Spring til indhold

Retsinformation

1990 LSF 199 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND OG LOV OM KOMMUNAL UDLIGNING OG GENERELLE TILSKUD TIL KOMMUNER OG AMTSKOMMUNER. (FINANSIERING AF UDGIFTER EFTER BISTANDSLOVEN TIL FLYGTNINGE, TILSKUD TIL KOMMUNERNE VEDRØRENDE SOCIALE UDGIFTER TIL FLYGTNINGE).

1990/2 LSF 199Lovforslag som fremsatFolketinget15. maj 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december

1990, foretages følgende ændringer:

1. I § 10 indsættes som stk. 5 :

» Stk. 5 . Pligten til at yde integrationsbistand til en

udlænding, der er omfattet af § 134 a, stk. 1, varetages af staten i indtil

18 måneder. Socialministeren fastsætter de nærmere regler og kan herved

bestemme, at bistanden ydes af en privat humanitær organisation.«

2. § 134, stk. 3 , ophæves.

3. Efter § 134 indsættes:

»§ 134 a. Staten afholder efter reglerne i stk. 2-8 udgifter

til en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter

1) udlændingelovens §§ 7-8,

2) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

3) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i umiddelbar forlængelse af en

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

4) udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, som følge af tilknytning til en

i Danmark fastboende person, når denne person selv er kommet til landet efter

de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan føres

tilbage til en sådan person, eller

5) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt til en

asylsøgende udlænding.

Stk. 2. Staten afholder udgifter til bistand efter afsnit III og

IIIA i de første 31/2 år efter datoen for opholdstilladelsen. Herefter

afholder staten 75 pct. af kommunernes udgifter til bistand efter afsnit III

og IIIA.

Stk. 3. Staten afholder 50 pct. af en kommunes eller amtskommunes

udgifter efter afsnit IV-VII, dog med undtagelse af udgifter efter § 87 og §§

105-111.

Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 2 og stk. 3 afholder staten

Læs alt

en kommunes udgifter til

1) udlændinge, som inden 12 måneder efter datoen fra opholdstilladelsen på

grund af vidtgående fysiske eller psykiske handicap anbringes i døgnophold,

dog kun indtil pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig

selv, og

2) udlændinge, når tilladelsen er meddelt en mindreårig asylsøger, dog

længst indtil modtageren fylder 18 år, eller barnets forældre får lovligt

ophold her i landet.

Stk. 5. Staten udbetaler til kommunerne et tilskud på 1.000 kr.

pr. måned for udlændinge, jf. stk. 1, der deltager i aktiviteter, hvortil der

kan ydes tilskud af puljen efter § 20 i lov om kommunal

beskæftigelsesindsats. Aktiviteten skal have et omfang på mindst 20 timer pr.

uge. Er betingelserne for at udbetale tilskud efter § 133, stk. 3, samtidig

opfyldt, ydes der til kommunen et yderligere tilskud på 1.500 kr. pr. måned.

Stk. 6. Adgangen til ydelser fra staten efter stk. 2-5 gælder i

61/2 år efter datoen for opholdstilladelsen. Dog afholder staten efter dette

tidspunkt fortsat en kommunes udgifter efter stk. 4, nr. 1 og 2.

Stk. 7. Når pligten til at yde integrationsbistand, jf. § 10, stk.

5, overgår til kommunen, yder staten i 2 år et beløb på 1.900 kr. pr. måned.

For hver måned kommunen overtager pligten tidligere, ydes et yderligere

tilskud på 2.000 kr.

Stk. 8. De beløb, der er nævnt i stk. 5 og stk. 7, reguleres en

gang årligt den 1. juli med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en

satsreguleringsprocent.«

§ 2

I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og

amtskommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 545 af 20. juli 1990, foretages

følgende ændringer:

1. § 21 affattes således:

»§ 21. Indenrigsministeren yder årligt et tilskud til

kommunernes merudgiftsbehov vedrørende indvandrere og flygtninge.

Indenrigsministeren yder desuden et årligt tilskud til kommunernes

merudgiftsbehov vedrørende sociale udgifter til flygtninge.

Stk. 2 . Merudgiftsbehovet efter stk. 1, 1. punktum, fastlægges i

gennemsnit til 2.600 kr. pr. indvandrer og flygtning og yderligere 12.100 kr.

pr. 6-16 årig. Beløbene reguleres een gang årligt med

satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. En kommunes

tilskud korrigeres for regionale forskelle i lønniveauet.

Stk. 3 . Merudgiftsbehovet efter stk. 1, 2. punktum, fastlægges i

1992 til 20.000 kr. pr. flygtning. For flygtninge, der den 1. januar i

beregningsåret har haft opholdstilladelse i Danmark i 79-90 måneder, ydes et

tilskud, der udgør 75 pct. af merudgiftsbehovet, mens tilskuddet udgør 50 og

25 pct. af udgiftsbehovet pr. flygtning med opholdstilladelse i henholdsvis

91-102 og 103-114 måneder. Desuden ydes kommunerne et tilskud pr. 0-5 årig

flygtning, som i 1992 fastlægges til 24.500 kr. Beløbene reguleres een gang

årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. En

kommunes tilskud korrigeres for regionale forskelle i lønniveauet.

Stk. 4 . For 1992 afsættes ekstraordinært 10 mio. kr. til tilskud

til kommuner, der i perioden 1. januar 1987 til 1. januar 1992 til enkelte

flygtninge har haft særligt store udgifter efter bistandsloven.«

2. Efter § 29 a indsættes:

»§ 29 b. Indenrigsministeren fastsætter regler om opgørelse

af antallet af flygtninge i hver kommune ved opgørelse af merudgiftsbehov

efter § 21, stk. 1, 2. punktum.«

§ 3

§ 1 træder i kraft den 1. januar 1992, og § 2 har virkning for

tilskudsberegningen fra og med tilskudsåret 1992.

Bemærkninger til lovforslaget

Med lovforslaget foreslås en række ændringer vedrørende kommunernes

sociale udgifter til flygtninge. Forslagene udgør en helhed, og de omfatter

dels ændringer af reglerne i bistandsloven om statens finansiering af

udgifter efter loven, dels ændringer af lov om kommunal udligning og

generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, således at der indføres

særlige tilskud til kommunernes sociale udgifter til flygtninge.

Sammenfattende foreslås følgende ændringer:

Lov om social bistand .

- gruppen af udlændinge, der omfattes af de særlige finansieringsregler,

udvides med en mindre gruppe asylsøgende, der får opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4

- statens andel af kommuners og amtskommuners udgifter til institutions-

og serviceydelser nedsættes fra 100 til 50 pct.

- staten dækker fortsat fuldt ud kommunernes udgifter til

overførselsindkomster i de første 31/2 år, - herefter nedsættes statens andel

til 75 pct.

- staten dækker fuldt ud kommunernes udgifter til uledsagede børn og

flygtninge med visse handicap, og det gælder også udover perioden på 61/2 år

- der indføres et aktiveringstilskud på 1.000 kr. pr. måned for

flygtninge, der beskæftiges i de beskæftigelsesfremmende ordninger

- Socialministeriets aktiveringstilskud på 2.000 kr. pr. måned, jf. § 133,

stk. 3, suppleres med et særligt tilskud på 1.500 kr. pr. måned for

flygtninge

- det fastsættes, at kommunerne efter 18 måneder har ansvaret for

integrationen af flygtninge

- kommunerne får et tilskud på 1.900 kr. pr. måned i 2 år efter udløbet af

18 måneders perioden, og et tilskud på 2.000 kr. pr. måned, hvis de overtager

flygtningen tidligere end efter 18 måneder.

Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og

amtskommuner :

- der ydes kommunerne et tilskud på basis af et beregnet merudgiftsbehov

på 20.000 kr. pr. flygtning med opholdstilladelse over 61/2 år. Tilskuddet

aftrappes over 3 år

- der ydes kommunerne et tilskud på 24.500 kr. pr. 0-5 årig flygtning

- for 1992 afsættes ekstraordinært 10 mill. kr. til tilskud til kommuner,

der i perioden 1. januar 1987 til 1. januar 1992 til enkelte flygtninge har

haft særligt store udgifter efter bistandsloven.

Til § 1.

Der stilles forslag om, at reglerne om statens ydelser til kommunerne og

amtskommunerne for udgifter efter bistandsloven til flygtninge ændres med

henblik på at effektivisere arbejdet med integration af flygtninge.

I de første gennemsnitligt 18 måneder varetages opgaven med at integrere

flygtninge af Dansk Flygtningehjælp. Udgifterne til flygtningenes forsørgelse

dækkes i denne periode af staten via Dansk Flygtningehjælp. Derefter overgår

ansvaret for flygtningene til kommunerne og amtskommunerne, der yder

flygtningene hjælp efter bistandsloven, og udgifterne hertil dækkes af

staten. Der er dog fastsat særlige regler om flygtningefamiliers overgang til

kommunen i tilfælde, hvor der opnås familiesammenføring; familien overgår

samlet til kommunen.

Statens udbetalinger til kommuner og amtskommuner i henhold til § 134 a,

stk. 2-8, finder sted på en af finansministeren fastsat dato forud for den

måned, refusionen vedrører, jf. lov nr. 134 af 20. marts 1976.

Staten dækker således - bortset fra udgifter til administration og

rådgivning - udgifter efter bistandsloven til flygtninge i en periode på 61/2

år fra datoen for opholdstilladelsen. Efter dette tidspunkt afholdes

udgifterne på samme måde som for andre, der modtager hjælp efter

bistandsloven.

1. Baggrunden for lovforslaget.

a. Statsrevisorernes beretning om dansk flygtningeadministration .

I statsrevisorernes beretning nr. 1/88 om dansk flygtningeadministration

behandlede statsrevisorerne den gældende regel i bistandslovens § 134, stk.

3, om at staten fuldt ud dækker kommuners og amtskommuners udgifter efter

bistandsloven i 61/2 fra datoen for opholdstilladelsen. Statsrevisorerne

siger bl.a.: »Det er altid vanskeligt at gennemføre en økonomisk

forsvarlig administration, når een myndighed træffer beslutning om

udgifternes art, størrelse og det niveau, man skal opretholde, medens det er

overladt til en anden myndighed at skaffe dækning for disse udgifter.«.

Om samarbejdet mellem Dansk Flygtningehjælp og kommunerne bemærker

statsrevisorerne, »at det forekommer statsrevisorerne indlysende, at der

- så snart permanent bolig er anvist, og man kender den fremtidige

opholdskommune - burde være et langt mere udvidet samarbejde mellem

flygtningehjælpen og kommunerne, end hvad ordningen i øjeblikket tager højde

for.«.

Statsrevisorerne nævner endvidere: »Et sådant udbygget samarbejde

mellem Dansk Flygtningehjælp og kommunerne på et tidligt tidspunkt ville

formentlig virke fordyrende rent umiddelbart. På den anden side ville man

antagelig opnå, at det nuværende skarpe skel, hvor den enkelte flygtning

efter atten måneder, hvor Dansk Flygtningehjælp har ansvaret, overtages af

kommunerne, ville blive slettet med positive virkninger for

integrationsforløbet. Merudgifterne ved en sådan nyordning, hvor staten ville

komme til i en periode at udbetale større midler til integrationsarbejdet,

ville formentlig kunne kompenseres ved en gennemsnitlig kortere

integrationsfase. Det ville være muligt at forkorte den periode, hvor staten

skal yde 100 pct. refusion til kommunale flygtningeudgifter,

væsentligt.«

b. Udvalget om refusion på flygtningeområdet .

På baggrund af statsrevisorernes beretning nedsatte Socialministeriet en

arbejdsgruppe om flygtningerefusion. I gruppens rapport af april 1991 siges

det bl.a., at » Statsrevisorernes beretning er udarbejdet på grundlag af

en besigtigelse af Dansk Flygtningeadministration, som statsrevisorerne

foretog i 1988. Samarbejdsrelationerne mellem Dansk Flygtningehjælp og

kommunerne er meget varierende og omskiftelige, og der var tidligere særlige

problemer som følge af, at integrationsopgaven var ny for mange kommuner og

som følge af den ekstraordinære store tilgang af flygtninge i 1986-88. Der er

siden sket en udbygning af samarbejdet mellem Dansk Flygtningehjælp og

kommunerne. Der er mange steder i landet tale om et meget tidligt samarbejde.

Man kan således ikke længere tale om et skarpt skel. De samarbejdsproblemer,

som statsrevisorerne påpeger, er derfor ikke af samme omfang i dag, omend der

fortsat er et væsentligt behov for at forbedre samarbejdet.«

Arbejdsgruppen stiller på denne baggrund en række konkrete forslag til

ændringer af refusionsreglerne, og disse forslag er grundlaget for de

foreslåede ændringer.

2. Formålet med ændringerne.

Formålet er, at kommunerne mere effektivt og på et tidligere tidspunkt

deltager i arbejdet med at integrere flygtninge, og at det skal være lettere

for kommunerne at aktivere flygtninge. Aktive tilbud til flygtninge skal

opprioriteres til fordel for passiv forsørgelse. For visse flygtningegrupper

kan de gældende regler give enkelte kommuner betydelige udgifter til

enkeltpersoner. Derfor foreslås, at staten overtager et videregående ansvar

for visse handicappede flygtninge og for uledsagede flygtningebørn. Derudover

medfører forslagene, at kommunerne og amtskommunerne får medansvar for, at

deres institutioner for flygtninge drives økonomisk forsvarligt.

Samlet set vil ændringerne bevirke, at det offentliges ressourcer til

flygtninge anvendes bedre og mere målrettet til gavn for flygtningene. På

lidt længere sigt antages det, at en mere effektiv integration af flygtninge

medfører besparelser for det offentlige, jf. herved statsrevisorernes

bemærkninger.

3. Forslagets enkelte elementer.

Forslagene vedrørende bistandsloven kan gengives således:

- gruppen af udlændinge, hvortil der kan ydes statsrefusion, udvides

- statens ydelser til kommuner og amtskommuner for udgifter til

institutions- og serviceydelser nedsættes fra 100 til 50 pct.

- statens dækning af udgifter til forsørgelse m.v. af flygtninge nedsættes

efter 31/2 år

- staten dækker kommunernes udgifter for visse flygtninge med vidtgående

fysiske eller psykiske handicap og for uledsagede flygtningebørn. Dette

gælder, selv om 61/2 års perioden er udløbet

- nye tilskud til kommunerne, når de giver flygtninge tilbud om

beskæftigelse i beskæftigelsesfremmende ordninger

- kommunerne overtager ansvaret for integrationen af flygtninge efter 18

måneder, og kommunerne får tilskud, når de fra Dansk Flygtningehjælp

overtager ansvaret for flygtninge.

3.1. Gruppen af udlændinge, hvortil der kan ydes statsrefusion,

udvides.

Ved lov nr. 835 af 21. december 1988 om ændring af lov om social bistand

blev persongruppen, for hvilken der ydes den særlige flygtningerefusion,

bl.a. udvidet til også at omfatte mindreårige asylsøgende udlændinge

(uledsagede flygtningebørn), som fik opholdstilladelse efter udlændingelovens

§ 9, stk. 2, nr. 4.

Det sker nu i en række tilfælde, at også andre asylsøgere får

opholdstilladelse efter denne bestemmelse, fordi der foreligger sådanne

særlige omstændigheder - f.eks. et pleje- eller behandlingsbehov - at det

ikke skønnes rimeligt at sende dem tilbage, uanset udfaldet af en asylsag.

Antallet skønnes af Direktoratet for Udlændinge at være meget beskedent. Da

de enkelte tilfælde kan være forholdsmæssigt dyre for kommunen, skønnes det

rimeligt, at de pågældende bliver omfattet af den særlige flygtningerefusion.

Forslaget tager alene sigte på udlændinge, for hvilke en asylansøgning var

eneste opholdsgrundlag forud for meddelelsen af opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.

3.2. Statens ydelser til kommuner og amtskommuner for udgifter til

institutions- og serviceydelser nedsættes fra 100 til 50 pct.

Med dette forslag imødekommes en bemærkning i statsrevisorernes beretning

om, at forvaltningen af en regel om 100 pct. refusion »forudsætter en

endog helt usædvanlig ansvarsbevidsthed hos de kommunale myndigheder«.

Forslaget medfører, at kommuner og amtskommuner får et finansielt medansvar

for følgende områder: Hjælp til praktisk bistand i hjemmet, hjælp i

forbindelse med pasning af døende i hjemmet, hjælpemidler m.v., dagpleje,

døgnpleje, institutioner under kommunerne og amtskommunerne, dvs. bl.a.

daginstitutioner, revalideringsinstitutioner m.v.

Hovedparten af udgifterne til flygtninge på disse områder vedrører pasning

af børn.

Statens mindreudgifter ved nedsættelse af refusionsprocenten til 50

modsvares af, at der samtidig foreslås indført et tilskud til kommuner med

børn af flygtninge på 0-5 år, jf. herved forslagets § 2 om ændring af lov om

kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner. På

denne måde er det tilstræbt at kompensere de kommuner, som har udgifter til

flygtningebørn.

3.3. Statens dækning af udgifter til forsørgelse m.v. af flygtninge

nedsættes efter 31/2 år.

Forslaget indebærer, at staten fortsat fuldt ud dækker kommunernes

udgifter til kontanthjælp og revalidering m.v. i de første 31/2 år af

integrationsperioden. Staten skal således uændret dække Dansk

Flygtningehjælps udgifter til disse formål i de 18 måneder, hvor

Flygtningehjælpen har ansvaret for integrationsprocessen. Når ansvaret efter

18 måneders forløb overgår til kommunerne, kan kommunerne ligeledes fortsat

få udgifterne dækket af staten.

31/2 år efter datoen for opholdstilladelsen nedsættes statens dækning til

75 pct. af udgifterne, og kommunerne skal herefter i den resterende del af

perioden på 61/2 år selv bære 25 pct. af udgifterne til forsørgelse m.v.

De gældende regler om fuld dækning i 61/2 år bevirker bl.a., at når en

kommune som følge af en effektiv indsats hjælper en flygtning til at kunne

klare sig selv, er det kun staten - og ikke kommunen - der får glæde af en

reduktion af udgifterne til forsørgelse efter bistandsloven. Det er

ønskeligt, at kommunerne får en direkte økonomisk interesse i en tidlig og

effektiv indsats, og derfor bør de efter en periode have et økonomisk

medansvar, når der ydes hjælp til forsørgelsen. Kommunerne bør fortsat have

gode betingelser for en tidlig indsats. Derfor opretholdes den høje statslige

dækning i de første 2 år, efter at kommunerne har overtaget ansvaret. Hertil

kommer, at kommunerne som noget nyt får et særligt tilskud pr. flygtning, de

modtager fra Dansk Flygtningehjælp, jf. 3.6. Dertil kommer yderligere, at der

også foreslås indført tilskud til kommunerne, når kommunerne anvender de

almindelige beskæftigelsesfremmende tilbud til flygtningene, jf. herved 3.5.

3.4. Staten dækker kommunernes udgifter for visse flygtninge med

vidtgående fysiske eller psykiske handicap og for uledsagede flygtningebørn.

Dette gælder, selv om 61/2 års perioden er udløbet.

Forslaget omfatter for det første uledsagede flygtningebørn, for hvem man,

navnlig når barnet ikke er ret gammelt ved ankomsten, kan forudse, at det

ikke efter udløbet af de 61/2 år vil være i stand til at klare sig selv.

For det andet drejer det sig om nogle få flygtninge, som ved ankomsten til

landet eller kort tid herefter på grund af vidtgående fysiske eller psykiske

handicap må anbringes i institution eller lignende.

Med de foreslåede ændringer om statens dækning af udgifter til henholdsvis

institutions- og serviceydelser og til kontanthjælp m.v. vil det ikke være

rimeligt, at kommunerne inden for 61/2 års perioden også overtager et

økonomisk medansvar for disse to mindre grupper af flygtninge, for hvilke man

typisk ikke kan forvente, at de inden for denne periode bliver selvhjulpne.

Det skønnes heller ikke rimeligt, at kommunerne efter udløbet af perioden

på 61/2 år skal afholde udgifterne efter samme regler, som gælder for andre.

Det er nemlig således, at hvis der ikke indføres særlige regler, vil de

almindelige regler om opholdskommuner i lovens § 10 medføre, at det er

flygtningens opholdskommune, der skal bære den kommunale del af udgifterne

efter udløbet af 61/2 års perioden.

Det er imidlertid ikke sikkert, at det er den aktuelle opholdskommune, der

skal bære den kommunale udgift. I visse tilfælde kan en opholdskommune kræve

sine udgifter refunderet af en tidligere opholdskommune. Regler om dette er

fastsat i bistandslovens § 11. Efter denne bestemmelse kan en opholdskommune

kræve sin del af udgifterne til bistand refunderet af en tidligere

opholdskommune,

1) når pågældende ved medvirken fra en anden kommune eller offentlig

myndighed er anbragt i institution eller pleje i kommunen,

2) når pågældendes ophold i kommunen skyldes indkaldelse til aftjening af

værnepligt eller indlæggelse i sygehus og lignende behandlingsinstitution.

Hvis et institutionsophold afsluttes med, at en person ved medvirken fra

institutionen får ophold i egen bolig, er det den kommune, der hæftede for

opholdet under institutionsopholdet, der fortsat hæfter for bistanden, indtil

vedkommende bliver i stand til at klare sig selv.

Det normale for en flygtning er, at denne efter et ophold i en midlertidig

bolig hjælpes til egen varig bolig. Opholdet i et asylcenter eller i et af

Dansk Flygtningehjælps midlertidige indkvarteringssteder er efter

Socialministeriets opfattelse en midlertidig bolig. Selv om Dansk

Flygtningehjælp er en flygtning behjælpelig med at finde en varig bolig i en

anden kommune, kan refusionsbestemmelsen i § 11 normalt ikke anvendes af en

senere opholdskommune over for den kommune, hvor den første midlertidige

bolig er beliggende, idet flygtningen ikke har været anbragt i institution

eller pleje m.v.

Det betyder, at selv om en flygtnings aktuelle kommune kan

»påvise«, at pågældende ved hjælp af en anden myndighed er flyttet

til kommunen, kan den ikke i almindelighed efter § 11 kræve refusion fra den

tidligere opholdskommune, som f.eks. kan være den kommune, hvor asylcenteret

er beliggende.

Det er imidlertid noget andet, når en flygtning anbringes i døgnophold i

institution, bofællesskab eller familiepleje på grund af et vidtgående fysisk

eller psykisk handicap, eller hvis der er tale om anbringelse i pleje af et

uledsaget flygtningebarn. I disse tilfælde er de grundlæggende betingelser

for at anvende § 11 opfyldt. Det betyder, at ved udløbet af 61/2 års perioden

kan institutionskommunen eller »plejekommunen« kræve sine udgifter

refunderet af en tidligere opholdskommune.

Uden ændringer ville den kommune, hvor disse flygtninge første gang fik

ophold, derfor kunne komme til at afholde de ofte betydelige udgifter til

bistand til henholdsvis uledsagede flygtningebørn og til visse flygtninge med

vidtgående fysisk eller psykisk handicap.

Problemerne med uændrede regler vil derfor vise sig for kommuner med

større opholdscentre for de asylsøgere, der kommer her til landet uden

opholdstilladelse, og som typisk bliver indkvarteret på et asylcenter, mens

der tages stilling til, om de kan få opholdstilladelse.

Problemerne vedrører desuden de kommuner, hvor flygtninge, der har

opholdstilladelse ved ankomsten til landet, af Dansk Flygtningehjælp typisk

bliver midlertidig boligplaceret i en af Dansk Flygtningehjælps

indkvarteringsejendomme m.v., indtil placering i varig bolig kan finde sted.

Det drejer sig især om flygtninge, der modtages efter aftale med FN's

flygtningehøjkommissær (kvoteflygtninge - herunder handicappede, som modtages

efter programmet »twenty or more«).

For at hjælpe disse kommuner foreslås det derfor, at staten påtager sig et

videregående økonomisk ansvar for udgifter efter bistandsloven

- til flygtninge med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, som på

grund af handicappet anbringes i døgnophold i institution, bofællesskab eller

familiepleje,

- til uledsagede flygtningebørn, indtil de fylder 18 år.

Dette sker ved, at staten for disse typer af flygtninge dækker kommunernes

udgifter således:

For uledsagede flygtningebørn dækkes udgifterne, indtil de fylder 18 år,

og det gælder i givet fald også udover 61/2 års perioden.

Videre dækkes udgifterne, når flygtninge med vidtgående fysiske eller

psykiske handicap inden 12 måneder efter opholdstilladelsen anbringes i

institution eller familiepleje. Udgifterne til disse personer dækkes, indtil

de i en periode på 2 sammenhængende år har klaret sig selv, og det gælder

også, hvis hjælpen ydes udover 61/2 års perioden.

Hvis et uledsaget flygtningebarn eller en handicappet flygtning opnår

dansk statsborgskab, ophører pågældende med at være flygtning, og pågældende

er derfor ikke længere omfattet af reglerne om flygtningerefusion.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne nedenfor ad § 134 a, stk. 4 og

stk. 6.

For 1992 afsættes ekstraordinært 10 mill. kr. til tilskud til kommuner,

der i perioden 1. januar 1987 til 1. januar 1992 til enkelte flygtninge har

haft særligt store udgifter efter bistandsloven. Der henvises til

bemærkningerne til § 2.

Det skal præciseres, at reglerne for disse grupper af flygtninge alene

gælder for primærkommunerne. For den enkelte amtskommune udgør udgifterne - i

kraft af amtskommunernes størrelse - en forholdsvis mindre belastning, og der

er relativt mindre udsving i fordelingen af flygtninge. Der er derfor ikke

samme behov for at ændre reglerne i forhold til amtskommunerne. Deres

udgifter til disse typer af flygtninge følger således de almindelige regler,

hvilket bl.a. betyder, at efter udløbet af de 61/2 år afholder amtskommunen

endeligt sin del af udgifterne.

3.5. Nye tilskud til kommunerne, når de giver flygtninge tilbud om

beskæftigelse i beskæftigelsesfremmende ordninger.

Det er vigtigt, at kommunerne i deres bestræbelser på at integrere

flygtninge også er opmærksomme på og anvender de foranstaltninger, som indgår

i den generelle indsats for bekæmpelse af ledighed.

Fra 1. januar 1991 finansieres kommunernes indsats på

beskæftigelsesområdet af en pulje hjemlet efter lov om kommunal

beskæftigelsesindsats - den såkaldte § 20-pulje - hvorfra kommunerne kan få

tilskud, når de aktiverer ledige.

Dernæst er der fra 1. januar 1991 i bistandsloven indført et »2.000

kroners tilskud« (bistandslovens § 133, stk. 3). Tilskuddet udbetales,

når en kontanthjælpsmodtager aktiveres i en foranstaltning, der berettiger

til tilskud fra § 20-puljen, forudsat at der ikke samtidig udbetales

kontanthjælp. Tilskuddet svarer til statens gennemsnitlige andel (50 pct.) af

den sparede kontanthjælp.

Staten afholder imidlertid for flygtninge en større del af kontanthjælpen

- 100 eller 75 pct., jf. forslaget - og det betyder, at kommunen ikke fuldt

ud får del i den kontanthjælp, staten sparer, når en kommune tilbyder en

flygtning arbejde i et beskæftigelsesprojekt eller i løntilskudsordningen.

Med henblik på at forbedre mulighederne for at anvende disse

beskæftigelsesmuligheder som led i integrationen af flygtninge, foreslås det

derfor, at staten til kommunerne udbetaler et tilskud på 1.500 kr., når

betingelserne for at udbetale tilskud på 2.000 kr. efter § 133, stk. 3, er

opfyldt. Tilskuddets størrelse er fastsat på grundlag af et gennemsnit af

statens besparelse til ydelse af kontanthjælp i de perioder, hvor staten

dækker henholdsvis 100 og 75 pct. af udgiften.

Foruden aktivitet i beskæftigelsesprojekter og i løntilskudsordningen kan

kommunerne få tilskud fra § 20-puljen til en lang række andre

beskæftigelsesfremmende aktiviteter, f.eks. ophold i produktionsskole,

særlige undervisningsforløb m.v. I disse situationer udbetales der ikke løn,

og der spares derfor ikke kontanthjælp. Til disse aktiviteter kan der derfor

ikke ydes tilskud på 2.000 kr. efter bistandslovens § 133, stk. 3.

Med henblik på i almindelighed at forbedre kommunernes muligheder for at

anvende hele beskæftigelsesområdet som led i integrationen af flygtninge

foreslås indført et yderligere tilskud, der udbetales, når kommunerne

aktiverer flygtninge i foranstaltninger, der berettiger til tilskud fra §

20-puljen. Det er en betingelse, at aktiviteten har et omfang af mindst 20

timer pr. uge. Det er op til kommunerne i det enkelte tilfælde at afgøre,

hvilke tilbud den enkelte flygtning som led i integrationsprocessen kan have

nytte af.

Sammenfattende foreslås således indført to former for tilskud til

kommuner, der beskæftiger flygtninge inden for ordningerne til

beskæftigelsesfremme:

a) et tilskud på 1.000 kr. pr. måned, som udbetales, når en flygtning

beskæftiges i en af de aktiviteter, der berettiger til tilskud efter §

20-puljen, og

b) et yderligere tilskud på 1.500 kr. pr. måned, som udbetales, når

betingelserne for at yde tilskud efter § 133, stk. 3, er opfyldt.

3.6. Kommunerne overtager ansvaret for integrationen af flygtninge

efter 18 måneder, og kommunerne får tilskud, når de fra Dansk Flygtningehjælp

overtager ansvaret for flygtninge.

Staten yder gennem Dansk Flygtningehjælp flygtninge integrationsbistand i

den første periode. Statens forpligtelse til at dække Dansk Flygtningehjælps

udgifter til dette er fastlagt i de årlige finanslove. Af bemærkningerne til

finansloven fremgår, at det forudsættes, at integrationsbistanden

gennemsnitligt varer i 18 måneder, for familiesammenførte ægtefæller og børn

dog kun den tid, der resterer af hovedpersonens 18 måneder. Det er således

ikke i bistandsloven fastsat, at staten i en periode har ansvaret for

integrationsbistanden, som ville være et kommunalt ansvar, hvis ikke staten

via finansloven havde påtaget sig dette.

Statsrevisorerne har som nævnt påpeget, at der, så snart en mere permanent

bolig er anvist, og man derfor kender flygtningens fremtidige opholdskommune,

burde være et langt mere udvidet samarbejde mellem Flygtningehjælpen og

kommunerne, end hvad ordningen i øjeblikket tager højde for.

Gennemsnitligt får flygtninge permanent bolig efter 6 til 7 måneder. Der

er dog store variationer, og enkelte når ikke at blive placeret inden for de

første 18 måneder. Disse få flygtninge vil have bolig i en af

Flygtningehjælpens midlertidige boliger, og deres opholdskommune vil derfor

være den kommune, hvor den midlertidige bolig er beliggende.

Det foreslås, at det fastsættes i bistandsloven, at staten i indtil 18

måneder varetager integrationsbistanden til flygtninge. Der fastsættes

nærmere regler, således at staten varetager bistanden i de første 18 måneder,

for familiesammenførte ægtefæller og børn dog længst indtil udløbet af

hovedpersonens integrationsperiode på 18 måneder. Dette svarer til de

gældende regler, som også indebærer, at Dansk Flygtningehjælp ikke yder

integrationsbistand til familiesammenførte forældre over 60 år. Ved at

fastsætte et bestemt tidspunkt, hvor kommunerne skal overtage ansvaret,

præciseres hvilken instans der på et givet tidspunkt har pligt til at yde

bistand.

Det er fortsat hensigten, at integrationsbistanden i den indledende fase

skal varetages af Dansk Flygtningehjælp. Det bestemmes derfor, at

socialministeren kan overlade ansvaret til en privat humanitær organisation.

Dansk Flygtningehjælp skal endvidere på en kommunes vegne kunne fortsætte

integrationsbistanden efter de 18 måneder. Det forudsætter, at Dansk

Flygtningehjælp og vedkommende kommune træffer aftale om dette, herunder om,

at kommunen betaler Flygtningehjælpens udgifter til bistanden. Rammerne for

Flygtningehjælpens muligheder for at drive indtægtsdækket virksomhed vil

blive tilrettelagt således, at dette kan lade sig gøre. Aktiviteterne

undtages fra reglerne om ikke-disponibel andel af omsætningen.

I tilknytning til fastsættelsen af, at kommunerne efter 18 måneder

overtager ansvaret for integrationen, foreslås det, at der i to år efter

udløbet af 18 måneders perioden udbetales kommunen et månedligt tilskud på

1.900 kr. Hermed gøres det lettere for kommunerne at videreføre det

integrationsarbejde, der er påbegyndt af Dansk Flygtningehjælp, således at

der kan lægges vægt på indsatsen i den tidlige fase af integrationsperioden,

jf. herved statsrevisorernes beretning. Ved at udbetale tilskuddet månedligt

sikres det, at en ny kommune - i tilfælde hvor en flygtning flytter inden for

de to år - også får gavn af tilskuddet.

For at gøre overgangen mellem Dansk Flygtningehjælp og kommunerne mere

fleksibel, foreslås det samtidigt, at kommuner får udbetalt et yderligere

tilskud på 2.000 kr. pr. måned, når de efter aftale med Dansk Flygtningehjælp

modtager en flygtning på et tidligere tidspunkt end efter 18 måneder - eller

inden udløbet af restperioden for familiesammenførte ægtefæller og børn. I

forbindelse hermed forudsættes Flygtningehjælpens bevillinger reduceret

tilsvarende.

Tilskuddet på 2.000 kr. pr. måned ydes for tiden indtil kommunen er

forpligtet til at varetage integrationsbistanden.

Ved indgåelse af en sådan aftale bør der tages hensyn til den mest

hensigtsmæssige integration af de enkelte flygtninge og til

Flygtningehjælpens mulighed for at kunne fungere rationelt i de enkelte

lokale områder. Sådanne aftaler om fremrykket overgang for en flygtning

forudsætter, at flygtningen har fået egen bolig og vil antageligt som regel

tidligst kunne indgås omkring eet år efter påbegyndelsen af

integrationsprogrammet.

Oversigt over de særlige finansieringsregler vedrørende flygtninge.

Staten refunderer efter den gældende særlige ordning om

flygtningerefusion kommuners og amtskommuners udgifter efter bistandslovens

afsnit III-VII med 100 pct. i 61/2 år efter datoen for opholdstilladelsen.

Undtaget er § 87, rådgivningscentre for børn og unge, der finansieres fuldt

ud af amtskommunerne.

Efter de almindelige finansieringsregler - som også gælder for flygtninge

med mere end 61/2 års opholdstid - er der 50 pct. statsrefusion af

kommunernes udgifter til kontantydelser (afsnit III-IIIA) og 75 pct. refusion

af amtskommunernes udgifter til forsorgshjem (§ 105-111 i afsnit VII).

Øvrige udgifter, herunder også udgifter til rådgivning og vejledning,

afholdes fuldt ud af kommuner og amtskommuner.

Kommunerne afholder fuldt ud udgifterne til de kommunale daginstitutioner

og dagplejen, og til serviceydelser og institutionsophold for personer over

67 år.

Udgifterne til de amtskommunale særlige daginstitutioner deles mellem

kommuner og amtskommuner, og det samme gælder andre serviceydelser og

institutionsophold for personer under 67 år.

Dog refunderer staten 75 pct. af udgifterne til de amtskommunale

forsorgshjem, uanset klienternes alder.

Den særlige flygtningerefusion i 61/2 år og den efterfølgende almindelige

finansiering efter de gældende regler kan skematisk fremstilles således:

(pct.) 0 år 61/2 år

---------------------------

afsnit III-IIIA 100 50

afsnit IV-VII 100 0

forsorgshjem 100 75

---------------------------

Efter de foreslåede nye regler nedsættes refusionen til kontantydelserne

(afsnit III-IIIA) efter 31/2 år fra 100 til 75 pct. Det indebærer, at

kommunen får 75 pct. refusion i 2 år for en flygtning, der overtages efter 18

måneders integration under Flygtningehjælpen.

Refusionen vedrørende service og institutioner (afsnit IV-VII) udgør 50

pct. i alle 61/2 år, bortset fra forsorgshjem, hvor refusionen er 75 pct. (og

§ 87-centrene, der fortsat i alle tilfælde finansieres af amtskommunerne):

(pct.) 0 år 31/2 år 61/2 år

-----------------------------

afsnit III-IIIA 100 75 50

afsnit IV-VII 50 50 0

forsorgshjem 75 75 75

-----------------------------

Denne finansiering indebærer, at kommuner (*) og amtskommuner (gr.) afholder

følgende udgiftsandele for udvalgte ydelser:

(pct.) 0 år 31/2 år 61/2 år

-----------------------------------------~

kontantydelser 0 25* 50*

daginst/pleje 50* 50* 100*

inst/service

under 67 år 25*gr. 25*gr. 50*gr.

over 67 år 50* 50* 100*

forsorgshjem 25 gr. 25 gr. 25 gr.

-----------------------------------------~

For to flygtningegrupper (§ 134 a, stk. 4) foreslås dog fuld refusion af

kommunens andel af de ydelser, der er omfattet af flygtningerefusion;

refusionen er ikke begrænset til 61/2 år. De to grupper er

- flygtninge med vidtgående handicap, der indenfor det første år anbringes

i døgnophold i institution, bofællesskab eller familiepleje; det gælder

sålænge flygtningen ikke har klaret sig selv i en sammenhængende periode på

to år,

- uledsagede flygtningebørn under 18 år.

Hertil kommer tilskud, når kommunen efter 18 måneder overtager pligten til

at yde integrationsbistand (stk. 7) og aktivitetstilskud (stk. 5).

Økonomiske og administrative konsekvenser

1. Gruppen af udlændinge, hvortil der kan ydes statsrefusion,

udvides.

Forslaget om udvidelse af gruppen af udlændinge, der omfattes af den

særlige flygtningerefusion, giver ikke merudgifter for det offentlige under

eet. Statens merudgift modsvares af mindreudgifter for kommunerne.

2. Statens ydelser til kommuner og amtskommuner for udgifter til

institutions- og serviceydelser nedsættes fra 100 til 50 pct., og der

indføres et tilskud til kommuner. Tilskuddet ydes på grundlag af antallet af

0-5 årige flygtninge.

Forslaget om at nedsætte refusionsprocenten til 50 på institutions~ og

serviceområdet er udgiftsneutral for det offentlige under eet. Statens

besparelse skønnes til 116 mill. kr. i 1992.

Statens mindreudgift ved nedsættelsen af refusionsprocenten for udgifter

til institutions- og serviceområdet anvendes til finansiering af et tilskud

til kommunerne, jf. forslagets § 2 ad § 21, stk. 3, 3. pkt. Tilskuddet gives

til kommunerne på grundlag af antallet af 0-5 årige flygtninge i kommunen.

Tilskuddet er fastsat til 24.500 kr. pr. år pr. 0-5 årig flygtning, hvilket

skønnes at medføre en statslig merudgift på 116 mill. kr.

Når hele statens mindreudgift ved nedsættelse af refusionsprocenten på

institutions- og serviceområdet anvendes til et kommunalt tilskud på 24.500

kr. pr. 0-5 årig flygtning, får amterne en merudgift i forhold til idag.

Amternes merudgift skønnes til 20 mill. kr. Kommunerne får tilsvarende en

mindreudgift på 20 mill. kr.

3. Statens dækning af udgifter til forsørgelse m.v. af flygtninge

nedsættes efter 3 1/2 år til 75 pct.

Forslaget om at nedsætte refusionen fra 100 til 75 pct. for

forsørgelsesudgifter m.v. medfører ikke merudgifter for det offentlige under

eet, idet statens mindreudgifter modsvares af merudgifter for kommunerne.

Statens mindreudgifter skønnes med nogen usikkerhed at blive 208 mill. kr.

4. Staten dækker kommunernes udgifter for visse flygtninge med

vidtgående fysiske eller psykiske handicap og for uledsagede flygtningebørn.

Forslagene om udvidet refusion af kommunernes udgifter til flygtninge med

vidtgående fysiske eller psykiske handicap og til uledsagede flygtningebørn

medfører ikke merudgifter for det offentlige under eet. Statens merudgifter

modsvares af mindreudgifter for kommunerne.

5. Nye tilskud til kommunerne, når de giver flygtninge tilbud om

beskæftigelse i beskæftigelsesfremmende ordninger.

Forslaget om indførelse af et yderligere aktiveringstilskud på 1.500 kr.

pr. måned, som udbetales når betingelserne for at yde tilskud efter § 133,

stk. 3, er opfyldt, skønnes at være udgiftsneutralt for det offentlige under

eet. Statens merudgift til aktiveringstilskuddet modsvares af mindreudgifter

til kontanthjælp.

Forslaget om indførelse af et tilskud på 1.000 kr. om måneden pr.

flygtning, som deltager i en kommunal ordning omfattet af § 20-puljen,

skønnes at være udgiftsneutral for det offentlige under eet. Det forudsættes

således, at forslaget ikke giver anledning til en udvidelse af kommunernes

samledes aktiveringskapacitet.

Det skønnes med meget betydelig usikkerhed, at statens udgift til

tilskuddet på 1.000 kr. vil blive 28 mill. kr. på årsbasis.

6. Kommunerne overtager ansvaret for integrationen af flygtninge efter

18 måneder, og kommunerne får tilskud, når de fra Dansk Flygtningehjælp

overtager ansvaret for flygtninge.

Der ydes kommunerne to typer af tilskud:

- et månedligt tilskud på 1.900 kr. i de to første år efter udløbet af de

første 18 måneder, og

- yderligere et månedligt tilskud på 2.000 kr. når en flygtning overgår

til kommunen før udløbet af 18 måneders perioden, - eller inden udløbet af

restperioden for familiesammenførte ægtefæller og børn.

Det førstnævnte tilskud skønnes at medføre en øget statslig udgift på 182

mill. kr.

Der er ikke grundlag for at skønne over, i hvilket omfang kommunerne vil

modtage flygtninge før udløbet af 18 måneders perioden. Det forudsættes, at

ca. 25 pct. af flygtningene overgår til kommunen efter en periode på

gennemsnitligt 14 måneder i Dansk Flygtningehjælp. Herefter skønnes

merudgiften for staten til 8 mill. kr. Merudgiften modsvares af en reduktion

i den statslige bevilling til Dansk Flygtningehjælp.

Økonomien vedrørende det samlede lovforslag.

De økonomiske konsekvenser af lovforslaget for kommuner, amter og stat

kan gengives således:

1992 stat amt kom

(mill. kr.)

Nedsættelse af refusion fra 100 til 50 pct.

for institutionsudgifter m.v. 116 -20 -96

Tilskud til kommuner, 0-5 årige -116 116

Refusionsnedsættelse vedr. forsørgelse 208 -208

Tilskud ved beskæftigelsesfremme

1.000 kr. tilskud -28 28

Tilskud ved overgangen til kommunerne

efter udløbet af 18 måneders perioden -182 182

--------------------------------------------------------------------~

I alt -2 -20 22

--------------------------------------------------------------------~

Amtskommunernes merudgifter på 20 mill. kr. og kommunernes mindreudgifter

modregnes over bloktilskuddet.

Hertil kommer, at staten vil få merudgifter som følge af forslaget om

udvidelse af personkredsen, forslaget vedrørende visse flygtninge med

handicap og forslaget vedrørende uledsagede børn. På disse områder modsvares

statens merudgifter af mindreudgifter for kommunerne. Bloktilskuddet

nedsættes som følge af kommunernes mindreudgifter.

Statens merudgifter på skønsmæssigt 8 mill. kr. til tilskud til kommuner,

der modtager flygtninge før udløbet af 18 måneders perioden, modsvares af en

reduktion i den statslige bevilling til Dansk Flygtningehjælp.

For det offentlige under eet skønnes lovforslaget at være udgiftsneutralt.

Lovforslagets økonomiske konsekvenser er under forhandling med de

kommunale parter.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til nr. 1.

Med den foreslåede bestemmelse fastsættes det, at staten varetager den

integrationsmæssige bistand til flygtninge i de første 18 måneder. Det er

fortsat hensigten, at integrationsbistanden i den indledende fase skal

varetages af Dansk Flygtningehjælp. Det bestemmes derfor, at socialministeren

kan overlade ansvaret til en privat humanitær organisation. Svarende til

praksis i dag vil det blive bestemt, at hvis en flygtning modtages af

Flygtningehjælpen i den første halvdel af en måned, regnes 18 måneders

perioden fra den første i måneden. Modtages flygtningen i sidste halvdel af

måneden, regnes perioden fra den første i den følgende måned.

Herved er samtidigt fastsat det tidspunkt, hvor kommunerne skal overtage

ansvaret.

Flygtningehjælpens integrationsbistand tilbydes de samme persongrupper,

som er omfattet af den særlige flygtningerefusion. Ægtefæller og børn, der

familiesammenføres med en herboende flygtning, følger dog denne, hvad enten

han endnu er under Flygtningehjælpens integrationsprogram eller er overgået

til kommunen; dette gælder uanset om den familiesammenførte selv søger og

opnår flygtningestatus. Forældre over 60 år er ikke omfattet af

Flygtningehjælpens integrationsprogram, med mindre de opnår flygtningestatus.

Det forudsættes, at den nye persongruppe - personer, der har fået

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, efter at have

søgt asyl - fremover inddrages under Flygtningehjælpens integrationsprogram,

således som det allerede er sket for de mindreårige asylsøgende (uledsagede

flygtningebørn). Udgiften hertil vil blive optaget på forslag til finanslov

for 1992.

Dansk Flygtningehjælp skal på en kommunes vegne kunne videreføre

integrationsbistanden efter de 18 måneder. Det forudsætter, at Dansk

Flygtningehjælp og kommunen træffer aftale om dette, herunder at kommunen

betaler Flygtningehjælpens udgifter til bistanden. Rammerne for

Flygtningehjælpens muligheder for at drive indtægtsdækket virksomhed vil

blive tilrettelagt således, at dette kan lade sig gøre. Aktiviteten undtages

for reglerne om ikke-disponibel andel af omsætningen.

I tilknytning til fastsættelsen af at kommunerne efter 18 måneder

overtager ansvaret for integrationen, foreslås det, at kommunerne efter

overtagelsen i to år får udbetalt et månedligt tilskud, jf. de almindelige

bemærkninger pkt. 3.6.

Til nr 2.

Ændringen er redaktionel og følger af, at reglerne om refusion for

flygtninge foreslås samlet i en ny § 134 a.

Til nr. 3

Til stk. 1.

Der henvises til afsnit 3.1. ovenfor.

Til stk. 2.

Efter gældende regler refunderes en kommunes udgifter efter lovens

kapitler III og III a fuldt ud i 61/2 år fra datoen for opholdstilladelsen.

Med henblik på at øge kommunernes incitament til en tidlig og mere effektiv

indsats for integration af flygtninge foreslås, at refusionen for disse

udgifter efter 31/2 år nedsættes til 75 pct. Forslaget skal ses i sammenhæng

med, at kommunerne får tilskud, når de aktiverer flygtninge, jf. stk. 5, og

at kommunerne får udbetalt et tilskud, når de modtager flygtninge fra Dansk

Flygtningehjælp, jf. stk. 7.

Til stk. 3.

Det foreslås, at kommunernes og amtskommunernes refusion for udgifter

efter afsnit IV-VII (med undtagelse af § 87 og §§ 105-111)) nedsættes fra 100

pct. til 50 pct. Det område, der berøres af ændringen, er udgifter efter

bistandsloven til institutions- og serviceydelser, - for forsorgshjem

refunderes udgifterne dog med de sædvanlige 75 pct.

Med ændringen imødekommes statsrevisorernes kritik om det betænkelige i

refusionsprocenter på 100.

Statens mindreudgifter ved ændringen modsvares af, at der ydes et nyt

generelt tilskud på 24.500 kr. til kommuner med flygtningebørn i alderen 0-5

år. Der henvises til forslagets § 2 om ændring af lov om kommunal udligning

og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

Til stk. 4.

Med forslaget overtager staten det økonomiske ansvar for to

flygtningegrupper, som typisk kræver en betydelig omsorgsindsats, og hvor

udgifter til en enkelt flygtning kan være betydelige.

I nr. 1 foreslås, at staten dækker kommunernes udgifter til flygtninge,

som inden 12 måneder efter datoen for opholdstilladelsen på grund af

vidtgående fysiske eller psykiske handicap anbringes i døgnophold, dvs.

f.eks. ophold efter §§ 66, 68, 96 og 112. Er disse betingelser opfyldt,

dækker staten kommunernes udgifter efter bistandsloven, indtil pågældende i

en sammenhængende periode på to år har klaret sig selv.

Det er ikke ethvert handicap hos en flygtning, som medfører, at kommunerne

kan få refusion fra staten - det gælder kun, når vedkommende får ophold på

institution, i bofællesskab eller familiepleje. Udenfor falder tilfælde, hvor

den pågældende midlertidigt visiteres til institution eller familiepleje af

kortere varighed, som f.eks. aflastningsophold,

botræningskurser/bovurderingskurser, behandling m.v.

Det er en betingelse, at behovet for anbringelse skal være tilstede ved

ankomsten til landet, eller at det viser sig kort tid herefter. Det er nemlig

ikke hensigten, at staten generelt skal overtage risikoen for, at en

flygtning får behov for omfattende hjælp på grund af handicap. Derfor

bestemmes det, at anbringelsen skal ske senest 12 måneder efter datoen for

opholdstilladelsen. Hvis en flygtning efter dette tidspunkt, f.eks. på grund

af en ulykke, må anbringes i en institution, gælder de almindelige regler om

refusion af udgifterne hertil.

Staten overtager ansvaret udover 61/2 års perioden, men adgangen til

refusion efter denne særregel ophører, hvis flygtningen i en sammenhængende

periode på to år har klaret sig selv. Tidsfristen svarer til den, der indtil

1. januar 1987 generelt var gældende med hensyn til kommunernes adgang til at

modtage refusion for udgifter til flygtninge. Med udtrykket »klaret sig

selv« sigtes til, at pågældende er i stand til at forsørge sig selv uden

at modtage hjælp til udgifter, der står i direkte forbindelse med det

pågældende handicap. Det betyder f.eks. at hvis den pågældende får egen bolig

uden for institutionen, og der vedvarende er behov for hjælpeforanstaltninger

af hensyn til afhjælpning af handicappet, kan kommunen fortsat få refusion

efter denne regel. Hjælp til et enkelt formål eller en ganske kortvarig hjælp

anses ikke for at afbryde to-års fristen. Modtagelse af dagpenge fra en

arbejdsløshedskasse eller dagpenge efter dagpengeloven betragtes ikke som

hjælp fra det offentlige.

Når statens pligt til at dække kommunernes udgifter ophører, bliver

flygtningen omfattet af de almindelige bestemmelser, dvs. at kommunen inden

for 61/2 års perioden kan få hel eller delvis dækning fra staten for udgifter

efter bistandsloven, jf. stk. 2 og 3.

Reglen gælder alene for primærkommunerne. Amtskommunernes udgifter til

disse typer af flygtninge følger således de almindelige regler, hvilket

betyder, at amtskommunen i de første 61/2 år får 50 pct. refusion, mens der

ikke er adgang til refusion efter udløbet af denne periode.

I nr. 2 fastsættes, at staten dækker kommunernes udgifter til uledsagede

flygtningebørn.

Der er i de senere år kommet et antal uledsagede flygtningebørn til

landet, dvs. børn som ikke er i følgeskab med deres forældre. Det foreslås,

at staten fuldt ud dækker kommunernes udgifter til disse børn, og at dette

gælder indtil barnet fylder 18 år.

Særreglen for disse børn betyder for det første, at de almindelige regler

om refusion af kommunernes udgifter, jf. stk. 2 og stk. 3, ikke gælder.

For det andet dækker staten kommunernes udgifter, indtil barnet fylder 18

år, uanset 61/2 års reglen i stk. 6. Det betyder f.eks., at en kommune kan få

refusion i 10 år for et barn, der netop er fyldt 8 år, når det får

opholdstilladelse. Hvis barnet på dette tidspunkt derimod er 161/2 år, kan

kommunen opnå refusion efter særreglen for uledsagede flygtningebørn, indtil

barnet er fyldt 18 år. Herefter og indtil pågældende fylder 23 år, hvor 61/2

års perioden udløber, kan kommunen få ydelser fra staten efter de almindelige

regler for flygtningerefusion.

Hvis barnets forældre får lovligt ophold her i landet, er barnet ikke

længere uledsaget, og herefter gælder særreglen ikke. Bestemmelsen omfatter

ikke amtskommunernes udgifter, der dækkes af staten efter de almindelige

regler.

Til stk. 5.

Indførelsen af de nye tilskud skal gøre det lettere for kommunerne at

aktivere flygtninge. Der henvises til de indledende bemærkninger til

forslaget.

Til stk. 6.

Staten yder fortsat særlig refusion af udgifter efter bistandsloven til

flygtninge i 61/2 år efter datoen for opholdstilladelsen. Begrænsningen til

61/2 år gælder dog ikke for uledsagede flygtningebørn og visse flygtninge med

vidtgående fysiske eller psykiske handicap. Der henvises til bemærkningerne

til stk. 4.

Til stk. 7.

Der henvises til de indledende bemærkninger til forslaget.

Til § 2

Hovedindhold.

Lovforslaget går ud på dels at indføre en særlig tilskudsordning for

kommunernes sociale merudgifter til flygtninge, dels at kompensere for

nedsættelsen af refusionsprocenten fra 100 pct. til 50 pct. for institutions-

og serviceydelser efter bistandsloven. (Ordningerne fremgår af stk. 1, 2.

punktum, og stk. 3 i den foreslåede affattelse af § 21 i lov om kommunal

udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner). Desuden

afsættes for 1992 ekstraordinært 10 mio.kr. til tilskud til kommuner, der i

perioden 1. januar 1987 til 1. januar 1992 til enkelte flygtninge har haft

særligt store udgifter efter bistandsloven.

Den eksisterende generelle tilskudsordning for kommunernes merudgiftsbehov

vedrørende indvandrere og flygtningen fortsætter uændret. (Stk. 1, 1.

punktum, og stk. 2 i den foreslåede affattelse af § 21 i lov om kommunal

udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner).

Baggrund og formål for en særlig tilskudsordning for kommunernes

sociale merudgifter til flygtninge.

Kommunerne modtager efter gældende regler 100 pct. statsrefusion til

udgifter efter bistandsloven og til boligstøtte til flygtninge i 61/2 år

efter datoen for opholdstilladelsen.

Efter 61/2 år gælder de almindelige finansieringsregler.

I de kommende år vil et stigende antal flygtninge passere 61/2 års

grænsen. Da flygtninge er ujævnt fordelt mellem kommunerne, vil et begrænset

antal kommuner få forholdsvis store merudgifter herved. Dette gælder også med

de foreslåede ændringer i bistandsloven, jf. forslagets § 1, hvori 61/2 års

perioden opretholdes. En del kommuner har rettet henvendelse til regeringen

herom, ligesom Kommunernes Landsforening har anmodet om, at der foretages en

nøjere vurdering af refusionsperiodens længde samt af behovet for ændret

udligningsordning kommunerne imellem, der kan sikre, at enkelte kommuner ikke

belastes urimeligt af udgifter til flygtninge.

Det er regeringens opfattelse, at særtilskud og særlige

udligningsordninger bør begrænses mest muligt, da de gør det samlede

tilskuds- og udligningssystem mere uoverskueligt. Det må dog erkendes, at de

sociale udgifter til flygtninge i fremtiden vil være ulige fordelt mellem

kommunerne.

På den baggrund har regeringen fundet det rimeligt, at der ydes et særligt

tilskud til kommunerne beregnet efter antal flygtninge med opholdstilladelse

over 61/2 år. Da tilskuddet skal finansieres af det kommunale bloktilskud,

fordeles de særlige udgifter til flygtninge herved mere ligeligt mellem

kommunerne. Da der endvidere er tale om et generelt tilskud til den enkelte

kommune, bevares kommunens tilskyndelse til at sikre, at de sociale udgifter

bliver så lave som muligt. Det skal bemærkes, at det særlige

indvandrertilskud i henhold til § 21, stk. 1, 1. punktum og stk. 2, ikke

tager højde for sociale udgifter til flygtninge.

Tilskudsordningens indhold.

Der findes ikke nogen opgørelse over antallet af flygtninge i hver

kommune. Kommunerne har alene nøjagtigt kendskab til det antal flygtninge,

der modtager bistandslovsydelser og/eller boligydelse. I lovforslaget gives

der indenrigsministeren bemyndigelse til at fastlægge, hvordan antallet af

flygtninge i hver kommune skal fastsættes. Den manglende opgørelse af

flygtninge medfører, at tilskudsordningen til dels vil blive baseret på

statsborgerskab i CPR-registret. Som mål for antallet af flygtninge med

opholdstilladelse udvælges 10 flygtningenationaliteter: Chile, Vietnam,

Polen, Iran, Irak, Sri Lanka, Libanon, Etiopien, Afghanistan samt statsløse

(hovedsageligt palæstinensere). Mere end 90 pct. af den samlede

flygtningetilgang er i de senere år kommet fra disse 10 lande.

Socialministeriet skønner, at omkring 90 pct. af udlændingene fra disse lande

er kommet hertil som flygtninge eller har opnået opholdstilladelse på grund

af familiesammenføring med en flygtning eller af andre humanitære grunde. For

så vidt angår Polen skønnes andelen dog at være lidt lavere. For flygtninge,

der har fået opholdstilladelse i 1985 eller senere, vil Danmarks Statistik

dog eventuelt kunne opgøre antallet af flygtninge i hver kommune direkte, og

i givet fald vil denne opgørelse blive benyttet. Der medregnes kun flygtninge

med opholdstid over 61/2 år.

På grundlag af regnskabstal for 1989 foreslås merudgiftsbehovet til

udgifter efter bistandsloven og lov om boligydelse i 1992 fastsat til et

afrundet beløb på 20.000 kr. pr. flygtning. Som grundlag for beregningen af

merudgiftsbehovet pr. flygtning er forudsat at 60 pct. af de flygtninge, der

passerer 61/2 års perioden, modtager kontanthjælp efter bistandsloven.

Lovforslaget bygger endvidere på den antagelse, at flygtninge, der har

været i landet i længere tid end 61/2 år, i stigende grad sidestilles med

andre borgere. Derfor fastsættes tilskuddet til 75 pct. af 20.000 kr. det

første år, og derefter aftrappes tilskuddet, således at der ydes 50 pct. af

20.000 kr. det andet år og 25 pct. det tredje år:

Opholdstilladelse:

61/2 - 71/2 år ( 79 - 90 mdr.) : 75 pct. af 20.000 kr.

71/2 - 81/2 år ( 91 - 102 mdr.) : 50 pct. af 20.000 kr.

81/2 - 91/2 år (103 - 114 mdr.) : 25 pct. af 20.000 kr.

Efter 91/2 år forudsættes flygtningene integreret på arbejdsmarkedet m.v.

på linie med danske statsborgere. Da der er tale om et generelt tilskud til

kommunerne, har kommunerne fuldt incitament til at fremme flygtningenes

erhvervsmæssige integration.

Baggrunden for et tilskud pr. 0-5 årig flygtning.

Forslaget om at yde kommunerne et tilskud på 24.500 kr. pr. 0-5 årig

flygtning skal ses i sammenhæng med forslaget om at nedsætte statens refusion

af kommunernes udgifter til institutions- og serviceydelser fra 100 pct. til

50 pct. Da hovedparten af udgifterne på området vedrører

daginstitutionsområdet, foreslås det at yde kommunerne et tilskud pr. 0-5

årig flygtning. På denne måde tilstræbes det at kompensere for

refusionsnedsættelsen.

Baggrunden for ekstraordinært at afsætte 10 mio.kr. til kommuner.

Forslaget søger at tage hensyn til, at enkelte kommuner blev påført

særlig store udgifter, da der pr. 1. januar 1987 indførtes en fast periode på

61/2 år for refusion af kommunernes udgifter efter bistandsloven til

flygtninge. Der tænkes navnligt på tilfælde, hvor en kommune er første

opholdskommune for en flygtning med vidtgående handicap, der som følge heraf

er blevet anbragt i institution eller pleje.

Det foreslås derfor, at der ekstraordinært afsættes 10 mio. kr. for 1992

til tilskud til kommuner, der i perioden 1. januar 1987 til 1. januar 1992

har haft særligt store udgifter til enkelte flygtninge efter bistandsloven.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, afsnit 3.4.

Tilskuddet finansieres af de kommunale bloktilskud og eventuelle

uforbrugte midler tilbageføres til bloktilskuddet.

Økonomiske og administrative konsekvenser.

Der er ingen økonomiske konsekvenser for staten og for kommunerne under

eet, da tilskudsordningen finansieres af det kommunale bloktilskud.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

§ 1

I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december

1990, foretages følgende ændringer:

1. I § 10 indsættes som stk. 5 :

» Stk. 5 . Pligten til at yde integrationsbistand til en

udlænding, der er omfattet af § 134 a, stk. 1, varetages af staten i indtil

18 måneder. Socialministeren fastsætter de nærmere regler og kan herved

bestemme, at bistanden ydes af en privat humanitær organisation.«

§ 10. Pligten til at yde bistand påhviler kommunalbestyrelsen i

opholdskommunen.

Stk. 2. Ægtefæller anses for at have opholdskommune, hvor den

fælles bopæl er, så længe samlivet består.

Stk. 3. Et barn, der lever sammen med begge forældre, anses at

have opholdskommune, hvor forældrene bor. Lever barnet kun sammen med den ene

af forældrene, har det opholdskommune, hvor denne bor. Lever forældre, der

har fælles forældremyndighed, ikke sammen, og opholder barnet sig lige meget

hos begge forældre, har barnet dog med hensyn til foranstaltninger efter §§

48, stk. 1 og 2, nr. 1 og 2, 58, 64, 69, 91 og 95 a opholdskommune, hvor det

er tilmeldt folkeregisteret. Et barn, der ikke lever sammen med nogen af

forældrene, har selvstændig opholdskommune.

Stk. 4. Øjeblikkelig bistand til en person, der befinder sig uden

for opholdskommunen efter stk. 2 eller stk. 3, ydes af den stedlige

kommunalbestyrelse.

2. § 134, stk. 3 , ophæves.

§ 134. Staten afholder udgifterne vedrørende de institutioner

m.v., der forbliver under staten efter lov om udlægning af åndssvageforsorgen

og den øvrige særforsorg m.v.

Stk. 2. Staten afholder udgifterne efter § 5 til forsørgelse i

udlandet.

Stk. 3. Staten afholder udgifter efter afsnit III-VII, med

undtagelse af § 87, til en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter

1) udlændingelovens §§ 7-8,

2) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

3) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i umiddelbar fortsættelse af en

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

4) udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, som følge af tilknytning til en

i Danmark fastboende person, når denne person selv er kommet til landet efter

de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan føres

tilbage til en sådan person, eller

5) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt til en

mindreårig asylsøgende udlænding.

Dette gælder i 61/2 år efter datoen for opholdstilladelsen.

3. Efter § 134 indsættes:

» § 134 a. Staten afholder efter reglerne i stk. 2-8 udgifter

til en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter

1) udlændingelovens §§ 7-8,

2) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

3) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i umiddelbar forlængelse af en

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

4) udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2-4, som følge af tilknytning til en

i Danmark fastboende person, når denne person selv er kommet til landet efter

de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan føres

tilbage til en sådan person, eller

5) udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt til en

asylsøgende udlænding.

Stk. 2. Staten afholder udgifter til bistand efter afsnit III og

IIIA i de første 31/2 år efter datoen for opholdstilladelsen. Herefter

afholder staten 75 pct. af kommunernes udgifter til bistand efter afsnit III

og IIIA.

Stk. 3. Staten afholder 50 pct. af en kommunes eller amtskommunes

udgifter efter afsnit IV-VII, dog med undtagelse af udgifter efter § 87 og §§

105-111.

Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 2 og stk. 3 afholder staten

en kommunes udgifter til

1) udlændinge, som inden 12 måneder efter datoen fra opholdstilladelsen på

grund af vidtgående fysiske eller psykiske handicap anbringes i døgnophold,

dog kun indtil pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig

selv, og

2) udlændinge, når tilladelsen er meddelt en mindreårig asylsøger, dog

længst indtil modtageren fylder 18 år, eller barnets forældre får lovligt

ophold her i landet.

Stk. 5. Staten udbetaler til kommunerne et tilskud på 1.000 kr.

pr. måned for udlændinge, jf. stk. 1, der deltager i aktiviteter, hvortil der

kan ydes tilskud af puljen efter § 20 i lov om kommunal

beskæftigelsesindsats. Aktiviteten skal have et omfang på mindst 20 timer pr.

uge. Er betingelserne for at udbetale tilskud efter § 133, stk. 3, samtidig

opfyldt, ydes der til kommunen et yderligere tilskud på 1.500 kr. pr. måned.

Stk. 6. Adgangen til ydelser fra staten efter stk. 2-5 gælder i

61/2 år efter datoen for opholdstilladelsen. Dog afholder staten efter dette

tidspunkt fortsat en kommunes udgifter efter stk. 4, nr. 1 og 2.

Stk. 7. Når pligten til at yde integrationsbistand, jf. § 10, stk.

5, overgår til kommunen, yder staten i 2 år et beløb på 1.900 kr. pr. måned.

For hver måned kommunen overtager pligten tidligere, ydes et yderligere

tilskud på 2.000 kr.

Stk. 8. De beløb, der er nævnt i stk. 5 og stk. 7, reguleres en

gang årligt den 1. juli med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en

satsreguleringsprocent.«

§ 2

I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og

amtskommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 545 af 20. juli 1990, foretages

følgende ændringer:

1. § 21 affattes således:

»§ 21. Indenrigsministeren yder årligt et tilskud til

kommunernes merudgiftsbehov vedrørende indvandrere og flygtninge.

Indenrigsministeren yder desuden et årligt tilskud til kommunernes

merudgiftsbehov vedrørende sociale udgifter til flygtninge.

Stk. 2 . Merudgiftsbehovet efter stk. 1, 1. punktum, fastlægges i

gennemsnit til 2.600 kr. pr. indvandrer og flygtning og yderligere 12.100 kr.

pr. 6-16 årig. Beløbene reguleres een gang årligt med

satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. En kommunes

tilskud korrigeres for regionale forskelle i lønniveauet.

Stk. 3 . Merudgiftsbehovet efter stk. 1, 2. punktum, fastlægges i

1992 til 20.000 kr. pr. flygtning. For flygtninge, der den 1. januar i

beregningsåret har haft opholdstilladelse i Danmark i 79-90 måneder, ydes et

tilskud, der udgør 75 pct. af merudgiftsbehovet, mens tilskuddet udgør 50 og

25 pct. af udgiftsbehovet pr. flygtning med opholdstilladelse i henholdsvis

91-102 og 103-114 måneder. Desuden ydes kommunerne et tilskud pr. 0-5 årig

flygtning, som i 1992 fastlægges til 24.500 kr. Beløbene reguleres een gang

årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. En

kommunes tilskud korrigeres for regionale forskelle i lønniveauet.

Stk. 4 . For 1992 afsættes ekstraordinært 10 mio. kr. til tilskud

til kommuner, der i perioden 1. januar 1987 til 1. januar 1992 til enkelte

flygtninge har haft særligt store udgifter efter bistandsloven.«

§ 21. Indenrigsministeren yder årligt et tilskud til kommunernes

merudgiftsbehov vedrørende indvandrere og flygtninge.

Stk. 2. Merudgiftsbehovet efter stk. 1 fastlægges i gennemsnit til

2.600 kr. pr. indvandrer og flygtning i alt og 12.100 kr. pr. 6-16 årig.

Beløbene reguleres een gang årligt med sats:reguleringsprocenten, jf. lov om

en satsreguleringsprocent. En kommunes tilskud korrigeres for regionale

forskelle i lønniveauet.

2. Efter § 29 a indsættes:

» § 29 b. Indenrigsministeren fastsætter regler om

opgørelse af antallet af flygtninge i hver kommune ved opgørelse af

merudgiftsbehov efter § 21, stk. 1, 2. punktum.«

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter