Spring til indhold

Retsinformation

1988 LSF 30 FORSLAG TIL LOV OM LÆHEGN

1988/1 LSF 30Lovforslag som fremsatFolketinget17. maj 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Almindelige bestemmelser

§ 1. Ved læhegn forstås i denne lov en sammenhængende plantning af træer

eller buske med indtil 7 planterækker og en bredde af ikke over 10 m, der

1) anlægges med det formål at nedsætte vindhastigheden over arealer, der

anvendes eller agtes anvendt til landbrug, frilandsgartneri, frugtplantage,

planteskole og lignende,

2) er anlagt med det formål, der er angivet i nr. 1, og fortsat tjener

dette eller

3) i øvrigt i væsentlig grad tilgodeser det formål, der er angivet i nr.

1.

Stk. 2. Plantninger, der udgør en del af et skovareal, er ikke omfattet af

loven.

§ 2. Ved anlæg af læhegn skal der ved plantevalg og plantningsmetode tages

hensyn til, at læhegnet i videst muligt omfang tilpasses det omgivende

landskab.

Stk. 2. Læhegn må ikke plantes således, at de hindrer den frie oversigt

ved vejkryds, vejtilslutninger og vejsving.

§ 3. Et læhegn kan plantes i ejendomsskel eller således, at skellinien

kommer til at ligge inden for læhegnets ydergrænser, når ejerne af de til

læhegnet stødende jorder er enige herom. Aftalen mellem ejerne skal indgås

skriftligt og indeholde en beskrivelse af læhegnet og dets placering samt

fastlægge fordelingen af arbejde og udgifter ved læhegnets anlæg og

vedligeholdelse.

§ 4. Hvor læhegn plantes i nærheden af ejendomsskel, uden at der

foreligger den i § 3 omhandlede aftale mellem de berørte grundejere eller

andet særligt retsgrundlag, skal der holdes en sådan afstand til skellinien,

at læhegnets grene og eventuelle rodskud ved normal vedligeholdelse kan

holdes inden for skellinien.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvor læhegn

Læs alt

plantes i nærheden af vejarealer, der er omfattet af lov om offentlige veje

eller lov om private fællesveje.

§ 5. Ejeren af et læhegn er berettiget til at nedskære, udskifte eller

rydde læhegnet. Hvor læhegnet udgør eneste hegn mod naboejendommen, skal

læhegnets ejer skriftligt underrette naboen om de påtænkte foranstaltninger

mindst en måned før de iværksættes.

§ 6. Et læhegn skal holdes i forsvarlig stand, så det kan opfylde sit

formål. Det skal ved vedligeholdelsen tilstræbes, at det ikke kommer til at

virke skæmmende i landskabet eller giver anledning til unødig ulempe for

naboen.

Stk. 2. Inden for 10 m's afstand fra ejendomsskel er den

vedligeholdelsespligtige på naboens forlangende pligtig een gang årligt at

nedkappe læhegnet til en højde af 10 m.

§ 7. Et læhegn må ikke beskadiges, og den til læhegnet stødende jord må

ikke benyttes eller behandles således, at læhegnet udsættes for beskadigelse.

§ 8. Den vedligeholdelsespligtige er berettiget til i tiden mellem 1.

november og 1. april at færdes på nabogrunden i det omfang, læhegnets

vedligeholdelse gør det nødvendigt.

Stk. 2. I forbindelse med renholdelse af læhegn har den

vedligeholdelsespligtige ret til også uden for det i stk. 1 nævnte tidsrum at

færdes på nabogrunden.

Stk. 3. Den vedligeholdelsespligtiges færdselsret i medfør af stk. 1 og

stk. 2 omfatter den nødvendige medhjælp, redskaber og maskiner m.v.

Stk. 4. Såfremt den vedligeholdelsespligtiges færdsel på naboejendommen

medfører skade på denne, skal sådan skade erstattes. Erstatningsspørgsmålet

afgøres, såfremt en mindelig ordning ikke kan opnås, af de i henhold til lov

om hegn nedsatte hegnsyn.

§ 9. Spørgsmål om tilsidesættelse af de i § 2, stk. 2, § 4, § 5, 2. pkt.,

§ 6 og § 7 indeholdte forskrifter eller bestemmelserne i en i medfør af § 3

indgået aftale kan indbringes for hegnsynet.

Stk. 2. Hegnsynet træffer bestemmelse om de foranstaltninger, der er

nødvendige for at bringe læhegnet i behørig stand.

§ 10. Spørgsmål om ændring af en i medfør af § 3 indgået aftale kan,

såfremt parterne ikke ved forhandling kan opnå enighed herom, indbringes for

hegnsynet.

Stk. 2. Hvor hegnsynet finder, at forandringer i de pågældende ejendommes

drift eller andre væsentlige forhold taler for ændring af aftalen, kan

hegnsynet fastsætte de fornødne ændringer.

§ 11. Berettiget til at rejse sag for hegnsynet er læhegnets ejer, dennes

nabo samt, for såvidt angår bestemmelserne i § 2, stk. 2, og § 4, stk. 2, den

pågældende vejmyndighed.

§ 12. Kendelser afsagt af hegnsynet kan af hver af sagens parter

indbringes for landvæsenskommissionen.

§ 13. De i §§ 33-36, §§ 38-40, § 41, stk. 1, III og IV, og stk. 2, § 42,

stk. 3 og stk. 4, §§ 43-49 samt § 50, stk. 1 og stk. 2, i lov om hegn

fastsatte bestemmelser kommer til anvendelse ved hegnsynsforretninger i

medfør af nærværende lov.

Kapitel 2

Tilskud til læplantning

§ 14. Inden for en beløbsramme, der fastsættes på de årlige finanslove,

kan der ydes tilskud til fremme af læplantningen.

Stk. 2. Tilskud kan ydes til

1) anlæg af kollektive læhegn,

2) anlæg af individuelle læhegn,

3) forsknings-, forsøgs- og udviklingsprojekter af betydning for

læplantningen.

§ 15. Landbrugsministeren fastsætter fordelingen af tilskudsmidlerne

mellem kollektiv og individuel læplantning samt forsknings-, udviklings- og

forsøgsformål, idet midlerne fortrinsvis skal anvendes som støtte til

gennemførelsen af kollektive læplantningsprojekter.

§ 16. Tilskud til anlæg af læhegn, jf. § 14, stk. 2, nr. 1 og 2, ydes af

Fællesudvalget for Læplantning, jf. § 22, inden for de af

landsbrugsministeren fastsatte årlige beløbsrammer.

Stk. 2. Fællesudvalget for Læplantning varetager ved tildeling af tilskud

landøkonomiske samt planlægnings-, frednings- og miljøhensyn.

§ 17. Tilskud til anlæg af læhegn kan ydes til ejere af de i § 1, stk. 1,

nr. 1, angivne arealer.

Stk. 2. Tilskud kan ikke ydes til læhegn på arealer, der tilhører staten,

kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige stiftelser.

Stk. 3. Tilskud kan ikke ydes til beplantninger, som er påbudt af en

offentlig myndighed, som af en offentlig myndighed er stillet som vilkår for

en tilladelse, eller som tjener til opfyldelse af krav, der umiddelbart måtte

fremgå af lovgivningen.

Stk. 4. Tilskud kan alene ydes til nyanlæg og udskiftning af læhegn.

§ 18. For opnåelse af støtte til kollektiv læplantning skal der foreligge

et af Fællesudvalget for Læplantning godkendt projekt omfattende et samlet

område med en hegnslængde på mindst 20 km fordelt på mindst 20 ejere.

Projektdeltagerne skal indgå i en sammenslutning, hvis vedtægter opfylder de

af landbrugsministeren fastsatte betingelser.

Stk. 2. Ved kollektiv læplantning ydes tilskud til de samlede

anlægsomkostninger inden for et af landbrugsministen fastsat maksimum.

Tilskuddet udgør en af ministeren fastsat del af tilskudsgrundlaget og kan

ikke overstige 50 pct. af dette.

Stk. 3. Fællesudvalget for Læplantning kan, hvor særlige omstændigheder

taler herfor, godkende projekter med en mindre hegnslængde eller et mindre

antal ejere end i stk. 1 fastsat.

§ 19. Tilskud til individuel læplantning kan kun ydes, hvor

tilskudsmodtageren er afskåret fra at indgå i en kollektiv læplantning eller

ikke hensigtsmæssigt kan deltage i denne.

Stk. 2. Ved individuel læplantning ydes tilskud til anskaffelse af

planter, der er optaget på en af landbrugsministeren udfærdiget

artsfortegnelse, inden for en af ministeren godkendt pris, ekskl.

merværdiafgift og eventuelle transport- og fordelingsomkostninger. Tilskuddet

udgør en af ministeren fastsat del af tilskudsgrundlaget og kan ikke

overstige 50 pct. af dette.

§ 20. Hvis der til læplantningsarbejder, hvortil der ydes statstilskud

efter denne lov, tillige ydes tilskud af andre statslige eller kommunale

midler eller af andre midler, der kan sidestilles hermed, nedsættes

tilskuddet efter denne lov, således at det samlede offentlige tilskud ikke

overstiger det af landbrugsministeren i henhold til § 18, stk. 2, og § 19,

stk. 2, fastsatte.

§ 21. Landbrugsministeren kan yde tilskud til forsknings-, forsøgs- og

udviklingsprojekter. Tilskuddet kan i almindelighed ikke overstige 50 pct. af

de tilskudsberettigede udgifter.

Stk. 2. Landbrugsministeren indhenter udtalelse fra Fællesudvalget for

Læplantning, forinden der træffes afgørelse om ydelsen af tilskud.

§ 22. Fællesudvalget for Læplantning sammensættes bl.a. af repræsentanter

for regionsudvalgene for læplantning.

Stk. 2. Vedtægter og forretningsorden for Fællesudvalget for Læplantning

skal godkendes af landbrugsministeren.

§ 23. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for tilskudsordningens

gennemførelse og administration, herunder for hvilke udgifter der skal anses

for tilskudsberettigede, og for tilskuddenes udbetaling.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at de i § 18, stk. 2,

og § 19, stk. 2, fastlagte maksimale tilskudssatser kan fraviges i ganske

særlige tilfælde.

Stk. 3. Tilsagn om tilskud bortfalder, hvis ansøgeren har givet urigtige

eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for

afgørelsen, eller hvis forudsætningerne for tilsagnet er bristet. Er tilskud

udbetalt, kan dette kræves tilbagebetalt.

§ 24. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for Fællesudvalget for

Læplantnings kontrol og tilsyn med læhegn, hvortil der ydes tilskud.

Stk. 2. Landbrugsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, har

til enhver tid i forbindelse med udøvelsen af de i medfør af § 23, stk. 1, og

§ 24, stk. 1, fastsatte beføjelser uden retskendelse og mod behørig

legitimation adgang til arealer med læhegn, til hvilke der er ansøgt om eller

udbetalt tilskud.

§ 25. Udgifter til administration af loven afholdes inden for det i § 14

nævnte rammebeløb.

§ 26. Afgørelser truffet af Fællesudvalget for Læplantning kan påklages

til landbrugsministeren.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om klageadgang,

herunder at klager skal have opsættende virkning.

Stk. 3. Henlægger landbrugsministeren sine beføjelser efter loven til en

institution under Landbrugsministeriet, kan ministeren fastsætte regler om

adgangen til at klage over denne myndigheds afgørelse, herunder om at

afgørelserne ikke skal kunne indbringes for anden administrativ myndighed.

Kapitel 3

Ikrafttrædelsesbestemmelse m.v.

§ 27. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af

landbrugsministeren.

§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Almindelige bestemmelser

§ 1. Ved læhegn forstås i denne lov en sammenhængende plantning af træer

eller buske med indtil 7 planterækker og en bredde af ikke over 10 m, der

1) anlægges med det formål at nedsætte vindhastigheden over arealer, der

anvendes eller agtes anvendt til landbrug, frilandsgartneri, frugtplantage,

planteskole o.lign.,

2) er anlagt med det formål, der er angivet i nr. 1, og fortsat tjener

dette, eller

3) i øvrigt i væsentlig grad tilgodeser det formål, der er angivet i nr.

1.

Stk. 2. Plantninger, der udgør en del af et skovareal, er ikke omfattet af

loven.

§ 2. Ved anlæg af læhegn skal der ved plantevalg og plantningsmetode tages

hensyn til, at læhegnet i videst muligt omfang tilpasses det omgivende

landskab.

Stk. 2. Læhegn må ikke plantes således, at de hindrer den frie oversigt

ved vejkryds, vejtilslutninger og vejsving.

§ 3. Et læhegn kan plantes i ejendomsskel eller således, at skellinien

kommer til at ligge inden for læhegnets ydergrænser, når ejerne af de til

læhegnet stødende jorder er enige herom. Aftalen mellem ejerne skal indgås

skriftligt og indeholde en beskrivelse af læhegnet og dets placering samt

fastlægge fordelingen af arbejde og udgifter ved læhegnets anlæg og

vedligeholdelse.

§ 4. Hvor læhegn plantes i nærheden af ejendomsskel, uden at der

foreligger den i § 3 omhandlede aftale mellem de berørte grundejere eller

andet særligt retsgrundlag, skal der holdes en sådan afstand til skellinien,

at læhegnets grene og eventuelle rodskud ved normal vedligeholdelse kan

holdes inden for skellinien.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvor læhegn

plantes i nærheden af vejarealer, der er omfattet af lov om offentlige veje

eller lov om private fællesveje.

§ 5. Ejeren af et læhegn er berettiget til at nedskære, udskifte eller

rydde læhegnet. Hvor læhegnet udgør eneste hegn mod naboejendommen, skal

læhegnets ejer skriftligt underrette naboen om de påtænkte foranstaltninger,

mindst en måned før de iværksættes.

§ 6. Et læhegn skal holdes i forsvarlig stand, så det kan opfylde sit

formål. Det skal ved vedligeholdelsen tilstræbes, at det ikke kommer til at

virke skæmmende i landskabet eller giver anledning til unødig ulempe for

naboen.

Stk. 2. Inden for 10 m's afstand fra ejendomsskel, er den

vedligeholdelsespligtige på naboens forlangende pligtig een gang årligt at

nedkappe læhegnet til en højde af 10 m.

§ 7. Et læhegn må ikke beskadiges, og den til læhegnet stødende jord må

ikke benyttes eller behandles således, at læhegnet udsættes for beskadigelse.

§ 8. Den vedligeholdelsespligtige er berettiget til i tiden mellem 1.

november og 1. april at færdes på nabogrunden i det omfang, læhegnets

vedligeholdelse gør det nødvendigt.

Stk. 2. I forbindelse med renholdelse af læhegn, har den

vedligeholdelsespligtige ret til også uden for det i stk. 1 nævnte tidsrum at

færdes på nabogrunden.

Stk. 3. Den vedligeholdelsespligtiges færdselsret i medfør af stk. 1 og

stk. 2 omfatter den nødvendige medhjælp, redskaber og maskiner m.v.

Stk. 4. Såfremt den vedligeholdelsespligtiges færdsel på naboejendommen

medfører skade på denne, skal sådan skade erstattes. Erstatningsspørgsmålet

afgøres, såfremt en mindelig ordning ikke kan opnås, af de i henhold til lov

om hegn nedsatte hegnsyn.

§ 9. Spørgsmål om tilsidesættelse af de i § 2, stk. 2., § 4, § 5, 2. pkt.,

§ 6 og § 7 indeholdte forskrifter eller bestemmelserne i en i medfør af § 3

indgået aftale kan indbringes for hegnsynet.

Stk. 2. Hegnsynet træffer bestemmelse om de foranstaltninger, der er

nødvendige for at bringe læhegnet i behørig stand.

§ 10. Spørgsmål om ændring af en i medfør af § 3 indgået aftale kan,

såfremt parterne ikke ved forhandling kan opnå enighed herom, indbringes for

hegnsynet.

Stk. 2. Hvor hegnsynet finder, at forandringer i de pågældende ejendommes

drift eller andre væsentlige forhold taler for ændring af aftalen, kan

hegnsynet fastsætte de fornødne ændringer.

§ 11. Berettiget til at rejse sag for hegnsynet er læhegnets ejer, dennes

nabo samt, for såvidt angår bestemmelserne i § 2, stk. 2, og § 4, stk. 2, den

pågældende vejmyndighed.

§ 12. Kendelser afsagt af hegnsynet kan af hver af sagens parter

indbringes for landvæsenskommissionen.

§ 13. De i §§ 33-36, §§ 38-40, § 41, stk. 1, III og IV, og stk. 2, § 42,

stk. 3 og stk. 4, §§ 43-49 samt § 50, stk. 1 og stk. 2, i lov om hegn

fastsatte bestemmelser kommer til anvendelse ved hegnsynsforretninger i

medfør af nærværende lov.

Kapitel 2

Tilskud til læplantning

§ 14. Inden for en beløbsramme, der fastsættes på de årlige finanslove,

kan der ydes tilskud til fremme af læplantningen.

Stk. 2. Tilskud kan ydes til

1) anlæg af kollektive læhegn,

2) anlæg af individuelle læhegn,

3) forsknings-, forsøgs- og udviklingsprojekter af betydning for

læplantningen.

§ 15. Landbrugsministeren fastsætter fordelingen af tilskudsmidlerne

mellem kollektiv og individuel læplantning samt forsknings-, udviklings- og

forsøgsformål, idet midlerne fortrinsvis skal anvendes som støtte til

gennemførelsen af kollektive læplantningsprojekter.

§ 16. Tilskud til anlæg af læhegn, jfr. § 14, stk. 2, nr. 1 og 2, ydes af

Fællesudvalget for Læplantning, jf. § 22, inden for de af

landsbrugsministeren fastsatte årlige beløbsrammer.

Stk. 2. Fællesudvalget for Læplantning varetager ved tildeling af tilskud

landøkonomiske samt planlægnings-, frednings- og miljøhensyn.

§ 17. Tilskud til anlæg af læhegn kan ydes til ejere af de i § 1, stk. 1,

nr. 1, angivne arealer.

Stk. 2. Tilskud kan ikke ydes til læhegn på arealer, der tilhører staten,

kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige stiftelser.

Stk. 3. Tilskud kan ikke ydes til beplantninger, som er påbudt af en

offentlig myndighed, som af en offentlig myndighed er stillet som vilkår for

en tilladelse, eller som tjener til opfyldelse af krav, der umiddelbart måtte

fremgå af lovgivningen.

Stk. 4. Tilskud kan alene ydes til nyanlæg og udskiftning af læhegn.

§ 18. For opnåelse af støtte til kollektiv læplantning skal der foreligge

et af Fællesudvalget for Læplantning godkendt projekt omfattende et samlet

område med en hegnslængde på mindst 20 km fordelt på mindst 20 ejere.

Projektdeltagerne skal indgå i en sammenslutning, hvis vedtægter opfylder de

af landbrugsministeren fastsatte betingelser.

Stk. 2. Ved kollektiv læplantning ydes tilskud til de samlede

anlægsomkostninger inden for et af landbrugsministen fastsat maksimum.

Tilskuddet udgør en af ministeren fastsat del af tilskudsgrundlaget og kan

ikke overstige 50 pct. af dette.

Stk. 3. Fællesudvalget for Læplantning kan, hvor særlige omstændigheder

taler herfor, godkende projekter med en mindre hegnslængde eller et mindre

antal ejere end i stk. 1 fastsat.

§ 19. Tilskud til individuel læplantning kan kun ydes, hvor

tilskudsmodtageren er afskåret fra at indgå i en kollektiv læplantning eller

ikke hensigtsmæssigt kan deltage i denne.

Stk. 2. Ved individuel læplantning ydes tilskud til anskaffelse af

planter, der er optaget på en af landbrugsministeren udfærdiget

artsfortegnelse, inden for en af ministeren godkendt pris, ekskl.

merværdiafgift og eventuelle transport- og fordelingsomkostninger. Tilskuddet

udgør en af ministeren fastsat del af tilskudsgrundlaget og kan ikke

overstige 50 pct. af dette.

§ 20. Hvis der til læplantningsarbejder, hvortil der ydes statstilskud

efter denne lov, tillige ydes tilskud af andre statslige eller kommunale

midler eller af andre midler, der kan sidestilles hermed, nedsættes

tilskuddet efter denne lov, således at det samlede offentlige tilskud ikke

overstiger det af landbrugsministeren i henhold til § 18, stk. 2, og § 19,

stk. 2, fastsatte.

§ 21. Landbrugsministeren kan yde tilskud til forsknings-, forsøgs- og

udviklingsprojekter. Tilskuddet kan i almindelighed ikke overstige 50 pct. af

de tilskudsberettigede udgifter.

Stk. 2. Landbrugsministeren indhenter udtalelse fra Fællesudvalget for

Læplantning, forinden der træffes afgørelse om ydelsen af tilskud.

§ 22. Fællesudvalget for Læplantning sammensættes bl.a. af repræsentanter

for regionsudvalgene for læplantning.

Stk. 2. Vedtægter og forretningsorden for Fællesudvalget for Læplantning

skal godkendes af landbrugsministeren.

§ 23. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for tilskudsordningens

gennemførelse og administration, herunder for hvilke udgifter der skal anses

for tilskudsberettigede, og for tilskuddenes udbetaling.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at de i § 18, stk. 2,

og § 19, stk. 2, fastlagte maksimale tilskudssatser kan fraviges i ganske

særlige tilfælde.

Stk. 3. Tilsagn om tilskud bortfalder, hvis ansøgeren har givet urigtige

eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for

afgørelsen, eller hvis forudsætningerne for tilsagnet er bristet. Er tilskud

udbetalt, kan dette kræves tilbagebetalt.

§ 24. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for Fællesudvalget for

Læplantnings kontrol og tilsyn med læhegn, hvortil der ydes tilskud.

Stk. 2. Landbrugsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, har

til enhver tid i forbindelse med udøvelsen af de i medfør af § 23, stk. 1, og

§ 24, stk. 1, fastsatte beføjelser uden retskendelse og mod behørig

legitimation adgang til arealer med læhegn, til hvilke der er ansøgt om eller

udbetalt tilskud.

§ 25. Udgifter til administration af loven afholdes inden for det i § 14

nævnte rammebeløb.

§ 26. Afgørelser truffet af Fællesudvalget for Læplantning kan påklages

til landbrugsministeren.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om klageadgang,

herunder at klager skal have opsættende virkning.

Stk. 3. Henlægger landbrugsministeren sine beføjelser efter loven til en

institution under Landbrugsministeriet, kan ministeren fastsætte regler om

adgangen til at klage over denne myndigheds afgørelse, herunder om at

afgørelserne ikke skal kunne indbringes for anden administrativ myndighed.

Kapitel 3

Ikrafttrædelsesbestemmelse m.v.

§ 27. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af

landbrugsministeren.

§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Anledningen til lovforslaget er, at den nuværende læplantningslov, jf.

lovbekendtgørelse nr. 730 af 3. november 1987, udløber med udgangen af 1988.

Desuden har der gennem en årrække manifesteret sig en række problemer omkring

hegnenes højde og placering, som i det lange løb ikke kan lades uløste.

Lovforslaget svarer til det i Folketingssamlingen 1987/88 fremsatte

forslag til lov om læhegn (L 136), idet bestemmelsen om tinglysning af

aftaler om læhegns placering er udtaget, og bestemmelsen om administrationen

af støtte til læplantning er ændret, således at en række administrative

opgaver fremover foreslås tillagt Fællesudvalget for Læplantning.

2. Læplantning modvirker sandflugt og jordfygning og giver derved større

sikkerhed for landbrugsproduktionen, der også øges noget under de forbedrede

læforhold. Læhegn bevirker også en nedsættelse af vindhastigheden ud over de

lokale læzoner og medvirker derved til et bedre miljø for plante- og dyreliv

og for mennesker. Med sammensætningen af de moderne læhegn er disse oftest

positive landskabselementer og hegnenes placering vil tit medvirke til at

fremhæve landskabets naturlige konturer. Læhegn er også egnet til i et vist

omfang at tjene som spredningskorridorer for vildtet.

Gennem generationers bestræbelser er der opnået meget store resultater

inden for læplantningen, men det er ikke muligt i tal at opgøre, hvad der i

alt måtte være plantet, eller hvad der i dag er i behold heraf. Der er

fortsat et behov for nye læhegn, idet landbrugsstrukturen hele tiden ændres

ved omlægning af driften, sammenlægning og jordfordeling. Hertil kommer et

betydeligt behov for udskiftning af ældre hegn, idet mange af disse er

udlevede, sygdomsangrebne eller uhensigtsmæssigt placeret.

3. Gennem henved et par hundrede år har den danske stat under forskellige

former - oprindelig ved uddeling af planter fra præstegårdshaver og

forstplanteskoler og præmieringsordninger - ydet støtte til plantninger på

landet, bl.a. for at skabe læ for havedyrkning og husdyr og også ud fra

æstetiske hensyn. Mere organiserede læplantningsbestræbelser begyndte her i

landet omkring 1870, til dels inspireret af E. M. Dalgas og det nystiftede

Hedeselskab. Omkring 1880 stiftedes den første af de plantningsforeninger,

der gennem en længere årrække blev et bærende element i læplantningen.

Plantningsforeningerne er lokale sammenslutninger (overvejende af landmænd),

der har til formål at udlevere planter til medlemmerne, der selv foretager

plantningen. Siden 1880'erne er der til plantningsforeningernes virksomhed

ydet statsstøtte gennem Hedeselskabet i form af et tilskud til nedsættelse af

plantepriserne. Hedeselskabets medvirken har ud over formidling af

statsstøtten bestået i gratis rådgivning og vejledning.

En mere systematiseret form for læplantning begyndte i 1937, hvor der

etableredes det første læplantningslav, og dermed indledtes det, der i dag

betegnes som den »kollektive læplantning«. Et læplantningslav

omfatter typisk 50 til 100 landmænd og har til formål i samarbejde med

Hedeselskabet at udføre en systematisk læplantning for medlemmerne.

Bl.a. på baggrund af nogle voldsomme sandstorme i 1938 og den dengang høje

arbejdsløshed gennemførtes en ordning, hvorefter læplantning kunne udføres

som en beskæftigelsesforanstaltning under Socialministeriet med tilskud fra

dette til arbejdslønnen samt tilskud fra Landbrugsministeriet til nedsættelse

af planteprisen. Arbejdet henlagdes under Hedeselskabets ledelse, og der

organiseredes et »flyvende korps«, hvis læplantningsafdeling en

overgang beskæftigede 600-800 mand og 50-60 arbejdsledere. Det flyvende korps

ophørte i 1963 efter at have medvirket ved plantning af 43.251 km læhegn.

Beskæftigelsesarbejderne ophørte i 1962, men for at muliggøre en

videreførelse af læplantningen optoges der (første gang på finansloven for

1963/64) en bevilling under Landbrugsministeriet på knap 3 mill. kr. til

småplantninger, læplantning m.v.

I 1967 introduceredes i læplantningen et nyt system med egnsprojekter som

en videre udvikling af den kollektive læplantning. Egnsprojektet skal normalt

omfatte mindst 20 km 3-rækkede læhegn, og det forudsætter, at næsten alle

lodsejere inden for området tilslutter sig planen og slutter sig sammen i et

læplantningslaug med solidarisk hæftelse. Egnsprojektet tilsigter at skabe

det varige hovedsystem af hegn på en hel egn, og det kan eventuelt siden

suppleres med individuelle hegnsplantninger. Egnsprojekterne har fordele både

i planlægningsfasen, hvor der ved en samlet plan kan opnås langt større

effektivitet i lævirkningen, og i udførelsen, hvor en samlet planmæssig

indsats af materiel og mandskab muliggør en rationel arbejdsgang, hvorved

arbejdet billiggøres.

Læplantningsarbejdet kom imidlertid efterhånden ud i en kritisk tilstand,

idet den på finansloven optagne bevilling uanset nogle mindre reguleringer

blev stærkt udhulet af inflationen, men i 1974 opnåedes for første gang

tilsagn fra EUGFL om støtte til plantning af 2.000 km 3-rækkede læhegn i de

jyske amter, og indtil støtten ophørte i 1983, modtog Hedeselskabet i alt

12,3 mill. kr. til læplantningsarbejdet.

For at muliggøre en udvidelse af læplantningsarbejdet og med henblik på

EUGFL-støttens eventuelle ophør fremsatte medlemmer af Venstre og Det

Radikale Venstre i 1976 forslag til lov om læplantning, og lovforslaget

gennemførtes som lov nr. 245 af 12. maj 1976. Forslagets behandling findes i

Folketingstidende 1975/76: Folketingets forhandlinger sp. 4805, 6250, 8898;

tillæg A sp. 1719; tillæg B sp. 267; tillæg C sp. 397.

Efter gennemførelsen af læplantningsloven og på baggrund af en

aktivitetstilbagegang inden for plantningsforeningerne gennemførtes i 1977 en

omstrukturering inden for læplantningsarbejdet. De samvirkende

plantningsforeninger, der siden 1902 havde udgjort en overbygning på

plantningsforeningerne, opløstes, og der etableredes en række regionsudvalg

for læplantning, hvis medlemmer vælges af de landøkonomiske foreningers

planteavlsudvalg, plantningsforeningerne, læplantningslavene og Det danske

Hedeselskab. Som overbygning herpå etableredes Fællesudvalget for

Læplantning, der bl.a. har til opgave at fordele de økonomiske midler mellem

regionerne.

I 1979 etableredes læplantningens reguleringsfond med det formål at

udjævne forskelle i lavenes økonomiske resultat, og afvigelser fra den

budgetterede udgift for læplantningsarbejdets gennemførelse i de enkelte lav

medfører herefter ikke hverken ekstraregninger til lavets medlemmer eller

krav om tilbagebetaling. Fondens midler er tilvejebragt gennem

lodsejerbidrag. Der er ved udgangen af 1987 i fonden opsparet et beløb på

3.401.000 kr. Med Rådsforordning 797/85 er der fra 1986 inden for nærmere

fastlagte grænser åbnet mulighed for refusion fra EF på 25 pct. af de af

medlemsstaterne afholdte udgifter til læplantningsprojekter på

heltidsbedrifter.

I 1977 gennemførtes ved lov nr. 566 af 16. november 1977 om ændring af

forskellige lovbestemmelser i anledning af omlægningen af statens finansår

til kalenderåret en mindre teknisk ændring af læplantningsloven, og ved lov

nr. 127 af 25. marts 1981 om ændring af lov om tilskud til læplantning

forlængedes loven til udgangen af 1986. Forslagets behandling findes i

Folketingstidende 1980/1981: Folketingets forhandlinger sp. 1758, 2866, 7488,

7883; tillæg A sp. 1719; tillæg B sp. 267; tillæg C sp. 397.

Ved lov nr. 116 af 11. marts 1987 om ændring af lov om tilskud til

læplantning forlængedes loven til udgangen af 1988. Forslagets behandling

findes i Folketingstidende 1986/1987: Folketingets forhandlinger sp. 3450,

4995, 7278, 7807; tillæg A sp. 2463; tillæg B, »Blad nr. 542«

(foreløbig henvisning).

Om behandlingen af lovforslag L 136 (Folketingsåret 1987-88) henvises til

Folketingstidende 1987-88: Forhandlinger sp. 5395-5406.

Den gældende lovtekst er optaget som bilag til forslaget.

4. Der er i årene 1963-1987 for læplantningslaugene plantet i alt 21.989

km læhegn, heraf 13.741 km 3-rækkede. Det er ikke muligt tilsvarende at

opgøre det fysiske resultat af aktiviteten ved den individuelle læplantning.

Inden for den kollektive læplantning blev der i sæsonen efteråret

1987/foråret 1988 plantet i alt 923 km læhegn for 21 laug med anvendelse af

2.9 mill. planter. Statstilskuddet til den kollektive læplantning udgjorde

13,6 mill. kr. Lodsejernes betaling for plantning af 3-rækket læhegn udgjorde

i 1987 i gennemsnit 15.600 kr. pr. km læhegn. Der var ved Hedeselskabets

læplantningsarbejder i 1987 beskæftiget en arbejdsstyrke svarende til 87

heltidsbeskæftigede.

Til individuel læplantning blev der i 1987 gennem plantningsforeningerne

ydet tilskud til 1.112 plantemodtagere til anskaffelse af 722.746 planter til

en værdi af ca. 2,3 mill. kr., og statstilskuddet udgjorde 1,1 mill. kr.

Plantetallet svarer nogenlunde til 723 km 1-rækkede læhegn.

Der er endvidere i 1987 ydet tilskud til det danske Hedeselskab på 7,3

mill. kr., der udgør betaling af Hedeselskabets rådgivning og administration

vedrørende læplantningen.

Det samlede statstilskud i 1987 udgjorde 23,1 mill. kr. På finansloven for

1988 er afsat 28,1 mill. kr. som samlet læplantningsbevilling.

5. Da den enkelte landmands investering i læplantning for en stor del vil

komme efterfølgende ejere tilgode, og da læplantningen har betydning for en

stor ubestemt personkreds ud over de deltagende jordbrugere, forekommer det

rimeligt, at der fortsat fra statens side kan ydes økonomisk støtte til

gennemførelse af læplantningen, og for den kollektive læplantnings

vedkommende må et tilskud af en vis størrelse nok anses for nødvendigt for at

sikre den næsten fuldstændige lodsejertilslutning, der er en forudsætning

for, at hegnssystemet kan blive effektivt.

6. Som nævnt indledningsvis har der i de senere år manifesteret sig en

række problemer omkring læhegnenes placering og højde. Den største tilladte

højde for levende hegn i ejendomsskel er således - (medmindre naboerne er

enige om en anden højde) - 5 m, men de nye 3-rækkede læhegn, der

introduceredes i 1967, påregnes at opnå en højde på ca. 10-12 m, og hele

systemet ved den egnsvise læplantning er baseret på, at hegnene opnår denne

højde. Hertil kommer, at det ofte er hensigtsmæssigt at lade læhegnene følge

de naturlige terrænlinier, hvorfor hegnslovens regler om

»fælleshegn« og »egne hegn« bliver uhensigtsmæsige. En

nærmere belysning af disse problemer er givet i bemærkningerne til kapitel 1

og til § 6.

7. I det foreliggende lovforslag indeholdes i kap. 1 en definition af

begrebet »læhegn«, og der indeholdes desuden i kapitlet forskrifter

om læhegns placering i forhold til naboejendomme og vejarealer, om ændring af

læhegn, om vedligeholdelse af læhegn og behandlingen af den tilstødende jord

og ret til færdsel på nabogrunden i forbindelse med vedligeholdelse eller

renholdelse. Nabotvister om læhegn henlægges til de i henhold til lov om hegn

nedsatte hegnsyn med ankeadgang til den pågældende landvæsenskommission.

Kapitlet afsluttes med en angivelse af de procedureforskrifter m.v. i

hegnsloven, der skal finde anvendelse ved sager i henhold til læhegnsloven.

Kapitel 2 indeholder den for læplantningen foreslåede tilskudsordning. Det

foreslås herunder, at landbrugsministeren får en ikke-tidsbegrænset hjemmel

til at yde tilskud til fremme af læplantningen inden for en beløbsramme, der

fastsættes på de årlige finanslove. Tilskuddet skal kunne ydes dels som

tilskud til anlæg af læhegn, dels som støtte til forsknings-, forsøgs- og

udviklingsprojekter af betydning for læplantningen.

For så vidt angår tilskud til anlæg af læhegn svarer forslaget i alt

væsentlig til tilskudsordningen efter 1976-loven og den praksis, der er

opbygget ved dennes administration, herunder at disse tilskudsmidler

fortrinsvis skal anvendes som støtte til gennemførelse af kollektive

læplantningsprojekter. Begreberne »kollektiv læplantning« og

»individuel læplantning« fastlægges nu i lovteksten, der også

præciserer tilskudsgrundlaget ved de to former for læplantning. Tilskuddet

vil normalt ikke kunne overstige 50 pct. af de beløb, der indgår i

tilskudsgrundlaget, men landbrugsministeren foreslås bemyndiget til under

særlige omstændigheder at fravige dette. Den nærmere fordeling af

tilskudsmidlerne mellem kollektiv og individuel læplantning foreslås overladt

til landbrugsministeren.

Af miljø- og planlægningsudvalgets beretning om en samlet strategi på

marginaljordsområdet fremgår, at regeringen i forbindelse med fremlæggelsen

af lovforslaget skal redegøre for, om støtten til læplantning bør betinges

af, at der ikke anvendes bekæmpelsesmidler i og nær læhegn.

I forbindelse med besvarelse af spørgsmål vedrørende L 136

(Folketingssamlingen 1987/88) fra landbrugs- og fiskeriudvalget har

landbrugsministeren oplyst, at der fortrinsvis anvendes mekanisk renholdelse

i de kollektive læhegn. Det er overvejet om sprøjtning kan undlades, og helt

erstattes ved mekanisk renholdelse, anvendelse af jorddækning eller

dækafgrøder. Det vurderes, at selvom der er en række lovende

forsøgsresultater er det ikke realistisk for øjeblikket at forestille sig,

helt at undlade brugen af kemiske bekæmpelsesmidler i de store

læplantningsprojekter.

Det er derfor ikke fundet hensigtsmæssigt at forbyde anvendelse af

bekæmpelsesmidler ved læhegn, hvortil der ydes støtte.

Forslagets mulighed for støtte til forsknings-, forsøgs- og

udviklingsprojekter er en nydannelse. Der har gennem en lang årrække i Det

danske Hedeselskab og inden for landbrugets organisationer og andre steder

været foretaget undersøgelser og forsøg med henblik på udvælgelse af de mest

egnede træarter og plantemateriale, plantningsmetoder og udvikling af

maskiner til plantning og vedligeholdelse af læhegnene m.v. Under hensyn til

den betydelige offentlige interesse i læplantningen og i, at denne bliver så

effektiv og økonomisk som muligt, er det ønskeligt at tilvejebringe mulighed

for, at staten økonomisk kan støtte sådanne aktiviteter. Det er ikke fundet

hensigtmæssigt på forhånd at søge afgrænset kredsen af tilskudsmodtagere, der

vil kunne være f.eks. institutioner, organisationer eller enkeltpersoner. Det

foreslås, at landbrugsministeren ved sådanne projekter i det enkelte tilfælde

skal fastsætte tilskudsgrundlaget og tilskudsprocenten. Tilskuddet skal dog i

almindelighed ikke kunne overstige 50 pct. af de tilskudsberettigede

udgifter, men med mulighed for landbrugsministeren til at fravige dette under

ganske særlige omstændigheder.

Efter 1976-loven kunne landbrugsministeren bemyndige Det danske

Hedeselskab til at træffe afgørelse efter loven. Dette svarede til den

udviklede praksis, hvorefter Hedeselskabet forvaltede tilskudsmidlerne til

læplantningen. Den hidtidige administration har kun givet anledning til

enkelte klagesager. Ud fra moderne forvaltningsmæssige principper bør den

samme enhed imidlertid ikke både administrere tilskudsordningen og samtidig

forestå gennemførelse af projekter, hvortil der ydes tilskud. Hedeselskabet

har som entreprenør forestået gennemførelsen af alle hidtidige

læplantningsprojekter, og Hedeselskabet ønsker fortsat at kunne udføre

sådanne læplantningsarbejder.

Det er hensigten, at åbne mulighed for at statstilskud ydes til

læplantningsarbejder, der udføres af andre entreprenører, der måtte ønske at

udføre kollektiv læplantning. Der lægges vægt på, at statsligt støttede

anlægsopgaver, under hensyntagen til arbejdets kvalitet, udføres med lavest

mulige omkostninger til følge.

Der er således behov for en ændring af den hidtidige administration. Det

har været overvejet, at henlægge administrationen til Jordbrugsdirektoratet.

Under henvisning til, at dele af ordningen hidtil har været administreret i

privat regi, foreslås imidlertid på forsøgsbasis opbygget en ny

administration i tilknytning til Fællesudvalget for Læplantning. Der henvises

i øvrigt til bemærkningerne til § 16.

8. Lovforslag L 136 (Folketingssamlingen 1987/88) har været forelagt for

De danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger, Tolvmandsforeningerne,

Dansk Erhvervsgartnerforening, Dansk Planteskoleejerforening, Landsforeningen

af Plantehandlere, Dansk Skovforening, De samvirkende danske

Skovdyrkerforeninger, Det danske Hedeselskab, Fællesudvalget for Læplantning,

Foreningen af Hegnsynsformænd, Sammenslutningen af formænd for

landvæsenskommissioner, Danmarks Biavlerforening, Danske Biavleres

Landsforening, Sammenslutningen af Danske Erhvervsbiavlere, Dansk

Jagtforening, Landsjagtforeningen af 1923, Vildtforvaltningsrådet,

Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening, Miljøministeriet,

Naturfredningsrådet, Danmarks Naturfredningsforening, Ministeriet for

kulturelle anliggender og Ministeriet for offentlige arbejder.

9. Lovforslagets gennemførelse vil ikke have udgifts- eller

personalemæssige konsekvenser for kommunerne. Omkostningerne ved

administrationen af tilskudsordningen i Fællesudvalget for Læplantning, og

opbygningen af denne administration afholdes inden for den samlede

læplantningsbevilling.

Jordbrugsdirektoratet varetager overordnede administrative opgaver ved

ordningens tilrettelæggelse og gennemførelse, herunder behandling af

klagesager.

Som det fremgår af lovforslaget, vil bevillingerne til læplantningens

fremme være at fastsætte på de årlige finanslove. Der er på

finanslovsforslaget for 1989 under § 11.20.05.62.03. Læplantning optaget et

beløb på 23,0 mill. kr. til formålet. Som det fremgår af de optagne tal for

budgetoverslagsårene 1990 til 1992 er det hensigten at fastsætte

bevillingsniveauet i 1990, 1991 og 1992 til henholdsvis 22,6 mill. kr., 22,1

mill. kr. og 22,1 mill. kr. Der kan påregnes EF-refusion på 25 pct af de

refusionsberettigede udgifter inden for maksimumbeløb på 2.600 kr. pr. ha

forsynet med læhegn.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Bestemmelserne i dette kapitel er nye i forhold til den gældende lov om

tilskud til læplantning. Kapitlet indledes med en definition af

»læhegn«, og der opstilles herefter en række forskrifter for

læhegns anlæg og vedligeholdelse m.v., hvorefter bestemmelserne i hegnslovens

kapitel I til IV ikke længere finder anvendelse på læhegn. Nabotvister om

læhegn vil dog fortsat være undergivet de særlige hegnsmyndigheders

(hegnsynet og landvæsenskommissionernes) kompetence.

I § 1 afgrænses begrebet læhegn, og i §§ 2 til 4 fastsættes forskrifter om

disses placering i forhold til naboejendomme og vejarealer. § 5 fastslår

læhegnsejernes ret til (evt. efter forudgående varsel til naboen) at

nedskære, udskifte eller rydde læhegnet. I §§ 6 til 8 indeholdes regler om

læhegns vedligeholdelse, behandling af den tilstødende jord og ret til

færdsel på nabogrunden i forbindelse med læhegns vedligeholdelse eller

renholdelse. I §§ 9 til 11 afgrænses hegnsynets kompetence og den

personkreds, der er berettiget til at rejse sag for hegnsynet. § 12 giver

adgang til anke af hegnsynets kendelser til landvæsenskommissionen. I § 13

indeholdes en angivelse af de procedureforskrifter m.v. i lov om hegn, der

skal finde anvendelse ved behandling af nabotvister i henhold til

læhegnsloven.

Det har været overvejet, om hegnsloven fortsat - evt. med enkelte mindre

ændringer - hensigtsmæssigt kunne bringes til anvendelse på læhegn. Dette er

imidlertid, som det vil fremgå af det følgende, ikke fundet muligt, og derfor

foreslås fastsat et særligt regelsæt for læhegn.

Hegnsloven omfatter begreberne »fælleshegn« og »egne

hegn«. Hegnslovens § 1 definerer fælleshegn som »hegn, der rejses

således, at der til hegnet afgives jord fra begge de tilstødende

ejendomme«, og det fastsættes i § 9, at fælleshegn skal rejses således,

at skellinien falder midt i hegnet. Forpligtelser og rettigheder med hensyn

til fælleshegn påhviler begge de tilstødende grundejere. Egne hegn defineres

i hegnslovens § 1 som »hegn, som rejses på egen grund langs ejendommens

skel«, men det forudsættes herudover, at hegnet befinder sig inden for

en vis kortere afstand fra skellinien og udfylder hegnsfunktioner i forhold

til naboen, og at der ikke er et udnyttet areal mellem hegnet og skellinien.

Er disse forudsætninger ikke opfyldt, er der tale om et »indre

hegn«, der falder uden for hegnsloven. Et levende hegn placeret ved

skellinien anses som et eget hegn, når blot hegnets stammer står helt inde på

den ene grund. Naboen til et eget hegn har ingen positive forpligtelser over

for dette; men han må ikke beskadige det, og han har en vis ret til at gøre

indsigelse mod hegnet, eventuelt kræve det nedkappet.

Der er i sin tid ved udarbejdelse af hegnsloven alene tænkt på, at hegn

var ganske smalle konstruktioner, der kunne anbringes i skellinien eller

umiddelbart op ad denne, og man har ikke kunnet tage hensyn til den senere

fremkomst af læhegn af en betydelig bredde og med adskillige planterækker.

Ved nutidens kollektive læplantning vil hegn ofte blive placeret i det af

ejerne påviste ejendomsskel, uden at det dermed nødvendigvis har været

tilsigtet, at læhegnet skulle udgøre et »fælleshegn«, og der må ved

plantningen også tages hensyn til markskel, markveje og grøfter. Hensynet til

tilvejebringelse af sammenhæng i den systematiske læplantning taler for, at

læhegnet bør kunne følge terrænets naturlige linier, hvad der ved den

nuværende hegnslovgivning vil kunne bevirke, at en given hegnsstrækning for

nogle deles vedkommende skulle anses for fælleshegn, mens andre dele ville

udgøre de pågældende lodsejeres egne hegn, og atter andre dele af

hegnsstrækningen i givet fald ville udgøre indre hegn, der falder uden for

hegnsloven.

Hertil kommer de nedenfor i bemærkningerne til § 6 nævnte problemer

vedrørende højden af nutidens læhegn.

Til § 1

I § 1 opstilles en definition af de af loven omfattede læhegn. Denne

definition tjener dels til en afgrænsning af de læhegn, som ved

bestemmelserne i kapitel 1 unddrages bestemmelserne i hegnslovens kapitel I

til IV, og dels til afgrænsning af de læhegn, til hvilke der ydes

statstilskud i henhold til bestemmelserne i kapitel 2.

Der er ved definitionen lagt vægt på, at loven fortsat overvejende skal

varetage hensyn af landøkonomisk karakter. Plantninger, der ikke er beregnet

på eller tjener til at nedsætte vindhastigheden over jordbrugsarealer, f.eks.

plantninger, der skal læ for eller pynte på boligbebyggelse, idrætsanlæg,

industribygninger el.lign., eller f.eks. skal tjene til støj- eller

støvdæmpning eller begrænsning af energiforbrug i bygninger, falder således

udenfor. Den foreslåede største bredde (10 m) dækker alle i dag normalt

forekommende læhegnstyper, og en plantning inden for denne bredde vil i

almindelighed fuldt ud være i stand til at opfylde læbehovet selv under mere

udsatte forhold. Det kan stadig forekomme, at der f.eks. i forbindelse med

haver og bygninger på landet anlægges bredere læplantninger, i dag ofte

betegnet »læbælter«, men disse er ikke medtaget, da de typisk ikke

har til formål at nedsætte vindhastigheden over jordbrugsarealer, og da en

medtagen af dem kunne give afgrænsningsproblemer over for f.eks.

småplantninger og vildtplantninger.

I stk.1, nr. 1 afgrænses de jordbrugsarealer, på hvilke læhegn vil

være omfattet af loven.

Ifølge stk. 2 omfattes plantninger, der udgør en del af et

skovareal, ikke af loven, selvom skovarealet måtte være beliggende på en

landbrugsejendom. Begrundelsen er, at det vil være meget vanskeligt at

udsondre en del af et skovareal som »hegn«, og at spørgsmålet om

eventuelt tilskud til anlæg af læbælter i skove ikke bør løses ved denne lov,

men ved den kommende revision af skovbrugets støttelovgivning. Der er for

tiden hjemmel i § 2, nr. 3 i Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 32 af

20. januar 1978 om tilskud til produktions-, beskæftigelses- og

miljøfremmende foranstaltninger i det private skovbrug til at yde tilskud til

etablering af løvskovbælter, f.eks. af hensyn til stormfalds- og brandfare

eller af miljømæssige hensyn.

Til § 2

Bestemmelsen i stk.1 tager hensyn til det forhold, at anlæg af

læhegn i det åbne land kan øve betydelig indflydelse på det omgivende

landskab. Bestemmelsen har paralleller i hegnslovens § 10, stk. 1, (»på

uheldig måde ændre landskabsbilledet«), § 10, stk. 2, (»tiltalende

ramme om de pågældende ejendomme«) og § 10, stk. 3, (»tilstræbes et

tiltalende helhedsindtryk«). Da langt størsteparten af læhegn anlægges

med tilskud fra Landbrugsministeriet, er det muligt at tilrette ordningens

administration således, at det i bestemmelsen indbyggede princip tilgodeses.

Med hensyn til plantevalget i en tilskudsberettiget læplantning anvendes

især i de kollektive læhegn en meget artsrig sammensætning af træer og buske,

der må anses for hjemhørende i det danske landskab. Denne praksis agtes

videreført, hvor ikke væsentlige hensyn til klima - og jordbundsforhold,

resistens over for plantesygdomme eller skadedyrsangreb eller andre

væsentlige hensyn til læhegnets effektivitet og økonomi taler derimod.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til den i hegnslovens § 10, stk. 3, 2.

pkt., indeholdte regel.

Til § 3

Som det fremgår af forslagets § 1 vil læhegn kunne omfatte indtil 7

planterækker inden for en bredde på ikke over 10 m. Ved forslagets § 3 skabes

der en betydelig frihed for et sådant læhegns placering i forhold til

ejendomsskellet, forudsat at de pågældende lodsejere er enige herom. Herved

fraviges principperne i de foran under bemærkningerne til kap. 1 nævnte

bestemmelser i hegnslovens §§ 1 og 9 om fælleshegn, hvorefter der til et

fælleshegn afgives jord fra begge de tilstødende ejendomme, og fælleshegnet

skal rejses således, at skellinien falder midt i hegnet. Hegnet vil

eksempelvis kunne plantes med den ene yderrække i ejendomsskellet eller med

een planterække på den ene side af skellet og to på den anden. Da hegnslovens

regler ikke finder anvendelse, er det påkrævet i bestemmelsen at opstille et

krav om, at ejerne skal indgå skriftlig aftale om læhegnet med et nærmere

angivet indhold vedlagt. I modsætning til det oprindelige lovforslag stilles

ikke længere krav om tinglysning af disse aftaler. Der vil stadig være

mulighed for, hvis den pågældende ejer måtte ønske det - mod en meget

beskeden omkostning - at sikre læhegnene igennem en tinglysning.

Til § 4

§ 4 omhandler situationer, hvor læhegnet plantes på en enkelt ejendom, og

naboejendommene ikke er inddraget i hegnsanlægget. Da grene, der rager over

skellinien, ofte giver anledning til nabokonflikter, er det fundet

hensigtsmæssigt - også på baggrund af den i § 6, stk. 2, foreslåede tilladte

større højde for læhegn, jf. herom nedenfor under bemærkningerne til § 6 - at

fastsætte, at et læhegn skal plantes i en sådan afstand fra skellinien, at

dets grene og eventuelle rodskud ved normal vedligeholdelse kan holdes inden

for skellinien. Bestemmelsen er parallel til vejreglen i hegnslovens § 11,

stk. 1, 1. pkt. Udtrykket »særligt retsgrundlag« er anvendt i samme

betydning som i hegnslovens § 5. Der kan f.eks. være tale om en servitut, der

tillader eller påbyder en anden placering af læhegnet eller en mere uformel

aftale mellem de pågældende grundejere.

Bestemmelserne i stk. 2 tilgodeser de i hegnslovens § 11, stk. 1,

1. pkt., indeholdte hensyn.

Til § 5

§§ 5 til 7 udtrykker tilsammen et princip, hvorefter ejeren af et læhegn

frit kan nedskære, udskifte eller rydde læhegnet, men så længe læhegnet

består, skal det holdes i forsvarlig stand, og hverken ejeren eller naboerne

må udsætte det for beskadigelse. Ejeren af et læhegn kan være flere personer,

og der vil således foreligge et samejeforhold i henseende til læhegnet,

tilsvarende som ved fælleshegn i hegnsloven. Den enkelte deltager i samejet

vil i så fald ikke kunne foretage den i 1. pkt. hjemlede nedskæring,

udskiftning eller rydning af læhegnet - heller ikke af den del, der måtte stå

på hans grund - uden de andre har givet samtykke, eller hegnsynet har meddelt

tilladelse hertil.

Bestemmelserne i § 5 svarer til bestemmelserne for egne hegn i

hegnslovens § 13, stk. 1, dog kræver hegnsloven ikke skriftlig meddelelse til

naboen.

Til § 6

I stk. 1 fastslås læhegnsejernes vedligeholdelsespligt og de

hensyn, der skal varetages herved 1. pkt. svarer til hegnslovens § 18,

stk. 1.

For en praktisk vigtig situation, nemlig hvor naboen klager over træernes

højde, fastsætter stk. 2 vedligeholdelsespligten konkret. Efter

forslaget kan naboen forlange læhegn, der befinder sig inden for 10 m fra

ejendomsskellet, nedkappet en gang årligt til en højde af 10 m.

Forslaget medfører en væsentlig ændring af den hidtidige retstilstand på

området. Hegnslovens § 18, stk. 2, fastsætter, at fælleshegn mellem

jorder, der anvendes til landbrug, gartneri og havebrug, samt mellem sådanne

jorder og skove, hvor lævirkning er af væsentlig betydning, kun kan kræves

nedkappet en gang årligt til en højde af 5 m. Er læhegnet et eget

hegn, følger det af hegnslovens § 2, at den størst tilladte højde er 5 m

med et tillæg svarende til afstanden fra hegnet til skellinien, dog for

frugtplantagers egne hegn mod syd og vest med et tillæg på 1 1/2 gang

afstanden fra hegnet til skellinien. Udgør læhegnet et indre hegn,

hvilket ifølge praksis vil sige, at det står i en afstand af mere end 1,75 m

fra skellet, falder det som nævnt uden for hegnsloven, og er dermed ikke

omfattet af nogen lovmæssigt fastsatte højdebestemmelser. Føler naboen sig

generet af læhegn, der er placeret som indre hegn, må han derfor indbringe

spørgsmålet herom for domstolene, der ud fra en konkret vurdering må tage

stilling til striden mellem de to naboer. Reglen i hegnsloven lider af den

ulempe, at den kun omfatter hegn mellem jordbrugsarealer indbyrdes og mellem

sådanne og skove. Kommer et læhegn, der oprindeligt er anlagt mellem 2

landbrugsejendomme, således til at støde op til en boligbebyggelse, vil

hegnet efter reglerne om hegn ved boligbebyggelse kunne kræves nedkappet til

en højde af højst 2 m.

Langt alvorligere er imidlertid det forhold, at hegnsloven ikke yder

tilstrækkelig beskyttelse af nutidens læhegn. Systemet i den kollektive

læplantning er således baseret på, at træerne vokser op til en højde af ca.

10 m. I det omfang, læhegnet er omfattet af hegnsloven, vil naboen imidlertid

kunne kræve læhegnet nedkappet til en højde af fra 5 m (hvor læhegnet står i

skellet) til 6,75 m (hvis læhegnet står i den maksimale afstand fra skellet,

hvor hegnet er omfattet af hegnsloven). Heroverfor står så at naboen ikke har

nogen mulighed for efter hegnsloven at gøre indsigelse mod et læhegn, der

står i en større afstand fra skellet end 1,75 m, uanset læhegnets højde.

Ved de i § 4, stk. 1, og § 6, stk. 2, foreslåede regler vil situationen

for henholdsvis naboen og læhegnsejeren blive som følger:

Naboen vil, medmindre han selv har været med til at aftale noget andet,

blive tilsikret, at læhegnet plantes i en sådan afstand fra skellet til hans

ejendom, at denne ikke bliver generet af udhængende grene og rodskud fra

læhegnet. Naboen skal herefter akceptere en større læhegnshøjde end hidtil

inden for 1,75 m ejendomsskellet, men til gengæld vil han få ret til at kræve

den lovlige læhegnshøjde - 10 m - overholdt i et 10 m-bælte fra

ejendomsskellet.

Læhegnets ejer må for fremtiden plante sit læhegn i en større afstand fra

skellet end hidtil, men får ret til at holde en større hegnshøjde end hidtil

inden for en afstand af 1,75 m fra skellet. Til gengæld må ejeren affinde sig

med, at naboen får ret til at kræve nedkapning af læhegnet inden for en

væsentlig større afstand fra skellinien end tidligere.

Reglen i § 6, stk. 2, vil også finde anvendelse i det indbyrdes forhold

mellem flere ejere af det samme læhegn, jf. foran under bemærkningerne til §

5, med mindre disse har aftalt en anden højde.

Til § 7

Tilsvarende bestemmelser findes i hegnslovens § 18, stk. 1, og § 19, stk.

1.

Til § 8

Tilsvarende bestemmelser er indeholdt i hegnslovens § 22, dog er

tidsrummet - af hensyn til risikoen for markskader - ændret fra mellem 1.

november og 1. maj til mellem 1. november og 1. april. Overskridelse af

grænserne for den i § 8 fastlagte færdselsret på nabogrunden vil evt. kunne

straffes som overtrædelse af § 17 i lov om mark- og vejfred.

Ved stk. 4 foreslås en generel erstatningspligt for skader opstået

på naboejendommen i forbindelse med vedligeholdelse eller renholdelse af

læhegn, og hegnsynet foreslås tillagt kompetence til at afgøre

erstatningsspørgsmålet, hvor parterne (i praksis ofte deres

forsikringsselskaber) ikke kan opnå enighed herom. Da de af kommunerne i

medfør af hegnsloven udpegede hegnsynsmænd i almindelighed også er udpeget

som vurderingsmænd i henhold til lov om mark- og vejfred, vil der i de fleste

hegnsyn allerede være en sagkundskab med hensyn til vurdering af markskader

o.l. Det fremgår ikke af erstatningsreglen i hegnslovens § 22, stk. 3,

hvilken myndighed der skal afgøre erstatningsspørgsmålet efter hegnsloven,

men det antages støttet på hegnslovens § 42, stk. 2, at hegnsynet har

kompetence til at afgøre erstatningsspørgsmålet uden ankemulighed.

Til § 9 og § 10

§§ 9 og 10 fastlægger hegnsynets kompetence i henhold til læhegnsloven.

Ved tilsidesættelse af forskrifterne i § 5, 2. pkt., vil hegnsynet evt. kunne

påbyde arbejdets udsættelse eller standsning, ligesom hegnsynet vil kunne

tage stilling til krav fra naboen om rejsning af fælleshegn i henhold til

reglerne i hegnslovens kapitel II.

Det må påregnes, at der efter en årrækkes forløb vil kunne opstå ønsker om

ændring af en aftale om læhegn indgået i medfør af lovens § 3.

Landbrugsstrukturen og driften af de enkelte ejendomme og arealer er

undergivet fortsatte ændringer, ligesom f.eks. ejernes helbred og alder kan

gøre det naturligt at foretage ændringer i den aftalte fordeling af

vedligeholdelsesbyrden. Det er derfor fundet hensigtsmæssigt ved § 10

at tillægge hegnsynet kompetence til (inden for rammerne af parternes

påstande) at fastsætte de fornødne ændringer af en i medfør af § 3 indgået

overenskomst. Opstår der i denne forbindelse retsspørgsmål, f.eks. om

overenskomstens gyldighed eller fortolkning, må hegnsynet henvise et sådant

spørgsmål til domstolene, med mindre parterne er enige om at lade hegnsynet

træffe afgørelse i det, jf. § 13, stk. 2.

Til § 11

Bestemmelsen fastsætter, hvem der kan rejse sag for hegnsynet i medfør af

læhegnsloven. Der findes ikke nogen tilsvarende bestemmelse i hegnsloven, men

det antages i praksis, at der som altovervejende hovedregel kun kan rejses

sag for hegnsynet af ejeren af en fast ejendom mod ejeren af en anden fast

ejendom, og under forudsætning af at de pågældende ejendomme støder direkte

op til hinanden. For så vidt angår hegn mod vejarealer antages det, at en sag

kan rejses også af den pågældende vejmyndighed. Om »læhegnets ejer«

henvises til bemærkningerne til § 5 og § 6, stk. 2.

Til § 12

§ 12 fastsætter en adgang til at indbringe hegnsynets kendelser for

landvæsenskommissionen.

Bestemmelsen afviger væsentligt fra de i hegnslovens § 42, stk. 1 til stk.

3 fastsatte ankeregler.

Ifølge hegnslovens ankesystem kan hegnsynets kendelser, bortset fra en

række ordinære vedligeholdelsesspørgsmål, indankes for

landvæsenskommissionen. Landvæsenskommissionens kendelser i hegnsankesager

kan ikke yderligere påankes; dog kan landbrugsministeren undtagelsesvis

tillade sagens indbringelse for en overlandsvæsenskommission, når den skønnes

at have almindelig interesse eller videregående betydelige følger for den

pågældende.

Anke af hegnsynets kendelser til landvæsenskommisionen sker nok i noget

større omfang, end der er hjemmel til i hegnsloven, bl.a. fordi det ofte er

meget vanskeligt at se, hvilke bestemmelser i hegnsloven hegnsynet har

støttet sin afgørelse på. Medens det vil være rimeligt, at et hegnsyns

afgørelse om klipning af en hæk mellem to parcelhushaver ikke kan indbringes

for landvæsenskommissionen, må det under hensyn til de store økonomiske,

æstetiske og andre interesser, der kan knytte sig til læhegn, anses for

mindre rimeligt, om der ikke her skulle være adgang til også at anke

vedligeholdelsesspørgsmål. Da det ikke findes praktisk muligt at afgrænse

sådanne vedligeholdelsesspørgsmål, som er så ubetydelige, at anke ikke burde

kunne iværksættes, foreslås det at åbne adgang til anke af alle af hegnsynet

afsagte kendelser om læhegn til landvæsenskommissionen. Dette vil dog, jf. §

13, stk. 1, ikke gælde de af hegnsynet i medfør af hegnslovens § 44, stk. 1,

afsagte kendelser.

Det har været overvejet at udelukke muligheden for opnåelse af

tredieinstansbevilling, men efter henstilling fra Justitsministeriet er denne

mulighed bibeholdt. Justitsministeriet har i den forbindelse henvist til, at

landvæsensretternes fremtid og fremtidige opgaver p.t. behandles i et udvalg

under Justitsministeriet.

Til § 13

Bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2 angiver de bestemmelser i

hegnslovens kapitel VI og kapitel VII, der kommer til anvendelse ved

behandlingen af sager i medfør af læhegnslovens kapitel 1.

Til § 14

Som nævnt foran under Almindelige bemærkninger, 3, har tilskudsordningen i

henhold til lov om tilskud til læplantning hidtil været tidsbegrænset,

oprindeligt til 31. marts 1982, derefter ved ændringsloven af 1981 til

udgangen af 1986 og senest ved ændringsloven i 1987 til udgangen af 1988. Da

behovet for statsstøtte til læplantningen må antages at bestå i en lang

årrække endnu, foreslås ved affattelsen af stk. 1 at undlade at

tidsbegrænse tilskudsordningen. Det foreslås tillige, at beløbsrammen for

tilskuddet fastsættes på de årlige finanslove, som det har været tilfældet

siden den i 1981 gennemførte ændring af læplantningsloven.

Den i stk. 2 indeholdte hjemmel til at yde tilskud til forsknings-,

forsøgs- og udviklingsprojekter af betydning for læplantningen er - som nævnt

foran under Almindelige bemærkninger, 7 - ny.

Til § 15

Ifølge bestemmelsen fastsætter landbrugsministeren fordelingen af

tilskudsmidlerne mellem kollektiv og individuel læplantning samt forsknings-,

udviklings- og forsøgsformål, idet tilskudsmidlerne overvejende skal anvendes

til støtte for kollektiv læplantning.

Til § 16

Ved den foreslåede bestemmelse henlægges administrationen vedrørende

ydelse at støtte til kollektiv og individuel læplantning til Fællesudvalget

for Læplantning.

Under hensyntagen til, at der foreslås opbygget en ny administration i

privat regi, vil det ved ordningens gennemførelse blive præciseret, at

udvalgets medlemmer er underkastet forvaltningslovens regler om inhabilitet,

og således være uafhængige af økonomiske interesser i tilknytning til

læplantningen.

Det er desuden under hensyntagen til, at administrationen foreslås henlagt

til et privat organ, der især repræsenterer brugerinteressen, fundet

hensigtsmæssigt at præcisere at også en række ikke-landøkonomiske interesser,

jfr. bemærkningerne til det oprindelige forslags § 18, tages i betragtning

ved ydelse af tilskud.

Dette indebærer, at tilskud ud fra en konkret vurdering vil kunne nægtes,

såfremt et eller flere af disse hensyn taler imod den pågældende plantning.

Tilskud vil således blive nægtet, hvor etablering af et læhegn vil stride mod

en konkret fredning, mod fredningsformålet i en rejst, konkret fredningssag

eller mod forpligtelser, der påhviler danske myndigheder inden for rammerne

af internationale aftaler som Ramsar-konventionen eller

EF-fuglebeskyttelsesdirektivet. Til sikring af den fornødne

interesseafvejning agtes etableret en høringsprocedure i forhold til de

interesserede lokale og regionale myndigheder således, at disse får lejlighed

til at udtale sig om et kollektivt læplantningsprojekt, inden dette

godkendes. Der vil i de kommende administrative bestemmelser blive fastsat

regler for dokumentation af, at de fornødne høringer er foretaget, og at

eventuelt fornødne dispensationer fra lovgivningen foreligger. Der er under

den nuværende ordning af Hedeselskabet indledt en praksis, hvorefter

amtskommunen, primærkommunens tekniske forvaltning samt de stedlige museer

orienteres om de kollektive projekter.

Til § 17

Bestemmelserne i § 17 afgrænser den kreds af tilskudsmodtagere, der

kan modtage tilskud til anlæg af læhegn til private ejere af arealer, der

anvendes eller agtes anvendt til landbrug, frilandsgartneri, frugtplantage,

planteskole o.l. Afgrænsningen af, hvilke ejere, der skal anses for private,

sker ved i stk. 2 at fastslå, at tilskud ikke kan ydes til læhegn på

arealer, der tilhører staten, kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige

stiftelser. En ganske tilsvarende afgrænsning er foretaget ved § 1 i lov om

skove, § 55, stk. 1, i lov om naturfredning, § 2, stk. 2, i lov om tilskud

til produktions-, beskæftigelses- og miljøfremmende foranstaltninger i det

private skovbrug samt § 1, stk. 4, i lov om foranstaltninger i anledning af

stormfaldet i 1981 (stormfaldsloven). Begrebet »offentlig

stiftelse« er fastlagt i administrativ praksis.

I stk. 3 fastslås, at der ikke kan ydes tilskud til anlæg af

læhegn, hvor ejeren allerede over for en offentlig myndighed er pligtig at

foretage sådanne foranstaltninger eller er nødt til at foretage dem for at

opnå en tilladelse. Efter naturfredningslovens § 44 kan amtsrådet

(Hovedstadsrådet), hvis anvendelsen af en ejendom i det åbne land til f.eks.

campingplads, tankstation, oplags- og losseplads eller pelsdyrfarm medfører

væsentlige ulemper eller virker stærkt skæmmende i forhold til omgivelserne,

give ejeren påbud om etablering af hegn, beplantning eller andre

foranstaltninger, som kan afhjælpe forholdet. Efter § 44, stk. 4 i

kommuneplanloven kan kommunalbestyrelsen påbyde en grundejer at foretage

hegning, beplantning eller andre afhjælpningsforanstaltninger, hvis

anvendelsen af en grund til oplag, henlæggelse af affald eller lignende

formål virker skæmmende i forhold til omgivelserne. Kravet om afskærmende

beplantning eller lignende som betingelse for en tilladelse har f.eks. været

stillet i forbindelse med råstofindvinding.

Efter formuleringen af stk. 4 kan der ikke ydes tilskud til den

almindelige vedligeholdelse, renholdelse eller efterplantning af læhegn. For

så vidt angår kollektive læhegn vil bestemmelsen ikke være til hinder for en

fortsættelse af den for nogle år siden indførte praksis, hvorefter der i 3

vækstsæsoner foretages ukrudtsbekæmpelse og efterplantning for at sikre, at

hegnene kommer i god vækst. Sådanne arbejder betragtes som en del af

anlægsarbejdet.

Til § 18

De i stk. 1 foreslåede betingelser for støtte til kollektiv

læplantning svarer i det væsentlige til hidtidig praksis, bortset fra den i

2. pkt. indeholdte regel om, at sammenslutningens (læplantningslaugets)

vedtægter skal godkendes af landbrugsministeren. Det er i denne forbindelse

hensigten, at overlade til Fællesudvalget at påse at vedtægterne opfylder de

krav, landbrugsministeren måtte fastsætte i form af standardvedtægter, og er

i overensstemmelse med de i loven og i henhold til denne fastsatte

forskrifter.

Efter de nuværende standardvedtægter for læplantningslav har disse til

opgave under medvirken af Hedeselskabet at få udført systematisk læplantning

hos lavets medlemmer. Lavet hæfter over for kreditorer for de enkelte

medlemmers gæld i forbindelse med planteindkøb, jordarbejde, plantning m.v.,

når gælden er stiftet efter aftale med eller påbud af bestyrelsen eller

Hedeselskabet. Lavet kan kræve forudbetaling eller sikkerhedsstillelse for de

udgifter, der anslås at ville komme til at påhvile det enkelte medlem. Hvis

medlemmets skyld ikke afregnes inden 8 dage efter påkrav, kan bestyrelsen

kræve beløbet betalt af medlemmets tilgodehavende hos mejeri, slagteri eller

anden aftager af ejendommens produktion. Der påhviler medlemmerne en

solidarisk forpligtelse for lavets forpligtelser. Lavet kan ikke uden

Hedeselskabets samtykke opløses i de første 10 år efter fuldførelsen af

plantningsarbejdet. Læplantningslavene er nu momsregistreret.

Ifølge den gældende lovs § 2 kan der til kollektive læplantningsarbejder

ydes tilskud på indtil 50 pct. af de med arbejdets udførelse forbundne

omkostninger. Princippet om indtil 50 pct. statstilskud videreføres i stk.

2; men reglen er omformuleret for at understrege, at 50 pct. er maksimum.

Ifølge stk. 2 skal landbrugsministeren nu fastsætte maksimum for de samlede

anlægsomkostninger, der kan beregnes tilskud af, samt fastsætte

tilskudsprocenten. Under anlægsomkostningerne kan henregnes f.eks.

omkostninger vedrørende projektering, forberedende jordbearbejdning, anlæg

samt renholdelse i tre vækstsæsoner.

Med det foreslåede stk. 3 åbnes der mulighed for, at Fællesudvalget

kan godkende et kollektivt læhegnsprojekt med et mindre antal ejere eller km,

f.eks. hvor de stedlige forhold ikke gør det muligt at nå op på det i stk. 1

fastsatte antal.

Til § 19

I overensstemmelse med mangeårig praksis foreslås det nu lovfæstet, at de

midler, der står til rådighed for tilskud til anlæg af læhegn, fortrinsvis

skal anvendes til støtte for den kollektive læplantning.

Efter bestemmelsen vil der fortsat være mulighed for at yde tilskud til

individuel læplantning, hvor ansøgeren er afskåret fra at indgå i en

kollektiv læplantning eller ikke hensigtsmæssigt kan deltage i en sådan.

Tilskudsgrundlaget er væsentlig forskellig. Mens der ved kollektiv

læplantning, jf. § 18, stk. 2, ydes tilskud til de samlede

anlægsomkostninger, beregnes tilskuddet ved individuel læplantning på

grundlag af planteprisen.

Ifølge den nuværende lovs § 3 kan der ved individuel læplantning ydes

tilskud på indtil 50 pct. af indkøbte lætræers pris. Dette princip der

iøvrigt svarer til mangeårig praksis videreføres ved § 19 stk. 2. Det

er som i § 18, stk. 2 ved udformningen af 50 pct.-reglen tilstræbt at

understrege, at de 50 pct. er maksimum og ikke nødvendigvis normen, eller

noget tilskudsmodtageren har krav på.

Til § 20

Bestemmelsen sigter bl.a. til det forhold, at der i en række situationer

som led i beskæftigelsesforanstaltninger har været ydet kommunale tilskud til

læplantningen. Disse ekstra beløb er blevet administreret således, at der er

sket en udvidelse af læplantningens omfang, mens der ikke er sket nogen

forhøjelse af statstilskuddet til den enkelte lodsejer. Der er yderligere

tale om, at legatmidler og donationer i beskedent omfang tilgår

læplantningen. Under hensyn til disses i det hele ubetydelige omfang er der

ikke fundet anledning til at medtage sådanne midler i reglen i stk. 1.

Til § 21

Da de projekter, der vil kunne blive tale om, vil have meget varierende

indhold og omfang foreslås det, at landbrugsministeren kan fastsætte

tilskudsgrundlaget og tilskudsprocenten i det enkelte tilfælde. Det må

imidlertid anses for ønskeligt, at tilskudsmodtageren selv har et væsentligt

økonomisk medansvar for projektet, og det foreslås derfor, at tilskud i

almindelighed ikke skal kunne overstige 50 pct. af de tilskudsberettigede

udgifter.

Til § 22

Bestemmelserne i § 22-24 indeholder de nødvendige bemyndigelser til at

fastlægge ordningens administrative tilrettelæggelse, der nødvendiggøres af

opbygning af en ny administration i tilknytning til Fællesudvalget.

Ved ordningens tilrettelæggelse vil man bl. a. sikre sig, at udvalget

gennem sammensætning af repræsentanter for regionsudvalgene får en

repræsentativ sammensætning, samt at reglerne om inhabilitet i

forvaltningslovens kapitel 2 er opfyldt for udvalgets medlemmer. Bestemmelsen

åbner mulighed for at udpege særligt sagkyndige til Fællesudvalget for

Læplantning, hvis der måtte vise sig behov derfor.

Der kan videre blive tale om at fastlægge nærmere retningslinier med

henblik på en sikring af, at læplantningsopgaven overdrages til den

entreprenør, der under hensyntagen til arbejdets kvalitet sikrer udførelsen

med færrest omkostninger til følge.

Der vil desuden blive stillet krav om indberetning af de nødvendige

oplysninger til Landbrugsministeriet, bl. a. af hensyn til

refusionsansøgninger til EF. I øvrigt henvises til bemærkninger i det

oprindelige forslag.

Til § 23

Det foreslås i bestemmelsen, at de i § 18, stk. 2 og stk. 3 samt § 19,

stk. 2, fastsatte begrænsninger af tilskuddet til ikke over 50 pct. af de

tilskudsberettigede udgifter under ganske særlige omstændigheder kan

fraviges. Dispensationsbeføjelsen forventes kun undtagelsesvist anvendt, men

det kan være ønskeligt at kunne fravige 50 pct.-grænsen, hvis der f.eks.

skulle blive tale om læplantning på mindre øer.

Til § 24

Med bestemmelsen i stk. 2 er der skabt mulighed for, at der i lighed med

anden støttelovgivning kan foretages besigtigelse af arealer, for hvilke der

er ansøgt om tilskud til læplantning til brug ved en bedømmelse af projektet

samt givet mulighed for en efterfølgende kontrol med foranstaltninger,

hvortil der er ydet tilskud.

For de kollektive læhegns vedkommende har Hedeselskabet hidtil foretaget

tilsynet med hjemmel i lavenes vedtægter, og der har derudover af

Hedeselskabet været udøvet en stikprøvekontrol over modtagere af tilskud til

individuel læplantning. Der har herved været konstateret nogle tilfælde, hvor

tilskudsbetingelserne har været tilsidesat, og der har i sådanne tilfælde

været rejst krav om tilbagebetaling af de ydede statstilskud.

Til § 25

Det foreslås at omkostningerne i forbindelse med Fællesudvalgets

administration af tilskud til kollektiv og individuel læplantning, afholdes

inden for læhegnsbevillingen.

Til § 26

Bestemmelsen svarer i sin udformning til en række af Landbrugsministeriets

øvrige tilskudslove.

I det i 1976 fremsatte forslag til læplantningslov, jf. foran under

Almindelige bemærkninger, 3, var det foreslået, at landbrugsministeren kunne

bemyndige Statens Jordlovsudvalg (jordbrugskommissionerne) til at træffe

afgørelse efter loven. Under forslagets behandling i Folketinget foretoges af

praktiske hensyn en ændring på dette punkt, således at landbrugsministeren i

henhold til lovens § 6, stk. 1, kan bemyndige Det danske Hedeselskab til at

træffe afgørelse efter loven. Baggrunden for denne ændring var bl.a., at der

var tale om en tidsbegrænset tilskudsordning, og at Hedeselskabet under

tidligere ikke-lovfæstede ordninger havde administreret tilskuddene til

læplantningen.

Der bør som almindeligt princip være adgang til at klage over afgørelser

truffet af et organ uden for offentligt regi, og bestemmelsen giver derfor

mulighed for at fastlægge nærmere regler om adgangen til at påklage

Fællesudvalgets afgørelser, herunder hvortil der skal kunne klages.

Til § 27

Under henvisning til, at der skal opbygges en ny administration, foreslås

det at landbrugsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Det påregnes, at loven vil kunne sættes i kraft med virkning fra 1. januar

1989.

Bilag

Lov nr. 245 af 12. maj 1976 om tilskud til læplantning

(med de af lov nr. 566 af 16. november 1977 om ændring af forskellige

lovbestemmelser i anledning af omlægningen af statens finansår til

kalenderåret, lov nr. 127 af 25. marts 1981 om ændring af lov om tilskud til

læplantning samt lov nr. 116 af 11. marts 1987 om ændring af lov om tilskud

til læplantning følgende ændringer) § 1. Til tilplantningsarbejder på

landbrugsarealer kan landbrugsministeren i finansårene 1976-77 til 1981 og

derudover til 31. marts 1982 give tilsagn om tilskud af statskassen inden for

en beløbsramme på 5 mill. kr. årligt.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan endvidere i tiden fra 1. april 1982 til

31. december 1982 samt i finansårene 1983 til 1988 give tilsagn om tilskud af

statskassen inden for en beløbsramme, der fastsættes på de årlige finanslove.

§ 2. Til kollektive læplantningsarbejder kan der ydes indtil 50 pct. af de

med arbejdets udførelse forbundne omkostninger.

§ 3. Til anlæg af lægivende hegn på landbrugs- eller gartnerijord under

forhold, hvor der ikke er mulighed for at deltage i kollektiv læplantning,

kan der ydes de pågældende jordbrugere et tilskud på indtil 50 pct. af

indkøbte lætræers pris.

§ 4. Landbrugsministeren kan kræve, at tilskud efter denne lov

tilbagebetales, såfremt de pågældende læhegn misrøgtes eller sløjfes inden 10

år efter anlægget.

§ 5. Landbrugsministeren bemyndiges til at fastsætte de nødvendige regler

for tilskudsordningens gennemførelse og administration, herunder om, hvilke

udgifter der skal anses for tilskudsberettigede, samt om tilskudsprocenten og

tilskuddenes udbetaling.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan udbetale forskud på tilskudsbeløb i

henhold til § 2.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for tilbagebetaling i

henhold til § 4 af ydede tilskudsbeløb.

Stk. 4. Landbrugsministeren kan fastsætte forskrifter for projektering,

udførelse, tilsyn med og vedligeholdelse af de kollektive læplantninger.

§ 6. Landbrugsministeren kan bemyndige Det danske Hedeselskab til at

træffe afgørelser efter denne lov.

Stk. 2. Hedeselskabets afgørelse efter stk. 1 kan påklages til

landbrugsministeren.

§ 7. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§ 8. (Ikrafttrædelsesbestemmelse).

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter