Spring til indhold

Retsinformation

1992 BTL 344 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (TILSKUD TIL FORÆLDRE MED PRIVAT BØRNEPASNING) NR L 344 1992-93, 1. SAMLING

1992/1 BTL 344Betænkning over lovforslagFolketinget9. august 1993

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget en mundtlig og skriftlig henvendelse fra

Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret .

Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Socialistisk

Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller

lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Et flertal inden for mindretallet (Det Konservative Folkepartis og

Venstres medlemmer af udvalget) bemærker:

Flertallet inden for mindretallet betragter regeringens samlede økonomiske

udspil som en helhed. Da Det Konservative Folkeparti og Venstre er

modstandere af regeringens samlede plan, vil de to partier stemme imod alle

regeringens lovforslag, uanset at partierne ville kunne støtte enkelte af

lovforslagene, hvis de ikke indgik i den fremlagte helhed. Nogle af

lovforslagene har partierne ved tidligere lejligheder selv fremlagt, men i

helt andre sammenhænge.

Regeringens samlede økonomiske plan består af tre elementer: Nye

offentlige udgifter, ændringer i dagpengesystemet og omlægning af

skattesystemet. Samlet lægger disse tre elementer op til en ny kurs i den

økonomiske politik, som har en forkert ideologisk drejning og er økonomisk

uansvarlig.

For det første har regeringen foreslået nye offentlige udgifter på 11-12

mia. kr. i 1994. Regeringen har dermed brudt de sidste 10 års stramme

udgiftspolitik og har sat kursen mod nye udvidelser af den offentlige sektor.

For det andet indebærer den foreslåede skatteomlægning, at det private

erhvervslivs kapitalgrundlag i de kommende år vil blive udhulet af

Læs alt

avanceskatter på aktier, ejendomme og goodwill samtidig med, at

erhvervslivets konkurrenceevne bliver forringet. Boligudgiften for boligejere

vil stige, således at de private ejerboliger stilles ringere i forhold til de

offentligt støttede udlejningsboliger. Den foreslåede bruttoskat vil forringe

vilkårene for ny privat pensionsopsparing.

For det tredje har regeringen fremlagt en arbejdsmarkedspolitik, som slet

ikke løser strukturproblemerne på arbejdsmarkedet, men tværtimod cementerer

de bestående stivheder og lægger grunden til forøgede udgifter til

arbejdsmarkedspolitikken i de kommende år.

Samlet udgør regeringens økonomiske udspil en ideologisk drejning, hvor

den offentlige sektor vil vokse kraftigt, medens der bliver lagt større

byrder på den private sektor.

Flertallet inden for mindretallet finder det aldeles utroværdigt og

uansvarligt, når regeringen lover skattelettelser samtidig med, at de

offentlige udgifter og underskuddet på de offentlige budgetter vokser.

Den nye kurs mod større offentlige udgifter vil tværtimod udløse store

skatteregninger i fremtiden.

Der er enkelte forslag om skattelettelser m.v. i den samlede pakke, som

flertallet inden for mindretallet ud fra en isoleret betragtning ville kunne

støtte.

En ansvarlig økonomisk politik kræver imidlertid, at lettelser og

finansiering hører sammen.

Flertallet inden for mindretallet er derfor nødt til at se lovforslagene

om lettelser og skærpelser under eet. Da regeringen ikke har taget initiativ

til reelle forhandlinger om den samlede økonomiske plan, har flertallet inden

for mindretallet ikke fået mulighed for at opnå grundlæggende ændringer i

regeringens udspil. I konsekvens heraf vil flertallet inden for mindretallet

stemme imod alle regeringens lovforslag.

Et mindretal inden for mindretallet (Fremskridtspartiets medlem af

udvalget) bemærker, at socialministeren under udvalgets behandling af

lovforslaget over for udvalget har oplyst, at Danmark er det land i Norden og

EF, hvor private børnepasningsordninger udgør den mindste andel af

børnepasningen uden for hjemmet, jf. bilag 4.

Det er samtidig af ministeren oplyst, at andelen af børn i offentlig

pasning er øget gennem de seneste år, jf. bilag 4. Det er yderst uheldigt, at

situationen har udviklet sig således. Alle kræfter burde sættes ind for at

privatisere alle eller størstedelen af børnepasningsordningerne her i landet.

Det er opfattelsen hos mindretallet inden for mindretallet, at privat

børnepasning giver større tryghed for børn og forældre end offentlige

institutioner. Også for ledelse og medarbejdere vil der være klare fordele

ved at få pasningsordningerne ud af det offentliges favntag og ind i mere

menneskelige og varme rammer. Hertil kommer den bedre ressourceanvendelse,

der vil være forbundet med privat drift af børnepasningsordningerne.

Lovforslaget tager slet ikke fat om hovedproblemet: At det offentlige har

lagt sit jerngreb om børnepasningen, således at Danmark, efter at de

tidligere kommunistiske lande har privatiseret store dele af deres

børnepasningsordninger, i dag markerer sig klart som den nation i verden, der

har socialiseret børnepasningen i størst omfang.

Lovforslaget illustrerer begrebet »government failure«, dvs. at

det offentlige ikke magter at løse opgaver, det offentlige har påtaget sig.

Men lovforslaget er imidlertid kun en lappeløsning, der vil få den virkning,

at også private børnepasningsordninger omfattes af offentlige

betalingstransaktioner med transaktionsomkostninger og ressourcespild til

følge.

Mindretallet inden for mindretallet anbefaler, at Folketingets partier, så

snart det fornødne flertal er tilstede, overvejer at tage fat på en

konsekvent og gennemgribende privatisering af hele børnepasningsområdet.

Det er under udvalgsarbejdet ved henvendelser udefra påpeget, at

tilskudsordningen må forventes benyttet også af familier, der ikke har et

faktisk og dokumenterbart pasningsbehov. Det er yderst beklageligt, at

regeringen har valgt at se bort fra oplysningerne herom.

Det er ligeledes påpeget, at der er en række tekniske problemer, der ikke

er tilstrækkeligt belyst.

Peder Sass (S) Bjarne Laustsen (S) Jørn Pedersen (S) Jan Petersen (S)

Grete Schødts (S) Taanquist (S) nfmd. Lilli Gyldenkilde (SF) Bente Juncker

(CD) Pia Christmas-Møller (KF) Per Tærsbøl (KF) Grethe Fenger Møller (KF)

Else Winther Andersen (V) Eva Kjer Hansen (V) Bertel Haarder (V) Steffen

Kjærulff-Schmidt (FP) Bent Aa. Rasmussen (RV) Arne Nielsen (KRF)

Tillægsbetænkningen

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har

herunder stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har

besvaret skriftligt. Et af udvalgets spørgsmål og socialministerens

svar herpå er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen. Herefter

indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Centrum-Demokraternes,

Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af

udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret .

Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Socialistisk

Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller

lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Et flertal inden for mindretallet (Det Konservative Folkepartis og

Venstres medlemmer af udvalget) bemærker, at lovforslaget indgår som et led i

regeringens samlede reformpakke, hvis helhed mindretallet afviser af de i

betænkningen nævnte grunde.

Om selve lovforslaget skal mindretallet dog ikke undlade at beklage den

diskrimination, der lægges op til, af den forældregruppe, der ønsker selv at

passe deres egne børn.

Mindretallet ønsker fortsat at appellere til flertallet om i stedet at

give tilslutning til Det Konservative Folkepartis og Venstres lovforslag, L

82, hvorefter alle kommuner vil kunne give alle forældregrupper større og

friere muligheder for selv at vælge en pasningsløsning. Ifølge dette

lovforslag vil også forældre, der selv passer deres egne børn, få en

håndsrækning. Regeringens forslag står i skarp kontrast hertil, da præcis

denne forældregruppe pr. definition udelukkes fra at få så meget som en

eneste krone. Det er ganske enkelt urimeligt. Regeringens urimelige

forskelsbehandling af de forskellige forældregrupper bliver kun større, når

dette lovforslag ses i sammenhæng med L 316 (om supplerende tilskud til

forældre på orlov til børnepasning).

Et mindretal inden for mindretallet (Socialistisk Folkepartis medlem af

udvalget) finder det principielt rigtigt og vigtigt, at der gennemføres en

hjemmel, der har karakter af et retskrav for forældre til at kunne få deres

børn passet, når der er et pasningsbehov.

Generelt mener SF, at kommunale udgifter til børnepasning bør anvendes til

at udbygge de traditionelle eller alternative dagtilbud, og at alle tilbud

bør være af en forsvarlig pædagogisk kvalitet.

Det er ikke muligt at konstatere, om det bliver tilfældet med en

vedtagelse af dette lovforslag.

Det er aldeles uklart, hvilke personer der vil kunne påtage sig jobbet som

dagplejer på de meget diffuse betingelser.

Mindretallet ønsker at sikre en ensartet behandling af borgerne, hvorfor

kravene til dokumentation af pasningsbehovet burde være præciseret. Hermed

ville der være garanti imod proformaaftaler. Af samme grund burde det være et

krav, at der ikke kunne gives tilskud til børnepasning til personer, der

tilhører forældrenes husstand eller er beslægtet i opad- eller nedadstigende

linie.

Tilsagnet om at præcisere omfanget af denne ordning ved en kommende

revision af dagtilbudscirkulæret er utilfredsstillende.

Det er mindretallets holdning, at denne præcisering burde finde sted i

denne lov.

Da mindretallet frygter, at dette forslag forsinker incitamentet til en

forstærket indsats for skabelse af regulære, kvalitative dagtilbud,

indstiller mindretallet lovforslaget til forkastelse.

Peder Sass (S) Bjarne Laustsen (S) Jørn Pedersen (S) Jan Petersen (S)

Grete Schødts (S) Taanquist (S) nfmd. (fungerende formand) Lilli

Gyldenkilde (SF) Bente Juncker (CD) Pia Christmas-Møller (KF) Per Tærsbøl

(KF) Grethe Fenger Møller (KF) Else Winther Andersen (V) Eva Kjer Hansen (V)

Bertel Haarder (V) Steffen Kjærulff-Schmidt (FP) Bent Aa. Rasmussen (RV) Arne

Nielsen (KRF)

Bilag

Et af udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål 5:

Hvor stor en andel af børnepasningen for børn mellem 24 uger og 2 år

varetages i de enkelte EF-lande af offentlige institutioner, henholdsvis

private?

Svar:

Som forarbejde til Udgiftsanalyser 1992 har Socialministeriet i

sommeren 1992 (sammen med Finansministeriet) indhentet oplysninger fra

enkelte EF-lande (Tyskland, Holland, Storbritannien og Frankrig) om dækningen

med offentlige børnepasningsordninger for bl.a. 0-2 årige. Hovedresultaterne

heraf var:

Danmark er det land i EF og Norden, hvor private ordninger udgør

den mindste andel af børnepasningen uden for hjemmet. Under 30 pct. af de

børn mellem 0-6 år, som ikke passes kun af forældrene, er i en privat

pasningsordning (Christoffersen m.fl. 1987). Det drejer sig om privat

dagpleje, hushjælp og slægtninge.

Det skønnes, at over halvdelen af pasningsbehovet i de øvrige EF-lande

dækkes ved private ordninger uden nævneværdige offentlige tilskud. I f.eks.

Storbritannien skønnes det, at over halvdelen af pasningsbehovet dækkes ved

ordninger helt uden eller med lav offentlig støtte. Det samme er tilfældet i

Frankrig for så vidt angår børn under 3 år, idet dog forskellige

skattefradrag og tilskud til pasning i hjemmet her spiller en rolle.

Offentlige pasningsordninger omfatter alle former for dagtilbud,

som hovedsageligt er finansieret af det offentlige - uanset om det udbydes af

private (f.eks. selvejende) organisationer eller har karakter af dagpleje.

Tabel 4.1. Offentlige børnepasningsordninger (* 1) (1988).

Dækningsprocenter

---------------------------------------------------------------------

0-2 år 3 år -

skolestart

---------------------------------------------------------------------

Danmark (* 2) .................. 47 64

Sverige ........................ 31 62

Norge .......................... 9 53

Tyskland (* 3) ................. 3 66

Holland (* 2) .................. 1 4

Storbritannien ................. 3 38

Frankrig ....................... 24 98

---------------------------------------------------------------------

Kilde: EF-Kommissionens børnepasningsnetværk (1990) og

Finansministeriet/Socialministeriet (1992).

Note: (* 1) Pasningsordninger for førskolebørn: vuggestuer,

børnehaver, aldersintegrerede institutioner og dagpleje.

(* 2) 1990.

(* 3) 1989.

For de øvrige EF-lande har Socialministeriet ikke nyere oplysninger end

vedrørende 1988, og der må tages forbehold for sammenligneligheden. De senest

kendte dækningsprocenter for offentlige børnepasningsordninger for børn under

3 år var:

Belgien 20 pct.

Portugal 6 pct.

Italien 5 pct.

Grækenland 4 pct.

Luxembourg 2 pct.

Irland 2 pct.

Der foreligger ikke oplysninger om, hvordan børn, der alene passes privat,

dvs. ikke er i offentlige børnepasningsordninger, fordeler sig på pasning

alene i familien og evt. på forskellige former for private pasningsordninger.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter