1988 LSF 29 FORSLAG TIL LOV OM HUSDYRSYGDOMME
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Formål og område
§ 1. Lovens formål er at sikre sundhedstilstanden blandt husdyr ved at
iværksætte foranstaltninger til forebyggelse, overvågning og bekæmpelse af
husdyrsygdomme.
§ 2. Loven omfatter alle husdyrsygdomme, herunder de sygdomme, der er
optaget i lovens bilag 1 og 2.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan foretage ændringer i bilagene.
§ 3. Loven omfatter både dyr, der befinder sig i menneskelig varetægt, og
vildtlevende dyr.
Kapitel 2
Konstatering og anmeldelse
§ 4. Den, som i sin varetægt har dyr, som er eller kan mistænkes for at
være angrebet af en af de sygdomme, der er nævnt i lovens bilag 1, skal
tilkalde en dyrlæge.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at dyrlæge skal
tilkaldes, såfremt visse nærmere angivne symptomer forekommer hos dyr.
§ 5. Når en dyrlæge tilkaldes i henhold til § 4, skal dyrlægen søge
mistanken om sygdommen be- eller afkræftet samt søge sygdommens art
konstateret.
Stk. 2. Hvis en dyrlæge efter undersøgelser foretaget i henhold til stk. 1
eller i øvrigt i forbindelse med sit arbejde får mistanke om, at der
foreligger en sygdom, som er omfattet af gruppe A i bilag 1, skal dyrlægen
straks underrette den myndighed, der udpeges i medfør af § 6.
Stk. 3. Hvis en dyrlæge efter undersøgelser foretaget i henhold til stk. 1
eller i øvrigt i forbindelse med sit arbejde får mistanke om, at der
foreligger en sygdom, som er omfattet af gruppe B i bilag 1, skal dyrlægen
foretage undersøgelser og indberetning og herunder i fornødent omfang udtage
prøver efter regler fastsat i medfør af § 6.
§ 6. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke
Læs alt
foranstaltninger der skal træffes ved mistanke om eller forekomst af
sygdomme, der er omfattet af bilag 1, herunder undersøgelser, aflivning i
undersøgelsesøjemed, udtagning og indsendelse af prøver,
laboratorieundersøgelser og indberetning.
Kapitel 3
Bekæmpelsesforanstaltninger
§ 7. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om eller påbyde iværksat
foranstaltninger for at udrydde eller hindre eller begrænse udbredelse af de
i bilag 2 nævnte sygdomme samt for at imødegå risiko for udbredelse af disse
sygdomme.
Stk. 2. Foranstaltninger i henhold til stk. 1 kan omfatte:
1) For dyr:
a) undersøgelse, herunder prøveudtagning med henblik på diagnosticering,
b)behandling,
c)vaccination,
d)mærkning,
e)isolation,
f)tilsyn,
g)nedslagning og
h)destruktion.
2) For animalske produkter, foder, gødning og materiale, som kan være
inficeret eller kontamineret:
a) undersøgelse for smitstoffer,
b)pasteurisering,
c)sterilisering,
d)desinfektion,
e)destruktion og
f)tilintetgørelse.
3) For bygninger, anlæg, maskiner og transportmidler:
a)rensning og
b)desinfektion.
4) For anlæg, ejendomme eller områder:
a) tilsyn og
b)afspærring.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan endvidere forbyde eller begrænse enhver
flytning af dyr, animalske produkter, foder og foderstoffer, strøelse og
andet materiale, som indebærer risiko for udbredelse af sygdom samt forbyde
eller begrænse afholdelse af markeder, auktioner, dyrskuer samt enhver anden
samling af dyr.
Kapitel 4
Forebyggende foranstaltninger
§ 8. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om eller forbyde dyrehold på
steder, der frembyder særlig sundhedsmæssig risiko for husdyr.
§ 9. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om sygdomsforebyggende
foranstaltninger for steder, hvor dyr holdes eller bringes sammen, samt for
behandling, opbevaring og transport m.v. af animalske produkter og gødning
m.v.
§ 10. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om overvågning af
sundhedstilstanden samt om forebyggelse og afhjælpning af sundhedsmæssige
problemer blandt husdyr.
Stk. 2. I regler, der fastsættes i medfør af stk. 1, kan der fastsættes
bestemmelser om vaccination og andre forebyggende foranstaltninger. Endvidere
kan der fastsættes regler om indsamling og indberetning af data til belysning
af besætningers sundhedsmæssige tilstand, om mærkning af dyr og om udtagning
af prøver fra dyr og produkter fra disse til undersøgelse for sygdomme eller
sygelige tilstande.
§ 11. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om indretning og drift af
og dyrlægetilsyn med dyrehaver, zoologiske haver, dyrehandeler og lignende
steder med dyrehold samt om betaling for tilsynet.
§ 12. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om eller påbyde
foranstaltninger, der tager sigte på at forebygge eller hindre, at sygdomme
overføres mellem dyr og mennesker.
Kapitel 5
Omsætning m.v. af dyr
§ 13. Ejere af husdyrbesætninger skal registrere afgang fra henholdsvis
tilgang til besætninger af dyr. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler
herom.
§ 14. Klovbærende dyr, som flyttes, omsættes, herunder føres til
slagtning, eller tilføres samlinger af dyr, skal være mærket eller ledsaget
af dokumentation, således at dyrenes oprindelse og identitet kan fastslås og
sundhedstilstanden kan vurderes. Landbrugsministeren fastsætter nærmere
regler herom. Reglerne kan indeholde krav om, at en bestemt form for mærkning
eller dokumentation skal anvendes.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at andre dyr end
klovbærende dyr skal være omfattet af stk. 1.
§ 15. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om smittebeskyttende
foranstaltninger for steder, hvor dyr bringes sammen, og for transport af
dyr.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte bestemmelser om sundhedsmæssige
krav til dyr, der overføres til områder med særlig sygdomsmæssig status, samt
om vilkår i forbindelse med overførslen.
§ 16. Etablering af permanente markedspladser, auktionslokaler eller
samlestalde for dyr skal godkendes af landbrugsministeren.
Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om betingelserne for
godkendelse samt om, hvilke dyrearter der kan tilføres, om indretning, drift
og dyrlægetilsyn m.v. samt om betaling for tilsynet.
Stk. 2. Markeder, dyrskuer og auktioner, som afholdes højst 4 gange
årligt, og hvortil der føres dyr, skal forinden afholdelsen anmeldes til
Landbrugsministeriet. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om
anmeldeordningen, herunder om, hvor lang tid forud for afholdelsen anmeldelse
skal ske, samt om, hvilke dyrearter der kan tilføres, og om indretning, drift
og dyrlægetilsyn m.v. samt om betaling for tilsynet.
§ 17. Personer, selskaber og foreninger m.v., der erhvervsmæssigt omsætter
klovbærende dyr, skal foretage anmeldelse herom efter regler fastsat af
landbrugsministeren.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at de i stk. 1 nævnte
personer og selskaber m.v. skal registrere køb og salg af klovbærende dyr.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at personer,
selskaber og foreninger m.v., der omsætter andre dyr end klovbærende eller
ikke-erhvervsmæssigt omsætter klovbærende dyr, skal foretage anmeldelse herom
og registrere køb og salg af dyr.
Kapitel 6
Sædoverføring og ægtransplantation
§ 18. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om sundhedsmæssige krav til
husdyr, hvis sæd, æg eller embryoner kunstigt overføres, samt til sæd, æg
eller embryoner, der er bestemt til kunstig sædoverføring eller
ægtransplantation.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte bestemmelser om mærkning af
husdyr, der anvendes til sædudtagning, leverer æg eller embryoner, eller
hvortil sæd eller embryoner overføres, samt af det derved frembragte afkom.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte bestemmelser om anvendelse af
dyr til bedækning.
§ 19. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at husdyr og sæd, æg
eller embryoner fra husdyr, som skal anvendes til kunstig sædoverføring eller
ægtransplantation på andres dyr, kun må holdes henholdsvis opbevares på
virksomheder, som er godkendt dertil.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om
virksomhedernes indretning og drift, herunder regler om dyrlægetilsyn og
betaling herfor og om personalemæssige forhold samt om besøg på
virksomhederne.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om opsamling,
udtagning, bedømmelse, præparation, identifikation, opbevaring, forsendelse
og kunstig overføring af sæd, æg og embryoner samt om virksomhedernes pligt
til at føre journaler og foretage indberetning om forhold vedrørende
sygdomstilfælde og frugtbarhedskontrol.
§ 20. Kunstig overføring af sæd, æg eller embryoner til husdyr samt
udtagning af æg eller embryoner fra husdyr må kun udføres af autoriserede
dyrlæger eller af personer, som opfylder de betingelser, som fastsættes af
landbrugsministeren.
§ 21. Bestemmelserne i dette kapitel finder også anvendelse på husdyr, der
benyttes af en forening, et selskab eller anden sammenslutning til udtagning
af sæd eller til overføring af æg eller embryoner til medlemmernes husdyr.
Kapitel 7
Animalsk affald
§ 22. Selvdøde og aflivede dyr, kød- og slagteaffald, som er uegnet eller
ikke agtes anvendt til menneskeføde, samt andre animalske affaldsprodukter
skal behandles, opbevares, transporteres m.v. på en sådan måde, at smitstof
eller andre skadelige stoffer ikke kan spredes. Landbrugsministeren
fastsætter nærmere regler herom.
Stk. 2. Produkter som nævnt i stk. 1 må ikke anvendes som foder til dyr,
medmindre landbrugsministeren har meddelt tilladelse hertil.
§ 23. Virksomheder, der indsamler, opbevarer, behandler eller distribuerer
dyr og produkter som nævnt i § 22 med henblik på destruktion heraf og
ødelæggelse af smitstof eller med henblik på anvendelse som foder til dyr,
skal autoriseres af landbrugsministeren, der fastsætter nærmere regler herom.
Landbrugsministeren kan fastsætte regler om opbevaring, transport,
behandling, destruktion og anvendelse af disse dyr og produkter, om
virksomhedernes indretning og drift og om tilsyn med virksomhederne og
betaling herfor samt om pligt til at aftage dyr og produkter til destruktion.
Kapitel 8
Foder
§ 24. Med henblik på at hindre smittespredning eller anden sundhedsmæssig
risiko for husdyr kan landbrugsministeren fastsætte regler om behandling,
opbevaring og anvendelse af produkter, der anvendes eller agtes anvendt som
foder til husdyr, og om udtagning af prøver heraf samt regler om dyrehold i
forbindelse med erhvervsmæssig fremstilling af foder.
Kapitel 9
Veterinære lægemidler m.v.
§ 25. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om eller forbyde veterinær
anvendelse af vacciner, sera, immunologiske testpræparater, lægemidler og
præparater fremstillet af animalske produkter og andre lægemidler og
præparater. I reglerne kan der fastsættes bestemmelser om, at husdyr, der er
behandlet med, har indtaget eller optaget de nævnte lægemidler m.v., ikke må
fjernes fra besætningen inden en nærmere fastsat frist.
Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af stk. 1, kan det bestemmes, at
dyrlæger skal føre særlige optegnelser over udlevering og anvendelse af
veterinære lægemidler som nævnt i stk. 1, og at optegnelserne skal stilles
til rådighed for landbrugsministeren.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om indførsel,
markedsføring, kvalitet og anvendelse af stoffer, som regulerer husdyrs
ydelse, tilvækst eller reproduktion.
Stk. 4. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af
desinfektionsmidler og andre produkter, der tjener til forebyggelse og
fjernelse af sygdomsforvoldende forhold i husdyrs omgivelser.
§ 26. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for anvendelse af
materialer, som kan fremkalde sygdomme, i forsknings- og forsøgsøjemed eller
med henblik på frembringelse af biologiske præparater.
§ 27. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om udsætning, anvendelse,
omsætning, import og eksport af genteknologisk fremstillede husdyr, herunder
husdyr modificeret ved hjælp af genteknologisk fremstillede organismer, samt
om forudgående anmeldelse eller godkendelse.
Kapitel 10
Betaling, erstatning m.v.
§ 28. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang
udgifterne i forbindelse med laboratorieundersøgelser, udtagning af prøver og
andre foranstaltninger, der iværksættes i medfør af loven, afholdes af
staten.
§ 29. Ved nedslagning af dyr og ved destruktion i henhold til § 7 af foder
og af æg, mælk og lignende animalske produkter, yder statskassen ejeren en
erstatning svarende til dyrenes eller produkternes værdi, jf. dog stk. 2,
samt en erstatning til hel eller delvis dækning af det herved opståede
driftstab.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning af
erstatning i henhold til stk. 1. Reglerne kan indeholde bestemmelser om
maksimering af erstatningen.
Kapitel 11
Forskellige bestemmelser
§ 30. Henlægger landbrugsministeren sine beføjelser efter loven til
institutioner under Landbrugsministeriet, kan ministeren fastsætte regler om
adgangen til at klage over disse myndigheders afgørelser, herunder om at
disse myndigheder har den endelige administrative afgørelse.
Stk. 2. Efter forhandling med den pågældende minister kan
landbrugsministeren fastsætte regler om andre myndigheders eller
institutioners medvirken ved varetagelse af opgaver efter loven. Stk. 1
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at private
institutioner medvirker ved varetagelse af opgaver efter loven eller efter
regler fastsat i medfør af loven og om klage over disse institutioners
afgørelser.
§ 31. Personer, der er ansat i Landbrugsministeriet og
Veterinærdirektoratet, eller som er særligt bemyndiget hertil, har, i det
omfang varetagelsen af de i loven omhandlede opgaver kræver det, til enhver
tid mod legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og private
ejendomme og lokaliteter.
Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Landbrugsministeren
kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
§ 32. Ejere af dyr skal vederlagsfrit stille den nødvendige bistand til
rådighed ved undersøgelser og udtagning af prøver og ved andre
foranstaltninger, der iværksættes i henhold til loven.
§ 33. Det påhviler virksomheder, der modtager animalske produkter fra
landbrugsbedrifter, efter anmodning at give oplysning om de pågældende
leverandørbesætninger. Oplysningerne skal omfatte ejerens navn og adresse,
identifikation af ejendommen samt besætningens art og sammensætning.
§ 34. Landbrugsministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse
af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs direktiver og beslutninger om
forhold, som er omfattet af denne lov. Landbrugsministeren kan endvidere
fastsætte de bestemmelser, som er nødvendige for anvendelsen af Det
Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger om forhold, som er omfattet af
denne lov.
Kapitel 12
Straffebestemmelser
§ 35. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning,
straffes med bøde den, der
1) undlader at tilkalde dyrlæge efter § 4,
2) overtræder § 5, § 13, § 14, § 20 og § 22,
3) undlader at efterkomme forbud eller påbud efter § 7, § 8, § 12 og § 25,
4) uden godkendelse eller anmeldelse udøver virksomhed som omhandlet i §
16 og § 17, stk. 1,
5) uden autorisation udøver virksomhed som omhandlet i § 23,
6) undlader at stille bistand til rådighed efter § 32 eller
7) undlader at give oplysning efter § 33.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes
straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.
§ 36. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber,
anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant
bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt
fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen
eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
§ 37. Retsmidlerne i retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme
omfang som i statsadvokatsager.
Kapitel 13
Ikrafttrædelses-, ændrings- og overgangsbestemmelser m.v.
§ 38. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af
landbrugsministeren.
§ 39. Følgende love ophæves:
1) Lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene.
2) Lov nr. 188 af 1. maj 1923 om tillæg til lov af 14. april 1920 om
smitsomme sygdomme hos husdyrene.
3) Lov nr. 138 af 18. april 1925 om tillæg til lov af 14. april 1920 om
smitsomme sygdomme hos husdyrene.
4) Lov nr. 326 af 23. december 1925 om ændring af lov af 14. april 1920 om
smitsomme sygdomme hos husdyrene.
5) Lov nr. 139 af 1. juli 1927 om ændringer i og tillæg til lov af 14.
april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene.
6) Lov nr. 175 af 5. juni 1959 om tillæg til lov om smitsomme sygdomme hos
husdyrene.
7) Lov nr. 424 af 30. juni 1922 om anvendelse af selvdøde dyr m.v.
8) Lov nr. 131 af 26. marts 1941 om foranstaltninger til udryddelse af
oksebremselarven.
9) Lov nr. 197 af 7. maj 1948 om markeder m.v. for heste og kreaturer.
10) Lov nr. 42 af 20. februar 1960 om vaccination mod ondartede smitsomme
pelsdyrsygdomme.
11) Lov nr. 129 af 31. marts 1960 om vaccination mod mund- og klovesyge.
12) Lov nr. 211 af 31. maj 1968 om kunstig sædoverføring på husdyr.
13) Lov nr. 214 af 31. maj 1968 om bekæmpelse af enzootisk leukose hos
kvæg.
Stk. 2. Regler, der er udstedt med hjemmel i de nævnte love, forbliver i
kraft, indtil de afløses af bestemmelser fastsat i henhold til denne lov.
Stk. 3. Overtrædelse af bestemmelser, der forbliver i kraft, straffes med
bøde. §§ 36 og 37 finder tilsvarende anvendelse.
§ 40. I lov om lægemidler, jf. lovbekendtgørelse nr. 451 af 6. august
1982, som ændret ved lov nr. 157 af 11. april 1984, indsættes efter §
40 og før overskriften »Apotekervarenævnet«:
»§ 40 a. Det Veterinære Vaccineudvalg, der består af 5 medlemmer, som
udnævnes af landbrugsministeren, rådgiver Sundhedsstyrelsen i sager om
vacciner, sera og andre lægemidler, der er bestemt til veterinær anvendelse
eller kan anvendes veterinært.
Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter udvalgets forretningsorden.
Stk. 3. § 38, stk. 3, og § 40 finder anvendelse på Det Veterinære
Vaccineudvalg.«
§ 41. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne, men kan dog ved kongelig
anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige
grønlandske forhold tilsiger.
Bilag 1
Oversigt over smitsomme husdyrsygdomme
Indberetning
Gruppe A
(omfatter sygdomme, der skal indberettes til veterinærmyndighederne i
henhold til § 5, stk. 2, jf. § 6).
Sygdomme, der forekommer hos flere dyrearter
Bluetongue
Miltbrand
Mund- og klovesyge
Rabies hos andre dyr end flagermus
Rift Valley fever
Vesikulær stomatitis
Brucellose
Tuberkulose (bovin og human type)
Kvægsygdomme
Kvægpest
Lumpy skin disease
Oksens ondartede lungesyge
Svinesygdomme
Afrikansk svinepest
Klassisk svinepest
Smitsom blæreudslæt hos svin (SVD)
Smitsom svinelammelse (Teschener syge)
Sygdomme, der fortrinsvis forekommer hos små drøvtyggere
Fåre- og gedekopper
Fåre- og gedepest
Scrapie
Hestesygdomme
Afrikansk hestepest
Snive
Fjerkræsygdomme
Influenzainfektioner, herunder Fowl Plague
Infektiøs laryngotracheitis hos fjerkræ
Newcastle disease
Hønsetyfus (Salmonella gallinarium og Salmonella pullorum)
Gruppe B
(omfatter sygdomme, der skal indberettes til veterinærmyndighederne i
henhold til § 5, stk. 3, jf. § 6).
Sygdomme, der forekommer hos flere dyrearter
Hydatidose (Echinococcus granulasus)
Salmonellose
Trikinose
Fjerkrætuberkulose
Aujeszky's sygdom
Kvægsygdomme
Cysticerkose hos kvæg (Cysticercus bovis sive ihermes)
Enzootisk leukose
Infektion med bovin herpesvirus 1 (IBR/IPV)
Oksebremselarve-invasion
Parafilaria bovicola-invasion
Svinesygdomme
Cysticerkose hos svin (Cysticercus cellulosae)
Overførbar gastroenteritis (TGE)
Hestesygdomme
Contagiøs equin metritis (CEM)
Infektiøs anæmi
Ondartet beskelersyge (dourine)
Venezuelansk hesteencephalitis
Epizootisk lymphangitis
Fjerkræsygdomme
Fjerkrækopper
Fjerkrækolera
Ornitose (Clamydiose)
Pelsdyr- og kaninsygdomme
Hvalpesyge hos pelsdyr
Virus enteritis hos mink
Myxomatose
Tularæmi
Skab hos ræv
Sygdomme hos flagermus
Rabies.
Bilag 2
Oversigt over smitsomme husdyrsygdomme
Bekæmpelse
Gruppe I
Sygdomme, der forekommer hos flere dyrearter
Bluetongue
Miltbrand
Mund- og klovesyge
Rabies hos andre dyr end flagermus
Rift Valley fever
Vesikulær stomatitis
Brucellose
Tuberkulose (bovin og human type)
Kvægsygdomme
Kvægpest
Lumpy skin disease
Oksens ondartede lungesyge
Svinesygdomme
Afrikansk svinepest
Klassisk svinepest
Smitsom blæreudslæt hos svin (SVD)
Smitsom svinelammelse (Teschener syge)
Sygdomme, der fortrinsvis forekommer hos små drøvtyggere
Fåre- og gedekopper
Fåre- og gedepest
Scrapie
Hestesygdomme
Afrikansk hestepest
Snive
Fjerkræsygdomme
Influenzainfektioner, herunder Fowl Plague
Infektiøs laryngotracheitis hos fjerkræ
Newcastle disease
Hønsetyfus (Salmonella gallinarium og Salmonella pullorum)
Gruppe II
Sygdomme, der forekommer hos flere dyrearter
Aujeszky's sygdom
Trikinose
Salmonellose
Kvægsygdomme
Enzootisk leukose
Infektion med bovin herpesvirus 1 (IBR/IPV)
Oksebremselarve-invasion
Parafilaria bovicola-invasion
Svinesygdomme
Overførbar gastroenteritis (TGE)
Hestesygdomme
Contagiøs equin metritis (CEM)
Infektiøs anæmi
Ondartet beskelersyge (dourine)
Venezuelansk hesteencephalitis
Epizootisk lymphangitis
Fjerkræsygdomme
Fjerkrækopper
Fjerkrækolera
Ornitose (Clamydiose)
Pelsdyr- og kaninsygdomme
Hvalpesyge hos pelsdyr
Virus enteritis hos mink
Myxomatose
Tularæmi
Sygdomme hos flagermus
Rabies
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
Formål og område
§ 1. Lovens formål er at sikre sundhedstilstanden blandt husdyr ved at
iværksætte foranstaltninger til forebyggelse, overvågning og bekæmpelse af
husdyrsygdomme.
§ 2. Loven omfatter alle husdyrsygdomme, herunder de sygdomme, der er
optaget i lovens bilag 1 og 2.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan foretage ændringer i bilagene.
§ 3. Loven omfatter både dyr, der befinder sig i menneskelig varetægt, og
vildtlevende dyr.
Kapitel 2
Konstatering og anmeldelse
§ 4. Den, som i sin varetægt har dyr, som er eller kan mistænkes for at
være angrebet af en af de sygdomme, der er nævnt i lovens bilag 1, skal
tilkalde en dyrlæge.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at dyrlæge skal
tilkaldes, såfremt visse nærmere angivne symptomer forekommer hos dyr.
§ 5. Når en dyrlæge tilkaldes i henhold til § 4, skal dyrlægen søge
mistanken om sygdommen be- eller afkræftet samt søge sygdommens art
konstateret.
Stk. 2. Hvis en dyrlæge efter undersøgelser foretaget i henhold til stk. 1
eller i øvrigt i forbindelse med sit arbejde får mistanke om, at der
foreligger en sygdom, som er omfattet af gruppe A i bilag 1, skal dyrlægen
straks underrette den myndighed, der udpeges i medfør af § 6.
Stk. 3. Hvis en dyrlæge efter undersøgelser foretaget i henhold til stk. 1
eller i øvrigt i forbindelse med sit arbejde får mistanke om, at der
foreligger en sygdom, som er omfattet af gruppe B i bilag 1, skal dyrlægen
foretage undersøgelser og indberetning og herunder i fornødent omfang udtage
prøver efter regler fastsat i medfør af § 6.
§ 6. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke
foranstaltninger der skal træffes ved mistanke om eller forekomst af
sygdomme, der er omfattet af bilag 1, herunder undersøgelser, aflivning i
undersøgelsesøjemed, udtagning og indsendelse af prøver,
laboratorieundersøgelser og indberetning.
Kapitel 3
Bekæmpelsesforanstaltninger
§ 7. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om eller påbyde iværksat
foranstaltninger for at udrydde eller hindre eller begrænse udbredelse af de
i bilag 2 nævnte sygdomme samt for at imødegå risiko for udbredelse af disse
sygdomme.
Stk. 2. Foranstaltninger i henhold til stk. 1 kan omfatte:
1) For dyr:
a) undersøgelse, herunder prøveudtagning med henblik på diagnosticering,
b)behandling,
c)vaccination,
d)mærkning,
e)isolation,
f)tilsyn,
g)nedslagning og
h)destruktion.
2) For animalske produkter, foder, gødning og materiale, som kan være
inficeret eller kontamineret:
a) undersøgelse for smitstoffer,
b)pasteurisering,
c)sterilisering,
d)desinfektion,
e)destruktion og
f)tilintetgørelse.
3) For bygninger, anlæg, maskiner og transportmidler:
a)rensning og
b)desinfektion.
4) For anlæg, ejendomme eller områder:
a) tilsyn og
b)afspærring.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan endvidere forbyde eller begrænse enhver
flytning af dyr, animalske produkter, foder og foderstoffer, strøelse og
andet materiale, som indebærer risiko for udbredelse af sygdom samt forbyde
eller begrænse afholdelse af markeder, auktioner, dyrskuer samt enhver anden
samling af dyr.
Kapitel 4
Forebyggende foranstaltninger
§ 8. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om eller forbyde dyrehold på
steder, der frembyder særlig sundhedsmæssig risiko for husdyr.
§ 9. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om sygdomsforebyggende
foranstaltninger for steder, hvor dyr holdes eller bringes sammen, samt for
behandling, opbevaring og transport m.v. af animalske produkter og gødning
m.v.
§ 10. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om overvågning af
sundhedstilstanden samt om forebyggelse og afhjælpning af sundhedsmæssige
problemer blandt husdyr.
Stk. 2. I regler, der fastsættes i medfør af stk. 1, kan der fastsættes
bestemmelser om vaccination og andre forebyggende foranstaltninger. Endvidere
kan der fastsættes regler om indsamling og indberetning af data til belysning
af besætningers sundhedsmæssige tilstand, om mærkning af dyr og om udtagning
af prøver fra dyr og produkter fra disse til undersøgelse for sygdomme eller
sygelige tilstande.
§ 11. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om indretning og drift af
og dyrlægetilsyn med dyrehaver, zoologiske haver, dyrehandeler og lignende
steder med dyrehold samt om betaling for tilsynet.
§ 12. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om eller påbyde
foranstaltninger, der tager sigte på at forebygge eller hindre, at sygdomme
overføres mellem dyr og mennesker.
Kapitel 5
Omsætning m.v. af dyr
§ 13. Ejere af husdyrbesætninger skal registrere afgang fra henholdsvis
tilgang til besætninger af dyr. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler
herom.
§ 14. Klovbærende dyr, som flyttes, omsættes, herunder føres til
slagtning, eller tilføres samlinger af dyr, skal være mærket eller ledsaget
af dokumentation, således at dyrenes oprindelse og identitet kan fastslås og
sundhedstilstanden kan vurderes. Landbrugsministeren fastsætter nærmere
regler herom. Reglerne kan indeholde krav om, at en bestemt form for mærkning
eller dokumentation skal anvendes.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at andre dyr end
klovbærende dyr skal være omfattet af stk. 1.
§ 15. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om smittebeskyttende
foranstaltninger for steder, hvor dyr bringes sammen, og for transport af
dyr.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte bestemmelser om sundhedsmæssige
krav til dyr, der overføres til områder med særlig sygdomsmæssig status, samt
om vilkår i forbindelse med overførslen.
§ 16. Etablering af permanente markedspladser, auktionslokaler eller
samlestalde for dyr, skal godkendes af landbrugsministeren.
Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om betingelserne for
godkendelse samt om hvilke dyrearter, der kan tilføres, om indretning, drift
og dyrlægetilsyn m.v. samt om betaling for tilsynet.
Stk. 2. Markeder, dyrskuer og auktioner, som afholdes højst 4 gange
årligt, og hvortil der føres dyr, skal forinden afholdelsen anmeldes til
Landbrugsministeriet. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om
anmeldeordningen, herunder om, hvor lang tid forud for afholdelsen anmeldelse
skal ske, samt om hvilke dyrearter, der kan tilføres, og om indretning, drift
og dyrlægetilsyn m.v. samt om betaling for tilsynet.
§ 17. Personer, selskaber og foreninger m.v., der erhvervsmæssigt omsætter
klovbærende dyr, skal foretage anmeldelse herom efter regler fastsat af
landbrugsministeren.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at de i stk. 1 nævnte
personer og selskaber m.v. skal registrere køb og salg af klovbærende dyr.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at personer,
selskaber og foreninger m.v., der omsætter andre dyr end klovbærende, eller
ikke-erhvervsmæssigt omsætter klovbærende dyr, skal foretage anmeldelse herom
og registrere køb og salg af dyr.
Kapitel 6
Sædoverføring og ægtransplantation
§ 18. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om sundhedsmæssige krav til
husdyr, hvis sæd, æg eller embryoner kunstigt overføres, samt til sæd, æg
eller embryoner, der er bestemt til kunstig sædoverføring eller
ægtransplantation.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte bestemmelser om mærkning af
husdyr, der anvendes til sædudtagning, leverer æg eller embryoner, eller
hvortil sæd eller embryoner overføres, samt af det derved frembragte afkom.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte bestemmelser om anvendelse af
dyr til bedækning.
§ 19. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at husdyr og sæd, æg
eller embryoner fra husdyr, som skal anvendes til kunstig sædoverføring eller
ægtransplantation på andres dyr, kun må holdes henholdsvis opbevares på
virksomheder, som er godkendt dertil.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om
virksomhedernes indretning og drift, herunder regler om dyrlægetilsyn og
betaling herfor og om personalemæssige forhold samt om besøg på
virksomhederne.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om opsamling,
udtagning, bedømmelse, præparation, identifikation, opbevaring, forsendelse
og kunstig overføring af sæd, æg og embryoner, samt om virksomhedernes pligt
til at føre journaler og foretage indberetning om forhold vedrørende
sygdomstilfælde og frugtbarhedskontrol.
§ 20. Kunstig overføring af sæd, æg eller embryoner til husdyr, samt
udtagning af æg eller embryoner fra husdyr, må kun udføres af autoriserede
dyrlæger eller af personer, som opfylder de betingelser, som fastsættes af
landbrugsministeren.
§ 21. Bestemmelserne i dette kapitel finder også anvendelse på husdyr, der
benyttes af en forening, et selskab eller anden sammenslutning til udtagning
af sæd eller til overføring af æg eller embryoner til medlemmernes husdyr.
Kapitel 7
Animalsk affald
§ 22. Selvdøde og aflivede dyr, kød- og slagteaffald, som er uegnet eller
ikke agtes anvendt til menneskeføde, samt andre animalske affaldsprodukter,
skal behandles, opbevares, transporteres m.v. på en sådan måde, at smitstof
eller andre skadelige stoffer ikke kan spredes. Landbrugsministeren
fastsætter nærmere regler herom.
Stk. 2. Produkter som nævnt i stk. 1 må ikke anvendes som foder til dyr,
medmindre landbrugsministeren har meddelt tilladelse hertil.
§ 23. Virksomheder, der indsamler, opbevarer, behandler eller distribuerer
dyr og produkter som nævnt i § 22 med henblik på destruktion heraf og
ødelæggelse af smitstof eller med henblik på anvendelse som foder til dyr,
skal autoriseres af landbrugsministeren, der fastsætter nærmere regler herom.
Landbrugsministeren kan fastsætte regler om opbevaring, transport,
behandling, destruktion og anvendelse af disse dyr og produkter, om
virksomhedernes indretning og drift og om tilsyn med virksomhederne og
betaling herfor samt om pligt til at aftage dyr og produkter til destruktion.
Kapitel 8
Foder
§ 24. Med henblik på at hindre smittespredning eller anden sundhedsmæssig
risiko for husdyr kan landbrugsministeren fastsætte regler om behandling,
opbevaring og anvendelse af produkter, der anvendes eller agtes anvendt som
foder til husdyr, og om udtagning af prøver heraf, samt regler om dyrehold i
forbindelse med erhvervsmæssig fremstilling af foder.
Kapitel 9
Veterinære lægemidler m.v.
§ 25. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om eller forbyde veterinær
anvendelse af vacciner, sera, immunologiske testpræparater, lægemidler og
præparater fremstillet af animalske produkter og andre lægemidler og
præparater. I reglerne kan der fastsættes bestemmelser om, at husdyr, der er
behandlet med, har indtaget eller optaget de nævnte lægemidler m.v., ikke må
fjernes fra besætningen inden en nærmere fastsat frist.
Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af stk. 1, kan det bestemmes, at
dyrlæger skal føre særlige optegnelser over udlevering og anvendelse af
veterinære lægemidler som nævnt i stk. 1, og at optegnelserne skal stilles
til rådighed for landbrugsministeren.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om indførsel,
markedsføring, kvalitet og anvendelse af stoffer, som regulerer husdyrs
ydelse, tilvækst eller reproduktion.
Stk. 4. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af
desinfektionsmidler og andre produkter, der tjener til forebyggelse og
fjernelse af sygdomsforvoldende forhold i husdyrs omgivelser.
§ 26. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for anvendelse af
materialer, som kan fremkalde sygdomme, i forsknings- og forsøgsøjemed eller
med henblik på frembringelse af biologiske præparater.
§ 27. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om udsætning, anvendelse,
omsætning, import og eksport af genteknologisk fremstillede husdyr, herunder
husdyr modificeret ved hjælp af genteknologisk fremstillede organismer, samt
om forudgående anmeldelse eller godkendelse.
Kapitel 10
Betaling, erstatning m.v.
§ 28. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang
udgifterne i forbindelse med laboratorieundersøgelser, udtagning af prøver og
andre foranstaltninger, der iværksættes i medfør af loven, afholdes af
staten.
§ 29. Ved nedslagning af dyr og ved destruktion i henhold til § 7 af foder
og af æg, mælk og lignende animalske produkter, yder statskassen ejeren en
erstatning svarende til dyrenes eller produkternes værdi, jf. dog stk. 2,
samt en erstatning til hel eller delvis dækning af det herved opståede
driftstab.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning af
erstatning i henhold til stk. 1. Reglerne kan indeholde bestemmelser om
maksimering af erstatningen.
Kapitel 11
Forskellige bestemmelser
§ 30. Henlægger landbrugsministeren sine beføjelser efter loven til
institutioner under Landbrugsministeriet, kan ministeren fastsætte regler om
adgangen til at klage over disse myndigheders afgørelser, herunder om at
disse myndigheder har den endelige administrative afgørelse.
Stk. 2. Efter forhandling med den pågældende minister kan
landbrugsministeren fastsætte regler om andre myndigheders eller
institutioners medvirken ved varetagelse af opgaver efter loven. Stk. 1
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at private
institutioner medvirker ved varetagelse af opgaver efter loven eller efter
regler fastsat i medfør af loven og om klage over disse institutioners
afgørelser.
§ 31. Personer, der er ansat i Landbrugsministeriet og
Veterinærdirektoratet, eller som er særligt bemyndiget hertil, har, i det
omfang varetagelsen af de i loven omhandlede opgaver kræver det, til enhver
tid mod legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og private
ejendomme og lokaliteter.
Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Landbrugsministeren
kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
§ 32. Ejere af dyr skal vederlagsfrit stille den nødvendige bistand til
rådighed ved undersøgelser og udtagning af prøver og ved andre
foranstaltninger, der iværksættes i henhold til loven.
§ 33. Det påhviler virksomheder, der modtager animalske produkter fra
landbrugsbedrifter, efter anmodning at give oplysning om de pågældende
leverandørbesætninger. Oplysningerne skal omfatte ejerens navn og adresse,
identifikation af ejendommen samt besætningens art og sammensætning.
§ 34. Landbrugsministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse
af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs direktiver og beslutninger om
forhold, som er omfattet af denne lov. Landbrugsministeren kan endvidere
fastsætte de bestemmelser, som er nødvendige for anvendelsen af Det
Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger om forhold, som er omfattet af
denne lov.
Kapitel 12
Straffebestemmelser
§ 35. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning,
straffes med bøde den, der
1) undlader at tilkalde dyrlæge efter § 4,
2) overtræder § 5, § 13, § 14, § 20 og § 22,
3) undlader at efterkomme forbud eller påbud efter § 7, § 8, § 12 og § 25,
4) uden godkendelse eller anmeldelse udøver virksomhed som omhandlet i §
16 og § 17, stk. 1,
5) uden autorisation udøver virksomhed som omhandlet i § 23,
6) undlader at stille bistand til rådighed efter § 32 eller
7) undlader at give oplysning efter § 33.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes
straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.
§ 36. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber,
anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant
bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt
fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen
eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
§ 37. Retsmidlerne i retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme
omfang som i statsadvokatsager.
Kapitel 13
Ikrafttrædelses-, ændrings- og overgangsbestemmelser m.v.
§ 38. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af
landbrugsministeren.
§ 39. Følgende love ophæves:
1) Lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene.
2) Lov nr. 188 af 1. maj 1923 om tillæg til lov af 14. april 1920 om
smitsomme sygdomme hos husdyrene.
3) Lov nr. 138 af 18. april 1925 om tillæg til lov af 14. april 1920 om
smitsomme sygdomme hos husdyrene.
4) Lov nr. 326 af 23. december 1925 om ændring af lov af 14. april 1920 om
smitsomme sygdomme hos husdyrene.
5) Lov nr. 139 af 1. juli 1927 om ændringer i og tillæg til lov af 14.
april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene.
6) Lov nr. 175 af 5. juni 1959 om tillæg til lov om smitsomme sygdomme hos
husdyrene.
7) Lov nr. 424 af 30. juni 1922 om anvendelse af selvdøde dyr m.v.
8) Lov nr. 131 af 26. marts 1941 om foranstaltninger til udryddelse af
oksebremselarven.
9) Lov nr. 197 af 7. maj 1948 om markeder m.v. for heste og kreaturer.
10) Lov nr. 42 af 20. februar 1960 om vaccination mod ondartede smitsomme
pelsdyrsygdomme.
11) Lov nr. 129 af 31. marts 1960 om vaccination mod mund- og klovesyge.
12) Lov nr. 211 af 31. maj 1968 om kunstig sædoverføring på husdyr.
13) Lov nr. 214 af 31. maj 1968 om bekæmpelse af enzootisk leukose hos
kvæg.
Stk. 2. Regler, der er udstedt med hjemmel i de nævnte love, forbliver i
kraft, indtil de afløses af bestemmelser, fastsat i henhold til denne lov.
Stk. 3. Overtrædelse af bestemmelser, der forbliver i kraft, straffes med
bøde. §§ 36 og 37 finder tilsvarende anvendelse.
§ 40. I lov om lægemidler, jf. lovbekendtgørelse nr. 451 af 6. august
1982, som ændret ved lov nr. 157 af 11. april 1984, indsættes efter §
40 i afsnittet »Forskellige lægemiddelnævn«:
»§ 40 a. Det Veterinære Vaccineudvalg, der består af 5 medlemmer, som
udnævnes af landbrugsministeren, rådgiver Sundhedsstyrelsen i sager om
vacciner, sera og andre lægemidler, der er bestemt til veterinær anvendelse
eller kan anvendes veterinært.
Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter udvalgets forretningsorden.
Stk. 3. § 38, stk. 3, og § 40 finder anvendelse på Det Veterinære
Vaccineudvalg.«
§ 41. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne, men kan dog ved kongelig
anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige
grønlandske forhold tilsiger.
Bilag 1
Oversigt over smitsomme husdyrsygdomme
Indberetning
Gruppe A
(omfatter sygdomme, der skal indberettes til veterinærmyndighederne i
henhold til § 5, stk. 2, jf. § 6).
Sygdomme, der forekommer hos flere dyrearter
Bluetongue
Miltbrand
Mund- og klovesyge
Rabies hos andre dyr end flagermus
Rift Valley fever
Vesikulær stomatitis
Brucellose
Tuberkulose (bovin og human type)
Kvægsygdomme
Kvægpest
Lumpy skin disease
Oksens ondartede lungesyge
Svinesygdomme
Afrikansk svinepest
Klassisk svinepest
Smitsom blæreudslæt hos svin (SVD)
Smitsom svinelammelse (Teschener syge)
Sygdomme, der fortrinsvis forekommer hos små drøvtyggere
Fåre- og gedekopper
Fåre- og gedepest
Scrapie
Hestesygdomme
Afrikansk hestepest
Snive
Fjerkræsygdomme
Influenzainfektioner, herunder Fowl Plague
Infektiøs laryngotracheitis hos fjerkræ
Newcastle disease
Hønsetyfus (Salmonella gallinarium og Salmonella pullorum)
Gruppe B
(omfatter sygdomme, der skal indberettes til veterinærmyndighederne i
henhold til § 5, stk. 3, jf. § 6).
Sygdomme, der forekommer hos flere dyrearter
Hydatidose (Echinococcus granulasus)
Salmonellose
Trikinose
Fjerkrætuberkulose
Aujeszky's sygdom
Kvægsygdomme
Cysticerkose hos kvæg (Cysticercus bovis sive ihermes)
Enzootisk leukose
Infektion med bovin herpesvirus 1 (IBR/IPV)
Oksebremselarve-invasion
Parafilaria bovicola-invasion
Svinesygdomme
Cysticerkose hos svin (Cysticercus cellulosae)
Overførbar gastroenteritis (TGE)
Hestesygdomme
Contagiøs equin metritis (CEM)
Infektiøs anæmi
Ondartet beskelersyge (dourine)
Venezuelansk hesteencephalitis
Epizootisk lymphangitis
Fjerkræsygdomme
Fjerkrækopper
Fjerkrækolera
Ornitose (Clamydiose)
Pelsdyr- og kaninsygdomme
Hvalpesyge hos pelsdyr
Virus enteritis hos mink
Myxomatose
Tularæmi
Skab hos ræv
Sygdomme hos flagermus
Rabies.
Bilag 2
Oversigt over smitsomme husdyrsygdomme
Bekæmpelse
Gruppe I
Sygdomme, der forekommer hos flere dyrearter
Bluetongue
Miltbrand
Mund- og klovesyge
Rabies hos andre dyr end flagermus
Rift Valley fever
Vesikulær stomatitis
Brucellose
Tuberkulose (bovin og human type)
Kvægsygdomme
Kvægpest
Lumpy skin disease
Oksens ondartede lungesyge
Svinesygdomme
Afrikansk svinepest
Klassisk svinepest
Smitsom blæreudslæt hos svin (SVD)
Smitsom svinelammelse (Teschener syge)
Sygdomme, der fortrinsvis forekommer hos små drøvtyggere
Fåre- og gedekopper
Fåre- og gedepest
Scrapie
Hestesygdomme
Afrikansk hestepest
Snive
Fjerkræsygdomme
Influenzainfektioner, herunder Fowl Plague
Infektiøs laryngotracheitis hos fjerkræ
Newcastle disease
Hønsetyfus (Salmonella gallinarium og Salmonella pullorum)
Gruppe II
Sygdomme, der forekommer hos flere dyrearter
Aujeszky's sygdom
Trikinose
Salmonellose
Kvægsygdomme
Enzootisk leukose
Infektion med bovin herpesvirus 1 (IBR/IPV)
Oksebremselarve-invasion
Parafilaria bovicola-invasion
Svinesygdomme
Overførbar gastroenteritis (TGE)
Hestesygdomme
Contagiøs equin metritis (CEM)
Infektiøs anæmi
Ondartet beskelersyge (dourine)
Venezuelansk hesteencephalitis
Epizootisk lymphangitis
Fjerkræsygdomme
Fjerkrækopper
Fjerkrækolera
Ornitose (Clamydiose)
Pelsdyr- og kaninsygdomme
Hvalpesyge hos pelsdyr
Virus enteritis hos mink
Myxomatose
Tularæmi
Sygdomme hos flagermus
Rabies
Bemærkninger til lovforslaget
Indledende bemærkninger
Forslag til lov om husdyrsygdomme blev fremsat første gang den 15.
december 1987, Lovforslag nr. L 132 (Folketingstidende 1987-88, sp. 3832).
Forslaget kom til 1. behandling den 15. januar 1988 (Folketingstidende
1987-88, sp. 4867-4880). Folketingets Landbrugs- og Fiskeriudvalg afgav
betænkning den 14. april 1988. Et flertal (udvalget med undtagelse af
Socialistisk Folkepartis medlemmer) indstillede forslaget til vedtagelse med
et af landbrugsministeren stillet ændringsforslag vedrørende forslagets § 25
angående regler om anvendelse af lægemidler og andre biologisk aktive
stoffer.
Det nu foreliggende lovforslag er identisk med lovforslag L 132, idet der
dog er foretaget redaktionel tilpasning af § 25 og bemærkningerne hertil.
Almindelige bemærkninger
1. Baggrund
Hensigten med lovforslaget er at forebygge, overvåge og bekæmpe
husdyrsygdomme. Det er hensigten især at lægge vægt på det forebyggende
element, som indebærer, at der kan skabes grundlag for at gennemføre
foranstaltninger med det sigte at hindre, at sygdomme opstår. Den gældende
lov om smitsomme sygdomme hos husdyrene - lov nr. 156 af 14. april 1920 (i
det følgende kaldet 1920-loven) - er i sit sigte især rettet mod bekæmpelse
af allerede opståede sygdomme, således at der i forhold til denne lov er tale
om en udvidelse. Nogle af de gældende særlove på sygdomsområdet omfatter
imidlertid også forebyggende foranstaltninger, f.eks. lov om udryddelse af
oksebremselarven, der indeholder bestemmelser om dyrlægetilsyn, lov om
vaccination mod ondartede smitsomme pelsdyrsygdomme og lov om vaccination mod
mund- og klovesyge, der giver mulighed for at gennemføre vaccination i
forebyggende øjemed.
I de senere år er de forebyggende foranstaltninger indgået i indsatsen
overfor husdyrsygdomme med stigende vægt, og lovforslaget indebærer, at der
skabes et retligt grundlag for overvågningsforanstaltninger m.v., som hidtil
i det væsentlige har været gennemført i form af de sundhedsprogrammer, der er
iværksat, og som er baseret på aftale mellem de veterinære myndigheder og
landbrugets organisationer.
De hensyn, som skal tilgodeses med lovforslaget, er
1) At fremme en sund husdyrbestand.
2) Samfundsøkonomiske hensyn.
Heri ligger for det første, at spredning af en husdyrsygdom i værste fald
kan betyde, at produktionsapparatet i form af en nærmere angivet
husdyrbestand, kan være udsat for hel eller delvis ødelæggelse.
For det andet, at frihed for husdyrsygdomme, herunder også sådanne, som
ikke nødvendigvis i sig selv indebærer en væsentlig risiko for husdyrene, er
af afgørende betydning for opretholdelsen af eksporten af animalske
landbrugsprodukter og dermed for valutaindtjeningen.
3) Hensynet til besvarelse af folkesundheden.
Dette hensyn har i denne sammenhæng ikke samme betydning i dag, som da
1920-loven blev gennemført. Forbedrede human- og veterinærmedicinske metoder
har medført, at spredningsmuligheden for f.eks. rabies eller tuberkulose er
meget lille. Det kan dog ikke udelukkes, at dette hensyn i særlige
situationer kan blive aktuelt.
4) Hensynet til de internationale aftaler og forpligtelser, som Danmark
har indgået, og som forudsætter, at der sker registrering og anmeldelse af
visse sygdomme og iværksættes en række sikkerheds- og
bekæmpelsesforanstaltninger ved sygdomsudbrud.
Hensigten med lovforslaget er endvidere at gennemføre en ajourføring,
modernisering og forenkling af den gældende husdyrsygdomslovgivning. Denne
lovgivning består af 1920-loven samt 9 særlove. 1920-loven er gennem årene
blevet ændret og udbygget ved i alt 8 ændrings- og tillægslove.
Udviklingen på husdyrsygdomsområdet har medført, at reglerne for en stor
dels vedkomende ikke længere er tidssvarende. Nye veterinærdiagnostiske og
-terapeutiske metoder har forbedret mulighederne for at forebygge, bekæmpe og
i visse tilfælde helt udrydde sygdomme, således at sygdomme, som tidligere
blev anset for alvorlige og derfor underkastet strenge
kontrolforanstaltninger, ikke længere udgør nogen væsentlig risiko.
Andre sygdomme, som tidligere enten ikke fandtes her i landet eller som
blev anset for mindre væsentlige, har i dag fået øget betydning, dels som
følge af den øgede internationale handel og samfærdsel, dels som følge af
ændringer i husdyrbestandene, i produktionsmetoderne og i
produktionsstrukturerne. Ændrede produktionsmønstre, der bl.a. indebærer
større samlinger af dyr, mere intensive produktionsformer og ændrede fysiske
rammer for produktionsdyrene, har medført øget risiko for
produktionsbetingede sygdomme, for smittespredning, og for øgede udgifter for
det offentlige i tilfælde af, at der kræves nedslagning af sygdomsramte
besætninger.
Med henblik på at gennemføre en revision af husdyrsygdomslovgivningen
nedsatte Landbrugsministeriet i april 1986 en arbejdsgruppe med deltagelse af
Landbrugsrådet, De danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger,
Organisationen Danske Slagterier, Kødbranchens Fællesråd, Danske Mejeriers
Fællesorganisation og Den danske Dyrlægeforening. Arbejdsgruppens arbejde har
dannet grundlag for nærværende lovforslag.
2. Den gældende lovgivning
Gældende lovgivning består af følgende love:
1) Lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene.
a) Lov nr. 188 af 1. maj 1923 om tillæg til lov af 14. april 1920.
b)Lov nr. 138 af 18. april 1925 om tillæg til lov af 14. april 1920.
c)Lov nr. 326 af 23. december 1925 om ændring af lov af 14. april 1920.
d)Lov nr. 139 af 1. juli 1927 om ændringer i og tillæg til lov af 14.
april 1920.
e)Lov nr. 175 af 5. juni 1959 om tillæg til lov af 14. april 1920.
f)Lov nr. 431 af 17. december 1965 om ændring af lov af 14. april 1920.
g)Lov nr. 306 af 3. marts 1971 om ændring af lov om tillæg til lov af 14.
april 1920.
h)Lov nr. 191 af 9. maj 1984 om ændring af lov af 14. april 1920.
2) Lov nr. 424 af 30. juni 1922 om anvendelse af selvdøde dyr m.v.
3) Lov nr. 131 af 26. marts 1941 om foranstaltninger til udryddelse af
oksebremselarven.
4) Lov nr. 197 af 7. maj 1948 om markeder m.v. for heste og kreaturer.
5) Lov nr. 131 af 13. april 1954 om udførsel og indførsel af levende dyr
m.v.
6) Lov nr. 42 af 20. februar 1960 om vaccination mod ondartede smitsomme
pelsdyrsygdomme.
7) Lov nr. 129 af 31. marts 1960 om vaccination mod mund- og klovesyge.
8) Lov nr. 211 af 31. maj 1968 om kunstig sædoverføring på husdyr.
9) Lov nr. 214 af 31. maj 1968 om bekæmpelse af enzootisk leukose hos
kvæg.
10) Lov nr. 283 af 18. juni 1969 om bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos
ferskvandsfisk.
De fleste af ovennævnte love vil blive ophævet samtidig med nærværende
lovs ikrafttræden. Følgende love forbliver i kraft: Lov om udførsel og
indførsel af levende dyr m.v. og lov om bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos
ferskvandsfisk.
En kort beskrivelse af de love, som vil blive ophævet i forbindelse med
nærværende lovforslags ikrafttræden, er optaget som bilag.
3. Lovforslaget i hovedtræk
Med lovforslaget tilsigtes at skabe et bedre grundlag for en forebyggende
indsats over for husdyrsygdomme, end den nuværende lovgivning giver mulighed
for. 1920-loven sigter overvejende mod at bekæmpe sygdomsudbrud.
Loven skal endvidere danne grundlag for det omfattende sæt af
administrative regler i form af bekendtgørelser, cirkulærer, instrukser m.v.,
som gennem årene er udarbejdet til udfyldning og supplering af
lovbestemmelserne.
Udover at sigte mere mod forebyggende foranstaltninger er lovens
anvendelsesområde udvidet i forhold til 1920-loven, der kun omfatter
smitsomme sygdomme. Forslaget omfatter alle former for husdyrsygdomme, dvs.
også sygdom, der skyldes f.eks. produktions- og miljøbetingede faktorer.
Denne udvidelse af sygdomsbegrebet skal bl.a. ses i sammenhæng med forslagets
fremhævelse af det forebyggende element. Miljø- og produktionsbetingede
sygdomme indtager i dag en mere fremtrædende plads i sygdomsbilledet end
tidligere. Løsningen af sådanne sygdomsproblemer foregår ikke ved akutte
bekæmpelsesforanstaltninger, men ved mere langsigtede og forebyggende
foranstaltninger i form af rådgivning og vejledning, jf. herved f.eks. lovens
regler i kapitel 4, som bl.a. vil kunne danne grundlag for sådanne
foranstaltninger, herunder f.eks. for sundhedsprogrammer.
Af andre nye elementer i forslaget kan nævnes forenklede regler om
tilkaldelse af dyrlæge ved sygdomsudbrud, og en forenkling af
markedsreglerne, gående ud på, at det hidtidige godkendelsessystem for visse
markeder m.v. erstattes af en anmeldeordning.
Endvidere er mulighederne for at foretage nedslagning udvidet til at gælde
alle former for sygdomme, der er optaget i lovens bilag 2. Efter 1920-loven
kan nedslagning kun påbydes ved udbrud af smitsomme sygdomme, der betegnes
som ondartede. Hidtidige erfaringer har vist, at den betydning, man tillægger
en given sygdom, kan veksle med skiftende produktions- og markedsforhold. Det
er derfor skønnet hensigtsmæssigt at indarbejde et element af fleksibilitet i
loven ved at lade muligheden for nedslagning være åben for alle
husdyrsygdomme. Det er dog ikke hensigten at gennemføre en udvidet anvendelse
af nedslagning som bekæmpelsesmiddel, jf. herved bemærkningerne til § 7.
Også som et nyt element foreslås en bestemmelse, der sikrer mulighed for
indseende med genteknologisk frembragte husdyr. Det skal i denne forbindelse
nævnes, at landbrugsministeren den 2. april 1986 i Folketinget fremsatte
forslag til lov om gensplejsning m.v. vedrørende jordbrugsproduktionen m.v.
(lovforslag nr. L 230, Folketingstidende 1985-86, sp. 8914-15 og 9238-82).
Dette forslag blev ikke færdigbehandlet i folketingssamlingen og er ikke
genfremsat.
Lov nr. 288 af 4. juni 1986 om miljø- og genteknologi regulerer bl.a.
anvendelsen af genteknologisk frembragte organismer, der kan anvendes i
jordbrugsproduktionen, ud fra hensynet til miljø, natur og menneskers
sundhed. Landbrugsministeriet agter at varetage hensynet til
jordbrugsproduktionen også for så vidt angår genteknologisk fremstillede
organismer. Landbrugsministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt, at der i
de enkelte særlove på Landbrugsministeriets område i nødvendigt omfang
foretages tilpasninger i regelgrundlaget, således at jordbrugsmæssige hensyn,
der varetages i dag, kan varetages som en generel regulering af alle
genteknologisk frembragte organismer, der kan anvendes i jordbruget.
Nærværende lovforslag indeholder således i § 27 en hjemmel dertil.
Loven omfatter således et meget bredt område, og loven er udformet med
henblik på, at den skal kunne danne grundlag for administrationen af dette
område i en årrække. Hensynet til den fleksibilitet, der er nødvendig herfor,
og til lovens overskuelighed forudsætter, at ministeren i ret vidt omfang
bemyndiges til at udstede detailreglerne efter retningslinjer, som er
fastlagt i loven.
Bemyndigelserne i loven vil i overensstemmelse med hidtidig praksis blive
anvendt efter forhandling med de respektive erhvervs- og
interesseorganisationer. Dette afskærer dog ikke de offentlige myndigheder
fra at træffe de fornødne foranstaltninger uden sådan forhandling, når hurtig
indgriben gør det nødvendigt.
4. Administrative og økonomiske konsekvenser
Lovforslaget fremhæver behovet for udbygning af de
husdyrsygdomsforebyggende foranstaltninger, hvoraf nogle har været udført i
nogen tid enten i henhold til lovbestemmelser eller i henhold til aftaler
mellem erhvervsorganisationer og staten, jf. bestemmelserne i § 10.
I samhandelen med udenlandske aftagere af dyr og animalske
landbrugsprodukter stilles stadigt øgede krav om attestdokumenteret frihed
for husdyrsygdomme. For så vidt angår avlsdyr stilles desuden i stigende grad
krav om oplysninger bl.a. om dyrenes genetiske arvemasse. Forudsætningen for,
at det danske veterinærvæsen vil kunne afgive sådanne attester, vil dels være
et forøget kendskab til sygdomssituationen blandt husdyrene, dels at der til
stadighed disponeres over den fornødne laboratoriekapacitet ved de veterinære
institutter til en hurtig gennemførelse af de for attestationerne nødvendige
analyser m.v. Samtidig med, at det klart vil være ønskeligt at kunne
imødekomme disse krav for dermed at kunne forøge samhandelen og
valutaindtjeningen, må det erkendes, at den udvidede samhandel, især inden
for De Europæiske Fællesskaber, i sig selv indebærer en øget risiko for
indslæben af smitsomme husdyrsygdomme, herunder eksotiske typer, som aldrig
eller gennem lang tid ikke er forekommet her i landet og hvis tilstedeværelse
ville få vidtrækkende følger for den danske husdyrbestand og
landbrugseksport. Flere af de alvorlige sygdomme, som er nævnt i bilag 2,
gruppe I, har i de senere år fået forøget aktualitet i Europa, f.eks. udbrud
af klassisk svinepest i England to gange efter mange års frihed for denne
sygdom, og udbrud af afrikansk svinepest i Belgien og Holland, hvor denne
sygdom aldrig tidligere er set.
Lovforslaget indeholder de fornødne bestemmelser til at kunne imødekomme
aftagerlandenes krav og reagere hensigtsmæssigt og effektivt i relation til
sygdomssituationen herhjemme og i vore samhandelslande. Udnyttelsen af disse
bestemmelser forudsætter imidlertid en vis forøgelse af ressourcerne hos de
offentlige veterinære institutioner, der ellers ikke vil kunne yde den
fornødne yderligere indsats i relation til disse yderligere formål med
husdyrsygdomsloven.
I Veterinærdirektoratet skønnes de nye aktiviteter at ville kræve 2 nye
årsværk til varetagelse af overvågnings- og tilsynsopgaver. Merudgifterne
hertil skønnes at ville udgøre ca. 0,5 mill. kr. årligt. Herudover skønnes
det nødvendigt over en ny tilskudskonto under Veterinærdirektoratet at optage
et beløb på 0,2 mill. kr. i 1989 stigende til 0,3 mill. kr. i 1990 og 1991
til tilskud til husdyrsygdomsovervågning i form af betaling for rekvirerede
diagnostiske undersøgelser.
På Statens Veterinære Institut for Virusforskning skønnes der at ville
blive behov for i alt 6 nye årsværk. Merudgifterne hertil og til anskaffelse
af materialer m.v. i forbindelse med gennemførelse af de ofte meget
komplicerede diagnostiske undersøgelser, som vil være nødvendige for at
klarlægge sygdomssituationen og gennemføre egnede bekæmpelseskampagner,
skønnes at ville udgøre ca. 1,8 mill. kr. Disse udgifter forudses fuldt ud
kompenseret ved indtægter i form af betaling for udførelse af disse prøver,
for 1988 af størrelsesordenen 2,3 mill. kr. Gennemførelse af den for tiden
stedfindende bekæmpelse af Aujeszky's sygdom vil herefter indgå i de nævnte
foranstaltninger.
For Statens Veterinære Serumlaboratorium, der har status som
statsvirksomhed, forudses på længere sigt at ville blive behov for ca. 5 nye
årsværk med dertil svarende merudgifter til lønning og materialer på ca. 1,4
mill. kr. til gennemførelse af et forøget antal diagnostiske undersøgelser og
en forøget rådgivning vedrørende forebyggelse af husdyrsygdomme. En del af
omkostningerne, især omkostninger vedrørende prøveundersøgelser, vil blive
modsvaret af indtægter i form af betaling for undersøgelserne, fortrinsvis
ved overførsel fra Veterinærdirektoratets tilskudskonto.
Også på Institut for Fjerkræsygdomme forudses behov for forøgelse af
ressourcerne som følge af en forventet forøgelse af antallet af diagnostiske
undersøgelser. Behovet skønnes at ville blive ca. 1,5 årsværk. Merudgifterne
hertil og til materialeforbrug i forbindelse med undersøgelsernes udførelse
skønnes at ville beløbe sig til ca. 0,5 mill. kr. årligt.
Det bemærkes, at disse ressourceforøgelser for alle de veterinære
institutter også vil være en forudsætning for en nødvendig udbygning af
aktiviteterne omkring de sygdomme, som kan angribe mennesker. Dett område
forventes at ville blive særlig omfattende for Institut for Fjerkræsygdomme i
forbindelse med et nærmere tilsyn med dyrehandler m.v., hvor især fugle kan
være bærere af sådanne sygdomme.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Til § 1
Med lovforslaget samles langt den største del af husdyrsygdomslovgivningen
under een lov. Samtidig foreslås denne lovgivning udvidet til også at omfatte
foranstaltninger. Det er derfor fundet hensigtsmæssigt at optage en
formålsbestemmelse i loven.
Til § 2
Til stk. 1
Lovforslaget omfatter principielt alle sygdomme, der kan ramme husdyr. Det
er uden betydning, hvorledes sygdommen er opstået. Det vil sige, at udover de
smitsomme husdyrsygdomme er også arvelige, miljø- og produktionsbetingede
sygdomme, sygdomme, der er forårsaget af toksiske stoffer (forgiftninger)
eller parasitter, samt sygdomme forårsaget af f.eks. gensplejsning omfattet.
Endvidere er sygdom forårsaget af radioaktiv forurening omfattet. Endelig er
zoonoser omfattet, dvs. sygdomme, der som f.eks. tuberkulose eller rabies kan
overføres mellem dyr og mennesker.
Det er uden betydning, hvordan sygdommen giver sig udslag. Loven vil
således også give hjemmel til indgreb over for sygdomme, hvis tilstedeværelse
alene kan konstateres i laboratorium. Der kan være grund til at gribe ind
over for sådanne sygdomme, som ikke giver egentlige sygdomsudbrud i
besætningen, bl.a. fordi sådanne laboratoriereaktioner kan være uønskede i
eksportmæssig sammenhæng, eller fordi smitstoffet, som giver anledning til
laboratoriereaktionerne, kan udvikle sig på en uhensigtsmæssig måde og
således antage en mere alvorlig karakter med et ændret sygdomsmønster. Ved
andre sygdomme, som normalt giver anledning til kliniske symptomer, kan det
forekomme, at infektionen hos nogle dyr forløber så ubemærket, at den kun kan
erkendes ved laboratorieundersøgelse. Også i disse tilfælde må der være
muligheder for at gribe ind, idet disse dyr (sunde smittebærere) kan huse
smitstoffet og bringe det videre til andre dyr.
I bilagene til lovforslaget er anført de sygdomme, som veterinærvæsenets
indsats især har været og i fremtiden må forventes at ville være koncentreret
om. De fleste af bilagenes sygdomme er allerede omfattet af gældende
lovgivning, og der vil fortsat gælde særlige regler for disse sygdomme om
anmeldelse, diagnosticering og bekæmpelse, jf. §§ 4, 5, 6 og 7 i
lovforslaget. Sygdommene er i bilagene opdelt i grupper, men til forskel fra
1920-loven skelnes principielt ikke længere mellem ondartede og mildere
smitsomme sygdomme, idet dette i praksis har vist sig uhensigtsmæssigt, da
vurderingen af en sygdoms betydning, herunder hvilke
bekæmpelsesforanstaltninger, der bør vælges, kan skifte.
Opdelingen i grupper markerer dog en vis forskel i vurderingen af bl.a.
sygdommenes tendens til spredning og betydning ved international handel, samt
hvilke foranstaltninger, der allerede ved mistanke bør iværksættes med
henblik på at hindre yderligere smittespredning. Dette kommer bl.a. til
udtryk i bestemmelserne i § 5 om dyrlægens pligter.
Sygdommene er i bilagene for overskuelighedens skyld anført under den
dyreart, de sædvanligvis angriber, men det skal fremhæves, at visse af
sygdommene tillige kan angribe andre dyrearter, og at de er underlagt
lovforslagets bestemmelser, herunder anmeldepligt i henhold til § 5, stk. 2
og 3, uanset hos hvilken dyreart herunder vildtlevende dyr, sygdommen
mistænkes eller diagnosticeres. Det kan f.eks. nævnes, at kvægpest, der er
opført som en kvægsygdom, kan inficere svin, således at disse kan spille en
rolle ved smittespredning. På samme måde kan en række sygdomme hos heste
angribe æsler og zebraer, og nogle sygdomme hos kvæg kan angribe vildtlevende
klovbærende dyr.
Gruppe A på bilag 1 omfatter dels de sygdomme, der er opført på det
internationale husdyrsygdomskontor Office International des Epizooties
(O.I.E.)»s liste A, dels enkelte andre sygdomme, hvor en hurtig
anmeldelse af mistanke under danske forhold vurderes som væsentlig i
bekæmpelsesforløbet. O.I.E. er en international organisation omfattende 106
lande, hvis væsentligste formål er at indsamle og formidle information
vedrørende visse smitsomme husdyrsygdomme specielt med henblik på at hindre
sygdomme i at brede sig fra land til land ved handel med levende dyr eller
animalske produkter. Et væsentligt grundlag herfor er medlemslandenes pligt
til rapportering ved sygdomsudbrud. Den hurtighed, hvormed rapporteringen
skal ske, afhænger af sygdommens natur. Liste A-sygdomme skal rapporteres til
O.I.E. inden for 24 timer og er defineret som smitsomme sygdomme, som har
mulighed for meget alvorlig og hurtig spredning uden hensyn til nationale
grænser, som har alvorlige konsekvenser for samfundsøkonomi eller offentlig
sundhed, og som er af væsentlig betydning for international handel med
levende dyr og animalske produkter.
De sygdomme, der er opført i gruppe B på bilag 1 er næsten alle tillige
indeholdt i O.I.E.'s liste B. Liste B-sygdomme rapporteres en gang årligt og
defineres som overførbare sygdomme, som anses for at være af betydning for
samfundsøkonomi og offentlig samhandel i de enkelte lande, og som er af
betydning for international handel med levende dyr og animalske produkter.
Udover de i gruppe B på bilag 1 opførte sygdomme omfatter O.I.E.'s liste B en
række sygdomme, som dog for nærværende og under danske forhold bedømmes at
være af en natur og betydning, der ikke berettiger til optagelse på bilaget.
Den på bilag 2 foretagne opdeling af sygdomme er gennemført med henblik
på, at bilaget kan være referenceramme ved udarbejdelse af en række af de
bekendtgørelser og andre forskrifter om bekæmpelses- og
forebyggelsesforanstaltninger, som påregnes udstedt i medfør af loven.
Til stk. 2
Bestemmelsen giver mulighed for, at landbrugsministeren administrativt kan
ændre bilagene, dvs. at sygdomme kan flyttes fra en gruppe til en anden, at
nye sygdomme kan opføres på bilagene, eller at sygdomme kan fjernes fra
bilagene.
Til § 3
Lovens hovedsigte er at beskytte husdyr mod sygdomme. Ved husdyr forstås
først og fremmest de dyr, der traditionelt holdes i erhvervs- eller
produktionsmæssigt øjemed, som f.eks. køer, svin, fjerkræ, får, pelsdyr osv.
Også de mere utraditionelle former for husdyrhold, der i de seneste år har
vundet indpas som alternative produktionsformer, f.eks. hjorteavl og
regnormeproduktion, er principielt omfattet af lovens husdyrbegreb. Fisk, der
holdes i dambrug eller lignende, vil også være omfattet af husdyrbegrebet.
Det er dog hensigten fortsat at foretage bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos
ferskvandsfisk i henhold til den særlige lov herom, der foreslås opretholdt,
jf. ovenfor under nr. 2 i de almindelige bemærkninger og nedenfor.
De husdyrarter, hvis sundhed loven tager sigte på at beskytte, kan således
variere i takt med, at nye produktionsformer vinder indpas.
Da også andre dyr end produktionsdyr kan videreføre smitsomme
husdyrsygdomme, er det nødvendigt at visse af lovens regler kan bringes i
anvendelse også overfor andre dyr. F.eks. kan skildpadder angribes af og
dermed videreføre salmonellose, som kan overføres til mennesker ligesom hunde
og katte kan videreføre f.eks. rabies.
Der er ikke i loven gjort forsøg på nærmere at definere begrebet husdyr.
Man har derimod fundet at en afgrænsning efter kriteriet, om dyret er i
menneskelig varetægt, vil være af større relevans. Loven finder således også
anvendelse på dyr, der holdes som kæle- eller hobbydyr, i zoologiske haver og
i cirkus, dyreparker og lignende steder.
Endvidere er vildtlevende dyr udtrykkeligt omfattet, f.eks. ræve og
flagermus, som kan videreføre rabies til husdyr og mennesker.
Anvendelse af loven på andre dyr end husdyr vil ske under hensyntagen til
lovens formål, som ifølge § 1 er at forebygge, overvåge og bekæmpe
husdyrsygdomme. Foranstaltninger til bekæmpelse af sygdomme hos f.eks.
vildtlevende dyr, som alene har betydning for vildtbestanden, henhører
således under jagt- eller miljølovgivningen.
Denne anvendelse af loven svarer til bestemmelserne i 1920-loven, som i §
2 indeholder hjemmel til at bringe lovens bestemmelser i anvendelse over for
andre dyr end husdyr, når der er fare for udbredelse af sygdomme til
mennesker eller dyr.
For visse dyrearter findes allerede en sygdomslovgivning. Det gælder for
bier, som er reguleret i en særlig lovgivning, administreret af
Landbrugsminiseriet med bistand af bl.a. Statens Bisygdomsnævn, jf. lov nr.
115 af 31. marts 1982 om biavl.
Det har været overvejet, om ferskvandsfisk, der reguleres i henhold til
lov nr. 283 af 18. juni 1969 om bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos
ferskvandsfisk, jf. ovenfor, skulle være omfattet af lovforslaget. Loven
administreres af Landbrugsministeriet med bistand af et i medfør af loven
nedsat udvalg, hvori de berørte organisationer er repræsenteret, og til
delvis dækning af udgifterne ved de bekæmpelsesforanstaltninger, der
iværksættes i medfør af loven, betaler producenterne en afgift.
Da dette administrationssystem afviger fra det, der etableres i medfør af
lovforslaget, og da de sygdomme, der rammer ferskvandsfisk, normalt ikke
indebærer nogen smitterisiko for andre dyr omfattet af lovforslaget, er det
fundet mest hensigtsmæssigt at opretholde lov om bekæmpelse af smitsomme
sygdomme hos ferskvandsvisk som en selvstændig lov. I det omfang, hvor der
findes eller etableres særlige lovgivninger for bekæmpelse m.v. af sygdomme
hos særlige dyrearter, vil bekæmpelsen finde sted i henhold til disse
specielle regler.
Til kapitel 2
Til § 4
Bestemmelsen erstatter med visse ændringer tilsvarende bestemmelser i
1920-loven, hvorefter ejere skal tilkalde dyrlæge eller foretage anmeldelse
til politimesteren, hvis en ondartet smitsom sygdom eller visse mildere
smitsomme sygdomme forekommer henholdsvis breder sig i en besætning. Med
forslaget er tilkaldereglen forenklet, således at der gælder det samme for
alle sygdomme, der er optaget på bilag 1.
Til stk. 1
Tilkaldepligten gælder for alle, der som ejere eller som bestyrere,
medhjælpere, eller i øvrigt på dyreejerens vegne, har opsyn med eller passer
dyr, som kan angribes af en af de husdyrsygdomme, der er nævnt i bilag 1.
Til stk. 2
Bestemmelsen skal danne grundlag for eksisterende regler om, at
tilkaldelse af dyrlæge skal ske, når visse nærmere angivne symptomer
forekommer hos husdyr, jf. f.eks. § 2, stk. 2, i Landbrugsministeriets
bekendtgørelse nr. 182 af 3. april 1986 om IBR-infektion og bekendtgørelse
nr. 166 af 25. april 1985 om Aujeszky's sygdom. Hensigten med reglerne er at
sikre personer uden veterinærfaglig indsigt en mulighed for at vurdere,
hvornår dyrlæge efter bestemmelserne bør tilkaldes.
Til § 5
1920-loven indeholder i §§ 2 og 10 meget detaljerede regler om tilkaldelse
af dyrlæge, politimester eller sognefoged i tilfælde af udbrud af en ondartet
eller mildere smitsom sygdom. Herudover er der i en lang række særregler
fastsat bestemmelser herom og om dyrlægers pligter i forbindelse med
anmeldelse til Veterinærdirektoratet.
Ved udformningen af anmeldelsesbestemmelserne i nærværende lovforslag er
udover en sproglig modernisering tilstræbt en forenkling i forhold til de
eksisterende regler.
Bestemmelsen supplerer og udfylder § 7 i lov om veterinærvæsenet samt om
udøvelse af dyrlægegerning, jf. Landbrugsministeriets lovbekendtgørelse nr.
312 af 25. juni 1980. Herefter har enhver praktiserende dyrlæge inden for det
område, hvor han har sit sædvanlige klientel, pligt til at påtage sig
veterinært arbejde som led i offentlig bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos
husdyrene. Bestemmelsen konkretiserer endvidere den pligt, som dyrlæger har
ifølge dyrlægelovens § 7, stk. 4, til at afgive de indberetninger og
anmeldelser, som Veterinærdirektoratet afkræver dem med henblik på
konstatering og bekæmpelse af sygdomme hos husdyrene.
Forskning i husdyrsygdomme foregår bl.a. på statens veterinære institutter
under overholdelse af strenge sikkerhedskrav. De husdyrsygdomme, der i
forskningsmæssigt øjemed påføres dyr, skal ifølge sagens natur ikke anmeldes
til dyrlæge eller de veterinære myndigheder, men for at sikre, at arbejdet
med såvel husdyrpatogene smitstoffer som andre patogener, når arbejdet hermed
involverer husdyr eller produkter heraf, foregår under betryggende forhold,
er der i lovforslagets § 26 givet landbrugsministeren bemyndigelse til at
regulere den zoosanitært relevante side af sådant arbejde.
Til stk. 1
Bestemmelsen fastslår, at dyrlæger, der tilkaldes, fordi en dyreejer m.v.
har mistanke om forekomst af en sygdom, der er opført på bilag 1, har pligt
til at sørge for, at der stilles en diagnose enten af den pågældende dyrlæge
selv eller - hvis denne er forhindret - ved at en anden dyrlæge i området
eller kredsdyrlægen kontaktes.
Til stk. 2
Hensigten med anmeldelsessystemet er især at sikre muligheden for
indgriben i tilfælde af sygdomsudbrud. Herudover tjener det til at danne
grundlag for udstedelse af pålidelige attester i forbindelse med eksport af
levende dyr og animalske produkter samt at opfylde rapporteringspligten over
for O.I.E., jf. bemærkningerne til § 2.
De sygdomme, der er optaget i gruppe A på bilag 1, hører til de sygdomme,
hvor der er størst smitterisiko og hvor eksportmæssige eller andre hensyn
taler for en hurtig indgriben fra veterinærvæsenets side. Det fastsættes
derfor, at dyrlægen, hvis diagnosen ikke umiddelbart kan afkræftes, omgående
underretter veterinærmyndighederne, som træffer beslutning om, hvilke
forholdsregler, der skal iværksættes. Underretning vil i de fleste tilfælde
skulle ske til kredsdyrlægen.
Pligten til at underrette veterinærmyndighederne gælder ikke kun den
dyrlæge, som tilkaldes med henblik på diagnosticering af sygdommen. Dyrlæger,
der f.eks. som led i kødkontrolarbejdet på et slagteri eller i forbindelse
med arbejdet på en undervisnings- og forskningsinstitution får kendskab til
eller mistanke om en anmeldepligtig sygdom, skal også foretage anmeldelse.
Undtagelsesbestemmelsen i dyrlægelovens § 10, stk. 2, for dyrlæger
beskæftiget ved statslige undervisnings- og forskningsinstitutter gælder
således ikke anmeldepligten i henhold til §§ 5 og 6.
Til stk. 3
For sygdomme, opført i gruppe B på bilag 1, vil der gælde forskellige
regler afhængig af sygdommens farlighed, dens aktuelle forekomst i Danmark og
dens betydning i eksportmæssig sammenhæng.
Til § 6
Bestemmelsen indeholder hjemmelsgrundlaget for gældende og kommende regler
om, hvordan man skal forholde sig ved mistanke eller viden om forekomst af en
af de sygdomme, der er opført på bilag 1. Der kan f.eks. være tale om
fastsættelse af, hvorledes prøveudtagning eller eventuel anden undersøgelse
skal finde sted, og om indsendelse af materiale. Sådanne bestemmelser er
allerede fastsat for en række sygdommes vedkommende, f.eks. § 2 i
bekendtgørelse nr. 894 af 22. december 1987 om bekæmpelse af enzootisk
leukose hos kvæg og § 3 i bekendtgørelse nr. 182 af 3. april 1986 om
IBR-infektion. Der kan i medfør af bestemmelsen fastsættes regler om
nedslagning af dyr for ved post mortem-undersøgelser at søge tilfældets art
klarlagt.
Bestemmelsen kan endvidere danne grundlag for bestemmelser om, hvorledes
ejeren af et sygdomsmistænkt dyr skal underrettes om resultatet af
laboratorieundersøgelsen, jf. f.eks. § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 182 af
3. april 1986 om IBR-infektion.
Regler om f.eks. institutters og laboratoriers indberetning af disse
sygdomme til veterinærmyndighederne kan ligeledes fastsættes med hjemmel i
denne bestemmelse. I sådanne regler kan tænkes fastsat, at laboratorier,
institutter m.v. skal foretage indberetning til veterinærmyndighederne, når
disse sygdomme diagnosticeres ved undersøgelse af indsendt materiale.
Bestemmelse suppleres af bestemmelsen i § 7, stk. 4, i lovbekendtgørelse
nr. 312 af 25. juni 1980, jf. bemærkningerne til § 5.
Til kapitel 3
Til § 7
Reglerne i dette kapitel er en sammenskrivning og forenkling af de regler
om bekæmpelsesforanstaltninger, der er hjemlet i den gældende
husdyrsygdomslovgivning, dvs. 1920-loven med ændringslove samt særlovene, jf.
de almindelige bemærkninger under pkt. 2, »Den gældende lovgivning«
og bilaget. Der er ikke tale om nogen udvidelse af reaktionsmulighederne i
forhold til de gældende regler, men der er sket en opstramning og forenkling,
idet foranstaltningerne principielt vil kunne bringes i anvendelse over for
alle de i bilag 2 nævnte sygdomme, hvor bekæmpelsesforanstaltningerne efter
1920-loven er gradueret efter sygdommens farlighed. Denne forenkling skal ses
i sammenhæng med forslagets principielle ligestilling af alle husdyrsygdomme,
jf. bemærkningerne til § 2.
Til stk. 1
Bestemmelsen tænkes anvendt i situationer, hvor et eller flere af de
hensyn, som loven skal tilgodese, jf. bemærkningerne til § 1, tilsiger, at
der gennemføres bekæmpelse af en husdyrsygdom. Bestemmelsen giver ministeren
adgang til at udstede konkrete påbud, men den vil også skulle danne grundlag
for generelle regler om bekæmpelsesforanstaltninger, jf. herved
Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 916 af 15. december 1987 om
ondartede smitsomme sygdomme hos svin. Foranstaltningerne tænkes anvendt i en
udbrudssituation eller i en situation, hvor der er en begrundet mistanke om
udbrud, og er især rettet mod sygdomme nævnt i bilag 2, gruppe I. Overfor
sygdomme nævnt i bilag 2, gruppe II, vil foranstaltningerne især blive
anvendt som led i regionale eller landsdækkende bekæmpelseskampagner. Sådanne
kampagner, der iværksættes i et samarbejde mellem de veterinære myndigheder
og landbrugets organisationer, tager sigte på en systematisk bekæmpelse af en
konkret sygdom med henblik på at få den pågældende sygdom udryddet.
Til stk. 2 og 3
Bestemmelserne angiver, hvilke foranstaltninger, der kan blive tale om at
anvende i de konkrete situationer, jf. f.eks. Landbrugsministeriets
bekendtgørelse nr. 916 af 15. december 1987 om ondartede smitsomme sygdomme
hos svin.
Muligheden for at kræve ejendomme, områder m.v. afspærret, kan indebære,
at adgang til og fra den pågældende lokalitet hindres. I den gældende
lovgivning - lov nr. 188 af 1. maj 1923 om tillæg til 1920-loven - har
landbrugsministeren hjemmel til at forbyde dans og forlystelser af lignende
art på den pågældende egn. Nærværende bestemmelse, jf. ordene
»afspærring af områder«, anses at indeholde en tilsvarende hjemmel,
men denne anvendelse af bestemmelsen vil dog kun være aktuel i særlige
tilfælde, f.eks. hvis en alvorlig, smitsom husdyrsygdom er ved at komme ud af
kontrol.
Bestemmelserne indebærer, at der som led i en bekæmpelse af en sygdom, der
er optaget på bilag 2, kan iværksættes nedslagning af dyr, som er konstateret
ramt eller som kan mistænkes for at være ramt af en af de pågældende
sygdomme. Nedslagning kan endvidere efter bestemmelsen ske, hvor det er
nødvendigt for at diagnosticere en sygdom, jf. § 6. Nedslagning vil normalt
kun komme på tale i forbindelse med de i bilag 2, gruppe I, nævnte sygdomme.
Det vil bero på et veterinærfagligt skøn, hvornår et dyr kan mistænkes for
at være ramt af en sygdom. F.eks. vil et dyr kunne kræves nedslået, hvis det
udviser relevante symptomer, uden at det dog med sikkerhed kan afgøres, om
det lider af den pågældende sygdom. Det samme vil være tilfældet, hvor der
har været kontakt mellem en rask og en sygdomsramt besætning, således at der
er stor sandsynlighed for, at den raske besætning er blevet smittet.
Endvidere vil der f.eks. kunne iværksættes bekæmpelse af ræve i områder,
hvor der er mistanke om rabies hos ræve, jf. § 9 i Landbrugsministeriets
bekendtgørelse nr. 914 af 15. december 1987 om bekæmpelse af rabies. Se også
§ 33, pkt. d, i lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr.
801 af 11. december 1987.
Ved vurderingen af, om nedslagning skal iværksættes, vil der blive lagt
vægt på, om effektiv bekæmpelse skønnes at kunne finde sted på andre måder,
f.eks. ved isolation af angrebne dyr. Ved vurderingen vil der endvidere blive
lagt vægt på, om nedslagning er nødvendig for at beskytte mennesker mod
smitte eller for at bevare en dyrebestand. Herudover kan andre væsentlige
samfundsmæssige hensyn nødvendiggøre øjeblikkelig nedslagning, f.eks.
eksportmæssige hensyn.
Bestemmelsen forpligter ikke ministeren til at iværksætte nedslagning,
hvis et af ovennævnte hensyn taler for det, men åbner alene en mulighed for
ministeren til at påbyde nedslagning. Ved vurderingen af, om nedslagning skal
foretages, vil der blive foretaget en afvejning af ovennævnte hensyn over for
de omkostninger, der er forbundet med nedslagning af de angrebne dyr. En
sådan afvejning vil kunne føre til, at man i stedet vælger at kontrollere
eller bekæmpe sygdommen på andre måder, f.eks. ved vaccination. Om erstatning
ved nedslagning henvises til § 29.
Til kapitel 4
Til § 8
Den foreslåede bestemmelse tænkes bl.a. anvendt til at forbyde dyrehold i
områder, hvor der kan være særlig fare for smitteoverførsel eller, hvor der
kan være risiko for radioaktiv forurening, kviksølv- eller blyforurening og
lignende. Endvidere kan bestemmelsen anvendes til at forbyde bestemte
dyrearter i dyreparker, hvor der er publikumsadgang, og derfor smitterisiko.
Til § 9
Bestemmelsen tager bl.a. sigte på regler for staldforhold, der kan hindre
spredning af smitsomme sygdomme som nævnt i bilag 2 i forbindelse med
afhentning af dyr, mælk eller gødning fra husdyrbesætninger. Bestemmelsen
sigter ikke mod regler af dyreværnsmæssig eller husdyretisk karakter.
Et større forskningsprojekt vedrørende spørgsmålet om overlevelsen af
smitstof i gødning/gylle og smitterisikoen som følge af transport,
udbringning og nedfældning af gylle er netop iværksat, og eventuelle regler
vedrørende indretning og adgangsforhold m.v. i forbindelse med gyllebeholdere
forventes baseret bl.a. på resultatet af dette forskningsprojekt.
Erfaringerne viser, at latente tilstande, der som udgangspunkt ikke kan
betegnes som sygdomme, vil kunne udvikle sig hertil som følge af en række
faktorer i dyrenes fysiske omgivelser. Bestemmelsen vil kunne finde
anvendelse ved fastsættelse af regler til forebyggelse af sådanne sygdomme,
som har fået stigende betydning i forbindelse med de meget store
dyrebesætninger og intensive driftsformer, som indgår i moderne husdyrbrug.
Til § 10
Bestemmelsen erstatter bl.a. lov nr. 42 af 20. februar 1960 om vaccination
mod ondartede smitsomme pelsdyrsygdomme og lov nr. 129 af 31. marts 1960 om
vaccination mod mund- og klovesyge. Bestemmelsen skal endvidere danne
grundlag for bl.a. prøveudtagning i forbindelse med overvågningsundersøgelser
(screening), som den, der er iværksat med henblik på konstatering af IBR, jf.
lov nr. 191 af 9. maj 1984 om ændring af 1920-loven.
Et vigtigt element i lovforslaget er en styrkelse af den forebyggende
indsats, jf. de almindelige bemærkninger, pkt. 1 »Baggrund«. Som et
led i denne indsats er der mellem landbrugserhvervet og
veterinærmyndighederne allerede etableret eller planlagt sundhedsprogrammer,
der bygger på en sundhedstjeneste i form af rådgivning og bistand til
landmænd fra dyrlæger og konsulenter med henblik på afhjælpning og
forebyggelse af sygdom i besætningerne. En fortsat udbygning af disse
aktiviteter, som vil finde sted i et nært samarbejde mellem landbrugets
organisationer og veterinærmyndighederne, vil bl.a. forudsætte en forbedring
af mulighederne for registrering af sygdomsdata vedrørende
husdyrbesætningerne og for at foreskrive en afhjælpning af sygdomsproblemer
der. Bestemmelsen vil danne grundlag for veterinærmyndighedernes medvirken i
forbindelse med de nævnte aktiviteter.
Til § 11
Efter bestemmelsen vil der med henblik på at forebygge udvikling og
spredning af smitsomme husdyrsygdomme kunne fastsættes regler om indretning
og drift af samt dyrlægetilsyn med zoologiske haver, dyreparker m.v. Der vil
således i medfør af bestemmelsen kunne fastsættes regler om drift af
dyreparker og zoologiske haver o. lign. med henblik på at hindre fodring af
dyrene med inficerede madvarer.
Til § 12
Bestemmelsen erstatter § 9 i 1920-loven, jf. bekendtgørelse nr. 914 af 15.
december 1987 om bekæmpelse af rabies.
Da visse sygdomme kan overføres mellem dyr og mennesker, f.eks.
tuberkulose og rabies, er det nødvendigt at kunne iværksætte foranstaltninger
også ud fra hensynet til beskyttelse af mennesker.
Til kapitel 5
Til § 13
Bestemmelsen skal bl.a. danne grundlag for bekendtgørelse nr. 570 af 11.
december 1980 om registrering af af- og tilgang af kvæg og svin i
besætninger.
Muligheden for at kræve registrering udvides i forhold til eksisterende
lovgivning, der kun gælder for ejere af kvæg- og svinebesætninger, idet nu
alle traditionelle husdyrbesætninger inddrages under registreringspligten.
Eventuelle regler for andre end ejere af kvæg- og svinebesætninger vil blive
tilpasset til husdyrbesætningens art. Således vil der ikke blive stillet
samme krav til registreringens detaljeringsgrad i fjerkræbesætninger som i
besætninger med større husdyr.
Til § 14
Til stk. 1
Denne bestemmelse fastslår, at klovbærende dyr, der flyttes fra deres
oprindelsesbesætning, skal mærkes, således at de til enhver tid kan spores,
også i de efterfølgende handelsled.
Bestemmelsen omfatter ikke alene de klovbærende dyr, der traditionelt
holdes som husdyr, nemlig kvæg, svin, får og geder, men også andre, f.eks.
hjorte, der holdes i fangenskab, og som har vundet eller i fremtiden måtte
vinde indpas i alternative produktionssystemer.
Der forudsættes fastsat nærmere regler for klovbærende dyr, idet især
disse kan angribes af en række af de sygdomme, der ud fra eksport- eller
produktionsøkonomiske synspunkter kan være ønske om at gribe ind overfor.
Identifikationen kan have form af en mere eller mindre simpel beskrivelse,
men ofte vil den dog skulle have form af sikker individuel mærkning, f.eks.
tatovering, brænde- eller frysemærkning. Ofte vil der imidlertid være tale om
isætning af et øremærke af et bestandigt materiale og med en låsemekanisme,
der så godt som muligt sikrer, at det ikke tabes eller kan ombyttes.
At et dyrs identitet og dermed oprindelse med størst mulig sikkerhed kan
fastslås, er afgørende, når smitteveje i forbindelse med udbrud af sygdom
skal klarlægges, f.eks. som led i bekæmpelse af eller kontrol med en
husdyrsygdom, eller når der som led heri er fastsat regler, der skal sikre,
at den pågældende sygdom ikke spredes, når dyr omsættes eller i øvrigt
flyttes fra deres oprindelige besætning. Sådanne krav er bl.a. fastsat i § 9
i bekendtgørelse nr. 182 af 3. april 1986 om IBR-infektion, og i § 11 a i
bekendtgørelse nr. 917 af 15. december 1987 om Aujeszky's sygdom.
Også når dyr afhændes til slagtning, må deres oprindelse kunne spores.
Dette er af åbenbar betydning, såfremt der ved kontrollen på slagteriet
konstateres eller opstår mistanke om sygdom, specielt dem, der er opført på
bilag 2, gruppe I, hvor hurtig indgriben over for besætninger, der har haft
kontakt med dyret, er påkrævet.
Endvidere har mærkning betydning, når blodprøver til laboratoriemæssig
undersøgelse udtages i forbindelse med slagtning eller som led i
sygdomsbekæmpelse, -overvågning eller -kontrol. Som et led i bekæmpelse af
Aujeszky's sygdom er der i bekendtgørelse nr. 917 af 15. december 1987
fastsat regler om mærkning og blodprøvning af orner, der afgår til slagtning
eller eksport, og bekæmpelsen af enzootisk leukose hos kvæg hviler for en
væsentlig del på undersøgelse af blodprøver udtaget ved slagtning, jf. § 3 i
bekendtgørelse nr. 894 af 22. december 1987 om bekæmpelse af enzootisk
leukose hos kvæg.
Ud over ovennævnte eksempler er det i bekendtgørelse nr. 570 af 11.
december 1980 om registrering af af- og tilgang af kvæg og svin i besætninger
fastsat, at disse dyr ved flytning klart skal kunne identificeres.
Bekendtgørelsen er udarbejdet på baggrund af EF-bestemmelser om brucellose,
tuberkulose, enzootisk leukose og klassisk svinepest.
Til stk. 2
Det må forudses, at der kan opstå behov for i kortere eller længere
perioder at fastsætte tilsvarende regler vedrørende andre dyr end
klovbærende, f.eks. i forbindelse med kontrol af sygdom hos disse.
Til § 15
Smitte overføres ofte ved kontakt mellem dyr fra forskellige
oprindelsesbesætninger eller via personer eller ting, der er i kontakt med
forskellige besætninger. Det er derfor nødvendigt at kunne stille zoosanitære
krav, som kan forebygge smitte ad denne vej.
Til stk. 1
Bestemmelsen skal bl.a. danne grundlag for Landbrugsministeriets
bekendtgørelse nr. 374 af 18. august 1980 om eksportisolationsstalde for kvæg
og svin, der indeholder bestemmelser om adskillelse af syge og raske dyr, og
bekendtgørelse nr. 143 af 3. april 1984 om fjernelse af kvæg fra
eksportmarkeder og samlestalde, der fastslår, at kvæg til levebrug skal
holdes adskilt fra kvæg til slagtning eller til eksport. Endvidere findes der
i bekendtgørelserne om IBR og Aujeszky's sygdom regler om adskillelse - bl.a.
under transport - af dyr, som er konstateret fri for de pågældende sygdomme,
og andre dyr. Bestemmelsen skal endelig danne grundlag for regler om rensning
og desinfektion af overtrækstøj og vogne og for fastsættelse af særlige
afhentningstidspunkter eller særlige køreruter.
Til stk. 2
Bestemmelsen skal f.eks. danne baggrund for regler, som dem, der er
fastsat i bekendtgørelse nr. 182 af 3. april 1986, hvorefter dyr fra
besætninger med IBR-reagenter ikke må flyttes ind i bekæmpelses- og
overvågningsområderne, medmindre dette sker direkte til slagtning.
Til § 16
Bestemmelsen afløser lov nr. 197 af 7. maj 1948 om markeder m.v. for heste
og kreaturer. Med forslaget bortfalder de erhvervsmæssige hensyn, som er
indeholdt i den gældende markedslov, jf. bemærkningerne under pkt. 2,
»Den gældende lovgivning« med bilag. Reglerne foreslås udvidet til
at gælde alle markeder, hvor de før kun omfattede markeder med heste og
kreaturer.
Herudover foreslås der gennemført en administrativ forenkling. Efter de
gældende regler skal alle markeder godkendes af landbrugsministeren efter
høring af landboorganisationerne, politimesteren, kommunen og
Veterinærdirektoratet. Efter forslaget er det hensigten at opretholde en
godkendelsesordning i forbindelse med etablering af permanente markeder,
samlestalde og auktioner, hvorimod godkendelsesordningen for så vidt angår
lejlighedsvise markeder m.v. foreslås erstattet af en anmeldeordning, jf.
bestemmelsens stk. 2.
For at sikre mindst mulig administration vil ordningen blive udformet
således, at et marked m.v., der er behørigt anmeldt, vil kunne afholdes, hvis
anmelderen ikke inden en vis frist har fået anden underretning fra
Veterinærdirektoratet og på betingelse af, at de generelle regler om markeder
m.v. overholdes. Den mulighed, som Veterinærdirektoratet har efter de
gældende regler til at forbyde afholdelse af markeder m.v., vil fortsat
bestå, jf. herved også forslagets § 7, stk. 3.
Det allerede gældende krav om dyrlægetilsyn med markeder vil blive
opretholdt. I forbindelse med anmeldelsen forudsættes det oplyst, hvilken
dyrlæge, der er antaget til at føre tilsyn med markedet, hvorefter
Veterinærdirektoratet vil beskikke den pågældende dyrlæge til hvervet.
Efter de gældende regler betales dyrlægens vederlag for tilsyn med
godkendte markeder af det offentlige, jf. cirkulære nr. 222 af 15. december
1987, medens indsyningsgebyr betales af markedet. I forbindelse med
udarbejdelsen af de administrative regler vil denne ordning blive taget op
til overvejelse.
Som en konsekvens af godkendelsesordningens bortfald vil de gældende
regler om markeder m.v., jf. bl.a. bekendtgørelse nr. 332 af 20. juli 1948 om
markedsordningen, blive revideret og udbygget bl.a. med regler om, hvilke
dyr, der på samme tid må tilføres markeder, dyrskuer m.v., og om krav til
indretning.
Afgørende for om markedet er omfattet af stk. 2 vil være, om det
arrangeres af samme arrangør højst 4 gange årligt.
Til § 17
Til stk. 1
Bestemmelsen er ny. Baggrunden for bestemmelsen er, at erfaringerne har
vist, at smitte også kan spredes via handel med dyr. Det foreslås derfor, at
der gives landbrugsministeren bemyndigelse til at etablere regler om
anmeldelse for personer, der erhvervsmæssigt omsætter klovbærende dyr, dvs.
kvæg, får, geder og svin. Herved muliggøres en hurtig kontakt til og
informering af de pågældende ved alvorlige sygdomsudbrud.
Landmænd, der omsætter dyr som et naturligt og normalt led i deres
husdyrproduktion, tænkes ikke omfattet af bestemmelsen. Afgørende for, hvem
der anses for omfattet, vil bl.a. være længden af den periode, hvori den
pågældende ejer eller formidler har dyrene i sin varetægt. Ved fastsættelse
af denne periode vil der blive taget hensyn til kendte inkubationstider for
smitsomme husdyrsygdomme.
Mellemhandlere, der køber og sælger dyr uden at have dem i deres varetægt,
er også omfattet.
Til stk. 2
Der tænkes fastsat regler, som vil muliggøre en hurtig opsporing af
smittekilden i tilfælde af smittespredning gennem den nævnte omsætning af
dyr.
Til stk. 3
Bestemmelsen giver landbrugsministeren mulighed for at udvide reglerne
vedrørende omsætning af klovbærende dyr til også at omfatte omsætning af
andre dyr end klovbærende.
Til kapitel 6
Bestemmelserne i dette kapitel erstatter lov nr. 211 af 31. maj 1968 om
kunstig sædoverføring på husdyr. I forhold til gældende lov foreslås
bestemmelserne udvidet med en bemyndigelse til at fastsætte sundhedsmæssige
krav til ægtransplantation. Begrundelsen er denne metodes hurtigt voksende
anvendelse inden for husdyravlen samt det forhold, at der for adskillige
smitsomme sygdommes vedkommende er usikkerhed om, hvorvidt og i givet fald
under hvilke forhold, de pågældende sygdomme kan overføres ved
ægtransplantation. Det befrugtede æg (embryonet) er omgivet af en kapsel, der
i ubeskadiget stand yder beskyttelse mod indtrængen af smitstof som f.eks.
virus. Mikroskopisk vurdering af kapslen og vask af de befrugtede æg inden
overføring kan derfor indgå som en forebyggende foranstaltning, men da det må
anses for sandsynligt, at visse smitstoffer - i særdeleshed virus - kan være
til stede inden for kapslen i det ubefrugtede æg, skønnes det nødvendigt at
have mulighed for at stille sundhedsmæssige krav til ægdonorer.
Til § 18
Til stk. 1
Bestemmelsen er udvidet i forhold til § 1 i gældende lov ved også at
medtage egne dyr. Landbrugsministerens bemyndigelse i gældende lov vedrørende
krav til afstamning og kvalitet af husdyr, der kan benyttes til kunstig
sædoverføring på andres husdyr, er bortfaldet, idet lov nr. 209 af 23. maj
1979 om omsætning af dyr indeholder fornøden hjemmel til at fastsætte
kvalitetskrav til sæd og befrugtede æg. Bestemmelsen er, ligesom de øvrige
bestemmelser i dette kapital, udvidet med en bemyndigelse til fastsættelse af
sundhedsmæssige krav til husdyr, hvis befrugtede æg overføres til andre
husdyr, jf. bemærkningerne ovenfor.
Der findes i den gældende lovgivning hjemmel til at stille krav til
sæddonorer vedrørende genetisk betinget sygdom. Denne hjemmel er hidtil ikke
udnyttet. Der må imidlertid forudses en stigende aktualitet af disse
sygdomme, navnlig fremkaldt af den stærkt voksende internationale udveksling
af genetisk materiale i form af sæd og befrugtede æg. Det kan herunder
nævnes, at der i forbindelse med udstedelse af veterinærattester ved eksport
af sæd og befrugtede æg må forudses stadig stigende krav fra importlandene på
dette område.
Til stk. 2
Svarer til § 3, stk. 2, i gældende lov med de tilføjelser, som er
nødvendiggjort ved medtagelsen i loven af bestemmelser vedrørende
ægtransplantationer.
Til stk. 3
Bestemmelsen skal bl.a. danne grundlag for det gældende forbud mod
oprettelse af ornecentraler, jf. bekendtgørelse nr. 917 af 15. december 1987
om Aujeszky's sygdom. Med bestemmelsen sigtes ikke mod regulering af
bedækning inden for egen besætning.
Til § 19
Til stk. 1
Bestemmelsen svarer til § 2 og § 3, stk. 1, i gældende lov med de
tilføjelser, som er nødvendiggjort ved medtagelsen i loven af bestemmelser
vedrørende ægtransplantationer.
Bestemmelsen påtænkes som hidtil benyttet til at kunne kræve handyr, der
anvendes til kunstig sædoverføring på andres dyr, eller hvis sæd benyttes til
befrugtning af æg med henblik på ægtransplantation, samlet på særlige
virksomheder, således som det i øjeblikket forekommer på tyrestationer,
ornestationer og hanstationer for ræve. Det er derimod ikke hensigten at
kræve hundyr, der anvendes som donorer ved opsamling af embryoner, anbragt på
særlige virksomheder (opsamlingscentraler), idet sådan opsamling mest
praktisk kan foregå i besætningerne. Såfremt erhvervet selv opretter sådanne
opsamlingscentraler, må det imidlertid være rimeligt, at der kan stilles krav
vedrørende disses indretning og drift (se stk. 2). Bestemmelsen påtænkes
endvidere som hidtil benyttet til at stille krav vedrørende opbevaring af sæd
og til fremtidigt at kunne stille krav i forbindelse med opbevaring af
embryoner, herunder specielt dybfrosne embryoner til senere anvendelse
(embryonbank).
Til stk. 2
Som en udvidelse af landbrugsministerens hidtidige bemyndigelser er
medtaget muligheden for at fastsætte regler vedrørende personalemæssige
forhold og regler vedrørende besøg på virksomhederne. På grund af dels
udviklingen henimod stadig større virksomheder, dels en stigende interesse,
og dermed et stigende behov, for smittebeskyttelsesforanstaltninger, drives
de pågældende virksomheder (f.eks. tyre- og ornestationer) mere og mere efter
SPF-princippet (specifik patogen fri). For personalets vedkommende tænkes
først og fremmest på regler for personalets uddannelse inden for området
hygiejne og smittebeskyttelse samt på regler vedrørende personalets kontakt
med andre dyrehold. For besøgendes vedkommende må påregnes krav vedrørende
seneste kontakt med andre dyrehold (f.eks. krav om mindst 48 timers ophold
her i landet inden besøget) samt regler vedrørende de besøgendes beklædning
og færden på virksomheden.
Til stk. 3
Svarer til § 3, stk. 1, i gældende lov med de tilføjelser, som er
nødvendiggjort ved medtagelsen i loven af bestemmelser vedrørende
ægtransplantationer.
Til § 20
Denne bestemmelse svarer til § 4 i gældende lov, men er udvidet til også
at omfatte udtagning og overføring af befrugtede æg samt, bl.a. af
sygdomsforebyggende hensyn, kunstig sædoverføring til egne husdyr.
Ønsket om bemyndigelse til at fastsætte bestemmelser for inseminering på
egne dyr skyldes det forhold, at »ejerinseminering«, der hidtil
mest har været et fænomen knyttet til svineproduktionen, nu vinder mere og
mere indpas inden for andre dyrearter som f.eks. kvæg og pelsdyr. Kurser i
inseminering afholdes af disse brancher og det er tanken efter en
overgangsperiode, at kun personer, der har deltaget i sådanne kurser, der er
godkendt af Veterinærdirektoratet, eller på anden af Veterinærdirektoratet
godkendt måde har erhvervet sig indsigt i inseminering, skal kunne foretage
»ejerinseminering«.
Udtagning og overføring af embryoner til husdyr kræver et så indgående
kendskab til husdyrs bygning og funktion, at kun personer, der på dette
område har en uddannelse på linie med dyrlægeuddannelsen, kan forvente at få
adgang til at udføre denne virksomhed.
Til § 21
Bestemmelsen svarer til § 5 i den gældende lov med de tilføjelser, som er
nødvendiggjort ved medtagelsen i loven af bestemmelser vedrørende
ægtransplantationer.
Til kapitel 7
Bestemmelserne i dette kapitel erstatter lov nr. 424 af 30. juni 1922 om
anvendelse af selvdøde dyr m.m.
Ved animalsk affald forstås f.eks. kroppe af selvdøde, nedslagne, aflivede
eller dødfødte dyr, aflivede og afhudede pelsdyr, fralyste æg, tilbageholdt
mælk, gødning, knogler, brusk og kassater fra slagtning og opskæring samt
spild og rester iøvrigt af animalsk oprindelse, herunder også
husholdningsaffald.
Til § 22
Til stk. 1
Bestemmelsen fastslår generelt, at de omhandlede dyr og animalske
materialer skal behandles på en særlig måde. Bestemmelsen giver mulighed for
mere detailleret at fastlægge behandlingsmåder f.eks. overbrusning med
kreolin o.lign., nedgravning eller aflevering til destruktions- eller
eventuelt forbrændingsanstalt. Bestemmelsen retter sig i modsætning til § 23
til alle.
Til stk. 2
Principielt må animalske affaldsprodukter ikke anvendes som foder til dyr
af hensyn til risikoen for smittespredning, men på baggrund af de seneste års
stigende foderpriser og den øgede genanvendelse af affald er interessen for
at anvende animalsk affald til dyrefoder vokset. I Landbrugsministeriets
bekendtgørelse nr. 454 af 21. september 1983 om anvendelse af affald som
foder til dyr er fastsat regler, hvorefter det er tilladt på visse
betingelser at anvende animalsk affald, herunder i form af køkkenaffald, til
opfodring.
Til § 23
Bestemmelsen skal danne grundlag for autorisation af
destruktionsanstalter, som hidtil er blevet autoriseret i medfør af lov om
anvendelse af selvdøde dyr m.m., og af virksomheder, der indsamler affald til
opfodring af dyr, jf. forslagets § 22, stk. 2.
Bestemmelsen skal tillige danne grundlag for bestemmelser om
affaldsbehandling, indretning og drift m.v. på de nævnte virksomheder.
Destruktionsanstalter har efter de nugældende regler pligt til at
destruere alt modtaget potentielt smittefarligt affald. Ved sygdomsudbrud,
hvor mange dyr må aflives, kan veterinære eller miljømæssige hensyn hindre,
at der sker en nedgravning af de aflivede dyr på stedet. Det er derfor under
overvejelse at etablere en ordning, hvorefter der skabes sikkerhed for, at
der er adgang til tilstrækkelig destruktionskapacitet i de enkelte landsdele.
Lov nr. 328 af 4. juni 1986 om kød m.m. indeholder nu hjemmel til
autorisation af dyrefoderfabrikker, der alene anvender dele af dyr godkendt
til menneskeføde.
Til kapitel 8
Til § 24
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lov nr. 340 af 26. juni 1975 om
foderstoffer, navnlig denne lovs §§ 5 og 6, der omhandler foderstoffers
uskadelighed. I medfør af foderstofloven er der bl.a. fastsat bestemmelser om
største indhold af uønskede stoffer og produkter i foderstoffer og om
anvendelse af tilsætningsstoffer. Disse bestemmelser er sanktioneret med
bødestraf for foderstoffabrikanterne. Af dyresundhedsmæssige grunde er der
behov for en hjemmel til at forbyde husdyrejerne at anvende foder, der kan
medføre smittefare eller indebærer anden sundhedsmæssig risiko for dyrene,
f.eks. fordi det har et så stort indhold af skadelige stoffer (f.eks.
kviksølv, bly, radioaktive stoffer), at husdyrene kan tage skade.
Bestemmelsen erstatter eller danner grundlag for de bestemmelser i
husdyrsygdomslovgivningen, der regulerer anvendelse af animalsk foder, f.eks.
§ 9 i lov nr. 175 af 5. juni 1959 om tillæg til lov om smitsomme sygdomme hos
husdyrene, der foreskriver varmebehandling af returmælk, og bekendtgørelse
nr. 341 af 7. december 1964 om varmebehandling af fralyste og uklækkede
rugeæg.
Bestemmelsen skal endvidere danne grundlag for regler om f.eks.
varmebehandling af animalske foderstoffer, om tildækning af foder og om andre
smittebeskyttende foranstaltninger i forbindelse med håndtering af foder.
Dyrehold forekommer for tiden ikke på foderstofvirksomheder, men alene i
landbrugsbedrifter, som fremstiller foderblandinger til egne dyr i egne
blandingsanlæg. Under ændrede produktionsforhold vil der kunne opstå behov
for regler om beskyttelse mod smittefare ved husdyrhold i forbindelse med
fremstilling af foderstoffer til videresalg.
Bestemmelsen giver ministeren mulighed for om fornødent at forbyde
anvendelsen af foder, som af de nævnte grunde kan medføre sundhedsfare for
husdyr.
Til kapitel 9
Generel regulering af veterinære lægemidler finder sted i medfør af
lovgivningen om lægemidler, jf. lovbekendtgørelse nr. 451 af 6. august 1982,
og om apoteksvirksomhed, jf. lov nr. 279 af 6. juni 1984.
Til § 25
Der er ikke med bestemmelsen tilsigtet nogen ændring i den bestående
ordning, hvorefter lægemidler generelt skal godkendes af Sundhedsstyrelsen,
dvs. optages i specialitetsregisteret.
Til stk. 1
Bestemmelsen tager sigte på at regulere anvendelse af veterinære
lægemidler m.m. i form af bl.a. vacciner, sera, immunologiske testpræparater
m.v. samt anvendelsen af visse andre præparater såsom skyllevæsker og andre
veterinærmedicinske hjælpestoffer eller -præparater.
Forbud mod anvendelse af et veterinært lægemiddel kan - udover ønsket om
at undgå restkoncentrationer i levnedsmidler - f.eks. være aktuelt over for
en utilstrækkeligt afsvækket vaccine eller i situationer, hvor det ud fra
sundheds- eller eksportmæssige hensyn ikke er ønskeligt at anvende
vaccination, som kan medføre, at dyr kan være smittebærere eller give positiv
reaktion i blodserum, uden at sygdommen kommer til udbrud.
Det samme kan gælde for visse antibiotika eller kemoterapeutika, som kan
mildne eller afkorte et sygdomsforløb i en sådan grad, at det kan være
vanskeligt at stille diagnose.
Lægemidler fremstillet af animalske produkter omfatter f.eks. enzymer,
hormoner og vækstfremmende stoffer.
Til stk. 2
Bestemmelsen er ny. På baggrund af de seneste års debat om anvendelse af
visse lægemidler m.v. til husdyr, som skal anvendes til fremstilling af
levnedsmidler, har man fundet det hensigtsmæssigt at søge gennemført en
registrering hos dyrlægen af forbruget af lægemidler såvel på dyrlæge- som på
besætningsniveau.
Til stk. 3
Steroider (kønshormoner), som kan anvendes både som lægemiddel og som
middel til at fremme væksten, har igennem en lang årrække kun været tilladt
anvendt til sygdomsbekæmpelse og brunstsynkronisering. Disse stoffer har
været registreret af Sundhedsstyrelsen efter lægemiddelloven, og
Landbrugsministeriet har i medfør af dyrlægelovens § 7 b reguleret den
nærmere anvendelse af stofferne for at forebygge uønskede rester heraf i
fødevarerne.
Der er nu fremkomet en ny type væksthormoner, bovint og porcint
somatotropin, der er proteinstoffer. Disse proteinvæksthormoner tænkes ikke
anvendt med henblik på behandling af sygdomme, og det skønnes derfor ikke
hensigtsmæssigt at regulere deres anvendelse over lægemiddellovgivningen.
Anvendelsen som vækstfremmende middel vil næppe give anledning til
betænkelighed i relation til menneskers sundhed, men det kan ikke udelukkes,
at den kan frembyde andre problemer, f.eks. af avlsteknisk og markedspolitisk
art, og at anvendelsen kan øge risikoen for produktionsbetingede sygdomme.
Lignende problemstillinger vil kunne opstå i forbindelse med fremkomst og
anvendelse af andre stoffer med tilsvarende anvendelsesområder.
Det foreslås derfor, at der gives adgang til at fastsætte regler om
indførsel, markedsføring, kvalitet og anvendelse af sådanne stoffer, som
regulerer husdyrs ydelse, tilvækst eller reproduktion.
Det vil, bortset fra anvendelse i forskningsøjemed, være en forudsætning
for at tillade sådanne stoffer anvendt, at de ikke frembyder sundhedsmæssig
risiko for mennesker eller dyr.
Med den nuværende viden er der ikke grundlag for at tillade
proteinhormoner anvendt i produktionsbesætninger.
Forud for meddelelse af tilladelse til anvendelse af de pågældende stoffer
i produktionsbesætninger forudsættes indhentet en udtalelse fra Det
Veterinære Sundhedsråd og Det Etiske Råd vedrørende Husdyr.
Til stk. 3
Desinfektionsmidler o.lign. stoffer, der anvendes til rensning og
desinfektion af husdyr eller husdyrs miljø, skal godkendes i henhold til lov
om kemiske stoffer og produkter, jf. lovbekendtgørelse nr. 574 af 26. august
1987. Nærværende bestemmelse giver landbrugsministeren en mulighed for ud fra
husdyrproduktionsmæssige hensyn at fastsætte særlige regler for anvendelsen
af sådanne stoffer, f.eks. produkter til patte- og yverdesinfektion eller
produkter til desinfektion i dambrug.
Til § 26
Spredning af visse husdyrsygdomsfremkaldende smitstoffer kan have store
eksportmæssige konsekvenser, hvorfor det foreslås, at landbrugsministeren
bemyndiges til at fastsætte regler for arbejde med sådanne stoffer.
Bestemmelsen skal sammenholdes med §§ 24 og 25 i lov om lægemidler,
hvorefter kliniske afprøvninger af lægemidler skal anmeldes til
Sundhedsstyrelsen, der kan stille vilkår eller kræve undersøgelsen standset
eller ændret.
Bestemmelsen gør det også muligt at fastsætte regler om anvendelse af
humant patogent materiale i forskning m.v., der involverer dyr.
Til § 27
Den nyere bioteknologi, herunder især genteknologien, indebærer nye
muligheder for mere målrettet at gribe ind i organismers arveanlæg. Det er
således nu bl.a. muligt at overføre gener med kendt funktion fra planter, dyr
og mikroorganismer til celler af samme eller anden art.
En væsentlig del af forskningen på området tager sigte på anvendelse inden
for jordbruget og resultaterne af denne forskning forventes på lidt længere
sigt at få stor betydning for jordbrugsproduktionen.
Inden for husdyrbruget forventes resultaterne af anvendt genteknologi
inden for de nærmeste år især at få betydning på de veterinærmedicinske
områder. Således forventes såvel produktionen som anvendelsen af vacciner at
ville kunne ske uden samtidig risiko for smittespredning, ligesom
vaccineproduktionen vil kunne billiggøres. Endvidere vil
gensplejsningsteknikken muliggøre fremstilling af hjælpemidler, der kan lette
diagnosticering og forebyggelse af husdyrsygdomme. Andre hjælpestoffer såsom
vitaminer, enzymer, vombakterier m.v. forventes også at kunne blive
fremstillet ved hjælp af gensplejsede mikroorganismer.
Husdyravl ved direkte anvendelse af gensplejsning er yderst kompliceret.
Det forventes på langt sigt at blive muligt at forbedre specifikke egenskaber
såsom frugtbarhed, tilvækst, kødfylde, foderudnyttelse og sygdomsresistens.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at give mulighed for at
fastsætte, at alle genteknologisk fremstillede husdyr skal vurderes ud fra de
hensyn, loven skal varetage, før de kan udsættes, anvendes, importeres eller
eksporteres. Det samme gælder husdyr, der har fået tilført genteknologisk
fremstillede organismer. Det er forudsat, at der kan blive tale om en
anmeldelses- og godkendelsesordning. Det forudses, at der i de første år med
sager på området vil blive tale om en afgørelse fra sag til sag og en helt
individuel behandling.
Den foreslåede bestemmelse må ses på baggrund af, at det ikke på forhånd
kan afvises, at der kan være uønskede virkninger af husdyrsundhedsmæssig art
forbundet med anvendelsen af genteknologi på husdyrområdet. Sigtet er således
at kunne etablere indseende med alle genteknologisk frembragte husdyr med
henblik på at bevare det sundhedsmæssigt høje stade for husdyrproduktionen
her i landet.
I henhold til § 11 i lov nr. 288 af 4. juni 1986 om miljø- og genteknologi
er udsætning af husdyr som udgangspunkt ikke tilladt. Miljøministeren kan dog
i særlige tilfælde meddele godkendelse hertil. Efter den foreslåede
bestemmelse vil der derfor alene kunne ske godkendelse/anmeldelse af
udsætning af husdyr i de tilfælde, hvor miljøministeren meddeler godkendelse
til udsætning.
Til kapitel 10
Bestemmelserne i dette kapitel afløser bl.a. § 19 i 1920-loven, § 1 i lov
nr. 326 af 23. december 1925, bestemmelser i lov nr. 139 af 1. juli 1927 og §
3, stk. 2, i lov nr. 175 af 5. juni 1959, alle om ændring af eller tillæg til
1920-loven. I medfør af disse bestemmelser er der fastsat takster for
dyrlægers arbejde i forbindelse med diagnosticering af husdyrsygdomme, jf.
Landbrugsministeriets cirkulære nr. 222 af 15. december 1987 om betaling for
offentlige forretninger.
Efter de nugældende regler betaler det offentlige således
dyrlægeundersøgelse, herunder udtagning og indsendelse af prøver til statens
veterinære institutter, og selve laboratorieundersøgelsen, som hovedregel dog
kun, hvis laboratorieundersøgelsen bekræfter mistanken. I modsat fald betaler
ejeren selv alle udgifter, herunder også til laboratorieundersøgelsen.
Til § 28
Begrundelsen for, at det offentlige i et vist omfang bør medvirke ved
finansieringen af sygdomsbekæmpelse inden for husdyrsektoren, er dels den
samfundsmæssige interesse i at bevare en sund husdyrbestand som leverandør af
sunde fødevarer, dels husdyrsektorens centrale betydning i en eksportmæssig
sammenhæng og dermed for den samlede samfundsøkonomi. Endvidere gælder, at
enkelte alvorlige sygdomme, f.eks. rabies, vil kunne overføres til mennesker,
hvorfor de allerede af denne grund bør bekæmpes.
I bilag 2 til lovforslaget er der foretaget en opdeling af
husdyrsygdommene i overensstemmelse med de nævnte synspunkter og på baggrund
af den aktuelle situation med hensyn til sygdomsbekæmpelse og eksport.
Gruppe I i bilag 2 repræsenterer således sygdomme, der ud fra de nu
gældende forudsætninger betragtes som meget alvorlige. Der er således tale om
sygdomme, der medfører høj smitterisiko og stor dødelighed, og hvis forekomst
udelukker eksport af en række landbrugsvarer til betydningsfulde markeder.
Gruppe II i bilag 2 repræsenterer sygdomme, hvis forekomst ud fra de nu
gældende forudsætninger har mere begrænsede eksportmæssige konsekvenser, idet
de i reglen kun influerer på handelen med avlsdyr og på produktionsforholdene
i den enkelte besætning.
Herudover resterer de sygdomme, der ikke nævnes under gruppe I og II, dvs.
sygdomme, der ikke skønnes at være nogen væsentlig samfundsmæssig interesse i
at bekæmpe.
Reglerne for det offentliges deltagelse i udgifter ved gennemførelse af
foranstaltninger i medfør af loven tænkes udformet under hensyn til den
omhandlede gruppering.
Med hensyn til undersøgelser ved mistanke om forekomsten af en af de i
gruppe I i bilag 2 til loven nævnte sygdomme forudsættes, at det offentlige
dækker udgiften til såvel prøveudtagning som det pågældende statslige
laboratoriums diagnosticering af prøven.
For bekæmpelsesforanstaltninger gælder, at den offentlige deltagelse i
sygdomsbekæmpelsen og de nævnte sygdommes alvorlige karakter, betyder, at
udgifterne forudsættes båret af det offentlige. De foranstaltninger, der i
denne forbindelse påbydes, f.eks. destruktion, nedslagning, afspærring osv.,
vil ofte være af en karakter, der går ud over, hvad der er i den enkelte
besætningsejers interesse for at bekæmpe sygdommen. Vedrørende erstatninger,
se bemærkningerne til § 29.
Med hensyn til de i gruppe II i bilag 2 til loven nævnte sygdomme, f.eks.
IBR og leukose, forudsættes det offentlige som led i den almindelige
sygdomsovervågning at afholde udgifterne ved de statslige laboratoriers
diagnosticering af prøver, udtaget ved konkret mistanke om sygdom i en
besætning.
Ud over undersøgelser i forbindelse med konkret mistanke om sygdom
gennemføres der løbende en overvågning af forekomsten af en række af de i
gruppe II i bilag 2 nævnte sygdomme, f.eks. IBR, leukose og Aujeszky's
sygdom. For så vidt angår sådanne overvågningsprogrammer forudsættes det
offentlige kun at afholde udgifter til diagnosticering af prøver, når dette
som et led i den almindelige zoosanitære overvågning er aftalt i forbindelse
med gennemførelsen af et bekæmpelsesprogram.
Udgifter i øvrigt i forbindelse med konstatering og bekæmpelse af de i
gruppe II i bilag 2 nævnte sygdomme forudsættes at være det offentlige
uvedkommende.
Udgifter i forbindelse med konstatering og bekæmpelse af andre
husdyrsygdomme forudsættes ligeledes at være det offentlige uvedkommende.
Bekæmpelse af de uden for gruppe I nævnte sygdomme vil f.eks. kunne tænkes
finansieret ved tilskud fra fonde, oprettet af erhvervets organisationer.
Af andre foranstaltninger, der kan komme på tale i henhold til loven, kan
f.eks. nævnes dyrlægeundersøgelser og -tilsyn, udstedelse af attester,
mærkning samt indsyning af dyr til dyrskuer o.lign. Udgifterne ved sådanne
foranstaltninger, der foretages som led i den generelle sygdomsforebyggelse,
forudsættes normalt at påhvile besætningsejeren.
Til § 29
Bestemmelsen svarer for så vidt angår erstatning ved nedslagning til
1920-lovens princip, jf. f.eks. §§ 8 og 9 i 1920-loven og § 8 i lov nr. 175
af 5. juni 1959 om tillæg til 1920-loven. Som noget nyt foreslås det desuden,
at der indføres lovhjemmel til at yde hel eller delvis erstatning for
driftstab. Endelig foreslås det, at der indføres hjemmel til at maksimere de
udbetalte erstatninger. Denne maksimeringsadgang agtes ikke anvendt i
forbindelse med nedslagning af en besætning, der efterfølgende konstateres
udelukkende at have bestået af ikke-smittede dyr.
Ifølge gældende lovs erstatningsregler skal der ske en taksation af dyr,
der skal slås ned. Der betales erstatning for dyrets værdi, idet der herved
forstås dyrets værdi uden hensyn til den sygdom, der begrunder nedslagningen.
Ved det sidst forekomne mund- og klovesygeudbrud blev der yderligere
tilvejebragt særlig bevillingsmæssig hjemmel til at yde erstatning for
driftstab.
Baggrunden for de gældende regler har været, at det er af afgørende
betydning at kunne foretage en hurtig og effektiv sygdomsbekæmpelse, herunder
nedslagning af såvel syge dyr som dyr, der blot kunne mistænkes for at være
smittede. Herunder har man ment det nødvendigt at sikre den fornødne
motivation hos de berørte landmænd til at medvirke positivt både ved
diagnosticering og bekæmpelse af alvorlige sygdomme gennem regler, der i høj
grad holder dem skadesløse for udgifter forbundet med sygdomskonstatering og
-bekæmpelse. I denne forbindelse må det fremhæves, at der, som nævnt i
bemærkningerne til § 28, i bekæmpelsesfasen ofte gennemføres
foranstaltninger, der går ud over, hvad der er i den enkelte besætningsejers
interesse for at bekæmpe sygdommen. De nævnte synspunkter må stadig tillægges
stor vægt.
Koncentrationen af husdyrholdet i stadig større enheder betyder
imidlertid, at en ubetinget fuld erstatningspligt for det offentlige vil
kunne indebære store økonomiske konsekvenser, især hvis der blandt de
sygdomsramte besætninger indgår meget store enheder. Det forekommer rimeligt,
at bedrifter med et meget stort husdyrhold - som et modstykke til den derved
opnåede rationaliseringsgevinst - selv påtager sig den forøgede økonomiske
risiko ved husdyrholdet når dette frembyder en højere grad af zoosanitær
risiko. De pågældende bedrifter vil kunne sikre sig mod eventuelle tab gennem
kollektive eller individuelle forsikringer. Forsøg på at opstille regler, der
kan forebygge uacceptabelt store offentlige udgifter til erstatninger ved
sygdomsudbrud, bør derfor primært sigte på en begrænsning af det offentliges
erstatningsansvar i forhold til den enkelte bedrift.
En fastlæggelse af grænser på besætningsniveau må imidlertid forudsættes
at ske ud fra en vurdering af en række faktorer, så som sygdommens karakter,
herunder dens smittefarlighed, og besætningens art og sammensætning. Ved
fastlæggelse af grænser, der baseres på antallet af dyr, må der bl.a. tages
hensyn til, om der f.eks. er tale om produktions- eller avlsdyr, malke- eller
kødkvæg, slagtefjerkræ eller høner til ægproduktion. Endvidere bør der ske en
afklaring af, om og i hvilket omfang de enkelte besætninger inden for en
bedrift kan betragtes som selvstændige og adskilte driftsenheder.
Landbrugsministeriet finder ikke, at de nævnte spørgsmål på nuværende
tidspunkt er afklaret tilstrækkeligt til at muliggøre en sagligt forsvarligt
fastlæggelse af præcise grænser for det offentliges erstatningsansvar. Man
vil derfor anmode en gruppe sagkyndige forskere og repræsentanter for
landbrugets organisationer om i samarbejde med veterinærmyndighederne at
foretage en analyse af de nævnte zoosanitære aspekter med henblik på at
etablere grundlaget for udstedelse af regler om maksimering af erstatninger i
henhold til loven.
Til kapitel 11
Til § 30
Til stk. 1
En væsentlig del af administrationen af veterinærlovgivningen varetages i
dag af Veterinærdirektoratet og af de veterinære institutter. Bestemmelsen
giver mulighed for at fastsætte regler om adgangen til at klage over disse
institutioners afgørelser, og om begrænsning af klageadgangen.
Til stk. 2
Bestemmelsen åbner mulighed for efter forhandling med vedkommende minister
at henlægge opgaver til andre ministeriers institutioner.
Til stk. 3
En effektiv forebyggelse og bekæmpelse af husdyrsygdomme forudsætter
erhvervets aktive medvirken. Således foregår en væsentlig del af
mastitisbekæmpelsen på laboratorier oprettet af Danske Mejeriers
Fællesorganisation. Også de sundhedstjenester, der er etableret inden for
kvæg- og svinesektoren, gennemføres i stor udstrækning i erhvervs- og
organisationsregi. I overensstemmelse med regeringens moderniseringsplaner er
det hensigten at videreføre og udbygge sådanne ordninger, hvilket
bestemmelsen åbner mulighed for.
Til § 31
Tilvarende bestemmelser findes i en lang række andre love, i henhold til
hvilke offentlige myndigheder har en kontrolfunktion.
Som eksempel kan nævnes bestemmelser i lov om mælk og konsummælkprodukter,
lov om margarine og lov om levnedsmidler. I lov om vaccination mod mund- og
klovesyge og lov om vaccination mod ondartede smitsomme pelsdyrsygdomme
findes særlige bestemmelser om gennemførelse af foranstaltningerne på
bedrifterne.
Varetagelsen af administrationen i medfør af lovforslaget forudsætter
undertiden adgang til bedrifterne. Da bekæmpelse og forebyggelse af
husdyrsygdomme også sker i den enkelte ejers interesse, er der normalt ingen
problemer forbundet hermed.
Det kan dog ikke udelukkes, at der kan være behov for at skaffe sig adgang
til privat ejendom imod ejerens ønske, f.eks. i forbindelse med bekæmpelse af
sygdomsudbrud, der truer ikke blot ejerens husdyrbesætning, men også andre
husdyrbesætninger i området. I sådanne tilfælde vil tilsynet praktisk taget
altid blive udført af kredsdyrlægen. Såfremt ejeren ønsker det, og øjemedet
ikke forspildes, vil der i almindelighed blive givet ejerens egen dyrlæge
lejlighed til at være til stede.
Til § 32
Svarer til princippet i gældende lovgivning, jf. f.eks. § 19 i 1920-loven
og § 1, stk. 3, i lov om foranstaltninger til udryddelse af oksebremselarven.
Til § 33
Bestemmelsen svarer til de bestemmelser, der er eller har været gældende i
forbindelse med bekæmpelse af husdyrsygdomme som f.eks. leukose og
tuberkulose eller i forbindelse med godkendelse af rugerier samt med
lovgivningen om burhøns og hjortehold. Den sigter mod at sikre, at
Landbrugsministeriet kan skaffe sig sådanne oplysninger om besætningens art,
antal og placering, som er nødvendig for at administrere de pågældende
lovområder.
Til § 34
Som led i den fælles landbrugspolitik i EF, herunder fjernelsen af
handelshindringer, gennemføres der løbende en harmonisering af
veterinærlovgivningen. Bestemmelsen bemyndiger ministeren til at udstede de
regler, som er nødvendige for at gennemføre de af EF vedtagne beslutninger,
direktiver og forordninger.
Til kapitel 12
Til § 35
Til stk. 1
Sanktionerne ved overtrædelse af gældende lovgivnings bestemmelser består
overvejende i bødestraf, jf. § 18 i 1920-loven. Der er dog også i enkelte
særregler, f.eks. i lov om anvendelse af selvdøde dyr m.m., bestemmelser om
hæftestraf. Under hensyn til hidtidig praksis skønnes det tilstrækkeligt, at
der er mulighed for at pålægge bødestraf.
Til stk. 2
Bestemmelsen bemyndiger landbrugsministeren til at fastsætte
strafbestemmelser i bekendtgørelser, der udstedes i medfør af loven.
Til § 36
I overensstemmelse med forslagene i betænkning nr. 996/1984 om
ansvarsplacering og reaktionsmuligheder i kommunestyret foreslås det, at
kommuner og kommunale fællesskaber skal kunne pålægges bødeansvar. Det er en
forudsætning, at den strafbare handling er begået af kommunen eller det
kommunale fællesskab som driftsherre, arbejdsgiver eller lignende.
Til § 37
Straffesager i henhold til forslaget behandles som politisager. Endvidere
vil der efter forslaget være adgang til at bringe de retsmidler, der er nævnt
i retsplejelovens kapitel om ransagning, til anvendelse i samme omfang som i
statsadvokatsager.
Til kapitel 13
Til § 38
Loven tænkes sat i kraft snarest muligt.
Til § 39
Til stk. 1
Nærværende lovforslag erstatter lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme
sygdomme hos husdyrene med ændrings- og tillægslove. Som led i den
regelsanering, som ønskes gennemført i forbindelse med lovforslaget, er
endvidere de bestemmelser i de nævnte særlove, som ønskes videreført,
inkorporeret i forslaget. 1920-loven og de under nr. 7-13 nævnte særlove kan
herefter ophæves.
Til stk. 2
Lovforslaget forudsætter, at en lang række gældende administrative
forskrifter revideres. Da der vil gå en vis tid efter lovforslagets
ikrafttræden, inden denne revision er afsluttet, er det foreslået at
opretholde gældende administrative regler.
Til stk. 3
Bestemmelsen fastslår, at gældende bestemmelser, der forbliver i kraft
efter forslagets ikrafttræden, strafsanktioneres efter samme regler som
bestemmelserne i lovforslaget.
Til § 40
Det har vist sig ønskeligt, at de veterinære og zoosanitære aspekter
inddrages i forbindelse med Sundhedsstyrelsens behandling af sager vedrørende
registrering af lægemidler til veterinær anvendelse.
De seneste erfaringer har således vist, at veterinærmedicinske produkter
som f.eks. vacciner kan indeholde stoffer, som kan fremkalde sygdom eller en
utilsigtet sygdomsimmunisering hos de behandlede dyr. Det er derfor
nødvendigt, at man i forbindelse med registrering af sådanne produkter er
opmærksom på denne risiko.
På denne baggrund nedsatte man i 1983 efter aftale mellem
Indenrigsministeriet og Landbrugsministeriet som en forsøgsordning et
rådgivende veterinært vaccineudvalg. Udvalget var sammensat af repræsentanter
for Sundhedsstyrelsen, Veterinærdirektoratet og de statslige veterinære
institutter.
Der er enighed om, at det vil være hensigtsmæssigt at lovfæste dette
udvalg i lægemiddelloven.
I lægemiddelloven er hjemmel til at stille særlige betingelser som
forudsætning for markedsføring af en registreret specialitet, herunder også
vacciner, og det vil kunne forventes, at udvalget vil indstille, at der
iagttages særlige kontrolforanstaltninger over for fortrinsvis udenlandske
vacciner m.v. til husdyr, og at kontrollen udbygges med en ordning med
deponering af prøver af hver produktion (batch), som bl.a. kan anvendes i
forbindelse med opklaring af epidemiologiske sammenhænge, hvor vacciner m.v.
kunne mistænkes som årsagsfaktor.
Udgifterne til kontrolforanstaltninger som de nævnte forudsættes dækket
gennem afgiftssystemer, der er hjemlet i lægemiddelloven.
Til § 41
Lovforslaget gælder ikke for Grønland og Færøerne, men kan ved kongelig
anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige
grønlandske forhold tilsiger.
Bilag
Den gældende lovgivning i hovedtræk
Lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyrene
Denne lov, som er hovedloven inden for husdyrsygdomslovgivningen
fastlægger i meget detaljeret form, hvilke foranstaltninger, der skal
iværksættes ved udbrud af en smitsom sygdom.
Loven regulerer kun smitsomme sygdomme. I lovens § 2 er angivet, hvilke
sygdomme, der anses for ondartede, og i § 10 hvilke, der anses for mildere
smitsomme sygdomme. Sondringen har bl.a. betydning for, hvornår en dyreejer
skal tilkalde dyrlæge ved sygdomsudbrud og for, hvilke foranstaltninger, der
kan iværksættes til bekæmpelse af sygdommen. F.eks. kan nedslagning kun finde
sted over for ondartede sygdomme. Listen over ondartede sygdomme er flere
gange blevet ændret administrativt, hvilket loven indeholder hjemmel til.
Derimod indeholder loven ikke hjemmel til administrativt at fjerne nogle af
de sygdomme, som oprindelig blev anset for ondartede, hvilket bl.a. har
betydet, at sygdomme, som i dag ikke anses for alvorlige, stadig figurerer på
listen af ondartede smitsomme sygdomme.
Princippet i lovens erstatningsregler er, at ejere skal have erstatning
for det tab, de lider, når der af det offentlige påbydes nedslagning eller
destruktion, eller der iøvrigt sker skade på de berørte personers ejendom.
Det er ligeledes et gennemgående princip i loven, at hvis der påbydes
gennemført foranstaltninger f.eks. i form af desinfektion, skal udgifterne
hertil betales af det offentlige, medmindre ejeren selv er skyld i, at
sygdommen eller skaden er opstået.
Endelig kan nævnes, at gældende lovgivning bygger på det princip, at det
skal være omkostningsfrit for en dyreejer at tilkalde dyrlæge og få
diagnosticeret en smitsom husdyrsygdom.
Det administrative system, som loven er baseret på, er forældet. Følgende
myndigheder forudsættes inddraget i bekæmpelsen af en husdyrsygdom: Den
privatpraktiserende dyrlæge, politimesteren, amtmanden, sognefogeden og
veterinærfysikus (nu Veterinærdirektoratet). Særlig politimesteren er i loven
tillagt en fremtrædende og aktiv rolle i sygdomsbekæmpelsen, der ikke svarer
til den måde, hvorpå opgavevaretagelsen finder sted i dag.
Veterinærdirektoratet og de herunder hørende kredsdyrlæger er i praksis den
myndighed, som træffer beslutning om, hvilke bekæmpelsesforanstaltninger, der
i de konkrete tilfælde skal iværksættes. I det omfang, politiets bistand er
påkrævet til at gennemføre foranstaltninger, f.eks. afspærring,
tvangsfjernelse el.lign., sker dette på begæring af de veterinære
myndigheder.
Loven er gennem årene ændret ved i alt 9 ændringslove. Ændringerne har
bl.a. drejet sig om særlige bekæmpelsesforanstaltninger i forbindelse med
udbrud af mund- og klovesyge, om betaling af udgifter ved
dyrlægeundersøgelser m.v., om bekæmpelse af rabies og særlige bestemmelser om
kvægtuberkulose og smitsom kalvekastning, herunder bestemmelser om behandling
(opvarmning) af mejeriprodukter for at undgå smittespredning.
I tilknytning til loven er udarbejdet en lang række bekendtgørelser,
cirkulærer m.v., hvoraf en del som en konsekvens af lovrevisionen vil skulle
ændres og moderniseres.
Lov nr. 424 af 20. juni 1922 om anvendelse af selvdøde dyr m.m.
Loven fastlægger, at selvdøde dyr m.m. kun må sælges eller overdrages til
destruktionsanstalter autoriseret af Landbrugsministeriet, eller skal
nedgraves på hjemstedet. Anvendelse i rå tilstand til føde for dyr er kun
tilladt, hvis der foreligger en dyrlægeerklæring om, at der ikke er risiko
for spredning af en smitsom sygdom.
Lov nr. 131 af 26. marts 1941 om foranstaltninger til udryddelse af
oksebremselarven
Loven indeholder hjemmel til at påbyde eftersyn i besætninger for
oksebremselarven, der er en parasit, som kan angribe hornkvæg. Loven
indeholder tillige bestemmelser om attester for sygdomsfrihed og om betaling
og erstatning i tilfælde af dyrs død som følge af behandling.
Lov nr. 197 af 7. maj 1948 om markeder m.v. for heste og kreaturer
Markedsloven omfatter kun markeder for heste og kreaturer. Loven varetager
to hensyn. Et erhvervsmæssigt og et veterinært. Det erhvervsmæssige hensyn
består i at foretage en fordeling af markederne mellem de forskellige områder
i landet, således at der findes passende muligheder i de forskellige områder
for at kunne levere heste og kreaturer til et marked, og således at der til
de enkelte markeder findes et passende opland. Dette hensyn tilgodeses ved at
markeder, herunder også engangsmarkeder, skal godkendes af
Landbrugsministeriet. Inden godkendelse gives, skal de stedlige myndigheder
og de nærmest interesserede landbrugsorganisationer høres. Endvidere høres
den stedlige politimester. Ifølge loven er landbrugsministeren forpligtet til
årligt at udgive en fortegnelse over de markeder, som afholdes i det
pågældende kalenderår. Markedsfortegnelsen offentliggøres i Københavns
Universitets Almanak.
Det veterinære hensyn, som består i at sikre, at markeder afholdes på en
sådan måde, at der består mindst mulig risiko for smittespredning, sikres
bl.a. ved dyrlægetilsyn, og ved at der stilles krav til markedspladsens
indretning.
Lov nr. 42 af 20. februar 1960 om vaccination mod ondartede smitsomme
pelsdyrsygdomme
Loven indeholder hjemmel til at påbyde vaccination af pelsdyrbesætninger
mod bl.a. hvalpesyge samt hjemmel til at forbyde omsætning af pelsdyr til
områder, hvor der skønnes at være fare for smitte. Herudover indeholder loven
regler om, at indførsel af vaccine kun må finde sted med landbrugsministerens
tilladelse.
Udgifterne ved vaccination afholdes af pelsdyrejeren. Hvis påbudt
vaccination medfører dyrs død som umiddelbar følge, skal der ydes en
erstatning af det offentlige i overensstemmelse med reglerne i 1920-loven.
Lov nr. 129 af 31. marts 1960 om vaccination mod mund- og klovesyge
Loven indeholder hjemmel til at påbyde vaccination af klovbærende dyr mod
mund- og klovesyge. Efter loven skal vaccination foregå i overensstemmelse
med de forskrifter, som Landbrugsministeriet fastsætter, og må kun ske med
vaccine, der udleveres gennem Veterinærdirektoratet. Indførsel af vaccine mod
mund- og klovesyge må ligeledes kun finde sted med Landbrugsministeriets
tilladelse. Loven administreres i samarbejde med et vaccineudvalg bestående
af landbrugets organisationer og dyrlægeforeningen.
Af eksportmæssige hensyn har man gennem de seneste år ført en
ikke-vaccinationspolitik. Loven har derfor ikke været anvendt i forbindelse
med de seneste mund- og klovesygetilfælde.
Lov nr. 211 af 31. maj 1968 om kunstig sædoverføring på husdyr
Loven indeholder bemyndigelse for landbrugsministeren til at fastsætte
krav til husdyr, hvis sæd kunstigt overføres til anden mands husdyr, og krav
til virksomheder (tyre- og ornestationer), der holder husdyr, der anvendes
til kunstig sædoverføring.
Lov nr. 214 af 31. maj 1968 om bekæmpelse af enzootisk leukose hos kvæg
Loven bemyndiger landbrugsministeren til at fastsætte regler om, under
hvilke omstændigheder kvæg skal anses for at være angrebet af enzootisk
leukose, om kontrolundersøgelser og om foranstaltninger til hindring af
smitte.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1986 LSF 188 FORSLAG TIL LOV OM HUSDYRSYGDOMME Retsinformation · 21. maj 1988
- Forslag til Lov om sygdomme og infektioner hos dyr Retsinformation · 28. maj 1999
- Forslag til Lov om hold af dyr Retsinformation · 27. maj 2004
- 1996 LSF 142 FORSLAG TIL LOV OM OPDRÆT AF VISSE DYREARTER Retsinformation · 13. juni 1997
- 1991 LSF 198 FORSLAG TIL LOV OM OPDRÆT AF VILDT OG RÆVE Retsinformation · 18. maj 1992
- 1995 LSF 255 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM OPDRÆT AF VILDT OG RÆVE Retsinformation · 24. april 1996