1992 BTB 100 BETÆNKNING OG INDSTILLING VEDRØRENDE TAMILSAGEN NR B 100 1992-93, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
I.Indledning
Undersøgelsesretten vedrørende Tamilsagen blev nedsat ved skrivelse af 10.
juli 1990 fra statsministeren til højesteretsdommer Mogens Hornslet, hvori
denne blev anmodet om
»at gennemføre en undersøgelse af beslutningsprocessen og
administrationen i forbindelse med behandlingen af sagerne om
familiesammenføring for flygtninge fra Sri Lanka. Undersøgelsen skal omfatte
perioden fra fredsslutningen i Sri Lanka i sommeren 1987, indtil det blev
besluttet at normalisere behandlingen af disse sager i januar 1989.
I undersøgelsen skal indgå, om nogen i offentlig tjeneste eller hverv
under sagsbehandlingen har gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelser, som
kan give anledning til, at et retligt ansvar søges gennemført. Undersøgelsen
skal i henhold til retsplejelovens § 21 a, stk. 3, foregå for lukkede døre (
. . . ).«
I december 1990 blev det besluttet, at undersøgelsen fremover skulle
foregå for åbne døre, og at hidtidige afhøringer skulle offentliggøres ved
fremlæggelse af retsprotokoller.
Den 25. januar 1991 meddelte statsministeren højesteretsdommer Mogens
Hornslet, at det var besluttet at
»udvide kommissoriet for Deres undersøgelse til også at omfatte tiden
efter normaliseringen af sagsbehandlingen. I undersøgelsen skal indgå, om der
under hele sagsforløbet er givet Folketinget fyldestgørende
oplysninger.«
Undersøgelsesretten blev nedsat i henhold til retsplejelovens § 21 a.
Beretningen fra undersøgelsesretten blev offentliggjort den 14. januar
1993. I beretningen hedder det bl.a., jf. side 2192:
»Ifølge kommissoriet skal det indgå i undersøgelsen, om nogen i
offentlig tjeneste eller hverv har gjort sig skyldig i fejl eller
forsømmelser, som kan give anledning til, at et retligt ansvar søges
gennemført. Et sådant ansvar kan i denne sag tænkes gennemført dels over
Læs alt
for embedsmændene og dels over for en eller flere ministre.
For embedsmændenes vedkommende drejer det sig først og fremmest om et
disciplinært ansvar for tjenesteforseelser - idet undersøgelsesretten
må gå ud fra, at der er gjort op med spørgsmålet om et eventuelt strafansvar
ved den undersøgelse, som blev foretaget af Statsadvokaten for København i
januar 1991. For ministrene drejer det sig om et muligt ansvar
efter ministeransvarlighedslovens § 5 .«
Side 2193 i beretningen hedder det videre:
»Endelig skal bemærkes, at undersøgelsesretten - for så vidt angår de
involverede ministre - i det væsentlige har set det som sin opgave at
give en beskrivelse af det passerede, idet det under hensyn til de særlige
regler om ministeransvar udelukkende tilkommer Folketinget at tage stilling
til, om de konstaterede forhold kan begrunde, at et ansvar gøres gældende
over for vedkommende minister.«
På denne baggrund besluttede Udvalget for Forretningsordenen på sit møde
den 12. februar 1993 at tage beretningen fra undersøgelsesretten vedrørende
Tamilsagen op til behandling i udvalget.
For så vidt angår de i beretningen nævnte embedsmænd bemærker
udvalget, at det er de enkelte ministres opgave at tage stilling til, om
tjenstlige undersøgelser bør igangsættes.
For så vidt angår de ministre , der nævnes i beretningen, har
udvalget behandlet sagen på en række møder med henblik på at tage stilling
til, om de af undersøgelsesretten konstaterede forhold for fhv.
justitsminister Ninn-Hansens, fhv. statsminister Poul Schluters og fhv.
justitsminister H. P. Clausens vedkommende kunne begrunde, at der blev gjort
et ansvar gældende over for vedkommende i form af rigsretstiltale.
Med hensyn til spørgsmålet om at gøre et retligt ansvar gældende mod de
tre ministre har et flertal i udvalget fundet, at der for hver enkelt af
disse bør drages de i det følgende omtalte konklusioner.
Et mindretal (Kirsten Jacobsen (FP) og Aage Brusgaard (FP))
bemærker, at det under udvalgsbehandlingen er blevet oplyst, at betænkningen
skal betragtes som bemærkninger til beslutningsforslaget. Fremskridtspartiet
ønsker ikke at fremstå med bemærkninger til et forslag, vi hverken har lod
eller del i. Derfor vil Fremskridtspartiets bemærkninger fremkomme i
udvalgsbetænkningen mellem 1. og 2. behandling.
II. De enkelte ministres forhold
A. Fhv. statsminister Poul Schluter
1) Statsministerens tilsynspligt
Undersøgelsesrettens bemærkninger
Undersøgelsesretten har overvejet, hvilket kendskab fhv. statsminister
Poul Schluter havde til »nedprioriteringen« af de tamilske
familiesammenføringssager, mens Ninn-Hansen endnu var justitsminister, bl.a.
med sigte på at kunne foretage en retlig vurdering af, hvorvidt den daværende
statsminister - for at opfylde sin tilsynspligt - burde have grebet ind over
for administrationen af de omhandlede sager og herunder have foranlediget en
nærmere undersøgelse, jf. side 2207 i beretningen.
Undersøgelsesretten har fundet anledning til at bemærke (jf. side 2207),
at før november/december 1988 havde Poul Schluter efter undersøgelsesrettens
opfattelse ikke pligt til som regeringschef at foranstalte nærmere
undersøgelser til afklaring af, hvad der foregik i Justitsministeriet og
Direktoratet for Udlændinge med hensyn til behandlingen af de tamilske
familiesammenføringssager.
For så vidt angår tiden umiddelbart efter »intermezzoet« med
ombudsmanden har undersøgelsesretten bl.a. fundet, at statsministeren ikke
havde grund til at betvivle, at Folketingets Retsudvalg under samrådet med
Erik Ninn-Hansen den 27. september 1988 havde modtaget en reel orientering
om, hvad »nedprioriteringen« indebar. Det måtte endvidere have
formodningen imod sig, at den erfarne justitsminister og embedsmændene i
Justitsministeriet og Direktoratet for Udlændinge havde administreret i strid
med udlændingelovgivningens retskrav. Hertil kom, at statsministeren i
begyndelsen af december 1988 måtte forvente, at sagen nu ville blive afklaret
gennem Folketingets Ombudsmand.
Undersøgelsesretten har endvidere fremhævet, at da statsministeren kort
tid efter - den 19. januar 1989 - modtog en nærmere orientering af den
nyudnævnte justitsminister, H. P. Clausen, tilsluttede han sig, at Erik
Ninn-Hansens »linie« blev brudt » hellere i dag end i
morgen ».
Udvalgets bemærkninger
Et flertal (Henning Rasmussen (S), Lilli Gyldenkilde (SF), Løvig
Simonsen (S), Ole Espersen (S), Ritt Bjerregaard (S), Ingrid Rasmussen (S),
Frank Jensen (S), Jørn Pedersen (S), Gade (SF), Rahbæk Møller (SF), Bente
Juncker (CD), Bilgrav-Nielsen (RV) og Glønborg (KRF)) bemærker:
Der findes ingen udtrykkelige regler i dansk lovgivning om
statsministerens tilsynspligt.
Tilsynspligten følger af, at en statsminister efter
ministeransvarlighedsloven straffes, hvis han tilsidesætter de pligter, der
påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans
stillings beskaffenhed.
For så vidt angår praksis kan der henvises til, at i rigsretsdommen
i Albertisagen blev det fastslået, at J. C. Christensen havde handlet
uforsvarligt (tilsidesat sin tilsynspligt) over for Alberti. Dette skete
under henvisning til, at der »navnlig under forhandlingerne på Rigsdagen
i foråret 1908 er fremkommet en række oplysninger, der bestemt pegede hen på,
at Alberti i sin embedsførelse havde gjort sig skyldig i misbrug og
vilkårligheder«. J. C. Christensen blev dog frifundet på grund af
undskyldende omstændigheder.
Efter flertallets opfattelse foreligger der ikke i nærværende sag
oplysninger af en sådan karakter, at undersøgelsesrettens vurdering må
tilsidesættes.
På denne baggrund og henset til undersøgelsrettens ovenfor citerede
bemærkninger finder flertallet, at det ikke kan konstateres, at den tidligere
statsminister har overtrådt de forpligtelser, der påhvilede ham som
regeringschef med hensyn til at føre tilsyn med de øvrige ministre.
Et mindretal (Ivar Hansen (V), Birthe Rønn Hornbech (V), og Inge
Dahl-Sørensen (V)) bemærker:
Der findes ingen udtrykkelige regler i dansk lovgivning om
statsministerens tilsynspligt.
Dog kan statsministeren efter ministeransvarlighedsloven straffes, såfremt
han tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller
lovgivningen i øvrigt eller efter stillingens beskaffenhed.
Den retlige vurdering af, om tilsynspligten er tilsidesat er - som
ministrenes ansvar i øvrigt jf. nedenfor - undergivet Folketingets
enekompetence.
Mindretallet finder ikke, at der er fremkommet oplysninger af en sådan
karakter, at undersøgelsesrettens vurderinger vedrørende statsministerens
tilsynspligt bør tilsidesættes.
På denne baggrund finder mindretallet ikke, at den tidligere statsminister
har overtrådt de forpligtelser, der påhvilede ham som regeringschef med
hensyn til pligten til at føre tilsyn med de øvrige ministre.
Et andet mindretal (Grove (KF), Engell (KF) og Gammelgaard (KF))
henviser til sine samlede bemærkninger vedrørende Poul Schluter og H. P.
Clausen nedenfor under B.
2. Oplysningerne over for Folketinget
Undersøgelsesrettens bemærkninger
Undersøgelsesretten har, jf. beretningen side 2213, fundet, at Poul
Schluter som statsminister har givet Folketinget og Folketingets Retsudvalg
ufyldestgørende oplysninger, og at han måtte indse dette.
Undersøgelsesretten har således bl.a. fundet, at visse henvisninger til
tidligere oplysninger, som statsministeren gav Folketingets Retsudvalg under
samrådet den 14. marts 1989, var misvisende, og at een udtalelse var direkte
urigtig, hvis den skulle tages for pålydende (jf. beretningen kapitel VIII,
afsnit 11, specielt side 2172).
Undersøgelsesretten bemærker, at der er grund til at understrege, at
statsministeren på det tidspunkt, hvor talepapiret til dette samråd blev
udarbejdet, havde mindst samme mulighed for at vurdere kvaliteten af disse
oplysninger som sine embedsmænd.
Ikke desto mindre har undersøgelsesretten fundet, at det må anses som en
fejl fra embedsmændenes side, at statsministerens talepapir blev udformet på
den nævnte måde, og at statsministeren ikke blev gjort opmærksom på de
retlige problemer, der kunne være forbundet med at give Retsudvalget
oplysningerne i den form, der blev valgt, jf. beretningen side 2214.
Undersøgelsesretten har i øvrigt fundet, at statsministeren såvel under
samrådet den 14. marts 1989 som under samrådet den 19. maj 1989 udtrykte sig
uklart m.h.t. hvad »regeringen« vidste (jf. beretningen kapitel
VIII, afsnit 11 og 14, specielt side 2170 og 2189-90).
Endvidere har undersøgelsesretten fundet, at Poul Schluter må have indset,
at en række oplysninger, som han gav under 1. behandlingen den 25. april 1989
af forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en kommissionsdomstol
vedrørende administration af udlændingeloven (af Ole Espersen (S) og Ebba
Strange (SF) m.fl) var misvisende eller - for een af oplysningernes
vedkommende - var direkte urigtig, hvis den skulle tages for pålydende (jf.
beretningen side 2188-89).
Undersøgelsesretten har dog bemærket, at det kan undre, at Peter Wiese
ikke i det mindste tilkendegav over for statsministeren, at han ved at holde
talen i den form, man var nået frem til den 24. april 1989 om aftenen, kunne
bringe sig på kant med ministeransvarlighedsloven (beretningen side 2215), og
undersøgelsesretten har fundet, at det kan lægges til grund, at hverken Peter
Wiese eller Lundbæk Andersen rejste indsigelse mod den endelige udformning af
talen (beretningen side 2215-16).
Udvalgets bemærkninger
Et flertal (Henning Rasmussen (S), Lilli Gyldenkilde (SF), Løvig
Simonsen (S), Ole Espersen (S), Ritt Bjerregaard (S), Ingrid Rasmussen (S),
Frank Jensen (S), Jørn Pedersen (S), Gade (SF), Rahbæk Møller (SF), Bente
Juncker (CD), Bilgrav-Nielsen (RV) og Glønborg (KRF)) bemærker:
Efter flertallets opfattelse har statsministeren ikke overholdt § 5, stk.
2, i loven om ministres ansvarlighed, hvorefter en minister ikke må give
Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets
behandling af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for
Tingets bedømmelse af sagen.
Flertallet har på denne baggrund nøje overvejet, om der bør rejses tiltale
ved rigsretten mod den tidligere statsminister.
Flertallet har imidlertid ikke fundet fuldt tilstrækkelig anledning
hertil.
Efter den nugældende grundlov kan ministre ifalde såvel et politisk som et
retligt ansvar. Det påhviler Folketinget at tage stilling til, om det er
fornødent at gøre et retligt ansvar gældende i en situation, hvor det
politiske ansvar gøres gældende eller rent faktisk har foranlediget en
ministers tilbagetræden.
Statsministeren indgav sin afskedsbegæring på baggrund af konklusionerne i
undersøgelsesrettens beretning.
Der består i øvrigt en væsentlig forskel på, om de forkerte oplysninger
gives for at dække over et retsbrud, man har bidraget til at stoppe (om end
pligten hertil er selvindlysende), eller om det sker for at kunne fortsætte
et igangværende retsbrud, jf. herved flertallets nedenstående overvejelser
vedrørende rigsretstiltale mod fhv. minister Erik Ninn-Hansen.
På denne baggrund udtrykker flertallet sin alvorlige misbilligelse i
anledning af den manglende efterlevelse af kravene i § 5, stk. 2, i loven om
ministres ansvarlighed, men finder at der i øvrigt ikke bør foretages
yderligere over for tidligere statsminister Poul Schluter.
Et mindretal (Ivar Hansen (V), Birthe Rønn Hornbech (V) og Inge
Dahl-Sørensen (V)) bemærker:
Mindretallet finder, at den omstændighed, at Poul Schluter medvirkede til,
at de forhold i Justitsministeriet, der siden gav anledning til
dommerundersøgelsen, blev bragt til ophør, må føre til, at forholdet vurderes
anderledes end forholdet vedrørende Ninn-Hansen.
Dertil kommer, at det for vurderingen er rimeligt at stille spørgsmålet,
om ikke der skal lægges vægt på eller i hvert fald tages hensyn til, at sagen
drejer sig om oplysninger, der er en del af den politiske debat.
Undersøgelsesretten siger intet om, hvilket normsystem der gælder i den
politiske debat.
Flere jurister har netop kritiseret, at undersøgelsesretten har undladt at
beskrive dette normsystem.
Yderligere skal det anføres, at undersøgelsesretten udtrykkeligt anfører,
at vurderingen er foretaget uden egentlig procedure og i vidt omfang hviler
på et skøn, og at undersøgelsesretten i modsætning til en sædvanlig retssag
ikke skal ende med en dom.
Endelig bemærker mindretallet, at den omstændighed, at Poul Schluter har
valgt at træde tilbage efter offentliggørelsen af undersøgelsesrapporten,
ikke er et moment, der kan tages til indtægt for, at der måtte være begået
noget kritisabelt fra Poul Schluters side.
Idet mindretallet i øvrigt finder det beklageligt, at
undersøgelsesrapporten ikke blev genstand for en politisk debat i
folketingssalen, finder man herefter ikke, at der bør foretages videre.
Et andet mindretal (Grove (KF), Engell (KF) og Gammelgaard (KF))
henviser til sine samlede bemærkninger vedrørende Poul Schluter og H. P.
Clausen nedenfor under B.
B. Fhv. justitsminister H. P. Clausen
Undersøgelsesrettens bemærkninger
Undersøgelsesretten har anført, at H. P. Clausen traf beslutning om
normalisering af de tamilske familiesammenføringssager, men at
normaliseringen »officielt« blev præsenteret som en beslutning
truffet af Direktoratet for Udlændinge på baggrund af karakteren af de
foreliggende oplysninger om situationen i Sri Lanka, og at det stod klart for
H. P. Clausen, at man, bl.a. i svar til Retsudvalget, fortsatte med at kaste
slør over, hvad der reelt var foregået med hensyn til disse
familiesammenføringssager, jf. beretningen kapitel VIII, afsnit 9, specielt
side 2153.
Endvidere har undersøgelsesretten fundet, at H. P. Clausen i en række svar
på spørgsmål fra Retsudvalget samt under samrådet den 14. september 1989 i
Retsudvalget gav oplysninger, som han - mere eller mindre - var klar over på
en række punkter var (reelt) misvisende/vildledende, tilsigtet uklare, ikke i
overensstemmelse med de faktiske forhold og/eller urigtige (jf. beretningen
kapitel VIII, afsnit 10 og 15, specielt side 2158-59, 2163-65 og 2192).
Endvidere har undersøgelsesretten fundet, at regeringspartiernes bidrag
til den beretning, som der i Retsudvalget var forslag om i anledning af
ombudsmandens udtalelse om de tamilske familiesammenføringssager, indeholdt
oplysninger, som var misvisende og urigtige, hvilket efter
undersøgelsesrettens opfattelse må have stået klart for H. P. Clausen.
Desuden sad H. P. Clausen efter undersøgelsesrettens vurdering inde med en
viden, som måtte formodes at være af væsentlig betydning for, om sagen kunne
sluttes med, at ombudsmandens udtalelse blev taget til efterretning, men som
Retsudvalget ikke fik oplysning om, jf. beretningen kapitel VIII, afsnit 12,
specielt side 2182-83. Undersøgelsesretten har lagt til grund, at H. P.
Clausen - også efter sin egen forklaring - har haft en ledende rolle under
arbejdet med at udarbejde et beretningsudkast, der kunne samle de tre
regeringspartier - og et flertal i Folketinget, jf. beretningen side 2179.
Undersøgelsesretten har imidlertid særligt bemærket, at der ikke er
fremkommet oplysninger om, at embedsmændene over for H. P. Clausen har
fremsat indsigelser med hensyn til den skriftlige udformning eller advaret
mod at give oplysningerne i den form, som undersøgelsesretten har fundet
grundlag for at kritisere, jf. beretningen side 2211.
Endvidere har undersøgelsesretten anført, at baggrunden for, at der også i
H. P. Clausens tid som justitsminister blev givet Folketingets Retsudvalg og
Folketingets Ombudsmand oplysninger, som ikke var fyldestgørende, må antages
at være ønsket om at undgå at blotlægge den - efter undersøgelsesrettens
opfattelse - ulovlige administration under Ninn-Hansen og - efter
ombudsmandens udtalelse af 1. marts 1989 - at undgå yderligere undersøgelser
(beretningen side 2211).
Udvalgets bemærkninger
Et flertal (Henning Rasmussen (S), Lilli Gyldenkilde (SF), Løvig
Simonsen (S), Ole Espersen (S), Ritt Bjerregaard (S), Ingrid Rasmussen (S),
Frank Jensen (S), Jørn Pedersen (S), Gade (SF), Rahbæk Møller (SF), Bente
Juncker (CD), Bilgrav-Nielsen (RV) og Glønborg (KRF)) bemærker:
Efter flertallets opfattelse har tidligere justitsminister H. P. Clausen i
det ovenfor beskrevne omfang tilsidesat kravet i § 5, stk. 2, i
ministeransvarlighedsloven om, at der ikke må gives urigtige eller
vildledende oplysninger til Folketinget eller under Tingets behandling af en
sag må forties oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets
bedømmelse af sagen.
Flertallet finder, at dette også gælder H. P. Clausens medvirken til
udformingen af de omhandlede udkast til beretning. Det kunne hævdes, at de
foreslåede bidrag hertil - om end de stammer fra Justitsministeriet - i
Retsudvalget blev fremlagt af repræsentanter for regeringspartierne (altså
ikke af ministeren).
Under hensyn til, at H. P. Clausen reelt var ansvarlig for oplysningernes
indhold, og til, at hensigten var, at disse skulle udgøre grundlag for en
beslutning taget af Retsudvalget og af Tinget som helhed, finder flertallet
ikke, at dette forhold i sig selv kan fritage H. P. Clausen for ansvaret
efter ministeransvarlighedsloven.
Den tidligere justitsminister, der siden de beskrevne begivenheder blev
valgt til Folketingets formand, trådte tilbage fra dette hverv som en direkte
følge af konklusionerne i undersøgelsesrettens beretning. Der henvises i
øvrigt til, hvad der er anført ovenfor vedrørende tidligere statsminister
Poul Schluters handlinger.
På denne baggrund udtrykker flertallet sin misbilligelse i anledning af
den manglende efterlevelse af kravene i § 5, stk. 2, i loven om ministres
ansvarlighed, men finder, at der i øvrigt ikke bør foretages yderligere over
for tidligere justitsminister H. P. Clausen.
Et mindretal (Ivar Hansen (V), Birthe Rønn Hornbech (V) og Inge
Dahl-Sørensen (V)) bemærker:
Mindretallet finder, at den omstændighed, at H. P. Clausen omgående efter
sin tiltræden som justitsminister foranledigede, at de forhold i
Justitsministeriet, der siden gav anledning til dommerundersøgelsen, blev
bragt til ophør, må føre til, at forholdet vurderes anderledes end forholdet
vedrørende Ninn-Hansen.
Dertil kommer, at det for vurderingen er rimeligt at stille spørgsmålet,
om ikke der skal lægges vægt på eller i hvert fald tages hensyn til, at sagen
drejer sig om oplysninger og handlinger, der er en del af den politiske
debat.
Undersøgelsesretten siger intet om, hvilket normsystem der gælder i den
politiske debat.
Flere jurister har netop kritiseret, at undersøgelsesretten har undladt at
beskrive dette normsystem.
Yderligere skal det anføres, at undersøgelsesretten udtrykkeligt anfører,
at vurderingen er foretaget uden egentlig procedure og i vidt omfang hviler
på et skøn, og at undersøgelsesretten i modsætning til en sædvanlig retssag
ikke skal ende med en dom.
Endelig bemærker mindretallet, at den omstændighed, at H. P. Clausen har
valgt at træde tilbage efter offentliggørelsen af undersøgelsesrapporten,
ikke er et moment, der kan tages til indtægt for, at der måtte være begået
noget kritisabelt fra H. P. Clausens side.
Idet mindretallet i øvrigt finder det beklageligt, at
undersøgelsesrapporten ikke blev genstand for en politisk debat i
folketingssalen, finder man herefter ikke, at der bør foretages videre.
Et andet mindretal (Grove (KF), Engell (KF) og Gammelgaard (KF))
ønsker at gøre opmærksom på, at undersøgelsesdommeren i sin retlige vurdering
(side 2192-93) selv bl.a. understreger, at han generelt gør den bemærkning,
at undersøgelsesretten har foretaget sin vurdering uden en egentlig procedure
fra sagens parter. Tillige bemærker undersøgelsesretten specielt, at det på
trods af det omfattende materiale og de mange forklaringer ikke kan
udelukkes, at undersøgelsesretten kan have manglet oplysninger, der - hvis de
havde foreligget for retten - kunne have ført til et andet resultat.
Mindretallet lægger til grund, at efter det foreliggende må man gå ud fra,
at Poul Schluter og H. P. Clausen ville blive frifundet, dersom de blev
inddraget under en rigsretssag. Dersom man havde den opfattelse, at de havde
handlet i strid med ministeransvarlighedsloven, måtte det rette være at
anlægge en sag. Både flertal og mindretal giver afkald på at rejse
rigsretssag mod de pågældende. Da dette er tilfældet, må det være korrekt, at
sagen afsluttes hermed.
Mindretallet er enig med flertallet i, at det ikke kan konstateres, at den
tidligere statsminister Poul Schluter har overtrådt de forpligtelser, der
påhvilede ham som regeringschef med hensyn til at føre tilsyn med de øvrige
ministre.
Undersøgelsesretten fremhæver endvidere, at den tidligere statsminister
ikke af embedsmændene er blevet gjort bekendt med, at han med talen i
Folketinget den 25. april 1989 kunne bringe sig på kant med
ministeransvarlighedsloven. Undersøgelsesretten har også bemærket, at der
ikke er fremkommet oplysninger om, at embedsmændene over for H. P. Clausen
har fremsat indsigelser med hensyn til den skriftlige udformning eller
advaret mod at give oplysningerne i den form, som undersøgelsesretten har
fundet grundlag for at kritisere.
På den baggrund finder mindretallet det ikke acceptabelt at udtale en
politisk betinget kritik eller misbilligelse.
C. Fhv. justitsminister Ninn-Hansen
Undersøgelsesrettens bemærkninger
Undersøgelsesretten har fundet, at Ninn-Hansens opretholdelse af
beslutningen af 23. - 24. september 1987 om at stille de tamilske
familiesammenføringssager i bero ikke var lovlig, og at Ninn-Hansen gennem
embedsmændenes orientering - sandsynligvis fra begyndelsen af april og i
hvert fald fra juni 1988 - var bekendt hermed, jf. beretningen side 2196-97
og 2199-2200.
Undersøgelsesretten har videre fundet, at Ninn-Hansen - efter at
Folketingets Ombudsmand den 6. september 1988 af egen drift havde startet sin
undersøgelse - fik etableret et samråd i Folketingets Retsudvalg med det
væsentlige formål at bremse ombudsmandens undersøgelse, jf. beretningen side
2204-06.
Undersøgelsesretten har endvidere fundet, at Ninn-Hansen til Folketingets
Ombudsmand har givet oplysninger, der må betegnes som misvisende/vildledende
og/eller urigtige, jf. beretningen side 2138 og 2144.
Undersøgelsesretten har herudover fundet, at Ninn-Hansen i svar til og
under samråd i Retsudvalget samt i beretningen til Folketinget om regeringens
målsætning på flygtningeområdet har givet oplysninger, der må betegnes som
misvisende, vildledende, ikke-fyldestgørende, urigtige eller ikke i
overensstemmelse med sandheden (jf. beretningen kapitel VIII, afsnit 4, 5, 6
og 7, specielt side 2131-32, 2135-36, 2138, 2144 og 2149).
Udvalgets bemærkninger
Et flertal (Henning Rasmussen (S), Lilli Gyldenkilde (SF), Løvig
Simonsen (S), Ole Espersen (S), Ritt Bjerregaard (S), Ingrid Rasmussen (S),
Frank Jensen (S), Jørn Pedersen (S), Gade (SF), Rahbæk Møller (SF), Bente
Juncker (CD), Bilgrav-Nielsen (RV) og Glønborg (KRF)) udtaler på denne
baggrund:
I. Tilsidesættelsen af udlændingeloven
Undersøgelsesretten fastslår, at Erik Ninn-Hansen den 23. eller 24.
september 1987 besluttede at stille de omhandlede sager om
familiesammenføring i bero. Denne beslutning, som strider mod
udlændingelovens § 9, opretholdt Erik Ninn-Hansen i hele sin ministertid
(indtil 10. januar 1989).
Det er undersøgelsesrettens opfattelse, at Erik Ninn-Hansen formentlig fra
begyndelsen af april og i hvert fald fra juni 1988 var bekendt med, at
berostillelsen var ulovlig.
Flertallet finder, at den fhv. justitsminister herved har tilsidesat de
pligter, der påhviler ham efter lovgivningen, jf. § 5, stk. 1, i lov om
ministres ansvarlighed, og at dette, hvilket flertallet finder er en
skærpende omstændighed, har medført retstab for enkeltpersoner. Flertallet
indstiller på den baggrund, at der rejses tiltale mod Erik Ninn-Hansen, og at
tiltalerejsningen skal omfatte hele perioden fra Erik Ninn-Hansens beslutning
den 23. eller 24. september 1987 og frem til hans fratræden som
justitsminister den 10. januar 1989.
II. Forholdet til Folketingets Ombudsmand
Efter loven om Folketingets Ombudsmand omfatter dennes indseende med
statens civile forvaltning ministrenes funktion som ledere af forvaltningen,
herunder administrationen af lovgivningen. Efter lovens § 7 er bl.a. ministre
forpligtet til at meddele Ombudsmanden de oplysninger og til at fremlægge de
dokumenter og protokoller, han i sit hvervs medfør forlanger.
En ministers handlinger, der har til formål at hindre Ombudsmanden i at
udøve sine funktioner, og afgivelse af misvisende/vildledende og/eller
urigtige oplysninger til Ombudsmanden strider efter flertallets opfattelse
mod de nævnte bestemmelser i loven om Folketingets Ombudsmand, og ved at
foretage disse handlinger har Erik Ninn-Hansen tilsidesat de pligter, der
påhviler ham efter lovgivningen og efter hans stillings beskaffenhed.
Om baggrunden for, at flertallet mener, at der for så vidt angår disse
handlinger ikke bør rejses rigsretstiltale, henvises til bemærkningerne
nedenfor under III.
III. Forholdet til Folketinget
Flertallet lægger vægt på, at de efter undersøgelsesrettens konklusion
misvisende, vildledende, ikke-fyldestgørende og urigtige oplysninger over for
Folketinget er givet for at dække over og for at kunne fortsætte den
igangværende ulovlige administration af udlændingeloven. Herved afviger den
lovstridige adfærd fra det vedrørende den tidligere statsminister og
tidligere justitsminister H. P. Clausen beskrevne, og flertallet anser dette
for at være en graverende omstændighed.
Om end flertallet således betragter formålet med at afgive de urigtige
m.v. oplysninger som en skærpende omstændighed, finder man ikke, at der ved
rigsretten bør rejses selvstændig tiltale herfor. Flertallet anser den
ulovlige administration af udlændingeloven som sagens hovedforhold og finder,
at rigsretssagen primært bør koncentrere sig herom, således at de urigtige
oplysninger m.v. indgår som skærpende omstændigheder til belysning af dette
forhold.
Af samme grund finder flertallet ikke, at der bør rejses tiltale mod Erik
Ninn-Hansen for de handlinger, han har ansvaret for i relation til
Folketingets Ombudsmand, jf. ovenfor under II, idet også disse handlinger
indgår som skærpende omstændigheder til belysning af dette forhold.
Flertallet udtrykker sin alvorligste misbilligelse af de under II og under
III beskrevne forhold.
Et mindretal (Ivar Hansen (V), Birthe Rønn Hornbech (V) og Inge
Dahl-Sørensen (V)) udtaler, at der i Venstres folketingsgruppe er en række
forskellige opfattelser af vurderingen af Ninn-Hansens rolle i Tamilsagen.
Medlemmernes personlige opfattelse af sagen vil give sig udtryk under
folketingsdebatten og afstemningen om beslutningsforslaget om at rejse
rigsretssag mod fhv. justitsminister Ninn-Hansen.
Et mindretal inden for mindretallet (Birthe Rønn Hornbech (V)) tilslutter
sig flertallets betænkningsbidrag for så vidt angår Ninn-Hansen.
Et andet mindretal (Grove (KF), Engell (KF) og Gammelgaard (KF))
udtaler:
Et flertal i den konservative folketingsgruppe har tilkendegivet, at man
ikke kan tilslutte sig forslaget til folketingsbeslutning om rigsretstiltale
mod Erik Ninn-Hansen, mens et mindretal i gruppen har tilkendegivet, at man
vil kunne stemme for forslaget.
Den konservative folketingsgruppe vil ved Folketingets behandling af
beslutningsforslaget nærmere redegøre for sine synspunkter.
Med henblik på at finde frem til en anklager i en evt. rigsretssag blev
det på udvalgets møde den 24. februar 1993 besluttet at nedsætte et
underudvalg med een repræsentant fra hvert parti. På bagrund af et foreløbigt
udkast til indstilling, der drøftedes i det samlede udvalg, har underudvalget
sammen med udvalgets formand endvidere haft en række indledende drøftelser
med de indstillede anklagere om tiltalens omfang. De afsluttende drøftelser
er dog foregået og beslutning om tiltalens omfang truffet i det samlede
udvalg.
Et flertal (Henning Rasmussen (S), Lilli Gyldenkilde (SF), Løvig
Simonsen (S), Ole Espersen (S), Ritt Bjerregaard (S), Ingrid Rasmussen (S),
Frank Jensen (S), Jørn Pedersen (S), Gade (SF), Rahbæk Møller (SF), Bente
Juncker (CD), Bilgrav-Nielsen (RV) og Glønborg (KRF)) finder i øvrigt, at
dommerundersøgelsen ikke giver grundlag for at rejse kritik eller søge et
strafferetligt ansvar gjort gældende mod nuværende eller forhenværende
ministre i øvrigt.
Herefter fremsætter et flertal (Henning Rasmussen (S), Lilli
Gyldenkilde (SF), Løvig Simonsen (S), Ole Espersen (S), Ritt Bjerregaard (S),
Ingrid Rasmussen (S), Frank Jensen (S), Jørn Pedersen (S), Gade (SF), Rahbæk
Møller (SF), Bente Juncker (CD), Birthe Rønn Hornbech (V), Bilgrav-Nielsen
(RV) og Glønborg (KRF)) følgende:
Forslag til folketingsbeslutning
om rigsretstiltale mod fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen Folketinget
beslutter at rejse tiltale ved rigsretten mod forhenværende justitsminister
Erik Ninn-Hansen med påstand om straf for overtrædelse af § 5, stk. 1, i lov
nr. 117 af 15. april 1964 om ministres ansvarlighed ved som justitsminister
at være ansvarlig for, at Direktoratet for Udlændinge fra den 23. eller 24.
september 1987 til den 10. januar 1989, hvor han fratrådte som
justitsminister, i et stort antal sager, hvori betingelserne herfor var
opfyldt, undlod efter ansøgning at give opholdstilladelse til
familiemedlemmer til herboende flygtninge fra Sri Lanka. Denne administration
af udlændingeloven var i overensstemmelse med hans egen, formentlig den 23.
eller 24. september 1987, trufne og af ham i hele perioden fastholdte
beslutning, men var i strid med udlændingelovens § 9, idet betingelserne for
at give opholdstilladelse som nævnt var opfyldt, hvorfor familiemedlemmerne
havde retskrav på opholdstilladelse og familiesammenføring her i landet.
Folketinget vælger som anklagere under rigsretssagen advokat Henrik
Viltoft og advokat John Petersen.
Henning Rasmussen (S) fmd. Ivar Hansen (V) nfmd. Grove (KF) Lilli
Gyldenkilde (SF) Kirsten Jacobsen (FP) Løvig Simonsen (S) Ole Espersen (S)
Ritt Bjerregaard (S) Ingrid Rasmussen (S) Frank Jensen (S) Jørn Pedersen (S)
Gade (SF) Rahbæk Møller (SF) Bente Juncker (CD) Engell (KF) Gammelgaard (KF)
Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Aage Brusgaard (FP)
Bilgrav-Nielsen (RV) Glønborg (KRF)
Tillægsbetænkningen
Efter førstebehandlingen af beslutningsforslaget har udvalget behandlet
forslaget i et møde.
Udvalget har modtaget en underskriftsindsamling fra Folkeviljebevægelsen
ved fhv. medlem af Folketinget Poul Boeg.
Et mindretal (Ivar Hansen (V), Birthe Rønn Hornbech (V) og Inge
Dahl-Sørensen (V)) udtaler, at der i Venstres folketingsgruppe er en række
forskellige opfattelser af vurderingen af Ninn-Hansens rolle i Tamilsagen.
Medlemmernes personlige opfattelse af sagen vil give sig udtryk under
afstemningen om beslutningsforslaget om at rejse rigsretssag mod fhv.
justitsminister Ninn-Hansen.
Et andet mindretal (Grove (KF), Engell (KF) og Gammelgaard (KF)) henviser
til sine udtalelser i betænkningen og indstillingen vedrørende Tamilsagen.
Herefter indstiller et flertal (Henning Rasmussen (S), Lilli
Gyldenkilde (SF), Løvig Simonsen (S), Ole Espersen (S), Ritt Bjerregaard (S),
Ingrid Rasmussen (S), Frank Jensen (S), Jørn Pedersen (S), Gade (SF), Rahbæk
Møller (SF), Bente Juncker (CD), Birthe Rønn Hornbech (V), Bilgrav-Nielsen
(RV) og Glønborg (KRF)) beslutningsforslaget til vedtagelse uændret .
Et mindretal (Kirsten Jacobsen (FP) og Tom Behnke (FP)) udtaler:
Fremskridtspartiet indstiller beslutningsforslaget til forkastelse
og skal bemærke, at partiet finder det helt ude af proportioner at sætte så
stort og kostbart et apparat som Rigsretten i gang på grund af en påstand om
ulovlig administration af lovgivningen.
Når man tænker tilbage på de mange skandaler, som skiftende ministre i
skiftende regeringer har været årsag til gennem de 80 år, der er gået siden
den sidste rigsretssag, kan man undre sig over, at et flertal i Folketinget
ikke tidligere har rejst sag ved Rigsretten.
Inden for bare de sidste 10 år vil det være muligt at fremvise eksempler
på manglende eller ulovlig administration i flere sager. I disse sager har
folketingsflertallet søgt at dække over - og bortforklare - forholdene i
stedet for at stille de pågældende ministre til ansvar.
Derfor må det betragtes som personhetz at vælge at rejse tiltale mod een
bestemt minister, nemlig den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen.
Fremskridtspartiet ønsker herudover at bemærke, at de gældende regler om
ministres ansvar for at afgive sandfærdige og fyldestgørende oplysninger til
Folketinget ikke kan bruges efter deres hensigt. De andre sanktionsmidler,
Folketinget har over for en regering eller en enkelt minister, har heller
ikke vist sig anvendelige, fordi mistillid til en minister i praksis opfattes
som regeringsstorm. Derfor må Folketinget grundigt debattere, hvordan
reglerne kan indrettes, så det bliver helt klart, både hvilke pligter
ministre har, og hvilke sanktioner der bør anvendes, når ansvarsreglerne er
overtrådt.
Fremskridtspartiet har tidligere fremført, at partiet gerne ser, at der
bliver nedsat et forfatningsudvalg, som det kendes fra andre lande, og hvor
erfaringerne er gode, når det drejer sig om at sikre sig, at ministrene
holder sig »på dydens smalle sti«.
Henning Rasmussen (S) fmd. Ivar Hansen (V) nfmd. Grove (KF)
Lilli Gyldenkilde (SF) Kirsten Jacobsen (FP) Løvig Simonsen (S) Ole Espersen
(S) Ritt Bjerregaard (S) Ingrid Rasmussen (S) Frank Jensen (S) Jørn Pedersen
(S) Gade (SF) Rahbæk Møller (SF) Bente Juncker (CD) Engell (KF) Gammelgaard
(KF) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Tom Behnke (FP)
Bilgrav-Nielsen (RV) Glønborg (KRF)
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- RIGSRETSSAG: Om ulovlig behandling af ansøgninger om familiesammenføring i perioden september 1987 til januar 1989 fra tamilske flygtninge fra det borgerkrigsramte Sri Lanka, idet behandlingen af ansøgningerne i strid med udlændingeloven blev sat i bero. Tiltalte idømt 4 måneders betinget fængsel Domsdatabasen · 22. juni 1995
- 1988 BSF 76 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM NEDSÆTTELSE AF EN KOMMISSIONSDOMSTOL VEDRØRENDE ADMINISTRATION AF UDLÆNDINGELOVEN Retsinformation · 17. maj 1989
- Behandling af ansøgninger om familiesammenføring vedrørende herboende tamilske flygtninge Retsinformation · 18. januar 2019
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 85/1993 Retsinformation · 6. august 1999
- 1991 BSF 11 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FOLKETINGETS OMBUDSMANDS BERETNING FOR ÅRET 1990 Retsinformation · 7. november 1991
- 1995 BTL 220 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM UNDERSØGELSE AF NØRREBROSAGEN NR L 220 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 29. maj 1996