1989 LSF 121 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSMILJØ (LEDELSESANSVAR)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 646 af 18. december
1985, som ændret ved lov nr. 220 af 22. april 1987 og § 12 i lov nr. 196 af
29. marts 1989, foretages følgende ændringer:
1. § 23 og overskriften over paragraffen affattes
således:
»Virksomhedsledere m.fl.
§ 23. Lovens bestemmelser om arbejdsgiverens pligter gælder også
for den, som leder eller deltager i ledelsen af virksomheden.«
2. § 76 affattes således:
» § 76. Enhver, der er pålagt pligter efter loven, skal efter
anmodning give Arbejdstilsynet alle oplysninger, der er nødvendige for
udøvelsen af tilsynets virksomhed.
Stk. 2. Arbejdstilsynets medarbejdere har uden retskendelse mod
behørig legitimation til enhver tid adgang til offentlige og private
arbejdssteder i det omfang, det er påkrævet, for at de kan varetage deres
hverv. Politiet yder om fornødent bistand hertil. Nærmere regler om bistanden
kan fastsættes af arbejdsministeren efter forhandling med justitsministeren.
Stk. 3. Arbejdstilsynets medarbejdere kan som led i tilsynets
udøvelse uden retskendelse kræve tilgængelig dokumentation udleveret,
herunder foretage fotografiske optagelser og lignende, og medtage prøver til
nærmere analyse eller undersøgelse. Arbejdsgiveren eller dennes repræsentant,
jf. § 23 og § 24, skal underrettes herom.«
3. § 82 affattes således:
»§ 82. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år den, der
1) overtræder §§ 15-19, § 20, stk. 1, § 21, § 23, §§ 25-34, § 37, stk. 1,
§ 38, stk. 1, § 42, stk. 1, § 45, stk. 1, § 48, stk. 1, § 63, stk. 5, § 75,
stk. 3, eller § 76, stk. 1,
2) lader arbejde udføre i strid med kapitel 9 og 10, leder eller fører
Læs alt
tilsyn med sådant arbejde eller udfører arbejde i strid med kapitel 9,
3) ikke efterkommer påbud efter § 77 eller
4) undlader at meddele oplysninger efter § 22, stk. 2.
Stk. 2. Straffelovens § 23 om medvirken finder anvendelse på det i
stk. 1 omhandlede strafansvar.«
4. § 85 affattes således:
» § 85. Bødeansvar efter § 83 og § 84, 2. pkt., kan ikke
pålægges virksomhedsledere m.fl., jf. § 23.«
5. Efter § 87 indsættes:
»§ 87 a. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i
retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme omfang som i
statsadvokatsager.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1990.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 646 af 18. december 1985,
som ændret ved lov nr. 220 af 22. april 1987 og § 12 i lov nr. 196 af 29.
marts 1989, foretages følgende ændringer:
1. § 23 affattes således:
»Virksomhedsledere m.fl.
§ 23. Lovens bestemmelser om arbejdsgiverens pligter gælder også for den,
som leder eller deltager i ledelsen af virksomheden.«
2. § 76 affattes således:
» § 76. Enhver, der er pålagt pligter efter loven, skal efter
anmodning give Arbejdstilsynet alle oplysninger, der er nødvendige for
udøvelsen af tilsynets virksomhed.
Stk. 2. Arbejdstilsynets medarbejdere har uden retskendelse mod behørig
legitimation til enhver tid adgang til offentlige og private arbejdssteder i
det omfang, det er påkrævet, for at de kan varetage deres hverv. Politiet
yder om fornødent bistand hertil. Nærmere regler om bistanden kan fastsættes
af arbejdsministeren efter forhandling med justitsministeren.
Stk. 3. Arbejdstilsynets medarbejdere kan som led i tilsynets udøvelse
uden retskendelse kræve tilgængelig dokumentation udleveret, herunder
foretage fotografiske optagelser og lignende, og medtage prøver til nærmere
analyse eller undersøgelse.«
3. § 82 affattes således:
»Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning
straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år den, der
1) overtræder §§ 15-19, § 20, stk. 1, § 21, § 23, §§ 25-34, § 37, stk. 1,
§ 38, stk. 1, § 42, stk. 1, § 45, stk. 1, § 48, stk. 1, § 63, stk. 5, § 75,
stk. 3, eller § 76, stk. 1,
2) lader arbejde udføre i strid med kapitel 9 og 10, leder eller fører
tilsyn med sådant arbejde eller udfører arbejde i strid med kapitel 9,
3) ikke efterkommer påbud efter § 77 eller
4) undlader at meddele oplysninger efter § 22, stk. 2.
Stk. 2. Straffelovens § 23 om medvirken finder anvendelse på det i stk. 1
omhandlede strafansvar.«
4. § 85 affattes således:
» § 85. Bødeansvar efter § 83 og § 84, 2. pkt., kan ikke
pålægges virksomhedsledere m.fl., jf. § 23.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1990.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslaget har som hovedformål at tilvejebringe sikkerhed for, at
ledelsen i en virksomhed m.v., herunder direktører og bestyrelsesmedlemmer,
vil kunne straffes for overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, som disse er
umiddelbart ansvarlige for eller medvirker til.
Baggrunden for lovforslaget skal i første række søges i den tvivl, der i
praksis er opstået om, i hvilken udstrækning der efter den eksisterende
lovgivning kan gøres strafansvar gældende over for denne personkreds.
Denne tvivl om rækkevidden af strafansvaret efter arbejdsmiljøloven har
navnlig sammenhæng med den i lovens kap. 4 indeholdte særlige udpegning af de
persongrupper, der er pligtsubjekter efter loven. I kap. 4 er beskrevet de
særlige pligter, der påhviler henholdsvis arbejdsgiveren, arbejdsledere og
ansatte samt visse andre, såsom leverandører, installatører, reparatører,
planlæggere, bygherrer m.fl.
Denne særlige opregning har rejst spørgsmålet, hvorvidt ledelsen i en
virksomhed vil kunne henføres til de opregnede pligtsubjekter.
Det har herved i særlig grad givet anledning til tvivl, hvorvidt de
pågældende personer vil kunne anses som arbejdsgivere i henhold til
arbejdsmiljøloven i de tilfælde, hvor virksomheden drives i selskabsform.
I administrativ praksis har det hidtil været lagt til grund, at
strafansvaret for en arbejdsgiver principielt vil kunne rettes mod såvel den
fysiske person, der leder eller deltager i ledelsen af en virksomhed, som mod
selskabet som sådant. Den i praksis opståede tvivl herom har i forening med
spørgsmålets principielle og praktiske betydning efter Arbejdsministeriets
opfattelse skabt behov for, at der tilvejebringes et klart lovgrundlag for
ledelsens pligter og ansvar i henhold til arbejdsmiljøloven.
Lovforslaget indebærer, at de i loven fastsatte bestemmelser om
arbejdsgiverens pligter tilsvarende finder anvendelse på den, som leder eller
deltager i ledelsen af virksomheden.
Lovforslaget indebærer således også, at strafansvaret for den pågældende
personkreds skal bedømmes efter samme regler som en arbejdsgiver. Den særlige
adgang til at idømme en arbejdsgiver bøder på objektivt grundlag foreslås
imidlertid i overensstemmelse med de bærende hensyn bag dette ansvar ikke
overført til de heromhandlede personer.
2. Den i det forudgående beskrevne særlige opregning af pligtsubjekter i
arbejdsmiljøloven har endvidere givet anledning til tvivl om, i hvilken
udstrækning der kan blive tale om strafansvar for personer, der medvirker til
en overtrædelse af arbejdsmiljøloven.
Der foreslås derfor indsat en særlig bestemmelse, der præciserer at
straffelovens § 23 om strafansvar for medvirken i lighed med anden
tilsvarende særlovgivning finder anvendelse på overtrædelser af
arbejdsmiljøloven.
3. Der fremsættes dernæst forslag om ophævelse af den særlige adgang for
en arbejdsgiver til at overdrage dennes strafferetlige ansvar til
driftsledere, arbejdsledere eller andre kvalificerede overordnede.
Den gældende ordning herom er særegen for arbejdsmiljøloven i forhold til
anden tilsvarende særlovgivning, ligesom den i praksis i det væsentlige har
vist sig at være uden praktisk betydning i forbindelse med bedømmelsen af en
arbejdsleders strafferetlige ansvar.
4. Der foreslås endvidere indføjet hjemmel til i særlige tilfælde at
idømme fængselsstraf for overtrædelse af arbejdsmiljøloven. Strafferammen
bringes herved i overensstemmelse med, hvad der gælder efter
miljøbeskyttelsesloven.
5. Endelig foreslås nogle få redaktionelle ændringer og præciseringer af
visse af Arbejdstilsynets beføjelser i forbindelse med tilsynet med
virksomhederne.
6. Lovforslaget forventes ikke at medføre væsentlige administrative eller
økonomiske konsekvenser for det offentlige.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
a) Ophævelse af den gældende § 23 og 85.
Efter den gældende § 23, jf. § 85, har arbejdsgiveren mulighed for at
delegere sit personlige ansvar efter § 82 med den virkning, at arbejdsgiveren
selv er fritaget for dette ansvar. Denne delegationsadgang omfatter ikke
arbejdsgiverens objektive ansvar, jf. § 83.
Bestemmelsen er en videreførelse af et tilsvarende
ansvarsdelegationsprincip i den tidligere arbejderbeskyttelseslovgivning. Som
begrundelse for indførelse af dette princip i lovgivningen blev det angivet,
at det i meget store virksomheder ville være ganske udelukket at stille
sådanne krav til indseendet med de forskellige produktionsprocesser, som var
en forudsætning for at kunne gøre arbejdsgiveren personligt ansvarlig,
hvorfor arbejdsgiveren ved delegation måtte kunne frigøre sig fra dette
ansvar, som efter loven påhvilede ham.
Oprindelig indeholdt arbejderbeskyttelseslovgivningen ikke direkte
selvstændige pligter for driftsledere (arbejdsledere) m.v., men kun for
arbejdsgivere, ansatte og leverandører. Det antoges, at driftsledere m.v.
alene kunne ifalde straf efter loven, såfremt arbejdsgiveren havde delegeret
ansvaret til ham.
Ved lov nr. 216 af 19. maj 1971 om ændring af forskellige lovbestemmelser
om arbejderbeskyttelse blev der i loven imidlertid indføjet et selvstændigt,
strafsanktioneret ansvar for arbejdsledere med hensyn til sikkerheds- og
sundhedsmæssige forhold inden for det arbejdsområde, vedkommende leder.
Bestemmelsen om ansvarsfrihed for arbejdsgiveren i tilfælde af
ansvarsdelegation blev imidlertid også bevaret i loven.
Det må i dag lægges til grund, at der ikke er behov for denne lovhjemlede
adgang til at delegere arbejdsgiverens ansvar. Som anført har arbejdslederen
allerede efter nugældende lov et selvstændigt ansvar for arbejdsmiljøet.
Hertil kommer, at arbejdsgiveren også uden udtrykkelig delegationsregel har
mulighed for at tilrettelægge arbejdet på en måde, der vil kunne have
betydning for rækkevidden af hans subjektive ansvar. Dette svarer til, hvad
der gælder på beslægtede områder som f.eks. miljøbeskyttelsesområdet, hvor
der ikke er fastsat udtrykkelige bestemmelser om ansvarsdelegation. Endelig
synes domstolene i de tilfælde, hvor ansvarsdelegation faktisk har fundet
sted, ikke at have tillagt dette forhold selvstændig betydning ved
bedømmelsen af en arbejdsleders strafferetlige ansvar.
b) Forslaget til ny § 23.
Som anført i de almindelige bemærkninger skal lovforslaget ses på baggrund
af den tvivl, der i praksis er opstået med hensyn til spørgsmålet om, i
hvilken udstrækning der efter den eksisterende lovgivning kan gøres
strafansvar gældende over for ledelsen i en virksomhed m.v., herunder
direktører og bestyrelsesmedlemmer.
Som tilsvarende anført i de almindelige bemærkninger hænger den opståede
tvivl sammen med den i arbejdsmiljølovens kap. 4 indeholdte særlige udpegning
af de persongrupper, der er pligtsubjekter efter loven. Det drejer sig om
arbejdsgiveren, arbejdslederen og ansatte samt visse andre, såsom
leverandører, installatører, reparatører, planlæggere, bygherrer m.fl.
På baggrund heraf har det retlige spørgsmål navnlig angået, i hvilken
udstrækning ledelsen i en virksomhed har kunnet anses omfattet af
arbejdsgiver- og arbejdslederbegrebet. Om dette spørgsmål, der i praksis i
første række har haft betydning for så vidt angår direktører, bemærkes:
I nogle tilfælde vil det være muligt at gøre ansvar gældende efter
arbejdsmiljølovens regler om arbejdsledere. I henhold til § 24 i
arbejdsmiljøloven forstås ved en arbejdsleder en person, »hvis arbejde
udelukkende eller i det væsentlige består i på arbejdsgiverens vegne at lede
eller føre tilsyn med arbejdet i en virksomhed eller en del deraf«.
Som anført i bemærkningerne til § 24 vil f.eks. en teknisk direktør i
nogle tilfælde kunne anses som en arbejdsleder, ligesom det må antages, at
andre direktører eller lignende med tilsvarende specielt beskrevne
kompetence- og ansvarsområder vil kunne anses omfattet af bestemmelsen.
Derimod vil administrerende direktører eller andre ledende personer med
tilsvarende generel kompetence næppe kunne betragtes som arbejdsledere efter
arbejdsmiljøloven.
For så vidt angår arbejdsgiveransvaret bemærkes, at det med hensyn til
personligt ejede virksomheder kun sjældent giver anledning til tvivl, hvem
der må anses for arbejdsgiver i arbejdsmiljølovens forstand.
Drives virksomheden derimod i selskabsform, f.eks. som et aktie- eller
anpartsselskab, kan der opstå spørgsmål om, hvorvidt det er selskabet som
sådant, der anses som arbejdsgiver, eller det er direktøren, der alene eller
eventuelt sammen med selskabet må anses som arbejdsgiver og dermed som
pligtsubjekt for arbejdsgiverens pligter efter arbejdsmiljøloven.
Efter Arbejdsministeriets opfattelse er der principielt intet til hinder
for, at direktøren vil kunne gøres ansvarlig som arbejdsgiver ved siden af
selskabet.
I bemærkningerne til § 3, stk. 1, om arbejdsgiverens ansvar efter den
tidligere arbejderbeskyttelseslov, lov nr. 226 af 11. juni 1954 om almindelig
arbejderbeskyttelse, anføres det direkte (RT 1951/52, tillæg A, sp. 2748):
»Ved aktieselskaber og lignende upersonlige virksomheder må den
administrerende direktør betragtes som arbejdsgiver.«
I 1968, da der i 1954-loven blev indført selskabsansvar, blev der
intetsteds i forarbejderne anført, at den juridiske person herefter skulle
træde i stedet for en fysisk person som arbejdsgiver.
I forarbejderne til den nugældende arbejdsmiljølov er der heller ingen
holdepunkter for en sådan indskrænkende fortolkning.
I overensstemmelse med fast tiltalepraksis rettes strafansvaret dog som
hovedregel altid mod selskabet som sådant.
Kun hvor særlige omstændigheder foreligger, f.eks. hvor en direktør har
handlet forsætligt eller groft uagtsomt, har der været tale om at gøre ansvar
gældende mod ledende fysiske personer.
Den seneste retspraksis på området efterlader imidlertid en vis tvivl om,
hvorvidt domstolene vil anse ledelsen i en virksomhed som omfattet af
arbejdsgiverbegrebet, og hvilken betydning der i den forbindelse kan
tillægges ejerforholdet til virksomheden.
Efter Arbejdsministeriets opfattelse bør den tvivl, der herved er opstået
om det retlige ansvar efter arbejdsmiljøloven, afklares ved nye bestemmelser
i loven, der præciserer ledelsens pligter og ansvar.
Forslaget indebærer, at lovens bestemmelser om arbejdsgiverens pligter
finder tilsvarende anvendelse på den, som leder eller deltager i ledelsen af
virksomheden.
Dette betyder således, at de omhandlede personer, der ikke i sig selv kan
anses som arbejdsgivere, i henseende til de retlige pligter efter
arbejdsmiljøloven sidestilles med arbejdsgiveren. Dette indebærer, at de
pågældende personer i samme udstrækning som arbejdsgiveren vil kunne ifalde
straf for overtrædelse af arbejdsmiljøloven og de med hjemmel heri fastsatte
forskrifter.
Dette fraviges dog på et enkelt, men principielt vigtigt, punkt: Som det
fremgår af forslagets punkt 4 vedrørende en ny § 85 skal den eksisterende
adgang til at idømme en arbejdsgiver bødeansvar på objektivt grundlag ikke
finde anvendelse på virksomhedsledere i det omfang, de ikke kan betegnes som
arbejdsgivere. Disse personer kan således alene idømmes straf, såfremt de
almindelige betingelser efter straffeloven er opfyldt, herunder kravet om
subjektiv tilregnelse.
Bestemmelsen vil i praksis i første række få betydning for direktører,
herunder administrerende direktører, medlemmerne af et selskabs bestyrelse
m.v. og andre personer med en tilsvarende almindelig ledelseskompetence i
forhold til virksomheden. Det understreges herved, at den formelle titel
eller lignende naturligvis ikke er afgørende for, om en person kan anses
omfattet af bestemmelsen. Det afgørende er, om den pågældende person i kraft
af sin stilling har eller deltager i den almindelige, overordnede ledelse af
en virksomhed. Medlemmer af en bestyrelse vil efter omstændighederne være
omfattet af bestemmelsen. Det skal dog i den forbindelse fremhæves, at
strafansvaret er betinget af, at overtrædelsen kan tilregnes den pågældende
som forsætlig eller uagtsom.
Der er med forslaget ikke tilsigtet nogen ændringer i ansvaret for
arbejdsledere eller den nærmere forståelse af udtrykket
»arbejdsleder«, jf. herved §§ 24-26 i loven.
Den nærmere afgrænsning af virksomhedsledere i forhold til en arbejdsleder
kan eventuelt i særlige tilfælde give anledning til tvivl. Som anført i det
forudgående er det således antaget, at f.eks. en teknisk direktør i nogle
tilfælde vil kunne anses som en arbejdsleder.
I sådanne afgrænsningstilfælde vil et vejledende hovedsynspunkt bl.a.
være, om den pågældende person i overensstemmelse med definitionen af en
arbejdsleder i § 24 i loven i det væsentlige har til formål at lede eller
føre tilsyn med arbejdet i en virksomhed eller en del deraf, eller om
den pågældendes opgaver og ansvar har relation til den almindelige
overordnede ledelse af virksomheden som sådan. Den nærmere vurdering
heraf må tage udgangspunkt i den enkelte virksomheds interne organisation og
struktur.
Bestemmelsen gælder i øvrigt i overensstemmelse med arbejdsmiljølovens
almindelige anvendelsesområde også for stat og kommune, jf. herved § 86 i
loven. Bestemmelsen vil således navnlig kunne få betydning for den øverste
administrative ledelse af offentlige styrelser m.v. i overensstemmelse med de
i det forudgående anførte synspunkter.
Særlig for så vidt angår offentligt ansatte bemærkes, at tilsidesættelse
af arbejdsmiljøregler efter omstændighederne vil kunne have karakter af
tilsidesættelse af tjenstlige pligter, der kan medføre disciplinært ansvar.
Denne adgang til at gøre disciplinært ansvar gældende berøres ikke af det
foreliggende lovforslag.
Til nr. 2
Forslaget indeholder ændringer af præciserende og redaktionel karakter i
forhold til den gældende bestemmelse i § 76.
I stk. 1 foreslås i overensstemmelse med nyere tilsynslovgivning en
udtrykkelig bestemmelse, hvorefter enhver, der er pålagt pligter efter loven,
efter anmodning skal give Arbejdstilsynet alle oplysninger, der er nødvendige
for udøvelsen af tilsynets virksomhed.
Der kan herved afkræves oplysninger om alle forhold, der er omfattet af
tilsynet, herunder om rapporter, undersøgelser, besigtigelser, anvisninger
m.v.
Tilsidesættelse af oplysningspligten efter stk. 1 kan straffes efter § 82,
jf. lovforslagets nr. 3.
De i stk. 2 og 3 foreslåede ændringer er i det væsentlige af
redaktionel karakter med udgangspunkt i § 59 i den grønlandske
arbejdsmiljølov (lov nr. 295 af 4. juni 1986). Det forudsættes, at
beføjelserne efter stk. 3, herunder adgangen til fotografiske optagelser og
lignende, kun anvendes i det omfang, det skønnes nødvendigt for
tilsynsarbejdet, ligesom virksomheden bør underrettes herom.
Til nr. 3
Den foreslåede ændring af indledningen i § 82 er af redaktionel karakter
og har til formål at bringe den sproglige udformning af bestemmelsen i
overensstemmelse med den sædvanlige affattelse af tilsvarende bestemmelser i
anden lovgivning. De bestemmelser, der i henseende til den øvrige lovgivning
kan komme i betragtning, er for eksempel straffelovens §§ 241, 249 og 252.
Herudover foreslås en udvidelse af strafferammen, således at der ud over
bøde og hæfte vil kunne idømmes fængsel i indtil 1 år.
Strafferammen svarer herved til, hvad der gælder efter
miljøbeskyttelsesloven. Det er derimod ikke fundet hensigtsmæssigt i § 82 at
angive de nærmere betingelser eller kriterier på grundlag af hvilke
fængselsstraf kan komme på tale. En sådan opregning ville i hovedsagen alene
kunne omfatte hensyn, der allerede efter straffelovens almindelige
bestemmelser er af betydning ved strafudmålingen, og det findes bedst
stemmende med lovgivningspraksis i øvrigt at give domstolene frihed til at
fastsætte straffen i hvert enkelt tilfælde ud fra samtlige de i den
pågældende sag vedkommende hensyn.
Det understreges, at fængselsstraf alene påtænkes anvendt i særlige
tilfælde, herunder i tilfælde af grove eller gentagne overtrædelser af
arbejdsmiljøloven ved forsætlig eller groft uagtsom adfærd.
Den foreslåede skærpelse af strafferammen har endvidere til formål at
understrege, at der bør ses med alvor på overtrædelser af
arbejdsmiljølovgivningen, og at dette i højere grad end hidtil bør komme til
udtryk ved strafudmålingen generelt. Forslaget tilsigter således også at
bidrage til en højnelse af det almindelige bødeniveau. Bøderne bør udmåles på
en sådan måde, at de bliver følelige og understreger den betydelige
samfundsmæssige interesse i gennem overholdelse af arbejdsmiljølovgivningen
at forebygge risiko for ulykker og arbejdsbetingede lidelser.
Bøderne skal i overensstemmelse hermed have en sådan størrelse, at de er
egnede til effektivt at formå virksomhederne til at efterleve reglerne.
Der er herved særlig grund til at understrege det ofte udtalte princip om,
at overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen ikke skal kunne betale sig i
økonomisk henseende. Dette hensyn er vigtigt også for at sikre, at
virksomheder, der overholder lovgivningen, ikke stilles konkurrencemæssigt
ringere. Præventive hensyn kræver, at der ved udmålingen af bøder i alle
tilfælde skal tages særligt hensyn til en opnået eller tilsigtet økonomisk
fordel eller interesse ved en overtrædelse, ligesom der kan blive tale om
konfiskation efter straffelovens almindelige regler herom.
Som anført under pkt. 2 i de almindelige bemærkninger har det i praksis
givet anledning til tvivl, om og i hvilken udstrækning der vil kunne pålægges
straf for personer, der medvirker til overtrædelse af
arbejdsmiljølovgivningen. På denne baggrund er der fundet behov for at
præcisere, at straffelovens almindelige bestemmelse om medvirken i lighed med
anden særlovgivning finder tilsvarende anvendelse på
arbejdsmiljølovgivningen.
Ansvar for medvirken vil i første række kunne tænkes anvendt på personer,
der har en særlig - økonomisk eller anden - tilknytning til eller interesse i
virksomheden, for eksempel aktionærer og lignende.
I princippet vil et medvirkensansvar også kunne komme på tale i tilfælde,
hvor en af de i kapitel 4 særligt opregnede personer (arbejdsgiver,
arbejdsleder) medvirker til overtrædelse af pligter, der påhviler en anden
ligeledes af kapitel 4 omfattet person. I praksis bør et sådant ansvar dog
formentlig alene kunne ifaldes i ganske særlige tilfælde, for eksempel hvor
den pågældende optræder atypisk i forhold til sine sædvanlige funktioner.
Til nr. 4
Ophævelsen af § 85 er en konsekvens af ophævelsen af § 23, jf. det herom
anførte under bemærkningerne til nr. 1. Ved forslaget til ny § 85 præciseres,
at der ikke påhviler virksomhedsledere m.fl. objektivt bødeansvar. Om
baggrunden herfor henvises til bemærkningerne ovenfor til nr. 1.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser
der berøres af lovforslaget
1. § 23 affattes således:
»Virksomhedsledere m.fl.
§ 23. Lovens bestemmelser om arbejdsgiverens pligter gælder også for den,
som leder eller deltager i ledelsen af virksomheden.«
§ 23. Arbejdsgiveren kan ved aftale overføre det strafferetlige ansvar,
der er pålagt ham i lovens § 82, til driftsledere, arbejdsledere eller andre
kvalificerede overordnede. Det er en betingelse for aftalens gyldighed, at
den er skriftlig, og at den tydeligt angiver, i hvilket omfang ansvaret
overdrages, herunder hvilke lokale eller faglige områder den omfatter.
Stk. 2. Arbejdsgiveren skal i rimeligt omfang føre tilsyn med hvervets
udførelse.
2. § 76 affattes således:
» § 76. Enhver, der er pålagt pligter efter loven, skal efter
anmodning give Arbejdstilsynet alle oplysninger, der er nødvendige for
udøvelsen af tilsynets virksomhed.
Stk. 2. Arbejdstilsynets medarbejdere har uden retskendelse mod behørig
legitimation til enhver tid adgang til offentlige og private arbejdssteder i
det omfang, det er påkrævet, for at de kan varetage deres hverv. Politiet
yder om fornødent bistand hertil. Nærmere regler om bistanden kan fastsættes
af arbejdsministeren efter forhandling med justitsministeren.
Stk. 3. Arbejdstilsynets medarbejdere kan som led i tilsynets udøvelse
uden retskendelse kræve tilgængelig dokumentation udleveret, kræve
tilgængelig dokumentation udleveret, herunder foretage fotografiske
optagelser og lignende, og medtage prøver til nærmere analyse eller
undersøgelse.«
§ 76. Arbejdstilsynets medarbejdere har adgang til offentlige og private
arbejdssteder i det omfang, det er påkrævet, for at de kan varetage deres
hverv.
Stk. 2. Politiet yder om fornødent bistand hertil. Nærmere regler om
bistanden kan fastsættes af arbejdsministeren efter forhandling med
justitsministeren.
Stk. 3. Arbejdstilsynets medarbejdere skal forevise legitimation på
forlangende.
3. § 82 affattes således:
»Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning
straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år den, der
1) overtræder §§ 15-19, § 20, stk. 1, § 21, § 23, §§ 25-34, § 37, stk. 1,
§ 38, stk. 1, § 42, stk. 1, § 45, stk. 1, § 48, stk. 1, § 63, stk. 5, § 75,
stk. 3, eller § 76, stk. 1,
2) lader arbejde udføre i strid med kapitel 9 og 10, leder eller fører
tilsyn med sådant arbejde eller udfører arbejde i strid med kapitel 9,
3) ikke efterkommer påbud efter § 77 eller
4) undlader at meddele oplysninger efter § 22, stk. 2.
Stk. 2. Straffelovens § 23 om medvirken finder anvendelse på det i stk. 1
omhandlede strafansvar.«
§ 82. Med bøde eller hæfte straffes den, der
1) overtræder §§ 15-19, § 20, stk. 1, § 21, § 23, stk. 2, §§ 25-34, § 37,
stk. 1, § 38, stk. 1, § 42, stk. 1, § 45, stk. 1, § 48, stk. 1, § 63, stk. 5,
eller § 75, stk. 3,
2) lader arbejde udføre i strid med kapitel 9 og 10, leder eller fører
tilsyn med sådant arbejde eller udfører arbejde i strid med kapitel 9,
3) ikke efterkommer påbud efter § 77 eller
4) undlader at meddele oplysninger efter § 22, stk. 2.
4. § 85 affattes således:
» § 85. Bødeansvar efter § 83 og § 84, 2. pkt., kan ikke
pålægges virksomhedsledere m.fl., jf. § 23.«
§ 85. Arbejdsgiveren er fritaget for ansvar i det omfang, han efter § 23,
stk. 1, har overdraget sine pligter til driftsledere, arbejdsledere eller
andre kvalificerede overordnede.
Efter 2. behandling den 10. maj 1990
§ 1
I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 646 af 18. december 1985,
som ændret ved lov nr. 220 af 22. april 1987 og § 12 i lov nr. 196 af 29.
marts 1989, foretages følgende ændringer:
1. § 23 og overskriften over paragraffen affattes således:
»Virksomhedsledere m.fl.
§ 23. Lovens bestemmelser om arbejdsgiverens pligter gælder også for den,
som leder eller deltager i ledelsen af virksomheden.«
2. § 76 affattes således:
» § 76. Enhver, der er pålagt pligter efter loven, skal efter
anmodning give Arbejdstilsynet alle oplysninger, der er nødvendige for
udøvelsen af tilsynets virksomhed.
Stk. 2. Arbejdstilsynets medarbejdere har uden retskendelse mod behørig
legitimation til enhver tid adgang til offentlige og private arbejdssteder i
det omfang, det er påkrævet, for at de kan varetage deres hverv. Politiet
yder om fornødent bistand hertil. Nærmere regler om bistanden kan fastsættes
af arbejdsministeren efter forhandling med justitsministeren.
Stk. 3. Arbejdstilsynets medarbejdere kan som led i tilsynets udøvelse
uden retskendelse kræve tilgængelig dokumentation udleveret, herunder
foretage fotografiske optagelser og lignende, og medtage prøver til nærmere
analyse eller undersøgelse. Arbejdsgiveren eller dennes repræsentant, jf. §
23 og § 24, skal underrettes herom.«
3. § 82 affattes således:
»§ 82. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år den, der
1) overtræder §§ 15-19, § 20, stk. 1, § 21, § 23, §§ 25-34, § 37, stk. 1,
§ 38, stk. 1, § 42, stk. 1, § 45, stk. 1, § 48, stk. 1, § 63, stk. 5, § 75,
stk. 3, eller § 76, stk. 1,
2) lader arbejde udføre i strid med kapitel 9 og 10, leder eller fører
tilsyn med sådant arbejde eller udfører arbejde i strid med kapitel 9,
3) ikke efterkommer påbud efter § 77 eller
4) undlader at meddele oplysninger efter § 22, stk. 2.
Stk. 2. Straffelovens § 23 om medvirken finder anvendelse på det i stk. 1
omhandlede strafansvar.«
4. § 85 affattes således:
» § 85. Bødeansvar efter § 83 og § 84, 2. pkt., kan ikke
pålægges virksomhedsledere m.fl., jf. § 23.«
5. Efter § 87 indsættes:
»§ 87 a. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i
retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme omfang som i
statsadvokatsager.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1990.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1990 LSF 71 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSMILJØ (ARBEJDSMILJØFONDET) Retsinformation · 8. maj 1991
- Domstolens dom (Femte Afdeling) af 13. november 2025. — JU mod Spitalul Clinic de Pneumoftiziologie Iaşi. EU-domme · 13. november 2025
- 1991 LSF 192 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSMILJØ (ADMINISTRATIV RETSHÅNDHÆVELSE OVER FOR LEVERANDØRER M.V.) Retsinformation · 25. juni 1992
- 1992 LSF 175 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSMILJØ Retsinformation · 14. april 1993
- Bekendtgørelse om arbejdsmedicinske undersøgelser efter lov om arbejdsmiljø(* 1) Retsinformation · 30. december 1992
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT EU-domme · 20. oktober 2005