Spring til indhold

Retsinformation

1990 LSF 49 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FREMGANGSMÅDEN VED EKSPROPRIATION VEDRØRENDE FAST EJENDOM

1990/2 LSF 49Lovforslag som fremsatFolketinget8. maj 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, jf.

lovbekendtgørelse nr. 62 af 21. februar 1984, foretages følgende ændringer:

1. I § 15, stk. 3, udgår »ved anbefalet brev«.

2. § 15, stk. 5-8, ophæves, og i stedet indsættes: »

Stk. 5. Med henblik på at opnå en hensigtsmæssig jordomlægning til

nedbringelse af de ulemper, som anlægget eller foranstaltningen medfører, kan

ekspropriationskommissionen bestemme,

1) at arealer, der afskæres fra en ejendom, skal afstås, eller

2) at en ejendom, der skal afstå areal, som helt eller delvist vederlag

skal modtage et areal, hvis værdi for ejendommen efter kommissionens

vurdering ikke overstiger den erstat- ning, som skal udredes for

arealafståelsen.

Stk. 6. Hvis en taksationskommission eller en domstol finder, at

værdien af det areal, der er tillagt en ejendom i henhold til bestemmelsen i

stk. 5, er større end den erstatning, som skal udredes for arealafståelsen,

berøres ekspropriationskommissionens beslutning om ekspropriation ikke heraf.

Ejeren af den pågældende ejendom skal i intet tilfælde for modtagelsen af det

tillagte areal betale et vederlag, der overstiger den erstatning, der

endeligt fastsættes for den fra ejendommen skete ekspropriation.«

3. I § 16, stk. 2, ændres »ekspropriationskommissionen

efter anlægsmyndighedens begæring bestemme, at hele ejendommen skal

afstås« til: »anlægsmyndigheden fordre hele ejendommen

afstået«.

4. I § 17, stk. 2, udgår ordene »i anbefalet

brev«.

5. I § 17, stk. 5, udgår »anbefalet«.

6. I § 19 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Hvis en taksationskommission ændrer en afgørelse om et

spørgsmål, der er omfattet af bestemmelserne i § 16, fastsætter

Læs alt

taksationskommissionen umiddelbart erstatningen på det ændrede

grundlag.«

7. I § 22 ændres »udgør 1 pct. mere end« til:

»svarer til«.

8. § 23 affattes således:

» § 23. Kommissarius træffer afgørelse om erstatningens

fordeling mellem rettighedshavere og forestår erstatningens udbetaling. For

panthavernes vedkommende er prioritetsordenen afgørende. Beløb, der tilkommer

en tinglyst panthaver, hvis adresse ikke har kunnet oplyses, kan ikke

udbetales uden hans samtykke.

Stk. 2. En erstatning kan udbetales uden samtykke fra panthaverne,

når kommissarius skønner, at ekspropriationsindgrebet i forhold til

ejendommens størrelse og værdi er ubetydeligt og ikke indebærer nogen fare

for pantesikkerheden.«

9. § 24 affattes således:

» § 24. Erstatninger, der er fastsat pr. arealenhed, opgøres

på grundlag af et efter ekspropriationsplanen beregnet areal. Udviser den

endelige arealopmåling et større areal, skal erstatningen reguleres i

overensstemmelse hermed.

Stk. 2. Kommissarius kan, når hensyn til den

erstatningsberettigede tilsiger det, fastsætte et tidspunkt, inden hvilket

anlægsmyndigheden endeligt skal fastlægge grænsen for det eksproprierede

areal.«

10. I § 26 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

» Stk. 2. Sag om ekspropriationsaktens lovlighed skal

indbringes for domstolene inden 6 måneder efter, at

ekspropriationskommissionens bestemmelse om ekspropriation er truffet, jf. §

15, stk. 4. Sag om erstatningen skal indbringes for domstolene inden 6

måneder efter, at taksationskommissionens kendelse er afsendt, jf. § 19, stk.

4.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1991.

§ 3

Sag om en ekspropriation, der er foretaget før denne lovs ikrafttræden,

skal indbringes for domstolene inden 6 måneder efter lovens ikrafttræden

eller efter afsendelse af taksationskommissionens kendelse, jf. § 19, stk. 4.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, jf.

lovbekendtgørelse nr. 62 af 21. februar 1984, foretages følgende ændringer:

1. I § 15, stk. 3, udgår: »ved anbefalet brev«.

2. § 15, stk. 5-8, ophæves, og i stedet indsættes: »

Stk. 5. Med henblik på at opnå en hensigtsmæssig jordomlægning til

nedbringelse af de ulemper, som anlægget eller foranstaltningen medfører, kan

ekspropriationskommissionen bestemme,

1) at arealer, der afskæres fra en ejendom, skal afstås,eller

2) at en ejendom, der skal afstå areal, som helt eller delvist vederlag

skal modtage et areal, hvis værdi for ejendommen efter kommissionens

vurdering ikke overstiger den erstat- ning, som skal udredes for

arealafståelsen.

Stk. 6. Hvis en taksationskommission eller en domstol finder, at

værdien af det areal, der er tillagt en ejendom i henhold til bestemmelsen i

stk. 5, er større end den erstatning, som skal udredes for arealafståelsen,

berøres ekspropriationskommissionens beslutning om ekspropriation ikke heraf.

Ejeren af den pågældende ejendom skal i intet tilfælde for modtagelsen af det

tillagte areal betale et vederlag, der overstiger den erstatning, der endelig

fastsættes for den fra ejendommen skete ekspropriation.

3. I § 16, stk. 2, ændres »ekspropriationskommissionen

efter anlægsmyndighedens begæring bestemme, at hele ejendommen skal

afstås« til: »anlægsmyndigheden fordre hele ejendommen

afstået«.

4. § 17, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

5. § 17, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Hvis forlig ikke opnås, afsiges der kendelse om

erstatningens fastsættelse.«

6. § 17, stk. 3, ophæves.

Stk. 4-6 bliver herefter stk. 3-5.

7. I § 17, stk. 5, der bliver stk. 4,

udgår:»anbefalet.«

8. I § 19 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Hvis en taksationskommission ændrer en afgørelse om et

spørgsmål, der er omfattet af bestemmelserne i § 16, fastsætter

taksationskommissionen umiddelbart erstatningen på det ændrede

grundlag«.

9. I § 22 ændres »udgør 1 pct. mere end« til:

»svarer til«.

10. § 23 affattes således:

» § 23. Kommissarius træffer afgørelse om erstatningens

fordeling mellem rettighedshavere og forestår erstatningens udbetaling. For

panthavernes vedkommende er prioritetsordenen afgørende. Beløb, der tilkommer

en tinglyst panthaver, hvis adresse ikke har kunnet oplyses, kan ikke

udbetales uden hans samtykke.

Stk. 2. En erstatning kan udbetales uden samtykke fra panthaverne,

når Kommissarius skønner, at ekspropriationsindgrebet i forhold til

ejendommens størrelse og værdi er ubetydeligt og ikke indebærer nogen fare

for pantesikkerheden«.

11. § 24 affattes således:

» § 24. Erstatninger, der er fastsat pr. arealenhed, opgøres

på grundlag af et efter ekspropriationsplanen beregnet areal. Udviser den

endelige arealopmåling et større areal, skal erstatningen reguleres i

overensstemmelse hermed.

Stk. 2. Kommissarius kan, når hensyn til den

erstatningsberettigede tilsiger det, fastsætte et tidspunkt, inden hvilket

anlægsmyndigheden endeligt skal fastlægge grænsen for det eksproprierede

areal«.

12. I § 26 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

» Stk. 2. Sag om ekspropriationsaktens lovlighed skal

indbringes for domstolene inden 6 måneder efter, at

ekspropriationskommissionens bestemmelse om ekspropriation er truffet, jf. §

15, stk. 4. Sag om erstatningen skal indbringes for domstolene inden 6

måneder efter, at taksationskommissionens kendelse er afsendt, jf. § 19, stk.

4«.

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 2

Loven træder i kraft den

§ 3

Sag om en ekspropriation, der er foretaget før denne lovs ikrafttræden,

skal indbringes for domstolene inden 6 måneder efter lovens ikrafttræden

eller efter afsendelse af taksationskommissionens kendelse, jf. § 19, stk. 4.

Bemærkninger til lovforslaget

+

+

jhs stat lovf - side Lov nr. 186 af 4. juni 1964 om fremgangsmåden ved

ekspropriation vedrørende fast ejendom (ekspropriationsprocesloven) afløste

reglerne i forordning af 5. marts 1845 angående de regler, som bliver at

iagttage med hensyn til grundafståelser m.m. i anledning af jernbaners anlæg

i Danmark.

Nogle bestemmelser i ekspropriationsprocesloven var til en vis grad

dikteret af et ønske om ikke straks at opgive visse elementer i den tidligere

gældende ordning uden erfaring for funktionen af det nye system. Nu vil nogle

af disse med den gamle ordning sammenhørende regler kunne undværes og en

forenkling opnås.

Det har på denne baggrund været naturligt som et led i regeringens

afbureaukratiseringsplan at foretage en generel gennemgang af

ekspropriationsprocesloven. Dette lovforslag er et resultat af denne

gennemgang. De ændringer, der foreslås, sigter på at forenkle

forretningsgangen, at fremme sagernes afvikling og at ajourføre loven.

Forslaget har, bortset fra forslaget om afskaffelse af kravet om

anvendelsen af anbefalet brev ved indvarsling og udsendelse af kendelser, der

indebærer en mindre besparelse, ingen økonomiske konsekvenser for staten

eller kommuner.

Forslaget har ingen personalemæssige konsekvenser.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1.

Indvarsling ved anbefalet brev er meget omkostningskrævende og

uhensigtsmæssig. En forsøgsperiode har vist, at det ikke vil have uheldige

følger at undlade at sende indvarsling anbefalet.

Lovbestemt krav om »anbefalet brev« er også ophævet ved lov nr.

415 af 13. juni 1990 om ændring af lov om jordfordeling mellem landejendomme

§ 1, nr. 6.

Til nr. 2.

Som ekspropriationsprocesloven er affattet, er det for at anvende de

detaljerede regler i § 15, stk. 5-7, om jordfordeling nødvendigt, at både

jordfordelingskontoret og ekspropriationskommissionen engageres i en

jordfordelingssag. Den besluttende kompetence har kommissionen. I større

sager kan jordfordelingskontorets medvirken være velbegrundet, men praktisk

set vil mindre jordfordelinger kunne gennemføres uden denne bistand, hvorved

bemærkes, at der til ekspropriationskommissionen er knyttet kvalificeret

landinspektørbistand, jf. lovens § 9. Et lovbundet krav om, at

jordfordelingskontoret i alle tilfælde skal medvirke, må derfor siges at være

mindre hensigtsmæssigt. Der vil i en vis udstrækning kunne være tale om

dobbeltarbejde. Dertil kommer, at kravet nu medfører en direkte udgift for

anlægsmyndigheden. Ved lov nr. 415 af 13. juni 1990 om ændring af lov om

jordfordeling mellem landejendomme er det nemlig ved § 1, stk. 7 (den ændrede

lovs § 8, stk. 1) bestemt, at udgifter ved en jordfordelingssag, der

foranlediges af et større anlægsarbejde, skal betales af den, der har anmodet

om at få sagen rejst. Det er også af denne grund rimeligt, at der gives

anlægsmyndigheden eller ekspropriationskommissionen lejlighed til som enhver

anden rekvirent at skønne om, hvorvidt jordfordelingskontorets medvirken i en

jordfordelingssag er nødvendig.

Reglerne i § 15, stk. 5-7, er i øvrigt ret komplicerede, og en forenkling

er ønskelig.

Kompleksiteten er særligt sammenhængende med, at der i § 15, stk. 5, litra

b, er åbnet adgang til tvangsmæssigt i jordfordelingsøjemed at ekspropriere

areal udover, hvad der skal eksproprieres til anlægget og som afskåret areal.

Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 244 af 27. maj 1981 og har kun i

begrænset omfang været i anvendelse, da man naturligvis altid vil bestræbe

sig på i videst mulig udstrækning at opnå de berørte grundejeres tilslutning.

Denne tvangsbestemmelse skønnes derfor at kunne undværes uden væsentlig

skade for opfyldelse af formålet - i mulig udstrækning at opnå en

hensigtsmæssig jordfordeling. Udelades denne tvangsbestemmelse, er der ingen

begrundelse for ved et lovbud at kræve jordfordelingskontorets medvirken.

Det foreliggende forslag går derfor ud på at simplificere de gældende

regler på to fronter.

Proceduremæssigt vil det for fremtiden være op til anlægsmyndigheden eller

ekspropriationskommissionen at afgøre, om det er nødvendigt at engagere

jordfordelingskontoret i en sag, hvorved bemærkes, at den udtalelse, der skal

indhentes fra Landbrugsministeriet i henhold til lovens § 13, stk. 2, også

omfatter jordfordelingsspørgsmålet.

Reelt forenkles bestemmelserne derved, at adgangen til at ekspropriere

alene i jordfordelingsøjemed bortfalder (§ 15, stk. 5, litra b).

Der kan fortsat være behov for forud for ekspropriation til store anlæg at

søge en jordfordelingsplan udarbejdet. Med nødvendig tilslutning fra berørte

ejere og myndigheder vil også en ejendom, der ikke direkte berøres af

ekspropriationen, kunne inddrages. I den forbindelse bemærkes, at

videreoverdragelse af arealer, der afskæres fra en landbrugsejendom, i videst

muligt omfang må ske i overensstemmelse med reglerne i landbrugsloven.

Bestemmelsen om, at en ejendom skal modtage areal som vederlag, affattes

således, at en ejendom har pligt til at modtage et areal, hvis værdi ikke

overstiger den erstatning, der fastsættes for det afståede areal, medens den

gældende bestemmelse i § 15, stk. 5, litra c, anvender det mere diskutable

begreb »værdien af det afståede«.

Heraf følger, at det både er erstatningen for selve det afståede areal

isoleret set og erstatningen for de derved forvoldte ulemper, der er

afgørende. Ligeledes præciseres, at det er værdien af det tillagte areal,

»for ejendommen«, der er afgørende. Ændringerne tilsigter således

en præcisering af den allerede gældende ordning på dette punkt.

Efter den gældende lov omfattes kun »landbrugsejendomme i

landzone« af bestemelserne i § 15, stk. 5. Begrænsningen kan i særlige

tilfælde være mindre hensigtsmæssig og er derfor udeladt i forslaget.

Bestemmelsen i § 15, stk. 6, tidligere § 15, stk. 8, sigter på følgende

specielle situation:

Det kan tænkes, at en taksationskommission eller en domstol efterfølgende

finder, at værdien af det areal, som er blevet tillagt en ejendom, er større

end ekspropriationskommissionen har skønnet. Det vil imidlertid praktisk set

være umuligt at gøre den fastlagte jordfordeling om. Bestemmelserne fastslår

derfor, at ekspropriationskommissionens afgørelse står fast, både med hensyn

til jordfordeling og med hensyn til erstatningsfastsættelsen.

Derimod kan en taksationskommission eller en domstol naturligvis frit

fastsætte værdien af det modtagne areal til et lavere beløb end

ekspropriationskommissionen. Det medfører blot, at der må udbetales et større

beløb i penge.

Til nr. 3.

Den nuværende affattelse af bestemmelsen i § 16, stk. 2, har givet

anledning til tvivl om, hvorvidt spørgsmål omfattet af denne bestemmelse kan

efterprøves af taksationskommissionen.

Den ændrede affattelse, der foreslås, tjener sammen med ændringsforslaget

under nr. 8 til at rydde denne tvivl af vejen. Efter de to ændringsforslag

kan taksationskommissionen efterprøve alle spørgsmål om, hvorvidt

betingelserne for at anvende bestemmelserne i § 16 er opfyldt.

Til nr. 4-6.

Efter jernbaneforordningen af 5. marts 1845 skulle den første kommission

(svarende til ekspropriationskommissionen efter ekspropriationsprocesloven)

afgive et forligstilbud. Den afsagde ikke en egentlig kendelse. Det skal

ekspropriationskommissionen efter den gældende lov, jf. § 17, stk. 3.

Alligevel bibeholdt man et krav om, at der i visse tilfælde skal udfærdiges

et erstatningsforslag, der imidlertid beløbsmæssigt skal svare til den

erstatning, der fastsættes ved den senere kendelse.

Ordningen må til dels ses som et levn fra jernbaneforordningens tid og

virker ofte som et forsinkende mellemled på erstatningssagernes fremme. Nogen

påviselig fordel ved ordningen opnås ikke. Der vil - uden lovhjemmel -

naturligvis være fri adgang til at fortsætte overvejelserne om en

forligsmæssig afslutning af en erstatningssag, selvom forlig ikke er opnået i

det første møde i ekspropriationskommissionen.

Ændringsforslagene nr. 3-5 tilsigter at afskaffe det lovbestemte krav om,

at der i visse situationer skal udfærdiges et skriftligt erstatningsforslag.

Dette indebærer, at ekspropriationskommissionen frit kan skønne om,

hvornår forligsmuligheder må anses for udtømt, hvorefter kendelse kan

afsiges.

Den erstatningsberettigede vil have betænkningstid, idet der gælder en

frist på 4 uger for sagens indbringelse for taksationskommissionen, jf.

lovens § 19, stk. 1. Det kan i den forbindelse noteres, at fristen i det

oprindelige lovforslag var foreslået fastsat til 14 dage, men under

behandlingen i Folketinget blev ændret til 4 uger.

Til nr. 7.

Der henvises til bemærkningerne til nr. 1.

Hvis en kendelse undtagelsesvist ikke skulle komme en

erstatningsberettiget rettidigt i hænde, og hvis en begæring om efterprøvelse

for taksationskommisionen som følge deraf ikke indgives inden den herfor

fastsatte frist på 4 uger, kan trafikministeren tillade, at sagen efterprøves

uanset fristens overskridelse, jf. bestemmelsen i lovens § 19, stk. 1, 3.

pkt.

Til nr. 8.

De spørgsmål, som omhandles i § 16, er direkte sammenhængende med en

vurdering af indgrebets størrelse (i penge) - altså med

erstatningsfastsættelsen. Hvis en ekspropriationskommission har bestemt, at

en ejer ikke kan forlange at komme af med hele sin ejendom i henhold til

bestemmelsen i § 16, stk. 1, kan taksationskommissionen, hvis efterprøvelse

begæres, altså bestemme, at ejeren kan komme af med hele ejendommen. Den

modsatte situation kan naturligvis også tænkes. Der har været tvivl om,

hvorvidt erstatningssagen i en sådan situation skulle tilbage til

ekspropriationskommissionen for at denne skulle fastsætte erstatningen på det

ændrede grundlag, eller om taksationskommissionen straks kunne fastsætte

erstatningen.

Ved ændringsforslaget fastslås, at taksationskommissionen straks kan

fastsætte den erstatning, som skal udredes for det skete indgreb.

Sammen med ændringsforslaget under nr. 3 tjener forslaget også til at

fastslå, at spørgsmål om, hvorvidt betingelserne for at anvende

bestemmelserne i § 16, stk. 2, er opfyldt, også kan efterprøves af

taksationskommissionen.

Til nr. 9.

Danmarks Nationalbank agter at ajourføre discontoen således, at den kommer

til at svare til markedsrenten. I 1990 er diskontoen steget med 11/2 pct.

Det foreslås derfor at ændre loven således, at forrentningen af

erstatningssummer sker i overensstemmelse med discontoen.

Til nr. 10 og 11.

Loven bygger på den forudsætning, at erstatninger som hovedregel udbetales

i et møde i ekspropriationskommissionen, i et regnskabsmøde (lovens § 24).

Ordningen er et levn fra jernbaneforordningens tid og har ikke været anvendt

i en lang årrække. Udbetaling sker på initiativ af vedkommende kommissarius

og fra dennes kontor. Denne ordning forudsætter loven (i § 23) imidlertid som

en undtagelse.

Lovens §§ 23 og 24 foreslås ved ændringsforslagene affattet i

overensstemmelse med den måde, hvorpå udbetaling faktisk sker.

Forslagets § 23, stk. 1, 2. og 3. pkt., er enslydende med den gældende

lovs § 24, stk. 2, 2. og 3. pkt.

Forslagets § 23, stk. 2, svarer til den gældende lovs § 23, stk. 1, 2.

pkt. Beslutningskompetencen tillægges kommissarius, da udbetaling ikke

længere forudsættes at ske i et kommissionsmøde. Ordene »nogen som

helst« er ændret til »nogen«. Der er ikke tilsigtet nogen

realitetsforskel.

Forslagets § 24, stk. 1, er enslydende med den gældende lovs § 23, stk. 1,

sidste pkt.

Forslagets § 24, stk. 2, er enslydende med den gældende lovs § 23, stk. 2.

Til nr. 12.

Den kommission, som udarbejdede udkast til ekspropriationsprocesloven,

overvejede grundigt, om der burde fastsættes en frist for sagsanlæg om

ekspropriationers lovlighed og om ekspropriationserstatningers størrelse

(betænkning nr. 330/1963).

Kommissionens flertal fandt, at der ikke burde fastsættes en frist.

Afgørende for flertallets stillingtagen var den betragtning, at en frist

kunne forøge antallet af retssager. For ikke at miste adgangen til en

domstolsprøvelse ville nogle måske udtage stævning i tilfælde, hvor det ikke

ville være kommet til sagsanlæg, såfremt de pågældende havde haft tid til at

blive fortrolige med den nye tingenes tilstand.

Et mindretal var ikke enig heri og fremhævede, at hensynet til, at

ekspropriationssagers afslutning ikke vilkårligt skal kunne forhales ved uden

grund at iværksætte et sagsanlæg på et urimeligt sent tidspunkt, måtte

tillægges en sådan betydning, at en frist måtte anses for påkrævet.

Loven fulgte kommissionens flertal. Erfaringen har imidlertid givet

mindretallet ret. Der er intet, der tyder på, at den i tidsmæssig henseende

ubegrænsede adgang til at gå til domstolene skulle være en faktor der

medvirker til at begrænse retssagernes antal. Derimod er der eksempler på, at

sagsanlæg er indledt på et urimeligt sent tidspunkt. Dette må anses for

særdeles uheldigt. I praksis er der forekommet flere eksempler herpå.

Det er således uantageligt, at der efter flere års forløb kan rejses tvivl

om lovligheden af arealdispositioner, bl.a. fordi helt udenforstående

personer forlængst har indrettet sig på de etablerede forhold.

Bevismæssigt er det uholdbart, at der rejses diskussion om en

ekspropriationserstatning efter mange års forløb. Sagens behandling for

domstolene kan tage adskillige år bl.a. afhængig af om sagen ankes.

Det må særligt tages i betragtning, at erstatningsfastsættelsen skal ske

på grundlag af værdiforholdene på ekspropriationstidspunktet -

uafhængig af den udvikling, der faktisk og prismæssigt er sket i den

mellemliggende tid. Det er imidlertid vanskeligt ved en afgørelse at

abstrahere herfra.

Ministeriet anser det derfor for absolut nødvendigt, at der nu fastsættes

en frist for at indbringe ekspropriationsager for domstolene.

Mindretallet i ekspropriationslovskommissionen foreslog fristen fastsat

til 6 uger. Det foreslås at fastsætte fristen til 6 måneder fra

ekspropriationskommissionens afsendelse af erstatningskendelse.

Til § 3

Bestemmelsen er en overgangsregel, foranlediget af ændringsforslaget

under nr. 10.

Sagsanlæg om ekspropriationer, der er foretaget før denne ændringslovs

ikrafttræden, skal efter bestemmelsen kunne indledes indtil 6 måneder efter

ændringslovens ikrafttræden. Det gælder både sager om en ekspropriations

lovlighed og om erstatningens størrelse. Hvis ekspropriation er foretaget før

ændringslovens ikrafttræden, men taksationskommissionens kendelse først

afsiges efter lovens ikrafttræden, skal der naturligvis gælde en frist på 6

måneder fra kendelsens afsendelse.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser,

der berøres af lovforslaget

1. I § 15, stk. 3, udgår »ved anbefalet brev«.

Stk. 3. Til ekspropriationsforretningen indvarsles med mindst 14

dages varsel ejere og brugere ifølge arealfortegnelsen skriftligt ved

anbefalet brev, for så vidt fornødne oplysninger om adresser m.v. kan

fremskaffes. Også andre, der ifølge de foreliggende oplysninger skønnes at

have retlig interesse i sagens afgørelse, skal indvarsles efter denne regel,

hvis det må antages at være af betydning for varetagelsen af deres

interesser. Indvarslingen skal oplyse, hvor ekspropriationsplan er fremlagt,

og ledsages af et eksemplar af arealfortegnelsen.

2. § 15, stk. 5-8, ophæves, og i stedet indsættes: » Stk.

5. Med henblik på at opnå en hensigtsmæssig jordfordeling til

nedbringelse af de ulemper, som anlægget eller foranstaltningen medfører, kan

ekspropriationskommissionen bestemme,

a) at arealer, der afskæres fra en ejendom, skal afstås,

b) at en ejendom, der skal afstå areal, som helt eller delvist vederlag

skal modtage et areal, hvis værdi for ejendommen efter kommissionens

vurdering ikke overstiger den erstatning, som skal udredes for

arealafståelsen.

Stk. 5. Med henblik på at opnå en hensigtsmæssig jordfordeling

mellem berørte landbrugsejendomme i landzone til nedbringelse af de ulemper,

som ekspropriationsanlægget medfører, kan jordfordelingskontoret udarbejde

forslag til en jordfordelingsplan, der forelægges

ekspropriationskommissionen. Kommissionen tager stilling til, hvorvidt og i

bekræftende fald i hvilket omfang planen kan godkendes. I det omfang

kommissionen skønner at jordfordeling bør gennemføres, kan kommissionen

bestemme,

a) at arealer, der ved anlægget afskæres fra en ejendom, skal afstås,

b) at en ejendom, der berøres af ekspropriationsanlægget eller har grænse

til en af anlægget berørt ejendom, skal afstå areal til hel eller delvis

ombygning ud over, hvad der eksproprieres til selve anlægget eller som

afskåret areal i medfør af litra a,

c) at en ejendom, der skal afstå areal enten til selve anlægget eller i

jordfordelingsøjemed, som helt eller delvis vederlag skal modtage et areal,

hvis værdi efter kommissionens vurdering ikke overstiger værdien af det

afståede.

Stk. 6. Hvis en taksationskommission eller en domstol finder, at

værdien af det areal, der er tillagt en ejendom i henhold til bestemmelsen i

stk. 5, er større end den erstatning, som skal udredes for arealafståelsen,

berøres ekspropriationskommissionens beslutning om ekspropriation ikke heraf.

Ejeren af den pågældende ejendom skal i intet tilfælde for modtagelsen af det

tillagte areal betale et vederlag, der overstiger den erstatning, der endelig

fastsættes for den fra ejendommen skete ekspropriation.

Stk. 6. Grundværdien af de i henhold til stk. 5, litra b, afståede

arealer må ikke overstige 25 pct. af ejendommens senest ansatte grundværdi

efter fradrag af grundværdien af arealer, der er eksproprieret til selve

anlægget eller som afskårne i henhold til stk. 5, litra a.

3. I § 16, stk. 2, ændres »ekspropriationskommissionen efter

anlægsmyndighedens begæring bestemme, at hele ejendommen skal afstås«

til »anlægsmyndigheden fordre hele ejendommen afstået«.

Stk. 2. Hvis erstatningen for ejendommens værdiforringelse må

antages at komme til at stå i åbenbart misforhold til restejendommens værdi,

kan ekspropriationskommissionen efter anlægsmyndighedens begæring bestemme,

at hele ejendommen skal afstås.

4. § 17, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

§ 17. Når kommissionen over for hver enkelt fremmødt har påvist,

hvorledes anlægget vil berøre hans ejendom eller rettighed, og hvilket omfang

afståelsen vil få, og endvidere har gjort ham bekendt med de for kommissionen

om sagen foreliggende oplysninger, herunder sagkyndiges erklæringer, jf. § 9,

har parterne adgang til over for kommissionen at redegøre for de synspunkter,

der efter deres formening bør have indflydelse på erstatningens fastsættelse.

Kommissionen fremsætter derefter forslag til erstatningsbeløbets størrelse

med angivelse af de erstatningsposter, som det omfatter.

5. § 17, stk. 2, affattes således: »Stk. 2. Hvis forlig ikke

opnås, afsiges der kendelse om erstatningens fastsættelse.«

Stk. 2. Ønsker en part nærmere at overveje det fremsatte forslag,

eller giver en erstatningsberettiget ikke møde ved forretningen, skal

forslaget udfærdiges i skriftligt form og udleveres eller tilsendes parterne

i anbefalet brev.

6. § 17, stk. 3, ophæves. Stk. 4-6 bliver herefter stk. 3-5.

Stk. 3. Godkendes forslaget ikke senest 14 dage efter afgivelsen,

eller afvises forslaget straks af en af parterne, afsiges der kendelse om

erstatningens fastsættelse.

Stk. 4. Kendelsen skal være ledsaget af grunde og særligt angive

kommissionens stilling til de af parterne påberåbte omstændigheder. I

kendelsen angives det afståedes værdi i handel og vandel eller ved pålæggelse

af rådighedsindskrænkninger den forringelse, der herved sker af denne værdi.

Såfremt der påføres ejeren eller andre berettigede andet økonomisk tab,

angives erstatningen herfor som en særlig post, så vidt muligt med

oplysningen om, hvorledes den er beregnet.

7. I § 17, stk. 5, der bliver stk. 4, udgår »anbefalet«.

Stk. 5. Udskrift af kendelsen tilsendes parterne ved anbefalet

brev. Det skal indeholde oplysning om adgangen til at indbringe

erstatningsspørgsmålet for vedkommende taksationskommission og om fristen

herfor, jf. § 19.

Stk. 6. I øvrigt skal udskrift af forlig og kendelser tilsendes

enhver, der har retlig interesse deri og fremsætter begæring derom.

8. I § 19 indsættes som stk. 5:

» Stk. 5. Hvis en taksationskommission ændrer en afgørelse om

et spørgsmål, omfattet af bestemmelserne i § 16, fastsætter

taksationskommissionen umiddelbart erstatningen på det ændrede

grundlag«.

9. I § 22 ændres »udgør 1 pct. mere end« til

»svarer til«.

§ 22. Erstatningsbeløbene forrentes fra datoen for den i § 15,

stk. 4, omhandlede beslutning om ekspropriation, dog at et andet

begyndelsestidspunkt under særlige omstændigheder kan fastsættes i kendelse

eller forlig. Forrentningen sker indtil den dag, beløbene kan hæves, med en

årlig rente, der udgør 1 pct. mere end den af Danmarks Nationalbank

fastsatte, på ekspropriationstidspunktet gældende diskonto.

10. § 23 affattes således:

» § 23. Kommissarius træffer afgørelse om erstatningens

fordeling mellem rettighedshavere og forestår erstatningens udbetaling. For

panthavernes vedkommende er prioritetsordenen afgørende. Beløb, der tilkommer

en tinglyst panthaver, hvis adresse ikke har kunnet oplyses, kan ikke

udbetales uden hans samtykke.

§ 23. En erstatning i henhold til forlig eller endelig kendelse

kan på begæring udbetales, når fornøden dokumentation for berettigelsen til

at oppebære erstatningen er tilvejebragt af den pågældende og kommissarius

anser udbetaling for forsvarlig. En erstatning kan udbetales uden samtykke

fra panthaverne og uden iagttagelse af reglerne i § 24, når

ekspropriationskommissionen skønner, at ekspropriationsindgrebet i forhold

til ejendommens størrelse og værdi er udbetydeligt og ikke indebærer nogen

som helst fare for pantesikkerheden. Erstatninger, der er fastsat pr.

arealenhed, opgøres på grundlag af et efter ekspropriationsplanerne beregnet

areal. Udviser den endelige arealopmåling et større areal, skal erstatningen

reguleres i overensstemmelse hermed.

Stk. 2. En erstatning kan udbetales uden samtykke fra panthaverne,

når Kommissarius skønner, at ekspropriationsindgrebet i forhold til

ejendommens størrelse og værdi er ubetydeligt og ikke indebærer nogen fare

for pantsikkerheden«.

Stk. 2. Når hensynet til den erstatningsberettige tilsiger det,

kan kommissarius fastsætte et tidspunkt, inden hvilket anlægsmyndigheden

endeligt skal fastlægge grænsen for det eksproprierede areal.

11. § 24 affattes således:

» § 24. Erstatninger, der er fastsat pr. arealenhed, opgøres

på grundlag af et efter ekspropriationsplanen beregnet areal. Udviser den

endelige arealopmåling et større areal, skal erstatningen reguleres i

overensstemmelse hermed, hvis differencen er større end 5 pct.

§ 24. I øvrigt anvises erstatningsbeløb til udbetaling i et møde i

ekspropriationskommissionen (regnskabsmødet), hvorom bekendtgørelse skal ske

i overensstemmelse med de i § 12, stk. 2, nævnte regler. Samtidig indvarsles

ved tilsendelse af opgørelse over de erstatningsbeløb, der kommer til

udbetaling.

1) personer, hvem erstatning er tilkendt.

2) panthavere, hvis ret er tinglyst, før ekspropriationen er tinglyst, og

hvis adresser kan oplyses af tinglysningsdommeren, og

3) kommuner, hvordi de af ekspropriationen berørte ejendomme er

beliggende.

Stk. 2. Når hensyn til den erstatningsberettigede tilsiger det,

kan kommissarius fastsætte et tidspunkt, inden hvilket anlægsmyndigheden

endeligt skal fastlægge grænsen for det eksproprierede areal«.

Stk. 2. På grundlag af de krav, der er fremsat herom senest ved

regnskabsmødet, afgør kommissionen, hvorledes erstatningsbeløbene skal

fordeles. For panthaveres vedkommende er prioritetsordenen afgørende. Beløb,

der måtte tilkomme en tinglyst panthaver, hvis adresse ikke har kunnet

oplyses, kan ikke udbetales uden hans samtykke.

12. I § 26 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

» Stk. 2. Sag om ekspropriationsaktens lovlighed skal

indbringes for domstolene inden 6 måneder efter, at

ekspropriationskommissionens bestemmelse om ekspropriation er truffet, jf. §

15, stk. 4. Sag om erstatningen skal indbringes for domstolene inden 6

måneder efter, at taksationskommissionens kendelse er afsendt, jf. § 19, stk.

4«.

Stk. 2. Spørgsmål, der kan prøves af en taksationskommission, kan

ikke indbringes for domstolene, forinden taksationskommissionens afgørelse

foreligger.

Efter 2. behandling den 4. april 1991

§ 1

I lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, jf.

lovbekendtgørelse nr. 62 af 21. februar 1984, foretages følgende ændringer:

1. I § 15, stk. 3, udgår »ved anbefalet brev«.

2. § 15, stk. 5-8, ophæves, og i stedet indsættes: »

Stk. 5. Med henblik på at opnå en hensigtsmæssig jordomlægning til

nedbringelse af de ulemper, som anlægget eller foranstaltningen medfører, kan

ekspropriationskommissionen bestemme,

1) at arealer, der afskæres fra en ejendom, skal afstås, eller

2) at en ejendom, der skal afstå areal, som helt eller delvist vederlag

skal modtage et areal, hvis værdi for ejendommen efter kommissionens

vurdering ikke overstiger den erstat- ning, som skal udredes for

arealafståelsen.

Stk. 6. Hvis en taksationskommission eller en domstol finder, at

værdien af det areal, der er tillagt en ejendom i henhold til bestemmelsen i

stk. 5, er større end den erstatning, som skal udredes for arealafståelsen,

berøres ekspropriationskommissionens beslutning om ekspropriation ikke heraf.

Ejeren af den pågældende ejendom skal i intet tilfælde for modtagelsen af det

tillagte areal betale et vederlag, der overstiger den erstatning, der

endeligt fastsættes for den fra ejendommen skete ekspropriation.«

3. I § 16, stk. 2, ændres »ekspropriationskommissionen

efter anlægsmyndighedens begæring bestemme, at hele ejendommen skal

afstås« til: »anlægsmyndigheden fordre hele ejendommen

afstået«.

4. I § 17, stk. 2, udgår ordene »i anbefalet

brev«.

5. I § 17, stk. 5, udgår »anbefalet«.

6. I § 19 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Hvis en taksationskommission ændrer en afgørelse om et

spørgsmål, der er omfattet af bestemmelserne i § 16, fastsætter

taksationskommissionen umiddelbart erstatningen på det ændrede

grundlag.«

7. I § 22 ændres »udgør 1 pct. mere end« til:

»svarer til«.

8. § 23 affattes således:

» § 23. Kommissarius træffer afgørelse om erstatningens

fordeling mellem rettighedshavere og forestår erstatningens udbetaling. For

panthavernes vedkommende er prioritetsordenen afgørende. Beløb, der tilkommer

en tinglyst panthaver, hvis adresse ikke har kunnet oplyses, kan ikke

udbetales uden hans samtykke.

Stk. 2. En erstatning kan udbetales uden samtykke fra panthaverne,

når kommissarius skønner, at ekspropriationsindgrebet i forhold til

ejendommens størrelse og værdi er ubetydeligt og ikke indebærer nogen fare

for pantesikkerheden.«

9. § 24 affattes således:

» § 24. Erstatninger, der er fastsat pr. arealenhed, opgøres

på grundlag af et efter ekspropriationsplanen beregnet areal. Udviser den

endelige arealopmåling et større areal, skal erstatningen reguleres i

overensstemmelse hermed.

Stk. 2. Kommissarius kan, når hensyn til den

erstatningsberettigede tilsiger det, fastsætte et tidspunkt, inden hvilket

anlægsmyndigheden endeligt skal fastlægge grænsen for det eksproprierede

areal.«

10. I § 26 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

» Stk. 2. Sag om ekspropriationsaktens lovlighed skal

indbringes for domstolene inden 6 måneder efter, at

ekspropriationskommissionens bestemmelse om ekspropriation er truffet, jf. §

15, stk. 4. Sag om erstatningen skal indbringes for domstolene inden 6

måneder efter, at taksationskommissionens kendelse er afsendt, jf. § 19, stk.

4.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1991.

§ 3

Sag om en ekspropriation, der er foretaget før denne lovs ikrafttræden,

skal indbringes for domstolene inden 6 måneder efter lovens ikrafttræden

eller efter afsendelse af taksationskommissionens kendelse, jf. § 19, stk. 4.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter