1995 BTB 9 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FORBUD MOD ANTIPERSONELMINER NR B 9 1995-96, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder og har
herunder stillet spørgsmål til forsvarsministeren, som denne har
besvaret skriftligt.
Et af udvalgets spørgsmål og forsvarsministerens svar herpå er optrykt som
bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Kvinder for
Fred.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af
Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) beslutningsforslaget til
forkastelse.
Flertallet afviser beslutningsforslaget med de begrundelser, der er anført
i forsvarsministerens kommentarer til udvalget, jf. svaret på spørgsmål 2,
som er optrykt som bilag 1 til betænkningen.
Flertallet noterer sig især, at forsvarsministeren i sit svar giver udtryk
for, at ud over at forsvaret løbende undersøger mulighederne for at
rationalisere og effektivisere den våbenmæssige sammensætning, herunder i
forhold til de ulemper, som våbenanvendelse kunne have i forhold til
civilbefolkning, egne eller allierede styrker og det omgivende miljø, har han
besluttet at iværksætte en særlig undersøgelse vedrørende personelminer.
Undersøgelsen, der vil være færdig i foråret 1997, skal vurdere behovet for
personelminer, herunder om der eksisterer forsvarsmæssigt tilstrækkelige
alternativer, og konsekvenserne i øvrigt af helt eller delvis at substituere
personelminer. Det er hensigten, at resultaterne af undersøgelsen skal
inddrages i den redegørelse, som udvalget vedrørende forsvarets materiel
afgiver i september 1997 bl.a. til brug for Forsvarskommissionen af 1997.
Herudover ønsker flertallet at markere sit ønske om, at de bestræbelser,
som også Danmark udøver i retning af at få udviklet effektivt
minerydningsmateriel, fremmes.
Ligeledes finder flertallet naturligvis, at de bestræbelser, der er i gang
med henblik på revision og skærpelse af 1980-konventionens protokol II, bør
Læs alt
intensiveres således, at en større tilslutning til et internationalt forbud
mod personelminer kan opnås.
Flertallet ønsker endvidere at henvise til den beslutning, North Atlantic
Assembly tog på sin efterårssamling 1995 i Torino. Beslutningen (Resolution
259 on Landmine Eradication Measures) er optrykt som bilag 2 til
betænkningen.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer
af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
Mindretallet udtaler følgende:
Da Folketinget den 10. oktober 1995 havde 1. behandling af SF's
beslutningsforslag om et forbud mod antipersonelminer, blev der fra alle
sider i salen udtrykt stor sympati for forslaget. Intet parti var uenigt i
den centrale målsætning, nemlig afskaffelse af dette overordentlig
modbydelige, vilkårlige våben.
Men de gode hensigter udmøntede sig ikke i handling for det store flertals
vedkommende. Når bortses fra Enhedslisten, var der intet parti i Folketinget,
der kunne støtte SF's forslag. Det blev kaldt »urealistisk« af den
socialdemokratiske ordfører, og ingen af regeringspartierne eller partierne i
den borgerlige opposition modsagde det synspunkt, heller ikke Det Radikale
Venstre.
Et af argumenterne mod et dansk totalforbud var i efteråret, at kun meget
få lande har tilkendegivet støtte til eller tilsluttet sig et totalforbud.
Men billedet er ved at ændre sig markant, for hvor der kun var en håndfuld
lande, der støttede et forbud for et halvt år siden, er der nu ca. 20 lande
på listen.
Senest har den amerikanske forsvarschef lagt op til en nyvurdering af
brugen af landminer. USA har indtil nu forfægtet det synspunkt, at de såkaldt
»smarte« (selvdestruerende) miner skulle være tilladt, men den
amerikanske nyorientering retter sig mod et generelt forbud.
I den amerikanske kongres er der på tværs af partiskel stor tilslutning
til et totalforbud mod landminer. Men samme tilslutning findes imidlertid
ikke i det danske Folketing, hvor landmineproblematikken desværre er blevet
en brik i et partipolitisk spil. Det har kostet Danmark anseelse
internationalt, og den reaktionære holdning vil måske også i længden koste
menneskeliv.
Et af de væsentligste argumenter mod et dansk forbud, nemlig at Danmark
hverken kan eller skal gå enegang med et forbud, er derfor ved at smuldre. Og
det må ganske enkelt give den danske regering og det danske Folketing
anledning til at overveje, om ikke Danmark burde tage et selvstændigt
initiativ i samme retning.
Ved FN's konference om inhumane våben i Geneve fra den 22. april til den
3. maj i år må den danske regering gøre sin stilling op: Skal Danmark aktivt
støtte bestræbelserne på at eliminere enhver produktion og anvendelse af
landminer, eller skal Danmark fortsætte den bagstræberiske linje, der gavner
våbenindustrien og forlænger de humanitære omkostninger, som minerne giver
anledning til?
Regeringen har hidtil argumenteret i retning af, at et dansk forslag om et
totalforbud blot vil virke imod sin hensigt, og at »det bedste dermed
bliver det godes fjende«, jf. forsvarsministerens notits vedrørende
brug, eksport m.v. af personelminer (North Atlantic Assembly, alm. del, bilag
119, folketingsåret 1994-95), og meningen har mindretallet endog meget svært
ved at forstå.
For synspunktet harmonerer endog særdeles dårligt med den danske tradition
for at gå i forreste række på det humanitære område, bl.a. da Danmark gik
enegang med sin Sydafrikapolitik, en beslutning, mindretallet har været stolt
af, og pointen er naturligvis, at det nytter noget at kæmpe det umuliges
kamp.
Landminer er vilkårlige våben. De rammer i flæng og skelner ikke mellem
civile i fredstid og soldater i en krig. Langt de fleste ofre for minerne er
civile, hvoraf mange er børn, og ikke soldater. Ifølge FN-konventionerne er
vilkårlig magtanvendelse ikke lovlig. Det betyder bl.a., at det ikke er
tilladt at bombe en boligblok fyldt med civile, hvis målet er at ramme en
militærbase, der har forskanset sig i kælderen. Og det er faktisk samme
princip, der gør sig gældende med landminerne, de rammer alle, der kommer i
nærheden af dem.
Derfor burde det være enkelt at fastlægge den danske politik på dette
område. Den danske regering kan ikke være andet bekendt end en entydig
fordømmelse af disse uhyrlige våben.
Mindretallet hævder ikke, at det er overvejende sandsynligt, at det er
muligt at argumentere et totalforbud mod miner igennem på FN-konferencen i
april. Men er en uventet sejr, den være sig nok så lille, ikke i alle
tilfælde smukkere end en bagstræberisk dansk insisteren på en inhuman
politik?
En støtte til beslutningsforslaget vil være et vigtigt og utvetydigt
skridt på vejen mod en fremsynet forsvarspolitik.
Ingrid Rasmussen (S) nfmd. Helen Beim (S) Anna-Marie Hansen (S) Poul
Qvist Jørgensen (S) Ove Fich (S) Villy Søvndal (SF) Jørgen Estrup (RV) Søren
Søndergaard (EL) Arne Melchior (CD) Svend Aage Jensby (V) Knud Enggaard
(V) fmd. Peder Sønderby (V) Anders Mølgaard (V) Niels Ahlmann-Ohlsen
(KF) Kaj Ikast (KF) Stefan G. Rasmussen (KF) Annette Just (FP)
Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Bilag 1
Et af udvalgets spørgsmål til forsvarsministeren og dennes besvarelse
heraf
Spørgsmål nr. 2:
»Ministerens kommentar udbedes til medsendte henvendelse af 15.
januar 1996 fra Kvinder for Fred/International Liga for Fred og Frihed, jf.
bilag 2.«
Svar:
Det humanitære problem med anvendelse af miner vedrører fortrinsvis
langtidseffekter af de millioner af personelminer, der er udlagt og stadig
udlægges primært i borgerkrige i den tredje verden i strid med den nuværende
konvention af 1980 om særligt inhumane konventionelle våben.
Under en tredjedel af de 185 lande, der er medlemmer af FN, har tiltrådt
1980-konventionen, hvis nuværende protokol II regulerer anvendelsen af bl.a.
personminer. Det er i mange af de lande, der ikke har tiltrådt konventionen
og dens protokol II, at personelminer misbruges.
Der er derfor tale om et internationalt problem, hvis løsning må være
international og altomfattende. I overensstemmelse hermed støtter og arbejder
Danmark aktivt for et internationalt forbud med personelminer.
Udviklingen på den igangværende gennemgangskonference har imidlertid vist,
at tiden ikke er moden til at vedtage et internationalt forbud mod
personelminer. Alene i den nordiske kreds er der stærkt divergerende
opfattelser af det ønskelige i at indføre et forbud mod personelminer.
På den baggrund finder regeringen, at den eneste realistiske vej frem mod
et internationalt forbud går gennem aktiv og dialogsøgende deltagelse i det
internationale samarbejde om stramning af 1980-konventionens protokol II.
Der arbejdes for, at der, indtil målet om et internationalt
konventionsfastsat forbud mod personelminer kan virkeliggøres, udformes
restriktive bestemmelser for brug af personelminer med henblik på at sikre
civilbefolkningen mere effektiv beskyttelse.
Den mere effektive konventionsbestemte beskyttelse af civilbefolkningen
skal opnås samtidig med, at langt flere lande, end tilfældet er i dag,
tilslutter sig konventionen, herunder protokol II. Det er som nævnt blandt en
række af de ca. 130 lande, som i dag ikke har tilsluttet sig konventionen, at
de meget betydelige humanitære problemer, som forårsages af personelminer,
findes.
Danmark har ikke et personelmineproblem. Ud over til uddannelsesformål vil
der ikke blive udlagt miner i Danmark, medmindre det sker som et led i
forsvaret mod et igangværende angreb eller ved overhængende fare for angreb
på landet. I realiteten eksisterer et de facto-moratorium mod anvendelse af
miner i Danmark, som kun vil blive brudt, såfremt en udefra kommende militær
aggressor gør det nødvendigt for at forsvare landet med militære midler.
Skulle minefelter blive lagt i Danmark, vil de blive afmærket efter nøje
fastsatte bestemmelser for at undgå, at bl.a. civile uforvarende skulle gå
ind i et minefelt. Minernes placering vil blive optegnet, og minerne vil
kunne fjernes uden at udgøre en risiko for kommende generationer af danskere.
Miner, herunder personelminer, udgør et effektivt og relativt billigt
element i landets samlede forsvarsevne. Et ensidigt dansk forbud mod
anvendelse af personelminer vil nedsætte forsvarsevnen og øge personellets
sårbarhed. Herudover vil et ensidigt forbud få indflydelse på hærens
våbenmæssige sammensætning, fordi det umiddelbart vurderes, at der vil blive
behov for en kombination af flere enheder, nyanskaffelser af materiel,
ammunition m.v. for at kompensere for den nedsatte forsvarsevne og den øgede
sårbarhed.
Et ensidigt dansk forbud må også påregnes at få konsekvenser for
samarbejdet i NATO. Det gælder både i relation til Den Danske Internationale
Brigades samarbejde med 1. Britiske Panserdivision i rammen af NATO's
reaktionskorps, Danske Divisions samarbejde med tyske enheder i rammen af
LANDJUT og samarbejdet i øvrigt med NATO-enheder, herunder
forstærkningsenheder til Danmark.
Det bemærkes, at de NATO-lande, som har indført forbud eller formelle
moratorier mod anvendelse af personelminer, har væsentlig anderledes
geostrategiske og geografiske forudsætninger, end tilfældet er for Danmark.
Hertil kommer, at disse forbud eller moratorier efter det oplyste enten kan
fraviges i nødsituationer eller kan ophæves, hvis situationen måtte
nødvendiggøre det.
Ud over at forsvaret løbende undersøger mulighederne for at rationalisere
og effektivisere den våbenmæssige sammensætning, herunder i forhold til de
ulemper, som våbenanvendelse kunne have i forhold til civilbefolkning, egne
eller allierede styrker og det omgivende miljø, har jeg besluttet at
iværksætte en særlig undersøgelse vedrørende personelminer. Undersøgelsen,
der vil være færdig i foråret 1997, skal vurdere behovet for personelminer,
herunder om der eksisterer forsvarsmæssigt tilstrækkelige alternativer, og
konsekvenserne i øvrigt af helt eller delvis at substituere personelminer.
Det er hensigten, at resultaterne af undersøgelsen skal inddrages i den
redegørelse, som Udvalget vedrørende forsvarets materiel afgiver i september
1997 bl.a. til brug for Forsvarskommissionen af 1997.
Det egentlige humanitære problem er som nævnt misbrugen af
»dumme« personelminer primært i borgerkrige i den tredje verden.
Der skal fortsat arbejdes på internationalt plan for at opnå mere
restriktive bestemmelser i 1980-konventionens protokol II, som samtidig også
skal udvides til at omfatte interne konflikter. Det er helt afgørende, at der
opnås væsentlig større tilslutning til konventionen, end tilfældet er i dag,
ikke mindst fordi hovedparten af misbrugslandene end ikke har tiltrådt den
nuværende konvention.
Danmark må derfor videreføre sit aktive engagement i revision af
1980-konventionen, således at der kan arbejdes hen imod et internationalt
forbud mod personelminer.
Bilag 2
* Fremlagt af Forsvars- og Sikkerhedskomiteen og vedtaget af NAA i Torino
i oktober 1995.
Folketingets uautoriserede oversættelse
NAA's beslutning (Resolution 259 om foranstaltninger til udryddelse af
landminer)
AM 270
DSC/AF (95) 5
Bilag 3
Bilag 3
RESOLUTION 259
om
FORANSTALTNINGER TIL UDRYDDELSE AF LANDMINER*
1. Under henvisning til Resolution 249 om foranstaltninger til
udryddelse af landminer, som Forsamlingen enstemmigt vedtog i 1994;
2. Ud fra den overbevisning at de 100 millioner eller mere
ueksploderede miner, der er spredt verden over i 65 lande, fortsat udgør en
af de mest udbredte, dødelige og langvarige former for forurening, som det
internationale samfund skal behandle som en hastesag;
3. I bevidstheden om at der i mange lande verden over dræbes eller
lemlæstes flere hundrede mennesker hver uge, og at utallige tusinde kvæstes
alvorligt, samt at disse tal omfatter en uforholdsmæssig stor og uacceptabel
andel af uskyldige civile, navnlig børn;
4. Idet det bemærkes, at 157 nationer har ratificeret FN's
konvention om børns rettigheder, samt at brugen af antipersonelminer krænker
mange af de centrale bestemmelser i denne konvention;
5. I bevidstheden om at det samlede budget afsat til undervisning
og udslettelse år for år dramatisk har oversteget de beløb, der anvendes til
- en ofte vilkårlig - deployering af flere nye miner, og at man alene i 1993
regner med, at mens man fjernede ca. 80.000 stykker eksplosive anordninger,
blev der andre steder udlagt ca. 2.500.000 anordninger;
6. Ud fra den overbevisning at dette enorme og presserende
humanitære problem kun kan løses gennem etablering af et effektivt
internationalt aftalt kontrolsystem, der fastsætter strenge begrænsninger for
konstruktion, produktion, anvendelse og overførsel af alle landminer og andre
lignende eksplosive anordninger, samt ved allokering af ressourcer til
udslettelse, uddannelse og lægehjælp, som står i rimeligt forhold til
problemets omfang;
7. Idet vi hilser Præsident Clintons FN-initiativ fra september
1994 velkommen, et initiativ, hvori han opfordrede til udarbejdelse af et nyt
internationalt kontrolsystem med det formål progressivt at reducere antallet
af miner og adgangen til dem og derved spare »titusindvis af mænds,
kvinders og uskyldige børns liv i årene fremover«, og idet vi
roser det amerikanske Senats 1-årige moratorium for de amerikanske
styrkers anvendelse af antipersonellandminer, den belgiske regerings
beslutning om at forbyde produktion, anvendelse og eksport af
antipersonelminer samt de eksportmoratorier, som Cambodja, Colombia,
Frankrig, Irland, Mexico og Storbritannien har offentliggjort;
8. Idet vi også hilser de europæiske initiativer fra Ministerrådet
og Europa-Parlamentet velkommen, initiativer, hvorved der allokeres ekstra
ressourcer til rydning af miner samt indføres begrænsninger for salg og
anvendelse af antipersonellandminer; og idet vi stærkt støtter de
enestående rapporter, der for nylig blev fremlagt af Tony Cunningham, MEP, og
Jan Willem Bertens, MEP, om dette emne, begge vedtaget af Europa-Parlamentet
i juni 1995;
9. Idet vi støtter rapporten fra FN's generalsekretær Boutros
Boutros-Ghali om dette emne, en rapport, som bl.a. understregede behovet for
et moratorium vedrørende eksport af antipersonellandminer, et multilateralt
system til at bekæmpe udbredelsen af sådanne anordninger samt en styrkelse af
FN's antimineprogram til også at omfatte rigelige midler til en frivillig
fond for minerydningsaktiviteter;
10. Forfærdet over at der i maj 1995 kun er 49 lande, som har
underskrevet FN's konvention om inhumane våben fra 1980, og at en række af
disse lande - herunder også nogle medlemmer af NAA - endnu ikke har
ratificeret traktaten gennem en parlamentarisk proces;
11. Idet vi bemærker, at FN's kontrolkonference i 1995 om
konventionen om inhumane våben afholdes samtidig med efterårsmødet i NAA;
12. Ud fra den overbevisning at NAA forbliver et kritisk og
indflydelsesrigt forum for en debat om dette presserende humanitære problem,
og at NAA fortsat skal lægge større vægt på emnet via udarbejdelse af
velorienterede rapporter, udveksling af information samt overvejelse af
løsninger med det formål at fremme seriøse regeringstiltag;
13. Opfordrer Forsamlingen derfor regeringer og parlamenter i
medlemslandene og de associerede medlemmer af NAA til:
a. at maksimere deres indsats på kontrolkonferencen for at sikre, at FN's
konvention om inhumane våben støttes og ratificeres som en hastesag af alle
regeringer og parlamenter i medlemslande og associerede medlemmer af NAA,
samt øve pres på de lande, som endnu ikke har gjort dette;
b. at styrke »Protokollen om forbud eller begrænsninger vedrørende
anvendelse af miner, lureminer og andre anordninger« på
kontrolkonferencen ved bl.a. at vedtage ændringer, der fastlægger
yderligere begrænsninger for anvendelse og eksport af landminer samt
etablering af en verifikationsmekanisme, der effektivt kan påvise og hindre
krænkelser af protokollen;
c. energisk at støtte Clintonadministrationens forslag om et nyt
internationalt kontrolsystem for landminer som en hastesag;
d. straks at tilslutte sig USA og andre lande vedrørende indførelse af et
moratorium for eksport af antipersonellandminer;
e. på nationalt og multilateralt plan at styrke den monetære støtte og
bistand til de berørte lande, som har størst behov for rydning af miner,
uddannelser af befolkningen til at undgå eksplosive anordninger samt
tilvejebringelse af hensigtsmæssig og målrettet lægehjælp til civile ofre;
f. at tage føringen - kollektivt og via FN - for at etablere et troværdigt
program, der omfatter oprettelse af en international fond på mindst 1
milliard USD til at fremme og finansiere kendskabet til landminer, rydde
landminer og destruere de miner, der oplagres af lande, som frivilligt
indvilliger i at afskaffe dem;
g. over for regeringerne at indskærpe behovet for at udvide
forskningsindsatsen i stil med den, der i øjeblikket foregår i Sydafrika og
USA, med det formål at udvikle ny teknik til sporing og rydning af miner.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1996 BTB 68 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DANSK DELTAGELSE I EN OPFØLGNINGSSTYRKE I BOSNIEN-HERCEGOVINA NR B 68 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 7. februar 1997
- 1995 BTB 60 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DANSK DELTAGELSE I EN IMPLEMENTERINGSSTYRKE FOR FREDSAFTALEN FOR BOSNIEN-HERCEGOVINA NR B 60 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 4. januar 1996
- 1989 BTB 81 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM UNDER FN AT SENDE ET DANSK ORLOGSFARTØJ SAMT EVENTUELT ET FORSYNINGSSKIB TIL MELLEMØSTEN NR B 81 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 12. september 1990
- 1997 BTB 29 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ET MILITÆRT BIDRAG TIL FN'S FREDSBEVARENDE OPERATION I VESTSAHARA NR B 29 1997-98. 2. SAMLING Retsinformation · 6. maj 1998
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om dansk deltagelse i en NATO-indsats i Makedonien (FYROM) Retsinformation · 10. oktober 2001
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om dansk deltagelse i en international styrke i Kosovo Retsinformation · 23. september 1999