1990 LSF 100 FORSLAG TIL LOV OM MEDLEMSKAB AF FOLKEKIRKEN, KIRKELIG BETJENING OG SOGNEBÅNDSLØSNING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken
§ 1. Personer, der døbes i folkekirken, bliver ved dåben medlem
af folkekirken.
Stk. 2. Personer, der er døbt i et andet evangelisk-luthersk
trossamfund her i landet, bliver medlem af folkekirken ved at slutte sig til
en menighed i folkekirken.
Stk. 3. Personer, der er døbt i et evangelisk-luthersk trossamfund
i udlandet, bliver medlem af folkekirken ved at tage ophold her i landet,
medmindre de anmelder at ville stå uden for folkekirken.
Stk. 4. Andre personer, der er døbt med den kristne dåb, bliver
medlem af folkekirken ved at optages i folkekirken eller for mindreåriges
vedkommende ved at opdrages i folkekirkens tro.
§ 2. Et medlem af folkekirken kan bringe sit medlemskab til ophør
ved skriftlig anmeldelse.
Stk. 2. Medlemskabet ophører, såfremt et medlem slutter sig til et
andet trossamfund eller på anden måde, f.eks. ved at lade sig gendøbe,
stiller sig uden for folkekirken.
§ 3. For ugifte personer under 18 år træffes bestemmelser efter §
1, stk. 2-4, og § 2 af forældremyndighedens indehaver, dog at en person, der
er fyldt 15 år, tillige skal give sit samtykke.
§ 4. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om optagelse i og
udtræden af folkekirken.
Kapitel 2
Tilhørsforholdet til folkekirkens menigheder
§ 5. Folkekirkens medlemmer hører til menigheden i det sogn,
hvori de har bopæl, medmindre de ved særlig bestemmelse er henvist til en
anden menighed. Medlemmerne af menighederne for døve bevarer dog tillige
tilhørsforholdet til sognemenigheden.
Kapitel 3
Læs alt
Medlemmers ret til kirkelig betjening
§ 6. Ethvert medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening
af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet hører, jf. §
5. Sognebåndsløsere betjenes dog af den præst, til hvem der er løst
sognebånd.
Stk. 2. Et medlem, der ikke har bopæl her i landet, har ret til
kirkelig betjening af præsten for den menighed, hvortil medlemmet senest har
hørt.
§ 7. Et medlem af folkekirken, der ikke hører til sognemenigheden,
men som har en særlig tilknytning til denne, har ret til kirkelig betjening i
sognemenighedens kirke. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
§ 8. Præsterne i et pastorat kan med menighedsrådenes tilslutning
dele pastoratet i områder, således at hver præst betjener sit område.
Stk. 2. Menighedens medlemmer har dog uanset områdedelingen ret
til kirkelig betjening af enhver af pastoratets præster.
§ 9. Fremsætter menighedsrådet eller en af præsterne ønske derom,
eller anser biskoppen det for påkrævet, kan biskoppen efter forhandling med
menighedsrådet og præsterne fastsætte regler om præsternes betjening af
menigheden eller menighederne, herunder om opdeling af pastoratet i områder,
og om præsternes adgang til brug af kirken eller kirkerne. Sådanne regler
skal altid fastsættes, når pastoratet opdeles i områder.
Stk. 2. Biskoppens afgørelser efter stk. 1 kan af de berørte
menighedsråd og præster påklages til kirkeministeren.
Kapitel 4
Sognebåndsløsning
§ 10. Et medlem af folkekirken kan ved sognebåndsløsning slutte
sig til sognepræsten for en anden menighed end den, hvortil medlemmet hører.
En præst er ikke forpligtet til at modtage en ansøger som sognebåndsløser,
såfremt hensynet til denne findes at burde vige for afgørende hensyn til
præsten eller dennes menighed.
Stk. 2. En præsts afslag efter stk. 1 kan af medlemmet påklages
til biskoppen. Biskoppens afgørelse kan ikke indbringes for Kirkeministeriet.
§ 11. Sognebåndsløsning ophører ved sognebåndsløserens anmeldelse
herom.
Stk. 2. En præst, til hvem sognebånd er løst, kan opsige
sognebåndsløsningen, såfremt der foreligger omstændigheder, som gør det
urimeligt at fastholde præstens forpligtelser over for den pågældende.
Opsigelse skal ske skriftligt med 6 måneders varsel. Opsigelsen kan af
sognebåndsløseren påklages til biskoppen. Klage til biskoppen senest 4 uger
efter modtagelsen af opsigelsen har opsættende virkning. Biskoppens afgørelse
kan ikke indbringes for Kirkeministeriet.
Stk. 3. Sognebåndsløsningen ophører, når den præst, til hvem
sognebånd er løst, forflyttes, dør eller afskediges. Sognebåndsløseren kan
dog udsætte ophørstidspunktet, indtil en ny præst er ansat.
§ 12. For ugifte personer under 18 år træffes bestemmelser efter
§§ 10-11 af forældremyndighedens indehaver, dog at en person, der er fyldt 15
år, tillige skal give sit samtykke.
§ 13. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om stiftelse og
ophør af sognebåndsløsning.
Kapitel 5
Ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 1992. Samtidig ophæves:
1) Lov om menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 758 af 7. december 1987,
og
2) lov om kirkers brug, sognebåndsløsning m.m., jf. lovbekendtgørelse nr.
759 af 7. december 1987.
Stk. 2. I lov nr. 218 af 23. april 1986 om bestyrelse og brug af
folkekirkens kirker m.m. foretages følgende ændringer:
1. I § 5, stk. 2, ændres »§ 22« til: »§ 9 i
lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og
sognebåndsløsning«.
2. Kapitel 3 ophæves.
§ 15. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan ved
kgl. anordning sættes i kraft på Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
Stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken
§ 1. Personer, der døbes i folkekirken, bliver ved dåben medlem
af folkekirken.
Stk. 2. Personer, der er døbt i et andet evangelisk-luthersk
trossamfund her i landet, bliver medlem af folkekirken ved at slutte sig til
en menighed i folkekirken.
Stk. 3. Personer, der er døbt i et evangelisk-luthersk trossamfund
i udlandet, bliver medlem af folkekirken ved at tage ophold her i landet,
medmindre de anmelder at ville stå uden for folkekirken.
Stk. 4. Personer, der er døbt med en anden kristen dåb, bliver
medlem af folkekirken ved at optages i folkekirken eller for mindreåriges
vedkommende ved at opdrages i folkekirkens tro.
§ 2. Et medlem af folkekirken kan bringe sit medlemskab til ophør
ved skriftlig anmeldelse.
Stk. 2. Medlemskabet ophører, såfremt et medlem slutter sig til et
andet trossamfund eller på anden måde, f.eks. ved at lade sig gendøbe,
stiller sig uden for folkekirken.
§ 3. For ugifte personer under 18 år træffes bestemmelser efter §
1, stk. 2-4 og § 2 af forældremyndighedens indehaver, dog at en person, der
er fyldt 15 år, tillige skal give sit samtykke.
§ 4. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om optagelse i og
udtræden af folkekirken.
Kapitel 2
Tilhørsforholdet til folkekirkens menigheder
§ 5. Folkekirkens medlemmer hører til menigheden i det sogn,
hvori de har bopæl, medmindre de ved særlig bestemmelse er henvist til en
anden menighed. Medlemmerne af menighederne for døve bevarer dog tillige
tilhørsforholdet til sognemenigheden.
Kapitel 3
Medlemmers ret til kirkelig betjening
§ 6. Ethvert medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening
af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet hører, jf. §
5. Sognebåndsløsere betjenes dog af den præst, til hvem der er løst
sognebånd.
Stk. 2. Et medlem, der ikke har bopæl her i landet, har ret til
kirkelig betjening af præsten for den menighed, hvortil medlemmet senest har
hørt.
§ 7. Et medlem af folkekirken, der ikke hører til sognemenigheden,
men som har en særlig tilknytning til denne, har ret til kirkelig betjening i
sognemenighedens kirke. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
§ 8. Præsterne i et pastorat kan med menighedsrådenes tilslutning
dele pastoratet i områder, således at hver præst betjener sit område.
Stk. 2. Menighedens medlemmer har dog uanset områdedelingen ret
til kirkelig betjening af enhver af pastoratets præster.
§ 9. Fremsætter menighedsrådet eller en af præsterne ønske derom,
eller anser biskoppen det for påkrævet, kan biskoppen efter forhandling med
menighedsrådet og præsterne fastsætte regler om præsternes betjening af
menigheden eller menighederne, herunder om opdeling af pastoratet i områder,
og om præsternes adgang til brug af kirken eller kirkerne. Sådanne regler
skal altid fastsættes, når pastoratet opdeles i områder.
Stk. 2. Biskoppens afgørelser efter stk. 1 kan af de berørte
menighedsråd og præster påklages til kirkeministeren.
Kapitel 4
Sognebåndsløsning
§ 10. Et medlem af folkekirken kan ved sognebåndsløsning slutte
sig til sognepræsten for en anden menighed end den, hvortil medlemmet hører.
En præst er ikke forpligtet til at modtage en ansøger som sognebåndsløser,
såfremt hensynet til denne findes at burde vige for afgørende hensyn til
præsten eller dennes menighed.
Stk. 2. En præsts afslag efter stk. 1 kan af medlemmet påklages
til biskoppen. Biskoppens afgørelse kan ikke indbringes for Kirkeministeriet.
§ 11. Sognebåndsløsning ophører ved sognebåndsløserens anmeldelse
herom.
Stk. 2. En præst, til hvem sognebånd er løst, kan opsige
sognebåndsløsningen, såfremt der foreligger omstændigheder, som gør det
urimeligt at fastholde præstens forpligtelser over for den pågældende.
Opsigelse skal ske skriftligt med 6 måneders varsel. Opsigelsen kan af
sognebåndsløseren påklages til biskoppen. Klage til biskoppen senest 4 uger
efter modtagelsen af opsigelsen har opsættende virkning. Biskoppens afgørelse
kan ikke indbringes for Kirkeministeriet.
Stk. 3. Sognebåndsløsningen ophører, når den præst, til hvem
sognebånd er løst, forflyttes, dør eller afskediges. Sognebåndsløseren kan
dog udsætte ophørstidspunktet, indtil en ny præst er ansat.
§ 12. For ugifte personer under 18 år træffes bestemmelser efter
§§ 10-11 af forældremyndighedens indehaver, dog at en person, der er fyldt 15
år, tillige skal give sit samtykke.
§ 13. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om stiftelse og
ophør af sognebåndsløsning.
Kapitel 5
Ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 1992. Samtidig ophæves:
1) Lov om menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 758 af 7. december 1987
og
2) lov om kirkers brug, sognebåndsløsning m.m., jf. lovbekendtgørelse nr.
759 af 7. december 1987.
Stk. 2. I lov nr. 218 af 23. april 1986 om bestyrelse og brug af
folkekirkens kirker m.m. foretages følgende ændringer:
1) I § 5, stk. 2, ændres »§ 22« til: »§ 9 i lov om
medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning« og
2) kapitel 3 ophæves.
§ 15. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan ved
kgl. anordning sættes i kraft på Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Lovforslaget omfatter reglerne om stiftelse og ophør af medlemskab af
folkekirken og om de rettigheder, som medlemskabet giver til kirkelig
betjening, samt reglerne om sognebåndsløsning. Reglerne herom findes i
øjeblikket i tre forskellige love, men har en naturlig samhørighed.
1. Medlemskab af folkekirken
Reglerne om stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken findes i § 5
i lov om menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 758 af 7. december 1987 - i
det følgende omtalt som menighedsrådsloven af 1922. Lovbestemmelsen er
suppleret med administrativt fastsatte regler, navnlig kgl. anordning af 22.
marts 1897 indeholdende regler for udtrædelse af og genoptagelse i
folkekirken.
Der har ikke vist sig behov for en ændring af disse fundamentale lovregler
for folkekirken. De er derfor foreslået videreført med stort set uændret
indhold. På et enkelt punkt har samfundsudviklingen dog givet anledning til
særlige overvejelser, nemlig med hensyn til retsstillingen for medlemmer, der
tager bopæl i udlandet.
Spørgsmålet har tidligere givet anledning til tvivl. Folkekirken er
territorialt opbygget, og ingen kan derfor gøre krav på folkekirkelig
betjening i udlandet. På grund af dette territorialprincip har det tidligere
været praktisk at betegne medlemskabet som ophørt ved fraflytning fra landet.
Den stigende internationalisering af såvel det private forretningsliv som af
den offentlige forvaltning har imidlertid nødvendiggjort en nyovervejelse af
spørgsmålet. Ved kgl. anordning af 20. maj 1987 blev det fastsat, at
medlemskab af folkekirken bevares under midlertidigt ophold i udlandet.
Forudsætningerne for nærværende lovforslag er endnu videre, nemlig at
medlemskabet bevares i alle tilfælde ved fraflytning. Det nævnes ikke
udtrykkeligt i de foreslåede bestemmelser, men fremgår forudsætningsvis dels
af, at udrejse af landet ikke angives som ophørsgrund, jf. § 2, dels af den
foreslåede nye regel i § 6, stk. 2, jf. nedenfor. Medlemskabet fortabes først
ved indtræden af en af de sædvanlige ophørsgrunde, nemlig udmeldelse af
folkekirken eller tilslutning til et andet trossamfund.
Medens en ændret stillingtagen på dette område ikke nødvendiggør ændringer
i ordlyden af hovedbestemmelserne for medlemskab af folkekirken, bør de
hidtidige regler om retten til kirkelig betjening suppleres med en
bestemmelse om retten til kirkelig betjening for medlemmer uden bopæl her i
landet. En bestemmelse herom er optaget i forslagets § 6, stk. 2.
Det forhold, at medlemskabets bevarelse under ophold i udlandet nu
fastslås, medfører ikke nogen forøgelse af de pågældende medlemmers
forpligtelser, idet kirkeskatterne opkræves efter reglerne for kommunale
skatter. Ligeledes ændres der intet i folkekirkens forpligtelser over for
disse medlemmer bortset fra den foran berørte nye bestemmelse om adgang til
kirkelig betjening under ophold her i landet.
2. Medlemmers ret til kirkelig betjening
Bestemmelserne om folkekirkens medlemmers ret til kirkelig betjening blev
nyformuleret ved lov nr. 218 af 23. april 1986 om bestyrelse og brug af
folkekirkens kirker m.m., jf. lovens kapitel 3. Bestemmelserne er foreslået
sammenkædet med reglerne om medlemskab, idet retten til kirkelig betjening er
den væsentligste følge af medlemskabet.
Udover den nye bestemmelse i § 6, stk. 2, om retten til kirkelig betjening
for medlemmer i udlandet,som er berørt foran under pkt. 1, er reglerne
foreslået overført uforandret - dog med enkelte redaktionelle ændringer, som
omtales i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.
3. Sognebåndsløsning
En arbejdsgruppe, som var nedsat af kirkeministeren i 1973 med henblik på
en revision af den dagældende lov om kirkers brug, sognebåndsløsning m.m.,
afgav betænkning i 1976 (Betænkning nr. 769/1976). Arbejdsgruppen foreslog
heri, at adgangen til sognebåndsløsning blev bibeholdt, uanset at de
historiske grunde for ordningen var bortfaldet. Dog foresloges en ændring af
ordningen, således at sognebåndsløsning skulle ske til en menighed og ikke
til en præst, som de gældende regler foreskriver. Adgangen til
sognebåndsløsning skulle være en ret for ethvert folkekirkemedlem og således
ikke afhængig af nogen prøvelse af baggrunden herfor. Arbejdsgruppen havde
nemlig konstateret, at sognebåndsløsning navnlig i byerne ofte imødekom et
begrundet ønske om etablering af et tilhørsforhold til et bestemt sogn,
dettes kirke og skiftende præster. Regler om en vis karenstid for opnåelse af
valgret til menighedsrådet i det sogn, hvortil sognebånd løstes, skulle sikre
imod utilsigtede overrumplingsaktioner i forbindelse med menighedsrådsvalg.
Under en høringsprocedure efter betænkningens afgivelse og navnlig under
en fornyet høring i 1985 blev der fra mange sider givet udtryk for
betænkelighed ved forslaget, og ikke mindst mulighederne for misbrug af
reglerne blev fremhævet. På den anden side måtte det erkendes, at de gældende
regler ikke dækkede de reelle behov, som ligger bag ønskerne om
sognebåndsløsning.
Under hensyn til denne uafklarede situation medtoges reglerne ikke ved
fremsættelsen i oktober 1985 af forslag til lov om bestyrelse og brug af
folkekirkens kirker m.m. Efter denne lovs vedtagelse nedsatte kirkeministeren
- i juni 1986 - et udvalg med biskop Vincent Lind som formand til at overveje
problematikken påny. I udvalget var Kirkeministeriet, Landsforeningen af
Menighedsrådsmedlemmer, Den Danske Præsteforening og Danmarks Provsteforening
repræsenteret. Udvalget afgav sin betænkning: »Sognebåndsløsning og
kirkelig betjening af folkekirkens medlemmer« (Betænkning nr. 1176/1989)
den 17. januar 1989. Resultatet af udvalgets overvejelser om
sognebåndsløsningsordningen er gengivet i betænkningen side 28-33. Det
fremgår heraf, at der ikke i udvalget har kunnet opnås en rimelig grad af
enighed om en nyordning, der radikalt ændrer det nuværende system, hvorefter
sognebånd løses til en præst. Derimod har der i udvalget været fuld enighed
om at stille forslag om nye regler om sognebåndsløsning, som anerkender, at
sognebånd bør kunne løses med begrundelse i tilknytning til et andet sogn
eller kirke, og som samtidig imødekommer den kritik, der med rette har været
fremsat over for de nugældende regler. Udvalget har sammenfattet denne kritik
således, jf. betænkningen, side 30:
a. Den præst, hvortil sognebånd ønskes løst, har en fri ret til at nægte
at modtage ansøgeren, og er ikke forpligtet til at tage hensynet til denne i
betragtning.
b. Præsten har en tilsvarende fri ret til at opsige sognebåndsløsningen
uden at behøve i overvejelserne at inddrage hensynet til sognebåndsløseren.
c. Sognebåndsløsningsinstituttet kan bruges med henblik på at påvirke
menighedsrådsvalget.
Udvalgets udkast til nye lovregler er optaget som bilag 5 til
betænkningen. Kirkeministeriet har modtaget udtalelser fra biskopperne,
Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer og Den Danske Præsteforening om
lovudkastet. Nærværende lovforslags regler i kapitel 4 om sognebåndsløsning
er udarbejdet på grundlag af udvalgets lovudkast med hensyntagen til de
indhentede udtalelser.
Der foreslås ingen ændring i det hidtidige princip, hvorefter sognebånd
løses til en præst i et andet pastorat end bopælspastoratet. Derimod
begrænses præsternes frihed til at afslå ønsker om sognebåndsløsning. Der er
herved taget hensyn til, at det i praksis er således, at der bag sikkert de
fleste ønsker om sognebåndsløsning ligger en tilknytning til vedkommende
kirke og menighed snarere end kirkelige retningsbestemte overvejelser. En
sådan tilknytning vil ofte være opstået under tidligere bopæl i sognet. De
foreslåede regler tilsikrer, at det indgår i overvejelserne af, om en
sognebåndsløser bør modtages, hvilken grad af tilknytning den pågældende har
til sognet, jf. forslagets § 10. Der skal efter denne bestemmelse finde en
afvejning sted af de hensyn, som gør sig gældende for og imod at imødekomme
ønsket. Denne afvejning foretages af præsten, hvis væsentlige begrundelse for
at afvise sognebåndsløsere normalt vil være af arbejdsmæssig karakter og
dermed rummer en hensyntagen til sognemenigheden. Præstens afgørelse skal
efter almindelige forvaltningsretlige principper begrundes, såfremt det
indeholder et afslag, jf. forvaltningslovens § 22. Det foreslås, at ansøgeren
skal kunne indbringe et afslag for biskoppen, der træffer den endelige
afgørelse i sagen.
Udvalget har endvidere foreslået begrænsninger af præsternes adgang til
ensidigt at opsige sognebåndsløsere, jf. § 11.
Retsvirkningerne af sognebåndsløsning omtales ikke i tilslutning til
reglerne om stiftelse og ophør af sognebåndsløsning - kapitel 4. For så vidt
angår retten til kirkelig betjening følger det af forslagets § 6, stk. 1, 2.
pkt., at sognebåndsløsere betjenes af den præst, til hvem sognebånd er løst.
Retten til at udøve valgret i det sogn, hvortil sognebåndsløseren knyttes ved
sognebåndsløsningen, er af udvalget foreslået opretholdt. Reglerne herom
findes i lov om valg til menighedsråd. Det er af udvalget foreslået, at de
nugældende regler, hvorefter en sognebåndsløser i forbindelse med hvert valg
til menighedsråd kan vælge, om han eller hun vil udøve sin valgret i
bopælsognet eller i det sogn, hvortil han eller hun er knyttet ved
sognebåndsløsningen, erstattes af en ordning, hvorefter sognebåndsløseren i
forbindelse med sognebåndsløsningen skal vælge een gang for alle, i hvilket
sogn valgretten ønskes udøvet, jf. betænkningens side 33. Kirkeministeriet
vil tage spørgsmålet herom op i forbindelse med førstkommende ændringer i
menighedsrådsvalgloven.
Lovforslaget, der har været forelagt samtlige biskopper, Landsforeningen
af Menighedsrådsmedlemmer, Den Danske Præsteforening, kirkefunktionærernes
organisationer og Indenrigsministeriet, medfører ingen økonomiske
konsekvenser for stat eller kommuner eller for de lokale kirkelige kasser.
Det medfører heller ikke administrative konsekvenser.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Til § 1
Bestemmelsen træder i stedet for § 5, stk. 1, i menighedsrådsloven af
1922. Bestemmelsens opdeling i fire stykker svarer til de fire mulige
forudsætninger for medlemskab af folkekirken:
1) dåb i folkekirken,
2) dåb i andet evangelisk-luthersk trossamfund her i landet,
3) dåb i et evangelisk-luthersk trossamfund i udlandet eller
4) anden kristen dåb.
Efter forslaget - som efter gældende ret - opnås medlemskab automatisk ved
dåb i folkekirken og for personer, der er døbt i et evangelisk-luthersk
trossamfund i udlandet, ved bosættelse her i landet.
Personer, der er døbt i et andet evangelisk-luthersk trossamfund her i
landet, opnår medlemskab af folkekirken ved at slutte sig til en menighed i
folkekirken. Hvorvidt denne betingelse for medlemskab er opfyldt, har ikke i
praksis givet anledning til tvivl. Spørgsmål om betingelsens opfyldelse vil i
almindelighed foreligge for præsten i forbindelse med anmodning om kirkelig
betjening. Præsten må træffe sin afgørelse herom. Denne afgørelse vil kunne
indbringes for biskoppen og eventuelt yderligere for Kirkeministeriet.
Bestemmelse om fremgangsmåden herved vil blive fastsat i de regler, der skal
fastsættes af kirkeministeren efter § 4.
I de heromhandlede tilfælde er betingelserne for optagelse uændrede i
forhold til de nugældende regler. Kun for personer, der er døbt med en anden
kristen dåb end den evangelisk-lutherske, har man foreslået en mindre
ændring. Forslagets § 1, stk. 4, foreskriver således, at medlemskab stiftes
ved en egentlig optagelse i folkekirken. Den nugældende bestemmelse i § 5,
stk. 1, nr. 3, i menighedsrådsloven af 1922 anvender også i dette tilfælde
kriteriet »sluttet sig til en menighed i folkekirken«. Det er
imidlertid skønnet rimeligt i disse tilfælde at kræve en utvetydig
viljeserklæring, så meget mere som det må påses, at vedkommende har et
tilstrækkeligt kendskab til folkekirkens lære, forinden optagelse finder
sted. Som en undtagelse herfra nævner forslaget - som den nugældende lov -
tilfælde, hvor et barn opdrages i folkekirkens tro.
Personer, der er udtrådt af folkekirken, har naturligvis mulighed for
genoptagelse i folkekirken. Bestemmelser herom er givet ved kgl. anordning af
22. marts 1897 indeholdende regler for udtrædelse af og genoptagelse i
folkekirken. I henhold til § 6 i denne anordning finder genoptagelse sted ved
henvendelse til sognets præst eller anden præst i folkekirken. Skønner
præsten efter samtale med den pågældende, at ønsket om genoptagelse »er
grundet i en alvorlig beslutning om atter at ville høre til
folkekirken«, finder genoptagelse sted.
Til § 2
Bestemmelsen erstatter § 5, stk. 3, i menighedsrådsloven af 1922. Efter
forslaget kan medlemskab af folkekirken bringes til ophør på følgende tre
måder:
1) ved medlemmets anmeldelse derom,
2) ved medlemmets tilslutning til et andet trossamfund eller
3) ved at medlemmet på anden måde, f.eks. ved at lade sig gendøbe, stiller
sig uden for folkekirkens orden.
Disse ophørsmåder svarer til nugældende ret. Kun i sidstnævnte tilfælde
vil der blive tale om at udelukke et medlem af folkekirken efter et skøn over
den pågældendes adfærd. Bortset fra tilfælde af gendåb, der ikke giver
anledning til udøvelse af et skøn, er bestemmelsen aldrig eller i hvert fald
ikke i nyere tid bragt i anvendelse. Uanset dette og uanset, at man heller
ikke forudser bestemmelsen anvendt i fremtiden, bør bestemmelsen bevares af
hensyn til folkekirkens selvforståelse som trossamfund. Spørgsmål om
bestemmelsens anvendelse vil kunne foreligge for en præst i forbindelse med
kirkelig betjening eller en valgbestyrelse ved menighedsrådsvalg, jf.
nedenfor. Afgørelse må træffes af myndigheden i første instans. Afgørelsen
kan af den, afgørelsen går imod, indbringes for biskoppen og eventuelt
yderligere for Kirkeministeriet.
Ifølge § 2 i lov om valg til menighedsråd har et medlem af folkekirken
valgret til menighedsråd, såfremt vedkommende er fyldt 18 år og ikke har
stillet sig i afgjort modsætning til folkekirken ved åbenlyst at fornægte
kristentroen. Hensynet bag sidstnævnte betingelse er det samme som i den her
omtalte bestemmelse om ophør af medlemskab. For så vidt er derfor
bestemmelsen overflødig, da medlemskabet, såfremt den beskrevne situation
foreligger, er ophørt, og valgretten dermed bortfaldet. Kirkeministeriet vil
i forbindelse med en kommende ændring af menighedsrådsvalgloven stille
forslag om at bringe ordlyden i overensstemmelse med nærværende lovforslag.
Til § 3
Bestemmelsen svarer i det væsentlige til § 5, stk. 4, i
menighedsrådsloven af 1922.
Til § 4
Bestemmelsen svarer til § 5, stk. 2, i menighedsrådsloven af 1922. Dog er
det ikke anset for nødvendigt, at bestemmelser gives i form af en kgl.
anordning.
Til kapitel 2
Til § 5
Bestemmelsen, der fastlægger medlemmernes tilhørsforhold til folkekirkens
menigheder - i almindelighed sognemenighederne - svarer til § 20, stk. 1 og
2, i lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker. Ved formuleringen har
man taget udgangspunkt i medlemmernes tilhørsforhold og ikke i
sognemenighedernes afgrænsning som i de nuværende bestemmelser.
Til kapitel 3
Til § 6
Bestemmelsen i stk. 1 svarer til § 20, stk. 3, i lov om bestyrelse og
brug af folkekirkens kirker m.m.
Bestemmelsen i stk. 2 er ny. Bestemmelsen giver et medlem, der ikke har
bopæl her i landet, ret til kirkelig betjening af præsten (præsterne) for den
menighed, hvortil medlemmet senest har hørt. Som anført foran i de
almindelige bemærkninger pkt. 1 forudsættes det, at medlemskab bevares under
ophold i udlandet. Dette medfører ikke forpligtelse for folkekirken til at
betjene medlemmerne i udlandet, men det er på den anden side anset for
ønskeligt, at medlemmernes ret til kirkelig betjening under midlertidigt
ophold her i landet, ferie eller lignende lovfæstes.
Til § 7
Bestemmelsen svarer til § 20, stk. 4, i lov om bestyrelse og brug af
folkekirkens kirker m.m. Efter bestemmelsen har et medlem af folkekirken, der
ikke hører til sognemenigheden, men som har en særlig tilknytning til denne,
ret til kirkelig betjening i sognemenighedens kirke. Kirkeministeren kan
fastsætte nærmere regler herom.
I betænkningen om sognebåndsløsning og kirkelig betjening af folkekirkens
medlemmer (nr. 1176/1989) er der som bilag 4 optaget et forslag til de
regler, som bestemmelsen forudsætter fastsat af kirkeministeren. Udvalget
beskriver den personkreds, der bør omfattes af bestemmelsen således:
1) Personer, der har boet i sognet i mindst 2 år.
2) Personer, der har nære pårørende boende i sognet.
3) Personer, der har boet i sognet, og som af de stedlige kommunale
myndigheder er anbragt i et plejehjem, sygehjem eller lignende uden for
sognet.
4) Personer, som har deres forældre, ægtefælle eller børn begravet på en
kirkegård i sognet, er berettiget til bisættelse.
5) Personer, der har en anden særlig tilknytning til sognet, såfremt denne
tilknytning giver rimelig begrundelse for kirkelig betjening i kirken.
Tvivlsspørgsmål afgøres af biskoppen.
I høringssvarene vedrørende betænkningen er der fra flere sider givet
udtryk for, at den foretagne afgrænsning er for rummelig. Modsat har
Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer anført, at forslaget ikke er
dækkende. F.eks. mangler stillingtagen til sommerhusområder og tilfælde af
sognedeling. En biskop har foreslået, at fastsættelse af endelige regler
udskydes, indtil en praksis på området har dannet sig i form af
enkeltafgørelser. Man kan tiltræde dette synspunkt. Endelige regler bør være
så dækkende som muligt, hvorfor sådanne regler bør afvente en vis praksis på
området.
Til §§ 8-9
Bestemmelserne svarer i det hele til §§ 21-22, jf. § 23, stk. 1, i lov om
bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m.
Til kapitel 4
Til § 10
Bestemmelsen er i overensstemmelse med forslaget i betænkning nr.
1176/1989, jf. side 39. Efter de nugældende regler i §§ 8-10 i lov om kirkers
brug, sognebåndsløsning m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 759 af 7. december
1987 - i det følgende benævnt som brugsloven af 1922 - har ethvert medlem af
folkekirken ret til ved sognebåndsløsning at slutte sig til en anden præst
end sognets eller den menigheds præst, til hvilken han ved lovgivningen er
henvist. Ingen præst er dog pligtig at modtage sognebåndsløsere. Lovforslaget
adskiller sig fra disse regler navnlig derved, at præsterne efter forslaget
ikke er berettiget til frit at afslå ansøgninger om sognebåndsløsning. Der
skal foreligge afgørende hensyn imod at antage en person som sognebåndsløser,
såfremt en ansøgning herom skal kunne afslås. Ved vurderingen af, om sådanne
afgørende hensyn gør sig gældende, vil den grad af tilknytning, som ansøgeren
påberåber sig til sognet, eller ansøgerens begrundelse i øvrigt, være af
betydning.
Et afslag skal begrundes. Dette krav er i overensstemmelse med almindelige
forvaltningsretlige principper, jf. forvaltningslovens § 22. Begrundelsen
skal give ansøgeren lejlighed til at vurdere, om der er rimelig mulighed for
at opnå en anden afgørelse ved at indbringe sagen for biskoppen.
Det foreslås fastsat, at biskoppens afgørelse er endelig. Disse sager
forudsætter en indføling, der bygger på kendskab til lokale forhold. Der
skønnes ikke at kunne opnås en forbedret retssikkerhed ved at udvide
klageadgangen til Kirkeministeriet. Foreligger der formelle fejl ved sagens
behandling, vil ministeriet dog kunne tage stilling isoleret til disse.
En præsts adgang til at modtage sognebåndsløsere er ikke begrænset ved
forslaget. Forslaget imødekommer derfor ikke den kritik, der har været rejst
imod, at sognebåndsløsningsinstituttet af præsterne kan bruges i forsøget på
ved menighedsrådsvalg at opnå flertal for en liste, der støtter præstens
synspunkter og arbejde. Sognebåndsløsningsudvalget har om dette anført, at en
sognepræst efter almindelige forvaltningsretlige principper ikke er
berettiget til gennem sognebåndsløsning at varetage hensyn, som
sognebåndsløsningsreglerne ikke tilsigter at varetage, jf. betænkning nr.
1176/1989, side 32. Forsøg på gennem administration af disse regler at
påvirke sammensætningen af menighedsrådet til egen fordel må efter udvalgets
opfattelse betegnes som uretmæssigt. Ud fra disse overvejelser har udvalget
ikke stillet forslag om en karenstid for opnåelse af valgret.
Kirkeministeriet har for sit vedkommende skønnet, at de enkelte misbrug af
reglerne, der er konstateret i forbindelse med menighedsrådsvalg, ikke kan
begrunde indførelse af en generel karenstid. Man har derfor ikke stillet
forslag herom.
Den nugældende lovgivning giver adgang til at løse sognebånd til præster,
der er ansat ved stiftelser, i hvis kirker der holdes offentlige
gudstjenester, og valgmenighedspræster, jf. § 8, stk. 3, i brugsloven af
1922. Denne bestemmelse er ikke foreslået opretholdt på grund af disse
præsters særlige ansættelsesforhold. Hertil kommer, at en væsentlig rettighed
i forbindelse med sognebåndsløsning er valgret til menighedsrådet i det sogn,
hvortil tilknytning opnås. Denne ret kan efter sagens natur ikke opnås ved
sognebåndsløsning til de nævnte præster.
Det er ikke anset for nødvendigt eller hensigtsmæssigt at give mulighed
for sognebåndsløsning til midlertidige hjælpepræster.
Til § 11
Det antages, at de gældende regler giver såvel sognebåndsløseren som
præsten fri adgang til uden særlig begrundelse at opsige et
sognebåndsløsningsforhold. Denne ret foreslås videreført for
sognebåndsløseren, jf. stk. 1. Derimod foreslås det ved stk. 2 at begrænse
præstens adgang til at opsige en sognebåndsløser. En opsigelse skal efter
forslaget være begrundet i ganske særlige omstændigheder. Denne ændring af
retstilstanden er en naturlig følge af de foreslåede nye regler om stiftelse
af sognebåndsløsning. Ændringen vil i øvrigt imødekomme den kritik, som i
nogle få tilfælde er fremsat imod præster, som har opsagt sognebåndsløsere i
en valgsituation.
Det er endvidere anset for rimeligt at forlange, at præstens opsigelse
begrundes, således at opsigelsens overensstemmelse med loven kan efterprøves
af biskoppen. De foreslåede frister har sammenhæng med forholdets valgretlige
betydning.
Lovforslaget svarer på de anførte punkter til sognebåndsløsningsudvalgets
betænkning, jf. side 39.
Efter stk. 3 ophører sognebåndsløsningen, når den præst, til hvem
sognebånd er løst, forflyttes, dør eller afskediges. Sognebåndsløseren kan
dog udsætte ophørstidspunktet, indtil ny præst er ansat. Sidstnævnte
bestemmelse, der svarer til den gældende bestemmelse i § 11, stk. 2, i
brugsloven af 1922, er af sognebåndsløsningsudvalget ikke foreslået
videreført, men skønnes at være et naturligt supplement til
betænkningsforslaget.
Til § 12
Bestemmelsen svarer i det væsentlige til § 8, stk. 3, samt § 11, stk. 1,
i brugsloven af 1922.
Til § 13
Brugsloven af 1922 indeholder i § 9 og § 11 regler af administrativ
karakter om fremgangsmåden ved stiftelse af sognebåndsløsning, anmeldelse om
ophør af sognebåndsløsning, om flytning m.m. samt om statistiske
indberetninger. Da reglerne er af administrativ karakter, foreslås det, at
kirkeministeren bemyndiges til at udfærdige de fornødne regler.
Efter 2. behandling den 16. maj 1991
Kapitel 1
Stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken
§ 1. Personer, der døbes i folkekirken, bliver ved dåben medlem
af folkekirken.
Stk. 2. Personer, der er døbt i et andet evangelisk-luthersk
trossamfund her i landet, bliver medlem af folkekirken ved at slutte sig til
en menighed i folkekirken.
Stk. 3. Personer, der er døbt i et evangelisk-luthersk trossamfund
i udlandet, bliver medlem af folkekirken ved at tage ophold her i landet,
medmindre de anmelder at ville stå uden for folkekirken.
Stk. 4. Andre personer, der er døbt med den kristne dåb, bliver
medlem af folkekirken ved at optages i folkekirken eller for mindreåriges
vedkommende ved at opdrages i folkekirkens tro.
§ 2. Et medlem af folkekirken kan bringe sit medlemskab til ophør
ved skriftlig anmeldelse.
Stk. 2. Medlemskabet ophører, såfremt et medlem slutter sig til et
andet trossamfund eller på anden måde, f.eks. ved at lade sig gendøbe,
stiller sig uden for folkekirken.
§ 3. For ugifte personer under 18 år træffes bestemmelser efter §
1, stk. 2-4, og § 2 af forældremyndighedens indehaver, dog at en person, der
er fyldt 15 år, tillige skal give sit samtykke.
§ 4. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om optagelse i og
udtræden af folkekirken.
Kapitel 2
Tilhørsforholdet til folkekirkens menigheder
§ 5. Folkekirkens medlemmer hører til menigheden i det sogn,
hvori de har bopæl, medmindre de ved særlig bestemmelse er henvist til en
anden menighed. Medlemmerne af menighederne for døve bevarer dog tillige
tilhørsforholdet til sognemenigheden.
Kapitel 3
Medlemmers ret til kirkelig betjening
§ 6. Ethvert medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening
af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet hører, jf. §
5. Sognebåndsløsere betjenes dog af den præst, til hvem der er løst
sognebånd.
Stk. 2. Et medlem, der ikke har bopæl her i landet, har ret til
kirkelig betjening af præsten for den menighed, hvortil medlemmet senest har
hørt.
§ 7. Et medlem af folkekirken, der ikke hører til sognemenigheden,
men som har en særlig tilknytning til denne, har ret til kirkelig betjening i
sognemenighedens kirke. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
§ 8. Præsterne i et pastorat kan med menighedsrådenes tilslutning
dele pastoratet i områder, således at hver præst betjener sit område.
Stk. 2. Menighedens medlemmer har dog uanset områdedelingen ret
til kirkelig betjening af enhver af pastoratets præster.
§ 9. Fremsætter menighedsrådet eller en af præsterne ønske derom,
eller anser biskoppen det for påkrævet, kan biskoppen efter forhandling med
menighedsrådet og præsterne fastsætte regler om præsternes betjening af
menigheden eller menighederne, herunder om opdeling af pastoratet i områder,
og om præsternes adgang til brug af kirken eller kirkerne. Sådanne regler
skal altid fastsættes, når pastoratet opdeles i områder.
Stk. 2. Biskoppens afgørelser efter stk. 1 kan af de berørte
menighedsråd og præster påklages til kirkeministeren.
Kapitel 4
Sognebåndsløsning
§ 10. Et medlem af folkekirken kan ved sognebåndsløsning slutte
sig til sognepræsten for en anden menighed end den, hvortil medlemmet hører.
En præst er ikke forpligtet til at modtage en ansøger som sognebåndsløser,
såfremt hensynet til denne findes at burde vige for afgørende hensyn til
præsten eller dennes menighed.
Stk. 2. En præsts afslag efter stk. 1 kan af medlemmet påklages
til biskoppen. Biskoppens afgørelse kan ikke indbringes for Kirkeministeriet.
§ 11. Sognebåndsløsning ophører ved sognebåndsløserens anmeldelse
herom.
Stk. 2. En præst, til hvem sognebånd er løst, kan opsige
sognebåndsløsningen, såfremt der foreligger omstændigheder, som gør det
urimeligt at fastholde præstens forpligtelser over for den pågældende.
Opsigelse skal ske skriftligt med 6 måneders varsel. Opsigelsen kan af
sognebåndsløseren påklages til biskoppen. Klage til biskoppen senest 4 uger
efter modtagelsen af opsigelsen har opsættende virkning. Biskoppens afgørelse
kan ikke indbringes for Kirkeministeriet.
Stk. 3. Sognebåndsløsningen ophører, når den præst, til hvem
sognebånd er løst, forflyttes, dør eller afskediges. Sognebåndsløseren kan
dog udsætte ophørstidspunktet, indtil en ny præst er ansat.
§ 12. For ugifte personer under 18 år træffes bestemmelser efter
§§ 10-11 af forældremyndighedens indehaver, dog at en person, der er fyldt 15
år, tillige skal give sit samtykke.
§ 13. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om stiftelse og
ophør af sognebåndsløsning.
Kapitel 5
Ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 1992. Samtidig ophæves:
1) Lov om menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 758 af 7. december 1987,
og
2) lov om kirkers brug, sognebåndsløsning m.m., jf. lovbekendtgørelse nr.
759 af 7. december 1987.
Stk. 2. I lov nr. 218 af 23. april 1986 om bestyrelse og brug af
folkekirkens kirker m.m. foretages følgende ændringer:
1. I § 5, stk. 2, ændres »§ 22« til: »§ 9 i
lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og
sognebåndsløsning«.
2. Kapitel 3 ophæves.
§ 15. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan ved
kgl. anordning sættes i kraft på Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse om stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken Retsinformation · 12. juni 2014
- Bekendtgørelse af lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning Retsinformation · 21. juni 2012
- 1990 BTL 100 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM MEDLEMSKAB AF FOLKEKIRKEN, KIRKELIG BETJENING OG SOGNEBÅNDSLØSNING NR L 100 1990-91, 2. SAMLING Retsinformation · 14. maj 1991
- Anmodning om genoptagelse som følge af, at klageren har betalt kirkeskat uden at være medlem af folkekirken Landsskatteretten · 31. august 2011
- Anordning om dåb i Folkekirken Retsinformation · 4. januar 2008
- Forenings formål var ikke af religiøs karakter SKM-databasen · 24. juni 2025