Spring til indhold

Retsinformation

1994 BTL 243 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM PRIVATE BIDRAG TIL POLITISKE PARTIER OG OFFENTLIGGØRELSE AF POLITISKE PARTIERS REGNSKABER (ÅBNE PARTIREGNSKABER M.V.) NR L 243 1994-95, 1. SAMLING

1994/1 BTL 243Betænkning over lovforslagFolketinget12. juli 1995

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne og indenrigsministeren har

besvaret skriftligt.

En række af udvalgets spørgsmål og ministrenes besvarelse heraf er optrykt

som bilag til betænkningen sammen med skatteministerens og arbejdsministerens

udtalelser.

Der er af forskellige mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises

til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det

Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret .

Et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres

og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) ser dette forslag i

sammenhæng med L 244 og gennemførelsen af den såkaldte Olsen-plan og som en

forberedelse og gennemførelse af en ordning med orlovsmulighed til ministre,

så længe de er ministre.

Et mindretal inden for flertallet (Det Konservative Folkepartis medlemmer

af udvalget) betragter de politiske partier som folkestyrets

centralnervesystem. Partierne må derfor sikres de bedst mulige

livsbetingelser.

Som følge af de ændrede ledelses- og bestyrelseskonstellationer i dansk

erhvervsliv samt den omstændighed, at et flertal i Folketinget går ind for

fuld åbenhed omkring partiregnskaber og bidragyderfortegnelser, er det

bydende nødvendigt nu at øge den offentlige støtte til de politiske partier,

der - med meget stort flertal - blev indført i 1986.

Partistøtteordningens kombination af en central ordning og to decentrale

har i den periode, der er forløbet siden 1986, betydet en væsentlig

saltvandsindsprøjtning til det politiske arbejde i Danmark. I den forbindelse

lægger mindretallet vægt på at understrege, at ordningen ikke på noget

tidspunkt siden dens indførelse har givet anledning til kritik. Tværtimod har

Læs alt

alle partier med kyshånd modtaget de midler, ordningen har givet mulighed

for.

Den justering af partistøtteordningen, der nu gennemføres, vil efter

mindretalllets opfattelse give de politiske partier en højere grad af

uafhængighed og langt bedre muligheder for at leve op til de krav, der

stilles til dem i et samfund præget af meget betydelig indflydelse fra

græsrodsbevægelser og interesseorganisationer samt fra medierne. De politiske

partier i Danmark har på det nærmeste monopolstilling, når talen er om

opstilling af de kandidater, der skal påtage sig ansvar i vort folkestyre.

Ikke mindst derfor er det vigtigt, at partiernes arbejde har et højt

aktivitetsniveau båret af en professionel og moderne holdning.

Efter mindretallets opfattelse er den økonomiske forudsætning for

partiernes arbejde en kombination af medlemskontingenter, frivillige bidrag

og offentlig støtte. Vi lægger i den forbindelse afgørende vægt på, at

tilgangen af nye medlemmer til partierne øges væsentligt.

Efter mindretallets opfattelse vil den øgede offentlige støtte til det

politiske arbejde om ganske få år opleves på samme måde som i en lang række

af de lande, vi normalt sammenligner os med. Den vil være en fuldstændig

selvfølge!

Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget), der er

medforslagsstiller til ændringsforslag nr. 1 - 4, indstiller lovforslaget til

forkastelse .

Det er mindretallets opfattelse, at private borgere ud af deres egne,

allerede beskattede midler skal have mulighed for at støtte politisk

virksomhed, beskyttet af samme fortrolighed som ved stemmeafgivning ved

valgene.

Derimod ville mindretallet være indstillet på at indføre oplysningspligt

for visse bidrag fra arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige

sammenslutninger, forudsat at der gennemføres en ændring af den gældende

regel om adgang for disse foreningers medlemmer til at blive fritaget for at

betale bidrag til politiske partier.

Det er stærkt forkasteligt, at regeringen fastholder den gældende regel

om, at fagforeningernes medlemmer skal melde fra ved et kryds på en kupon for

at slippe for at betale bidrag til politiske partier. Mindretallet har derfor

fremsat ændringsforslag, som vender denne regel om. I stedet for at melde fra

skal man melde til. Det vil sige, at f.eks. en fagforening kun kan overføre

penge til et politisk parti i det omfang, som medlemmerne aktivt har givet

deres tilslutning til det. Der henvises til bemærkningerne til

ændringsforslagene.

Såfremt disse ændringsforslag bliver vedtaget, vil mindretallet støtte en

lovændring, som indfører oplysningspligt for bidrag over 20.000 kr. fra

arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede

ændringsforslag.

SF har gennem mange år argumenteret for større åbenhed i partiernes

regnskaber - i særlig grad hvad angår økonomiske tilskud udefra. Senest har

partiet i denne folketingssamling fremsat beslutningsforslag B 8 (om

offentliggørelse af regnskaber for politiske partiers og kandidaters

indtægter og udgifter ved offentlige valg).

Ud fra en demokratisk synsvinkel er det dybt betænkeligt, hvis de

politiske partiers muligheder bliver afhængig af økonomiske ressourcer. I den

sammenhæng er erfaringer fra f.eks. USA og Italien skræmmende.

Hvis erhvervslivet støtter de borgerlige partier gennem gigantiske

tilskud, forventer man naturligvis, at partierne i deres politik har, hvad

man kalder »forståelse for erhvervslivets problemer«. Men det er

dybt problematisk, hvis erhvervslivet (eller fagbevægelsen) på denne måde

bliver 3. part i det parlamentariske arbejde.

Derfor må vælgerne i det mindste have klarhed over, hvem der

støtter partierne, og med hvor meget partierne eller enkeltkandidater

støttes.

Lovforslaget forsøger angiveligt at tage hul på denne problemstilling, og

det skal formentlig være et figenblad for den skamløse firedobling af

partistøtten (jf. L 244).

Figenbladet dækker imidlertid ikke særlig godt. Overfladisk set er der

tale om et skridt i den rigtige retning, men der er så mange huller i

forslaget, at det nærmer sig en dans på stedet. SF har af samme grund stillet

en række ændringsforslag, som skal stoppe de pågældende huller. Det drejer

sig om følgende:

- bagatelgrænsen på 20.000 kr. er for høj. 20.000 kr. er et stort beløb,

og det må forventes, at mange tilskud vil ligge på 19.500 kr., ligesom det

vil være muligt at lade datterselskaber gå ind med tilskud for derved at

opdele den samlede støtte, så oplysningspligten undgås,

- bagatelgrænsen sættes yderligere i relief, når tilskud til enkelte

kandidater ikke er med i forslaget. Der har gennem flere år været en stigende

tendens til at støtte enkeltkandidater, og det er urimeligt, at den form for

støtte ikke er med,

- dertil kommer, at der ikke eksisterer præcise retningslinjer for

indirekte støtte i form af annoncer og lignende. Hvis eksempelvis Dansk

Industri i de sidste dage før et valg bruger et millionbeløb på at indrykke

annoncer med Hans Engells kontrafej, vil sådanne annoncer falde uden for

reglerne på to måder: det kan betragtes som en støtte til Hans Engells

personlige valgkamp, og det vil være indirekte støtte, som ikke præcist er

omfattet af reglerne,

- det er endvidere utilfredsstillende, at det ikke skal fremgå, hvor meget

den enkelte bidragyder har givet. Det bliver således umuligt at konstatere,

om en organisation har givet 50.000 kr. eller 500.000 kr. Denne forskel må

dog være væsentlig at få frem.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet som

medforslagsstiller stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Til § 1Af et mindretal (V og FP):

1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 1 udgår ordene: "opkrævet over

medlemskontingentet«.

2) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»02. I § 2, stk. 1, udgår ordene: »at blive

fritaget for« og »over medlemskontingentet«.

3) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»03. § 2, stk. 2, affattes således:

» Stk. 2. Erklæringen skal have følgende tekst: Jeg ønsker at

betale bidrag kr. xxx til (partiets navn).«

4) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»04. I § 2, stk. 4, ændres ordene »der er fritaget for

betaling af« til: »der betaler«.

Af et mindretal (SF):

5) I det under nr. 2 foreslåede § 3, stk. 2,

indsættes i 1. pkt. efter »parti«: », eller en kandidat

opstillet for partiet,».

6) I det under nr. 2 foreslåede § 3, stk. 2, ændres

»et eller flere tilskud, der tilsammen« til: »økonomiske

fordele, der«.

7) I det under nr. 2 foreslåede § 3, stk. 2, ændres

beløbet »20.000 kr.« til: »2.000 kr.« (2 steder).

8) I det under nr.2 foreslåede § 3, stk. 2,

indsættes efter »adresse« ordene: »og værdien af det enkelte

tilskud«.

Bemærkninger

Til nr. 1 - 4 Sigtet med ændringsforslagene er at sikre medlemmerne af

arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger reel

frihed til selv at bestemme, om de gennem deres medlemskab af den pågældende

organisation ønsker at yde bidrag til politiske partier eller partipolitiske

formål i øvrigt.

Ifølge de gældende regler kan et medlem af de nævnte organisationer blive

fri for at betale sådanne bidrag ved at afgive en skriftlig erklæring om, at

medlemmet ønsker at være fritaget for at betale bidrag.

Hovedreglen er altså, at f.eks. en fagforening kan disponere over

medlemmernes indbetalte kontingenter til bl.a. at yde bidrag til udvalgte

politiske partier. Det kræver en aktiv handling fra medlemmets side at blive

fritaget herfor. Denne regel bliver tilmed administreret således, at

kontingentet ikke sættes ned for den, som ønsker at blive fri for at betale

bidrag til politiske formål.

Forslagsstillerne ønsker at vende hovedreglen om. Udgangspunktet vil

herefter være, at f.eks. en fagforening ikke kan yde bidrag til politiske

partier eller partipolitiske formål i øvrigt, medmindre medlemmerne aktivt

gennem en erklæring har givet tilslutning hertil.

Det samlede bidrag fra interesseorganisationen til det enkelte politiske

parti vil således udgøre summen af bidrag fra de enkelte medlemmer, som har

tilkendegivet at ville betale.

Samtidig vil de foreslåede ændringer indebære en betydningsfuld

afregulering, idet der ifølge forslaget ikke længere er et lovkrav om, at

foreningen en gang hvert år skal tilsende medlemmerne en blanket. Det er

således foreningen selv, som afgør, om den hvert år vil sende en blanket til

medlemmerne. Forslagsstillerne finder det unødvendigt med et lovkrav herom,

når hovedreglen vendes om således, at medlemmerne skal »melde til«

frem for at »melde fra«.

Som udgangspunkt ønsker forslagsstillerne at respektere private

foreningers ret til selv at beslutte, hvordan de ønsker at anvende

foreningens indtægter. Med det foreslåede indgreb i de nævnte organisationers

dispositionsret over de fra medlemmerne indbetalte kontingenter m.v. har

forslagsstillerne taget hensyn til navnlig tre forhold. For det første er

medlemskab af fagforeninger som hovedregel ikke reelt frivilligt. I de fleste

situationer er medlemskab af en bestemt fagforening en betingelse for

overhovedet at kunne få et job. Et medlem af en fagforening kan altså ikke

protestere mod en bevilling af tilskud til et bestemt politisk parti ved at

melde sig ud af fagforeningen. Derfor er der behov for en særlig beskyttelse

af det enkelte fagforeningsmedlems ret til at blive fri for at yde bidrag til

politiske partier.

For det andet skal ændringsforslagene ses i lyset af den foreslåede

oplysningspligt for visse bidrag til politiske partier. Regeringens forslag

indebærer bl.a., at partier, der modtager private bidrag på over 20.000 kr.,

skal oplyse, hvem giveren er. Konsekvensen vil med stor sandsynlighed blive,

at de partier, som hidtil har fået en del sådanne bidrag, nu vil miste

hovedparten af denne indtægt. Herved vil den økonomiske balance mellem de

politiske partier blive forrykket afgørende, hvis der ikke samtidig sættes en

stopper for fagbevægelsens tvangsudskrivning af penge til bl.a.

Socialdemokratiet.

For det tredje er kontingentindbetalinger til de nævnte organisationer

fradragsberettigede ved skatteopgørelsen. Efter forslagsstillernes opfattelse

er det derfor berettiget at stille visse krav til den modtagende

organisations anvendelse af pengene.

I ændringsforslagene sondres ikke mellem arbejdsgiverforeninger,

fagforeninger og andre faglige sammenslutninger. Men der er ingen grund til

at skjule, at de gældende regler især er utilstrækkelige i forhold til

fagforeningerne. En LO-undersøgelse - foretaget af Aalborg Universitetscenter

og offentliggjort den 18. oktober 1993 - viste eksempelvis, at kun 10 pct. af

LO's medlemmer støttede LO's tætte forbindelse til Socialdemokratiet. Hvis

den gældende regel om at »melde fra« ændres til en regel om at

»melde til«, vil det utvivlsomt stimulere den nødvendige interne

debat i fagbevægelsen om tvangsudskrivning af bidrag til politiske partier.

Til nr. 5

Ændringsforslaget skal sikre, at også støtte til enkelte kandidater skal

fremgå af partiregnskabet. Baggrunden er, at der kan ske en omgåelse af

offentlighedsreglerne ved at give støtte til enkeltkandidater i stedet for

til partiet som helhed. Dertil kommer, at det er vigtigt for vælgerne at

vide, i hvilken udstrækning de enkelte kandidater modtager støtte udefra.

Til nr. 6

Det er uklart, om indirekte støtte f.eks. i form af annoncer er medtaget i

loven. Da den indirekte støtte kan være af anselig størrelse, er det vigtigt,

at det klargøres, at denne form også er omfattet af bestemmelserne.

Til nr. 7

Bagatelgrænsen på 20.000 kr. er alt for høj, og det foreslås at nedsætte

den til 2.000 kr.

Til nr. 8

Det fremgår af lovforslaget, at det ikke skal fremgå, hvor meget den

enkelte bidragyder har givet. Dette må være en lapsus, og det foreslås, at

vælgerne kan se præcist, hvor meget den enkelte organisation eller lignende

giver i økonomisk støtte.

Erling Olsen (S) fmd. Ivar Hansen (V) nfmd. Henning Grove (KF)

Margrete Auken (SF) Kirsten Jacobsen (FP) Pia Gjellerup (S) Ove Fich (S)

Torben Lund (S) Grete Schødts (S) Helge Mortensen (S) Holger K. Nielsen (SF)

Kjeld Rahbæk Møller (SF) Jørgen Estrup (RV) Arne Melchior (CD) Birthe Rønn

Hornbech (V) Christian Mejdahl (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Anders Fogh

Rasmussen (V) Hans Engell (KF) Torben Rechendorff (KF) Kim Behnke

(FP)Enhedslisten havde ikke medlemmer i udvalget

Bilag

En række af udvalgets spørgsmål og hhv. justitsministerens og

indenrigsministerens besvarelse heraf samt skatteministerens og

arbejdsministerens indhentede udtalelser

Spørgsmål nr. 10:

»Er det i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser

i form af konventioner m.v., at danske fagforeningsmedlemmer kan tvinges til

at yde støtte til partipolitiske formål?»

Svar:

Den gældende lov om private bidrag til politiske partier indebærer, at et

medlem af en forening m.v., der er omfattet af lovens § 1, med bindende

virkning for foreningen kan tilkendegive, at den pågældende ikke ønsker

medlemskontingentet anvendt som bidrag til politiske partier eller

partipolitiske formål i øvrigt. Fremsætter medlemmet en sådan

tilkendegivelse, er foreningen ikke beføjet til at anvende kontingentet til

dette formål.

Danske fagforeningsmedlemmer kan således ikke tvinges til at yde støtte

til partipolitiske formål.

Justitsministeriet finder på den baggrund ikke anledning til at komme

nærmere ind på spørgsmålet om, hvorvidt en ordning, hvorefter

medlemskontingenter mod medlemmernes vilje kunne anvendes til sådanne formål,

i givet fald ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Spørgsmål nr. 11:

»Har der været sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om

fagforeningsmedlemmers tvangsbidrag til politiske partier?»

Svar:

Justitsministeriet er ikke bekendt med domme fra Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol om det nævnte spørgsmål. Der henvises i øvrigt til

besvarelsen af spørgsmål nr. 10.

Spørgsmål nr. 12:

»Betyder lovforslaget (L 243), at en lønmodtager, som ikke ønsker at

støtte et bestemt politisk parti, har mulighed for at meddele fagforeningen,

at hans kontingentbetaling ikke skal gå til dette formål, men skal nedsættes

med det potentielle støttebeløb?»

Svar:

Der henvises til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 6 af 13.

marts 1990 fra Folketingets Retsudvalg (L 179 - bilag 2). Besvarelsen

vedlægges.

Som det fremgår heraf, indebærer den gældende lov ikke, at et medlem, som

tilkendegiver, at foreningskontingentet ikke ønskes anvendt til

partipolitiske formål, har krav på en tilsvarende nedsættelse af

kontingentet. Loven er - som det ligeledes fremgår af besvarelsen - på den

anden side ikke til hinder for, at den pågældende forening faktisk indrømmer

medlemmerne en sådan kontingentnedsættelse.

Lovforslag L 243 indebærer ingen ændring i denne retstilstand.

Spørgsmål nr. 13:

»Hvilke muligheder har et fagforeningsmedlem i øvrigt ifølge

forslaget (L 243) for at slippe for at betale bidrag til politiske

partier?»

Svar:

Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 10 indebærer bestemmelserne i

den gældende lovs § 1 og § 2, stk. 1, at de omhandlede foreninger m.v. ikke

mod det enkelte medlems vilje kan anvende medlemskontingentet til at yde

bidrag til politiske partier eller partipolitiske formål i øvrigt.

Disse bestemmelser regulerer spørgsmålet om det enkelte medlems egne

muligheder for umiddelbart at blive fritaget for at bidrage økonomisk til

partipolitiske formål over medlemskontingentet. Lovforslag L 243 indeholder

ikke bestemmelser, der indebærer en yderligere regulering af dette spørgsmål.

Det tilføjes, at hverken den gældende lov eller lovforslag L 243 tilsigter

at regulere spørgsmålet om, hvorvidt en forening overhovedet er berettiget

til at yde støtte til partipolitiske formål, og om en beslutning herom i

givet fald kræver enstemmighed i foreningens kompetence organ. Disse

spørgsmål må besvares bl.a. på grundlag af foreningens vedtægter.

Spørgsmål nr. 17:

»Hvilke fagforeninger inden for fagbevægelsen er omfattet af lov nr.

404 af 13. juni 1990 (private bidrag til politiske partier). Er det kun

landsomfattende fagforbund eller er det også faglige karteller, LO, lokale

fællesorganisationer under LO, lokale fagforeninger og faglige klubber?

Hvordan forholder afgrænsningen sig til afgrænsningen i ligningslovens §

13?»

Svar:

Det fremgår af forarbejderne til den gældende lov om private bidrag til

politiske partier, at den afgrænsning af foreninger m.v., der er foretaget i

lovens § 1, svarer til afgrænsningen i ligningslovens § 13. Der henvises til

Folketingstidende 1989-90, Tillæg A, sp. 4834.

Som anført i Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 10 af 21.

marts 1990 fra Folketingets Retsudvalg (L 179 - bilag 7) omfatter loven efter

Justitsministeriets opfattelse enhver faglig organisation med det i loven

anførte hovedformål, når organisationen på noget tidspunkt efter dens

stiftelse har modtaget betaling fra medlemmerne i form af kontingent.

Besvarelsen vedlægges i kopi.

Såfremt et medlem af den pågældende forening har tilkendegivet, at

medlemskontingentet ikke ønskes anvendt til partipolitiske formål, er det

efter Justitsministeriets opfattelse uden betydning, om kontingentet

kanaliseres videre til andre foreninger m.v. Et medlemskontingent, der f.eks.

overføres fra en fagforening til LO, kan således efter Justitsministeriets

opfattelse ikke af LO anvendes til partipolitiske formål, såfremt det

pågældende medlem over for den fagforening, som kontingentet er indbetalt

til, har fremsat en tilkendegivelse i overensstemmelse med lovens § 2, stk.

1.

Spørgsmål nr. 20:

»Når en fagforening yder støtte til f.eks. en bestemt

socialdemokratisk kandidat i form af betaling af annonce, betaling for

udflugt til f.eks. Puttgarden med færgetur og frokost, er det så inden for

eller uden for det foreliggende lovforslag (L 243)?»

Svar:

For så vidt spørgsmålet skal forstås således, at det ønskes oplyst, om der

i det nævnte tilfælde er tale om en støtteforanstaltning, som det enkelte

medlem kan blive fritaget for at bidrage til over medlemskontingentet, er

svaret efter Justitsministeriets opfattelse, at en foranstaltning af den

angivne art er omfattet af udtrykket »partipolitiske formål i

øvrigt« i den gældende lovs §§ 1 og 2.

For så vidt spørgsmålet skal forstås således, at det ønskes oplyst, om den

økonomiske værdi af de i spørgsmålet nævnte støtteforanstaltninger er

omfattet af bestemmelserne om regnskabspligt i den gældende lovs §§ 3-5 og

det fremsatte lovforslags § 1, nr. 2, kan det oplyses, at det følger af

lovens § 3, stk. 1, at regnskabspligten alene gælder for de af bestemmelsen

omfattede partiers landsorganisation. Tilskud, der ydes til de enkelte

kandidater personligt, og som ikke overføres til partiets landsorganisation,

er derfor ikke omfattet af den regnskabspligt, der følger af bestemmelsen.

Dette gælder, uanset om støtten ydes i form af pengebeløb eller i form af

ydelser, der har penges værdi.

Det fremsatte lovforslag (L 243) indebærer ikke ændringer heri.

Det tilføjes, at den oplysningspligt, der foreslås etableret ved

lovforslag L 244 (forslagets § 1, nr. 12-14), omfatter partiernes amts-,

kreds-, kommune- og lokaleorganisationer samt organisationer for lokallister.

Heller ikke disse regler omfatter således tilskud til de enkelte kandidater

personligt.

Spørgsmål nr. 21:

»Hvilken myndighed godkender, om et partis regnskab er

fyldestgørende?»

Svar (justitsministeren):

Efter § 5 i den gældende lov om offentliggørelse af politiske partiers

regnskaber skal en bekræftet kopi af regnskabet senest 12 måneder efter

regnskabsårets afslutning indsendes til Folketinget, der fremlægger

regnskabet til gennemsyn for offentligheden.

Det følger af forarbejderne til denne bestemmelse, at regnskabet ikke skal

gennemgås, kontrolleres eller godkendes af Folketinget, men alene - som det

fremgår af bestemmelsen - gøres tilgængeligt for offentligheden. Der henvises

til Folketingstidende 1989-90, Tillæg A, sp. 4836.

Lovforslag L 243 indebærer ikke ændringer heri.

Det er aftalt med Indenrigsministeriet, at Indenrigsministeriet besvarer

det rejste spørgsmål, for så vidt angår lovforslag L 244.

Spørgsmål 21:

»Hvilken myndighed godkender, om et partis regnskab er

fyldestgørende?»

Svar (indenrigsministeren):

For så vidt angår lovforslag L 243 henvises til justitsministerens

besvarelse af 9. maj 1995.

Efter lovforslag L 244 (forslagets § 1, nr. 7) skal indenrigsministeren

påse, at de indsendte regnskaber for de partier, der modtager statsstøtte i

henhold til partistøtteloven, og som er omfattet af loven om private bidrag

til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber,

indeholder de oplysninger, der kræves efter bestemmelsen i § 3 i denne lov.

Hvis dette er ikke er tilfældet, udsættes udbetalingen af tilskud fra staten.

Det er derfor indenrigsministeren, der træffer afgørelse om, hvorvidt

regnskabet er fyldestgørende (kan godkendes) i henseende til udbetaling af

tilskud fra staten.

Indenrigsministeren skal imidlertid ikke foretage en efterprøvelse af

regnskabets rigtighed, jf. bemærkningerne til lovforslag L 244 (til

forslagets § 1, nr. 7).

Spørgsmål 23:

»Hvis ministeren træffer den beslutning, at et partis regnskab ikke

kan godkendes, er det så en endelig beslutning, eller kan det pågældende

parti indbringe beslutningen for andre instanser? Og i givet fald

hvilke?»

Svar:

En afgørelse fra indenrigsministeren om at udsætte udbetalingen af

statstilskud, fordi regnskabet ikke indeholder de foreskrevne oplysninger,

kan indbringes for domstolene. Der vil endvidere kunne klages over afgørelsen

til Folketingets Ombudsmand.

Spørgsmål 24:

»Kan spørgsmålet om et regnskab, der ikke godkendes af

indenrigsministeren, indbringes for domstolene?

Svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 23.

Spørgsmål 25:

»Er spørgsmålet om godkendelse/ikkegodkendelse af et partiregnskab

alene overladt til ministerens politiske afgørelse?»

Svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 23. Det tilføjes, at

godkendelsen er en forvaltningsafgørelse. Afgørelsen må ikke være påvirket af

uvedkommende hensyn eller varetage usaglige formål.

Spørgsmål 27:

»Hvorfor er godkendelseskompetencen af amtsorganisationers regnskab

overladt til amtsrådet, når godkendelseskompetencen for partiernes centrale

organisationer er ministeren?»

Svar:

Der findes ingen regler om, at amtsorganisationer skal aflægge regnskab.

Amtsorganisationer er ikke omfattet af regnskabspligten i loven om private

bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers

regnskaber. Ved lovforslag L 244 indføres ikke regnskabspligt for

amtsorganisationer.

Lovforslag L 244 (forslagets § 1, nr. 12) indebærer derimod, at en

amtsorganisation, der ønsker at modtage partistøtte fra amtskommunen, skal

registrere de tilskud, den modtager fra private tilskudsydere, samt anonyme

tilskud, idet en sådan registrering er en forudsætning for, at organisationen

kan give de oplysninger, der er anført i § 1, nr. 12.

Lovforslag L 244 er baseret på det princip, at retsvirkningen af, at der

ikke afgives de foreskrevne oplysninger, hvad enten disse skal foreligge i

form af et regnskab (landsorganisationen) eller i form af en erklæring

(amtsorganisationer, kommuneorganisationer m.v.), skal være, at partistøtten

ikke udbetales. Det er en naturlig følge af dette princip, at beføjelsen til

at afgøre, om oplysningspligten er opfyldt, henlægges til de myndigheder, der

udbetaler partistøtte, dvs. til henholdsvis indenrigsministeren, amtsrådet og

kommunalbestyrelsen.

Spørgsmål 28:

»Hvorfor er godkendelseskompetencen for partiernes centrale

regnskaber tillagt ministeren og ikke Folketinget?»

Svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 27.

Spørgsmål 29:

»De fleste politiske partier er bygget op af lokalforeninger,

kredsorganisationer, amtsorganisationer og landsorganisationer. Er det ikke

således, at hver af disse organisationer er selvstændige juridiske

enheder?»

Svar:

Spørgsmålet kan ikke besvares generelt, hverken bekræftende eller

benægtende. Spørgsmålet om, hvorvidt en forening er en selvstændig juridisk

enhed (juridisk person), beror principielt på en konkret vurdering. I de

tilfælde, hvor der foreligger vedtægter for en forenings virke, og der er

valgt en eller flere personer, som kan forpligte foreningen over for

tredjemand, vil betingelserne for, at foreningen udgør en juridisk person,

normalt være opfyldt.

Spørgsmål 30:

»Er det ifølge lovforslaget (L 244) således, at det ikke er

partiernes lokalforeninger, som modtager tilskud, men derimod de lister, der

opstiller til valget?»

Svar:

Når det drejer sig om tilskud fra kommunen (eller amtskommunen), dvs.

partistøtte »optjent« af kandidatlister, er det efter den gældende

partistøttelov »vedkommende partiorganisation«, der er

tilskudsmodtager, når det drejer sig om tilskud til kandidatlister, der er

opstillet for et parti, der er opstillingsberettiget til folketingsvalg. Det

fremgår af partistøttelovens § 8, stk. 2, jf. § 11, stk. 2. »Vedkommende

partiorganisation« vil ved tilskud fra kommunen normalt være den

kommunale/lokale partiforening, der har opstillet listen. Ved lovforslag L

244 sker ingen ændringer på dette område.

Spørgsmål 31:

»Er lovforslaget (L 244) således opbygget, at regnskabspligten gælder

andre end dem, der modtager tilskud? Hvis en liste opstiller til

kommunalvalget, og den pågældende liste har kandidater fra f.eks. flere

lokaleforeninger, er det så listen eller lokalforeningerne, som har

oplysningspligt ifølge forslaget?»

Svar:

Pligten til at give de oplysninger, der er nævnt i lovforslagets § 1, nr.

12-14, og dermed pligten til at foretage de registreringer, der er en

forudsætning for, at disse oplysninger kan gives, påhviler

tilskudsmodtageren.

I de tilfælde, hvor tilskudsmodtageren er en amtsorganisation eller en

kommuneorganisation, vil det imidlertid være en forudsætning for, at amts-

eller kommuneorganisationen kan meddele de krævede oplysninger, at de

eventuelle »underliggende« partiorganisationer videregiver disse

oplysninger til amts- eller kommuneorganisationen.

Hvis for eksempel en kredsorganisation er ude af stand til eller ikke

ønsker at give amtsorganisationen de krævede oplysninger, vil dette kunne

indebære, at amtsorganisationen ikke kan få udbetalt sit tilskud fra

amtskommunen.

Spørgsmål 32:

»Ifølge lovforslaget modtager partiernes kredsorganisationer ikke

statstilskud. Hvis en kredsorganisation modtager tilskud til driften eller en

valgkamp på over 20.000 kr. fra en enkelt bidragyder, falder dette så inden

for eller uden for oplysningspligten?»

Svar:

Et tilskud som nævnt i spørgsmålet vil falde inden for oplysningspligten.

Spørgsmål 33:

»Hvorledes forholdes med oplysningspligten, såfremt den

organisatoriske enhed, der er ansvarlig for en folketingskandidats valgkamp,

er selvstændig og uafhængig af kandidatens partiorganisation?»

Svar:

Hvis der ved udtrykket »kandidatens partiorganisation« forstås

enhver organisation eller ethvert organ inden for kandidatens parti, vil en

organisatorisk enhed, der er selvstændig og uafhængig af kandidatens

partiorganisation, ikke være omfattet af oplysningspligt efter lovforslag L

244.

Spørgsmål 34:

»Hvis en folketingskandidats valgkamp ikke føres af

kredsorganisationen, men derimod af en støttekomite, hvorledes forholder

dette sig til lovforslaget? Støttekomiteen modtager ikke statstilskud. Er man

så inden for eller uden for lovforslagets område og dermed uden for

oplysningspligten?»

Svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 33.

Spørgsmål 35:

»Hvis en liste opstillet til kommunalvalg beslutter ikke at modtage

statstilskud, hvorledes forholder det sig så med oplysningspligten for bidrag

over 20.000 kr., hvis den indgår i listeforbund med lister, som modtager

tilskud?»

Svar:

Den omstændighed, at en liste, der ikke ønsker at modtage tilskud, indgår

i listeforbund med lister, der modtager tilskud, medfører ikke, at

førstnævnte liste bliver omfattet af oplysningspligt.

Spørgsmål 37:

»Betyder lovforslagets gennemførelse i virkeligheden, at der

gennemføres en centralisering af partiorganisationerne, idet amtskommunen

pålægges ansvar for kredsens oplysningspligt?»

Svar:

Det er korrekt, at der ved lovforslaget pålægges amtsorganisationen ansvar

for kredsorganisationens oplysningspligt i den forstand, at det er

amtsorganisationen, der umiddelbart kommer til at bære byrden (manglende

modtagelse af tilskud) ved, at kredsorganisationen ikke giver

(fyldestgørende) oplysninger. Lovforslaget forudsætter derfor, at der er et

loyalt samarbejde mellem amtsorganisationen og kredsorganisationerne (og

tilsvarende mellem kommuneorganisationen og lokalorganisationerne).

Der er intet i lovforslaget, der i øvrigt nødvendiggør en centralisering

af partiorganisationerne.

Spørgsmål 38:

»Hvad er begrundelsen for, at partierne skal søge om statsstøtten

hvert år i stedet for en gang i valgperioden?»

Svar:

Forslaget om, at der skal søges om partistøtte hvert år og ikke blot en

gang i hver valgperiode som efter de gældende regler, har til formål at

tydeliggøre, at partistøtteordningen hviler på det princip, at støtten kun

ydes efter ansøgning.

Spørgsmål 39:

»I stedet for den noget bureaukratiske ordning, hvor partierne skal

søge hvert år, kunne man så ikke indføre en ordning, hvor der kun skal søges

umiddelbart efter folketingsvalg for hele valgsperioden?»

Svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 38 samt til besvarelsen af

spørgsmål 41.

Spørgsmål 40:

»Hvad er begrundelsen for, at alle lokallister og amtsorganisationer

skal søge om tilskud hvert eneste år?»

Svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 38.

Spørgsmål 41:

»Er det ikke udtryk for en unødvendig administration at pålægge

kommunalbestyrelser og amtsråd og alle lokallister og amtsorganisationer i

alle partier, at de årligt skal administrere og søge om tilskud?»

Svar:

Efter de gældende regler i partistøtteloven skal alle tilskudsmodtagere

hvert år inden 1. marts indsende en erklæring til tilskudsyderen om, at

tilskudsbeløbet for det foregående kalenderår er anvendt til politisk arbejde

henholdsvis her i landet, i amtskommunen eller i kommunen, jf.

partistøttelovens § 7, stk. 2, § 10, stk. 2, og § 11, stk. 2. Den årlige

ansøgning om tilskud kan derfor indsendes samtidig med den årlige erklæring.

I praksis vil det derfor ikke betyde yderligere administration hverken for

tilskudsmodtagere eller tilskudsydere, at der hvert år skal indsendes

ansøgning.

Spørgsmål 42:

»Kan de forventede offentlige udgifter ved administrationen af disse

partitilskud beregnes ud fra de allerede indhøstede erfaringer?»

Svar:

Ved gennemførelsen af partistøtteloven i 1986 blev det skønnet, at

udgifterne til administration af ordningen ville blive af en meget beskeden

størrelsesorden. De indvundne erfaringer giver ikke grundlag for at ændre

dette skøn. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 41.

Spørgsmål 43:

»Hvorledes er den retlige situation for en liste, en amtsorganisation

eller et partis landsorganisation, hvis det kompetente organ har besluttet at

søge om tilskud, men den person, som skal indsende ansøgningen, glemmer

dette, bliver syg eller på anden måde forhindres inden for

ansøgningsfristen?»

Svar:

En overskridelse af fristen for at indsende ansøgning vil kunne indebære,

at retten til at få udbetalt partistøtte i (den resterende del af)

valgperioden bortfalder. Som det mindre vil en fristoverskridelse kunne

medføre, at tilskuddet ikke udbetales til den normale termin (1. april).

Ved den hidtidige administration af partistøtteloven har

Indenrigsministeriet for sit vedkommende fulgt den praksis, at en mindre

væsentlig overskridelse af ansøgningsfristen ikke har medført bortfald af

retten til statstilskud. Herudover har man i enkelte tilfælde set bort fra en

noget længere overskridelse af fristen ud fra en konkret vurdering af

årsagerne hertil. Når det drejer sig om tilskud fra kommunen eller

amtskommunen, er det kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet, der træffer

afgørelse om, hvilken betydning det skal tillægges, at ansøgningsfristen

overskrides. Kommunalbestyrelsens henholdsvis amtsrådets afgørelse vil kunne

indbringes for Partistøttenævnet, der er nedsat i henhold til

partistøttelovens § 12.

Spørgsmål 44:

»Hvorledes fortolkes fristerne for indsendelse af regnskab? Skal

regnskabet været indleveret »inden 1. marts« inden for kommunens,

amtets eller Indenrigsministeriets kontortid? Betyder det inden kl. 24, eller

er det tilstrækkeligt, at ansøgningen er fremme med morgenposten den følgende

hverdag?»

Svar:

Det er Indenrigsministeriets opfattelse, at fristen »inden 1.

marts« i såvel den gældende partistøttelov som i lovforslag L 244 skal

fortolkes efter sin ordlyd, dvs. at et regnskab, en ansøgning eller en

erklæring skal være indleveret senest dagen inden den 1. marts for at være

rettidigt indleveret.

Om betydningen af fristoverskridelse henvises i øvrigt til besvarelsen af

spørgsmål 43.

Spørgsmål 45:

»Skal lovforslagets bestemmelse om anonyme bidrag forstås på den

måde, at man hermed lovliggør »Preben Møller Hansen-ordningen« med,

at »der kom en mand med en papkasse?»

Svar:

I de almindelige bemærkninger til lovforslag L 243 hedder det bl.a.

følgende (pkt. 3.2):

»Efter forslaget vil der ikke være noget til hinder for, at de

politiske partier modtager (anonyme) tilskud, uanset at tilskudsyderens navn

herefter ikke kan offentliggøres i regnskabet. Det bemærkes herved, at et

forbud mod, at partierne modtager anonyme tilskud, måtte give anledning til

væsentlige principielle betænkeligheder. Der gælder således ikke i andre

sammenhænge forbud mod at yde anonyme tilskud til private foreninger og

organisationer, og et sådant forbud ville harmonere dårligt med den øvrige

lovgivning, der i vidt omfang beskytter borgernes ret til anonymitet i

politiske forhold. F.eks. er det i grundlovens § 31, stk. 1, bestemt, at

valgene til Folketinget skal være hemmelige.

Hertil kommer, at en adgang for partierne til at modtage anonyme tilskud

næppe i væsentlig grad vil svække offentliggørelsesordningens formål - at

give interesserede mulighed for at danne sig et overblik over partiernes

eventuelle økonomiske tilknytningsforhold - eftersom der netop ikke kan opstå

sådanne forhold til anonyme tilskudsydere.«

Af de anførte grunde indebærer lovforslaget ikke noget forbud mod, at

partierne modtager anonyme tilskud. Den gældende lov indeholder heller ikke

et sådant forbud.

Hvis der skulle gælde et forbud mod at modtage anonyme tilskud, måtte der

i øvrigt tages stilling til, hvad der i givet fald skulle ske med sådanne

tilskud. Det bemærkes herved, at tilbagesendelse til tilskudsyderen ikke

ville være mulig.

Det kan imidlertid have en vis interesse for offentligheden at se, i

hvilket omfang partierne modtager anonyme tilskud. Lovforslaget indeholder

derfor i § 3, stk. 2, 2. pkt., en bestemmelse om, at regnskabet skal

indeholde oplysning om størrelsen af de samlede anonyme tilskud, som det

pågældende parti modtager, og om størrelsen af hvert enkelt anonymt tilskud

på mere end 20.000 kr.

Spørgsmål 46:

»Hvis en bidragyder ønsker at være anonym, skal den pågældende så

bare aflevere pengene i kontanter uden at identificere sig?»

Svar:

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 45, vil der efter

lovforslag L 243 ikke være noget til hinder for, at partierne fortsat kan

modtage anonyme tilskud.

Hverken lovforslaget eller den gældende lov indeholder i øvrigt

bestemmelser, der regulerer spørgsmålet om, hvilken praktisk fremgangsmåde en

tilskudsyder, der ønsker at være anonym, skal anvende.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvornår et tilskud anses for at være ydet

anonymt, skal det fremhæves, at anonymitet alene foreligger i de tilfælde,

hvor tilskud ydes uden angivelse af tilskudsyderens navn, og hvor det parti,

der modtager tilskuddet, heller ikke på anden måde er bekendt med giverens

identitet, jf. pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger og

bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.

Spørgsmål 48:

»Er der ikke en risiko for, at lovforslaget vil medføre en udvikling

mod flere og flere anonyme bidrag, og at man dermed opnår det modsatte

resultat end tilsigtet?»

Svar:

Efter Justitsministeriets opfattelse er det ikke på forhånd givet, at den

foreslåede ordning om offentliggørelse af visse tilskudsyderes identitet vil

indebære, at der i væsentlig videre omfang end hidtil vil blive ydet anonyme

tilskud.

Dette hænger bl.a. sammen med, at det efter lovforslag L 243 alene er

navnet og adressen på de omhandlede tilskudsydere, der skal fremgå af

regnskabet. Som anført i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2, skal

størrelsen af de enkelte tilskud derimod ikke oplyses.

I de - formentlig ganske mange - tilfælde, hvor offentligheden allerede i

dag er bekendt med, at visse personer eller virksomheder yder betragtelige

tilskud til bestemte partier, men hvor den nærmere størrelse af tilskuddet

ikke er kendt, vil lovforslaget derfor efter Justitsministeriets opfattelse

ikke indebære nogen væsentlig ændring.

Hertil kommer, at de fleste ydere af større tilskud formentlig lægger

afgørende vægt på, at modtageren skal vide, hvem der har ydet det pågældende

tilskud. For en stor del af disse vil muligheden for at yde anonyme tilskud

derfor næppe være et attraktivt alternativ.

Selv om det måtte vise sig, at der i stigende omfang ydes anonyme bidrag,

ville det næppe i væsentlig grad svække offentliggørelsesordningens formål -

at give interesserede mulighed for at danne sig et overblik over partiernes

eventuelle økonomiske tilknytningsforhold - eftersom der netop ikke kan opstå

sådanne forhold til anonyme tilskudsydere.

Spørgsmål 49:

»Vil en bidragyders ønske om anonymitet i L 243's forstand kunne

imødekommes på trods af, at partiet er bekendt med den pågældendes

identitet?»

Svar:

Den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 2, i lovforslag L 243 indebærer en

pligt til i regnskabet at anføre navn og adresse på tilskudsydere, der i

regnskabsåret har ydet et eller flere tilskud, der tilsammen overstiger

20.000 kr. I lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen hedder det bl.a.

følgende:

»Pligten til at anføre tilskudsyderens navn gælder alene i tilfælde,

hvor den pågældendes identitet faktisk er angivet over for det modtagende

parti, eller hvor partiet på anden måde er bekendt hermed.«

Det følger af det anførte, at et parti i tilfælde, hvor tilskudsyderens

identitet er oplyst over for partiet, eller hvor partiet på anden måde er

bekendt hermed, har pligt til at anføre tilskudsyderens navn og adresse i

regnskabet. I sådanne tilfælde vil partiet derfor ikke være berettiget til at

imødekomme et ønske fra tilskudsyderen om, at vedkommendes navn og adresse

ikke anføres i regnskabet. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål

nr. 46.

Spørgsmål 50:

»Hvis et privat bidrag til et parti gives i portioner på under 20.000

kr. - f.eks. i en valgkamp - til en række folketingskandidater i stedet for

til en landsorganisation med et samlet beløb, hvor ligger så

oplysningspligten? Eller er der ingen?»

Svar:

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 36, omfatter bestemmelsen

i § 3 i lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af

politiske partiers regnskaber kun partiernes landsorganisation. Tilskud, der

ydes til enkelte kandidater personligt, og som ikke overføres til partiets

landsorganisation, vil derfor ikke være omfattet af pligten til at aflægge

regnskab efter bestemmelsen.

Spørgsmål 51:

»Er det rigtigt opfattet, at der ingen oplysningspligt vil være, hvis

bestyrelsesmedlemmer (6 stykker) i et større selskab hver giver kr. 19.500

til et bestemt parti i stedet for, at selskabet samlet betalte kr.

117.000?»

Svar:

Bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 2, indebærer, at et parti, der i

regnskabsåret fra samme private tilskudsyder modtager tilskud på mere

end 20.000 kr., i regnskabet skal anføre tilskudsyderens navn og adresse.

Såfremt et antal medlemmer i et selskabs bestyrelse hver især

personligt yder et tilskud, der ikke overstiger 20.000 kr., vil de

pågældendes navn og adresse derfor ikke skulle anføres i regnskabet. Derimod

vil selve beløbets størrelse skulle medregnes ved opgørelsen af størrelsen af

de samlede private tilskud, jf. den gældende lovs § 3, nr. 3.

Ydes det omhandlede tilskud derimod af selskabet, vil selskabets

navn og adresse efter lovforslaget skulle fremgå af regnskabet.

Hvis pengene i det nævnte eksempel tages ud af selskabets kasse uden at

passere de enkelte bestyrelsesmedlemmers privatøkonomi, vil tilskudsyderen

være selskabet som sådant.

Spørgsmål 59:

»Har lovforslaget (L 244) været forelagt statsretskyndige, f.eks. med

henblik på en vurdering af, om statsstøtte over en vis grænse til politiske

partier i strid med grundlovens principper skaber afhængighed for den

lovgivende magt (folketingsmedlemmerne) af den udøvende magt

(regeringen)?»

Svar:

Det kan oplyses, at Justitsministeriet ikke finder, at en forhøjelse af

partistøtten rejser problemer i forhold til grundloven.

Spørgsmål 62:

»Hvilke sanktionsmuligheder er der over for lokale vælgerforeninger,

der ikke foretager de i § 10, stk. 2, i lovforslag nr. L 244 nævnte

indberetninger?»

Svar:

Muligheden for sanktioner over for en tilskudsmodtager, der ikke foretager

de i spørgsmålet nævnte indberetninger, består i, at den pågældende

tilskudsmodtager ikke får udbetalt sit tilskud.

Spørgsmål 66:

»Der ønskes en nøjagtig og udtømmende redegørelse for, hvorledes

begrebet tilskud defineres. Hvis en virksomhed f.eks. låner videoudstyr til

et politisk parti i forbindelse med udarbejdelse af valgreklamer, er det så

at betragte som et tilskud, dersom udstyret stilles gratis til rådighed? Er

der tale om et tilskud, dersom partiet betaler et beløb, der dækker

omkostningerne ved lån af udstyret, men som altså ikke er identisk med

markedsprisen?»

Spørgsmål 90:

»Ad svar på spørgsmål 36:

Betyder svaret, at det ikke er muligt for et parti eller en kandidat at få

svar på forespørgsler om behandlingen af konkrete tilskud, for så vidt angår

oplysningspligten?

- Er det betryggende for retssikkerheden, at der ikke kan gives en nøjere

definition af, hvad der forstås ved »tilskud«?»

Spørgsmål 91:

»Ad svar på spørgsmål nr. 53-55:

Det ønskes oplyst, hvorledes disse tre spørgsmål er besvaret ved

henvisning til svaret på spørgsmål nr. 36. Hvor i svaret på spørgsmål nr. 36

er indeholdt en besvarelse af spørgsmål nr. 53-55?

Ad svar på spørgsmål 54:

Det ønskes oplyst, om det er Justitsministeriets opfattelse, at der i de

nævnte konkrete tilfælde er tale om oplysningspligtige tilskud. Ligeledes

ønskes en udtalelse fra Justitsministeriet om principperne for

værdiansættelse af tilskuddene i de nævnte, konkrete tilfælde.«

Spørgsmål 97:

»Ad svar på spørgsmål nr. 53-55:

Der anmodes om en selvstændig besvarelse af spørgsmål nr. 53-55 uden

henvisning til besvarelsen af spørgsmål 36.« (spørgsmål nr. 97).

Svar:

1. Om definitionen af tilskudsbegrebet i § 3, nr. 3 og 5, i den gældende

lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske

partiers regnskaber og i § 1, nr. 2 (forslag til ny § 3, stk. 2), i det

foreliggende lovforslag (L 243) bemærkes følgende:

I bemærkningerne til § 1, nr. 2, i det foreliggende lovforslag er om

tilskudsbegrebet anført følgende:

»Udtrykket »tilskud« skal forstås på samme måde som det

tilsvarende udtryk i den gældende lov, jf. § 3, stk. 1, nr. 3 og 5. Der vil

normalt være tale om ydelse af et pengebeløb. Ydelse af støtte på anden måde

vil dog efter omstændighederne også kunne udgøre tilskud i lovens forstand.'

Som anført i besvarelsen af spørgsmål 36 har man ved udarbejdelsen af

forslaget til den gældende lov forudsat, at partiregnskaberne skal indeholde

oplysning om de indtægter, herunder tilskud, som efter almindelige principper

og god regnskabsskik skal medtages i et regnskab. Som det ligeledes er anført

i besvarelsen, er Justitsministeriet ikke bekendt med, at lovens udtryk i

praksis skulle have givet anledning til fortolkningsvanskeligheder for

partierne eller deres revisorer. Justitsministeriet er heller ikke bekendt

med, at regnskabernes angivelse af modtagne tilskud ikke i praksis skulle

have været i overensstemmelse med de nævnte principper om god regnskabsskik.

Lovforslaget L 243 indebærer ingen ændringer i forhold til

tilskudsbegrebet i den gældende lov.

2. Efter Justitsministeriets opfattelse er det vanskeligt på en udtømmende

måde præcist at angive, hvilke former for privat partistøtte, som ydes på

anden måde end ved pengebeløb, der er omfattet af lovens tilskudsbegreb. Det

bemærkes herved, at det ikke er usædvanligt, at lovgivningen anvender udtryk,

hvis anvendelsesområde ikke kan fastlægges præcist i abstrakte vendinger, men

som må forstås i lyset af, hvad sædvanlig sprogbrug, formålet med

reguleringen, praksis på området, anvendelsen af tilsvarende udtryk på

beslægtede områder m.v. tilsiger. Det overlades herefter til de berørte

parter og i sidste instans de retsanvendende myndigheder på grundlag af de

nævnte fortolkningsfaktorer i de konkrete tilfælde at fastlægge, hvilke

forhold der er omfattet af den pågældende bestemmelse. Loven om

partiregnskaber, som ikke indeholder straffebestemmelser, hviler således på

en forudsætning om, at de politiske partier loyalt medvirker til at leve op

til lovens intentioner.

Nogle vejledende kriterier med henblik på afgrænsningen af

tilskudsbegrebet vil dog efter Justitsministeriets opfattelse kunne

opstilles. Disse kriterier må lægges til grund ved bedømmelsen af de mere

konkrete spørgsmål, som udvalget har stillet, herunder f.eks. vedrørende

støtte i form af udlån af videoudstyr og indrykning af annoncer i pressen.

3. I vurderingen af, om en støtte i form af andet end pengebeløb har

karakter af tilskud i lovens forstand, må bl.a. indgå, om der er tale om en

ydelse, der sædvanligvis opgøres i penges værdi.

Er der f.eks. tale om en ydelse, som den, der leverer ydelsen, normalt

tager betaling for som led i en erhvervsmæssig virksomhed, eller må ydelsen

på anden måde siges at substituere et pengebeløb, taler det for at betragte

ydelsen som tilskud i lovens forstand. Er der tale om tilskud i lovens

forstand, må støtten efter Justitsministeriets opfattelse i almindelighed

medtages i regnskabet med den værdi, støtten har for partiet, dvs. med et

beløb svarende til, hvad partiet på sædvanlige vilkår ellers skulle have

betalt for ydelsen.

Er der på den anden side tale om en personlig arbejdsindsats ydet af

medlemmer og bekendte, som udføres frivilligt og ulønnet, f.eks. ophængning

af plakater i forbindelse med valgkamp, foreligger der ikke en støtte, der er

tilskud i lovens forstand. Det samme må formentlig gælde ved privates gratis

udlån af lokaler og genstande, i det omfang de pågældende private ikke driver

erhvervsmæssig virksomhed af den pågældende art.

Også andre hensyn vil kunne tillægges betydning, herunder praktiske

hensyn.

F.eks vil et krav om, at annonceudgifter, rabatter og lignende, der

afholdes eller ydes af private, skal medtages i regnskabet, være forbundet

med en række praktiske problemer, idet man næppe kan forlange, at et politisk

parti f.eks. under en valgkamp skal have nøje kendskab til enhver annonce,

som måtte blive indrykket i dags- eller ugepressen, og som udtrykker støtte

til partiet.

Spørgsmål 70:

»Der ønskes en nærmere redegørelse for udviklingen i de politiske

partiers medlemstal siden statsstøtten til partierne blev indført i

1986.«

Svar:

Der henvises til vedlagte bilag med fotokopi af en oversigt, der blev

bragt i Berlingske Tidende den 16. marts 1995. Oversigten indeholder

oplysninger om de enkelte partiers medlemstal i årene 1960, 1974, 1992 og

1994 samt om udviklingen i antal medlemmer i alle partier i perioden

1953-1993.

Spørgsmål 71:

»Hvordan er ministeren nået frem til, at beløbsgrænsen skal være

20.000 kr. pr. regnskabsår?»

Svar:

I de almindelige bemærkninger til lovforslag L 243 hedder det bl.a.

følgende (pkt. 3.2):

»Efter bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 2, skal de

regnskabspligtige partier i visse tilfælde anføre navn og adresse på private

tilskudsydere. Det gælder, hvor et parti i regnskabsåret fra samme private

tilskudsyder har modtaget et eller flere tilskud, der tilsammen overstiger

20.000 kr.

Formålet med denne ændring er at give interesserede mulighed for at få

indsigt i, hvilke personer og foreninger m.v. der yder tilskud til de

politiske partier. Kravet om angivelse af tilskudsydernes identitet omfatter

ikke ethvert tilskud, men kun tilskud af en sådan størrelse (mere end 20.000

kr.), at der kan være en reel interesse i at kende giverens identitet.«

Som anført i bemærkningerne til lovforslaget kan offentligheden, herunder

pressen, have en interesse i at få kendskab til, hvem der yder bidrag til de

politiske partier. Samtidig har de enkelte tilskudsydere en interesse i under

diskretion - som en politisk meningstilkendegivelse - at kunne yde

(navngivne) tilskud til de politiske partier, som de støtter.

På denne baggrund er det - som det også fremgår af de citerede

bemærkninger - Justitsministeriets opfattelse, at pligten til at angive

tilskudsydernes identitet ikke bør omfatte ethvert tilskud, men kun tilskud

af en sådan størrelse, at der for offentligheden kan være en reel interesse i

at kende giverens identitet. Efter Justitsministeriets opfattelse må det

således anses for rimeligt, at en person har mulighed for under diskretion at

kunne yde et (navngivent) tilskud på f.eks. 10.000 kr. Sådanne tilskud vil

næppe skabe økonomiske tilknytningsforhold af den karakter, som lovforslaget

tilsigter at skabe åbenhed om.

Efter Justitsministeriets opfattelse er en beløbsgrænse på 20.000 kr.

udtryk for en rimelig afvejning af de nævnte hensyn.

Spørgsmål 72:

»Mener ministeren, at det er sandsynligt, at der i fremtiden vil

blive givet betydeligt flere anonyme tilskud?»

Svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 48. Som det fremgår heraf,

er det efter Justitsministeriets opfattelse ikke på forhånd givet, at den

foreslåede ordning vil indebære, at der i væsentligt videre omfang end hidtil

vil blive ydet anonyme tilskud.

Spørgsmål 73:

»Hvordan vil ministeren forholde sig, hvis det viser sig, at der

efter et par år med denne ordning konstateres en kraftig stigning i omfanget

af anonyme tilskud?»

Svar:

Som anført i Justitsministeriets ovenfor nævnte besvarelse af spørgsmål

nr. 48, er det efter Justitsministeriets opfattelse ikke på forhånd givet, at

den foreslåede ordning vil indebære, at der i væsentligt videre omfang end

hidtil vil blive ydet anonyme tilskud.

I besvarelsen hedder det endvidere bl.a. følgende:

»Selv om det måtte vise sig, at der i stigende omfang ydes anonyme

bidrag, ville det næppe i væsentlig grad svække offentliggørelsesordningens

formål - at give interesserede mulighed for at danne sig et overblik over

partiernes eventuelle økonomiske tilknytningsforhold - eftersom der netop

ikke kan opstå sådanne forhold til anonyme tilskudsydere.«

Tilsvarende synspunkter er anført i de almindelige bemærkninger til

lovforslag L 243 (pkt. 3.2).

På den anførte baggrund tilsiger formålet med lovforslaget efter

Justitsministeriets opfattelse ikke umiddelbart, at der tages særlige

initiativer, såfremt der måtte indtræde en stigning i antallet af anonyme

tilskud.

Spørgsmål 74:

»Mener ministeren, at det er sandsynligt, at der i fremtiden vil

blive givet markant flere tilskud a 20.000 kr. end tidligere?»

Svar:

Som det fremgår af lovforslag L 243, indtræder pligten til at

offentliggøre navn og adresse på tilskudsydere kun i tilfælde, hvor partiet i

regnskabsåret fra den samme tilskudsyder har modtaget tilskud, der tilsammen

overstiger 20.000 kr. Modtager partiet et (navngivent) tilskud på 20.000 kr.

eller derunder, skal tilskudsyderens navn og adresse således ikke

offentliggøres.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det ikke muligt nærmere at

forudse, i hvilket omfang lovforslaget vil have betydning for størrelsen af

de (navngivne) tilskud, der fremover vil blive ydet til partierne.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 71 og 75.

Spørgsmål 75:

»Hvordan vil ministeren forholde sig, hvis det viser sig, at der

efter et par år med denne ordning konstateres en kraftig stigning i omfanget

af tilskud a 20.000 kr.?»

Svar:

Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 71 er det Justitsministeriets

opfattelse, at pligten til at angive tilskudsydernes identitet ikke bør

omfatte ethvert tilskud, men kun tilskud af en sådan størrelse, at der kan

være en reel interesse i at kende giverens identitet. Dette er baggrunden for

lovforslagets beløbsgrænse (20.000 kr.).

Der vil således efter Justitsministeriets opfattelse ikke umiddelbart være

anledning til at tage særlige initiativer, såfremt det måtte vise sig, at der

kan konstateres en stigning i antallet af (navngivne) tilskud på 20.000 kr.

og derunder.

Spørgsmål 76:

»Hvordan defineres en tilskudsyder rent juridisk? Spørgsmålet sigter

til den mulige omgåelse af 20.000 kr.-reglen. Hvis man f.eks. i en familie

hver giver 20.000 kr. i tilskud til et parti pr. person, er der så tale om en

omgåelse af reglerne? Hvis flere ansatte eller medlemmer af en bestyrelse i

en virksomhed hver giver et politisk parti et tilskud på 20.000 kr., er det

så en omgåelse af reglerne?»

Svar:

I Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 51 hedder det følgende:

»Bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 2, indebærer, at et parti, der

i regnskabsåret fra samme private tilskudsyder modtager tilskud på

mere end 20.000 kr., i regnskabet skal anføre tilskudsyderens navn og

adresse.

Såfremt et antal medlemmer i et selskabs bestyrelse hver især

personligt yder et tilskud, der ikke overstiger 20.000 kr., vil de

pågældendes navn og adresse derfor ikke skulle anføres i regnskabet. Derimod

vil selve beløbets størrelse skulle medregnes ved opgørelsen af størrelsen af

de samlede private tilskud, jf. den gældende lovs § 3, nr. 3.

Ydes det omhandlede tilskud derimod af selskabet, vil selskabets

navn og adresse efter lovforslaget skulle fremgå af regnskabet.

Hvis pengene i det nævnte eksempel tages ud af selskabets kasse uden at

passere de enkelte bestyrelsesmedlemmers privatøkonomi, vil tilskudsyderen

være selskabet som sådant.«

Den del af spørgsmålet, der vedrører familiemedlemmers ydelse af tilskud,

må efter Justitsministeriets opfattelse besvares efter tilsvarende

principper. Såfremt de enkelte familiemedlemmer hver af deres egne midler

yder et tilskud, der ikke overstiger 20.000 kr., vil de pågældendes navn og

adresse derfor ikke skulle anføres i regnskabet.

Derimod vil selve beløbets størrelse skulle medregnes ved opgørelsen af

størrelsen af de samlede private tilskud, jf. den gældende lovs § 3, nr. 3.

Spørgsmål 77:

»I hvilket omfang vil det være oplysningspligtigt, såfremt en person

eller virksomhed yder et samtidigt tilskud på 20.000 kr. til to eller flere

folketingskandidater inden for samme parti?»

Svar:

Som anført i Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 20 omfatter

bestemmelsen i § 3 i den gældende lov om private bidrag til politiske partier

og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber kun partiernes

landsorganisation. Tilskud, der ydes til enkelte kandidater personligt, og

som ikke overføres til landsorganisationen, er således ikke omfattet af

regnskabspligten.

Lovforslag L 243 indebærer ikke ændringer heri.

Spørgsmål 78:

»I hvilket omfang vil det være oplysningspligtigt, såfremt en person

eller virksomhed yder et samtidigt tilskud på 20.000 kr. til to eller flere

kredsorganisationer inden for samme parti inden for samme amt?»

Svar:

Pligten til at give oplysning om tilskudsyderens navn og adresse

foreligger kun i det omfang, den enkelte kredsorganisation har modtaget et

tilskud på mere end 20.000 kr. fra samme tilskudsyder inden for et

kalenderår. I det tilfælde, der er nævnt i spørgsmålet, vil der derfor ikke

være oplysningspligt.

Spørgsmål 79:

»I hvilket omfang vil det være oplysningspligtigt, såfremt en person

eller virksomhed yder et samtidigt tilskud på 20.000 kr. til to eller flere

kredsorganisationer inden for samme parti inden for forskellige amter?»

Svar:

I det tilfælde, der er nævnt i spørgsmålet, vil der ikke være

oplysningspligt. Der henvises herved til besvarelsen af spørgsmål 78.

Spørgsmål 82:

»Det anføres i den skriftlige fremsættelse, at lovforslaget bl.a. har

til formål at sikre en vis kontrol med, at medlemmer af diverse foreninger

ikke tvinges til kollektivt at bidrage til politiske partier og lign. Hvis

det reelt er ministerens ønske at forbyde tvangsudskrivelsen af midler, kunne

dette gøres effektivt ved dels at sikre, at folk selv skal tilkendegive at

ville støtte et givet politisk parti eller formål, dels ved at sikre at

medlemskontingentet de facto nedsættes med det beløb, der angives at gå til

støtte af politiske partier m.v. i tilfælde af, at medlemmet ikke ønsker at

støtte det pågældende parti m.v. Hvorfor er et sådant forslag ikke

fremsat?»

Svar:

Begge de problemstillinger, der er nævnt i spørgsmålet, blev rejst under

Folketingets behandling af den gældende lov om private bidrag til politiske

partier. Der henvises herom til Justitsministeriets besvarelser af 25. april

1990 af spørgsmål nr. 1 og 6 fra Folketingets Retsudvalg (L 179 - bilag 2).

Spørgsmål 85:

»Ad L 243, § 1, nr. 2

Der ønskes en udtømmende beskrivelse af, hvad der forstås ved »ydelse

af støtte på anden måde« end ydelse af pengebeløb.

- Der ønskes en udtømmende beskrivelse af, under hvilke omstændigheder

ydelse af støtte på anden måde end gennem pengebeløb vil kunne udgøre tilskud

i lovens forstand.

- Hvilken myndighed skal kontrollere, om støtte ydet på anden måde end

gennem pengebeløb rent faktisk opfylder kravene til oplysningspligt, og om

værdien af støtten i givet fald oplyses? Hvorledes vil denne kontrol blive

udført?

- Hvorledes værdiansættes støtte ydet på anden måde end gennem pengebeløb?

- Der ønskes en udtømmende beskrivelse af, hvilke betingelser der skal

være opfyldt for, at et tilskud kan siges at være ydet »anonymt«.

- Skal bestemmelsen i § 3, stk. 2 - sammenholdt med L 244, § 1, nr. 7 (§ 7

a, stk. 2) - opfattes således, at et parti, som ikke søger økonomisk støtte,

er fritaget for at oplyse navn og adresse på tilskudsydere?»

Svar:

For så vidt angår definitionen af tilskudsbegrebet og værdiansættelsen af

regnskabspligtige/oplysningspligtige tilskud henvises til den fælles

besvarelse af spørgsmål nr. 66, 90, 91 og 97.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvilken myndighed der skal kontrollere

opfyldelsen af regnskabspligten/oplysningspligten, kan det oplyses, at der

efter lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af

politiske partiers regnskaber ikke gælder nogen kontrolordning med hensyn til

partiregnskaberne. Lovforslag L 243 indebærer ikke ændringer heri. Der

henvises i øvrigt til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 21.

For så vidt angår den ordning, der etableres efter lovforslag L 244,

henvises til Indenrigsministeriets besvarelse af spørgsmål 21. Det er heri

bl.a. anført, at det er indenrigsministeren, der træffer afgørelse om,

hvorvidt regnskabet er fyldestgørende (kan godkendes) i henseende til

udbetaling af tilskud fra staten. Indenrigsministeren skal imidlertid ikke

foretage en efterprøvelse af regnskabets rigtighed, jf. bemærkningerne til

lovforslag L 244 (til forslagets § 1, nr. 7).

Med hensyn til spørgsmålet om, hvad der skal forstås ved

»anonyme« tilskud, henvises til besvarelsen af spørgsmål 46 og 49.

Hvad endelig angår den sidste del af spørgsmålet, kan det oplyses, at

undladelse af at søge økonomisk støtte ikke fritager det pågældende parti for

nogen af de pligter, der følger af lov om private bidrag til politiske

partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber, herunder heller

ikke for pligten til at oplyse navn og adresse på ydere af tilskud på mere

end 20.000 kr. Det er alene pligten til at indsende kopi af regnskabet til

indenrigsministeren, det pågældende parti fritages for.

Spørgsmål 86:

»Ad L 244, § 1, nr. 13 og 14:

Hvilke formkrav skal være opfyldt for så vidt angår indberetning om

modtagne tilskud?

- Vil der i forbindelse med oplysningspligten for amts- og

lokalorganisationer blive stillet bestemte krav til form, indhold og kvalitet

af revisionen af de pågældende foreningers regnskaber?»

Svar:

Efter lovforslag L 244 er der bortset fra skriftlighed ingen bestemte

formkrav, der skal være opfyldt ved indberetning om modtagne tilskud.

Efter lovforslag L 244 er der ikke hjemmel til at stille bestemte krav til

form, indhold og kvalitet af revisionen af amts- og lokalorganisationers

regnskaber.

Spørgsmål 92:

»Såfremt en organisations ledelse træffer en principbeslutning om, at

organisationens selvstændige lokalkredse alle skal yde et tilskud på 19.500

kr. til et bestemt partis landsorganisation, er disse tilskud da

oplysningspligtige?»

Svar:

Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at der med

»organisationer« sigtes til private foreninger (herunder

arbejdstager- og arbejdsgiverforeninger), der yder tilskud til de politiske

partier.

Det følger af lovforslag L 243, at pligten til at oplyse navn og adresse

på tilskudsydere alene gælder i tilfælde, hvor det pågældende parti i

regnskabsåret fra den samme private tilskudsyder modtager tilskud, der

tilsammen overstiger 20.000 kr.

I det omfang de nævnte lokalkredse i forhold til hinanden og i forhold til

organisationens ledelse må betragtes som selvstændige juridiske personer,

indebærer lovforslaget, at tilskud på 20.000 kr. eller derunder, som ydes af

de enkelte lokalkredse af egen formue, ikke vil være omfattet af pligten til

at offentliggøre tilskudsydernes navn og adresse.

Det anførte må efter Justitsministeriets opfattelse gælde, selv om de

pågældende tilskud ydes på baggrund af en principbeslutning i organisationens

ledelse. Justitsministeriet forudsætter herved, at den omtalte

principbeslutning alene har karakter af en uforbindende henstilling til

lokalkredsene og således ikke indebærer en bindende disposition over

lokalkredsens formue.

Spørgsmål 93:

»Vil ministeren tage initiativ til, at pligten ifølge L 243 til at

oplyse tilskudsgiverens navn og adresse også kommer til at omfatte tilskud

fra Folketinget og offentlige institutioner?»

Svar:

Efter lovforslag L 243 er det alene identititen på private

tilskudsydere, der (for visse tilskuds vedkommende) skal anføres i

regnskabet.

Lovforslaget omfatter således ikke tilskud, der ydes af offentlige

institutioner, herunder Folketinget. Dette hænger sammen med, at

offentliggørelsesordningen - som nævnt under pkt. 3.2 i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget - har til formål at give interesserede mulighed

for at danne sig et overblik over partiernes eventuelle økonomiske

tilknytningsforhold.

Det anførte formål tilsiger efter Justitsministeriets opfattelse ikke at

lade offentliggørelsesordningen omfatte tilskud fra offentlige institutioner.

Sådanne tilskud vil i øvrigt ofte være lovbundne, således at det af

retsgrundlaget for tilskudsordningen - eventuelt i sammenhæng med oplysninger

om partiers seneste valgresultat - uden videre kan aflæses, hvor store

tilskud partiet har modtaget. Det gælder f.eks. for den offentlige

partistøtte.

Spørgsmål 98:

»I fortsættelse af besvarelsen af spørgsmål nr. 23 bedes oplyst, i

hvilket omfang afgørelser truffet i den offentlige forvaltning efter den

heromhandlede lovgivning kan indbringes for Folketingets Ombudsmand.

I hvilket omfang har Folketingets Ombudsmand indseende med sager, hvor

folketingsmedlemmer måtte være personligt involveret?»

Svar:

I følge § 1, stk. 1, i ombudsmandsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 642 af

17. september 1986, har Folketingets Ombudsmand indseende med statens civile

og militære forvaltning samt kommunernes forvaltning. Ombudsmandens

kompetence omfatter den offentlige forvaltning. Heraf følger modsætningsvis,

at Folketinget og dets organer falder uden for ombudsmandens kompetence.

Endvidere er institutioner, der er organiseret på privatretligt grundlag som

f.eks. politiske partier, ikke undergivet ombudsmandens kompetence.

For så vidt angår den statslige forvaltning gælder det, at alle statslige

forvaltningsmyndigheder uanset funktioner og organisationsformer er omfattet

af ombudsmandens kompetence.

For så vidt angår ombudsmandens kompetence over for (amts)kommunerne

følger det derimod af ombudsmandslovens § 4, stk. 2, at kompetencen kun

omfatter de sagsområder, hvor der er hjemmel for rekurs til en

statsmyndighed, og at den samlede kommunalbestyrelses virksomhed ikke er

undergivet ombudsmandens kontrol.

Efter ombudsmandslovens § 4, stk. 3, skal ombudsmanden endvidere ved

udøvelsen af sine beføjelser over for kommunerne tage hensyn til de særlige

vilkår, hvorunder det kommunale styre virker.

Hvis ombudsmanden af egen drift tager en sag op til undersøgelse, gælder

begrænsningerne i ombudsmandslovens § 4, stk. 2, dog ikke, for så vidt der er

tale om krænkelse af væsentlige retlige interesser, jf. ombudsmandslovens §

6, stk. 5.

Endvidere gælder generelt, at rekursadgang til højere administrativ

myndighed skal være udnyttet, forinden der kan indgives klage over en

afgørelse til ombudsmanden, jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 3.

Det skal i øvrigt bemærkes, at det fremsatte lovforslag om en ny

ombudsmandslov (lovforslag nr. L 92), vil indebære, at der sker en udvidelse

af ombudsmandens kompetence i forhold til kommunerne, idet de begrænsninger,

som følger af ombudsmandslovens § 4, stk. 2, ophæves.

For så vidt angår lov nr. 940 af 23. december 1986 om økonomisk støtte til

politiske partier m.v., kan det oplyses, at Indenrigsministeriets afgørelser,

dels om hvorvidt betingelserne for udbetaling af partistøtte er opfyldt, dels

om udsættelse eller bortfald af udbetaling som følge af, at der ikke er

indsendt fyldestgørende erklæring om tilskudsbeløbets anvendelse, jf.

partistøttelovens § 5, stk. 1, og § 7, stk. 2, kan indbringes for

ombudsmanden.

Amtsrådenes og kommunalbestyrelsernes tilsvarende afgørelser, jf.

partistøttelovens § 8, stk. 1, § 10, stk. 2, og § 11, kan ikke indbringes for

ombudsmanden. Derimod kan Partistøttenævnets afgørelser i klagesager, jf.

partistøttelovens § 12, stk. 2, indbringes for ombudsmanden.

Ifølge lovforslaget om ændring af partistøtteloven (lovforslag nr. L 244)

skal Indenrigsministeriet desuden påse, at det indsendte regnskab indeholder

de oplysninger, der kræves efter § 3 i lov nr. 404 af 13. juni 1990 om

private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske

partiers regnskaber. Hvis dette ikke er tilfældet, udsættes udbetalingen af

tilskud fra staten, jf. lovforslagets § 7 a, stk. 3. Ombudsmanden vil kunne

tage stilling til Indenrigsministeriets behandling af sådanne sager.

Ifølge L 244 kan kommunalbestyrelserne og amtsrådene endvidere bestemme,

at kommende udbetalinger af tilskud skal udsættes eller bortfalde, hvis der

ikke indsendes fyldestgørende erklæring vedrørende modtagelse af tilskud på

over 20.000 kr. fra samme private tilskudsyder eller vedrørende modtagelse af

anonyme tilskud, jf. forslaget til ændret affattelse af partistøttelovens §

10. Afgørelser herom vil kunne påklages til Partistøttenævnet, jf. den

ændrede affattelse af partistøttelovens § 12, stk. 2. Ombudsmanden vil

ligeledes kunne tage stilling til Partistøttenævnets behandling af disse

sager.

For så vidt angår lov nr. 404 af 13. juni 1990 om private bidrag til

politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber og

lovforslag nr. L 243 om ændring af denne lov bemærkes, at denne lovgivning

ikke indeholder bestemmelser, hvorefter der tillægges offentlige

forvaltningsmyndigheder kompetence til at træffe afgørelser.

SkatteministerietDen 22. maj 1995

Departementet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Vedr. Justitsministeriets lovforslag L 243 om ændring af lov om

private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske

partiers regnskaber

I et brev af 9. maj 1995, j.nr. 1994-759-0022, har Justitsministeriet

anmodet Departementet om en udtalelse til brug for besvarelsen af to

spørgsmål (spørgsmålene 18 og 61), som af Folketingets Udvalg for

Forretningsordenen er stillet justitsministeren i forbindelse med

behandlingen af ovennævnte lovforslag.

Departementet kan i den anledning oplyse følgende:

Ad spørgsmål 18:

I skattestatistikken kendes kun de samlede fradrag for faglige

kontingenter, der indbefatter fradrag for bidrag til a-kasse,

administrationsbidrag og fagforeningskontingent. Det samlede fradrag for

faglige kontingenter skønnes at udgøre ca. 16,3 mia. kr. i 1994.

Med udgangspunkt i lovmodeloplysninger om tilhørsforhold til a-kasse og

under forudsætning af et gennemsnitligt administrationsbidrag på 1.025 kr. i

1994, kan den del af fradraget, der er egentligt fagforeningskontingent,

udskilles. Fradraget for fagforeningskontingent skønnes på denne baggrund til

ca. 6,5 mia. kr. i 1994. Skønnene er behæftet med en vis usikkerhed.

Ad spørgsmål 61:

A. Den skattemæssige behandling af tilskud til politikere

1. Det kan indledningsvis bemærkes, at offentligt ydet støtte til et

politisk parti eller en politisk kandidat uden for partierne er skattefri,

jf. § 13 i lov om økonomisk støtte til politiske partier m.v.

For så vidt angår private bidrag til politiske partier samt til de enkelte

kandidater både i og uden for partierne gælder derimod de almindelige

skattemæssige regler.

2. Et politisk parti er omfattet af skattepligten efter

selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Skattepligten omfatter dog alene

indtægter, som erhverves af partiet ved erhvervsmæssig virksomhed.

Et bidrag, som et politisk parti får af en privatperson eller fra en

privat virksomhed, vil således som følge af dets ikkeerhvervsmæssige karakter

være skattefrit for partiet.

3. Privat ydet støtte til en kandidat uden for partierne eller til en

bestemt politiker inden for et parti er personlig indkomst for den pågældende

efter statsskattelovens § 4, jf. personskattelovens § 3.

Er situationen den, at en politiker til fordel for sit parti giver afkald

på et bidrag, som den pågældende har modtaget fra privat side, vil bidraget

være skattepligtigt for politikeren, da denne ved afkaldet disponerer over

bidraget. Der er ikke hjemmel for politikeren til at fradrage bidraget ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Når en privatperson eller en privat virksomhed ønsker at yde et bidrag til

en politiker, vil situationen dog formentlig normalt være den, at bidraget

gives til partiet, som kanaliserer det ud til den enkelte kandidat til brug

for dennes politiske arbejde. Der vil derfor i praksis typisk ikke være noget

beskatningsproblem.

Et beløb, som et parti bruger i en valgkampagne for at promovere en af

partiets politikere, betragtes nemlig ikke som en indtægt for denne og skal

derfor ikke medregnes til den pågældendes personlige indkomst.

Formentlig af denne grund er det anført i ligningsvejledningen, at de

bidrag, en folketingskandidat modtager til sin valgkampagne, ifølge praksis

ikke beskattes.

4. Politikeren er ikke berettiget til noget ligningsmæssigt fradrag for

driftsomkostninger, da omkostningerne ikke kan anses for nødvendige for

»at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten«.

Det fremgår af vedlagte afgørelse fra Landsskatteretten (Tfs. 1984.472),

at støtte til politisk arbejde og udgifter, der er afholdt for at fremme

politiske synspunkter, ikke anses for omfattet af statsskattelovens § 6 a. De

udgifter til annoncer m.v., som et folketingsmedlem afholder i forbindelse

med et folketingsvalg, må i første række anses som afholdt for at fremme den

pågældendes synspunkter og politiske arbejde. Udgifterne blev derfor ikke

anset som fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Det tilføjes, at folketingsmedlemmer fra Folketinget modtager et

skattefrit tillæg til dækning af omkostninger.

5. Afslutningsvis bemærkes, at den private støtteyder (det være sig en

privatperson eller en virksomhed og lign.) som udgangspunkt ikke vil have

fradragsret for partistøtte.

Dette gælder dog ikke for den indirekte støtte, der gives via f.eks.

faglige kontingenter, hvor fradragsretten følger af ligningslovens § 13.

B. Indberetning af tilskud til lokale organisationer

For så vidt angår den del af spørgsmålet, der omhandler bestemmelsen om

indberetning af tilskud til lokale organisationer, kan det bemærkes, at

Skatteministeriet ikke har bidrag til besvarelsen. Begrundelsen herfor er, at

den omhandlede indberetningsordning efter det foreliggende ikke hviler på

skattekontrolmæssige hensyn. Ifølge lovforslaget er baggrunden for

indberetningsordningen et ønske om kontrol med, hvem der yder tilskud til

politiske bevægelser.

Skattemyndighederne er heller ikke i øvrigt inddraget i administrationen

af loven.

Med venlig hilsen

Carsten Koch

Tidsskrift for Skatteret 29/10 1984

Landsskatteretskendelse 472

Folketingsmedlem, udgifter til valgmateriale

LSR af 31/7 1984, 1984-1-338

En skatteyder havde som sin eneste indtægt vederlag som medlem af

Folketinget. Ved valget i 1981 havde han afholdt udgifter til valgmateriale

m.v. med 7.000 kr. Landsskatteretten fandt ikke, at beløbet kunne fratrækkes

efter statsskattelovens § 6 a.

A klagede over, at skatterådet havde anset ham for uberettiget til i

indkomstopgørelsen for 1981 at fradrage et beløb på 6.777 kr. for udgifter

afholdt i forbindelse med hans opstilling til et folketingsvalg i 1981.

Det fremgik af sagen, at ministeren for skatter og afgifter i et svar af

24. februar 1982 på et spørgsmål om, hvorvidt et folketingsmedlem, der selv

afholdt udgifter til valgpropaganda, kunne fradrage disse udgifter ved

indkomstopgørelsen, havde anført, at Statsskattedirektoratet i en udtalelse

over spørgsmålet bl.a. havde udtalt, at støtte til politisk arbejde og

udgifter, der afholdtes for at fremme politiske synspunkter, ikke var anset

for omfattet af statsskattelovens § 6 a. De udgifter til annoncer m.v., som

et folketingsmedlem afholder i forbindelse med et folketingsvalg, måtte i

første række anses for afholdt for at fremme den pågældendes synspunkter og

politiske arbejde. Udgifterne var derfor efter Statsskattedirektoratets

opfattelse ikke fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst.

Ministeren for skatter og afgifter havde tilsluttet sig det af

Statsskattedirektoratet anførte.

Under henvisning til, at indtægten som folketingsmedlem var hans eneste

reelle indtægt, gjorde klageren gældende, at de afholdte udgifter, der var

afholdt til sikring af hans genvalg til Folketinget, måtte anses for at være

driftsomkostninger, der var fradragsberettigede i henhold til

statsskattelovens § 6 a.

Landsskatteretten måtte imidlertid - med samme begrundelse som af

Statsskattedirektoratet anført, jf. ovenfor - være enig i, at de af klageren

afholdte udgifter i forbindelse med hans opstilling til folketingsvalget i

1981 ikke var fradragsberettigede i hans skattepligtige indkomst. Den

påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.

ArbejdsministerietDen 23. maj 1995

Justitsministeriet

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Lovafdelingen

Ved skrivelse af 9. maj 1995 har Justitsministeriet anmodet

Arbejdsministeriet om en udtalelse vedrørende spørgsmål nr. 14, 15, 16 og 19

fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen af 3. maj 1995.

Spørgsmålet om bidrag til politiske partier er reguleret via aftaler, og

Arbejdsministeriet skal således henvise til vedlagte høringssvar fra LO af

17. maj 1995.

P.M.V.

E.B.

E. Edelberg

LO

Den 17. maj 1995

Landsorganisationen i Danmark

Rosenørns Alle 12

1634 København V

Arbejdsministeriet

Laksegade 19

1063 København K

I skrivelse af 9. ds. har Arbejdsministeriet anmodet Landsorganisationen

om en udtalelse til brug ved ministeriets besvarelse af nogle nærmere anførte

spørgsmål fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen til

justitsministeren.

I spørgsmål 14 spørges, om det kan forekomme, at fagforeningsmedlemmer,

som arbejder på et område, hvor der er eksklusivbestemmelser, kan miste deres

fagforeningsmedlemskab og dermed deres arbejde, hvis den pågældende fjerner

partistøtten i sit fagforeningskontingent.

Som bekendt fremgår det af den nugældende lov om private bidrag til

politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber, § 2,

stk. 1, at medlemmer, der ønsker at blive fritaget for at betale bidrag til

politiske partier, skal afgive en skriftlig erklæring herom.

Afgivelse af en sådan skriftlig erklæring vil efter Landsorganisationens

opfattelse ikke i noget tilfælde kunne medføre, at den pågældende mister sit

fagforeningsmedlemskab og dermed sit arbejde.

I spørgsmål 15 ønskes det oplyst, hvilke regler der gælder i

fagforeningerne med henblik på beslutning om at yde støtte til et bestemt

politisk parti.

Dette er i spørgsmål 16 uddybet, idet der spørges, om en sådan beslutning

skal tages af en generalforsamling eller kan træffes af f.eks. en

hovedbestyrelse.

Som bekendt er fagforbund og de tilsluttede fagforeninger hver for sig

selvstændige juridiske personer, der styres af egne vedtægter.

Der kan derfor ikke siges noget generelt om, hvor kompetencen til at

beslutte at yde tilskud til politiske partier ligger.

Det kan oplyses, at for så vidt angår Landsorganisationen, træffes

beslutninger om anvendelse af kontingentet, herunder anvendelse til tilskud

til politiske partier, af det kongresvalgte forretningsudvalg.

I spørgsmål 19 ønskes det oplyst, hvor meget fagbevægelsen i alt ydede til

partipolitiske formål i 1994.

Inden for Landsorganisationens område ydes tilskud ud over af

Landsorganisationen af fagforbund, fagforeninger og arbejdspladsklubber.

Landsorganisationen er ikke i besiddelse af nogen samlet oversigt over

størrelsen af tilskuddene.

Det fremgår af Landsorganisationens seneste årsregnskab fra 1994, at der

det pågældende år blev ydet et tilskud på kr. 5.526.000,- svarende til knap 4

kr. pr. medlem til Socialdemokratiet og kr. 4.220.000,- til Danmarks

Socialdemokratiske Ungdom.

P.F.V.

Erik Hemmingsen

/ Xxxx

Bilag til besvarelsen af spørgsmål 12

Justitsministeriet Den 25. april 1990

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Folketingets Retsudvalg

Christiansborg

1240 København K

Vedlagt fremsendes i 80 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 1-9 og

12-13 vedrørende forslag til lov om private bidrag til politiske partier og

offentliggørelse af politiske partiers regnskaber (L 179 - bilag 2, 3, 4, 6,

11 og 13).

Hans Engell

/ John Vogter

Besvarelse af spørgsmål nr. 6 af 13. marts 1990 fra Folketingets

Retsudvalg vedrørende forslag til lov om private bidrag til politiske partier

og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber

(L 179 - bilag 2)

Spørgsmål:

»Vil ministeren i lovteksten sikre sig, at fagforeningskontingenterne

fremover bliver sat ned for de fagforeningsmedlemmer, der ikke ønsker

frivilligt at yde bidrag til politiske partier eller partipolitiske

formål?»

Svar:

Der er ved udformningen af lovforslaget lagt afgørende vægt på at sikre

det enkelte medlem en fuldstændig anonymitet med hensyn til, om den

pågældende ønsker at bidrage til politiske partier eller ej. Sikres en sådan

anonymitet i forhold til andre medlemmer af foreningen ikke, kan der være en

vis risiko for, at de medlemmer, som ønsker sig fritaget, udsættes for et

utilbørligt pres.

På den baggrund ligger det i forslaget, at der ikke må videregives

oplysninger fra foreningernes revisorer til foreningens ledelse og andre

medlemmer om, hvem der har ønsket sig fritaget for at bidrage til politiske

partier.

At sikre det enkelte medlem denne anonymitet er fundet vigtigere end en

eventuel mulighed for, at det enkelte medlem kan opnå kontingentnedsættelse.

Der er heller ikke i lovforslaget eller i praksis noget til hinder for, at

foreningen gennemfører en generel nedsættelse af medlemskontingenterne

eventuelt i forbindelse med en beslutning om ikke at yde bidrag til politiske

partier, når en vis større gruppe af medlemmer har tilkendegivet, at man ikke

ønsker at give partibidrag.

Bilag til besvarelse af spørgsmål 17

Justitsministeriet Den 27. april 1990

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Folketingets Retsudvalg

Christiansborg

1240 København K

Vedlagt fremsendes i 80 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 10 af 21.

marts 1990 og 11 af 27. marts 1990 vedrørende forslag til lov om private

bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers

regnskaber (L 179 - bilag 7 og 10).

Hans Engell

/ Christian Trønning

Besvarelse af spørgsmål nr. 10 af 21. marts 1990 fra Folketingets

Retsudvalg vedrørende forslag til lov om private bidrag til politiske partier

og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber

(L 179 - bilag 7)

Spørgsmål:

»Hvordan vil ministeren sikre reel ligestilling mellem medlemmer af

lønmodtagerorganisationer og arbejdsgiverorganisationer med hensyn til

muligheden for fritagelse for betaling af bidrag til politiske partier i

forbindelse med den aftale, som fremgår af vedlagte artikel fra Det fri

Aktuelt, den 2. februar 1990?»

Svar:

Det følger af § 1 i lovforslaget, at bestemmelserne om private bidrag til

politiske partier gælder for alle arbejdsgiverforeninger,

fagforeninger og andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at

varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som medlemmerne

hører til. Foreningerne skal efter bestemmelsen tilsikre medlemmerne, at

bidrag til politiske partier eller partipolitiske formål i øvrigt opkrævet

over medlemskontingentet er frivilligt for det enkelte medlem.

Der ligger ikke i udtrykket »medlemskontingentet« nogen

begrænsning med hensyn til, hvornår en forening skal tilsikre medlemmerne den

beskrevne frivillighed med hensyn til partibidrag m.v. Navnlig er der ikke i

lovteksten nogen støtte for at indlæse den begrænsning, at der kun skal

sikres frivillighed med hensyn til bidrag, der ydes af det pågældende års

medlemskontingent eller f.eks. af midler opsamlet af medlemskontingenter

betalt efter lovens ikrafttræden.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det i forbindelse med den

foreslåede ordning ikke muligt at udskille midler, der hidrører fra

indbetaling af medlemskontingenter, fra foreningens øvrige formue, og

lovforslagets tekst og bemærkningerne til lovforslaget lægger da heller ikke

efter Justitsministeriets opfattelse op til en sådan sondring.

Lovforslaget omfatter derfor efter Justitsministeriets opfattelse enhver

faglig organisation med det i loven anførte hovedformål, når organisationen

på noget tidspunkt efter dens stiftelse har modtaget betaling fra medlemmerne

i form af kontingent. Det gælder uanset om partistøtten m.v. i det konkrete

tilfælde tages fra foreningens formue eller fra de løbende

kontingentindtægter.

Uden for loven falder således kun de faglige sammenslutninger, som ikke på

noget tidspunkt har modtaget kontingentindtægter, men hvis virksomhed alene

er finansieret på anden måde, f.eks. ved gaver. Justitsministeriet er ikke

bekendt med, at der skulle eksistere sådanne faglige sammenslutninger.

Der er efter lovforslaget tale om en fuldstændig ligestilling mellem

medlemmer af lønmodtagerorganisationer og arbejdsgiverorganisationer.

Justitsministeriet har i øvrigt bemærket, at Dansk Arbejdsgiverforening i

pressemeddelelsen af 25. april 1990 giver udtryk for, at man efter

lovforslagets vedtagelse vil give medlemsorganisationerne lejlighed til at

erklære sig om spørgsmålet om støtte til de politiske partier og til

partipolitiske formål i øvrigt i overensstemmelse med loven. DA's

forretningsudvalg vil, når loven er vedtaget, også tage skridt til, at DA's

medlemsorganisationer skriver til alle medlemmer.

Bilag til besvarelse af spørgsmål 82

Besvarelse af spørgsmål nr. 1 af 13. marts 1990 fra Folketingets

Retsudvalg vedrørende forslag til lov om private bidrag til politiske partier

og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber

(L 179 - bilag 2)

Spørgsmål:

»Vil ministeren ændre § 2 i lovforslaget, således at

fagforeningsmedlemmerne som hovedregel ikke er bidragspligtige via deres

kontingent, men at hvis det enkelte medlem ønsker at yde bidrag til politiske

partier eller partipolitiske formål, kan den pågældende på eget initiativ

henvende sig til deres fagforening?»

Svar:

Foreninger, herunder også faglige foreninger, kan i dag som altovervejende

hovedregel træffe beslutning om foreningernes indre og ydre forhold uden at

være undergivet særlig lovregulering. Det gælder f.eks. beslutninger om

foreningsformålet, foreningsopbygningen og efter hvilke regler, der skal

træffes afgørelse om foreningsanliggender. Der er ikke i lovgivningen fastsat

generelle regler om sådanne forhold, og der er heller ikke i dansk ret

tradition for at gennemføre en mere detaljeret lovgivning om disse forhold på

bestemte områder, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Medlemmerne af private foreninger må således alt afhængigt af, hvordan

foreningen er organiseret, selv - uden offentlig regulering, tilsyn og

kontrol - træffe de beslutninger, som skønnes relevante for foreningen inden

for det fastsatte foreningsformål.

Lovforslaget har, som det også fremgår af de almindelige bemærkninger

hertil, ikke til hensigt at udelukke, at faglige sammenslutninger eller

foreninger i overensstemmelse med foreningernes vedtægter yder støtte til

partipolitiske formål, hvis der i foreningernes kompetente organer er flertal

herfor.

Selv om der som nævnt gælder en betydelig frihed for foreningerne til at

fastlægge deres indre forhold, er der områder, hvor det gennem vedtægterne,

ved lov eller på baggrund af de almindelige foreningsretlige grundsætninger,

der har udviklet sig i retspraksis, kan være nødvendigt at sikre en vis

mindretalsbeskyttelse. Navnlig med hensyn til foreninger, hvor der er pligt

til medlemskab, som f.eks. grundejer- og ejerlejlighedsforeninger, eller hvor

medlemskabet i øvrigt er af væsentlig betydning for det enkelte medlems

mulighed for at udøve sit erhverv, kan der være grund til at sikre

mindretallet mod visse økonomiske dispositioner, som et almindeligt flertal i

foreningen vil søge at gennemføre.

Folketinget har i den dagsorden, der ligger til grund for lovforslaget,

givet udtryk for, at der med hensyn til faglige organisationer, såvel

arbejdsgiver- som arbejdstagerorganisationer, kan være grund til at sikre en

vis mindretalsbeskyttelse med hensyn til økonomiske bidrag til politiske

partier. I dagsordenen tilkendegiver Folketinget således bl.a., at der bør

vedtages en folketingsbeslutning, som opfordrer alle organisationer til at

drage omsorg for, at de enkelte medlemmer får mulighed for at meddele, at der

ikke igennem deres kontingent kan ydes støtte til politiske partier.

Lovforslaget er i overensstemmelser hermed.

Regeringen har på den baggrund ikke til hensigt at foreslå § 2 i

lovforslaget ændret på den måde, der er anført i spørgsmålet.

Tillægsbetænkningen

Udvalget har, efter at lovforslagene ved 2. behandling blev henvist til

fornyet udvalgsbehandling, behandlet disse i et møde.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det

Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes

medlemmer af udvalget) lovforslagene til vedtagelse uændret .

Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) indstiller

lovforslagene til forkastelse .

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller det under II nævnte lovforslag til forkastelse og vil

redegøre for sin stilling til det under I nævnte lovforslag ved 3.

behandling.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget)

indstiller det under I nævnte lovforslag til vedtagelse og det under

II nævnte lovforslag til forkastelse .

Erling Olsen (S) fmd. Ivar Hansen (V) nfmd. Henning Grove (KF)

Margrete Auken (SF) Kirsten Jacobsen (FP) Pia Gjellerup (S) Ove Fich (S)

Torben Lund (S) Grete Schødts (S) Helge Mortensen (S) Holger K. Nielsen (SF)

Kjeld Rahbæk Møller (SF) Jørgen Estrup (RV) Arne Melchior (CD) Birthe Rønn

Hornbech (V) Christian Mejdahl (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Anders Fogh

Rasmussen (V) Hans Engell (KF) Torben Rechendorff (KF) Kim Behnke (FP)

Enhedslisten havde ikke medlemmer i udvalget

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter