Spring til indhold

Retsinformation

1988 LSF 29 FORSLAG TIL LOV OM HUSDYRSYGDOMME

1988/1 LSF 29Lovforslag som fremsatFolketinget17. maj 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Formål og område

§ 1. Lovens formål er at sikre sundhedstilstanden blandt husdyr ved at

iværksætte foranstaltninger til forebyggelse, overvågning og bekæmpelse af

husdyrsygdomme.

§ 2. Loven omfatter alle husdyrsygdomme, herunder de sygdomme, der er

optaget i lovens bilag 1 og 2.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan foretage ændringer i bilagene.

§ 3. Loven omfatter både dyr, der befinder sig i menneskelig varetægt, og

vildtlevende dyr.

Kapitel 2

Konstatering og anmeldelse

§ 4. Den, som i sin varetægt har dyr, som er eller kan mistænkes for at

være angrebet af en af de sygdomme, der er nævnt i lovens bilag 1, skal

tilkalde en dyrlæge.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at dyrlæge skal

tilkaldes, såfremt visse nærmere angivne symptomer forekommer hos dyr.

§ 5. Når en dyrlæge tilkaldes i henhold til § 4, skal dyrlægen søge

mistanken om sygdommen be- eller afkræftet samt søge sygdommens art

konstateret.

Stk. 2. Hvis en dyrlæge efter undersøgelser foretaget i henhold til stk. 1

eller i øvrigt i forbindelse med sit arbejde får mistanke om, at der

foreligger en sygdom, som er omfattet af gruppe A i bilag 1, skal dyrlægen

straks underrette den myndighed, der udpeges i medfør af § 6.

Stk. 3. Hvis en dyrlæge efter undersøgelser foretaget i henhold til stk. 1

eller i øvrigt i forbindelse med sit arbejde får mistanke om, at der

foreligger en sygdom, som er omfattet af gruppe B i bilag 1, skal dyrlægen

foretage undersøgelser og indberetning og herunder i fornødent omfang udtage

prøver efter regler fastsat i medfør af § 6.

§ 6. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke

Læs alt

foranstaltninger der skal træffes ved mistanke om eller forekomst af

sygdomme, der er omfattet af bilag 1, herunder undersøgelser, aflivning i

undersøgelsesøjemed, udtagning og indsendelse af prøver,

laboratorieundersøgelser og indberetning.

Kapitel 3

Bekæmpelsesforanstaltninger

§ 7. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om eller påbyde iværksat

foranstaltninger for at udrydde eller hindre eller begrænse udbredelse af de

i bilag 2 nævnte sygdomme samt for at imødegå risiko for udbredelse af disse

sygdomme.

Stk. 2. Foranstaltninger i henhold til stk. 1 kan omfatte:

1) For dyr:

a) undersøgelse, herunder prøveudtagning med henblik på diagnosticering,

b)behandling,

c)vaccination,

d)mærkning,

e)isolation,

f)tilsyn,

g)nedslagning og

h)destruktion.

2) For animalske produkter, foder, gødning og materiale, som kan være

inficeret eller kontamineret:

a) undersøgelse for smitstoffer,

b)pasteurisering,

c)sterilisering,

d)desinfektion,

e)destruktion og

f)tilintetgørelse.

3) For bygninger, anlæg, maskiner og transportmidler:

a)rensning og

b)desinfektion.

4) For anlæg, ejendomme eller områder:

a) tilsyn og

b)afspærring.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan endvidere forbyde eller begrænse enhver

flytning af dyr, animalske produkter, foder og foderstoffer, strøelse og

andet materiale, som indebærer risiko for udbredelse af sygdom samt forbyde

eller begrænse afholdelse af markeder, auktioner, dyrskuer samt enhver anden

samling af dyr.

Kapitel 4

Forebyggende foranstaltninger

§ 8. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om eller forbyde dyrehold på

steder, der frembyder særlig sundhedsmæssig risiko for husdyr.

§ 9. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om sygdomsforebyggende

foranstaltninger for steder, hvor dyr holdes eller bringes sammen, samt for

behandling, opbevaring og transport m.v. af animalske produkter og gødning

m.v.

§ 10. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om overvågning af

sundhedstilstanden samt om forebyggelse og afhjælpning af sundhedsmæssige

problemer blandt husdyr.

Stk. 2. I regler, der fastsættes i medfør af stk. 1, kan der fastsættes

bestemmelser om vaccination og andre forebyggende foranstaltninger. Endvidere

kan der fastsættes regler om indsamling og indberetning af data til belysning

af besætningers sundhedsmæssige tilstand, om mærkning af dyr og om udtagning

af prøver fra dyr og produkter fra disse til undersøgelse for sygdomme eller

sygelige tilstande.

§ 11. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om indretning og drift af

og dyrlægetilsyn med dyrehaver, zoologiske haver, dyrehandeler og lignende

steder med dyrehold samt om betaling for tilsynet.

§ 12. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om eller påbyde

foranstaltninger, der tager sigte på at forebygge eller hindre, at sygdomme

overføres mellem dyr og mennesker.

Kapitel 5

Omsætning m.v. af dyr

§ 13. Ejere af husdyrbesætninger skal registrere afgang fra henholdsvis

tilgang til besætninger af dyr. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler

herom.

§ 14. Klovbærende dyr, som flyttes, omsættes, herunder føres til

slagtning, eller tilføres samlinger af dyr, skal være mærket eller ledsaget

af dokumentation, således at dyrenes oprindelse og identitet kan fastslås og

sundhedstilstanden kan vurderes. Landbrugsministeren fastsætter nærmere

regler herom. Reglerne kan indeholde krav om, at en bestemt form for mærkning

eller dokumentation skal anvendes.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at andre dyr end

klovbærende dyr skal være omfattet af stk. 1.

§ 15. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om smittebeskyttende

foranstaltninger for steder, hvor dyr bringes sammen, og for transport af

dyr.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte bestemmelser om sundhedsmæssige

krav til dyr, der overføres til områder med særlig sygdomsmæssig status, samt

om vilkår i forbindelse med overførslen.

§ 16. Etablering af permanente markedspladser, auktionslokaler eller

samlestalde for dyr skal godkendes af landbrugsministeren.

Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om betingelserne for

godkendelse samt om, hvilke dyrearter der kan tilføres, om indretning, drift

og dyrlægetilsyn m.v. samt om betaling for tilsynet.

Stk. 2. Markeder, dyrskuer og auktioner, som afholdes højst 4 gange

årligt, og hvortil der føres dyr, skal forinden afholdelsen anmeldes til

Landbrugsministeriet. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om

anmeldeordningen, herunder om, hvor lang tid forud for afholdelsen anmeldelse

skal ske, samt om, hvilke dyrearter der kan tilføres, og om indretning, drift

og dyrlægetilsyn m.v. samt om betaling for tilsynet.

§ 17. Personer, selskaber og foreninger m.v., der erhvervsmæssigt omsætter

klovbærende dyr, skal foretage anmeldelse herom efter regler fastsat af

landbrugsministeren.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at de i stk. 1 nævnte

personer og selskaber m.v. skal registrere køb og salg af klovbærende dyr.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at personer,

selskaber og foreninger m.v., der omsætter andre dyr end klovbærende eller

ikke-erhvervsmæssigt omsætter klovbærende dyr, skal foretage anmeldelse herom

og registrere køb og salg af dyr.

Kapitel 6

Sædoverføring og ægtransplantation

§ 18. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om sundhedsmæssige krav til

husdyr, hvis sæd, æg eller embryoner kunstigt overføres, samt til sæd, æg

eller embryoner, der er bestemt til kunstig sædoverføring eller

ægtransplantation.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte bestemmelser om mærkning af

husdyr, der anvendes til sædudtagning, leverer æg eller embryoner, eller

hvortil sæd eller embryoner overføres, samt af det derved frembragte afkom.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte bestemmelser om anvendelse af

dyr til bedækning.

§ 19. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at husdyr og sæd, æg

eller embryoner fra husdyr, som skal anvendes til kunstig sædoverføring eller

ægtransplantation på andres dyr, kun må holdes henholdsvis opbevares på

virksomheder, som er godkendt dertil.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om

virksomhedernes indretning og drift, herunder regler om dyrlægetilsyn og

betaling herfor og om personalemæssige forhold samt om besøg på

virksomhederne.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om opsamling,

udtagning, bedømmelse, præparation, identifikation, opbevaring, forsendelse

og kunstig overføring af sæd, æg og embryoner samt om virksomhedernes pligt

til at føre journaler og foretage indberetning om forhold vedrørende

sygdomstilfælde og frugtbarhedskontrol.

§ 20. Kunstig overføring af sæd, æg eller embryoner til husdyr samt

udtagning af æg eller embryoner fra husdyr må kun udføres af autoriserede

dyrlæger eller af personer, som opfylder de betingelser, som fastsættes af

landbrugsministeren.

§ 21. Bestemmelserne i dette kapitel finder også anvendelse på husdyr, der

benyttes af en forening, et selskab eller anden sammenslutning til udtagning

af sæd eller til overføring af æg eller embryoner til medlemmernes husdyr.

Kapitel 7

Animalsk affald

§ 22. Selvdøde og aflivede dyr, kød- og slagteaffald, som er uegnet eller

ikke agtes anvendt til menneskeføde, samt andre animalske affaldsprodukter

skal behandles, opbevares, transporteres m.v. på en sådan måde, at smitstof

eller andre skadelige stoffer ikke kan spredes. Landbrugsministeren

fastsætter nærmere regler herom.

Stk. 2. Produkter som nævnt i stk. 1 må ikke anvendes som foder til dyr,

medmindre landbrugsministeren har meddelt tilladelse hertil.

§ 23. Virksomheder, der indsamler, opbevarer, behandler eller distribuerer

dyr og produkter som nævnt i § 22 med henblik på destruktion heraf og

ødelæggelse af smitstof eller med henblik på anvendelse som foder til dyr,

skal autoriseres af landbrugsministeren, der fastsætter nærmere regler herom.

Landbrugsministeren kan fastsætte regler om opbevaring, transport,

behandling, destruktion og anvendelse af disse dyr og produkter, om

virksomhedernes indretning og drift og om tilsyn med virksomhederne og

betaling herfor samt om pligt til at aftage dyr og produkter til destruktion.

Kapitel 8

Foder

§ 24. Med henblik på at hindre smittespredning eller anden sundhedsmæssig

risiko for husdyr kan landbrugsministeren fastsætte regler om behandling,

opbevaring og anvendelse af produkter, der anvendes eller agtes anvendt som

foder til husdyr, og om udtagning af prøver heraf samt regler om dyrehold i

forbindelse med erhvervsmæssig fremstilling af foder.

Kapitel 9

Veterinære lægemidler m.v.

§ 25. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om eller forbyde veterinær

anvendelse af vacciner, sera, immunologiske testpræparater, lægemidler og

præparater fremstillet af animalske produkter og andre lægemidler og

præparater. I reglerne kan der fastsættes bestemmelser om, at husdyr, der er

behandlet med, har indtaget eller optaget de nævnte lægemidler m.v., ikke må

fjernes fra besætningen inden en nærmere fastsat frist.

Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af stk. 1, kan det bestemmes, at

dyrlæger skal føre særlige optegnelser over udlevering og anvendelse af

veterinære lægemidler som nævnt i stk. 1, og at optegnelserne skal stilles

til rådighed for landbrugsministeren.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om indførsel,

markedsføring, kvalitet og anvendelse af stoffer, som regulerer husdyrs

ydelse, tilvækst eller reproduktion.

Stk. 4. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af

desinfektionsmidler og andre produkter, der tjener til forebyggelse og

fjernelse af sygdomsforvoldende forhold i husdyrs omgivelser.

§ 26. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for anvendelse af

materialer, som kan fremkalde sygdomme, i forsknings- og forsøgsøjemed eller

med henblik på frembringelse af biologiske præparater.

§ 27. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om udsætning, anvendelse,

omsætning, import og eksport af genteknologisk fremstillede husdyr, herunder

husdyr modificeret ved hjælp af genteknologisk fremstillede organismer, samt

om forudgående anmeldelse eller godkendelse.

Kapitel 10

Betaling, erstatning m.v.

§ 28. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang

udgifterne i forbindelse med laboratorieundersøgelser, udtagning af prøver og

andre foranstaltninger, der iværksættes i medfør af loven, afholdes af

staten.

§ 29. Ved nedslagning af dyr og ved destruktion i henhold til § 7 af foder

og af æg, mælk og lignende animalske produkter, yder statskassen ejeren en

erstatning svarende til dyrenes eller produkternes værdi, jf. dog stk. 2,

samt en erstatning til hel eller delvis dækning af det herved opståede

driftstab.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning af

erstatning i henhold til stk. 1. Reglerne kan indeholde bestemmelser om

maksimering af erstatningen.

Kapitel 11

Forskellige bestemmelser

§ 30. Henlægger landbrugsministeren sine beføjelser efter loven til

institutioner under Landbrugsministeriet, kan ministeren fastsætte regler om

adgangen til at klage over disse myndigheders afgørelser, herunder om at

disse myndigheder har den endelige administrative afgørelse.

Stk. 2. Efter forhandling med den pågældende minister kan

landbrugsministeren fastsætte regler om andre myndigheders eller

institutioners medvirken ved varetagelse af opgaver efter loven. Stk. 1

finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at private

institutioner medvirker ved varetagelse af opgaver efter loven eller efter

regler fastsat i medfør af loven og om klage over disse institutioners

afgørelser.

§ 31. Personer, der er ansat i Landbrugsministeriet og

Veterinærdirektoratet, eller som er særligt bemyndiget hertil, har, i det

omfang varetagelsen af de i loven omhandlede opgaver kræver det, til enhver

tid mod legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og private

ejendomme og lokaliteter.

Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Landbrugsministeren

kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

§ 32. Ejere af dyr skal vederlagsfrit stille den nødvendige bistand til

rådighed ved undersøgelser og udtagning af prøver og ved andre

foranstaltninger, der iværksættes i henhold til loven.

§ 33. Det påhviler virksomheder, der modtager animalske produkter fra

landbrugsbedrifter, efter anmodning at give oplysning om de pågældende

leverandørbesætninger. Oplysningerne skal omfatte ejerens navn og adresse,

identifikation af ejendommen samt besætningens art og sammensætning.

§ 34. Landbrugsministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse

af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs direktiver og beslutninger om

forhold, som er omfattet af denne lov. Landbrugsministeren kan endvidere

fastsætte de bestemmelser, som er nødvendige for anvendelsen af Det

Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger om forhold, som er omfattet af

denne lov.

Kapitel 12

Straffebestemmelser

§ 35. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning,

straffes med bøde den, der

1) undlader at tilkalde dyrlæge efter § 4,

2) overtræder § 5, § 13, § 14, § 20 og § 22,

3) undlader at efterkomme forbud eller påbud efter § 7, § 8, § 12 og § 25,

4) uden godkendelse eller anmeldelse udøver virksomhed som omhandlet i §

16 og § 17, stk. 1,

5) uden autorisation udøver virksomhed som omhandlet i § 23,

6) undlader at stille bistand til rådighed efter § 32 eller

7) undlader at give oplysning efter § 33.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes

straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

§ 36. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber,

anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant

bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt

fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen

eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 37. Retsmidlerne i retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme

omfang som i statsadvokatsager.

Kapitel 13

Ikrafttrædelses-, ændrings- og overgangsbestemmelser m.v.

§ 38. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af

landbrugsministeren.

§ 39. Følgende love ophæves:

1) Lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene.

2) Lov nr. 188 af 1. maj 1923 om tillæg til lov af 14. april 1920 om

smitsomme sygdomme hos husdyrene.

3) Lov nr. 138 af 18. april 1925 om tillæg til lov af 14. april 1920 om

smitsomme sygdomme hos husdyrene.

4) Lov nr. 326 af 23. december 1925 om ændring af lov af 14. april 1920 om

smitsomme sygdomme hos husdyrene.

5) Lov nr. 139 af 1. juli 1927 om ændringer i og tillæg til lov af 14.

april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene.

6) Lov nr. 175 af 5. juni 1959 om tillæg til lov om smitsomme sygdomme hos

husdyrene.

7) Lov nr. 424 af 30. juni 1922 om anvendelse af selvdøde dyr m.v.

8) Lov nr. 131 af 26. marts 1941 om foranstaltninger til udryddelse af

oksebremselarven.

9) Lov nr. 197 af 7. maj 1948 om markeder m.v. for heste og kreaturer.

10) Lov nr. 42 af 20. februar 1960 om vaccination mod ondartede smitsomme

pelsdyrsygdomme.

11) Lov nr. 129 af 31. marts 1960 om vaccination mod mund- og klovesyge.

12) Lov nr. 211 af 31. maj 1968 om kunstig sædoverføring på husdyr.

13) Lov nr. 214 af 31. maj 1968 om bekæmpelse af enzootisk leukose hos

kvæg.

Stk. 2. Regler, der er udstedt med hjemmel i de nævnte love, forbliver i

kraft, indtil de afløses af bestemmelser fastsat i henhold til denne lov.

Stk. 3. Overtrædelse af bestemmelser, der forbliver i kraft, straffes med

bøde. §§ 36 og 37 finder tilsvarende anvendelse.

§ 40. I lov om lægemidler, jf. lovbekendtgørelse nr. 451 af 6. august

1982, som ændret ved lov nr. 157 af 11. april 1984, indsættes efter §

40 og før overskriften »Apotekervarenævnet«:

»§ 40 a. Det Veterinære Vaccineudvalg, der består af 5 medlemmer, som

udnævnes af landbrugsministeren, rådgiver Sundhedsstyrelsen i sager om

vacciner, sera og andre lægemidler, der er bestemt til veterinær anvendelse

eller kan anvendes veterinært.

Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter udvalgets forretningsorden.

Stk. 3. § 38, stk. 3, og § 40 finder anvendelse på Det Veterinære

Vaccineudvalg.«

§ 41. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne, men kan dog ved kongelig

anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige

grønlandske forhold tilsiger.

Bilag 1

Oversigt over smitsomme husdyrsygdomme

Indberetning

Gruppe A

(omfatter sygdomme, der skal indberettes til veterinærmyndighederne i

henhold til § 5, stk. 2, jf. § 6).

Sygdomme, der forekommer hos flere dyrearter

Bluetongue

Miltbrand

Mund- og klovesyge

Rabies hos andre dyr end flagermus

Rift Valley fever

Vesikulær stomatitis

Brucellose

Tuberkulose (bovin og human type)

Kvægsygdomme

Kvægpest

Lumpy skin disease

Oksens ondartede lungesyge

Svinesygdomme

Afrikansk svinepest

Klassisk svinepest

Smitsom blæreudslæt hos svin (SVD)

Smitsom svinelammelse (Teschener syge)

Sygdomme, der fortrinsvis forekommer hos små drøvtyggere

Fåre- og gedekopper

Fåre- og gedepest

Scrapie

Hestesygdomme

Afrikansk hestepest

Snive

Fjerkræsygdomme

Influenzainfektioner, herunder Fowl Plague

Infektiøs laryngotracheitis hos fjerkræ

Newcastle disease

Hønsetyfus (Salmonella gallinarium og Salmonella pullorum)

Gruppe B

(omfatter sygdomme, der skal indberettes til veterinærmyndighederne i

henhold til § 5, stk. 3, jf. § 6).

Sygdomme, der forekommer hos flere dyrearter

Hydatidose (Echinococcus granulasus)

Salmonellose

Trikinose

Fjerkrætuberkulose

Aujeszky's sygdom

Kvægsygdomme

Cysticerkose hos kvæg (Cysticercus bovis sive ihermes)

Enzootisk leukose

Infektion med bovin herpesvirus 1 (IBR/IPV)

Oksebremselarve-invasion

Parafilaria bovicola-invasion

Svinesygdomme

Cysticerkose hos svin (Cysticercus cellulosae)

Overførbar gastroenteritis (TGE)

Hestesygdomme

Contagiøs equin metritis (CEM)

Infektiøs anæmi

Ondartet beskelersyge (dourine)

Venezuelansk hesteencephalitis

Epizootisk lymphangitis

Fjerkræsygdomme

Fjerkrækopper

Fjerkrækolera

Ornitose (Clamydiose)

Pelsdyr- og kaninsygdomme

Hvalpesyge hos pelsdyr

Virus enteritis hos mink

Myxomatose

Tularæmi

Skab hos ræv

Sygdomme hos flagermus

Rabies.

Bilag 2

Oversigt over smitsomme husdyrsygdomme

Bekæmpelse

Gruppe I

Sygdomme, der forekommer hos flere dyrearter

Bluetongue

Miltbrand

Mund- og klovesyge

Rabies hos andre dyr end flagermus

Rift Valley fever

Vesikulær stomatitis

Brucellose

Tuberkulose (bovin og human type)

Kvægsygdomme

Kvægpest

Lumpy skin disease

Oksens ondartede lungesyge

Svinesygdomme

Afrikansk svinepest

Klassisk svinepest

Smitsom blæreudslæt hos svin (SVD)

Smitsom svinelammelse (Teschener syge)

Sygdomme, der fortrinsvis forekommer hos små drøvtyggere

Fåre- og gedekopper

Fåre- og gedepest

Scrapie

Hestesygdomme

Afrikansk hestepest

Snive

Fjerkræsygdomme

Influenzainfektioner, herunder Fowl Plague

Infektiøs laryngotracheitis hos fjerkræ

Newcastle disease

Hønsetyfus (Salmonella gallinarium og Salmonella pullorum)

Gruppe II

Sygdomme, der forekommer hos flere dyrearter

Aujeszky's sygdom

Trikinose

Salmonellose

Kvægsygdomme

Enzootisk leukose

Infektion med bovin herpesvirus 1 (IBR/IPV)

Oksebremselarve-invasion

Parafilaria bovicola-invasion

Svinesygdomme

Overførbar gastroenteritis (TGE)

Hestesygdomme

Contagiøs equin metritis (CEM)

Infektiøs anæmi

Ondartet beskelersyge (dourine)

Venezuelansk hesteencephalitis

Epizootisk lymphangitis

Fjerkræsygdomme

Fjerkrækopper

Fjerkrækolera

Ornitose (Clamydiose)

Pelsdyr- og kaninsygdomme

Hvalpesyge hos pelsdyr

Virus enteritis hos mink

Myxomatose

Tularæmi

Sygdomme hos flagermus

Rabies

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Formål og område

§ 1. Lovens formål er at sikre sundhedstilstanden blandt husdyr ved at

iværksætte foranstaltninger til forebyggelse, overvågning og bekæmpelse af

husdyrsygdomme.

§ 2. Loven omfatter alle husdyrsygdomme, herunder de sygdomme, der er

optaget i lovens bilag 1 og 2.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan foretage ændringer i bilagene.

§ 3. Loven omfatter både dyr, der befinder sig i menneskelig varetægt, og

vildtlevende dyr.

Kapitel 2

Konstatering og anmeldelse

§ 4. Den, som i sin varetægt har dyr, som er eller kan mistænkes for at

være angrebet af en af de sygdomme, der er nævnt i lovens bilag 1, skal

tilkalde en dyrlæge.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at dyrlæge skal

tilkaldes, såfremt visse nærmere angivne symptomer forekommer hos dyr.

§ 5. Når en dyrlæge tilkaldes i henhold til § 4, skal dyrlægen søge

mistanken om sygdommen be- eller afkræftet samt søge sygdommens art

konstateret.

Stk. 2. Hvis en dyrlæge efter undersøgelser foretaget i henhold til stk. 1

eller i øvrigt i forbindelse med sit arbejde får mistanke om, at der

foreligger en sygdom, som er omfattet af gruppe A i bilag 1, skal dyrlægen

straks underrette den myndighed, der udpeges i medfør af § 6.

Stk. 3. Hvis en dyrlæge efter undersøgelser foretaget i henhold til stk. 1

eller i øvrigt i forbindelse med sit arbejde får mistanke om, at der

foreligger en sygdom, som er omfattet af gruppe B i bilag 1, skal dyrlægen

foretage undersøgelser og indberetning og herunder i fornødent omfang udtage

prøver efter regler fastsat i medfør af § 6.

§ 6. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke

foranstaltninger der skal træffes ved mistanke om eller forekomst af

sygdomme, der er omfattet af bilag 1, herunder undersøgelser, aflivning i

undersøgelsesøjemed, udtagning og indsendelse af prøver,

laboratorieundersøgelser og indberetning.

Kapitel 3

Bekæmpelsesforanstaltninger

§ 7. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om eller påbyde iværksat

foranstaltninger for at udrydde eller hindre eller begrænse udbredelse af de

i bilag 2 nævnte sygdomme samt for at imødegå risiko for udbredelse af disse

sygdomme.

Stk. 2. Foranstaltninger i henhold til stk. 1 kan omfatte:

1) For dyr:

a) undersøgelse, herunder prøveudtagning med henblik på diagnosticering,

b)behandling,

c)vaccination,

d)mærkning,

e)isolation,

f)tilsyn,

g)nedslagning og

h)destruktion.

2) For animalske produkter, foder, gødning og materiale, som kan være

inficeret eller kontamineret:

a) undersøgelse for smitstoffer,

b)pasteurisering,

c)sterilisering,

d)desinfektion,

e)destruktion og

f)tilintetgørelse.

3) For bygninger, anlæg, maskiner og transportmidler:

a)rensning og

b)desinfektion.

4) For anlæg, ejendomme eller områder:

a) tilsyn og

b)afspærring.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan endvidere forbyde eller begrænse enhver

flytning af dyr, animalske produkter, foder og foderstoffer, strøelse og

andet materiale, som indebærer risiko for udbredelse af sygdom samt forbyde

eller begrænse afholdelse af markeder, auktioner, dyrskuer samt enhver anden

samling af dyr.

Kapitel 4

Forebyggende foranstaltninger

§ 8. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om eller forbyde dyrehold på

steder, der frembyder særlig sundhedsmæssig risiko for husdyr.

§ 9. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om sygdomsforebyggende

foranstaltninger for steder, hvor dyr holdes eller bringes sammen, samt for

behandling, opbevaring og transport m.v. af animalske produkter og gødning

m.v.

§ 10. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om overvågning af

sundhedstilstanden samt om forebyggelse og afhjælpning af sundhedsmæssige

problemer blandt husdyr.

Stk. 2. I regler, der fastsættes i medfør af stk. 1, kan der fastsættes

bestemmelser om vaccination og andre forebyggende foranstaltninger. Endvidere

kan der fastsættes regler om indsamling og indberetning af data til belysning

af besætningers sundhedsmæssige tilstand, om mærkning af dyr og om udtagning

af prøver fra dyr og produkter fra disse til undersøgelse for sygdomme eller

sygelige tilstande.

§ 11. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om indretning og drift af

og dyrlægetilsyn med dyrehaver, zoologiske haver, dyrehandeler og lignende

steder med dyrehold samt om betaling for tilsynet.

§ 12. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om eller påbyde

foranstaltninger, der tager sigte på at forebygge eller hindre, at sygdomme

overføres mellem dyr og mennesker.

Kapitel 5

Omsætning m.v. af dyr

§ 13. Ejere af husdyrbesætninger skal registrere afgang fra henholdsvis

tilgang til besætninger af dyr. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler

herom.

§ 14. Klovbærende dyr, som flyttes, omsættes, herunder føres til

slagtning, eller tilføres samlinger af dyr, skal være mærket eller ledsaget

af dokumentation, således at dyrenes oprindelse og identitet kan fastslås og

sundhedstilstanden kan vurderes. Landbrugsministeren fastsætter nærmere

regler herom. Reglerne kan indeholde krav om, at en bestemt form for mærkning

eller dokumentation skal anvendes.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at andre dyr end

klovbærende dyr skal være omfattet af stk. 1.

§ 15. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om smittebeskyttende

foranstaltninger for steder, hvor dyr bringes sammen, og for transport af

dyr.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte bestemmelser om sundhedsmæssige

krav til dyr, der overføres til områder med særlig sygdomsmæssig status, samt

om vilkår i forbindelse med overførslen.

§ 16. Etablering af permanente markedspladser, auktionslokaler eller

samlestalde for dyr, skal godkendes af landbrugsministeren.

Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om betingelserne for

godkendelse samt om hvilke dyrearter, der kan tilføres, om indretning, drift

og dyrlægetilsyn m.v. samt om betaling for tilsynet.

Stk. 2. Markeder, dyrskuer og auktioner, som afholdes højst 4 gange

årligt, og hvortil der føres dyr, skal forinden afholdelsen anmeldes til

Landbrugsministeriet. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om

anmeldeordningen, herunder om, hvor lang tid forud for afholdelsen anmeldelse

skal ske, samt om hvilke dyrearter, der kan tilføres, og om indretning, drift

og dyrlægetilsyn m.v. samt om betaling for tilsynet.

§ 17. Personer, selskaber og foreninger m.v., der erhvervsmæssigt omsætter

klovbærende dyr, skal foretage anmeldelse herom efter regler fastsat af

landbrugsministeren.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at de i stk. 1 nævnte

personer og selskaber m.v. skal registrere køb og salg af klovbærende dyr.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at personer,

selskaber og foreninger m.v., der omsætter andre dyr end klovbærende, eller

ikke-erhvervsmæssigt omsætter klovbærende dyr, skal foretage anmeldelse herom

og registrere køb og salg af dyr.

Kapitel 6

Sædoverføring og ægtransplantation

§ 18. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om sundhedsmæssige krav til

husdyr, hvis sæd, æg eller embryoner kunstigt overføres, samt til sæd, æg

eller embryoner, der er bestemt til kunstig sædoverføring eller

ægtransplantation.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte bestemmelser om mærkning af

husdyr, der anvendes til sædudtagning, leverer æg eller embryoner, eller

hvortil sæd eller embryoner overføres, samt af det derved frembragte afkom.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte bestemmelser om anvendelse af

dyr til bedækning.

§ 19. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at husdyr og sæd, æg

eller embryoner fra husdyr, som skal anvendes til kunstig sædoverføring eller

ægtransplantation på andres dyr, kun må holdes henholdsvis opbevares på

virksomheder, som er godkendt dertil.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om

virksomhedernes indretning og drift, herunder regler om dyrlægetilsyn og

betaling herfor og om personalemæssige forhold samt om besøg på

virksomhederne.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om opsamling,

udtagning, bedømmelse, præparation, identifikation, opbevaring, forsendelse

og kunstig overføring af sæd, æg og embryoner, samt om virksomhedernes pligt

til at føre journaler og foretage indberetning om forhold vedrørende

sygdomstilfælde og frugtbarhedskontrol.

§ 20. Kunstig overføring af sæd, æg eller embryoner til husdyr, samt

udtagning af æg eller embryoner fra husdyr, må kun udføres af autoriserede

dyrlæger eller af personer, som opfylder de betingelser, som fastsættes af

landbrugsministeren.

§ 21. Bestemmelserne i dette kapitel finder også anvendelse på husdyr, der

benyttes af en forening, et selskab eller anden sammenslutning til udtagning

af sæd eller til overføring af æg eller embryoner til medlemmernes husdyr.

Kapitel 7

Animalsk affald

§ 22. Selvdøde og aflivede dyr, kød- og slagteaffald, som er uegnet eller

ikke agtes anvendt til menneskeføde, samt andre animalske affaldsprodukter,

skal behandles, opbevares, transporteres m.v. på en sådan måde, at smitstof

eller andre skadelige stoffer ikke kan spredes. Landbrugsministeren

fastsætter nærmere regler herom.

Stk. 2. Produkter som nævnt i stk. 1 må ikke anvendes som foder til dyr,

medmindre landbrugsministeren har meddelt tilladelse hertil.

§ 23. Virksomheder, der indsamler, opbevarer, behandler eller distribuerer

dyr og produkter som nævnt i § 22 med henblik på destruktion heraf og

ødelæggelse af smitstof eller med henblik på anvendelse som foder til dyr,

skal autoriseres af landbrugsministeren, der fastsætter nærmere regler herom.

Landbrugsministeren kan fastsætte regler om opbevaring, transport,

behandling, destruktion og anvendelse af disse dyr og produkter, om

virksomhedernes indretning og drift og om tilsyn med virksomhederne og

betaling herfor samt om pligt til at aftage dyr og produkter til destruktion.

Kapitel 8

Foder

§ 24. Med henblik på at hindre smittespredning eller anden sundhedsmæssig

risiko for husdyr kan landbrugsministeren fastsætte regler om behandling,

opbevaring og anvendelse af produkter, der anvendes eller agtes anvendt som

foder til husdyr, og om udtagning af prøver heraf, samt regler om dyrehold i

forbindelse med erhvervsmæssig fremstilling af foder.

Kapitel 9

Veterinære lægemidler m.v.

§ 25. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om eller forbyde veterinær

anvendelse af vacciner, sera, immunologiske testpræparater, lægemidler og

præparater fremstillet af animalske produkter og andre lægemidler og

præparater. I reglerne kan der fastsættes bestemmelser om, at husdyr, der er

behandlet med, har indtaget eller optaget de nævnte lægemidler m.v., ikke må

fjernes fra besætningen inden en nærmere fastsat frist.

Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af stk. 1, kan det bestemmes, at

dyrlæger skal føre særlige optegnelser over udlevering og anvendelse af

veterinære lægemidler som nævnt i stk. 1, og at optegnelserne skal stilles

til rådighed for landbrugsministeren.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om indførsel,

markedsføring, kvalitet og anvendelse af stoffer, som regulerer husdyrs

ydelse, tilvækst eller reproduktion.

Stk. 4. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af

desinfektionsmidler og andre produkter, der tjener til forebyggelse og

fjernelse af sygdomsforvoldende forhold i husdyrs omgivelser.

§ 26. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for anvendelse af

materialer, som kan fremkalde sygdomme, i forsknings- og forsøgsøjemed eller

med henblik på frembringelse af biologiske præparater.

§ 27. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om udsætning, anvendelse,

omsætning, import og eksport af genteknologisk fremstillede husdyr, herunder

husdyr modificeret ved hjælp af genteknologisk fremstillede organismer, samt

om forudgående anmeldelse eller godkendelse.

Kapitel 10

Betaling, erstatning m.v.

§ 28. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang

udgifterne i forbindelse med laboratorieundersøgelser, udtagning af prøver og

andre foranstaltninger, der iværksættes i medfør af loven, afholdes af

staten.

§ 29. Ved nedslagning af dyr og ved destruktion i henhold til § 7 af foder

og af æg, mælk og lignende animalske produkter, yder statskassen ejeren en

erstatning svarende til dyrenes eller produkternes værdi, jf. dog stk. 2,

samt en erstatning til hel eller delvis dækning af det herved opståede

driftstab.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning af

erstatning i henhold til stk. 1. Reglerne kan indeholde bestemmelser om

maksimering af erstatningen.

Kapitel 11

Forskellige bestemmelser

§ 30. Henlægger landbrugsministeren sine beføjelser efter loven til

institutioner under Landbrugsministeriet, kan ministeren fastsætte regler om

adgangen til at klage over disse myndigheders afgørelser, herunder om at

disse myndigheder har den endelige administrative afgørelse.

Stk. 2. Efter forhandling med den pågældende minister kan

landbrugsministeren fastsætte regler om andre myndigheders eller

institutioners medvirken ved varetagelse af opgaver efter loven. Stk. 1

finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at private

institutioner medvirker ved varetagelse af opgaver efter loven eller efter

regler fastsat i medfør af loven og om klage over disse institutioners

afgørelser.

§ 31. Personer, der er ansat i Landbrugsministeriet og

Veterinærdirektoratet, eller som er særligt bemyndiget hertil, har, i det

omfang varetagelsen af de i loven omhandlede opgaver kræver det, til enhver

tid mod legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og private

ejendomme og lokaliteter.

Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Landbrugsministeren

kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

§ 32. Ejere af dyr skal vederlagsfrit stille den nødvendige bistand til

rådighed ved undersøgelser og udtagning af prøver og ved andre

foranstaltninger, der iværksættes i henhold til loven.

§ 33. Det påhviler virksomheder, der modtager animalske produkter fra

landbrugsbedrifter, efter anmodning at give oplysning om de pågældende

leverandørbesætninger. Oplysningerne skal omfatte ejerens navn og adresse,

identifikation af ejendommen samt besætningens art og sammensætning.

§ 34. Landbrugsministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse

af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs direktiver og beslutninger om

forhold, som er omfattet af denne lov. Landbrugsministeren kan endvidere

fastsætte de bestemmelser, som er nødvendige for anvendelsen af Det

Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger om forhold, som er omfattet af

denne lov.

Kapitel 12

Straffebestemmelser

§ 35. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning,

straffes med bøde den, der

1) undlader at tilkalde dyrlæge efter § 4,

2) overtræder § 5, § 13, § 14, § 20 og § 22,

3) undlader at efterkomme forbud eller påbud efter § 7, § 8, § 12 og § 25,

4) uden godkendelse eller anmeldelse udøver virksomhed som omhandlet i §

16 og § 17, stk. 1,

5) uden autorisation udøver virksomhed som omhandlet i § 23,

6) undlader at stille bistand til rådighed efter § 32 eller

7) undlader at give oplysning efter § 33.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes

straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

§ 36. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber,

anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant

bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt

fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen

eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 37. Retsmidlerne i retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme

omfang som i statsadvokatsager.

Kapitel 13

Ikrafttrædelses-, ændrings- og overgangsbestemmelser m.v.

§ 38. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af

landbrugsministeren.

§ 39. Følgende love ophæves:

1) Lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene.

2) Lov nr. 188 af 1. maj 1923 om tillæg til lov af 14. april 1920 om

smitsomme sygdomme hos husdyrene.

3) Lov nr. 138 af 18. april 1925 om tillæg til lov af 14. april 1920 om

smitsomme sygdomme hos husdyrene.

4) Lov nr. 326 af 23. december 1925 om ændring af lov af 14. april 1920 om

smitsomme sygdomme hos husdyrene.

5) Lov nr. 139 af 1. juli 1927 om ændringer i og tillæg til lov af 14.

april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene.

6) Lov nr. 175 af 5. juni 1959 om tillæg til lov om smitsomme sygdomme hos

husdyrene.

7) Lov nr. 424 af 30. juni 1922 om anvendelse af selvdøde dyr m.v.

8) Lov nr. 131 af 26. marts 1941 om foranstaltninger til udryddelse af

oksebremselarven.

9) Lov nr. 197 af 7. maj 1948 om markeder m.v. for heste og kreaturer.

10) Lov nr. 42 af 20. februar 1960 om vaccination mod ondartede smitsomme

pelsdyrsygdomme.

11) Lov nr. 129 af 31. marts 1960 om vaccination mod mund- og klovesyge.

12) Lov nr. 211 af 31. maj 1968 om kunstig sædoverføring på husdyr.

13) Lov nr. 214 af 31. maj 1968 om bekæmpelse af enzootisk leukose hos

kvæg.

Stk. 2. Regler, der er udstedt med hjemmel i de nævnte love, forbliver i

kraft, indtil de afløses af bestemmelser, fastsat i henhold til denne lov.

Stk. 3. Overtrædelse af bestemmelser, der forbliver i kraft, straffes med

bøde. §§ 36 og 37 finder tilsvarende anvendelse.

§ 40. I lov om lægemidler, jf. lovbekendtgørelse nr. 451 af 6. august

1982, som ændret ved lov nr. 157 af 11. april 1984, indsættes efter §

40 i afsnittet »Forskellige lægemiddelnævn«:

»§ 40 a. Det Veterinære Vaccineudvalg, der består af 5 medlemmer, som

udnævnes af landbrugsministeren, rådgiver Sundhedsstyrelsen i sager om

vacciner, sera og andre lægemidler, der er bestemt til veterinær anvendelse

eller kan anvendes veterinært.

Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter udvalgets forretningsorden.

Stk. 3. § 38, stk. 3, og § 40 finder anvendelse på Det Veterinære

Vaccineudvalg.«

§ 41. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne, men kan dog ved kongelig

anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige

grønlandske forhold tilsiger.

Bilag 1

Oversigt over smitsomme husdyrsygdomme

Indberetning

Gruppe A

(omfatter sygdomme, der skal indberettes til veterinærmyndighederne i

henhold til § 5, stk. 2, jf. § 6).

Sygdomme, der forekommer hos flere dyrearter

Bluetongue

Miltbrand

Mund- og klovesyge

Rabies hos andre dyr end flagermus

Rift Valley fever

Vesikulær stomatitis

Brucellose

Tuberkulose (bovin og human type)

Kvægsygdomme

Kvægpest

Lumpy skin disease

Oksens ondartede lungesyge

Svinesygdomme

Afrikansk svinepest

Klassisk svinepest

Smitsom blæreudslæt hos svin (SVD)

Smitsom svinelammelse (Teschener syge)

Sygdomme, der fortrinsvis forekommer hos små drøvtyggere

Fåre- og gedekopper

Fåre- og gedepest

Scrapie

Hestesygdomme

Afrikansk hestepest

Snive

Fjerkræsygdomme

Influenzainfektioner, herunder Fowl Plague

Infektiøs laryngotracheitis hos fjerkræ

Newcastle disease

Hønsetyfus (Salmonella gallinarium og Salmonella pullorum)

Gruppe B

(omfatter sygdomme, der skal indberettes til veterinærmyndighederne i

henhold til § 5, stk. 3, jf. § 6).

Sygdomme, der forekommer hos flere dyrearter

Hydatidose (Echinococcus granulasus)

Salmonellose

Trikinose

Fjerkrætuberkulose

Aujeszky's sygdom

Kvægsygdomme

Cysticerkose hos kvæg (Cysticercus bovis sive ihermes)

Enzootisk leukose

Infektion med bovin herpesvirus 1 (IBR/IPV)

Oksebremselarve-invasion

Parafilaria bovicola-invasion

Svinesygdomme

Cysticerkose hos svin (Cysticercus cellulosae)

Overførbar gastroenteritis (TGE)

Hestesygdomme

Contagiøs equin metritis (CEM)

Infektiøs anæmi

Ondartet beskelersyge (dourine)

Venezuelansk hesteencephalitis

Epizootisk lymphangitis

Fjerkræsygdomme

Fjerkrækopper

Fjerkrækolera

Ornitose (Clamydiose)

Pelsdyr- og kaninsygdomme

Hvalpesyge hos pelsdyr

Virus enteritis hos mink

Myxomatose

Tularæmi

Skab hos ræv

Sygdomme hos flagermus

Rabies.

Bilag 2

Oversigt over smitsomme husdyrsygdomme

Bekæmpelse

Gruppe I

Sygdomme, der forekommer hos flere dyrearter

Bluetongue

Miltbrand

Mund- og klovesyge

Rabies hos andre dyr end flagermus

Rift Valley fever

Vesikulær stomatitis

Brucellose

Tuberkulose (bovin og human type)

Kvægsygdomme

Kvægpest

Lumpy skin disease

Oksens ondartede lungesyge

Svinesygdomme

Afrikansk svinepest

Klassisk svinepest

Smitsom blæreudslæt hos svin (SVD)

Smitsom svinelammelse (Teschener syge)

Sygdomme, der fortrinsvis forekommer hos små drøvtyggere

Fåre- og gedekopper

Fåre- og gedepest

Scrapie

Hestesygdomme

Afrikansk hestepest

Snive

Fjerkræsygdomme

Influenzainfektioner, herunder Fowl Plague

Infektiøs laryngotracheitis hos fjerkræ

Newcastle disease

Hønsetyfus (Salmonella gallinarium og Salmonella pullorum)

Gruppe II

Sygdomme, der forekommer hos flere dyrearter

Aujeszky's sygdom

Trikinose

Salmonellose

Kvægsygdomme

Enzootisk leukose

Infektion med bovin herpesvirus 1 (IBR/IPV)

Oksebremselarve-invasion

Parafilaria bovicola-invasion

Svinesygdomme

Overførbar gastroenteritis (TGE)

Hestesygdomme

Contagiøs equin metritis (CEM)

Infektiøs anæmi

Ondartet beskelersyge (dourine)

Venezuelansk hesteencephalitis

Epizootisk lymphangitis

Fjerkræsygdomme

Fjerkrækopper

Fjerkrækolera

Ornitose (Clamydiose)

Pelsdyr- og kaninsygdomme

Hvalpesyge hos pelsdyr

Virus enteritis hos mink

Myxomatose

Tularæmi

Sygdomme hos flagermus

Rabies

Bemærkninger til lovforslaget

Indledende bemærkninger

Forslag til lov om husdyrsygdomme blev fremsat første gang den 15.

december 1987, Lovforslag nr. L 132 (Folketingstidende 1987-88, sp. 3832).

Forslaget kom til 1. behandling den 15. januar 1988 (Folketingstidende

1987-88, sp. 4867-4880). Folketingets Landbrugs- og Fiskeriudvalg afgav

betænkning den 14. april 1988. Et flertal (udvalget med undtagelse af

Socialistisk Folkepartis medlemmer) indstillede forslaget til vedtagelse med

et af landbrugsministeren stillet ændringsforslag vedrørende forslagets § 25

angående regler om anvendelse af lægemidler og andre biologisk aktive

stoffer.

Det nu foreliggende lovforslag er identisk med lovforslag L 132, idet der

dog er foretaget redaktionel tilpasning af § 25 og bemærkningerne hertil.

Almindelige bemærkninger

1. Baggrund

Hensigten med lovforslaget er at forebygge, overvåge og bekæmpe

husdyrsygdomme. Det er hensigten især at lægge vægt på det forebyggende

element, som indebærer, at der kan skabes grundlag for at gennemføre

foranstaltninger med det sigte at hindre, at sygdomme opstår. Den gældende

lov om smitsomme sygdomme hos husdyrene - lov nr. 156 af 14. april 1920 (i

det følgende kaldet 1920-loven) - er i sit sigte især rettet mod bekæmpelse

af allerede opståede sygdomme, således at der i forhold til denne lov er tale

om en udvidelse. Nogle af de gældende særlove på sygdomsområdet omfatter

imidlertid også forebyggende foranstaltninger, f.eks. lov om udryddelse af

oksebremselarven, der indeholder bestemmelser om dyrlægetilsyn, lov om

vaccination mod ondartede smitsomme pelsdyrsygdomme og lov om vaccination mod

mund- og klovesyge, der giver mulighed for at gennemføre vaccination i

forebyggende øjemed.

I de senere år er de forebyggende foranstaltninger indgået i indsatsen

overfor husdyrsygdomme med stigende vægt, og lovforslaget indebærer, at der

skabes et retligt grundlag for overvågningsforanstaltninger m.v., som hidtil

i det væsentlige har været gennemført i form af de sundhedsprogrammer, der er

iværksat, og som er baseret på aftale mellem de veterinære myndigheder og

landbrugets organisationer.

De hensyn, som skal tilgodeses med lovforslaget, er

1) At fremme en sund husdyrbestand.

2) Samfundsøkonomiske hensyn.

Heri ligger for det første, at spredning af en husdyrsygdom i værste fald

kan betyde, at produktionsapparatet i form af en nærmere angivet

husdyrbestand, kan være udsat for hel eller delvis ødelæggelse.

For det andet, at frihed for husdyrsygdomme, herunder også sådanne, som

ikke nødvendigvis i sig selv indebærer en væsentlig risiko for husdyrene, er

af afgørende betydning for opretholdelsen af eksporten af animalske

landbrugsprodukter og dermed for valutaindtjeningen.

3) Hensynet til besvarelse af folkesundheden.

Dette hensyn har i denne sammenhæng ikke samme betydning i dag, som da

1920-loven blev gennemført. Forbedrede human- og veterinærmedicinske metoder

har medført, at spredningsmuligheden for f.eks. rabies eller tuberkulose er

meget lille. Det kan dog ikke udelukkes, at dette hensyn i særlige

situationer kan blive aktuelt.

4) Hensynet til de internationale aftaler og forpligtelser, som Danmark

har indgået, og som forudsætter, at der sker registrering og anmeldelse af

visse sygdomme og iværksættes en række sikkerheds- og

bekæmpelsesforanstaltninger ved sygdomsudbrud.

Hensigten med lovforslaget er endvidere at gennemføre en ajourføring,

modernisering og forenkling af den gældende husdyrsygdomslovgivning. Denne

lovgivning består af 1920-loven samt 9 særlove. 1920-loven er gennem årene

blevet ændret og udbygget ved i alt 8 ændrings- og tillægslove.

Udviklingen på husdyrsygdomsområdet har medført, at reglerne for en stor

dels vedkomende ikke længere er tidssvarende. Nye veterinærdiagnostiske og

-terapeutiske metoder har forbedret mulighederne for at forebygge, bekæmpe og

i visse tilfælde helt udrydde sygdomme, således at sygdomme, som tidligere

blev anset for alvorlige og derfor underkastet strenge

kontrolforanstaltninger, ikke længere udgør nogen væsentlig risiko.

Andre sygdomme, som tidligere enten ikke fandtes her i landet eller som

blev anset for mindre væsentlige, har i dag fået øget betydning, dels som

følge af den øgede internationale handel og samfærdsel, dels som følge af

ændringer i husdyrbestandene, i produktionsmetoderne og i

produktionsstrukturerne. Ændrede produktionsmønstre, der bl.a. indebærer

større samlinger af dyr, mere intensive produktionsformer og ændrede fysiske

rammer for produktionsdyrene, har medført øget risiko for

produktionsbetingede sygdomme, for smittespredning, og for øgede udgifter for

det offentlige i tilfælde af, at der kræves nedslagning af sygdomsramte

besætninger.

Med henblik på at gennemføre en revision af husdyrsygdomslovgivningen

nedsatte Landbrugsministeriet i april 1986 en arbejdsgruppe med deltagelse af

Landbrugsrådet, De danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger,

Organisationen Danske Slagterier, Kødbranchens Fællesråd, Danske Mejeriers

Fællesorganisation og Den danske Dyrlægeforening. Arbejdsgruppens arbejde har

dannet grundlag for nærværende lovforslag.

2. Den gældende lovgivning

Gældende lovgivning består af følgende love:

1) Lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene.

a) Lov nr. 188 af 1. maj 1923 om tillæg til lov af 14. april 1920.

b)Lov nr. 138 af 18. april 1925 om tillæg til lov af 14. april 1920.

c)Lov nr. 326 af 23. december 1925 om ændring af lov af 14. april 1920.

d)Lov nr. 139 af 1. juli 1927 om ændringer i og tillæg til lov af 14.

april 1920.

e)Lov nr. 175 af 5. juni 1959 om tillæg til lov af 14. april 1920.

f)Lov nr. 431 af 17. december 1965 om ændring af lov af 14. april 1920.

g)Lov nr. 306 af 3. marts 1971 om ændring af lov om tillæg til lov af 14.

april 1920.

h)Lov nr. 191 af 9. maj 1984 om ændring af lov af 14. april 1920.

2) Lov nr. 424 af 30. juni 1922 om anvendelse af selvdøde dyr m.v.

3) Lov nr. 131 af 26. marts 1941 om foranstaltninger til udryddelse af

oksebremselarven.

4) Lov nr. 197 af 7. maj 1948 om markeder m.v. for heste og kreaturer.

5) Lov nr. 131 af 13. april 1954 om udførsel og indførsel af levende dyr

m.v.

6) Lov nr. 42 af 20. februar 1960 om vaccination mod ondartede smitsomme

pelsdyrsygdomme.

7) Lov nr. 129 af 31. marts 1960 om vaccination mod mund- og klovesyge.

8) Lov nr. 211 af 31. maj 1968 om kunstig sædoverføring på husdyr.

9) Lov nr. 214 af 31. maj 1968 om bekæmpelse af enzootisk leukose hos

kvæg.

10) Lov nr. 283 af 18. juni 1969 om bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos

ferskvandsfisk.

De fleste af ovennævnte love vil blive ophævet samtidig med nærværende

lovs ikrafttræden. Følgende love forbliver i kraft: Lov om udførsel og

indførsel af levende dyr m.v. og lov om bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos

ferskvandsfisk.

En kort beskrivelse af de love, som vil blive ophævet i forbindelse med

nærværende lovforslags ikrafttræden, er optaget som bilag.

3. Lovforslaget i hovedtræk

Med lovforslaget tilsigtes at skabe et bedre grundlag for en forebyggende

indsats over for husdyrsygdomme, end den nuværende lovgivning giver mulighed

for. 1920-loven sigter overvejende mod at bekæmpe sygdomsudbrud.

Loven skal endvidere danne grundlag for det omfattende sæt af

administrative regler i form af bekendtgørelser, cirkulærer, instrukser m.v.,

som gennem årene er udarbejdet til udfyldning og supplering af

lovbestemmelserne.

Udover at sigte mere mod forebyggende foranstaltninger er lovens

anvendelsesområde udvidet i forhold til 1920-loven, der kun omfatter

smitsomme sygdomme. Forslaget omfatter alle former for husdyrsygdomme, dvs.

også sygdom, der skyldes f.eks. produktions- og miljøbetingede faktorer.

Denne udvidelse af sygdomsbegrebet skal bl.a. ses i sammenhæng med forslagets

fremhævelse af det forebyggende element. Miljø- og produktionsbetingede

sygdomme indtager i dag en mere fremtrædende plads i sygdomsbilledet end

tidligere. Løsningen af sådanne sygdomsproblemer foregår ikke ved akutte

bekæmpelsesforanstaltninger, men ved mere langsigtede og forebyggende

foranstaltninger i form af rådgivning og vejledning, jf. herved f.eks. lovens

regler i kapitel 4, som bl.a. vil kunne danne grundlag for sådanne

foranstaltninger, herunder f.eks. for sundhedsprogrammer.

Af andre nye elementer i forslaget kan nævnes forenklede regler om

tilkaldelse af dyrlæge ved sygdomsudbrud, og en forenkling af

markedsreglerne, gående ud på, at det hidtidige godkendelsessystem for visse

markeder m.v. erstattes af en anmeldeordning.

Endvidere er mulighederne for at foretage nedslagning udvidet til at gælde

alle former for sygdomme, der er optaget i lovens bilag 2. Efter 1920-loven

kan nedslagning kun påbydes ved udbrud af smitsomme sygdomme, der betegnes

som ondartede. Hidtidige erfaringer har vist, at den betydning, man tillægger

en given sygdom, kan veksle med skiftende produktions- og markedsforhold. Det

er derfor skønnet hensigtsmæssigt at indarbejde et element af fleksibilitet i

loven ved at lade muligheden for nedslagning være åben for alle

husdyrsygdomme. Det er dog ikke hensigten at gennemføre en udvidet anvendelse

af nedslagning som bekæmpelsesmiddel, jf. herved bemærkningerne til § 7.

Også som et nyt element foreslås en bestemmelse, der sikrer mulighed for

indseende med genteknologisk frembragte husdyr. Det skal i denne forbindelse

nævnes, at landbrugsministeren den 2. april 1986 i Folketinget fremsatte

forslag til lov om gensplejsning m.v. vedrørende jordbrugsproduktionen m.v.

(lovforslag nr. L 230, Folketingstidende 1985-86, sp. 8914-15 og 9238-82).

Dette forslag blev ikke færdigbehandlet i folketingssamlingen og er ikke

genfremsat.

Lov nr. 288 af 4. juni 1986 om miljø- og genteknologi regulerer bl.a.

anvendelsen af genteknologisk frembragte organismer, der kan anvendes i

jordbrugsproduktionen, ud fra hensynet til miljø, natur og menneskers

sundhed. Landbrugsministeriet agter at varetage hensynet til

jordbrugsproduktionen også for så vidt angår genteknologisk fremstillede

organismer. Landbrugsministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt, at der i

de enkelte særlove på Landbrugsministeriets område i nødvendigt omfang

foretages tilpasninger i regelgrundlaget, således at jordbrugsmæssige hensyn,

der varetages i dag, kan varetages som en generel regulering af alle

genteknologisk frembragte organismer, der kan anvendes i jordbruget.

Nærværende lovforslag indeholder således i § 27 en hjemmel dertil.

Loven omfatter således et meget bredt område, og loven er udformet med

henblik på, at den skal kunne danne grundlag for administrationen af dette

område i en årrække. Hensynet til den fleksibilitet, der er nødvendig herfor,

og til lovens overskuelighed forudsætter, at ministeren i ret vidt omfang

bemyndiges til at udstede detailreglerne efter retningslinjer, som er

fastlagt i loven.

Bemyndigelserne i loven vil i overensstemmelse med hidtidig praksis blive

anvendt efter forhandling med de respektive erhvervs- og

interesseorganisationer. Dette afskærer dog ikke de offentlige myndigheder

fra at træffe de fornødne foranstaltninger uden sådan forhandling, når hurtig

indgriben gør det nødvendigt.

4. Administrative og økonomiske konsekvenser

Lovforslaget fremhæver behovet for udbygning af de

husdyrsygdomsforebyggende foranstaltninger, hvoraf nogle har været udført i

nogen tid enten i henhold til lovbestemmelser eller i henhold til aftaler

mellem erhvervsorganisationer og staten, jf. bestemmelserne i § 10.

I samhandelen med udenlandske aftagere af dyr og animalske

landbrugsprodukter stilles stadigt øgede krav om attestdokumenteret frihed

for husdyrsygdomme. For så vidt angår avlsdyr stilles desuden i stigende grad

krav om oplysninger bl.a. om dyrenes genetiske arvemasse. Forudsætningen for,

at det danske veterinærvæsen vil kunne afgive sådanne attester, vil dels være

et forøget kendskab til sygdomssituationen blandt husdyrene, dels at der til

stadighed disponeres over den fornødne laboratoriekapacitet ved de veterinære

institutter til en hurtig gennemførelse af de for attestationerne nødvendige

analyser m.v. Samtidig med, at det klart vil være ønskeligt at kunne

imødekomme disse krav for dermed at kunne forøge samhandelen og

valutaindtjeningen, må det erkendes, at den udvidede samhandel, især inden

for De Europæiske Fællesskaber, i sig selv indebærer en øget risiko for

indslæben af smitsomme husdyrsygdomme, herunder eksotiske typer, som aldrig

eller gennem lang tid ikke er forekommet her i landet og hvis tilstedeværelse

ville få vidtrækkende følger for den danske husdyrbestand og

landbrugseksport. Flere af de alvorlige sygdomme, som er nævnt i bilag 2,

gruppe I, har i de senere år fået forøget aktualitet i Europa, f.eks. udbrud

af klassisk svinepest i England to gange efter mange års frihed for denne

sygdom, og udbrud af afrikansk svinepest i Belgien og Holland, hvor denne

sygdom aldrig tidligere er set.

Lovforslaget indeholder de fornødne bestemmelser til at kunne imødekomme

aftagerlandenes krav og reagere hensigtsmæssigt og effektivt i relation til

sygdomssituationen herhjemme og i vore samhandelslande. Udnyttelsen af disse

bestemmelser forudsætter imidlertid en vis forøgelse af ressourcerne hos de

offentlige veterinære institutioner, der ellers ikke vil kunne yde den

fornødne yderligere indsats i relation til disse yderligere formål med

husdyrsygdomsloven.

I Veterinærdirektoratet skønnes de nye aktiviteter at ville kræve 2 nye

årsværk til varetagelse af overvågnings- og tilsynsopgaver. Merudgifterne

hertil skønnes at ville udgøre ca. 0,5 mill. kr. årligt. Herudover skønnes

det nødvendigt over en ny tilskudskonto under Veterinærdirektoratet at optage

et beløb på 0,2 mill. kr. i 1989 stigende til 0,3 mill. kr. i 1990 og 1991

til tilskud til husdyrsygdomsovervågning i form af betaling for rekvirerede

diagnostiske undersøgelser.

På Statens Veterinære Institut for Virusforskning skønnes der at ville

blive behov for i alt 6 nye årsværk. Merudgifterne hertil og til anskaffelse

af materialer m.v. i forbindelse med gennemførelse af de ofte meget

komplicerede diagnostiske undersøgelser, som vil være nødvendige for at

klarlægge sygdomssituationen og gennemføre egnede bekæmpelseskampagner,

skønnes at ville udgøre ca. 1,8 mill. kr. Disse udgifter forudses fuldt ud

kompenseret ved indtægter i form af betaling for udførelse af disse prøver,

for 1988 af størrelsesordenen 2,3 mill. kr. Gennemførelse af den for tiden

stedfindende bekæmpelse af Aujeszky's sygdom vil herefter indgå i de nævnte

foranstaltninger.

For Statens Veterinære Serumlaboratorium, der har status som

statsvirksomhed, forudses på længere sigt at ville blive behov for ca. 5 nye

årsværk med dertil svarende merudgifter til lønning og materialer på ca. 1,4

mill. kr. til gennemførelse af et forøget antal diagnostiske undersøgelser og

en forøget rådgivning vedrørende forebyggelse af husdyrsygdomme. En del af

omkostningerne, især omkostninger vedrørende prøveundersøgelser, vil blive

modsvaret af indtægter i form af betaling for undersøgelserne, fortrinsvis

ved overførsel fra Veterinærdirektoratets tilskudskonto.

Også på Institut for Fjerkræsygdomme forudses behov for forøgelse af

ressourcerne som følge af en forventet forøgelse af antallet af diagnostiske

undersøgelser. Behovet skønnes at ville blive ca. 1,5 årsværk. Merudgifterne

hertil og til materialeforbrug i forbindelse med undersøgelsernes udførelse

skønnes at ville beløbe sig til ca. 0,5 mill. kr. årligt.

Det bemærkes, at disse ressourceforøgelser for alle de veterinære

institutter også vil være en forudsætning for en nødvendig udbygning af

aktiviteterne omkring de sygdomme, som kan angribe mennesker. Dett område

forventes at ville blive særlig omfattende for Institut for Fjerkræsygdomme i

forbindelse med et nærmere tilsyn med dyrehandler m.v., hvor især fugle kan

være bærere af sådanne sygdomme.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Til § 1

Med lovforslaget samles langt den største del af husdyrsygdomslovgivningen

under een lov. Samtidig foreslås denne lovgivning udvidet til også at omfatte

foranstaltninger. Det er derfor fundet hensigtsmæssigt at optage en

formålsbestemmelse i loven.

Til § 2

Til stk. 1

Lovforslaget omfatter principielt alle sygdomme, der kan ramme husdyr. Det

er uden betydning, hvorledes sygdommen er opstået. Det vil sige, at udover de

smitsomme husdyrsygdomme er også arvelige, miljø- og produktionsbetingede

sygdomme, sygdomme, der er forårsaget af toksiske stoffer (forgiftninger)

eller parasitter, samt sygdomme forårsaget af f.eks. gensplejsning omfattet.

Endvidere er sygdom forårsaget af radioaktiv forurening omfattet. Endelig er

zoonoser omfattet, dvs. sygdomme, der som f.eks. tuberkulose eller rabies kan

overføres mellem dyr og mennesker.

Det er uden betydning, hvordan sygdommen giver sig udslag. Loven vil

således også give hjemmel til indgreb over for sygdomme, hvis tilstedeværelse

alene kan konstateres i laboratorium. Der kan være grund til at gribe ind

over for sådanne sygdomme, som ikke giver egentlige sygdomsudbrud i

besætningen, bl.a. fordi sådanne laboratoriereaktioner kan være uønskede i

eksportmæssig sammenhæng, eller fordi smitstoffet, som giver anledning til

laboratoriereaktionerne, kan udvikle sig på en uhensigtsmæssig måde og

således antage en mere alvorlig karakter med et ændret sygdomsmønster. Ved

andre sygdomme, som normalt giver anledning til kliniske symptomer, kan det

forekomme, at infektionen hos nogle dyr forløber så ubemærket, at den kun kan

erkendes ved laboratorieundersøgelse. Også i disse tilfælde må der være

muligheder for at gribe ind, idet disse dyr (sunde smittebærere) kan huse

smitstoffet og bringe det videre til andre dyr.

I bilagene til lovforslaget er anført de sygdomme, som veterinærvæsenets

indsats især har været og i fremtiden må forventes at ville være koncentreret

om. De fleste af bilagenes sygdomme er allerede omfattet af gældende

lovgivning, og der vil fortsat gælde særlige regler for disse sygdomme om

anmeldelse, diagnosticering og bekæmpelse, jf. §§ 4, 5, 6 og 7 i

lovforslaget. Sygdommene er i bilagene opdelt i grupper, men til forskel fra

1920-loven skelnes principielt ikke længere mellem ondartede og mildere

smitsomme sygdomme, idet dette i praksis har vist sig uhensigtsmæssigt, da

vurderingen af en sygdoms betydning, herunder hvilke

bekæmpelsesforanstaltninger, der bør vælges, kan skifte.

Opdelingen i grupper markerer dog en vis forskel i vurderingen af bl.a.

sygdommenes tendens til spredning og betydning ved international handel, samt

hvilke foranstaltninger, der allerede ved mistanke bør iværksættes med

henblik på at hindre yderligere smittespredning. Dette kommer bl.a. til

udtryk i bestemmelserne i § 5 om dyrlægens pligter.

Sygdommene er i bilagene for overskuelighedens skyld anført under den

dyreart, de sædvanligvis angriber, men det skal fremhæves, at visse af

sygdommene tillige kan angribe andre dyrearter, og at de er underlagt

lovforslagets bestemmelser, herunder anmeldepligt i henhold til § 5, stk. 2

og 3, uanset hos hvilken dyreart herunder vildtlevende dyr, sygdommen

mistænkes eller diagnosticeres. Det kan f.eks. nævnes, at kvægpest, der er

opført som en kvægsygdom, kan inficere svin, således at disse kan spille en

rolle ved smittespredning. På samme måde kan en række sygdomme hos heste

angribe æsler og zebraer, og nogle sygdomme hos kvæg kan angribe vildtlevende

klovbærende dyr.

Gruppe A på bilag 1 omfatter dels de sygdomme, der er opført på det

internationale husdyrsygdomskontor Office International des Epizooties

(O.I.E.)»s liste A, dels enkelte andre sygdomme, hvor en hurtig

anmeldelse af mistanke under danske forhold vurderes som væsentlig i

bekæmpelsesforløbet. O.I.E. er en international organisation omfattende 106

lande, hvis væsentligste formål er at indsamle og formidle information

vedrørende visse smitsomme husdyrsygdomme specielt med henblik på at hindre

sygdomme i at brede sig fra land til land ved handel med levende dyr eller

animalske produkter. Et væsentligt grundlag herfor er medlemslandenes pligt

til rapportering ved sygdomsudbrud. Den hurtighed, hvormed rapporteringen

skal ske, afhænger af sygdommens natur. Liste A-sygdomme skal rapporteres til

O.I.E. inden for 24 timer og er defineret som smitsomme sygdomme, som har

mulighed for meget alvorlig og hurtig spredning uden hensyn til nationale

grænser, som har alvorlige konsekvenser for samfundsøkonomi eller offentlig

sundhed, og som er af væsentlig betydning for international handel med

levende dyr og animalske produkter.

De sygdomme, der er opført i gruppe B på bilag 1 er næsten alle tillige

indeholdt i O.I.E.'s liste B. Liste B-sygdomme rapporteres en gang årligt og

defineres som overførbare sygdomme, som anses for at være af betydning for

samfundsøkonomi og offentlig samhandel i de enkelte lande, og som er af

betydning for international handel med levende dyr og animalske produkter.

Udover de i gruppe B på bilag 1 opførte sygdomme omfatter O.I.E.'s liste B en

række sygdomme, som dog for nærværende og under danske forhold bedømmes at

være af en natur og betydning, der ikke berettiger til optagelse på bilaget.

Den på bilag 2 foretagne opdeling af sygdomme er gennemført med henblik

på, at bilaget kan være referenceramme ved udarbejdelse af en række af de

bekendtgørelser og andre forskrifter om bekæmpelses- og

forebyggelsesforanstaltninger, som påregnes udstedt i medfør af loven.

Til stk. 2

Bestemmelsen giver mulighed for, at landbrugsministeren administrativt kan

ændre bilagene, dvs. at sygdomme kan flyttes fra en gruppe til en anden, at

nye sygdomme kan opføres på bilagene, eller at sygdomme kan fjernes fra

bilagene.

Til § 3

Lovens hovedsigte er at beskytte husdyr mod sygdomme. Ved husdyr forstås

først og fremmest de dyr, der traditionelt holdes i erhvervs- eller

produktionsmæssigt øjemed, som f.eks. køer, svin, fjerkræ, får, pelsdyr osv.

Også de mere utraditionelle former for husdyrhold, der i de seneste år har

vundet indpas som alternative produktionsformer, f.eks. hjorteavl og

regnormeproduktion, er principielt omfattet af lovens husdyrbegreb. Fisk, der

holdes i dambrug eller lignende, vil også være omfattet af husdyrbegrebet.

Det er dog hensigten fortsat at foretage bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos

ferskvandsfisk i henhold til den særlige lov herom, der foreslås opretholdt,

jf. ovenfor under nr. 2 i de almindelige bemærkninger og nedenfor.

De husdyrarter, hvis sundhed loven tager sigte på at beskytte, kan således

variere i takt med, at nye produktionsformer vinder indpas.

Da også andre dyr end produktionsdyr kan videreføre smitsomme

husdyrsygdomme, er det nødvendigt at visse af lovens regler kan bringes i

anvendelse også overfor andre dyr. F.eks. kan skildpadder angribes af og

dermed videreføre salmonellose, som kan overføres til mennesker ligesom hunde

og katte kan videreføre f.eks. rabies.

Der er ikke i loven gjort forsøg på nærmere at definere begrebet husdyr.

Man har derimod fundet at en afgrænsning efter kriteriet, om dyret er i

menneskelig varetægt, vil være af større relevans. Loven finder således også

anvendelse på dyr, der holdes som kæle- eller hobbydyr, i zoologiske haver og

i cirkus, dyreparker og lignende steder.

Endvidere er vildtlevende dyr udtrykkeligt omfattet, f.eks. ræve og

flagermus, som kan videreføre rabies til husdyr og mennesker.

Anvendelse af loven på andre dyr end husdyr vil ske under hensyntagen til

lovens formål, som ifølge § 1 er at forebygge, overvåge og bekæmpe

husdyrsygdomme. Foranstaltninger til bekæmpelse af sygdomme hos f.eks.

vildtlevende dyr, som alene har betydning for vildtbestanden, henhører

således under jagt- eller miljølovgivningen.

Denne anvendelse af loven svarer til bestemmelserne i 1920-loven, som i §

2 indeholder hjemmel til at bringe lovens bestemmelser i anvendelse over for

andre dyr end husdyr, når der er fare for udbredelse af sygdomme til

mennesker eller dyr.

For visse dyrearter findes allerede en sygdomslovgivning. Det gælder for

bier, som er reguleret i en særlig lovgivning, administreret af

Landbrugsminiseriet med bistand af bl.a. Statens Bisygdomsnævn, jf. lov nr.

115 af 31. marts 1982 om biavl.

Det har været overvejet, om ferskvandsfisk, der reguleres i henhold til

lov nr. 283 af 18. juni 1969 om bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos

ferskvandsfisk, jf. ovenfor, skulle være omfattet af lovforslaget. Loven

administreres af Landbrugsministeriet med bistand af et i medfør af loven

nedsat udvalg, hvori de berørte organisationer er repræsenteret, og til

delvis dækning af udgifterne ved de bekæmpelsesforanstaltninger, der

iværksættes i medfør af loven, betaler producenterne en afgift.

Da dette administrationssystem afviger fra det, der etableres i medfør af

lovforslaget, og da de sygdomme, der rammer ferskvandsfisk, normalt ikke

indebærer nogen smitterisiko for andre dyr omfattet af lovforslaget, er det

fundet mest hensigtsmæssigt at opretholde lov om bekæmpelse af smitsomme

sygdomme hos ferskvandsvisk som en selvstændig lov. I det omfang, hvor der

findes eller etableres særlige lovgivninger for bekæmpelse m.v. af sygdomme

hos særlige dyrearter, vil bekæmpelsen finde sted i henhold til disse

specielle regler.

Til kapitel 2

Til § 4

Bestemmelsen erstatter med visse ændringer tilsvarende bestemmelser i

1920-loven, hvorefter ejere skal tilkalde dyrlæge eller foretage anmeldelse

til politimesteren, hvis en ondartet smitsom sygdom eller visse mildere

smitsomme sygdomme forekommer henholdsvis breder sig i en besætning. Med

forslaget er tilkaldereglen forenklet, således at der gælder det samme for

alle sygdomme, der er optaget på bilag 1.

Til stk. 1

Tilkaldepligten gælder for alle, der som ejere eller som bestyrere,

medhjælpere, eller i øvrigt på dyreejerens vegne, har opsyn med eller passer

dyr, som kan angribes af en af de husdyrsygdomme, der er nævnt i bilag 1.

Til stk. 2

Bestemmelsen skal danne grundlag for eksisterende regler om, at

tilkaldelse af dyrlæge skal ske, når visse nærmere angivne symptomer

forekommer hos husdyr, jf. f.eks. § 2, stk. 2, i Landbrugsministeriets

bekendtgørelse nr. 182 af 3. april 1986 om IBR-infektion og bekendtgørelse

nr. 166 af 25. april 1985 om Aujeszky's sygdom. Hensigten med reglerne er at

sikre personer uden veterinærfaglig indsigt en mulighed for at vurdere,

hvornår dyrlæge efter bestemmelserne bør tilkaldes.

Til § 5

1920-loven indeholder i §§ 2 og 10 meget detaljerede regler om tilkaldelse

af dyrlæge, politimester eller sognefoged i tilfælde af udbrud af en ondartet

eller mildere smitsom sygdom. Herudover er der i en lang række særregler

fastsat bestemmelser herom og om dyrlægers pligter i forbindelse med

anmeldelse til Veterinærdirektoratet.

Ved udformningen af anmeldelsesbestemmelserne i nærværende lovforslag er

udover en sproglig modernisering tilstræbt en forenkling i forhold til de

eksisterende regler.

Bestemmelsen supplerer og udfylder § 7 i lov om veterinærvæsenet samt om

udøvelse af dyrlægegerning, jf. Landbrugsministeriets lovbekendtgørelse nr.

312 af 25. juni 1980. Herefter har enhver praktiserende dyrlæge inden for det

område, hvor han har sit sædvanlige klientel, pligt til at påtage sig

veterinært arbejde som led i offentlig bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos

husdyrene. Bestemmelsen konkretiserer endvidere den pligt, som dyrlæger har

ifølge dyrlægelovens § 7, stk. 4, til at afgive de indberetninger og

anmeldelser, som Veterinærdirektoratet afkræver dem med henblik på

konstatering og bekæmpelse af sygdomme hos husdyrene.

Forskning i husdyrsygdomme foregår bl.a. på statens veterinære institutter

under overholdelse af strenge sikkerhedskrav. De husdyrsygdomme, der i

forskningsmæssigt øjemed påføres dyr, skal ifølge sagens natur ikke anmeldes

til dyrlæge eller de veterinære myndigheder, men for at sikre, at arbejdet

med såvel husdyrpatogene smitstoffer som andre patogener, når arbejdet hermed

involverer husdyr eller produkter heraf, foregår under betryggende forhold,

er der i lovforslagets § 26 givet landbrugsministeren bemyndigelse til at

regulere den zoosanitært relevante side af sådant arbejde.

Til stk. 1

Bestemmelsen fastslår, at dyrlæger, der tilkaldes, fordi en dyreejer m.v.

har mistanke om forekomst af en sygdom, der er opført på bilag 1, har pligt

til at sørge for, at der stilles en diagnose enten af den pågældende dyrlæge

selv eller - hvis denne er forhindret - ved at en anden dyrlæge i området

eller kredsdyrlægen kontaktes.

Til stk. 2

Hensigten med anmeldelsessystemet er især at sikre muligheden for

indgriben i tilfælde af sygdomsudbrud. Herudover tjener det til at danne

grundlag for udstedelse af pålidelige attester i forbindelse med eksport af

levende dyr og animalske produkter samt at opfylde rapporteringspligten over

for O.I.E., jf. bemærkningerne til § 2.

De sygdomme, der er optaget i gruppe A på bilag 1, hører til de sygdomme,

hvor der er størst smitterisiko og hvor eksportmæssige eller andre hensyn

taler for en hurtig indgriben fra veterinærvæsenets side. Det fastsættes

derfor, at dyrlægen, hvis diagnosen ikke umiddelbart kan afkræftes, omgående

underretter veterinærmyndighederne, som træffer beslutning om, hvilke

forholdsregler, der skal iværksættes. Underretning vil i de fleste tilfælde

skulle ske til kredsdyrlægen.

Pligten til at underrette veterinærmyndighederne gælder ikke kun den

dyrlæge, som tilkaldes med henblik på diagnosticering af sygdommen. Dyrlæger,

der f.eks. som led i kødkontrolarbejdet på et slagteri eller i forbindelse

med arbejdet på en undervisnings- og forskningsinstitution får kendskab til

eller mistanke om en anmeldepligtig sygdom, skal også foretage anmeldelse.

Undtagelsesbestemmelsen i dyrlægelovens § 10, stk. 2, for dyrlæger

beskæftiget ved statslige undervisnings- og forskningsinstitutter gælder

således ikke anmeldepligten i henhold til §§ 5 og 6.

Til stk. 3

For sygdomme, opført i gruppe B på bilag 1, vil der gælde forskellige

regler afhængig af sygdommens farlighed, dens aktuelle forekomst i Danmark og

dens betydning i eksportmæssig sammenhæng.

Til § 6

Bestemmelsen indeholder hjemmelsgrundlaget for gældende og kommende regler

om, hvordan man skal forholde sig ved mistanke eller viden om forekomst af en

af de sygdomme, der er opført på bilag 1. Der kan f.eks. være tale om

fastsættelse af, hvorledes prøveudtagning eller eventuel anden undersøgelse

skal finde sted, og om indsendelse af materiale. Sådanne bestemmelser er

allerede fastsat for en række sygdommes vedkommende, f.eks. § 2 i

bekendtgørelse nr. 894 af 22. december 1987 om bekæmpelse af enzootisk

leukose hos kvæg og § 3 i bekendtgørelse nr. 182 af 3. april 1986 om

IBR-infektion. Der kan i medfør af bestemmelsen fastsættes regler om

nedslagning af dyr for ved post mortem-undersøgelser at søge tilfældets art

klarlagt.

Bestemmelsen kan endvidere danne grundlag for bestemmelser om, hvorledes

ejeren af et sygdomsmistænkt dyr skal underrettes om resultatet af

laboratorieundersøgelsen, jf. f.eks. § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 182 af

3. april 1986 om IBR-infektion.

Regler om f.eks. institutters og laboratoriers indberetning af disse

sygdomme til veterinærmyndighederne kan ligeledes fastsættes med hjemmel i

denne bestemmelse. I sådanne regler kan tænkes fastsat, at laboratorier,

institutter m.v. skal foretage indberetning til veterinærmyndighederne, når

disse sygdomme diagnosticeres ved undersøgelse af indsendt materiale.

Bestemmelse suppleres af bestemmelsen i § 7, stk. 4, i lovbekendtgørelse

nr. 312 af 25. juni 1980, jf. bemærkningerne til § 5.

Til kapitel 3

Til § 7

Reglerne i dette kapitel er en sammenskrivning og forenkling af de regler

om bekæmpelsesforanstaltninger, der er hjemlet i den gældende

husdyrsygdomslovgivning, dvs. 1920-loven med ændringslove samt særlovene, jf.

de almindelige bemærkninger under pkt. 2, »Den gældende lovgivning«

og bilaget. Der er ikke tale om nogen udvidelse af reaktionsmulighederne i

forhold til de gældende regler, men der er sket en opstramning og forenkling,

idet foranstaltningerne principielt vil kunne bringes i anvendelse over for

alle de i bilag 2 nævnte sygdomme, hvor bekæmpelsesforanstaltningerne efter

1920-loven er gradueret efter sygdommens farlighed. Denne forenkling skal ses

i sammenhæng med forslagets principielle ligestilling af alle husdyrsygdomme,

jf. bemærkningerne til § 2.

Til stk. 1

Bestemmelsen tænkes anvendt i situationer, hvor et eller flere af de

hensyn, som loven skal tilgodese, jf. bemærkningerne til § 1, tilsiger, at

der gennemføres bekæmpelse af en husdyrsygdom. Bestemmelsen giver ministeren

adgang til at udstede konkrete påbud, men den vil også skulle danne grundlag

for generelle regler om bekæmpelsesforanstaltninger, jf. herved

Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 916 af 15. december 1987 om

ondartede smitsomme sygdomme hos svin. Foranstaltningerne tænkes anvendt i en

udbrudssituation eller i en situation, hvor der er en begrundet mistanke om

udbrud, og er især rettet mod sygdomme nævnt i bilag 2, gruppe I. Overfor

sygdomme nævnt i bilag 2, gruppe II, vil foranstaltningerne især blive

anvendt som led i regionale eller landsdækkende bekæmpelseskampagner. Sådanne

kampagner, der iværksættes i et samarbejde mellem de veterinære myndigheder

og landbrugets organisationer, tager sigte på en systematisk bekæmpelse af en

konkret sygdom med henblik på at få den pågældende sygdom udryddet.

Til stk. 2 og 3

Bestemmelserne angiver, hvilke foranstaltninger, der kan blive tale om at

anvende i de konkrete situationer, jf. f.eks. Landbrugsministeriets

bekendtgørelse nr. 916 af 15. december 1987 om ondartede smitsomme sygdomme

hos svin.

Muligheden for at kræve ejendomme, områder m.v. afspærret, kan indebære,

at adgang til og fra den pågældende lokalitet hindres. I den gældende

lovgivning - lov nr. 188 af 1. maj 1923 om tillæg til 1920-loven - har

landbrugsministeren hjemmel til at forbyde dans og forlystelser af lignende

art på den pågældende egn. Nærværende bestemmelse, jf. ordene

»afspærring af områder«, anses at indeholde en tilsvarende hjemmel,

men denne anvendelse af bestemmelsen vil dog kun være aktuel i særlige

tilfælde, f.eks. hvis en alvorlig, smitsom husdyrsygdom er ved at komme ud af

kontrol.

Bestemmelserne indebærer, at der som led i en bekæmpelse af en sygdom, der

er optaget på bilag 2, kan iværksættes nedslagning af dyr, som er konstateret

ramt eller som kan mistænkes for at være ramt af en af de pågældende

sygdomme. Nedslagning kan endvidere efter bestemmelsen ske, hvor det er

nødvendigt for at diagnosticere en sygdom, jf. § 6. Nedslagning vil normalt

kun komme på tale i forbindelse med de i bilag 2, gruppe I, nævnte sygdomme.

Det vil bero på et veterinærfagligt skøn, hvornår et dyr kan mistænkes for

at være ramt af en sygdom. F.eks. vil et dyr kunne kræves nedslået, hvis det

udviser relevante symptomer, uden at det dog med sikkerhed kan afgøres, om

det lider af den pågældende sygdom. Det samme vil være tilfældet, hvor der

har været kontakt mellem en rask og en sygdomsramt besætning, således at der

er stor sandsynlighed for, at den raske besætning er blevet smittet.

Endvidere vil der f.eks. kunne iværksættes bekæmpelse af ræve i områder,

hvor der er mistanke om rabies hos ræve, jf. § 9 i Landbrugsministeriets

bekendtgørelse nr. 914 af 15. december 1987 om bekæmpelse af rabies. Se også

§ 33, pkt. d, i lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr.

801 af 11. december 1987.

Ved vurderingen af, om nedslagning skal iværksættes, vil der blive lagt

vægt på, om effektiv bekæmpelse skønnes at kunne finde sted på andre måder,

f.eks. ved isolation af angrebne dyr. Ved vurderingen vil der endvidere blive

lagt vægt på, om nedslagning er nødvendig for at beskytte mennesker mod

smitte eller for at bevare en dyrebestand. Herudover kan andre væsentlige

samfundsmæssige hensyn nødvendiggøre øjeblikkelig nedslagning, f.eks.

eksportmæssige hensyn.

Bestemmelsen forpligter ikke ministeren til at iværksætte nedslagning,

hvis et af ovennævnte hensyn taler for det, men åbner alene en mulighed for

ministeren til at påbyde nedslagning. Ved vurderingen af, om nedslagning skal

foretages, vil der blive foretaget en afvejning af ovennævnte hensyn over for

de omkostninger, der er forbundet med nedslagning af de angrebne dyr. En

sådan afvejning vil kunne føre til, at man i stedet vælger at kontrollere

eller bekæmpe sygdommen på andre måder, f.eks. ved vaccination. Om erstatning

ved nedslagning henvises til § 29.

Til kapitel 4

Til § 8

Den foreslåede bestemmelse tænkes bl.a. anvendt til at forbyde dyrehold i

områder, hvor der kan være særlig fare for smitteoverførsel eller, hvor der

kan være risiko for radioaktiv forurening, kviksølv- eller blyforurening og

lignende. Endvidere kan bestemmelsen anvendes til at forbyde bestemte

dyrearter i dyreparker, hvor der er publikumsadgang, og derfor smitterisiko.

Til § 9

Bestemmelsen tager bl.a. sigte på regler for staldforhold, der kan hindre

spredning af smitsomme sygdomme som nævnt i bilag 2 i forbindelse med

afhentning af dyr, mælk eller gødning fra husdyrbesætninger. Bestemmelsen

sigter ikke mod regler af dyreværnsmæssig eller husdyretisk karakter.

Et større forskningsprojekt vedrørende spørgsmålet om overlevelsen af

smitstof i gødning/gylle og smitterisikoen som følge af transport,

udbringning og nedfældning af gylle er netop iværksat, og eventuelle regler

vedrørende indretning og adgangsforhold m.v. i forbindelse med gyllebeholdere

forventes baseret bl.a. på resultatet af dette forskningsprojekt.

Erfaringerne viser, at latente tilstande, der som udgangspunkt ikke kan

betegnes som sygdomme, vil kunne udvikle sig hertil som følge af en række

faktorer i dyrenes fysiske omgivelser. Bestemmelsen vil kunne finde

anvendelse ved fastsættelse af regler til forebyggelse af sådanne sygdomme,

som har fået stigende betydning i forbindelse med de meget store

dyrebesætninger og intensive driftsformer, som indgår i moderne husdyrbrug.

Til § 10

Bestemmelsen erstatter bl.a. lov nr. 42 af 20. februar 1960 om vaccination

mod ondartede smitsomme pelsdyrsygdomme og lov nr. 129 af 31. marts 1960 om

vaccination mod mund- og klovesyge. Bestemmelsen skal endvidere danne

grundlag for bl.a. prøveudtagning i forbindelse med overvågningsundersøgelser

(screening), som den, der er iværksat med henblik på konstatering af IBR, jf.

lov nr. 191 af 9. maj 1984 om ændring af 1920-loven.

Et vigtigt element i lovforslaget er en styrkelse af den forebyggende

indsats, jf. de almindelige bemærkninger, pkt. 1 »Baggrund«. Som et

led i denne indsats er der mellem landbrugserhvervet og

veterinærmyndighederne allerede etableret eller planlagt sundhedsprogrammer,

der bygger på en sundhedstjeneste i form af rådgivning og bistand til

landmænd fra dyrlæger og konsulenter med henblik på afhjælpning og

forebyggelse af sygdom i besætningerne. En fortsat udbygning af disse

aktiviteter, som vil finde sted i et nært samarbejde mellem landbrugets

organisationer og veterinærmyndighederne, vil bl.a. forudsætte en forbedring

af mulighederne for registrering af sygdomsdata vedrørende

husdyrbesætningerne og for at foreskrive en afhjælpning af sygdomsproblemer

der. Bestemmelsen vil danne grundlag for veterinærmyndighedernes medvirken i

forbindelse med de nævnte aktiviteter.

Til § 11

Efter bestemmelsen vil der med henblik på at forebygge udvikling og

spredning af smitsomme husdyrsygdomme kunne fastsættes regler om indretning

og drift af samt dyrlægetilsyn med zoologiske haver, dyreparker m.v. Der vil

således i medfør af bestemmelsen kunne fastsættes regler om drift af

dyreparker og zoologiske haver o. lign. med henblik på at hindre fodring af

dyrene med inficerede madvarer.

Til § 12

Bestemmelsen erstatter § 9 i 1920-loven, jf. bekendtgørelse nr. 914 af 15.

december 1987 om bekæmpelse af rabies.

Da visse sygdomme kan overføres mellem dyr og mennesker, f.eks.

tuberkulose og rabies, er det nødvendigt at kunne iværksætte foranstaltninger

også ud fra hensynet til beskyttelse af mennesker.

Til kapitel 5

Til § 13

Bestemmelsen skal bl.a. danne grundlag for bekendtgørelse nr. 570 af 11.

december 1980 om registrering af af- og tilgang af kvæg og svin i

besætninger.

Muligheden for at kræve registrering udvides i forhold til eksisterende

lovgivning, der kun gælder for ejere af kvæg- og svinebesætninger, idet nu

alle traditionelle husdyrbesætninger inddrages under registreringspligten.

Eventuelle regler for andre end ejere af kvæg- og svinebesætninger vil blive

tilpasset til husdyrbesætningens art. Således vil der ikke blive stillet

samme krav til registreringens detaljeringsgrad i fjerkræbesætninger som i

besætninger med større husdyr.

Til § 14

Til stk. 1

Denne bestemmelse fastslår, at klovbærende dyr, der flyttes fra deres

oprindelsesbesætning, skal mærkes, således at de til enhver tid kan spores,

også i de efterfølgende handelsled.

Bestemmelsen omfatter ikke alene de klovbærende dyr, der traditionelt

holdes som husdyr, nemlig kvæg, svin, får og geder, men også andre, f.eks.

hjorte, der holdes i fangenskab, og som har vundet eller i fremtiden måtte

vinde indpas i alternative produktionssystemer.

Der forudsættes fastsat nærmere regler for klovbærende dyr, idet især

disse kan angribes af en række af de sygdomme, der ud fra eksport- eller

produktionsøkonomiske synspunkter kan være ønske om at gribe ind overfor.

Identifikationen kan have form af en mere eller mindre simpel beskrivelse,

men ofte vil den dog skulle have form af sikker individuel mærkning, f.eks.

tatovering, brænde- eller frysemærkning. Ofte vil der imidlertid være tale om

isætning af et øremærke af et bestandigt materiale og med en låsemekanisme,

der så godt som muligt sikrer, at det ikke tabes eller kan ombyttes.

At et dyrs identitet og dermed oprindelse med størst mulig sikkerhed kan

fastslås, er afgørende, når smitteveje i forbindelse med udbrud af sygdom

skal klarlægges, f.eks. som led i bekæmpelse af eller kontrol med en

husdyrsygdom, eller når der som led heri er fastsat regler, der skal sikre,

at den pågældende sygdom ikke spredes, når dyr omsættes eller i øvrigt

flyttes fra deres oprindelige besætning. Sådanne krav er bl.a. fastsat i § 9

i bekendtgørelse nr. 182 af 3. april 1986 om IBR-infektion, og i § 11 a i

bekendtgørelse nr. 917 af 15. december 1987 om Aujeszky's sygdom.

Også når dyr afhændes til slagtning, må deres oprindelse kunne spores.

Dette er af åbenbar betydning, såfremt der ved kontrollen på slagteriet

konstateres eller opstår mistanke om sygdom, specielt dem, der er opført på

bilag 2, gruppe I, hvor hurtig indgriben over for besætninger, der har haft

kontakt med dyret, er påkrævet.

Endvidere har mærkning betydning, når blodprøver til laboratoriemæssig

undersøgelse udtages i forbindelse med slagtning eller som led i

sygdomsbekæmpelse, -overvågning eller -kontrol. Som et led i bekæmpelse af

Aujeszky's sygdom er der i bekendtgørelse nr. 917 af 15. december 1987

fastsat regler om mærkning og blodprøvning af orner, der afgår til slagtning

eller eksport, og bekæmpelsen af enzootisk leukose hos kvæg hviler for en

væsentlig del på undersøgelse af blodprøver udtaget ved slagtning, jf. § 3 i

bekendtgørelse nr. 894 af 22. december 1987 om bekæmpelse af enzootisk

leukose hos kvæg.

Ud over ovennævnte eksempler er det i bekendtgørelse nr. 570 af 11.

december 1980 om registrering af af- og tilgang af kvæg og svin i besætninger

fastsat, at disse dyr ved flytning klart skal kunne identificeres.

Bekendtgørelsen er udarbejdet på baggrund af EF-bestemmelser om brucellose,

tuberkulose, enzootisk leukose og klassisk svinepest.

Til stk. 2

Det må forudses, at der kan opstå behov for i kortere eller længere

perioder at fastsætte tilsvarende regler vedrørende andre dyr end

klovbærende, f.eks. i forbindelse med kontrol af sygdom hos disse.

Til § 15

Smitte overføres ofte ved kontakt mellem dyr fra forskellige

oprindelsesbesætninger eller via personer eller ting, der er i kontakt med

forskellige besætninger. Det er derfor nødvendigt at kunne stille zoosanitære

krav, som kan forebygge smitte ad denne vej.

Til stk. 1

Bestemmelsen skal bl.a. danne grundlag for Landbrugsministeriets

bekendtgørelse nr. 374 af 18. august 1980 om eksportisolationsstalde for kvæg

og svin, der indeholder bestemmelser om adskillelse af syge og raske dyr, og

bekendtgørelse nr. 143 af 3. april 1984 om fjernelse af kvæg fra

eksportmarkeder og samlestalde, der fastslår, at kvæg til levebrug skal

holdes adskilt fra kvæg til slagtning eller til eksport. Endvidere findes der

i bekendtgørelserne om IBR og Aujeszky's sygdom regler om adskillelse - bl.a.

under transport - af dyr, som er konstateret fri for de pågældende sygdomme,

og andre dyr. Bestemmelsen skal endelig danne grundlag for regler om rensning

og desinfektion af overtrækstøj og vogne og for fastsættelse af særlige

afhentningstidspunkter eller særlige køreruter.

Til stk. 2

Bestemmelsen skal f.eks. danne baggrund for regler, som dem, der er

fastsat i bekendtgørelse nr. 182 af 3. april 1986, hvorefter dyr fra

besætninger med IBR-reagenter ikke må flyttes ind i bekæmpelses- og

overvågningsområderne, medmindre dette sker direkte til slagtning.

Til § 16

Bestemmelsen afløser lov nr. 197 af 7. maj 1948 om markeder m.v. for heste

og kreaturer. Med forslaget bortfalder de erhvervsmæssige hensyn, som er

indeholdt i den gældende markedslov, jf. bemærkningerne under pkt. 2,

»Den gældende lovgivning« med bilag. Reglerne foreslås udvidet til

at gælde alle markeder, hvor de før kun omfattede markeder med heste og

kreaturer.

Herudover foreslås der gennemført en administrativ forenkling. Efter de

gældende regler skal alle markeder godkendes af landbrugsministeren efter

høring af landboorganisationerne, politimesteren, kommunen og

Veterinærdirektoratet. Efter forslaget er det hensigten at opretholde en

godkendelsesordning i forbindelse med etablering af permanente markeder,

samlestalde og auktioner, hvorimod godkendelsesordningen for så vidt angår

lejlighedsvise markeder m.v. foreslås erstattet af en anmeldeordning, jf.

bestemmelsens stk. 2.

For at sikre mindst mulig administration vil ordningen blive udformet

således, at et marked m.v., der er behørigt anmeldt, vil kunne afholdes, hvis

anmelderen ikke inden en vis frist har fået anden underretning fra

Veterinærdirektoratet og på betingelse af, at de generelle regler om markeder

m.v. overholdes. Den mulighed, som Veterinærdirektoratet har efter de

gældende regler til at forbyde afholdelse af markeder m.v., vil fortsat

bestå, jf. herved også forslagets § 7, stk. 3.

Det allerede gældende krav om dyrlægetilsyn med markeder vil blive

opretholdt. I forbindelse med anmeldelsen forudsættes det oplyst, hvilken

dyrlæge, der er antaget til at føre tilsyn med markedet, hvorefter

Veterinærdirektoratet vil beskikke den pågældende dyrlæge til hvervet.

Efter de gældende regler betales dyrlægens vederlag for tilsyn med

godkendte markeder af det offentlige, jf. cirkulære nr. 222 af 15. december

1987, medens indsyningsgebyr betales af markedet. I forbindelse med

udarbejdelsen af de administrative regler vil denne ordning blive taget op

til overvejelse.

Som en konsekvens af godkendelsesordningens bortfald vil de gældende

regler om markeder m.v., jf. bl.a. bekendtgørelse nr. 332 af 20. juli 1948 om

markedsordningen, blive revideret og udbygget bl.a. med regler om, hvilke

dyr, der på samme tid må tilføres markeder, dyrskuer m.v., og om krav til

indretning.

Afgørende for om markedet er omfattet af stk. 2 vil være, om det

arrangeres af samme arrangør højst 4 gange årligt.

Til § 17

Til stk. 1

Bestemmelsen er ny. Baggrunden for bestemmelsen er, at erfaringerne har

vist, at smitte også kan spredes via handel med dyr. Det foreslås derfor, at

der gives landbrugsministeren bemyndigelse til at etablere regler om

anmeldelse for personer, der erhvervsmæssigt omsætter klovbærende dyr, dvs.

kvæg, får, geder og svin. Herved muliggøres en hurtig kontakt til og

informering af de pågældende ved alvorlige sygdomsudbrud.

Landmænd, der omsætter dyr som et naturligt og normalt led i deres

husdyrproduktion, tænkes ikke omfattet af bestemmelsen. Afgørende for, hvem

der anses for omfattet, vil bl.a. være længden af den periode, hvori den

pågældende ejer eller formidler har dyrene i sin varetægt. Ved fastsættelse

af denne periode vil der blive taget hensyn til kendte inkubationstider for

smitsomme husdyrsygdomme.

Mellemhandlere, der køber og sælger dyr uden at have dem i deres varetægt,

er også omfattet.

Til stk. 2

Der tænkes fastsat regler, som vil muliggøre en hurtig opsporing af

smittekilden i tilfælde af smittespredning gennem den nævnte omsætning af

dyr.

Til stk. 3

Bestemmelsen giver landbrugsministeren mulighed for at udvide reglerne

vedrørende omsætning af klovbærende dyr til også at omfatte omsætning af

andre dyr end klovbærende.

Til kapitel 6

Bestemmelserne i dette kapitel erstatter lov nr. 211 af 31. maj 1968 om

kunstig sædoverføring på husdyr. I forhold til gældende lov foreslås

bestemmelserne udvidet med en bemyndigelse til at fastsætte sundhedsmæssige

krav til ægtransplantation. Begrundelsen er denne metodes hurtigt voksende

anvendelse inden for husdyravlen samt det forhold, at der for adskillige

smitsomme sygdommes vedkommende er usikkerhed om, hvorvidt og i givet fald

under hvilke forhold, de pågældende sygdomme kan overføres ved

ægtransplantation. Det befrugtede æg (embryonet) er omgivet af en kapsel, der

i ubeskadiget stand yder beskyttelse mod indtrængen af smitstof som f.eks.

virus. Mikroskopisk vurdering af kapslen og vask af de befrugtede æg inden

overføring kan derfor indgå som en forebyggende foranstaltning, men da det må

anses for sandsynligt, at visse smitstoffer - i særdeleshed virus - kan være

til stede inden for kapslen i det ubefrugtede æg, skønnes det nødvendigt at

have mulighed for at stille sundhedsmæssige krav til ægdonorer.

Til § 18

Til stk. 1

Bestemmelsen er udvidet i forhold til § 1 i gældende lov ved også at

medtage egne dyr. Landbrugsministerens bemyndigelse i gældende lov vedrørende

krav til afstamning og kvalitet af husdyr, der kan benyttes til kunstig

sædoverføring på andres husdyr, er bortfaldet, idet lov nr. 209 af 23. maj

1979 om omsætning af dyr indeholder fornøden hjemmel til at fastsætte

kvalitetskrav til sæd og befrugtede æg. Bestemmelsen er, ligesom de øvrige

bestemmelser i dette kapital, udvidet med en bemyndigelse til fastsættelse af

sundhedsmæssige krav til husdyr, hvis befrugtede æg overføres til andre

husdyr, jf. bemærkningerne ovenfor.

Der findes i den gældende lovgivning hjemmel til at stille krav til

sæddonorer vedrørende genetisk betinget sygdom. Denne hjemmel er hidtil ikke

udnyttet. Der må imidlertid forudses en stigende aktualitet af disse

sygdomme, navnlig fremkaldt af den stærkt voksende internationale udveksling

af genetisk materiale i form af sæd og befrugtede æg. Det kan herunder

nævnes, at der i forbindelse med udstedelse af veterinærattester ved eksport

af sæd og befrugtede æg må forudses stadig stigende krav fra importlandene på

dette område.

Til stk. 2

Svarer til § 3, stk. 2, i gældende lov med de tilføjelser, som er

nødvendiggjort ved medtagelsen i loven af bestemmelser vedrørende

ægtransplantationer.

Til stk. 3

Bestemmelsen skal bl.a. danne grundlag for det gældende forbud mod

oprettelse af ornecentraler, jf. bekendtgørelse nr. 917 af 15. december 1987

om Aujeszky's sygdom. Med bestemmelsen sigtes ikke mod regulering af

bedækning inden for egen besætning.

Til § 19

Til stk. 1

Bestemmelsen svarer til § 2 og § 3, stk. 1, i gældende lov med de

tilføjelser, som er nødvendiggjort ved medtagelsen i loven af bestemmelser

vedrørende ægtransplantationer.

Bestemmelsen påtænkes som hidtil benyttet til at kunne kræve handyr, der

anvendes til kunstig sædoverføring på andres dyr, eller hvis sæd benyttes til

befrugtning af æg med henblik på ægtransplantation, samlet på særlige

virksomheder, således som det i øjeblikket forekommer på tyrestationer,

ornestationer og hanstationer for ræve. Det er derimod ikke hensigten at

kræve hundyr, der anvendes som donorer ved opsamling af embryoner, anbragt på

særlige virksomheder (opsamlingscentraler), idet sådan opsamling mest

praktisk kan foregå i besætningerne. Såfremt erhvervet selv opretter sådanne

opsamlingscentraler, må det imidlertid være rimeligt, at der kan stilles krav

vedrørende disses indretning og drift (se stk. 2). Bestemmelsen påtænkes

endvidere som hidtil benyttet til at stille krav vedrørende opbevaring af sæd

og til fremtidigt at kunne stille krav i forbindelse med opbevaring af

embryoner, herunder specielt dybfrosne embryoner til senere anvendelse

(embryonbank).

Til stk. 2

Som en udvidelse af landbrugsministerens hidtidige bemyndigelser er

medtaget muligheden for at fastsætte regler vedrørende personalemæssige

forhold og regler vedrørende besøg på virksomhederne. På grund af dels

udviklingen henimod stadig større virksomheder, dels en stigende interesse,

og dermed et stigende behov, for smittebeskyttelsesforanstaltninger, drives

de pågældende virksomheder (f.eks. tyre- og ornestationer) mere og mere efter

SPF-princippet (specifik patogen fri). For personalets vedkommende tænkes

først og fremmest på regler for personalets uddannelse inden for området

hygiejne og smittebeskyttelse samt på regler vedrørende personalets kontakt

med andre dyrehold. For besøgendes vedkommende må påregnes krav vedrørende

seneste kontakt med andre dyrehold (f.eks. krav om mindst 48 timers ophold

her i landet inden besøget) samt regler vedrørende de besøgendes beklædning

og færden på virksomheden.

Til stk. 3

Svarer til § 3, stk. 1, i gældende lov med de tilføjelser, som er

nødvendiggjort ved medtagelsen i loven af bestemmelser vedrørende

ægtransplantationer.

Til § 20

Denne bestemmelse svarer til § 4 i gældende lov, men er udvidet til også

at omfatte udtagning og overføring af befrugtede æg samt, bl.a. af

sygdomsforebyggende hensyn, kunstig sædoverføring til egne husdyr.

Ønsket om bemyndigelse til at fastsætte bestemmelser for inseminering på

egne dyr skyldes det forhold, at »ejerinseminering«, der hidtil

mest har været et fænomen knyttet til svineproduktionen, nu vinder mere og

mere indpas inden for andre dyrearter som f.eks. kvæg og pelsdyr. Kurser i

inseminering afholdes af disse brancher og det er tanken efter en

overgangsperiode, at kun personer, der har deltaget i sådanne kurser, der er

godkendt af Veterinærdirektoratet, eller på anden af Veterinærdirektoratet

godkendt måde har erhvervet sig indsigt i inseminering, skal kunne foretage

»ejerinseminering«.

Udtagning og overføring af embryoner til husdyr kræver et så indgående

kendskab til husdyrs bygning og funktion, at kun personer, der på dette

område har en uddannelse på linie med dyrlægeuddannelsen, kan forvente at få

adgang til at udføre denne virksomhed.

Til § 21

Bestemmelsen svarer til § 5 i den gældende lov med de tilføjelser, som er

nødvendiggjort ved medtagelsen i loven af bestemmelser vedrørende

ægtransplantationer.

Til kapitel 7

Bestemmelserne i dette kapitel erstatter lov nr. 424 af 30. juni 1922 om

anvendelse af selvdøde dyr m.m.

Ved animalsk affald forstås f.eks. kroppe af selvdøde, nedslagne, aflivede

eller dødfødte dyr, aflivede og afhudede pelsdyr, fralyste æg, tilbageholdt

mælk, gødning, knogler, brusk og kassater fra slagtning og opskæring samt

spild og rester iøvrigt af animalsk oprindelse, herunder også

husholdningsaffald.

Til § 22

Til stk. 1

Bestemmelsen fastslår generelt, at de omhandlede dyr og animalske

materialer skal behandles på en særlig måde. Bestemmelsen giver mulighed for

mere detailleret at fastlægge behandlingsmåder f.eks. overbrusning med

kreolin o.lign., nedgravning eller aflevering til destruktions- eller

eventuelt forbrændingsanstalt. Bestemmelsen retter sig i modsætning til § 23

til alle.

Til stk. 2

Principielt må animalske affaldsprodukter ikke anvendes som foder til dyr

af hensyn til risikoen for smittespredning, men på baggrund af de seneste års

stigende foderpriser og den øgede genanvendelse af affald er interessen for

at anvende animalsk affald til dyrefoder vokset. I Landbrugsministeriets

bekendtgørelse nr. 454 af 21. september 1983 om anvendelse af affald som

foder til dyr er fastsat regler, hvorefter det er tilladt på visse

betingelser at anvende animalsk affald, herunder i form af køkkenaffald, til

opfodring.

Til § 23

Bestemmelsen skal danne grundlag for autorisation af

destruktionsanstalter, som hidtil er blevet autoriseret i medfør af lov om

anvendelse af selvdøde dyr m.m., og af virksomheder, der indsamler affald til

opfodring af dyr, jf. forslagets § 22, stk. 2.

Bestemmelsen skal tillige danne grundlag for bestemmelser om

affaldsbehandling, indretning og drift m.v. på de nævnte virksomheder.

Destruktionsanstalter har efter de nugældende regler pligt til at

destruere alt modtaget potentielt smittefarligt affald. Ved sygdomsudbrud,

hvor mange dyr må aflives, kan veterinære eller miljømæssige hensyn hindre,

at der sker en nedgravning af de aflivede dyr på stedet. Det er derfor under

overvejelse at etablere en ordning, hvorefter der skabes sikkerhed for, at

der er adgang til tilstrækkelig destruktionskapacitet i de enkelte landsdele.

Lov nr. 328 af 4. juni 1986 om kød m.m. indeholder nu hjemmel til

autorisation af dyrefoderfabrikker, der alene anvender dele af dyr godkendt

til menneskeføde.

Til kapitel 8

Til § 24

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lov nr. 340 af 26. juni 1975 om

foderstoffer, navnlig denne lovs §§ 5 og 6, der omhandler foderstoffers

uskadelighed. I medfør af foderstofloven er der bl.a. fastsat bestemmelser om

største indhold af uønskede stoffer og produkter i foderstoffer og om

anvendelse af tilsætningsstoffer. Disse bestemmelser er sanktioneret med

bødestraf for foderstoffabrikanterne. Af dyresundhedsmæssige grunde er der

behov for en hjemmel til at forbyde husdyrejerne at anvende foder, der kan

medføre smittefare eller indebærer anden sundhedsmæssig risiko for dyrene,

f.eks. fordi det har et så stort indhold af skadelige stoffer (f.eks.

kviksølv, bly, radioaktive stoffer), at husdyrene kan tage skade.

Bestemmelsen erstatter eller danner grundlag for de bestemmelser i

husdyrsygdomslovgivningen, der regulerer anvendelse af animalsk foder, f.eks.

§ 9 i lov nr. 175 af 5. juni 1959 om tillæg til lov om smitsomme sygdomme hos

husdyrene, der foreskriver varmebehandling af returmælk, og bekendtgørelse

nr. 341 af 7. december 1964 om varmebehandling af fralyste og uklækkede

rugeæg.

Bestemmelsen skal endvidere danne grundlag for regler om f.eks.

varmebehandling af animalske foderstoffer, om tildækning af foder og om andre

smittebeskyttende foranstaltninger i forbindelse med håndtering af foder.

Dyrehold forekommer for tiden ikke på foderstofvirksomheder, men alene i

landbrugsbedrifter, som fremstiller foderblandinger til egne dyr i egne

blandingsanlæg. Under ændrede produktionsforhold vil der kunne opstå behov

for regler om beskyttelse mod smittefare ved husdyrhold i forbindelse med

fremstilling af foderstoffer til videresalg.

Bestemmelsen giver ministeren mulighed for om fornødent at forbyde

anvendelsen af foder, som af de nævnte grunde kan medføre sundhedsfare for

husdyr.

Til kapitel 9

Generel regulering af veterinære lægemidler finder sted i medfør af

lovgivningen om lægemidler, jf. lovbekendtgørelse nr. 451 af 6. august 1982,

og om apoteksvirksomhed, jf. lov nr. 279 af 6. juni 1984.

Til § 25

Der er ikke med bestemmelsen tilsigtet nogen ændring i den bestående

ordning, hvorefter lægemidler generelt skal godkendes af Sundhedsstyrelsen,

dvs. optages i specialitetsregisteret.

Til stk. 1

Bestemmelsen tager sigte på at regulere anvendelse af veterinære

lægemidler m.m. i form af bl.a. vacciner, sera, immunologiske testpræparater

m.v. samt anvendelsen af visse andre præparater såsom skyllevæsker og andre

veterinærmedicinske hjælpestoffer eller -præparater.

Forbud mod anvendelse af et veterinært lægemiddel kan - udover ønsket om

at undgå restkoncentrationer i levnedsmidler - f.eks. være aktuelt over for

en utilstrækkeligt afsvækket vaccine eller i situationer, hvor det ud fra

sundheds- eller eksportmæssige hensyn ikke er ønskeligt at anvende

vaccination, som kan medføre, at dyr kan være smittebærere eller give positiv

reaktion i blodserum, uden at sygdommen kommer til udbrud.

Det samme kan gælde for visse antibiotika eller kemoterapeutika, som kan

mildne eller afkorte et sygdomsforløb i en sådan grad, at det kan være

vanskeligt at stille diagnose.

Lægemidler fremstillet af animalske produkter omfatter f.eks. enzymer,

hormoner og vækstfremmende stoffer.

Til stk. 2

Bestemmelsen er ny. På baggrund af de seneste års debat om anvendelse af

visse lægemidler m.v. til husdyr, som skal anvendes til fremstilling af

levnedsmidler, har man fundet det hensigtsmæssigt at søge gennemført en

registrering hos dyrlægen af forbruget af lægemidler såvel på dyrlæge- som på

besætningsniveau.

Til stk. 3

Steroider (kønshormoner), som kan anvendes både som lægemiddel og som

middel til at fremme væksten, har igennem en lang årrække kun været tilladt

anvendt til sygdomsbekæmpelse og brunstsynkronisering. Disse stoffer har

været registreret af Sundhedsstyrelsen efter lægemiddelloven, og

Landbrugsministeriet har i medfør af dyrlægelovens § 7 b reguleret den

nærmere anvendelse af stofferne for at forebygge uønskede rester heraf i

fødevarerne.

Der er nu fremkomet en ny type væksthormoner, bovint og porcint

somatotropin, der er proteinstoffer. Disse proteinvæksthormoner tænkes ikke

anvendt med henblik på behandling af sygdomme, og det skønnes derfor ikke

hensigtsmæssigt at regulere deres anvendelse over lægemiddellovgivningen.

Anvendelsen som vækstfremmende middel vil næppe give anledning til

betænkelighed i relation til menneskers sundhed, men det kan ikke udelukkes,

at den kan frembyde andre problemer, f.eks. af avlsteknisk og markedspolitisk

art, og at anvendelsen kan øge risikoen for produktionsbetingede sygdomme.

Lignende problemstillinger vil kunne opstå i forbindelse med fremkomst og

anvendelse af andre stoffer med tilsvarende anvendelsesområder.

Det foreslås derfor, at der gives adgang til at fastsætte regler om

indførsel, markedsføring, kvalitet og anvendelse af sådanne stoffer, som

regulerer husdyrs ydelse, tilvækst eller reproduktion.

Det vil, bortset fra anvendelse i forskningsøjemed, være en forudsætning

for at tillade sådanne stoffer anvendt, at de ikke frembyder sundhedsmæssig

risiko for mennesker eller dyr.

Med den nuværende viden er der ikke grundlag for at tillade

proteinhormoner anvendt i produktionsbesætninger.

Forud for meddelelse af tilladelse til anvendelse af de pågældende stoffer

i produktionsbesætninger forudsættes indhentet en udtalelse fra Det

Veterinære Sundhedsråd og Det Etiske Råd vedrørende Husdyr.

Til stk. 3

Desinfektionsmidler o.lign. stoffer, der anvendes til rensning og

desinfektion af husdyr eller husdyrs miljø, skal godkendes i henhold til lov

om kemiske stoffer og produkter, jf. lovbekendtgørelse nr. 574 af 26. august

1987. Nærværende bestemmelse giver landbrugsministeren en mulighed for ud fra

husdyrproduktionsmæssige hensyn at fastsætte særlige regler for anvendelsen

af sådanne stoffer, f.eks. produkter til patte- og yverdesinfektion eller

produkter til desinfektion i dambrug.

Til § 26

Spredning af visse husdyrsygdomsfremkaldende smitstoffer kan have store

eksportmæssige konsekvenser, hvorfor det foreslås, at landbrugsministeren

bemyndiges til at fastsætte regler for arbejde med sådanne stoffer.

Bestemmelsen skal sammenholdes med §§ 24 og 25 i lov om lægemidler,

hvorefter kliniske afprøvninger af lægemidler skal anmeldes til

Sundhedsstyrelsen, der kan stille vilkår eller kræve undersøgelsen standset

eller ændret.

Bestemmelsen gør det også muligt at fastsætte regler om anvendelse af

humant patogent materiale i forskning m.v., der involverer dyr.

Til § 27

Den nyere bioteknologi, herunder især genteknologien, indebærer nye

muligheder for mere målrettet at gribe ind i organismers arveanlæg. Det er

således nu bl.a. muligt at overføre gener med kendt funktion fra planter, dyr

og mikroorganismer til celler af samme eller anden art.

En væsentlig del af forskningen på området tager sigte på anvendelse inden

for jordbruget og resultaterne af denne forskning forventes på lidt længere

sigt at få stor betydning for jordbrugsproduktionen.

Inden for husdyrbruget forventes resultaterne af anvendt genteknologi

inden for de nærmeste år især at få betydning på de veterinærmedicinske

områder. Således forventes såvel produktionen som anvendelsen af vacciner at

ville kunne ske uden samtidig risiko for smittespredning, ligesom

vaccineproduktionen vil kunne billiggøres. Endvidere vil

gensplejsningsteknikken muliggøre fremstilling af hjælpemidler, der kan lette

diagnosticering og forebyggelse af husdyrsygdomme. Andre hjælpestoffer såsom

vitaminer, enzymer, vombakterier m.v. forventes også at kunne blive

fremstillet ved hjælp af gensplejsede mikroorganismer.

Husdyravl ved direkte anvendelse af gensplejsning er yderst kompliceret.

Det forventes på langt sigt at blive muligt at forbedre specifikke egenskaber

såsom frugtbarhed, tilvækst, kødfylde, foderudnyttelse og sygdomsresistens.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at give mulighed for at

fastsætte, at alle genteknologisk fremstillede husdyr skal vurderes ud fra de

hensyn, loven skal varetage, før de kan udsættes, anvendes, importeres eller

eksporteres. Det samme gælder husdyr, der har fået tilført genteknologisk

fremstillede organismer. Det er forudsat, at der kan blive tale om en

anmeldelses- og godkendelsesordning. Det forudses, at der i de første år med

sager på området vil blive tale om en afgørelse fra sag til sag og en helt

individuel behandling.

Den foreslåede bestemmelse må ses på baggrund af, at det ikke på forhånd

kan afvises, at der kan være uønskede virkninger af husdyrsundhedsmæssig art

forbundet med anvendelsen af genteknologi på husdyrområdet. Sigtet er således

at kunne etablere indseende med alle genteknologisk frembragte husdyr med

henblik på at bevare det sundhedsmæssigt høje stade for husdyrproduktionen

her i landet.

I henhold til § 11 i lov nr. 288 af 4. juni 1986 om miljø- og genteknologi

er udsætning af husdyr som udgangspunkt ikke tilladt. Miljøministeren kan dog

i særlige tilfælde meddele godkendelse hertil. Efter den foreslåede

bestemmelse vil der derfor alene kunne ske godkendelse/anmeldelse af

udsætning af husdyr i de tilfælde, hvor miljøministeren meddeler godkendelse

til udsætning.

Til kapitel 10

Bestemmelserne i dette kapitel afløser bl.a. § 19 i 1920-loven, § 1 i lov

nr. 326 af 23. december 1925, bestemmelser i lov nr. 139 af 1. juli 1927 og §

3, stk. 2, i lov nr. 175 af 5. juni 1959, alle om ændring af eller tillæg til

1920-loven. I medfør af disse bestemmelser er der fastsat takster for

dyrlægers arbejde i forbindelse med diagnosticering af husdyrsygdomme, jf.

Landbrugsministeriets cirkulære nr. 222 af 15. december 1987 om betaling for

offentlige forretninger.

Efter de nugældende regler betaler det offentlige således

dyrlægeundersøgelse, herunder udtagning og indsendelse af prøver til statens

veterinære institutter, og selve laboratorieundersøgelsen, som hovedregel dog

kun, hvis laboratorieundersøgelsen bekræfter mistanken. I modsat fald betaler

ejeren selv alle udgifter, herunder også til laboratorieundersøgelsen.

Til § 28

Begrundelsen for, at det offentlige i et vist omfang bør medvirke ved

finansieringen af sygdomsbekæmpelse inden for husdyrsektoren, er dels den

samfundsmæssige interesse i at bevare en sund husdyrbestand som leverandør af

sunde fødevarer, dels husdyrsektorens centrale betydning i en eksportmæssig

sammenhæng og dermed for den samlede samfundsøkonomi. Endvidere gælder, at

enkelte alvorlige sygdomme, f.eks. rabies, vil kunne overføres til mennesker,

hvorfor de allerede af denne grund bør bekæmpes.

I bilag 2 til lovforslaget er der foretaget en opdeling af

husdyrsygdommene i overensstemmelse med de nævnte synspunkter og på baggrund

af den aktuelle situation med hensyn til sygdomsbekæmpelse og eksport.

Gruppe I i bilag 2 repræsenterer således sygdomme, der ud fra de nu

gældende forudsætninger betragtes som meget alvorlige. Der er således tale om

sygdomme, der medfører høj smitterisiko og stor dødelighed, og hvis forekomst

udelukker eksport af en række landbrugsvarer til betydningsfulde markeder.

Gruppe II i bilag 2 repræsenterer sygdomme, hvis forekomst ud fra de nu

gældende forudsætninger har mere begrænsede eksportmæssige konsekvenser, idet

de i reglen kun influerer på handelen med avlsdyr og på produktionsforholdene

i den enkelte besætning.

Herudover resterer de sygdomme, der ikke nævnes under gruppe I og II, dvs.

sygdomme, der ikke skønnes at være nogen væsentlig samfundsmæssig interesse i

at bekæmpe.

Reglerne for det offentliges deltagelse i udgifter ved gennemførelse af

foranstaltninger i medfør af loven tænkes udformet under hensyn til den

omhandlede gruppering.

Med hensyn til undersøgelser ved mistanke om forekomsten af en af de i

gruppe I i bilag 2 til loven nævnte sygdomme forudsættes, at det offentlige

dækker udgiften til såvel prøveudtagning som det pågældende statslige

laboratoriums diagnosticering af prøven.

For bekæmpelsesforanstaltninger gælder, at den offentlige deltagelse i

sygdomsbekæmpelsen og de nævnte sygdommes alvorlige karakter, betyder, at

udgifterne forudsættes båret af det offentlige. De foranstaltninger, der i

denne forbindelse påbydes, f.eks. destruktion, nedslagning, afspærring osv.,

vil ofte være af en karakter, der går ud over, hvad der er i den enkelte

besætningsejers interesse for at bekæmpe sygdommen. Vedrørende erstatninger,

se bemærkningerne til § 29.

Med hensyn til de i gruppe II i bilag 2 til loven nævnte sygdomme, f.eks.

IBR og leukose, forudsættes det offentlige som led i den almindelige

sygdomsovervågning at afholde udgifterne ved de statslige laboratoriers

diagnosticering af prøver, udtaget ved konkret mistanke om sygdom i en

besætning.

Ud over undersøgelser i forbindelse med konkret mistanke om sygdom

gennemføres der løbende en overvågning af forekomsten af en række af de i

gruppe II i bilag 2 nævnte sygdomme, f.eks. IBR, leukose og Aujeszky's

sygdom. For så vidt angår sådanne overvågningsprogrammer forudsættes det

offentlige kun at afholde udgifter til diagnosticering af prøver, når dette

som et led i den almindelige zoosanitære overvågning er aftalt i forbindelse

med gennemførelsen af et bekæmpelsesprogram.

Udgifter i øvrigt i forbindelse med konstatering og bekæmpelse af de i

gruppe II i bilag 2 nævnte sygdomme forudsættes at være det offentlige

uvedkommende.

Udgifter i forbindelse med konstatering og bekæmpelse af andre

husdyrsygdomme forudsættes ligeledes at være det offentlige uvedkommende.

Bekæmpelse af de uden for gruppe I nævnte sygdomme vil f.eks. kunne tænkes

finansieret ved tilskud fra fonde, oprettet af erhvervets organisationer.

Af andre foranstaltninger, der kan komme på tale i henhold til loven, kan

f.eks. nævnes dyrlægeundersøgelser og -tilsyn, udstedelse af attester,

mærkning samt indsyning af dyr til dyrskuer o.lign. Udgifterne ved sådanne

foranstaltninger, der foretages som led i den generelle sygdomsforebyggelse,

forudsættes normalt at påhvile besætningsejeren.

Til § 29

Bestemmelsen svarer for så vidt angår erstatning ved nedslagning til

1920-lovens princip, jf. f.eks. §§ 8 og 9 i 1920-loven og § 8 i lov nr. 175

af 5. juni 1959 om tillæg til 1920-loven. Som noget nyt foreslås det desuden,

at der indføres lovhjemmel til at yde hel eller delvis erstatning for

driftstab. Endelig foreslås det, at der indføres hjemmel til at maksimere de

udbetalte erstatninger. Denne maksimeringsadgang agtes ikke anvendt i

forbindelse med nedslagning af en besætning, der efterfølgende konstateres

udelukkende at have bestået af ikke-smittede dyr.

Ifølge gældende lovs erstatningsregler skal der ske en taksation af dyr,

der skal slås ned. Der betales erstatning for dyrets værdi, idet der herved

forstås dyrets værdi uden hensyn til den sygdom, der begrunder nedslagningen.

Ved det sidst forekomne mund- og klovesygeudbrud blev der yderligere

tilvejebragt særlig bevillingsmæssig hjemmel til at yde erstatning for

driftstab.

Baggrunden for de gældende regler har været, at det er af afgørende

betydning at kunne foretage en hurtig og effektiv sygdomsbekæmpelse, herunder

nedslagning af såvel syge dyr som dyr, der blot kunne mistænkes for at være

smittede. Herunder har man ment det nødvendigt at sikre den fornødne

motivation hos de berørte landmænd til at medvirke positivt både ved

diagnosticering og bekæmpelse af alvorlige sygdomme gennem regler, der i høj

grad holder dem skadesløse for udgifter forbundet med sygdomskonstatering og

-bekæmpelse. I denne forbindelse må det fremhæves, at der, som nævnt i

bemærkningerne til § 28, i bekæmpelsesfasen ofte gennemføres

foranstaltninger, der går ud over, hvad der er i den enkelte besætningsejers

interesse for at bekæmpe sygdommen. De nævnte synspunkter må stadig tillægges

stor vægt.

Koncentrationen af husdyrholdet i stadig større enheder betyder

imidlertid, at en ubetinget fuld erstatningspligt for det offentlige vil

kunne indebære store økonomiske konsekvenser, især hvis der blandt de

sygdomsramte besætninger indgår meget store enheder. Det forekommer rimeligt,

at bedrifter med et meget stort husdyrhold - som et modstykke til den derved

opnåede rationaliseringsgevinst - selv påtager sig den forøgede økonomiske

risiko ved husdyrholdet når dette frembyder en højere grad af zoosanitær

risiko. De pågældende bedrifter vil kunne sikre sig mod eventuelle tab gennem

kollektive eller individuelle forsikringer. Forsøg på at opstille regler, der

kan forebygge uacceptabelt store offentlige udgifter til erstatninger ved

sygdomsudbrud, bør derfor primært sigte på en begrænsning af det offentliges

erstatningsansvar i forhold til den enkelte bedrift.

En fastlæggelse af grænser på besætningsniveau må imidlertid forudsættes

at ske ud fra en vurdering af en række faktorer, så som sygdommens karakter,

herunder dens smittefarlighed, og besætningens art og sammensætning. Ved

fastlæggelse af grænser, der baseres på antallet af dyr, må der bl.a. tages

hensyn til, om der f.eks. er tale om produktions- eller avlsdyr, malke- eller

kødkvæg, slagtefjerkræ eller høner til ægproduktion. Endvidere bør der ske en

afklaring af, om og i hvilket omfang de enkelte besætninger inden for en

bedrift kan betragtes som selvstændige og adskilte driftsenheder.

Landbrugsministeriet finder ikke, at de nævnte spørgsmål på nuværende

tidspunkt er afklaret tilstrækkeligt til at muliggøre en sagligt forsvarligt

fastlæggelse af præcise grænser for det offentliges erstatningsansvar. Man

vil derfor anmode en gruppe sagkyndige forskere og repræsentanter for

landbrugets organisationer om i samarbejde med veterinærmyndighederne at

foretage en analyse af de nævnte zoosanitære aspekter med henblik på at

etablere grundlaget for udstedelse af regler om maksimering af erstatninger i

henhold til loven.

Til kapitel 11

Til § 30

Til stk. 1

En væsentlig del af administrationen af veterinærlovgivningen varetages i

dag af Veterinærdirektoratet og af de veterinære institutter. Bestemmelsen

giver mulighed for at fastsætte regler om adgangen til at klage over disse

institutioners afgørelser, og om begrænsning af klageadgangen.

Til stk. 2

Bestemmelsen åbner mulighed for efter forhandling med vedkommende minister

at henlægge opgaver til andre ministeriers institutioner.

Til stk. 3

En effektiv forebyggelse og bekæmpelse af husdyrsygdomme forudsætter

erhvervets aktive medvirken. Således foregår en væsentlig del af

mastitisbekæmpelsen på laboratorier oprettet af Danske Mejeriers

Fællesorganisation. Også de sundhedstjenester, der er etableret inden for

kvæg- og svinesektoren, gennemføres i stor udstrækning i erhvervs- og

organisationsregi. I overensstemmelse med regeringens moderniseringsplaner er

det hensigten at videreføre og udbygge sådanne ordninger, hvilket

bestemmelsen åbner mulighed for.

Til § 31

Tilvarende bestemmelser findes i en lang række andre love, i henhold til

hvilke offentlige myndigheder har en kontrolfunktion.

Som eksempel kan nævnes bestemmelser i lov om mælk og konsummælkprodukter,

lov om margarine og lov om levnedsmidler. I lov om vaccination mod mund- og

klovesyge og lov om vaccination mod ondartede smitsomme pelsdyrsygdomme

findes særlige bestemmelser om gennemførelse af foranstaltningerne på

bedrifterne.

Varetagelsen af administrationen i medfør af lovforslaget forudsætter

undertiden adgang til bedrifterne. Da bekæmpelse og forebyggelse af

husdyrsygdomme også sker i den enkelte ejers interesse, er der normalt ingen

problemer forbundet hermed.

Det kan dog ikke udelukkes, at der kan være behov for at skaffe sig adgang

til privat ejendom imod ejerens ønske, f.eks. i forbindelse med bekæmpelse af

sygdomsudbrud, der truer ikke blot ejerens husdyrbesætning, men også andre

husdyrbesætninger i området. I sådanne tilfælde vil tilsynet praktisk taget

altid blive udført af kredsdyrlægen. Såfremt ejeren ønsker det, og øjemedet

ikke forspildes, vil der i almindelighed blive givet ejerens egen dyrlæge

lejlighed til at være til stede.

Til § 32

Svarer til princippet i gældende lovgivning, jf. f.eks. § 19 i 1920-loven

og § 1, stk. 3, i lov om foranstaltninger til udryddelse af oksebremselarven.

Til § 33

Bestemmelsen svarer til de bestemmelser, der er eller har været gældende i

forbindelse med bekæmpelse af husdyrsygdomme som f.eks. leukose og

tuberkulose eller i forbindelse med godkendelse af rugerier samt med

lovgivningen om burhøns og hjortehold. Den sigter mod at sikre, at

Landbrugsministeriet kan skaffe sig sådanne oplysninger om besætningens art,

antal og placering, som er nødvendig for at administrere de pågældende

lovområder.

Til § 34

Som led i den fælles landbrugspolitik i EF, herunder fjernelsen af

handelshindringer, gennemføres der løbende en harmonisering af

veterinærlovgivningen. Bestemmelsen bemyndiger ministeren til at udstede de

regler, som er nødvendige for at gennemføre de af EF vedtagne beslutninger,

direktiver og forordninger.

Til kapitel 12

Til § 35

Til stk. 1

Sanktionerne ved overtrædelse af gældende lovgivnings bestemmelser består

overvejende i bødestraf, jf. § 18 i 1920-loven. Der er dog også i enkelte

særregler, f.eks. i lov om anvendelse af selvdøde dyr m.m., bestemmelser om

hæftestraf. Under hensyn til hidtidig praksis skønnes det tilstrækkeligt, at

der er mulighed for at pålægge bødestraf.

Til stk. 2

Bestemmelsen bemyndiger landbrugsministeren til at fastsætte

strafbestemmelser i bekendtgørelser, der udstedes i medfør af loven.

Til § 36

I overensstemmelse med forslagene i betænkning nr. 996/1984 om

ansvarsplacering og reaktionsmuligheder i kommunestyret foreslås det, at

kommuner og kommunale fællesskaber skal kunne pålægges bødeansvar. Det er en

forudsætning, at den strafbare handling er begået af kommunen eller det

kommunale fællesskab som driftsherre, arbejdsgiver eller lignende.

Til § 37

Straffesager i henhold til forslaget behandles som politisager. Endvidere

vil der efter forslaget være adgang til at bringe de retsmidler, der er nævnt

i retsplejelovens kapitel om ransagning, til anvendelse i samme omfang som i

statsadvokatsager.

Til kapitel 13

Til § 38

Loven tænkes sat i kraft snarest muligt.

Til § 39

Til stk. 1

Nærværende lovforslag erstatter lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme

sygdomme hos husdyrene med ændrings- og tillægslove. Som led i den

regelsanering, som ønskes gennemført i forbindelse med lovforslaget, er

endvidere de bestemmelser i de nævnte særlove, som ønskes videreført,

inkorporeret i forslaget. 1920-loven og de under nr. 7-13 nævnte særlove kan

herefter ophæves.

Til stk. 2

Lovforslaget forudsætter, at en lang række gældende administrative

forskrifter revideres. Da der vil gå en vis tid efter lovforslagets

ikrafttræden, inden denne revision er afsluttet, er det foreslået at

opretholde gældende administrative regler.

Til stk. 3

Bestemmelsen fastslår, at gældende bestemmelser, der forbliver i kraft

efter forslagets ikrafttræden, strafsanktioneres efter samme regler som

bestemmelserne i lovforslaget.

Til § 40

Det har vist sig ønskeligt, at de veterinære og zoosanitære aspekter

inddrages i forbindelse med Sundhedsstyrelsens behandling af sager vedrørende

registrering af lægemidler til veterinær anvendelse.

De seneste erfaringer har således vist, at veterinærmedicinske produkter

som f.eks. vacciner kan indeholde stoffer, som kan fremkalde sygdom eller en

utilsigtet sygdomsimmunisering hos de behandlede dyr. Det er derfor

nødvendigt, at man i forbindelse med registrering af sådanne produkter er

opmærksom på denne risiko.

På denne baggrund nedsatte man i 1983 efter aftale mellem

Indenrigsministeriet og Landbrugsministeriet som en forsøgsordning et

rådgivende veterinært vaccineudvalg. Udvalget var sammensat af repræsentanter

for Sundhedsstyrelsen, Veterinærdirektoratet og de statslige veterinære

institutter.

Der er enighed om, at det vil være hensigtsmæssigt at lovfæste dette

udvalg i lægemiddelloven.

I lægemiddelloven er hjemmel til at stille særlige betingelser som

forudsætning for markedsføring af en registreret specialitet, herunder også

vacciner, og det vil kunne forventes, at udvalget vil indstille, at der

iagttages særlige kontrolforanstaltninger over for fortrinsvis udenlandske

vacciner m.v. til husdyr, og at kontrollen udbygges med en ordning med

deponering af prøver af hver produktion (batch), som bl.a. kan anvendes i

forbindelse med opklaring af epidemiologiske sammenhænge, hvor vacciner m.v.

kunne mistænkes som årsagsfaktor.

Udgifterne til kontrolforanstaltninger som de nævnte forudsættes dækket

gennem afgiftssystemer, der er hjemlet i lægemiddelloven.

Til § 41

Lovforslaget gælder ikke for Grønland og Færøerne, men kan ved kongelig

anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige

grønlandske forhold tilsiger.

Bilag

Den gældende lovgivning i hovedtræk

Lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene

Denne lov, som er hovedloven inden for husdyrsygdomslovgivningen

fastlægger i meget detaljeret form, hvilke foranstaltninger, der skal

iværksættes ved udbrud af en smitsom sygdom.

Loven regulerer kun smitsomme sygdomme. I lovens § 2 er angivet, hvilke

sygdomme, der anses for ondartede, og i § 10 hvilke, der anses for mildere

smitsomme sygdomme. Sondringen har bl.a. betydning for, hvornår en dyreejer

skal tilkalde dyrlæge ved sygdomsudbrud og for, hvilke foranstaltninger, der

kan iværksættes til bekæmpelse af sygdommen. F.eks. kan nedslagning kun finde

sted over for ondartede sygdomme. Listen over ondartede sygdomme er flere

gange blevet ændret administrativt, hvilket loven indeholder hjemmel til.

Derimod indeholder loven ikke hjemmel til administrativt at fjerne nogle af

de sygdomme, som oprindelig blev anset for ondartede, hvilket bl.a. har

betydet, at sygdomme, som i dag ikke anses for alvorlige, stadig figurerer på

listen af ondartede smitsomme sygdomme.

Princippet i lovens erstatningsregler er, at ejere skal have erstatning

for det tab, de lider, når der af det offentlige påbydes nedslagning eller

destruktion, eller der iøvrigt sker skade på de berørte personers ejendom.

Det er ligeledes et gennemgående princip i loven, at hvis der påbydes

gennemført foranstaltninger f.eks. i form af desinfektion, skal udgifterne

hertil betales af det offentlige, medmindre ejeren selv er skyld i, at

sygdommen eller skaden er opstået.

Endelig kan nævnes, at gældende lovgivning bygger på det princip, at det

skal være omkostningsfrit for en dyreejer at tilkalde dyrlæge og få

diagnosticeret en smitsom husdyrsygdom.

Det administrative system, som loven er baseret på, er forældet. Følgende

myndigheder forudsættes inddraget i bekæmpelsen af en husdyrsygdom: Den

privatpraktiserende dyrlæge, politimesteren, amtmanden, sognefogeden og

veterinærfysikus (nu Veterinærdirektoratet). Særlig politimesteren er i loven

tillagt en fremtrædende og aktiv rolle i sygdomsbekæmpelsen, der ikke svarer

til den måde, hvorpå opgavevaretagelsen finder sted i dag.

Veterinærdirektoratet og de herunder hørende kredsdyrlæger er i praksis den

myndighed, som træffer beslutning om, hvilke bekæmpelsesforanstaltninger, der

i de konkrete tilfælde skal iværksættes. I det omfang, politiets bistand er

påkrævet til at gennemføre foranstaltninger, f.eks. afspærring,

tvangsfjernelse el.lign., sker dette på begæring af de veterinære

myndigheder.

Loven er gennem årene ændret ved i alt 9 ændringslove. Ændringerne har

bl.a. drejet sig om særlige bekæmpelsesforanstaltninger i forbindelse med

udbrud af mund- og klovesyge, om betaling af udgifter ved

dyrlægeundersøgelser m.v., om bekæmpelse af rabies og særlige bestemmelser om

kvægtuberkulose og smitsom kalvekastning, herunder bestemmelser om behandling

(opvarmning) af mejeriprodukter for at undgå smittespredning.

I tilknytning til loven er udarbejdet en lang række bekendtgørelser,

cirkulærer m.v., hvoraf en del som en konsekvens af lovrevisionen vil skulle

ændres og moderniseres.

Lov nr. 424 af 20. juni 1922 om anvendelse af selvdøde dyr m.m.

Loven fastlægger, at selvdøde dyr m.m. kun må sælges eller overdrages til

destruktionsanstalter autoriseret af Landbrugsministeriet, eller skal

nedgraves på hjemstedet. Anvendelse i rå tilstand til føde for dyr er kun

tilladt, hvis der foreligger en dyrlægeerklæring om, at der ikke er risiko

for spredning af en smitsom sygdom.

Lov nr. 131 af 26. marts 1941 om foranstaltninger til udryddelse af

oksebremselarven

Loven indeholder hjemmel til at påbyde eftersyn i besætninger for

oksebremselarven, der er en parasit, som kan angribe hornkvæg. Loven

indeholder tillige bestemmelser om attester for sygdomsfrihed og om betaling

og erstatning i tilfælde af dyrs død som følge af behandling.

Lov nr. 197 af 7. maj 1948 om markeder m.v. for heste og kreaturer

Markedsloven omfatter kun markeder for heste og kreaturer. Loven varetager

to hensyn. Et erhvervsmæssigt og et veterinært. Det erhvervsmæssige hensyn

består i at foretage en fordeling af markederne mellem de forskellige områder

i landet, således at der findes passende muligheder i de forskellige områder

for at kunne levere heste og kreaturer til et marked, og således at der til

de enkelte markeder findes et passende opland. Dette hensyn tilgodeses ved at

markeder, herunder også engangsmarkeder, skal godkendes af

Landbrugsministeriet. Inden godkendelse gives, skal de stedlige myndigheder

og de nærmest interesserede landbrugsorganisationer høres. Endvidere høres

den stedlige politimester. Ifølge loven er landbrugsministeren forpligtet til

årligt at udgive en fortegnelse over de markeder, som afholdes i det

pågældende kalenderår. Markedsfortegnelsen offentliggøres i Københavns

Universitets Almanak.

Det veterinære hensyn, som består i at sikre, at markeder afholdes på en

sådan måde, at der består mindst mulig risiko for smittespredning, sikres

bl.a. ved dyrlægetilsyn, og ved at der stilles krav til markedspladsens

indretning.

Lov nr. 42 af 20. februar 1960 om vaccination mod ondartede smitsomme

pelsdyrsygdomme

Loven indeholder hjemmel til at påbyde vaccination af pelsdyrbesætninger

mod bl.a. hvalpesyge samt hjemmel til at forbyde omsætning af pelsdyr til

områder, hvor der skønnes at være fare for smitte. Herudover indeholder loven

regler om, at indførsel af vaccine kun må finde sted med landbrugsministerens

tilladelse.

Udgifterne ved vaccination afholdes af pelsdyrejeren. Hvis påbudt

vaccination medfører dyrs død som umiddelbar følge, skal der ydes en

erstatning af det offentlige i overensstemmelse med reglerne i 1920-loven.

Lov nr. 129 af 31. marts 1960 om vaccination mod mund- og klovesyge

Loven indeholder hjemmel til at påbyde vaccination af klovbærende dyr mod

mund- og klovesyge. Efter loven skal vaccination foregå i overensstemmelse

med de forskrifter, som Landbrugsministeriet fastsætter, og må kun ske med

vaccine, der udleveres gennem Veterinærdirektoratet. Indførsel af vaccine mod

mund- og klovesyge må ligeledes kun finde sted med Landbrugsministeriets

tilladelse. Loven administreres i samarbejde med et vaccineudvalg bestående

af landbrugets organisationer og dyrlægeforeningen.

Af eksportmæssige hensyn har man gennem de seneste år ført en

ikke-vaccinationspolitik. Loven har derfor ikke været anvendt i forbindelse

med de seneste mund- og klovesygetilfælde.

Lov nr. 211 af 31. maj 1968 om kunstig sædoverføring på husdyr

Loven indeholder bemyndigelse for landbrugsministeren til at fastsætte

krav til husdyr, hvis sæd kunstigt overføres til anden mands husdyr, og krav

til virksomheder (tyre- og ornestationer), der holder husdyr, der anvendes

til kunstig sædoverføring.

Lov nr. 214 af 31. maj 1968 om bekæmpelse af enzootisk leukose hos kvæg

Loven bemyndiger landbrugsministeren til at fastsætte regler om, under

hvilke omstændigheder kvæg skal anses for at være angrebet af enzootisk

leukose, om kontrolundersøgelser og om foranstaltninger til hindring af

smitte.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter