Spring til indhold

Retsinformation

1991 BTL 274 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF VISSE LOVE INDEN FOR JUSTITSMINISTERIETS OMRÅDE (BETALINGSBESTEMMELSER) NR L 274 1991-92, 1. SAMLING

1991/1 BTL 274Betænkning over lovforslagFolketinget27. maj 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret dels

skriftligt, dels i samråd.

Der er af justitsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til

de ledsagende bemærkninger.

Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Det Radikale

Venstres medlemmer af udvalget) har noteret sig, at lovforslaget skal ses i

sammenhæng med Rigsrevisionens udkast af 1. april 1992 til beretning til

statsrevisorerne.

Mindretallet har endvidere noteret sig, at der af hensyn til det statslige

budget og de udgifter, der i bredere forstand er forbundet med tilsyn og

kontrol på de forskellige områder, er sket en fastholdelse af de takster, der

hidtil har været fastsat administrativt, og at Rigsrevisionen i

beretningsudkastet har anbefalet en lovændring, såfremt det ønskes at

fastholde størrelsen af taksterne.

Endelig har mindretallet bemærket, at størrelsen af nummerpladegebyret har

været anført i anmærkningerne til de årlige finanslove. Herudover har

Justitsministeriet også besvaret en række spørgsmål, hvor der detaljeret er

oplyst dels om størrelsen af gebyrerne på de forskellige områder, dels om den

retsopfattelse, som fastsættelsen af nummerpladegebyret bygger på.

Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling. Mindretallet

vil kunne stemme for det af justitsministeren stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis

medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det

af justitsministeren stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af

udvalget) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling.

Mindretallet kan naturligvis stemme for det af justitsministeren stillede

ændringsforslag, der fjerner en helt åbenlys urimelighed.

Læs alt

Mindretallet vil dog ikke hindre, at justitsministeren bringer den

juridiske tvivl ud af verden. Efter mindretallets opfattelse er den hidtidige

praksis højst tvivlsom i henhold til grundloven.

Derfor vil mindretallet ikke modsætte sig, at lovforslaget gennemføres,

men mindretallet finder, at lovforslaget i sit indhold er helt overfladisk,

og dets behandling er det rene lovjask.

Mindretallet vil ikke her gå ind i en drøftelse af den hidtidige lovlighed

eller mangel på samme inden for området med gebyrer og formålsbestemte

afgifter, idet man vil afvente statsrevisorernes og eventuelt andre

beretninger. Men så snart de nødvendige redegørelser foreligger, må de tages

op til behandling i Folketinget. I øvrigt bør det bemærkes, at der i

Rigsrevisionens beretning ikke kun blev sat et stort spørgsmålstegn ved

lovligheden af de under Justitsministeriet hørende gebyrer og formålsbestemte

afgifter, men også ved en lang række andre gebyrer, der henhører under andre

ministerier.

Justitsministeren har trods redegørelsen fra Kammeradvokaten klogeligt

valgt at fjerne enhver tvivl om fremtidig lovlighed ved at fremsætte

lovforslaget, der skal give udtrykkelig lovhjemmel til de under dette

ministerium hørende gebyrer og formålsbestemte afgifter, jf. grundlovens §

43. Man kan sige, at ministeren går med både livrem og seler, idet en række

af de omhandlede gebyrer efter de foreliggende oplysninger kun dækker de

administrative omkostninger og altså ikke er at betragte som skat i

grundlovens forstand, hvorfor en eksplicit lovhjemmel ikke skulle være

nødvendig. Ministerens holdning er imidlertid forståelig, idet »de

foreliggende oplysninger« hyppigt beror på ganske vage og usikre

kalkulationer, som det er svært at tage alvorligt.

Men netop derfor er både ånden i lovforslaget og behandlingen af det højst

utilfredsstillende.

Ånden i lovforslaget er alene at sikre lovhjemmel, hvor den hidtil kan

hævdes at have manglet, og at sikre det offentlige de samme indtægter, som

det hidtil har haft, måske (og sandsynligvis) uden sikker lovhjemmel!

En egentlig principiel og minutiøs gennemgang af de under

Justitsministeriet hørende gebyrer og formålsbestemte afgifter kan der

åbenbart ikke blive tale om. Tværtimod hældes det hele i een gryde, både

egentlige gebyrer (af ikke-fiskal karakter) og afgifter, der indebærer en

betydelig overdækning og altså må siges at have fiskal karakter. Spørgsmål om

rimelighed i det ene eller det andet forhold, når gebyret/afgiften

fastsættes, er helt ignoreret i dette lovforslag.

Dette bestyrkes af det hastværk, hvormed lovforslaget søges gennemført.

Alle de reelle spørgsmål, der rejses i Rigsrevisionens beretning, og her ses

bort fra det principielle problem om lovmedholdeligheden, ser

justitsministeren bort fra.

F.eks. må det anses for helt urimeligt, at indtægter fra pas m.m. skal

finansiere politiets generelle indsats ved grænsekontrollen, eller at

indtægterne fra kørekort, nummerplader osv. skal finansiere en væsentlig del

af færdselspolitiets virke. Det er klart, at man kan vedtage det ved lov, og

i så fald er der ingen tvivl om, at grundloven er overholdt. Men det vil være

en urimelig lov, der reelt alene sigter på at friholde politiet fra de

besparelser, der rammer andre tjenestegrene, idet en påstået besparelse

kompenseres ved øgede indtægter via pas, kørekort osv.

Mindretallet afviser ikke, at der under forudsætning af klar hjemmel kan

være tale om overdækning. Efter mindretallets opfattelse må man skelne mellem

gebyrer/afgifter for ydelser, som der er et meget bredt behov for, og som må

anses for en ret, alle borgere umiddelbart må have adgang til, og andre

ydelser, som samfundet kan have en interesse i at begrænse. I de første

tilfælde bør ydelsen ikke koste borgerne mere, end det koster det offentlige

at administrere den, ja, den kan eventuelt gøres gratis; i de andre tilfælde

er det rimeligt at kræve en højere betaling for at begrænse adgangen, altså

at udøve en adfærdsregulerende virksomhed. F.eks. finder mindretallet det

naturligt at kræve høj betaling for ønskenummerplader, som er en luksus.

Mindretallet havde håbet, at fremsættelsen af lovforslaget havde kunnet

danne grundlag for en principiel og minutiøs gennemgang af

Justitsministeriets afgifts- og gebyrpolitik og de enkelte satser. Under en

sådan gennemgang ville mindretallet have accepteret en lang række af de

eksisterende betalinger, idet mindretallet ikke finder det urimeligt, at man

ad afgifts-/skattevejen begrænser autorisation af vagtvirksomheder,

alarmcentraler, våbentilladelser, fremstilling af krigsmateriel og dyreforsøg

eller en række tilladelser ifølge lov om private registre, og SF har heller

intet imod betydelige afgifter for parkeringsforseelser. Men SF finder, at

udstedelse af rejsepas, navnebeviser og bevilling af skilsmissebegæringer

ikke bør koste mere, end det koster at administrere disse ordninger, ja, man

kunne her overveje et gratisprincip. Endelig er SF dybt skeptisk over for de

eksisterende gebyrer/afgifter på det trafikale område; enten må de simpelt

hen modsvare de rene administrationsomkostninger, eller indtægterne herfra

må, hvis der er tale om overdækning, klart konteres som »indtægtsdækket

virksomhed« i Justitsministeriets kasse.

Sådanne drøftelser og analyser er der imidlertid ikke lagt op til i

justitsministerens forslag, der alene har et juridisk og et fiskalt sigte.

Disse drøftelser er ikke engang stillet i udsigt bortset fra vage

henvisninger til kommende finanslovsforhandlinger. Men dermed sættes alene

det fiskale hensyn i forgrunden. Det, der er brug for, er en selvstændig,

principiel drøftelse af gebyr-/afgiftspolitikken.

Nogen saglig mulighed for i almindelighed at stille ændringsforslag til

lovforslaget er der desværre ikke. Der foreligger ikke pålidelige

kalkulationer vedrørende de administrative omkostninger, hvor ændringsforslag

ville være nærliggende, jf. ovenstående principielle gennemgang, og på grund

af hastværket med at få lovforslaget igennem er det ikke muligt at få sådanne

kalkulationer.

Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse , men kan dog stemme for det

af justitsministeren stillede ændringsforslag og bemærker i øvrigt:

Igen og igen benytter regeringen den filosofi, at hvis man bliver taget i

en ulovlighed, så laver man blot lovgivningen om efterfølgende.

Den filosofi tager mindretallet afstand fra og henviser til, at hvis det

havde været en civil borger, var vedkommende ifaldet straf, og i en sag af

denne størrelse ville det have været en ganske alvorlig og lang

fængselsstraf.

Borgerne skal således altid leve op til lovgivningen, mens regeringen blot

kan lave det ene krumspring efter det andet, uden at det får betydning, for

et flertal laver blot loven om af hensyn til statsfinanserne.

For en borgerlig regering er det forståeligt, at man hellere vil snyde på

vægten end hæve skatterne, men det er uhæderlig politik.

På baggrund af de mange redegørelser er det endda stadig usikkert, om det

er lovmedholdeligt, at et flertal blot ophøjer gebyrerne til lov. Flere

steder i Rigsrevisionens redegørelse er det anført, at uanset at gebyrerne

ophøjes til lov, må det antages, at de skal svare til de faktiske

omkostninger.

Desuden finder mindretallet, at det er lovjaskeri at presse lovforslaget

igennem på rekordtid, og endda inden undersøgelserne er afsluttet.

Det er imidlertid mindretallets hensigt at følge hele gebyrsagen helt til

dørs, uanset at et flertal gennemfører dette lovforslag.

Det helt groteske i lovforslaget ses nok bedst i reglerne om betaling for

kørekort, hvor en aspirant skal betale fuld pris for både teoriprøve og

køreprøve, selv om denne måske dumper til en af prøverne; herefter skal der

igen betales fuld pris, selv om det f.eks. kun er køreprøven, der skal tages

om. Ligeledes er forskellen på priserne for de forskellige

erstatningskørekort og fornyelser et udmærket eksempel på, at man overhovedet

ikke tager hensyn til de faktiske omkostninger.

En række af priserne svarer så nogenlunde til de faktiske omkostninger,

men der er alt for mange punkter, hvor der betales langt mere end de faktiske

omkostninger.

Fremskridtspartiet finder det beklageligt og usmageligt, at et flertal

blot presser lovforslaget igennem i stedet for at følge anvisningerne og

sætte priserne til de faktiske omkostninger og så i øvrigt forhøje

indkomstskatten eller anden skat og dermed skattetrykket. Det ville

Fremskridtspartiet være imod, men det ville være hæderligt og et ærligt spil.

Et femte mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling. Mindretallet

vil kunne tiltræde det af justitsministeren stillede ændringsforslag.

Et sjette mindretal (Det Radikale Venstres medlem af udvalget) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling. Mindretallet

vil kunne tiltræde det af justitsministeren stillede ændringsforslag.

Et syvende mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget)

vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.

Mindretallet vil kunne tiltræde det af justitsministeren stillede

ændringsforslag.

ÆndringsforslagAf justitsministeren , tiltrådt af udvalget :

Til § 12 1) Paragraffen affattes således:

»§ 12 »Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra den 24. april 1992.

Stk. 2 . § 17 a, stk. 5, i lov om personnavne, som affattet ved

denne lovs § 5, nr. 2, har virkning fra den 1. januar 1990. Beløb, der er

betalt for udfærdigelse af navnebevis for børn, der er omfattet af den nævnte

bestemmelse, tilbagebetales af statsamtet. Justitsministeren kan fastsætte

nærmere regler herom.«»

Bemærkninger

Til nr. 1 Ændringsforslaget skal ses i lyset af den kritik, der bl.a.

under Folketingets behandling af lovforslaget har været rejst mod, at der

skal betales for et barns første navn. F.eks. har forældre skullet betale for

at kunne give en nyfødt samme navn som ældre søskende. Det har fra flere

sider været anført, at forudsætningen for i sin tid at stemme for gebyrer på

navnebeviser var, at det var de egentlige navneændringer, der skulle være

gebyrbelagt, og ikke navngivning af nyfødte. Vedtagelsen af gebyrreglerne på

navneområdet har således efter fleres opfattelse haft en utilsigtet virkning.

Dette er baggrunden for ændringsforslaget, der således skal ses isoleret

og uafhængigt af spørgsmålet om hjemmelsgrundlaget og i givet fald

tilbagebetaling af beløb, der i øvrigt er betalt efter de hidtil gældende

regler.

Der har været opkrævet betaling for navnebeviser til bl.a. børn siden 1.

januar 1990, jf. bekendtgørelse nr. 877 af 20. december 1989. Det fastsatte

gebyr har i hele perioden været 3.000 kr.

Det skønnes, at der i perioden fra 1. januar 1990 er opkrævet i alt knap

1/2 mio. kr. i gebyr ved udstedelse af navnebeviser til børn.

Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Frank Jensen

(S)

Birte Weiss (S) Karen Jespersen (S) Ebba Strange (SF) nfmd. Gert

Petersen (SF) Sonja Albrink (CD) Grove (KF) fmd. Helge Adam Møller

(KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby (V)

Tom Behnke (FP) Niels Helveg Petersen (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter