1989 LSF 78 FORSLAG TIL LOV OM KREDITAFTALER
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Indholdsfortegnelse
Kapitel 1. Indledende bestemmelser
Lovens anvendelsesområde §§ 1-3
Definitioner §§ 4-6
Lovens fravigelighed § 7
Kapitel 2. Kreditgiverens oplysningspligt
Formkrav til kreditaftaler § 8
Kreditaftaler med fast lånebeløb § 9
Kreditaftaler med variabelt lånebeløb §§ 10-12
Opgørelse af kreditomkostningerne §§ 13-14
Variable kreditomkostninger § 15
Beregning af de årlige omkostninger i procent §§ 16-18
Kapitel 3. Særlige kreditvilkår i kreditkøb §§ 19-20
Kapitel 4. Forbud mod underpant i kreditkøb § 21
Kapitel 5. Generalklausul § 22
Kapitel 6. Tilsidesættelse af oplysningspligten §§ 23-24
Kapitel 7. Forbrugerens betalinger
Indbetaling til postvæsenet og pengeinstitutter § 25
Indfrielse af fordringen før forfaldstidspunktet §§ 26-27
Afskrivning på fordringen § 28
Kapitel 8. Forbrugerens misligholdelse §§ 29-30
Kapitel 9. Kreditorskifte
Brug af negotiable dokumenter § 31
Bevarelse af indsigelser m.v. §§ 32-33
Kapitel 10. Køb med ejendomsforbehold
Ejendomsforbeholds gyldighed § 34
Kreditgiverens adgang til fyldestgørelse § 35
Betingelser for tilbagetagelse §§ 36-37
Opgørelse af fordringen § 38
Opgørelse af det solgtes værdi §§ 39-42
Læs alt
Forbrugerens indløsnings- og udtagelsesret §§ 43-44
Fremgangsmåden ved tilbagetagelse §§ 45-47
Tilbagetagelse uden fogedrettens medvirken § 48
Kapitel 11. Ikke-forbrugerkøb §§ 49-52
Kapitel 12. Forskellige bestemmelser §§ 53-55
Kapitel 13. Straffebestemmelser §§ 56-57
Kapitel 14. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser §§ 58-60
Kapitel 1
Indledende bestemmelser
Lovens anvendelsesområde
§ 1. Loven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende
(kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit
erhverv, når kreditten hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig
anvendelse for den anden part (forbrugeren) og kreditgiveren vidste eller
burde vide dette.
Stk. 2. Loven gælder også for kreditaftaler, hvor kreditten ydes
af en ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen er indgået eller formidlet for
kreditgiveren af en erhvervsdrivende.
Stk. 3. Kreditgiveren har bevisbyrden for, at en kreditaftale ikke
er omfattet af loven.
§ 2. Lovens kapitel 11 gælder for kreditkøb, der ikke er
forbrugerkøb. Kapitel 11 gælder dog ikke for erhvervsdrivendes køb til
videresalg eller af materialer, der indgår i virksomhedens produktion.
§ 3. Loven finder ikke anvendelse på:
1) Kreditaftaler, hvor kreditten skal indfries senest 3 måneder efter
aftalens indgåelse eller ved kreditkøb senest 3 måneder efter
salgsgenstandens levering.
2) Kredit, der aftales i et retsforlig.
Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, gælder loven, hvis
der foreligger et køb med ejendomsforbehold eller et kreditkøb i henhold til
en aftale om kredit med variabelt lånebeløb.
Stk. 3. Lovens kapitel 2 gælder ikke for kreditaftaler,
1) hvor det samlede beløb, der skal betales, eller ved kreditaftaler med
variabelt lånebeløb det samlede beløb, der skal betales ved fuld udnyttelse
af kontoen, ikke overstiger 1.500 kr., eller
2) hvor der ikke betinges vederlag for kreditten.
Definitioner
§ 4. Ved en kreditaftale forstås en aftale om kredit i form af
henstand, lån eller anden tilsvarende form for finansiel ydelse.
Stk. 2. En aftale om præstation af løbende ydelser, for hvilke
forbrugeren har ret til at betale helt eller delvis bagud, anses ikke for en
kreditaftale.
§ 5. Som kreditkøb betegnes en kreditaftale med henblik på køb af
løsøre, hvorefter
1) køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af
købesummen eller en del af denne eller
2) købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en
tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren.
§ 6. Ved køb med ejendomsforbehold forstås et kreditkøb, hvor det
er aftalt, at sælgeren kan tage det solgte tilbage, hvis køberen ikke
opfylder sine forpligtelser.
Stk. 2. Som køb med ejendomsforbehold anses også en aftale, der er
betegnet som lejekontrakt, eller hvorefter betalingen i øvrigt fremtræder som
vederlag for brug af tingen, såfremt det må antages at have været meningen,
at modtageren af tingen skal blive ejer af den.
Lovens fravigelighed
§ 7. Loven og de i medfør af denne udfærdigede forskrifter kan
ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for forbrugeren.
Stk. 2. I ikke-forbrugerkøb kan reglerne fraviges ved aftale. De
kan dog ikke fraviges til skade for køberen ifølge et køb med
ejendomsforbehold.
Kapitel 2
Kreditgiverens oplysningspligt
Formkrav til kreditaftaler
§ 8. En kreditaftale skal udfærdiges skriftligt og indeholde de
oplysninger, der er nævnt i § 9 eller § 10 og i § 14, samt aftalens øvrige
væsentlige vilkår.
Stk. 2. Forbrugeren skal i forbindelse med aftalens indgåelse have
overgivet en genpart af kreditaftalen.
Kreditaftaler med fast lånebeløb
§ 9. Ved indgåelse af en kreditaftale med fast lånebeløb skal
kreditgiveren oplyse forbrugeren om:
1) Lånebeløbet: Det lånte beløb efter fradrag af
stiftelsesomkostninger, kurstab og lignende.
2) Størrelsen af en eventuel udbetaling .
3) Kreditomkostningerne angivet som et beløb og opgjort i
overensstemmelse med § 13.
4) De årlige omkostninger i procent: Den samlede pris for kreditten
udtrykt i procent pr. år af lånebeløbet og beregnet i overensstemmelse med §§
16-18.
5) Det samlede beløb, der skal betales: Summen af lånebeløbet,
udbetalingen og kreditomkostningerne.
6) De enkelte ydelser, disses antal og forfaldstid.
7) Aftalens varighed og betingelserne for dens opsigelse.
Stk. 2. I kreditkøb påhviler oplysningspligten efter stk. 1 sælgeren.
Denne skal tillige oplyse forbrugeren om kontantprisen, dvs. den pris,
for hvilken tingen ved aftalens indgåelse kunne være købt mod kontant
betaling hos sælgeren.
Stk. 3. Har parterne aftalt, at kreditomkostningerne, ydelserne
eller andre vilkår, der har betydning for størrelsen af de årlige
omkostninger i procent, kan ændres under kreditaftalens forløb, skal
kreditgiveren oplyse forbrugeren herom samt angive de betingelser, hvorunder
omkostningerne således kan ændres.
Stk. 4. Er det ikke muligt at beregne de årlige omkostninger i
procent, skal kreditgiveren i stedet oplyse forbrugeren om den nominelle
årlige rente.
Kreditaftaler med variabelt lånebeløb
§ 10. Ved indgåelse af en kreditaftale med variabelt lånebeløb
skal kreditgiveren oplyse forbrugeren om:
1) Kreditrammen : Det eventuelle højeste beløb, som må trækkes på
kontoen.
2) De nærmere regler og betingelser for pålæg af kreditomkostninger
, jf. § 13, samt beregningsmåden for sådanne omkostninger, herunder den
nominelle årlige rente, hvis en periodisk rente anvendes.
3) De årlige omkostninger i procent ved forskellige udnyttelser af
kontoen: Den samlede pris for kreditten udtrykt i procent pr. år af
lånebeløbet og beregnet i overensstemmelse med §§ 16-18.
4) Det samlede beløb, der skal betales ved forskellige udnyttelser
af kontoen: Summen af lånebeløbet og kreditomkostningerne.
5) Hvorledes gælden skal betales.
6) Hvor ofte forbrugeren vil modtage kontoudtog.
7) Aftalens varighed og betingelserne for dens opsigelse.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 9, stk. 3-4, finder tilsvarende anvendelse.
§ 11. For hver periode, for hvilken der ifølge en aftale som nævnt
i § 10 skal tilsendes forbrugeren kontoudtog, kan der kun kræves vederlag for
kreditten, såfremt der ved afslutningen af perioden tilsendes forbrugeren
kontoudtog, der indeholder oplysning om:
1) Saldoen ved periodens begyndelse og slutning.
2) Størrelsen af og tidspunktet for debiteringer og krediteringer i løbet
af perioden.
3) Den nominelle årlige rente, hvis en periodisk rente anvendes.
4) Tidspunktet, inden hvilket betaling i givet fald skal ske for at undgå,
at der pålægges yderligere kreditomkostninger.
§ 12. Når forbrugeren med kreditgiverens stiltiende accept
overskrider kreditrammen som nævnt i § 10, stk. 1, nr. 1, og overtrækket
vedvarer ud over tre måneder, skal kreditgiver gøre forbrugeren bekendt med
den årlige nominelle rente og eventuelle omkostninger i forbindelse med
overtrækket samt enhver ændring heri.
Opgørelse af kreditomkostningerne
§ 13. Kreditomkostningerne omfatter alle omkostninger, herunder
stiftelsesomkostninger, renter, løbende provisioner og alle andre
omkostninger, som forbrugeren skal betale for kreditten, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Med henblik på opgørelsen af kreditomkostningerne ses der
bort fra følgende omkostninger:
1) Misligholdelsesomkostninger.
2) Omkostninger, som forbrugeren skal betale ved køb af løsøre eller
tjenesteydelser, hvad enten der købes kontant eller på kredit.
3) Omkostninger ved overførsel af penge.
4) Omkostninger ved at føre en konto til brug ved betaling af ydelserne på
kreditten bortset fra omkostninger ved opkrævning af betalinger, hvad enten
de opkræves kontant eller på anden måde.
5) Medlemsbidrag ved optagelse i foreninger eller sammenslutninger i
henhold til en anden aftale end kreditaftalen, selv om disse bidrag har
indvirkning på kreditvilkårene.
6) Forsikrings- eller garantiomkostninger, medmindre forsikringen eller
garantien skal tjene til sikkerhed for kredittens tilbagebetaling.
Stk. 3 . Bestemmelserne i stk. 2, nr. 3-4, finder kun anvendelse,
hvis forbrugeren har rimelig valgfrihed med hensyn til, hvorledes
pengeoverførslen eller betalingen skal ske, og hvis omkostningerne ikke er
unormalt store.
§ 14. Kreditgiveren skal ved aftalens indgåelse oplyse forbrugeren
om størrelsen af de omkostninger, der er nævnt i § 13, stk. 2, nr. 2-6, samt
angive, under hvilke omstændigheder de skal betales. Hvis størrelsen af
omkostningerne ikke er kendt, skal kreditgiver om muligt oplyse forbrugeren
om beregningsmåden for omkostningerne eller foretage et skøn over
omkostningernes størrelse.
Variable kreditomkostninger
§ 15. Lovens regler om, at der skal gives forbrugeren oplysning
om renten eller om beløb, hvori renten indgår, jf. § 9 og § 10, hindrer ikke,
at parterne aftaler, at renten helt eller delvis skal være variabel.
Oplysningerne skal i så fald gives på grundlag af renten på tidspunktet for
oplysningerne og med angivelse af, hvorledes renten er variabel.
Stk. 2. Medmindre kreditgiver har tilladelse til at drive
virksomhed efter lov om banker og sparekasser m.v. eller realkreditloven, kan
det alene aftales, at renten helt eller delvis skal variere med størrelsen af
Nationalbankens diskonto eller lignende forhold, som kreditgiver er uden
indflydelse på.
Stk. 3. Stk. 1-2 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til
andre kreditomkostninger end renten.
Stk. 4. Kreditgiveren skal informere forbrugeren om enhver ændring
i den årlige nominelle rente eller de øvrige kreditomkostninger, når
ændringen indtræder. Oplysningen kan gives ved, at der gives forbrugeren
særskilt underretning om ændringen eller ved annoncering herom i dagspressen
i forbindelse med oplysning om ændringen i det førstkommende kontoudtog.
Beregning af de årlige omkostninger i procent
§ 16. De årlige omkostninger i procent defineres som den
omkostningssats, der på årsbasis giver samme nutidsværdi af de samlede
nuværende eller fremtidige forpligtelser (lånebeløb, tilbagebetaling og
kreditomkostninger), der følger af aftalen mellem kreditgiveren og
forbrugeren.
Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages
i overensstemmelse med den matematiske formel, som findes i bilaget til
loven.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
fremgangsmåden ved beregning af de årlige omkostninger i procent.
§ 17. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages på
tidspunktet for kreditaftalens indgåelse.
Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger foretages ud fra den
antagelse, at kreditaftalen løber i det aftalte tidsrum, og at kreditgiveren
og forbrugeren opfylder deres forpligtelser ifølge aftalen.
§ 18. Hvis kreditaftalen åbner mulighed for at ændre rentesatsen
eller størrelsen af andre omkostninger, der indgår i beregningen af de årlige
omkostninger i procent, men som ikke kan kvantificeres ved beregningen,
foretages beregningen af de årlige omkostninger i procent ud fra den
antagelse, at rentesatsen og de øvrige omkostninger er konstante i forhold
til udgangsniveauet, og at de finder anvendelse, indtil kreditaftalen
udløber.
Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages
om nødvendigt ud fra følgende antagelser:
1) Hvis der i kreditaftalen ikke er fastsat noget loft over kredittens
størrelse, anses kreditrammen for værende lig med 15.000 kr.
2) Hvis der i kreditaftalen ikke er fastsat nogen tidsplan for
tilbagebetalingen, eller hvis en sådan ikke fremgår af aftalen i øvrigt,
anses kredittens løbetid for at være 1 år.
3) Hvis kreditaftalen indeholder flere datoer for tilbagebetaling, anses
kreditten for effektueret og ydelserne for betalt på det tidligste af de i
aftalen fastsatte tidspunkter, medmindre andet fremgår af kreditaftalen.
Kapitel 3
Særlige kreditvilkår i kreditkøb
§ 19. I kreditkøb, der ikke sker i henhold til en aftale om
kredit med variabelt lånebeløb, og hvor kontantprisen overstiger 2.000 kr.,
må sælgeren eller en kreditgiver som nævnt i § 5, nr. 2, kun indgå eller
anvende en aftale, hvorefter
1) denne ved overgivelsen af det købte til forbrugeren skal være
fyldestgjort for mindst 30 pct. af kontantprisen og
2) resten af det beløb, der skal betales, skal erlægges inden 3 år fra
aftalens indgåelse.
Stk. 2 . Stk. 1 gælder ikke ved salg af bogværker under udgivelse.
§ 20. I kreditkøb, der sker i henhold til en aftale om kredit med
variabelt lånebeløb, må en sælger eller en kreditgiver som nævnt i § 5, nr.
2, kun indgå eller anvende en aftale, hvorefter forbrugeren hver måned for
den foregående periode skal betale mindst 5 pct. af saldoen ved periodens
begyndelse og 30 pct. af kontantprisen af salgsgenstande over 2.000 kr., der
er købt i perioden.
Stk. 2 . En periode som nævnt i stk. 1 må højst være af 1 måneds
varighed.
Kapitel 4
Forbud mod underpant i kreditkøb
§ 21. I kreditkøb kan kreditgiveren ikke i forbindelse med
aftalens indgåelse eller leveringen af det solgte få pant i dette til
sikkerhed for, at forbrugeren opfylder sine forpligtelser.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 hindrer ikke, at kreditgiveren efter
reglerne om pantsætning af fast ejendom får pant i det solgte, når dette
udgør tilbehør til eller bestanddel af en fast ejendom.
Kapitel 5
Generalklausul
§ 22. Er det beløb, som forbrugeren efter aftalen skal betale som
vederlag eller omkostninger, urimeligt, skal det nedsættes til, hvad der
skønnes rimeligt. Medmindre andet bestemmes af retten, sker afkortningen i
det eller de sidste beløb, der skal betales efter aftalen. Er der afkrævet
forbrugeren et urimeligt vederlag for at give den pågældende henstand eller
andre lempelser i de aftalte vilkår, sker afkortningen på samme måde.
Kapitel 6
Tilsidesættelse af oplysningspligten
§ 23. Er kreditomkostningerne ikke oplyst i overensstemmelse med
§ 9, stk. 1, nr. 3, skal forbrugeren højst betale lånebeløbet og en årlig
rente af den til enhver tid værende restgæld, der svarer til Nationalbankens
diskonto med et tillæg på 6 pct.
Stk. 2. Er kreditomkostningerne angivet efter § 9, stk. 1, nr. 3,
kan kreditgiveren ikke på grundlag af aftalen i øvrigt kræve yderligere
kreditomkostninger. Er oplysningen om de årlige omkostninger i procent som
nævnt i § 9, stk. 1, nr. 4, for lavt angivet, kan kreditgiveren ikke kræve
højere kreditomkostninger, end hvad der svarer til den procentsats, der er
angivet.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 gælder ikke, hvis kreditgiveren kan
godtgøre, at forbrugeren på trods af de manglende eller urigtige oplysninger
har haft et forsvarligt grundlag for at bedømme kreditomkostningerne.
Stk. 4. Medfører stk. 1 eller 2 en formindskelse af restgælden,
skal forbrugeren betale denne i overensstemmelse med den ordning, der er
aftalt med kreditgiver, således at afkortning sker i den eller de sidste
ydelser, som skal betales.
§ 24. Har sælgeren i et kreditkøb ikke givet oplysninger som
foreskrevet i §§ 9-10, jf. § 8, kan kreditgiveren i almindelighed ikke kræve
godtgørelse for omkostninger, som ellers ville påløbe i anledning af
forbrugerens misligholdelse.
Kapitel 7
Forbrugerens betalinger
Indbetaling til postvæsenet og pengeinstitutter
§ 25. Indbetaling ifølge en kreditaftale til postvæsenet eller
til et pengeinstitut her i riget, bortset fra Grønland, til befordring til
betalingsstedet er rettidig, når den sker inden for den betalingsfrist, der
gælder efter kreditaftalen.
Indfrielse af fordringen før forfaldstidspunktet
§ 26. Forbrugeren kan til enhver tid betale sin gæld i henhold
til en kreditaftale, uanset om den helt eller delvis er forfalden.
Forbrugeren har i så fald ret til reduktion af kreditomkostningerne i
overensstemmelse med reglerne i § 27.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for pantebreve i fast ejendom.
§ 27. Vil forbrugeren betale sin gæld, før den er forfalden, eller
gør kreditgiveren krav på betaling af beløb, som ellers ikke ville være
forfaldne, eller på tilbagetagelse af det solgte, skal kreditomkostningerne
opgøres efter stk. 2-5.
Stk. 2. I det omfang kreditomkostningerne beregnes som en
procentdel af den til enhver tid værende restgæld eller som et gebyr pr.
ydelse, kan kreditgiveren ikke kræve kreditomkostninger for den ubenyttede
del af kredittiden.
Stk. 3. I det omfang kreditomkostningerne beregnes på andet
grundlag end nævnt i stk. 2, kan afdrag, for hvilke den i aftalen fastsatte
betalingstid endnu ikke er kommet, alene kræves betalt med en så stor del,
som lånebeløbet udgør af summen af samtlige afdrag.
Stk. 4. Hvis omkostningerne ved stiftelsen af kreditten er
særskilt opgjort i aftalen og ikke er urimelige, kan kreditgiveren kræve
disse omkostninger betalt uden afkortning. Omkostningerne fragår da i de
afdrag, der skal afkortes efter stk. 3.
Stk. 5. Skal der betales i afdrag, og betaler forbrugeren uden for
fastsat forfaldsdag, anses den ikke udnyttede kredittid, jf. stk. 2, for at
løbe fra den første aftalte forfaldsdag, som indtræder efter betalingen.
Under tilsvarende omstændigheder nedsættes det første afdrag, der forfalder
efter betalingen, ikke efter stk. 3.
Stk. 6. Stk. 1-5 gælder ikke for pantebreve i fast ejendom.
Afskrivning på fordringen
§ 28. Ved indbetalinger til kreditgiver kan forbrugeren bestemme,
på hvilken af flere fordringer beløbet skal afskrives.
Stk. 2. Ved en kreditaftale med variabelt lånebeløb anses i denne
sammenhæng kreditgiverens samlede tilgodehavende hos forbrugeren som een
fordring.
Stk. 3. Uanset stk. 1 kan det i kreditkøb aftales, at beløb, som
forbrugeren indbetaler, først skal afskrives på fordringer, der hidrører fra
reparation af det solgte eller andre foranstaltninger vedrørende dette.
Anvender kreditgiveren i overensstemmelse med en sådan aftale indbetalte
beløb til afskrivning på fordringer som nævnt i 1. pkt., forlænges den
aftalte betalingsordning tilsvarende.
Kapitel 8
Forbrugerens misligholdelse
§ 29. Undlader forbrugeren i et kreditkøb at opfylde sin
betalingspligt, har kreditgiveren ikke af den grund ret til at forlange
betaling af beløb, som ellers ikke ville være forfaldet, tage det solgte
tilbage eller gøre anden aftalt særlig retsvirkning af undladelsen gældende,
medmindre forbrugeren er udeblevet med et beløb 30 dage efter dets
forfaldstid og betingelserne i stk. 2 er opfyldt.
Stk. 2. Det forfaldne beløb skal udgøre:
1) mindst en tiendedel af det samlede beløb, der skal betales, eller
2) hvis der i det forfaldne beløb indgår flere afdrag, mindst en
tyvendedel af det samlede beløb, der skal betales, eller
3) hele restfordringen.
§ 30. Hvis ikke særlige hensyn til forbrugeren eller kreditgiveren
taler imod det, kan fogedretten i kreditkøb henvise en kreditgiver, der ikke
har ejendomsforbehold, til så vidt muligt at søge sig fyldestgjort ved
tilbagetagelse af det solgte. Tilbagetagelsen sker da under anvendelse af §§
39-40, §§ 43-44 og § 47. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens
tilgodehavende efter § 38, har kreditgiveren krav på betaling af det
overskydende beløb.
Stk. 2. Hvis et ejendomsforbehold i en aftale om kreditkøb ikke er
gyldigt, fordi betingelserne i § 34 ikke er opfyldt, og fogedretten træffer
beslutning efter stk. 1, har kreditgiveren kun under de i § 41 fastsatte
betingelser krav på betaling af det beløb, hvormed hans tilgodehavende måtte
overstige det solgtes værdi ved tilbagetagelsen. Har fogedretten i de nævnte
køb undladt at træffe afgørelse efter stk. 1, fordi § 36, stk. 2, hindrer
tilbagetagelse af det solgte, kan kreditgiveren kun under tilsvarende
betingelser kræve betaling af et beløb, der efter fogedrettens skøn
overstiger det solgtes værdi på tidspunktet for fogedforretningen.
Kapitel 9
Kreditorskifte
Brug af negotiable dokumenter
§ 31. Kreditgiveren må i forbindelse med en kreditaftale ikke
modtage veksel eller andet særligt skylddokument, der forpligter forbrugeren,
og som ved overdragelse kan medføre indskrænkning af forbrugerens ret til at
fremsætte indsigelser vedrørende aftalen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at
kreditgiver får pant i fast ejendom.
Bevarelse af indsigelser m.v.
§ 32. Det kan ikke aftales, at der ved overdragelse til
tredjemand af de rettigheder, der tilkommer kreditgiveren, sælgeren eller
leverandøren af en tjenesteydelse, sker indskrænkning af dennes forpligtelser
over for forbrugeren.
§ 33. Forbrugeren kan over for anden kreditor gøre samme
indsigelser gældende som over for kreditgiveren, sælgeren eller leverandøren
af en tjenesteydelse.
Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i § 5, nr. 2, kan forbrugeren
også over for anden kreditor rejse samme pengekrav på grundlag af købet som
over for sælgeren. Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke
opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende
kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet.
Stk. 3. Ved kreditaftaler med henblik på opnåelse af en
tjenesteydelse finder bestemmelsen i stk. 2 tilsvarende anvendelse, når
vederlaget for tjenesteydelsen dækkes helt eller delvis ved lån indrømmet
forbrugeren af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og
leverandøren af tjenesteydelsen.
Stk. 4. Har kreditgiveren fået pant i fast ejendom, jf. § 31, stk.
2, gælder reglerne i stk. 1-3 kun i det omfang, andet ikke følger af reglerne
om tinglyste pantebreve i fast ejendom.
Kapitel 10
Køb med ejendomsforbehold
Ejendomsforbeholds gyldighed
§ 34. Ejendomsforbehold er kun gyldigt, såfremt
1) det er aftalt senest ved overgivelsen af det købte til forbrugeren,
2) det samlede beløb, der skal betales, jf. § 9, stk. 1, nr. 5, overstiger
2.000 kr.,
3) kreditkøbet ikke er sket i henhold til en aftale om kredit med
variabelt lånebeløb og
4) sælgeren ved overgivelsen af det købte er fyldestgjort for mindst 30
pct. af kontantprisen.
Stk. 2 . Ved salg af bøger er det uanset bestemmelsen i stk. 1,
nr. 4, tilstrækkeligt, at sælgeren, inden nogen del af det købte overgives
til forbrugeren, er fyldestgjort for et beløb svarende til det største beløb,
der efter aftalen forfalder inden for en måned.
Stk. 3. Ejendomsforbehold kan ikke aftales til sikkerhed for, at
forbrugeren opfylder sine forpligtelser efter et andet køb eller i øvrigt
betaler beløb, som kreditor ikke kan godskrive sig efter § 38.
Kreditgiverens adgang til fyldestgørelse
§ 35. Kreditgiveren skal søge sig fyldestgjort for sit
tilgodehavende ved tilbagetagelse af det solgte, jf. dog § 36, stk. 2.
Kreditgiveren kan kun i de tilfælde, der er nævnt i §§ 41-42, foretage udlæg
i forbrugerens øvrige aktiver. Udlæg kan foretages på grundlag af
fogedrettens opgørelse af kravet.
Betingelser for tilbagetagelse
§ 36. Kreditgiveren kan umiddelbart på grundlag af købekontrakten
søge sig fyldestgjort for sit tilgodehavende hos forbrugeren gennem
tilbagetagelse af det solgte ved fogedrettens hjælp, hvis kontrakten
1) er underskrevet af forbrugeren og overgivet til den pågældende i
genpart og
2) indeholder ejendomsforbehold.
Stk. 2 . Tilbagetagelse af det solgte kan uanset forbrugerens
samtykke ikke ske, hvis det efter retsplejelovens § 509, stk. 1, eller § 515,
stk. 2, ville være undtaget fra udlæg.
§ 37. Hvis forbrugeren, inden der er sket tilbagetagelse af det
solgte, har betalt det beløb, som ikke blev betalt i rette tid, med tillæg af
renter og kreditgiverens eventuelle omkostninger, kan kreditgiveren ikke tage
det solgte tilbage, forlange betaling af beløb, som ellers ikke ville være
forfaldet, eller gøre anden aftalt særlig retsvirkning af undladelsen
gældende, medmindre dette på grund af særlige omstændigheder ved
misligholdelsen må anses for påkrævet.
Opgørelse af fordringen
§ 38. Vil kreditgiveren i et køb med ejendomsforbehold tage det
solgte tilbage, kan denne ved opgørelsen af sit tilgodehavende kun medregne
1) den ubetalte del af fordringen med fradrag efter § 27, stk. 2-3,
2) rente af forfaldne ydelser og
3) nødvendige omkostninger ved tilbagetagelsen, herunder
inkassoomkostninger, medmindre § 24 er til hinder herfor.
Opgørelse af det solgtes værdi
§ 39. Tages det solgte tilbage, skal dets værdi ved
tilbagetagelsen indgå i opgørelsen mellem parterne til fordel for
forbrugeren.
Stk. 2. Ved det solgtes værdi forstås det beløb, som sælgeren kan
opnå ved at sælge tingen på hensigtsmæssig måde, eventuelt efter en rimelig
istandsættelse.
§ 40. Hvis det solgtes værdi overstiger det beløb, som
kreditgiveren kan beregne sig efter § 38, kan kreditgiveren kun tage tingen
tilbage, hvis det overskydende beløb samtidig betales til forbrugeren.
§ 41. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens
tilgodehavende efter § 38, har kreditgiveren kun krav på betaling af det
overskydende beløb, i det omfang særlige omstændigheder taler derfor, navnlig
hvis forbrugeren har udvist forsømmelighed ved brugen eller opbevaringen af
det købte eller har lagt hindringer i vejen for tilbagetagelsesforretningen.
§ 42. Hvis § 36, stk. 2, hindrer tilbagetagelse af det solgte, kan
kreditgiveren kun, hvis der foreligger særlige omstændigheder som nævnt i §
41, foretage udlæg for et beløb, der overstiger det solgtes værdi på
tidspunktet for tilbagetagelsesforretningen.
Stk. 2. Hvis det solgte ikke findes hos forbrugeren under
tilbagetagelsesforretningen, kan kreditgiveren foretage udlæg hos forbrugeren
for sit tilgodehavende efter § 38, således som dette opgøres af fogedretten.
Forbrugerens indløsnings- og udtagelsesret
§ 43. Har kreditgiveren fået det solgte tilbage, kan forbrugeren
i 14 dage derefter indløse det solgte mod at betale kreditgiverens
tilgodehavende beregnet efter § 38. Forbrugeren kan under
tilbagetagelsesforretningen give afkald på denne ret.
§ 44. Er flere ting solgt ved samme aftale, og fremsætter
kreditgiveren krav om at tage dem tilbage, kan forbrugeren udtage en eller
flere af tingene efter eget valg mod at betale det beløb, hvormed
kreditgiverens tilgodehavende beregnet efter § 38 overstiger værdien af de
øvrige ting. Er kreditgiverens tilgodehavende mindre end denne værdi, har
forbrugeren krav på at få betalt det overskydende beløb samtidig med
tilbagetagelsen.
Stk. 2. Hvis kreditgiveren har taget tingene tilbage, kan
forbrugeren i 14 dage derefter indløse en eller flere af tingene efter eget
valg mod at betale det beløb, hvormed kreditgiverens tilgodehavende beregnet
efter § 38 overstiger værdien af de øvrige ting. Forbrugeren kan under
tilbagetagelsesforretningen give afkald på denne ret.
Stk. 3. Forbrugeren kan dog ikke overtage en ting, der hører
således sammen med ting, som kreditgiveren tager tilbage, at fraskillelsen
ville medføre væsentlig værdiforringelse af det tilbagetagne.
Fremgangsmåden ved tilbagetagelse
§ 45. Anmodning om tilbagetagelse af det solgte skal være
skriftlig og være ledsaget af en opgørelse af kreditgiverens tilgodehavende
samt købekontrakten i original eller genpart. Hvis købekontrakten ikke
indeholder de oplysninger, der er nævnt i § 9, stk. 1, skal det i anmodningen
oplyses, om rekvisitus er en forbruger. Det originale dokument skal
fremlægges under fogedforretningen. Fogedretten kan om fornødent kræve, at
det originale dokument skal foreligge, før fogedforretningen berammes.
Stk. 2. Anmodningen skal fremsættes over for fogedretten, hvor
forbrugeren har hjemting, jf. retsplejelovens §§ 235-236. Har forbrugeren
ikke hjemting her i landet, finder retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, og
stk. 2-4, tilsvarende anvendelse med de undtagelser, som følger af
retsplejelovens § 247.
Stk. 3. Udebliver kreditgiveren fra forretningen, afviser
fogedretten denne. Om forbrugerens pligt til efter tilsigelse at møde i
fogedretten og give de nødvendige oplysninger gælder retsplejelovens § 494,
stk. 1-3, jf. stk. 4, og § 497. Om fogedrettens vejledningspligt og adgang
til beskikkelse af advokat for en part gælder retsplejelovens § 500.
§ 46. Er der anmodet om tilbagetagelse af det solgte på grund af
forsinkelse med betalingen, kan fogedretten udsætte forretningen i indtil 4
måneder fra anmodningens modtagelse, hvis det må antages, at forbrugeren er
kommet i forbigående økonomiske vanskeligheder. Udsættelse bør ikke ske, hvis
kreditgiverens sikkerhed bringes i fare. Fogedretten kan fastsætte vilkår for
udsættelsen. Hvis forbrugerens forhold giver anledning til det, kan
fogedretten til enhver tid bestemme, at forretningen skal fremmes.
§ 47. Det solgtes værdi ansættes af fogedretten, eventuelt efter
tilkaldelse af sagkyndig bistand.
Stk. 2. Enhver af parterne kan forlange, at fogedretten på
grundlag af en vurdering, som foretages af en eller flere sagkyndige personer
efter rettens nærmere bestemmelse, foretager en fornyet prøvelse af
værdiansættelsen.
Stk. 3. Anmodning om fornyet prøvelse af værdiansættelsen skal
fremsættes inden afslutningen af det retsmøde, hvor værdiansættelsen finder
sted. Den, der fremsætter anmodningen, skal stille sikkerhed for
omkostningerne ved tilvejebringelse af grundlaget for den fornyede prøvelse,
medmindre fogedretten på grund af særlige omstændigheder fritager den
pågældende derfor. Ved opgørelsen af parternes mellemværende afgør
fogedretten, hvem af dem der skal bære omkostningerne. Såfremt hensynet til
en part i særlig grad taler derfor på grund af den pågældendes økonomiske
forhold, kan fogedretten bestemme, at omkostningerne helt eller delvis skal
betales af staten.
Tilbagetagelse uden fogedrettens medvirken
§ 48. Har kreditgiveren uden fogedrettens medvirken taget det
solgte tilbage fra forbrugeren uden dennes samtykke, skal fogedretten afvise
en fogedforretning i anledning af købet eller tilbagetagelsen, medmindre der
foreligger særlige omstændigheder eller kreditgiver efter tilbagetagelsen har
erhvervet et særligt retsgrundlag.
Stk. 2. Har kreditgiveren og forbrugeren udenretligt aftalt, at
kreditgiveren i anledning af forbrugerens misligholdelse får det solgte
tilbageleveret uden fogedrettens medvirken, kan kreditgiveren ikke påberåbe
sig nogen aftale med forbrugeren, hvorefter der påhviler denne yderligere
forpligtelser over for kreditgiveren i anledning af købet. Har kreditgiveren
taget det solgte tilbage som nævnt i stk. 1, kan kreditgiveren heller ikke på
andet grundlag gøre yderligere krav gældende mod forbrugeren i anledning af
købet, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Kapitel 11
Ikke-forbrugerkøb
§ 49. § 22 og §§ 25-29 finder tilsvarende anvendelse på
kreditkøb, der ikke er forbrugerkøb.
§ 50. Kapitel 10 finder tilsvarende anvendelse på kreditkøb, der
ikke er forbrugerkøb, og hvor der er aftalt ejendomsforbehold med hensyn til
det solgte, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 34, stk. 1, nr. 4, § 35, §§ 41-42, § 45, stk. 2, og §
48, stk. 2, finder ikke anvendelse på de i stk. 1 nævnte køb.
§ 51. I køb med ejendomsforbehold som nævnt i § 50 kan
kreditgiveren ikke gøre udlæg i det solgte, men kan søge sig fyldestgjort
enten ved tilbagetagelse af det solgte, jf. dog § 36, stk. 2, eller ved
foretagelse af udlæg i køberens øvrige aktiver.
Stk. 2. Hvis foretagelse af udlæg skønnes at ville medføre
urimeligt tab eller væsentlige ulemper for køberen, kan fogedretten henvise
kreditgiveren til så vidt muligt at søge sig fyldestgjort ved tilbagetagelse
af det solgte.
Stk. 3. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens
tilgodehavende efter § 38, har kreditgiveren krav på betaling af det
overskydende beløb. For sit krav kan kreditgiveren foretage udlæg hos køberen
på grundlag af fogedrettens opgørelse af kravet. Det samme gælder, hvis § 36,
stk. 2, hindrer tilbagetagelse, eller hvis det solgte ikke findes hos køberen
under tilbagetagelsesforretningen.
§ 52. Anmodning om tilbagetagelse af det solgte skal fremsættes
over for fogedretten, enten hvor køberen har hjemting, jf. retsplejelovens §§
235-236 og §§ 238-240, eller hvor køberen driver erhvervsmæssig virksomhed,
jf. retsplejelovens § 237. Er der ikke værneting her i landet efter 1. pkt.,
finder retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, og stk. 2-4, tilsvarende
anvendelse med de undtagelser, som følger af retsplejelovens § 247.
Kapitel 12
Forskellige bestemmelser
§ 53. Justitsministeren kan bestemme, at lovens regler eller
nogle af disse ikke anvendes på kreditkøb, der er af en særlig beskaffenhed
eller angår bestemte arter af løsøre, eller kun anvendes på sådanne køb med
de afvigelser, som tilsiges af de pågældende købs særlige karakter.
Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at lovens regler eller
nogle af disse ikke anvendes på kreditter, der ydes til en rente, der er
lavere end markedsrenten, og som ikke tilbydes offentligheden i
almindelighed, eller kun anvendes på sådanne kreditter med de afvigelser, som
tilsiges af de pågældende kreditters særlige karakter.
§ 54. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorefter skriftlige
aftaler og dokumenter, der er omfattet af loven, skal være påtrykt en af
ministeren udarbejdet vejledning om forbrugerens retsstilling.
§ 55. Justitsministeren kan, i det omfang det betinges af
prisudviklingen, ændre beløbsangivelsen i § 3, stk. 3, nr. 1, § 19, stk. 1, §
20, stk. 1, og § 34, stk. 1, nr. 2.
Stk. 2 . Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling
med Danmarks Nationalbank og Økonomiministeriet ændre den rente, der er
fastsat i § 23, stk. 1.
Kapitel 13
Straffebestemmelser
§ 56. Den, der overtræder § 31, straffes med bøde.
Stk. 2. Med bøde straffes endvidere den, der gør sig skyldig i
grov eller oftere gentagen overtrædelse af § 9, § 10, § 12 eller § 14 eller i
grov eller gentagen overtrædelse af § 19 eller § 20.
Stk. 3. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af § 54, kan der
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af forskrifterne.
Stk. 4. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,
anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som
sådant bødeansvar.
§ 57. Den, der driver virksomhed med kreditgivning, der er
omfattet af loven, eller medvirker hertil, kan ved dom for strafbart forhold
frakendes retten til fortsat at drive den pågældende virksomhed eller til at
drive den under visse former eller til at medvirke hertil. Straffelovens § 79
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2 . Påstand om frakendelse efter stk. 1 nedlægges af
anklagemyndigheden efter anmodning fra forbrugerombudsmanden.
Stk. 3. Straffesager efter denne lov, hvor der er spørgsmål om
frakendelse efter stk. 1, kan behandles ved Sø- og Handelsretten i København.
I øvrigt gælder reglerne i retsplejelovens kapitel 63.
Stk. 4. Den, som driver virksomhed, hvortil retten er frakendt ham
i medfør af stk. 1, eller som i sin virksomhed lader nogen, som er frakendt
retten hertil, medvirke ved salg på kredit, straffes med bøde, medmindre
højere straf er forskyldt efter straffelovens § 131. Drives virksomheden af
et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der
pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
Kapitel 14
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 58. Loven træder i kraft den 1. januar 1991, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 9, stk. 1, nr. 4, og § 10, stk. 1, nr.
3, træder først i kraft den 1. januar 1993.
Stk. 3. Lovens bestemmelser finder anvendelse på kreditaftaler,
der indgås efter ikrafttrædelsen.
Stk. 4. Lov nr. 275 af 9. juni 1982 om køb på kredit ophæves.
Loven gælder dog fortsat for kreditkøb, der er indgået inden denne lovs
ikrafttræden.
§ 59. I lov om tinglysning, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 15.
september 1986, som ændret ved § 7 i lov nr. 138 af 7. marts 1990, ændres i
§ 42 a, stk. 1, »postvæsenet« til: »postvæsenet eller
til et pengeinstitut«.
§ 60. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men §§ 1-58 kan
ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser,
som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bilag
Oprindeligt fremsat forslag
Indholdsfortegnelse
Kapitel 1. Indledende bestemmelser
Lovens anvendelsesområde §§ 1-4
Definitioner §§ 5-6
Lovens fravigeligehed § 7
Kapitel 2. Kreditgiverens oplysningspligt
Formkrav til kreditaftaler § 8
Kreditaftaler med fast lånebeløb § 9
Kreditaftaler med variabelt lånebeløb §§ 10-12
Opgørelse af kreditomkostningerne §§ 13-14
Variable kreditomkostninger § 15
Beregning af de årlige omkostninger i procent §§ 16-18
Kapitel 3. Særlige kreditvilkår i kreditkøb §§ 19-20
Kapitel 4. Forbud mod underpant i kreditkøb § 21
Kapitel 5. Generalklausul § 22
Kapitel 6. Tilsidesættelse af oplysningspligten §§ 23-24
Kapitel 7. Forbrugerens betalinger
Indfrielse af fordringen før forfaldstidspunktet §§ 25-26
Afskrivning på fordringen § 27
Kapitel 8. Forbrugerens misligholdelse §§ 28-29
Kapitel 9. Kreditorskifte
Brug af negotiable dokumenter § 30
Cut-off klausuler § 31
Bevarelse af indsigelser § 32
Kapitel 10. Køb med ejendomsforbehold
Ejendomsforbeholds gyldighed § 33
Kreditgiverens adgang til fyldestgørelse § 34
Betingelser for tilbagetagelse §§ 35-36
Opgørelse af fordringen § 37
Opgørelse af det solgtes værdi §§ 38-41
Forbrugerens indløsnings- og udtagelsesret §§ 42-43
Fremgangsmåden ved tilbagetagelse § 44-46
Tilbagetagelse uden fogedrettens medvirken § 47
Kapitel 11. Ikke-forbrugerkøb §§ 48-51
Kapitel 12. Forskellige bestemmelser §§ 52-54
Kapitel 13. Straffebestemmelser §§ 55-56
Kapitel 14. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser §§ 57-58
Kapitel 1
Indledende bestemmelser
Lovens anvendelsesområde
§ 1. Loven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende
(kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit
erhverv, når kreditten hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig
anvendelse for den anden part (forbrugeren), og kreditgiveren vidste eller
burde vide dette.
Stk. 2. Kreditgiveren har bevisbyrden for, at kreditten ikke hovedsagelig
er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for den anden part.
§ 2. Lovens kapitel 11 gælder for køb på kredit, hvor kreditten ikke
hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for den anden
part. Kapitel 11 gælder dog ikke for erhvervsdrivendes køb til videresalg
eller af materialer, der indgår i virksomhedens produktion.
§ 3. Loven finder ikke anvendelse på:
1) Kreditaftaler, som er indgået med henblik på erhvervelse eller
bevarelse af en fast ejendom eller med henblik på opførelse, modernisering
eller forbedring af en bygning.
2) Kreditaftaler, hvor kreditten skal indfries senest 3 måneder efter
aftalens indgåelse eller ved kreditkøb senest 3 måneder efter
salgsgenstandens levering
Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, gælder loven, hvis der
foreligger et køb med ejendomsforbehold, eller et kreditkøb i henhold til en
aftale om kredit med variabelt lånebeløb.
Stk. 3. Lovens kapitel 2 gælder ikke for kreditaftaler, hvor der ikke
betinges vederlag for kreditten.
Definitioner
§ 4. Ved en kreditaftale forstås en aftale om kredit i form af henstand,
lån eller anden tilsvarende form for finansiel ydelse.
Stk. 2. En aftale om et vedvarende kontraktsforhold, hvor forbrugeren har
ret til at betale helt eller delvis bagud, anses ikke for en kreditaftale.
§ 5. Som kreditkøb betegnes en kreditaftale med henblik på køb af løsøre,
hvorefter
1) forbrugeren efter aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af
købesummen eller en del af denne, eller
2) købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet forbrugeren af en
trediemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren.
Stk. 2. Som kreditkøb anses endvidere køb fra ikke-erhvervsdrivende, hvis
aftalen er indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende.
§ 6. Ved køb med ejendomsforbehold forstås et kreditkøb, hvor det er
aftalt, at sælgeren kan tage det solgte tilbage, hvis forbrugeren ikke
opfylder sine forpligtelser.
Stk. 2. Som køb med ejendomsforbehold anses også en aftale, der er
betegnet som lejekontrakt, eller hvorefter betalingen i øvrigt fremtræder som
vederlag for brug af tingen, såfremt det må antages at have været meningen,
at modtageren af tingen skal blive ejer af den.
Lovens fravigelighed
§ 7. Loven kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for
forbrugeren eller den i § 2 nævnte anden part. Det samme gælder forskrifter,
som er fastsat i henhold til loven.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 48 kan fraviges ved aftale.
Kapitel 2
Kreditgiverens oplysningspligt
Formkrav til kreditaftaler
§ 8. En kreditaftale skal udfærdiges skriftligt og indeholde de
oplysninger, der er nævnt i § 9 eller § 10 og § 14 samt aftalens øvrige
væsentlige vilkår.
Stk. 2. Forbrugeren skal i forbindelse med aftalens indgåelse have
overgivet en genpart af kreditaftalen.
Kreditaftaler med fast lånebeløb
§ 9. Ved indgåelse af en kreditaftale med fast lånebeløb skal
kreditgiveren oplyse forbrugeren om:
1) Hovedstolen : Lånebeløbet uden tillæg af nogen art.
2) Størrelsen af en eventuel udbetaling .
3) Kreditomkostningerne angivet som et beløb og opgjort i
overensstemmelse med § 13.
4) De årlige omkostninger i procent: Den samlede pris for kreditten
udtrykt i procent pr. år af hovedstolen og beregnet i overensstemmelse med §§
16-18.
5) Det samlede beløb, der skal betales : Summen af hovedstolen,
udbetalingen og kreditomkostningerne.
6) De enkelte ydelser, disses antal og forfaldstid.
Stk. 2. Har parterne aftalt, at kreditomkostningerne, ydelserne eller
andre vilkår, der har betydning for størrelsen af de årlige omkostninger i
procent, kan ændres under kreditaftalens forløb, skal kreditgiveren oplyse
forbrugeren herom samt angive de betingelser, hvorunder omkostningerne
således kan ændres.
Stk. 3. Er det ikke muligt at beregne de årlige omkostninger i procent,
skal kreditgiveren i stedet oplyse forbrugeren om den nominelle årlige rente.
Stk. 4. Stk. 1 finder kun anvendelse ved kreditaftaler, hvor det samlede
beløb, der skal betales, overstiger 1.500 kr.
Kreditaftaler med variabelt lånebeløb
§ 10. Ved indgåelse af en kreditaftale med variabelt lånebeløb skal
kreditgiveren oplyse forbrugeren om:
1) Kreditrammen : Det eventuelle højeste beløb, som må trækkes på
kontoen.
2) De nærmere regler og betingelser for pålæg af kreditomkostninger
, jf. § 13, samt beregningsmåden for sådanne omkostninger, herunder den
nominelle årlige rente, hvis en periodisk rente anvendes.
3) De årlige omkostninger i procent ved forskellige udnyttelser af
kontoen: Den samlede pris for kreditten udtrykt i procent pr. år af
lånebeløbet og beregnet i overensstemmelse med §§ 16-18.
4) Det samlede beløb, der skal betales ved for skellige udnyttelser
af kontoen: Summen af lånebeløbet og kreditomkostningerne.
5) Hvorledes gælden skal betales.
6) Hvor ofte forbrugeren vil modtage kontoudtog.
7) Betingelserne for ophævelse af aftalen.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 9, stk. 2-3, finder tilsvarende anvendelse.
§ 11. For hver periode, for hvilken der ifølge en aftale som nævnt i § 10
skal tilsendes forbrugeren kontoudtog, kan der kun kræves vederlag for
kreditten, såfremt der ved afslutningen af perioden tilsendes forbrugeren
kontoudtog, der indeholder oplysning om:
1) Saldoen ved periodens begyndelse og slutning.
2) Størrelsen af og tidspunktet for debiteringer og krediteringer i løbet
af perioden.
3) Den nominelle årlige rente, hvis en periodisk rente anvendes.
4) Tidspunktet, inden hvilket betaling i givet fald skal ske for at undgå,
at der pålægges yderligere kreditomkostninger.
§ 12. Når forbrugeren med kreditgiverens stiltiende accept overskrider
kreditrammen som nævnt i § 10, stk. 1, nr. 1, og overtrækket vedvarer ud over
tre måneder, skal kreditgiver gøre forbrugeren bekendt med den årlige
nominelle rente og eventuelle omkostninger i forbindelse med overtrækket samt
enhver ændring heri.
Opgørelse af kreditomkostningerne
§ 13. Kreditomkostningerne omfatter alle omkostninger, herunder renter og
andre omkostninger, som forbrugeren skal betale for kreditten, jf. dog stk.
2.
Stk. 2. Med henblik på opgørelsen af de årlige omkostninger i procent ses
der bort fra følgende omkostninger:
1) Misligholdelsesomkostninger.
2) Omkostninger, som forbrugeren skal betale ved køb af løsøre eller
tjenesteydelser, hvad enten der købes kontant eller på kredit.
3) Omkostninger ved overførsel af penge.
4) Omkostninger ved at føre en konto til brug ved betaling af ydelserne på
kreditten, bortset fra omkostninger ved opkrævning af betalinger, hvad enten
de opkræves kontant eller på anden måde.
5) Medlemsbidrag ved optagelse i foreninger eller sammenslutninger i
henhold til en anden aftale end kreditaftalen, selv om disse bidrag har
indvirkning på kreditvilkårene.
6) Forsikrings- eller garantiomkostninger, medmindre forsikringen eller
garantien skal tjene til sikkerhed for kredittens tilbagebetaling.
Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 2, nr. 3-4, finder kun anvendelse, hvis
forbrugeren har rimelig valgfrihed med hensyn til, hvorledes pengeoverførslen
eller betalingen skal ske, og hvis omkostningerne ikke er unormalt store.
§ 14. Kreditgiveren skal ved aftalens indgåelse oplyse forbrugeren om
størrelsen af de omkostninger, der er nævnt i § 13, stk. 2, nr. 2-6, samt
angive, under hvilke omstændigheder de skal betales. Hvis størrelsen af
omkostningerne ikke er kendt, skal kreditgiver om muligt oplyse forbrugeren
om beregningsmåden for omkostningerne eller foretage et skøn over
omkostningernes størrelse.
Variable kreditomkostninger
§ 15. Lovens regler om, at der skal gives forbrugeren oplysning om renten
eller om beløb, hvori renten indgår, jf. § 9 og § 10, hindrer ikke, at
parterne aftaler, at renten helt eller delvis skal være variabel.
Oplysningerne skal i så fald gives på grundlag af renten på tidspunktet for
oplysningerne og med angivelse af, hvorledes renten er variabel.
Stk. 2. Medmindre kreditgiver har tilladelse til at drive virksomhed efter
lov om banker og sparekasser m.v. eller lov om realkreditinstitutter, kan det
alene aftales, at renten helt eller delvis skal variere med størrelsen af
Nationalbankens diskonto eller lignende forhold, som kreditgiver er uden
indflydelse på.
Stk. 3. Stk. 1-2 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andre
kreditomkostninger end renten.
Stk. 4. Kreditgiveren skal underrette forbrugeren om enhver ændring i den
årlige nominelle rente eller de øvrige omkostninger, når ændringen indtræder.
Underretningen kan gives i et kontoudtog.
Beregning af de årlige omkostninger i procent
§ 16. De årlige omkostninger i procent defineres som den omkostningssats,
der på årsbasis giver samme nutidsværdi af de samlede nuværende eller
fremtidige forpligtelser (lån, tilbagebetaling og omkostninger), der følger
af aftalen mellem kreditgiveren og forbrugeren.
Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages i
overensstemmelse med den matematiske formel, som findes i bilaget til loven.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden
ved beregning af de årlige omkostninger i procent.
§ 17. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages på
tidspunktet for kreditaftalens indgåelse.
Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger foretages ud fra den
antagelse, at kreditaftalen løber i det aftalte tidsrum, og at kreditgiveren
og forbrugeren opfylder deres forpligtelser ifølge aftalen.
§ 18. Hvis kreditaftalen åbner mulighed for at ændre rentesatsen eller
størrelsen af andre omkostninger, der indgår i beregningen af de årlige
omkostninger i procent, men som ikke kan kvantificeres ved beregningen,
foretages beregningen af de årlige omkostninger i procent ud fra den
antagelse, at rentesatsen og de øvrige omkostninger er konstante i forhold
til udgangsniveauet, og at de finder anvendelse, indtil kreditaftalen
udløber.
Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages om
nødvendigt ud fra følgende antagelser:
1) Hvis der i kreditaftalen ikke er fastsat noget loft over kredittens
størrelse, anses kreditrammen for værende lig med 15.000 kr.
2) Hvis der i kreditaftalen ikke er fastsat nogen tidsplan for
tilbagebetalingen, eller hvis en sådan ikke fremgår af aftalen i øvrigt,
anses kredittens løbetid for at være 1 år.
3) Hvis kreditaftalen indeholder flere datoer for tilbagebetaling, anses
kreditten for effektueret og ydelserne for betalt på det tidligste af de i
aftalen fastsatte tidspunkter, medmindre andet fremgår af kreditaftalen.
Kapitel 3
Særlige kreditvilkår i kreditkøb
§ 19. I kreditkøb, der ikke sker i henhold til en aftale om kredit med
variabelt lånebeløb, og hvor kontantprisen overstiger 2.000 kr., må sælgeren
eller en kreditgiver som nævnt i § 5, stk. 1, nr. 2, kun indgå eller anvende
en aftale, hvorefter
1) denne ved overgivelsen af det købte til forbrugeren skal være
fyldestgjort for mindst 30 pct. af kontantprisen, og
2) resten af det beløb, der skal betales, skal erlægges inden 3 år fra
aftalens indgåelse.
Stk. 2. Ved kontantprisen forstås den pris, for hvilken tingen ved
aftalens indgåelse kunne være købt mod kontant betaling hos sælgeren.
Stk. 3. Stk. 1 gælder ikke ved salg af bogværker under udgivelse.
§ 20. I kreditkøb, der sker i henhold til en aftale om kredit med
variabelt lånebeløb, må en sælger eller en kreditgiver som nævnt i § 5, stk.
1, nr. 2, kun indgå eller anvende en aftale, hvorefter forbrugeren hver måned
for den foregående periode skal betale mindst 5 pct. af saldoen ved periodens
begyndelse og 30 pct. af kontantprisen af salgsgenstande over 2.000 kr., der
er købt i perioden.
Stk. 2. En periode som nævnt i stk. 1 må højst være af 1 måneds varighed.
Kapitel 4
Forbud mod underpant i kreditkøb
§ 21. I kreditkøb kan kreditgiveren ikke i forbindelse med aftalens
indgåelse eller leveringen af det solgte få pant i dette til sikkerhed for,
at forbrugeren opfylder sine forpligtelser.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 hindrer ikke, at kreditgiveren efter
reglerne om pantsætning af fast ejendom får pant i det solgte, når dette
udgør tilbehør til eller bestanddel af en fast ejendom.
Kapitel 5
Generalklausul
§ 22. Er det beløb, som forbrugeren efter aftalen skal betale som vederlag
eller omkostninger, urimeligt, skal det nedsættes til, hvad der skønnes
rimeligt. Medmindre andet bestemmes af retten, sker afkortningen i det eller
de sidste beløb, der skal betales efter aftalen. Er der afkrævet forbrugeren
et urimeligt vederlag for at give den pågældende henstand eller andre
lempelser i de aftalte vilkår, sker afkortningen på samme måde.
Kapitel 6
Tilsidesættelse af oplysningspligten
§ 23. Er kreditomkostningerne ikke oplyst i overensstemmelse med § 9, stk.
1, nr. 3, skal forbrugeren højst betale hovedstolen og en årlig rente af den
til enhver tid værende restgæld, der svarer til Nationalbankens diskonto med
et tillæg på 6 pct.
Stk. 2. Er kreditomkostningerne angivet efter § 9, stk. 1, nr. 3, kan
kreditgiveren ikke på grundlag af aftalen i øvrigt kræve yderligere
kreditomkostninger. Er oplysningen om de årlige omkostninger i procent som
nævnt i § 9, stk. 1, nr. 4, for lavt angivet, kan kreditgiveren ikke kræve
højere kreditomkostninger, end hvad der svarer til den procentsats, der er
angivet.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 gælder ikke, hvis kreditgiveren kan
godtgøre, at forbrugeren på trods af de manglende eller urigtige oplysninger
har haft et forsvarligt grundlag for at bedømme kreditomkostningerne.
Stk. 4. Medfører stk. 1 eller 2 en formindskelse af restgælden, skal
forbrugeren betale denne i overensstemmelse med den ordning, der er aftalt
med kreditgiver, således at afkortning sker i den eller de sidste ydelser,
som skal betales.
§ 24. Har sælgeren i et kreditkøb ikke givet oplysninger som foreskrevet i
§ 9, jf. § 8, kan kreditgiveren i almindelighed ikke kræve godtgørelse for
omkostninger, som ellers ville påløbe i anledning af forbrugerens
misligholdelse.
Kapitel 7
Forbrugerens betalinger.
Indfrielse af fordringen før forfaldstidspunktet
§ 25. Forbrugeren kan til enhver tid betale sin gæld i henhold til en
kreditaftale, uanset om den helt eller delvis er forfalden. Forbrugeren har i
så fald ret til reduktion af kreditomkostningerne i overensstemmelse med
reglerne i § 26.
§ 26. Vil forbrugeren betale sin gæld, før den er forfalden, eller gør
kreditgiveren krav på betaling af beløb, som ellers ikke ville være
forfaldne, eller på tilbagetagelse af det solgte, skal kreditomkostningerne
opgøres efter stk. 2-5.
Stk. 2. I det omfang kreditomkostningerne beregnes som en procentdel af
den til enhver tid værende restgæld eller som et gebyr pr. ydelse, kan
kreditgiveren ikke kræve kreditomkostninger for den ubenyttede del af
kredittiden.
Stk. 3. I det omfang kreditomkostningerne beregnes på andet grundlag end
nævnt i stk. 2, kan afdrag, for hvilke den i aftalen fastsatte betalingstid
endnu ikke er kommet, alene kræves betalt med en så stor del, som hovedstolen
udgør af summen af samtlige afdrag.
Stk. 4. Hvis omkostningerne ved stiftelsen af kreditten er særskilt
opgjort i aftalen og ikke er urimelige, kan kreditgiveren kræve disse
omkostninger betalt uden afkortning. Omkostningerne fragår da i de afdrag,
der skal afkortes efter stk. 3.
Stk. 5. Skal der betales i afdrag, og betaler forbrugeren uden for fastsat
forfaldsdag, anses den ikke udnyttede kredittid, jf. stk. 2, for at løbe fra
den første aftalte forfaldsdag, som indtræder efter betalingen. Under
tilsvarende omstændigheder nedsættes det første afdrag, der forfalder efter
betalingen, ikke efter stk. 3.
Afskrivning på fordringen
§ 27. Ved indbetalinger til kreditgiver kan forbrugeren bestemme, på
hvilken af flere fordringer beløbet skal afskrives.
Stk. 2. Ved kreditaftaler med variabelt lånebeløb anses i denne sammenhæng
kreditgiverens samlede tilgodehavende hos forbrugeren som een fordring.
Stk. 3. Uanset stk. 1 kan det i kreditkøb aftales, at beløb, som
forbrugeren indbetaler, først skal afskrives på fordringer, der hidrører fra
reparation af det solgte eller andre foranstaltninger vedrørende dette.
Anvender kreditgiveren i overensstemmelse med en sådan aftale indbetalte
beløb til afskrivning på fordringer som nævnt i 1. pkt., forlænges den
aftalte betalingsordning tilsvarende.
Kapitel 8
Forbrugerens misligholdelse
§ 28. Undlader forbrugeren i et kreditkøb at opfylde sin betalingspligt,
har kreditgiveren ikke af den grund ret til at forlange betaling af beløb,
som ellers ikke ville være forfaldet, tage det solgte tilbage eller gøre
anden aftalt særlig retsvirkning af undladelsen gældende, medmindre
forbrugeren er udeblevet med et beløb 30 dage efter dets forfaldstid, og
dette beløb udgør mindst en tiendedel af hovedstolen plus
kreditomkostningerne - ved kreditaftale med variabelt lånebeløb af saldoen -
eller, hvis der i beløbet indgår flere afdrag, mindst en tyvendedel deraf
eller udgør hele restfordringen.
§ 29. Hvis ikke særlige hensyn til forbrugeren eller kreditgiveren taler
imod det, kan fogedretten i kreditkøb henvise kreditgiveren, der ikke har
ejendomsforbehold, til så vidt muligt at søge sig fyldestgjort ved
tilbagetagelse af det solgte. Tilbagetagelsen sker da under anvendelse af §§
38-39, §§ 42-43 og § 46. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens
tilgodehavende efter § 37, har kreditgiveren krav på betaling af det
overskydende beløb. For sit krav kan kreditgiveren foretage udlæg hos
forbrugeren på grundlag af fogedrettens opgørelse af kravet.
Stk. 2. Hvis et ejendomsforbehold i en aftale om kreditkøb ikke er
gyldigt, fordi betingelserne i § 33 ikke er opfyldt, og fogedretten træffer
beslutning efter stk. 1, har kreditgiveren kun under de i § 40 fastsatte
betingelser krav på betaling af det beløb, hvormed hans tilgodehavende måtte
overstige det solgtes værdi ved tilbagetagelsen. Har fogedretten i de nævnte
køb undladt at træffe afgørelse efter stk. 1, fordi § 35, stk. 2, hindrer
tilbagetagelse af det solgte, kan kreditgiveren kun under tilsvarende
betingelser kræve betaling af et beløb, der efter fogedrettens skøn
overstiger det solgtes værdi på tidspunktet for fogedforretningen.
Kapitel 9
Kreditorskifte
Brug af negotiable dokumenter
§ 30. Kreditgiveren må i forbindelse med en kreditaftale ikke modtage
veksel eller andet særligt skylddokument, der forpligter forbrugeren, og som
ved overdragelse kan medføre indskrænkning af forbrugerens ret til at
fremsætte indsigelser vedrørende aftalen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at kreditgiver får
pant i fast ejendom.
Cut-off klausuler
§ 31. Det kan ikke aftales, at der ved overdragelse til tredjemand af de
rettigheder, der tilkommer kreditgiveren ifølge en kreditaftale, sker
indskrænkning af dennes forpligtelser over for forbrugeren.
Bevarelse af indsigelser
§ 32. Forbrugeren kan over for anden kreditor end kreditgiveren gøre samme
indsigelser gældende som over for kreditgiveren.
Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i § 5, stk. 1, nr. 2, kan forbrugeren
også over for anden kreditor rejse samme pengekrav på grundlag af købet som
over for sælgeren. Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke
opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende
kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet.
Stk. 3. Ved kreditaftaler med henblik på opnåelse af en tjenesteydelse
finder bestemmelsen i stk. 2 tilsvarende anvendelse, når vederlaget for
tjenesteydelsen dækkes helt eller delvis ved lån indrømmet forbrugeren af en
trediemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og leverandøren af
tjenesteydelsen.
Stk. 4. Har kreditgiveren fået pant i fast ejendom, jf. § 30, stk. 2,
gælder reglerne i stk. 1-3 kun i det omfang, andet ikke følger af reglerne om
tinglyste pantebreve i fast ejendom.
Kapitel 10
Køb med ejendomsforbehold
Ejendomsforbeholds gyldighed
§ 33. Ejendomsforbehold er kun gyldigt, såfremt
1) det er aftalt senest ved overgivelsen af det købte til forbrugeren,
2) det samlede beløb, der skal betales, jf. § 9, stk. 1, nr. 5, overstiger
2.000 kr.,
3) kredit-købet ikke er sket i henhold til en aftale om kredit med
variabelt lånebeløb, og
4) sælgeren ved overgivelsen af det købte er fyldestgjort for mindst 30
pct. af kontantprisen, jf. § 19, stk. 2.
Stk. 2. Ved salg af bøger er det uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 4,
tilstrækkeligt, at sælgeren, inden nogen del af det købte overgives til
forbrugeren, er fyldestgjort for et beløb svarende til det største beløb, der
efter aftalen forfalder inden for en måned.
Stk. 3. Ejendomsforhold kan ikke aftales til sikkerhed for, at forbrugeren
opfylder sine forpligtelser efter et andet køb eller i øvrigt betaler beløb,
som kreditor ikke kan godskrive sig efter § 37.
Kreditgiverens adgang til fyldestgørelse
§ 34. Kreditgiveren skal søge sig fyldestgjort for sit tilgodehavende ved
tilbagetagelse af det solgte, jf. dog § 35, stk. 2. Kreditgiveren kan kun i
de tilfælde, der er nævnt i §§ 40-41, foretage udlæg i forbrugerens øvrige
aktiver. Udlæg kan foretages på grundlag af fogedrettens opgørelse af kravet.
Betingelser for tilbagetagelse
§ 35. Kreditgiveren kan umiddelbart på grundlag af købekontrakten søge sig
fyldestgjort for sit tilgodehavende hos forbrugeren gennem tilbagetagelse af
det solgte ved fogedrettens hjælp, hvis kontrakten
1) er underskrevet af forbrugeren og overgivet til den pågældende i
genpart, og
2) indeholder ejendomsforbehold.
Stk. 2. Tilbagetagelse af det solgte kan uanset forbrugerens samtykke ikke
ske, hvis det efter retsplejelovens § 509, stk. 1, eller § 515, stk. 2, ville
være undtaget fra udlæg.
§ 36. Hvis forbrugeren, inden der er sket tilbagetagelse af det solgte,
har betalt det beløb, som ikke blev betalt i rette tid, med tillæg af renter
og kreditgiverens eventuelle omkostninger, kan kreditgiveren ikke tage det
solgte tilbage, forlange betaling af beløb, som ellers ikke ville være
forfaldet, eller gøre anden aftalt særlig retsvirkning af undladelsen
gældende, medmindre dette på grund af særlige omstændigheder ved
misligholdelsen må anses for påkrævet.
Opgørelse af fordringen
§ 37. Vil kreditgiveren i et køb med ejendomsforbehold tage det solgte
tilbage, kan denne ved opgørelsen af sit tilgodehavende kun medregne:
1) Den ubetalte del af fordringen med fradrag efter § 26, stk. 2-3,
2) rente af forfaldne ydelser og
3) nødvendige omkostninger ved tilbagetagelsen, herunder
inkassoomkostninger, medmindre § 24 er til hinder herfor.
Opgørelse af det solgtes værdi
§ 38. Tages det solgte tilbage, skal dets værdi ved tilbagetagelsen indgå
i opgørelsen mellem parterne til fordel for forbrugeren.
Stk. 2. Ved det solgtes værdi forstås det beløb, som sælgeren kan opnå ved
at sælge tingen på hensigtsmæssig måde, eventuelt efter en rimelig
istandsættelse.
§ 39. Hvis det solgtes værdi overstiger det beløb, som kreditgiveren kan
beregne sig efter § 37, kan kreditgiveren kun tage tingen tilbage, hvis det
overskydende beløb samtidig betales til forbrugeren.
§ 40. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens tilgodehavende efter
§ 37, har kreditgiveren kun krav på betaling af det overskydende beløb, i det
omfang særlige omstændigheder taler derfor, navnlig hvis forbrugeren har
udvist forsømmelighed ved brugen eller opbevaringen af det købte eller har
lagt hindringer i vejen for tilbagetagelsesforretningen.
§ 41. Hvis det solgte ikke findes hos forbrugeren under
tilbagetagelsesforretningen, eller hvis § 35, stk. 2, hindrer tilbagetagelse
af det solgte, har kreditgiveren kun, hvis der foreligger de særlige
omstændigheder, som er nævnt i § 40, krav på betaling af et beløb, der efter
fogedrettens skøn overstiger det solgtes værdi på tidspunktet for
tilbagetagelsesforretningen.
Forbrugerens indløsnings- og udtagelsesret
§ 42. Har kreditgiveren fået det solgte tilbage, kan forbrugeren i 14 dage
derefter indløse det solgte mod at betale kreditgiverens tilgodehavende
beregnet efter § 37. Forbrugeren kan under tilbagetagelsesforretningen give
afkald på denne ret.
§ 43. Er flere ting solgt ved samme aftale, og fremsætter kreditgiveren
krav om at tage dem tilbage, kan forbrugeren udtage en eller flere af tingene
efter eget valg mod at betale det beløb, hvormed kreditgiverens
tilgodehavende beregnet efter § 37 overstiger værdien af de øvrige ting. Er
kreditgiverens tilgodehavende mindre end denne værdi, har forbrugeren krav på
at få betalt det overskydende beløb samtidig med tilbagetagelsen.
Stk. 2. Hvis kreditgiveren har taget tingene tilbage, kan forbrugeren i 14
dage derefter indløse en eller flere af tingene efter eget valg mod at betale
det beløb, hvormed kreditgiverens tilgodehavende beregnet efter § 37
overstiger værdien af de øvrige ting. Forbrugeren kan under
tilbagetagelsesforretningen give afkald på denne ret.
Stk. 3. Forbrugeren kan dog ikke overtage en ting, der hører således
sammen med ting, som kreditgiveren tager tilbage, at fraskillelsen ville
medføre væsentlig værdiforringelse af det tilbagetagne.
Fremgangsmåden ved tilbagetagelse
§ 44. Anmodning om tilbagetagelse af det solgte skal være skriftlig og
være ledsaget af en opgørelse af kreditgiverens tilgodehavende samt
købekontrakten i original eller genpart. Hvis købekontrakten ikke indeholder
de oplysninger, der er nævnt i § 9, stk. 1, skal det i anmodningen oplyses,
om rekvisitus er en forbruger. Det originale dokument skal fremlægges under
fogedforretningen. Fogedretten kan om fornødent kræve, at det originale
dokument skal foreligge, før fogedforretningen berammes.
Stk. 2. Anmodningen skal fremsættes over for fogedretten, hvor forbrugeren
har hjemting, jf. retsplejelovens §§ 235-236. Har forbrugeren ikke hjemting
her i landet, finder retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, og stk. 2-4,
tilsvarende anvendelse med de undtagelser, som følger af retsplejelovens §
247.
Stk. 3. Udebliver kreditgiveren fra forretningen, afviser fogedretten
denne. Om forbrugerens pligt til efter tilsigelse at møde i fogedretten og
give de nødvendige oplysninger gælder retsplejelovens § 494, stk. 1-3, jf.
stk. 4, og § 497. Om fogedrettens vejledningspligt og adgang til beskikkelse
af advokat for en part gælder retsplejelovens § 500.
§ 45. Er der anmodet om tilbagetagelse af det solgte på grund af
forsinkelse med betalingen, kan fogedretten udsætte forretningen i indtil 4
måneder fra anmodningens modtagelse, hvis det må antages, at forbrugeren er
kommet i forbigående økonomiske vanskeligheder. Udsættelse bør ikke ske, hvis
kreditgiverens sikkerhed bringes i fare. Fogedretten kan fastsætte vilkår for
udsættelsen. Hvis forbrugerens forhold giver anledning til det, kan
fogedretten til enhver tid bestemme, at forretningen skal fremmes.
§ 46. Det solgtes værdi ansættes af fogedretten, eventuelt efter
tilkaldelse af sagkyndig bistand.
Stk. 2. Enhver af parterne kan forlange, at fogedretten på grundlag af en
vurdering, som foretages af en eller flere sagkyndige personer efter rettens
nærmere bestemmelse, foretager en fornyet prøvelse af værdiansættelsen.
Stk. 3. Anmodning om fornyet prøvelse af værdiansættelsen skal fremsættes
inden afslutningen af det retsmøde, hvor værdiansættelsen finder sted. Den,
der fremsætter anmodningen, skal stille sikkerhed for omkostningerne ved
tilvejebringelse af grundlaget for den fornyede prøvelse, medmindre
fogedretten på grund af særlige omstændigheder fritager den pågældende
derfor. Ved opgørelsen af parternes mellemværende afgør fogedretten, hvem af
dem der skal bære omkostningerne. Såfremt hensynet til en part i særlig grad
taler derfor på grund af den pågældendes økonomiske forhold, kan fogedretten
bestemme, at omkostningerne helt eller delvis skal betales af staten.
Tilbagetagelse uden fogedrettens medvirken
§ 47. Har kreditgiveren uden fogedrettens medvirken taget det solgte
tilbage fra forbrugeren uden dennes samtykke, skal fogedretten afvise en
fogedforretning i anledning af købet eller tilbagetagelsen, medmindre der
foreligger særlige omstændigheder eller kreditgiver efter tilbagetagelsen har
erhvervet et særligt retsgrundlag.
Stk. 2. Har kreditgiveren og forbrugeren udenretligt aftalt, at
kreditgiveren i anledning af forbrugerens misligholdelse får det solgte
tilbageleveret uden fogedrettens medvirken, kan kreditgiveren ikke påberåbe
sig nogen aftale med forbrugeren, hvorefter der påhviler denne yderligere
forpligtelser over for kreditgiveren i anledning af købet. Har kreditgiveren
taget det solgte tilbage som nævnt i stk. 1, kan kreditgiveren heller ikke på
andet grundlag gøre yderligere krav gældende mod forbrugeren i anledning af
købet, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Kapitel 11
Ikke-forbrugerkøb
§ 48. § 22 og §§ 25-28 finder tilsvarende anvendelse på kredit, der ydes i
forbindelse med køb, hvor køberen ikke er en forbruger.
§ 49. Kapitel 10 finder tilsvarende anvendelse på kredit, der ydes i
forbindelse med køb, hvor køberen ikke er en forbruger, og hvor der er aftalt
ejendomsforbehold med hensyn til det solgte, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 33, stk. 1, nr. 4, § 34, §§ 40-41, § 44, stk. 2, og § 47, stk.
2, finder ikke anvendelse på de i stk. 1 nævnte køb.
§ 50. I køb med ejendomsforbehold som nævnt i § 49 kan kreditgiveren ikke
gøre udlæg i det solgte, men kan søge sig fyldestgjort enten ved
tilbagetagelse af det solgte, jf. dog § 35, stk. 2, eller ved foretagelse af
udlæg i køberens øvrige aktiver.
Stk. 2. Hvis foretagelse af udlæg skønnes at ville medføre urimeligt tab
eller væsentlige ulemper for køberen, kan fogedretten henvise kreditgiveren
til så vidt muligt at søge sig fyldestgjort ved tilbagetagelse af det solgte.
Stk. 3. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens tilgodehavende
efter § 37, har kreditgiveren krav på betaling af det overskydende beløb. For
sit krav kan kreditgiveren foretage udlæg hos køberen på grundlag af
fogedrettens opgørelse af kravet. Det samme gælder, hvis § 35, stk. 2,
hindrer tilbagetagelse, eller hvis det solgte ikke findes hos køberen under
tilbagetagelsesforretningen.
§ 51. Anmodning om tilbagetagelse af det solgte skal fremsættes over for
fogedretten, enten hvor køberen har hjemting, jf. retsplejelovens §§ 235-236
og §§ 238-240, eller hvor køberen driver erhvervsmæssig virksomhed, jf.
retsplejelovens § 237. Er der ikke værneting her i landet efter 1. pkt.,
finder retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, og stk. 2-4, og tilsvarende
anvendelse med de undtagelser, som følger af retsplejelovens § 247.
Kapitel 12
Forskellige bestemmelser
§ 52. Justitsministeren kan bestemme, at lovens regler eller nogle af
disse ikke anvendes på kreditkøb, der er af en særlig beskaffenhed eller
angår bestemte arter af løsøre, eller kun anvendes på sådanne køb med de
afvigelser, som tilsiges af de pågældende købs særlige karakter.
Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at lovens regler eller nogle af
disse ikke anvendes på kreditter, der ydes til en rente, der er lavere end
markedsrenten, og som ikke tilbydes offentligheden i almindelighed, eller kun
anvendes på sådanne kreditter med de afvigelser, som tilsiges af de
pågældende kreditters særlige karakter.
§ 53. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorefter skriftlige aftaler
og dokumenter, der er omfattet af loven, skal være påtrykt en af ministeren
udarbejdet vejledning om forbrugerens retsstilling.
§ 54. Justitsministeren kan i det omfang, det betinges af prisudviklingen,
ændre beløbsangivelsen i § 9, stk. 4, § 19, stk. 1, § 20, stk. 1, og § 33,
stk. 1, nr. 2.
Stk. 2. Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med
Danmarks Nationalbank og Økonomiministeriet ændre den rente, der er fastsat i
§ 23, stk. 1.
Kapitel 13
Straffebestemmelser
§ 55. Den, der overtræder § 30, straffes med bøde.
Stk. 2. Med bøde straffes endvidere den, der gør sig skyldig i grov eller
oftere gentagen overtrædelse af § 9, § 10, § 12 og § 14 samt i grov eller
gentagen overtrædelse af § 19 og § 20.
Stk. 3. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af § 53, kan der fastsættes
straf af bøde for overtrædelse af forskrifterne.
Stk. 4. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab,
andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant
bødeansvar.
§ 56. Den, der driver virksomhed med kreditgivning, der er omfattet af
loven, eller medvirker hertil, kan ved dom for strafbart forhold frakendes
retten til fortsat at drive den pågældende virksomhed eller til at drive den
under visse former eller til at medvirke hertil. Straffelovens § 79 finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Påstand om frakendelse efter stk. 1 nedlægges af
anklagemyndigheden efter anmodning fra forbrugerombudsmanden.
Stk. 3. Straffesager efter denne lov, hvor der er spørgsmål om frakendelse
efter stk. 1, kan behandles ved Sø- og Handelsretten i København. I øvrigt
gælder reglerne i retsplejelovens kapitel 63.
Stk. 4. Den, som driver virksomhed, hvortil retten er frakendt ham i
medfør af stk. 1, eller som i sin virksomhed lader nogen, som er frakendt
retten hertil, medvirke ved salg på kredit, straffes med bøde, medmindre
højere straf er forskyldt efter borgerlig straffelovs § 131. Drives
virksomheden af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller
lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
Kapitel 14
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 57. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende jf.
dog stk. 2.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 9, stk. 1, nr. 4, § 10, stk. 1, nr. 3, § 13,
stk. 2-3, og § 14 træder først i kraft den 1. januar 1993.
Stk. 3. Lovens bestemmelser finder anvendelse på kreditaftaler, der indgås
efter ikrafttrædelsen.
Stk. 4. Lov nr. 275 af 9. juni 1982 om køb på kredit ophæves.
§ 58. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de
særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget tager sigte på at gennemføre EF-direktivet om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om
forbrugerkredit (87/102/EØF), som blev vedtaget i Ministerrådet den 22.
december 1986. Direktivet er optaget som bilag 1 til lovforslaget. Et
ændringsforslag til direktivet foreligger i en færdig form og vil blive
formelt vedtaget i løbet af efteråret 1989. De heraf følgende ændringer er
indarbejdet i lovforslaget. Ændringsforslaget er optaget som bilag 2 til
lovforslaget.
Formålet med direktivet er at opnå en indbyrdes tilnærmelse af de
nationale regler om forbrugerkredit, herunder navnlig reglerne om hvilke
oplysninger forbrugeren skal have i forbindelse med indgåelsen af en
kreditaftale. Baggrunden herfor er, at lovgivningen om forbrugerkredit er
meget forskelligartet i EF's medlemsstater, hvilket kan føre til
konkurrenceforvridninger mellem kreditgivere i forskellige EF-lande.
Hensigten med direktivet og ændringsforslaget til direktivet er således at
fremme det indre markeds oprettelse og funktion og i forbindelse hermed at
sikre forbrugerne i Fællesmarkedet et højt beskyttelsesniveau.
Direktivet har et videre anvendelsesområde end kreditkøbsloven, der kun
finder anvendelse på forbrugerkreditter i forbindelse med køb af løsøre.
Direktivet omfatter derimod alle forbrugerkreditter. Det har derfor været
nødvendigt at udarbejde en helt ny lov. For at tilkendegive lovens
anvendelsesområde, er titlen »lov om kreditaftaler« valgt. Visse af
kreditkøbslovens regler, bl.a. om køb med ejendomsforbehold og om
ikke-forbrugerkøb, er indarbejdet i forslaget, idet systematikken dog er
væsentlig ændret.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Lovforslaget medfører en væsentlig udvidelse af den retlige
regulering af forbrugerkreditter. Ifølge forslaget skal loven gælde for
enhver form for kreditgivning til forbrugere. Det er efter forslaget
uden betydning, om kreditten anvendes til køb af løsøre, til køb af
tjenesteydelser eller til almindeligt forbrug.
2.2. Lovforslaget medfører en forbedret mulighed for at sammenligne
forskellige kreditgiveres tilbud. Som noget helt nyt bestemmes det, at
kreditgiveren skal oplyse forbrugeren om de årlige omkostninger i
procent, inden aftalen indgås. Denne oplysning giver forbrugeren et bedre
grundlag for at vurdere, om han ønsker at udnytte den tilbudte kredit.
Lovforslaget indeholder endvidere regler om, hvorledes beregningen af de
årlige omkostninger i procent skal foretages.
2.3. Kreditkøbslovens særlige regler om køb med ejendomsforbehold er
bibeholdt i lovforslaget. De særlige regler om ikke-forbrugerkøb er ligeledes
medtaget. Justitsministeriet har imidlertid med forslaget tilstræbt at
forenkle systematikken i den gældende kreditkøbslov og at gøre
reglerne mere overskuelige. I forbindelse hermed, er lovens
bestemmelser om ikke-forbrugerkøb udskilt til et særskilt kapitel.
Justitsministeriet har hermed forsøgt at imødekomme nogle af de væsentlige
kritikpunkter mod den gældende kreditkøbslov fra 1982, bl.a. at den er
vanskelig at anvende i praksis. Det har således været anført, at loven er for
indviklet og uoverskuelig for forbrugeren at sætte sig ind i, og at dette har
medført, at forbrugernes kendskab til deres retsstilling er for ringe. Også
for fogedretterne, som i vidt omfang skal føre tilsyn med, at lovens
bestemmelser overholdes, har den været vanskelig at arbejde med.
En anden af vanskelighederne med anvendelsen af loven er, at den gælder
både for forbrugerkøb og for andre køb. Begge lovens målgrupper, dvs.
forbrugeren og den mindre erhvervsdrivende, har derfor været nødsaget til at
sætte sig ind i samtlige lovens bestemmelser for at kunne anvende den. Disse
problemer har Justitsministeriet forsøgt at afhjælpe med forslaget.
2.4. Om lovforslagets nærmere indhold henvises til det nedenfor under pkt.
5-12 anførte.
3. Direktivets indhold
3.1. Lovforslaget har som nævnt til formål at implementere EF-direktivet
om forbrugerkredit i dansk ret.
Hovedindholdet i direktivet fra 1986 om forbrugerkredit er, at forbrugeren
skal have oplysning om kreditomkostningerne beregnet som de årlige
omkostninger i procent. Beregningen af de årlige omkostninger i procent skal
ifølge direktivet ske i henhold til gældende metoder i national ret.
De medlemsstater, der på tidspunktet for direktivets meddelelse ikke
kræver angivelse af de årlige omkostninger i procent, og som ikke har en fast
metode til beregning af de årlige omkostninger i procent, kan dog ifølge
direktivets artikel 5 nøjes med at kræve angivelse af de samlede omkostninger
i forbindelse med forbrugerkreditten. Denne overgangsregel i art. 5, der
bl.a. finder anvendelse for Danmarks vedkommende, gælder kun indtil der
indføres en eller flere fællesskabsmetoder til beregning af de årlige
omkostninger i procent. En sådan fællesskabsmetode indføres ved det
ændringsforslag, som bliver formelt vedtaget i løbet af efteråret 1989, jf.
nedenfor under pkt. 3.2.
Herudover indeholder direktivet fra 1986 regler om reduktion af
kreditomkostningerne ved opfyldelse forud for forfaldstidspunktet, om
bevarelse af indsigelser, om brug af negotiable dokumenter, om solidarisk
hæftelse i såkaldte trepartsforhold samt om tilsyn og kontrol med
kreditgivere. Særligt vedrørende kreditkøb indeholder direktivet regler om
tilbagetagelse af løsøregenstanden som følge af misligholdelse.
Direktivet er et minimumsdirektiv, således at medlemsstaterne kan
opretholde eller gennemføre videregående forbrugerbeskyttelse, jf.
direktivets artikel 15.
Ifølge direktivets artikel 16 skal direktivet være gennemført i
medlemsstaterne senest den 1. januar 1990.
3.2. Den 18. maj 1988 har Kommissionen fremsat forslag til ændring af
direktivet af 22. december 1986. Ministerrådet har den 1. juni 1989 fastlagt
en fælles holdning med henblik på vedtagelse af et direktiv om ændring af
direktiv 87/102/EØF. Der er enighed om teksten, og forslaget ventes formelt
vedtaget i løbet af efteråret 1989.
Som nævnt ovenfor blev der ved direktivets artikel 5 fastsat en særlig
overgangsregel for de medlemsstater, som på tidspunktet for direktivets
meddelelse ikke krævede angivelse af de årlige omkostninger i procent, og som
ikke havde nogen fast metode til beregning heraf.
Forslaget til ændring af forbrugerkreditdirektivet indebærer, at
overgangsreglen i artikel 5 i det oprindelige direktiv ophæves samtidig med,
at der indføres en fællesskabsmetode til beregning af de årlige omkostninger
i procent. Forslaget medfører således, at forbrugeren i forbindelse med
indgåelsen af en kreditaftale altid skal have oplysning om de årlige
omkostninger i procent, d.v.s. den samlede pris for kreditten udtrykt i
procent pr. år af det ydede kreditbeløb.
Forslaget medfører endvidere en harmonisering af de omkostningselementer,
der skal indgå i beregningen af de årlige omkostninger i procent.
Ifølge forslaget skal ændringsdirektivet være gennemført i medlemsstaterne
senest den 31. december 1992, jf. forslagets artikel 2.
Selvom ændringsdirektivet endnu ikke er formelt vedtaget har
Justitsministeriet fundet det hensigtsmæssigt allerede nu at indarbejde de af
forslaget følgende bestemmelser i lovforslaget, bl.a. under hensyn til at der
er sammenhæng mellem det oprindelige direktiv og ændringsforslaget og for at
undgå lovændringer i flere tempi.
4. Kreditkøbsloven og dens forarbejder
4.1. Der findes ikke i dansk ret generelle regler om forbrugerkredit, som
dækker alle kreditaftaler, der er omfattet af direktivet.
Lov om køb på kredit, der blev gennemført som lov nr. 275 af 9. juni 1982,
jf. lovbekendtgørelse nr. 585 af 1. september 1986, opfylder dog visse af
direktivets krav.
Grundlaget for kreditkøbsloven var betænkning nr. 839/78 om køb på kredit
og tillægsbetænkning nr. 876/79 om udleje af løsøre, begge afgivet af
Kreditkøbsudvalget.
Forslaget til lov om køb på kredit blev fremsat den 29. januar 1982 og
vedtaget den 27. maj 1982. Om Folketingets forhandlinger vedrørende
lovforslaget henvises til Folketingstidende 1981-82, 2. samling, sp. 872, sp.
1954 ff., sp. 8264 ff., sp. 8512 ff, tillæg A, sp. 1637 ff og tillæg B, sp.
1109 ff. Vedrørende tidligere fremsættelser af lovforslaget henvises til
fremsættelsestalen (Folketingstidende 1981-82, 2. samling, sp. 872).
Ved lov nr. 687 af 17. oktober 1986 blev der gennemført en række ændringer
af kreditkøbsloven i forbindelse med »kartoffelkuren«. Ændringerne
indebar bl.a. en forhøjelse af udbetalingskravet ved køb med
ejendomsforbehold fra 20 pct. til 30 pct. og pålagde kreditgiver kun at indgå
aftaler, hvorefter kreditten skulle afvikles i løbet af højst 3 år. Om
Folketingets forhandlinger vedrørende lovforslaget henvises til
Folketingstidende 1986-87, 1. samling, sp. 419 ff., sp. 677 ff., sp. 1073,
tillæg A, sp. 91 ff og tillæg B, sp. 55 ff.
4.2. Den gældende kreditkøbslov pålægger ikke kreditgiver at oplyse om de
årlige omkostninger i procent.
Spørgsmålet om hvorvidt der i forbindelse med kreditgivning bør gives
oplysning om den effektive rente af lånet (= de årlige omkostninger i
procent) blev første gang rejst i betænkning nr. 604/71 om åger. Udvalget
foreslog, at der blev indført en sådan pligt, jf. betænkningen side 26 ff.
Forslaget blev ikke gennemført.
På den baggrund fik kreditkøbsudvalget bl.a. til opgave på ny at overveje,
om der ved salg på kredit burde stilles krav om oplysning af den effektive
rente. Flertallet i kreditkøbsudvalget anså det imidlertid for betænkeligt på
det da foreliggende grundlag at stille forslag om indførelse af en sådan
pligt, bl.a. under hensyn til at der kun forelå begrænsede erfaringer fra de
lande, som havde gennemført regler om pligt til at oplyse om
kreditomkostningerne beregnet som en effektiv årlig rente, jf. betænkningen
s. 37.
I det lovforslag, som Justitsministeriet fremsatte på grundlag af
betænkningen, blev der imidlertid medtaget en bestemmelse i § 8, stk. 1, nr.
4, om pligt for kreditor til at oplyse om kreditomkostningerne angivet som en
effektiv årlige rente. Om begrundelsen for at medtage en sådan bestemmelse i
forslaget henvises til de almindelige bemærkninger til forslaget
(Folketingstidende 1981-82, tillæg A, sp. 1637). Under folketingsbehandlingen
gik bestemmelsen ud efter forslag fra justitsministeren, jf. Retsudvalgets
betænkning over lovforslaget (Folketingstidende 1981-82, tillæg B, sp. 1109).
5. Lovens anvendelsesområde
5.1. Loven finder anvendelse på kreditaftaler, jf. § 1, stk. 1. En
kreditaftale er i lovens § 4, stk. 1, og i direktivets art. 1, stk. 2, litra
c, defineret som en aftale om kredit i form af udskudt betaling, lån eller
anden tilsvarende form for finansiel ydelse. Loven finder anvendelse, hvor
kreditaftalen er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, når
kreditten hovedsageligt er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for den
erhvervsdrivendes medkontrahent.
Lovens anvendelsesområde er således ifølge forslaget videre end den
gældende kreditkøbslov. Lovforslaget omfatter ikke blot kreditgivning i
forbindelse med køb af løsøre, men enhver form for kreditgivning, uanset om
kreditten står i direkte forbindelse med et køb, det være sig af løsøre eller
af tjenesteydelser. Lovforslaget omfatter f.eks. også pengeinstitutternes
fritstående lån, som i dag er holdt ude fra kreditkøbslovens
anvendelsesområde.
På den baggrund har Justitsministeriet valgt at udarbejde en helt ny lov
og at ændre lovens titel, idet den ikke længere er dækkende. Det foreslås, at
loven i stedet benævnes lov om kreditaftaler.
I det omfang kreditten har forbindelse med et løsørekøb, finder loven
anvendelse, uanset om kreditten er ydet før eller efter salgsgenstandens
overgivelse.
Enhver form for faktisk henstand er endvidere omfattet af loven. Visse
helt kortvarige kreditter er dog undtaget fra lovens anvendelsesområde, jf.
lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 2.
Aftaler om præstation af en løbende ydelse, når forbrugeren har ret til at
betale sådanne ydelser gennem rater, så længe de præsteres, anses dog ikke
for en kreditaftale, jf. lovforslagets § 4 og direktivets art. 1, stk. 2,
litra c, 2. pkt.
Ifølge en fælles erklæring til rådsprotokollen afgivet af Ministerrådet og
Kommissionen omfatter direktivet heller ikke afdragsordninger ifølge
retsafgørelser eller retsforlig dvs. henstand i forbindelse med retslig
inkasso.
5.2. En kreditgiver defineres i direktivets art. 1, stk. 2, litra
b, som en fysisk eller juridisk person, der yder kredit som led i udøvelsen
af erhvervsmæssig virksomhed. I lovforslagets § 1, stk. 1, er dette angivet
ved, at kreditgiveren skal være en erhvervsdrivende.
I direktivets artikel 1, stk. 2, litra a, defineres en forbruger som en
fysisk person, der ved en retshandel, der er omfattet af direktivet, optræder
med et formål, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virkefelt.
I nyere dansk forbrugerlovgivning, herunder i kreditkøbslovens § 4, stk. 2,
defineres et forbrugerkøb som et køb, som en køber foretager hos en
erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når det købte
hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for køberen, og
sælgeren vidste eller burde vide dette.
Der er således ikke helt overensstemmelse mellem den danske definition og
direktivets definition, og på baggrund heraf har Ministerrådet og
Kommissionen på dansk foranledning i forbindelse med direktivets vedtagelse
udtalt, at såfremt forbrugeren handler delvis som led i sin erhvervsmæssige
virksomhed, delvis uden for denne, omfattes forholdet kun af direktivets
anvendelsesområde, såfremt forbrugeren hovedsagelig handler uden for sin
erhvervsmæssige virksomhed. Når forbrugeren faktisk hovedsagelig har handlet
uden for sin erhvervsmæssige virksomhed, men den erhvervsdrivende ikke har
vidst dette og under hensyn til alle enkeltheder ikke med rimelighed har
kunnet vide det, omfattes forholdet ikke af direktivets anvendelsesområde.
På den baggrund finder Justitsministeriet, at kreditkøbslovens definition
af en forbrugeraftale vil kunne opretholdes uændret, jf. lovforslagets § 1,
stk. 1.
6. Lovens anvendelse på særlige typer af kreditaftaler
6.1. Ifølge direktivets art. 2 er der mulighed for, at medlemsstaterne kan
bestemme, at reglerne i direktivet ikke skal finde anvendelse på en række
nærmere opregnede typer af kreditaftaler. I det følgende gennemgås de
forskellige undtagelsesmuligheder.
6.2. Direktivet finder ikke anvendelse på kreditaftaler, der først og
fremmest er bestemt til erhvervelse eller bevarelse af fast ejendom
eller som er bestemt til opførelse, modernisering eller forbedring af en
bygning, jf. direktivets art. 2, stk. 1, litra a. Efter ændringen af lov
om realkreditinstitutter i forbindelse med kartoffelkuren ydes der ikke
længere kreditforeningslån til andre formål end de i bestemmelsen opregnede.
Der ydes således ikke længere kreditforeningslån til forbrug.Det vil i
praksis sige, at alle kreditforeningslån er undtaget fra direktivet. Hvis
realkreditloven ændres, således at det igen bliver muligt for
realkreditinstitutter at yde lån til andre end de nævnte formål, vil sådanne
kreditter imidlertid være omfattet af loven.
Omfattet af bestemmelsen er endvidere alle andre former for prioritetslån,
der optages til brug for de nævnte formål.
Undtagelsesreglen er indarbejdet i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1. Efter
forslaget er det dog ikke tilstrækkeligt, at kreditten »først og
fremmest« er bestemt til et af de nævnte formål, idet dette ville åbne
betydelige muligheder for omgåelse af loven. Det foreslås derfor, at
undtagelsen kun skal finde anvendelse, når kreditten udelukkende ydes med
henblik på et af de nævnte formål.
6.3. Direktivet finder endvidere ikke anvendelse på kreditaftaler, hvor
forbrugeren skal tilbagebetale kreditten inden for en periode på højst 3
måneder, jf. art. 2, stk. 1, litra g, 1. pkt. Bestemmelsen må ses i
sammenhæng med, at enhver form for faktisk henstand er omfattet af
direktivet.
Undtagelsen er indarbejdet i forslagets § 3, stk. 1, nr. 2.
6.4. Direktivet undtager også rente- og omkostningsfrie kreditter, jf.
artikel 2, stk. 1, litra c.
Lovens regler om kreditgivers oplysningspligt bør efter
Justitsministeriets opfattelse ikke finde anvendelse, hvis kreditten er
omkostningsfri. Visse af reglerne om oplysningspligt vil helt naturligt ikke
kunne finde anvendelse for disse kreditter, men i øvrigt synes der ikke burde
stilles de store krav til kreditgiveren, når der ikke betinges vederlag for
kreditten.
Lovens øvrige regler, f.eks. om beskyttelse af forbrugeren ved
kreditorskifte, bør derimod også finde anvendelse ved omkostningsfrie
kreditter. Det foreslås derfor, at lovens kapitel 2 ikke skal gælde for
kreditaftaler, hvor kreditgiveren ikke betinger sig vederlag for kreditten.
6.5. Ifølge direktivets art. 2, stk. 1, litra b, finder direktivet ikke
anvendelse på lejekontrakter, bortset fra sådanne hvori det
fastsættes, at ejendomsretten overgår til lejeren ved kontraktens udløb.
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 2, stk. 2, og den er medtaget i
forslagets § 6, stk. 2.
6.6. Medlemsstaterne kan i samråd med Kommissionen undtage visse former
for kredit, der ydes til en lavere rente end markedsrenten, og som ikke
tilbydes offentligheden i almindelighed. Ifølge en erklæring til
rådsprotokollen afgivet af Ministerrådet og Kommissionen omfatter denne
bestemmelse kreditter, der ydes som led i 1) forholdet mellem en arbejdsgiver
og en arbejdstager, 2) velgørenhedsarbejde og 3) den virksomhed, der udøves
af forsørgelsesforeninger, låneforeninger, forbrugerkooperativer og lignende
institutioner.
De nævnte kreditformer må vel antages at forekomme i Danmark, ligesom der
også kan tænkes at være låneforeninger, forbrugerkooperativer og lignende
institutioner i Danmark, der falder ind under denne bestemmelse. Der er i
forslagets § 52, stk. 2, medtaget en bemyndigelse fra justitsministeren til
at undtage de nævnte kreditter fra lovens anvendelsesområde.
6.7. Herudover giver direktivet mulighed for at undtage kreditaftaler med
et bestemt indhold i en række tilfælde.
Kreditaftaler eller kredittilsagn, der er sikret ved pant i fast ejendom,
er i hovedsagen undtaget fra direktivet og kun underkastet reglen i artikel 3
om oplysningspligt ved markedsføring, jf. artikel 2, stk. 3, og nedenfor
under punkt 8. Denne regel har kun selvstændig betydning for kredit, der ydes
med henblik på andet end erhvervelse, forbedring m.v. af fast ejendom, idet
kreditten i modsat fald vil være omfattet af undtagelsen i lovforslagets § 3,
stk. 1, nr. 1. Justitsministeriet har imidlertid ikke fundet grundlag for at
udnytte denne undtagelse, idet der også i forbindelse med disse kreditter er
behov for, at forbrugeren får oplysning om de årlige omkostninger i procent
m.v.
6.8. Direktivet omfatter som udgangspunkt heller ikke kreditter i form af
træk på en løbende konto , der indgås med et kredit- eller
finansieringsinstitut, jf. direktivets art. 2, stk. 1, litra e.
Direktivets art. 6 finder dog anvendelse på de nævnte kreditter.
Industriministeriet har over for Justitsministeriet peget på, at denne
undtagelsesmulighed for så vidt angår kassekreditter ikke bør udnyttes, idet
alle kreditgivere bør stilles lige. I modsat fald skabes der en
konkurrenceforvridende situation, der modvirker den opblødning af grænserne
inden for den finansielle sektor, som finder sted for tiden. Det vil desuden
være vanskeligt for forbrugeren at sammenligne forskellige kredittilbud, hvis
ikke der gives de samme oplysninger. Undtagelsen er derfor ikke medtaget i
lovforslaget.
6.9. Direktivet undtager endvidere kreditaftaler i henhold til hvilke, der
ikke skal betales rente, forudsat at forbrugeren indvilliger i at
tilbagebetale kreditten på een gang, jf. artikel 2, stk. 1, litra d. Visse af
lovens regler om oplysningspligt vil heller ikke kunne finde anvendelse for
disse kreditter. Lovens øvrige bestemmelser bør imidlertid også finde
anvendelse for disse kreditter, idet der er det samme behov for beskyttelse
af den svage part i kontakten. Undtagelsesmuligheden er derfor ikke udnyttet.
6.10. Undtaget er tillige kreditter under 200 ECU (ca. 1.600 kr.) og over
20.000 ECU (ca. 160.000 kr.), jf. direktivets artikel 2, stk. 1, litra f.
Der findes ikke i dansk ret en tilsvarende regel. Kreditkøbsloven omfatter
som udgangspunkt alle kreditkøb, uanset kredittens størrelse. Visse af lovens
regler gælder dog ikke for køb under en vis størrelse. Således gælder
oplysningspligten efter § 8 ikke for køb, hvor kreditkøbsprisen ikke
overstiger 1.000 kr., og efter § 17, stk. 1, nr. 2, kan ejendomsret kun
forbeholdes, såfremt kreditkøbsprisen overstiger 1.000 kr. Disse regler
opretholdes efter forslaget, idet beløbsangivelsen dog foreslås forhøjet, jf.
lovforslagets § 9, stk. 4, og § 33, stk. 1, nr. 2. Justitsministeriet finder
derimod ikke anledning til generelt at undtage meget små eller meget store
kreditter, da der også i disse tilfælde kan være et beskyttelsesbehov.
6.11. Undtaget er desuden kredit, der skal tilbagebetales ved højst fire
betalinger inden for en periode på højst tolv måneder, jf. artikel 2, stk. 1,
litra g. Reglen tager sigte på en speciel bestemmelse, der findes i engelsk
ret om betaling af skolepenge. Den er fremmed for dansk ret.
6.12. Medlemsstaterne kan endvidere undtage kreditaftaler, der er
bekræftet af en notar eller dommer, fra visse af direktivets bestemmelser.
Bestemmelsen tager sigte på specielle franske forhold. Den foreslås ikke
indført i dansk ret.
7. Oplysning om de årlige omkostninger i procent
7.1. Det er et hovedpunkt i lovforslaget og direktivet fra 1986, at
forbrugeren skal have oplysning om de årlige omkostninger i procent i
forbindelse med indgåelsen af kreditaftalen, jf. forslagets § 9, stk. 1, nr.
4, § 10, stk. 1, nr. 3, og direktivets art. 4, stk. 2. I forslaget til
ændring af direktivet er der fastsat nærmere regler om beregningen af de
årlige omkostninger i procent, jf. art. 1 a.
Ifølge kreditkøbslovens § 8 skal forbrugeren i forbindelse med indgåelsen
af en aftale om køb bl.a. have oplysning om salgsgenstandens kontantpris,
kreditomkostningerne og kreditkøbsprisen. På tilsvarende måde skal
forbrugeren ifølge kreditkøbslovens § 32 have en række oplysninger i
forbindelse med indgåelsen af en kontoaftale, herunder f.eks. gebyret for
oprettelse af kontoen, kredittens maksimum og de nærmere regler og
betingelser for pålæg af kreditomkostninger, samt beregningsmåden for sådanne
omkostninger, herunder den nominelle årlige rente.
Der stilles imidlertid ikke i dag i gældende dansk lovgivning krav om, at
forbrugeren skal have oplysning om de årlige omkostninger i procent.
7.2. Formålet med en bestemmelse om pligt for kreditgiver til at oplyse
forbrugeren om de årlige omkostninger i procent er at give denne grundlag for
at bedømme, hvilke udgifter der er forbundet med kreditten. De årlige
omkostninger i procent giver udtryk for den samlede pris for at låne 100 kr.
i et år og udtrykker således omkostningerne ved en kredit uafhængig af
kredittens størrelse, afdragsform m.v. Oplysningen om de årlige omkostninger
i procent gør det lettere for forbrugeren at sammenligne forskellige
kredittilbud og kan derfor gavne konkurrencen. Oplysningen kan muligvis også
virke sanerende på de ofte meget høje kreditomkostninger.
7.3. For Danmarks vedkommende skal bestemmelsen dog først være gennemført
den 31. december 1992, idet Danmark er omfattet af undtagelsesreglen i
artikel 5, jf. ovenfor under pkt. 3.1. Indtil da kan Danmark bibeholde de
gældende regler om, at forbrugeren kun skal have oplysning om de samlede
nominelle omkostninger.
Justitsministeriet har overvejet, om man allerede nu burde fastsætte
regler om, at kreditgiveren skal oplyse forbrugeren om de årlige omkostninger
i procent. Justitsministeriet har imidlertid anset det for nødvendigt, at
erhvervslivet får god tid til at sætte sig ind i reglerne, før de træder i
kraft. På den baggrund foreslås det, at der allerede nu medtages regler herom
i loven, men således at de først træder i kraft den 1. januar 1993, jf.
lovforslagets § 57, stk. 2.
7.4. De årlige omkostninger i procent er i lovforslagets § 16 og i
direktivets art. 1a, stk. 1, defineret som den omkostningssats, der på
årsbasis giver samme nutidsværdi af de samlede nuværende eller fremtidige
forpligtelser (lån, tilbagebetaling og omkostninger), der følger af aftalen
mellem långiver og forbruger. Beregningen af de årlige omkostninger i
procent sker i overensstemmelse med den matematiske formel, der er optaget i
bilag II til forslaget til ændring af direktivet, jf. bilaget til
lovforslaget. Formlen er baseret på den interne rentes metode. Der er
i bilag III til forslaget til ændring af direktivet angivet fire eksempler på
beregningsmetoden, jf. bilag 2 til lovforslaget.
Forbrugeren skal have særskilt oplysning om de årlige omkostninger i
procent i kontrakten, jf. lovforslagets § 8 og direktivets art. 4, stk. 2,
litra b.
7.5. Med henblik på beregningen af de årlige omkostninger i procent er det
nødvendigt at fastslå, hvilke kreditomkostninger der skal indgå i beregningen
af de årlige omkostninger i procent. Dette fremgår af lovforslagets § 13 og
direktivets art. 1, stk. 2, litra d, der bestemmer, at alle omkostninger,
herunder renter og andre omkostninger, som forbrugeren skal betale for
kreditten, skal indgå i beregningen af de årlige omkostninger i procent.
Forbrugeren skal have særskilt oplysning om kreditomkostningerne i
kontrakten, jf. lovforslagets § 8 og direktivets art. 4, stk. 2, litra c,
Visse omkostningselementer skal dog ikke medtages i beregningen af de
årlige omkostninger i procent, jf. lovforslagets § 13, stk. 2-3, samt
bemærkningerne hertil. Ifølge lovforslagets § 14 og direktivets art. 4, stk.
2, litra d, skal forbrugeren imidlertid også have særskilt oplysning om de
her nævnte omkostninger, bortset fra misligholdelsesomkostningerne.
Oplysningen skal fremgå af den skriftlige kontrakt, jf. lovforslagets § 8 og
direktivets art. 4, stk. 2, litra d.
7.6. Justitsministeriet er opmærksom på, at beregningen af de årlige
omkostninger i procent i praksis vil kunne frembyde vanskeligheder, navnlig
for mindre erhvervsdrivende.
Vanskelighederne ved beregning af de årlige omkostninger i procent vil dog
i væsentlig grad kunne mindskes ved udarbejdelse af tabeller, der dækker de
sædvanligt forekommende former for kreditaftaler, og af vejledninger til
tabellerne. Visse lommeregnere, de såkaldte finansregnere, har endvidere
indbygget en funktion til beregning af den interne rente (de årlige
omkostninger i procent). Sådanne finansregnere kan erhverves for et beløb af
500-1.000 kr.
Justitsministeriet er bekendt med, at man i andre lande, f.eks. i England
og i Sverige, har udarbejdet autoriserede tabeller, der viser de årlige
omkostninger i procent ved kredit ydet under forskellige forudsætninger.
Justitsministeriet går derfor ud fra, at tilsvarende autoriserede tabeller
vil blive udarbejdet her i landet. Dette forudsætter, at der fra
brancheorganisationerne tilvejebringes oplysninger om de sædvanligt
forekommende kreditaftaler i forbrugerforhold inden for de enkelte brancher.
Da reglerne først skal træde i kraft pr. 1. januar 1993, vil der efter
Justitsministeriet opfattelse være tilstrækkelig tid til at udarbejde sådanne
tabeller.
8. Markedsføring af kredit
Ifølge direktivets art. 3 skal oplysningen om de årlige omkostninger i
procent tillige anføres i enhver reklame fra kreditgiveren og ved enhver
skiltning eller opslag i kreditgiverens forretningslokaler, hvorved den
pågældende tilbyder kredit, hvis reklamen eller opslaget i øvrigt indeholder
angivelse af rentesatsen eller oplysninger vedrørende kreditomkostningerne.
Oplysningen kan eventuelt gives i form af et repræsentativt eksempel.
Der er efter bestemmelsen ikke nogen ubetinget pligt for kreditgiver til i
markedsføringen at oplyse om de årlige omkostninger. Men hvis kreditgiver i
markedsføringen giver oplysninger om f.eks. den nominelle rente eller
stiftelsesomkostninger og lignende, er den pågældende samtidig forpligtet til
at oplyse om de årlige omkostninger i procent.
Formålet med bestemmelsen er at give forbrugeren mulighed for, allerede
forud for indgåelsen af kreditaftalen, at vurdere omkostningerne ved lånet og
eventuelt sammenligne forskellige kredittilbud.
Lov om markedsføring og lovgivningen om prismærkning m.v. henhører under
Industriministeriets område. Industriministeriet har over for
Justitsministeriet peget på, at det er mest hensigtsmæssigt at regulere
spørgsmålet om markedsføring af kredit inden for rammerne af den almindelige
prismærkningslovgivning. Industriministeriet har i den forbindelse oplyst, at
dette ministerium vil sørge for, at reglen i direktivets art. 3 implementeres
i dansk ret. I det omfang implementeringen heraf kræver lovændring, vil
Industriministeriet fremsætte de nødvendige lovforslag.
9. Overtræk
I lovforslagets § 12 og direktivets art. 6, stk. 3, indføres der en helt
ny bestemmelse om stiltiende accepterede overtræk. Efter bestemmelsen skal
forbrugeren, hvis den pågældende overskrider maksimum på en kreditaftale med
variabelt lånebeløb, og hvis dette sker med kreditgiverens stiltiende accept,
gøres bekendt med den årlige nominelle rente og eventuelle omkostninger i
forbindelse med overtrækket samt om enhver ændring heri, når overtrækket
vedvarer ud over 3 måneder. Ifølge direktivet finder bestemmelsen kun
anvendelse for de medlemsstater, der anerkender stiltiende accepterede
overtræk.
Formålet med bestemmelsen er, at forbrugeren skal være klar over, hvilke
omkostninger der er forbundet med overtrækket, således at den pågældende på
dette grundlag kan træffe beslutning om, hvorvidt overtrækket bør ophøre.
Banker og sparekasser beregner sig normalt en højere rente eller
provision, hvis der sker overtræk på en konto, det være sig indlåns- eller
udlånskonto. Denne praksis er for så vidt angår overtræk på indlånskonto
godkendt ved Højesterets dom af 2. februar 1981, der er refereret i U
1981,221 H. Dette gælder uanset, om pengeinstituttet på forhånd har gjort
kunden opmærksom på, at man ved overtræk beregner sig en højere rente eller
provision. Noget tilsvarende må formentlig antages at gælde for så vidt angår
overtræk på kassekredit.
Den omstændighed at kunden trækker over på kontoen, vil normalt føre til,
at pengeinstituttet meddeler kunden, at overtrækket bør ophøre. Hvis det
imidlertid tolereres, at kunden overskrider kredittens maksimum, må
overtrækket formentlig efter omstændighederne anses for stiltiende accepteret
af pengeinstituttet.
Det er denne situation, som bestemmelsen i lovforslagets § 12 tager sigte
på. Når det stiltiende accepterede overtræk har varet i 3 måneder, skal
pengeinstituttet oplyse forbrugeren om størrelsen af renten eller andre
omkostninger, der er forbundet med overtrækket.
Ifølge forslaget skal bestemmelsen imidlertid ikke kun finde anvendelse
for så vidt angår pengeinstitutter. Efter forslaget finder bestemmelsen
anvendelse på alle kreditaftaler med variabelt lånebeløb, som er omfattet af
loven.
Bestemmelsen omfatter ikke det tilfælde, hvor kunden forud for trækket
opnår kreditgiverens tilladelse til at overskride kredittens maksimum. Der er
i denne situation i princippet tale om en bevilget midlertidig forhøjelse af
kredittens maksimum, der ikke udløser nogen oplysningspligt for kreditgiver.
10. Tilsidesættelse af oplysningspligten
Direktivet indeholder ingen angivelse af, hvad virkningen skal være af, at
kreditgiver undlader at oplyse forbrugeren om de årlige omkostninger i
procent. Det er således overladt til national ret at træffe bestemmelse
herom.
Justitsministeriet finder, at en eventuel tilsidesættelse af
oplysningspligten som hovedregel alene bør sanktioneres civilretligt på samme
måde, som det i dag sker efter kreditkøbslovens § 38.
På denne baggrund foreslås det i § 23, stk. 2, at kreditgiver, når
oplysningen om de årlige omkostninger i procent i en kreditaftale med fast
lånebeløb er for lavt angivet, ikke kan kræve højere kreditomkostninger,
end hvad der svarer til den procent, der er angivet i kontrakten. Dette vil
efter Justitsministeriets opfattelse i langt de fleste tilfælde være en
tilstrækkelig motivation for kreditgiver til at opfylde oplysningspligten.
Med hensyn til pligten til efter § 10, stk. 1, nr. 3, at give oplysning om
de årlige omkostninger i procent ved forskellige udnyttelser af en
kreditaftale med variabelt lånebeløb gør der sig det forhold gældende,
at oplysningspligten ikke direkte er knyttet til den konkrete udnyttelse af
kreditten, som senere finder sted, men alene angår visse typiske udnyttelser
af kreditten. Spørgsmålet om, hvorvidt urigtige oplysninger om de årlige
omkostninger i procent bør have indflydelse på køberens pligt til at betale
kreditomkostninger, er derfor næppe egnet til at blive reguleret af en
generel lovbestemmelse, men bør snarere løses ved konkret aftalefortolkning.
Der henvises herved til bemærkningerne til § 23.
Herudover er der efter forslagets § 55, stk. 2, adgang til at pålægge
bødestraf for grov eller oftere gentagen overtrædelse af § 9 og § 10.
11. Tilsyn med kreditgivere
11.1. Direktivets artikel 12 pålægger medlemsstaterne at gennemføre en
ordning med administrativ kontrol med kreditgivere. Bestemmelsen opregner tre
ordninger, som medlemsstaterne kan vælge imellem. Ordningerne kan kombineres.
Afgørende er, at enhver kreditaftale eller ethvert tilbud om kredit er
underlagt mindst een af de opregnede ordninger.
Efter den første ordning kræver kreditgivning og kreditformidling
administrativ tilladelse. Såfremt de pågældende er omfattet af artikel
1 i direktiv 77/780/EØF om samordning af lovgivningen om adgang til at optage
og udøve virksomhed som kreditinstitut, kan de undtages fra kravet om
tilladelse, jf. direktivets artikel 12, stk. 2.
Efter den anden ordning skal kreditgivning og kreditformidling være
underlagt administrativ kontrol.
Den tredje ordning pålægger medlemsstaterne at fremme oprettelsen af
passende institutioner, hvortil klager vedrørende kreditaftaler eller
kreditbetingelser kan rettes, og som kan give forbrugeren relevante
oplysninger eller råd herom.
11.2. Der stilles ikke i dansk ret et generelt krav om tilladelse for at
kunne yde eller formidle kredit. Kreditinstitutter, der er omfattet af
direktiv 77/780/EØF, skal imidlertid have tilladelse til at drive virksomhed
som kreditinstitut, dvs kreditinstitutter, der er omfattet af lov om banker
og sparekasser m.v., lov om visse spare- og udlånsvirksomheder m.v., lov om
visse kreditinstitutter og lov om realkreditinstitutter.
Dansk ret indeholder heller ikke nogen generel kontrolordning. Penge- og
kreditinstitutter er dog undergivet tilsyn af Finanstilsynet og
Boligstyrelsen.
Forbrugerombudsmanden har det administrative ansvar for
markedsføringsloven og påser, at der i privat erhvervsvirksomhed ikke handles
i strid med god markedsføringsskik. Endvidere henhører lov om betalingskort
under denne institution. Forbrugerombudsmanden er således kompetent til at
behandle spørgsmål vedrørende hele direktivets anvendelsesområde.
Forbrugerombudsmanden foretager dog ikke nogen systematisk kontrolvirksomhed,
men han kan på grundlag af klager fra private eller organisationer tage sager
op til behandling, hvis der skønnes at være behov herfor.
Forbrugerombudsmanden kan endvidere ved forhandling søge at påvirke de
erhvervsdrivende til at virke i overensstemmelse med god markedsføringsskik,
han kan anlægge sag ved retten om forbud mod handlinger, der er i strid
hermed, ligesom han i henhold til kreditkøbsloven, se nu lovforslagets § 56,
stk. 2, kan anmode anklagemyndigheden om at nedlægge påstand om, at en
kreditgiver ved dom for strafbart forhold frakendes retten til fortsat at
drive den pågældende virksomhed. Forbrugerombudsmanden har en vis
rådgivningskompetence.
Det falder derimod uden for Forbrugerombudsmandens virksomhedsområde at
træffe konkrete afgørelser i civilretlige tvister. Såfremt sådanne indbringes
for Forbrugerombudsmanden, henvises de til Forbrugerklagenævnet eller andet
relevant klagenævn.
Forbrugerklagenævnet kan behandle klager fra forbrugere vedrørende varer
eller arbejds- og tjenesteydelser, jf. lov om forbrugerklagenævnet § 1.
Forbrugerklagenævnets virksomhedsområde omfatter derfor som udgangspunkt alle
de af direktivet omfattede kreditaftaler. Ifølge lovens § 3, stk. 2, kan
industriministeren bestemme, at visse varer, arbejds- eller tjenesteydelser
eller erhvervsområder skal undtages fra nævnets virksomhed, eller at klage
ikke kan rejses, når prisen for varer eller ydelsen overstiger en bestemt
grænse. Ved bekendtgørelse nr. 793 af 15. december 1988 om
Forbrugerklagenævnets virksomhedsområde er det bestemt, at nævnet kun kan
behandle sager af en værdi op til 20.000, ved køb af motorkøretøjer dog op
til 50.000 kr., jf. § 2. Direktivet omfatter sager af en værdi fra 1.600 kr.
- 160.000 kr. En række varer, arbejds- og tjenesteydelser er endvidere
undtaget i medfør af bekendtgørelsens § 3, stk. 2. Klager over visse
kreditaftaler, der er omfattet af loven, vil således ikke kunne indbringes
for Forbrugerklagenævnet.
Med virkning fra den 1. august 1988 har pengeinstitutternes organisationer
og Forbrugerrådet endvidere oprettet Pengeinstitutankenævnet, som er
konpetent til at behandle klager over danske pengeinstitutter. Ankenævnet er
godkendt af Forbrugerklagenævnet i medfør af lov om Forbrugerklagenævnet §
12.
Det må antages, at alle kreditter, der er omfattet af loven, er undergivet
tilsyn, enten i form af at der skal gives tilladelse til virksomheden, at
virksomheden kontrolleres af en myndighed eller af Forbrugerombudsmanden
eller at der kan klages til et ankenævn over virksomheden. Dansk ret opfylder
således allerede direktivets artikel 12.
12. Særlige regler om kreditkøb
12.1. I forbindelse med indarbejdelsen af kreditkøbslovens regler om
kreditkøb i lovforslaget har Justitsministeriet foretaget en fuldstændig
omredigering af visse af bestemmelserne og af kreditkøbslovens kapitel 3 om
køb med ejendomsforbehold. Baggrunden herfor er et ønske om at øge
overskueligheden og forbedre systematikken. Dette er bl.a. sket ved en
opdeling af loven i flere kapitler og ved udstrakt brug af overskrifter inden
for det enkelte kapitel med henblik på at øge overskueligheden. En
paragrafnøgle er optaget som bilag 3 til lovforslaget.
12.2. Den gældende kreditkøbslov finder anvendelse både på forbrugerkøb
og på andre køb, hvor ikke andet er bestemt i loven, jf. § 4, stk. 1.
Forud for gennemførelsen af loven blev det nøje overvejet, om man
lovteknisk burde vælge at samle de foreslåede regler i een lov om kreditkøb,
eller om det burde foretrækkes at gennemføre to love, nemlig en om
forbrugerkreditkøb og en om andre kreditkøb, jf. betænkning nr. 839/78 om køb
på kredit, s. 55 f. Udvalgets flertal fandt imidlertid, at lovreguleringen
burde ske i een samlet lov for at fremme overskueligheden og undgå
afgrænsningsvanskeligheder.
Justitsministeriet er fortsat af den opfattelse, at det er principielt
rigtigt at fastholde reguleringen i een enkelt lov. Justitsministeriet finder
derimod, at der kan være grund til at overveje, om reglerne om
ikke-forbrugerkøb bør holdes adskilt i et særligt kapitel i loven.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at erfaringerne med loven har vist,
at den valgte teknik har gjort det vanskeligt for brugerne at skaffe sig
overblik over, hvilke regler der gælder for den enkelte. Dette kunne derfor
tale for, at der foretages en opdeling i loven af de regler, der gælder for
forbrugerkøb og for ikke-forbrugerkøb.
Hertil kommer, at loven med indarbejdelsen af direktivets bestemmelser i
endnu højere grad, end det er tilfældet med kreditkøbsloven, bliver en
forbrugerbeskyttelseslov.
På den baggrund foreslås det, at reglerne om ikke-forbrugerkøb samles i et
særligt kapitel, jf. lovforslagets kapitel 11.
12.3. Efter de gældende regler i kreditkøbsloven er det således, at
sælgeren i forbrugerkøb med ejendomsforbehold skal afgive samtlige de i § 8
omhandlede oplysninger. Tilsidesætter sælgeren sin oplysningspligt, eller
undlader sælgeren i et ikke-forbrugerkøb at afgive de i § 8, stk. 1, nr. 2 og
5, omhandlede oplysninger, kan købekontrakten med ejendomsforbehold
ikke danne grundlag for umiddelbar tvangsfuldbyrdelse, jf.
kreditkøbslovens § 20, stk. 1, nr. 3. Kreditor tvinges derfor i disse
tilfælde til at søge sit krav fastslået ved dom. Hvorledes påstand og dom
skal formuleres i sådanne sager, har såvel i teori som i retspraksis givet
anledning til uenighed.
Reglen i kreditkøbslovens § 20, stk. 1, nr. 3, har nærmest pønal karakter,
idet den tvinger kreditor til et sagsanlæg og en efterfølgende
fogedforretning, uden at der gives fuld omkostningsdækning for begge
retsskridt, ligesom tilbagetagelsen forsinkes med den deraf forøgede risiko
for tab hos kreditor. Reglen har været kritiseret for, at de pønale formål
sikres gennem et regelsæt, der påfører domstolene en ganske overflødig
arbejdsbyrde.
Det foreslås på den baggrund, at kreditkøbslovens § 20, stk. 1, nr. 3
ophæves, og at kreditgiver samtidig afskæres fra i almindelighed at kræve
godtgørelse for omkostninger, som ellers ville påløbe i anledning af
forbrugerens misligholdelse, jf. forslagets § 24 og § 37, nr. 3. Hermed
imødekommes den kritik, der har været rejst af de processuelle konsekvenser
af, at en sælger tilsidesætter sin oplysningspligt.
Ved de foreslåede regler er det fastholdt, at sælgerens tilsidesættelse af
oplysningspligten skal have alvorlige civilretlige konsekvenser, men de
manglende oplysninger påvirker ikke kontraktens eksigibilitet.
12.4. Retsplejerådet har i betænkning nr. 1170/89 om tvangsfuldbyrdelse af
andre krav end pengekrav foreslået, at retsplejelovens § 494, stk. 3, skal
finde anvendelse ved tilbagetagelse af genstande købt med ejendomsforbehold.
Herved er der givet fogedretten mulighed for at afslå
politifremstilling i tilfælde, hvor kreditors fordring er beskeden, og
hvor det samtidig er oplyst, at det købte ikke er i rekvisiti besiddelse,
ligesom politifremstilling kan afslås i de tilfælde, hvor fyldestgørelse af
en mindre fordring søges gennemført ved begæring om tilbagetagelse af
genstande, som med en høj grad af sandsynlighed vil være omfattet af
trangsbeneficiet.
Det anføres i betænkningen s. 120 f., at der i de tilfælde, hvor
bestemmelsen tænkes anvendt, kun meget sjældent vil blive tale om en
tilbagetagelse, idet kreditors krav i medfør af kreditkøbslovens § 27, stk.
3, i disse sager som hovedregel vil blive omsat til et pengekrav.
Justitsministeriet kan tiltræde Retsplejerådets forslag, der er
indarbejdet i lovforslagets § 44, stk. 3.
12.5. Retsplejerådet har i samme betænkning endvidere foreslået, at de
fogedretlige værnetingsregler i retsplejelovens § 487 skal finde subsidiær
anvendelse i de tilfælde, hvor der efter kreditkøbslovens § 20, stk. 3, ikke
er værneting for kravet her i landet, jf. betænkningen s. 52 f. og s. 121.
Justitsministeriet kan tiltræde forslaget, der er indarbejdet i lovforslagets
§ 44, stk. 2, og § 51.
12.6. Endelig foreslås det, at bestemmelsen i kreditkøbslovens § 34 om
kontohaverens ansvar for misbrug af kontokort, kreditkort eller anden
legitimation udgår, da tilsvarende bestemmelser findes i betalingskortlovens
§ 21. Det bemærkes, at der ikke herved er taget stilling til, hvor reglerne
om ansvar for misbrug af kontokort på længere sigt skal placeres.
13. Høringsmyndigheder
Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til høring hos følgende
myndigheder og organisationer:
Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret,
Præsidenten for Sø- og Handelsretten, Præsidenten for Københavns Byret,
Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten
for Retten i Aalborg, Den danske Dommerforening, Foreningen af
dommerfuldmægtige i Danmark, Advokatrådet, Industriministeriet,
Landbrugsministeriet, Landbrugsrådet, De danske Landboforeninger, Danske
Husmandsforeninger, Monopoltilsynet, Forbrugerstyrelsen, Finanstilsynet,
Forbrugerrådet, De danske Husmoderforeninger, Dansk Varefakta Nævn,
Butikshandelens Fællesråd, Dansk organisation af detailhandelskæder, De
Samvirkende Købmandsforeninger i Danmark, Fællesforeningen for Danmarks
Brugsforeninger, Dansk Fødevareråd, Dansk Texstil Union, Radiobranchen,
Motorbranchens Fællesråd, Det Danske Handelskammer, Landsforeningen for
Erhvervsinteresser, Håndværksrådet, Industrirådet, Entreprenørforeningen,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Assurandør-Societetet, Den danske
Bankforening, Danmarks Sparekasseforening, Kommunernes Landsforening,
Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Danske indkøbschefers
Landsforening, Den danske Forlæggerforening, Boligministeriet,
Finansministeriet, Dansk Automobilhandler Forening, Forenede Danske
Motorejere, Den danske boghandlerforening, Boghandlernes Hus, Bygge- og
anlægsrådet, Det Kooperative Fællesforbund, Andelsudvalget, Realkreditrådet,
Danske Elværkers forening, Dansk Postordreforening, FEMA, Danske
Finansieringsselskaber Forening, Dansk Detail Konto, Detailhandelens
Kreditformidlingsråd, Foreningen af Finansholdingselskaber.
14. Økonomiske og administrative konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at indebære økonomiske eller administrative
konsekvenser af væsentlig betydning for det offentlige.
I forbindelse med lovens gennemførelse vil Justitsministeriet i nødvendigt
omfang tage skridt til at informere forbrugere og erhvervsliv om indholdet af
de nye regler.
En række af lovens bestemmelser træder først i kraft den 1. januar 1993.
Blandt andet skal kreditgivere først fra dette tidspunkt oplyse forbrugeren
om de årlige kreditomkostninger i procent i forbindelse med indgåelsen af en
kreditaftale. Justitsministeriet er på denne baggrund indstillet på, at der
også i løbet af 1992 skal informeres om de ændrede regler.
De nødvendige omkostninger i forbindelse med informationsvirksomheden
forventes at kunne afholdes af Justitsministeriets lovreserve.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Dette kapitel indeholder regler om lovens anvendelsesområde, dens
definitioner og fravigeligehed.
Til § 1
Bestemmelsen angiver lovens anvendelsesområde, nemlig kreditaftaler, hvor
en erhvervsdrivende som led i sit erhverv yder kredit til en forbruger.
Bestemmelsen indeholder endvidere en definition af begreberne kreditgiver og
forbruger. Definitionerne svarer til de i direktivets art. 1, stk. 2, litra
a-b,indeholdte bestemmelser. Begrebet kreditgiver refererer sig overalt i
loven til forbrugerens eller køberens modpart. Begrebet omfatter både
kreditgiveren og den, der har erhvervet kreditgiverens rettigheder ifølge
aftalen, medmindre andet fremgår direkte af loven. I kreditkøb omfatter
begrebet 1) sælgeren, der har givet henstand med betalingen, 2) den, der har
erhvervet sælgerens rettigheder i henhold til kreditkøbet, 3) den i § 4, stk.
1, nr. 2, nævnte trediemand, der har finansieret købet, samt 4) den, der har
erhvervet den i § 4, stk. 1, nr. 2, nævnte trediemands rettigheder i
anledning af kreditkøbet. Det er ikke fundet nødvendigt direkte i lovteksten
at medtage en bestemmelse svarende til kreditkøbslovens § 1, stk. 3. Med
hensyn til definitionen af en forbruger henvises der til de almindelige
bemærkninger pkt. 5.2.
Til § 2
Bestemmelsen fastslår, at lovens kapitel 11 gælder for køb på kredit, hvor
kreditgiverens medkontrahent er en erhvervsdrivende. I kapitel 11 er samlet
de regler, der efter kreditkøbsloven gælder for ikke-forbrugerkøb. Disse
bestemmelser skal fortsat gælde efter forslaget. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til kapitel 11.
2. pkt. svarer til kreditkøbslovens § 5, stk. 2.
Til § 3.
I stk. 1 opregnes en række kreditaftaler, som loven ikke finder
anvendelse på, selvom de er omfattet af definitionen af en kreditaftale i
forslagets § 1, stk. 1.
Bestemmelsen i nr. 1 svarer til direktivets art. 2, stk. 1, litra
a. Undtagelsen omfatter alle kreditforeningslån og ethvert prioritetslån, der
optages med henblik på køb af fast ejendom eller med henblik på opførelse,
modernisering eller forbedring af en bygning. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger, pkt. 6.2.
Bestemmelsen i nr.2 svarer til direktivets art. 2, stk. 1, litra g.
Bestemmelsen har en parallel i kreditkøbslovens § 5, idet den dog omfatter
alle kreditaftaler og således ikke er begrænset til kreditkøb.
Betalingsfristen er endvidere fastsat til 3 månder, hvor den efter
kreditkøbslovens § 5 højst kan være »løbende måned + 1 måned«, det
vil i praksis sige indtil 2 måneder.
Ifølge stk. 2 gælder denne undtagelse dog ikke, hvis der foreligger
et køb med ejendomsforhold, eller et kreditkøb i henhold til en aftale om
kredit med variabelt lånebeløb. Undtagelsen i kreditkøbslovens § 5 gælder
heller ikke for de nævnte kreditter.
Det fastslås i stk. 3, at lovens kapitel 2 om kreditgiverens
oplysningspligt ikke gælder for kreditaftaler, hvor der ikke betinges
vederlag for kreditten. Det samme gælder efter kreditkøbslovens § 32. Der
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 6.4.
Til § 4.
Stk. 1 indeholder en definition af begrebet kreditaftale. Definitionen
svarer til direktivets art. 1, stk. 2, litra c.
Bestemmelsen i stk. 2 svarer til direktivets art 1, stk. 2, litra
c, 2. pkt. Ifølge en erklæring til rådsprotokollen afgivet af Ministerrådet
og Kommissionen omfatter denne bestemmelse løbende ydelser, såsom gas, vand,
el, aftaler om regelmæssig vedligeholdelse, sæsonkort til transport, ratevis
betaling af forsikringspræmier og lignende, hvor betalingen sker sideløbende
med ydelsen. Hvis der i forbindelse med sådanne kontrakter kan betales helt
eller delvis bagud, vil den derved ydede kredit således ikke være omfattet af
loven.
Til § 5.
Bestemmelsen fastslår, hvad der forstås ved et kreditkøb.
Stk. 1 svarer til kreditkøbslovens § 1, stk. 2, idet det dog efter
forslaget ikke længere er en betingelse, at der er givet henstand eller ydet
kredit før salgsgenstandens overgivelse til forbrugeren. Reglerne finder
således anvendelse, uanset om kreditten er ydet før eller efter
salgsgenstandens overgivelse. Derimod stilles der fortsat krav om, at
ejendomsforbehold skal være aftalt senest samtidig med overgivelsen til
køberen, jf. lovforslagets § 33. Ændringen af definitionen af et kreditkøb
får derfor kun betydning for kreditkøb, hvor der ikke er aftalt
ejendomsforhold.
Stk. 2 svarer til kreditkøbslovens § 4, stk. 3.
Til § 6
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 2, idet stk. 1 dog har
undergået en sproglig omformulering. Der er med den ændrede formulering ikke
tilsigtet nogen realitetsændring.
Til § 7
Bestemmelsen indeholder regler om lovens fravigelighed. Bortset fra § 48,
der finder anvendelse i ikke-forbrugerkøb, kan lovens regler ikke fraviges
ved forudgående aftale. Dette svarer til retstilstanden efter
kreditkøbslovens § 6.
Til kapitel 2
Kapitlet indeholder regler om kreditgivers oplysningspligt over for
forbrugeren i forbindelse med indgåelse af kreditaftaler.
Til § 8
Bestemmelsen svarer til direktivets art. 4, stk. 1, og medfører en
forpligtelse for kreditgiver til at oprette en skriftlig aftale om kreditten.
Dansk ret indeholder ikke noget generelt krav om, at aftaler skal oprettes
skriftligt, men kreditkøbslovens § 8, stk. 2, stiller indirekte et krav herom
for så vidt angår forbrugerkøb, der ikke er kontokøb, og hvor
kreditkøbsprisen overstiger 1.000 kr. Det samme gælder for kontoaftaler, jf.
kreditkøbslovens § 32.Selv om der ikke formelt stilles krav om oprettelse af
en skriftlig aftale, er det dog i praksis som oftest nødvendigt af
bevismæssige grunde.Der indgås næppe i dag mundtlige kreditaftaler, og i
hvert fald ikke i noget nævneværdigt omfang, hvorfor bestemmelsen ikke vil
medføre den store ændring i forhold til gældende praksis.
Kravet om, at kreditaftalen skal oprettes skriftligt, er efter forslaget
ikke en gyldighedsbetingelse. En mundtlig kreditaftale er således ikke i sig
selv ugyldig.
Som noget nyt skal der endvidere oplyses om aftalens øvrige væsentlige
vilkår. Heller ikke denne bestemmelse kan anses for nogen væsentlig ændring i
forhold til gældende praksis. Det vil således være vanskeligt at anse et
væsentligt vilkår for aftalt, hvis det ikke fremgår af en skriftlig aftale.
Stk. 2 svarer til kreditkøbslovens § 8, stk. 2, idet reglen dog nu gælder
for alle kreditaftaler, der er omfattet af loven.
Til § 9
Bestemmelsen omhandler kreditaftaler med fast lånebeløb og pålægger
kreditgiver at give forbrugeren en række oplysninger om den tilbudte kredit.
Oplysningerne skal gives ved aftalens indgåelse og skal fremgå af den
skriftlige aftale, jf. forslagets § 8.
Som noget nyt foreslås det, at kreditgiver skal oplyse om de årlige
omkostninger i procent. Der henvises herved til almindelige bemærkninger pkt.
7 og til bemærkningerne nedenfor til nr. 3.
Oplysningerne skal dog ikke gives, hvis det samlede beløb, der skal
betales i henhold til kreditaftalen, ikke overstiger 1.500 kr., jf.
forslagets stk. 4. Bestemmelsen svarer for så vidt til kreditkøbslovens § 8,
der dog kun finder anvendelse på kreditkøb, der ikke sker i henhold til en
kontoaftale, ligesom beløbsgrænsen er 1.000 kr. Begrundelsen for reglen er,
at det især for mindre erhvervsdrivende kan være byrdefuldt at give de nævnte
oplysninger skriftligt. Det foreslås derfor, at bestemmelsen udvides til at
gælde for alle kreditaftaler. Beløbsgrænsen foreslås endvidere forhøjet til
1.500 kr. som følge af prisudviklingen. Da direktivets regler om
oplysningspligt omfatter alle kreditter over 200 ECU (ca. 1.600 kr.), kan
beløbsgrænsen ikke forhøjes yderligere.
Ved postordresalg er det efter gældende ret tilstrækkeligt, at
oplysningerne i kreditkøbslovens § 8 gives senest samtidig med sælgerens
fremsendelse af varen til køberen, jf. bekendtgørelse nr. 14 af 14. januar
1987, § 2. Ifølge en erklæring til rådsprotokollen finder Ministerrådet og
Kommissionen, at de i direktivets artikel 4 krævede oplysninger ved
postordresalg kan trykkes på selve ordresedlen eller i postordrekataloget, i
sidstnævnte tilfælde forudsat at forbrugerens opmærksomhed henledes på
oplysningerne ved en tydelig henvisning på ordresedlen.
Oplysningspligtens nærmere indhold fremgår af nr. 1-7.
Ifølge nr. 1 skal forbrugeren have oplysning om hovedstolen
på lånet. Ifølge kreditkøbslovens § 8, stk. 1, nr. 1, skal forbrugeren have
oplysning om »kontantprisen«. Kontantprisen findes ved til
hovedstolen at tillægge en eventuel udbetaling, jf. nr. 2. Da kontantprisen
kan udfindes ved et simpelt regnestykke, og da den i øvrigt vil fremgå af
skiltningen i forretningen, har Justitsministeriet ikke fundet grundlag for
at kræve kontantprisen oplyst ved siden af hovedstolen. Ved andre
kreditaftaler end kreditkøb har det desuden ingen mening at kræve oplysning
om kontantprisen.
Efter nr. 2 skal der gives oplysning om størrelsen af en
eventuel udbetaling. Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 8, stk.
1, nr. 2.
Nr. 3 fastslår, at forbrugeren skal have oplysning om
kreditomkostningerne angivet som et beløb. Bestemmelsen svarer til
kreditkøbslovens § 8, stk. 1, nr. 3. Efter bestemmelsen i lovforslagets § 13,
stk. 1, omfatter kreditomkostningerne alle renter og andre tillæg til
kontantprisen.
Ifølge nr. 4 skal der gives oplysning om de årlige omkostninger
i procent. Bestemmelsen svarer til direktivets art. 4, stk. 2, litra a.
De årlige omkostninger i procent er i direktivets art. 1, stk. 2, litra e,
defineret som den samlede pris for kreditten udtrykt i procent pr. år af det
ydede kreditbeløb, dvs. hovedstolen.Ved beregningen af de årlige omkostninger
i procent skal der tages hensyn til kreditomkostningerne som defineret i nr.
3. De nærmere regler for beregningen af de årlige omkostninger i procent
fremgår af forslagets §§ 16-18, jf. bemærkningerne hertil.
Efter nr. 5 skal forbrugeren have oplysning om det samlede
beløb, der skal betales efter aftalen. Bestemmelsen svarer til
direktivets art. 4, stk. 2, litra c, og kreditkøbslovens § 8, stk. 1, nr. 4.
Endelig skal forbrugeren efter nr. 6 have oplysning om de
enkelte ydelser, disses antal og forfaldstid. Bestemmelsen svarer til
direktivets art. 4, stk. 2, litra c, og kreditkøbslovens § 8, stk. 1, nr. 5.
Bestemmelsen i stk. 2 svarer til direktivets art. 4, stk. 2, litra
b, hvorefter der skal ske angivelse af de betingelser, hvorunder størrelsen
af de årlige omkostninger i procent kan ændres. Hvis det aftales, at et eller
flere vilkår kan eller skal ændres under kreditaftalens forløb, vil dette
påvirke størrelsen af de årlige omkostninger i procent. Forbrugeren skal i
givet fald oplyses herom.
Stk. 3 svarer til direktivets art. 4, stk. 2, litra b, 2. pkt. Forslagets
§ 18 opregner en række standardforudsætninger, som skal lægges til grunds for
beregningen af de årlige omkostninger i procent, hvis ikke andet fremgår af
aftalen. Herudover påhviler det kreditgiveren at opstille passende
forudsætninger, der muliggør en beregning af de årlige omkostninger i
pricent. Det forudsættes, at der næppe vil forekomme tilfælde, hvor det ikke
er muligt at beregne de årlige omkostninger i procent, såfremt der opstilles
passende forudsætninger for beregningen.
Hvis betingelsen er opfyldt, kan kreditgiver nøjes med at oplyse om den
årlige nominelle rente.
Til § 10
Bestemmelsen omhandler kreditaftaler med variabelt lånebeløb i form
af kontoaftaler, kreditkortkonti, kassekreditter og lignende. Bestemmelsen
svarer i princippet til kreditkøbslovens § 32. Bestemmelsen er dog ikke
begrænset til kontoaftaler, der kan udnyttes til køb, jf. kreditkøbslovens §
3, eller kontoaftaler, der kan udnyttes til såvel køb af løsøre som til
erhvervelse af andre ydelser, jf. kreditkøbslovens § 35. Bestemmelsen
omfatter således enhver form for kredit med variabelt lånebeløb, der er
omfattet af loven, og som er oprettet med henblik på forbrug.Bestemmelsen
pålægger kreditgiver at give forbrugeren en række oplysninger om kreditten,
herunder de årlige omkostninger i procent.
Kreditgiver skal ifølge nr. 1 oplyse forbrugeren om
kreditrammen. Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 32, nr. 2.
Efter nr. 2 skal forbrugeren have oplysning om de nærmere regler og
betingelser for pålæg af kreditomkostninger samt beregningsmåden for
sådanne omkostninger, herunder eventuelt den nominelle årlige rente.
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 32, nr. 3, men omfatter i
modsætning til denne også et eventuelt stiftelsesgebyr, jf. kreditkøbslovens
§ 32, nr. 1.
Ifølge nr. 3 skal kreditgiveren oplyse forbrugeren om de årlige
omkostninger i procent ved forskellige udnyttelser af kontoen.
Da man ikke ved indgåelse af en kontoaftale kan vide, i hvilket omfang
kontoen vil blive udnyttet, kan den effektive rente kun angives i
eksempelform ved forskellige typiske udnyttelser af kontoen. Forbrugeren vil
herved kunne se, hvilke måder at udnytte kreditten på som giver henholdsvis
de højeste og laveste relative kreditomkostninger.
Oplysningen om de årlige omkostninger i procent ved en bestemt udnyttelse
af kreditten må endvidere være ledsaget af oplysninger om, hvilke
forudsætninger der i den forbindelse er gjort. Såfremt forudsætningerne ikke
fremgår af aftalen, indeholder forslagets § 17, stk. 2, og § 18 en række
forudsætninger, som i givet fald må lægges til grund.
Efter forslagets § 16, stk. 3, kan justitsministeren fastsætte nærmere
regler om fremgangsmåden ved beregning af de årlige omkostninger i procent.
Det er hensigten at udnytte denne hjemmel til bl.a. at fastsætte nærmere
regler om forudsætninger med hensyn til udnyttelsesgrad, som skal lægges til
grund ved beregningen af de årlige omkostninger i procent.
Efter nr. 4 skal kreditgiver oplyse forbrugeren det samlede
beløb, der skal betales ved forskellige udnyttelser af kontoen.
Bestemmelsen, der er ny, svarer til direktivets art. 4, stk. 2, litra c.
Ifølge nr. 5 skal kreditgiver oplyse, hvorledes gælden skal
betales. Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 32, nr. 4.
Efter nr. 6 skal det oplyses, hvor ofte forbrugeren vil modtage
kontoudtog. Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 32, nr. 5.
Efter nr. 7 skal der oplyses om betingelserne for ophævelse af
aftalen. Bestemmelsen, der er ny, svarer til direktivets art. 6, stk. 1, 3.
led.
Til § 11
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 33. Som nævnt i bemærkningerne
til § 10 omfatter bestemmelsen imidlertid nu alle former for kreditaftale med
variabelt lånebeløb.
Til § 12
Bestemmelsen svarer til direktivets art. 6, stk. 3, og indeholder regler
om stiltiende accepterede overtræk. Der henvises til de almindelige
bemærkninger, pkt. 9.
Til § 13
Stk. 1 svarer til direktivets art. 1, stk. 2, litra d, og indeholder en
definition af kreditomkostningerne, nemlig alle omkostninger, herunder renter
og andre omkostninger, som forbrugeren skal betale for kreditten.Med henblik
på opgørelsen af de årlige omkostninger i procent, jf. forslagets § 9, stk.
1, nr. 4, og § 10, stk. 1, nr. 3, bestemmer direktivets art. 1a, stk. 2, at
der skal ses bort fra en række nærmere opregnede kreditomkostninger. En
bestemmelse svarende hertil er medtaget i stk. 2. De nævnte
kreditomkostninger skal oplyses særskilt over for forbrugeren, jf.
lovforslagets § 14.
Ifølge nr. 1 skal der ses bort fra misligholdelsesomkostninger.
Efter nr. 2 ses der endvidere bort fra omkostninger, som forbrugeren skal
betale, hvad enten der købes kontant eller på kredit. Bestemmelsen
omfatter f.eks. leveringsomkostninger.
Ifølge nr. 3 skal der ses bort fra omkostninger ved overførsel
af penge. Bestemmelsen omfatter f.eks. omkostninger ved at overføre penge
til kreditgiver pr. giro eller ved post- eller bankanvisning. Bestemmelsen
omfatter også et eventuelt checkgebyr, hvis forbrugeren betaler med check
trukket på egen konto.
Ifølge stk. 3 gælder denne undtagelse dog kun, hvis forbrugeren har
rimelig valgfrihed med hensyn til, hvorledes pengeoverførelsen skal
ske. Hvis det f.eks. er aftalt, at betaling kun kan ske til kreditgivers
bank, og hvis dette medfører ekstra omkostninger for forbrugeren i forhold
til f.eks. betaling pr. giro, vil omkostningerne herved skulle medtages i de
samlede kreditomkostninger i forslagets § 13, stk. 1, og de vil dermed indgå
i beregningen af de årlige omkostninger i procent.
Efter nr. 4 ses der bort fra omkostninger ved at føre en konto
til brug ved betaling af ydelserne på kreditten, bortset fra omkostninger
ved opkrævning af betalinger, hvad enten de opkræves kontant eller på anden
måde. Hvis forbrugeren i forbindelse med indgåelsen af en kreditaftale med et
pengeinstitut samtidig opretter en konto, f.eks. en lønkonto, til brug ved
betaling af ydelserne på lånet, skal eventuelle omkostninger ved at føre
denne konto ikke medtages ved beregningen af de årlige omkostninger i
procent.
Undtagelsen finder ifølge stk. 3 kun anvendelse, hvis forbrugeren
har rimelig valgfrihed med hensyn til, hvorledes tilbagebetalingen
skal ske. Modifikationen i stk. 3 tager især sigte på den praksis, der følges
i en række EF-lande, hvor opkrævning af ydelser på kreditten ofte sker ved,
at en inkassator retter henvendelse til forbrugeren på dennes bopæl.
Bestemmelsen i nr. 4 finder heller ikke anvendelse på omkostninger ved
opkrævning af betalinger, f.eks. gebyrer for udsendelse af girokort til
brug ved betaling, når gebyret ifølge aftalen kan opkræves særskilt hos
forbrugeren. Et sådant gebyr skal altså medtages ved beregningen af de årlige
omkostninger i procent.
Ifølge nr. 5 ses der bort fra medlemsbidrag ved optagelse i
foreninger eller sammenslutninger i henhold til en anden aftale end
kreditaftalen, selv om disse bidrag har indvirkning på kreditvilkårene.
Bestemmelsen omfatter f.eks. de kreditter, der ydes af pensionskasser,
låneforeninger, forbrugsforeninger og lignende, hvor det typisk er en
forudsætning for at opnå kreditten, at forbrugeren har betalt et
medlemsbidrag til foreningen m.v.
Endelig ses der ifølge nr. 6 bort fra forsikrings- eller
garantiomkostninger, medmindre forsikringen eller garantien skal tjene
til sikkerhed for kredittens tilbagebetaling. Bestemmelsen finder kun
anvendelse, hvor kreditgiver som vilkår for ydelse af kreditten forlanger, at
der tegnes forsikring eller stilles garanti. Omfattet af bestemmelsen er
f.eks. forsikringer, der i forbindelse med et køb med ejendomsforbehold eller
et fritstående billån, hvor der er givet pant i bilen, skal sikre kreditgiver
mod salgsgenstandens eller pantegenstandens hændelige undergang.Forsikringer,
der skal tjene til sikkerhed for kredittens tilbagebetaling, som f.eks.
livsforsikringer, hvor policen lægges til sikkerhed for kreditten, er ikke
omfattet af undtagelsen, men derimod af hovedreglen i § 13, stk. 1. Præmien
skal altså medtages ved beregningen af de årlige omkostninger i
procent.Sikringsomkostninger som f.eks. omkostninger ved tinglysning af
pantebreve er også omfattet af hovedreglen i § 13, stk. 1.
Til § 14
Bestemmelsen svarer til direktivets art. 4, stk. 2, litra d. Som nævnt i
bemærkningerne til forslagets § 13 stk. 2-3, skal visse nærmere opregnede
kreditomkostninger ikke medtages ved beregningen af de årlige omkostninger i
procent. Forbrugeren skal imidlertid have særskilt oplysning om dem i
kontrakten.
Hvis kreditgiver kender størrelsen af de nævnte omkostningselementer, skal
oplysning herom fremgå af kontrakten. Hvis han ikke kender størrelsen af
omkostningselementerne, skal der i stedet så vidt muligt angives en
beregningsmåde for omkostningerne, eller der skal foretages et skøn over
omkostningernes størrelse.
I mange tilfælde vil kreditgiver være afhængig af oplysninger fra
trediemand for at kunne opfylde sin oplysningspligt efter denne bestemmelse.
Det må på den baggrund anses for tilstrækkeligt, at kreditgiver angiver
omkostningens størrelse i typetilfældet. Der kan f.eks. nævnes det tilfælde,
at det stilles som vilkår for et billån, at bilen skal være kaskoforsikret. I
dette tilfælde må det anses for tilstrækkeligt, at kreditgiver angiver
forsikringspræmiens størrelse ved et bestemt bilmærke og ved en given
risikogruppe.
Til § 15
Bestemmelsen svarer til dels til kreditkøbslovens § 37.
Af kreditkøbslovens § 8 sammenholdt med § 6 og § 37 følger, at aftaler om,
at renten skal variere med forhold, som kreditor har indflydelse på, ikke er
bindende for køberen. Bestemmelserne er på samme måde til hinder for, at
kreditor forbeholder sig adgang til at forhøje renten, medmindre forbeholdet
er baseret på forhold, som kreditor er uden indflydelse på. Er der tale om en
kreditaftale med variabelt lånebeløb, må kreditor som i andre løbende forhold
kunne opsige aftalen med det aftalte opsigelsesvarsel med tilkendegivelse om,
at der vil ske renteforhøjelse for så vidt angår træk på kontoen, der sker
efter varslets udløb. Forbrugeren er dog berettiget til at afvikle den på
dette tidspunkt bestående saldo på de hidtil aftalte vilkår. Tilsvarende
antages at gælde for så vidt angår andre kreditomkostninger efter aftalen.
Det foreslås, at disse regler fortsat skal gælde, og at de skal gælde for
alle kreditaftaler, der er omfattet af loven, medmindre kreditgiver har
tilladelse til at drive virksomhed efter lov om banker og sparekasser m.v.
eller lov om realkreditinstitutter. En tilsvarende undtagelse for penge- og
realkreditinstitutter gælder efter rentelovens § 7, stk. 4.
Justitsministeriet har fundet det forsvarligt at gøre en undtagelse for de
nævnte institutter under hensyn til, at de efter lovgivningen er undergivet
særligt tilsyn.
I stk. 3 foreslås det, at disse regler også skal finde anvendelse
for andre kreditomkostninger end renten. Det kan således kun aftales, at
omkostningerne skal variere med forhold som kreditgiver er uden indflydelse
på, f.eks. forbrugerprisindekset eller lignende.
Stk. 4 pålægger kreditgiveren en pligt til løbende at underrette
forbrugeren om ændringer i renten eller de øvrige omkostninger. Bestemmelsen
svarer til direktivets art. 6, stk. 2.
Til § 16
Stk. 1 svarer til direktivets art. 1a, stk. 1, og indeholder definitionen
af de årlige omkostninger i procent.
Stk. 2 fastslår, at beregningen af de årlige omkostninger i procent skal
foretages i overensstemmelse med den matematiske formel, der er optaget i
bilaget til loven, og som svarer til bilag II i ændringsforslaget til
direktivet.
Stk. 3 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte
nærmere regler om beregningen af de årlige omkostninger i procent.
Det er hensigten med hjemmel i denne bestemmelse at udstede en
bekendtgørelse, der fastsætter de nærmere regler for, hvorledes beregningen
af de årlige omkostninger i procent skal foretages. Bekendtgørelsen vil bl.a.
indeholde regler om, hvor nøjagtig angivelsen af de årlige omkostninger i
procent skal være, og hvilke forudsætninger, udover de i forslagets §§ 17-18
nævnte, herunder om udnyttelsesgrad og validering af betalinger, der skal
anvendes.
Til § 17
Bestemmelsen svarer til direktivets art. 1a, stk. 4. Herefter skal
beregningen foretages på tidspunktet for aftalens indgåelse. Ved senere
ændringer af den oprindelige kreditaftale skal forbrugeren ikke have
oplysning om de årlige omkostninger i procent. Der skal således ikke tages
højde for en eventuel efterfølgende ændring af aftalen, f.eks. i form af en
aftale om yderligere henstand. Der skal heller ikke tages højde for
omkostninger i forbindelse med forbrugerens misligholdelse af kreditaftalen.
Til § 18
Bestemmelsen indeholder en række forudsætninger, som i givet fald skal
anvendes ved beregningen af de årlige omkostninger i procent, hvis aftalen
ikke fastlægger, hvad der skal gælde. Bestemmelsen svarer til direktivets
art. 1a, stk. 6 og 7.
Til kapitel 3
Kapitlet, der svarer til kreditkøbslovens kapitel 4a, blev indsat i
forbindelse med »kartoffelkuren« og indeholder en række regler, der
tilsigter at begrænse det lånefinansierede forbrug.
Til § 19
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 35a.
Som følge af reglen i lovforslagets § 6, stk. 2, finder bestemmelsen også
anvendelse på køb med ejendomsforbehold, der er betegnet som en lejekontrakt,
når det må antages at have været meningen, at modtageren skal blive ejer af
tingen. Det er derfor ikke fundet nødvendigt, at medtage en udtrykkelig
bestemmelse herom svarende til kreditkøbslovens § 35 b.
I stk. 2 er begrebet kontantprisen nærmere definent. Definitionen
svarer til kreditkøbslovens § 8, stk. 1, nr. 1.
Til § 20
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 35c.
Til kapitel 4
Kapitlet indeholder en bestemmelse om forbud mod underpant i kreditkøb.
Kapitlet har een paragraf.
Til § 21
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 9.
Til kapitel 5
Kapitlet regulerer forbrugerens adgang til at kræve nedsættelse af et
urimeligt vederlag eller omkostningsbeløb. Kapitlet har een paragraf.
Til § 22
Bestemmelsen svarer til generalklausulen i kreditkøbslovens § 10. Den
gælder imidlertid nu for alle kreditaftaler, der er omfattet af loven, og er
således ikke begrænset til kreditkøb. En lignende generalklausul findes dog i
forvejen i aftalelovens § 36, hvorefter en aftale kan tilsidesættes helt
eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig
handlemåde at gøre den gældende. Den foreslåede bestemmelse medfører således
næppe nogen væsentlige ændringer i den gældende retstilstand. Der kan i
øvrigt peges på, at en lignende bestemmelse tidligere fandtes i
gældsbrevslovens § 8, der blev ophævet i forbindelse med gennemførelsen af
aftalelovens § 36.
Til kapitel 6
Kapitlet indeholder regler om virkningen af, at kreditor ikke overholder
sin oplysningspligt efter kapitel 2.
Til § 23
Stk. 1 svarer til kreditkøbslovens § 38, stk. 1, 1. pkt. Bestemmelsen i
kreditkøbslovens § 38, stk. 1, 2. pkt., hvorefter kontantprisen, hvis den
ikke er oplyst, skal fastsættes efter købelovens § 72, er udgået som følge
af, at kontantprisen ikke længere skal oplyses, jf. bemærkningerne til
lovforslagets § 9.
Stk. 2 indeholder i 1. pkt. en bestemmelse svarende til kreditkøbslovens §
38, stk. 2. I 2. pkt. indføres en ny regel, der fastslår virkningen af, at de
årlige omkostninger i procent er for lavt angivet. Herefter kan kreditor, når
der er tale om en kreditaftale med fast lånebeløb, ikke kræve højere
omkostninger, end hvad der svarer til den procentsats, der er angivet i
kontrakten.
Hvis der er uoverensstemmelse mellem oplysningen om kreditomkostningerne
angivet som et beløb og som de årlige omkostninger i procent, skal
forbrugeren kun betale kreditomkostninger i overensstemmelse med den af
opgørelserne, som er mest gunstig, idet forbrugeren har ret til at bygge på
de oplysninger, der skal gives. Selv om den nævnte uoverensstemmelse som
oftest vil bero på regnefejl eller ukyndighed, er det dog rimeligt at
sanktionere overtrædelsen med en nedsættelse af omkostningerne, da
oplysningen kan have været bestemmende for forbrugeren, for hvem fejlens
årsag må være uvedkommende. Det er imidlertid klart, at der kan være
tilfælde, hvor uoverensstemmelsen er af åbenbart uvæsentlig betydning. I
sådanne tilfælde følger det af stk. 3, at kreditgiver kan kræve de faktiske
kreditomkostninger betalt.
Kan det på grundlag af de i øvrigt foreliggende oplysninger konstateres,
at kreditomkostningerne er blevet angivet for højt både som beløb og som de
årlige omkostninger i procent, følger det af almindelige aftaleretlige
fortolkningsprincipper, at forbrugeren kun skal betale de kreditomkostninger,
som en korrekt udregning fører til.
Har kreditor ved indgåelsen af en kreditaftale med variabelt
lånebeløb undladt at oplyse forbrugeren om de nærmere regler og
betingelser for pålæg af kreditomkostninger, jf. § 10, stk. 1, nr. 2, eller
er et beløb, som forbrugeren skal betale, blevet angivet for lavt, følger det
af almindelige aftaleretlige fortolkningsprincipper, at kreditgiver ikke kan
kræve mere af forbrugeren end denne ved aftalens indgåelse kan antages at
været gået ind på at betale. Der er derfor i disse tilfælde ikke behov for en
særlig civilretlig sanktionsregel.
Har kreditgiver ikke - som foreskrevet i § 10, stk. 1, nr. 3, - givet
oplysning om de årlige omkostninger i procent ved forskellige udnyttelser af
kreditten, ville en sanktion, hvorefter der altid skulle ske nedsættelse af
kreditomkostningerne, kunne få store økonomiske konsekvenser for kreditgiver,
da der ved indgåelsen af kreditaftaler med variabelt lånebeløb normalt
benyttes fortrykte standardkontrakter, og kreditgiveren vil derfor typisk
have tilsidesat sin oplysningspligt over for et stort antal forbrugere. Da
der i denne situation er tale om oftere gentagen overtrædelse af § 10, vil
forholdet imidlertid være strafbart efter lovforslagets § 55, stk. 2, hvorfor
der ikke er samme behov for en civilretlig sanktion som ved tilsidesættelse
af oplysningspligten i kreditaftaler med fast lånebeløb.
Det vil endvidere være muligt for forbrugerombudsmanden i medfør af
markedsføringsloven at skride ind over for tilsidesættelser af
oplysningspligten.
På baggrund af det anførte har Justitsministeriet ikke fundet, at
oplysningspligten ved kreditaftaler med variabelt lånebeløb bør være omfattet
af den særlige civilretlige sanktionsregel i § 23.
Stk. 3 og stk. 4 svarer til kreditkøbslovens § 38, stk. 3 og 4.
Til § 24
Bestemmelsen tilsigter at fastholde motivationen for sælgeren til at
opfylde sin oplysningspligt i kreditkøb. Det foreslås, at tilsidesættelsen af
oplysningspligten civilretligt - ud over de allerede eksisterende
konsekvenser - skal medføre, at kreditgiver i almindelighed selv må afholde
alle omkostninger ved inddrivelsen af sit tilgodehavende. Det overlades
hermed til domstolene at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.
Udgangspunktet er, at kreditgiver selv skal bære omkostningerne ved
inddrivelsen, når han ikke har givet forbrugeren de nødvendige oplysninger.
Der kan dog være tilfælde, hvor det ikke vil være rimeligt at pålægge
kreditgiveren at afholde alle omkostningerne ved inddrivelsen, f.eks. hvis
forbrugeren har appelleret en utvivlsomt rigtig afgørelse til landsretten for
at forhale betalingen. Der kan i sådanne tilfælde være grundlag for at
pålægge forbrugeren helt eller delvis at betale omkostningerne herved.
Forslaget omfatter alle kreditkøbssager, og reglen skal således også
anvendes af domsretten og af fogedretten, hvis en sag angår et kreditkøb uden
ejendomsforbehold. Der skal således hverken tilkendes omkostninger i
domsretten eller i fogedretten. Reglen skal påses ex officio. Der henvises i
øvrigt til bemærkningerne til § 35.
Til kapitel 7
Kapitlet indeholder regler om forbrugerens adgang til indfrielse af
fordringen før forfaldstidspunktet og om opgørelse af kreditors krav i
forbindelse hermed. Endvidere indeholder kapitlet regler om forbrugerens
adgang til at bestemme, hvorledes indbetalingen til kreditor skal afskrives
på fordringen.
Til § 25
Direktivets artikel 8 giver forbrugeren ret til at opfylde sine
forpligtelser i henhold til en kreditaftale forud for forfaldstidspunktet.
Forbrugeren har i den forbindelse ret til en rimelig reduktion af de samlede
kreditomkostninger.
Kreditkøbslovens § 13 giver køberen ret til at betale sin gæld, uanset om
den er helt eller delvis forfalden. Opgørelsen af kravet skal i så fald ske
efter kreditkøbslovens § 15, der må antages at sikre en rimelig reduktion af
kreditomkostningerne. Uden for kreditkøbslovens område giver dansk ret ikke
forbrugeren ret til at indfri gælden før forfaldstid med den virkning, at
kreditomkostningerne nedsættes.
Forslagets §§ 25-26, der svarer til kreditkøbslovens § 13 og § 15, er
derfor gjort anvendelig på alle kreditaftaler, der er omfattet af loven.
Til § 26
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 15. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til § 25.
I stk. 3 er udtrykket »kontantprisen« erstattet med
begrebet »hovedstolen« under hensyn til, at kreditgiver ikke
længere skal oplyse forbrugeren om kontantprisen, jf. lovforslagets § 9, stk.
1, nr. 1. Reglen i kreditkøbslovens § 15, stk. 3, har været kritiseret som
værende matematisk ukorrekt, fordi den bl.a. ikke tager hensyn til
udbetalingens størrelse. Ved foreslåede ændring imødekommes denne kritik,
idet hovedstolen fremkommer ved, at man fra kontantprisen fratrækker
udbetalingen.
Til § 27
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 11.
Til kapitel 8
Kapitlet indeholder bestemmelser om kreditgiverens adgang til i kreditkøb
at gøre misligholdelsesvirkninger gældende overfor forbrugeren og om
kreditgivers adgang til fyldestgørelse i køb uden ejendomsforbehold.
Til § 28
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 14.
Til § 29
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 16.
Til kapitel 9
Kapitlet indeholder regler til beskyttelse af forbrugeren i tilfælde af
kreditorskifte.
Til § 30
Stk. 1 svarer til direktivets art. 10, der pålægger medlemslandene at
sikre forbrugeren en passende beskyttelse, hvis denne i forbindelse med en
kreditaftale kan betale med f.eks. veksler, herunder egenveksel, eller stille
sikkerhed med bl.a. veksler, herunder egenveksler, og checks. Danmark har
afgivet erklæring til rådsprotokollen om, at man ikke vil tillade, at de i
artikel 10 nævnte betalingsmidler anvendes på den i denne artikel beskrevne
måde. Bestemmelsen er opfyldt for så vidt angår løsøre, jf. kreditkøbslovens
§ 12, stk. 2.
Bestemmelsen i kreditkøbslovens § 12, stk. 2, går videre end direktivet,
idet den omfatter alle former for negotiable dokumenter og ikke blot veksler
og checks. Bestemmelsen i kreditkøbslovens § 12, stk. 2, må ses i sammenhæng
med kreditkøbslovens § 12, stk. 1, 1. pkt., hvorefter forbrugeren kan gøre
sine indsigelser gældende med anden kreditor end sælgeren. Det vil således
ikke være muligt at sikre, at forbrugeren kan gøre sine indsigelser gældende
mod anden kreditor, medmindre det samtidig bestemmes, at kreditgiveren ikke
må modtage negotiable dokumenter fra forbrugeren. Det foreslås derfor, at
kreditkøbslovens § 12, stk. 2, skal gælde for alle kreditaftaler, der er
omfattet i loven.
I stk. 2 gøres der dog en undtagelse for pantebreve med pant i fast
ejendom. Justitsministeriet lægger herved vægt på, at der kan være et
praktisk behov for at anvende pantebreve i fast ejendom i forbindelse med en
kreditaftale.
Til § 31
Bestemmelsen svarer til direktivets art. 11, stk. 1, der pålægger
medlemslandene at skabe en passende beskyttelse for forbrugeren, hvor
kreditgiveren er forskellig fra leverandøren af en vare eller tjenesteydelse.
Denne bestemmelse må anses for opfyldt for så vidt angår løsøre ved
kreditkøbslovens § 12, stk. 3, der i kreditkøb forbyder kreditgiver at indgå
aftale, hvorved forbrugeren afskæres fra at gøre sine indsigelser i anledning
af købet gældende.
Uden for kreditkøbsloven gælder en tilsvarende regel, jf. herved
princippet i gældsbrevslovens § 1. Debitor kan imidlertid give afkald på at
gøre en eventuel indsigelse gældende ved en såkaldt »cut-off
klausul« dvs. en aftale, hvorefter forbrugeren afskæres fra at gøre sine
indsigelser gældende mod en senere erhverver af kreditgiverens fordring.
Bestemmelsen foreslås udvidet til at gælde for alle kreditaftaler, der er
omfattet af loven.
Til § 32
Stk. 1 svarer til direktivets artikel 9, hvorefter forbrugeren ikke
fortaber eventuelle indsigelser, herunder om modregning, over for den
tredjemand, der erhverver kreditgiverens fordring i henhold til en
kreditaftale. Retten er betinget af, at forbrugeren ville have kunnet gøre
indsigelsen gældende over for kreditgiveren før overdragelsen.
Efter kreditkøbslovens § 12, stk. 1, 1. pkt., gælder det samme. Uden for
kreditkøbslovens område er dette som hovedregel også tilfældet, jf.
gældsbrevslovens § 27. Bestemmelsen foreslås derfor udvidet til at gælde for
alle kreditaftaler, der er omfattet af loven jf. dog stk. 4.
Det fremgår af en erklæring til rådsprotokollen afgivet af Ministerrådet
og Kommissionen, at bestemmelserne i artikel 9 ikke berører artikel 10 for så
vidt angår betalingsmidlerne i forbindelse med kreditaftaler eller nationale
eller internationale regler om overførsel af rettigheder i henhold til
omsætningspapirer. Forbrugeren kan altså uanset artikel 9 miste sine
indsigelser overfor tredjemand, såfremt forbrugeren har udstedt negotiable
dokumenter. Det samme antages at gælde efter kreditkøbsloven.
Art. 9 giver endvidere forbrugeren ret til modregning over for tredjemand,
i det omfang national ret tillader det. For dansk rets vedkommende gælder
gældbrevslovens § 28, der fortsat finder anvendelse ved siden af lovens
bestemmelser.
Stk. 2 svarer til direktivets art. 11, stk. 2, der indeholder en regel om
solidarisk hæftelse mellem sælgeren og den trediemand, der efter aftale med
sælgeren har finansieret købet.
En række betingelser skal efter direktivet være opfyldt for at tredjemand
hæfter. Kreditaftalen skal være indgået med henblik på køb af løsøregenstande
eller tjenesteydelser. Der skal bestå en aftale mellem kreditgiveren og
sælgeren eller tjenesteyderen, ifølge hvilken kredit til den pågældende
leverandørs kunder med henblik på erhvervelse af løsøre eller tjenesteydelser
alene stilles til rådighed af den pågældende kreditgiver. Beskyttelsen skal
indtræde, hvor varen eller tjenesteydelsen enten ikke leveres eller er
mangelfuld. Afgørelsen af, om der foreligger misligholdelse, træffes efter
national ret.
Forbrugeren skal forgæves have taget retsmidler i anvendelse mod
leverandøren. Herefter kan forbrugeren tage retsmidler i anvendelse mod
kreditgiveren. Det overlades til national ret at bestemme, i hvilket omfang
og på hvilke betingelser disse retsmidler kan tages i anvendelse.
En lignende bestemmelse findes i kreditkøbslovens § 12, stk. 1, 2.-3. pkt.
Efter denne bestemmelse kan køberen kun rejse pengekrav på grundlag af købet
over for kreditor, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende kreditor
har modtaget som betaling fra køberen i anledning af købet. Bestemmelsen
omfatter således ikke naturakrav som f.eks. krav på levering eller
afhjælpning. Disse regler vil kunne bibeholdes, da direktivet henviser til
national ret for så vidt angår misligholdelsesbeføjelserne, jf. udtrykket
»i hvilket omfang og på hvilke betingelser«. Det foreslås derfor,
at kreditkøbslovens bestemmelser bevares uændret.
Direktivets artikel 11, stk. 2, gælder også ved køb af tjenesteydelser på
kredit. Efter forslagets stk. 3 er bestemmelsen derfor udvidet til
også at gælde ved køb af tjenesteydelser på kredit.
Direktivets artikel 11, stk. 2, finder ikke anvendelse, hvis den
pågældende enkelte retshandel vedrører et beløb på under 200 ECU (ca. 1.600
kr.). Muligheden for at undtage små kreditter er ikke udnyttet, da der også i
disse tilfælde kan være behov for beskyttelse.
I stk. 4 gøres der en undtagelse for tinglyste pantebreve i fast
ejendom. Reglerne i stk. 1-3 finder således ikke anvendelse, i det omfang
andet følger af reglerne om tinglyste pantebreve i fast ejendom. Der henvises
herved til reglen i tinglysningslovens § 27.
Til kapitel 10
Kapitlet indeholder regler om køb med ejendomsforbehold. Kapitlet svarer
til kreditkøbslovens kapitel 3, idet systematikken dog er væsentlig ændret. I
forbindelse hermed er der sket en adskillelse af de materielle regler om
ejendomsforbehold og de processuelle regler om fremgangsmåden ved
tilbagetagelse af salgsgenstanden. Kapitel 10 omhandler alene forbrugerkøb.
Reglerne om ikke-forbrugerkøb er samlet i kapitlet 11.
Direktivets artikel 7 pålægger medlemsstaterne at fastsætte de
betingelser, hvorunder salgsgenstanden kan tages tilbage, særlig hvis
forbrugeren ikke har givet sit samtykke dertil. Efter bestemmelsen skal
medlemsstaterne endvidere indføre regler, der sikrer, at tilbagetagelsen af
salgsgenstanden ikke medfører nogen uberettiget berigelse. Bestemmelsen
vedrører alene køb af løsøre på kredit, og den må anses for opfyldt ved
kreditkøbslovens kapitel 3. Forslagets § 37, nr. 1, jf. § 26, stk. 2-3, må
således antages at sikre, at tilbagetagelsen af løsøregenstanden ikke
medfører nogen uberettiget berigelse.
Til § 33
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 17, stk. 1-2, og § 18.
Til § 34
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 22.
Til § 35
Bestemmelsen indeholder de nærmere betingelser for kreditgivers
tilbagetagelse af salgsgenstanden.
Stk. 1 svarer til kreditkøbslovens § 20, stk. 1, idet betingelsen i nr. 3
dog er udgået. Ophævelsen af nr. 3 medfører, at kreditgivers tilsidesættelse
af oplysningspligten efter § 9 ikke påvirker kontraktens eksigilibitet.
En af de væsentlige nyskabelser i kreditkøbsloven var de i § 27, stk. 2 og
3, indeholdte regler, hvorefter fogedretten i visse tilfælde på grundlag af
sin egen opgørelse af kreditors krav kan foretage udlæg i forbindelse med
tilbagetagelsesforretningen uden tilvejebringelse af sædvanligt
eksekutionsfundament. Foretages udlægget under selve
tilbagetagelsesforretningen, erstatter fogedrettens opgørelse dom for kravet,
således at en udskrift af fogedbogen kan danne grundlag for udlæg.
Har sælgeren i forbrugerkøb tilsidesat sin oplysningspligt ved at undlade
at oplyse kreditomkostningerne, skal forbrugeren alene betale hovedstolen med
tillæg af sædvanlig procesrente. Er oplysningen om de årlige omkostninger i
procent for lavt angivet, skal forbrugeren alene betale, hvad der svarer til
den procentsats, der er angivet. Kreditor har dog i visse tilfælde mulighed
for at kræve højere kreditomkostninger, jf. lovforslagets § 23, stk. 3.
Efter gældende ret træffes afgørelserne efter § 38 af domsretten.
Forslaget om ophævelse af kreditkøbslovens § 20, stk. 1, nr. 3, vil
imidlertid føre til, at afgørelserne efter § 23 for fremtiden som oftest vil
skulle træffes af fogedretten. Ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt vil
det være fuldt ud betryggende at overlade disse afgørelser til fogedretterne,
idet fogedretterne i forvejen må betragtes som specialretter i
kreditkøbssager.
Justitsministeriet finder det på denne baggrund forsvarligt at foreslå, at
kreditkøbslovens § 20, stk. 1, nr. 3, ophæves. Forslaget må antages at
indebære en vis mindre lettelse af civilretterne.
Stk. 2 svarer til kreditkøbslovens § 24.
Til § 36
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 21, stk. 2.
Til § 37
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 19, idet det dog i nr. 3
er præciseret, at kreditgiver ved tilbagetagelsen ikke kan godskrive sig de
omkostninger, som er nævnt i § 24. Om baggrunden for den ændrede ordlyd af
nr. 3, som regulerer omkostningerne i tilbagetagelsesforretninger, henvises
til bemærkningerne til § 24 og § 35.
Til § 38
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 25.
Til § 39
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 26.
Til § 40
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 27, stk. 2, og stk. 3, 1. pkt.
Herved opretholdes reglen om, at kreditgiver i et forbrugerkøb som hovedregel
ikke kan kræve betaling af et overskydende beløb, selvom salgsgenstandens
værdi er mindre end kreditgivers tilgodehavende efter § 37.
Til § 41
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 27, stk. 3.
Til § 42
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 29.
Til § 43
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 30.
Til § 44
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 20, stk. 2-4.
Da reglerne i retsplejelovens §§ 235-236 kun omfatter processuelle
indlændinge, er der i stk. 2 indsat en bestemmelse om subsidiær
anvendelse af de almindelige fogedretlige værnetingsregler i de tilfælde,
hvor anvendelsen af §§ 235-236 ville føre til, at fogedretten savnede stedlig
kompetence. Har forbrugeren ikke hjemting her i landet, finder § 487, stk. 1,
nr. 4, og stk. 2-4, tilsvarende anvendelse med de undtagelser, der følger af
§ 247, idet umiddelbare fogedforretninger må antages at være omfattet af
EF-domskonventionen. Om baggrunden for forslaget henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 12.5.
I stk. 3 er der sket den ændring, at retsplejelovens § 494, stk. 3,
er gjort anvendelig. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 12.4.
Til § 45
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 21, stk. 1.
Til § 46
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 28.
Til § 47
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 31.
Til kapitel 11
I dette kapitel er samlet de regler, som finder anvendelse på
ikke-forbrugerkøb.
Til § 48
Bestemmelsen gør forslagets § 22 og §§ 25-28 tilsvarende anvendelige på
ikke-forbrugerkøb. Dette svarer til retstilstanden efter kreditkøbsloven.
Til § 49
Stk. 1 gør bestemmelserne i kapitel 10 om køb med ejendomsforbehold
tilsvarende anvendelige på ikke-forbrugerkøb med de undtagelser, der følger
af stk. 2. Dette svarer til retstilstanden efter kreditkøbsloven.
Som følge af reglen i lovforslagets § 6, stk. 2, finder bestemmelsen også
anvendelse på køb med ejendomsforbehold, der er betegnet som en lejekontrakt,
når det må antages at have været meningen, at modtageren skal blive ejer af
tingen.
Til § 50
Stk. 1 og stk. 2 svarer til kreditkøbslovens § 23.
Stk. 3 svarer til kreditkøbslovens § 27, stk. 1 og stk. 3. Det fastslås
hermed, at sælgeren i et ikke-forbrugerkøb altid har krav på betaling af det
overskydende beløb, hvis det solgtes værdi er mindre end kreditgiverens
tilgodehavende, hvis det solgte er omfattet af tvangsbeneficiet, eller hvis
det solgte ikke findes hos køberen. Dette svarer til retstilstanden efter
kreditkøbsloven.
Til § 51
Bestemmelsen indeholder værnetingsreglerne for ikke-forbrugerkøb. Da
reglerne i §§ 235-240 kun omfatter processuelle indlændinge, er der indsat en
bestemmelse om subsidiær anvendelse af de almindelige fogedretlige
værnetingsregler i de tilfælde, hvor anvendelsen af §§ 235-240 ville føre
til, at fogedretten savnede stedlig kompetence. Er der ikke værneting for
kravet her i landet, finder § 487, stk. 1, nr. 4, og stk. 2-4, tilsvarende
anvendelse med de undtagelser, der følger af § 247, idet umiddelbare
fogedforretninger må antages at være omfattet af EF-domskonventionen. Om
baggrunden for forslaget henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 12.5.
Til kapitel 12
Kapitlet indeholder en række bemyndigelsesbestemmelser.
Til § 52
Stk. 1 svarer til kreditkøbslovens § 5, stk. 3. Bemyndigelsen er udnyttet
ved bekendtgørelse nr. 14 af 14. januar 1987 om undtagelser og fravigelser
fra lov om køb på kredit.
Stk. 2 giver Justitsministeriet hjemmel til at undtage bestemte kreditter
fra lovens anvendelsesområde eller til at bestemme, at loven kun med visse
undtagelser skal finde anvendelse. Bemyndigelsen vil kun kunne udnyttes i
samråd med Kommissionen. Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger pkt. 6.6.
Til § 53
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 36. Bemyndigelsen er endnu ikke
udnyttet.
Til § 54
I denne bestemmelse er samlet de bemyndigelser, der efter kreditkøbsloven
er for justitsministeren til at ændre en række beløbsangivelser i loven.
Stk. 1 indeholder bemyndigelser, der er overført fra kreditkøbslovens § 8,
stk. 3, § 17, stk. 3, og § 35 c, stk. 4.
Stk. 2 svarer til den i kreditkøbslovens § 38, stk. 1, sidste pkt.,
indeholdte bemyndigelse for justitsministeren.
Til kapitel 13
Kapitlet indeholder lovens straffebestemmelser.
Til § 55
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 40, idet straffehjemlen i
stk. 2 er udvidet til også at omfatte overtrædelse af bestemmelserne i
§ 12 og § 14 som er nye.
Til § 56
Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 41, idet stk. 1 dog er
ændret, således at frakendelse skal ske i overensstemmelse med reglen i
straffelovens § 79. Efter ændringen af straffelovens § 79 ved lov nr. 385 af
10. juni 1987 kan der nu ske frakendelse af retten til at drive virksomhed,
hvortil der ikke kræves offentlig autorisation eller godkendelse.
Til kapitel 14
Kapitlet indeholder lovens ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
Til § 57
Danmark er ifølge det oprindelige direktivs art. 16 forpligtet til at
træffe de nødvendige foranstaltninger til at gennemføre det i dansk ret
senest den 1. januar 1990. Det foreslås derfor i stk. 1, at loven
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Ifølge stk. 2 skal bestemmelserne om pligt til at oplyse om de
årlige omkostninger i procent dog først træde i kraft den 1. januar 1993, jf.
herved de almindelige bemærkninger pkt. 7.3.
Til § 58
Bestemmelsen indeholder en sædvanlig adgang til at sætte loven i kraft for
Færøerne og Grønland. Kreditkøbsloven gælder for disse landsdele.
Bilag 1
RÅDETS DIREKTIV
af 22. september 1986
om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative
bestemmelser om forbrugerkredit
(87/102/EØF)
RÅDET FOR DE EUROPÆISKE
FÆLLESSKABER HAR -
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske
Fællesskab, særlig artikel 100,
under henvisning til forslag fra Kommissionen (* 1),
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (* 2),
under henvisning til udtalelse fra Det økonomiske og sociale Udvalg (* 3)
og
ud fra følgende betragtninger:
Lovgivning på forbrugerkreditområdet i medlemsstaterne er meget
forskelligartet;
forskellene i lovgivningen kan føre til konkurrencefordrejninger mellem
kreditgivere inden for det fælles marked;
de omtalte forskelle gør det vanskeligt for forbrugerne at opnå en
forbrugerkredit i andre medlemsstater; de påvirker de optagne kreditters
omfang og art og ligeledes købet af varer og tjenesteydelser;
forskellene påvirker følgelig de frie varebevægelser og den fri udveksling
af tjenesteydelser baseret på kredit og øver dermed direkte indflydelse på
det fælles markeds funktion;
på baggrund af de voksende kreditter, som ydes til forbrugerne i
Fællesskabet, vil etablering af et fælles marked for forbrugerkredit være til
gavn for forbrugere, kreditgivere, producenter, grossister og detailhandlere
samt leverandører af tjenesteydelser;
det er i Det europæiske økonomiske Fælleskabs programmer for en politik
vedrørende forbrugerbeskyttelse og -oplysning (* 4) bl.a. bestemt, at
forbrugerne skal beskyttes mod urimelige kreditvilkår, og at en harmonisering
af de almindelige betingelser for forbrugerkredit skal prioriteres højt;
(* 1) EFT nr. C 80 af 27.3. 1979, s. 4 og
EFT nr. C 183 af 10.7. 1984, s. 4.
(* 2) EFT nr. C 242 af 12.9. 1983, s. 10.
(* 3) EFT nr. C 113 af 7.5. 1980, s. 22.
(* 4) EFT nr. C 92 af 25.4. 1975, s. 1 og EFT nr. C 133 af 3.6. 1981, s.
1.
forskelle i lovgivning og praksis medfører uensartet forbrugerbeskyttelse
på forbrugerkreditområdet medlemsstaterne imellem;
der er i de senere år sket betydelige ændringer af de kreditformer, som
tilbydes og anvendes af forbrugerne; nye former for forbrugerkredit er
opstået og udvikles stadig;
forbrugerne bør modtage tilstrækkelige oplysninger om kreditvilkår og
kreditomkostningerne og om deres forpligtelser; der bør bl.a. gives
oplysninger om de årlige kreditomkostninger i procent, eller, hvis dette ikke
er muligt, om de samlede kreditomkostninger, som forbrugeren skal betale;
indtil der er truffet afgørelse om en fællesskabsmetode eller -metoder for
beregning af de årlige kreditomkostninger i procent, skal medlemsstaterne
fortsat kunne anvende gældende metoder eller praksis for beregning af denne
procentsats, eller hvis sådanne metoder ikke findes, skal de indføre
bestemmelser om meddelelse af de samlede kreditomkostninger til forbrugerne;
kreditvilkårene kan være ufordelagtige for forbrugerne; der kan opnås en
bedre beskyttelse af forbrugerne ved at fastsætte en række krav, som skal
gælde alle former for kreditgivning;
visse kreditaftaler eller transaktioner bør på grund af deres særlige
karakter helt eller delvis udelukkes fra dette direktivs anvendelsesområde;
medlemsstaterne bør have mulighed for i samråd med Kommissionen at undtage
visse former for ikke-erhvervsmæssig kredit, der ydes på særlige vilkår, fra
direktivets anvendelsesområde;
visse medlemsstaters praksis med hensyn til kreditaftaler, der bekræftes
af en notar eller en dommer, er af en sådan art, at visse bestemmelser i
dette direktiv er unødvendige i forbindelse med sådanne aftaler;
medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at undtage sådanne aftaler fra
disse bestemmelser;
kreditaftaler vedrørende meget store beløb vil ofte adskille sig fra
almindelige forbrugerkreditaftaler; anvendelsen af dette direktivs
bestemmelser på aftaler vedrørende meget små beløb vil kunne betyde
unødvendige administrative byrder for forbrugerne såvel som for
kreditgiverne; derfor bør aftaler, der ligger under eller over nærmere
angivne grænsebeløb, udelukkes fra direktivets anvendelseområde;
oplysninger om kreditomkostninger i reklamer eller i kreditgiverens eller
kreditformidlerens forretningslokaler kan gøre det lettere for forbrugerne at
sammenligne de forskellige tilbud;
forbrugerbeskyttelsen øges yderligere, når kreditaftaler udfærdiges
skriftligt og indeholder et vist minimum af oplysninger om kontraktvilkårene;
i forbindelse med en kreditaftale med henblik på anskaffelse af løsøre
skal medlemsstaterne fastsætte, på hvilke betingelser løsøre kan tages
tilbage, særlig hvis forbrugeren ikke har givet sit samtykke dertil;
regnskabet mellem parterne skal ved tilbagetagelsen opgøres således, at denne
ikke medfører nogen uberettiget berigelse;
forbrugerne bør have mulighed for at opfylde deres forpligtelser forud for
forfaldstidspunktet; forbrugerne bør i så fald have ret til en rimelig
reduktion af de samlede kreditomkostninger; ved overdragelse af kreditors
fordringer i henhold til en kreditaftale må forbrugerens stilling ikke
forringe
s;
de medlemsstater, som tillader forbrugerne at anvende veksler, egenveksler
eller checks i forbindelse med kreditaftaler, skal sikre, at forbrugerne er
beskyttet på passende måde, når de således anvender sådanne dokumenter;
hvad angår løsøre eller tjenesteydelser, som forbrugeren har indgået
aftale om at erhverve på kredit, skal forbrugeren, i det mindste under
nedennævnte omstændigheder, kunne gøre rettigheder gældende både overfor
kreditgiveren ud over de almindelige aftalebestemte rettigheder og over for
leverandøren af løsøre eller tjenesteydelserne; der er i denne forbindelse
tale om omstændigheder, hvor der mellem kreditgiveren og leverandøren af
varerne eller tjenesteydelserne allerede består en aftale, ifølge hvilken
kredit til den pågældende leverandørs kunder med henblik på at give
forbrugeren mulighed for at erhverve løsøre eller tjenesteydelser hos den
pågældende leverandør alene stilles til rådighed af den pågældende
kreditgiver.
ECUen er den, der er fastsat i forordning (EØF) nr. 3180/78 (* 1), senest
ændret ved forordning (EØF) nr. 2626/84 (* 2); det står til en vis
udstrækning medlemsstaterne frit at afrunde modværdien i national valuta af
beløb, der i dette direktiv er anført i ECU; beløbene i dette direktiv bør
med regelmæssige mellemrum og med henblik på eventuel ændring tages op til
vurdering under hensyn til den økonomiske og valutariske udvikling i
Fællesskabet;
(* 1) EFT nr. L 379 af 30.12. 1978, s. 1.
(* 2) EFT nr. K 247 af 16.9.1984, s. 1.
de enkelte medlemsstater bør vedtage passende forholdsregler med henblik
på at give tilladelse til personer, der tilbyder kredit eller tilbyder at
formidle kreditaftaler, eller med henblik på at kontrollere eller overvåge
den virksomhed, der udøves af personer, som yder kredit eller formidler
kredit, eller med henblik på at give forbrugerne adgang til at klage over
kreditaftaler eller kreditvilkår;
kreditaftaler må ikke indeholder bestemmelser, der til skade for
forbrugeren afviger fra de bestemmelser, der fastsættes til gennemførelse af
dette direktiv, eller som svarer hertil; disse bestemmelser må ikke omgås ved
en særlig udformning af aftalerne;
da dette direktiv medfører en vis grad af indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit og en
vis grad af forbrugerbeskyttelse, bør medlemsstaterne under behørigt hensyn
til deres forpligtelser i henhold til traktaten ikke hindres i at opretholde
eller vedtage foranstaltninger med henblik på en mere vidtgående beskyttelse
af forbrugerne;
Kommissionen bør senest den 1. januar 1995 aflægge rappport til Rådet om
direktivets gennemførelse -
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
1. Dette direktiv finder anvendelse på kreditaftaler.
2. I henhold til dette direktiv forstås ved:
a) »forbruger«: en fysisk person, der ved en retshandel, som er
omfattet af dette direktiv, optræder med et formål, der må anses at ligge
uden for hans erhvervsmæssige virkefelt;
b) »kreditgiver«: en fysisk eller juridisk person eller en
gruppe af sådanne personer, der yder kredit som led i udøvelsen af
erhvervsmæssig virksomhed;
c) »kreditaftale«: en aftale, i henhold til hvilken en
kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit i form af
udskudt betaling, lån eller anden tilsvarende form for finansiel facilitet.
Aftaler om præstation af en løbende ydelse, når forbrugeren har ret til at
betale sådanne ydelser gennem rater så længe, de præsteres, anses ikke for at
være kreditaftaler i henhold til dette direktiv.
d) »samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkredit«:
alle omkostninger i forbindelse med kredit, herunder renter og andre
omkostninger, som er direkte forbundet med kreditaftalen, opgjort i henhold
til medlemsstaternes nuværende eller kommende bestemmelser eller praksis;
e) »årlige omkostninger i procent«: den samlede pris for
forbrugerkreditten, udtrykt i procent pr. år af det samlede ydede kreditbeløb
og beregnet i henhold til gældende metoder i medlemsstaterne.
Artikel 2
1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på:
a) kreditaftaler eller kredittilsagn
- som først og fremmest er bestemt til erhvervelse eller bevarelse af
ejendomsrettigheder til en grund eller til en bygning, der allerede er
opført, eller som skal opføres;
- som er bestemt til modernisering eller forbedring af en bygning (selve
bygningen);
b) lejekontrakter undtagen kontrakter, hvori det fastsættes, at
ejendomsretten overgår til lejeren ved kontraktens udløb;
c) kredit, der ydes eller tilbydes rente- og omkostningsfrit;
d) kreditaftaler, i henhold til hvilke der ikke skal betales rente,
forudsat at forbrugeren indvilger i at tilbagebetale kreditten på een gang;
e) kredit i form af træk på en løbende konto bevilget af et kredit- eller
finansieringsinstitut, idet denne undtagelse dog ikke gælder kreditkortkonti.
Artikel 6 gælder dog for sådanne kreditter;
f) kreditaftaler om mindre end 200 ECU eller mere end 20.000 ECU;
g) kreditaftaler, ifølge hvilken forbrugeren skal tilbagebetale kreditten:
- enten inden for en periode på højst tre måneder;
- eller ved højst fire betalinger inden for en periode på højst tolv
måneder.
2. Medlemsstaterne kan i samråd med Kommissionen undtage visse former for
kredit, som opfylder følgende betingelser, fra dette direktivs bestemmelser:
- kreditter, der ydes til en rente, der er lavere end markedrenten, og
- som ikke tilbydes offentligheden i almindelighed.
3. Artikel 4 og artikel 6-12 finder ikke anvendelse på kreditaftaler eller
kredittilsagn, der er sikret ved pant i fast ejendom, for så vidt disse ikke
allerede er undtaget fra direktivet efter stk. 1, litra a), i nærværende
artikel.
4. Medlemsstaterne kan undtage kreditaftaler, der er bekræftet af en notar
eller dommer, fra artikel 6-12.
Artikel 3
Med forbehold af Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om
indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser
om vildledende reklame (* 1) samt regler og principper vedrørende illoyal
reklame, skal enhver reklame eller e
thvert kredittilbud, der er fremlagt eller slået op i forretningslokaler,
og hvori en person erklærer sig rede til at yde en kredit eller formidle
indgåelse af kreditaftaler, og som indeholder angivelse af rentesats eller
andre tal vedrørende kreditomkostningerne, også indeholde angivelse af de
årlige omkostninger i procent i form af et repræsentativt eksempel, hvis
dette er den eneste hensigtsmæssige fremgangsmåde.
(* 1) EFT nr. L 250 af 19.9.1984, s. 17.
Artikel 4
1. Kreditaftaler udfærdiges skriftligt. Forbrugeren får udleveret en
genpart af den skriftlige aftale.
2. Den skriftlige aftale skal indeholde
a) en angivelse af de årlige omkostninger i procent;
b) en angivelse af de betingelser, hvorunder størrelsen af de årlige
omkostninger i procent kan ændres.
I tilfælde, hvor det ikke er muligt er angive de årlige omkostninger i
procent, skal forbrugeren have hensigtsmæssige oplysninger i den skriftlige
aftale. Disse oplysninger skal mindst omfatte de oplysninger, der er
omhandlet i artikel 6, stk. 1, andet led.
3. Den skriftlige aftale skal endvidere indeholde de øvrige væsentlige
enkeltheder i kontrakten.
Som eksempel findes der i bilaget til dette direktiv en liste over
enkeltheder, som medlemsstaterne på grund af deres væsentlige karakter kan
kræve angivet i den skriftlige aftale.
Artikel 5
Uanset artikel 3 og artikel 4, stk. 2, og indtil der indføres en
fællesskabsmetode eller fællesskabsmetoder til beregning af de årlige
omkostninger i procent, skal de medlemsstater, som på tidspunktet for dette
direktivs meddelelse ikke kræver angivelse af de årlige omkostninger i
procent, og som ikke har en fast metode til beregning heraf, under alle
omstændigheder kræve angivelse af de samlede omkostninger i forbindelse med
forbrugerkreditten.
Artikel 6
1. Uanset undtagelsen i artikel 2, stk. 1, litra e), skal forbrugeren, når
der mellem et kredit- eller finansieringsinstitut og en forbruger er aftalt
en kredit i form af træk på en løbende konto, idet denne undtagelse dog ikke
gælder kreditkortkonti, ved eller inden indgåelsen af aftalen underrettes
- om kredittens eventuelle maksimumsbeløb;
- om den årlige rente og de omkostninger, der beregnes fra aftalens
indgåelse, og betingelserne for ændringer af disse;
- om betingelserne for ophævelse af aftalen.
Denne underretning skal bekræftes skriftligt.
2. Endvidere skal forbrugeren, så længe aftalen løber, informeres om
enhver ændring i den årlige rente eller de øvrige omkostninger, når ændringen
indtræder. Oplysninger herom kan gives i kontoudtog eller på en anden af
medlemsstaterne godkendt måde.
3. I medlemsstater, hvor stiltiende accepterede overtræk anerkendes, skal
de pågældende medlemsstater sørge for, at forbrugeren gøres bekendt med den
årlige rente og eventuelle omkostninger og om enhver ændring heri, når
overtrækket vedvarer ud over tre måneder.
Artikel 7
Såfremt en kreditaftale med henblik på anskaffelse af løsøre opsiges, skal
medlemsstaterne fastsætte, på hvilke betingelser løsøregenstanden kan tages
tilbage, særlig hvis forbrugeren ikke har givet sit samtykke dertil. De skal
endvidere sikre, at regnskabet mellem parterne, når kreditgiver tager
løsøregenstanden tilbage, opgøres således, at tilbagetagelsen ikke medfører
nogen uberettiget berigelse.
Artikel 8
Forbrugeren har ret til at opfylde sine forpligtelser i henhold til en
kreditaftale forud for forfaldstidspunktet. I så fald skal forbrugeren i
overensstemmelse med de af medlemsstaterne fastsatte bestemmelser have ret
til en rimelig reduktion af de samlede kreditomkostninger.
Artikel 9
Overdrages kreditgiverens fordringer i henhold til en kreditaftale til
tredjemand, kan forbrugeren gøre enhver indsigelse gældende over for den
pågældende tredjemand, som han kunne gøre gældende over for den oprindelige
kreditgiver, herunder også om modregning, i det omfang modregning er tilladt
i den pågældende medlemsstat.
Artikel 10
Medlemsstater, som i forbindelse med kreditaftaler tillader forbrugeren
a) at foretage betaling med veksler, herunder egenveksler,
b) at stille sikkerhed ved hjælp af veksler, herunder egenveksler og
checks,
skal sikre, at forbrugeren er beskyttet på passende måde, når disse
dokumententer anvendes på de nævnte måder.
Artikel 11
1. Medlemsstaterne drager omsorg for, at eksistensen af en kreditaftale
ikke på nogen måde berører forbrugerens rettigheder i forhold til
leverandøren af løsøre eller tjenesteydelser, som han har købt eller
erhvervet ved en sådan aftale, i tilfælde hvor løsøret eller
tjenesteydelserne ikke leveres eller præsteres eller af andre årsager ikke er
i overensstemmelse med aftalen herom.
2. Når
a) forbrugeren med henblik på køb eller erhvervelse af løsøre eller
tjenesteydelser indgår en kreditaftale med en anden person end den, som
leverer disse; og
b) der mellem kreditgiveren og leverandøren af løsøret eller af
tjenesteydelserne allerede består en aftale, ifølge hvilken kredit til den
pågældende leverandørs kunder med henblik på erhvervelse af løsøre eller
tjenesteydelser hos den pågældende leverandør alene stilles til rådighed af
den pågældende kreditgiver; og
c) den i litra a) omhandlede forbruger opnår sin kredit i henhold til
denne allerede bestående aftale; og
d) løsøre eller tjenesteydelser, der er omfattet af kreditaftalen, ikke
eller kun delvis leveres eller præsteres, eller ikke er i overensstemmelse
med leveringsaftalen; og
e) forbrugeren har taget retsmidler i anvendelse mod leverandøren, men
ikke har fået fyldestgjort det krav, som han var berettiget til;
har forbrugeren ret til at tage retsmidler i anvendelse mod kreditgiveren.
Det overlades til medlemsstaterne at bestemme, i hvilket omfang og på hvilke
betingelser disse retsmidler kan tages i anvendelse.
3. Stk. 2 gælder ikke, hvis den pågældende enkelte retshandel vedrører et
beløb på under 200 ECU.
Artikel 12
1. Medlemsstaterne
a) sikrer, at personer, der tilbyder kredit eller tilbyder af formidle
kreditaftaler, skal have myndighedernes tilladelse hertil, enten særskilt
eller som leverandører af løsøre eller tjenesteydelser; eller
b) sikrer, at den virksomhed, der udføres af personer, som yder kredit
eller formidler kredit, skal kontrolleres eller overvåges af en institution
eller af myndighederne; eller
c) fremmer oprettelsen af passende institutioner, hvortil klager
vedrørende kreditaftaler eller kreditbetingelser kan rettes, og som kan give
forbrugerne relevante oplysninger eller råd herom.
2. Medlemsstaterne kan træffe bestemmelse om, at den i stk. 1, litra a),
omhandlede tilladelse ikke kræves, når personer, der tilbyder at indgå eller
formidle kreditaftaler, svarer til definitionen i artikel 1 i Rådets første
direktiv af 12. december 1977 om samordning af lovgivningen om adgang til at
optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (* 1) og har bemyndigelse
hertil efter samme direktiv.
(* 1) EFT nr. L 322 af 17.12.1977, s.30.
Når personer, som yder kredit eller formidler kredit, har fået både
særskilt tilladelse hertil i henhold til stk. 1, litra a), og tilladelse i
henhold til ovennævnte direktiv og sidstnævnte tilladelse siden er inddraget,
skal den kompetente myndighed, der er ansvarlig for udstedelsen af den
særskilte tilladelse til at yde kredit i henhold til stk. 1, litra a),
underrettes og træffe afgørelse om, hvorvidt de pågældende personer må
fortsætte med at yde kredit eller formidle kredit, eller om den særskilte
tilladelse, der er givet i henhold til til stk. 1, litra a), skal inddrages.
Artikel 13
1. ECUen er ved anvendelsen af dette direktiv den, der er fastsat i
forordning (EØF) nr. 3180/78, som ændret ved forordning (EØF) nr. 2626/84.
Modværdien i national valuta er første gang den, der gælder på datoen for
udstedelsen af nærværende direktiv.
Medlemsstaterne kan afrunde modværdien i national valuta, hvis afrundingen
ikke overstiger 10 ECU.
2. Rådet foranstalter på forslag af Kommissionen hvert femte år og første
gang i 1995 en undersøgelse og eventuelt en revision af beløbene i dette
direktiv under hensyn til den økonomiske og valutariske udvikling i
Fællesskabet.
Artikel 14
1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditaftaler ikke indholder bestemmelser,
der til skade for forbrugeren afviger fra de bestemmelser i national
lovgivning, der fastsættes til gennemførelse af dette direktiv, eller som
svarer hertil.
2. Medlemsstaterne sikrer endvidere, at de bestemmelser, de fastsætter til
gennemførelse af dette direktiv ikke omgås ved den måde aftalerne udformes, i
særdeleshed ved en opdeling af kreditbeløbet på flere aftaler.
Artikel 15
Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne med henblik på
beskyttelse af forbrugeren opretholder eller vedtager mere vidtgående
bestemmelser i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til
traktaten.
Artikel 16
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltniner for senest den 1.
januar 1990 at efterkomme dette direktiv og underretter straks Kommissionen
herom.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste
nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af
dette direktiv.
Artikel 17
Senest den 1. januar 1995 aflægger Kommissionen rapport til Rådet om
direktivets gennemførelse.
Artikel 18
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiges i Bruxelles, den 22. december 1986.
På Rådets vegne
G. SHAW
Formand
Bilag
Oversigt over de enkeltheder, der er omhandlet i artikel 4, stk. 3
1. Kreditaftaler vedrørende levering af løsøre eller tjenesteydelser:
i) en beskrivelse af det løsøre eller de tjenesteydelser, der omfattes af
aftalen;
ii) kontantprisen samt kreditkøbsprisen:
iii) størrelsen af en eventuel udbetaling samt afdragenes antal og
størrelse og forfaldstidspunkter, eller den måde, hvorpå disse størrelser kan
fastsættes, hvis de ikke kendes ved aftalens indgåelse;
iv) angivelse af, at forbrugeren som fastsat i artikel 8 er berettiget til
en reduktion ved tilbagebetaling før forfaldstid;
v angivelse af, hvem der har ejendomsretten, såfremt denne ikke straks
overgår til forbrugeren, og på hvilke betingelser forbrugeren opnår
ejendomsret til salgsgenstanden;
vi) beskrivelse af eventuel sikkerhed;
vii) eventuel fortrydelsesperiode;
viii) oplysning om eventuel forsikring og oplysning om
forsikringsomkostningerne, når valg af forsikringsgiver ikke er overladt til
forbrugeren.
2. Kreditaftaler på grundlag af kreditkort:
i) kredittens eventuelle maksimumsbeløb;
ii) tilbagebetalingsvilkårene eller måden, hvorpå de fastlægges;
iii) eventuel fortrydelsesperiode.
3. Kreditaftaler i form af løbende kredit, som ikke på anden måde er
omfattet af dette direktiv:
i) kredittens eventuelle maksimumsbeløb eller måden, hvorpå dette
fastsættes;
ii) anvendelses- og tilbagebetalingsvilkårene;
iii) eventuel fortrydelsesperiode.
4. Andre kreditaftaler, der falder ind under dette direktiv:
i) kredittens eventuelle maksimumsbeløb;
ii) oplysning om eventuel krævet sikkerhed;
iii) tilbagebetalingsvilkårene;
iv) eventuel fortrydelsesperiode;
v) angivelse af, at forbrugeren som fastsat i artikel 8 er berettiget til
en reduktion ved tilbagebetaling før forfaldstid.
Bilag 2
Forslag til RÅDETS DIREKTIV
om ændring af direktiv 87/102/EØF om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit
RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -
under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske
Fællesskab, særlig artikel 100 A,
under henvisning til forslag fra Kommissionen (* 1),
i samarbejde med Europa-Parlamentet (* 2),
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg (* 3),
og ud fra følgende betragtninger:
ifølge artikel 5 i direktiv 87/102/EØF (* 4), skal der indføres en eller
flere fællesskabsmetoder til beregning af de årlige procentvise omkostninger
i forbindelse med forbrugerkredit;
(* 1) EFT nr. C 155 af 14.6.1988, s. 10.
(* 2) Udtalelse afgivet den 15.3.1989 (endnu ikke offentliggjort i EFT) og
afgørelse af (endnu ikke offentliggjort i EFT).
(* 3) EFT nr. C 337 af 31.12.1988, s. 1.
(* 4) EFT nr. L 42 af 12.2.1987, s. 48.
for at fremme det indre markeds oprettelse og funktion og sikre
forbrugerne et højt beskyttelsesniveau bør der anvendes en ensartet metode
til beregning af nævnte årlige omkostninger i hele Fællesskabet;
med henblik på indførelsen af en sådan metode og i overensstemmelse med
definitionen af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkredit er
det nødvendigt at udarbejde en enkelt matematisk formel til beregning af de
årlige omkostninger i procent og at fastsætte de kreditomkostningselementer,
der skal indgå i beregningen, ved angivelse af de omkostninger, der ikke skal
medregnes;
i en overgangsperiode kan de medlemsstater, der før datoen for meddelelsen
af dette direktiv anvender en lovgivning, der åbner mulighed for at anvende
en anden matematisk formel til beregning af de årlige omkostninger i procent,
fortsætte med at anvende denne lovgivning;
inden udløbet af overgangsperioden og på baggrund af de indhøstede
erfaringer træffer Rådet på forslag fra Kommissionen afgørelse om anvendelse
af en enkelt matematisk fællesskabsformel;
der bør i fornødent omfang lægges visse hypoteser til grund for
beregningen af de årlige omkostninger i procent;
kreditter, der er sikret ved pant i fast ejendom, bør i betragtning af
deres særlige karakter fortsat være delvis udelukket fra dette direktiv;
omfanget af de oplysninger, der obligatorisk skal meddeles en forbruger i
den skriftlige aftale med denne, bør udvides -
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
Direktiv 87/102/EØF ændres således:
1) Artikel 1, stk. 2, litra d) og e), affattes således:
»d) »samlede omkostninger i forbindelse med
forbrugerkredit«: alle omkostninger, herunder renter og andre
omkostninger, som forbrugeren skal betale for kreditten;»
e) »årlige omkostninger i procent«: den samlede pris for
forbrugerkreditten, udtrykt i procent pr. år af det ydede kreditbeløb og
beregnet i overensstemmelse med artikel 1a.'
2) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 1a
1. a) De årlige omkostninger i procent, som er den omkostningssats, som på
årsbasis giver samme nutidsværdi af de samlede nuværende eller fremtidige
forpligtelser (lån, tilbagebetaling og omkostninger), der er indgået af hhv.
långiver og forbruger, beregnes i overensstemmelse med den matematiske formel
i bilag II.
b) I bilag III gives der fire eksempler på beregningsmetoden.
2. Ved beregningen af de årlige omkostninger i procent ses der med henblik
på bestemmelse af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkredit
som defineret i artikel 1, stk. 2, litra d), bort fra følgende omkostninger:
i) omkostninger, der pålægges forbrugeren på grund af misligholdelse af en
forpligtelse, der indgår i kreditaftalen;
ii) omkostninger bortset fra købsprisen, som forbrugeren skal betale ved
køb af varer eller tjenesteydelser, hvad enten der købes kontant eller på
kredit;
iii) omkostninger ved pengeoverførsel samt omkostninger ved at føre en
konto til brug ved tilbagebetaling af kreditten samt ved betaling af renter
og andre omkostninger, medmindre forbrugeren ikke har et rimeligt frit valg i
så henseende, og disse omkostninger er unormalt store; denne bestemmelse
gælder dog ikke for omkostninger ved opkrævning af disse tilbagebetalinger
eller betalinger, hvad enten de opkræves kontant eller på anden måde;
iv) medlemsbidrag ved optagelse i foreninger eller sammenslutninger i
henhold til en anden aftale end kreditaftalen, selv om disse bidrag har
indvirkning på kreditvilkårene:
v) forsikrings- eller garantiomkostninger; dog medtages sådanne, som i
tilfælde af forbrugerens død, invaliditet, sygdom eller arbejdsløshed skal
sikre långiveren tilbagebetaling af et beløb, der er lig med eller mindre end
den samlede kredit med renter og andre omkostninger, og som långiveren
forlanger som betingelse for ydelse af kreditten.
3. a) Hvis kredittransaktioner, der er omfattet af dette direktiv, den ...
(* 1) er underkastet gældende nationale lovbestemmelser, som fastsætter
maksimumsgrænser for de årlige omkostninger i procent for disse
transaktioner, og hvis det efter disse bestemmelser er tilladt at undlade at
tage hensyn til standardomkostninger, der ikke er omhandlet i stk. 2, punkt
i)-v), i forhold til disse grænser, kan medlemsstaterne, udelukkende for de
nævnte transaktioner, undlade at medtage de nævnte omkostninger ved
beregningen af de årlige omkostninger i procent, idet det dog er en
betingelse, at forbrugeren i de i artikel 3 omhandlede tilfælde i
kreditaftalen informeres om beløbet og om, at det indgår i de betalinger, der
skal præsteres.
b) Medlemsstaterne kan ikke længere anvende litra a), når den ensartede
matematiske metode for beregningen af de årlige omkostninger i procent er
blevet indført i overensstemmelse med stk. 5, litra c).
4. a) De årlige omkostninger i procent beregnes på tidspunktet for
kreditaftalens indgåelse, jf. dog bestemmelserne vedrørende reklamer og
kredittilbud i artikel 3.
b) Beregningen foregår ud fra den antagelse, at kreditaftalen løber i det
aftalte tidsrum, og at långiver og forbruger opfylder deres forpligtelser
inden for de aftalte frister og datoer.
5. a) Medlemsstater, som inden . . . (* 1) anvender bestemmelser, som
tillader anvendelse af en anden matematisk metode til beregning af de årlige
omkostninger i procent end den i bilag II anførte, kan uanset stk. 1, litra
a), fortsætte med at anvende dem på deres område i en overgangsperiode på tre
år fra den 1. januar 1993.
(* 1) Datoen for dette direktivs meddelelse.
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at
der på deres område kun anvendes een matematisk formel for beregning af de
årlige omkostninger i procent.
b) Kommissionen forelægger seks måneder inden udløbet af den i litra a)
fastsatte frist Rådet en rapport ledsaget af et forslag, som på baggrund af
erfaringerne gør det muligt at anvende en enkelt matematisk fællesskabsmetode
til beregning af de årlige omkostninger i procent.
c) Rådet træffer med kvalificeret flertal på grundlag af forslaget fra
Kommissionen afgørelse inden den 1. januar 1996.
6. I kreditaftaler, der indeholder bestemmelser, som giver mulighed for at
ændre rentesatsen og beløbet eller niveauet for andre omkostninger, som
indgår i de årlige omkostninger i procent, men som ikke kan kvantificeres ved
beregningen, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fra den antagelse,
at rentesatsen og de øvrige omkostninger er konstante i forhold til
udgangsniveauet, og at de finder anvendelse, indtil kreditaftalen udløber.
7. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages om nødvendigt
ud fra følgende antagelser:
- hvis der ikke i aftalen er fastsat noget loft over kredittens størrelse,
er den ydede kredit lig med det af den pågældende medlemsstat fastsatte
beløb, dog maksimalt 2.000 ecu:
- hvis der ikke er fastsat nogen tidsplan for tilbagebetalingen, eller en
sådan ikke fremgår af aftalens bestemmelser eller af betalingsmåden for den
ydede kredit, er kredittens løbetid et år;
- medmindre andet er angivet, effektueres kreditten og betales ydelserne,
når aftalen indeholder flere datoer for tilbagebetaling, på det det tidligste
af de i aftalen fastsatte tidspunkter.«
3) Artikel 2, stk. 3, affattes således:
»3. Artikel 1a og artikel 4-12 finder ikke anvendelse på
kreditaftaler eller kredittilsagn, der er sikret ved pant i fast ejendom, for
så vidt disse ikke allerede er undtaget fra dette direktiv efter stk. 1,
litra a), i nærværende artikel.«
4) I artikel 4, stk. 2, første afsnit, indsættes følgende litra:
»c) en angivelse af størrelsen og antallet af samt af hyppigheden af
eller datoerne for de ydelser, forbrugeren skal betale for at tilbagebetale
kreditten og betale renter og andre omkostninger, samt om muligt af det
samlede beløb, der skal betales;
d) en angivelse af de i artikel 1a, stk. 2, omhandlede
omkostningselementer, bortset fra omkostninger i forbindelse med
misligholdelse af kontraktlige forpligtelser, der ikke er medtaget ved
beregningen af de årlige omkostninger i procent, men som forbrugeren under
visse omstændigheder skal betale, samt en nøjagtig angivelse af disse
omstændigheder. Når summen af disse elementer er bekendt, anføres den, i
modsat fald angives om muligt en beregningsmetode eller det mest realistiske
skøn.«
5) Artikel 5 udgår.
6) Bilaget bliver bilag I og i punkt 1 tilføjes følgende afsnit:
»ix) oplysning om eventuel pligt for forbrugeren til at opspare et
nærmere bestemt beløb på en særlig konto.«
7) Bilag II og III i bilaget til nærværende direktiv indsættes.
Artikel 2
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at
efterkomme dette direktiv senest den 31. december 1992. De underretter straks
Kommissionen herom.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste
nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af
dette direktiv.
Artikel 3
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den
På rådets vegne
Formand
Bilag 3
PARAGRAFNØGLE
Lov om køb på kredit Lov om kreditaftaler
§ 1, stk. 1
§ 1, stk. 2 § 5, stk. 1
§ 1, stk. 3
§ 2 § 6
§ 3
§ 4, stk. 1-2
§ 4, stk. 3 § 5, stk. 2
§ 5, stk. 1 § 3, stk. 1, nr. 2
§ 5, stk. 2 § 2, 2. pkt.
§ 5, stk. 3 § 52, stk. 1
§ 6 § 7
§ 7 § 1, stk. 2
§ 8 § 9
§ 9 § 21
§ 10 § 22
§ 11 § 27
§ 12, stk. 1 § 32, stk. 1-2
§ 12, stk. 2 § 30
§ 12, stk. 3 § 31
§ 13 § 25
§ 14 § 28
§ 15 § 26
§ 16 § 29
§§ 17-18 § 33
§ 19 § 37
§ 20, stk. 1 § 35, stk. 1
§ 20, stk. 2-4 § 44
§ 21, stk. 1 § 45
§ 21, stk. 2 § 36
§ 22 § 34
§ 23 § 50, stk. 1-2
§ 24 § 35, stk. 2
§ 25 § 38
§ 26 § 39
§ 27, stk. 1 § 50, stk. 3
§ 27, stk. 2 § 40
§ 27, stk. 3 § 41
§ 28 § 46
§ 29 § 42
§ 30 § 43
§ 31 § 47
§ 32 § 10
§ 33 § 11
§ 34
§ 35
§ 35a § 19
§ 35b
§ 35c § 20
§ 36 § 53
§ 37 § 15
§ 38 § 23
§ 39
§ 40 § 55
§ 41 § 56
§ 42 § 57
§ 43 § 58
Efter 2. behandling den 18. maj 1990
Indholdsfortegnelse
Kapitel 1. Indledende bestemmelser
Lovens anvendelsesområde §§ 1-3
Definitioner §§ 4-6
Lovens fravigelighed § 7
Kapitel 2. Kreditgiverens oplysningspligt
Formkrav til kreditaftaler § 8
Kreditaftaler med fast lånebeløb § 9
Kreditaftaler med variabelt lånebeløb §§ 10-12
Opgørelse af kreditomkostningerne §§ 13-14
Variable kreditomkostninger § 15
Beregning af de årlige omkostninger i procent §§ 16-18
Kapitel 3. Særlige kreditvilkår i kreditkøb §§ 19-20
Kapitel 4. Forbud mod underpant i kreditkøb § 21
Kapitel 5. Generalklausul § 22
Kapitel 6. Tilsidesættelse af oplysningspligten §§ 23-24
Kapitel 7. Forbrugerens betalinger
Indbetaling til postvæsenet og pengeinstitutter § 25
Indfrielse af fordringen før forfaldstidspunktet §§ 26-27
Afskrivning på fordringen § 28
Kapitel 8. Forbrugerens misligholdelse §§ 29-30
Kapitel 9. Kreditorskifte
Brug af negotiable dokumenter § 31
Bevarelse af indsigelser m.v. §§ 32-33
Kapitel 10. Køb med ejendomsforbehold
Ejendomsforbeholds gyldighed § 34
Kreditgiverens adgang til fyldestgørelse § 35
Betingelser for tilbagetagelse §§ 36-37
Opgørelse af fordringen § 38
Opgørelse af det solgtes værdi §§ 39-42
Forbrugerens indløsnings- og udtagelsesret §§ 43-44
Fremgangsmåden ved tilbagetagelse §§ 45-47
Tilbagetagelse uden fogedrettens medvirken § 48
Kapitel 11. Ikke-forbrugerkøb §§ 49-52
Kapitel 12. Forskellige bestemmelser §§ 53-55
Kapitel 13. Straffebestemmelser §§ 56-57
Kapitel 14. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser §§ 58-60
Kapitel 1
Indledende bestemmelser
Lovens anvendelsesområde
§ 1. Loven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende
(kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit
erhverv, når kreditten hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig
anvendelse for den anden part (forbrugeren) og kreditgiveren vidste eller
burde vide dette.
Stk. 2. Loven gælder også for kreditaftaler, hvor kreditten ydes
af en ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen er indgået eller formidlet for
kreditgiveren af en erhvervsdrivende.
Stk. 3. Kreditgiveren har bevisbyrden for, at en kreditaftale ikke
er omfattet af loven.
§ 2. Lovens kapitel 11 gælder for kreditkøb, der ikke er
forbrugerkøb. Kapitel 11 gælder dog ikke for erhvervsdrivendes køb til
videresalg eller af materialer, der indgår i virksomhedens produktion.
§ 3. Loven finder ikke anvendelse på:
1) Kreditaftaler, hvor kreditten skal indfries senest 3 måneder efter
aftalens indgåelse eller ved kreditkøb senest 3 måneder efter
salgsgenstandens levering.
2) Kredit, der aftales i et retsforlig.
Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, gælder loven, hvis
der foreligger et køb med ejendomsforbehold eller et kreditkøb i henhold til
en aftale om kredit med variabelt lånebeløb.
Stk. 3. Lovens kapitel 2 gælder ikke for kreditaftaler,
1) hvor det samlede beløb, der skal betales, ikke overstiger 1.500 kr.,
eller
2) hvor der ikke betinges vederlag for kreditten.
Definitioner
§ 4. Ved en kreditaftale forstås en aftale om kredit i form af
henstand, lån eller anden tilsvarende form for finansiel ydelse.
Stk. 2. En aftale om præstation af løbende ydelser, for hvilke
forbrugeren har ret til at betale helt eller delvis bagud, anses ikke for en
kreditaftale.
§ 5. Som kreditkøb betegnes en kreditaftale med henblik på køb af
løsøre, hvorefter
1) køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af
købesummen eller en del af denne eller
2) købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en
tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren.
§ 6. Ved køb med ejendomsforbehold forstås et kreditkøb, hvor det
er aftalt, at sælgeren kan tage det solgte tilbage, hvis køberen ikke
opfylder sine forpligtelser.
Stk. 2. Som køb med ejendomsforbehold anses også en aftale, der er
betegnet som lejekontrakt, eller hvorefter betalingen i øvrigt fremtræder som
vederlag for brug af tingen, såfremt det må antages at have været meningen,
at modtageren af tingen skal blive ejer af den.
Lovens fravigelighed
§ 7. Loven og de i medfør af denne udfærdigede forskrifter kan
ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for forbrugeren.
Stk. 2. I ikke-forbrugerkøb kan reglerne fraviges ved aftale. De
kan dog ikke fraviges til skade for køberen ifølge et køb med
ejendomsforbehold.
Kapitel 2
Kreditgiverens oplysningspligt
Formkrav til kreditaftaler
§ 8. En kreditaftale skal udfærdiges skriftligt og indeholde de
oplysninger, der er nævnt i § 9 eller § 10 og i § 14, samt aftalens øvrige
væsentlige vilkår.
Stk. 2. Forbrugeren skal i forbindelse med aftalens indgåelse have
overgivet en genpart af kreditaftalen.
Kreditaftaler med fast lånebeløb
§ 9. Ved indgåelse af en kreditaftale med fast lånebeløb skal
kreditgiveren oplyse forbrugeren om:
1) Lånebeløbet: Det lånte beløb efter fradrag af
stiftelsesomkostninger, kurstab og lignende.
2) Størrelsen af en eventuel udbetaling .
3) Kreditomkostningerne angivet som et beløb og opgjort i
overensstemmelse med § 13.
4) De årlige omkostninger i procent: Den samlede pris for kreditten
udtrykt i procent pr. år af lånebeløbet og beregnet i overensstemmelse med §§
16-18.
5) Det samlede beløb, der skal betales: Summen af lånebeløbet,
udbetalingen og kreditomkostningerne.
6) De enkelte ydelser, disses antal og forfaldstid.
7) Aftalens varighed og betingelserne for dens opsigelse.
Stk. 2. I kreditkøb påhviler oplysningspligten efter stk. 1 sælgeren.
Denne skal tillige oplyse forbrugeren om kontantprisen, dvs. den pris,
for hvilken tingen ved aftalens indgåelse kunne være købt mod kontant
betaling hos sælgeren.
Stk. 3. Har parterne aftalt, at kreditomkostningerne, ydelserne
eller andre vilkår, der har betydning for størrelsen af de årlige
omkostninger i procent, kan ændres under kreditaftalens forløb, skal
kreditgiveren oplyse forbrugeren herom samt angive de betingelser, hvorunder
omkostningerne således kan ændres.
Stk. 4. Er det ikke muligt at beregne de årlige omkostninger i
procent, skal kreditgiveren i stedet oplyse forbrugeren om den nominelle
årlige rente.
Kreditaftaler med variabelt lånebeløb
§ 10. Ved indgåelse af en kreditaftale med variabelt lånebeløb
skal kreditgiveren oplyse forbrugeren om:
1) Kreditrammen : Det eventuelle højeste beløb, som må trækkes på
kontoen.
2) De nærmere regler og betingelser for pålæg af kreditomkostninger
, jf. § 13, samt beregningsmåden for sådanne omkostninger, herunder den
nominelle årlige rente, hvis en periodisk rente anvendes.
3) De årlige omkostninger i procent ved forskellige udnyttelser af
kontoen: Den samlede pris for kreditten udtrykt i procent pr. år af
lånebeløbet og beregnet i overensstemmelse med §§ 16-18.
4) Det samlede beløb, der skal betales ved forskellige udnyttelser
af kontoen: Summen af lånebeløbet og kreditomkostningerne.
5) Hvorledes gælden skal betales.
6) Hvor ofte forbrugeren vil modtage kontoudtog.
7) Aftalens varighed og betingelserne for dens opsigelse.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 9, stk. 3-4, finder tilsvarende anvendelse.
§ 11. For hver periode, for hvilken der ifølge en aftale som nævnt
i § 10 skal tilsendes forbrugeren kontoudtog, kan der kun kræves vederlag for
kreditten, såfremt der ved afslutningen af perioden tilsendes forbrugeren
kontoudtog, der indeholder oplysning om:
1) Saldoen ved periodens begyndelse og slutning.
2) Størrelsen af og tidspunktet for debiteringer og krediteringer i løbet
af perioden.
3) Den nominelle årlige rente, hvis en periodisk rente anvendes.
4) Tidspunktet, inden hvilket betaling i givet fald skal ske for at undgå,
at der pålægges yderligere kreditomkostninger.
§ 12. Når forbrugeren med kreditgiverens stiltiende accept
overskrider kreditrammen som nævnt i § 10, stk. 1, nr. 1, og overtrækket
vedvarer ud over tre måneder, skal kreditgiver gøre forbrugeren bekendt med
den årlige nominelle rente og eventuelle omkostninger i forbindelse med
overtrækket samt enhver ændring heri.
Opgørelse af kreditomkostningerne
§ 13. Kreditomkostningerne omfatter alle omkostninger, herunder
stiftelsesomkostninger, renter, løbende provisioner og alle andre
omkostninger, som forbrugeren skal betale for kreditten, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Med henblik på opgørelsen af kreditomkostningerne ses der
bort fra følgende omkostninger:
1) Misligholdelsesomkostninger.
2) Omkostninger, som forbrugeren skal betale ved køb af løsøre eller
tjenesteydelser, hvad enten der købes kontant eller på kredit.
3) Omkostninger ved overførsel af penge.
4) Omkostninger ved at føre en konto til brug ved betaling af ydelserne på
kreditten bortset fra omkostninger ved opkrævning af betalinger, hvad enten
de opkræves kontant eller på anden måde.
5) Medlemsbidrag ved optagelse i foreninger eller sammenslutninger i
henhold til en anden aftale end kreditaftalen, selv om disse bidrag har
indvirkning på kreditvilkårene.
6) Forsikrings- eller garantiomkostninger, medmindre forsikringen eller
garantien skal tjene til sikkerhed for kredittens tilbagebetaling.
Stk. 3 . Bestemmelserne i stk. 2, nr. 3-4, finder kun anvendelse,
hvis forbrugeren har rimelig valgfrihed med hensyn til, hvorledes
pengeoverførslen eller betalingen skal ske, og hvis omkostningerne ikke er
unormalt store.
§ 14. Kreditgiveren skal ved aftalens indgåelse oplyse forbrugeren
om størrelsen af de omkostninger, der er nævnt i § 13, stk. 2, nr. 2-6, samt
angive, under hvilke omstændigheder de skal betales. Hvis størrelsen af
omkostningerne ikke er kendt, skal kreditgiver om muligt oplyse forbrugeren
om beregningsmåden for omkostningerne eller foretage et skøn over
omkostningernes størrelse.
Variable kreditomkostninger
§ 15. Lovens regler om, at der skal gives forbrugeren oplysning
om renten eller om beløb, hvori renten indgår, jf. § 9 og § 10, hindrer ikke,
at parterne aftaler, at renten helt eller delvis skal være variabel.
Oplysningerne skal i så fald gives på grundlag af renten på tidspunktet for
oplysningerne og med angivelse af, hvorledes renten er variabel.
Stk. 2. Medmindre kreditgiver har tilladelse til at drive
virksomhed efter lov om banker og sparekasser m.v. eller realkreditloven, kan
det alene aftales, at renten helt eller delvis skal variere med størrelsen af
Nationalbankens diskonto eller lignende forhold, som kreditgiver er uden
indflydelse på.
Stk. 3. Stk. 1-2 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til
andre kreditomkostninger end renten.
Stk. 4. Kreditgiveren skal informere forbrugeren om enhver ændring
i den årlige nominelle rente eller de øvrige kreditomkostninger, når
ændringen indtræder. Oplysningen kan gives ved, at der gives forbrugeren
særskilt underretning om ændringen eller ved annoncering herom i dagspressen
i forbindelse med oplysning om ændringen i det førstkommende kontoudtog.
Beregning af de årlige omkostninger i procent
§ 16. De årlige omkostninger i procent defineres som den
omkostningssats, der på årsbasis giver samme nutidsværdi af de samlede
nuværende eller fremtidige forpligtelser (lånebeløb, tilbagebetaling og
kreditomkostninger), der følger af aftalen mellem kreditgiveren og
forbrugeren.
Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages
i overensstemmelse med den matematiske formel, som findes i bilaget til
loven.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
fremgangsmåden ved beregning af de årlige omkostninger i procent.
§ 17. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages på
tidspunktet for kreditaftalens indgåelse.
Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger foretages ud fra den
antagelse, at kreditaftalen løber i det aftalte tidsrum, og at kreditgiveren
og forbrugeren opfylder deres forpligtelser ifølge aftalen.
§ 18. Hvis kreditaftalen åbner mulighed for at ændre rentesatsen
eller størrelsen af andre omkostninger, der indgår i beregningen af de årlige
omkostninger i procent, men som ikke kan kvantificeres ved beregningen,
foretages beregningen af de årlige omkostninger i procent ud fra den
antagelse, at rentesatsen og de øvrige omkostninger er konstante i forhold
til udgangsniveauet, og at de finder anvendelse, indtil kreditaftalen
udløber.
Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages
om nødvendigt ud fra følgende antagelser:
1) Hvis der i kreditaftalen ikke er fastsat noget loft over kredittens
størrelse, anses kreditrammen for værende lig med 15.000 kr.
2) Hvis der i kreditaftalen ikke er fastsat nogen tidsplan for
tilbagebetalingen, eller hvis en sådan ikke fremgår af aftalen i øvrigt,
anses kredittens løbetid for at være 1 år.
3) Hvis kreditaftalen indeholder flere datoer for tilbagebetaling, anses
kreditten for effektueret og ydelserne for betalt på det tidligste af de i
aftalen fastsatte tidspunkter, medmindre andet fremgår af kreditaftalen.
Kapitel 3
Særlige kreditvilkår i kreditkøb
§ 19. I kreditkøb, der ikke sker i henhold til en aftale om
kredit med variabelt lånebeløb, og hvor kontantprisen overstiger 2.000 kr.,
må sælgeren eller en kreditgiver som nævnt i § 5, nr. 2, kun indgå eller
anvende en aftale, hvorefter
1) denne ved overgivelsen af det købte til forbrugeren skal være
fyldestgjort for mindst 30 pct. af kontantprisen og
2) resten af det beløb, der skal betales, skal erlægges inden 3 år fra
aftalens indgåelse.
Stk. 2 . Stk. 1 gælder ikke ved salg af bogværker under udgivelse.
§ 20. I kreditkøb, der sker i henhold til en aftale om kredit med
variabelt lånebeløb, må en sælger eller en kreditgiver som nævnt i § 5, nr.
2, kun indgå eller anvende en aftale, hvorefter forbrugeren hver måned for
den foregående periode skal betale mindst 5 pct. af saldoen ved periodens
begyndelse og 30 pct. af kontantprisen af salgsgenstande over 2.000 kr., der
er købt i perioden.
Stk. 2 . En periode som nævnt i stk. 1 må højst være af 1 måneds
varighed.
Kapitel 4
Forbud mod underpant i kreditkøb
§ 21. I kreditkøb kan kreditgiveren ikke i forbindelse med
aftalens indgåelse eller leveringen af det solgte få pant i dette til
sikkerhed for, at forbrugeren opfylder sine forpligtelser.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 hindrer ikke, at kreditgiveren efter
reglerne om pantsætning af fast ejendom får pant i det solgte, når dette
udgør tilbehør til eller bestanddel af en fast ejendom.
Kapitel 5
Generalklausul
§ 22. Er det beløb, som forbrugeren efter aftalen skal betale som
vederlag eller omkostninger, urimeligt, skal det nedsættes til, hvad der
skønnes rimeligt. Medmindre andet bestemmes af retten, sker afkortningen i
det eller de sidste beløb, der skal betales efter aftalen. Er der afkrævet
forbrugeren et urimeligt vederlag for at give den pågældende henstand eller
andre lempelser i de aftalte vilkår, sker afkortningen på samme måde.
Kapitel 6
Tilsidesættelse af oplysningspligten
§ 23. Er kreditomkostningerne ikke oplyst i overensstemmelse med
§ 9, stk. 1, nr. 3, skal forbrugeren højst betale lånebeløbet og en årlig
rente af den til enhver tid værende restgæld, der svarer til Nationalbankens
diskonto med et tillæg på 6 pct.
Stk. 2. Er kreditomkostningerne angivet efter § 9, stk. 1, nr. 3,
kan kreditgiveren ikke på grundlag af aftalen i øvrigt kræve yderligere
kreditomkostninger. Er oplysningen om de årlige omkostninger i procent som
nævnt i § 9, stk. 1, nr. 4, for lavt angivet, kan kreditgiveren ikke kræve
højere kreditomkostninger, end hvad der svarer til den procentsats, der er
angivet.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 gælder ikke, hvis kreditgiveren kan
godtgøre, at forbrugeren på trods af de manglende eller urigtige oplysninger
har haft et forsvarligt grundlag for at bedømme kreditomkostningerne.
Stk. 4. Medfører stk. 1 eller 2 en formindskelse af restgælden,
skal forbrugeren betale denne i overensstemmelse med den ordning, der er
aftalt med kreditgiver, således at afkortning sker i den eller de sidste
ydelser, som skal betales.
§ 24. Har sælgeren i et kreditkøb ikke givet oplysninger som
foreskrevet i § 9, jf. § 8, kan kreditgiveren i almindelighed ikke kræve
godtgørelse for omkostninger, som ellers ville påløbe i anledning af
forbrugerens misligholdelse.
Kapitel 7
Forbrugerens betalinger
Indbetaling til postvæsenet og pengeinstitutter
§ 25. Indbetaling ifølge en kreditaftale til postvæsenet eller
til et pengeinstitut her i riget, bortset fra Grønland, til befordring til
betalingsstedet er rettidig, når den sker inden for den betalingsfrist, der
gælder efter kreditaftalen.
Indfrielse af fordringen før forfaldstidspunktet
§ 26. Forbrugeren kan til enhver tid betale sin gæld i henhold
til en kreditaftale, uanset om den helt eller delvis er forfalden.
Forbrugeren har i så fald ret til reduktion af kreditomkostningerne i
overensstemmelse med reglerne i § 27.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for pantebreve i fast ejendom.
§ 27. Vil forbrugeren betale sin gæld, før den er forfalden, eller
gør kreditgiveren krav på betaling af beløb, som ellers ikke ville være
forfaldne, eller på tilbagetagelse af det solgte, skal kreditomkostningerne
opgøres efter stk. 2-5.
Stk. 2. I det omfang kreditomkostningerne beregnes som en
procentdel af den til enhver tid værende restgæld eller som et gebyr pr.
ydelse, kan kreditgiveren ikke kræve kreditomkostninger for den ubenyttede
del af kredittiden.
Stk. 3. I det omfang kreditomkostningerne beregnes på andet
grundlag end nævnt i stk. 2, kan afdrag, for hvilke den i aftalen fastsatte
betalingstid endnu ikke er kommet, alene kræves betalt med en så stor del,
som lånebeløbet udgør af summen af samtlige afdrag.
Stk. 4. Hvis omkostningerne ved stiftelsen af kreditten er
særskilt opgjort i aftalen og ikke er urimelige, kan kreditgiveren kræve
disse omkostninger betalt uden afkortning. Omkostningerne fragår da i de
afdrag, der skal afkortes efter stk. 3.
Stk. 5. Skal der betales i afdrag, og betaler forbrugeren uden for
fastsat forfaldsdag, anses den ikke udnyttede kredittid, jf. stk. 2, for at
løbe fra den første aftalte forfaldsdag, som indtræder efter betalingen.
Under tilsvarende omstændigheder nedsættes det første afdrag, der forfalder
efter betalingen, ikke efter stk. 3.
Afskrivning på fordringen
§ 28. Ved indbetalinger til kreditgiver kan forbrugeren bestemme,
på hvilken af flere fordringer beløbet skal afskrives.
Stk. 2. Ved en kreditaftale med variabelt lånebeløb anses i denne
sammenhæng kreditgiverens samlede tilgodehavende hos forbrugeren som een
fordring.
Stk. 3. Uanset stk. 1 kan det i kreditkøb aftales, at beløb, som
forbrugeren indbetaler, først skal afskrives på fordringer, der hidrører fra
reparation af det solgte eller andre foranstaltninger vedrørende dette.
Anvender kreditgiveren i overensstemmelse med en sådan aftale indbetalte
beløb til afskrivning på fordringer som nævnt i 1. pkt., forlænges den
aftalte betalingsordning tilsvarende.
Kapitel 8
Forbrugerens misligholdelse
§ 29. Undlader forbrugeren i et kreditkøb at opfylde sin
betalingspligt, har kreditgiveren ikke af den grund ret til at forlange
betaling af beløb, som ellers ikke ville være forfaldet, tage det solgte
tilbage eller gøre anden aftalt særlig retsvirkning af undladelsen gældende,
medmindre forbrugeren er udeblevet med et beløb 30 dage efter dets
forfaldstid og betingelserne i stk. 2 er opfyldt.
Stk. 2. Det forfaldne beløb skal udgøre:
1) mindst en tiendedel af det samlede beløb, der skal betales, eller
2) hvis der i det forfaldne beløb indgår flere afdrag, mindst en
tyvendedel af det samlede beløb, der skal betales, eller
3) hele restfordringen.
§ 30. Hvis ikke særlige hensyn til forbrugeren eller kreditgiveren
taler imod det, kan fogedretten i kreditkøb henvise en kreditgiver, der ikke
har ejendomsforbehold, til så vidt muligt at søge sig fyldestgjort ved
tilbagetagelse af det solgte. Tilbagetagelsen sker da under anvendelse af §§
39-40, §§ 43-44 og § 47. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens
tilgodehavende efter § 38, har kreditgiveren krav på betaling af det
overskydende beløb.
Stk. 2. Hvis et ejendomsforbehold i en aftale om kreditkøb ikke er
gyldigt, fordi betingelserne i § 34 ikke er opfyldt, og fogedretten træffer
beslutning efter stk. 1, har kreditgiveren kun under de i § 41 fastsatte
betingelser krav på betaling af det beløb, hvormed hans tilgodehavende måtte
overstige det solgtes værdi ved tilbagetagelsen. Har fogedretten i de nævnte
køb undladt at træffe afgørelse efter stk. 1, fordi § 36, stk. 2, hindrer
tilbagetagelse af det solgte, kan kreditgiveren kun under tilsvarende
betingelser kræve betaling af et beløb, der efter fogedrettens skøn
overstiger det solgtes værdi på tidspunktet for fogedforretningen.
Kapitel 9
Kreditorskifte
Brug af negotiable dokumenter
§ 31. Kreditgiveren må i forbindelse med en kreditaftale ikke
modtage veksel eller andet særligt skylddokument, der forpligter forbrugeren,
og som ved overdragelse kan medføre indskrænkning af forbrugerens ret til at
fremsætte indsigelser vedrørende aftalen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at
kreditgiver får pant i fast ejendom.
Bevarelse af indsigelser m.v.
§ 32. Det kan ikke aftales, at der ved overdragelse til
tredjemand af de rettigheder, der tilkommer kreditgiveren ifølge en
kreditaftale eller sælgeren i kreditkøb, sker indskrænkning af dennes
forpligtelser over for forbrugeren.
§ 33. Forbrugeren kan over for anden kreditor gøre samme
indsigelser gældende som over for kreditgiveren eller sælgeren.
Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i § 5, nr. 2, kan forbrugeren
også over for anden kreditor rejse samme pengekrav på grundlag af købet som
over for sælgeren. Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke
opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende
kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet.
Stk. 3. Ved kreditaftaler med henblik på opnåelse af en
tjenesteydelse finder bestemmelsen i stk. 2 tilsvarende anvendelse, når
vederlaget for tjenesteydelsen dækkes helt eller delvis ved lån indrømmet
forbrugeren af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og
leverandøren af tjenesteydelsen.
Stk. 4. Har kreditgiveren fået pant i fast ejendom, jf. § 31, stk.
2, gælder reglerne i stk. 1-3 kun i det omfang, andet ikke følger af reglerne
om tinglyste pantebreve i fast ejendom.
Kapitel 10
Køb med ejendomsforbehold
Ejendomsforbeholds gyldighed
§ 34. Ejendomsforbehold er kun gyldigt, såfremt
1) det er aftalt senest ved overgivelsen af det købte til forbrugeren,
2) det samlede beløb, der skal betales, jf. § 9, stk. 1, nr. 5, overstiger
2.000 kr.,
3) kreditkøbet ikke er sket i henhold til en aftale om kredit med
variabelt lånebeløb og
4) sælgeren ved overgivelsen af det købte er fyldestgjort for mindst 30
pct. af kontantprisen.
Stk. 2 . Ved salg af bøger er det uanset bestemmelsen i stk. 1,
nr. 4, tilstrækkeligt, at sælgeren, inden nogen del af det købte overgives
til forbrugeren, er fyldestgjort for et beløb svarende til det største beløb,
der efter aftalen forfalder inden for en måned.
Stk. 3. Ejendomsforbehold kan ikke aftales til sikkerhed for, at
forbrugeren opfylder sine forpligtelser efter et andet køb eller i øvrigt
betaler beløb, som kreditor ikke kan godskrive sig efter § 38.
Kreditgiverens adgang til fyldestgørelse
§ 35. Kreditgiveren skal søge sig fyldestgjort for sit
tilgodehavende ved tilbagetagelse af det solgte, jf. dog § 36, stk. 2.
Kreditgiveren kan kun i de tilfælde, der er nævnt i §§ 41-42, foretage udlæg
i forbrugerens øvrige aktiver. Udlæg kan foretages på grundlag af
fogedrettens opgørelse af kravet.
Betingelser for tilbagetagelse
§ 36. Kreditgiveren kan umiddelbart på grundlag af købekontrakten
søge sig fyldestgjort for sit tilgodehavende hos forbrugeren gennem
tilbagetagelse af det solgte ved fogedrettens hjælp, hvis kontrakten
1) er underskrevet af forbrugeren og overgivet til den pågældende i
genpart og
2) indeholder ejendomsforbehold.
Stk. 2 . Tilbagetagelse af det solgte kan uanset forbrugerens
samtykke ikke ske, hvis det efter retsplejelovens § 509, stk. 1, eller § 515,
stk. 2, ville være undtaget fra udlæg.
§ 37. Hvis forbrugeren, inden der er sket tilbagetagelse af det
solgte, har betalt det beløb, som ikke blev betalt i rette tid, med tillæg af
renter og kreditgiverens eventuelle omkostninger, kan kreditgiveren ikke tage
det solgte tilbage, forlange betaling af beløb, som ellers ikke ville være
forfaldet, eller gøre anden aftalt særlig retsvirkning af undladelsen
gældende, medmindre dette på grund af særlige omstændigheder ved
misligholdelsen må anses for påkrævet.
Opgørelse af fordringen
§ 38. Vil kreditgiveren i et køb med ejendomsforbehold tage det
solgte tilbage, kan denne ved opgørelsen af sit tilgodehavende kun medregne
1) den ubetalte del af fordringen med fradrag efter § 27, stk. 2-3,
2) rente af forfaldne ydelser og
3) nødvendige omkostninger ved tilbagetagelsen, herunder
inkassoomkostninger, medmindre § 24 er til hinder herfor.
Opgørelse af det solgtes værdi
§ 39. Tages det solgte tilbage, skal dets værdi ved
tilbagetagelsen indgå i opgørelsen mellem parterne til fordel for
forbrugeren.
Stk. 2. Ved det solgtes værdi forstås det beløb, som sælgeren kan
opnå ved at sælge tingen på hensigtsmæssig måde, eventuelt efter en rimelig
istandsættelse.
§ 40. Hvis det solgtes værdi overstiger det beløb, som
kreditgiveren kan beregne sig efter § 38, kan kreditgiveren kun tage tingen
tilbage, hvis det overskydende beløb samtidig betales til forbrugeren.
§ 41. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens
tilgodehavende efter § 38, har kreditgiveren kun krav på betaling af det
overskydende beløb, i det omfang særlige omstændigheder taler derfor, navnlig
hvis forbrugeren har udvist forsømmelighed ved brugen eller opbevaringen af
det købte eller har lagt hindringer i vejen for tilbagetagelsesforretningen.
§ 42. Hvis § 36, stk. 2, hindrer tilbagetagelse af det solgte, kan
kreditgiveren kun, hvis der foreligger særlige omstændigheder som nævnt i §
41, foretage udlæg for et beløb, der overstiger det solgtes værdi på
tidspunktet for tilbagetagelsesforretningen.
Stk. 2. Hvis det solgte ikke findes hos forbrugeren under
tilbagetagelsesforretningen, kan kreditgiveren foretage udlæg hos forbrugeren
for sit tilgodehavende efter § 38, således som dette opgøres af fogedretten.
Forbrugerens indløsnings- og udtagelsesret
§ 43. Har kreditgiveren fået det solgte tilbage, kan forbrugeren
i 14 dage derefter indløse det solgte mod at betale kreditgiverens
tilgodehavende beregnet efter § 38. Forbrugeren kan under
tilbagetagelsesforretningen give afkald på denne ret.
§ 44. Er flere ting solgt ved samme aftale, og fremsætter
kreditgiveren krav om at tage dem tilbage, kan forbrugeren udtage en eller
flere af tingene efter eget valg mod at betale det beløb, hvormed
kreditgiverens tilgodehavende beregnet efter § 38 overstiger værdien af de
øvrige ting. Er kreditgiverens tilgodehavende mindre end denne værdi, har
forbrugeren krav på at få betalt det overskydende beløb samtidig med
tilbagetagelsen.
Stk. 2. Hvis kreditgiveren har taget tingene tilbage, kan
forbrugeren i 14 dage derefter indløse en eller flere af tingene efter eget
valg mod at betale det beløb, hvormed kreditgiverens tilgodehavende beregnet
efter § 38 overstiger værdien af de øvrige ting. Forbrugeren kan under
tilbagetagelsesforretningen give afkald på denne ret.
Stk. 3. Forbrugeren kan dog ikke overtage en ting, der hører
således sammen med ting, som kreditgiveren tager tilbage, at fraskillelsen
ville medføre væsentlig værdiforringelse af det tilbagetagne.
Fremgangsmåden ved tilbagetagelse
§ 45. Anmodning om tilbagetagelse af det solgte skal være
skriftlig og være ledsaget af en opgørelse af kreditgiverens tilgodehavende
samt købekontrakten i original eller genpart. Hvis købekontrakten ikke
indeholder de oplysninger, der er nævnt i § 9, stk. 1, skal det i anmodningen
oplyses, om rekvisitus er en forbruger. Det originale dokument skal
fremlægges under fogedforretningen. Fogedretten kan om fornødent kræve, at
det originale dokument skal foreligge, før fogedforretningen berammes.
Stk. 2. Anmodningen skal fremsættes over for fogedretten, hvor
forbrugeren har hjemting, jf. retsplejelovens §§ 235-236. Har forbrugeren
ikke hjemting her i landet, finder retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, og
stk. 2-4, tilsvarende anvendelse med de undtagelser, som følger af
retsplejelovens § 247.
Stk. 3. Udebliver kreditgiveren fra forretningen, afviser
fogedretten denne. Om forbrugerens pligt til efter tilsigelse at møde i
fogedretten og give de nødvendige oplysninger gælder retsplejelovens § 494,
stk. 1-3, jf. stk. 4, og § 497. Om fogedrettens vejledningspligt og adgang
til beskikkelse af advokat for en part gælder retsplejelovens § 500.
§ 46. Er der anmodet om tilbagetagelse af det solgte på grund af
forsinkelse med betalingen, kan fogedretten udsætte forretningen i indtil 4
måneder fra anmodningens modtagelse, hvis det må antages, at forbrugeren er
kommet i forbigående økonomiske vanskeligheder. Udsættelse bør ikke ske, hvis
kreditgiverens sikkerhed bringes i fare. Fogedretten kan fastsætte vilkår for
udsættelsen. Hvis forbrugerens forhold giver anledning til det, kan
fogedretten til enhver tid bestemme, at forretningen skal fremmes.
§ 47. Det solgtes værdi ansættes af fogedretten, eventuelt efter
tilkaldelse af sagkyndig bistand.
Stk. 2. Enhver af parterne kan forlange, at fogedretten på
grundlag af en vurdering, som foretages af en eller flere sagkyndige personer
efter rettens nærmere bestemmelse, foretager en fornyet prøvelse af
værdiansættelsen.
Stk. 3. Anmodning om fornyet prøvelse af værdiansættelsen skal
fremsættes inden afslutningen af det retsmøde, hvor værdiansættelsen finder
sted. Den, der fremsætter anmodningen, skal stille sikkerhed for
omkostningerne ved tilvejebringelse af grundlaget for den fornyede prøvelse,
medmindre fogedretten på grund af særlige omstændigheder fritager den
pågældende derfor. Ved opgørelsen af parternes mellemværende afgør
fogedretten, hvem af dem der skal bære omkostningerne. Såfremt hensynet til
en part i særlig grad taler derfor på grund af den pågældendes økonomiske
forhold, kan fogedretten bestemme, at omkostningerne helt eller delvis skal
betales af staten.
Tilbagetagelse uden fogedrettens medvirken
§ 48. Har kreditgiveren uden fogedrettens medvirken taget det
solgte tilbage fra forbrugeren uden dennes samtykke, skal fogedretten afvise
en fogedforretning i anledning af købet eller tilbagetagelsen, medmindre der
foreligger særlige omstændigheder eller kreditgiver efter tilbagetagelsen har
erhvervet et særligt retsgrundlag.
Stk. 2. Har kreditgiveren og forbrugeren udenretligt aftalt, at
kreditgiveren i anledning af forbrugerens misligholdelse får det solgte
tilbageleveret uden fogedrettens medvirken, kan kreditgiveren ikke påberåbe
sig nogen aftale med forbrugeren, hvorefter der påhviler denne yderligere
forpligtelser over for kreditgiveren i anledning af købet. Har kreditgiveren
taget det solgte tilbage som nævnt i stk. 1, kan kreditgiveren heller ikke på
andet grundlag gøre yderligere krav gældende mod forbrugeren i anledning af
købet, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Kapitel 11
Ikke-forbrugerkøb
§ 49. § 22 og §§ 26-29 finder tilsvarende anvendelse på
kreditkøb, der ikke er forbrugerkøb.
§ 50. Kapitel 10 finder tilsvarende anvendelse på kreditkøb, der
ikke er forbrugerkøb, og hvor der er aftalt ejendomsforbehold med hensyn til
det solgte, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 34, stk. 1, nr. 4, § 35, §§ 41-42, § 45, stk. 2, og §
48, stk. 2, finder ikke anvendelse på de i stk. 1 nævnte køb.
§ 51. I køb med ejendomsforbehold som nævnt i § 50 kan
kreditgiveren ikke gøre udlæg i det solgte, men kan søge sig fyldestgjort
enten ved tilbagetagelse af det solgte, jf. dog § 36, stk. 2, eller ved
foretagelse af udlæg i køberens øvrige aktiver.
Stk. 2. Hvis foretagelse af udlæg skønnes at ville medføre
urimeligt tab eller væsentlige ulemper for køberen, kan fogedretten henvise
kreditgiveren til så vidt muligt at søge sig fyldestgjort ved tilbagetagelse
af det solgte.
Stk. 3. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens
tilgodehavende efter § 38, har kreditgiveren krav på betaling af det
overskydende beløb. For sit krav kan kreditgiveren foretage udlæg hos køberen
på grundlag af fogedrettens opgørelse af kravet. Det samme gælder, hvis § 36,
stk. 2, hindrer tilbagetagelse, eller hvis det solgte ikke findes hos køberen
under tilbagetagelsesforretningen.
§ 52. Anmodning om tilbagetagelse af det solgte skal fremsættes
over for fogedretten, enten hvor køberen har hjemting, jf. retsplejelovens §§
235-236 og §§ 238-240, eller hvor køberen driver erhvervsmæssig virksomhed,
jf. retsplejelovens § 237. Er der ikke værneting her i landet efter 1. pkt.,
finder retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, og stk. 2-4, tilsvarende
anvendelse med de undtagelser, som følger af retsplejelovens § 247.
Kapitel 12
Forskellige bestemmelser
§ 53. Justitsministeren kan bestemme, at lovens regler eller
nogle af disse ikke anvendes på kreditkøb, der er af en særlig beskaffenhed
eller angår bestemte arter af løsøre, eller kun anvendes på sådanne køb med
de afvigelser, som tilsiges af de pågældende købs særlige karakter.
Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at lovens regler eller
nogle af disse ikke anvendes på kreditter, der ydes til en rente, der er
lavere end markedsrenten, og som ikke tilbydes offentligheden i
almindelighed, eller kun anvendes på sådanne kreditter med de afvigelser, som
tilsiges af de pågældende kreditters særlige karakter.
§ 54. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorefter skriftlige
aftaler og dokumenter, der er omfattet af loven, skal være påtrykt en af
ministeren udarbejdet vejledning om forbrugerens retsstilling.
§ 55. Justitsministeren kan, i det omfang det betinges af
prisudviklingen, ændre beløbsangivelsen i § 3, stk. 3, nr. 1, § 19, stk. 1, §
20, stk. 1, og § 34, stk. 1, nr. 2.
Stk. 2 . Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling
med Danmarks Nationalbank og Økonomiministeriet ændre den rente, der er
fastsat i § 23, stk. 1.
Kapitel 13
Straffebestemmelser
§ 56. Den, der overtræder § 31, straffes med bøde.
Stk. 2. Med bøde straffes endvidere den, der gør sig skyldig i
grov eller oftere gentagen overtrædelse af § 9, § 10, § 12 eller § 14 eller i
grov eller gentagen overtrædelse af § 19 eller § 20.
Stk. 3. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af § 54, kan der
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af forskrifterne.
Stk. 4. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,
anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som
sådant bødeansvar.
§ 57. Den, der driver virksomhed med kreditgivning, der er
omfattet af loven, eller medvirker hertil, kan ved dom for strafbart forhold
frakendes retten til fortsat at drive den pågældende virksomhed eller til at
drive den under visse former eller til at medvirke hertil. Straffelovens § 79
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2 . Påstand om frakendelse efter stk. 1 nedlægges af
anklagemyndigheden efter anmodning fra forbrugerombudsmanden.
Stk. 3. Straffesager efter denne lov, hvor der er spørgsmål om
frakendelse efter stk. 1, kan behandles ved Sø- og Handelsretten i København.
I øvrigt gælder reglerne i retsplejelovens kapitel 63.
Stk. 4. Den, som driver virksomhed, hvortil retten er frakendt ham
i medfør af stk. 1, eller som i sin virksomhed lader nogen, som er frakendt
retten hertil, medvirke ved salg på kredit, straffes med bøde, medmindre
højere straf er forskyldt efter straffelovenss § 131. Drives virksomheden af
et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der
pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
Kapitel 14
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 58. Loven træder i kraft den 1. oktober 1990, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 9, stk. 1, nr. 4, § 10, stk. 1, nr. 3,
§ 13, stk. 2-3, og § 14 træder først i kraft den 1. januar 1993.
Stk. 3. Lovens bestemmelser finder anvendelse på kreditaftaler,
der indgås efter ikrafttrædelsen.
Stk. 4. Lov nr. 275 af 9. juni 1982 om køb på kredit ophæves.
Loven gælder dog fortsat for kreditkøb, der er indgået inden denne lovs
ikrafttræden.
§ 59. I lov om tinglysning, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 15.
september 1986, som ændret ved § 7 i lov nr. 138 af 7. marts 1990, ændres i
§ 42 a, stk. 1, »postvæsenet« til: »postvæsenet eller
til et pengeinstitut«.
§ 60. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men §§ 1-58 kan
ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser,
som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bilag
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1989 BTL 78 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM KREDITAFTALER NR L 78 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 22. august 1990
- Forslag til Lov om ændring af lov om kreditaftaler og lov om markedsføring (Ændringer som følge af forbrugerkreditdirektivet) Retsinformation · 17. december 2009
- Bekendtgørelse af lov om kreditaftaler Retsinformation · 17. august 2019
- 1991 LSF 186 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KREDITAFTALER (KREDITOPLYSNINGER I FORBINDELSE MED LÅN MOD PANT I FAST EJENDOM) Retsinformation · 29. april 1992
- 1989 LSF 133 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MÆRKNING OG SKILTNING MED PRIS M.V. Retsinformation · 14. juni 1990
- Retningslinjer for korfristede lån indgået som fjernsalgsaftaler, 1. april 2014 Retsinformation · 4. september 2015