1990 LSF 49 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FREMGANGSMÅDEN VED EKSPROPRIATION VEDRØRENDE FAST EJENDOM
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, jf.
lovbekendtgørelse nr. 62 af 21. februar 1984, foretages følgende ændringer:
1. I § 15, stk. 3, udgår »ved anbefalet brev«.
2. § 15, stk. 5-8, ophæves, og i stedet indsættes: »
Stk. 5. Med henblik på at opnå en hensigtsmæssig jordomlægning til
nedbringelse af de ulemper, som anlægget eller foranstaltningen medfører, kan
ekspropriationskommissionen bestemme,
1) at arealer, der afskæres fra en ejendom, skal afstås, eller
2) at en ejendom, der skal afstå areal, som helt eller delvist vederlag
skal modtage et areal, hvis værdi for ejendommen efter kommissionens
vurdering ikke overstiger den erstat- ning, som skal udredes for
arealafståelsen.
Stk. 6. Hvis en taksationskommission eller en domstol finder, at
værdien af det areal, der er tillagt en ejendom i henhold til bestemmelsen i
stk. 5, er større end den erstatning, som skal udredes for arealafståelsen,
berøres ekspropriationskommissionens beslutning om ekspropriation ikke heraf.
Ejeren af den pågældende ejendom skal i intet tilfælde for modtagelsen af det
tillagte areal betale et vederlag, der overstiger den erstatning, der
endeligt fastsættes for den fra ejendommen skete ekspropriation.«
3. I § 16, stk. 2, ændres »ekspropriationskommissionen
efter anlægsmyndighedens begæring bestemme, at hele ejendommen skal
afstås« til: »anlægsmyndigheden fordre hele ejendommen
afstået«.
4. I § 17, stk. 2, udgår ordene »i anbefalet
brev«.
5. I § 17, stk. 5, udgår »anbefalet«.
6. I § 19 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Hvis en taksationskommission ændrer en afgørelse om et
spørgsmål, der er omfattet af bestemmelserne i § 16, fastsætter
Læs alt
taksationskommissionen umiddelbart erstatningen på det ændrede
grundlag.«
7. I § 22 ændres »udgør 1 pct. mere end« til:
»svarer til«.
8. § 23 affattes således:
» § 23. Kommissarius træffer afgørelse om erstatningens
fordeling mellem rettighedshavere og forestår erstatningens udbetaling. For
panthavernes vedkommende er prioritetsordenen afgørende. Beløb, der tilkommer
en tinglyst panthaver, hvis adresse ikke har kunnet oplyses, kan ikke
udbetales uden hans samtykke.
Stk. 2. En erstatning kan udbetales uden samtykke fra panthaverne,
når kommissarius skønner, at ekspropriationsindgrebet i forhold til
ejendommens størrelse og værdi er ubetydeligt og ikke indebærer nogen fare
for pantesikkerheden.«
9. § 24 affattes således:
» § 24. Erstatninger, der er fastsat pr. arealenhed, opgøres
på grundlag af et efter ekspropriationsplanen beregnet areal. Udviser den
endelige arealopmåling et større areal, skal erstatningen reguleres i
overensstemmelse hermed.
Stk. 2. Kommissarius kan, når hensyn til den
erstatningsberettigede tilsiger det, fastsætte et tidspunkt, inden hvilket
anlægsmyndigheden endeligt skal fastlægge grænsen for det eksproprierede
areal.«
10. I § 26 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
» Stk. 2. Sag om ekspropriationsaktens lovlighed skal
indbringes for domstolene inden 6 måneder efter, at
ekspropriationskommissionens bestemmelse om ekspropriation er truffet, jf. §
15, stk. 4. Sag om erstatningen skal indbringes for domstolene inden 6
måneder efter, at taksationskommissionens kendelse er afsendt, jf. § 19, stk.
4.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1991.
§ 3
Sag om en ekspropriation, der er foretaget før denne lovs ikrafttræden,
skal indbringes for domstolene inden 6 måneder efter lovens ikrafttræden
eller efter afsendelse af taksationskommissionens kendelse, jf. § 19, stk. 4.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, jf.
lovbekendtgørelse nr. 62 af 21. februar 1984, foretages følgende ændringer:
1. I § 15, stk. 3, udgår: »ved anbefalet brev«.
2. § 15, stk. 5-8, ophæves, og i stedet indsættes: »
Stk. 5. Med henblik på at opnå en hensigtsmæssig jordomlægning til
nedbringelse af de ulemper, som anlægget eller foranstaltningen medfører, kan
ekspropriationskommissionen bestemme,
1) at arealer, der afskæres fra en ejendom, skal afstås,eller
2) at en ejendom, der skal afstå areal, som helt eller delvist vederlag
skal modtage et areal, hvis værdi for ejendommen efter kommissionens
vurdering ikke overstiger den erstat- ning, som skal udredes for
arealafståelsen.
Stk. 6. Hvis en taksationskommission eller en domstol finder, at
værdien af det areal, der er tillagt en ejendom i henhold til bestemmelsen i
stk. 5, er større end den erstatning, som skal udredes for arealafståelsen,
berøres ekspropriationskommissionens beslutning om ekspropriation ikke heraf.
Ejeren af den pågældende ejendom skal i intet tilfælde for modtagelsen af det
tillagte areal betale et vederlag, der overstiger den erstatning, der endelig
fastsættes for den fra ejendommen skete ekspropriation.
3. I § 16, stk. 2, ændres »ekspropriationskommissionen
efter anlægsmyndighedens begæring bestemme, at hele ejendommen skal
afstås« til: »anlægsmyndigheden fordre hele ejendommen
afstået«.
4. § 17, stk. 1, 2. pkt., ophæves.
5. § 17, stk. 2, affattes således:
» Stk. 2. Hvis forlig ikke opnås, afsiges der kendelse om
erstatningens fastsættelse.«
6. § 17, stk. 3, ophæves.
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 3-5.
7. I § 17, stk. 5, der bliver stk. 4,
udgår:»anbefalet.«
8. I § 19 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Hvis en taksationskommission ændrer en afgørelse om et
spørgsmål, der er omfattet af bestemmelserne i § 16, fastsætter
taksationskommissionen umiddelbart erstatningen på det ændrede
grundlag«.
9. I § 22 ændres »udgør 1 pct. mere end« til:
»svarer til«.
10. § 23 affattes således:
» § 23. Kommissarius træffer afgørelse om erstatningens
fordeling mellem rettighedshavere og forestår erstatningens udbetaling. For
panthavernes vedkommende er prioritetsordenen afgørende. Beløb, der tilkommer
en tinglyst panthaver, hvis adresse ikke har kunnet oplyses, kan ikke
udbetales uden hans samtykke.
Stk. 2. En erstatning kan udbetales uden samtykke fra panthaverne,
når Kommissarius skønner, at ekspropriationsindgrebet i forhold til
ejendommens størrelse og værdi er ubetydeligt og ikke indebærer nogen fare
for pantesikkerheden«.
11. § 24 affattes således:
» § 24. Erstatninger, der er fastsat pr. arealenhed, opgøres
på grundlag af et efter ekspropriationsplanen beregnet areal. Udviser den
endelige arealopmåling et større areal, skal erstatningen reguleres i
overensstemmelse hermed.
Stk. 2. Kommissarius kan, når hensyn til den
erstatningsberettigede tilsiger det, fastsætte et tidspunkt, inden hvilket
anlægsmyndigheden endeligt skal fastlægge grænsen for det eksproprierede
areal«.
12. I § 26 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
» Stk. 2. Sag om ekspropriationsaktens lovlighed skal
indbringes for domstolene inden 6 måneder efter, at
ekspropriationskommissionens bestemmelse om ekspropriation er truffet, jf. §
15, stk. 4. Sag om erstatningen skal indbringes for domstolene inden 6
måneder efter, at taksationskommissionens kendelse er afsendt, jf. § 19, stk.
4«.
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 2
Loven træder i kraft den
§ 3
Sag om en ekspropriation, der er foretaget før denne lovs ikrafttræden,
skal indbringes for domstolene inden 6 måneder efter lovens ikrafttræden
eller efter afsendelse af taksationskommissionens kendelse, jf. § 19, stk. 4.
Bemærkninger til lovforslaget
+
+
jhs stat lovf - side Lov nr. 186 af 4. juni 1964 om fremgangsmåden ved
ekspropriation vedrørende fast ejendom (ekspropriationsprocesloven) afløste
reglerne i forordning af 5. marts 1845 angående de regler, som bliver at
iagttage med hensyn til grundafståelser m.m. i anledning af jernbaners anlæg
i Danmark.
Nogle bestemmelser i ekspropriationsprocesloven var til en vis grad
dikteret af et ønske om ikke straks at opgive visse elementer i den tidligere
gældende ordning uden erfaring for funktionen af det nye system. Nu vil nogle
af disse med den gamle ordning sammenhørende regler kunne undværes og en
forenkling opnås.
Det har på denne baggrund været naturligt som et led i regeringens
afbureaukratiseringsplan at foretage en generel gennemgang af
ekspropriationsprocesloven. Dette lovforslag er et resultat af denne
gennemgang. De ændringer, der foreslås, sigter på at forenkle
forretningsgangen, at fremme sagernes afvikling og at ajourføre loven.
Forslaget har, bortset fra forslaget om afskaffelse af kravet om
anvendelsen af anbefalet brev ved indvarsling og udsendelse af kendelser, der
indebærer en mindre besparelse, ingen økonomiske konsekvenser for staten
eller kommuner.
Forslaget har ingen personalemæssige konsekvenser.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1.
Indvarsling ved anbefalet brev er meget omkostningskrævende og
uhensigtsmæssig. En forsøgsperiode har vist, at det ikke vil have uheldige
følger at undlade at sende indvarsling anbefalet.
Lovbestemt krav om »anbefalet brev« er også ophævet ved lov nr.
415 af 13. juni 1990 om ændring af lov om jordfordeling mellem landejendomme
§ 1, nr. 6.
Til nr. 2.
Som ekspropriationsprocesloven er affattet, er det for at anvende de
detaljerede regler i § 15, stk. 5-7, om jordfordeling nødvendigt, at både
jordfordelingskontoret og ekspropriationskommissionen engageres i en
jordfordelingssag. Den besluttende kompetence har kommissionen. I større
sager kan jordfordelingskontorets medvirken være velbegrundet, men praktisk
set vil mindre jordfordelinger kunne gennemføres uden denne bistand, hvorved
bemærkes, at der til ekspropriationskommissionen er knyttet kvalificeret
landinspektørbistand, jf. lovens § 9. Et lovbundet krav om, at
jordfordelingskontoret i alle tilfælde skal medvirke, må derfor siges at være
mindre hensigtsmæssigt. Der vil i en vis udstrækning kunne være tale om
dobbeltarbejde. Dertil kommer, at kravet nu medfører en direkte udgift for
anlægsmyndigheden. Ved lov nr. 415 af 13. juni 1990 om ændring af lov om
jordfordeling mellem landejendomme er det nemlig ved § 1, stk. 7 (den ændrede
lovs § 8, stk. 1) bestemt, at udgifter ved en jordfordelingssag, der
foranlediges af et større anlægsarbejde, skal betales af den, der har anmodet
om at få sagen rejst. Det er også af denne grund rimeligt, at der gives
anlægsmyndigheden eller ekspropriationskommissionen lejlighed til som enhver
anden rekvirent at skønne om, hvorvidt jordfordelingskontorets medvirken i en
jordfordelingssag er nødvendig.
Reglerne i § 15, stk. 5-7, er i øvrigt ret komplicerede, og en forenkling
er ønskelig.
Kompleksiteten er særligt sammenhængende med, at der i § 15, stk. 5, litra
b, er åbnet adgang til tvangsmæssigt i jordfordelingsøjemed at ekspropriere
areal udover, hvad der skal eksproprieres til anlægget og som afskåret areal.
Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 244 af 27. maj 1981 og har kun i
begrænset omfang været i anvendelse, da man naturligvis altid vil bestræbe
sig på i videst mulig udstrækning at opnå de berørte grundejeres tilslutning.
Denne tvangsbestemmelse skønnes derfor at kunne undværes uden væsentlig
skade for opfyldelse af formålet - i mulig udstrækning at opnå en
hensigtsmæssig jordfordeling. Udelades denne tvangsbestemmelse, er der ingen
begrundelse for ved et lovbud at kræve jordfordelingskontorets medvirken.
Det foreliggende forslag går derfor ud på at simplificere de gældende
regler på to fronter.
Proceduremæssigt vil det for fremtiden være op til anlægsmyndigheden eller
ekspropriationskommissionen at afgøre, om det er nødvendigt at engagere
jordfordelingskontoret i en sag, hvorved bemærkes, at den udtalelse, der skal
indhentes fra Landbrugsministeriet i henhold til lovens § 13, stk. 2, også
omfatter jordfordelingsspørgsmålet.
Reelt forenkles bestemmelserne derved, at adgangen til at ekspropriere
alene i jordfordelingsøjemed bortfalder (§ 15, stk. 5, litra b).
Der kan fortsat være behov for forud for ekspropriation til store anlæg at
søge en jordfordelingsplan udarbejdet. Med nødvendig tilslutning fra berørte
ejere og myndigheder vil også en ejendom, der ikke direkte berøres af
ekspropriationen, kunne inddrages. I den forbindelse bemærkes, at
videreoverdragelse af arealer, der afskæres fra en landbrugsejendom, i videst
muligt omfang må ske i overensstemmelse med reglerne i landbrugsloven.
Bestemmelsen om, at en ejendom skal modtage areal som vederlag, affattes
således, at en ejendom har pligt til at modtage et areal, hvis værdi ikke
overstiger den erstatning, der fastsættes for det afståede areal, medens den
gældende bestemmelse i § 15, stk. 5, litra c, anvender det mere diskutable
begreb »værdien af det afståede«.
Heraf følger, at det både er erstatningen for selve det afståede areal
isoleret set og erstatningen for de derved forvoldte ulemper, der er
afgørende. Ligeledes præciseres, at det er værdien af det tillagte areal,
»for ejendommen«, der er afgørende. Ændringerne tilsigter således
en præcisering af den allerede gældende ordning på dette punkt.
Efter den gældende lov omfattes kun »landbrugsejendomme i
landzone« af bestemelserne i § 15, stk. 5. Begrænsningen kan i særlige
tilfælde være mindre hensigtsmæssig og er derfor udeladt i forslaget.
Bestemmelsen i § 15, stk. 6, tidligere § 15, stk. 8, sigter på følgende
specielle situation:
Det kan tænkes, at en taksationskommission eller en domstol efterfølgende
finder, at værdien af det areal, som er blevet tillagt en ejendom, er større
end ekspropriationskommissionen har skønnet. Det vil imidlertid praktisk set
være umuligt at gøre den fastlagte jordfordeling om. Bestemmelserne fastslår
derfor, at ekspropriationskommissionens afgørelse står fast, både med hensyn
til jordfordeling og med hensyn til erstatningsfastsættelsen.
Derimod kan en taksationskommission eller en domstol naturligvis frit
fastsætte værdien af det modtagne areal til et lavere beløb end
ekspropriationskommissionen. Det medfører blot, at der må udbetales et større
beløb i penge.
Til nr. 3.
Den nuværende affattelse af bestemmelsen i § 16, stk. 2, har givet
anledning til tvivl om, hvorvidt spørgsmål omfattet af denne bestemmelse kan
efterprøves af taksationskommissionen.
Den ændrede affattelse, der foreslås, tjener sammen med ændringsforslaget
under nr. 8 til at rydde denne tvivl af vejen. Efter de to ændringsforslag
kan taksationskommissionen efterprøve alle spørgsmål om, hvorvidt
betingelserne for at anvende bestemmelserne i § 16 er opfyldt.
Til nr. 4-6.
Efter jernbaneforordningen af 5. marts 1845 skulle den første kommission
(svarende til ekspropriationskommissionen efter ekspropriationsprocesloven)
afgive et forligstilbud. Den afsagde ikke en egentlig kendelse. Det skal
ekspropriationskommissionen efter den gældende lov, jf. § 17, stk. 3.
Alligevel bibeholdt man et krav om, at der i visse tilfælde skal udfærdiges
et erstatningsforslag, der imidlertid beløbsmæssigt skal svare til den
erstatning, der fastsættes ved den senere kendelse.
Ordningen må til dels ses som et levn fra jernbaneforordningens tid og
virker ofte som et forsinkende mellemled på erstatningssagernes fremme. Nogen
påviselig fordel ved ordningen opnås ikke. Der vil - uden lovhjemmel -
naturligvis være fri adgang til at fortsætte overvejelserne om en
forligsmæssig afslutning af en erstatningssag, selvom forlig ikke er opnået i
det første møde i ekspropriationskommissionen.
Ændringsforslagene nr. 3-5 tilsigter at afskaffe det lovbestemte krav om,
at der i visse situationer skal udfærdiges et skriftligt erstatningsforslag.
Dette indebærer, at ekspropriationskommissionen frit kan skønne om,
hvornår forligsmuligheder må anses for udtømt, hvorefter kendelse kan
afsiges.
Den erstatningsberettigede vil have betænkningstid, idet der gælder en
frist på 4 uger for sagens indbringelse for taksationskommissionen, jf.
lovens § 19, stk. 1. Det kan i den forbindelse noteres, at fristen i det
oprindelige lovforslag var foreslået fastsat til 14 dage, men under
behandlingen i Folketinget blev ændret til 4 uger.
Til nr. 7.
Der henvises til bemærkningerne til nr. 1.
Hvis en kendelse undtagelsesvist ikke skulle komme en
erstatningsberettiget rettidigt i hænde, og hvis en begæring om efterprøvelse
for taksationskommisionen som følge deraf ikke indgives inden den herfor
fastsatte frist på 4 uger, kan trafikministeren tillade, at sagen efterprøves
uanset fristens overskridelse, jf. bestemmelsen i lovens § 19, stk. 1, 3.
pkt.
Til nr. 8.
De spørgsmål, som omhandles i § 16, er direkte sammenhængende med en
vurdering af indgrebets størrelse (i penge) - altså med
erstatningsfastsættelsen. Hvis en ekspropriationskommission har bestemt, at
en ejer ikke kan forlange at komme af med hele sin ejendom i henhold til
bestemmelsen i § 16, stk. 1, kan taksationskommissionen, hvis efterprøvelse
begæres, altså bestemme, at ejeren kan komme af med hele ejendommen. Den
modsatte situation kan naturligvis også tænkes. Der har været tvivl om,
hvorvidt erstatningssagen i en sådan situation skulle tilbage til
ekspropriationskommissionen for at denne skulle fastsætte erstatningen på det
ændrede grundlag, eller om taksationskommissionen straks kunne fastsætte
erstatningen.
Ved ændringsforslaget fastslås, at taksationskommissionen straks kan
fastsætte den erstatning, som skal udredes for det skete indgreb.
Sammen med ændringsforslaget under nr. 3 tjener forslaget også til at
fastslå, at spørgsmål om, hvorvidt betingelserne for at anvende
bestemmelserne i § 16, stk. 2, er opfyldt, også kan efterprøves af
taksationskommissionen.
Til nr. 9.
Danmarks Nationalbank agter at ajourføre discontoen således, at den kommer
til at svare til markedsrenten. I 1990 er diskontoen steget med 11/2 pct.
Det foreslås derfor at ændre loven således, at forrentningen af
erstatningssummer sker i overensstemmelse med discontoen.
Til nr. 10 og 11.
Loven bygger på den forudsætning, at erstatninger som hovedregel udbetales
i et møde i ekspropriationskommissionen, i et regnskabsmøde (lovens § 24).
Ordningen er et levn fra jernbaneforordningens tid og har ikke været anvendt
i en lang årrække. Udbetaling sker på initiativ af vedkommende kommissarius
og fra dennes kontor. Denne ordning forudsætter loven (i § 23) imidlertid som
en undtagelse.
Lovens §§ 23 og 24 foreslås ved ændringsforslagene affattet i
overensstemmelse med den måde, hvorpå udbetaling faktisk sker.
Forslagets § 23, stk. 1, 2. og 3. pkt., er enslydende med den gældende
lovs § 24, stk. 2, 2. og 3. pkt.
Forslagets § 23, stk. 2, svarer til den gældende lovs § 23, stk. 1, 2.
pkt. Beslutningskompetencen tillægges kommissarius, da udbetaling ikke
længere forudsættes at ske i et kommissionsmøde. Ordene »nogen som
helst« er ændret til »nogen«. Der er ikke tilsigtet nogen
realitetsforskel.
Forslagets § 24, stk. 1, er enslydende med den gældende lovs § 23, stk. 1,
sidste pkt.
Forslagets § 24, stk. 2, er enslydende med den gældende lovs § 23, stk. 2.
Til nr. 12.
Den kommission, som udarbejdede udkast til ekspropriationsprocesloven,
overvejede grundigt, om der burde fastsættes en frist for sagsanlæg om
ekspropriationers lovlighed og om ekspropriationserstatningers størrelse
(betænkning nr. 330/1963).
Kommissionens flertal fandt, at der ikke burde fastsættes en frist.
Afgørende for flertallets stillingtagen var den betragtning, at en frist
kunne forøge antallet af retssager. For ikke at miste adgangen til en
domstolsprøvelse ville nogle måske udtage stævning i tilfælde, hvor det ikke
ville være kommet til sagsanlæg, såfremt de pågældende havde haft tid til at
blive fortrolige med den nye tingenes tilstand.
Et mindretal var ikke enig heri og fremhævede, at hensynet til, at
ekspropriationssagers afslutning ikke vilkårligt skal kunne forhales ved uden
grund at iværksætte et sagsanlæg på et urimeligt sent tidspunkt, måtte
tillægges en sådan betydning, at en frist måtte anses for påkrævet.
Loven fulgte kommissionens flertal. Erfaringen har imidlertid givet
mindretallet ret. Der er intet, der tyder på, at den i tidsmæssig henseende
ubegrænsede adgang til at gå til domstolene skulle være en faktor der
medvirker til at begrænse retssagernes antal. Derimod er der eksempler på, at
sagsanlæg er indledt på et urimeligt sent tidspunkt. Dette må anses for
særdeles uheldigt. I praksis er der forekommet flere eksempler herpå.
Det er således uantageligt, at der efter flere års forløb kan rejses tvivl
om lovligheden af arealdispositioner, bl.a. fordi helt udenforstående
personer forlængst har indrettet sig på de etablerede forhold.
Bevismæssigt er det uholdbart, at der rejses diskussion om en
ekspropriationserstatning efter mange års forløb. Sagens behandling for
domstolene kan tage adskillige år bl.a. afhængig af om sagen ankes.
Det må særligt tages i betragtning, at erstatningsfastsættelsen skal ske
på grundlag af værdiforholdene på ekspropriationstidspunktet -
uafhængig af den udvikling, der faktisk og prismæssigt er sket i den
mellemliggende tid. Det er imidlertid vanskeligt ved en afgørelse at
abstrahere herfra.
Ministeriet anser det derfor for absolut nødvendigt, at der nu fastsættes
en frist for at indbringe ekspropriationsager for domstolene.
Mindretallet i ekspropriationslovskommissionen foreslog fristen fastsat
til 6 uger. Det foreslås at fastsætte fristen til 6 måneder fra
ekspropriationskommissionens afsendelse af erstatningskendelse.
Til § 3
Bestemmelsen er en overgangsregel, foranlediget af ændringsforslaget
under nr. 10.
Sagsanlæg om ekspropriationer, der er foretaget før denne ændringslovs
ikrafttræden, skal efter bestemmelsen kunne indledes indtil 6 måneder efter
ændringslovens ikrafttræden. Det gælder både sager om en ekspropriations
lovlighed og om erstatningens størrelse. Hvis ekspropriation er foretaget før
ændringslovens ikrafttræden, men taksationskommissionens kendelse først
afsiges efter lovens ikrafttræden, skal der naturligvis gælde en frist på 6
måneder fra kendelsens afsendelse.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser,
der berøres af lovforslaget
1. I § 15, stk. 3, udgår »ved anbefalet brev«.
Stk. 3. Til ekspropriationsforretningen indvarsles med mindst 14
dages varsel ejere og brugere ifølge arealfortegnelsen skriftligt ved
anbefalet brev, for så vidt fornødne oplysninger om adresser m.v. kan
fremskaffes. Også andre, der ifølge de foreliggende oplysninger skønnes at
have retlig interesse i sagens afgørelse, skal indvarsles efter denne regel,
hvis det må antages at være af betydning for varetagelsen af deres
interesser. Indvarslingen skal oplyse, hvor ekspropriationsplan er fremlagt,
og ledsages af et eksemplar af arealfortegnelsen.
2. § 15, stk. 5-8, ophæves, og i stedet indsættes: » Stk.
5. Med henblik på at opnå en hensigtsmæssig jordfordeling til
nedbringelse af de ulemper, som anlægget eller foranstaltningen medfører, kan
ekspropriationskommissionen bestemme,
a) at arealer, der afskæres fra en ejendom, skal afstås,
b) at en ejendom, der skal afstå areal, som helt eller delvist vederlag
skal modtage et areal, hvis værdi for ejendommen efter kommissionens
vurdering ikke overstiger den erstatning, som skal udredes for
arealafståelsen.
Stk. 5. Med henblik på at opnå en hensigtsmæssig jordfordeling
mellem berørte landbrugsejendomme i landzone til nedbringelse af de ulemper,
som ekspropriationsanlægget medfører, kan jordfordelingskontoret udarbejde
forslag til en jordfordelingsplan, der forelægges
ekspropriationskommissionen. Kommissionen tager stilling til, hvorvidt og i
bekræftende fald i hvilket omfang planen kan godkendes. I det omfang
kommissionen skønner at jordfordeling bør gennemføres, kan kommissionen
bestemme,
a) at arealer, der ved anlægget afskæres fra en ejendom, skal afstås,
b) at en ejendom, der berøres af ekspropriationsanlægget eller har grænse
til en af anlægget berørt ejendom, skal afstå areal til hel eller delvis
ombygning ud over, hvad der eksproprieres til selve anlægget eller som
afskåret areal i medfør af litra a,
c) at en ejendom, der skal afstå areal enten til selve anlægget eller i
jordfordelingsøjemed, som helt eller delvis vederlag skal modtage et areal,
hvis værdi efter kommissionens vurdering ikke overstiger værdien af det
afståede.
Stk. 6. Hvis en taksationskommission eller en domstol finder, at
værdien af det areal, der er tillagt en ejendom i henhold til bestemmelsen i
stk. 5, er større end den erstatning, som skal udredes for arealafståelsen,
berøres ekspropriationskommissionens beslutning om ekspropriation ikke heraf.
Ejeren af den pågældende ejendom skal i intet tilfælde for modtagelsen af det
tillagte areal betale et vederlag, der overstiger den erstatning, der endelig
fastsættes for den fra ejendommen skete ekspropriation.
Stk. 6. Grundværdien af de i henhold til stk. 5, litra b, afståede
arealer må ikke overstige 25 pct. af ejendommens senest ansatte grundværdi
efter fradrag af grundværdien af arealer, der er eksproprieret til selve
anlægget eller som afskårne i henhold til stk. 5, litra a.
3. I § 16, stk. 2, ændres »ekspropriationskommissionen efter
anlægsmyndighedens begæring bestemme, at hele ejendommen skal afstås«
til »anlægsmyndigheden fordre hele ejendommen afstået«.
Stk. 2. Hvis erstatningen for ejendommens værdiforringelse må
antages at komme til at stå i åbenbart misforhold til restejendommens værdi,
kan ekspropriationskommissionen efter anlægsmyndighedens begæring bestemme,
at hele ejendommen skal afstås.
4. § 17, stk. 1, 2. pkt., ophæves.
§ 17. Når kommissionen over for hver enkelt fremmødt har påvist,
hvorledes anlægget vil berøre hans ejendom eller rettighed, og hvilket omfang
afståelsen vil få, og endvidere har gjort ham bekendt med de for kommissionen
om sagen foreliggende oplysninger, herunder sagkyndiges erklæringer, jf. § 9,
har parterne adgang til over for kommissionen at redegøre for de synspunkter,
der efter deres formening bør have indflydelse på erstatningens fastsættelse.
Kommissionen fremsætter derefter forslag til erstatningsbeløbets størrelse
med angivelse af de erstatningsposter, som det omfatter.
5. § 17, stk. 2, affattes således: »Stk. 2. Hvis forlig ikke
opnås, afsiges der kendelse om erstatningens fastsættelse.«
Stk. 2. Ønsker en part nærmere at overveje det fremsatte forslag,
eller giver en erstatningsberettiget ikke møde ved forretningen, skal
forslaget udfærdiges i skriftligt form og udleveres eller tilsendes parterne
i anbefalet brev.
6. § 17, stk. 3, ophæves. Stk. 4-6 bliver herefter stk. 3-5.
Stk. 3. Godkendes forslaget ikke senest 14 dage efter afgivelsen,
eller afvises forslaget straks af en af parterne, afsiges der kendelse om
erstatningens fastsættelse.
Stk. 4. Kendelsen skal være ledsaget af grunde og særligt angive
kommissionens stilling til de af parterne påberåbte omstændigheder. I
kendelsen angives det afståedes værdi i handel og vandel eller ved pålæggelse
af rådighedsindskrænkninger den forringelse, der herved sker af denne værdi.
Såfremt der påføres ejeren eller andre berettigede andet økonomisk tab,
angives erstatningen herfor som en særlig post, så vidt muligt med
oplysningen om, hvorledes den er beregnet.
7. I § 17, stk. 5, der bliver stk. 4, udgår »anbefalet«.
Stk. 5. Udskrift af kendelsen tilsendes parterne ved anbefalet
brev. Det skal indeholde oplysning om adgangen til at indbringe
erstatningsspørgsmålet for vedkommende taksationskommission og om fristen
herfor, jf. § 19.
Stk. 6. I øvrigt skal udskrift af forlig og kendelser tilsendes
enhver, der har retlig interesse deri og fremsætter begæring derom.
8. I § 19 indsættes som stk. 5:
» Stk. 5. Hvis en taksationskommission ændrer en afgørelse om
et spørgsmål, omfattet af bestemmelserne i § 16, fastsætter
taksationskommissionen umiddelbart erstatningen på det ændrede
grundlag«.
9. I § 22 ændres »udgør 1 pct. mere end« til
»svarer til«.
§ 22. Erstatningsbeløbene forrentes fra datoen for den i § 15,
stk. 4, omhandlede beslutning om ekspropriation, dog at et andet
begyndelsestidspunkt under særlige omstændigheder kan fastsættes i kendelse
eller forlig. Forrentningen sker indtil den dag, beløbene kan hæves, med en
årlig rente, der udgør 1 pct. mere end den af Danmarks Nationalbank
fastsatte, på ekspropriationstidspunktet gældende diskonto.
10. § 23 affattes således:
» § 23. Kommissarius træffer afgørelse om erstatningens
fordeling mellem rettighedshavere og forestår erstatningens udbetaling. For
panthavernes vedkommende er prioritetsordenen afgørende. Beløb, der tilkommer
en tinglyst panthaver, hvis adresse ikke har kunnet oplyses, kan ikke
udbetales uden hans samtykke.
§ 23. En erstatning i henhold til forlig eller endelig kendelse
kan på begæring udbetales, når fornøden dokumentation for berettigelsen til
at oppebære erstatningen er tilvejebragt af den pågældende og kommissarius
anser udbetaling for forsvarlig. En erstatning kan udbetales uden samtykke
fra panthaverne og uden iagttagelse af reglerne i § 24, når
ekspropriationskommissionen skønner, at ekspropriationsindgrebet i forhold
til ejendommens størrelse og værdi er udbetydeligt og ikke indebærer nogen
som helst fare for pantesikkerheden. Erstatninger, der er fastsat pr.
arealenhed, opgøres på grundlag af et efter ekspropriationsplanerne beregnet
areal. Udviser den endelige arealopmåling et større areal, skal erstatningen
reguleres i overensstemmelse hermed.
Stk. 2. En erstatning kan udbetales uden samtykke fra panthaverne,
når Kommissarius skønner, at ekspropriationsindgrebet i forhold til
ejendommens størrelse og værdi er ubetydeligt og ikke indebærer nogen fare
for pantsikkerheden«.
Stk. 2. Når hensynet til den erstatningsberettige tilsiger det,
kan kommissarius fastsætte et tidspunkt, inden hvilket anlægsmyndigheden
endeligt skal fastlægge grænsen for det eksproprierede areal.
11. § 24 affattes således:
» § 24. Erstatninger, der er fastsat pr. arealenhed, opgøres
på grundlag af et efter ekspropriationsplanen beregnet areal. Udviser den
endelige arealopmåling et større areal, skal erstatningen reguleres i
overensstemmelse hermed, hvis differencen er større end 5 pct.
§ 24. I øvrigt anvises erstatningsbeløb til udbetaling i et møde i
ekspropriationskommissionen (regnskabsmødet), hvorom bekendtgørelse skal ske
i overensstemmelse med de i § 12, stk. 2, nævnte regler. Samtidig indvarsles
ved tilsendelse af opgørelse over de erstatningsbeløb, der kommer til
udbetaling.
1) personer, hvem erstatning er tilkendt.
2) panthavere, hvis ret er tinglyst, før ekspropriationen er tinglyst, og
hvis adresser kan oplyses af tinglysningsdommeren, og
3) kommuner, hvordi de af ekspropriationen berørte ejendomme er
beliggende.
Stk. 2. Når hensyn til den erstatningsberettigede tilsiger det,
kan kommissarius fastsætte et tidspunkt, inden hvilket anlægsmyndigheden
endeligt skal fastlægge grænsen for det eksproprierede areal«.
Stk. 2. På grundlag af de krav, der er fremsat herom senest ved
regnskabsmødet, afgør kommissionen, hvorledes erstatningsbeløbene skal
fordeles. For panthaveres vedkommende er prioritetsordenen afgørende. Beløb,
der måtte tilkomme en tinglyst panthaver, hvis adresse ikke har kunnet
oplyses, kan ikke udbetales uden hans samtykke.
12. I § 26 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
» Stk. 2. Sag om ekspropriationsaktens lovlighed skal
indbringes for domstolene inden 6 måneder efter, at
ekspropriationskommissionens bestemmelse om ekspropriation er truffet, jf. §
15, stk. 4. Sag om erstatningen skal indbringes for domstolene inden 6
måneder efter, at taksationskommissionens kendelse er afsendt, jf. § 19, stk.
4«.
Stk. 2. Spørgsmål, der kan prøves af en taksationskommission, kan
ikke indbringes for domstolene, forinden taksationskommissionens afgørelse
foreligger.
Efter 2. behandling den 4. april 1991
§ 1
I lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, jf.
lovbekendtgørelse nr. 62 af 21. februar 1984, foretages følgende ændringer:
1. I § 15, stk. 3, udgår »ved anbefalet brev«.
2. § 15, stk. 5-8, ophæves, og i stedet indsættes: »
Stk. 5. Med henblik på at opnå en hensigtsmæssig jordomlægning til
nedbringelse af de ulemper, som anlægget eller foranstaltningen medfører, kan
ekspropriationskommissionen bestemme,
1) at arealer, der afskæres fra en ejendom, skal afstås, eller
2) at en ejendom, der skal afstå areal, som helt eller delvist vederlag
skal modtage et areal, hvis værdi for ejendommen efter kommissionens
vurdering ikke overstiger den erstat- ning, som skal udredes for
arealafståelsen.
Stk. 6. Hvis en taksationskommission eller en domstol finder, at
værdien af det areal, der er tillagt en ejendom i henhold til bestemmelsen i
stk. 5, er større end den erstatning, som skal udredes for arealafståelsen,
berøres ekspropriationskommissionens beslutning om ekspropriation ikke heraf.
Ejeren af den pågældende ejendom skal i intet tilfælde for modtagelsen af det
tillagte areal betale et vederlag, der overstiger den erstatning, der
endeligt fastsættes for den fra ejendommen skete ekspropriation.«
3. I § 16, stk. 2, ændres »ekspropriationskommissionen
efter anlægsmyndighedens begæring bestemme, at hele ejendommen skal
afstås« til: »anlægsmyndigheden fordre hele ejendommen
afstået«.
4. I § 17, stk. 2, udgår ordene »i anbefalet
brev«.
5. I § 17, stk. 5, udgår »anbefalet«.
6. I § 19 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Hvis en taksationskommission ændrer en afgørelse om et
spørgsmål, der er omfattet af bestemmelserne i § 16, fastsætter
taksationskommissionen umiddelbart erstatningen på det ændrede
grundlag.«
7. I § 22 ændres »udgør 1 pct. mere end« til:
»svarer til«.
8. § 23 affattes således:
» § 23. Kommissarius træffer afgørelse om erstatningens
fordeling mellem rettighedshavere og forestår erstatningens udbetaling. For
panthavernes vedkommende er prioritetsordenen afgørende. Beløb, der tilkommer
en tinglyst panthaver, hvis adresse ikke har kunnet oplyses, kan ikke
udbetales uden hans samtykke.
Stk. 2. En erstatning kan udbetales uden samtykke fra panthaverne,
når kommissarius skønner, at ekspropriationsindgrebet i forhold til
ejendommens størrelse og værdi er ubetydeligt og ikke indebærer nogen fare
for pantesikkerheden.«
9. § 24 affattes således:
» § 24. Erstatninger, der er fastsat pr. arealenhed, opgøres
på grundlag af et efter ekspropriationsplanen beregnet areal. Udviser den
endelige arealopmåling et større areal, skal erstatningen reguleres i
overensstemmelse hermed.
Stk. 2. Kommissarius kan, når hensyn til den
erstatningsberettigede tilsiger det, fastsætte et tidspunkt, inden hvilket
anlægsmyndigheden endeligt skal fastlægge grænsen for det eksproprierede
areal.«
10. I § 26 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
» Stk. 2. Sag om ekspropriationsaktens lovlighed skal
indbringes for domstolene inden 6 måneder efter, at
ekspropriationskommissionens bestemmelse om ekspropriation er truffet, jf. §
15, stk. 4. Sag om erstatningen skal indbringes for domstolene inden 6
måneder efter, at taksationskommissionens kendelse er afsendt, jf. § 19, stk.
4.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1991.
§ 3
Sag om en ekspropriation, der er foretaget før denne lovs ikrafttræden,
skal indbringes for domstolene inden 6 måneder efter lovens ikrafttræden
eller efter afsendelse af taksationskommissionens kendelse, jf. § 19, stk. 4.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse af lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom Retsinformation · 18. april 2023
- Forslag til Ekspropriationsprocesloven Retsinformation · 8. oktober 2026
- Kendelse vedrørende spørgsmålet om betingelserne i retsplejelovens §226, stk. 1, for at henvise sagerne til behandling ved landsret er opfyldt, i sager angående prøvelse af fire afgørelser om ekspropriationserstatning afsagt af Taksationskommissionen Domsdatabasen · 2. juni 2023
- Råstofforekomst handelsværdi brugsværdi Retsinformation · 1. oktober 1997
- Forslag til Lov om ændring af lov om offentlige veje m.v., jernbaneloven og forskellige andre love (Lempeligere kriterier for borgeres mulighed for fremrykket overtagelse og ekspropriation, konsekvensændringer som følge af ny ekspropriationsproceslov m.v.) Retsinformation · 8. oktober 2026
- Landbrug gennemskæring omvej ejendomsindskrænkning ejendomsforringelse Retsinformation · 1. oktober 1997