1990 LSF 199 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND OG LOV OM KOMMUNAL UDLIGNING OG GENERELLE TILSKUD TIL KOMMUNER OG AMTSKOMMUNER. (FINANSIERING AF UDGIFTER EFTER BISTANDSLOVEN TIL FLYGTNINGE, TILSKUD TIL KOMMUNERNE VEDRØRENDE SOCIALE UDGIFTER TIL FLYGTNINGE).
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december
1990, foretages følgende ændringer:
1. I § 10 indsættes som stk. 5 :
» Stk. 5 . Pligten til at yde integrationsbistand til en
udlænding, der er omfattet af § 134 a, stk. 1, varetages af staten i indtil
18 måneder. Socialministeren fastsætter de nærmere regler og kan herved
bestemme, at bistanden ydes af en privat humanitær organisation.«
2. § 134, stk. 3 , ophæves.
3. Efter § 134 indsættes:
»§ 134 a. Staten afholder efter reglerne i stk. 2-8 udgifter
til en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter
1) udlændingelovens §§ 7-8,
2) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,
3) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i umiddelbar forlængelse af en
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,
4) udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, som følge af tilknytning til en
i Danmark fastboende person, når denne person selv er kommet til landet efter
de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan føres
tilbage til en sådan person, eller
5) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt til en
asylsøgende udlænding.
Stk. 2. Staten afholder udgifter til bistand efter afsnit III og
IIIA i de første 31/2 år efter datoen for opholdstilladelsen. Herefter
afholder staten 75 pct. af kommunernes udgifter til bistand efter afsnit III
og IIIA.
Stk. 3. Staten afholder 50 pct. af en kommunes eller amtskommunes
udgifter efter afsnit IV-VII, dog med undtagelse af udgifter efter § 87 og §§
105-111.
Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 2 og stk. 3 afholder staten
Læs alt
en kommunes udgifter til
1) udlændinge, som inden 12 måneder efter datoen fra opholdstilladelsen på
grund af vidtgående fysiske eller psykiske handicap anbringes i døgnophold,
dog kun indtil pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig
selv, og
2) udlændinge, når tilladelsen er meddelt en mindreårig asylsøger, dog
længst indtil modtageren fylder 18 år, eller barnets forældre får lovligt
ophold her i landet.
Stk. 5. Staten udbetaler til kommunerne et tilskud på 1.000 kr.
pr. måned for udlændinge, jf. stk. 1, der deltager i aktiviteter, hvortil der
kan ydes tilskud af puljen efter § 20 i lov om kommunal
beskæftigelsesindsats. Aktiviteten skal have et omfang på mindst 20 timer pr.
uge. Er betingelserne for at udbetale tilskud efter § 133, stk. 3, samtidig
opfyldt, ydes der til kommunen et yderligere tilskud på 1.500 kr. pr. måned.
Stk. 6. Adgangen til ydelser fra staten efter stk. 2-5 gælder i
61/2 år efter datoen for opholdstilladelsen. Dog afholder staten efter dette
tidspunkt fortsat en kommunes udgifter efter stk. 4, nr. 1 og 2.
Stk. 7. Når pligten til at yde integrationsbistand, jf. § 10, stk.
5, overgår til kommunen, yder staten i 2 år et beløb på 1.900 kr. pr. måned.
For hver måned kommunen overtager pligten tidligere, ydes et yderligere
tilskud på 2.000 kr.
Stk. 8. De beløb, der er nævnt i stk. 5 og stk. 7, reguleres en
gang årligt den 1. juli med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en
satsreguleringsprocent.«
§ 2
I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og
amtskommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 545 af 20. juli 1990, foretages
følgende ændringer:
1. § 21 affattes således:
»§ 21. Indenrigsministeren yder årligt et tilskud til
kommunernes merudgiftsbehov vedrørende indvandrere og flygtninge.
Indenrigsministeren yder desuden et årligt tilskud til kommunernes
merudgiftsbehov vedrørende sociale udgifter til flygtninge.
Stk. 2 . Merudgiftsbehovet efter stk. 1, 1. punktum, fastlægges i
gennemsnit til 2.600 kr. pr. indvandrer og flygtning og yderligere 12.100 kr.
pr. 6-16 årig. Beløbene reguleres een gang årligt med
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. En kommunes
tilskud korrigeres for regionale forskelle i lønniveauet.
Stk. 3 . Merudgiftsbehovet efter stk. 1, 2. punktum, fastlægges i
1992 til 20.000 kr. pr. flygtning. For flygtninge, der den 1. januar i
beregningsåret har haft opholdstilladelse i Danmark i 79-90 måneder, ydes et
tilskud, der udgør 75 pct. af merudgiftsbehovet, mens tilskuddet udgør 50 og
25 pct. af udgiftsbehovet pr. flygtning med opholdstilladelse i henholdsvis
91-102 og 103-114 måneder. Desuden ydes kommunerne et tilskud pr. 0-5 årig
flygtning, som i 1992 fastlægges til 24.500 kr. Beløbene reguleres een gang
årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. En
kommunes tilskud korrigeres for regionale forskelle i lønniveauet.
Stk. 4 . For 1992 afsættes ekstraordinært 10 mio. kr. til tilskud
til kommuner, der i perioden 1. januar 1987 til 1. januar 1992 til enkelte
flygtninge har haft særligt store udgifter efter bistandsloven.«
2. Efter § 29 a indsættes:
»§ 29 b. Indenrigsministeren fastsætter regler om opgørelse
af antallet af flygtninge i hver kommune ved opgørelse af merudgiftsbehov
efter § 21, stk. 1, 2. punktum.«
§ 3
§ 1 træder i kraft den 1. januar 1992, og § 2 har virkning for
tilskudsberegningen fra og med tilskudsåret 1992.
Bemærkninger til lovforslaget
Med lovforslaget foreslås en række ændringer vedrørende kommunernes
sociale udgifter til flygtninge. Forslagene udgør en helhed, og de omfatter
dels ændringer af reglerne i bistandsloven om statens finansiering af
udgifter efter loven, dels ændringer af lov om kommunal udligning og
generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, således at der indføres
særlige tilskud til kommunernes sociale udgifter til flygtninge.
Sammenfattende foreslås følgende ændringer:
Lov om social bistand .
- gruppen af udlændinge, der omfattes af de særlige finansieringsregler,
udvides med en mindre gruppe asylsøgende, der får opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4
- statens andel af kommuners og amtskommuners udgifter til institutions-
og serviceydelser nedsættes fra 100 til 50 pct.
- staten dækker fortsat fuldt ud kommunernes udgifter til
overførselsindkomster i de første 31/2 år, - herefter nedsættes statens andel
til 75 pct.
- staten dækker fuldt ud kommunernes udgifter til uledsagede børn og
flygtninge med visse handicap, og det gælder også udover perioden på 61/2 år
- der indføres et aktiveringstilskud på 1.000 kr. pr. måned for
flygtninge, der beskæftiges i de beskæftigelsesfremmende ordninger
- Socialministeriets aktiveringstilskud på 2.000 kr. pr. måned, jf. § 133,
stk. 3, suppleres med et særligt tilskud på 1.500 kr. pr. måned for
flygtninge
- det fastsættes, at kommunerne efter 18 måneder har ansvaret for
integrationen af flygtninge
- kommunerne får et tilskud på 1.900 kr. pr. måned i 2 år efter udløbet af
18 måneders perioden, og et tilskud på 2.000 kr. pr. måned, hvis de overtager
flygtningen tidligere end efter 18 måneder.
Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og
amtskommuner :
- der ydes kommunerne et tilskud på basis af et beregnet merudgiftsbehov
på 20.000 kr. pr. flygtning med opholdstilladelse over 61/2 år. Tilskuddet
aftrappes over 3 år
- der ydes kommunerne et tilskud på 24.500 kr. pr. 0-5 årig flygtning
- for 1992 afsættes ekstraordinært 10 mill. kr. til tilskud til kommuner,
der i perioden 1. januar 1987 til 1. januar 1992 til enkelte flygtninge har
haft særligt store udgifter efter bistandsloven.
Til § 1.
Der stilles forslag om, at reglerne om statens ydelser til kommunerne og
amtskommunerne for udgifter efter bistandsloven til flygtninge ændres med
henblik på at effektivisere arbejdet med integration af flygtninge.
I de første gennemsnitligt 18 måneder varetages opgaven med at integrere
flygtninge af Dansk Flygtningehjælp. Udgifterne til flygtningenes forsørgelse
dækkes i denne periode af staten via Dansk Flygtningehjælp. Derefter overgår
ansvaret for flygtningene til kommunerne og amtskommunerne, der yder
flygtningene hjælp efter bistandsloven, og udgifterne hertil dækkes af
staten. Der er dog fastsat særlige regler om flygtningefamiliers overgang til
kommunen i tilfælde, hvor der opnås familiesammenføring; familien overgår
samlet til kommunen.
Statens udbetalinger til kommuner og amtskommuner i henhold til § 134 a,
stk. 2-8, finder sted på en af finansministeren fastsat dato forud for den
måned, refusionen vedrører, jf. lov nr. 134 af 20. marts 1976.
Staten dækker således - bortset fra udgifter til administration og
rådgivning - udgifter efter bistandsloven til flygtninge i en periode på 61/2
år fra datoen for opholdstilladelsen. Efter dette tidspunkt afholdes
udgifterne på samme måde som for andre, der modtager hjælp efter
bistandsloven.
1. Baggrunden for lovforslaget.
a. Statsrevisorernes beretning om dansk flygtningeadministration .
I statsrevisorernes beretning nr. 1/88 om dansk flygtningeadministration
behandlede statsrevisorerne den gældende regel i bistandslovens § 134, stk.
3, om at staten fuldt ud dækker kommuners og amtskommuners udgifter efter
bistandsloven i 61/2 fra datoen for opholdstilladelsen. Statsrevisorerne
siger bl.a.: »Det er altid vanskeligt at gennemføre en økonomisk
forsvarlig administration, når een myndighed træffer beslutning om
udgifternes art, størrelse og det niveau, man skal opretholde, medens det er
overladt til en anden myndighed at skaffe dækning for disse udgifter.«.
Om samarbejdet mellem Dansk Flygtningehjælp og kommunerne bemærker
statsrevisorerne, »at det forekommer statsrevisorerne indlysende, at der
- så snart permanent bolig er anvist, og man kender den fremtidige
opholdskommune - burde være et langt mere udvidet samarbejde mellem
flygtningehjælpen og kommunerne, end hvad ordningen i øjeblikket tager højde
for.«.
Statsrevisorerne nævner endvidere: »Et sådant udbygget samarbejde
mellem Dansk Flygtningehjælp og kommunerne på et tidligt tidspunkt ville
formentlig virke fordyrende rent umiddelbart. På den anden side ville man
antagelig opnå, at det nuværende skarpe skel, hvor den enkelte flygtning
efter atten måneder, hvor Dansk Flygtningehjælp har ansvaret, overtages af
kommunerne, ville blive slettet med positive virkninger for
integrationsforløbet. Merudgifterne ved en sådan nyordning, hvor staten ville
komme til i en periode at udbetale større midler til integrationsarbejdet,
ville formentlig kunne kompenseres ved en gennemsnitlig kortere
integrationsfase. Det ville være muligt at forkorte den periode, hvor staten
skal yde 100 pct. refusion til kommunale flygtningeudgifter,
væsentligt.«
b. Udvalget om refusion på flygtningeområdet .
På baggrund af statsrevisorernes beretning nedsatte Socialministeriet en
arbejdsgruppe om flygtningerefusion. I gruppens rapport af april 1991 siges
det bl.a., at » Statsrevisorernes beretning er udarbejdet på grundlag af
en besigtigelse af Dansk Flygtningeadministration, som statsrevisorerne
foretog i 1988. Samarbejdsrelationerne mellem Dansk Flygtningehjælp og
kommunerne er meget varierende og omskiftelige, og der var tidligere særlige
problemer som følge af, at integrationsopgaven var ny for mange kommuner og
som følge af den ekstraordinære store tilgang af flygtninge i 1986-88. Der er
siden sket en udbygning af samarbejdet mellem Dansk Flygtningehjælp og
kommunerne. Der er mange steder i landet tale om et meget tidligt samarbejde.
Man kan således ikke længere tale om et skarpt skel. De samarbejdsproblemer,
som statsrevisorerne påpeger, er derfor ikke af samme omfang i dag, omend der
fortsat er et væsentligt behov for at forbedre samarbejdet.«
Arbejdsgruppen stiller på denne baggrund en række konkrete forslag til
ændringer af refusionsreglerne, og disse forslag er grundlaget for de
foreslåede ændringer.
2. Formålet med ændringerne.
Formålet er, at kommunerne mere effektivt og på et tidligere tidspunkt
deltager i arbejdet med at integrere flygtninge, og at det skal være lettere
for kommunerne at aktivere flygtninge. Aktive tilbud til flygtninge skal
opprioriteres til fordel for passiv forsørgelse. For visse flygtningegrupper
kan de gældende regler give enkelte kommuner betydelige udgifter til
enkeltpersoner. Derfor foreslås, at staten overtager et videregående ansvar
for visse handicappede flygtninge og for uledsagede flygtningebørn. Derudover
medfører forslagene, at kommunerne og amtskommunerne får medansvar for, at
deres institutioner for flygtninge drives økonomisk forsvarligt.
Samlet set vil ændringerne bevirke, at det offentliges ressourcer til
flygtninge anvendes bedre og mere målrettet til gavn for flygtningene. På
lidt længere sigt antages det, at en mere effektiv integration af flygtninge
medfører besparelser for det offentlige, jf. herved statsrevisorernes
bemærkninger.
3. Forslagets enkelte elementer.
Forslagene vedrørende bistandsloven kan gengives således:
- gruppen af udlændinge, hvortil der kan ydes statsrefusion, udvides
- statens ydelser til kommuner og amtskommuner for udgifter til
institutions- og serviceydelser nedsættes fra 100 til 50 pct.
- statens dækning af udgifter til forsørgelse m.v. af flygtninge nedsættes
efter 31/2 år
- staten dækker kommunernes udgifter for visse flygtninge med vidtgående
fysiske eller psykiske handicap og for uledsagede flygtningebørn. Dette
gælder, selv om 61/2 års perioden er udløbet
- nye tilskud til kommunerne, når de giver flygtninge tilbud om
beskæftigelse i beskæftigelsesfremmende ordninger
- kommunerne overtager ansvaret for integrationen af flygtninge efter 18
måneder, og kommunerne får tilskud, når de fra Dansk Flygtningehjælp
overtager ansvaret for flygtninge.
3.1. Gruppen af udlændinge, hvortil der kan ydes statsrefusion,
udvides.
Ved lov nr. 835 af 21. december 1988 om ændring af lov om social bistand
blev persongruppen, for hvilken der ydes den særlige flygtningerefusion,
bl.a. udvidet til også at omfatte mindreårige asylsøgende udlændinge
(uledsagede flygtningebørn), som fik opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 9, stk. 2, nr. 4.
Det sker nu i en række tilfælde, at også andre asylsøgere får
opholdstilladelse efter denne bestemmelse, fordi der foreligger sådanne
særlige omstændigheder - f.eks. et pleje- eller behandlingsbehov - at det
ikke skønnes rimeligt at sende dem tilbage, uanset udfaldet af en asylsag.
Antallet skønnes af Direktoratet for Udlændinge at være meget beskedent. Da
de enkelte tilfælde kan være forholdsmæssigt dyre for kommunen, skønnes det
rimeligt, at de pågældende bliver omfattet af den særlige flygtningerefusion.
Forslaget tager alene sigte på udlændinge, for hvilke en asylansøgning var
eneste opholdsgrundlag forud for meddelelsen af opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.
3.2. Statens ydelser til kommuner og amtskommuner for udgifter til
institutions- og serviceydelser nedsættes fra 100 til 50 pct.
Med dette forslag imødekommes en bemærkning i statsrevisorernes beretning
om, at forvaltningen af en regel om 100 pct. refusion »forudsætter en
endog helt usædvanlig ansvarsbevidsthed hos de kommunale myndigheder«.
Forslaget medfører, at kommuner og amtskommuner får et finansielt medansvar
for følgende områder: Hjælp til praktisk bistand i hjemmet, hjælp i
forbindelse med pasning af døende i hjemmet, hjælpemidler m.v., dagpleje,
døgnpleje, institutioner under kommunerne og amtskommunerne, dvs. bl.a.
daginstitutioner, revalideringsinstitutioner m.v.
Hovedparten af udgifterne til flygtninge på disse områder vedrører pasning
af børn.
Statens mindreudgifter ved nedsættelse af refusionsprocenten til 50
modsvares af, at der samtidig foreslås indført et tilskud til kommuner med
børn af flygtninge på 0-5 år, jf. herved forslagets § 2 om ændring af lov om
kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner. På
denne måde er det tilstræbt at kompensere de kommuner, som har udgifter til
flygtningebørn.
3.3. Statens dækning af udgifter til forsørgelse m.v. af flygtninge
nedsættes efter 31/2 år.
Forslaget indebærer, at staten fortsat fuldt ud dækker kommunernes
udgifter til kontanthjælp og revalidering m.v. i de første 31/2 år af
integrationsperioden. Staten skal således uændret dække Dansk
Flygtningehjælps udgifter til disse formål i de 18 måneder, hvor
Flygtningehjælpen har ansvaret for integrationsprocessen. Når ansvaret efter
18 måneders forløb overgår til kommunerne, kan kommunerne ligeledes fortsat
få udgifterne dækket af staten.
31/2 år efter datoen for opholdstilladelsen nedsættes statens dækning til
75 pct. af udgifterne, og kommunerne skal herefter i den resterende del af
perioden på 61/2 år selv bære 25 pct. af udgifterne til forsørgelse m.v.
De gældende regler om fuld dækning i 61/2 år bevirker bl.a., at når en
kommune som følge af en effektiv indsats hjælper en flygtning til at kunne
klare sig selv, er det kun staten - og ikke kommunen - der får glæde af en
reduktion af udgifterne til forsørgelse efter bistandsloven. Det er
ønskeligt, at kommunerne får en direkte økonomisk interesse i en tidlig og
effektiv indsats, og derfor bør de efter en periode have et økonomisk
medansvar, når der ydes hjælp til forsørgelsen. Kommunerne bør fortsat have
gode betingelser for en tidlig indsats. Derfor opretholdes den høje statslige
dækning i de første 2 år, efter at kommunerne har overtaget ansvaret. Hertil
kommer, at kommunerne som noget nyt får et særligt tilskud pr. flygtning, de
modtager fra Dansk Flygtningehjælp, jf. 3.6. Dertil kommer yderligere, at der
også foreslås indført tilskud til kommunerne, når kommunerne anvender de
almindelige beskæftigelsesfremmende tilbud til flygtningene, jf. herved 3.5.
3.4. Staten dækker kommunernes udgifter for visse flygtninge med
vidtgående fysiske eller psykiske handicap og for uledsagede flygtningebørn.
Dette gælder, selv om 61/2 års perioden er udløbet.
Forslaget omfatter for det første uledsagede flygtningebørn, for hvem man,
navnlig når barnet ikke er ret gammelt ved ankomsten, kan forudse, at det
ikke efter udløbet af de 61/2 år vil være i stand til at klare sig selv.
For det andet drejer det sig om nogle få flygtninge, som ved ankomsten til
landet eller kort tid herefter på grund af vidtgående fysiske eller psykiske
handicap må anbringes i institution eller lignende.
Med de foreslåede ændringer om statens dækning af udgifter til henholdsvis
institutions- og serviceydelser og til kontanthjælp m.v. vil det ikke være
rimeligt, at kommunerne inden for 61/2 års perioden også overtager et
økonomisk medansvar for disse to mindre grupper af flygtninge, for hvilke man
typisk ikke kan forvente, at de inden for denne periode bliver selvhjulpne.
Det skønnes heller ikke rimeligt, at kommunerne efter udløbet af perioden
på 61/2 år skal afholde udgifterne efter samme regler, som gælder for andre.
Det er nemlig således, at hvis der ikke indføres særlige regler, vil de
almindelige regler om opholdskommuner i lovens § 10 medføre, at det er
flygtningens opholdskommune, der skal bære den kommunale del af udgifterne
efter udløbet af 61/2 års perioden.
Det er imidlertid ikke sikkert, at det er den aktuelle opholdskommune, der
skal bære den kommunale udgift. I visse tilfælde kan en opholdskommune kræve
sine udgifter refunderet af en tidligere opholdskommune. Regler om dette er
fastsat i bistandslovens § 11. Efter denne bestemmelse kan en opholdskommune
kræve sin del af udgifterne til bistand refunderet af en tidligere
opholdskommune,
1) når pågældende ved medvirken fra en anden kommune eller offentlig
myndighed er anbragt i institution eller pleje i kommunen,
2) når pågældendes ophold i kommunen skyldes indkaldelse til aftjening af
værnepligt eller indlæggelse i sygehus og lignende behandlingsinstitution.
Hvis et institutionsophold afsluttes med, at en person ved medvirken fra
institutionen får ophold i egen bolig, er det den kommune, der hæftede for
opholdet under institutionsopholdet, der fortsat hæfter for bistanden, indtil
vedkommende bliver i stand til at klare sig selv.
Det normale for en flygtning er, at denne efter et ophold i en midlertidig
bolig hjælpes til egen varig bolig. Opholdet i et asylcenter eller i et af
Dansk Flygtningehjælps midlertidige indkvarteringssteder er efter
Socialministeriets opfattelse en midlertidig bolig. Selv om Dansk
Flygtningehjælp er en flygtning behjælpelig med at finde en varig bolig i en
anden kommune, kan refusionsbestemmelsen i § 11 normalt ikke anvendes af en
senere opholdskommune over for den kommune, hvor den første midlertidige
bolig er beliggende, idet flygtningen ikke har været anbragt i institution
eller pleje m.v.
Det betyder, at selv om en flygtnings aktuelle kommune kan
»påvise«, at pågældende ved hjælp af en anden myndighed er flyttet
til kommunen, kan den ikke i almindelighed efter § 11 kræve refusion fra den
tidligere opholdskommune, som f.eks. kan være den kommune, hvor asylcenteret
er beliggende.
Det er imidlertid noget andet, når en flygtning anbringes i døgnophold i
institution, bofællesskab eller familiepleje på grund af et vidtgående fysisk
eller psykisk handicap, eller hvis der er tale om anbringelse i pleje af et
uledsaget flygtningebarn. I disse tilfælde er de grundlæggende betingelser
for at anvende § 11 opfyldt. Det betyder, at ved udløbet af 61/2 års perioden
kan institutionskommunen eller »plejekommunen« kræve sine udgifter
refunderet af en tidligere opholdskommune.
Uden ændringer ville den kommune, hvor disse flygtninge første gang fik
ophold, derfor kunne komme til at afholde de ofte betydelige udgifter til
bistand til henholdsvis uledsagede flygtningebørn og til visse flygtninge med
vidtgående fysisk eller psykisk handicap.
Problemerne med uændrede regler vil derfor vise sig for kommuner med
større opholdscentre for de asylsøgere, der kommer her til landet uden
opholdstilladelse, og som typisk bliver indkvarteret på et asylcenter, mens
der tages stilling til, om de kan få opholdstilladelse.
Problemerne vedrører desuden de kommuner, hvor flygtninge, der har
opholdstilladelse ved ankomsten til landet, af Dansk Flygtningehjælp typisk
bliver midlertidig boligplaceret i en af Dansk Flygtningehjælps
indkvarteringsejendomme m.v., indtil placering i varig bolig kan finde sted.
Det drejer sig især om flygtninge, der modtages efter aftale med FN's
flygtningehøjkommissær (kvoteflygtninge - herunder handicappede, som modtages
efter programmet »twenty or more«).
For at hjælpe disse kommuner foreslås det derfor, at staten påtager sig et
videregående økonomisk ansvar for udgifter efter bistandsloven
- til flygtninge med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, som på
grund af handicappet anbringes i døgnophold i institution, bofællesskab eller
familiepleje,
- til uledsagede flygtningebørn, indtil de fylder 18 år.
Dette sker ved, at staten for disse typer af flygtninge dækker kommunernes
udgifter således:
For uledsagede flygtningebørn dækkes udgifterne, indtil de fylder 18 år,
og det gælder i givet fald også udover 61/2 års perioden.
Videre dækkes udgifterne, når flygtninge med vidtgående fysiske eller
psykiske handicap inden 12 måneder efter opholdstilladelsen anbringes i
institution eller familiepleje. Udgifterne til disse personer dækkes, indtil
de i en periode på 2 sammenhængende år har klaret sig selv, og det gælder
også, hvis hjælpen ydes udover 61/2 års perioden.
Hvis et uledsaget flygtningebarn eller en handicappet flygtning opnår
dansk statsborgskab, ophører pågældende med at være flygtning, og pågældende
er derfor ikke længere omfattet af reglerne om flygtningerefusion.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne nedenfor ad § 134 a, stk. 4 og
stk. 6.
For 1992 afsættes ekstraordinært 10 mill. kr. til tilskud til kommuner,
der i perioden 1. januar 1987 til 1. januar 1992 til enkelte flygtninge har
haft særligt store udgifter efter bistandsloven. Der henvises til
bemærkningerne til § 2.
Det skal præciseres, at reglerne for disse grupper af flygtninge alene
gælder for primærkommunerne. For den enkelte amtskommune udgør udgifterne - i
kraft af amtskommunernes størrelse - en forholdsvis mindre belastning, og der
er relativt mindre udsving i fordelingen af flygtninge. Der er derfor ikke
samme behov for at ændre reglerne i forhold til amtskommunerne. Deres
udgifter til disse typer af flygtninge følger således de almindelige regler,
hvilket bl.a. betyder, at efter udløbet af de 61/2 år afholder amtskommunen
endeligt sin del af udgifterne.
3.5. Nye tilskud til kommunerne, når de giver flygtninge tilbud om
beskæftigelse i beskæftigelsesfremmende ordninger.
Det er vigtigt, at kommunerne i deres bestræbelser på at integrere
flygtninge også er opmærksomme på og anvender de foranstaltninger, som indgår
i den generelle indsats for bekæmpelse af ledighed.
Fra 1. januar 1991 finansieres kommunernes indsats på
beskæftigelsesområdet af en pulje hjemlet efter lov om kommunal
beskæftigelsesindsats - den såkaldte § 20-pulje - hvorfra kommunerne kan få
tilskud, når de aktiverer ledige.
Dernæst er der fra 1. januar 1991 i bistandsloven indført et »2.000
kroners tilskud« (bistandslovens § 133, stk. 3). Tilskuddet udbetales,
når en kontanthjælpsmodtager aktiveres i en foranstaltning, der berettiger
til tilskud fra § 20-puljen, forudsat at der ikke samtidig udbetales
kontanthjælp. Tilskuddet svarer til statens gennemsnitlige andel (50 pct.) af
den sparede kontanthjælp.
Staten afholder imidlertid for flygtninge en større del af kontanthjælpen
- 100 eller 75 pct., jf. forslaget - og det betyder, at kommunen ikke fuldt
ud får del i den kontanthjælp, staten sparer, når en kommune tilbyder en
flygtning arbejde i et beskæftigelsesprojekt eller i løntilskudsordningen.
Med henblik på at forbedre mulighederne for at anvende disse
beskæftigelsesmuligheder som led i integrationen af flygtninge, foreslås det
derfor, at staten til kommunerne udbetaler et tilskud på 1.500 kr., når
betingelserne for at udbetale tilskud på 2.000 kr. efter § 133, stk. 3, er
opfyldt. Tilskuddets størrelse er fastsat på grundlag af et gennemsnit af
statens besparelse til ydelse af kontanthjælp i de perioder, hvor staten
dækker henholdsvis 100 og 75 pct. af udgiften.
Foruden aktivitet i beskæftigelsesprojekter og i løntilskudsordningen kan
kommunerne få tilskud fra § 20-puljen til en lang række andre
beskæftigelsesfremmende aktiviteter, f.eks. ophold i produktionsskole,
særlige undervisningsforløb m.v. I disse situationer udbetales der ikke løn,
og der spares derfor ikke kontanthjælp. Til disse aktiviteter kan der derfor
ikke ydes tilskud på 2.000 kr. efter bistandslovens § 133, stk. 3.
Med henblik på i almindelighed at forbedre kommunernes muligheder for at
anvende hele beskæftigelsesområdet som led i integrationen af flygtninge
foreslås indført et yderligere tilskud, der udbetales, når kommunerne
aktiverer flygtninge i foranstaltninger, der berettiger til tilskud fra §
20-puljen. Det er en betingelse, at aktiviteten har et omfang af mindst 20
timer pr. uge. Det er op til kommunerne i det enkelte tilfælde at afgøre,
hvilke tilbud den enkelte flygtning som led i integrationsprocessen kan have
nytte af.
Sammenfattende foreslås således indført to former for tilskud til
kommuner, der beskæftiger flygtninge inden for ordningerne til
beskæftigelsesfremme:
a) et tilskud på 1.000 kr. pr. måned, som udbetales, når en flygtning
beskæftiges i en af de aktiviteter, der berettiger til tilskud efter §
20-puljen, og
b) et yderligere tilskud på 1.500 kr. pr. måned, som udbetales, når
betingelserne for at yde tilskud efter § 133, stk. 3, er opfyldt.
3.6. Kommunerne overtager ansvaret for integrationen af flygtninge
efter 18 måneder, og kommunerne får tilskud, når de fra Dansk Flygtningehjælp
overtager ansvaret for flygtninge.
Staten yder gennem Dansk Flygtningehjælp flygtninge integrationsbistand i
den første periode. Statens forpligtelse til at dække Dansk Flygtningehjælps
udgifter til dette er fastlagt i de årlige finanslove. Af bemærkningerne til
finansloven fremgår, at det forudsættes, at integrationsbistanden
gennemsnitligt varer i 18 måneder, for familiesammenførte ægtefæller og børn
dog kun den tid, der resterer af hovedpersonens 18 måneder. Det er således
ikke i bistandsloven fastsat, at staten i en periode har ansvaret for
integrationsbistanden, som ville være et kommunalt ansvar, hvis ikke staten
via finansloven havde påtaget sig dette.
Statsrevisorerne har som nævnt påpeget, at der, så snart en mere permanent
bolig er anvist, og man derfor kender flygtningens fremtidige opholdskommune,
burde være et langt mere udvidet samarbejde mellem Flygtningehjælpen og
kommunerne, end hvad ordningen i øjeblikket tager højde for.
Gennemsnitligt får flygtninge permanent bolig efter 6 til 7 måneder. Der
er dog store variationer, og enkelte når ikke at blive placeret inden for de
første 18 måneder. Disse få flygtninge vil have bolig i en af
Flygtningehjælpens midlertidige boliger, og deres opholdskommune vil derfor
være den kommune, hvor den midlertidige bolig er beliggende.
Det foreslås, at det fastsættes i bistandsloven, at staten i indtil 18
måneder varetager integrationsbistanden til flygtninge. Der fastsættes
nærmere regler, således at staten varetager bistanden i de første 18 måneder,
for familiesammenførte ægtefæller og børn dog længst indtil udløbet af
hovedpersonens integrationsperiode på 18 måneder. Dette svarer til de
gældende regler, som også indebærer, at Dansk Flygtningehjælp ikke yder
integrationsbistand til familiesammenførte forældre over 60 år. Ved at
fastsætte et bestemt tidspunkt, hvor kommunerne skal overtage ansvaret,
præciseres hvilken instans der på et givet tidspunkt har pligt til at yde
bistand.
Det er fortsat hensigten, at integrationsbistanden i den indledende fase
skal varetages af Dansk Flygtningehjælp. Det bestemmes derfor, at
socialministeren kan overlade ansvaret til en privat humanitær organisation.
Dansk Flygtningehjælp skal endvidere på en kommunes vegne kunne fortsætte
integrationsbistanden efter de 18 måneder. Det forudsætter, at Dansk
Flygtningehjælp og vedkommende kommune træffer aftale om dette, herunder om,
at kommunen betaler Flygtningehjælpens udgifter til bistanden. Rammerne for
Flygtningehjælpens muligheder for at drive indtægtsdækket virksomhed vil
blive tilrettelagt således, at dette kan lade sig gøre. Aktiviteterne
undtages fra reglerne om ikke-disponibel andel af omsætningen.
I tilknytning til fastsættelsen af, at kommunerne efter 18 måneder
overtager ansvaret for integrationen, foreslås det, at der i to år efter
udløbet af 18 måneders perioden udbetales kommunen et månedligt tilskud på
1.900 kr. Hermed gøres det lettere for kommunerne at videreføre det
integrationsarbejde, der er påbegyndt af Dansk Flygtningehjælp, således at
der kan lægges vægt på indsatsen i den tidlige fase af integrationsperioden,
jf. herved statsrevisorernes beretning. Ved at udbetale tilskuddet månedligt
sikres det, at en ny kommune - i tilfælde hvor en flygtning flytter inden for
de to år - også får gavn af tilskuddet.
For at gøre overgangen mellem Dansk Flygtningehjælp og kommunerne mere
fleksibel, foreslås det samtidigt, at kommuner får udbetalt et yderligere
tilskud på 2.000 kr. pr. måned, når de efter aftale med Dansk Flygtningehjælp
modtager en flygtning på et tidligere tidspunkt end efter 18 måneder - eller
inden udløbet af restperioden for familiesammenførte ægtefæller og børn. I
forbindelse hermed forudsættes Flygtningehjælpens bevillinger reduceret
tilsvarende.
Tilskuddet på 2.000 kr. pr. måned ydes for tiden indtil kommunen er
forpligtet til at varetage integrationsbistanden.
Ved indgåelse af en sådan aftale bør der tages hensyn til den mest
hensigtsmæssige integration af de enkelte flygtninge og til
Flygtningehjælpens mulighed for at kunne fungere rationelt i de enkelte
lokale områder. Sådanne aftaler om fremrykket overgang for en flygtning
forudsætter, at flygtningen har fået egen bolig og vil antageligt som regel
tidligst kunne indgås omkring eet år efter påbegyndelsen af
integrationsprogrammet.
Oversigt over de særlige finansieringsregler vedrørende flygtninge.
Staten refunderer efter den gældende særlige ordning om
flygtningerefusion kommuners og amtskommuners udgifter efter bistandslovens
afsnit III-VII med 100 pct. i 61/2 år efter datoen for opholdstilladelsen.
Undtaget er § 87, rådgivningscentre for børn og unge, der finansieres fuldt
ud af amtskommunerne.
Efter de almindelige finansieringsregler - som også gælder for flygtninge
med mere end 61/2 års opholdstid - er der 50 pct. statsrefusion af
kommunernes udgifter til kontantydelser (afsnit III-IIIA) og 75 pct. refusion
af amtskommunernes udgifter til forsorgshjem (§ 105-111 i afsnit VII).
Øvrige udgifter, herunder også udgifter til rådgivning og vejledning,
afholdes fuldt ud af kommuner og amtskommuner.
Kommunerne afholder fuldt ud udgifterne til de kommunale daginstitutioner
og dagplejen, og til serviceydelser og institutionsophold for personer over
67 år.
Udgifterne til de amtskommunale særlige daginstitutioner deles mellem
kommuner og amtskommuner, og det samme gælder andre serviceydelser og
institutionsophold for personer under 67 år.
Dog refunderer staten 75 pct. af udgifterne til de amtskommunale
forsorgshjem, uanset klienternes alder.
Den særlige flygtningerefusion i 61/2 år og den efterfølgende almindelige
finansiering efter de gældende regler kan skematisk fremstilles således:
(pct.) 0 år 61/2 år
---------------------------
afsnit III-IIIA 100 50
afsnit IV-VII 100 0
forsorgshjem 100 75
---------------------------
Efter de foreslåede nye regler nedsættes refusionen til kontantydelserne
(afsnit III-IIIA) efter 31/2 år fra 100 til 75 pct. Det indebærer, at
kommunen får 75 pct. refusion i 2 år for en flygtning, der overtages efter 18
måneders integration under Flygtningehjælpen.
Refusionen vedrørende service og institutioner (afsnit IV-VII) udgør 50
pct. i alle 61/2 år, bortset fra forsorgshjem, hvor refusionen er 75 pct. (og
§ 87-centrene, der fortsat i alle tilfælde finansieres af amtskommunerne):
(pct.) 0 år 31/2 år 61/2 år
-----------------------------
afsnit III-IIIA 100 75 50
afsnit IV-VII 50 50 0
forsorgshjem 75 75 75
-----------------------------
Denne finansiering indebærer, at kommuner (*) og amtskommuner (gr.) afholder
følgende udgiftsandele for udvalgte ydelser:
(pct.) 0 år 31/2 år 61/2 år
-----------------------------------------~
kontantydelser 0 25* 50*
daginst/pleje 50* 50* 100*
inst/service
under 67 år 25*gr. 25*gr. 50*gr.
over 67 år 50* 50* 100*
forsorgshjem 25 gr. 25 gr. 25 gr.
-----------------------------------------~
For to flygtningegrupper (§ 134 a, stk. 4) foreslås dog fuld refusion af
kommunens andel af de ydelser, der er omfattet af flygtningerefusion;
refusionen er ikke begrænset til 61/2 år. De to grupper er
- flygtninge med vidtgående handicap, der indenfor det første år anbringes
i døgnophold i institution, bofællesskab eller familiepleje; det gælder
sålænge flygtningen ikke har klaret sig selv i en sammenhængende periode på
to år,
- uledsagede flygtningebørn under 18 år.
Hertil kommer tilskud, når kommunen efter 18 måneder overtager pligten til
at yde integrationsbistand (stk. 7) og aktivitetstilskud (stk. 5).
Økonomiske og administrative konsekvenser
1. Gruppen af udlændinge, hvortil der kan ydes statsrefusion,
udvides.
Forslaget om udvidelse af gruppen af udlændinge, der omfattes af den
særlige flygtningerefusion, giver ikke merudgifter for det offentlige under
eet. Statens merudgift modsvares af mindreudgifter for kommunerne.
2. Statens ydelser til kommuner og amtskommuner for udgifter til
institutions- og serviceydelser nedsættes fra 100 til 50 pct., og der
indføres et tilskud til kommuner. Tilskuddet ydes på grundlag af antallet af
0-5 årige flygtninge.
Forslaget om at nedsætte refusionsprocenten til 50 på institutions~ og
serviceområdet er udgiftsneutral for det offentlige under eet. Statens
besparelse skønnes til 116 mill. kr. i 1992.
Statens mindreudgift ved nedsættelsen af refusionsprocenten for udgifter
til institutions- og serviceområdet anvendes til finansiering af et tilskud
til kommunerne, jf. forslagets § 2 ad § 21, stk. 3, 3. pkt. Tilskuddet gives
til kommunerne på grundlag af antallet af 0-5 årige flygtninge i kommunen.
Tilskuddet er fastsat til 24.500 kr. pr. år pr. 0-5 årig flygtning, hvilket
skønnes at medføre en statslig merudgift på 116 mill. kr.
Når hele statens mindreudgift ved nedsættelse af refusionsprocenten på
institutions- og serviceområdet anvendes til et kommunalt tilskud på 24.500
kr. pr. 0-5 årig flygtning, får amterne en merudgift i forhold til idag.
Amternes merudgift skønnes til 20 mill. kr. Kommunerne får tilsvarende en
mindreudgift på 20 mill. kr.
3. Statens dækning af udgifter til forsørgelse m.v. af flygtninge
nedsættes efter 3 1/2 år til 75 pct.
Forslaget om at nedsætte refusionen fra 100 til 75 pct. for
forsørgelsesudgifter m.v. medfører ikke merudgifter for det offentlige under
eet, idet statens mindreudgifter modsvares af merudgifter for kommunerne.
Statens mindreudgifter skønnes med nogen usikkerhed at blive 208 mill. kr.
4. Staten dækker kommunernes udgifter for visse flygtninge med
vidtgående fysiske eller psykiske handicap og for uledsagede flygtningebørn.
Forslagene om udvidet refusion af kommunernes udgifter til flygtninge med
vidtgående fysiske eller psykiske handicap og til uledsagede flygtningebørn
medfører ikke merudgifter for det offentlige under eet. Statens merudgifter
modsvares af mindreudgifter for kommunerne.
5. Nye tilskud til kommunerne, når de giver flygtninge tilbud om
beskæftigelse i beskæftigelsesfremmende ordninger.
Forslaget om indførelse af et yderligere aktiveringstilskud på 1.500 kr.
pr. måned, som udbetales når betingelserne for at yde tilskud efter § 133,
stk. 3, er opfyldt, skønnes at være udgiftsneutralt for det offentlige under
eet. Statens merudgift til aktiveringstilskuddet modsvares af mindreudgifter
til kontanthjælp.
Forslaget om indførelse af et tilskud på 1.000 kr. om måneden pr.
flygtning, som deltager i en kommunal ordning omfattet af § 20-puljen,
skønnes at være udgiftsneutral for det offentlige under eet. Det forudsættes
således, at forslaget ikke giver anledning til en udvidelse af kommunernes
samledes aktiveringskapacitet.
Det skønnes med meget betydelig usikkerhed, at statens udgift til
tilskuddet på 1.000 kr. vil blive 28 mill. kr. på årsbasis.
6. Kommunerne overtager ansvaret for integrationen af flygtninge efter
18 måneder, og kommunerne får tilskud, når de fra Dansk Flygtningehjælp
overtager ansvaret for flygtninge.
Der ydes kommunerne to typer af tilskud:
- et månedligt tilskud på 1.900 kr. i de to første år efter udløbet af de
første 18 måneder, og
- yderligere et månedligt tilskud på 2.000 kr. når en flygtning overgår
til kommunen før udløbet af 18 måneders perioden, - eller inden udløbet af
restperioden for familiesammenførte ægtefæller og børn.
Det førstnævnte tilskud skønnes at medføre en øget statslig udgift på 182
mill. kr.
Der er ikke grundlag for at skønne over, i hvilket omfang kommunerne vil
modtage flygtninge før udløbet af 18 måneders perioden. Det forudsættes, at
ca. 25 pct. af flygtningene overgår til kommunen efter en periode på
gennemsnitligt 14 måneder i Dansk Flygtningehjælp. Herefter skønnes
merudgiften for staten til 8 mill. kr. Merudgiften modsvares af en reduktion
i den statslige bevilling til Dansk Flygtningehjælp.
Økonomien vedrørende det samlede lovforslag.
De økonomiske konsekvenser af lovforslaget for kommuner, amter og stat
kan gengives således:
1992 stat amt kom
(mill. kr.)
Nedsættelse af refusion fra 100 til 50 pct.
for institutionsudgifter m.v. 116 -20 -96
Tilskud til kommuner, 0-5 årige -116 116
Refusionsnedsættelse vedr. forsørgelse 208 -208
Tilskud ved beskæftigelsesfremme
1.000 kr. tilskud -28 28
Tilskud ved overgangen til kommunerne
efter udløbet af 18 måneders perioden -182 182
--------------------------------------------------------------------~
I alt -2 -20 22
--------------------------------------------------------------------~
Amtskommunernes merudgifter på 20 mill. kr. og kommunernes mindreudgifter
modregnes over bloktilskuddet.
Hertil kommer, at staten vil få merudgifter som følge af forslaget om
udvidelse af personkredsen, forslaget vedrørende visse flygtninge med
handicap og forslaget vedrørende uledsagede børn. På disse områder modsvares
statens merudgifter af mindreudgifter for kommunerne. Bloktilskuddet
nedsættes som følge af kommunernes mindreudgifter.
Statens merudgifter på skønsmæssigt 8 mill. kr. til tilskud til kommuner,
der modtager flygtninge før udløbet af 18 måneders perioden, modsvares af en
reduktion i den statslige bevilling til Dansk Flygtningehjælp.
For det offentlige under eet skønnes lovforslaget at være udgiftsneutralt.
Lovforslagets økonomiske konsekvenser er under forhandling med de
kommunale parter.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til nr. 1.
Med den foreslåede bestemmelse fastsættes det, at staten varetager den
integrationsmæssige bistand til flygtninge i de første 18 måneder. Det er
fortsat hensigten, at integrationsbistanden i den indledende fase skal
varetages af Dansk Flygtningehjælp. Det bestemmes derfor, at socialministeren
kan overlade ansvaret til en privat humanitær organisation. Svarende til
praksis i dag vil det blive bestemt, at hvis en flygtning modtages af
Flygtningehjælpen i den første halvdel af en måned, regnes 18 måneders
perioden fra den første i måneden. Modtages flygtningen i sidste halvdel af
måneden, regnes perioden fra den første i den følgende måned.
Herved er samtidigt fastsat det tidspunkt, hvor kommunerne skal overtage
ansvaret.
Flygtningehjælpens integrationsbistand tilbydes de samme persongrupper,
som er omfattet af den særlige flygtningerefusion. Ægtefæller og børn, der
familiesammenføres med en herboende flygtning, følger dog denne, hvad enten
han endnu er under Flygtningehjælpens integrationsprogram eller er overgået
til kommunen; dette gælder uanset om den familiesammenførte selv søger og
opnår flygtningestatus. Forældre over 60 år er ikke omfattet af
Flygtningehjælpens integrationsprogram, med mindre de opnår flygtningestatus.
Det forudsættes, at den nye persongruppe - personer, der har fået
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, efter at have
søgt asyl - fremover inddrages under Flygtningehjælpens integrationsprogram,
således som det allerede er sket for de mindreårige asylsøgende (uledsagede
flygtningebørn). Udgiften hertil vil blive optaget på forslag til finanslov
for 1992.
Dansk Flygtningehjælp skal på en kommunes vegne kunne videreføre
integrationsbistanden efter de 18 måneder. Det forudsætter, at Dansk
Flygtningehjælp og kommunen træffer aftale om dette, herunder at kommunen
betaler Flygtningehjælpens udgifter til bistanden. Rammerne for
Flygtningehjælpens muligheder for at drive indtægtsdækket virksomhed vil
blive tilrettelagt således, at dette kan lade sig gøre. Aktiviteten undtages
for reglerne om ikke-disponibel andel af omsætningen.
I tilknytning til fastsættelsen af at kommunerne efter 18 måneder
overtager ansvaret for integrationen, foreslås det, at kommunerne efter
overtagelsen i to år får udbetalt et månedligt tilskud, jf. de almindelige
bemærkninger pkt. 3.6.
Til nr 2.
Ændringen er redaktionel og følger af, at reglerne om refusion for
flygtninge foreslås samlet i en ny § 134 a.
Til nr. 3
Til stk. 1.
Der henvises til afsnit 3.1. ovenfor.
Til stk. 2.
Efter gældende regler refunderes en kommunes udgifter efter lovens
kapitler III og III a fuldt ud i 61/2 år fra datoen for opholdstilladelsen.
Med henblik på at øge kommunernes incitament til en tidlig og mere effektiv
indsats for integration af flygtninge foreslås, at refusionen for disse
udgifter efter 31/2 år nedsættes til 75 pct. Forslaget skal ses i sammenhæng
med, at kommunerne får tilskud, når de aktiverer flygtninge, jf. stk. 5, og
at kommunerne får udbetalt et tilskud, når de modtager flygtninge fra Dansk
Flygtningehjælp, jf. stk. 7.
Til stk. 3.
Det foreslås, at kommunernes og amtskommunernes refusion for udgifter
efter afsnit IV-VII (med undtagelse af § 87 og §§ 105-111)) nedsættes fra 100
pct. til 50 pct. Det område, der berøres af ændringen, er udgifter efter
bistandsloven til institutions- og serviceydelser, - for forsorgshjem
refunderes udgifterne dog med de sædvanlige 75 pct.
Med ændringen imødekommes statsrevisorernes kritik om det betænkelige i
refusionsprocenter på 100.
Statens mindreudgifter ved ændringen modsvares af, at der ydes et nyt
generelt tilskud på 24.500 kr. til kommuner med flygtningebørn i alderen 0-5
år. Der henvises til forslagets § 2 om ændring af lov om kommunal udligning
og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.
Til stk. 4.
Med forslaget overtager staten det økonomiske ansvar for to
flygtningegrupper, som typisk kræver en betydelig omsorgsindsats, og hvor
udgifter til en enkelt flygtning kan være betydelige.
I nr. 1 foreslås, at staten dækker kommunernes udgifter til flygtninge,
som inden 12 måneder efter datoen for opholdstilladelsen på grund af
vidtgående fysiske eller psykiske handicap anbringes i døgnophold, dvs.
f.eks. ophold efter §§ 66, 68, 96 og 112. Er disse betingelser opfyldt,
dækker staten kommunernes udgifter efter bistandsloven, indtil pågældende i
en sammenhængende periode på to år har klaret sig selv.
Det er ikke ethvert handicap hos en flygtning, som medfører, at kommunerne
kan få refusion fra staten - det gælder kun, når vedkommende får ophold på
institution, i bofællesskab eller familiepleje. Udenfor falder tilfælde, hvor
den pågældende midlertidigt visiteres til institution eller familiepleje af
kortere varighed, som f.eks. aflastningsophold,
botræningskurser/bovurderingskurser, behandling m.v.
Det er en betingelse, at behovet for anbringelse skal være tilstede ved
ankomsten til landet, eller at det viser sig kort tid herefter. Det er nemlig
ikke hensigten, at staten generelt skal overtage risikoen for, at en
flygtning får behov for omfattende hjælp på grund af handicap. Derfor
bestemmes det, at anbringelsen skal ske senest 12 måneder efter datoen for
opholdstilladelsen. Hvis en flygtning efter dette tidspunkt, f.eks. på grund
af en ulykke, må anbringes i en institution, gælder de almindelige regler om
refusion af udgifterne hertil.
Staten overtager ansvaret udover 61/2 års perioden, men adgangen til
refusion efter denne særregel ophører, hvis flygtningen i en sammenhængende
periode på to år har klaret sig selv. Tidsfristen svarer til den, der indtil
1. januar 1987 generelt var gældende med hensyn til kommunernes adgang til at
modtage refusion for udgifter til flygtninge. Med udtrykket »klaret sig
selv« sigtes til, at pågældende er i stand til at forsørge sig selv uden
at modtage hjælp til udgifter, der står i direkte forbindelse med det
pågældende handicap. Det betyder f.eks. at hvis den pågældende får egen bolig
uden for institutionen, og der vedvarende er behov for hjælpeforanstaltninger
af hensyn til afhjælpning af handicappet, kan kommunen fortsat få refusion
efter denne regel. Hjælp til et enkelt formål eller en ganske kortvarig hjælp
anses ikke for at afbryde to-års fristen. Modtagelse af dagpenge fra en
arbejdsløshedskasse eller dagpenge efter dagpengeloven betragtes ikke som
hjælp fra det offentlige.
Når statens pligt til at dække kommunernes udgifter ophører, bliver
flygtningen omfattet af de almindelige bestemmelser, dvs. at kommunen inden
for 61/2 års perioden kan få hel eller delvis dækning fra staten for udgifter
efter bistandsloven, jf. stk. 2 og 3.
Reglen gælder alene for primærkommunerne. Amtskommunernes udgifter til
disse typer af flygtninge følger således de almindelige regler, hvilket
betyder, at amtskommunen i de første 61/2 år får 50 pct. refusion, mens der
ikke er adgang til refusion efter udløbet af denne periode.
I nr. 2 fastsættes, at staten dækker kommunernes udgifter til uledsagede
flygtningebørn.
Der er i de senere år kommet et antal uledsagede flygtningebørn til
landet, dvs. børn som ikke er i følgeskab med deres forældre. Det foreslås,
at staten fuldt ud dækker kommunernes udgifter til disse børn, og at dette
gælder indtil barnet fylder 18 år.
Særreglen for disse børn betyder for det første, at de almindelige regler
om refusion af kommunernes udgifter, jf. stk. 2 og stk. 3, ikke gælder.
For det andet dækker staten kommunernes udgifter, indtil barnet fylder 18
år, uanset 61/2 års reglen i stk. 6. Det betyder f.eks., at en kommune kan få
refusion i 10 år for et barn, der netop er fyldt 8 år, når det får
opholdstilladelse. Hvis barnet på dette tidspunkt derimod er 161/2 år, kan
kommunen opnå refusion efter særreglen for uledsagede flygtningebørn, indtil
barnet er fyldt 18 år. Herefter og indtil pågældende fylder 23 år, hvor 61/2
års perioden udløber, kan kommunen få ydelser fra staten efter de almindelige
regler for flygtningerefusion.
Hvis barnets forældre får lovligt ophold her i landet, er barnet ikke
længere uledsaget, og herefter gælder særreglen ikke. Bestemmelsen omfatter
ikke amtskommunernes udgifter, der dækkes af staten efter de almindelige
regler.
Til stk. 5.
Indførelsen af de nye tilskud skal gøre det lettere for kommunerne at
aktivere flygtninge. Der henvises til de indledende bemærkninger til
forslaget.
Til stk. 6.
Staten yder fortsat særlig refusion af udgifter efter bistandsloven til
flygtninge i 61/2 år efter datoen for opholdstilladelsen. Begrænsningen til
61/2 år gælder dog ikke for uledsagede flygtningebørn og visse flygtninge med
vidtgående fysiske eller psykiske handicap. Der henvises til bemærkningerne
til stk. 4.
Til stk. 7.
Der henvises til de indledende bemærkninger til forslaget.
Til § 2
Hovedindhold.
Lovforslaget går ud på dels at indføre en særlig tilskudsordning for
kommunernes sociale merudgifter til flygtninge, dels at kompensere for
nedsættelsen af refusionsprocenten fra 100 pct. til 50 pct. for institutions-
og serviceydelser efter bistandsloven. (Ordningerne fremgår af stk. 1, 2.
punktum, og stk. 3 i den foreslåede affattelse af § 21 i lov om kommunal
udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner). Desuden
afsættes for 1992 ekstraordinært 10 mio.kr. til tilskud til kommuner, der i
perioden 1. januar 1987 til 1. januar 1992 til enkelte flygtninge har haft
særligt store udgifter efter bistandsloven.
Den eksisterende generelle tilskudsordning for kommunernes merudgiftsbehov
vedrørende indvandrere og flygtningen fortsætter uændret. (Stk. 1, 1.
punktum, og stk. 2 i den foreslåede affattelse af § 21 i lov om kommunal
udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner).
Baggrund og formål for en særlig tilskudsordning for kommunernes
sociale merudgifter til flygtninge.
Kommunerne modtager efter gældende regler 100 pct. statsrefusion til
udgifter efter bistandsloven og til boligstøtte til flygtninge i 61/2 år
efter datoen for opholdstilladelsen.
Efter 61/2 år gælder de almindelige finansieringsregler.
I de kommende år vil et stigende antal flygtninge passere 61/2 års
grænsen. Da flygtninge er ujævnt fordelt mellem kommunerne, vil et begrænset
antal kommuner få forholdsvis store merudgifter herved. Dette gælder også med
de foreslåede ændringer i bistandsloven, jf. forslagets § 1, hvori 61/2 års
perioden opretholdes. En del kommuner har rettet henvendelse til regeringen
herom, ligesom Kommunernes Landsforening har anmodet om, at der foretages en
nøjere vurdering af refusionsperiodens længde samt af behovet for ændret
udligningsordning kommunerne imellem, der kan sikre, at enkelte kommuner ikke
belastes urimeligt af udgifter til flygtninge.
Det er regeringens opfattelse, at særtilskud og særlige
udligningsordninger bør begrænses mest muligt, da de gør det samlede
tilskuds- og udligningssystem mere uoverskueligt. Det må dog erkendes, at de
sociale udgifter til flygtninge i fremtiden vil være ulige fordelt mellem
kommunerne.
På den baggrund har regeringen fundet det rimeligt, at der ydes et særligt
tilskud til kommunerne beregnet efter antal flygtninge med opholdstilladelse
over 61/2 år. Da tilskuddet skal finansieres af det kommunale bloktilskud,
fordeles de særlige udgifter til flygtninge herved mere ligeligt mellem
kommunerne. Da der endvidere er tale om et generelt tilskud til den enkelte
kommune, bevares kommunens tilskyndelse til at sikre, at de sociale udgifter
bliver så lave som muligt. Det skal bemærkes, at det særlige
indvandrertilskud i henhold til § 21, stk. 1, 1. punktum og stk. 2, ikke
tager højde for sociale udgifter til flygtninge.
Tilskudsordningens indhold.
Der findes ikke nogen opgørelse over antallet af flygtninge i hver
kommune. Kommunerne har alene nøjagtigt kendskab til det antal flygtninge,
der modtager bistandslovsydelser og/eller boligydelse. I lovforslaget gives
der indenrigsministeren bemyndigelse til at fastlægge, hvordan antallet af
flygtninge i hver kommune skal fastsættes. Den manglende opgørelse af
flygtninge medfører, at tilskudsordningen til dels vil blive baseret på
statsborgerskab i CPR-registret. Som mål for antallet af flygtninge med
opholdstilladelse udvælges 10 flygtningenationaliteter: Chile, Vietnam,
Polen, Iran, Irak, Sri Lanka, Libanon, Etiopien, Afghanistan samt statsløse
(hovedsageligt palæstinensere). Mere end 90 pct. af den samlede
flygtningetilgang er i de senere år kommet fra disse 10 lande.
Socialministeriet skønner, at omkring 90 pct. af udlændingene fra disse lande
er kommet hertil som flygtninge eller har opnået opholdstilladelse på grund
af familiesammenføring med en flygtning eller af andre humanitære grunde. For
så vidt angår Polen skønnes andelen dog at være lidt lavere. For flygtninge,
der har fået opholdstilladelse i 1985 eller senere, vil Danmarks Statistik
dog eventuelt kunne opgøre antallet af flygtninge i hver kommune direkte, og
i givet fald vil denne opgørelse blive benyttet. Der medregnes kun flygtninge
med opholdstid over 61/2 år.
På grundlag af regnskabstal for 1989 foreslås merudgiftsbehovet til
udgifter efter bistandsloven og lov om boligydelse i 1992 fastsat til et
afrundet beløb på 20.000 kr. pr. flygtning. Som grundlag for beregningen af
merudgiftsbehovet pr. flygtning er forudsat at 60 pct. af de flygtninge, der
passerer 61/2 års perioden, modtager kontanthjælp efter bistandsloven.
Lovforslaget bygger endvidere på den antagelse, at flygtninge, der har
været i landet i længere tid end 61/2 år, i stigende grad sidestilles med
andre borgere. Derfor fastsættes tilskuddet til 75 pct. af 20.000 kr. det
første år, og derefter aftrappes tilskuddet, således at der ydes 50 pct. af
20.000 kr. det andet år og 25 pct. det tredje år:
Opholdstilladelse:
61/2 - 71/2 år ( 79 - 90 mdr.) : 75 pct. af 20.000 kr.
71/2 - 81/2 år ( 91 - 102 mdr.) : 50 pct. af 20.000 kr.
81/2 - 91/2 år (103 - 114 mdr.) : 25 pct. af 20.000 kr.
Efter 91/2 år forudsættes flygtningene integreret på arbejdsmarkedet m.v.
på linie med danske statsborgere. Da der er tale om et generelt tilskud til
kommunerne, har kommunerne fuldt incitament til at fremme flygtningenes
erhvervsmæssige integration.
Baggrunden for et tilskud pr. 0-5 årig flygtning.
Forslaget om at yde kommunerne et tilskud på 24.500 kr. pr. 0-5 årig
flygtning skal ses i sammenhæng med forslaget om at nedsætte statens refusion
af kommunernes udgifter til institutions- og serviceydelser fra 100 pct. til
50 pct. Da hovedparten af udgifterne på området vedrører
daginstitutionsområdet, foreslås det at yde kommunerne et tilskud pr. 0-5
årig flygtning. På denne måde tilstræbes det at kompensere for
refusionsnedsættelsen.
Baggrunden for ekstraordinært at afsætte 10 mio.kr. til kommuner.
Forslaget søger at tage hensyn til, at enkelte kommuner blev påført
særlig store udgifter, da der pr. 1. januar 1987 indførtes en fast periode på
61/2 år for refusion af kommunernes udgifter efter bistandsloven til
flygtninge. Der tænkes navnligt på tilfælde, hvor en kommune er første
opholdskommune for en flygtning med vidtgående handicap, der som følge heraf
er blevet anbragt i institution eller pleje.
Det foreslås derfor, at der ekstraordinært afsættes 10 mio. kr. for 1992
til tilskud til kommuner, der i perioden 1. januar 1987 til 1. januar 1992
har haft særligt store udgifter til enkelte flygtninge efter bistandsloven.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, afsnit 3.4.
Tilskuddet finansieres af de kommunale bloktilskud og eventuelle
uforbrugte midler tilbageføres til bloktilskuddet.
Økonomiske og administrative konsekvenser.
Der er ingen økonomiske konsekvenser for staten og for kommunerne under
eet, da tilskudsordningen finansieres af det kommunale bloktilskud.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser
der berøres af lovforslaget
§ 1
I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december
1990, foretages følgende ændringer:
1. I § 10 indsættes som stk. 5 :
» Stk. 5 . Pligten til at yde integrationsbistand til en
udlænding, der er omfattet af § 134 a, stk. 1, varetages af staten i indtil
18 måneder. Socialministeren fastsætter de nærmere regler og kan herved
bestemme, at bistanden ydes af en privat humanitær organisation.«
§ 10. Pligten til at yde bistand påhviler kommunalbestyrelsen i
opholdskommunen.
Stk. 2. Ægtefæller anses for at have opholdskommune, hvor den
fælles bopæl er, så længe samlivet består.
Stk. 3. Et barn, der lever sammen med begge forældre, anses at
have opholdskommune, hvor forældrene bor. Lever barnet kun sammen med den ene
af forældrene, har det opholdskommune, hvor denne bor. Lever forældre, der
har fælles forældremyndighed, ikke sammen, og opholder barnet sig lige meget
hos begge forældre, har barnet dog med hensyn til foranstaltninger efter §§
48, stk. 1 og 2, nr. 1 og 2, 58, 64, 69, 91 og 95 a opholdskommune, hvor det
er tilmeldt folkeregisteret. Et barn, der ikke lever sammen med nogen af
forældrene, har selvstændig opholdskommune.
Stk. 4. Øjeblikkelig bistand til en person, der befinder sig uden
for opholdskommunen efter stk. 2 eller stk. 3, ydes af den stedlige
kommunalbestyrelse.
2. § 134, stk. 3 , ophæves.
§ 134. Staten afholder udgifterne vedrørende de institutioner
m.v., der forbliver under staten efter lov om udlægning af åndssvageforsorgen
og den øvrige særforsorg m.v.
Stk. 2. Staten afholder udgifterne efter § 5 til forsørgelse i
udlandet.
Stk. 3. Staten afholder udgifter efter afsnit III-VII, med
undtagelse af § 87, til en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter
1) udlændingelovens §§ 7-8,
2) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,
3) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i umiddelbar fortsættelse af en
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,
4) udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, som følge af tilknytning til en
i Danmark fastboende person, når denne person selv er kommet til landet efter
de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan føres
tilbage til en sådan person, eller
5) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt til en
mindreårig asylsøgende udlænding.
Dette gælder i 61/2 år efter datoen for opholdstilladelsen.
3. Efter § 134 indsættes:
» § 134 a. Staten afholder efter reglerne i stk. 2-8 udgifter
til en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter
1) udlændingelovens §§ 7-8,
2) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,
3) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i umiddelbar forlængelse af en
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,
4) udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, som følge af tilknytning til en
i Danmark fastboende person, når denne person selv er kommet til landet efter
de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan føres
tilbage til en sådan person, eller
5) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt til en
asylsøgende udlænding.
Stk. 2. Staten afholder udgifter til bistand efter afsnit III og
IIIA i de første 31/2 år efter datoen for opholdstilladelsen. Herefter
afholder staten 75 pct. af kommunernes udgifter til bistand efter afsnit III
og IIIA.
Stk. 3. Staten afholder 50 pct. af en kommunes eller amtskommunes
udgifter efter afsnit IV-VII, dog med undtagelse af udgifter efter § 87 og §§
105-111.
Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 2 og stk. 3 afholder staten
en kommunes udgifter til
1) udlændinge, som inden 12 måneder efter datoen fra opholdstilladelsen på
grund af vidtgående fysiske eller psykiske handicap anbringes i døgnophold,
dog kun indtil pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig
selv, og
2) udlændinge, når tilladelsen er meddelt en mindreårig asylsøger, dog
længst indtil modtageren fylder 18 år, eller barnets forældre får lovligt
ophold her i landet.
Stk. 5. Staten udbetaler til kommunerne et tilskud på 1.000 kr.
pr. måned for udlændinge, jf. stk. 1, der deltager i aktiviteter, hvortil der
kan ydes tilskud af puljen efter § 20 i lov om kommunal
beskæftigelsesindsats. Aktiviteten skal have et omfang på mindst 20 timer pr.
uge. Er betingelserne for at udbetale tilskud efter § 133, stk. 3, samtidig
opfyldt, ydes der til kommunen et yderligere tilskud på 1.500 kr. pr. måned.
Stk. 6. Adgangen til ydelser fra staten efter stk. 2-5 gælder i
61/2 år efter datoen for opholdstilladelsen. Dog afholder staten efter dette
tidspunkt fortsat en kommunes udgifter efter stk. 4, nr. 1 og 2.
Stk. 7. Når pligten til at yde integrationsbistand, jf. § 10, stk.
5, overgår til kommunen, yder staten i 2 år et beløb på 1.900 kr. pr. måned.
For hver måned kommunen overtager pligten tidligere, ydes et yderligere
tilskud på 2.000 kr.
Stk. 8. De beløb, der er nævnt i stk. 5 og stk. 7, reguleres en
gang årligt den 1. juli med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en
satsreguleringsprocent.«
§ 2
I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og
amtskommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 545 af 20. juli 1990, foretages
følgende ændringer:
1. § 21 affattes således:
»§ 21. Indenrigsministeren yder årligt et tilskud til
kommunernes merudgiftsbehov vedrørende indvandrere og flygtninge.
Indenrigsministeren yder desuden et årligt tilskud til kommunernes
merudgiftsbehov vedrørende sociale udgifter til flygtninge.
Stk. 2 . Merudgiftsbehovet efter stk. 1, 1. punktum, fastlægges i
gennemsnit til 2.600 kr. pr. indvandrer og flygtning og yderligere 12.100 kr.
pr. 6-16 årig. Beløbene reguleres een gang årligt med
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. En kommunes
tilskud korrigeres for regionale forskelle i lønniveauet.
Stk. 3 . Merudgiftsbehovet efter stk. 1, 2. punktum, fastlægges i
1992 til 20.000 kr. pr. flygtning. For flygtninge, der den 1. januar i
beregningsåret har haft opholdstilladelse i Danmark i 79-90 måneder, ydes et
tilskud, der udgør 75 pct. af merudgiftsbehovet, mens tilskuddet udgør 50 og
25 pct. af udgiftsbehovet pr. flygtning med opholdstilladelse i henholdsvis
91-102 og 103-114 måneder. Desuden ydes kommunerne et tilskud pr. 0-5 årig
flygtning, som i 1992 fastlægges til 24.500 kr. Beløbene reguleres een gang
årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. En
kommunes tilskud korrigeres for regionale forskelle i lønniveauet.
Stk. 4 . For 1992 afsættes ekstraordinært 10 mio. kr. til tilskud
til kommuner, der i perioden 1. januar 1987 til 1. januar 1992 til enkelte
flygtninge har haft særligt store udgifter efter bistandsloven.«
§ 21. Indenrigsministeren yder årligt et tilskud til kommunernes
merudgiftsbehov vedrørende indvandrere og flygtninge.
Stk. 2. Merudgiftsbehovet efter stk. 1 fastlægges i gennemsnit til
2.600 kr. pr. indvandrer og flygtning i alt og 12.100 kr. pr. 6-16 årig.
Beløbene reguleres een gang årligt med sats:reguleringsprocenten, jf. lov om
en satsreguleringsprocent. En kommunes tilskud korrigeres for regionale
forskelle i lønniveauet.
2. Efter § 29 a indsættes:
» § 29 b. Indenrigsministeren fastsætter regler om
opgørelse af antallet af flygtninge i hver kommune ved opgørelse af
merudgiftsbehov efter § 21, stk. 1, 2. punktum.«
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1991 LSF 82 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND OG LOV OM KOMMUNAL UDLIGNING OG GENERELLE TILSKUD TIL KOMMUNER OG AMTSKOMMUNER (FINANSIERING AF UDGIFTER EFTER BISTANDSLOVEN TIL FLYGTNINGE, TILSKUD TIL KOMMUNERNE VEDRØRENDE SOCIALE UDGIFTER TIL FLYGTNINGE) Retsinformation · 18. maj 1992
- 1992 LSF 162 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (HJÆLP TIL FRIVILLIG REPATRIERING) Retsinformation · 9. marts 1993
- Afgørelse i sag om bygningernes anvendelse på [virksomhed1] i Allerød Komune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. marts 2014
- 1995 LSF 41 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN, LOV OM MIDLERTIDIG OPHOLDSTILLADELSE TIL VISSE PERSONER FRA DET TIDLIGERE JUGOSLAVIEN M.V. OG LOV OM SOCIAL BISTAND (MIDLERTIDIG OPHOLDSTILLADELSE TIL PERSONER FRA SERBIEN-MONTENEGRO M.V.) Retsinformation · 1. maj 1996
- 1988 LSF 79 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (ÆNDRING AF REGLERNE OM FINANSIERING) Retsinformation · 17. maj 1989
- 1992 LSF 335 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND, LOV OM SOCIAL PENSION OG UDLÆNDINGELOVEN (HJÆLP TIL FRIVILLIG REPATRIERING) Retsinformation · 2. juli 1993