1995 BTL 57 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FOLKETINGETS OMBUDSMAND NR L 57 1995-96, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet
spørgsmål til Folketingets Ombudsmand, indenrigsministeren og professor, dr.
jur. Bent Christensen, som disse har besvaret skriftligt. Professor Bent
Christensen har endvidere ydet udvalget ekspertbistand.
Endvidere har udvalget modtaget to skriftlige henvendelser fra Dansk
Blindesamfund og Forbrugerrådet.
Der er af et flertal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de
ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af
Enhedslistens medlem) lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Flertallet finder det væsentligt at understrege, at kerneområdet for
ombudsmandens virksomhed til enhver tid skal være varetagelse af den enkelte
borgers interesser i forhold til de offentlige myndigheder. Med andre ord
skal hovedparten af ombudsmandens ressourcer anvendes til behandling af
klager m.m. fra den enkelte borger over en offentlig myndighed og kun helt
undtagelsesvis til behandling af klage fra en myndighed over en anden.
Som allerede anført i Retsudvalgets beretning af 21. september 1995 over
lovforslag nr. L 92, folketingsåret 1994-95, Folketingstidende tillæg B side
1128, lægger udvalget afgørende vægt på, at Folketingets Ombudsmand
personligt kan præge ombudsmandsinstitutionens virksomhed og i videst muligt
omfang have personligt kendskab til de udtalelser, der afgives. Flertallet
finder derfor, at der kun bør være en ombudsmand.
For i øvrigt at understrege denne helt særlige rolle, som Folketingets
Ombudsmand har, har flertallet stillet ændringsforslag om beskyttelse af
betegnelsen ombudsmand, således at det ikke længere skal være muligt for
andre klageinstanser og lignende at anvende den betegnelse, medmindre det er
besluttet af Folketinget.
Som det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, er dets
væsentligste spørgsmål ombudsmandens kompetence over for kommunerne. Siden
Læs alt
ombudsmandsinstitutionens start er kommunalforvaltningens samlede vægt i den
offentlige forvaltning vokset kraftigt. Flertallet lægger vægt på, at denne
decentralisering ikke skal medføre nogen forringet retsstilling for den
enkelte borger. Flertallet kan derfor tilslutte sig den ændring af
ombudsmandens kompetence i forhold til kommunerne, som lovforslaget
indebærer.
Flertallet finder det dog vigtigt at understrege, at ombudsmanden allerede
i henhold til den gældende lov har kompetence til at tage kommunale sager op
af egen drift. Det nye, som dette lovforslag indfører, er en udvidelse af
borgernes muligheder for at klage over en afgørelse truffet af en kommunal
myndighed.
Efter den gældende ombudsmandslov kan ombudsmanden kun behandle klager fra
borgerne over en kommunal afgørelse inden for de sagsområder, hvor der er
hjemmel for rekurs til en statsmyndighed. Under henvisning til denne
bestemmelse har ombudsmanden måttet afvise at behandle en række klagesager,
idet de har ligget uden for ombudsmandens kompetence. Disse sager har fordelt
sig over stort set alle kommunale forvaltningsgrene, men med en lille
overvægt på sager vedrørende socialforvaltninger og skattemyndigheder.
Endvidere har det været karakteristisk, at langt de fleste sager har drejet
sig om afgrænsede konflikter mellem kommunen og klageren. Der har eksempelvis
været tale om klager over afskedigelser og ansættelser, klager over
afgørelser om parkeringsafgifter, klager over støj- og trafikproblemer og
klager over renovationsordninger.
De afviste klager har typisk ikke angået generelle spørgsmål om
ressourceforbruget i kommunen, men om konkrete forhold. De fleste af sagerne
har endvidere omhandlet dagligdags forekommende spørgsmål, som må anses for
mindre væsentlige for myndighederne, men som typisk opfattes som væsentlige
af klagerne. Med den nye bestemmelse i lovforslagets § 7, stk. 1, vil
ombudsmanden ikke længere være afskåret fra at behandle klager fra borgerne
over denne type afgørelser.
Flertallet finder det lige så vigtigt at betone, at ombudsmandens
behandling af klager over en kommunal afgørelse naturligvis må ske med fuld
respekt for det kommunale selvstyre. Det vil sige, at ombudsmanden skal
respektere den kommunale budgetmagt, og at ombudsmanden skal lægge til grund,
at det er kommunalbestyrelsen, der med respekt af lovgivningsmæssige og
eventuelle andre forpligtelser fordeler kommunens ressourcer, og at
ombudsmanden således, hvor der er tale om skønsmæssige forvaltningsakter
eller lignende afgørelser, må respektere den lokalpolitiske afvejning og de
deraf følgende forskelle mellem kommunerne.
Hvad angår de kommunale afgørelser, hvor ombudsmanden har eller med
lovforslaget får tillagt en kompetence, bør ombudsmanden være sidste led i
kæden og f.eks. ikke behandle en sag, der er indbragt for tilsynsrådet, før
dettes afgørelse foreligger. I øvrigt finder flertallet ikke anledning til
nærmere at regulere forholdet mellem ombudsmanden og kommunaltilsynet.
På baggrund af ønskerne om, at ombudsmanden personligt kan præge
institutionen, jf. ovenfor, har flertallet været optaget af, hvordan man kan
sikre, at den udvidelse af sagsmængden, som lovforslaget indebærer, ikke
medfører, at ombudsmanden bliver afskåret fra at udøve dette personlige præg.
En af de ting, udvalget har overvejet, er, om og i givet fald på hvilke
områder man kan indskrænke/afskære ombudsmandens indseende og dermed
sagsmængden til gengæld for de nye områder, der tillægges institutionen.
Lovforslaget gentager i § 16, stk. 1, den gældende lovs bestemmelse om, at
det er ombudsmanden selv, der afgør, om han finder anledning til at behandle
en klage. Flertallet har overvejet, om ombudsmanden skulle pålægges nogle
begrænsninger på dette felt f.eks. i form af indførelse af en bagatelgrænse
for, at en klage kan føre til en konkret behandling. Flertallet forudsætter,
at sådanne overvejelser allerede i dag indgår i ombudsmandens vurdering af,
om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse. Desuden finder
flertallet det ikke muligt i selve loven at indføre en sådan grænse.
Flertallet vil derfor fortsat lade det være op til ombudsmandens skøn, om en
klage har en sådan betydning, at den bør føre til en undersøgelse.
En anden mulighed for at begrænse sagsmængden er at stille større krav til
de klageberettigede f.eks. således, at kun personer med en retlig interesse i
en sags afgørelse kan indbringe den for ombudsmanden. Lovforslaget gentager i
§ 13, stk. 1, den gældende ombudsmandslovs bestemmelse om, at klager kan
»indgives til ombudsmanden af enhver«. Adgang for enhver til at
klage over forvaltningen er ikke det sædvanlige. Den borger, der vil anfægte
en forvaltningsafgørelse ved at gå til domstolene eller ved at klage til et
ankenævn, en styrelse, en minister osv., skal have en retlig interesse i
sagens afgørelse. Det vil sige, at klageren i alle andre situationer end i
forholdet til ombudsmanden skal have en kvalificeret tilknytning til sagen.
Det sagsforhold, som klagen angår, skal berøre klageren mere end så mange
andre, og eventuelle følger for klageren skal have en vis vægt.
Uanset disse kvalifikationskrav, som normalt stilles til den person, der
vil klage over en afgørelse, finder flertallet dog, at adgangen for enhver
til at klage til ombudsmanden er et vigtigt særkende for hele
ombudsmandsinstitutionen og -begrebet. Som indledningsvis påpeget
understreger det netop, hvad der er ombudsmandens kerneområde, nemlig
varetagelsen af den enkelte borgers interesser i forhold til den offentlige
forvaltning i en sådan grad, at denne adgang bør opretholdes. Bestemmelsen
har i øvrigt stået uændret siden den første ombudsmandslov fra 1954.
Denne klageadgang må ses i sammenhæng med bestemmelsen i lovforslagets §
16, stk. 1, der giver ombudsmanden ret til at afvise klager, selv om de
almindelige forudsætninger for at indgive klage i øvrigt måtte være opfyldt.
Denne bestemmelse kan føre til, at klager fra personer, der savner retlig
interesse, ikke realitetsbehandles. Ombudsmanden har oplyst, at hvis en
klager savner konkret interesse i en sag, kan dette forhold føre til, at
ombudsmanden under henvisning til denne bestemmelse afviser at behandle
sagen. Dette gælder især henvendelser fra udenforstående om sager af helt
personlig karakter f.eks. om bistandshjælp og arbejdsskader eller
tvangsfjernelse af børn.
Som en tredje mulighed for at begrænse sagsmængden for ombudsmanden har
flertallet overvejet, om man bør afskære ombudsmandens kompetence i forhold
til afgørelser truffet af domstolslignende nævn. Afgørende er, om
retsgarantierne for visse af disse nævns vedkommende er så gode, at det er
forsvarligt at afskære borgernes adgang til at klage til ombudsmanden over
afgørelser truffet af vedkommende nævn. Disse retsgarantier består bl.a. i,
at nævnene er uafhængige og ikke kan modtage tjenestebefalinger om
behandlingen og udfaldet af den enkelte klagesag. Desuden har disse nævn en
domstolslignende procesform f.eks. omfattende mundtlig procedure og
partsafhøring og med mulighed for klageren for at møde med en advokat.
Endelig får alle nævnsmedlemmer forelagt alt skriftligt materiale og altså
ikke blot sagsresumeer udarbejdet af forvaltningen, og de overværer
proceduren og træffer selv afgørelse i sagen.
Selv om man fjerner eller indskrænker borgernes mulighed for at klage til
ombudsmanden over afgørelser truffet af disse domstolslignende nævn, bør
ombudsmandens mulighed for at tage sager op af egen drift bibeholdes også for
disse nævns vedkommende. Herved sikres det, at ombudsmanden som udgangspunkt
vil kunne tage konkrete sager op, såfremt de rejser principielle spørgsmål,
eller hvis der kan være tale om grove forseelser. Ved ombudsmandens vurdering
af, om en sag bør tages op af egen drift, skal ombudsmanden endvidere som
efter hidtidig praksis lægge afgørende vægt på, om sagen har væsentlig
betydning for en eller flere borgere. Spørgsmålet om eventuelle egen
drift-undersøgelser i henhold til lovforslagets § 17, stk. 2, over for denne
type nævn kan næppe eller kun rent undtagelsesvis forventes. Kun hvis det
over for ombudsmanden sandsynliggøres, at der i forbindelse med nævnets
administration er begået systemfejl, som har ført til, at et større antal
sager er blevet fejlbehandlet, vil en mere systematisk egen
drift-undersøgelse kunne komme på tale.
Ved afgørelsen af, hvilke af disse nævn der skal undtages fra
ombudsmandens indseende, har flertallet lagt vægt på, om nævnets afgørelser
træffes under ledelse af en dommer og eventuelt med flere dommeres medvirken,
med umiddelbar sagsfremstilling direkte for dommerne og under iagttagelse af
det kontradiktoriske princip, hvilket vil sige, at parterne tilvejebringer
oplysningerne i sagen og har mulighed for at kommentere den anden parts
påstande.
Flygtningenævnet er et organ, der i sin sagsbehandling er meget
domstolslignende. Samtidig vil det betyde en ikke ubetydelig nedsættelse af
sagsmængden hos ombudsmanden, hvis man fjerner muligheden for at klage til
ombudsmanden over afgørelser truffet af Flygtningenævnet. Ombudsmanden har
oplyst, at der i 1993 blev indgivet 285 klager over Flygtningenævnets
afgørelser, hvoraf 3 førte til kritik og/eller henstilling. I 1994 var
klagetallet 380, hvoraf 15 førte til kritik og/eller henstilling, og i 1995
var de tilsvarende tal henholdsvis 240 og 5. I 1993 har ombudsmanden ikke
rejst sager af egen drift over for Flygtningenævnet, mens det skete en gang i
1994 og en gang i 1995.
Som det fremgår allerede af lovforslagets almindelige bemærkninger punkt
2. c) om ombudsmandens forhold til domstolene og domstolslignende nævn, har
udvalget, der udarbejdede betænkning nr. 1272/1994, der ligger til grund for
lovforslaget, peget på det nærliggende i at undtage nævn, der arbejder under
domstolslignende procesformer, det vil sige nævn med kontradiktorisk proces,
mulighed for mundtlighed, besigtigelse m.v., fra ombudsmandens indseende.
Udvalgets overvejelser førte ikke til nogen præcis afgrænsning af
ombudsmandens kompetence, men man pegede i stedet på den løsning, at
lovgivningsmagten for hvert enkelt domstolslignende nævn som f.eks.
Flygtningenævnet i vedkommende lov skulle træffe bestemmelse om, hvorvidt
nævnet skulle være under ombudsmandens indseende eller ikke.
Med hensyn til om klageadgangen til ombudsmanden skal afskæres i
ombudsmandsloven eller i den lovgivning, der i øvrigt regulerer det
pågældende nævns virksomhedsområde, finder flertallet det rigtigst, at
bestemmelser herom findes i den pågældende særlovgivning. Såfremt sådanne
bestemmelser skulle optages i ombudsmandsloven, ville det indebære, at
ombudsmandsloven skulle ændres, hver gang et nyt domstolslignende nævn blev
oprettet og eventuelt ønskedes undtaget.
På den baggrund foreslår flertallet nu en ændring i udlændingeloven, som
undtager ombudsmandens indseende med Flygtningenævnet.
Flertallet vil være meget opmærksom på og følge nøje med i, om de
retsgarantier, som i dag findes i forbindelse med behandlingen i
Flygtningenævnet, og som har været medvirkende årsag til, at man har fundet
at kunne undtage Flygtningenævnets afgørelser fra klageadgang til
ombudsmanden, bliver iagttaget, således at forudsætningerne ikke brister på
dette punkt.
Flertallet forudsætter endvidere, at Folketinget ved kommende revision af
lovgivning, der omfatter domstolslignende nævn, ved en konkret vurdering
tager stilling til disse nævns forhold til ombudsmanden.
For så vidt angår mere generelle spørgsmål om ombudsmandens virke, har det
været inde i flertallets overvejelser, om man burde begrænse embedsperioden
for fremtidige ombudsmænd. Flertallet har dog ikke ment det nødvendigt at
stille forslag herom, idet det fremgår af lovforslagets § 1, stk. 1, at
ombudsmanden skal vælges efter hvert folketingsvalg.
På et andet generelt punkt er flertallets overvejelser endt med et
ændringsforslag gående ud på, at ombudsmanden i særlige tilfælde midlertidigt
kan undtage foreløbige redegørelser m.v. fra offentlighed.
Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) vil begære
afstemning om ændringsforslag nr. 4, idet mindretallet under ingen
omstændigheder vil deltage i den fortsatte forringelse af asylansøgeres
retsstilling i Danmark. Mindretallet er derfor imod ændringsforslaget om, at
Folketingets Ombudsmands virksomhed ikke længere skal omfatte
Flygtningenævnet. Mindretallet vil redegøre for sin stilling til lovforslaget
ved 3. behandling.
ÆndringsforslagAf et flertal (udvalget med undtagelse af EL):
Til § 20 1) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 2. Ombudsmanden kan bestemme, at en høringsskrivelse,
en foreløbig udtalelse, en foreløbig redegørelse eller en foreløbig rapport
vedrørende et projekt, som ombudsmanden har taget op af egen drift, jf. § 17,
stk. 2, ikke er undergivet aktindsigt efter offentlighedsloven og
forvaltningsloven, førend vedkommende myndighed har haft lejlighed til at
udtale sig herom.«
Ny paragraf 2) Efter § 29 indsættes i kapitel 8 som ny
paragraf:
»§ 01. Betegnelsen ombudsmand eller anden betegnelse, der er
egnet til forveksling hermed, må ikke benyttes, medmindre det er hjemlet i en
af Folketinget vedtaget lov.«
Til § 30 3) I stk. 1 ændres »1. juli 1996« til:
»1. januar 1997«.
Ny paragraf 4) Efter § 30 indsættes som ny paragraf:
»§ 02. I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 562 af
30. juni 1995, som ændret ved § 1 i lov nr. 290 af 24. april 1996, foretages
følgende ændringer:
1. § 33, stk. 5, 1. pkt., ophæves.
2. Efter § 58 indsættes i kapitel 8 som ny paragraf:
»§ 58 a. Folketingets Ombudsmands virksomhed omfatter ikke
Flygtningenævnet, jf. dog § 17 i lov om Folketingets Ombudsmand.«
Stk. 2. Klager over Flygtningenævnets afgørelser, der er indgivet
til Folketingets Ombudsmand inden lovens ikrafttræden, behandles efter de
hidtil gældende bestemmelser.'
Bemærkninger
Til nr. 1 Særligt i visse større og mere komplicerede sager samt i
projekter, som ombudsmanden tager op af egen drift, anvendes i ombudsmandens
praksis den fremgangsmåde at forelægge de involverede forvaltningsmyndigheder
en foreløbig udtalelse eller redegørelse. Denne fremgangsmåde er efter
omstændighederne meget velegnet, idet den giver det bedst mulige grundlag for
forvaltningsmyndighedernes stillingtagen.
Fremgangsmåden kan dog være mindre hensigtsmæssig og efter
omstændighederne heller ikke helt rimelig over for den pågældende
forvaltningsmyndighed eller af hensyn til enkeltpersoners retssikkerhed,
dersom ombudsmandens foreløbige redegørelse m.v. offentliggøres, særligt hvis
der måtte være væsentlige ændringer mellem den foreløbige og den endelige
redegørelse m.v.
Den gældende retstilstand indebærer, at en borger ikke kan kræve, at
ombudsmanden udleverer en foreløbig redegørelse m.v. Hvis først en foreløbig
redegørelse m.v. er afgivet, kan ombudsmanden derimod ikke forhindre
myndigheden, klageren eller andre i at offentliggøre denne. Hvis ombudsmanden
mener, at det konkret vil være uhensigtsmæssigt eller mindre rimeligt over
for myndighederne, at en foreløbig redegørelse m.v. offentliggøres, vil
ombudsmanden kunne undlade at gøre en klager bekendt med den foreløbige
redegørelse m.v. Derimod er ombudsmanden ikke herre over, om en
forvaltningsmyndighed vil skulle udlevere den foreløbige redegørelse m.v.
efter offentlighedsloven eller forvaltningsloven, eller om myndigheden
beslutter af egen drift at offentliggøre den foreløbige redegørelse m.v.
En begrænsning af offentlighedens adgang til indsigt i ombudsmandens
foreløbige redegørelser m.v. må have undtagelsens karakter, idet der i langt
hovedparten af de sager, som er eller har været under behandling hos
ombudsmanden, ikke med rimelighed kan påvises noget påtrængende behov for, at
offentlighedens indsigt i ombudsmandens foreløbige redegørelser m.v.
begrænses. En generel regel, der bestemmer, at offentlighedens adgang til
indsigt i ombudsmandens foreløbige redegørelser m.v. i almindelighed skulle
begrænses, ville derfor være unødigt vidtgående.
Hovedhensynet bag en regel om begrænsning af offentlighedens adgang til
indsigt i ombudsmandens foreløbige redegørelser m.v. er hensynet til de
involverede myndigheders og enkeltpersoners retssikkerhed. Dette taler for at
lade ombudsmanden træffe konkret beslutning om eventuelle begrænsninger i
offentlighedens adgang til indsigt i ombudsmandens foreløbige redegørelser
m.v.
Derfor foreslås en regel, hvorefter Folketingets Ombudsmand i konkrete
tilfælde kan beslutte en midlertidig undtagelse af ombudsmandens foreløbige
redegørelser m.v. fra offentlighed efter offentlighedsloven og
forvaltningsloven. Den konkrete beslutning træffes af ombudsmanden alene,
idet ombudsmanden ikke som vedkommende forvaltningsmyndighed vil komme til at
stå i et dårligt lys ved at træffe afgørelse om begrænsning af
offentligheden.
Til nr. 2 Flertallet finder, at det er vigtigt at dæmme op for den
inflation, der efterhånden er gået i betegnelsen ombudsmand. Der er behov for
en beskyttelse af denne titel, så den kun kan anvendes i de tilfælde, hvor
Folketinget udtrykkeligt i en lov har vedtaget det på samme måde, som f.eks.
retsplejelovens § 120, stk. 1, beskytter betegnelsen advokat.
Den foreslåede bestemmelse er ikke til hinder for, at betegnelsen
ombudsmand/ombudsmænd anvendes, såfremt der er tale om en fast indarbejdet
betegnelse, som har været anvendt i en længere årrække forud for lovens
vedtagelse, således som det f.eks. har været tilfældet inden for rammerne af
Dansk Politiforbund.
Til nr. 3 Det foreslås, at lovens ikrafttræden udskydes fra den 1. juli
1996 til den 1. januar 1997, således at der bliver tilstrækkelig tid til at
forberede ændringerne.
Til nr. 4 Som det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger punkt
2. c) om ombudsmandens forhold til domstolene og domstolslignende nævn, har
udvalget, der udarbejdede betænkning nr. 1272/1994, der ligger til grund for
lovforslaget, peget på det nærliggende i at undtage nævn, der arbejder under
domstolslignende procesformer som f.eks. Flygtningenævnet, fra ombudsmandens
indseende.
Ændringsforslaget skal ses på denne baggrund og under henvisning til de
overvejelser herom, som fremgår af betænkningens indledende bemærkninger.
Som en konsekvens af forslaget om, at Flygtningenævnets afgørelser m.v.
ikke skal kunne indbringes for Folketingets Ombudsmand, foreslås det at
ophæve bestemmelsen i udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., om
betingelserne for opsættende virkning med hensyn til en fastsat udrejsefrist
i forbindelse med en klage over Flygtningenævnet til ombudsmanden.
Ændringsforslaget om en ny § 58 a i udlændingeloven indebærer, at
Folketingets Ombudsmand ikke kan behandle klager over Flygtningenævnet.
Bestemmelsen omfatter klager over afgørelser vedrørende en sags udfald
eller behandling, som Flygtningenævnet, nævnets koordinationsudvalg eller
Flygtningenævnets formand eller den, formanden bemyndiger hertil, træffer
efter udlændingeloven.
Bestemmelsen omfatter således bl.a. klager over de i §§ 30, stk. 3, 33, 53
a, stk. 1, 53 b, 54, 2. pkt., 55 og 56 nævnte afgørelser og klager over
nævnets udtalelser efter § 57, stk. 1. Bestemmelsen omfatter ligeledes klager
over en beslutning truffet af nævnets formand eller den, formanden bemyndiger
hertil om henvisning af en sag til behandling efter de nærmere regler i § 56.
Ombudsmanden vil dog fortsat have mulighed for af egen drift at tage sager
vedrørende Flygtningenævnet op. Disse egen drift-undersøgelser kan såvel
dreje sig om konkrete afgørelser som om Flygtningenævnets generelle
behandling af sager, jf. lovforslagets § 17.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per
Kaalund (S) Lissa Mathiasen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist
(RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Sonja Albrink (CD) Birthe Rønn
Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Svend Aage Jensby (V) Erling Oxdam (V)
Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Lene Espersen (KF) Tom Behnke (FP)
Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1994 BRL 92 BERETNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FOLKETINGETS OMBUDSMAND (AF ERLING OLSEN (S), IVAR HANSEN (V), HENNING GROVE (KF), MARGRETE AUKEN (SF) OG KIRSTEN JACOBSEN (FP)) NR 92 1994-95, 1. SAMLING Retsinformation · 5. oktober 1995
- 1995 BTL 220 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM UNDERSØGELSE AF NØRREBROSAGEN NR L 220 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 29. maj 1996
- Omkostningsgodtgørelse - manglende hæftelse for rådgiverens honorar SKM-databasen · 21. september 2018
- 1992 BTL 108 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LÆGEMIDLER M.V. (REKLAME M.V.) NR L 108 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 4. maj 1993
- Rettens dom (Første Afdeling) af 10. april 2024. — Danske Slagtermestre mod Europa-Kommissionen. EU-domme · 10. april 2024
- 1995 LSF 57 FORSLAG TIL LOV OM FOLKETINGETS OMBUDSMAND Retsinformation · 12. juni 1996