Spring til indhold

Retsinformation

1988 BTL 130 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MENIGHEDSRÅD (SAMARBEJDE MELLEM MENIGHEDSRÅD M.V.) NR L 130 1988-89, 1. SAMLING

1988/1 BTL 130Betænkning over lovforslagFolketinget17. maj 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til kirkeministeren, som denne har besvaret dels

skriftligt, dels i samråd. En række af disse spørgsmål og

ministerens besvarelse heraf er optrykt som bilag til betænkningen.

Udvalget har modtaget mundtlige og/eller skriftlige henvendelser fra:

Beck, Hans F., Veerst-Bække Sognepræsteembede,

Billum Menighedsråd, Varde Provsti,

Bække Menighedsråd,

Dam, Poul, København,

Den Danske Præsteforening,

Den Sønderjydske Forening af Menighedsrådsmedlemmer,

Distriktsforeningen for Bornholms menighedsrådsmedlemmer,

FDF/FPF's hovedbestyrelse v/Jørgen Kreiner-Møller,

Frandsen, H. Qvist, provst, Ryomgård,

Folkekirkemedlemmer i Hjørring,

Haderslev Stift, biskoppen,

Helsingør Stift, biskoppen,

Helsingør Stift, samtlige provster, i Hovborg og Lindknud Menighedsråd,

Hunderup Menighedsråd,

Institut for Religionsstudier, Århus Universitet,

Jakobsen, H. P., sognepræst, Haderslev,

Janderup Menighedsråd,

Kirkeligt Centrum,

Kristeligt Pressebureau,

Lindknud Præsteembede,

E. Lund-Sørensen, landsretssagfører, Århus,

Menighedsrådene for Malt og Folding sogne,

Menighedsrådet ved Thorstrup kirke, Varde Provsti, Ribe Stift,

Ribe Stift, biskoppen,

Stenderup, Skovlund og Ansager Menighedsråd,

Læs alt

Sædden Kirke, menighedsrådet,

Tjæreborg Sogns Menighedsråd,

Vester Vedsted Menighedsråd,

Veerst Menighedsråd,

Århus Stift, biskoppen, og

Åstrup og Vester Starup Menighedsråd i Ribe Stift.

Der er såvel gennem skriftlige og mundtlige henvendelser til udvalget som

gennem indlæg i dagspressen og tidsskrifter vist interesse for lovforslaget.

Udvalget har haft en grundig drøftelse af disse henvendelser og indlæg og har

på denne baggrund stillet en række spørgsmål til kirkeministeren.

Ministeren har over for udvalget tilkendegivet, at det ved godkendelse af

samarbejdsaftaler og dispensationer påhviler den parlamentarisk ansvarlige

minister at påse, at der ikke godkendes noget, som er i strid med

lovgivningens grundlæggende forudsætninger. Det vil således være udelukket at

dispensere fra bestemmelsen om, at præsten i sin embedsvirksomhed er

uafhængig af menighedsrådet.

Ministeren har over for udvalget bekræftet, at samarbejdsaftaler, som ikke

kræver fravigelse af gældende regler, allerede kan indgås mellem menighedsråd

uden samtykke af andre end de samarbejdende menighedsråd. Sådanne

samarbejdsaftaler skal ikke godkendes af ministeren efter lovforslaget, og de

kan ophæves uden samtykke fra højere myndighed.

Udvalget ønsker at præcisere, at frivilligt indgåede aftaler, der kræver

dispensation fra gældende lov, skal indeholde bestemmelser om samarbejdets

omfang og varighed. Disse bestemmelser i aftalen skal tage hensyn til de

fælles forpligtelser, herunder de økonomiske forpligtelser.

I de tilfælde, hvor sogne/menighedsråd er enige om at afslutte

samarbejdet, kan dette naturligvis ske efter fælles aftale uden ministerens

godkendelse.

Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem)

kan tilslutte sig lovforslaget, der giver flere sogne mulighed for at

samarbejde og løse opgaver i fællesskab ud over de muligheder, der allerede

findes i dag. Menighedsråd/sogne får således mulighed for at udnytte de

fysiske og økonomiske ressourcer i et frivilligt fællesskab.

Herefter indstiller flertallet lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller

lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Allerede i dag er der mulighed for, at flere menighedsråd kan enes om at

søge stillinger i deres respektive sogne besat med samme personer. Det er

ikke ualmindeligt, at de samme personer i menighedsråd i flersognspastorater

har erhvervet organist- eller kirkesangerstillinger i pastoratets sogne.

Sognemedhjælperordningen fungerer allerede tilfredsstillende i mange

sogne. De nuværende sognemedhjælpere, der er ansat af menighedsråd, er

omfattet af straffelovens § 152 om forbud imod videregivelse eller udnyttelse

af fortrolige oplysninger. Derfor finder Fremskridtspartiet, at yderligere

lovgivning på området er unødvendig.

Hans Kofoed (KF) Ikast (KF) Povl Brøndsted (V) fmd. Inge Dahl-Sørensen

(V) Tove Niemann (FP) Larsen-Ledet (RV) Jette Pors (CD) Inger Stilling

Pedersen (KRF) Hanne Andersen (S) Graversen (S) Klaus Hækkerup (S) Arne

Jensen (S) Tove Lindbo Larsen (S) nfmd. Grete Schødts (S) Inger Harms

(SF) Hanne Thanning Jacobsen (SF)

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til kirkeministeren

og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål 8:

Der anmodes om en redegørelse om de allerede i dag ansatte

sognemedhjælpere eller lignende. Redegørelsen bedes indeholde en opgørelse

over antallet af ansatte sognemedhjælpere eller lignende, disses

arbejdsopgaver og kompetenceområder samt en beskrivelse af, hvor en manglende

tavshedspligt kan indebære problemer for så vidt angår det sjælesørgende

arbejde.

Svar:

Hovedparten af de eksisterende sognemedhjælperordninger må antages

etableret i samarbejde med og med støtte fra det sognemedhjælperudvalg, som

nedsattes i 1986 ved en samarbejdsaftale mellem Den Danske

Diakonissestiftelse, De Samvirkende Menighedsplejer og Kirkefondet, og

hvortil Skt. Lukas Stiftelsen siden har sluttet sig. Dette

sognemedhjælperudvalg udarbejdede i april 1988 vedlagte oversigt over

sognemedhjælperordninger i Danmark. Oversigten indeholder oplysninger om

ansættelsesmyndighed, arbejdsopgaver og beskæftigelsesgrad samt

finansieringsgrundlag.

Sognemedhjælpere, der er ansat af menighedsråd, er omfattet af

straffelovens § 152 om forbud imod videregivelse eller udnyttelse af

fortrolige oplysninger, som de pågældende bliver bekendt med gennem

ansættelsesforholdet.

Det er mig ikke bekendt, at sognemedhjælperes overholdelse af

tavahedspligten skulle have voldt problemer i praksis.

Spørgsmål 9:

Er ministeren bekendt med, at der i dag opslås stillinger på tværs af

sognene i forventning om lovens snarlige vedtagelse?

Svar:

Der er allerede i dag mulighed for, at flere menighedsråd kan enes om at

søge stillinger i deres respektive sogne besat med samme person. Eksempelvis

forekommer det ikke sjældent, at menighedsråd i et flersognspastorat søger

organist- eller kirkesangerstillingerne i pastoratets sogne varetaget af

samme person. Der er altså i disse tilfælde tale om, at samme person påtager

sig flere ansættelsesforhold med forskellige arbejdsgivere med de problemer,

dette kan indebære i henseende til instruktionsbeføjelse m.v. De implicerede

menighedsråd afgiver ingen kompetence, og forhold vedrørende den ansatte skal

behandles særskilt i hvert af rådene.

Ved bestemmelserne i § 1, stk. 4, og § 3 i lov om bestyrelse og brug af

folkekirkens kirker m.m. er der allerede efter den gældende lovgivning

hjemmel til at fravige denne løse samarbejdsform for så vidt angår

kirkegårdsdrift, idet Kirkeministeriet kan godkende, at bestyrelsen af flere

kirkegårde henlægges under et fællesorgan.

Det er mig ikke bekendt, at lovforslagets fremsættelse skulle have givet

anledning til opslag af stillinger fælles for flere sogne i videre omfang

eller med mere vidtgående indhold end hidtil.

Spørgsmål 10:

Kræver det ikke en særlig lovgivning, såfremt en egentlig

sognemedhjælperordning søges indført?

Svar:

Hvis der med en egentlig sognemedhjælperordning tænkes på etablering af en

særlig stillingskategori med et på forhånd fastlagt opgave- og ansvarsområde,

må spørgsmålet formentlig besvares bekræftende. Begrebet sognemedhjælper er

imidlertid, således som det hidtil har været anvendt i praksis, ikke

entydigt, idet det anvendes om stillinger med væsentligt forskellige indhold

og ansættelsesvilkår, jf. den i svaret på spørgsmål 8 omtalte beretning.

Udtrykket sognemedhjælper må således i det hele anses for en praktisk samlet

betegnelse for varetagelsen af de forskelligartede opgaver i sognene, som

ikke dækkes af de nuværende officielle stillingskategorier. Jeg vil ikke

finde det hensigtsmæssigt at ændre den bestående tilstand gennem lovgivning

om sognemedhjælpere som særlig stillingskategori med nærmere bestemt indhold.

Spørgsmål 11:

Hvilken procedure følges ved afgørelsen af, om et lovforslag skal sendes

til høring?

Svar:

Der er ikke fastlagt eller foreskrevet nogen bestemt procedure ved

afgørelsen af, om og i bekræftende fald hos hvem et lovforslag skal sendes

til høring.

Med hensyn til L 130 er forholdet det, som jeg har peget på i de

indledende bemærkninger til mit svar af 24. januar 1989, punkt B, sidste

afsnit, at alle berørte myndigheder vil blive hørt om enhver samarbejdsaftale

eller dispensationsansøgning, som menighedsråd måtte forelægge i medfør af

den foreslåede hjemmel hertil. Først da vil en høring have betydning, idet

lovens anvendelsesområde ganske vil komme til at bero på de forslag, som

menighedsrådene måtte fremsætte.

Spørgsmål 13:

Er det ministerens hensigt at udvide det påtænkte frivillige samarbejde

mellem menighedsråd til også at omfatte samarbejde med andre lokale

foreninger, f.eks. beboerforeninger, eller med andre frivillige kirkelige

organisationer?

Svar:

Det vil ikke med den foreslåede dispensationsadgang være muligt for

ministeren at tillade, at kirkelige ligningsmidler anvendes til andet end

kirkelige formål.

Med hensyn til eventuelt samarbejde med frivillige kirkelige

organisationer henviser jeg til mit nedenfor anførte svar på spørgsmål 14.

Spørgsmål 14:

Hvilke muligheder eksisterer der i dag for ovennævnte slags samarbejde?

Svar:

Det er i dag muligt for menighedsrådene inden for rådighedsbeløbets rammer

at yde tilskud til alle formål, der skønnes at fremme det kirkelige liv på

stedet, forudsat at menighedsrådets skøn i så henseende godkendes af

provstiudvalget. Herunder kan der være tale om at støtte også initiativer,

der iværksættes af frie kirkelige organisationer på lokalt plan.

Lovforslaget sigter ikke specielt på at øge menighedsrådenes muligheder

for at bruge kirkelige ligningsmidler til at støtte frie kirkelige

organisationer. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at samarbejdende

menighedsråd ved omprioriteringer af deres budgetter kan afsætte flere midler

til særlige kirkelige initiativer, herunder et udvidet samarbejde med de frie

kirkelige organisationer. Men der vil ikke blive ydet tilskud af

fællesfondsmidler i forbindelse med et sådant samarbejde.

Spørgsmål 15:

Vil ministeren uddybe sine bemærkninger side 2, spalte 1, hvor der tales

om sognet »som den mindste enhed«, og derfor »kan sognets

beføjelser og initiativer kun blive begrænsede«, eller anser ministeren

store sogne for formålstjenlige?

Svar:

Mine bemærkninger om menighedsrådenes begrænsede økonomiske kompetence

skal ses på baggrund af, at sognet typisk er en mindre enhed i et større

kirkeligt ligningsområde (kommunen). Derfor må sognets egne ønsker ofte

nedprioriteres af hensyn til de øvrige sogne i ligningsområdet.

Jeg har i mine generelle bemærkninger i skrivelse af 24. januar 1989

understreget, at jeg ikke med det foreliggende lovforslag har fremlagt

et forslag til ændring af sognestrukturen. Men jeg anser det for

hensigtsmæssigt, at der tilvejebringes hjemmel for et udvidet frivilligt

samarbejde på tværs af sognegrænser.

Spørgsmål 16:

Hvorfor skal det være de fælles kirkelige ligningsmidler

(landskirkeskatten), der skal fremme ordninger, og ikke stiftsmidlerne, jf.

bemærkningerne til § 37 b?

Svar:

Landskirkeskatten udskrives med samme procent af den skattepligtige

indkomst i alle kommuner, og eventuelle tilskud af landskirkeskat vil derfor

have en udligningseffekt imellem ligningsområder med forskelligt

beskatningsgrundlag.

Det er ikke tanken at yde varige tilskud til forsøgsordninger, kun

tilskud til igangsætning, hvor omprioritering af menighedsrådenes egne

budgetter nødvendigvis må ske over en vis periode.

»Stiftsmidlerne« er - ud over fællesfonden - kirkernes og

præsteembedernes kapitaler, der ikke kan tjene tilskudsformål. Stifts

fonds midler er i alt væsentligt tilskud fra de enkelte menighedsråds

rådighedsbeløb til »formål, der vedrører stiftet som helhed«.

Spørgsmål 17:

Hvad ville der være til hinder for, at det var provsten, der godkendte

eventuelle samarbejdsaftaler, og provstiets revisor, der godkendte det

økonomiske i eventuelt samarbejde menighedsrådene imellem?

Svar:

Som jeg har nævnt det i mit tidligere svar - de generelle bemærkninger

punkt B - bør bemyndigelse til at fravige gældende lovbestemmelser kun gives

til den parlamentarisk ansvarlige minister, ikke til andre kirkelige

myndigheder. Men der er ikke noget i vejen for, at en samarbejdsaftale med

ministerens godkendelse kan delegere kompetence til lokale kirkelige

myndigheder. I øvrigt vil som også tidligere anført alle berørte myndigheder,

herunder provstiudvalget, få lejlighed til at udtale sig om konkrete forslag

til samarbejdsaftaler og dispensationer.

Spørgsmål 19:

Hvordan vil ministeren sikre, at forslaget bliver udgiftsneutralt med

hensyn både til landskirkeskatten og til den kommunale kirkeskat?

Svar:

Jeg har i mine generelle bemærkninger i skrivelse af 24. januar 1989,

punkt E, understreget, at det ikke er tanken med forslaget at yde varige

tilskud via landskirkeskatten til forsøgsordninger, men alene at skabe

hjemmel for ydelse af bevillingstilskud til hurtig igangsættelse af i øvrigt

hensigtsmæssige forsøg, hvor omlægning af menighedsrådenes budgetter

nødvendigvis må ske over en vis periode.

Det er heller ikke forslagets intention at øge de udgifter, der afholdes

af kirkekasserne. Men forslaget muliggør, at samarbejdende menighedsråd kan

omprioritere deres budgetter og derigennem afsætte midler til

initiativer, det på grund af det enkelte sogns størrelse ikke hidtil har

været muligt at iværksætte.

Spørgsmål 20:

Ministeren bedes redegøre for, hvordan bemyndigelsen i § 37, stk. 3, vil

blive forvaltet. Hvornår vil ministeren fravige reglerne i kapitel 1-9 i lov

om menighedsråd samt reglerne i lov om valg til menighedsråd, lov om

folkekirkens økonomi osv.?

Svar:

Som anført i de indledende generelle bemærkninger i mit svar af 24. januar

1989 til Kirkeudvalget, punkt A og B, følger det af lovforslaget, at

ministeren kun får mulighed for at give dispensationer fra gældende

lovgivning, når det foreslås af menighedsrådene selv. Der er tale om et

tilbud til menighedsrådene om at komme med forslag om samarbejdsaftaler eller

forsøgsordninger, og det er ministeren, der vil kunne drages til ansvar, hvis

der godkendes noget, der er i strid med lovgivningens grundlæggende

forudsætninger.

Det er på denne baggrund, at den konkrete stillingtagen til ansøgninger om

dispensation fra bestemmelserne i de enkelte kirkelige love vil ske. Men

afgørelsen i det enkelte tilfælde vil først kunne træffes, når en begrundet

ansøgning foreligger.

Spørgsmål 21:

Kan et større rådighedsbeløb kombineret med ændrede betingelser for

anvendelse af samme ikke træde i stedet for L 130?

Svar:

Det er - som også anført i mit foranstående svar på udvalgets spørgsmål 19

- ikke hensigten med forslaget at øge det enkelte menighedsråds budget, men

at gøre det muligt ved omprioritering af afsætte flere midler til at tage

særlige opgaver op i samarbejde med andre menighedsråd.

En forøgelse af rådighedsbeløbet vil ikke kunne tilgodese lovforslagets

intentioner, idet der efter lovforslaget skabes hjemmel både for nye former

for frivilligt samarbejde mellem menighedsråd og for, at det enkelte

menighedsråd kan foreslå gennemførelse af moderniseringer og forbedringer af

sin kirkelige administration.

Spørgsmål 24:

Ifølge § 37 a kan der i vedtægterne for samarbejde mellem 2 eller flere

sogne dispenseres fra reglerne i forskellige love. Hvordan vil ministeren

sikre, at der ikke sker en diskriminering over for store sogne, der arbejder

inden for egne sognegrænser?

Svar:

Forslaget til § 37 a, stk. 7, jf. også bemærkningerne til denne

bestemmelse, skal sikre, at der også i store sogne - uden at samarbejdsaftale

er nødvendig - kan gives dispensationer fra gældende regler, såfremt der

kommer motiverede forslag herom.

Spørgsmål 27:

Ministeren bedes oplyse, i hvilket omfang bemyndigelsesbestemmelser i

lovforslaget vil blive bragt i anvendelse.

Svar:

Det er væsentligt først at slå fast, at ministeren efter lovforslaget kun

er bemyndiget til at godkende, hvad menighedsråd søger om at få

godkendt. Bemyndigelsens praktiske betydning vil altså helt afhænge af, i

hvilket omfang der er menighedsråd, som ønsker dispensationer fra gældende

bestemmelser.

Som understreget i tidligere svar til udvalget vil den parlamentarisk

ansvarlige minister imidlertid være forpligtet til at påse, at der ikke

godkendes noget, som er i strid med lovgivningens grundlæggende

forudsætninger.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter