Spring til indhold

Retsinformation

1989 LSF 78 FORSLAG TIL LOV OM KREDITAFTALER

1989/1 LSF 78Lovforslag som fremsatFolketinget14. juni 1990

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1. Indledende bestemmelser

Lovens anvendelsesområde §§ 1-3

Definitioner §§ 4-6

Lovens fravigelighed § 7

Kapitel 2. Kreditgiverens oplysningspligt

Formkrav til kreditaftaler § 8

Kreditaftaler med fast lånebeløb § 9

Kreditaftaler med variabelt lånebeløb §§ 10-12

Opgørelse af kreditomkostningerne §§ 13-14

Variable kreditomkostninger § 15

Beregning af de årlige omkostninger i procent §§ 16-18

Kapitel 3. Særlige kreditvilkår i kreditkøb §§ 19-20

Kapitel 4. Forbud mod underpant i kreditkøb § 21

Kapitel 5. Generalklausul § 22

Kapitel 6. Tilsidesættelse af oplysningspligten §§ 23-24

Kapitel 7. Forbrugerens betalinger

Indbetaling til postvæsenet og pengeinstitutter § 25

Indfrielse af fordringen før forfaldstidspunktet §§ 26-27

Afskrivning på fordringen § 28

Kapitel 8. Forbrugerens misligholdelse §§ 29-30

Kapitel 9. Kreditorskifte

Brug af negotiable dokumenter § 31

Bevarelse af indsigelser m.v. §§ 32-33

Kapitel 10. Køb med ejendomsforbehold

Ejendomsforbeholds gyldighed § 34

Kreditgiverens adgang til fyldestgørelse § 35

Betingelser for tilbagetagelse §§ 36-37

Opgørelse af fordringen § 38

Opgørelse af det solgtes værdi §§ 39-42

Læs alt

Forbrugerens indløsnings- og udtagelsesret §§ 43-44

Fremgangsmåden ved tilbagetagelse §§ 45-47

Tilbagetagelse uden fogedrettens medvirken § 48

Kapitel 11. Ikke-forbrugerkøb §§ 49-52

Kapitel 12. Forskellige bestemmelser §§ 53-55

Kapitel 13. Straffebestemmelser §§ 56-57

Kapitel 14. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser §§ 58-60

Kapitel 1

Indledende bestemmelser

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Loven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende

(kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit

erhverv, når kreditten hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig

anvendelse for den anden part (forbrugeren) og kreditgiveren vidste eller

burde vide dette.

Stk. 2. Loven gælder også for kreditaftaler, hvor kreditten ydes

af en ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen er indgået eller formidlet for

kreditgiveren af en erhvervsdrivende.

Stk. 3. Kreditgiveren har bevisbyrden for, at en kreditaftale ikke

er omfattet af loven.

§ 2. Lovens kapitel 11 gælder for kreditkøb, der ikke er

forbrugerkøb. Kapitel 11 gælder dog ikke for erhvervsdrivendes køb til

videresalg eller af materialer, der indgår i virksomhedens produktion.

§ 3. Loven finder ikke anvendelse på:

1) Kreditaftaler, hvor kreditten skal indfries senest 3 måneder efter

aftalens indgåelse eller ved kreditkøb senest 3 måneder efter

salgsgenstandens levering.

2) Kredit, der aftales i et retsforlig.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, gælder loven, hvis

der foreligger et køb med ejendomsforbehold eller et kreditkøb i henhold til

en aftale om kredit med variabelt lånebeløb.

Stk. 3. Lovens kapitel 2 gælder ikke for kreditaftaler,

1) hvor det samlede beløb, der skal betales, eller ved kreditaftaler med

variabelt lånebeløb det samlede beløb, der skal betales ved fuld udnyttelse

af kontoen, ikke overstiger 1.500 kr., eller

2) hvor der ikke betinges vederlag for kreditten.

Definitioner

§ 4. Ved en kreditaftale forstås en aftale om kredit i form af

henstand, lån eller anden tilsvarende form for finansiel ydelse.

Stk. 2. En aftale om præstation af løbende ydelser, for hvilke

forbrugeren har ret til at betale helt eller delvis bagud, anses ikke for en

kreditaftale.

§ 5. Som kreditkøb betegnes en kreditaftale med henblik på køb af

løsøre, hvorefter

1) køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af

købesummen eller en del af denne eller

2) købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en

tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren.

§ 6. Ved køb med ejendomsforbehold forstås et kreditkøb, hvor det

er aftalt, at sælgeren kan tage det solgte tilbage, hvis køberen ikke

opfylder sine forpligtelser.

Stk. 2. Som køb med ejendomsforbehold anses også en aftale, der er

betegnet som lejekontrakt, eller hvorefter betalingen i øvrigt fremtræder som

vederlag for brug af tingen, såfremt det må antages at have været meningen,

at modtageren af tingen skal blive ejer af den.

Lovens fravigelighed

§ 7. Loven og de i medfør af denne udfærdigede forskrifter kan

ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for forbrugeren.

Stk. 2. I ikke-forbrugerkøb kan reglerne fraviges ved aftale. De

kan dog ikke fraviges til skade for køberen ifølge et køb med

ejendomsforbehold.

Kapitel 2

Kreditgiverens oplysningspligt

Formkrav til kreditaftaler

§ 8. En kreditaftale skal udfærdiges skriftligt og indeholde de

oplysninger, der er nævnt i § 9 eller § 10 og i § 14, samt aftalens øvrige

væsentlige vilkår.

Stk. 2. Forbrugeren skal i forbindelse med aftalens indgåelse have

overgivet en genpart af kreditaftalen.

Kreditaftaler med fast lånebeløb

§ 9. Ved indgåelse af en kreditaftale med fast lånebeløb skal

kreditgiveren oplyse forbrugeren om:

1) Lånebeløbet: Det lånte beløb efter fradrag af

stiftelsesomkostninger, kurstab og lignende.

2) Størrelsen af en eventuel udbetaling .

3) Kreditomkostningerne angivet som et beløb og opgjort i

overensstemmelse med § 13.

4) De årlige omkostninger i procent: Den samlede pris for kreditten

udtrykt i procent pr. år af lånebeløbet og beregnet i overensstemmelse med §§

16-18.

5) Det samlede beløb, der skal betales: Summen af lånebeløbet,

udbetalingen og kreditomkostningerne.

6) De enkelte ydelser, disses antal og forfaldstid.

7) Aftalens varighed og betingelserne for dens opsigelse.

Stk. 2. I kreditkøb påhviler oplysningspligten efter stk. 1 sælgeren.

Denne skal tillige oplyse forbrugeren om kontantprisen, dvs. den pris,

for hvilken tingen ved aftalens indgåelse kunne være købt mod kontant

betaling hos sælgeren.

Stk. 3. Har parterne aftalt, at kreditomkostningerne, ydelserne

eller andre vilkår, der har betydning for størrelsen af de årlige

omkostninger i procent, kan ændres under kreditaftalens forløb, skal

kreditgiveren oplyse forbrugeren herom samt angive de betingelser, hvorunder

omkostningerne således kan ændres.

Stk. 4. Er det ikke muligt at beregne de årlige omkostninger i

procent, skal kreditgiveren i stedet oplyse forbrugeren om den nominelle

årlige rente.

Kreditaftaler med variabelt lånebeløb

§ 10. Ved indgåelse af en kreditaftale med variabelt lånebeløb

skal kreditgiveren oplyse forbrugeren om:

1) Kreditrammen : Det eventuelle højeste beløb, som må trækkes på

kontoen.

2) De nærmere regler og betingelser for pålæg af kreditomkostninger

, jf. § 13, samt beregningsmåden for sådanne omkostninger, herunder den

nominelle årlige rente, hvis en periodisk rente anvendes.

3) De årlige omkostninger i procent ved forskellige udnyttelser af

kontoen: Den samlede pris for kreditten udtrykt i procent pr. år af

lånebeløbet og beregnet i overensstemmelse med §§ 16-18.

4) Det samlede beløb, der skal betales ved forskellige udnyttelser

af kontoen: Summen af lånebeløbet og kreditomkostningerne.

5) Hvorledes gælden skal betales.

6) Hvor ofte forbrugeren vil modtage kontoudtog.

7) Aftalens varighed og betingelserne for dens opsigelse.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 9, stk. 3-4, finder tilsvarende anvendelse.

§ 11. For hver periode, for hvilken der ifølge en aftale som nævnt

i § 10 skal tilsendes forbrugeren kontoudtog, kan der kun kræves vederlag for

kreditten, såfremt der ved afslutningen af perioden tilsendes forbrugeren

kontoudtog, der indeholder oplysning om:

1) Saldoen ved periodens begyndelse og slutning.

2) Størrelsen af og tidspunktet for debiteringer og krediteringer i løbet

af perioden.

3) Den nominelle årlige rente, hvis en periodisk rente anvendes.

4) Tidspunktet, inden hvilket betaling i givet fald skal ske for at undgå,

at der pålægges yderligere kreditomkostninger.

§ 12. Når forbrugeren med kreditgiverens stiltiende accept

overskrider kreditrammen som nævnt i § 10, stk. 1, nr. 1, og overtrækket

vedvarer ud over tre måneder, skal kreditgiver gøre forbrugeren bekendt med

den årlige nominelle rente og eventuelle omkostninger i forbindelse med

overtrækket samt enhver ændring heri.

Opgørelse af kreditomkostningerne

§ 13. Kreditomkostningerne omfatter alle omkostninger, herunder

stiftelsesomkostninger, renter, løbende provisioner og alle andre

omkostninger, som forbrugeren skal betale for kreditten, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Med henblik på opgørelsen af kreditomkostningerne ses der

bort fra følgende omkostninger:

1) Misligholdelsesomkostninger.

2) Omkostninger, som forbrugeren skal betale ved køb af løsøre eller

tjenesteydelser, hvad enten der købes kontant eller på kredit.

3) Omkostninger ved overførsel af penge.

4) Omkostninger ved at føre en konto til brug ved betaling af ydelserne på

kreditten bortset fra omkostninger ved opkrævning af betalinger, hvad enten

de opkræves kontant eller på anden måde.

5) Medlemsbidrag ved optagelse i foreninger eller sammenslutninger i

henhold til en anden aftale end kreditaftalen, selv om disse bidrag har

indvirkning på kreditvilkårene.

6) Forsikrings- eller garantiomkostninger, medmindre forsikringen eller

garantien skal tjene til sikkerhed for kredittens tilbagebetaling.

Stk. 3 . Bestemmelserne i stk. 2, nr. 3-4, finder kun anvendelse,

hvis forbrugeren har rimelig valgfrihed med hensyn til, hvorledes

pengeoverførslen eller betalingen skal ske, og hvis omkostningerne ikke er

unormalt store.

§ 14. Kreditgiveren skal ved aftalens indgåelse oplyse forbrugeren

om størrelsen af de omkostninger, der er nævnt i § 13, stk. 2, nr. 2-6, samt

angive, under hvilke omstændigheder de skal betales. Hvis størrelsen af

omkostningerne ikke er kendt, skal kreditgiver om muligt oplyse forbrugeren

om beregningsmåden for omkostningerne eller foretage et skøn over

omkostningernes størrelse.

Variable kreditomkostninger

§ 15. Lovens regler om, at der skal gives forbrugeren oplysning

om renten eller om beløb, hvori renten indgår, jf. § 9 og § 10, hindrer ikke,

at parterne aftaler, at renten helt eller delvis skal være variabel.

Oplysningerne skal i så fald gives på grundlag af renten på tidspunktet for

oplysningerne og med angivelse af, hvorledes renten er variabel.

Stk. 2. Medmindre kreditgiver har tilladelse til at drive

virksomhed efter lov om banker og sparekasser m.v. eller realkreditloven, kan

det alene aftales, at renten helt eller delvis skal variere med størrelsen af

Nationalbankens diskonto eller lignende forhold, som kreditgiver er uden

indflydelse på.

Stk. 3. Stk. 1-2 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til

andre kreditomkostninger end renten.

Stk. 4. Kreditgiveren skal informere forbrugeren om enhver ændring

i den årlige nominelle rente eller de øvrige kreditomkostninger, når

ændringen indtræder. Oplysningen kan gives ved, at der gives forbrugeren

særskilt underretning om ændringen eller ved annoncering herom i dagspressen

i forbindelse med oplysning om ændringen i det førstkommende kontoudtog.

Beregning af de årlige omkostninger i procent

§ 16. De årlige omkostninger i procent defineres som den

omkostningssats, der på årsbasis giver samme nutidsværdi af de samlede

nuværende eller fremtidige forpligtelser (lånebeløb, tilbagebetaling og

kreditomkostninger), der følger af aftalen mellem kreditgiveren og

forbrugeren.

Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages

i overensstemmelse med den matematiske formel, som findes i bilaget til

loven.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om

fremgangsmåden ved beregning af de årlige omkostninger i procent.

§ 17. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages på

tidspunktet for kreditaftalens indgåelse.

Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger foretages ud fra den

antagelse, at kreditaftalen løber i det aftalte tidsrum, og at kreditgiveren

og forbrugeren opfylder deres forpligtelser ifølge aftalen.

§ 18. Hvis kreditaftalen åbner mulighed for at ændre rentesatsen

eller størrelsen af andre omkostninger, der indgår i beregningen af de årlige

omkostninger i procent, men som ikke kan kvantificeres ved beregningen,

foretages beregningen af de årlige omkostninger i procent ud fra den

antagelse, at rentesatsen og de øvrige omkostninger er konstante i forhold

til udgangsniveauet, og at de finder anvendelse, indtil kreditaftalen

udløber.

Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages

om nødvendigt ud fra følgende antagelser:

1) Hvis der i kreditaftalen ikke er fastsat noget loft over kredittens

størrelse, anses kreditrammen for værende lig med 15.000 kr.

2) Hvis der i kreditaftalen ikke er fastsat nogen tidsplan for

tilbagebetalingen, eller hvis en sådan ikke fremgår af aftalen i øvrigt,

anses kredittens løbetid for at være 1 år.

3) Hvis kreditaftalen indeholder flere datoer for tilbagebetaling, anses

kreditten for effektueret og ydelserne for betalt på det tidligste af de i

aftalen fastsatte tidspunkter, medmindre andet fremgår af kreditaftalen.

Kapitel 3

Særlige kreditvilkår i kreditkøb

§ 19. I kreditkøb, der ikke sker i henhold til en aftale om

kredit med variabelt lånebeløb, og hvor kontantprisen overstiger 2.000 kr.,

må sælgeren eller en kreditgiver som nævnt i § 5, nr. 2, kun indgå eller

anvende en aftale, hvorefter

1) denne ved overgivelsen af det købte til forbrugeren skal være

fyldestgjort for mindst 30 pct. af kontantprisen og

2) resten af det beløb, der skal betales, skal erlægges inden 3 år fra

aftalens indgåelse.

Stk. 2 . Stk. 1 gælder ikke ved salg af bogværker under udgivelse.

§ 20. I kreditkøb, der sker i henhold til en aftale om kredit med

variabelt lånebeløb, må en sælger eller en kreditgiver som nævnt i § 5, nr.

2, kun indgå eller anvende en aftale, hvorefter forbrugeren hver måned for

den foregående periode skal betale mindst 5 pct. af saldoen ved periodens

begyndelse og 30 pct. af kontantprisen af salgsgenstande over 2.000 kr., der

er købt i perioden.

Stk. 2 . En periode som nævnt i stk. 1 må højst være af 1 måneds

varighed.

Kapitel 4

Forbud mod underpant i kreditkøb

§ 21. I kreditkøb kan kreditgiveren ikke i forbindelse med

aftalens indgåelse eller leveringen af det solgte få pant i dette til

sikkerhed for, at forbrugeren opfylder sine forpligtelser.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 hindrer ikke, at kreditgiveren efter

reglerne om pantsætning af fast ejendom får pant i det solgte, når dette

udgør tilbehør til eller bestanddel af en fast ejendom.

Kapitel 5

Generalklausul

§ 22. Er det beløb, som forbrugeren efter aftalen skal betale som

vederlag eller omkostninger, urimeligt, skal det nedsættes til, hvad der

skønnes rimeligt. Medmindre andet bestemmes af retten, sker afkortningen i

det eller de sidste beløb, der skal betales efter aftalen. Er der afkrævet

forbrugeren et urimeligt vederlag for at give den pågældende henstand eller

andre lempelser i de aftalte vilkår, sker afkortningen på samme måde.

Kapitel 6

Tilsidesættelse af oplysningspligten

§ 23. Er kreditomkostningerne ikke oplyst i overensstemmelse med

§ 9, stk. 1, nr. 3, skal forbrugeren højst betale lånebeløbet og en årlig

rente af den til enhver tid værende restgæld, der svarer til Nationalbankens

diskonto med et tillæg på 6 pct.

Stk. 2. Er kreditomkostningerne angivet efter § 9, stk. 1, nr. 3,

kan kreditgiveren ikke på grundlag af aftalen i øvrigt kræve yderligere

kreditomkostninger. Er oplysningen om de årlige omkostninger i procent som

nævnt i § 9, stk. 1, nr. 4, for lavt angivet, kan kreditgiveren ikke kræve

højere kreditomkostninger, end hvad der svarer til den procentsats, der er

angivet.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 gælder ikke, hvis kreditgiveren kan

godtgøre, at forbrugeren på trods af de manglende eller urigtige oplysninger

har haft et forsvarligt grundlag for at bedømme kreditomkostningerne.

Stk. 4. Medfører stk. 1 eller 2 en formindskelse af restgælden,

skal forbrugeren betale denne i overensstemmelse med den ordning, der er

aftalt med kreditgiver, således at afkortning sker i den eller de sidste

ydelser, som skal betales.

§ 24. Har sælgeren i et kreditkøb ikke givet oplysninger som

foreskrevet i §§ 9-10, jf. § 8, kan kreditgiveren i almindelighed ikke kræve

godtgørelse for omkostninger, som ellers ville påløbe i anledning af

forbrugerens misligholdelse.

Kapitel 7

Forbrugerens betalinger

Indbetaling til postvæsenet og pengeinstitutter

§ 25. Indbetaling ifølge en kreditaftale til postvæsenet eller

til et pengeinstitut her i riget, bortset fra Grønland, til befordring til

betalingsstedet er rettidig, når den sker inden for den betalingsfrist, der

gælder efter kreditaftalen.

Indfrielse af fordringen før forfaldstidspunktet

§ 26. Forbrugeren kan til enhver tid betale sin gæld i henhold

til en kreditaftale, uanset om den helt eller delvis er forfalden.

Forbrugeren har i så fald ret til reduktion af kreditomkostningerne i

overensstemmelse med reglerne i § 27.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for pantebreve i fast ejendom.

§ 27. Vil forbrugeren betale sin gæld, før den er forfalden, eller

gør kreditgiveren krav på betaling af beløb, som ellers ikke ville være

forfaldne, eller på tilbagetagelse af det solgte, skal kreditomkostningerne

opgøres efter stk. 2-5.

Stk. 2. I det omfang kreditomkostningerne beregnes som en

procentdel af den til enhver tid værende restgæld eller som et gebyr pr.

ydelse, kan kreditgiveren ikke kræve kreditomkostninger for den ubenyttede

del af kredittiden.

Stk. 3. I det omfang kreditomkostningerne beregnes på andet

grundlag end nævnt i stk. 2, kan afdrag, for hvilke den i aftalen fastsatte

betalingstid endnu ikke er kommet, alene kræves betalt med en så stor del,

som lånebeløbet udgør af summen af samtlige afdrag.

Stk. 4. Hvis omkostningerne ved stiftelsen af kreditten er

særskilt opgjort i aftalen og ikke er urimelige, kan kreditgiveren kræve

disse omkostninger betalt uden afkortning. Omkostningerne fragår da i de

afdrag, der skal afkortes efter stk. 3.

Stk. 5. Skal der betales i afdrag, og betaler forbrugeren uden for

fastsat forfaldsdag, anses den ikke udnyttede kredittid, jf. stk. 2, for at

løbe fra den første aftalte forfaldsdag, som indtræder efter betalingen.

Under tilsvarende omstændigheder nedsættes det første afdrag, der forfalder

efter betalingen, ikke efter stk. 3.

Stk. 6. Stk. 1-5 gælder ikke for pantebreve i fast ejendom.

Afskrivning på fordringen

§ 28. Ved indbetalinger til kreditgiver kan forbrugeren bestemme,

på hvilken af flere fordringer beløbet skal afskrives.

Stk. 2. Ved en kreditaftale med variabelt lånebeløb anses i denne

sammenhæng kreditgiverens samlede tilgodehavende hos forbrugeren som een

fordring.

Stk. 3. Uanset stk. 1 kan det i kreditkøb aftales, at beløb, som

forbrugeren indbetaler, først skal afskrives på fordringer, der hidrører fra

reparation af det solgte eller andre foranstaltninger vedrørende dette.

Anvender kreditgiveren i overensstemmelse med en sådan aftale indbetalte

beløb til afskrivning på fordringer som nævnt i 1. pkt., forlænges den

aftalte betalingsordning tilsvarende.

Kapitel 8

Forbrugerens misligholdelse

§ 29. Undlader forbrugeren i et kreditkøb at opfylde sin

betalingspligt, har kreditgiveren ikke af den grund ret til at forlange

betaling af beløb, som ellers ikke ville være forfaldet, tage det solgte

tilbage eller gøre anden aftalt særlig retsvirkning af undladelsen gældende,

medmindre forbrugeren er udeblevet med et beløb 30 dage efter dets

forfaldstid og betingelserne i stk. 2 er opfyldt.

Stk. 2. Det forfaldne beløb skal udgøre:

1) mindst en tiendedel af det samlede beløb, der skal betales, eller

2) hvis der i det forfaldne beløb indgår flere afdrag, mindst en

tyvendedel af det samlede beløb, der skal betales, eller

3) hele restfordringen.

§ 30. Hvis ikke særlige hensyn til forbrugeren eller kreditgiveren

taler imod det, kan fogedretten i kreditkøb henvise en kreditgiver, der ikke

har ejendomsforbehold, til så vidt muligt at søge sig fyldestgjort ved

tilbagetagelse af det solgte. Tilbagetagelsen sker da under anvendelse af §§

39-40, §§ 43-44 og § 47. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens

tilgodehavende efter § 38, har kreditgiveren krav på betaling af det

overskydende beløb.

Stk. 2. Hvis et ejendomsforbehold i en aftale om kreditkøb ikke er

gyldigt, fordi betingelserne i § 34 ikke er opfyldt, og fogedretten træffer

beslutning efter stk. 1, har kreditgiveren kun under de i § 41 fastsatte

betingelser krav på betaling af det beløb, hvormed hans tilgodehavende måtte

overstige det solgtes værdi ved tilbagetagelsen. Har fogedretten i de nævnte

køb undladt at træffe afgørelse efter stk. 1, fordi § 36, stk. 2, hindrer

tilbagetagelse af det solgte, kan kreditgiveren kun under tilsvarende

betingelser kræve betaling af et beløb, der efter fogedrettens skøn

overstiger det solgtes værdi på tidspunktet for fogedforretningen.

Kapitel 9

Kreditorskifte

Brug af negotiable dokumenter

§ 31. Kreditgiveren må i forbindelse med en kreditaftale ikke

modtage veksel eller andet særligt skylddokument, der forpligter forbrugeren,

og som ved overdragelse kan medføre indskrænkning af forbrugerens ret til at

fremsætte indsigelser vedrørende aftalen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at

kreditgiver får pant i fast ejendom.

Bevarelse af indsigelser m.v.

§ 32. Det kan ikke aftales, at der ved overdragelse til

tredjemand af de rettigheder, der tilkommer kreditgiveren, sælgeren eller

leverandøren af en tjenesteydelse, sker indskrænkning af dennes forpligtelser

over for forbrugeren.

§ 33. Forbrugeren kan over for anden kreditor gøre samme

indsigelser gældende som over for kreditgiveren, sælgeren eller leverandøren

af en tjenesteydelse.

Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i § 5, nr. 2, kan forbrugeren

også over for anden kreditor rejse samme pengekrav på grundlag af købet som

over for sælgeren. Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke

opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende

kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet.

Stk. 3. Ved kreditaftaler med henblik på opnåelse af en

tjenesteydelse finder bestemmelsen i stk. 2 tilsvarende anvendelse, når

vederlaget for tjenesteydelsen dækkes helt eller delvis ved lån indrømmet

forbrugeren af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og

leverandøren af tjenesteydelsen.

Stk. 4. Har kreditgiveren fået pant i fast ejendom, jf. § 31, stk.

2, gælder reglerne i stk. 1-3 kun i det omfang, andet ikke følger af reglerne

om tinglyste pantebreve i fast ejendom.

Kapitel 10

Køb med ejendomsforbehold

Ejendomsforbeholds gyldighed

§ 34. Ejendomsforbehold er kun gyldigt, såfremt

1) det er aftalt senest ved overgivelsen af det købte til forbrugeren,

2) det samlede beløb, der skal betales, jf. § 9, stk. 1, nr. 5, overstiger

2.000 kr.,

3) kreditkøbet ikke er sket i henhold til en aftale om kredit med

variabelt lånebeløb og

4) sælgeren ved overgivelsen af det købte er fyldestgjort for mindst 30

pct. af kontantprisen.

Stk. 2 . Ved salg af bøger er det uanset bestemmelsen i stk. 1,

nr. 4, tilstrækkeligt, at sælgeren, inden nogen del af det købte overgives

til forbrugeren, er fyldestgjort for et beløb svarende til det største beløb,

der efter aftalen forfalder inden for en måned.

Stk. 3. Ejendomsforbehold kan ikke aftales til sikkerhed for, at

forbrugeren opfylder sine forpligtelser efter et andet køb eller i øvrigt

betaler beløb, som kreditor ikke kan godskrive sig efter § 38.

Kreditgiverens adgang til fyldestgørelse

§ 35. Kreditgiveren skal søge sig fyldestgjort for sit

tilgodehavende ved tilbagetagelse af det solgte, jf. dog § 36, stk. 2.

Kreditgiveren kan kun i de tilfælde, der er nævnt i §§ 41-42, foretage udlæg

i forbrugerens øvrige aktiver. Udlæg kan foretages på grundlag af

fogedrettens opgørelse af kravet.

Betingelser for tilbagetagelse

§ 36. Kreditgiveren kan umiddelbart på grundlag af købekontrakten

søge sig fyldestgjort for sit tilgodehavende hos forbrugeren gennem

tilbagetagelse af det solgte ved fogedrettens hjælp, hvis kontrakten

1) er underskrevet af forbrugeren og overgivet til den pågældende i

genpart og

2) indeholder ejendomsforbehold.

Stk. 2 . Tilbagetagelse af det solgte kan uanset forbrugerens

samtykke ikke ske, hvis det efter retsplejelovens § 509, stk. 1, eller § 515,

stk. 2, ville være undtaget fra udlæg.

§ 37. Hvis forbrugeren, inden der er sket tilbagetagelse af det

solgte, har betalt det beløb, som ikke blev betalt i rette tid, med tillæg af

renter og kreditgiverens eventuelle omkostninger, kan kreditgiveren ikke tage

det solgte tilbage, forlange betaling af beløb, som ellers ikke ville være

forfaldet, eller gøre anden aftalt særlig retsvirkning af undladelsen

gældende, medmindre dette på grund af særlige omstændigheder ved

misligholdelsen må anses for påkrævet.

Opgørelse af fordringen

§ 38. Vil kreditgiveren i et køb med ejendomsforbehold tage det

solgte tilbage, kan denne ved opgørelsen af sit tilgodehavende kun medregne

1) den ubetalte del af fordringen med fradrag efter § 27, stk. 2-3,

2) rente af forfaldne ydelser og

3) nødvendige omkostninger ved tilbagetagelsen, herunder

inkassoomkostninger, medmindre § 24 er til hinder herfor.

Opgørelse af det solgtes værdi

§ 39. Tages det solgte tilbage, skal dets værdi ved

tilbagetagelsen indgå i opgørelsen mellem parterne til fordel for

forbrugeren.

Stk. 2. Ved det solgtes værdi forstås det beløb, som sælgeren kan

opnå ved at sælge tingen på hensigtsmæssig måde, eventuelt efter en rimelig

istandsættelse.

§ 40. Hvis det solgtes værdi overstiger det beløb, som

kreditgiveren kan beregne sig efter § 38, kan kreditgiveren kun tage tingen

tilbage, hvis det overskydende beløb samtidig betales til forbrugeren.

§ 41. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens

tilgodehavende efter § 38, har kreditgiveren kun krav på betaling af det

overskydende beløb, i det omfang særlige omstændigheder taler derfor, navnlig

hvis forbrugeren har udvist forsømmelighed ved brugen eller opbevaringen af

det købte eller har lagt hindringer i vejen for tilbagetagelsesforretningen.

§ 42. Hvis § 36, stk. 2, hindrer tilbagetagelse af det solgte, kan

kreditgiveren kun, hvis der foreligger særlige omstændigheder som nævnt i §

41, foretage udlæg for et beløb, der overstiger det solgtes værdi på

tidspunktet for tilbagetagelsesforretningen.

Stk. 2. Hvis det solgte ikke findes hos forbrugeren under

tilbagetagelsesforretningen, kan kreditgiveren foretage udlæg hos forbrugeren

for sit tilgodehavende efter § 38, således som dette opgøres af fogedretten.

Forbrugerens indløsnings- og udtagelsesret

§ 43. Har kreditgiveren fået det solgte tilbage, kan forbrugeren

i 14 dage derefter indløse det solgte mod at betale kreditgiverens

tilgodehavende beregnet efter § 38. Forbrugeren kan under

tilbagetagelsesforretningen give afkald på denne ret.

§ 44. Er flere ting solgt ved samme aftale, og fremsætter

kreditgiveren krav om at tage dem tilbage, kan forbrugeren udtage en eller

flere af tingene efter eget valg mod at betale det beløb, hvormed

kreditgiverens tilgodehavende beregnet efter § 38 overstiger værdien af de

øvrige ting. Er kreditgiverens tilgodehavende mindre end denne værdi, har

forbrugeren krav på at få betalt det overskydende beløb samtidig med

tilbagetagelsen.

Stk. 2. Hvis kreditgiveren har taget tingene tilbage, kan

forbrugeren i 14 dage derefter indløse en eller flere af tingene efter eget

valg mod at betale det beløb, hvormed kreditgiverens tilgodehavende beregnet

efter § 38 overstiger værdien af de øvrige ting. Forbrugeren kan under

tilbagetagelsesforretningen give afkald på denne ret.

Stk. 3. Forbrugeren kan dog ikke overtage en ting, der hører

således sammen med ting, som kreditgiveren tager tilbage, at fraskillelsen

ville medføre væsentlig værdiforringelse af det tilbagetagne.

Fremgangsmåden ved tilbagetagelse

§ 45. Anmodning om tilbagetagelse af det solgte skal være

skriftlig og være ledsaget af en opgørelse af kreditgiverens tilgodehavende

samt købekontrakten i original eller genpart. Hvis købekontrakten ikke

indeholder de oplysninger, der er nævnt i § 9, stk. 1, skal det i anmodningen

oplyses, om rekvisitus er en forbruger. Det originale dokument skal

fremlægges under fogedforretningen. Fogedretten kan om fornødent kræve, at

det originale dokument skal foreligge, før fogedforretningen berammes.

Stk. 2. Anmodningen skal fremsættes over for fogedretten, hvor

forbrugeren har hjemting, jf. retsplejelovens §§ 235-236. Har forbrugeren

ikke hjemting her i landet, finder retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, og

stk. 2-4, tilsvarende anvendelse med de undtagelser, som følger af

retsplejelovens § 247.

Stk. 3. Udebliver kreditgiveren fra forretningen, afviser

fogedretten denne. Om forbrugerens pligt til efter tilsigelse at møde i

fogedretten og give de nødvendige oplysninger gælder retsplejelovens § 494,

stk. 1-3, jf. stk. 4, og § 497. Om fogedrettens vejledningspligt og adgang

til beskikkelse af advokat for en part gælder retsplejelovens § 500.

§ 46. Er der anmodet om tilbagetagelse af det solgte på grund af

forsinkelse med betalingen, kan fogedretten udsætte forretningen i indtil 4

måneder fra anmodningens modtagelse, hvis det må antages, at forbrugeren er

kommet i forbigående økonomiske vanskeligheder. Udsættelse bør ikke ske, hvis

kreditgiverens sikkerhed bringes i fare. Fogedretten kan fastsætte vilkår for

udsættelsen. Hvis forbrugerens forhold giver anledning til det, kan

fogedretten til enhver tid bestemme, at forretningen skal fremmes.

§ 47. Det solgtes værdi ansættes af fogedretten, eventuelt efter

tilkaldelse af sagkyndig bistand.

Stk. 2. Enhver af parterne kan forlange, at fogedretten på

grundlag af en vurdering, som foretages af en eller flere sagkyndige personer

efter rettens nærmere bestemmelse, foretager en fornyet prøvelse af

værdiansættelsen.

Stk. 3. Anmodning om fornyet prøvelse af værdiansættelsen skal

fremsættes inden afslutningen af det retsmøde, hvor værdiansættelsen finder

sted. Den, der fremsætter anmodningen, skal stille sikkerhed for

omkostningerne ved tilvejebringelse af grundlaget for den fornyede prøvelse,

medmindre fogedretten på grund af særlige omstændigheder fritager den

pågældende derfor. Ved opgørelsen af parternes mellemværende afgør

fogedretten, hvem af dem der skal bære omkostningerne. Såfremt hensynet til

en part i særlig grad taler derfor på grund af den pågældendes økonomiske

forhold, kan fogedretten bestemme, at omkostningerne helt eller delvis skal

betales af staten.

Tilbagetagelse uden fogedrettens medvirken

§ 48. Har kreditgiveren uden fogedrettens medvirken taget det

solgte tilbage fra forbrugeren uden dennes samtykke, skal fogedretten afvise

en fogedforretning i anledning af købet eller tilbagetagelsen, medmindre der

foreligger særlige omstændigheder eller kreditgiver efter tilbagetagelsen har

erhvervet et særligt retsgrundlag.

Stk. 2. Har kreditgiveren og forbrugeren udenretligt aftalt, at

kreditgiveren i anledning af forbrugerens misligholdelse får det solgte

tilbageleveret uden fogedrettens medvirken, kan kreditgiveren ikke påberåbe

sig nogen aftale med forbrugeren, hvorefter der påhviler denne yderligere

forpligtelser over for kreditgiveren i anledning af købet. Har kreditgiveren

taget det solgte tilbage som nævnt i stk. 1, kan kreditgiveren heller ikke på

andet grundlag gøre yderligere krav gældende mod forbrugeren i anledning af

købet, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Kapitel 11

Ikke-forbrugerkøb

§ 49. § 22 og §§ 25-29 finder tilsvarende anvendelse på

kreditkøb, der ikke er forbrugerkøb.

§ 50. Kapitel 10 finder tilsvarende anvendelse på kreditkøb, der

ikke er forbrugerkøb, og hvor der er aftalt ejendomsforbehold med hensyn til

det solgte, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 34, stk. 1, nr. 4, § 35, §§ 41-42, § 45, stk. 2, og §

48, stk. 2, finder ikke anvendelse på de i stk. 1 nævnte køb.

§ 51. I køb med ejendomsforbehold som nævnt i § 50 kan

kreditgiveren ikke gøre udlæg i det solgte, men kan søge sig fyldestgjort

enten ved tilbagetagelse af det solgte, jf. dog § 36, stk. 2, eller ved

foretagelse af udlæg i køberens øvrige aktiver.

Stk. 2. Hvis foretagelse af udlæg skønnes at ville medføre

urimeligt tab eller væsentlige ulemper for køberen, kan fogedretten henvise

kreditgiveren til så vidt muligt at søge sig fyldestgjort ved tilbagetagelse

af det solgte.

Stk. 3. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens

tilgodehavende efter § 38, har kreditgiveren krav på betaling af det

overskydende beløb. For sit krav kan kreditgiveren foretage udlæg hos køberen

på grundlag af fogedrettens opgørelse af kravet. Det samme gælder, hvis § 36,

stk. 2, hindrer tilbagetagelse, eller hvis det solgte ikke findes hos køberen

under tilbagetagelsesforretningen.

§ 52. Anmodning om tilbagetagelse af det solgte skal fremsættes

over for fogedretten, enten hvor køberen har hjemting, jf. retsplejelovens §§

235-236 og §§ 238-240, eller hvor køberen driver erhvervsmæssig virksomhed,

jf. retsplejelovens § 237. Er der ikke værneting her i landet efter 1. pkt.,

finder retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, og stk. 2-4, tilsvarende

anvendelse med de undtagelser, som følger af retsplejelovens § 247.

Kapitel 12

Forskellige bestemmelser

§ 53. Justitsministeren kan bestemme, at lovens regler eller

nogle af disse ikke anvendes på kreditkøb, der er af en særlig beskaffenhed

eller angår bestemte arter af løsøre, eller kun anvendes på sådanne køb med

de afvigelser, som tilsiges af de pågældende købs særlige karakter.

Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at lovens regler eller

nogle af disse ikke anvendes på kreditter, der ydes til en rente, der er

lavere end markedsrenten, og som ikke tilbydes offentligheden i

almindelighed, eller kun anvendes på sådanne kreditter med de afvigelser, som

tilsiges af de pågældende kreditters særlige karakter.

§ 54. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorefter skriftlige

aftaler og dokumenter, der er omfattet af loven, skal være påtrykt en af

ministeren udarbejdet vejledning om forbrugerens retsstilling.

§ 55. Justitsministeren kan, i det omfang det betinges af

prisudviklingen, ændre beløbsangivelsen i § 3, stk. 3, nr. 1, § 19, stk. 1, §

20, stk. 1, og § 34, stk. 1, nr. 2.

Stk. 2 . Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling

med Danmarks Nationalbank og Økonomiministeriet ændre den rente, der er

fastsat i § 23, stk. 1.

Kapitel 13

Straffebestemmelser

§ 56. Den, der overtræder § 31, straffes med bøde.

Stk. 2. Med bøde straffes endvidere den, der gør sig skyldig i

grov eller oftere gentagen overtrædelse af § 9, § 10, § 12 eller § 14 eller i

grov eller gentagen overtrædelse af § 19 eller § 20.

Stk. 3. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af § 54, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af forskrifterne.

Stk. 4. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,

anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som

sådant bødeansvar.

§ 57. Den, der driver virksomhed med kreditgivning, der er

omfattet af loven, eller medvirker hertil, kan ved dom for strafbart forhold

frakendes retten til fortsat at drive den pågældende virksomhed eller til at

drive den under visse former eller til at medvirke hertil. Straffelovens § 79

finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 . Påstand om frakendelse efter stk. 1 nedlægges af

anklagemyndigheden efter anmodning fra forbrugerombudsmanden.

Stk. 3. Straffesager efter denne lov, hvor der er spørgsmål om

frakendelse efter stk. 1, kan behandles ved Sø- og Handelsretten i København.

I øvrigt gælder reglerne i retsplejelovens kapitel 63.

Stk. 4. Den, som driver virksomhed, hvortil retten er frakendt ham

i medfør af stk. 1, eller som i sin virksomhed lader nogen, som er frakendt

retten hertil, medvirke ved salg på kredit, straffes med bøde, medmindre

højere straf er forskyldt efter straffelovens § 131. Drives virksomheden af

et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der

pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Kapitel 14

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 58. Loven træder i kraft den 1. januar 1991, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 9, stk. 1, nr. 4, og § 10, stk. 1, nr.

3, træder først i kraft den 1. januar 1993.

Stk. 3. Lovens bestemmelser finder anvendelse på kreditaftaler,

der indgås efter ikrafttrædelsen.

Stk. 4. Lov nr. 275 af 9. juni 1982 om køb på kredit ophæves.

Loven gælder dog fortsat for kreditkøb, der er indgået inden denne lovs

ikrafttræden.

§ 59. I lov om tinglysning, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 15.

september 1986, som ændret ved § 7 i lov nr. 138 af 7. marts 1990, ændres i

§ 42 a, stk. 1, »postvæsenet« til: »postvæsenet eller

til et pengeinstitut«.

§ 60. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men §§ 1-58 kan

ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser,

som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bilag

Oprindeligt fremsat forslag

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1. Indledende bestemmelser

Lovens anvendelsesområde §§ 1-4

Definitioner §§ 5-6

Lovens fravigeligehed § 7

Kapitel 2. Kreditgiverens oplysningspligt

Formkrav til kreditaftaler § 8

Kreditaftaler med fast lånebeløb § 9

Kreditaftaler med variabelt lånebeløb §§ 10-12

Opgørelse af kreditomkostningerne §§ 13-14

Variable kreditomkostninger § 15

Beregning af de årlige omkostninger i procent §§ 16-18

Kapitel 3. Særlige kreditvilkår i kreditkøb §§ 19-20

Kapitel 4. Forbud mod underpant i kreditkøb § 21

Kapitel 5. Generalklausul § 22

Kapitel 6. Tilsidesættelse af oplysningspligten §§ 23-24

Kapitel 7. Forbrugerens betalinger

Indfrielse af fordringen før forfaldstidspunktet §§ 25-26

Afskrivning på fordringen § 27

Kapitel 8. Forbrugerens misligholdelse §§ 28-29

Kapitel 9. Kreditorskifte

Brug af negotiable dokumenter § 30

Cut-off klausuler § 31

Bevarelse af indsigelser § 32

Kapitel 10. Køb med ejendomsforbehold

Ejendomsforbeholds gyldighed § 33

Kreditgiverens adgang til fyldestgørelse § 34

Betingelser for tilbagetagelse §§ 35-36

Opgørelse af fordringen § 37

Opgørelse af det solgtes værdi §§ 38-41

Forbrugerens indløsnings- og udtagelsesret §§ 42-43

Fremgangsmåden ved tilbagetagelse § 44-46

Tilbagetagelse uden fogedrettens medvirken § 47

Kapitel 11. Ikke-forbrugerkøb §§ 48-51

Kapitel 12. Forskellige bestemmelser §§ 52-54

Kapitel 13. Straffebestemmelser §§ 55-56

Kapitel 14. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser §§ 57-58

Kapitel 1

Indledende bestemmelser

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Loven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende

(kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit

erhverv, når kreditten hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig

anvendelse for den anden part (forbrugeren), og kreditgiveren vidste eller

burde vide dette.

Stk. 2. Kreditgiveren har bevisbyrden for, at kreditten ikke hovedsagelig

er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for den anden part.

§ 2. Lovens kapitel 11 gælder for køb på kredit, hvor kreditten ikke

hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for den anden

part. Kapitel 11 gælder dog ikke for erhvervsdrivendes køb til videresalg

eller af materialer, der indgår i virksomhedens produktion.

§ 3. Loven finder ikke anvendelse på:

1) Kreditaftaler, som er indgået med henblik på erhvervelse eller

bevarelse af en fast ejendom eller med henblik på opførelse, modernisering

eller forbedring af en bygning.

2) Kreditaftaler, hvor kreditten skal indfries senest 3 måneder efter

aftalens indgåelse eller ved kreditkøb senest 3 måneder efter

salgsgenstandens levering

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, gælder loven, hvis der

foreligger et køb med ejendomsforbehold, eller et kreditkøb i henhold til en

aftale om kredit med variabelt lånebeløb.

Stk. 3. Lovens kapitel 2 gælder ikke for kreditaftaler, hvor der ikke

betinges vederlag for kreditten.

Definitioner

§ 4. Ved en kreditaftale forstås en aftale om kredit i form af henstand,

lån eller anden tilsvarende form for finansiel ydelse.

Stk. 2. En aftale om et vedvarende kontraktsforhold, hvor forbrugeren har

ret til at betale helt eller delvis bagud, anses ikke for en kreditaftale.

§ 5. Som kreditkøb betegnes en kreditaftale med henblik på køb af løsøre,

hvorefter

1) forbrugeren efter aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af

købesummen eller en del af denne, eller

2) købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet forbrugeren af en

trediemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren.

Stk. 2. Som kreditkøb anses endvidere køb fra ikke-erhvervsdrivende, hvis

aftalen er indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende.

§ 6. Ved køb med ejendomsforbehold forstås et kreditkøb, hvor det er

aftalt, at sælgeren kan tage det solgte tilbage, hvis forbrugeren ikke

opfylder sine forpligtelser.

Stk. 2. Som køb med ejendomsforbehold anses også en aftale, der er

betegnet som lejekontrakt, eller hvorefter betalingen i øvrigt fremtræder som

vederlag for brug af tingen, såfremt det må antages at have været meningen,

at modtageren af tingen skal blive ejer af den.

Lovens fravigelighed

§ 7. Loven kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for

forbrugeren eller den i § 2 nævnte anden part. Det samme gælder forskrifter,

som er fastsat i henhold til loven.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 48 kan fraviges ved aftale.

Kapitel 2

Kreditgiverens oplysningspligt

Formkrav til kreditaftaler

§ 8. En kreditaftale skal udfærdiges skriftligt og indeholde de

oplysninger, der er nævnt i § 9 eller § 10 og § 14 samt aftalens øvrige

væsentlige vilkår.

Stk. 2. Forbrugeren skal i forbindelse med aftalens indgåelse have

overgivet en genpart af kreditaftalen.

Kreditaftaler med fast lånebeløb

§ 9. Ved indgåelse af en kreditaftale med fast lånebeløb skal

kreditgiveren oplyse forbrugeren om:

1) Hovedstolen : Lånebeløbet uden tillæg af nogen art.

2) Størrelsen af en eventuel udbetaling .

3) Kreditomkostningerne angivet som et beløb og opgjort i

overensstemmelse med § 13.

4) De årlige omkostninger i procent: Den samlede pris for kreditten

udtrykt i procent pr. år af hovedstolen og beregnet i overensstemmelse med §§

16-18.

5) Det samlede beløb, der skal betales : Summen af hovedstolen,

udbetalingen og kreditomkostningerne.

6) De enkelte ydelser, disses antal og forfaldstid.

Stk. 2. Har parterne aftalt, at kreditomkostningerne, ydelserne eller

andre vilkår, der har betydning for størrelsen af de årlige omkostninger i

procent, kan ændres under kreditaftalens forløb, skal kreditgiveren oplyse

forbrugeren herom samt angive de betingelser, hvorunder omkostningerne

således kan ændres.

Stk. 3. Er det ikke muligt at beregne de årlige omkostninger i procent,

skal kreditgiveren i stedet oplyse forbrugeren om den nominelle årlige rente.

Stk. 4. Stk. 1 finder kun anvendelse ved kreditaftaler, hvor det samlede

beløb, der skal betales, overstiger 1.500 kr.

Kreditaftaler med variabelt lånebeløb

§ 10. Ved indgåelse af en kreditaftale med variabelt lånebeløb skal

kreditgiveren oplyse forbrugeren om:

1) Kreditrammen : Det eventuelle højeste beløb, som må trækkes på

kontoen.

2) De nærmere regler og betingelser for pålæg af kreditomkostninger

, jf. § 13, samt beregningsmåden for sådanne omkostninger, herunder den

nominelle årlige rente, hvis en periodisk rente anvendes.

3) De årlige omkostninger i procent ved forskellige udnyttelser af

kontoen: Den samlede pris for kreditten udtrykt i procent pr. år af

lånebeløbet og beregnet i overensstemmelse med §§ 16-18.

4) Det samlede beløb, der skal betales ved for skellige udnyttelser

af kontoen: Summen af lånebeløbet og kreditomkostningerne.

5) Hvorledes gælden skal betales.

6) Hvor ofte forbrugeren vil modtage kontoudtog.

7) Betingelserne for ophævelse af aftalen.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 9, stk. 2-3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 11. For hver periode, for hvilken der ifølge en aftale som nævnt i § 10

skal tilsendes forbrugeren kontoudtog, kan der kun kræves vederlag for

kreditten, såfremt der ved afslutningen af perioden tilsendes forbrugeren

kontoudtog, der indeholder oplysning om:

1) Saldoen ved periodens begyndelse og slutning.

2) Størrelsen af og tidspunktet for debiteringer og krediteringer i løbet

af perioden.

3) Den nominelle årlige rente, hvis en periodisk rente anvendes.

4) Tidspunktet, inden hvilket betaling i givet fald skal ske for at undgå,

at der pålægges yderligere kreditomkostninger.

§ 12. Når forbrugeren med kreditgiverens stiltiende accept overskrider

kreditrammen som nævnt i § 10, stk. 1, nr. 1, og overtrækket vedvarer ud over

tre måneder, skal kreditgiver gøre forbrugeren bekendt med den årlige

nominelle rente og eventuelle omkostninger i forbindelse med overtrækket samt

enhver ændring heri.

Opgørelse af kreditomkostningerne

§ 13. Kreditomkostningerne omfatter alle omkostninger, herunder renter og

andre omkostninger, som forbrugeren skal betale for kreditten, jf. dog stk.

2.

Stk. 2. Med henblik på opgørelsen af de årlige omkostninger i procent ses

der bort fra følgende omkostninger:

1) Misligholdelsesomkostninger.

2) Omkostninger, som forbrugeren skal betale ved køb af løsøre eller

tjenesteydelser, hvad enten der købes kontant eller på kredit.

3) Omkostninger ved overførsel af penge.

4) Omkostninger ved at føre en konto til brug ved betaling af ydelserne på

kreditten, bortset fra omkostninger ved opkrævning af betalinger, hvad enten

de opkræves kontant eller på anden måde.

5) Medlemsbidrag ved optagelse i foreninger eller sammenslutninger i

henhold til en anden aftale end kreditaftalen, selv om disse bidrag har

indvirkning på kreditvilkårene.

6) Forsikrings- eller garantiomkostninger, medmindre forsikringen eller

garantien skal tjene til sikkerhed for kredittens tilbagebetaling.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 2, nr. 3-4, finder kun anvendelse, hvis

forbrugeren har rimelig valgfrihed med hensyn til, hvorledes pengeoverførslen

eller betalingen skal ske, og hvis omkostningerne ikke er unormalt store.

§ 14. Kreditgiveren skal ved aftalens indgåelse oplyse forbrugeren om

størrelsen af de omkostninger, der er nævnt i § 13, stk. 2, nr. 2-6, samt

angive, under hvilke omstændigheder de skal betales. Hvis størrelsen af

omkostningerne ikke er kendt, skal kreditgiver om muligt oplyse forbrugeren

om beregningsmåden for omkostningerne eller foretage et skøn over

omkostningernes størrelse.

Variable kreditomkostninger

§ 15. Lovens regler om, at der skal gives forbrugeren oplysning om renten

eller om beløb, hvori renten indgår, jf. § 9 og § 10, hindrer ikke, at

parterne aftaler, at renten helt eller delvis skal være variabel.

Oplysningerne skal i så fald gives på grundlag af renten på tidspunktet for

oplysningerne og med angivelse af, hvorledes renten er variabel.

Stk. 2. Medmindre kreditgiver har tilladelse til at drive virksomhed efter

lov om banker og sparekasser m.v. eller lov om realkreditinstitutter, kan det

alene aftales, at renten helt eller delvis skal variere med størrelsen af

Nationalbankens diskonto eller lignende forhold, som kreditgiver er uden

indflydelse på.

Stk. 3. Stk. 1-2 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andre

kreditomkostninger end renten.

Stk. 4. Kreditgiveren skal underrette forbrugeren om enhver ændring i den

årlige nominelle rente eller de øvrige omkostninger, når ændringen indtræder.

Underretningen kan gives i et kontoudtog.

Beregning af de årlige omkostninger i procent

§ 16. De årlige omkostninger i procent defineres som den omkostningssats,

der på årsbasis giver samme nutidsværdi af de samlede nuværende eller

fremtidige forpligtelser (lån, tilbagebetaling og omkostninger), der følger

af aftalen mellem kreditgiveren og forbrugeren.

Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages i

overensstemmelse med den matematiske formel, som findes i bilaget til loven.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden

ved beregning af de årlige omkostninger i procent.

§ 17. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages på

tidspunktet for kreditaftalens indgåelse.

Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger foretages ud fra den

antagelse, at kreditaftalen løber i det aftalte tidsrum, og at kreditgiveren

og forbrugeren opfylder deres forpligtelser ifølge aftalen.

§ 18. Hvis kreditaftalen åbner mulighed for at ændre rentesatsen eller

størrelsen af andre omkostninger, der indgår i beregningen af de årlige

omkostninger i procent, men som ikke kan kvantificeres ved beregningen,

foretages beregningen af de årlige omkostninger i procent ud fra den

antagelse, at rentesatsen og de øvrige omkostninger er konstante i forhold

til udgangsniveauet, og at de finder anvendelse, indtil kreditaftalen

udløber.

Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages om

nødvendigt ud fra følgende antagelser:

1) Hvis der i kreditaftalen ikke er fastsat noget loft over kredittens

størrelse, anses kreditrammen for værende lig med 15.000 kr.

2) Hvis der i kreditaftalen ikke er fastsat nogen tidsplan for

tilbagebetalingen, eller hvis en sådan ikke fremgår af aftalen i øvrigt,

anses kredittens løbetid for at være 1 år.

3) Hvis kreditaftalen indeholder flere datoer for tilbagebetaling, anses

kreditten for effektueret og ydelserne for betalt på det tidligste af de i

aftalen fastsatte tidspunkter, medmindre andet fremgår af kreditaftalen.

Kapitel 3

Særlige kreditvilkår i kreditkøb

§ 19. I kreditkøb, der ikke sker i henhold til en aftale om kredit med

variabelt lånebeløb, og hvor kontantprisen overstiger 2.000 kr., må sælgeren

eller en kreditgiver som nævnt i § 5, stk. 1, nr. 2, kun indgå eller anvende

en aftale, hvorefter

1) denne ved overgivelsen af det købte til forbrugeren skal være

fyldestgjort for mindst 30 pct. af kontantprisen, og

2) resten af det beløb, der skal betales, skal erlægges inden 3 år fra

aftalens indgåelse.

Stk. 2. Ved kontantprisen forstås den pris, for hvilken tingen ved

aftalens indgåelse kunne være købt mod kontant betaling hos sælgeren.

Stk. 3. Stk. 1 gælder ikke ved salg af bogværker under udgivelse.

§ 20. I kreditkøb, der sker i henhold til en aftale om kredit med

variabelt lånebeløb, må en sælger eller en kreditgiver som nævnt i § 5, stk.

1, nr. 2, kun indgå eller anvende en aftale, hvorefter forbrugeren hver måned

for den foregående periode skal betale mindst 5 pct. af saldoen ved periodens

begyndelse og 30 pct. af kontantprisen af salgsgenstande over 2.000 kr., der

er købt i perioden.

Stk. 2. En periode som nævnt i stk. 1 må højst være af 1 måneds varighed.

Kapitel 4

Forbud mod underpant i kreditkøb

§ 21. I kreditkøb kan kreditgiveren ikke i forbindelse med aftalens

indgåelse eller leveringen af det solgte få pant i dette til sikkerhed for,

at forbrugeren opfylder sine forpligtelser.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 hindrer ikke, at kreditgiveren efter

reglerne om pantsætning af fast ejendom får pant i det solgte, når dette

udgør tilbehør til eller bestanddel af en fast ejendom.

Kapitel 5

Generalklausul

§ 22. Er det beløb, som forbrugeren efter aftalen skal betale som vederlag

eller omkostninger, urimeligt, skal det nedsættes til, hvad der skønnes

rimeligt. Medmindre andet bestemmes af retten, sker afkortningen i det eller

de sidste beløb, der skal betales efter aftalen. Er der afkrævet forbrugeren

et urimeligt vederlag for at give den pågældende henstand eller andre

lempelser i de aftalte vilkår, sker afkortningen på samme måde.

Kapitel 6

Tilsidesættelse af oplysningspligten

§ 23. Er kreditomkostningerne ikke oplyst i overensstemmelse med § 9, stk.

1, nr. 3, skal forbrugeren højst betale hovedstolen og en årlig rente af den

til enhver tid værende restgæld, der svarer til Nationalbankens diskonto med

et tillæg på 6 pct.

Stk. 2. Er kreditomkostningerne angivet efter § 9, stk. 1, nr. 3, kan

kreditgiveren ikke på grundlag af aftalen i øvrigt kræve yderligere

kreditomkostninger. Er oplysningen om de årlige omkostninger i procent som

nævnt i § 9, stk. 1, nr. 4, for lavt angivet, kan kreditgiveren ikke kræve

højere kreditomkostninger, end hvad der svarer til den procentsats, der er

angivet.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 gælder ikke, hvis kreditgiveren kan

godtgøre, at forbrugeren på trods af de manglende eller urigtige oplysninger

har haft et forsvarligt grundlag for at bedømme kreditomkostningerne.

Stk. 4. Medfører stk. 1 eller 2 en formindskelse af restgælden, skal

forbrugeren betale denne i overensstemmelse med den ordning, der er aftalt

med kreditgiver, således at afkortning sker i den eller de sidste ydelser,

som skal betales.

§ 24. Har sælgeren i et kreditkøb ikke givet oplysninger som foreskrevet i

§ 9, jf. § 8, kan kreditgiveren i almindelighed ikke kræve godtgørelse for

omkostninger, som ellers ville påløbe i anledning af forbrugerens

misligholdelse.

Kapitel 7

Forbrugerens betalinger.

Indfrielse af fordringen før forfaldstidspunktet

§ 25. Forbrugeren kan til enhver tid betale sin gæld i henhold til en

kreditaftale, uanset om den helt eller delvis er forfalden. Forbrugeren har i

så fald ret til reduktion af kreditomkostningerne i overensstemmelse med

reglerne i § 26.

§ 26. Vil forbrugeren betale sin gæld, før den er forfalden, eller gør

kreditgiveren krav på betaling af beløb, som ellers ikke ville være

forfaldne, eller på tilbagetagelse af det solgte, skal kreditomkostningerne

opgøres efter stk. 2-5.

Stk. 2. I det omfang kreditomkostningerne beregnes som en procentdel af

den til enhver tid værende restgæld eller som et gebyr pr. ydelse, kan

kreditgiveren ikke kræve kreditomkostninger for den ubenyttede del af

kredittiden.

Stk. 3. I det omfang kreditomkostningerne beregnes på andet grundlag end

nævnt i stk. 2, kan afdrag, for hvilke den i aftalen fastsatte betalingstid

endnu ikke er kommet, alene kræves betalt med en så stor del, som hovedstolen

udgør af summen af samtlige afdrag.

Stk. 4. Hvis omkostningerne ved stiftelsen af kreditten er særskilt

opgjort i aftalen og ikke er urimelige, kan kreditgiveren kræve disse

omkostninger betalt uden afkortning. Omkostningerne fragår da i de afdrag,

der skal afkortes efter stk. 3.

Stk. 5. Skal der betales i afdrag, og betaler forbrugeren uden for fastsat

forfaldsdag, anses den ikke udnyttede kredittid, jf. stk. 2, for at løbe fra

den første aftalte forfaldsdag, som indtræder efter betalingen. Under

tilsvarende omstændigheder nedsættes det første afdrag, der forfalder efter

betalingen, ikke efter stk. 3.

Afskrivning på fordringen

§ 27. Ved indbetalinger til kreditgiver kan forbrugeren bestemme, på

hvilken af flere fordringer beløbet skal afskrives.

Stk. 2. Ved kreditaftaler med variabelt lånebeløb anses i denne sammenhæng

kreditgiverens samlede tilgodehavende hos forbrugeren som een fordring.

Stk. 3. Uanset stk. 1 kan det i kreditkøb aftales, at beløb, som

forbrugeren indbetaler, først skal afskrives på fordringer, der hidrører fra

reparation af det solgte eller andre foranstaltninger vedrørende dette.

Anvender kreditgiveren i overensstemmelse med en sådan aftale indbetalte

beløb til afskrivning på fordringer som nævnt i 1. pkt., forlænges den

aftalte betalingsordning tilsvarende.

Kapitel 8

Forbrugerens misligholdelse

§ 28. Undlader forbrugeren i et kreditkøb at opfylde sin betalingspligt,

har kreditgiveren ikke af den grund ret til at forlange betaling af beløb,

som ellers ikke ville være forfaldet, tage det solgte tilbage eller gøre

anden aftalt særlig retsvirkning af undladelsen gældende, medmindre

forbrugeren er udeblevet med et beløb 30 dage efter dets forfaldstid, og

dette beløb udgør mindst en tiendedel af hovedstolen plus

kreditomkostningerne - ved kreditaftale med variabelt lånebeløb af saldoen -

eller, hvis der i beløbet indgår flere afdrag, mindst en tyvendedel deraf

eller udgør hele restfordringen.

§ 29. Hvis ikke særlige hensyn til forbrugeren eller kreditgiveren taler

imod det, kan fogedretten i kreditkøb henvise kreditgiveren, der ikke har

ejendomsforbehold, til så vidt muligt at søge sig fyldestgjort ved

tilbagetagelse af det solgte. Tilbagetagelsen sker da under anvendelse af §§

38-39, §§ 42-43 og § 46. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens

tilgodehavende efter § 37, har kreditgiveren krav på betaling af det

overskydende beløb. For sit krav kan kreditgiveren foretage udlæg hos

forbrugeren på grundlag af fogedrettens opgørelse af kravet.

Stk. 2. Hvis et ejendomsforbehold i en aftale om kreditkøb ikke er

gyldigt, fordi betingelserne i § 33 ikke er opfyldt, og fogedretten træffer

beslutning efter stk. 1, har kreditgiveren kun under de i § 40 fastsatte

betingelser krav på betaling af det beløb, hvormed hans tilgodehavende måtte

overstige det solgtes værdi ved tilbagetagelsen. Har fogedretten i de nævnte

køb undladt at træffe afgørelse efter stk. 1, fordi § 35, stk. 2, hindrer

tilbagetagelse af det solgte, kan kreditgiveren kun under tilsvarende

betingelser kræve betaling af et beløb, der efter fogedrettens skøn

overstiger det solgtes værdi på tidspunktet for fogedforretningen.

Kapitel 9

Kreditorskifte

Brug af negotiable dokumenter

§ 30. Kreditgiveren må i forbindelse med en kreditaftale ikke modtage

veksel eller andet særligt skylddokument, der forpligter forbrugeren, og som

ved overdragelse kan medføre indskrænkning af forbrugerens ret til at

fremsætte indsigelser vedrørende aftalen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at kreditgiver får

pant i fast ejendom.

Cut-off klausuler

§ 31. Det kan ikke aftales, at der ved overdragelse til tredjemand af de

rettigheder, der tilkommer kreditgiveren ifølge en kreditaftale, sker

indskrænkning af dennes forpligtelser over for forbrugeren.

Bevarelse af indsigelser

§ 32. Forbrugeren kan over for anden kreditor end kreditgiveren gøre samme

indsigelser gældende som over for kreditgiveren.

Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i § 5, stk. 1, nr. 2, kan forbrugeren

også over for anden kreditor rejse samme pengekrav på grundlag af købet som

over for sælgeren. Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke

opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende

kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet.

Stk. 3. Ved kreditaftaler med henblik på opnåelse af en tjenesteydelse

finder bestemmelsen i stk. 2 tilsvarende anvendelse, når vederlaget for

tjenesteydelsen dækkes helt eller delvis ved lån indrømmet forbrugeren af en

trediemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og leverandøren af

tjenesteydelsen.

Stk. 4. Har kreditgiveren fået pant i fast ejendom, jf. § 30, stk. 2,

gælder reglerne i stk. 1-3 kun i det omfang, andet ikke følger af reglerne om

tinglyste pantebreve i fast ejendom.

Kapitel 10

Køb med ejendomsforbehold

Ejendomsforbeholds gyldighed

§ 33. Ejendomsforbehold er kun gyldigt, såfremt

1) det er aftalt senest ved overgivelsen af det købte til forbrugeren,

2) det samlede beløb, der skal betales, jf. § 9, stk. 1, nr. 5, overstiger

2.000 kr.,

3) kredit-købet ikke er sket i henhold til en aftale om kredit med

variabelt lånebeløb, og

4) sælgeren ved overgivelsen af det købte er fyldestgjort for mindst 30

pct. af kontantprisen, jf. § 19, stk. 2.

Stk. 2. Ved salg af bøger er det uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 4,

tilstrækkeligt, at sælgeren, inden nogen del af det købte overgives til

forbrugeren, er fyldestgjort for et beløb svarende til det største beløb, der

efter aftalen forfalder inden for en måned.

Stk. 3. Ejendomsforhold kan ikke aftales til sikkerhed for, at forbrugeren

opfylder sine forpligtelser efter et andet køb eller i øvrigt betaler beløb,

som kreditor ikke kan godskrive sig efter § 37.

Kreditgiverens adgang til fyldestgørelse

§ 34. Kreditgiveren skal søge sig fyldestgjort for sit tilgodehavende ved

tilbagetagelse af det solgte, jf. dog § 35, stk. 2. Kreditgiveren kan kun i

de tilfælde, der er nævnt i §§ 40-41, foretage udlæg i forbrugerens øvrige

aktiver. Udlæg kan foretages på grundlag af fogedrettens opgørelse af kravet.

Betingelser for tilbagetagelse

§ 35. Kreditgiveren kan umiddelbart på grundlag af købekontrakten søge sig

fyldestgjort for sit tilgodehavende hos forbrugeren gennem tilbagetagelse af

det solgte ved fogedrettens hjælp, hvis kontrakten

1) er underskrevet af forbrugeren og overgivet til den pågældende i

genpart, og

2) indeholder ejendomsforbehold.

Stk. 2. Tilbagetagelse af det solgte kan uanset forbrugerens samtykke ikke

ske, hvis det efter retsplejelovens § 509, stk. 1, eller § 515, stk. 2, ville

være undtaget fra udlæg.

§ 36. Hvis forbrugeren, inden der er sket tilbagetagelse af det solgte,

har betalt det beløb, som ikke blev betalt i rette tid, med tillæg af renter

og kreditgiverens eventuelle omkostninger, kan kreditgiveren ikke tage det

solgte tilbage, forlange betaling af beløb, som ellers ikke ville være

forfaldet, eller gøre anden aftalt særlig retsvirkning af undladelsen

gældende, medmindre dette på grund af særlige omstændigheder ved

misligholdelsen må anses for påkrævet.

Opgørelse af fordringen

§ 37. Vil kreditgiveren i et køb med ejendomsforbehold tage det solgte

tilbage, kan denne ved opgørelsen af sit tilgodehavende kun medregne:

1) Den ubetalte del af fordringen med fradrag efter § 26, stk. 2-3,

2) rente af forfaldne ydelser og

3) nødvendige omkostninger ved tilbagetagelsen, herunder

inkassoomkostninger, medmindre § 24 er til hinder herfor.

Opgørelse af det solgtes værdi

§ 38. Tages det solgte tilbage, skal dets værdi ved tilbagetagelsen indgå

i opgørelsen mellem parterne til fordel for forbrugeren.

Stk. 2. Ved det solgtes værdi forstås det beløb, som sælgeren kan opnå ved

at sælge tingen på hensigtsmæssig måde, eventuelt efter en rimelig

istandsættelse.

§ 39. Hvis det solgtes værdi overstiger det beløb, som kreditgiveren kan

beregne sig efter § 37, kan kreditgiveren kun tage tingen tilbage, hvis det

overskydende beløb samtidig betales til forbrugeren.

§ 40. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens tilgodehavende efter

§ 37, har kreditgiveren kun krav på betaling af det overskydende beløb, i det

omfang særlige omstændigheder taler derfor, navnlig hvis forbrugeren har

udvist forsømmelighed ved brugen eller opbevaringen af det købte eller har

lagt hindringer i vejen for tilbagetagelsesforretningen.

§ 41. Hvis det solgte ikke findes hos forbrugeren under

tilbagetagelsesforretningen, eller hvis § 35, stk. 2, hindrer tilbagetagelse

af det solgte, har kreditgiveren kun, hvis der foreligger de særlige

omstændigheder, som er nævnt i § 40, krav på betaling af et beløb, der efter

fogedrettens skøn overstiger det solgtes værdi på tidspunktet for

tilbagetagelsesforretningen.

Forbrugerens indløsnings- og udtagelsesret

§ 42. Har kreditgiveren fået det solgte tilbage, kan forbrugeren i 14 dage

derefter indløse det solgte mod at betale kreditgiverens tilgodehavende

beregnet efter § 37. Forbrugeren kan under tilbagetagelsesforretningen give

afkald på denne ret.

§ 43. Er flere ting solgt ved samme aftale, og fremsætter kreditgiveren

krav om at tage dem tilbage, kan forbrugeren udtage en eller flere af tingene

efter eget valg mod at betale det beløb, hvormed kreditgiverens

tilgodehavende beregnet efter § 37 overstiger værdien af de øvrige ting. Er

kreditgiverens tilgodehavende mindre end denne værdi, har forbrugeren krav på

at få betalt det overskydende beløb samtidig med tilbagetagelsen.

Stk. 2. Hvis kreditgiveren har taget tingene tilbage, kan forbrugeren i 14

dage derefter indløse en eller flere af tingene efter eget valg mod at betale

det beløb, hvormed kreditgiverens tilgodehavende beregnet efter § 37

overstiger værdien af de øvrige ting. Forbrugeren kan under

tilbagetagelsesforretningen give afkald på denne ret.

Stk. 3. Forbrugeren kan dog ikke overtage en ting, der hører således

sammen med ting, som kreditgiveren tager tilbage, at fraskillelsen ville

medføre væsentlig værdiforringelse af det tilbagetagne.

Fremgangsmåden ved tilbagetagelse

§ 44. Anmodning om tilbagetagelse af det solgte skal være skriftlig og

være ledsaget af en opgørelse af kreditgiverens tilgodehavende samt

købekontrakten i original eller genpart. Hvis købekontrakten ikke indeholder

de oplysninger, der er nævnt i § 9, stk. 1, skal det i anmodningen oplyses,

om rekvisitus er en forbruger. Det originale dokument skal fremlægges under

fogedforretningen. Fogedretten kan om fornødent kræve, at det originale

dokument skal foreligge, før fogedforretningen berammes.

Stk. 2. Anmodningen skal fremsættes over for fogedretten, hvor forbrugeren

har hjemting, jf. retsplejelovens §§ 235-236. Har forbrugeren ikke hjemting

her i landet, finder retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, og stk. 2-4,

tilsvarende anvendelse med de undtagelser, som følger af retsplejelovens §

247.

Stk. 3. Udebliver kreditgiveren fra forretningen, afviser fogedretten

denne. Om forbrugerens pligt til efter tilsigelse at møde i fogedretten og

give de nødvendige oplysninger gælder retsplejelovens § 494, stk. 1-3, jf.

stk. 4, og § 497. Om fogedrettens vejledningspligt og adgang til beskikkelse

af advokat for en part gælder retsplejelovens § 500.

§ 45. Er der anmodet om tilbagetagelse af det solgte på grund af

forsinkelse med betalingen, kan fogedretten udsætte forretningen i indtil 4

måneder fra anmodningens modtagelse, hvis det må antages, at forbrugeren er

kommet i forbigående økonomiske vanskeligheder. Udsættelse bør ikke ske, hvis

kreditgiverens sikkerhed bringes i fare. Fogedretten kan fastsætte vilkår for

udsættelsen. Hvis forbrugerens forhold giver anledning til det, kan

fogedretten til enhver tid bestemme, at forretningen skal fremmes.

§ 46. Det solgtes værdi ansættes af fogedretten, eventuelt efter

tilkaldelse af sagkyndig bistand.

Stk. 2. Enhver af parterne kan forlange, at fogedretten på grundlag af en

vurdering, som foretages af en eller flere sagkyndige personer efter rettens

nærmere bestemmelse, foretager en fornyet prøvelse af værdiansættelsen.

Stk. 3. Anmodning om fornyet prøvelse af værdiansættelsen skal fremsættes

inden afslutningen af det retsmøde, hvor værdiansættelsen finder sted. Den,

der fremsætter anmodningen, skal stille sikkerhed for omkostningerne ved

tilvejebringelse af grundlaget for den fornyede prøvelse, medmindre

fogedretten på grund af særlige omstændigheder fritager den pågældende

derfor. Ved opgørelsen af parternes mellemværende afgør fogedretten, hvem af

dem der skal bære omkostningerne. Såfremt hensynet til en part i særlig grad

taler derfor på grund af den pågældendes økonomiske forhold, kan fogedretten

bestemme, at omkostningerne helt eller delvis skal betales af staten.

Tilbagetagelse uden fogedrettens medvirken

§ 47. Har kreditgiveren uden fogedrettens medvirken taget det solgte

tilbage fra forbrugeren uden dennes samtykke, skal fogedretten afvise en

fogedforretning i anledning af købet eller tilbagetagelsen, medmindre der

foreligger særlige omstændigheder eller kreditgiver efter tilbagetagelsen har

erhvervet et særligt retsgrundlag.

Stk. 2. Har kreditgiveren og forbrugeren udenretligt aftalt, at

kreditgiveren i anledning af forbrugerens misligholdelse får det solgte

tilbageleveret uden fogedrettens medvirken, kan kreditgiveren ikke påberåbe

sig nogen aftale med forbrugeren, hvorefter der påhviler denne yderligere

forpligtelser over for kreditgiveren i anledning af købet. Har kreditgiveren

taget det solgte tilbage som nævnt i stk. 1, kan kreditgiveren heller ikke på

andet grundlag gøre yderligere krav gældende mod forbrugeren i anledning af

købet, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Kapitel 11

Ikke-forbrugerkøb

§ 48. § 22 og §§ 25-28 finder tilsvarende anvendelse på kredit, der ydes i

forbindelse med køb, hvor køberen ikke er en forbruger.

§ 49. Kapitel 10 finder tilsvarende anvendelse på kredit, der ydes i

forbindelse med køb, hvor køberen ikke er en forbruger, og hvor der er aftalt

ejendomsforbehold med hensyn til det solgte, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 33, stk. 1, nr. 4, § 34, §§ 40-41, § 44, stk. 2, og § 47, stk.

2, finder ikke anvendelse på de i stk. 1 nævnte køb.

§ 50. I køb med ejendomsforbehold som nævnt i § 49 kan kreditgiveren ikke

gøre udlæg i det solgte, men kan søge sig fyldestgjort enten ved

tilbagetagelse af det solgte, jf. dog § 35, stk. 2, eller ved foretagelse af

udlæg i køberens øvrige aktiver.

Stk. 2. Hvis foretagelse af udlæg skønnes at ville medføre urimeligt tab

eller væsentlige ulemper for køberen, kan fogedretten henvise kreditgiveren

til så vidt muligt at søge sig fyldestgjort ved tilbagetagelse af det solgte.

Stk. 3. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens tilgodehavende

efter § 37, har kreditgiveren krav på betaling af det overskydende beløb. For

sit krav kan kreditgiveren foretage udlæg hos køberen på grundlag af

fogedrettens opgørelse af kravet. Det samme gælder, hvis § 35, stk. 2,

hindrer tilbagetagelse, eller hvis det solgte ikke findes hos køberen under

tilbagetagelsesforretningen.

§ 51. Anmodning om tilbagetagelse af det solgte skal fremsættes over for

fogedretten, enten hvor køberen har hjemting, jf. retsplejelovens §§ 235-236

og §§ 238-240, eller hvor køberen driver erhvervsmæssig virksomhed, jf.

retsplejelovens § 237. Er der ikke værneting her i landet efter 1. pkt.,

finder retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, og stk. 2-4, og tilsvarende

anvendelse med de undtagelser, som følger af retsplejelovens § 247.

Kapitel 12

Forskellige bestemmelser

§ 52. Justitsministeren kan bestemme, at lovens regler eller nogle af

disse ikke anvendes på kreditkøb, der er af en særlig beskaffenhed eller

angår bestemte arter af løsøre, eller kun anvendes på sådanne køb med de

afvigelser, som tilsiges af de pågældende købs særlige karakter.

Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at lovens regler eller nogle af

disse ikke anvendes på kreditter, der ydes til en rente, der er lavere end

markedsrenten, og som ikke tilbydes offentligheden i almindelighed, eller kun

anvendes på sådanne kreditter med de afvigelser, som tilsiges af de

pågældende kreditters særlige karakter.

§ 53. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorefter skriftlige aftaler

og dokumenter, der er omfattet af loven, skal være påtrykt en af ministeren

udarbejdet vejledning om forbrugerens retsstilling.

§ 54. Justitsministeren kan i det omfang, det betinges af prisudviklingen,

ændre beløbsangivelsen i § 9, stk. 4, § 19, stk. 1, § 20, stk. 1, og § 33,

stk. 1, nr. 2.

Stk. 2. Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med

Danmarks Nationalbank og Økonomiministeriet ændre den rente, der er fastsat i

§ 23, stk. 1.

Kapitel 13

Straffebestemmelser

§ 55. Den, der overtræder § 30, straffes med bøde.

Stk. 2. Med bøde straffes endvidere den, der gør sig skyldig i grov eller

oftere gentagen overtrædelse af § 9, § 10, § 12 og § 14 samt i grov eller

gentagen overtrædelse af § 19 og § 20.

Stk. 3. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af § 53, kan der fastsættes

straf af bøde for overtrædelse af forskrifterne.

Stk. 4. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab,

andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant

bødeansvar.

§ 56. Den, der driver virksomhed med kreditgivning, der er omfattet af

loven, eller medvirker hertil, kan ved dom for strafbart forhold frakendes

retten til fortsat at drive den pågældende virksomhed eller til at drive den

under visse former eller til at medvirke hertil. Straffelovens § 79 finder

tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Påstand om frakendelse efter stk. 1 nedlægges af

anklagemyndigheden efter anmodning fra forbrugerombudsmanden.

Stk. 3. Straffesager efter denne lov, hvor der er spørgsmål om frakendelse

efter stk. 1, kan behandles ved Sø- og Handelsretten i København. I øvrigt

gælder reglerne i retsplejelovens kapitel 63.

Stk. 4. Den, som driver virksomhed, hvortil retten er frakendt ham i

medfør af stk. 1, eller som i sin virksomhed lader nogen, som er frakendt

retten hertil, medvirke ved salg på kredit, straffes med bøde, medmindre

højere straf er forskyldt efter borgerlig straffelovs § 131. Drives

virksomheden af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller

lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Kapitel 14

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 57. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende jf.

dog stk. 2.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 9, stk. 1, nr. 4, § 10, stk. 1, nr. 3, § 13,

stk. 2-3, og § 14 træder først i kraft den 1. januar 1993.

Stk. 3. Lovens bestemmelser finder anvendelse på kreditaftaler, der indgås

efter ikrafttrædelsen.

Stk. 4. Lov nr. 275 af 9. juni 1982 om køb på kredit ophæves.

§ 58. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig

anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de

særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget tager sigte på at gennemføre EF-direktivet om indbyrdes

tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om

forbrugerkredit (87/102/EØF), som blev vedtaget i Ministerrådet den 22.

december 1986. Direktivet er optaget som bilag 1 til lovforslaget. Et

ændringsforslag til direktivet foreligger i en færdig form og vil blive

formelt vedtaget i løbet af efteråret 1989. De heraf følgende ændringer er

indarbejdet i lovforslaget. Ændringsforslaget er optaget som bilag 2 til

lovforslaget.

Formålet med direktivet er at opnå en indbyrdes tilnærmelse af de

nationale regler om forbrugerkredit, herunder navnlig reglerne om hvilke

oplysninger forbrugeren skal have i forbindelse med indgåelsen af en

kreditaftale. Baggrunden herfor er, at lovgivningen om forbrugerkredit er

meget forskelligartet i EF's medlemsstater, hvilket kan føre til

konkurrenceforvridninger mellem kreditgivere i forskellige EF-lande.

Hensigten med direktivet og ændringsforslaget til direktivet er således at

fremme det indre markeds oprettelse og funktion og i forbindelse hermed at

sikre forbrugerne i Fællesmarkedet et højt beskyttelsesniveau.

Direktivet har et videre anvendelsesområde end kreditkøbsloven, der kun

finder anvendelse på forbrugerkreditter i forbindelse med køb af løsøre.

Direktivet omfatter derimod alle forbrugerkreditter. Det har derfor været

nødvendigt at udarbejde en helt ny lov. For at tilkendegive lovens

anvendelsesområde, er titlen »lov om kreditaftaler« valgt. Visse af

kreditkøbslovens regler, bl.a. om køb med ejendomsforbehold og om

ikke-forbrugerkøb, er indarbejdet i forslaget, idet systematikken dog er

væsentlig ændret.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Lovforslaget medfører en væsentlig udvidelse af den retlige

regulering af forbrugerkreditter. Ifølge forslaget skal loven gælde for

enhver form for kreditgivning til forbrugere. Det er efter forslaget

uden betydning, om kreditten anvendes til køb af løsøre, til køb af

tjenesteydelser eller til almindeligt forbrug.

2.2. Lovforslaget medfører en forbedret mulighed for at sammenligne

forskellige kreditgiveres tilbud. Som noget helt nyt bestemmes det, at

kreditgiveren skal oplyse forbrugeren om de årlige omkostninger i

procent, inden aftalen indgås. Denne oplysning giver forbrugeren et bedre

grundlag for at vurdere, om han ønsker at udnytte den tilbudte kredit.

Lovforslaget indeholder endvidere regler om, hvorledes beregningen af de

årlige omkostninger i procent skal foretages.

2.3. Kreditkøbslovens særlige regler om køb med ejendomsforbehold er

bibeholdt i lovforslaget. De særlige regler om ikke-forbrugerkøb er ligeledes

medtaget. Justitsministeriet har imidlertid med forslaget tilstræbt at

forenkle systematikken i den gældende kreditkøbslov og at gøre

reglerne mere overskuelige. I forbindelse hermed, er lovens

bestemmelser om ikke-forbrugerkøb udskilt til et særskilt kapitel.

Justitsministeriet har hermed forsøgt at imødekomme nogle af de væsentlige

kritikpunkter mod den gældende kreditkøbslov fra 1982, bl.a. at den er

vanskelig at anvende i praksis. Det har således været anført, at loven er for

indviklet og uoverskuelig for forbrugeren at sætte sig ind i, og at dette har

medført, at forbrugernes kendskab til deres retsstilling er for ringe. Også

for fogedretterne, som i vidt omfang skal føre tilsyn med, at lovens

bestemmelser overholdes, har den været vanskelig at arbejde med.

En anden af vanskelighederne med anvendelsen af loven er, at den gælder

både for forbrugerkøb og for andre køb. Begge lovens målgrupper, dvs.

forbrugeren og den mindre erhvervsdrivende, har derfor været nødsaget til at

sætte sig ind i samtlige lovens bestemmelser for at kunne anvende den. Disse

problemer har Justitsministeriet forsøgt at afhjælpe med forslaget.

2.4. Om lovforslagets nærmere indhold henvises til det nedenfor under pkt.

5-12 anførte.

3. Direktivets indhold

3.1. Lovforslaget har som nævnt til formål at implementere EF-direktivet

om forbrugerkredit i dansk ret.

Hovedindholdet i direktivet fra 1986 om forbrugerkredit er, at forbrugeren

skal have oplysning om kreditomkostningerne beregnet som de årlige

omkostninger i procent. Beregningen af de årlige omkostninger i procent skal

ifølge direktivet ske i henhold til gældende metoder i national ret.

De medlemsstater, der på tidspunktet for direktivets meddelelse ikke

kræver angivelse af de årlige omkostninger i procent, og som ikke har en fast

metode til beregning af de årlige omkostninger i procent, kan dog ifølge

direktivets artikel 5 nøjes med at kræve angivelse af de samlede omkostninger

i forbindelse med forbrugerkreditten. Denne overgangsregel i art. 5, der

bl.a. finder anvendelse for Danmarks vedkommende, gælder kun indtil der

indføres en eller flere fællesskabsmetoder til beregning af de årlige

omkostninger i procent. En sådan fællesskabsmetode indføres ved det

ændringsforslag, som bliver formelt vedtaget i løbet af efteråret 1989, jf.

nedenfor under pkt. 3.2.

Herudover indeholder direktivet fra 1986 regler om reduktion af

kreditomkostningerne ved opfyldelse forud for forfaldstidspunktet, om

bevarelse af indsigelser, om brug af negotiable dokumenter, om solidarisk

hæftelse i såkaldte trepartsforhold samt om tilsyn og kontrol med

kreditgivere. Særligt vedrørende kreditkøb indeholder direktivet regler om

tilbagetagelse af løsøregenstanden som følge af misligholdelse.

Direktivet er et minimumsdirektiv, således at medlemsstaterne kan

opretholde eller gennemføre videregående forbrugerbeskyttelse, jf.

direktivets artikel 15.

Ifølge direktivets artikel 16 skal direktivet være gennemført i

medlemsstaterne senest den 1. januar 1990.

3.2. Den 18. maj 1988 har Kommissionen fremsat forslag til ændring af

direktivet af 22. december 1986. Ministerrådet har den 1. juni 1989 fastlagt

en fælles holdning med henblik på vedtagelse af et direktiv om ændring af

direktiv 87/102/EØF. Der er enighed om teksten, og forslaget ventes formelt

vedtaget i løbet af efteråret 1989.

Som nævnt ovenfor blev der ved direktivets artikel 5 fastsat en særlig

overgangsregel for de medlemsstater, som på tidspunktet for direktivets

meddelelse ikke krævede angivelse af de årlige omkostninger i procent, og som

ikke havde nogen fast metode til beregning heraf.

Forslaget til ændring af forbrugerkreditdirektivet indebærer, at

overgangsreglen i artikel 5 i det oprindelige direktiv ophæves samtidig med,

at der indføres en fællesskabsmetode til beregning af de årlige omkostninger

i procent. Forslaget medfører således, at forbrugeren i forbindelse med

indgåelsen af en kreditaftale altid skal have oplysning om de årlige

omkostninger i procent, d.v.s. den samlede pris for kreditten udtrykt i

procent pr. år af det ydede kreditbeløb.

Forslaget medfører endvidere en harmonisering af de omkostningselementer,

der skal indgå i beregningen af de årlige omkostninger i procent.

Ifølge forslaget skal ændringsdirektivet være gennemført i medlemsstaterne

senest den 31. december 1992, jf. forslagets artikel 2.

Selvom ændringsdirektivet endnu ikke er formelt vedtaget har

Justitsministeriet fundet det hensigtsmæssigt allerede nu at indarbejde de af

forslaget følgende bestemmelser i lovforslaget, bl.a. under hensyn til at der

er sammenhæng mellem det oprindelige direktiv og ændringsforslaget og for at

undgå lovændringer i flere tempi.

4. Kreditkøbsloven og dens forarbejder

4.1. Der findes ikke i dansk ret generelle regler om forbrugerkredit, som

dækker alle kreditaftaler, der er omfattet af direktivet.

Lov om køb på kredit, der blev gennemført som lov nr. 275 af 9. juni 1982,

jf. lovbekendtgørelse nr. 585 af 1. september 1986, opfylder dog visse af

direktivets krav.

Grundlaget for kreditkøbsloven var betænkning nr. 839/78 om køb på kredit

og tillægsbetænkning nr. 876/79 om udleje af løsøre, begge afgivet af

Kreditkøbsudvalget.

Forslaget til lov om køb på kredit blev fremsat den 29. januar 1982 og

vedtaget den 27. maj 1982. Om Folketingets forhandlinger vedrørende

lovforslaget henvises til Folketingstidende 1981-82, 2. samling, sp. 872, sp.

1954 ff., sp. 8264 ff., sp. 8512 ff, tillæg A, sp. 1637 ff og tillæg B, sp.

1109 ff. Vedrørende tidligere fremsættelser af lovforslaget henvises til

fremsættelsestalen (Folketingstidende 1981-82, 2. samling, sp. 872).

Ved lov nr. 687 af 17. oktober 1986 blev der gennemført en række ændringer

af kreditkøbsloven i forbindelse med »kartoffelkuren«. Ændringerne

indebar bl.a. en forhøjelse af udbetalingskravet ved køb med

ejendomsforbehold fra 20 pct. til 30 pct. og pålagde kreditgiver kun at indgå

aftaler, hvorefter kreditten skulle afvikles i løbet af højst 3 år. Om

Folketingets forhandlinger vedrørende lovforslaget henvises til

Folketingstidende 1986-87, 1. samling, sp. 419 ff., sp. 677 ff., sp. 1073,

tillæg A, sp. 91 ff og tillæg B, sp. 55 ff.

4.2. Den gældende kreditkøbslov pålægger ikke kreditgiver at oplyse om de

årlige omkostninger i procent.

Spørgsmålet om hvorvidt der i forbindelse med kreditgivning bør gives

oplysning om den effektive rente af lånet (= de årlige omkostninger i

procent) blev første gang rejst i betænkning nr. 604/71 om åger. Udvalget

foreslog, at der blev indført en sådan pligt, jf. betænkningen side 26 ff.

Forslaget blev ikke gennemført.

På den baggrund fik kreditkøbsudvalget bl.a. til opgave på ny at overveje,

om der ved salg på kredit burde stilles krav om oplysning af den effektive

rente. Flertallet i kreditkøbsudvalget anså det imidlertid for betænkeligt på

det da foreliggende grundlag at stille forslag om indførelse af en sådan

pligt, bl.a. under hensyn til at der kun forelå begrænsede erfaringer fra de

lande, som havde gennemført regler om pligt til at oplyse om

kreditomkostningerne beregnet som en effektiv årlig rente, jf. betænkningen

s. 37.

I det lovforslag, som Justitsministeriet fremsatte på grundlag af

betænkningen, blev der imidlertid medtaget en bestemmelse i § 8, stk. 1, nr.

4, om pligt for kreditor til at oplyse om kreditomkostningerne angivet som en

effektiv årlige rente. Om begrundelsen for at medtage en sådan bestemmelse i

forslaget henvises til de almindelige bemærkninger til forslaget

(Folketingstidende 1981-82, tillæg A, sp. 1637). Under folketingsbehandlingen

gik bestemmelsen ud efter forslag fra justitsministeren, jf. Retsudvalgets

betænkning over lovforslaget (Folketingstidende 1981-82, tillæg B, sp. 1109).

5. Lovens anvendelsesområde

5.1. Loven finder anvendelse på kreditaftaler, jf. § 1, stk. 1. En

kreditaftale er i lovens § 4, stk. 1, og i direktivets art. 1, stk. 2, litra

c, defineret som en aftale om kredit i form af udskudt betaling, lån eller

anden tilsvarende form for finansiel ydelse. Loven finder anvendelse, hvor

kreditaftalen er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, når

kreditten hovedsageligt er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for den

erhvervsdrivendes medkontrahent.

Lovens anvendelsesområde er således ifølge forslaget videre end den

gældende kreditkøbslov. Lovforslaget omfatter ikke blot kreditgivning i

forbindelse med køb af løsøre, men enhver form for kreditgivning, uanset om

kreditten står i direkte forbindelse med et køb, det være sig af løsøre eller

af tjenesteydelser. Lovforslaget omfatter f.eks. også pengeinstitutternes

fritstående lån, som i dag er holdt ude fra kreditkøbslovens

anvendelsesområde.

På den baggrund har Justitsministeriet valgt at udarbejde en helt ny lov

og at ændre lovens titel, idet den ikke længere er dækkende. Det foreslås, at

loven i stedet benævnes lov om kreditaftaler.

I det omfang kreditten har forbindelse med et løsørekøb, finder loven

anvendelse, uanset om kreditten er ydet før eller efter salgsgenstandens

overgivelse.

Enhver form for faktisk henstand er endvidere omfattet af loven. Visse

helt kortvarige kreditter er dog undtaget fra lovens anvendelsesområde, jf.

lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 2.

Aftaler om præstation af en løbende ydelse, når forbrugeren har ret til at

betale sådanne ydelser gennem rater, så længe de præsteres, anses dog ikke

for en kreditaftale, jf. lovforslagets § 4 og direktivets art. 1, stk. 2,

litra c, 2. pkt.

Ifølge en fælles erklæring til rådsprotokollen afgivet af Ministerrådet og

Kommissionen omfatter direktivet heller ikke afdragsordninger ifølge

retsafgørelser eller retsforlig dvs. henstand i forbindelse med retslig

inkasso.

5.2. En kreditgiver defineres i direktivets art. 1, stk. 2, litra

b, som en fysisk eller juridisk person, der yder kredit som led i udøvelsen

af erhvervsmæssig virksomhed. I lovforslagets § 1, stk. 1, er dette angivet

ved, at kreditgiveren skal være en erhvervsdrivende.

I direktivets artikel 1, stk. 2, litra a, defineres en forbruger som en

fysisk person, der ved en retshandel, der er omfattet af direktivet, optræder

med et formål, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virkefelt.

I nyere dansk forbrugerlovgivning, herunder i kreditkøbslovens § 4, stk. 2,

defineres et forbrugerkøb som et køb, som en køber foretager hos en

erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når det købte

hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for køberen, og

sælgeren vidste eller burde vide dette.

Der er således ikke helt overensstemmelse mellem den danske definition og

direktivets definition, og på baggrund heraf har Ministerrådet og

Kommissionen på dansk foranledning i forbindelse med direktivets vedtagelse

udtalt, at såfremt forbrugeren handler delvis som led i sin erhvervsmæssige

virksomhed, delvis uden for denne, omfattes forholdet kun af direktivets

anvendelsesområde, såfremt forbrugeren hovedsagelig handler uden for sin

erhvervsmæssige virksomhed. Når forbrugeren faktisk hovedsagelig har handlet

uden for sin erhvervsmæssige virksomhed, men den erhvervsdrivende ikke har

vidst dette og under hensyn til alle enkeltheder ikke med rimelighed har

kunnet vide det, omfattes forholdet ikke af direktivets anvendelsesområde.

På den baggrund finder Justitsministeriet, at kreditkøbslovens definition

af en forbrugeraftale vil kunne opretholdes uændret, jf. lovforslagets § 1,

stk. 1.

6. Lovens anvendelse på særlige typer af kreditaftaler

6.1. Ifølge direktivets art. 2 er der mulighed for, at medlemsstaterne kan

bestemme, at reglerne i direktivet ikke skal finde anvendelse på en række

nærmere opregnede typer af kreditaftaler. I det følgende gennemgås de

forskellige undtagelsesmuligheder.

6.2. Direktivet finder ikke anvendelse på kreditaftaler, der først og

fremmest er bestemt til erhvervelse eller bevarelse af fast ejendom

eller som er bestemt til opførelse, modernisering eller forbedring af en

bygning, jf. direktivets art. 2, stk. 1, litra a. Efter ændringen af lov

om realkreditinstitutter i forbindelse med kartoffelkuren ydes der ikke

længere kreditforeningslån til andre formål end de i bestemmelsen opregnede.

Der ydes således ikke længere kreditforeningslån til forbrug.Det vil i

praksis sige, at alle kreditforeningslån er undtaget fra direktivet. Hvis

realkreditloven ændres, således at det igen bliver muligt for

realkreditinstitutter at yde lån til andre end de nævnte formål, vil sådanne

kreditter imidlertid være omfattet af loven.

Omfattet af bestemmelsen er endvidere alle andre former for prioritetslån,

der optages til brug for de nævnte formål.

Undtagelsesreglen er indarbejdet i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 1. Efter

forslaget er det dog ikke tilstrækkeligt, at kreditten »først og

fremmest« er bestemt til et af de nævnte formål, idet dette ville åbne

betydelige muligheder for omgåelse af loven. Det foreslås derfor, at

undtagelsen kun skal finde anvendelse, når kreditten udelukkende ydes med

henblik på et af de nævnte formål.

6.3. Direktivet finder endvidere ikke anvendelse på kreditaftaler, hvor

forbrugeren skal tilbagebetale kreditten inden for en periode på højst 3

måneder, jf. art. 2, stk. 1, litra g, 1. pkt. Bestemmelsen må ses i

sammenhæng med, at enhver form for faktisk henstand er omfattet af

direktivet.

Undtagelsen er indarbejdet i forslagets § 3, stk. 1, nr. 2.

6.4. Direktivet undtager også rente- og omkostningsfrie kreditter, jf.

artikel 2, stk. 1, litra c.

Lovens regler om kreditgivers oplysningspligt bør efter

Justitsministeriets opfattelse ikke finde anvendelse, hvis kreditten er

omkostningsfri. Visse af reglerne om oplysningspligt vil helt naturligt ikke

kunne finde anvendelse for disse kreditter, men i øvrigt synes der ikke burde

stilles de store krav til kreditgiveren, når der ikke betinges vederlag for

kreditten.

Lovens øvrige regler, f.eks. om beskyttelse af forbrugeren ved

kreditorskifte, bør derimod også finde anvendelse ved omkostningsfrie

kreditter. Det foreslås derfor, at lovens kapitel 2 ikke skal gælde for

kreditaftaler, hvor kreditgiveren ikke betinger sig vederlag for kreditten.

6.5. Ifølge direktivets art. 2, stk. 1, litra b, finder direktivet ikke

anvendelse på lejekontrakter, bortset fra sådanne hvori det

fastsættes, at ejendomsretten overgår til lejeren ved kontraktens udløb.

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 2, stk. 2, og den er medtaget i

forslagets § 6, stk. 2.

6.6. Medlemsstaterne kan i samråd med Kommissionen undtage visse former

for kredit, der ydes til en lavere rente end markedsrenten, og som ikke

tilbydes offentligheden i almindelighed. Ifølge en erklæring til

rådsprotokollen afgivet af Ministerrådet og Kommissionen omfatter denne

bestemmelse kreditter, der ydes som led i 1) forholdet mellem en arbejdsgiver

og en arbejdstager, 2) velgørenhedsarbejde og 3) den virksomhed, der udøves

af forsørgelsesforeninger, låneforeninger, forbrugerkooperativer og lignende

institutioner.

De nævnte kreditformer må vel antages at forekomme i Danmark, ligesom der

også kan tænkes at være låneforeninger, forbrugerkooperativer og lignende

institutioner i Danmark, der falder ind under denne bestemmelse. Der er i

forslagets § 52, stk. 2, medtaget en bemyndigelse fra justitsministeren til

at undtage de nævnte kreditter fra lovens anvendelsesområde.

6.7. Herudover giver direktivet mulighed for at undtage kreditaftaler med

et bestemt indhold i en række tilfælde.

Kreditaftaler eller kredittilsagn, der er sikret ved pant i fast ejendom,

er i hovedsagen undtaget fra direktivet og kun underkastet reglen i artikel 3

om oplysningspligt ved markedsføring, jf. artikel 2, stk. 3, og nedenfor

under punkt 8. Denne regel har kun selvstændig betydning for kredit, der ydes

med henblik på andet end erhvervelse, forbedring m.v. af fast ejendom, idet

kreditten i modsat fald vil være omfattet af undtagelsen i lovforslagets § 3,

stk. 1, nr. 1. Justitsministeriet har imidlertid ikke fundet grundlag for at

udnytte denne undtagelse, idet der også i forbindelse med disse kreditter er

behov for, at forbrugeren får oplysning om de årlige omkostninger i procent

m.v.

6.8. Direktivet omfatter som udgangspunkt heller ikke kreditter i form af

træk på en løbende konto , der indgås med et kredit- eller

finansieringsinstitut, jf. direktivets art. 2, stk. 1, litra e.

Direktivets art. 6 finder dog anvendelse på de nævnte kreditter.

Industriministeriet har over for Justitsministeriet peget på, at denne

undtagelsesmulighed for så vidt angår kassekreditter ikke bør udnyttes, idet

alle kreditgivere bør stilles lige. I modsat fald skabes der en

konkurrenceforvridende situation, der modvirker den opblødning af grænserne

inden for den finansielle sektor, som finder sted for tiden. Det vil desuden

være vanskeligt for forbrugeren at sammenligne forskellige kredittilbud, hvis

ikke der gives de samme oplysninger. Undtagelsen er derfor ikke medtaget i

lovforslaget.

6.9. Direktivet undtager endvidere kreditaftaler i henhold til hvilke, der

ikke skal betales rente, forudsat at forbrugeren indvilliger i at

tilbagebetale kreditten på een gang, jf. artikel 2, stk. 1, litra d. Visse af

lovens regler om oplysningspligt vil heller ikke kunne finde anvendelse for

disse kreditter. Lovens øvrige bestemmelser bør imidlertid også finde

anvendelse for disse kreditter, idet der er det samme behov for beskyttelse

af den svage part i kontakten. Undtagelsesmuligheden er derfor ikke udnyttet.

6.10. Undtaget er tillige kreditter under 200 ECU (ca. 1.600 kr.) og over

20.000 ECU (ca. 160.000 kr.), jf. direktivets artikel 2, stk. 1, litra f.

Der findes ikke i dansk ret en tilsvarende regel. Kreditkøbsloven omfatter

som udgangspunkt alle kreditkøb, uanset kredittens størrelse. Visse af lovens

regler gælder dog ikke for køb under en vis størrelse. Således gælder

oplysningspligten efter § 8 ikke for køb, hvor kreditkøbsprisen ikke

overstiger 1.000 kr., og efter § 17, stk. 1, nr. 2, kan ejendomsret kun

forbeholdes, såfremt kreditkøbsprisen overstiger 1.000 kr. Disse regler

opretholdes efter forslaget, idet beløbsangivelsen dog foreslås forhøjet, jf.

lovforslagets § 9, stk. 4, og § 33, stk. 1, nr. 2. Justitsministeriet finder

derimod ikke anledning til generelt at undtage meget små eller meget store

kreditter, da der også i disse tilfælde kan være et beskyttelsesbehov.

6.11. Undtaget er desuden kredit, der skal tilbagebetales ved højst fire

betalinger inden for en periode på højst tolv måneder, jf. artikel 2, stk. 1,

litra g. Reglen tager sigte på en speciel bestemmelse, der findes i engelsk

ret om betaling af skolepenge. Den er fremmed for dansk ret.

6.12. Medlemsstaterne kan endvidere undtage kreditaftaler, der er

bekræftet af en notar eller dommer, fra visse af direktivets bestemmelser.

Bestemmelsen tager sigte på specielle franske forhold. Den foreslås ikke

indført i dansk ret.

7. Oplysning om de årlige omkostninger i procent

7.1. Det er et hovedpunkt i lovforslaget og direktivet fra 1986, at

forbrugeren skal have oplysning om de årlige omkostninger i procent i

forbindelse med indgåelsen af kreditaftalen, jf. forslagets § 9, stk. 1, nr.

4, § 10, stk. 1, nr. 3, og direktivets art. 4, stk. 2. I forslaget til

ændring af direktivet er der fastsat nærmere regler om beregningen af de

årlige omkostninger i procent, jf. art. 1 a.

Ifølge kreditkøbslovens § 8 skal forbrugeren i forbindelse med indgåelsen

af en aftale om køb bl.a. have oplysning om salgsgenstandens kontantpris,

kreditomkostningerne og kreditkøbsprisen. På tilsvarende måde skal

forbrugeren ifølge kreditkøbslovens § 32 have en række oplysninger i

forbindelse med indgåelsen af en kontoaftale, herunder f.eks. gebyret for

oprettelse af kontoen, kredittens maksimum og de nærmere regler og

betingelser for pålæg af kreditomkostninger, samt beregningsmåden for sådanne

omkostninger, herunder den nominelle årlige rente.

Der stilles imidlertid ikke i dag i gældende dansk lovgivning krav om, at

forbrugeren skal have oplysning om de årlige omkostninger i procent.

7.2. Formålet med en bestemmelse om pligt for kreditgiver til at oplyse

forbrugeren om de årlige omkostninger i procent er at give denne grundlag for

at bedømme, hvilke udgifter der er forbundet med kreditten. De årlige

omkostninger i procent giver udtryk for den samlede pris for at låne 100 kr.

i et år og udtrykker således omkostningerne ved en kredit uafhængig af

kredittens størrelse, afdragsform m.v. Oplysningen om de årlige omkostninger

i procent gør det lettere for forbrugeren at sammenligne forskellige

kredittilbud og kan derfor gavne konkurrencen. Oplysningen kan muligvis også

virke sanerende på de ofte meget høje kreditomkostninger.

7.3. For Danmarks vedkommende skal bestemmelsen dog først være gennemført

den 31. december 1992, idet Danmark er omfattet af undtagelsesreglen i

artikel 5, jf. ovenfor under pkt. 3.1. Indtil da kan Danmark bibeholde de

gældende regler om, at forbrugeren kun skal have oplysning om de samlede

nominelle omkostninger.

Justitsministeriet har overvejet, om man allerede nu burde fastsætte

regler om, at kreditgiveren skal oplyse forbrugeren om de årlige omkostninger

i procent. Justitsministeriet har imidlertid anset det for nødvendigt, at

erhvervslivet får god tid til at sætte sig ind i reglerne, før de træder i

kraft. På den baggrund foreslås det, at der allerede nu medtages regler herom

i loven, men således at de først træder i kraft den 1. januar 1993, jf.

lovforslagets § 57, stk. 2.

7.4. De årlige omkostninger i procent er i lovforslagets § 16 og i

direktivets art. 1a, stk. 1, defineret som den omkostningssats, der på

årsbasis giver samme nutidsværdi af de samlede nuværende eller fremtidige

forpligtelser (lån, tilbagebetaling og omkostninger), der følger af aftalen

mellem långiver og forbruger. Beregningen af de årlige omkostninger i

procent sker i overensstemmelse med den matematiske formel, der er optaget i

bilag II til forslaget til ændring af direktivet, jf. bilaget til

lovforslaget. Formlen er baseret på den interne rentes metode. Der er

i bilag III til forslaget til ændring af direktivet angivet fire eksempler på

beregningsmetoden, jf. bilag 2 til lovforslaget.

Forbrugeren skal have særskilt oplysning om de årlige omkostninger i

procent i kontrakten, jf. lovforslagets § 8 og direktivets art. 4, stk. 2,

litra b.

7.5. Med henblik på beregningen af de årlige omkostninger i procent er det

nødvendigt at fastslå, hvilke kreditomkostninger der skal indgå i beregningen

af de årlige omkostninger i procent. Dette fremgår af lovforslagets § 13 og

direktivets art. 1, stk. 2, litra d, der bestemmer, at alle omkostninger,

herunder renter og andre omkostninger, som forbrugeren skal betale for

kreditten, skal indgå i beregningen af de årlige omkostninger i procent.

Forbrugeren skal have særskilt oplysning om kreditomkostningerne i

kontrakten, jf. lovforslagets § 8 og direktivets art. 4, stk. 2, litra c,

Visse omkostningselementer skal dog ikke medtages i beregningen af de

årlige omkostninger i procent, jf. lovforslagets § 13, stk. 2-3, samt

bemærkningerne hertil. Ifølge lovforslagets § 14 og direktivets art. 4, stk.

2, litra d, skal forbrugeren imidlertid også have særskilt oplysning om de

her nævnte omkostninger, bortset fra misligholdelsesomkostningerne.

Oplysningen skal fremgå af den skriftlige kontrakt, jf. lovforslagets § 8 og

direktivets art. 4, stk. 2, litra d.

7.6. Justitsministeriet er opmærksom på, at beregningen af de årlige

omkostninger i procent i praksis vil kunne frembyde vanskeligheder, navnlig

for mindre erhvervsdrivende.

Vanskelighederne ved beregning af de årlige omkostninger i procent vil dog

i væsentlig grad kunne mindskes ved udarbejdelse af tabeller, der dækker de

sædvanligt forekommende former for kreditaftaler, og af vejledninger til

tabellerne. Visse lommeregnere, de såkaldte finansregnere, har endvidere

indbygget en funktion til beregning af den interne rente (de årlige

omkostninger i procent). Sådanne finansregnere kan erhverves for et beløb af

500-1.000 kr.

Justitsministeriet er bekendt med, at man i andre lande, f.eks. i England

og i Sverige, har udarbejdet autoriserede tabeller, der viser de årlige

omkostninger i procent ved kredit ydet under forskellige forudsætninger.

Justitsministeriet går derfor ud fra, at tilsvarende autoriserede tabeller

vil blive udarbejdet her i landet. Dette forudsætter, at der fra

brancheorganisationerne tilvejebringes oplysninger om de sædvanligt

forekommende kreditaftaler i forbrugerforhold inden for de enkelte brancher.

Da reglerne først skal træde i kraft pr. 1. januar 1993, vil der efter

Justitsministeriet opfattelse være tilstrækkelig tid til at udarbejde sådanne

tabeller.

8. Markedsføring af kredit

Ifølge direktivets art. 3 skal oplysningen om de årlige omkostninger i

procent tillige anføres i enhver reklame fra kreditgiveren og ved enhver

skiltning eller opslag i kreditgiverens forretningslokaler, hvorved den

pågældende tilbyder kredit, hvis reklamen eller opslaget i øvrigt indeholder

angivelse af rentesatsen eller oplysninger vedrørende kreditomkostningerne.

Oplysningen kan eventuelt gives i form af et repræsentativt eksempel.

Der er efter bestemmelsen ikke nogen ubetinget pligt for kreditgiver til i

markedsføringen at oplyse om de årlige omkostninger. Men hvis kreditgiver i

markedsføringen giver oplysninger om f.eks. den nominelle rente eller

stiftelsesomkostninger og lignende, er den pågældende samtidig forpligtet til

at oplyse om de årlige omkostninger i procent.

Formålet med bestemmelsen er at give forbrugeren mulighed for, allerede

forud for indgåelsen af kreditaftalen, at vurdere omkostningerne ved lånet og

eventuelt sammenligne forskellige kredittilbud.

Lov om markedsføring og lovgivningen om prismærkning m.v. henhører under

Industriministeriets område. Industriministeriet har over for

Justitsministeriet peget på, at det er mest hensigtsmæssigt at regulere

spørgsmålet om markedsføring af kredit inden for rammerne af den almindelige

prismærkningslovgivning. Industriministeriet har i den forbindelse oplyst, at

dette ministerium vil sørge for, at reglen i direktivets art. 3 implementeres

i dansk ret. I det omfang implementeringen heraf kræver lovændring, vil

Industriministeriet fremsætte de nødvendige lovforslag.

9. Overtræk

I lovforslagets § 12 og direktivets art. 6, stk. 3, indføres der en helt

ny bestemmelse om stiltiende accepterede overtræk. Efter bestemmelsen skal

forbrugeren, hvis den pågældende overskrider maksimum på en kreditaftale med

variabelt lånebeløb, og hvis dette sker med kreditgiverens stiltiende accept,

gøres bekendt med den årlige nominelle rente og eventuelle omkostninger i

forbindelse med overtrækket samt om enhver ændring heri, når overtrækket

vedvarer ud over 3 måneder. Ifølge direktivet finder bestemmelsen kun

anvendelse for de medlemsstater, der anerkender stiltiende accepterede

overtræk.

Formålet med bestemmelsen er, at forbrugeren skal være klar over, hvilke

omkostninger der er forbundet med overtrækket, således at den pågældende på

dette grundlag kan træffe beslutning om, hvorvidt overtrækket bør ophøre.

Banker og sparekasser beregner sig normalt en højere rente eller

provision, hvis der sker overtræk på en konto, det være sig indlåns- eller

udlånskonto. Denne praksis er for så vidt angår overtræk på indlånskonto

godkendt ved Højesterets dom af 2. februar 1981, der er refereret i U

1981,221 H. Dette gælder uanset, om pengeinstituttet på forhånd har gjort

kunden opmærksom på, at man ved overtræk beregner sig en højere rente eller

provision. Noget tilsvarende må formentlig antages at gælde for så vidt angår

overtræk på kassekredit.

Den omstændighed at kunden trækker over på kontoen, vil normalt føre til,

at pengeinstituttet meddeler kunden, at overtrækket bør ophøre. Hvis det

imidlertid tolereres, at kunden overskrider kredittens maksimum, må

overtrækket formentlig efter omstændighederne anses for stiltiende accepteret

af pengeinstituttet.

Det er denne situation, som bestemmelsen i lovforslagets § 12 tager sigte

på. Når det stiltiende accepterede overtræk har varet i 3 måneder, skal

pengeinstituttet oplyse forbrugeren om størrelsen af renten eller andre

omkostninger, der er forbundet med overtrækket.

Ifølge forslaget skal bestemmelsen imidlertid ikke kun finde anvendelse

for så vidt angår pengeinstitutter. Efter forslaget finder bestemmelsen

anvendelse på alle kreditaftaler med variabelt lånebeløb, som er omfattet af

loven.

Bestemmelsen omfatter ikke det tilfælde, hvor kunden forud for trækket

opnår kreditgiverens tilladelse til at overskride kredittens maksimum. Der er

i denne situation i princippet tale om en bevilget midlertidig forhøjelse af

kredittens maksimum, der ikke udløser nogen oplysningspligt for kreditgiver.

10. Tilsidesættelse af oplysningspligten

Direktivet indeholder ingen angivelse af, hvad virkningen skal være af, at

kreditgiver undlader at oplyse forbrugeren om de årlige omkostninger i

procent. Det er således overladt til national ret at træffe bestemmelse

herom.

Justitsministeriet finder, at en eventuel tilsidesættelse af

oplysningspligten som hovedregel alene bør sanktioneres civilretligt på samme

måde, som det i dag sker efter kreditkøbslovens § 38.

På denne baggrund foreslås det i § 23, stk. 2, at kreditgiver, når

oplysningen om de årlige omkostninger i procent i en kreditaftale med fast

lånebeløb er for lavt angivet, ikke kan kræve højere kreditomkostninger,

end hvad der svarer til den procent, der er angivet i kontrakten. Dette vil

efter Justitsministeriets opfattelse i langt de fleste tilfælde være en

tilstrækkelig motivation for kreditgiver til at opfylde oplysningspligten.

Med hensyn til pligten til efter § 10, stk. 1, nr. 3, at give oplysning om

de årlige omkostninger i procent ved forskellige udnyttelser af en

kreditaftale med variabelt lånebeløb gør der sig det forhold gældende,

at oplysningspligten ikke direkte er knyttet til den konkrete udnyttelse af

kreditten, som senere finder sted, men alene angår visse typiske udnyttelser

af kreditten. Spørgsmålet om, hvorvidt urigtige oplysninger om de årlige

omkostninger i procent bør have indflydelse på køberens pligt til at betale

kreditomkostninger, er derfor næppe egnet til at blive reguleret af en

generel lovbestemmelse, men bør snarere løses ved konkret aftalefortolkning.

Der henvises herved til bemærkningerne til § 23.

Herudover er der efter forslagets § 55, stk. 2, adgang til at pålægge

bødestraf for grov eller oftere gentagen overtrædelse af § 9 og § 10.

11. Tilsyn med kreditgivere

11.1. Direktivets artikel 12 pålægger medlemsstaterne at gennemføre en

ordning med administrativ kontrol med kreditgivere. Bestemmelsen opregner tre

ordninger, som medlemsstaterne kan vælge imellem. Ordningerne kan kombineres.

Afgørende er, at enhver kreditaftale eller ethvert tilbud om kredit er

underlagt mindst een af de opregnede ordninger.

Efter den første ordning kræver kreditgivning og kreditformidling

administrativ tilladelse. Såfremt de pågældende er omfattet af artikel

1 i direktiv 77/780/EØF om samordning af lovgivningen om adgang til at optage

og udøve virksomhed som kreditinstitut, kan de undtages fra kravet om

tilladelse, jf. direktivets artikel 12, stk. 2.

Efter den anden ordning skal kreditgivning og kreditformidling være

underlagt administrativ kontrol.

Den tredje ordning pålægger medlemsstaterne at fremme oprettelsen af

passende institutioner, hvortil klager vedrørende kreditaftaler eller

kreditbetingelser kan rettes, og som kan give forbrugeren relevante

oplysninger eller råd herom.

11.2. Der stilles ikke i dansk ret et generelt krav om tilladelse for at

kunne yde eller formidle kredit. Kreditinstitutter, der er omfattet af

direktiv 77/780/EØF, skal imidlertid have tilladelse til at drive virksomhed

som kreditinstitut, dvs kreditinstitutter, der er omfattet af lov om banker

og sparekasser m.v., lov om visse spare- og udlånsvirksomheder m.v., lov om

visse kreditinstitutter og lov om realkreditinstitutter.

Dansk ret indeholder heller ikke nogen generel kontrolordning. Penge- og

kreditinstitutter er dog undergivet tilsyn af Finanstilsynet og

Boligstyrelsen.

Forbrugerombudsmanden har det administrative ansvar for

markedsføringsloven og påser, at der i privat erhvervsvirksomhed ikke handles

i strid med god markedsføringsskik. Endvidere henhører lov om betalingskort

under denne institution. Forbrugerombudsmanden er således kompetent til at

behandle spørgsmål vedrørende hele direktivets anvendelsesområde.

Forbrugerombudsmanden foretager dog ikke nogen systematisk kontrolvirksomhed,

men han kan på grundlag af klager fra private eller organisationer tage sager

op til behandling, hvis der skønnes at være behov herfor.

Forbrugerombudsmanden kan endvidere ved forhandling søge at påvirke de

erhvervsdrivende til at virke i overensstemmelse med god markedsføringsskik,

han kan anlægge sag ved retten om forbud mod handlinger, der er i strid

hermed, ligesom han i henhold til kreditkøbsloven, se nu lovforslagets § 56,

stk. 2, kan anmode anklagemyndigheden om at nedlægge påstand om, at en

kreditgiver ved dom for strafbart forhold frakendes retten til fortsat at

drive den pågældende virksomhed. Forbrugerombudsmanden har en vis

rådgivningskompetence.

Det falder derimod uden for Forbrugerombudsmandens virksomhedsområde at

træffe konkrete afgørelser i civilretlige tvister. Såfremt sådanne indbringes

for Forbrugerombudsmanden, henvises de til Forbrugerklagenævnet eller andet

relevant klagenævn.

Forbrugerklagenævnet kan behandle klager fra forbrugere vedrørende varer

eller arbejds- og tjenesteydelser, jf. lov om forbrugerklagenævnet § 1.

Forbrugerklagenævnets virksomhedsområde omfatter derfor som udgangspunkt alle

de af direktivet omfattede kreditaftaler. Ifølge lovens § 3, stk. 2, kan

industriministeren bestemme, at visse varer, arbejds- eller tjenesteydelser

eller erhvervsområder skal undtages fra nævnets virksomhed, eller at klage

ikke kan rejses, når prisen for varer eller ydelsen overstiger en bestemt

grænse. Ved bekendtgørelse nr. 793 af 15. december 1988 om

Forbrugerklagenævnets virksomhedsområde er det bestemt, at nævnet kun kan

behandle sager af en værdi op til 20.000, ved køb af motorkøretøjer dog op

til 50.000 kr., jf. § 2. Direktivet omfatter sager af en værdi fra 1.600 kr.

- 160.000 kr. En række varer, arbejds- og tjenesteydelser er endvidere

undtaget i medfør af bekendtgørelsens § 3, stk. 2. Klager over visse

kreditaftaler, der er omfattet af loven, vil således ikke kunne indbringes

for Forbrugerklagenævnet.

Med virkning fra den 1. august 1988 har pengeinstitutternes organisationer

og Forbrugerrådet endvidere oprettet Pengeinstitutankenævnet, som er

konpetent til at behandle klager over danske pengeinstitutter. Ankenævnet er

godkendt af Forbrugerklagenævnet i medfør af lov om Forbrugerklagenævnet §

12.

Det må antages, at alle kreditter, der er omfattet af loven, er undergivet

tilsyn, enten i form af at der skal gives tilladelse til virksomheden, at

virksomheden kontrolleres af en myndighed eller af Forbrugerombudsmanden

eller at der kan klages til et ankenævn over virksomheden. Dansk ret opfylder

således allerede direktivets artikel 12.

12. Særlige regler om kreditkøb

12.1. I forbindelse med indarbejdelsen af kreditkøbslovens regler om

kreditkøb i lovforslaget har Justitsministeriet foretaget en fuldstændig

omredigering af visse af bestemmelserne og af kreditkøbslovens kapitel 3 om

køb med ejendomsforbehold. Baggrunden herfor er et ønske om at øge

overskueligheden og forbedre systematikken. Dette er bl.a. sket ved en

opdeling af loven i flere kapitler og ved udstrakt brug af overskrifter inden

for det enkelte kapitel med henblik på at øge overskueligheden. En

paragrafnøgle er optaget som bilag 3 til lovforslaget.

12.2. Den gældende kreditkøbslov finder anvendelse både på forbrugerkøb

og på andre køb, hvor ikke andet er bestemt i loven, jf. § 4, stk. 1.

Forud for gennemførelsen af loven blev det nøje overvejet, om man

lovteknisk burde vælge at samle de foreslåede regler i een lov om kreditkøb,

eller om det burde foretrækkes at gennemføre to love, nemlig en om

forbrugerkreditkøb og en om andre kreditkøb, jf. betænkning nr. 839/78 om køb

på kredit, s. 55 f. Udvalgets flertal fandt imidlertid, at lovreguleringen

burde ske i een samlet lov for at fremme overskueligheden og undgå

afgrænsningsvanskeligheder.

Justitsministeriet er fortsat af den opfattelse, at det er principielt

rigtigt at fastholde reguleringen i een enkelt lov. Justitsministeriet finder

derimod, at der kan være grund til at overveje, om reglerne om

ikke-forbrugerkøb bør holdes adskilt i et særligt kapitel i loven.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at erfaringerne med loven har vist,

at den valgte teknik har gjort det vanskeligt for brugerne at skaffe sig

overblik over, hvilke regler der gælder for den enkelte. Dette kunne derfor

tale for, at der foretages en opdeling i loven af de regler, der gælder for

forbrugerkøb og for ikke-forbrugerkøb.

Hertil kommer, at loven med indarbejdelsen af direktivets bestemmelser i

endnu højere grad, end det er tilfældet med kreditkøbsloven, bliver en

forbrugerbeskyttelseslov.

På den baggrund foreslås det, at reglerne om ikke-forbrugerkøb samles i et

særligt kapitel, jf. lovforslagets kapitel 11.

12.3. Efter de gældende regler i kreditkøbsloven er det således, at

sælgeren i forbrugerkøb med ejendomsforbehold skal afgive samtlige de i § 8

omhandlede oplysninger. Tilsidesætter sælgeren sin oplysningspligt, eller

undlader sælgeren i et ikke-forbrugerkøb at afgive de i § 8, stk. 1, nr. 2 og

5, omhandlede oplysninger, kan købekontrakten med ejendomsforbehold

ikke danne grundlag for umiddelbar tvangsfuldbyrdelse, jf.

kreditkøbslovens § 20, stk. 1, nr. 3. Kreditor tvinges derfor i disse

tilfælde til at søge sit krav fastslået ved dom. Hvorledes påstand og dom

skal formuleres i sådanne sager, har såvel i teori som i retspraksis givet

anledning til uenighed.

Reglen i kreditkøbslovens § 20, stk. 1, nr. 3, har nærmest pønal karakter,

idet den tvinger kreditor til et sagsanlæg og en efterfølgende

fogedforretning, uden at der gives fuld omkostningsdækning for begge

retsskridt, ligesom tilbagetagelsen forsinkes med den deraf forøgede risiko

for tab hos kreditor. Reglen har været kritiseret for, at de pønale formål

sikres gennem et regelsæt, der påfører domstolene en ganske overflødig

arbejdsbyrde.

Det foreslås på den baggrund, at kreditkøbslovens § 20, stk. 1, nr. 3

ophæves, og at kreditgiver samtidig afskæres fra i almindelighed at kræve

godtgørelse for omkostninger, som ellers ville påløbe i anledning af

forbrugerens misligholdelse, jf. forslagets § 24 og § 37, nr. 3. Hermed

imødekommes den kritik, der har været rejst af de processuelle konsekvenser

af, at en sælger tilsidesætter sin oplysningspligt.

Ved de foreslåede regler er det fastholdt, at sælgerens tilsidesættelse af

oplysningspligten skal have alvorlige civilretlige konsekvenser, men de

manglende oplysninger påvirker ikke kontraktens eksigibilitet.

12.4. Retsplejerådet har i betænkning nr. 1170/89 om tvangsfuldbyrdelse af

andre krav end pengekrav foreslået, at retsplejelovens § 494, stk. 3, skal

finde anvendelse ved tilbagetagelse af genstande købt med ejendomsforbehold.

Herved er der givet fogedretten mulighed for at afslå

politifremstilling i tilfælde, hvor kreditors fordring er beskeden, og

hvor det samtidig er oplyst, at det købte ikke er i rekvisiti besiddelse,

ligesom politifremstilling kan afslås i de tilfælde, hvor fyldestgørelse af

en mindre fordring søges gennemført ved begæring om tilbagetagelse af

genstande, som med en høj grad af sandsynlighed vil være omfattet af

trangsbeneficiet.

Det anføres i betænkningen s. 120 f., at der i de tilfælde, hvor

bestemmelsen tænkes anvendt, kun meget sjældent vil blive tale om en

tilbagetagelse, idet kreditors krav i medfør af kreditkøbslovens § 27, stk.

3, i disse sager som hovedregel vil blive omsat til et pengekrav.

Justitsministeriet kan tiltræde Retsplejerådets forslag, der er

indarbejdet i lovforslagets § 44, stk. 3.

12.5. Retsplejerådet har i samme betænkning endvidere foreslået, at de

fogedretlige værnetingsregler i retsplejelovens § 487 skal finde subsidiær

anvendelse i de tilfælde, hvor der efter kreditkøbslovens § 20, stk. 3, ikke

er værneting for kravet her i landet, jf. betænkningen s. 52 f. og s. 121.

Justitsministeriet kan tiltræde forslaget, der er indarbejdet i lovforslagets

§ 44, stk. 2, og § 51.

12.6. Endelig foreslås det, at bestemmelsen i kreditkøbslovens § 34 om

kontohaverens ansvar for misbrug af kontokort, kreditkort eller anden

legitimation udgår, da tilsvarende bestemmelser findes i betalingskortlovens

§ 21. Det bemærkes, at der ikke herved er taget stilling til, hvor reglerne

om ansvar for misbrug af kontokort på længere sigt skal placeres.

13. Høringsmyndigheder

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til høring hos følgende

myndigheder og organisationer:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret,

Præsidenten for Sø- og Handelsretten, Præsidenten for Københavns Byret,

Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten

for Retten i Aalborg, Den danske Dommerforening, Foreningen af

dommerfuldmægtige i Danmark, Advokatrådet, Industriministeriet,

Landbrugsministeriet, Landbrugsrådet, De danske Landboforeninger, Danske

Husmandsforeninger, Monopoltilsynet, Forbrugerstyrelsen, Finanstilsynet,

Forbrugerrådet, De danske Husmoderforeninger, Dansk Varefakta Nævn,

Butikshandelens Fællesråd, Dansk organisation af detailhandelskæder, De

Samvirkende Købmandsforeninger i Danmark, Fællesforeningen for Danmarks

Brugsforeninger, Dansk Fødevareråd, Dansk Texstil Union, Radiobranchen,

Motorbranchens Fællesråd, Det Danske Handelskammer, Landsforeningen for

Erhvervsinteresser, Håndværksrådet, Industrirådet, Entreprenørforeningen,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Assurandør-Societetet, Den danske

Bankforening, Danmarks Sparekasseforening, Kommunernes Landsforening,

Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Danske indkøbschefers

Landsforening, Den danske Forlæggerforening, Boligministeriet,

Finansministeriet, Dansk Automobilhandler Forening, Forenede Danske

Motorejere, Den danske boghandlerforening, Boghandlernes Hus, Bygge- og

anlægsrådet, Det Kooperative Fællesforbund, Andelsudvalget, Realkreditrådet,

Danske Elværkers forening, Dansk Postordreforening, FEMA, Danske

Finansieringsselskaber Forening, Dansk Detail Konto, Detailhandelens

Kreditformidlingsråd, Foreningen af Finansholdingselskaber.

14. Økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at indebære økonomiske eller administrative

konsekvenser af væsentlig betydning for det offentlige.

I forbindelse med lovens gennemførelse vil Justitsministeriet i nødvendigt

omfang tage skridt til at informere forbrugere og erhvervsliv om indholdet af

de nye regler.

En række af lovens bestemmelser træder først i kraft den 1. januar 1993.

Blandt andet skal kreditgivere først fra dette tidspunkt oplyse forbrugeren

om de årlige kreditomkostninger i procent i forbindelse med indgåelsen af en

kreditaftale. Justitsministeriet er på denne baggrund indstillet på, at der

også i løbet af 1992 skal informeres om de ændrede regler.

De nødvendige omkostninger i forbindelse med informationsvirksomheden

forventes at kunne afholdes af Justitsministeriets lovreserve.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Dette kapitel indeholder regler om lovens anvendelsesområde, dens

definitioner og fravigeligehed.

Til § 1

Bestemmelsen angiver lovens anvendelsesområde, nemlig kreditaftaler, hvor

en erhvervsdrivende som led i sit erhverv yder kredit til en forbruger.

Bestemmelsen indeholder endvidere en definition af begreberne kreditgiver og

forbruger. Definitionerne svarer til de i direktivets art. 1, stk. 2, litra

a-b,indeholdte bestemmelser. Begrebet kreditgiver refererer sig overalt i

loven til forbrugerens eller køberens modpart. Begrebet omfatter både

kreditgiveren og den, der har erhvervet kreditgiverens rettigheder ifølge

aftalen, medmindre andet fremgår direkte af loven. I kreditkøb omfatter

begrebet 1) sælgeren, der har givet henstand med betalingen, 2) den, der har

erhvervet sælgerens rettigheder i henhold til kreditkøbet, 3) den i § 4, stk.

1, nr. 2, nævnte trediemand, der har finansieret købet, samt 4) den, der har

erhvervet den i § 4, stk. 1, nr. 2, nævnte trediemands rettigheder i

anledning af kreditkøbet. Det er ikke fundet nødvendigt direkte i lovteksten

at medtage en bestemmelse svarende til kreditkøbslovens § 1, stk. 3. Med

hensyn til definitionen af en forbruger henvises der til de almindelige

bemærkninger pkt. 5.2.

Til § 2

Bestemmelsen fastslår, at lovens kapitel 11 gælder for køb på kredit, hvor

kreditgiverens medkontrahent er en erhvervsdrivende. I kapitel 11 er samlet

de regler, der efter kreditkøbsloven gælder for ikke-forbrugerkøb. Disse

bestemmelser skal fortsat gælde efter forslaget. Der henvises i øvrigt til

bemærkningerne til kapitel 11.

2. pkt. svarer til kreditkøbslovens § 5, stk. 2.

Til § 3.

I stk. 1 opregnes en række kreditaftaler, som loven ikke finder

anvendelse på, selvom de er omfattet af definitionen af en kreditaftale i

forslagets § 1, stk. 1.

Bestemmelsen i nr. 1 svarer til direktivets art. 2, stk. 1, litra

a. Undtagelsen omfatter alle kreditforeningslån og ethvert prioritetslån, der

optages med henblik på køb af fast ejendom eller med henblik på opførelse,

modernisering eller forbedring af en bygning. Der henvises i øvrigt til de

almindelige bemærkninger, pkt. 6.2.

Bestemmelsen i nr.2 svarer til direktivets art. 2, stk. 1, litra g.

Bestemmelsen har en parallel i kreditkøbslovens § 5, idet den dog omfatter

alle kreditaftaler og således ikke er begrænset til kreditkøb.

Betalingsfristen er endvidere fastsat til 3 månder, hvor den efter

kreditkøbslovens § 5 højst kan være »løbende måned + 1 måned«, det

vil i praksis sige indtil 2 måneder.

Ifølge stk. 2 gælder denne undtagelse dog ikke, hvis der foreligger

et køb med ejendomsforhold, eller et kreditkøb i henhold til en aftale om

kredit med variabelt lånebeløb. Undtagelsen i kreditkøbslovens § 5 gælder

heller ikke for de nævnte kreditter.

Det fastslås i stk. 3, at lovens kapitel 2 om kreditgiverens

oplysningspligt ikke gælder for kreditaftaler, hvor der ikke betinges

vederlag for kreditten. Det samme gælder efter kreditkøbslovens § 32. Der

henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 6.4.

Til § 4.

Stk. 1 indeholder en definition af begrebet kreditaftale. Definitionen

svarer til direktivets art. 1, stk. 2, litra c.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til direktivets art 1, stk. 2, litra

c, 2. pkt. Ifølge en erklæring til rådsprotokollen afgivet af Ministerrådet

og Kommissionen omfatter denne bestemmelse løbende ydelser, såsom gas, vand,

el, aftaler om regelmæssig vedligeholdelse, sæsonkort til transport, ratevis

betaling af forsikringspræmier og lignende, hvor betalingen sker sideløbende

med ydelsen. Hvis der i forbindelse med sådanne kontrakter kan betales helt

eller delvis bagud, vil den derved ydede kredit således ikke være omfattet af

loven.

Til § 5.

Bestemmelsen fastslår, hvad der forstås ved et kreditkøb.

Stk. 1 svarer til kreditkøbslovens § 1, stk. 2, idet det dog efter

forslaget ikke længere er en betingelse, at der er givet henstand eller ydet

kredit før salgsgenstandens overgivelse til forbrugeren. Reglerne finder

således anvendelse, uanset om kreditten er ydet før eller efter

salgsgenstandens overgivelse. Derimod stilles der fortsat krav om, at

ejendomsforbehold skal være aftalt senest samtidig med overgivelsen til

køberen, jf. lovforslagets § 33. Ændringen af definitionen af et kreditkøb

får derfor kun betydning for kreditkøb, hvor der ikke er aftalt

ejendomsforhold.

Stk. 2 svarer til kreditkøbslovens § 4, stk. 3.

Til § 6

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 2, idet stk. 1 dog har

undergået en sproglig omformulering. Der er med den ændrede formulering ikke

tilsigtet nogen realitetsændring.

Til § 7

Bestemmelsen indeholder regler om lovens fravigelighed. Bortset fra § 48,

der finder anvendelse i ikke-forbrugerkøb, kan lovens regler ikke fraviges

ved forudgående aftale. Dette svarer til retstilstanden efter

kreditkøbslovens § 6.

Til kapitel 2

Kapitlet indeholder regler om kreditgivers oplysningspligt over for

forbrugeren i forbindelse med indgåelse af kreditaftaler.

Til § 8

Bestemmelsen svarer til direktivets art. 4, stk. 1, og medfører en

forpligtelse for kreditgiver til at oprette en skriftlig aftale om kreditten.

Dansk ret indeholder ikke noget generelt krav om, at aftaler skal oprettes

skriftligt, men kreditkøbslovens § 8, stk. 2, stiller indirekte et krav herom

for så vidt angår forbrugerkøb, der ikke er kontokøb, og hvor

kreditkøbsprisen overstiger 1.000 kr. Det samme gælder for kontoaftaler, jf.

kreditkøbslovens § 32.Selv om der ikke formelt stilles krav om oprettelse af

en skriftlig aftale, er det dog i praksis som oftest nødvendigt af

bevismæssige grunde.Der indgås næppe i dag mundtlige kreditaftaler, og i

hvert fald ikke i noget nævneværdigt omfang, hvorfor bestemmelsen ikke vil

medføre den store ændring i forhold til gældende praksis.

Kravet om, at kreditaftalen skal oprettes skriftligt, er efter forslaget

ikke en gyldighedsbetingelse. En mundtlig kreditaftale er således ikke i sig

selv ugyldig.

Som noget nyt skal der endvidere oplyses om aftalens øvrige væsentlige

vilkår. Heller ikke denne bestemmelse kan anses for nogen væsentlig ændring i

forhold til gældende praksis. Det vil således være vanskeligt at anse et

væsentligt vilkår for aftalt, hvis det ikke fremgår af en skriftlig aftale.

Stk. 2 svarer til kreditkøbslovens § 8, stk. 2, idet reglen dog nu gælder

for alle kreditaftaler, der er omfattet af loven.

Til § 9

Bestemmelsen omhandler kreditaftaler med fast lånebeløb og pålægger

kreditgiver at give forbrugeren en række oplysninger om den tilbudte kredit.

Oplysningerne skal gives ved aftalens indgåelse og skal fremgå af den

skriftlige aftale, jf. forslagets § 8.

Som noget nyt foreslås det, at kreditgiver skal oplyse om de årlige

omkostninger i procent. Der henvises herved til almindelige bemærkninger pkt.

7 og til bemærkningerne nedenfor til nr. 3.

Oplysningerne skal dog ikke gives, hvis det samlede beløb, der skal

betales i henhold til kreditaftalen, ikke overstiger 1.500 kr., jf.

forslagets stk. 4. Bestemmelsen svarer for så vidt til kreditkøbslovens § 8,

der dog kun finder anvendelse på kreditkøb, der ikke sker i henhold til en

kontoaftale, ligesom beløbsgrænsen er 1.000 kr. Begrundelsen for reglen er,

at det især for mindre erhvervsdrivende kan være byrdefuldt at give de nævnte

oplysninger skriftligt. Det foreslås derfor, at bestemmelsen udvides til at

gælde for alle kreditaftaler. Beløbsgrænsen foreslås endvidere forhøjet til

1.500 kr. som følge af prisudviklingen. Da direktivets regler om

oplysningspligt omfatter alle kreditter over 200 ECU (ca. 1.600 kr.), kan

beløbsgrænsen ikke forhøjes yderligere.

Ved postordresalg er det efter gældende ret tilstrækkeligt, at

oplysningerne i kreditkøbslovens § 8 gives senest samtidig med sælgerens

fremsendelse af varen til køberen, jf. bekendtgørelse nr. 14 af 14. januar

1987, § 2. Ifølge en erklæring til rådsprotokollen finder Ministerrådet og

Kommissionen, at de i direktivets artikel 4 krævede oplysninger ved

postordresalg kan trykkes på selve ordresedlen eller i postordrekataloget, i

sidstnævnte tilfælde forudsat at forbrugerens opmærksomhed henledes på

oplysningerne ved en tydelig henvisning på ordresedlen.

Oplysningspligtens nærmere indhold fremgår af nr. 1-7.

Ifølge nr. 1 skal forbrugeren have oplysning om hovedstolen

på lånet. Ifølge kreditkøbslovens § 8, stk. 1, nr. 1, skal forbrugeren have

oplysning om »kontantprisen«. Kontantprisen findes ved til

hovedstolen at tillægge en eventuel udbetaling, jf. nr. 2. Da kontantprisen

kan udfindes ved et simpelt regnestykke, og da den i øvrigt vil fremgå af

skiltningen i forretningen, har Justitsministeriet ikke fundet grundlag for

at kræve kontantprisen oplyst ved siden af hovedstolen. Ved andre

kreditaftaler end kreditkøb har det desuden ingen mening at kræve oplysning

om kontantprisen.

Efter nr. 2 skal der gives oplysning om størrelsen af en

eventuel udbetaling. Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 8, stk.

1, nr. 2.

Nr. 3 fastslår, at forbrugeren skal have oplysning om

kreditomkostningerne angivet som et beløb. Bestemmelsen svarer til

kreditkøbslovens § 8, stk. 1, nr. 3. Efter bestemmelsen i lovforslagets § 13,

stk. 1, omfatter kreditomkostningerne alle renter og andre tillæg til

kontantprisen.

Ifølge nr. 4 skal der gives oplysning om de årlige omkostninger

i procent. Bestemmelsen svarer til direktivets art. 4, stk. 2, litra a.

De årlige omkostninger i procent er i direktivets art. 1, stk. 2, litra e,

defineret som den samlede pris for kreditten udtrykt i procent pr. år af det

ydede kreditbeløb, dvs. hovedstolen.Ved beregningen af de årlige omkostninger

i procent skal der tages hensyn til kreditomkostningerne som defineret i nr.

3. De nærmere regler for beregningen af de årlige omkostninger i procent

fremgår af forslagets §§ 16-18, jf. bemærkningerne hertil.

Efter nr. 5 skal forbrugeren have oplysning om det samlede

beløb, der skal betales efter aftalen. Bestemmelsen svarer til

direktivets art. 4, stk. 2, litra c, og kreditkøbslovens § 8, stk. 1, nr. 4.

Endelig skal forbrugeren efter nr. 6 have oplysning om de

enkelte ydelser, disses antal og forfaldstid. Bestemmelsen svarer til

direktivets art. 4, stk. 2, litra c, og kreditkøbslovens § 8, stk. 1, nr. 5.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til direktivets art. 4, stk. 2, litra

b, hvorefter der skal ske angivelse af de betingelser, hvorunder størrelsen

af de årlige omkostninger i procent kan ændres. Hvis det aftales, at et eller

flere vilkår kan eller skal ændres under kreditaftalens forløb, vil dette

påvirke størrelsen af de årlige omkostninger i procent. Forbrugeren skal i

givet fald oplyses herom.

Stk. 3 svarer til direktivets art. 4, stk. 2, litra b, 2. pkt. Forslagets

§ 18 opregner en række standardforudsætninger, som skal lægges til grunds for

beregningen af de årlige omkostninger i procent, hvis ikke andet fremgår af

aftalen. Herudover påhviler det kreditgiveren at opstille passende

forudsætninger, der muliggør en beregning af de årlige omkostninger i

pricent. Det forudsættes, at der næppe vil forekomme tilfælde, hvor det ikke

er muligt at beregne de årlige omkostninger i procent, såfremt der opstilles

passende forudsætninger for beregningen.

Hvis betingelsen er opfyldt, kan kreditgiver nøjes med at oplyse om den

årlige nominelle rente.

Til § 10

Bestemmelsen omhandler kreditaftaler med variabelt lånebeløb i form

af kontoaftaler, kreditkortkonti, kassekreditter og lignende. Bestemmelsen

svarer i princippet til kreditkøbslovens § 32. Bestemmelsen er dog ikke

begrænset til kontoaftaler, der kan udnyttes til køb, jf. kreditkøbslovens §

3, eller kontoaftaler, der kan udnyttes til såvel køb af løsøre som til

erhvervelse af andre ydelser, jf. kreditkøbslovens § 35. Bestemmelsen

omfatter således enhver form for kredit med variabelt lånebeløb, der er

omfattet af loven, og som er oprettet med henblik på forbrug.Bestemmelsen

pålægger kreditgiver at give forbrugeren en række oplysninger om kreditten,

herunder de årlige omkostninger i procent.

Kreditgiver skal ifølge nr. 1 oplyse forbrugeren om

kreditrammen. Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 32, nr. 2.

Efter nr. 2 skal forbrugeren have oplysning om de nærmere regler og

betingelser for pålæg af kreditomkostninger samt beregningsmåden for

sådanne omkostninger, herunder eventuelt den nominelle årlige rente.

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 32, nr. 3, men omfatter i

modsætning til denne også et eventuelt stiftelsesgebyr, jf. kreditkøbslovens

§ 32, nr. 1.

Ifølge nr. 3 skal kreditgiveren oplyse forbrugeren om de årlige

omkostninger i procent ved forskellige udnyttelser af kontoen.

Da man ikke ved indgåelse af en kontoaftale kan vide, i hvilket omfang

kontoen vil blive udnyttet, kan den effektive rente kun angives i

eksempelform ved forskellige typiske udnyttelser af kontoen. Forbrugeren vil

herved kunne se, hvilke måder at udnytte kreditten på som giver henholdsvis

de højeste og laveste relative kreditomkostninger.

Oplysningen om de årlige omkostninger i procent ved en bestemt udnyttelse

af kreditten må endvidere være ledsaget af oplysninger om, hvilke

forudsætninger der i den forbindelse er gjort. Såfremt forudsætningerne ikke

fremgår af aftalen, indeholder forslagets § 17, stk. 2, og § 18 en række

forudsætninger, som i givet fald må lægges til grund.

Efter forslagets § 16, stk. 3, kan justitsministeren fastsætte nærmere

regler om fremgangsmåden ved beregning af de årlige omkostninger i procent.

Det er hensigten at udnytte denne hjemmel til bl.a. at fastsætte nærmere

regler om forudsætninger med hensyn til udnyttelsesgrad, som skal lægges til

grund ved beregningen af de årlige omkostninger i procent.

Efter nr. 4 skal kreditgiver oplyse forbrugeren det samlede

beløb, der skal betales ved forskellige udnyttelser af kontoen.

Bestemmelsen, der er ny, svarer til direktivets art. 4, stk. 2, litra c.

Ifølge nr. 5 skal kreditgiver oplyse, hvorledes gælden skal

betales. Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 32, nr. 4.

Efter nr. 6 skal det oplyses, hvor ofte forbrugeren vil modtage

kontoudtog. Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 32, nr. 5.

Efter nr. 7 skal der oplyses om betingelserne for ophævelse af

aftalen. Bestemmelsen, der er ny, svarer til direktivets art. 6, stk. 1, 3.

led.

Til § 11

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 33. Som nævnt i bemærkningerne

til § 10 omfatter bestemmelsen imidlertid nu alle former for kreditaftale med

variabelt lånebeløb.

Til § 12

Bestemmelsen svarer til direktivets art. 6, stk. 3, og indeholder regler

om stiltiende accepterede overtræk. Der henvises til de almindelige

bemærkninger, pkt. 9.

Til § 13

Stk. 1 svarer til direktivets art. 1, stk. 2, litra d, og indeholder en

definition af kreditomkostningerne, nemlig alle omkostninger, herunder renter

og andre omkostninger, som forbrugeren skal betale for kreditten.Med henblik

på opgørelsen af de årlige omkostninger i procent, jf. forslagets § 9, stk.

1, nr. 4, og § 10, stk. 1, nr. 3, bestemmer direktivets art. 1a, stk. 2, at

der skal ses bort fra en række nærmere opregnede kreditomkostninger. En

bestemmelse svarende hertil er medtaget i stk. 2. De nævnte

kreditomkostninger skal oplyses særskilt over for forbrugeren, jf.

lovforslagets § 14.

Ifølge nr. 1 skal der ses bort fra misligholdelsesomkostninger.

Efter nr. 2 ses der endvidere bort fra omkostninger, som forbrugeren skal

betale, hvad enten der købes kontant eller på kredit. Bestemmelsen

omfatter f.eks. leveringsomkostninger.

Ifølge nr. 3 skal der ses bort fra omkostninger ved overførsel

af penge. Bestemmelsen omfatter f.eks. omkostninger ved at overføre penge

til kreditgiver pr. giro eller ved post- eller bankanvisning. Bestemmelsen

omfatter også et eventuelt checkgebyr, hvis forbrugeren betaler med check

trukket på egen konto.

Ifølge stk. 3 gælder denne undtagelse dog kun, hvis forbrugeren har

rimelig valgfrihed med hensyn til, hvorledes pengeoverførelsen skal

ske. Hvis det f.eks. er aftalt, at betaling kun kan ske til kreditgivers

bank, og hvis dette medfører ekstra omkostninger for forbrugeren i forhold

til f.eks. betaling pr. giro, vil omkostningerne herved skulle medtages i de

samlede kreditomkostninger i forslagets § 13, stk. 1, og de vil dermed indgå

i beregningen af de årlige omkostninger i procent.

Efter nr. 4 ses der bort fra omkostninger ved at føre en konto

til brug ved betaling af ydelserne på kreditten, bortset fra omkostninger

ved opkrævning af betalinger, hvad enten de opkræves kontant eller på anden

måde. Hvis forbrugeren i forbindelse med indgåelsen af en kreditaftale med et

pengeinstitut samtidig opretter en konto, f.eks. en lønkonto, til brug ved

betaling af ydelserne på lånet, skal eventuelle omkostninger ved at føre

denne konto ikke medtages ved beregningen af de årlige omkostninger i

procent.

Undtagelsen finder ifølge stk. 3 kun anvendelse, hvis forbrugeren

har rimelig valgfrihed med hensyn til, hvorledes tilbagebetalingen

skal ske. Modifikationen i stk. 3 tager især sigte på den praksis, der følges

i en række EF-lande, hvor opkrævning af ydelser på kreditten ofte sker ved,

at en inkassator retter henvendelse til forbrugeren på dennes bopæl.

Bestemmelsen i nr. 4 finder heller ikke anvendelse på omkostninger ved

opkrævning af betalinger, f.eks. gebyrer for udsendelse af girokort til

brug ved betaling, når gebyret ifølge aftalen kan opkræves særskilt hos

forbrugeren. Et sådant gebyr skal altså medtages ved beregningen af de årlige

omkostninger i procent.

Ifølge nr. 5 ses der bort fra medlemsbidrag ved optagelse i

foreninger eller sammenslutninger i henhold til en anden aftale end

kreditaftalen, selv om disse bidrag har indvirkning på kreditvilkårene.

Bestemmelsen omfatter f.eks. de kreditter, der ydes af pensionskasser,

låneforeninger, forbrugsforeninger og lignende, hvor det typisk er en

forudsætning for at opnå kreditten, at forbrugeren har betalt et

medlemsbidrag til foreningen m.v.

Endelig ses der ifølge nr. 6 bort fra forsikrings- eller

garantiomkostninger, medmindre forsikringen eller garantien skal tjene

til sikkerhed for kredittens tilbagebetaling. Bestemmelsen finder kun

anvendelse, hvor kreditgiver som vilkår for ydelse af kreditten forlanger, at

der tegnes forsikring eller stilles garanti. Omfattet af bestemmelsen er

f.eks. forsikringer, der i forbindelse med et køb med ejendomsforbehold eller

et fritstående billån, hvor der er givet pant i bilen, skal sikre kreditgiver

mod salgsgenstandens eller pantegenstandens hændelige undergang.Forsikringer,

der skal tjene til sikkerhed for kredittens tilbagebetaling, som f.eks.

livsforsikringer, hvor policen lægges til sikkerhed for kreditten, er ikke

omfattet af undtagelsen, men derimod af hovedreglen i § 13, stk. 1. Præmien

skal altså medtages ved beregningen af de årlige omkostninger i

procent.Sikringsomkostninger som f.eks. omkostninger ved tinglysning af

pantebreve er også omfattet af hovedreglen i § 13, stk. 1.

Til § 14

Bestemmelsen svarer til direktivets art. 4, stk. 2, litra d. Som nævnt i

bemærkningerne til forslagets § 13 stk. 2-3, skal visse nærmere opregnede

kreditomkostninger ikke medtages ved beregningen af de årlige omkostninger i

procent. Forbrugeren skal imidlertid have særskilt oplysning om dem i

kontrakten.

Hvis kreditgiver kender størrelsen af de nævnte omkostningselementer, skal

oplysning herom fremgå af kontrakten. Hvis han ikke kender størrelsen af

omkostningselementerne, skal der i stedet så vidt muligt angives en

beregningsmåde for omkostningerne, eller der skal foretages et skøn over

omkostningernes størrelse.

I mange tilfælde vil kreditgiver være afhængig af oplysninger fra

trediemand for at kunne opfylde sin oplysningspligt efter denne bestemmelse.

Det må på den baggrund anses for tilstrækkeligt, at kreditgiver angiver

omkostningens størrelse i typetilfældet. Der kan f.eks. nævnes det tilfælde,

at det stilles som vilkår for et billån, at bilen skal være kaskoforsikret. I

dette tilfælde må det anses for tilstrækkeligt, at kreditgiver angiver

forsikringspræmiens størrelse ved et bestemt bilmærke og ved en given

risikogruppe.

Til § 15

Bestemmelsen svarer til dels til kreditkøbslovens § 37.

Af kreditkøbslovens § 8 sammenholdt med § 6 og § 37 følger, at aftaler om,

at renten skal variere med forhold, som kreditor har indflydelse på, ikke er

bindende for køberen. Bestemmelserne er på samme måde til hinder for, at

kreditor forbeholder sig adgang til at forhøje renten, medmindre forbeholdet

er baseret på forhold, som kreditor er uden indflydelse på. Er der tale om en

kreditaftale med variabelt lånebeløb, må kreditor som i andre løbende forhold

kunne opsige aftalen med det aftalte opsigelsesvarsel med tilkendegivelse om,

at der vil ske renteforhøjelse for så vidt angår træk på kontoen, der sker

efter varslets udløb. Forbrugeren er dog berettiget til at afvikle den på

dette tidspunkt bestående saldo på de hidtil aftalte vilkår. Tilsvarende

antages at gælde for så vidt angår andre kreditomkostninger efter aftalen.

Det foreslås, at disse regler fortsat skal gælde, og at de skal gælde for

alle kreditaftaler, der er omfattet af loven, medmindre kreditgiver har

tilladelse til at drive virksomhed efter lov om banker og sparekasser m.v.

eller lov om realkreditinstitutter. En tilsvarende undtagelse for penge- og

realkreditinstitutter gælder efter rentelovens § 7, stk. 4.

Justitsministeriet har fundet det forsvarligt at gøre en undtagelse for de

nævnte institutter under hensyn til, at de efter lovgivningen er undergivet

særligt tilsyn.

I stk. 3 foreslås det, at disse regler også skal finde anvendelse

for andre kreditomkostninger end renten. Det kan således kun aftales, at

omkostningerne skal variere med forhold som kreditgiver er uden indflydelse

på, f.eks. forbrugerprisindekset eller lignende.

Stk. 4 pålægger kreditgiveren en pligt til løbende at underrette

forbrugeren om ændringer i renten eller de øvrige omkostninger. Bestemmelsen

svarer til direktivets art. 6, stk. 2.

Til § 16

Stk. 1 svarer til direktivets art. 1a, stk. 1, og indeholder definitionen

af de årlige omkostninger i procent.

Stk. 2 fastslår, at beregningen af de årlige omkostninger i procent skal

foretages i overensstemmelse med den matematiske formel, der er optaget i

bilaget til loven, og som svarer til bilag II i ændringsforslaget til

direktivet.

Stk. 3 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte

nærmere regler om beregningen af de årlige omkostninger i procent.

Det er hensigten med hjemmel i denne bestemmelse at udstede en

bekendtgørelse, der fastsætter de nærmere regler for, hvorledes beregningen

af de årlige omkostninger i procent skal foretages. Bekendtgørelsen vil bl.a.

indeholde regler om, hvor nøjagtig angivelsen af de årlige omkostninger i

procent skal være, og hvilke forudsætninger, udover de i forslagets §§ 17-18

nævnte, herunder om udnyttelsesgrad og validering af betalinger, der skal

anvendes.

Til § 17

Bestemmelsen svarer til direktivets art. 1a, stk. 4. Herefter skal

beregningen foretages på tidspunktet for aftalens indgåelse. Ved senere

ændringer af den oprindelige kreditaftale skal forbrugeren ikke have

oplysning om de årlige omkostninger i procent. Der skal således ikke tages

højde for en eventuel efterfølgende ændring af aftalen, f.eks. i form af en

aftale om yderligere henstand. Der skal heller ikke tages højde for

omkostninger i forbindelse med forbrugerens misligholdelse af kreditaftalen.

Til § 18

Bestemmelsen indeholder en række forudsætninger, som i givet fald skal

anvendes ved beregningen af de årlige omkostninger i procent, hvis aftalen

ikke fastlægger, hvad der skal gælde. Bestemmelsen svarer til direktivets

art. 1a, stk. 6 og 7.

Til kapitel 3

Kapitlet, der svarer til kreditkøbslovens kapitel 4a, blev indsat i

forbindelse med »kartoffelkuren« og indeholder en række regler, der

tilsigter at begrænse det lånefinansierede forbrug.

Til § 19

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 35a.

Som følge af reglen i lovforslagets § 6, stk. 2, finder bestemmelsen også

anvendelse på køb med ejendomsforbehold, der er betegnet som en lejekontrakt,

når det må antages at have været meningen, at modtageren skal blive ejer af

tingen. Det er derfor ikke fundet nødvendigt, at medtage en udtrykkelig

bestemmelse herom svarende til kreditkøbslovens § 35 b.

I stk. 2 er begrebet kontantprisen nærmere definent. Definitionen

svarer til kreditkøbslovens § 8, stk. 1, nr. 1.

Til § 20

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 35c.

Til kapitel 4

Kapitlet indeholder en bestemmelse om forbud mod underpant i kreditkøb.

Kapitlet har een paragraf.

Til § 21

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 9.

Til kapitel 5

Kapitlet regulerer forbrugerens adgang til at kræve nedsættelse af et

urimeligt vederlag eller omkostningsbeløb. Kapitlet har een paragraf.

Til § 22

Bestemmelsen svarer til generalklausulen i kreditkøbslovens § 10. Den

gælder imidlertid nu for alle kreditaftaler, der er omfattet af loven, og er

således ikke begrænset til kreditkøb. En lignende generalklausul findes dog i

forvejen i aftalelovens § 36, hvorefter en aftale kan tilsidesættes helt

eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig

handlemåde at gøre den gældende. Den foreslåede bestemmelse medfører således

næppe nogen væsentlige ændringer i den gældende retstilstand. Der kan i

øvrigt peges på, at en lignende bestemmelse tidligere fandtes i

gældsbrevslovens § 8, der blev ophævet i forbindelse med gennemførelsen af

aftalelovens § 36.

Til kapitel 6

Kapitlet indeholder regler om virkningen af, at kreditor ikke overholder

sin oplysningspligt efter kapitel 2.

Til § 23

Stk. 1 svarer til kreditkøbslovens § 38, stk. 1, 1. pkt. Bestemmelsen i

kreditkøbslovens § 38, stk. 1, 2. pkt., hvorefter kontantprisen, hvis den

ikke er oplyst, skal fastsættes efter købelovens § 72, er udgået som følge

af, at kontantprisen ikke længere skal oplyses, jf. bemærkningerne til

lovforslagets § 9.

Stk. 2 indeholder i 1. pkt. en bestemmelse svarende til kreditkøbslovens §

38, stk. 2. I 2. pkt. indføres en ny regel, der fastslår virkningen af, at de

årlige omkostninger i procent er for lavt angivet. Herefter kan kreditor, når

der er tale om en kreditaftale med fast lånebeløb, ikke kræve højere

omkostninger, end hvad der svarer til den procentsats, der er angivet i

kontrakten.

Hvis der er uoverensstemmelse mellem oplysningen om kreditomkostningerne

angivet som et beløb og som de årlige omkostninger i procent, skal

forbrugeren kun betale kreditomkostninger i overensstemmelse med den af

opgørelserne, som er mest gunstig, idet forbrugeren har ret til at bygge på

de oplysninger, der skal gives. Selv om den nævnte uoverensstemmelse som

oftest vil bero på regnefejl eller ukyndighed, er det dog rimeligt at

sanktionere overtrædelsen med en nedsættelse af omkostningerne, da

oplysningen kan have været bestemmende for forbrugeren, for hvem fejlens

årsag må være uvedkommende. Det er imidlertid klart, at der kan være

tilfælde, hvor uoverensstemmelsen er af åbenbart uvæsentlig betydning. I

sådanne tilfælde følger det af stk. 3, at kreditgiver kan kræve de faktiske

kreditomkostninger betalt.

Kan det på grundlag af de i øvrigt foreliggende oplysninger konstateres,

at kreditomkostningerne er blevet angivet for højt både som beløb og som de

årlige omkostninger i procent, følger det af almindelige aftaleretlige

fortolkningsprincipper, at forbrugeren kun skal betale de kreditomkostninger,

som en korrekt udregning fører til.

Har kreditor ved indgåelsen af en kreditaftale med variabelt

lånebeløb undladt at oplyse forbrugeren om de nærmere regler og

betingelser for pålæg af kreditomkostninger, jf. § 10, stk. 1, nr. 2, eller

er et beløb, som forbrugeren skal betale, blevet angivet for lavt, følger det

af almindelige aftaleretlige fortolkningsprincipper, at kreditgiver ikke kan

kræve mere af forbrugeren end denne ved aftalens indgåelse kan antages at

været gået ind på at betale. Der er derfor i disse tilfælde ikke behov for en

særlig civilretlig sanktionsregel.

Har kreditgiver ikke - som foreskrevet i § 10, stk. 1, nr. 3, - givet

oplysning om de årlige omkostninger i procent ved forskellige udnyttelser af

kreditten, ville en sanktion, hvorefter der altid skulle ske nedsættelse af

kreditomkostningerne, kunne få store økonomiske konsekvenser for kreditgiver,

da der ved indgåelsen af kreditaftaler med variabelt lånebeløb normalt

benyttes fortrykte standardkontrakter, og kreditgiveren vil derfor typisk

have tilsidesat sin oplysningspligt over for et stort antal forbrugere. Da

der i denne situation er tale om oftere gentagen overtrædelse af § 10, vil

forholdet imidlertid være strafbart efter lovforslagets § 55, stk. 2, hvorfor

der ikke er samme behov for en civilretlig sanktion som ved tilsidesættelse

af oplysningspligten i kreditaftaler med fast lånebeløb.

Det vil endvidere være muligt for forbrugerombudsmanden i medfør af

markedsføringsloven at skride ind over for tilsidesættelser af

oplysningspligten.

På baggrund af det anførte har Justitsministeriet ikke fundet, at

oplysningspligten ved kreditaftaler med variabelt lånebeløb bør være omfattet

af den særlige civilretlige sanktionsregel i § 23.

Stk. 3 og stk. 4 svarer til kreditkøbslovens § 38, stk. 3 og 4.

Til § 24

Bestemmelsen tilsigter at fastholde motivationen for sælgeren til at

opfylde sin oplysningspligt i kreditkøb. Det foreslås, at tilsidesættelsen af

oplysningspligten civilretligt - ud over de allerede eksisterende

konsekvenser - skal medføre, at kreditgiver i almindelighed selv må afholde

alle omkostninger ved inddrivelsen af sit tilgodehavende. Det overlades

hermed til domstolene at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

Udgangspunktet er, at kreditgiver selv skal bære omkostningerne ved

inddrivelsen, når han ikke har givet forbrugeren de nødvendige oplysninger.

Der kan dog være tilfælde, hvor det ikke vil være rimeligt at pålægge

kreditgiveren at afholde alle omkostningerne ved inddrivelsen, f.eks. hvis

forbrugeren har appelleret en utvivlsomt rigtig afgørelse til landsretten for

at forhale betalingen. Der kan i sådanne tilfælde være grundlag for at

pålægge forbrugeren helt eller delvis at betale omkostningerne herved.

Forslaget omfatter alle kreditkøbssager, og reglen skal således også

anvendes af domsretten og af fogedretten, hvis en sag angår et kreditkøb uden

ejendomsforbehold. Der skal således hverken tilkendes omkostninger i

domsretten eller i fogedretten. Reglen skal påses ex officio. Der henvises i

øvrigt til bemærkningerne til § 35.

Til kapitel 7

Kapitlet indeholder regler om forbrugerens adgang til indfrielse af

fordringen før forfaldstidspunktet og om opgørelse af kreditors krav i

forbindelse hermed. Endvidere indeholder kapitlet regler om forbrugerens

adgang til at bestemme, hvorledes indbetalingen til kreditor skal afskrives

på fordringen.

Til § 25

Direktivets artikel 8 giver forbrugeren ret til at opfylde sine

forpligtelser i henhold til en kreditaftale forud for forfaldstidspunktet.

Forbrugeren har i den forbindelse ret til en rimelig reduktion af de samlede

kreditomkostninger.

Kreditkøbslovens § 13 giver køberen ret til at betale sin gæld, uanset om

den er helt eller delvis forfalden. Opgørelsen af kravet skal i så fald ske

efter kreditkøbslovens § 15, der må antages at sikre en rimelig reduktion af

kreditomkostningerne. Uden for kreditkøbslovens område giver dansk ret ikke

forbrugeren ret til at indfri gælden før forfaldstid med den virkning, at

kreditomkostningerne nedsættes.

Forslagets §§ 25-26, der svarer til kreditkøbslovens § 13 og § 15, er

derfor gjort anvendelig på alle kreditaftaler, der er omfattet af loven.

Til § 26

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 15. Der henvises i øvrigt til

bemærkningerne til § 25.

I stk. 3 er udtrykket »kontantprisen« erstattet med

begrebet »hovedstolen« under hensyn til, at kreditgiver ikke

længere skal oplyse forbrugeren om kontantprisen, jf. lovforslagets § 9, stk.

1, nr. 1. Reglen i kreditkøbslovens § 15, stk. 3, har været kritiseret som

værende matematisk ukorrekt, fordi den bl.a. ikke tager hensyn til

udbetalingens størrelse. Ved foreslåede ændring imødekommes denne kritik,

idet hovedstolen fremkommer ved, at man fra kontantprisen fratrækker

udbetalingen.

Til § 27

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 11.

Til kapitel 8

Kapitlet indeholder bestemmelser om kreditgiverens adgang til i kreditkøb

at gøre misligholdelsesvirkninger gældende overfor forbrugeren og om

kreditgivers adgang til fyldestgørelse i køb uden ejendomsforbehold.

Til § 28

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 14.

Til § 29

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 16.

Til kapitel 9

Kapitlet indeholder regler til beskyttelse af forbrugeren i tilfælde af

kreditorskifte.

Til § 30

Stk. 1 svarer til direktivets art. 10, der pålægger medlemslandene at

sikre forbrugeren en passende beskyttelse, hvis denne i forbindelse med en

kreditaftale kan betale med f.eks. veksler, herunder egenveksel, eller stille

sikkerhed med bl.a. veksler, herunder egenveksler, og checks. Danmark har

afgivet erklæring til rådsprotokollen om, at man ikke vil tillade, at de i

artikel 10 nævnte betalingsmidler anvendes på den i denne artikel beskrevne

måde. Bestemmelsen er opfyldt for så vidt angår løsøre, jf. kreditkøbslovens

§ 12, stk. 2.

Bestemmelsen i kreditkøbslovens § 12, stk. 2, går videre end direktivet,

idet den omfatter alle former for negotiable dokumenter og ikke blot veksler

og checks. Bestemmelsen i kreditkøbslovens § 12, stk. 2, må ses i sammenhæng

med kreditkøbslovens § 12, stk. 1, 1. pkt., hvorefter forbrugeren kan gøre

sine indsigelser gældende med anden kreditor end sælgeren. Det vil således

ikke være muligt at sikre, at forbrugeren kan gøre sine indsigelser gældende

mod anden kreditor, medmindre det samtidig bestemmes, at kreditgiveren ikke

må modtage negotiable dokumenter fra forbrugeren. Det foreslås derfor, at

kreditkøbslovens § 12, stk. 2, skal gælde for alle kreditaftaler, der er

omfattet i loven.

I stk. 2 gøres der dog en undtagelse for pantebreve med pant i fast

ejendom. Justitsministeriet lægger herved vægt på, at der kan være et

praktisk behov for at anvende pantebreve i fast ejendom i forbindelse med en

kreditaftale.

Til § 31

Bestemmelsen svarer til direktivets art. 11, stk. 1, der pålægger

medlemslandene at skabe en passende beskyttelse for forbrugeren, hvor

kreditgiveren er forskellig fra leverandøren af en vare eller tjenesteydelse.

Denne bestemmelse må anses for opfyldt for så vidt angår løsøre ved

kreditkøbslovens § 12, stk. 3, der i kreditkøb forbyder kreditgiver at indgå

aftale, hvorved forbrugeren afskæres fra at gøre sine indsigelser i anledning

af købet gældende.

Uden for kreditkøbsloven gælder en tilsvarende regel, jf. herved

princippet i gældsbrevslovens § 1. Debitor kan imidlertid give afkald på at

gøre en eventuel indsigelse gældende ved en såkaldt »cut-off

klausul« dvs. en aftale, hvorefter forbrugeren afskæres fra at gøre sine

indsigelser gældende mod en senere erhverver af kreditgiverens fordring.

Bestemmelsen foreslås udvidet til at gælde for alle kreditaftaler, der er

omfattet af loven.

Til § 32

Stk. 1 svarer til direktivets artikel 9, hvorefter forbrugeren ikke

fortaber eventuelle indsigelser, herunder om modregning, over for den

tredjemand, der erhverver kreditgiverens fordring i henhold til en

kreditaftale. Retten er betinget af, at forbrugeren ville have kunnet gøre

indsigelsen gældende over for kreditgiveren før overdragelsen.

Efter kreditkøbslovens § 12, stk. 1, 1. pkt., gælder det samme. Uden for

kreditkøbslovens område er dette som hovedregel også tilfældet, jf.

gældsbrevslovens § 27. Bestemmelsen foreslås derfor udvidet til at gælde for

alle kreditaftaler, der er omfattet af loven jf. dog stk. 4.

Det fremgår af en erklæring til rådsprotokollen afgivet af Ministerrådet

og Kommissionen, at bestemmelserne i artikel 9 ikke berører artikel 10 for så

vidt angår betalingsmidlerne i forbindelse med kreditaftaler eller nationale

eller internationale regler om overførsel af rettigheder i henhold til

omsætningspapirer. Forbrugeren kan altså uanset artikel 9 miste sine

indsigelser overfor tredjemand, såfremt forbrugeren har udstedt negotiable

dokumenter. Det samme antages at gælde efter kreditkøbsloven.

Art. 9 giver endvidere forbrugeren ret til modregning over for tredjemand,

i det omfang national ret tillader det. For dansk rets vedkommende gælder

gældbrevslovens § 28, der fortsat finder anvendelse ved siden af lovens

bestemmelser.

Stk. 2 svarer til direktivets art. 11, stk. 2, der indeholder en regel om

solidarisk hæftelse mellem sælgeren og den trediemand, der efter aftale med

sælgeren har finansieret købet.

En række betingelser skal efter direktivet være opfyldt for at tredjemand

hæfter. Kreditaftalen skal være indgået med henblik på køb af løsøregenstande

eller tjenesteydelser. Der skal bestå en aftale mellem kreditgiveren og

sælgeren eller tjenesteyderen, ifølge hvilken kredit til den pågældende

leverandørs kunder med henblik på erhvervelse af løsøre eller tjenesteydelser

alene stilles til rådighed af den pågældende kreditgiver. Beskyttelsen skal

indtræde, hvor varen eller tjenesteydelsen enten ikke leveres eller er

mangelfuld. Afgørelsen af, om der foreligger misligholdelse, træffes efter

national ret.

Forbrugeren skal forgæves have taget retsmidler i anvendelse mod

leverandøren. Herefter kan forbrugeren tage retsmidler i anvendelse mod

kreditgiveren. Det overlades til national ret at bestemme, i hvilket omfang

og på hvilke betingelser disse retsmidler kan tages i anvendelse.

En lignende bestemmelse findes i kreditkøbslovens § 12, stk. 1, 2.-3. pkt.

Efter denne bestemmelse kan køberen kun rejse pengekrav på grundlag af købet

over for kreditor, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende kreditor

har modtaget som betaling fra køberen i anledning af købet. Bestemmelsen

omfatter således ikke naturakrav som f.eks. krav på levering eller

afhjælpning. Disse regler vil kunne bibeholdes, da direktivet henviser til

national ret for så vidt angår misligholdelsesbeføjelserne, jf. udtrykket

»i hvilket omfang og på hvilke betingelser«. Det foreslås derfor,

at kreditkøbslovens bestemmelser bevares uændret.

Direktivets artikel 11, stk. 2, gælder også ved køb af tjenesteydelser på

kredit. Efter forslagets stk. 3 er bestemmelsen derfor udvidet til

også at gælde ved køb af tjenesteydelser på kredit.

Direktivets artikel 11, stk. 2, finder ikke anvendelse, hvis den

pågældende enkelte retshandel vedrører et beløb på under 200 ECU (ca. 1.600

kr.). Muligheden for at undtage små kreditter er ikke udnyttet, da der også i

disse tilfælde kan være behov for beskyttelse.

I stk. 4 gøres der en undtagelse for tinglyste pantebreve i fast

ejendom. Reglerne i stk. 1-3 finder således ikke anvendelse, i det omfang

andet følger af reglerne om tinglyste pantebreve i fast ejendom. Der henvises

herved til reglen i tinglysningslovens § 27.

Til kapitel 10

Kapitlet indeholder regler om køb med ejendomsforbehold. Kapitlet svarer

til kreditkøbslovens kapitel 3, idet systematikken dog er væsentlig ændret. I

forbindelse hermed er der sket en adskillelse af de materielle regler om

ejendomsforbehold og de processuelle regler om fremgangsmåden ved

tilbagetagelse af salgsgenstanden. Kapitel 10 omhandler alene forbrugerkøb.

Reglerne om ikke-forbrugerkøb er samlet i kapitlet 11.

Direktivets artikel 7 pålægger medlemsstaterne at fastsætte de

betingelser, hvorunder salgsgenstanden kan tages tilbage, særlig hvis

forbrugeren ikke har givet sit samtykke dertil. Efter bestemmelsen skal

medlemsstaterne endvidere indføre regler, der sikrer, at tilbagetagelsen af

salgsgenstanden ikke medfører nogen uberettiget berigelse. Bestemmelsen

vedrører alene køb af løsøre på kredit, og den må anses for opfyldt ved

kreditkøbslovens kapitel 3. Forslagets § 37, nr. 1, jf. § 26, stk. 2-3, må

således antages at sikre, at tilbagetagelsen af løsøregenstanden ikke

medfører nogen uberettiget berigelse.

Til § 33

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 17, stk. 1-2, og § 18.

Til § 34

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 22.

Til § 35

Bestemmelsen indeholder de nærmere betingelser for kreditgivers

tilbagetagelse af salgsgenstanden.

Stk. 1 svarer til kreditkøbslovens § 20, stk. 1, idet betingelsen i nr. 3

dog er udgået. Ophævelsen af nr. 3 medfører, at kreditgivers tilsidesættelse

af oplysningspligten efter § 9 ikke påvirker kontraktens eksigilibitet.

En af de væsentlige nyskabelser i kreditkøbsloven var de i § 27, stk. 2 og

3, indeholdte regler, hvorefter fogedretten i visse tilfælde på grundlag af

sin egen opgørelse af kreditors krav kan foretage udlæg i forbindelse med

tilbagetagelsesforretningen uden tilvejebringelse af sædvanligt

eksekutionsfundament. Foretages udlægget under selve

tilbagetagelsesforretningen, erstatter fogedrettens opgørelse dom for kravet,

således at en udskrift af fogedbogen kan danne grundlag for udlæg.

Har sælgeren i forbrugerkøb tilsidesat sin oplysningspligt ved at undlade

at oplyse kreditomkostningerne, skal forbrugeren alene betale hovedstolen med

tillæg af sædvanlig procesrente. Er oplysningen om de årlige omkostninger i

procent for lavt angivet, skal forbrugeren alene betale, hvad der svarer til

den procentsats, der er angivet. Kreditor har dog i visse tilfælde mulighed

for at kræve højere kreditomkostninger, jf. lovforslagets § 23, stk. 3.

Efter gældende ret træffes afgørelserne efter § 38 af domsretten.

Forslaget om ophævelse af kreditkøbslovens § 20, stk. 1, nr. 3, vil

imidlertid føre til, at afgørelserne efter § 23 for fremtiden som oftest vil

skulle træffes af fogedretten. Ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt vil

det være fuldt ud betryggende at overlade disse afgørelser til fogedretterne,

idet fogedretterne i forvejen må betragtes som specialretter i

kreditkøbssager.

Justitsministeriet finder det på denne baggrund forsvarligt at foreslå, at

kreditkøbslovens § 20, stk. 1, nr. 3, ophæves. Forslaget må antages at

indebære en vis mindre lettelse af civilretterne.

Stk. 2 svarer til kreditkøbslovens § 24.

Til § 36

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 21, stk. 2.

Til § 37

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 19, idet det dog i nr. 3

er præciseret, at kreditgiver ved tilbagetagelsen ikke kan godskrive sig de

omkostninger, som er nævnt i § 24. Om baggrunden for den ændrede ordlyd af

nr. 3, som regulerer omkostningerne i tilbagetagelsesforretninger, henvises

til bemærkningerne til § 24 og § 35.

Til § 38

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 25.

Til § 39

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 26.

Til § 40

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 27, stk. 2, og stk. 3, 1. pkt.

Herved opretholdes reglen om, at kreditgiver i et forbrugerkøb som hovedregel

ikke kan kræve betaling af et overskydende beløb, selvom salgsgenstandens

værdi er mindre end kreditgivers tilgodehavende efter § 37.

Til § 41

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 27, stk. 3.

Til § 42

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 29.

Til § 43

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 30.

Til § 44

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 20, stk. 2-4.

Da reglerne i retsplejelovens §§ 235-236 kun omfatter processuelle

indlændinge, er der i stk. 2 indsat en bestemmelse om subsidiær

anvendelse af de almindelige fogedretlige værnetingsregler i de tilfælde,

hvor anvendelsen af §§ 235-236 ville føre til, at fogedretten savnede stedlig

kompetence. Har forbrugeren ikke hjemting her i landet, finder § 487, stk. 1,

nr. 4, og stk. 2-4, tilsvarende anvendelse med de undtagelser, der følger af

§ 247, idet umiddelbare fogedforretninger må antages at være omfattet af

EF-domskonventionen. Om baggrunden for forslaget henvises til de almindelige

bemærkninger pkt. 12.5.

I stk. 3 er der sket den ændring, at retsplejelovens § 494, stk. 3,

er gjort anvendelig. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 12.4.

Til § 45

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 21, stk. 1.

Til § 46

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 28.

Til § 47

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 31.

Til kapitel 11

I dette kapitel er samlet de regler, som finder anvendelse på

ikke-forbrugerkøb.

Til § 48

Bestemmelsen gør forslagets § 22 og §§ 25-28 tilsvarende anvendelige på

ikke-forbrugerkøb. Dette svarer til retstilstanden efter kreditkøbsloven.

Til § 49

Stk. 1 gør bestemmelserne i kapitel 10 om køb med ejendomsforbehold

tilsvarende anvendelige på ikke-forbrugerkøb med de undtagelser, der følger

af stk. 2. Dette svarer til retstilstanden efter kreditkøbsloven.

Som følge af reglen i lovforslagets § 6, stk. 2, finder bestemmelsen også

anvendelse på køb med ejendomsforbehold, der er betegnet som en lejekontrakt,

når det må antages at have været meningen, at modtageren skal blive ejer af

tingen.

Til § 50

Stk. 1 og stk. 2 svarer til kreditkøbslovens § 23.

Stk. 3 svarer til kreditkøbslovens § 27, stk. 1 og stk. 3. Det fastslås

hermed, at sælgeren i et ikke-forbrugerkøb altid har krav på betaling af det

overskydende beløb, hvis det solgtes værdi er mindre end kreditgiverens

tilgodehavende, hvis det solgte er omfattet af tvangsbeneficiet, eller hvis

det solgte ikke findes hos køberen. Dette svarer til retstilstanden efter

kreditkøbsloven.

Til § 51

Bestemmelsen indeholder værnetingsreglerne for ikke-forbrugerkøb. Da

reglerne i §§ 235-240 kun omfatter processuelle indlændinge, er der indsat en

bestemmelse om subsidiær anvendelse af de almindelige fogedretlige

værnetingsregler i de tilfælde, hvor anvendelsen af §§ 235-240 ville føre

til, at fogedretten savnede stedlig kompetence. Er der ikke værneting for

kravet her i landet, finder § 487, stk. 1, nr. 4, og stk. 2-4, tilsvarende

anvendelse med de undtagelser, der følger af § 247, idet umiddelbare

fogedforretninger må antages at være omfattet af EF-domskonventionen. Om

baggrunden for forslaget henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 12.5.

Til kapitel 12

Kapitlet indeholder en række bemyndigelsesbestemmelser.

Til § 52

Stk. 1 svarer til kreditkøbslovens § 5, stk. 3. Bemyndigelsen er udnyttet

ved bekendtgørelse nr. 14 af 14. januar 1987 om undtagelser og fravigelser

fra lov om køb på kredit.

Stk. 2 giver Justitsministeriet hjemmel til at undtage bestemte kreditter

fra lovens anvendelsesområde eller til at bestemme, at loven kun med visse

undtagelser skal finde anvendelse. Bemyndigelsen vil kun kunne udnyttes i

samråd med Kommissionen. Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger pkt. 6.6.

Til § 53

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 36. Bemyndigelsen er endnu ikke

udnyttet.

Til § 54

I denne bestemmelse er samlet de bemyndigelser, der efter kreditkøbsloven

er for justitsministeren til at ændre en række beløbsangivelser i loven.

Stk. 1 indeholder bemyndigelser, der er overført fra kreditkøbslovens § 8,

stk. 3, § 17, stk. 3, og § 35 c, stk. 4.

Stk. 2 svarer til den i kreditkøbslovens § 38, stk. 1, sidste pkt.,

indeholdte bemyndigelse for justitsministeren.

Til kapitel 13

Kapitlet indeholder lovens straffebestemmelser.

Til § 55

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 40, idet straffehjemlen i

stk. 2 er udvidet til også at omfatte overtrædelse af bestemmelserne i

§ 12 og § 14 som er nye.

Til § 56

Bestemmelsen svarer til kreditkøbslovens § 41, idet stk. 1 dog er

ændret, således at frakendelse skal ske i overensstemmelse med reglen i

straffelovens § 79. Efter ændringen af straffelovens § 79 ved lov nr. 385 af

10. juni 1987 kan der nu ske frakendelse af retten til at drive virksomhed,

hvortil der ikke kræves offentlig autorisation eller godkendelse.

Til kapitel 14

Kapitlet indeholder lovens ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Til § 57

Danmark er ifølge det oprindelige direktivs art. 16 forpligtet til at

træffe de nødvendige foranstaltninger til at gennemføre det i dansk ret

senest den 1. januar 1990. Det foreslås derfor i stk. 1, at loven

træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Ifølge stk. 2 skal bestemmelserne om pligt til at oplyse om de

årlige omkostninger i procent dog først træde i kraft den 1. januar 1993, jf.

herved de almindelige bemærkninger pkt. 7.3.

Til § 58

Bestemmelsen indeholder en sædvanlig adgang til at sætte loven i kraft for

Færøerne og Grønland. Kreditkøbsloven gælder for disse landsdele.

Bilag 1

RÅDETS DIREKTIV

af 22. september 1986

om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative

bestemmelser om forbrugerkredit

(87/102/EØF)

RÅDET FOR DE EUROPÆISKE

FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske

Fællesskab, særlig artikel 100,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (* 1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (* 2),

under henvisning til udtalelse fra Det økonomiske og sociale Udvalg (* 3)

og

ud fra følgende betragtninger:

Lovgivning på forbrugerkreditområdet i medlemsstaterne er meget

forskelligartet;

forskellene i lovgivningen kan føre til konkurrencefordrejninger mellem

kreditgivere inden for det fælles marked;

de omtalte forskelle gør det vanskeligt for forbrugerne at opnå en

forbrugerkredit i andre medlemsstater; de påvirker de optagne kreditters

omfang og art og ligeledes købet af varer og tjenesteydelser;

forskellene påvirker følgelig de frie varebevægelser og den fri udveksling

af tjenesteydelser baseret på kredit og øver dermed direkte indflydelse på

det fælles markeds funktion;

på baggrund af de voksende kreditter, som ydes til forbrugerne i

Fællesskabet, vil etablering af et fælles marked for forbrugerkredit være til

gavn for forbrugere, kreditgivere, producenter, grossister og detailhandlere

samt leverandører af tjenesteydelser;

det er i Det europæiske økonomiske Fælleskabs programmer for en politik

vedrørende forbrugerbeskyttelse og -oplysning (* 4) bl.a. bestemt, at

forbrugerne skal beskyttes mod urimelige kreditvilkår, og at en harmonisering

af de almindelige betingelser for forbrugerkredit skal prioriteres højt;

(* 1) EFT nr. C 80 af 27.3. 1979, s. 4 og

EFT nr. C 183 af 10.7. 1984, s. 4.

(* 2) EFT nr. C 242 af 12.9. 1983, s. 10.

(* 3) EFT nr. C 113 af 7.5. 1980, s. 22.

(* 4) EFT nr. C 92 af 25.4. 1975, s. 1 og EFT nr. C 133 af 3.6. 1981, s.

1.

forskelle i lovgivning og praksis medfører uensartet forbrugerbeskyttelse

på forbrugerkreditområdet medlemsstaterne imellem;

der er i de senere år sket betydelige ændringer af de kreditformer, som

tilbydes og anvendes af forbrugerne; nye former for forbrugerkredit er

opstået og udvikles stadig;

forbrugerne bør modtage tilstrækkelige oplysninger om kreditvilkår og

kreditomkostningerne og om deres forpligtelser; der bør bl.a. gives

oplysninger om de årlige kreditomkostninger i procent, eller, hvis dette ikke

er muligt, om de samlede kreditomkostninger, som forbrugeren skal betale;

indtil der er truffet afgørelse om en fællesskabsmetode eller -metoder for

beregning af de årlige kreditomkostninger i procent, skal medlemsstaterne

fortsat kunne anvende gældende metoder eller praksis for beregning af denne

procentsats, eller hvis sådanne metoder ikke findes, skal de indføre

bestemmelser om meddelelse af de samlede kreditomkostninger til forbrugerne;

kreditvilkårene kan være ufordelagtige for forbrugerne; der kan opnås en

bedre beskyttelse af forbrugerne ved at fastsætte en række krav, som skal

gælde alle former for kreditgivning;

visse kreditaftaler eller transaktioner bør på grund af deres særlige

karakter helt eller delvis udelukkes fra dette direktivs anvendelsesområde;

medlemsstaterne bør have mulighed for i samråd med Kommissionen at undtage

visse former for ikke-erhvervsmæssig kredit, der ydes på særlige vilkår, fra

direktivets anvendelsesområde;

visse medlemsstaters praksis med hensyn til kreditaftaler, der bekræftes

af en notar eller en dommer, er af en sådan art, at visse bestemmelser i

dette direktiv er unødvendige i forbindelse med sådanne aftaler;

medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at undtage sådanne aftaler fra

disse bestemmelser;

kreditaftaler vedrørende meget store beløb vil ofte adskille sig fra

almindelige forbrugerkreditaftaler; anvendelsen af dette direktivs

bestemmelser på aftaler vedrørende meget små beløb vil kunne betyde

unødvendige administrative byrder for forbrugerne såvel som for

kreditgiverne; derfor bør aftaler, der ligger under eller over nærmere

angivne grænsebeløb, udelukkes fra direktivets anvendelseområde;

oplysninger om kreditomkostninger i reklamer eller i kreditgiverens eller

kreditformidlerens forretningslokaler kan gøre det lettere for forbrugerne at

sammenligne de forskellige tilbud;

forbrugerbeskyttelsen øges yderligere, når kreditaftaler udfærdiges

skriftligt og indeholder et vist minimum af oplysninger om kontraktvilkårene;

i forbindelse med en kreditaftale med henblik på anskaffelse af løsøre

skal medlemsstaterne fastsætte, på hvilke betingelser løsøre kan tages

tilbage, særlig hvis forbrugeren ikke har givet sit samtykke dertil;

regnskabet mellem parterne skal ved tilbagetagelsen opgøres således, at denne

ikke medfører nogen uberettiget berigelse;

forbrugerne bør have mulighed for at opfylde deres forpligtelser forud for

forfaldstidspunktet; forbrugerne bør i så fald have ret til en rimelig

reduktion af de samlede kreditomkostninger; ved overdragelse af kreditors

fordringer i henhold til en kreditaftale må forbrugerens stilling ikke

forringe

s;

de medlemsstater, som tillader forbrugerne at anvende veksler, egenveksler

eller checks i forbindelse med kreditaftaler, skal sikre, at forbrugerne er

beskyttet på passende måde, når de således anvender sådanne dokumenter;

hvad angår løsøre eller tjenesteydelser, som forbrugeren har indgået

aftale om at erhverve på kredit, skal forbrugeren, i det mindste under

nedennævnte omstændigheder, kunne gøre rettigheder gældende både overfor

kreditgiveren ud over de almindelige aftalebestemte rettigheder og over for

leverandøren af løsøre eller tjenesteydelserne; der er i denne forbindelse

tale om omstændigheder, hvor der mellem kreditgiveren og leverandøren af

varerne eller tjenesteydelserne allerede består en aftale, ifølge hvilken

kredit til den pågældende leverandørs kunder med henblik på at give

forbrugeren mulighed for at erhverve løsøre eller tjenesteydelser hos den

pågældende leverandør alene stilles til rådighed af den pågældende

kreditgiver.

ECUen er den, der er fastsat i forordning (EØF) nr. 3180/78 (* 1), senest

ændret ved forordning (EØF) nr. 2626/84 (* 2); det står til en vis

udstrækning medlemsstaterne frit at afrunde modværdien i national valuta af

beløb, der i dette direktiv er anført i ECU; beløbene i dette direktiv bør

med regelmæssige mellemrum og med henblik på eventuel ændring tages op til

vurdering under hensyn til den økonomiske og valutariske udvikling i

Fællesskabet;

(* 1) EFT nr. L 379 af 30.12. 1978, s. 1.

(* 2) EFT nr. K 247 af 16.9.1984, s. 1.

de enkelte medlemsstater bør vedtage passende forholdsregler med henblik

på at give tilladelse til personer, der tilbyder kredit eller tilbyder at

formidle kreditaftaler, eller med henblik på at kontrollere eller overvåge

den virksomhed, der udøves af personer, som yder kredit eller formidler

kredit, eller med henblik på at give forbrugerne adgang til at klage over

kreditaftaler eller kreditvilkår;

kreditaftaler må ikke indeholder bestemmelser, der til skade for

forbrugeren afviger fra de bestemmelser, der fastsættes til gennemførelse af

dette direktiv, eller som svarer hertil; disse bestemmelser må ikke omgås ved

en særlig udformning af aftalerne;

da dette direktiv medfører en vis grad af indbyrdes tilnærmelse af

medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit og en

vis grad af forbrugerbeskyttelse, bør medlemsstaterne under behørigt hensyn

til deres forpligtelser i henhold til traktaten ikke hindres i at opretholde

eller vedtage foranstaltninger med henblik på en mere vidtgående beskyttelse

af forbrugerne;

Kommissionen bør senest den 1. januar 1995 aflægge rappport til Rådet om

direktivets gennemførelse -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

1. Dette direktiv finder anvendelse på kreditaftaler.

2. I henhold til dette direktiv forstås ved:

a) »forbruger«: en fysisk person, der ved en retshandel, som er

omfattet af dette direktiv, optræder med et formål, der må anses at ligge

uden for hans erhvervsmæssige virkefelt;

b) »kreditgiver«: en fysisk eller juridisk person eller en

gruppe af sådanne personer, der yder kredit som led i udøvelsen af

erhvervsmæssig virksomhed;

c) »kreditaftale«: en aftale, i henhold til hvilken en

kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit i form af

udskudt betaling, lån eller anden tilsvarende form for finansiel facilitet.

Aftaler om præstation af en løbende ydelse, når forbrugeren har ret til at

betale sådanne ydelser gennem rater så længe, de præsteres, anses ikke for at

være kreditaftaler i henhold til dette direktiv.

d) »samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkredit«:

alle omkostninger i forbindelse med kredit, herunder renter og andre

omkostninger, som er direkte forbundet med kreditaftalen, opgjort i henhold

til medlemsstaternes nuværende eller kommende bestemmelser eller praksis;

e) »årlige omkostninger i procent«: den samlede pris for

forbrugerkreditten, udtrykt i procent pr. år af det samlede ydede kreditbeløb

og beregnet i henhold til gældende metoder i medlemsstaterne.

Artikel 2

1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på:

a) kreditaftaler eller kredittilsagn

- som først og fremmest er bestemt til erhvervelse eller bevarelse af

ejendomsrettigheder til en grund eller til en bygning, der allerede er

opført, eller som skal opføres;

- som er bestemt til modernisering eller forbedring af en bygning (selve

bygningen);

b) lejekontrakter undtagen kontrakter, hvori det fastsættes, at

ejendomsretten overgår til lejeren ved kontraktens udløb;

c) kredit, der ydes eller tilbydes rente- og omkostningsfrit;

d) kreditaftaler, i henhold til hvilke der ikke skal betales rente,

forudsat at forbrugeren indvilger i at tilbagebetale kreditten på een gang;

e) kredit i form af træk på en løbende konto bevilget af et kredit- eller

finansieringsinstitut, idet denne undtagelse dog ikke gælder kreditkortkonti.

Artikel 6 gælder dog for sådanne kreditter;

f) kreditaftaler om mindre end 200 ECU eller mere end 20.000 ECU;

g) kreditaftaler, ifølge hvilken forbrugeren skal tilbagebetale kreditten:

- enten inden for en periode på højst tre måneder;

- eller ved højst fire betalinger inden for en periode på højst tolv

måneder.

2. Medlemsstaterne kan i samråd med Kommissionen undtage visse former for

kredit, som opfylder følgende betingelser, fra dette direktivs bestemmelser:

- kreditter, der ydes til en rente, der er lavere end markedrenten, og

- som ikke tilbydes offentligheden i almindelighed.

3. Artikel 4 og artikel 6-12 finder ikke anvendelse på kreditaftaler eller

kredittilsagn, der er sikret ved pant i fast ejendom, for så vidt disse ikke

allerede er undtaget fra direktivet efter stk. 1, litra a), i nærværende

artikel.

4. Medlemsstaterne kan undtage kreditaftaler, der er bekræftet af en notar

eller dommer, fra artikel 6-12.

Artikel 3

Med forbehold af Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om

indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser

om vildledende reklame (* 1) samt regler og principper vedrørende illoyal

reklame, skal enhver reklame eller e

thvert kredittilbud, der er fremlagt eller slået op i forretningslokaler,

og hvori en person erklærer sig rede til at yde en kredit eller formidle

indgåelse af kreditaftaler, og som indeholder angivelse af rentesats eller

andre tal vedrørende kreditomkostningerne, også indeholde angivelse af de

årlige omkostninger i procent i form af et repræsentativt eksempel, hvis

dette er den eneste hensigtsmæssige fremgangsmåde.

(* 1) EFT nr. L 250 af 19.9.1984, s. 17.

Artikel 4

1. Kreditaftaler udfærdiges skriftligt. Forbrugeren får udleveret en

genpart af den skriftlige aftale.

2. Den skriftlige aftale skal indeholde

a) en angivelse af de årlige omkostninger i procent;

b) en angivelse af de betingelser, hvorunder størrelsen af de årlige

omkostninger i procent kan ændres.

I tilfælde, hvor det ikke er muligt er angive de årlige omkostninger i

procent, skal forbrugeren have hensigtsmæssige oplysninger i den skriftlige

aftale. Disse oplysninger skal mindst omfatte de oplysninger, der er

omhandlet i artikel 6, stk. 1, andet led.

3. Den skriftlige aftale skal endvidere indeholde de øvrige væsentlige

enkeltheder i kontrakten.

Som eksempel findes der i bilaget til dette direktiv en liste over

enkeltheder, som medlemsstaterne på grund af deres væsentlige karakter kan

kræve angivet i den skriftlige aftale.

Artikel 5

Uanset artikel 3 og artikel 4, stk. 2, og indtil der indføres en

fællesskabsmetode eller fællesskabsmetoder til beregning af de årlige

omkostninger i procent, skal de medlemsstater, som på tidspunktet for dette

direktivs meddelelse ikke kræver angivelse af de årlige omkostninger i

procent, og som ikke har en fast metode til beregning heraf, under alle

omstændigheder kræve angivelse af de samlede omkostninger i forbindelse med

forbrugerkreditten.

Artikel 6

1. Uanset undtagelsen i artikel 2, stk. 1, litra e), skal forbrugeren, når

der mellem et kredit- eller finansieringsinstitut og en forbruger er aftalt

en kredit i form af træk på en løbende konto, idet denne undtagelse dog ikke

gælder kreditkortkonti, ved eller inden indgåelsen af aftalen underrettes

- om kredittens eventuelle maksimumsbeløb;

- om den årlige rente og de omkostninger, der beregnes fra aftalens

indgåelse, og betingelserne for ændringer af disse;

- om betingelserne for ophævelse af aftalen.

Denne underretning skal bekræftes skriftligt.

2. Endvidere skal forbrugeren, så længe aftalen løber, informeres om

enhver ændring i den årlige rente eller de øvrige omkostninger, når ændringen

indtræder. Oplysninger herom kan gives i kontoudtog eller på en anden af

medlemsstaterne godkendt måde.

3. I medlemsstater, hvor stiltiende accepterede overtræk anerkendes, skal

de pågældende medlemsstater sørge for, at forbrugeren gøres bekendt med den

årlige rente og eventuelle omkostninger og om enhver ændring heri, når

overtrækket vedvarer ud over tre måneder.

Artikel 7

Såfremt en kreditaftale med henblik på anskaffelse af løsøre opsiges, skal

medlemsstaterne fastsætte, på hvilke betingelser løsøregenstanden kan tages

tilbage, særlig hvis forbrugeren ikke har givet sit samtykke dertil. De skal

endvidere sikre, at regnskabet mellem parterne, når kreditgiver tager

løsøregenstanden tilbage, opgøres således, at tilbagetagelsen ikke medfører

nogen uberettiget berigelse.

Artikel 8

Forbrugeren har ret til at opfylde sine forpligtelser i henhold til en

kreditaftale forud for forfaldstidspunktet. I så fald skal forbrugeren i

overensstemmelse med de af medlemsstaterne fastsatte bestemmelser have ret

til en rimelig reduktion af de samlede kreditomkostninger.

Artikel 9

Overdrages kreditgiverens fordringer i henhold til en kreditaftale til

tredjemand, kan forbrugeren gøre enhver indsigelse gældende over for den

pågældende tredjemand, som han kunne gøre gældende over for den oprindelige

kreditgiver, herunder også om modregning, i det omfang modregning er tilladt

i den pågældende medlemsstat.

Artikel 10

Medlemsstater, som i forbindelse med kreditaftaler tillader forbrugeren

a) at foretage betaling med veksler, herunder egenveksler,

b) at stille sikkerhed ved hjælp af veksler, herunder egenveksler og

checks,

skal sikre, at forbrugeren er beskyttet på passende måde, når disse

dokumententer anvendes på de nævnte måder.

Artikel 11

1. Medlemsstaterne drager omsorg for, at eksistensen af en kreditaftale

ikke på nogen måde berører forbrugerens rettigheder i forhold til

leverandøren af løsøre eller tjenesteydelser, som han har købt eller

erhvervet ved en sådan aftale, i tilfælde hvor løsøret eller

tjenesteydelserne ikke leveres eller præsteres eller af andre årsager ikke er

i overensstemmelse med aftalen herom.

2. Når

a) forbrugeren med henblik på køb eller erhvervelse af løsøre eller

tjenesteydelser indgår en kreditaftale med en anden person end den, som

leverer disse; og

b) der mellem kreditgiveren og leverandøren af løsøret eller af

tjenesteydelserne allerede består en aftale, ifølge hvilken kredit til den

pågældende leverandørs kunder med henblik på erhvervelse af løsøre eller

tjenesteydelser hos den pågældende leverandør alene stilles til rådighed af

den pågældende kreditgiver; og

c) den i litra a) omhandlede forbruger opnår sin kredit i henhold til

denne allerede bestående aftale; og

d) løsøre eller tjenesteydelser, der er omfattet af kreditaftalen, ikke

eller kun delvis leveres eller præsteres, eller ikke er i overensstemmelse

med leveringsaftalen; og

e) forbrugeren har taget retsmidler i anvendelse mod leverandøren, men

ikke har fået fyldestgjort det krav, som han var berettiget til;

har forbrugeren ret til at tage retsmidler i anvendelse mod kreditgiveren.

Det overlades til medlemsstaterne at bestemme, i hvilket omfang og på hvilke

betingelser disse retsmidler kan tages i anvendelse.

3. Stk. 2 gælder ikke, hvis den pågældende enkelte retshandel vedrører et

beløb på under 200 ECU.

Artikel 12

1. Medlemsstaterne

a) sikrer, at personer, der tilbyder kredit eller tilbyder af formidle

kreditaftaler, skal have myndighedernes tilladelse hertil, enten særskilt

eller som leverandører af løsøre eller tjenesteydelser; eller

b) sikrer, at den virksomhed, der udføres af personer, som yder kredit

eller formidler kredit, skal kontrolleres eller overvåges af en institution

eller af myndighederne; eller

c) fremmer oprettelsen af passende institutioner, hvortil klager

vedrørende kreditaftaler eller kreditbetingelser kan rettes, og som kan give

forbrugerne relevante oplysninger eller råd herom.

2. Medlemsstaterne kan træffe bestemmelse om, at den i stk. 1, litra a),

omhandlede tilladelse ikke kræves, når personer, der tilbyder at indgå eller

formidle kreditaftaler, svarer til definitionen i artikel 1 i Rådets første

direktiv af 12. december 1977 om samordning af lovgivningen om adgang til at

optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (* 1) og har bemyndigelse

hertil efter samme direktiv.

(* 1) EFT nr. L 322 af 17.12.1977, s.30.

Når personer, som yder kredit eller formidler kredit, har fået både

særskilt tilladelse hertil i henhold til stk. 1, litra a), og tilladelse i

henhold til ovennævnte direktiv og sidstnævnte tilladelse siden er inddraget,

skal den kompetente myndighed, der er ansvarlig for udstedelsen af den

særskilte tilladelse til at yde kredit i henhold til stk. 1, litra a),

underrettes og træffe afgørelse om, hvorvidt de pågældende personer må

fortsætte med at yde kredit eller formidle kredit, eller om den særskilte

tilladelse, der er givet i henhold til til stk. 1, litra a), skal inddrages.

Artikel 13

1. ECUen er ved anvendelsen af dette direktiv den, der er fastsat i

forordning (EØF) nr. 3180/78, som ændret ved forordning (EØF) nr. 2626/84.

Modværdien i national valuta er første gang den, der gælder på datoen for

udstedelsen af nærværende direktiv.

Medlemsstaterne kan afrunde modværdien i national valuta, hvis afrundingen

ikke overstiger 10 ECU.

2. Rådet foranstalter på forslag af Kommissionen hvert femte år og første

gang i 1995 en undersøgelse og eventuelt en revision af beløbene i dette

direktiv under hensyn til den økonomiske og valutariske udvikling i

Fællesskabet.

Artikel 14

1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditaftaler ikke indholder bestemmelser,

der til skade for forbrugeren afviger fra de bestemmelser i national

lovgivning, der fastsættes til gennemførelse af dette direktiv, eller som

svarer hertil.

2. Medlemsstaterne sikrer endvidere, at de bestemmelser, de fastsætter til

gennemførelse af dette direktiv ikke omgås ved den måde aftalerne udformes, i

særdeleshed ved en opdeling af kreditbeløbet på flere aftaler.

Artikel 15

Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne med henblik på

beskyttelse af forbrugeren opretholder eller vedtager mere vidtgående

bestemmelser i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til

traktaten.

Artikel 16

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltniner for senest den 1.

januar 1990 at efterkomme dette direktiv og underretter straks Kommissionen

herom.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste

nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af

dette direktiv.

Artikel 17

Senest den 1. januar 1995 aflægger Kommissionen rapport til Rådet om

direktivets gennemførelse.

Artikel 18

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiges i Bruxelles, den 22. december 1986.

På Rådets vegne

G. SHAW

Formand

Bilag

Oversigt over de enkeltheder, der er omhandlet i artikel 4, stk. 3

1. Kreditaftaler vedrørende levering af løsøre eller tjenesteydelser:

i) en beskrivelse af det løsøre eller de tjenesteydelser, der omfattes af

aftalen;

ii) kontantprisen samt kreditkøbsprisen:

iii) størrelsen af en eventuel udbetaling samt afdragenes antal og

størrelse og forfaldstidspunkter, eller den måde, hvorpå disse størrelser kan

fastsættes, hvis de ikke kendes ved aftalens indgåelse;

iv) angivelse af, at forbrugeren som fastsat i artikel 8 er berettiget til

en reduktion ved tilbagebetaling før forfaldstid;

v angivelse af, hvem der har ejendomsretten, såfremt denne ikke straks

overgår til forbrugeren, og på hvilke betingelser forbrugeren opnår

ejendomsret til salgsgenstanden;

vi) beskrivelse af eventuel sikkerhed;

vii) eventuel fortrydelsesperiode;

viii) oplysning om eventuel forsikring og oplysning om

forsikringsomkostningerne, når valg af forsikringsgiver ikke er overladt til

forbrugeren.

2. Kreditaftaler på grundlag af kreditkort:

i) kredittens eventuelle maksimumsbeløb;

ii) tilbagebetalingsvilkårene eller måden, hvorpå de fastlægges;

iii) eventuel fortrydelsesperiode.

3. Kreditaftaler i form af løbende kredit, som ikke på anden måde er

omfattet af dette direktiv:

i) kredittens eventuelle maksimumsbeløb eller måden, hvorpå dette

fastsættes;

ii) anvendelses- og tilbagebetalingsvilkårene;

iii) eventuel fortrydelsesperiode.

4. Andre kreditaftaler, der falder ind under dette direktiv:

i) kredittens eventuelle maksimumsbeløb;

ii) oplysning om eventuel krævet sikkerhed;

iii) tilbagebetalingsvilkårene;

iv) eventuel fortrydelsesperiode;

v) angivelse af, at forbrugeren som fastsat i artikel 8 er berettiget til

en reduktion ved tilbagebetaling før forfaldstid.

Bilag 2

Forslag til RÅDETS DIREKTIV

om ændring af direktiv 87/102/EØF om indbyrdes tilnærmelse af

medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit

RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske

Fællesskab, særlig artikel 100 A,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (* 1),

i samarbejde med Europa-Parlamentet (* 2),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg (* 3),

og ud fra følgende betragtninger:

ifølge artikel 5 i direktiv 87/102/EØF (* 4), skal der indføres en eller

flere fællesskabsmetoder til beregning af de årlige procentvise omkostninger

i forbindelse med forbrugerkredit;

(* 1) EFT nr. C 155 af 14.6.1988, s. 10.

(* 2) Udtalelse afgivet den 15.3.1989 (endnu ikke offentliggjort i EFT) og

afgørelse af (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(* 3) EFT nr. C 337 af 31.12.1988, s. 1.

(* 4) EFT nr. L 42 af 12.2.1987, s. 48.

for at fremme det indre markeds oprettelse og funktion og sikre

forbrugerne et højt beskyttelsesniveau bør der anvendes en ensartet metode

til beregning af nævnte årlige omkostninger i hele Fællesskabet;

med henblik på indførelsen af en sådan metode og i overensstemmelse med

definitionen af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkredit er

det nødvendigt at udarbejde en enkelt matematisk formel til beregning af de

årlige omkostninger i procent og at fastsætte de kreditomkostningselementer,

der skal indgå i beregningen, ved angivelse af de omkostninger, der ikke skal

medregnes;

i en overgangsperiode kan de medlemsstater, der før datoen for meddelelsen

af dette direktiv anvender en lovgivning, der åbner mulighed for at anvende

en anden matematisk formel til beregning af de årlige omkostninger i procent,

fortsætte med at anvende denne lovgivning;

inden udløbet af overgangsperioden og på baggrund af de indhøstede

erfaringer træffer Rådet på forslag fra Kommissionen afgørelse om anvendelse

af en enkelt matematisk fællesskabsformel;

der bør i fornødent omfang lægges visse hypoteser til grund for

beregningen af de årlige omkostninger i procent;

kreditter, der er sikret ved pant i fast ejendom, bør i betragtning af

deres særlige karakter fortsat være delvis udelukket fra dette direktiv;

omfanget af de oplysninger, der obligatorisk skal meddeles en forbruger i

den skriftlige aftale med denne, bør udvides -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Direktiv 87/102/EØF ændres således:

1) Artikel 1, stk. 2, litra d) og e), affattes således:

»d) »samlede omkostninger i forbindelse med

forbrugerkredit«: alle omkostninger, herunder renter og andre

omkostninger, som forbrugeren skal betale for kreditten;»

e) »årlige omkostninger i procent«: den samlede pris for

forbrugerkreditten, udtrykt i procent pr. år af det ydede kreditbeløb og

beregnet i overensstemmelse med artikel 1a.'

2) Følgende artikel indsættes:

»Artikel 1a

1. a) De årlige omkostninger i procent, som er den omkostningssats, som på

årsbasis giver samme nutidsværdi af de samlede nuværende eller fremtidige

forpligtelser (lån, tilbagebetaling og omkostninger), der er indgået af hhv.

långiver og forbruger, beregnes i overensstemmelse med den matematiske formel

i bilag II.

b) I bilag III gives der fire eksempler på beregningsmetoden.

2. Ved beregningen af de årlige omkostninger i procent ses der med henblik

på bestemmelse af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkredit

som defineret i artikel 1, stk. 2, litra d), bort fra følgende omkostninger:

i) omkostninger, der pålægges forbrugeren på grund af misligholdelse af en

forpligtelse, der indgår i kreditaftalen;

ii) omkostninger bortset fra købsprisen, som forbrugeren skal betale ved

køb af varer eller tjenesteydelser, hvad enten der købes kontant eller på

kredit;

iii) omkostninger ved pengeoverførsel samt omkostninger ved at føre en

konto til brug ved tilbagebetaling af kreditten samt ved betaling af renter

og andre omkostninger, medmindre forbrugeren ikke har et rimeligt frit valg i

så henseende, og disse omkostninger er unormalt store; denne bestemmelse

gælder dog ikke for omkostninger ved opkrævning af disse tilbagebetalinger

eller betalinger, hvad enten de opkræves kontant eller på anden måde;

iv) medlemsbidrag ved optagelse i foreninger eller sammenslutninger i

henhold til en anden aftale end kreditaftalen, selv om disse bidrag har

indvirkning på kreditvilkårene:

v) forsikrings- eller garantiomkostninger; dog medtages sådanne, som i

tilfælde af forbrugerens død, invaliditet, sygdom eller arbejdsløshed skal

sikre långiveren tilbagebetaling af et beløb, der er lig med eller mindre end

den samlede kredit med renter og andre omkostninger, og som långiveren

forlanger som betingelse for ydelse af kreditten.

3. a) Hvis kredittransaktioner, der er omfattet af dette direktiv, den ...

(* 1) er underkastet gældende nationale lovbestemmelser, som fastsætter

maksimumsgrænser for de årlige omkostninger i procent for disse

transaktioner, og hvis det efter disse bestemmelser er tilladt at undlade at

tage hensyn til standardomkostninger, der ikke er omhandlet i stk. 2, punkt

i)-v), i forhold til disse grænser, kan medlemsstaterne, udelukkende for de

nævnte transaktioner, undlade at medtage de nævnte omkostninger ved

beregningen af de årlige omkostninger i procent, idet det dog er en

betingelse, at forbrugeren i de i artikel 3 omhandlede tilfælde i

kreditaftalen informeres om beløbet og om, at det indgår i de betalinger, der

skal præsteres.

b) Medlemsstaterne kan ikke længere anvende litra a), når den ensartede

matematiske metode for beregningen af de årlige omkostninger i procent er

blevet indført i overensstemmelse med stk. 5, litra c).

4. a) De årlige omkostninger i procent beregnes på tidspunktet for

kreditaftalens indgåelse, jf. dog bestemmelserne vedrørende reklamer og

kredittilbud i artikel 3.

b) Beregningen foregår ud fra den antagelse, at kreditaftalen løber i det

aftalte tidsrum, og at långiver og forbruger opfylder deres forpligtelser

inden for de aftalte frister og datoer.

5. a) Medlemsstater, som inden . . . (* 1) anvender bestemmelser, som

tillader anvendelse af en anden matematisk metode til beregning af de årlige

omkostninger i procent end den i bilag II anførte, kan uanset stk. 1, litra

a), fortsætte med at anvende dem på deres område i en overgangsperiode på tre

år fra den 1. januar 1993.

(* 1) Datoen for dette direktivs meddelelse.

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at

der på deres område kun anvendes een matematisk formel for beregning af de

årlige omkostninger i procent.

b) Kommissionen forelægger seks måneder inden udløbet af den i litra a)

fastsatte frist Rådet en rapport ledsaget af et forslag, som på baggrund af

erfaringerne gør det muligt at anvende en enkelt matematisk fællesskabsmetode

til beregning af de årlige omkostninger i procent.

c) Rådet træffer med kvalificeret flertal på grundlag af forslaget fra

Kommissionen afgørelse inden den 1. januar 1996.

6. I kreditaftaler, der indeholder bestemmelser, som giver mulighed for at

ændre rentesatsen og beløbet eller niveauet for andre omkostninger, som

indgår i de årlige omkostninger i procent, men som ikke kan kvantificeres ved

beregningen, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fra den antagelse,

at rentesatsen og de øvrige omkostninger er konstante i forhold til

udgangsniveauet, og at de finder anvendelse, indtil kreditaftalen udløber.

7. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages om nødvendigt

ud fra følgende antagelser:

- hvis der ikke i aftalen er fastsat noget loft over kredittens størrelse,

er den ydede kredit lig med det af den pågældende medlemsstat fastsatte

beløb, dog maksimalt 2.000 ecu:

- hvis der ikke er fastsat nogen tidsplan for tilbagebetalingen, eller en

sådan ikke fremgår af aftalens bestemmelser eller af betalingsmåden for den

ydede kredit, er kredittens løbetid et år;

- medmindre andet er angivet, effektueres kreditten og betales ydelserne,

når aftalen indeholder flere datoer for tilbagebetaling, på det det tidligste

af de i aftalen fastsatte tidspunkter.«

3) Artikel 2, stk. 3, affattes således:

»3. Artikel 1a og artikel 4-12 finder ikke anvendelse på

kreditaftaler eller kredittilsagn, der er sikret ved pant i fast ejendom, for

så vidt disse ikke allerede er undtaget fra dette direktiv efter stk. 1,

litra a), i nærværende artikel.«

4) I artikel 4, stk. 2, første afsnit, indsættes følgende litra:

»c) en angivelse af størrelsen og antallet af samt af hyppigheden af

eller datoerne for de ydelser, forbrugeren skal betale for at tilbagebetale

kreditten og betale renter og andre omkostninger, samt om muligt af det

samlede beløb, der skal betales;

d) en angivelse af de i artikel 1a, stk. 2, omhandlede

omkostningselementer, bortset fra omkostninger i forbindelse med

misligholdelse af kontraktlige forpligtelser, der ikke er medtaget ved

beregningen af de årlige omkostninger i procent, men som forbrugeren under

visse omstændigheder skal betale, samt en nøjagtig angivelse af disse

omstændigheder. Når summen af disse elementer er bekendt, anføres den, i

modsat fald angives om muligt en beregningsmetode eller det mest realistiske

skøn.«

5) Artikel 5 udgår.

6) Bilaget bliver bilag I og i punkt 1 tilføjes følgende afsnit:

»ix) oplysning om eventuel pligt for forbrugeren til at opspare et

nærmere bestemt beløb på en særlig konto.«

7) Bilag II og III i bilaget til nærværende direktiv indsættes.

Artikel 2

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at

efterkomme dette direktiv senest den 31. december 1992. De underretter straks

Kommissionen herom.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste

nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af

dette direktiv.

Artikel 3

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På rådets vegne

Formand

Bilag 3

PARAGRAFNØGLE

Lov om køb på kredit Lov om kreditaftaler

§ 1, stk. 1

§ 1, stk. 2 § 5, stk. 1

§ 1, stk. 3

§ 2 § 6

§ 3

§ 4, stk. 1-2

§ 4, stk. 3 § 5, stk. 2

§ 5, stk. 1 § 3, stk. 1, nr. 2

§ 5, stk. 2 § 2, 2. pkt.

§ 5, stk. 3 § 52, stk. 1

§ 6 § 7

§ 7 § 1, stk. 2

§ 8 § 9

§ 9 § 21

§ 10 § 22

§ 11 § 27

§ 12, stk. 1 § 32, stk. 1-2

§ 12, stk. 2 § 30

§ 12, stk. 3 § 31

§ 13 § 25

§ 14 § 28

§ 15 § 26

§ 16 § 29

§§ 17-18 § 33

§ 19 § 37

§ 20, stk. 1 § 35, stk. 1

§ 20, stk. 2-4 § 44

§ 21, stk. 1 § 45

§ 21, stk. 2 § 36

§ 22 § 34

§ 23 § 50, stk. 1-2

§ 24 § 35, stk. 2

§ 25 § 38

§ 26 § 39

§ 27, stk. 1 § 50, stk. 3

§ 27, stk. 2 § 40

§ 27, stk. 3 § 41

§ 28 § 46

§ 29 § 42

§ 30 § 43

§ 31 § 47

§ 32 § 10

§ 33 § 11

§ 34

§ 35

§ 35a § 19

§ 35b

§ 35c § 20

§ 36 § 53

§ 37 § 15

§ 38 § 23

§ 39

§ 40 § 55

§ 41 § 56

§ 42 § 57

§ 43 § 58

Efter 2. behandling den 18. maj 1990

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1. Indledende bestemmelser

Lovens anvendelsesområde §§ 1-3

Definitioner §§ 4-6

Lovens fravigelighed § 7

Kapitel 2. Kreditgiverens oplysningspligt

Formkrav til kreditaftaler § 8

Kreditaftaler med fast lånebeløb § 9

Kreditaftaler med variabelt lånebeløb §§ 10-12

Opgørelse af kreditomkostningerne §§ 13-14

Variable kreditomkostninger § 15

Beregning af de årlige omkostninger i procent §§ 16-18

Kapitel 3. Særlige kreditvilkår i kreditkøb §§ 19-20

Kapitel 4. Forbud mod underpant i kreditkøb § 21

Kapitel 5. Generalklausul § 22

Kapitel 6. Tilsidesættelse af oplysningspligten §§ 23-24

Kapitel 7. Forbrugerens betalinger

Indbetaling til postvæsenet og pengeinstitutter § 25

Indfrielse af fordringen før forfaldstidspunktet §§ 26-27

Afskrivning på fordringen § 28

Kapitel 8. Forbrugerens misligholdelse §§ 29-30

Kapitel 9. Kreditorskifte

Brug af negotiable dokumenter § 31

Bevarelse af indsigelser m.v. §§ 32-33

Kapitel 10. Køb med ejendomsforbehold

Ejendomsforbeholds gyldighed § 34

Kreditgiverens adgang til fyldestgørelse § 35

Betingelser for tilbagetagelse §§ 36-37

Opgørelse af fordringen § 38

Opgørelse af det solgtes værdi §§ 39-42

Forbrugerens indløsnings- og udtagelsesret §§ 43-44

Fremgangsmåden ved tilbagetagelse §§ 45-47

Tilbagetagelse uden fogedrettens medvirken § 48

Kapitel 11. Ikke-forbrugerkøb §§ 49-52

Kapitel 12. Forskellige bestemmelser §§ 53-55

Kapitel 13. Straffebestemmelser §§ 56-57

Kapitel 14. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser §§ 58-60

Kapitel 1

Indledende bestemmelser

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Loven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende

(kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit

erhverv, når kreditten hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig

anvendelse for den anden part (forbrugeren) og kreditgiveren vidste eller

burde vide dette.

Stk. 2. Loven gælder også for kreditaftaler, hvor kreditten ydes

af en ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen er indgået eller formidlet for

kreditgiveren af en erhvervsdrivende.

Stk. 3. Kreditgiveren har bevisbyrden for, at en kreditaftale ikke

er omfattet af loven.

§ 2. Lovens kapitel 11 gælder for kreditkøb, der ikke er

forbrugerkøb. Kapitel 11 gælder dog ikke for erhvervsdrivendes køb til

videresalg eller af materialer, der indgår i virksomhedens produktion.

§ 3. Loven finder ikke anvendelse på:

1) Kreditaftaler, hvor kreditten skal indfries senest 3 måneder efter

aftalens indgåelse eller ved kreditkøb senest 3 måneder efter

salgsgenstandens levering.

2) Kredit, der aftales i et retsforlig.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, gælder loven, hvis

der foreligger et køb med ejendomsforbehold eller et kreditkøb i henhold til

en aftale om kredit med variabelt lånebeløb.

Stk. 3. Lovens kapitel 2 gælder ikke for kreditaftaler,

1) hvor det samlede beløb, der skal betales, ikke overstiger 1.500 kr.,

eller

2) hvor der ikke betinges vederlag for kreditten.

Definitioner

§ 4. Ved en kreditaftale forstås en aftale om kredit i form af

henstand, lån eller anden tilsvarende form for finansiel ydelse.

Stk. 2. En aftale om præstation af løbende ydelser, for hvilke

forbrugeren har ret til at betale helt eller delvis bagud, anses ikke for en

kreditaftale.

§ 5. Som kreditkøb betegnes en kreditaftale med henblik på køb af

løsøre, hvorefter

1) køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af

købesummen eller en del af denne eller

2) købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en

tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren.

§ 6. Ved køb med ejendomsforbehold forstås et kreditkøb, hvor det

er aftalt, at sælgeren kan tage det solgte tilbage, hvis køberen ikke

opfylder sine forpligtelser.

Stk. 2. Som køb med ejendomsforbehold anses også en aftale, der er

betegnet som lejekontrakt, eller hvorefter betalingen i øvrigt fremtræder som

vederlag for brug af tingen, såfremt det må antages at have været meningen,

at modtageren af tingen skal blive ejer af den.

Lovens fravigelighed

§ 7. Loven og de i medfør af denne udfærdigede forskrifter kan

ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for forbrugeren.

Stk. 2. I ikke-forbrugerkøb kan reglerne fraviges ved aftale. De

kan dog ikke fraviges til skade for køberen ifølge et køb med

ejendomsforbehold.

Kapitel 2

Kreditgiverens oplysningspligt

Formkrav til kreditaftaler

§ 8. En kreditaftale skal udfærdiges skriftligt og indeholde de

oplysninger, der er nævnt i § 9 eller § 10 og i § 14, samt aftalens øvrige

væsentlige vilkår.

Stk. 2. Forbrugeren skal i forbindelse med aftalens indgåelse have

overgivet en genpart af kreditaftalen.

Kreditaftaler med fast lånebeløb

§ 9. Ved indgåelse af en kreditaftale med fast lånebeløb skal

kreditgiveren oplyse forbrugeren om:

1) Lånebeløbet: Det lånte beløb efter fradrag af

stiftelsesomkostninger, kurstab og lignende.

2) Størrelsen af en eventuel udbetaling .

3) Kreditomkostningerne angivet som et beløb og opgjort i

overensstemmelse med § 13.

4) De årlige omkostninger i procent: Den samlede pris for kreditten

udtrykt i procent pr. år af lånebeløbet og beregnet i overensstemmelse med §§

16-18.

5) Det samlede beløb, der skal betales: Summen af lånebeløbet,

udbetalingen og kreditomkostningerne.

6) De enkelte ydelser, disses antal og forfaldstid.

7) Aftalens varighed og betingelserne for dens opsigelse.

Stk. 2. I kreditkøb påhviler oplysningspligten efter stk. 1 sælgeren.

Denne skal tillige oplyse forbrugeren om kontantprisen, dvs. den pris,

for hvilken tingen ved aftalens indgåelse kunne være købt mod kontant

betaling hos sælgeren.

Stk. 3. Har parterne aftalt, at kreditomkostningerne, ydelserne

eller andre vilkår, der har betydning for størrelsen af de årlige

omkostninger i procent, kan ændres under kreditaftalens forløb, skal

kreditgiveren oplyse forbrugeren herom samt angive de betingelser, hvorunder

omkostningerne således kan ændres.

Stk. 4. Er det ikke muligt at beregne de årlige omkostninger i

procent, skal kreditgiveren i stedet oplyse forbrugeren om den nominelle

årlige rente.

Kreditaftaler med variabelt lånebeløb

§ 10. Ved indgåelse af en kreditaftale med variabelt lånebeløb

skal kreditgiveren oplyse forbrugeren om:

1) Kreditrammen : Det eventuelle højeste beløb, som må trækkes på

kontoen.

2) De nærmere regler og betingelser for pålæg af kreditomkostninger

, jf. § 13, samt beregningsmåden for sådanne omkostninger, herunder den

nominelle årlige rente, hvis en periodisk rente anvendes.

3) De årlige omkostninger i procent ved forskellige udnyttelser af

kontoen: Den samlede pris for kreditten udtrykt i procent pr. år af

lånebeløbet og beregnet i overensstemmelse med §§ 16-18.

4) Det samlede beløb, der skal betales ved forskellige udnyttelser

af kontoen: Summen af lånebeløbet og kreditomkostningerne.

5) Hvorledes gælden skal betales.

6) Hvor ofte forbrugeren vil modtage kontoudtog.

7) Aftalens varighed og betingelserne for dens opsigelse.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 9, stk. 3-4, finder tilsvarende anvendelse.

§ 11. For hver periode, for hvilken der ifølge en aftale som nævnt

i § 10 skal tilsendes forbrugeren kontoudtog, kan der kun kræves vederlag for

kreditten, såfremt der ved afslutningen af perioden tilsendes forbrugeren

kontoudtog, der indeholder oplysning om:

1) Saldoen ved periodens begyndelse og slutning.

2) Størrelsen af og tidspunktet for debiteringer og krediteringer i løbet

af perioden.

3) Den nominelle årlige rente, hvis en periodisk rente anvendes.

4) Tidspunktet, inden hvilket betaling i givet fald skal ske for at undgå,

at der pålægges yderligere kreditomkostninger.

§ 12. Når forbrugeren med kreditgiverens stiltiende accept

overskrider kreditrammen som nævnt i § 10, stk. 1, nr. 1, og overtrækket

vedvarer ud over tre måneder, skal kreditgiver gøre forbrugeren bekendt med

den årlige nominelle rente og eventuelle omkostninger i forbindelse med

overtrækket samt enhver ændring heri.

Opgørelse af kreditomkostningerne

§ 13. Kreditomkostningerne omfatter alle omkostninger, herunder

stiftelsesomkostninger, renter, løbende provisioner og alle andre

omkostninger, som forbrugeren skal betale for kreditten, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Med henblik på opgørelsen af kreditomkostningerne ses der

bort fra følgende omkostninger:

1) Misligholdelsesomkostninger.

2) Omkostninger, som forbrugeren skal betale ved køb af løsøre eller

tjenesteydelser, hvad enten der købes kontant eller på kredit.

3) Omkostninger ved overførsel af penge.

4) Omkostninger ved at føre en konto til brug ved betaling af ydelserne på

kreditten bortset fra omkostninger ved opkrævning af betalinger, hvad enten

de opkræves kontant eller på anden måde.

5) Medlemsbidrag ved optagelse i foreninger eller sammenslutninger i

henhold til en anden aftale end kreditaftalen, selv om disse bidrag har

indvirkning på kreditvilkårene.

6) Forsikrings- eller garantiomkostninger, medmindre forsikringen eller

garantien skal tjene til sikkerhed for kredittens tilbagebetaling.

Stk. 3 . Bestemmelserne i stk. 2, nr. 3-4, finder kun anvendelse,

hvis forbrugeren har rimelig valgfrihed med hensyn til, hvorledes

pengeoverførslen eller betalingen skal ske, og hvis omkostningerne ikke er

unormalt store.

§ 14. Kreditgiveren skal ved aftalens indgåelse oplyse forbrugeren

om størrelsen af de omkostninger, der er nævnt i § 13, stk. 2, nr. 2-6, samt

angive, under hvilke omstændigheder de skal betales. Hvis størrelsen af

omkostningerne ikke er kendt, skal kreditgiver om muligt oplyse forbrugeren

om beregningsmåden for omkostningerne eller foretage et skøn over

omkostningernes størrelse.

Variable kreditomkostninger

§ 15. Lovens regler om, at der skal gives forbrugeren oplysning

om renten eller om beløb, hvori renten indgår, jf. § 9 og § 10, hindrer ikke,

at parterne aftaler, at renten helt eller delvis skal være variabel.

Oplysningerne skal i så fald gives på grundlag af renten på tidspunktet for

oplysningerne og med angivelse af, hvorledes renten er variabel.

Stk. 2. Medmindre kreditgiver har tilladelse til at drive

virksomhed efter lov om banker og sparekasser m.v. eller realkreditloven, kan

det alene aftales, at renten helt eller delvis skal variere med størrelsen af

Nationalbankens diskonto eller lignende forhold, som kreditgiver er uden

indflydelse på.

Stk. 3. Stk. 1-2 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til

andre kreditomkostninger end renten.

Stk. 4. Kreditgiveren skal informere forbrugeren om enhver ændring

i den årlige nominelle rente eller de øvrige kreditomkostninger, når

ændringen indtræder. Oplysningen kan gives ved, at der gives forbrugeren

særskilt underretning om ændringen eller ved annoncering herom i dagspressen

i forbindelse med oplysning om ændringen i det førstkommende kontoudtog.

Beregning af de årlige omkostninger i procent

§ 16. De årlige omkostninger i procent defineres som den

omkostningssats, der på årsbasis giver samme nutidsværdi af de samlede

nuværende eller fremtidige forpligtelser (lånebeløb, tilbagebetaling og

kreditomkostninger), der følger af aftalen mellem kreditgiveren og

forbrugeren.

Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages

i overensstemmelse med den matematiske formel, som findes i bilaget til

loven.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om

fremgangsmåden ved beregning af de årlige omkostninger i procent.

§ 17. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages på

tidspunktet for kreditaftalens indgåelse.

Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger foretages ud fra den

antagelse, at kreditaftalen løber i det aftalte tidsrum, og at kreditgiveren

og forbrugeren opfylder deres forpligtelser ifølge aftalen.

§ 18. Hvis kreditaftalen åbner mulighed for at ændre rentesatsen

eller størrelsen af andre omkostninger, der indgår i beregningen af de årlige

omkostninger i procent, men som ikke kan kvantificeres ved beregningen,

foretages beregningen af de årlige omkostninger i procent ud fra den

antagelse, at rentesatsen og de øvrige omkostninger er konstante i forhold

til udgangsniveauet, og at de finder anvendelse, indtil kreditaftalen

udløber.

Stk. 2. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages

om nødvendigt ud fra følgende antagelser:

1) Hvis der i kreditaftalen ikke er fastsat noget loft over kredittens

størrelse, anses kreditrammen for værende lig med 15.000 kr.

2) Hvis der i kreditaftalen ikke er fastsat nogen tidsplan for

tilbagebetalingen, eller hvis en sådan ikke fremgår af aftalen i øvrigt,

anses kredittens løbetid for at være 1 år.

3) Hvis kreditaftalen indeholder flere datoer for tilbagebetaling, anses

kreditten for effektueret og ydelserne for betalt på det tidligste af de i

aftalen fastsatte tidspunkter, medmindre andet fremgår af kreditaftalen.

Kapitel 3

Særlige kreditvilkår i kreditkøb

§ 19. I kreditkøb, der ikke sker i henhold til en aftale om

kredit med variabelt lånebeløb, og hvor kontantprisen overstiger 2.000 kr.,

må sælgeren eller en kreditgiver som nævnt i § 5, nr. 2, kun indgå eller

anvende en aftale, hvorefter

1) denne ved overgivelsen af det købte til forbrugeren skal være

fyldestgjort for mindst 30 pct. af kontantprisen og

2) resten af det beløb, der skal betales, skal erlægges inden 3 år fra

aftalens indgåelse.

Stk. 2 . Stk. 1 gælder ikke ved salg af bogværker under udgivelse.

§ 20. I kreditkøb, der sker i henhold til en aftale om kredit med

variabelt lånebeløb, må en sælger eller en kreditgiver som nævnt i § 5, nr.

2, kun indgå eller anvende en aftale, hvorefter forbrugeren hver måned for

den foregående periode skal betale mindst 5 pct. af saldoen ved periodens

begyndelse og 30 pct. af kontantprisen af salgsgenstande over 2.000 kr., der

er købt i perioden.

Stk. 2 . En periode som nævnt i stk. 1 må højst være af 1 måneds

varighed.

Kapitel 4

Forbud mod underpant i kreditkøb

§ 21. I kreditkøb kan kreditgiveren ikke i forbindelse med

aftalens indgåelse eller leveringen af det solgte få pant i dette til

sikkerhed for, at forbrugeren opfylder sine forpligtelser.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 hindrer ikke, at kreditgiveren efter

reglerne om pantsætning af fast ejendom får pant i det solgte, når dette

udgør tilbehør til eller bestanddel af en fast ejendom.

Kapitel 5

Generalklausul

§ 22. Er det beløb, som forbrugeren efter aftalen skal betale som

vederlag eller omkostninger, urimeligt, skal det nedsættes til, hvad der

skønnes rimeligt. Medmindre andet bestemmes af retten, sker afkortningen i

det eller de sidste beløb, der skal betales efter aftalen. Er der afkrævet

forbrugeren et urimeligt vederlag for at give den pågældende henstand eller

andre lempelser i de aftalte vilkår, sker afkortningen på samme måde.

Kapitel 6

Tilsidesættelse af oplysningspligten

§ 23. Er kreditomkostningerne ikke oplyst i overensstemmelse med

§ 9, stk. 1, nr. 3, skal forbrugeren højst betale lånebeløbet og en årlig

rente af den til enhver tid værende restgæld, der svarer til Nationalbankens

diskonto med et tillæg på 6 pct.

Stk. 2. Er kreditomkostningerne angivet efter § 9, stk. 1, nr. 3,

kan kreditgiveren ikke på grundlag af aftalen i øvrigt kræve yderligere

kreditomkostninger. Er oplysningen om de årlige omkostninger i procent som

nævnt i § 9, stk. 1, nr. 4, for lavt angivet, kan kreditgiveren ikke kræve

højere kreditomkostninger, end hvad der svarer til den procentsats, der er

angivet.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 gælder ikke, hvis kreditgiveren kan

godtgøre, at forbrugeren på trods af de manglende eller urigtige oplysninger

har haft et forsvarligt grundlag for at bedømme kreditomkostningerne.

Stk. 4. Medfører stk. 1 eller 2 en formindskelse af restgælden,

skal forbrugeren betale denne i overensstemmelse med den ordning, der er

aftalt med kreditgiver, således at afkortning sker i den eller de sidste

ydelser, som skal betales.

§ 24. Har sælgeren i et kreditkøb ikke givet oplysninger som

foreskrevet i § 9, jf. § 8, kan kreditgiveren i almindelighed ikke kræve

godtgørelse for omkostninger, som ellers ville påløbe i anledning af

forbrugerens misligholdelse.

Kapitel 7

Forbrugerens betalinger

Indbetaling til postvæsenet og pengeinstitutter

§ 25. Indbetaling ifølge en kreditaftale til postvæsenet eller

til et pengeinstitut her i riget, bortset fra Grønland, til befordring til

betalingsstedet er rettidig, når den sker inden for den betalingsfrist, der

gælder efter kreditaftalen.

Indfrielse af fordringen før forfaldstidspunktet

§ 26. Forbrugeren kan til enhver tid betale sin gæld i henhold

til en kreditaftale, uanset om den helt eller delvis er forfalden.

Forbrugeren har i så fald ret til reduktion af kreditomkostningerne i

overensstemmelse med reglerne i § 27.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for pantebreve i fast ejendom.

§ 27. Vil forbrugeren betale sin gæld, før den er forfalden, eller

gør kreditgiveren krav på betaling af beløb, som ellers ikke ville være

forfaldne, eller på tilbagetagelse af det solgte, skal kreditomkostningerne

opgøres efter stk. 2-5.

Stk. 2. I det omfang kreditomkostningerne beregnes som en

procentdel af den til enhver tid værende restgæld eller som et gebyr pr.

ydelse, kan kreditgiveren ikke kræve kreditomkostninger for den ubenyttede

del af kredittiden.

Stk. 3. I det omfang kreditomkostningerne beregnes på andet

grundlag end nævnt i stk. 2, kan afdrag, for hvilke den i aftalen fastsatte

betalingstid endnu ikke er kommet, alene kræves betalt med en så stor del,

som lånebeløbet udgør af summen af samtlige afdrag.

Stk. 4. Hvis omkostningerne ved stiftelsen af kreditten er

særskilt opgjort i aftalen og ikke er urimelige, kan kreditgiveren kræve

disse omkostninger betalt uden afkortning. Omkostningerne fragår da i de

afdrag, der skal afkortes efter stk. 3.

Stk. 5. Skal der betales i afdrag, og betaler forbrugeren uden for

fastsat forfaldsdag, anses den ikke udnyttede kredittid, jf. stk. 2, for at

løbe fra den første aftalte forfaldsdag, som indtræder efter betalingen.

Under tilsvarende omstændigheder nedsættes det første afdrag, der forfalder

efter betalingen, ikke efter stk. 3.

Afskrivning på fordringen

§ 28. Ved indbetalinger til kreditgiver kan forbrugeren bestemme,

på hvilken af flere fordringer beløbet skal afskrives.

Stk. 2. Ved en kreditaftale med variabelt lånebeløb anses i denne

sammenhæng kreditgiverens samlede tilgodehavende hos forbrugeren som een

fordring.

Stk. 3. Uanset stk. 1 kan det i kreditkøb aftales, at beløb, som

forbrugeren indbetaler, først skal afskrives på fordringer, der hidrører fra

reparation af det solgte eller andre foranstaltninger vedrørende dette.

Anvender kreditgiveren i overensstemmelse med en sådan aftale indbetalte

beløb til afskrivning på fordringer som nævnt i 1. pkt., forlænges den

aftalte betalingsordning tilsvarende.

Kapitel 8

Forbrugerens misligholdelse

§ 29. Undlader forbrugeren i et kreditkøb at opfylde sin

betalingspligt, har kreditgiveren ikke af den grund ret til at forlange

betaling af beløb, som ellers ikke ville være forfaldet, tage det solgte

tilbage eller gøre anden aftalt særlig retsvirkning af undladelsen gældende,

medmindre forbrugeren er udeblevet med et beløb 30 dage efter dets

forfaldstid og betingelserne i stk. 2 er opfyldt.

Stk. 2. Det forfaldne beløb skal udgøre:

1) mindst en tiendedel af det samlede beløb, der skal betales, eller

2) hvis der i det forfaldne beløb indgår flere afdrag, mindst en

tyvendedel af det samlede beløb, der skal betales, eller

3) hele restfordringen.

§ 30. Hvis ikke særlige hensyn til forbrugeren eller kreditgiveren

taler imod det, kan fogedretten i kreditkøb henvise en kreditgiver, der ikke

har ejendomsforbehold, til så vidt muligt at søge sig fyldestgjort ved

tilbagetagelse af det solgte. Tilbagetagelsen sker da under anvendelse af §§

39-40, §§ 43-44 og § 47. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens

tilgodehavende efter § 38, har kreditgiveren krav på betaling af det

overskydende beløb.

Stk. 2. Hvis et ejendomsforbehold i en aftale om kreditkøb ikke er

gyldigt, fordi betingelserne i § 34 ikke er opfyldt, og fogedretten træffer

beslutning efter stk. 1, har kreditgiveren kun under de i § 41 fastsatte

betingelser krav på betaling af det beløb, hvormed hans tilgodehavende måtte

overstige det solgtes værdi ved tilbagetagelsen. Har fogedretten i de nævnte

køb undladt at træffe afgørelse efter stk. 1, fordi § 36, stk. 2, hindrer

tilbagetagelse af det solgte, kan kreditgiveren kun under tilsvarende

betingelser kræve betaling af et beløb, der efter fogedrettens skøn

overstiger det solgtes værdi på tidspunktet for fogedforretningen.

Kapitel 9

Kreditorskifte

Brug af negotiable dokumenter

§ 31. Kreditgiveren må i forbindelse med en kreditaftale ikke

modtage veksel eller andet særligt skylddokument, der forpligter forbrugeren,

og som ved overdragelse kan medføre indskrænkning af forbrugerens ret til at

fremsætte indsigelser vedrørende aftalen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at

kreditgiver får pant i fast ejendom.

Bevarelse af indsigelser m.v.

§ 32. Det kan ikke aftales, at der ved overdragelse til

tredjemand af de rettigheder, der tilkommer kreditgiveren ifølge en

kreditaftale eller sælgeren i kreditkøb, sker indskrænkning af dennes

forpligtelser over for forbrugeren.

§ 33. Forbrugeren kan over for anden kreditor gøre samme

indsigelser gældende som over for kreditgiveren eller sælgeren.

Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i § 5, nr. 2, kan forbrugeren

også over for anden kreditor rejse samme pengekrav på grundlag af købet som

over for sælgeren. Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke

opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende

kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet.

Stk. 3. Ved kreditaftaler med henblik på opnåelse af en

tjenesteydelse finder bestemmelsen i stk. 2 tilsvarende anvendelse, når

vederlaget for tjenesteydelsen dækkes helt eller delvis ved lån indrømmet

forbrugeren af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og

leverandøren af tjenesteydelsen.

Stk. 4. Har kreditgiveren fået pant i fast ejendom, jf. § 31, stk.

2, gælder reglerne i stk. 1-3 kun i det omfang, andet ikke følger af reglerne

om tinglyste pantebreve i fast ejendom.

Kapitel 10

Køb med ejendomsforbehold

Ejendomsforbeholds gyldighed

§ 34. Ejendomsforbehold er kun gyldigt, såfremt

1) det er aftalt senest ved overgivelsen af det købte til forbrugeren,

2) det samlede beløb, der skal betales, jf. § 9, stk. 1, nr. 5, overstiger

2.000 kr.,

3) kreditkøbet ikke er sket i henhold til en aftale om kredit med

variabelt lånebeløb og

4) sælgeren ved overgivelsen af det købte er fyldestgjort for mindst 30

pct. af kontantprisen.

Stk. 2 . Ved salg af bøger er det uanset bestemmelsen i stk. 1,

nr. 4, tilstrækkeligt, at sælgeren, inden nogen del af det købte overgives

til forbrugeren, er fyldestgjort for et beløb svarende til det største beløb,

der efter aftalen forfalder inden for en måned.

Stk. 3. Ejendomsforbehold kan ikke aftales til sikkerhed for, at

forbrugeren opfylder sine forpligtelser efter et andet køb eller i øvrigt

betaler beløb, som kreditor ikke kan godskrive sig efter § 38.

Kreditgiverens adgang til fyldestgørelse

§ 35. Kreditgiveren skal søge sig fyldestgjort for sit

tilgodehavende ved tilbagetagelse af det solgte, jf. dog § 36, stk. 2.

Kreditgiveren kan kun i de tilfælde, der er nævnt i §§ 41-42, foretage udlæg

i forbrugerens øvrige aktiver. Udlæg kan foretages på grundlag af

fogedrettens opgørelse af kravet.

Betingelser for tilbagetagelse

§ 36. Kreditgiveren kan umiddelbart på grundlag af købekontrakten

søge sig fyldestgjort for sit tilgodehavende hos forbrugeren gennem

tilbagetagelse af det solgte ved fogedrettens hjælp, hvis kontrakten

1) er underskrevet af forbrugeren og overgivet til den pågældende i

genpart og

2) indeholder ejendomsforbehold.

Stk. 2 . Tilbagetagelse af det solgte kan uanset forbrugerens

samtykke ikke ske, hvis det efter retsplejelovens § 509, stk. 1, eller § 515,

stk. 2, ville være undtaget fra udlæg.

§ 37. Hvis forbrugeren, inden der er sket tilbagetagelse af det

solgte, har betalt det beløb, som ikke blev betalt i rette tid, med tillæg af

renter og kreditgiverens eventuelle omkostninger, kan kreditgiveren ikke tage

det solgte tilbage, forlange betaling af beløb, som ellers ikke ville være

forfaldet, eller gøre anden aftalt særlig retsvirkning af undladelsen

gældende, medmindre dette på grund af særlige omstændigheder ved

misligholdelsen må anses for påkrævet.

Opgørelse af fordringen

§ 38. Vil kreditgiveren i et køb med ejendomsforbehold tage det

solgte tilbage, kan denne ved opgørelsen af sit tilgodehavende kun medregne

1) den ubetalte del af fordringen med fradrag efter § 27, stk. 2-3,

2) rente af forfaldne ydelser og

3) nødvendige omkostninger ved tilbagetagelsen, herunder

inkassoomkostninger, medmindre § 24 er til hinder herfor.

Opgørelse af det solgtes værdi

§ 39. Tages det solgte tilbage, skal dets værdi ved

tilbagetagelsen indgå i opgørelsen mellem parterne til fordel for

forbrugeren.

Stk. 2. Ved det solgtes værdi forstås det beløb, som sælgeren kan

opnå ved at sælge tingen på hensigtsmæssig måde, eventuelt efter en rimelig

istandsættelse.

§ 40. Hvis det solgtes værdi overstiger det beløb, som

kreditgiveren kan beregne sig efter § 38, kan kreditgiveren kun tage tingen

tilbage, hvis det overskydende beløb samtidig betales til forbrugeren.

§ 41. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens

tilgodehavende efter § 38, har kreditgiveren kun krav på betaling af det

overskydende beløb, i det omfang særlige omstændigheder taler derfor, navnlig

hvis forbrugeren har udvist forsømmelighed ved brugen eller opbevaringen af

det købte eller har lagt hindringer i vejen for tilbagetagelsesforretningen.

§ 42. Hvis § 36, stk. 2, hindrer tilbagetagelse af det solgte, kan

kreditgiveren kun, hvis der foreligger særlige omstændigheder som nævnt i §

41, foretage udlæg for et beløb, der overstiger det solgtes værdi på

tidspunktet for tilbagetagelsesforretningen.

Stk. 2. Hvis det solgte ikke findes hos forbrugeren under

tilbagetagelsesforretningen, kan kreditgiveren foretage udlæg hos forbrugeren

for sit tilgodehavende efter § 38, således som dette opgøres af fogedretten.

Forbrugerens indløsnings- og udtagelsesret

§ 43. Har kreditgiveren fået det solgte tilbage, kan forbrugeren

i 14 dage derefter indløse det solgte mod at betale kreditgiverens

tilgodehavende beregnet efter § 38. Forbrugeren kan under

tilbagetagelsesforretningen give afkald på denne ret.

§ 44. Er flere ting solgt ved samme aftale, og fremsætter

kreditgiveren krav om at tage dem tilbage, kan forbrugeren udtage en eller

flere af tingene efter eget valg mod at betale det beløb, hvormed

kreditgiverens tilgodehavende beregnet efter § 38 overstiger værdien af de

øvrige ting. Er kreditgiverens tilgodehavende mindre end denne værdi, har

forbrugeren krav på at få betalt det overskydende beløb samtidig med

tilbagetagelsen.

Stk. 2. Hvis kreditgiveren har taget tingene tilbage, kan

forbrugeren i 14 dage derefter indløse en eller flere af tingene efter eget

valg mod at betale det beløb, hvormed kreditgiverens tilgodehavende beregnet

efter § 38 overstiger værdien af de øvrige ting. Forbrugeren kan under

tilbagetagelsesforretningen give afkald på denne ret.

Stk. 3. Forbrugeren kan dog ikke overtage en ting, der hører

således sammen med ting, som kreditgiveren tager tilbage, at fraskillelsen

ville medføre væsentlig værdiforringelse af det tilbagetagne.

Fremgangsmåden ved tilbagetagelse

§ 45. Anmodning om tilbagetagelse af det solgte skal være

skriftlig og være ledsaget af en opgørelse af kreditgiverens tilgodehavende

samt købekontrakten i original eller genpart. Hvis købekontrakten ikke

indeholder de oplysninger, der er nævnt i § 9, stk. 1, skal det i anmodningen

oplyses, om rekvisitus er en forbruger. Det originale dokument skal

fremlægges under fogedforretningen. Fogedretten kan om fornødent kræve, at

det originale dokument skal foreligge, før fogedforretningen berammes.

Stk. 2. Anmodningen skal fremsættes over for fogedretten, hvor

forbrugeren har hjemting, jf. retsplejelovens §§ 235-236. Har forbrugeren

ikke hjemting her i landet, finder retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, og

stk. 2-4, tilsvarende anvendelse med de undtagelser, som følger af

retsplejelovens § 247.

Stk. 3. Udebliver kreditgiveren fra forretningen, afviser

fogedretten denne. Om forbrugerens pligt til efter tilsigelse at møde i

fogedretten og give de nødvendige oplysninger gælder retsplejelovens § 494,

stk. 1-3, jf. stk. 4, og § 497. Om fogedrettens vejledningspligt og adgang

til beskikkelse af advokat for en part gælder retsplejelovens § 500.

§ 46. Er der anmodet om tilbagetagelse af det solgte på grund af

forsinkelse med betalingen, kan fogedretten udsætte forretningen i indtil 4

måneder fra anmodningens modtagelse, hvis det må antages, at forbrugeren er

kommet i forbigående økonomiske vanskeligheder. Udsættelse bør ikke ske, hvis

kreditgiverens sikkerhed bringes i fare. Fogedretten kan fastsætte vilkår for

udsættelsen. Hvis forbrugerens forhold giver anledning til det, kan

fogedretten til enhver tid bestemme, at forretningen skal fremmes.

§ 47. Det solgtes værdi ansættes af fogedretten, eventuelt efter

tilkaldelse af sagkyndig bistand.

Stk. 2. Enhver af parterne kan forlange, at fogedretten på

grundlag af en vurdering, som foretages af en eller flere sagkyndige personer

efter rettens nærmere bestemmelse, foretager en fornyet prøvelse af

værdiansættelsen.

Stk. 3. Anmodning om fornyet prøvelse af værdiansættelsen skal

fremsættes inden afslutningen af det retsmøde, hvor værdiansættelsen finder

sted. Den, der fremsætter anmodningen, skal stille sikkerhed for

omkostningerne ved tilvejebringelse af grundlaget for den fornyede prøvelse,

medmindre fogedretten på grund af særlige omstændigheder fritager den

pågældende derfor. Ved opgørelsen af parternes mellemværende afgør

fogedretten, hvem af dem der skal bære omkostningerne. Såfremt hensynet til

en part i særlig grad taler derfor på grund af den pågældendes økonomiske

forhold, kan fogedretten bestemme, at omkostningerne helt eller delvis skal

betales af staten.

Tilbagetagelse uden fogedrettens medvirken

§ 48. Har kreditgiveren uden fogedrettens medvirken taget det

solgte tilbage fra forbrugeren uden dennes samtykke, skal fogedretten afvise

en fogedforretning i anledning af købet eller tilbagetagelsen, medmindre der

foreligger særlige omstændigheder eller kreditgiver efter tilbagetagelsen har

erhvervet et særligt retsgrundlag.

Stk. 2. Har kreditgiveren og forbrugeren udenretligt aftalt, at

kreditgiveren i anledning af forbrugerens misligholdelse får det solgte

tilbageleveret uden fogedrettens medvirken, kan kreditgiveren ikke påberåbe

sig nogen aftale med forbrugeren, hvorefter der påhviler denne yderligere

forpligtelser over for kreditgiveren i anledning af købet. Har kreditgiveren

taget det solgte tilbage som nævnt i stk. 1, kan kreditgiveren heller ikke på

andet grundlag gøre yderligere krav gældende mod forbrugeren i anledning af

købet, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Kapitel 11

Ikke-forbrugerkøb

§ 49. § 22 og §§ 26-29 finder tilsvarende anvendelse på

kreditkøb, der ikke er forbrugerkøb.

§ 50. Kapitel 10 finder tilsvarende anvendelse på kreditkøb, der

ikke er forbrugerkøb, og hvor der er aftalt ejendomsforbehold med hensyn til

det solgte, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 34, stk. 1, nr. 4, § 35, §§ 41-42, § 45, stk. 2, og §

48, stk. 2, finder ikke anvendelse på de i stk. 1 nævnte køb.

§ 51. I køb med ejendomsforbehold som nævnt i § 50 kan

kreditgiveren ikke gøre udlæg i det solgte, men kan søge sig fyldestgjort

enten ved tilbagetagelse af det solgte, jf. dog § 36, stk. 2, eller ved

foretagelse af udlæg i køberens øvrige aktiver.

Stk. 2. Hvis foretagelse af udlæg skønnes at ville medføre

urimeligt tab eller væsentlige ulemper for køberen, kan fogedretten henvise

kreditgiveren til så vidt muligt at søge sig fyldestgjort ved tilbagetagelse

af det solgte.

Stk. 3. Er det solgtes værdi mindre end kreditgiverens

tilgodehavende efter § 38, har kreditgiveren krav på betaling af det

overskydende beløb. For sit krav kan kreditgiveren foretage udlæg hos køberen

på grundlag af fogedrettens opgørelse af kravet. Det samme gælder, hvis § 36,

stk. 2, hindrer tilbagetagelse, eller hvis det solgte ikke findes hos køberen

under tilbagetagelsesforretningen.

§ 52. Anmodning om tilbagetagelse af det solgte skal fremsættes

over for fogedretten, enten hvor køberen har hjemting, jf. retsplejelovens §§

235-236 og §§ 238-240, eller hvor køberen driver erhvervsmæssig virksomhed,

jf. retsplejelovens § 237. Er der ikke værneting her i landet efter 1. pkt.,

finder retsplejelovens § 487, stk. 1, nr. 4, og stk. 2-4, tilsvarende

anvendelse med de undtagelser, som følger af retsplejelovens § 247.

Kapitel 12

Forskellige bestemmelser

§ 53. Justitsministeren kan bestemme, at lovens regler eller

nogle af disse ikke anvendes på kreditkøb, der er af en særlig beskaffenhed

eller angår bestemte arter af løsøre, eller kun anvendes på sådanne køb med

de afvigelser, som tilsiges af de pågældende købs særlige karakter.

Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at lovens regler eller

nogle af disse ikke anvendes på kreditter, der ydes til en rente, der er

lavere end markedsrenten, og som ikke tilbydes offentligheden i

almindelighed, eller kun anvendes på sådanne kreditter med de afvigelser, som

tilsiges af de pågældende kreditters særlige karakter.

§ 54. Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorefter skriftlige

aftaler og dokumenter, der er omfattet af loven, skal være påtrykt en af

ministeren udarbejdet vejledning om forbrugerens retsstilling.

§ 55. Justitsministeren kan, i det omfang det betinges af

prisudviklingen, ændre beløbsangivelsen i § 3, stk. 3, nr. 1, § 19, stk. 1, §

20, stk. 1, og § 34, stk. 1, nr. 2.

Stk. 2 . Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling

med Danmarks Nationalbank og Økonomiministeriet ændre den rente, der er

fastsat i § 23, stk. 1.

Kapitel 13

Straffebestemmelser

§ 56. Den, der overtræder § 31, straffes med bøde.

Stk. 2. Med bøde straffes endvidere den, der gør sig skyldig i

grov eller oftere gentagen overtrædelse af § 9, § 10, § 12 eller § 14 eller i

grov eller gentagen overtrædelse af § 19 eller § 20.

Stk. 3. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af § 54, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af forskrifterne.

Stk. 4. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,

anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som

sådant bødeansvar.

§ 57. Den, der driver virksomhed med kreditgivning, der er

omfattet af loven, eller medvirker hertil, kan ved dom for strafbart forhold

frakendes retten til fortsat at drive den pågældende virksomhed eller til at

drive den under visse former eller til at medvirke hertil. Straffelovens § 79

finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 . Påstand om frakendelse efter stk. 1 nedlægges af

anklagemyndigheden efter anmodning fra forbrugerombudsmanden.

Stk. 3. Straffesager efter denne lov, hvor der er spørgsmål om

frakendelse efter stk. 1, kan behandles ved Sø- og Handelsretten i København.

I øvrigt gælder reglerne i retsplejelovens kapitel 63.

Stk. 4. Den, som driver virksomhed, hvortil retten er frakendt ham

i medfør af stk. 1, eller som i sin virksomhed lader nogen, som er frakendt

retten hertil, medvirke ved salg på kredit, straffes med bøde, medmindre

højere straf er forskyldt efter straffelovenss § 131. Drives virksomheden af

et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der

pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Kapitel 14

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 58. Loven træder i kraft den 1. oktober 1990, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 9, stk. 1, nr. 4, § 10, stk. 1, nr. 3,

§ 13, stk. 2-3, og § 14 træder først i kraft den 1. januar 1993.

Stk. 3. Lovens bestemmelser finder anvendelse på kreditaftaler,

der indgås efter ikrafttrædelsen.

Stk. 4. Lov nr. 275 af 9. juni 1982 om køb på kredit ophæves.

Loven gælder dog fortsat for kreditkøb, der er indgået inden denne lovs

ikrafttræden.

§ 59. I lov om tinglysning, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 15.

september 1986, som ændret ved § 7 i lov nr. 138 af 7. marts 1990, ændres i

§ 42 a, stk. 1, »postvæsenet« til: »postvæsenet eller

til et pengeinstitut«.

§ 60. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men §§ 1-58 kan

ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser,

som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bilag

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter