1988 LSF 52 FORSLAG TIL LOV OM GODSKØRSEL
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Lovens område m.v.
§ 1. Den, der udfører godskørsel for fremmed regning, skal have tilladelse
hertil af Vejtransportrådet, jf. § 8, hvis kørslen foretages med et dansk
indregistreret motorkøretøj eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt,
der overstiger en af trafik- og kommunikationsministeren fastsat vægtgrænse.
Stk. 2. Godskørsel, der udelukkende udføres inden for dansk område med et
motorkøretøj eller vogntog, der er indregistreret i udlandet, kan alene
udføres i henhold til international aftale eller regler fastsat af trafik- og
kommunikationsministeren.
Stk. 3. Ved godskørsel for fremmed regning forstås kørsel med motorkøretøj
eller vogntog, hvorved der mod betaling af enhver art transporteres gods, der
ikke tilhører eller er knyttet til køretøjets bruger på den i stk. 4 nævnte
måde.
Stk. 4. Ved firmakørsel forstås kørsel med motorkøretøj eller vogntog,
hvorved der kun transporteres gods, der tilhører den, der er registreret som
bruger af køretøjet, eller gods som denne lejer, udlejer, låner, udlåner
eller har i sin besiddelse med henblik på køb, salg, fremstilling,
behandling, bearbejdning eller reparation. Godskørslen, der kun må være en
hjælpefunktion i forhold til virksomhedens samlede aktiviteter, skal udføres
af en chauffør ansat hos denne.
§ 2. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler om, at visse
typer af køretøjer eller arter af godskørsel er undtaget fra kravet om
tilladelse.
Stk. 2. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler med
henblik på anvendelse eller gennemførelse af De europæiske Fællesskabers
forordninger og direktiver om godskørsel med motorkøretøjer samt af
tilsvarende aftaler med andre lande.
Betingelser for meddelelse af tilladelse
§ 3. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles personer, der
1) har dansk indfødsret,
Læs alt
2) har bopæl her i landet,
3) ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål,
4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,
5) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt
forsvarligt,
6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare
for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. borgerlig
straffelovs § 78, stk. 2,
7) i faglig henseende er kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed og
8) i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig
måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Stk. 2. Kravet i stk. 1 om indfødsret og bopæl i Danmark bortfalder i det
omfang, dette følger af international aftale eller regler fastsat af trafik-
og kommunikationsministeren.
§ 4. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles aktieselskaber
eller anpartsselskaber, når selskabet opfylder betingelserne i § 3, stk. 1,
nr. 4, 5 og 8.
Stk. 2. Selskabet skal have ansat en godkendt ansvarlig leder, der faktisk
og vedvarende skal forestå virksomhedens godskørsel. Denne skal opfylde
betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-4 og 6-8, jf. stk. 2.
Stk. 3. Der kan under de i stk. 1 og 2 nævnte betingelser meddeles
tilladelse til andre her i landet hjemmehørende selskaber med begrænset
ansvar, kommanditselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde og andre
selvejende institutioner. Der kan ligeledes meddeles tilladelse til
offentlige myndigheder og virksomheder.
Stk. 4. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i stk. 1 og 3 nævnte
art kan meddeles tilladelse, såfremt dette er hjemlet i international aftale
eller ved bestemmelser fastsat af trafik- og kommunikationsministeren.
§ 5. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler om
ansøgningers indhold, herunder om hvilke økonomiske eller faglige krav der
skal være opfyldt, jf. § 3.
Tilladelsens indhold m.v.
§ 6. Tilladelser i henhold til denne lov gives for et tidsrum af højst 5
år ad gangen. Der kan gives en ansøger flere tilladelser.
Stk. 2. Tilladelsen skal medbringes i motorkøretøjet under kørslen,
herunder i udlandet.
Stk. 3. Tilladelsen skal udnyttes af den virksomhed, der har opnået denne,
og den kan hverken helt eller delvis overgå til andre.
Stk. 4. Tilladelsen og godkendelsen meddeles i øvrigt på nærmere af
Vejtransportrådet fastsatte vilkår for virksomhedens udøvelse.
Stk. 5. Indehaveren af en tilladelse skal følge de bestemmelser om løn- og
arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive
overenskomster.
Vejtransportrådet
§ 7. Vejtransportrådet består af 7 medlemmer, der beskikkes af trafik- og
kommunikationsministeren. 3 af medlemmerne beskikkes efter indstilling fra
henholdsvis Danske Vognmænd og Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening i
fællesskab, SiD samt Industrirådet, Det danske Handelskammer og
Landbrugsrådet i fællesskab.
Stk. 2. Trafik- og kommunikationsministeren udpeger blandt rådets
medlemmer formanden, der skal have juridisk eller økonomisk uddannelse.
Stk. 3. For formanden og de øvrige medlemmer beskikkes en suppleant efter
reglerne i stk. 1 og 2.
§ 8. Vejtransportrådet træffer afgørelse om tilladelse og godkendelse i
henhold til § 1, stk. 1, og § 4, stk. 2, om fornyelse af tilladelse samt om
tilbagekaldelse af en tilladelse eller godkendelse. Afgørelsen kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Direktoratet for Vejtransport fungerer som sekretariat for
Vejtransportrådet. Trafik- og kommunikationsministeren kan efter aftale med
Vejtransportrådet fastsætte regler om, at direktoratet bemyndiges til at
træffe afgørelse efter loven. Ministeren kan herunder bestemme, at
afgørelser, der er truffet af direktoratet, ikke kan indbringes for højere
administrativ myndighed. Sådanne bestemmelser er ikke til hinder for, at
Vejtransportrådet på eget initiativ kan tage en afgørelse, der er truffet af
direktoratet, op til nærmere undersøgelse og afgørelse.
Afmærkning af køretøjer
§ 9. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler om
afmærkning m.v. af køretøjer, der anvendes til godskørsel.
Gebyr
§ 10. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler om gebyr
for behandling af ansøgninger og for udstedelse af tilladelse og godkendelse
samt for udlevering af afmærkningsskilt og for udstedelse af bevis for
anmeldelse i henhold til § 11.
Stk. 2. Der er udpantningsret for gebyrer efter stk. 1.
Firmakørsel
§ 11. Et motorkøretøj eller vogntog, hvis samlede tilladte totalvægt
overstiger en af trafik- og kommunikationsministeren fastsat vægtgrænse,
skal, såfremt det anvendes til firmakørsel, anmeldes til et motorkontor,
medmindre brugeren har tilladelse i henhold til § 1, stk. 1. Trafik- og
kommunikationsministeren kan efter forhandling med justitsministeren
fastsætte regler herom.
Stk. 2. Beviset for anmeldelsen af det pågældende køretøj i henhold til
stk. 1 skal medbringes under kørslen.
Tilbagekaldelse og bortfald af tilladelser m.v.
§ 12. Tilladelsen kan tilbagekaldes, hvis indehaveren eller den, der
optræder i virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt
vilkårene for tilladelsen, jf. § 6, bestemmelserne i denne lov eller
forskrifter udstedt i medfør af loven.
Stk. 2. Det samme gælder, såfremt betingelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, eller
i § 4, jf. § 3, stk. 1, nr. 8, for meddelelse af tilladelse ikke længere er
til stede. Tilbagekaldelse sker på tid fra 1-5 år eller indtil videre.
Stk. 3. Godkendelse som ansvarlig leder efter § 4, stk. 2, kan ligeledes
tilbagekaldes efter stk. 1 og 2.
§ 13. En afgørelse efter § 12, stk. 2, og § 12, stk. 3, jf. stk. 2, kan af
den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom
skal inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes
over for Vejtransportrådet, der anlægger sag mod den pågældende i den
borgerlige retsplejes former.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder også, såfremt Vejtransportrådet
bestemmer, at tilladelsen ikke kan fornys på grund af, at ansøgeren ikke
længere opfylder betingelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, eller i § 4, jf. § 3, stk.
1, nr. 8.
Stk. 3. Anmodning om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved
kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve
den virksomhed, tilladelsen eller godkendelsen vedrører. Hvis
tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke
ikke har opsættende virkning.
Stk. 4. En tilbagekaldelse efter § 12, stk. 2, og § 12, stk. 3, jf. stk.
2, kan til enhver tid efter ansøgning ophæves af Vejtransportrådet. En
ansøgning herom kan dog kun indgives med 1 års mellemrum. Hvis ansøgningen
afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt
tilbagekaldelsen er sket indtil videre og der er forløbet mindst 5 år efter
tilbagekaldelsen og mindst 2 år efter, at ophævelse senest er nægtet ved dom.
Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
§ 14. Tilladelsen eller godkendelsen bortfalder, hvis indehaveren af en
tilladelse eller godkendelse afgår ved døden eller ophører med at opfylde
betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-4, eller § 4, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-4.
Stk. 2. Efter anmeldelse inden 14 dage til Direktoratet for Vejtransport
kan et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en skyldner, der har
anmeldt betalingsstandsning, et konkursbo eller en værge for en umyndiggjort
midlertidigt få tilladelse til at fortsætte virksomheden med henblik på
afvikling, afhændelse eller lignende. Adgangen hertil gælder kun indtil seks
måneder fra dødsfaldet, betalingsstandsningens anmeldelse, konkursdekretets
afsigelse eller umyndiggørelsen. I særlige tilfælde kan fristen forlænges.
§ 15. En tilladelse, der er tilbagekaldt, frakendt eller bortfaldet, jf.
§§ 12-14, skal sammen med et i henhold til § 9 udleveret afmærkningsskilt
straks afleveres til Direktoratet for Vejtransport.
§ 16. Der kan ske tilbageholdelse af et motorkøretøj, såfremt der udføres
godskørsel i strid med lovgivningen.
Straffebestemmelser
§ 17. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes
med bøde den, der
1) overtræder § 1, stk. 1 og 2, § 4, stk. 2, 1. pkt., § 6, stk. 2, 3 og 5,
§ 11 eller § 15,
2) overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i
henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af loven,
3) overtræder bestemmelser, der er indeholdt i De Europæiske Fællesskabers
forordninger om godskørsel.
Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, kan der
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.
Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab eller
lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen
begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet
af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen
eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 18. Loven træder i kraft den 1. januar 1989.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 293 af 23. maj 1973 om godstransport med
motorkøretøjer.
Stk. 3. Tilladelser til godskørsel for fremmed regning, som er udstedt,
forbliver i kraft med de begrænsninger, der er fastsat herfor.
Stk. 4. Regler fastsat i henhold til §§ 5, 8, stk. 1, og 21 i lov nr. 293
af 23. maj 1973 forbliver i kraft, indtil de ophæves. Overtrædelse af disse
regler straffes med bøde. § 17, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
§ 19. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat forslag
Lovens område m.v.
§ 1. Den, der udfører godskørsel for fremmed regning, skal have tilladelse
hertil af Vejtransportrådet, jf. § 8, hvis kørslen foretages med et dansk
indregistreret motorkøretøj eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt,
der overstiger en af trafik- og kommunikationsministeren fastsat vægtgrænse.
Stk. 2. Godskørsel, der udelukkende udføres inden for dansk område med et
motorkøretøj eller vogntog, der er indregistreret i udlandet, kan alene
udføres i henhold til international aftale eller regler fastsat af trafik- og
kommunikationsministeren.
Stk. 3. Ved godskørsel for fremmed regning forstås kørsel med motorkøretøj
eller vogntog, hvorved der mod betaling af enhver art transporteres gods, der
ikke tilhører eller er knyttet til køretøjets bruger på den i stk. 4 nævnte
måde.
Stk. 4. Ved firmakørsel forstås kørsel med motorkøretøj eller vogntog,
hvorved der kun transporteres gods, der tilhører den, der er registreret som
bruger af køretøjet, eller gods som denne lejer, udlejer, låner, udlåner
eller har i sin besiddelse med henblik på køb, salg, fremstilling,
behandling, bearbejdning eller reparation. Godskørslen, der kun må være en
hjælpefunktion i forhold til virksomhedens samlede aktiviteter, skal udføres
af en chauffør ansat hos denne.
§ 2. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler om, at visse
typer af køretøjer eller arter af godskørsel er undtaget fra kravet om
tilladelse.
Stk. 2. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler med
henblik på anvendelse eller gennemførelse af De europæiske Fællesskabers
forordninger og direktiver om godskørsel med motorkøretøjer samt af
tilsvarende aftaler med andre lande.
Betingelser for meddelelse af tilladelse
§ 3. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles personer, der
1) har dansk indfødsret,
2) har bopæl her i landet,
3) ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål,
4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,
5) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt
forsvarligt,
6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare
for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. borgerlig
straffelovs § 78, stk. 2,
7) i faglig henseende er kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed, og
8) i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig
måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Stk. 2. Kravet i stk. 1 om indfødsret og bopæl i Danmark bortfalder i det
omfang, dette følger af international aftale eller regler fastsat af trafik-
og kommunikationsministeren.
§ 4. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles aktieselskaber
eller anpartsselskaber, når selskabet opfylder betingelserne i § 3, stk. 1,
nr. 4, 5 og 8.
Stk. 2. Selskabet skal have ansat en godkendt ansvarlig leder, der faktisk
og vedvarende skal forestå virksomhedens godskørsel. Denne skal opfylde
betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-4 og 6-8, jf. stk. 2.
Stk. 3. Der kan under de i stk. 1 og 2 nævnte betingelser meddeles
tilladelse til andre her i landet hjemmehørende selskaber med begrænset
ansvar, kommanditselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde og andre
selvejende institutioner. Der kan ligeledes meddeles tilladelse til
offentlige myndigheder og virksomheder.
Stk. 4. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i stk. 1 og 3 nævnte
art kan meddeles tilladelse, såfremt dette er hjemlet i international aftale
eller ved bestemmelser fastsat af trafik- og kommunikationsministeren.
§ 5. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler om
ansøgningers indhold, herunder om hvilke økonomiske eller faglige krav der
skal være opfyldt, jf. § 3.
Tilladelsens indhold m.v.
§ 6. Tilladelser i henhold til denne lov gives for et tidsrum af højst 5
år ad gangen. Der kan gives en ansøger flere tilladelser.
Stk. 2. Tilladelsen skal medbringes i motorkøretøjet under kørslen,
herunder i udlandet.
Stk. 3. Tilladelsen skal udnyttes af den virksomhed, der har opnået denne,
og den kan hverken helt eller delvis overgå til andre.
Stk. 4. Tilladelsen og godkendelsen meddeles i øvrigt på nærmere af
Vejtransportrådet fastsatte vilkår for virksomhedens udøvelse.
Stk. 5. Indehaveren af en tilladelse skal følge de bestemmelser om løn- og
arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive
overenskomster.
Vejtransportrådet
§ 7. Vejtransportrådet består af 7 medlemmer, der beskikkes af trafik- og
kommunikationsministeren. 3 af medlemmerne beskikkes efter indstilling fra
henholdsvis Danske Vognmænd og Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening i
fællesskab, SiD, samt Industrirådet, Det danske Handelskammer og
Landbrugsrådet i fællesskab.
Stk. 2. Trafik- og kommunikationsministeren udpeger blandt rådets
medlemmer formanden, der skal have juridisk eller økonomisk uddannelse.
Stk. 3. For formanden og de øvrige medlemmer beskikkes en suppleant efter
reglerne i stk. 1 og 2.
§ 8. Vejtransportrådet træffer afgørelse om tilladelse og godkendelse i
henhold til § 1, stk. 1, og § 4, stk. 2, om fornyelse af tilladelse, samt om
tilbagekaldelse af en tilladelse eller godkendelse. Afgørelsen kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Direktoratet for Vejtransport fungerer som sekretariat for
Vejtransportrådet. Trafik- og kommunikationsministeren kan efter aftale med
Vejtransportrådet fastsætte regler om, at direktoratet bemyndiges til at
træffe afgørelse efter loven. Ministeren kan herunder bestemme, at
afgørelser, der er truffet af direktoratet, ikke kan indbringes for højere
administrativ myndighed. Sådanne bestemmelser er ikke til hinder for, at
Vejtransportrådet på eget initiativ kan tage en afgørelse, der er truffet af
direktoratet, op til nærmere undersøgelse og afgørelse.
Afmærkning af køretøjer
§ 9. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler om
afmærkning m.v. af køretøjer, der anvendes til godskørsel.
Gebyr
§ 10. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler om gebyr
for behandling af ansøgninger og for udstedelse af tilladelse og godkendelse
samt for udlevering af afmærkningsskilt og for udstedelse af bevis for
anmeldelse i henhold til § 11.
Stk. 2. Der er udpantningsret for gebyrer efter stk. 1.
Firmakørsel
§ 11. Et motorkøretøj eller vogntog, hvis samlede tilladte totalvægt
overstiger en af trafik- og kommunikationsministeren fastsat vægtgrænse,
skal, såfremt det anvendes til firmakørsel, anmeldes til et motorkontor,
medmindre brugeren har tilladelse i henhold til § 1, stk. 1. Trafik- og
kommunikationsministeren kan efter forhandling med justitsministeren
fastsætte regler herom.
Stk. 2. Beviset for anmeldelsen af det pågældende køretøj i henhold til
stk. 1 skal medbringes under kørslen.
Tilbagekaldelse og bortfald af tilladelser m.v.
§ 12. Tilladelsen kan tilbagekaldes, hvis indehaveren eller den, der
optræder i virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt
vilkårene for tilladelsen, jf. § 6, bestemmelserne i denne lov eller
forskrifter udstedt i medfør af loven.
Stk. 2. Det samme gælder, såfremt betingelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, eller
i § 4, jf. § 3, stk. 1, nr. 8, for meddelelse af tilladelse ikke længere er
til stede. Tilbagekaldelse sker på tid fra 1-5 år eller indtil videre.
Stk. 3. Godkendelse som ansvarlig leder efter § 4, stk. 2, kan ligeledes
tilbagekaldes efter stk. 1 og 2.
§ 13. En afgørelse efter § 12, stk. 2 og § 12, stk. 3, jf. stk. 2, kan af
den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom
skal inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes
over for Vejtransportrådet, der anlægger sag mod den pågældende i den
borgerlige retsplejes former.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder også, såfremt Vejtransportrådet
bestemmer, at tilladelsen ikke kan fornys på grund af, at ansøgeren ikke
længere opfylder betingelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, eller i § 4, jf. § 3, stk.
1, nr. 8.
Stk. 3. Anmodning om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved
kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve
den virksomhed, tilladelsen eller godkendelsen vedrører. Hvis
tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke
ikke har opsættende virkning.
Stk. 4. En tilbagekaldelse efter § 12, stk. 2 og § 12, stk. 3, jf. stk. 2
kan til enhver tid efter ansøgning ophæves af Vejtransportrådet. En ansøgning
herom kan dog kun indgives med 1 års mellemrum. Hvis ansøgningen afslås, kan
ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt tilbagekaldelsen
er sket indtil videre, og der er forløbet mindst 5 år efter tilbagekaldelsen
og mindst 2 år efter, at ophævelse senest er nægtet ved dom. Stk. 1, 2. pkt.,
finder tilsvarende anvendelse.
§ 14. Tilladelsen eller godkendelsen bortfalder, hvis indehaveren af en
tilladelse eller godkendelse afgår ved døden eller ophører med at opfylde
betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-4 eller § 4, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-4.
Stk. 2. Efter anmeldelse inden 14 dage til Direktoratet for Vejtransport
kan et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en skyldner, der har
anmeldt betalingsstandsning, et konkursbo, eller en værge for en
umyndiggjort, midlertidigt få tilladelse til at fortsætte virksomheden med
henblik på afvikling, afhændelse eller lignende. Adgangen hertil gælder kun
indtil seks måneder fra dødsfaldet, betalingsstandsningens anmeldelse,
konkursdekretets afsigelse eller umyndiggørelsen. I særlige tilfælde kan
fristen forlænges.
§ 15. En tilladelse, der er tilbagekaldt, frakendt eller bortfaldet, jf. §
12-14, skal sammen med et i henhold til § 9 udleveret afmærkningsskilt straks
afleveres til Direktoratet for Vejtransport.
§ 16. Der kan ske tilbageholdelse af et motorkøretøj, såfremt der udføres
godskørsel i strid med lovgivningen.
Straffebestemmelser
§ 17. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning straffes
med bøde den, der
1) overtræder § 1, stk. 1 og 2, § 4, stk. 2, 1. pkt., § 6, stk. 2, 3 og 5,
§ 11 eller § 15,
2) overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i
henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af loven.
3) overtræder bestemmelser, der er indeholdt i De europæiske Fællesskabers
forordninger om godskørsel.
Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, kan der
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.
Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab eller
lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen
begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet
af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen
eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 18. Loven træder i kraft den 1. januar 1989.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 293 af 23. maj 1973 om godstransport med
motorkøretøjer.
Stk. 3. Tilladelser til godskørsel for fremmed regning, som er udstedt,
forbliver i kraft med de begrænsninger, der er fastsat herfor.
Stk. 4. Regler fastsat i henhold til §§ 5, 8, stk. 1 og 21 i lov nr. 293
af 23. maj 1973 forbliver i kraft indtil de ophæves. Overtrædelse af disse
regler straffes med bøde. § 17, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
§ 19. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Den 15. januar 1988 blev der fremsat forslag til lov om godskørsel, der
var til 1. behandling i Folketinget den 25. januar 1988, jf.
Folketingstidende 1988 sp. 7434 f, og sendt til udvalgsbehandling i Udvalget
om Offentlige Arbejder, der ikke har afgivet betænkning, idet forslaget
bortfaldt som følge af udskrivning af valg.
Forslag til lov om godskørsel fremsættes med enkelte ændringer.
1. Den gældende lovgivning vedrørende godskørsel ad landevej er indeholdt
i lov nr. 293 af 23. maj 1973 om godstransport med motorkøretøjer som ændret
ved lov nr. 311 af 19. juni 1974.
Ved denne lov blev godskørsel for fremmed regning (vognmandskørsel)
med motorkøretøjer, hvis samlede totalvægt overstiger 6 tons, undergivet en
offentlig regulering. Dels gælder en kvantitativ begrænsning, idet det
samlede antal tilladelser til vognmandskørsel fastsættes under hensyn til en
række angivne forhold i loven, og videre stilles der en række
kvalifikationskrav til den, der ansøger om at kunne udføre
vognmandsvirksomhed. Disse krav vedrører den pågældendes økonomiske og
faglige baggrund samt vandelsmæssige forhold. De mindre motorkøretøjer blev
ikke inddraget under reguleringen, idet disse køretøjer kun udfører en meget
begrænset del af transportarbejdet, hvorfor en reguleringsordning ikke står i
rimeligt forhold til de administrative omkostninger, dette ville medføre.
Loven videreførte den tidligere gældende tilladelsesordning vedrørende
fragtmandskørsel, det vil sige den kørsel, som sker i fast rute.
Kravet om tilladelse til fragtmandskørsel gælder uanset motorkøretøjets
størrelse, men såfremt dette har en totalvægt på over 6 tons skal der
endvidere foreligge en tilladelse til almindelig vognmandskørsel. Ved loven
blev der foretaget en klarere afgrænsning af fragtmandskørsel over for den
almindelige vognmandskørsel, hvilket spørgsmål gav anledning til problemer
under den tidligere lovgivning.
Adgangen til at udføre firmakørsel, det vil sige en virksomheds
benyttelse af eget motorkøretøj til kørsel med egne produkter, blev ikke
begrænset ved loven, men såfremt motorkøretøjets totalvægt overstiger 6 tons
skal der ske særlig anmeldelse heraf, hvilket muliggør at følge udviklingen
inden for firmakørsel samt at kontrollere overholdelsen af reglerne om
vognmandskørsel.
2. Lovforslaget går ud på revision af loven om godstransport, men det er
under hensyn til ændringernes karakter fundet hensigtsmæssigt at foreslå en
ny lov til afløsning af den gældende i stedet for at foretage ændringer heri.
De væsentligste ændringer i forhold til den gældende lov er følgende:
Lovforslaget indebærer i overensstemmelse med regeringens målsætning om
afbureaukratisering og afskaffelse af regulerende ordninger, der hæmmer en
friere erhvervsudfoldelse, afskaffelse af den særlige tilladelsesordning
vedrørende fragtmandskørsel, idet der ikke længere er tungtvejende
grunde til at opretholde denne, hvortil kommer de vanskeligheder reguleringen
heraf giver, og i øvrigt altid har givet anledning til siden de første regler
om fragtmandskørsel blev fastsat i 1927. Dernæst indebærer lovforslaget en
ophævelse af den antalsmæssige (kvantitative) begrænsning vedrørende
godskørsel for fremmed regning (vognmandskørsel). Baggrunden herfor
er, at erfaringerne har vist, at denne ordning ikke er et egnet
styringsmiddel til regulering af vognmandskørsel. Udførelse af godskørsel
for fremmed regning vil imidlertid fremover stadig kræve tilladelse, og i
følge lovforslaget skal tilladelse gives, såfremt vedkommende opfylder de
fastsatte kvalifikationskrav, som foreslås udbygget i forhold til den
nugældende lov.
3. Baggrunden for at indføre reguleringsordningen for godstransport for
fremmed regning var bl.a. ønsket om at skabe mere lige konkurrencevilkår
inden for erhvervet og bedre sociale kår for vognmandserhvervets udøvere samt
at understøtte de bestræbelser, der fra samfundets side udfoldes for at øge
færdselssikkerheden. Indtil godstransportloven kunne vognmandskørsel udføres
alene på grundlag af et næringsbrev, og dette sammenholdt med mulighederne
for ved hjælp af afbetalingssystemet at kunne etablere sig uden nogen større
kapitalindsats medførte en tendens til permanent overfyldning af erhvervet.
Dette resulterede sammen med erhvervets omkostningsstruktur i, at der i vidt
omfang blev udført transporter, der ikke kunne dække omkostningerne, og den
svage økonomi indebar en forøget risiko for overtrædelse af bl.a.
færdselslovens bestemmelser især i form af kørsel med overlæs, mangelfuld
vedligeholdelse af materiellet og kørsel med trætte chauffører ved rattet,
med deraf følgende konsekvenser for færdselssikkerheden. De anførte
begrundelser for en regulering har fortsat gyldighed og formålet med
lovforslaget er derfor at skabe det mest hensigtsmæssige grundlag for at
opfylde dette mål i lyset af de gjorte erfaringer med 1973-loven og den skete
udvikling.
4. Som anført omfatter den nuværende lovgivning såvel en kvantitativ som
kvalitativ regulering. Vejtransportrådet skal træffe beslutning om hvor stort
et antal tilladelser til vognmandskørsel, der skal udstedes. Denne beslutning
skal jf. § 4 i den gældende lov træffes under hensyn bl.a. til antallet af
udstedte tilladelser og udnyttelsen af disse, det samlede behov for
vognmandskørsel, udviklingen af priserne ved salg af vognmandstilladelser,
samt udviklingen inden for firmakørsel. Videre skal rådet sørge for, at der
er en rimelig dækning af transportbehovet overalt i landet.
Erfaringerne med den nuværende ordning viser, at det ikke er muligt at
tilpasse antallet af tilladelser på den måde, der er forudsat i loven,
hvilket bl.a. skyldes de betydelige ændringer i erhvervslivets struktur og
lokalisering, som det ikke er muligt at kvantificere på en sådan måde, at
kriteriet vedrørende det samlede transportbehov kan anvendes på en rimelig
måde. Som anført er prisen ved salg af tilladelser, der kan overdrages i
henhold til den gældende lov, et andet af de kriterier, der skal anvendes ved
fastsættelsen af antallet af tilladelser. Ved øget produktion og omsætning
har der vist sig kraftige stigninger i priserne, og det er fundet stødende,
at en offentlig tilladelse kan omsættes til en betydelig pris. Siden 1984 er
der således udstedt godt 4.000 nye tilladelser, hvorefter der ved udgangen af
1987 eksisterer ca. 7.300 vognmandsvirksomheder med i alt ca. 24.700
tilladelser.
Derimod vil det ikke være muligt for Vejtransportrådet, når der er nedgang
i produktion og omsætning og dermed i behovet for vognmandskørsel, at
inddrage tilladelserne på kort sigt, idet tilladelserne er udstedt med en
gyldighed på 5 år. Hertil kommer, at det i praksis vil være yderst vanskeligt
at nægte fornyelse af tilladelser vedrørende virksomheder, der ikke har
overtrådt bestemmelserne i lovgivningen, med den konsekvens, at de må ophøre
eller indskrænke.
Det må derfor konstateres, at den antalsmæssige regulering ikke er et
egnet styringsmiddel til regulering af erhvervet, og det er derfor ikke
hensigtsmæssigt at opretholde denne regulering. Lovforslaget indeholder
derfor ingen bestemmelse om fastsættelse af det samlede antal tilladelser,
der kan udstedes. Ophævelsen af den antalsmæssige begrænsning vil endvidere
være i overensstemmelse med udviklingen i De europæiske Fællesskaber, hvor
der vedrørende den internationale godstransport er opnået enighed om
afskaffelse af kvantitative begrænsninger i 1992.
5. Efter den gældende lov kan en tilladelse til at udføre godskørsel for
fremmed regning alene gives til en ansøger, der har økonomisk baggrund for at
drive en sådan virksomhed, og som i faglig henseende er kvalificeret hertil.
Ansøgerens vandel skal endvidere være i orden, hvilket vil sige, at den
pågældende ikke må være dømt for et strafbart forhold, der kan begrunde en
nærliggende fare for misbrug af tilladelsen, eller som giver grund til at
antage, at ansøgeren ikke vil drive virksomheden på forsvarlig måde. Der er i
De europæiske Fællesskaber i direktiv 74/561 fastsat regler om adgang til
erhvervet med godstransport ad landevej i indenlandsk og international
transport, der vedrører de nævnte kvalifikationskrav.
I lovforslaget bibeholdes de eksisterende kvalifikationskrav, men det
foreslås at foretage en opstramning heraf, hvilket direktivet giver mulighed
for, ligesom dette vil være i overensstemmelse med indholdet af et forslag
til ændring af direktivet.
Til brug for vurderingen af, hvorvidt en ansøger opfylder kravet om
økonomisk baggrund, skal der udarbejdes et årsbudget og en finansieringsplan
for det første driftsår for den virksomhed, ansøgeren påtænker at drive. På
baggrund af disse oplysninger vurderes det, om den påtænkte virksomhed kan
antages at blive rentabel. Der indhentes videre en skatteattest for det
seneste afsluttede indkomstår, og der er i flere sager meddelt afslag, fordi
ansøgeren havde betydelige restancer til det offentlige. Denne ordning vil
blive bibeholdt i henhold til lovforslaget, men herudover vil der blive
indført et krav om, at ansøgeren råder over en nærmere fastsat positiv
egenkapital eller der stilles bankgaranti for et tilsvarende beløb, hvilket
også vil komme til at gælde vognmænd, der ansøger om yderligere tilladelser.
For at en ansøger kan anses for fagligt kvalificeret, skal vedkommende i
en periode have været beskæftiget i en transportvirksomhed,
speditionsvirksomhed eller anden dermed beslægtet virksomhed og herigennem,
eventuelt kombineret med kursusuddannelse eller lignende, have opnået
kendskab til driften af en vognmandsvirksomhed. Såfremt beskæftigelsen har
været som chauffør skal der gennemføres et kursus, der i dag forestås af
foreningen Danske Vognmænd. Med henblik på at sikre størst muligt kendskab
til de økonomiske og retlige vilkår, der gælder for godskørsel, indeholder
lovforslaget adgang til at indføre et krav om obligatorisk deltagelse i
kursus, således at fritagelse herfor kun kan forekomme i særlige tilfælde.
Til brug for vurdering af, hvorvidt en ansøgers vandel kan godkendes,
indhentes i dag en fuldstændig straffeattest, hvilket også sker ved ansøgning
om fornyelse af tilladelser. Ved lovforslaget er den eksisterende ordning,
hvorefter der kan meddeles afslag på en ansøgning på grund af vedkommendes
strafbare forhold, opretholdt. Der kan således bl.a. meddeles afslag i
tilfælde, hvor vedkommende er dømt for berigelseskriminalitet samt for
overtrædelse af færdselsloven og bestemmelserne om køre- og hviletid m.v.
Disse bestemmelser har en direkte relation til udførelsen af
vognmandserhvervet, og der skal derfor ikke gives tilladelse til ansøgere,
der de seneste år inden ansøgningen er dømt for strafbart forhold, der
begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre
vognmandsvirksomhed. Ligeledes indebærer lovforslaget, at der kan nægtes
tilladelse i tilfælde, hvor ansøgeren ikke kan antages at ville udføre
virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for
branchen, hvilket bl.a. kan være tilfældet, hvis vedkommende tidligere er
afskediget fra en stilling på grund af uredelighed.
6. Vognmandstilladelser kan udstedes til et selskab eller anden juridisk
person, der opfylder kravet til økonomisk baggrund, såfremt det yderligere
dokumenteres, at selskabet som ansvarlig leder har ansat en person, der
opfylder det faglige krav og vandelskravet. Vejtransportrådet kræver
dokumentation for eksistensen af et reelt ansættelsesforhold i de tilfælde,
hvor den ansvarlige leder ikke ejer hele virksomheden selv. Formålet hermed
er bl.a. at hindre »stråmandsvirksomhed« i selskaber, der ønsker at
drive vognmandsvirksomhed. Dette har særlig betydning ved ansøgninger fra
selskaber, der efter økonomiske vanskeligheder i en tidligere virksomhed
påbegynder vognmandsvirksomhed på ny med samme personkreds som i den
tidligere virksomhed, men med en faglig kvalificeret indsat som ansvarlig
leder. Baggrunden herfor kan være, at den tidligere leder af virksomheden
ikke kan godkendes som ansvarlig leder, idet vedkommende efter en bedømmelse
af årsagerne til de økonomiske vanskeligheder i den tidligere
vognmandsvirksomhed ikke opfylder de faglige kvalifikationskrav. Efter
lovforslaget bibeholdes ordningen med godkendelse af ansvarlig leder, ligesom
der i forslaget er indeholdt bestemmelser, hvorefter en godkendelse kan gives
på en række vilkår og i øvrigt kan tilbagekaldes.
7. Tilladelser udstedt i henhold til den nuværende lov kan tilbagekaldes,
idet der alene herved kan tilgodeses de formål loven tilsigter.
Vejtransportrådet kan således tilbagekalde en tilladelse, hvis indehaveren
har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af vilkårene
for tilladelsen eller forskrifter udstedt i medfør af loven, og afgørelsen om
tilbagekaldelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Såfremt
tilladelsesindehaveren ikke kan acceptere afgørelsen, må han anlægge sag mod
rådet ved domstolene, og domstolsprøvelsen følger de almindelige regler om
domstolskontrol med forvaltningen i grundlovens § 63. Vejtransportrådet kan
endvidere tilbagekalde en tilladelse, såfremt indehaveren i udøvelsen af sin
virksomhed har gjort sig skyldig i andre forhold, der giver grund til at
antage, at han ikke fremtidig vil drive virksomheden på forsvarlig måde.
Vejtransportrådet kan herefter tilbagekalde tilladelser på grund af
straffelovsovertrædelser eller overtrædelser af relevant særlovgivning d.v.s.
overtrædelse af andre bestemmelser, der har sammenhæng med udøvelsen af
vognmandsvirksomheden. Afgørelsen om tilbagekaldelse kan heller ikke i dette
tilfælde påklages til anden administrativ myndighed, men den, afgørelsen
vedrører, kan forlange afgørelsen undergivet en såkaldt kvalificeret
domstolsprøvelse, hvorefter Vejtransportrådet skal anlægge sag mod den
pågældende.
I lovforslaget opretholdes ovennævnte adgang for Vejtransportrådet til at
tilbagekalde tilladelser, men der foreslås en udvidelse i adgangen til
tilbagekaldelse, således at denne også skal kunne foretages, såfremt
overtrædelsen begås af personer, der optræder i virksomhedens interesse. Der
vil således ved grov eller gentagen overtrædelse af bl.a. bestemmelser om
køre- og hviletid, overlæs og transport af farligt gods kunne ske
tilbagekaldelse.
8. Efter lovforslaget forudsættes der som hidtil udstedt en tilladelse for
hvert køretøj, der anvendes til godskørsel for fremmed regning, og det vil
kunne bestemmes, at tilladelsen skal være knyttet til et bestemt køretøj.
Tilladelsen, der vil blive udstedt på navn, skal medføres under kørslen.
Tilsvarende skal beviset for anmeldelsen af et motorkøretøj, der anvendes til
firmakørsel, medbringes under kørslen.
Kontrollen med overholdelsen af de i lovforslaget indeholdte regler
forudsættes som hidtil i det væsentlige baseret på, at politiet i forbindelse
med færdselskontrollen foretager en stikprøvekontrol af, om chaufføren kan
fremvise en tilladelse til godskørsel for fremmed regning eller bevis for, at
køretøjet er anmeldt til firmakørsel. Endvidere forudsættes der også en
stikprøvekontrol af det gods, der transporteres på firmavogne.
Køretøjerne skal med det formål at lette kontrollen på vejene efter
lovforslaget forsynes med særlige kendetegn i form af skiltning eller
lignende, som angiver, om køretøjet anvendes til almindelig godskørsel for
fremmed regning eller er anmeldt til firmakørsel. På køretøjerne skal endelig
på en synbar og ikke let fjernelig måde, f.eks. påmaling på vognsiden, være
angivet navn m.v. på den, i hvis navn køretøjet er indregistreret.
9. Den nuværende godstransportlov opererer med en speciel
tilladelsesordning vedrørende fragtmandskørsel, der blev indført i 1927 på en
historisk baggrund, der ikke er gældende i dag.
1927-lovens afgrænsning af fragtmandskørsel over for den dengang
uregulerede almindelige vognmandskørsel viste sig imidlertid at være
uhensigtsmæssig, og der opstod en omfattende »kontraktskørsel i
rute«, som efter gældende domspraksis ikke var underkastet en
tilladelsespligt.
I godstransportloven fra 1973 blev der foretaget ændring af definitionen
for fragtmandskørsel, således at kravet om fragtmandstilladelse nu også
omfatter »kontraktkørsel i rute«, men hovedparten af de ruter, der
fandtes ved godstransportlovens gennemførelse, blev legaliseret dels af
trafikudvalgene i de enkelte amter, der udsteder tilladelse, såfremt kørslen
udelukkende foregår inden for en enkelt amtskommune, og i øvrigt af
Vejtransportrådet.
Antallet af ruter pr. 1. april 1974, hvortil der var udstedt tilladelse,
var herefter 418 ruter under Vejtransportrådets kompetence, og 420 under
trafikudvalgenes kompetence.
I overensstemmelse med godstransportloven er der foretaget en præcis
angivelse af, i hvilke områder gods må optages og afsættes. Der er herved
taget hensyn til det forhold, at fragtmændene har pligt til at have
holdeplads på de autoriserede fragtcentraler, hvor sådanne findes i de
områder, hvor fragtmanden må optage og afsætte gods. Betydningen heraf er
bl.a., at gods undertiden må omekspederes på fragtcentraler til lokalruter,
hvilket kan indebære, at godset transporteres direkte gennem den by eller
lokalitet, der er dets bestemmelsessted for at blive transporteret tilbage
med en lokalrute. Sådanne transporter må anses for urationelle, og kunderne
finder dem uhensigtsmæssige såvel omkostningsmæssigt som tidsmæssigt.
Igennem de senere år er der påny opstået en række problemer vedrørende
fragtmandskørsel. Der er således opstået en ny form for stykgodstransport,
der har mange lighedspunkter med fragtmandskørsel, men hvis udøvere ikke er
indehavere af fragtmandstilladelser, og heller ikke har noget ønske om at
erhverve sådanne tilladelser med de forpligtelser dette medfører i form af
tilslutningspligt til fragtcentraler m.v. Kørslen har fået fællesbetegnelsen
»distributionskørsel« og kan beskrives som samtidig
lastbiltransport mod vederlag af stykgods fra flere virksomheder til disses
kunder i hele landet eller en del heraf. Særlige former for
distributionskørsel er dels den kørsel, der består i, at samlegods, der er
ankommet fra udlandet efter opbevaring hos f.eks. en speditør,
videredistribueres som stykgods til modtagerne, dels pakkedistribution. Der
foreligger ikke nogen samlet opgørelse over omfanget af distributionskørslen,
men der er tale om en meget omfattende stykgodskørsel, som har udviklet sig
bl.a. som følge af strukturændringer i erhvervslivet, og det er givet, at
denne kørsel udfylder et reelt behov hos erhvervslivet. Dette gælder også den
kørsel, der udføres af de såkaldte pakkeservicefirmaer, der tilgodeser
erhvervslivets behov for hurtige og præcise forsendelser som led i ofte
verdensomspændende net.
Et andet problem i relation til fragtmandsreglerne udgør den transport,
der udføres af DSB via egne godsterminaler, der kan sammenlignes med
fragtcentralerne. Det har ikke været muligt at opnå en domstolsprøvelse af
spørgsmålet om, hvorvidt den landsomfattende stykgodskørsel, DSB udfører med
egne køretøjer eller med fremmede vognmænd, er i strid med fragtmandsreglerne
eller ej, idet godstransportlovens straffebestemmelse ikke gør det muligt at
straffe en offentlig myndighed.
Det tredje problem, de nuværende regler om fragtmandskørsel giver
anledning til, er, at lovgivningen hindrer, at P&T og DSB, der begge
opererer landsdækkende stykgodssystemer, indleder et nærmere samarbejde på
stykgodsområdet med hensyn til lettere gods. I statsrevisorberetning nr. 3
fra 1983 om DSB's godsbefordring er der peget på det mindre hensigtsmæssige i
opretholdelsen af to statslige konkurrenter på pakketransportområdet, og det
blev anbefalet at undersøge, hvilke muligheder der foreligger for en
koordinering af disse pakketransporter med henblik på etablering af en mere
rationel driftsform. Godstransportlovens fragtmandsregler hindrede imidlertid
en gennemførelse af et forsøgsprojekt om »samkørsel«.
Fragtmændene er - udover konkurrencen fra P&T og DSB - udsat for en
stigende konkurrence fra distributionskørslen, der giver anledning til
betydelige problemer med hensyn til afgrænsning og kontrol af, hvad der
kræver tilladelse eller kan anses for fritaget fra tilladelseskravet. I
praksis har det på grund af bevismæssige forhold vist sig vanskeligt at
gennemføre sager til domfældelse, og det er ikke muligt at opstille ganske
præcise definitioner af de forskellige former for kørsel, der kan anvendes i
det daglige, selvom der måtte blive foretaget en betydelig udvidelse af
kontrollen med bestemmelsernes overholdelse. Det er således uhensigtsmæssigt
at opretholde bestemmelserne, der særligt regulerer stykgodsområdet, og
lovforslaget indeholder derfor ikke bestemmelser om fragtmandskørsel. Dette
vil løse problemerne i relation til den stigende distributionskørsel og
pakketransport, ligesom dette vil åbne mulighed for en ressourcebesparende
»samkørsel« mellem P&T og DSB.
Den eksisterende konkurrence fra distributionskørslen har ikke medført
ændringer i eller nedbrydning af det eksisterende landsdækkende rutenet, der
omfatter 37 godkendte fragtcentraler, og det må derfor antages, at
fragtmændene også efter en ophævelse af bestemmelserne om fragtmandskørsel
vil være konkurrencedygtige, men i fremtiden vil konkurrencen ske på grundlag
af markedskræfterne, hvorfor der antagelig vil blive foretaget en række
rationaliseringer, herunder sammenlægning af ruter. En ophævelse af
bestemmelserne om fragtmandskørsel vil indebære, at fragtmandssystemet
fremover alene vil blive reguleret af en frivillig ordning mellem
fragtmændene indbyrdes, hvilket muliggør, at disse frit kan fastsætte
køreplan og takster samt fastlægge ruterne.
Antallet af ruter, der betjener yderdistrikterne, er allerede blevet
reduceret gennem årene, og der er ingen tegn på, at denne udvikling vil blive
vendt. Ved udgangen af 1987 eksisterer der 400 ruter under Vejtransportrådets
kompetence og ca. 300 under trafikudvalgenes kompetence. Såvel med som uden
regler vedrørende fragtmandskørsel vil der derfor kunne ske ændringer, idet
ingen vognmænd kan forpligtes til at drive fragtmandskørsel ud over det
punkt, hvor virksomheden er rentabel. Det må imidlertid forventes, at
fragtmandssystemet vil blive opretholdt selvom der ikke er nogen regulering
heraf, således at der fortsat vil være en fyldestgørende betjening af
yderdistrikterne og dækning af transportbehovet i disse områder, ligesom også
de rutenet, der opereres af P&T og DSB, vil bidrage til at sikre dette.
10. Lovforslaget vil ikke indebære øgede udgifter eller øget
administration for amtskommuner og kommuner.
Direktoratet for Vejtransport skal som hidtil udføre
sekretariatsfunktionerne for Vejtransportrådet. Den daglige administration,
der følger af lovforslaget, kan ikke antages at være forbundet med økonomiske
konsekvenser af betydning i forhold til den eksisterende ordning.
11. Lovforslaget er forud for fremsættelsen den 15. januar 1988 sendt til
høring hos de myndigheder og organisationer m.v., der berøres af forslaget,
hvorfor der ikke er foretaget en fornyet høring forud for genfremsættelsen,
idet der i forhold til det tidligere forslag alene er foretaget mindre
ændringer af overvejende teknisk karakter.
Det skal imidlertid oplyses, at Danske Vognmænd, der tidligere har udtalt
sig imod forslaget om en ophævelse af den særlige tilladelsesordning
vedrørende fragtmandskørsel, har meddelt, at organisationen har ændret
standpunkt, og i stedet har foreslået en ordning med autorisation af
fragtcentraler. Der ses imidlertid ikke at være tungtvejende grunde herfor.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Bestemmelsen i stk. 1, svarer indholdsmæssigt til § 3 i den gældende lov
og indeholder kravet om, at godskørsel for fremmed regning med et dansk
indregistreret køretøj kræver en forud meddelt tilladelse fra
Vejtransportrådet. Kravet om tilladelse er ikke begrænset til den kørsel, som
alene foregår nationalt, hvorfor der også kræves tilladelse efter
bestemmelsen i relation til international godskørsel med danske køretøjer.
Herudover finder lov nr. 257 af 22. maj 1974 om international godstransport
med motorkøretøjer m.v. anvendelse.
Kravet om tilladelse omfatter i dag godskørsel med motorkøretøjer eller
vogntog, hvis tilladte eller samlede tilladte totalvægt overstiger 6 tons.
Denne vægtgrænse er ikke medtaget i forslaget, idet der foreslås, at trafik-
og kommunikationsministeren fastsætter en vægtgrænse, således at godskørsel
for fremmed regning med motorkøretøjer, der har en samlet tilladt totalvægt,
der overstiger denne grænse, kræver tilladelse.
Denne ændring i forhold til den gældende lov skyldes, at der i EF er rejst
forslag om en ændring af direktiv 74/561, hvorefter der skal kræves
tilladelse, når den samlede tilladte totalvægt overstiger 3,5 tons.
Erfaringerne med den nuværende reguleringsordning tilsiger ikke at inddrage
mindre vogne, der især anvendes i den lokale distributionskørsel, under
tilladelsesordningen, når henses til de administrative omkostninger og
ulemper, der vil være forbundet hermed. Mindre vogne vil derfor kun blive
inddraget under tilladelsesordningen, såfremt ovennævnte forslag måtte blive
vedtaget.
Afgørende for om der foreligger tilladelsespligtig godskørsel for fremmed
regning er, at den skal være udført med motorkøretøj eller vogntog.
Motorkøretøjer m.v. skal forstås i overensstemmelse med den i færdselsloven
indeholdte definition, og lovforslaget omfatter derfor ikke kørsel med
køretøjer, der som f.eks. traktorer og motorredskaber ifølge færdselsloven
ikke er motorkøretøjer.
Påhængsvogne, sættevogne og andre ikke selvkørende køretøjer, der anvendes
til godskørsel for fremmed regning, må, såfremt vogntogets samlede tilladte
totalvægt overstiger den af trafik- og kommunikationsministeren fastsatte
vægtgrænse, kun tilkobles motorkøretøjer, der er omfattet af en tilladelse i
henhold til bestemmelsen i stk. 1.
Tilladelsen udstedes på navn til vedkommende person eller selskab. Den
gælder for eet motorkøretøj.
Bestemmelsen i stk. 2, er ny i forhold til den eksisterende lovgivning og
vedrører den såkaldte »cabotagekørsel«, hvorved forstås, at der med
et køretøj, der er registreret i udlandet, udføres transporter mellem steder
her i landet. I medfør af EF-traktatens artikel 75, stk. 1, litra b, skal
Rådet fastsætte de betingelser, under hvilke transportvirksomheder har adgang
til at udføre interne transporter i en medlemsstat, hvor de ikke er
hjemmehørende. EF-domstolen har i dom af 22. maj 1985 i sag 13/83 fastslået,
at Rådet er forpligtet til inden for en rimelig frist at gennemføre
princippet om fri udveksling af tjenesteydelser i forbindelse med den
pågældende form for kørsel, men disse regler er endnu ikke fastsat. Fri
udveksling af tjenesteydelser på godstransportområdet betyder, at en
transportvirksomhed i en medlemsstat har ret til at udføre transporter i en
anden medlemsstat på samme betingelser som denne stats egne
transportvirksomheder uden at være etableret i denne medlemsstat.
Bestemmelsen i stk. 2, der omfatter såvel godskørsel for fremmed regning
som firmakørsel, indebærer, at cabotagekørsel som udgangspunkt er forbudt
uanset motorkøretøjets tilladte totalvægt, men at denne kørsel kan udføres
uden tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, såfremt dette følger af en
international aftale, herunder EF-regler, eller af regler fastsat af trafik-
og kommunikationsministeren.
Bestemmelsen i stk. 3 indeholder en definition af begrebet
»godskørsel for fremmed regning« (vognmandskørsel), og afgørende
for om denne form for kørsel foreligger er, at der under kørsel mod betaling
af enhver art transporteres gods, der ikke er knyttet til køretøjets bruger
på en sådan måde, at kørslen falder ind under begrebet
»firmakørsel«. Definitionen af dette begreb er derfor af afgørende
betydning for definitionen af begrebet godskørsel for fremmed regning.
Den i stk. 4 indeholdte definition af »firmakørsel« er i forhold
til definitionen i den nugældende lov ændret, så den svarer til indholdet af
bestemmelsen om firmakørsel i EF-direktiv 80/49. Afgørende for, om der
foreligger firmakørsel, er, at det transporterede gods tilhører køretøjets
registrerede bruger eller på anden i stk. 4, nærmere angiven måde er knyttet
til denne. De i stk. 4, angivne former for en sådan tilknytning er
udtømmende, og selve transporten må - sammenlignet med firmaets samlede
aktivitet - repræsentere en underordnet funktion. Det forhold f.eks., at
køretøjets bruger eller dennes virksomhed forsender gods i eget navn, men for
andres regning (speditørvirksomhed) bringer således ikke kørslen ind under
reglerne om firmakørsel. Ligeledes bringer det ikke kørslen ind under
begrebet firmakørsel, at køretøjets bruger har opbevaret godset eller påtaget
sig andre opgaver for godsets ejer.
Den virksomhed, der ejer godset - eller til hvem godset på den angivne
måde er knyttet - skal være indregistreret som bruger af det køretøj, der
benyttes til transporten, og kørslen skal udføres af en hos brugeren ansat
chauffør. Hvis et firma danner en selvstændig juridisk enhed, der skal udføre
transporterne af firmaets gods, falder en sådan kørsel uden for firmakørslens
område.
Til § 2
Efter bestemmelsen i stk. 1, kan trafik- og kommunikationsministeren
fastsætte regler om, at kravet om tilladelse efter § 1, stk. 1, ikke skal
finde anvendelse på bestemte typer af motorkøretøjer eller arter af
godskørsel. Afgørelsen vil bero på en konkret vurdering af, hvorvidt der
foreligger sådanne omstændigheder, at tilladelseskravet kan fraviges.
Bestemmelsen kan finde anvendelse i relation til køretøjer, der ejes af
offentlige myndigheder, herunder forsvaret og civilforsvaret samt kommunale
myndigheder. Endvidere kan der efter bestemmelsen ske undtagelse fra
tilladelseskravet vedrørende køretøjer, der anvendes til specielle formål,
ligesom visse former for godskørsel for fremmed regning af særlig karakter
vil kunne undtages fra kravet om tilladelse.
Bestemmelsen i stk. 2, indeholder hjemmel for trafik- og
kommunikationsministeren til at fastsætte de fornødne
iværksættelsesforanstaltninger med henblik på anvendelse eller gennemførelse
af De europæiske Fællesskabers forordninger og direktiver om godskørsel samt
af tilsvarende regler med andre lande. I henhold til bestemmelsen vil der
således bl.a. kunne fastsættes nærmere regler om udenlandske motorkøretøjers
adgang til at udføre godskørsel mellem steder i Danmark (cabotagekørsel), om
gensidig anerkendelse af kvalifikationsbeviser og om afgivelse af statistiske
oplysninger m.v.
Til § 3
Bestemmelsen indeholder en angivelse af de krav, som skal være opfyldt,
for at en tilladelse kan gives til en person til den i lovforslagets § 1,
stk. 1, angivne kørsel. Det vil sige den kørsel, der er omfattet af den
nuværende ordning med »grønne tilladelser«. Bestemmelsen finder
ligeledes anvendelse ved ansøgninger om fornyelse af tilladelser.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, hvori er redegjort for den
eksisterende ordning med hensyn til vurdering af en ansøgers økonomiske og
faglige baggrund, ligesom det er anført, at Danmark i henhold til
forpligtelser i medfør af EF-medlemsskabet skal fastsætte bestemmelser om
adgang til erhvervet med godstransport ad landevej i indenlandsk og
international transport. EF-reglerne er indeholdt i Rådets direktiv 74/561,
der foreskriver, at en ansøger skal opfylde krav vedrørende vandel, økonomisk
evne og faglig dygtighed.
Kravet i stk. 1, nr. 1-4, er ikke indeholdt i den nuværende lovgivning,
men svarer til de krav, der sædvanligvis stilles i anden lovgivning
vedrørende virksomhed, hvortil der kræves godkendelse, tilladelse, bevilling
eller lignende.
Kravet i stk. 1, nr. 5, om, at ansøgeren skal have den fornødne økonomiske
baggrund svarer til § 5, stk. 1, i lov om godstransport med motorkøretøjer.
Den økonomiske baggrund dokumenteres i dag ved, at ansøgeren bl.a. skal
indsende årsbudget og finansieringsplan, således at indtægtsmuligheder og
omkostninger, herunder afskrivning og forrentning, kan vurderes. En
gennemgang heraf kan ikke alene sikre, at virksomheden kan drives
hensigtsmæssigt eller forsvarligt. Det er derfor nødvendigt at udstedelse af
tilladelser gøres betinget af, at ansøgeren råder over en nærmere fastsat
positiv egenkapital eller der eventuelt stilles bankgaranti, idet kravene kan
være forskellige afhængigt af virksomhedens størrelse og de benyttede
køretøjer. Det skal også gælde i relation til eksisterende vognmænd, der
ønsker yderligere tilladelser. Dette krav vil sikre en højere grad af
økonomisk forsvarlig drift og modvirke kørsel i strid med reglerne om køre-
og hviletid, overlæs m.v.. Ved ansøgning om fornyelse skal indsendes
årsregnskab for det seneste regnskabsår og i tilfælde af dårlig økonomi kan
fornyelse ske for et kortere tidsrum end normalt, ligesom fornyelse helt kan
nægtes eller kun vil omfatte en del af en virksomheds tilladelser. Ved
nyetablering vil tilladelsen ligeledes kunne gives for en kortere periode end
normalt, så virksomhedens økonomiske forhold kan blive efterprøvet efter få
år.
Kravet i stk. 1, nr. 6, om, at vedkommende ikke må være dømt for strafbart
forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at
udføre vognmandsvirksomhed, er indeholdt i § 5, stk. 3, i den gældende lov,
og tilsvarende bestemmelse er indeholdt i anden lovgivning om
tilladelsesordninger.
Henvisningen i bestemmelsen til borgerlig straffelovs § 78, stk. 2,
indebærer, at den skal fortolkes på samme måde som straffelovens
bestemmelser. Hvorvidt det pådømte strafbare forhold begrunder en nærliggende
fare for misbrug af adgangen til at udøve vognmandsvirksomhed, afhænger
således først og fremmest af, om det begåede forhold efter sin art viser en
særlig fare for kriminalitet i forbindelse med udøvelsen af
vognmandsvirksomhed. Ved farebedømmelsen er det afgørende, hvilken risiko der
er for tilbagefald for netop denne gerningsmand. Der må derfor tages hensyn
til de omstændigheder, hvorunder forholdet blev begået, forbrydelsens grovhed
og udførelsesmåde, gerningsmandens personlige forhold på gerningstidspunktet
og nu, om det er førstegangskriminalitet eller gentagelse, og - ikke mindst -
hvor lang tid der er gået siden lovovertrædelsen. Med hensyn til personer,
der er dømt for berigelseskriminalitet eller for overtrædelse af reglerne i
denne lov samt reglerne i færdselsloven og vedrørende køre- og hviletid,
indebærer bestemmelsen, at man som udgangspunkt bør være tilbageholdende med
at meddele tilladelse.
Henvisningen til straffelovens bestemmelse indebærer i øvrigt, at nægtelse
af tilladelse på begæring af ansøgeren skal indbringes for retten af
anklagemyndigheden, jf. straffelovens § 78, stk. 3. Såfremt nægtelsen
godkendes af retten, kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, dog
tidligst efter 2 års forløb. Efter retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 4,
behandles sagen for retten i strafferetsplejens former.
Efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 7, skal en ansøger i faglig henseende
være kvalificeret til at udøve vognmandsvirksomhed, hvorfor der kan
fastsættes krav om, at vedkommende i en årrække skal have været beskæftiget i
vognmandsvirksomhed, og herigennem have opnået kendskab til erhvervet. Der
vil blive fastsat krav om obligatorisk deltagelse i et godkendt kursus med et
nærmere angivet indhold, hvorved risikoen reduceres for, at ansøgere,
herunder ansøgere, der alene har udført godskørsel med køretøjer, hvortil der
ikke kræves tilladelse, ikke har kendskab til de økonomiske og retlige
vilkår, der gælder for godskørsel.
Det er videre efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 8, 1. led, en betingelse
for meddelelse af tilladelse, at ansøgeren i øvrigt gør det antageligt, at
vedkommende vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde. Bestemmelsen
omfatter således tilfælde, hvor en ansøger har begået et eller flere
strafbare forhold, der imidlertid ikke begrunder en nærliggende fare for
misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. stk. 1, nr. 6, men
herudover omfatter bestemmelsen også forhold, der ikke har medført
strafferetlig tiltale. Det kan således være oplyst, at ansøgeren er
afskediget fra en stilling på grund af uredelighed, der ikke har medført
straffesag, eller at ansøgeren i anden virksomhed på grov måde har tilsidesat
hensynet til sine kunder. Videre kan omstændigheder ved en eventuel tidligere
konkurs, betalingsstandsning m.v. medføre, at den pågældende ikke kan anses
for at kunne udføre virksomheden på forsvarlig måde.
Efter stk. 1, nr. 8, 2. led, skal ansøgeren endvidere gøre det antageligt,
at han vil udøve virksomheden i overensstemmelse med god skik inden for
branchen, herunder at han vil kunne drive virksomheden på en sådan måde, at
den vil kunne leve op til de inden for branchen gældende regler og kutymer
for god og sædvanlig, faglig kompetent transportvirksomhed. Det må i øvrigt
understreges, at de krav, der følger af 1. og 2. led, i vidt omfang vil være
sammenfaldende, og at der også vil kunne nægtes tilladelse, såfremt
vedkommende f.eks. ikke tidligere har overholdt de kollektive overenskomster,
eller som anført ovenfor har gjort sig skyldig i et eller flere strafbare
forhold, der efter en samlet vurdering medfører, at vedkommende ikke kan gøre
det antageligt, at virksomheden vil blive udøvet på forsvarlig måde og i
overensstemmelse med god skik inden for branchen. Såfremt nægtelse af
tilladelse sker efter stk. 1, nr. 8, vil afgørelsen kunne efterprøves ved
domstolene efter den almindelige regel om domstolskontrol med forvaltningen i
grundlovens § 63. Sagen skal af den pågældende anlægges for landsretten i 1.
instans, men byretsbehandling vil dog kunne vedtages, jf. retsplejelovens §
226.
Bestemmelsen i stk. 2 medfører, at kravet om dansk indfødsret og bopæl
bortfalder i det omfang, dette har hjemmel i international aftale eller ved
bestemmelser fastsat af trafik- og kommunikationsministeren. Bestemmelsen i
EF-traktaten om etablering gælder for vognmandsvirksomhed, og derfor gælder
kravet om indfødsret og bopæl ikke for personer, der er omfattet af disse
regler. I henhold til bestemmelsen kan trafik- og kommunikationsministeren i
øvrigt fastsætte, at kravet om dansk indfødsret m.v. ikke skal gælde for
f.eks. nordiske statsborgere.
Til § 4
Tilladelse til godskørsel for fremmed regning, jf. § 1, stk. 1, kan som
hidtil udstedes til et selskab eller anden juridisk person, såfremt
betingelserne i lovudkastets § 3, stk. 1, nr. 4, 5 og 8, er opfyldt.
Bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, kan anvendes således, at der nægtes
tilladelse til et selskab, hvor personkredsen bag dette helt eller delvis
ikke selv vil kunne få udstedt en tilladelse f.eks. på grund af, at de
pågældende tidligere ikke har drevet transportvirksomhed på forsvarlig måde
eller i overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Det er videre en betingelse for at opnå en tilladelse, at der i selskabet
m.v. er ansat en af Vejtransportrådet godkendt ansvarlig leder, jf.
bestemmelsen i stk. 2, hvorefter denne skal opfylde betingelserne i § 3, stk.
1, nr. 1-4 og 6-8.
Den ansvarlige leder skal faktisk og vedvarende forestå godskørslen i
virksomheden, og Vejtransportrådet kan derfor med henblik på sikring heraf,
således at der ikke forekommer »stråmandsvirksomhed«, kræve
ansættelseskontrakten forelagt til godkendelse, ligesom det kan fastsættes,
at vedkommende er tegningsberettiget og udelukkende skal være ansat i
selskabet, og ikke må drive virksomhed ved siden af arbejdet som ansvarlig
leder.
Til § 5
Bestemmelsen indeholder hjemmel for trafik- og kommunikationsministeren
til at fastsætte nærmere regler om udformningen af ansøgninger om tilladelse
til godskørsel for fremmed regning og om godkendelse som ansvarlig leder,
herunder om hvilke økonomiske eller faglige krav, der skal være opfyldt.
Til § 6
Bestemmelsen i lovforslagets stk. 1 om, at en tilladelse gives for et
tidsrum af højst 5 år, medfører, at der med passende mellemrum gives
Vejtransportrådet mulighed for at overveje, hvorvidt betingelserne for at
drive virksomheden fortsat er til stede. Bestemmelsen svarer til den
nugældende ordning vedrørende tilladelser til godskørsel. Den har bl.a. en
præventiv virkning, og bestemmelsen vil kunne anvendes til at fastsætte en
kortere periode for gyldigheden af tilladelser til nystartede virksomheder,
således at der kan foretages en vurdering af virksomheden hurtigere end i
dag. Der kan gives en ansøger flere tilladelser forudsat betingelserne for
udstedelse heraf er til stede. Tilladelsen skal medføres under kørslen,
herunder i udlandet. Efter den gældende lovgivning er tilladelsen personlig,
og denne ordning foreslås opretholdt ved bestemmelsen i stk. 3. Forbudet mod,
at tilladelsen hverken helt eller delvis kan overgå til andre, omfatter salg,
bortforpagtning, udleje, udlån, pantsætning, kreditorforfølgning, arv eller
lignende.
En tilladelse eller godkendelse skal meddeles på nærmere fastsatte vilkår,
som det ikke er fundet hensigtsmæssigt at angive i selve loven, idet
vilkårene ikke nødvendigvis skal være ens i relation til alle typer af
tilladelser eller godkendelser. Bestemmelsen i stk. 4 giver en vidtgående
hjemmel til at fastsætte vilkår i selve tilladelsen eller godkendelsen,
herunder at tilladelsesindehaveren skal være registreret som bruger af et
køretøj for hver tilladelse vedkommende har fået udstedt, at der afgives
statistiske oplysninger, og vedrørende forsikringsforhold m.v. Denne
angivelse er imidlertid ikke udtømmende, og den vil således bl.a. også kunne
danne grundlag for at fastsætte vilkår om, at tilladelsesindehaveren skal
have en fast ejendom til rådighed for virksomheden, således at køretøjer, der
benyttes af denne, kan henstå på ejendommen. Der vil endvidere kunne
fastsættes vilkår om, at der kun må udføres godskørsel med motorkøretøjer med
en nærmere fastsat totalvægt, hvilket kan komme på tale i forbindelse med en
tilladelsesordning for motorkøretøjer med en tilladt totalvægt på ned til 3,5
tons, idet der herved er mulighed for en smidigere behandling af det
betydelige antal ansøgninger, dette vil medføre. Det forudsættes endvidere,
at der kan ske ændring i vilkårene i tilladelsens eller godkendelsens
gyldighedsperiode, hvilket kan blive tilfældet som følge af f.eks. nye
EF-bestemmelser.
Bestemmelsen i stk. 5 svarer til den nugældende bestemmelse i § 6, stk. 2,
i lov om godstransport med motorkøretøjer. Som hidtil er sigtet med
bestemmelsen at bidrage til udviklingen af sunde konkurrencevilkår samt - for
så vidt angår de i de kollektive overenskomster indeholdte regler om
arbejdstid og lignende vilkår - at fremme færdselssikkerheden. Bestemmelsen
tager primært sigte på situationer, der indebærer konkurrenceforvridninger.
Til § 7 og 8
I henhold til den gældende lovgivning er det Vejtransportrådet, der giver
tilladelser - »grønne tilladelser« - til godskørsel for fremmed
regning, og tager stilling til spørgsmålet om fornyelse og eventuel
tilbagekaldelse heraf. Denne ordning foreslås opretholdt ved bestemmelsen i
forslagets § 8, idet Vejtransportrådet også skal træffe afgørelse om
godkendelse af ansvarlig leder, tilbagekaldelse af en sådan godkendelse m.v..
Endelig indeholder bestemmelsen en præcisering af, at Vejtransportrådets
afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Sammensætningen af rådet er ændret i forhold til den gældende lov, idet
organisationen Danske Vognmænd og Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening i
fællesskab udpeger eet medlem mod hidtil alene Danske Vognmænd.
Til § 9
I lighed med § 21 i den gældende lov indeholder lovforslaget bemyndigelse
for trafik- og kommunikationsministeren til at fastsætte bestemmelser om
afmærkning af køretøjer, der anvendes til godskørsel, omfattende såvel
firmakørsel som godskørsel for fremmed regning. Bemyndigelsen kan videre
benyttes til udfærdigelse af bestemmelser vedrørende kontrolforanstaltninger,
herunder om fabrikation af skilte.
Til § 10
Bestemmelsen i stk. 1, indeholder som gældende lovgivning en hjemmel for
trafik- og kommunikationsministeren til at fastsætte gebyrer for udstedelse
af tilladelser og udstedelse af bevis for anmeldelse af køretøjer til
firmakørsel, jf. lovforslagets § 11. Herudover åbner bestemmelsen mulighed
for at fastsætte gebyr for godkendelse som ansvarlig leder og for behandling
af ansøgninger. Ligeledes kan der opkræves gebyr for udstedelse af
tilladelser i forbindelse med indførelsen af nye typer tilladelser og for
udlevering af afmærkningsskilte. I medfør af bestemmelsen i stk. 2, er der
udpantningsret for de nævnte gebyrer.
Til § 11
Som under den gældende lovgivning er firmakørsel holdt uden for
reguleringen. Formålet med bestemmelsen er på en relativ enkel måde at kunne
kontrollere overholdelsen af reglerne om den almindelige vognmandskørsel ved,
at der skal gennemføres en anmeldelse og afmærkning af alle køretøjer, der
anvendes til firmakørsel når motorkøretøjet har en tilladt samlet totalvægt,
der overstiger en af trafik- og kommunikationsministeren fastsat vægtgrænse.
Den gældende vægtgrænse er 6 tons, og der vil alene blive inddraget
motorkøretøjer med en lavere tilladt totalvægt, såfremt der i EF vedtages det
under bemærkningerne til § 1, stk. 1, nævnte forslag. Anmeldelsen vil som
hidtil skulle ske til vedkommende motorkontor.
Til §§ 12 og 13
Efter lovforslagets § 12, stk. 1, vil en tilladelse kunne tilbagekaldes af
Vejtransportrådet, hvis indehaveren eller den, der optræder i virksomhedens
interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i loven,
forskrifter udstedt i medfør af loven eller vilkårene for tilladelsen. En
tilbagekaldelse på dette grundlag er underkastet domstolskontrol efter de
almindelige regler om domstolskontrol med forvaltningen i grundlovens § 63,
og det er ikke en forudsætning for anvendelsen af bestemmelsen, at den
pågældende virksomhed eller indehaveren heraf er kendt skyldig i
overtrædelserne ved en domstolsafgørelse. Således vil f.eks. konstateringen
af, at et selskab gennem en periode ikke har haft ansat en ansvarlig leder
kunne medføre tilbagekaldelse
Bestemmelsen i § 12, stk. 2 indebærer en udvidelse af adgangen til
tilbagekaldelse i forhold til den nuværende lov. Mens betingelsen for
frakendelse af retten til at udøve en bestemt virksomhed i henhold til
straffelovens § 79 forudsætter en nærliggende risiko for misbrug, jf. også
forslagets § 3, stk. 1, nr. 6, omfatter henvisningen til § 3, stk. 1, nr. 8,
bl.a. lovovertrædelser, der hver for sig ikke er så graverende, men som ud
fra en samlet vurdering fører til, at virksomheden ikke har gjort det
antageligt, at denne vil blive udført på forsvarlig måde og i
overensstemmelse med god skik inden for branchen. Der vil således i første
række kunne ske tilbagekaldelse, såfremt der er konstateret overtrædelse af
anden lovgivning, herunder bestemmelserne om køre- og hviletid, overlæs og
transport af farligt gods, samt reglerne vedrørende skatte- og
afgiftsforhold. Det er ikke en betingelse, at overtrædelsen er konstateret
ved en straffesag. Herudover kan der ske tilbagekaldelse, såfremt
virksomhedens indehaver eller de, der optræder i virksomhedens interesse, i
øvrigt har handlet på en sådan måde, at de ikke længere kan gøre det
antageligt, at virksomheden vil blive udøvet på forsvarlig måde og i
overensstemmelse med god skik inden for branchen. I en folketingsbeslutning
af 28. maj 1986 om skærpelse af køre- og hviletids- samt kontrolbestemmelser
for buschauffører er indeholdt bestemmelse om, at tilladelsen skal kunne
tilbagekaldes ved alvorlige overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne, og
de samme hensyn gør sig gældende vedrørende godskørsel.
En tilbagekaldelse efter § 12, stk. 2, er undergivet en kvalificeret
domstolsprøvelse i henhold til lovforslagets § 13, der svarer til
bestemmelsen i den nugældende lovs § 19 og tilsvarende bestemmelser i anden
lovgivning vedrørende erhvervsregulering, idet dog bestemmelsen i stk. 3, er
ny. Denne bestemmelse indebærer adgang til kvalificeret domstolsprøvelse,
såfremt en tilladelse ikke kan fornys på grund af, at ansøgeren ikke længere
opfylder betingelsen i § 3, stk. 1, nr. 8.
I henhold til bestemmelsen i udkastets § 12, stk. 3, vil godkendelse som
ansvarlig leder ligeledes kunne tilbagekaldes efter både bestemmelsen i stk.
1 og 2, idet tilbagekaldelsen i sidstnævnte tilfælde er undergivet
kvalificeret domstolsprøvelse.
Til § 14
Bestemmelsen i stk. 1, er indholdsmæssigt i overensstemmelse med § 20 i
den gældende lov, men er nu affattet i overensstemmelse med tilsvarende
bestemmelser i anden nyere lovgivning.
Reglen i stk. 2 indeholder en adgang til at kunne fortsætte virksomheden
på grundlag af en midlertidig tilladelse, selv om den oprindelige tilladelse
er bortfaldet, men såfremt der i afviklingsperioden sker overtrædelse af
lovgivningen m.v., vil adgangen til at fortsætte virksomheden kunne bringes
til ophør efter bestemmelserne i §§ 12 og 13. I særlige tilfælde kan
anmeldelsesfristen og fristen til at udøve midlertidig virksomhed forlænges.
Til § 15
Bestemmelsen er indholdsmæssigt i overensstemmelse med § 22 i den gældende
lov. Hvis en indehaver ikke udleverer det pågældende kendetegn, kan
Direktoratet for Vejtransport i medfør af retsplejelovens regler om
umiddelbare fogedforretninger begære sig indsat i besiddelsen heraf.
Til § 16
Bestemmelsen, der er ny i forhold til den gældende lov, indebærer, at
politiet kan tilbageholde et motorkøretøj eller vogntog i tilfælde af, at der
udføres godskørsel i strid med lovgivningen. Det må bero på en konkret
vurdering om tilbageholdelse (kørselsforbud) er nødvendigt eller
tilstrækkeligt for eventuelt at hindre yderligere overtrædelser.
Udgangspunktet ved mere formelle overtrædelser må fortsat være, at en bøde
efter § 17 er tilstrækkelig. Tilbageholdelse kan således ske, hvis tilladelse
til godskørsel ikke er meddelt, eller der køres med overlæs, eller
fartskriver ikke er installeret og lignende. Undertiden vil den konstaterede
godskørsel i strid med lovgivningen være af en sådan karakter, at kørslen
ikke må fortsættes. I sådanne tilfælde, herunder når registreringsgrundlaget
er forkert, kan nummerpladerne inddrages.
Til § 17
Det foreslås i overensstemmelse med den gældende lovgivning, at
strafferammen for overtrædelse af loven bliver bøde. Forbeholdet, der ikke
findes i den gældende lov, om, at højere straf kan være forskyldt efter anden
lovgivning, henviser specielt til straffelovens § 131, hvorefter straffen er
bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder for den, som uden offentlig
bemyndigelse udøver en virksomhed, til hvilken en sådan kræves, eller
vedblivende udøver en virksomhed, til hvilken retten er ham frakendt.
Det er meget vigtigt at modvirke, at vognmandsvirksomhed udøves uden
tilladelse, eller at denne virksomhed udøves ved anvendelse af stråmænd.
Stråmandsvirksomhed kan straffes efter straffelovens § 131, stk. 2, hvorefter
den, som medvirker til, at en person, der er fradømt retten til at udøve en
virksomhed, udøver denne, straffes med bøde eller under særlig skærpede
omstændigheder med hæfte. Herudover gælder det almindelige medvirkenansvar
jf. straffelovens § 23.
I § 17, stk. 3, er det foreslået, at der også vil kunne pålægges staten og
kommuner et bødeansvar. Tilsvarende gælder for et konkursbo m.v.
Til §§ 18 og 19
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 1989, og ophæve
den eksisterende lovgivning på området fra samme dato. Bestemmelsen i § 18,
stk. 3, opretholder de under den tidligere lovgivning givne tilladelser med
de begrænsninger, der er fastsat herfor, idet bestemmelserne i lovforslaget i
øvrigt finder anvendelse herpå.
Endelig indeholder lovforslagets § 19 sædvanlige forbehold vedrørende
Færøerne og Grønland.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om godskørsel (Tilladelsesordning for varebiler) Retsinformation · 27. april 2018
- 1987 LSF 150 FORSLAG TIL LOV OM GODSKØRSEL Retsinformation · 21. maj 1988
- Afslag på ansøgning om udstedelse af vognmandstilladelse Retsinformation · 2. oktober 2002
- Forslag til Lov om ændring af lov om godskørsel (Gennemførelse af ændring af udlejningsdirektivet) Retsinformation · 20. april 2023
- 1994 LSF 23 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM GODSKØRSEL Retsinformation · 23. december 1994
- Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 8. juli 2021. — KA. EU-domme · 8. juli 2021