Spring til indhold

Retsinformation

1992 BTL 285 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN OG PERSONSKATTELOVEN (BEFORDRING) NR L 285 1992-93, 1. SAMLING

1992/1 BTL 285Betænkning over lovforslagFolketinget26. august 1993

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret

skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og ministerens svar herpå

tillige med nogle af ministerens kommentarer til skriftlige

henvendelser er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser

fra:

Christensen, Erik, Almind, bilagsnr. 1

Danmarks Aktive Handelsrejsende, bilagsnr. 2 og 20

Det Danske Advokatsamfund, Advokatrådet, bilagsnr. 29

Forenede Danske Motorejere, bilagsnr. 3

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, bilagsnr. 47

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, bilagsnr. 38

FTF, bilagsnr. 55 og 61

HK/Handel, bilagsnr. 14

Immersen, Ivan og Lutzhøft, Anders, Snedsted, bilagsnr. 54

Intax A/S, bilagsnr. 37

Jerlach, Torben, Næstved, bilagsnr. 21

Mortensen, Leo B., Esbjerg, bilagsnr. 31

Møller, Benno, Rønnede, bilagsnr. 22

Sammenslutningen af Danske Småøer, Avernakø, Faaborg, bilagsnr. 26

Sørensen, Mogens B., Kolding, bilagsnr. 4 og 18

Unimerco A/S, bilagsnr. 7

Wegener, Morten, Otterup, bilagsnr. 23

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de

ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det stillede

ændringsforslag.

Læs alt

Flertallet anfører, at i regeringsgrundlaget »En ny start« blev

det fastslået, at beskæftigelsen skal øges, og at der skulle gennemføres en

skatteomlægning, der skal nedbringe skatten af arbejdsindkomst.

Samtidig afstak regeringen en række retningslinier for skatteomlægningen:

- Det samlede økonomiske grundlag for de enkelte familier i egen bolig

måtte ikke forringes.

- Den samlede omlægning skulle sikre balance - socialt og mellem de

forskellige boligformer.

- Der skulle skabes sammenhæng i skattesystemet, så forskellige indkomster

blev beskattet ensartet, således at omgåelsesmuligheder blev imødegået,

således at der skabtes større enkelhed og således, at der sikredes en bedre

fordeling af skattebyrden, samtidig med at retssikkerheden prioriteredes

højt.

- Vægten i beskatningen skulle forskydes fra indkomstbeskatning til

miljøskatter.

Flertallet konstaterer, at disse krav er opfyldt med de fremsatte

lovforslag til omlægning af skattesystemet. Samtidig styrkes erhvervenes

konkurrenceevne.

Med de fremsatte lovforslag tilvejebringes et skattesystem, som sikrer

markant lavere skatteprocenter på alle indkomstniveauer.

Grundlaget for sænkningen af skatteprocenterne er bl.a. tilvejebragt

gennem en ensartet beskatning af forskellige typer af indkomster.

Samtidig betyder den lavere, men ensartede beskatning, at bæredygtige og

fornuftige investeringer, der skaber vækst og beskæftigelse, begunstiges på

bekostning af ufrugtbare og rent skattemæssigt begrundede transaktioner, der

alene bygger på og bæres af det tidligere skattesystems mangler og manglende

sammenhæng.

Med skatteomlægningen er grundlaget skabt for et skattesystem, der skaber

og understøtter forudsætningerne for ny vækst og dynamik i samfundet, hvor vi

hidtil har levet med en samfundsudvikling, der i væsentlig grad var afstemt

efter uhensigtsmæssige og skadelige skattemæssige overvejelser og

kalkulationer.

Skatteomlægningen er både økonomisk og socialt nøje afbalanceret.

Provenuet til de markant lavere trækprocenter på alle indkomstniveauer er

tilvejebragt ved hjælp af indførelse af nye grønne afgifter, ved hjælp af

øremærkede arbejdsmarkedsbidrag og gennem en eliminering af misforhold og

misvækster, der har muliggjort, at grupper af skattepligtige har haft

mulighed for en lav skattebelastning i skærende kontrast til deres

forbrugsmuligheder.

Indførelse af grønne afgifter er fulgt op af skattelettelser for

lavindkomster kombineret med en forhøjelse af børnefamilieydelsen, således at

de grupper, der belastes forholdsmæssigt hårdest af de grønne afgifter,

kompenseres.

De helt nødvendige sænkninger af skatteprocenterne er fulgt op af en

normal beskatning af hidtil skattefri eller lavt beskattede indkomster.

Med de øremærkede arbejdsmarkedsbidrag er der skabt synlighed i

finansieringen af præcist angivne udgiftsformål på arbejdsmarkedet.

Regeringens helt nødvendige krav om sikring af boligejernes økonomiske

vilkår er indfriet. Rentefradragets værdi følger sænkningen af

skatteprocenterne, og sideløbende hermed nedsættes lejeværdien. Hertil kommer

mulighederne for gennem konvertering af realkreditlån at tilpasse sig det

ændrede renteniveau.

Personskattelettelserne er gennemført, uden at erhvervslivets omkostninger

herved er forøget.

På denne baggrund skal flertallet konkludere, at der ved gennemførelse af

skatteomlægningen er sikret

- væsentlige reduktioner af skatteprocenterne af arbejdsindkomst,

- øget miljøansvarlighed i beskatningen,

- et skattesystem, der er tilpasset verden omkring os, både hvad struktur

og beskatningsprocenter angår,

- et beskatningssystem, som tilvejebringer grundlaget for en ny vækst og

dynamik i samfundet,

- en beskatning, som sikrer boligejernes økonomiske situation,

- og et skattesystem, som skaber sikkerhed for skatternes udvikling i de

kommende år.

Flertallet opfordrer Folketingets øvrige partier, erhvervslivet,

arbejdsmarkedets parter, kommuner og amter samt alle øvrige gode kræfter i

det danske samfund til at deltage i det store, vanskelige og spændende

projekt, det er at få skabt øget beskæftigelse, ny fremgang og dermed en

»Ny kurs mod bedre tider« for alle danskere.

Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af

udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet betragter regeringens samlede økonomiske udspil som en helhed.

Da Det konservative Folkeparti og Venstre er modstandere af regeringens

samlede plan, vil de to partier stemme imod alle regeringens lovforslag,

uanset at partierne ville kunne støtte enkelte af lovforslagene, hvis de ikke

indgik i den fremlagte helhed. Nogle af lovforslagene har partierne ved

tidligere lejligheder selv fremlagt, men i helt andre sammenhænge.

Regeringens samlede økonomiske plan består af tre elementer: Nye

offentlige udgifter, ændringer i dagpengesystemet og omlægning af

skattesystemet. Samlet lægger disse tre elementer op til en ny kurs i den

økonomiske politik, som har en forkert ideologisk drejning og er økonomisk

uansvarlig.

For det første har regeringen foreslået nye offentlige udgifter på 11-12

mia. kr. i 1994. Regeringen har dermed brudt de sidste 10 års stramme

udgiftspolitik og har sat kursen mod nye udvidelser af den offentlige sektor.

For det andet indebærer den foreslåede skatteomlægning, at det private

erhvervslivs kapitalgrundlag i de kommende år vil blive udhulet af

avanceskatter på aktier, ejendomme og goodwill samtidig med, at

erhvervslivets konkurrenceevne bliver forringet. Boligudgiften for boligejere

vil stige, således at de private ejerboliger stilles ringere i forhold til de

offentligt støttede udlejningsboliger. Den foreslåede bruttoskat vil forringe

vilkårene for ny privat pensionsopsparing.

For det tredje har regeringen fremlagt en arbejdsmarkedspolitik, som slet

ikke løser strukturproblemerne på arbejdsmarkedet, men tværtimod cementerer

de bestående stivheder og lægger grunden til forøgede udgifter til

arbejdsmarkedspolitikken i de kommende år.

Samlet udgør regeringens økonomiske udspil en ideologisk drejning, hvor

den offentlige sektor vil vokse kraftigt, medens der bliver lagt større

byrder på den private sektor.

Mindretallet finder det aldeles utroværdigt og uansvarligt, når regeringen

lover skattelettelser samtidig med, at de offentlige udgifter og underskuddet

på de offentlige budgetter vokser.

Den nye kurs mod større offentlige udgifter vil tværtimod udløse store

skatteregninger i fremtiden.

Der er enkelte forslag om skattelettelser m.v. i den samlede pakke, som

mindretallet ud fra en isoleret betragtning ville kunne støtte.

En ansvarlig økonomisk politik kræver imidlertid, at lettelser og

finansiering hører sammen.

Mindretallet er derfor nødt til at se lovforslagene om lettelser og

skærpelser under eet. Da regeringen ikke har taget initiativ til reelle

forhandlinger om den samlede økonomiske plan, har mindretallet ikke fået

mulighed for at opnå grundlæggende ændringer i regeringens udspil. I

konsekvens heraf vil mindretallet stemme imod alle regeringens lovforslag.

Sammenfattende kan det om skatteforslagene konkluderes, at skattereformen

bl.a. rammer den private ejendomsret, erhvervslivet, ejerboligerne og

pensionsopsparingen. Dertil kommer, at skattetrykket hurtigt vil stige som

følge af de voksende offentlige udgifter.

Mindretallet opfatter lovforslagene som et ideologisk angreb på den

private ejendomsret. Balancen i ejerforholdene i dansk erhvervsliv vil blive

forrykket fra individuel privateje til dominans fra store fonde. Hertil

bidrager især lovforslagene om beskatning af aktie- og ejendomsavancer samt

beskatning af goodwill. Regeringens ændringsforslag ændrer ikke afgørende på

dette forhold.

Den private ejendomsret er selve livsnerven i det privatkapitalistiske

system, som har vist sig at være alle andre systemer overlegent med hensyn

til at sikre størst velfærd og velstand for hele samfundet og dets borgere.

Lovforslagene om beskatning af aktieavancer, ejendomsavancer og goodwill

vil formindske enkeltpersoners lyst til at løbe en risiko og investere i

erhvervsvirksomheder. I stedet vil man foretrække passive investeringer med

betydelig mindre risiko. Det privatkapitalistiske system bygger i

allerhøjeste grad på, at man, hvis man løber en risiko, til gengæld har

mulighed for at opnå en økonomisk gevinst. Fjerner man de økonomiske

incitamenter, herunder muligheden for formuedannelse, slår man dynamikken i

samfundet i stykker med tab af velstand og velfærd til følge.

Mindretallet vender sig endvidere imod den progressive beskatning af

kapitalindkomst. Gennemføres regeringens lovforslag, vil der ikke længere

være symmetri mellem beskatning af renteindtægter og renteudgifter, hvilket

forekommer uheldigt og ulogisk.

Mindretallet er enig med Ligestillingsrådet, når dette i et svar til

Skatteudvalget (L 283, spørgsmål 26) kritiserer reglen om, at begge

ægtefællers kapitalindkomst beregnes på toppen af beregningsgrundlaget hos

den ægtefælle, der har den højeste personlige indkomst.

Der er uenighed mellem regeringen og erhvervslivets organisationer om

størrelsen af erhvervsbelastningen i lovforslagene, men der er ingen tvivl

om, at virksomhederne bliver stærkt belastet til skade for konkurrenceevnen.

Det vil trække i den forkerte retning med hensyn til beskæftigelse og

arbejdsløshed. Mindretallet peger i den forbindelse især på lovforslagene om

afskaffelse af udlandslempelse, varelagernedskrivning og adgangen til at

henlægge til investeringsfonds samt nedsættelse af nedskrivningsprocenten

efter husdyrbesætningsloven. Desuden vil nogle af de grønne afgifter belaste

erhvervenes omkostninger, hvilket også i allerhøjeste grad gælder den

skærpede beskatning af personalegoder samt de stærkt forringede muligheder

for fradrag for befordringsudgifter.

I stedet for at stoppe for adgangen til at henlægge til investeringsfonds

bør ordningen udbygges til en egentlig konjunkturudligningsfond som foreslået

af mindretallet i et konkret lovforslag, der for øjeblikket er til behandling

i Folketinget.

Herved løses det problem, som mange erhvervsdrivende har med svingende

indtægter. Er der ikke gode muligheder for at udjævne de svingende indtægter

over årene, kommer de erhvervsdrivende til at betale en højere skat, end hvis

indtægten var jævnt fordelt, hvilket naturligvis opleves som en stor

uretfærdighed.

Et særligt problem er erhvervenes bidrag til de tre arbejdsmarkedsfonde

specielt efter 1997.

Den kraftige erhvervsbelastning kan kun undgå at skade virksomhedernes

konkurrenceevne, hvis der gennemføres en sænkning af lønniveauet, men det har

ikke været muligt at formå regeringen til at erkende dette faktum.

Mindretallet vender sig stærkt imod den nye skat, som regeringen kalder

øremærkede arbejdsmarkedsbidrag. I realiteten er det den gamle

socialdemokratiske ide om en bruttoskat, der optræder under denne betegnelse.

Bruttoskatten rammer pensionsopsparingen, selv om en sådan opsparing i

allerhøjeste grad er samfundsgavnlig. Lønmodtagerne vil opleve, at der vil

blive opkrævet bruttoskat også af beløb, som arbejdsgiveren indbetaler til

aftalte pensionsordninger, og som lønmodtageren derfor ikke selv får

udbetalt. Dette forhold medfører i øvrigt en klar forskelsbehandling mellem

lønmodtagere med private pensionsordninger i forhold til lønmodtagere med ret

til tjenestemandspension. Regeringens forsøg på at rette op på dette

misforhold ved at foreslå en nedsættelse af tjenestemandspensionen virker

krampagtigt og vil give anledning til berettiget harme i tjenestemandskredse.

De, der sparer op til kapitalpension, bliver særlig hårdt ramt.

Fradragsværdien begrænses, og det indbetalte beløb bruttobeskattes, samtidig

med at skatten på udbetalingerne bevares uændret på 40 pct. Et helt specielt

problem vil opstå for de personer, som har en ordning, hvor arbejdsgiveren

indbetaler til kapitalpensionen. Disse personer vil efter regeringens forslag

ikke netto kunne indbetale et beløb helt op til det fastlagte loft over den

årlige indbetaling til kapitalpension (i 1993 30.000 kr.), idet

forsikringsselskabet skal indbetale bruttoskatten, uden at lønmodtageren får

mulighed for at »fylde op« til loftet. Dette problem eksisterer

ikke for personer, der selv indbetaler til kapitalpensionen.

Mindretallet finder det endvidere stærkt betænkeligt, at der med

bruttoskatten introduceres en ny skatteskrue, som kan anvendes til yderligere

forhøjelser af skatten på et senere tidspunkt.

Trods talrige løfter fra regeringen om det modsatte belaster

skattereformen boligejerne. Nedsættelsen af lejeværdien kan slet ikke

kompensere for den reducerede skattemæssige værdi af rentefradraget.

Forskellen er i et svar til Skatteudvalget af skatteministeren selv opgjort

til en belastning af boligejerne på 2,6 mia. kr., når reformen er fuldt

gennemført.

Ejere af sommerhuse og pensionister i ejerboliger får en særlig følelig

belastning, idet disse ikke får del i den i øvrigt særdeles beskedne

nedsættelse af lejeværdien.

Ejerboliger kan derudover i fremtiden forvente yderligere

skatteforhøjelser, hvis rentefaldet slår igennem og bevirker højere

ejendomsvurderinger. Det fører til højere ejendomsskatter og en højere

lejeværdi.

Unge med særlig stor gæld i forbindelse med uddannelseslån rammes hårdt af

rentefradragsrettens forringelse. Regeringens henvisning til en

bistandsordning for unge med store lån og lille eller ingen indtægt vil ikke

komme den store del af ungdommen med det omtalte problem til gode.

Forringelsen af befordringsfradraget kombineret med forhøjelsen af

benzinafgiften rammer bilisterne og skader mobiliteten på arbejdsmarkedet.

Handelsrejsende og andre, der er afhængige af firmabil, rammes særlig hårdt.

Forringelserne er så markante, at også bilbranchen vil blive hårdt ramt.

De ganske mange mennesker, der i forbindelse med en skilsmisse er pålagt

børne- eller underholdsbidrag, rammes hårdt af begrænsningen af

fradragsværdien af de nævnte bidrag.

Da familier med kun een indkomst ikke har mulighed for at overføre det

uudnyttede bundfradrag i den foreslåede topskat mellem ægtefællerne, vil

disse familier skulle betale mere i skat end familier med to indkomster.

Dette problem, som også findes i dag, vil blive forværret af regeringens

forslag. Regeringens ændringsforslag vil yderligere forstærke problemet.

Mindretallet er enig med regeringen i behovet for markante lettelser i

beskatningen af arbejdsindkomster, som er særdeles høj i Danmark sammenlignet

med andre lande. Men mindretallet er uenig med regeringen i valg af metode

til at nå dette mål. Som beskrevet i ovenstående flytter regeringens forslag

en lang række skattepolitiske hegnspæle i socialdemokratisk og centralistisk

retning og altså væk fra, hvad mindretallet finder ret og rimeligt. Derfor

afviser mindretallet regeringens skattereform og indstiller alle 23

lovforslag i reformen til forkastelse.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede

ændringsforslag.

Mindretallet mener, at der hidtil har været en helt urimelig afgrænsning

mellem ligningslovens §§ 9 B og 9 C, sådan som angivet i den tidligere

udsendte redegørelse fra udvalget om befordringsfradraget. Disse

afgrænsningsproblemer løses nu, og med ændringforslaget, der skaber en

overgangsordning for personer med befordring over meget lange afstande, er

der efter mindretallets opfattelse skabt et rimelig miljørigtigt og lettere

administrerbart regelsæt.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget og det stillede ændringsforslag

ved 2. behandling.

ÆndringsforslagAf skatteministeren , tiltrådt af et flertal

(S, SF, CD, RV og KRF):

Til § 3 1) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 3. Uanset bestemmelsen i § 1, nr. 7, kan

skattepligtige, der i indkomståret 1993 er berettigede til at foretage

fradrag for befordring i egen bil efter reglerne i ligningslovens § 9 C, stk.

4, jf. lovbekendtgørelse nr. 1223 af 17. december 1992, vælge at foretage

fradrag for befordring efter reglerne i 2. og 3. pkt. Fradrag kan kun

foretages for den strækning mellem hjem og arbejdsplads, som berettiger til

fradrag i 1993, og fradraget kan højst udgøre et beløb, der svarer til

fradraget i 1993. Fradraget foretages efter reglerne i ligningslovens § 9 C,

stk. 1-3, dog således, at daglig befordring over 130 km i 1994, 150 km i

1995, 170 km i 1996 og 190 km i 1997 kan fradrages med 1,05 kr. pr. km.«

Bemærkninger

Til nr. 1 En ophævelse af særreglen i ligningslovens § 9 C, stk. 4, om

befordring i egen bil betyder, at en række skatteydere med meget lang

transport mellem hjem og arbejde på een gang mister en del af et relativt

stort befordringsfradrag ved skift til det normale befordringsfradrag. For at

give skatteydere, der allerede anvender særreglen, mulighed for at indrette

sig på nye regler, foreslås en overgangsregel.

Tre betingelser skal være opfyldt, for at overgangsreglen kan anvendes:

1) Skatteyderen skal være anset berettiget til at foretage fradrag efter

særreglen i ligningslovens § 9 C, stk. 4, i indkomståret 1993,

2) fradrag kan alene foretages for den strækning mellem hjem og

arbejdsplads, som berettiger til fradrag efter § 9 C, stk. 4, i 1993 og

3) fradraget kan maksimalt udgøre et beløb, der svarer til det fradrag,

der er foretaget efter § 9 C, stk. 4, i 1993.

Heraf følger bl.a., at fradrag alene kan foretages for befordring efter

overgangsreglen, hvis skatteyderens sædvanlige bopæl og arbejdsplads er

uændrede i forhold til 1993. Ordningen indebærer f.eks. også, at det ikke er

muligt ved flytning at bevæge sig ind i overgangsordningen.

Fradraget opgøres for 1994 på følgende måde:

0-24 km: 0 kr.

25-100 km: Ligningsrådets sats (1993-niveau 1,17 kr. pr. km)

101-130 km: 1/4 af Ligningsrådets sats

over 130 km: 1,05 kr. pr. km

For 1995 udgør grænsen for fradraget med 1,05 kr. pr. km 150 km, for 1996

170 km og for 1997 190 km.

De provenumæssige konsekvenser af ændringsforslaget i forhold til

lovforslaget samt antal personer omfattet af ordningen er vist nedenfor.

---------------------------------------------

Antal personer i Provenutab i forhold

overgangsregel til L 285

---------------------------------------------------------------------

Mio. kr.

1994 ....................... 7.500 25

1995 ....................... 6.500 15

1996 ....................... 5.000 5

1997 ....................... 3.500 1

1998 ....................... 0 0

---------------------------------------------------------------------

Ændringsforslaget vil ikke medføre nævneværdige administrative

konsekvenser. Nedenunder er vist virkningen af ændringsforslaget inkl. den

øvrige skatteomlægning for to familietyper.

Enlig i lejebolig. Indkomst 300.000 kr. Renteudgifter 10.000 kr.

Øvrige ligningsmæssige fradrag 8.000 kr.

---------------------------------------------------------------------

Daglig 1994 1995 1996 1997 1998

befordring

---------------------------------------------------------------------

Lovforslag km kr. kr. kr. kr. kr.

150 317 6.078 6.155 6.983 10.883

200 -4.274 1.439 1.496 2.281 6.135

250 -8.865 -3.201 -3.164 -2.422 1.388

Lovforslag inkl. ændringsforslag

150 1.806 6.078 6.155 6.983 10.883

200 940 5.038 3.599 2.944 6.135

250 74 3.999 2.444 1.558 1.388

---------------------------------------------------------------------

Anm.: - = tilbagegang i rådighedsbeløb.

Ægtepar i ejerbolig. Indkomst 460.000 kr. Ejendomsværdi 500.000 kr.

Renteudgifter 60.000 kr. Øvrige ligningsmæssige fradrag

16.000 kr.

---------------------------------------------------------------------

Daglig 1994 1995 1996 1997 1998

befordring

---------------------------------------------------------------------

Lovforslag km kr. kr. kr. kr. kr.

150 3.134 5.503 8.053 9.190 14.224

200 -1.457 863 3.393 4.488 9.477

250 -6.047 -3.776 -1.266 -215 4.729

Lovforslag inkl. ændringsforslag

150 4.264 5.503 8.053 9.190 14.224

200 3.758 4.463 5.496 5.151 9.477

250 2.892 3.424 4.341 3.765 4.729

---------------------------------------------------------------------

Anm.: - = tilbagegang i rådighedsbeløb.

Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S)

Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente

Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V)

nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth

Arnold (RV) Glønborg (KRF)

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå og

skatteministerens kommentar til en henvendelse

Spørgsmål 1:

Hvor meget ændres det årlige befordringsfradrag for en person, der dagligt

kører 100 km hver vej med DSB, og for en person der dagligt kører 100 km hver

vej i egen bil, idet det forudsættes, at sidstnævnte hidtil har fratrukket

1,05 kr. pr. km?

Svar:

En person, der i 220 arbejdsdage dagligt kører 200 km mellem hjem og

sædvanlig arbejdsplads med DSB, har i dag et årligt fradrag på 18.403 kr.

Efter forslaget udgør fradraget 25.997 kr. Forskellen udgør 7.594 kr.

En person, der i 220 arbejdsdage daglig kører 200 km mellem hjem og

arbejdsplads i egen bil efter særreglen, har i dag et årligt fradrag på

41.580 kr. Efter forslaget udgør fradraget 25.997 kr. Forskellen udgør 15.583

kr.

Spørgsmål 15:

Hvor stort vil tabet efter lovforslaget være for en handelsrejsende, der

benytter egen bil og hidtil har benyttet fradrag for erhvervsmæssig

befordring, med et årligt kørselsbehov på 30.000 km, 50.000 km, 75.000 km,

100.000 km og 150.000 km?

Svar:

Lovforslaget vil uanset størrelsen af det årlige kørselsbehov næppe

medføre tab for en handelsrejsende, der benytter egen bil.

Tværtimod erstattes efter forslaget det hidtidige fradrag i den

skattepligtige indkomst for lønmodtagere efter ligningslovens § 9 B med en

godtgørelse, som ikke skal medregnes i den personlige indkomst.

Lovforslaget skaber således mulighed for, at en handelsrejsende -

eventuelt i forbindelse med en ændret aflønningsform - fremover udbetales

skattefri kørselsgodtgørelse til afløsning for det hidtidige fradrag i den

skattepligtige indkomst.

Tilsvarende vil en ansat handelsrejsende, der under udførelsen af

kundeopsøgende virksomhed har kørselsudgifter, der vedrører to eller flere

arbejdsgivere, efter forslaget have mulighed for fradrag i den personlige

indkomst mod hidtil alene fradrag i den skattepligtige indkomst.

Kørselsudgifterne vil således medføre en mindre nettobelastning efter de

foreslåede regler end efter de gældende.

For handelsrejsende, der er selvstændigt erhvervsdrivende, indebærer

forslaget ingen ændringer.

Spørgsmål 19:

Hvor mange sælgere bliver efter regeringens skøn ramt af ophævelsen af

adgangen til at foretage fradrag for erhvervsmæssig kørsel, jf.

ligningslovens § 9 B?

Svar:

Det er min opfattelse, at langt de fleste sælgere, der har erhvervsmæssig

kørsel af betydeligt omfang, enten har firmabil eller modtager skattefri

godtgørelser. Denne mulighed består også med vedtagelsen af lovforslaget.

En række af de sælgere, der foretager fradrag efter de gældende regler i

ligningslovens § 9 B, har også mulighed for at fradrage befordringsudgifter

efter den foreslåede § 9 B. Efter § 9 B, stk. 3, kan sælgere, der i

forbindelse med kundeopsøgende virksomhed har kørselsudgifter, der vedrører

flere arbejdsgivere på een gang, fratrække udgifterne i den personlige

indkomst. Dermed opnås en forbedring i forhold til de gældende regler,

hvorefter fradraget indgår i den skattepligtige indkomst.

Også de sælgere, der er selvstændigt erhvervsdrivende, kan fratrække

erhvervsmæssige kørselsudgifter i den personlige indkomst.

Den resterende gruppe sælgere har mulighed for at indgå aftale med deres

arbejdsgiver om, at der udbetales skattefri befordringsgodtgørelse.

Spørgsmål 21:

Et håndværkersjak på 4 arbejder sammen hele året. Arbejdsgiveren betaler

een i sjakket skattefri kørselsgodtgørelse, mod at han er villig til at

medtage de øvrige. Betyder dette, at der er tale om en af arbejdsgiver betalt

befordring, således at de 3 medpassagerer ikke vil kunne få fradrag efter § 9

C?

Svar:

Bestemmelsen i den foreslåede § 9 C, stk. 6, omfatter enhver form for

arbejdsgiverbetalt befordring, der er omfattet af ligningslovens § 9 C, stk.

1. Da arbejdsgiveren i den beskrevne situation betaler befordringen for alle

4 medarbejdere, er de alle 4 omfattet af reglerne i det foreslåede § 9 C,

stk. 6. Den fri befordring beskattes således i det omfang, der foretages

fradrag. Foretages der ikke fradrag for befordringen, beskattes den fri

befordring ved, at fradragsretten bortfalder.

Spørgsmål 22:

Mange arbejdsgivere betaler håndværkere en godtgørelse, som er mindre end

statens takster. Det kan f.eks. være et ørebeløb pr. km. Der kan også være

tale om runde beløb, som betales inden for forskellige kilometerintervaller.

Betyder § 9 C, stk. 5, at der ikke kan fratrækkes noget beløb, såfremt

godtgørelsen skal anses for en skattefri godtgørelse?

Svar:

Er betingelserne for at udbetale skattefri kørselsgodtgørelse opfyldt, og

udbetaler arbejdsgiveren en godtgørelse, der er mindre end Ligningsrådets

satser, er håndværkeren efter de foreslåede regler afskåret fra at foretage

befordringsfradrag for kørslen. Finder håndværkeren det mere gunstigt at

foretage fradrag efter reglerne i ligningslovens § 9 C, kan fradragsretten

bevares ved, at arbejdsgiveren udbetaler beløbet som et skattepligtigt

løntillæg.

Spørgsmål 23:

Hvilke kritierier skal opfyldes, for at der er tale om en skattefri

godtgørelse ud over de i loven nævnte? Er det en skattefri godtgørelse, hvis

der f.eks. udbetales 60 kr. i godtgørelse, hvis der arbejdes 40-50 km væk, og

70 kr., hvis der arbejdes 50-60 km væk osv.? Er konsekvensen den, at

godtgørelser skal indtægtsføres, hvis kriterierne ikke opfyldes, hvorefter

pågældende kan få fradrag efter § 9 C?

Svar:

Skattefri godtgørelse kan kun udbetales, hvis de betingelser, som

Ligningsrådet fastsætter, er opfyldt. En af forudsætningerne for, at

kørselsgodtgørelse kan udbetales skattefrit, er, at godtgørelsen udbetales

for det faktiske antal kørte km. Det er en betingelse, at arbejdsgiveren

fører kontrol med antallet af kørte km.

Hvis der udbetales faste f.eks. månedlige kørselsgodtgørelser, eller hvis

der udbetales godtgørelser, der skal dække kørsel inden for særlige

afstandszoner, opfylder godtgørelserne ikke kravet til skattefri

godtgørelser.

Er godtgørelser udbetalt skattefrit, uden at betingelserne for

skattefrihed er opfyldt, skal godtgørelserne indtægtsføres som personlig

indkomst, og modtageren kan foretage fradrag for befordring efter reglerne i

ligningslovens § 9 C i den skattepligtige indkomst.

Spørgsmål 26:

Hvordan opgøres fradraget i følgende tilfælde:

Kørsel i arbejdsgivers bus ................... 40 km

Egen transport ............................... 20 km

Skal de første 24 km tages fra egen transport?

Svar:

Fradraget opgøres efter de almindelige regler, idet bundgrænsen fragår i

den samlede daglige kørsel, der er omfattet af § 9 C. Med udgangspunkt i

forslaget om en bundgrænse på 25 km omfatter bundgrænsen de 20 km egen

transport plus fire km arbejdsgiverbetalt transport. Foretages der fradrag

for de resterende 36 km kørsel i arbejdsgivers bus, indtægtsføres et beløb

svarende til fradraget i den personlige indkomst. Beløbet medregnes ikke,

hvis der ikke foretages fradrag.

Spørgsmål 27:

Ad svaret på spørgsmål 15, jf. bilag 30. Spørgsmål 15 bedes besvaret under

forudsætning af, at der ikke vil være mulighed for den pågældende på grund af

afvisning fra arbejdsgiveren at oppebære en skattefri godtgørelse.

Svar:

Forskellen i fradraget vil i de to tilfælde være:

30.000 km svarende til ca. 136 km pr. dag: 26.061 kr.,

50.000 km svarende til ca. 227 km pr. dag: 43.605 kr.,

75.000 km svarende til ca. 340 km pr. dag: 65.519 kr.,

100.000 km svarende til ca. 455 km pr. dag: 87.433 kr.,

150.000 km svarende til ca. 682 km pr. dag: 131.326 kr.

Det er i beregningerne af fradraget efter den foreslåede § 9 C, stk. 4, i

ligningsloven forudsat, at der er tale om 220 arbejdsdage årligt. Fradragene

er beregnet på grundlag af de satser, der gælder for 1993.

Jeg skal tilføje, at det på grundlag af henvendelser fra

interesseorganisationer og privatpersoner er min opfattelse, at langt de

fleste handelsrejsende, der har erhvervsmæssig kørsel af et betydeligt

omfang, i dag enten har firmabil eller modtager skattefri godtgørelse.

Dertil kommer, at en række af de handelsrejsende, der foretager fradrag

efter gældende regler i ligningslovens § 9 B, kan fradrage erhvervsmæssige

befordringsudgifter efter den foreslåede § 9 B.

Jeg skal endelig understrege, at den handelsrejsende og dennes

arbejdsgiver kan opnå en for begge parter økonomisk set neutral løsning ved

at indgå aftale om skattefri befordringsgodtgørelser. Jeg henviser i den

forbindelse til mine kommentarer til henvendelsen fra FTF (L 285 - bilag 55).

Skatteministeriet

Den 17. juni 1993

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) har i brev af 13. juni

1993 (L 285 - bilag 55) rettet henvendelse til Skatteudvalget vedrørende L

285 og L 286.

Det er FTF's opfattelse, at lønmodtagere generelt bør have fradragsret for

de befordringsudgifter, der er omfattet af den foreslåede § 9 B, eller at det

bør sikres, at udgifterne bæres af arbejdsgiveren. FTF finder yderligere, at

ændringer i beskatningsreglerne bør gennemføres således, at der kan tages

højde herfor ved aftaleforhandlinger om indgåede overenskomster.

Hertil bemærkes, som også fremhævet i lovforslaget L 285, at der tilsigtes

en væsentlig indsnævring af muligheden for at fratrække faktiske

befordringsudgifter. Efter regeringens opfattelse bør arbejdsgiveren afholde

samtlige lønmodtagerens erhvervsmæssige befordringsudgifter i form af

skattefri godtgørelser.

I den forbindelse står det - som hidtil - lønmodtager og arbejdsgiver frit

for at aftale lønvilkår, herunder en generel lønnedsættelse een gang for alle

mod, at der fremover udbetales skattefri befordringsgodtgørelse oven i

lønnen. Det betyder, at de økonomiske forhold for virksomheder og

medarbejdere ikke ændres, hvilket understreges af, at der ikke med forslaget

tilsigtes nogen provenugevinst for staten.

Lovforslaget går alene ud på at modvirke, at godtgørelser modregnes i en

forud fastsat bruttoløn. Modregningsforbudet rammer tilfælde, hvor lønnen

nedsættes i overensstemmelse med antallet af kørte km og dermed den udbetalte

km-godtgørelse. Forslaget om, at adgangen til modregning bortfalder, er bl.a.

begrundet i, at en modregningsadgang ikke giver arbejdsgiveren noget

incitament til at føre kontrol med lønmodtagerens befordringsudgifter.

Arbejdsgiveren bør afholde samtlige omkostninger ved arbejdet, således at det

beløb, som lønmodtageren får til rådighed til privatforbrug som følge af

arbejdet, ikke afhænger af omkostningernes størrelse.

Modtages der ikke godtgørelse, kan der foretages fradrag efter de normale

regler for fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads. Jeg skal

understrege, at dette fradrag øges betydeligt efter forslaget.

Gruppen af lønmodtagere, der ifølge forslaget undtagelsesvis har adgang

til fradrag, er defineret snævert, fordi personer, der kører samme strækning

for flere arbejdsgivere, kan have særlige vanskeligheder med at dokumentere,

hvilke udgifter der knytter sig til befordring for den enkelte arbejdsgiver.

Selvstændigt erhvervsdrivende kan fratrække erhvervsmæssige

kørselsudgifter i den personlige indkomst. Personer, der modtager andre

arbejdsvederlag end lønindkomst, behandles på samme måde som selvstændige.

Vedrørende det stillede forslag om at skærpe beskatningen af at have

firmabil til rådighed for privat kørsel (L 286) er det alene den private brug

- og ikke den erhvervsmæssige - der beskattes.

Det er principielt frivilligt, om en ansat med firmabil vil have bilen til

rådighed for privat kørsel og dermed beskattes af værdien heraf.

Selv efter den foreslåede skærpelse af beskatningen vil det normalt

fortsat være billigere at have firmabil til rådighed for privat kørsel end

selv at holde en tilsvarende bil.

Regeringen er dog enig i, at der kan være grund til at indføre den

skærpede beskatning gradvis.

Tillægsbetænkningen

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse,

hvori lovforslaget foreligger efter 2. behandling.

Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af

udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse .

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori

lovforslaget foreligger efter 2. behandling.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse .

Ved 2. behandling af lovforslaget stemte Fremskridtspartiet for de

ændringsforslag, der betød en forbedring af lovforslaget.

Mindretallet mener, at skatter fratager mennesker den personlige frihed,

jo større og flere skatter, jo mindre personlig frihed. Idet

Fremskridtspartiet ønsker størst mulig personlig frihed, ønsker

Fremskridtspartiet at reducere samtlige skatter mest muligt.

Fremskridtspartiet mener, at skattepolitikken skal sikre, at den kraftigt

reducerede offentlige sektor kan finansieres med færrest mulige

tvangsopkrævede skatter og brugerbetaling. Men målet må også være, at de få

nødvendige offentlige udgifter i størst muligt omfang finansieres gennem

frivillige bidrag.

Det er nødvendigt, at staten opkræver skatter eller afgifter til

finansiering af de politisk bestemte opgaver, som staten og det offentlige

skal udføre. Betingelsen for kraftige skattelettelser er derfor politisk

vilje til at nedbringe de offentlige udgifter tilsvarende. Men selv om der er

tale om politisk bestemte opgaver, der dermed skal finansieres over de

offentlige budgetter med skatteindtægter, er det ikke nødvendigt, at de

organer og institutioner, der skal udføre opgaverne, er offentlige. Der kan i

meget vid udstrækning udliciteres opgaver fra det offentlige til privat

varetagelse.

Skatter ødelægger samfundsøkonomien og de enkeltes privatøkonomi, da

skatterne virker som tyveri fra den enkeltes privatøkonomi. Hvis

samfundsøkonomien skal forbedres, er det nødvendigt at reducere skatterne

mest muligt.

Spørgsmålet om skattelettelser er snævert forbundet med den offentlige

sektors udgiftsbehov. Jo større de offentlige udgifter er, jo større må

indtægterne (skatterne) nødvendigvis være. Fremskridtspartiet accepterer ikke

større skattelettelser, uden at de ledsages af modsvarende reduktioner i de

offentlige udgifter, ellers opnås bare store underskud.

Jo færre opgaver det politisk bestemmes at det offentlige skal udføre, jo

færre penge skal der opkræves i skatter og afgifter. Derfor er det nødvendigt

med omfattende privatiseringer, rationaliseringer og beskæringer af den

offentlige sektor.

Regeringen med embedsmandsapparatet i ryggen vil med den foreliggende

skattereform forsøge det umulige: Man vil beskatte danskerne og gennem

beskatningen skabe vækst og velfærdsfremgang. Det er umuligt.

Visse enkeltelementer i lovforslagene indeholder dog gode ideer, men

desværre betyder helheden, at de positive elementer undergraves og i værste

fald gøres decideret negative. I forbindelse med omlægningen af

skatteskalaerne for personlig indkomst er det glædeligt at regeringen har

indset nødvendigheden af at nedsætte skatterne. I en situation med voksende

behov for international handel kædet sammen med den øgede internationale

mobilitet for såvel arbejdskraft, varer og serviceydelser som kapital og ikke

mindst med Danmarks forhold set i EF-sammenhæng er det en tvingende

nødvendighed at se på blandt andet skatteforholdene.

Fremskridtspartiet har i adskillige år plæderet for lavere skatter.

Regeringens lovforslag er udarbejdet med baggrund i den særlige danske

skattetradition, hvor skattelettelser reelt kun består af skatteomlægninger.

Fremskridtspartiet ønsker derimod, at skattelettelser skal udformes med et

særligt strategisk sigte, der tager højde både for den nuværende

ledighedsudvikling og for de langsigtede muligheder for at påvirke danskernes

adfærdsmønster, der i dag er forvredet af det høje skatteniveau. Mindretallet

vil derfor foreslå, at skattelettelserne i stedet sammensættes på en sådan

måde, at de tilgodeser en række kortsigtede såvel som langsigtede

målsætninger.

Det foreliggende lovforslag har til formål at begrænse

befordringfradraget, hvilket ikke er med til at fremme den nødvendige

mobilitet på arbejdsmarkedet. Samtidig rammes de enkelte familier, der

udnytter befordringsfradraget, uden på anden måde at få kompensation. Sælgere

og handelsrejsende rammes urimeligt hårdt af dette lovforslag.

Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S)

Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente

Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V)

nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth

Arnold (RV) Glønborg (KRF)

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter