Spring til indhold

Retsinformation

1988 BTL 64 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM LIGEBEHANDLING AF MÆND OG KVINDER MED HENSYN TIL BESKÆFTIGELSE OG BARSELORLOV M.V. NR L 64 1988-89, 1. SAMLING

1988/1 BTL 64Betænkning over lovforslagFolketinget17. maj 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har stillet

spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret dels

skriftligt, dels i samråd. Endvidere har udvalget modtaget skriftlige

henvendelser fra Dansk Arbejdsgiverforening og Ligestillingsrådet. Der er af

arbejdsministeren og af forskellige mindretal stillet ændringsforslag, hvorom

henvises til de ledsagende bemærkninger. Herefter indstiller et

mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af

udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede

og/eller tiltrådte ændringsforslag. Et flertal inden for mindretallet

(Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) konstaterer med tilfredshed, at

regeringen nu har opfyldt Socialdemokratiets krav om forbud mod afskedigelse

af gravide kvinder og af kvinder og mænd på barselorlov m.v.

Socialdemokratiet finder det tilfredsstillende, at lovforslaget under

udvalgsbehandlingen på dette felt er forbedret ved, at forbudet nu omfatter

situationer, hvor pågældende er på arbejdspladsen eller under fravær. Denne

forbedring vil bl.a. sikre kvinder med bækkenløsningsproblemer.

Socialdemokratiet finder dog stadig, at ligebehandlingsloven på en række

områder burde styrkes yderligere. En opfyldelse af de krav, Socialdemokratiet

har rejst både ved 1. behandling og under udvalgsarbejdet, ville have gjort

loven fuldstændig. Kravene ville have sikret,

- at en arbejdsgiver ved ansættelsessamtaler ikke kunne tillade sig

kønsdiskriminerende spørgsmål,

- at tillidsrepræsentanter skulle deltage i ansættelsessamtalen,

- at bevisbyrden ville påhvile arbejdsgiveren, når der opstår spørgsmål om

ligebehandlingslovens overtrædelse,

- at der i alle afskedigelsessager alene skulle tages saglige hensyn,

- at løngodtgørelseskravet kunne være op til 78 ugers løn, og

- at lønmodtagerne kunne stille krav om genansættelse. Disse krav har et

flertal under udvalgsarbejdet ikke kunnet tilslutte sig, men har desværre kun

bevæget sig til det absolutte mindstemål af forbedringer, som

Læs alt

Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre pålagde

regeringen i forrige folketingssamling. Det er dybt beklageligt, at

regeringen ikke benyttede muligheden til at gøre ligebehandlingsloven

fuldstændig, men alene har valgt at læne sig op ad Dansk

Arbejdsgiverforening. For danske mænd og kvinder er det uforståeligt og

ulogisk, når arbejdsgiverne hæger om ledelsesretten, at de så ikke

ansvarliggøres for en lovmedholdelig forvaltning. Et mindretal inden for

mindretallet (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker at

udtale, at når det er nødvendigt med ligeretslove, er det selvfølgelig, fordi

der i vort samfund stadig væk er en række områder, hvor ligeret ikke er en

selvfølgelighed. Ingen er ubekendt med, at på trods af ligelønslove er der

rent faktisk ikke tale om, at ligelønnen er indført. Det har mange årsager,

som ikke her skal beskrives. Men det må være klart, at med love i hånden er

det muligt at komme videre i retning af ligeløn og anden ligebehandling.

Derfor har SF da også aktivt gennem mange år arbejdet for så god en

lovgivning som overhovedet muligt, hvad angår ligeløn, ligebehandling og

ligeret. Det er mange år siden, at debatten om positive særforanstaltninger

startede. Allerede i den første ligestillingslov forsøgte SF at få dette

indført, men uden held. Heldigvis er kvindernes egen kamp for ligestilling

aldrig ophørt, men til gengæld for den store synlighed heraf i halvfjerdserne

er kampen ført ind der, hvor beslutningerne tages, og det er nu for mange

partier, der tidligere var imod særforanstaltninger, en selvfølge, at det må

til. Der er dog stadig forskel på, hvor langt de forskellige partier vil gå,

hvilket da også fremgår af dette lovforslag. Der er stillet ændringsforslag,

der ikke kan få alles støtte, hvilket er beklageligt. Under alle

omstændigheder er nu et vigtigt princip indført, nemlig den omvendte

bevisbyrde ved afskedigelse på grund af graviditet, barsel og adoption og

ikke kun under fravær. Der skal ikke herske tvivl om, at et godt samarbejde

ikke mindst mellem kvinderne fra de forskellige partier både i opposition og

bag regeringen har fået arbejdsministerens lovforslag forbedret betydeligt.

Derfor er det dobbelt ærgerligt, at det ikke lykkedes fuldt ud. Det skal

tilføjes, at når det ikke fremgår af betænkningen, at SF selv har stillet

ændringsforslag, er det, fordi arbejdsministeren med ændringsforslag nr. 4

gjorde SF's ændringsforslag til sit. Det skal ingen have utak for, tværtimod.

Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det

Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) indstiller

lovforslaget til vedtagelse med de af arbejdsministeren stillede

ændringsforslag. Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af

udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling,

men kan dog tiltræde det af arbejdsministeren under nr. 5 stillede

ændringsforslag. Et fjerde mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af

udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse og kan tiltræde de af

arbejdsministeren stillede ændringsforslag, men vil ved lovforslagets 2.

behandling redegøre for sin stilling til de øvrige ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af et mindretal (S og SF):

Til § 2 1) Som stk. 2 indsættes: »Stk. 2. En arbejdsgiver må

ved en ansættelsessamtale ikke stille spørgsmål om forhold, som det er

usagligt at tillægge betydning ved afgørelsen af, hvem der skal ansættes.

Tillidsrepræsentanten deltager i ansættelsessamtalen.«

Til § 14 2) Som stk. 2 indsættes: »Stk. 2. Det påhviler

arbejdsgiveren at bevise, at der ikke er sket krænkelse ved overtrædelse af

§§ 2-5.«

Til § 15 3) Paragraffen affattes således: » § 15.

Arbejdsgiveren må ved afskedigelser alene tage saglige hensyn, jf. § 4. Stk.

2. Det påhviler arbejdsgiveren alene at bevise, at der er taget saglige

hensyn. Stk. 3. En afskedigelse, der er usaglig, underkendes efter påstand

herom. En afskediget lønmodtager kan dog i stedet nedlægge påstand om en

godtgørelse. Stk. 4. Godtgørelsen kan ikke overstige 78 ugers løn beregnet

efter den afskedigede lønmodtagers gennemsnitsfortjeneste gennem det sidste

år.«

Til § 16

Af arbejdsministeren, tiltrådt af et flertal (S, KF, SF, V,

RV, CD og KRF): 4) I stk. 4 udgår ordene »fravær på grund

af«.

Til § 20

Af arbejdsministeren, tiltrådt af udvalget: 5) I stk.

1 ændres ordene »1. april« til: »1. maj«.

Bemærkninger

Til nr. 1 Som sikring mod usaglige ansættelser er der behov for et

regelsæt, der sikrer ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med de

ansættelsesprocedurer, som arbejdsgiverne betjener sig af.

Til nr. 2 Arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet bør

naturligvis indebære, at denne ledelsesret forvaltes i overensstemmelse med

gældende lov, og arbejdsgiverne må til enhver tid kunne bevise, at

administrationen af ledelsesretten sker lovmedholdeligt. Når arbejdsgiverne

hæger om ledelsesretten, er det således naturligt også at lægge bevisbyrden

for, at denne udøves ud fra saglige hensyn, hos dem, der er nærmest til at

begrunde egne dispositioner.

Til nr. 3 Ved usaglige afskedigelser er genansættelse foruden dækning af

løntabet i den mellemliggende periode eneste logiske konsekvens, såfremt den

usagligt afskedigede lønmodtager ønsker dette. Det er i så henseende ikke

rimeligt at imødegå en obligatorisk adgang til genansættelse med mulige

efterfølgende samarbejdsvanskeligheder. Efter genansættelsen påhviler det

begge parter at medvirke til et rimeligt samarbejde, og den genansattes

manglende vilje hertil udgør en saglig afskedigelsesgrund. I situationen er

det arbejdsgiveren, der har foretaget en usaglig afskedigelse, og denne må

derfor naturligt bære risikoen, hvis samarbejdet ikke kan genetableres.

Godtgørelsen til den usagligt afskedigede lønmodtager, der ikke ønsker

genansættelse, må i alle tilfælde fastsættes ud fra niveauet, der fastlægges

i loven om beskyttelse mod afskedigelse på grund af foreningsforhold, idet

der ikke ses at være nogen begrundelse for at behandle disse tilfælde

forskelligt. Der er efter Socialdemokratiets opfattelse heller ingen

begrundelse for at behandle afskedigelse af lønmodtagere, der er afskediget,

fordi de har fremsat krav om ligebehandling, anderledes end tilfælde, hvor en

afskedigelse er begrundet i et fremsat ønske om at udnytte ret til fravær,

eller fordi en sådan ret er udnyttet.

Til nr. 4 Efter ændringsforslaget vil der være omvendt bevisbyrde under

hele graviditeten og i hele barsel- og adoptionsperioden, uanset om den

pågældende lønmodtager har graviditetsorlov m.v. eller ej. Barsel- og

adoptionsperioden er den periode, i hvilken en lønmodtager har ret til

fravær, herunder perioden indtil fraværet finder sted. Perioden slutter, når

lønmodtageren vender tilbage fra orlov uden at have ret til yderligere

fravær.

Til nr. 5 Ændringsforslaget er en følge af, at lovforslaget formentlig

ikke blive vedtaget inden den 1. april 1989. Pia Christmas-Møller (KF)

Kirkegaard (KF) Connie Hedegaard (KF) Jens Peter Jensen (V) Traberg Smidt (V)

Glistrup (FP) Jørgen Estrup (RV) Bollmann (CD) fmd. Glønborg (KRF) Jytte

Andersen (S) Bakholt (S) Søren B. Jørgensen (S) nfmd. Kaj Poulsen (S)

Strunge (S) Tommy Dinesen (SF) Lilli Gyldenkilde (SF) Ole Henriksen (SF)

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter