Spring til indhold

Retsinformation

1991 BTL 168 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FORSIKRING MOD FØLGER AF ARBEJDSSKADE NR L 168 1991-92, 1. SAMLING

1991/1 BTL 168Betænkning over lovforslagFolketinget11. november 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret

skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og socialministerens svar

herpå er optrykt som bilag til den trykte betænkning.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser

fra:

Arbejdernes Fællesorganisation,

Assurandør-Societetet,

BAT-Kartellet,

Byggefagenes Samvirke i København,

Dansk Arbejdsgiverforening,

Dansk Sygeplejeråd,

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

Grafiske Forbunds Sikkerhedsudvalg,

HK's Fællesorganisation for Storbyerne,

JU-forsikring G/S,

Kommunernes Landsforening,

Landsorganisationen i Danmark,

Landssammenslutningen af Hospitalslaboranter,

Murerforbundet i Danmark,

Teknisk Landsforbund,

Sammenslutningen af Hospitalslaboranter,

Socialarbejdernes Fællesudvalg og

Socialpædagogernes Landsforbund.

Der er af socialministeren og af nogle mindretal stillet ændringsforslag,

hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

På baggrund af de overvejelser om mulighederne for forebyggelse af

arbejdsskader, som lovforslaget har givet anledning til, og af

Socialdemokratiets ændringsforslag til § 10 vedrørende udvidelse af

erhvervssygdomsbegrebet har socialministeren med hensyn til spørgsmålet om

Læs alt

nedsættelse af et udvalg om det fremtidige arbejdsskadesystem fundet

anledning til at bemærke, at der under lovforslagets behandling i Folketinget

har været bred enighed om, at det er vigtigt at forebygge, at arbejdsskader

opstår. Det har i den forbindelse været et ønske, at der overvejes et

erstatningssystem, som skaber yderligere motivation til at forebygge

arbejdsskader.

På denne baggrund vil regeringen nedsætte et udvalg, der skal komme med

forslag til et fremtidigt arbejdsskadesystem m.v.

Det har i denne forbindelse også været væsentligt, at direktivet om

samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte

forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring m.v. (Tredje

skadesforsikringsdirektiv) senest den 1. januar 1999 skal anvendes på

arbejdsskadeforsikringen i Danmark.

Udvalget skal fremlægge forslag til strukturen for et mere forebyggende

arbejdsskadesystem, herunder hvilke ydelser der bør omfattes af systemet, og

hvordan det skal finansieres og administreres.

Udvalget skal se på mulighederne for, at spontant opståede skader i

forbindelse med vanskeligt løftearbejde m.v., uden at der foreligger

ulykkestilfælde, kan blive anerkendt som arbejdsskader. Udvalget skal

endvidere se på, hvordan godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste og for svie

og smerte kan blive omfattet af systemet, samt i det hele taget forholdet til

ydelserne efter erstatningsansvarsloven.

Udvalget skal komme med forslag til indførelsen af et socialt

erstatningssystem for arbejdsskader (til afløsning af forsikringssystemet)

finansieret af afgifter og med graduering af afgifterne efter arbejdsmiljøets

tilstand på den enkelte virksomhed, således at systemet både erstatter

arbejdsskader som følge af dårligt arbejdsmiljø og samtidig bidrager til

forebyggelse af skaderne, eventuelt ved en fremadrettet risikovurdering.

Forslagene bør tage højde for inddragelse af afledede offentlige udgifter

ved arbejdsskader under systemet med forebyggende effekt. Eventuelt

kompensation til virksomhederne, således at udgifterne til ordningen ikke

skal belaste konkurrenceevnen unødigt, bør tages i betragtning.

Udvalget skal også komme med forslag til etableringen af et forenklet og

effektivt administrativt system, der inddrager arbejdsmarkedets parter i

ansvaret for udviklingen af både forebyggelsen af arbejdsskader og

erstatningen for arbejdsskader.

Den samlede administration bør ikke overskride de ressourcemæssige rammer,

som i det eksisterende system medgår til at administrere forebyggelse og

erstatning, og rollefordelingen skal defineres klart, således at

dobbeltadministration og kompetencestridigheder undgås. Det fremtidige

administrative system skal kunne varetage de samme opgaver og opfylde de

samme forpligtelser som det eksisterende system.

Der skal også peges på, hvilke andre instanser der kan styrkes for at opnå

en højere grad af forebyggelse af arbejdsskader samt på fornødne forsøgs- og

overgangsordninger.

Udvalget må redegøre for de administrative, økonomiske og

fordelingsmæssige konsekvenser af overvejelserne og kan indhente oplysninger

fra særligt sagkyndige. Udvalget nedsættes under Socialministeriet og

sammensættes af repræsentanter for de relevante ministerier og

arbejdsmarkedets parter.

Resultatet af udvalgets overvejelser bør foreligge inden den 1. oktober

1993. Udvalget har mulighed for at afgive delbetænkninger.

Med hensyn til spørgsmålet om en udvidelse af erhvervssygdomsbegrebet har

socialministeren noteret sig, at Socialdemokratiet havde stillet et

ændringsforslag til lovforslagets § 10, hvorefter der skulle indføres

speciallovgivning for skulder-nakke-lidelserne. Dette forslag er nu trukket

tilbage.

Socialministeren kunne ikke støtte Socialdemokratiets ændringsforslag, men

har imidlertid forståelse for de betragtninger, der ligger bag

ændringsforslaget.

Socialministeren vil derfor anmode chefen for Arbejdsskadestyrelsen om at

fremskynde overvejelserne om, under hvilke betingelser

skulder-nakke-lidelserne kan komme på erhvervssygdomsfortegnelsen, og

afslutte disse overvejelser i efteråret 1992.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af

Socialistisk Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer) lovforslaget til

vedtagelse med de under nr. 2, 4, 11, 12, 13, 14 og 15 stillede

ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Socialdemokratiets medlemmer af

udvalget) udtaler, at med vedtagelsen af lovforslaget og de af ministeren og

af mindretallet stillede ændringsforslag og med socialministerens

tilkendegivelser i betænkningen lægges grundlaget for en række forbedringer

af arbejdsskadesystemet, som mindretallet gennem lang tid har ønsket.

Mindretallet lægger vægt på, at der af socialministeren og af et flertal i

udvalget er givet udtryk for, at der skal ske en tilpasning af

arbejdsskadesystemet, så der dels lægges vægt på den forebyggende virkning,

en præmiegraduering og en tilbageførsel af det offentliges udgifter til

skadevolderen, dels sker en tilpasning af arbejdsskadebegrebet, så det i

højere grad dækker de skader, der faktisk opstår i forbindelse med arbejdet

eller de forhold, hvorunder det udføres.

Den forebyggende virkning opnås bl.a. ved indførelse af et socialt

erstatningssystem finansieret ved afgifter, der gradueres efter en vurdering

af arbejdsmiljøets tilstand på den enkelte virksomhed. Mindretallet lægger

vægt på, at denne vurdering ikke udelukkende bliver erfaringsbaseret.

Med hensyn til udvidelse af arbejdsskadebegrebet lægger mindretallet vægt

på, at der nu skal tages stilling til, under hvilke omstændigheder

skulder-nakke-lidelserne kan optages på erhvervssygdomslisten, og hvorledes

ulykkesbegrebet kan udvides til at omfatte pludseligt opståede skader som

følge af f.eks. tungt løftearbejde.

Mindretallet ønsker at henlede opmærksomheden på, at ministeren har

redegjort for tillidsrepræsentanters stilling i forhold til arbejdsskadeloven

i svaret på spørgsmål 24, jf. bilag 26, og spørgsmål 36, jf. bilag 49, og

endvidere redegjort for forholdet til sygedagpengelovens 52-ugers-regel for

arbejdsskade i svaret på spørgsmål 38, jf. bilag 49.

Ministeren har endvidere som svar på spørgsmål 47, jf. bilag 59, i punkt 7

oplyst, at der allerede efter § 25 i gældende lov er adgang til at betale for

behandling hos psykolog og for optræning af hjerneskadede.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1, 2, 3, 5, 7,

8, 9, 10, 11, 12, 13, 14 og 15 stillede ændringsforslag.

Mindretallet støtter nedsættelsen af det af socialministeren foreslåede

udvalg. Det er en nødvendighed, at der bliver taget skridt til at få

arbejdsskadelovgivningen i overensstemmelse med EF-reglerne allerede nu for

derved at forhindre hovsaløsninger den 1. januar 1999.

Mindretallet lægger vægt på, at den fremtidige ordning også inddrager de

afledede samfundsmæssige udgifter, der er forbundet med arbejdsskader.

Samtidig lægger mindretallet vægt på, at et fremtidigt system, som formuleret

af socialministeren, skal kunne varetage de samme opgaver og opfylde de samme

forpligtelser som det eksisterende system. Mindretallet ønsker i den

forbindelse at understrege hensynet til retssikkerheden i den konkrete

sagsbehandling, herunder at de almindelige forvaltningsmæssige krav til

saglig forvaltning opfyldes, og naturligvis at Folketingets Ombudsmand

fortsat vil have indsigt i den fremtidige forvaltning.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men kan dog

stemme for de under nr. 2, 3, 6, 7, 8, 11 og 15 stillede ændringsforslag.

Mindretallet kan ikke støtte lovforslaget trods de få ændringer, der vil

ske, idet det er mindretallets generelle holdning, at det offentlige slet

ikke skal blande sig i dette område, da det må være op til arbejdsmarkedets

parter.

Det er udelukkende i et forsøg på at få loven så lidt dårlig som muligt,

at mindretallet kan støtte nogle af ændringsforslagene, men disse ændringer

vil ikke være nok til, at mindretallet stemmer for lovforslaget.

Under udvalgsbehandlingen trak Socialdemokratiet sit ændringsforslag om,

at der skal foreligge en afgørelse efter 3 måneder i modsætning til de 9

måneder i dag. Mindretallet overtog i den anledning ændringsforslaget, idet

mindretallet ikke længere blot vil se passivt på, at ministeren og

Folketinget gang på gang opfordrer til kortere sagsbehandlingstider.

Forvaltningerne kan ikke forstå et vink med en vognstang, og derfor er vi

tvunget til at lovgive på en sådan måde, at de tvinges til kortere

sagsbehandlingstider.

Det drejer sig om menneskeskæbner, og så er det ikke rimeligt, at det

offentlige skal sidde og trække sagerne i langdrag. I det modsatte tilfælde,

hvor det er private, som skal aflevere ting til det offentlige, må

privatpersoner arbejde dag og nat for at overholde tidsfristerne. Den

forskelsbehandling og forkælelse af det offentlige kan mindretallet ikke

godkende.

Under udvalgsbehandlingen har desuden spørgsmålet om graduering af

arbejdsskadeforsikringerne været fremherskende. Her er det mindretallets

klare holdning, at det må være et anliggende mellem

arbejdsgiverne/arbejdstagerne og forsikringsselskaberne, hvilket også i stor

udstrækning er tilfældet i dag. Det offentlige skal således heller ikke

blande sig i dette område.

Ændringsforslag

Af et mindretal (SF):

Til § 3

1) I nr. 2 indsættes efter »virksomheden«:

»eller mellem flere arbejdspladser samt i øvrigt i forbindelse med

udøvelsen af deres tillidshverv i henhold til gældende regler«.

Af socialministeren , tiltrådt af udvalget:

Til § 10

2) Stk. 3 affattes således:

»Stk. 3. Sygdomme, der er omfattet af stk. 1, nr. 2, og stk.

2, kan kun anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, jf. §

58. Disse sygdomme skal forelægges Erhvervssygdomsudvalget, medmindre

Arbejdsskadestyrelsen skønner, at forelæggelsen vil være udsigtsløs.«

Til § 12Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (FP):

3) Stk. 2 udgår.

Af et mindretal (S), tiltrådt af et flertal (KF, V, CD, RV

og KRF):

4) Stk. 2 affattes således:

» Stk. 2 . Godtgøres det, at den anmeldte personskade ikke

udelukkende er forvoldt af den anmeldte skade, skal skadelidte underrettes

herom senest samtidig med meddelelsen om skadestilfældets anerkendelse, jf. §

23.«

Af et mindretal (SF):

Til § 19 5) I stk. 1 indsættes efter 1. pkt. som nyt

punktum:

»Socialministeren fastsætter endvidere efter forhandling med

arbejdsministeren retningslinier for arbejdsmiljømyndighederne med det formål

at sikre, at erfaringer fra konkrete arbejdsskader indgår i

arbejdsmiljømyndighedernes videre arbejde.«

Af et mindretal (FP):

Til § 23 6) I stk. 1 affattes 2. pkt. således:

»Fristen er ligeledes 3 måneder for sygdomme på fortegnelsen over

erhvervssygdomme, jf. § 10, stk. 1, nr. 1.«

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (FP):

Til § 26 7) 2. pkt. udgår.

Til § 31 8) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 3. Når en arbejdsskade medfører sygdom i 13 uger eller

derover, ydes der løbende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, dog

maksimalt, hvad der svarer til fuld erhvervsevnetabserstatning under

forudsætning af, at den pågældende ikke modtager løn under sygdom. Denne

erstatning ydes, indtil tilstanden er stationær eller raskmelding foreligger.

Erstatningen kan tidligst ydes fra det tidspunkt, hvor arbejdsskaden er

anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen eller det pågældende

forsikringsselskab.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Af et mindretal (SF):

Til § 32 9) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 3. Når revalidering eller omskoling bliver nødvendig

som følge af arbejdsskaden, er den forsikrede berettiget til en

revalideringsydelse, der svarer til fuld erhvervsevnetabserstatning. Efter

revalideringens eller omskolingens afslutning træffes den endelige afgørelse

om kapitalisering, jf. § 43. Ydelsen kan normalt løbe i indtil 5 år, idet

eventuel forrevalidering ikke indregnes heri. Ydelsen løber fra det

tidspunkt, hvor revalidering eller omskoling påbegyndes, dog tidligst fra det

tidspunkt, hvor skaden er anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen eller til det

pågældende forsikringsselskab.«

Stk. 3-7 bliver herefter stk. 4-8.

Til § 39 10) Paragraffen udgår.

Af socialministeren , tiltrådt af udvalget:

Til § 42 11) Stk. 4 affattes således:

» Stk. 4 . Ved fastsættelsen af løbende erstatningsydelse,

kapitalerstatning samt godtgørelsesbeløb beregnes erstatningen og

godtgørelsen, som om arbejdsskaden var indtruffet på afgørelsens

tidspunkt.«

Af et mindretal (S), tiltrådt af et flertal (KF, V, SF, CD,

RV og KRF):

Til § 58 12) I stk. 2 ændres »6 andre« til:

»8 andre«.

13) I stk. 3 indsættes i 2. pkt. efter

»Arbejdstilsynet«: », et medlem efter indstilling fra de

offentlige arbejdsgivere, et medlem efter indstilling fra Funktionærernes og

Tjenestemændenes Fællesråd«.

Ny paragraf 14) Efter § 68 indsættes i kapitel 11 som ny

paragraf:

»§ 01. Arbejdsskadestyrelsen aflægger skriftlig beretning med

statistiske oversigter een gang årligt. Beretningen og statistikken skal også

omfatte Erhvervssygdomsudvalgets arbejde.«

Af socialministeren , tiltrådt af udvalget:

Til § 70 15) Stk. 3 affattes således:

» Stk. 3 . I sager, der er omfattet af stk. 2, anvendes denne

lovs §§ 43, 44, 54 og 55 i stedet for §§ 39, 40, 53 og 54 i lov om

arbejdsskadeforsikring

1) ved omsætning af løbende årlig erstatning for tab af erhvervsevne og

for tab af forsørger til efterladt ægtefælle m.fl. til kapitalbeløb,

2) ved udbetaling af erstatning og godtgørelsesbeløb,

3) ved høring af sagens parter og

4) ved aktindsigt og klageadgang for sagens parter og

arbejdsgiveren.«

Bemærkninger

Til nr. 1 Ved ændringsforslaget præciseres det, at også

tillidsrepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter, der dækker flere

arbejdspladser, er dækket af forsikringen, når de som led i deres hverv

bevæger sig mellem de forskellige arbejdspladser.

Endvidere sikres personer i tillidshverv, når de deltager i møder og

kurser m.v. uden for arbejdstiden, når disse er en forudsætning for eller et

led i deres tillidshverv.

Til nr. 2 Der har under lovforslagets behandling vist sig et udtalt ønske

om, at adgangen til at forelægge sager for Erhvervssygdomsudvalget ikke

begrænses som foreslået. Da der på den anden side er forståelse for, at

Erhvervssygdomsudvalget ikke bør belastes af udsigtsløse sager, foreslås det,

at sager, der er omfattet af stk. 1, nr. 2, og stk. 2, skal forelægges for

udvalget, medmindre Arbejdsskadestyrelsen ud fra sit kendskab til

Erhvervssygdomsudvalgets praksis skønner, at sagen ikke kan anerkendes efter

forelæggelse for udvalget, det vil sige, når forelæggelse er åbenbart

irrelevant.

Til nr. 3 Ved ændringsforslaget bringes arbejdsskadelovgivningen i

overensstemmelse med erstatningsansvarsloven. Der åbnes hermed mulighed for,

at en forudbestående lidelse ikke får konsekvenser for en

erstatningsfastsættelse, når der ikke er tale om, at skadelidte har en nedsat

erhvervsevne.

Ved ændringsforslaget imødekommes den kritik, ombudsmanden har rejst.

Til nr. 4 Tilføjelsen af ordene »Godtgøres det« tjener det

formål at understrege, at det skal være klart dokumenteret, at den anmeldte

personskade ikke udelukkende er forvoldt af den anmeldte skade.

Til nr. 5 Ved ændringsforslaget sikres det, at der er hjemmel til at

fastsætte regler om samarbejde mellem de sociale myndigheder og

arbejdsmiljømyndighederne for så vidt angår det forebyggende arbejde, der

findes at være nødvendigt i anledning af konkrete arbejdsskader.

Til nr. 6 Ændringsforslaget tager alene sigte på at ændre den nugældende

frist i stk. 1, sidste pkt., fra 9 måneder til 3 måneder.

Der vil herefter gælde de samme frister for ulykker som for

erhvervssygdomme, som er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme, jf. §

10, stk. 1, nr. 1.

Til nr. 7 Ændringen er en konsekvens af ændringsforslag nr. 3 (til § 12),

og der henvises til bemærkningerne hertil.

Til nr. 8 I perioden fra en arbejdsskade indtræder og til afgørelse kan

træffes, opstår undertiden den situation, at den skadelidte afskediges på

grund af sygdom og henvises til sygedagpenge. Ifølge sygedagpengeloven er der

en tidsgrænse, idet der er ret til sygedagpenge i 52 uger inden for de sidste

18 måneder. Herefter er skadelidte henvist til kontanthjælp, som, når der

foreligger ægteskab, ofte er forsvindende lille og medfører en del økonomiske

problemer for de ramte familier.

Da en afgørelse om, hvorvidt der tilkommer skadelidte erstatning for tab

af erhvervsevne og godtgørelse for varigt men, kan trække ud, fordi der ikke

foreligger en stationær situation, er der derfor behov for at sikre

skadelidte mulighed for en løbende ydelse.

Den foreslåede ydelse svarer ikke til fuld løn, men blot til 80 pct.

heraf, dog maksimalt ca. 280.000 kr. årligt, hvilket er i overensstemmelse

med arbejdsskadelovens øvrige erstatningsniveau ved erhvervsevnetab.

Til nr. 9 Arbejdsskadestyrelsen er ofte blevet kritiseret for, at

styrelsen ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til den arbejdsskadedes

mulighed for at generhverve sin arbejdskraft. Denne kritik er berettiget, men

lider dog af den mangel, at der i den hidtidige lovgivning ikke er hjemmel

til at foretage den fornødne indsats for at få reetableret erhvervsevnen.

Dette ændringsforslag åbner op for, at Arbejdsskadestyrelsen i langt

højere grad kan være aktiv i forsøget på at forhindre lang tids passivitet,

der ofte får den konsekvens, at erhvervsevnen helt forsvinder hos skadelidte.

Samtidig giver ændringsforslaget socialministeren et reelt redskab i forsøget

på at få et aktivt samarbejde mellem kommunerne og arbejdsskadestyrelsen i de

konkrete sager. Kommunerne vil kunne få en fordel herved, idet man ved en

hurtig indsats ofte kan forhindre en fremtidig pensionering.

Til nr. 10 Ved ændringsforslaget udgår bestemmelsen om, at der skal ske

modregninger på grund af tjenestemandspensionen. Det forekommer ikke

rimeligt, at mennesker, som ansættes efter tjenestemandsregler, på denne måde

stilles ringere end mennesker, der kan modtage pension via

pensionskasseopsparing eller via privat opsparing.

Til nr. 11 Da formuleringen i lovforslaget kan give anledning til tvivl,

fordi godtgørelsesbeløb ikke er nævnt, jf. § 33, foreslås det, at

retstilstanden præciseres med det foreslåede ændringsforslag. Der er ikke

indholdsmæssige ændringer i forhold til det foreliggende lovforslag.

Til nr. 12 og 13 Det synes rimeligt, at også repræsentanter for det

offentlige arbejdsmarked får indflydelse på udviklingen af

erhvervssygdomsbegrebet.

I store dele af de sektorer, der arbejder med mennesker f.eks. dele af

sundhedssektoren, politiet og lignende, optræder arbejdsskader, der er

specifikke for området, og det er ønskeligt, at disse gruppers særlige

problemer bliver kendt i udvalget.

Til nr. 14 Bestemmelsen er ny.

Den skriftlige beretning med statistiske oversigter, som

Arbejdsskadestyrelsen pålægges at udarbejde een gang årligt, skal ligeledes

omfatte Erhvervssygdomsudvalgets arbejde og bør derfor udarbejdes i

samarbejde med medlemmerne af Erhvervssygdomsudvalget.

Beretningen skal tjene bl.a. det formål at skabe et klart overblik over

skadesudviklingen.

Til nr. 15 Med ændringsforslaget præciseres, at reglerne i

forvaltningsloven og i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade om

partshøring, aktindsigt og klageadgang også anvendes i sager, der fortsat

behandles efter lov om arbejdsskadeforsikring, jf. § 70, stk. 2.

Jytte Andersen (S) Pernille Forchhammer (S) Jytte Hilden (S) Jørn

Pedersen (S) Jan Petersen (S) Grete Schødts (S) Taanquist (S) nfmd.

Hanne Thanning Jacobsen (SF) Bente Juncker (CD) Pia Christmas-Møller (KF)

Per Tærsbøl (KF) Grethe Fenger Møller (KF) Eva Kjer Hansen (V) Hanne

Severinsen (V) Tom Behnke (FP) Lone Dybkjær (RV) Kofod-Svendsen (KRF)

fmd.

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål og socialministerens svar herpå

Spørgsmål 24:

»Ministeren bedes redegøre for, i hvilken udstrækning

tillidsrepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter er dækket af virksomhedens

arbejdsskadeforsikring under udførelse af tillidshvervet uden for

virksomhedens område.«

Svar:

En virksomhed har forsikringspligt efter arbejdsskadeforsikringsloven for

sine tillidsrepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter under disses udførelse

af aktiviteter, som direkte vedrører tillids- og sikkerhedsforhold på

virksomheden.

I det omfang sådanne virksomhedsrelaterede aktiviteter foregår uden for

virksomhedens geografiske område, er repræsentanterne ligeledes omfattet af

virksomhedens arbejdsskadeforsikring.

Omvendt vil repræsentanterne ikke være omfattet af virksomhedens

forsikring under udførelse af aktiviteter, som måske er relevante for

varetagelsen af disse hverv generelt, men som ikke relaterer sig til konkrete

forhold på virksomheden. Dette gælder, selv om aktiviteten måtte finde sted

på virksomhedens område.

Følgende eksempler belyser forsikringsdækningens omfang og grænser.

Eksempel 1:

En tillidsrepræsentant arbejder med en konkret sag vedrørende forholdet

mellem en medarbejder og virksomhedens ledelse. Medarbejderen er sygemeldt og

må derfor besøges i hjemmet. Her vil tillidsrepræsentantens færden til

medarbejderens bopæl, opholdet hos medarbejderen og færden tilbage være

forsikret aktivitet.

Eksempel 2:

En tillidsrepræsentant kommer til skade, da han er i færd med på sit

kontor i virksomheden at skrive en ansøgning til sin fagorganisation om

deltagelse i et kursus i forhandlingsteknik. Dette tilfælde er ikke omfattet

af virksomhedens arbejdsskadeforsikring.

Spørgsmål 36:

Ad svaret på spørgsmål 24, jf. bilag 26, samt kommentaren til FTF's

forslag om tillidsrepræsentanterne, jf. bilag 28.

»a. Skal svaret og kommentaren forstås således, at en

fællestillidsrepræsentant, der dækker flere filialer af en virksomhed

placeret geografisk spredt, er omfattet af arbejdsskadeforsikringslovens

beskyttelse ved sin færden mellem disse filialer?

b. Hvad er begrundelsen for, at en tillidsrepræsentant ikke er omfattet af

loven ved udførelse af hverv som f.eks. deltagelse i kursusvirksomhed, når

dette sker i overensstemmelse med reglerne aftalt med arbejdsgiver og er en

del af almindelig tillidsrepræsentantuddannelse/-arbejde?»

Svar:

Ad a:

En fællestillidsrepræsentant, der færdes mellem forskellige geografisk

spredte filialer af samme virksomhed, er dækket efter lov om

arbejdsskadeforsikring under sin færden frem og tilbage samt under opholdet

på den »fremmede filial«.

Det er en forudsætning, at formålet med besøget på den »fremmede

filial« er et tillidshverv eller et led i den pågældendes arbejde på

virksomheden i øvrigt. Det vil sige, a tillidsmanden ikke er dækket, hvis

formålet er af privat karakter.

Ad b:

Det er arbejdsskadeforsikringslovens sigte at dække de risici, der er

forbundet med arbejdet.

Efter Arbejdsskadestyrelsens praksis vil skader, der rammer

tillidsrepræsentanter, blive anerkendt, når skaden opstår under

tillidsrepræsentantens direkte arbejde som tillidsrepræsentant.

For så vidt angår ansattes skader under deltagelse i kurser lægges der

blandt andet vægt på, i hvilket omfang arbejdsgiveren konkret har betalt for

kurset eller har givet den ansatte tjenestefri med løn eller har aftalt

kurset med den ansatte. Videre lægges der vægt på, om der er tale om en

kursusaktivitet i virksomhedens interesse eller i den ansattes interesse. I

mange tilfælde vil et kursus være i begge parters interesse, og her vil der

blive tale om en interesseafvejning.

Specielt for så vidt angår tillidsrepræsentantens deltagelse i

tillidsrepræsentantuddannelse anser styrelsen tillidsrepræsentantens

deltagelse i sådanne kurser m.v. for en personlig uddannelse af den

pågældende. Derfor anerkender styrelsen ikke skader, der indtræder under

sådan kursusaktivitet.

Spørgsmål 37:

Ad kommentaren fra FTF vedrørende § 12.

»Hvad er begrundelsen for, at vægtningen af forbeholdet først sker

ved erstatningsudmålingen?»

Svar:

Med lovforslaget indføres frister for anerkendelse/afvisning af anmeldte

skader.

Til brug for afgørelsen om anerkendelse/afvisning indhenter styrelsen

lægelige og andre oplysninger om den anmeldte skade og dens følger.

I forbindelse hermed får styrelsen også oplysninger om eventuelle

ikke-arbejdsrelaterede skader, men ikke nødvendigvis tilstrækkelige

oplysninger om disses følger.

Når der er truffet afgørelse om anerkendelse af en konkret skade som

arbejdsskade, indhenter styrelsen supplerende oplysninger om arbejdsskadens

følger med henblik på erstatningsudmålingen.

Styrelsen træffer afgørelse om erstatning, når de varige følger af skaden

kan vurderes (lovforslagets § 31, som afløser § 26 i gældende lov).

Det er først, når styrelsen kan vurdere de varige følger af arbejdsskaden,

at forbeholdet kan vægtes.

Derfor vægtes forbeholdet først ved erstatningsudmålingen.

Spørgsmål 38:

Ad kommentaren fra FTF vedrørende § 31.

»Ifølge bemærkningerne til de sidste ændringer af § 26 blev fristen

for afgørelse om erstatning ændret fra 3 år til 2 år med følgende

begrundelse: »Der opnås hermed harmoni mellem

arbejdsskadeforsikringslovens og sygedagpengelovens regler om

varighedsbegrænsningen, hvorefter dagpenge normalt ikke kan udbetales i mere

end 2 år.«

Hvordan harmonerer dette med kommentarens henvisning til, at der ikke i

forbindelse med sygedagpengelovens ændring af varighedsbegrænsningen var en

sådan sammenhæng?

Forlængelsesreglerne i sygedagpengeloven går netop på den situation, hvor

der er en stationær tilstand med mulighed for revalidering, eller under

behandling/konkret ventetid på behandling, hvor der er mulighed for at få

genskabt arbejdsdygtigheden. Men efter arbejdsskadeforsikringsloven kan man

jo netop ikke skønne over erstatningens størrelse, før tilstanden er

stationær. De mennesker, som stadig er syge, hvor der ikke er

revalideringsmuligheder for tiden eller behandlingsmuligheder, falder derfor

i et hul mellem de to lovgivninger. Erstatningsfastsættelsen trækker ud,

fordi der ikke er mulighed for at skønne over skadelidtes fremtidige

helbredstilstand, og samtidig kan man ikke forlænge sygedagpengene ud over de

52 uger, fordi betingelserne ikke er opfyldt. Er det rimeligt?»

Svar:

Begrundelsen for at sætte varighedsbegrænsningen til et år i

sygedagpengeloven har været, at en for lang periode med sygedagpenge ikke må

virke som en barriere for, at de nødvendige foranstaltninger iværksættes, før

sygedagpengeperiodens varighed i sig selv bliver et problem for at vende

tilbage til arbejdsmarkedet. Der må inden for et år normalt kunne tages

stilling til, om pågældende kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, eller om

der skal søges om pension.

Formålet med nedsættelsen af varighedsbegrænsningen i sygedagpengeloven

har også relevans for arbejdsskade. Også i tilfælde hvor erstatningens

størrelse ikke har kunnet fastlægges inden for et år, vil det normalt være

muligt at afgøre, om der skal iværksættes revalidering eller søges pension.

En sådan afgørelse bør ikke udskydes blot for at afvente den endelige

afgørelse om størrelsen af erstatningen efter

arbejdsskadeforsikringslovgivningen.

Hertil kommer, at Arbejdsskadestyrelsen ved administrationen af loven er

opmærksom på et eventuelt dagpengeophør og søger at tilrettelægge

sagsbehandlingen efter dette.

Arbejdsskadestyrelsen søger således at imødegå uheldige følger af

dagpengeophør ved at træffe en foreløbig (midlertidig) afgørelse om

erstatning for tab af erhvervsevne med virkning fra dagpengenes ophør.

For at styrelsen kan benytte denne mulighed, er det en forudsætning, at

der er tale om en anerkendt arbejdsskade. Det kan i visse sager - typisk ved

erhvervssygdomssager og ved for sent anmeldte arbejdsulykkessager -

undtagelsesvis være vanskeligt at træffe denne afgørelse i rette tid.

For så vidt angår spørgsmålet om det rimelige i, at skadelidte kan falde i

et hul mellem de to lovgivninger, skal der henvises til,

at skadelidte efter bistandsloven har mulighed for bistand i denne

periode,

at Arbejdsskadestyrelsen, som det fremgår, har mulighed for at træffe

foreløbige (midlertidige) afgørelser i denne periode,

at Arbejdsskadestyrelsen efterfølgende har mulighed for at træffe

afgørelse om erstatning med tilbagevirkende kraft, og

at der i de retningslinjer, der skal fastsættes efter forslagets § 19,

også bliver mulighed for en koordinering mellem kommunerne og

Arbejdsskadestyrelsen på dette punkt.

Der henvises i øvrigt til socialministerens kommentarer af 11. marts 1992

til FTF's brev af 10. januar 1992.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter