1990 LSF 83 FORSLAG TIL VAREMÆRKELOV
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Almindelige bestemmelser
§ 1. Personer og virksomheder kan efter bestemmelserne i denne
lov erhverve eneret til varemærker (varemærkeret). Ved varemærker forstås
særlige kendetegn for varer eller tjenesteydelser, som benyttes eller agtes
benyttet i en erhvervsvirksomhed.
Varemærkers form
§ 2. Et varemærke kan bestå af alle arter tegn, der er egnet til
at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre
virksomheders, og som kan gengives grafisk, navnlig
1) ord og ordforbindelser, herunder slogans, personnavne, firmanavne eller
navne på faste ejendomme,
2) bogstaver og tal,
3) figurer og afbildninger eller
4) varens form, udstyr eller emballage.
Stk. 2. Der kan ikke erhverves varemærkeret til tegn, som
udelukkende består af enten en udformning, som følger af varens egen
karakter, en udformning af varen, som er nødvendig for at opnå et teknisk
resultat, eller en udformning, hvorved varen får en væsentlig værdi.
Stiftelse af varemærkeret
§ 3. Varemærkeret kan stiftes enten
1) ved registrering af et varemærke i overensstemmelse med reglerne i
denne lov for de varer eller tjenesteydelser, som registreringen omfatter,
eller
2) ved ibrugtagning af et varemærke her i landet for de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke varemærket er taget i brug, og for hvilke det
vedvarende anvendes.
Stk. 2. Der kan ikke ved brug stiftes rettigheder til et
varemærke, der efter sin beskaffenhed er udelukket fra registrering.
Stk. 3. Har mærket ikke fornødent særpræg ved ibrugtagningen,
Læs alt
stiftes retten først, når og for så vidt der skabes særpræg gennem mærkets
anvendelse.
Varemærkerettens indhold
§ 4. Indehaveren af en varemærkeret kan forbyde andre, der ikke
har dennes samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af tegn, der er identiske
med, eller som ligner varemærket
1) hvis brugen vedrører varer eller tjenesteydelser af samme eller
lignende art som dem, der er omfattet af varemærkeretten, og
2) der herved er risiko for forveksling, herunder at det antages, at der
er en forbindelse mellem varemærkerne.
Stk. 2. Uanset begrænsningen i stk. 1 til varer eller
tjenesteydelser af samme eller lignende art kan varemærkeindehaveren dog
forbyde brugen også for varer eller tjenesteydelser af anden art, hvis
varemærket er velkendt her i landet og brugen ville medføre en utilbørlig
udnyttelse af varemærkets særpræg eller renomme eller skade særpræget eller
renommeet.
Stk. 3. Som erhvervsmæssig brug skal navnlig anses
1) at anbringe tegnet på varerne eller på deres emballage,
2) at udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller oplagre dem med
dette formål eller at tilbyde eller præstere tjenesteydelser under det
pågældende tegn,
3) at importere eller eksportere varerne under det pågældende tegn eller
4) at anvende tegnet på forretningspapirer og i reklameøjemed.
Begrænsninger i indehaverens rettigheder
§ 5. Indehaveren af en varemærkeret kan ikke forbyde, at andre i
overensstemmelse med god markedsføringsskik gør erhvervsmæssig brug af
1) eget navn og egen adresse,
2) angivelser vedrørende varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed,
mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens
fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber
ved varen eller tjenesteydelsen eller
3) varemærket, når dette er nødvendigt for at angive anvendelsen af en
vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller reservedele.
Konsumption
§ 6. Indehaveren af en varemærkeret kan ikke forbyde brugen af
mærket for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er
markedsført inden for De Europæiske Fællesskaber under dette mærke.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis indehaveren har
rimelig grund til at modsætte sig fortsat markedsføring af varerne, især i
tilfælde, hvor disses tilstand er ændret eller forringet, efter at de er
markedsført.
Kolliderende rettigheder
§ 7. Kræver to eller flere hver for sig varemærkeret til samme
eller lignende kendetegn, har den først opståede ret fortrin, medmindre andet
følger af de nedenfor anførte bestemmelser. En registreret ret anses for
opstået på den dag, hvor ansøgningen indleveres, jf. § 12, eller på den dag,
fra hvilken der begæres prioritet efter reglerne i §§ 18 eller 19.
§ 8. En yngre ret til et registreret varemærke kan bestå ved siden
af en ældre ret til et dermed forveksleligt varemærke, hvis ansøgningen er
indgivet i god tro og indehaveren af den ældre ret har været bekendt med og
tålt brugen her i landet af den yngre ret i 5 på hinanden følgende år.
§ 9. En yngre ret til et varemærke kan også bestå ved siden af en
ældre ret til et dermed forveksleligt varemærke, hvis indehaveren af den
ældre ret ikke inden rimelig tid har taget de nødvendige skridt til at hindre
brugen af det yngre varemærke.
§ 10. I de i §§ 8 og 9 omhandlede tilfælde kan indehaveren af et
yngre varemærke ikke forbyde brugen af et ældre varemærke, selv om
indehaveren af det ældre varemærke ikke længere kan gøre sin ret gældende mod
det yngre varemærke.
Stk. 2. I de i § 9 omhandlede tilfælde kan det, hvis det findes
rimeligt, bestemmes, at et af varemærkerne eller begge kun må anvendes på en
særlig måde, for eksempel i en vis udformning eller med tilføjelse af en
stedsangivelse.
Gengivelse af et varemærke i ordbøger m.v.
§ 11. Ved udgivelse af leksika, håndbøger, lærebøger eller
lignende skrifter af fagligt indhold skal forfatteren, udgiveren og
forlæggeren på begæring af indehaveren af et registreret varemærke sørge for,
at dette ikke gengives uden angivelse af, at det er et registreret varemærke.
Stk. 2. Den, der ikke opfylder sine forpligtelser efter stk. 1,
skal bekoste en berigtigende bekendtgørelse på den måde, det findes rimeligt.
Kapitel 2
Registrering af varemærker
§ 12. Ansøgning om registrering af et varemærke indgives
skriftligt til Patentdirektoratet. Ansøgningen skal indeholde en gengivelse
af varemærket og oplysning om ansøgerens navn eller firma. I ansøgningen skal
endvidere angives de varer eller tjenesteydelser, for hvilke mærket ønskes
registreret.
Stk. 2. Ansøgningen skal være affattet i overensstemmelse med de
bestemmelser, der er fastsat i medfør af § 48. Med ansøgningen skal følge det
fastsatte gebyr.
Stk. 3. Patentdirektoratet fører et varemærkeregister.
Direktoratet offentliggør registreringer m.v.
Registreringshindringer
§ 13. Et varemærke skal for at kunne registreres være af den i §
2 angivne beskaffenhed, herunder have fornødent særpræg.
Stk. 2. Følgende varemærker er udelukket fra registrering:
1) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i
omsætningen kan tjene til at betegne varens eller tjenesteydelsens art,
beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet
for varens fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre
egenskaber ved disse.
2) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, som i
daglig sprogbrug eller efter almindelig markedsføringsskik udgør en sædvanlig
betegnelse for varen eller tjenesteydelsen.
Stk. 3. Et varemærke kan uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2
registreres, hvis det inden ansøgningens indlevering som følge af den brug,
der er gjort deraf, har fået fornødent særpræg.
§ 14. Udelukket fra registrering er endvidere:
1) Varemærker, som strider mod lov, den offentlige orden eller sædelighed.
2) Varemærker, som er egnet til at vildlede, f.eks. med hensyn til varens
eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse.
3) Varemærker, der ikke er godkendt af de kompetente myndigheder, og som
skal afslås i medfør af artikel 6 c i Pariserkonventionen til beskyttelse af
industriel ejendomsret, samt mærker, der omfatter tegn, emblemer og våben,
som har offentlig interesse, medmindre deres registrering er blevet tilladt
af vedkommende myndighed.
4) Varemærker, der uhjemlet består af eller indeholder en bestanddel, der
kan opfattes som et person- eller virksomhedsnavn, hvortil en anden har
lovlig adkomst, eller som et portræt, og der ikke derved sigtes til for
længst afdøde personer, eller som uhjemlet indeholder særegent navn på eller
afbildning af en andens faste ejendom.
5) Varemærker, der uhjemlet består af eller indeholder en bestanddel, der
kan opfattes som særegen titel på en andens beskyttede litterære eller
kunstneriske værk, eller som krænker en andens ophavsret til sådant værk
eller ret til fotografisk billede eller en andens industrielle rettigheder.
§ 15. Et varemærke er udelukket fra registrering, hvis
1) det er identisk med et ældre varemærke og de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke mærket søges registreret, er af samme art som de
varer eller tjenesteydelser, for hvilke det ældre mærke er beskyttet, eller
2) der er risiko for forveksling, herunder at det antages, at der er en
forbindelse med det ældre varemærke, fordi det yngre mærke er identisk med
eller ligner det ældre varemærke og varerne eller tjenesteydelserne er af
samme eller lignende art.
Stk. 2. Ved ældre varemærker efter stk. 1 forstås
1) mærker af følgende kategorier, hvis ansøgningsdato ligger før
varemærkets ansøgningsdato, eventuelt under hensyntagen til den fortrinsret,
der gøres gældende til støtte for disse mærker:
a) EF-varemærker,
b) varemærker, der er registreret her i landet, eller
c) varemærker, som er genstand for en international registrering med
virkning her i landet,
2) EF-varemærker, for hvilke der i overensstemmelse med forordningen om
EF-varemærker påberåbes anciennitet i forhold til et af de i nr. 1, litra b
og c, omhandlede mærker, også selv om der er givet afkald på det eller det er
bortfaldet,
3) ansøgninger af de under nr. 1 og 2 omhandlede mærker med forbehold af
deres registrering eller
4) varemærker, som på tidspunktet for ansøgningen, eventuelt tidspunktet
for den fortrinsret, der gøres gældende til støtte for ansøgningen, er
»vitterlig kendt« her i landet i den i artikel 6 b i
Pariserkonventionen angivne betydning.
Stk. 3. Et varemærke er også udelukket fra registrering, hvis det
er identisk med eller ligner et ældre EF-varemærke, jf. stk. 2, og det søges
registreret for varer eller tjenesteydelser af anden art end dem, for hvilke
det ældre EF-varemærke er registreret, når det ældre EF-varemærke er velkendt
i De Europæiske Fællesskaber og brugen af det yngre varemærke ville medføre
en utilbørlig udnyttelse af det ældre EF-varemærkes særpræg eller renomme
eller sådan brug ville skade dette særpræg eller renomme.
Stk. 4. Et varemærke er ligeledes udelukket fra registrering, hvis
1) varemærket er identisk med eller ligner et ældre dansk varemærke efter
stk. 2 og det søges registreret for varer eller tjenesteydelser af anden art
end dem, for hvilke det ældre varemærke er registreret, når det ældre
varemærke er velkendt her i landet og brugen af det yngre varemærke ville
medføre en utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller
renomme eller sådan brug ville skade dette særpræg eller renomme eller
2) der ved brug her i landet er erhvervet ret til et identisk eller
forveksleligt varemærke eller til et andet i erhvervsvirksomhed anvendt
identisk eller forveksleligt tegn før tidspunktet for ansøgningen af det
yngre varemærke eller eventuelt tidspunktet for den fortrinsret, der gøres
gældende til støtte for ansøgningen af det yngre varemærke.
Stk. 5. Et varemærke er ikke udelukket fra registrering efter
reglerne i stk. 1-4, når indehaveren af det ældre varemærke eller andre ældre
rettigheder giver sit samtykke til registreringen af det yngre mærke.
Disclaimere
§ 16. En varemærkeret, der er opnået ved registrering, omfatter
ikke sådanne dele af varemærket, som ikke særskilt kan registreres.
Stk. 2. Indeholder et varemærke sådanne bestanddele, og er der
særlig anledning til at antage, at varemærkets registrering kan medføre tvivl
med hensyn til varemærkerettens omfang, kan disse ved registreringen
udtrykkeligt undtages fra beskyttelsen.
Stk. 3. Viser det sig senere, at dele af varemærket, som er blevet
undtaget fra beskyttelsen, er blevet registrerbare, kan en ny registrering
foretages af disse dele eller af selve varemærket uden den i stk. 2 angivne
begrænsning.
Vareklasser
§ 17. Varemærker registreres i een eller flere vare- eller
tjenesteydelsesklasser. Industriministeren fastsætter bestemmelser om
inddelingen i klasser.
Konventionsprioritet
§ 18. Hvis en ansøgning om registrering af et varemærke
indleveres her i landet senest 6 måneder efter, at den første ansøgning om
registrering af varemærket er indleveret i et land, som er tilsluttet
Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel ejendomsret, vil
ansøgningen på begæring få prioritet fra den første indleveringsdato.
Stk. 2. Stk. 1 finder under forudsætning af gensidighed
tilsvarende anvendelse for varemærker, der første gang er ansøgt i et land,
der ikke er tilsluttet Pariserkonventionen.
Udstillingsprioritet
§ 19. Hvis en ansøgning om registrering af et varemærke
indleveres her i landet senest 6 måneder efter, at mærket for første gang er
anvendt for varer udstillet på en officiel eller officielt anerkendt
international udstilling, vil ansøgningen på begæring få prioritet fra denne
dato. Ved de nævnte udstillinger forstås sådanne, som er defineret i
konventionen angående internationale udstillinger af 22. november 1928 med
senere revisioner.
Behandling af ansøgninger
§ 20. Er ansøgningen ikke i overensstemmelse med loven eller
bestemmelser fastsat i medfør af loven, eller finder Patentdirektoratet, at
der i øvrigt er noget til hinder for at godkende ansøgningen, giver
direktoratet ansøgeren meddelelse herom og fastsætter en frist for ansøgeren
til at udtale sig.
Stk. 2. Ved fristens udløb tager direktoratet stilling til
ansøgningen, medmindre ansøgeren får adgang til at udtale sig på ny.
Påstand om ret til et varemærke
§ 21. Påstår nogen at have ret til et ansøgt eller registreret
varemærke, kan Patentdirektoratet, hvis man finder spørgsmålet tvivlsomt,
opfordre den pågældende til inden en nærmere angiven frist at anlægge retssag
herom. Efterkommes opfordringen ikke, kan påstanden lades ude af betragtning.
Underretning herom skal gives i opfordringen.
Stk. 2. Er der anlagt sag om retten til et varemærke, kan
Patentdirektoratets behandling af sagen stilles i bero, indtil retssagen er
endeligt afgjort.
Registrering
§ 22. Når ansøgningen er godkendt, registreres varemærket, og
registreringen offentliggøres.
Indsigelse
§ 23. Når registreringen er offentliggjort, er der adgang til at
fremsætte indsigelse mod registreringens gyldighed. Indsigelsen, der skal
være begrundet, skal fremsættes skriftligt til Patentdirektoratet inden 2
måneder fra offentliggørelsesdatoen. Indehaveren af den registrerede ret skal
underrettes om indsigelsen og have adgang til at udtale sig.
Stk. 2. Tages indsigelsen ikke til følge, skal dette meddeles
indsigeren og rettighedsindehaveren.
Stk. 3. Tages indsigelsen til følge, erklæres registreringen helt
eller delvis ugyldig. Afgørelse herom offentliggøres, når den er blevet
endelig.
Mærkeændring
§ 24. Efter anmodning fra indehaveren kan der foretages
uvæsentlige ændringer af et registreret varemærke, hvis helhedsindtrykket af
varemærket ikke påvirkes af ændringen.
Stk. 2. Ændringer af registrerede varemærker indføres i registret
og offentliggøres.
Brugspligt
§ 25. Har indehaveren af et registreret varemærke ikke inden 5 år
fra registreringsprocedurens afslutning gjort reel brug af varemærket her i
landet for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret,
eller har brugen været ophørt uden afbrydelser i 5 år, kan registreringen
ophæves, jf. § 28, medmindre der foreligger rimelig grund til, at brug ikke
har fundet sted.
Stk. 2. Følgende betragtes ligeledes som brug i henhold til stk.
1:
1) Brug af varemærket i en form, der ikke væsentligt afviger fra den form,
hvori det er registreret.
2) Anbringelse af varemærket her i landet på varer eller deres emballage
udelukkende med eksport for øje.
Stk. 3. Brug af et varemærke, der finder sted med indehaverens
samtykke, ligestilles med indehaverens brug af varemærket.
Registreringens varighed
§ 26. Den varemærkeret, der opnås ved registreringen, gælder fra
den dag, ansøgningen i henhold til § 12, jf. §§ 18 og 19, er indgivet, og
varer i 10 år fra registreringsdagen.
Stk. 2. Registreringen kan fornys for 10 år ad gangen fra udløbet
af den pågældende registreringsperiode.
Fornyelse
§ 27. Ansøgning om fornyelse sker ved indbetaling af det
fastsatte gebyr til Patentdirektoratet tidligst 3 måneder før og senest 6
måneder efter registreringsperiodens udløb.
Stk. 2. Findes ansøgningen i orden, indføres fornyelsen i
registret.
Stk. 3. Patentdirektoratet opkræver fornyelsesgebyrer hos
mærkeindehaveren eller dennes fuldmægtig, men er ikke ansvarlig for
rettighedstab som følge af manglende opkrævning.
Stk. 4. Er ansøgningen ikke i overensstemmelse med de givne
forskrifter, giver Patentdirektoratet meddelelse herom og fastsætter en frist
for ansøgeren til at udtale sig.
Stk. 5. Ved fristens udløb tager direktoratet stilling til
ansøgningen, medmindre ansøgeren får adgang til at udtale sig på ny.
Kapitel 3
Registreringens ophør
§ 28. Er et varemærke registreret i strid med bestemmelserne i
denne lov, kan registreringen ophæves, jf. dog §§ 8 og 9. Er
registreringshindringen manglende særpræg og lignende, jf. § 13, skal der ved
bedømmelsen også tages hensyn til den brug, der er sket efter registreringen,
jf. § 13, stk. 3.
Stk. 2. En registrering kan ligeledes ophæves, hvis
1) varemærket ikke er brugt i overensstemmelse med § 25,
2) varemærket som følge af indehaverens virksomhed eller passivitet er
blevet til en almindelig betegnelse inden for branchen for den vare eller
tjenesteydelse, som varemærket er registreret for, eller
3) varemærket som følge af den brug, der af indehaveren eller med dennes
samtykke gøres af varemærket for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke
det er registreret, er egnet til at vildlede, især med hensyn til varernes
eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse.
Stk. 3. Krav om ophævelse af et varemærke efter stk. 2, nr. 1, kan
ikke gøres gældende, hvis reel brug af varemærket påbegyndes eller genoptages
i tiden mellem udløbet af 5-års-perioden og tidspunktet for indgivelse af
begæring om ophævelse. Påbegyndelse eller genoptagelse af brugen inden for de
sidste 3 måneder forud for indgivelse af begæring om ophævelse tages
imidlertid ikke i betragtning, såfremt forberedelserne til påbegyndelse eller
genoptagelse af brugen først indledes, når indehaveren har fået kendskab til,
at der eventuelt vil blive indgivet begæring om ophævelse.
Stk. 4. Hvis ophævelsesgrunden kun vedrører en del af de varer
eller tjenesteydelser, for hvilke mærket er registreret, skal registreringen
kun ophæves for disses vedkommende.
Ophævelse ved dom
§ 29. Ophævelse af en registrering i henhold til § 28 sker ved
dom. Sagen anlægges mod indehaveren, og den kan anlægges af enhver, der har
retlig interesse deri. Sag efter bestemmelserne i § 13 og § 14, nr. 1-3, kan
også anlægges af Patentdirektoratet.
Administrativ ophævelse
§ 30. Patentdirektoratet kan efter begæring fra enhver med retlig
interesse deri og mod betaling af det fastsatte gebyr ophæve en
varemærkeregistrering, hvis betingelsen for ophævelse i § 25, jf. § 28, stk.
2, nr. 1, er opfyldt.
Stk. 2. Patentdirektoratets afgørelse kan indbringes for
Patentankenævnet og domstolene i overensstemmelse med § 46. Mærkeindehaveren
kan dog til enhver tid anlægge sag herom mod den, der begærer registreringen
ophævet, hvad enten Patentdirektoratet har truffet afgørelse i sagen eller
ej.
§ 31. Foreligger der begrundet tvivl om, at der findes en
mærkeindehaver, eller er dennes adresse ukendt, kan enhver med retlig
interesse deri begære varemærket slettet af registret.
Stk. 2. Inden udslettelse kan ske, skal Patentdirektoratet anmode
indehaveren om at give sig til kende inden en frist fastsat af
Patentdirektoratet. Meddelelse om frist gives ved anbefalet brev eller på
lignende betryggende måde. Hvis indehaverens adresse ikke kendes, meddeles
fristen ved offentlig bekendtgørelse. Har indehaveren herefter ikke givet sig
til kende, slettes varemærket af registret.
Annullation
§ 32. Hvis en registrering af et varemærke, en fornyelse af en
varemærkeregistrering eller en notering af ændring i registret er sket ved en
åbenbar fejlekspedition, kan Patentdirektoratet indtil 3 måneder fra
registreringsdatoen eller noteringsdatoen annullere registreringen,
fornyelsen eller noteringen.
Udslettelse
§ 33. Udslettelse af registret sker,
1) når registreringen ikke fornys,
2) når mærkeindehaveren begærer varemærket udslettet,
3) hvis registreringen erklæres ugyldig i medfør af § 23, eller
4) hvis der træffes beslutning eller afsiges dom om ophævelse i medfør af
§§ 29, 30, 31 eller 37, stk. 2.
§ 34. Af enhver dom, der vedrører en varemærkeregistrering eller
en varemærkeansøgning, skal vedkommende domstol sende Patentdirektoratet en
udskrift.
Kapitel 4
Særlige bestemmelser om registrering af udenlandske varemærker
Hjemlandsregistrering
§ 35. En ansøger, der ikke driver virksomhed her i landet, og som
ikke er hjemmehørende i en stat, der har tiltrådt Pariserkonventionen til
beskyttelse af industriel ejendomsret, skal dokumentere, at et tilsvarende
mærke er registreret for den pågældende i hjemlandet for de varer eller
tjenesteydelser, som ansøgningen omfatter.
Stk. 2. Industriministeren kan under forudsætning af gensidighed
bestemme, at stk. 1 ikke finder anvendelse.
§ 36. Industriministeren kan under forudsætning af gensidighed
bestemme, at varemærker, som ellers ikke ville kunne registreres her i
landet, men som er registreret i en fremmed stat, kan registreres her,
således som de er registreret i den fremmede stat. En sådan registrering
gælder ikke i videre omfang end i den fremmede stat.
Fuldmægtig
§ 37. En varemærkeindehaver, som ikke har bopæl her i landet,
skal have en her bosat fuldmægtig, som på dennes vegne kan modtage søgsmål og
alle forekommende meddelelser vedrørende varemærket med bindende virkning for
indehaveren. Fuldmægtigens navn og adresse skal indføres i
varemærkeregistret.
Stk. 2. Findes behørig fuldmægtig ikke noteret, skal
varemærkeindehaveren berigtige forholdet inden en frist fastsat af
Patentdirektoratet. Meddelelse om frist gives ved anbefalet brev eller på
lignende betryggende måde. Hvis varemærkeindehaverens adresse ikke kendes,
meddeles fristen ved offentliggørelse. Er en fuldmægtig ikke udpeget inden
fristens udløb, slettes varemærket af registret.
Kapitel 5
Overdragelse og licens m.v.
§ 38. Retten til et varemærke kan overdrages i eller uden
forbindelse med den virksomhed, hvor det benyttes.
Stk. 2. Overdrager nogen sin virksomhed, går retten til
virksomhedens varemærker over til erhververen, medmindre andet er eller må
anses for at være aftalt.
§ 39. Overdragelse af retten til et registreret varemærke skal på
begæring noteres i varemærkeregistret.
Stk. 2. Indtil overdragelsen er meddelt Patentdirektoratet, anses
indehaveren af varemærket for at være den, der senest er noteret i registret.
Licens
§ 40. Der kan gives licens til et varemærke for alle eller en del
af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, samt for
hele landet eller en del af dette. Licensen kan være en eksklusiv licens
eller en simpel licens.
Stk. 2. Licensen skal på indehaverens eller licenstagerens
begæring noteres i varemærkeregistret. Ligeledes noteres det i registret, når
det senere godtgøres, at licensen er ophørt.
Stk. 3. Indehaveren af et varemærke kan gøre de rettigheder, der
er knyttet til varemærket, gældende over for en licenstager, der overtræder
en af bestemmelserne i licensaftalen med hensyn til licensens
gyldighedsperiode, den udformning, hvori varemærket må anvendes i henhold til
registreringen, arten af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke licensen
er indrømmet, det område, inden for hvilket der må gøres brug af varemærket,
eller kvaliteten af de af licenstageren fremstillede varer eller præsterede
tjenesteydelser.
Pant og udlæg
§ 41. Er retten til et registreret varemærke blevet pantsat,
eller er der foretaget udlæg deri, skal Patentdirektoratet på indehaverens,
panthaverens eller rekvirentens begæring notere dette i varemærkeregistret.
Kapitel 6
Bestemmelser vedrørende retsbeskyttelsen
§ 42. Forsætlig krænkelse af en varemærkeret, der er stiftet ved
registrering eller brug, straffes med bøde. Under særlig skærpende
omstændigheder, herunder navnlig hvis der ved overtrædelsen tilsigtes en
betydelig og åbenbart retsstridig vinding, kan straffen stige til hæfte eller
fængsel i indtil 1 år.
Stk. 2. Overtrædelser, som omfattes af stk. 1, 1. pkt., påtales af
den forurettede. Øvrige overtrædelser påtales af det offentlige, når den
forurettede begærer det. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i
retsplejelovens kapitel 73 om ransagning kan anvendes i samme omfang som i
statsadvokatsager.
Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab,
anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som
sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et
kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der
pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant
bødeansvar.
§ 43. Den, som forsætligt eller uagtsomt krænker en andens
varemærkeret, er pligtig at udrede rimeligt vederlag for udnyttelsen af
varemærket samt erstatning for den yderligere skade, som krænkelsen måtte
have medført.
Stk. 2. Foreligger der hverken forsæt eller uagtsomhed, er
krænkeren pligtig at udrede vederlag og erstatning efter bestemmelserne i
stk. 1, i det omfang det skønnes rimeligt.
Stk. 3. Er varemærkeretten stiftet ved registrering, finder
reglerne i stk. 1 også anvendelse for tiden mellem ansøgningens indlevering
og mærkets registrering, dersom krænkeren vidste eller burde vide, at
ansøgningen var indleveret.
Stk. 4. Borgerlige sager, for hvis udfald anvendelsen af denne lov
er af væsentlig betydning, anlægges ved Sø- og Handelsretten i København,
medmindre parterne vedtager andet.
§ 44. I sager om krænkelse af en varemærkeret kan retten bestemme,
at der skal træffes foranstaltninger til forebyggelse af misbrug af
varemærket. I så henseende kan det bl.a. bestemmes, at de ulovligt anbragte
varemærker skal fjernes fra de varer, der er i den pågældendes besiddelse
eller i øvrigt står til vedkommendes rådighed, eller om fornødent at varerne
skal tilintetgøres eller udleveres til den forurettede mod eller uden
erstatning.
§ 45. Hvis der er givet licens til brug af et varemærke, anses
såvel licensgiver som licenstager som påtaleberettiget i sager om krænkelse
af varemærkeretten, hvis intet andet er aftalt.
Stk. 2. En licenstager, som vil anlægge sag, skal underrette
licensgiveren herom.
Kapitel 7
Forskellige bestemmelser
§ 46. Patentdirektoratets afgørelser efter denne lov kan
indbringes for Patentankenævnet (Ankenævnet for Industriel Ejendomsret)
senest 2 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Inden samme
frist skal gebyr for klagebehandlingen betales. Sker dette ikke, skal klagen
afvises. Indbringelse for Patentankenævnet har opsættende virkning.
Stk. 2. Ankenævnets afgørelser kan ikke indbringes for højere
administrativ myndighed.
Stk. 3. Søgsmål til prøvelse af afgørelser truffet af
Patentdirektoratet, som kan påklages til ankenævnet, kan ikke indbringes for
domstolene, før ankenævnets afgørelse foreligger. Søgsmål til prøvelse af
ankenævnets afgørelser skal anlægges inden 2 måneder efter, at afgørelsen er
meddelt den pågældende. Søgsmålet har opsættende virkning.
§ 47. Patentdirektoratet kan efter anmodning påtage sig at løse
særlige opgaver, der vedrører varemærker og varemærkeret.
Stk. 2. Industriministeren fastsætter regler om betalingen herfor.
§ 48. Industriministeren fastsætter nærmere bestemmelser om
ansøgning, om påberåbelse af fortrinsrettigheder, jf. §§ 18 og 19, om
registrering og udslettelse af varemærker og om EF-varemærkeansøgningers og
EF-varemærkers overgang til nationale ansøgninger. Industriministeren
fastsætter endvidere nærmere bestemmelser om registrets indretning og
førelse, om offentliggørelse af registreringer m.v. og om gebyrerne for
indlevering og behandling af ansøgninger, for ekspeditioner, udskrifter m.v.
Industriministeren kan fastsætte nærmere regler til bestemmelse af, hvilke
dage der betragtes som lukkedage for Patentdirektoratet.
§ 49. Henlægger industriministeren sine beføjelser efter loven til
Patentdirektoratet, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen,
herunder at klager ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.
Kapitel 8
International varemærkeregistrering
§ 50. Ved en international varemærkeregistrering forstås en
registrering i henhold til den i Madrid den 14. april 1891 vedtagne
overenskomst vedrørende international registrering af varemærker med senere
revisioner (Madrid-arrangementet) eller i henhold til den i Madrid den 27.
juni 1989 vedtagne protokol til Madrid-arrangementet (Protokollen).
Virkningerne af en international registrering
§ 51. Fra registreringsdatoen eller fra datoen for en
efterfølgende designering har en international varemærkeregistrering, hvori
Danmark er designeret, samme retsvirkning, som hvis mærket var registreret i
Danmark.
Afslag
§ 52. Patentdirektoratet kan inden for den frist, der er fastsat
i Madridarrangementet eller Protokollen, meddele det Internationale Bureau
helt eller delvist afslag på mærkets gyldighed i Danmark, hvis mærket ikke
opfylder registreringsbetingelserne efter denne lov, eller hvis der
fremsættes indsigelse.
Bortfald og videreførelse i dansk ret
§ 53. Hvis den internationale varemærkeregistrering mister sin
gyldighed, bortfalder dens gyldighed ligeledes i Danmark fra tidspunktet for
bortfald af den internationale registrering.
Stk. 2. Indehaveren af en international varemærkeregistrering
efter Protokollen kan i så fald indgive en dansk varemærkeansøgning med samme
virkning, som hvis ansøgningen var indleveret på indleveringsdatoen for den
internationale registrering eller datoen for en efterfølgende designering,
forudsat at
1) ansøgningen indgives senest 3 måneder efter udslettelsesdatoen,
2) den danske varemærkeansøgning ikke omfatter andre varer eller
tjenesteydelser end den internationale varemærkeregistrering og
3) ansøgningen i øvrigt opfylder kravene til en varemærkeansøgning og
ansøgeren betaler de foreskrevne gebyrer.
Forbud mod dobbeltbeskyttelse
§ 54. I de tilfælde, hvor et i Danmark registreret varemærke
tillige på mærkeindehaverens foranledning er genstand for en international
varemærkeregistrering, skal den internationale varemærkeregistrering træde i
stedet for den danske registrering, hvis
1) Danmark er designeret enten oprindeligt eller senere,
2) de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den danske
registrering, også er omfattet af den internationale registrering og
3) Danmark er designeret senere end ansøgningsdatoen for den danske
registrering.
Stk. 2. Patentdirektoratet skal på forlangende notere i sit
register, at der foreligger en international varemærkeregistrering.
Ansøgning om international varemærkeregistrering på basis af ansøgning
eller registrering
i Danmark
§ 55. En international varemærkeansøgning kan indleveres af
ansøgere hjemmehørende i Danmark, der er indehavere af en dansk
varemærkeansøgning eller registrering.
§ 56. Internationale varemærkeansøgninger eller efterfølgende
designering på basis af en ansøgning eller registrering i Danmark indleveres
til Patentdirektoratet i overensstemmelse med de bestemmelser, der fastsættes
af industriministeren, jf. § 60. Med ansøgningen skal følge det fastsatte
gebyr.
§ 57. En international ansøgning kan kun omfatte de varer eller
tjenesteydelser, der er omfattet af den danske ansøgning eller registrering.
§ 58. Ved indlevering af en international varemærkeansøgning kan
der påberåbes prioritet i overensstemmelse med Pariserkonventionen.
Fornyelse m.v.
§ 59. Om fornyelse gælder de regler, der er fastsat i
Madridarrangementet og Protokollen.
§ 60. Industriministeren fastsætter nærmere regler til
gennemførelse af bestemmelserne i dette kapitel. Der kan herunder fastsættes
særlige regler om offentliggørelse af de internationalt registrerede
varemærker, jf. § 51, og om fremsættelse af indsigelser herimod, jf. § 52.
Industriministeren kan endvidere fastsætte regler om gebyrer for behandling
af sager i forbindelse hermed.
Kapitel 9
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 61. Loven træder i kraft den 1. januar 1992, og samtidig
ophæves varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 249 af 17. april 1989.
Stk. 2. De administrative regler, der er fastsat i medfør af
varemærkeloven, jf. stk. 1, forbliver i kraft, indtil de afløses af
forskrifter udstedt efter denne lov.
Stk. 3. For varemærker, der er registreret før den 31. december
1991, påbegyndes 5-års-perioden efter § 25 først den 1. januar 1992.
Stk. 4. Bestemmelserne i kapitel 8 sættes i kraft helt eller
delvis ved bekendtgørelse udstedt af industriministeren.
§ 62. Ansøgninger, der ved lovens ikrafttræden ikke er
bekendtgjort i overensstemmelse med de hidtidige bestemmelser, behandles
efter bestemmelserne i denne lov.
§ 63. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser,
som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
KAPITEL 1
Almindelige bestemmelser
§ 1. Personer og virksomheder kan efter bestemmelserne i denne
lov erhverve eneret til varemærker (varemærkeret). Ved varemærker forstås
særlige kendetegn for varer eller tjenesteydelser, som benyttes eller agtes
benyttet i en erhvervsvirksomhed.
Varemærkers form
§ 2. Et varemærke kan bestå af alle arter tegn, der er egnet til
at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre
virksomheders, og som kan gengives grafisk, navnlig
1) ord og ordforbindelser, herunder slogans, personnavne, firmanavne eller
navne på faste ejendomme,
2) bogstaver og tal,
3) figurer og afbildninger, eller
4) varens form, udstyr eller emballage.
Stk. 2. Der kan ikke erhverves varemærkeret til tegn, som
udelukkende består af enten en udformning, som følger af varens egen
karakter, en udformning af varen, som er nødvendig for at opnå et teknisk
resultat, eller en udformning, hvorved varen får en væsentlig værdi.
Stiftelse af varemærkeret
§ 3. Varemærkeret kan stiftes enten
1) ved registrering af et varemærke i overensstemmelse med reglerne i
denne lov for de varer eller tjenesteydelser, som registreringen omfatter,
eller
2) ved ibrugtagning af et varemærke her i landet for de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke varemærket er taget i brug, og for hvilke det
vedvarende anvendes.
Stk. 2. Der kan ikke ved brug stiftes rettigheder til et
varemærke, der efter sin beskaffenhed er udelukket fra registrering.
Stk. 3. Har mærket ikke fornødent særpræg ved ibrugtagningen,
stiftes retten først, når og for så vidt der skabes særpræg gennem mærkets
anvendelse.
Varemærkerettens indhold
§ 4. Indehaveren af en varemærkeret kan forbyde andre, der ikke
har dennes samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af tegn, der er identiske
med, eller som ligner varemærket
1) hvis brugen vedrører varer eller tjenesteydelser af samme eller
lignende art som dem, der er omfattet af varemærkeretten, og
2) der herved er risiko for forveksling, herunder at det antages, at der
er en forbindelse mellem varemærkerne.
Stk. 2. Uanset begrænsningen i stk. 1 til varer eller
tjenesteydelser af samme eller lignende art kan varemærkeindehaveren dog
forbyde brugen også for varer eller tjenesteydelser af anden art, hvis
varemærket er velkendt her i landet, og brugen ville medføre en utilbørlig
udnyttelse af varemærkets særpræg eller renomme eller skade særpræget eller
renommeet.
Stk. 3. Som erhvervsmæssig brug skal navnlig anses
1) at anbringe tegnet på varerne eller på deres emballage,
2) at udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller oplagre dem med
dette formål eller at tilbyde eller præstere tjenesteydelser under det
pågældende tegn,
3) at importere eller eksportere varerne under det pågældende tegn, eller
4) at anvende tegnet på forretningspapirer og i reklameøjemed.
Begrænsninger i indehaverens rettigheder
§ 5. Indehaveren af en varemærkeret kan ikke forbyde, at andre i
overensstemmelse med god markedsføringsskik gør erhvervsmæssig brug af
1) eget navn og egen adresse,
2) angivelser vedrørende varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed,
mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens
fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber
ved varen eller tjenesteydelsen, eller
3) varemærket, når dette er nødvendigt for at angive anvendelsen af en
vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller reservedele.
Konsumption
§ 6. Indehaveren af en varemærkeret kan ikke forbyde brugen af
mærket for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er
markedsført inden for De Europæiske Fællesskaber under dette mærke.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis indehaveren har
rimelig grund til at modsætte sig fortsat markedsføring af varerne, især i
tilfælde, hvor disses tilstand er ændret eller forringet, efter at de er
markedsført.
Kolliderende rettigheder
§ 7. Kræver to eller flere hver for sig varemærkeret til samme
eller lignende kendetegn, har den først opståede ret fortrin, medmindre andet
følger af de nedenfor anførte bestemmelser. En registreret ret anses for
opstået på den dag, hvor ansøgningen indleveres, jf. § 12, eller på den dag,
fra hvilken der begæres prioritet efter reglerne i §§ 18 eller 19.
§ 8. En yngre ret til et registreret varemærke kan bestå ved siden
af en ældre ret til et dermed forveksleligt varemærke, hvis ansøgningen er
indgivet i god tro, og indehaveren af den ældre ret har været bekendt med og
tålt brugen her i landet af den yngre ret i 5 på hinanden følgende år.
§ 9. En yngre ret til et varemærke kan også bestå ved siden af en
ældre ret til et dermed forveksleligt varemærke, hvis indehaveren af den
ældre ret ikke inden rimelig tid har taget de nødvendige skridt for at hindre
brugen af det yngre varemærke.
§ 10. I de i §§ 8 og 9 omhandlede tilfælde kan indehaveren af et
yngre varemærke ikke forbyde brugen af et ældre varemærke, selv om
indehaveren af det ældre varemærke ikke længere kan gøre sin ret gældende mod
det yngre varemærke.
Stk. 2. I de i § 9 omhandlede tilfælde kan det, hvis det findes
rimeligt, bestemmes, at et af varemærkerne eller begge kun må anvendes på en
særlig måde, for eksempel i en vis udformning eller med tilføjelse af en
stedsangivelse.
Gengivelse af et varemærke i ordbøger m.v.
§ 11. Ved udgivelse af leksika, håndbøger, lærebøger eller
lignende skrifter af fagligt indhold skal forfatteren, udgiveren og
forlæggeren på begæring af indehaveren af et registreret varemærke sørge for,
at dette ikke gengives uden angivelse af, at det er et registreret varemærke.
Stk. 2. Den, der ikke opfylder sine forpligtelser efter stk. 1,
skal bekoste en berigtigende bekendtgørelse på den måde, det findes rimeligt.
KAPITEL 2
Registrering af varemærker
§ 12. Ansøgning om registrering af et varemærke indgives
skriftligt til Patentdirektoratet. Ansøgningen skal indeholde en gengivelse
af varemærket og oplysning om ansøgerens navn eller firma. I ansøgningen skal
endvidere angives de varer eller tjenesteydelser, for hvilke mærket ønskes
registreret.
Stk. 2. Ansøgningen skal være affattet i overensstemmelse med de
bestemmelser, der er fastsat i medfør af § 48. Med ansøgningen skal følge det
fastsatte gebyr.
Stk. 3. Patentdirektoratet fører et varemærkeregister.
Direktoratet offentliggør registreringer m.v.
Registreringshindringer
§ 13. Et varemærke skal for at kunne registreres være af den i §
2 angivne beskaffenhed, herunder have fornødent særpræg.
Stk. 2. Følgende varemærker er udelukket fra registrering:
1) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i
omsætningen kan tjene til at betegne varens eller tjenesteydelsens art,
beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet
for varens fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen, eller
andre egenskaber ved disse.
2) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, som i
daglig sprogbrug eller efter almindelig markedsføringsskik udgør en sædvanlig
betegnelse for varen eller tjenesteydelsen.
Stk. 3. Et varemærke kan uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2
registreres, hvis det inden ansøgningens indlevering som følge af den brug,
der er gjort deraf, har fået fornødent særpræg.
§ 14. Udelukket fra registrering er endvidere:
1) Varemærker, som strider mod lov, den offentlige orden eller sædelighed.
2) Varemærker, som er egnet til at vildlede, f.eks. med hensyn til varens
eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse.
3) Varemærker, der ikke er godkendt af de kompetente myndigheder, og som
skal afslås i medfør af artikel 6 c i Pariserkonventionen til beskyttelse af
industriel ejendomsret, samt mærker, der omfatter tegn, emblemer og våben,
som har offentlig interesse, medmindre deres registrering er blevet tilladt
af vedkommende myndighed.
4) Varemærker, der uhjemlet består af eller indeholder en bestanddel, der
kan opfattes som et person- eller virksomhedsnavn, hvortil en anden har
lovlig adkomst, eller som et portræt, og der ikke derved sigtes til forlængst
afdøde personer, eller som uhjemlet indeholder særegent navn på eller
afbildning af en andens faste ejendom.
5) Varemærker, der uhjemlet består af eller indeholder en bestanddel, der
kan opfattes som særegen titel på en andens beskyttede litterære eller
kunstneriske værk, eller som krænker en andens ophavsret til sådant værk
eller ret til fotografisk billede eller en andens industrielle rettigheder.
§ 15. Et varemærke er udelukket fra registrering, hvis
1) det er identisk med et ældre varemærke, og de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke mærket søges registreret, er af samme art som de
varer eller tjenesteydelser, for hvilke det ældre mærke er beskyttet, eller
2) der er risiko for forveksling, herunder at det antages, at der er en
forbindelse med det ældre varemærke, fordi det yngre mærke er identisk med
eller ligner det ældre varemærke, og varerne eller tjenesteydelserne er af
samme eller lignende art.
Stk. 2. Ved ældre varemærker efter stk. 1 forstås
1) mærker af følgende kategorier, hvis ansøgningsdato ligger før
varemærkets ansøgningsdato, eventuelt under hensyntagen til den fortrinsret,
der gøres gældende til støtte for disse mærker:
a) EF-varemærker,
b) varemærker, der er registreret her i landet, eller
c) varemærker, som er genstand for en international registrering med
virkning her i landet,
2) EF-varemærker, for hvilke der i overensstemmelse med forordningen om
EF-varemærker påberåbes anciennitet i forhold til et af de i nr. 1, litra b,
og c omhandlede mærker, også selv om der er givet afkald på det, eller det er
bortfaldet,
3) ansøgninger af de under nr. 1 og 2 omhandlede mærker med forbehold af
deres registrering, eller
4) varemærker, som på tidspunktet for ansøgningen, eventuelt tidspunktet
for den fortrinsret, der gøres gældende til støtte for ansøgningen, er
»vitterlig kendt« her i landet i den i artikel 6 b i
Pariserkonventionen angivne betydning.
Stk. 3. Et varemærke er også udelukket fra registrering, hvis det
er identisk med eller ligner et ældre EF-varemærke, jf. stk. 2, og det søges
registreret for varer eller tjenesteydelser af anden art end dem, for hvilke
det ældre EF-varemærke er registreret, når det ældre EF-varemærke er velkendt
i De Europæiske Fællesskaber, og brugen af det yngre varemærke ville medføre
en utilbørlig udnyttelse af det ældre EF-varemærkes særpræg eller renomme,
eller sådan brug ville skade dette særpræg eller renomme.
Stk. 4. Et varemærke er ligeledes udelukket fra registrering, hvis
1) varemærket er identisk med eller ligner et ældre dansk varemærke efter
stk. 2, og det søges registreret for varer eller tjenesteydelser af anden art
end dem, for hvilke det ældre varemærke er registreret, når det ældre
varemærke er velkendt her i landet, og brugen af det yngre varemærke ville
medføre en utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller
renomme, eller sådan brug ville skade dette særpræg eller renomme, eller
2) der ved brug her i landet er erhvervet ret til et identisk eller
forveksleligt varemærke eller til et andet i erhvervsvirksomhed anvendt
identisk eller forveksleligt tegn før tidspunktet for ansøgningen af det
yngre varemærke eller eventuelt tidspunktet for den fortrinsret, der gøres
gældende til støtte for ansøgningen af det yngre varemærke.
Stk. 5. Et varemærke er ikke udelukket fra registrering efter
reglerne i stk. 1-4, når indehaveren af det ældre varemærke eller andre ældre
rettigheder giver sit samtykke til registreringen af det yngre mærke.
Disclaimere
§ 16. En varemærkeret, der er opnået ved registrering, omfatter
ikke sådanne dele af varemærket, som ikke særskilt kan registreres.
Stk. 2. Indeholder et varemærke sådanne bestanddele, og er der
særlig anledning til at antage, at varemærkets registrering kan medføre tvivl
med hensyn til varemærkerettens omfang, kan disse ved registreringen
udtrykkeligt undtages fra beskyttelsen.
Stk. 3. Viser det sig senere, at dele af varemærket, som er blevet
undtaget fra beskyttelsen, er blevet registrerbare, kan en ny registrering
foretages af disse dele eller af selve varemærket uden den i stk. 2 angivne
begrænsning.
Vareklasser
§ 17. Varemærker registreres i een eller flere vare- eller
tjenesteydelsesklasser. Industriministeren fastsætter bestemmelser om
inddelingen i klasser.
Konventionsprioritet
§ 18. Hvis en ansøgning om registrering af et varemærke
indleveres her i landet senest 6 måneder efter, at den første ansøgning om
registrering af varemærket er indleveret i et land, som er tilsluttet
Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel ejendomsret, vil
ansøgningen på begæring få prioritet fra den første indleveringsdato.
Stk. 2. Stk. 1 finder under forudsætning af gensidighed
tilsvarende anvendelse for varemærker, der første gang er ansøgt i et land,
der ikke er tilsluttet Pariserkonventionen.
Udstillingsprioritet
§ 19. Hvis en ansøgning om registrering af et varemærke
indleveres her i landet senest 6 måneder efter, at mærket for første gang er
anvendt for varer udstillet på en officiel eller officielt anerkendt
international udstilling, vil ansøgningen på begæring få prioritet fra denne
dato. Ved de nævnte udstillinger forstås sådanne, som er defineret i
Konventionen angående internationale udstillinger af 22. november 1928 med
senere revisioner.
Behandling af ansøgninger
§ 20. Er ansøgningen ikke i overensstemmelse med loven eller
bestemmelser fastsat i medfør af loven, eller finder Patentdirektoratet, at
der i øvrigt er noget til hinder for at godkende ansøgningen, giver
direktoratet ansøgeren meddelelse herom og fastsætter en frist for ansøgeren
til at udtale sig.
Stk. 2. Ved fristens udløb tager direktoratet stilling til
ansøgningen, medmindre ansøgeren får adgang til at udtale sig på ny.
Påstand om ret til et varemærke
§ 21. Påstår nogen at have ret til et ansøgt eller registreret
varemærke, kan Patentdirektoratet, hvis man finder spørgsmålet tvivlsomt,
opfordre den pågældende til inden en nærmere angiven frist at anlægge retssag
herom. Efterkommes opfordringen ikke, kan påstanden lades ude af betragtning.
Underretning herom skal gives i opfordringen.
Stk. 2. Er der anlagt sag om retten til et varemærke, kan
Patentdirektoratets behandling af sagen stilles i bero, indtil retssagen er
endeligt afgjort.
Registrering
§ 22. Når ansøgningen er godkendt, registreres varemærket, og
registreringen offentliggøres.
Indsigelse
§ 23. Når registreringen er offentliggjort, er der adgang til at
fremsætte indsigelse mod registreringens gyldighed. Indsigelsen, der skal
være begrundet, skal fremsættes skriftligt til Patentdirektoratet inden 2
måneder fra offentliggørelsesdatoen. Indehaveren af den registrerede ret skal
underrettes om indsigelsen og have adgang til at udtale sig.
Stk. 2. Tages indsigelsen ikke til følge, skal dette meddeles
indsigeren og rettighedsindehaveren.
Stk. 3. Tages indsigelsen til følge, erklæres registreringen helt
eller delvis ugyldig. Afgørelse herom offentliggøres, når den er blevet
endelig.
Mærkeændring
§ 24. Efter anmodning fra indehaveren kan der foretages
uvæsentlige ændringer af et registreret varemærke, hvis helhedsindtrykket af
varemærket ikke påvirkes af ændringen.
Stk. 2. Ændringer af registrerede varemærker indføres i registret
og offentliggøres.
Brugspligt
§ 25. Har indehaveren af et registreret varemærke ikke inden 5 år
fra registreringsprocedurens afslutning gjort reel brug af varemærket her i
landet for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret,
eller har brugen været ophørt uden afbrydelser i 5 år, kan registreringen
ophæves, jf. § 28, medmindre der foreligger rimelig grund til, at brug ikke
har fundet sted.
Stk. 2. Følgende betragtes ligeledes som brug i henhold til stk.
1:
1) Brug af varemærket i en form, der ikke væsentligt afviger fra den form,
hvori det er registreret.
2) Anbringelse af varemærket her i landet på varer eller deres emballage
udelukkende med eksport for øje.
Stk. 3. Brug af et varemærke, der finder sted med indehaverens
samtykke, ligestilles med indehaverens brug af varemærket.
Registreringens varighed
§ 26. Den varemærkeret, der opnås ved registreringen, gælder fra
den dag, ansøgningen i henhold til § 12, jf. §§ 18 og 19, er indgivet, og
varer i 10 år fra registreringsdagen.
Stk. 2. Registreringen kan fornys for 10 år ad gangen fra udløbet
af den pågældende registreringsperiode.
Fornyelse
§ 27. Ansøgning om fornyelse sker ved indbetaling af det
fastsatte gebyr til Patentdirektoratet tidligst 3 måneder før og senest 6
måneder efter registreringsperiodens udløb.
Stk. 2. Findes ansøgningen i orden, indføres fornyelsen i
registret.
Stk. 3. Patentdirektoratet opkræver fornyelsesgebyrer hos
mærkeindehaveren eller dennes fuldmægtig, men er ikke ansvarlig for
rettighedstab som følge af manglende opkrævning.
Stk. 4. Er ansøgningen ikke i overensstemmelse med de givne
forskrifter, giver Patentdirektoratet meddelelse herom og fastsætter en frist
for ansøgeren til at udtale sig.
Stk. 5. Ved fristens udløb tager direktoratet stilling til
ansøgningen, medmindre ansøgeren får adgang til at udtale sig på ny.
KAPITEL 3
Registreringens ophør
§ 28. Er et varemærke registreret i strid med bestemmelserne i
denne lov, kan registreringen ophæves, jf. dog §§ 8 og 9. Er
registreringshindringen manglende særpræg og lignende, jf. § 13, skal der ved
bedømmelsen også tages hensyn til den brug, der er sket efter registreringen,
jf. § 13, stk. 3.
Stk. 2. En registrering kan ligeledes ophæves, hvis
1) varemærket ikke er brugt i overensstemmelse med § 25,
2) varemærket som følge af indehaverens virksomhed eller passivitet er
blevet til en almindelig betegnelse inden for branchen for den vare eller
tjenesteydelse, som varemærket er registreret for, eller
3) varemærket som følge af den brug, der af indehaveren eller med dennes
samtykke gøres af varemærket for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke
det er registreret, er egnet til at vildlede, især med hensyn til varernes
eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse.
Stk. 3. Krav om ophævelse af et varemærke efter stk. 2, nr. 1, kan
ikke gøres gældende, hvis reel brug af varemærket påbegyndes eller genoptages
i tiden mellem udløbet af 5-årsperioden og tidspunktet for indgivelse af
begæring om ophævelse. Påbegyndelse eller genoptagelse af brugen inden for de
sidste 3 måneder forud for indgivelse af begæring om ophævelse tages
imidlertid ikke i betragtning, såfremt forberedelserne til påbegyndelse eller
genoptagelse af brugen først indledes, når indehaveren har fået kendskab til,
at der eventuelt vil blive indgivet begæring om ophævelse.
Stk. 4. Hvis ophævelsesgrunden kun vedrører en del af de varer
eller tjenesteydelser, for hvilke mærket er registreret, skal registreringen
kun ophæves for disses vedkommende.
Ophævelse ved dom
§ 29. Ophævelse af en registrering i henhold til § 28 sker ved
dom. Sagen anlægges mod indehaveren, og den kan anlægges af enhver, der har
retlig interesse deri. Sag efter bestemmelserne i § 13 og § 14, nr. 1-3 kan
også anlægges af Patentdirektoratet.
Administrativ ophævelse
§ 30. Patentdirektoratet kan efter begæring fra enhver med retlig
interesse deri og mod betaling af det fastsatte gebyr ophæve en
varemærkeregistrering, hvis betingelsen for ophævelse i § 25, jf. § 28, stk.
2, nr. 1, er opfyldt.
Stk. 2. Patentdirektoratets afgørelse kan indbringes for
Patentankenævnet og domstolene i overensstemmelse med § 46. Mærkeindehaveren
kan dog til enhver tid anlægge sag herom mod den, der begærer registreringen
ophævet, hvadenten Patentdirektoratet har truffet afgørelse i sagen eller ej.
§ 31. Foreligger der begrundet tvivl om, at der findes en
mærkeindehaver, eller er dennes adresse ukendt, kan enhver med retlig
interesse deri begære varemærket slettet af registret.
Stk. 2. Inden udslettelse kan ske, skal Patentdirektoratet anmode
indehaveren om at give sig til kende inden en frist fastsat af
Patentdirektoratet. Meddelelse om frist gives ved anbefalet brev eller på
lignende betryggende måde. Hvis indehaverens adresse ikke kendes, meddeles
fristen ved offentlig bekendtgørelse. Har indehaveren herefter ikke givet sig
til kende, slettes varemærket af registret.
Annullation
§ 32. Hvis en registrering af et varemærke, en fornyelse af en
varemærkeregistrering eller en notering af ændring i registret er sket ved en
åbenbar fejlekspedition, kan Patentdirektoratet indtil 3 måneder fra
registreringsdatoen eller noteringsdatoen annullere registreringen,
fornyelsen eller noteringen.
Udslettelse
§ 33. Udslettelse af registret sker,
1) når registreringen ikke fornys,
2) når mærkeindehaveren begærer varemærket udslettet,
3) hvis registreringen erklæres ugyldig i medfør af § 23, eller
4) hvis der træffes beslutning eller afsiges dom om ophævelse i medfør af
§§ 29, 30, 31 eller 37, stk. 2.
§ 34. Af enhver dom, der vedrører en varemærkeregistrering eller
en varemærkeansøgning, skal vedkommende domstol sende Patentdirektoratet en
udskrift.
KAPITEL 4
Særlige bestemmelser om registrering af udenlandske varemærker
Hjemlandsregistrering
§ 35. En ansøger, der ikke driver virksomhed her i landet, og som
ikke er hjemmehørende i en stat, der har tiltrådt Pariserkonventionen til
beskyttelse af industriel ejendomsret, skal dokumentere, at et tilsvarende
mærke er registreret for den pågældende i hjemlandet for de varer eller
tjenesteydelser, som ansøgningen omfatter.
Stk. 2. Industriministeren kan under forudsætning af gensidighed
bestemme, at stk. 1 ikke finder anvendelse.
§ 36. Industriministeren kan under forudsætning af gensidighed
bestemme, at varemærker, som ellers ikke ville kunne registreres her i
landet, men som er registreret i en fremmed stat, kan registreres her,
således som de er registreret i den fremmede stat. En sådan registrering
gælder ikke i videre omfang end i den fremmede stat.
Fuldmægtig
§ 37. En varemærkeindehaver, som ikke har bopæl her i landet,
skal have en her bosat fuldmægtig, som på dennes vegne kan modtage søgsmål og
alle forekommende meddelelser vedrørende varemærket med bindende virkning for
indehaveren. Fuldmægtigens navn og adresse skal indføres i
varemærkeregistret.
Stk. 2. Findes behørig fuldmægtig ikke noteret, skal
varemærkeindehaveren berigtige forholdet inden en frist, fastsat af
Patentdirektoratet. Meddelelse om frist gives ved anbefalet brev eller på
lignende betryggende måde. Hvis varemærkeindehaverens adresse ikke kendes,
meddeles fristen ved offentliggørelse. Er en fuldmægtig ikke udpeget inden
fristens udløb, slettes varemærket af registret.
KAPITEL 5
Overdragelse og licens m.v.
§ 38. Retten til et varemærke kan overdrages i eller uden
forbindelse med den virksomhed, hvor det benyttes.
Stk. 2. Overdrager nogen sin virksomhed, går retten til
virksomhedens varemærker over til erhververen, medmindre andet er eller må
anses for at være aftalt.
§ 39. Overdragelse af retten til et registreret varemærke skal på
begæring noteres i varemærkeregistret.
Stk. 2. Indtil overdragelsen er meddelt Patentdirektoratet, anses
indehaveren af varemærket at være den, der senest er noteret i registret.
Licens
§ 40. Der kan gives licens til et varemærke for alle eller en del
af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, samt for
hele landet eller en del af dette. Licensen kan være en eksklusiv licens
eller en simpel licens.
Stk. 2. Licensen skal på indehaverens eller licenstagerens
begæring noteres i varemærkeregistret. Ligeledes noteres det i registret, når
det senere godtgøres, at licensen er ophørt.
Stk. 3. Indehaveren af et varemærke kan gøre de rettigheder, der
er knyttet til varemærket, gældende over for en licenstager, der overtræder
en af bestemmelserne i licensaftalen med hensyn til licensens
gyldighedsperiode, den udformning, hvori varemærket må anvendes i henhold til
registreringen, arten af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke licensen
er indrømmet, det område, inden for hvilket der må gøres brug af varemærket,
eller kvaliteten af de af licenstageren fremstillede varer eller præsterede
tjenesteydelser.
Pant og udlæg
§ 41. Er retten til et registreret varemærke blevet pantsat,
eller er der foretaget udlæg deri, skal Patentdirektoratet på indehaverens,
panthaverens eller rekvirentens begæring notere dette i varemærkeregistret.
KAPITEL 6
Bestemmelser vedrørende retsbeskyttelsen
§ 42. Forsætlig krænkelse af en varemærkeret, der er stiftet ved
registrering eller brug, straffes med bøde. Under særligt skærpende
omstændigheder, herunder navnlig hvis der ved overtrædelsen tilsigtes en
betydelig og åbenbart retsstridig vinding, kan straffen stige til hæfte eller
fængsel i indtil 1 år.
Stk. 2. Overtrædelser, som omfattes af stk. 1, 1.pkt., påtales af
den forurettede. Øvrige overtrædelser påtales af det offentlige, når den
forurettede begærer det. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i
retsplejelovens kapitel 73 om ransagning kan anvendes i samme omfang som i
statsadvokatsager.
Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab,
anpartselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som
sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et
kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der
pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant
bødeansvar.
§ 43. Den, som forsætligt eller uagtsomt krænker en andens
varemærkeret, er pligtig at udrede rimeligt vederlag for udnyttelsen af
varemærket samt erstatning for den yderligere skade, som krænkelsen måtte
have medført.
Stk. 2. Foreligger der hverken forsæt eller uagtsomhed, er
krænkeren pligtig at udrede vederlag og erstatning efter bestemmelserne i
stk. 1, i det omfang det skønnes rimeligt.
Stk. 3. Er varemærkeretten stiftet ved registrering, finder
reglerne i stk. 1 også anvendelse for tiden mellem ansøgningens indlevering
og mærkets registrering, dersom krænkeren vidste eller burde vide, at
ansøgningen var indleveret.
Stk. 4. Borgerlige sager, for hvis udfald anvendelsen af denne lov
er af væsentlig betydning, anlægges ved Sø- og Handelsretten i København,
medmindre parterne vedtager andet.
§ 44. I sager om krænkelse af en varemærkeret kan retten bestemme,
at der skal træffes foranstaltninger til forebyggelse af misbrug af
varemærket. I så henseende kan det bl.a. bestemmes, at de ulovligt anbragte
varemærker skal fjernes fra de varer, der er i den pågældendes besiddelse
eller i øvrigt står til vedkommendes rådighed, eller om fornødent at varerne
skal tilintetgøres eller udleveres til den forurettede mod eller uden
erstatning.
§ 45. Hvis der er givet licens til brug af et varemærke, anses
såvel licensgiver som licenstager som påtaleberettiget i sager om krænkelse
af varemærkeretten, hvis intet andet er aftalt.
Stk. 2. En licenstager, som vil anlægge sag, skal underrette
licensgiveren herom.
KAPITEL 7
Forskellige bestemmelser
§ 46. Patentdirektoratets afgørelser efter denne lov kan
indbringes for Patentankenævnet (Ankenævnet for Industriel Ejendomsret)
senest 2 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Inden samme
frist skal gebyr for klagebehandlingen betales. Sker dette ikke, skal klagen
afvises. Indbringelse for Patentankenævnet har opsættende virkning.
Stk. 2. Ankenævnets afgørelser kan ikke indbringes for højere
administrativ myndighed.
Stk. 3. Søgsmål til prøvelse af afgørelser truffet af
Patentdirektoratet, som kan påklages til ankenævnet, kan ikke indbringes for
domstolene, før ankenævnets afgørelse foreligger. Søgsmål til prøvelse af
ankenævnets afgørelser skal anlægges inden 2 måneder efter, at afgørelsen er
meddelt den pågældende. Søgsmålet har opsættende virkning.
§ 47. Patentdirektoratet kan efter anmodning påtage sig at løse
særlige opgaver, der vedrører varemærker og varemærkeret.
Stk. 2. Industriministeren fastsætter regler om betalingen herfor.
§ 48. Industriministeren fastsætter nærmere bestemmelser om
ansøgning, om påberåbelse af fortrinsrettigheder, jf. §§ 18 og 19, om
registrering og udslettelse af varemærker, om registrets indretning og
førelse, om offentliggørelse af registreringer m.v., samt om gebyrerne for
indlevering og behandling af ansøgninger, for ekspeditioner, udskrifter m.v.
Industriministeren kan fastsætte nærmere regler til bestemmelse af hvilke
dage, der betragtes som lukkedage for Patentdirektoratet.
§ 49. Henlægger industriministeren sine beføjelser efter loven til
Patentdirektoratet, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen,
herunder at klager ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.
KAPITEL 8
International varemærkeregistrering
§ 50. Ved en international varemærkeregistrering forstås en
registrering i henhold til den i Madrid den 14. april 1891 vedtagne
overenskomst vedrørende international registrering af varemærker med senere
revisioner (Madrid-Arrangementet) eller i henhold til den i Madrid den 27.
juni 1989 vedtagne protokol til Madrid-Arrangementet (Protokollen).
Virkningerne af en international registrering
§ 51. Fra registreringsdatoen eller fra datoen for en
efterfølgende designering har en international varemærkeregistrering, hvori
Danmark er designeret, samme retsvirkning, som hvis mærket var registreret i
Danmark.
Afslag
§ 52. Patentdirektoratet kan inden for den frist, der er fastsat
i Madrid-Arrangementet eller Protokollen, meddele det Internationale Bureau
helt eller delvist afslag på mærkets gyldighed i Danmark, hvis mærket ikke
opfylder registreringsbetingelserne efter denne lov, eller hvis der
fremsættes indsigelse.
Bortfald og videreførelse i dansk ret
§ 53. Hvis den internationale varemærkeregistrering mister sin
gyldighed, bortfalder dens gyldighed ligeledes i Danmark fra tidspunktet for
bortfald af den internationale registrering.
Stk. 2. Indehaveren af en international varemærkeregistrering
efter Protokollen kan i så fald indgive en dansk varemærkeansøgning med samme
virkning, som hvis ansøgningen var indleveret på indleveringsdatoen for den
internationale registrering eller datoen for en efterfølgende designering,
forudsat at
1) ansøgningen indgives senest 3 måneder efter udslettelsesdatoen,
2) den danske varemærkeansøgning ikke omfatter andre varer eller
tjenesteydelser end den internationale varemærkeregistrering og
3) ansøgningen i øvrigt opfylder kravene til en varemærkeansøgning, og
ansøgeren betaler de foreskrevne gebyrer.
Forbud mod dobbeltbeskyttelse
§ 54. I de tilfælde, hvor et i Danmark registreret varemærke
tillige på mærkeindehaverens foranledning er genstand for en international
varemærkeregistrering, skal den internationale varemærkeregistrering træde i
stedet for den danske registrering, hvis
1) Danmark er designeret enten oprindeligt eller senere,
2) de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den danske
registrering, også er omfattet af den internationale registrering, eller
3) Danmark er designeret senere end ansøgningsdatoen for den danske
registrering.
Stk. 2. Patentdirektoratet skal på forlangende notere i sit
register, at der foreligger en international varemærkeregistrering.
Ansøgning om international varemærkeregistrering på basis af ansøgning
eller registrering
i Danmark
§ 55. En international varemærkeansøgning kan indleveres af
ansøgere hjemmehørende i Danmark, der er indehavere af en dansk
varemærkeansøgning eller registrering.
§ 56. Internationale varemærkeansøgninger eller efterfølgende
designering på basis af en ansøgning eller registrering i Danmark indleveres
til Patentdirektoratet i overensstemmelse med de bestemmelser, der fastsættes
af industriministeren, jf. § 60. Med ansøgningen skal følge det fastsatte
gebyr.
§ 57. En international ansøgning kan kun omfatte de varer eller
tjenesteydelser, der er omfattet af den danske ansøgning eller registrering.
§ 58. Ved indlevering af en international varemærkeansøgning kan
der påberåbes prioritet i overensstemmelse med Pariserkonventionen.
Fornyelse m.v.
§ 59. Om fornyelse gælder de regler, der er fastsat i
Madrid-Arrangementet og Protokollen.
§ 60. Industriministeren fastsætter nærmere regler til
gennemførelse af bestemmelserne i dette kapitel. Der kan herunder fastsættes
særlige regler om offentliggørelse af de internationalt registrerede
varemærker, jf. § 51, og om fremsættelse af indsigelser herimod, jf. § 52.
Industriministeren kan endvidere fastsætte regler om gebyrer for behandling
af sager i forbindelse hermed.
KAPITEL 9
Ikræftrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 61. Loven træder i kraft den 1. januar 1992 og samtidig ophæves
varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 249 af 17. april 1989.
Stk. 2. De administrative regler, der er fastsat i medfør af
varemærkeloven, jf. stk. 1, forbliver i kraft, indtil de afløses af
forskrifter udstedt efter denne lov.
Stk. 3. For varemærker, der er registreret før den 31. december
1991, påbegyndes 5-årsperioden efter § 25 først den 1. januar 1992.
Stk. 4. Bestemmelserne i kapitel 8 sættes i kraft helt eller
delvist ved bekendtgørelse udstedt af industriministeren.
§ 62. Ansøgninger, der ved lovens ikrafttræden ikke er
bekendtgjort i overensstemmelse med de hidtidige bestemmelser, behandles
efter bestemmelserne i denne lov.
§ 63. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser,
som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning.
Lovforslaget tager sigte på at gennemføre 1. EF-direktiv om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (89/104/EØF).
Direktivet er optaget som bilag til lovforslaget. Selv om den gældende
varemærkelov, som trådte i kraft i 1960, i det store og hele har fungeret
tilfredsstillende, er det fundet rigtigt samtidig at gennemføre en
modernisering af varemærkeloven, især med det formål at forenkle
sagsbehandlingen. Endvidere vil lovforslaget give mulighed for, at Danmark
ratificerer Protokollen til Madrid-Arrangementet og det eksisterende
Madrid-Arrangement om international registrering af varemærker.
Om lovforslagets nærmere indhold henvises til pkt. 3 og til bemærkningerne
til forslagets enkelte bestemmelser.
2. Direktivet.
Formålet med direktivet er at tilnærme medlemsstaternes
varemærkelovgivning indbyrdes, således at de forskelligheder, som kan hindre
den frie bevægelighed for varer og den frie udveksling af tjenesteydelser
samt fordreje konkurrencevilkårene i fællesmarkedet, mindskes. Det er i den
forbindelse af afgørende betydning, at det sikres, at registrerede varemærker
for fremtiden nyder samme beskyttelse i alle medlemsstaterne.
Direktivet indeholder bl.a. bestemmelser om retsvirkninger ved undladelse
af at tage et registreret varemærke i brug, rettighedsfortabelse på grund af
passivitet, varemærkers form, registreringshindringer og ugyldighedsgrunde,
herunder manglende særpræg og kollision med ældre rettigheder samt om de
rettigheder, der er knyttet til varemærket.
Direktivet skal ses i sammenhæng med forslaget til Forordning om
EF-varemærker, som endnu ikke er vedtaget, men som forventes vedtaget inden
etableringen af det indre marked fra 1. januar 1993.
Efter direktivets artikel 16 skal medlemsstaterne senest den 28. december
1991 have foretaget de nødvendige lovændringer til gennemførelse af
direktivets bestemmelser i national ret, men den nævnte frist kan af Rådet
efter forslag fra Kommissionen forlænges indtil den 31. december 1992. En
sådan forlængelse vil have til formål at gøre det muligt at udsætte
direktivets gennemførelse til tidspunktet for EF-varemærkesystemets
etablering.
3. Lovforslagets indhold.
Lovforslaget indeholder flere nydannelser i forhold til den gældende
varemærkelov. Det drejer sig bl.a. om:
- Indførelse af såkaldt brugspligt.
- Udvidelse af begrebet »velkendte mærker«.
- Fastlæggelse af regler om konsumption.
- Indskrænkelse af beskyttelsen af mærker, der alene er brugt i udlandet.
- Ændring af indsigelsesperiodens placering.
- Indførelse af regler om administrativ ophævelse af registreringer.
- Styrkelse af retsværnet.
- Adgang til international registrering.
For i videst muligt omfang at undgå fortolkningstvivl er en række af
lovforslagets bestemmelser formuleret i nøje overensstemmelse med direktivets
ordlyd.
3.1. I overensstemmelse med direktivet foreslås indførelse af brugspligt i
den danske varemærkelov. Brugspligten betyder, at en varemærkeregistrering på
begæring fra retligt interesserede helt eller delvist kan udslettes, hvis der
ikke er gjort reel brug af varemærket her i landet inden for en
sammenhængende periode på 5 år i tiden efter registreringsprocedurens
afslutning.
Herved bringes dansk varemærkeret i overensstemmelse med varemærkeretten i
langt den overvejende del af andre industrialiserede lande. Ved indførelsen
af brugspligt vil den uhensigtmæssighed, at varemærker beskyttes for varer
eller tjenesteydelser, for hvilke de ikke bruges, blive fjernet.
Den retligt interesserede, der ønsker et ikke-ibrugtaget varemærke
udslettet, kan ifølge forslaget frit vælge mellem at anlægge sag ved
domstolene eller at fremsætte en begæring om udslettelse over for
Patentdirektoratet. Efter gældende ret kan Patentdirektoratet ikke selv
ophæve en registrering. Patentdirektoratets mulighed for administrativ
ophævelse vil gøre reglen om brugspligt mere effektiv. Administrativ
ophævelse vil gøre det lettere, hurtigere og billigere for ansøgere at få
udslettet et ældre mærke, som ikke har været brugt, og som står i vejen for,
at et mærke kan registreres. Ordningen vil være i overensstemmelse med
direktivet, som giver adgang til bestemmelser om administrativ ophævelse ved
manglende brug. Den administrative ophævelse vil endvidere aflaste
domstolene.
3.2. Betingelserne for, at et varemærke kan anses for at være så kendt, at
det får beskyttelse ud over de varer eller tjenesteydelser, mærket er
registreret for, foreslås lempet, således som direktivet giver adgang til.
Med indførelsen af brugspligt vil bestemmelsen om disse velkendte mærker få
øget betydning, da den blotte registrering ikke vil give beskyttelse for
varer eller tjenesteydelser, der ligger uden for dem, for hvilke mærket har
været anvendt.
3.3. I Danmark gælder såvel national som international konsumption,
d.v.s., at en mærkeindehaver, hvis varer lovligt er bragt i handelen med hans
varemærke af ham selv eller med hans samtykke, ikke kan gøre varemærkeret
gældende ved videresalg; men der er ikke nogen direkte bestemmelse herom i
varemærkeloven. Direktivet fastslår i overensstemmelse med praksis fra
EF-Domstolen, at der inden for EF skal gælde konsumption. Der foreslås derfor
en udtrykkelig bestemmelse herom. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne
til § 6.
3.4. Den gældende lov forbyder brug og registrering af et varemærke, som
en anden allerede har taget i brug i udlandet, hvis den danske bruger eller
ansøger kender eller burde kende det i udlandet brugte mærke. Direktivet
tillader opretholdelse af et sådant registreringsforbud. Den gældende lov
beskytter imidlertid udenlandske varemærker mere end Danmark er
internationalt forpligtet til, og da reglen tillige er vanskelig at
administrere på grund af bevisproblemer, særlig i registreringssituationen,
foreslås alene et registreringsforbud, der er begrænset til at omfatte
mærker, som er vitterlig kendte i den betydning, som er angivet i artikel 6 b
i Pariserkonventionen.
3.5. På baggrund af det procentvis beskedne antal indsigelser og som led i
en modernisering foreslås det, at der for færdigbehandlede godkendte
ansøgningers vedkommende sker registrering uden forudgående bekendtgørelse,
således at indsigelsesperioden kommer til at ligge efter registreringen.
Ændringen vil i øvrigt ikke berøre reglerne for indsigelse, men vil
hurtiggøre og billiggøre sagsbehandlingen, bl.a. derved, at varemærkerne for
fremtiden kun skal bekendtgøres een gang i Dansk Varemærktidende.
3.6. Efter gældende ret kan et varemærke kun udslettes administrativt
p.g.a. manglende indbetaling af fornyelsesafgift, eller hvis en udenlandsk
mærkeindehaver ikke har en fuldmægtig bosiddende her i landet.
Den administrative kompetence til udslettelse foreslås udvidet som
allerede nævnt under pkt. 3.1 til under visse betingelser også at gælde
mærker, som ikke bruges. Herudover foreslås administrativ udslettelse indført
i tilfælde, hvor en mærkeindehaver ikke længere eksisterer eller dennes
adresse er ukendt. Retligt interesserede kan i disse tilfælde fremsætte
begæring om udslettelse. Endvidere foreslås det, at muligheden for
annullation af en varemærkeregistrering i tilfælde af åbenbare
fejlekspeditioner bliver lovfæstet.
3.7. Siden vedtagelsen af den gældende varemærkelov er den professionelle
krænkelse af varemærkerettigheder øget betydeligt. For at søge at imødegå
denne udvikling foreslås de straffe- og erstatningsretlige sanktioner
skærpet, således at disse bringes på højde med flere af de øvrige
immaterialretslove.
3.8. For at muliggøre, at Danmark tiltræder Protokollen til
Madrid-Arrangementet vedrørende international registrering af varemærker, som
ventes sat i kraft i 1991 eller 1992, og tillige det eksisterende
Madrid-Arrangement, uden at lovændring skal foretages, er der indsat et
kapitel vedrørende international varemærkeregistrering. En international
registrering på basis af en udenlandsk registrering, hvori Danmark er
designeret, får samme retsvirkning, som hvis mærket er registreret i Danmark.
En international varemærkeansøgning vil kunne indleveres af ansøgere
hjemmehørende i Danmark, der er indehavere af en dansk varemærkeansøgning
eller -registrering. Dette kapitel kan ifølge forslaget sættes i kraft af
industriministeren.
4. Høring.
Et af Patentdirektoratet udarbejdet lovudkast har været behandlet i Det
rådgivende Udvalg for Industriel Ejendomsret, hvis formand er professor,
dr.jur. Mogens Koktvedgaard. I dette udvalg er følgende myndigheder og
organisationer repræsenteret: Industrirådet, Landbrugsraadet, Det danske
Handelskammer, De danske Patentagenters Forening, Dansk Patent- og
Varemærkekonsulentforening af 1953, Dansk Forening for Industriens
Patentingeniører, Dansk Forening for Industriel Retsbeskyttelse,
Industriministeriet og Patentdirektoratet.
Et lovudkast har været sendt til høring hos de ovennævnte samt hos
følgende myndigheder og organisationer:
Fiskeriministeriet, Indenrigsministeriet, Justitsministeriet,
Landbrugsministeriet, Udenrigsministeriet, Advokatrådet, Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, Beklædningsindustriens Sammenslutning, Cigar- og
Tobaksfabrikanternes Forening af 20. juni 1875, Danmarks Tekniske Højskole,
Dansk Ingeniørforening, Dansk Teknologisk Institut, Danske Reklamebureauers
Brancheforening, Håndværksrådet, Ingeniør-Sammenslutningen, Larsen &
Birkeholm A/S, MEDIF - Medicinimportørforeningen, MEFA Foreningen af danske
Medicinfabrikker, Patentankenævnet og VSOD Vin og Spiritus Organisationen.
Lovudkastet har herefter på ny været behandlet i Det rådgivende Udvalg for
Industriel Ejendomsret.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser.
Lovforslaget skønnes ikke umiddelbart at få økonomiske eller
ressourcemæssige konsekvenser. Ikraftsættelsen af kapitel 8 må påregnes at
indebære administrative og økonomiske konsekvenser, som ikke kan opgøres på
indeværende tidspunkt.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser:
Kapitel 1
Til § 1
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 1, stk. 1 og 3. Der er dog
ikke som i den gældende lov krav om, at indehaveren af et varemærke skal være
erhvervsdrivende. Enhver juridisk eller fysisk person kan således få et
varemærke registreret. Det ligger i varemærkets natur, at det benyttes
erhvervsmæssigt.
Til § 2
Stk. 1 svarer til den gældende lovs § 1, stk. 2, og er udformet i
overensstemmelse med direktivets artikel 2. Den gældende lov nævner ikke
»varens form«, der i praksis har været dækket af udtrykket
»varens udstyr«. Duft- og lydsymboler kan af praktiske grunde ikke
registreres, men de kan efter omstændighederne være beskyttet efter anden
lovgivning, navnlig markedsføringsloven. At et tegn kan gengives
»grafisk« indebærer i øvrigt blot, at det er egnet til aftryk på
papir. Tredimensionale figurer m.v. kan gengives grafisk.
Stk. 2 omhandler de samme forhold som den gældende lovs § 5, men er
udformet i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra e.
Bestemmelsens nøjagtige indhold forudsættes i det hele fastlagt i
overensstemmelse med den kommende fælleseuropæiske praksis.
Til § 3
Bestemmelsen angiver udtømmende, hvordan en varemærkeret stiftes.
Nr. 1 svarer til den gældende lovs § 1, stk. 1.
Nr. 2 er indsat for at klargøre, at varemærkeret også kan opnås ved brug,
hvilket kun fremgår indirekte af den gældende lovs § 3, stk. 3.
Stk. 2 omfatter alle de forhold, der kan være til hinder for
varemærkerettens stiftelse, ikke blot manglende særpræg. Disse forhold er
nærmere præciseret i forslagets § 13 og § 14.
Stk. 3 fastslår, at såfremt mærket ikke ved ibrugtagningen har fornødent
særpræg, stiftes retten først, når og hvis varemærket opnår adskillelsesevne
gennem anvendelsen.
Til § 4
Stk. 1 svarer til den gældende lovs § 4, stk. 1, 1. pkt., og er i
overensstemmelse med direktivets artikel 5, stk. 1b.
Tilføjelsen om, at der ved vurderingen af forvekslelighed skal tages
hensyn til risikoen for, at forbrugerne kan antage, at der er en forbindelse
mellem varemærkerne, er formelt en nydannelse, men også efter hidtidig
retspraksis har der kunnet lægges vægt på dette forhold.
Stk. 2 er i overensstemmelse med direktivets artikel 5, stk. 2.
Bestemmelsen er mindre restriktiv end den gældende lovs § 6, stk. 2, litra a,
og b, hvilket er i god overensstemmelse med den internationale udvikling, der
giver et bedre værn for de kendte mærker, end tilfældet har været efter
hidtidig dansk retspraksis.
Stk. 3 svarer til den gældende lovs § 4, stk. 1, 2. pkt., og er i
overensstemmelse med direktivets artikel 5, stk. 3.
Til § 5
De nævnte begrænsninger i indehaverens rettigheder er i overensstemmelse
med gældende ret. Nr. 1 svarer i sit indhold til gældende lovs § 3, stk. 1,
og nr. 3 svarer i sit indhold til gældende lovs § 4, stk. 2. Den gældende lov
indeholder ikke en tilsvarende opremsning af eksempler som i nr. 2, men
hidtidig praksis har været i overensstemmelse hermed. § 5 er i
overensstemmelse med direktivets artikel 6, stk. 1.
Til § 6
Ordlyden svarer til direktivets artikel 7. Bestemmelsen fastslår
principperne for konsumption, som i den gældende danske lov kun fremgår
indirekte af § 4, stk. 3.
Det følger af bestemmelsen, at der inden for EF gælder konsumption. For så
vidt angår konsumption i øvrigt må det bero på fremtidig retspraksis på
grundlag af EF-Domstolens fortolkning af den tilgrundliggende
direktivbestemmelse og praksis vedrørende et fremtidigt EF-varemærke.
Til § 7.
Bestemmelsens 1. pkt. svarer til den gældende lovs § 7. 2. pkt. svarer til
den gældende lovs § 22, stk. 1, 1. led. Forslaget tilsigter dog en ændring af
Patentdirektoratets hidtidige praksis, hvorefter ansøgninger, der er
indkommet samme dag, har fået prioritet efter ansøgningsnumrene. Nu skal
sådanne ansøgninger, som det er tilfældet i patent- og mønsterretten,
ligestilles. Indtræder der fremover som følge af ligestillingen et tilfældigt
sameje til et mærke, må parterne forhandle sig til rette eller acceptere, at
de begge har adkomst til mærket.
Til § 8.
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 8. Den er dog ændret for at
opfylde direktivets artikel 9, således at den gældende 5-årsperiode, der
regnes fra registreringsdagen, er ændret til »fem på hinanden følgende
år«. Den sidstnævnte 5-årsperiode behøver således ikke at begynde på
registreringsdagen, men kan lige såvel begynde på et senere tidspunkt. For at
det yngre registrerede varemærke skal kunne sameksistere med den ældre ret,
skal det yngre have være brugt kontinuerligt.
Endvidere adskiller forslaget sig fra den gældende lovs § 8 ved, at den
ældre rettighedsindehavers subjektive forhold får afgørende betydning, idet
denne skal være bekendt med og have tålt brugen af den yngre ret som
forudsætning for, at den yngre ret kan sameksistere med den ældre.
Til § 9.
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 9, nr. 1.
Det fremgår af bemærkningerne til Rådsprotokollen, at direktivets artikel
9 ikke er til hinder for, at der findes yderligere passivitetsregler i
medlemslandene, og det er på denne baggrund fundet formålstjenligt at
bibelholde den nuværende lovs § 9, nr. 1, som en fortsættelse af dansk rets
almindelige regler om passivitet.
Medens § 8 giver mærkeindehaveren en sikkerhed for, at han kan beholde sin
registrerering, hvis mærket har været brugt i 5 år - med forbehold af, at den
ældre indehaver har været bekendt med og tålt denne brug - giver § 9 under
visse betingelser indehaveren af et yngre mærke en yderligere mulighed for at
bevare varemærkeretten.
Bestemmelsen omfatter både registrerede og ikke-registrerede varemærker.
Den nuværende lovs § 9, nr. 2, er ikke medtaget i lovforslaget, idet
særlige bestemmelser om beskyttelse af lokale rettigheder ikke vil være
forenelige med den kommende internationalisering af varemærkeretten.
Til § 10.
Stk. 1 er udformet i overensstemmelse med direktivets artikel 9, stk. 3.
Indholdet af bestemmelsen antages at være gældende dansk ret.
Stk. 2 er en ændring af den gældende lovs § 10 ved alene at henvise til §
9. Hvis den, som i den gældende lov tillige henviste til § 8, ville dette
stride mod direktivets artikel 9, stk. 1. Bestemmelsen i denne artikel
fastslår bl.a. en brugsret for det yngre mærke og indeholder ingen hjemmel
til, at denne brugsret kan begrænses til brug på en særlig angivet måde som
f.eks. med en særlig skrift. De i §§ 8 og 9 omhandlede tvister må som hidtil
finde deres afgørelse ved domstolene.
Til § 11.
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 11. »Lignende
skrifter« omfatter alle fremtrædelsesformer og således også
elektroniske.
Kapitel 2
Til § 12
Stk. 1 og 2 svarer til den gældende lovs § 17, idet dog de tidligere
krævede oplysninger om erhverv er udeladt, jf. bemærkningerne til § 1.
Endvidere er angivelsen af, at en ansøgning kan indgives for vareklasser,
udeladt. Dette forhindrer imidlertid ikke, at der i en ansøgning alene
angives hele klasser. Patentdirektoratet er indstillet på indtil videre at
acceptere ansøgninger for hele klasser, hvilket vil komme til at fremgå af
bekendtgørelsen om registrering og ansøgning af varemærker. Når
»klasser« ikke er anført i bestemmelsen, skyldes dette hensynet til
en forventet international udvikling.
Stk. 3 svarer til den gældende lovs § 12.
Til § 13
Stk. 1 og 2 svarer indholdsmæssigt til den gældende lovs § 13 og er i
overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1 a, b, c og d. Der er ikke
tilsigtet nogen ændringer i den gældende retstilstand med den nye
formulering; således vil man f.eks. fortsat anse mærker, der udelukkende
består af ikke særligt udformede bogstaver eller tal, for at mangle det
fornødne særpræg.
Henvisningen i den gældende lov til mærker, der med uvæsentlige ændringer
eller tilføjelser angiver varens art m.v., er udgået, men der er ikke hermed
tilsigtet nogen praksisændring.
Stk. 3 giver hjemmel til registrering af mærker, der har opnået særpræg
ved brug, jf. § 3, stk. 1, nr. 2.
Også andre forhold end det, der er nævnt i § 13, stk. 3, kan give mulighed
for registrering af et mærke, der med hjemmel i forslagets § 13, stk. 1, er
fundet uegnet til registrering. Således kan f.eks. geografiske angivelser
registreres på grundlag af en registrering i det pågældende land.
Til § 14
Nr. 1 svarer delvis til den gældende lovs § 14, stk. 1, nr. 3, og hviler
på direktivets artikel 3, stk. 1, litra f.
Nr. 2 svarer til den gældende lovs § 14, stk. 1, nr. 2, og direktivets
artikel 3, stk. 1, litra g.
Den gældende lovs § 14, stk. 2, er udeladt. Forslagets § 14, nr. 2, giver
dog fortsat hjemmel til at nægte at registrere to identiske mærker for samme
varer, selv om der foreligger et samtykke fra indehaveren af det ældre mærke,
jf. forslagets § 15, stk. 1, nr. 1, og stk. 5, hvis det vil være vildledende
for forbrugerne.
Nr. 3 svarer til den gældende lovs § 14, stk. 1, nr. 1, og direktivets
artikel 3, stk. 1, litra h, og stk.2, litra c. Som noget nyt giver
bestemmelsen hjemmel til at nægte registrering af emblemer og våben, der har
offentlig interesse.
Nr. 4 svarer til den gældende lovs § 14, stk. 1, nr. 4, og direktivets
artikel 4, stk. 4, litra c. De i bestemmelsen nævnte mærker vil som hidtil
kunne registreres, hvis der foreligger hjemmel.
Ordet firma er erstattet af den bredere terminologi
»virksomhedsnavn«. Dette omfatter således også aktieselskabsnavne,
foreningsnavne o.l. Lokale navne skal behandles i overensstemmelse med
nugældende praksis.
Nr. 5 svarer til den gældende lovs § 14, stk. 1, nr. 5, og direktivets
artikel 4, stk. 4, litra c. Henvisningen til »patentret« i den
gældende lovs § 14, stk. 1, nr. 5, er udgået, da en sådan ret ikke kan tænkes
krænket ved et varemærke. I stedet er givet en almen formulering
(»industrielle rettigheder«), der navnlig omfatter
mønsterrettigheder og rettigheder til halvlederes topografi. De i
bestemmelsen nævnte mærker vil som hidtil kunne registreres, hvis der
foreligger hjemmel.
Til § 15
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 14, stk. 1, nr. 6, og er
udformet i overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 1, 2, 3 og 4,
litra a og b, og stk. 5.
Bestemmelsen foregriber i stk. 2, nr. 1, litra a og nr. 2 samt stk. 3
indførelsen af EF-varemærket og får derfor først et reelt indhold, når denne
ordning kommer til eksistens.
Stk. 4, nr. 1, svarer til den gældende lovs § 6, stk. 2, men er mindre
restriktiv, se bemærkningerne til § 4, stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 4, nr. 2, omhandler samtlige forretningskendetegn.
Beskyttelsesomfanget af de enkelte forretningskendetegn afhænger af de
materielretlige normer, d.v.s. for varemærkers vedkommende af § 4.
Det for dansk varemærkeret særegne forhold, at eneret kan stiftes alene
ved brug, fremgår nu direkte af forslagets § 3, jf. bemærkningerne til denne
paragraf.
Vedrørende spørgsmålet om registrering af identiske mærker for samme varer
med samtykke fra indehaveren af det ældre mærke henvises til bemærkningerne
til § 14, nr. 2.
Den gældende lovs § 14, stk. 1, nr. 7, er udgået, da man har fundet, at
den giver en for vidtgående beskyttelse af udenlandske mærker. Det særlige
spørgsmål omkring agentvaremærker må løses efter parternes aftale og i
overensstemmelse med almindelige konkurrenceretlige grundsætninger, jf.
herved Pariserkonventionens artikel 6 g. Direktoratet har mulighed for at
henvise parterne til at få spørgsmålet afgjort ved domstolene i medfør af
forslagets § 21.
Til § 16
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 15. Det kan ikke udelukkes, at
disclaimer-instituttet vil finde bredere anvendelse i fremtiden.
Til § 17
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 16.
Til § 18
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 30. I dag er langt de fleste
lande tilsluttet Pariserkonventionen. Det er derfor fundet praktisk at dele
den gældende lovs § 30, således at stk. 1 i lovforslagets § 18 angår de
tilsluttede lande og stk. 2 andre lande. Særlig bekendtgørelse vil derfor kun
være nødvendig for de sidstnævntes vedkommende, jf. forslagets § 48.
Til § 19
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 18, stk. 2. Prioritet fra
nationale udstillinger her i landet er udeladt, da bestemmelsen herom har
vist sig ikke at have betydning. I bestemmelsen er det blevet klargjort,
hvilke udstillinger der er tale om. Det drejer sig typisk om
verdensudstillinger.
Til § 20
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 19.
Til § 21
Bestemmelsen svarer til lignende bestemmelser i patentloven og
mønsterloven. Bestemmelsen giver direktoratet mulighed for at henvise den,
der påstår sig berettiget til et ansøgt eller registreret varemærke, til at
anlægge retssag herom. Det er direktoratets skøn at afgøre, hvad der ligger i
ordet »tvivlsomt«, idet helt ubegrundede påstande skal afvises af
direktoratet.
Til § 22
Med henblik på en effektivisering og billiggørelse af sagsbehandlingen,
ønsket om kortere ekspeditionstider samt på baggrund af det beskedne antal
indsigelser (ca. 3 % af de bekendtgjorte ansøgninger), foreslås det, at
færdigbehandlede, godkendte ansøgninger registreres uden forudgående
bekendtgørelse.
Forslaget forudsætter en uændret praksis med hensyn til undersøgelse af
mærkers registrerbarhed og hænger sammen med § 23, hvorefter
indsigelsesinstituttet bevares, men således at indsigelsesperioden ligger
efter registreringen. Denne tidsmæssige placering svarer til ordningen efter
den Europæiske Patentkonvention.
Til § 23
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 20, stk. 2. Anke til
Patentankenævnet har opsættende virkning. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til § 22.
Til § 24
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 24.
Til § 25
Bestemmelsen er en gennemførelse af brugspligtsbestemmelsen i direktivets
artikel 10. Formuleringen af § 25 følger i vidt omfang artikel 10.
Med denne nye bestemmelse indføres brugspligt i den danske
varemærkelovgivning. Indførelsen af brugspligt betyder, at en
varemærkeregistrering helt eller delvist kan udslettes, hvis der ikke er
gjort reel brug af varemærket her i landet.
Formuleringen »registreringsprocedurens afslutning« indebærer,
at 5-årsfristen skal beregnes fra den endelige registrering, d.v.s. fra 2
måneder efter offentliggørelsen af de registreringer, hvor der ikke nedlægges
indsigelse, jf. §§ 22 og 23, og i de tilfælde, hvor der i medfør af § 20
nedlægges indsigelse, fra den dag, på hvilken der træffes den endelige
afgørelse om indsigelsen.
Ved »reel brug« forstås, at der er gjort brug af mærket i
overensstemmelse med normal markedsføringsmæssig aktivitet indenfor området.
Hvor snæver vareafgrænsningen skal være kan ikke afgøres ved nogen
almindelig regel, men må afgøres i praksis, der da må afpasses efter
europæisk kutyme, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 28.
»Rimelig grund« til, at brug ikke har fundet sted, kan f.eks.
være forhold, som rammer branchen som helhed, såsom importforbud eller
krigshandlinger, eller individuelle forhold såsom manglende
myndighedsgodkendelse af et produkt eller utilsigtede produktionsstandsninger
som følge af fabriksbrand.
For varemærker registreret før ikrafttrædelsesdagen gælder
overgangsbestemmelsen i forslagets § 61, stk. 3, hvorefter 5-årsperioden
først begynder på lovens ikrafttrædelsesdato.
Den i stk. 3 omhandlede brug vil normalt være en licenstagers brug af
varemærket, jf. § 28.
Til § 26
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 22.
Til § 27
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 23.
Kapitel 3
Til § 28
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 25 med ændringer som
konsekvens af indførelsen af brugspligt i forslagets § 25.
Stk. 1, 2. pkt., er i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 3,
2. pkt.
Stk. 2, nr. 1, er i overensstemmelse med direktivets artikel 12, stk 1.
Stk. 2, nr. 2, og nr. 3 er i overensstemmelse med direktivets artikel 12,
stk. 2 og svarer til den gældende lovs § 25, stk. 2, men er ændret på
følgende punkter:
Ophævelse kan ikke ske som følge af, at mærkeindehaveren ikke er
erhvervsdrivende, jf. bemærkningerne til § 1.
Ophævelse, fordi mærket har mistet sin adskillelsesevne, kan kun ske, hvis
dette er en følge af indehaverens egen brug eller passivitet.
Stk. 3 er i overensstemmelse med direktivets artikel 12, stk. 1.
Stk. 4 er i overensstemmelse med direktivets artikel 13. Bestemmelsen må
forstås således, at registreringen kun opretholdes for de varer, for hvilke
mærket har været brugt, men varemærkeretten bevares materielt for ligeartede
varer, hvilket følger af forslagets § 4. Hvor konkret varearten skal angives,
må afklares i praksis, idet man i nogle tilfælde bør acceptere, at
registreringen opretholdes for et overbegreb, eksempelvis
»lægemidler«, selv om varemærket kun anvendes for et bestemt
lægemiddel.
Til § 29
Bestemmelsen indeholder de proceduremæssige regler for ophævelse af en
registrering og er en sammenskrivning af den gældende lovs § 25, stk. 1, og §
26. Der gælder ingen tidsfrister for anlæggelse af en sag, og en sådan kan
således anlægges nårsomhelst, cfr. § 47, stk. 3.
Til § 30
Efter gældende ret kan et registreret varemærke som hovedregel kun
udslettes ved dom, se gældende varemærkelovs § 25. Bestemmelsen giver hjemmel
til administrativ ophævelse af et registreret varemærke efter begæring, hvis
brug af varemærket ikke er sket i overensstemmelse med reglerne om
brugspligt. Direktivets artikel 11 giver mulighed for, at medlemslandene har
en bestemmelse med dette indhold. Direktoratets afgørelse herom kan
indbringes for Patentankenævnet, jf. forslagets § 46. Den interesserede er
ikke afskåret fra at gå direkte til domstolene uden først at fremsætte
begæring om ophævelse over for Patentdirektoratet, jf. forslagets § 29.
Ligeledes har indehaveren af det registrerede varemærke mulighed for efter
stk. 2 straks at anlægge sag mod den, der begærer registreringen ophævet. I
tilfælde af sagsanlæg skal Patentdirektoratet standse sin sagsbehandling.
Til § 31
Bestemmelsen er optaget for at give Patentdirektoratet mulighed for
administrativt at udslette en varemærkeregistrering, hvis mærkeindehaveren
ikke længere findes.
Udslettelsesproceduren i stk. 2 er den samme som i den gældende lovs § 31,
stk. 2 (nu forslagets § 37, stk. 2). »Offentlig bekendtgørelse«
skal forstås således, at bekendtgørelsen kan ske i Dansk Varemærketidende.
Til § 32
Det følger af de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, at en
myndighed i særlige tilfælde af egen drift kan korrigere eller tilbagekalde
tidligere udstedte forvaltningsakter. Bestemmelsen er derfor kun indsat for
at udelukke tvivl om lovligheden af annullation af åbenbare
fejlekspeditioner. Den forudsættes kun anvendt i ganske særlige og helt klare
situationer.
Til § 33
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 27, stk. 1.
Hvis der er noteret licens, foranstalter Patentdirektoratet, at
licenstager underrettes, forinden udslettelse efter nr. 2 sker.
Til § 34
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 27, stk. 2, dog med den
ændring, at der skal tilstilles Patentdirektoratet udskrift af enhver dom
vedrørende et registreret eller ansøgt varemærke, også selv om der ikke sker
ophævelse af eller ændringer i en ansøgning/registrering.
Kapitel 4
Til § 35
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 28. Stk. 1 er dog ændret,
således at det i loven fastsættes, at det kun er ansøgere fra lande, der ikke
har tiltrådt Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel ejendomsret,
der skal dokumentere registrering af et tilsvarende mærke i hjemlandet.
Stk. 2 svarer til den gældende lovs § 28, stk. 2.
Til § 36
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 29.
Til § 37
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 31.
Kapitel 5
Til § 38
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 32.
Til § 39
Stk. 1 er ændret i forhold til den gældende lovs § 33, således at den,
der har fået overdraget retten til et varemærke, ikke har pligt til at
anmelde dette, men at overdragelse skal noteres efter begæring. Det er anset
for overflødigt at påbyde anmeldelse af en overdragelse, når der ikke er
nogen sanktion forbundet med at undlade dette. Bestemmelsen har alene
ordensmæssig karakter og har ingen indflydelse på den materielle ret til et
varemærke.
Til § 40
Stk. 1 overfører uden ændringer direktivets artikel 8, stk. 1. Gældende
praksis er i overensstemmelse med bestemmelsen, men denne retstilstand
fremgår kun indirekte af den gældende lovs § 34.
Stk. 2 svarer til den gældende lovs § 34, stk. 1. Der er, som i den
gældende lov, ikke pligt til at anmelde licens. Bestemmelsen har således
alene ordensmæssig karakter, og manglende notering har ingen indflydelse på
licensaftalens gyldighed eller materielle indhold. Varemærkelovens § 34, stk.
2, om licenstagerens mulighed for at videreoverdrage sin ret, er ikke
bibeholdt, og spørgsmålet skal herefter afgøres efter obligationsrettens
almindelige regler.
Stk. 3 er en uændret overførsel af direktivets artikel 8, stk. 2.
Bestemmelsen fastslår, at en mærkeindehaver, foruden de rettigheder, der
følger af almindelige aftaleretlige principper, kan gøre varemærkeretten
gældende i forbindelse med håndhævelse af sine rettigheder over for en
licenstager. Dette er i visse henseender en nydannelse i forhold til hidtidig
dansk ret.
Til § 41
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 35.
Kapitel 6
Til § 42
Bestemmelsen afløser den gældende lovs § 37. Ved ændringen er der sket en
skærpelse af den strafferetlige sanktionsmulighed, idet bestemmelsen giver
hjemmel til frihedsstraf under særligt skærpende omstændigheder. Forslaget
skal ses som et led i bekæmpelsen af »piratvirksomhed«, jf. herved
retsplejelovens § 653 med dertil hørende bekendtgørelse.
Efter stk. 2 er overtrædelser af loven undergivet privat påtale.
Overtrædelse omfattet af § 42, stk. 1, 2. pkt., (grove varemærkekrænkelser)
er dog undergivet betinget offentlig påtale svarende til ophavsretslovens §
55 f, stk. 2. Det forhold, at sagerne behandles som politisager, indebærer,
at også beslaglæggelse kan komme på tale.
Stk. 3 indeholder en sædvanlig bestemmelse om juridiske personers
bødeansvar.
Til § 43
Stk. 1 er en ændring i forhold til gældende lovs § 38, stk. 1.
Bestemmelsen giver i stk. 1 og 2 hjemmel til at pålægge krænkeren at udrede
vederlag for udnyttelsen af varemærkeretten. Bestemmelsen kan dermed anvendes
uden nærmere påvisning af et tab. Udtrykket »rimeligt vederlag«
skal fortolkes i overensstemmelse med den tilsvarende regel i patentloven,
d.v.s. som et passende vederlag, svarende til en licensafgift. Bestemmelsen
er med ændringen bragt på linie med patentlovens § 58, stk. 1, 1. led, og
mønsterlovens § 36, stk. 1.
§ 43, stk. 4, fastsætter, at Sø- og Handelsretten er kompetent i alle
sager for hvis udfald varemærkeloven er af væsentlig betydning. Dette er en
ændring i forhold til den gældende lovs § 37, stk. 4, der alene fastsætter,
at Sø- og Handelsretten er værneting for udenlandske mærkeindehavere.
Baggrunden for denne ændring er særligt ønsket om, at varemærkeretlige og
markedsføringsretlige tvister behandles ved Sø- og Handelsretten, under
hensyn til disse to retsområders tætte tilknytning til hinanden. Sø- og
Handelsretten er allerede kompetent til som 1. instans at pådømme sager for
hvis udfald markedsføringsloven er af væsentlig betydning, jf. denne lovs §
13.
Til § 44
Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende lovs § 41.
Til § 45
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 42.
Kapitel 7
Til § 46
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 44. Det fastslås, at
indbringelse for Patentankenævnet altid har opsættende virkning. Efter
forslagets § 30, stk. 2, 2. pkt., har mærkeindehaveren adgang til at
indbringe en sag direkte for domstolene, hvis en registrering begæres
ophævet.
Til § 47
Bestemmelsen giver hjemmel for direktoratet til at påtage sig diverse
serviceopgaver på varemærkeområdet. Patentdirektoratet vil alene være
responderende organ i forbindelse med retssager, når begge parter i en
retssag er indforstået med en udtalelse fra direktoratet, eller rettens
tilladelse foreligger. Dette er i overensstemmelse med Patentdirektoratets
praksis. Bestemmelsen er parallel med patentlovens § 71.
Til § 48
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 46.
Til § 49
Bestemmelsen svarer til patentlovens § 74 a.
Kapitel 8
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.8.
Til § 50
Bestemmelsen indeholder en definition af en international
varemærkeregistrering.
Til § 51
Bestemmelsen fastslår retsvirkningen af en international
varemærkeregistrering.
Til § 52
Bestemmelsen fastslår, at Patentdirektoratet kan nægte et mærke hel eller
delvis gyldighed i Danmark, hvis det ikke opfylder registreringsbetingelserne
i varemærkeloven.
Til § 53
Stk. 1 fastslår, at konsekvensen af bortfald af en international
varemærkeregistrering er, at dens gyldighed bortfalder i Danmark.
Stk. 2 fastlægger under hvilke betingelser en international
varemærkeregistrering efter Madrid-Protokollen kan videreføres som en dansk
varemærkeansøgning.
Til § 54
Bestemmelsen fastlægger, hvornår en international varemærkeregistrering
træder i stedet for en eksisterende dansk varemærkeregistrering.
Til §§ 55-58
Bestemmelserne omhandler de nærmere betingelser for indleveringen af en
ansøgning om international varemærkeregistrering i Danmark.
Til § 59
Fornyelse af international registrering sker gennem Det Internationale
Bureau i Geneve.
Til § 60
Bestemmelsen indeholder bemyndigelse for industriministeren til at
fastsætte nærmere regler til gennemførelse af reglerne om international
varemærkeregistrering i det omfang, Danmark ratificerer Madrid-Arrangementet
og/eller Protokollen.
Kapitel 9
Til § 61
Bestemmelsen er en sædvanlig ikrafttrædelses- og ophævelsesbestemmelse.
Stk. 3 indeholder en overgangsbestemmelse for brugspligt. Stk. 4 giver
mulighed for, at industriministeren kan ratificere de omhandlede
internationale konventioner, og herunder tage de i den forbindelse fornødne
forbehold, navnlig om de ældre mærker.
Til § 62
Bestemmelsen fastslår, at ansøgninger, der ikke er bekendtgjort ved
lovens ikrafttræden, behandles efter den nye lov.
Til § 63
Bestemmelsen er affattet i overensstemmelse med almindelig praksis m.h.t.
Grønland og Færøerne.
Bilag
Rådets første direktiv af 21. december 1988
om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker
(89/104EØF)
Efter 2. behandling den 7. maj 1991
Kapitel 1
Almindelige bestemmelser
§ 1. Personer og virksomheder kan efter bestemmelserne i denne
lov erhverve eneret til varemærker (varemærkeret). Ved varemærker forstås
særlige kendetegn for varer eller tjenesteydelser, som benyttes eller agtes
benyttet i en erhvervsvirksomhed.
Varemærkers form
§ 2. Et varemærke kan bestå af alle arter tegn, der er egnet til
at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre
virksomheders, og som kan gengives grafisk, navnlig
1) ord og ordforbindelser, herunder slogans, personnavne, firmanavne eller
navne på faste ejendomme,
2) bogstaver og tal,
3) figurer og afbildninger eller
4) varens form, udstyr eller emballage.
Stk. 2. Der kan ikke erhverves varemærkeret til tegn, som
udelukkende består af enten en udformning, som følger af varens egen
karakter, en udformning af varen, som er nødvendig for at opnå et teknisk
resultat, eller en udformning, hvorved varen får en væsentlig værdi.
Stiftelse af varemærkeret
§ 3. Varemærkeret kan stiftes enten
1) ved registrering af et varemærke i overensstemmelse med reglerne i
denne lov for de varer eller tjenesteydelser, som registreringen omfatter,
eller
2) ved ibrugtagning af et varemærke her i landet for de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke varemærket er taget i brug, og for hvilke det
vedvarende anvendes.
Stk. 2. Der kan ikke ved brug stiftes rettigheder til et
varemærke, der efter sin beskaffenhed er udelukket fra registrering.
Stk. 3. Har mærket ikke fornødent særpræg ved ibrugtagningen,
stiftes retten først, når og for så vidt der skabes særpræg gennem mærkets
anvendelse.
Varemærkerettens indhold
§ 4. Indehaveren af en varemærkeret kan forbyde andre, der ikke
har dennes samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af tegn, der er identiske
med, eller som ligner varemærket
1) hvis brugen vedrører varer eller tjenesteydelser af samme eller
lignende art som dem, der er omfattet af varemærkeretten, og
2) der herved er risiko for forveksling, herunder at det antages, at der
er en forbindelse mellem varemærkerne.
Stk. 2. Uanset begrænsningen i stk. 1 til varer eller
tjenesteydelser af samme eller lignende art kan varemærkeindehaveren dog
forbyde brugen også for varer eller tjenesteydelser af anden art, hvis
varemærket er velkendt her i landet og brugen ville medføre en utilbørlig
udnyttelse af varemærkets særpræg eller renomme eller skade særpræget eller
renommeet.
Stk. 3. Som erhvervsmæssig brug skal navnlig anses
1) at anbringe tegnet på varerne eller på deres emballage,
2) at udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller oplagre dem med
dette formål eller at tilbyde eller præstere tjenesteydelser under det
pågældende tegn,
3) at importere eller eksportere varerne under det pågældende tegn eller
4) at anvende tegnet på forretningspapirer og i reklameøjemed.
Begrænsninger i indehaverens rettigheder
§ 5. Indehaveren af en varemærkeret kan ikke forbyde, at andre i
overensstemmelse med god markedsføringsskik gør erhvervsmæssig brug af
1) eget navn og egen adresse,
2) angivelser vedrørende varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed,
mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens
fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber
ved varen eller tjenesteydelsen eller
3) varemærket, når dette er nødvendigt for at angive anvendelsen af en
vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller reservedele.
Konsumption
§ 6. Indehaveren af en varemærkeret kan ikke forbyde brugen af
mærket for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er
markedsført inden for De Europæiske Fællesskaber under dette mærke.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis indehaveren har
rimelig grund til at modsætte sig fortsat markedsføring af varerne, især i
tilfælde, hvor disses tilstand er ændret eller forringet, efter at de er
markedsført.
Kolliderende rettigheder
§ 7. Kræver to eller flere hver for sig varemærkeret til samme
eller lignende kendetegn, har den først opståede ret fortrin, medmindre andet
følger af de nedenfor anførte bestemmelser. En registreret ret anses for
opstået på den dag, hvor ansøgningen indleveres, jf. § 12, eller på den dag,
fra hvilken der begæres prioritet efter reglerne i §§ 18 eller 19.
§ 8. En yngre ret til et registreret varemærke kan bestå ved siden
af en ældre ret til et dermed forveksleligt varemærke, hvis ansøgningen er
indgivet i god tro og indehaveren af den ældre ret har været bekendt med og
tålt brugen her i landet af den yngre ret i 5 på hinanden følgende år.
§ 9. En yngre ret til et varemærke kan også bestå ved siden af en
ældre ret til et dermed forveksleligt varemærke, hvis indehaveren af den
ældre ret ikke inden rimelig tid har taget de nødvendige skridt til at hindre
brugen af det yngre varemærke.
§ 10. I de i §§ 8 og 9 omhandlede tilfælde kan indehaveren af et
yngre varemærke ikke forbyde brugen af et ældre varemærke, selv om
indehaveren af det ældre varemærke ikke længere kan gøre sin ret gældende mod
det yngre varemærke.
Stk. 2. I de i § 9 omhandlede tilfælde kan det, hvis det findes
rimeligt, bestemmes, at et af varemærkerne eller begge kun må anvendes på en
særlig måde, for eksempel i en vis udformning eller med tilføjelse af en
stedsangivelse.
Gengivelse af et varemærke i ordbøger m.v.
§ 11. Ved udgivelse af leksika, håndbøger, lærebøger eller
lignende skrifter af fagligt indhold skal forfatteren, udgiveren og
forlæggeren på begæring af indehaveren af et registreret varemærke sørge for,
at dette ikke gengives uden angivelse af, at det er et registreret varemærke.
Stk. 2. Den, der ikke opfylder sine forpligtelser efter stk. 1,
skal bekoste en berigtigende bekendtgørelse på den måde, det findes rimeligt.
Kapitel 2
Registrering af varemærker
§ 12. Ansøgning om registrering af et varemærke indgives
skriftligt til Patentdirektoratet. Ansøgningen skal indeholde en gengivelse
af varemærket og oplysning om ansøgerens navn eller firma. I ansøgningen skal
endvidere angives de varer eller tjenesteydelser, for hvilke mærket ønskes
registreret.
Stk. 2. Ansøgningen skal være affattet i overensstemmelse med de
bestemmelser, der er fastsat i medfør af § 48. Med ansøgningen skal følge det
fastsatte gebyr.
Stk. 3. Patentdirektoratet fører et varemærkeregister.
Direktoratet offentliggør registreringer m.v.
Registreringshindringer
§ 13. Et varemærke skal for at kunne registreres være af den i §
2 angivne beskaffenhed, herunder have fornødent særpræg.
Stk. 2. Følgende varemærker er udelukket fra registrering:
1) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i
omsætningen kan tjene til at betegne varens eller tjenesteydelsens art,
beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse, tidspunktet
for varens fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre
egenskaber ved disse.
2) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, som i
daglig sprogbrug eller efter almindelig markedsføringsskik udgør en sædvanlig
betegnelse for varen eller tjenesteydelsen.
Stk. 3. Et varemærke kan uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2
registreres, hvis det inden ansøgningens indlevering som følge af den brug,
der er gjort deraf, har fået fornødent særpræg.
§ 14. Udelukket fra registrering er endvidere:
1) Varemærker, som strider mod lov, den offentlige orden eller sædelighed.
2) Varemærker, som er egnet til at vildlede, f.eks. med hensyn til varens
eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse.
3) Varemærker, der ikke er godkendt af de kompetente myndigheder, og som
skal afslås i medfør af artikel 6 c i Pariserkonventionen til beskyttelse af
industriel ejendomsret, samt mærker, der omfatter tegn, emblemer og våben,
som har offentlig interesse, medmindre deres registrering er blevet tilladt
af vedkommende myndighed.
4) Varemærker, der uhjemlet består af eller indeholder en bestanddel, der
kan opfattes som et person- eller virksomhedsnavn, hvortil en anden har
lovlig adkomst, eller som et portræt, og der ikke derved sigtes til for
længst afdøde personer, eller som uhjemlet indeholder særegent navn på eller
afbildning af en andens faste ejendom.
5) Varemærker, der uhjemlet består af eller indeholder en bestanddel, der
kan opfattes som særegen titel på en andens beskyttede litterære eller
kunstneriske værk, eller som krænker en andens ophavsret til sådant værk
eller ret til fotografisk billede eller en andens industrielle rettigheder.
§ 15. Et varemærke er udelukket fra registrering, hvis
1) det er identisk med et ældre varemærke og de varer eller
tjenesteydelser, for hvilke mærket søges registreret, er af samme art som de
varer eller tjenesteydelser, for hvilke det ældre mærke er beskyttet, eller
2) der er risiko for forveksling, herunder at det antages, at der er en
forbindelse med det ældre varemærke, fordi det yngre mærke er identisk med
eller ligner det ældre varemærke og varerne eller tjenesteydelserne er af
samme eller lignende art.
Stk. 2. Ved ældre varemærker efter stk. 1 forstås
1) mærker af følgende kategorier, hvis ansøgningsdato ligger før
varemærkets ansøgningsdato, eventuelt under hensyntagen til den fortrinsret,
der gøres gældende til støtte for disse mærker:
a) EF-varemærker,
b) varemærker, der er registreret her i landet, eller
c) varemærker, som er genstand for en international registrering med
virkning her i landet,
2) EF-varemærker, for hvilke der i overensstemmelse med forordningen om
EF-varemærker påberåbes anciennitet i forhold til et af de i nr. 1, litra b
og c, omhandlede mærker, også selv om der er givet afkald på det eller det er
bortfaldet,
3) ansøgninger af de under nr. 1 og 2 omhandlede mærker med forbehold af
deres registrering eller
4) varemærker, som på tidspunktet for ansøgningen, eventuelt tidspunktet
for den fortrinsret, der gøres gældende til støtte for ansøgningen, er
»vitterlig kendt« her i landet i den i artikel 6 b i
Pariserkonventionen angivne betydning.
Stk. 3. Et varemærke er også udelukket fra registrering, hvis det
er identisk med eller ligner et ældre EF-varemærke, jf. stk. 2, og det søges
registreret for varer eller tjenesteydelser af anden art end dem, for hvilke
det ældre EF-varemærke er registreret, når det ældre EF-varemærke er velkendt
i De Europæiske Fællesskaber og brugen af det yngre varemærke ville medføre
en utilbørlig udnyttelse af det ældre EF-varemærkes særpræg eller renomme
eller sådan brug ville skade dette særpræg eller renomme.
Stk. 4. Et varemærke er ligeledes udelukket fra registrering, hvis
1) varemærket er identisk med eller ligner et ældre dansk varemærke efter
stk. 2 og det søges registreret for varer eller tjenesteydelser af anden art
end dem, for hvilke det ældre varemærke er registreret, når det ældre
varemærke er velkendt her i landet og brugen af det yngre varemærke ville
medføre en utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller
renomme eller sådan brug ville skade dette særpræg eller renomme eller
2) der ved brug her i landet er erhvervet ret til et identisk eller
forveksleligt varemærke eller til et andet i erhvervsvirksomhed anvendt
identisk eller forveksleligt tegn før tidspunktet for ansøgningen af det
yngre varemærke eller eventuelt tidspunktet for den fortrinsret, der gøres
gældende til støtte for ansøgningen af det yngre varemærke.
Stk. 5. Et varemærke er ikke udelukket fra registrering efter
reglerne i stk. 1-4, når indehaveren af det ældre varemærke eller andre ældre
rettigheder giver sit samtykke til registreringen af det yngre mærke.
Disclaimere
§ 16. En varemærkeret, der er opnået ved registrering, omfatter
ikke sådanne dele af varemærket, som ikke særskilt kan registreres.
Stk. 2. Indeholder et varemærke sådanne bestanddele, og er der
særlig anledning til at antage, at varemærkets registrering kan medføre tvivl
med hensyn til varemærkerettens omfang, kan disse ved registreringen
udtrykkeligt undtages fra beskyttelsen.
Stk. 3. Viser det sig senere, at dele af varemærket, som er blevet
undtaget fra beskyttelsen, er blevet registrerbare, kan en ny registrering
foretages af disse dele eller af selve varemærket uden den i stk. 2 angivne
begrænsning.
Vareklasser
§ 17. Varemærker registreres i een eller flere vare- eller
tjenesteydelsesklasser. Industriministeren fastsætter bestemmelser om
inddelingen i klasser.
Konventionsprioritet
§ 18. Hvis en ansøgning om registrering af et varemærke
indleveres her i landet senest 6 måneder efter, at den første ansøgning om
registrering af varemærket er indleveret i et land, som er tilsluttet
Pariserkonventionen til beskyttelse af industriel ejendomsret, vil
ansøgningen på begæring få prioritet fra den første indleveringsdato.
Stk. 2. Stk. 1 finder under forudsætning af gensidighed
tilsvarende anvendelse for varemærker, der første gang er ansøgt i et land,
der ikke er tilsluttet Pariserkonventionen.
Udstillingsprioritet
§ 19. Hvis en ansøgning om registrering af et varemærke
indleveres her i landet senest 6 måneder efter, at mærket for første gang er
anvendt for varer udstillet på en officiel eller officielt anerkendt
international udstilling, vil ansøgningen på begæring få prioritet fra denne
dato. Ved de nævnte udstillinger forstås sådanne, som er defineret i
konventionen angående internationale udstillinger af 22. november 1928 med
senere revisioner.
Behandling af ansøgninger
§ 20. Er ansøgningen ikke i overensstemmelse med loven eller
bestemmelser fastsat i medfør af loven, eller finder Patentdirektoratet, at
der i øvrigt er noget til hinder for at godkende ansøgningen, giver
direktoratet ansøgeren meddelelse herom og fastsætter en frist for ansøgeren
til at udtale sig.
Stk. 2. Ved fristens udløb tager direktoratet stilling til
ansøgningen, medmindre ansøgeren får adgang til at udtale sig på ny.
Påstand om ret til et varemærke
§ 21. Påstår nogen at have ret til et ansøgt eller registreret
varemærke, kan Patentdirektoratet, hvis man finder spørgsmålet tvivlsomt,
opfordre den pågældende til inden en nærmere angiven frist at anlægge retssag
herom. Efterkommes opfordringen ikke, kan påstanden lades ude af betragtning.
Underretning herom skal gives i opfordringen.
Stk. 2. Er der anlagt sag om retten til et varemærke, kan
Patentdirektoratets behandling af sagen stilles i bero, indtil retssagen er
endeligt afgjort.
Registrering
§ 22. Når ansøgningen er godkendt, registreres varemærket, og
registreringen offentliggøres.
Indsigelse
§ 23. Når registreringen er offentliggjort, er der adgang til at
fremsætte indsigelse mod registreringens gyldighed. Indsigelsen, der skal
være begrundet, skal fremsættes skriftligt til Patentdirektoratet inden 2
måneder fra offentliggørelsesdatoen. Indehaveren af den registrerede ret skal
underrettes om indsigelsen og have adgang til at udtale sig.
Stk. 2. Tages indsigelsen ikke til følge, skal dette meddeles
indsigeren og rettighedsindehaveren.
Stk. 3. Tages indsigelsen til følge, erklæres registreringen helt
eller delvis ugyldig. Afgørelse herom offentliggøres, når den er blevet
endelig.
Mærkeændring
§ 24. Efter anmodning fra indehaveren kan der foretages
uvæsentlige ændringer af et registreret varemærke, hvis helhedsindtrykket af
varemærket ikke påvirkes af ændringen.
Stk. 2. Ændringer af registrerede varemærker indføres i registret
og offentliggøres.
Brugspligt
§ 25. Har indehaveren af et registreret varemærke ikke inden 5 år
fra registreringsprocedurens afslutning gjort reel brug af varemærket her i
landet for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret,
eller har brugen været ophørt uden afbrydelser i 5 år, kan registreringen
ophæves, jf. § 28, medmindre der foreligger rimelig grund til, at brug ikke
har fundet sted.
Stk. 2. Følgende betragtes ligeledes som brug i henhold til stk.
1:
1) Brug af varemærket i en form, der ikke væsentligt afviger fra den form,
hvori det er registreret.
2) Anbringelse af varemærket her i landet på varer eller deres emballage
udelukkende med eksport for øje.
Stk. 3. Brug af et varemærke, der finder sted med indehaverens
samtykke, ligestilles med indehaverens brug af varemærket.
Registreringens varighed
§ 26. Den varemærkeret, der opnås ved registreringen, gælder fra
den dag, ansøgningen i henhold til § 12, jf. §§ 18 og 19, er indgivet, og
varer i 10 år fra registreringsdagen.
Stk. 2. Registreringen kan fornys for 10 år ad gangen fra udløbet
af den pågældende registreringsperiode.
Fornyelse
§ 27. Ansøgning om fornyelse sker ved indbetaling af det
fastsatte gebyr til Patentdirektoratet tidligst 3 måneder før og senest 6
måneder efter registreringsperiodens udløb.
Stk. 2. Findes ansøgningen i orden, indføres fornyelsen i
registret.
Stk. 3. Patentdirektoratet opkræver fornyelsesgebyrer hos
mærkeindehaveren eller dennes fuldmægtig, men er ikke ansvarlig for
rettighedstab som følge af manglende opkrævning.
Stk. 4. Er ansøgningen ikke i overensstemmelse med de givne
forskrifter, giver Patentdirektoratet meddelelse herom og fastsætter en frist
for ansøgeren til at udtale sig.
Stk. 5. Ved fristens udløb tager direktoratet stilling til
ansøgningen, medmindre ansøgeren får adgang til at udtale sig på ny.
Kapitel 3
Registreringens ophør
§ 28. Er et varemærke registreret i strid med bestemmelserne i
denne lov, kan registreringen ophæves, jf. dog §§ 8 og 9. Er
registreringshindringen manglende særpræg og lignende, jf. § 13, skal der ved
bedømmelsen også tages hensyn til den brug, der er sket efter registreringen,
jf. § 13, stk. 3.
Stk. 2. En registrering kan ligeledes ophæves, hvis
1) varemærket ikke er brugt i overensstemmelse med § 25,
2) varemærket som følge af indehaverens virksomhed eller passivitet er
blevet til en almindelig betegnelse inden for branchen for den vare eller
tjenesteydelse, som varemærket er registreret for, eller
3) varemærket som følge af den brug, der af indehaveren eller med dennes
samtykke gøres af varemærket for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke
det er registreret, er egnet til at vildlede, især med hensyn til varernes
eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse.
Stk. 3. Krav om ophævelse af et varemærke efter stk. 2, nr. 1, kan
ikke gøres gældende, hvis reel brug af varemærket påbegyndes eller genoptages
i tiden mellem udløbet af 5-års-perioden og tidspunktet for indgivelse af
begæring om ophævelse. Påbegyndelse eller genoptagelse af brugen inden for de
sidste 3 måneder forud for indgivelse af begæring om ophævelse tages
imidlertid ikke i betragtning, såfremt forberedelserne til påbegyndelse eller
genoptagelse af brugen først indledes, når indehaveren har fået kendskab til,
at der eventuelt vil blive indgivet begæring om ophævelse.
Stk. 4. Hvis ophævelsesgrunden kun vedrører en del af de varer
eller tjenesteydelser, for hvilke mærket er registreret, skal registreringen
kun ophæves for disses vedkommende.
Ophævelse ved dom
§ 29. Ophævelse af en registrering i henhold til § 28 sker ved
dom. Sagen anlægges mod indehaveren, og den kan anlægges af enhver, der har
retlig interesse deri. Sag efter bestemmelserne i § 13 og § 14, nr. 1-3, kan
også anlægges af Patentdirektoratet.
Administrativ ophævelse
§ 30. Patentdirektoratet kan efter begæring fra enhver med retlig
interesse deri og mod betaling af det fastsatte gebyr ophæve en
varemærkeregistrering, hvis betingelsen for ophævelse i § 25, jf. § 28, stk.
2, nr. 1, er opfyldt.
Stk. 2. Patentdirektoratets afgørelse kan indbringes for
Patentankenævnet og domstolene i overensstemmelse med § 46. Mærkeindehaveren
kan dog til enhver tid anlægge sag herom mod den, der begærer registreringen
ophævet, hvad enten Patentdirektoratet har truffet afgørelse i sagen eller
ej.
§ 31. Foreligger der begrundet tvivl om, at der findes en
mærkeindehaver, eller er dennes adresse ukendt, kan enhver med retlig
interesse deri begære varemærket slettet af registret.
Stk. 2. Inden udslettelse kan ske, skal Patentdirektoratet anmode
indehaveren om at give sig til kende inden en frist fastsat af
Patentdirektoratet. Meddelelse om frist gives ved anbefalet brev eller på
lignende betryggende måde. Hvis indehaverens adresse ikke kendes, meddeles
fristen ved offentlig bekendtgørelse. Har indehaveren herefter ikke givet sig
til kende, slettes varemærket af registret.
Annullation
§ 32. Hvis en registrering af et varemærke, en fornyelse af en
varemærkeregistrering eller en notering af ændring i registret er sket ved en
åbenbar fejlekspedition, kan Patentdirektoratet indtil 3 måneder fra
registreringsdatoen eller noteringsdatoen annullere registreringen,
fornyelsen eller noteringen.
Udslettelse
§ 33. Udslettelse af registret sker,
1) når registreringen ikke fornys,
2) når mærkeindehaveren begærer varemærket udslettet,
3) hvis registreringen erklæres ugyldig i medfør af § 23, eller
4) hvis der træffes beslutning eller afsiges dom om ophævelse i medfør af
§§ 29, 30, 31 eller 37, stk. 2.
§ 34. Af enhver dom, der vedrører en varemærkeregistrering eller
en varemærkeansøgning, skal vedkommende domstol sende Patentdirektoratet en
udskrift.
Kapitel 4
Særlige bestemmelser om registrering af udenlandske varemærker
Hjemlandsregistrering
§ 35. En ansøger, der ikke driver virksomhed her i landet, og som
ikke er hjemmehørende i en stat, der har tiltrådt Pariserkonventionen til
beskyttelse af industriel ejendomsret, skal dokumentere, at et tilsvarende
mærke er registreret for den pågældende i hjemlandet for de varer eller
tjenesteydelser, som ansøgningen omfatter.
Stk. 2. Industriministeren kan under forudsætning af gensidighed
bestemme, at stk. 1 ikke finder anvendelse.
§ 36. Industriministeren kan under forudsætning af gensidighed
bestemme, at varemærker, som ellers ikke ville kunne registreres her i
landet, men som er registreret i en fremmed stat, kan registreres her,
således som de er registreret i den fremmede stat. En sådan registrering
gælder ikke i videre omfang end i den fremmede stat.
Fuldmægtig
§ 37. En varemærkeindehaver, som ikke har bopæl her i landet,
skal have en her bosat fuldmægtig, som på dennes vegne kan modtage søgsmål og
alle forekommende meddelelser vedrørende varemærket med bindende virkning for
indehaveren. Fuldmægtigens navn og adresse skal indføres i
varemærkeregistret.
Stk. 2. Findes behørig fuldmægtig ikke noteret, skal
varemærkeindehaveren berigtige forholdet inden en frist fastsat af
Patentdirektoratet. Meddelelse om frist gives ved anbefalet brev eller på
lignende betryggende måde. Hvis varemærkeindehaverens adresse ikke kendes,
meddeles fristen ved offentliggørelse. Er en fuldmægtig ikke udpeget inden
fristens udløb, slettes varemærket af registret.
Kapitel 5
Overdragelse og licens m.v.
§ 38. Retten til et varemærke kan overdrages i eller uden
forbindelse med den virksomhed, hvor det benyttes.
Stk. 2. Overdrager nogen sin virksomhed, går retten til
virksomhedens varemærker over til erhververen, medmindre andet er eller må
anses for at være aftalt.
§ 39. Overdragelse af retten til et registreret varemærke skal på
begæring noteres i varemærkeregistret.
Stk. 2. Indtil overdragelsen er meddelt Patentdirektoratet, anses
indehaveren af varemærket for at være den, der senest er noteret i registret.
Licens
§ 40. Der kan gives licens til et varemærke for alle eller en del
af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, samt for
hele landet eller en del af dette. Licensen kan være en eksklusiv licens
eller en simpel licens.
Stk. 2. Licensen skal på indehaverens eller licenstagerens
begæring noteres i varemærkeregistret. Ligeledes noteres det i registret, når
det senere godtgøres, at licensen er ophørt.
Stk. 3. Indehaveren af et varemærke kan gøre de rettigheder, der
er knyttet til varemærket, gældende over for en licenstager, der overtræder
en af bestemmelserne i licensaftalen med hensyn til licensens
gyldighedsperiode, den udformning, hvori varemærket må anvendes i henhold til
registreringen, arten af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke licensen
er indrømmet, det område, inden for hvilket der må gøres brug af varemærket,
eller kvaliteten af de af licenstageren fremstillede varer eller præsterede
tjenesteydelser.
Pant og udlæg
§ 41. Er retten til et registreret varemærke blevet pantsat,
eller er der foretaget udlæg deri, skal Patentdirektoratet på indehaverens,
panthaverens eller rekvirentens begæring notere dette i varemærkeregistret.
Kapitel 6
Bestemmelser vedrørende retsbeskyttelsen
§ 42. Forsætlig krænkelse af en varemærkeret, der er stiftet ved
registrering eller brug, straffes med bøde. Under særlig skærpende
omstændigheder, herunder navnlig hvis der ved overtrædelsen tilsigtes en
betydelig og åbenbart retsstridig vinding, kan straffen stige til hæfte eller
fængsel i indtil 1 år.
Stk. 2. Overtrædelser, som omfattes af stk. 1, 1. pkt., påtales af
den forurettede. Øvrige overtrædelser påtales af det offentlige, når den
forurettede begærer det. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i
retsplejelovens kapitel 73 om ransagning kan anvendes i samme omfang som i
statsadvokatsager.
Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab,
anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som
sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et
kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der
pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant
bødeansvar.
§ 43. Den, som forsætligt eller uagtsomt krænker en andens
varemærkeret, er pligtig at udrede rimeligt vederlag for udnyttelsen af
varemærket samt erstatning for den yderligere skade, som krænkelsen måtte
have medført.
Stk. 2. Foreligger der hverken forsæt eller uagtsomhed, er
krænkeren pligtig at udrede vederlag og erstatning efter bestemmelserne i
stk. 1, i det omfang det skønnes rimeligt.
Stk. 3. Er varemærkeretten stiftet ved registrering, finder
reglerne i stk. 1 også anvendelse for tiden mellem ansøgningens indlevering
og mærkets registrering, dersom krænkeren vidste eller burde vide, at
ansøgningen var indleveret.
Stk. 4. Borgerlige sager, for hvis udfald anvendelsen af denne lov
er af væsentlig betydning, anlægges ved Sø- og Handelsretten i København,
medmindre parterne vedtager andet.
§ 44. I sager om krænkelse af en varemærkeret kan retten bestemme,
at der skal træffes foranstaltninger til forebyggelse af misbrug af
varemærket. I så henseende kan det bl.a. bestemmes, at de ulovligt anbragte
varemærker skal fjernes fra de varer, der er i den pågældendes besiddelse
eller i øvrigt står til vedkommendes rådighed, eller om fornødent at varerne
skal tilintetgøres eller udleveres til den forurettede mod eller uden
erstatning.
§ 45. Hvis der er givet licens til brug af et varemærke, anses
såvel licensgiver som licenstager som påtaleberettiget i sager om krænkelse
af varemærkeretten, hvis intet andet er aftalt.
Stk. 2. En licenstager, som vil anlægge sag, skal underrette
licensgiveren herom.
Kapitel 7
Forskellige bestemmelser
§ 46. Patentdirektoratets afgørelser efter denne lov kan
indbringes for Patentankenævnet (Ankenævnet for Industriel Ejendomsret)
senest 2 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Inden samme
frist skal gebyr for klagebehandlingen betales. Sker dette ikke, skal klagen
afvises. Indbringelse for Patentankenævnet har opsættende virkning.
Stk. 2. Ankenævnets afgørelser kan ikke indbringes for højere
administrativ myndighed.
Stk. 3. Søgsmål til prøvelse af afgørelser truffet af
Patentdirektoratet, som kan påklages til ankenævnet, kan ikke indbringes for
domstolene, før ankenævnets afgørelse foreligger. Søgsmål til prøvelse af
ankenævnets afgørelser skal anlægges inden 2 måneder efter, at afgørelsen er
meddelt den pågældende. Søgsmålet har opsættende virkning.
§ 47. Patentdirektoratet kan efter anmodning påtage sig at løse
særlige opgaver, der vedrører varemærker og varemærkeret.
Stk. 2. Industriministeren fastsætter regler om betalingen herfor.
§ 48. Industriministeren fastsætter nærmere bestemmelser om
ansøgning, om påberåbelse af fortrinsrettigheder, jf. §§ 18 og 19, om
registrering og udslettelse af varemærker og om EF-varemærkeansøgningers og
EF-varemærkers overgang til nationale ansøgninger. Industriministeren
fastsætter endvidere nærmere bestemmelser om registrets indretning og
førelse, om offentliggørelse af registreringer m.v. og om gebyrerne for
indlevering og behandling af ansøgninger, for ekspeditioner, udskrifter m.v.
Industriministeren kan fastsætte nærmere regler til bestemmelse af, hvilke
dage der betragtes som lukkedage for Patentdirektoratet.
§ 49. Henlægger industriministeren sine beføjelser efter loven til
Patentdirektoratet, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen,
herunder at klager ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.
Kapitel 8
International varemærkeregistrering
§ 50. Ved en international varemærkeregistrering forstås en
registrering i henhold til den i Madrid den 14. april 1891 vedtagne
overenskomst vedrørende international registrering af varemærker med senere
revisioner (Madrid-arrangementet) eller i henhold til den i Madrid den 27.
juni 1989 vedtagne protokol til Madrid-arrangementet (Protokollen).
Virkningerne af en international registrering
§ 51. Fra registreringsdatoen eller fra datoen for en
efterfølgende designering har en international varemærkeregistrering, hvori
Danmark er designeret, samme retsvirkning, som hvis mærket var registreret i
Danmark.
Afslag
§ 52. Patentdirektoratet kan inden for den frist, der er fastsat
i Madridarrangementet eller Protokollen, meddele det Internationale Bureau
helt eller delvist afslag på mærkets gyldighed i Danmark, hvis mærket ikke
opfylder registreringsbetingelserne efter denne lov, eller hvis der
fremsættes indsigelse.
Bortfald og videreførelse i dansk ret
§ 53. Hvis den internationale varemærkeregistrering mister sin
gyldighed, bortfalder dens gyldighed ligeledes i Danmark fra tidspunktet for
bortfald af den internationale registrering.
Stk. 2. Indehaveren af en international varemærkeregistrering
efter Protokollen kan i så fald indgive en dansk varemærkeansøgning med samme
virkning, som hvis ansøgningen var indleveret på indleveringsdatoen for den
internationale registrering eller datoen for en efterfølgende designering,
forudsat at
1) ansøgningen indgives senest 3 måneder efter udslettelsesdatoen,
2) den danske varemærkeansøgning ikke omfatter andre varer eller
tjenesteydelser end den internationale varemærkeregistrering og
3) ansøgningen i øvrigt opfylder kravene til en varemærkeansøgning og
ansøgeren betaler de foreskrevne gebyrer.
Forbud mod dobbeltbeskyttelse
§ 54. I de tilfælde, hvor et i Danmark registreret varemærke
tillige på mærkeindehaverens foranledning er genstand for en international
varemærkeregistrering, skal den internationale varemærkeregistrering træde i
stedet for den danske registrering, hvis
1) Danmark er designeret enten oprindeligt eller senere,
2) de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den danske
registrering, også er omfattet af den internationale registrering og
3) Danmark er designeret senere end ansøgningsdatoen for den danske
registrering.
Stk. 2. Patentdirektoratet skal på forlangende notere i sit
register, at der foreligger en international varemærkeregistrering.
Ansøgning om international varemærkeregistrering på basis af ansøgning
eller registrering
i Danmark
§ 55. En international varemærkeansøgning kan indleveres af
ansøgere hjemmehørende i Danmark, der er indehavere af en dansk
varemærkeansøgning eller registrering.
§ 56. Internationale varemærkeansøgninger eller efterfølgende
designering på basis af en ansøgning eller registrering i Danmark indleveres
til Patentdirektoratet i overensstemmelse med de bestemmelser, der fastsættes
af industriministeren, jf. § 60. Med ansøgningen skal følge det fastsatte
gebyr.
§ 57. En international ansøgning kan kun omfatte de varer eller
tjenesteydelser, der er omfattet af den danske ansøgning eller registrering.
§ 58. Ved indlevering af en international varemærkeansøgning kan
der påberåbes prioritet i overensstemmelse med Pariserkonventionen.
Fornyelse m.v.
§ 59. Om fornyelse gælder de regler, der er fastsat i
Madridarrangementet og Protokollen.
§ 60. Industriministeren fastsætter nærmere regler til
gennemførelse af bestemmelserne i dette kapitel. Der kan herunder fastsættes
særlige regler om offentliggørelse af de internationalt registrerede
varemærker, jf. § 51, og om fremsættelse af indsigelser herimod, jf. § 52.
Industriministeren kan endvidere fastsætte regler om gebyrer for behandling
af sager i forbindelse hermed.
Kapitel 9
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 61. Loven træder i kraft den 1. januar 1992, og samtidig
ophæves varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 249 af 17. april 1989.
Stk. 2. De administrative regler, der er fastsat i medfør af
varemærkeloven, jf. stk. 1, forbliver i kraft, indtil de afløses af
forskrifter udstedt efter denne lov.
Stk. 3. For varemærker, der er registreret før den 31. december
1991, påbegyndes 5-års-perioden efter § 25 først den 1. januar 1992.
Stk. 4. Bestemmelserne i kapitel 8 sættes i kraft helt eller
delvis ved bekendtgørelse udstedt af industriministeren.
§ 62. Ansøgninger, der ved lovens ikrafttræden ikke er
bekendtgjort i overensstemmelse med de hidtidige bestemmelser, behandles
efter bestemmelserne i denne lov.
§ 63. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser,
som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- AN 1997 00777 V 6/97 VR 1995 05582 figurmærke Klagenævn (Nævnenes Hus) · 23. august 1999
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven og varemærkeloven (Skærpelse af straffen for varemærkekrænkelser) Retsinformation · 14. marts 2007
- Bindende svar - Afvisning - usikkerhed om faktiske oplysninger Retsinformation · 8. april 2016
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomer fremsat den 6. november 2001. - Ralf Sieckmann mod Deutsches Patent- und Markenamt. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Bundespatentgericht - Tyskland. - Varemærker - tilnærmelse af lovgivningerne - direktiv 89/104/EØF - artikel 2 - tegn, der kan udgøre et varemærke - tegn, der kan gengives grafisk - dufttegn. - Sag C-273/00 EU-domme · 6. november 2001
- To varemærker, det ene bestående af et F i to ovale rammer, det andet indeholdende et sammenskrevet T og F, fundet forvekslelige. Retsinformation · 3. august 1998
- Forslag til Lov om ændring af varemærkeloven og forskellige andre love og om ophævelse af fællesmærkeloven (Behandling af ansøgninger, registreringshindringer, gengivelse af varemærker, varer i transit, overførsel af gebyrindtægter m.v.) Retsinformation · 4. oktober 2018