1990 LSF 104 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 68 af 24. januar
1989, som senest ændret ved lov nr. 216 af 5. april 1989, foretages følgende
ændringer:
1. I § 1, stk. 1, indsættes efter nr. 4 som nyt nummer:
»5) fremme anvendelsen af renere teknologi.«
2. § 1, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Ved bedømmelsen af omfanget og arten af
foranstaltninger til forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der
lægges vægt på de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens sandsynlige
virkning på disse.«
3. §§ 2 og 3 ophæves, og i stedet indsættes som nye
paragraffer:
»§ 2. Loven omfatter
1) al virksomhed, som gennem udsendelse af mikroorganismer, der kan være
til skade for miljø og sundhed, udsendelse af faste, flydende eller
luftformige stoffer eller ved frembringelse af affald kan medføre forurening
af luft, vand, jord og undergrund,
2) rystelser og støj,
3) produkter eller varer, som i forbindelse med fremstilling, opbevaring,
anvendelse, transport eller bortskaffelse kan medføre forurening,
4) transportmidler og andre mobile anlæg, som kan medføre forurening, og
5) dyrehold, skadedyr og andre forhold, som kan medføre hygiejniske
problemer eller væsentlige ulemper for omgivelserne.
Stk. 2. Loven omfatter tillige virksomhed, som vedrører
risikobetonede processer, samt oplagringer af stoffer med farlige egenskaber,
således at driftsforstyrrelser eller uheld kan medføre nærliggende fare for
forurening som nævnt i stk. 1.
§ 2 a. Ved lovens anvendelse skal der lægges vægt på, hvad der er
opnåeligt ved anvendelse af den mindst forurenende teknologi, herunder ved
Læs alt
anvendelsen af mindre forurenende råvarer, anlæg og processer, eller ved
anvendelsen af bedst mulige, forureningsbekæmpende foranstaltninger. Ved
denne vurdering skal der lægges vægt på hele det kredsløb, som stoffer og
materialer gennemløber i samfundet, med henblik på at begrænse spild af
ressourcer mest muligt.
§ 2 b. Den, der vil påbegynde virksomhed, der kan give anledning
til forurening, skal vælge et sådant sted for udøvelsen, at faren for
forurening begrænses mest muligt.
Stk. 2. Ved valg af stedet skal der tages hensyn til områdets
beskaffenhed, herunder den nuværende og planlagte fremtidige udnyttelse, samt
til mulighederne for hensigtsmæssig bortskaffelse af spildevand og affald.
Stk. 3. Den, der påbegynder eller udøver virksomhed, der kan give
anledning til forurening, skal træffe foranstaltninger, der kan forebygge og
imødegå denne og tilrettelægge virksomhedens indretning og drift på en sådan
måde, at den i mindst muligt omfang medfører forurening, jf. § 3. Ved
indretning af virksomhedens anlæg og ved tilrettelæggelse af driften,
herunder ved valg af produktionsprocesser, råvarer og hjælpestoffer, skal det
sikres, at ressourceanvendelsen, forureningen og affaldsfrembringelsen
begrænses bedst muligt.
Stk. 4. Den, der har forårsaget forurening af luft, vand, jord
eller undergrund, eller skabt risiko for, at en sådan forurening kan opstå,
skal foretage de nødvendige foranstaltninger til at søge følgerne af
forureningen effektivt forebygget eller afværget. Derudover skal den
hidtidige tilstand så vidt muligt søges genoprettet.
§ 3. Den, der fremstiller eller importerer varer eller produkter,
skal i videst muligt omfang sikre, at varen eller produktet ikke giver
anledning til forurening eller spild af materialer og energimæssige
ressourcer.
Stk. 2. Der skal herunder lægges vægt på, at varen eller produktet
har en sådan sammensætning og udformning, at varen eller produktet
1) sikres den længst mulige levetid,
2) i videst muligt omfang lader sig genanvende og
3) ved den endelige bortskaffelse som affald ikke giver anledning til
forurening eller anden miljøbelastning.
Stk. 3. Den, der anvender eller forbruger varer eller produkter,
skal ved anskaffelsen og ved bortskaffelsen af varen eller produktet medvirke
til at fremme genanvendelsen og begrænse problemerne i forbindelse med
affaldsbortskaffelsen.
§ 3 a. Offentlige myndigheder skal virke for lovens formål ved
anlæg og drift af offentlige virksomheder samt ved indkøb og forbrug.«
4. I § 6, stk. 1, indsættes efter nr. 6 som nye numre:
»7) anmeldelse til tilsynsmyndigheden af virksomhedens eller
anlæggets anvendelse af råvarer, hjælpestoffer og andre materialer samt
udledninger til vand, jord og luft i forbindelse med virksomhedens eller
anlæggets drift, herunder af frembringelsen af affald,
8) anmeldelse om midlertidig placering og anvendelse af anlæg,
transportmidler, mobile anlæg, maskiner og redskaber, der kan medføre
forurening, herunder om vilkår for sådanne placeringer og anvendelse, og
9) bioteknologisk anvendelse af mikroorganismer, herunder om alle former
for udledning til miljøet.«
5. I § 6 ophæves stk. 2, og i stedet indsættes som nye
stykker:
»Stk. 2. Miljøministeren kan efter forhandling med
landbrugsministeren fastsætte regler om jordens dyrkningsmæssige anvendelse
med henblik på at beskytte vandløb, søer og havet samt grundvandet og jorden
mod forurening med næringssalte.
Stk. 3. Ministeren kan efter forhandling med landbrugsministeren
fastsætte regler om den dyrkningsmæssige anvendelse af jord, der har været
udsat for forurening, med henblik på at sikre at den pågældende anvendelse
ikke medfører fare for sundhed eller miljø.«
6. Kapitel 5 ophæves, og i stedet indsættes som nyt
kapitel:
»Kapitel 5
Forurenende virksomhed
§ 35. Miljøministeren fastsætter regler om godkendelse af særlig
forurenende virksomheder, anlæg eller indretninger (listevirksomhed).
Stk. 2. Listevirksomhed må ikke anlægges eller påbegyndes, før der
er givet godkendelse hertil. Listevirksomhed må heller ikke udvides eller
ændres bygningsmæssigt eller driftsmæssigt, herunder med hensyn til
affaldsfrembringelsen, på en måde, som indebærer forøget forurening, før
udvidelsen eller ændringen er godkendt.
§ 36. Godkendelse efter dette kapitel skal fastsætte vilkår for
listevirksomhedens etablering og drift, herunder den kontrol, som den for
virksomheden ansvarlige selv skal foretage.
Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan fastsætte særlige vilkår om
sikkerhedsstillelse til dækning af udgifter ved oprydning, rensning og
retablering. Sikkerhedsstillelsen finder anvendelse i forbindelse med
beslutninger efter § 41, stk. 1-3, eller ved ophør af virksomheden.
Stk. 3. Spørgsmål om tilladelse til udledning af spildevand
direkte til vandløb, søer eller havet fra en listevirksomhed behandles
samtidig med afgørelsen om godkendelse efter dette kapitel og indgår i
godkendelsen. Vilkår for udledningen af spildevand behandles efter reglerne i
dette kapitel.
Stk. 4. Afslag på ansøgning om godkendelse kan ikke påklages til
anden administrativ myndighed, hvis begrundelsen for afslaget er, at
lokaliseringen af virksomheden det pågældende sted vil være i strid med
bestemmelser i regionplan, kommuneplan eller lokalplan.
§ 37. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler vedrørende
godkendelsesordningen, herunder om ansøgningens indhold og vilkårene for
godkendelse.
§ 38. Bestående listevirksomhed kan ansøge om godkendelse efter
reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Miljøministeren kan begrænse adgangen til at søge
godkendelse efter stk. 1 til at gælde for bestemte virksomheder af de
kategorier, der er optaget i bilaget.
§ 39. Bestående listevirksomheder, der ikke har en samlet
godkendelse, skal indsende ansøgning herom til godkendelsesmyndigheden.
Stk. 2. På grundlag af ansøgningen og en vurdering af
listevirksomhedens drifts- og forureningsforhold træffer
godkendelsesmyndigheden afgørelse om, hvorvidt der kan gives virksomheden
godkendelse, eller om der skal meddeles påbud om at foretage foranstaltninger
til at nedbringe virksomhedens forurening eller nedlægges forbud mod driften
eller foretagelse af bestemte aktiviteter.
Stk. 3. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen
af ansøgning om godkendelse af bestående virksomheder, herunder om fristen
for indsendelse af ansøgning til godkendelsesmyndigheden.
§ 40. Afgørelse om godkendelse efter dette kapitel træffes af
kommunalbestyrelsen eller af amtsrådet. Miljøministeren fastsætter efter
forhandling med de kommunale organisationer nærmere regler herom.
Stk. 2. Amtsrådet træffer afgørelse om godkendelse af kommunalt
drevet virksomhed. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om godkendelse af
amtskommunal virksomhed.
§ 41. Hvis listevirksomhed medfører væsentlig forurening, kan
tilsynsmyndigheden give påbud om, at forureningen skal nedbringes.
Tilsvarende påbud kan gives, når listevirksomhed medfører væsentlig mere
forurening, herunder affaldsfrembringelse, end der ville forekomme ved
anvendelsen af mindst forurenende teknologi eller bedst mulige rensning.
Påbud kan endvidere gives over for anlæg og aktiviteter, som skønnes at
indebære en nærliggende risiko for væsentlig forurening.
Stk. 2. Kan forureningen ikke afhjælpes, kan tilsynsmyndigheden
nedlægge forbud imod fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden
fjernet.
Stk. 3. Forbud kan nedlægges umiddelbart, når forureningen
medfører overhængende alvorlig fare for sundheden.
Stk. 4. Indtil der er forløbet 8 år efter meddelelsen af en
godkendelse efter dette kapitel, kan der kun meddeles forbud eller påbud,
hvis
1) der er fremkommet nye oplysninger om forureningens skadelige virkning,
2) forureningen medfører miljømæssige skadevirkninger, der ikke kunne
forudses ved godkendelsens meddelelse, eller
3) forureningen i øvrigt går ud over det, som blev lagt til grund for
denne ved godkendelsens meddelelse.
Stk. 5. Når der er forløbet mere end 8 år efter godkendelsen, kan
tilsynsmyndigheden ændre vilkårene heri, når det er miljømæssigt begrundet,
eller hvis der er udviklet renere teknologi, herunder mindre forurenende
råvarer, mindre forurenende produktionsmetoder eller bedre rensningsformer.
Stk. 6. Ministeren kan fastsætte regler om, at den i stk. 4 og 5
omtalte tidsfrist nedsættes for bestemte brancher, dog ikke til under 4 år.
Forurening fra andre virksomheder
§ 42. Hvis erhvervsvirksomheder, herunder private eller
offentlige bygge- og anlægsarbejder, eller faste anlæg til energiproduktion,
som ikke er omfattet af regler fastsat i medfør af § 35, stk. 1, medfører
uhygiejniske forhold eller væsentlig forurening, herunder
affaldsfrembringelse, kan kommunalbestyrelsen give påbud om, at forureningen
skal nedbringes.
Stk. 2. Tilsvarende påbud kan gives af kommunalbestyrelsen, når
nævnte virksomheder eller anlæg medfører væsentlig mere forurening, herunder
affaldsfrembringelse, end nødvendigt ved anvendelsen af den til enhver tid
værende mindst forurenende teknologi eller bedst mulige rensning. Påbud kan
endvidere gives over for aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende
risiko for væsentlig forurening eller uhygiejniske forhold.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan give påbud om, at der skal
foretages afhjælpende foranstaltninger over for idrætsanlæg, fritidsklubber
eller lignende fritidsaktiviteter, som medfører væsentlige støjulemper for
omgivelserne.
Stk. 4. Kan ulemperne ikke afhjælpes, kan kommunalbestyrelsen
nedlægge forbud imod virksomheden eller aktiviteten.
Stk. 5. Bliver tilsynsmyndigheden i forbindelse med etablering,
udvidelse eller ændring af en af de i stk. 1 nævnte virksomheder opmærksom på
forhold, som kan forventes at medføre krav om begrænsning af virksomhedens
forurening eller forbud mod virksomhedens drift, kan tilsynsmyndigheden på
forhånd tilkendegive dette over for virksomheden.«
7. § 56 a ophæves.
8. Efter underoverskrift om affald og før § 62 indsættes som ny
paragraf:
»§ 61 g. Enhver, der frembringer, opbevarer, behandler eller
bortskaffer affald, er ansvarlig for, at der ikke opstår uhygiejniske forhold
eller sker forurening af luft, vand eller jord.«
9. I § 62 a ophæves stk. 7.
10. Efter § 62 a, indsættes som nye paragraffer:
»§ 62 b. Kommunalbestyrelsen forestår bortskaffelsen af
affald.
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler om kommunale
affaldsordninger, herunder om
1) kommunalbestyrelsens pligt til at anvise bortskaffelsesmuligheder for
affald,
2) kommunalbestyrelsens pligt til at forestå indsamling og bortskaffelse
af affald, herunder til genanvendelse af materialer og produkter,
3) borgeres, grundejeres og virksomheders pligt til at benytte anviste
bortskaffelsesmuligheder eller affaldsordninger og
4) borgeres, grundejeres og virksomheders pligt til at indgive anmeldelse
af og afgive oplysninger om affald samt foretage undersøgelser af affald.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen fastsætter i et regulativ forskrifter
om affaldsordningernes omfang og tilrettelæggelse m.v.
Stk. 4. Når en indsamlingsordning er etableret, må indsamling af
det af ordningen omfattede affald eller eventuelt genanvendelige materiale
kun finde sted ved kommunalbestyrelsens foranstaltning eller bemyndigelse.
Stk. 5. I regler, der vedrører indsamling af materialer og
produkter til genanvendelse, bortset fra olie- og kemikalieaffald, skal det
bestemmes, at kommunalbestyrelsen på visse betingelser skal fritage
erhvervsvirksomheder fra at være omfattet af en indsamlingsordning.
§ 62 c. Kommunalbestyrelsen kan meddele påbud eller forbud med
henblik på at forebygge og sikre, at affald opbevares, behandles og
bortskaffes på forsvarlig måde.
§ 62 d. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte gebyrer til dækning af
udgifter til:
1) planlægning, etablering, drift og administration af affaldsordninger,
herunder anvisningsordninger, samt til sortering, indsamling af affald m.v.
og til etablering og drift af virksomheder og anlæg for oparbejdning af
affald og affaldsbortskaffelse,
2) forskudsvis dækning af planlagte investeringer på affaldsområdet.
Stk. 2. Der kan opkræves et samlet gebyr for de ordninger m.v.,
som kommunalbestyrelsen har iværksat.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 og 2 kan ikke
påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 4. Ministeren kan udarbejde standardbetalingsvedtægter.
Stk. 5. Gebyrer efter stk. 1 og 2 påhviler den, der har tinglyst
adkomst på ejendommen, og beløbene har samme fortrinsret i ejendommen som
offentlige skatter og afgifter. For beløbene er der udpantningsret.
§ 62 e. Miljøministeren kan fastsætte regler om anmeldelse,
sortering, opbevaring, indsamling, transport, behandling, bortskaffelse og
oparbejdning af affald, herunder af særlige afaldstyper, affaldsmaterialer og
affaldsprodukter.«
11. Efter § 63 a indsættes som ny paragraf:
»§ 63 b. Nye anlæg for deponering af affald må kun ejes af
offentlige myndigheder.
Stk. 2. Miljøministeren kan dog fastsætte regler om, at
virksomheder skal etablere anlæg, der er bestemt til deponering af specielle
affaldstyper.
Stk. 3. I reglerne efter stk. 2 fastsættes der bestemmelser om
opkrævning af gebyrer og fornøden sikkerhedsstillelse til dækning af senere
udgifter til kontrol med forurening fra deponeringsanlæg samt til eventuelle
afværgeforanstaltninger ved sådanne depoter.«
12. § 64 b affattes således:
»§ 64 b. Miljøministeren kan træffe bestemmelse om
kommunernes pligt til at oprette, udvide deltagerkredsen af eller tilslutte
sig kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse, herunder
genanvendelsesvirksomheder.
Stk. 2. Miljøministeren kan endvidere træffe bestemmelse om, at
kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse skal modtage affald fra
kommuner, som ikke deltager i fællesskabet.«
13. § 72, stk. 3, 2. pkt., ophæves.
14. § 72, stk. 4, nr. 2, ophæves, og i 3. pkt.
udgår ordene »2. pkt. og«
15. Efter § 73 indsættes som ny paragraf:
»§ 73 a. Lokale foreninger, der har beskyttelse af miljøet
som hovedformål, kan underrette kommunalbestyrelsen og amtsrådet om, hvilke
bestemte typer af afgørelser efter kapitel 3, 4 og 5 foreningen ønsker
underretning om, jf. § 74, stk. 1, nr. 4. Foreningen skal samtidig fremsende
vedtægter, der dokumenterer, at den er lokalt organiseret, og at dens
hovedformål er beskyttelse af miljøet.
Stk. 2. Klageadgang efter stk. 1 omfatter ikke lokale afdelinger
af de organisationer, der er nævnt i § 74.«
16. I § 74, stk. 1, indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:
»4) foreninger i henhold til § 73 a.«
17. I § 74, stk. 2, nr. 1, ændres »§ 39, stk. 2,»
til: »§ 40, stk. 2,».
18. I § 74, stk. 2, nr. 2, ændres »§ 39, stk. 1«
til: »§ 40, stk. 1,».
19. I § 74, stk. 2, indsættes efter nr. 4 som nyt nummer:
»5) afgørelser efter lovens § 3.«
20. § 74, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Danmarks Sportsfiskerforbund og Dansk
Fiskeriforening kan påklage de i stk. 2 nævnte afgørelser for så vidt angår
spørgsmål om forurening af vandløb, søer og havet.«
21. I § 74, stk. 4, ændres »Dansk
Fiskeriforening« til: »Greenpeace«.
22. § 83 affattes således:
»§ 83. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde eller samfundstjeneste den, der
1) overtræder § 11, stk. 1, § 17, stk. 1, § 61 a eller § 63 b, stk. 1,
2) undlader at efterkomme forbud eller påbud efter loven, herunder påbud
om at berigtige et ulovligt forhold,
3) tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse eller en godkendelse
efter loven,
4) anlægger, påbegynder eller driver virksomhed uden godkendelse efter §
35,
5) undlader at indhente godkendelse efter § 39,
6) undlader at meddele oplysninger eller at afgive prøver efter § 52 eller
at give underretning som nævnt i § 53,
7) undlader at indgive anmeldelse, der er foreskrevet i reglen udfærdiget
efter § 6, stk. 1, herunder tilsidesætter vilkår i forbindelse med en sådan
anmeldelse, eller
8) gennemfører bygge- og anlægsarbejder i strid med § 72, stk. 3, eller en
afgørelse efter § 72, stk. 4.
Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år,
hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis
der ved overtrædelsen er
1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller
2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv
eller andre, herunder ved besparelser.
Stk. 3. I regler, der udstedes i medfør af § 4, § 4 a, § 5, § 6, §
7, § 9, § 11, stk. 2, § 17, stk. 2, § 19, stk. 2, § 20, § 28, § 35, stk. 1, §
37, § 62 a, stk. 5, § 62 b, stk. 2, § 62 d og § 62 e, kan der fastsættes
straf af bøde og samfundstjeneste. Det kan endvidere fastsættes, at straffen
kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år under tilsvarende
omstændigheder som anført i stk. 2.
Stk. 4. For overtrædelse, der begås af aktieselskaber,
andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant
bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt
fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen
eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
Stk. 5. I forbindelse med dom efter stk. 1 og 2 kan virksomhedens
indehaver fradømmes retten til at udøve virksomhed, hvortil der kræves
tilladelser eller godkendelser efter denne lov. Tilsvarende gælder for
direktører eller bestyrelsesmedlemmer, såfremt overtrædelsen er begået af
aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende.
Stk. 6. Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved
en overtrædelse af denne lov eller de i medfør af loven udfærdigede
bestemmelser, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages
særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel,
jf. stk. 2, nr. 2.
Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for
overtrædelse m.v. som omhandlet i stk. 1, nr. 1, 2, 3 og 4, samt for
overtrædelser af regler udstedt i henhold til § 11, stk. 2.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1991.
§ 3
Ved lovens ikrafttræden ophæves:
1) Lov nr. 267 af 8. juni 1977 om blyindhold i motorbenzin,
2) lov nr. 135 af 26. april 1972 om begrænsning af svovlindholdet i
brændsel og
3) lov nr. 178 af 24. maj 1972 om bortskaffelse m.v. af olie- og
kemikalieaffald.
Bemærkninger til lovforslaget
I februar 1990 fremsatte miljøministeren fire lovforslag om henholdsvis
miljøbeskyttelse, naturbeskyttelse, planlægning og vandløb. Se
Folketingstidende 1989-90, forhandlingerne sp. 4777, 6194 og tillæg A sp.
4155 ff. Dette lovgivningskompleks tilsigtede, foruden at lovfæste en række
principper om en bæredygtig udvikling, at imødekomme en række forslag om
forenkling og afbureaukratisering, således som det var beskrevet i
betænkningen fra udvalget om de kommunale opgavers fordeling og finansiering.
(Bet. nr. 1168/1989). I overensstemmelse hermed repræsenterede de fire
lovforslag en sammenskrivning af 21 eksisterende love på
miljøbeskyttelsesområdet. Samtidig med fremsættelsen af de nævnte fire
lovforslag fremsattes forslag til en lov om naturklagenævnet samt forslag til
lov om råstoffer. Se Folketingstidende 1989-90, forhandlingerne sp. 4776,
4778, 6075, 6127 og tillæg A sp. 4113 samt 4531.
Forslagene fandt ikke umiddelbar tilslutning i Folketinget ved
førstebehandlingen. Forhandlingerne om forslagene var ikke afsluttet ved
udskrivelsen af folketingsvalget den 12. december 1990.
De seneste revisioner af miljøbeskyttelsesloven fandt sted i 1988 efter
væsentlige ændringer i 1986. Behovet for en ajouring af visse dele af loven
med henblik på indarbejdelse af princippet om renere teknologi har navnlig
trængt sig på efter vedtagelse af lov om kemiske stoffer og produkter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 566 af 15. august 1989, der for første gang lovfæster
dette princip, der er søgt gjort operativt gennem to handlingsplaner for
renere teknologi (jf. Miljøstyrelsens udviklingsprogram for renere teknologi
1986-89 og Miljøministeriets handlingsplan for renere teknologi 1990-92).
Forslagsstillerne har med dette lovforslag fundet det vigtigst at
indarbejde princippet om brugen af renere teknologi samt i øvrigt at foreslå
en række væsentlige forbedringer af lovgivningen, således som foreslået i
dele af miljøministerens lovforslag om miljøbeskyttelse. Se Folketingstidende
1989-90, forhandlingerne sp. 4777, 6194 og tillæg A sp. 4155, L 21, fremsat i
februar 1990. Dette gælder således bl.a. de forslåede bestemmelser om affald.
Kravet om afbureaukratisering og forenkling er ikke imødekommet i dette
lovforslag for så vidt angår sektorplanlægningsbestemmelserne i den gældende
miljøbeskyttelseslov, ligesom lovforslaget kun medfører ophævelse af loven om
bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald, lov om blyindhold i motorbenzin og
lov om begrænsning af svovlindholdet i brændsel.
Derudover foretages med lovforslaget en række ændringer, eksempelvis
indførelse af et forsigtighedsprincip, sikkerhedsstillelse som vilkår i
forbindelse med miljøgodkendelse og ændringer i klage~ og
straffebestemmelser.
Princippet om renere teknologi
Den gældende miljøbeskyttelseslov bygger i hovedsagen på den tanke, at
indsatsen med at forebygge og afværge forurening skal ske ved at stille krav
om rensnings- eller afværgeforanstaltninger i forbindelse med de kilder på
virksomheder, som udsender forurenende stoffer til luften og vandet. Fokus
har således været på mængder og koncentrationer af forurenende stoffer, som
kommer ud af henholdsvis spildevandsrøret og skorstenen. Hertil kommer så
begrænsninger af andre lokale gener i form af lugt og støj fra
virksomhederne.
For så vidt har en væsentlig del af miljøreguleringen kunnet ses som en
udvidelse og modernisering af reguleringen af fast ejendom. Den gældende
miljøbeskyttelseslov har da også gennem kortlægnings- og
planlægningsbestemmelserne i lovens kapitel 9 knyttet an til lovgivningen om
den fysiske planlægning, som indeholder de sammenfattende rammer for
placering og anvendelse af fast ejendom. Tilsvarende kan det siges at gælde
for de styringsmidler, som er de fremtrædende efter den gældende lov, at de
ofte stiltiende bygger på den forudsætning at skulle rettes til en vedvarende
aktivitet knyttet til en bestemt fast ejendom. Hovedvirkemidlerne: Krav om
forudgående tilladelse til eller godkendelse af en vis aktivitet på et
nærmere bestemt sted - suppleret med muligheden for gennem påbud at afværge
eller begrænse belastningen - er som regel uanvendelige i forbindelse med den
forurening, som ikke kan henføres til stationære kilder. Det gælder frem for
alt forureningen fra trafikken og fra mobile anlæg samt forureningen fra
produkter og varer, som gennemstrømmer samfundet.
Den gældende lovs forureningsbegreb hænger sammen med denne
kildeorienterede betragtning af miljøbeskyttelsesindsatsen. Således opfattes
fast affald eller restprodukter fra en virksomheds produktion ikke som en del
af virksomhedens forurening, når disse restprodukter føres bort fra
virksomheden til deponering eller forbrænding. Ud fra en teknisk - og
miljømæssig - betragtning er dette en vilkårlig og uhensigtsmæssig
afgrænsning: Der består nemlig ofte en mulighed for at »flytte«
forureningen fra luftforurening til vandforurening ved at vaske røggassen,
fra luftforurening til fast affald ved at filtrere røggassen og fra
vandforurening til fast affald ved at deponere slam fra et spildevandsanlæg.
En sådan »flytning« af belastningen fra luft til vand eller jord
- eller omvendt - kan ikke anses for at være en miljømæssigt
tilfredsstillende løsning på langt sigt. Ganske vist kan man afbøde lokale
belastninger ved at flytte forureningen fra een form til en anden eller fra
eet sted til et andet. Men på længere sigt og set i et helhedsperspektiv kan
sådanne løsninger kun ses som midlertidige nødløsninger. Ud fra
Brundtlandkommissionens anbefalinger om en bæredygtig udvikling er det
nødvendigt at sætte ind med forebyggende indsatser, som ud fra et
helbredsperspektiv søger at begrænse energi- og ressourceanvendelsen mest
muligt.
Forureningsbegrebet må bygge på en vurdering af hele det kredsløb, som
stoffer, produkter og materialer gennemløber fra udvinding, oparbejdning,
behandling og montering til forbrug og bortskaffelse ved deponering og
forbrænding. Derfor må også frembringelsen af fast affald og restprodukter på
en virksomhed anskues som en del af virksomhedens forurening.
Ud fra samme kredsløbsbetragtning må også de varer og produkter, som
tilføres miljøet i senere led: under forbrug eller ved bortskaffelsen som
affald, inddrages under den miljømæssige helhedsvurdering.
De styringsmidler, som knytter sig til reguleringen af fast ejendom,
herunder planlægningsbestemmelser om lokalisering af forurenende aktiviteter,
kommer til kort over for de miljøproblemer, som ikke entydigt kan henføres
til - eller beror på - det sted eller den region, hvor »kilden« til
forureningen er placeret.
Drivhuseffekter, nedbrydning af ozonlaget i stratosfæren, ophobning af
tungmetaller i naturen, ophobningen af næringssalte i vandmiljøet, væksten i
affaldsmængderne osv. kan ikke begrænses alene ved hjælp af styringsmidler,
som fokuserer på de lokale eller regionale effekter af emissioner fra kilder
knyttet til fast ejendom.
Det er disse overvejelser, som ligger bag princippet om renere teknologi
som styrende for en helhedsorienteret og forebyggende miljøpolitik.
Princippet om renere teknologi indebærer, at man i videst muligt omfang
søger at hindre, at forurening opstår, ikke alene i den primære
produktionsproces, men også i senere led i vare- og materialekredsløbet.
Vægten lægges således på den forebyggende indsats til begrænsning af
forurening snarere end på den afhjælpende indsats i form af rensning og
destruktion af forurenende stoffer, produkter og materialer.
Bag princippet om renere teknologi ligger der en erkendelse af, at en
forureningsbekæmpelse, som kun retter sig mod eet led i kredsløbet, f.eks.
produktionsleddet, og betragter dette isoleret, måske blot medfører, at
problemet flytter over i næste led.
Princippet om renere teknologi indebærer endvidere, at man så vidt muligt
søger at indbygge forureningsbekæmpelsen i selve produktionsteknologien.
Det er imidlertid vigtigt at understrege, at princippet om renere
teknologi ikke alene vedrører teknologi i snæver forstand. Som nævnt omfattes
mindre forurenende, mindre ressourcetunge og mindre energikrævende produkter
og materialer af begrebet.
Princippet om renere teknologi indebærer heller ikke, at
rensningsforanstaltninger uden videre kan opgives eller erstattes. Uanset om
der fremover lægges betydelig større vægt på at begrænse de samlede
forureningsmængder gennem anvendelse af renere teknologier, herunder mindre
forurenende produkter og materialer, vil der fortsat være behov for rensning
og destruktion. Princippet om renere teknologi kan således begrænse behovet
for rensning på en række områder, men aldrig helt erstatte det. Som
miljøpolitisk rettesnor kan det derimod virke som en metodisk regel, som går
ud på følgende:
1) Forurening og forureningsbegrænsning må vurderes ud fra hele kredsløbet
af stoffer, produkter og materialer.
2) I de enkelte behandlingsprocesser - ligesom i den samlede
samfundsmæssige omsætning af stoffer, materialer og produkter: fra indvinding
til bortskaffelse og destruktion - bør man sætte ind så tidligt i processen
som muligt ved at søge at minimere energi- og råvareforbruget og dermed
begrænse den stof- og materialemængde, som samlet tilføres naturen som spild
eller affald.
3) Rensning bør - metodisk set - være en sekundær løsning. Mulighederne
for at begrænse rensningsbehovet gennem anvendelse af renere teknologier bør
vurderes først.
4) For så vidt angår særlig skadelige eller betænkelige stoffer, produkter
og materialer bør man - i videst muligt omfang - først vurdere mulighederne
for at erstatte disse med mindre betænkelige, dernæst undersøge mulighederne
for gennem optimering af produktionsprocesserne at begrænse anvendelsen af
disse ved benyttelsen af lukkede systemer og endelig ved i videst muligt
omfang at genanvende disse stoffer, produkter og materialer, således at de i
mindst muligt omfang tilføres miljøet.
En sådan helhedsorienteret og forebyggende miljøpolitik stiller imidlertid
krav om nye styringsmidler til supplering af de styringsmidler, som findes i
den gældende miljøbeskyttelseslov. Hertil kommer, at en sådan politik
nødvendiggør, at der tilvejebringes et udbygget datagrundlag for så vidt
angår de stof-, produkt- og materialestrømme, som før eller senere tilføres
miljøet. Der må tilvejebringes forbedrede redskaber til prioritering af
miljøbeskyttelsesarbejdet. Endvidere må der skabes betingelser for, at
miljømyndighedernes indsats i højere grad end tidligere sker i samarbejde med
virksomhederne og disses organisationer.
En miljøpolitik baseret på princippet om renere teknologi må gennemføres
på alle niveauer i samfundet. Den vil stille krav til den enkelte forbruger
eller ansatte om ændringer i adfærd og holdninger. Den vil stille krav til
den enkelte virksomhed om mere kritisk at vurdere de enkelte processer,
produktionsgangen, materialer og produkter. Den vil stille krav til de
primære miljømyndigheder i kommuner og amtskommuner om i højere grad at
inddrage selve produktionen i den miljømæssige tilsynsvurdering. Og den vil
stille krav til de centrale miljømyndigheder om - i samarbejde med miljø-,
forbruger-, erhvervs- og andre interesseorganisationer - løbende at foretage
en vurdering af de realistiske muligheder for en omlægning af produktion og
forbrug i retning af renere teknologi ved fastsættelsen af rammer for en
nedbringelse af den samlede forurening på kortere og længere sigt. Endelig må
en miljøpolitik baseret på princippet om renere teknologi nødvendigvis tage
hensyn til og aktivt søge at påvirke miljøpolitikken internationalt, især i
EF, ud fra samme synspunkter og perspektiver.
Lovforslaget indeholder en række bestemmelser, som tænkes anvendt til
gennemførelsen af en sådan forebyggende miljøindsats baseret på princippet om
renere teknologi. Det gælder således en række af de
bemyndigelsesbestemmelser, som er indeholdt i kapitel 2. Endvidere er de
gældende bestemmelser i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 i forslaget
suppleret og ændret med henblik på at fremme en miljøregulering baseret på
princippet om renere teknologi.
For at sikre en tilstrækkelig kvalificeret faglig vurdering af de egentlig
teknologiske muligheder for anvendelse af renere teknologier på forskellige
måder skønnes det nødvendigt, at denne sker på centralt niveau i et tæt
samarbejde mellem de statslige miljømyndigheder og de berørte industri- og
erhvervsorganisationer. Kun derved kan det sikres, at krav om gennemførelsen
af nye teknologiske muligheder for en renere produktion og mindre forurenende
produkter fastsættes i overensstemmelse med de økonomiske muligheder i
samfundet.
Under alle omstændigheder bør det fremhæves, at krav om
forureningsbegrænsning baseret på princippet om renere teknologi aldrig bør
stilles som krav om anvendelse af en nærmere bestemt teknologi. Kravene bør
derimod fastsættes som krav om et vist forureningsniveau ud fra, hvad der er
opnåeligt ved anvendelse af renere teknologi. En miljøpolitik baseret på
princippet om renere teknologi skal virke som et incitament til udviklingen
og anvendelsen af stadig mindre forurenende teknologier, den skal ikke låse
den teknologiske udvikling fast.
Forsigtighedsprincippet
På miljøkonferencen i Bergen maj 1990 blev det såkaldte
forsigtighedsprincip fastslået. Tankegangen bag dette princip er, at tvivlen
skal komme miljøet til gode, således at denne tvivl indbygges i de
beslutninger, der træffes for at imødegå og forebygge forurening. I den
gældende miljøbeskyttelseslovgivning er det næppe muligt at se et sådant
princip udtrykt eksplicit hverken i forbindelse med tilladelser og
godkendelser eller i forbindelse med håndhævelse af lovgivningen. Således
angiver den gældende miljøbeskyttelseslovs § 1, stk. 3, at der ved
bedømmelsen af omfanget af arten af foranstaltninger til at forebygge og
imødegå forurening skal lægges vægt på de ydre omgivelsers beskaffenhed og
forureningens virkning på disse. Dette modererede afvejningsprincip
forudsætter, at forureningens virkning i forbindelse med fastlæggelse af
foranstaltningerne kan fastlægges nogenlunde entydigt. Dette er af mange
grunde ikke muligt, og et forsigtighedsprincip tilsiger derfor, at
sammenhængen mellem foranstaltning og dennes miljømæssige virkning lempes i
den forstand, at der kun skal være sandsynlighed for sammenhæng mellem
foranstaltning og (skade-)virkning. Dermed skal styrken i foranstaltningerne
sikre, at skadevirkningerne bliver så små som overhovedet muligt, selv om det
ikke kan anses for sikkert, at disse virkninger overhovedet indtræder. I
overensstemmelse hermed indeholder lovforslaget en ændring af lovens § 1,
stk. 3, idet ordet sandsynlige er indført som en understregning af
nedtoningen af kravet til en sikker sammenhæng mellem foranstaltning og
miljømæssig virkning. Ved placeringen i lovens formålsbestemmelse
tilkendegives, at synspunktet skal lægges til grund ved enhver beslutning,
der tilsigter at opfylde lovens formål. Dette gælder således også i
beslutninger efter den nye formulering af lovens kapitel 5, hvorefter der kan
gives påbud, når en virksomhed medfører væsentlig mere forurening, end der
ville forekomme ved anvendelsen af mindst forurenende teknologi eller bedst
mulige rensning. I en sådan afvejningssituation, hvor valget står mellem
påbud om mindst forurenende teknologi og bedst mulig rensning, tilsiger
forsigtighedsprincippet, udtrykt som anført, at hovedreglen skal være mindst
forurenende teknologi, idet bedst mulig rensning altid vil efterlade et
restprodukt, der undertiden blot vil forskyde miljøproblemet fra at være
eksempelvis et luftforureningsproblem til at blive et fremtidigt vand- eller
jordforureningsspørgsmål i forbindelse med udsivning fra et affaldsdepot.
Forslaget har ikke indarbejdet andre aspekter af forsigtighedsprincippet i
lovforslaget. Derimod udtrykkes dette i beslutningsforslag B 11 om
miljøerstatning, hvorefter den erstatningsretlige hovedregel i miljøsager
skal være et objektivt ansvar og en lempelse af kravene til sammenhængen
mellem årsagen og miljøskaden i overensstemmelse med, hvad der er gældende
ret i Sverige. Beviskravet til årsagssammenhængen er her beskrevet som en
sandsynlighedssammenhæng. Dette forslag er fremsat i Folketinget den 18.
januar 1991, jf. Folketingstidende 1990-91, forhandlingerne sp. 694.
Særlig forurenende virksomheder
Med lov om miljøbeskyttelse, der trådte i kraft den 1. oktober 1974,
indførtes en godkendelsesordning for særlig forurenende virksomheder.
Ordningen går ud på, at virksomheder, der er optaget på den som bilag til
loven anførte liste, ikke må påbegyndes, udvides eller ændres, før der er
meddelt godkendelse hertil af den godkendende myndighed. Listen over særlig
forurenende virksomheder kan ændres administrativt af miljøministeren.
Lovforslaget indeholder følgende afgørende nyheder vedrørende
godkendelsesordningen:
1) Det foreslås, at samtlige »gamle« virksomheder på listen, der
ikke har en samlet godkendelse, skal søge om godkendelse inden for frister,
som skal fastsættes af ministeren i en bekendtgørelse. På baggrund af at det
er hensigten at gennemføre en kraftig reduktion af listen, således at den kun
omfatter virksomheder, der efter dagens målestok anses for særligt
forurenende, må det anses for miljømæssigt begrundet og også økonomisk og
ressourcemæssigt realistisk at undergive de »gamle« virksomheder
den samlede miljømæssige bedømmelse, som foretages ved en
godkendelsesbehandling.
2) Der indføres en regel om, at godkendelsesmyndigheden kan fastlægge
særlige vilkår om sikkerhedsstillelse til dækning af udgifter ved oprydning
m.v. Baggrunden herfor er, at der ikke i den gældende miljøbeskyttelseslov er
hjemmel herfor, men at behovet er ubestrideligt. Såfremt en virksomhed går
konkurs, lukker eller blot får pålagt betydelige forureningsudgifter, kan det
offentlige komme ud for den situation, at beløbet ikke er til stede. Udgiften
vil derfor i lighed med udgifterne til oprydning m.v. på gamle
kemikaliegrunde, påhvile de offentlige kasser.
3) Endelig foretages der en stramning af reglerne vedrørende påbegyndelse
af bygge- og anlægsarbejder, selv om godkendelsen er påklaget. De gældende
bestemmelser herom er uforståelige for mange, der har vanskeligt ved at
forstå, at et byggeri til millioner af kroner kan igangsættes, uanset at
godkendelsen ikke er endelig. Bestemmelsen er derfor ændret, således at kun
klagemyndigheden kan dispensere fra bestemmelsens hovedregel om, at bygge- og
anlægsarbejder ikke må påbegyndes, før der forekommer en endelig afgørelse.
Der henvises i øvrigt til ændringsforslag nr. 13 og 14.
Affald
Planlægningsbestemmelserne i den gældende lovs afsnit om affald er
bibeholdt sammen med de øvrige planlægningsbestemmelser i loven.
Affaldsreglerne er udbygget med bestemmelserne fra miljøministerens
lovforslag om miljøbeskyttelse (L 21) fremsat i februar 1990, kapitel 6, som
i det væsentligste er en lovfæstelse af Affaldsudvalgets anbefalinger.
Lovens kapitel om almindelige bestemmelser er moderniseret i
overensstemmelse med den affattelse, som miljøministeren gav kapitlet i sit
lovforslag fra 1990 (L 21). Det bemærkes, at hverken bemyndigelsen til at
fastsætte regler om retten til anvendelse af et miljømærke eller hjemlen til
at indgå aftaler med virksomheder eller sammenslutninger heraf, er medtaget.
For så vidt angår miljømærket finder forslagsstillerne, at tankegangen bag
ideen om et sådant mærke er grundlæggende rigtig. Når en regel herom ikke er
medtaget, skyldes det alene, at ideen trænger til at blive væsentlig bedre
gennemarbejdet, ikke mindst med henblik på en sikring af mærkning af
importerede produkter.
Den af ministeren i L 21 foreslåede § 10, stk. 2-5, om indgåelse af
aftaler er udeladt, idet brugen af aftaler som strategi på
miljøbeskyttelsesområdet trænger til en principiel drøftelse med henblik på
en afgrænsning af de områder, der er velegnede til en sådan reguleringsmåde i
tilknytning til bl.a. brugen af økonomiske styringsmidler. Aftaler er hidtil
anvendt bl.a. i forbindelse med nedbringelse af brugen af CFC og andre
stoffer.
Ligeledes kendes aftaler fra L 215 af 5. april 1989 om udledning af svovl
og kvælstofilter fra kraftværker, der hviler på den forudsætning, at
kvotefastsættelsen sker på grundlag af aftaler med el-branchen.
Færdiggørelsen af den seneste udgave af luftvejledningen hvilede også på
en enighed med industriens organisationer. Aftaleprincippet er således kendt
som et ledende princip ved fastlæggelsen af bl.a. de administrative
forskrifter, der er en nødvendig konsekvens af lovgivningen. Aftaleprincippet
i L 21 er imidlertid udformet ikke alene som et aftalesystem til regulering
af udslip af forurenende stoffer, men fastlægger også voldgiftsafgørelser som
det instrument, der sikrer en retlig effektivitet. Der er overordentlig store
retlige betænkeligheder forbundet med voldgiftsafgørelser, når det drejer sig
om offentlige myndigheders forhold, fordi voldgiftssager i almindelighed
foregår uden offentlighed og uden adgang til appel og derfor er i klar
modstrid med ønsket om en årvågen og kritisk offentligheds medvirken i
miljøpolitikken. På miljøbeskyttelsesområdet vil den eksisterende
myndighedsstruktur endvidere delvis blive gennemhullet gennem et
aftalesystem, hvor ministeren er den ene aftalepart. Sidst men ikke mindst,
vil adgangen til at påklage offentlige, myndigheders afgørelser i sager, der
er dækket af et aftaleområde, blive fjernet.
Klageregler
Lovforslaget ændrer ikke ved det eksisterende klagesystems instansfølge.
Derimod medtages forslagene fra L 21 vedrørende klageberettigede. Særligt
fremhæves, at lokale foreninger, der har miljøbeskyttelse som hovedformål,
kan underrette kommunalbestyrelsen og amtsrådet om, hvilke afgørelser de
ønsker underretning om, og derved blive klageberettigede. Endelig gøres
Danmarks Naturfredningsforening klageberettiget for så vidt angår afgørelser
efter lovens kapitel 3.
Håndhævelse
Forslaget indeholder to nye bestemmelser om straf. Dels indføres på linie
med den eksisterende hjemmel til at idømme bødestraf adgang til idømmelse af
samfundstjeneste, og dels indføres adgang til frakendelse af retten til at
udøve virksomhed, hvortil der kræves tilladelse eller godkendelse efter
loven.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at begge sanktioner vil have en
forebyggende virkning og dermed tilskynde til større forsigtighed. Det
bødeniveau, der hidtil er fastlagt af domstolene, synes ikke at virke
afskrækkende, når det drejer sig om større virksomheder med en betydelig
årsomsætning. Selve straffen i form af bøde kan altså næppe antages at virke
afskrækkende.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets enkelte
bestemmelser.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til nr. 1
Bestemmelsen er ny og skal understrege, at fremme af brugen af renere
teknologi er et af lovens hovedformål.
Til nr. 2
Bestemmelsen lovfæster det såkaldte forsigtighedsprincip. Dette betyder,
at der ved enhver beslutning efter loven skal foretages en vurdering af
beslutningens effekt i forholdet til naturen, og såfremt denne effekt må
vurderes som sandsynligvis negativ, må beslutningen enten formuleres således,
at denne sandsynlighed bortfalder, eller der må gives afslag på den ønskede
tilladelse/godkendelse.
Tilsvarende gælder i forbindelse med indgreb i form af forbud og påbud,
hvorefter den blotte sandsynlighed for, at omgivelserne tager skade af
virksomhedens aktivitet, skal være tilstrækkelig til at foretage indgreb.
Påbudet må derefter affattes således, at denne sandsynlighed formindskes til
en ringere grad af sandsynlighed eller til vished om neutral virkning.
Til nr. 3
Til § 2-2 a
Bestemmelsen beskriver ligesom den nuværende lovs § 2, hvilket
»forureningssubjekt« og dertil hørende
»beskyttelsesobjekt« der er omfattet af loven.
Beskyttelsesobjektet er omtalt i stk. 1, nr. 1, som luft, vand, jord og
undergrund, hvilket trods ændret formulering er i overensstemmelse med den
hidtidige lovgivning. Som omtalt ovenfor under § 1 har undergrunden også
været betragtet som en del af beskyttelsesobjektet på trods af, at det ikke
har været direkte nævnt. »Vand« anvendes her som en samlebetegnelse
for hav, søer, vandløb og grundvand samt vand, der i øvrigt skal anvendes til
vandforsyning, ligegyldigt hvor det befinder sig.
Med hensyn til forureningsbegrebet er »udsendelse af stoffer«
stadig et centralt element. Som noget nyt er det imidlertid i stk. 1, nr. 1,
fastslået, at også udsendelse af mikroorganismer, der kan være til skade for
miljø og sundhed, er omfattet af loven.
Baggrunden er, at anvendelsen af nye bioteknologiske metoder i industri og
landbrug i de seneste år har været i rivende udvikling, hvilket medfører en
forøget udledning af mikroorganismer udviklet til industrielle formål, der
afhængig af type eventuelt vil have potentiale til at etablere sig i
økologiske nicher. Derved er der blevet skabt et behov for regulering af
udledningerne fra virksomhederne til miljøet, som rækker ud over de rent
hygiejniske hensyn.
I stk. 1, nr. 1, er det endvidere tilføjet, at ikke blot udsendelse af
stoffer, men også frembringelse af affald er en del af forureningsbegrebet.
I den hidtidige miljøbeskyttelseslov er der som hovedregel ikke hjemmel
til anvendelsesregulering af varer og produkter. I stk. 1, nr. 3, foreslås
det at lade produkter og varer, som i forbindelse med fremstilling,
opbevaring, anvendelse, transport eller bortskaffelse kan medføre forurening,
være omfattet af loven. Denne nyskabelse må anses for at være en vigtig
forudsætning for at opfylde det under § 1 nævnte kredsløbsperspektiv,
herunder fremme renere teknologi. Miljøbeskyttelsesloven vil hermed få et
virkemiddel, der svarer til det, der findes i den nyligt reviderede lov om
kemiske stoffer og produkter. Selv om lovforslaget med den foreslåede ordlyd
utvivlsomt også vil indeholde hjemmel til at regulere kemiske stoffer og
produkter samt varer, der indeholder eller afgiver kemiske stoffer og
produkter, vil reguleringen af fremstilling, salg og import af sådanne varer
fortsat ske med hjemmel i lov om kemiske stoffer og produkter, mens andre
produkter og varer vil blive reguleret i medfør af denne lov.
Transportmidler og andre mobile anlæg foreslås i stk. 1, nr. 4, medtaget i
opregningen af, hvad loven omfatter ud fra samme begrundelse som i foregående
afsnit, og fordi sådanne anlæg allerede i dag må betragtes som værende
omfattet af loven.
En række hygiejniske forhold vedrørende dyrehold, skadedyr, badevand m.v.
vil fortsat skulle reguleres efter miljøbeskyttelsesloven. I konsekvens heraf
foreslås disse forhold derfor nævnt i stk. 1, nr. 5.
Stk. 2 om risiko for forurening svarer til den hidtidige § 2, stk. 2.
Bestemmelsen indeholder den rettesnor for lovens administration, som til
dels findes i den gældende lovs § 1, stk. 3, idet den påpeger, at den
forebyggende og forureningsbegrænsende indsats skal prioriteres ud fra
omgivelsernes sårbarhed og forureningens virkninger. Herudover fremhæves det
i bestemmelsens stk. 1, at grundlaget for miljøindsatsen må findes i en
helhedsvurdering af det kredsløb, som stoffer og materialer gennemløber i
samfundet. Denne grundtanke, som også har fundet udtryk i den netop vedtagne
lov om ændring af lov om kemiske stoffer og produkter, udtrykker princippet
om renere teknologi som styrende for lovens administration.
Princippet om renere teknologi er således i overensstemmelse med
Brundtland-kommissionens anbefalinger om en bæredygtig udvikling. Ud fra
såvel en økologisk som en samfundsøkonomisk betragtning skønnes det
nødvendigt at anlægge en sådan helhedsvurdering, som også må indeholde et
tidsperspektiv, der giver plads for andet og mere end kortsigtede og
midlertidige løsninger på miljøproblemerne.
Princippet om renere teknologi, der sigter på at begrænse unødig
ressourceanvendelse og spild gennem en forebyggende indsats, står ikke i
modsætning til rensningsforanstaltninger. Rensningsløsninger er - og vil
fortsat i væsentligt omfang være - nødvendige elementer i
miljøbeskyttelsesarbejdet. Men princippet udtrykker nødvendigheden af en
prioritering ud fra en økologisk og samfundsøkonomisk helhedsbetragtning.
Miljøbeskyttelse og samfundsøkonomi må nødvendigvis ses i sammenhæng, som
det også er sket i forbindelse med miljøministerens redegørelse om mål og
midler i miljøpolitikken. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at
samfundsøkonomi ikke uden videre kan sættes lig med virksomhedsøkonomi i
snæver forstand. En række dispositioner, som træffes af den enkelte
virksomhed - eller af den enkelte forbruger - har afledede konsekvenser i
form af omkostninger til oprydning, destruktion og rensning, som ikke uden
videre er synlige eller mærkbare for den enkelte virksomhed - eller
forbruger. Denne »fællesomkostning« for samfundet må medinddrages i
den økonomiske helhedsvurdering. På lang sigt vil også en forringelse af
naturgrundlaget kunne sætte skæbnesvangre grænser for såvel livskvaliteten
for den enkelte som for de samfundsøkonomiske muligheder.
For den enkelte virksomhed er det af afgørende betydning at kunne overskue
virksomhedens aktuelle situation i forhold til de miljøkrav, der stilles,
ligesom virksomheden skal have mulighed for at kunne planlægge sine
investeringer med størst mulige sikkerhed for, at også fremtidige krav er
kendt.
Ydermere må man ved anvendelsen af princippet om renere teknologi
nødvendigvis tage hensyn til opretholdelsen af virksomhedernes internationale
konkurrenceevne og udviklingsmuligheder ved fastsættelsen af krav efter
loven.
Disse overordnede hensyn og principper for lovens administration skal både
finde anvendelse ved konkrete afgørelser efter loven, ved fastsættelsen af
vejledning og normer som rammer og retningslinier for myndighederners praksis
og ved fastsættelsen af generelle regler efter loven. Herved sikres en
konsekvent, sammenhængende og fremadrettet miljøadministration.
Til § 2 b
Stk. 1 og 2 svarer til den gældende lov § 3, stk. 1 og 2, og indeholder
det såkaldte lokaliseringsprincip, ifølge hvilket en forurener skal placere
sin virksomhed mest hensigtsmæssigt.
Stk. 3 indeholder det såkaldte forureningsbegrænsningsprincip, svarende
til den gældende lovs § 3, stk. 3. Princippet indebærer, at en forurenende
virksomhed skal træffe de nødvendige forureningsbegrænsende foranstaltninger
og tilrettelægge driften på en sådan måde, at forureningen begrænses mest
muligt. Bestemmelsen uddyber dog princippet i forhold til den gældende
bestemmelse ved at slå fast, at princippet både gælder i forhold til den
akutte forurening, ressourceanvendelsen og affaldsfrembringelsen.
Bestemmelsen i stk. 4 understreger forureneren-betaler-princippet, idet
den fastslår, at den, der forårsager forurening eller skaber risiko for
forurening, har pligt til at søge følgerne af forureningen afværget og
forebygget og pligt til så vidt muligt at genoprette den hidtidige tilstand.
Har forureneren ikke selv mulighed for at foretage de nødvendige
foranstaltninger, indebærer princippet, at forureneren må afholde de
udgifter, som myndighederne i givet fald har betalt for at foretage
foranstaltningerne.
Til § 3
Bestemmelsen fastslår den enkeltes ansvar for ressourcebevarelsen og
miljøbeskyttelsen. Både ved fremstilling, import og forbrug bør henholdsvis
producenterne, importørerne og forbrugerne sikre sig, at varerne og
produkterne har den længst mulige levetid, at de lader sig genanvende, og at
de i mindst muligt omfang giver anledning til forureningsproblemer ved
affaldsbortskaffelsen. Anvendelse af økonomiske, adfærdsregulerende
virkemidler vil kunne medvirke til, at et øget antal varer og produkter
opfylder de nævnte betingelser.
Til § 3 a
Det slås fast, at ikke blot miljømyndighederne, men hele den offentlige
sektor skal virke for at gennemføre lovens intentioner. Det bevirker, at
offentlige drifts- og anlægsvirksomheder har en særlig forpligtelse til at
fremme renere teknologi. De offentlige myndigheder bør være specielt
opmærksomme på, at indkøbte varer og produkter opfylder de i § 5 nævnte
betingelser, og handle i overensstemmelse med bestemmelserne i § 4 og § 5.
Til nr. 4
Bestemmelsen tilføjes to nye bestemmelser om anmeldelsesordninger. Den
første, i nr. 7, er en erstatning og udbygning af den gældende lovs § 56 a.
Formålet med denne bestemmelse er at åbne mulighed for at kræve, at
virksomhederne gennemgår deres produktion for at belyse virksomhedens
»råvarehusholdning«. En sådan ordning skal i første omgang medvirke
til at begrænse spild og ressourceanvendelse på virksomheden. Samtidig skal
ordningen ved anmeldelseskravet virke som et informations- og kontrolredskab
for tilsynsmyndigheden. Tilsvarende ordninger kendes fra udlandet, bl.a. i
USA, hvor ordningen betegnes som »waste-audits«. Muligheden for at
etablere en sådan ordning med anmeldelsespligt til tilsynsmyndigheden findes
at være en meget væsentlig forudsætning for at sikre gennemførelsen af en
renere teknologi-strategi, også på lokalt niveau.
Undersøgelser viser, at en endog meget betydelig del af den mængde affald,
som frembringes på visse virksomheder, skyldes spild, som kunne begrænses
ved, at virksomhederne var mere opmærksomme på og holdt bedre hus med de
råstoffer og materialer, som anvendes i virksomhederne. Anmeldelsesordningen
skal derfor ses som udbygning af princippet om virksomhedernes egenkontrol.
Den anden anmeldelsesregel i § 7, stk. 1, nr. 8, skal sikre, at
tilsynsmyndigheden bliver varslet om midlertidige placeringer af mobile
anlæg, der kan medføre forurening. Sådanne anlæg, f.eks. sandblæsningsanlæg
til facadebehandling, kan ofte medføre betydelig lokal forurening, og de
indgrebsmuligheder, som tilsynsmyndigheden har, kan ikke bringes i
anvendelse, hvis den forurenende aktivitet er ophørt, når tilsynsmyndigheden
bliver opmærksom på forholdet, eventuelt efter klage. Reglen skal sikre, at
tilsynsmyndigheden får en reel mulighed for at kunne kontrollere, at
anvendelsen af sådanne anlæg ikke medfører væsentlige gener for omboende.
Nr. 9 i § 7, stk. 1, er tilføjet i forhold til den tidligere
miljøbeskyttelseslov i forlængelse af de bemærkninger, der er knyttet til
kapitel 1, § 2, og giver mulighed for efter behov at udfylde de rammer, der
nu er lagt for regulering af mikroorganismer.
§ 7, stk. 1, nr. 9, giver en generel hjemmel til, at ministeren kan
fastsætte regler om bioteknologisk anvendelse af mikroorganismer og
udledningsbegrænsende foranstaltninger, når det skønnes nødvendigt af hensyn
til miljø og sundhed.
Hjemmelen vil blive brugt til regulering af virksomheder, der benytter
mikroorganismer, som kan have en uønsket virkning på natur, miljø og sundhed,
herunder mikroorganismer, som
- er sygdomsfremkaldende for mennesker, dyr og planter,
- skal/kan anvendes som mikrobiologiske bekæmpelsesmidler,
- kan overføre miljøproblematiske egenskaber, såsom toksiske stoffer,
antibiotikaresistens og lignende, til naturligt forekommende mikroorganismer,
- er indførte, ikke-hjemmehørende i Danmark,
- gennem deres antal kan påvirke væsentlige stof- og
energiomsætningsprocesser i miljøet på en uønsket måde,
- eller i øvrigt kan have en uønsket virkning på naturen.
Herudover kan miljøministeriet i samarbejde med den bioteknologiske
industri udarbejde vejledninger om god produktionspraksis ved anvendelse af
mikroorganismer.
De mikroorganismer, som indgår i biologiske rensningsanlæg, anses ikke på
nuværende tidspunkt for problematiske og er derfor ikke umiddelbart tænkt
omfattet af reguleringen. Den kan dog uden videre udvides til at omfatte
sådanne organismer, hvis der senere skulle vise sig behov for det.
Med hensyn til udsætning af mikrobiologiske bekæmpelsesmidler henvises til
lov om kemiske stoffer og produkter.
For så vidt angår genteknologisk fremstillede mikroorganismer er disse
endvidere omfattet af lov nr. 288 om miljø og genteknologi af 4. juni 1986,
som har til formål at sikre miljø, natur og sundhed, herunder ernæringshensyn
i forbindelse med anvendelse af genteknologi.
Loven om miljø og genteknologi regulerer udledning fra forskning og
produktion baseret på genteknologi samt udsætning af genteknologisk
fremstillede organismer og celler. Endvidere reguleres stoffer og produkter,
der indeholder genteknologisk fremstillede organismer eller celler, og
levnedsmidler m.v., der indeholder genteknologisk fremstillede organismer
eller celler.
Til nr. 5
Bestemmelsen i stk. 1 svarer til den gældende § 6, stk. 2.
Stk. 2 indeholder som noget nyt en bemyndigelse for miljøministeren til
efter forhandling med landbrugsministeren at fastsætte regler om den
dyrkningsmæssige anvendelse af jord, der har været udsat for forurening.
Bestemmelsen kan eventuelt blive relevant i forbindelse med anvendelse af
slam til jordbrugsformål. Tungmetalbelastningen af et areal kan som følge af
kraftig slamanvendelse have nået et så kritisk niveau, at fortsat
dyrkningsmæssig anvendelse bør begrænses.
Til nr. 6
De afgørende nyheder i kapitel 5 er også omtalt i de almindelige
bemærkninger i afsnittene vedrørende særligt forurenende virksomheder og om
renere teknologi samt i bemærkningerne til § 41, hvortil der henvises.
For at skabe større overskuelighed samles reglerne om virksomhedernes
forurening i dette lovforslags kapitel 5, der herefter omfatter både
listevirksomheder og virksomheder, der ikke er på listen. Sidstnævnte
reguleres af bestemmelserne i § 42.
Kommunen kan meddele påbud over for en virksomhed, hvis den medfører
væsentlig forurening. Som noget nyt kan der desuden meddeles påbud, hvis
virksomheden medfører væsentlig mere forurening, herunder
affaldsfrembringelse, end der ville forekomme ved anvendelsen af mindst
forurenende teknologi eller bedst mulige rensning, samt gives påbud over for
anlæg eller aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende risiko for
forurening, jf. bemærkningerne til § 41.
Til § 35
I den gældende lov er listen over særligt forurenende virksomheder m.v.
optaget som bilag til loven. Listen er imidlertid blevet ændret
administrativt mange gange: Sidste større ændring skete ved udsendelse af
bekendtgørelse nr. 783 af 21. november 1986 om godkendelse af særligt
forurenende virksomheder m.v. (»godkendelsesbekendtgørelsen«). I
konsekvens heraf foreslås det i § 35, stk. 1, at listen fremtidig ikke skal
optages som bilag til loven, men alene som bilag til
godkendelsesbekendtgørelsen.
Den gældende godkendelsesbekendtgørelse skal eventuelt ændres således, at
en ny og reduceret liste over særligt forurenende virksomheder m.v. kan træde
i kraft samtidig med den nye lov om miljøbeskyttelse.
Med hensyn til etablering af listevirksomhed bygger godkendelsesordningen
i stk. 2 fortsat på det princip, at etablering først kan ske, når der er
givet godkendelse.
Til § 36
Bestemmelsen om godkendelsens indhold er overført fra den gældende
miljøbeskyttelseslov. I § 36, stk. 4, er der indsat en bestemmelse om, at
afgørelser om afslag på godkendelse, der er begrundet i, at lokaliseringen
vil stride imod planlægningen af området, ikke skal kunne påklages til højere
administrativ myndighed. Grunden til, at det foreslås, at disse afgørelser
skal være endelige, er, at det ikke skønnes rimeligt at bruge ressourcer på
behandling af klagesager, når det er åbenbart, at virksomheden ikke bør
placere sig det pågældende sted.
Stk. 2 indeholder den nye bestemmelse om sikkerhedsstillelse som vilkår.
Bestemmelsen udtrykker tillige princippet om, at forureneren betaler. Der
henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor.
Til § 37
Bestemmelsen indeholder samme bemyndigelse til at fastsætte regler om
godkendelse, som findes i den gældende miljøbeskyttelseslov.
Som hidtil skal godkendelsesmyndigheden som grundlag for
godkendelsesbehandlingen foretage en helhedsvurdering af virksomhedens
forureningsforhold, således som de kan kræves oplyst af virksomheden.
Ved vurderingen skal godkendelsesmyndigheden tage stilling til, om der
foreligger muligheder for forureningsbegrænsning bl.a. gennem renere
teknologi. Til brug for denne vurdering skal virksomhederne som hidtil give
oplysninger om det valgte projekts forhold til de på området eksisterende,
alternative teknologier. Godkendelsesbehandlingen skal endvidere ske på
baggrund af de retningsgivende vejledninger, udsendt af Miljøstyrelsen. Ved
udarbejdelsen af disse vejledninger vil der blive taget højde for, at
forureningsbegrebet udvides til også at omfatte affaldsfrembringelse, ligesom
der i denne forbindelse vil ske en vurdering af muligheden for at anvende
renere teknologi på forskellige områder.
Til § 38
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen om frivillig godkendelse i § 37 i
den gældende miljøbeskyttelseslov.
Til § 39
Bestående virksomheder, der ikke har en samlet godkendelse, pålægges
pligt til at indsende en ansøgning herom til godkendelsesmyndigheden inden
for en frist, der fastsættes af miljøministeren. Miljøministeren kan
fastsætte forskellige frister for de enkelte virksomhedstyper for at sikre en
praktisk realistisk behandling af ansøgningerne. Fristerne vil blive fastlagt
efter forhandling med de berørte organisationer og ministerier. For
elværkernes vedkommende vil fristen bl.a. blive fastlagt i lyset af, hvornår
nogle af disse på grund af andre omstændigheder ventes skrottet. Tidsfristen
for indsendelse af godkendelsesansøgninger for gamle lossepladser uden en
samlet godkendelse, der svarer til dagens standard, vil blive fastsat under
hensyn til den regulering, der følger af Folketingets revision af lov om
kemikalieaffaldsdepoter.
Det er hensigten, at godkendelsesmyndigheden på baggrund af ansøgningen
skal foretage en gennemgang af virksomhedens forhold, der svarer til en
godkendelsesbehandling.
Ca. 50 pct. af de virksomheder, der er på listen i dag - såvel i de
tungere som i de lettere kategorier - har samlede eller delvise godkendelser.
Under forudsætning af, at der gennemføres en reduktion af listen over
særligt forurenende virksomheder, skønnes det, at under 5.000 bestående
virksomheder skal undergives godkendelsesbehandling.
På baggrund af gennemgangen af virksomhedens forhold kan den godkendende
myndighed vurdere, om der bør meddeles godkendelse, påbud eller forbud.
Fordelen ved godkendelsesordningen er, at der bliver foretaget en samlet
gennemgang og regulering af virksomhedens forureningsforhold, uanset om dette
sker via en godkendelse eller ved påbud eller forbud eller eventuelt blot ved
en registrering af oplysninger om virksomheden.
Godkendelsesbehandlingen kan i ekstreme tilfælde resultere i, at der
nedlægges forbud mod den videre drift af hele virksomheden eller dele af en
virksomhed, hvis det skønnes, at det ikke vil være muligt at nedbringe
forureningen fra virksomheden til et acceptabelt niveau.
Til § 40
Bestemmelsen om godkendelseskompetence er overført fra den gældende
miljøbeskyttelseslov.
Til § 41
Bestemmelsen om muligheden for at meddele påbud eller forbud over for en
listevirksomhed findes i den gældende miljøbeskyttelseslovs § 44.
For så vidt angår ikke-godkendte listevirksomheder er den nugældende regel
ændret på væsentlige punkter. For det første er der åbnet mulighed for at
stille krav om nedbringelse af virksomhedens frembringelse af affald, hvis
der ved anvendelse af renere teknologi er mulighed for at begrænse
affaldsmængden væsentligt. Det samme gælder, hvis man ved anvendelse af
renere teknologi kan foretage en væsentlig begrænsning af problemerne i
forbindelse med affaldshåndteringen f.eks. derved, at affaldsproduktet gøres
mere ufarligt eller uproblematisk.
Som det i øvrigt efter lovforslaget gælder for godkendelsesordningen - og
loven som helhed - betragtes frembringelsen af fast affald således nu som en
forurening på linie med udsendelsen af stoffer til luften, jorden og vandet.
For så vidt er ændringen af den gældende bestemmelse i § 44 at betragte
som en konsekvensændring ud fra dette udvidede forureningsbegreb. Hertil
kommer imidlertid, at der til den hidtil gældende væsentlighedsvurdering
knyttes et kriterium om, hvad der er muligt »ved anvendelse af mindst
forurenende teknologi eller bedst mulig rensning«.
Ved indførelsen af dette kriterium knyttet til, hvad der er teknologisk
muligt, understreges det forureningsbegrænsningsprincip, som er indeholdt i
lovforslagets § 3. Herved fremhæves, at det forureningsniveau, som på et
givet tidspunkt kan accepteres, kan ændre sig i lyset af forbedrede
muligheder for en renere produktion eller forbedret rensningsteknologi.
Væsentlighedsvurderingen i den gældende § 44 er vel i praksis også ofte
blevet anvendt på denne måde, idet der i den gældende § 3, stk. 3, er
indeholdt et tilsvarende forureningsbegrænsningsprincip: »Den, der
udøver eller vil påbegynde (forurenende) virksomhed, skal træffe de til
forebyggelse og imødegåelse af forureningen nødvendige foranstaltninger og
tilrettelægge virksomhedens drift på en sådan måde, at virksomheden i mindst
muligt omfang giver anledning til forurening«.
Den ændrede formulering af indgrebsbestemmelsen i kapitel 5 må på denne
baggrund ses som en præcisering af rammerne for vurderingen af, hvornår et
indgreb med påbud er påkrævet, snarere end som en principiel ændring.
Retningsgivende for vurdering af, hvornår og under hvilke betingelser et
påbud om forureningsbegrænsning bør meddeles, vil således i første række være
de vejledninger, som Miljøstyrelsen udsender. Ved udarbejdelsen af disse bør
der fremover for det første tages højde for forureningsbegrebets udvidelse
til også at omfatte frembringelse af fast affald, for det andet - men i samme
forbindelse - tages højde for muligheder for mindre forurenende
produktionsmetoder foruden mulighederne for forureningsbegrænsning ved
rensning.
Det forventes således ikke, at de kommunale tilsynsmyndigheder uden videre
skal omlægge grundlaget for vurdering af, om et indgreb er påkrævet.
Det bør i den forbindelse fremhæves, at kriteriet om, at virksomheden ikke
må »medføre væsentlig mere forurening, end der ville forekomme ved
anvendelse ved mindst forurenende teknologi«, ikke alene går på
virksomhedens teknologi i snæver forstand, dvs. processerne og de tekniske
anlæg, men også produktionsgangen, driftsforholdene og vedligeholdelsen af
anlæggene.
Undersøgelser foretaget i Københavns Kommune har således vist, at der er
endog meget store forskelle med hensyn til spild og affaldsfrembringelse på
forskellige virksomheder, som med hensyn til processer, råvarer,
produktionsmængde og produktionsanlæg er sammenlignelige. En væsentlig side
af, hvad der skal forstås ved »mindst forurenende teknologi« er
således det, man kunne kalde »god råvarehusholdning«, hvilket
indbefatter driftsrutiner, som i videst muligt omfang begrænser spild og
affaldsproduktion med den givne teknologi i snæver forstand.
Kravet om forureningsbegrænsning skal ud fra en renere
teknologi-betragtning ikke fastsættes som påbud om anvendelse af en nærmere
bestemt renere teknologi. Kravet bør udmøntes som et krav om begrænsning af
forureningen, herunder frembringelsen af affald, eller som et krav om
begrænsning af nærmere bestemte råvarer, stoffer eller materialer, når det
har vist sig muligt at foretage denne begrænsning ud fra en tilgængelig
renere teknologi. Herefter er det op til virksomhederne selv at vurdere,
hvorledes man teknologisk vil opfylde disse ændrede krav.
Endvidere er påbudsbestemmelsen i § 41 udvidet i forhold til den gældende
lovs § 44 derved, at påbud nu også skal kunne meddeles over for anlæg eller
aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende risiko for væsentlig
forurening. Betingelserne for anvendelsen af en sådan indgrebsmulighed er
ikke nødvendigvis sammenfaldende med betingelserne for indgreb ud fra rene
nødretssynspunkter. Også mindre kvalificerede fare- eller risikosituationer
må kunne begrunde et påbud efter § 41. Tilsvarende gælder, at faren eller
risikoen ikke behøver at være overhængende, men blot nærliggende. Derimod
falder fjernere liggende eller blot hypotetiske faremuligheder uden for
reglens anvendelsesområde.
Til § 42
Bestemmelsen om muligheden for at gribe ind over for forurening fra
virksomhed, der ikke er på listen over særligt forurenende virksomhed, er
overført fra kapitlerne 10 og 11 i bekendtgørelse af reglement om
miljøbeskyttelse. Ved at samle reglerne om virksomhedernes forurening i loven
opnås større overskuelighed. Indgrebsmulighederne er udformet i
overensstemmelse med de skærpede bestemmelser i lovforslagets § 41, stk. 1-3,
om indgreb over for ikke-godkendte listevirksomheder under henvisning til
mulighederne for at anvende mindst forurenende teknologi eller bedst mulig
rensning.
Kommunalbestyrelsens afgørelser om påbud og forbud kan indbringes for
miljøministeren.
En række af de erhvervsvirksomheder, der omfattes af stk. 1 og 2, har
hidtil stået på listen over særligt forurenende virksomheder. Det er
foreslået, at virksomhederne udgår af listen, da de ikke anses for at være
særligt forurenende. Det bemærkes, at erhvervsvirksomheder omfatter såvel
private som offentlige virksomheder.
Miljøstyrelsen har udarbejdet en række vejledninger om vurdering af
forureningsforhold for at sikre, at der ved miljøsagsbehandling foretages en
rimelig ensartet vurdering (f.eks. om lugt, støj og spildevand).
Styrelsen vil så vidt muligt udarbejde branchevejledninger for
virksomhedstyper, der er karakteriseret ved, at der er mange af slagsen, og
at de har meget ensartede forureningsforhold (såsom trævirksomheder og korn-
og foderstofvirksomheder).
Styrelsen vil i øvrigt i sin generelle vejledningsvirksomhed tilkendegive
over for de lokale miljømyndigheder, at der som hidtil skal sikres en
proportionalitet mellem målsætningen om at begrænse forureningen og de
miljøkrav, der stilles.
Dette indebærer bl.a., at der skal fastsættes realistiske tidsfrister for
opfyldelsen af miljøkrav, og at der ved fastsættelsen af nye miljøkrav skal
tages hensyn til afskrivningstiden for allerede foretagne miljømæssige
investeringer.
Det bemærkes, at hvis der udvikles renere teknologi på området opbevaring
og anvendelse af husdyrgødning, vil gennemførelsen heraf ske ved en ændring
af husdyrgødningsbekendtgørelsen.
Bestemmelsen i stk. 5 giver tilsynsmyndigheden mulighed for på forhånd at
tilkendegive, hvilke miljøkrav der kan forventes stillet over for en
virksomhed, der ikke er optaget på listen over særligt forurenende
virksomheder.
En sådan tilkendegivelse vil f.eks. være praktisk i forbindelse med
behandlingen af en ansøgning om tilladelse efter byggeloven, men kan også
anvendes, når kommunen bliver opmærksom på, at en virksomhed er under
etablering eller skal foretage udvidelser og ændringer, uden at dette
forudsætter en byggetilladelse.
Virksomheder kan også af egen drift bede tilsynsmyndigheden om en sådan
tilkendegivelse.
Formålet med bestemmelsen er, at virksomheden på et tidligt tidspunkt kan
blive gjort opmærksom på, at der kan forventes miljøkrav, der vil have
afgørende betydning for byggeriets udformning eller tilrettelæggelse af
driften, f.eks. krav om en given skorstenshøjde, afstand til skel eller
etablering af støjdæmpning.
Der er tale om en uforpligtende tilkendegivelse, som er ment som en
service til virksomheden. Tilkendegivelsen kan således ikke betragtes som en
forhåndsgodkendelse, der afskærer kommunen fra på et senere tidspunkt at
stille yderligere krav. Tilkendegivelsen har heller ikke en retlig virkning,
idet manglende efterkommelse ikke i sig selv kan håndhæves. Virksomheden må
imidlertid være forberedt på, at den senere kan blive pålagt påbud eller
forbud i overensstemmelse med tilkendegivelsen.
Til nr. 7
Der henvises til de almindelige bemærkninger.
Til kapitel 6
I den gældende lovgivning reguleres affald via miljøbeskyttelsesloven,
genanvendelsesloven, olie- og kemikalieaffaldsloven samt
kemikalieaffaldsdepotloven.
For at lette administrationen af affaldsbortskaffelsen og for nemmere at
kunne håndtere grænsetilfælde foreslås det, at olie~ og kemikalieaffaldsloven
ophæves og indarbejdes i miljøbeskyttelsesloven med de vigtigste bestemmelser
fastsat i et selvstændigt kapitel (kapitel 6). Endvidere bemærkes, at olie-
og kemikalieaffaldsloven foreskriver særlige behandlingsmetoder for nærmere
defineret affald. Af disse grunde findes det hensigtsmæssigt, at der i
kapitel 6 sker en samlet regulering af affaldsbortskaffelsen, herunder
behandlingen, når der er tale om særlig håndtering og behandling af olie- og
kemikalieaffald.
Med sammenskrivningen af de to love er der ikke foretaget væsentlige
indholdsmæssige ændringer i forhold til den gældende rammelovgivning og de i
medfør heraf udstedte bekendtgørelser. De eksistende bekendtgørelser efter
miljøbeskyttelsesloven, genanvendelsesloven samt olie- og
kemikalieaffaldsloven opretholdes således uændret.
Retstilstanden vil herefter være følgende: miljøbeskyttelsesloven
regulerer forurening fra affald, der er opstået efter den 1. oktober 1974,
herunder dog også lossepladser m.v., der er taget i brug før dette tidspunkt,
og som stadig er i drift. Miljøbeskyttelsesloven skal endvidere regulere
forurening fra bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald, der er fremkommet
efter ikrafttrædelsen af henholdsvis bekendtgørelsen om olieaffald (1.
november 1972) og bekendtgørelsen om kemikalieaffald (1. april 1976).
Forhold, der er opstået før disse tidspunkter, herunder lossepladser m.v.,
der er taget i brug før 1. oktober 1974, men nu nedlagt, reguleres via lov om
kemikaliedepoter (depotloven).
Hvis det ikke med sikkerhed kan afgøres, om et givet forhold er omfattet
af miljøbeskyttelsesloven eller af depotloven, er udgangspunktet, at
forholdet skal behandles efter depotloven.
Til § 61 g
Bestemmelsen i § 61 g er en understregning af
forureneren-betaler-princippet. Den fastslår, at enhver, der opbevarer,
behandler eller bortskaffer affald, er ansvarlig for, at der ikke herved sker
forurening af luft, vand og jord, og i forlængelse heraf må afholde de
udgifter, som myndighederne i givet fald må afholde til undersøgelse og
afværgeforanstaltninger.
Spørgsmålet om, hvorvidt begrebet affald kan defineres, har siden
miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden i 1974 med jævne mellemrum været
genstand for drøftelser. Senest har Affaldsudvalget i sin betænkning til
miljøministeren i 1988 overvejet, om en definition bør indgå i lovgivningen.
Affaldsudvalget konkluderede på grundlag af indgående drøftelser af de
såvel administrative som juridiske problemer i forbindelse med en definition
at indstille, at der ikke i loven gives en definition af affald.
Begrundelsen for udvalgets beslutning var, at en definition næppe ville
være til nogen hjælp i de situationer, hvor der rejses tvivl om, hvorvidt
noget er affald. Udvalget anfører, at i sådanne situationer må
tilsynsmyndigheden træffe sin afgørelse ud fra en samlet bedømmelse af de
foreliggende omstændigheder. Endvidere bemærkes det, at det må være op til
den pågældende virksomhed m.v. at godtgøre, at restprodukter, genstande eller
materialer, som efter tilsynsmyndighedens bedømmelse har karakter af affald,
ikke skal behandles som affald, fordi »affaldet« anvendes
miljømæssigt forsvarligt som led i en produktion.
Til illustration af et af problemerne i forbindelse med en definition af
affald som grundlag for lovgivningen kan det nævnes, at et materiale, der af
en virksomhed eller en borger i en situation opfattes som affald, og som
ejeren derfor ønsker at skille sig af med, ikke nødvendigvis af en anden
virksomhed eller borger i en tilsvarende situation vil blive opfattet som
affald. Begrebet affald indbefatter således en subjektiv vurdering.
Alene på grund af ovennævnte forhold vil det ikke være muligt at udarbejde
en præcis og juridisk anvendelig definition af affald.
I øvrigt er det Miljøstyrelsens generelle opfattelse, at en definition af
affald ikke i sig selv har noget formål, men at affaldsbestemmelserne skal
ses i sammenhæng med lovens formålsbestemmelser. Begrundelsen herfor er, at
affaldets karakter med hensyn til materialesammensætning, mængde og
forureningspotentiale hele tiden ændrer sig. Det, der derfor i
lovgivningssammenhæng er brug for, er dels generelle regler, hvor en
definition er umulig, og dels detaljerede regler indeholdende angivelse af,
hvilke stoffer, materialer og produkter der omfattes af reglerne.
Til nr. 9
Der henvises til de almindelige bemærkninger.
Til nr. 10
Til § 62 b
Denne bestemmelse fastslår, at bortskaffelsen af affald som udgangspunkt
er en kommunal opgave. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at
kommunalbestyrelsen i medfør af de allerede udstedte bekendtgørelser efter
den eksisterende miljøbeskyttelseslov og genanvendelseslov kan vedtage
etablering af de affaldsordninger, herunder indsamlingsordninger for
kildesorterede materialer, diverse behandlingsanlæg, konkrete
anvisningsordninger osv., som vurderes nødvendige og hensigtsmæssige af
hensyn til et affaldsbortskaffelsessystem i overensstemmelse med lovens
formålsbestemmelser.
Forpligtelsens omfang vil dog afhænge af de regler, der udarbejdes med
hjemmel i § 62 e. Således er der i henhold til § 62 e mulighed for at
udarbejde særlige regler om bortskaffelse af bestemte affaldstyper, f.eks.
kraftværkernes restprodukter, således at kommunerne fritages for ansvaret for
disse affaldstyper. Det affald, som kommunerne herefter får ansvar for, skal
styres ved hjælp af indsamlingsordninger og anvisningspligt. Endvidere er
bestemmelsen hjemmel for bekendtgørelsen om bortskaffelse af affald. Denne
bekendtgørelse indeholder regler om kommunalbestyrelsens pligt til og
mulighed for at etablere indsamlingsordninger for forskellige affaldstyper og
om grundejeres, virksomheders m.fl.s pligt til at benytte sådanne ordninger.
Endelig skal bestemmelsen være hjemmel for regler om indsamling af
genanvendelige materialer og produkter, dvs. sådanne regler, som hidtil er
blevet udstedt med hjemmel i § 11 i lov om genanvendelse og begrænsning af
affald.
Af hensyn til at sikre en miljømæssigt optimal bortskaffelse af affald og
en forsvarlig indretning og drift af de af loven omfattede anlæg kan der være
behov for et detaljeret kendskab til såvel kvalitet som kvantitet af
forskellige krav til erhvervsvirksomheder og andre om særlig behandling af
affaldet inden aflevering, om foretagelse af undersøgelser af miljømæssige
risici i forbindelse med affaldet, om detaljerede oplysninger om affaldets
sammensætning og mængde.
I medfør af stk. 4 kan kommunalbestyrelsen forbyde konkurrerende
indsamlingsordninger for affald, der er omfattet af eksisterende kommunale
indsamlingsordninger eller indsamlingsordninger, der er iværksat efter
kommunalbestyrelsens bemyndigelse.
Formålet med bestemmelsen er alene at sikre en koordineret indsamling af
affald og et rimelig stabilt økonomisk grundlag for eksisterende private
eller offentlige indsamlingsordninger samt begrænse anvendelse og spild af
råstoffer og andre ressourcer.
Stk. 5 svarer til gældende lovgivning, idet erhvervsvirksomheder fortsat
skal kunne fritages for at være omfattet af en indsamlingsordning for
genanvendelige materialer og produkter. For så vidt angår genanvendeligt
olie- og kemikalieaffald er reglen i overensstemmelse med bekendtgørelsen
herom.
Til § 62 c
Bestemmelsen indeholder hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan meddele
påbud eller forbud vedrørende affaldsopbevaring, -behandling og
-bortskaffelse.
Til § 62 d
Efter denne bestemmelse, som er en videreførelse af den gældende lovs §
62 a, stk. 7, kan kommunalbestyrelsen fastsætte gebyrer til dækning af
kommunens udgifter i forbindelse med indsamling, bortskaffelse m.v. af
affald. Gebyrer kan desuden opkræves i forbindelse med etablering og drift af
deponeringsanlæg eller genanvendelsesvirksomheder, herunder fælleskommunale
anlæg.
Fastsættelse og opkrævning af gebyrer på affaldsområdet skal ske således,
at der over et vist tidsrum tilstræbes en dækning af de faktiske
omkostninger, som er forbundet med det samlede bortskaffelsessystem. I
gebyrerne kan indregnes samtlige de omkostninger, som er forbundet med den
enkelte kommunes håndtering og bortskaffelse af affald.
Efter den hidtidige fortolkning af miljøbeskyttelsesloven har kommunerne i
princippet skullet føre separate regnskaber for hver enkelt af de
foranstaltede renovationsordninger. Dette har i takt med affaldsordningernes
udbygning til ikke kun at omfatte indsamling af dagrenovation medført en
uforholdsmæssig stor ressourceanvendelse til gebyradministration.
I stk. 2. er der derfor indsat en bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen
af hensyn til en forenkling af gebyradministrationen kan opkræve et samlet
gebyr til dækning af udgifterne til håndtering og bortskaffelse m.v. af
affald.
Ved fastsættelsen af et samlet gebyr kan kommunalbestyrelsen tage
udgangspunkt i de samlede kommunale omkostninger på affaldsområdet og fordele
dem efter gennemsnitsbetragtninger. Kommunalbestyrelsens fastsættelse af et
samlet gebyr for virksomheder, grundejere eller borgere skal dog fortsat
inden for rimelige grænser svare til den ydelse, som leveres eller stilles
til rådighed for den enkelte bruger, der ud fra en gennemsnitsbetragtning må
antages at have gavn af ordningen.
En forudsætning for anvendelse af ovennævnte fremgangsmåde ved
gebyrfastsættelsen er, at kommunalbestyrelsen samtidig udarbejder en
detaljeret redegørelse for beregningen af gebyrernes størrelse og
forudsætningerne herfor. Endvidere må kommunalbestyrelsen med jævne
mellemrum, f.eks. i forbindelse med udarbejdelsen af budgetter for det
efterfølgende år, revidere beregningsforudsætninger og gebyrernes størrelse.
Ovennævnte gebyrfastsættelse er i øvrigt ikke til hinder for, at
kommunalbestyrelsen kan differentiere gebyrstørrelserne afhængig af den
faktiske benyttelse eller pålægge virksomheder, grundejere eller borgere et
ekstra gebyr, såfremt kommunale regulativfastsatte sorteringskrav eller
retningslinier for affaldsbortskaffelsen ikke overholdes.
I lighed med det, der gælder på spildevandsområdet, kan der efter stk. 4
fastsættes standardbetalingsvedtægter.
Gebyrer som nævnt i § 62 d kan opkræves forskudsvis både for så vidt angår
affaldsselskaber, som betjener en enkelt kommune, og fælleskommunale
affaldsselskaber, der betjener flere kommuner.
Til § 62 e
Denne bestemmelse tager sigte på udstedelse af generelle regler om
opbevaring, behandling, genanvendelse og bortskaffelse af affald med henblik
på at forebygge og bekæmpe forurening og hygiejniske ulemper. Således skal
bestemmelsen bl.a. danne hjemmelsgrundlag for de eksisterende regler om olie-
og kemikalieaffald, når lov om bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald
ophæves.
Herudover kan der med hjemmel i denne bestemmelse udstedes generelle,
fortrinsvis hygiejnisk begrundede regler om opbevaring, behandling og
bortskaffelse af affald. Sådanne regler findes i dag i reglement om
miljøbeskyttelse. De fleste af disse er dog overført til bekendtgørelse om
bortskaffelse af affald, hvorfor der formentlig kun i beskedent omfang vil
blive behov for yderligere generelle regler herom.
Dernæst kan der fastsættes regler, der tager sigte på at løse
bortskaffelsesproblemer m.v. i forbindelse med særlige affaldstyper og
affaldsmaterialer. Her kan situationen f.eks. være den, at der opstår store
mængder affald af en type, som man ikke tidligere har skullet bortskaffe i et
omfang, der skaber problemer. I en sådan situation vil det være muligt at
udstede regler eksempelvis om etablering af særlige anlæg på virksomhedernes
eller på det offentliges bekostning eller om særlig indretning af dele af
eksisterende anlæg.
Bekendtgørelserne om olie- og kemikalieaffald indeholder bl.a. regler om
pligt for virksomheder til at anmelde sådant affald og til at aflevere det på
et af kommunalbestyrelsen anvist sted, nemlig de lokale modtagepladser eller
-stationer. Dette system forudsættes bevaret.
Bestemmelsen indeholder endvidere hjemmel for ministeren til at fastsætte
særlige indsamlingsordninger til supplering af reglerne om kommunale
indsamlingsordninger i § 62 b.
Bestemmelsen giver endelig mulighed for at stille krav om anmeldelse af
affald. Et sådant krav vil i princippet kunne omfatte alle typer affald og
vil desuden kunne indebære, at der stilles krav om løbende indberetning om
affaldsmængder, nye affaldsprodukter m.v.
I regler, der udstedes i medfør af denne bestemmelse, kan der fastsættes
regler til supplement af lovens påbudsbestemmelser.
Til nr. 11
Denne bestemmelse finder anvendelse på deponeringsanlæg, der etableres
efter lovens ikrafttræden. Bestemmelsen indebærer en begrænsning i adgangen
til at eje anlæg for deponering af affald. Baggrunden herfor er, at de krav,
der må stilles til en miljømæssigt forsvarlig indretning og drift af
deponeringsanlæg, fører til, at hovedreglen må være, at alene offentlige
myndigheder bør kunne eje og drive sådanne anlæg. Dette skal ses i sammenhæng
med, at deponeringsanlæg, efter at deponeringen er ophørt, fortsat kan
indebære en potentiel forureningstrussel, og at fortsat kontrol med depotet
og gennemførelse af eventuelle afværgeforanstaltninger kun kan sikres,
såfremt en offentlig myndighed er ansvarlig for driften af anlægget.
Bestemmelsen indebærer således, at der aldrig vil være tvivl om, hvem der er
ansvarlig. Myndigheden er ikke hermed afskåret fra at indgå i sædvanlige
former for samvirke omkring driften af sådanne anlæg, ligesom den daglige
drift vil kunne overlades til en entreprenør eller lignende.
De virksomhedstyper, der foreslås omfattet af bestemmelsen, er de
deponeringsanlæg, der er nævnt i listen over særligt forurenende virksomheder
med undtagelse af affaldsforbrændingsanlæg.
I nogle tilfælde vil det være rimeligt at pålægge erhvervsvirksomheder at
etablere specialdepoter uden for virksomhedens område for særlige
affaldstyper, som det vil være uhensigtsmæssigt at anbringe på en
eksisterende losseplads eller fyldplads, f.eks. på grund af affaldsmængden
eller affaldets særlige karakter.
Bestemmelsen i stk. 2 åbner mulighed for at fastsætte regler om, at
sådanne depoter skal drives af den enkelte virksomhed. Ved fastsættelsen af
sådanne regler må der bl.a. tages hensyn til interessen i at undgå hindringer
for bl.a. genanvendelsesinitiativer. Sådanne regler kan f.eks. foreskrive at
amtskommunen efter drøftelse med den pågældende kommunalbestyrelse i en
godkendelse efter kapitel 5 stiller krav om, at et kraftværk eller lignende
selv skal etablere og drive et anlæg for deponering af flyveaske og andre
restprodukter.
Bestemmelsen i stk. 3 åbner mulighed for, at der i de regler, der udstedes
efter stk. 2, kan fastsættes gebyrer, som skal dække tilsynsmyndighedens
senere udgifter til kontrol med forureningen fra det pågældende anlæg, efter
at deponeringen er ophørt, samt til eventuelle afværgeforanstaltninger.
Endvidere kan der fastsættes regler om sikkerhedsstillelse. De mest
almindelige former for sikkerhed vil være garanti fra et pengeinstitut eller
fra et kautionsforsikringsselskab eller deponering af kontanter i et
pengeinstitut, værdipapirer eller lignende. Formålet hermed er at sikre, at
der er økonomiske midler til en eventuel oprydning, primært i den situation,
hvor den virksomhed, som var ansvarlig for deponeringen, er ophørt. Det
forhold, at en virksomhed har betalt dette gebyr, forhindrer imidlertid ikke,
at virksomheden, hvis den stadig eksisterer, når en oprydning bliver aktuel,
pålægges at betale de fulde omkostninger med fradrag af gebyret.
Til nr. 12
Denne bestemmelse indebærer, at miljøministeren kan bestemme, at kommuner
skal deltage i fælleskommunale løsninger på affaldsbortskaffelsesområdet. Der
kan være tale om såvel deponeringsanlæg som genanvendelsesvirksomheder.
Bestemmelsen er en udbygning og præcisering af den gældende lovs § 62 a, stk.
6. Præciseringen består i, at kommuner, der har etableret et fælleskommunalt
anlæg, kan pålægges at optage andre kommuner i fællesskabet. Herudover er det
i stk. 2 præciseret, at en fælleskommunal virksomhed tillige kan pålægges at
modtage affald fra kommuner, som ikke deltager i fællesskabet. Det bemærkes
endvidere, at der i bestemmelsen ligger en forpligtelse for kommunerne til at
stille kommunale arealer til rådighed for fælleskommunale virksomheder for
affaldsbortskaffelse.
Som hidtil forudsættes disse bestemmelser kun anvendt i det omfang, det
ikke ved forhandling lykkes kommunerne at nå frem til en frivillig aftale
herom.
Placering af sådanne anlæg og andre deponeringsanlæg i øvrigt er et
planlægningsanliggende.
Til nr. 13-19
Der henvises til de almindelige bemærkninger.
Til nr. 20-21
Kredsen af klageberettigede i miljøministerens lovforslag fra februar 1990
(L 21) udvidedes med Greenpeace, og Dansk Fiskeriforenings klageadgang blev
udvidet til også at omfatte anden vandforurening end havforurening. Denne
udvidelse er medtaget her. Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger.
Til nr. 22
Reglen i stk. 1 indebærer, at domstolene ved domfældelse får valget mellem
idømmelse af bøde eller samfundstjeneste. Anvendelse af samfundstjeneste
forudsættes typisk at kunne ske, såfremt lovovertrædelsen i særlig grad har
været generende for lokalsamfundet i form af lugt eller støjforurening samt i
tilfælde af gentagne overtrædelser af forbud eller påbud, f.eks. efter
domfældelse. Brugen af samfundstjeneste bør også kunne ske, såfremt
bødestraffen i den konkrete sag ikke findes egnet som sanktionsmiddel på
grund af udmålingspraksis, eller fordi den skade, der er indtruffet på
miljøet, nok er synlig eller konstaterbar, men ikke af en sådan karakter, at
den falder ind under de strengere bestemmelser i stk. 2.
Der er i øvrigt foretaget en række konsekvensrettelser.
Til § 2 og 3
Der henvises til de almindelige bemærkninger.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Affaldsafgift ved etablering af biocover SKM-databasen · 30. april 2019
- 1990 LSF 74 FORSLAG TIL LOV OM MILJØBESKYTTELSE Retsinformation · 7. juni 1991
- 1989 LSF 164 FORSLAG TIL LOV OM MILJØBESKYTTELSE Retsinformation · 18. januar 1990
- 1990 LSF 21 FORSLAG TIL LOV OM MILJØBESKYTTELSE Retsinformation · 4. oktober 1990
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT EU-domme · 10. april 2003
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat F.G. Jacobs fremsat den 10. april 2003 EU-domme · 10. april 2003