Spring til indhold

Retsinformation

1995 BTL 57 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FOLKETINGETS OMBUDSMAND NR L 57 1995-96, 1. SAMLING

1995/1 BTL 57Betænkning over lovforslagFolketinget4. juni 1996

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet

spørgsmål til Folketingets Ombudsmand, indenrigsministeren og professor, dr.

jur. Bent Christensen, som disse har besvaret skriftligt. Professor Bent

Christensen har endvidere ydet udvalget ekspertbistand.

Endvidere har udvalget modtaget to skriftlige henvendelser fra Dansk

Blindesamfund og Forbrugerrådet.

Der er af et flertal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de

ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af

Enhedslistens medlem) lovforslaget til vedtagelse med de stillede

ændringsforslag.

Flertallet finder det væsentligt at understrege, at kerneområdet for

ombudsmandens virksomhed til enhver tid skal være varetagelse af den enkelte

borgers interesser i forhold til de offentlige myndigheder. Med andre ord

skal hovedparten af ombudsmandens ressourcer anvendes til behandling af

klager m.m. fra den enkelte borger over en offentlig myndighed og kun helt

undtagelsesvis til behandling af klage fra en myndighed over en anden.

Som allerede anført i Retsudvalgets beretning af 21. september 1995 over

lovforslag nr. L 92, folketingsåret 1994-95, Folketingstidende tillæg B side

1128, lægger udvalget afgørende vægt på, at Folketingets Ombudsmand

personligt kan præge ombudsmandsinstitutionens virksomhed og i videst muligt

omfang have personligt kendskab til de udtalelser, der afgives. Flertallet

finder derfor, at der kun bør være en ombudsmand.

For i øvrigt at understrege denne helt særlige rolle, som Folketingets

Ombudsmand har, har flertallet stillet ændringsforslag om beskyttelse af

betegnelsen ombudsmand, således at det ikke længere skal være muligt for

andre klageinstanser og lignende at anvende den betegnelse, medmindre det er

besluttet af Folketinget.

Som det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, er dets

væsentligste spørgsmål ombudsmandens kompetence over for kommunerne. Siden

Læs alt

ombudsmandsinstitutionens start er kommunalforvaltningens samlede vægt i den

offentlige forvaltning vokset kraftigt. Flertallet lægger vægt på, at denne

decentralisering ikke skal medføre nogen forringet retsstilling for den

enkelte borger. Flertallet kan derfor tilslutte sig den ændring af

ombudsmandens kompetence i forhold til kommunerne, som lovforslaget

indebærer.

Flertallet finder det dog vigtigt at understrege, at ombudsmanden allerede

i henhold til den gældende lov har kompetence til at tage kommunale sager op

af egen drift. Det nye, som dette lovforslag indfører, er en udvidelse af

borgernes muligheder for at klage over en afgørelse truffet af en kommunal

myndighed.

Efter den gældende ombudsmandslov kan ombudsmanden kun behandle klager fra

borgerne over en kommunal afgørelse inden for de sagsområder, hvor der er

hjemmel for rekurs til en statsmyndighed. Under henvisning til denne

bestemmelse har ombudsmanden måttet afvise at behandle en række klagesager,

idet de har ligget uden for ombudsmandens kompetence. Disse sager har fordelt

sig over stort set alle kommunale forvaltningsgrene, men med en lille

overvægt på sager vedrørende socialforvaltninger og skattemyndigheder.

Endvidere har det været karakteristisk, at langt de fleste sager har drejet

sig om afgrænsede konflikter mellem kommunen og klageren. Der har eksempelvis

været tale om klager over afskedigelser og ansættelser, klager over

afgørelser om parkeringsafgifter, klager over støj- og trafikproblemer og

klager over renovationsordninger.

De afviste klager har typisk ikke angået generelle spørgsmål om

ressourceforbruget i kommunen, men om konkrete forhold. De fleste af sagerne

har endvidere omhandlet dagligdags forekommende spørgsmål, som må anses for

mindre væsentlige for myndighederne, men som typisk opfattes som væsentlige

af klagerne. Med den nye bestemmelse i lovforslagets § 7, stk. 1, vil

ombudsmanden ikke længere være afskåret fra at behandle klager fra borgerne

over denne type afgørelser.

Flertallet finder det lige så vigtigt at betone, at ombudsmandens

behandling af klager over en kommunal afgørelse naturligvis må ske med fuld

respekt for det kommunale selvstyre. Det vil sige, at ombudsmanden skal

respektere den kommunale budgetmagt, og at ombudsmanden skal lægge til grund,

at det er kommunalbestyrelsen, der med respekt af lovgivningsmæssige og

eventuelle andre forpligtelser fordeler kommunens ressourcer, og at

ombudsmanden således, hvor der er tale om skønsmæssige forvaltningsakter

eller lignende afgørelser, må respektere den lokalpolitiske afvejning og de

deraf følgende forskelle mellem kommunerne.

Hvad angår de kommunale afgørelser, hvor ombudsmanden har eller med

lovforslaget får tillagt en kompetence, bør ombudsmanden være sidste led i

kæden og f.eks. ikke behandle en sag, der er indbragt for tilsynsrådet, før

dettes afgørelse foreligger. I øvrigt finder flertallet ikke anledning til

nærmere at regulere forholdet mellem ombudsmanden og kommunaltilsynet.

På baggrund af ønskerne om, at ombudsmanden personligt kan præge

institutionen, jf. ovenfor, har flertallet været optaget af, hvordan man kan

sikre, at den udvidelse af sagsmængden, som lovforslaget indebærer, ikke

medfører, at ombudsmanden bliver afskåret fra at udøve dette personlige præg.

En af de ting, udvalget har overvejet, er, om og i givet fald på hvilke

områder man kan indskrænke/afskære ombudsmandens indseende og dermed

sagsmængden til gengæld for de nye områder, der tillægges institutionen.

Lovforslaget gentager i § 16, stk. 1, den gældende lovs bestemmelse om, at

det er ombudsmanden selv, der afgør, om han finder anledning til at behandle

en klage. Flertallet har overvejet, om ombudsmanden skulle pålægges nogle

begrænsninger på dette felt f.eks. i form af indførelse af en bagatelgrænse

for, at en klage kan føre til en konkret behandling. Flertallet forudsætter,

at sådanne overvejelser allerede i dag indgår i ombudsmandens vurdering af,

om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse. Desuden finder

flertallet det ikke muligt i selve loven at indføre en sådan grænse.

Flertallet vil derfor fortsat lade det være op til ombudsmandens skøn, om en

klage har en sådan betydning, at den bør føre til en undersøgelse.

En anden mulighed for at begrænse sagsmængden er at stille større krav til

de klageberettigede f.eks. således, at kun personer med en retlig interesse i

en sags afgørelse kan indbringe den for ombudsmanden. Lovforslaget gentager i

§ 13, stk. 1, den gældende ombudsmandslovs bestemmelse om, at klager kan

»indgives til ombudsmanden af enhver«. Adgang for enhver til at

klage over forvaltningen er ikke det sædvanlige. Den borger, der vil anfægte

en forvaltningsafgørelse ved at gå til domstolene eller ved at klage til et

ankenævn, en styrelse, en minister osv., skal have en retlig interesse i

sagens afgørelse. Det vil sige, at klageren i alle andre situationer end i

forholdet til ombudsmanden skal have en kvalificeret tilknytning til sagen.

Det sagsforhold, som klagen angår, skal berøre klageren mere end så mange

andre, og eventuelle følger for klageren skal have en vis vægt.

Uanset disse kvalifikationskrav, som normalt stilles til den person, der

vil klage over en afgørelse, finder flertallet dog, at adgangen for enhver

til at klage til ombudsmanden er et vigtigt særkende for hele

ombudsmandsinstitutionen og -begrebet. Som indledningsvis påpeget

understreger det netop, hvad der er ombudsmandens kerneområde, nemlig

varetagelsen af den enkelte borgers interesser i forhold til den offentlige

forvaltning i en sådan grad, at denne adgang bør opretholdes. Bestemmelsen

har i øvrigt stået uændret siden den første ombudsmandslov fra 1954.

Denne klageadgang må ses i sammenhæng med bestemmelsen i lovforslagets §

16, stk. 1, der giver ombudsmanden ret til at afvise klager, selv om de

almindelige forudsætninger for at indgive klage i øvrigt måtte være opfyldt.

Denne bestemmelse kan føre til, at klager fra personer, der savner retlig

interesse, ikke realitetsbehandles. Ombudsmanden har oplyst, at hvis en

klager savner konkret interesse i en sag, kan dette forhold føre til, at

ombudsmanden under henvisning til denne bestemmelse afviser at behandle

sagen. Dette gælder især henvendelser fra udenforstående om sager af helt

personlig karakter f.eks. om bistandshjælp og arbejdsskader eller

tvangsfjernelse af børn.

Som en tredje mulighed for at begrænse sagsmængden for ombudsmanden har

flertallet overvejet, om man bør afskære ombudsmandens kompetence i forhold

til afgørelser truffet af domstolslignende nævn. Afgørende er, om

retsgarantierne for visse af disse nævns vedkommende er så gode, at det er

forsvarligt at afskære borgernes adgang til at klage til ombudsmanden over

afgørelser truffet af vedkommende nævn. Disse retsgarantier består bl.a. i,

at nævnene er uafhængige og ikke kan modtage tjenestebefalinger om

behandlingen og udfaldet af den enkelte klagesag. Desuden har disse nævn en

domstolslignende procesform f.eks. omfattende mundtlig procedure og

partsafhøring og med mulighed for klageren for at møde med en advokat.

Endelig får alle nævnsmedlemmer forelagt alt skriftligt materiale og altså

ikke blot sagsresumeer udarbejdet af forvaltningen, og de overværer

proceduren og træffer selv afgørelse i sagen.

Selv om man fjerner eller indskrænker borgernes mulighed for at klage til

ombudsmanden over afgørelser truffet af disse domstolslignende nævn, bør

ombudsmandens mulighed for at tage sager op af egen drift bibeholdes også for

disse nævns vedkommende. Herved sikres det, at ombudsmanden som udgangspunkt

vil kunne tage konkrete sager op, såfremt de rejser principielle spørgsmål,

eller hvis der kan være tale om grove forseelser. Ved ombudsmandens vurdering

af, om en sag bør tages op af egen drift, skal ombudsmanden endvidere som

efter hidtidig praksis lægge afgørende vægt på, om sagen har væsentlig

betydning for en eller flere borgere. Spørgsmålet om eventuelle egen

drift-undersøgelser i henhold til lovforslagets § 17, stk. 2, over for denne

type nævn kan næppe eller kun rent undtagelsesvis forventes. Kun hvis det

over for ombudsmanden sandsynliggøres, at der i forbindelse med nævnets

administration er begået systemfejl, som har ført til, at et større antal

sager er blevet fejlbehandlet, vil en mere systematisk egen

drift-undersøgelse kunne komme på tale.

Ved afgørelsen af, hvilke af disse nævn der skal undtages fra

ombudsmandens indseende, har flertallet lagt vægt på, om nævnets afgørelser

træffes under ledelse af en dommer og eventuelt med flere dommeres medvirken,

med umiddelbar sagsfremstilling direkte for dommerne og under iagttagelse af

det kontradiktoriske princip, hvilket vil sige, at parterne tilvejebringer

oplysningerne i sagen og har mulighed for at kommentere den anden parts

påstande.

Flygtningenævnet er et organ, der i sin sagsbehandling er meget

domstolslignende. Samtidig vil det betyde en ikke ubetydelig nedsættelse af

sagsmængden hos ombudsmanden, hvis man fjerner muligheden for at klage til

ombudsmanden over afgørelser truffet af Flygtningenævnet. Ombudsmanden har

oplyst, at der i 1993 blev indgivet 285 klager over Flygtningenævnets

afgørelser, hvoraf 3 førte til kritik og/eller henstilling. I 1994 var

klagetallet 380, hvoraf 15 førte til kritik og/eller henstilling, og i 1995

var de tilsvarende tal henholdsvis 240 og 5. I 1993 har ombudsmanden ikke

rejst sager af egen drift over for Flygtningenævnet, mens det skete en gang i

1994 og en gang i 1995.

Som det fremgår allerede af lovforslagets almindelige bemærkninger punkt

2. c) om ombudsmandens forhold til domstolene og domstolslignende nævn, har

udvalget, der udarbejdede betænkning nr. 1272/1994, der ligger til grund for

lovforslaget, peget på det nærliggende i at undtage nævn, der arbejder under

domstolslignende procesformer, det vil sige nævn med kontradiktorisk proces,

mulighed for mundtlighed, besigtigelse m.v., fra ombudsmandens indseende.

Udvalgets overvejelser førte ikke til nogen præcis afgrænsning af

ombudsmandens kompetence, men man pegede i stedet på den løsning, at

lovgivningsmagten for hvert enkelt domstolslignende nævn som f.eks.

Flygtningenævnet i vedkommende lov skulle træffe bestemmelse om, hvorvidt

nævnet skulle være under ombudsmandens indseende eller ikke.

Med hensyn til om klageadgangen til ombudsmanden skal afskæres i

ombudsmandsloven eller i den lovgivning, der i øvrigt regulerer det

pågældende nævns virksomhedsområde, finder flertallet det rigtigst, at

bestemmelser herom findes i den pågældende særlovgivning. Såfremt sådanne

bestemmelser skulle optages i ombudsmandsloven, ville det indebære, at

ombudsmandsloven skulle ændres, hver gang et nyt domstolslignende nævn blev

oprettet og eventuelt ønskedes undtaget.

På den baggrund foreslår flertallet nu en ændring i udlændingeloven, som

undtager ombudsmandens indseende med Flygtningenævnet.

Flertallet vil være meget opmærksom på og følge nøje med i, om de

retsgarantier, som i dag findes i forbindelse med behandlingen i

Flygtningenævnet, og som har været medvirkende årsag til, at man har fundet

at kunne undtage Flygtningenævnets afgørelser fra klageadgang til

ombudsmanden, bliver iagttaget, således at forudsætningerne ikke brister på

dette punkt.

Flertallet forudsætter endvidere, at Folketinget ved kommende revision af

lovgivning, der omfatter domstolslignende nævn, ved en konkret vurdering

tager stilling til disse nævns forhold til ombudsmanden.

For så vidt angår mere generelle spørgsmål om ombudsmandens virke, har det

været inde i flertallets overvejelser, om man burde begrænse embedsperioden

for fremtidige ombudsmænd. Flertallet har dog ikke ment det nødvendigt at

stille forslag herom, idet det fremgår af lovforslagets § 1, stk. 1, at

ombudsmanden skal vælges efter hvert folketingsvalg.

På et andet generelt punkt er flertallets overvejelser endt med et

ændringsforslag gående ud på, at ombudsmanden i særlige tilfælde midlertidigt

kan undtage foreløbige redegørelser m.v. fra offentlighed.

Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) vil begære

afstemning om ændringsforslag nr. 4, idet mindretallet under ingen

omstændigheder vil deltage i den fortsatte forringelse af asylansøgeres

retsstilling i Danmark. Mindretallet er derfor imod ændringsforslaget om, at

Folketingets Ombudsmands virksomhed ikke længere skal omfatte

Flygtningenævnet. Mindretallet vil redegøre for sin stilling til lovforslaget

ved 3. behandling.

ÆndringsforslagAf et flertal (udvalget med undtagelse af EL):

Til § 20 1) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 2. Ombudsmanden kan bestemme, at en høringsskrivelse,

en foreløbig udtalelse, en foreløbig redegørelse eller en foreløbig rapport

vedrørende et projekt, som ombudsmanden har taget op af egen drift, jf. § 17,

stk. 2, ikke er undergivet aktindsigt efter offentlighedsloven og

forvaltningsloven, førend vedkommende myndighed har haft lejlighed til at

udtale sig herom.«

Ny paragraf 2) Efter § 29 indsættes i kapitel 8 som ny

paragraf:

»§ 01. Betegnelsen ombudsmand eller anden betegnelse, der er

egnet til forveksling hermed, må ikke benyttes, medmindre det er hjemlet i en

af Folketinget vedtaget lov.«

Til § 30 3) I stk. 1 ændres »1. juli 1996« til:

»1. januar 1997«.

Ny paragraf 4) Efter § 30 indsættes som ny paragraf:

»§ 02. I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 562 af

30. juni 1995, som ændret ved § 1 i lov nr. 290 af 24. april 1996, foretages

følgende ændringer:

1. § 33, stk. 5, 1. pkt., ophæves.

2. Efter § 58 indsættes i kapitel 8 som ny paragraf:

»§ 58 a. Folketingets Ombudsmands virksomhed omfatter ikke

Flygtningenævnet, jf. dog § 17 i lov om Folketingets Ombudsmand.«

Stk. 2. Klager over Flygtningenævnets afgørelser, der er indgivet

til Folketingets Ombudsmand inden lovens ikrafttræden, behandles efter de

hidtil gældende bestemmelser.'

Bemærkninger

Til nr. 1 Særligt i visse større og mere komplicerede sager samt i

projekter, som ombudsmanden tager op af egen drift, anvendes i ombudsmandens

praksis den fremgangsmåde at forelægge de involverede forvaltningsmyndigheder

en foreløbig udtalelse eller redegørelse. Denne fremgangsmåde er efter

omstændighederne meget velegnet, idet den giver det bedst mulige grundlag for

forvaltningsmyndighedernes stillingtagen.

Fremgangsmåden kan dog være mindre hensigtsmæssig og efter

omstændighederne heller ikke helt rimelig over for den pågældende

forvaltningsmyndighed eller af hensyn til enkeltpersoners retssikkerhed,

dersom ombudsmandens foreløbige redegørelse m.v. offentliggøres, særligt hvis

der måtte være væsentlige ændringer mellem den foreløbige og den endelige

redegørelse m.v.

Den gældende retstilstand indebærer, at en borger ikke kan kræve, at

ombudsmanden udleverer en foreløbig redegørelse m.v. Hvis først en foreløbig

redegørelse m.v. er afgivet, kan ombudsmanden derimod ikke forhindre

myndigheden, klageren eller andre i at offentliggøre denne. Hvis ombudsmanden

mener, at det konkret vil være uhensigtsmæssigt eller mindre rimeligt over

for myndighederne, at en foreløbig redegørelse m.v. offentliggøres, vil

ombudsmanden kunne undlade at gøre en klager bekendt med den foreløbige

redegørelse m.v. Derimod er ombudsmanden ikke herre over, om en

forvaltningsmyndighed vil skulle udlevere den foreløbige redegørelse m.v.

efter offentlighedsloven eller forvaltningsloven, eller om myndigheden

beslutter af egen drift at offentliggøre den foreløbige redegørelse m.v.

En begrænsning af offentlighedens adgang til indsigt i ombudsmandens

foreløbige redegørelser m.v. må have undtagelsens karakter, idet der i langt

hovedparten af de sager, som er eller har været under behandling hos

ombudsmanden, ikke med rimelighed kan påvises noget påtrængende behov for, at

offentlighedens indsigt i ombudsmandens foreløbige redegørelser m.v.

begrænses. En generel regel, der bestemmer, at offentlighedens adgang til

indsigt i ombudsmandens foreløbige redegørelser m.v. i almindelighed skulle

begrænses, ville derfor være unødigt vidtgående.

Hovedhensynet bag en regel om begrænsning af offentlighedens adgang til

indsigt i ombudsmandens foreløbige redegørelser m.v. er hensynet til de

involverede myndigheders og enkeltpersoners retssikkerhed. Dette taler for at

lade ombudsmanden træffe konkret beslutning om eventuelle begrænsninger i

offentlighedens adgang til indsigt i ombudsmandens foreløbige redegørelser

m.v.

Derfor foreslås en regel, hvorefter Folketingets Ombudsmand i konkrete

tilfælde kan beslutte en midlertidig undtagelse af ombudsmandens foreløbige

redegørelser m.v. fra offentlighed efter offentlighedsloven og

forvaltningsloven. Den konkrete beslutning træffes af ombudsmanden alene,

idet ombudsmanden ikke som vedkommende forvaltningsmyndighed vil komme til at

stå i et dårligt lys ved at træffe afgørelse om begrænsning af

offentligheden.

Til nr. 2 Flertallet finder, at det er vigtigt at dæmme op for den

inflation, der efterhånden er gået i betegnelsen ombudsmand. Der er behov for

en beskyttelse af denne titel, så den kun kan anvendes i de tilfælde, hvor

Folketinget udtrykkeligt i en lov har vedtaget det på samme måde, som f.eks.

retsplejelovens § 120, stk. 1, beskytter betegnelsen advokat.

Den foreslåede bestemmelse er ikke til hinder for, at betegnelsen

ombudsmand/ombudsmænd anvendes, såfremt der er tale om en fast indarbejdet

betegnelse, som har været anvendt i en længere årrække forud for lovens

vedtagelse, således som det f.eks. har været tilfældet inden for rammerne af

Dansk Politiforbund.

Til nr. 3 Det foreslås, at lovens ikrafttræden udskydes fra den 1. juli

1996 til den 1. januar 1997, således at der bliver tilstrækkelig tid til at

forberede ændringerne.

Til nr. 4 Som det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger punkt

2. c) om ombudsmandens forhold til domstolene og domstolslignende nævn, har

udvalget, der udarbejdede betænkning nr. 1272/1994, der ligger til grund for

lovforslaget, peget på det nærliggende i at undtage nævn, der arbejder under

domstolslignende procesformer som f.eks. Flygtningenævnet, fra ombudsmandens

indseende.

Ændringsforslaget skal ses på denne baggrund og under henvisning til de

overvejelser herom, som fremgår af betænkningens indledende bemærkninger.

Som en konsekvens af forslaget om, at Flygtningenævnets afgørelser m.v.

ikke skal kunne indbringes for Folketingets Ombudsmand, foreslås det at

ophæve bestemmelsen i udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., om

betingelserne for opsættende virkning med hensyn til en fastsat udrejsefrist

i forbindelse med en klage over Flygtningenævnet til ombudsmanden.

Ændringsforslaget om en ny § 58 a i udlændingeloven indebærer, at

Folketingets Ombudsmand ikke kan behandle klager over Flygtningenævnet.

Bestemmelsen omfatter klager over afgørelser vedrørende en sags udfald

eller behandling, som Flygtningenævnet, nævnets koordinationsudvalg eller

Flygtningenævnets formand eller den, formanden bemyndiger hertil, træffer

efter udlændingeloven.

Bestemmelsen omfatter således bl.a. klager over de i §§ 30, stk. 3, 33, 53

a, stk. 1, 53 b, 54, 2. pkt., 55 og 56 nævnte afgørelser og klager over

nævnets udtalelser efter § 57, stk. 1. Bestemmelsen omfatter ligeledes klager

over en beslutning truffet af nævnets formand eller den, formanden bemyndiger

hertil om henvisning af en sag til behandling efter de nærmere regler i § 56.

Ombudsmanden vil dog fortsat have mulighed for af egen drift at tage sager

vedrørende Flygtningenævnet op. Disse egen drift-undersøgelser kan såvel

dreje sig om konkrete afgørelser som om Flygtningenævnets generelle

behandling af sager, jf. lovforslagets § 17.

Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per

Kaalund (S) Lissa Mathiasen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist

(RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Sonja Albrink (CD) Birthe Rønn

Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Svend Aage Jensby (V) Erling Oxdam (V)

Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Lene Espersen (KF) Tom Behnke (FP)

Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter