1991 BTL 257 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN M.V. (FAMILIESAMMENFØRING, EFFEKTIVISERING AF ASYLSAGSBEHANDLINGEN M.V.) NR L 257 1991-92, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i flere møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser
fra:
Arbejdernes Kooperative Byggeforening,
Boligfonden for Enlige Mødre og Fædre,
Det Retsvidenskabelige Institut A, professor Eva Smith,
Due-Hansen, H., Varmark,
IND-SAM,
Indvandrerrådet,
Kvindecenterfonden Dannerhuset,
Kvindehjemmet i København,
Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske,
Mellemfolkeligt Samvirke,
Mødrehjælpen af 1983,
Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet og A-kasse og
SAS.
Der er af justitsministeren og af nogle mindretal stillet ændringsforslag,
hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det
Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis
medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af
justitsministeren stillede ændringsforslag.
Flertallet ønsker at fremhæve betydningen af, at det på udlændingeområdet
på ny er et meget bredt flertal af partier, der står bag forslaget til en
ændring af udlændingeloven.
Flertallet har grundigt overvejet, inden for hvilke tidsfrister der skal
være mulighed for at foretage inddragelse af en meddelt opholdstilladelse
over for udlændinge. Med ændringsforslaget om at forlænge den hidtidige frist
Læs alt
på 2 år til 3 år tilgodeses det hensyn bag udlændingeloven, der tilsiger, at
en udlænding som udgangspunkt skal udrejse, når grundlaget for
opholdstilladelsen ikke længere er til stede.
Flertallet er af den opfattelse, at det særlig bør sikres, at udenlandske
kvinder, der ophæver samlivet med deres herboende ægtefælle som følge af
dennes voldsudøvelse mod dem, ikke automatisk skal udsendes af landet. Det er
efter flertallets opfattelse nødvendigt også at tage særlige hensyn med
henblik på at tage højde for de situationer, hvor en kvinde ved en udsendelse
henvises til en yderst usikker tilværelse i hjemlandet.
Flertallet har noteret sig den praksis, der allerede i dag følges af
Justitsministeriet efter udlændingelovens § 19, stk. 5, og udlændingelovens §
26. Der bliver her ved spørgsmålet om inddragelse af opholdsretten taget
hensyn til udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund, herunder til
varigheden af opholdet her i landet og endvidere til, om inddragelsen af
opholdsretten må antages at virke særlig belastende for den pågældende
person.
Alligevel finder udvalgets flertal, at der i forbindelse med forlængelsen
af den i § 19, stk. 2, nævnte frist på 2 år er særlig anledning til en
hensyntagen over for udenlandske kvinder, hvis ægteskabelige samliv ophæves
som følge af ægtefællens voldsudøvelse. Flertallet finder således, at
udlændingemyndighederne i de tilfælde, hvor et ægteskabeligt samliv ophæves
under denne forlængede frist i § 19, stk. 2, ved afvejningen af de hensyn,
der taler imod inddragelse af opholdsretten, jf. lovens § 26, bør tillægge
det betydelig vægt, om samlivet ophører på grund af ægtefællens voldsudøvelse
mod kvinden. Dette gælder ikke mindst i de tilfælde, hvor den udenlandske
kvindes personlige forhold giver grund til at tro, at det vil være vanskeligt
for hende at vende tilbage til en tålelig tilværelse i hjemlandet.
Med henblik på at modvirke risikoen for misbrug og omgåelse i denne
forbindelse, er det flertallets opfattelse, at det må være en forudsætning
for de nævnte princippers anvendelse, at det kan godtgøres, at kvinden har
været udsat for fysisk voldsudøvelse fra den herboende ægtefælles side, at
denne voldsudøvelse er den reelle årsag til samlivets ophævelse, og at
kvinden ikke kan vende tilbage til en tålelig tilværelse i hjemlandet.
Flertallet har bemærket det, der anføres i lovforslagets bemærkninger om
ændring af bekendtgørelsen om ægteskabs indgåelse med henblik på, at alene
personer med lovligt ophold i Danmark i form af opholdstilladelse, visum
eller som visumfri udlændinge kan indgå ægteskab (eller registreret
partnerskab) her. Flertallet ønsker imidlertid at betone vigtigheden af, at
der som anført bl.a. i bemærkningerne til lovforslagets nr. 6 dispenseres fra
dette krav i tilfælde, hvor en asylansøger har haft længerevarende ophold her
i landet og opnået reel tilknytning til den herboende person, med hvem
ægteskabet agtes indgået.
Flertallet har noteret sig den skitse til en praktisk fremgangsmåde,
hvorefter Hong-kong-borgere med særlig tilknytning til danske virksomheder
kan modtages her i landet.
Flertallet er af den opfattelse, at den skitserede ordning skal hvile på
den udtrykkelige forudsætning, at de berørte virksomheder giver tilsagn om et
længerevarende, normalt flerårigt, arbejdstilbud her i landet som
forudsætning for meddelelse af opholdstilladelse til gruppen af centrale,
ledende medarbejdere fra de danske virksomheders Hong-kongfilialer.
Virksomhederne må dermed reelt påtage sig varigt at sørge for de pågældende
medarbejderes beskæftigelse og aflønning efter ankomsten her til landet.
Flertallet har noteret sig, at Justitsministeriet efter gennemførelsen af
de i lovforslaget angivne initiativer med henblik på en effektivisering af
asylsagsbehandlingen vil undersøge mulighederne for at søge
sagsbehandlingstiden yderligere nedbragt.
Justitsministeren har i denne forbindelse givet tilsagn over for
Retsudvalget om at nedsætte et udvalg med henblik på en effektivisering af
asylsagsbehandlingen. Retsudvalget har i den forbindelse modtaget følgende
fra justitsministeren om kommissoriet for og sammensætningen af et sådant
udvalg:
»På baggrund af de seneste års udvikling inden for antallet og
sammensætningen af asylansøgere i Danmark samt de erfaringer, der er
indhøstet i forbindelse med myndighedernes behandling af asylsager i 1.
instans og klageinstanserne og i lyset af udviklingen i det internationale
samarbejde vedrørende behandlingen af asylansøgninger samt den opstramning af
asylsagsbehandlingen, der følger af gennemførelsen af lov om ændring af
udlændingeloven, skal udvalget overveje, hvorledes sagsbehandlingen i
asylsager yderligere kan styrkes og fremskyndes bl.a. i relation til
klageadgange og tidsfrister. Udvalget kan herunder overveje såvel
administrative foranstaltninger som mulige lovændringer med henblik herpå,
f.eks. ændringer i komptencereglerne.
Udvalget bør i den forbindelse overveje, om den nuværende ordning,
hvorefter Justitsministeriet tager stilling til ansøgninger om
opholdstilladelse af humanitære grunde for asylansøgere, er hensigtsmæssig,
samt beskrive fordele og ulemper ved en eventuel ændring af denne ordning,
f.eks. således at det er Flygtningenævnet, der tager stilling hertil.
Udvalget bør endvidere tage op til overvejelse, om de eksisterende
muligheder for at meddele asyl samt meddele opholdstilladelse af humanitære
grunde er dækkende for alle situationer, hvor forholdene i en asylansøgers
hjemland er under forandring f.eks. på grund af krigs- eller
borgerkrigshandlinger, som kan have midlertidig karakter, og i givet fald
stille forslag til en løsning heraf.
Udvalget bør endelig overveje Flygtningenævnets sammensætning, herunder om
den nuværende sammensætning af nævnet skønnes hensigtsmæssig bl.a. med hensyn
til at sikre nævnets uafhængighed.
Udvalget skal sammensættes med repræsentanter for udlændingemyndighederne,
Udenrigsministeriet, Advokatrådet og Dansk Flygtningehjælp.
Der gives udvalget adgang til at fremkomme med indstillinger inden for de
områder, der er fastsat i kommissoriet for udvalgets arbejde. Det
forudsættes, at de første indstillinger fra udvalget foreligger senest primo
1993.«
Flertallet har således bemærket det i lovforslaget anførte, hvorefter de
foreslåede initiativer med henblik på en effektivisering af
asylsagsbehandlingen alene er et første led i bestræbelserne på en markant
nedbringelse af sagsbehandlingstiden i asylsager. Men også en nedbringelse af
sagsbehandlingstiden til de i forslaget nævnte 8-9 måneder regnet fra det
tidspunkt, hvor asylsagen tages under realitetsbehandling, vil i sig selv
nødvendiggøre en meget væsentlig opstramning af asylsagsbehandlingen og en
tilførsel af yderligere ressourcer, således som der er redegjort for det i
lovforslagets bemærkninger. Flertallet vil imidlertid også stærkt understrege
betydningen af, at den tid, der medgår til afgørelsen af, om en asylansøger
kan afvises til et sikkert tredjeland, nedbringes mest muligt. Flertallet har
derfor som et bilag til betænkningen optaget et notat af 13. maj 1992 om
asylsagsbehandlingen efter vedtagelsen af dette lovforslag. I dette notat
redegøres der for den opstramning, der må ske i alle led af
asylsagsbehandling, og for de muligheder, der med lovforslaget er for at
gennemføre en skærpelse af praksis vedrørende opsættende virkning og med
hensyn til behandling af ansøgninger om genoptagelse enten af asylsagen eller
af sager om humanitær opholdstilladelse.
Herudover er det flertallets opfattelse, at mulighederne for en yderligere
nedbringelse af sagsbehandlingstiden nøje bør undersøges og vurderes. Ikke
alene hensynet til en effektiv administration på dette område, men også
hensynet til asylansøgerne taler herfor. Flertallet har derfor med
tilfredshed noteret sig den beskrevne opgave og sammensætningen af det
kommende udvalg nedsat af Justitsministeriet med henblik på en
effektivisering af asylsagsbehandlingen.
Flertallet lægger til grund, at justitsministeren har forpligtet sig til
alene at lade bestemmelsen om politiets adgang til at optage fingeraftryk og
personfotografi af udlændinge anvende i de tilfælde, hvor der ved indrejsen
kan være tvivl om identitetsspørgsmålet. Derimod skal Justitsministeriet
efter flertallets opfattelse være forpligtet til at forelægge Folketinget
resultatet af forhandlinger om et eventuelt udvidet europæisk samarbejde på
dette område. Folketinget vil dermed få lejlighed til at tage stilling til en
detaljeret regulering af adgangen til at optage fingeraftryk og
personfotografi af udlændinge og udveksling af sådanne oplysninger mellem
landene på et tidspunkt, hvor konturerne af det internationale samarbejde på
området vil kunne præsenteres.
Flertallet har noteret sig, at det i forbindelse med omformuleringen af
udlændingelovens § 36 om frihedsberøvelse af udlændinge er tilkendegivet, at
ændringen alene indebærer, at der hermed gives adgang til at frihedsberøve
asylansøgere, som udebliver fra en afhøring ved Direktoratet for Udlændinge
eller politiet, hvortil de pågældende er indkaldt. Flertallet forudsætter, at
frihedsberøvelse i disse tilfælde sker efter en konkret vurdering, og at det
sikres, at frihedsberøvelsen ikke udstrækkes ud over det tidsrum, som er
nødvendigt for at sikre ansøgerens tilstedeværelse ved afhøringen.
Flertallet forudsætter endvidere, at man ved administrationen af
bestemmelsen i § 9, stk. 4, hvorefter udlændingemyndighederne i visse
tilfælde af familiesammenføring med ægtefæller og børn kan stille krav om, at
den herboende, som har forsørgelsespligt efter de almindelige regler herom,
godtgør at kunne forsørge sin familie, vil være opmærksom på tilfælde, hvor
der er tale om uventede sociale begivenheder. For familier vil der i denne
situation helt typisk være tale om, at der foreligger sådanne menneskelige
hensyn og eventuelt en sådan tilknytning til landet bl.a. som følge af
opholdets længde, og at der ikke efter bistandsloven bør træffes beslutning
om hjemsendelse.
Flertallet har endelig noteret sig den tilkendegivelse, som
socialministeren har afgivet over for Retsudvalget med hensyn til at ville
fremkomme med lovforslag om en repatrieringsordning i folketingsåret
1992-1993. Det er efter flertallets opfattelse af stor vigtighed, at der nu
kommer et konkret udspil om en repatrieringsordning.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil
stemme for de af mindretallet stillede ændringsforslag.
Mindretallet finder, at lovforslaget på afgørende punkter bryder med mange
års praksis i danske udlændingebestemmelser om ikke at diskriminere mellem
danske og herboende udlændinge og mellem forskellige grupper af udlændinge,
en praksis, der går meget længere tilbage end den første udlændingelov fra
1983.
Lovforslaget er diskriminerende over for bestemte grupper af indvandrere,
nemlig dem, der kommer fra andre lande end de nordiske eller EF-lande, og som
ikke kommer hertil for at blive gift med en dansker eller en nordisk
statsborger.
Uden nogen angiven begrundelse i bemærkningerne fjerner lovforslaget
fundamentale gældende retskrav, der har eksisteret i dansk ret, længe før
Danmark fik sin første udlændingelov i 1983, og som er baseret på de
grundlæggende regler om familiens enhed, der har krav på samfundets og
statens beskyttelse, sådan som disse kommer til udtryk dels i FN's
Menneskerettighedserklæring, dels i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Det gælder 7-års-kravet for familiesammenføring
dels med ægtefæller, dels med gamle forældre. Det gælder også kravet om at
forhøje forældrealderen fra 60 til 65, før der kan ske familiesammenføring.
Med hensyn til at sætte et 18-års-krav ind i reglerne om
ægtefællesammenføring kan regeringen naturligvis have den meget forståelige
holdning, som mindretallet faktisk deler, at unge mennesker ikke bør binde
sig i et ægteskab, før de er 18 år. Alligevel indeholder den danske
ægteskabslov en dispensationsregel, samtidig med at der i dansk kultur er en
næsten fuldstændig accept af børn født uden for ægteskab og unge menneskers
samliv uden ægteskab. En sådan accept findes ikke i mange andre kulturer,
hvorfor en 18-års-regel højst vil udskyde en familiesammenføring, men ikke et
ægteskab.
Mindretallet har intet imod, at forsørgelseskravet, således som det er
udformet i gældende lov, søges fastholdt, men med de restriktive
formuleringer, der er kommet ind i lovforslagets nye regler, frygter
mindretallet, at retskravet på familiesammenføring også med ægtefæller og
børn kan komme til at vige for forsørgelseskravet.
Mindretallet vender sig på det bestemteste mod en forlængelse fra 2 til 4
år for et ægteskabs varighed, før en udenlandsk ægtefælle kan få varigt
ophold i Danmark. Der er ikke sandsynliggjort nogen sammenhæng mellem en
sådan forlængelse og forhindring af proformaægteskaber. Derimod er der
utallige tragedier allerede i kølvandet på den nugældende to-års-regel, når
kvinder, især kvinder med børn, føler sig tvunget til at blive i et
uudholdeligt ægteskab af angst for ellers at blive sendt tilbage til
hjemlandet til en endnu mere usikker tilværelse. En 4-års-regel vil gøre det
generelt vanskeligere for en udvist at finde sig til rette igen i hjemlandet.
Mindretallet vender sig ligeledes mod forslaget om, at en person med
flygtningestatus skal kunne hjemsendes efter myndighedernes bestemmelse inden
for en fireårig periode. I betragtning af, hvor ofte der har været
modstridende rapporter om forholdene i flygtninges hjemland, og hvor hurtigt
forhold, der en tid syntes at være stabile, igen er blevet usikre, frygter
mindretallet, at den foreslåede bestemmelse generelt vil være medvirkende til
at skabe en tilstand af usikkerhed blandt flygtninge, der mere end andet har
brug for at kunne falde til ro i deres asylland.
Mindretallet vender sig ligeledes mod, at justitsministeren nu ved
bekendtgørelse vil forhindre udlændinge i at gifte sig i Danmark, hvis de
ikke har opholdstilladelse. Forslaget er naturligvis vendt mod asylansøgere,
og det er ligesom de fleste af justitsministerens forslag til ændringer af
loven gennemsyret af mistillid til udlændinge og til de danskere, der omgås
dem. Det forekommer generelt helt uhyrligt, at justitsministeren skal til at
sætte sig til dommer over, hvem voksne mennesker må gifte sig med (når der
ikke er tale om blodskam). Det kunne jo faktisk forekomme, at der opstod
kærlighed gennem kendskab, det sker jo også, når danskere begiver sig til
udlandet.
Mindretallet vender sig mod øget adgang til at fængsle og optage
fingeraftryk af asylansøgere. Der fængsles allerede i dag i stor udstrækning,
og optagelse af fingeraftryk bør følge reglerne i retsplejeloven.
Med hensyn til lovforslagets nr. 10 skal mindretallet pege på, at den
store stigning i ambassadeansøgninger om asyl har sammenhæng med den adgang,
der i l986 blev givet til at afvise asylansøgninger ved grænsen, § 48 stk. 2.
Den foreslåede ændring skaber imidlertid meget stor retsusikkerhed og bør
ikke gennemføres, medmindre der knyttes personer med særlig indsigt i
flygtningespørgsmål til de ambassader, hvortil der i perioder indgives mange
ansøgninger.
I øvrigt foreslår mindretallet § 48, stk. 2, ophævet. Efter indgåelse af
Den Europæiske Asylkonvention er der jo fastsat regler for, hvordan
asylansøgninger skal behandles inden for EF-området. Det betyder, at
afvisningsbestemmelsen i § 48, stk. 2, kun skal træde i anvendelse over for
personer uden for EF-området. Det er jo netop her personer med egentligt
asylbehov befinder sig, hvorfor en sådan bestemmelse ikke bør findes i en
dansk udlændingelov, så meget mere som en lignende bestemmelse ikke findes i
andre EF-lande og der i øjeblikket foregår bestræbelser på at tilnærme
asylreglerne til hinanden i de forskellige EF-lande. I denne situation bør
Danmark ikke foregå de andre lande med dårlige eksempler. Skulle der ikke
kunne skabes flertal for en ophævelse af § 48, stk. 2, bør der alternativt
indføres en regel om, at personer, der ankommer til den danske grænse for at
bede om asyl, under alle omstændigheder får ret til at rådføre sig med en
repræsentant for UNHCR/Dansk Flygtningehjælp. Det er et krav, der har været
fremført af alle menneskerettighedsorganisationer siden l986, og som er det
mindste, der kunne gøres for at afbøde de negative virkninger af
afvisningsreglen.
Derudover foreslår mindretallet § 59 a ophævet. Den stammer ligeledes fra
lovændringen i 1986 og har været skarpt kritiseret af
menneskerettighedsorganisationer og flygtningeorganisationer, fordi den
overlader den meget vanskelige bedømmelse af en rejsendes papirers gyldighed
til et transportselskab. Det må være en statsopgave at vurdere en persons
adkomst til et land, en vurdering med så store menneskelige konsekvenser, at
det er umenneskeligt at overlade det til et selskab, der har en helt anden
funktion. Netop denne regel er een, der har haft negativ afsmitning på andre
EF-lande. Efter at Danmark indførte den, er den blevet indført i flere andre
lande i Europa.
I bemærkningerne til lovforslaget beskæftiger justitsministeren sig med,
hvorledes den ofte meget lange sagsbehandlingstid for asylansøgere kan
nedbringes. Mindretallet hilser sådanne overvejelser velkommen. Det er for de
fleste asylansøgere invaliderende at vente på en afgørelse af en
asylansøgning i flere år, og enhver, der har beskæftiget sig med flygtninge,
kan bekræfte, at integrationsarbejde er væsentlig mere vanskeligt med
flygtninge, der har ventet op til to år på at få asyl, end med flygtninge,
der har fået deres asylgodkendelse i løbet af et par måneder. Mindretallet
støtter derfor helhjertet, at der tilføres Direktoratet for Udlændinge flere
ressourcer, så det aldrig bliver af ressourcemangel, at en sag ikke
færdigbehandles inden for en rimelig tid. Måske ville det styrke behandlingen
af en asylansøgning i første instans, hvis direktoratets egne ansatte foretog
de nødvendige afhøringer af asylansøgerne, således at politiets rolle alene
blev at indsamle de informationer, som de har flere erfaringer med at
indsamle. Mange asylansøgere har fra deres hjemland meget dårlige erfaringer
med politiet og er tilbøjelige til at overføre disse erfaringer, når de
sidder i en afhøringssituation hos dansk politi. En tilførsel af
tilstrækkellige ressourcer til direktoratet ville tilsvarende spare
ressourcer, der i dag bruges til drift af asylcentre.
Mindretallet kan støtte justitsministerens forslag om, at det er den
myndighed, der træffer afgørelse i asylsagen, der træffer afgørelse om
udvisningen og udrejsefrist, for så vidt sagen ikke ankes. Mindretallet har
ofte undret sig over, hvorfor der åbenbart går så lang tid fra en endelig
afgørelse er truffet, til en faktisk udvisning finder sted. Mindretallet
vender sig derimod skarpt mod ministerens forslag om, at genoptagelse af en
sag i Flygtningenævnet, ansøgning om humanitær opholdstilladelse eller klage
til Ombudsmanden ikke skulle have opsættende virkning. Så længe en sag ikke
er endelig afgjort, må asylansøgeren ikke udvises, da udvisning kan få de
mest alvorlige konsekvenser, især hvis vedkommende udvises til det land,
han/hun er flygtet fra. Efter de foreliggende oplysninger genoptager
Flygtningenævnet kun sager, hvis der er dukket nye momenter op i sagen, og
det sker typisk, hvis der går lang tid mellem et endeligt afslag og en
faktisk udsendelse.
Mindretallet har også noteret sig ministerens bemærkninger om en vis
indvandring af borgere fra Hong-kong. Mindretallet er enig med ministeren i,
at der kan være grund til for Danmark at åbne muligheden for en vis
indvandring, ikke mindst i lyset af, at der skal aftales fælles
immigrationsregler mellem EF-landene. Mindretallet undrer sig imidlertid
over, at ministeren samtidig med denne åbning vælger at stramme reglerne for
dem, der faktisk ønsker ophold i Danmark, og som har en vis tilknytning
hertil, samt at ministeren ikke finder, at visse personer fra Øst- og
Mellemeuropa måske havde lige så stor tilknytning til Danmark som visse
Hong-kongborgere.
Det værste ved de stramninger af udlændingeloven, der er præsenteret her,
er, at de er gennemsyret af mistænkeliggørelse af udlændinge, der kommer til
Danmark. Denne holdning svækker ikke den fremmedangst og det fremmedhad, der
desværre er blevet en del af den danske hverdag. Tværtimod ville en styrket
oplysning om, hvor få udlændinge der faktisk befinder sig i Danmark, og som
søger hertil, måske kunne berolige danskerne. Samtidig ville en øget positiv
debat om Danmarks del af den rige verdens globale ansvar over for flugt og
nød i den tredje verden måske medvirke til, at danskerne generelt blev mere
positivt stemt over for fremmede iblandt os.
Mindretallet har noteret sig, at der i justitsministerens lovforslag intet
er medtaget om repatrieringshjælp til flygtninge, der ønsker at vende tilbage
til deres fædreland, til trods for at en tilbagevenden er endemålet for
ethvert flygtningearbejde. Mindretallet vil fastholde socialministeren på den
tilkendegivelse, der fremgår af flertallets betænkningsbidrag.
Med hensyn til de af justitsministeren stillede ændringsforslag vil
mindretallet undlade at stemme. Mindretallet erkender, at ændringsforslagene
mildner justitsministerens lovforslag, men tendensen er den samme, og der
tages ikke højde for de menneskerettighedsproblemer, der ligger i
lovforslaget, om at foretage en konkret forsørgelsesvurdering i forbindelse
med flygtninges familiesammenføringer.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede
ændringsforslag.
For Fremskridtspartiet har dette lovforslag været et lille bitte skridt i
den rigtige retning. Fremskridtspartiet havde håbet på et mere gennemgribende
lovforslag, specielt da begge regeringspartierne i lange tider har talt om,
at: »nu skal der strammes op på udlændingeområdet«.
Det er desværre kun blevet til ordene fra regeringspartierne, og ordene er
kun blevet sagt i forsamlingshusene og til pressen. Så snart det kommer til
det afgørende punkt i Folketinget, svigter modet, og man tænker mere på at
blive siddende og tækkes Socialdemokratiet end på at føre den politik, som
man har lovet vælgerne.
Fremskridtspartiet har med sine ændringsforslag forsøgt at gøre
lovforslaget bare tilnærmelsesvis i overensstemmelse med, hvad der er
nødvendigt for, at lovforslaget gør op med det problem vi har i dag, og
bliver i overensstemmelse med befolkningens ønsker om udlændingepolitikken.
Fremskridtspartiet havde gerne set ændringer og opstramninger på langt
flere punkter, men da der skal være identitet mellem lovforslaget og de
stillede ændringsforslag, må Fremskridtspartiet se sig henvist til at
fremsætte egne lovforslag.
Siden fremsættelsen har justitsministeren gentagne gange skrevet og
udtalt, at det er sagsbehandlingstiderne, der skal gøres noget ved, og at det
skal ske ved at begrænse anke- og klagemulighederne. Alligevel er der ikke
taget effektivt fat på det problem i lovforslaget.
Hvis ministeren virkelig ønsker at give nogle rimelige
sagsbehandlingstider og vil nøjes med de instanser, som er nødvendige, kunne
ministeren blot have indarbejdet det i lovforslaget.
Fremskridtspartiets forslag er, at ansøgningen om asyl kun skal behandles
i 3 instanser: politiet (som modtagende myndighed), herunder Den Centrale
Politiafdeling (DCP), Direktoratet for Udlændinge (DFU) som regeringens
repræsentant, og sluttelig skal det være muligt at få prøvet sagen ved en
rigtig domstol.
På den måde vil alle de unødvendige led blive luget væk. Dansk
Flygtningehjælp, som blot er en eller anden privat forening,
Flygtningenævnet, som af uforståelige årsager har fået dommerstatus,
Justitsministeriet, som allerede er hørt via DFU, og så Ombudsmanden, som kun
skal kontrollere den offentlige forvaltning, altså alle ganske unødvendige og
kun sagsbehandlingstidsforlængende instanser i denne sammenhæng.
Endelig skal det være således, at afgørelserne er endelige, og sagen skal
ikke kunne genoptages og prøves igen og igen.
Det vil være en effektiv nedskæring af sagsbehandlingstiderne til gavn for
såvel de fremmede som skatteborgerne.
Havde justitsministeren fremsat et sådant lovforslag, ville det være
rimeligt at bryste sig i medierne med, at her kommer forslaget, som vil
begrænse sagsbehandlingstiderne.
Lovforslaget er ikke revolutionerende, men kun ganske små justeringer, og
det var så, hvad der kom ud af både ministerens og regeringspartiernes
politikeres store ord i medierne om, at nu skal der strammes op.
Lovforslaget er som sagt et skridt i den rigtige retning, men alt for
lille.
Desuden tager Fremskridtspartiet afstand fra det til betænkningen optrykte
notat, idet Fremskridtspartiet afgjort mener, at der ikke skal flere
ressourcer og slet ikke markant flere resourcer til, som det er formuleret.
Endvidere er Fremskridtspartiet ikke enig i, at der skal nedsættes et udvalg
til belysning af forkortning af sagsbehandlingstiderne, da Fremskridtspartiet
allerede i ovenstående har skitseret, hvorledes sagsbehandlingstiden kan
forkortes markant samtidig med, at der sker væsentlige besparelser.
Det er således ikke nødvendigt at tilføre flere ressourcer til området.
Det vil kun være spild af gode skattekroner.
Et tredje mindretal (Det Radikale Venstres medlem af udvalget) vil
redegøre for sin stilling til lovforslaget og til de stillede ændringsforslag
ved 2. behandling.
Ændringsforslag
Til § 1Af et mindretal (FP):
1) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 9, stk.
1, nr. 2, udgår litra c.
2) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 9, stk.
1, nr. 2, ændres i litra d »7 år« til: »12
år«.
Af justitsministeren , tiltrådt af et flertal (S, V, KF, CD
og KRF):
3) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 9, stk.
1, nr. 2, ændres i litra d »7 år« til: »5 år«.
4) Nr. 3 udgår.
5) Nr. 4 affattes således:
»4. § 9, stk. 1, nr. 5, affattes således:
»5) Forældre over 60 år til en udlænding med tidsubegrænset
opholdstilladelse. Opholdstilladelse kan dog i almindelighed kun gives, hvis
ansøgeren ikke har andre børn i hjemlandet.«»
Af et mindretal (FP):
6) I den under nr. 4 foreslåede affattelse af § 9, stk.
1, nr. 5, udgår i 2. pkt. ordene »i almindelighed«.
7) Nr. 5 affattes således:
»5. § 9, stk. 3, ophæves, og i stedet indsættes:
» Stk. 3 . Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 5, eller stk.
2, nr. 1, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at
forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil.
Stk. 4 . Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, skal betinges af,
at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren.
Opholdstilladelsen efter stk. 1, nr. 2-4, skal endvidere betinges af, at den
herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i
stand hertil.
Stk. 5 . Har en herboende person (garanten) påtaget sig at
forsørge ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og søger ansøgeren senere hjælp efter
lov om social bistand til forsørgelse, skal den pågældende henvises til at
opnå hjælp til forsørgelse hos garanten. Er der af det offentlige ydet hjælp
efter lov om social bistand, skal kommunen pålægge garanten at refundere det
offentlige ethvert af de udlagte beløb. Sådan refusion kan af
kommunalbestyrelsen inddrives hos garanten efter reglerne om inddrivelse af
personlige skatter.
Stk. 6 . Opnår det offentlige ikke inden seks måneder efter
udlægsdatoen refusion af udlagte beløb, jf. stk. 5, udsendes ansøgeren af
landet uden yderligere varsel.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 7.'
Af justitsministeren, tiltrådt et af flertal (S, V, KF, CD
og KRF):
8) Nr. 6 affattes således:
»6. I § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2, ændres
»2 år« til: »3 år«.'
Af et mindretal (FP):
9) Nr. 9 affattes således:
»9. I § 40 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2 . Optagelse af fingeraftryk og personfotografi af
udlændinge skal foretages i forbindelse med behandlingen af enhver ansøgning
om ophold og kan ske ved undersøgelse af, hvorvidt udlændingen lovligt
opholder sig her i landet.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.'
Af et mindretal (SF):
10) Efter nr. 10 indsættes som nyt nummer:
»01. § 48, stk. 2 , ophæves.«
11) Efter nr. 12 indsættes som nyt nummer:
»02. § 59 a ophæves.«
Til § 2Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, V,
KF, CD og KRF):
12) Den foreslåede ændring affattes således:
I § 4, stk. 2, ændres »2 år« til: »3 år«.'
Bemærkninger
Til nr. 1 Udlændinge med ophold efter §§ 7 og 8 er flygtninge og skal
derfor kun være i Danmark, indtil der bliver normaliserede tilstande i deres
hjemland, eller til den konkrete risiko for den enkelte ved hjemvenden er
væk.
Da udlændinge med opholdstilladelse efter §§ 7 og 8 således kun er
midlertidigt i Danmark, til de igen kan rejse hjem til deres hjemland, vil
det være urimeligt for deres familie at sammenføre dem i Danmark.
Til nr. 2 Når justitsministeren har valgt en årsbegrænsning på 7 år,
hænger det givet sammen med, at det er den normale tid en udlænding skal have
opholdt sig lovligt i Danmark for at kunne opnå dansk statsborgerskab. Da
Fremskridtspartiet finder, at den grænse skal hæves til 12 år, foreslås
hermed den samme årsbegrænsning i litra d.
Til nr. 3 I lovforslaget er der foreslået en frist på 7 års ophold her i
landet som betingelse for tilladelse til familiesammenføring med ægtefælle
til personer, der ikke er danske statsborgere, nordiske statsborgere,
EF-statsborgere eller flygtninge.
Flertallet finder, at denne frist kan forkortes uden væsentlig skade for
de hensyn, der begrunder lovændringen, idet også indvandrere, der har boet i
Danmark i et kortere åremål end 7 år, formentlig kan antages at have opnået
en sådan forankring til det danske samfund, at familiesammenføring med
ægtefælle bør tillades. På den anden side bør fristen ikke være kortere end
den frist, der fastsættes i udlændingelovens § 19 for inddragelse af
opholdstilladelse, jf. ændringsforslag nr. 4. På denne baggrund foreslås
fristen fastsat til 5 år.
Til nr. 4 og 5 Det følger af lovforslagets § 1, nr. 3 og 4, at reglerne om
familiesammenføring med forældre ændres for alle udlændinge (bortset fra
EF-statsborgere) således, at forældrene skal være over 65 år gamle for at få
tilladelse til at få familiesammenføring med et herboende barn. Denne
aldersgrænse foreslås fastholdt til den gældende grænse på 60 år.
Det følger af lovforslagets § 1, nr. 4, at det er en betingelse for
familiesammenføring med forældre til personer, der ikke er danske
statsborgere, nordiske statsborgere, EF-statsborgere eller flygtninge, at
personen har boet i Danmark i 7 år. Af de grunde, der fremgår af
bemærkningerne til ændringsforslag nr. 3, foreslås det, at denne frist udgår,
således at det i disse tilfælde alene bliver en betingelse for
opholdstilladelse til forældre over 60 år, at ansøgeren ikke har andre børn i
hjemlandet. Som efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk.
1, nr. 5, giver den foreslåede bestemmelse udlændingemyndighederne adgang til
i særlige tilfælde at tillade familiesammenføring med forældre til
indvandrere, uanset om de pågældende har børn i hjemlandet. Foreligger der
således en helt særlig begrundelse for ønsket om at komme her til landet -
f.eks. hvor den herboende godtgør, at ansøgeren tidligere har boet hos ham i
længere perioder og fortsat har behov herfor, fordi den pågældende bevisligt
ikke har nogen forbindelse til børnene i hjemlandet (f.eks. fordi disse
sidder i fængsel) - vil der helt undtagelsesvis kunne meddeles
opholdstilladelse efter bestemmelsen i § 9, stk. 1, nr. 5, eller § 9, stk. 2,
nr. 4, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3.
Til nr. 6 For Fremskridtspartiet at se, skal der ikke være nogen
»elastikker« i loven om udlændinge, og ordene »i
almindelighed« bør derfor udgå, således at opholdstilladelse kun gives,
hvis ansøgeren ikke har andre børn i hjemlandet.
Til nr. 7 Det foreslåede stk. 3 er identisk med det i lovforslaget
foreslåede stk. 3.
I stk. 4 er de to ord »kan« ændret til »skal«, således
at det ikke er en skønsvurdering med ubegrænsede muligheder for omgåelse. Der
er for Fremskridtspartiet ingen tvivl om, at de krav, der stilles, skal
opfyldes, og at det skal ske i alle tilfælde.
I stk. 5 foreslås en ændring, således at ansøgeren først henvises til
garanten, og hvis ikke garanten kan eller vil betale for ansøgerens
underhold, må ansøgeren forlade landet. Skulle der være sket udbetaling af
offentlig hjælp, skal denne kunne kræves tilbage, herunder ved brug af
reglerne om inddrivelse af personlige skatter.
I stk. 6 præciseres det, at skulle den situation opstå, at det offentlige
har udbetalt hjælp til ansøgeren, og garanten ikke kan eller vil refundere
pengene til det offentlige, skal ansøgeren udsendes af landet uden yderligere
varsel.
Til nr. 8 og 12 Efter lovforslagets § 1, nr. 6, forlænges fristen i
udlændingelovens § 19, stk. 2, inden for hvilken inddragelse af en
opholdstilladelse normalt kan finde sted, fra 2 til 4 år. På tilsvarende måde
ændres fristen i udlændingelovens § 18, stk. 2, og bistandslovens § 4, inden
for hvilken hjemsendelse af en udlænding, der ikke har de fornødne midler til
sit underhold, kan ske, fra 2 til 4 år.
Flertallet finder, at en forlængelse af de nævnte frister fra 2 til 3 år
vil være tilstrækkelig til at tilgodese de hensyn, der bærer lovændringen.
Selv en forlængelse fra 2 til 3 år må betragtes som væsentlig, og der kan
være grund til i hvert fald i første omgang at indskrænke sig til sådan en
forlængelse af fristen for derved at kunne indhøste erfaringer med denne
fristforlængelse, førend der tages stilling til, om en yderligere forlængelse
af fristen er ønskelig.
I forbindelse med forslaget om forlængelse af fristen i § 19 m.v. for
inddragelse af opholdstilladelse er der fra flere sider rejst spørgsmål om
inddragelse af opholdstilladelsen i forhold til udenlandske kvinder, der
ophæver samlivet med en herboende ægtefælle som følge af ægtefællens
voldsudøvelse. Det er herunder fremhævet, at det bør sikres, at udenlandske
kvinder, der ophæver samlivet med deres herboende ægtefælle af denne grund,
ikke automatisk udsendes af landet. En sådan udsendelse kan i nogle tilfælde
indebære, at kvinden henvises til en meget usikker tilværelse i hjemlandet.
Flertallet har bemærket, at det af justitsministerens svar på
Retsudvalgets spørgsmål nr. 2, 9 og 21 fremgår, at der ikke automatisk sker
udsendelse af udenlandske kvinder, der ophæver samlivet med deres ægtefælle
som følge af dennes voldsudøvelse inden for den i § 19, stk. 2, nævnte frist.
Det fremgår således af disse svar, at det følger af bestemmelsen i
udlændingelovens § 19, stk. 5, at udlændingemyndighederne ved afgørelsen af,
om inddragelse af en opholdstilladelse skal ske, skal foretage en afvejning
også af de hensyn, der er anført i udlændingelovens § 26. Af denne
bestemmelse følger, at der bl.a. skal tages hensyn til udlændingens
tilhørsforhold til det danske samfund, herunder til varigheden af opholdet
her i landet og til, om inddragelse af opholdsretten må antages at virke
særlig belastende.
Selv om udlændingemyndighederne således allerede efter de gældende
bestemmelser i udlændingelovens § 19 ved afgørelsen om inddragelse af
opholdstilladelse i disse tilfælde skal foretage en konkret vurdering af
sagens omstændigheder, finder flertallet, at der i forbindelse med
forlængelsen af den i § 19, stk. 2, nævnte frist på 2 år kan være særlig
anledning til hensyntagen over for udenlandske kvinder, hvis ægteskabelige
samliv ophæves som følge af ægtefællens voldsudøvelse. Flertallet finder
således, at udlændingemyndighederne i de tilfælde, hvor et ægteskabeligt
samliv ophæves under den forlængede frist i § 19, stk. 2, ved afvejningen af
de hensyn, der taler imod inddragelse af opholdsretten, jf. § 26, bør
tillægge det betydelig vægt, om samlivet ophører på grund af ægtefællens
voldsudøvelse mod kvinden. Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor den
udenlandske kvindes personlige forhold giver grund til at tro, at det vil
være vanskeligt for hende at vende tilbage til en tålelig tilværelse i
hjemlandet.
Flertallet er opmærksom på de administrative vanskeligheder og muligheder
for omgåelse i denne forbindelse, som fremgår af de nævnte svar, og finder
derfor, at det må være en forudsætning for de ovennævnte princippers
anvendelse, at det i den enkelte sag kan godtgøres, at kvinden har været
udsat for fysisk voldsudøvelse fra den herboende ægtefælles side, at denne
voldsudøvelse er den reelle årsag til samlivets ophævelse, og at kvinden ikke
kan vende tilbage til en tålelig tilværelse i hjemlandet.
Til nr. 9
Det præciseres, at der i alle tilfælde skal ske optagelse af foto og
fingeraftryk af udlændinge, der ansøger om ophold i Danmark, samt at det i
tilfælde af kontrol af den enkelte skal være muligt at optage foto og
fingeraftryk, hvis politiet skønner det nødvendigt i undersøgelsen af den
pågældendes lovmæssige ophold i Danmark.
Til nr. 10
Reglen om, at asylansøgere kan afvises ved grænsen og sendes direkte
tilbage til det land, de kommer fra, uden mulighed for kontakt til
flygtningemyndigheder i Danmark, er en ubehagelig del af den danske
udlændingelov, der blev indført i 1986. Hvis Danmark ikke fortsat skal stå
som et af de lande i EF, der har de mest restriktive asylregler, og hvis
danske restriktive regler ikke skal komme til at danne forbillede for
EF-regler, må Danmark nu stryge denne regel. Med hensyn til behandling af
asylsager inden for EF er disse reguleret i EF's asylkonvention.
Det vil sige, at reglen for fremtiden kun vil blive benyttet over for
asylansøgere, der kommer fra lande uden for EF. Hvis danske regler kommer til
at danne model for EF-regler, vil visionen om et »Fort Europa«
nærme sig virkeligheden. Hvis danske udlændingemyndigheder anser en
asylansøgning for at være ubegrundet, er der allerede mulighed for at
behandle den efter »åbenbart grundløs«-proceduren.
Til nr. 11 Reglen om, at transportselskaber skal straffes med bøder,
såfremt de bringer udlændinge til landet, der ikke er i besiddelse af
fornøden rejselegitimation, har afstedkommet meget ubehagelige straffe til
transportselskaber, når det, selv efter omhyggelig kontrol, er konstateret,
at den pågældendes rejselegitimation har været forfalsket. Reglen har desuden
fra den blev indført været udsat for stærk kritik fra internationale
humanitære organisationer, herunder UNHCR og Amnesty International, med den
begrundelse, at det ikke er i god overensstemmelse med folkeretten at lade
afgørelsen om noget så fundamentalt som en persons ret til at søge asyl blive
truffet af et transportselskab i stedet for af et lands ansvarlige
myndigheder. Endelig er reglen et af de ubehagelige eksempler på, at
restriktive regler fra et land, i dette tilfælde Danmark, bliver overtaget af
andre europæiske lande.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Frank
Jensen (S) Birte Weiss (S) Karen Jespersen (S) Ebba Strange (SF) nfmd.
Gert Petersen (SF) Sonja Albrink (CD) Grove (KF) fmd. Helge Adam
Møller (KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby
(V) Tom Behnke (FP) Niels Helveg Petersen (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)
JUSTITSMINISTERIET Bilag
Den 13. maj 1992
N O T A T
om asylsagsbehandlingen efter vedtagelsen af lovforslag nr. L 257 om
ændring af udlændingeloven
1. Indledning. Det opstillede mål.
Et af de væsentlige elementer i forbindelse med ændringsforslaget til
udlændingeloven er en markant nedsættelse af den samlede sagsbehandlingstid i
asylsager.
Justitsministeriet har i den forbindelse søgt at opstille en realistisk
målsætning for det forløb, som asylsagen efter lovændringen typisk vil
gennemløbe, samt det ressourceforbrug og den sagsbehandlingstid, der er
forbundet hermed.
Det er på denne baggrund, at det i bemærkningerne til lovforslaget er
tilkendegivet, at en realistisk målsætning for behandlingen af asylsager
efter gennemførelsen af lovforslaget vil være, at sagen kan afsluttes inden
for en periode af 8-9 måneder, regnet fra det tidspunkt, hvor sagen tages
under realitetsbehandling.
Justitsministeriet har naturligvis været opmærksom på, at der også efter
gennemførelsen af lovforslaget vil være sager, der i samlet
sagsbehandlingstid tager længere tid. Dette kan bl.a. skyldes, at det er
nødvendigt at indhente yderligere oplysninger om forholdene i en asylansøgers
hjemland.
Målet om en sagsbehandlingstid på 8-9 måneder er således udtryk for en
gennemsnitsbetragtning og et realistisk mål for »den typiske
asylsag«.
2. De midler, som skal anvendes til at opnå målet.
En så markant nedsættelse af sagsbehandlingstiden, som det opstillede mål
er udtryk for, kan efter Justitsministeriets opfattelse alene opnås, såfremt
der sker en væsentlig opstramning af en række led i sagsbehandlingen.
Det vil i denne forbindelse være nødvendigt med en ressourceindsats og med
initiativer, som har indvirkning på praksis vedrørende opsættende virkning og
genoptagelse, og det vil være nødvendigt at foretage en tæt opfølgning med
henblik på at vurdere, om initiativerne har vist sig effektive.
Asylsagsbehandlingen kan opdeles i tre led: Behandlingen i 1. instans
omfattende sagsbehandlingen hos politiet og i Direktoratet for Udlændinge.
Dernæst sagsbehandlingen i 2. instans, det vil sige Flygtningenævnets
behandling. Endelig som det 3. led de yderligere sagsbehandlingsskridt, der
kan komme på tale i forhold til en asylansøger, herunder stillingtagen til en
ansøgning om humanitær opholdstilladelse i Justitsministeriet, klage over
Flygtningenævnets afgørelse og/eller Justitsministeriets afgørelse til
Folketingets Ombudsmand samt genoptagelsesanmodninger i forhold til tidligere
trufne afgørelser inden for den pågældende asylsag.
Ressourcetilførslen må fordeles på en sådan måde, at den får betydning i
alle 3 led i asylsagsbehandlingen.
For så vidt angår bheandlingen i 1. instans, som omfatter sagsbehandlingen
hos politiet og i Direktoratet for Udlændinge, vil en tilførsel af ressourcer
betyde, at den tid, der går med politiets afhøring af asylansøgeren og
Direktoratet for Udlænginges efterfølgende behandling af sagen, vil kunne
afkortes.
Endvidere skal der ske en markant tilførsel af ressourcer til
sagsbehandlingen i 2. instans, hvilket i praksis vil sige Flygtningenævnets
behandling. Her må ressourceindsatsen omfatte tilrettelæggelsen af sagerne,
hvor bl.a. berammelsesperioden og indhentelse af oplysninger i forhold til
den pågældende asylansøgers advokat kan tage tid. Derudover kan der efter
Justitsministeriets opfattelse opnås en markant sagsbehandlingsopstramning i
den såkaldte efterbehandlingsfase, såfremt man gennem anvendelsen af PC'er i
forbindelse med Flygtningenævnets møder straks efter afslutningen af mødet
kan udlevere nævnets skriftlige beslutning til asylansøgeren.
Endelig må der ske en styrkelse af det 3. led i sagsbehandlingen, som
særligt indebærer mulighed for at søge om humanitær opholdstilladelse i
Justitsministeriet i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, at klage
til Folketingets Ombudsmand over afgørelsen i asylsagen eller vedrørende
opholdstilladelse af humanitære grunde samt at indgive
genoptagelsesanmodninger i forhold til tidligere trufne afgørelser.
Justitsministeriet vil være indstillet på at søge gennemført en yderligere
opstramning af sagsbehandlingstiderne i forbindelse med ansøgninger om
opholdstilladelse af humanitære grunde.
Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at der kan ske en
underbyggelse af opstramningen i sagsbehandlingen, såfremt der gennemføres en
skærpelse af praksis vedrørende opsættende virkning.
Justitsministeriet har særligt peget på, at det vil være muligt med en
opstramning på følgende punkter:
a) at den myndighed, der træffer afgørelse i asylsagen eller sagen om
humanitær opholdstilladelse, også fastsætter udrejsefristen, herunder også
hvor myndigheden tager stilling til en genoptagelsesanmodning.
b) at der i visse af de asylsager, der er afgjort som åbenbart grundløse,
eller hvor et enigt flygtningenævn har meddelt afslag, ikke gives opsættende
virkning ved en klage til Folketingets Ombudsmand.
c) at udrejsefristen ved klager til Folketingets Ombudsmand kun udsættes i
14 dage, medmindre ombudsmanden i den enkelte sag gør opmærksom på, at der er
behov for yderligere udsættelse.
d) at helt ugrundede ansøgninger om genoptagelse enten af asylsagen eller
sagen om humanitær opholdstilladelse ikke tillægges opsættende virkning.
Den konkrete tilrettelæggelse af ændringer i sagsgangen skal selvsagt ske
i et samarbejde mellem udlændingemyndighederne indbyrdes og Folketingets
Ombudsmand.
Det forudsættes samtidig, at de enkelte myndigheder meget hurtigt skal
tage stilling til, hvorvidt en ansøgning kan føre til, at sagens behandling
genoptages.
Endelig er det efter Justitsministeriets opfattelse af afgørende
betydning, at der sker en tæt opfølgning af sagsbehandlingen i de almindelige
asylsager, efter at den nye ordning såvel ressourcemæssigt som
sagsbehandlingsmæssigt er sat i kraft. Dette indebærer nærmere, at det
løbende myndighedssamarbejde, som allerede er sat i værk og pågår imellem
Justitsministeriet, Direktoratet for Udlændinge, Rigspolitichefen,
Flygtningenævnets sekretariat samt Udenrigsministeriet, må intensiveres med
henblik på nøje at vurdere, hvorvidt det opstillede sagsbehandlingsmål på de
8-9 måneder gennemføres, at identificere eventuelle flaskehalse og at sikre,
at det fornødne statistiske grundlag for vurderingen af sagsbehandlingstiden
søges tilvejebragt.
3. Konklusionen.
Som nævnt er det efter Justitsministeriets opfattelse realistisk gennem
den kreds af midler, som er nævnt ovenfor, at satse på en almindelig
sagsbehandlingstid på 8-9 måneder i asylsager. Justitsministeriet anser det
for at være af væsentlig betydning, at der sker en løbende opfølgning af
effekten af disse initiativer, og at eventuelle yderligere flaskehalse i
sagsbehandlingen hurtigt identificeres, analyseres og imødegås.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- C.A.2.5.2.1.22 LL § 7, nr. 22 - Støtte til socialt eller sygdomsbekæmpende/sygdomsforebyggende arbejde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love samt ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn) Retsinformation · 29. maj 2010
- 1991 BTB 65 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BEDRE INTEGRATION OG SIKRING AF UDLÆNDINGES RETSSTILLING I DANMARK NR B 65 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 1. juli 1992
- Afgørelse — Gentofte Kommune Huslejenævnene · 23. maj 2025
- Mobil – bortkomst af mobiltelefon (J.nr. 10.11-0360-10) Teleankenævnet · 13. juni 2012
- Forslag til Lov om ændring af lov om registreret partnerskab, lov om en børnefamilieydelse og lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag (Udvidet adgang for registrerede partnere til adoption og overførsel af forældremyndighed m.v.) Retsinformation · 26. februar 2010