1994 BTL 243 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM PRIVATE BIDRAG TIL POLITISKE PARTIER OG OFFENTLIGGØRELSE AF POLITISKE PARTIERS REGNSKABER (ÅBNE PARTIREGNSKABER M.V.) NR L 243 1994-95, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne og indenrigsministeren har
besvaret skriftligt.
En række af udvalgets spørgsmål og ministrenes besvarelse heraf er optrykt
som bilag til betænkningen sammen med skatteministerens og arbejdsministerens
udtalelser.
Der er af forskellige mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises
til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det
Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes
medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret .
Et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres
og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) ser dette forslag i
sammenhæng med L 244 og gennemførelsen af den såkaldte Olsen-plan og som en
forberedelse og gennemførelse af en ordning med orlovsmulighed til ministre,
så længe de er ministre.
Et mindretal inden for flertallet (Det Konservative Folkepartis medlemmer
af udvalget) betragter de politiske partier som folkestyrets
centralnervesystem. Partierne må derfor sikres de bedst mulige
livsbetingelser.
Som følge af de ændrede ledelses- og bestyrelseskonstellationer i dansk
erhvervsliv samt den omstændighed, at et flertal i Folketinget går ind for
fuld åbenhed omkring partiregnskaber og bidragyderfortegnelser, er det
bydende nødvendigt nu at øge den offentlige støtte til de politiske partier,
der - med meget stort flertal - blev indført i 1986.
Partistøtteordningens kombination af en central ordning og to decentrale
har i den periode, der er forløbet siden 1986, betydet en væsentlig
saltvandsindsprøjtning til det politiske arbejde i Danmark. I den forbindelse
lægger mindretallet vægt på at understrege, at ordningen ikke på noget
tidspunkt siden dens indførelse har givet anledning til kritik. Tværtimod har
Læs alt
alle partier med kyshånd modtaget de midler, ordningen har givet mulighed
for.
Den justering af partistøtteordningen, der nu gennemføres, vil efter
mindretalllets opfattelse give de politiske partier en højere grad af
uafhængighed og langt bedre muligheder for at leve op til de krav, der
stilles til dem i et samfund præget af meget betydelig indflydelse fra
græsrodsbevægelser og interesseorganisationer samt fra medierne. De politiske
partier i Danmark har på det nærmeste monopolstilling, når talen er om
opstilling af de kandidater, der skal påtage sig ansvar i vort folkestyre.
Ikke mindst derfor er det vigtigt, at partiernes arbejde har et højt
aktivitetsniveau båret af en professionel og moderne holdning.
Efter mindretallets opfattelse er den økonomiske forudsætning for
partiernes arbejde en kombination af medlemskontingenter, frivillige bidrag
og offentlig støtte. Vi lægger i den forbindelse afgørende vægt på, at
tilgangen af nye medlemmer til partierne øges væsentligt.
Efter mindretallets opfattelse vil den øgede offentlige støtte til det
politiske arbejde om ganske få år opleves på samme måde som i en lang række
af de lande, vi normalt sammenligner os med. Den vil være en fuldstændig
selvfølge!
Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget), der er
medforslagsstiller til ændringsforslag nr. 1 - 4, indstiller lovforslaget til
forkastelse .
Det er mindretallets opfattelse, at private borgere ud af deres egne,
allerede beskattede midler skal have mulighed for at støtte politisk
virksomhed, beskyttet af samme fortrolighed som ved stemmeafgivning ved
valgene.
Derimod ville mindretallet være indstillet på at indføre oplysningspligt
for visse bidrag fra arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige
sammenslutninger, forudsat at der gennemføres en ændring af den gældende
regel om adgang for disse foreningers medlemmer til at blive fritaget for at
betale bidrag til politiske partier.
Det er stærkt forkasteligt, at regeringen fastholder den gældende regel
om, at fagforeningernes medlemmer skal melde fra ved et kryds på en kupon for
at slippe for at betale bidrag til politiske partier. Mindretallet har derfor
fremsat ændringsforslag, som vender denne regel om. I stedet for at melde fra
skal man melde til. Det vil sige, at f.eks. en fagforening kun kan overføre
penge til et politisk parti i det omfang, som medlemmerne aktivt har givet
deres tilslutning til det. Der henvises til bemærkningerne til
ændringsforslagene.
Såfremt disse ændringsforslag bliver vedtaget, vil mindretallet støtte en
lovændring, som indfører oplysningspligt for bidrag over 20.000 kr. fra
arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede
ændringsforslag.
SF har gennem mange år argumenteret for større åbenhed i partiernes
regnskaber - i særlig grad hvad angår økonomiske tilskud udefra. Senest har
partiet i denne folketingssamling fremsat beslutningsforslag B 8 (om
offentliggørelse af regnskaber for politiske partiers og kandidaters
indtægter og udgifter ved offentlige valg).
Ud fra en demokratisk synsvinkel er det dybt betænkeligt, hvis de
politiske partiers muligheder bliver afhængig af økonomiske ressourcer. I den
sammenhæng er erfaringer fra f.eks. USA og Italien skræmmende.
Hvis erhvervslivet støtter de borgerlige partier gennem gigantiske
tilskud, forventer man naturligvis, at partierne i deres politik har, hvad
man kalder »forståelse for erhvervslivets problemer«. Men det er
dybt problematisk, hvis erhvervslivet (eller fagbevægelsen) på denne måde
bliver 3. part i det parlamentariske arbejde.
Derfor må vælgerne i det mindste have klarhed over, hvem der
støtter partierne, og med hvor meget partierne eller enkeltkandidater
støttes.
Lovforslaget forsøger angiveligt at tage hul på denne problemstilling, og
det skal formentlig være et figenblad for den skamløse firedobling af
partistøtten (jf. L 244).
Figenbladet dækker imidlertid ikke særlig godt. Overfladisk set er der
tale om et skridt i den rigtige retning, men der er så mange huller i
forslaget, at det nærmer sig en dans på stedet. SF har af samme grund stillet
en række ændringsforslag, som skal stoppe de pågældende huller. Det drejer
sig om følgende:
- bagatelgrænsen på 20.000 kr. er for høj. 20.000 kr. er et stort beløb,
og det må forventes, at mange tilskud vil ligge på 19.500 kr., ligesom det
vil være muligt at lade datterselskaber gå ind med tilskud for derved at
opdele den samlede støtte, så oplysningspligten undgås,
- bagatelgrænsen sættes yderligere i relief, når tilskud til enkelte
kandidater ikke er med i forslaget. Der har gennem flere år været en stigende
tendens til at støtte enkeltkandidater, og det er urimeligt, at den form for
støtte ikke er med,
- dertil kommer, at der ikke eksisterer præcise retningslinjer for
indirekte støtte i form af annoncer og lignende. Hvis eksempelvis Dansk
Industri i de sidste dage før et valg bruger et millionbeløb på at indrykke
annoncer med Hans Engells kontrafej, vil sådanne annoncer falde uden for
reglerne på to måder: det kan betragtes som en støtte til Hans Engells
personlige valgkamp, og det vil være indirekte støtte, som ikke præcist er
omfattet af reglerne,
- det er endvidere utilfredsstillende, at det ikke skal fremgå, hvor meget
den enkelte bidragyder har givet. Det bliver således umuligt at konstatere,
om en organisation har givet 50.000 kr. eller 500.000 kr. Denne forskel må
dog være væsentlig at få frem.
Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet som
medforslagsstiller stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Til § 1Af et mindretal (V og FP):
1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01. I § 1 udgår ordene: "opkrævet over
medlemskontingentet«.
2) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»02. I § 2, stk. 1, udgår ordene: »at blive
fritaget for« og »over medlemskontingentet«.
3) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»03. § 2, stk. 2, affattes således:
» Stk. 2. Erklæringen skal have følgende tekst: Jeg ønsker at
betale bidrag kr. xxx til (partiets navn).«
4) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»04. I § 2, stk. 4, ændres ordene »der er fritaget for
betaling af« til: »der betaler«.
Af et mindretal (SF):
5) I det under nr. 2 foreslåede § 3, stk. 2,
indsættes i 1. pkt. efter »parti«: », eller en kandidat
opstillet for partiet,».
6) I det under nr. 2 foreslåede § 3, stk. 2, ændres
»et eller flere tilskud, der tilsammen« til: »økonomiske
fordele, der«.
7) I det under nr. 2 foreslåede § 3, stk. 2, ændres
beløbet »20.000 kr.« til: »2.000 kr.« (2 steder).
8) I det under nr.2 foreslåede § 3, stk. 2,
indsættes efter »adresse« ordene: »og værdien af det enkelte
tilskud«.
Bemærkninger
Til nr. 1 - 4 Sigtet med ændringsforslagene er at sikre medlemmerne af
arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger reel
frihed til selv at bestemme, om de gennem deres medlemskab af den pågældende
organisation ønsker at yde bidrag til politiske partier eller partipolitiske
formål i øvrigt.
Ifølge de gældende regler kan et medlem af de nævnte organisationer blive
fri for at betale sådanne bidrag ved at afgive en skriftlig erklæring om, at
medlemmet ønsker at være fritaget for at betale bidrag.
Hovedreglen er altså, at f.eks. en fagforening kan disponere over
medlemmernes indbetalte kontingenter til bl.a. at yde bidrag til udvalgte
politiske partier. Det kræver en aktiv handling fra medlemmets side at blive
fritaget herfor. Denne regel bliver tilmed administreret således, at
kontingentet ikke sættes ned for den, som ønsker at blive fri for at betale
bidrag til politiske formål.
Forslagsstillerne ønsker at vende hovedreglen om. Udgangspunktet vil
herefter være, at f.eks. en fagforening ikke kan yde bidrag til politiske
partier eller partipolitiske formål i øvrigt, medmindre medlemmerne aktivt
gennem en erklæring har givet tilslutning hertil.
Det samlede bidrag fra interesseorganisationen til det enkelte politiske
parti vil således udgøre summen af bidrag fra de enkelte medlemmer, som har
tilkendegivet at ville betale.
Samtidig vil de foreslåede ændringer indebære en betydningsfuld
afregulering, idet der ifølge forslaget ikke længere er et lovkrav om, at
foreningen en gang hvert år skal tilsende medlemmerne en blanket. Det er
således foreningen selv, som afgør, om den hvert år vil sende en blanket til
medlemmerne. Forslagsstillerne finder det unødvendigt med et lovkrav herom,
når hovedreglen vendes om således, at medlemmerne skal »melde til«
frem for at »melde fra«.
Som udgangspunkt ønsker forslagsstillerne at respektere private
foreningers ret til selv at beslutte, hvordan de ønsker at anvende
foreningens indtægter. Med det foreslåede indgreb i de nævnte organisationers
dispositionsret over de fra medlemmerne indbetalte kontingenter m.v. har
forslagsstillerne taget hensyn til navnlig tre forhold. For det første er
medlemskab af fagforeninger som hovedregel ikke reelt frivilligt. I de fleste
situationer er medlemskab af en bestemt fagforening en betingelse for
overhovedet at kunne få et job. Et medlem af en fagforening kan altså ikke
protestere mod en bevilling af tilskud til et bestemt politisk parti ved at
melde sig ud af fagforeningen. Derfor er der behov for en særlig beskyttelse
af det enkelte fagforeningsmedlems ret til at blive fri for at yde bidrag til
politiske partier.
For det andet skal ændringsforslagene ses i lyset af den foreslåede
oplysningspligt for visse bidrag til politiske partier. Regeringens forslag
indebærer bl.a., at partier, der modtager private bidrag på over 20.000 kr.,
skal oplyse, hvem giveren er. Konsekvensen vil med stor sandsynlighed blive,
at de partier, som hidtil har fået en del sådanne bidrag, nu vil miste
hovedparten af denne indtægt. Herved vil den økonomiske balance mellem de
politiske partier blive forrykket afgørende, hvis der ikke samtidig sættes en
stopper for fagbevægelsens tvangsudskrivning af penge til bl.a.
Socialdemokratiet.
For det tredje er kontingentindbetalinger til de nævnte organisationer
fradragsberettigede ved skatteopgørelsen. Efter forslagsstillernes opfattelse
er det derfor berettiget at stille visse krav til den modtagende
organisations anvendelse af pengene.
I ændringsforslagene sondres ikke mellem arbejdsgiverforeninger,
fagforeninger og andre faglige sammenslutninger. Men der er ingen grund til
at skjule, at de gældende regler især er utilstrækkelige i forhold til
fagforeningerne. En LO-undersøgelse - foretaget af Aalborg Universitetscenter
og offentliggjort den 18. oktober 1993 - viste eksempelvis, at kun 10 pct. af
LO's medlemmer støttede LO's tætte forbindelse til Socialdemokratiet. Hvis
den gældende regel om at »melde fra« ændres til en regel om at
»melde til«, vil det utvivlsomt stimulere den nødvendige interne
debat i fagbevægelsen om tvangsudskrivning af bidrag til politiske partier.
Til nr. 5
Ændringsforslaget skal sikre, at også støtte til enkelte kandidater skal
fremgå af partiregnskabet. Baggrunden er, at der kan ske en omgåelse af
offentlighedsreglerne ved at give støtte til enkeltkandidater i stedet for
til partiet som helhed. Dertil kommer, at det er vigtigt for vælgerne at
vide, i hvilken udstrækning de enkelte kandidater modtager støtte udefra.
Til nr. 6
Det er uklart, om indirekte støtte f.eks. i form af annoncer er medtaget i
loven. Da den indirekte støtte kan være af anselig størrelse, er det vigtigt,
at det klargøres, at denne form også er omfattet af bestemmelserne.
Til nr. 7
Bagatelgrænsen på 20.000 kr. er alt for høj, og det foreslås at nedsætte
den til 2.000 kr.
Til nr. 8
Det fremgår af lovforslaget, at det ikke skal fremgå, hvor meget den
enkelte bidragyder har givet. Dette må være en lapsus, og det foreslås, at
vælgerne kan se præcist, hvor meget den enkelte organisation eller lignende
giver i økonomisk støtte.
Erling Olsen (S) fmd. Ivar Hansen (V) nfmd. Henning Grove (KF)
Margrete Auken (SF) Kirsten Jacobsen (FP) Pia Gjellerup (S) Ove Fich (S)
Torben Lund (S) Grete Schødts (S) Helge Mortensen (S) Holger K. Nielsen (SF)
Kjeld Rahbæk Møller (SF) Jørgen Estrup (RV) Arne Melchior (CD) Birthe Rønn
Hornbech (V) Christian Mejdahl (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Anders Fogh
Rasmussen (V) Hans Engell (KF) Torben Rechendorff (KF) Kim Behnke
(FP)Enhedslisten havde ikke medlemmer i udvalget
Bilag
En række af udvalgets spørgsmål og hhv. justitsministerens og
indenrigsministerens besvarelse heraf samt skatteministerens og
arbejdsministerens indhentede udtalelser
Spørgsmål nr. 10:
»Er det i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser
i form af konventioner m.v., at danske fagforeningsmedlemmer kan tvinges til
at yde støtte til partipolitiske formål?»
Svar:
Den gældende lov om private bidrag til politiske partier indebærer, at et
medlem af en forening m.v., der er omfattet af lovens § 1, med bindende
virkning for foreningen kan tilkendegive, at den pågældende ikke ønsker
medlemskontingentet anvendt som bidrag til politiske partier eller
partipolitiske formål i øvrigt. Fremsætter medlemmet en sådan
tilkendegivelse, er foreningen ikke beføjet til at anvende kontingentet til
dette formål.
Danske fagforeningsmedlemmer kan således ikke tvinges til at yde støtte
til partipolitiske formål.
Justitsministeriet finder på den baggrund ikke anledning til at komme
nærmere ind på spørgsmålet om, hvorvidt en ordning, hvorefter
medlemskontingenter mod medlemmernes vilje kunne anvendes til sådanne formål,
i givet fald ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Spørgsmål nr. 11:
»Har der været sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om
fagforeningsmedlemmers tvangsbidrag til politiske partier?»
Svar:
Justitsministeriet er ikke bekendt med domme fra Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol om det nævnte spørgsmål. Der henvises i øvrigt til
besvarelsen af spørgsmål nr. 10.
Spørgsmål nr. 12:
»Betyder lovforslaget (L 243), at en lønmodtager, som ikke ønsker at
støtte et bestemt politisk parti, har mulighed for at meddele fagforeningen,
at hans kontingentbetaling ikke skal gå til dette formål, men skal nedsættes
med det potentielle støttebeløb?»
Svar:
Der henvises til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 6 af 13.
marts 1990 fra Folketingets Retsudvalg (L 179 - bilag 2). Besvarelsen
vedlægges.
Som det fremgår heraf, indebærer den gældende lov ikke, at et medlem, som
tilkendegiver, at foreningskontingentet ikke ønskes anvendt til
partipolitiske formål, har krav på en tilsvarende nedsættelse af
kontingentet. Loven er - som det ligeledes fremgår af besvarelsen - på den
anden side ikke til hinder for, at den pågældende forening faktisk indrømmer
medlemmerne en sådan kontingentnedsættelse.
Lovforslag L 243 indebærer ingen ændring i denne retstilstand.
Spørgsmål nr. 13:
»Hvilke muligheder har et fagforeningsmedlem i øvrigt ifølge
forslaget (L 243) for at slippe for at betale bidrag til politiske
partier?»
Svar:
Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 10 indebærer bestemmelserne i
den gældende lovs § 1 og § 2, stk. 1, at de omhandlede foreninger m.v. ikke
mod det enkelte medlems vilje kan anvende medlemskontingentet til at yde
bidrag til politiske partier eller partipolitiske formål i øvrigt.
Disse bestemmelser regulerer spørgsmålet om det enkelte medlems egne
muligheder for umiddelbart at blive fritaget for at bidrage økonomisk til
partipolitiske formål over medlemskontingentet. Lovforslag L 243 indeholder
ikke bestemmelser, der indebærer en yderligere regulering af dette spørgsmål.
Det tilføjes, at hverken den gældende lov eller lovforslag L 243 tilsigter
at regulere spørgsmålet om, hvorvidt en forening overhovedet er berettiget
til at yde støtte til partipolitiske formål, og om en beslutning herom i
givet fald kræver enstemmighed i foreningens kompetence organ. Disse
spørgsmål må besvares bl.a. på grundlag af foreningens vedtægter.
Spørgsmål nr. 17:
»Hvilke fagforeninger inden for fagbevægelsen er omfattet af lov nr.
404 af 13. juni 1990 (private bidrag til politiske partier). Er det kun
landsomfattende fagforbund eller er det også faglige karteller, LO, lokale
fællesorganisationer under LO, lokale fagforeninger og faglige klubber?
Hvordan forholder afgrænsningen sig til afgrænsningen i ligningslovens §
13?»
Svar:
Det fremgår af forarbejderne til den gældende lov om private bidrag til
politiske partier, at den afgrænsning af foreninger m.v., der er foretaget i
lovens § 1, svarer til afgrænsningen i ligningslovens § 13. Der henvises til
Folketingstidende 1989-90, Tillæg A, sp. 4834.
Som anført i Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 10 af 21.
marts 1990 fra Folketingets Retsudvalg (L 179 - bilag 7) omfatter loven efter
Justitsministeriets opfattelse enhver faglig organisation med det i loven
anførte hovedformål, når organisationen på noget tidspunkt efter dens
stiftelse har modtaget betaling fra medlemmerne i form af kontingent.
Besvarelsen vedlægges i kopi.
Såfremt et medlem af den pågældende forening har tilkendegivet, at
medlemskontingentet ikke ønskes anvendt til partipolitiske formål, er det
efter Justitsministeriets opfattelse uden betydning, om kontingentet
kanaliseres videre til andre foreninger m.v. Et medlemskontingent, der f.eks.
overføres fra en fagforening til LO, kan således efter Justitsministeriets
opfattelse ikke af LO anvendes til partipolitiske formål, såfremt det
pågældende medlem over for den fagforening, som kontingentet er indbetalt
til, har fremsat en tilkendegivelse i overensstemmelse med lovens § 2, stk.
1.
Spørgsmål nr. 20:
»Når en fagforening yder støtte til f.eks. en bestemt
socialdemokratisk kandidat i form af betaling af annonce, betaling for
udflugt til f.eks. Puttgarden med færgetur og frokost, er det så inden for
eller uden for det foreliggende lovforslag (L 243)?»
Svar:
For så vidt spørgsmålet skal forstås således, at det ønskes oplyst, om der
i det nævnte tilfælde er tale om en støtteforanstaltning, som det enkelte
medlem kan blive fritaget for at bidrage til over medlemskontingentet, er
svaret efter Justitsministeriets opfattelse, at en foranstaltning af den
angivne art er omfattet af udtrykket »partipolitiske formål i
øvrigt« i den gældende lovs §§ 1 og 2.
For så vidt spørgsmålet skal forstås således, at det ønskes oplyst, om den
økonomiske værdi af de i spørgsmålet nævnte støtteforanstaltninger er
omfattet af bestemmelserne om regnskabspligt i den gældende lovs §§ 3-5 og
det fremsatte lovforslags § 1, nr. 2, kan det oplyses, at det følger af
lovens § 3, stk. 1, at regnskabspligten alene gælder for de af bestemmelsen
omfattede partiers landsorganisation. Tilskud, der ydes til de enkelte
kandidater personligt, og som ikke overføres til partiets landsorganisation,
er derfor ikke omfattet af den regnskabspligt, der følger af bestemmelsen.
Dette gælder, uanset om støtten ydes i form af pengebeløb eller i form af
ydelser, der har penges værdi.
Det fremsatte lovforslag (L 243) indebærer ikke ændringer heri.
Det tilføjes, at den oplysningspligt, der foreslås etableret ved
lovforslag L 244 (forslagets § 1, nr. 12-14), omfatter partiernes amts-,
kreds-, kommune- og lokaleorganisationer samt organisationer for lokallister.
Heller ikke disse regler omfatter således tilskud til de enkelte kandidater
personligt.
Spørgsmål nr. 21:
»Hvilken myndighed godkender, om et partis regnskab er
fyldestgørende?»
Svar (justitsministeren):
Efter § 5 i den gældende lov om offentliggørelse af politiske partiers
regnskaber skal en bekræftet kopi af regnskabet senest 12 måneder efter
regnskabsårets afslutning indsendes til Folketinget, der fremlægger
regnskabet til gennemsyn for offentligheden.
Det følger af forarbejderne til denne bestemmelse, at regnskabet ikke skal
gennemgås, kontrolleres eller godkendes af Folketinget, men alene - som det
fremgår af bestemmelsen - gøres tilgængeligt for offentligheden. Der henvises
til Folketingstidende 1989-90, Tillæg A, sp. 4836.
Lovforslag L 243 indebærer ikke ændringer heri.
Det er aftalt med Indenrigsministeriet, at Indenrigsministeriet besvarer
det rejste spørgsmål, for så vidt angår lovforslag L 244.
Spørgsmål 21:
»Hvilken myndighed godkender, om et partis regnskab er
fyldestgørende?»
Svar (indenrigsministeren):
For så vidt angår lovforslag L 243 henvises til justitsministerens
besvarelse af 9. maj 1995.
Efter lovforslag L 244 (forslagets § 1, nr. 7) skal indenrigsministeren
påse, at de indsendte regnskaber for de partier, der modtager statsstøtte i
henhold til partistøtteloven, og som er omfattet af loven om private bidrag
til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber,
indeholder de oplysninger, der kræves efter bestemmelsen i § 3 i denne lov.
Hvis dette er ikke er tilfældet, udsættes udbetalingen af tilskud fra staten.
Det er derfor indenrigsministeren, der træffer afgørelse om, hvorvidt
regnskabet er fyldestgørende (kan godkendes) i henseende til udbetaling af
tilskud fra staten.
Indenrigsministeren skal imidlertid ikke foretage en efterprøvelse af
regnskabets rigtighed, jf. bemærkningerne til lovforslag L 244 (til
forslagets § 1, nr. 7).
Spørgsmål 23:
»Hvis ministeren træffer den beslutning, at et partis regnskab ikke
kan godkendes, er det så en endelig beslutning, eller kan det pågældende
parti indbringe beslutningen for andre instanser? Og i givet fald
hvilke?»
Svar:
En afgørelse fra indenrigsministeren om at udsætte udbetalingen af
statstilskud, fordi regnskabet ikke indeholder de foreskrevne oplysninger,
kan indbringes for domstolene. Der vil endvidere kunne klages over afgørelsen
til Folketingets Ombudsmand.
Spørgsmål 24:
»Kan spørgsmålet om et regnskab, der ikke godkendes af
indenrigsministeren, indbringes for domstolene?
Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 23.
Spørgsmål 25:
»Er spørgsmålet om godkendelse/ikkegodkendelse af et partiregnskab
alene overladt til ministerens politiske afgørelse?»
Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 23. Det tilføjes, at
godkendelsen er en forvaltningsafgørelse. Afgørelsen må ikke være påvirket af
uvedkommende hensyn eller varetage usaglige formål.
Spørgsmål 27:
»Hvorfor er godkendelseskompetencen af amtsorganisationers regnskab
overladt til amtsrådet, når godkendelseskompetencen for partiernes centrale
organisationer er ministeren?»
Svar:
Der findes ingen regler om, at amtsorganisationer skal aflægge regnskab.
Amtsorganisationer er ikke omfattet af regnskabspligten i loven om private
bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers
regnskaber. Ved lovforslag L 244 indføres ikke regnskabspligt for
amtsorganisationer.
Lovforslag L 244 (forslagets § 1, nr. 12) indebærer derimod, at en
amtsorganisation, der ønsker at modtage partistøtte fra amtskommunen, skal
registrere de tilskud, den modtager fra private tilskudsydere, samt anonyme
tilskud, idet en sådan registrering er en forudsætning for, at organisationen
kan give de oplysninger, der er anført i § 1, nr. 12.
Lovforslag L 244 er baseret på det princip, at retsvirkningen af, at der
ikke afgives de foreskrevne oplysninger, hvad enten disse skal foreligge i
form af et regnskab (landsorganisationen) eller i form af en erklæring
(amtsorganisationer, kommuneorganisationer m.v.), skal være, at partistøtten
ikke udbetales. Det er en naturlig følge af dette princip, at beføjelsen til
at afgøre, om oplysningspligten er opfyldt, henlægges til de myndigheder, der
udbetaler partistøtte, dvs. til henholdsvis indenrigsministeren, amtsrådet og
kommunalbestyrelsen.
Spørgsmål 28:
»Hvorfor er godkendelseskompetencen for partiernes centrale
regnskaber tillagt ministeren og ikke Folketinget?»
Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 27.
Spørgsmål 29:
»De fleste politiske partier er bygget op af lokalforeninger,
kredsorganisationer, amtsorganisationer og landsorganisationer. Er det ikke
således, at hver af disse organisationer er selvstændige juridiske
enheder?»
Svar:
Spørgsmålet kan ikke besvares generelt, hverken bekræftende eller
benægtende. Spørgsmålet om, hvorvidt en forening er en selvstændig juridisk
enhed (juridisk person), beror principielt på en konkret vurdering. I de
tilfælde, hvor der foreligger vedtægter for en forenings virke, og der er
valgt en eller flere personer, som kan forpligte foreningen over for
tredjemand, vil betingelserne for, at foreningen udgør en juridisk person,
normalt være opfyldt.
Spørgsmål 30:
»Er det ifølge lovforslaget (L 244) således, at det ikke er
partiernes lokalforeninger, som modtager tilskud, men derimod de lister, der
opstiller til valget?»
Svar:
Når det drejer sig om tilskud fra kommunen (eller amtskommunen), dvs.
partistøtte »optjent« af kandidatlister, er det efter den gældende
partistøttelov »vedkommende partiorganisation«, der er
tilskudsmodtager, når det drejer sig om tilskud til kandidatlister, der er
opstillet for et parti, der er opstillingsberettiget til folketingsvalg. Det
fremgår af partistøttelovens § 8, stk. 2, jf. § 11, stk. 2. »Vedkommende
partiorganisation« vil ved tilskud fra kommunen normalt være den
kommunale/lokale partiforening, der har opstillet listen. Ved lovforslag L
244 sker ingen ændringer på dette område.
Spørgsmål 31:
»Er lovforslaget (L 244) således opbygget, at regnskabspligten gælder
andre end dem, der modtager tilskud? Hvis en liste opstiller til
kommunalvalget, og den pågældende liste har kandidater fra f.eks. flere
lokaleforeninger, er det så listen eller lokalforeningerne, som har
oplysningspligt ifølge forslaget?»
Svar:
Pligten til at give de oplysninger, der er nævnt i lovforslagets § 1, nr.
12-14, og dermed pligten til at foretage de registreringer, der er en
forudsætning for, at disse oplysninger kan gives, påhviler
tilskudsmodtageren.
I de tilfælde, hvor tilskudsmodtageren er en amtsorganisation eller en
kommuneorganisation, vil det imidlertid være en forudsætning for, at amts-
eller kommuneorganisationen kan meddele de krævede oplysninger, at de
eventuelle »underliggende« partiorganisationer videregiver disse
oplysninger til amts- eller kommuneorganisationen.
Hvis for eksempel en kredsorganisation er ude af stand til eller ikke
ønsker at give amtsorganisationen de krævede oplysninger, vil dette kunne
indebære, at amtsorganisationen ikke kan få udbetalt sit tilskud fra
amtskommunen.
Spørgsmål 32:
»Ifølge lovforslaget modtager partiernes kredsorganisationer ikke
statstilskud. Hvis en kredsorganisation modtager tilskud til driften eller en
valgkamp på over 20.000 kr. fra en enkelt bidragyder, falder dette så inden
for eller uden for oplysningspligten?»
Svar:
Et tilskud som nævnt i spørgsmålet vil falde inden for oplysningspligten.
Spørgsmål 33:
»Hvorledes forholdes med oplysningspligten, såfremt den
organisatoriske enhed, der er ansvarlig for en folketingskandidats valgkamp,
er selvstændig og uafhængig af kandidatens partiorganisation?»
Svar:
Hvis der ved udtrykket »kandidatens partiorganisation« forstås
enhver organisation eller ethvert organ inden for kandidatens parti, vil en
organisatorisk enhed, der er selvstændig og uafhængig af kandidatens
partiorganisation, ikke være omfattet af oplysningspligt efter lovforslag L
244.
Spørgsmål 34:
»Hvis en folketingskandidats valgkamp ikke føres af
kredsorganisationen, men derimod af en støttekomite, hvorledes forholder
dette sig til lovforslaget? Støttekomiteen modtager ikke statstilskud. Er man
så inden for eller uden for lovforslagets område og dermed uden for
oplysningspligten?»
Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 33.
Spørgsmål 35:
»Hvis en liste opstillet til kommunalvalg beslutter ikke at modtage
statstilskud, hvorledes forholder det sig så med oplysningspligten for bidrag
over 20.000 kr., hvis den indgår i listeforbund med lister, som modtager
tilskud?»
Svar:
Den omstændighed, at en liste, der ikke ønsker at modtage tilskud, indgår
i listeforbund med lister, der modtager tilskud, medfører ikke, at
førstnævnte liste bliver omfattet af oplysningspligt.
Spørgsmål 37:
»Betyder lovforslagets gennemførelse i virkeligheden, at der
gennemføres en centralisering af partiorganisationerne, idet amtskommunen
pålægges ansvar for kredsens oplysningspligt?»
Svar:
Det er korrekt, at der ved lovforslaget pålægges amtsorganisationen ansvar
for kredsorganisationens oplysningspligt i den forstand, at det er
amtsorganisationen, der umiddelbart kommer til at bære byrden (manglende
modtagelse af tilskud) ved, at kredsorganisationen ikke giver
(fyldestgørende) oplysninger. Lovforslaget forudsætter derfor, at der er et
loyalt samarbejde mellem amtsorganisationen og kredsorganisationerne (og
tilsvarende mellem kommuneorganisationen og lokalorganisationerne).
Der er intet i lovforslaget, der i øvrigt nødvendiggør en centralisering
af partiorganisationerne.
Spørgsmål 38:
»Hvad er begrundelsen for, at partierne skal søge om statsstøtten
hvert år i stedet for en gang i valgperioden?»
Svar:
Forslaget om, at der skal søges om partistøtte hvert år og ikke blot en
gang i hver valgperiode som efter de gældende regler, har til formål at
tydeliggøre, at partistøtteordningen hviler på det princip, at støtten kun
ydes efter ansøgning.
Spørgsmål 39:
»I stedet for den noget bureaukratiske ordning, hvor partierne skal
søge hvert år, kunne man så ikke indføre en ordning, hvor der kun skal søges
umiddelbart efter folketingsvalg for hele valgsperioden?»
Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 38 samt til besvarelsen af
spørgsmål 41.
Spørgsmål 40:
»Hvad er begrundelsen for, at alle lokallister og amtsorganisationer
skal søge om tilskud hvert eneste år?»
Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 38.
Spørgsmål 41:
»Er det ikke udtryk for en unødvendig administration at pålægge
kommunalbestyrelser og amtsråd og alle lokallister og amtsorganisationer i
alle partier, at de årligt skal administrere og søge om tilskud?»
Svar:
Efter de gældende regler i partistøtteloven skal alle tilskudsmodtagere
hvert år inden 1. marts indsende en erklæring til tilskudsyderen om, at
tilskudsbeløbet for det foregående kalenderår er anvendt til politisk arbejde
henholdsvis her i landet, i amtskommunen eller i kommunen, jf.
partistøttelovens § 7, stk. 2, § 10, stk. 2, og § 11, stk. 2. Den årlige
ansøgning om tilskud kan derfor indsendes samtidig med den årlige erklæring.
I praksis vil det derfor ikke betyde yderligere administration hverken for
tilskudsmodtagere eller tilskudsydere, at der hvert år skal indsendes
ansøgning.
Spørgsmål 42:
»Kan de forventede offentlige udgifter ved administrationen af disse
partitilskud beregnes ud fra de allerede indhøstede erfaringer?»
Svar:
Ved gennemførelsen af partistøtteloven i 1986 blev det skønnet, at
udgifterne til administration af ordningen ville blive af en meget beskeden
størrelsesorden. De indvundne erfaringer giver ikke grundlag for at ændre
dette skøn. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 41.
Spørgsmål 43:
»Hvorledes er den retlige situation for en liste, en amtsorganisation
eller et partis landsorganisation, hvis det kompetente organ har besluttet at
søge om tilskud, men den person, som skal indsende ansøgningen, glemmer
dette, bliver syg eller på anden måde forhindres inden for
ansøgningsfristen?»
Svar:
En overskridelse af fristen for at indsende ansøgning vil kunne indebære,
at retten til at få udbetalt partistøtte i (den resterende del af)
valgperioden bortfalder. Som det mindre vil en fristoverskridelse kunne
medføre, at tilskuddet ikke udbetales til den normale termin (1. april).
Ved den hidtidige administration af partistøtteloven har
Indenrigsministeriet for sit vedkommende fulgt den praksis, at en mindre
væsentlig overskridelse af ansøgningsfristen ikke har medført bortfald af
retten til statstilskud. Herudover har man i enkelte tilfælde set bort fra en
noget længere overskridelse af fristen ud fra en konkret vurdering af
årsagerne hertil. Når det drejer sig om tilskud fra kommunen eller
amtskommunen, er det kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet, der træffer
afgørelse om, hvilken betydning det skal tillægges, at ansøgningsfristen
overskrides. Kommunalbestyrelsens henholdsvis amtsrådets afgørelse vil kunne
indbringes for Partistøttenævnet, der er nedsat i henhold til
partistøttelovens § 12.
Spørgsmål 44:
»Hvorledes fortolkes fristerne for indsendelse af regnskab? Skal
regnskabet været indleveret »inden 1. marts« inden for kommunens,
amtets eller Indenrigsministeriets kontortid? Betyder det inden kl. 24, eller
er det tilstrækkeligt, at ansøgningen er fremme med morgenposten den følgende
hverdag?»
Svar:
Det er Indenrigsministeriets opfattelse, at fristen »inden 1.
marts« i såvel den gældende partistøttelov som i lovforslag L 244 skal
fortolkes efter sin ordlyd, dvs. at et regnskab, en ansøgning eller en
erklæring skal være indleveret senest dagen inden den 1. marts for at være
rettidigt indleveret.
Om betydningen af fristoverskridelse henvises i øvrigt til besvarelsen af
spørgsmål 43.
Spørgsmål 45:
»Skal lovforslagets bestemmelse om anonyme bidrag forstås på den
måde, at man hermed lovliggør »Preben Møller Hansen-ordningen« med,
at »der kom en mand med en papkasse?»
Svar:
I de almindelige bemærkninger til lovforslag L 243 hedder det bl.a.
følgende (pkt. 3.2):
»Efter forslaget vil der ikke være noget til hinder for, at de
politiske partier modtager (anonyme) tilskud, uanset at tilskudsyderens navn
herefter ikke kan offentliggøres i regnskabet. Det bemærkes herved, at et
forbud mod, at partierne modtager anonyme tilskud, måtte give anledning til
væsentlige principielle betænkeligheder. Der gælder således ikke i andre
sammenhænge forbud mod at yde anonyme tilskud til private foreninger og
organisationer, og et sådant forbud ville harmonere dårligt med den øvrige
lovgivning, der i vidt omfang beskytter borgernes ret til anonymitet i
politiske forhold. F.eks. er det i grundlovens § 31, stk. 1, bestemt, at
valgene til Folketinget skal være hemmelige.
Hertil kommer, at en adgang for partierne til at modtage anonyme tilskud
næppe i væsentlig grad vil svække offentliggørelsesordningens formål - at
give interesserede mulighed for at danne sig et overblik over partiernes
eventuelle økonomiske tilknytningsforhold - eftersom der netop ikke kan opstå
sådanne forhold til anonyme tilskudsydere.«
Af de anførte grunde indebærer lovforslaget ikke noget forbud mod, at
partierne modtager anonyme tilskud. Den gældende lov indeholder heller ikke
et sådant forbud.
Hvis der skulle gælde et forbud mod at modtage anonyme tilskud, måtte der
i øvrigt tages stilling til, hvad der i givet fald skulle ske med sådanne
tilskud. Det bemærkes herved, at tilbagesendelse til tilskudsyderen ikke
ville være mulig.
Det kan imidlertid have en vis interesse for offentligheden at se, i
hvilket omfang partierne modtager anonyme tilskud. Lovforslaget indeholder
derfor i § 3, stk. 2, 2. pkt., en bestemmelse om, at regnskabet skal
indeholde oplysning om størrelsen af de samlede anonyme tilskud, som det
pågældende parti modtager, og om størrelsen af hvert enkelt anonymt tilskud
på mere end 20.000 kr.
Spørgsmål 46:
»Hvis en bidragyder ønsker at være anonym, skal den pågældende så
bare aflevere pengene i kontanter uden at identificere sig?»
Svar:
Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 45, vil der efter
lovforslag L 243 ikke være noget til hinder for, at partierne fortsat kan
modtage anonyme tilskud.
Hverken lovforslaget eller den gældende lov indeholder i øvrigt
bestemmelser, der regulerer spørgsmålet om, hvilken praktisk fremgangsmåde en
tilskudsyder, der ønsker at være anonym, skal anvende.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvornår et tilskud anses for at være ydet
anonymt, skal det fremhæves, at anonymitet alene foreligger i de tilfælde,
hvor tilskud ydes uden angivelse af tilskudsyderens navn, og hvor det parti,
der modtager tilskuddet, heller ikke på anden måde er bekendt med giverens
identitet, jf. pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger og
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.
Spørgsmål 48:
»Er der ikke en risiko for, at lovforslaget vil medføre en udvikling
mod flere og flere anonyme bidrag, og at man dermed opnår det modsatte
resultat end tilsigtet?»
Svar:
Efter Justitsministeriets opfattelse er det ikke på forhånd givet, at den
foreslåede ordning om offentliggørelse af visse tilskudsyderes identitet vil
indebære, at der i væsentlig videre omfang end hidtil vil blive ydet anonyme
tilskud.
Dette hænger bl.a. sammen med, at det efter lovforslag L 243 alene er
navnet og adressen på de omhandlede tilskudsydere, der skal fremgå af
regnskabet. Som anført i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2, skal
størrelsen af de enkelte tilskud derimod ikke oplyses.
I de - formentlig ganske mange - tilfælde, hvor offentligheden allerede i
dag er bekendt med, at visse personer eller virksomheder yder betragtelige
tilskud til bestemte partier, men hvor den nærmere størrelse af tilskuddet
ikke er kendt, vil lovforslaget derfor efter Justitsministeriets opfattelse
ikke indebære nogen væsentlig ændring.
Hertil kommer, at de fleste ydere af større tilskud formentlig lægger
afgørende vægt på, at modtageren skal vide, hvem der har ydet det pågældende
tilskud. For en stor del af disse vil muligheden for at yde anonyme tilskud
derfor næppe være et attraktivt alternativ.
Selv om det måtte vise sig, at der i stigende omfang ydes anonyme bidrag,
ville det næppe i væsentlig grad svække offentliggørelsesordningens formål -
at give interesserede mulighed for at danne sig et overblik over partiernes
eventuelle økonomiske tilknytningsforhold - eftersom der netop ikke kan opstå
sådanne forhold til anonyme tilskudsydere.
Spørgsmål 49:
»Vil en bidragyders ønske om anonymitet i L 243's forstand kunne
imødekommes på trods af, at partiet er bekendt med den pågældendes
identitet?»
Svar:
Den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 2, i lovforslag L 243 indebærer en
pligt til i regnskabet at anføre navn og adresse på tilskudsydere, der i
regnskabsåret har ydet et eller flere tilskud, der tilsammen overstiger
20.000 kr. I lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen hedder det bl.a.
følgende:
»Pligten til at anføre tilskudsyderens navn gælder alene i tilfælde,
hvor den pågældendes identitet faktisk er angivet over for det modtagende
parti, eller hvor partiet på anden måde er bekendt hermed.«
Det følger af det anførte, at et parti i tilfælde, hvor tilskudsyderens
identitet er oplyst over for partiet, eller hvor partiet på anden måde er
bekendt hermed, har pligt til at anføre tilskudsyderens navn og adresse i
regnskabet. I sådanne tilfælde vil partiet derfor ikke være berettiget til at
imødekomme et ønske fra tilskudsyderen om, at vedkommendes navn og adresse
ikke anføres i regnskabet. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål
nr. 46.
Spørgsmål 50:
»Hvis et privat bidrag til et parti gives i portioner på under 20.000
kr. - f.eks. i en valgkamp - til en række folketingskandidater i stedet for
til en landsorganisation med et samlet beløb, hvor ligger så
oplysningspligten? Eller er der ingen?»
Svar:
Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 36, omfatter bestemmelsen
i § 3 i lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af
politiske partiers regnskaber kun partiernes landsorganisation. Tilskud, der
ydes til enkelte kandidater personligt, og som ikke overføres til partiets
landsorganisation, vil derfor ikke være omfattet af pligten til at aflægge
regnskab efter bestemmelsen.
Spørgsmål 51:
»Er det rigtigt opfattet, at der ingen oplysningspligt vil være, hvis
bestyrelsesmedlemmer (6 stykker) i et større selskab hver giver kr. 19.500
til et bestemt parti i stedet for, at selskabet samlet betalte kr.
117.000?»
Svar:
Bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 2, indebærer, at et parti, der i
regnskabsåret fra samme private tilskudsyder modtager tilskud på mere
end 20.000 kr., i regnskabet skal anføre tilskudsyderens navn og adresse.
Såfremt et antal medlemmer i et selskabs bestyrelse hver især
personligt yder et tilskud, der ikke overstiger 20.000 kr., vil de
pågældendes navn og adresse derfor ikke skulle anføres i regnskabet. Derimod
vil selve beløbets størrelse skulle medregnes ved opgørelsen af størrelsen af
de samlede private tilskud, jf. den gældende lovs § 3, nr. 3.
Ydes det omhandlede tilskud derimod af selskabet, vil selskabets
navn og adresse efter lovforslaget skulle fremgå af regnskabet.
Hvis pengene i det nævnte eksempel tages ud af selskabets kasse uden at
passere de enkelte bestyrelsesmedlemmers privatøkonomi, vil tilskudsyderen
være selskabet som sådant.
Spørgsmål 59:
»Har lovforslaget (L 244) været forelagt statsretskyndige, f.eks. med
henblik på en vurdering af, om statsstøtte over en vis grænse til politiske
partier i strid med grundlovens principper skaber afhængighed for den
lovgivende magt (folketingsmedlemmerne) af den udøvende magt
(regeringen)?»
Svar:
Det kan oplyses, at Justitsministeriet ikke finder, at en forhøjelse af
partistøtten rejser problemer i forhold til grundloven.
Spørgsmål 62:
»Hvilke sanktionsmuligheder er der over for lokale vælgerforeninger,
der ikke foretager de i § 10, stk. 2, i lovforslag nr. L 244 nævnte
indberetninger?»
Svar:
Muligheden for sanktioner over for en tilskudsmodtager, der ikke foretager
de i spørgsmålet nævnte indberetninger, består i, at den pågældende
tilskudsmodtager ikke får udbetalt sit tilskud.
Spørgsmål 66:
»Der ønskes en nøjagtig og udtømmende redegørelse for, hvorledes
begrebet tilskud defineres. Hvis en virksomhed f.eks. låner videoudstyr til
et politisk parti i forbindelse med udarbejdelse af valgreklamer, er det så
at betragte som et tilskud, dersom udstyret stilles gratis til rådighed? Er
der tale om et tilskud, dersom partiet betaler et beløb, der dækker
omkostningerne ved lån af udstyret, men som altså ikke er identisk med
markedsprisen?»
Spørgsmål 90:
»Ad svar på spørgsmål 36:
Betyder svaret, at det ikke er muligt for et parti eller en kandidat at få
svar på forespørgsler om behandlingen af konkrete tilskud, for så vidt angår
oplysningspligten?
- Er det betryggende for retssikkerheden, at der ikke kan gives en nøjere
definition af, hvad der forstås ved »tilskud«?»
Spørgsmål 91:
»Ad svar på spørgsmål nr. 53-55:
Det ønskes oplyst, hvorledes disse tre spørgsmål er besvaret ved
henvisning til svaret på spørgsmål nr. 36. Hvor i svaret på spørgsmål nr. 36
er indeholdt en besvarelse af spørgsmål nr. 53-55?
Ad svar på spørgsmål 54:
Det ønskes oplyst, om det er Justitsministeriets opfattelse, at der i de
nævnte konkrete tilfælde er tale om oplysningspligtige tilskud. Ligeledes
ønskes en udtalelse fra Justitsministeriet om principperne for
værdiansættelse af tilskuddene i de nævnte, konkrete tilfælde.«
Spørgsmål 97:
»Ad svar på spørgsmål nr. 53-55:
Der anmodes om en selvstændig besvarelse af spørgsmål nr. 53-55 uden
henvisning til besvarelsen af spørgsmål 36.« (spørgsmål nr. 97).
Svar:
1. Om definitionen af tilskudsbegrebet i § 3, nr. 3 og 5, i den gældende
lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske
partiers regnskaber og i § 1, nr. 2 (forslag til ny § 3, stk. 2), i det
foreliggende lovforslag (L 243) bemærkes følgende:
I bemærkningerne til § 1, nr. 2, i det foreliggende lovforslag er om
tilskudsbegrebet anført følgende:
»Udtrykket »tilskud« skal forstås på samme måde som det
tilsvarende udtryk i den gældende lov, jf. § 3, stk. 1, nr. 3 og 5. Der vil
normalt være tale om ydelse af et pengebeløb. Ydelse af støtte på anden måde
vil dog efter omstændighederne også kunne udgøre tilskud i lovens forstand.'
Som anført i besvarelsen af spørgsmål 36 har man ved udarbejdelsen af
forslaget til den gældende lov forudsat, at partiregnskaberne skal indeholde
oplysning om de indtægter, herunder tilskud, som efter almindelige principper
og god regnskabsskik skal medtages i et regnskab. Som det ligeledes er anført
i besvarelsen, er Justitsministeriet ikke bekendt med, at lovens udtryk i
praksis skulle have givet anledning til fortolkningsvanskeligheder for
partierne eller deres revisorer. Justitsministeriet er heller ikke bekendt
med, at regnskabernes angivelse af modtagne tilskud ikke i praksis skulle
have været i overensstemmelse med de nævnte principper om god regnskabsskik.
Lovforslaget L 243 indebærer ingen ændringer i forhold til
tilskudsbegrebet i den gældende lov.
2. Efter Justitsministeriets opfattelse er det vanskeligt på en udtømmende
måde præcist at angive, hvilke former for privat partistøtte, som ydes på
anden måde end ved pengebeløb, der er omfattet af lovens tilskudsbegreb. Det
bemærkes herved, at det ikke er usædvanligt, at lovgivningen anvender udtryk,
hvis anvendelsesområde ikke kan fastlægges præcist i abstrakte vendinger, men
som må forstås i lyset af, hvad sædvanlig sprogbrug, formålet med
reguleringen, praksis på området, anvendelsen af tilsvarende udtryk på
beslægtede områder m.v. tilsiger. Det overlades herefter til de berørte
parter og i sidste instans de retsanvendende myndigheder på grundlag af de
nævnte fortolkningsfaktorer i de konkrete tilfælde at fastlægge, hvilke
forhold der er omfattet af den pågældende bestemmelse. Loven om
partiregnskaber, som ikke indeholder straffebestemmelser, hviler således på
en forudsætning om, at de politiske partier loyalt medvirker til at leve op
til lovens intentioner.
Nogle vejledende kriterier med henblik på afgrænsningen af
tilskudsbegrebet vil dog efter Justitsministeriets opfattelse kunne
opstilles. Disse kriterier må lægges til grund ved bedømmelsen af de mere
konkrete spørgsmål, som udvalget har stillet, herunder f.eks. vedrørende
støtte i form af udlån af videoudstyr og indrykning af annoncer i pressen.
3. I vurderingen af, om en støtte i form af andet end pengebeløb har
karakter af tilskud i lovens forstand, må bl.a. indgå, om der er tale om en
ydelse, der sædvanligvis opgøres i penges værdi.
Er der f.eks. tale om en ydelse, som den, der leverer ydelsen, normalt
tager betaling for som led i en erhvervsmæssig virksomhed, eller må ydelsen
på anden måde siges at substituere et pengebeløb, taler det for at betragte
ydelsen som tilskud i lovens forstand. Er der tale om tilskud i lovens
forstand, må støtten efter Justitsministeriets opfattelse i almindelighed
medtages i regnskabet med den værdi, støtten har for partiet, dvs. med et
beløb svarende til, hvad partiet på sædvanlige vilkår ellers skulle have
betalt for ydelsen.
Er der på den anden side tale om en personlig arbejdsindsats ydet af
medlemmer og bekendte, som udføres frivilligt og ulønnet, f.eks. ophængning
af plakater i forbindelse med valgkamp, foreligger der ikke en støtte, der er
tilskud i lovens forstand. Det samme må formentlig gælde ved privates gratis
udlån af lokaler og genstande, i det omfang de pågældende private ikke driver
erhvervsmæssig virksomhed af den pågældende art.
Også andre hensyn vil kunne tillægges betydning, herunder praktiske
hensyn.
F.eks vil et krav om, at annonceudgifter, rabatter og lignende, der
afholdes eller ydes af private, skal medtages i regnskabet, være forbundet
med en række praktiske problemer, idet man næppe kan forlange, at et politisk
parti f.eks. under en valgkamp skal have nøje kendskab til enhver annonce,
som måtte blive indrykket i dags- eller ugepressen, og som udtrykker støtte
til partiet.
Spørgsmål 70:
»Der ønskes en nærmere redegørelse for udviklingen i de politiske
partiers medlemstal siden statsstøtten til partierne blev indført i
1986.«
Svar:
Der henvises til vedlagte bilag med fotokopi af en oversigt, der blev
bragt i Berlingske Tidende den 16. marts 1995. Oversigten indeholder
oplysninger om de enkelte partiers medlemstal i årene 1960, 1974, 1992 og
1994 samt om udviklingen i antal medlemmer i alle partier i perioden
1953-1993.
Spørgsmål 71:
»Hvordan er ministeren nået frem til, at beløbsgrænsen skal være
20.000 kr. pr. regnskabsår?»
Svar:
I de almindelige bemærkninger til lovforslag L 243 hedder det bl.a.
følgende (pkt. 3.2):
»Efter bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 2, skal de
regnskabspligtige partier i visse tilfælde anføre navn og adresse på private
tilskudsydere. Det gælder, hvor et parti i regnskabsåret fra samme private
tilskudsyder har modtaget et eller flere tilskud, der tilsammen overstiger
20.000 kr.
Formålet med denne ændring er at give interesserede mulighed for at få
indsigt i, hvilke personer og foreninger m.v. der yder tilskud til de
politiske partier. Kravet om angivelse af tilskudsydernes identitet omfatter
ikke ethvert tilskud, men kun tilskud af en sådan størrelse (mere end 20.000
kr.), at der kan være en reel interesse i at kende giverens identitet.«
Som anført i bemærkningerne til lovforslaget kan offentligheden, herunder
pressen, have en interesse i at få kendskab til, hvem der yder bidrag til de
politiske partier. Samtidig har de enkelte tilskudsydere en interesse i under
diskretion - som en politisk meningstilkendegivelse - at kunne yde
(navngivne) tilskud til de politiske partier, som de støtter.
På denne baggrund er det - som det også fremgår af de citerede
bemærkninger - Justitsministeriets opfattelse, at pligten til at angive
tilskudsydernes identitet ikke bør omfatte ethvert tilskud, men kun tilskud
af en sådan størrelse, at der for offentligheden kan være en reel interesse i
at kende giverens identitet. Efter Justitsministeriets opfattelse må det
således anses for rimeligt, at en person har mulighed for under diskretion at
kunne yde et (navngivent) tilskud på f.eks. 10.000 kr. Sådanne tilskud vil
næppe skabe økonomiske tilknytningsforhold af den karakter, som lovforslaget
tilsigter at skabe åbenhed om.
Efter Justitsministeriets opfattelse er en beløbsgrænse på 20.000 kr.
udtryk for en rimelig afvejning af de nævnte hensyn.
Spørgsmål 72:
»Mener ministeren, at det er sandsynligt, at der i fremtiden vil
blive givet betydeligt flere anonyme tilskud?»
Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 48. Som det fremgår heraf,
er det efter Justitsministeriets opfattelse ikke på forhånd givet, at den
foreslåede ordning vil indebære, at der i væsentligt videre omfang end hidtil
vil blive ydet anonyme tilskud.
Spørgsmål 73:
»Hvordan vil ministeren forholde sig, hvis det viser sig, at der
efter et par år med denne ordning konstateres en kraftig stigning i omfanget
af anonyme tilskud?»
Svar:
Som anført i Justitsministeriets ovenfor nævnte besvarelse af spørgsmål
nr. 48, er det efter Justitsministeriets opfattelse ikke på forhånd givet, at
den foreslåede ordning vil indebære, at der i væsentligt videre omfang end
hidtil vil blive ydet anonyme tilskud.
I besvarelsen hedder det endvidere bl.a. følgende:
»Selv om det måtte vise sig, at der i stigende omfang ydes anonyme
bidrag, ville det næppe i væsentlig grad svække offentliggørelsesordningens
formål - at give interesserede mulighed for at danne sig et overblik over
partiernes eventuelle økonomiske tilknytningsforhold - eftersom der netop
ikke kan opstå sådanne forhold til anonyme tilskudsydere.«
Tilsvarende synspunkter er anført i de almindelige bemærkninger til
lovforslag L 243 (pkt. 3.2).
På den anførte baggrund tilsiger formålet med lovforslaget efter
Justitsministeriets opfattelse ikke umiddelbart, at der tages særlige
initiativer, såfremt der måtte indtræde en stigning i antallet af anonyme
tilskud.
Spørgsmål 74:
»Mener ministeren, at det er sandsynligt, at der i fremtiden vil
blive givet markant flere tilskud a 20.000 kr. end tidligere?»
Svar:
Som det fremgår af lovforslag L 243, indtræder pligten til at
offentliggøre navn og adresse på tilskudsydere kun i tilfælde, hvor partiet i
regnskabsåret fra den samme tilskudsyder har modtaget tilskud, der tilsammen
overstiger 20.000 kr. Modtager partiet et (navngivent) tilskud på 20.000 kr.
eller derunder, skal tilskudsyderens navn og adresse således ikke
offentliggøres.
Efter Justitsministeriets opfattelse er det ikke muligt nærmere at
forudse, i hvilket omfang lovforslaget vil have betydning for størrelsen af
de (navngivne) tilskud, der fremover vil blive ydet til partierne.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 71 og 75.
Spørgsmål 75:
»Hvordan vil ministeren forholde sig, hvis det viser sig, at der
efter et par år med denne ordning konstateres en kraftig stigning i omfanget
af tilskud a 20.000 kr.?»
Svar:
Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 71 er det Justitsministeriets
opfattelse, at pligten til at angive tilskudsydernes identitet ikke bør
omfatte ethvert tilskud, men kun tilskud af en sådan størrelse, at der kan
være en reel interesse i at kende giverens identitet. Dette er baggrunden for
lovforslagets beløbsgrænse (20.000 kr.).
Der vil således efter Justitsministeriets opfattelse ikke umiddelbart være
anledning til at tage særlige initiativer, såfremt det måtte vise sig, at der
kan konstateres en stigning i antallet af (navngivne) tilskud på 20.000 kr.
og derunder.
Spørgsmål 76:
»Hvordan defineres en tilskudsyder rent juridisk? Spørgsmålet sigter
til den mulige omgåelse af 20.000 kr.-reglen. Hvis man f.eks. i en familie
hver giver 20.000 kr. i tilskud til et parti pr. person, er der så tale om en
omgåelse af reglerne? Hvis flere ansatte eller medlemmer af en bestyrelse i
en virksomhed hver giver et politisk parti et tilskud på 20.000 kr., er det
så en omgåelse af reglerne?»
Svar:
I Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 51 hedder det følgende:
»Bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 2, indebærer, at et parti, der
i regnskabsåret fra samme private tilskudsyder modtager tilskud på
mere end 20.000 kr., i regnskabet skal anføre tilskudsyderens navn og
adresse.
Såfremt et antal medlemmer i et selskabs bestyrelse hver især
personligt yder et tilskud, der ikke overstiger 20.000 kr., vil de
pågældendes navn og adresse derfor ikke skulle anføres i regnskabet. Derimod
vil selve beløbets størrelse skulle medregnes ved opgørelsen af størrelsen af
de samlede private tilskud, jf. den gældende lovs § 3, nr. 3.
Ydes det omhandlede tilskud derimod af selskabet, vil selskabets
navn og adresse efter lovforslaget skulle fremgå af regnskabet.
Hvis pengene i det nævnte eksempel tages ud af selskabets kasse uden at
passere de enkelte bestyrelsesmedlemmers privatøkonomi, vil tilskudsyderen
være selskabet som sådant.«
Den del af spørgsmålet, der vedrører familiemedlemmers ydelse af tilskud,
må efter Justitsministeriets opfattelse besvares efter tilsvarende
principper. Såfremt de enkelte familiemedlemmer hver af deres egne midler
yder et tilskud, der ikke overstiger 20.000 kr., vil de pågældendes navn og
adresse derfor ikke skulle anføres i regnskabet.
Derimod vil selve beløbets størrelse skulle medregnes ved opgørelsen af
størrelsen af de samlede private tilskud, jf. den gældende lovs § 3, nr. 3.
Spørgsmål 77:
»I hvilket omfang vil det være oplysningspligtigt, såfremt en person
eller virksomhed yder et samtidigt tilskud på 20.000 kr. til to eller flere
folketingskandidater inden for samme parti?»
Svar:
Som anført i Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 20 omfatter
bestemmelsen i § 3 i den gældende lov om private bidrag til politiske partier
og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber kun partiernes
landsorganisation. Tilskud, der ydes til enkelte kandidater personligt, og
som ikke overføres til landsorganisationen, er således ikke omfattet af
regnskabspligten.
Lovforslag L 243 indebærer ikke ændringer heri.
Spørgsmål 78:
»I hvilket omfang vil det være oplysningspligtigt, såfremt en person
eller virksomhed yder et samtidigt tilskud på 20.000 kr. til to eller flere
kredsorganisationer inden for samme parti inden for samme amt?»
Svar:
Pligten til at give oplysning om tilskudsyderens navn og adresse
foreligger kun i det omfang, den enkelte kredsorganisation har modtaget et
tilskud på mere end 20.000 kr. fra samme tilskudsyder inden for et
kalenderår. I det tilfælde, der er nævnt i spørgsmålet, vil der derfor ikke
være oplysningspligt.
Spørgsmål 79:
»I hvilket omfang vil det være oplysningspligtigt, såfremt en person
eller virksomhed yder et samtidigt tilskud på 20.000 kr. til to eller flere
kredsorganisationer inden for samme parti inden for forskellige amter?»
Svar:
I det tilfælde, der er nævnt i spørgsmålet, vil der ikke være
oplysningspligt. Der henvises herved til besvarelsen af spørgsmål 78.
Spørgsmål 82:
»Det anføres i den skriftlige fremsættelse, at lovforslaget bl.a. har
til formål at sikre en vis kontrol med, at medlemmer af diverse foreninger
ikke tvinges til kollektivt at bidrage til politiske partier og lign. Hvis
det reelt er ministerens ønske at forbyde tvangsudskrivelsen af midler, kunne
dette gøres effektivt ved dels at sikre, at folk selv skal tilkendegive at
ville støtte et givet politisk parti eller formål, dels ved at sikre at
medlemskontingentet de facto nedsættes med det beløb, der angives at gå til
støtte af politiske partier m.v. i tilfælde af, at medlemmet ikke ønsker at
støtte det pågældende parti m.v. Hvorfor er et sådant forslag ikke
fremsat?»
Svar:
Begge de problemstillinger, der er nævnt i spørgsmålet, blev rejst under
Folketingets behandling af den gældende lov om private bidrag til politiske
partier. Der henvises herom til Justitsministeriets besvarelser af 25. april
1990 af spørgsmål nr. 1 og 6 fra Folketingets Retsudvalg (L 179 - bilag 2).
Spørgsmål 85:
»Ad L 243, § 1, nr. 2
Der ønskes en udtømmende beskrivelse af, hvad der forstås ved »ydelse
af støtte på anden måde« end ydelse af pengebeløb.
- Der ønskes en udtømmende beskrivelse af, under hvilke omstændigheder
ydelse af støtte på anden måde end gennem pengebeløb vil kunne udgøre tilskud
i lovens forstand.
- Hvilken myndighed skal kontrollere, om støtte ydet på anden måde end
gennem pengebeløb rent faktisk opfylder kravene til oplysningspligt, og om
værdien af støtten i givet fald oplyses? Hvorledes vil denne kontrol blive
udført?
- Hvorledes værdiansættes støtte ydet på anden måde end gennem pengebeløb?
- Der ønskes en udtømmende beskrivelse af, hvilke betingelser der skal
være opfyldt for, at et tilskud kan siges at være ydet »anonymt«.
- Skal bestemmelsen i § 3, stk. 2 - sammenholdt med L 244, § 1, nr. 7 (§ 7
a, stk. 2) - opfattes således, at et parti, som ikke søger økonomisk støtte,
er fritaget for at oplyse navn og adresse på tilskudsydere?»
Svar:
For så vidt angår definitionen af tilskudsbegrebet og værdiansættelsen af
regnskabspligtige/oplysningspligtige tilskud henvises til den fælles
besvarelse af spørgsmål nr. 66, 90, 91 og 97.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvilken myndighed der skal kontrollere
opfyldelsen af regnskabspligten/oplysningspligten, kan det oplyses, at der
efter lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af
politiske partiers regnskaber ikke gælder nogen kontrolordning med hensyn til
partiregnskaberne. Lovforslag L 243 indebærer ikke ændringer heri. Der
henvises i øvrigt til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 21.
For så vidt angår den ordning, der etableres efter lovforslag L 244,
henvises til Indenrigsministeriets besvarelse af spørgsmål 21. Det er heri
bl.a. anført, at det er indenrigsministeren, der træffer afgørelse om,
hvorvidt regnskabet er fyldestgørende (kan godkendes) i henseende til
udbetaling af tilskud fra staten. Indenrigsministeren skal imidlertid ikke
foretage en efterprøvelse af regnskabets rigtighed, jf. bemærkningerne til
lovforslag L 244 (til forslagets § 1, nr. 7).
Med hensyn til spørgsmålet om, hvad der skal forstås ved
»anonyme« tilskud, henvises til besvarelsen af spørgsmål 46 og 49.
Hvad endelig angår den sidste del af spørgsmålet, kan det oplyses, at
undladelse af at søge økonomisk støtte ikke fritager det pågældende parti for
nogen af de pligter, der følger af lov om private bidrag til politiske
partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber, herunder heller
ikke for pligten til at oplyse navn og adresse på ydere af tilskud på mere
end 20.000 kr. Det er alene pligten til at indsende kopi af regnskabet til
indenrigsministeren, det pågældende parti fritages for.
Spørgsmål 86:
»Ad L 244, § 1, nr. 13 og 14:
Hvilke formkrav skal være opfyldt for så vidt angår indberetning om
modtagne tilskud?
- Vil der i forbindelse med oplysningspligten for amts- og
lokalorganisationer blive stillet bestemte krav til form, indhold og kvalitet
af revisionen af de pågældende foreningers regnskaber?»
Svar:
Efter lovforslag L 244 er der bortset fra skriftlighed ingen bestemte
formkrav, der skal være opfyldt ved indberetning om modtagne tilskud.
Efter lovforslag L 244 er der ikke hjemmel til at stille bestemte krav til
form, indhold og kvalitet af revisionen af amts- og lokalorganisationers
regnskaber.
Spørgsmål 92:
»Såfremt en organisations ledelse træffer en principbeslutning om, at
organisationens selvstændige lokalkredse alle skal yde et tilskud på 19.500
kr. til et bestemt partis landsorganisation, er disse tilskud da
oplysningspligtige?»
Svar:
Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at der med
»organisationer« sigtes til private foreninger (herunder
arbejdstager- og arbejdsgiverforeninger), der yder tilskud til de politiske
partier.
Det følger af lovforslag L 243, at pligten til at oplyse navn og adresse
på tilskudsydere alene gælder i tilfælde, hvor det pågældende parti i
regnskabsåret fra den samme private tilskudsyder modtager tilskud, der
tilsammen overstiger 20.000 kr.
I det omfang de nævnte lokalkredse i forhold til hinanden og i forhold til
organisationens ledelse må betragtes som selvstændige juridiske personer,
indebærer lovforslaget, at tilskud på 20.000 kr. eller derunder, som ydes af
de enkelte lokalkredse af egen formue, ikke vil være omfattet af pligten til
at offentliggøre tilskudsydernes navn og adresse.
Det anførte må efter Justitsministeriets opfattelse gælde, selv om de
pågældende tilskud ydes på baggrund af en principbeslutning i organisationens
ledelse. Justitsministeriet forudsætter herved, at den omtalte
principbeslutning alene har karakter af en uforbindende henstilling til
lokalkredsene og således ikke indebærer en bindende disposition over
lokalkredsens formue.
Spørgsmål 93:
»Vil ministeren tage initiativ til, at pligten ifølge L 243 til at
oplyse tilskudsgiverens navn og adresse også kommer til at omfatte tilskud
fra Folketinget og offentlige institutioner?»
Svar:
Efter lovforslag L 243 er det alene identititen på private
tilskudsydere, der (for visse tilskuds vedkommende) skal anføres i
regnskabet.
Lovforslaget omfatter således ikke tilskud, der ydes af offentlige
institutioner, herunder Folketinget. Dette hænger sammen med, at
offentliggørelsesordningen - som nævnt under pkt. 3.2 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget - har til formål at give interesserede mulighed
for at danne sig et overblik over partiernes eventuelle økonomiske
tilknytningsforhold.
Det anførte formål tilsiger efter Justitsministeriets opfattelse ikke at
lade offentliggørelsesordningen omfatte tilskud fra offentlige institutioner.
Sådanne tilskud vil i øvrigt ofte være lovbundne, således at det af
retsgrundlaget for tilskudsordningen - eventuelt i sammenhæng med oplysninger
om partiers seneste valgresultat - uden videre kan aflæses, hvor store
tilskud partiet har modtaget. Det gælder f.eks. for den offentlige
partistøtte.
Spørgsmål 98:
»I fortsættelse af besvarelsen af spørgsmål nr. 23 bedes oplyst, i
hvilket omfang afgørelser truffet i den offentlige forvaltning efter den
heromhandlede lovgivning kan indbringes for Folketingets Ombudsmand.
I hvilket omfang har Folketingets Ombudsmand indseende med sager, hvor
folketingsmedlemmer måtte være personligt involveret?»
Svar:
I følge § 1, stk. 1, i ombudsmandsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 642 af
17. september 1986, har Folketingets Ombudsmand indseende med statens civile
og militære forvaltning samt kommunernes forvaltning. Ombudsmandens
kompetence omfatter den offentlige forvaltning. Heraf følger modsætningsvis,
at Folketinget og dets organer falder uden for ombudsmandens kompetence.
Endvidere er institutioner, der er organiseret på privatretligt grundlag som
f.eks. politiske partier, ikke undergivet ombudsmandens kompetence.
For så vidt angår den statslige forvaltning gælder det, at alle statslige
forvaltningsmyndigheder uanset funktioner og organisationsformer er omfattet
af ombudsmandens kompetence.
For så vidt angår ombudsmandens kompetence over for (amts)kommunerne
følger det derimod af ombudsmandslovens § 4, stk. 2, at kompetencen kun
omfatter de sagsområder, hvor der er hjemmel for rekurs til en
statsmyndighed, og at den samlede kommunalbestyrelses virksomhed ikke er
undergivet ombudsmandens kontrol.
Efter ombudsmandslovens § 4, stk. 3, skal ombudsmanden endvidere ved
udøvelsen af sine beføjelser over for kommunerne tage hensyn til de særlige
vilkår, hvorunder det kommunale styre virker.
Hvis ombudsmanden af egen drift tager en sag op til undersøgelse, gælder
begrænsningerne i ombudsmandslovens § 4, stk. 2, dog ikke, for så vidt der er
tale om krænkelse af væsentlige retlige interesser, jf. ombudsmandslovens §
6, stk. 5.
Endvidere gælder generelt, at rekursadgang til højere administrativ
myndighed skal være udnyttet, forinden der kan indgives klage over en
afgørelse til ombudsmanden, jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 3.
Det skal i øvrigt bemærkes, at det fremsatte lovforslag om en ny
ombudsmandslov (lovforslag nr. L 92), vil indebære, at der sker en udvidelse
af ombudsmandens kompetence i forhold til kommunerne, idet de begrænsninger,
som følger af ombudsmandslovens § 4, stk. 2, ophæves.
For så vidt angår lov nr. 940 af 23. december 1986 om økonomisk støtte til
politiske partier m.v., kan det oplyses, at Indenrigsministeriets afgørelser,
dels om hvorvidt betingelserne for udbetaling af partistøtte er opfyldt, dels
om udsættelse eller bortfald af udbetaling som følge af, at der ikke er
indsendt fyldestgørende erklæring om tilskudsbeløbets anvendelse, jf.
partistøttelovens § 5, stk. 1, og § 7, stk. 2, kan indbringes for
ombudsmanden.
Amtsrådenes og kommunalbestyrelsernes tilsvarende afgørelser, jf.
partistøttelovens § 8, stk. 1, § 10, stk. 2, og § 11, kan ikke indbringes for
ombudsmanden. Derimod kan Partistøttenævnets afgørelser i klagesager, jf.
partistøttelovens § 12, stk. 2, indbringes for ombudsmanden.
Ifølge lovforslaget om ændring af partistøtteloven (lovforslag nr. L 244)
skal Indenrigsministeriet desuden påse, at det indsendte regnskab indeholder
de oplysninger, der kræves efter § 3 i lov nr. 404 af 13. juni 1990 om
private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske
partiers regnskaber. Hvis dette ikke er tilfældet, udsættes udbetalingen af
tilskud fra staten, jf. lovforslagets § 7 a, stk. 3. Ombudsmanden vil kunne
tage stilling til Indenrigsministeriets behandling af sådanne sager.
Ifølge L 244 kan kommunalbestyrelserne og amtsrådene endvidere bestemme,
at kommende udbetalinger af tilskud skal udsættes eller bortfalde, hvis der
ikke indsendes fyldestgørende erklæring vedrørende modtagelse af tilskud på
over 20.000 kr. fra samme private tilskudsyder eller vedrørende modtagelse af
anonyme tilskud, jf. forslaget til ændret affattelse af partistøttelovens §
10. Afgørelser herom vil kunne påklages til Partistøttenævnet, jf. den
ændrede affattelse af partistøttelovens § 12, stk. 2. Ombudsmanden vil
ligeledes kunne tage stilling til Partistøttenævnets behandling af disse
sager.
For så vidt angår lov nr. 404 af 13. juni 1990 om private bidrag til
politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber og
lovforslag nr. L 243 om ændring af denne lov bemærkes, at denne lovgivning
ikke indeholder bestemmelser, hvorefter der tillægges offentlige
forvaltningsmyndigheder kompetence til at træffe afgørelser.
SkatteministerietDen 22. maj 1995
Departementet
Justitsministeriet
Lovafdelingen
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Vedr. Justitsministeriets lovforslag L 243 om ændring af lov om
private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske
partiers regnskaber
I et brev af 9. maj 1995, j.nr. 1994-759-0022, har Justitsministeriet
anmodet Departementet om en udtalelse til brug for besvarelsen af to
spørgsmål (spørgsmålene 18 og 61), som af Folketingets Udvalg for
Forretningsordenen er stillet justitsministeren i forbindelse med
behandlingen af ovennævnte lovforslag.
Departementet kan i den anledning oplyse følgende:
Ad spørgsmål 18:
I skattestatistikken kendes kun de samlede fradrag for faglige
kontingenter, der indbefatter fradrag for bidrag til a-kasse,
administrationsbidrag og fagforeningskontingent. Det samlede fradrag for
faglige kontingenter skønnes at udgøre ca. 16,3 mia. kr. i 1994.
Med udgangspunkt i lovmodeloplysninger om tilhørsforhold til a-kasse og
under forudsætning af et gennemsnitligt administrationsbidrag på 1.025 kr. i
1994, kan den del af fradraget, der er egentligt fagforeningskontingent,
udskilles. Fradraget for fagforeningskontingent skønnes på denne baggrund til
ca. 6,5 mia. kr. i 1994. Skønnene er behæftet med en vis usikkerhed.
Ad spørgsmål 61:
A. Den skattemæssige behandling af tilskud til politikere
1. Det kan indledningsvis bemærkes, at offentligt ydet støtte til et
politisk parti eller en politisk kandidat uden for partierne er skattefri,
jf. § 13 i lov om økonomisk støtte til politiske partier m.v.
For så vidt angår private bidrag til politiske partier samt til de enkelte
kandidater både i og uden for partierne gælder derimod de almindelige
skattemæssige regler.
2. Et politisk parti er omfattet af skattepligten efter
selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Skattepligten omfatter dog alene
indtægter, som erhverves af partiet ved erhvervsmæssig virksomhed.
Et bidrag, som et politisk parti får af en privatperson eller fra en
privat virksomhed, vil således som følge af dets ikkeerhvervsmæssige karakter
være skattefrit for partiet.
3. Privat ydet støtte til en kandidat uden for partierne eller til en
bestemt politiker inden for et parti er personlig indkomst for den pågældende
efter statsskattelovens § 4, jf. personskattelovens § 3.
Er situationen den, at en politiker til fordel for sit parti giver afkald
på et bidrag, som den pågældende har modtaget fra privat side, vil bidraget
være skattepligtigt for politikeren, da denne ved afkaldet disponerer over
bidraget. Der er ikke hjemmel for politikeren til at fradrage bidraget ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Når en privatperson eller en privat virksomhed ønsker at yde et bidrag til
en politiker, vil situationen dog formentlig normalt være den, at bidraget
gives til partiet, som kanaliserer det ud til den enkelte kandidat til brug
for dennes politiske arbejde. Der vil derfor i praksis typisk ikke være noget
beskatningsproblem.
Et beløb, som et parti bruger i en valgkampagne for at promovere en af
partiets politikere, betragtes nemlig ikke som en indtægt for denne og skal
derfor ikke medregnes til den pågældendes personlige indkomst.
Formentlig af denne grund er det anført i ligningsvejledningen, at de
bidrag, en folketingskandidat modtager til sin valgkampagne, ifølge praksis
ikke beskattes.
4. Politikeren er ikke berettiget til noget ligningsmæssigt fradrag for
driftsomkostninger, da omkostningerne ikke kan anses for nødvendige for
»at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten«.
Det fremgår af vedlagte afgørelse fra Landsskatteretten (Tfs. 1984.472),
at støtte til politisk arbejde og udgifter, der er afholdt for at fremme
politiske synspunkter, ikke anses for omfattet af statsskattelovens § 6 a. De
udgifter til annoncer m.v., som et folketingsmedlem afholder i forbindelse
med et folketingsvalg, må i første række anses som afholdt for at fremme den
pågældendes synspunkter og politiske arbejde. Udgifterne blev derfor ikke
anset som fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Det tilføjes, at folketingsmedlemmer fra Folketinget modtager et
skattefrit tillæg til dækning af omkostninger.
5. Afslutningsvis bemærkes, at den private støtteyder (det være sig en
privatperson eller en virksomhed og lign.) som udgangspunkt ikke vil have
fradragsret for partistøtte.
Dette gælder dog ikke for den indirekte støtte, der gives via f.eks.
faglige kontingenter, hvor fradragsretten følger af ligningslovens § 13.
B. Indberetning af tilskud til lokale organisationer
For så vidt angår den del af spørgsmålet, der omhandler bestemmelsen om
indberetning af tilskud til lokale organisationer, kan det bemærkes, at
Skatteministeriet ikke har bidrag til besvarelsen. Begrundelsen herfor er, at
den omhandlede indberetningsordning efter det foreliggende ikke hviler på
skattekontrolmæssige hensyn. Ifølge lovforslaget er baggrunden for
indberetningsordningen et ønske om kontrol med, hvem der yder tilskud til
politiske bevægelser.
Skattemyndighederne er heller ikke i øvrigt inddraget i administrationen
af loven.
Med venlig hilsen
Carsten Koch
Tidsskrift for Skatteret 29/10 1984
Landsskatteretskendelse 472
Folketingsmedlem, udgifter til valgmateriale
LSR af 31/7 1984, 1984-1-338
En skatteyder havde som sin eneste indtægt vederlag som medlem af
Folketinget. Ved valget i 1981 havde han afholdt udgifter til valgmateriale
m.v. med 7.000 kr. Landsskatteretten fandt ikke, at beløbet kunne fratrækkes
efter statsskattelovens § 6 a.
A klagede over, at skatterådet havde anset ham for uberettiget til i
indkomstopgørelsen for 1981 at fradrage et beløb på 6.777 kr. for udgifter
afholdt i forbindelse med hans opstilling til et folketingsvalg i 1981.
Det fremgik af sagen, at ministeren for skatter og afgifter i et svar af
24. februar 1982 på et spørgsmål om, hvorvidt et folketingsmedlem, der selv
afholdt udgifter til valgpropaganda, kunne fradrage disse udgifter ved
indkomstopgørelsen, havde anført, at Statsskattedirektoratet i en udtalelse
over spørgsmålet bl.a. havde udtalt, at støtte til politisk arbejde og
udgifter, der afholdtes for at fremme politiske synspunkter, ikke var anset
for omfattet af statsskattelovens § 6 a. De udgifter til annoncer m.v., som
et folketingsmedlem afholder i forbindelse med et folketingsvalg, måtte i
første række anses for afholdt for at fremme den pågældendes synspunkter og
politiske arbejde. Udgifterne var derfor efter Statsskattedirektoratets
opfattelse ikke fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst.
Ministeren for skatter og afgifter havde tilsluttet sig det af
Statsskattedirektoratet anførte.
Under henvisning til, at indtægten som folketingsmedlem var hans eneste
reelle indtægt, gjorde klageren gældende, at de afholdte udgifter, der var
afholdt til sikring af hans genvalg til Folketinget, måtte anses for at være
driftsomkostninger, der var fradragsberettigede i henhold til
statsskattelovens § 6 a.
Landsskatteretten måtte imidlertid - med samme begrundelse som af
Statsskattedirektoratet anført, jf. ovenfor - være enig i, at de af klageren
afholdte udgifter i forbindelse med hans opstilling til folketingsvalget i
1981 ikke var fradragsberettigede i hans skattepligtige indkomst. Den
påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.
ArbejdsministerietDen 23. maj 1995
Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Lovafdelingen
Ved skrivelse af 9. maj 1995 har Justitsministeriet anmodet
Arbejdsministeriet om en udtalelse vedrørende spørgsmål nr. 14, 15, 16 og 19
fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen af 3. maj 1995.
Spørgsmålet om bidrag til politiske partier er reguleret via aftaler, og
Arbejdsministeriet skal således henvise til vedlagte høringssvar fra LO af
17. maj 1995.
P.M.V.
E.B.
E. Edelberg
LO
Den 17. maj 1995
Landsorganisationen i Danmark
Rosenørns Alle 12
1634 København V
Arbejdsministeriet
Laksegade 19
1063 København K
I skrivelse af 9. ds. har Arbejdsministeriet anmodet Landsorganisationen
om en udtalelse til brug ved ministeriets besvarelse af nogle nærmere anførte
spørgsmål fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen til
justitsministeren.
I spørgsmål 14 spørges, om det kan forekomme, at fagforeningsmedlemmer,
som arbejder på et område, hvor der er eksklusivbestemmelser, kan miste deres
fagforeningsmedlemskab og dermed deres arbejde, hvis den pågældende fjerner
partistøtten i sit fagforeningskontingent.
Som bekendt fremgår det af den nugældende lov om private bidrag til
politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber, § 2,
stk. 1, at medlemmer, der ønsker at blive fritaget for at betale bidrag til
politiske partier, skal afgive en skriftlig erklæring herom.
Afgivelse af en sådan skriftlig erklæring vil efter Landsorganisationens
opfattelse ikke i noget tilfælde kunne medføre, at den pågældende mister sit
fagforeningsmedlemskab og dermed sit arbejde.
I spørgsmål 15 ønskes det oplyst, hvilke regler der gælder i
fagforeningerne med henblik på beslutning om at yde støtte til et bestemt
politisk parti.
Dette er i spørgsmål 16 uddybet, idet der spørges, om en sådan beslutning
skal tages af en generalforsamling eller kan træffes af f.eks. en
hovedbestyrelse.
Som bekendt er fagforbund og de tilsluttede fagforeninger hver for sig
selvstændige juridiske personer, der styres af egne vedtægter.
Der kan derfor ikke siges noget generelt om, hvor kompetencen til at
beslutte at yde tilskud til politiske partier ligger.
Det kan oplyses, at for så vidt angår Landsorganisationen, træffes
beslutninger om anvendelse af kontingentet, herunder anvendelse til tilskud
til politiske partier, af det kongresvalgte forretningsudvalg.
I spørgsmål 19 ønskes det oplyst, hvor meget fagbevægelsen i alt ydede til
partipolitiske formål i 1994.
Inden for Landsorganisationens område ydes tilskud ud over af
Landsorganisationen af fagforbund, fagforeninger og arbejdspladsklubber.
Landsorganisationen er ikke i besiddelse af nogen samlet oversigt over
størrelsen af tilskuddene.
Det fremgår af Landsorganisationens seneste årsregnskab fra 1994, at der
det pågældende år blev ydet et tilskud på kr. 5.526.000,- svarende til knap 4
kr. pr. medlem til Socialdemokratiet og kr. 4.220.000,- til Danmarks
Socialdemokratiske Ungdom.
P.F.V.
Erik Hemmingsen
/ Xxxx
Bilag til besvarelsen af spørgsmål 12
Justitsministeriet Den 25. april 1990
Lovafdelingen
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Folketingets Retsudvalg
Christiansborg
1240 København K
Vedlagt fremsendes i 80 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 1-9 og
12-13 vedrørende forslag til lov om private bidrag til politiske partier og
offentliggørelse af politiske partiers regnskaber (L 179 - bilag 2, 3, 4, 6,
11 og 13).
Hans Engell
/ John Vogter
Besvarelse af spørgsmål nr. 6 af 13. marts 1990 fra Folketingets
Retsudvalg vedrørende forslag til lov om private bidrag til politiske partier
og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber
(L 179 - bilag 2)
Spørgsmål:
»Vil ministeren i lovteksten sikre sig, at fagforeningskontingenterne
fremover bliver sat ned for de fagforeningsmedlemmer, der ikke ønsker
frivilligt at yde bidrag til politiske partier eller partipolitiske
formål?»
Svar:
Der er ved udformningen af lovforslaget lagt afgørende vægt på at sikre
det enkelte medlem en fuldstændig anonymitet med hensyn til, om den
pågældende ønsker at bidrage til politiske partier eller ej. Sikres en sådan
anonymitet i forhold til andre medlemmer af foreningen ikke, kan der være en
vis risiko for, at de medlemmer, som ønsker sig fritaget, udsættes for et
utilbørligt pres.
På den baggrund ligger det i forslaget, at der ikke må videregives
oplysninger fra foreningernes revisorer til foreningens ledelse og andre
medlemmer om, hvem der har ønsket sig fritaget for at bidrage til politiske
partier.
At sikre det enkelte medlem denne anonymitet er fundet vigtigere end en
eventuel mulighed for, at det enkelte medlem kan opnå kontingentnedsættelse.
Der er heller ikke i lovforslaget eller i praksis noget til hinder for, at
foreningen gennemfører en generel nedsættelse af medlemskontingenterne
eventuelt i forbindelse med en beslutning om ikke at yde bidrag til politiske
partier, når en vis større gruppe af medlemmer har tilkendegivet, at man ikke
ønsker at give partibidrag.
Bilag til besvarelse af spørgsmål 17
Justitsministeriet Den 27. april 1990
Lovafdelingen
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Folketingets Retsudvalg
Christiansborg
1240 København K
Vedlagt fremsendes i 80 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 10 af 21.
marts 1990 og 11 af 27. marts 1990 vedrørende forslag til lov om private
bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers
regnskaber (L 179 - bilag 7 og 10).
Hans Engell
/ Christian Trønning
Besvarelse af spørgsmål nr. 10 af 21. marts 1990 fra Folketingets
Retsudvalg vedrørende forslag til lov om private bidrag til politiske partier
og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber
(L 179 - bilag 7)
Spørgsmål:
»Hvordan vil ministeren sikre reel ligestilling mellem medlemmer af
lønmodtagerorganisationer og arbejdsgiverorganisationer med hensyn til
muligheden for fritagelse for betaling af bidrag til politiske partier i
forbindelse med den aftale, som fremgår af vedlagte artikel fra Det fri
Aktuelt, den 2. februar 1990?»
Svar:
Det følger af § 1 i lovforslaget, at bestemmelserne om private bidrag til
politiske partier gælder for alle arbejdsgiverforeninger,
fagforeninger og andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at
varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som medlemmerne
hører til. Foreningerne skal efter bestemmelsen tilsikre medlemmerne, at
bidrag til politiske partier eller partipolitiske formål i øvrigt opkrævet
over medlemskontingentet er frivilligt for det enkelte medlem.
Der ligger ikke i udtrykket »medlemskontingentet« nogen
begrænsning med hensyn til, hvornår en forening skal tilsikre medlemmerne den
beskrevne frivillighed med hensyn til partibidrag m.v. Navnlig er der ikke i
lovteksten nogen støtte for at indlæse den begrænsning, at der kun skal
sikres frivillighed med hensyn til bidrag, der ydes af det pågældende års
medlemskontingent eller f.eks. af midler opsamlet af medlemskontingenter
betalt efter lovens ikrafttræden.
Efter Justitsministeriets opfattelse er det i forbindelse med den
foreslåede ordning ikke muligt at udskille midler, der hidrører fra
indbetaling af medlemskontingenter, fra foreningens øvrige formue, og
lovforslagets tekst og bemærkningerne til lovforslaget lægger da heller ikke
efter Justitsministeriets opfattelse op til en sådan sondring.
Lovforslaget omfatter derfor efter Justitsministeriets opfattelse enhver
faglig organisation med det i loven anførte hovedformål, når organisationen
på noget tidspunkt efter dens stiftelse har modtaget betaling fra medlemmerne
i form af kontingent. Det gælder uanset om partistøtten m.v. i det konkrete
tilfælde tages fra foreningens formue eller fra de løbende
kontingentindtægter.
Uden for loven falder således kun de faglige sammenslutninger, som ikke på
noget tidspunkt har modtaget kontingentindtægter, men hvis virksomhed alene
er finansieret på anden måde, f.eks. ved gaver. Justitsministeriet er ikke
bekendt med, at der skulle eksistere sådanne faglige sammenslutninger.
Der er efter lovforslaget tale om en fuldstændig ligestilling mellem
medlemmer af lønmodtagerorganisationer og arbejdsgiverorganisationer.
Justitsministeriet har i øvrigt bemærket, at Dansk Arbejdsgiverforening i
pressemeddelelsen af 25. april 1990 giver udtryk for, at man efter
lovforslagets vedtagelse vil give medlemsorganisationerne lejlighed til at
erklære sig om spørgsmålet om støtte til de politiske partier og til
partipolitiske formål i øvrigt i overensstemmelse med loven. DA's
forretningsudvalg vil, når loven er vedtaget, også tage skridt til, at DA's
medlemsorganisationer skriver til alle medlemmer.
Bilag til besvarelse af spørgsmål 82
Besvarelse af spørgsmål nr. 1 af 13. marts 1990 fra Folketingets
Retsudvalg vedrørende forslag til lov om private bidrag til politiske partier
og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber
(L 179 - bilag 2)
Spørgsmål:
»Vil ministeren ændre § 2 i lovforslaget, således at
fagforeningsmedlemmerne som hovedregel ikke er bidragspligtige via deres
kontingent, men at hvis det enkelte medlem ønsker at yde bidrag til politiske
partier eller partipolitiske formål, kan den pågældende på eget initiativ
henvende sig til deres fagforening?»
Svar:
Foreninger, herunder også faglige foreninger, kan i dag som altovervejende
hovedregel træffe beslutning om foreningernes indre og ydre forhold uden at
være undergivet særlig lovregulering. Det gælder f.eks. beslutninger om
foreningsformålet, foreningsopbygningen og efter hvilke regler, der skal
træffes afgørelse om foreningsanliggender. Der er ikke i lovgivningen fastsat
generelle regler om sådanne forhold, og der er heller ikke i dansk ret
tradition for at gennemføre en mere detaljeret lovgivning om disse forhold på
bestemte områder, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Medlemmerne af private foreninger må således alt afhængigt af, hvordan
foreningen er organiseret, selv - uden offentlig regulering, tilsyn og
kontrol - træffe de beslutninger, som skønnes relevante for foreningen inden
for det fastsatte foreningsformål.
Lovforslaget har, som det også fremgår af de almindelige bemærkninger
hertil, ikke til hensigt at udelukke, at faglige sammenslutninger eller
foreninger i overensstemmelse med foreningernes vedtægter yder støtte til
partipolitiske formål, hvis der i foreningernes kompetente organer er flertal
herfor.
Selv om der som nævnt gælder en betydelig frihed for foreningerne til at
fastlægge deres indre forhold, er der områder, hvor det gennem vedtægterne,
ved lov eller på baggrund af de almindelige foreningsretlige grundsætninger,
der har udviklet sig i retspraksis, kan være nødvendigt at sikre en vis
mindretalsbeskyttelse. Navnlig med hensyn til foreninger, hvor der er pligt
til medlemskab, som f.eks. grundejer- og ejerlejlighedsforeninger, eller hvor
medlemskabet i øvrigt er af væsentlig betydning for det enkelte medlems
mulighed for at udøve sit erhverv, kan der være grund til at sikre
mindretallet mod visse økonomiske dispositioner, som et almindeligt flertal i
foreningen vil søge at gennemføre.
Folketinget har i den dagsorden, der ligger til grund for lovforslaget,
givet udtryk for, at der med hensyn til faglige organisationer, såvel
arbejdsgiver- som arbejdstagerorganisationer, kan være grund til at sikre en
vis mindretalsbeskyttelse med hensyn til økonomiske bidrag til politiske
partier. I dagsordenen tilkendegiver Folketinget således bl.a., at der bør
vedtages en folketingsbeslutning, som opfordrer alle organisationer til at
drage omsorg for, at de enkelte medlemmer får mulighed for at meddele, at der
ikke igennem deres kontingent kan ydes støtte til politiske partier.
Lovforslaget er i overensstemmelser hermed.
Regeringen har på den baggrund ikke til hensigt at foreslå § 2 i
lovforslaget ændret på den måde, der er anført i spørgsmålet.
Tillægsbetænkningen
Udvalget har, efter at lovforslagene ved 2. behandling blev henvist til
fornyet udvalgsbehandling, behandlet disse i et møde.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det
Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes
medlemmer af udvalget) lovforslagene til vedtagelse uændret .
Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) indstiller
lovforslagene til forkastelse .
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)
indstiller det under II nævnte lovforslag til forkastelse og vil
redegøre for sin stilling til det under I nævnte lovforslag ved 3.
behandling.
Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget)
indstiller det under I nævnte lovforslag til vedtagelse og det under
II nævnte lovforslag til forkastelse .
Erling Olsen (S) fmd. Ivar Hansen (V) nfmd. Henning Grove (KF)
Margrete Auken (SF) Kirsten Jacobsen (FP) Pia Gjellerup (S) Ove Fich (S)
Torben Lund (S) Grete Schødts (S) Helge Mortensen (S) Holger K. Nielsen (SF)
Kjeld Rahbæk Møller (SF) Jørgen Estrup (RV) Arne Melchior (CD) Birthe Rønn
Hornbech (V) Christian Mejdahl (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Anders Fogh
Rasmussen (V) Hans Engell (KF) Torben Rechendorff (KF) Kim Behnke (FP)
Enhedslisten havde ikke medlemmer i udvalget
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1994 BTL 244 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ØKONOMISK STØTTE TIL POLITISKE PARTIER M.V. (FORHØJELSE AF DEN OFFENTLIGE PARTISTØTTE M.V.) NR L 244 1994-95, 1. SAMLING Retsinformation · 27. juni 1995
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af ferieloven (Renteafkast af Feriekonto) Retsinformation · 7. januar 2004
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Nedsættelse af medlemsbidraget) Retsinformation · 8. december 2000
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse Retsinformation · 13. december 2000
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om lige løn til mænd og kvinder (Lønoplysninger) Retsinformation · 18. juni 2001
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v., lov om lige løn til mænd og kvinder, lov om børnepasningsorlov, lov om ligestilling af kvinder og mænd og lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger Retsinformation · 25. maj 2001