Spring til indhold

Retsinformation

1992 BTL 176 BETÆNKNING OVER I. FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM DANMARKS TILTRÆDELSE AF DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER II. FORSLAG TIL LOV OM DANMARKS TILTRÆDELSE AF EDINBURGH-AFGØRELSEN OG MAASTRICHT-TRAKTATEN III. FORSLAG TIL LOV OM AFHOLDELSE AF FOLKEAFSTEMNING OM DANMARKS TILTRÆDELSE AF EDINBURGH-AFGØRELSEN OG MAASTRICHT-TRAKTATEN NR L 176 1992-93, 1. SAMLING

1992/1 BTL 176Betænkning over lovforslagFolketinget5. april 1993

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslagene i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til udenrigsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

En række af udvalgets spørgsmål og ministrenes besvarelser herpå er optrykt

som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser

fra:

Dandanell, H. C., cand.jur.,

Enhedslisten - de rød-grønne,

Folkebevægelsen mod EF,

Junibevægelsen og

Nødvendigt Forum.

Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de

ledsagende bemærkninger.

Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem)

er enig om, at en vedtagelse af lovforslagene indebærer, at Danmarks

deltagelse i det europæiske samarbejde herefter er baseret på et nyt og andet

grundlag end det, der dannede grundlag for folkeafstemningen den 2. juni

1992.

Den løsning, som der opnåedes enighed om mellem alle tolv medlemslande i

Edinburgh, imødekommer i vidt omfang de ønsker, som Danmark rejste. Samtlige

stats- og regeringschefer tilsluttede sig beslutningen, som fik form af en

retligt bindende afgørelse.

Samtidig er der enighed om, at demokratiseringen af EF skal øges gennem

større åbenhed og gennemskuelighed i EF's beslutningsproces. Dette er

imødekommet ved, at der i Edinburgh blev vedtaget aftaler om henholdsvis

åbenhed og nærhed. Der er videre enighed om, at den danske

EF-beslutningsproces skal ændres, så Folketingets medlemmer og befolkningen i

højere grad inddrages i debatten.

På denne baggrund har der været afholdt en række møder i Markedsudvalget

og dettes underudvalg om nye procedurer for Folketingets behandling af

Læs alt

EF-anliggender.

1. Inddragelse af fagudvalgene

Der er enighed om, at fagudvalgene i større omfang end hidtil skal

inddrages i Folketingets behandling af EF-spørgsmål, bl.a. med henblik på at

styrke den offentlige debat.

I dag modtager Markedsudvalget med 2 til 4 ugers mellemrum en oversigt

over EF-dokumenter modtaget i Udenrigsministeriet. Sådanne oversigter skal

fremtidigt udarbejdes hver uge og fortsat omdeles til Markedsudvalgets

medlemmer og stedfortrædere. Samtidig hermed skal udvalgets sekretariat

videresende oversigten til formanden for de enkelte fagudvalg. Der skabes

herved mulighed for, at fagudvalget får lejlighed til at drøfte forslag af

særlig interesse, f.eks. ved at indkalde til samråd eller ved at stille

skriftlige spørgsmål. Kopi af besvarelser tilstilles fortsat Markedsudvalget.

Det enkelte fagudvalg afgør selv, om der herefter skal rettes henvendelse

til Markedsudvalget og i givet fald i hvilken form.

Markedsudvalgets dagsordener fremsendes løbende til formændene for

fagudvalgene, således at man kan få indblik i, hvornår et forslag behandles i

Markedsudvalget/Rådet.

Det er fortsat Markedsudvalget, som tager endelig stilling til de af

regeringen forelagte forhandlingsoplæg.

I Markedsudvalgets beretning af 14. juli 1974 blev det besluttet, at

udvalget kan beslutte at henvise EF-sager, som i særlig grad kræver

forhåndsindsigt, til høring i et udvalg, under hvis område sagen naturligt

hører. Efter endt behandling fremsendes en udtalelse til Markedsudvalget.

Denne praksis, som i de senere år kun har fundet regelmæssig anvendelse

for så vidt angår høring af Miljø- og Planlægningsudvalget, fortsætter i det

omfang, Markedsudvalget finder det relevant.

2. EF-råd

Der nedsættes et bredt sammensat EF-råd af repræsentanter for

organisationer og græsrodsbevægelser samt enkeltpersoner. Et sådant organ

skal være et forum for debat og rådgivning vedrørende de overordnede

problemer i EF-politikken. I rådet indgår bl.a. Markedsudvalgets medlemmer

samt de danske medlemmer af Europa-Parlamentet, Økonomisk og Socialt Udvalg

og Regionsudvalget.

Rådet nedsættes af regeringen i samråd med Markedsudvalget. Udnævnelsen

gælder for en periode af 4 år. Rådets formand udnævnes af regeringen. Rådet

mødes mindst 2 gange om året. Til møderne modtager rådet beretninger fra

regeringen og Markedsudvalget og fremkommer med råd og henstillinger.

Sekretariatsfunktionen varetages af Udenrigsministeriet.

3. EF-dokumentationscenter

Der oprettes et EF-dokumentationscenter i Folketingets Internationale

Afdeling. Informationscenteret skal oplyse befolkningen om, hvor man kan få

nærmere oplysninger om en bestemt EF-sag, og skal især kunne oplyse om sagens

behandling i Rådet og i den danske beslutningsproces. Interesserede borgere

og organisationer, som henvender sig til Folketingets

EF-dokumentationscenter, skal herfra kunne få tilstillet de

kommissionsforslag, faktuelle notater og øvrige offentligt tilgængelige

papirer, som danner basis for den danske beslutningsproces.

Mulighederne for information via tekst-tv - såvel om EF-lovgivning som om

dansk lovgivning - undersøges nærmere.

4. Offentliggørelse af mandatgivning og afholdelse af pressemøder

Efter hvert Markedsudvalgsmøde afholdes der et pressemøde i udvalgets

mødeværelse, hvor formanden redegør for, i hvilke sager regeringen har fået

sit forhandlingsoplæg godkendt, og hvor der var et flertal imod, idet han

samtidig for hver sag gør rede for, hvilke partier der gik imod.

Repræsentanter fra hvert parti kan deltage i pressemødet og begrunde partiets

standpunkt.

I de sager, hvor der er truffet beslutning om fortrolighed, meddeler

formanden blot, at regeringen har fået et forhandlingsoplæg, men at dette af

hensyn til Danmarks forhandlingsposition er fortroligt, indtil der er truffet

endelig beslutning i sagen. Når Rådet har truffet endelig beslutning,

offentliggøres det, hvordan de enkelte partier har stillet sig til

forhandlingsoplægget.

5. Høringer

Markedsudvalget vil - eventuelt sammen med fagudvalg - foranstalte

høringer om egnede emner af større interesse og af mere generel karakter som

f.eks. GATT-forhandlingerne. Ved høringerne kan deltage politikere, eksperter

og embedsmænd.

Ethvert parti kan fremsætte et begrundet forslag om afholdelse af en

høring om et aktuelt emne. Forslag om en sådan høring sættes på

Markedsudvalgets dagsorden. I forbindelse med det halvårlige formandsskifte i

Rådet skal Markedsudvalget på sin dagsorden have et fast punkt om eventuel

afholdelse af høringer.

6. EF-debatter i Folketinget

De eksisterende muligheder for EF-debatter i Folketinget bevares uændret.

Markedsudvalget kan herudover tage initiativ til debatter om emner af bredere

interesse.

Flertallet, der kan tilslutte sig ovenstående forslag til ændringer i

Folketingets behandling af EF-anliggender, indstiller herefter lovforslagene

til vedtagelse uændret .

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) kan tilslutte

sig forslagene til ændringer i Folketingets behandling af EF-anliggender med

undtagelse af den under punkt 2 nævnte oprettelse af et EF-råd, idet

mindretallet ikke kan se nytten/brugen af dette EF-råd som andet end en

bekvem og udgiftskrævende syltekrukke.

Mindretallet indstiller det under I anførte lovforslag til

forkastelse ved 3. behandling. De under II og III anførte lovforslag,

hvortil mindretallet har stillet ændringsforslag, indstilles ligeledes til

forkastelse , idet Fremskridtspartiet accepterer udfaldet af den

bindende folkeafstemning den 2. juni 1992, hvor et flertal af den danske

befolkning sagde nej til Unionen.

Der er med konklusionerne fra Edinburgh-topmødet ikke skabt et nyt

grundlag, der på nogen måde ændrer ved resultatet af den danske

folkeafstemning den 2. juni 1992 om Danmarks tiltrædelse af

Maastricht-Traktaten.

Fremskridtspartiet har altid ønsket private initiativer frem for

offentlige, derfor er Fremskridtspartiet tilhænger af fri markedsøkonomi. Med

den baggrund noterede Fremskridtspartiet med tilfredshed, at EF blev

etableret, og at der skete en dansk tilslutning til dette med henblik på at

skabe et europæisk frihandelsområde.

Fremskridtspartiet har således altid været tilhænger af, at Danmark er

medlem af EF. Fremskridtspartiet har altid støttet EF's princip om de fire

friheder: fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital.

Da Den Fælles Europæiske Akt (EF-pakken) i 1986 blev fremlagt til

folkeafstemning, anbefalede Fremskridtspartiet vælgerne at stemme ja, idet

det indre marked ville styrke vilkårene for fri markedsøkonomi i EF-landene.

Fremskridtspartiet er således tilhænger af EF og tilhænger af det indre

marked i EF.

Den 4. oktober 1990 - før vedtagelsen af det memorandum, der blev

grundlaget for regeringens forhandlingsmandat i Maastricht-forhandlingerne -

forelagde Fremskridtspartiet for Markedsudvalget et udkast til et dansk

memorandum i forbindelse med regeringskonferencerne om EF-unionen.

Regeringens memorandum vedrørende politisk samt økonomisk og monetær union

blev vedtaget den 4. oktober 1990.

I Fremskridtspartiets udkast tog partiet en række reservationer over for

en eventuel politisk EF-union. Fremskridtspartiet havde reservationer over

for den sociale dimension, over for en styrkelse af EF-Parlamentet, over for

ØMU'ens tredje fase, over for etablering af regionsudvalg, over for

skattekontrol, over for fælles europæisk kulturpolitik og over for en fælles

europæisk udenrigspolitik.

Fremskridtspartiet er således på en lang række afgørende områder uenig i

indholdet af det memorandum, der var regeringens forhandlingsgrundlag i

Maastricht. Fremskridtspartiet ønsker heller ikke, at miljøpolitikken skal

udbygges til at dække selv de mindste detaljer. I dag kan man se forslag om

forbud mod akvarier på over 200 liter for at sikre imod vandspild; et godt

eksempel på latterlig detailstyring fra bureaukratisk side.

EF's miljøpolitik bør kun dreje sig om de overordnede

forureningsproblemer, da røg, støj og møg ikke kender til grænser, og som

sådan skal placeringen være i Fællesskabets politik.

Fremskridtspartiet var også uenig med regeringen om dennes ønske om den

sociale dimension, der skal skabe mulighed for, at EF kan vedtage sociale

programmer, der gælder for alle EF-lande.

Den sociale dimension, som regeringen præsenterede i sit memorandum, er

direkte socialistisk. Heri bruges socialistisk terminologi som

arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder.

Man taler om en reorganisering af den sociale dialog, og under det påskud

taler man om obligatorisk overskudsdeling og medarbejderaktier. Dette

anbefales af Kommissionen. Der tales om fællesskabsaktioner for ældre, der

går ud på at bygge et netværk af ældreaktiviteter og informationsudvikling

samt at undersøge mulighederne for at oprette et decideret europæisk net til

udvikling af nyskabende initiativer for EF-penge og altså ikke nationale

penge. Der står helt klart og tydeligt i kommissionsforslaget, at nu vil man

altså bruge direkte EF-midler til disse formål. Regeringen gav i

memorandummet udtryk for, at den ønskede at tilvejebringe et decideret

retsgrundlag i Traktaten, hvorved EF-Kommissionen bl.a. pålægges at tage

initiativ til at fremsætte forslag. Regeringen ønsker, at målet med den

sociale dimension skal være at fremme arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår

for at udjævne disse.

Derudover kommer Kommissionen med deres latterlige forslag imod

sex-chikane. Måske var det en god ide at lade være med at dele befolkningen

op i kvinder og mænd, men erkende, at vi er mennesker. Når vi går på arbejde,

er vi arbejdstagere, og det er den bedste måde at sikre ligebehandling på.

Vedrørende den sociale sikringsordning kommer Kommissionen med forslag,

der indebærer indførelse af en kontanthjælpslignende ydelse på EF-niveau.

Derudover tales der om, at alle borgere skal have ret til social sikring,

uddannelse, bolig, arbejde, sundhedsforsorg og kulturelle ydelser. Fra

Kommissionens side siges det, at det er et rimeligt krav for alle EF-borgere

at have ens rettigheder.

Ovenstående rækkefølge af rettigheder bruges af Kommissionen. Man ønsker

altså ensretning. Når der tales om de langsigtede mål i disse forslag, nævnes

arbejdstidsnedsættelse, videreuddannelsesorlov, sabbatår og den såkaldte frie

beskæftigelse. Fri beskæftigelse vil sige, "arbejde i hjemmet og i

familien, skabelse af et socialt miljø, selvstændig beskæftigelse både af

økologisk og kulturel art". Kommissionen skriver altså direkte, at de

ønsker at bruge indførelse af en generel borgerindkomst, betalt af EF-midler.

Hvad vil det egentlig komme til at koste?

Den danske regering ønsker at skabe mulighed for at føre fælleseuropæisk

kulturpoltik. Det er Fremskridtspartiet stærk modstander af. Den Europæiske

Union skal ikke være den politiske pengetank for den kulturelle udvikling.

Fremskridtspartiet har altid erklæret sig enig i de dele af ØMU'en, der

giver et friere valutamarked, lavere inflation, fratager

devalueringsinstrumentet og ikke mindst reducerer regeringernes politiske

indflydelse på den monetære politik. Men Fremskridtspartiet er bekymret for

den centralisering, en europæisk centralbank kan betyde, og

Fremskridtspartiet frygter, at politiske krav eller direktiver fra et flertal

af EF-landenes regeringer over for Centralbanken kan medføre inflation og

varetagelse af enkeltlandes særinteresser i økonomiske krisesituationer.

Hvis Maastricht-Traktaten vedtages, vil EF på en række væsentlige områder

- på grund af den vidtstrakte flertalsregel - have mulighed for at træffe

beslutninger, som befolkningen i Danmark og Folketinget er uenige i. For de

EF-direktiver, der vedtages i EF's Ministerråd og har forrang for dansk

lovgivning, vil Danmark blive nødt til at vedtage og gennemføre som lov.

At der vil blive gennemført centralistiske initiativer, er der ingen tvivl

om. Allerede i dag foreligger der fra EF-Kommissionens side et

miljøhandlingsprogram og en handlingsplan på arbejdsmarkedsområdet (en del af

den sociale dimension). Disse handlingsprogrammer og handlingsplaner

indeholder gennemgribende socialistiske elementer.

Miljøhandlingsprogrammet lægger f.eks. op til, at de vigtigste områder i

økonomien underlægges offentlig og bureaukratisk kontrol. Således vil

miljøhandlingsprogrammet betyde, at områderne industri, energi, landbrug,

transport og turisme skal styres, reguleres og domineres politisk. Gennem

miljøhandlingsprogrammet lægges der op til, at EF også skal have mulighed for

at gribe ind i de enkelte EF-landes undervisningsplaner.

Miljøhandlingsprogrammet giver ligefrem Kommissionen ret til at føre bestemte

politiske kampagner.

Arbejdsmarkedshandlingsplanen lægger op til, at der skal indføres

overskudsdeling, borgerløn, politisk bestemte minimumslønninger, politiske

indgreb i arbejdstid, politisk bestemte regler for ansættelsesforhold,

politisk bestemte regler for faglige forhandlinger.

Andre og mere vidtgående initiativer giver Traktaten også mulighed for at

gennemføre i EF-regi. Traktaten indeholder således bestemmelser om

forskellige strukturfonde, der giver mulighed for at føre en inter-europæisk

socialisme. Gennem disse strukturfonde vil det være muligt at foretage

direkte økonomiske overførsler fra de velhavende EF-lande til de fattige

EF-lande. Det er imidlertid vigtigt, at man er opmærksom på, at de fonde, der

allerede på nuværende tidspunkt eksisterer, er så meget ude af kontrol, at

det reelt betyder, at hele EF's økonomi ikke på nogen måde kan styres.

Formanden for Kommissionen - Jacques Delors - har udarbejdet en såkaldt

Delors II-plan for finansiering af de øgede udgifter som følge af en eventuel

vedtagelse af EF-Unionen. Planen går ud på at forhøje EF's samlede budget med

ca. 40 pct. De ekstra midler skal skaffes gennem en såkaldt velfærdsafgift.

Velfærdsafgiften beregnes som en procent af det enkelte lands

bruttonationalprodukt, dog således, at procentsatsen fastsættes individuelt

for det enkelte land ud fra landets økonomiske formåen.

Danmark er i denne sammenhæng at regne blandt EF's rigeste lande, hvorved

den danske befolkning kan se frem til, at vores nuværende årlige

»EF-skat« vil blive skruet gevaldigt op.

Kommissionen arbejder med mange nye forslag ud fra devisen om, at når

Unions-Traktaten er blevet ratificeret, skal krav, såsom den tidligere nævnte

borgerløn, kombineret med ambitioner om minimumskrav inden for kultur- og

uddannelsespolitik m.v. uanset omfang og gennemførelsesgrad, utvivlsomt

betyde krav om endnu større EF-budgetter og deraf følgende krav om større

finansiering fra danske skatteydere.

Den danske regering og ja-sigerne har den opfattelse, at Danmark er

forpligtet til disse ekstra betalinger, og at man derfor aktivt vil arbejde

for projekternes gennemførelse. Skal indholdet af Unions-Traktaten

sammenfattes, kan den kun betegnes som bureaukratisk og centralistisk, en

afgivelse af den suveræne nationale afgørelse på nær sagt alt - undtagen

kirkepolitik; at sige ja til Unionen er at sige ja til delstaten Danmark,

medens et nej til Unionen er et ja til nationen Danmark.

Maastricht og Edinburgh

Når vi skal til en ny afstemnning den 18. maj, er der som nævnt ikke tale

om, at vi skal stemme om noget nyt.

Det, vi skal stemme om den 18. maj, vil ikke desto mindre få betydning

langt ud i fremtiden - og ikke kun for os selv og den nuværende

vælgergeneration. I den forbindelse fristes man til at tænke, at det daglige

arbejde ikke er andet end en parentes i historien, mens afgørelsen af Europas

fremtid har en helt anden og vidtrækkende betydning.

Den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-Traktaten. Så lavede

flertallet af Folketingets partier et nationalt kompromis, hvor man på enhver

tænkelig måde gjorde tingene modsat af, hvad man havde sagt i valgkampen.

Derefter tog de danske ministre, med Uffe Ellemann-Jensen i spidsen, og Poul

Nyrup Rasmussen som oppositionsleder, rundt i Europa og lovede guld og grønne

skove til de andre lande, hvis man enedes om dette papir.

I Edinburgh enedes man egentlig ikke om særlig meget. Men det drejer sig

ganske enkelt om århundredets største reklamefremstød. Det blev sagt, at

danskerne havde fået det hele. Alt hvad man krævede kom igennem.

Men hvad skete der i virkeligheden?

a: Edinburgh

Danmark fik nogle præciseringer af teksten i Maastricht-Traktaten eller

nogle aftaler, der reelt er uden betydning.

Danmark fik:

1: Vi står uden for ØMU'ens 3. fase. Men hindrer ikke de andre lande i at

gå videre mod en fuld union.

2: Vi står uden for et egentligt Euro-politi, men vil ikke hindre de andre

lande i at gå videre. Samtidig deltager Danmark i forvejen i det

internationale europæiske politisamarbejde.

3: Det blev præciseret, at Maastricht-Traktaten ikke siger, at det

europæiske unionsborgerskab er det samme som nationalt statsborgerskab.

4: Danmark skal ikke være med i en EF-hær eller WEU (Vestunionen). Men vi

lader de andre gennemføre EF-hæren eller forsvarssamarbejdet. Samtidig binder

vi os faktisk til at følge de beslutninger, der vedtages af de andre lande.

Måske skal vi nok ikke sende tropper ud i krig for EF, men vi kan ikke have

en selvstændig udenrigspolitisk holdning på dette punkt.

ad. 1: Det noteres, at Danmark har meddelt, at man ikke ønsker at deltage

i ØMU'ens 3. fase. Afstemningen den 2. juni drejede sig imidlertid ikke om

ØMU'ens 3. fase. Den afstemning skulle først finde sted i 1996. Her er det

værd at bemærke, at de danske forbehold kun vil være gældende i Traktatens

løbetid. Altså reelt uden betydning. Samtidig er det indlysende, at selv om

Danmark rent faktisk kunne holde sig uden for ØMU'ens 3. fase, har vi

tilsluttet os 2. fase. Dermed er det reelt utænkeligt, at Danmark kan føre en

selvstændig anderledes økonomisk politik end det øvrige Europa. Danmark vil

automatisk blive trukket med. Men da uden indflydelse.

I afgørelsen fra Edinburgh præciseres det i øvrigt, at Danmark ikke skal

tilslutte sig den fælles mønt, at Danmark ikke er bundet af bestemmelserne

for ØMU'ens 3. fase og endelig, at Danmark fortsat bevarer sin nationalbanks

beføjelser.

Den fælles mønt er enkeltstående, når man ikke vurderer de pengemæssige og

finansielle konsekvenser af indførelsen af en fælles europæisk centralbank

med de deraf følgende bemyndigelser, kun et følelsesmæssigt spørgsmål.

Under formandskabets konklusioner bliver det også præciseret, at Danmark

kan fortsætte i EMS. Danmark vil ikke hindre de øvrige lande i at fortsætte

og udvikle det økonomiske samarbejde.

Værdien af dette forbehold er ikke ubetinget gavnligt for Danmark. EMS har

tydeligt vist sine svagheder på det sidste, så fordelen er i bedste fald

minimal. Hvis de øvrige lande kan fortsætte med at udbygge samarbejdet,

brydes med et væsentligt princip i EF-Fællesskabet: At der skal være enighed

om udvidelser af samarbejdet. Danmark bliver et andenrangs medlemsland.

ad. 2: Det noteres, at Danmark under alle omstændigheder vil deltage fuldt

ud i det retsmæssige samarbejde, selv om der ikke oprettes et egentligt

EF-politi. Vi deltager altså i arbejdet, som om der reelt var et EF-politi.

ad. 3: Det blev præciseret, at det europæiske borgerskab ikke træder i

stedet for de nationale statsborgerskaber. Men samtidig bemærkes det, at

Danmark allerede opfylder betingelserne for borgerskab med hensyn til valgret

til kommunevalg og amtsvalg, og endelig bemærkes det, at Danmark har lovet,

at borgerskabsreglerne også vil gælde ved fremtidige EF-valg.

Med andre ord kan man notere, at EF har indset ligegyldigheden af det

danske krav. Det er kun et spørgsmål om ordet: Unionsborgerskab.

ad. 4: Det er blevet præciseret og dermed officielt, at Danmark er

observatør i WEU. Samtidig gøres der opmærksom på, at spørgsmålet om forsvar

ikke (i hvert fald formelt) er med i Maastricht.

Hermed afvises reelt de danske indvendinger som meningsløse, hvilket

naturligvis er sagligt nok. Men intentionerne i WEU-erklæringen i Maastricht

er naturligvis udviklingen af en europæisk hær. Og Traktaten er stadig

tidsbegrænset til 1996.

b: Status over ratifikationsprocessen

Det bliver fastslået, at der var enighed om fortsat at fastslå

forpligtelsen, der ligger i Traktaten om Den Europæiske Union (Maastricht).

Denne forpligtelse betyder, at det er nødvendigt, at Traktaten ratificeres

med det mål at skabe en europæisk union. Det bør bemærkes, at

ratificeringsprocessen også kræver, at alle tolv lande ratificerer Traktaten,

før Unionen kan iværksættes. Men Danmark har ifølge denne konklusion allerede

tilsluttet sig, at målet for EF er, som det udtrykkes i Maastricht-Traktaten:

En europæisk union. Her har regeringen groft tilsidesat det danske

folkeafstemningsresultat af den 2. juni 1992.

c: Det indre marked

Man konkluderer, at det indre marked i alt væsentligt vil være gennemført

tilfredsstillende den 31. december 1992. Der tales om, at forbrugerne får

større valg og lavere priser; at det vil virke beskæftigelsesfremmende og øge

erhvervslivets konkurrenceevne. Endelig konkluderes det, at EF vil forblive

åbent for international handel og investering.

Konklusionerne på dette punkt er mildt sagt i strid med virkeligheden. Den

internationale handel (eksport og import til og fra EF-området) er så

begrænset som aldrig før. Senest har vi oplevet sagen med

»dollarbananerne«, hvor man hindrer import til Europa af bananer

fra Sydamerika. Det medfører højere priser for forbrugerne, mindre

valgmuligheder, højere arbejdsløshed og svækkelse af det europæiske

erhvervsliv. Punktet må være medtaget for at tilfredsstille pressen og de

meget modvillige "ultra-liberalister" i hele Europa, men ikke

mindst i Danmark og Storbritannien.

d: Fri bevægelighed for personer

Det blev konstateret, at den fri bevægelighed for personer i EF ikke kan

gennemføres fuldt ud inden 1993.

Hermed brydes en af Rom-Traktatens fire friheder: Den frie bevægelighed

for den europæiske arbejdskraft.

e: Migration

Det konstateres, at der er bred enighed om, at racisme og fremmedhad skal

bekæmpes gennem både uddannelse og lovgivning.

Naturligvis er det et meget populært emne med de seneste bølleoptøjer i

Tyskland. Fremskridtspartiet kan ikke støtte statslige og andre offentlige

eller mellemfolkelige initiativer, der hindrer en fri og alsidig

meningsudveksling eller debat, uanset hvor ubehagelige elementer debatten

måtte indeholde. Samtidig er det imod Fremskridtspartiets grundsyn, at

befolkningen skal opdrages fra samfundets side til at besidde bestemte og

»rigtige« synspunkter. Der skal ikke lovgives mod forskellige

opfattelser, så længe de ikke udmøntes i voldelige overgreb.

f: Nærhedsprincippet

Når ja-sigerne nu siger, at mødet i Edinburgh var en triumf for Danmark og

de danske forbehold, er det direkte usandt. Som det ses ovenfor, betyder

Edinburgh-Afgørelsen kun forringelser for Danmark. Derimod indgik EF-landene

en aftale uden om Unionen. Man blev enige om at lade nærhedsprincippet virke

i EF allerede nu. Ligeledes bliver der mere åbenhed i EF. EF er blevet

forbedret. Men det er alt sammen i det nuværende EF-samarbejde. Det har intet

med Unionen at gøre. Derfor er der selvfølgelig ikke tale om en forbedring af

Maastricht. Danmark stemte nej den 2. juni. Intet har ændret sig i

grundlaget.

Nærhedsprincippet fastlægger imidlertid ganske klart det underliggende

princip for princippets gennemførelse:

»Nærhedsprincippet vedrører ikke og kan ikke drage de beføjelser i

tvivl, der er tillagt (EF) som fortolket af Domstolen.«

Og senere præciseres det, at: ». . . de generelle bestemmelser i

Maastricht-Traktaten (skal) overholdes . . . og det berører ikke

fællesskabsrettens forrang.«

Senere igen: »Nærhedsprincippet er et dynamisk begreb og bør anvendes

på baggrund af Traktatens mål.«

I ovenstående tre uddrag fremgår det med al tydelighed, at

nærhedsprincippet og dets gennemførelse er underlagt Maastricht-Traktaten og

dens mål om en europæisk union. Samtidig skal alle afgørelser truffet om

nærhed (blandt andet også en »opblødning af Traktaten«, som nogen

fremhæver er en mulighed) underlægges Domstolens endelige godkendelse.

Domstolen følger retningslinierne om Maastricht-Traktatens mål om en

EF-union. Mulighederne for en opblødning er altså lig nul. I stedet er det

særdeles sandsynligt, at Domstolen vil dømme videre end Maastricht for at

opfylde de krav, Traktatens målsætning om Unionen opstiller. Og som debatten

før 2. juni blandt jurister så tydeligt fremhævede, står EF-Domstolen reelt

over den danske grundlov såvel som EF-lovgivningens forrang.

Det præciseres videre, at nærhedsprincippet ikke kan anvendes på områder,

hvor Traktaten er meget specifik. Det drejer sig blandt andet om

gennemførelsen og håndhævelsen af fællesskabsretten, konkurrencepolitikken og

beskyttelsen af Fællesskabets midler. Samtidig præciseres det, at

Fællesskabet kan gennemføre foranstaltninger, der sikrer, at medlemslandenes

forpligtelser vedrørende Fællesskabets udgifter opfyldes.

Meget kort kan det siges, at ovennævnte dels sikrer:

- at Danmark kommer til at betale de enorme summer til

samhørighedsfondene; Danmark tilsluttede sig i Edinburgh at betale endnu mere

til disse fonde, hvor hovedmodtagerne af midlerne er lande som Spanien og

Portugal. Disse landes godkendelse af resultatet i Edinburgh blev reelt købt

og betalt,

- at Fællesskabets regler ikke kan underkendes, hvilket reelt betyder, at

det er Kommissionen og i sidste ende Ministerrådet, der afgør, hvorvidt

nærhedsprincippet kan benyttes,

- at konkurrencepolitikken er et fælles EF-anliggende, hvilket betyder, at

for eksempel Frankrig har muligheden for at nedlægge veto mod

GATT-forhandlingerne for at beskytte de franske bønder. Det burde snarere

have heddet EF's protektionistiske anti-konkurrencepolitik.

g: Retningslinier for nærhedsprincippet

Det blev konkluderet i Edinburgh, at Fællesskabet kun kan fravige

nærhedsprincippet, hvis det kan godtgøres:

- at medlemslandene ikke tilstrækkeligt godt kan nå målet alene,

- at det pågældende spørgsmål berører flere lande, som de enkelte lande

ikke på tilfredsstillende vis kan klare selv,

- at enkelte landes handlinger strider mod Traktatens mål (blandt andet

med hensyn til økonomi og samhørighed).

Det konkluderes, at Fællesskabet kun skal træffe afgørelser, hvis det

fremmer Traktatens mål.

Endelig konkluderes det, at det ikke i sig selv er et mål for Fællesskabet

at fremstå med een stemme.

Endelig vil ingen punkter kunne komme under nærhedsprincippet, hvis det er

en del af Traktatens mål.

Det ses, at endnu en gang overlades beslutningen om, hvorvidt et spørgsmål

henhører under nærhedsprincippet, til EF. De enkelte medlemslande har altså

ikke den store indflydelse på, om nærhedsprincippet kan anvendes.

Fremskridtspartiet har derimod foreslået, at det enkelte land positivt

skal bede EF om at fravige nærhedsprincippet i stedet for. Dermed ville

selvbestemmelsen fortsat være gældende. At Fællesskabet ikke har som formål

at fremstå med een stemme, har kun minimal betydning, da det blot betyder, at

jurister og politikere vil finde en anden begrundelse for Fællesskabets

forrang.

h: Konklusion omkring nærhedsprincippet

Det er indlysende, at nærhedsprincippet gennemført på en forsvarlig måde

kan være til stor fordel for alle Fællesskabets lande og ikke mindst Danmark

i fremtiden. Men det er en del af aftalerne fra Edinburgh, hvilket betyder,

at de allerede er sat i kraft under Rom-Traktatens nuværende regler. De

dårlige effekter af nærhedsprincippet vil først vise sig, når og hvis

Maastricht-Unionens traktat gennemføres.

Konklusion

Det bør bemærkes, at Danmark på ethvert tidspunkt kan tilslutte sig den

fulde Maastrichttraktat efter de forfatningsregler, der er gældende i Danmark

blandt andet med hensyn til afgivelse af suverænitet. Samtidig gøres der

opmærksom på, at på det tidspunkt, hvor Danmark måtte ønske at indgå i fuldt

omfang, vil alle afgørelser truffet uden Danmarks medvirken i denne periode

også blive gældende for Danmark.

Der kan med andre ord blive tale om flere folkeafstemninger på et senere

tidspunkt. Det afhænger helt og aldeles af, hvordan et nyt afstemningstema

bliver defineret. Det ubehagelige ved denne paragraf er imidlertid, at vi

mere eller mindre skal søge om fuld optagelse på et senere tidspunkt til

nogle bestemmelser, vi ikke har været med i. Derfor kan man kun vurdere

resultatet, som om vi bliver et andenrangs EF-land, der ikke er fuldgyldigt

medlem, hvis Danmark stemmer ja den 18. maj.

Hele aftalen (Maastricht og Edinburgh) gælder under alle omstændigheder

frem til næste regeringskonference i 1996 eller 1997. Der er altså ikke tale

om nogen tidsubegrænset aftale.

Man må derfor konkludere, at Danmark faktisk ikke har fået noget som helst

ud af Edinburgh-Aftalen. De andre lande kan stadig danne Unionen. Og da

Danmark stadig er med i EF vil vi være tvunget til at følge de afgørelser,

der bliver truffet af de elleve andre. Vi har bare ingen indflydelse!

Edinburgh-Aftalen er ikke andet end et stort reklame-bluff-nummer, som

unionstilhængerne har gennemført for at få et dansk ja næste gang.

Europa i fremtiden

Da der faktisk ikke er tale om nogen ny situation, må vi prøve at se på,

hvad der står i Maastricht-Aftalen, og hvad fremtiden vil blive eller i hvert

fald kan blive, hvis Unionen bliver til noget.

Den danske folkeafstemning den 2. juni og dens resultat med afvisning af

Unionen, således som den var beskrevet i Maastricht-Traktaten, var

startskuddet til en omfattende debat i de europæiske lande om fremtiden for

det europæiske samarbejde. Det danske nej fik det resultat, at politikere og

medier overalt blev opmærksomme på, at tiden på mange afgørende måder var

løbet fra den traditionelle politiske virkemåde. De lovgivende forsamlinger i

de enkelte lande kan ikke længere opføre sig som enevældige monarkier uden

folkets entydige opbakning. Ikke mindst de kommunistiske staters sammenbrud

var i meget høj grad baseret på folkets modvilje mod de fortsatte politiske

forhold. Uden på nogen måde dog at sammenligne de vestlige demokratier med de

diktatoriske regimer i Østeuropa er det dog uden for al tvivl, at den

fremtidige politik i langt højere grad må basere sig på folkets reelle

medindflydelse.

1993 og frem. Hvilken vision ønsker vi for Europa?

Det indre markeds ide

Ved begyndelsen af 1993 trådte det indre marked efter alle planer i kraft.

Alle Fællesskabets lande tilsluttede sig dette i 1987. Målet med det indre

marked er - i hvert fald i den populære teori - at nedbryde handelsbarrierer

og toldmure for at sikre bedre kommunikation mellem de europæiske lande,

sætte skub i den økonomiske fremgang for markedet og ikke mindst at fremme

integrationen i Europa.

Denne integrations mål er dog langt fra den integration, man prøver at

gennemføre med politiske midler i Unionen. Det indre markeds mål med

integration er, at de enkelte lande igennem samhandel bliver så tæt

forbundne, at det alt andet lige vil virke som et fælles indre og åbent

marked. På dette åbne, indre marked var intentionen at udbygge de oprindelige

idealer fra EF's oprettelse om fri bevægelighed for arbejdskraft og kapital,

nedbrydelse af toldgrænser mellem medlemslandene og fastsættelse af ens

toldgrænser over for tredjelande.

Historisk oversigt

Det er her nødvendigt at være opmærksom på, at allerede blandt EF's

idemænd var der tanker om en egentlig europæisk regering med en

lovgivningsmagt, der langsomt skulle vokse i takt med, at de enkelte

medlemslandes tilsvarende lovgivning mindskedes. Dette mål er ikke blevet

nået, men man forsøgte at fremme denne udvikling med Maastrichtpapiret.

Af mere afgørende betydning har den fælles europæiske økonomiske politik

derimod været. Rom-Traktaten blev skrevet på baggrund af den herskende

statsopfattelse i 1957. Produktionsomfanget af kul, stål, kornprodukter og

mælk skulle bestemmes af en enkelt overnational autoritet. Baggrunden var, at

man ikke mente, at afgørelser om disse vigtige produkter kunne overlades til

»ukoordinerede« individuelle markeder, når blandt andet

forsyningssikkerheden skulle opretholdes. Derimod skulle produktionen afgøres

af regeringsembedsmænd, der langt bedre end markedet kunne vurdere behovet

for de enkelte produkter og dermed varetage interesserne for hele

Fællesskabet.

Hele Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) blev opbygget på de samme

forudsætninger.

Problemet i EF

Problemet med EF er, at den måde, hele organisationen fortsat er opbygget

på, ikke har ændret sig efter de holdningsændringer, der siden er sket i de

enkelte lande - både hos befolkningerne, men også i en vis udstrækning af

politisk karakter. EF's gamle opbygning har bestemt ikke været populær i for

eksempel England, hvorfor der her er en relativ stor politisk modstand imod

hele EF. Danmark har i en årrække haft væsentlig økonomisk nettoudbytte af

medlemskabet, hvorfor den danske politiske modstand mest har været holdt

inden for i partiernes lukkede debatter.

Samtidig har den tidligere store gevinst for Danmark betydet, at man i

»solidaritetens ånd« ikke har følt sig i stand til at afvise

Unionens strukturfonde, blot fordi betalingen gik til andre regioner end

Danmark.

Selve opbygningen med en central afgørelse af både produktionens størrelse

og priserne, har blandt andet resulteret i støtteopkøb, subsidier,

kvoteordninger, braklægninger, etc. Disse forskellige tiltag har så igen

medført endeløse diskussioner både internt i de enkelte lande og landene

imellem om størrelsen af landbrugets og fiskeriets kvoter og ikke mindst

prisniveauet og prisstøtten.

Vil EF blive et isoleret og lukket marked med den nuværende

struktur?

Japan og USA har igennem de sidste ti år set med større og større frygt på

udviklingen i Det Europæiske Fællesskabs handelspolitik over for tredjelande.

De har - med rette tør man sige - været meget mistroiske over for, om der

rent faktisk ville opstå frihandel i Europa, og især om denne frihandel i

givet fald ville blive holdt inden for de høje told- og handelsmures

protektionisme. Subsidier og handelsbarrierer har været reglen for EF, selv

om det i sig selv er meget svært at finde en EF-politiker, der vil

argumentere for subsidier og andre støtteordninger - i teorien!

Problemet i EF er, at handelspolitikken ikke afgøres ud fra, hvad der

tjener de enkelte borgere bedst, men derimod støtter man politisk kun de

store og stærke interessegrupperinger. Landbrugsprogrammet i EF, der har

medført stor overproduktion og ikke mindst store overskudslagre, eksisterer

ikke fortsat, fordi politikerne er for dumme til at forstå problemet, men

udelukkende fordi landbruget er for godt og for stærkt organiseret, så det

kan blokere de mest vidtrækkende ændringer. Naturligvis findes der også megen

skjult støtte, som når for eksempel Tyskland giver lån på 24 milliarder DM

til de betrængte skibsværfter i det tidligere DDR.

Fremskridtspartiets mål er at sikre, at Europa og det europæiske marked

vil være åbent også over for tredjelandes handel. EF skal være et

frihandelsområde med en moralsk uangribelig fundats, vi kan anerkende som

frihandelstilhængere.

En tvungen union er ikke sagen

Europas forskellige lande har igennem historien udviklet sig til

selvstændige nationer. De har udviklet sig med særegne traditioner til

tilfredsstillelse af de nationale behov og forudsætninger. Sideløbende har de

enkelte lande udviklet sig politisk i forskellige retninger baseret på vidt

forskellige traditioner. Englands politik er baseret på en klar

individualistisk angelsaksisk menneskeopfattelse, mens for eksempel Italien

har måttet lade politikken tilpasse sig de enkelte regioners forskellige

udvikling, etc.

Europa har aldrig været een stat.

Netop derfor vil en overnational stat, der ikke tilgodeser de enkelte

landes specielle egenskaber, være en fjende, der kan og vil skabe konflikter

internt i Europa. Der vil ikke kunne eksistere en stabil europæisk union,

hvis denne union påtager sig for stor magt. Maastricht - og for så vidt hele

EF - er en politisk konstruktion, der har opbygget en autoritet og magt, der

aldrig er blevet godkendt af de europæiske vælgere. Samtidig findes der ingen

praktiske eksempler på, at en stor og magtfuld union vil kunne eksistere

eller være til fordel igennem længere tid.

De tvungne normer, fælles standarder og harmoniseringer er et tydeligt

eksempel på, hvorledes EF forsøger at gøre alt og alle ens. Harmonisering og

standardisering er ikke begreber, der hører hjemme i en markedsøkonomi.

Fremskridtspartiet støtter derfor kun harmoniseringer, når de sker for at

hindre og nedbryde tekniske handelshindringer. Tanken om, at det vil være til

fordel for de forskellige landes erhvervsliv, at der findes entydige

definitioner af så forskellige ting som agurker, rygtekst på bøger,

industrimaskiner, legepladser, kondomer og dørrammer, kan kun fostres bag en

virkelighedsfjern bureaukrats skrivebord. Med faste definitioner af ethvert

tænkeligt produkt skader man de enkelte forbrugeres interesser. Den frie

markedsøkonomi bliver hindret i at udvikle bedre, billigere, mere effektive

og mere hensigtsmæssige produkter. Markedet arbejder nu engang efter de

signaler, der sendes gennem det: udbud og efterspørgsel.

Hvis alt er standardiseret og harmoniseret af offentlige myndigheder og

ikke af markedet, vil der ikke foregå en udvælgelse blandt forskelligartede

produkter, men kun blandt ensartede produkter fra forskellige producenter.

Udbudets kvalitet er blevet bestemt fra centralt hold af bureaukrater. Og

sandsynligvis bliver der snart - som det allerede er sket på flere områder -

også foretaget centrale afgørelser om størrelsen af udbudet gennem

kvoteordninger. Unægtelig en noget anden version end den normale opfattelse

af fri markedsøkonomi.

Hele tiden er det vigtigt at holde sig for øje, at taberne i denne

forbindelse kun kan findes blandt de "almindelige" forbrugere, der

går glip af nye, bedre og billigere produkter. Vinderne er bureaukraterne og

politikerne, der med de planøkonomiske tendenser i EF har en hidtil uset magt

over befolkningerne.

Et andet problem er imidlertid den ensretning, der sker af det politiske

liv i Europa, hvis retningen for EF ikke ændres.

Et påtvungent fællesskab og fælles interesser vil aldrig kunne overleve i

Europa. Nationer og individer vil derimod kunne samarbejde og finde fælles

interesser og gensidige fordele af samarbejde på et frit marked.

Ændringer fra 1993

Fremskridtspartiet har som mål at få det indre marked gennemført med de

frimarkedsidealer, der lå i ideen fra starten.

De potentielle muligheder i det indre marked for at skabe reel fri handel

er ganske betydelige. Et indre marked baseret på fri handel mellem de enkelte

medlemslande vil føre til nye områder med specialisering. Den øgede

konkurrence vil betyde, at de traditionelle handels- og produktionsmønstre i

Europa vil forsvinde. I de sidste årtier har Europas befolkning vænnet sig

til at leve mere mobilt og blandt andet flytte efter arbejde. Samtidig

forsøger gamle og nye virksomheder til stadighed at finde nye nicher på

markedet. Således er der på nuværende tidspunkt alle muligheder til stede for

at få opbygget et Europa baseret på frihandel.

Et frit indre marked vil samtidig betyde, at de offentligt ejede

monopolforetagender vil miste deres monopolstatus, når det bliver muligt at

købe de tilsvarende ydelser i andre lande. Med andre ord bliver der rigelig

mulighed for "international shopping". Sideløbende vil et frit

marked betyde en væsentlig ændring af de eksisterende arbejdsmarkedsforhold i

EF. Fagforeningerne vil næppe kunne fastholde deres jerngreb om det danske

arbejdsmarked og dermed lønniveauet, når udenlandsk arbejdskraft vil være

villig til at arbejde under friere vilkår. En væsentlig forudsætning for

arbejdskraftens frie bevægelighed er naturligvis gensidig anerkendelse af

uddannelser inden for EF.

Med hensyn til skatteniveauet i de enkelte lande bør det ikke være EF, der

fastsætter standarder for de enkelte skatters størrelse i de enkelte lande.

EF skal højst fastsætte maksimumskatter. I øjeblikket fastsætter EF

minimumskatter. Fremskridtspartiet arbejder for, at grænserne bliver åbnet,

og at den frie bevægelighed for varer, serviceydelser, kapital og

arbejdskraft over grænserne mellem nationalstaterne bliver sikret uden

hindringer af politisk art. Med et åbent marked vil et land som Danmark med

et højt skattetryk have et meget kraftigt incitament til at sætte skatterne

ned for at kunne konkurrere på det åbne marked. Lande med lav beskatning vil

naturligt kunne tiltrække kapital til effektive produktionssektorer. Netop

disse forhold vil betyde, at markedskræfterne vil udligne forskellen på

skattesatserne i de enkelte lande.

Det, Fremskridtspartiet arbejder for, er en fastlåsning af det indre

marked mod de oprindelige frimarkedsidealer.

Fremtiden for EF

Når grundlaget for det europæiske samarbejde skal revurderes og

moderniseres inden for en årrække, når det indre marked for alvor er begyndt

at virke, er der flere forhold, der bør tages med i overvejelserne. De

nødvendige overvejelser har ikke været gjort i forbindelse med hverken

Maastricht-Traktaten eller Edinburgh-Afgørelsen.

EF's Traktat skal kun udstikke nogle faste og helt konkrete retningslinier

for samarbejdet landene imellem. Der skal i vid udstrækning kun fastlægges

meget enkle retningslinier for borgernes og staternes rettigheder. Det kan

ganske simpelt ikke accepteres, at en traktat, vi alle skal underkastes, ikke

klart og entydigt beskriver, hvilke rettigheder borgerne og medlemslandene

har over for EF. Der må ikke overlades så meget til fortolkning, cirkulærer,

direktiver, retsforskrifter og betænkninger, som det i øjeblikket sker i EF.

EF-Domstolen skal efter en modernisering af EF's struktur sikre borgernes

rettigheder over for politiske overgreb gennemført af EF-Unionen og ikke som

nu kun tilgodese, at Traktatens mål opnås. Samtidig skal det sikres, at EF's

nye struktur tilgodeser og er baseret på de enkelte borgeres ønsker.

Regional selvbestemmelse versus tvang

Unioner, der bygger på afgivelse af suverænitet, ud fra hvad man kan kalde

»tvungne omstændigheder«, vil ikke kunne eksistere. Sovjetunionen

brød sammen af to grunde. Dels den socialistiske fantasis sammenbrud og

manglende evne til at brødføde befolkningerne, men dels så sandelig også,

fordi man knægtede de nationale mindretals interesser og selvstændighed. Det

er især efter den kolde krigs ophør og de totalitære staters kollaps

nødvendigt, at vi frigør os selv fra denne tids forstenede verdensbillede.

Den politiske vanetænkning må afløses af fornuftige betragtninger, hvor man

forsøger at afdække problemernes rod i stedet for at fordoble problemerne.

Når de nationale og etniske mindretal i dag begynder at give

»problemer«, er det jo ikke fordi supermagternes æra havde

afskaffet dem. Derimod er det netop denne æras fortjeneste, at konflikterne

bryder så ekstraordinært kraftigt ud på nuværende tidspunkt efter at have

været undertrykt i årtier. Stormagterne delte Europa imellem sig og gav ingen

af landene mulighed for at formes, som det nu ville være naturligt for hver

af dem. Derimod var det en revolution, der blev pålagt udefra. De undertrykte

nationale følelser begynder først nu forsigtigt at komme frem.

Et tvungent fællesskab, hvad enten man kalder det Sovjetunionen eller

Maastricht-Traktaten, giver ingen fred - og slet ingen frihed. Et Europa og

en verden i fred og frihed kræver, at de nationale og selvvalgte samfund får

lov og plads til at afgøre de nationale grænser, før yderligere international

integration finder sted. Vi bør støtte de nationale mindretals krav om

selvstændighed, men på den måde at folkeafstemninger i de enkelte områder

afgør spørgsmålet om nationalt tilhørsforhold.Et system med respekt for de

enkelte vælgeres og mindretalsgruppers rettigheder vil naturligt medvirke til

at bevare freden i Europa.

EF-beskatning

Mens de enkelte medlemslandes muligheder for at opretholde omfattende

beskatningsregler begrænses på grund af den indbyrdes konkurrence

medlemslandene imellem, vil de centrale lovgivningsorganer i EF ikke have

dette problem. EF's beskatningsorganer vil være et monopol! Derfor er det

nødvendigt at indføre et konkurrenceelement sammen med en begrænsning i

muligheden for at udskrive skatter. Samtidig er det nødvendigt at adskille

spørgsmålet om beskatningens størrelse fra spørgsmålet om beskatningens

opkrævning.

Konkurrenceelementet i beskatningen skal begrænses til, hvad der skal

beskattes, og hvordan det skal beskattes, når det er afgjort, hvilket niveau

beskatningen skal have. Begrænsningen på beskatningen skal kun have med

skatteniveauet at gøre og ikke opkrævningen.

For at etablere muligheden for konkurrence i opkrævningsleddet kræves det,

at hver enkelt medlemsstat bevarer retten til at fastsætte, hvad der skal

beskattes, og hvordan det skal beskattes.

EF's første fælles skatter og afgifter vil naturligt udspringe fra

miljøområdet, hvor der er flere forslag og ideer om forskellige miljøafgifter

og CO2-afgifter. Miljøafgifter vil også på europæisk plan vise sig at være en

ny skatteskrue.

EF og miljøpolitik

I løbet af de sidste 20 år har EF's fire miljøhandlingsprogrammer medført,

at der er gennemført omkring 200 forskellige miljødirektiver. Disse 200

miljødirektiver omhandler indholdsmæssigt så vidt forskellige forhold som

forurening af luft, vand og jordbund, affaldsforvaltning,

sikkerhedsbestemmelser vedrørende kemiske stoffer og bioteknologi,

produktstandarder, vurdering af virkning på miljø- og naturbeskyttelse.

EF har altså i lang tid beskæftiget sig med miljøpolitik. Når man skal

beskrive miljøpolitikken i forhold til den Politiske Union, er det relevant

at opdele beskrivelsen i følgende 4 dele:

1. Hvilken miljøpolitik gælder i dag i EF - altså, hvilken miljøpolitik

gælder før en eventuel etablering af den Politiske Union?

2. Hvilke krav og ønsker til miljøpolitikken havde regeringen i

Maastrichtforhandlingerne?

3. Hvilken miljøpolitik blev man enig om i Maastricht, det vil sige,

hvilken miljøpolitik vil gælde, hvis den Politiske Union bliver etableret?

4. Hvilken miljøpolitik bliver der mulighed for EF at føre, hvis

Kommissionens nye miljøhandlingsprogram vedtages?

ad. 1: Miljøpolitikken har ikke hidtil været et særlig betydningsfuldt

element i EF-samarbejdet. Det hidtige formelle arbejdsgrundlag for en fælles

miljøpolitik i EF fylder kun to sider i den såkaldte Europæisk Fælles Akt

(EF-pakken) fra 1986. Spørgsmålet om miljøbeskyttelse indgår også i EF's

politik på andre områder. Således eksisterer der miljøpolitik i enkelte andre

afsnit i Rom-Traktaten, f.eks. indeholder industriafsnittet en bestemmelse om

dumpning af giftigt affald. Men de overordnede linier og principperne er

indeholdt i de to sider (artikel 130).

Hovedprincippet i EF's hidtige miljøpolitik er, at miljøpolitikken er

underordnet den økonomiske politik. Man kan sige, at EF i dag ikke har lov

til - og mulighed for - at vedtage miljøregler, der kommer til at hindre den

frie handel i EF. Økonomien skal have lov at trives, og dette skal

miljøpolitikken indordne sig efter.

Miljøforslag fra Kommissionen skal i dag vedtages ved enstemmighed i

Ministerrådet (artikel 130 S).

EF's indsats på miljøområdet har i dag (artikel 130 R) i Rom-Traktaten

følgende formål:

- at bevare, beskytte og forbedre kvaliteten af miljøet,

- at bidrage til beskyttelse af menneskers sundhed,

- at sikre, at naturens ressourcer udnyttes forsigtigt og fornuftigt.

Miljøpolitikken bygger på principperne:

- om forebyggende indgreb,

- om udbedring af miljøskader og

- om, at forureneren betaler.

Miljøforanstaltninger indføres som minimumsregler, det vil sige, at de

enkelte lande på det nationale plan kan indføre miljøbestemmelser, der er

mere vidtgående, end hvad EF vedtager (artikel 130 T).

2. Hvilke krav og ønsker til miljøpolitikken havde regeringen i

Maastrichtforhandlingerne?

I forbindelse med forhandlingerne i Maastricht havde regeringen udfærdiget

et memorandum, der havde følgende mål:

- at målsætningen for EF's miljøpolitik skulle være at sikre en

miljømæssig bæredygtig udvikling,

- at løsningen af såkaldte "fundamentale" miljøproblemer ikke

skal vige for andre hensyn,

- at miljøpolitikken skal vedtages med kvalificeret flertal,

- at miljøforanstaltninger stadig skal kunne indføres som minimumsregler

på det nationale plan.

3. Hvilken miljøpolitik blev man enig om i Maastricht, altså hvad er

miljøpolitikken i det traktatudkast, som man enedes om, og som vi skal stemme

om den 18. maj?

Heller ikke i Unions-Traktaten kommer selve miljøafsnittet til at fylde

det store. Det, man skal lægge mærke til i miljøafsnittet i Unions-Traktaten,

er ikke så meget, hvad formålet og hensigten med miljøpolitikken i den

Politiske Union er, men snarere, hvilke muligheder der bliver givet for

senere at føre en socialistisk og planøkonomisk miljøpolitik.

Dertil kommer, at der i de grundlæggende artikler, der danner udgangspunkt

for hele EF-samarbejdet, er indført en sætning, der siger, at EF har til

opgave at fremme en økonomisk udvikling i Fællesskabet, der tilrettelægges

således, at den tager hensyn til en lang række forskellige forhold, herunder

en bæredygtig udvikling, og som respekterer miljøet (artikel 2).

Det vil med andre ord sige, at ligegyldigt hvad der sker i EF-landene,

skal der tages hensyn til miljøforslag fra Kommisionen, der ifølge

Unions-Traktaten skal vedtages ved kvalificeret flertal i Ministerrådet,

altså 54 ud af 76 stemmer (artikel 130 S).

Der findes tre hovedområder, der er undtaget fra bestemmelserne om

flertalsafgørelser. Det er:

- Miljøregler, hvori der indgår skatter og afgifter (f.eks. CO2-afgiften)

- Fysisk planlægning og arealanvendelse

- Foranstaltninger, der i væsentligt omfang berører de enkelte landes

energipolitik.

Hvis der skal vedtages miljøregler inden for disse tre områder, skal

reglerne vedtages med enstemmighed i stedet for kvalificeret flertal.

På grund af enstemmighedsreglen vil det således være vanskeligt at vedtage

miljøforanstaltninger, der er i modstrid med disse områder.

EF har mulighed for på bestemte miljøområder at gribe ind og regulere ved

kvalificeret flertal. Det gælder følgende områder:

- grænseværdier for luft-, jord- og vandforurening,

- artbeskyttelsesregler og lignende,

- affaldsplanlægning,

- forvaltning af vandressourcer.

Af Unions-Traktaten fremgår det altså, at EF's indsats på miljøområdet vil

ændres væsentligt, da samtlige beslutninger skal være afstemt til

miljøforhold. EF's indsats på miljøområdet skal bestå af de samme formål, som

hidtil har været indeholdt i Rom-Traktaten, samt et ekstra og nyt formål.

Nuværende formål:

- at bevare, beskytte og forbedre kvaliteten af miljøet,

- at bidrage til beskyttelse af menneskers sundhed,

- at sikre, at naturens ressourcer udnyttes forsigtigt og fornuftigt.

Disse formål er de samme, som gælder i dag. Dertil kommer et nyt formål:

- at fremme internationalt samarbejde og

internationale/grænseoverskridende løsninger af miljøproblemer.

Også principperne i Unions-Traktaten på miljøområdet bygger på de samme

principper, som allerede gælder i dag, hvilket vil sige forebyggende indgreb,

om udbedring af miljøskader og om, at forureneren betaler. Miljøbeskyttelse

indgår i EF's politik på andre områder.

Miljøregler vil også efter en eventuel vedtagelse af Unions-Traktaten

kunne indføres som minimumsregler.

De nye miljøregler vil ikke begrænse medlemsstaternes kompetence til at

forhandle i internationale organer og til at indgå internationale aftaler.

Når man sammenligner udformningen af traktatteksten med de ønsker,

regeringen havde nedfældet i sit memorandum, fremgår det altså, at regeringen

fik to af sine krav igennem, nemlig:

- at miljøpolitikken skal vedtages med kvalificeret flertal,

- at miljøforanstaltninger stadig skal kunne indføres som minimumsregler

på det nationale plan,

- at løsningen af såkaldte "fundamentale" miljøproblemer ikke

skal vige for andre hensyn.

Derimod fik regeringen ikke de to andre krav igennem. Således blev det

ikke vedtaget i Traktaten:

- at målsætningen for EF's miljøpolitik skulle sikre en miljømæssigt

bæredygtig udvikling.

Man kan altså sige, at indholdet af traktatteksten blev omtrent så

socialistisk, som regeringen ønskede. Gennem bestemmelsen om, at en række

miljøanliggender ikke længere skal vedtages enstemmigt, men gennem

kvalificeret flertal, er der givet mulighed for på længere sigt at gennemføre

en socialistisk politik. Det vil også klart fremgå af det sidste punkt.

4. Hvilken miljøpolitik bliver der mulighed for EF at føre, hvis

Kommissionens nye miljøhandlingsprogram vedtages?

Det vil være rigtigt at betegne EF's 5. miljøhandlingsprogram, som en

bulldozer, der skal tromle den sidste rest af en åben og fri økonomi ned.

Det hedder sig i EF's 5. miljøhandlingsprogram, at bæredygtigheden af den

politik, der føres på områder som industri, energi, transport, landbrug og

regionaludvikling skal underordnes miljøforhold.

Man kan altså sige (som undskyldning), at alle betydningsfulde sektorer

skal underlægges bureaukratisk og politisk kontrol med miljøet, hvilket i

princippet er det samme som at gennemføre en omfattende socialisering.

Handlingsprogrammet lægger op til, at en række fundamentale områder i

økonomien skal rationaliseres. Således skal f.eks. produktion og forbrug af

energi rationaliseres; samfundets forbrugs- og adfærdsmønstre skal ændres.

Programmet er udformet i sådanne vendinger, at det er muligt senere at

stramme tiltagene op.

Miljøhandlingsprogrammet udvider EF's virkefelt, så EF ikke længere kun

skal gøre sin indflydelse gældende i EF-medlemslandene, men over hele verden.

(Pkt. 10 i handlingsprogrammet).

Kommissionen skal i miljøets hellige navn til at føre politiske kampagner.

Og med miljøet som undskylding tager Kommissionen nu det første skridt til at

blande sig i de enkelte landes undervisningspolitik. Således skriver

Kommissionen følgende i det 4. miljøhandlingsprogram: "Kommissionen vil

på sin side forpligte sine informationstjenester til at føre

miljøinformationskampagner og kampagner, der øger miljøbevidstheden.

Det er ikke muligt at overvurdere undervisningens betydning for

miljøbevidsthed, og en sådan undervisning bør være en integreret del af

skolernes læseplan lige fra primærtrinet."

Hvis man skal sammenfatte indholdet af Kommissionens 4.

miljøhandlingsprogram, kan man kort sige, at de socialistiske

styringstendenser, vi har oplevet i Danmark i de sidste 10-15 år inden for

miljøområdet, er kommet til EF. Og i EF slår de hårdt igennem.

Hvis den Politiske Union bliver vedtaget, betyder det, at de miljøtiltag

og de våben, Kommissionen får i hånden med den nye Unionstraktat, på længere

sigt vil kunne dominere og regulere en meget stor del af de områder, der i

dag er frie. Miljøafsnittene i Traktaten har klare socialistiske hensigter.

Fremskridtspartiet vil også af disse grunde anbefale et nej.

Afsluttende konklusion

I de forløbne år har vi oplevet store omvæltninger i verdenssamfundet: De

kommunistiske landes fald, frihedsidealernes sejr i store dele af verden, en

nødvendig og fortsat igangværende omtegning af det geografiske og politiske

verdenskort. De fleste omvæltninger er så glædelige og så store og

vidtrækkende, at de var umulige at forudsige for få år siden.

Med hensyn til EF har det længe været klart, at der ville ske ændringer

fra 1993, hvor blandt andet det indre marked skulle vise vejen til et nyt

Europa.

Tanken om det indre marked var i starten præget af en vision om et Europa

uden grænser, med fri handel og med mulighed for udstrakt frihed for de

enkelte individer.

I 1992 forlod de europæiske politikere i meget vid udstrækning denne

oprindelige og positive ide til fordel for et politisk og bureaukratisk

misfoster, der skulle skabe et Europas Forenede Stater, med

Maastricht-Trakaten som udgangspunkt.

Et Europa, der indfører bastante grænser mod den øvrige verden er en

uhyggelig fremtidsvision: en gigantisk superstat, som lever sit eget liv med

reguleringer og indgreb i den frie markedsøkonomi. Det er bestemt ikke et

tillokkende billede af et fremtidigt Europa.

Det er ud fra de forudsætninger og ideer, der ligger i planerne om en

europæisk union som udtrykt i Maastricht, nødvendigt fortsat at være villige

og modige nok til at sige nej. Nej til formynderi og planøkonomi. Nej til

centralisme og kollektivisme. Nej til subsidier og tilskud. Nej til ophør og

braklægninger.

Fremskridtspartiet siger ja til frihed og decentralisering. Ja til

selvstændighed og frihandel. Ja til konkurrence og markedsøkonomi. Ja til

økonomisk vækst og flere i arbejde. Derfor siger Fremskridtspartiet nej til

EF-Unionen.

Fremskridtspartiet er de danske vælgeres løftede pegepind og derfor

opmærksom på ethvert skridt væk fra ideerne om et frit indre marked over imod

en planøkonomisk superstat. Vi kan ikke fejre planøkonomiens fald i

Sovjetunionen og Østblokken generelt, mens vi selv indfører et langt mere

totalitært styre for Europa.

Fremskridtspartiet anbefaler af disse og mange andre grunde alle

frihedselskende danskere til at stemme nej den 18. maj.

Ændringsforslagtil

II. Forslag til lov om Danmarks tiltrædelse af Edinburgh-Afgørelsen og

Maastricht-Traktaten

Af et mindretal (FP):

Til titlen 1) I titlen udgår ordene »Edinburgh-Afgørelsen

og«.

Til § 1 2) Stk. 1 udgår.

3) I stk. 2 , der bliver stk. 1, udgår ordet

»herefter«.

Til § 2 4) Ordene »samt af Edinburgh-Afgørelsen, med

tilhørende erklæringer« udgår.

Bemærkninger

Til nr. 1-4 Der henvises til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 1 og 2

til det under III anførte lovforslag.

Ændringsforslagtil

III. Forslag til lov om afholdelse af folkeafstemning om forslag til

lov om Danmarks tiltrædelse af Edinburgh-Afgørelsen og

Maastricht-Traktaten

Af et mindretal (FP):

Til titlen 1) I titlen udgår ordene »Edinburgh-Afgørelsen

og«.

Til § 1 2) Ordene »Edinburgh-Afgørelsen og« udgår.

Bemærkninger

Til nr. 1 og 2 Fremskridtspartiet ser ingen grund til at sende en

"afgørelse" ud til folkeafstemning, idet det fremgår af

udenrigsministerens besvarelse af spørgsmål 14, at afgørelsen er at regne for

noget, der er afgjort, og derved ikke kan ændres. Derfor ændres der intet ved

Maastricht-Traktaten. Der er stadig tale om Den Europæiske Union.

Edinburgh-Afgørelsen er blot en ikrafttræden af de forbehold, Danmark

allerede havde fået sikret i Maastricht-Traktaten. Men efter Edinburgh har

Danmark afskrevet sig muligheden for at forhindre de andre lande i at gå

videre på disse områder.

Maastricht-Traktaten indebærer, at Danmark må afgive en stor del af sin

suverænitet, og derfor var det naturligt at sende Traktaten til

folkeafstemning den 2. juni 1992.

Ove Fich (S) Ole Espersen (S) Risgaard Knudsen (S) Birgitte Husmark (SF)

Ivar Nørgaard (S) fmd. Ritt Bjerregaard (S) Hjortnæs (S) Gade (SF) Peter

Duetoft (CD) nfmd. Kent Kirk (KF) Henning Dyremose (KF) Charlotte

Antonsen (V) Tørnæs (V) Fogh Rasmussen (V) Annette Just (FP) Elisabeth Arnold

(RV) Lysholm Christensen (KRF) Bilag

En række af udvalgets spørgsmål og udenrigsministerens besvarelser heraf

Spørgsmål nr. 14:

»Ministeren bedes tilstille udvalget en kopi af underskrifterne på

Edinburgh-aftalen. Hvis disse ikke findes, bedes ministeren redegøre for, om

der ikke reelt er tale om en formandskabskonklusion, som det er normalt fra

disse møder.«

Svar:

Det fremgår af de afsluttende bestemmelser til Edinburgh-Afgørelsen, at

den træder i kraft samtidig med Maastricht-Traktaten. I afsnit E, stk. 1,

hedder det således: »Denne afgørelse får virkning på den dato, hvor

Traktaten om Den Europæiske Union træder i kraft;». Der henvises i

øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 177, navnlig side

4.

Spørgsmål nr. 15:

»Ændringerne vedrørende åbenhed i EF, som blev vedtaget på

Edinburgh-mødet, er vedtaget med hjemmel i Rom-Traktaten og delvist allerede

trådt i kraft. Hvorfor er dette spørgsmål da medtaget i bemærkningerne til

lovforslaget? Er det et led i et forsøg på at sminke afstemningstemaet for at

få det til at se ud, som om vi stemmer om noget nyt?»

Svar:

De beslutninger, der blev truffet på Det Europæiske Råds møde i Edinburgh

vedrørende åbenhed i EF, udgør en integreret del af det samlede

aftalekompleks vedrørende Danmarks forhold til Maastricht-Traktaten. Dette

fremgår af præamblen til Edinburgh-Afgørelsen, de almindelige bemærkninger

til lovforslag nr. L 177, side 3, samt besvarelsen af spørgsmål nr. S 266 af

17. december 1992.

Spørgsmål nr. 16:

»Hvorfor er Danmarks forhandlingsoplæg til Edinburgh-mødet

»Danmark i Europa« medtaget i bemærkningerne til lovforslag nr. L

177 om folkeafstemningen, men ikke medtaget i tiltrædelsesloven?»

Svar:

Som bekendt består det samlede lovkompleks af 3 lovforslag.

Lovforslag nr. L 177 er hovedlovforslaget. Det indeholder efter

regeringens opfattelse samtlige elementer, der har betydning for Danmarks

forhold til Maastricht-Traktaten. Det gælder ikke blot »Danmark i

Europa«, men også den politiske aftale mellem 7 af Folketingets partier,

bemærkningerne om større åbenhed i Folketingets arbejdsformer samt

redegørelsen for Edinburgh-aftalen og Maastricht-Traktaten, herunder

forudsætningen om, at Edinburgh-Afgørelsen er retligt bindende.

Lovforslag nr. L 176, der indeholder ændringer til tiltrædelsesloven fra

1972 samt lovforslag nr. L 178, der udgør retsgrundlaget for

folkeafstemningen den 18. maj 1993, har i højere grad karakter af

teknisk/juridisk prægede konsekvenser af indholdet af lovforslag nr. L 177.

Der henvises til redegørelsen for det samlede lovkompleks i de almindelige

bemærkninger til lovforslag nr. L 177 samt bemærkningerne til dette

lovforslags § 1 og § 2.

Spørgsmål nr. 18:

»Der ønskes en konkret sammenligning mellem lovforslag nr. 240, som

det blev vedtaget af Folketinget før afstemningen den 2. juni 1992, og

lovforslag L 176.«

Spørgsmål nr. 19:

»I forlængelse af spørgsmål 18 bedes ministeren oplyse, om det er

rigtigt, at der kun er tre forskelle:

a) man har fjernet underoverskriften »Danmarks tiltrædelse til Den

Europæiske Union«,

b) der afgives ikke suverænitet for så vidt angår asylpolitikken og

c) Edinburgh-aftalen optages i listen af traktater m.v., der udgør

Danmarks grundlag for medlemskab af EF og EF-unionen.'

Spørgsmål nr. 20:

»I forlængelse af spørgsmål 19 a) bedes ministeren give en

begrundelse for, at denne er fjernet.«

Samlet besvarelse af spørgsmål nr. 18-20:

Ud over de tre forskelle, der nævnes i spørgsmål nr. 19 a)-c), kommer,

at § 1 i lovforslag nr. L 240, der blev vedtaget af Folketinget den

12. maj 1992, nu er indeholdt i § 1, stk. 2, i lovforslag nr. L 177,

at det nu præciseres i pkt. 12 a), at undtagelserne sker ». .

.for så vidt de bestemmelser vedrører deltagelse i tredje fase af Den

Økonomiske og Monetære Union. . .«, at der nu tilføjes et nyt

pkt. 13, »Afgørelse af 12. december 1992 om visse problemer, som Danmark

har rejst vedrørende Traktaten om Den Europæiske Union med tilhørende

erklæringer«, samt at ikrafttrædelsesbestemmelsen nu er bundet

til Maastricht-Traktatens ikrafttrædelse, jf. lovforslagets § 2 og

bemærkningerne hertil.

Begrundelsen for, at den tidligere underoverskrift »(Danmarks

tiltrædelse af traktaten om Den Europæiske Union)» ikke er medtaget i

lovforslag nr. L 176, er, at den nu er indeholdt i selve overskriften til

lovforslag nr. L 177, »Forslag til lov om Danmarks tiltrædelse af

Edinburgh-Afgørelsen og Maastricht-Traktaten«. Edinburgh-Afgørelsens

fulde titel er: »Afgørelse om visse problemer, som Danmark har rejst

vedrørende Traktaten om Den Europæiske Union«. Maastricht-Traktatens

fulde titel er: »Traktat om Den Europæiske Union«.

Spørgsmål nr. 21:

»Edinburgh-aftalen er indgået af »stats- og regeringscheferne

forsamlet i Det Europæiske Råd«. Hvor i EF-retten er denne institution

omtalt, og med hvilken hjemmel i EF-retten er aftalen indgået?»

Spørgsmål nr. 22:

»Hvilke dele af Edinburgh-aftalen - om nogen - falder under

EF-Domstolens jurisdiktion?»

Spørgsmål nr. 23:

»I bemærkningerne til L 177, side 4, spalte 1, står der følgende:

»Denne aftale er retligt bindende som en traktat indgået af suveræne

stater. Den er derfor ikke blot en EF-retsakt og kan derfor ikke på samme

måde som retsakter udstedt af EF's institutioner efterprøves ved

EF-Domstolen.« Ministeren bedes oplyse, om der er tale om dårlig

formulering, eller om ordet »blot« i 2. sætning er et forsøg på

vildledning?»

Samlet besvarelse af spørgsmål nr. 21-23:

Der henvises til de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 177,

side 4, til Udenrigsministeriets notat af 8. december 1992 til Folketingets

Markedsudvalg om visse retlige spørgsmål vedrørende det britiske formandskabs

forslag af 3. december 1992 om Danmark og Maastricht-Traktaten samt til

besvarelsen af spørgsmål nr. S 273 af 11. januar 1993.

Edinburgh-Afgørelsen er en »Afgørelse truffet af stats- og

regeringscheferne forsamlet i Det Europæiske Råd. . .«. Den er ikke

truffet af en EF-institution, og afgørelsen har ikke hjemmel i EF-retten. Der

er tale om en folkeretlig bindende aftale indgået imellem de 12 medlemslande,

der er kontraherende parter til Maastricht-Traktaten.

Edinburgh-Afgørelsen kan ikke i sig selv være genstand for en retssag ved

EF-Domstolen, idet det som bekendt ikke er en retsakt udstedt af EF's

institutioner. Det er som nævnt en bindende folkeretlig aftale. Der kan

tænkes at opstå konkrete sager vedrørende fortolkningen af

Maastricht-Traktaten, hvor Edinburgh-Afgørelsen vil kunne få betydning og vil

blive lagt til grund af EF-Domstolen, jf. Wiener-Konventionen om

traktatretten, art. 31.

Meningen med ordet »blot« er at understrege, at

Edinburgh-Afgørelsen ikke er et direktiv eller en forordning, men en bindende

folkeretlig aftale.

Spørgsmål nr. 24:

»Under 1. behandlingen i Folketinget udtalte Markedsudvalgets

formand, Ivar Nørgaard, som svar på spørgsmål fra Annette Just, at

Edinburgh-aftalen er en traktat og bindende efter Haag-Domstolen, således som

det også fremgår af bemærkningerne.

Det ønskes oplyst, hvilke dele af Edinburgh-aftalen der menes at falde

under Haag-Domstolens jurisdiktion, når EF's medlemslande efter

Rom-Traktatens § 219 har forpligtet sig til ikke at søge tvister vedrørende

fortolkning eller anvendelse af denne traktat afgjort på anden måde end

forudsat i traktaten?»

Svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 21-23. Med hensyn til

Rom-Traktatens art. 219 bemærkes, at denne bestemmelse indebærer, at

medlemsstaterne er afskåret fra at indbringe spørgsmål om fortolkningen eller

anvendelsen af EØF-Traktaten for andre organer end EF-Domstolen. Bestemmelsen

er ikke til hinder for, at spørgsmål vedrørende andre bindende folkeretlige

aftaler mellem EF-landene afgøres ved andre organer f.eks. Den Internationale

Domstol i Haag.

Spørgsmål nr. 25:

»I forlængelse af spørgsmål 24 bedes det oplyst, hvor mange EF-lande

der ikke generelt har anerkendt Haag-Domstolen.«

Svar:

Alle EF-lande er parter i FN-statutten om Den Internationale Domstol.

Sager kan indbringes direkte ved en stævning for Den Internationale Domstol

af parter, som har anerkendt Domstolens obligatoriske

jurisdiktionskompetence. For andre parter forudsætter indbringelse af sager

for Den Internationale Domstol en konkret aftale herom imellem de berørte

lande. Foruden Danmark har følgende EF-lande anerkendt Den Internationale

Domstols obligatoriske jurisdiktionskompetence: Belgien, Holland, Luxembourg,

Portugal og UK.

Spørgsmål nr. 26:

»Markedsudvalgets formand, Ivar Nørgaard, har flere gange udtalt, at

Edinburgh-aftalen er underskrevet af de enkelte regeringer. Dette bedes

bekræftet eller afkræftet. Samtidig bedes det i bekræftende fald oplyst, hvor

den underskrevne aftale er deponeret. I benægtende fald bedes det oplyst, om

den skal underskrives. Hvis dette ikke er tilfældet bedes begrundelsen herfor

oplyst.«

Svar:

Edinburgh-Afgørelsen er ikke underskrevet og skal heller ikke

underskrives. Som det fremgår af Udenrigsministeriets notat af 8. december

1992 til Folketingets Markedsudvalg om visse retlige spørgsmål vedrørende det

britiske formandskabs forslag af 3. december 1992 om Danmark og

Maastricht-Traktaten er begrundelsen følgende: »Den måde, hvorpå landene

via deres regeringer forpligter sig, være sig ved undertegnelse, afgivelse af

et brev eller en note, stiltiende samtykke, er ikke afgørende. Regeringerne

kan derfor også forpligte sig ved at medvirke ved en afgørelses tilblivelse.

Der er ikke noget til hinder for, at det sker inden for rammerne af Det

Europæiske Råd.«

Edinburgh-Afgørelsen vil blive registreret hos FN's generalsekretær i

overensstemmelse med FN-pagtens art. 102, når Edinburgh-Afgørelsen træder i

kraft.

Spørgsmål nr. 28:

»I forlængelse af spørgsmål 27 bedes det oplyst, om denne vedtagelse

betyder, at traktaten skal genforhandles og ændres inden for det næste

år?»

Svar:

Den vedtagne ændring i Akten om direkte valg til Europa-Parlamentet kræver

ikke yderligere forhandling. Den skal godkendes af medlemsstaterne i

overensstemmelse med deres nationale forfatningsmæssige bestemmelser. For

Danmarks vedkommende indebærer dette, at der til efteråret 1993 vil blive

fremlagt et forslag til folketingsbeslutning med henblik herpå.

Spørgsmål nr. 29:

»Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at »Danmark

holder sig uden for den forsvarspolitiske dimension, der indebærer medlemskab

af WEU, samt fælles forsvarspolitik og fælles forsvar.«

Edinburgh-aftalens pkt. C omfatter umiddelbart alene Danmarks rolle i WEU og

ikke i Den Europæiske Union. Da den anden erklæring om forsvar alene

indeholder en bestemmelse om, at Danmark skal fravige formandskabet - men

ikke den almindelige deltagelse og stemmeafgivning i Unionen - ønskes det

præciseret, hvorledes regeringen har tilkendegivet, at Danmark ikke deltager

i Unionens drøftelser om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som har

indvirken på forsvarsområdet?»

Spørgsmål nr. 30:

»I forlængelse af spørgsmål 29 ønskes det belyst, hvordan Danmark

faktisk og konkret vil holde sig uden for Den Europæiske Unions drøftelser på

dette område.«

Spørgsmål nr. 31:

»I forlængelse af spørgsmål 29 og 30 ønskes det belyst, hvordan

Danmark faktisk og konkret vil holde sig uden for Den Europæiske Unions

afgørelser på dette område.«

Samlet besvarelse af spørgsmål nr. 29-31:

Edinburgh-Afgørelsen indebærer følgende med hensyn til det

forsvarspolitiske samarbejde:

I afsnit C slås det fast, at Danmark har fået status som observatør i Den

Vesteuropæiske Union (WEU). Det slås også fast, at intet i

Maastricht-Traktaten forpligter Danmark til at blive medlem af WEU. Det slås

videre fast, at dette indebærer, at Danmark ikke deltager i udarbejdelsen og

gennemførelsen af afgørelser og aktioner inden for Den Europæiske Union, som

har indvirkning på forsvarsområdet. I afsnit C fremgår det videre, at Danmark

ikke vil hindre, at der udvikles et snævrere samarbejde mellem medlemsstater

på det forsvarspolitiske område. Hertil er knyttet en erklæring, der går ud

på, at Danmark vil afstå fra formandskabet og lade et andet medlemsland

overtage ledelsen af drøftelserne, såfremt forsvarspolitiske spørgsmål måtte

komme op til behandling under dansk formandskab. Der henvises i øvrigt til de

almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 177, pkt. II, »Redegørelse

for Edinburgh-Afgørelsen og Maastricht-Traktaten«.

Spørgsmål nr. 32:

»På baggrund af Edinburgh-topmødets erklæring om nærhedsprincippet og

subsidiaritetsprincippet ønskes en nærmere fortolkning af følgende afsnit:

»Ved anvendelse af princippet skal de generelle bestemmelser i

Maastricht-Traktaten overholdes, herunder kravet om »at opretholde

gældende fællesskabsret fuldt ud«, og det berører ikke

fællesskabsrettens forrang og heller ikke princippet i artikel F, stk. 3, i

Traktaten om Den Europæiske Union, hvorefter Unionen tilvejebringer de

nødvendige midler for at opnå sine mål og gennemføre sin politik.'

Det ønskes særligt undersøgt, om fællesskabsrettens forrang betyder, at

danske love ikke må være i strid med Unionstraktaten, Unionens forordninger

og direktiver, samt Unions-Domstolens afgørelser, selv om nærhedsprincippet

kunne tyde på noget andet.'

Svar:

Der henvises til Udenrigsministeriets notat af 17. december 1992 til

Folketingets Markedsudvalg om åbenhed og nærhed.

Princippet om fællesskabsrettens forrang er ikke nyt. Det følger af fast

praksis fra EF-Domstolen siden 1964 (sag 6/64, Costa - ENEL, Domstolens

domssamling, 1964, side 125).

Spørgsmål nr. 35:

»Kan det danske aftalesystem anvendes til at gennemføre EF-direktiver

uden følgelovgivning?»

Svar:

Ja. Der henvises til besvarelsen af 8. april 1992 af spørgsmål nr. 1 fra

Folketingets Markedsudvalg. I denne besvarelse gives der 3 konkrete eksempler

fra ligelønsloven, ferieloven og arbejdsmiljøloven på samspillet i Danmark

imellem lovgivning og kollektive aftaler og overenskomster mellem

arbejdsmarkedets parter. Der henvises herudover til besvarelsen af spørgsmål

nr. 36 nedenfor. Heraf fremgår, at der er gode udsigter til at opnå

forbedringer i den eksisterende situation således, at en gennemførelse af

direktiver via det danske aftalesystem bliver sidestillet med en

gennemførelse via lovgivning. Skulle denne vej ikke vise sig farbar,

opretholdes den eksisterende situation. En række direktiver vil således i

givet fald kunne gennemføres ved det kollektive aftalesystem kombineret med

en følgelovgivning, som regulerer det ikke aftalebundne område, jf.

ovennævnte 3 eksempler.

Spørgsmål nr. 36:

»I fortsættelse af foregående spørgsmål bedes det oplyst, hvordan

regeringen vil sikre, at arbejdsministerens udtalelse rent faktisk vil blive

opfyldt (Reuters Bureau-telegram af 17. februar 1993 vedlægges).«

Svar:

Det bemærkes indledningsvis, at direktivforslaget om udstationering af

arbejdstagere har hjemmel i Rom-Traktatens art. 57, stk. 2, og art. 66.

Under forhandlingerne om direktivforslaget har man fra dansk side anlagt

den holdning, at direktivet skal have en udformning, der sikrer, at

udenlandske arbejdstagere skal arbejde på værtslandets overenskomstmæssige

vilkår. Dette indebærer, at danske overenskomster skal overholdes.

Direktivforslaget anvender imidlertid et bestemt overenskomstbegreb, idet

det bestemmes, at de vilkår, som udstationerede arbejdstagere skal overholde

i værtslandet, kan være fastsat i værtslandets lovgivning eller i kollektive

aftaler, såfremt disse har erga omnes-virkning, dvs. dækker samtlige

arbejdstagere i en branche.

Såvel Kommissionen som hovedparten af medlemslandene har udtrykt betydelig

forståelse for, at også danske overenskomster skal sikres overholdt.

Fra dansk side har man for at løse problemet foreslået at anvende det

overenskomstbegreb, som findes i ILO-konvention nr. 94., hvorefter

arbejdstagere skal sikres vilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der

gælder for arbejde af samme art inden for vedkommende fag eller industri på

den egn, hvor arbejdet udføres.

I lyset heraf afholdtes på Kommissionens anmodning et møde den 18.

december 1992 med deltagelse af arbejdsmarkedets parter (LO, FTF og DA), hvor

man drøftede det danske kollektive aftalesystem i relation til

direktivforslaget. Mødet har været udførligt omtalt i den danske presse,

bl.a. i Politiken, Berlingske Tidende og Aktuelt den 13.1.1993. På mødet

redegjorde parterne for det danske kollektive aftalesystems funktion,

herunder dets normsættende virkning for de arbejdstagere, som ikke er

organiseret. Kommissionen udtrykte stor interesse herfor og anmodede på denne

baggrund parterne om at udarbejde en redegørelse for det danske kollektive

aftalesystem med henblik på nærmere at beskrive dets funktion og rækkevidde.

Redegørelsen vil i nær fremtid blive præsenteret af parterne over for

Kommissionen.

Europa-Parlamentet vedtog på februar-samlingen under forslagets

førstebehandling en række ændringsforslag, som følger den danske linie.

For øjeblikket overvejer Kommissionen, hvilke ændringsforslag den skal

fremsætte, men den har på forhånd udtrykt sig positivt over for hovedparten.

Spørgsmål nr. 37:

»Hvordan vil regeringen sikre, at den danske konfliktret ikke

anfægtes, samt sikre, at der hverken direkte eller indirekte kan stilles krav

om en »erga omnes«-effekt?»

Svar:

Fsva. erga omnes-effekten henvises til besvarelsen af spm. nr. 36.

Der lægges til grund, at spørgsmålet om konfliktretten skal ses i relation

til direktivforslaget om udstationering. En evt. begrænsning af

konfliktretten kunne komme på tale i relation til den såkaldte 3 måneders

regel, hvorefter værtslandets overenskomster fsva. løn og betalt ferie først

skulle kunne kræves overholdt efter de første 3 måneder. Denne regel har

Europa-Parlamentet såvel som en række medlemslande vendt sig stærkt imod. Det

er derfor vurderingen, at denne bestemmelse vil blive ændret. Desuden vil det

blive eksplicit præciseret, at direktivet ikke berører medlemslandenes regler

og/eller praksis for kollektive kampskridt.

For den gode ordens skyld bemærkes, at det i den til Maastricht-Traktaten

knyttede aftale om social- og arbejdsmarkedspolitikken i art. 2, stk. 6,

generelt er fastslået, at aftalen ikke finder anvendelse på lønforhold,

organisationsret, strejkeret eller ret til lockout.

Spørgsmål nr. 38:

»Kan regeringen bekræfte, at formuleringen i bemærkningerne til en ny

tiltrædelseslov om, at »Danmark ikke deltager i den udbygning og

styrkelse, der vil kunne følge af Unionsmålsætningen (artikel B) på de fire

områder, der er nævnt i Edinburgh-Afgørelsens afsnit A-D«, faktisk

betyder, at Danmark ikke agter at deltage i den udbygning og styrkelse, der

vil kunne følge af målsætningen om at indføre et unionsborgerskab?

Kan regeringen bekræfte, at sidstnævnte betyder, at Danmark ikke agter at

deltage i den udbygning og styrkelse af de rettigheder, der knytter sig til

unionsborgerskabet, som det er omtalt i Maastricht-Traktatens artikel 8 E,

uden det er besluttet ved en bindende folkeafstemning?

Spørgsmål nr. 39:

»Kan regeringen bekræfte, at formuleringen i bemærkningerne til en ny

tiltrædelseslov om, at »Danmark ikke deltager i den udbygning og

styrkelse, der vil kunne følge af unionsmålsætningen (artikel B) på de fire

områder, der er nævnt i Edinburgh-Afgørelsens afsnit A-D«, faktisk

betyder, at Danmark ikke agter at deltage i den udbygning og styrkelse, der

vil kunne følge af målsætningen om at udvikle et nært samarbejde vedrørende

retlige og indre anliggender?

Kan regeringen bekræfte, at sidstnævnte betyder, at Danmark ikke agter at

deltage i den udbygning og styrkelse af samarbejdet om retlige og indre

anliggender, der vil følge af en anvendelse af Maastricht-Traktatens artikel

K.9., uden det er besluttet ved en bindende folkeafstemning?

Samlet besvarelse på spørgsmål nr. 38-39:

Så vidt det er regeringen bekendt, er der ikke planer om at fremsætte

konkrete forslag om henholdsvis unionsborgerskab (art. 8 E) eller det retlige

samarbejde (art. K.9.), når Maastricht-Traktaten træder i kraft. Af denne

grund kan der ikke tages stilling. Der er intet til hinder for, at der kan

anvendes bindende folkeafstemning i de tilfælde, der er beskrevet i spørgsmål

38 og 39. Statsretligt kan det ske enten i henhold til grundlovens § 20 eller

i henhold til grundlovens § 42, stk. 6. På baggrund af formuleringen i den

politiske aftale imellem 7 af Folketingets partier, jf. de almindelige

bemærkninger til lovforslag nr. L 177, pkt. 3, finder regeringen det

naturligt, at der i de i spørgsmål 38 og 39 nævnte tilfælde anvendes bindende

folkeafstemning.

Spørgsmål nr. 40:

»Kan regeringen bekræfte, at Danmark ikke deltager i drøftelse af de

forsvarsmæssige aspekter af sikkerhed inden for Unionen, som disse er

beskrevet i Udenrigsministeriets notat af 14. februar 1992 til Folketingets

Markedsudvalg vedrørende forholdet mellem Den Europæiske Union og WEU indtil

1996 (Bilag (91.1) 461)?»

Svar:

Ja, jf. de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 177, side 17.

Spørgsmål nr. 41:

»Kan regeringen bekræfte, at Maastricht-Traktatens art. J.4., stk.

1's formulering om »udformning på langt sigt af en fælles

forsvarspolitik, som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar«, er

uden betydning for Danmark?»

Svar:

Ja, jf. de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 177, side 17.

Spørgsmål nr. 42:

»Kan regeringen bekræfte, at Maastricht-Traktatens art. J.4., stk. 2,

er uden betydning for Danmark?»

Svar:

Ja, jf. de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 177, side 17.

Spørgsmål nr. 50:

»Har den danske regering gjort noget for at gennemføre

Juni-Bevægelsens ønske om at få fastslået, at »ingen EF-regel kan ophæve

danske lønmodtageres overenskomstmæssige eller andre efter forhandling

fastsatte rettigheder. Enhver retsakt finder i øvrigt kun anvendelse, dersom

de omhandlede personer eller organisationer ikke er dækket eller bliver

dækket af en i Danmark frivilligt indgået overenskomst, hvis indhold ikke

strider imod målsætningen for den pågældende retsakt«?»

Svar:

Under forhandlingerne, der førte frem til Det Europæiske Råds møde i

Edinburgh den 11.-12. december 1992, forhandlede regeringen på grundlag af

det danske memorandum af 30. oktober 1992, »Danmark i Europa«.

Forhandlingsresultatet er beskrevet i de almindelige bemærkninger til

lovforslag nr. L 177.

Det kan i øvrigt bemærkes, at en gennemførelse af Juni-Bevægelsens ønske

bl.a. vil medføre, at de landvindinger, som man fra arbejdstagers side finder

at have opnået i EF-sammenhæng på områder som ligestilling, arbejdsmiljø,

virksomhedsoverdragelser og kollektive afskedigelser måtte opgives.

Spørgsmål nr. 97:

»Hvorfor er svaret på spørgsmål nr. 28 (Tillægsbetænkning til L 240

af 8. maj 1992, s. 272) så kortfattet og upræcist, mens Finansministeriet i

»Mulige konsekvenser af ændringer i Danmarks tilknytning til EF«

bruger 102 sider med præcise tal for et fald i beskæftigelsen på omkring

150.000 personer ved et nej den 18. maj 1993? Er der ikke større risiko for

større ledighed i de EF-lande, som i modsætning til Danmark ikke kan opfylde

ØMU'ens konvergenskrav, navnlig med hensyn til den offentlige gæld, som skal

skæres betydeligt ned i en række lande?»

Svar:

Regeringen har ikke yderligere tilføjelser til besvarelsen af spørgsmål

nr. 28 og Finansministeriets redegørelse »Mulige konsekvenser af

Danmarks tilknytning til EF«.

Spørgsmål nr. 102:

»Er der udsigt til et brud mellem de 7 af Folketingets partier og

deres broder/søster-partier eller partisammenslutninger i Europa-Parlamentet,

som støtter en Europæisk Forbundsstat?»

Svar:

Nej.

Spørgsmål nr. 106:

»Bekendt med at »unionsborgerskabet« som fastlagt i

Edinburgh-Aftalens afsnit A er et sæt af yderligere rettigheder for

medlemsstaternes statsborgere og under henvisning til Maastricht-Traktatens

art. 8, er danske statsborgere da at betragte som »unionsborgere«

med de »rettigheder og forpligtelser«, Maastricht-Traktaten angiver

(art. 8, stk. 2)? I bekræftende fald, hvad er det for rettigheder og

forpligtelser, Maastricht-Traktaten tildeler unionens borgere?»

Svar:

Det kan bekræftes, at danske statsborgere opnår de rettigheder, der følger

af Maastricht-Traktatens art. 8 A - 8 D, når Traktaten træder i kraft. Der

henvises til Hvidbogen om Danmark og Maastricht-Traktaten, kapitel VII, side

130, samt til de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 177, side 6 og

12.

Spørgsmål nr. 118:

»I forlængelse af svarene på spørgsmål 40-42 ønskes oplyst, hvorfor

J.4. ikke er nævnt som undtagelse til § 1, nr. 12, i L 176.«

Besvarelse:

Grunden til, at artikel J.4. ikke er nævnt som en undtagelse til pkt. 12,

er, at J.4. er formuleret på en sådan måde, at bestemmelsen ikke indebærer

suverænitetsoverladelse i grundlovens § 20's forstand. Der overlades således

ikke beføjelser til en EF-institution til at træffe beslutninger, der har

umiddelbar anvendelighed over for borgere og virksomheder i Danmark.

Spørgsmål nr. 119:

»Betyder § 1, nr. 13, i tiltrædelsesloven, at Danmark ikke deltager i

den udbygning og styrkelse, der vil kunne følge af Unionsmålsætningen på de 4

områder, der er nævnt i Edinburgh-Afgørelsens afsnit A-D?»

Besvarelse:

Optagelsen af Edinburgh-Afgørelsen i nr. 13 i loven om Danmarks

tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber indebærer, at Edinburgh-Afgørelsen

sammen med de forannævnte traktater m.m. udgør grundlaget for Danmarks

deltagelse i EF-samarbejdet. Danmark deltager ikke i den udbygning og

styrkelse, der eventuelt vil kunne følge af unionsmålsætningen på de 4

områder, som er nævnt i Edinburgh-Afgørelsens afsnit A-D.

Spørgsmål nr. 120:

»Er konsekvensen af svaret på spørgsmål 40, at Danmark ikke deltager

i afstemninger om forsvarsmæssige aspekter af sikkerhed inden for Unionen,

som disse er beskrevet i Udenrigsministeriets notat af 14. februar 1992 til

Folketingets Markedsudvalg vedrørende forholdet mellem Den Europæiske Union

og WEU indtil 1996. (Bilag (91.1) 461 vedlagt)?».

Besvarelse:

Ja, jf. besvarelsen af spørgsmål nr. 40 og de almindelige bemærkninger til

lovforslag nr. L 177, side 17.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter