Spring til indhold

Retsinformation

1990 LSF 100 FORSLAG TIL LOV OM MEDLEMSKAB AF FOLKEKIRKEN, KIRKELIG BETJENING OG SOGNEBÅNDSLØSNING

1990/2 LSF 100Lovforslag som fremsatFolketinget10. juni 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken

§ 1. Personer, der døbes i folkekirken, bliver ved dåben medlem

af folkekirken.

Stk. 2. Personer, der er døbt i et andet evangelisk-luthersk

trossamfund her i landet, bliver medlem af folkekirken ved at slutte sig til

en menighed i folkekirken.

Stk. 3. Personer, der er døbt i et evangelisk-luthersk trossamfund

i udlandet, bliver medlem af folkekirken ved at tage ophold her i landet,

medmindre de anmelder at ville stå uden for folkekirken.

Stk. 4. Andre personer, der er døbt med den kristne dåb, bliver

medlem af folkekirken ved at optages i folkekirken eller for mindreåriges

vedkommende ved at opdrages i folkekirkens tro.

§ 2. Et medlem af folkekirken kan bringe sit medlemskab til ophør

ved skriftlig anmeldelse.

Stk. 2. Medlemskabet ophører, såfremt et medlem slutter sig til et

andet trossamfund eller på anden måde, f.eks. ved at lade sig gendøbe,

stiller sig uden for folkekirken.

§ 3. For ugifte personer under 18 år træffes bestemmelser efter §

1, stk. 2-4, og § 2 af forældremyndighedens indehaver, dog at en person, der

er fyldt 15 år, tillige skal give sit samtykke.

§ 4. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om optagelse i og

udtræden af folkekirken.

Kapitel 2

Tilhørsforholdet til folkekirkens menigheder

§ 5. Folkekirkens medlemmer hører til menigheden i det sogn,

hvori de har bopæl, medmindre de ved særlig bestemmelse er henvist til en

anden menighed. Medlemmerne af menighederne for døve bevarer dog tillige

tilhørsforholdet til sognemenigheden.

Kapitel 3

Læs alt

Medlemmers ret til kirkelig betjening

§ 6. Ethvert medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening

af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet hører, jf. §

5. Sognebåndsløsere betjenes dog af den præst, til hvem der er løst

sognebånd.

Stk. 2. Et medlem, der ikke har bopæl her i landet, har ret til

kirkelig betjening af præsten for den menighed, hvortil medlemmet senest har

hørt.

§ 7. Et medlem af folkekirken, der ikke hører til sognemenigheden,

men som har en særlig tilknytning til denne, har ret til kirkelig betjening i

sognemenighedens kirke. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

§ 8. Præsterne i et pastorat kan med menighedsrådenes tilslutning

dele pastoratet i områder, således at hver præst betjener sit område.

Stk. 2. Menighedens medlemmer har dog uanset områdedelingen ret

til kirkelig betjening af enhver af pastoratets præster.

§ 9. Fremsætter menighedsrådet eller en af præsterne ønske derom,

eller anser biskoppen det for påkrævet, kan biskoppen efter forhandling med

menighedsrådet og præsterne fastsætte regler om præsternes betjening af

menigheden eller menighederne, herunder om opdeling af pastoratet i områder,

og om præsternes adgang til brug af kirken eller kirkerne. Sådanne regler

skal altid fastsættes, når pastoratet opdeles i områder.

Stk. 2. Biskoppens afgørelser efter stk. 1 kan af de berørte

menighedsråd og præster påklages til kirkeministeren.

Kapitel 4

Sognebåndsløsning

§ 10. Et medlem af folkekirken kan ved sognebåndsløsning slutte

sig til sognepræsten for en anden menighed end den, hvortil medlemmet hører.

En præst er ikke forpligtet til at modtage en ansøger som sognebåndsløser,

såfremt hensynet til denne findes at burde vige for afgørende hensyn til

præsten eller dennes menighed.

Stk. 2. En præsts afslag efter stk. 1 kan af medlemmet påklages

til biskoppen. Biskoppens afgørelse kan ikke indbringes for Kirkeministeriet.

§ 11. Sognebåndsløsning ophører ved sognebåndsløserens anmeldelse

herom.

Stk. 2. En præst, til hvem sognebånd er løst, kan opsige

sognebåndsløsningen, såfremt der foreligger omstændigheder, som gør det

urimeligt at fastholde præstens forpligtelser over for den pågældende.

Opsigelse skal ske skriftligt med 6 måneders varsel. Opsigelsen kan af

sognebåndsløseren påklages til biskoppen. Klage til biskoppen senest 4 uger

efter modtagelsen af opsigelsen har opsættende virkning. Biskoppens afgørelse

kan ikke indbringes for Kirkeministeriet.

Stk. 3. Sognebåndsløsningen ophører, når den præst, til hvem

sognebånd er løst, forflyttes, dør eller afskediges. Sognebåndsløseren kan

dog udsætte ophørstidspunktet, indtil en ny præst er ansat.

§ 12. For ugifte personer under 18 år træffes bestemmelser efter

§§ 10-11 af forældremyndighedens indehaver, dog at en person, der er fyldt 15

år, tillige skal give sit samtykke.

§ 13. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om stiftelse og

ophør af sognebåndsløsning.

Kapitel 5

Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 1992. Samtidig ophæves:

1) Lov om menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 758 af 7. december 1987,

og

2) lov om kirkers brug, sognebåndsløsning m.m., jf. lovbekendtgørelse nr.

759 af 7. december 1987.

Stk. 2. I lov nr. 218 af 23. april 1986 om bestyrelse og brug af

folkekirkens kirker m.m. foretages følgende ændringer:

1. I § 5, stk. 2, ændres »§ 22« til: »§ 9 i

lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og

sognebåndsløsning«.

2. Kapitel 3 ophæves.

§ 15. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan ved

kgl. anordning sættes i kraft på Færøerne med de afvigelser, som de særlige

færøske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken

§ 1. Personer, der døbes i folkekirken, bliver ved dåben medlem

af folkekirken.

Stk. 2. Personer, der er døbt i et andet evangelisk-luthersk

trossamfund her i landet, bliver medlem af folkekirken ved at slutte sig til

en menighed i folkekirken.

Stk. 3. Personer, der er døbt i et evangelisk-luthersk trossamfund

i udlandet, bliver medlem af folkekirken ved at tage ophold her i landet,

medmindre de anmelder at ville stå uden for folkekirken.

Stk. 4. Personer, der er døbt med en anden kristen dåb, bliver

medlem af folkekirken ved at optages i folkekirken eller for mindreåriges

vedkommende ved at opdrages i folkekirkens tro.

§ 2. Et medlem af folkekirken kan bringe sit medlemskab til ophør

ved skriftlig anmeldelse.

Stk. 2. Medlemskabet ophører, såfremt et medlem slutter sig til et

andet trossamfund eller på anden måde, f.eks. ved at lade sig gendøbe,

stiller sig uden for folkekirken.

§ 3. For ugifte personer under 18 år træffes bestemmelser efter §

1, stk. 2-4 og § 2 af forældremyndighedens indehaver, dog at en person, der

er fyldt 15 år, tillige skal give sit samtykke.

§ 4. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om optagelse i og

udtræden af folkekirken.

Kapitel 2

Tilhørsforholdet til folkekirkens menigheder

§ 5. Folkekirkens medlemmer hører til menigheden i det sogn,

hvori de har bopæl, medmindre de ved særlig bestemmelse er henvist til en

anden menighed. Medlemmerne af menighederne for døve bevarer dog tillige

tilhørsforholdet til sognemenigheden.

Kapitel 3

Medlemmers ret til kirkelig betjening

§ 6. Ethvert medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening

af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet hører, jf. §

5. Sognebåndsløsere betjenes dog af den præst, til hvem der er løst

sognebånd.

Stk. 2. Et medlem, der ikke har bopæl her i landet, har ret til

kirkelig betjening af præsten for den menighed, hvortil medlemmet senest har

hørt.

§ 7. Et medlem af folkekirken, der ikke hører til sognemenigheden,

men som har en særlig tilknytning til denne, har ret til kirkelig betjening i

sognemenighedens kirke. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

§ 8. Præsterne i et pastorat kan med menighedsrådenes tilslutning

dele pastoratet i områder, således at hver præst betjener sit område.

Stk. 2. Menighedens medlemmer har dog uanset områdedelingen ret

til kirkelig betjening af enhver af pastoratets præster.

§ 9. Fremsætter menighedsrådet eller en af præsterne ønske derom,

eller anser biskoppen det for påkrævet, kan biskoppen efter forhandling med

menighedsrådet og præsterne fastsætte regler om præsternes betjening af

menigheden eller menighederne, herunder om opdeling af pastoratet i områder,

og om præsternes adgang til brug af kirken eller kirkerne. Sådanne regler

skal altid fastsættes, når pastoratet opdeles i områder.

Stk. 2. Biskoppens afgørelser efter stk. 1 kan af de berørte

menighedsråd og præster påklages til kirkeministeren.

Kapitel 4

Sognebåndsløsning

§ 10. Et medlem af folkekirken kan ved sognebåndsløsning slutte

sig til sognepræsten for en anden menighed end den, hvortil medlemmet hører.

En præst er ikke forpligtet til at modtage en ansøger som sognebåndsløser,

såfremt hensynet til denne findes at burde vige for afgørende hensyn til

præsten eller dennes menighed.

Stk. 2. En præsts afslag efter stk. 1 kan af medlemmet påklages

til biskoppen. Biskoppens afgørelse kan ikke indbringes for Kirkeministeriet.

§ 11. Sognebåndsløsning ophører ved sognebåndsløserens anmeldelse

herom.

Stk. 2. En præst, til hvem sognebånd er løst, kan opsige

sognebåndsløsningen, såfremt der foreligger omstændigheder, som gør det

urimeligt at fastholde præstens forpligtelser over for den pågældende.

Opsigelse skal ske skriftligt med 6 måneders varsel. Opsigelsen kan af

sognebåndsløseren påklages til biskoppen. Klage til biskoppen senest 4 uger

efter modtagelsen af opsigelsen har opsættende virkning. Biskoppens afgørelse

kan ikke indbringes for Kirkeministeriet.

Stk. 3. Sognebåndsløsningen ophører, når den præst, til hvem

sognebånd er løst, forflyttes, dør eller afskediges. Sognebåndsløseren kan

dog udsætte ophørstidspunktet, indtil en ny præst er ansat.

§ 12. For ugifte personer under 18 år træffes bestemmelser efter

§§ 10-11 af forældremyndighedens indehaver, dog at en person, der er fyldt 15

år, tillige skal give sit samtykke.

§ 13. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om stiftelse og

ophør af sognebåndsløsning.

Kapitel 5

Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 1992. Samtidig ophæves:

1) Lov om menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 758 af 7. december 1987

og

2) lov om kirkers brug, sognebåndsløsning m.m., jf. lovbekendtgørelse nr.

759 af 7. december 1987.

Stk. 2. I lov nr. 218 af 23. april 1986 om bestyrelse og brug af

folkekirkens kirker m.m. foretages følgende ændringer:

1) I § 5, stk. 2, ændres »§ 22« til: »§ 9 i lov om

medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning« og

2) kapitel 3 ophæves.

§ 15. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan ved

kgl. anordning sættes i kraft på Færøerne med de afvigelser, som de særlige

færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Lovforslaget omfatter reglerne om stiftelse og ophør af medlemskab af

folkekirken og om de rettigheder, som medlemskabet giver til kirkelig

betjening, samt reglerne om sognebåndsløsning. Reglerne herom findes i

øjeblikket i tre forskellige love, men har en naturlig samhørighed.

1. Medlemskab af folkekirken

Reglerne om stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken findes i § 5

i lov om menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 758 af 7. december 1987 - i

det følgende omtalt som menighedsrådsloven af 1922. Lovbestemmelsen er

suppleret med administrativt fastsatte regler, navnlig kgl. anordning af 22.

marts 1897 indeholdende regler for udtrædelse af og genoptagelse i

folkekirken.

Der har ikke vist sig behov for en ændring af disse fundamentale lovregler

for folkekirken. De er derfor foreslået videreført med stort set uændret

indhold. På et enkelt punkt har samfundsudviklingen dog givet anledning til

særlige overvejelser, nemlig med hensyn til retsstillingen for medlemmer, der

tager bopæl i udlandet.

Spørgsmålet har tidligere givet anledning til tvivl. Folkekirken er

territorialt opbygget, og ingen kan derfor gøre krav på folkekirkelig

betjening i udlandet. På grund af dette territorialprincip har det tidligere

været praktisk at betegne medlemskabet som ophørt ved fraflytning fra landet.

Den stigende internationalisering af såvel det private forretningsliv som af

den offentlige forvaltning har imidlertid nødvendiggjort en nyovervejelse af

spørgsmålet. Ved kgl. anordning af 20. maj 1987 blev det fastsat, at

medlemskab af folkekirken bevares under midlertidigt ophold i udlandet.

Forudsætningerne for nærværende lovforslag er endnu videre, nemlig at

medlemskabet bevares i alle tilfælde ved fraflytning. Det nævnes ikke

udtrykkeligt i de foreslåede bestemmelser, men fremgår forudsætningsvis dels

af, at udrejse af landet ikke angives som ophørsgrund, jf. § 2, dels af den

foreslåede nye regel i § 6, stk. 2, jf. nedenfor. Medlemskabet fortabes først

ved indtræden af en af de sædvanlige ophørsgrunde, nemlig udmeldelse af

folkekirken eller tilslutning til et andet trossamfund.

Medens en ændret stillingtagen på dette område ikke nødvendiggør ændringer

i ordlyden af hovedbestemmelserne for medlemskab af folkekirken, bør de

hidtidige regler om retten til kirkelig betjening suppleres med en

bestemmelse om retten til kirkelig betjening for medlemmer uden bopæl her i

landet. En bestemmelse herom er optaget i forslagets § 6, stk. 2.

Det forhold, at medlemskabets bevarelse under ophold i udlandet nu

fastslås, medfører ikke nogen forøgelse af de pågældende medlemmers

forpligtelser, idet kirkeskatterne opkræves efter reglerne for kommunale

skatter. Ligeledes ændres der intet i folkekirkens forpligtelser over for

disse medlemmer bortset fra den foran berørte nye bestemmelse om adgang til

kirkelig betjening under ophold her i landet.

2. Medlemmers ret til kirkelig betjening

Bestemmelserne om folkekirkens medlemmers ret til kirkelig betjening blev

nyformuleret ved lov nr. 218 af 23. april 1986 om bestyrelse og brug af

folkekirkens kirker m.m., jf. lovens kapitel 3. Bestemmelserne er foreslået

sammenkædet med reglerne om medlemskab, idet retten til kirkelig betjening er

den væsentligste følge af medlemskabet.

Udover den nye bestemmelse i § 6, stk. 2, om retten til kirkelig betjening

for medlemmer i udlandet,som er berørt foran under pkt. 1, er reglerne

foreslået overført uforandret - dog med enkelte redaktionelle ændringer, som

omtales i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.

3. Sognebåndsløsning

En arbejdsgruppe, som var nedsat af kirkeministeren i 1973 med henblik på

en revision af den dagældende lov om kirkers brug, sognebåndsløsning m.m.,

afgav betænkning i 1976 (Betænkning nr. 769/1976). Arbejdsgruppen foreslog

heri, at adgangen til sognebåndsløsning blev bibeholdt, uanset at de

historiske grunde for ordningen var bortfaldet. Dog foresloges en ændring af

ordningen, således at sognebåndsløsning skulle ske til en menighed og ikke

til en præst, som de gældende regler foreskriver. Adgangen til

sognebåndsløsning skulle være en ret for ethvert folkekirkemedlem og således

ikke afhængig af nogen prøvelse af baggrunden herfor. Arbejdsgruppen havde

nemlig konstateret, at sognebåndsløsning navnlig i byerne ofte imødekom et

begrundet ønske om etablering af et tilhørsforhold til et bestemt sogn,

dettes kirke og skiftende præster. Regler om en vis karenstid for opnåelse af

valgret til menighedsrådet i det sogn, hvortil sognebånd løstes, skulle sikre

imod utilsigtede overrumplingsaktioner i forbindelse med menighedsrådsvalg.

Under en høringsprocedure efter betænkningens afgivelse og navnlig under

en fornyet høring i 1985 blev der fra mange sider givet udtryk for

betænkelighed ved forslaget, og ikke mindst mulighederne for misbrug af

reglerne blev fremhævet. På den anden side måtte det erkendes, at de gældende

regler ikke dækkede de reelle behov, som ligger bag ønskerne om

sognebåndsløsning.

Under hensyn til denne uafklarede situation medtoges reglerne ikke ved

fremsættelsen i oktober 1985 af forslag til lov om bestyrelse og brug af

folkekirkens kirker m.m. Efter denne lovs vedtagelse nedsatte kirkeministeren

- i juni 1986 - et udvalg med biskop Vincent Lind som formand til at overveje

problematikken påny. I udvalget var Kirkeministeriet, Landsforeningen af

Menighedsrådsmedlemmer, Den Danske Præsteforening og Danmarks Provsteforening

repræsenteret. Udvalget afgav sin betænkning: »Sognebåndsløsning og

kirkelig betjening af folkekirkens medlemmer« (Betænkning nr. 1176/1989)

den 17. januar 1989. Resultatet af udvalgets overvejelser om

sognebåndsløsningsordningen er gengivet i betænkningen side 28-33. Det

fremgår heraf, at der ikke i udvalget har kunnet opnås en rimelig grad af

enighed om en nyordning, der radikalt ændrer det nuværende system, hvorefter

sognebånd løses til en præst. Derimod har der i udvalget været fuld enighed

om at stille forslag om nye regler om sognebåndsløsning, som anerkender, at

sognebånd bør kunne løses med begrundelse i tilknytning til et andet sogn

eller kirke, og som samtidig imødekommer den kritik, der med rette har været

fremsat over for de nugældende regler. Udvalget har sammenfattet denne kritik

således, jf. betænkningen, side 30:

a. Den præst, hvortil sognebånd ønskes løst, har en fri ret til at nægte

at modtage ansøgeren, og er ikke forpligtet til at tage hensynet til denne i

betragtning.

b. Præsten har en tilsvarende fri ret til at opsige sognebåndsløsningen

uden at behøve i overvejelserne at inddrage hensynet til sognebåndsløseren.

c. Sognebåndsløsningsinstituttet kan bruges med henblik på at påvirke

menighedsrådsvalget.

Udvalgets udkast til nye lovregler er optaget som bilag 5 til

betænkningen. Kirkeministeriet har modtaget udtalelser fra biskopperne,

Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer og Den Danske Præsteforening om

lovudkastet. Nærværende lovforslags regler i kapitel 4 om sognebåndsløsning

er udarbejdet på grundlag af udvalgets lovudkast med hensyntagen til de

indhentede udtalelser.

Der foreslås ingen ændring i det hidtidige princip, hvorefter sognebånd

løses til en præst i et andet pastorat end bopælspastoratet. Derimod

begrænses præsternes frihed til at afslå ønsker om sognebåndsløsning. Der er

herved taget hensyn til, at det i praksis er således, at der bag sikkert de

fleste ønsker om sognebåndsløsning ligger en tilknytning til vedkommende

kirke og menighed snarere end kirkelige retningsbestemte overvejelser. En

sådan tilknytning vil ofte være opstået under tidligere bopæl i sognet. De

foreslåede regler tilsikrer, at det indgår i overvejelserne af, om en

sognebåndsløser bør modtages, hvilken grad af tilknytning den pågældende har

til sognet, jf. forslagets § 10. Der skal efter denne bestemmelse finde en

afvejning sted af de hensyn, som gør sig gældende for og imod at imødekomme

ønsket. Denne afvejning foretages af præsten, hvis væsentlige begrundelse for

at afvise sognebåndsløsere normalt vil være af arbejdsmæssig karakter og

dermed rummer en hensyntagen til sognemenigheden. Præstens afgørelse skal

efter almindelige forvaltningsretlige principper begrundes, såfremt det

indeholder et afslag, jf. forvaltningslovens § 22. Det foreslås, at ansøgeren

skal kunne indbringe et afslag for biskoppen, der træffer den endelige

afgørelse i sagen.

Udvalget har endvidere foreslået begrænsninger af præsternes adgang til

ensidigt at opsige sognebåndsløsere, jf. § 11.

Retsvirkningerne af sognebåndsløsning omtales ikke i tilslutning til

reglerne om stiftelse og ophør af sognebåndsløsning - kapitel 4. For så vidt

angår retten til kirkelig betjening følger det af forslagets § 6, stk. 1, 2.

pkt., at sognebåndsløsere betjenes af den præst, til hvem sognebånd er løst.

Retten til at udøve valgret i det sogn, hvortil sognebåndsløseren knyttes ved

sognebåndsløsningen, er af udvalget foreslået opretholdt. Reglerne herom

findes i lov om valg til menighedsråd. Det er af udvalget foreslået, at de

nugældende regler, hvorefter en sognebåndsløser i forbindelse med hvert valg

til menighedsråd kan vælge, om han eller hun vil udøve sin valgret i

bopælsognet eller i det sogn, hvortil han eller hun er knyttet ved

sognebåndsløsningen, erstattes af en ordning, hvorefter sognebåndsløseren i

forbindelse med sognebåndsløsningen skal vælge een gang for alle, i hvilket

sogn valgretten ønskes udøvet, jf. betænkningens side 33. Kirkeministeriet

vil tage spørgsmålet herom op i forbindelse med førstkommende ændringer i

menighedsrådsvalgloven.

Lovforslaget, der har været forelagt samtlige biskopper, Landsforeningen

af Menighedsrådsmedlemmer, Den Danske Præsteforening, kirkefunktionærernes

organisationer og Indenrigsministeriet, medfører ingen økonomiske

konsekvenser for stat eller kommuner eller for de lokale kirkelige kasser.

Det medfører heller ikke administrative konsekvenser.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Til § 1

Bestemmelsen træder i stedet for § 5, stk. 1, i menighedsrådsloven af

1922. Bestemmelsens opdeling i fire stykker svarer til de fire mulige

forudsætninger for medlemskab af folkekirken:

1) dåb i folkekirken,

2) dåb i andet evangelisk-luthersk trossamfund her i landet,

3) dåb i et evangelisk-luthersk trossamfund i udlandet eller

4) anden kristen dåb.

Efter forslaget - som efter gældende ret - opnås medlemskab automatisk ved

dåb i folkekirken og for personer, der er døbt i et evangelisk-luthersk

trossamfund i udlandet, ved bosættelse her i landet.

Personer, der er døbt i et andet evangelisk-luthersk trossamfund her i

landet, opnår medlemskab af folkekirken ved at slutte sig til en menighed i

folkekirken. Hvorvidt denne betingelse for medlemskab er opfyldt, har ikke i

praksis givet anledning til tvivl. Spørgsmål om betingelsens opfyldelse vil i

almindelighed foreligge for præsten i forbindelse med anmodning om kirkelig

betjening. Præsten må træffe sin afgørelse herom. Denne afgørelse vil kunne

indbringes for biskoppen og eventuelt yderligere for Kirkeministeriet.

Bestemmelse om fremgangsmåden herved vil blive fastsat i de regler, der skal

fastsættes af kirkeministeren efter § 4.

I de heromhandlede tilfælde er betingelserne for optagelse uændrede i

forhold til de nugældende regler. Kun for personer, der er døbt med en anden

kristen dåb end den evangelisk-lutherske, har man foreslået en mindre

ændring. Forslagets § 1, stk. 4, foreskriver således, at medlemskab stiftes

ved en egentlig optagelse i folkekirken. Den nugældende bestemmelse i § 5,

stk. 1, nr. 3, i menighedsrådsloven af 1922 anvender også i dette tilfælde

kriteriet »sluttet sig til en menighed i folkekirken«. Det er

imidlertid skønnet rimeligt i disse tilfælde at kræve en utvetydig

viljeserklæring, så meget mere som det må påses, at vedkommende har et

tilstrækkeligt kendskab til folkekirkens lære, forinden optagelse finder

sted. Som en undtagelse herfra nævner forslaget - som den nugældende lov -

tilfælde, hvor et barn opdrages i folkekirkens tro.

Personer, der er udtrådt af folkekirken, har naturligvis mulighed for

genoptagelse i folkekirken. Bestemmelser herom er givet ved kgl. anordning af

22. marts 1897 indeholdende regler for udtrædelse af og genoptagelse i

folkekirken. I henhold til § 6 i denne anordning finder genoptagelse sted ved

henvendelse til sognets præst eller anden præst i folkekirken. Skønner

præsten efter samtale med den pågældende, at ønsket om genoptagelse »er

grundet i en alvorlig beslutning om atter at ville høre til

folkekirken«, finder genoptagelse sted.

Til § 2

Bestemmelsen erstatter § 5, stk. 3, i menighedsrådsloven af 1922. Efter

forslaget kan medlemskab af folkekirken bringes til ophør på følgende tre

måder:

1) ved medlemmets anmeldelse derom,

2) ved medlemmets tilslutning til et andet trossamfund eller

3) ved at medlemmet på anden måde, f.eks. ved at lade sig gendøbe, stiller

sig uden for folkekirkens orden.

Disse ophørsmåder svarer til nugældende ret. Kun i sidstnævnte tilfælde

vil der blive tale om at udelukke et medlem af folkekirken efter et skøn over

den pågældendes adfærd. Bortset fra tilfælde af gendåb, der ikke giver

anledning til udøvelse af et skøn, er bestemmelsen aldrig eller i hvert fald

ikke i nyere tid bragt i anvendelse. Uanset dette og uanset, at man heller

ikke forudser bestemmelsen anvendt i fremtiden, bør bestemmelsen bevares af

hensyn til folkekirkens selvforståelse som trossamfund. Spørgsmål om

bestemmelsens anvendelse vil kunne foreligge for en præst i forbindelse med

kirkelig betjening eller en valgbestyrelse ved menighedsrådsvalg, jf.

nedenfor. Afgørelse må træffes af myndigheden i første instans. Afgørelsen

kan af den, afgørelsen går imod, indbringes for biskoppen og eventuelt

yderligere for Kirkeministeriet.

Ifølge § 2 i lov om valg til menighedsråd har et medlem af folkekirken

valgret til menighedsråd, såfremt vedkommende er fyldt 18 år og ikke har

stillet sig i afgjort modsætning til folkekirken ved åbenlyst at fornægte

kristentroen. Hensynet bag sidstnævnte betingelse er det samme som i den her

omtalte bestemmelse om ophør af medlemskab. For så vidt er derfor

bestemmelsen overflødig, da medlemskabet, såfremt den beskrevne situation

foreligger, er ophørt, og valgretten dermed bortfaldet. Kirkeministeriet vil

i forbindelse med en kommende ændring af menighedsrådsvalgloven stille

forslag om at bringe ordlyden i overensstemmelse med nærværende lovforslag.

Til § 3

Bestemmelsen svarer i det væsentlige til § 5, stk. 4, i

menighedsrådsloven af 1922.

Til § 4

Bestemmelsen svarer til § 5, stk. 2, i menighedsrådsloven af 1922. Dog er

det ikke anset for nødvendigt, at bestemmelser gives i form af en kgl.

anordning.

Til kapitel 2

Til § 5

Bestemmelsen, der fastlægger medlemmernes tilhørsforhold til folkekirkens

menigheder - i almindelighed sognemenighederne - svarer til § 20, stk. 1 og

2, i lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker. Ved formuleringen har

man taget udgangspunkt i medlemmernes tilhørsforhold og ikke i

sognemenighedernes afgrænsning som i de nuværende bestemmelser.

Til kapitel 3

Til § 6

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til § 20, stk. 3, i lov om bestyrelse og

brug af folkekirkens kirker m.m.

Bestemmelsen i stk. 2 er ny. Bestemmelsen giver et medlem, der ikke har

bopæl her i landet, ret til kirkelig betjening af præsten (præsterne) for den

menighed, hvortil medlemmet senest har hørt. Som anført foran i de

almindelige bemærkninger pkt. 1 forudsættes det, at medlemskab bevares under

ophold i udlandet. Dette medfører ikke forpligtelse for folkekirken til at

betjene medlemmerne i udlandet, men det er på den anden side anset for

ønskeligt, at medlemmernes ret til kirkelig betjening under midlertidigt

ophold her i landet, ferie eller lignende lovfæstes.

Til § 7

Bestemmelsen svarer til § 20, stk. 4, i lov om bestyrelse og brug af

folkekirkens kirker m.m. Efter bestemmelsen har et medlem af folkekirken, der

ikke hører til sognemenigheden, men som har en særlig tilknytning til denne,

ret til kirkelig betjening i sognemenighedens kirke. Kirkeministeren kan

fastsætte nærmere regler herom.

I betænkningen om sognebåndsløsning og kirkelig betjening af folkekirkens

medlemmer (nr. 1176/1989) er der som bilag 4 optaget et forslag til de

regler, som bestemmelsen forudsætter fastsat af kirkeministeren. Udvalget

beskriver den personkreds, der bør omfattes af bestemmelsen således:

1) Personer, der har boet i sognet i mindst 2 år.

2) Personer, der har nære pårørende boende i sognet.

3) Personer, der har boet i sognet, og som af de stedlige kommunale

myndigheder er anbragt i et plejehjem, sygehjem eller lignende uden for

sognet.

4) Personer, som har deres forældre, ægtefælle eller børn begravet på en

kirkegård i sognet, er berettiget til bisættelse.

5) Personer, der har en anden særlig tilknytning til sognet, såfremt denne

tilknytning giver rimelig begrundelse for kirkelig betjening i kirken.

Tvivlsspørgsmål afgøres af biskoppen.

I høringssvarene vedrørende betænkningen er der fra flere sider givet

udtryk for, at den foretagne afgrænsning er for rummelig. Modsat har

Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer anført, at forslaget ikke er

dækkende. F.eks. mangler stillingtagen til sommerhusområder og tilfælde af

sognedeling. En biskop har foreslået, at fastsættelse af endelige regler

udskydes, indtil en praksis på området har dannet sig i form af

enkeltafgørelser. Man kan tiltræde dette synspunkt. Endelige regler bør være

så dækkende som muligt, hvorfor sådanne regler bør afvente en vis praksis på

området.

Til §§ 8-9

Bestemmelserne svarer i det hele til §§ 21-22, jf. § 23, stk. 1, i lov om

bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m.

Til kapitel 4

Til § 10

Bestemmelsen er i overensstemmelse med forslaget i betænkning nr.

1176/1989, jf. side 39. Efter de nugældende regler i §§ 8-10 i lov om kirkers

brug, sognebåndsløsning m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 759 af 7. december

1987 - i det følgende benævnt som brugsloven af 1922 - har ethvert medlem af

folkekirken ret til ved sognebåndsløsning at slutte sig til en anden præst

end sognets eller den menigheds præst, til hvilken han ved lovgivningen er

henvist. Ingen præst er dog pligtig at modtage sognebåndsløsere. Lovforslaget

adskiller sig fra disse regler navnlig derved, at præsterne efter forslaget

ikke er berettiget til frit at afslå ansøgninger om sognebåndsløsning. Der

skal foreligge afgørende hensyn imod at antage en person som sognebåndsløser,

såfremt en ansøgning herom skal kunne afslås. Ved vurderingen af, om sådanne

afgørende hensyn gør sig gældende, vil den grad af tilknytning, som ansøgeren

påberåber sig til sognet, eller ansøgerens begrundelse i øvrigt, være af

betydning.

Et afslag skal begrundes. Dette krav er i overensstemmelse med almindelige

forvaltningsretlige principper, jf. forvaltningslovens § 22. Begrundelsen

skal give ansøgeren lejlighed til at vurdere, om der er rimelig mulighed for

at opnå en anden afgørelse ved at indbringe sagen for biskoppen.

Det foreslås fastsat, at biskoppens afgørelse er endelig. Disse sager

forudsætter en indføling, der bygger på kendskab til lokale forhold. Der

skønnes ikke at kunne opnås en forbedret retssikkerhed ved at udvide

klageadgangen til Kirkeministeriet. Foreligger der formelle fejl ved sagens

behandling, vil ministeriet dog kunne tage stilling isoleret til disse.

En præsts adgang til at modtage sognebåndsløsere er ikke begrænset ved

forslaget. Forslaget imødekommer derfor ikke den kritik, der har været rejst

imod, at sognebåndsløsningsinstituttet af præsterne kan bruges i forsøget på

ved menighedsrådsvalg at opnå flertal for en liste, der støtter præstens

synspunkter og arbejde. Sognebåndsløsningsudvalget har om dette anført, at en

sognepræst efter almindelige forvaltningsretlige principper ikke er

berettiget til gennem sognebåndsløsning at varetage hensyn, som

sognebåndsløsningsreglerne ikke tilsigter at varetage, jf. betænkning nr.

1176/1989, side 32. Forsøg på gennem administration af disse regler at

påvirke sammensætningen af menighedsrådet til egen fordel må efter udvalgets

opfattelse betegnes som uretmæssigt. Ud fra disse overvejelser har udvalget

ikke stillet forslag om en karenstid for opnåelse af valgret.

Kirkeministeriet har for sit vedkommende skønnet, at de enkelte misbrug af

reglerne, der er konstateret i forbindelse med menighedsrådsvalg, ikke kan

begrunde indførelse af en generel karenstid. Man har derfor ikke stillet

forslag herom.

Den nugældende lovgivning giver adgang til at løse sognebånd til præster,

der er ansat ved stiftelser, i hvis kirker der holdes offentlige

gudstjenester, og valgmenighedspræster, jf. § 8, stk. 3, i brugsloven af

1922. Denne bestemmelse er ikke foreslået opretholdt på grund af disse

præsters særlige ansættelsesforhold. Hertil kommer, at en væsentlig rettighed

i forbindelse med sognebåndsløsning er valgret til menighedsrådet i det sogn,

hvortil tilknytning opnås. Denne ret kan efter sagens natur ikke opnås ved

sognebåndsløsning til de nævnte præster.

Det er ikke anset for nødvendigt eller hensigtsmæssigt at give mulighed

for sognebåndsløsning til midlertidige hjælpepræster.

Til § 11

Det antages, at de gældende regler giver såvel sognebåndsløseren som

præsten fri adgang til uden særlig begrundelse at opsige et

sognebåndsløsningsforhold. Denne ret foreslås videreført for

sognebåndsløseren, jf. stk. 1. Derimod foreslås det ved stk. 2 at begrænse

præstens adgang til at opsige en sognebåndsløser. En opsigelse skal efter

forslaget være begrundet i ganske særlige omstændigheder. Denne ændring af

retstilstanden er en naturlig følge af de foreslåede nye regler om stiftelse

af sognebåndsløsning. Ændringen vil i øvrigt imødekomme den kritik, som i

nogle få tilfælde er fremsat imod præster, som har opsagt sognebåndsløsere i

en valgsituation.

Det er endvidere anset for rimeligt at forlange, at præstens opsigelse

begrundes, således at opsigelsens overensstemmelse med loven kan efterprøves

af biskoppen. De foreslåede frister har sammenhæng med forholdets valgretlige

betydning.

Lovforslaget svarer på de anførte punkter til sognebåndsløsningsudvalgets

betænkning, jf. side 39.

Efter stk. 3 ophører sognebåndsløsningen, når den præst, til hvem

sognebånd er løst, forflyttes, dør eller afskediges. Sognebåndsløseren kan

dog udsætte ophørstidspunktet, indtil ny præst er ansat. Sidstnævnte

bestemmelse, der svarer til den gældende bestemmelse i § 11, stk. 2, i

brugsloven af 1922, er af sognebåndsløsningsudvalget ikke foreslået

videreført, men skønnes at være et naturligt supplement til

betænkningsforslaget.

Til § 12

Bestemmelsen svarer i det væsentlige til § 8, stk. 3, samt § 11, stk. 1,

i brugsloven af 1922.

Til § 13

Brugsloven af 1922 indeholder i § 9 og § 11 regler af administrativ

karakter om fremgangsmåden ved stiftelse af sognebåndsløsning, anmeldelse om

ophør af sognebåndsløsning, om flytning m.m. samt om statistiske

indberetninger. Da reglerne er af administrativ karakter, foreslås det, at

kirkeministeren bemyndiges til at udfærdige de fornødne regler.

Efter 2. behandling den 16. maj 1991

Kapitel 1

Stiftelse og ophør af medlemskab af folkekirken

§ 1. Personer, der døbes i folkekirken, bliver ved dåben medlem

af folkekirken.

Stk. 2. Personer, der er døbt i et andet evangelisk-luthersk

trossamfund her i landet, bliver medlem af folkekirken ved at slutte sig til

en menighed i folkekirken.

Stk. 3. Personer, der er døbt i et evangelisk-luthersk trossamfund

i udlandet, bliver medlem af folkekirken ved at tage ophold her i landet,

medmindre de anmelder at ville stå uden for folkekirken.

Stk. 4. Andre personer, der er døbt med den kristne dåb, bliver

medlem af folkekirken ved at optages i folkekirken eller for mindreåriges

vedkommende ved at opdrages i folkekirkens tro.

§ 2. Et medlem af folkekirken kan bringe sit medlemskab til ophør

ved skriftlig anmeldelse.

Stk. 2. Medlemskabet ophører, såfremt et medlem slutter sig til et

andet trossamfund eller på anden måde, f.eks. ved at lade sig gendøbe,

stiller sig uden for folkekirken.

§ 3. For ugifte personer under 18 år træffes bestemmelser efter §

1, stk. 2-4, og § 2 af forældremyndighedens indehaver, dog at en person, der

er fyldt 15 år, tillige skal give sit samtykke.

§ 4. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om optagelse i og

udtræden af folkekirken.

Kapitel 2

Tilhørsforholdet til folkekirkens menigheder

§ 5. Folkekirkens medlemmer hører til menigheden i det sogn,

hvori de har bopæl, medmindre de ved særlig bestemmelse er henvist til en

anden menighed. Medlemmerne af menighederne for døve bevarer dog tillige

tilhørsforholdet til sognemenigheden.

Kapitel 3

Medlemmers ret til kirkelig betjening

§ 6. Ethvert medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening

af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet hører, jf. §

5. Sognebåndsløsere betjenes dog af den præst, til hvem der er løst

sognebånd.

Stk. 2. Et medlem, der ikke har bopæl her i landet, har ret til

kirkelig betjening af præsten for den menighed, hvortil medlemmet senest har

hørt.

§ 7. Et medlem af folkekirken, der ikke hører til sognemenigheden,

men som har en særlig tilknytning til denne, har ret til kirkelig betjening i

sognemenighedens kirke. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

§ 8. Præsterne i et pastorat kan med menighedsrådenes tilslutning

dele pastoratet i områder, således at hver præst betjener sit område.

Stk. 2. Menighedens medlemmer har dog uanset områdedelingen ret

til kirkelig betjening af enhver af pastoratets præster.

§ 9. Fremsætter menighedsrådet eller en af præsterne ønske derom,

eller anser biskoppen det for påkrævet, kan biskoppen efter forhandling med

menighedsrådet og præsterne fastsætte regler om præsternes betjening af

menigheden eller menighederne, herunder om opdeling af pastoratet i områder,

og om præsternes adgang til brug af kirken eller kirkerne. Sådanne regler

skal altid fastsættes, når pastoratet opdeles i områder.

Stk. 2. Biskoppens afgørelser efter stk. 1 kan af de berørte

menighedsråd og præster påklages til kirkeministeren.

Kapitel 4

Sognebåndsløsning

§ 10. Et medlem af folkekirken kan ved sognebåndsløsning slutte

sig til sognepræsten for en anden menighed end den, hvortil medlemmet hører.

En præst er ikke forpligtet til at modtage en ansøger som sognebåndsløser,

såfremt hensynet til denne findes at burde vige for afgørende hensyn til

præsten eller dennes menighed.

Stk. 2. En præsts afslag efter stk. 1 kan af medlemmet påklages

til biskoppen. Biskoppens afgørelse kan ikke indbringes for Kirkeministeriet.

§ 11. Sognebåndsløsning ophører ved sognebåndsløserens anmeldelse

herom.

Stk. 2. En præst, til hvem sognebånd er løst, kan opsige

sognebåndsløsningen, såfremt der foreligger omstændigheder, som gør det

urimeligt at fastholde præstens forpligtelser over for den pågældende.

Opsigelse skal ske skriftligt med 6 måneders varsel. Opsigelsen kan af

sognebåndsløseren påklages til biskoppen. Klage til biskoppen senest 4 uger

efter modtagelsen af opsigelsen har opsættende virkning. Biskoppens afgørelse

kan ikke indbringes for Kirkeministeriet.

Stk. 3. Sognebåndsløsningen ophører, når den præst, til hvem

sognebånd er løst, forflyttes, dør eller afskediges. Sognebåndsløseren kan

dog udsætte ophørstidspunktet, indtil en ny præst er ansat.

§ 12. For ugifte personer under 18 år træffes bestemmelser efter

§§ 10-11 af forældremyndighedens indehaver, dog at en person, der er fyldt 15

år, tillige skal give sit samtykke.

§ 13. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om stiftelse og

ophør af sognebåndsløsning.

Kapitel 5

Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 1992. Samtidig ophæves:

1) Lov om menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 758 af 7. december 1987,

og

2) lov om kirkers brug, sognebåndsløsning m.m., jf. lovbekendtgørelse nr.

759 af 7. december 1987.

Stk. 2. I lov nr. 218 af 23. april 1986 om bestyrelse og brug af

folkekirkens kirker m.m. foretages følgende ændringer:

1. I § 5, stk. 2, ændres »§ 22« til: »§ 9 i

lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og

sognebåndsløsning«.

2. Kapitel 3 ophæves.

§ 15. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan ved

kgl. anordning sættes i kraft på Færøerne med de afvigelser, som de særlige

færøske forhold tilsiger.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter