Spring til indhold

Retsinformation

1989 LSF 208 FORSLAG TIL LOV MOD SKATTEYDERBETALING AF KANTINER M.V.

1989/1 LSF 208Lovforslag som fremsatFolketinget16. marts 1990

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1. Ingen offentlig institution kan yde skatteyderbetalt tilskud

til hel eller delvis betaling for mad, drikke, tobak eller andre

nydelsesmidler.

§ 2. Undtaget fra § 1 er forplejning af

a) sygehuspatienter og

b) klienter, der opholder sig på særforsorgens institutioner.

Bemærkninger til lovforslaget

Hovedsynspunkt

Der anvendes hvert år milliarder af skatteydernes penge til betaling for

enkeltpersoners fortæring m.v.

Formålet med nærværende lovforslag er at opnå vidtrækkende besparelser på

dette punkt.

Forslaget er en delvis genfremsættelse af Fremskridtspartiets lovforslag

nr. L 159 af 18. februar 1983 (Folketingstidende 1982-83, tillæg A spalte

3349 og forhandlingerne sp. 8502).

Lov om restaurations- og hotelvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.

186 af 25. marts 1988 kapitel 4, der er optrykt som bilag 1 til nærværende

forslag, indeholder dansk rets hovedbestemmelser om kantiner.

Arbejdsmiljølovens bestemmelser

Arbejdsmiljø- og arbejderbeskyttelsesreglerne er fastlagt i lov om

arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 646 af 18. december 1985, som ændret

ved lov nr. 220 af 22. april 1987 og lov nr. 196 af 29. marts 1989.

Arbejdsmiljøloven siger, at der skal anvises medarbejderne passende plads

til at indtage deres måltider og gives dem mulighed for at opvarme medbragt

mad og drikke. Hvor arbejdets art gør det påkrævet eller naturligt, at

medarbejderne ikke spiser i arbejdslokalet, skal der indrettes passende

spiserum for vedkommende medarbejdere, hvis dette i øvrigt er rimeligt.

Nærværende forslag berører ikke arbejdsmiljølovgivningen, hvis forskrifter

følgelig ikke påvirkes af forbudet i § 1.

Finansiering af kantiner og lignende

Læs alt

Når salg af mad, drikke, tobak og andre nydelsesmidler finder sted på

arbejdspladser i den offentlige sektor, kræver forslaget, at salgsprisen

fastsættes således, at der sker fuld dækning af alle omkostninger:

a) administration, kasseapparat, telefon og administrationsinventar,

b) råvarer og andre varer med løbende forbrug, f.eks. opvaskemidler,

karklude og kaffefiltre,

c) moms,

d) inventar og andet udstyr, der tilgår ved fremstilling, udbud og salg af

varerne,

e) el, gas, vand og renovation, hvis forbrug skyldes varesalget,

f) porcelæn, glas, bestik m.v.,

g) kantinepersonale til tilberedning, betjening, afrydning og opvask,

h) beregnet rimelig husleje for de benyttede lokaliteter, for så vidt der

ikke betales (fuld) husleje.

Private virksomheder

Om private arbejdsgivere vil forlange den fulde omkostningsdækning, ligger

uden for forslaget, der alene vil sikre, at skatteyderne ikke betaler til

særlige befolkningsgruppers fortsatte særbegunstigelse. Mad, drikke, tobak og

andre nydelsesmidler er en privatforbrugsudgift.

På en måde kan man godt sige, at skatteyderne også betaler for et udsnit

af mad, drikke, tobak og andre nydelsesmidler, som ydes i den private sektor,

for eksempel gennem arbejdspladskantiner med fradragsberettigede

virksomhedstilskud. Nærværende forslag rammer ikke disse foreteelser. De

fjernes bedst ved ophævelse af indkomstskatten.

At begynde generelt at pille ud af denne del af den betændte

skattelovgivning er nok halsløs gerning, og vi må derfor døje med den i den -

forhåbentlig meget korte - restlevetid, folketingsflertallet opretholder den

asociale indkomstskattelovgivning. I denne overgangsperiode belemres vi så

med det overgangsproblem, at private foretagender på dette punkt stilles

bedre end offentlige arbejdspladser.

Her er det for det første klart, at institutioner, der får offentlige

tilskud, som helt eller overvejende er bestemt til at dække deres underskud,

selvsagt er omfattet af loven. Det gælder for eksempel P & T, DSB,

telefonselskaberne, almennyttige boligselskaber, DONG, A/S

Storebæltsforbindelsen osv. Men også Danmarks Radio og TV 2 må ophøre med

billige kantinepriser, eftersom tvangslicensen er at regne som en skat.

Afgrænsningen af, hvad der skal regnes som offentlig sektor, fremgår bl.a. af

§ 6 i Fremskridtspartiets lovforslag nr. L 222 om begrænsning af antallet af

offentligt ansatte (fremsat den 16. marts 1989, jf. Folketingstidende

1988-89, tillæg A spalte 5325 og Folketingets forhandlinger sp. 8372).

Af yderligere henvisning til afgrænsning af begrebet offentlige

virksomheder kan peges på statsministerens fremsættelsestale til lovforslag

nr. L 156 af 17. januar 1990 (jf. Folketingstidende 1989-90, tillæg A sp.

3949 og Folketingets forhandlinger sp. 4642). Heraf fremgår det, at begrebet

offentlige virksomheder omfatter statslige myndigheder, amtslige myndigheder,

kommunale myndigheder, selvejende institutioner, hvis virksomhed overvejende

dækkes af tilskud fra det offentlige, selskaber, der overvejende er

statsejede, og selskaber, der udøver virksomhed i henhold til koncession

eller lignende offentlig godkendelse.

Offentlig bespisning

Som forholdene er i øjeblikket, muliggør finansloven og de kommunale

budgetter, at en del af de offentligt ansatte kan opnå billig bespisning m.v.

af sig selv, familie og bekendte på skatteydernes bekostning og i visse

tilfælde endog har mulighed for, ligeledes på skatteyderbekostning, at

hjemtage smørrebrød, kaffe, drikkevarer osv. på favørbetingelser til

familiebrug og selskabelige formål.

Det er forargeligt, at offentlige ansatte på den måde som et tillæg til

deres gode løn får skattefrit tillæg i form af kantinebespisning til

symbolske priser (5.000 kr. sparet på madkontoen er næsten lige så godt som

15.000 kr. i lønforhøjelse).

Misundelsessyndromet

Den indbyrdes kævl og misundelse inden for den offentlige sektors egne

rammer slår tilmed ud i lys lue. Mortensaften 1978 anholdt politiet således

147 studerende, der var trængt ind i Københavns Rådhus' kantine, fordi man

der i kraft af større skatteydertilskud fik serveringerne billigere end i

universitetets kantine. Lignende demonstrationer blev 7. november 1978

iværksat af 700 gymnasieelever og lignende på Århus amtsgård og 13. november

1978 af 100 seminarister over for Undervisningsministeriet, mens studerende

fra Københavns Teknikum to dage efter besatte Arbejdsdirektoratets kantine.

28. november var det RUC-folkenes tur til at invitere sig selv på gratis

frokost i kommunale forvaltningskantiner. Epidemien sluttede, da Hellerup

Seminarium-elever den 5. december 1978 gik løs på Gentofte Rådhus' kantine.

Kantinecirkulærer

Den 3. december 1982 udsendte Finansministeriet et cirkulære om kantiner

(optrykt som bilag 2).

I dette cirkulære fastslås det, at priserne fremover skal fastsættes

således, at de mindst giver dækning for varernes fremstillingsomkostninger,

dvs. råvarernes pris samt lønomkostninger vedrørende indkøb, tilberedning,

salg og administration.

Når dette cirkulære ikke gav den fulde løsning, skyldes det dels, at det

kun omfattede statslige institutioner, og dels, at det ikke blev efterlevet

fuldt ud.

Under behandlingen af finansloven for 1989 blev der vedtaget ekstra

indtægter for alle statens kantiner på 50 millioner kroner (konto §

23.01.10.44.04), hvilket skulle resultere i færre skatteydertilskud til

kantinerne.

Der blev vedtaget stop for statsligt indkøb af tobaksvarer for 10

millioner kroner (konto § 23.01.10.99.16).

Igen hjalp det ikke tilstrækkeligt, og der manglede fortsat initiativer

over for kommuner og amter.

Ved finanslovsforliget om finansloven for 1990 blev der igen

indbudgetteret nedsatte kantinetilskud, denne gang 35 millioner kroner (konto

§ 23.01.10.99.21), og finansministeren har udsendt et nyt kantinecirkulære af

10. januar 1990. Det nye cirkulære er optrykt som bilag 4.

Fremskridtspartiet betvivler, at det nye kantinecirkulære vil give en

definitiv stopper for skatteyderfinansieringen af mad, drikke, tobak og andre

nydelsesmidler.

Ifølge Jyllands-Posten fra den 26. november 1989 vil der også efter

finanslovsbesparelsen være kantinetilskud i staten på 70 millioner kroner.

Der er fortsat ikke taget stilling til udgifterne i kommunerne og

amtskommunerne. Alene i Århus Amtskommune ydes der, ifølge Jyllands-Posten af

26. november 1989, 1, 5 millioner kroner i tilskud til kantiner. Det giver et

skattefrit tilskud på 2.086 kroner pr. medarbejder. Ifølge Berlingske Tidende

af 6. december 1989 ydes der kantinetilskud på mellem 200 og 300 millioner i

landets kommuner.

Fremskridtspartiet mener derfor, at Folketinget med dette lovforslag bør

sætte en definitiv stopper for disse skatteydertilskud.

Til brug for de fortsatte sparekampagner bør Indenrigsministeriet fra

samtlige amter og kommuner indhente specificerede opgørelser over, hvor store

beløb de pågældende har brugt i 1989 til mad, drikke, tobak og andre

nydelsesmidler. Alene tværsammenligningen heraf vil nok have kolossal

pædagogisk virkning. Henstillingen fra december 1982 virkede ikke.

Militærkantiner

Specielt hvad angår det værnepligtige personel, må hovedsynspunktet være,

at det udbetalte standardkostpengebeløb må være stort nok til at betale tre

daglige måltider af tilstrækkelig næringsværdi. Såfremt dette ikke kan lade

sig gøre - enten på grund af lokale driftsteknisk set uheldige forhold som

for »små« tjenestesteder eller på grund af irrationel drift - må

det pågældende værnepligtige personel have kompensation gernnem øgede

kostpengebeløb.

Tilsvarende betragtninger gør sig gældende for ikke-værnepligtigt

militærpersonel til tjeneste uden for sædvanligt tjenestested i det omfang,

dette ikke allerede er tilgodeset i form af andre særydelser.

Undervisningsinstitutioner

Kantiner i forbindelse med undervisningsinstitutioner betjener både det

lønnede personale og de studerende. Foran anførte betragtninger gælder også

for disse kantiner. Udannelsesstøtte må klart fremgå af de offentlige

budgetter. De bør vedtages, disponeres og revideres adskilt fra anden

offentlig udfoldelse.

Repræsentation og lignende

Nærværende forslag vil også få dræbende virkning på de udskejelser i

mangemillionklassen, som politikere og ledende embedsmænd nu tillader sig,

jf. for eksempel spørgsmål nr. S 229 og 230 af 10. november 1978 fra

folketingsmedlem Kjærulff-Schmidt. Stærkt kritisable er de forhold, hvorunder

det offentlige yder honorarer, diæter og godtgørelser for fraværelse fra

hjemstedet m.v. og samtidig yder gratis måltider til de pågældende.

I henhold til gældende regler som eksempelvis Finansministeriets cirkulære

af 22. september 1978 skal der ske et vist fradrag i disse ydelser, såfremt

der modtages gratis måltider under rejser, møder, kurser m.v., men disse

fradrag, der typisk er af størrelsesordenen 50-80 kr. for et hovedmåltid,

dækker jo langtfra de festmåltider, som ikke er ualmindelige i det

offentlige.

Derfor mener forslagsstillerne, at det helt må overlades til den enkelte

for egen regning selv at købe sig den forplejning, som vedkommende ønsker.

Nogle vil sikkert mene, at der vil være et særligt problem i

udenrigstjenesten og i det hele i Danmarks relationer til fremmede magter.

For så vidt angår kongehusets repræsentationer er forholdene imidlertid

det, at de på finanslovens §§ 5 og 6 omhandlede beløb er tilstrækkelige for

dem. Er der således brug for strengt påkrævet forplejningsvirksomhed fra

statens side, må det klares via finanslovens repræsentationsposter. Derved er

der stedse fuld offentlighed om størrelsen af disse udgifter.

I kommunerne og amterne er der næppe i noget som helst tilfælde sagligt

behov for, at skatteyderne betaler en eneste krone til repræsentative

udfoldelser, der indebærer, at folk får serveringer uden at betale af egen

lomme. Det afvises totalt, at det offentlige fortsat skal ligge under for den

umoralske tese om, at den, der smører godt, kører godt.

Undtagelsesbestemmelser

Sygehusmilliarderne skal først og fremmest bruges til at styrke

helbredelsen af patienterne og ikke til ekstravagant forplejning til

personalet.

Der er i forslagets § 2 den undtagelse, at sygehuspatienter og klienter i

særforsorgens institutioner ikke skal betale for den mad og drikke, de nyder.

Derimod er der ikke indrettet nogen undtagelsesbestemmelse i lovforslaget

for eksempel for fængsler, plejehjem og andre institutioner, hvor ophold ofte

vil være af længere varighed, og hvor klientellet typisk er i besiddelse af

fuld habilitet. Når forslagsstillerne ikke har medtaget nogen

undtagelsesregler herom i forslaget, beror det på, at en spisebilletordning

til flertallet af disse institutioners beboere må kunne administreres uden

ekstra omkostninger over Socialministeriets budget gennem en ændring til

sociallovgivningen.

Det findes derfor bedst, at udgangspunktet for folketingsarbejdet meget

langt er det rene princip, og så må det under Folketingets arbejde med sagen

vise sig, hvor langt man med rimeligheden i behold kan få udgangspunktet til

at bære, og hvordan eventuelle undtagelsesregler kan udformes på teknisk

acceptabel vis.

Sociale hensyn

Sociale hensyn vil især kunne påberåbes med styrke, hvor det drejer sig om

kosten til den opvoksende slægt, der endnu selv er for uudviklet til at

forstå det forkastelige i at blive spist af med popcorn, wienerbrød, slik

eller franske kartofler. Derfor vedrører en anden mulig

undtagelsesbestemmelse næringsrig skolebespisning, jf. herom den som bilag 3

optrykte artikel. De der anførte synspunkter kan også drøftes i forhold til

vuggestuer, børnehaver og fritidshjem.

Så længe folkepensionen ikke er sat op til et anstændigt niveau, kan

subsidiering også drøftes til madudbringningsordninger. Der henvises f.eks.

til spm. nr. S 317 af 10. december 1986 fra Poulsgaard, jf. Folketingstidende

1986-87 (1. samling), forhandlingerne sp. 3895.

Bilag 1

Bekendtgørelse af lov om restaurations- og hotelvirksomhed m.v. nr. 186 af

25. marts 1988

Kapitel 4

Marketenderier, pensionater m.v.

§ 20. Næringsbrev kræves ikke til marketenderivirksomhed

(kantinevirksomhed). Herved forstås servering i dertil indrettede lokaler i

eller i tilknytning til arbejdspladser og tilsvarende steder for personer,

der er beskæftiget i virksomheden, for personer, der besøger nogen af de

beskæftigede, samt for chauffører, bude og lignende med ærinde i

virksomheden. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan for særlige kategorier af

virksomheder fastsætte nærmere regler til afgrænsning af de

adgangsberettigedes kreds.

Stk. 2. Marketenderivirksomhed med servering af stærke drikke må ikke

drives uden tilladelse fra politiet. Tilladelse kan alene gives til en

virksomhed eller en flerhed af virksomheder eller, med tilslutning af

vedkommende virksomhed eller virksomheder, til en sammenslutning af de

beskæftigede. Tilladelse gives for arbejdspladser, der ikke er knyttet til

bestemte virksomheder, til en sammenslutning af de beskæftigede. I

marketenderier med servering af stærke drikke skal der være ansat en af

politiet godkendt marketender til at forestå den daglige drift.

Marketenderens løn må hverken helt eller delvis fastsættes som en procentdel

af omsætningen af stærke drikke.

Stk. 3. Tilladelse eller godkendelse i henhold til stk. 2 kan kun nægtes

eller begrænses, såfremt særlige omstændigheder giver anledning dertil.

Tilladelse eller godkendelse kan tilbagekaldes, hvis reglerne for

marketenderivirksomhed tilsidesættes eller der jævnlig forekommer

drukkenskab.

Stk. 4. I de i stk. 2 nævnte marketenderier må andre stærke drikke end øl

og bordvin ikke udleveres, serveres eller nydes. Øl og bordvin må ikke

serveres uden for de i vedkommende virksomhed fastsatte spisetider. I andre

marketenderier må hverken nydes eller serveres stærke drikke.

Stk. 5. Det strafferetlige ansvar efter § 32, stk. 5, for de i stk. 2

nævnte marketenderiers drift påhviler såvel marketenderitilladelsens

indehaver som marketenderen. I andre marketenderier påhviler ansvaret den,

for hvis regning marketenderiet drives. Det er forbudt at tilbageholde

arbejdsløn til dækning af skyld i marketenderier. Der må ikke finde handel

sted i marketenderilokalerne. Dog kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

fastsætte bestemmelser, hvorefter der i marketenderier uden næringsbrev kan

forhandles nærmere angivne føde- og drikkevarer, personlige fornødenheder og

lignende.

Stk. 6. Marketenderier må længst holdes åbne i tiden fra en halv time før

arbejdstidens begyndelse til en halv time efter dennes ophør. Politiet kan

dog tillade, at et marketenderi holdes åbent i indtil 11/2 time efter

arbejdstidens ophør. I lukketiden må der ikke serveres i

marketenderilokalerne. Dette gælder dog ikke ved sammenkomster, der anmeldes

til politiet, og som bekostes af vedkommende virksomhed, eller som er

foranstaltet af organisationer af de i virksomheden beskæftigede. Endvidere

kan lokalerne i lukketiden anvendes i henhold til lejlighedstilladelse efter

§ 22, men kun såfremt der alene deltager de i virksomheden ansatte samt

disses gæster.

Stk. 7. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan i særlige tilfælde tillade, at

der i marketenderilokaler - også efter marketenderiets lukketid - finder

servering sted af den i § 21 omhandlede karakter. Sådan tilladelse giver ikke

ret til udskænkning af andre stærke drikke end øl af skatteklasse I og

bordvin.

§ 21. Næringsbrev kræves ikke for personer med bopæl her i landet til

1) modtagelse i mindst 6 nætter af overnattende gæster med mulighed for

servering,

2) regelmæssig servering for gæster efter forudgående aftale.

Stk. 2. Politiet kan med samtykke fra kommunalbestyrelsen for indtil 1 år

ad gangen tillade, at virksomhed i henhold til stk. 1, nr. 1, omfatter

modtagelse af gæster for mindst 3 nætter ad gangen. Tilladelsen kan

tilbagekaldes, såfremt forholdene giver anledning dertil.

Stk. 3. I de nævnte virksomheder må stærke drikke kun serveres i

forbindelse med de faste måltider.

§ 22. Ved fester, møder, markeder, valg, midlertidige udstillinger og

lignende særlige lejligheder kan politiet tillade, at en dertil udpeget

person, fortrinsvis en restauratør, udøver en af loven omfattet virksomhed

uden anden adkomst.

Stk. 2. Højskolers, landbrugsskolers og lignende institutioners servering

ved fælles måltider for deltagere ved institutionens sammenkomster og møder

kan ske uden tilladelse fra politiet.

Bilag 2

Finansministeriets cirkulære af 3. december 1982

Cirkulære om oprettelse og drift af personalekantiner m.v. hos statslige

institutioner Med henblik på opnåelse af ensartede retningslinjer for

oprettelse og drift af personalekantiner i statslige styrelser, institutioner

og virksomheder, herunder forsvaret og statslige uddannelsesinstitutioner,

fastsættes herved følgende:

Oprettelse af kantiner

§ 1. Ved kantinevirksomhed forstås servering i dertil indrettede lokaler

på eller i tilknytning til arbejdspladser og tilsvarende steder for personer,

der er beskæftiget i en virksomhed, eller som besøger eller har ærinde i

virksomheden.

Stk. 2. Der kan etableres kantine på statslige tjenestesteder, hvor der er

rimeligt behov for at give personalet, uddannelsessøgende, besøgende m.v.

adgang til at købe tilberedt mad, forfriskninger og kioskvarer, såfremt det

må antages, at kantinen kan drives økonomisk forsvarligt under hensyntagen

til de i nærværende cirkulære fastsatte tilskudsmuligheder m.v.

Stk. 3. Kantinevirksomheden baseres på selvbetjening fra skranke og på

selvafrydning fra gæsternes side.

Stk. 4. Etablering eller opretholdelse af kantiner, hvor det fornødne

økonomiske grundlag ikke er til stede, må kun ske, hvor kantinen er et

nødvendigt led i udøvelsen af virksomheden på det pågældende tjenestested,

eller hvor andre ganske særlige forhold taler herfor, og kun efter indhentet

godkendelse fra de bevilgende myndigheder.

Institutionens bidrag til kantinedriften

§ 2. Priserne i kantinen skal fastsættes således, at de mindst giver

dækning for varernes fremstillingsomkostninger, dvs. råvarernes pris, samt

lønomkostninger vedrørende indkøb, tilberedning, salg og administration.

Stk. 2. Institutionen kan vederlagsfrit stille følgende faciliteter til

rådighed:

- lokaler

- varme

- vand

- lys

- el/gas

- køkkenmaskiner og udstyr i øvrigt

- møbler, gardiner m.v.

- porcelæn, glas, bestik

- vaske- og opvaskemidler.

Inventar, udstyr og løsøre i øvrigt, der er stillet til rådighed i medfør

af denne bestemmelse, forbliver statens ejendom og vedligeholdes for

institutionens regning.

Stk. 3. Institutionen kan i øvrigt dække den del af de med kantinens drift

forbundne lønudgifter, der medgår til nødvendig afrydning, til fjernelse af

affald samt til opvask og rengøring. Denne andel kan kalkulatorisk fastsættes

således: Lønudgiften til rengøring af spiselokale dækkes fuldt ud af

institutionen. Herudover dækker institutionen en tredjedel af de øvrige med

kantinens drift forbundne lønudgifter. Institutionens dækning af kantinens

lønomkostninger, ekskl. rengøring af spiselokale, kan dog ikke overstige en

sjettedel af den samlede omsætning ekskl. moms.

Stk. 4. For kantiner med mere end 14 timers åbningstid i døgnet i ugens

fem første dage finder bestemmelsen i stk. 3 tilsvarende anvendelse, dog

således at institutionens dækning af kantinens lønomkostninger ekskl.

rengøring af spiselokale ikke kan overstige en fjerdedel af den samlede

omsætning ekskl. moms.

Stk. 5. Kantiner, der væsentligst har til formål at betjene institutionens

kunder, besøgende og lign. - hertil ikke henregnet uddannelsessøgende eller

institutionsanbragte - bør tilstræbe, at den del af kantinens virksomhed, der

hidrører fra udefra kommende kantinegæster, økonomisk hviler i sig selv,

således at samtlige kantineudgifter dækkes af priserne.

Stk. 6. Såfremt der i institutioner af internatskarakter måtte være

fastsat lavere kantinepriser for klienterne, end hvad der ville følge af

tilskudsbestemmelserne i § 2, lægges de heri indeholdte principper dog til

grund ved prisfastsættelsen for institutionens personale. Dette gælder ikke,

såfremt personalets deltagelse i spisningen har tjenstlig karakter.

Kantinens organisation

§ 3. Kantinevirksomheden bør søges etableret således, at staten, bortset

fra en forpligtelse i medfør af § 2, hverken pådrager sig noget økonomisk

ansvar for kantinens driftsmæssige resultat eller noget erstatningsansvar for

skader i forbindelse med kantinedriften. Dette hensyn kan normalt tilgodeses

ved bortforpagtning af kantinen til en selvstændig entreprenør eller ved

overladelse af driften til en forening oprettet af personalet.

Stk. 2. Såfremt kantinen enten er et nødvendigt led i udøvelsen af

virksomheden på det pågældende tjenestested eller dog må anses for naturligt

forbundet med virksomhedens karakter, kan kantinen i stedet etableres som en

del af den pågældende instituton.

Budget, regnskab, revision m.v.

§ 4. Såfremt kantinen drives som en del af den pågældende institution, er

kantinevirksomheden i det hele underlagt de regler, der bevillings-,

regnskabs- og revisionsmæssigt er gældende for statslige institutioner.

Stk. 2. Ved udarbejdelsen af forslag til finanslov bør det af indledningen

til Anmærkninger II til den enkelte hovedkonto fremgå, hvilke udgifter der

forudsættes afholdt til kantinevirksomhed.

Stk. 3. Merudgifter og merindtægter, der er en direkte følge af en

uforudset stigende efterspørgsel efter kantinens produkter, kan umiddelbart

opføres på forslag til lov om tillægsbevilling. Det forudsættes herved, at en

eventuel udgiftsforøgelse i fuldt omfang finansieres via indtægterne fra

kantinens varesalg. En i forbindelse hermed nødvendig udvidelse i antallet af

stillinger kan dog kun ske med Finansministeriets forudgående tilslutning.

Stk. 4. Institutionens regnskabssystem tilrettelægges således, at der er

mulighed for at kontrollere overholdelsen af de i § 2 fastsatte

retningslinjer for, hvilke udgifter der skal finansieres gennem indtægterne

ved varesalg. Ved tilrettelæggelsen vil det kunne være nødvendigt at foretage

opdelinger af hensyn til varegrupper med forskellig avance. Der bør normalt

foretages vareoptællinger og udarbejdes opgørelse af driftsresultat ved

kantinevirksomheden flere gange i årets løb.

Stk. 5. Såfremt der som følge af nærværende cirkulæres bestemmelser

konstateres et mindreforbrug i forhold til det på finansloven budgetterede,

skal mindreforbruget optages som besparelse på forslag til lov om

tillægsbevilling.

§ 5. Såfremt kantinen ikke drives som en del af den pågældende

institution, men eksempelvis er overladt til en personaleforening eller

bortforpagtet til en selvstændig entreprenør, og tilskud ydes i henhold til §

2, bør vilkårene for kantinedriften være skriftligt fastlagt. Der bør

herunder ske en udtømmende fastlæggelse af den pågældende institutions

forpligtelser over for kantinen, eventuelt ved henvisning til bestemmelser i

nærværende cirkulæres § 2. Det bør i denne forbindelse præciseres, at

institutionen ikke hæfter for tredjemands kontrakts- eller erstatningsmæssige

krav over for kantinen, samt at kantinens selvstændighed klart bør fremgå

over for tredjemand. Det bør endvidere tilkendegives som et vilkår for ydelse

af tilskud, at institutionen og rigsrevisionen efter eget skøn har adgang til

at iværksætte videregående undersøgelse, herunder af kantinens

forretningsmæssige drift som helhed.

Stk. 2. Inden hvert regnskabsårs begyndelse indsendes til institutionens

godkendelse et budget for kantinens drift med angivelse af institutionens

bidrag til kantinen.

Stk. 3. Kantinens regnskabssystem tilrettelægges således, at det kan danne

grundlag for beregningen af institutionens bidrag i henhold til § 2, og

således at der, som forudsat i § 4, stk. 4, sker en efter forholdene fastlagt

opfølgning af udviklingen i kantinevirksomhedens driftsforløb.

Stk. 4. Kantinens regnskab bør være underkastet revision ved en

statsautoriseret eller registreret revisor. For mindre kantiners vedkommende

kan revisionen dog ske ved anden af institutionen godkendt person. Revisionen

baseres i så fald på en af institutionen udarbejdet og af rigsrevisionen

tiltrådt revisionsinstruks. Det reviderede regnskab indsendes senest 3

måneder efter regnskabsårets udløb til institutionens godkendelse.

Stk. 5. Den af institutionen afholdte lønudgift til rengøring af

spiselokaler samt udgifter i medfør af § 2, stk. 2, bør fremgå af

finanslovforslagets indledning til Anmærkninger II til den enkelte hovedkonto

og optages i øvrigt som driftsudgifter, fordelt på de respektive

standardkonti. Institutionens udgifter i henhold til § 2, stk. 3 og stk. 4 -

bortset fra løn til rengøring af spiselokale - ydes som tilskud og optages på

finanslovforslaget under bevillingskontoplanens konto 53. Andre tilskud.

Tilskuddet benævnes »Tilskud til kantinedrift«.

Stk. 6. Institutionens udgifter i henhold til § 2, stk. 2, ydes efter

regning. Udgifter i henhold til § 2, stk. 3 og stk. 4, kan på grundlag af

budgetter, f.eks. kvartalsvis forud, ydes som a conto-bidrag, der reguleres

på grundlag af det reviderede og godkendte regnskab. Institutionen kan ikke

på anden måde bidrage til fremskaffelse af kapital til kantinedrift.

§ 6. Uanset under hvilken form en kantine drives, skal institutionens

udgifter til kantinen afholdes inden for den godkendte bevillingsramme.

Stk. 2. Institutionen har indseende med, at kantinen drives økonomisk

rationelt, og bør om nødvendigt tage skridt til afhjælpning af mangler i så

henseende. Forsvarets Cafeterier, forsvarskommandoen, Postbox 202, 2950

Vedbæk, tlf. (02) 89 22 55, vil være indstillet på i begrænset omfang at yde

rådgivningsmæssig bistand til øvrige statslige institutioner i spørgsmål

vedrøende kantinevirksomheden, herunder regnskabssystemets rationelle

tilrettelæggelse.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 7. Nærværende cirkulæres bestemmelser forudsættes iværksat, så snart

eksisterende kontraktlige eller andre aftalemæssige forpligtelser tillader

det, dog senest den 1. juli 1983.

Stk. 2. Kantiner, der i dag drives som en del af institutionen - uagtet

betingelserne i § 3, stk. 2, ikke er opfyldt - kan opretholde den hidtidige

driftsform under iagttagelse af cirkulærets bestemmelser i øvrigt.

Finansministeriet, den 3. december 1982

Henning Christophersen

/ F. Skovby Mikkelsen

Bilag 3

Artikel i dagbladet Sidste Nyt for ca. 19. januar 1980

Skolemad

Mange fremskridtsfolk bliver ophidsede og krasbørstige, når man mumler

noget om, at skatteyderne skal betale skolebespisning.

Holdningen er noget, som vi kan lære af: Vi er alt for tilbøjelige til at

have alt for begrænset horisont, når vi skal tage stilling til politiske

spørgsmål. Dels udtaler mange sig helt kategorisk, som om det drejede sig om

alt eller intet: Skal skatteyderne betale alt, hvad skolebørnene spiser og

drikker, eller skal de overhovedet ikke betale noget. Dels er man for

tilbøjelig til udelukkende at tage stilling ud fra, hvordan forholdene er i

eens egen familie. Eller måske allerhøjst i eens egen omgangskreds eller

kommune. Vi skal imidlertid tilrettelægge fremskridtspolitikken, så den tager

hensyn til forholdene overalt i landet.

Og her er det en kendsgerning, at mange skolebørn kommer i skole uden at

have fået morgenmad og ofte uden madpakke eller med ikke særlig

sundhedsgavnlig mad.

Dette kan man med rette være forarget over. Man kan ønske, at det var

anderledes. Man kan råbe op om, at de pågældende forældre virkelig skulle se

at sørge ordentligt for deres børn.

Alt dette hjælper imidlertid ikke stort. Sådan som familiemønsteret -

bl.a. i kraft af indkomstskattetrykket - er blevet undergravet i den sidste

snes år, kommer mange børn til at gå for lud og koldt vand.

Når kendsgerningerne er af den krakter, må fremskridtspolitikken selvsagt

tilrettelægges under hensyntagen til kendsgerningerne. På dette felt, som vi

gør det på alle andre områder.

Har vi først nedbrudt de absolutte barrierer for at tænke sagligt og

fornuftigt også på dette felt, vil de videre overvejelser bekræfte, at

Fremskridtspartiet har ramt rigtigt med den måde, som vi fra første færd har

udformet vort skoleøkonomiforslag:

Forholdene er ikke egnede til almindelige centralt fastsatte rgler.

Samfundet skal stort set nøjes med, at staten yder den enkelte skole et

bloktilskud, og så må forældrekredsen have meget vidtgående bestemmelsesret

med hensyn til, hvordan man netop på den pågældende skole udnytter

bloktilskuddet mest frugtbringende.

Ude over landet, hvor kernefamilierne endnu ikke er gået i opløsning og

mor kan være hjemme det meste af dagen og passe sine børn, vil der næppe være

fornuft i at bruge af skatteydermidlernee til skolen til bespisning af nogen

art.

I storbyområder, hvor man er fri for så mange problemer, som der må

betales til ude over landet, vil forholdet ofte være omvendt.

Meningen med et skatteyderbetalt skolevæsen er selvsagt, at det er en

samfundsopgave, at børnene i den skolepligtige alder kommer til at udvikle

sig fornuftigt og godt, for at de kan få det bedst mulige grundlag for den

videre tilværelse.

Hertil hører selvsagt, at de får grundige kundskaber i dansk, regning og

fremmmedsprog, men også, at deres fysiske helbred trives.

Derfor er det, hvor hjemmene forsømmer den ernæringsmæssige opgave,

afgjort et rimeligt formål at bruge skolemidlerne på at give sunde

kosttilskud i opvækstårene. Udgiften hertil er meget mere fornuftig end så

mange af de ting, som der nu ødsles med i skolevæsenet. Det må imidlertid

tilrettelægges lokalt, hvor meget der skal sættes ind på den opgave: Skal det

være alle børnene eller dem alle i en vis årgang? Skal det blot være en

vitaminpille og et æble eller et glas mælk, eller skal det være mere

vidtgående? Her vil forholdene stille sig forskelligt fra skole til skole, og

ved at give den enkelte skoles forældrekreds nærbestemmelsesret over et på

forhånd givet samlet pengebeløb, oplærer man børn og forældre til at forstå

sammenhængen i tingene. Kan hjemmene give børnene bedre kost, bliver der så

mange flere af skatteyderkronerne til rådighed til for eksempel lejrskole,

skolekomedie, eller hvad der nu ellers ligger i udkanten af, hvad de

statsbetalte skatteyderpenge skal bruges til.

Bilag 4

Finansministeriets cirkulære af 10. januar 1990

Cirkulære om anvendelse af statsmidler til personalekantiner m.v. § 1.

Statslige institutioner må ikke anvende statslige midler til drift af eller

indkøb for personalekantiner m.v. og spisepladser for personalet ud over de

forpligtelser, der med udgangspunkt i gældende arbejdsmiljøregler og disses

sædvanlige anvendelse påhviler arbejdsgivere.

Stk. 2. For tilskudsmodtagende selvejende institutioner m.v., der modtager

statstilskud, skal der ved fastlæggelsen af tilskudsgrundlaget ses bort fra

udgifter ud over de i stk. 1 nævnte.

§ 2. Arbejdsmiljøbestemmelser om spiserum findes for tiden i § 13. nr. 12

i Lov om almindelig arbejderbeskyttelse (lovbekendtgørelse nr. 297 af 4. juli

1968 med senere ændringer) jvf. § 2 nr. 1 i Arbejdsministeriets

bekendtgørelse nr. 611 af 18. december 1985 om regler efter den tidligere

arbejderbeskyttelseslovgivning, der med mindre ændringer forbliver i kraft

efter arbejdsmiljølovens ikrafttræden (ikrafttrædelsesbekendtgørelsen). Der

henvises også til meddelelse fra Arbejdstilsynet nr. 1.01.6 Vejledning om

spiseplads i forbindelse med faste arbejdspladser, september 1984.

§ 3. Statslige institutioners udgifter i henhold til § 1 afholdes under

institutionens driftsudgiftsbevilling.

§ 4. Nærværende cirkulæres bestemmelser forudsættes iværksat, så snart

eksisterende kontraktlige eller andre forpligtelser tillader det. Det er ved

det politiske forlig om finansloven for 1990 forudsat, at de heri optagne

kantinetilskud reduceres med 50 pct. i 1990, og at beløbene bortfalder i

BO-årene. En hertil svarende mindreudgift optages på

tillægsbevillingslovforslaget for 1990. Tilsvarende besparelser udvises i

tilfælde, hvor kantineudgifter afholdes af driftsbevillinger.

Stk. 2. Finansministeriets cirkulære af 21. december 1988 om oprettelse og

drift af personalekantiner m.v. hos statslige institutioner ophæves.

Finansministeriet, den 10. januar 1990

Henning Dyremose

/ H. Reinholdt Pedersen

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter