1988 LSF 147 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (RETTERNES SAGLIGE KOMPETENCE I CIVILE SAGER M.V.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1 I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september
1986, som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og nr. 386 af
10. juni 1987, lov nr. 420 af 13. juli 1988 samt lov nr. 730 og nr. 731 af 7.
december 1988, foretages følgende ændringer:
1. § 1 affattes således: » § 1. De almindelige domstole
er Højesteret, landsretterne og byretterne samt Sø- og Handelsretten i
København. Stk. 2. Denne lovs regler finder alene anvendelse på rettens pleje
ved de almindelige domstole, medmindre andet er bestemt i denne eller anden
lov. Stk. 3. Militære straffesager behandles efter lov om militær
retspleje.«
2. I § 9 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke: » Stk.
4. Sø- og handelssager om krav, der har en økonomisk værdi af højst
100.000 kr., henvises af Sø- og Handelsretten til vedkommende byret,
medmindre de er omfattet af en eller flere af bestemmelserne i § 226, stk. 1,
nr. 1-5, eller behandling findes mest hensigtsmæssigt at kunne ske i
forbindelse med en anden sag, der verserer ved Sø- og Handelsretten. Inden
Sø- og Handelsretten træffer afgørelse om henvisning, skal parterne have
lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet. Sø- og Handelsrettens kendelse om
spørgsmålet kan ikke indbringes for højere ret.« Stk. 4 og 5 bliver
herefter stk. 5 og 6.
3. I § 9, stk. 4, der bliver stk. 5, indsættes efter »når
parterne er enige herom«: », jf. dog stk. 4«.
4. I § 9, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »§ 227, stk.
2« til: »§ 226, stk. 3«.
5. § 12, 1. pkt., affattes således: »Landet inddeles i 83
retskredse.«
6. § 16 a affattes således: » § 16 a. Retten i Roskilde
består af 6 dommere. Retten i Randers består af 4 dommere. Retten på
Frederiksberg samt retterne i Lyngby, Ballerup, Esbjerg, Horsens og Herning
består af 3 dommere. Retterne i Tåstrup, Hørsholm og Skanderborg består af 2
Læs alt
dommere. Stk. 2. De i stk. 1 nævnte retter deles i afdelinger, som hver
beklædes af en enkelt dommer. Stk. 3. Ved de i stk. 1 nævnte retter varetages
rettens administration af den dommer, der er udnævnt hertil. Almindelige
regler om forretningernes fordeling mellem afdelingerne fastsættes af den
administrerende dommer med Justitsministeriets godkendelse. Sagernes
fordeling mellem dommerne bestemmes af den administrerende dommer efter
forhandling med det eller de øvrige medlemmer af retten.«
7. § 17 affattes således: » § 17. Der ansættes 2
dommere ved retterne i Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Helsingør, Hillerød,
Frederikssund, Holbæk, Slagelse, Næstved, Haderslev, Sønderborg, Vejle,
Kolding, Fredericia, Silkeborg, Viborg, Frederikshavn og Hjørring. Stk. 2.
Almindelige regler om forretningernes fordeling mellem dommere ved de i stk.
1 nævnte retter fastsættes af justitsministeren, jf. dog stk. 3. Stk. 3. Ved
første ledighed i en af dommerstillingerne ved de i stk. 1 nævnte retter skal
der ske udnævnelse i stillingen med forbehold om senere indførelse af
administrationsordning. Ved ledighed i den anden stilling indføres
administrationsordning ved den pågældende ret, og en af dommerne udnævnes til
administrerende dommer. § 16 a, stk. 3, 2. og 3. pkt., finder i så fald
tilsvarende anvendelse. Stk. 4. De øvrige byretter består hver af een
dommer.«
8. I § 17 a, stk. 2, 4. pkt., § 57, stk. 1, 1. pkt., og § 88,
stk. 1, 2. pkt., ændres »beskikkede« til:
»administrerende«.
9. I § 18 a, stk. 1, og § 18 b, 1. pkt., indsættes efter
»Uden for det i § 9, stk. 2, nævnte område«: »og ved
henvisning efter § 9, stk. 4,».
10. I § 132 og § 136, stk. 3, ændres »sager, som i
medfør af §§ 224-226 ville høre under byret,» til: »sager, der i
medfør af reglerne i kapitel 21 behandles ved byret,».
11. §§ 224-227 affattes således: » § 224. Borgerlige
retssager behandles i 1. instans ved byret, medmindre andet er bestemt i
denne eller anden lov. § 225. Ved landsret behandles i 1. instans sager om
prøvelse af afgørelser truffet af et ministerium eller en central statslig
klageinstans, der har den øverste administrative kompetence til at træffe
afgørelser i sager mellem det offentlige og private. Dette gælder dog ikke de
i kapitel 43 a og 43 b omhandlede sager. Stk. 2. Parterne kan vedtage, at
sager, der efter stk. 1 er landsretssager, skal behandles ved byret. § 226.
Byretten kan med undtagelse af de i stk. 2 og 3 nævnte sager efter begæring
af en part henvise en sag til behandling ved landsret, såfremt
1) sagen er af principiel karakter,
2) sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne,
3) sagen har særlig indgribende betydning for en part,
4) sagen rejses af eller mod en offentlig myndighed eller institution,
5) sagen rejser spørgsmål om anvendelse af fællesmarkedsret eller fremmed
ret eller
6) sagen efter indhentet udtalelse fra landsretten findes mest
hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der
verserer ved landsretten. Stk. 2. Reglerne i stk. 1 gælder ikke for de i
kapitel 42, 42 a, 43, 43 a, 43 b og 44 omhandlede sager. Stk. 3. Byretten kan
efter begæring af en part henvise sager, der opstår af ansættelsesforhold
mellem arbejdsgivere og deres ansatte, til behandling ved Sø- og
Handelsretten i København, såfremt fagkundskab til sø- og handelsforhold
skønnes at være af betydning for sagens afgørelse og henvisningen er
begrundet i en eller flere af bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-5. Stk. 4.
Begæring om henvisning efter stk. 1 og 3 skal så vidt muligt fremsættes i 1.
retsmøde eller, såfremt sagen forberedes skriftligt, før skriftvekslingens
slutning. Retten kan dog i særlige tilfælde henvise sagen efter en begæring,
der fremsættes senere, men dog inden domsforhandling er begyndt. Stk. 5.
Afgørelse af, om sagen skal henvises eller ikke, træffes ved kendelse. En
kendelse, hvorved sagen henvises, kan ikke indbringes for højere ret. § 227.
Sager om krav, der har en økonomisk værdi over 500.000 kr., skal henvises til
behandling ved landsret, såfremt en af parterne begærer det. Reglerne i §
226, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 2. Sagsøger kan
endvidere anlægge de i stk. 1 nævnte sager ved landsretten.«
12. § 230 affattes således: » § 230. Udvides påstanden
i en sag om krav af økonomisk værdi, der er anlagt ved byret, ud over den i §
227 nævnte grænse, henvises sagen efter en af parternes begæring til fortsat
behandling ved landsretten. Reglerne i § 226, stk. 4 og 5, finder tilsvarende
anvendelse.«
13. § 231 ophæves.
14. § 249, stk. 3, 1. pkt., ophæves, og 2. pkt. affattes
således: »Har retten ikke saglig kompetence til at behandle et fremsat
krav eller modkrav under en selvstændig sag, kan retten henvise kravet til
afgørelse ved den rette domstol, jf. § 232, stk. 2.«
15. § 250, stk. 4, 1. pkt., ophæves.
16. § 336 a, stk. 1, 2. pkt., affattes således: »Ved de i § 16
a nævnte retter meddeles beskikkelsen af den administrerende dommer.«
17. I § 573, stk. 2, 6. pkt., ændres »årlig rente, der svarer
til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg af 2
pct.« til: »årlig rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i
lov om renter ved forsinket betaling m.v.«
§ 2 Inddelingen af landet i retskredse ændres således, at retten i
Svendborg by og retten i Svendborg herred sammenlægges til retten i
Svendborg. I retsplejeloven, som ændret ved denne lovs § 1, foretages
følgende ændringer:
1. § 12, 1. pkt., affattes således: »Landet inddeles i 82
retskredse«.
2. I § 16 a, stk. 1, 4. pkt., indsættes efter »Hørsholm«:
», Svendborg«.
§ 3 Stk. 1. § 1 træder i kraft den 1. juli 1989. Stk. 2. Sager, der er
anlagt inden dette tidspunkt, behandles efter de hidtil gældende regler. Stk.
3. Tidspunktet for ikrafttræden af § 2 fastsættes af justitsministeren.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986
som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og nr. 386 af 10.
juni 1987, lov nr. 420 af 13. juli 1988 samt lov nr. 730 og nr. 731 af 7.
december 1988, foretages følgende ændringer:
1. § 1 affattes således:
» § 1. De almindelige domstole er Højesteret, landsretterne og
byretterne samt Sø- og Handelsretten i København.
Stk. 2. Denne lovs regler finder alene anvendelse på rettens pleje ved de
almindelige domstole, medmindre andet er bestemt i denne eller anden lov.
Stk. 3. Militære straffesager behandles efter lov om militær
retspleje.«
2. I § 9 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
» Stk. 4. Sø- og handelssager om krav, der har en økonomisk
værdi af højst 100.000 kr., henvises af Sø- og Handelsretten til vedkommende
byret, medmindre de er omfattet af en eller flere af bestemmelserne i § 226,
stk. 1, nr. 1-5, eller behandling findes mest hensigtsmæssigt at kunne ske i
forbindelse med en anden sag, der verserer ved Sø- og Handelsretten. Inden
Sø- og Handelsretten træffer afgørelse om henvisning, skal parterne have
lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet. Sø- og Handelsrettens kendelse om
spørgsmålet kan ikke indbringes for højere ret.«
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
3. I § 9, stk. 4, der bliver stk. 5, indsættes efter »når
parterne er enige herom«: », jf. dog stk. 4«.
4. I § 9, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »§ 227, stk.
2« til: »§ 226, stk. 3«.
5. § 12, 1. pkt., affattes således:
»Landet inddeles i 83 retskredse.«
6. § 16 a affattes således:
» § 16 a. Retten i Roskilde består af 6 dommere. Retten i
Randers består af 4 dommere. Retten på Frederiksberg samt retterne i Lyngby,
Ballerup, Esbjerg, Horsens og Herning består af 3 dommere. Retterne i
Tåstrup, Hørsholm og Skanderborg består af 2 dommere.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte retter deles i afdelinger, som hver beklædes af
en enkelt dommer.
Stk. 3. Ved de i stk. 1 nævnte retter varetages rettens administration af
den dommer, der er udnævnt hertil. Almindelige regler om forretningernes
fordeling mellem afdelingerne fastsættes af den administrerende dommer med
Justitsministeriets godkendelse. Sagernes fordeling mellem dommerne bestemmes
af den administrerende dommer efter forhandling med det eller de øvrige
medlemmer af retten.«
7. § 17 affattes således:
» § 17. Der ansættes 2 dommere ved retterne i Gentofte,
Gladsaxe, Glostrup, Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Holbæk, Slagelse,
Næstved, Haderslev, Sønderborg, Vejle, Kolding, Fredericia, Silkeborg,
Viborg, Frederikshavn og Hjørring.
Stk. 2. Almindelige regler om forretningernes fordeling mellem dommere ved
de i stk. 1 nævnte retter fastsættes af justitsministeren, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Ved første ledighed i en af dommerstillingerne ved de i stk. 1
nævnte retter, skal der ske udnævnelse i stillingen med forbehold om senere
indførelse af administrationsordning. Ved ledighed i den anden stilling
indføres administrationsordning ved den pågældende ret, og en af dommerne
udnævnes til administrerende dommer. § 16 a, stk. 3, 2. og 3. pkt., finder i
så fald tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. De øvrige byretter består hver af en dommer.«
8. I § 17 a, stk. 2, 4. pkt., § 57, stk. 1, 1. pkt., og § 88, stk. 1,
2. pkt., ændres »beskikkede« til: »administrerende«.
9. I § 18 a, stk. 1, og § 18 b, 1. pkt., indsættes efter
»Uden for det i § 9, stk. 2, nævnte område«: »og ved
henvisning efter § 9, stk. 4,».
10. I § 132 og § 136, stk. 3, ændres »sager, som i
medfør af §§ 224-226 ville høre under byret,» til: »sager, der i
medfør af reglerne i kapitel 21 behandles ved byret,».
11. §§ 224-227 affattes således:
» § 224. Borgerlige retssager behandles i 1. instans ved
byret, medmindre andet er bestemt i denne eller anden lov.
§ 225. Ved landsret behandles i 1. instans sager om prøvelse af afgørelser
truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans, der har den
øverste administrative kompetence til at træffe afgørelser i sager mellem det
offentlige og private. Dette gælder dog ikke de i kapitel 43 a og 43 b
omhandlede sager.
Stk. 2. Parterne kan vedtage, at sager, der efter stk. 1 er
landsretssager, skal behandles ved byret.
§ 226. Byretten kan med undtagelse af de i stk. 2 og 3 nævnte sager efter
begæring af en part henvise en sag til behandling ved landsret, såfremt
1) sagen er af principiel karakter,
2) sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne,
3) sagen har særlig indgribende betydning for en part,
4) sagen rejses af eller mod en offentlig myndighed eller institution,
5) sagen rejser spørgsmål om anvendelse af fællesmarkedsret eller fremmed
ret, eller
6) sagen efter indhentet udtalelse fra landsretten findes mest
hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der
verserer ved landsretten.
Stk. 2. Reglerne i stk. 1 gælder ikke for de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a,
43 b og 44 omhandlede sager.
Stk. 3. Byretten kan efter begæring af en part henvise sager, der opstår
af ansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og deres ansatte, til behandling
ved Sø- og Handelsretten i København, såfremt fagkundskab til sø- og
handelsforhold skønnes at være af betydning for sagens afgørelse, og
henvisningen er begrundet i en eller flere af bestemmelserne i stk. 1, nr.
1-5.
Stk. 4. Begæring om henvisning efter stk. 1 og 3 skal så vidt muligt
fremsættes i 1. retsmøde eller, såfremt sagen forberedes skriftligt, før
skriftvekslingens slutning. Retten kan dog i særlige tilfælde henvise sagen
efter en begæring, der fremsættes senere, men dog inden domsforhandling er
begyndt.
Stk. 5. Afgørelse af, om sagen skal henvises eller ikke, træffes ved
kendelse. En kendelse, hvorved sagen henvises, kan ikke indbringes for højere
ret.
§ 227. Sager om krav, der har en økonomisk værdi over 500.000 kr., skal
henvises til behandling ved landsret, såfremt en af parterne begærer det.
Reglerne i § 226, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Sagsøger kan endvidere anlægge de i stk. 1 nævnte sager ved
landsretten.«
12. § 230 affattes således:
» § 230. Udvides påstanden i en sag om krav af økonomisk
værdi, der er anlagt ved byret, ud over den i § 227 nævnte grænse, henvises
sagen efter en af parternes begæring til fortsat behandling ved landsretten.
Reglerne i § 226, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.«
13. § 231 ophæves.
14. § 249, stk. 3, 1. pkt., ophæves, og 2. pkt. affattes
således:
»Har retten ikke saglig kompetence til at behandle et fremsat krav
eller modkrav under en selvstændig sag, kan retten henvise kravet til
afgørelse ved den rette domstol, jf. § 232, stk. 2.«
15. § 250 stk. 4, 1. pkt., ophæves.
16. § 336 a, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Ved de i § 16 a nævnte retter meddeles beskikkelsen af den
administrerende dommer.«
17. I § 573, stk. 2, 6. pkt., ændres »årlig rente, der svarer
til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg af 2
pct.« til: »årlig rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i
lov om renter ved forsinket betaling m.v.«.
§ 2
Inddelingen af landet i retskredse ændres, således at retten i Svendborg
by og retten i Svendborg herred sammenlægges til retten i Svendborg. I
retsplejeloven som ændret ved denne lovs § 1 foretages følgende ændringer:
1. § 12, 1. pkt., affattes således:
»Landet inddeles i 82 retskredse«.
2. I § 16 a, stk. 1, 4. pkt., indsættes efter »Hørsho1m«:
»,Svendborg«.
§ 3
Stk. 1. § 1 træder i kraft den 1. juli 1989.
Stk. 2. Sager, der er anlagt inden dette tidspunkt, behandles efter de
hidtil gældende regler.
Stk. 3. Tidspunktet for ikrafttræden af § 2 fastsættes af
justitsministeren.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslagets hovedformål er at foretage en principiel omlægning af
kompetencen i civile sager, således at det bliver den almindelige regel i
retsplejeloven, at disse sager behandles ved byretterne i 1. instans. Herved
opnås bl.a. en aflastning af landsretterne og en bedre udnyttelse af
domstolenes samlede ressourcer.
Det foreslås samtidig, at det mindre antal sager, der har en sådan
betydning, at de bør undergives behandling af tre dommere i landsretten som
1. instans med fri ankeadgang til Højesteret, efter en parts begæring af
byretten skal kunne henvises til landsretsbehandling, navnlig hvis sagen er
af principiel karakter, sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre
end parterne, eller sagen har særlig indgribende betydning for en part.
Henvisningsadgangen foreslås suppleret med en regel, hvorefter sager af værdi
over 500.000 kr. behandles af landsretten som 1. instans, såfremt en af
parterne ønsker det.
Endvidere foreslås indført en adgang for Sø- og Handelsretten i København
til at henvise sager af en værdi af højst 100.000 kr. til behandling ved
byretten.
Lovforslaget bygger på Retsplejerådets betænkning nr. 1130/1988 om
retternes saglige kompetence i civile sager, der er afgivet på baggrund af et
kommissorium fra Justitsministeriet af 7. maj 1986. De foreslåede regler om
kompetencen svarer til det lovudkast, som et enigt Retsplejeråd har
udarbejdet i betænkningen.
Endvidere foreslås nogle mindre ændringer om bl.a. retternes sammensætning
m.v. (lovforslagets § 1, nr. 1, 5-8 og 16-17). Der henvises herom til
bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.
I det følgende gives der en redegørelse for hovedpunkterne i lovforslaget
om retternes saglige kompetence i civile sager med en omtale af de gældende
regler, idet der i øvrigt henvises til betænkningens mere fyldige gennemgang
heraf.
2. Gældende regler
Almindelige bestemmelser om domstolenes saglige kompetence findes i
retsplejelovens kapitel 21 (§§ 224-232) som affattet senest ved lov nr. 320
af 4. juni 1986. Kapitel 21 er medtaget som bilag 1 til lovforslaget.
Efter § 224 og § 226 behandles borgerlige (civile) sager i 1. instans ved
landsret, medmindre de efter § 225 eller anden særlig lovregel er henlagt til
byret eller i henhold til parternes vedtagelse indbringes for byret.
Hovedreglen efter retsplejeloven er således, at retssager behandles ved
landsretten som 1. instans. Langt de fleste retssager behandles imidlertid
ved byret som 1. instans. Dette beror først og fremmest på, at byretterne
efter § 225, nr. 1, er kompetente til at behandle sager om krav, der har en
økonomisk værdi efter påstanden i stævningen på højst 200.000 kr.
Selv om en retssag kan behandles i 1. instans ved byret, kan byretten
efter § 227, stk. 1, på begæring af en part henvise de sager, der er nævnt i
retsplejelovens § 225, nr. 1-4 og 12, til behandling ved landsretten, når en
af de i bestemmelsen anførte 6 henvisningsgrunde foreligger. Der er herefter
mulighed for at henvise en sag, såfremt 1) sagen er af principiel karakter,
2) sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne, 3) sagen
har særlig indgribende betydning for en part, 4) sagen rejses af eller mod en
offentlig myndighed eller institution, 5) sagen rejser spørgsmål om
anvendelse af fællesmarkedsret eller fremmed ret, eller 6) sagen efter
indhentet udtalelse fra landsretten findes mest hensigtsmæssigt at kunne
behandles i forbindelse med en anden sag, der verserer ved landsretten (§
227, stk. 1, nr. 1-6).
Endvidere kan byretten efter § 227, stk. 2, på en parts begæring henvise
funktionærsager efter § 225, nr. 3, til behandling ved Sø- og Handelsretten,
såfremt fagkundskab til sø- og handelsforhold skønnes at være af betydning
for sagens afgørelse, og der desuden foreligger en henvisningsgrund som nævnt
i § 227, stk. 1, nr. 1-5.
Efter § 226, stk. 1, nr. 2, behandler landsretten i 1. instans uanset
sagens værdi sager om prøvelse af afgørelser truffet af et ministerium eller
en central statslig klageinstans, der har den øverste administrative
kompetence til at træffe afgørelse i sager mellem det offentlige og private.
Dette gælder dog ikke sager om prøvelse af administrativt bestemt
frihedsberøvelse og sager om prøvelse af beslutning om adoption uden
samtykke.
Parterne kan i alle landsretssager vedtage byretsbehandling i 1. instans,
jf. § 226, stk. 2.
Uden for retsplejelovens kapitel 21 findes i §§ 147 d-f særlige
kompetencebestemmelser vedrørende disciplinærsager mod advokater, hvorefter
advokatnævnets afgørelse af vedkommende advokat kan indbringes for
landsretten.
Endvidere indeholder en række særlove bestemmelse om, at visse sager
uanset værdi er landsretssager, herunder prøvelse af Landsskatterettens og
Den sociale Ankestyrelses afgørelser. Der henvises herom til betænkningen
side 14-15.
Den nævnte værdigrænse på 200.000 kr. for byretsbehandling blev indført
ved lov nr. 298 af 6. juni 1984, der trådte i kraft den 1. juli 1984.
Værdigrænsen var ved retsplejelovens ikrafttræden i 1919 800 kr. Den blev
senere forhøjet flere gange og blev i 1965 sat til 6.000 kr. I 1970 blev den
forhøjet til 10.000 kr., i 1975 til 30.000 kr., i 1980 til 100.000 kr. og som
nævnt i 1984 til 200.000 kr. Disse forhøjelser ligger i hvert fald efter 1975
over, hvad en pristalsregulering kan begrunde.
3. Sagsstatistik for landsretterne
Retsplejerådets betænkning indeholder en række oplysninger om sagsantal og
berammelsestider m.v. ved landsretterne (side 32-37 og 78-89).
Det fremgår heraf, at der i de sidste par år har været en stigning i
antallet af civile sager ved landsretterne med en øget sagsrestance til
følge.
Ved Østre Landsret blev der i 1985 registreret 3.266 civile sager mod
3.713 i 1987. I første halvdel af 1988 blev der registreret 2.144 sager.
Stigningen har været størst for 1. instanssagerne, der samtidig er de mest
tidskrævende (fra knap 1.000 i 1985 til nu ca. 1.500 på årsbasis).
Sagsrestancen var den 1. januar 1986 2.655 sager og den 1. januar og 1. juli
1988 henholdsvis 2.978 og 3.107.
Østre Landsret har i dag foruden landsrettens præsident 44 udnævnte
landsdommere og et antal konstituerede dommere, der er fordelt på i alt 16
afdelinger.
Ved Vestre Landsret blev der i 1985 registreret 2.713 civile sager
mod 2.958 i 1987. I første halvdel af 1988 blev der registreret 1.394 sager.
Også ved Vestre Landsret har stigningen i 1. instanssagerne været størst (fra
godt 500 i 1985 til nu omkring 700 på årsbasis). Sagsrestancen har været
kraftigt stigende fra 2.021 den 1. januar 1986 til 2.558 den l.januar 1988 og
2.827 den 1. juli 1988.
Vestre Landsret har 8 afdelinger og består foruden præsidenten af 22
udnævnte landsdommere og et antal konstituerede dommere.
Om sagsbehandlingstiden (regnet fra sagens modtagelse i landsretten til
domsforhandling) oplyses, at den for civile 1. instanssager i Østre Landsret
er ca. 1 år og ca. 2 år i Vestre Landsret.
I betænkningen anfører Retsplejerådet, at de foreliggende oplysninger om
udviklingen i sagsmængden ved landsretterne sammenholdt med den forventede
udvikling i retning af en stigende sagsmængde og sagsrestance må føre til en
konstatering af, at der er behov for at søge sagsantallet ved landsretterne
begrænset.
Efter rådets opfattelse er den nuværende behandlingstid ved landsretterne,
navnlig Vestre Landsret, væsentlig længere end ønskeligt.
4. Kriterier for landsretsbehandling
I Justitsministeriets kommissorium af 7. maj 1986 til Retsplejerådet
anføres, at både hensynet til en rimelig hurtig behandling af retssager og
det ønskelige i, at retssager så vidt muligt bør afgøres i det lokalsamfund,
hvor tvisten er opstået, taler for, at det bør være den almindelige regel, at
civile retssager behandles ved byret som 1. instans. Den kollegiale
afgørelsesform ved landsretterne og Højesteret bør forbeholdes sager, som
giver anledning til særlig vanskelige spørgsmål, først og fremmest
principielle retsspørgsmål.
I betænkningen anfører Retsplejerådet, at en udskillelse af de sager, der
bør undergives kollegial behandling ved landsretten, volder praktiske
vanskeligheder.
Opdeling efter sagens værdi er et relativt enkelt kriterium, men
efterhånden, som værdigrænsen er blevet forhøjet, har man imidlertid måttet
erkende, at den er et uhensigtsmæssigt kriterium til at udskille de mere
betydningsfulde sager, for hvilke kollegial behandling er påkrævet.
Målet for en hensigtsmæssig afgrænsning mellem byret og landsret må være,
at såvel sager, for hvilke der bør være fri adgang til anke til Højesteret,
som sager, for hvilke den kollegiale afgørelsesform må foretrækkes med
henblik på at nå en endelig afgørelse i 1. instans, henlægges til
landsretten.
Retsplejerådet udtaler i den forbindelse, at det er klart, at
byretsbehandling for en enkelt dommer er mindre ressourcekrævende end
landsretsbehandling med deltagelse af 3 dommere i hver enkelt sag. Rådet
finder imidlertid fortsat, at det for nogle - mere komplicerede - retssager
er af væsentlig betydning, at de undergives kollegial behandling i 1. instans
med den heraf følgende større sikkerhed for, at alle juridisk relevante
betragtninger indgår i overvejelserne, og at den bevismæssige bedømmelse sker
på et bredt grundlag.
Afgrænsningen af kompetencen mellem byret og landsret bør efter rådets
opfattelse således foretages ud fra en vurdering af, om de sager, der efter
den gældende kompetencefordeling er henlagt til landsretten, kan behandles af
en enkelt dommer (en byret), uden at væsentlige retsplejemæssige hensyn
derved tilsidesættes.
Efter Retsplejerådets opfattelse vil en adgang til henvisning til
landsretten efter en regel formuleret på samme - tilstrækkelig rummelige -
måde som den gældende § 227, stk. 1, (se foran pkt. 2) kunne sikre, at de
nævnte mere betydningsfulde sager kommer for landsretten som 1. instans med
fri ankeadgang til Højesteret. En sådan henvisningsadgang vil derfor være
egnet som undtagelse fra en hovedregel om 1. instansbehandling ved byret.
En henvisningsregel som grundlag for sagsfordelingen mellem byret og
landsret vil i øvrigt have den fordel for parterne, at der gives dem
indflydelse på, hvorvidt sagen anses for at være af den art eller det omfang,
der tilsiger 1. instansbehandling ved landsret. På det tidlige stadium, hvor
der skal tages stilling til spørgsmålet, vil parterne typisk have et bedre
kendskab til sagen end retten og derved den bedste forudsætning for at skønne
over dens betydning.
Sammenfattende udtaler Retsplejerådet, at henvisningsreglen efter en
generel kompetenceomlægning fra landsretten til byretten må antages at få et
væsentligt større anvendelsesområde end hidtil (ca. 50 tilfælde årligt), og
at den vil være et hensigtsmæssigt middel til at sikre, at betydningsfulde og
principielle sager vil kunne undergives landsretsbehandling i 1. instans.
Højesteret vil herved kunne virke som almindelig ankeinstans i disse sager og
således bevare en usvækket placering i retssystemet.
Ved en sådan principiel kompetenceændring opnås samtidig, at det bliver
sagernes konkrete indhold og karakter, der gennem henvisningsbestemmelserne
bliver det afgørende kriterium for, hvilke sager der udskilles til den mere
grundige landsretsbehandling.
På den baggrund stiller Retsplejerådet forslag om, at civile retssager som
almindelig regel behandles ved byret som 1. instans, men med adgang til, at
byretten efter en parts begæring kan henvise en sag til landsretten efter
kriterier som i den gældende § 227, stk. 1, nr. 1-6 (sagen er af principiel
karakter, sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne,
sagen har særlig indgribende betydning for en part osv.).
Rådet foreslår endvidere en »automatisk« henvisningsregel for
sager om krav, der har en økonomisk værdi af over 500.000 kr. Sådanne sager
skal henvises til behandling ved landsret, såfremt en af parterne begærer
det. Endvidere skal en sagsøger efter eget valg umiddelbart kunne anlægge
sådanne sager ved landsretten. Henvisningsreglen er således obligatorisk i
forhold til retterne, men fakultativ for parterne.
Baggrunden for denne bestemmelse er, at sager med værdi over 500.000 kr.
allerede som følge heraf må antages at opfylde kriteriet »særlig
indgribende betydning for en part« som angivet i en af
henvisningsgrundene (nr. 3), således at særskilt stillingtagen hertil fra
byretsdommeren skulle være overflødig. Den automatiske henvisningsregel er
således et (procesbesparende) specialtilfælde i forhold til den nævnte
generelle henvisningsbestemmelse, hvor det ikke er nødvendigt med en
henvisningsprocedure.
5. Aflastningen af landsretterne
I betænkningen (side 44-45) skønner Retsplejerådet, at der efter
gennemførelsen af den nævnte kompetenceomlægning vil være grundlag for
henvisning af omkring 1/3 af sager med en økonomisk værdi mellem 200.000 og
500.000 kr. og sager uden økonomisk værdi. Det må endvidere påregnes, at
langt den overvejende del af sager med værdi over 500.000 kr. vil blive
behandlet af landsretterne som 1. instans, og at kun et mindre antal af sager
anlagt mod eller af det offentlige (henvisningsgrund nr. 4) vil blive
behandlet af byretterne.
Hertil kommer, at landsretterne vil skulle behandle flere ankesager fra
byretterne. I dag ankes mellem 1 og 2 pct. af de civile sager fra byret til
landsret og 7-8 pct. af landsretsafgørelserne i 1. instans til Højesteret.
Ankehyppigheden fra byret til landsret må antages at blive højere for den
gruppe af sager, der efter forslaget vil blive behandlet af byretterne som 1.
instans i stedet for af landsretterne.
Efter det anførte er det rådets samlede skøn, at landsretterne vil blive
aflastet (som 1. instans og ankeinstans) med omkring 1/3 af de sager, der
efter de gældende regler anlægges ved landsretterne som 1. instans. Dette
ville for 1986 have svaret til 500-600 sager. Samtidig understreges dog, at
dette skøn er forbundet med betydelig usikkerhed.
For 1987 ville et tilsvarende skøn have svaret til en aflastning af
landsretterne med 600-700 sager.
6. Sø- og Handelsretten
Retsplejerådet har i betænkningen overvejet Sø- og Handelsrettens stilling
i domstolssystemet, såfremt det bliver den almindelige regel, at civile
retssager behandles ved byret som 1. instans.
Da samtlige Sø- og Handelsrettens afgørelser - bortset fra
skifteafdelingens afgørelser - kan appelleres direkte til Højesteret, vil en
kompetenceomlægning, der gør byretterne til den normale 1. instans, kunne
indbyde til, at sager, der kun med tvivlsom føje er sø- og handelssager,
søges anlagt som sådanne ved Sø- og Handelsretten med henblik på at opnå en
umiddelbar appeladgang til Højesteret.
Det er endvidere vanskeligt at begrunde, at sø- og handelssager af mindre
betydning kan appelleres direkte til Højesteret, mens denne mulighed ikke
eksisterer for sådanne sager af anden art.
I konsekvens af forslaget om ændret kompetencefordeling mellem landsret og
byret bør der derfor efter Retsplejerådets opfattelse ske en vis begrænsning
af de sø- og handelssager, der behandles ved Sø- og Handelsretten.
Rådet foreslår, at dette sker på den måde, at sø- og handelssager om krav,
der har en økonomisk værdi af højst 100.000 kr., af Sø- og Handelsretten skal
henvises til vedkommende byret, medmindre sagen er omfattet af en eller flere
af henvisningsbestemmelserne, d.v.s. sagen er af principiel karakter, sagens
udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne, sagen har særlig
indgribende betydning for en part osv.
Inden Sø- og Handelsretten træffer afgørelse om henvisning, skal parterne
have lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet.
I 1986 blev der ud af et samlet sagsantal på 648 anlagt 429 sø- og
handelssager ved Sø- og Handelsretten. Heraf havde 292 sager en værdi af
under 200.000 kr. Efter Retsplejerådets opfattelse er det ikke muligt nærmere
at forudsige, hvor mange sø- og handelssager der vil blive henvist efter den
foreslåede bestemmelse. Det må dog antages, at hovedparten af sager under
100.000 kr. vil blive henvist. Havde reglen været gældende i 1986, ville der
således formentlig have været henvist ca. 100 sådanne mere banale småsager
til de 13 byretter i det storkøbenhavnske område.
7. Andre overvejelser
I betænkningen overvejer Retsplejerådet en række andre ændringer i
reglerne om domstolenes saglige kompetence i civile sager uden at finde
grundlag for at fremsætte forslag herom.
I den forbindelse kan nævnes, at rådet ikke stiller forslag om ændring af
retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 2 (hvorefter sager om prøvelse af
afgørelser truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans
henhører under landsretten i 1. instans), eller af de i særlovgivningen
indeholdte regler om landsretskompetence.
Retsplejerådet henviser som begrundelse herfor bl.a. til disse sagers
ankeagtige karakter og det forhold, at landsretterne må anses for det
naturlige forum for kritik af de øverste statslige myndigheder.
I betænkningen anfører rådet, at den ændrede kompetencefordeling mellem
byretterne og landsretterne vil medføre, at kvalitativt vanskeligere,
faktiske og retlige spørgsmål skal prøves i byretten, således at det vil være
naturligt at stille øgede krav til såvel de dommere og dommerfuldmægtige, der
beklæder retten, som til de advokater og advokatfuldmægtige, der optræder som
rettergangsfuldmægtige. Det vil derfor være ønskeligt, at advokater efter
gennemførelsen af den foreslåede kompetenceomlægning i særlig grad er
opmærksomme på sværhedsgraden i den enkelte sag, som overlades til
fuldmægtigens udførelse. Uden at rådet finder det muligt eller
hensigtsmæssigt at opstille en generel lovregel om mødeberettigelse, findes
det at måtte anses for en selvfølge, at kun fuldmægtige, der opfylder kravene
til at opnå proceduretilladelse for landsretten, selvstændigt procederer de
overførte sager bortset fra de ganske ordinære.
Retsplejerådet finder heller ikke i forbindelse med kompetenceomlægningen
anledning til at foreslå ændringer i reglerne om advokaters og
advokatfuldmægtiges prøvesager med henblik på at opnå møderet for landsret og
Sø- og Handelsretten. Rådet peger dog på, at der kan være grundlag for at
tage dette spørgsmål op til selvstændig vurdering, såfremt det måtte vise
sig, at der er utilstrækkelige muligheder for at finde egnede prøvesager.
8. Lovforslaget
Justitsministeriet kan tiltræde Retsplejerådets forslag om, at byretterne
bliver den almindelige 1. instans i civile sager, men med adgang til at
henvise betydningsfulde og principielle sager til behandling ved
landsretterne.
Justitsministeriet er endvidere enig i, at der bør indføres en regel om,
at Sø- og Handelsretten skal henvise mere banale småsager til vedkommende
byret bl.a. for at undgå, at disse sager kan ankes direkte til Højesteret.
Lovforslaget er derfor i det hele udformet i overensstemmelse med
Retsplejerådets lovudkast.
Justitsministeriet kan i øvrigt tiltræde rådets opfattelser som omtalt
ovenfor pkt. 7.
9. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser
Som anført i pkt. 5 skønner Retsplejerådet, at den foreslåede
kompetenceomlægning vil aflaste landsretterne med omkring 1/3 af de sager,
der efter de gældende regler anlægges ved landsretterne som 1. instans. Dette
svarer i dag til ca. 600 sager. Samtidig understreges dog, at dette skøn er
forbundet med betydelig usikkerhed.
I pkt. 3 oplyses det, at sagsrestancen ved begge landsretter er stigende,
og at sagsbehandlingstiden for civile 1. instanssager i Østre Landsret er ca.
1 år og ca. 2 år i Vestre Landsret.
På denne baggrund forekommer det nærliggende, at en vedtagelse af
lovforslaget vil indebære, at antallet af dommere ved landsretterne kan
nedsættes.
På grund af den store usikkerhed, der er knyttet til anvendelsen i praksis
af de foreslåede henvisningsregler til landsretterne og dermed til størrelsen
af aflastningen, og henset til den nuværende betydelige og stigende
sagsrestance ved begge landsretter, finder Justitsministeriet, at der først
efter en periode på nogle måneder efter lovens ikrafttræden kan tages
stilling til, hvorvidt og i hvilket omfang antallet af dommere ved
landsretterne kan nedsættes.
Den foreslåede kompetenceomlægning indebærer endvidere, at et antal sager
(formentlig i størrelsesordenen 600-800 sager årligt) flyttes fra
landsretterne til byretterne.
Efter Justitsministeriets opfattelse kan dette kun i meget begrænset
omfang give grundlag for at tilføre byretterne yderligere ressourcer. Da ca.
1/4 af disse sager vil blive overført til Københavns Byret, er det dog
nødvendigt at forøge antallet af dommere ved denne ret foreløbig med to
dommere samt den fornødne kontorbistand m.v.
En vedtagelse af lovforslaget må således forventes at medføre en vis
personalebesparelse ved domstolene. Den mere nøjagtige størrelse heraf kan
dog først fastsættes, når omfanget af aflastningen af landsretterne har vist
sig i praksis.
Lovforslaget skønnes i øvrigt ikke at indebære administrative konsekvenser
for det offentlige af betydning.
10. Hørte myndigheder m.v.
Justitsministeriet har modtaget udtalelser om Retsplejerådets betænkning
nr. 1130/1988 om retternes saglige kompetence i civile sager fra
præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret, Sø- og
Handelsretten og retterne i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet og Foreningen af
Advokatfuldmægtige og Ansatte Advokater.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
I bilag 1 til lovforslaget er optrykt den gældende affattelse af kapitel
21 i retsplejeloven, der foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 11-13.
I lovforslagets bilag 2 er medtaget retsplejelovens § 1, § 9, § 12, § 16 a
og § 17, der foreslås ændret i lovforslagets § 1, nr. 1-7.
Til § 1
Til nr. 1
Den foreslåede bestemmelse svarer reelt til indholdet af den gældende
regel.
§ 1 indeholder i sin nuværende formulering (stk. 2-3) en opregning af de
retter, som ikke er omfattet af retsplejelovens bestemmelser. Denne opregning
er delvis forældet og må i øvrigt i dag anses for overflødig.
Således kan nævnes, at akkordretten, der var appelinstans for afgørelser
om tvangsakkord uden for konkurs, blev afskaffet ved gennemførelsen af
konkursloven, lov nr. 298 af 8. juni 1977.
Konsularjurisdiktionen, der tidligere havde betydning i en række mellem-
og fjernøstlige lande, er bortfaldet også for disse områder, og de i lov nr.
35 af 15. februar 1895 omhandlede konsularretter er således uden praktisk
betydning i dag.
Endvidere er (jf. stk. 3) Den faste Voldgiftsret afløst af Arbejdsretten,
jf. nu lov nr. 317 af 13. juni 1973, hvor der i § 19 om procesmåden henvises
til regler i retsplejeloven.
På denne baggrund foreslås det at ændre § 1, således at det i
bestemmelsens stk. 2 alene angives, at retsplejeloven som udgangspunkt kun
finder anvendelse på rettens pleje ved de almindelige domstole. Andre retter
kan være omfattet af retsplejeloven i det omfang, det er bestemt andetsteds i
retsplejeloven eller anden lov.
Stk. 1 og 3 svarer til den gældende stk. 1 og 4.
Til nr. 2
Efter den foreslåede bestemmelse skal Sø- og Handelsretten henvise sø- og
handelssager om krav, der har en økonomisk værdi af højst 100.000 kr., til
vedkommende byret, medmindre sagen er omfattet af en eller flere af de i
forslaget til § 226, stk. 1, nævnte bestemmelser. De sager, der ved særlig
lov, f.eks. markedsføringsloven, er henlagt til Sø- og Handelsretten, berøres
ikke af den foreslåede nye regel.
Det kan i øvrigt nævnes, at i de tilfælde, hvor parterne er enige om, at
der er grundlag for henvisning efter den foreslåede nye bestemmelse, og
derfor finder Sø- og Handelsrettens afgørelse herom ufornøden, anlægges sagen
ved byretten efter den gældende regel i § 20, stk. 1.
Om begrundelsen for forslaget henvises nærmere til betænkningen side 55-61
og de almindelige bemærkninger pkt. 6.
Til nr. 3
Ved tilføjelsen af »jf. dog stk. 4« præciseres, at Sø- og
Handelsretten også vil kunne henvise en sø- og handelssag til en byret uden
for det storkøbenhavnske område efter den nye regel i stk. 4, såfremt sagen
er indbragt for Sø- og Handelsretten ved en aftale mellem parterne.
Til nr. 4
Ændringen er alene en konsekvens af, at reglen i § 227, stk. 2, foreslås
placeret i § 226, stk. 3, jf. nr. 11.
Til nr. 5-8
De foreslåede ændringer er en konsekvens af, at retterne i Roskilde by og
Roskilde herred er sammenlagt til retten i Roskilde. Herved er antallet af
retskredse ændret fra 84 til 83 (§ 12, 1. pkt.).
Ændringen af § 16 a, stk. 1, er en konsekvens af, at der er indført
administrationsordning ved retterne i Roskilde, Tåstrup, Hørsholm og
Skanderborg i forbindelse med udvidelsen af disse retter med 1 dommer.
I § 16 a, stk. 3, og de i nr. 8 nævnte bestemmelser foreslås den
beskikkede dommer ændret til den administrerende dommer.
Endvidere indebærer ændringen af § 17, stk. 3, at der skabes hjemmel for,
at der ved ledighed i de eksisterende civil- og kriminaldommerembeder kan ske
en sammenlægning af de 2 embeder samtidig med, at der i lighed med ordningen
ved retterne i Tåstrup, Hørsholm og Skanderborg indføres
administrationsordning.
Efter Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 826 af 14. december 1987 om
landets inddeling i retskredse fordeles forretningerne i retskredse, hvor der
er ansat en kriminaldommer og en civildommer, på en nærmere angiven måde
efter sagernes art. Til kriminaldommeren henlægges efter bekendtgørelsen
forretningerne vedrørende strafferetsplejen og skifteforvaltningen samt sager
om umyndiggørelse og lavværgemål. Endvidere henlægges sager indbragt for
retten i medfør af udlændingeloven. Til civildommeren henlægges de øvrige
forretninger.
Ved en sammenlægning af civil- og kriminaldommerembederne og indførelse af
en administrationsordning, således at begge dommerne har beføjelse til at
behandle alle slags sager, vil der kunne opnås en mere ligelig og
hensigtsmæssig fordeling af arbejdsbyrden mellem dommerne. Samtidig vil der
blive mulighed for en mere rationel og hensigtsmæssig tilrettelæggelse af
arbejdet for retternes øvrige personale.
Iværksættelsen af denne nyordning forudsættes at ske etapevis ved ledighed
i de enkelte embeder eller efter forudgående forhandling med de implicerede
dommere og Den Danske Dommerforening.
Til nr. 9
Ændringerne indebærer, at byretterne i det storkøbenhavnske område ved
behandlingen af henviste sø- og handelssager efter den foreslåede nye regel i
§ 9, stk. 4, tiltrædes af sagkyndige efter reglerne i § 18 a og § 18 b.
Da sagkyndiges medvirken efter disse regler alene er obligatorisk i
søsager, må det antages, at byretterne kun rent undtagelsesvis vil bestemme,
at retten skal tiltrædes af sagkyndige i de henviste mere banale handelssager
af mindre værdi.
De efter retsplejelovens § 92 for Østre landsretskreds beskikkede
søkyndige og handelskyndige vil kunne benyttes som sagkyndige også ved
byretterne i det storkøbenhavnske område.
Til nr. 10
Forslaget er alene en konsekvens af de ændrede kompetenceregler i kapitel
21, jf. nr. 11.
Til nr. 11
Ved den ændrede affattelse af § 224 gøres byretterne til 1. instans i
civile sager i overensstemmelse med Retsplejerådets forslag. Landsrettens
kompetence som 1. instans i civile sager kræver særlig lovhjemmel enten i
retsplejeloven eller anden lovgivning.
Sådan lovhjemmel foreligger efter forslagets § 225, stk. 1 , i
sager om prøvelse af afgørelser truffet af de øverste statslige
forvaltningsmyndigheder. Bestemmelsen svarer med sproglige ændringer til den
nugældende § 226, stk. 1, nr. 2. Om særlovgivningens bestemmelser om, at
visse sager uanset værdi er landsretssager, henvises til betænkningen side
14-15.
I stk. 2 foreslås adgangen til at vedtage byretsbehandling
opretholdt.
Bestemmelsen i forslagets § 226, stk. 1, giver byretterne mulighed
for efter en parts begæring at henvise en sag til behandling ved landsret som
1. instans.
Henvisningsgrundene svarer til de nugældende efter retsplejelovens § 227,
stk. 1.
Undtagelserne i stk. 2 svarer til de sager, der ikke kan henvises
til landsretten efter den gældende § 227, stk. 1.
§ 226, stk. 3-5, er med rent redaktionelle ændringer identiske med
de gældende bestemmelser i § 227, stk. 2-4.
Forslagets § 227 indeholder en »automatisk«
henvisningsregel for sager om krav, der har en økonomisk værdi af over
500.000 kr. En sagsøger skal efter eget valg umiddelbart kunne anlægge
sådanne sager ved landsretten. Det præciseres herved, at disse sager er af så
indgribende betydning for parten, at særskilt kendelse om henvisning ikke
findes påkrævet. For at fremme sagsgangen kan sagsøgeren anlægge sagen
direkte ved landsretten uden forudgående henvisning. Således som bestemmelsen
er formuleret, vil den omfatte alle sager med økonomisk værdi af over 500.000
kr. I modsætning til de gældende bestemmelser i § 225, nr. 2 og 3, vil der
derfor også i færdselserstatningssager og funktionærsager være adgang til at
henvise eller indbringe sagen for landsretten. Med en værdigrænse på 500.000
kr. skønnes der ikke grund til at forvente nogen nævneværdig øget tilgang af
disse sager til landsretterne, og der findes i øvrigt ikke tilstrækkeligt
grundlag for at undtage disse sager fra reglen om »automatisk«
henvisning, således som denne er begrundet.
Om baggrunden for de foreslåede regler henvises til betænkningen side
29-47 og 65-66 og de almindelige bemærkninger pkt. 3-5.
Til nr. 12-15
Forslagene er rene konsekvensændringer som følge af forslagene i nr. 11.
Til nr. 16
Baggrunden for forslaget er, at betegnelsen "den beskikkede
dommer" er afløst af "den administrerende dommer", jf.
ligeledes nr. 6 og 8.
Til nr. 17
Bestemmelsen om forrentning af visse kapitaliserede krav ved tvangsauktion
foreslås ændret, således at den bringes i overensstemmelse med reglerne om
renter ved forsinket betaling, som blev ændret ved lov nr. 618 af 19.
december 1984 om ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v.
Rentesatsen i rentelovens § 5 blev ved ændringen forhøjet fra diskontoen
plus 2 pct. til diskontoen plus 6 pct., og samtidig indførtes en adgang for
justitsministeren til hvert andet år efter forhandling med Danmarks
Nationalbank og Økonomiministeriet at foretage ændring i renten.
Til § 2
Forslaget indebærer, at der skabes hjemmel for at sammenlægge retten i
Svendborg by og retten i Svendborg herred ved ledighed i de pågældende
dommerstillinger. Efter sammenlægningen af retten i Roskilde by og retten i
Roskilde herred til retten i Roskilde er retterne i Svendborg de sidste af en
række retskredse, der er opdelt i en by- og herredsret.
Baggrunden for forslaget om en sammenlægning af de 2 retter er, at der
herved i lighed med sammenlægningen af civil- og kriminaldommerembederne vil
blive mulighed for en mere ligelig og hensigtsmæssig fordeling af sagerne
mellem de 2 dommere samt en mere rationel anvendelse af retternes øvrige
personale.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1989, og at sager, der
er anlagt inden dette tidspunkt, behandles efter de hidtil gældende
kompetenceregler.
Vedrørende § 2 foreslås dog i stk. 3, at bestemmelsen om sammenlægning af
retten i Svendborg by og retten i Svendborg herred til retten i Svendborg
træder i kraft efter justitsministerens bestemmelse, idet sammenlægningen
først kan træde i kraft ved ledighed i stillingerne ved de pågældende retter.
Bilag 1
Retsplejelovens kapitel 21
Kapitel 21
Saglig kompetence
§ 224. Borgerlige retssager behandles i 1. instans ved byret eller
landsret efter reglerne i dette kapitel, medmindre andet er bestemt i denne
eller anden lov.
§ 225. Ved byretterne behandles:
1) Sager om krav, der har en økonomisk værdi af højst 200.000 kr.
2) Sager om erstatning uden for kontraktsforhold for skader, der er
opstået i forbindelse med færdsel på vej, som benyttes til almindelig færdsel
af en eller flere færdselsarter.
3) Sager, der opstår af ansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og deres
ansatte.
4) Sager om servitutter og brugsrettigheder over fast ejendom.
5) Sager om ejendomsdom, jfr. § 476.
6) Sager om mortifikation af dokumenter, servitutter, brugsrettigheder og
grundbyrder, jfr. § 477.
7) Sager om ægteskab eller forældremyndighed, jfr. § 448.
8) Faderskabssager, jfr. § 456 a, stk. 1 og 2.
9) Sager om umyndiggørelse og lavværgemål, jfr. kap. 43.
10) Sager om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse, jfr.
kap. 43 a.
11) Sager om prøvelse af beslutning om adoption uden samtykke, jfr. kap.
43 b.
12) Private straffesager, jfr. § 725, for så vidt der ikke påstås højere
erstatning end 200.000 kr.
§ 226. Ved landsretterne behandles:
1) Sager,der ikke i medfør af § 225 er byretssager.
2) Sager om prøvelse af afgørelser truffet af et ministerium eller en
central statslig klageinstans, der har den øverste administrative kompetence
til at træffe afgørelse i sager mellem det offentlige og private. Dette
gælder dog ikke de i § 225, nr. 10 og 11, nævnte sager.
Stk. 2. Parterne kan vedtage, at sager, der efter stk. 1 er
landsretssager, skal behandles ved byret.
§ 227. Byretten kan efter begæring af en part henvise de i § 225, nr. 1-4
og 12, nævnte sager til behandling ved landsret, såfremt:
1) Sagen er af principiel karakter,
2) sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne,
3) sagen har særlig indgribende betydning for en part,
4) sagen rejses af eller mod en offentlig myndighed eller institution,
5) sagen rejser spørgsmål om anvendelse af fællesmarkedsret eller fremmed
ret eller
6) sagen efter indhentet udtalelse fra landsretten findes mest
hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der
verserer ved landsretten.
Stk. 2. Byretten kan efter begæring af en part henvise de i § 225, nr. 3,
nævnte sager til behandling ved sø- og handelsretten i København, såfremt
1) fagkundskab til sø- og handelsforhold skønnes at være af betydning for
sagens afgørelse, og
2) henvisning er begrundet i en eller flere af bestemmelserne i stk. 1,
nr. 1-5.
Stk. 3. Begæring om henvisning efter stk. 1 og 2 skal så vidt muligt
fremsættes i 1. retsmøde eller, såfremt sagen forberedes skriftligt, før
skriftvekslingens slutning. Retten kan dog i særlige tilfælde henvise sagen
efter en begæring, der fremsættes senere, men dog inden domsforhandling er
begyndt.
Stk. 4. Afgørelse af, om sagen skal henvises eller ikke, træffes ved
kendelse. En kendelse, hvorved sagen efter stk. 1 eller 2 henvises til
landsret eller sø- og handelsretten, kan ikke indbringes for højere ret.
§ 228. Sagens værdi bestemmes efter påstanden i stævningen. Omfatter
påstanden flere krav fra samme part, er sagens værdi den samlede værdi af
disse krav. Renter, sagsomkostninger og værdien af en modydelse, hvoraf krav
måtte være betinget, medregnes ikke.
Stk. 2. Angår påstanden en ydelse, der skal betales et ubestemt antal
gange, beregnes værdien ved at multiplicere yderlserne pr. år med 10. Angår
påstanden en ydelse, der skal betales et bestemt antal gange, beregnes
værdien ved at multiplicere ydelsen pr. gang med antallet af gange, ydelsen
skal betales. Værdien kan dog ikke overstige ydelserne pr. år multipliceret
med 10. Er ydelserne ikke af samme størrelse, lægges ydelserne for det sidste
år inden sagens anlæg til grund for beregningen.
§ 229. Kan sagens værdi ikke bestemmes på grundlag af påstanden i
stævningen, men angår sagen dog krav af økonomisk værdi, skal sagsøgeren
anslå værdien så nøjagtigt som muligt. Om fornødent ansætter retten værdien
ved et skøn.
§ 230. Udvides påstanden i en sag om krav af økonomisk værdi, der er
anlagt ved byret i henhold til § 225, nr. 1, ud over den i denne bestemmelse
nævnte grænse, kan retten ved kendelse henvise sagen til fortsat behandling
ved landsretten, medmindre parterne vedtager byretsbehandling, jfr. § 226,
stk. 2.
Stk. 2. Kendelse, hvorved byretten efter stk. 1 henviser sagen til
landsret, kan ikke indbringes for højere ret.
§ 231. Ændres påstand eller anbringender i en sag, der er anlagt ved
landsret, således at sagen efter reglerne i § 225 skulle behandles ved byret,
vedbliver landsretten med at være kompetent. Det samme gælder, hvis enkelte
dele af sagen, der hver for sig ville høre under byret, udskilles til
særskilt behandling eller påkendelse efter § 253.
§ 232. Retten påser af egen drift, at den har saglig kompetence til at
behandle sagen.
Stk. 2. Har retten ikke saglig kompetence til at behandle sagen eller et
af de rejste krav, henviser den sagen eller kravet til afgørelse ved rette
domstol, såfremt sagen eller kravet hører under en almindelig domstol eller
boligret. Retten kan dog beslutte at færdigbehandle sagen, såfremt
kompetencespørgsmålet først kommer til afgørelse under sagens gang.
Stk. 3. Afgørelse om henvisning træffes ved kendelse. Er retten ikke
kompetent, og kan henvisning ikke ske, afviser retten sagen ved dom.
Bilag 2
I dette bilag er optrykt den gældende affattelse af § 1, § 9, § 12, §16 a
og § 17, som foreslås ændret i lovforslaget.
§ 1. De almindelige domstole er højesteret, landsretterne og byretterne
samt sø- og handelsretten i København.
Stk. 2. Rigsretten, sessionerne og de gejstlige retter omfattes ikke af
denne lov. Det samme gælder om de i lov nr. 35 af 15. februar 1895 omhandlede
konsularretter, den ved lov nr. 225 af 14. april 1905 § 35 under navn af
akkordretten oprettede domstol, de i lov nr. 77 af 19. april 1907 §§ 11 og
12, jfr. bekendtgørelse nr. 161 af 11. maj 1928 §§ 10 og 11, og i lov nr. 234
af 12. juni 1922 omhandlede voldgiftsretter samt den i sidstnævnte lovs § 7
omhandlede stående voldgiftsdomstol, for så vidt der ved de nævnte love er
fastsat særlige regler for disse retter. Regeringen bemyndiges dog til ved
kongelig anordning at fastsætte sådanne lempelser i disse særregler, som
denne lov nødvendiggør.
Stk. 3. Det har sit forblivende ved de bestemmelser om den faste
voldgiftsret, som indeholdes i lov nr. 536 af 4. oktober 1919.
Stk. 4. Om retsplejen ved hæren og søværnet gælder lov nr. 542 af 4.
oktober 1919.
- - -
§ 9. Sø- og handelsretten i København består af en præsident, en eller
flere vicepræsidenter, en dommer og et antal sagkyndige medlemmer.
Forretningernes fordeling mellem præsidenten og vicepræsidenterne bestemmes
af præsidenten efter forhandling med vicepræsidenterne. Sager vedrørende lov
om markedsføring skal dog så vidt muligt behandles af een bestemt af
dommerne.
Stk. 2. Under sø- og handelsretten hører de områder, der er henlagt uder
Københavns byret, retten på Frederiksberg og retterne i Gentofte, Lyngby,
Gladsaxe, Ballerup, Hvidovre, Rødovre, Glostrup, Brøndbyerne, Tåstrup, Tårnby
og Hørsholm.
Stk. 3. Under sø- og handelsretten hører følgende sager:
1. Sø- og handelssager, jf. § 6, stk. 5.
2. Straffesager, i hvilke fagkundskab til søforhold skønnes at være af
betydning.
3. Søforklaringer.
4. Foretagelse af retshandlinger til brug for andre retter i sø- og
handelssager, jf. § 6, stk. 5, i straffesager, i hvilke fagkundskab til
søforhold skønnes at være af betydning, og i sager om afgivelse af
søforklaring.
5. Behandling af konkursboer og begæring om gældssanering, ledelse af
akkordforhandling og modtagelse af anmeldelser om betalingsstandsning, jf.
konkurslovens § 4.
6. Sager, der ved særlig lovbestemmelse er henlagt til retten.
Stk. 4. Sø- og handelssager, jf. § 6, stk. 5, der efter stk. 2 skulle
behandles ved en anden ret, kan indbringes for sø- og handelsretten i
København, når parterne er enige herom.
Stk. 5. Sager, der opstår af ansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og
deres ansatte, behandles kun ved sø- og handelsretten i det omfang, disse
sager er henvist til denne ret efter bestemmelsen i § 227, stk. 2.
- - -
§ 12. Landet inddeles i 84 retskredse. Justitsministeren kan foretage
forandringer i retskredsenes område, medmindre forandringen indebærer
oprettelse eller nedlæggelse af en retskreds. Det påhviler justitsministeriet
at udsende en fortegnelse over retskredsene med angivelse af området for hver
af kredsene.
- - -
§ 16 a. Retten i Randers består af 4 dommere. Retten på Frederiksberg samt
retterne i Lyngby, Ballerup, Esbjerg, Horsens og Herning består af 3 dommere.
Stk. 2. Retten i Randers deles i 4 afdelinger. De øvrige i stk. 1 nævnte
retter deles i 3 afdelinger. Hver afdeling beklædes af en enkelt dommer.
Stk. 3. Ved hver af de i stk. 1 nævnte retter bestikker justitsministeren
en af dommerne til at varetage rettens administration. Almindelige regler om
forretningernes fordeling mellem afdelingerne fastsættes af den beskikkede
dommer med justitsministerens billigelse. Sagernes fordeling mellem dommerne
bestemmes af den beskikkede dommer efter forhandling med rettens øvrige
medlemmer.
- - -
§ 17. Der ansættes 2 dommere ved retterne i Gentofte, Gladsaxe, Glostrup,
Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Roskilde by, Roskilde herred, Holbæk,
Slagelse, Næstved, Haderslev, Sønderborg, Vejle, Kolding, Fredericia,
Silkeborg, Viborg, Frederikshavn og Hjørring.
Stk. 2. Almindelige regler om forretningernes fordeling mellem dommerne
ved de i stk. 1 nævnte retter fastsættes af justitsministeren.
Stk. 3. De øvrige byretter består hver af en dommer.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Lov om ændring af lov for Færøerne om rettens pleje og forskellige andre love (Behandling af værgemålssager, ajourføring af regler om advokaters virksomhed, digital-, tele- og videokommunikation, afskaffelse af hæftestraffen m.v.) Retsinformation · 13. juni 2009
- Forslag til Lov om ændring af lov for Færøerne om rettens pleje og forskellige andre love (Behandling af værgemålssager, ajourføring af regler om advokaters virksomhed, digital-, tele- og videokommunikation, afskaffelse af hæftestraffen m.v.) Retsinformation · 3. juni 2009
- 1997 LSF 35 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (INSTANSORDNINGEN I CIVILE RETSSAGER M.V.) Retsinformation · 12. juni 1998
- 1997 LSF 188 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (INSTANSORDNINGEN I CIVILE RETSSAGER M.V.) Retsinformation · 18. februar 1998
- 1985 LSF 9 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, KONKURSLOVEN OG LOV OM FORBRUGERKLAGENÆVNET (AFLASTNING AF HØJESTERET M.V., BEHANDLING AF SAGER OM VEKSLER OG CHECKS M.V.) Retsinformation · 21. maj 1988
- RÅDETS AFGØRELSE af 20. september 2005 om undertegnelse på Fællesskabets vegne af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2005/790/EF) AFTALE mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område EU-lovgivning · 20. september 2005