1988 LSF 30 FORSLAG TIL LOV OM LÆHEGN
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Almindelige bestemmelser
§ 1. Ved læhegn forstås i denne lov en sammenhængende plantning af træer
eller buske med indtil 7 planterækker og en bredde af ikke over 10 m, der
1) anlægges med det formål at nedsætte vindhastigheden over arealer, der
anvendes eller agtes anvendt til landbrug, frilandsgartneri, frugtplantage,
planteskole og lignende,
2) er anlagt med det formål, der er angivet i nr. 1, og fortsat tjener
dette eller
3) i øvrigt i væsentlig grad tilgodeser det formål, der er angivet i nr.
1.
Stk. 2. Plantninger, der udgør en del af et skovareal, er ikke omfattet af
loven.
§ 2. Ved anlæg af læhegn skal der ved plantevalg og plantningsmetode tages
hensyn til, at læhegnet i videst muligt omfang tilpasses det omgivende
landskab.
Stk. 2. Læhegn må ikke plantes således, at de hindrer den frie oversigt
ved vejkryds, vejtilslutninger og vejsving.
§ 3. Et læhegn kan plantes i ejendomsskel eller således, at skellinien
kommer til at ligge inden for læhegnets ydergrænser, når ejerne af de til
læhegnet stødende jorder er enige herom. Aftalen mellem ejerne skal indgås
skriftligt og indeholde en beskrivelse af læhegnet og dets placering samt
fastlægge fordelingen af arbejde og udgifter ved læhegnets anlæg og
vedligeholdelse.
§ 4. Hvor læhegn plantes i nærheden af ejendomsskel, uden at der
foreligger den i § 3 omhandlede aftale mellem de berørte grundejere eller
andet særligt retsgrundlag, skal der holdes en sådan afstand til skellinien,
at læhegnets grene og eventuelle rodskud ved normal vedligeholdelse kan
holdes inden for skellinien.
Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvor læhegn
Læs alt
plantes i nærheden af vejarealer, der er omfattet af lov om offentlige veje
eller lov om private fællesveje.
§ 5. Ejeren af et læhegn er berettiget til at nedskære, udskifte eller
rydde læhegnet. Hvor læhegnet udgør eneste hegn mod naboejendommen, skal
læhegnets ejer skriftligt underrette naboen om de påtænkte foranstaltninger
mindst en måned før de iværksættes.
§ 6. Et læhegn skal holdes i forsvarlig stand, så det kan opfylde sit
formål. Det skal ved vedligeholdelsen tilstræbes, at det ikke kommer til at
virke skæmmende i landskabet eller giver anledning til unødig ulempe for
naboen.
Stk. 2. Inden for 10 m's afstand fra ejendomsskel er den
vedligeholdelsespligtige på naboens forlangende pligtig een gang årligt at
nedkappe læhegnet til en højde af 10 m.
§ 7. Et læhegn må ikke beskadiges, og den til læhegnet stødende jord må
ikke benyttes eller behandles således, at læhegnet udsættes for beskadigelse.
§ 8. Den vedligeholdelsespligtige er berettiget til i tiden mellem 1.
november og 1. april at færdes på nabogrunden i det omfang, læhegnets
vedligeholdelse gør det nødvendigt.
Stk. 2. I forbindelse med renholdelse af læhegn har den
vedligeholdelsespligtige ret til også uden for det i stk. 1 nævnte tidsrum at
færdes på nabogrunden.
Stk. 3. Den vedligeholdelsespligtiges færdselsret i medfør af stk. 1 og
stk. 2 omfatter den nødvendige medhjælp, redskaber og maskiner m.v.
Stk. 4. Såfremt den vedligeholdelsespligtiges færdsel på naboejendommen
medfører skade på denne, skal sådan skade erstattes. Erstatningsspørgsmålet
afgøres, såfremt en mindelig ordning ikke kan opnås, af de i henhold til lov
om hegn nedsatte hegnsyn.
§ 9. Spørgsmål om tilsidesættelse af de i § 2, stk. 2, § 4, § 5, 2. pkt.,
§ 6 og § 7 indeholdte forskrifter eller bestemmelserne i en i medfør af § 3
indgået aftale kan indbringes for hegnsynet.
Stk. 2. Hegnsynet træffer bestemmelse om de foranstaltninger, der er
nødvendige for at bringe læhegnet i behørig stand.
§ 10. Spørgsmål om ændring af en i medfør af § 3 indgået aftale kan,
såfremt parterne ikke ved forhandling kan opnå enighed herom, indbringes for
hegnsynet.
Stk. 2. Hvor hegnsynet finder, at forandringer i de pågældende ejendommes
drift eller andre væsentlige forhold taler for ændring af aftalen, kan
hegnsynet fastsætte de fornødne ændringer.
§ 11. Berettiget til at rejse sag for hegnsynet er læhegnets ejer, dennes
nabo samt, for såvidt angår bestemmelserne i § 2, stk. 2, og § 4, stk. 2, den
pågældende vejmyndighed.
§ 12. Kendelser afsagt af hegnsynet kan af hver af sagens parter
indbringes for landvæsenskommissionen.
§ 13. De i §§ 33-36, §§ 38-40, § 41, stk. 1, III og IV, og stk. 2, § 42,
stk. 3 og stk. 4, §§ 43-49 samt § 50, stk. 1 og stk. 2, i lov om hegn
fastsatte bestemmelser kommer til anvendelse ved hegnsynsforretninger i
medfør af nærværende lov.
Kapitel 2
Tilskud til læplantning
§ 14. Inden for en beløbsramme, der fastsættes på de årlige finanslove,
kan der ydes tilskud til fremme af læplantningen.
Stk. 2. Tilskud kan ydes til
1) anlæg af kollektive læhegn,
2) anlæg af individuelle læhegn,
3) forsknings-, forsøgs- og udviklingsprojekter af betydning for
læplantningen.
§ 15. Landbrugsministeren fastsætter fordelingen af tilskudsmidlerne
mellem kollektiv og individuel læplantning samt forsknings-, udviklings- og
forsøgsformål, idet midlerne fortrinsvis skal anvendes som støtte til
gennemførelsen af kollektive læplantningsprojekter.
§ 16. Tilskud til anlæg af læhegn, jf. § 14, stk. 2, nr. 1 og 2, ydes af
Fællesudvalget for Læplantning, jf. § 22, inden for de af
landsbrugsministeren fastsatte årlige beløbsrammer.
Stk. 2. Fællesudvalget for Læplantning varetager ved tildeling af tilskud
landøkonomiske samt planlægnings-, frednings- og miljøhensyn.
§ 17. Tilskud til anlæg af læhegn kan ydes til ejere af de i § 1, stk. 1,
nr. 1, angivne arealer.
Stk. 2. Tilskud kan ikke ydes til læhegn på arealer, der tilhører staten,
kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige stiftelser.
Stk. 3. Tilskud kan ikke ydes til beplantninger, som er påbudt af en
offentlig myndighed, som af en offentlig myndighed er stillet som vilkår for
en tilladelse, eller som tjener til opfyldelse af krav, der umiddelbart måtte
fremgå af lovgivningen.
Stk. 4. Tilskud kan alene ydes til nyanlæg og udskiftning af læhegn.
§ 18. For opnåelse af støtte til kollektiv læplantning skal der foreligge
et af Fællesudvalget for Læplantning godkendt projekt omfattende et samlet
område med en hegnslængde på mindst 20 km fordelt på mindst 20 ejere.
Projektdeltagerne skal indgå i en sammenslutning, hvis vedtægter opfylder de
af landbrugsministeren fastsatte betingelser.
Stk. 2. Ved kollektiv læplantning ydes tilskud til de samlede
anlægsomkostninger inden for et af landbrugsministen fastsat maksimum.
Tilskuddet udgør en af ministeren fastsat del af tilskudsgrundlaget og kan
ikke overstige 50 pct. af dette.
Stk. 3. Fællesudvalget for Læplantning kan, hvor særlige omstændigheder
taler herfor, godkende projekter med en mindre hegnslængde eller et mindre
antal ejere end i stk. 1 fastsat.
§ 19. Tilskud til individuel læplantning kan kun ydes, hvor
tilskudsmodtageren er afskåret fra at indgå i en kollektiv læplantning eller
ikke hensigtsmæssigt kan deltage i denne.
Stk. 2. Ved individuel læplantning ydes tilskud til anskaffelse af
planter, der er optaget på en af landbrugsministeren udfærdiget
artsfortegnelse, inden for en af ministeren godkendt pris, ekskl.
merværdiafgift og eventuelle transport- og fordelingsomkostninger. Tilskuddet
udgør en af ministeren fastsat del af tilskudsgrundlaget og kan ikke
overstige 50 pct. af dette.
§ 20. Hvis der til læplantningsarbejder, hvortil der ydes statstilskud
efter denne lov, tillige ydes tilskud af andre statslige eller kommunale
midler eller af andre midler, der kan sidestilles hermed, nedsættes
tilskuddet efter denne lov, således at det samlede offentlige tilskud ikke
overstiger det af landbrugsministeren i henhold til § 18, stk. 2, og § 19,
stk. 2, fastsatte.
§ 21. Landbrugsministeren kan yde tilskud til forsknings-, forsøgs- og
udviklingsprojekter. Tilskuddet kan i almindelighed ikke overstige 50 pct. af
de tilskudsberettigede udgifter.
Stk. 2. Landbrugsministeren indhenter udtalelse fra Fællesudvalget for
Læplantning, forinden der træffes afgørelse om ydelsen af tilskud.
§ 22. Fællesudvalget for Læplantning sammensættes bl.a. af repræsentanter
for regionsudvalgene for læplantning.
Stk. 2. Vedtægter og forretningsorden for Fællesudvalget for Læplantning
skal godkendes af landbrugsministeren.
§ 23. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for tilskudsordningens
gennemførelse og administration, herunder for hvilke udgifter der skal anses
for tilskudsberettigede, og for tilskuddenes udbetaling.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at de i § 18, stk. 2,
og § 19, stk. 2, fastlagte maksimale tilskudssatser kan fraviges i ganske
særlige tilfælde.
Stk. 3. Tilsagn om tilskud bortfalder, hvis ansøgeren har givet urigtige
eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for
afgørelsen, eller hvis forudsætningerne for tilsagnet er bristet. Er tilskud
udbetalt, kan dette kræves tilbagebetalt.
§ 24. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for Fællesudvalget for
Læplantnings kontrol og tilsyn med læhegn, hvortil der ydes tilskud.
Stk. 2. Landbrugsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, har
til enhver tid i forbindelse med udøvelsen af de i medfør af § 23, stk. 1, og
§ 24, stk. 1, fastsatte beføjelser uden retskendelse og mod behørig
legitimation adgang til arealer med læhegn, til hvilke der er ansøgt om eller
udbetalt tilskud.
§ 25. Udgifter til administration af loven afholdes inden for det i § 14
nævnte rammebeløb.
§ 26. Afgørelser truffet af Fællesudvalget for Læplantning kan påklages
til landbrugsministeren.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om klageadgang,
herunder at klager skal have opsættende virkning.
Stk. 3. Henlægger landbrugsministeren sine beføjelser efter loven til en
institution under Landbrugsministeriet, kan ministeren fastsætte regler om
adgangen til at klage over denne myndigheds afgørelse, herunder om at
afgørelserne ikke skal kunne indbringes for anden administrativ myndighed.
Kapitel 3
Ikrafttrædelsesbestemmelse m.v.
§ 27. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af
landbrugsministeren.
§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
Almindelige bestemmelser
§ 1. Ved læhegn forstås i denne lov en sammenhængende plantning af træer
eller buske med indtil 7 planterækker og en bredde af ikke over 10 m, der
1) anlægges med det formål at nedsætte vindhastigheden over arealer, der
anvendes eller agtes anvendt til landbrug, frilandsgartneri, frugtplantage,
planteskole o.lign.,
2) er anlagt med det formål, der er angivet i nr. 1, og fortsat tjener
dette, eller
3) i øvrigt i væsentlig grad tilgodeser det formål, der er angivet i nr.
1.
Stk. 2. Plantninger, der udgør en del af et skovareal, er ikke omfattet af
loven.
§ 2. Ved anlæg af læhegn skal der ved plantevalg og plantningsmetode tages
hensyn til, at læhegnet i videst muligt omfang tilpasses det omgivende
landskab.
Stk. 2. Læhegn må ikke plantes således, at de hindrer den frie oversigt
ved vejkryds, vejtilslutninger og vejsving.
§ 3. Et læhegn kan plantes i ejendomsskel eller således, at skellinien
kommer til at ligge inden for læhegnets ydergrænser, når ejerne af de til
læhegnet stødende jorder er enige herom. Aftalen mellem ejerne skal indgås
skriftligt og indeholde en beskrivelse af læhegnet og dets placering samt
fastlægge fordelingen af arbejde og udgifter ved læhegnets anlæg og
vedligeholdelse.
§ 4. Hvor læhegn plantes i nærheden af ejendomsskel, uden at der
foreligger den i § 3 omhandlede aftale mellem de berørte grundejere eller
andet særligt retsgrundlag, skal der holdes en sådan afstand til skellinien,
at læhegnets grene og eventuelle rodskud ved normal vedligeholdelse kan
holdes inden for skellinien.
Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvor læhegn
plantes i nærheden af vejarealer, der er omfattet af lov om offentlige veje
eller lov om private fællesveje.
§ 5. Ejeren af et læhegn er berettiget til at nedskære, udskifte eller
rydde læhegnet. Hvor læhegnet udgør eneste hegn mod naboejendommen, skal
læhegnets ejer skriftligt underrette naboen om de påtænkte foranstaltninger,
mindst en måned før de iværksættes.
§ 6. Et læhegn skal holdes i forsvarlig stand, så det kan opfylde sit
formål. Det skal ved vedligeholdelsen tilstræbes, at det ikke kommer til at
virke skæmmende i landskabet eller giver anledning til unødig ulempe for
naboen.
Stk. 2. Inden for 10 m's afstand fra ejendomsskel, er den
vedligeholdelsespligtige på naboens forlangende pligtig een gang årligt at
nedkappe læhegnet til en højde af 10 m.
§ 7. Et læhegn må ikke beskadiges, og den til læhegnet stødende jord må
ikke benyttes eller behandles således, at læhegnet udsættes for beskadigelse.
§ 8. Den vedligeholdelsespligtige er berettiget til i tiden mellem 1.
november og 1. april at færdes på nabogrunden i det omfang, læhegnets
vedligeholdelse gør det nødvendigt.
Stk. 2. I forbindelse med renholdelse af læhegn, har den
vedligeholdelsespligtige ret til også uden for det i stk. 1 nævnte tidsrum at
færdes på nabogrunden.
Stk. 3. Den vedligeholdelsespligtiges færdselsret i medfør af stk. 1 og
stk. 2 omfatter den nødvendige medhjælp, redskaber og maskiner m.v.
Stk. 4. Såfremt den vedligeholdelsespligtiges færdsel på naboejendommen
medfører skade på denne, skal sådan skade erstattes. Erstatningsspørgsmålet
afgøres, såfremt en mindelig ordning ikke kan opnås, af de i henhold til lov
om hegn nedsatte hegnsyn.
§ 9. Spørgsmål om tilsidesættelse af de i § 2, stk. 2., § 4, § 5, 2. pkt.,
§ 6 og § 7 indeholdte forskrifter eller bestemmelserne i en i medfør af § 3
indgået aftale kan indbringes for hegnsynet.
Stk. 2. Hegnsynet træffer bestemmelse om de foranstaltninger, der er
nødvendige for at bringe læhegnet i behørig stand.
§ 10. Spørgsmål om ændring af en i medfør af § 3 indgået aftale kan,
såfremt parterne ikke ved forhandling kan opnå enighed herom, indbringes for
hegnsynet.
Stk. 2. Hvor hegnsynet finder, at forandringer i de pågældende ejendommes
drift eller andre væsentlige forhold taler for ændring af aftalen, kan
hegnsynet fastsætte de fornødne ændringer.
§ 11. Berettiget til at rejse sag for hegnsynet er læhegnets ejer, dennes
nabo samt, for såvidt angår bestemmelserne i § 2, stk. 2, og § 4, stk. 2, den
pågældende vejmyndighed.
§ 12. Kendelser afsagt af hegnsynet kan af hver af sagens parter
indbringes for landvæsenskommissionen.
§ 13. De i §§ 33-36, §§ 38-40, § 41, stk. 1, III og IV, og stk. 2, § 42,
stk. 3 og stk. 4, §§ 43-49 samt § 50, stk. 1 og stk. 2, i lov om hegn
fastsatte bestemmelser kommer til anvendelse ved hegnsynsforretninger i
medfør af nærværende lov.
Kapitel 2
Tilskud til læplantning
§ 14. Inden for en beløbsramme, der fastsættes på de årlige finanslove,
kan der ydes tilskud til fremme af læplantningen.
Stk. 2. Tilskud kan ydes til
1) anlæg af kollektive læhegn,
2) anlæg af individuelle læhegn,
3) forsknings-, forsøgs- og udviklingsprojekter af betydning for
læplantningen.
§ 15. Landbrugsministeren fastsætter fordelingen af tilskudsmidlerne
mellem kollektiv og individuel læplantning samt forsknings-, udviklings- og
forsøgsformål, idet midlerne fortrinsvis skal anvendes som støtte til
gennemførelsen af kollektive læplantningsprojekter.
§ 16. Tilskud til anlæg af læhegn, jfr. § 14, stk. 2, nr. 1 og 2, ydes af
Fællesudvalget for Læplantning, jf. § 22, inden for de af
landsbrugsministeren fastsatte årlige beløbsrammer.
Stk. 2. Fællesudvalget for Læplantning varetager ved tildeling af tilskud
landøkonomiske samt planlægnings-, frednings- og miljøhensyn.
§ 17. Tilskud til anlæg af læhegn kan ydes til ejere af de i § 1, stk. 1,
nr. 1, angivne arealer.
Stk. 2. Tilskud kan ikke ydes til læhegn på arealer, der tilhører staten,
kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige stiftelser.
Stk. 3. Tilskud kan ikke ydes til beplantninger, som er påbudt af en
offentlig myndighed, som af en offentlig myndighed er stillet som vilkår for
en tilladelse, eller som tjener til opfyldelse af krav, der umiddelbart måtte
fremgå af lovgivningen.
Stk. 4. Tilskud kan alene ydes til nyanlæg og udskiftning af læhegn.
§ 18. For opnåelse af støtte til kollektiv læplantning skal der foreligge
et af Fællesudvalget for Læplantning godkendt projekt omfattende et samlet
område med en hegnslængde på mindst 20 km fordelt på mindst 20 ejere.
Projektdeltagerne skal indgå i en sammenslutning, hvis vedtægter opfylder de
af landbrugsministeren fastsatte betingelser.
Stk. 2. Ved kollektiv læplantning ydes tilskud til de samlede
anlægsomkostninger inden for et af landbrugsministen fastsat maksimum.
Tilskuddet udgør en af ministeren fastsat del af tilskudsgrundlaget og kan
ikke overstige 50 pct. af dette.
Stk. 3. Fællesudvalget for Læplantning kan, hvor særlige omstændigheder
taler herfor, godkende projekter med en mindre hegnslængde eller et mindre
antal ejere end i stk. 1 fastsat.
§ 19. Tilskud til individuel læplantning kan kun ydes, hvor
tilskudsmodtageren er afskåret fra at indgå i en kollektiv læplantning eller
ikke hensigtsmæssigt kan deltage i denne.
Stk. 2. Ved individuel læplantning ydes tilskud til anskaffelse af
planter, der er optaget på en af landbrugsministeren udfærdiget
artsfortegnelse, inden for en af ministeren godkendt pris, ekskl.
merværdiafgift og eventuelle transport- og fordelingsomkostninger. Tilskuddet
udgør en af ministeren fastsat del af tilskudsgrundlaget og kan ikke
overstige 50 pct. af dette.
§ 20. Hvis der til læplantningsarbejder, hvortil der ydes statstilskud
efter denne lov, tillige ydes tilskud af andre statslige eller kommunale
midler eller af andre midler, der kan sidestilles hermed, nedsættes
tilskuddet efter denne lov, således at det samlede offentlige tilskud ikke
overstiger det af landbrugsministeren i henhold til § 18, stk. 2, og § 19,
stk. 2, fastsatte.
§ 21. Landbrugsministeren kan yde tilskud til forsknings-, forsøgs- og
udviklingsprojekter. Tilskuddet kan i almindelighed ikke overstige 50 pct. af
de tilskudsberettigede udgifter.
Stk. 2. Landbrugsministeren indhenter udtalelse fra Fællesudvalget for
Læplantning, forinden der træffes afgørelse om ydelsen af tilskud.
§ 22. Fællesudvalget for Læplantning sammensættes bl.a. af repræsentanter
for regionsudvalgene for læplantning.
Stk. 2. Vedtægter og forretningsorden for Fællesudvalget for Læplantning
skal godkendes af landbrugsministeren.
§ 23. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for tilskudsordningens
gennemførelse og administration, herunder for hvilke udgifter der skal anses
for tilskudsberettigede, og for tilskuddenes udbetaling.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at de i § 18, stk. 2,
og § 19, stk. 2, fastlagte maksimale tilskudssatser kan fraviges i ganske
særlige tilfælde.
Stk. 3. Tilsagn om tilskud bortfalder, hvis ansøgeren har givet urigtige
eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for
afgørelsen, eller hvis forudsætningerne for tilsagnet er bristet. Er tilskud
udbetalt, kan dette kræves tilbagebetalt.
§ 24. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for Fællesudvalget for
Læplantnings kontrol og tilsyn med læhegn, hvortil der ydes tilskud.
Stk. 2. Landbrugsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, har
til enhver tid i forbindelse med udøvelsen af de i medfør af § 23, stk. 1, og
§ 24, stk. 1, fastsatte beføjelser uden retskendelse og mod behørig
legitimation adgang til arealer med læhegn, til hvilke der er ansøgt om eller
udbetalt tilskud.
§ 25. Udgifter til administration af loven afholdes inden for det i § 14
nævnte rammebeløb.
§ 26. Afgørelser truffet af Fællesudvalget for Læplantning kan påklages
til landbrugsministeren.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om klageadgang,
herunder at klager skal have opsættende virkning.
Stk. 3. Henlægger landbrugsministeren sine beføjelser efter loven til en
institution under Landbrugsministeriet, kan ministeren fastsætte regler om
adgangen til at klage over denne myndigheds afgørelse, herunder om at
afgørelserne ikke skal kunne indbringes for anden administrativ myndighed.
Kapitel 3
Ikrafttrædelsesbestemmelse m.v.
§ 27. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af
landbrugsministeren.
§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Anledningen til lovforslaget er, at den nuværende læplantningslov, jf.
lovbekendtgørelse nr. 730 af 3. november 1987, udløber med udgangen af 1988.
Desuden har der gennem en årrække manifesteret sig en række problemer omkring
hegnenes højde og placering, som i det lange løb ikke kan lades uløste.
Lovforslaget svarer til det i Folketingssamlingen 1987/88 fremsatte
forslag til lov om læhegn (L 136), idet bestemmelsen om tinglysning af
aftaler om læhegns placering er udtaget, og bestemmelsen om administrationen
af støtte til læplantning er ændret, således at en række administrative
opgaver fremover foreslås tillagt Fællesudvalget for Læplantning.
2. Læplantning modvirker sandflugt og jordfygning og giver derved større
sikkerhed for landbrugsproduktionen, der også øges noget under de forbedrede
læforhold. Læhegn bevirker også en nedsættelse af vindhastigheden ud over de
lokale læzoner og medvirker derved til et bedre miljø for plante- og dyreliv
og for mennesker. Med sammensætningen af de moderne læhegn er disse oftest
positive landskabselementer og hegnenes placering vil tit medvirke til at
fremhæve landskabets naturlige konturer. Læhegn er også egnet til i et vist
omfang at tjene som spredningskorridorer for vildtet.
Gennem generationers bestræbelser er der opnået meget store resultater
inden for læplantningen, men det er ikke muligt i tal at opgøre, hvad der i
alt måtte være plantet, eller hvad der i dag er i behold heraf. Der er
fortsat et behov for nye læhegn, idet landbrugsstrukturen hele tiden ændres
ved omlægning af driften, sammenlægning og jordfordeling. Hertil kommer et
betydeligt behov for udskiftning af ældre hegn, idet mange af disse er
udlevede, sygdomsangrebne eller uhensigtsmæssigt placeret.
3. Gennem henved et par hundrede år har den danske stat under forskellige
former - oprindelig ved uddeling af planter fra præstegårdshaver og
forstplanteskoler og præmieringsordninger - ydet støtte til plantninger på
landet, bl.a. for at skabe læ for havedyrkning og husdyr og også ud fra
æstetiske hensyn. Mere organiserede læplantningsbestræbelser begyndte her i
landet omkring 1870, til dels inspireret af E. M. Dalgas og det nystiftede
Hedeselskab. Omkring 1880 stiftedes den første af de plantningsforeninger,
der gennem en længere årrække blev et bærende element i læplantningen.
Plantningsforeningerne er lokale sammenslutninger (overvejende af landmænd),
der har til formål at udlevere planter til medlemmerne, der selv foretager
plantningen. Siden 1880'erne er der til plantningsforeningernes virksomhed
ydet statsstøtte gennem Hedeselskabet i form af et tilskud til nedsættelse af
plantepriserne. Hedeselskabets medvirken har ud over formidling af
statsstøtten bestået i gratis rådgivning og vejledning.
En mere systematiseret form for læplantning begyndte i 1937, hvor der
etableredes det første læplantningslav, og dermed indledtes det, der i dag
betegnes som den »kollektive læplantning«. Et læplantningslav
omfatter typisk 50 til 100 landmænd og har til formål i samarbejde med
Hedeselskabet at udføre en systematisk læplantning for medlemmerne.
Bl.a. på baggrund af nogle voldsomme sandstorme i 1938 og den dengang høje
arbejdsløshed gennemførtes en ordning, hvorefter læplantning kunne udføres
som en beskæftigelsesforanstaltning under Socialministeriet med tilskud fra
dette til arbejdslønnen samt tilskud fra Landbrugsministeriet til nedsættelse
af planteprisen. Arbejdet henlagdes under Hedeselskabets ledelse, og der
organiseredes et »flyvende korps«, hvis læplantningsafdeling en
overgang beskæftigede 600-800 mand og 50-60 arbejdsledere. Det flyvende korps
ophørte i 1963 efter at have medvirket ved plantning af 43.251 km læhegn.
Beskæftigelsesarbejderne ophørte i 1962, men for at muliggøre en
videreførelse af læplantningen optoges der (første gang på finansloven for
1963/64) en bevilling under Landbrugsministeriet på knap 3 mill. kr. til
småplantninger, læplantning m.v.
I 1967 introduceredes i læplantningen et nyt system med egnsprojekter som
en videre udvikling af den kollektive læplantning. Egnsprojektet skal normalt
omfatte mindst 20 km 3-rækkede læhegn, og det forudsætter, at næsten alle
lodsejere inden for området tilslutter sig planen og slutter sig sammen i et
læplantningslaug med solidarisk hæftelse. Egnsprojektet tilsigter at skabe
det varige hovedsystem af hegn på en hel egn, og det kan eventuelt siden
suppleres med individuelle hegnsplantninger. Egnsprojekterne har fordele både
i planlægningsfasen, hvor der ved en samlet plan kan opnås langt større
effektivitet i lævirkningen, og i udførelsen, hvor en samlet planmæssig
indsats af materiel og mandskab muliggør en rationel arbejdsgang, hvorved
arbejdet billiggøres.
Læplantningsarbejdet kom imidlertid efterhånden ud i en kritisk tilstand,
idet den på finansloven optagne bevilling uanset nogle mindre reguleringer
blev stærkt udhulet af inflationen, men i 1974 opnåedes for første gang
tilsagn fra EUGFL om støtte til plantning af 2.000 km 3-rækkede læhegn i de
jyske amter, og indtil støtten ophørte i 1983, modtog Hedeselskabet i alt
12,3 mill. kr. til læplantningsarbejdet.
For at muliggøre en udvidelse af læplantningsarbejdet og med henblik på
EUGFL-støttens eventuelle ophør fremsatte medlemmer af Venstre og Det
Radikale Venstre i 1976 forslag til lov om læplantning, og lovforslaget
gennemførtes som lov nr. 245 af 12. maj 1976. Forslagets behandling findes i
Folketingstidende 1975/76: Folketingets forhandlinger sp. 4805, 6250, 8898;
tillæg A sp. 1719; tillæg B sp. 267; tillæg C sp. 397.
Efter gennemførelsen af læplantningsloven og på baggrund af en
aktivitetstilbagegang inden for plantningsforeningerne gennemførtes i 1977 en
omstrukturering inden for læplantningsarbejdet. De samvirkende
plantningsforeninger, der siden 1902 havde udgjort en overbygning på
plantningsforeningerne, opløstes, og der etableredes en række regionsudvalg
for læplantning, hvis medlemmer vælges af de landøkonomiske foreningers
planteavlsudvalg, plantningsforeningerne, læplantningslavene og Det danske
Hedeselskab. Som overbygning herpå etableredes Fællesudvalget for
Læplantning, der bl.a. har til opgave at fordele de økonomiske midler mellem
regionerne.
I 1979 etableredes læplantningens reguleringsfond med det formål at
udjævne forskelle i lavenes økonomiske resultat, og afvigelser fra den
budgetterede udgift for læplantningsarbejdets gennemførelse i de enkelte lav
medfører herefter ikke hverken ekstraregninger til lavets medlemmer eller
krav om tilbagebetaling. Fondens midler er tilvejebragt gennem
lodsejerbidrag. Der er ved udgangen af 1987 i fonden opsparet et beløb på
3.401.000 kr. Med Rådsforordning 797/85 er der fra 1986 inden for nærmere
fastlagte grænser åbnet mulighed for refusion fra EF på 25 pct. af de af
medlemsstaterne afholdte udgifter til læplantningsprojekter på
heltidsbedrifter.
I 1977 gennemførtes ved lov nr. 566 af 16. november 1977 om ændring af
forskellige lovbestemmelser i anledning af omlægningen af statens finansår
til kalenderåret en mindre teknisk ændring af læplantningsloven, og ved lov
nr. 127 af 25. marts 1981 om ændring af lov om tilskud til læplantning
forlængedes loven til udgangen af 1986. Forslagets behandling findes i
Folketingstidende 1980/1981: Folketingets forhandlinger sp. 1758, 2866, 7488,
7883; tillæg A sp. 1719; tillæg B sp. 267; tillæg C sp. 397.
Ved lov nr. 116 af 11. marts 1987 om ændring af lov om tilskud til
læplantning forlængedes loven til udgangen af 1988. Forslagets behandling
findes i Folketingstidende 1986/1987: Folketingets forhandlinger sp. 3450,
4995, 7278, 7807; tillæg A sp. 2463; tillæg B, »Blad nr. 542«
(foreløbig henvisning).
Om behandlingen af lovforslag L 136 (Folketingsåret 1987-88) henvises til
Folketingstidende 1987-88: Forhandlinger sp. 5395-5406.
Den gældende lovtekst er optaget som bilag til forslaget.
4. Der er i årene 1963-1987 for læplantningslaugene plantet i alt 21.989
km læhegn, heraf 13.741 km 3-rækkede. Det er ikke muligt tilsvarende at
opgøre det fysiske resultat af aktiviteten ved den individuelle læplantning.
Inden for den kollektive læplantning blev der i sæsonen efteråret
1987/foråret 1988 plantet i alt 923 km læhegn for 21 laug med anvendelse af
2.9 mill. planter. Statstilskuddet til den kollektive læplantning udgjorde
13,6 mill. kr. Lodsejernes betaling for plantning af 3-rækket læhegn udgjorde
i 1987 i gennemsnit 15.600 kr. pr. km læhegn. Der var ved Hedeselskabets
læplantningsarbejder i 1987 beskæftiget en arbejdsstyrke svarende til 87
heltidsbeskæftigede.
Til individuel læplantning blev der i 1987 gennem plantningsforeningerne
ydet tilskud til 1.112 plantemodtagere til anskaffelse af 722.746 planter til
en værdi af ca. 2,3 mill. kr., og statstilskuddet udgjorde 1,1 mill. kr.
Plantetallet svarer nogenlunde til 723 km 1-rækkede læhegn.
Der er endvidere i 1987 ydet tilskud til det danske Hedeselskab på 7,3
mill. kr., der udgør betaling af Hedeselskabets rådgivning og administration
vedrørende læplantningen.
Det samlede statstilskud i 1987 udgjorde 23,1 mill. kr. På finansloven for
1988 er afsat 28,1 mill. kr. som samlet læplantningsbevilling.
5. Da den enkelte landmands investering i læplantning for en stor del vil
komme efterfølgende ejere tilgode, og da læplantningen har betydning for en
stor ubestemt personkreds ud over de deltagende jordbrugere, forekommer det
rimeligt, at der fortsat fra statens side kan ydes økonomisk støtte til
gennemførelse af læplantningen, og for den kollektive læplantnings
vedkommende må et tilskud af en vis størrelse nok anses for nødvendigt for at
sikre den næsten fuldstændige lodsejertilslutning, der er en forudsætning
for, at hegnssystemet kan blive effektivt.
6. Som nævnt indledningsvis har der i de senere år manifesteret sig en
række problemer omkring læhegnenes placering og højde. Den største tilladte
højde for levende hegn i ejendomsskel er således - (medmindre naboerne er
enige om en anden højde) - 5 m, men de nye 3-rækkede læhegn, der
introduceredes i 1967, påregnes at opnå en højde på ca. 10-12 m, og hele
systemet ved den egnsvise læplantning er baseret på, at hegnene opnår denne
højde. Hertil kommer, at det ofte er hensigtsmæssigt at lade læhegnene følge
de naturlige terrænlinier, hvorfor hegnslovens regler om
»fælleshegn« og »egne hegn« bliver uhensigtsmæsige. En
nærmere belysning af disse problemer er givet i bemærkningerne til kapitel 1
og til § 6.
7. I det foreliggende lovforslag indeholdes i kap. 1 en definition af
begrebet »læhegn«, og der indeholdes desuden i kapitlet forskrifter
om læhegns placering i forhold til naboejendomme og vejarealer, om ændring af
læhegn, om vedligeholdelse af læhegn og behandlingen af den tilstødende jord
og ret til færdsel på nabogrunden i forbindelse med vedligeholdelse eller
renholdelse. Nabotvister om læhegn henlægges til de i henhold til lov om hegn
nedsatte hegnsyn med ankeadgang til den pågældende landvæsenskommission.
Kapitlet afsluttes med en angivelse af de procedureforskrifter m.v. i
hegnsloven, der skal finde anvendelse ved sager i henhold til læhegnsloven.
Kapitel 2 indeholder den for læplantningen foreslåede tilskudsordning. Det
foreslås herunder, at landbrugsministeren får en ikke-tidsbegrænset hjemmel
til at yde tilskud til fremme af læplantningen inden for en beløbsramme, der
fastsættes på de årlige finanslove. Tilskuddet skal kunne ydes dels som
tilskud til anlæg af læhegn, dels som støtte til forsknings-, forsøgs- og
udviklingsprojekter af betydning for læplantningen.
For så vidt angår tilskud til anlæg af læhegn svarer forslaget i alt
væsentlig til tilskudsordningen efter 1976-loven og den praksis, der er
opbygget ved dennes administration, herunder at disse tilskudsmidler
fortrinsvis skal anvendes som støtte til gennemførelse af kollektive
læplantningsprojekter. Begreberne »kollektiv læplantning« og
»individuel læplantning« fastlægges nu i lovteksten, der også
præciserer tilskudsgrundlaget ved de to former for læplantning. Tilskuddet
vil normalt ikke kunne overstige 50 pct. af de beløb, der indgår i
tilskudsgrundlaget, men landbrugsministeren foreslås bemyndiget til under
særlige omstændigheder at fravige dette. Den nærmere fordeling af
tilskudsmidlerne mellem kollektiv og individuel læplantning foreslås overladt
til landbrugsministeren.
Af miljø- og planlægningsudvalgets beretning om en samlet strategi på
marginaljordsområdet fremgår, at regeringen i forbindelse med fremlæggelsen
af lovforslaget skal redegøre for, om støtten til læplantning bør betinges
af, at der ikke anvendes bekæmpelsesmidler i og nær læhegn.
I forbindelse med besvarelse af spørgsmål vedrørende L 136
(Folketingssamlingen 1987/88) fra landbrugs- og fiskeriudvalget har
landbrugsministeren oplyst, at der fortrinsvis anvendes mekanisk renholdelse
i de kollektive læhegn. Det er overvejet om sprøjtning kan undlades, og helt
erstattes ved mekanisk renholdelse, anvendelse af jorddækning eller
dækafgrøder. Det vurderes, at selvom der er en række lovende
forsøgsresultater er det ikke realistisk for øjeblikket at forestille sig,
helt at undlade brugen af kemiske bekæmpelsesmidler i de store
læplantningsprojekter.
Det er derfor ikke fundet hensigtsmæssigt at forbyde anvendelse af
bekæmpelsesmidler ved læhegn, hvortil der ydes støtte.
Forslagets mulighed for støtte til forsknings-, forsøgs- og
udviklingsprojekter er en nydannelse. Der har gennem en lang årrække i Det
danske Hedeselskab og inden for landbrugets organisationer og andre steder
været foretaget undersøgelser og forsøg med henblik på udvælgelse af de mest
egnede træarter og plantemateriale, plantningsmetoder og udvikling af
maskiner til plantning og vedligeholdelse af læhegnene m.v. Under hensyn til
den betydelige offentlige interesse i læplantningen og i, at denne bliver så
effektiv og økonomisk som muligt, er det ønskeligt at tilvejebringe mulighed
for, at staten økonomisk kan støtte sådanne aktiviteter. Det er ikke fundet
hensigtmæssigt på forhånd at søge afgrænset kredsen af tilskudsmodtagere, der
vil kunne være f.eks. institutioner, organisationer eller enkeltpersoner. Det
foreslås, at landbrugsministeren ved sådanne projekter i det enkelte tilfælde
skal fastsætte tilskudsgrundlaget og tilskudsprocenten. Tilskuddet skal dog i
almindelighed ikke kunne overstige 50 pct. af de tilskudsberettigede
udgifter, men med mulighed for landbrugsministeren til at fravige dette under
ganske særlige omstændigheder.
Efter 1976-loven kunne landbrugsministeren bemyndige Det danske
Hedeselskab til at træffe afgørelse efter loven. Dette svarede til den
udviklede praksis, hvorefter Hedeselskabet forvaltede tilskudsmidlerne til
læplantningen. Den hidtidige administration har kun givet anledning til
enkelte klagesager. Ud fra moderne forvaltningsmæssige principper bør den
samme enhed imidlertid ikke både administrere tilskudsordningen og samtidig
forestå gennemførelse af projekter, hvortil der ydes tilskud. Hedeselskabet
har som entreprenør forestået gennemførelsen af alle hidtidige
læplantningsprojekter, og Hedeselskabet ønsker fortsat at kunne udføre
sådanne læplantningsarbejder.
Det er hensigten, at åbne mulighed for at statstilskud ydes til
læplantningsarbejder, der udføres af andre entreprenører, der måtte ønske at
udføre kollektiv læplantning. Der lægges vægt på, at statsligt støttede
anlægsopgaver, under hensyntagen til arbejdets kvalitet, udføres med lavest
mulige omkostninger til følge.
Der er således behov for en ændring af den hidtidige administration. Det
har været overvejet, at henlægge administrationen til Jordbrugsdirektoratet.
Under henvisning til, at dele af ordningen hidtil har været administreret i
privat regi, foreslås imidlertid på forsøgsbasis opbygget en ny
administration i tilknytning til Fællesudvalget for Læplantning. Der henvises
i øvrigt til bemærkningerne til § 16.
8. Lovforslag L 136 (Folketingssamlingen 1987/88) har været forelagt for
De danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger, Tolvmandsforeningerne,
Dansk Erhvervsgartnerforening, Dansk Planteskoleejerforening, Landsforeningen
af Plantehandlere, Dansk Skovforening, De samvirkende danske
Skovdyrkerforeninger, Det danske Hedeselskab, Fællesudvalget for Læplantning,
Foreningen af Hegnsynsformænd, Sammenslutningen af formænd for
landvæsenskommissioner, Danmarks Biavlerforening, Danske Biavleres
Landsforening, Sammenslutningen af Danske Erhvervsbiavlere, Dansk
Jagtforening, Landsjagtforeningen af 1923, Vildtforvaltningsrådet,
Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening, Miljøministeriet,
Naturfredningsrådet, Danmarks Naturfredningsforening, Ministeriet for
kulturelle anliggender og Ministeriet for offentlige arbejder.
9. Lovforslagets gennemførelse vil ikke have udgifts- eller
personalemæssige konsekvenser for kommunerne. Omkostningerne ved
administrationen af tilskudsordningen i Fællesudvalget for Læplantning, og
opbygningen af denne administration afholdes inden for den samlede
læplantningsbevilling.
Jordbrugsdirektoratet varetager overordnede administrative opgaver ved
ordningens tilrettelæggelse og gennemførelse, herunder behandling af
klagesager.
Som det fremgår af lovforslaget, vil bevillingerne til læplantningens
fremme være at fastsætte på de årlige finanslove. Der er på
finanslovsforslaget for 1989 under § 11.20.05.62.03. Læplantning optaget et
beløb på 23,0 mill. kr. til formålet. Som det fremgår af de optagne tal for
budgetoverslagsårene 1990 til 1992 er det hensigten at fastsætte
bevillingsniveauet i 1990, 1991 og 1992 til henholdsvis 22,6 mill. kr., 22,1
mill. kr. og 22,1 mill. kr. Der kan påregnes EF-refusion på 25 pct af de
refusionsberettigede udgifter inden for maksimumbeløb på 2.600 kr. pr. ha
forsynet med læhegn.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Bestemmelserne i dette kapitel er nye i forhold til den gældende lov om
tilskud til læplantning. Kapitlet indledes med en definition af
»læhegn«, og der opstilles herefter en række forskrifter for
læhegns anlæg og vedligeholdelse m.v., hvorefter bestemmelserne i hegnslovens
kapitel I til IV ikke længere finder anvendelse på læhegn. Nabotvister om
læhegn vil dog fortsat være undergivet de særlige hegnsmyndigheders
(hegnsynet og landvæsenskommissionernes) kompetence.
I § 1 afgrænses begrebet læhegn, og i §§ 2 til 4 fastsættes forskrifter om
disses placering i forhold til naboejendomme og vejarealer. § 5 fastslår
læhegnsejernes ret til (evt. efter forudgående varsel til naboen) at
nedskære, udskifte eller rydde læhegnet. I §§ 6 til 8 indeholdes regler om
læhegns vedligeholdelse, behandling af den tilstødende jord og ret til
færdsel på nabogrunden i forbindelse med læhegns vedligeholdelse eller
renholdelse. I §§ 9 til 11 afgrænses hegnsynets kompetence og den
personkreds, der er berettiget til at rejse sag for hegnsynet. § 12 giver
adgang til anke af hegnsynets kendelser til landvæsenskommissionen. I § 13
indeholdes en angivelse af de procedureforskrifter m.v. i lov om hegn, der
skal finde anvendelse ved behandling af nabotvister i henhold til
læhegnsloven.
Det har været overvejet, om hegnsloven fortsat - evt. med enkelte mindre
ændringer - hensigtsmæssigt kunne bringes til anvendelse på læhegn. Dette er
imidlertid, som det vil fremgå af det følgende, ikke fundet muligt, og derfor
foreslås fastsat et særligt regelsæt for læhegn.
Hegnsloven omfatter begreberne »fælleshegn« og »egne
hegn«. Hegnslovens § 1 definerer fælleshegn som »hegn, der rejses
således, at der til hegnet afgives jord fra begge de tilstødende
ejendomme«, og det fastsættes i § 9, at fælleshegn skal rejses således,
at skellinien falder midt i hegnet. Forpligtelser og rettigheder med hensyn
til fælleshegn påhviler begge de tilstødende grundejere. Egne hegn defineres
i hegnslovens § 1 som »hegn, som rejses på egen grund langs ejendommens
skel«, men det forudsættes herudover, at hegnet befinder sig inden for
en vis kortere afstand fra skellinien og udfylder hegnsfunktioner i forhold
til naboen, og at der ikke er et udnyttet areal mellem hegnet og skellinien.
Er disse forudsætninger ikke opfyldt, er der tale om et »indre
hegn«, der falder uden for hegnsloven. Et levende hegn placeret ved
skellinien anses som et eget hegn, når blot hegnets stammer står helt inde på
den ene grund. Naboen til et eget hegn har ingen positive forpligtelser over
for dette; men han må ikke beskadige det, og han har en vis ret til at gøre
indsigelse mod hegnet, eventuelt kræve det nedkappet.
Der er i sin tid ved udarbejdelse af hegnsloven alene tænkt på, at hegn
var ganske smalle konstruktioner, der kunne anbringes i skellinien eller
umiddelbart op ad denne, og man har ikke kunnet tage hensyn til den senere
fremkomst af læhegn af en betydelig bredde og med adskillige planterækker.
Ved nutidens kollektive læplantning vil hegn ofte blive placeret i det af
ejerne påviste ejendomsskel, uden at det dermed nødvendigvis har været
tilsigtet, at læhegnet skulle udgøre et »fælleshegn«, og der må ved
plantningen også tages hensyn til markskel, markveje og grøfter. Hensynet til
tilvejebringelse af sammenhæng i den systematiske læplantning taler for, at
læhegnet bør kunne følge terrænets naturlige linier, hvad der ved den
nuværende hegnslovgivning vil kunne bevirke, at en given hegnsstrækning for
nogle deles vedkommende skulle anses for fælleshegn, mens andre dele ville
udgøre de pågældende lodsejeres egne hegn, og atter andre dele af
hegnsstrækningen i givet fald ville udgøre indre hegn, der falder uden for
hegnsloven.
Hertil kommer de nedenfor i bemærkningerne til § 6 nævnte problemer
vedrørende højden af nutidens læhegn.
Til § 1
I § 1 opstilles en definition af de af loven omfattede læhegn. Denne
definition tjener dels til en afgrænsning af de læhegn, som ved
bestemmelserne i kapitel 1 unddrages bestemmelserne i hegnslovens kapitel I
til IV, og dels til afgrænsning af de læhegn, til hvilke der ydes
statstilskud i henhold til bestemmelserne i kapitel 2.
Der er ved definitionen lagt vægt på, at loven fortsat overvejende skal
varetage hensyn af landøkonomisk karakter. Plantninger, der ikke er beregnet
på eller tjener til at nedsætte vindhastigheden over jordbrugsarealer, f.eks.
plantninger, der skal læ for eller pynte på boligbebyggelse, idrætsanlæg,
industribygninger el.lign., eller f.eks. skal tjene til støj- eller
støvdæmpning eller begrænsning af energiforbrug i bygninger, falder således
udenfor. Den foreslåede største bredde (10 m) dækker alle i dag normalt
forekommende læhegnstyper, og en plantning inden for denne bredde vil i
almindelighed fuldt ud være i stand til at opfylde læbehovet selv under mere
udsatte forhold. Det kan stadig forekomme, at der f.eks. i forbindelse med
haver og bygninger på landet anlægges bredere læplantninger, i dag ofte
betegnet »læbælter«, men disse er ikke medtaget, da de typisk ikke
har til formål at nedsætte vindhastigheden over jordbrugsarealer, og da en
medtagen af dem kunne give afgrænsningsproblemer over for f.eks.
småplantninger og vildtplantninger.
I stk.1, nr. 1 afgrænses de jordbrugsarealer, på hvilke læhegn vil
være omfattet af loven.
Ifølge stk. 2 omfattes plantninger, der udgør en del af et
skovareal, ikke af loven, selvom skovarealet måtte være beliggende på en
landbrugsejendom. Begrundelsen er, at det vil være meget vanskeligt at
udsondre en del af et skovareal som »hegn«, og at spørgsmålet om
eventuelt tilskud til anlæg af læbælter i skove ikke bør løses ved denne lov,
men ved den kommende revision af skovbrugets støttelovgivning. Der er for
tiden hjemmel i § 2, nr. 3 i Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 32 af
20. januar 1978 om tilskud til produktions-, beskæftigelses- og
miljøfremmende foranstaltninger i det private skovbrug til at yde tilskud til
etablering af løvskovbælter, f.eks. af hensyn til stormfalds- og brandfare
eller af miljømæssige hensyn.
Til § 2
Bestemmelsen i stk.1 tager hensyn til det forhold, at anlæg af
læhegn i det åbne land kan øve betydelig indflydelse på det omgivende
landskab. Bestemmelsen har paralleller i hegnslovens § 10, stk. 1, (»på
uheldig måde ændre landskabsbilledet«), § 10, stk. 2, (»tiltalende
ramme om de pågældende ejendomme«) og § 10, stk. 3, (»tilstræbes et
tiltalende helhedsindtryk«). Da langt størsteparten af læhegn anlægges
med tilskud fra Landbrugsministeriet, er det muligt at tilrette ordningens
administration således, at det i bestemmelsen indbyggede princip tilgodeses.
Med hensyn til plantevalget i en tilskudsberettiget læplantning anvendes
især i de kollektive læhegn en meget artsrig sammensætning af træer og buske,
der må anses for hjemhørende i det danske landskab. Denne praksis agtes
videreført, hvor ikke væsentlige hensyn til klima - og jordbundsforhold,
resistens over for plantesygdomme eller skadedyrsangreb eller andre
væsentlige hensyn til læhegnets effektivitet og økonomi taler derimod.
Bestemmelsen i stk. 2 svarer til den i hegnslovens § 10, stk. 3, 2.
pkt., indeholdte regel.
Til § 3
Som det fremgår af forslagets § 1 vil læhegn kunne omfatte indtil 7
planterækker inden for en bredde på ikke over 10 m. Ved forslagets § 3 skabes
der en betydelig frihed for et sådant læhegns placering i forhold til
ejendomsskellet, forudsat at de pågældende lodsejere er enige herom. Herved
fraviges principperne i de foran under bemærkningerne til kap. 1 nævnte
bestemmelser i hegnslovens §§ 1 og 9 om fælleshegn, hvorefter der til et
fælleshegn afgives jord fra begge de tilstødende ejendomme, og fælleshegnet
skal rejses således, at skellinien falder midt i hegnet. Hegnet vil
eksempelvis kunne plantes med den ene yderrække i ejendomsskellet eller med
een planterække på den ene side af skellet og to på den anden. Da hegnslovens
regler ikke finder anvendelse, er det påkrævet i bestemmelsen at opstille et
krav om, at ejerne skal indgå skriftlig aftale om læhegnet med et nærmere
angivet indhold vedlagt. I modsætning til det oprindelige lovforslag stilles
ikke længere krav om tinglysning af disse aftaler. Der vil stadig være
mulighed for, hvis den pågældende ejer måtte ønske det - mod en meget
beskeden omkostning - at sikre læhegnene igennem en tinglysning.
Til § 4
§ 4 omhandler situationer, hvor læhegnet plantes på en enkelt ejendom, og
naboejendommene ikke er inddraget i hegnsanlægget. Da grene, der rager over
skellinien, ofte giver anledning til nabokonflikter, er det fundet
hensigtsmæssigt - også på baggrund af den i § 6, stk. 2, foreslåede tilladte
større højde for læhegn, jf. herom nedenfor under bemærkningerne til § 6 - at
fastsætte, at et læhegn skal plantes i en sådan afstand fra skellinien, at
dets grene og eventuelle rodskud ved normal vedligeholdelse kan holdes inden
for skellinien. Bestemmelsen er parallel til vejreglen i hegnslovens § 11,
stk. 1, 1. pkt. Udtrykket »særligt retsgrundlag« er anvendt i samme
betydning som i hegnslovens § 5. Der kan f.eks. være tale om en servitut, der
tillader eller påbyder en anden placering af læhegnet eller en mere uformel
aftale mellem de pågældende grundejere.
Bestemmelserne i stk. 2 tilgodeser de i hegnslovens § 11, stk. 1,
1. pkt., indeholdte hensyn.
Til § 5
§§ 5 til 7 udtrykker tilsammen et princip, hvorefter ejeren af et læhegn
frit kan nedskære, udskifte eller rydde læhegnet, men så længe læhegnet
består, skal det holdes i forsvarlig stand, og hverken ejeren eller naboerne
må udsætte det for beskadigelse. Ejeren af et læhegn kan være flere personer,
og der vil således foreligge et samejeforhold i henseende til læhegnet,
tilsvarende som ved fælleshegn i hegnsloven. Den enkelte deltager i samejet
vil i så fald ikke kunne foretage den i 1. pkt. hjemlede nedskæring,
udskiftning eller rydning af læhegnet - heller ikke af den del, der måtte stå
på hans grund - uden de andre har givet samtykke, eller hegnsynet har meddelt
tilladelse hertil.
Bestemmelserne i § 5 svarer til bestemmelserne for egne hegn i
hegnslovens § 13, stk. 1, dog kræver hegnsloven ikke skriftlig meddelelse til
naboen.
Til § 6
I stk. 1 fastslås læhegnsejernes vedligeholdelsespligt og de
hensyn, der skal varetages herved 1. pkt. svarer til hegnslovens § 18,
stk. 1.
For en praktisk vigtig situation, nemlig hvor naboen klager over træernes
højde, fastsætter stk. 2 vedligeholdelsespligten konkret. Efter
forslaget kan naboen forlange læhegn, der befinder sig inden for 10 m fra
ejendomsskellet, nedkappet en gang årligt til en højde af 10 m.
Forslaget medfører en væsentlig ændring af den hidtidige retstilstand på
området. Hegnslovens § 18, stk. 2, fastsætter, at fælleshegn mellem
jorder, der anvendes til landbrug, gartneri og havebrug, samt mellem sådanne
jorder og skove, hvor lævirkning er af væsentlig betydning, kun kan kræves
nedkappet en gang årligt til en højde af 5 m. Er læhegnet et eget
hegn, følger det af hegnslovens § 2, at den størst tilladte højde er 5 m
med et tillæg svarende til afstanden fra hegnet til skellinien, dog for
frugtplantagers egne hegn mod syd og vest med et tillæg på 1 1/2 gang
afstanden fra hegnet til skellinien. Udgør læhegnet et indre hegn,
hvilket ifølge praksis vil sige, at det står i en afstand af mere end 1,75 m
fra skellet, falder det som nævnt uden for hegnsloven, og er dermed ikke
omfattet af nogen lovmæssigt fastsatte højdebestemmelser. Føler naboen sig
generet af læhegn, der er placeret som indre hegn, må han derfor indbringe
spørgsmålet herom for domstolene, der ud fra en konkret vurdering må tage
stilling til striden mellem de to naboer. Reglen i hegnsloven lider af den
ulempe, at den kun omfatter hegn mellem jordbrugsarealer indbyrdes og mellem
sådanne og skove. Kommer et læhegn, der oprindeligt er anlagt mellem 2
landbrugsejendomme, således til at støde op til en boligbebyggelse, vil
hegnet efter reglerne om hegn ved boligbebyggelse kunne kræves nedkappet til
en højde af højst 2 m.
Langt alvorligere er imidlertid det forhold, at hegnsloven ikke yder
tilstrækkelig beskyttelse af nutidens læhegn. Systemet i den kollektive
læplantning er således baseret på, at træerne vokser op til en højde af ca.
10 m. I det omfang, læhegnet er omfattet af hegnsloven, vil naboen imidlertid
kunne kræve læhegnet nedkappet til en højde af fra 5 m (hvor læhegnet står i
skellet) til 6,75 m (hvis læhegnet står i den maksimale afstand fra skellet,
hvor hegnet er omfattet af hegnsloven). Heroverfor står så at naboen ikke har
nogen mulighed for efter hegnsloven at gøre indsigelse mod et læhegn, der
står i en større afstand fra skellet end 1,75 m, uanset læhegnets højde.
Ved de i § 4, stk. 1, og § 6, stk. 2, foreslåede regler vil situationen
for henholdsvis naboen og læhegnsejeren blive som følger:
Naboen vil, medmindre han selv har været med til at aftale noget andet,
blive tilsikret, at læhegnet plantes i en sådan afstand fra skellet til hans
ejendom, at denne ikke bliver generet af udhængende grene og rodskud fra
læhegnet. Naboen skal herefter akceptere en større læhegnshøjde end hidtil
inden for 1,75 m ejendomsskellet, men til gengæld vil han få ret til at kræve
den lovlige læhegnshøjde - 10 m - overholdt i et 10 m-bælte fra
ejendomsskellet.
Læhegnets ejer må for fremtiden plante sit læhegn i en større afstand fra
skellet end hidtil, men får ret til at holde en større hegnshøjde end hidtil
inden for en afstand af 1,75 m fra skellet. Til gengæld må ejeren affinde sig
med, at naboen får ret til at kræve nedkapning af læhegnet inden for en
væsentlig større afstand fra skellinien end tidligere.
Reglen i § 6, stk. 2, vil også finde anvendelse i det indbyrdes forhold
mellem flere ejere af det samme læhegn, jf. foran under bemærkningerne til §
5, med mindre disse har aftalt en anden højde.
Til § 7
Tilsvarende bestemmelser findes i hegnslovens § 18, stk. 1, og § 19, stk.
1.
Til § 8
Tilsvarende bestemmelser er indeholdt i hegnslovens § 22, dog er
tidsrummet - af hensyn til risikoen for markskader - ændret fra mellem 1.
november og 1. maj til mellem 1. november og 1. april. Overskridelse af
grænserne for den i § 8 fastlagte færdselsret på nabogrunden vil evt. kunne
straffes som overtrædelse af § 17 i lov om mark- og vejfred.
Ved stk. 4 foreslås en generel erstatningspligt for skader opstået
på naboejendommen i forbindelse med vedligeholdelse eller renholdelse af
læhegn, og hegnsynet foreslås tillagt kompetence til at afgøre
erstatningsspørgsmålet, hvor parterne (i praksis ofte deres
forsikringsselskaber) ikke kan opnå enighed herom. Da de af kommunerne i
medfør af hegnsloven udpegede hegnsynsmænd i almindelighed også er udpeget
som vurderingsmænd i henhold til lov om mark- og vejfred, vil der i de fleste
hegnsyn allerede være en sagkundskab med hensyn til vurdering af markskader
o.l. Det fremgår ikke af erstatningsreglen i hegnslovens § 22, stk. 3,
hvilken myndighed der skal afgøre erstatningsspørgsmålet efter hegnsloven,
men det antages støttet på hegnslovens § 42, stk. 2, at hegnsynet har
kompetence til at afgøre erstatningsspørgsmålet uden ankemulighed.
Til § 9 og § 10
§§ 9 og 10 fastlægger hegnsynets kompetence i henhold til læhegnsloven.
Ved tilsidesættelse af forskrifterne i § 5, 2. pkt., vil hegnsynet evt. kunne
påbyde arbejdets udsættelse eller standsning, ligesom hegnsynet vil kunne
tage stilling til krav fra naboen om rejsning af fælleshegn i henhold til
reglerne i hegnslovens kapitel II.
Det må påregnes, at der efter en årrækkes forløb vil kunne opstå ønsker om
ændring af en aftale om læhegn indgået i medfør af lovens § 3.
Landbrugsstrukturen og driften af de enkelte ejendomme og arealer er
undergivet fortsatte ændringer, ligesom f.eks. ejernes helbred og alder kan
gøre det naturligt at foretage ændringer i den aftalte fordeling af
vedligeholdelsesbyrden. Det er derfor fundet hensigtsmæssigt ved § 10
at tillægge hegnsynet kompetence til (inden for rammerne af parternes
påstande) at fastsætte de fornødne ændringer af en i medfør af § 3 indgået
overenskomst. Opstår der i denne forbindelse retsspørgsmål, f.eks. om
overenskomstens gyldighed eller fortolkning, må hegnsynet henvise et sådant
spørgsmål til domstolene, med mindre parterne er enige om at lade hegnsynet
træffe afgørelse i det, jf. § 13, stk. 2.
Til § 11
Bestemmelsen fastsætter, hvem der kan rejse sag for hegnsynet i medfør af
læhegnsloven. Der findes ikke nogen tilsvarende bestemmelse i hegnsloven, men
det antages i praksis, at der som altovervejende hovedregel kun kan rejses
sag for hegnsynet af ejeren af en fast ejendom mod ejeren af en anden fast
ejendom, og under forudsætning af at de pågældende ejendomme støder direkte
op til hinanden. For så vidt angår hegn mod vejarealer antages det, at en sag
kan rejses også af den pågældende vejmyndighed. Om »læhegnets ejer«
henvises til bemærkningerne til § 5 og § 6, stk. 2.
Til § 12
§ 12 fastsætter en adgang til at indbringe hegnsynets kendelser for
landvæsenskommissionen.
Bestemmelsen afviger væsentligt fra de i hegnslovens § 42, stk. 1 til stk.
3 fastsatte ankeregler.
Ifølge hegnslovens ankesystem kan hegnsynets kendelser, bortset fra en
række ordinære vedligeholdelsesspørgsmål, indankes for
landvæsenskommissionen. Landvæsenskommissionens kendelser i hegnsankesager
kan ikke yderligere påankes; dog kan landbrugsministeren undtagelsesvis
tillade sagens indbringelse for en overlandsvæsenskommission, når den skønnes
at have almindelig interesse eller videregående betydelige følger for den
pågældende.
Anke af hegnsynets kendelser til landvæsenskommisionen sker nok i noget
større omfang, end der er hjemmel til i hegnsloven, bl.a. fordi det ofte er
meget vanskeligt at se, hvilke bestemmelser i hegnsloven hegnsynet har
støttet sin afgørelse på. Medens det vil være rimeligt, at et hegnsyns
afgørelse om klipning af en hæk mellem to parcelhushaver ikke kan indbringes
for landvæsenskommissionen, må det under hensyn til de store økonomiske,
æstetiske og andre interesser, der kan knytte sig til læhegn, anses for
mindre rimeligt, om der ikke her skulle være adgang til også at anke
vedligeholdelsesspørgsmål. Da det ikke findes praktisk muligt at afgrænse
sådanne vedligeholdelsesspørgsmål, som er så ubetydelige, at anke ikke burde
kunne iværksættes, foreslås det at åbne adgang til anke af alle af hegnsynet
afsagte kendelser om læhegn til landvæsenskommissionen. Dette vil dog, jf. §
13, stk. 1, ikke gælde de af hegnsynet i medfør af hegnslovens § 44, stk. 1,
afsagte kendelser.
Det har været overvejet at udelukke muligheden for opnåelse af
tredieinstansbevilling, men efter henstilling fra Justitsministeriet er denne
mulighed bibeholdt. Justitsministeriet har i den forbindelse henvist til, at
landvæsensretternes fremtid og fremtidige opgaver p.t. behandles i et udvalg
under Justitsministeriet.
Til § 13
Bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2 angiver de bestemmelser i
hegnslovens kapitel VI og kapitel VII, der kommer til anvendelse ved
behandlingen af sager i medfør af læhegnslovens kapitel 1.
Til § 14
Som nævnt foran under Almindelige bemærkninger, 3, har tilskudsordningen i
henhold til lov om tilskud til læplantning hidtil været tidsbegrænset,
oprindeligt til 31. marts 1982, derefter ved ændringsloven af 1981 til
udgangen af 1986 og senest ved ændringsloven i 1987 til udgangen af 1988. Da
behovet for statsstøtte til læplantningen må antages at bestå i en lang
årrække endnu, foreslås ved affattelsen af stk. 1 at undlade at
tidsbegrænse tilskudsordningen. Det foreslås tillige, at beløbsrammen for
tilskuddet fastsættes på de årlige finanslove, som det har været tilfældet
siden den i 1981 gennemførte ændring af læplantningsloven.
Den i stk. 2 indeholdte hjemmel til at yde tilskud til forsknings-,
forsøgs- og udviklingsprojekter af betydning for læplantningen er - som nævnt
foran under Almindelige bemærkninger, 7 - ny.
Til § 15
Ifølge bestemmelsen fastsætter landbrugsministeren fordelingen af
tilskudsmidlerne mellem kollektiv og individuel læplantning samt forsknings-,
udviklings- og forsøgsformål, idet tilskudsmidlerne overvejende skal anvendes
til støtte for kollektiv læplantning.
Til § 16
Ved den foreslåede bestemmelse henlægges administrationen vedrørende
ydelse at støtte til kollektiv og individuel læplantning til Fællesudvalget
for Læplantning.
Under hensyntagen til, at der foreslås opbygget en ny administration i
privat regi, vil det ved ordningens gennemførelse blive præciseret, at
udvalgets medlemmer er underkastet forvaltningslovens regler om inhabilitet,
og således være uafhængige af økonomiske interesser i tilknytning til
læplantningen.
Det er desuden under hensyntagen til, at administrationen foreslås henlagt
til et privat organ, der især repræsenterer brugerinteressen, fundet
hensigtsmæssigt at præcisere at også en række ikke-landøkonomiske interesser,
jfr. bemærkningerne til det oprindelige forslags § 18, tages i betragtning
ved ydelse af tilskud.
Dette indebærer, at tilskud ud fra en konkret vurdering vil kunne nægtes,
såfremt et eller flere af disse hensyn taler imod den pågældende plantning.
Tilskud vil således blive nægtet, hvor etablering af et læhegn vil stride mod
en konkret fredning, mod fredningsformålet i en rejst, konkret fredningssag
eller mod forpligtelser, der påhviler danske myndigheder inden for rammerne
af internationale aftaler som Ramsar-konventionen eller
EF-fuglebeskyttelsesdirektivet. Til sikring af den fornødne
interesseafvejning agtes etableret en høringsprocedure i forhold til de
interesserede lokale og regionale myndigheder således, at disse får lejlighed
til at udtale sig om et kollektivt læplantningsprojekt, inden dette
godkendes. Der vil i de kommende administrative bestemmelser blive fastsat
regler for dokumentation af, at de fornødne høringer er foretaget, og at
eventuelt fornødne dispensationer fra lovgivningen foreligger. Der er under
den nuværende ordning af Hedeselskabet indledt en praksis, hvorefter
amtskommunen, primærkommunens tekniske forvaltning samt de stedlige museer
orienteres om de kollektive projekter.
Til § 17
Bestemmelserne i § 17 afgrænser den kreds af tilskudsmodtagere, der
kan modtage tilskud til anlæg af læhegn til private ejere af arealer, der
anvendes eller agtes anvendt til landbrug, frilandsgartneri, frugtplantage,
planteskole o.l. Afgrænsningen af, hvilke ejere, der skal anses for private,
sker ved i stk. 2 at fastslå, at tilskud ikke kan ydes til læhegn på
arealer, der tilhører staten, kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige
stiftelser. En ganske tilsvarende afgrænsning er foretaget ved § 1 i lov om
skove, § 55, stk. 1, i lov om naturfredning, § 2, stk. 2, i lov om tilskud
til produktions-, beskæftigelses- og miljøfremmende foranstaltninger i det
private skovbrug samt § 1, stk. 4, i lov om foranstaltninger i anledning af
stormfaldet i 1981 (stormfaldsloven). Begrebet »offentlig
stiftelse« er fastlagt i administrativ praksis.
I stk. 3 fastslås, at der ikke kan ydes tilskud til anlæg af
læhegn, hvor ejeren allerede over for en offentlig myndighed er pligtig at
foretage sådanne foranstaltninger eller er nødt til at foretage dem for at
opnå en tilladelse. Efter naturfredningslovens § 44 kan amtsrådet
(Hovedstadsrådet), hvis anvendelsen af en ejendom i det åbne land til f.eks.
campingplads, tankstation, oplags- og losseplads eller pelsdyrfarm medfører
væsentlige ulemper eller virker stærkt skæmmende i forhold til omgivelserne,
give ejeren påbud om etablering af hegn, beplantning eller andre
foranstaltninger, som kan afhjælpe forholdet. Efter § 44, stk. 4 i
kommuneplanloven kan kommunalbestyrelsen påbyde en grundejer at foretage
hegning, beplantning eller andre afhjælpningsforanstaltninger, hvis
anvendelsen af en grund til oplag, henlæggelse af affald eller lignende
formål virker skæmmende i forhold til omgivelserne. Kravet om afskærmende
beplantning eller lignende som betingelse for en tilladelse har f.eks. været
stillet i forbindelse med råstofindvinding.
Efter formuleringen af stk. 4 kan der ikke ydes tilskud til den
almindelige vedligeholdelse, renholdelse eller efterplantning af læhegn. For
så vidt angår kollektive læhegn vil bestemmelsen ikke være til hinder for en
fortsættelse af den for nogle år siden indførte praksis, hvorefter der i 3
vækstsæsoner foretages ukrudtsbekæmpelse og efterplantning for at sikre, at
hegnene kommer i god vækst. Sådanne arbejder betragtes som en del af
anlægsarbejdet.
Til § 18
De i stk. 1 foreslåede betingelser for støtte til kollektiv
læplantning svarer i det væsentlige til hidtidig praksis, bortset fra den i
2. pkt. indeholdte regel om, at sammenslutningens (læplantningslaugets)
vedtægter skal godkendes af landbrugsministeren. Det er i denne forbindelse
hensigten, at overlade til Fællesudvalget at påse at vedtægterne opfylder de
krav, landbrugsministeren måtte fastsætte i form af standardvedtægter, og er
i overensstemmelse med de i loven og i henhold til denne fastsatte
forskrifter.
Efter de nuværende standardvedtægter for læplantningslav har disse til
opgave under medvirken af Hedeselskabet at få udført systematisk læplantning
hos lavets medlemmer. Lavet hæfter over for kreditorer for de enkelte
medlemmers gæld i forbindelse med planteindkøb, jordarbejde, plantning m.v.,
når gælden er stiftet efter aftale med eller påbud af bestyrelsen eller
Hedeselskabet. Lavet kan kræve forudbetaling eller sikkerhedsstillelse for de
udgifter, der anslås at ville komme til at påhvile det enkelte medlem. Hvis
medlemmets skyld ikke afregnes inden 8 dage efter påkrav, kan bestyrelsen
kræve beløbet betalt af medlemmets tilgodehavende hos mejeri, slagteri eller
anden aftager af ejendommens produktion. Der påhviler medlemmerne en
solidarisk forpligtelse for lavets forpligtelser. Lavet kan ikke uden
Hedeselskabets samtykke opløses i de første 10 år efter fuldførelsen af
plantningsarbejdet. Læplantningslavene er nu momsregistreret.
Ifølge den gældende lovs § 2 kan der til kollektive læplantningsarbejder
ydes tilskud på indtil 50 pct. af de med arbejdets udførelse forbundne
omkostninger. Princippet om indtil 50 pct. statstilskud videreføres i stk.
2; men reglen er omformuleret for at understrege, at 50 pct. er maksimum.
Ifølge stk. 2 skal landbrugsministeren nu fastsætte maksimum for de samlede
anlægsomkostninger, der kan beregnes tilskud af, samt fastsætte
tilskudsprocenten. Under anlægsomkostningerne kan henregnes f.eks.
omkostninger vedrørende projektering, forberedende jordbearbejdning, anlæg
samt renholdelse i tre vækstsæsoner.
Med det foreslåede stk. 3 åbnes der mulighed for, at Fællesudvalget
kan godkende et kollektivt læhegnsprojekt med et mindre antal ejere eller km,
f.eks. hvor de stedlige forhold ikke gør det muligt at nå op på det i stk. 1
fastsatte antal.
Til § 19
I overensstemmelse med mangeårig praksis foreslås det nu lovfæstet, at de
midler, der står til rådighed for tilskud til anlæg af læhegn, fortrinsvis
skal anvendes til støtte for den kollektive læplantning.
Efter bestemmelsen vil der fortsat være mulighed for at yde tilskud til
individuel læplantning, hvor ansøgeren er afskåret fra at indgå i en
kollektiv læplantning eller ikke hensigtsmæssigt kan deltage i en sådan.
Tilskudsgrundlaget er væsentlig forskellig. Mens der ved kollektiv
læplantning, jf. § 18, stk. 2, ydes tilskud til de samlede
anlægsomkostninger, beregnes tilskuddet ved individuel læplantning på
grundlag af planteprisen.
Ifølge den nuværende lovs § 3 kan der ved individuel læplantning ydes
tilskud på indtil 50 pct. af indkøbte lætræers pris. Dette princip der
iøvrigt svarer til mangeårig praksis videreføres ved § 19 stk. 2. Det
er som i § 18, stk. 2 ved udformningen af 50 pct.-reglen tilstræbt at
understrege, at de 50 pct. er maksimum og ikke nødvendigvis normen, eller
noget tilskudsmodtageren har krav på.
Til § 20
Bestemmelsen sigter bl.a. til det forhold, at der i en række situationer
som led i beskæftigelsesforanstaltninger har været ydet kommunale tilskud til
læplantningen. Disse ekstra beløb er blevet administreret således, at der er
sket en udvidelse af læplantningens omfang, mens der ikke er sket nogen
forhøjelse af statstilskuddet til den enkelte lodsejer. Der er yderligere
tale om, at legatmidler og donationer i beskedent omfang tilgår
læplantningen. Under hensyn til disses i det hele ubetydelige omfang er der
ikke fundet anledning til at medtage sådanne midler i reglen i stk. 1.
Til § 21
Da de projekter, der vil kunne blive tale om, vil have meget varierende
indhold og omfang foreslås det, at landbrugsministeren kan fastsætte
tilskudsgrundlaget og tilskudsprocenten i det enkelte tilfælde. Det må
imidlertid anses for ønskeligt, at tilskudsmodtageren selv har et væsentligt
økonomisk medansvar for projektet, og det foreslås derfor, at tilskud i
almindelighed ikke skal kunne overstige 50 pct. af de tilskudsberettigede
udgifter.
Til § 22
Bestemmelserne i § 22-24 indeholder de nødvendige bemyndigelser til at
fastlægge ordningens administrative tilrettelæggelse, der nødvendiggøres af
opbygning af en ny administration i tilknytning til Fællesudvalget.
Ved ordningens tilrettelæggelse vil man bl. a. sikre sig, at udvalget
gennem sammensætning af repræsentanter for regionsudvalgene får en
repræsentativ sammensætning, samt at reglerne om inhabilitet i
forvaltningslovens kapitel 2 er opfyldt for udvalgets medlemmer. Bestemmelsen
åbner mulighed for at udpege særligt sagkyndige til Fællesudvalget for
Læplantning, hvis der måtte vise sig behov derfor.
Der kan videre blive tale om at fastlægge nærmere retningslinier med
henblik på en sikring af, at læplantningsopgaven overdrages til den
entreprenør, der under hensyntagen til arbejdets kvalitet sikrer udførelsen
med færrest omkostninger til følge.
Der vil desuden blive stillet krav om indberetning af de nødvendige
oplysninger til Landbrugsministeriet, bl. a. af hensyn til
refusionsansøgninger til EF. I øvrigt henvises til bemærkninger i det
oprindelige forslag.
Til § 23
Det foreslås i bestemmelsen, at de i § 18, stk. 2 og stk. 3 samt § 19,
stk. 2, fastsatte begrænsninger af tilskuddet til ikke over 50 pct. af de
tilskudsberettigede udgifter under ganske særlige omstændigheder kan
fraviges. Dispensationsbeføjelsen forventes kun undtagelsesvist anvendt, men
det kan være ønskeligt at kunne fravige 50 pct.-grænsen, hvis der f.eks.
skulle blive tale om læplantning på mindre øer.
Til § 24
Med bestemmelsen i stk. 2 er der skabt mulighed for, at der i lighed med
anden støttelovgivning kan foretages besigtigelse af arealer, for hvilke der
er ansøgt om tilskud til læplantning til brug ved en bedømmelse af projektet
samt givet mulighed for en efterfølgende kontrol med foranstaltninger,
hvortil der er ydet tilskud.
For de kollektive læhegns vedkommende har Hedeselskabet hidtil foretaget
tilsynet med hjemmel i lavenes vedtægter, og der har derudover af
Hedeselskabet været udøvet en stikprøvekontrol over modtagere af tilskud til
individuel læplantning. Der har herved været konstateret nogle tilfælde, hvor
tilskudsbetingelserne har været tilsidesat, og der har i sådanne tilfælde
været rejst krav om tilbagebetaling af de ydede statstilskud.
Til § 25
Det foreslås at omkostningerne i forbindelse med Fællesudvalgets
administration af tilskud til kollektiv og individuel læplantning, afholdes
inden for læhegnsbevillingen.
Til § 26
Bestemmelsen svarer i sin udformning til en række af Landbrugsministeriets
øvrige tilskudslove.
I det i 1976 fremsatte forslag til læplantningslov, jf. foran under
Almindelige bemærkninger, 3, var det foreslået, at landbrugsministeren kunne
bemyndige Statens Jordlovsudvalg (jordbrugskommissionerne) til at træffe
afgørelse efter loven. Under forslagets behandling i Folketinget foretoges af
praktiske hensyn en ændring på dette punkt, således at landbrugsministeren i
henhold til lovens § 6, stk. 1, kan bemyndige Det danske Hedeselskab til at
træffe afgørelse efter loven. Baggrunden for denne ændring var bl.a., at der
var tale om en tidsbegrænset tilskudsordning, og at Hedeselskabet under
tidligere ikke-lovfæstede ordninger havde administreret tilskuddene til
læplantningen.
Der bør som almindeligt princip være adgang til at klage over afgørelser
truffet af et organ uden for offentligt regi, og bestemmelsen giver derfor
mulighed for at fastlægge nærmere regler om adgangen til at påklage
Fællesudvalgets afgørelser, herunder hvortil der skal kunne klages.
Til § 27
Under henvisning til, at der skal opbygges en ny administration, foreslås
det at landbrugsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.
Det påregnes, at loven vil kunne sættes i kraft med virkning fra 1. januar
1989.
Bilag
Lov nr. 245 af 12. maj 1976 om tilskud til læplantning
(med de af lov nr. 566 af 16. november 1977 om ændring af forskellige
lovbestemmelser i anledning af omlægningen af statens finansår til
kalenderåret, lov nr. 127 af 25. marts 1981 om ændring af lov om tilskud til
læplantning samt lov nr. 116 af 11. marts 1987 om ændring af lov om tilskud
til læplantning følgende ændringer) § 1. Til tilplantningsarbejder på
landbrugsarealer kan landbrugsministeren i finansårene 1976-77 til 1981 og
derudover til 31. marts 1982 give tilsagn om tilskud af statskassen inden for
en beløbsramme på 5 mill. kr. årligt.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan endvidere i tiden fra 1. april 1982 til
31. december 1982 samt i finansårene 1983 til 1988 give tilsagn om tilskud af
statskassen inden for en beløbsramme, der fastsættes på de årlige finanslove.
§ 2. Til kollektive læplantningsarbejder kan der ydes indtil 50 pct. af de
med arbejdets udførelse forbundne omkostninger.
§ 3. Til anlæg af lægivende hegn på landbrugs- eller gartnerijord under
forhold, hvor der ikke er mulighed for at deltage i kollektiv læplantning,
kan der ydes de pågældende jordbrugere et tilskud på indtil 50 pct. af
indkøbte lætræers pris.
§ 4. Landbrugsministeren kan kræve, at tilskud efter denne lov
tilbagebetales, såfremt de pågældende læhegn misrøgtes eller sløjfes inden 10
år efter anlægget.
§ 5. Landbrugsministeren bemyndiges til at fastsætte de nødvendige regler
for tilskudsordningens gennemførelse og administration, herunder om, hvilke
udgifter der skal anses for tilskudsberettigede, samt om tilskudsprocenten og
tilskuddenes udbetaling.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan udbetale forskud på tilskudsbeløb i
henhold til § 2.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for tilbagebetaling i
henhold til § 4 af ydede tilskudsbeløb.
Stk. 4. Landbrugsministeren kan fastsætte forskrifter for projektering,
udførelse, tilsyn med og vedligeholdelse af de kollektive læplantninger.
§ 6. Landbrugsministeren kan bemyndige Det danske Hedeselskab til at
træffe afgørelser efter denne lov.
Stk. 2. Hedeselskabets afgørelse efter stk. 1 kan påklages til
landbrugsministeren.
§ 7. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
§ 8. (Ikrafttrædelsesbestemmelse).
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse af lov om læhegn og tilskud til læplantning Retsinformation · 6. januar 2017
- Landsskatteretskendelse af 17. september 2002 vedr. Landbrug plantning af læhegn - fradrag Retsinformation · 12. september 2003
- 1987 LSF 136 FORSLAG TIL LOV OM LÆHEGN Retsinformation · 21. maj 1988
- 1992 LSF 223 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LÆHEGN SAMT OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN Retsinformation · 2. juli 1993
- Vejledning om tilskud til læplantning Retsinformation · 25. september 1997
- Bygningsafskrivning på ejendommen [adresse1] er ikke godkendt med – Indtægt vedrørende forbrugsudgifter på ejendommen [adresse2] m.fl. Landsskatteretten · 19. maj 2020