1992 BTL 176 BETÆNKNING OVER I. FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM DANMARKS TILTRÆDELSE AF DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER II. FORSLAG TIL LOV OM DANMARKS TILTRÆDELSE AF EDINBURGH-AFGØRELSEN OG MAASTRICHT-TRAKTATEN III. FORSLAG TIL LOV OM AFHOLDELSE AF FOLKEAFSTEMNING OM DANMARKS TILTRÆDELSE AF EDINBURGH-AFGØRELSEN OG MAASTRICHT-TRAKTATEN NR L 176 1992-93, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslagene i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til udenrigsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
En række af udvalgets spørgsmål og ministrenes besvarelser herpå er optrykt
som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser
fra:
Dandanell, H. C., cand.jur.,
Enhedslisten - de rød-grønne,
Folkebevægelsen mod EF,
Junibevægelsen og
Nødvendigt Forum.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de
ledsagende bemærkninger.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem)
er enig om, at en vedtagelse af lovforslagene indebærer, at Danmarks
deltagelse i det europæiske samarbejde herefter er baseret på et nyt og andet
grundlag end det, der dannede grundlag for folkeafstemningen den 2. juni
1992.
Den løsning, som der opnåedes enighed om mellem alle tolv medlemslande i
Edinburgh, imødekommer i vidt omfang de ønsker, som Danmark rejste. Samtlige
stats- og regeringschefer tilsluttede sig beslutningen, som fik form af en
retligt bindende afgørelse.
Samtidig er der enighed om, at demokratiseringen af EF skal øges gennem
større åbenhed og gennemskuelighed i EF's beslutningsproces. Dette er
imødekommet ved, at der i Edinburgh blev vedtaget aftaler om henholdsvis
åbenhed og nærhed. Der er videre enighed om, at den danske
EF-beslutningsproces skal ændres, så Folketingets medlemmer og befolkningen i
højere grad inddrages i debatten.
På denne baggrund har der været afholdt en række møder i Markedsudvalget
og dettes underudvalg om nye procedurer for Folketingets behandling af
Læs alt
EF-anliggender.
1. Inddragelse af fagudvalgene
Der er enighed om, at fagudvalgene i større omfang end hidtil skal
inddrages i Folketingets behandling af EF-spørgsmål, bl.a. med henblik på at
styrke den offentlige debat.
I dag modtager Markedsudvalget med 2 til 4 ugers mellemrum en oversigt
over EF-dokumenter modtaget i Udenrigsministeriet. Sådanne oversigter skal
fremtidigt udarbejdes hver uge og fortsat omdeles til Markedsudvalgets
medlemmer og stedfortrædere. Samtidig hermed skal udvalgets sekretariat
videresende oversigten til formanden for de enkelte fagudvalg. Der skabes
herved mulighed for, at fagudvalget får lejlighed til at drøfte forslag af
særlig interesse, f.eks. ved at indkalde til samråd eller ved at stille
skriftlige spørgsmål. Kopi af besvarelser tilstilles fortsat Markedsudvalget.
Det enkelte fagudvalg afgør selv, om der herefter skal rettes henvendelse
til Markedsudvalget og i givet fald i hvilken form.
Markedsudvalgets dagsordener fremsendes løbende til formændene for
fagudvalgene, således at man kan få indblik i, hvornår et forslag behandles i
Markedsudvalget/Rådet.
Det er fortsat Markedsudvalget, som tager endelig stilling til de af
regeringen forelagte forhandlingsoplæg.
I Markedsudvalgets beretning af 14. juli 1974 blev det besluttet, at
udvalget kan beslutte at henvise EF-sager, som i særlig grad kræver
forhåndsindsigt, til høring i et udvalg, under hvis område sagen naturligt
hører. Efter endt behandling fremsendes en udtalelse til Markedsudvalget.
Denne praksis, som i de senere år kun har fundet regelmæssig anvendelse
for så vidt angår høring af Miljø- og Planlægningsudvalget, fortsætter i det
omfang, Markedsudvalget finder det relevant.
2. EF-råd
Der nedsættes et bredt sammensat EF-råd af repræsentanter for
organisationer og græsrodsbevægelser samt enkeltpersoner. Et sådant organ
skal være et forum for debat og rådgivning vedrørende de overordnede
problemer i EF-politikken. I rådet indgår bl.a. Markedsudvalgets medlemmer
samt de danske medlemmer af Europa-Parlamentet, Økonomisk og Socialt Udvalg
og Regionsudvalget.
Rådet nedsættes af regeringen i samråd med Markedsudvalget. Udnævnelsen
gælder for en periode af 4 år. Rådets formand udnævnes af regeringen. Rådet
mødes mindst 2 gange om året. Til møderne modtager rådet beretninger fra
regeringen og Markedsudvalget og fremkommer med råd og henstillinger.
Sekretariatsfunktionen varetages af Udenrigsministeriet.
3. EF-dokumentationscenter
Der oprettes et EF-dokumentationscenter i Folketingets Internationale
Afdeling. Informationscenteret skal oplyse befolkningen om, hvor man kan få
nærmere oplysninger om en bestemt EF-sag, og skal især kunne oplyse om sagens
behandling i Rådet og i den danske beslutningsproces. Interesserede borgere
og organisationer, som henvender sig til Folketingets
EF-dokumentationscenter, skal herfra kunne få tilstillet de
kommissionsforslag, faktuelle notater og øvrige offentligt tilgængelige
papirer, som danner basis for den danske beslutningsproces.
Mulighederne for information via tekst-tv - såvel om EF-lovgivning som om
dansk lovgivning - undersøges nærmere.
4. Offentliggørelse af mandatgivning og afholdelse af pressemøder
Efter hvert Markedsudvalgsmøde afholdes der et pressemøde i udvalgets
mødeværelse, hvor formanden redegør for, i hvilke sager regeringen har fået
sit forhandlingsoplæg godkendt, og hvor der var et flertal imod, idet han
samtidig for hver sag gør rede for, hvilke partier der gik imod.
Repræsentanter fra hvert parti kan deltage i pressemødet og begrunde partiets
standpunkt.
I de sager, hvor der er truffet beslutning om fortrolighed, meddeler
formanden blot, at regeringen har fået et forhandlingsoplæg, men at dette af
hensyn til Danmarks forhandlingsposition er fortroligt, indtil der er truffet
endelig beslutning i sagen. Når Rådet har truffet endelig beslutning,
offentliggøres det, hvordan de enkelte partier har stillet sig til
forhandlingsoplægget.
5. Høringer
Markedsudvalget vil - eventuelt sammen med fagudvalg - foranstalte
høringer om egnede emner af større interesse og af mere generel karakter som
f.eks. GATT-forhandlingerne. Ved høringerne kan deltage politikere, eksperter
og embedsmænd.
Ethvert parti kan fremsætte et begrundet forslag om afholdelse af en
høring om et aktuelt emne. Forslag om en sådan høring sættes på
Markedsudvalgets dagsorden. I forbindelse med det halvårlige formandsskifte i
Rådet skal Markedsudvalget på sin dagsorden have et fast punkt om eventuel
afholdelse af høringer.
6. EF-debatter i Folketinget
De eksisterende muligheder for EF-debatter i Folketinget bevares uændret.
Markedsudvalget kan herudover tage initiativ til debatter om emner af bredere
interesse.
Flertallet, der kan tilslutte sig ovenstående forslag til ændringer i
Folketingets behandling af EF-anliggender, indstiller herefter lovforslagene
til vedtagelse uændret .
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) kan tilslutte
sig forslagene til ændringer i Folketingets behandling af EF-anliggender med
undtagelse af den under punkt 2 nævnte oprettelse af et EF-råd, idet
mindretallet ikke kan se nytten/brugen af dette EF-råd som andet end en
bekvem og udgiftskrævende syltekrukke.
Mindretallet indstiller det under I anførte lovforslag til
forkastelse ved 3. behandling. De under II og III anførte lovforslag,
hvortil mindretallet har stillet ændringsforslag, indstilles ligeledes til
forkastelse , idet Fremskridtspartiet accepterer udfaldet af den
bindende folkeafstemning den 2. juni 1992, hvor et flertal af den danske
befolkning sagde nej til Unionen.
Der er med konklusionerne fra Edinburgh-topmødet ikke skabt et nyt
grundlag, der på nogen måde ændrer ved resultatet af den danske
folkeafstemning den 2. juni 1992 om Danmarks tiltrædelse af
Maastricht-Traktaten.
Fremskridtspartiet har altid ønsket private initiativer frem for
offentlige, derfor er Fremskridtspartiet tilhænger af fri markedsøkonomi. Med
den baggrund noterede Fremskridtspartiet med tilfredshed, at EF blev
etableret, og at der skete en dansk tilslutning til dette med henblik på at
skabe et europæisk frihandelsområde.
Fremskridtspartiet har således altid været tilhænger af, at Danmark er
medlem af EF. Fremskridtspartiet har altid støttet EF's princip om de fire
friheder: fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital.
Da Den Fælles Europæiske Akt (EF-pakken) i 1986 blev fremlagt til
folkeafstemning, anbefalede Fremskridtspartiet vælgerne at stemme ja, idet
det indre marked ville styrke vilkårene for fri markedsøkonomi i EF-landene.
Fremskridtspartiet er således tilhænger af EF og tilhænger af det indre
marked i EF.
Den 4. oktober 1990 - før vedtagelsen af det memorandum, der blev
grundlaget for regeringens forhandlingsmandat i Maastricht-forhandlingerne -
forelagde Fremskridtspartiet for Markedsudvalget et udkast til et dansk
memorandum i forbindelse med regeringskonferencerne om EF-unionen.
Regeringens memorandum vedrørende politisk samt økonomisk og monetær union
blev vedtaget den 4. oktober 1990.
I Fremskridtspartiets udkast tog partiet en række reservationer over for
en eventuel politisk EF-union. Fremskridtspartiet havde reservationer over
for den sociale dimension, over for en styrkelse af EF-Parlamentet, over for
ØMU'ens tredje fase, over for etablering af regionsudvalg, over for
skattekontrol, over for fælles europæisk kulturpolitik og over for en fælles
europæisk udenrigspolitik.
Fremskridtspartiet er således på en lang række afgørende områder uenig i
indholdet af det memorandum, der var regeringens forhandlingsgrundlag i
Maastricht. Fremskridtspartiet ønsker heller ikke, at miljøpolitikken skal
udbygges til at dække selv de mindste detaljer. I dag kan man se forslag om
forbud mod akvarier på over 200 liter for at sikre imod vandspild; et godt
eksempel på latterlig detailstyring fra bureaukratisk side.
EF's miljøpolitik bør kun dreje sig om de overordnede
forureningsproblemer, da røg, støj og møg ikke kender til grænser, og som
sådan skal placeringen være i Fællesskabets politik.
Fremskridtspartiet var også uenig med regeringen om dennes ønske om den
sociale dimension, der skal skabe mulighed for, at EF kan vedtage sociale
programmer, der gælder for alle EF-lande.
Den sociale dimension, som regeringen præsenterede i sit memorandum, er
direkte socialistisk. Heri bruges socialistisk terminologi som
arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder.
Man taler om en reorganisering af den sociale dialog, og under det påskud
taler man om obligatorisk overskudsdeling og medarbejderaktier. Dette
anbefales af Kommissionen. Der tales om fællesskabsaktioner for ældre, der
går ud på at bygge et netværk af ældreaktiviteter og informationsudvikling
samt at undersøge mulighederne for at oprette et decideret europæisk net til
udvikling af nyskabende initiativer for EF-penge og altså ikke nationale
penge. Der står helt klart og tydeligt i kommissionsforslaget, at nu vil man
altså bruge direkte EF-midler til disse formål. Regeringen gav i
memorandummet udtryk for, at den ønskede at tilvejebringe et decideret
retsgrundlag i Traktaten, hvorved EF-Kommissionen bl.a. pålægges at tage
initiativ til at fremsætte forslag. Regeringen ønsker, at målet med den
sociale dimension skal være at fremme arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår
for at udjævne disse.
Derudover kommer Kommissionen med deres latterlige forslag imod
sex-chikane. Måske var det en god ide at lade være med at dele befolkningen
op i kvinder og mænd, men erkende, at vi er mennesker. Når vi går på arbejde,
er vi arbejdstagere, og det er den bedste måde at sikre ligebehandling på.
Vedrørende den sociale sikringsordning kommer Kommissionen med forslag,
der indebærer indførelse af en kontanthjælpslignende ydelse på EF-niveau.
Derudover tales der om, at alle borgere skal have ret til social sikring,
uddannelse, bolig, arbejde, sundhedsforsorg og kulturelle ydelser. Fra
Kommissionens side siges det, at det er et rimeligt krav for alle EF-borgere
at have ens rettigheder.
Ovenstående rækkefølge af rettigheder bruges af Kommissionen. Man ønsker
altså ensretning. Når der tales om de langsigtede mål i disse forslag, nævnes
arbejdstidsnedsættelse, videreuddannelsesorlov, sabbatår og den såkaldte frie
beskæftigelse. Fri beskæftigelse vil sige, "arbejde i hjemmet og i
familien, skabelse af et socialt miljø, selvstændig beskæftigelse både af
økologisk og kulturel art". Kommissionen skriver altså direkte, at de
ønsker at bruge indførelse af en generel borgerindkomst, betalt af EF-midler.
Hvad vil det egentlig komme til at koste?
Den danske regering ønsker at skabe mulighed for at føre fælleseuropæisk
kulturpoltik. Det er Fremskridtspartiet stærk modstander af. Den Europæiske
Union skal ikke være den politiske pengetank for den kulturelle udvikling.
Fremskridtspartiet har altid erklæret sig enig i de dele af ØMU'en, der
giver et friere valutamarked, lavere inflation, fratager
devalueringsinstrumentet og ikke mindst reducerer regeringernes politiske
indflydelse på den monetære politik. Men Fremskridtspartiet er bekymret for
den centralisering, en europæisk centralbank kan betyde, og
Fremskridtspartiet frygter, at politiske krav eller direktiver fra et flertal
af EF-landenes regeringer over for Centralbanken kan medføre inflation og
varetagelse af enkeltlandes særinteresser i økonomiske krisesituationer.
Hvis Maastricht-Traktaten vedtages, vil EF på en række væsentlige områder
- på grund af den vidtstrakte flertalsregel - have mulighed for at træffe
beslutninger, som befolkningen i Danmark og Folketinget er uenige i. For de
EF-direktiver, der vedtages i EF's Ministerråd og har forrang for dansk
lovgivning, vil Danmark blive nødt til at vedtage og gennemføre som lov.
At der vil blive gennemført centralistiske initiativer, er der ingen tvivl
om. Allerede i dag foreligger der fra EF-Kommissionens side et
miljøhandlingsprogram og en handlingsplan på arbejdsmarkedsområdet (en del af
den sociale dimension). Disse handlingsprogrammer og handlingsplaner
indeholder gennemgribende socialistiske elementer.
Miljøhandlingsprogrammet lægger f.eks. op til, at de vigtigste områder i
økonomien underlægges offentlig og bureaukratisk kontrol. Således vil
miljøhandlingsprogrammet betyde, at områderne industri, energi, landbrug,
transport og turisme skal styres, reguleres og domineres politisk. Gennem
miljøhandlingsprogrammet lægges der op til, at EF også skal have mulighed for
at gribe ind i de enkelte EF-landes undervisningsplaner.
Miljøhandlingsprogrammet giver ligefrem Kommissionen ret til at føre bestemte
politiske kampagner.
Arbejdsmarkedshandlingsplanen lægger op til, at der skal indføres
overskudsdeling, borgerløn, politisk bestemte minimumslønninger, politiske
indgreb i arbejdstid, politisk bestemte regler for ansættelsesforhold,
politisk bestemte regler for faglige forhandlinger.
Andre og mere vidtgående initiativer giver Traktaten også mulighed for at
gennemføre i EF-regi. Traktaten indeholder således bestemmelser om
forskellige strukturfonde, der giver mulighed for at føre en inter-europæisk
socialisme. Gennem disse strukturfonde vil det være muligt at foretage
direkte økonomiske overførsler fra de velhavende EF-lande til de fattige
EF-lande. Det er imidlertid vigtigt, at man er opmærksom på, at de fonde, der
allerede på nuværende tidspunkt eksisterer, er så meget ude af kontrol, at
det reelt betyder, at hele EF's økonomi ikke på nogen måde kan styres.
Formanden for Kommissionen - Jacques Delors - har udarbejdet en såkaldt
Delors II-plan for finansiering af de øgede udgifter som følge af en eventuel
vedtagelse af EF-Unionen. Planen går ud på at forhøje EF's samlede budget med
ca. 40 pct. De ekstra midler skal skaffes gennem en såkaldt velfærdsafgift.
Velfærdsafgiften beregnes som en procent af det enkelte lands
bruttonationalprodukt, dog således, at procentsatsen fastsættes individuelt
for det enkelte land ud fra landets økonomiske formåen.
Danmark er i denne sammenhæng at regne blandt EF's rigeste lande, hvorved
den danske befolkning kan se frem til, at vores nuværende årlige
»EF-skat« vil blive skruet gevaldigt op.
Kommissionen arbejder med mange nye forslag ud fra devisen om, at når
Unions-Traktaten er blevet ratificeret, skal krav, såsom den tidligere nævnte
borgerløn, kombineret med ambitioner om minimumskrav inden for kultur- og
uddannelsespolitik m.v. uanset omfang og gennemførelsesgrad, utvivlsomt
betyde krav om endnu større EF-budgetter og deraf følgende krav om større
finansiering fra danske skatteydere.
Den danske regering og ja-sigerne har den opfattelse, at Danmark er
forpligtet til disse ekstra betalinger, og at man derfor aktivt vil arbejde
for projekternes gennemførelse. Skal indholdet af Unions-Traktaten
sammenfattes, kan den kun betegnes som bureaukratisk og centralistisk, en
afgivelse af den suveræne nationale afgørelse på nær sagt alt - undtagen
kirkepolitik; at sige ja til Unionen er at sige ja til delstaten Danmark,
medens et nej til Unionen er et ja til nationen Danmark.
Maastricht og Edinburgh
Når vi skal til en ny afstemnning den 18. maj, er der som nævnt ikke tale
om, at vi skal stemme om noget nyt.
Det, vi skal stemme om den 18. maj, vil ikke desto mindre få betydning
langt ud i fremtiden - og ikke kun for os selv og den nuværende
vælgergeneration. I den forbindelse fristes man til at tænke, at det daglige
arbejde ikke er andet end en parentes i historien, mens afgørelsen af Europas
fremtid har en helt anden og vidtrækkende betydning.
Den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-Traktaten. Så lavede
flertallet af Folketingets partier et nationalt kompromis, hvor man på enhver
tænkelig måde gjorde tingene modsat af, hvad man havde sagt i valgkampen.
Derefter tog de danske ministre, med Uffe Ellemann-Jensen i spidsen, og Poul
Nyrup Rasmussen som oppositionsleder, rundt i Europa og lovede guld og grønne
skove til de andre lande, hvis man enedes om dette papir.
I Edinburgh enedes man egentlig ikke om særlig meget. Men det drejer sig
ganske enkelt om århundredets største reklamefremstød. Det blev sagt, at
danskerne havde fået det hele. Alt hvad man krævede kom igennem.
Men hvad skete der i virkeligheden?
a: Edinburgh
Danmark fik nogle præciseringer af teksten i Maastricht-Traktaten eller
nogle aftaler, der reelt er uden betydning.
Danmark fik:
1: Vi står uden for ØMU'ens 3. fase. Men hindrer ikke de andre lande i at
gå videre mod en fuld union.
2: Vi står uden for et egentligt Euro-politi, men vil ikke hindre de andre
lande i at gå videre. Samtidig deltager Danmark i forvejen i det
internationale europæiske politisamarbejde.
3: Det blev præciseret, at Maastricht-Traktaten ikke siger, at det
europæiske unionsborgerskab er det samme som nationalt statsborgerskab.
4: Danmark skal ikke være med i en EF-hær eller WEU (Vestunionen). Men vi
lader de andre gennemføre EF-hæren eller forsvarssamarbejdet. Samtidig binder
vi os faktisk til at følge de beslutninger, der vedtages af de andre lande.
Måske skal vi nok ikke sende tropper ud i krig for EF, men vi kan ikke have
en selvstændig udenrigspolitisk holdning på dette punkt.
ad. 1: Det noteres, at Danmark har meddelt, at man ikke ønsker at deltage
i ØMU'ens 3. fase. Afstemningen den 2. juni drejede sig imidlertid ikke om
ØMU'ens 3. fase. Den afstemning skulle først finde sted i 1996. Her er det
værd at bemærke, at de danske forbehold kun vil være gældende i Traktatens
løbetid. Altså reelt uden betydning. Samtidig er det indlysende, at selv om
Danmark rent faktisk kunne holde sig uden for ØMU'ens 3. fase, har vi
tilsluttet os 2. fase. Dermed er det reelt utænkeligt, at Danmark kan føre en
selvstændig anderledes økonomisk politik end det øvrige Europa. Danmark vil
automatisk blive trukket med. Men da uden indflydelse.
I afgørelsen fra Edinburgh præciseres det i øvrigt, at Danmark ikke skal
tilslutte sig den fælles mønt, at Danmark ikke er bundet af bestemmelserne
for ØMU'ens 3. fase og endelig, at Danmark fortsat bevarer sin nationalbanks
beføjelser.
Den fælles mønt er enkeltstående, når man ikke vurderer de pengemæssige og
finansielle konsekvenser af indførelsen af en fælles europæisk centralbank
med de deraf følgende bemyndigelser, kun et følelsesmæssigt spørgsmål.
Under formandskabets konklusioner bliver det også præciseret, at Danmark
kan fortsætte i EMS. Danmark vil ikke hindre de øvrige lande i at fortsætte
og udvikle det økonomiske samarbejde.
Værdien af dette forbehold er ikke ubetinget gavnligt for Danmark. EMS har
tydeligt vist sine svagheder på det sidste, så fordelen er i bedste fald
minimal. Hvis de øvrige lande kan fortsætte med at udbygge samarbejdet,
brydes med et væsentligt princip i EF-Fællesskabet: At der skal være enighed
om udvidelser af samarbejdet. Danmark bliver et andenrangs medlemsland.
ad. 2: Det noteres, at Danmark under alle omstændigheder vil deltage fuldt
ud i det retsmæssige samarbejde, selv om der ikke oprettes et egentligt
EF-politi. Vi deltager altså i arbejdet, som om der reelt var et EF-politi.
ad. 3: Det blev præciseret, at det europæiske borgerskab ikke træder i
stedet for de nationale statsborgerskaber. Men samtidig bemærkes det, at
Danmark allerede opfylder betingelserne for borgerskab med hensyn til valgret
til kommunevalg og amtsvalg, og endelig bemærkes det, at Danmark har lovet,
at borgerskabsreglerne også vil gælde ved fremtidige EF-valg.
Med andre ord kan man notere, at EF har indset ligegyldigheden af det
danske krav. Det er kun et spørgsmål om ordet: Unionsborgerskab.
ad. 4: Det er blevet præciseret og dermed officielt, at Danmark er
observatør i WEU. Samtidig gøres der opmærksom på, at spørgsmålet om forsvar
ikke (i hvert fald formelt) er med i Maastricht.
Hermed afvises reelt de danske indvendinger som meningsløse, hvilket
naturligvis er sagligt nok. Men intentionerne i WEU-erklæringen i Maastricht
er naturligvis udviklingen af en europæisk hær. Og Traktaten er stadig
tidsbegrænset til 1996.
b: Status over ratifikationsprocessen
Det bliver fastslået, at der var enighed om fortsat at fastslå
forpligtelsen, der ligger i Traktaten om Den Europæiske Union (Maastricht).
Denne forpligtelse betyder, at det er nødvendigt, at Traktaten ratificeres
med det mål at skabe en europæisk union. Det bør bemærkes, at
ratificeringsprocessen også kræver, at alle tolv lande ratificerer Traktaten,
før Unionen kan iværksættes. Men Danmark har ifølge denne konklusion allerede
tilsluttet sig, at målet for EF er, som det udtrykkes i Maastricht-Traktaten:
En europæisk union. Her har regeringen groft tilsidesat det danske
folkeafstemningsresultat af den 2. juni 1992.
c: Det indre marked
Man konkluderer, at det indre marked i alt væsentligt vil være gennemført
tilfredsstillende den 31. december 1992. Der tales om, at forbrugerne får
større valg og lavere priser; at det vil virke beskæftigelsesfremmende og øge
erhvervslivets konkurrenceevne. Endelig konkluderes det, at EF vil forblive
åbent for international handel og investering.
Konklusionerne på dette punkt er mildt sagt i strid med virkeligheden. Den
internationale handel (eksport og import til og fra EF-området) er så
begrænset som aldrig før. Senest har vi oplevet sagen med
»dollarbananerne«, hvor man hindrer import til Europa af bananer
fra Sydamerika. Det medfører højere priser for forbrugerne, mindre
valgmuligheder, højere arbejdsløshed og svækkelse af det europæiske
erhvervsliv. Punktet må være medtaget for at tilfredsstille pressen og de
meget modvillige "ultra-liberalister" i hele Europa, men ikke
mindst i Danmark og Storbritannien.
d: Fri bevægelighed for personer
Det blev konstateret, at den fri bevægelighed for personer i EF ikke kan
gennemføres fuldt ud inden 1993.
Hermed brydes en af Rom-Traktatens fire friheder: Den frie bevægelighed
for den europæiske arbejdskraft.
e: Migration
Det konstateres, at der er bred enighed om, at racisme og fremmedhad skal
bekæmpes gennem både uddannelse og lovgivning.
Naturligvis er det et meget populært emne med de seneste bølleoptøjer i
Tyskland. Fremskridtspartiet kan ikke støtte statslige og andre offentlige
eller mellemfolkelige initiativer, der hindrer en fri og alsidig
meningsudveksling eller debat, uanset hvor ubehagelige elementer debatten
måtte indeholde. Samtidig er det imod Fremskridtspartiets grundsyn, at
befolkningen skal opdrages fra samfundets side til at besidde bestemte og
»rigtige« synspunkter. Der skal ikke lovgives mod forskellige
opfattelser, så længe de ikke udmøntes i voldelige overgreb.
f: Nærhedsprincippet
Når ja-sigerne nu siger, at mødet i Edinburgh var en triumf for Danmark og
de danske forbehold, er det direkte usandt. Som det ses ovenfor, betyder
Edinburgh-Afgørelsen kun forringelser for Danmark. Derimod indgik EF-landene
en aftale uden om Unionen. Man blev enige om at lade nærhedsprincippet virke
i EF allerede nu. Ligeledes bliver der mere åbenhed i EF. EF er blevet
forbedret. Men det er alt sammen i det nuværende EF-samarbejde. Det har intet
med Unionen at gøre. Derfor er der selvfølgelig ikke tale om en forbedring af
Maastricht. Danmark stemte nej den 2. juni. Intet har ændret sig i
grundlaget.
Nærhedsprincippet fastlægger imidlertid ganske klart det underliggende
princip for princippets gennemførelse:
»Nærhedsprincippet vedrører ikke og kan ikke drage de beføjelser i
tvivl, der er tillagt (EF) som fortolket af Domstolen.«
Og senere præciseres det, at: ». . . de generelle bestemmelser i
Maastricht-Traktaten (skal) overholdes . . . og det berører ikke
fællesskabsrettens forrang.«
Senere igen: »Nærhedsprincippet er et dynamisk begreb og bør anvendes
på baggrund af Traktatens mål.«
I ovenstående tre uddrag fremgår det med al tydelighed, at
nærhedsprincippet og dets gennemførelse er underlagt Maastricht-Traktaten og
dens mål om en europæisk union. Samtidig skal alle afgørelser truffet om
nærhed (blandt andet også en »opblødning af Traktaten«, som nogen
fremhæver er en mulighed) underlægges Domstolens endelige godkendelse.
Domstolen følger retningslinierne om Maastricht-Traktatens mål om en
EF-union. Mulighederne for en opblødning er altså lig nul. I stedet er det
særdeles sandsynligt, at Domstolen vil dømme videre end Maastricht for at
opfylde de krav, Traktatens målsætning om Unionen opstiller. Og som debatten
før 2. juni blandt jurister så tydeligt fremhævede, står EF-Domstolen reelt
over den danske grundlov såvel som EF-lovgivningens forrang.
Det præciseres videre, at nærhedsprincippet ikke kan anvendes på områder,
hvor Traktaten er meget specifik. Det drejer sig blandt andet om
gennemførelsen og håndhævelsen af fællesskabsretten, konkurrencepolitikken og
beskyttelsen af Fællesskabets midler. Samtidig præciseres det, at
Fællesskabet kan gennemføre foranstaltninger, der sikrer, at medlemslandenes
forpligtelser vedrørende Fællesskabets udgifter opfyldes.
Meget kort kan det siges, at ovennævnte dels sikrer:
- at Danmark kommer til at betale de enorme summer til
samhørighedsfondene; Danmark tilsluttede sig i Edinburgh at betale endnu mere
til disse fonde, hvor hovedmodtagerne af midlerne er lande som Spanien og
Portugal. Disse landes godkendelse af resultatet i Edinburgh blev reelt købt
og betalt,
- at Fællesskabets regler ikke kan underkendes, hvilket reelt betyder, at
det er Kommissionen og i sidste ende Ministerrådet, der afgør, hvorvidt
nærhedsprincippet kan benyttes,
- at konkurrencepolitikken er et fælles EF-anliggende, hvilket betyder, at
for eksempel Frankrig har muligheden for at nedlægge veto mod
GATT-forhandlingerne for at beskytte de franske bønder. Det burde snarere
have heddet EF's protektionistiske anti-konkurrencepolitik.
g: Retningslinier for nærhedsprincippet
Det blev konkluderet i Edinburgh, at Fællesskabet kun kan fravige
nærhedsprincippet, hvis det kan godtgøres:
- at medlemslandene ikke tilstrækkeligt godt kan nå målet alene,
- at det pågældende spørgsmål berører flere lande, som de enkelte lande
ikke på tilfredsstillende vis kan klare selv,
- at enkelte landes handlinger strider mod Traktatens mål (blandt andet
med hensyn til økonomi og samhørighed).
Det konkluderes, at Fællesskabet kun skal træffe afgørelser, hvis det
fremmer Traktatens mål.
Endelig konkluderes det, at det ikke i sig selv er et mål for Fællesskabet
at fremstå med een stemme.
Endelig vil ingen punkter kunne komme under nærhedsprincippet, hvis det er
en del af Traktatens mål.
Det ses, at endnu en gang overlades beslutningen om, hvorvidt et spørgsmål
henhører under nærhedsprincippet, til EF. De enkelte medlemslande har altså
ikke den store indflydelse på, om nærhedsprincippet kan anvendes.
Fremskridtspartiet har derimod foreslået, at det enkelte land positivt
skal bede EF om at fravige nærhedsprincippet i stedet for. Dermed ville
selvbestemmelsen fortsat være gældende. At Fællesskabet ikke har som formål
at fremstå med een stemme, har kun minimal betydning, da det blot betyder, at
jurister og politikere vil finde en anden begrundelse for Fællesskabets
forrang.
h: Konklusion omkring nærhedsprincippet
Det er indlysende, at nærhedsprincippet gennemført på en forsvarlig måde
kan være til stor fordel for alle Fællesskabets lande og ikke mindst Danmark
i fremtiden. Men det er en del af aftalerne fra Edinburgh, hvilket betyder,
at de allerede er sat i kraft under Rom-Traktatens nuværende regler. De
dårlige effekter af nærhedsprincippet vil først vise sig, når og hvis
Maastricht-Unionens traktat gennemføres.
Konklusion
Det bør bemærkes, at Danmark på ethvert tidspunkt kan tilslutte sig den
fulde Maastrichttraktat efter de forfatningsregler, der er gældende i Danmark
blandt andet med hensyn til afgivelse af suverænitet. Samtidig gøres der
opmærksom på, at på det tidspunkt, hvor Danmark måtte ønske at indgå i fuldt
omfang, vil alle afgørelser truffet uden Danmarks medvirken i denne periode
også blive gældende for Danmark.
Der kan med andre ord blive tale om flere folkeafstemninger på et senere
tidspunkt. Det afhænger helt og aldeles af, hvordan et nyt afstemningstema
bliver defineret. Det ubehagelige ved denne paragraf er imidlertid, at vi
mere eller mindre skal søge om fuld optagelse på et senere tidspunkt til
nogle bestemmelser, vi ikke har været med i. Derfor kan man kun vurdere
resultatet, som om vi bliver et andenrangs EF-land, der ikke er fuldgyldigt
medlem, hvis Danmark stemmer ja den 18. maj.
Hele aftalen (Maastricht og Edinburgh) gælder under alle omstændigheder
frem til næste regeringskonference i 1996 eller 1997. Der er altså ikke tale
om nogen tidsubegrænset aftale.
Man må derfor konkludere, at Danmark faktisk ikke har fået noget som helst
ud af Edinburgh-Aftalen. De andre lande kan stadig danne Unionen. Og da
Danmark stadig er med i EF vil vi være tvunget til at følge de afgørelser,
der bliver truffet af de elleve andre. Vi har bare ingen indflydelse!
Edinburgh-Aftalen er ikke andet end et stort reklame-bluff-nummer, som
unionstilhængerne har gennemført for at få et dansk ja næste gang.
Europa i fremtiden
Da der faktisk ikke er tale om nogen ny situation, må vi prøve at se på,
hvad der står i Maastricht-Aftalen, og hvad fremtiden vil blive eller i hvert
fald kan blive, hvis Unionen bliver til noget.
Den danske folkeafstemning den 2. juni og dens resultat med afvisning af
Unionen, således som den var beskrevet i Maastricht-Traktaten, var
startskuddet til en omfattende debat i de europæiske lande om fremtiden for
det europæiske samarbejde. Det danske nej fik det resultat, at politikere og
medier overalt blev opmærksomme på, at tiden på mange afgørende måder var
løbet fra den traditionelle politiske virkemåde. De lovgivende forsamlinger i
de enkelte lande kan ikke længere opføre sig som enevældige monarkier uden
folkets entydige opbakning. Ikke mindst de kommunistiske staters sammenbrud
var i meget høj grad baseret på folkets modvilje mod de fortsatte politiske
forhold. Uden på nogen måde dog at sammenligne de vestlige demokratier med de
diktatoriske regimer i Østeuropa er det dog uden for al tvivl, at den
fremtidige politik i langt højere grad må basere sig på folkets reelle
medindflydelse.
1993 og frem. Hvilken vision ønsker vi for Europa?
Det indre markeds ide
Ved begyndelsen af 1993 trådte det indre marked efter alle planer i kraft.
Alle Fællesskabets lande tilsluttede sig dette i 1987. Målet med det indre
marked er - i hvert fald i den populære teori - at nedbryde handelsbarrierer
og toldmure for at sikre bedre kommunikation mellem de europæiske lande,
sætte skub i den økonomiske fremgang for markedet og ikke mindst at fremme
integrationen i Europa.
Denne integrations mål er dog langt fra den integration, man prøver at
gennemføre med politiske midler i Unionen. Det indre markeds mål med
integration er, at de enkelte lande igennem samhandel bliver så tæt
forbundne, at det alt andet lige vil virke som et fælles indre og åbent
marked. På dette åbne, indre marked var intentionen at udbygge de oprindelige
idealer fra EF's oprettelse om fri bevægelighed for arbejdskraft og kapital,
nedbrydelse af toldgrænser mellem medlemslandene og fastsættelse af ens
toldgrænser over for tredjelande.
Historisk oversigt
Det er her nødvendigt at være opmærksom på, at allerede blandt EF's
idemænd var der tanker om en egentlig europæisk regering med en
lovgivningsmagt, der langsomt skulle vokse i takt med, at de enkelte
medlemslandes tilsvarende lovgivning mindskedes. Dette mål er ikke blevet
nået, men man forsøgte at fremme denne udvikling med Maastrichtpapiret.
Af mere afgørende betydning har den fælles europæiske økonomiske politik
derimod været. Rom-Traktaten blev skrevet på baggrund af den herskende
statsopfattelse i 1957. Produktionsomfanget af kul, stål, kornprodukter og
mælk skulle bestemmes af en enkelt overnational autoritet. Baggrunden var, at
man ikke mente, at afgørelser om disse vigtige produkter kunne overlades til
»ukoordinerede« individuelle markeder, når blandt andet
forsyningssikkerheden skulle opretholdes. Derimod skulle produktionen afgøres
af regeringsembedsmænd, der langt bedre end markedet kunne vurdere behovet
for de enkelte produkter og dermed varetage interesserne for hele
Fællesskabet.
Hele Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) blev opbygget på de samme
forudsætninger.
Problemet i EF
Problemet med EF er, at den måde, hele organisationen fortsat er opbygget
på, ikke har ændret sig efter de holdningsændringer, der siden er sket i de
enkelte lande - både hos befolkningerne, men også i en vis udstrækning af
politisk karakter. EF's gamle opbygning har bestemt ikke været populær i for
eksempel England, hvorfor der her er en relativ stor politisk modstand imod
hele EF. Danmark har i en årrække haft væsentlig økonomisk nettoudbytte af
medlemskabet, hvorfor den danske politiske modstand mest har været holdt
inden for i partiernes lukkede debatter.
Samtidig har den tidligere store gevinst for Danmark betydet, at man i
»solidaritetens ånd« ikke har følt sig i stand til at afvise
Unionens strukturfonde, blot fordi betalingen gik til andre regioner end
Danmark.
Selve opbygningen med en central afgørelse af både produktionens størrelse
og priserne, har blandt andet resulteret i støtteopkøb, subsidier,
kvoteordninger, braklægninger, etc. Disse forskellige tiltag har så igen
medført endeløse diskussioner både internt i de enkelte lande og landene
imellem om størrelsen af landbrugets og fiskeriets kvoter og ikke mindst
prisniveauet og prisstøtten.
Vil EF blive et isoleret og lukket marked med den nuværende
struktur?
Japan og USA har igennem de sidste ti år set med større og større frygt på
udviklingen i Det Europæiske Fællesskabs handelspolitik over for tredjelande.
De har - med rette tør man sige - været meget mistroiske over for, om der
rent faktisk ville opstå frihandel i Europa, og især om denne frihandel i
givet fald ville blive holdt inden for de høje told- og handelsmures
protektionisme. Subsidier og handelsbarrierer har været reglen for EF, selv
om det i sig selv er meget svært at finde en EF-politiker, der vil
argumentere for subsidier og andre støtteordninger - i teorien!
Problemet i EF er, at handelspolitikken ikke afgøres ud fra, hvad der
tjener de enkelte borgere bedst, men derimod støtter man politisk kun de
store og stærke interessegrupperinger. Landbrugsprogrammet i EF, der har
medført stor overproduktion og ikke mindst store overskudslagre, eksisterer
ikke fortsat, fordi politikerne er for dumme til at forstå problemet, men
udelukkende fordi landbruget er for godt og for stærkt organiseret, så det
kan blokere de mest vidtrækkende ændringer. Naturligvis findes der også megen
skjult støtte, som når for eksempel Tyskland giver lån på 24 milliarder DM
til de betrængte skibsværfter i det tidligere DDR.
Fremskridtspartiets mål er at sikre, at Europa og det europæiske marked
vil være åbent også over for tredjelandes handel. EF skal være et
frihandelsområde med en moralsk uangribelig fundats, vi kan anerkende som
frihandelstilhængere.
En tvungen union er ikke sagen
Europas forskellige lande har igennem historien udviklet sig til
selvstændige nationer. De har udviklet sig med særegne traditioner til
tilfredsstillelse af de nationale behov og forudsætninger. Sideløbende har de
enkelte lande udviklet sig politisk i forskellige retninger baseret på vidt
forskellige traditioner. Englands politik er baseret på en klar
individualistisk angelsaksisk menneskeopfattelse, mens for eksempel Italien
har måttet lade politikken tilpasse sig de enkelte regioners forskellige
udvikling, etc.
Europa har aldrig været een stat.
Netop derfor vil en overnational stat, der ikke tilgodeser de enkelte
landes specielle egenskaber, være en fjende, der kan og vil skabe konflikter
internt i Europa. Der vil ikke kunne eksistere en stabil europæisk union,
hvis denne union påtager sig for stor magt. Maastricht - og for så vidt hele
EF - er en politisk konstruktion, der har opbygget en autoritet og magt, der
aldrig er blevet godkendt af de europæiske vælgere. Samtidig findes der ingen
praktiske eksempler på, at en stor og magtfuld union vil kunne eksistere
eller være til fordel igennem længere tid.
De tvungne normer, fælles standarder og harmoniseringer er et tydeligt
eksempel på, hvorledes EF forsøger at gøre alt og alle ens. Harmonisering og
standardisering er ikke begreber, der hører hjemme i en markedsøkonomi.
Fremskridtspartiet støtter derfor kun harmoniseringer, når de sker for at
hindre og nedbryde tekniske handelshindringer. Tanken om, at det vil være til
fordel for de forskellige landes erhvervsliv, at der findes entydige
definitioner af så forskellige ting som agurker, rygtekst på bøger,
industrimaskiner, legepladser, kondomer og dørrammer, kan kun fostres bag en
virkelighedsfjern bureaukrats skrivebord. Med faste definitioner af ethvert
tænkeligt produkt skader man de enkelte forbrugeres interesser. Den frie
markedsøkonomi bliver hindret i at udvikle bedre, billigere, mere effektive
og mere hensigtsmæssige produkter. Markedet arbejder nu engang efter de
signaler, der sendes gennem det: udbud og efterspørgsel.
Hvis alt er standardiseret og harmoniseret af offentlige myndigheder og
ikke af markedet, vil der ikke foregå en udvælgelse blandt forskelligartede
produkter, men kun blandt ensartede produkter fra forskellige producenter.
Udbudets kvalitet er blevet bestemt fra centralt hold af bureaukrater. Og
sandsynligvis bliver der snart - som det allerede er sket på flere områder -
også foretaget centrale afgørelser om størrelsen af udbudet gennem
kvoteordninger. Unægtelig en noget anden version end den normale opfattelse
af fri markedsøkonomi.
Hele tiden er det vigtigt at holde sig for øje, at taberne i denne
forbindelse kun kan findes blandt de "almindelige" forbrugere, der
går glip af nye, bedre og billigere produkter. Vinderne er bureaukraterne og
politikerne, der med de planøkonomiske tendenser i EF har en hidtil uset magt
over befolkningerne.
Et andet problem er imidlertid den ensretning, der sker af det politiske
liv i Europa, hvis retningen for EF ikke ændres.
Et påtvungent fællesskab og fælles interesser vil aldrig kunne overleve i
Europa. Nationer og individer vil derimod kunne samarbejde og finde fælles
interesser og gensidige fordele af samarbejde på et frit marked.
Ændringer fra 1993
Fremskridtspartiet har som mål at få det indre marked gennemført med de
frimarkedsidealer, der lå i ideen fra starten.
De potentielle muligheder i det indre marked for at skabe reel fri handel
er ganske betydelige. Et indre marked baseret på fri handel mellem de enkelte
medlemslande vil føre til nye områder med specialisering. Den øgede
konkurrence vil betyde, at de traditionelle handels- og produktionsmønstre i
Europa vil forsvinde. I de sidste årtier har Europas befolkning vænnet sig
til at leve mere mobilt og blandt andet flytte efter arbejde. Samtidig
forsøger gamle og nye virksomheder til stadighed at finde nye nicher på
markedet. Således er der på nuværende tidspunkt alle muligheder til stede for
at få opbygget et Europa baseret på frihandel.
Et frit indre marked vil samtidig betyde, at de offentligt ejede
monopolforetagender vil miste deres monopolstatus, når det bliver muligt at
købe de tilsvarende ydelser i andre lande. Med andre ord bliver der rigelig
mulighed for "international shopping". Sideløbende vil et frit
marked betyde en væsentlig ændring af de eksisterende arbejdsmarkedsforhold i
EF. Fagforeningerne vil næppe kunne fastholde deres jerngreb om det danske
arbejdsmarked og dermed lønniveauet, når udenlandsk arbejdskraft vil være
villig til at arbejde under friere vilkår. En væsentlig forudsætning for
arbejdskraftens frie bevægelighed er naturligvis gensidig anerkendelse af
uddannelser inden for EF.
Med hensyn til skatteniveauet i de enkelte lande bør det ikke være EF, der
fastsætter standarder for de enkelte skatters størrelse i de enkelte lande.
EF skal højst fastsætte maksimumskatter. I øjeblikket fastsætter EF
minimumskatter. Fremskridtspartiet arbejder for, at grænserne bliver åbnet,
og at den frie bevægelighed for varer, serviceydelser, kapital og
arbejdskraft over grænserne mellem nationalstaterne bliver sikret uden
hindringer af politisk art. Med et åbent marked vil et land som Danmark med
et højt skattetryk have et meget kraftigt incitament til at sætte skatterne
ned for at kunne konkurrere på det åbne marked. Lande med lav beskatning vil
naturligt kunne tiltrække kapital til effektive produktionssektorer. Netop
disse forhold vil betyde, at markedskræfterne vil udligne forskellen på
skattesatserne i de enkelte lande.
Det, Fremskridtspartiet arbejder for, er en fastlåsning af det indre
marked mod de oprindelige frimarkedsidealer.
Fremtiden for EF
Når grundlaget for det europæiske samarbejde skal revurderes og
moderniseres inden for en årrække, når det indre marked for alvor er begyndt
at virke, er der flere forhold, der bør tages med i overvejelserne. De
nødvendige overvejelser har ikke været gjort i forbindelse med hverken
Maastricht-Traktaten eller Edinburgh-Afgørelsen.
EF's Traktat skal kun udstikke nogle faste og helt konkrete retningslinier
for samarbejdet landene imellem. Der skal i vid udstrækning kun fastlægges
meget enkle retningslinier for borgernes og staternes rettigheder. Det kan
ganske simpelt ikke accepteres, at en traktat, vi alle skal underkastes, ikke
klart og entydigt beskriver, hvilke rettigheder borgerne og medlemslandene
har over for EF. Der må ikke overlades så meget til fortolkning, cirkulærer,
direktiver, retsforskrifter og betænkninger, som det i øjeblikket sker i EF.
EF-Domstolen skal efter en modernisering af EF's struktur sikre borgernes
rettigheder over for politiske overgreb gennemført af EF-Unionen og ikke som
nu kun tilgodese, at Traktatens mål opnås. Samtidig skal det sikres, at EF's
nye struktur tilgodeser og er baseret på de enkelte borgeres ønsker.
Regional selvbestemmelse versus tvang
Unioner, der bygger på afgivelse af suverænitet, ud fra hvad man kan kalde
»tvungne omstændigheder«, vil ikke kunne eksistere. Sovjetunionen
brød sammen af to grunde. Dels den socialistiske fantasis sammenbrud og
manglende evne til at brødføde befolkningerne, men dels så sandelig også,
fordi man knægtede de nationale mindretals interesser og selvstændighed. Det
er især efter den kolde krigs ophør og de totalitære staters kollaps
nødvendigt, at vi frigør os selv fra denne tids forstenede verdensbillede.
Den politiske vanetænkning må afløses af fornuftige betragtninger, hvor man
forsøger at afdække problemernes rod i stedet for at fordoble problemerne.
Når de nationale og etniske mindretal i dag begynder at give
»problemer«, er det jo ikke fordi supermagternes æra havde
afskaffet dem. Derimod er det netop denne æras fortjeneste, at konflikterne
bryder så ekstraordinært kraftigt ud på nuværende tidspunkt efter at have
været undertrykt i årtier. Stormagterne delte Europa imellem sig og gav ingen
af landene mulighed for at formes, som det nu ville være naturligt for hver
af dem. Derimod var det en revolution, der blev pålagt udefra. De undertrykte
nationale følelser begynder først nu forsigtigt at komme frem.
Et tvungent fællesskab, hvad enten man kalder det Sovjetunionen eller
Maastricht-Traktaten, giver ingen fred - og slet ingen frihed. Et Europa og
en verden i fred og frihed kræver, at de nationale og selvvalgte samfund får
lov og plads til at afgøre de nationale grænser, før yderligere international
integration finder sted. Vi bør støtte de nationale mindretals krav om
selvstændighed, men på den måde at folkeafstemninger i de enkelte områder
afgør spørgsmålet om nationalt tilhørsforhold.Et system med respekt for de
enkelte vælgeres og mindretalsgruppers rettigheder vil naturligt medvirke til
at bevare freden i Europa.
EF-beskatning
Mens de enkelte medlemslandes muligheder for at opretholde omfattende
beskatningsregler begrænses på grund af den indbyrdes konkurrence
medlemslandene imellem, vil de centrale lovgivningsorganer i EF ikke have
dette problem. EF's beskatningsorganer vil være et monopol! Derfor er det
nødvendigt at indføre et konkurrenceelement sammen med en begrænsning i
muligheden for at udskrive skatter. Samtidig er det nødvendigt at adskille
spørgsmålet om beskatningens størrelse fra spørgsmålet om beskatningens
opkrævning.
Konkurrenceelementet i beskatningen skal begrænses til, hvad der skal
beskattes, og hvordan det skal beskattes, når det er afgjort, hvilket niveau
beskatningen skal have. Begrænsningen på beskatningen skal kun have med
skatteniveauet at gøre og ikke opkrævningen.
For at etablere muligheden for konkurrence i opkrævningsleddet kræves det,
at hver enkelt medlemsstat bevarer retten til at fastsætte, hvad der skal
beskattes, og hvordan det skal beskattes.
EF's første fælles skatter og afgifter vil naturligt udspringe fra
miljøområdet, hvor der er flere forslag og ideer om forskellige miljøafgifter
og CO2-afgifter. Miljøafgifter vil også på europæisk plan vise sig at være en
ny skatteskrue.
EF og miljøpolitik
I løbet af de sidste 20 år har EF's fire miljøhandlingsprogrammer medført,
at der er gennemført omkring 200 forskellige miljødirektiver. Disse 200
miljødirektiver omhandler indholdsmæssigt så vidt forskellige forhold som
forurening af luft, vand og jordbund, affaldsforvaltning,
sikkerhedsbestemmelser vedrørende kemiske stoffer og bioteknologi,
produktstandarder, vurdering af virkning på miljø- og naturbeskyttelse.
EF har altså i lang tid beskæftiget sig med miljøpolitik. Når man skal
beskrive miljøpolitikken i forhold til den Politiske Union, er det relevant
at opdele beskrivelsen i følgende 4 dele:
1. Hvilken miljøpolitik gælder i dag i EF - altså, hvilken miljøpolitik
gælder før en eventuel etablering af den Politiske Union?
2. Hvilke krav og ønsker til miljøpolitikken havde regeringen i
Maastrichtforhandlingerne?
3. Hvilken miljøpolitik blev man enig om i Maastricht, det vil sige,
hvilken miljøpolitik vil gælde, hvis den Politiske Union bliver etableret?
4. Hvilken miljøpolitik bliver der mulighed for EF at føre, hvis
Kommissionens nye miljøhandlingsprogram vedtages?
ad. 1: Miljøpolitikken har ikke hidtil været et særlig betydningsfuldt
element i EF-samarbejdet. Det hidtige formelle arbejdsgrundlag for en fælles
miljøpolitik i EF fylder kun to sider i den såkaldte Europæisk Fælles Akt
(EF-pakken) fra 1986. Spørgsmålet om miljøbeskyttelse indgår også i EF's
politik på andre områder. Således eksisterer der miljøpolitik i enkelte andre
afsnit i Rom-Traktaten, f.eks. indeholder industriafsnittet en bestemmelse om
dumpning af giftigt affald. Men de overordnede linier og principperne er
indeholdt i de to sider (artikel 130).
Hovedprincippet i EF's hidtige miljøpolitik er, at miljøpolitikken er
underordnet den økonomiske politik. Man kan sige, at EF i dag ikke har lov
til - og mulighed for - at vedtage miljøregler, der kommer til at hindre den
frie handel i EF. Økonomien skal have lov at trives, og dette skal
miljøpolitikken indordne sig efter.
Miljøforslag fra Kommissionen skal i dag vedtages ved enstemmighed i
Ministerrådet (artikel 130 S).
EF's indsats på miljøområdet har i dag (artikel 130 R) i Rom-Traktaten
følgende formål:
- at bevare, beskytte og forbedre kvaliteten af miljøet,
- at bidrage til beskyttelse af menneskers sundhed,
- at sikre, at naturens ressourcer udnyttes forsigtigt og fornuftigt.
Miljøpolitikken bygger på principperne:
- om forebyggende indgreb,
- om udbedring af miljøskader og
- om, at forureneren betaler.
Miljøforanstaltninger indføres som minimumsregler, det vil sige, at de
enkelte lande på det nationale plan kan indføre miljøbestemmelser, der er
mere vidtgående, end hvad EF vedtager (artikel 130 T).
2. Hvilke krav og ønsker til miljøpolitikken havde regeringen i
Maastrichtforhandlingerne?
I forbindelse med forhandlingerne i Maastricht havde regeringen udfærdiget
et memorandum, der havde følgende mål:
- at målsætningen for EF's miljøpolitik skulle være at sikre en
miljømæssig bæredygtig udvikling,
- at løsningen af såkaldte "fundamentale" miljøproblemer ikke
skal vige for andre hensyn,
- at miljøpolitikken skal vedtages med kvalificeret flertal,
- at miljøforanstaltninger stadig skal kunne indføres som minimumsregler
på det nationale plan.
3. Hvilken miljøpolitik blev man enig om i Maastricht, altså hvad er
miljøpolitikken i det traktatudkast, som man enedes om, og som vi skal stemme
om den 18. maj?
Heller ikke i Unions-Traktaten kommer selve miljøafsnittet til at fylde
det store. Det, man skal lægge mærke til i miljøafsnittet i Unions-Traktaten,
er ikke så meget, hvad formålet og hensigten med miljøpolitikken i den
Politiske Union er, men snarere, hvilke muligheder der bliver givet for
senere at føre en socialistisk og planøkonomisk miljøpolitik.
Dertil kommer, at der i de grundlæggende artikler, der danner udgangspunkt
for hele EF-samarbejdet, er indført en sætning, der siger, at EF har til
opgave at fremme en økonomisk udvikling i Fællesskabet, der tilrettelægges
således, at den tager hensyn til en lang række forskellige forhold, herunder
en bæredygtig udvikling, og som respekterer miljøet (artikel 2).
Det vil med andre ord sige, at ligegyldigt hvad der sker i EF-landene,
skal der tages hensyn til miljøforslag fra Kommisionen, der ifølge
Unions-Traktaten skal vedtages ved kvalificeret flertal i Ministerrådet,
altså 54 ud af 76 stemmer (artikel 130 S).
Der findes tre hovedområder, der er undtaget fra bestemmelserne om
flertalsafgørelser. Det er:
- Miljøregler, hvori der indgår skatter og afgifter (f.eks. CO2-afgiften)
- Fysisk planlægning og arealanvendelse
- Foranstaltninger, der i væsentligt omfang berører de enkelte landes
energipolitik.
Hvis der skal vedtages miljøregler inden for disse tre områder, skal
reglerne vedtages med enstemmighed i stedet for kvalificeret flertal.
På grund af enstemmighedsreglen vil det således være vanskeligt at vedtage
miljøforanstaltninger, der er i modstrid med disse områder.
EF har mulighed for på bestemte miljøområder at gribe ind og regulere ved
kvalificeret flertal. Det gælder følgende områder:
- grænseværdier for luft-, jord- og vandforurening,
- artbeskyttelsesregler og lignende,
- affaldsplanlægning,
- forvaltning af vandressourcer.
Af Unions-Traktaten fremgår det altså, at EF's indsats på miljøområdet vil
ændres væsentligt, da samtlige beslutninger skal være afstemt til
miljøforhold. EF's indsats på miljøområdet skal bestå af de samme formål, som
hidtil har været indeholdt i Rom-Traktaten, samt et ekstra og nyt formål.
Nuværende formål:
- at bevare, beskytte og forbedre kvaliteten af miljøet,
- at bidrage til beskyttelse af menneskers sundhed,
- at sikre, at naturens ressourcer udnyttes forsigtigt og fornuftigt.
Disse formål er de samme, som gælder i dag. Dertil kommer et nyt formål:
- at fremme internationalt samarbejde og
internationale/grænseoverskridende løsninger af miljøproblemer.
Også principperne i Unions-Traktaten på miljøområdet bygger på de samme
principper, som allerede gælder i dag, hvilket vil sige forebyggende indgreb,
om udbedring af miljøskader og om, at forureneren betaler. Miljøbeskyttelse
indgår i EF's politik på andre områder.
Miljøregler vil også efter en eventuel vedtagelse af Unions-Traktaten
kunne indføres som minimumsregler.
De nye miljøregler vil ikke begrænse medlemsstaternes kompetence til at
forhandle i internationale organer og til at indgå internationale aftaler.
Når man sammenligner udformningen af traktatteksten med de ønsker,
regeringen havde nedfældet i sit memorandum, fremgår det altså, at regeringen
fik to af sine krav igennem, nemlig:
- at miljøpolitikken skal vedtages med kvalificeret flertal,
- at miljøforanstaltninger stadig skal kunne indføres som minimumsregler
på det nationale plan,
- at løsningen af såkaldte "fundamentale" miljøproblemer ikke
skal vige for andre hensyn.
Derimod fik regeringen ikke de to andre krav igennem. Således blev det
ikke vedtaget i Traktaten:
- at målsætningen for EF's miljøpolitik skulle sikre en miljømæssigt
bæredygtig udvikling.
Man kan altså sige, at indholdet af traktatteksten blev omtrent så
socialistisk, som regeringen ønskede. Gennem bestemmelsen om, at en række
miljøanliggender ikke længere skal vedtages enstemmigt, men gennem
kvalificeret flertal, er der givet mulighed for på længere sigt at gennemføre
en socialistisk politik. Det vil også klart fremgå af det sidste punkt.
4. Hvilken miljøpolitik bliver der mulighed for EF at føre, hvis
Kommissionens nye miljøhandlingsprogram vedtages?
Det vil være rigtigt at betegne EF's 5. miljøhandlingsprogram, som en
bulldozer, der skal tromle den sidste rest af en åben og fri økonomi ned.
Det hedder sig i EF's 5. miljøhandlingsprogram, at bæredygtigheden af den
politik, der føres på områder som industri, energi, transport, landbrug og
regionaludvikling skal underordnes miljøforhold.
Man kan altså sige (som undskyldning), at alle betydningsfulde sektorer
skal underlægges bureaukratisk og politisk kontrol med miljøet, hvilket i
princippet er det samme som at gennemføre en omfattende socialisering.
Handlingsprogrammet lægger op til, at en række fundamentale områder i
økonomien skal rationaliseres. Således skal f.eks. produktion og forbrug af
energi rationaliseres; samfundets forbrugs- og adfærdsmønstre skal ændres.
Programmet er udformet i sådanne vendinger, at det er muligt senere at
stramme tiltagene op.
Miljøhandlingsprogrammet udvider EF's virkefelt, så EF ikke længere kun
skal gøre sin indflydelse gældende i EF-medlemslandene, men over hele verden.
(Pkt. 10 i handlingsprogrammet).
Kommissionen skal i miljøets hellige navn til at føre politiske kampagner.
Og med miljøet som undskylding tager Kommissionen nu det første skridt til at
blande sig i de enkelte landes undervisningspolitik. Således skriver
Kommissionen følgende i det 4. miljøhandlingsprogram: "Kommissionen vil
på sin side forpligte sine informationstjenester til at føre
miljøinformationskampagner og kampagner, der øger miljøbevidstheden.
Det er ikke muligt at overvurdere undervisningens betydning for
miljøbevidsthed, og en sådan undervisning bør være en integreret del af
skolernes læseplan lige fra primærtrinet."
Hvis man skal sammenfatte indholdet af Kommissionens 4.
miljøhandlingsprogram, kan man kort sige, at de socialistiske
styringstendenser, vi har oplevet i Danmark i de sidste 10-15 år inden for
miljøområdet, er kommet til EF. Og i EF slår de hårdt igennem.
Hvis den Politiske Union bliver vedtaget, betyder det, at de miljøtiltag
og de våben, Kommissionen får i hånden med den nye Unionstraktat, på længere
sigt vil kunne dominere og regulere en meget stor del af de områder, der i
dag er frie. Miljøafsnittene i Traktaten har klare socialistiske hensigter.
Fremskridtspartiet vil også af disse grunde anbefale et nej.
Afsluttende konklusion
I de forløbne år har vi oplevet store omvæltninger i verdenssamfundet: De
kommunistiske landes fald, frihedsidealernes sejr i store dele af verden, en
nødvendig og fortsat igangværende omtegning af det geografiske og politiske
verdenskort. De fleste omvæltninger er så glædelige og så store og
vidtrækkende, at de var umulige at forudsige for få år siden.
Med hensyn til EF har det længe været klart, at der ville ske ændringer
fra 1993, hvor blandt andet det indre marked skulle vise vejen til et nyt
Europa.
Tanken om det indre marked var i starten præget af en vision om et Europa
uden grænser, med fri handel og med mulighed for udstrakt frihed for de
enkelte individer.
I 1992 forlod de europæiske politikere i meget vid udstrækning denne
oprindelige og positive ide til fordel for et politisk og bureaukratisk
misfoster, der skulle skabe et Europas Forenede Stater, med
Maastricht-Trakaten som udgangspunkt.
Et Europa, der indfører bastante grænser mod den øvrige verden er en
uhyggelig fremtidsvision: en gigantisk superstat, som lever sit eget liv med
reguleringer og indgreb i den frie markedsøkonomi. Det er bestemt ikke et
tillokkende billede af et fremtidigt Europa.
Det er ud fra de forudsætninger og ideer, der ligger i planerne om en
europæisk union som udtrykt i Maastricht, nødvendigt fortsat at være villige
og modige nok til at sige nej. Nej til formynderi og planøkonomi. Nej til
centralisme og kollektivisme. Nej til subsidier og tilskud. Nej til ophør og
braklægninger.
Fremskridtspartiet siger ja til frihed og decentralisering. Ja til
selvstændighed og frihandel. Ja til konkurrence og markedsøkonomi. Ja til
økonomisk vækst og flere i arbejde. Derfor siger Fremskridtspartiet nej til
EF-Unionen.
Fremskridtspartiet er de danske vælgeres løftede pegepind og derfor
opmærksom på ethvert skridt væk fra ideerne om et frit indre marked over imod
en planøkonomisk superstat. Vi kan ikke fejre planøkonomiens fald i
Sovjetunionen og Østblokken generelt, mens vi selv indfører et langt mere
totalitært styre for Europa.
Fremskridtspartiet anbefaler af disse og mange andre grunde alle
frihedselskende danskere til at stemme nej den 18. maj.
Ændringsforslagtil
II. Forslag til lov om Danmarks tiltrædelse af Edinburgh-Afgørelsen og
Maastricht-Traktaten
Af et mindretal (FP):
Til titlen 1) I titlen udgår ordene »Edinburgh-Afgørelsen
og«.
Til § 1 2) Stk. 1 udgår.
3) I stk. 2 , der bliver stk. 1, udgår ordet
»herefter«.
Til § 2 4) Ordene »samt af Edinburgh-Afgørelsen, med
tilhørende erklæringer« udgår.
Bemærkninger
Til nr. 1-4 Der henvises til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 1 og 2
til det under III anførte lovforslag.
Ændringsforslagtil
III. Forslag til lov om afholdelse af folkeafstemning om forslag til
lov om Danmarks tiltrædelse af Edinburgh-Afgørelsen og
Maastricht-Traktaten
Af et mindretal (FP):
Til titlen 1) I titlen udgår ordene »Edinburgh-Afgørelsen
og«.
Til § 1 2) Ordene »Edinburgh-Afgørelsen og« udgår.
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2 Fremskridtspartiet ser ingen grund til at sende en
"afgørelse" ud til folkeafstemning, idet det fremgår af
udenrigsministerens besvarelse af spørgsmål 14, at afgørelsen er at regne for
noget, der er afgjort, og derved ikke kan ændres. Derfor ændres der intet ved
Maastricht-Traktaten. Der er stadig tale om Den Europæiske Union.
Edinburgh-Afgørelsen er blot en ikrafttræden af de forbehold, Danmark
allerede havde fået sikret i Maastricht-Traktaten. Men efter Edinburgh har
Danmark afskrevet sig muligheden for at forhindre de andre lande i at gå
videre på disse områder.
Maastricht-Traktaten indebærer, at Danmark må afgive en stor del af sin
suverænitet, og derfor var det naturligt at sende Traktaten til
folkeafstemning den 2. juni 1992.
Ove Fich (S) Ole Espersen (S) Risgaard Knudsen (S) Birgitte Husmark (SF)
Ivar Nørgaard (S) fmd. Ritt Bjerregaard (S) Hjortnæs (S) Gade (SF) Peter
Duetoft (CD) nfmd. Kent Kirk (KF) Henning Dyremose (KF) Charlotte
Antonsen (V) Tørnæs (V) Fogh Rasmussen (V) Annette Just (FP) Elisabeth Arnold
(RV) Lysholm Christensen (KRF) Bilag
En række af udvalgets spørgsmål og udenrigsministerens besvarelser heraf
Spørgsmål nr. 14:
»Ministeren bedes tilstille udvalget en kopi af underskrifterne på
Edinburgh-aftalen. Hvis disse ikke findes, bedes ministeren redegøre for, om
der ikke reelt er tale om en formandskabskonklusion, som det er normalt fra
disse møder.«
Svar:
Det fremgår af de afsluttende bestemmelser til Edinburgh-Afgørelsen, at
den træder i kraft samtidig med Maastricht-Traktaten. I afsnit E, stk. 1,
hedder det således: »Denne afgørelse får virkning på den dato, hvor
Traktaten om Den Europæiske Union træder i kraft;». Der henvises i
øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 177, navnlig side
4.
Spørgsmål nr. 15:
»Ændringerne vedrørende åbenhed i EF, som blev vedtaget på
Edinburgh-mødet, er vedtaget med hjemmel i Rom-Traktaten og delvist allerede
trådt i kraft. Hvorfor er dette spørgsmål da medtaget i bemærkningerne til
lovforslaget? Er det et led i et forsøg på at sminke afstemningstemaet for at
få det til at se ud, som om vi stemmer om noget nyt?»
Svar:
De beslutninger, der blev truffet på Det Europæiske Råds møde i Edinburgh
vedrørende åbenhed i EF, udgør en integreret del af det samlede
aftalekompleks vedrørende Danmarks forhold til Maastricht-Traktaten. Dette
fremgår af præamblen til Edinburgh-Afgørelsen, de almindelige bemærkninger
til lovforslag nr. L 177, side 3, samt besvarelsen af spørgsmål nr. S 266 af
17. december 1992.
Spørgsmål nr. 16:
»Hvorfor er Danmarks forhandlingsoplæg til Edinburgh-mødet
»Danmark i Europa« medtaget i bemærkningerne til lovforslag nr. L
177 om folkeafstemningen, men ikke medtaget i tiltrædelsesloven?»
Svar:
Som bekendt består det samlede lovkompleks af 3 lovforslag.
Lovforslag nr. L 177 er hovedlovforslaget. Det indeholder efter
regeringens opfattelse samtlige elementer, der har betydning for Danmarks
forhold til Maastricht-Traktaten. Det gælder ikke blot »Danmark i
Europa«, men også den politiske aftale mellem 7 af Folketingets partier,
bemærkningerne om større åbenhed i Folketingets arbejdsformer samt
redegørelsen for Edinburgh-aftalen og Maastricht-Traktaten, herunder
forudsætningen om, at Edinburgh-Afgørelsen er retligt bindende.
Lovforslag nr. L 176, der indeholder ændringer til tiltrædelsesloven fra
1972 samt lovforslag nr. L 178, der udgør retsgrundlaget for
folkeafstemningen den 18. maj 1993, har i højere grad karakter af
teknisk/juridisk prægede konsekvenser af indholdet af lovforslag nr. L 177.
Der henvises til redegørelsen for det samlede lovkompleks i de almindelige
bemærkninger til lovforslag nr. L 177 samt bemærkningerne til dette
lovforslags § 1 og § 2.
Spørgsmål nr. 18:
»Der ønskes en konkret sammenligning mellem lovforslag nr. 240, som
det blev vedtaget af Folketinget før afstemningen den 2. juni 1992, og
lovforslag L 176.«
Spørgsmål nr. 19:
»I forlængelse af spørgsmål 18 bedes ministeren oplyse, om det er
rigtigt, at der kun er tre forskelle:
a) man har fjernet underoverskriften »Danmarks tiltrædelse til Den
Europæiske Union«,
b) der afgives ikke suverænitet for så vidt angår asylpolitikken og
c) Edinburgh-aftalen optages i listen af traktater m.v., der udgør
Danmarks grundlag for medlemskab af EF og EF-unionen.'
Spørgsmål nr. 20:
»I forlængelse af spørgsmål 19 a) bedes ministeren give en
begrundelse for, at denne er fjernet.«
Samlet besvarelse af spørgsmål nr. 18-20:
Ud over de tre forskelle, der nævnes i spørgsmål nr. 19 a)-c), kommer,
at § 1 i lovforslag nr. L 240, der blev vedtaget af Folketinget den
12. maj 1992, nu er indeholdt i § 1, stk. 2, i lovforslag nr. L 177,
at det nu præciseres i pkt. 12 a), at undtagelserne sker ». .
.for så vidt de bestemmelser vedrører deltagelse i tredje fase af Den
Økonomiske og Monetære Union. . .«, at der nu tilføjes et nyt
pkt. 13, »Afgørelse af 12. december 1992 om visse problemer, som Danmark
har rejst vedrørende Traktaten om Den Europæiske Union med tilhørende
erklæringer«, samt at ikrafttrædelsesbestemmelsen nu er bundet
til Maastricht-Traktatens ikrafttrædelse, jf. lovforslagets § 2 og
bemærkningerne hertil.
Begrundelsen for, at den tidligere underoverskrift »(Danmarks
tiltrædelse af traktaten om Den Europæiske Union)» ikke er medtaget i
lovforslag nr. L 176, er, at den nu er indeholdt i selve overskriften til
lovforslag nr. L 177, »Forslag til lov om Danmarks tiltrædelse af
Edinburgh-Afgørelsen og Maastricht-Traktaten«. Edinburgh-Afgørelsens
fulde titel er: »Afgørelse om visse problemer, som Danmark har rejst
vedrørende Traktaten om Den Europæiske Union«. Maastricht-Traktatens
fulde titel er: »Traktat om Den Europæiske Union«.
Spørgsmål nr. 21:
»Edinburgh-aftalen er indgået af »stats- og regeringscheferne
forsamlet i Det Europæiske Råd«. Hvor i EF-retten er denne institution
omtalt, og med hvilken hjemmel i EF-retten er aftalen indgået?»
Spørgsmål nr. 22:
»Hvilke dele af Edinburgh-aftalen - om nogen - falder under
EF-Domstolens jurisdiktion?»
Spørgsmål nr. 23:
»I bemærkningerne til L 177, side 4, spalte 1, står der følgende:
»Denne aftale er retligt bindende som en traktat indgået af suveræne
stater. Den er derfor ikke blot en EF-retsakt og kan derfor ikke på samme
måde som retsakter udstedt af EF's institutioner efterprøves ved
EF-Domstolen.« Ministeren bedes oplyse, om der er tale om dårlig
formulering, eller om ordet »blot« i 2. sætning er et forsøg på
vildledning?»
Samlet besvarelse af spørgsmål nr. 21-23:
Der henvises til de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 177,
side 4, til Udenrigsministeriets notat af 8. december 1992 til Folketingets
Markedsudvalg om visse retlige spørgsmål vedrørende det britiske formandskabs
forslag af 3. december 1992 om Danmark og Maastricht-Traktaten samt til
besvarelsen af spørgsmål nr. S 273 af 11. januar 1993.
Edinburgh-Afgørelsen er en »Afgørelse truffet af stats- og
regeringscheferne forsamlet i Det Europæiske Råd. . .«. Den er ikke
truffet af en EF-institution, og afgørelsen har ikke hjemmel i EF-retten. Der
er tale om en folkeretlig bindende aftale indgået imellem de 12 medlemslande,
der er kontraherende parter til Maastricht-Traktaten.
Edinburgh-Afgørelsen kan ikke i sig selv være genstand for en retssag ved
EF-Domstolen, idet det som bekendt ikke er en retsakt udstedt af EF's
institutioner. Det er som nævnt en bindende folkeretlig aftale. Der kan
tænkes at opstå konkrete sager vedrørende fortolkningen af
Maastricht-Traktaten, hvor Edinburgh-Afgørelsen vil kunne få betydning og vil
blive lagt til grund af EF-Domstolen, jf. Wiener-Konventionen om
traktatretten, art. 31.
Meningen med ordet »blot« er at understrege, at
Edinburgh-Afgørelsen ikke er et direktiv eller en forordning, men en bindende
folkeretlig aftale.
Spørgsmål nr. 24:
»Under 1. behandlingen i Folketinget udtalte Markedsudvalgets
formand, Ivar Nørgaard, som svar på spørgsmål fra Annette Just, at
Edinburgh-aftalen er en traktat og bindende efter Haag-Domstolen, således som
det også fremgår af bemærkningerne.
Det ønskes oplyst, hvilke dele af Edinburgh-aftalen der menes at falde
under Haag-Domstolens jurisdiktion, når EF's medlemslande efter
Rom-Traktatens § 219 har forpligtet sig til ikke at søge tvister vedrørende
fortolkning eller anvendelse af denne traktat afgjort på anden måde end
forudsat i traktaten?»
Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 21-23. Med hensyn til
Rom-Traktatens art. 219 bemærkes, at denne bestemmelse indebærer, at
medlemsstaterne er afskåret fra at indbringe spørgsmål om fortolkningen eller
anvendelsen af EØF-Traktaten for andre organer end EF-Domstolen. Bestemmelsen
er ikke til hinder for, at spørgsmål vedrørende andre bindende folkeretlige
aftaler mellem EF-landene afgøres ved andre organer f.eks. Den Internationale
Domstol i Haag.
Spørgsmål nr. 25:
»I forlængelse af spørgsmål 24 bedes det oplyst, hvor mange EF-lande
der ikke generelt har anerkendt Haag-Domstolen.«
Svar:
Alle EF-lande er parter i FN-statutten om Den Internationale Domstol.
Sager kan indbringes direkte ved en stævning for Den Internationale Domstol
af parter, som har anerkendt Domstolens obligatoriske
jurisdiktionskompetence. For andre parter forudsætter indbringelse af sager
for Den Internationale Domstol en konkret aftale herom imellem de berørte
lande. Foruden Danmark har følgende EF-lande anerkendt Den Internationale
Domstols obligatoriske jurisdiktionskompetence: Belgien, Holland, Luxembourg,
Portugal og UK.
Spørgsmål nr. 26:
»Markedsudvalgets formand, Ivar Nørgaard, har flere gange udtalt, at
Edinburgh-aftalen er underskrevet af de enkelte regeringer. Dette bedes
bekræftet eller afkræftet. Samtidig bedes det i bekræftende fald oplyst, hvor
den underskrevne aftale er deponeret. I benægtende fald bedes det oplyst, om
den skal underskrives. Hvis dette ikke er tilfældet bedes begrundelsen herfor
oplyst.«
Svar:
Edinburgh-Afgørelsen er ikke underskrevet og skal heller ikke
underskrives. Som det fremgår af Udenrigsministeriets notat af 8. december
1992 til Folketingets Markedsudvalg om visse retlige spørgsmål vedrørende det
britiske formandskabs forslag af 3. december 1992 om Danmark og
Maastricht-Traktaten er begrundelsen følgende: »Den måde, hvorpå landene
via deres regeringer forpligter sig, være sig ved undertegnelse, afgivelse af
et brev eller en note, stiltiende samtykke, er ikke afgørende. Regeringerne
kan derfor også forpligte sig ved at medvirke ved en afgørelses tilblivelse.
Der er ikke noget til hinder for, at det sker inden for rammerne af Det
Europæiske Råd.«
Edinburgh-Afgørelsen vil blive registreret hos FN's generalsekretær i
overensstemmelse med FN-pagtens art. 102, når Edinburgh-Afgørelsen træder i
kraft.
Spørgsmål nr. 28:
»I forlængelse af spørgsmål 27 bedes det oplyst, om denne vedtagelse
betyder, at traktaten skal genforhandles og ændres inden for det næste
år?»
Svar:
Den vedtagne ændring i Akten om direkte valg til Europa-Parlamentet kræver
ikke yderligere forhandling. Den skal godkendes af medlemsstaterne i
overensstemmelse med deres nationale forfatningsmæssige bestemmelser. For
Danmarks vedkommende indebærer dette, at der til efteråret 1993 vil blive
fremlagt et forslag til folketingsbeslutning med henblik herpå.
Spørgsmål nr. 29:
»Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at »Danmark
holder sig uden for den forsvarspolitiske dimension, der indebærer medlemskab
af WEU, samt fælles forsvarspolitik og fælles forsvar.«
Edinburgh-aftalens pkt. C omfatter umiddelbart alene Danmarks rolle i WEU og
ikke i Den Europæiske Union. Da den anden erklæring om forsvar alene
indeholder en bestemmelse om, at Danmark skal fravige formandskabet - men
ikke den almindelige deltagelse og stemmeafgivning i Unionen - ønskes det
præciseret, hvorledes regeringen har tilkendegivet, at Danmark ikke deltager
i Unionens drøftelser om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som har
indvirken på forsvarsområdet?»
Spørgsmål nr. 30:
»I forlængelse af spørgsmål 29 ønskes det belyst, hvordan Danmark
faktisk og konkret vil holde sig uden for Den Europæiske Unions drøftelser på
dette område.«
Spørgsmål nr. 31:
»I forlængelse af spørgsmål 29 og 30 ønskes det belyst, hvordan
Danmark faktisk og konkret vil holde sig uden for Den Europæiske Unions
afgørelser på dette område.«
Samlet besvarelse af spørgsmål nr. 29-31:
Edinburgh-Afgørelsen indebærer følgende med hensyn til det
forsvarspolitiske samarbejde:
I afsnit C slås det fast, at Danmark har fået status som observatør i Den
Vesteuropæiske Union (WEU). Det slås også fast, at intet i
Maastricht-Traktaten forpligter Danmark til at blive medlem af WEU. Det slås
videre fast, at dette indebærer, at Danmark ikke deltager i udarbejdelsen og
gennemførelsen af afgørelser og aktioner inden for Den Europæiske Union, som
har indvirkning på forsvarsområdet. I afsnit C fremgår det videre, at Danmark
ikke vil hindre, at der udvikles et snævrere samarbejde mellem medlemsstater
på det forsvarspolitiske område. Hertil er knyttet en erklæring, der går ud
på, at Danmark vil afstå fra formandskabet og lade et andet medlemsland
overtage ledelsen af drøftelserne, såfremt forsvarspolitiske spørgsmål måtte
komme op til behandling under dansk formandskab. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 177, pkt. II, »Redegørelse
for Edinburgh-Afgørelsen og Maastricht-Traktaten«.
Spørgsmål nr. 32:
»På baggrund af Edinburgh-topmødets erklæring om nærhedsprincippet og
subsidiaritetsprincippet ønskes en nærmere fortolkning af følgende afsnit:
»Ved anvendelse af princippet skal de generelle bestemmelser i
Maastricht-Traktaten overholdes, herunder kravet om »at opretholde
gældende fællesskabsret fuldt ud«, og det berører ikke
fællesskabsrettens forrang og heller ikke princippet i artikel F, stk. 3, i
Traktaten om Den Europæiske Union, hvorefter Unionen tilvejebringer de
nødvendige midler for at opnå sine mål og gennemføre sin politik.'
Det ønskes særligt undersøgt, om fællesskabsrettens forrang betyder, at
danske love ikke må være i strid med Unionstraktaten, Unionens forordninger
og direktiver, samt Unions-Domstolens afgørelser, selv om nærhedsprincippet
kunne tyde på noget andet.'
Svar:
Der henvises til Udenrigsministeriets notat af 17. december 1992 til
Folketingets Markedsudvalg om åbenhed og nærhed.
Princippet om fællesskabsrettens forrang er ikke nyt. Det følger af fast
praksis fra EF-Domstolen siden 1964 (sag 6/64, Costa - ENEL, Domstolens
domssamling, 1964, side 125).
Spørgsmål nr. 35:
»Kan det danske aftalesystem anvendes til at gennemføre EF-direktiver
uden følgelovgivning?»
Svar:
Ja. Der henvises til besvarelsen af 8. april 1992 af spørgsmål nr. 1 fra
Folketingets Markedsudvalg. I denne besvarelse gives der 3 konkrete eksempler
fra ligelønsloven, ferieloven og arbejdsmiljøloven på samspillet i Danmark
imellem lovgivning og kollektive aftaler og overenskomster mellem
arbejdsmarkedets parter. Der henvises herudover til besvarelsen af spørgsmål
nr. 36 nedenfor. Heraf fremgår, at der er gode udsigter til at opnå
forbedringer i den eksisterende situation således, at en gennemførelse af
direktiver via det danske aftalesystem bliver sidestillet med en
gennemførelse via lovgivning. Skulle denne vej ikke vise sig farbar,
opretholdes den eksisterende situation. En række direktiver vil således i
givet fald kunne gennemføres ved det kollektive aftalesystem kombineret med
en følgelovgivning, som regulerer det ikke aftalebundne område, jf.
ovennævnte 3 eksempler.
Spørgsmål nr. 36:
»I fortsættelse af foregående spørgsmål bedes det oplyst, hvordan
regeringen vil sikre, at arbejdsministerens udtalelse rent faktisk vil blive
opfyldt (Reuters Bureau-telegram af 17. februar 1993 vedlægges).«
Svar:
Det bemærkes indledningsvis, at direktivforslaget om udstationering af
arbejdstagere har hjemmel i Rom-Traktatens art. 57, stk. 2, og art. 66.
Under forhandlingerne om direktivforslaget har man fra dansk side anlagt
den holdning, at direktivet skal have en udformning, der sikrer, at
udenlandske arbejdstagere skal arbejde på værtslandets overenskomstmæssige
vilkår. Dette indebærer, at danske overenskomster skal overholdes.
Direktivforslaget anvender imidlertid et bestemt overenskomstbegreb, idet
det bestemmes, at de vilkår, som udstationerede arbejdstagere skal overholde
i værtslandet, kan være fastsat i værtslandets lovgivning eller i kollektive
aftaler, såfremt disse har erga omnes-virkning, dvs. dækker samtlige
arbejdstagere i en branche.
Såvel Kommissionen som hovedparten af medlemslandene har udtrykt betydelig
forståelse for, at også danske overenskomster skal sikres overholdt.
Fra dansk side har man for at løse problemet foreslået at anvende det
overenskomstbegreb, som findes i ILO-konvention nr. 94., hvorefter
arbejdstagere skal sikres vilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der
gælder for arbejde af samme art inden for vedkommende fag eller industri på
den egn, hvor arbejdet udføres.
I lyset heraf afholdtes på Kommissionens anmodning et møde den 18.
december 1992 med deltagelse af arbejdsmarkedets parter (LO, FTF og DA), hvor
man drøftede det danske kollektive aftalesystem i relation til
direktivforslaget. Mødet har været udførligt omtalt i den danske presse,
bl.a. i Politiken, Berlingske Tidende og Aktuelt den 13.1.1993. På mødet
redegjorde parterne for det danske kollektive aftalesystems funktion,
herunder dets normsættende virkning for de arbejdstagere, som ikke er
organiseret. Kommissionen udtrykte stor interesse herfor og anmodede på denne
baggrund parterne om at udarbejde en redegørelse for det danske kollektive
aftalesystem med henblik på nærmere at beskrive dets funktion og rækkevidde.
Redegørelsen vil i nær fremtid blive præsenteret af parterne over for
Kommissionen.
Europa-Parlamentet vedtog på februar-samlingen under forslagets
førstebehandling en række ændringsforslag, som følger den danske linie.
For øjeblikket overvejer Kommissionen, hvilke ændringsforslag den skal
fremsætte, men den har på forhånd udtrykt sig positivt over for hovedparten.
Spørgsmål nr. 37:
»Hvordan vil regeringen sikre, at den danske konfliktret ikke
anfægtes, samt sikre, at der hverken direkte eller indirekte kan stilles krav
om en »erga omnes«-effekt?»
Svar:
Fsva. erga omnes-effekten henvises til besvarelsen af spm. nr. 36.
Der lægges til grund, at spørgsmålet om konfliktretten skal ses i relation
til direktivforslaget om udstationering. En evt. begrænsning af
konfliktretten kunne komme på tale i relation til den såkaldte 3 måneders
regel, hvorefter værtslandets overenskomster fsva. løn og betalt ferie først
skulle kunne kræves overholdt efter de første 3 måneder. Denne regel har
Europa-Parlamentet såvel som en række medlemslande vendt sig stærkt imod. Det
er derfor vurderingen, at denne bestemmelse vil blive ændret. Desuden vil det
blive eksplicit præciseret, at direktivet ikke berører medlemslandenes regler
og/eller praksis for kollektive kampskridt.
For den gode ordens skyld bemærkes, at det i den til Maastricht-Traktaten
knyttede aftale om social- og arbejdsmarkedspolitikken i art. 2, stk. 6,
generelt er fastslået, at aftalen ikke finder anvendelse på lønforhold,
organisationsret, strejkeret eller ret til lockout.
Spørgsmål nr. 38:
»Kan regeringen bekræfte, at formuleringen i bemærkningerne til en ny
tiltrædelseslov om, at »Danmark ikke deltager i den udbygning og
styrkelse, der vil kunne følge af Unionsmålsætningen (artikel B) på de fire
områder, der er nævnt i Edinburgh-Afgørelsens afsnit A-D«, faktisk
betyder, at Danmark ikke agter at deltage i den udbygning og styrkelse, der
vil kunne følge af målsætningen om at indføre et unionsborgerskab?
Kan regeringen bekræfte, at sidstnævnte betyder, at Danmark ikke agter at
deltage i den udbygning og styrkelse af de rettigheder, der knytter sig til
unionsborgerskabet, som det er omtalt i Maastricht-Traktatens artikel 8 E,
uden det er besluttet ved en bindende folkeafstemning?
Spørgsmål nr. 39:
»Kan regeringen bekræfte, at formuleringen i bemærkningerne til en ny
tiltrædelseslov om, at »Danmark ikke deltager i den udbygning og
styrkelse, der vil kunne følge af unionsmålsætningen (artikel B) på de fire
områder, der er nævnt i Edinburgh-Afgørelsens afsnit A-D«, faktisk
betyder, at Danmark ikke agter at deltage i den udbygning og styrkelse, der
vil kunne følge af målsætningen om at udvikle et nært samarbejde vedrørende
retlige og indre anliggender?
Kan regeringen bekræfte, at sidstnævnte betyder, at Danmark ikke agter at
deltage i den udbygning og styrkelse af samarbejdet om retlige og indre
anliggender, der vil følge af en anvendelse af Maastricht-Traktatens artikel
K.9., uden det er besluttet ved en bindende folkeafstemning?
Samlet besvarelse på spørgsmål nr. 38-39:
Så vidt det er regeringen bekendt, er der ikke planer om at fremsætte
konkrete forslag om henholdsvis unionsborgerskab (art. 8 E) eller det retlige
samarbejde (art. K.9.), når Maastricht-Traktaten træder i kraft. Af denne
grund kan der ikke tages stilling. Der er intet til hinder for, at der kan
anvendes bindende folkeafstemning i de tilfælde, der er beskrevet i spørgsmål
38 og 39. Statsretligt kan det ske enten i henhold til grundlovens § 20 eller
i henhold til grundlovens § 42, stk. 6. På baggrund af formuleringen i den
politiske aftale imellem 7 af Folketingets partier, jf. de almindelige
bemærkninger til lovforslag nr. L 177, pkt. 3, finder regeringen det
naturligt, at der i de i spørgsmål 38 og 39 nævnte tilfælde anvendes bindende
folkeafstemning.
Spørgsmål nr. 40:
»Kan regeringen bekræfte, at Danmark ikke deltager i drøftelse af de
forsvarsmæssige aspekter af sikkerhed inden for Unionen, som disse er
beskrevet i Udenrigsministeriets notat af 14. februar 1992 til Folketingets
Markedsudvalg vedrørende forholdet mellem Den Europæiske Union og WEU indtil
1996 (Bilag (91.1) 461)?»
Svar:
Ja, jf. de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 177, side 17.
Spørgsmål nr. 41:
»Kan regeringen bekræfte, at Maastricht-Traktatens art. J.4., stk.
1's formulering om »udformning på langt sigt af en fælles
forsvarspolitik, som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar«, er
uden betydning for Danmark?»
Svar:
Ja, jf. de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 177, side 17.
Spørgsmål nr. 42:
»Kan regeringen bekræfte, at Maastricht-Traktatens art. J.4., stk. 2,
er uden betydning for Danmark?»
Svar:
Ja, jf. de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 177, side 17.
Spørgsmål nr. 50:
»Har den danske regering gjort noget for at gennemføre
Juni-Bevægelsens ønske om at få fastslået, at »ingen EF-regel kan ophæve
danske lønmodtageres overenskomstmæssige eller andre efter forhandling
fastsatte rettigheder. Enhver retsakt finder i øvrigt kun anvendelse, dersom
de omhandlede personer eller organisationer ikke er dækket eller bliver
dækket af en i Danmark frivilligt indgået overenskomst, hvis indhold ikke
strider imod målsætningen for den pågældende retsakt«?»
Svar:
Under forhandlingerne, der førte frem til Det Europæiske Råds møde i
Edinburgh den 11.-12. december 1992, forhandlede regeringen på grundlag af
det danske memorandum af 30. oktober 1992, »Danmark i Europa«.
Forhandlingsresultatet er beskrevet i de almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 177.
Det kan i øvrigt bemærkes, at en gennemførelse af Juni-Bevægelsens ønske
bl.a. vil medføre, at de landvindinger, som man fra arbejdstagers side finder
at have opnået i EF-sammenhæng på områder som ligestilling, arbejdsmiljø,
virksomhedsoverdragelser og kollektive afskedigelser måtte opgives.
Spørgsmål nr. 97:
»Hvorfor er svaret på spørgsmål nr. 28 (Tillægsbetænkning til L 240
af 8. maj 1992, s. 272) så kortfattet og upræcist, mens Finansministeriet i
»Mulige konsekvenser af ændringer i Danmarks tilknytning til EF«
bruger 102 sider med præcise tal for et fald i beskæftigelsen på omkring
150.000 personer ved et nej den 18. maj 1993? Er der ikke større risiko for
større ledighed i de EF-lande, som i modsætning til Danmark ikke kan opfylde
ØMU'ens konvergenskrav, navnlig med hensyn til den offentlige gæld, som skal
skæres betydeligt ned i en række lande?»
Svar:
Regeringen har ikke yderligere tilføjelser til besvarelsen af spørgsmål
nr. 28 og Finansministeriets redegørelse »Mulige konsekvenser af
Danmarks tilknytning til EF«.
Spørgsmål nr. 102:
»Er der udsigt til et brud mellem de 7 af Folketingets partier og
deres broder/søster-partier eller partisammenslutninger i Europa-Parlamentet,
som støtter en Europæisk Forbundsstat?»
Svar:
Nej.
Spørgsmål nr. 106:
»Bekendt med at »unionsborgerskabet« som fastlagt i
Edinburgh-Aftalens afsnit A er et sæt af yderligere rettigheder for
medlemsstaternes statsborgere og under henvisning til Maastricht-Traktatens
art. 8, er danske statsborgere da at betragte som »unionsborgere«
med de »rettigheder og forpligtelser«, Maastricht-Traktaten angiver
(art. 8, stk. 2)? I bekræftende fald, hvad er det for rettigheder og
forpligtelser, Maastricht-Traktaten tildeler unionens borgere?»
Svar:
Det kan bekræftes, at danske statsborgere opnår de rettigheder, der følger
af Maastricht-Traktatens art. 8 A - 8 D, når Traktaten træder i kraft. Der
henvises til Hvidbogen om Danmark og Maastricht-Traktaten, kapitel VII, side
130, samt til de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 177, side 6 og
12.
Spørgsmål nr. 118:
»I forlængelse af svarene på spørgsmål 40-42 ønskes oplyst, hvorfor
J.4. ikke er nævnt som undtagelse til § 1, nr. 12, i L 176.«
Besvarelse:
Grunden til, at artikel J.4. ikke er nævnt som en undtagelse til pkt. 12,
er, at J.4. er formuleret på en sådan måde, at bestemmelsen ikke indebærer
suverænitetsoverladelse i grundlovens § 20's forstand. Der overlades således
ikke beføjelser til en EF-institution til at træffe beslutninger, der har
umiddelbar anvendelighed over for borgere og virksomheder i Danmark.
Spørgsmål nr. 119:
»Betyder § 1, nr. 13, i tiltrædelsesloven, at Danmark ikke deltager i
den udbygning og styrkelse, der vil kunne følge af Unionsmålsætningen på de 4
områder, der er nævnt i Edinburgh-Afgørelsens afsnit A-D?»
Besvarelse:
Optagelsen af Edinburgh-Afgørelsen i nr. 13 i loven om Danmarks
tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber indebærer, at Edinburgh-Afgørelsen
sammen med de forannævnte traktater m.m. udgør grundlaget for Danmarks
deltagelse i EF-samarbejdet. Danmark deltager ikke i den udbygning og
styrkelse, der eventuelt vil kunne følge af unionsmålsætningen på de 4
områder, som er nævnt i Edinburgh-Afgørelsens afsnit A-D.
Spørgsmål nr. 120:
»Er konsekvensen af svaret på spørgsmål 40, at Danmark ikke deltager
i afstemninger om forsvarsmæssige aspekter af sikkerhed inden for Unionen,
som disse er beskrevet i Udenrigsministeriets notat af 14. februar 1992 til
Folketingets Markedsudvalg vedrørende forholdet mellem Den Europæiske Union
og WEU indtil 1996. (Bilag (91.1) 461 vedlagt)?».
Besvarelse:
Ja, jf. besvarelsen af spørgsmål nr. 40 og de almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 177, side 17.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Denne sag angår spørgsmålet, om den lov, hvorved Lissabontraktaten er gennemført i Danmark, er vedtaget i strid med grundlovens § 20, idet den foreskrevne procedure efter denne bestemmelse ikke har været fulgt Domsdatabasen · 15. juni 2012
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber og Den Europæiske Union (Danmarks ratifikation af Nicetraktaten) Retsinformation · 9. juli 2001
- 1992 LSF 177 FORSLAG TIL LOV OM DANMARKS TILTRÆDELSE AF EDINBURGH-AFGØRELSEN OG MAASTRICHT-TRAKTATEN Retsinformation · 10. juni 1993
- Betænkning over Forslag til lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning Retsinformation · 7. november 2015
- Højesteret stadfæstede landsrettens dom i sag om, hvorvidt den lov, hvorved Lissabontraktaten er gennemført i Danmark, er vedtaget i strid med grundlovens § 20, idet den foreskrevne procedure efter denne bestemmelse ikke har været fulgt Domsdatabasen · 20. februar 2013
- 1992 LSF 178 FORSLAG TIL LOV OM AFHOLDELSE AF FOLKEAFSTEMNING OM FORSLAG TIL LOV OM DANMARKS TILTRÆDELSE AF EDINBURGH-AFGØRELSEN OG MAASTRICHT-TRAKTATEN Retsinformation · 31. marts 1993