1988 BTL 130 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MENIGHEDSRÅD (SAMARBEJDE MELLEM MENIGHEDSRÅD M.V.) NR L 130 1988-89, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til kirkeministeren, som denne har besvaret dels
skriftligt, dels i samråd. En række af disse spørgsmål og
ministerens besvarelse heraf er optrykt som bilag til betænkningen.
Udvalget har modtaget mundtlige og/eller skriftlige henvendelser fra:
Beck, Hans F., Veerst-Bække Sognepræsteembede,
Billum Menighedsråd, Varde Provsti,
Bække Menighedsråd,
Dam, Poul, København,
Den Danske Præsteforening,
Den Sønderjydske Forening af Menighedsrådsmedlemmer,
Distriktsforeningen for Bornholms menighedsrådsmedlemmer,
FDF/FPF's hovedbestyrelse v/Jørgen Kreiner-Møller,
Frandsen, H. Qvist, provst, Ryomgård,
Folkekirkemedlemmer i Hjørring,
Haderslev Stift, biskoppen,
Helsingør Stift, biskoppen,
Helsingør Stift, samtlige provster, i Hovborg og Lindknud Menighedsråd,
Hunderup Menighedsråd,
Institut for Religionsstudier, Århus Universitet,
Jakobsen, H. P., sognepræst, Haderslev,
Janderup Menighedsråd,
Kirkeligt Centrum,
Kristeligt Pressebureau,
Lindknud Præsteembede,
E. Lund-Sørensen, landsretssagfører, Århus,
Menighedsrådene for Malt og Folding sogne,
Menighedsrådet ved Thorstrup kirke, Varde Provsti, Ribe Stift,
Ribe Stift, biskoppen,
Stenderup, Skovlund og Ansager Menighedsråd,
Læs alt
Sædden Kirke, menighedsrådet,
Tjæreborg Sogns Menighedsråd,
Vester Vedsted Menighedsråd,
Veerst Menighedsråd,
Århus Stift, biskoppen, og
Åstrup og Vester Starup Menighedsråd i Ribe Stift.
Der er såvel gennem skriftlige og mundtlige henvendelser til udvalget som
gennem indlæg i dagspressen og tidsskrifter vist interesse for lovforslaget.
Udvalget har haft en grundig drøftelse af disse henvendelser og indlæg og har
på denne baggrund stillet en række spørgsmål til kirkeministeren.
Ministeren har over for udvalget tilkendegivet, at det ved godkendelse af
samarbejdsaftaler og dispensationer påhviler den parlamentarisk ansvarlige
minister at påse, at der ikke godkendes noget, som er i strid med
lovgivningens grundlæggende forudsætninger. Det vil således være udelukket at
dispensere fra bestemmelsen om, at præsten i sin embedsvirksomhed er
uafhængig af menighedsrådet.
Ministeren har over for udvalget bekræftet, at samarbejdsaftaler, som ikke
kræver fravigelse af gældende regler, allerede kan indgås mellem menighedsråd
uden samtykke af andre end de samarbejdende menighedsråd. Sådanne
samarbejdsaftaler skal ikke godkendes af ministeren efter lovforslaget, og de
kan ophæves uden samtykke fra højere myndighed.
Udvalget ønsker at præcisere, at frivilligt indgåede aftaler, der kræver
dispensation fra gældende lov, skal indeholde bestemmelser om samarbejdets
omfang og varighed. Disse bestemmelser i aftalen skal tage hensyn til de
fælles forpligtelser, herunder de økonomiske forpligtelser.
I de tilfælde, hvor sogne/menighedsråd er enige om at afslutte
samarbejdet, kan dette naturligvis ske efter fælles aftale uden ministerens
godkendelse.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem)
kan tilslutte sig lovforslaget, der giver flere sogne mulighed for at
samarbejde og løse opgaver i fællesskab ud over de muligheder, der allerede
findes i dag. Menighedsråd/sogne får således mulighed for at udnytte de
fysiske og økonomiske ressourcer i et frivilligt fællesskab.
Herefter indstiller flertallet lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller
lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Allerede i dag er der mulighed for, at flere menighedsråd kan enes om at
søge stillinger i deres respektive sogne besat med samme personer. Det er
ikke ualmindeligt, at de samme personer i menighedsråd i flersognspastorater
har erhvervet organist- eller kirkesangerstillinger i pastoratets sogne.
Sognemedhjælperordningen fungerer allerede tilfredsstillende i mange
sogne. De nuværende sognemedhjælpere, der er ansat af menighedsråd, er
omfattet af straffelovens § 152 om forbud imod videregivelse eller udnyttelse
af fortrolige oplysninger. Derfor finder Fremskridtspartiet, at yderligere
lovgivning på området er unødvendig.
Hans Kofoed (KF) Ikast (KF) Povl Brøndsted (V) fmd. Inge Dahl-Sørensen
(V) Tove Niemann (FP) Larsen-Ledet (RV) Jette Pors (CD) Inger Stilling
Pedersen (KRF) Hanne Andersen (S) Graversen (S) Klaus Hækkerup (S) Arne
Jensen (S) Tove Lindbo Larsen (S) nfmd. Grete Schødts (S) Inger Harms
(SF) Hanne Thanning Jacobsen (SF)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til kirkeministeren
og dennes besvarelse heraf
Spørgsmål 8:
Der anmodes om en redegørelse om de allerede i dag ansatte
sognemedhjælpere eller lignende. Redegørelsen bedes indeholde en opgørelse
over antallet af ansatte sognemedhjælpere eller lignende, disses
arbejdsopgaver og kompetenceområder samt en beskrivelse af, hvor en manglende
tavshedspligt kan indebære problemer for så vidt angår det sjælesørgende
arbejde.
Svar:
Hovedparten af de eksisterende sognemedhjælperordninger må antages
etableret i samarbejde med og med støtte fra det sognemedhjælperudvalg, som
nedsattes i 1986 ved en samarbejdsaftale mellem Den Danske
Diakonissestiftelse, De Samvirkende Menighedsplejer og Kirkefondet, og
hvortil Skt. Lukas Stiftelsen siden har sluttet sig. Dette
sognemedhjælperudvalg udarbejdede i april 1988 vedlagte oversigt over
sognemedhjælperordninger i Danmark. Oversigten indeholder oplysninger om
ansættelsesmyndighed, arbejdsopgaver og beskæftigelsesgrad samt
finansieringsgrundlag.
Sognemedhjælpere, der er ansat af menighedsråd, er omfattet af
straffelovens § 152 om forbud imod videregivelse eller udnyttelse af
fortrolige oplysninger, som de pågældende bliver bekendt med gennem
ansættelsesforholdet.
Det er mig ikke bekendt, at sognemedhjælperes overholdelse af
tavahedspligten skulle have voldt problemer i praksis.
Spørgsmål 9:
Er ministeren bekendt med, at der i dag opslås stillinger på tværs af
sognene i forventning om lovens snarlige vedtagelse?
Svar:
Der er allerede i dag mulighed for, at flere menighedsråd kan enes om at
søge stillinger i deres respektive sogne besat med samme person. Eksempelvis
forekommer det ikke sjældent, at menighedsråd i et flersognspastorat søger
organist- eller kirkesangerstillingerne i pastoratets sogne varetaget af
samme person. Der er altså i disse tilfælde tale om, at samme person påtager
sig flere ansættelsesforhold med forskellige arbejdsgivere med de problemer,
dette kan indebære i henseende til instruktionsbeføjelse m.v. De implicerede
menighedsråd afgiver ingen kompetence, og forhold vedrørende den ansatte skal
behandles særskilt i hvert af rådene.
Ved bestemmelserne i § 1, stk. 4, og § 3 i lov om bestyrelse og brug af
folkekirkens kirker m.m. er der allerede efter den gældende lovgivning
hjemmel til at fravige denne løse samarbejdsform for så vidt angår
kirkegårdsdrift, idet Kirkeministeriet kan godkende, at bestyrelsen af flere
kirkegårde henlægges under et fællesorgan.
Det er mig ikke bekendt, at lovforslagets fremsættelse skulle have givet
anledning til opslag af stillinger fælles for flere sogne i videre omfang
eller med mere vidtgående indhold end hidtil.
Spørgsmål 10:
Kræver det ikke en særlig lovgivning, såfremt en egentlig
sognemedhjælperordning søges indført?
Svar:
Hvis der med en egentlig sognemedhjælperordning tænkes på etablering af en
særlig stillingskategori med et på forhånd fastlagt opgave- og ansvarsområde,
må spørgsmålet formentlig besvares bekræftende. Begrebet sognemedhjælper er
imidlertid, således som det hidtil har været anvendt i praksis, ikke
entydigt, idet det anvendes om stillinger med væsentligt forskellige indhold
og ansættelsesvilkår, jf. den i svaret på spørgsmål 8 omtalte beretning.
Udtrykket sognemedhjælper må således i det hele anses for en praktisk samlet
betegnelse for varetagelsen af de forskelligartede opgaver i sognene, som
ikke dækkes af de nuværende officielle stillingskategorier. Jeg vil ikke
finde det hensigtsmæssigt at ændre den bestående tilstand gennem lovgivning
om sognemedhjælpere som særlig stillingskategori med nærmere bestemt indhold.
Spørgsmål 11:
Hvilken procedure følges ved afgørelsen af, om et lovforslag skal sendes
til høring?
Svar:
Der er ikke fastlagt eller foreskrevet nogen bestemt procedure ved
afgørelsen af, om og i bekræftende fald hos hvem et lovforslag skal sendes
til høring.
Med hensyn til L 130 er forholdet det, som jeg har peget på i de
indledende bemærkninger til mit svar af 24. januar 1989, punkt B, sidste
afsnit, at alle berørte myndigheder vil blive hørt om enhver samarbejdsaftale
eller dispensationsansøgning, som menighedsråd måtte forelægge i medfør af
den foreslåede hjemmel hertil. Først da vil en høring have betydning, idet
lovens anvendelsesområde ganske vil komme til at bero på de forslag, som
menighedsrådene måtte fremsætte.
Spørgsmål 13:
Er det ministerens hensigt at udvide det påtænkte frivillige samarbejde
mellem menighedsråd til også at omfatte samarbejde med andre lokale
foreninger, f.eks. beboerforeninger, eller med andre frivillige kirkelige
organisationer?
Svar:
Det vil ikke med den foreslåede dispensationsadgang være muligt for
ministeren at tillade, at kirkelige ligningsmidler anvendes til andet end
kirkelige formål.
Med hensyn til eventuelt samarbejde med frivillige kirkelige
organisationer henviser jeg til mit nedenfor anførte svar på spørgsmål 14.
Spørgsmål 14:
Hvilke muligheder eksisterer der i dag for ovennævnte slags samarbejde?
Svar:
Det er i dag muligt for menighedsrådene inden for rådighedsbeløbets rammer
at yde tilskud til alle formål, der skønnes at fremme det kirkelige liv på
stedet, forudsat at menighedsrådets skøn i så henseende godkendes af
provstiudvalget. Herunder kan der være tale om at støtte også initiativer,
der iværksættes af frie kirkelige organisationer på lokalt plan.
Lovforslaget sigter ikke specielt på at øge menighedsrådenes muligheder
for at bruge kirkelige ligningsmidler til at støtte frie kirkelige
organisationer. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at samarbejdende
menighedsråd ved omprioriteringer af deres budgetter kan afsætte flere midler
til særlige kirkelige initiativer, herunder et udvidet samarbejde med de frie
kirkelige organisationer. Men der vil ikke blive ydet tilskud af
fællesfondsmidler i forbindelse med et sådant samarbejde.
Spørgsmål 15:
Vil ministeren uddybe sine bemærkninger side 2, spalte 1, hvor der tales
om sognet »som den mindste enhed«, og derfor »kan sognets
beføjelser og initiativer kun blive begrænsede«, eller anser ministeren
store sogne for formålstjenlige?
Svar:
Mine bemærkninger om menighedsrådenes begrænsede økonomiske kompetence
skal ses på baggrund af, at sognet typisk er en mindre enhed i et større
kirkeligt ligningsområde (kommunen). Derfor må sognets egne ønsker ofte
nedprioriteres af hensyn til de øvrige sogne i ligningsområdet.
Jeg har i mine generelle bemærkninger i skrivelse af 24. januar 1989
understreget, at jeg ikke med det foreliggende lovforslag har fremlagt
et forslag til ændring af sognestrukturen. Men jeg anser det for
hensigtsmæssigt, at der tilvejebringes hjemmel for et udvidet frivilligt
samarbejde på tværs af sognegrænser.
Spørgsmål 16:
Hvorfor skal det være de fælles kirkelige ligningsmidler
(landskirkeskatten), der skal fremme ordninger, og ikke stiftsmidlerne, jf.
bemærkningerne til § 37 b?
Svar:
Landskirkeskatten udskrives med samme procent af den skattepligtige
indkomst i alle kommuner, og eventuelle tilskud af landskirkeskat vil derfor
have en udligningseffekt imellem ligningsområder med forskelligt
beskatningsgrundlag.
Det er ikke tanken at yde varige tilskud til forsøgsordninger, kun
tilskud til igangsætning, hvor omprioritering af menighedsrådenes egne
budgetter nødvendigvis må ske over en vis periode.
»Stiftsmidlerne« er - ud over fællesfonden - kirkernes og
præsteembedernes kapitaler, der ikke kan tjene tilskudsformål. Stifts
fonds midler er i alt væsentligt tilskud fra de enkelte menighedsråds
rådighedsbeløb til »formål, der vedrører stiftet som helhed«.
Spørgsmål 17:
Hvad ville der være til hinder for, at det var provsten, der godkendte
eventuelle samarbejdsaftaler, og provstiets revisor, der godkendte det
økonomiske i eventuelt samarbejde menighedsrådene imellem?
Svar:
Som jeg har nævnt det i mit tidligere svar - de generelle bemærkninger
punkt B - bør bemyndigelse til at fravige gældende lovbestemmelser kun gives
til den parlamentarisk ansvarlige minister, ikke til andre kirkelige
myndigheder. Men der er ikke noget i vejen for, at en samarbejdsaftale med
ministerens godkendelse kan delegere kompetence til lokale kirkelige
myndigheder. I øvrigt vil som også tidligere anført alle berørte myndigheder,
herunder provstiudvalget, få lejlighed til at udtale sig om konkrete forslag
til samarbejdsaftaler og dispensationer.
Spørgsmål 19:
Hvordan vil ministeren sikre, at forslaget bliver udgiftsneutralt med
hensyn både til landskirkeskatten og til den kommunale kirkeskat?
Svar:
Jeg har i mine generelle bemærkninger i skrivelse af 24. januar 1989,
punkt E, understreget, at det ikke er tanken med forslaget at yde varige
tilskud via landskirkeskatten til forsøgsordninger, men alene at skabe
hjemmel for ydelse af bevillingstilskud til hurtig igangsættelse af i øvrigt
hensigtsmæssige forsøg, hvor omlægning af menighedsrådenes budgetter
nødvendigvis må ske over en vis periode.
Det er heller ikke forslagets intention at øge de udgifter, der afholdes
af kirkekasserne. Men forslaget muliggør, at samarbejdende menighedsråd kan
omprioritere deres budgetter og derigennem afsætte midler til
initiativer, det på grund af det enkelte sogns størrelse ikke hidtil har
været muligt at iværksætte.
Spørgsmål 20:
Ministeren bedes redegøre for, hvordan bemyndigelsen i § 37, stk. 3, vil
blive forvaltet. Hvornår vil ministeren fravige reglerne i kapitel 1-9 i lov
om menighedsråd samt reglerne i lov om valg til menighedsråd, lov om
folkekirkens økonomi osv.?
Svar:
Som anført i de indledende generelle bemærkninger i mit svar af 24. januar
1989 til Kirkeudvalget, punkt A og B, følger det af lovforslaget, at
ministeren kun får mulighed for at give dispensationer fra gældende
lovgivning, når det foreslås af menighedsrådene selv. Der er tale om et
tilbud til menighedsrådene om at komme med forslag om samarbejdsaftaler eller
forsøgsordninger, og det er ministeren, der vil kunne drages til ansvar, hvis
der godkendes noget, der er i strid med lovgivningens grundlæggende
forudsætninger.
Det er på denne baggrund, at den konkrete stillingtagen til ansøgninger om
dispensation fra bestemmelserne i de enkelte kirkelige love vil ske. Men
afgørelsen i det enkelte tilfælde vil først kunne træffes, når en begrundet
ansøgning foreligger.
Spørgsmål 21:
Kan et større rådighedsbeløb kombineret med ændrede betingelser for
anvendelse af samme ikke træde i stedet for L 130?
Svar:
Det er - som også anført i mit foranstående svar på udvalgets spørgsmål 19
- ikke hensigten med forslaget at øge det enkelte menighedsråds budget, men
at gøre det muligt ved omprioritering af afsætte flere midler til at tage
særlige opgaver op i samarbejde med andre menighedsråd.
En forøgelse af rådighedsbeløbet vil ikke kunne tilgodese lovforslagets
intentioner, idet der efter lovforslaget skabes hjemmel både for nye former
for frivilligt samarbejde mellem menighedsråd og for, at det enkelte
menighedsråd kan foreslå gennemførelse af moderniseringer og forbedringer af
sin kirkelige administration.
Spørgsmål 24:
Ifølge § 37 a kan der i vedtægterne for samarbejde mellem 2 eller flere
sogne dispenseres fra reglerne i forskellige love. Hvordan vil ministeren
sikre, at der ikke sker en diskriminering over for store sogne, der arbejder
inden for egne sognegrænser?
Svar:
Forslaget til § 37 a, stk. 7, jf. også bemærkningerne til denne
bestemmelse, skal sikre, at der også i store sogne - uden at samarbejdsaftale
er nødvendig - kan gives dispensationer fra gældende regler, såfremt der
kommer motiverede forslag herom.
Spørgsmål 27:
Ministeren bedes oplyse, i hvilket omfang bemyndigelsesbestemmelser i
lovforslaget vil blive bragt i anvendelse.
Svar:
Det er væsentligt først at slå fast, at ministeren efter lovforslaget kun
er bemyndiget til at godkende, hvad menighedsråd søger om at få
godkendt. Bemyndigelsens praktiske betydning vil altså helt afhænge af, i
hvilket omfang der er menighedsråd, som ønsker dispensationer fra gældende
bestemmelser.
Som understreget i tidligere svar til udvalget vil den parlamentarisk
ansvarlige minister imidlertid være forpligtet til at påse, at der ikke
godkendes noget, som er i strid med lovgivningens grundlæggende
forudsætninger.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1988 BTL 131 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FOLKEKIRKENS ØKONOMI (FOLKEKIRKENS DELTAGELSE I MELLEMKIRKELIGT ARBEJDE) NR L 131 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 17. maj 1989
- 1991 BTL 90 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM VALG TIL MENIGHEDSRÅD NR L 90 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 7. april 1992
- Forslag til Lov om ændring af lov om menighedsråd, lov om folkekirkens økonomi, lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde og forskellige andre love (Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet, understøttelse af menighedsrådenes vedligeholdelse af middelalderkirker og orientering om foreløbige ligningsbehov) Retsinformation · 6. november 2025
- Cirkulære om orienteringsmøde og valgforsamling (Til biskopperne, stiftsadministrationerne, valgbestyrelserne og menighedsrådene) Retsinformation · 14. februar 2026
- 1985 BTL 54 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM BESTYRELSE OG BRUG AF FOLKEKIRKENS KIRKER M.M. NR L 54 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 735 Retsinformation · 21. maj 1988
- Skriftlig fremsættelse (22. februar 2007) - L 160 Retsinformation · 22. februar 2007