Spring til indhold

Retsinformation

1988 LSF 52 FORSLAG TIL LOV OM GODSKØRSEL

1988/1 LSF 52Lovforslag som fremsatFolketinget17. maj 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Lovens område m.v.

§ 1. Den, der udfører godskørsel for fremmed regning, skal have tilladelse

hertil af Vejtransportrådet, jf. § 8, hvis kørslen foretages med et dansk

indregistreret motorkøretøj eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt,

der overstiger en af trafik- og kommunikationsministeren fastsat vægtgrænse.

Stk. 2. Godskørsel, der udelukkende udføres inden for dansk område med et

motorkøretøj eller vogntog, der er indregistreret i udlandet, kan alene

udføres i henhold til international aftale eller regler fastsat af trafik- og

kommunikationsministeren.

Stk. 3. Ved godskørsel for fremmed regning forstås kørsel med motorkøretøj

eller vogntog, hvorved der mod betaling af enhver art transporteres gods, der

ikke tilhører eller er knyttet til køretøjets bruger på den i stk. 4 nævnte

måde.

Stk. 4. Ved firmakørsel forstås kørsel med motorkøretøj eller vogntog,

hvorved der kun transporteres gods, der tilhører den, der er registreret som

bruger af køretøjet, eller gods som denne lejer, udlejer, låner, udlåner

eller har i sin besiddelse med henblik på køb, salg, fremstilling,

behandling, bearbejdning eller reparation. Godskørslen, der kun må være en

hjælpefunktion i forhold til virksomhedens samlede aktiviteter, skal udføres

af en chauffør ansat hos denne.

§ 2. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler om, at visse

typer af køretøjer eller arter af godskørsel er undtaget fra kravet om

tilladelse.

Stk. 2. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler med

henblik på anvendelse eller gennemførelse af De europæiske Fællesskabers

forordninger og direktiver om godskørsel med motorkøretøjer samt af

tilsvarende aftaler med andre lande.

Betingelser for meddelelse af tilladelse

§ 3. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles personer, der

1) har dansk indfødsret,

Læs alt

2) har bopæl her i landet,

3) ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål,

4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

5) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt

forsvarligt,

6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare

for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. borgerlig

straffelovs § 78, stk. 2,

7) i faglig henseende er kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed og

8) i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig

måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Stk. 2. Kravet i stk. 1 om indfødsret og bopæl i Danmark bortfalder i det

omfang, dette følger af international aftale eller regler fastsat af trafik-

og kommunikationsministeren.

§ 4. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles aktieselskaber

eller anpartsselskaber, når selskabet opfylder betingelserne i § 3, stk. 1,

nr. 4, 5 og 8.

Stk. 2. Selskabet skal have ansat en godkendt ansvarlig leder, der faktisk

og vedvarende skal forestå virksomhedens godskørsel. Denne skal opfylde

betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-4 og 6-8, jf. stk. 2.

Stk. 3. Der kan under de i stk. 1 og 2 nævnte betingelser meddeles

tilladelse til andre her i landet hjemmehørende selskaber med begrænset

ansvar, kommanditselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde og andre

selvejende institutioner. Der kan ligeledes meddeles tilladelse til

offentlige myndigheder og virksomheder.

Stk. 4. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i stk. 1 og 3 nævnte

art kan meddeles tilladelse, såfremt dette er hjemlet i international aftale

eller ved bestemmelser fastsat af trafik- og kommunikationsministeren.

§ 5. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler om

ansøgningers indhold, herunder om hvilke økonomiske eller faglige krav der

skal være opfyldt, jf. § 3.

Tilladelsens indhold m.v.

§ 6. Tilladelser i henhold til denne lov gives for et tidsrum af højst 5

år ad gangen. Der kan gives en ansøger flere tilladelser.

Stk. 2. Tilladelsen skal medbringes i motorkøretøjet under kørslen,

herunder i udlandet.

Stk. 3. Tilladelsen skal udnyttes af den virksomhed, der har opnået denne,

og den kan hverken helt eller delvis overgå til andre.

Stk. 4. Tilladelsen og godkendelsen meddeles i øvrigt på nærmere af

Vejtransportrådet fastsatte vilkår for virksomhedens udøvelse.

Stk. 5. Indehaveren af en tilladelse skal følge de bestemmelser om løn- og

arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive

overenskomster.

Vejtransportrådet

§ 7. Vejtransportrådet består af 7 medlemmer, der beskikkes af trafik- og

kommunikationsministeren. 3 af medlemmerne beskikkes efter indstilling fra

henholdsvis Danske Vognmænd og Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening i

fællesskab, SiD samt Industrirådet, Det danske Handelskammer og

Landbrugsrådet i fællesskab.

Stk. 2. Trafik- og kommunikationsministeren udpeger blandt rådets

medlemmer formanden, der skal have juridisk eller økonomisk uddannelse.

Stk. 3. For formanden og de øvrige medlemmer beskikkes en suppleant efter

reglerne i stk. 1 og 2.

§ 8. Vejtransportrådet træffer afgørelse om tilladelse og godkendelse i

henhold til § 1, stk. 1, og § 4, stk. 2, om fornyelse af tilladelse samt om

tilbagekaldelse af en tilladelse eller godkendelse. Afgørelsen kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Direktoratet for Vejtransport fungerer som sekretariat for

Vejtransportrådet. Trafik- og kommunikationsministeren kan efter aftale med

Vejtransportrådet fastsætte regler om, at direktoratet bemyndiges til at

træffe afgørelse efter loven. Ministeren kan herunder bestemme, at

afgørelser, der er truffet af direktoratet, ikke kan indbringes for højere

administrativ myndighed. Sådanne bestemmelser er ikke til hinder for, at

Vejtransportrådet på eget initiativ kan tage en afgørelse, der er truffet af

direktoratet, op til nærmere undersøgelse og afgørelse.

Afmærkning af køretøjer

§ 9. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler om

afmærkning m.v. af køretøjer, der anvendes til godskørsel.

Gebyr

§ 10. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler om gebyr

for behandling af ansøgninger og for udstedelse af tilladelse og godkendelse

samt for udlevering af afmærkningsskilt og for udstedelse af bevis for

anmeldelse i henhold til § 11.

Stk. 2. Der er udpantningsret for gebyrer efter stk. 1.

Firmakørsel

§ 11. Et motorkøretøj eller vogntog, hvis samlede tilladte totalvægt

overstiger en af trafik- og kommunikationsministeren fastsat vægtgrænse,

skal, såfremt det anvendes til firmakørsel, anmeldes til et motorkontor,

medmindre brugeren har tilladelse i henhold til § 1, stk. 1. Trafik- og

kommunikationsministeren kan efter forhandling med justitsministeren

fastsætte regler herom.

Stk. 2. Beviset for anmeldelsen af det pågældende køretøj i henhold til

stk. 1 skal medbringes under kørslen.

Tilbagekaldelse og bortfald af tilladelser m.v.

§ 12. Tilladelsen kan tilbagekaldes, hvis indehaveren eller den, der

optræder i virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt

vilkårene for tilladelsen, jf. § 6, bestemmelserne i denne lov eller

forskrifter udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Det samme gælder, såfremt betingelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, eller

i § 4, jf. § 3, stk. 1, nr. 8, for meddelelse af tilladelse ikke længere er

til stede. Tilbagekaldelse sker på tid fra 1-5 år eller indtil videre.

Stk. 3. Godkendelse som ansvarlig leder efter § 4, stk. 2, kan ligeledes

tilbagekaldes efter stk. 1 og 2.

§ 13. En afgørelse efter § 12, stk. 2, og § 12, stk. 3, jf. stk. 2, kan af

den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom

skal inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes

over for Vejtransportrådet, der anlægger sag mod den pågældende i den

borgerlige retsplejes former.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder også, såfremt Vejtransportrådet

bestemmer, at tilladelsen ikke kan fornys på grund af, at ansøgeren ikke

længere opfylder betingelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, eller i § 4, jf. § 3, stk.

1, nr. 8.

Stk. 3. Anmodning om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved

kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve

den virksomhed, tilladelsen eller godkendelsen vedrører. Hvis

tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke

ikke har opsættende virkning.

Stk. 4. En tilbagekaldelse efter § 12, stk. 2, og § 12, stk. 3, jf. stk.

2, kan til enhver tid efter ansøgning ophæves af Vejtransportrådet. En

ansøgning herom kan dog kun indgives med 1 års mellemrum. Hvis ansøgningen

afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt

tilbagekaldelsen er sket indtil videre og der er forløbet mindst 5 år efter

tilbagekaldelsen og mindst 2 år efter, at ophævelse senest er nægtet ved dom.

Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 14. Tilladelsen eller godkendelsen bortfalder, hvis indehaveren af en

tilladelse eller godkendelse afgår ved døden eller ophører med at opfylde

betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-4, eller § 4, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-4.

Stk. 2. Efter anmeldelse inden 14 dage til Direktoratet for Vejtransport

kan et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en skyldner, der har

anmeldt betalingsstandsning, et konkursbo eller en værge for en umyndiggjort

midlertidigt få tilladelse til at fortsætte virksomheden med henblik på

afvikling, afhændelse eller lignende. Adgangen hertil gælder kun indtil seks

måneder fra dødsfaldet, betalingsstandsningens anmeldelse, konkursdekretets

afsigelse eller umyndiggørelsen. I særlige tilfælde kan fristen forlænges.

§ 15. En tilladelse, der er tilbagekaldt, frakendt eller bortfaldet, jf.

§§ 12-14, skal sammen med et i henhold til § 9 udleveret afmærkningsskilt

straks afleveres til Direktoratet for Vejtransport.

§ 16. Der kan ske tilbageholdelse af et motorkøretøj, såfremt der udføres

godskørsel i strid med lovgivningen.

Straffebestemmelser

§ 17. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes

med bøde den, der

1) overtræder § 1, stk. 1 og 2, § 4, stk. 2, 1. pkt., § 6, stk. 2, 3 og 5,

§ 11 eller § 15,

2) overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i

henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af loven,

3) overtræder bestemmelser, der er indeholdt i De Europæiske Fællesskabers

forordninger om godskørsel.

Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab eller

lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen

begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet

af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen

eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 18. Loven træder i kraft den 1. januar 1989.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 293 af 23. maj 1973 om godstransport med

motorkøretøjer.

Stk. 3. Tilladelser til godskørsel for fremmed regning, som er udstedt,

forbliver i kraft med de begrænsninger, der er fastsat herfor.

Stk. 4. Regler fastsat i henhold til §§ 5, 8, stk. 1, og 21 i lov nr. 293

af 23. maj 1973 forbliver i kraft, indtil de ophæves. Overtrædelse af disse

regler straffes med bøde. § 17, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 19. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

Lovens område m.v.

§ 1. Den, der udfører godskørsel for fremmed regning, skal have tilladelse

hertil af Vejtransportrådet, jf. § 8, hvis kørslen foretages med et dansk

indregistreret motorkøretøj eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt,

der overstiger en af trafik- og kommunikationsministeren fastsat vægtgrænse.

Stk. 2. Godskørsel, der udelukkende udføres inden for dansk område med et

motorkøretøj eller vogntog, der er indregistreret i udlandet, kan alene

udføres i henhold til international aftale eller regler fastsat af trafik- og

kommunikationsministeren.

Stk. 3. Ved godskørsel for fremmed regning forstås kørsel med motorkøretøj

eller vogntog, hvorved der mod betaling af enhver art transporteres gods, der

ikke tilhører eller er knyttet til køretøjets bruger på den i stk. 4 nævnte

måde.

Stk. 4. Ved firmakørsel forstås kørsel med motorkøretøj eller vogntog,

hvorved der kun transporteres gods, der tilhører den, der er registreret som

bruger af køretøjet, eller gods som denne lejer, udlejer, låner, udlåner

eller har i sin besiddelse med henblik på køb, salg, fremstilling,

behandling, bearbejdning eller reparation. Godskørslen, der kun må være en

hjælpefunktion i forhold til virksomhedens samlede aktiviteter, skal udføres

af en chauffør ansat hos denne.

§ 2. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler om, at visse

typer af køretøjer eller arter af godskørsel er undtaget fra kravet om

tilladelse.

Stk. 2. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler med

henblik på anvendelse eller gennemførelse af De europæiske Fællesskabers

forordninger og direktiver om godskørsel med motorkøretøjer samt af

tilsvarende aftaler med andre lande.

Betingelser for meddelelse af tilladelse

§ 3. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles personer, der

1) har dansk indfødsret,

2) har bopæl her i landet,

3) ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål,

4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

5) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt

forsvarligt,

6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare

for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. borgerlig

straffelovs § 78, stk. 2,

7) i faglig henseende er kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed, og

8) i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig

måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Stk. 2. Kravet i stk. 1 om indfødsret og bopæl i Danmark bortfalder i det

omfang, dette følger af international aftale eller regler fastsat af trafik-

og kommunikationsministeren.

§ 4. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles aktieselskaber

eller anpartsselskaber, når selskabet opfylder betingelserne i § 3, stk. 1,

nr. 4, 5 og 8.

Stk. 2. Selskabet skal have ansat en godkendt ansvarlig leder, der faktisk

og vedvarende skal forestå virksomhedens godskørsel. Denne skal opfylde

betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-4 og 6-8, jf. stk. 2.

Stk. 3. Der kan under de i stk. 1 og 2 nævnte betingelser meddeles

tilladelse til andre her i landet hjemmehørende selskaber med begrænset

ansvar, kommanditselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde og andre

selvejende institutioner. Der kan ligeledes meddeles tilladelse til

offentlige myndigheder og virksomheder.

Stk. 4. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i stk. 1 og 3 nævnte

art kan meddeles tilladelse, såfremt dette er hjemlet i international aftale

eller ved bestemmelser fastsat af trafik- og kommunikationsministeren.

§ 5. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler om

ansøgningers indhold, herunder om hvilke økonomiske eller faglige krav der

skal være opfyldt, jf. § 3.

Tilladelsens indhold m.v.

§ 6. Tilladelser i henhold til denne lov gives for et tidsrum af højst 5

år ad gangen. Der kan gives en ansøger flere tilladelser.

Stk. 2. Tilladelsen skal medbringes i motorkøretøjet under kørslen,

herunder i udlandet.

Stk. 3. Tilladelsen skal udnyttes af den virksomhed, der har opnået denne,

og den kan hverken helt eller delvis overgå til andre.

Stk. 4. Tilladelsen og godkendelsen meddeles i øvrigt på nærmere af

Vejtransportrådet fastsatte vilkår for virksomhedens udøvelse.

Stk. 5. Indehaveren af en tilladelse skal følge de bestemmelser om løn- og

arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive

overenskomster.

Vejtransportrådet

§ 7. Vejtransportrådet består af 7 medlemmer, der beskikkes af trafik- og

kommunikationsministeren. 3 af medlemmerne beskikkes efter indstilling fra

henholdsvis Danske Vognmænd og Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening i

fællesskab, SiD, samt Industrirådet, Det danske Handelskammer og

Landbrugsrådet i fællesskab.

Stk. 2. Trafik- og kommunikationsministeren udpeger blandt rådets

medlemmer formanden, der skal have juridisk eller økonomisk uddannelse.

Stk. 3. For formanden og de øvrige medlemmer beskikkes en suppleant efter

reglerne i stk. 1 og 2.

§ 8. Vejtransportrådet træffer afgørelse om tilladelse og godkendelse i

henhold til § 1, stk. 1, og § 4, stk. 2, om fornyelse af tilladelse, samt om

tilbagekaldelse af en tilladelse eller godkendelse. Afgørelsen kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Direktoratet for Vejtransport fungerer som sekretariat for

Vejtransportrådet. Trafik- og kommunikationsministeren kan efter aftale med

Vejtransportrådet fastsætte regler om, at direktoratet bemyndiges til at

træffe afgørelse efter loven. Ministeren kan herunder bestemme, at

afgørelser, der er truffet af direktoratet, ikke kan indbringes for højere

administrativ myndighed. Sådanne bestemmelser er ikke til hinder for, at

Vejtransportrådet på eget initiativ kan tage en afgørelse, der er truffet af

direktoratet, op til nærmere undersøgelse og afgørelse.

Afmærkning af køretøjer

§ 9. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler om

afmærkning m.v. af køretøjer, der anvendes til godskørsel.

Gebyr

§ 10. Trafik- og kommunikationsministeren kan fastsætte regler om gebyr

for behandling af ansøgninger og for udstedelse af tilladelse og godkendelse

samt for udlevering af afmærkningsskilt og for udstedelse af bevis for

anmeldelse i henhold til § 11.

Stk. 2. Der er udpantningsret for gebyrer efter stk. 1.

Firmakørsel

§ 11. Et motorkøretøj eller vogntog, hvis samlede tilladte totalvægt

overstiger en af trafik- og kommunikationsministeren fastsat vægtgrænse,

skal, såfremt det anvendes til firmakørsel, anmeldes til et motorkontor,

medmindre brugeren har tilladelse i henhold til § 1, stk. 1. Trafik- og

kommunikationsministeren kan efter forhandling med justitsministeren

fastsætte regler herom.

Stk. 2. Beviset for anmeldelsen af det pågældende køretøj i henhold til

stk. 1 skal medbringes under kørslen.

Tilbagekaldelse og bortfald af tilladelser m.v.

§ 12. Tilladelsen kan tilbagekaldes, hvis indehaveren eller den, der

optræder i virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt

vilkårene for tilladelsen, jf. § 6, bestemmelserne i denne lov eller

forskrifter udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Det samme gælder, såfremt betingelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, eller

i § 4, jf. § 3, stk. 1, nr. 8, for meddelelse af tilladelse ikke længere er

til stede. Tilbagekaldelse sker på tid fra 1-5 år eller indtil videre.

Stk. 3. Godkendelse som ansvarlig leder efter § 4, stk. 2, kan ligeledes

tilbagekaldes efter stk. 1 og 2.

§ 13. En afgørelse efter § 12, stk. 2 og § 12, stk. 3, jf. stk. 2, kan af

den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom

skal inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes

over for Vejtransportrådet, der anlægger sag mod den pågældende i den

borgerlige retsplejes former.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder også, såfremt Vejtransportrådet

bestemmer, at tilladelsen ikke kan fornys på grund af, at ansøgeren ikke

længere opfylder betingelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, eller i § 4, jf. § 3, stk.

1, nr. 8.

Stk. 3. Anmodning om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved

kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve

den virksomhed, tilladelsen eller godkendelsen vedrører. Hvis

tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke

ikke har opsættende virkning.

Stk. 4. En tilbagekaldelse efter § 12, stk. 2 og § 12, stk. 3, jf. stk. 2

kan til enhver tid efter ansøgning ophæves af Vejtransportrådet. En ansøgning

herom kan dog kun indgives med 1 års mellemrum. Hvis ansøgningen afslås, kan

ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt tilbagekaldelsen

er sket indtil videre, og der er forløbet mindst 5 år efter tilbagekaldelsen

og mindst 2 år efter, at ophævelse senest er nægtet ved dom. Stk. 1, 2. pkt.,

finder tilsvarende anvendelse.

§ 14. Tilladelsen eller godkendelsen bortfalder, hvis indehaveren af en

tilladelse eller godkendelse afgår ved døden eller ophører med at opfylde

betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-4 eller § 4, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-4.

Stk. 2. Efter anmeldelse inden 14 dage til Direktoratet for Vejtransport

kan et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en skyldner, der har

anmeldt betalingsstandsning, et konkursbo, eller en værge for en

umyndiggjort, midlertidigt få tilladelse til at fortsætte virksomheden med

henblik på afvikling, afhændelse eller lignende. Adgangen hertil gælder kun

indtil seks måneder fra dødsfaldet, betalingsstandsningens anmeldelse,

konkursdekretets afsigelse eller umyndiggørelsen. I særlige tilfælde kan

fristen forlænges.

§ 15. En tilladelse, der er tilbagekaldt, frakendt eller bortfaldet, jf. §

12-14, skal sammen med et i henhold til § 9 udleveret afmærkningsskilt straks

afleveres til Direktoratet for Vejtransport.

§ 16. Der kan ske tilbageholdelse af et motorkøretøj, såfremt der udføres

godskørsel i strid med lovgivningen.

Straffebestemmelser

§ 17. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning straffes

med bøde den, der

1) overtræder § 1, stk. 1 og 2, § 4, stk. 2, 1. pkt., § 6, stk. 2, 3 og 5,

§ 11 eller § 15,

2) overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i

henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af loven.

3) overtræder bestemmelser, der er indeholdt i De europæiske Fællesskabers

forordninger om godskørsel.

Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab eller

lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen

begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet

af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen

eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 18. Loven træder i kraft den 1. januar 1989.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 293 af 23. maj 1973 om godstransport med

motorkøretøjer.

Stk. 3. Tilladelser til godskørsel for fremmed regning, som er udstedt,

forbliver i kraft med de begrænsninger, der er fastsat herfor.

Stk. 4. Regler fastsat i henhold til §§ 5, 8, stk. 1 og 21 i lov nr. 293

af 23. maj 1973 forbliver i kraft indtil de ophæves. Overtrædelse af disse

regler straffes med bøde. § 17, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 19. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Den 15. januar 1988 blev der fremsat forslag til lov om godskørsel, der

var til 1. behandling i Folketinget den 25. januar 1988, jf.

Folketingstidende 1988 sp. 7434 f, og sendt til udvalgsbehandling i Udvalget

om Offentlige Arbejder, der ikke har afgivet betænkning, idet forslaget

bortfaldt som følge af udskrivning af valg.

Forslag til lov om godskørsel fremsættes med enkelte ændringer.

1. Den gældende lovgivning vedrørende godskørsel ad landevej er indeholdt

i lov nr. 293 af 23. maj 1973 om godstransport med motorkøretøjer som ændret

ved lov nr. 311 af 19. juni 1974.

Ved denne lov blev godskørsel for fremmed regning (vognmandskørsel)

med motorkøretøjer, hvis samlede totalvægt overstiger 6 tons, undergivet en

offentlig regulering. Dels gælder en kvantitativ begrænsning, idet det

samlede antal tilladelser til vognmandskørsel fastsættes under hensyn til en

række angivne forhold i loven, og videre stilles der en række

kvalifikationskrav til den, der ansøger om at kunne udføre

vognmandsvirksomhed. Disse krav vedrører den pågældendes økonomiske og

faglige baggrund samt vandelsmæssige forhold. De mindre motorkøretøjer blev

ikke inddraget under reguleringen, idet disse køretøjer kun udfører en meget

begrænset del af transportarbejdet, hvorfor en reguleringsordning ikke står i

rimeligt forhold til de administrative omkostninger, dette ville medføre.

Loven videreførte den tidligere gældende tilladelsesordning vedrørende

fragtmandskørsel, det vil sige den kørsel, som sker i fast rute.

Kravet om tilladelse til fragtmandskørsel gælder uanset motorkøretøjets

størrelse, men såfremt dette har en totalvægt på over 6 tons skal der

endvidere foreligge en tilladelse til almindelig vognmandskørsel. Ved loven

blev der foretaget en klarere afgrænsning af fragtmandskørsel over for den

almindelige vognmandskørsel, hvilket spørgsmål gav anledning til problemer

under den tidligere lovgivning.

Adgangen til at udføre firmakørsel, det vil sige en virksomheds

benyttelse af eget motorkøretøj til kørsel med egne produkter, blev ikke

begrænset ved loven, men såfremt motorkøretøjets totalvægt overstiger 6 tons

skal der ske særlig anmeldelse heraf, hvilket muliggør at følge udviklingen

inden for firmakørsel samt at kontrollere overholdelsen af reglerne om

vognmandskørsel.

2. Lovforslaget går ud på revision af loven om godstransport, men det er

under hensyn til ændringernes karakter fundet hensigtsmæssigt at foreslå en

ny lov til afløsning af den gældende i stedet for at foretage ændringer heri.

De væsentligste ændringer i forhold til den gældende lov er følgende:

Lovforslaget indebærer i overensstemmelse med regeringens målsætning om

afbureaukratisering og afskaffelse af regulerende ordninger, der hæmmer en

friere erhvervsudfoldelse, afskaffelse af den særlige tilladelsesordning

vedrørende fragtmandskørsel, idet der ikke længere er tungtvejende

grunde til at opretholde denne, hvortil kommer de vanskeligheder reguleringen

heraf giver, og i øvrigt altid har givet anledning til siden de første regler

om fragtmandskørsel blev fastsat i 1927. Dernæst indebærer lovforslaget en

ophævelse af den antalsmæssige (kvantitative) begrænsning vedrørende

godskørsel for fremmed regning (vognmandskørsel). Baggrunden herfor

er, at erfaringerne har vist, at denne ordning ikke er et egnet

styringsmiddel til regulering af vognmandskørsel. Udførelse af godskørsel

for fremmed regning vil imidlertid fremover stadig kræve tilladelse, og i

følge lovforslaget skal tilladelse gives, såfremt vedkommende opfylder de

fastsatte kvalifikationskrav, som foreslås udbygget i forhold til den

nugældende lov.

3. Baggrunden for at indføre reguleringsordningen for godstransport for

fremmed regning var bl.a. ønsket om at skabe mere lige konkurrencevilkår

inden for erhvervet og bedre sociale kår for vognmandserhvervets udøvere samt

at understøtte de bestræbelser, der fra samfundets side udfoldes for at øge

færdselssikkerheden. Indtil godstransportloven kunne vognmandskørsel udføres

alene på grundlag af et næringsbrev, og dette sammenholdt med mulighederne

for ved hjælp af afbetalingssystemet at kunne etablere sig uden nogen større

kapitalindsats medførte en tendens til permanent overfyldning af erhvervet.

Dette resulterede sammen med erhvervets omkostningsstruktur i, at der i vidt

omfang blev udført transporter, der ikke kunne dække omkostningerne, og den

svage økonomi indebar en forøget risiko for overtrædelse af bl.a.

færdselslovens bestemmelser især i form af kørsel med overlæs, mangelfuld

vedligeholdelse af materiellet og kørsel med trætte chauffører ved rattet,

med deraf følgende konsekvenser for færdselssikkerheden. De anførte

begrundelser for en regulering har fortsat gyldighed og formålet med

lovforslaget er derfor at skabe det mest hensigtsmæssige grundlag for at

opfylde dette mål i lyset af de gjorte erfaringer med 1973-loven og den skete

udvikling.

4. Som anført omfatter den nuværende lovgivning såvel en kvantitativ som

kvalitativ regulering. Vejtransportrådet skal træffe beslutning om hvor stort

et antal tilladelser til vognmandskørsel, der skal udstedes. Denne beslutning

skal jf. § 4 i den gældende lov træffes under hensyn bl.a. til antallet af

udstedte tilladelser og udnyttelsen af disse, det samlede behov for

vognmandskørsel, udviklingen af priserne ved salg af vognmandstilladelser,

samt udviklingen inden for firmakørsel. Videre skal rådet sørge for, at der

er en rimelig dækning af transportbehovet overalt i landet.

Erfaringerne med den nuværende ordning viser, at det ikke er muligt at

tilpasse antallet af tilladelser på den måde, der er forudsat i loven,

hvilket bl.a. skyldes de betydelige ændringer i erhvervslivets struktur og

lokalisering, som det ikke er muligt at kvantificere på en sådan måde, at

kriteriet vedrørende det samlede transportbehov kan anvendes på en rimelig

måde. Som anført er prisen ved salg af tilladelser, der kan overdrages i

henhold til den gældende lov, et andet af de kriterier, der skal anvendes ved

fastsættelsen af antallet af tilladelser. Ved øget produktion og omsætning

har der vist sig kraftige stigninger i priserne, og det er fundet stødende,

at en offentlig tilladelse kan omsættes til en betydelig pris. Siden 1984 er

der således udstedt godt 4.000 nye tilladelser, hvorefter der ved udgangen af

1987 eksisterer ca. 7.300 vognmandsvirksomheder med i alt ca. 24.700

tilladelser.

Derimod vil det ikke være muligt for Vejtransportrådet, når der er nedgang

i produktion og omsætning og dermed i behovet for vognmandskørsel, at

inddrage tilladelserne på kort sigt, idet tilladelserne er udstedt med en

gyldighed på 5 år. Hertil kommer, at det i praksis vil være yderst vanskeligt

at nægte fornyelse af tilladelser vedrørende virksomheder, der ikke har

overtrådt bestemmelserne i lovgivningen, med den konsekvens, at de må ophøre

eller indskrænke.

Det må derfor konstateres, at den antalsmæssige regulering ikke er et

egnet styringsmiddel til regulering af erhvervet, og det er derfor ikke

hensigtsmæssigt at opretholde denne regulering. Lovforslaget indeholder

derfor ingen bestemmelse om fastsættelse af det samlede antal tilladelser,

der kan udstedes. Ophævelsen af den antalsmæssige begrænsning vil endvidere

være i overensstemmelse med udviklingen i De europæiske Fællesskaber, hvor

der vedrørende den internationale godstransport er opnået enighed om

afskaffelse af kvantitative begrænsninger i 1992.

5. Efter den gældende lov kan en tilladelse til at udføre godskørsel for

fremmed regning alene gives til en ansøger, der har økonomisk baggrund for at

drive en sådan virksomhed, og som i faglig henseende er kvalificeret hertil.

Ansøgerens vandel skal endvidere være i orden, hvilket vil sige, at den

pågældende ikke må være dømt for et strafbart forhold, der kan begrunde en

nærliggende fare for misbrug af tilladelsen, eller som giver grund til at

antage, at ansøgeren ikke vil drive virksomheden på forsvarlig måde. Der er i

De europæiske Fællesskaber i direktiv 74/561 fastsat regler om adgang til

erhvervet med godstransport ad landevej i indenlandsk og international

transport, der vedrører de nævnte kvalifikationskrav.

I lovforslaget bibeholdes de eksisterende kvalifikationskrav, men det

foreslås at foretage en opstramning heraf, hvilket direktivet giver mulighed

for, ligesom dette vil være i overensstemmelse med indholdet af et forslag

til ændring af direktivet.

Til brug for vurderingen af, hvorvidt en ansøger opfylder kravet om

økonomisk baggrund, skal der udarbejdes et årsbudget og en finansieringsplan

for det første driftsår for den virksomhed, ansøgeren påtænker at drive. På

baggrund af disse oplysninger vurderes det, om den påtænkte virksomhed kan

antages at blive rentabel. Der indhentes videre en skatteattest for det

seneste afsluttede indkomstår, og der er i flere sager meddelt afslag, fordi

ansøgeren havde betydelige restancer til det offentlige. Denne ordning vil

blive bibeholdt i henhold til lovforslaget, men herudover vil der blive

indført et krav om, at ansøgeren råder over en nærmere fastsat positiv

egenkapital eller der stilles bankgaranti for et tilsvarende beløb, hvilket

også vil komme til at gælde vognmænd, der ansøger om yderligere tilladelser.

For at en ansøger kan anses for fagligt kvalificeret, skal vedkommende i

en periode have været beskæftiget i en transportvirksomhed,

speditionsvirksomhed eller anden dermed beslægtet virksomhed og herigennem,

eventuelt kombineret med kursusuddannelse eller lignende, have opnået

kendskab til driften af en vognmandsvirksomhed. Såfremt beskæftigelsen har

været som chauffør skal der gennemføres et kursus, der i dag forestås af

foreningen Danske Vognmænd. Med henblik på at sikre størst muligt kendskab

til de økonomiske og retlige vilkår, der gælder for godskørsel, indeholder

lovforslaget adgang til at indføre et krav om obligatorisk deltagelse i

kursus, således at fritagelse herfor kun kan forekomme i særlige tilfælde.

Til brug for vurdering af, hvorvidt en ansøgers vandel kan godkendes,

indhentes i dag en fuldstændig straffeattest, hvilket også sker ved ansøgning

om fornyelse af tilladelser. Ved lovforslaget er den eksisterende ordning,

hvorefter der kan meddeles afslag på en ansøgning på grund af vedkommendes

strafbare forhold, opretholdt. Der kan således bl.a. meddeles afslag i

tilfælde, hvor vedkommende er dømt for berigelseskriminalitet samt for

overtrædelse af færdselsloven og bestemmelserne om køre- og hviletid m.v.

Disse bestemmelser har en direkte relation til udførelsen af

vognmandserhvervet, og der skal derfor ikke gives tilladelse til ansøgere,

der de seneste år inden ansøgningen er dømt for strafbart forhold, der

begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre

vognmandsvirksomhed. Ligeledes indebærer lovforslaget, at der kan nægtes

tilladelse i tilfælde, hvor ansøgeren ikke kan antages at ville udføre

virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for

branchen, hvilket bl.a. kan være tilfældet, hvis vedkommende tidligere er

afskediget fra en stilling på grund af uredelighed.

6. Vognmandstilladelser kan udstedes til et selskab eller anden juridisk

person, der opfylder kravet til økonomisk baggrund, såfremt det yderligere

dokumenteres, at selskabet som ansvarlig leder har ansat en person, der

opfylder det faglige krav og vandelskravet. Vejtransportrådet kræver

dokumentation for eksistensen af et reelt ansættelsesforhold i de tilfælde,

hvor den ansvarlige leder ikke ejer hele virksomheden selv. Formålet hermed

er bl.a. at hindre »stråmandsvirksomhed« i selskaber, der ønsker at

drive vognmandsvirksomhed. Dette har særlig betydning ved ansøgninger fra

selskaber, der efter økonomiske vanskeligheder i en tidligere virksomhed

påbegynder vognmandsvirksomhed på ny med samme personkreds som i den

tidligere virksomhed, men med en faglig kvalificeret indsat som ansvarlig

leder. Baggrunden herfor kan være, at den tidligere leder af virksomheden

ikke kan godkendes som ansvarlig leder, idet vedkommende efter en bedømmelse

af årsagerne til de økonomiske vanskeligheder i den tidligere

vognmandsvirksomhed ikke opfylder de faglige kvalifikationskrav. Efter

lovforslaget bibeholdes ordningen med godkendelse af ansvarlig leder, ligesom

der i forslaget er indeholdt bestemmelser, hvorefter en godkendelse kan gives

på en række vilkår og i øvrigt kan tilbagekaldes.

7. Tilladelser udstedt i henhold til den nuværende lov kan tilbagekaldes,

idet der alene herved kan tilgodeses de formål loven tilsigter.

Vejtransportrådet kan således tilbagekalde en tilladelse, hvis indehaveren

har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af vilkårene

for tilladelsen eller forskrifter udstedt i medfør af loven, og afgørelsen om

tilbagekaldelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Såfremt

tilladelsesindehaveren ikke kan acceptere afgørelsen, må han anlægge sag mod

rådet ved domstolene, og domstolsprøvelsen følger de almindelige regler om

domstolskontrol med forvaltningen i grundlovens § 63. Vejtransportrådet kan

endvidere tilbagekalde en tilladelse, såfremt indehaveren i udøvelsen af sin

virksomhed har gjort sig skyldig i andre forhold, der giver grund til at

antage, at han ikke fremtidig vil drive virksomheden på forsvarlig måde.

Vejtransportrådet kan herefter tilbagekalde tilladelser på grund af

straffelovsovertrædelser eller overtrædelser af relevant særlovgivning d.v.s.

overtrædelse af andre bestemmelser, der har sammenhæng med udøvelsen af

vognmandsvirksomheden. Afgørelsen om tilbagekaldelse kan heller ikke i dette

tilfælde påklages til anden administrativ myndighed, men den, afgørelsen

vedrører, kan forlange afgørelsen undergivet en såkaldt kvalificeret

domstolsprøvelse, hvorefter Vejtransportrådet skal anlægge sag mod den

pågældende.

I lovforslaget opretholdes ovennævnte adgang for Vejtransportrådet til at

tilbagekalde tilladelser, men der foreslås en udvidelse i adgangen til

tilbagekaldelse, således at denne også skal kunne foretages, såfremt

overtrædelsen begås af personer, der optræder i virksomhedens interesse. Der

vil således ved grov eller gentagen overtrædelse af bl.a. bestemmelser om

køre- og hviletid, overlæs og transport af farligt gods kunne ske

tilbagekaldelse.

8. Efter lovforslaget forudsættes der som hidtil udstedt en tilladelse for

hvert køretøj, der anvendes til godskørsel for fremmed regning, og det vil

kunne bestemmes, at tilladelsen skal være knyttet til et bestemt køretøj.

Tilladelsen, der vil blive udstedt på navn, skal medføres under kørslen.

Tilsvarende skal beviset for anmeldelsen af et motorkøretøj, der anvendes til

firmakørsel, medbringes under kørslen.

Kontrollen med overholdelsen af de i lovforslaget indeholdte regler

forudsættes som hidtil i det væsentlige baseret på, at politiet i forbindelse

med færdselskontrollen foretager en stikprøvekontrol af, om chaufføren kan

fremvise en tilladelse til godskørsel for fremmed regning eller bevis for, at

køretøjet er anmeldt til firmakørsel. Endvidere forudsættes der også en

stikprøvekontrol af det gods, der transporteres på firmavogne.

Køretøjerne skal med det formål at lette kontrollen på vejene efter

lovforslaget forsynes med særlige kendetegn i form af skiltning eller

lignende, som angiver, om køretøjet anvendes til almindelig godskørsel for

fremmed regning eller er anmeldt til firmakørsel. På køretøjerne skal endelig

på en synbar og ikke let fjernelig måde, f.eks. påmaling på vognsiden, være

angivet navn m.v. på den, i hvis navn køretøjet er indregistreret.

9. Den nuværende godstransportlov opererer med en speciel

tilladelsesordning vedrørende fragtmandskørsel, der blev indført i 1927 på en

historisk baggrund, der ikke er gældende i dag.

1927-lovens afgrænsning af fragtmandskørsel over for den dengang

uregulerede almindelige vognmandskørsel viste sig imidlertid at være

uhensigtsmæssig, og der opstod en omfattende »kontraktskørsel i

rute«, som efter gældende domspraksis ikke var underkastet en

tilladelsespligt.

I godstransportloven fra 1973 blev der foretaget ændring af definitionen

for fragtmandskørsel, således at kravet om fragtmandstilladelse nu også

omfatter »kontraktkørsel i rute«, men hovedparten af de ruter, der

fandtes ved godstransportlovens gennemførelse, blev legaliseret dels af

trafikudvalgene i de enkelte amter, der udsteder tilladelse, såfremt kørslen

udelukkende foregår inden for en enkelt amtskommune, og i øvrigt af

Vejtransportrådet.

Antallet af ruter pr. 1. april 1974, hvortil der var udstedt tilladelse,

var herefter 418 ruter under Vejtransportrådets kompetence, og 420 under

trafikudvalgenes kompetence.

I overensstemmelse med godstransportloven er der foretaget en præcis

angivelse af, i hvilke områder gods må optages og afsættes. Der er herved

taget hensyn til det forhold, at fragtmændene har pligt til at have

holdeplads på de autoriserede fragtcentraler, hvor sådanne findes i de

områder, hvor fragtmanden må optage og afsætte gods. Betydningen heraf er

bl.a., at gods undertiden må omekspederes på fragtcentraler til lokalruter,

hvilket kan indebære, at godset transporteres direkte gennem den by eller

lokalitet, der er dets bestemmelsessted for at blive transporteret tilbage

med en lokalrute. Sådanne transporter må anses for urationelle, og kunderne

finder dem uhensigtsmæssige såvel omkostningsmæssigt som tidsmæssigt.

Igennem de senere år er der påny opstået en række problemer vedrørende

fragtmandskørsel. Der er således opstået en ny form for stykgodstransport,

der har mange lighedspunkter med fragtmandskørsel, men hvis udøvere ikke er

indehavere af fragtmandstilladelser, og heller ikke har noget ønske om at

erhverve sådanne tilladelser med de forpligtelser dette medfører i form af

tilslutningspligt til fragtcentraler m.v. Kørslen har fået fællesbetegnelsen

»distributionskørsel« og kan beskrives som samtidig

lastbiltransport mod vederlag af stykgods fra flere virksomheder til disses

kunder i hele landet eller en del heraf. Særlige former for

distributionskørsel er dels den kørsel, der består i, at samlegods, der er

ankommet fra udlandet efter opbevaring hos f.eks. en speditør,

videredistribueres som stykgods til modtagerne, dels pakkedistribution. Der

foreligger ikke nogen samlet opgørelse over omfanget af distributionskørslen,

men der er tale om en meget omfattende stykgodskørsel, som har udviklet sig

bl.a. som følge af strukturændringer i erhvervslivet, og det er givet, at

denne kørsel udfylder et reelt behov hos erhvervslivet. Dette gælder også den

kørsel, der udføres af de såkaldte pakkeservicefirmaer, der tilgodeser

erhvervslivets behov for hurtige og præcise forsendelser som led i ofte

verdensomspændende net.

Et andet problem i relation til fragtmandsreglerne udgør den transport,

der udføres af DSB via egne godsterminaler, der kan sammenlignes med

fragtcentralerne. Det har ikke været muligt at opnå en domstolsprøvelse af

spørgsmålet om, hvorvidt den landsomfattende stykgodskørsel, DSB udfører med

egne køretøjer eller med fremmede vognmænd, er i strid med fragtmandsreglerne

eller ej, idet godstransportlovens straffebestemmelse ikke gør det muligt at

straffe en offentlig myndighed.

Det tredje problem, de nuværende regler om fragtmandskørsel giver

anledning til, er, at lovgivningen hindrer, at P&T og DSB, der begge

opererer landsdækkende stykgodssystemer, indleder et nærmere samarbejde på

stykgodsområdet med hensyn til lettere gods. I statsrevisorberetning nr. 3

fra 1983 om DSB's godsbefordring er der peget på det mindre hensigtsmæssige i

opretholdelsen af to statslige konkurrenter på pakketransportområdet, og det

blev anbefalet at undersøge, hvilke muligheder der foreligger for en

koordinering af disse pakketransporter med henblik på etablering af en mere

rationel driftsform. Godstransportlovens fragtmandsregler hindrede imidlertid

en gennemførelse af et forsøgsprojekt om »samkørsel«.

Fragtmændene er - udover konkurrencen fra P&T og DSB - udsat for en

stigende konkurrence fra distributionskørslen, der giver anledning til

betydelige problemer med hensyn til afgrænsning og kontrol af, hvad der

kræver tilladelse eller kan anses for fritaget fra tilladelseskravet. I

praksis har det på grund af bevismæssige forhold vist sig vanskeligt at

gennemføre sager til domfældelse, og det er ikke muligt at opstille ganske

præcise definitioner af de forskellige former for kørsel, der kan anvendes i

det daglige, selvom der måtte blive foretaget en betydelig udvidelse af

kontrollen med bestemmelsernes overholdelse. Det er således uhensigtsmæssigt

at opretholde bestemmelserne, der særligt regulerer stykgodsområdet, og

lovforslaget indeholder derfor ikke bestemmelser om fragtmandskørsel. Dette

vil løse problemerne i relation til den stigende distributionskørsel og

pakketransport, ligesom dette vil åbne mulighed for en ressourcebesparende

»samkørsel« mellem P&T og DSB.

Den eksisterende konkurrence fra distributionskørslen har ikke medført

ændringer i eller nedbrydning af det eksisterende landsdækkende rutenet, der

omfatter 37 godkendte fragtcentraler, og det må derfor antages, at

fragtmændene også efter en ophævelse af bestemmelserne om fragtmandskørsel

vil være konkurrencedygtige, men i fremtiden vil konkurrencen ske på grundlag

af markedskræfterne, hvorfor der antagelig vil blive foretaget en række

rationaliseringer, herunder sammenlægning af ruter. En ophævelse af

bestemmelserne om fragtmandskørsel vil indebære, at fragtmandssystemet

fremover alene vil blive reguleret af en frivillig ordning mellem

fragtmændene indbyrdes, hvilket muliggør, at disse frit kan fastsætte

køreplan og takster samt fastlægge ruterne.

Antallet af ruter, der betjener yderdistrikterne, er allerede blevet

reduceret gennem årene, og der er ingen tegn på, at denne udvikling vil blive

vendt. Ved udgangen af 1987 eksisterer der 400 ruter under Vejtransportrådets

kompetence og ca. 300 under trafikudvalgenes kompetence. Såvel med som uden

regler vedrørende fragtmandskørsel vil der derfor kunne ske ændringer, idet

ingen vognmænd kan forpligtes til at drive fragtmandskørsel ud over det

punkt, hvor virksomheden er rentabel. Det må imidlertid forventes, at

fragtmandssystemet vil blive opretholdt selvom der ikke er nogen regulering

heraf, således at der fortsat vil være en fyldestgørende betjening af

yderdistrikterne og dækning af transportbehovet i disse områder, ligesom også

de rutenet, der opereres af P&T og DSB, vil bidrage til at sikre dette.

10. Lovforslaget vil ikke indebære øgede udgifter eller øget

administration for amtskommuner og kommuner.

Direktoratet for Vejtransport skal som hidtil udføre

sekretariatsfunktionerne for Vejtransportrådet. Den daglige administration,

der følger af lovforslaget, kan ikke antages at være forbundet med økonomiske

konsekvenser af betydning i forhold til den eksisterende ordning.

11. Lovforslaget er forud for fremsættelsen den 15. januar 1988 sendt til

høring hos de myndigheder og organisationer m.v., der berøres af forslaget,

hvorfor der ikke er foretaget en fornyet høring forud for genfremsættelsen,

idet der i forhold til det tidligere forslag alene er foretaget mindre

ændringer af overvejende teknisk karakter.

Det skal imidlertid oplyses, at Danske Vognmænd, der tidligere har udtalt

sig imod forslaget om en ophævelse af den særlige tilladelsesordning

vedrørende fragtmandskørsel, har meddelt, at organisationen har ændret

standpunkt, og i stedet har foreslået en ordning med autorisation af

fragtcentraler. Der ses imidlertid ikke at være tungtvejende grunde herfor.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen i stk. 1, svarer indholdsmæssigt til § 3 i den gældende lov

og indeholder kravet om, at godskørsel for fremmed regning med et dansk

indregistreret køretøj kræver en forud meddelt tilladelse fra

Vejtransportrådet. Kravet om tilladelse er ikke begrænset til den kørsel, som

alene foregår nationalt, hvorfor der også kræves tilladelse efter

bestemmelsen i relation til international godskørsel med danske køretøjer.

Herudover finder lov nr. 257 af 22. maj 1974 om international godstransport

med motorkøretøjer m.v. anvendelse.

Kravet om tilladelse omfatter i dag godskørsel med motorkøretøjer eller

vogntog, hvis tilladte eller samlede tilladte totalvægt overstiger 6 tons.

Denne vægtgrænse er ikke medtaget i forslaget, idet der foreslås, at trafik-

og kommunikationsministeren fastsætter en vægtgrænse, således at godskørsel

for fremmed regning med motorkøretøjer, der har en samlet tilladt totalvægt,

der overstiger denne grænse, kræver tilladelse.

Denne ændring i forhold til den gældende lov skyldes, at der i EF er rejst

forslag om en ændring af direktiv 74/561, hvorefter der skal kræves

tilladelse, når den samlede tilladte totalvægt overstiger 3,5 tons.

Erfaringerne med den nuværende reguleringsordning tilsiger ikke at inddrage

mindre vogne, der især anvendes i den lokale distributionskørsel, under

tilladelsesordningen, når henses til de administrative omkostninger og

ulemper, der vil være forbundet hermed. Mindre vogne vil derfor kun blive

inddraget under tilladelsesordningen, såfremt ovennævnte forslag måtte blive

vedtaget.

Afgørende for om der foreligger tilladelsespligtig godskørsel for fremmed

regning er, at den skal være udført med motorkøretøj eller vogntog.

Motorkøretøjer m.v. skal forstås i overensstemmelse med den i færdselsloven

indeholdte definition, og lovforslaget omfatter derfor ikke kørsel med

køretøjer, der som f.eks. traktorer og motorredskaber ifølge færdselsloven

ikke er motorkøretøjer.

Påhængsvogne, sættevogne og andre ikke selvkørende køretøjer, der anvendes

til godskørsel for fremmed regning, må, såfremt vogntogets samlede tilladte

totalvægt overstiger den af trafik- og kommunikationsministeren fastsatte

vægtgrænse, kun tilkobles motorkøretøjer, der er omfattet af en tilladelse i

henhold til bestemmelsen i stk. 1.

Tilladelsen udstedes på navn til vedkommende person eller selskab. Den

gælder for eet motorkøretøj.

Bestemmelsen i stk. 2, er ny i forhold til den eksisterende lovgivning og

vedrører den såkaldte »cabotagekørsel«, hvorved forstås, at der med

et køretøj, der er registreret i udlandet, udføres transporter mellem steder

her i landet. I medfør af EF-traktatens artikel 75, stk. 1, litra b, skal

Rådet fastsætte de betingelser, under hvilke transportvirksomheder har adgang

til at udføre interne transporter i en medlemsstat, hvor de ikke er

hjemmehørende. EF-domstolen har i dom af 22. maj 1985 i sag 13/83 fastslået,

at Rådet er forpligtet til inden for en rimelig frist at gennemføre

princippet om fri udveksling af tjenesteydelser i forbindelse med den

pågældende form for kørsel, men disse regler er endnu ikke fastsat. Fri

udveksling af tjenesteydelser på godstransportområdet betyder, at en

transportvirksomhed i en medlemsstat har ret til at udføre transporter i en

anden medlemsstat på samme betingelser som denne stats egne

transportvirksomheder uden at være etableret i denne medlemsstat.

Bestemmelsen i stk. 2, der omfatter såvel godskørsel for fremmed regning

som firmakørsel, indebærer, at cabotagekørsel som udgangspunkt er forbudt

uanset motorkøretøjets tilladte totalvægt, men at denne kørsel kan udføres

uden tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, såfremt dette følger af en

international aftale, herunder EF-regler, eller af regler fastsat af trafik-

og kommunikationsministeren.

Bestemmelsen i stk. 3 indeholder en definition af begrebet

»godskørsel for fremmed regning« (vognmandskørsel), og afgørende

for om denne form for kørsel foreligger er, at der under kørsel mod betaling

af enhver art transporteres gods, der ikke er knyttet til køretøjets bruger

på en sådan måde, at kørslen falder ind under begrebet

»firmakørsel«. Definitionen af dette begreb er derfor af afgørende

betydning for definitionen af begrebet godskørsel for fremmed regning.

Den i stk. 4 indeholdte definition af »firmakørsel« er i forhold

til definitionen i den nugældende lov ændret, så den svarer til indholdet af

bestemmelsen om firmakørsel i EF-direktiv 80/49. Afgørende for, om der

foreligger firmakørsel, er, at det transporterede gods tilhører køretøjets

registrerede bruger eller på anden i stk. 4, nærmere angiven måde er knyttet

til denne. De i stk. 4, angivne former for en sådan tilknytning er

udtømmende, og selve transporten må - sammenlignet med firmaets samlede

aktivitet - repræsentere en underordnet funktion. Det forhold f.eks., at

køretøjets bruger eller dennes virksomhed forsender gods i eget navn, men for

andres regning (speditørvirksomhed) bringer således ikke kørslen ind under

reglerne om firmakørsel. Ligeledes bringer det ikke kørslen ind under

begrebet firmakørsel, at køretøjets bruger har opbevaret godset eller påtaget

sig andre opgaver for godsets ejer.

Den virksomhed, der ejer godset - eller til hvem godset på den angivne

måde er knyttet - skal være indregistreret som bruger af det køretøj, der

benyttes til transporten, og kørslen skal udføres af en hos brugeren ansat

chauffør. Hvis et firma danner en selvstændig juridisk enhed, der skal udføre

transporterne af firmaets gods, falder en sådan kørsel uden for firmakørslens

område.

Til § 2

Efter bestemmelsen i stk. 1, kan trafik- og kommunikationsministeren

fastsætte regler om, at kravet om tilladelse efter § 1, stk. 1, ikke skal

finde anvendelse på bestemte typer af motorkøretøjer eller arter af

godskørsel. Afgørelsen vil bero på en konkret vurdering af, hvorvidt der

foreligger sådanne omstændigheder, at tilladelseskravet kan fraviges.

Bestemmelsen kan finde anvendelse i relation til køretøjer, der ejes af

offentlige myndigheder, herunder forsvaret og civilforsvaret samt kommunale

myndigheder. Endvidere kan der efter bestemmelsen ske undtagelse fra

tilladelseskravet vedrørende køretøjer, der anvendes til specielle formål,

ligesom visse former for godskørsel for fremmed regning af særlig karakter

vil kunne undtages fra kravet om tilladelse.

Bestemmelsen i stk. 2, indeholder hjemmel for trafik- og

kommunikationsministeren til at fastsætte de fornødne

iværksættelsesforanstaltninger med henblik på anvendelse eller gennemførelse

af De europæiske Fællesskabers forordninger og direktiver om godskørsel samt

af tilsvarende regler med andre lande. I henhold til bestemmelsen vil der

således bl.a. kunne fastsættes nærmere regler om udenlandske motorkøretøjers

adgang til at udføre godskørsel mellem steder i Danmark (cabotagekørsel), om

gensidig anerkendelse af kvalifikationsbeviser og om afgivelse af statistiske

oplysninger m.v.

Til § 3

Bestemmelsen indeholder en angivelse af de krav, som skal være opfyldt,

for at en tilladelse kan gives til en person til den i lovforslagets § 1,

stk. 1, angivne kørsel. Det vil sige den kørsel, der er omfattet af den

nuværende ordning med »grønne tilladelser«. Bestemmelsen finder

ligeledes anvendelse ved ansøgninger om fornyelse af tilladelser.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, hvori er redegjort for den

eksisterende ordning med hensyn til vurdering af en ansøgers økonomiske og

faglige baggrund, ligesom det er anført, at Danmark i henhold til

forpligtelser i medfør af EF-medlemsskabet skal fastsætte bestemmelser om

adgang til erhvervet med godstransport ad landevej i indenlandsk og

international transport. EF-reglerne er indeholdt i Rådets direktiv 74/561,

der foreskriver, at en ansøger skal opfylde krav vedrørende vandel, økonomisk

evne og faglig dygtighed.

Kravet i stk. 1, nr. 1-4, er ikke indeholdt i den nuværende lovgivning,

men svarer til de krav, der sædvanligvis stilles i anden lovgivning

vedrørende virksomhed, hvortil der kræves godkendelse, tilladelse, bevilling

eller lignende.

Kravet i stk. 1, nr. 5, om, at ansøgeren skal have den fornødne økonomiske

baggrund svarer til § 5, stk. 1, i lov om godstransport med motorkøretøjer.

Den økonomiske baggrund dokumenteres i dag ved, at ansøgeren bl.a. skal

indsende årsbudget og finansieringsplan, således at indtægtsmuligheder og

omkostninger, herunder afskrivning og forrentning, kan vurderes. En

gennemgang heraf kan ikke alene sikre, at virksomheden kan drives

hensigtsmæssigt eller forsvarligt. Det er derfor nødvendigt at udstedelse af

tilladelser gøres betinget af, at ansøgeren råder over en nærmere fastsat

positiv egenkapital eller der eventuelt stilles bankgaranti, idet kravene kan

være forskellige afhængigt af virksomhedens størrelse og de benyttede

køretøjer. Det skal også gælde i relation til eksisterende vognmænd, der

ønsker yderligere tilladelser. Dette krav vil sikre en højere grad af

økonomisk forsvarlig drift og modvirke kørsel i strid med reglerne om køre-

og hviletid, overlæs m.v.. Ved ansøgning om fornyelse skal indsendes

årsregnskab for det seneste regnskabsår og i tilfælde af dårlig økonomi kan

fornyelse ske for et kortere tidsrum end normalt, ligesom fornyelse helt kan

nægtes eller kun vil omfatte en del af en virksomheds tilladelser. Ved

nyetablering vil tilladelsen ligeledes kunne gives for en kortere periode end

normalt, så virksomhedens økonomiske forhold kan blive efterprøvet efter få

år.

Kravet i stk. 1, nr. 6, om, at vedkommende ikke må være dømt for strafbart

forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at

udføre vognmandsvirksomhed, er indeholdt i § 5, stk. 3, i den gældende lov,

og tilsvarende bestemmelse er indeholdt i anden lovgivning om

tilladelsesordninger.

Henvisningen i bestemmelsen til borgerlig straffelovs § 78, stk. 2,

indebærer, at den skal fortolkes på samme måde som straffelovens

bestemmelser. Hvorvidt det pådømte strafbare forhold begrunder en nærliggende

fare for misbrug af adgangen til at udøve vognmandsvirksomhed, afhænger

således først og fremmest af, om det begåede forhold efter sin art viser en

særlig fare for kriminalitet i forbindelse med udøvelsen af

vognmandsvirksomhed. Ved farebedømmelsen er det afgørende, hvilken risiko der

er for tilbagefald for netop denne gerningsmand. Der må derfor tages hensyn

til de omstændigheder, hvorunder forholdet blev begået, forbrydelsens grovhed

og udførelsesmåde, gerningsmandens personlige forhold på gerningstidspunktet

og nu, om det er førstegangskriminalitet eller gentagelse, og - ikke mindst -

hvor lang tid der er gået siden lovovertrædelsen. Med hensyn til personer,

der er dømt for berigelseskriminalitet eller for overtrædelse af reglerne i

denne lov samt reglerne i færdselsloven og vedrørende køre- og hviletid,

indebærer bestemmelsen, at man som udgangspunkt bør være tilbageholdende med

at meddele tilladelse.

Henvisningen til straffelovens bestemmelse indebærer i øvrigt, at nægtelse

af tilladelse på begæring af ansøgeren skal indbringes for retten af

anklagemyndigheden, jf. straffelovens § 78, stk. 3. Såfremt nægtelsen

godkendes af retten, kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, dog

tidligst efter 2 års forløb. Efter retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 4,

behandles sagen for retten i strafferetsplejens former.

Efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 7, skal en ansøger i faglig henseende

være kvalificeret til at udøve vognmandsvirksomhed, hvorfor der kan

fastsættes krav om, at vedkommende i en årrække skal have været beskæftiget i

vognmandsvirksomhed, og herigennem have opnået kendskab til erhvervet. Der

vil blive fastsat krav om obligatorisk deltagelse i et godkendt kursus med et

nærmere angivet indhold, hvorved risikoen reduceres for, at ansøgere,

herunder ansøgere, der alene har udført godskørsel med køretøjer, hvortil der

ikke kræves tilladelse, ikke har kendskab til de økonomiske og retlige

vilkår, der gælder for godskørsel.

Det er videre efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 8, 1. led, en betingelse

for meddelelse af tilladelse, at ansøgeren i øvrigt gør det antageligt, at

vedkommende vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde. Bestemmelsen

omfatter således tilfælde, hvor en ansøger har begået et eller flere

strafbare forhold, der imidlertid ikke begrunder en nærliggende fare for

misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. stk. 1, nr. 6, men

herudover omfatter bestemmelsen også forhold, der ikke har medført

strafferetlig tiltale. Det kan således være oplyst, at ansøgeren er

afskediget fra en stilling på grund af uredelighed, der ikke har medført

straffesag, eller at ansøgeren i anden virksomhed på grov måde har tilsidesat

hensynet til sine kunder. Videre kan omstændigheder ved en eventuel tidligere

konkurs, betalingsstandsning m.v. medføre, at den pågældende ikke kan anses

for at kunne udføre virksomheden på forsvarlig måde.

Efter stk. 1, nr. 8, 2. led, skal ansøgeren endvidere gøre det antageligt,

at han vil udøve virksomheden i overensstemmelse med god skik inden for

branchen, herunder at han vil kunne drive virksomheden på en sådan måde, at

den vil kunne leve op til de inden for branchen gældende regler og kutymer

for god og sædvanlig, faglig kompetent transportvirksomhed. Det må i øvrigt

understreges, at de krav, der følger af 1. og 2. led, i vidt omfang vil være

sammenfaldende, og at der også vil kunne nægtes tilladelse, såfremt

vedkommende f.eks. ikke tidligere har overholdt de kollektive overenskomster,

eller som anført ovenfor har gjort sig skyldig i et eller flere strafbare

forhold, der efter en samlet vurdering medfører, at vedkommende ikke kan gøre

det antageligt, at virksomheden vil blive udøvet på forsvarlig måde og i

overensstemmelse med god skik inden for branchen. Såfremt nægtelse af

tilladelse sker efter stk. 1, nr. 8, vil afgørelsen kunne efterprøves ved

domstolene efter den almindelige regel om domstolskontrol med forvaltningen i

grundlovens § 63. Sagen skal af den pågældende anlægges for landsretten i 1.

instans, men byretsbehandling vil dog kunne vedtages, jf. retsplejelovens §

226.

Bestemmelsen i stk. 2 medfører, at kravet om dansk indfødsret og bopæl

bortfalder i det omfang, dette har hjemmel i international aftale eller ved

bestemmelser fastsat af trafik- og kommunikationsministeren. Bestemmelsen i

EF-traktaten om etablering gælder for vognmandsvirksomhed, og derfor gælder

kravet om indfødsret og bopæl ikke for personer, der er omfattet af disse

regler. I henhold til bestemmelsen kan trafik- og kommunikationsministeren i

øvrigt fastsætte, at kravet om dansk indfødsret m.v. ikke skal gælde for

f.eks. nordiske statsborgere.

Til § 4

Tilladelse til godskørsel for fremmed regning, jf. § 1, stk. 1, kan som

hidtil udstedes til et selskab eller anden juridisk person, såfremt

betingelserne i lovudkastets § 3, stk. 1, nr. 4, 5 og 8, er opfyldt.

Bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, kan anvendes således, at der nægtes

tilladelse til et selskab, hvor personkredsen bag dette helt eller delvis

ikke selv vil kunne få udstedt en tilladelse f.eks. på grund af, at de

pågældende tidligere ikke har drevet transportvirksomhed på forsvarlig måde

eller i overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Det er videre en betingelse for at opnå en tilladelse, at der i selskabet

m.v. er ansat en af Vejtransportrådet godkendt ansvarlig leder, jf.

bestemmelsen i stk. 2, hvorefter denne skal opfylde betingelserne i § 3, stk.

1, nr. 1-4 og 6-8.

Den ansvarlige leder skal faktisk og vedvarende forestå godskørslen i

virksomheden, og Vejtransportrådet kan derfor med henblik på sikring heraf,

således at der ikke forekommer »stråmandsvirksomhed«, kræve

ansættelseskontrakten forelagt til godkendelse, ligesom det kan fastsættes,

at vedkommende er tegningsberettiget og udelukkende skal være ansat i

selskabet, og ikke må drive virksomhed ved siden af arbejdet som ansvarlig

leder.

Til § 5

Bestemmelsen indeholder hjemmel for trafik- og kommunikationsministeren

til at fastsætte nærmere regler om udformningen af ansøgninger om tilladelse

til godskørsel for fremmed regning og om godkendelse som ansvarlig leder,

herunder om hvilke økonomiske eller faglige krav, der skal være opfyldt.

Til § 6

Bestemmelsen i lovforslagets stk. 1 om, at en tilladelse gives for et

tidsrum af højst 5 år, medfører, at der med passende mellemrum gives

Vejtransportrådet mulighed for at overveje, hvorvidt betingelserne for at

drive virksomheden fortsat er til stede. Bestemmelsen svarer til den

nugældende ordning vedrørende tilladelser til godskørsel. Den har bl.a. en

præventiv virkning, og bestemmelsen vil kunne anvendes til at fastsætte en

kortere periode for gyldigheden af tilladelser til nystartede virksomheder,

således at der kan foretages en vurdering af virksomheden hurtigere end i

dag. Der kan gives en ansøger flere tilladelser forudsat betingelserne for

udstedelse heraf er til stede. Tilladelsen skal medføres under kørslen,

herunder i udlandet. Efter den gældende lovgivning er tilladelsen personlig,

og denne ordning foreslås opretholdt ved bestemmelsen i stk. 3. Forbudet mod,

at tilladelsen hverken helt eller delvis kan overgå til andre, omfatter salg,

bortforpagtning, udleje, udlån, pantsætning, kreditorforfølgning, arv eller

lignende.

En tilladelse eller godkendelse skal meddeles på nærmere fastsatte vilkår,

som det ikke er fundet hensigtsmæssigt at angive i selve loven, idet

vilkårene ikke nødvendigvis skal være ens i relation til alle typer af

tilladelser eller godkendelser. Bestemmelsen i stk. 4 giver en vidtgående

hjemmel til at fastsætte vilkår i selve tilladelsen eller godkendelsen,

herunder at tilladelsesindehaveren skal være registreret som bruger af et

køretøj for hver tilladelse vedkommende har fået udstedt, at der afgives

statistiske oplysninger, og vedrørende forsikringsforhold m.v. Denne

angivelse er imidlertid ikke udtømmende, og den vil således bl.a. også kunne

danne grundlag for at fastsætte vilkår om, at tilladelsesindehaveren skal

have en fast ejendom til rådighed for virksomheden, således at køretøjer, der

benyttes af denne, kan henstå på ejendommen. Der vil endvidere kunne

fastsættes vilkår om, at der kun må udføres godskørsel med motorkøretøjer med

en nærmere fastsat totalvægt, hvilket kan komme på tale i forbindelse med en

tilladelsesordning for motorkøretøjer med en tilladt totalvægt på ned til 3,5

tons, idet der herved er mulighed for en smidigere behandling af det

betydelige antal ansøgninger, dette vil medføre. Det forudsættes endvidere,

at der kan ske ændring i vilkårene i tilladelsens eller godkendelsens

gyldighedsperiode, hvilket kan blive tilfældet som følge af f.eks. nye

EF-bestemmelser.

Bestemmelsen i stk. 5 svarer til den nugældende bestemmelse i § 6, stk. 2,

i lov om godstransport med motorkøretøjer. Som hidtil er sigtet med

bestemmelsen at bidrage til udviklingen af sunde konkurrencevilkår samt - for

så vidt angår de i de kollektive overenskomster indeholdte regler om

arbejdstid og lignende vilkår - at fremme færdselssikkerheden. Bestemmelsen

tager primært sigte på situationer, der indebærer konkurrenceforvridninger.

Til § 7 og 8

I henhold til den gældende lovgivning er det Vejtransportrådet, der giver

tilladelser - »grønne tilladelser« - til godskørsel for fremmed

regning, og tager stilling til spørgsmålet om fornyelse og eventuel

tilbagekaldelse heraf. Denne ordning foreslås opretholdt ved bestemmelsen i

forslagets § 8, idet Vejtransportrådet også skal træffe afgørelse om

godkendelse af ansvarlig leder, tilbagekaldelse af en sådan godkendelse m.v..

Endelig indeholder bestemmelsen en præcisering af, at Vejtransportrådets

afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Sammensætningen af rådet er ændret i forhold til den gældende lov, idet

organisationen Danske Vognmænd og Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening i

fællesskab udpeger eet medlem mod hidtil alene Danske Vognmænd.

Til § 9

I lighed med § 21 i den gældende lov indeholder lovforslaget bemyndigelse

for trafik- og kommunikationsministeren til at fastsætte bestemmelser om

afmærkning af køretøjer, der anvendes til godskørsel, omfattende såvel

firmakørsel som godskørsel for fremmed regning. Bemyndigelsen kan videre

benyttes til udfærdigelse af bestemmelser vedrørende kontrolforanstaltninger,

herunder om fabrikation af skilte.

Til § 10

Bestemmelsen i stk. 1, indeholder som gældende lovgivning en hjemmel for

trafik- og kommunikationsministeren til at fastsætte gebyrer for udstedelse

af tilladelser og udstedelse af bevis for anmeldelse af køretøjer til

firmakørsel, jf. lovforslagets § 11. Herudover åbner bestemmelsen mulighed

for at fastsætte gebyr for godkendelse som ansvarlig leder og for behandling

af ansøgninger. Ligeledes kan der opkræves gebyr for udstedelse af

tilladelser i forbindelse med indførelsen af nye typer tilladelser og for

udlevering af afmærkningsskilte. I medfør af bestemmelsen i stk. 2, er der

udpantningsret for de nævnte gebyrer.

Til § 11

Som under den gældende lovgivning er firmakørsel holdt uden for

reguleringen. Formålet med bestemmelsen er på en relativ enkel måde at kunne

kontrollere overholdelsen af reglerne om den almindelige vognmandskørsel ved,

at der skal gennemføres en anmeldelse og afmærkning af alle køretøjer, der

anvendes til firmakørsel når motorkøretøjet har en tilladt samlet totalvægt,

der overstiger en af trafik- og kommunikationsministeren fastsat vægtgrænse.

Den gældende vægtgrænse er 6 tons, og der vil alene blive inddraget

motorkøretøjer med en lavere tilladt totalvægt, såfremt der i EF vedtages det

under bemærkningerne til § 1, stk. 1, nævnte forslag. Anmeldelsen vil som

hidtil skulle ske til vedkommende motorkontor.

Til §§ 12 og 13

Efter lovforslagets § 12, stk. 1, vil en tilladelse kunne tilbagekaldes af

Vejtransportrådet, hvis indehaveren eller den, der optræder i virksomhedens

interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i loven,

forskrifter udstedt i medfør af loven eller vilkårene for tilladelsen. En

tilbagekaldelse på dette grundlag er underkastet domstolskontrol efter de

almindelige regler om domstolskontrol med forvaltningen i grundlovens § 63,

og det er ikke en forudsætning for anvendelsen af bestemmelsen, at den

pågældende virksomhed eller indehaveren heraf er kendt skyldig i

overtrædelserne ved en domstolsafgørelse. Således vil f.eks. konstateringen

af, at et selskab gennem en periode ikke har haft ansat en ansvarlig leder

kunne medføre tilbagekaldelse

Bestemmelsen i § 12, stk. 2 indebærer en udvidelse af adgangen til

tilbagekaldelse i forhold til den nuværende lov. Mens betingelsen for

frakendelse af retten til at udøve en bestemt virksomhed i henhold til

straffelovens § 79 forudsætter en nærliggende risiko for misbrug, jf. også

forslagets § 3, stk. 1, nr. 6, omfatter henvisningen til § 3, stk. 1, nr. 8,

bl.a. lovovertrædelser, der hver for sig ikke er så graverende, men som ud

fra en samlet vurdering fører til, at virksomheden ikke har gjort det

antageligt, at denne vil blive udført på forsvarlig måde og i

overensstemmelse med god skik inden for branchen. Der vil således i første

række kunne ske tilbagekaldelse, såfremt der er konstateret overtrædelse af

anden lovgivning, herunder bestemmelserne om køre- og hviletid, overlæs og

transport af farligt gods, samt reglerne vedrørende skatte- og

afgiftsforhold. Det er ikke en betingelse, at overtrædelsen er konstateret

ved en straffesag. Herudover kan der ske tilbagekaldelse, såfremt

virksomhedens indehaver eller de, der optræder i virksomhedens interesse, i

øvrigt har handlet på en sådan måde, at de ikke længere kan gøre det

antageligt, at virksomheden vil blive udøvet på forsvarlig måde og i

overensstemmelse med god skik inden for branchen. I en folketingsbeslutning

af 28. maj 1986 om skærpelse af køre- og hviletids- samt kontrolbestemmelser

for buschauffører er indeholdt bestemmelse om, at tilladelsen skal kunne

tilbagekaldes ved alvorlige overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne, og

de samme hensyn gør sig gældende vedrørende godskørsel.

En tilbagekaldelse efter § 12, stk. 2, er undergivet en kvalificeret

domstolsprøvelse i henhold til lovforslagets § 13, der svarer til

bestemmelsen i den nugældende lovs § 19 og tilsvarende bestemmelser i anden

lovgivning vedrørende erhvervsregulering, idet dog bestemmelsen i stk. 3, er

ny. Denne bestemmelse indebærer adgang til kvalificeret domstolsprøvelse,

såfremt en tilladelse ikke kan fornys på grund af, at ansøgeren ikke længere

opfylder betingelsen i § 3, stk. 1, nr. 8.

I henhold til bestemmelsen i udkastets § 12, stk. 3, vil godkendelse som

ansvarlig leder ligeledes kunne tilbagekaldes efter både bestemmelsen i stk.

1 og 2, idet tilbagekaldelsen i sidstnævnte tilfælde er undergivet

kvalificeret domstolsprøvelse.

Til § 14

Bestemmelsen i stk. 1, er indholdsmæssigt i overensstemmelse med § 20 i

den gældende lov, men er nu affattet i overensstemmelse med tilsvarende

bestemmelser i anden nyere lovgivning.

Reglen i stk. 2 indeholder en adgang til at kunne fortsætte virksomheden

på grundlag af en midlertidig tilladelse, selv om den oprindelige tilladelse

er bortfaldet, men såfremt der i afviklingsperioden sker overtrædelse af

lovgivningen m.v., vil adgangen til at fortsætte virksomheden kunne bringes

til ophør efter bestemmelserne i §§ 12 og 13. I særlige tilfælde kan

anmeldelsesfristen og fristen til at udøve midlertidig virksomhed forlænges.

Til § 15

Bestemmelsen er indholdsmæssigt i overensstemmelse med § 22 i den gældende

lov. Hvis en indehaver ikke udleverer det pågældende kendetegn, kan

Direktoratet for Vejtransport i medfør af retsplejelovens regler om

umiddelbare fogedforretninger begære sig indsat i besiddelsen heraf.

Til § 16

Bestemmelsen, der er ny i forhold til den gældende lov, indebærer, at

politiet kan tilbageholde et motorkøretøj eller vogntog i tilfælde af, at der

udføres godskørsel i strid med lovgivningen. Det må bero på en konkret

vurdering om tilbageholdelse (kørselsforbud) er nødvendigt eller

tilstrækkeligt for eventuelt at hindre yderligere overtrædelser.

Udgangspunktet ved mere formelle overtrædelser må fortsat være, at en bøde

efter § 17 er tilstrækkelig. Tilbageholdelse kan således ske, hvis tilladelse

til godskørsel ikke er meddelt, eller der køres med overlæs, eller

fartskriver ikke er installeret og lignende. Undertiden vil den konstaterede

godskørsel i strid med lovgivningen være af en sådan karakter, at kørslen

ikke må fortsættes. I sådanne tilfælde, herunder når registreringsgrundlaget

er forkert, kan nummerpladerne inddrages.

Til § 17

Det foreslås i overensstemmelse med den gældende lovgivning, at

strafferammen for overtrædelse af loven bliver bøde. Forbeholdet, der ikke

findes i den gældende lov, om, at højere straf kan være forskyldt efter anden

lovgivning, henviser specielt til straffelovens § 131, hvorefter straffen er

bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder for den, som uden offentlig

bemyndigelse udøver en virksomhed, til hvilken en sådan kræves, eller

vedblivende udøver en virksomhed, til hvilken retten er ham frakendt.

Det er meget vigtigt at modvirke, at vognmandsvirksomhed udøves uden

tilladelse, eller at denne virksomhed udøves ved anvendelse af stråmænd.

Stråmandsvirksomhed kan straffes efter straffelovens § 131, stk. 2, hvorefter

den, som medvirker til, at en person, der er fradømt retten til at udøve en

virksomhed, udøver denne, straffes med bøde eller under særlig skærpede

omstændigheder med hæfte. Herudover gælder det almindelige medvirkenansvar

jf. straffelovens § 23.

I § 17, stk. 3, er det foreslået, at der også vil kunne pålægges staten og

kommuner et bødeansvar. Tilsvarende gælder for et konkursbo m.v.

Til §§ 18 og 19

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 1989, og ophæve

den eksisterende lovgivning på området fra samme dato. Bestemmelsen i § 18,

stk. 3, opretholder de under den tidligere lovgivning givne tilladelser med

de begrænsninger, der er fastsat herfor, idet bestemmelserne i lovforslaget i

øvrigt finder anvendelse herpå.

Endelig indeholder lovforslagets § 19 sædvanlige forbehold vedrørende

Færøerne og Grønland.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter