Spring til indhold

Retsinformation

1990 LSF 104 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE

1990/2 LSF 104Lovforslag som fremsatFolketinget30. januar 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 68 af 24. januar

1989, som senest ændret ved lov nr. 216 af 5. april 1989, foretages følgende

ændringer:

1. I § 1, stk. 1, indsættes efter nr. 4 som nyt nummer:

»5) fremme anvendelsen af renere teknologi.«

2. § 1, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Ved bedømmelsen af omfanget og arten af

foranstaltninger til forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der

lægges vægt på de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens sandsynlige

virkning på disse.«

3. §§ 2 og 3 ophæves, og i stedet indsættes som nye

paragraffer:

»§ 2. Loven omfatter

1) al virksomhed, som gennem udsendelse af mikroorganismer, der kan være

til skade for miljø og sundhed, udsendelse af faste, flydende eller

luftformige stoffer eller ved frembringelse af affald kan medføre forurening

af luft, vand, jord og undergrund,

2) rystelser og støj,

3) produkter eller varer, som i forbindelse med fremstilling, opbevaring,

anvendelse, transport eller bortskaffelse kan medføre forurening,

4) transportmidler og andre mobile anlæg, som kan medføre forurening, og

5) dyrehold, skadedyr og andre forhold, som kan medføre hygiejniske

problemer eller væsentlige ulemper for omgivelserne.

Stk. 2. Loven omfatter tillige virksomhed, som vedrører

risikobetonede processer, samt oplagringer af stoffer med farlige egenskaber,

således at driftsforstyrrelser eller uheld kan medføre nærliggende fare for

forurening som nævnt i stk. 1.

§ 2 a. Ved lovens anvendelse skal der lægges vægt på, hvad der er

opnåeligt ved anvendelse af den mindst forurenende teknologi, herunder ved

Læs alt

anvendelsen af mindre forurenende råvarer, anlæg og processer, eller ved

anvendelsen af bedst mulige, forureningsbekæmpende foranstaltninger. Ved

denne vurdering skal der lægges vægt på hele det kredsløb, som stoffer og

materialer gennemløber i samfundet, med henblik på at begrænse spild af

ressourcer mest muligt.

§ 2 b. Den, der vil påbegynde virksomhed, der kan give anledning

til forurening, skal vælge et sådant sted for udøvelsen, at faren for

forurening begrænses mest muligt.

Stk. 2. Ved valg af stedet skal der tages hensyn til områdets

beskaffenhed, herunder den nuværende og planlagte fremtidige udnyttelse, samt

til mulighederne for hensigtsmæssig bortskaffelse af spildevand og affald.

Stk. 3. Den, der påbegynder eller udøver virksomhed, der kan give

anledning til forurening, skal træffe foranstaltninger, der kan forebygge og

imødegå denne og tilrettelægge virksomhedens indretning og drift på en sådan

måde, at den i mindst muligt omfang medfører forurening, jf. § 3. Ved

indretning af virksomhedens anlæg og ved tilrettelæggelse af driften,

herunder ved valg af produktionsprocesser, råvarer og hjælpestoffer, skal det

sikres, at ressourceanvendelsen, forureningen og affaldsfrembringelsen

begrænses bedst muligt.

Stk. 4. Den, der har forårsaget forurening af luft, vand, jord

eller undergrund, eller skabt risiko for, at en sådan forurening kan opstå,

skal foretage de nødvendige foranstaltninger til at søge følgerne af

forureningen effektivt forebygget eller afværget. Derudover skal den

hidtidige tilstand så vidt muligt søges genoprettet.

§ 3. Den, der fremstiller eller importerer varer eller produkter,

skal i videst muligt omfang sikre, at varen eller produktet ikke giver

anledning til forurening eller spild af materialer og energimæssige

ressourcer.

Stk. 2. Der skal herunder lægges vægt på, at varen eller produktet

har en sådan sammensætning og udformning, at varen eller produktet

1) sikres den længst mulige levetid,

2) i videst muligt omfang lader sig genanvende og

3) ved den endelige bortskaffelse som affald ikke giver anledning til

forurening eller anden miljøbelastning.

Stk. 3. Den, der anvender eller forbruger varer eller produkter,

skal ved anskaffelsen og ved bortskaffelsen af varen eller produktet medvirke

til at fremme genanvendelsen og begrænse problemerne i forbindelse med

affaldsbortskaffelsen.

§ 3 a. Offentlige myndigheder skal virke for lovens formål ved

anlæg og drift af offentlige virksomheder samt ved indkøb og forbrug.«

4. I § 6, stk. 1, indsættes efter nr. 6 som nye numre:

»7) anmeldelse til tilsynsmyndigheden af virksomhedens eller

anlæggets anvendelse af råvarer, hjælpestoffer og andre materialer samt

udledninger til vand, jord og luft i forbindelse med virksomhedens eller

anlæggets drift, herunder af frembringelsen af affald,

8) anmeldelse om midlertidig placering og anvendelse af anlæg,

transportmidler, mobile anlæg, maskiner og redskaber, der kan medføre

forurening, herunder om vilkår for sådanne placeringer og anvendelse, og

9) bioteknologisk anvendelse af mikroorganismer, herunder om alle former

for udledning til miljøet.«

5. I § 6 ophæves stk. 2, og i stedet indsættes som nye

stykker:

»Stk. 2. Miljøministeren kan efter forhandling med

landbrugsministeren fastsætte regler om jordens dyrkningsmæssige anvendelse

med henblik på at beskytte vandløb, søer og havet samt grundvandet og jorden

mod forurening med næringssalte.

Stk. 3. Ministeren kan efter forhandling med landbrugsministeren

fastsætte regler om den dyrkningsmæssige anvendelse af jord, der har været

udsat for forurening, med henblik på at sikre at den pågældende anvendelse

ikke medfører fare for sundhed eller miljø.«

6. Kapitel 5 ophæves, og i stedet indsættes som nyt

kapitel:

»Kapitel 5

Forurenende virksomhed

§ 35. Miljøministeren fastsætter regler om godkendelse af særlig

forurenende virksomheder, anlæg eller indretninger (listevirksomhed).

Stk. 2. Listevirksomhed må ikke anlægges eller påbegyndes, før der

er givet godkendelse hertil. Listevirksomhed må heller ikke udvides eller

ændres bygningsmæssigt eller driftsmæssigt, herunder med hensyn til

affaldsfrembringelsen, på en måde, som indebærer forøget forurening, før

udvidelsen eller ændringen er godkendt.

§ 36. Godkendelse efter dette kapitel skal fastsætte vilkår for

listevirksomhedens etablering og drift, herunder den kontrol, som den for

virksomheden ansvarlige selv skal foretage.

Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan fastsætte særlige vilkår om

sikkerhedsstillelse til dækning af udgifter ved oprydning, rensning og

retablering. Sikkerhedsstillelsen finder anvendelse i forbindelse med

beslutninger efter § 41, stk. 1-3, eller ved ophør af virksomheden.

Stk. 3. Spørgsmål om tilladelse til udledning af spildevand

direkte til vandløb, søer eller havet fra en listevirksomhed behandles

samtidig med afgørelsen om godkendelse efter dette kapitel og indgår i

godkendelsen. Vilkår for udledningen af spildevand behandles efter reglerne i

dette kapitel.

Stk. 4. Afslag på ansøgning om godkendelse kan ikke påklages til

anden administrativ myndighed, hvis begrundelsen for afslaget er, at

lokaliseringen af virksomheden det pågældende sted vil være i strid med

bestemmelser i regionplan, kommuneplan eller lokalplan.

§ 37. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler vedrørende

godkendelsesordningen, herunder om ansøgningens indhold og vilkårene for

godkendelse.

§ 38. Bestående listevirksomhed kan ansøge om godkendelse efter

reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. Miljøministeren kan begrænse adgangen til at søge

godkendelse efter stk. 1 til at gælde for bestemte virksomheder af de

kategorier, der er optaget i bilaget.

§ 39. Bestående listevirksomheder, der ikke har en samlet

godkendelse, skal indsende ansøgning herom til godkendelsesmyndigheden.

Stk. 2. På grundlag af ansøgningen og en vurdering af

listevirksomhedens drifts- og forureningsforhold træffer

godkendelsesmyndigheden afgørelse om, hvorvidt der kan gives virksomheden

godkendelse, eller om der skal meddeles påbud om at foretage foranstaltninger

til at nedbringe virksomhedens forurening eller nedlægges forbud mod driften

eller foretagelse af bestemte aktiviteter.

Stk. 3. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen

af ansøgning om godkendelse af bestående virksomheder, herunder om fristen

for indsendelse af ansøgning til godkendelsesmyndigheden.

§ 40. Afgørelse om godkendelse efter dette kapitel træffes af

kommunalbestyrelsen eller af amtsrådet. Miljøministeren fastsætter efter

forhandling med de kommunale organisationer nærmere regler herom.

Stk. 2. Amtsrådet træffer afgørelse om godkendelse af kommunalt

drevet virksomhed. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om godkendelse af

amtskommunal virksomhed.

§ 41. Hvis listevirksomhed medfører væsentlig forurening, kan

tilsynsmyndigheden give påbud om, at forureningen skal nedbringes.

Tilsvarende påbud kan gives, når listevirksomhed medfører væsentlig mere

forurening, herunder affaldsfrembringelse, end der ville forekomme ved

anvendelsen af mindst forurenende teknologi eller bedst mulige rensning.

Påbud kan endvidere gives over for anlæg og aktiviteter, som skønnes at

indebære en nærliggende risiko for væsentlig forurening.

Stk. 2. Kan forureningen ikke afhjælpes, kan tilsynsmyndigheden

nedlægge forbud imod fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden

fjernet.

Stk. 3. Forbud kan nedlægges umiddelbart, når forureningen

medfører overhængende alvorlig fare for sundheden.

Stk. 4. Indtil der er forløbet 8 år efter meddelelsen af en

godkendelse efter dette kapitel, kan der kun meddeles forbud eller påbud,

hvis

1) der er fremkommet nye oplysninger om forureningens skadelige virkning,

2) forureningen medfører miljømæssige skadevirkninger, der ikke kunne

forudses ved godkendelsens meddelelse, eller

3) forureningen i øvrigt går ud over det, som blev lagt til grund for

denne ved godkendelsens meddelelse.

Stk. 5. Når der er forløbet mere end 8 år efter godkendelsen, kan

tilsynsmyndigheden ændre vilkårene heri, når det er miljømæssigt begrundet,

eller hvis der er udviklet renere teknologi, herunder mindre forurenende

råvarer, mindre forurenende produktionsmetoder eller bedre rensningsformer.

Stk. 6. Ministeren kan fastsætte regler om, at den i stk. 4 og 5

omtalte tidsfrist nedsættes for bestemte brancher, dog ikke til under 4 år.

Forurening fra andre virksomheder

§ 42. Hvis erhvervsvirksomheder, herunder private eller

offentlige bygge- og anlægsarbejder, eller faste anlæg til energiproduktion,

som ikke er omfattet af regler fastsat i medfør af § 35, stk. 1, medfører

uhygiejniske forhold eller væsentlig forurening, herunder

affaldsfrembringelse, kan kommunalbestyrelsen give påbud om, at forureningen

skal nedbringes.

Stk. 2. Tilsvarende påbud kan gives af kommunalbestyrelsen, når

nævnte virksomheder eller anlæg medfører væsentlig mere forurening, herunder

affaldsfrembringelse, end nødvendigt ved anvendelsen af den til enhver tid

værende mindst forurenende teknologi eller bedst mulige rensning. Påbud kan

endvidere gives over for aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende

risiko for væsentlig forurening eller uhygiejniske forhold.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan give påbud om, at der skal

foretages afhjælpende foranstaltninger over for idrætsanlæg, fritidsklubber

eller lignende fritidsaktiviteter, som medfører væsentlige støjulemper for

omgivelserne.

Stk. 4. Kan ulemperne ikke afhjælpes, kan kommunalbestyrelsen

nedlægge forbud imod virksomheden eller aktiviteten.

Stk. 5. Bliver tilsynsmyndigheden i forbindelse med etablering,

udvidelse eller ændring af en af de i stk. 1 nævnte virksomheder opmærksom på

forhold, som kan forventes at medføre krav om begrænsning af virksomhedens

forurening eller forbud mod virksomhedens drift, kan tilsynsmyndigheden på

forhånd tilkendegive dette over for virksomheden.«

7. § 56 a ophæves.

8. Efter underoverskrift om affald og før § 62 indsættes som ny

paragraf:

»§ 61 g. Enhver, der frembringer, opbevarer, behandler eller

bortskaffer affald, er ansvarlig for, at der ikke opstår uhygiejniske forhold

eller sker forurening af luft, vand eller jord.«

9. I § 62 a ophæves stk. 7.

10. Efter § 62 a, indsættes som nye paragraffer:

»§ 62 b. Kommunalbestyrelsen forestår bortskaffelsen af

affald.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler om kommunale

affaldsordninger, herunder om

1) kommunalbestyrelsens pligt til at anvise bortskaffelsesmuligheder for

affald,

2) kommunalbestyrelsens pligt til at forestå indsamling og bortskaffelse

af affald, herunder til genanvendelse af materialer og produkter,

3) borgeres, grundejeres og virksomheders pligt til at benytte anviste

bortskaffelsesmuligheder eller affaldsordninger og

4) borgeres, grundejeres og virksomheders pligt til at indgive anmeldelse

af og afgive oplysninger om affald samt foretage undersøgelser af affald.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen fastsætter i et regulativ forskrifter

om affaldsordningernes omfang og tilrettelæggelse m.v.

Stk. 4. Når en indsamlingsordning er etableret, må indsamling af

det af ordningen omfattede affald eller eventuelt genanvendelige materiale

kun finde sted ved kommunalbestyrelsens foranstaltning eller bemyndigelse.

Stk. 5. I regler, der vedrører indsamling af materialer og

produkter til genanvendelse, bortset fra olie- og kemikalieaffald, skal det

bestemmes, at kommunalbestyrelsen på visse betingelser skal fritage

erhvervsvirksomheder fra at være omfattet af en indsamlingsordning.

§ 62 c. Kommunalbestyrelsen kan meddele påbud eller forbud med

henblik på at forebygge og sikre, at affald opbevares, behandles og

bortskaffes på forsvarlig måde.

§ 62 d. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte gebyrer til dækning af

udgifter til:

1) planlægning, etablering, drift og administration af affaldsordninger,

herunder anvisningsordninger, samt til sortering, indsamling af affald m.v.

og til etablering og drift af virksomheder og anlæg for oparbejdning af

affald og affaldsbortskaffelse,

2) forskudsvis dækning af planlagte investeringer på affaldsområdet.

Stk. 2. Der kan opkræves et samlet gebyr for de ordninger m.v.,

som kommunalbestyrelsen har iværksat.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 og 2 kan ikke

påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 4. Ministeren kan udarbejde standardbetalingsvedtægter.

Stk. 5. Gebyrer efter stk. 1 og 2 påhviler den, der har tinglyst

adkomst på ejendommen, og beløbene har samme fortrinsret i ejendommen som

offentlige skatter og afgifter. For beløbene er der udpantningsret.

§ 62 e. Miljøministeren kan fastsætte regler om anmeldelse,

sortering, opbevaring, indsamling, transport, behandling, bortskaffelse og

oparbejdning af affald, herunder af særlige afaldstyper, affaldsmaterialer og

affaldsprodukter.«

11. Efter § 63 a indsættes som ny paragraf:

»§ 63 b. Nye anlæg for deponering af affald må kun ejes af

offentlige myndigheder.

Stk. 2. Miljøministeren kan dog fastsætte regler om, at

virksomheder skal etablere anlæg, der er bestemt til deponering af specielle

affaldstyper.

Stk. 3. I reglerne efter stk. 2 fastsættes der bestemmelser om

opkrævning af gebyrer og fornøden sikkerhedsstillelse til dækning af senere

udgifter til kontrol med forurening fra deponeringsanlæg samt til eventuelle

afværgeforanstaltninger ved sådanne depoter.«

12. § 64 b affattes således:

»§ 64 b. Miljøministeren kan træffe bestemmelse om

kommunernes pligt til at oprette, udvide deltagerkredsen af eller tilslutte

sig kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse, herunder

genanvendelsesvirksomheder.

Stk. 2. Miljøministeren kan endvidere træffe bestemmelse om, at

kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse skal modtage affald fra

kommuner, som ikke deltager i fællesskabet.«

13. § 72, stk. 3, 2. pkt., ophæves.

14. § 72, stk. 4, nr. 2, ophæves, og i 3. pkt.

udgår ordene »2. pkt. og«

15. Efter § 73 indsættes som ny paragraf:

»§ 73 a. Lokale foreninger, der har beskyttelse af miljøet

som hovedformål, kan underrette kommunalbestyrelsen og amtsrådet om, hvilke

bestemte typer af afgørelser efter kapitel 3, 4 og 5 foreningen ønsker

underretning om, jf. § 74, stk. 1, nr. 4. Foreningen skal samtidig fremsende

vedtægter, der dokumenterer, at den er lokalt organiseret, og at dens

hovedformål er beskyttelse af miljøet.

Stk. 2. Klageadgang efter stk. 1 omfatter ikke lokale afdelinger

af de organisationer, der er nævnt i § 74.«

16. I § 74, stk. 1, indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:

»4) foreninger i henhold til § 73 a.«

17. I § 74, stk. 2, nr. 1, ændres »§ 39, stk. 2,»

til: »§ 40, stk. 2,».

18. I § 74, stk. 2, nr. 2, ændres »§ 39, stk. 1«

til: »§ 40, stk. 1,».

19. I § 74, stk. 2, indsættes efter nr. 4 som nyt nummer:

»5) afgørelser efter lovens § 3.«

20. § 74, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Danmarks Sportsfiskerforbund og Dansk

Fiskeriforening kan påklage de i stk. 2 nævnte afgørelser for så vidt angår

spørgsmål om forurening af vandløb, søer og havet.«

21. I § 74, stk. 4, ændres »Dansk

Fiskeriforening« til: »Greenpeace«.

22. § 83 affattes således:

»§ 83. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige

lovgivning, straffes med bøde eller samfundstjeneste den, der

1) overtræder § 11, stk. 1, § 17, stk. 1, § 61 a eller § 63 b, stk. 1,

2) undlader at efterkomme forbud eller påbud efter loven, herunder påbud

om at berigtige et ulovligt forhold,

3) tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse eller en godkendelse

efter loven,

4) anlægger, påbegynder eller driver virksomhed uden godkendelse efter §

35,

5) undlader at indhente godkendelse efter § 39,

6) undlader at meddele oplysninger eller at afgive prøver efter § 52 eller

at give underretning som nævnt i § 53,

7) undlader at indgive anmeldelse, der er foreskrevet i reglen udfærdiget

efter § 6, stk. 1, herunder tilsidesætter vilkår i forbindelse med en sådan

anmeldelse, eller

8) gennemfører bygge- og anlægsarbejder i strid med § 72, stk. 3, eller en

afgørelse efter § 72, stk. 4.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år,

hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis

der ved overtrædelsen er

1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller

2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv

eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. I regler, der udstedes i medfør af § 4, § 4 a, § 5, § 6, §

7, § 9, § 11, stk. 2, § 17, stk. 2, § 19, stk. 2, § 20, § 28, § 35, stk. 1, §

37, § 62 a, stk. 5, § 62 b, stk. 2, § 62 d og § 62 e, kan der fastsættes

straf af bøde og samfundstjeneste. Det kan endvidere fastsættes, at straffen

kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år under tilsvarende

omstændigheder som anført i stk. 2.

Stk. 4. For overtrædelse, der begås af aktieselskaber,

andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant

bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt

fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen

eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Stk. 5. I forbindelse med dom efter stk. 1 og 2 kan virksomhedens

indehaver fradømmes retten til at udøve virksomhed, hvortil der kræves

tilladelser eller godkendelser efter denne lov. Tilsvarende gælder for

direktører eller bestyrelsesmedlemmer, såfremt overtrædelsen er begået af

aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende.

Stk. 6. Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved

en overtrædelse af denne lov eller de i medfør af loven udfærdigede

bestemmelser, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages

særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel,

jf. stk. 2, nr. 2.

Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for

overtrædelse m.v. som omhandlet i stk. 1, nr. 1, 2, 3 og 4, samt for

overtrædelser af regler udstedt i henhold til § 11, stk. 2.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1991.

§ 3

Ved lovens ikrafttræden ophæves:

1) Lov nr. 267 af 8. juni 1977 om blyindhold i motorbenzin,

2) lov nr. 135 af 26. april 1972 om begrænsning af svovlindholdet i

brændsel og

3) lov nr. 178 af 24. maj 1972 om bortskaffelse m.v. af olie- og

kemikalieaffald.

Bemærkninger til lovforslaget

I februar 1990 fremsatte miljøministeren fire lovforslag om henholdsvis

miljøbeskyttelse, naturbeskyttelse, planlægning og vandløb. Se

Folketingstidende 1989-90, forhandlingerne sp. 4777, 6194 og tillæg A sp.

4155 ff. Dette lovgivningskompleks tilsigtede, foruden at lovfæste en række

principper om en bæredygtig udvikling, at imødekomme en række forslag om

forenkling og afbureaukratisering, således som det var beskrevet i

betænkningen fra udvalget om de kommunale opgavers fordeling og finansiering.

(Bet. nr. 1168/1989). I overensstemmelse hermed repræsenterede de fire

lovforslag en sammenskrivning af 21 eksisterende love på

miljøbeskyttelsesområdet. Samtidig med fremsættelsen af de nævnte fire

lovforslag fremsattes forslag til en lov om naturklagenævnet samt forslag til

lov om råstoffer. Se Folketingstidende 1989-90, forhandlingerne sp. 4776,

4778, 6075, 6127 og tillæg A sp. 4113 samt 4531.

Forslagene fandt ikke umiddelbar tilslutning i Folketinget ved

førstebehandlingen. Forhandlingerne om forslagene var ikke afsluttet ved

udskrivelsen af folketingsvalget den 12. december 1990.

De seneste revisioner af miljøbeskyttelsesloven fandt sted i 1988 efter

væsentlige ændringer i 1986. Behovet for en ajouring af visse dele af loven

med henblik på indarbejdelse af princippet om renere teknologi har navnlig

trængt sig på efter vedtagelse af lov om kemiske stoffer og produkter, jf.

lovbekendtgørelse nr. 566 af 15. august 1989, der for første gang lovfæster

dette princip, der er søgt gjort operativt gennem to handlingsplaner for

renere teknologi (jf. Miljøstyrelsens udviklingsprogram for renere teknologi

1986-89 og Miljøministeriets handlingsplan for renere teknologi 1990-92).

Forslagsstillerne har med dette lovforslag fundet det vigtigst at

indarbejde princippet om brugen af renere teknologi samt i øvrigt at foreslå

en række væsentlige forbedringer af lovgivningen, således som foreslået i

dele af miljøministerens lovforslag om miljøbeskyttelse. Se Folketingstidende

1989-90, forhandlingerne sp. 4777, 6194 og tillæg A sp. 4155, L 21, fremsat i

februar 1990. Dette gælder således bl.a. de forslåede bestemmelser om affald.

Kravet om afbureaukratisering og forenkling er ikke imødekommet i dette

lovforslag for så vidt angår sektorplanlægningsbestemmelserne i den gældende

miljøbeskyttelseslov, ligesom lovforslaget kun medfører ophævelse af loven om

bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald, lov om blyindhold i motorbenzin og

lov om begrænsning af svovlindholdet i brændsel.

Derudover foretages med lovforslaget en række ændringer, eksempelvis

indførelse af et forsigtighedsprincip, sikkerhedsstillelse som vilkår i

forbindelse med miljøgodkendelse og ændringer i klage~ og

straffebestemmelser.

Princippet om renere teknologi

Den gældende miljøbeskyttelseslov bygger i hovedsagen på den tanke, at

indsatsen med at forebygge og afværge forurening skal ske ved at stille krav

om rensnings- eller afværgeforanstaltninger i forbindelse med de kilder på

virksomheder, som udsender forurenende stoffer til luften og vandet. Fokus

har således været på mængder og koncentrationer af forurenende stoffer, som

kommer ud af henholdsvis spildevandsrøret og skorstenen. Hertil kommer så

begrænsninger af andre lokale gener i form af lugt og støj fra

virksomhederne.

For så vidt har en væsentlig del af miljøreguleringen kunnet ses som en

udvidelse og modernisering af reguleringen af fast ejendom. Den gældende

miljøbeskyttelseslov har da også gennem kortlægnings- og

planlægningsbestemmelserne i lovens kapitel 9 knyttet an til lovgivningen om

den fysiske planlægning, som indeholder de sammenfattende rammer for

placering og anvendelse af fast ejendom. Tilsvarende kan det siges at gælde

for de styringsmidler, som er de fremtrædende efter den gældende lov, at de

ofte stiltiende bygger på den forudsætning at skulle rettes til en vedvarende

aktivitet knyttet til en bestemt fast ejendom. Hovedvirkemidlerne: Krav om

forudgående tilladelse til eller godkendelse af en vis aktivitet på et

nærmere bestemt sted - suppleret med muligheden for gennem påbud at afværge

eller begrænse belastningen - er som regel uanvendelige i forbindelse med den

forurening, som ikke kan henføres til stationære kilder. Det gælder frem for

alt forureningen fra trafikken og fra mobile anlæg samt forureningen fra

produkter og varer, som gennemstrømmer samfundet.

Den gældende lovs forureningsbegreb hænger sammen med denne

kildeorienterede betragtning af miljøbeskyttelsesindsatsen. Således opfattes

fast affald eller restprodukter fra en virksomheds produktion ikke som en del

af virksomhedens forurening, når disse restprodukter føres bort fra

virksomheden til deponering eller forbrænding. Ud fra en teknisk - og

miljømæssig - betragtning er dette en vilkårlig og uhensigtsmæssig

afgrænsning: Der består nemlig ofte en mulighed for at »flytte«

forureningen fra luftforurening til vandforurening ved at vaske røggassen,

fra luftforurening til fast affald ved at filtrere røggassen og fra

vandforurening til fast affald ved at deponere slam fra et spildevandsanlæg.

En sådan »flytning« af belastningen fra luft til vand eller jord

- eller omvendt - kan ikke anses for at være en miljømæssigt

tilfredsstillende løsning på langt sigt. Ganske vist kan man afbøde lokale

belastninger ved at flytte forureningen fra een form til en anden eller fra

eet sted til et andet. Men på længere sigt og set i et helhedsperspektiv kan

sådanne løsninger kun ses som midlertidige nødløsninger. Ud fra

Brundtlandkommissionens anbefalinger om en bæredygtig udvikling er det

nødvendigt at sætte ind med forebyggende indsatser, som ud fra et

helbredsperspektiv søger at begrænse energi- og ressourceanvendelsen mest

muligt.

Forureningsbegrebet må bygge på en vurdering af hele det kredsløb, som

stoffer, produkter og materialer gennemløber fra udvinding, oparbejdning,

behandling og montering til forbrug og bortskaffelse ved deponering og

forbrænding. Derfor må også frembringelsen af fast affald og restprodukter på

en virksomhed anskues som en del af virksomhedens forurening.

Ud fra samme kredsløbsbetragtning må også de varer og produkter, som

tilføres miljøet i senere led: under forbrug eller ved bortskaffelsen som

affald, inddrages under den miljømæssige helhedsvurdering.

De styringsmidler, som knytter sig til reguleringen af fast ejendom,

herunder planlægningsbestemmelser om lokalisering af forurenende aktiviteter,

kommer til kort over for de miljøproblemer, som ikke entydigt kan henføres

til - eller beror på - det sted eller den region, hvor »kilden« til

forureningen er placeret.

Drivhuseffekter, nedbrydning af ozonlaget i stratosfæren, ophobning af

tungmetaller i naturen, ophobningen af næringssalte i vandmiljøet, væksten i

affaldsmængderne osv. kan ikke begrænses alene ved hjælp af styringsmidler,

som fokuserer på de lokale eller regionale effekter af emissioner fra kilder

knyttet til fast ejendom.

Det er disse overvejelser, som ligger bag princippet om renere teknologi

som styrende for en helhedsorienteret og forebyggende miljøpolitik.

Princippet om renere teknologi indebærer, at man i videst muligt omfang

søger at hindre, at forurening opstår, ikke alene i den primære

produktionsproces, men også i senere led i vare- og materialekredsløbet.

Vægten lægges således på den forebyggende indsats til begrænsning af

forurening snarere end på den afhjælpende indsats i form af rensning og

destruktion af forurenende stoffer, produkter og materialer.

Bag princippet om renere teknologi ligger der en erkendelse af, at en

forureningsbekæmpelse, som kun retter sig mod eet led i kredsløbet, f.eks.

produktionsleddet, og betragter dette isoleret, måske blot medfører, at

problemet flytter over i næste led.

Princippet om renere teknologi indebærer endvidere, at man så vidt muligt

søger at indbygge forureningsbekæmpelsen i selve produktionsteknologien.

Det er imidlertid vigtigt at understrege, at princippet om renere

teknologi ikke alene vedrører teknologi i snæver forstand. Som nævnt omfattes

mindre forurenende, mindre ressourcetunge og mindre energikrævende produkter

og materialer af begrebet.

Princippet om renere teknologi indebærer heller ikke, at

rensningsforanstaltninger uden videre kan opgives eller erstattes. Uanset om

der fremover lægges betydelig større vægt på at begrænse de samlede

forureningsmængder gennem anvendelse af renere teknologier, herunder mindre

forurenende produkter og materialer, vil der fortsat være behov for rensning

og destruktion. Princippet om renere teknologi kan således begrænse behovet

for rensning på en række områder, men aldrig helt erstatte det. Som

miljøpolitisk rettesnor kan det derimod virke som en metodisk regel, som går

ud på følgende:

1) Forurening og forureningsbegrænsning må vurderes ud fra hele kredsløbet

af stoffer, produkter og materialer.

2) I de enkelte behandlingsprocesser - ligesom i den samlede

samfundsmæssige omsætning af stoffer, materialer og produkter: fra indvinding

til bortskaffelse og destruktion - bør man sætte ind så tidligt i processen

som muligt ved at søge at minimere energi- og råvareforbruget og dermed

begrænse den stof- og materialemængde, som samlet tilføres naturen som spild

eller affald.

3) Rensning bør - metodisk set - være en sekundær løsning. Mulighederne

for at begrænse rensningsbehovet gennem anvendelse af renere teknologier bør

vurderes først.

4) For så vidt angår særlig skadelige eller betænkelige stoffer, produkter

og materialer bør man - i videst muligt omfang - først vurdere mulighederne

for at erstatte disse med mindre betænkelige, dernæst undersøge mulighederne

for gennem optimering af produktionsprocesserne at begrænse anvendelsen af

disse ved benyttelsen af lukkede systemer og endelig ved i videst muligt

omfang at genanvende disse stoffer, produkter og materialer, således at de i

mindst muligt omfang tilføres miljøet.

En sådan helhedsorienteret og forebyggende miljøpolitik stiller imidlertid

krav om nye styringsmidler til supplering af de styringsmidler, som findes i

den gældende miljøbeskyttelseslov. Hertil kommer, at en sådan politik

nødvendiggør, at der tilvejebringes et udbygget datagrundlag for så vidt

angår de stof-, produkt- og materialestrømme, som før eller senere tilføres

miljøet. Der må tilvejebringes forbedrede redskaber til prioritering af

miljøbeskyttelsesarbejdet. Endvidere må der skabes betingelser for, at

miljømyndighedernes indsats i højere grad end tidligere sker i samarbejde med

virksomhederne og disses organisationer.

En miljøpolitik baseret på princippet om renere teknologi må gennemføres

på alle niveauer i samfundet. Den vil stille krav til den enkelte forbruger

eller ansatte om ændringer i adfærd og holdninger. Den vil stille krav til

den enkelte virksomhed om mere kritisk at vurdere de enkelte processer,

produktionsgangen, materialer og produkter. Den vil stille krav til de

primære miljømyndigheder i kommuner og amtskommuner om i højere grad at

inddrage selve produktionen i den miljømæssige tilsynsvurdering. Og den vil

stille krav til de centrale miljømyndigheder om - i samarbejde med miljø-,

forbruger-, erhvervs- og andre interesseorganisationer - løbende at foretage

en vurdering af de realistiske muligheder for en omlægning af produktion og

forbrug i retning af renere teknologi ved fastsættelsen af rammer for en

nedbringelse af den samlede forurening på kortere og længere sigt. Endelig må

en miljøpolitik baseret på princippet om renere teknologi nødvendigvis tage

hensyn til og aktivt søge at påvirke miljøpolitikken internationalt, især i

EF, ud fra samme synspunkter og perspektiver.

Lovforslaget indeholder en række bestemmelser, som tænkes anvendt til

gennemførelsen af en sådan forebyggende miljøindsats baseret på princippet om

renere teknologi. Det gælder således en række af de

bemyndigelsesbestemmelser, som er indeholdt i kapitel 2. Endvidere er de

gældende bestemmelser i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 i forslaget

suppleret og ændret med henblik på at fremme en miljøregulering baseret på

princippet om renere teknologi.

For at sikre en tilstrækkelig kvalificeret faglig vurdering af de egentlig

teknologiske muligheder for anvendelse af renere teknologier på forskellige

måder skønnes det nødvendigt, at denne sker på centralt niveau i et tæt

samarbejde mellem de statslige miljømyndigheder og de berørte industri- og

erhvervsorganisationer. Kun derved kan det sikres, at krav om gennemførelsen

af nye teknologiske muligheder for en renere produktion og mindre forurenende

produkter fastsættes i overensstemmelse med de økonomiske muligheder i

samfundet.

Under alle omstændigheder bør det fremhæves, at krav om

forureningsbegrænsning baseret på princippet om renere teknologi aldrig bør

stilles som krav om anvendelse af en nærmere bestemt teknologi. Kravene bør

derimod fastsættes som krav om et vist forureningsniveau ud fra, hvad der er

opnåeligt ved anvendelse af renere teknologi. En miljøpolitik baseret på

princippet om renere teknologi skal virke som et incitament til udviklingen

og anvendelsen af stadig mindre forurenende teknologier, den skal ikke låse

den teknologiske udvikling fast.

Forsigtighedsprincippet

På miljøkonferencen i Bergen maj 1990 blev det såkaldte

forsigtighedsprincip fastslået. Tankegangen bag dette princip er, at tvivlen

skal komme miljøet til gode, således at denne tvivl indbygges i de

beslutninger, der træffes for at imødegå og forebygge forurening. I den

gældende miljøbeskyttelseslovgivning er det næppe muligt at se et sådant

princip udtrykt eksplicit hverken i forbindelse med tilladelser og

godkendelser eller i forbindelse med håndhævelse af lovgivningen. Således

angiver den gældende miljøbeskyttelseslovs § 1, stk. 3, at der ved

bedømmelsen af omfanget af arten af foranstaltninger til at forebygge og

imødegå forurening skal lægges vægt på de ydre omgivelsers beskaffenhed og

forureningens virkning på disse. Dette modererede afvejningsprincip

forudsætter, at forureningens virkning i forbindelse med fastlæggelse af

foranstaltningerne kan fastlægges nogenlunde entydigt. Dette er af mange

grunde ikke muligt, og et forsigtighedsprincip tilsiger derfor, at

sammenhængen mellem foranstaltning og dennes miljømæssige virkning lempes i

den forstand, at der kun skal være sandsynlighed for sammenhæng mellem

foranstaltning og (skade-)virkning. Dermed skal styrken i foranstaltningerne

sikre, at skadevirkningerne bliver så små som overhovedet muligt, selv om det

ikke kan anses for sikkert, at disse virkninger overhovedet indtræder. I

overensstemmelse hermed indeholder lovforslaget en ændring af lovens § 1,

stk. 3, idet ordet sandsynlige er indført som en understregning af

nedtoningen af kravet til en sikker sammenhæng mellem foranstaltning og

miljømæssig virkning. Ved placeringen i lovens formålsbestemmelse

tilkendegives, at synspunktet skal lægges til grund ved enhver beslutning,

der tilsigter at opfylde lovens formål. Dette gælder således også i

beslutninger efter den nye formulering af lovens kapitel 5, hvorefter der kan

gives påbud, når en virksomhed medfører væsentlig mere forurening, end der

ville forekomme ved anvendelsen af mindst forurenende teknologi eller bedst

mulige rensning. I en sådan afvejningssituation, hvor valget står mellem

påbud om mindst forurenende teknologi og bedst mulig rensning, tilsiger

forsigtighedsprincippet, udtrykt som anført, at hovedreglen skal være mindst

forurenende teknologi, idet bedst mulig rensning altid vil efterlade et

restprodukt, der undertiden blot vil forskyde miljøproblemet fra at være

eksempelvis et luftforureningsproblem til at blive et fremtidigt vand- eller

jordforureningsspørgsmål i forbindelse med udsivning fra et affaldsdepot.

Forslaget har ikke indarbejdet andre aspekter af forsigtighedsprincippet i

lovforslaget. Derimod udtrykkes dette i beslutningsforslag B 11 om

miljøerstatning, hvorefter den erstatningsretlige hovedregel i miljøsager

skal være et objektivt ansvar og en lempelse af kravene til sammenhængen

mellem årsagen og miljøskaden i overensstemmelse med, hvad der er gældende

ret i Sverige. Beviskravet til årsagssammenhængen er her beskrevet som en

sandsynlighedssammenhæng. Dette forslag er fremsat i Folketinget den 18.

januar 1991, jf. Folketingstidende 1990-91, forhandlingerne sp. 694.

Særlig forurenende virksomheder

Med lov om miljøbeskyttelse, der trådte i kraft den 1. oktober 1974,

indførtes en godkendelsesordning for særlig forurenende virksomheder.

Ordningen går ud på, at virksomheder, der er optaget på den som bilag til

loven anførte liste, ikke må påbegyndes, udvides eller ændres, før der er

meddelt godkendelse hertil af den godkendende myndighed. Listen over særlig

forurenende virksomheder kan ændres administrativt af miljøministeren.

Lovforslaget indeholder følgende afgørende nyheder vedrørende

godkendelsesordningen:

1) Det foreslås, at samtlige »gamle« virksomheder på listen, der

ikke har en samlet godkendelse, skal søge om godkendelse inden for frister,

som skal fastsættes af ministeren i en bekendtgørelse. På baggrund af at det

er hensigten at gennemføre en kraftig reduktion af listen, således at den kun

omfatter virksomheder, der efter dagens målestok anses for særligt

forurenende, må det anses for miljømæssigt begrundet og også økonomisk og

ressourcemæssigt realistisk at undergive de »gamle« virksomheder

den samlede miljømæssige bedømmelse, som foretages ved en

godkendelsesbehandling.

2) Der indføres en regel om, at godkendelsesmyndigheden kan fastlægge

særlige vilkår om sikkerhedsstillelse til dækning af udgifter ved oprydning

m.v. Baggrunden herfor er, at der ikke i den gældende miljøbeskyttelseslov er

hjemmel herfor, men at behovet er ubestrideligt. Såfremt en virksomhed går

konkurs, lukker eller blot får pålagt betydelige forureningsudgifter, kan det

offentlige komme ud for den situation, at beløbet ikke er til stede. Udgiften

vil derfor i lighed med udgifterne til oprydning m.v. på gamle

kemikaliegrunde, påhvile de offentlige kasser.

3) Endelig foretages der en stramning af reglerne vedrørende påbegyndelse

af bygge- og anlægsarbejder, selv om godkendelsen er påklaget. De gældende

bestemmelser herom er uforståelige for mange, der har vanskeligt ved at

forstå, at et byggeri til millioner af kroner kan igangsættes, uanset at

godkendelsen ikke er endelig. Bestemmelsen er derfor ændret, således at kun

klagemyndigheden kan dispensere fra bestemmelsens hovedregel om, at bygge- og

anlægsarbejder ikke må påbegyndes, før der forekommer en endelig afgørelse.

Der henvises i øvrigt til ændringsforslag nr. 13 og 14.

Affald

Planlægningsbestemmelserne i den gældende lovs afsnit om affald er

bibeholdt sammen med de øvrige planlægningsbestemmelser i loven.

Affaldsreglerne er udbygget med bestemmelserne fra miljøministerens

lovforslag om miljøbeskyttelse (L 21) fremsat i februar 1990, kapitel 6, som

i det væsentligste er en lovfæstelse af Affaldsudvalgets anbefalinger.

Lovens kapitel om almindelige bestemmelser er moderniseret i

overensstemmelse med den affattelse, som miljøministeren gav kapitlet i sit

lovforslag fra 1990 (L 21). Det bemærkes, at hverken bemyndigelsen til at

fastsætte regler om retten til anvendelse af et miljømærke eller hjemlen til

at indgå aftaler med virksomheder eller sammenslutninger heraf, er medtaget.

For så vidt angår miljømærket finder forslagsstillerne, at tankegangen bag

ideen om et sådant mærke er grundlæggende rigtig. Når en regel herom ikke er

medtaget, skyldes det alene, at ideen trænger til at blive væsentlig bedre

gennemarbejdet, ikke mindst med henblik på en sikring af mærkning af

importerede produkter.

Den af ministeren i L 21 foreslåede § 10, stk. 2-5, om indgåelse af

aftaler er udeladt, idet brugen af aftaler som strategi på

miljøbeskyttelsesområdet trænger til en principiel drøftelse med henblik på

en afgrænsning af de områder, der er velegnede til en sådan reguleringsmåde i

tilknytning til bl.a. brugen af økonomiske styringsmidler. Aftaler er hidtil

anvendt bl.a. i forbindelse med nedbringelse af brugen af CFC og andre

stoffer.

Ligeledes kendes aftaler fra L 215 af 5. april 1989 om udledning af svovl

og kvælstofilter fra kraftværker, der hviler på den forudsætning, at

kvotefastsættelsen sker på grundlag af aftaler med el-branchen.

Færdiggørelsen af den seneste udgave af luftvejledningen hvilede også på

en enighed med industriens organisationer. Aftaleprincippet er således kendt

som et ledende princip ved fastlæggelsen af bl.a. de administrative

forskrifter, der er en nødvendig konsekvens af lovgivningen. Aftaleprincippet

i L 21 er imidlertid udformet ikke alene som et aftalesystem til regulering

af udslip af forurenende stoffer, men fastlægger også voldgiftsafgørelser som

det instrument, der sikrer en retlig effektivitet. Der er overordentlig store

retlige betænkeligheder forbundet med voldgiftsafgørelser, når det drejer sig

om offentlige myndigheders forhold, fordi voldgiftssager i almindelighed

foregår uden offentlighed og uden adgang til appel og derfor er i klar

modstrid med ønsket om en årvågen og kritisk offentligheds medvirken i

miljøpolitikken. På miljøbeskyttelsesområdet vil den eksisterende

myndighedsstruktur endvidere delvis blive gennemhullet gennem et

aftalesystem, hvor ministeren er den ene aftalepart. Sidst men ikke mindst,

vil adgangen til at påklage offentlige, myndigheders afgørelser i sager, der

er dækket af et aftaleområde, blive fjernet.

Klageregler

Lovforslaget ændrer ikke ved det eksisterende klagesystems instansfølge.

Derimod medtages forslagene fra L 21 vedrørende klageberettigede. Særligt

fremhæves, at lokale foreninger, der har miljøbeskyttelse som hovedformål,

kan underrette kommunalbestyrelsen og amtsrådet om, hvilke afgørelser de

ønsker underretning om, og derved blive klageberettigede. Endelig gøres

Danmarks Naturfredningsforening klageberettiget for så vidt angår afgørelser

efter lovens kapitel 3.

Håndhævelse

Forslaget indeholder to nye bestemmelser om straf. Dels indføres på linie

med den eksisterende hjemmel til at idømme bødestraf adgang til idømmelse af

samfundstjeneste, og dels indføres adgang til frakendelse af retten til at

udøve virksomhed, hvortil der kræves tilladelse eller godkendelse efter

loven.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at begge sanktioner vil have en

forebyggende virkning og dermed tilskynde til større forsigtighed. Det

bødeniveau, der hidtil er fastlagt af domstolene, synes ikke at virke

afskrækkende, når det drejer sig om større virksomheder med en betydelig

årsomsætning. Selve straffen i form af bøde kan altså næppe antages at virke

afskrækkende.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets enkelte

bestemmelser.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til nr. 1

Bestemmelsen er ny og skal understrege, at fremme af brugen af renere

teknologi er et af lovens hovedformål.

Til nr. 2

Bestemmelsen lovfæster det såkaldte forsigtighedsprincip. Dette betyder,

at der ved enhver beslutning efter loven skal foretages en vurdering af

beslutningens effekt i forholdet til naturen, og såfremt denne effekt må

vurderes som sandsynligvis negativ, må beslutningen enten formuleres således,

at denne sandsynlighed bortfalder, eller der må gives afslag på den ønskede

tilladelse/godkendelse.

Tilsvarende gælder i forbindelse med indgreb i form af forbud og påbud,

hvorefter den blotte sandsynlighed for, at omgivelserne tager skade af

virksomhedens aktivitet, skal være tilstrækkelig til at foretage indgreb.

Påbudet må derefter affattes således, at denne sandsynlighed formindskes til

en ringere grad af sandsynlighed eller til vished om neutral virkning.

Til nr. 3

Til § 2-2 a

Bestemmelsen beskriver ligesom den nuværende lovs § 2, hvilket

»forureningssubjekt« og dertil hørende

»beskyttelsesobjekt« der er omfattet af loven.

Beskyttelsesobjektet er omtalt i stk. 1, nr. 1, som luft, vand, jord og

undergrund, hvilket trods ændret formulering er i overensstemmelse med den

hidtidige lovgivning. Som omtalt ovenfor under § 1 har undergrunden også

været betragtet som en del af beskyttelsesobjektet på trods af, at det ikke

har været direkte nævnt. »Vand« anvendes her som en samlebetegnelse

for hav, søer, vandløb og grundvand samt vand, der i øvrigt skal anvendes til

vandforsyning, ligegyldigt hvor det befinder sig.

Med hensyn til forureningsbegrebet er »udsendelse af stoffer«

stadig et centralt element. Som noget nyt er det imidlertid i stk. 1, nr. 1,

fastslået, at også udsendelse af mikroorganismer, der kan være til skade for

miljø og sundhed, er omfattet af loven.

Baggrunden er, at anvendelsen af nye bioteknologiske metoder i industri og

landbrug i de seneste år har været i rivende udvikling, hvilket medfører en

forøget udledning af mikroorganismer udviklet til industrielle formål, der

afhængig af type eventuelt vil have potentiale til at etablere sig i

økologiske nicher. Derved er der blevet skabt et behov for regulering af

udledningerne fra virksomhederne til miljøet, som rækker ud over de rent

hygiejniske hensyn.

I stk. 1, nr. 1, er det endvidere tilføjet, at ikke blot udsendelse af

stoffer, men også frembringelse af affald er en del af forureningsbegrebet.

I den hidtidige miljøbeskyttelseslov er der som hovedregel ikke hjemmel

til anvendelsesregulering af varer og produkter. I stk. 1, nr. 3, foreslås

det at lade produkter og varer, som i forbindelse med fremstilling,

opbevaring, anvendelse, transport eller bortskaffelse kan medføre forurening,

være omfattet af loven. Denne nyskabelse må anses for at være en vigtig

forudsætning for at opfylde det under § 1 nævnte kredsløbsperspektiv,

herunder fremme renere teknologi. Miljøbeskyttelsesloven vil hermed få et

virkemiddel, der svarer til det, der findes i den nyligt reviderede lov om

kemiske stoffer og produkter. Selv om lovforslaget med den foreslåede ordlyd

utvivlsomt også vil indeholde hjemmel til at regulere kemiske stoffer og

produkter samt varer, der indeholder eller afgiver kemiske stoffer og

produkter, vil reguleringen af fremstilling, salg og import af sådanne varer

fortsat ske med hjemmel i lov om kemiske stoffer og produkter, mens andre

produkter og varer vil blive reguleret i medfør af denne lov.

Transportmidler og andre mobile anlæg foreslås i stk. 1, nr. 4, medtaget i

opregningen af, hvad loven omfatter ud fra samme begrundelse som i foregående

afsnit, og fordi sådanne anlæg allerede i dag må betragtes som værende

omfattet af loven.

En række hygiejniske forhold vedrørende dyrehold, skadedyr, badevand m.v.

vil fortsat skulle reguleres efter miljøbeskyttelsesloven. I konsekvens heraf

foreslås disse forhold derfor nævnt i stk. 1, nr. 5.

Stk. 2 om risiko for forurening svarer til den hidtidige § 2, stk. 2.

Bestemmelsen indeholder den rettesnor for lovens administration, som til

dels findes i den gældende lovs § 1, stk. 3, idet den påpeger, at den

forebyggende og forureningsbegrænsende indsats skal prioriteres ud fra

omgivelsernes sårbarhed og forureningens virkninger. Herudover fremhæves det

i bestemmelsens stk. 1, at grundlaget for miljøindsatsen må findes i en

helhedsvurdering af det kredsløb, som stoffer og materialer gennemløber i

samfundet. Denne grundtanke, som også har fundet udtryk i den netop vedtagne

lov om ændring af lov om kemiske stoffer og produkter, udtrykker princippet

om renere teknologi som styrende for lovens administration.

Princippet om renere teknologi er således i overensstemmelse med

Brundtland-kommissionens anbefalinger om en bæredygtig udvikling. Ud fra

såvel en økologisk som en samfundsøkonomisk betragtning skønnes det

nødvendigt at anlægge en sådan helhedsvurdering, som også må indeholde et

tidsperspektiv, der giver plads for andet og mere end kortsigtede og

midlertidige løsninger på miljøproblemerne.

Princippet om renere teknologi, der sigter på at begrænse unødig

ressourceanvendelse og spild gennem en forebyggende indsats, står ikke i

modsætning til rensningsforanstaltninger. Rensningsløsninger er - og vil

fortsat i væsentligt omfang være - nødvendige elementer i

miljøbeskyttelsesarbejdet. Men princippet udtrykker nødvendigheden af en

prioritering ud fra en økologisk og samfundsøkonomisk helhedsbetragtning.

Miljøbeskyttelse og samfundsøkonomi må nødvendigvis ses i sammenhæng, som

det også er sket i forbindelse med miljøministerens redegørelse om mål og

midler i miljøpolitikken. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at

samfundsøkonomi ikke uden videre kan sættes lig med virksomhedsøkonomi i

snæver forstand. En række dispositioner, som træffes af den enkelte

virksomhed - eller af den enkelte forbruger - har afledede konsekvenser i

form af omkostninger til oprydning, destruktion og rensning, som ikke uden

videre er synlige eller mærkbare for den enkelte virksomhed - eller

forbruger. Denne »fællesomkostning« for samfundet må medinddrages i

den økonomiske helhedsvurdering. På lang sigt vil også en forringelse af

naturgrundlaget kunne sætte skæbnesvangre grænser for såvel livskvaliteten

for den enkelte som for de samfundsøkonomiske muligheder.

For den enkelte virksomhed er det af afgørende betydning at kunne overskue

virksomhedens aktuelle situation i forhold til de miljøkrav, der stilles,

ligesom virksomheden skal have mulighed for at kunne planlægge sine

investeringer med størst mulige sikkerhed for, at også fremtidige krav er

kendt.

Ydermere må man ved anvendelsen af princippet om renere teknologi

nødvendigvis tage hensyn til opretholdelsen af virksomhedernes internationale

konkurrenceevne og udviklingsmuligheder ved fastsættelsen af krav efter

loven.

Disse overordnede hensyn og principper for lovens administration skal både

finde anvendelse ved konkrete afgørelser efter loven, ved fastsættelsen af

vejledning og normer som rammer og retningslinier for myndighederners praksis

og ved fastsættelsen af generelle regler efter loven. Herved sikres en

konsekvent, sammenhængende og fremadrettet miljøadministration.

Til § 2 b

Stk. 1 og 2 svarer til den gældende lov § 3, stk. 1 og 2, og indeholder

det såkaldte lokaliseringsprincip, ifølge hvilket en forurener skal placere

sin virksomhed mest hensigtsmæssigt.

Stk. 3 indeholder det såkaldte forureningsbegrænsningsprincip, svarende

til den gældende lovs § 3, stk. 3. Princippet indebærer, at en forurenende

virksomhed skal træffe de nødvendige forureningsbegrænsende foranstaltninger

og tilrettelægge driften på en sådan måde, at forureningen begrænses mest

muligt. Bestemmelsen uddyber dog princippet i forhold til den gældende

bestemmelse ved at slå fast, at princippet både gælder i forhold til den

akutte forurening, ressourceanvendelsen og affaldsfrembringelsen.

Bestemmelsen i stk. 4 understreger forureneren-betaler-princippet, idet

den fastslår, at den, der forårsager forurening eller skaber risiko for

forurening, har pligt til at søge følgerne af forureningen afværget og

forebygget og pligt til så vidt muligt at genoprette den hidtidige tilstand.

Har forureneren ikke selv mulighed for at foretage de nødvendige

foranstaltninger, indebærer princippet, at forureneren må afholde de

udgifter, som myndighederne i givet fald har betalt for at foretage

foranstaltningerne.

Til § 3

Bestemmelsen fastslår den enkeltes ansvar for ressourcebevarelsen og

miljøbeskyttelsen. Både ved fremstilling, import og forbrug bør henholdsvis

producenterne, importørerne og forbrugerne sikre sig, at varerne og

produkterne har den længst mulige levetid, at de lader sig genanvende, og at

de i mindst muligt omfang giver anledning til forureningsproblemer ved

affaldsbortskaffelsen. Anvendelse af økonomiske, adfærdsregulerende

virkemidler vil kunne medvirke til, at et øget antal varer og produkter

opfylder de nævnte betingelser.

Til § 3 a

Det slås fast, at ikke blot miljømyndighederne, men hele den offentlige

sektor skal virke for at gennemføre lovens intentioner. Det bevirker, at

offentlige drifts- og anlægsvirksomheder har en særlig forpligtelse til at

fremme renere teknologi. De offentlige myndigheder bør være specielt

opmærksomme på, at indkøbte varer og produkter opfylder de i § 5 nævnte

betingelser, og handle i overensstemmelse med bestemmelserne i § 4 og § 5.

Til nr. 4

Bestemmelsen tilføjes to nye bestemmelser om anmeldelsesordninger. Den

første, i nr. 7, er en erstatning og udbygning af den gældende lovs § 56 a.

Formålet med denne bestemmelse er at åbne mulighed for at kræve, at

virksomhederne gennemgår deres produktion for at belyse virksomhedens

»råvarehusholdning«. En sådan ordning skal i første omgang medvirke

til at begrænse spild og ressourceanvendelse på virksomheden. Samtidig skal

ordningen ved anmeldelseskravet virke som et informations- og kontrolredskab

for tilsynsmyndigheden. Tilsvarende ordninger kendes fra udlandet, bl.a. i

USA, hvor ordningen betegnes som »waste-audits«. Muligheden for at

etablere en sådan ordning med anmeldelsespligt til tilsynsmyndigheden findes

at være en meget væsentlig forudsætning for at sikre gennemførelsen af en

renere teknologi-strategi, også på lokalt niveau.

Undersøgelser viser, at en endog meget betydelig del af den mængde affald,

som frembringes på visse virksomheder, skyldes spild, som kunne begrænses

ved, at virksomhederne var mere opmærksomme på og holdt bedre hus med de

råstoffer og materialer, som anvendes i virksomhederne. Anmeldelsesordningen

skal derfor ses som udbygning af princippet om virksomhedernes egenkontrol.

Den anden anmeldelsesregel i § 7, stk. 1, nr. 8, skal sikre, at

tilsynsmyndigheden bliver varslet om midlertidige placeringer af mobile

anlæg, der kan medføre forurening. Sådanne anlæg, f.eks. sandblæsningsanlæg

til facadebehandling, kan ofte medføre betydelig lokal forurening, og de

indgrebsmuligheder, som tilsynsmyndigheden har, kan ikke bringes i

anvendelse, hvis den forurenende aktivitet er ophørt, når tilsynsmyndigheden

bliver opmærksom på forholdet, eventuelt efter klage. Reglen skal sikre, at

tilsynsmyndigheden får en reel mulighed for at kunne kontrollere, at

anvendelsen af sådanne anlæg ikke medfører væsentlige gener for omboende.

Nr. 9 i § 7, stk. 1, er tilføjet i forhold til den tidligere

miljøbeskyttelseslov i forlængelse af de bemærkninger, der er knyttet til

kapitel 1, § 2, og giver mulighed for efter behov at udfylde de rammer, der

nu er lagt for regulering af mikroorganismer.

§ 7, stk. 1, nr. 9, giver en generel hjemmel til, at ministeren kan

fastsætte regler om bioteknologisk anvendelse af mikroorganismer og

udledningsbegrænsende foranstaltninger, når det skønnes nødvendigt af hensyn

til miljø og sundhed.

Hjemmelen vil blive brugt til regulering af virksomheder, der benytter

mikroorganismer, som kan have en uønsket virkning på natur, miljø og sundhed,

herunder mikroorganismer, som

- er sygdomsfremkaldende for mennesker, dyr og planter,

- skal/kan anvendes som mikrobiologiske bekæmpelsesmidler,

- kan overføre miljøproblematiske egenskaber, såsom toksiske stoffer,

antibiotikaresistens og lignende, til naturligt forekommende mikroorganismer,

- er indførte, ikke-hjemmehørende i Danmark,

- gennem deres antal kan påvirke væsentlige stof- og

energiomsætningsprocesser i miljøet på en uønsket måde,

- eller i øvrigt kan have en uønsket virkning på naturen.

Herudover kan miljøministeriet i samarbejde med den bioteknologiske

industri udarbejde vejledninger om god produktionspraksis ved anvendelse af

mikroorganismer.

De mikroorganismer, som indgår i biologiske rensningsanlæg, anses ikke på

nuværende tidspunkt for problematiske og er derfor ikke umiddelbart tænkt

omfattet af reguleringen. Den kan dog uden videre udvides til at omfatte

sådanne organismer, hvis der senere skulle vise sig behov for det.

Med hensyn til udsætning af mikrobiologiske bekæmpelsesmidler henvises til

lov om kemiske stoffer og produkter.

For så vidt angår genteknologisk fremstillede mikroorganismer er disse

endvidere omfattet af lov nr. 288 om miljø og genteknologi af 4. juni 1986,

som har til formål at sikre miljø, natur og sundhed, herunder ernæringshensyn

i forbindelse med anvendelse af genteknologi.

Loven om miljø og genteknologi regulerer udledning fra forskning og

produktion baseret på genteknologi samt udsætning af genteknologisk

fremstillede organismer og celler. Endvidere reguleres stoffer og produkter,

der indeholder genteknologisk fremstillede organismer eller celler, og

levnedsmidler m.v., der indeholder genteknologisk fremstillede organismer

eller celler.

Til nr. 5

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til den gældende § 6, stk. 2.

Stk. 2 indeholder som noget nyt en bemyndigelse for miljøministeren til

efter forhandling med landbrugsministeren at fastsætte regler om den

dyrkningsmæssige anvendelse af jord, der har været udsat for forurening.

Bestemmelsen kan eventuelt blive relevant i forbindelse med anvendelse af

slam til jordbrugsformål. Tungmetalbelastningen af et areal kan som følge af

kraftig slamanvendelse have nået et så kritisk niveau, at fortsat

dyrkningsmæssig anvendelse bør begrænses.

Til nr. 6

De afgørende nyheder i kapitel 5 er også omtalt i de almindelige

bemærkninger i afsnittene vedrørende særligt forurenende virksomheder og om

renere teknologi samt i bemærkningerne til § 41, hvortil der henvises.

For at skabe større overskuelighed samles reglerne om virksomhedernes

forurening i dette lovforslags kapitel 5, der herefter omfatter både

listevirksomheder og virksomheder, der ikke er på listen. Sidstnævnte

reguleres af bestemmelserne i § 42.

Kommunen kan meddele påbud over for en virksomhed, hvis den medfører

væsentlig forurening. Som noget nyt kan der desuden meddeles påbud, hvis

virksomheden medfører væsentlig mere forurening, herunder

affaldsfrembringelse, end der ville forekomme ved anvendelsen af mindst

forurenende teknologi eller bedst mulige rensning, samt gives påbud over for

anlæg eller aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende risiko for

forurening, jf. bemærkningerne til § 41.

Til § 35

I den gældende lov er listen over særligt forurenende virksomheder m.v.

optaget som bilag til loven. Listen er imidlertid blevet ændret

administrativt mange gange: Sidste større ændring skete ved udsendelse af

bekendtgørelse nr. 783 af 21. november 1986 om godkendelse af særligt

forurenende virksomheder m.v. (»godkendelsesbekendtgørelsen«). I

konsekvens heraf foreslås det i § 35, stk. 1, at listen fremtidig ikke skal

optages som bilag til loven, men alene som bilag til

godkendelsesbekendtgørelsen.

Den gældende godkendelsesbekendtgørelse skal eventuelt ændres således, at

en ny og reduceret liste over særligt forurenende virksomheder m.v. kan træde

i kraft samtidig med den nye lov om miljøbeskyttelse.

Med hensyn til etablering af listevirksomhed bygger godkendelsesordningen

i stk. 2 fortsat på det princip, at etablering først kan ske, når der er

givet godkendelse.

Til § 36

Bestemmelsen om godkendelsens indhold er overført fra den gældende

miljøbeskyttelseslov. I § 36, stk. 4, er der indsat en bestemmelse om, at

afgørelser om afslag på godkendelse, der er begrundet i, at lokaliseringen

vil stride imod planlægningen af området, ikke skal kunne påklages til højere

administrativ myndighed. Grunden til, at det foreslås, at disse afgørelser

skal være endelige, er, at det ikke skønnes rimeligt at bruge ressourcer på

behandling af klagesager, når det er åbenbart, at virksomheden ikke bør

placere sig det pågældende sted.

Stk. 2 indeholder den nye bestemmelse om sikkerhedsstillelse som vilkår.

Bestemmelsen udtrykker tillige princippet om, at forureneren betaler. Der

henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor.

Til § 37

Bestemmelsen indeholder samme bemyndigelse til at fastsætte regler om

godkendelse, som findes i den gældende miljøbeskyttelseslov.

Som hidtil skal godkendelsesmyndigheden som grundlag for

godkendelsesbehandlingen foretage en helhedsvurdering af virksomhedens

forureningsforhold, således som de kan kræves oplyst af virksomheden.

Ved vurderingen skal godkendelsesmyndigheden tage stilling til, om der

foreligger muligheder for forureningsbegrænsning bl.a. gennem renere

teknologi. Til brug for denne vurdering skal virksomhederne som hidtil give

oplysninger om det valgte projekts forhold til de på området eksisterende,

alternative teknologier. Godkendelsesbehandlingen skal endvidere ske på

baggrund af de retningsgivende vejledninger, udsendt af Miljøstyrelsen. Ved

udarbejdelsen af disse vejledninger vil der blive taget højde for, at

forureningsbegrebet udvides til også at omfatte affaldsfrembringelse, ligesom

der i denne forbindelse vil ske en vurdering af muligheden for at anvende

renere teknologi på forskellige områder.

Til § 38

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen om frivillig godkendelse i § 37 i

den gældende miljøbeskyttelseslov.

Til § 39

Bestående virksomheder, der ikke har en samlet godkendelse, pålægges

pligt til at indsende en ansøgning herom til godkendelsesmyndigheden inden

for en frist, der fastsættes af miljøministeren. Miljøministeren kan

fastsætte forskellige frister for de enkelte virksomhedstyper for at sikre en

praktisk realistisk behandling af ansøgningerne. Fristerne vil blive fastlagt

efter forhandling med de berørte organisationer og ministerier. For

elværkernes vedkommende vil fristen bl.a. blive fastlagt i lyset af, hvornår

nogle af disse på grund af andre omstændigheder ventes skrottet. Tidsfristen

for indsendelse af godkendelsesansøgninger for gamle lossepladser uden en

samlet godkendelse, der svarer til dagens standard, vil blive fastsat under

hensyn til den regulering, der følger af Folketingets revision af lov om

kemikalieaffaldsdepoter.

Det er hensigten, at godkendelsesmyndigheden på baggrund af ansøgningen

skal foretage en gennemgang af virksomhedens forhold, der svarer til en

godkendelsesbehandling.

Ca. 50 pct. af de virksomheder, der er på listen i dag - såvel i de

tungere som i de lettere kategorier - har samlede eller delvise godkendelser.

Under forudsætning af, at der gennemføres en reduktion af listen over

særligt forurenende virksomheder, skønnes det, at under 5.000 bestående

virksomheder skal undergives godkendelsesbehandling.

På baggrund af gennemgangen af virksomhedens forhold kan den godkendende

myndighed vurdere, om der bør meddeles godkendelse, påbud eller forbud.

Fordelen ved godkendelsesordningen er, at der bliver foretaget en samlet

gennemgang og regulering af virksomhedens forureningsforhold, uanset om dette

sker via en godkendelse eller ved påbud eller forbud eller eventuelt blot ved

en registrering af oplysninger om virksomheden.

Godkendelsesbehandlingen kan i ekstreme tilfælde resultere i, at der

nedlægges forbud mod den videre drift af hele virksomheden eller dele af en

virksomhed, hvis det skønnes, at det ikke vil være muligt at nedbringe

forureningen fra virksomheden til et acceptabelt niveau.

Til § 40

Bestemmelsen om godkendelseskompetence er overført fra den gældende

miljøbeskyttelseslov.

Til § 41

Bestemmelsen om muligheden for at meddele påbud eller forbud over for en

listevirksomhed findes i den gældende miljøbeskyttelseslovs § 44.

For så vidt angår ikke-godkendte listevirksomheder er den nugældende regel

ændret på væsentlige punkter. For det første er der åbnet mulighed for at

stille krav om nedbringelse af virksomhedens frembringelse af affald, hvis

der ved anvendelse af renere teknologi er mulighed for at begrænse

affaldsmængden væsentligt. Det samme gælder, hvis man ved anvendelse af

renere teknologi kan foretage en væsentlig begrænsning af problemerne i

forbindelse med affaldshåndteringen f.eks. derved, at affaldsproduktet gøres

mere ufarligt eller uproblematisk.

Som det i øvrigt efter lovforslaget gælder for godkendelsesordningen - og

loven som helhed - betragtes frembringelsen af fast affald således nu som en

forurening på linie med udsendelsen af stoffer til luften, jorden og vandet.

For så vidt er ændringen af den gældende bestemmelse i § 44 at betragte

som en konsekvensændring ud fra dette udvidede forureningsbegreb. Hertil

kommer imidlertid, at der til den hidtil gældende væsentlighedsvurdering

knyttes et kriterium om, hvad der er muligt »ved anvendelse af mindst

forurenende teknologi eller bedst mulig rensning«.

Ved indførelsen af dette kriterium knyttet til, hvad der er teknologisk

muligt, understreges det forureningsbegrænsningsprincip, som er indeholdt i

lovforslagets § 3. Herved fremhæves, at det forureningsniveau, som på et

givet tidspunkt kan accepteres, kan ændre sig i lyset af forbedrede

muligheder for en renere produktion eller forbedret rensningsteknologi.

Væsentlighedsvurderingen i den gældende § 44 er vel i praksis også ofte

blevet anvendt på denne måde, idet der i den gældende § 3, stk. 3, er

indeholdt et tilsvarende forureningsbegrænsningsprincip: »Den, der

udøver eller vil påbegynde (forurenende) virksomhed, skal træffe de til

forebyggelse og imødegåelse af forureningen nødvendige foranstaltninger og

tilrettelægge virksomhedens drift på en sådan måde, at virksomheden i mindst

muligt omfang giver anledning til forurening«.

Den ændrede formulering af indgrebsbestemmelsen i kapitel 5 må på denne

baggrund ses som en præcisering af rammerne for vurderingen af, hvornår et

indgreb med påbud er påkrævet, snarere end som en principiel ændring.

Retningsgivende for vurdering af, hvornår og under hvilke betingelser et

påbud om forureningsbegrænsning bør meddeles, vil således i første række være

de vejledninger, som Miljøstyrelsen udsender. Ved udarbejdelsen af disse bør

der fremover for det første tages højde for forureningsbegrebets udvidelse

til også at omfatte frembringelse af fast affald, for det andet - men i samme

forbindelse - tages højde for muligheder for mindre forurenende

produktionsmetoder foruden mulighederne for forureningsbegrænsning ved

rensning.

Det forventes således ikke, at de kommunale tilsynsmyndigheder uden videre

skal omlægge grundlaget for vurdering af, om et indgreb er påkrævet.

Det bør i den forbindelse fremhæves, at kriteriet om, at virksomheden ikke

må »medføre væsentlig mere forurening, end der ville forekomme ved

anvendelse ved mindst forurenende teknologi«, ikke alene går på

virksomhedens teknologi i snæver forstand, dvs. processerne og de tekniske

anlæg, men også produktionsgangen, driftsforholdene og vedligeholdelsen af

anlæggene.

Undersøgelser foretaget i Københavns Kommune har således vist, at der er

endog meget store forskelle med hensyn til spild og affaldsfrembringelse på

forskellige virksomheder, som med hensyn til processer, råvarer,

produktionsmængde og produktionsanlæg er sammenlignelige. En væsentlig side

af, hvad der skal forstås ved »mindst forurenende teknologi« er

således det, man kunne kalde »god råvarehusholdning«, hvilket

indbefatter driftsrutiner, som i videst muligt omfang begrænser spild og

affaldsproduktion med den givne teknologi i snæver forstand.

Kravet om forureningsbegrænsning skal ud fra en renere

teknologi-betragtning ikke fastsættes som påbud om anvendelse af en nærmere

bestemt renere teknologi. Kravet bør udmøntes som et krav om begrænsning af

forureningen, herunder frembringelsen af affald, eller som et krav om

begrænsning af nærmere bestemte råvarer, stoffer eller materialer, når det

har vist sig muligt at foretage denne begrænsning ud fra en tilgængelig

renere teknologi. Herefter er det op til virksomhederne selv at vurdere,

hvorledes man teknologisk vil opfylde disse ændrede krav.

Endvidere er påbudsbestemmelsen i § 41 udvidet i forhold til den gældende

lovs § 44 derved, at påbud nu også skal kunne meddeles over for anlæg eller

aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende risiko for væsentlig

forurening. Betingelserne for anvendelsen af en sådan indgrebsmulighed er

ikke nødvendigvis sammenfaldende med betingelserne for indgreb ud fra rene

nødretssynspunkter. Også mindre kvalificerede fare- eller risikosituationer

må kunne begrunde et påbud efter § 41. Tilsvarende gælder, at faren eller

risikoen ikke behøver at være overhængende, men blot nærliggende. Derimod

falder fjernere liggende eller blot hypotetiske faremuligheder uden for

reglens anvendelsesområde.

Til § 42

Bestemmelsen om muligheden for at gribe ind over for forurening fra

virksomhed, der ikke er på listen over særligt forurenende virksomhed, er

overført fra kapitlerne 10 og 11 i bekendtgørelse af reglement om

miljøbeskyttelse. Ved at samle reglerne om virksomhedernes forurening i loven

opnås større overskuelighed. Indgrebsmulighederne er udformet i

overensstemmelse med de skærpede bestemmelser i lovforslagets § 41, stk. 1-3,

om indgreb over for ikke-godkendte listevirksomheder under henvisning til

mulighederne for at anvende mindst forurenende teknologi eller bedst mulig

rensning.

Kommunalbestyrelsens afgørelser om påbud og forbud kan indbringes for

miljøministeren.

En række af de erhvervsvirksomheder, der omfattes af stk. 1 og 2, har

hidtil stået på listen over særligt forurenende virksomheder. Det er

foreslået, at virksomhederne udgår af listen, da de ikke anses for at være

særligt forurenende. Det bemærkes, at erhvervsvirksomheder omfatter såvel

private som offentlige virksomheder.

Miljøstyrelsen har udarbejdet en række vejledninger om vurdering af

forureningsforhold for at sikre, at der ved miljøsagsbehandling foretages en

rimelig ensartet vurdering (f.eks. om lugt, støj og spildevand).

Styrelsen vil så vidt muligt udarbejde branchevejledninger for

virksomhedstyper, der er karakteriseret ved, at der er mange af slagsen, og

at de har meget ensartede forureningsforhold (såsom trævirksomheder og korn-

og foderstofvirksomheder).

Styrelsen vil i øvrigt i sin generelle vejledningsvirksomhed tilkendegive

over for de lokale miljømyndigheder, at der som hidtil skal sikres en

proportionalitet mellem målsætningen om at begrænse forureningen og de

miljøkrav, der stilles.

Dette indebærer bl.a., at der skal fastsættes realistiske tidsfrister for

opfyldelsen af miljøkrav, og at der ved fastsættelsen af nye miljøkrav skal

tages hensyn til afskrivningstiden for allerede foretagne miljømæssige

investeringer.

Det bemærkes, at hvis der udvikles renere teknologi på området opbevaring

og anvendelse af husdyrgødning, vil gennemførelsen heraf ske ved en ændring

af husdyrgødningsbekendtgørelsen.

Bestemmelsen i stk. 5 giver tilsynsmyndigheden mulighed for på forhånd at

tilkendegive, hvilke miljøkrav der kan forventes stillet over for en

virksomhed, der ikke er optaget på listen over særligt forurenende

virksomheder.

En sådan tilkendegivelse vil f.eks. være praktisk i forbindelse med

behandlingen af en ansøgning om tilladelse efter byggeloven, men kan også

anvendes, når kommunen bliver opmærksom på, at en virksomhed er under

etablering eller skal foretage udvidelser og ændringer, uden at dette

forudsætter en byggetilladelse.

Virksomheder kan også af egen drift bede tilsynsmyndigheden om en sådan

tilkendegivelse.

Formålet med bestemmelsen er, at virksomheden på et tidligt tidspunkt kan

blive gjort opmærksom på, at der kan forventes miljøkrav, der vil have

afgørende betydning for byggeriets udformning eller tilrettelæggelse af

driften, f.eks. krav om en given skorstenshøjde, afstand til skel eller

etablering af støjdæmpning.

Der er tale om en uforpligtende tilkendegivelse, som er ment som en

service til virksomheden. Tilkendegivelsen kan således ikke betragtes som en

forhåndsgodkendelse, der afskærer kommunen fra på et senere tidspunkt at

stille yderligere krav. Tilkendegivelsen har heller ikke en retlig virkning,

idet manglende efterkommelse ikke i sig selv kan håndhæves. Virksomheden må

imidlertid være forberedt på, at den senere kan blive pålagt påbud eller

forbud i overensstemmelse med tilkendegivelsen.

Til nr. 7

Der henvises til de almindelige bemærkninger.

Til kapitel 6

I den gældende lovgivning reguleres affald via miljøbeskyttelsesloven,

genanvendelsesloven, olie- og kemikalieaffaldsloven samt

kemikalieaffaldsdepotloven.

For at lette administrationen af affaldsbortskaffelsen og for nemmere at

kunne håndtere grænsetilfælde foreslås det, at olie~ og kemikalieaffaldsloven

ophæves og indarbejdes i miljøbeskyttelsesloven med de vigtigste bestemmelser

fastsat i et selvstændigt kapitel (kapitel 6). Endvidere bemærkes, at olie-

og kemikalieaffaldsloven foreskriver særlige behandlingsmetoder for nærmere

defineret affald. Af disse grunde findes det hensigtsmæssigt, at der i

kapitel 6 sker en samlet regulering af affaldsbortskaffelsen, herunder

behandlingen, når der er tale om særlig håndtering og behandling af olie- og

kemikalieaffald.

Med sammenskrivningen af de to love er der ikke foretaget væsentlige

indholdsmæssige ændringer i forhold til den gældende rammelovgivning og de i

medfør heraf udstedte bekendtgørelser. De eksistende bekendtgørelser efter

miljøbeskyttelsesloven, genanvendelsesloven samt olie- og

kemikalieaffaldsloven opretholdes således uændret.

Retstilstanden vil herefter være følgende: miljøbeskyttelsesloven

regulerer forurening fra affald, der er opstået efter den 1. oktober 1974,

herunder dog også lossepladser m.v., der er taget i brug før dette tidspunkt,

og som stadig er i drift. Miljøbeskyttelsesloven skal endvidere regulere

forurening fra bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald, der er fremkommet

efter ikrafttrædelsen af henholdsvis bekendtgørelsen om olieaffald (1.

november 1972) og bekendtgørelsen om kemikalieaffald (1. april 1976).

Forhold, der er opstået før disse tidspunkter, herunder lossepladser m.v.,

der er taget i brug før 1. oktober 1974, men nu nedlagt, reguleres via lov om

kemikaliedepoter (depotloven).

Hvis det ikke med sikkerhed kan afgøres, om et givet forhold er omfattet

af miljøbeskyttelsesloven eller af depotloven, er udgangspunktet, at

forholdet skal behandles efter depotloven.

Til § 61 g

Bestemmelsen i § 61 g er en understregning af

forureneren-betaler-princippet. Den fastslår, at enhver, der opbevarer,

behandler eller bortskaffer affald, er ansvarlig for, at der ikke herved sker

forurening af luft, vand og jord, og i forlængelse heraf må afholde de

udgifter, som myndighederne i givet fald må afholde til undersøgelse og

afværgeforanstaltninger.

Spørgsmålet om, hvorvidt begrebet affald kan defineres, har siden

miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden i 1974 med jævne mellemrum været

genstand for drøftelser. Senest har Affaldsudvalget i sin betænkning til

miljøministeren i 1988 overvejet, om en definition bør indgå i lovgivningen.

Affaldsudvalget konkluderede på grundlag af indgående drøftelser af de

såvel administrative som juridiske problemer i forbindelse med en definition

at indstille, at der ikke i loven gives en definition af affald.

Begrundelsen for udvalgets beslutning var, at en definition næppe ville

være til nogen hjælp i de situationer, hvor der rejses tvivl om, hvorvidt

noget er affald. Udvalget anfører, at i sådanne situationer må

tilsynsmyndigheden træffe sin afgørelse ud fra en samlet bedømmelse af de

foreliggende omstændigheder. Endvidere bemærkes det, at det må være op til

den pågældende virksomhed m.v. at godtgøre, at restprodukter, genstande eller

materialer, som efter tilsynsmyndighedens bedømmelse har karakter af affald,

ikke skal behandles som affald, fordi »affaldet« anvendes

miljømæssigt forsvarligt som led i en produktion.

Til illustration af et af problemerne i forbindelse med en definition af

affald som grundlag for lovgivningen kan det nævnes, at et materiale, der af

en virksomhed eller en borger i en situation opfattes som affald, og som

ejeren derfor ønsker at skille sig af med, ikke nødvendigvis af en anden

virksomhed eller borger i en tilsvarende situation vil blive opfattet som

affald. Begrebet affald indbefatter således en subjektiv vurdering.

Alene på grund af ovennævnte forhold vil det ikke være muligt at udarbejde

en præcis og juridisk anvendelig definition af affald.

I øvrigt er det Miljøstyrelsens generelle opfattelse, at en definition af

affald ikke i sig selv har noget formål, men at affaldsbestemmelserne skal

ses i sammenhæng med lovens formålsbestemmelser. Begrundelsen herfor er, at

affaldets karakter med hensyn til materialesammensætning, mængde og

forureningspotentiale hele tiden ændrer sig. Det, der derfor i

lovgivningssammenhæng er brug for, er dels generelle regler, hvor en

definition er umulig, og dels detaljerede regler indeholdende angivelse af,

hvilke stoffer, materialer og produkter der omfattes af reglerne.

Til nr. 9

Der henvises til de almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Til § 62 b

Denne bestemmelse fastslår, at bortskaffelsen af affald som udgangspunkt

er en kommunal opgave. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at

kommunalbestyrelsen i medfør af de allerede udstedte bekendtgørelser efter

den eksisterende miljøbeskyttelseslov og genanvendelseslov kan vedtage

etablering af de affaldsordninger, herunder indsamlingsordninger for

kildesorterede materialer, diverse behandlingsanlæg, konkrete

anvisningsordninger osv., som vurderes nødvendige og hensigtsmæssige af

hensyn til et affaldsbortskaffelsessystem i overensstemmelse med lovens

formålsbestemmelser.

Forpligtelsens omfang vil dog afhænge af de regler, der udarbejdes med

hjemmel i § 62 e. Således er der i henhold til § 62 e mulighed for at

udarbejde særlige regler om bortskaffelse af bestemte affaldstyper, f.eks.

kraftværkernes restprodukter, således at kommunerne fritages for ansvaret for

disse affaldstyper. Det affald, som kommunerne herefter får ansvar for, skal

styres ved hjælp af indsamlingsordninger og anvisningspligt. Endvidere er

bestemmelsen hjemmel for bekendtgørelsen om bortskaffelse af affald. Denne

bekendtgørelse indeholder regler om kommunalbestyrelsens pligt til og

mulighed for at etablere indsamlingsordninger for forskellige affaldstyper og

om grundejeres, virksomheders m.fl.s pligt til at benytte sådanne ordninger.

Endelig skal bestemmelsen være hjemmel for regler om indsamling af

genanvendelige materialer og produkter, dvs. sådanne regler, som hidtil er

blevet udstedt med hjemmel i § 11 i lov om genanvendelse og begrænsning af

affald.

Af hensyn til at sikre en miljømæssigt optimal bortskaffelse af affald og

en forsvarlig indretning og drift af de af loven omfattede anlæg kan der være

behov for et detaljeret kendskab til såvel kvalitet som kvantitet af

forskellige krav til erhvervsvirksomheder og andre om særlig behandling af

affaldet inden aflevering, om foretagelse af undersøgelser af miljømæssige

risici i forbindelse med affaldet, om detaljerede oplysninger om affaldets

sammensætning og mængde.

I medfør af stk. 4 kan kommunalbestyrelsen forbyde konkurrerende

indsamlingsordninger for affald, der er omfattet af eksisterende kommunale

indsamlingsordninger eller indsamlingsordninger, der er iværksat efter

kommunalbestyrelsens bemyndigelse.

Formålet med bestemmelsen er alene at sikre en koordineret indsamling af

affald og et rimelig stabilt økonomisk grundlag for eksisterende private

eller offentlige indsamlingsordninger samt begrænse anvendelse og spild af

råstoffer og andre ressourcer.

Stk. 5 svarer til gældende lovgivning, idet erhvervsvirksomheder fortsat

skal kunne fritages for at være omfattet af en indsamlingsordning for

genanvendelige materialer og produkter. For så vidt angår genanvendeligt

olie- og kemikalieaffald er reglen i overensstemmelse med bekendtgørelsen

herom.

Til § 62 c

Bestemmelsen indeholder hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan meddele

påbud eller forbud vedrørende affaldsopbevaring, -behandling og

-bortskaffelse.

Til § 62 d

Efter denne bestemmelse, som er en videreførelse af den gældende lovs §

62 a, stk. 7, kan kommunalbestyrelsen fastsætte gebyrer til dækning af

kommunens udgifter i forbindelse med indsamling, bortskaffelse m.v. af

affald. Gebyrer kan desuden opkræves i forbindelse med etablering og drift af

deponeringsanlæg eller genanvendelsesvirksomheder, herunder fælleskommunale

anlæg.

Fastsættelse og opkrævning af gebyrer på affaldsområdet skal ske således,

at der over et vist tidsrum tilstræbes en dækning af de faktiske

omkostninger, som er forbundet med det samlede bortskaffelsessystem. I

gebyrerne kan indregnes samtlige de omkostninger, som er forbundet med den

enkelte kommunes håndtering og bortskaffelse af affald.

Efter den hidtidige fortolkning af miljøbeskyttelsesloven har kommunerne i

princippet skullet føre separate regnskaber for hver enkelt af de

foranstaltede renovationsordninger. Dette har i takt med affaldsordningernes

udbygning til ikke kun at omfatte indsamling af dagrenovation medført en

uforholdsmæssig stor ressourceanvendelse til gebyradministration.

I stk. 2. er der derfor indsat en bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen

af hensyn til en forenkling af gebyradministrationen kan opkræve et samlet

gebyr til dækning af udgifterne til håndtering og bortskaffelse m.v. af

affald.

Ved fastsættelsen af et samlet gebyr kan kommunalbestyrelsen tage

udgangspunkt i de samlede kommunale omkostninger på affaldsområdet og fordele

dem efter gennemsnitsbetragtninger. Kommunalbestyrelsens fastsættelse af et

samlet gebyr for virksomheder, grundejere eller borgere skal dog fortsat

inden for rimelige grænser svare til den ydelse, som leveres eller stilles

til rådighed for den enkelte bruger, der ud fra en gennemsnitsbetragtning må

antages at have gavn af ordningen.

En forudsætning for anvendelse af ovennævnte fremgangsmåde ved

gebyrfastsættelsen er, at kommunalbestyrelsen samtidig udarbejder en

detaljeret redegørelse for beregningen af gebyrernes størrelse og

forudsætningerne herfor. Endvidere må kommunalbestyrelsen med jævne

mellemrum, f.eks. i forbindelse med udarbejdelsen af budgetter for det

efterfølgende år, revidere beregningsforudsætninger og gebyrernes størrelse.

Ovennævnte gebyrfastsættelse er i øvrigt ikke til hinder for, at

kommunalbestyrelsen kan differentiere gebyrstørrelserne afhængig af den

faktiske benyttelse eller pålægge virksomheder, grundejere eller borgere et

ekstra gebyr, såfremt kommunale regulativfastsatte sorteringskrav eller

retningslinier for affaldsbortskaffelsen ikke overholdes.

I lighed med det, der gælder på spildevandsområdet, kan der efter stk. 4

fastsættes standardbetalingsvedtægter.

Gebyrer som nævnt i § 62 d kan opkræves forskudsvis både for så vidt angår

affaldsselskaber, som betjener en enkelt kommune, og fælleskommunale

affaldsselskaber, der betjener flere kommuner.

Til § 62 e

Denne bestemmelse tager sigte på udstedelse af generelle regler om

opbevaring, behandling, genanvendelse og bortskaffelse af affald med henblik

på at forebygge og bekæmpe forurening og hygiejniske ulemper. Således skal

bestemmelsen bl.a. danne hjemmelsgrundlag for de eksisterende regler om olie-

og kemikalieaffald, når lov om bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald

ophæves.

Herudover kan der med hjemmel i denne bestemmelse udstedes generelle,

fortrinsvis hygiejnisk begrundede regler om opbevaring, behandling og

bortskaffelse af affald. Sådanne regler findes i dag i reglement om

miljøbeskyttelse. De fleste af disse er dog overført til bekendtgørelse om

bortskaffelse af affald, hvorfor der formentlig kun i beskedent omfang vil

blive behov for yderligere generelle regler herom.

Dernæst kan der fastsættes regler, der tager sigte på at løse

bortskaffelsesproblemer m.v. i forbindelse med særlige affaldstyper og

affaldsmaterialer. Her kan situationen f.eks. være den, at der opstår store

mængder affald af en type, som man ikke tidligere har skullet bortskaffe i et

omfang, der skaber problemer. I en sådan situation vil det være muligt at

udstede regler eksempelvis om etablering af særlige anlæg på virksomhedernes

eller på det offentliges bekostning eller om særlig indretning af dele af

eksisterende anlæg.

Bekendtgørelserne om olie- og kemikalieaffald indeholder bl.a. regler om

pligt for virksomheder til at anmelde sådant affald og til at aflevere det på

et af kommunalbestyrelsen anvist sted, nemlig de lokale modtagepladser eller

-stationer. Dette system forudsættes bevaret.

Bestemmelsen indeholder endvidere hjemmel for ministeren til at fastsætte

særlige indsamlingsordninger til supplering af reglerne om kommunale

indsamlingsordninger i § 62 b.

Bestemmelsen giver endelig mulighed for at stille krav om anmeldelse af

affald. Et sådant krav vil i princippet kunne omfatte alle typer affald og

vil desuden kunne indebære, at der stilles krav om løbende indberetning om

affaldsmængder, nye affaldsprodukter m.v.

I regler, der udstedes i medfør af denne bestemmelse, kan der fastsættes

regler til supplement af lovens påbudsbestemmelser.

Til nr. 11

Denne bestemmelse finder anvendelse på deponeringsanlæg, der etableres

efter lovens ikrafttræden. Bestemmelsen indebærer en begrænsning i adgangen

til at eje anlæg for deponering af affald. Baggrunden herfor er, at de krav,

der må stilles til en miljømæssigt forsvarlig indretning og drift af

deponeringsanlæg, fører til, at hovedreglen må være, at alene offentlige

myndigheder bør kunne eje og drive sådanne anlæg. Dette skal ses i sammenhæng

med, at deponeringsanlæg, efter at deponeringen er ophørt, fortsat kan

indebære en potentiel forureningstrussel, og at fortsat kontrol med depotet

og gennemførelse af eventuelle afværgeforanstaltninger kun kan sikres,

såfremt en offentlig myndighed er ansvarlig for driften af anlægget.

Bestemmelsen indebærer således, at der aldrig vil være tvivl om, hvem der er

ansvarlig. Myndigheden er ikke hermed afskåret fra at indgå i sædvanlige

former for samvirke omkring driften af sådanne anlæg, ligesom den daglige

drift vil kunne overlades til en entreprenør eller lignende.

De virksomhedstyper, der foreslås omfattet af bestemmelsen, er de

deponeringsanlæg, der er nævnt i listen over særligt forurenende virksomheder

med undtagelse af affaldsforbrændingsanlæg.

I nogle tilfælde vil det være rimeligt at pålægge erhvervsvirksomheder at

etablere specialdepoter uden for virksomhedens område for særlige

affaldstyper, som det vil være uhensigtsmæssigt at anbringe på en

eksisterende losseplads eller fyldplads, f.eks. på grund af affaldsmængden

eller affaldets særlige karakter.

Bestemmelsen i stk. 2 åbner mulighed for at fastsætte regler om, at

sådanne depoter skal drives af den enkelte virksomhed. Ved fastsættelsen af

sådanne regler må der bl.a. tages hensyn til interessen i at undgå hindringer

for bl.a. genanvendelsesinitiativer. Sådanne regler kan f.eks. foreskrive at

amtskommunen efter drøftelse med den pågældende kommunalbestyrelse i en

godkendelse efter kapitel 5 stiller krav om, at et kraftværk eller lignende

selv skal etablere og drive et anlæg for deponering af flyveaske og andre

restprodukter.

Bestemmelsen i stk. 3 åbner mulighed for, at der i de regler, der udstedes

efter stk. 2, kan fastsættes gebyrer, som skal dække tilsynsmyndighedens

senere udgifter til kontrol med forureningen fra det pågældende anlæg, efter

at deponeringen er ophørt, samt til eventuelle afværgeforanstaltninger.

Endvidere kan der fastsættes regler om sikkerhedsstillelse. De mest

almindelige former for sikkerhed vil være garanti fra et pengeinstitut eller

fra et kautionsforsikringsselskab eller deponering af kontanter i et

pengeinstitut, værdipapirer eller lignende. Formålet hermed er at sikre, at

der er økonomiske midler til en eventuel oprydning, primært i den situation,

hvor den virksomhed, som var ansvarlig for deponeringen, er ophørt. Det

forhold, at en virksomhed har betalt dette gebyr, forhindrer imidlertid ikke,

at virksomheden, hvis den stadig eksisterer, når en oprydning bliver aktuel,

pålægges at betale de fulde omkostninger med fradrag af gebyret.

Til nr. 12

Denne bestemmelse indebærer, at miljøministeren kan bestemme, at kommuner

skal deltage i fælleskommunale løsninger på affaldsbortskaffelsesområdet. Der

kan være tale om såvel deponeringsanlæg som genanvendelsesvirksomheder.

Bestemmelsen er en udbygning og præcisering af den gældende lovs § 62 a, stk.

6. Præciseringen består i, at kommuner, der har etableret et fælleskommunalt

anlæg, kan pålægges at optage andre kommuner i fællesskabet. Herudover er det

i stk. 2 præciseret, at en fælleskommunal virksomhed tillige kan pålægges at

modtage affald fra kommuner, som ikke deltager i fællesskabet. Det bemærkes

endvidere, at der i bestemmelsen ligger en forpligtelse for kommunerne til at

stille kommunale arealer til rådighed for fælleskommunale virksomheder for

affaldsbortskaffelse.

Som hidtil forudsættes disse bestemmelser kun anvendt i det omfang, det

ikke ved forhandling lykkes kommunerne at nå frem til en frivillig aftale

herom.

Placering af sådanne anlæg og andre deponeringsanlæg i øvrigt er et

planlægningsanliggende.

Til nr. 13-19

Der henvises til de almindelige bemærkninger.

Til nr. 20-21

Kredsen af klageberettigede i miljøministerens lovforslag fra februar 1990

(L 21) udvidedes med Greenpeace, og Dansk Fiskeriforenings klageadgang blev

udvidet til også at omfatte anden vandforurening end havforurening. Denne

udvidelse er medtaget her. Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger.

Til nr. 22

Reglen i stk. 1 indebærer, at domstolene ved domfældelse får valget mellem

idømmelse af bøde eller samfundstjeneste. Anvendelse af samfundstjeneste

forudsættes typisk at kunne ske, såfremt lovovertrædelsen i særlig grad har

været generende for lokalsamfundet i form af lugt eller støjforurening samt i

tilfælde af gentagne overtrædelser af forbud eller påbud, f.eks. efter

domfældelse. Brugen af samfundstjeneste bør også kunne ske, såfremt

bødestraffen i den konkrete sag ikke findes egnet som sanktionsmiddel på

grund af udmålingspraksis, eller fordi den skade, der er indtruffet på

miljøet, nok er synlig eller konstaterbar, men ikke af en sådan karakter, at

den falder ind under de strengere bestemmelser i stk. 2.

Der er i øvrigt foretaget en række konsekvensrettelser.

Til § 2 og 3

Der henvises til de almindelige bemærkninger.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter