig, at rensning af spildevand og luft har

medført problemer ved deponeringen af restprodukter, hvorved et

forureningsproblem afløses af et andet.

Målsætningen i nr. 5 om at fremme genanvendelse og begrænse problemer i

forbindelse med affaldsbortskaffelse (herunder også de problemer, som selve

mængden af affald betyder) bygger også på kredsløbsperspektivet og har

således tæt sammenhæng med målsætningen om at fremme renere teknologi.

Bestemmelsen er dels en videreførelse af formålsbestemmelsen i den hidtidige

lov om genanvendelse og begrænsning af affald, dels en markering af, at en

effektiv beskyttelse af miljøet mod forurening fra affald er et vigtigt sigte

med den nye lov. Det har gennem de senere år vist sig, at den hidtidige

miljøbeskyttelseslov ikke i alle tilfælde har indeholdt egnede instrumenter

til dette formål. Denne problemstilling er nærmere behandlet i det af

Miljøstyrelsen nedsatte affaldsudvalgs betænkning fra 1988 om den fremtidige

regulering af affaldsbortskaffelsen.

Den hidtil gældende miljøbeskyttelseslov har i opregningen af de

forskellige formål med loven i § 1, stk. 1, nr. 4, nævnt det som et

selvstændigt formål at tilvejebringe det nødvendige administrative grundlag

for planlægningen og indsatsen mod forurening. At loven skal tilvejebringe

dette administrative grundlag følger imidlertid af forholdets natur og anses

derfor for overflødigt at nævne i dette lovforslag.

Til § 2

Bestemmelsen beskriver ligesom den nuværende lovs § 2, hvilket

»forureningssubjekt« og dertil hørende

»beskyttelsesobjekt«, der er omfattet af loven.

Beskyttelsesobjektet er omtalt i stk. 1, nr. 1, som luft, vand, jord og

undergrund, hvilket trods ændret formulering er i overensstemmelse med den

hidtidige lovgivning. Som omtalt ovenfor under § 1 har undergrunden også

været betragtet som en del af beskyttelsesobjektet på trods af, at det ikke

har været direkte nævnt. »Vand« anvendes her som en samlebetegnelse

for hav, søer, vandløb og grundvand samt vand, der i øvrigt skal anvendes til

vandforsyning, ligegyldigt hvor det befinder sig.

Med hensyn til forureningsbegrebet er »udsendelse af stoffer«

stadig et centralt element. Som noget nyt er det imidlertid i stk. 1, nr. 1,

fastslået, at også udsendelse af mikroorganismer, der kan være til skade for

miljø og sundhed, er omfattet af loven.

Baggrunden er, at anvendelsen af nye bioteknologiske metoder i industri og

landbrug i de seneste år har været i rivende udvikling, hvilket medfører en

forøget udledning af mikroorganismer udviklet til industrielle formål, der

afhængig af type eventuelt vil have potentiale til at etablere sig i

økologiske nicher. Derved er der blevet skabt et behov for regulering af

udledningerne fra virksomhederne til miljøet, som rækker ud over de rent

hygiejniske hensyn.

I stk. 1, nr. 1, er det endvidere tilføjet, at ikke blot udsendelse af

stoffer, men også frembringelse af affald er en del af forureningsbegrebet.

I den hidtidige miljøbeskyttelseslov er der som hovedregel ikke hjemmel

til anvendelsesregulering af varer og produkter. I stk. 1, nr. 3, foreslås

det at lade produkter og varer, som i forbindelse med fremstilling,

opbevaring, anvendelse, transport eller bortskaffelse kan medføre forurening,

være omfattet af loven. Denne nyskabelse må anses for at være en vigtig

forudsætning for at opfylde det under § 1 nævnte kredsløbsperspektiv,

herunder fremme renere teknologi. Miljøbeskyttelsesloven vil hermed få et

virkemiddel, der svarer til det, der findes i den nyligt reviderede Lov om

kemiske stoffer og produkter. Selvom lovforslaget med den foreslåede ordlyd

utvivlsomt også vil indeholde hjemmel til at regulere kemiske stoffer og

produkter samt varer, der indeholder eller afgiver kemiske stoffer og

produkter, vil reguleringen af fremstilling, salg og import af sådanne varer

fortsat ske med hjemmel i lov om kemiske stoffer og produkter, mens andre

produkter og varer vil blive reguleret i medfør af denne lov.

Transportmidler og andre mobile anlæg foreslås i stk. 1, nr. 4, medtaget i

opregningen af, hvad loven omfatter ud fra samme begrundelse som i foregående

afsnit, og fordi sådanne anlæg allerede i dag må betragtes som værende

omfattet af loven.

En række hygiejniske forhold vedrørende dyrehold, skadedyr, badevand m.v.

vil fortsat skulle reguleres efter miljøbeskyttelsesloven. I konsekvens heraf

foreslås disse forhold derfor nævnt i stk. 1, nr. 5.

Stk. 2 om risiko for forurening svarer til den hidtidige § 2, stk. 2.

Til § 3

Bestemmelsen indeholder den rettesnor for lovens administration, som

findes i den gældende lovs § 1, stk. 3, idet den påpeger, at den forebyggende

og forureningsbegrænsende indsats skal prioriteres ud fra omgivelsernes

sårbarhed og forureningens virkninger. Herudover fremhæves det i

bestemmelsens stk. 1, at grundlaget for miljøindsatsen må findes i en

helhedsvurdering af det kredsløb, som stoffer og materialer gennemløber i

samfundet. Denne grundtanke, som også har fundet udtryk i den netop vedtagne

lov om ændring af lov om kemiske stoffer og produkter, udtrykker princippet

om renere teknologi som styrende for lovens administration.

Princippet om renere teknologi er således i overensstemmelse med

Brundtland-kommissionens anbefalinger om en bæredygtig udvikling. Ud fra

såvel en økologisk som en samfundsøkonomisk betragtning skønnes det

nødvendigt at anlægge en sådan helhedsvurdering, som også må indeholde et

tidsperspektiv, der giver plads for andet og mere end kortsigtede og

midlertidige løsninger på miljøproblemerne.

Princippet om renere teknologi, der sigter på at begrænse unødig

ressourceanvendelse og spild gennem en forebyggende indsats, står ikke i

modsætning til rensningsforanstaltninger. Rensningsløsninger er - og vil

fortsat i væsentligt omfang være - nødvendige elementer i

miljøbeskyttelsesarbejdet. Men princippet udtrykker nødvendigheden af en

prioritering ud fra en økologisk og samfundsøkonomisk helhedsbetragtning.

Miljøbeskyttelse og samfundsøkonomi må nødvendigvis ses i sammenhæng, som

det også er sket i forbindelse med miljøministerens redegørelse om mål og

midler i miljøpolitikken. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at

samfundsøkonomi ikke uden videre kan sættes lig med virksomhedsøkonomi i

snæver forstand. En række dispositioner, som træffes af den enkelte

virksomhed - eller af den enkelte forbruger - har afledede konsekvenser i

form af omkostninger til oprydning, destruktion og rensning, som ikke uden

videre er synlige eller mærkbare for den enkelte virksomhed - eller

forbruger. Denne »fællesomkostning« for samfundet må medinddrages i

den økonomiske helhedsvurdering. På langt sigt vil også en forringelse af

naturgrundlaget kunne sætte skæbnesvangre grænser for såvel livskvaliteten

for den enkelte som for de samfundsøkonomiske muligheder.

For den enkelte virksomhed er det af afgørende betydning at kunne overskue

virksomhedens aktuelle situation i forhold til de miljøkrav, der stilles,

ligesom virksomheden skal have mulighed for at kunne planlægge sine

investeringer med størst mulige sikkerhed for, at også fremtidige krav er

kendt.

Ydermere må man ved anvendelsen af princippet om renere teknologi

nødvendigvis tage hensyn til opretholdelsen af virksomhedernes internationale

konkurrenceevne og udviklingsmuligheder ved fastsættelsen af krav efter

loven.

Disse overordnede hensyn og principper for lovens administration skal både

finde anvendelse ved konkrete afgørelser efter loven, ved fastsættelsen af

vejledninger og normer som rammer og retningslinier for myndighedernes

praksis og ved fastsættelsen af generelle regler efter loven. Herved sikres

en konsekvent, sammenhængende og fremadrettet miljøadministration.

Til § 4

Stk. 1 og 2 svarer til den gældende lov § 3, stk. 1 og 2, og indeholder

det såkaldte lokaliseringsprincip, ifølge hvilket en forurener skal placere

sin virksomhed mest hensigtsmæssigt.

Stk. 3 indeholder det såkaldte forureningsbegrænsningsprincip, svarende

til den gældende lovs § 3, stk. 3. Princippet indebærer, at en forurenende

virksomhed skal træffe de nødvendige forureningsbegrænsende foranstaltninger

og tilrettelægge driften på en sådan måde, at forureningen begrænses mest

muligt. Bestemmelsen uddyber dog princippet i forhold til den gældende

bestemmelse ved at slå fast, at princippet både gælder i forhold til den

akutte forurening, ressourceanvendelsen og affaldsfrembringelsen.

Bestemmelsen i stk. 4 understreger forureneren-betaler-princippet, idet

den fastslår, at den, der forårsager forurening eller skaber risiko for

forurening, har pligt til at søge følgerne af forureningen afværget og

forebygget og pligt til så vidt muligt at genoprette den hidtidige tilstand.

Har forureneren ikke selv mulighed for at foretage de nødvendige

foranstaltninger indebærer princippet, at forureneren må afholde de udgifter,

som myndighederne i givet fald har betalt for at foretage foranstaltningerne.

Til § 5

Bestemmelsen fastslår den enkeltes ansvar for ressourcebevarelsen og

miljøbeskyttelsen. Både ved fremstilling, import og forbrug bør henholdsvis

producenterne, importørerne og forbrugerne sikre sig, at varerne og

produkterne har den længst mulige levetid, at de lader sig genanvende, og at

de i mindst muligt omfang giver anledning til forureningsproblemer ved

affaldsbortskaffelsen. Anvendelse af økonomiske, adfærdsregulerende

virkemidler vil kunne medvirke til, at et øget antal varer og produkter

opfylder de nævnte betingelser.

Til § 6

Det slås fast, at ikke blot miljømyndighederne, men hele den offentlige

sektor, skal virke for at gen- nemføre lovens intentioner. Det bevirker, at

offentlige drifts- og anlægsvirksomheder har en særlig forpligtelse til at

fremme renere teknologi. De offentlige myndigheder bør være specielt

opmærksomme på, at indkøbte varer og produkter opfylder de i § 5 nævnte

betingelser og handle i overensstemmelse med bestemmelserne i § 4 og § 5.

Til kapitel 2

Kapitlet indholder ligesom den gældende miljøbeskyttelseslovs kapitel 2 en

række bemyndigelser til at fastsætte generelle regler om forhold, som er

omfattet af loven. En række af disse bemyndigelsesbestemmelser er sprogligt

uændrede i forhold til bestemmelserne i den gældende lov. Dette indebærer

imidlertid ikke, at rammerne for anvendelsen af disse meget brede

bemyndigelser kan anses for uændrede i forhold til den gældende lov.

Som anført under afsnit 2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget

vil lovens administration i videst muligt omfang sigte på gennemførelsen af

en forebyggende miljøindsats ud fra princippet om renere teknologi. Hertil

kommer, at lovens forureningsbegreb i konsekvens heraf er blevet udvidet til

også at omfatte frembringelsen af fast affald. Endvidere er lovens område

blevet udvidet til at omfatte de fremstillede eller importerede materialer,

produkter eller varer med henblik på at sikre en sammenhængende og

forebyggende miljøindsats.

Disse ændringer af rammerne for anvendelsen af de almindelige bestemmelser

i kapitel 2 indebærer derfor, at bemyndigelsesbestemmelserne - selv om de

ikke er sprogligt ændrede i forhold til den gældende lov - dog har fået et

mere udvidet indhold. Bemyndigelsesbestemmelserne i kapitel 2 må i øvrigt ses

i sammenhæng med de bestemmelser i kapitel 7, § 50, som giver miljøministeren

bemyndigelse til nærmere at regulere råvarer, materialer, produkter og varer

med henblik på at fremme genanvendelse og renere teknologi.

Herudover indeholder kapitel 2 en række nye bestemmelser om bemyndigelser

for ministeren til at etablere konsulentordninger, miljømærke, pantordninger

og særlige aftaler til gennemførelse af fastsatte generelle mål om

nedbringelse af forureningen. Disse nye virkemidler skal ses på baggrund af

ønsket om at fremme anvendelsen af renere teknologi og dermed styrke den

forebyggende, helhedsorienterede indsats til beskyttelse af natur og miljø.

I modsætning til tidligere lovforslag om miljøbeskyttelse indeholder dette

lovforslag meget detaillerede beskrivelser af, dels hvordan bemyndigelser der

er overført fra den gældende lov er blevet udnyttet, dels hvad der er

begrundelsen for de nye bemyndigelser. Desuden er der indføjet en

»forhandlingsbestemmelse« i § 11, hvorefter ministeren skal

forhandle med en nærmere angiven kreds af organisationer og myndigheder inden

udsendelse af nye regler.

Til § 7

Bestemmelsen i § 7, nr. 1-5 og nr. 7, er sprogligt enslydende med

bestemmelsen i den gældende lovs § 6, stk. 1, nr. 1-6.

Herefter kan miljøministeren fastsætte bindende emissions- og

produktionsnormer, fastsætte regler om produktkontrol for brændstoffer,

etablere typegodkendelsesordninger og fastsætte regler om risikobetonede

forhold.

Den gældende lovs § 6 er blevet anvendt til at fastsætte en række

bekendtgørelser indenfor bemyndigelsesbestemmelsens område. Dog er hjemlen

til at fastsætte regler om renhedsgrad og tilsætningstoffer til brændstoffer

ikke blevet udnyttet, idet sådanne krav i stedet er fastsat i lov, jf. lov

nr. 135 af 26. april 1972 om begrænsning af svovlindhold m.v. i brændsel, som

ændret ved lov nr. 259 af 26. maj 1976, og lov nr. 267 af 8. juni 1977 om

blyindhold m.v. i motorbenzin. Disse love foreslås ophævet, og de

administrative regler om renhedsgrad og tilsætningsstoffer til brændstoffer

vil herefter blive udstedt med hjemmel i § 7, stk. 1, nr. 4.

De bekendtgørelser, som hidtil er udstedt med hjemmel i de bemyndigelser,

der svarer til forslagets § 7, spænder fra regler om virksomheders drift,

f.eks. bekendtgørelse 18/1985 om anvendelse af fodertyper ved opdræt af fisk

i fersk- og saltvand og bekendtgørelse 699/1988 om husdyrgødning og ensilage

m.v., over regler om grænseværdier for virksomheders udledninger, f.eks.

bekendtgørelse 181/1986 om grænseværdier for udledning af cadmium med

processpildevandet fra visse industrianlæg, til regler om begrænsning af

risiko i forbindelse med visse virksomheder, f.eks. bekendtgørelse 545/1988

om risikoen for større uheld i forbindelse med en række industrielle

aktiviteter.

I medfør af den gældende lovs bemyndigelsesbestemmelser er der i et par

tilfælde udarbejdet egentlige branchebekendtgørelser, jf. bekendtgørelse 467/

1985, som ændret ved bekendtgørelse 532/1988, om miljøkrav i forbindelse med

etablering og drift af autoværksteder m.v. og bekendtgørelse 563/1988 om

pelsdyrfarme. Branchebekendtgørelser er kendetegnet ved, at der gøres op med

alle forureningsspørgsmål i forbindelse med en vis branche af virksomheder.

Branchebekendtgørelsen kan herefter træde i stedet for individuel regulering

i form af miljøgodkendelser efter kapitel 5.

Skønt det ud fra både et forenklings- og et effektiviseringssynspunkt

ville være ønskeligt at kunne fastsætte samtlige miljøkrav i een

bekendtgørelse rettet til en bestemt kategori af virksomheder, må det nok

erkendes, at det kun undtagelsesvis kan lade sig gøre. Dertil er selv

virksomheder inden for samme branche ofte for forskellige, både med hensyn

til indretninger og processer og - især - med hensyn til forureningsforhold,

som er afhængig af virksomhedens konkrete beliggenhed. Hertil kommer, at

regelværket ofte kan blive for tungt og ufleksibelt, hvis det skal dække alle

sider af virksomhedernes forureningsbillede.

Mere hensigtsmæssigt og gennemførligt er det nok at prioritere generelle

reguleringer af visse processer, anlæg, materialer og produkter, hvilket ofte

vil være sådanne, som er knyttet til een bestemt branche, men ikke

nødvendigvis. Herved vil det i højere grad være muligt at indrette

reguleringer ud fra en samlet prioritering af de miljømæssige problemer.

Samtidig vil det være muligt i højere grad at inddrage en vurdering af de

proces- og produkttekniske muligheder som grundlag for reguleringen. I

forbindelse med denne vurdering vil den sagkundskab, som findes i den/de

berørte branche eller brancher naturligvis blive søgt inddraget.

Det er således hensigten fortsat i videst mulige omfang at benytte

mulighederne for gennem generelle reguleringer, bl.a. i medfør af

bemyndigelserne i forslagets § 7, at formindske omfanget af sagsbehandling

ved konkrete afgørelser efter kapitel 5. Men vejen til en sådan forenkling

vil nok fremover i højere grad blive, at der i generelle regler gøres op med

visse forureningsforhold, som kan knytte sig til en godkendelsespligtig

virksomhed, men ikke dem alle på een gang. De forureningsforhold, for hvilke

der således er fastsat generelle grænser, behøver herefter ikke at reguleres

nærmere i vilkår, idet de generelle grænser uden videre kan lægges til grund.

Der kan dog under ganske særlige, lokale forhold være behov for at kunne

stille supplerende vilkår for afhjælpning af ulemper over for virksomhedens

nære naboer, eller til beskyttelse af en særlig sårbar recipient. Det bør i

så fald nærmere fremgå af den pågældende bekendtgørelse, under hvilke

betingelser og i hvilket omfang en sådan skærpelse ud fra lokale hensyn kan

finde sted, jf. hertil bestemmelsen i § 10, stk. 5.

Uanset at ordlyden af forslagets § 7, stk. 1, nr. 1-5 og nr. 7, er

enslydende med den gældende lovs § 6, bør man dog, som nævnt i de indledende

bemærkninger til kapitel 2, være opmærksom på, at bemyndigelsesbestemmelsen

har fået et bredere omfang som følge af, at affaldsfrembringelsen nu ogå

omfattes af lovens forureningsbegreb. Hertil kommer, at inddragelsen af

stoffer, materialer og produkter under lovens område, jf. forslagets kapitel

7, indebærer en bredere og mere omfattende ramme for de reguleringer, som kan

fastsættes efter bestemmelsen. Denne udvidelse af rammen for miljøministerens

bemyndigelser skal ses på baggrund af ønsket om at fremme en mere

helhedsorienteret og prioriteret forebyggende miljøindsats ud fra princippet

om renere teknologi. Anvendelsen af disse hjemler skal derfor også ses i

lyset af de principper, som er anført i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget, under punkt 2, og på baggrund af de principper, som er anført i

bemærkningerne til § 3 i forslaget, hvortil der henvises.

Bestemmelsen i § 7, stk. 1, nr. 6 og nr. 7, om adgangen til at kræve

typegodkendelse af forureningsbegrænsende udstyr og måleapparatur og til at

fastsætte regler om risikobetonede processer er uændret overført fra den

gældende lovs § 9. Bekendtgørelse nr. 545/1988 om risikoen for større uheld i

forbindelse med en række industrielle aktiviteter er udsendt med hjemmel i

bestemmelsen i nr. 7.

Herudover indeholder § 7, stk. 1, to bestemmelser om anmeldelsesordninger.

Den første, i nr. 8, er en erstatning og udbygning af den gældende lovs § 56

a. Formålet med denne bestemmelse er at åbne mulighed for at kræve, at

virksomhederne gennemgår deres produktion for at belyse virksomhedens

»råvare-husholdning«. En sådan ordning skal i første omgang

medvirke til at begrænse spild og ressourceanvendelse på virksomheden.

Samtidig skal ordningen ved anmeldelseskravet virke som et informations- og

kontrolredskab for tilsynsmyndigheden. Tilsvarende ordninger kendes fra

udlandet, bl.a. i USA, hvor ordningen betegnes som »waste-audits«.

Muligheden for at etablere en sådan ordning med anmeldelsespligt til

tilsynsmyndigheden findes at være en meget væsentlig forudsætning for at

sikre gennemførelsen af en renere teknologi-strategi, også på lokalt niveau.

Undersøgelser viser, at en endog meget betydelig del af den mængde affald,

som frembringes på visse virksomheder, skyldes spild, som kunne begrænses

ved, at virksomhederne var mere opmærksomme på og holdt bedre hus med de

råstoffer og materialer, som anvendes i virksomhederne. Anmeldelsesordningen

skal derfor ses som udbygning af princippet om virksomhedernes egenkontrol.

Den anden anmeldelsesregel i § 7, stk. 1, nr. 9, skal sikre, at

tilsynsmyndigheden bliver varslet om midlertidige placeringer af mobile

anlæg, der kan medføre forurening. Sådanne anlæg, f.eks. sandblæsningsanlæg

til facadebehandling, kan ofte medføre betydelig lokal forurening, og de

indgrebsmuligheder, som tilsynsmyndigheden har, kan ikke bringes i

anvendelse, hvis den forurenende aktivitet er ophørt, når tilsynsmyndigheden

bliver opmærksom på forholdet, eventuelt efter klage. Reglen skal sikre, at

tilsynsmyndigheden får en reel mulighed for at kunne kontrollere, at

anvendelsen af sådanne anlæg ikke medfører væsentlige gener for omboende.

Nr. 10 i § 7, stk. 1, er tilføjet i forhold til den tidligere

miljøbeskyttelseslov i forlængelse af de bemærkninger, der er knyttet til

kapitel 1, § 2, og giver mulighed for efter behov at udfylde de rammer, der

nu er lagt for regulering af mikroorganismer.

§ 7, stk. 1, nr. 10, giver en generel hjemmel til, at ministeren kan

fastsætte regler om bioteknologisk anvendelse af mikroorganismer og

udledningsbegrænsende foranstaltninger, når det skønnes nødvendigt af hensyn

til miljø og sundhed.

Hjemlen vil blive brugt til regulering af virksomheder, der benytter

mikroorganismer, som kan have en uønsket virkning på natur, miljø og sundhed,

herunder mikroorganismer, som

- er sygdomsfremkaldende for mennesker, dyr og planter,

- skal/kan anvendes som mikrobiologiske bekæmpelsesmidler,

- kan overføre miljøproblematiske egenskaber, såsom toksiske stoffer,

antibiotikaresistens o.l., til naturligt forekommende mikroorganismer,

- er indførte, ikke-hjemmehørende i Danmark,

- gennem deres antal kan påvirke væsentlige stof- og

energiomsætningsprocesser i miljøet på en uønsket måde,

- eller i øvrigt kan have en uønsket virkning på naturen.

Herudover kan Miljøministeriet i samarbejde med den bioteknologiske

industri udarbejde vejledninger om god produktionspraksis ved anvendelse af

mikroorganismer.

De mikroorganismer, som indgår i biologiske rensningsanlæg, anses ikke på

nuværende tidspunkt for problematiske og er derfor ikke umiddelbart tænkt

omfattet af reguleringen. Den kan dog uden videre udvides til at omfatte

sådanne organismer, hvis der senere skulle vise sig behov for det.

Med hensyn til udsætning af mikrobiologiske bekæmpelsesmidler henvises til

lov om kemiske stoffer og produkter.

For så vidt angår genteknologisk fremstillede mikroorganismer er disse

endvidere omfattet af lov nr. 288 om miljø og genteknologi af 4. juni 1986,

som har til formål at sikre miljø, natur og sundhed, herunder ernæringshensyn

i forbindelse med anvendelse af genteknologi.

Loven om miljø og genteknologi regulerer udledning fra forskning og

produktion baseret på genteknologi, samt udsætning af genteknologisk

fremstillede organismer og celler. Endvidere reguleres stoffer og produkter,

der indeholder genteknologisk fremstillede organismer eller celler, og

levnedsmidler m.v., der indeholder genteknologisk fremstillede organismer

eller celler.

Til stk. 2

Hjemlen til at etablere en frivillig konsulentordning er ny og tænkes

bl.a. anvendt som led i en øget information til industrien om mulighederne

for at omlægge en virksomheds produkter og processer til renere teknologi.

Konsulentordningen kunne eventuelt knyttes til den brancheanmeldeordning for

forskellige brancher, der er etableret i henhold til den gældende § 56 a (§

7, stk. 1, nr. 8, i dette lovforslag). En konsulentordning vil i givet fald

kræve en form for autorisation af konsulenten med henblik på at sikre en

faglig minimumsstandard og dermed kvalificeret rådgivning. Erfaringen viser,

at mange små og mellemstore virksomheder alene støtter sig på den rådgivning

om forureningsbegrænsning, som de får fra leverandører af maskiner, råvarer

m.v., og at der også kan være behov for en mere uvildig rådgivning.

Til § 8

Muligheden for at etablere en miljømærkeordning for varer og produkter

findes tilsvarende i § 10 a i den nyligt reviderede lov om kemiske stoffer og

produkter. Lovforslagets § 8 skal derfor omfatte andre varer og produkter end

de af kemikalieloven omfattede.

Formålet med en sådan ordning er at give forbrugerne en bedre mulighed for

at vælge genanvendelige eller i øvrigt miljøvenlige varer og produkter

fremfor andre. Samtidig vil en miljømærkeordning tilskynde producenter til at

udvikle og markedsføre genanvendelige eller i øvrigt mere miljøvenlige varer

og produkter.

Administrationen af ordningen tænkes placeret under samme nævn, som

påtænkes nedsat til at administrere den tilsvarende ordning efter lov om

kemiske stoffer og produkter. De implicerede virksomheder og berørte

organisationer vil blive inddraget i udformningen af ordningen.

Gebyr opkrævet for ansøgning om og brug af miljømærket skal finansiere

nævnets virksomhed, tilsyn og kontrol samt den forsknings- og

udredningsvirksomhed, der er nødvendig til støtte for administrationen af

ordningen. Inden ordningen etableres, forudsættes der iværksat et grundigt

udredningsarbejde.

Til § 9

Baggrunden for at indføre pant- eller rabatordninger er at tilskynde

forbrugerne af produkter, der medfører særlig miljøbelastning og/eller lader

sig genanvende, til at indsamle og aflevere disse.

Bemyndigelsen til at fastsætte ordninger for bestemte produkter og

emballagetyper svarer til den gældende lov om genanvendelse og begrænsning af

affalds § 9. Bemyndigelsen er dog blevet nærmere uddybet således, at der

skabes mulighed for at indføre rabatsystemer. Disse systemer har samme

motiverende effekt som pantordninger, idet der dog ligger et yderligere

forbrugerincitament i anvendelsen af et rabatsystem. Et rabatsystem tænkes

baseret på, at de- tailhandlere, der sælger de omfattede produkter, ved

salget modtager brugte produkter og udbetaler rabat, som refunderes.

Stk. 3 giver mulighed og fastsætter betingelserne for, at administrationen

af ordningerne overlades til forhandlere og producenter af de pågældende

produkter, og i medfør af stk. 4 kan der fastsættes regler om, at forhandlere

og producenter, der ikke deltager i en ordning, som i øvrigt dækker en

væsentlig del af markedet, skal være tilsluttet ordningen.

Til § 10

Bestemmelsen har til formål at skabe bindende rammer for nedbringelse af

den samlede forurening med bestemte stoffer, produkter eller materialer.

Frembringelsen af fast affald er her, som andetsteds, omfattet af

forureningsbegrebet. Bestemmelsen tager altså udgangspunkt i en forudsætning

om, at der skal foretages en vurdering af den samlede nationale og/eller

internationale belastning af miljøet. Kun forurening, som ud fra en sådan

national eller international helhedsvurdering skønnes at udgøre et væsentligt

miljøproblem, omfattes af bestemmelsen. Væsentligheden af miljøproblemet kan

bero på såvel de pågældende stoffers, produkters eller materialers art, som

deres mængde. Forureningproblemer, som udelukkende eller overvejende er af

helt lokal karakter, falder således udenfor, hvad der kan reguleres i medfør

af denne bestemmelse.

Et eksempel kunne være reguleringen af kraftværkernes udledning af

svovldioxid og kvælstofoxider. Udledningen af disse stoffer fra kraftværkerne

er i dag reguleret i medfør af lov nr. 215 af 5. april 1989 om begrænsning af

svovldioxid og kvælstofoxider fra kraftværker, den såkaldte

»kvotelov«. I forbindelse med dette lovforslag foreslås denne lov

da også ophævet og erstattet af en bekendtgørelse om kvoter på

kraftværksområdet, der svarer til den gældende kvotelov og bemærkningerne til

lovforslaget herom. Før miljøministeren træffer afgørelse om kvoter for

kraftværker, vil dette som hidtil blive forhandlet med energiministeren,

Amtsrådsforeningen og elforsyningsvirksomhederne.

Fælles for kvoteloven og bestemmelsen i § 10 er, at den bindende ramme er

et reduktionsmål, som skal opfyldes. Opfyldelsen af dette reduktionsmål kan

derefter aftales med den kreds af virksomheder, som anvender eller udsender

de pågældende stoffer, produkter eller materialer - eller opfyldelsen kan

nærmere bestemmes ved særlige regler herom.

Det er imidlertid vigtigt at understrege, at kvotering ikke er det eneste

instrument, som kan bringes i anvendelse til opfyldelse af det fastsatte mål.

Kvoteringer kan imidlertid i nogle tilfælde være et hensigtsmæssigt og

fleksibelt instrument til opfyldelsen af en sådan målsætning.

De midler, som kan anvendes til opfyldelse af reduktionsmålene fastsat

efter stk. 1, kan aftales efter regler fastsat i medfør af § 10, stk. 2.

Herunder kan der indgås aftaler om kvoter med virksomheder eller

sammenslutninger af virksomheder. Men også andre måder at opfylde

reduktionsmål kan aftales.

Det særlige aftalesystem efter § 10 er en nydannelse i loven. Forslaget

herom hænger sammen med ønsket om at prioritere miljøkravene og om - i videst

mulige omfang - at søge at gennemføre disse ud fra princippet om renere

teknologi. Styring ved hjælp af enkeltafgørelser eller ved hjælp af generelle

regler rettet til en række enkelte virksomheder som umiddelbart bindende krav

kan være mindre hensigtsmæssig, når målet er at foretage reduktioner af den

samlede forurening. Enkeltafgørelser er administrativt tunge og tidskrævende,

og styringen ved hjælp af generelle regler over for en række forskellige

virksomheder med indbyrdes varierende produktionsforhold m.v., vil ofte af

den enkelte virksomhed blive opfattet som unødigt ufleksibel. I det hele

taget må accepten og forståelsen fra virksomhedernes side over for de

miljøkrav, som skal gennemføres, anses for en meget væsentlig forudsætning

for at nå det ønskede mål. Det findes derfor ønskeligt, at der i loven skabes

rammer for, at prioriterede miljømæssige mål også kan gennemføres ved hjælp

af aftaler med en overvejende del af virksomhederne eller deres

organisationer.

Det aftalesystem, som miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om

efter § 10, stk. 2, tilsigter at afbalancere hensynet til på den ene side

fleksibilitet og accept fra virksomhederens side og - på den anden side -

hensynet til håndhævelse og kontrol med aftalens opfyldelse. Uden et system

til sikring af en konsekvent opfyldelse af indgåede aftaler, vil

aftale-instrumentet næppe blive bredt accepteret i befolkningen som et

troværdigt alternativ til strafsanktionerede reguleringer på miljøområdet.

Der er således behov for nærmere at kunne bestemme ansvar og kompetence

for en sammenslutning af virksomheder, når denne optræder som aftalepart. Det

gælder både i forhold til de enkelte virksomheder i sammenslutningen og i

forhold til ministeren.

Det er naturligvis en forudsætning for indgåelsen af miljøaftaler efter §

10, stk. 2, at aftalegrundlaget, herunder de særlige regler om ansvar og

kompetence, foreligger, inden aftalen indgås.

De særlige ansvars- og kompetenceregler, som kan fastsættes efter § 10,

stk. 2, vil bl.a. behandle, hvem der er ansvarlig for aftalens gennemførelse

og den ansvarliges beføjelser i forhold til de af aftalen omfattede

virksomheder. Der vil herunder kunne fastsættes regler om virksomhedernes

pligt til at afgive oplysninger til den ansvarlige eller til ministeren.

I øvrigt kan der i reglerne efter stk. 2 fastsættes regler om betaling af

bod i tilfælde af forsinkelse eller anden misligholdelse af aftalen, samt om

sikkerhedsstillelse for bodens betaling.

Endelig kan det bestemmes, at spørgsmål om aftalens indhold og opfyldelse

skal afgøres ved voldgift, og altså ikke ved de almindelige domstole.

Håndhævelse ved hjælp af voldgiftsafgørelser og bod må antages at være et

effektivt og smidigt middel til sikring af overholdelsen af de særlige

miljøaftaler.

Ministeren kan fastsætte nærmere regler om voldgiftsrettens sammensætning,

herunder om betaling for voldgiftsrettens virke. Det forudsættes, at

voldgiftsrettens formand skal være en højesterets- eller landsdommer.

Da de særlige miljøaftaler på en række punkter vil have samme funktion som

regler eller afgørelser efter loven, findes det rigtigst, at aftalens

bestemmelser om gennemførelsen af forureningsbegrænsningen skal forhandles

med de samme myndigheder og organisationer, som regler efter loven skal

forhandles med, jf. § 11, inden aftalen iværksættes. Dette følger af § 10,

stk. 3. I denne forbindelse er det naturligt, at de kommunale organisationer

inddrages af hensyn til de kommunale myndigheders opgaver som tilsyns- og

recipientmyndighed. Jf. hertil den særlige bestemmelse i § 10, stk. 5, om

disse myndigheders muligheder for at skærpe kravene i aftalen eller reglerne,

som er omtalt nedenfor.

Er der indgået aftale med virksomheder eller sammenslutninger af

virksomheder, som repræsenterer en væsentlig del af anvendelsen af eller

forureningen med de pågældende produkter, stoffer eller materialer, kan

ministeren efter § 10, stk. 4, fastsætte tilsvarende krav om begrænsning af

anvendelse eller forurening over for virksomheder, som ikke er omfattet af

aftalen. Sådanne krav, som i øvrigt ofte i forvejen ville kunne fastsættes

med hjemmel i lovens § 7 eller § 50, vil blive udformet i generelle regler

som umiddelbart bindende krav rettet til den enkelte virksomhed.

Sigtet med den særlige regel i § 10, stk. 4, er at sikre, at en virksomhed

ikke ved at undlade at tiltræde den særlige miljøaftale, som er indgået med

den væsentlige del af den pågældende branche, kan blive gunstigere stillet

end de virksomheder, som har indgået aftalen. Af praktiske grunde kan retlige

krav rettet til den enkelte virksomhed ikke udformes på samme måde som krav

rettet til en sammenslutning af virksomheder i medfør af aftalen. Ved

»tilsvarende krav« skal altså forstås krav, som tilsigter at opnå

samme reduktion, som er fastsat i aftalen, bortset fra det spillerum, som

ligger i, at en sammenslutning af virksomheder for at opfylde reduktionsmålet

under eet ikke nødvendigvis skal opfylde med samme andel for alle

virksomheder.

For at virksomheder, som står uden for en indgået miljøaftale, heller ikke

ved en eventuel manglende opfyldelse af kravene i regler efter § 10, stk. 4,

skal stilles gunstigere end de virksomheder, som er omfattet af miljøaftalens

bodssystem, er der i § 107, stk. 1, nr. 3, fastsat særlige regler om

udmålingen af bøder i denne situation. Der henvises til bemærkningerne til §

107.

Ministeren kan efter § 10, stk. 5, bestemme, at aftaler eller regler efter

stk. 2 og 4, ændrer gældende regler efter loven eller afgørelser truffet i

henhold til loven. Det gælder f.eks. meddelte kapitel 5-godkendelser.

Det bemærkes, at bestemmelser i aftaler eller regler efter § 10 kun

fortrænger eller ændrer gældende regler eller afgørelser i det omfang, dette

udtrykkelig fremgår af aftalen eller reglerne. F.eks. kan der være tale om,

at visse vilkår i gældende kapitel 5-godkendelser erstattes af miljøaftalens

bestemmelser, mens resten af kapitel 5-godkendelsen opretholdes.

Som nævnt tilsigter reglerne i § 10 at tilvejebringe en begrænsning af den

samlede forurening på et eller andet område. En sådan generel reduktion vil

ofte, men ikke altid, samtidig løse de lokale miljøproblemer. Der kan derfor

være behov for, at det i aftalen - eller i reglerne efter stk. 5 - nærmere

angives, under hvilke betingelser og i hvilket omfang de fastsatte krav kan

skærpes af den lokale tilsynsmyndighed for at modvirke lokale gener eller

uacceptabel belastning af en særlig sårbar recipient. Ifølge § 10, stk. 5,

skal miljøaftalen - eller reglerne efter stk. 4 - altid angive betingelserne

herfor.

Til § 11

Bestemmelsen fastslår i overensstemmelse med den hidtidige praksis, at

udnyttelse af lovens bemyndigelser forudgående skal drøftes med de berørte

erhvervs- og miljøorganisationer, de kommunale organisationer og andre

berørte statslige myndigheder, herunder arbejdsministeren.

Med den særlige omtale af arbejdsministeren understreges, at der på en

række områder kan være nær sammenhæng mellem de regler, miljøministeren kan

fastsætte efter lovforslaget og forhold, som er reguleret eller vil kunne

reguleres i medfør af arbejdsmiljøloven. Der tænkes f.eks. på regler om

renere teknologi og om affaldshåndtering. På områder med en sådan sammenhæng

må der sikres den fornødne samordning mellem de to regelsæt. Lovforslaget

tilsigter i øvrigt ikke nogen ændring af den bestående ansvarsfordeling

mellem arbejdsmiljø- og miljømyndigheder, hvorefter reguleringen af forhold,

der vedrører sikkerhed og sundhed for ansatte eller andre, der er omfattet af

arbejdsmiljøloven, fortsat skal ske efter arbejdsmiljølovens regler.

Til § 12

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til den gældende § 6 stk. 2.

Stk. 2 indeholder som noget nyt en bemyndigelse for miljøministeren til

efter forhandling med landbrugsministeren at fastsætte regler om den

dyrkningsmæssige anvendelse af jord, der har været udsat for forurening.

Bestemmelsen kan eventuelt blive relevant i forbindelse med anvendelse af

slam til jordbrugsformål. Tungmetalbelastningen af et areal kan som følge af

kraftig slamanvendelse have nået et så kritisk niveau, at fortsat

dyrkningsmæssig anvendelse bør begrænses.

Til § 13

Bestemmelsen svarer til den gældende § 7.

Bestemmelsen blev indsat i miljøbeskyttelsesloven ved den ændring af

loven, der skete i 1987 for at skabe hjemmel til at gennemføre de

forbedringer af grundvandet og vandområderne, som vandmiljøplanen indebærer.

Forudsætningen for at gennemføre vandmiljøplanen var, at der kunne gribes ind

i godkendelser efter kapitel 5 og stilles skærpede krav om udledning af

spildevand.

Efter § 13 kan der fastsættes regler om ændring af afgørelser i særlige

tilfælde, når det er nødvendigt for at formindske forureningen af luft, vand

og jord. Bestemmelsen giver dermed f.eks. mulighed for at fastsætte regler,

der medfører indgreb i godkendelser efter kapitel 5 i miljøbeskyttelsesloven,

som det skete ved udsendelse af bekendtgørelse nr. 784 af 10. december 1987

om begrænsning af udledningen af kvælstof og fosfor til vandløb, søer og

havet med spildevand fra industrielle virksomheder m.v. Bestemmelsen tænkes i

øvrigt kun anvendt, når den almene forureningstilstand på et bestemt område

er så alvorlig, at der er behov for at pålægge private og offentlige

virksomheder at udføre særlige foranstaltninger for at nedbringe

forureningen.

Til § 14

Bestemmelsen svarer til den gældende § 8.

Efter bemyndigelsen kan der fastsættes vejledende eller bindende

imissionsnormer, dvs. normer for den maksimalt tilladelige koncentration af

forurenende stoffer i omgivelserne. I medfør at stk. 2 er der f.eks. fastsat

bindende grænseværdier for luftens indhold af svovldioxid og svævestøv i

bekendtgørelse nr. 836 af 10. december 1986.

Til § 15

Bestemmelsen svarer til den gældende § 10.

Til § 16

Bestemmelsen er sprogligt moderniseret, men svarer i øvrigt til den

gældende § 4. Som hidtil vil bemyndigelsen kun blive anvendt overfor

væsentlige ulemper.

Til § 17

Bestemmelsen svarer trods forkortelsen af ordlyden til den nuværende § 4

a.

Til § 18

Bestemmelsen svarer til gældende lov § 5.

Til kapitel 3

Dette kapitel omfatter de gældende regler om beskyttelse af

grundvandsinteresser i miljøbeskyttelseslovens kapitel 3.

Der er overvejende foretaget sammenskrivninger og redaktionelle ændringer

af de gældende regler, idet det dog som noget nyt foreslås, at også jorden

bliver omfattet af beskyttelsen. Der foreslås endvidere afskæring af

klageadgang i en række bestemmelser.

Til §§ 19 og 20

Bestemmelserne svarer til de gældende regler i miljøbeskyttelseslovens §

11 og regler fastsat i medfør heraf i bekendtgørelse om husdyrgødning og

ensilage. Som noget nyt foreslås det dog, at også jorden bliver omfattet af

beskyttelsen. Der er ikke hermed tilsigtet ændringer i gældende ret i

relation til landbrugets almindelige spredning af sædvanlige gødningsstoffer

på jorden. Udspredning af sædvanlige gødningsstoffer, bortset som hidtil fra

slam, er således fortsat ikke omfattet af bestemmelserne i § 19. Ligeledes er

der ikke tilsigtet en udvidelse af lovens anvendelsesområde til at omfatte

injektion af væsker i dybe lag i undergrunden ved efterforsknings- og

produktionsboringer efter olie m.v. Disse boringer reguleres fortsat efter

reglerne i undergrundsloven.

Efter de gældende regler meddeles tilladelser af miljøministeren.

Ministerens beføjelse er imidlertid ved delegation blevet fordelt på

kommunalbestyrelser, amtsråd og miljøministeren. Langt hovedparten af

afgørelserne træffes imidlertid i praksis af de kommunale råd. I

overensstemmelse med ønsket om at videreføre decentraliseringen er det fundet

hensigtsmæssigt i overensstemmelse med den praktiske hovedregel i loven at

bestemme, at tilladelser skal meddeles af kommunalbestyrelsen eller amtsrådet

efter regler, der fastsættes af miljøministeren.

Det foreslås endvidere, at ministeren tillægges hjemmel til at fastsætte

regler om, at de kommunale råds afgørelser efter § 19 i visse tilfælde ikke

skal kunne påklages.

Til § 21

Bestemmelsen skal sikre, at myndighederne så hurtigt som muligt får

information om en forurening og hermed kan vurdere, om der er grundlag for

indgreb. Det forudsættes, at der er tale om en forurening, der må antages at

medføre risiko for skader på miljøet eller risiko for den menneskelige

sundhed.

Til § 22-26

Bestemmelserne svarer med visse redaktionelle ændringer til de gældende

regler i §§ 12, 13, stk. 1, 2 og 4, § 14, stk. 1, § 15, stk. 1 og 3, samt §

16.

Til kapitel 4

I dette kapitel er optaget regler om beskyttelse af overfladevand. De

gældende bestemmelser om forbud imod at tilføre vandløb, søer eller havet

stoffer, der kan forurene vandet, er opretholdt. Beskyttelsen imod forurening

af de nævnte vande er efter forslaget udvidet til at omfatte påvirkning af

sådanne stoffer, der allerede er aflejret på bunden af vandløb, søer eller

havet.

I overensstemmelse med gældende bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven er

kompetencen til at meddele tilladelse til spildevandsudledning, bortset fra

udledning fra mindre anlæg, henlagt til amtsrådene. Den administrativt

fastlagte ordning, hvorefter kommunalbestyrelserne meddeler tilladelse til

separat udledning fra mindre spildevandsanlæg samt tilladelse til tilslutning

af spildevand til offentlige spildevandsanlæg, foreslås fastsat i loven. I

overensstemmelse med hovedsigtet med lovforslaget begrænses klageadgangen,

idet muligheden for klage over udledningstilladelser samt over afgørelser om

indgreb overfor udledninger fra mindre anlæg foreslås ophævet.

Den kommunale spildevandsplanlægning foreslås, som nævnt i de almindelige

bemærkninger ovenfor, i overensstemmelse med Lotz III-udvalgets anbefaling,

opretholdt i forenklet form.

I overensstemmelse med den øvrige del af lovforslaget har man henskudt en

række spørgsmål af mere teknisk karakter til regulering ved bekendtgørelser.

Det kan endvidere nævnes, at reglerne om ekspropriation til

spildevandsanlæg samt reglerne om tilsyn og kontrol er overført til

lovforslagets særlige kapitler herom.

Til § 27

Forslaget indeholder et generelt forbud mod at tilføre forurenende

stoffer til vandløb, søer eller havet. Bestemmelserne i forslagets stk. 1 er,

bortset fra en sproglig modernisering, der ikke tilsigter nogen

realitetsændring, i overensstemmelse med gældende bestemmelser i § 17, stk.

1, i miljøbeskyttelsesloven.

Bestemmelsen i forslagets stk. 2 er ny. Efter bestemmelsen er det forbudt

at påvirke forurenende stoffer, der er aflejrede i vandløb, søer eller havet,

hvis dette kan medføre en forurening af vandet. Enhver mekanisk påvirkning af

forurenende stoffer, f.eks. opgravning, optagning af slam og spuling, er

efter bestemmelsen forbudt uden amtsrådets forudgående tilladelse. Forslaget

er udarbejdet, fordi der har vist sig et behov for at få præciseret, at

omlejring og flytning af forurenende stoffer, som i den aflejrede form har

begrænset miljømæssig virkning, kan have uønskede miljømæssige effekter både

inden for aflejringsområdet og i de tilgrænsende vandområder. Eksempelvis vil

aflejrede iltforbrugende stoffer ved gravearbejder påny kunne have stærkt

iltsvind til følge. Endvidere kan aflejringerne efter en påvirkning

bundfældes igen på andre lokaliteter, som er miljømæssigt sårbare. På

tilsvarende måde er der risiko for, at tungmetaller og andre miljøfremmede

stoffer i aflejringerne bliver spredt på ukendt og uacceptabel måde. Det

tilsigtes dog ikke med forslaget at regulere sejladsen i forurenede

havnebassiner.

Til § 28

Efter forslaget er kompetencen til at meddele tilladelse til

spildevandsudledning til vandløb, søer eller havet henlagt til amtsrådet.

Forslaget er i overensstemmelse med gældende bestemmelser i § 18 i

miljøbeskyttelsesloven.

Miljøministeren er efter de gældende bestemmelser bemyndiget til i visse

tilfælde at henlægge kompetencen til at tillade spildevandsudledning til

kommunalbestyrelsen. Denne bemyndigelse er udnyttet i to grupper af tilfælde.

Kommunalbestyrelsen er således tillagt kompetencen til at meddele tilladelse

til, at private spildevandsproducenter tilslutter spildevand til offentlige

spildevandsanlæg, dvs. kommunalt drevne anlæg. Denne ordning foreslås

lovfæstet med bestemmelsen i forslagets stk. 3. Det er forudsat med

bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen ved meddelelse af tilslutningstilladelse

holder sig inden for rammerne af den af amtsrådet meddelte

udledningstilladelse for det kommunale anlæg. Det samme gælder, når

kommunalbestyrelsen efter bestemmelsen meddeler tilladelse til tilslutning af

spildevand på den kommunale udløbsledning, dvs. udenfor det kommunale

rensningsanlæg. Spildevandsproducenter må i dette tilfælde selv rense

spildevandet, så vilkårene for den kommunale udledningstilladelse kan

overholdes. Efter forslaget kan kommunalbestyrelsens afgørelser om

tilslutning af spildevand til offentlige spildevandsanlæg ikke påklages til

anden administrativ myndighed, når tilslutningen omfatter udledning fra anlæg

med en kapacitet på 30 personækvivalenter eller derunder (stk. 4).

Den anden gruppe af tilfælde, hvor bemyndigelsen efter gældende

bestemmelser er udnyttet til at henlægge beføjelsen til kommunalbestyrelsen,

omfatter enkeltudledninger af husspildevand fra anlæg på indtil 30

personækvivalenter (PE). Denne ordning foreslås lovfæstet, jf. stk. 2, og

kommunalbestyrelsens beføjelse ændret til også at omfatte processpildevand.

Det bemærkes, at en personækvivalent i forslaget er et mål for den

forurening med spildevand, som 1 person giver anledning til.

Til § 29

De bemyndigelser der er tillagt ministeren efter forslaget til § 28

svarer til de bemyndigelser, der er tillagt ministeren efter gældende

bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven.

Til § 30

Forslagets stk. 1, 1. pkt. svarer til gældende bestemmelser i § 25 i

miljøbeskyttelsesloven, dvs. at indgrebskriterierne er de samme som hidtil.

Bestemmelsen finder anvendelse på såvel udledninger til offentlige

spildevandsanlæg som på særskilte udledninger direkte til vandløb, søer eller

havet. Med hensyn til særskilte spildevandsudledninger fra listevirksomheder,

jf. kapitel 5, skal disse dog godkendes efter reglerne i kapitel 5 og

omfattes af de indgrebsmuligheder, der findes i kapitel 5. Med den foreslåede

bestemmelse i stk. 1, 2. pkt., er det præciseret, at amtsrådet ligeledes kan

ændre vilkårene i tidligere meddelte udledningstilladelser, hvis de tidligere

fastsatte vilkår må anses for utilstrækkelige eller uhensigtsmæssige.

Beføjelsen kan tænkes anvendt i situationer, hvor en spildevandsudledning

isoleret betragtet ikke medfører miljømæssigt uforsvarlige forhold, men hvor

en ændring af vilkårene er nødvendig for at skabe plads i recipienten for at

imødekomme anden berettiget ansøgning om spildevandsudledning i

afstrømningsområdet.

Kommunalbestyrelsen er efter forslaget tillagt tilsvarende beføjelser

overfor anlæg med en kapacitet på 30 PE eller derunder samt overfor

spildevandsproducenter, der er tilsluttet et offentligt spildevandsanlæg.

Kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende anlæg med en kapacitet på under 30

PE kan heller ikke påklages.

Til § 31

Med forslaget lovfæstes den efter gældende bestemmelse administrativt

fastlagte ordning, hvorefter amtsrådet er beføjet til at træffe afgørelse i

tilfælde af uenighed mellem kommunalbestyrelser om udførelse af og fordeling

af udgifter til fælleskommunale spildevandsanlæg. Amtsrådets afgørelser kan

efter forslaget ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Til § 32

Med forslaget opretholdes kommunalbestyrelsens forpligtelse til at

udarbejde en samlet plan for udbygning af spildevandsanlæg i kommunen.

Reglerne for tilvejebringelse af planen er forenklet. Amtsrådets

forpligtelse til at påse, at planen er i overensstemmelse med den overordnede

planlægning for vandkvaliteten, foreslås således ophævet.

Bemyndigelserne i stk. 4 til ministeren svarer til de bemyndigelser, der

tillagt ministeren efter gældende bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven.

Til kapitel 5

De afgørende nyheder i kapitel 5 er også omtalt i de almindelige

bemærkninger i afsnittene vedrørende særligt forurenende virksomheder og om

renere teknologi samt i bemærkningerne til § 40, hvortil der henvises. En af

nyhederne er den planlagte reduktion af listen over virksomhed, der er

omfattet af godkendelsesordningen i kapitel 5.

Som led i Miljøministeriets løbende prioritering af opgaverne på

miljøområder forbereder ministeriet en ny bekendtgørelse om godkendelse af

særligt forurenende virksomheder, hvorpå listen over særligt forurenende

virksomheder vil blive reduceret væsentligt.

Formålet med revisionen er primært at fjerne sådanne typer og/eller

størrelser af virksomheder og anlæg, som i dag næppe kan betragtes som

særligt forurenende eller som er af mindre miljømæssig, ikke landsdækkende

betydning.

Den gældende liste omfatter ca. 25.000 virksomheder.

Miljøministeriet vil tilstræbe, at listen reduceres med ca. 33-50 pct.

Som udgangspunkt for listereduktionen vil det blive lagt til grund, at

følgende virksomheder kan udgå:

- Virksomheder, hvis forureningsforhold i det store og hele er reguleret i

bekendtgørelser (f.eks. er husdyrhold reguleret af

husdyrgødningsbekendtgørelsen),

- virksomheder, hvis væsentligste forureningsproblem er spildevand, da

dette forureningsproblem under alle omstændigheder vil blive reguleret gennem

vilkår i spildevandstilladelser,

- virksomheder, hvis væsentligste forureningsproblem er støj, da der er

tale om et lokalt forureningsproblem, som kan løses ved påbud eller forbud,

der støtter sig på den af Miljøstyrelsen udsendte støjvejledning.

- Desuden kan virksomheder, hvis forurening forekommer som en

luftforurening, der kan forventes reguleret ved at fastsætte krav om, at

afkastet fra virksomheder skal ske i en bestemt skorstenshøjde, ligeledes

udgå.

Forslaget til ny liste over særligt forurenende virksomheder vil i øvrigt

blive forhandlet nærmere med de berørte interesseorganisationer.

Revisionen vil medføre, at et antal godkendelsessager bortfalder.

For at skabe større overskuelighed samles reglerne om virksomhedernes

forurening i dette lovforslags kapitel 5, der herefter omfatter både

listevirksomheder og virksomheder, der ikke er på listen. Sidstnævnte

reguleres af bestemmelserne i § 41.

De virksomheder, der fjernes fra listen, vil fremtidig stort set blive

reguleret på tilsvarende måde som de virksomheder, der hidtil har været

omfattet af miljøbeskyttelsesreglementet, kapitlerne 10-11, om ulemper fra

erhvervsvirksomheder m.v.

Det vil sige, at virksomhederne ikke skal ansøge om miljøgodkendelse inden

etablering eller ved udvidelser og ændringer, der indebærer forøget

forurening.

Kommunen kan meddele påbud overfor en virksomhed, hvis den medfører

væsentlig forurening. Som noget nyt kan der desuden meddeles påbud, hvis

virksomheden medfører væsentlig mere forurening, herunder

affaldsfrembringelse, end der ville forekomme ved anvendelsen af mindst

forurenende teknologi eller bedst mulige rensning, samt gives påbud overfor

anlæg eller aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende risiko for

forurening, jf. bemærkningerne til § 40.

Den nye bekendtgørelse om godkendelse af særligt forurenende virksomhed

skal bl.a. indeholde overgangsregler for de virksomheder, der tages ud af

listen. Overgangsreglerne skal bl.a. fastsætte regler om, hvorledes

verserende sager om godkendelse, påbud og forbud skal behandles, samt regler

om virkningen af allerede meddelte godkendelser til virksomheder, der ikke

fremtidig er optaget på listen.

Til § 33

I den gældende lov er listen over særligt forurenende virksomheder m.v.

optaget som bilag til loven. Listen er imidlertid blevet ændret

administrativt mange gange: sidste større ændring skete ved udsendelse af

bekendtgørelse nr. 783 af 21. november 1986 om godkendelse af særligt

forurenende virksomheder m.v. (»godkendelsesbekendtgørelsen«). I

konsekvens heraf foreslås det i § 33, stk. 1, at listen fremtidig ikke skal

optages som bilag til loven, men alene som bilag til

godkendelsesbekendtgørelsen.

Den gældende godkendelsesbekendtgørelse vil blive ændret, således at en ny

og reduceret liste over særligt forurenende virksomheder m.v. kan træde i

kraft samtidig med den nye lov om miljøbeskyttelse.

Med hensyn til etablering af listevirksomhed bygger godkendelsesordningen

i stk. 2 fortsat på det princip, at etablering først kan ske, når der er

givet godkendelse. Dog er der i stk. 3 foreslået en lempelse, således at den

godkendende myndighed kan tillade, at bygge- og anlægsarbejder påbegyndes

inden godkendelse, hvis virksomheden anlægges i overensstemmelse med en

lokalplan eller byplanvedtægt. Det forudsættes, at området ikke faktisk

udnyttes på en måde, der indebærer, at virksomheden ikke kan etableres på

stedet uden at give anledning til væsentlige gener. Ligeledes forudsættes

det, at benyttelsen af tilgrænsende områder ikke stiller sig i vejen for

lokaliseringen af virksomheden.

Godkendelse gives efterfølgende. Hvis virksomheden vælger at påbegynde

bygge- og anlægsarbejder inden godkendelse, sker byggeriet på eget ansvar,

idet virksomheden som følge af godkendelsens vilkår kan blive nødt til at

foretage bygningmæssige ændringer eller nedrivning efterfølgende.

Til § 34

Bestemmelsen om godkendelsens indhold er overført fra den gældende

miljøbeskyttelseslov. I § 34, stk. 3, er der indsat en bestemmelse om, at

afgørelser om afslag på godkendelse, der er begrundet i, at lokaliseringen

vil stride imod planlægningen af området, ikke skal kunne påklages til højere

administrativ myndighed. Grunden til at det foreslås, at disse afgørelser

skal være endelige, er, at det ikke skønnes rimeligt at bruge ressourcer på

behandling af klagesager, når det er åbenbart, at virksomheden ikke bør

placere sig det pågældende sted.

Til § 35

Bestemmelsen indeholder samme bemyndigelse til at fastsætte regler om

godkendelse, som findes i den gældende miljøbeskyttelseslov.

Som hidtil skal godkendelsesmyndigheden som grundlag for

godkendelsesbehandlingen foretage en helhedsvurdering af virksomhedens

forureningsforhold, således som de kan kræves oplyst af virksomheden.

Ved vurderingen skal godkendelsesmyndigheden tage stilling til, om der

foreligger muligheder for forureningsbegrænsning, bl.a. gennem renere

teknologi. Til brug for denne vurdering skal virksomhederne som hidtil give

oplysninger om det valgte projekts forhold til de på området eksisterende,

alternative teknologier. Godkendelsesbehandlingen skal endvidere ske på

baggrund af de retningsgivende vejledninger, udsendt af Miljøstyrelsen. Ved

udarbejdelsen af disse vejledninger vil der blive taget højde for, at

forureningsbegrebet udvides til også at omfatte affaldsfrembringelse, ligesom

der i denne forbindelse vil ske en vurdering af muligheden for at anvende

renere teknologi på forskellige områder.

Til § 36

Bestemmelsen åbner mulighed for, at virksomheder, som er omfattet af en

samlet godkendelse (dvs. hvor det eller de relevante godkendelsespligtige

anlæg som helhed er godkendt), i et vist omfang kan gennemføre ændringer i

drift og indretning eller produktionsmæssige udvidelser uden godkendelse

heraf.

En sådan samlet godkendelse er ensbetydende med, at der er fastlagt en

samlet ramme for de forureninger, som kan udsendes fra virksomheden og for

fordelingen heraf i omgivelserne.

Efter den gældende lov kan der meddeles miljøgodkendelser, som forudser

fremtidige produktionsændringer, men denne mulighed udnyttes ikke i særlig

grad. Miljøgodkendelsen udformes ofte så specifikt, at selv mindre ændringer

ikke kan gennemføres uden ny godkendelse. Loven har desuden været praktiseret

forskelligt af virksomheder og godkendelsesmyndigheder. Nogle steder har man

således krævet godkendelse af en ændring på virksomheden, som medførte en

øget forureningsmængde, også selv om virksomheden indrettede sin rensning på

en sådan måde, at udslippet til omgivelserne ikke blev øget. Andre steder har

det været praksis, at ændringer, som efter rensning ikke medførte forøget

emission til omgivelserne, ikke krævede ny godkendelse.

Formålet med § 36 er at få afskaffet den eksisterende uklarhed på området

og gøre opmærksom på den mulighed, der er for at udforme godkendelse på en

måde, der muliggør fremtidige udvidelser og ændringer, uden at der skal

udarbejdes nye godkendelser.

Efter lovforslaget kan en virksomhed, der har en

»rammegodkendelse«, uden godkendelse gennemføre sådanne ændringer

og udvidelser, som igennem ændret rensning eller renere teknologi og lignende

kan foretages, uden at virksomhedens udslip af forurening og fordelingen

heraf ændres. Herved bortfalder en række godkendelsessager af ringe

miljømæssig betydning, og virksomhederne opnår en tilsvarende større

fleksibilitet.

Ved udarbejdelse af rammegodkendelser må godkendelsesmyndigheden

naturligvis sikre, at godkendelser ikke bliver så »brede«, at det

er miljømæssigt uforsvarligt.

Af hensyn til muligheden for at videreføre det effektive tilsyn med

virksomheden kræves det, at virksomheden indgiver en anmeldelse af

ændringen/udvidelsen. Dette giver myndigheden mulighed for at tage stilling

til, om man i sager, hvor der indgår et element af skøn, f.eks. fordi en

råvare erstattes af en anden med en let ændret kemisk sammensætning, er enig

med virksomheden i, at ændringen holdes inden for rammen. Når virksomhedens

retsbeskyttelsesperiode er udløbet, jf. § 40, stk. 4 eller stk. 5, bør

godkendelsesmyndigheden ved modtagelse af en anmeldelse efter § 36 vurdere,

om der er behov for at ændre vilkårene i godkendelsen.

Principperne for den praktiske gennemførelse af rammegodkendelse og

ændringer indenfor disse vil blive nærmere beskrevet i en vejledning.

Til § 37

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen om frivillig godkendelse i § 37 i

den gældende miljøbeskyttelseslov.

Til § 38

Bestående virksomheder, der ikke har en samlet godkendelse, pålægges

pligt til at indsende en ansøgning herom til godkendelsesmyndigheden indenfor

en frist, der fastsættes af miljøministeren. Miljøministeren kan fastsætte

forskellige frister for de enkelte virksomhedstyper for at sikre en praktisk

realistisk behandling af ansøgningerne. Fristerne vil blive fastlagt efter

forhandling med de berørte organisationer og ministerier. For elværkernes

vedkommende vil fristen bl.a. blive fastlagt i lyset af, hvornår nogle af

disse på grund af andre omstændigheder ventes skrottet. Tidsfristen for

indsendelse af godkendelsesansøgninger for gamle lossepladser uden en samlet

godkendelse, der svarer til dagens standard, vil blive fastsat under hensyn

til den regulering, der følger af folketingets revision af lov om

kemikalieaffaldsdepoter.

Det er hensigten, at godkendelsesmyndigheden på baggrund af ansøgningen

skal foretage en gennemgang af virksomhedens forhold, der svarer til en

godkendelsesbehandling.

Ca. 50 pct. af de virksomheder, der er på listen i dag, - såvel i de

tungere som i de lettere kategorier, - har samlede eller delvise

godkendelser.

Under forudsætning af, at der gennemføres den foreslåede reduktion af

listen over særligt forurenende virksomheder, skønnes det, at under 5.000

bestående virksomheder skal undergives godkendelsesbehandling.

På baggrund af gennemgangen af virksomhedens forhold kan den godkendende

myndighed vurdere, om der bør meddeles godkendelse, påbud eller forbud.

Fordelen ved godkendelsesordningen er, at der bliver foretaget en samlet

gennemgang og regulering af virksomhedens forureningsforhold, uanset om dette

sker via en godkendelse eller ved påbud eller forbud eller eventuelt blot ved

en registrering af oplysninger om virksomheden.

Godkendelsesbehandlingen kan i ekstreme tilfælde resultere i, at der

nedlægges forbud mod den videre drift af hele virksomheden eller dele af en

virksomhed, hvis det skønnes, at det ikke vil være muligt at nedbringe

forureningen fra virksomheden til et acceptabelt niveau.

Til § 39

Bestemmelsen om godkendelseskompetence er overført fra den gældende

miljøbeskyttelseslov.

Til § 40

Bestemmelsen om muligheden for at meddele påbud eller forbud over for en

listevirksomhed, findes i den gældende miljøbeskyttelseslovs § 44.

For så vidt angår ikke-godkendte listevirksomheder er den nugældende regel

ændret på væsentlige punkter. For det første er der åbnet mulighed for at

stille krav om nedbringelse af virksomhedens frembringelse af affald, hvis

der ved anvendelse af renere teknologi er mulighed for at begrænse

affaldsmængden væsentligt. Det samme gælder, hvis man ved anvendelse af

renere teknologi kan foretage en væsentlig begrænsning af problemerne i

forbindelse med affaldshåndteringen, f.eks. derved, at affaldsproduktet gøres

mere ufarligt eller uproblematisk.

Som det i øvrigt efter lovforslaget gælder for godkendelsesordningen - og

loven som helhed - betragtes frembringelsen af fast affald således nu som en

forurening på linie med udsendelsen af stoffer til luften, jorden og vandet.

For så vidt er ændringen af den gældende bestemmelse i § 44 at betragte

som en konsekvensændring ud fra dette udvidede forureningsbegreb. Hertil

kommer imidlertid, at der til den hidtil gældende væsentlighedsvurdering

knyttes et kriterium om, hvad der er muligt »ved anvendelse af mindst

forurenende teknologi eller bedst mulige rensning«.

Ved indførelsen af dette kriterium knyttet til, hvad der er teknologisk

muligt, understreges det forureningsbegrænsningsprincip, som er indeholdt i

lovforslagets § 3. Herved fremhæves, at det forureningsniveau, som på et

givet tidspunkt kan accepteres, kan ændre sig i lyset af forbedrede

muligheder for en renere produktion eller forbedret rensningsteknologi.

Væsentlighedsvurderingen i den gældende § 44 er vel i praksis også ofte

blevet anvendt på denne måde, idet der i den gældende § 3, stk. 3, er

indeholdt et tilsvarende forureningsbegrænsningsprincip: »Den, der

udøver eller vil påbegynde (forurenende) virksomhed, skal træffe de til

forebyggelse og imødegåelse af forureningen nødvendige foranstaltninger og

tilrettelægge virksomhedens drift på en sådan måde, at virksomheden i mindst

muligt omfang giver anledning til forurening«.

Den ændrede formulering af indgrebsbestemmelsen i kapitel 5 må på denne

baggrund ses som en præcisering af rammerne for vurderingen af, hvornår et

indgreb med påbud er påkrævet, snarere end som en principiel ændring.

Retningsgivende for vurdering af, hvornår og under hvilke betingelser et

påbud om forureningsbegrænsning bør meddeles, vil således i første række være

de vejledninger, som Miljøstyrelsen udsender. Ved udarbejdelsen af disse vil

der fremover for det første blive taget højde for forureningsbegrebets

udvidelse til også at omfatte frembringelse af fast affald, for det andet -

men i samme forbindelse - blive taget højde for muligheder for mindre

forurenende produktionsmetoder, foruden mulighederne for

forureningsbegrænsning ved rensning.

Det forventes således ikke, at de kommunale tilsynsmyndigheder uden videre

skal omlægge grundlaget for vurderingen af, om et indgreb er påkrævet. Dette

grundlag vil som hidtil i videst muligt omfang blive tilvejebragt ved

retningsgivende vejledninger fra Miljøstyrelsen, men i takt med at grundlaget

for disse vejledninger udvides og ændres til i højere grad at inddrage

vurderinger af, hvad der er opnåeligt ved anvendelsen af mindre forurenende

produktionsmetoder, vil det naturligvis også stille krav til tilpasninger og

omlægninger af den kommunale tilsynsindsats.

Det bør i den forbindelse fremhæves, at kriteriet om, at virksomheden ikke

må »medføre væsentlig mere forurening, end der ville forekomme ved

anvendelse ved mindst forurenende teknologi«, ikke alene går på

virksomhedens teknologi i snæver forstand, dvs. processerne og de tekniske

anlæg, men også produktionsgangen, driftsforholdene og vedligeholdelsen af

anlæggene.

Undersøgelser foretaget i Københavns kommune har således vist, at der er

endog meget store forskelle med hensyn til spild og affaldsfrembringelse på

forskellige virksomheder, som med hensyn til processer, råvarer,

produktionsmængde og produktionsanlæg er sammenlignelige. En væsentlig side

af, hvad der skal forstås ved »mindst forurenende teknologi« er

således det, man kunne kalde »god råvare-husholdning«, hvilket

indbefatter driftsrutiner, som i videst mulige omfang begrænser spild og

affaldsproduktion med den givne teknologi i snæver forstand.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger, pkt. 2, vil krav om

forureningsbegrænsning ud fra en renere teknologi-betragtning ikke blive

fastsat som påbud om anvendelse af en nærmere bestemt renere teknologi.

Kravet vil blive udmøntet som et krav om begrænsning af forureningen,

herunder frembringelsen af affald, eller som et krav om begrænsning af

nærmere bestemte råvarer, stoffer eller materialer, når det har vist sig

muligt at foretage denne begrænsning ud fra en tilgængelig, renere teknologi.

Herefter er det op til virksomhederne selv at vurdere, hvorledes man

teknologisk vil opfylde disse ændrede krav.

Endvidere er påbudsbestemmelsen i § 40 udvidet i forhold til den gældende

lovs § 44 derved, at påbud nu også skal kunne meddeles overfor anlæg eller

aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende risiko for væsentlig

forurening. Betingelserne for anvendelsen af en sådan indgrebsmulighed er

ikke nødvendigvis sammenfaldende med betingelserne for indgreb ud fra rene

nødretssynspunkter. Også mindre kvalificerede fare- eller risikosituationer

må kunne begrunde et påbud efter § 40. Tilsvarende gælder, at faren eller

risikoen ikke behøver at være overhængende, men blot nærliggende. Derimod

falder fjernere liggende, eller blot hypotetiske faremuligheder uden for

reglens anvendelsesområde.

Ovennævnte synspunkter og principper gælder også ved anvendelsen af den

tilsvarende bestemmelse i lovforslagets § 41.

Til § 41

Bestemmelsen om muligheden for at gribe ind overfor forurening fra

virksomhed, der ikke er på listen over særligt forurenende virksomhed, er

overført fra kapitlerne 10 og 11 i bekendtgørelse af reglement om

miljøbeskyttelse. Ved at samle reglerne om virksomhedernes forurening i loven

opnås større overskuelighed. Indgrebsmulighederne er udformet i

overensstemmelse med de skærpede bestemmelser i lovforslagets § 40, stk. 1-3,

om indgreb overfor ikke-godkendte listevirksomheder under henvisning til

mulighederne for at anvende mindst forurenende teknologi eller bedst mulige

rensning.

Kommunalbestyrelsens afgørelser om påbud og forbud kan indbringes for

miljøministeren.

En række af de erhvervsvirksomheder, der omfattes af stk. 1 og 2, har

hidtil stået på listen over særligt forurenende virksomheder. Det er

foreslået, at virksomhederne udgår af listen, da de ikke anses for at være

særligt forurenende. Det bemærkes, at erhvervsvirksomheder omfattes såvel af

private som offentlige virksomheder.

Miljøstyrelsen har udarbejdet en række vejledninger om vurdering af

forureningsforhold for at sikre, at der ved miljøsagsbehandling foretages en

rimelig ensartet vurdering (f.eks. om lugt, støj og spildevand).

Styrelsen vil så vidt muligt udarbejde branchevejledninger for

virksomhedstyper, der er karakteriseret ved, at der er mange af slagsen, og

at de har meget ensartede forureningsforhold, (såsom trævirksomheder og korn-

og foderstofvirksomheder).

Styrelsen vil i øvrigt i sin generelle vejledningsvirksomhed tilkendegive

overfor de lokale miljømyndigheder, at der som hidtil skal sikres en

proportionalitet mellem målsætningen om at begrænse forureningen og de

miljøkrav, der stilles.

Dette indebærer bl.a., at der skal fastsættes realistiske tidsfrister for

opfyldelsen af miljøkrav, og at der ved fastsættelsen af nye miljøkrav skal

tages hensyn til afskrivningstiden for allerede foretagne miljømæssige

investeringer.

Det bemærkes, at hvis der udvikles renere teknologi på området: Opbevaring

og anvendelse af husdyrgødning, vil gennemførelsen heraf ske ved en ændring

af husdyrgødningsbekendtgørelsen.

Bestemmelsen i stk. 5 giver tilsynsmyndigheden mulighed for på forhånd at

tilkendegive, hvilke miljøkrav der kan forventes stillet over for en

virksomhed, der ikke er optaget på listen over særligt forurenende

virksomheder.

En sådan tilkendegivelse vil f.eks. være praktisk i forbindelse med

behandlingen af en ansøgning om tilladelse efter byggeloven, men kan også

anvendes, når kommunen bliver opmærksom på, at en virksomhed er under

etablering eller skal foretage udvidelser og ændringer, uden at dette

forudsætter en byggetilladelse.

Virksomheder kan også af egen drift bede tilsynsmyndigheden om en sådan

tilkendegivelse.

Formålet med bestemmelsen er, at virksomheden på et tidligt tidspunkt kan

blive gjort opmærksom på, at der kan forventes miljøkrav, der vil have

afgørende betydning for byggeriets udformning eller tilrettelæggelse af

driften, f.eks. krav om en given skorstenshøjde, afstand til skel eller

etablering af støjdæmpning.

Der er tale om en uforpligtende tilkendegivelse, som er ment som en

service til virksomheden. Tilkendegivelsen kan således ikke betragtes som en

forhåndsgodkendelse, der afskærer kommunen fra på et senere tidspunkt at

stille yderligere krav. Tilkendegivelsen har heller ikke en retlig virkning,

idet manglende efterkommelse ikke i sig selv kan håndhæves. Virksomheden må

imidlertid være forberedt på, at den senere kan blive pålagt påbud eller

forbud i overensstemmelse med tilkendegivelsen.

Til kapitel 6

I den gældende lovgivning reguleres affald via miljøbeskyttelsesloven,

genanvendelsesloven, olie- og kemikalieaffaldsloven samt

kemikalieaffaldsdepotloven.

For at lette administrationen af affaldsbortskaffelsen og for nemmere at

kunne håndtere grænsetilfælde foreslås det, at genanvendelsesloven og olie-

og kemikalieaffaldsloven ophæves og indarbejdes i miljøbeskyttelsesloven med

de vigtigste bestemmelser fastsat i to selvstændige kapitler (kapitel 6 og

7). Endvidere bemærkes, at genanvendelsesloven og olie- og

kemikalieaffaldsloven foreskriver særlige behandlingsmetoder for nærmere

defineret affald. Af disse grunde findes det hensigtmæssigt, at der i kapitel

6 sker en samlet regulering af affaldsbortskaffelsen, herunder behandlingen,

uanset om der er tale om genanvendelse eller særlig håndtering og behandling

af olie- og kemikalieaffald.

Med sammenskrivningen af de tre love er der ikke foretaget væsentlige

indholdsmæssige ændringer i forhold til den gældende rammelovgivning og de i

medfør heraf udstedte bekendtgørelser. De eksisterende bekendtgørelser efter

miljøbeskyttelsesloven, genanvendelsesloven samt olie- og

kemikalieaffaldsloven opretholdes således uændret.

Det skal imidlertid bemærkes, at lov om kemikalieaffaldsdepoter ligeledes

er under revision, og at de foreslåede ændringer heri medfører, at afværgning

af forurening fra tidligere henlagt eller spildt affald som udgangspunkt

reguleres efter kemikalieaffaldsdepotloven.

Retstilstanden vil herefter være følgende: miljøbeskyttelsesloven

regulerer forurening fra affald, der er opstået efter den 1. oktober 1974,

herunder dog også lossepladser m.v., der er taget i brug før dette tidspunkt,

og som stadig er i drift. Miljøbeskyttelsesloven skal endvidere regulere

forurening fra bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald, der er fremkommet

efter ikrafttrædelsen af henholdsvis bekendtgørelsen om olieaffald (1.

november 1972) og bekendtgørelsen om kemikalieaffald (1. april 1976).

Forhold, der er opstået før disse tidspunkter, herunder lossepladser m.v.,

der er taget i brug før 1. oktober 1974, men nu nedlagt, reguleres via lov om

kemikaliedepoter (depotloven).

Hvis det ikke med sikkerhed kan afgøres, om et givet forhold er omfattet

af miljøbeskyttelsesloven eller af depotloven, er udgangspunktet, at

forholdet skal behandles efter depotloven.

Til § 42

Bestemmelsen i § 42 er en understregning af

forureneren-betaler-princippet. Den fastslår, at enhver, der opbevarer,

behandler eller bortskaffer affald, er ansvarlig for, at der ikke herved sker

forurening af luft, vand og jord, og i forlængelse heraf må afholde de

udgifter, som myndighederne i givet fald må afholde til undersøgelser og

afværgeforanstaltninger.

Spørgsmålet om hvorvidt begrebet affald kan defineres har siden

miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden i 1974 med jævne mellemrum været

genstand for drøftelser. Senest har Affaldsudvalget i sin betænkning til

miljøministeren i 1988 overvejet, om en definition bør indgå i lovgivningen.

Affaldsudvalget konkluderede på grundlag af indgående drøftelser af de

såvel administrative som juridiske problemer i forbindelse med en definition

at indstille, at der ikke i loven gives en definition af affald.

Begrundelsen for udvalgets beslutning var, at en definition næppe ville

være til nogen hjælp i de situationer, hvor der rejses tvivl om, hvorvidt

noget er affald. Udvalget anfører, at i sådanne situationer må

tilsynsmyndigheden træffe sin afgørelse ud fra en samlet bedømmelse af de

foreliggende omstændigheder. Endvidere bemærkes det, at det må være op til

den pågældende virksomhed m.v. at godtgøre, at restprodukter, genstande eller

materialer, som efter tilsynsmyndighedens bedømmelse har karakter af affald,

ikke skal behandles som affald, fordi »affaldet« anvendes

miljømæssigt forsvarligt som led i en produktion.

Til illustration af et af problemerne i forbindelse med en definition af

affald som grundlag for lovgivningen, kan det nævnes, at et materiale, der af

en virksomhed eller en borger i en situation opfattes som affald, og som

ejeren derfor ønsker at skille sig af med, ikke nødvendigvis af en anden

virksomhed eller borger i en tilsvarende situation vil blive opfattet som

affald. Begrebet affald indbefatter således en subjektiv vurdering.

Alene på grund af ovennævnte forhold vil det ikke være muligt at udarbejde

en præcis og juridisk anvendelig definition af affald.

I øvrigt er det Miljøstyrelsens generelle opfattelse, at en definition af

affald ikke i sig selv har noget formål, men at affaldsbestemmelserne skal

ses i sammenhæng med lovens formålsbestemmelser. Begrundelsen herfor, er at

affaldets karakter med hensyn til materialesammensætning, mængde og

forureningspotentiale hele tiden ændrer sig. Det der derfor i

lovgivningssammenhæng er brug for er dels generelle regler, hvor en

definition er umulig, og dels detaljerede regler indeholdende angivelse af,

hvilke stoffer, materialer og produkter, der omfattes af reglerne.

Til § 43

Denne bestemmelse tager sigte på udstedelse af generelle regler om

opbevaring, behandling, genanvendelse og bortskaffelse af affald med henblik

på at forebygge og bekæmpe forurening og hygiejniske ulemper. Således skal

bestemmelsen bl.a. danne hjemmelsgrundlag for de eksisterende regler om olie-

og kemikalieaffald, når lov om bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald

ophæves.

Herudover kan der med hjemmel i denne bestemmelse udstedes generelle,

fortrinsvis hygiejnisk begrundede regler om opbevaring, behandling og

bortskaffelse af affald. Sådanne regler findes i dag i reglement om

miljøbeskyttelse. De fleste af disse er dog overført til bekendtgørelse om

bortskaffelse af affald, hvorfor der formentlig kun i beskedent omfang vil

blive behov for yderligere generelle regler herom.

Dernæst kan der fastsættes regler, der tager sigte på at løse

bortskaffelsesproblemer m.v. i forbindelse med særlige affaldstyper og

affaldsmaterialer. Her kan situationen f.eks. være den, at der opstår store

mængder affald af en type, som man ikke tidligere har skullet bortskaffe i et

omfang, der skaber problemer. I en sådan situation vil det være muligt at

udstede regler, eksempelvis om etablering af særlige anlæg på virksomhedernes

eller på det offentliges bekostning, eller om særlig indretning af dele af

eksisterende anlæg.

For så vidt angår udstedelse af regler om emissions- og produktionsforhold

for de af loven omfattede anlæg henvises til § 7. Det vil f.eks. sige, at der

kan fastsættes grænseværdier for den acceptable forurening fra anlæg for

deponering af affald, ligesom der kan fastsættes generelle bestemmelser om

indretning, drift og vedligeholdelse af sådanne anlæg.

Bekendtgørelserne om olie- og kemikalieaffald indeholder bl.a. regler om

pligt for virksomheder til at anmelde sådant affald, og til at aflevere det

på et af kommunalbestyrelsen anvist sted, nemlig de lokale modtagepladser

eller -stationer. Dette system forudsættes bevaret.

Bestemmelsen indeholder endvidere hjemmel for ministeren til at fastsætte

særlige indsamlingsordninger til supplering af reglerne om kommunale

indsamlingsordninger i § 44.

Bestemmelsen giver endelig mulighed for at stille krav om anmeldelse af

affald. Et sådant krav vil i princippet kunne omfatte alle typer affald og

vil desuden kunne indebære, at der stilles krav om løbende indberetning om

affaldsmængder, nye affaldsprodukter m.v.

I regler, der udstedes i medfør af denne bestemmelse, kan der fastsættes

regler til supplement af lovens påbudsbestemmelser.

Til § 44

Denne bestemmelse fastslår, at bortskaffelsen af affald som udgangspunkt

er en kommunal opgave. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at

kommunalbestyrelsen i medfør af de allerede udstedte bekendtgørelser efter

den eksisterende miljøbeskyttelseslov og genanvendelseslov kan vedtage

etablering af de affaldsordninger, herunder indsamlingsordninger for

kildesorterede materialer, diverse behandlingsanlæg, konkrete

anvisningsordninger osv., som vurderes nødvendige og hensigtsmæssige af

hensyn til et affaldsbortskaffelsessystem i overensstemmelse med lovens

formålsbestemmelser.

Forpligtelsens omfang vil dog afhænge af de regler, der udarbejdes med

hjemmel i § 43. Således er der i henhold til § 43 mulighed for at udarbejde

særlige regler om bortskaffelse af bestemte affaldstyper, f.eks.

kraftværkernes restprodukter, således at kommunerne fritages for ansvaret for

disse affaldstyper. Det affald, som kommunerne herefter får ansvar for, skal

styres ved hjælp af indsamlingsordninger og anvisningspligt. Endvidere er

bestemmelsen hjemmel for bekendtgørelsen om bortskaffelse af affald. Denne

bekendtgørelse indeholder regler om kommunalbestyrelsens pligt til og

mulighed for at etablere indsamlingsordninger for forskellige affaldstyper og

om grundejeres, virksomheders m.fl.s pligt til at benytte sådanne ordninger.

Endelig skal bestemmelsen være hjemmel for regler om indsamling af

genanvendelige materialer og produkter, dvs. sådanne regler, som hidtil er

blevet udstedt med hjemmel i § 11 i lov om genanvendelse og begrænsning af

affald.

Af hensyn til at sikre en miljømæssigt optimal bortskaffelse af affald og

en forsvarlig indretning og drift af de af loven omfattede anlæg, kan der

være behov for, at et detaljeret kendskab til såvel kvalitet som kvantitet af

forskellige krav til erhvervsvirksomheder og andre om særlig behandling af

affaldet inden aflevering, om foretagelse af undersøgelser af miljømæssige

risici i forbindelse med affaldet, om detaljerede oplysninger om affaldets

sammensætning og mængde.

I medfør af stk. 4 kan kommunalbestyrelsen forbyde konkurrerende

indsamlingsordninger for affald, der er omfattet af eksisterende kommunale

indsamlingsordninger eller indsamlingsordninger, der er iværksat efter

kommunalbestyrelsens bemyndigelse.

Formålet med bestemmelsen er alene at sikre en koordineret indsamling af

affald og et rimeligt stabilt økonomisk grundlag for eksisterende private

eller offentlige indsamlingsordninger samt begrænse anvendelse og spild af

råstoffer og andre ressourcer.

Stk. 5 svarer til gældende lovgivning, idet erhvervsvirksomheder fortsat

skal kunne fritages for at være omfattet af en indsamlingsordning for

genanvendelige materialer og produkter. For så vidt angår genanvendeligt

olie- og kemikalieaffald, er reglen i overensstemmelse med bekendtgørelsen

herom.

Til § 45

Bestemmelsen indeholder hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan meddele

påbud eller forbud vedrørende affaldsopbevaring, -behandling og

-bortskaffelse.

Til § 46

I medfør af den gældende lovs §§ 61 b, 62 og 62 a sker der en omfattende

planlægning og koordinering af, hvorledes affald kan bortskaffes mest

hensigtsmæssigt i amter og kommuner. Bestemmelserne for indholdet af

planlægningen og pligten for kommunerne og amterne til gennemførelsen af

denne planlægning foreslås afformaliseret og forenklet ved bestemmelsen i §

46.

Herefter består der alene en pligt for kommunerne til at indsamle og

registrere oplysninger om affaldsmængder og -typer, samt affaldets

bortskaffelse. Der er således ingen formel pligt for kommunerne til at

udarbejde detaljerede planer for bortskaffelsen af affald.

Opmærksomheden skal dog i denne forbindelse henledes på, at

kommunalbestyrelserne efter § 44 og regler udstedt i medfør heraf i fremtiden

dels forestår bortskaffelsen af affald, og dels har fået tildelt de

nødvendige kompetencer til reguleringen heraf, bekendtgørelse nr. 118 af 23.

februar 1989 om bortskaffelse af affald. Ansvaret for gennemførelse af den

nødvendige planlægning og indholdet heraf er således henlagt til den enkelte

kommunalbestyrelse, idet ansvar og kompetence følges ad.

Af hensyn til varetagelse af Miljøministeriets opgaver med hensyn til

fremme af renere teknologi, genanvendelse samt ministeriets

miljøovervågningsopgaver, kan ministeren efter stk. 2 fastsætte nærmere

regler for, hvilke oplysninger kommunalbestyrelserne skal indberette til

ministeriet.

Endelig skal det bemærkes, at kommunalbestyrelserne efter anmodning skal

give amtsrådene alle oplysninger, der er af betydning for bedømmelsen af

forhold, der reguleres i lov om planlægning, inden for den enkelte kommunes

område. Der kan i denne forbindelse især være tale om oplysninger, der er

nødvendige for amtsrådenes regionplanlægning, herunder udlæg af arealer til

nye affaldsanlæg.

Til § 47

Efter denne bestemmelse, som er en videreførsel af den gældende lovs § 62

a, stk. 7, kan kommunalbestyrelsen fastsætte gebyrer til dækning af kommunens

udgifter i forbindelse med indsamling, bortskaffelse m.v. af affald. Gebyrer

kan desuden opkræves i forbindelse med etablering og drift af

deponeringsanlæg eller genanvendelsesvirksomheder, herunder fælleskommunale

anlæg.

Fastsættelse og opkrævning af gebyrer på affaldsområdet skal ske således,

at der over et vist tidsrum tilstræbes en dækning af de faktiske

omkostninger, som er forbundet med det samlede bortskaffelsessystem. I

gebyrerne kan indregnes samtlige de omkostninger, som er forbundet med den

enkelte kommunes håndtering og bortskaffelse af affald.

Efter den hidtidige fortolkning af miljøbeskyttelsesloven har kommunerne i

princippet skullet føre separate regnskaber for hver enkelt af de

foranstaltede renovationsordninger. Dette har i takt med affaldsordningernes

udbygning til ikke kun at omfatte indsamling af dagrenovation medført en

uforholdsmæssig stor ressourceanvendelse til gebyradministration.

I stk. 2 er der derfor indsat en bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen af

hensyn til en forenkling af gebyradministrationen kan opkræve et samlet gebyr

til dækning af udgifterne til håndtering og bortskaffelse m.v. af affald.

Ved fastsættelsen af et samlet gebyr kan kommunalbestyrelsen tage

udgangspunkt i de samlede kommunale omkostninger på affaldsområdet og fordele

dem efter gennemsnitsbetragtninger. Kommunalbestyrelsens fastsættelse af et

samlet gebyr for virksomheder, grundejere eller borgere skal dog fortsat

inden for rimelige grænser svare til den ydelse, som leveres eller stilles

til rådighed for den enkelte bruger, der ud fra en gennemsnitsbetragtning må

antages at have gavn af ordningen.

En forudsætning for anvendelse af ovennævnte fremgangsmåde ved

gebyrfastsættelsen er, at kommunalbestyrelsen samtidig udarbejder en

detaljeret redegørelse for beregningen af gebyrernes størrelse og

forudsætningerne herfor. Endvidere må kommunalbestyrelsen med jævne

mellemrum, f.eks. i forbindelse med udarbejdelsen af budgetter for det

efterfølgende år, revidere beregningsforudsætninger og gebyrernes størrelse.

Ovennævnte gebyrfastsættelse er i øvrigt ikke til hinder for, at

kommunalbestyrelsen kan differentiere gebyrstørrelserne, afhængig af den

faktiske benyttelse, eller pålægge virksomheder, grundejere eller borgere et

ekstra gebyr, såfremt kommunale regulativfastsatte sorteringskrav eller

retningslinier for affaldsbortskaffelsen ikke overholdes.

I lighed med det der gælder på spildevandsområdet, kan der efter stk. 4

fastsættes standardbetalingsvedtægter.

Gebyrer som nævnt i § 47 kan opkræves forskudsvis, både for så vidt angår

affaldsselskaber, som betjener en enkelt kommune, og fælleskommunale

affaldsselskaber, der betjener flere kommuner.

Til § 48

Denne bestemmelse indebærer, at miljøministeren kan bestemme, at kommuner

skal deltage i fælleskommunale løsninger på affaldsbortskaffelsesområdet. Der

kan være tale om såvel deponeringsanlæg som genanvendelsesvirksomheder.

Bestemmelsen er en udbygning og præcisering af den gældende lovs § 62 a, stk.

6. Præciseringen består i, at kommuner, der har etableret et fælleskommunalt

anlæg, kan pålægges at optage andre kommuner i fællesskabet. Herudover er det

i stk. 2 præciseret, at en fælleskommunal virksomhed tillige kan pålægges at

modtage affald fra kommuner, som ikke deltager i fællesskabet. Det bemærkes

endvidere, at der i bestemmelsen ligger en forpligtelse for kommunerne til at

stille kommunale arealer til rådighed for fælleskommunale virksomheder for

affaldsbortskaffelse.

Som hidtil forudsættes disse bestemmelser kun anvendt i det omfang, det

ikke ved forhandling lykkes kommunerne at nå frem til en frivillig aftale

herom.

Placering af sådanne anlæg og andre deponeringsanlæg i øvrigt er et

planlægningsanliggende.

Til § 49

Denne bestemmelse finder anvendelse på deponeringsanlæg, der etableres

efter lovens ikrafttræden. Bestemmelsen indebærer en begrænsning i adgangen

til at eje anlæg for deponering af affald. Baggrunden herfor er, at de krav,

der må stilles til en miljømæssigt forsvarlig indretning og drift af

deponeringsanlæg, fører til, at hovedreglen må være, at alene offentlige

myndigheder bør kunne eje og drive sådanne anlæg. Dette skal ses i sammenhæng

med, at deponeringsanlæg, efter at deponeringen er ophørt, fortsat kan

indebære en potentiel forureningstrussel, og at fortsat kontrol med depotet

og gennemførelse af eventuelle afværgeforanstaltninger kun kan sikres,

såfremt en offentlig myndighed er ansvarlig for driften af anlægget.

Bestemmelsen indebærer således, at der aldrig vil være tvivl om, hvem der er

ansvarlig. Myndigheden er ikke hermed afskåret fra at indgå i sædvanlige

former for samvirke omkring driften af sådanne anlæg, ligesom den daglige

drift vil kunne overlades til en entreprenør eller lignende.

De virksomhedstyper, der foreslås omfattet af bestemmelsen, er de

deponeringsanlæg, der er nævnt i listen over særligt forurenende virksomheder

med undtagelse af affaldsforbrændingsanlæg.

I nogle tilfælde vil det være rimeligt at pålægge erhvervsvirksomheder at

etablere specialdepoter uden for virksomhedens område for særlige

affaldstyper, som det vil være uhensigtsmæssigt at anbringe på en

eksisterende losseplads eller fyldplads, f.eks. på grund af affaldsmængden

eller affaldets særlige karakter.

Bestemmelsen i stk. 2 åbner mulighed for at fastsætte regler om, at

sådanne depoter skal drives af den enkelte virksomhed. Ved fastsættelsen af

sådanne regler må der bl.a. tages hensyn til interessen i at undgå hindringer

for bl.a. genanvendelsesinitiativer. Sådanne regler kan f.eks. foreskrive, at

amtskommunen efter drøftelse med den pågældende kommunalbestyrelse i en

godkendelse efter kapitel 5 stiller krav om, at et kraftværk eller lignende

selv skal etablere og drive et anlæg for deponering af flyveaske og andre

restprodukter.

Bestemmelsen i stk. 3 åbner mulighed for, at der i de regler, der udstedes

efter stk. 2, kan fastsættes gebyrer, som skal dække tilsynsmyndighedens

senere udgifter til kontrol med forureningen fra det pågældende anlæg, efter

at deponeringen er ophørt, samt til eventuelle afværgeforanstaltninger.

Endvidere kan der fastsættes regler om sikkerhedsstillelse. De mest

almindelige former for sikkerhed vil være garanti fra et pengeinstitut eller

fra et kautionsforsikringsselskab eller deponering af kontanter i et

pengeinstitut, værdipapirer eller lignende. Formålet hermed er at sikre, at

der er økonomiske midler til en eventuel oprydning, primært i den situation,

hvor den virksomhed, som var ansvarlig for deponeringen, er ophørt. Det

forhold, at en virksomhed har betalt dette gebyr, forhindrer imidlertid ikke,

at virksomheden, hvis den stadig eksisterer, når en oprydning bliver aktuel,

pålægges at betale de fulde omkostninger med fradrag af gebyret.

Til kapitel 7

Det foreslås, at lov om genanvendelse og begrænsning af affald indarbejdes

i miljøbeskyttelsesloven.

Renere teknologi og genanvendelse er væsentlige virkemidler i en

forebyggende miljøpolitik, hvilket er fremhævet ved indsættelsen af visse af

de generelle bestemmelser herom i lovforslagets kapitel 1 og 2. De mere

specielle bestemmelser om renere teknologi og genanvendelse er indeholdt i

dette kapitel.

Til § 50

§ 50 indeholder de bemyndigelser til miljøministeren, som tidligere

fandtes i genanvendelseslovens §§ 6-8. Samtidig er bemyndigelserne dog

udvidet og tilpasset behovet for en mere generel og forebyggende indsats på

miljøområdet. Der indføres således en generel bemyndigelse til at fastsætte

regler om forbud eller begrænsninger i anvendelsen af bestemte typer

materialer eller typer af materialer i produkter eller varer til nærmere

angivne formål, eller krav om at bestemte materialer eller typer af

materialer skal anvendes i produkter eller varer til bestemte formål,

herunder til emballage. Forslaget er en udvidelse af de gældende regler,

hvorefter sådanne regler kun kan fastsættes for papir, pap- og

kartonmaterialer og produkter heraf eller for visse emballager. Hvis de

stadigt voksende forureningsproblemer i forbindelse med affaldsfrembringelsen

skal begrænses, er det nødvendigt, at der åbnes mulighed for en mere

målrettet indsats til sikring af størst mulige genanvendelse og renere

teknologi i forbindelse med de varer og produkter, som før eller senere ender

som affald. Også hensynet til energi- og ressourceanvendelsen i øvrigt

tilsiger en sådan bredere reguleringsmulighed.

En sammenhængende miljøpolitik må, som anført i bemærkningerne til kapitel

1 og 2, tage udgangspunkt i hele det kredsløb af stoffer, materialer og

produkter, som gennemstrømmer vort samfund. Derfor er det nødvendigt, at der

åbnes mulighed for en miljømæssig regulering af materialers, produkters,

emballagers og varers sammensætning, udformning og anvendelse.

Bemyndigelserne i § 50 er således i overensstemmelse med principperne i

den netop vedtagne lov om ændring af lov om kemiske stoffer og produkter, som

ud fra samme kredsløbstankegang udvider mulighederne for at regulere varer og

produkter med kemiske egenskaber.

Efter § 50 kan tilsvarende reguleringer finde sted i forhold til produkter

og varer, der ikke omfattes af kemikalieloven, med henblik på at sikre størst

mulige genanvendelse og at den resulterende forurening begrænses mest muligt.

Det er forudsat, at reguleringer efter § 50 vil ske i overensstemmelse med

EF-bestemmelser på området.

Til § 51

Bestemmelsen er en sammenskrivning af genanvendelseslovens §§ 4 og 5.

Til § 52

De samfundsmæssige omkostninger, som et produkt giver anledning til i

affaldsbortskaffelsesleddet, indgår ikke i prisdannelsen, mens producentens

egne bortskaffelsesomkostninger til spildevand og miljø indgår i prisen. I

stedet betaler forbrugeren et gennemsnitsbidrag til renovation og

bortskaffelse. Der ligger derfor ikke heri noget økonomisk incitament til at

forbruge og bortskaffe mindre forurenende produkter med lave

bortskaffelsesomkostninger. Forbrugeren har på det tidspunkt, hvor varen

købes, ikke nogen mulighed for at indkalkulere prisen for

affaldsbortskaffelse, f.eks. for emballagen. Det ville derfor ud fra en

miljøpolitisk synsvinkel være rigtigt at synliggøre denne omkostning for

producent/importør og for forbruger ved at indregne et bortskaffelsesgebyr i

varens pris. Dette er baggrunden for hjemlen i § 52 til at fastsætte regler

om opkrævning af et bortskaffelsesgebyr i producent/importørleddet.

Bortskaffelsesgebyret bør i givet fald anvendes til at finansiere

affaldsbortskaffelsen. En forudsætning for at opnå den tilsigtede virkning

vil være, at gebyret er differentieret, således at der er taget hensyn dels

til mængderne af basismaterialer og dels til, hvilken bortskaffelsesform der

er nødvendig for produktet under hensyntagen til de i produktet indgående

stoffer og materialer. Tankegangen er således, at de produkter, der f.eks.

giver anledning til renseforanstaltninger på affaldsbortskaffelsesanlæg,

alene bør bære omkostninger til etablering og drift af disse, mens omvendt

produkter, hvor materialerne helt eller delvist genanvendes, tilsvarende kan

give anledning til et nedslag i affaldsbortskaffelsesgebyret.

Til §§ 53, 54, 55 og 56

Bestemmelserne om tilskud til projekter, der har til formål at fremme

genanvendelse eller at nedsætte miljøbelastningen væsentligt ved omstilling

til renere teknologi, er en overførsel af §§ 10-10 c i genanvendelsesloven.

Tilskudsordningen administreres af Genanvendelsesrådet. Der er for

finansårene 1990, 1991 og 1992 afsat henholdsvis 83,5 mio. kr., 116,5 mio.

kr. og 100 mio. kr. for så vidt angår genanvendelsesområdet og 58,4 mio. kr.,

91,5 mio. kr. og 80 mio. kr. for så vidt angår renere teknologi. I

Genanvendelsesrådet er forbruger-, industri~ og arbejdstagerinteresser

repræsenteret, ligesom de kommunale organisationer, Industriministeriet og

Energiministeriet er repræsenteret i rådet. Det er tanken at udvide

Genanvendelsesrådet med en repræsentant for Danmarks Naturfredningsforening

samt med repræsentanter for Arbejdsministeriet og Landbrugsministeriet. I §

53, stk. 1, præciseres, at tilskud også kan gives til formidlings- og

informationsvirksomhed.

Til kapitel 8

Dette kapitel viderefører de bestemmelser om ekspropriation til fordel for

spildevandsanlæg, der findes i de gældende regler i miljøbeskyttelseslovens §

31 og § 32.

I lighed med de gældende regler følger forslaget den ordning, der er i

ekspropriationsreglerne i lov om offentlige veje.

Ligesom de gældende regler foreslås kompetencen til at ekspropriere

henlagt til kommunalbestyrelserne, hvorimod fastsættelse af erstatningerne i

forbindelse med ekspropriationer, der efter den nugældende ordning varetages

af landvæsenskommissionerne, foreslås henlagt til taksationsmyndighederne

efter lov om offentlige veje.

Af redaktionelle grunde er de gældende regler om erstatning i § 13, stk.

3, og § 14, stk. 2-4, flyttet til dette kapitel, der således samler alle

bestemmelser om erstatning og om taksationsmyndighedernes kompetence til at

træffe afgørelse i erstatningsspørgsmål efter denne lov.

Til § 57

Bestemmelsen svarer til de gældende regler i miljøbeskyttelseslovens §

31.

Bestemmelsen opretholder den gældende adgang til at ekspropriere til

fordel for spildevandsanlæg med den tilføjelse, at der nu også kan

eksproprieres til offentlige affaldsbehandlings- og deponeringsanlæg.

I stk. 1 foreslås kompetencen til at ekspropriere i lighed med de gældende

regler henlagt til kommunalbestyrelsen.

Stk. 2 angiver, hvilke rettigheder der kan erhverves ekspropriativt, og

svarer til § 43, stk. 3, i lov om offentlige veje.

Bestemmelsen i stk. 3 viderefører de gældende regler i bekendtgørelsen om

ekspropriation til spildevandsanlæg, hvorefter der ikke kan erhverves

ejendomsret ved ekspropriation til fordel for private spildevandsanlæg.

Til § 58

Bestemmelsen svarer til de gældende regler i miljøbeskyttelseslovens § 31

og til § 44 i lov om offentlige veje.

Til § 59

Bestemmelsen svarer til de gældende regler i miljøbeskyttelseslovens §

31.

Til § 60

Efter de gældende regler i miljøbeskyttelseslovens § 32 er kompetencen

til at fastsætte erstatning som følge af ekspropriation henlagt til

landvæsensretterne. Som anført i de indledende bemærkninger til dette kapitel

foreslås det, at kompetencen til at fastsætte erstatningerne i forbindelse

med ekspropriationer i stedet overføres til taksationsmyndighederne efter lov

om offentlige veje, og at sagerne om ekspropriationserstatning følger

reglerne herom i lov om offentlige veje.

Det foreslås samtidig, at landvæsensretternes hidtidige kompetence til at

træffe afgørelse i erstatningsspørgsmål efter de gældende bestemmelser i §

13, stk. 3, og § 14, stk. 2-4 (forslagets §§ 61-63), overføres til

taksationsmyndighederne.

Til §§ 61-63

Bestemmelserne svarer til de gældende regler i § 13, stk. 3, og § 14,

stk. 2-4, idet kompetencen til at træffe afgørelse om erstatning foreslås

henlagt til taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje i stedet for

som nu landvæsensretterne. I den gældende § 14, stk. 4, er det fastsat, at

erstatningskravet skal være indbragt for den erstatningsfastsættende

myndighed inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. For at

bringe de foreslåede regler i overensstemmelse med den praksis, der gælder i

dag for indbringelse af sager for taksationskommissionen, hvorefter sager

indbringes af offentlige myndigheder, foreslås der dog den ændring i forhold

til gældende ret, at erstatningskravet inden 4 uger skal fremsættes overfor

den myndighed, der har truffet afgørelsen, og at det er myndigheden, der

herefter i mangel af mindelig overenskomst indbringer sagen for

taksationsmyndighederne. Det forudsættes, at myndigheden indbringer sagen for

taksationsmyndigheden hurtigst muligt efter, at det er konstateret, at der

ikke kan opnås enighed om erstatningsspørgsmålet.

Til kapitel 9

Kapitlet svarer til kapitel 7 i den nugældende lov og indeholder i vidt

omfang tilsvarende bestemmelser. Det har været overvejet at foreslå indført

bestemmelser om, at tilsynsmyndighederne kan pålægge administrative dagbøder

som tvangsmiddel i forbindelse med påbud om at lovliggøre forhold, der

strider mod loven. Efter forhandlinger med Justitsministeriet er det

besluttet i stedet at søge andre veje til en styrkelse af retshåndhævelsen på

miljøområdet.

Til §§ 64 og 65

Af overskuelighedsgrunde foreslås omtalen af henholdsvis

kommunalbestyrelsens og amtsrådets tilsynsopgaver samlet i to bestemmelser.

I § 64 omtales kommunalbestyrelsens opgaver. § 64, stk. 1, svarer til den

gældende § 48, stk. 1, mens stk. 2 er flyttet fra den gældende § 50, stk. 1.

§ 65 om amtsrådets opgaver svarer stk. 1 i den gældende § 55, og stk. 2

svarer i indhold til den gældende § 48, stk. 3. Stk. 3 er flyttet fra den

gældende § 50, stk. 1.

Til § 66

Bestemmelsen svarer til den gældende § 48, stk. 2.

Til § 67

Bestemmelsen svarer til den gældende § 50 a, stk. 1.

Til § 68

Bestemmelsen svarer til den gældende § 50 a, stk. 2, men der foretages

her en nærmere opregning af de administrative retshåndhævelsesskridt,

tilsynsmyndigheden kan tage i anvendelse, når der konstateres et ulovligt

forhold. Tilsynsmyndigheden vil kunne vælge en eller flere af de nævnte

reaktioner afhængig af det ulovlige forholds karakter og omfang. Ligesom i

kapitel 5 dækker udtrykket »virksomheder« også anlæg eller

indretninger.

Tilsynsmyndighedens ret til at foretage selvhjælpshandlinger, som fremgår

af den gældende § 49, stk. 1 er medtaget i opregningen som nr. 3.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at de gældende bestemmelser i §§

42 og 25 om forbud mod drift af henholdsvis virksomheder, som overtræder

vilkårene for en godkendelse, og spildevandsanlæg, der overtræder et påbud,

bliver ophævet. Disse bestemmelser har med deres placering i loven og med

adgangen til at påklage tilsynsmyndighedens afgørelser kunnet opfattes som

almindelige forvaltningsafgørelser, selvom de foreskriver reaktioner på et

ulovligt forhold. Med ophævelsen af disse bestemmelser vil de ovennævnte

situationer være omfattet af nr. 1 og blive betragtet som administrativ

retshåndhævelse uden klageadgang.

Til § 69

Bestemmelsen svarer til den gældende § 49, stk. 2.

Til § 70

Bestemmelsen svarer til den gældende § 53.

Til § 71

Bestemmelsen foretager en uddybende præcisering af den oplysningspligt for

forureneren, der fremgår af den gældende § 52.

Rækkevidden af virksomhedernes oplysningspligt har givet anledning til

tvivl. Tvivlen har især drejet sig om, hvorvidt den nuværende § 52 indeholder

hjemmel til at pålægge virksomheder at foretage eller lade foretage

udgiftskrævende undersøgelser af egen forurening. Diskussionen er blevet

aktualiseret ved, at tilsynsmyndighederne som følge af øget arbejdspres og

knappere ressourcer i stigende grad har ønsket, at virksomhederne selv skulle

kontrollere og måle egne emissioner.

Det er utvivlsomt, at myndighederne kan pålægge virksomhederne en sådan

egenkontrol i forbindelse med meddelse af godkendelse og påbud. Det foreslås

derfor, at bestemmelsen får en ordlyd, så der ikke er tvivl om, at

myndighederne har en generel adgang til at pålægge forurenende virksomheder

at føre egenkontrol. Bestemmelsen bygger også på det synspunkt, at en

forurenende virksomhed ikke kan opfylde sin pligt i medfør af lovens § 4,

stk. 3, til at nedbringe forureningen mest muligt, hvis den ikke selv har

tilvejebragt nærmere oplysninger om emissionernes art og omfang. Den

forurenende virksomhed vil herefter have bevisbyrden for, at den ikke giver

anledning til uacceptabel forurening.

Bestemmelsen opregner den type oplysninger, som tilsynsmyndighederne vil

finde det nødvendigt at afkræve, herunder også den type oplysninger, som

allerede er nævnt i den gældende § 52, stk. 2.

Stk. 2 svarer til den gældende § 44 a.

Tilsynsmyndigheden bør være yderst opmærksom på, at der er

proportionalitet mellem omfanget og udgiften til de påbudte undersøgelser,

foranstaltninger m.v., og omfanget og arten af den forurening, som

virksomheden antages at give anledning til. Tilsynsmyndighedens påbud kan

påklages til miljøministeren.

Det bemærkes, at en virksomhed kan kræve fortroligholdelse af oplysninger

om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- og

forretningsforhold eller lignende, hvis det skønnes af væsentlig betydning

for virksomheden, at andre end miljømyndigheden ikke får kendskab hertil.

Reglerne om undtagelser fra aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen

samt reglerne om myndighedernes tavshedspligt i forvaltningsloven samt i

straffeloven gælder således naturligvis fortsat.

Til § 72

Stk. 1 og 2 svarer til den gældende § 56.

Til kapitel 10

Til § 73

Reglen præciserer og forenkler reglerne om bekendtgørelse af afgørelser

for adressaten samt underretning til de personer, organisationer og

myndigheder, der kan klage over afgørelsen.

Til § 74

Reglen svarer til gældende lovs § 68 om, at forbud og påbud skal

forhåndsvarsles overfor adressaten.

Til § 75

Reglen hænger sammen med bestemmelsen om lokale foreningers klageret i

forslagets § 98, hvortil der henvises.

Lokale miljøforeninger tillægges efter § 98 klageret, når foreningen

overfor førsteinstansen dokumenterer, at en række betingelser er opfyldt og

oplyser, hvilke typer af afgørelser foreningen ønsker underretning om for at

udøve klageret. Myndighederne kan på grundlag af sådanne anmeldelser lave

fortegnelser over, hvilke foreninger der er klageberettigede og skal have

underretning om trufne afgørelser.

Til § 76

Reglen i stk. 1 svarer til den gældende lov og opfylder i øvrigt

forvaltningslovens krav om klagevejledning.

Til § 77

Reglen svarer til gældende lov. Reglen i stk. 2 om opsættende virkning

hænger sammen med forslagets § 94. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Til § 78

Der har været rejst kritik af, at de gældende regler om godkendelse af

særligt forurenende virksomheder ikke giver offentligheden mulighed for at

drøfte og få indflydelse på beslutninger om godkendelse af virksomheder, der

er risikobetonede. Dette er baggrunden for forslaget om, at ministeren kan

fastsætte regler om offentlig høring i forbindelse med

godkendelsesbehandlingen af projekter, der har væsentlig indflydelse på

virksomhedens sikkerhedsforhold.

Til § 79

Reglen i § 79 om ministerens adgang til at delegere sine beføjelser til

en styrelse svarer til den gældende lov, § 45, stk. 3 og stk. 4.

Til § 80

Svarende til bemyndigelsen i § 44 i lov om kemiske stoffer og produkter

foreslås det i § 80, at miljøministeren skal kunne nedsætte sagkyndige råd,

der kan rådgive miljømyndighederne om miljøspørgsmål. Der er ikke aktuelle

planer om at udnytte denne hjemmel.

Til § 81

Reglerne svarer til gældende lov, § 69 c, vedrørende udøvelsen af

bemyndigelsen heri til at indkalde sager til central behandling eller

ændring. Gældende lovs § 69 a, om muligheden for at ministeren kan tage en

afgørelse truffet af 1. instansen op til nærmere undersøgelse og afgørelse,

er ophævet, da den aldrig har været anvendt i praksis og derfor anses for

unødvendig.

Til § 82

Bestemmelsen bemyndiger ministeren til at indhente oplysninger om alle

forhold, der reguleres efter loven, herunder om afgørelser, der er truffet af

1. instansen, og data, der fremkommer som følge af tilsynsaktiviteter.

Stk. 2 svarer til den gældende lov, § 54, stk. 2.

Til § 83

Reglen svarer til gældende lov, § 57.

Til § 84

Reglen giver hjemmel til, at tilsynsmyndigheden kan undlade at behandle

forhold, som er af bagatelagtig karakter. Det gælder både, hvor

tilsynsmyndigheden selv bliver opmærksom på forhold, og hvor der er modtaget

en klage over et forhold. Tilsynsmyndighedens afgørelse kan ikke påklages.

Til § 85

Bestemmelsen bemyndiger kommunalbestyrelsen til at henlægge sine opgaver

efter loven til en miljø- og levnedsmiddelkontrolenhed.

Til § 86

Bestemmelsen svarer stort set til den gældende miljøbeskyttelseslov, §

51.

Til § 87

Bestemmelsen giver miljøministeren bemyndigelse til at fastsætte regler

om brugerbetaling i forbindelse med lovens administration, herunder til

dækning af myndighedernes omkostninger til bl.a. tilsyn og ved behandling af

sager om tilladelser eller dispensationer og ved behandling af klagesager.

Miljøministeriet vil i øvrigt tage initiativ til drøftelser med de berørte

parter om mulighederne for og udformningen af sådanne

brugerbetalingsordninger.

Specielt vedrørende gebyrer på klagesagsbehandling kan nævnes, at der

bl.a. i den nedsatte kontaktgruppe har været en bred enighed om, at sager af

mindre betydning for natur- og miljøbeskyttelsen ikke skal kunne påklages,

men afgøres endeligt af 1. instansmyndigheden.

Der er derfor i lovforslagene anført en række konkrete sagsområder, som

afgøres endeligt af 1. instansmyndigheden.

Det har imidlertid på visse områder været vanskeligt at afgrænse de

sagstyper, der er af mindre betydning for natur- og miljøbeskyttelsen. På

denne baggrund har det været overvejet at indsætte en generel bestemmelse om,

at sager af mindre betydning for natur- og miljøbeskyttelsen ville kunne

afvises af klagemyndigheden.

Det har imidlertid vist sig, at en sådan bestemmelse vil være

administrativ vanskelig og tillige ressourcekrævende. En sådan bestemmelse er

derfor ikke medtaget i lovforslagene.

Miljøministeriet vil også for så vidt angår gebyr for klagesagsbehandling

sammen med de berørte parter vurdere, om og i hvilket omfang der kan indføres

klagegebyrer m.v. med henblik på at afskære de mindre betydende klagesager i

overensstemmelse med den brede enighed herom. Ministeriet vil i denne

forbindelse lægge til grund, at klageordningen må hvile på det princip, at

klagegebyret skal tilbagebetales, når klagen imødekommes. I dette arbejde vil

erfaringerne fra klagegebyrordningen i den nugældende vandløbslov, som

tilsyneladende har medført en væsentlig begrænsning af klagesagsantallet,

kunne indgå.

Til § 88

De foreslåede bestemmelser om internationale overenskomster, herunder

EF-retsakter, er enslydende med bestemmelser i de andre lovforslag, der

fremsættes samtidig hermed.

Til kapitel 11

Til §§ 89 og 90

Reglen i § 89, stk. 1, svarer til gældende lov, § 70, idet der dog i de

enkelte kapitler i lovforslaget udtrykkeligt er gjort opmærksom på, i hvilke

tilfælde klageadgangen er afskåret.

Med henblik på at opnå en tilbundsgående decentralisering af afgørelser

efter loven er der foretaget en vurdering af muligheden for at gøre

førsteinstansafgørelser endelige. Udgangspunktet har været, at

endelighedsbestemmelser bør forekomme, hvor sagens udfald udfra en generel

vurdering må anses for at være af mindre betydning for miljøet. På den

baggrund er der indsat en række endelighedsbestemmelser i kapitlerne 3, 4 og

5.

I den gældende lov er muligheden for at der administrativt kan fastsættes

endelighedsbestemmelser begrænset til regler fastsat i medfør af § 4, dvs.

regler om hygiejniske og mere genemæssige forhold.

Der foreslås en generel bemyndigelse for ministeren i § 90 til at lade de

kommunale myndigheder træffe den endelige afgørelse i visse mindre sager. En

række sager af mindre betydning for miljøbeskyttelsen vil med rimelighed

kunne afgøres endeligt af kommunalbestyrelsen som den myndighed, der har det

lokale kendskab til forholdene.

Til § 91

Reglen i § 91 svarer til den gældende lov, § 71.

Til § 92

Den gældende regel indeholder ikke krav om, at klage skal indgives

skriftligt. Bestemmelsen er blevet fortolket således, at en mundtlig klage er

tilstrækkelig til at overholde klagefristen, hvis den snarest følges op af en

skriftlig klage.

I betragtning af det myndighedsapparat en klage sætter igang samt den

betydning f.eks. en naboklage kan have for en virksomhed, er det fundet

rimeligt at stille krav om skriftlighed.

Til §§ 93 og 94

De gældende bestemmelser har fået deres udformning ved lov 355 af 13. maj

1987.

Princippet i de gældende regler er, at afgørelser om påbud og

forbud har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer

noget andet. Afgørelser om tilladelser og godkendelser har ikke

opsættende virkning, idet dog nødvendige bygge- og anlægsarbejder ikke må

påbegyndes, før klagefristen er udløbet eller klagemyndigheden har bestemt

noget andet. Førsteinstansen kan tillade, at byggeriet påbegyndes.

Reglen om opsættende virkning for bygge- og anlægsarbejder havde til

hensigt at sikre, at klage ikke blev illusorisk. Den åbnede dog også mulighed

for, at byggearbejder kunne gå i gang, hvor førsteinstansen i den konkrete

sag fandt, at lokaliseringen af virksomheden var ubetænkelig, og at klage

alene ville vedrøre vilkårsjustering.

Praksis har imidlertid vist, at dispensationsadgangen for bygge- og

anlægsarbejder i godkendelsessager er anvendt i meget vidt omgang og i visse

tilfælde kurant, og at opsættende virkning er blevet en undtagelse.

Erfaringen i Miljøstyrelsen har endvidere været, at spørgsmålet om

lokalisering kun yderst sjældent giver anledning til afvisning af godkendelse

af denne grund.

I konsekvens heraf er det fundet rigtigst ved fastsættelse af regler om

opsættende virkning at skelne mellem tilfælde, hvor klagemyndighedens

funktion i almindelighed vil bestå i at ophæve eller stadfæste en tilladelse,

som indebærer bygge- og anlægsarbejder, og tilfælde, hvor klagemyndighedens

funktion oftest kan bestå i at ændre de fastsatte vilkår.

På baggrund heraf foreslås at ændre reglerne, således at klage over

afgørelser om godkendelse m.v. som udgangspunkt ikke skal have opsættende

virkning, men at det modsatte udgangspunkt må tages for afgørelser om påbud

og forbud.

I påbuds- og forbudssager kan klagemyndigheden bestemme noget andet.

Desuden kan ministeren fastsætte regler om, at visse godkendelser og

tilladelser ikke må udnyttes indenfor klagefristen, og at en klage skal have

opsættende virkning.

Til § 95

I lighed med de samtidig fremsatte forslag til lov om vandløb og lov om

planlægning foreslås det, at klage over en ekspropriationsbeslutning skal

have opsættende virkning. Bestemmelsen åbner dog mulighed for, at ministeren

i konkrete tilfælde kan bestemme, at klagen ikke skal have opsættende

virkning.

Til § 96

Det skal her bemærkes, at §§ 97 og 98 udtømmende gør op med foreningers

klageret, og at disse ikke omfattes af stk. 1, nr. 2. Der henvises til

bemærkningerne til § 98 om dette spørgsmål.

Embedslægeinstitutionens klageret er beskåret, således at den fremtidig

kun vedrører spørgsmål af sundhedsmæssig og hygiejnisk karakter. I

forbindelse med udarbejdelse af regler i medfør af § 16 vil det blive

vurderet, om der er behov for, at Embedslægeinstitutionen tillægges klageret.

Til § 97

Organisationers klageret er udtømmende opregnet. Dansk Fiskeriforenings

klageret er foreslået udvidet til også at omfatte amtsrådets afgørelser efter

kapitel 4 og 5 om forurening af vandløb og søer.

Endvidere foreslås det, at Greenpeace tillægges klageret for amtsrådets

afgørelser efter kapitel 4 og 5 for så vidt angår spørgsmål om forurening af

havet som parallel til, at Greenpeace er tillagt klageret efter

havmiljøloven.

Til § 98

Reglen i gældende lovs § 74, stk. 1, nr. 3, lovforslagets § 96, stk. 1,

nr. 2, fastlægger, at enhver, der må antages at have en væsentlig individuel

interesse i sagens udfald, kan klage over afgørelsen.

Kriteriet »individuel, væsentlig interesse« har i forhold til

lokale miljøgrupper voldt fortolkningsvanskeligheder om disses klageret i den

enkelte sag.

Det foreslås derfor at opgive den hidtidige praksis, uanset at ændringen

fører til en vis udvidelse af kredsen af klageberettigede. Reelt skønnes

udvidelsen at være af begrænset omfang, idet lokale foreninger hidtil ved en

fortolkning af kriteriet har haft en del muligheder for at udøve klageret.

Den foreslåede regel gør udtømmende op med lokale foreningers klageret.

Det bemærkes dog, at andre foreninger som hidtil vil kunne udøve klageret i

konkrete sager, hvis der foreligger fuldmagt fra en klageberettiget til at

klage på dennes vegne, jf. forvaltningslovens § 8.

Til § 99

Der foreslås en ny bestemmelse om, at søgsmål til prøvelse af afgørelser

efter loven skal være anlagt indenfor en bestemt frist. Søgsmålsfristen

forekommer berettiget af hensyn til at sikre, at der efter en periode ikke

kan rejses tvivl om rigtigheden af en afgørelse.

Stk. 3 indeholder en særlig værnetingsregel i søgsmål om ekspropriation.

Til kapitel 12

Kapitlet indeholder bestemmelser om et uafhængigt, sagkyndigt

Miljøklagenævn, der er 3. instans for afgørelser truffet af miljøministeren

eller af Miljøstyrelsen efter bemyndigelse.

Det er en vigtig del af regeringens miljølovsreform, at ankesystemerne som

hovedregel kun kommer til at omfatte to instanser. På denne baggrund foreslås

den nugældende lovs brede adgang til at påklage Miljøstyrelsens 2.

instansafgørelser til Miljøankenævnet begrænset.

Af retssikkerhedsmæssige grunde foreslås det, at der bevares en mulighed

for at få prøvet miljøministerens, henholdsvis Miljøstyrelsens, 2.

instansafgørelser i meget betydningsfulde sager. Denne klageadgang omfatter

klager over afgørelser om listevirksomheder og væsentlige

spildevandsudledninger, dog under forudsætning af, at nævnet skønner, at den

konkrete sag er større eller af principiel betydning. Denne afgrænsning skal

sikre, at det kun er afgørelser af en sådan betydning, at de kan bære en 3.

instansbehandling, der kan indbringes for ankenævnet. Endvidere foreslås det,

at den hidtidige mulighed for at indbringe miljøministerens og

Miljøstyrelsens 1. instans-afgørelser (0-1 sager årligt) bevares.

Det foreslås derfor, at det nuværende Miljøankenævn bevares, idet dog

nævnets navn i overensstemmelse med nyere praksis herom ændres til

Miljøklagenævnet. Det nye Miljøklagenævn vil dog hvad angår

sekretariatsbistand kunne reduceres til ca. den halve størrelse, idet den

indskrænkede kompetence vil medføre en betydeligt formindsket sagsmængde.

Miljøklagenævnet forventes således at skulle behandle og afgøre et mindre

antal sager årligt end det eksisterende Miljøankenævn, der afgør 100 til 150

sager årligt vedrørende miljøbeskyttelsesloven. På længere sigt vil antallet

af sager, der skal behandles af nævnet efter dette lovforslag, formentlig

blive yderligere reduceret. Det eksisterende Miljøankenævn afgør endvidere et

mindre antal sager efter vandforsyningsloven, lov om kemiske stoffer og

produkter, lov om miljø- og genteknologi samt havmiljøloven.

Miljøklagenævnet vil ligesom Miljøankenævnet være et sagkyndigt nævn.

Miljøklagenævnets sammensætning foreslås dog ændret, således at det i videst

muligt omfang sikres, at der sker en afvejning af erhvervsinteresser og

miljøbeskyttelsesinteresser. Den nuværende sammensætning af Miljøankenævnet,

hvorefter medlemmer udpeges efter indstilling fra henholdsvis

erhvervsorganisationerne og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på den ene side

og Miljøstyrelsen på den anden side, foreslås ændret således, at

Miljøstyrelsens indstillingsret erstattes af en indstillingsret for de

»grønne« organisationer. Indstillingsretten tillægges de samme

landsomfattende miljøorganisationer, som er tillagt klageret efter

lovforslaget, dvs. Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks

Sportsfiskerforbund, Greenpeace samt Danmarks Havfiskeriforening og Dansk

Fiskeriforening i forening.

Til § 100

Der henvises til de almindelige bemærkninger til kapitel 12.

Til § 101

Miljøklagenævnets kompetence foreslås begrænset på flere måder i forhold

til Miljøankenævnets kompetence efter den gældende lov.

Kompetencebegrænsningen er for det første en følge af, at flere af de

afgørelsestyper, der før kunne påklages til Miljøankenævnet, foreslås

ophævet. Dette gælder således den nugældende lovs §§ 34, 61f, stk. 6, 69a

samt ministerens 1. instans-afgørelser efter lovens § 11.

Endvidere foreslås Miljøklagenævnets kompetence med hensyn til klager over

2. instansafgørelser begrænset til større eller principielle afgørelser. Der

er herved dels tænkt på afgørelser, hvor hensynet til væsentlige miljø- eller

naturværdier skal afvejes mod andre væsentlige beskyttelsesværdige

interesser, herunder afgørelser af særlig vidtrækkende økonomisk betydning

for samfundet eller afgørelsens adressat. Endvidere tænkes der på afgørelser,

der rejser spørgsmål om den rigtige anvendelse af en lovregel eller skønnes

at få afgørende betydning for den administrative praksis. Sidstnævnte vil

hyppigst være tilfældet i forbindelse med gennemførelse af ny lovgivning,

hvor det kan være af principiel betydning at få fastlagt, hvordan de nye

bestemmelser skal fortolkes.

Miljøklagenævnets kompetence omfatter herefter primært større eller

principielle 2. instansafgørelser vedrørende virksomheder, der er optaget på

listen over særligt forurenende virksomheder, jf. lovforslagets kapitel 5, og

væsentlige spildevandsudledninger, jf. forslagets §§ 28 og 30.

Endvidere omfatter Miljøklagenævnets kompetence afgørelser, der træffes af

miljøministeren (eller Miljøstyrelsen efter bemyndigelse) i 1. instans. Dette

må dog forventes at udgøre et meget lille antal afgørelser (0-1 afgørelse

årligt), da 1. instansen overalt i lovforslaget er en lokal myndighed, og

ministeren således kun bliver 1. instans i forbindelse med call

in-bestemmelsen i lovforslagets § 81 og i forbindelse med

vandforsyningslovens regler, jf. forslagets § 25. Det bemærkes, at de

centrale miljømyndigheder i dag kun fører tilsyn med tre virksomheder,

indkaldt af ministeren, og at dette tal forventes at blive endnu mindre i

forbindelse med lovreformen.

Efter reglen i stk. 2 afgør Miljøklagenævnet selv, hvorvidt en klage

vedrører en afgørelse, der er omfattet af nævnets kompetence. Dette har især

den betydning, at det er nævnet selv, der afgør om en 2. instansafgørelse

skal betragtes som større eller principiel. Klager indsendes, ligesom klager

til det nuværende Miljøankenævn, direkte til Miljøklagenævnet, der således

selv sorterer de sager fra, der efter nævnets skøn ikke er omfattet af

nævnets kompetence.

Til §§ 102-104

Bestemmelserne indeholder regler om Miljøklagenævnets sammensætning og

virkemåde. Det forudsættes, at det eksisterende Miljøankenævn - i reduceret

form - fortsætter som Miljøklagenævn. Dog foreslås indstillingsretten til de

sagkyndige, beskikkede medlemmer ændret, således at den indstillingsret, som

Miljøstyrelsen efter nugældende lov har i forhold til Miljøankenævnets

beskikkede medlemmer, overgår til de landsomfattende miljøorganisationer

Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Greenpeace,

Danmarks Havfiskeriforening og Danmarks Fiskeriforening i forening.

Erhversorganisationernes indstillingsret er uændret i lovforslaget. Bortset

fra denne ændring i indstillingsretten er de foreslåede ændringer og

udeladelser i forhold til de nugældende bestemmelser om Miljøankenævnets

sammensætning og virkemåde udelukkende af redaktionel karakter.

Til §§ 105 og 106

I § 105 foreslås det, at de samme personer og organisationer, som efter

lovforslagets §§ 96-98 er klageberettigede overfor 1. instansafgørelser, i

samme omfang er klageberettigede overfor afgørelser, der kan påklages til

Miljøklagenævnet. Dette medfører visse ændringer i kredsen af

klageberettigede i forhold til de gældende regler om klage til

Miljøankenævnet, bl.a. med hensyn til lokale miljøforeningers klageret. Der

henvises herom til bemærkningerne til forslagets §§ 96-98. Også reglerne om

klagefrist og klagers opsættende virkning følger de almindelige regler herom

i lovens kapitel 11. Dog præciseres det i § 106, stk. 2, at en klage til

Miljøklagenævnet over forbud og påbud kun kan have opsættende virkning,

såfremt nævnet faktisk optager klagen til behandling.

Til kapitel 13

Til §§ 107 og 108

Reglerne om straf svarer stort set til de gældende love, der indgår i

lovforslaget, bortset fra reglen i § 107, stk. 1, nr. 3, sammenholdt med §

107, stk. 6, og reglen i § 107, stk. 4.

§ 107, stk. 1, nr. 3, indeholder hjemmel til at straffe overtrædelser af

krav, som miljøministeren har fastsat i medfør af § 10, stk. 4, for

virksomheder, som ikke er omfattet af en aftale efter § 10, stk. 2. § 107,

stk. 6, om udmåling af bøde skal sikre, at en virksomhed, der står uden for

en aftale efter § 10, stk. 2, ikke opnår en økonomisk fordel ved overtrædelse

af krav efter § 10, stk. 4, i forhold til den virksomhed, der omfattes af en

aftale, og idømmes bod for overtrædelse af aftalen.

I § 107, stk. 4, er der som noget nyt indført et forslag om, at også

staten skal kunne straffes for overtrædelse af loven. Forslaget er udformet i

overensstemmelse med en tilsvarende bestemmelse i lov om arbejdsmiljø,

således at der hermed opnås samme ansvar for staten i sager om det indre og

det ydre miljø.

Bestemmelsen i den gældende miljøbeskyttelseslovs § 85 foreslås ophævet,

da den efter ikrafttrædelsen af borgerlig straffelovs § 152 a (1. januar

1987) ikke længere har noget selvstændigt indhold i forhold til straffelovens

almindelige regler om tavshedspligt.

Til kapitel 14

Til § 109

Lovens ikrafttræden fastsættes heri til den 1. januar 1991, således at

der er fastsat en vis frist for lovens gennemførelse.

Til §§ 110-114

Reglerne indeholder ophævelsesbestemmelser og dels overgangsbestemmelser,

dels bemyndigelser til at fastsætte overgangsbestemmelser.

Til §§ 112 og 113

Reglerne heri overfører overgangsbestemmelser, der findes i den gældende

lov, § 89, stk. 2, og § 12 i lov nr. 863 af 23. december 1987 om

betalingsregler for spildevandsanlæg.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter