Spring til indhold

Retsinformation

1988 BTL 63 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LIGE LØN TIL MÆND OG KVINDER NR L 63 1988-89, 1. SAMLING

1988/1 BTL 63Betænkning over lovforslagFolketinget17. maj 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har stillet

spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlig henvendelse fra Dansk

Arbejdsgiverforening. Der er af arbejdsministeren og af et mindretal stillet

ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger. Herefter

indstiller et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk

Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de

af mindretallet stillede og/eller tiltrådte ændringsforslag. Et flertal inden

for mindretallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) konstaterer med

tilfredshed, at lovforslaget styrker Ligestillingsrådets rolle, både hvad

angår muligheden for ved egen drift at tage sager om ligeløn og

ligebehandling op, og hvad angår Ligestillingsrådets mulighed for at skaffe

sig oplysninger i forhold til behandling af ligelønssager. Socialdemokratiet

finder ligeledes, at det er et fremskridt, at overtrædelse af virksomheders

oplysningspligt straffes med bøde. Ligelønsloven er dog selv med disse

forbedringer desværre fortsat et utilstrækkeligt lovgrundlag til sikring af

en reel ligeløn til mænd og kvinder. Stik imod de politiske bestræbelser, der

er i fuld gang i EF-regi på at ændre bevisbyrden i ligelønssager, har

arbejdsministeren på den hjemlige arena valgt en defensiv og bagstræberisk

linje. Denne linje er politisk uacceptabel for Socialdemokratiet, og det

virker endvidere ejendommeligt, at flertallet i det danske Folketing ikke kan

følge de nye principper for bevisbyrden, som arbejdsministeren i

EF-sammenhæng har tilsluttet sig. Det havde været mere betryggende, om

arbejdsministeren og flertallet havde været i overensstemmelse med flertallet

i Folketingets Markedsudvalg. Det er overraskende, at dette flertal ikke har

minifesteret sig i Arbejdsmarkedsudvalget. Socialdemokratiet har arbejdet

for, at ligelønslovens grundlag for en reel ligestilling på arbejdsmarkedet

skulle styrkes bl.a. igennem:

- forbud mod afskedigelse af en lønmodtager på grund af dennes

ligelønskrav,

Læs alt

- krav om genansættelse i forbindelse med en usaglig afskedigelse,

- krav om op til 78 ugers løngodtgørelse og

- krav om, at bevisbyrden påhviler arbejdsgiveren. Disse krav har

flertallet i Arbejdsmarkedsudvalget ikke tilsluttet sig, hvilket bl.a. er et

udtryk for, at Dansk Arbejdsgiverforening spiller en aldeles magtfuld rolle

over for regeringen. Et mindretal inden for mindretallet (Socialistisk

Folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker at udtale, at når det er nødvendigt

med ligeretslove, er det selvfølgelig, fordi der i vort samfund stadig væk er

en række områder, hvor ligeret ikke er en selvfølgelighed. Ingen er ubekendt

med, at på trods af ligelønslove så er der rent faktisk ikke tale om, at

ligelønnen er indført. Det har mange årsager, som ikke her skal beskrives.

Men det må være klart, at med love i hånden er det muligt at komme videre i

retning af ligeløn og anden ligebehandling. Derfor har Socialistisk

Folkeparti da også aktivt gennem mange år arbejdet for så god en lovgivning

som overhovedet muligt, hvad angår ligeløn, ligebehandliing og ligeret. Det

er mange år siden, at debatten om positive særforanstaltninger startede.

Allerede i den første ligestillingslov forsøgte Socialistisk Folkeparti at få

dette indført, men uden held. Heldigvis er kvindernes egen kamp for

ligestilling aldrig ophørt, men til gengæld for den store synlighed heraf i

halvfjerdserne er kampen ført ind der, hvor beslutningerne tages, og det er

nu for mange partier, der tidligere var imod særforanstaltninger, en

selvfølge, at det må til. Der er dog stadig forskel på, hvor langt de

forskellige partier vil gå, hvilket da også fremgår af dette lovforslag. Der

er stillet ændringsforslag, der ikke kan få alles støtte, hvilket er

beklageligt. Under alle omstændigheder er nu et vigtigt princip indført,

nemlig den omvendte bevisbyrde ved afskedigelse på grund af graviditet,

barsel og adoption og ikke kun under fravær. Der skal ikke herske tvivl om,

at et godt samarbejde ikke mindst mellem kvinderne fra de forskellige partier

både i opposition og inden for regeringspartierne har fået arbejdsministerens

lovforslag forbedret betydeligt. Derfor er det dobbelt ærgerligt, at det ikke

lykkedes fuldt ud. Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis,

Venstres, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af

udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af

arbejdsministeren stillede ændringsforslag. Et tredje mindretal

(Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til

forkastelse ved 3. behandling, men kan dog tiltræde det af

arbejdsministeren stillede ændringsforslag. Et fjerde mindretal

(Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til

vedtagelse og kan tiltræde det af arbejdsministeren stillede

ændringsforslag, men vil ved lovforslagets 2. behandling redegøre for sin

stilling til de øvrige ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af et mindretal (S og SF):

Til § 1 1) Nr. 1 affattes således:

» 1. § 3 affattes således: » § 3. En

arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav

om ligeløn, herunder om lige lønvilkår. Stk. 2. Det påhviler arbejdsgiveren

at bevise, at en afskedigelse ikke er foretaget i strid med stk. 1. Stk. 3.

En afskedigelse i strid med stk. 1 underkendes efter påstand herom. En

afskediget lønmodtager kan dog i stedet nedlægge påstand om en godtgørelse.

Stk. 4. Godtgørelsen kan ikke overstige 78 ugers løn beregnet efter den

afskedigede lønmodtagers gennemsnitsfortjeneste gennem det sidste

år.«» 2) Som nyt nummer indsættes efter nr. 2:

» 01. I § 6 indsættes som stk. 2: »Stk. 2.

Har lønmodtageren sandsynliggjort, at der sker en lønmæssig

forskelsbehanding, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at der er

objektive ikke-kønsbetingede grunde til forskelsbehandling.«»

Af arbejdsministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 2 3) I paragraffen ændres ordene »1. april« til: »1.

maj«.

Bemærkninger

Til nr. 1 Ved usaglige afskedigelser er genansættelse foruden dækning af

løntabet i den mellemliggende periode eneste logiske konsekvens, såfremt den

usagligt afskedigede lønmodtager ønsker dette. Det er i så henseende ikke

rimeligt at imødegå en obligatorisk adgang til genansættelse med mulige

efterfølgende samarbejdsvanskeligheder. Efter genansættelse påhviler det

begge parter at medvirke til et rimeligt samarbejde, og den genansattes

manglende vilje hertil udgør en saglig afskedigelse, og denne må derfor

naturligt bære risikoen, hvis samarbejdet ikke kan genetableres. Godtgørelsen

til den usagligt afskedigede lønmodtager, der ikke ønsker genansættelse, må i

alle tilfælde fastsættes ud fra niveauet, der fastlægges i loven om

beskyttelse mod afskedigelse på grund af foreningsforhold, idet der ikke ses

at være nogen begrundelse for at behandle disse tilfælde forskelligt.

Til nr. 2 Når arbejdsgiverne hæger om ledelsesretten, er det således

naturligt også at lægge bevisbyrden for, at denne udøves ud fra saglige

hensyn, hos dem, der er nærmest til at begrunde egne dispositioner.

Til nr. 3 Ændringsforslaget er en følge af, at lovforslaget formentlig

ikke bliver vedtaget inden den 1. april 1989. Pia Christmas-Møller (KF)

Kirkegaard (KF) Connie Hedegaard (KF) Jens Peter Jensen (V) Traberg Smidt (V)

Glistrup (FP) Jørgen Estrup (RV) Bollmann (CD) fmd. Glønborg (KRF) Jytte

Andersen (S) Bakholt (S) Søren B. Jørgensen (S) nfmd. Kaj Poulsen (S)

Strunge (S) Tommy Dinesen (SF) Lilli Gyldenkilde (SF) Ole Henriksen (SF)

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter