1996 BTL 98 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN, RETSPLEJELOVEN OG VÅBENLOVEN (STYRKELSE AF POLITIETS MULIGHEDER FOR AT EFTERFORSKE ALVORLIG KRIMINALITET, KONFISKATION, ØGET VIDNEBESKYTTELSE OG SKÆRPELSE AF STRAFFEN FOR VÅBENBESIDDELSE M.V.) NR L 98 1996-97, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret
skriftligt og mundtligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser
fra:
Brøndby Skytte Forening,
Danmarks Jægerforbund, Dansk Skytte Union, De Danske Skytteforeninger og
Toftdahl, Jørgen, Roskilde.
Der er af justitsministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag,
hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Venstres, Det Konservative
Folkepartis, Fremskridtspartiets, Centrum-Demokraternes og Dansk Folkepartis
medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Et flertal inden for flertallet (Venstres og Det Konservative Folkepartis
medlemmer af udvalget) ønsker bedre redskaber for politiets
efterforskningsarbejde.
Mindretallet har derfor fremsat særskilt forslag herom, nemlig
beslutningsforslag nr. B 10 om bekæmpelse af organiseret kriminalitet og
rockerkriminalitet og lovforslag nr. L 134 om ændring af straffeloven og
retsplejeloven, (skærpet indsats mod voldskriminalitet m.v.), hvortil der
henvises.
Et mindretal (Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer
af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af
justitsministeren stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens
medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3.
behandling.
En del af dette mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget)
mener, at før justitsministeren stillede det famøse ændringsforslag nr. 1,
Læs alt
var lovforslaget så rimeligt, at SF næppe ville have afvist det helt. Såvel
vidnebeskyttelsesprogrammet, en begrænset brug af omvendt bevisbyrde som
forbedringerne af våbenloven er alt sammen noget, SF støtter. Den omvendte
bevisbyrde er problematisk, når den er koblet med de hemmelige ransagninger
og brugen af tilfældighedsfund, især hvis dommeren har sat sin habilitet på
spil ved på forhånd at erklære et bevis af den art egnet. Ingen af delene er
blevet rettet op. Hvad angår den del af lovforslaget, der vedrører
våbenloven, er det udelt positivt, at ministeren nu erkender, at problemet er
større end som så, og lover en grundigere behandling af det. Så noget pænt
kan SF altså stadig væk sige om lovforslaget.
Men i og med ændringsforslag nr. 1 er det udelukket, at SF kan være med.
At menneskesmugling kan være en beskidt sag, bestrides ikke, men det er den
langtfra altid, og for flygtninge kan det være den eneste mulighed for at
slippe væk fra deres land og ind i et land, hvor de kan blive beskyttet. Jo
mere grænserne lukker sig om »Fort Europa« - med opbakning fra
flertallet i Danmark, herunder også socialdemokrater og radikale - jo mere
prisgives asylsøgerne til menneskesmuglere. Og skønt det, de gør, er
ulovligt, behøver det ikke i alle tilfælde bare at være ondt. Det kan faktisk
være heltebedrifter, der udføres, også selv om det er for penge; det ved man
fra vores egen nyere historie.
Under alle omstændigheder er det oprørende, at regeringen uden videre
sidestiller dem, der truer med den groveste vold, bomber og narko, med dem,
der »truer« med asylsøgere.
En anden del af dette mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) finder,
at det i lyset af det seneste skudopgør den 12. maj 1997 mellem
rockertilknyttede i Aalborg bør stå lysende klart, at den buket af
stramninger af lovgivningen, som både er indeholdt i dette lovforslag, og som
regeringen tidligere har fået vedtaget med den såkaldte rockerlov (L 22),
ikke har haft og ikke vil få den ønskede virkning, nemlig at forhindre den
grove vold. Enhedslisten har fra begyndelsen fremhævet, at netop den vold,
som regeringen ønsker at gribe ind over for, hverken bekæmpes med midlerne i
L 22 eller med de ændringer, der er foreslået i nærværende lovforslag.
Efter Enhedslistens opfattelse indeholder dette lovforslag ændringer, som
vil få vidtrækkende negative konsekvenser for hidtil grundliggende
retsprincipper i Danmark. Her tænkes på indførelse af omvendt bevisbyrde som
princip i sager om konfiskation og udvidelse af adgang til hemmelige
ransagninger. Ligeledes går forslagene vedrørende våbenbesiddelse som katten
om den varme grød uden om det helt centrale problem i sagen, nemlig at
våbenkontrollen i dag er unøjagtig og fyldt med muligheder for fejl og
misbrug.
Først og fremmest finder Enhedslisten, at det er dybt problematisk at
indføre omvendt bevisbyrde i forbindelse med straf. Det strider mod det
grundliggende retsprincip, at det er statsmagten, der skal bevise, at den
anklagede er skyldig, og ikke den tiltalte, der skal bevise sin uskyld.
Justitsministeriet skriver i bemærkningerne (side 29, spalte 1):
»Der bør være adgang til at konfiskere udbytte af ikkeidentificeret
kriminalitet, og det bør pålægges den dømte at sandsynliggøre, at dennes
formueværdier ikke stammer fra kriminalitet, således at der kan foretages
konfiskation, hvis den pågældende ikke kan give oplysninger, der giver en
fornuftig forklaring på, hvordan formuen er tilvejebragt.«
Ud over at denne formulering rejser spørgsmålet om, hvad kriminelt der kan
være ved endnu »ikkeidentificeret kriminalitet«, så åbnes der efter
Enhedslistens opfattelse for en mistænkeliggørelse af personer, som af
forskellige grunde ikke kan give en - set fra statsmagtens side -
»fornuftig« forklaring. I den forbindelse er det værd at gøre
opmærksom på, at en generel mistænkeliggørelse af »den almindelige
borger« i forhold til systemet er endnu et skridt i retning af at flytte
grænserne for statens magt i forhold til befolkningen i negativ retning.
Forslaget om at give politiet mulighed for at foretage såkaldt
»hemmelige ransagninger« er efter Enhedslistens opfattelse
ligeledes et helt uacceptabelt forslag. I den forbindelse har Enhedslisten
bemærket, at Advokatrådet i sit høringssvar tager afstand fra lovforslaget på
dette punkt. En af Advokatrådets indvendinger, som efter Enhedslistens
opfattelse meget præcist viser den ene side af forslagets problematiske
karakter, går på, at der vil være »risiko for, at politiet i visse
tilfælde vil blive beskyldt for selv at have »plantet«
bevismateriale hos den mistænkte eller sigtede. En sådan risiko kan ingen
være tjent med.'
Men for Enhedslisten er den anden side af denne indvendig lige så
væsentlig, nemlig at det for den mistænkte eller sigtede vil være umuligt at
forsvare sig imod anklager, hvis politiet har denne mulighed for hemmelige
ransagninger. Det problematiske i den foreslåede bestemmelse fremgår også af
det høringssvar, som Det Danske Center for Menneskerettigheder (DDMC) har
udarbejdet, hvori det hedder:
». . . (der) kan sættes spørgsmålstegn ved, om ordningen kan anvendes
i praksis uden risiko for misbrug fra politiets side, fx. i form af placering
af materiale hos mistænkte. De beskyttelseshensyn, der ligger bag de
nugældende reglers krav om tilstedeværelsen af personen selv eller vidner,
synes således ikke at kunne videreføres med den foreslåede ordning.«
Problemet bliver efter Enhedslistens opfattelse ikke mindst sat på
spidsen, hvis princippet om omvendt bevisbyrde, som det er tænkt indført i
forbindelse med konfiskationer, bliver udbredt til andre situationer.
Enhedslisten vil heller ikke undlade at gøre opmærksom på, at DDCM
ligeledes i sit høringssvar fremfører, at »den foreslåede regulering af
hemmelig ransagning ikke er i overenstemmelse med de krav, der er indeholdt i
eller følger af principperne bag den Europæiske Menneskerettigheds Konvention
(EMRK).«
Enhedslistens kan helt klart ikke støtte en lov, som bringer Danmark på
kollisionskurs med vores internationale forpligtelser, en opfattelse, som
understreges af DDCM's konklusion:
»En anvendelse af ordningen i praksis vil følgelig kunne medføre
konventionskrænkelse.«
Efter Enhedslistens opfattelse er tvangsindgreb principielt betænkelige og
skal derfor være meget gennemargumenterede, hvis de skal finde sted. Derfor
betragter Enhedslisten det også meget kritisk, når Justitsministeriet, som
det er sket gennem de senere år på flere områder, forsøger at udvide
anvendelseområdet for tvangsindgreb. Udgangspunktet for retsplejeloven er, at
jo hårdere tvangsindgrebet er, jo grovere skal den kriminalitet, der gribes
ind over for, være. Imidlertid har man oplevet, hvordan både politi og
anklagemyndighed - blandt andet ved hjælp af udokumenterede betragtninger i
deres egen rapport om organiseret kriminalitet - forsøger og har haft held
til at få udvidet mulighederne for tvangsindgreb, senest gennem nedsættelsen
af kriminalitetskravet i forbindelse med datakriminalitet og nu gennem disse
forslåede udvidelser.
Behovet for de foreslåede ændringer af ransagningsbestemmelserne synes
efter Enhedslistens opfattelse også at være temmelig uargumenterede. For
eksempel spurgte Retsudvalget (spørgsmål nr. 5):
»I hvilke ransagningssager inden for de seneste tre år har de
nugældende bestemmelser om ransagning ikke kunnet bruges?»
Hertil svarede justitsministeren bl.a. (bilag 9), at ». . . der
vanskeligt kunne tænkes tilfælde, hvor der er et behov for ransagning, og
hvor ransagning ikke vil kunne finde sted efter de nugældende regler.«!
Det forekommer derfor temmelig uforståeligt, at det er nødvendigt med de
foreslåede ændringer af ransagningsbestemmelserne, og at de foreslås, kan
efter Enhedslistens opfattelse kun ses som et udtryk for den tendens, som er
beskrevet ovenfor, nemlig en fortsat bestræbelse på at udvide rammerne for
myndighedernes magtanvendelse. At denne opfattelse ikke er grebet ud af den
blå luft, fremgår af den fortsatte besvarelse af spørgsmål nr. 5:
»Formålet med de foreslåede regler i lovforslaget er således heller
ikke at skabe adgang til ransagning i tilfælde, hvor dette ikke kan ske efter
de gældende regler, men at skabe en bedre og mere nutidig systematik for
reguleringen af ransagning samt på en række punkter at indføre mere detaljede
regler.«
Man kan således forstå, at baggrunden for den foreslåede udvidelse af
lovens funktionsområde ikke er hensynet til politiets muligheder for at
opklare forbrydelser, som man i dag ikke kan klare. For som det fremgår af
ministerens besvarelse er det netop ikke tilfældet. Hensynet er alene
»mere nutidig systematik«!
Om det også er en mere nutidig systematik, der gør det nødvendigt for
politiet at få mulighed for at foretage ransagninger efter § 793, stk. 1, nr.
2, (lokaliteter uden for husrum, carporte, åbne skure, uaflåste biler) på et
andet grundlag - nemlig ved at politiet selv og ikke en dommer afgør, om en
ransagning kan finde sted (jf. § 796, stk. 1,) - er muligt. Men det er ikke,
fordi ransagning af disse lokaliteter ikke i dag kan finde sted. I
besvarelsen af spørgsmål 7, jf. bilag 9, skriver Justitsministeriet således,
at politiet også efter de nugældende regler har adgang til ransagning af de
lokaliteter, der er omfattet af kategori 2 (haver, carporte, åbne skure,
uaflåste biler), men der sondres ikke efter de gældende regler mellem de to
kategorier. Kategori 1 omfatter boliger, husrum, papirer og indholdet af
aflåste genstande.
For Enhedslisten er denne »nutidige systematik« stærkt
bekymrende, og partiet kan tilslutte sig den bekymring, som også Advokatrådet
har udtrykt i sit høringssvar (side 5).
Hvad angår spørgsmålet om skærpelse af straffen for våbenbesiddelse,
gjorde Enhedslisten det klart under lovforslagets 1. behandling, at vi kunne
støtte den foreslåede skærpelse som et lille - men utilstrækkeligt - skridt i
den rigtige retning. Men Enhedslisten gjorde det også klart, at lovforslaget
ønskedes opdelt, idet sammenstillingen af de forslåede ændringer gjorde det
umuligt for os at stemme for lovforslaget i dets nuværende udformning af
grunde, som er nævnt ovenfor.
Enhedslisten mener imidlertid, at lovforslaget går uden om det helt
centrale problem omkring våben, nemlig den mangelfulde kontrol med de våben,
som findes i landet, hvad enten det er i skytte- og jagtforeninger eller i
hjemmeværnet og militæret. Enhedslisten har noteret sig, at Rigspolitichefen
og andre af politiets våbenkontrolkyndige har efterlyst behovet for en
central våbenregistrering. I den forbindelse ser Enhedslisten frem til
resultatet af det arbejde, som ifølge justitsministerens besvarelse af
spørgsmål nr. 16, jf. bilag 28, er iværksat med henblik på initiativer på
dette område.
Sammenbunkning af de enkelte forslag i et lovforslag betyder, at
Enhedslisten indstiller det samlede lovforslag til forkastelse. Som vores
ordfører forklarede under lovforslagets 1. behandling, repræsenterer det en
»tough on crime«-retspolitik, som henter sin inspiration i de
reaktionære retspolitiske tiltag, som i disse år præger debatten og
lovgivningen i USA og Storbritannien. Det er en udvikling, som efter
Enhedslistens opfattelse udgør en alvorlig trussel mod retssikkerheden og den
enkelte borgers rettigheder over for staten. Denne udvikling kan og vil
Enhedslisten ikke bidrage til, især fordi intet tyder på, at det har ført
til, at kriminaliteten falder. Og det er jo det, som burde være formålet.
Ændringsforslag
Til § 2Af justitsministeren , tiltrådt af et flertal
(udvalget med undtagelse af SF og EL):
1) Nr. 5 affattes således:
»5. I § 781, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »193,
stk. 1,»: »245, 252, stk. 1,», efter »281«: »,
286, stk. 1,» og efter »289«: »eller en overtrædelse af
udlændingelovens § 59, stk. 3«.'
2) I den under nr. 8 foreslåede affattelse af § 800,
stk. 1, ændres »eller § 795, stk. 1, nr. 1« til: »§ 795,
stk. 1, nr. 1, eller § 799, stk. 1«.
Af et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal (FP, CD
og DF):
3) Efter nr. 9 indsættes som nyt nummer:
»01. § 848, stk. 1, affattes således:
»Formanden kan beslutte, at tiltalte skal forlade retssalen, mens et
vidne eller en medtiltalt afhøres, når særegne grunde taler for, at en
uforbeholden forklaring fra vidnet, den medtiltalte eller tiltalte ellers
ikke kan opnås.«»
Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med
undtagelse af SF og EL):
Til § 3 4) I nr. 1 ændres »Stk. 2 og 3 bliver herefter
stk. 3 og 4.« til: »Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.«
5) Nr. 2 affattes således:
»2. § 10, stk. 4, der bliver stk. 5, affattes
således:
» Stk. 5. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«»
Til § 4 6) I 2. pkt. ændres »1. februar 1997« til:
»1. juli 1997«.
Bemærkninger
Til nr. 1 Udviklingen i den internationale menneskesmugling bærer i stadig
stigende omfang præg af professionel planlægning.
Sammensætningen af de asylansøgere, der kommer her til landet, peger i den
retning. Der er således tale om et meget stort antal asylansøgere, der ikke
ansøger om asyl ved landegrænsen, men først i modtagecentret Sandholm, og i
den forbindelse ikke vil oplyse nærmere om deres rejserute til Danmark og
samtidig har destrueret alle former for legitimation og rejsedokumenter.
Rigspolitiet har endvidere oplyst, at det er politiets erfaring, at en
meget stor andel af asylansøgerne er kommet til Danmark illegalt, bistået af
personer, der mod betaling har hjulpet de pågældende hertil.
Menneskesmugling udgør en grov kriminalitetsform, der bør bekæmpes på alle
fronter. Danmark deltager derfor i et internationalt samarbejde, der bl.a.
består i politisamarbejde, samarbejde i EU-regi, EF-asylkonventionen og
Schengensamarbejdet.
Dette internationale samarbejde bør følges op af en forstærket national
indsats mod menneskesmuglerne.
Regeringen finder det således af afgørende betydning at styrke politiets
muligheder for at optrevle den professionelle menneskesmugling ved at give
politiet adgang til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden som led i
efterforskningen af sager om menneskesmugling.
Forslaget om en ændret affattelse af lovforslagets § 2, nr. 5, indebærer,
at det bliver muligt at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden i
efterforskningen af sager om overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3.
Efter bestemmelsen i udlændingelovens § 59, stk. 3, straffes den, der
forsætligt bistår en udlænding med ulovligt at indrejse eller opholde sig her
i landet, med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. På samme måde straffes
den, der for vindings skyld bistår en udlænding med at indrejse i Danmark med
henblik på herfra at indrejse i et andet land, hvor udlændingen vil blive
afvist eller tilbagesendt. På samme måde straffes endvidere den, der for
vindings skyld bistår en udlænding med at indrejse i et andet land, hvor
udlændingen vil blive afvist eller tilbagesendt.
De almindelige betingelser for at foretage indgreb i
meddelelseshemmeligheden gælder også i disse sager. Der skal således være
bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives
meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt (§ 781,
stk. 1, nr. 1), og indgrebet skal være af afgørende betydning for
efterforskningen (§ 781, stk. 1, nr. 2). Herudover gælder bl.a. kravet om
proportionalitet, jf. § 782, stk. 1.
Forslaget indebærer, at der kan foretages indgreb i
meddelelseshemmeligheden i form af telefonaflytning, teleoplysning,
brevåbning og brevstandsning. For så vidt angår anden aflytning, herunder
rumaflytning, jf. § 780, stk. 1, nr. 2, følger det af § 781, stk. 4, at det
er en betingelse, at der foreligger en forbrydelse, som har medført eller kan
medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige
samfundsværdier. Det vil næppe kunne forekomme med hensyn til overtrædelser
af udlændingelovens § 59, stk. 3.
For at følge udviklingen på området i de kommende år vil
Justitsministeriet indhente og offentliggøre oplysninger fra politikredsene
om anvendelse af indgreb i meddelelseshemmeligheden i efterforskningen af
sager om overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, og udfaldet af
sådanne sager.
Til nr. 2 Som det fremgår af § 800, stk. 2, og af bemærkningerne til
bestemmelsen, gælder de foreslåede regler om tilfældighedsfund også for
tilfældighedsfund i forbindelse med ransagning uden umiddelbar underretning.
Ved en fejl er der imidlertid i § 800, stk. 1, ikke medtaget en henvisning
til § 799, stk. 1, om ransagning uden umiddelbar underretning. Henvisningen
er derimod medtaget i forslaget til § 800, således som det er optrykt i
lovforslagets bilag 1. Ændringsforslaget er således alene en berigtigelse af
en redaktionel fejl.
Til nr. 3 Ændringsforslaget har til formål at afklare og fastlægge
retstilstanden vedrørende spørgsmålet om, hvem retsformanden kan beslutte at
udelukke fra at være til stede, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres.
Højesteret har i en kendelse (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1995, s.
590) fundet, at den nuværende formulering af § 848, stk. 1, ikke giver
retsformanden mulighed for at bestemme, at de medtiltalte ikke må være til
stede, når de tiltalte afgiver forklaring. Forslagsstillerne finder denne
retstilstand uholdbar og i modstrid med intentionerne bag lov nr. 366 af 18.
maj 1994, som bl.a. var at tage højde for, at retten også kunne få en
uforbeholden forklaring fra tiltalte selv.
Til nr. 4 og 5 Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af den
ændring af våbenloven, der forventes vedtaget ved 3. behandlingen den 16. maj
1997 af forslag til lov om ændring af straffeloven, våbenloven og lov om
hotel- og restaurationsvirksomhed m.v. (Skærpelse af straffen for grov vold
og for besiddelse af knive og slagvåben, sikkerhedsmæssige krav til
restaurationers indretning m.v.) (L 145). Ved den nævnte ændring indsættes i
våbenlovens § 10 et nyt stk. 2 om skærpelse af straffen for besiddelse af
knive og slagvåben. Det er derfor nødvendigt at ændre stykkebetegnelserne i §
3, nr. 1 og 2, i nærværende lovforslag i overensstemmelse hermed.
Til nr. 6 Da loven ikke er vedtaget inden det oprindeligt foreslåede
tidspunkt for ikrafttræden den 1. februar 1997, foreslås det, at ikrafttræden
af de nye regler om ransagning fastsættes til den 1. juli 1997.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per
Kaalund (S) Helen Jørgensen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist
(RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Sonja Albrink (CD) Birthe Rønn
Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Pia Kjærsgaard (DF) Erling Oxdam (V)
Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Gitte Seeberg (KF) Tom Behnke (FP)
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har
herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har
besvaret skriftligt.
Et af udvalgets spørgsmål og justitsministerens svar herpå er optrykt som
bilag til tillægsbetænkningen.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af
Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) lovforslaget til
vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et mindretal inden for flertallet (Venstres og Det Konservative
Folkepartis medlemmer af udvalget) beklager, at lovforslaget er fremsat så
sent, idet forslag til bekæmpelse af den organiserede kriminalitet allerede
forelå i forbindelse med forespørgsel nr. F 45, folketingsåret 1994-95, der
blev foretaget den 16. maj 1995.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer
af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.
En del af mindretallet (Enhedslistens medlem af udvalget) har noteret sig,
at justitsministeren i sin kommentar til Det Danske Center for
Menneskerettigheders påpegning af, »at den foreslåede regulering af
hemmelig ransagning ikke er i overensstemmelse med de krav, der er indeholdt
i eller følger af principperne bag EMRK. En anvendelse af ordningen i praksis
vil følgelig kunne medføre konventionskrænkelse« ikke deler denne
opfattelse af situtationen, jf. bilag 36, der er optrykt som bilag til
tillægsbetænkningen.
Enhedslisten føler sig bestemt ikke overbevist af ministerens kommentar og
tænker her på bemærkningen i besvarelsens pkt. 5, hvor det hedder, at
»der ikke (ses) at foreligge praksis fra Menneskerettighedsorganerne om
hemmelig ransagning i efterforskningsøjemed«.
I det lys vil Enhedslisten afvente resultatet af en eventuel sag ved
konventionsorganerne.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per
Kaalund (S) Lissa Mathiasen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist
(RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Sonja Albrink (CD) Birthe Rønn
Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Svend Aage Jensby (V) Erling Oxdam (V)
Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Gitte Seeberg (KF) Tom Behnke (FP)
Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Bilag
Udvalgets spørgsmål nr. 24 og justitsministerens svar herpå er optrykt som
bilag til tillægsbetænkningen
Spørgsmål nr. 24:
Ministeren bedes kommentere høringssvaret fra Det Danske Center for
Menneskerettigheder, jf. bilag 8, herunder især bemærkningen om, at »den
foreslåede regulering af hemmelig ransagning ikke er i overensstemmelse med
de krav, der er indeholdt i eller følger af principperne bag EMRK. En
anvendelse af ordningen i praksis vil følgelig kunne medføre
konventionskrænkelse« (høringssvaret side 7-8).
Svar:
Som det fremgår af spørgsmålet, har Det Danske Center for
Menneskerettigheder i sit høringssvar af 17. januar 1997 vedrørende
lovforslaget bl.a. anført, at det er Menneskerettighedscentrets opfattelse,
at »den foreslåede regulering af hemmelig ransagning ikke er i
overensstemmelse med de krav, der er indeholdt i eller følger af principperne
bag EMRK. En anvendelse af ordningen i praksis vil følgelig kunne medføre
konventionskrænkelse.«
Centeret henviser i den forbindelse til bestemmelsen i Den europæiske
Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
I den anledning kan Justitsministeriet oplyse følgende:
1. Efter EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for
sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Ransagning, herunder hemmelig ransagning, er et indgreb, der er omfattet
af artikel 8, stk. 1, idet det både er et indgreb i retten til privatliv og
retten til hjem, jf. f.eks. Niemietz mod Tyskland,
Menneskerettighedsdomstolens dom af 16. december 1992, EMD 251-B, der
vedrørte ransagning hos en advokat af kontorlokaler.
Et sådant straffeprocessuelt indgreb vil kun være legitimt, såfremt
betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, er opfyldte.
EMRK artikel 8, stk. 2, har følgende ordlyd:
»Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret,
medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et
demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige
tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller
forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at
beskytte andres rettigheder og friheder.«
Det følger heraf, at et indgreb, for at være legitimt, skal være
foreskrevet ved lov (»i overensstemmelse med loven«), jf. nedenfor
punkt 2, skal varetage et anerkendelsesværdigt formål (»nødvendigt . . .
af hensyn til . . . »), jf. nedenfor punkt 3, og endelig være
proportionalt (»nødvendigt i et demokratisk samfund«), jf. nedenfor
punkt 4.
2. Kravet om, at indgrebet skal være foreskrevet ved lov er et
legalitetskrav. Indgrebet skal - for at være i overensstemmelse med EMRK -
have fornøden hjemmel i national lovgivning.
Konventionen henviser ikke blot til national ret, men stiller visse krav
til hjemmelsgrundlaget. Efter praksis forstås kravet således, at retsreglerne
skal være tilgængelige, retstilstanden forudsigelig og hjemmelen
tilstrækkelig præcis og klar, jf. f.eks. Sunday Times mod Storbritannien, dom
af 26. april 1979, EMD-30, præmis 49, og Silver and Others mod
Storbritannien, dom af 25. marts 1983, EMD-61, præmis 87 og 88. I tilfælde,
hvor der overlades de judicielle myndigheder eller administrationen, herunder
anklagemyndigheden, en skønsmæssig beføjelse, må beføjelsen ikke være
ubegrænset eller alt for upræcis. Omfanget af dette skøn må således være
nærmere fastlagt, jf. f.eks. Calogero mod Italien, dom af 15. november 1996,
præmis 32.
Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 799 opfylder kravet om, at
indgrebet skal være foreskrevet ved lov. Ikke alene vil hemmelig ransagning
være hjemlet ved lov, men bestemmelsen indeholder endvidere de materielle og
processuelle krav, der skal være opfyldte, og formuleringen af betingelserne
er tilstrækkeligt præcise.
3. Derudover er det et krav efter EMRK artikel 8, stk. 2, at
indgrebet skal varetage et anerkendelsesværdigt formål. Efter artikel 8, stk.
2, kan et indgreb være begrundet i hensynet til at »forebygge . . .
forbrydelse«. Formuleringen dækker ikke kun over
kriminalitetsforebyggelse men tillige bekæmpelse. Hemmelig ransagning i
efterforskningsøjemed må efter Justitsministeriets opfattelse antages at
varetage et anerkendelsesværdigt formål efter konventionen, jf. f.eks.
Niemietz mod Tyskland, dom af 16. december 1992, EMD 251-B, der vedrørte en
strafferetlig efterforskning mod en tredjeperson.
4. For at en hemmelig ransagning efter retsplejelovens § 799 skal
være i overensstemmelse med EMRK artikel 8, kræves endvidere, at indgrebet
skal være nødvendigt i et demokratisk samfund.
Heri ligger et krav om proportionalitet. Dette indebærer, at det
pågældende indgreb skal være et egnet middel til at forfølge formålet, og at
det pågældende middel eller indgreb er det mindst indgribende til at forfølge
formålet.
Da artikel 8, stk. 2, er en undtagelse fra hovedreglen i artikel 8, stk.
1, skal den fortolkes indskrænkende, ligesom behovet eller nødvendigheden
skal godtgøres på overbevisende måde, jf. Funke mod Frankrig, dom af 25.
februar 1993, EMD 256-A, præmis 55, og Miailhe mod Frankrig, dom af 25.
februar 1993, EMD 256-C, præmis 36.
I hvert fald ved alvorligere former for kriminalitet har medlemsstaterne
en skønsmargin med hensyn til valg af foranstaltninger ved
kriminalitetsbekæmpelse, både for så vidt angår foranstaltninger generelt og
i forhold til den enkelte sag, jf. Murray mod Storbritannien, dom af 28.
januar 1994, EMD 300-A, præmis 90, der vedrørte terrorisme, og Klass and
Others mod Tyskland, dom af 6. september 1978, EMD 28, præmis 49, der
vedrørte terrorisme og statsfjendtlig virksomhed i øvrigt.
Konventionsorganerne vil ved vurderingen af nødvendigheden foretage en
vurdering af, om der er en rimelig balance mellem på den ene side hensynet
til individets rettigheder og på den anden side statens pligt over for
samfundet (beskyttelse og bekæmpelse af kriminalitet), jf. Murray mod
Storbritannien, præmis 91.
5. Som anført af Menneskerettighedscentret ses der ikke at
foreligge praksis fra Menneskerettighedsorganerne om hemmelig ransagning i
efterforskningsøjemed. Dette betyder imidlertid ikke, at der ikke findes
praksis af direkte betydning for vurderingen af lovforslagets forenelighed
med EMRK.
Sagen Klass and Others mod Tyskland, dom af 6. september 1978, EMD 28,
vedrørte en tysk lovgivning, hvorefter der kunne foretages indgreb i
meddelelseshemmeligheden, uden at de involverede fik underretning, og hvor de
involverede først fik underretning, når dette kunne ske uden skade for det
formål, der begrundede indgrebet, hvilket i visse tilfælde betød, at der ikke
blev givet underretning. Det pågældende indgreb var begrundet i hensynet til
statens sikkerhed og forebyggelse af kriminalitet. I dommen anføres det, at
sådanne indgreb må være »strengt nødvendige«, jf. præmis 42.
Domstolen lagde vægt på den tekniske udvikling inden for spionage og
efterretning og udviklingen i terrorisme, jf. præmis 48. Domstolen udtalte,
at det måtte accepteres, at sådanne indgreb »under særlige
betingelser« kan være nødvendige i et demokratisk samfund, jf. præmis
48.
Ved vurderingen af, om et sådant hemmeligt indgreb var i overensstemmelse
med artikel 8, lagde Domstolen vægt på, om der var »passende og
effektive garantier mod misbrug«, jf. præmis 50. Dette kriterium
genfindes i andre sager, jf. Funke-sagen, præmis 56, og Miailhe-sagen, præmis
37, om toldmyndigheders ransagning og beslaglæggelse.
Domstolen udtalte videre, at der måtte foretages en konkret vurdering.
Domstolen udtalte, at foreneligheden afhænger af en sags konkrete
omstændigheder, herunder de mulige foranstaltningers karakter, omfang og
varighed, betingelserne for at iværksætte sådanne foranstaltninger, de
myndigheder, der er kompetente til at tillade, udføre og kontrollere sådanne
foranstaltinger, og hvilke retsmidler der er tilgængelige efter national ret,
jf. præmis 50.
Domstolen lagde endvidere vægt på, om retsgrundlaget indeholdt betingelser
og begrænsninger (limitative conditions), herunder om, hvem der kunne træffe
beslutning, og hvilken fremgangsmåde der skulle følges, jf. præmis 51 og 52.
Der kan i denne forbindelse tillige henvises til Funke-sagen, præmis 57, og
Miailhe-sagen, præmis 38, hvor der blev lagt vægt på, at der var overladt
vide beføjelser til administrationen til at træffe beslutning om ransagning
og beslaglæggelse. I Funke-sagen og Miailhesagen førte bl.a. dette forhold
til, at der blev statueret krænkelse.
Domstolen lægger navnlig vægt på, om der er adgang til domstolsprøvelse,
jf. præmis 53 til 57, og Funke-sagen, præmis 57, og Miailhe-sagen, præmis 38.
Domstolen udtalte, at domstolsprøvelse enten kan være forudgående, samtidig
eller efterfølgende. Når der er tale om et hemmeligt indgreb i
meddelelseshemmeligheden kræves, at »de etablerede procedurer i sig selv
skal indeholde passende og tilstrækkelige garantier, der beskytter individets
rettigheder«, jf. præmis 55. Ved »tilstrækkelige« tænkes på,
at der skal tages højde for, at individet grundet indgrebets karakter er
afskåret fra selv at udnytte et eventuelt retsmiddel eller at tage aktivt del
i kontrolproceduren.
Det bemærkes, at Domstolen endvidere udtalte, at det forhold, at der (kun)
blev givet efterfølgende underretning og i visse tilfælde slet ikke blev
givet underretning overhovedet, ikke i sig selv kunne begrunde, at indgrebet
var uforeneligt med artikel 8. Domstolen lagde vægt på, at hemmeligholdelsen
var nødvendig af hensyn til effektiviteten, og at der skulle gives
underretning, så snart det kunne ske uden skade for formålet, jf. præmis 58.
Vedrørende Konventionsorganernes praksis skal det afslutningsvis bemærkes,
at det endvidere har betydning, hvem indgrebet foretages over for. Niemietz
mod Tyskland, dom af 16. december 1992, EMD 251-B, vedrører ransagning hos en
advokat som led i efterforskningen i en straffesag mod tredjemand. I den
konkrete sag blev det statueret, at en ransagning ikke var proportional, og
dermed at den udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8. Domstolen lagde vægt
på, at når der var tale om en advokat, kunne en krænkelse af den
professionelle fortrolighed have skadelige følgevirkninger for retssystemet i
almindelighed, hvortil kom, at dette kunne have negative følger for
advokatens omdømme. Domstolen lagde endvidere vægt på, at der efter tysk ret
ikke var særlige processuelle sikkerhedsgarantier i et tilfælde som det
foreliggende, jf. i det hele præmis 37.
6. Det fremgår af lovforslaget sammenholdt med bemærkningerne, at
hemmelig ransagning kun kan foretages, når visse betingelser er opfyldt.
For det første skal de almindelige betingelser for ransagning være
opfyldt. Det forhold, at de almindelige ransagningsbetingelser skal være
opfyldte, indebærer blandt andet, at mistankekravet i § 794, stk. 1, nr. 1,
skal være opfyldt.
For det andet skal det være af afgørende betydning, at ransagningen
foretages hemmeligt. Efter lovforslaget skal hemmelig ransagning således være
af afgørende betydning for efterforskningen. Heri ligger en begrænsning i
muligheden for at anvende indgrebet i forhold til almindelig ransagning, der
efter forslaget til affattelse af retsplejelovens § 794, stk. 1, nr. 2, kun
må foretages, hvis det må antages at være af væsentlig betydning for
efterforskningen. Det vil kun være i særlige tilfælde, at hemmelig ransagning
kan anvendes som efterforskningsskridt. Hertil kommer, at formuleringen af
nødvendighedsbetingelsen - ud over at være en begrænsning i forhold til
ransagning i øvrigt - er en væsentlig begrænsning i anvendelsesområdet for
hemmelig ransagning.
For det tredje skal der være tale om en forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitel 12 eller 13 (forbrydelser mod statens sikkerhed m.v.)
eller en overtrædelse af straffelovens §§ 191 (grov narkotikakriminalitet)
eller 237 (manddrab). Lovforslagets bemærkninger indeholder i denne
forbindelse fortolkningsbidrag til det tilsigtede anvendelsesområde for
hemmelig ransagning, der viser, at det kun er i særlige tilfælde, at der skal
kunne foretages sådanne indgreb. I lovforslagets almindelige bemærkninger,
afsnit 5.4.2. (s. 23) anføres således bl.a. følgende:
»I praksis findes behovet for hemmelig ransagning navnlig i sager om
grov narkotikakriminalitet, som oftest begås af flere personer i forening, og
hvor det kan være nødvendigt at hemmeligholde en ransagning, f.eks. for at
kunne anholde ikke kun den kurer, der har indsmuglet et parti narkotika, men
også de bagmænd, som står bag indsmuglingen.
I visse drabssager kan hemmelig ransagning også tænkes at være påkrævet,
især når flere personer i forening har planlagt og begået drab. Det
forudsættes, at bestemmelserne om hemmelig ransagning kun vil blive anvendt i
få helt specielle drabssager. Det vil kunne dreje sig om planlagte
likvideringer, hvor en åbenlys ransagning vil ødelægge
efterforskningen.«
Forslaget indeholder således en ganske betydelig begrænsning for så vidt
angår arten af den kriminalitet, hvor der kan foretages hemmelig ransagning.
For det fjerde skal visse processuelle betingelser være opfyldte.
Det er således af betydning, at kompetencen til at træffe en sådan
afgørelse tilkommer domstolene, jf. retsplejelovens § 799, stk. 1. En sådan
domstolsprøvelse vil almindeligvis være forudgående, jf. retsplejelovens §
799, stk. 1, men kan endvidere være efterfølgende, jf. retsplejelovens § 799,
stk. 2, jf. § 783, stk. 3. Ved kravet om domstolsprøvelse er der indbygget en
væsentlig retssikkerhedsgaranti.
Derudover må det tillægges betydning, at en beslutning om hemmelig
ransagning skal begrænses tidsmæssigt, jf. retsplejelovens § 799, stk. 2, jf.
§ 783, stk. 2.
Det må endvidere tillægges vægt, at der er obligatorisk advokatbeskikkelse
for den person, over for hvem indgrebet foretages, jf. retsplejelovens § 799,
stk. 2, jf. § 784, og at denne advokat er tillagt vide beføjelser.
Det må i denne forbindelse endvidere indgå i vurderingen, at der vil ske
underretning om indgrebet, så snart dette kan ske uden skade for
efterforskningen, jf. retsplejelovens § 799, stk. 2, jf. § 788 og
lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 5.4.2. (side 23). En person,
hos hvem der er foretaget hemmelig ransagning, vil derfor have mulighed for
efterfølgende at anfægte lovligheden.
For det femte skal det bemærkes, at retsplejelovens § 799, stk. 1, 2.
pkt., som hovedregel undtager personer, der er omfattet af vidneudelukkelses-
og vidnefritagelsesreglerne, jf. retsplejelovens § 170 og § 172 (præster,
læger, advokater, journalister).
Samlet kan det konkluderes, at der ikke findes noget straffeprocessuelt
indgreb i dansk ret, hvor de materielle og processuelle betingelser er så
restriktive som efter den foreslåede bestemmelse om hemmelig ransagning.
7. Menneskerettighedsorganerne (Kommissionen, Ministerkomiteen og
Domstolen) foretager som udgangspunkt ikke nogen generel eller abstrakt
vurdering af, om en medlemsstats retstilstand er forenelig med konventionens
krav. Meneskerettighedsorganerne foretager derimod en vurdering af, hvorvidt
anvendelsen af en national regel i det enkelte tilfælde indebærer en
krænkelse af en af de i konventionen sikrede rettigheder eller friheder.
Afgørelsen af, hvorvidt de ovenfor under punkt 2-4 gennemgåede betingelser
er opfyldte, herunder hvorvidt hemmelig ransagning i en sag er
»nødvendigt i et demokratisk samfund . . . for at forebygge . . .
forbrydelse«, vil derfor bero på en konkret vurdering i det enkelte
tilfælde. Den europæiske Menneskerettighedskonvention er en integreret del af
dansk ret, og konventionens bestemmelser og konventionsorganernes praksis
skal derfor indgå i forbindelse med beslutningen om at foretage hemmelig
ransagning. Det vil således i første omgang bero på en konkret vurdering hos
de retsanvendende myndigheder, hvad enten dette er politiet eller domstolene,
om konventionens krav er opfyldt.
Endelig bemærkes, at ingen af de andre myndigheder og organisationer,
herunder domstolene og Advokatrådet, der har været hørt over lovforslaget,
har givet udtryk for, at den foreslåede bestemmelse om hemmelig ransagning
skulle kunne være i strid med menneskerettighederne.
8. På baggrund af det ovenfor anførte er det Justitsministeriets
opfattelse, at lovforslagets bestemmelse om hemmelig ransagning
(retsplejelovens § 799) ikke kan anses for uforenelig med artikel 8 i Den
europæiske Menneskerettighedskonvention.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om våben og eksplosivstoffer Retsinformation · 1. juni 1999
- 1995 BTB 103 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BEKÆMPELSE AF ORGANISERET KRIMINALITET OG ROCKERKRIMINALITET NR B 103 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 14. maj 1996
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og straffeloven (Varetægtsfængsling i isolation, varetægtsfængsling under domsforhandlingen, vidnebeskyttelse, vidneudelukkelse for præster fra andre trossamfund, afhøringer i sager ved Højesteret, behandling af retssager uden for retskredsen af lokalemæssige grunde samt klager over anklagemyndighedens sagsbehandling m.v.) Retsinformation · 12. april 2000
- Tilføjelse til betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om hunde (Ændring af bestemmelsen om skambid, optagning af strejfende hunde m.v.) Retsinformation · 16. maj 2014
- Betænkning over Forslag til lov om forbud mod hold af ræve Retsinformation · 25. juli 2009
- 1996 BTL 145 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN, VÅBENLOVEN OG LOV OM RESTAURATIONS- OG HOTELVIRKSOMHED M.V. (SKÆRPELSE AF STRAFFEN FOR SÆRLIG GROV VOLD OG FOR BESIDDELSE AF KNIVE OG SLAGVÅBEN, SIKKERHEDSMÆSSIGE KRAV TIL RESTAURATIONERS INDRETNING M.V.) NR L 145 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 14. maj 1997