Spring til indhold

Retsinformation

1990 BSF 22 FOLKETINGSBESLUTNING OM DANMARKS RATIFIKATION AF FN-KONVENTIONEN AF 20. NOVEMBER 1989 OM BARNETS RETTIGHEDER

1990/2 BSF 22Beslutningsforslag som fremsatFolketinget31. maj 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den på

De Forenede Nationers generalforsamling den 20. november 1989

vedtagne konvention om barnets rettigheder, og til, at der afgives

erklæring om, at Danmark ikke skal være bundet af artikel 40, stk.

2, (b), (v).

Bilag

Teksten til den i folketingsbeslutningens tekst omtalte konvention er

optrykt som bilag til det fremsatte forslag.

Oprindeligt fremsat forslag

Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den på

de Forenede Nationers generalforsamling den 20. november 1989

vedtagne kovention om barnets rettigheder og til, at der afgives

erklæring om, at Danmark ikke skal være bundet af artikel 40, stk. 2,

(b), (v).

Uofficiel oversættelse

De i denne konvention deltagende stater, som finder - i

overensstemmelse med de i De Forenede Nationers Pagt erklærede principper -

at anerkendelsen af menneskets naturlige værdighed og af hele menneskehedens

lige og umistelige rettigheder danner grundlaget for frihed, retfærdighed og

fred i verden,

tager hensyn til, at alle De Forenede Nationers folk i Pagten har

bekræftet deres tro på grundlæggende menneskerettigheder og på menneskets

personlige værdighed og værdi og har besluttet at fremme sociale fremskridt

og bedre levestandarder i større frihed,

anerkender, at De Forenede Nationer i Verdenserklæringen om

Menneskerettigheder (Generalforsamlingsresolution 217A (III)) og i de

internationale konventioner om menneskerettigheder

(Generalforsamlingsresolution 2200A (XXI), bilag) har erklæret og er blevet

enige om, at enhver er berettiget til alle de rettigheder og friheder, der er

indeholdt deri, uden forskelsbehandling af nogen art, herunder som følge af

Læs alt

race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse,

national eller social herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling,

erindrer om, at De Forenede Nationer i Verdenserklæringen om

Menneskerettigheder har udtalt, at børn har ret til særlig omsorg og bistand,

er overbeviste om, at familien som den grundlæggende enhed i

samfundet og naturlige ramme for alle sine medlemmers og særligt børns vækst

og trivsel bør gives den nødvendige beskyttelse og hjælp, således at den

fuldt ud kan påtage sig sine forpligtelser i samfundet,

anerkender, at barnet med henblik på fuld og harmonisk udvikling

af sin personlighed bør vokse op i et familiemiljø, i en atmosfære af glæde,

kærlighed og forståelse,

finder, at barnet fuldt ud bør forberedes til at leve sit eget liv

i samfundet og opdrages i lyset af de idealer, der er udtrykt i De Forenede

Nationers Pagt, og særligt i en atmosfære af fred, værdighed, tolerance,

frihed, lighed og solidaritet,

tager hensyn til, at behovet for at yde barnet særlig omsorg er

blevet fastslået i Geneve-Erklæringen af 1924 om Barnets Rettigheder og i

Erklæringen om Barnets Rettigheder vedtaget af De Forenede Nationer i 1959

(Generalforsamlingsresolution 1386 (XIV)) og anerkendt i Verdenserklæringen

om Menneskerettigheder, i Den Internationale Konvention om Borgerlige og

Politiske Rettigheder (især i artiklerne 23 og 24), i Den Internationale

Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder (især i artikel

10) og i vedtægterne og relevante dokumenter for særorganisationer og

internationale organisationer, der tager sig af børns velfærd,

tager hensyn til - som angivet i Erklæringen om Barnets

Rettigheder vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 20.

november 1959 - at »barnet som følge af sin fysiske og psykiske

umodenhed, har behov for særlig beskyttelse og omsorg, herunder passende

juridisk beskyttelse, både før og efter fødslen,»,

erindrer om bestemmelserne i Erklæringen om Sociale og Juridiske

Principper for Beskyttelse af Børns Velfærd med Særligt Henblik på

Anbringelse i Pleje og Adoption på Nationalt eller Internationalt Plan

(Generalforsamlingsresolution 41/85 af 3. december 1986), De Forenede

Nationers Standardminimumsregler for Retspleje over for Mindreårige

(»Beijingreglerne«) (Generalforsamlingsresolution 40/33 af 29.

november 1985) og Erklæringen om Beskyttelse af Kvinder og Børn i

Nødssituationer og Under Væbnet Konflikt (Generalforsamlingsresolution 3318

(XXIX) af 14. december 1975),

anerkender, at der i alle lande i verden er børn, der lever under

særligt vanskelige forhold, og at sådanne børn kræver særlig hensyntagen,

tager behørigt hensyn til betydningen af hvert folks traditioner

og kulturelle værdier med henblik på barnets beskyttelse og harmoniske

udvikling,

anerkender betydningen af internationalt samarbejde for at

forbedre børns levevilkår i alle lande, særligt i udviklingslandene,

er blevet enige om følgende:

Kapitel I

Artikel 1

I denne konvention forstås ved et barn ethvert menneske under 18 år,

medmindre barnet bliver myndigt tidligere efter den lov, der gælder for

barnet.

Artikel 2

1. Deltagerstaterne skal respektere og sikre de rettigheder, der er

fastsat i denne konvention, for ethvert barn inden for deres jurisdiktion,

uden forskelsbehandling af nogen art og uden hensyn til barnets eller dettes

forældres eller værges race, hudfarve, køn, sprog, religion, politiske eller

anden anskuelse, national, etnisk eller social oprindelse, formueforhold,

handicap, fødsel eller anden stilling.

2. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre,

at barnet beskyttes mod alle former for forskelsbehandling eller straf på

grund af barnets forældres, værges eller familiemedlemmers stilling,

virksomhed, udtrykte anskuelser eller tro.

Artikel 3

1. I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af

offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole,

forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i

første række.

2. Deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg,

der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og

pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med

juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende

lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler.

3. Deltagerstaterne skal sikre, at institutioner, tjenester og organer med

ansvar for omsorg for eller beskyttelse af børn skal være i overensstemmelse

med de standarder, der er fastsat af kompetente myndigheder, særligt med

hensyn til sikkerhed, sundhed, personalets antal og egnethed samt sagkyndigt

tilsyn.

Artikel 4

Deltagerstaterne skal gennemføre al passende lovgivning samt

administrative og andre forholdsregler til gennemførelsen af de i denne

konvention anerkendte rettigheder. Med hensyn til økonomiske, sociale og

kulturelle rettigheder skal deltagerstaterne gennemføre sådanne

forholdsregler, i videst muligt omfang inden for de ressourcer, der er til

rådighed, og, hvor der er behov for det, inden for rammerne af internationalt

samarbejde.

Artikel 5

Deltagerstaterne skal respektere det ansvar og de rettigheder og pligter,

som forældrene har, eller, hvor dette finder anvendelse, tilsvarende ansvar,

rettigheder og pligter for så vidt angår medlemmerne af den udvidede familie

eller samfundet i overensstemmelse med stedlig sædvane, samt værger eller

andre personer med juridisk ansvar for barnet, til på en måde, der svarer til

den løbende udvikling af barnets evner, at yde passende vejledning og støtte

til barnet i udøvelsen af rettighederne anerkendt i denne konvention.

Artikel 6

1. Deltagerstaterne anerkender, at ethvert barn har en naturlig ret til

livet.

2. Deltagerstaterne skal i videst muligt omfang sikre barnets overlevelse

og udvikling.

Artikel 7

1. Barnet skal registreres umiddelbart efter fødslen og skal fra fødslen

have ret til et navn, ret til at opnå et statsborgerskab og, så vidt muligt,

ret til at kende og blive passet af sine forældre.

2. Deltagerstaterne skal sikre gennemførelsen af disse rettigheder i

overensstemmelse med deres nationale lovgivning og deres forpligtelser ifølge

de relevante internationale instrumenter på dette område, især hvis barnet

ellers ville blive statsløs.

Artikel 8

1. Deltagerstaterne påtager sig at respektere barnets ret til at bevare

sin identitet, herunder statsborgerskab, navn og familieforhold, som

anerkendt af loven og uden ulovlig indblanding.

2. Hvis et barn ulovligt berøves en del af eller hele sin identitet, skal

deltagerstaterne yde passende bistand og beskyttelse med henblik på hurtigt

at genoprette barnets identitet.

Artikel 9

1. Deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre

mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelser er

undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis

bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv.

En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved

forældres misbrug eller vanrøgt af barnet, eller hvor forældrene lever

adskilt og der skal træffes beslutning om barnets bopæl.

2. I behandlingen af enhver sag i medfør af stykke 1 skal alle

interesserede parter gives mulighed for at deltage i sagsbehandlingen og

fremføre deres synspunkter.

3. Deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra

den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig

forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette

strider mod barnets tarv.

4. Hvor en sådan adskillelse er en følge af en handling iværksat af en

deltagerstat, såsom tilbageholdelse, fængsling, udvisning, forvisning eller

død (herunder dødsfald af en hvilken som helst årsag, mens personen er i

statens varetægt) af den ene eller begge forældre eller af barnet, skal

deltagerstaten efter anmodning give forældrene, barnet eller om nødvendigt et

andet medlem af familien de væsentlige oplysninger om, hvor den eller de

fraværende medlemmer af familien befinder sig, medmindre afgivelsen af

oplysningerne ville være skadelig for barnets velfærd. Deltagerstaterne skal

desuden sikre, at fremsættelsen af en sådan anmodning ikke i sig selv

medfører skadelige følger for vedkommende person eller personer.

Artikel 10

1. I overensstemmelse med deltagerstaternes forpligtelse i henhold til

artikel 9, stykke 1, skal ansøgninger fra et barn eller dettes forældre om

indrejse i eller udrejse fra en deltagende stat med henblik på

familiesammenføring behandles på en positiv, human og hurtig måde af

deltagerstaterne. Deltagerstaterne skal endvidere sikre, at indgivelse af en

sådan ansøgning ikke medfører negative virkninger for ansøgere og deres

familiemedlemmer.

2. Et barn, hvis forældre har fast bopæl i forskellige stater, skal have

ret til, undtagen under særlige omstændigheder, regelmæssigt at have

personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre. Med henblik

herpå og i overensstemmelse med deres forpligtelser i medfør af artikel 9,

stykke 1 skal deltagerstaterne respektere barnets og dets forældres ret til

at forlade et hvilket som helst land, herunder deres eget, og til at indrejse

i deres eget land. Retten til at forlade et hvilket som helst land skal kun

underkastes sådanne begrænsninger, som er fastsat ved lov, og som er

nødvendige for at beskytte den nationale sikkerhed, den offentlige orden

(ordre public), folkesundheden eller sædeligheden, eller andre personers

rettigheder og friheder, og som er i overensstemmelse med de øvrige

rettigheder, der er anerkendt i denne konvention.

Artikel 11

1. Deltagerstaterne skal træffe forholdsregler til at bekæmpe børns

ulovlige fjernelse til og manglende tilbagevenden fra udlandet.

2. Med henblik herpå skal deltagerstaterne fremme indgåelse af bilaterale

og multilaterale aftaler eller tiltrædelse af eksisterende aftaler.

Artikel 12

1. Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine

egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle

forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende

vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

2. Med henblik herpå skal barnet især gives mulighed for at udtale sig i

enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af

sager, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant eller

et passende organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne

fremgangsmåder.

Artikel 13

1. Barnet skal have ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til uanset

territoriale grænser at søge, modtage og videregive oplysninger og tanker af

enhver art, enten mundtligt, skriftligt eller på tryk i form af kunst eller

gennem en hvilken som helst anden udtryksmåde, barnet måtte vælge.

2. Udøvelsen af denne ret kan underkastes visse begrænsninger, men kun

sådanne som følger af lovgivningen, og som er nødvendige:

(a) af hensyn til andres rettigheder eller omdømme; eller

(b) til beskyttelse af national sikkerhed, offentlig orden (ordre public),

folkesundhed eller sædelighed.

Artikel 14

1. Deltagerstaterne skal respektere barnets ret til tankefrihed,

samvittigheds- og religionsfrihed.

2. Deltagerstaterne skal respektere rettigheder og pligter for forældrene,

og i påkommende tilfælde værger, til på en måde, der svarer til barnets

gradvise udvikling af dets evner, at give retningslinier til barnet med

henblik på udøvelsen af dets ret.

3. Frihed til at udøve sin religion eller overbevisning kan kun

underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov, og som er

nødvendige for at beskytte den offentlige sikkerhed, orden, folkesundheden,

sædeligheden, eller andre menneskers grundlæggende rettigheder og friheder.

Artikel 15

1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til foreningsfrihed og dets

frihed til at deltage i fredelige forsamlinger.

2. Udøvelsen af disse rettigheder må ikke underkastes andre

indskrænkninger end sådanne, som er foreskrevet ved lov, og som er nødvendige

i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale eller offentlige

sikkerhed, den offentlige orden (ordre public), beskyttelse af folkesundheden

eller sædeligheden eller beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

Artikel 16

1. Intet barn må udsættes for vilkårlig eller ulovlig indblanding i sit

privat- og familieliv, sit hjem eller sin brevveksling, eller ulovlige angreb

på sin ære eller sit omdømme.

2. Barnet har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller

sådanne angreb.

Artikel 17

Deltagerstaterne erkender massemediernes vigtige rolle og skal sikre, at

barnet har adgang til information og materiale fra forskellige nationale og

internationale kilder, særligt sådanne, hvis formål er at fremme barnets

sociale, åndelige og moralske velfærd og fysiske og psykiske sundhed. Med

henblik herpå skal deltagerstaterne:

(a) tilskynde massemedierne til at udbrede information og materiale, der

er af social og kulturel værdi for barnet og i overensstemmelse med ånden i

artikel 29;

(b) tilskynde til internationalt samarbejde om produktion, udveksling og

spredning af sådan oplysning og materiale fra forskellige kulturelle,

nationale og internationale kilder;

(c) tilskynde til produktion og udbredelse af børnebøger;

(d) tilskynde massemedierne til at tage særligt hensyn til de sproglige

behov hos børn, der tilhører et mindretal eller en urbefolkning;

(e) tilskynde til udvikling af passende retningslinier for beskyttelse af

barnet mod oplysning og materiale, der skader dets velfærd, jf.

bestemmelserne i artikel 13 og 18.

Artikel 18

1. Deltagerstaterne skal bestræbe sig på at sikre anerkendelse af

princippet om, at begge forældre har fælles ansvar for barnets opdragelse og

udvikling. Forældrene, eller i givet fald værgen, har hovedansvaret for

barnets opdragelse og udvikling. Barnets tarv skal for dem komme i første

række.

2. Med henblik på at sikre og fremme de rettigheder, der er indeholdt i

denne konvention, skal deltagerstaterne yde passende bistand til forældre og

værger ved disses udførelse af deres pligter som opdragere af børn og skal

sikre udviklingen af institutioner, ordninger og tjenesteydelser til omsorg

for børn.

3. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre,

at børn af arbejdende forældre har ret til at nyde godt af

omsorgsforanstaltninger for børn, som de er berettigede til.

Artikel 19

1. Deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige,

administrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse

af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug,

vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder

seksuel misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre

personers varetægt.

2. Sådanne beskyttende foranstaltninger bør i passende omfang omfatte

virkningsfulde retningslinier, såvel for udformning af sociale programmer,

der kan yde den nødvendige støtte til barnet og til dem, der har barnet i

deres varetægt, som til andre former for forebyggelse og identifikation,

rapportering, henvisning, undersøgelse, behandling og opfølgning af tilfælde

af børnemishandling som beskrevet ovenfor og om nødvendigt til

retsforfølgelse.

Artikel 20

1. Et barn, der midlertidigt eller konstant er afskåret fra sine

familiemæssige omgivelser eller som af hensyn til sit eget bedste ikke kan

tillades at forblive i disse omgivelser, har ret til særlig beskyttelse og

bistand fra statens side.

2. Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med deres nationale ret sikre

alternativ omsorg for et sådant barn.

3. Sådan omsorg kan blandt andet omfatte anbringelse i pleje, Kafalah

efter islamisk ret, adoption eller om nødvendigt anbringelse i passende

børneinstitutioner. Ved overvejelse af mulige løsninger skal der tages

tilbørligt hensyn til ønskeligheden af sammenhæng i et barns opvækst og til

barnets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund.

Artikel 21

De deltagerstater, der anerkender og/eller tillader adoption, skal sikre,

at barnets tarv skal være af altafgørende betydning og skal:

(a) sikre, at adoptionen af barnet kun kan godkendes af kompetente

myndigheder, der i overensstemmelse med gældende ret og praksis og på

grundlag af alle relevante og pålidelige oplysninger afgør, at adoption er

tilladelig i betragtning af barnets stilling i forhold til forældre,

pårørende og værger, og at, om nødvendigt, personer, der berøres, på oplyst

grundlag har meddelt deres indforståelse med adoptionen på baggrund af den

fornødne rådgivning;

(b) anerkende, at international adoption kan overvejes som en alternativ

måde at drage omsorg for et barn på, hvis barnet ikke kan anbringes i pleje

eller i adoption hos en familie, eller der ikke på anden passende måde kan

drages omsorg for barnet i dets hjemland;

(c) sikre, at vedkommende barn ved international adoption nyder

beskyttelse efter regler svarende til dem, der gælder for national adoption;

(d) i tilfælde af international adoption, tage alle passende

forholdsregler for at sikre, at anbringelsen ikke fører til upassende

økonomisk gevinst for dem, der har medvirket ved adoptionen;

(e) fremme, hvor det er hensigtsmæssigt, formålene med denne artikel ved

indgåelse af bilaterale eller multilaterale ordninger eller aftaler og

tilstræbe inden for disse rammer at sikre, at anbringelsen af barnet i et

andet land sker gennem ansvarlige myndigheder eller organer.

Artikel 22

1. Deltagerstaterne skal tage passende forholdsregler til at sikre, at et

barn, som søger flygtningestatus, eller som anses som flygtning i

overensstemmelse med gældende international eller national ret og praksis,

uanset om det kommer alene eller er ledsaget af sine forældre eller af en

anden person, får passende beskyttelse og humanitær bistand og nyder de

rettigheder, som er angivet i denne konvention og i andre internationale

instrumenter vedrørende menneskerettigheder eller humanitære forhold, hvori

den pågældende stat deltager.

2. Med dette for øje skal deltagerstaterne i det omfang, de anser det for

passende, samarbejde om enhver bestræbelse udfoldet af De Forenede Nationer

og andre ansvarlige mellemstatslige organisationer eller private

organisationer, der samarbejder med De Forenede Nationer, med henblik på at

beskytte og bistå et sådant barn og på at spore forældrene eller andre

medlemmer af familien til ethvert barn, der er flygtning, med det formål at

opnå de oplysninger, der er nødvendige for at barnet skal kunne genforenes

med sin familie. Såfremt ingen af forældrene eller andre familiemedlemmer kan

findes, skal barnet nyde samme beskyttelse som ethvert andet barn, der

permanent eller midlertidigt er afskåret fra sine familiemæssige omgivelser

uanset årsagen, i overensstemmelse med denne konvention.

Artikel 23

1. Deltagerstaterne anerkender, at et psykisk eller fysisk handicappet

barn bør have et indholdsrigt og menneskeværdigt liv under forhold, der

sikrer værdighed, fremmer selvtilliden og medvirker til barnets aktive

deltagelse i samfundslivet.

2. Deltagerstaterne anerkender det handicappede barns ret til særlig

omsorg og skal inden for rammerne af de midler, der er til rådighed, arbejde

for at sikre det berettigede barn, og dem, der er ansvarlige for dets omsorg,

bistand, hvorom der er indgivet ansøgning og som er rimelig under hensyn til

barnets tilstand og til omstændighederne for forældrene eller andre, der

passer barnet.

3. I erkendelse af et handicappet barns særlige behov skal bistand, der

ydes i henhold til stykke 2, være gratis, når dette er muligt, idet der tages

hensyn til forældrenes økonomiske formåen eller den økonomiske formåen hos

andre, der passer barnet, og skal udformes med henblik på at sikre, at det

handicappede barn har fuld adgang til og modtager undervisning, uddannelse,

sundhedspleje, revalidering, forberedelse til arbejdslivet og muligheder for

fritidsadspredelse, alt på en måde, der bedst muligt fremmer barnets sociale

tilpasning og personlige udvikling, herunder dets kulturelle og åndelige

udvikling.

4. Deltagerstaterne skal i det internationale samarbejdes ånd fremme

udveksling af passende information om forebyggende sundhedspleje og

medicinsk, psykologisk og funktionel behandling af handicappede børn,

herunder spredning af og adgang til information om former for revalidering,

undervisning og erhvervsvejledning, med henblik på at gøre det muligt for

deltagerstaterne at forbedre deres formåen og kunnen og at udvide deres

erfaring på disse områder. I den henseende skal der tages særligt hensyn til

udviklingslandenes behov.

Artikel 24

1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til at nyde den højest

opnåelige sundhedstilstand, adgang til at få sygdomsbehandling og

genoprettelse af helbredet. Deltagende stater skal stræbe mod at sikre, at

intet barn fratages sin ret til adgang til at opnå sådan behandling og pleje.

2. Deltagerstaterne skal arbejde for fuld gennemførelse af denne ret og

især tage passende forholdsregler for:

(a) at formindske spædbørns- og børnedødeligheden;

(b) at sikre ydelsen af nødvendig lægelig bistand og sundhedspleje til

alle børn med særlig vægt på udvikling af den primære sundhedspleje;

(c) at bekæmpe sygdom og underernæring, herunder inden for rammerne af den

primære sundhedspleje, blandt andet ved anvendelse af let tilgængelig

teknologi og gennem ydelse af tilstrækkelig og nærende mad og rent drikkevand

under hensyntagen til de farer og risici, der er knyttet til forurening af

miljøet;

(d) at sikre kvinder passende svangerskabs- og barselspleje;

(e) at sikre, at alle grupper i samfundet, særligt forældre og børn,

oplyses om og har adgang til undervisning og støttes i brugen af

grundlæggende viden om børns sundhed og ernæring, fordelene ved amning,

hygiejne og rengøring af omgivelserne og forebyggelse af uheld;

(f) at udvikle forebyggende sundhedspleje, rådgivning af forældre, samt

undervisning og bistand i forbindelse med familieplanlægning.

3. Deltagerstaterne skal tage alle effektive og passende forholdsregler

med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for

børns sundhed.

4. Deltagerstaterne forpligter sig til at fremme og opmuntre

internationalt samarbejde med henblik på gradvis at opnå fuldstændig

gennemførelse af den i denne artikel anerkendte ret. I denne henseende skal

der tages særligt hensyn til udviklingslandenes behov.

Artikel 25

Deltagerstaterne anerkender retten for et barn, der af de ansvarlige

myndigheder er blevet anbragt for at få pleje, beskyttelse eller behandling

af hensyn til sin fysiske eller psykiske sundhed, til periodisk gennemgang af

den behandling, som barnet får, og af alle andre omstændigheder vedrørende

dets anbringelse.

Artikel 26

1. Deltagerstaterne skal anerkende ethvert barns ret til at nyde godt af

social sikkerhed, herunder social forsikring, og skal tage de nødvendige

forholdsregler for at opnå uindskrænket opnåelse af denne ret i

overensstemmelse med national ret.

2. Hvor det er hensigtsmæssigt bør bistanden ydes under hensyntagen til de

forhåndenværende midler og omstændighederne, for barnet og de personer, der

har ansvaret for barnets underhold, og til enhver anden omstændighed af

betydning for en bistandsansøgning indgivet af barnet eller på dettes vegne.

Artikel 27

1. Deltagerstaterne anerkender ethvert barns ret til den levestandard, der

kræves for barnets fysiske, psykiske, åndelige, moralske og sociale

udvikling.

2. Forældrene eller andre med ansvar for barnet har hovedansvaret for

efter evne og økonomisk formåen at sikre de levevilkår, der er nødvendige for

barnets udvikling.

3. Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med nationale forhold og inden

for deres evner og økonomiske muligheder træffe passende forholdsregler for

at bistå forældre og andre med ansvar for barnet med at gennemføre denne ret

og skal i tilfælde af behov derfor yde materiel bistand og udarbejde

støtteprogrammer, især med hensyn til ernæring, beklædning og bolig.

4. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler til at sikre

inddrivelse af underholdsbidrag til barnet fra forældrene eller andre

personer med økonomisk ansvar for barnet, både i deltagerstaten og i

udlandet. Især i tilfælde, hvor den person, der har det økonomiske ansvar for

barnet er bosat i en anden stat end barnet, skal deltagerstaterne fremme

tilslutning til internationale aftaler eller til indgåelse af sådanne aftaler

samt indføre andre passende ordninger.

Artikel 28

1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til uddannelse, og med henblik

på gradvis at opnå denne ret og på grundlag af ligestillingsprincippet skal

de især:

(a) gøre grunduddannelse tvungen og gratis tilgængelig for alle;

(b) opmuntre udviklingen af forskellige former for uddannelse, der følger

efter grunduddannelsen, herunder almindelig og faglig uddannelse, gøre disse

tilgængelige og opnåelige for ethvert barn og træffe passende forholdsregler,

såsom indførelse af gratis uddannelse og tilbud om økonomisk bistand i

trangstilfælde;

(c) gøre højere uddannelse opnåelig for alle inden for rammerne af deres

evner og med alle passende midler;

(d) gøre studievejledning og erhvervsvejledning tilgængelig og opnåelig

for alle børn;

(e) træffe forholdsregler for at opmuntre regelmæssig deltagelse i

skolegang og begrænse frafald.

2. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre,

at disciplinen i skolen administreres på en måde, der tilgodeser barnets

værdighed som menneske og er i overensstemmelse med denne konvention.

3. Deltagerstaterne skal fremme og støtte internationalt samarbejde om

uddannelsesspørgsmål, især med henblik på at bidrage til afskaffelse af

uvidenhed og analfabetisme overalt i verden og lette adgangen til

videnskabelig og teknisk viden og moderne undervisningsmetoder. I denne

henseende skal der tages særligt hensyn til udviklingslandenes behov.

Artikel 29

1. Deltagerstaterne er enige om, at uddannelsen af barnet skal have til

hensigt at

(a) udvikle barnets muligheder i relation til personlighed, evner og

psykiske og fysiske formåen fuldt ud;

(b) udvikle respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende

frihedsrettigheder og for de principper, der er nedfældet i De Forenede

Nationers Pagt;

(c) udvikle respekt for barnets forældre, dets egen kulturelle identitet,

sprog og værdier, og for de nationale værdier i det land, hvor barnet er

bosat, og i landet, hvorfra barnet oprindeligt stammer og for kulturer, der

adskiller sig fra barnets egen kultur;

(d) forberede barnet til et ansvarligt liv i et frit samfund i en ånd af

forståelse, fred, tolerance, ligestilling af kønnene og venskab mellem alle

folk, etniske, nationale og religiøse grupper og personer, som tilhører

urbefolkninger;

(e) udvikle respekt for det naturlige miljø.

2. Ingen del af denne artikel eller artikel 28 må fortolkes som

indblanding i enkeltpersoners eller organisationers frihed til at oprette og

lede undervisningsinstitutioner. Der skal dog til enhver tid tages hensyn til

de i denne artikels stykke 1 fastslåede principper samt til kravene om, at

uddannelse i sådanne institutioner opfylder de af staten foreskrevne

minimumsregler.

Artikel 30

I stater, hvor der er etniske, religiøse eller sproglige mindretal eller

personer tilhørende urbefolkninger, skal et barn, der tilhører et sådant

mindretal eller en sådan urbefolkning, ikke nægtes retten til i fællesskab

med andre medlemmer af sin gruppe, at udøve sin egen kultur, at bekende sig

til og udøve sin egen religion eller at bruge sit eget sprog.

Artikel 31

1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til hvile og fritid, til at

lege og dyrke fritidsinteresser, som er passende for barnets alder, og til

frit at deltage i det kulturelle og kunstneriske liv.

2. Deltagerstaterne skal respektere og fremme barnets ret til fuld

deltagelse i det kulturelle og kunstneriske liv og skal opmuntre til, at der

stilles passende og lige muligheder til rådighed for kulturel, kunstnerisk,

fritidspræget og rekreativ udfoldelse.

Artikel 32

1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til beskyttelse mod økonomisk

udnyttelse og mod at skulle udføre arbejde, som kan være farligt, gribe ind i

barnets uddannelse, eller skade barnets sundhed eller dets fysiske, psykiske,

åndelige, moralske eller sociale udvikling.

2. Deltagerstaterne skal træffe lovgivningsmæssige, administrative,

sociale og uddannelsesmæssige foranstaltninger for at sikre gennemførelsen af

denne artikel. Med henblik herpå og under hensyn til vedkommende bestemmelser

i andre internationale instrumenter, skal deltagerstaterne især:

(a) fastsætte en minimumsalder eller minimumsaldre for adgang til

ansættelse;

(b) fastsætte en passende regulering af arbejdstider og arbejdsvilkår, og

(c) fastsætte passende straf eller andre sanktioner for at sikre effektiv

håndhævelse af denne artikel.

Artikel 33

Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler, herunder

lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddannelsesmæssige

forholdsregler for at beskytte børn mod ulovlig brug af narkotika og

psykotrope stoffer som defineret i vedkommende internationale traktater, og

til at forebygge, at børn anvendes til ulovlig produktion af og handel med

sådanne stoffer.

Artikel 34

Deltagerstaterne påtager sig at beskytte barnet mod alle former for

seksuel udnyttelse og seksuel misbrug. Med henblik herpå skal

deltagerstaterne især tage alle passende nationale, bilaterale og

multilaterale forholdsregler for at forhindre:

(a) at et barn overtales eller tvinges til at deltage i nogen form for

ulovlig seksuel aktivitet;

(b) at børn udnyttes til prostitution eller andre former for ulovlig

seksuel aktivitet;

(c) at børn udnyttes i pornografiske forestillinger og materialer.

Artikel 35

Deltagerstaterne skal træffe alle passende nationale, bilaterale og

multilaterale forholdsregler med henblik på at forebygge bortførelse, salg

eller handel med børn til noget formål og i nogen form.

Artikel 36

Deltagerstaterne skal beskytte barnet mod alle andre former for

udnyttelse, der på nogen måde kan skade barnet.

Artikel 37

Deltagerstaterne skal sikre, at:

(a) intet barn gøres til genstand for tortur eller anden grusom,

umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Hverken dødsstraf

eller fængsel på livstid uden mulighed for løsladelse skal kunne idømmes for

forbrydelser begået af personer under 18 år;

(b) intet barn ulovligt eller vilkårligt berøves sin frihed. Anholdelse,

tilbageholdelse eller fængsling af et barn skal følge lovens forskrifter og

må kun bruges som en sidste udvej og for det kortest mulige passende tidsrum;

(c) ethvert barn, der er berøvet friheden, behandles menneskeligt og med

respekt for menneskets naturlige værdighed og på en måde, der tager hensyn

til deres aldersmæssige behov. Især skal ethvert barn, der er berøvet

friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke

anses at tjene barnets tarv, og skal have ret til at opretholde kontakt med

sin familie gennem brevveksling og besøg, bortset fra under særlige

omstændigheder;

(d) ethvert barn, der er berøvet sin frihed, har ret til hurtig juridisk

og anden passende bistand samt ret til at få lovligheden af sin

frihedsberøvelse prøvet ved en domstol eller anden kompetent, uafhængig og

upartisk myndighed og til hurtig afgørelse af enhver sådan sag.

Artikel 38

1. Deltagerstaterne påtager sig at respektere og sikre respekt for de

bestemmelser i international humanitær ret, der er anvendelige på dem under

væbnede konflikter, og som er af betydning for barnet.

2. Deltagerstaterne skal træffe alle gennemførlige forholdsregler for at

sikre, at personer under 15 år ikke tager direkte del i fjendtligheder.

3. Deltagerstaterne skal afstå fra at rekruttere nogen person, der ikke er

fyldt 15 år, i deres væbnede styrker. Ved rekruttering blandt personer, som

er fyldt 15 år, men ikke 18 år, skal deltagerstaterne bestræbe sig på først

at udvælge de ældste.

4. I overensstemmelse med deres forpligtelser i medfør af international

humanitær ret til at beskytte civilbefolkningen under væbnede konflikter skal

deltagerstaterne træffe alle gennemførlige forholdsregler for at sikre

beskyttelse af og omsorg for børn, der er berørt af en væbnet konflikt.

Artikel 39

Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at fremme

fysisk og psykisk helbredelse og resocialisering af et barn, der har været

udsat for enhver form for forsømmelse, udnyttelse eller misbrug, tortur eller

anden form for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller

straf eller væbnede konflikter. Sådan helbredelse og resocialisering skal

finde sted i omgivelser, der fremmer barnets sundhed, selvrespekt og

værdighed.

Artikel 40

1. Deltagerstaterne anerkender retten for ethvert barn, der mistænkes

eller anklages for eller er fundet skyldig i at have begået strafbart

forhold, til at blive behandlet på en måde, der er i overensstemmelse med

fremme af barnets sans for værdighed og værdi, som styrker barnets respekt

for andres menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder, og som

tager barnets alder og ønskeligheden af at fremme, at barnet resocialiseres

og påtager sig en konstruktiv rolle i samfundet, i betragtning.

2. Med henblik herpå og under hensyn til vedkommende bestemmelser i

internationale instrumenter skal deltagerstaterne især sikre, at

(a) intet barn skal mistænkes eller anklages for at have begået strafbart

forhold eller anses for skyldig heri på grund af handlinger eller

undladelser, som ikke var forbudt ved national eller international ret på

tidspunktet for overtrædelsen;

(b) ethvert barn, der mistænkes eller anklages for at have begået

strafbart forhold, har mindst følgende garantier:

(i) at blive anset for uskyldig, indtil skyld er bevist i henhold til

loven;

(ii) at blive oplyst straks og direkte om anklagernes indhold, om

fornødent gennem sine forældre eller værge, og til at få juridisk eller anden

passende bistand til forberedelse og fremstilling af sit forsvar;

(iii) at få sagen afgjort, uden forsinkelse, af en kompetent, uafhængig og

upartisk myndighed eller dømmende organ efter en upartisk procedure i henhold

til loven med tilstedeværelse af en juridisk eller anden passende rådgiver,

medmindre dette ikke anses for at tjene barnets tarv, især i betragtning af

dets alder eller situation, dets forældre eller værge;

(iv) ikke at blive tvunget til at afgive vidneudsagn eller tilstå skyld;

ret til at udspørge eller få forhørt vidner, som påberåbes mod barnet, og til

for egen regning og på lige vilkår at få vidner indkaldt og forhørt;

(v) hvis det anses for at have begået strafbart forhold, at få

beslutningen derom og enhver foranstaltning, der er truffet som følge deraf,

prøvet af en højere kompetent, uafhængig og upartisk myndighed eller dømmende

organ i medfør af loven,

(vi) at få gratis bistand af en tolk, hvis barnet ikke kan forstå eller

tale det sprog, der anvendes;

(vii) at få sit privatliv respekteret fuldt ud på alle stadier af

sagsforløbet.

3. Deltagerstaterne skal søge at fremme indførelsen af love,

fremgangsmåder, myndigheder og institutioner, som er specielt tilpasset børn,

der mistænkes, anklages for eller anses for at have begået strafbart forhold,

herunder især:

(a) fastlæggelse af en minimumsalder, under hvilken børn anses ikke at

være istand til at begå strafbart forhold,

(b) forholdsregler, hvor det er hensigtsmæssigt og ønskeligt, til at tage

vare på sådanne børn uden at involvere retsinstanserne, forudsat at

menneskerettigheder og retsgarantier respekteres i fuldt omfang.

4. Forskellige forholdsregler, såsom omsorg, vejledning og tilsynsføring,

rådgivning, prøveløsladelse, plejeaftaler, undervisning og

erhvervsorienterede uddannelsesprogrammer og andre alternativer til

anbringelse i institution, skal være til rådighed for at sikre, at børn

behandles på en måde, der tjener deres tarv og står i passende forhold til

både deres personlige forhold og til forbrydelsen.

Artikel 41

Intet i denne konvention skal have virkning på nogen bestemmelse, der er

gunstigere med hensyn til virkeliggørelse af barnets rettigheder og som kan

være indeholdt i:

(a) en deltagerstats lovgivning, eller

(b) den for staten gældende internationale ret.

Kapitel II

Artikel 42

Deltagerstaterne forpligter sig til gennem passende og aktive

forholdsregler at gøre principperne og bestemmelserne i konventionen

almindeligt bekendt for både voksne og børn.

Artikel 43

1. Med henblik på at undersøge hvilke fremskridt, deltagerstaterne gør for

at opfylde de forpligtelser, de har påtaget sig i henhold til denne

konvention, oprettes en Komite vedrørende Barnets Rettigheder, som skal

udføre de opgaver, der angives nedenfor.

2. Komiteen skal bestå af ti eksperter af høj moralsk anseelse og

anerkendt sagkundskab på det område, som denne konvention omfatter.

Medlemmerne af Komiteen vælges af deltagerstaterne blandt disses statsborgere

og skal virke i deres personlige egenskab, idet der skal tages hensyn til

ligelig geografisk fordeling og de væsentligste retssystemer.

3. Komiteens medlemmer vælges ved hemmelig afstemning på grundlag af en

fortegnelse over personer, der er indstillet af deltagerstaterne. Enhver

deltagende stat kan indstille een person, der er statsborger i den pågældende

stat.

4. Det første valg til Komiteen finder sted senest seks måneder efter

dagen for denne konventions ikrafttræden og derefter hvert andet år. Mindst

fire måneder før datoen for hvert valg skal De Forenede Nationers

Generalsekretær skriftligt opfordre deltagerstaterne til inden 2 måneder at

indstille kandidater til Komiteen. Generalsekretæren udarbejder derefter en

alfabetisk fortegnelse over samtlige således indstillede personer med

angivelse af de deltagerstater, der har indstillet dem, og fremsender

fortegnelsen til konventionens deltagerstater.

5. Valgene finder sted på møder mellem deltagerstaterne, som indkaldes af

Generalsekretæren ved FNs hovedsæde. Ved disse møder, der for at være

beslutningsdygtige kræver deltagelse af 2/3 af deltagerstaterne, indvælges i

Komiteen de personer, der opnår flest stemmer og absolut flertal af de

stemmer, der afgives af de tilstedeværende og stemmeafgivende repræsentanter

for deltagerstaterne.

6. Komiteens medlemmer vælges for et tidsrum af fire år. De kan genvælges,

såfremt de genindstilles. Embedsperioden for fem af de medlemmer, der er

valgt ved det første valg, udløber dog efter to år; straks efter første valg

udpeges disse fem medlemmer ved lodtrækning, foretaget af formanden for

mødet.

7. Hvis et medlem af Komiteen dør, nedlægger sit hverv eller erklærer, at

han eller hun af anden grund ikke længere kan varetage sine forpligtelser i

Komiteen, udpeger den deltagerstat, som indstillede vedkommende, med

forbehold af Komiteens godkendelse, en anden ekspert blandt sine statsborgere

til at virke i den resterende del af perioden.

8. Komiteen fastsætter selv sin forretningsorden.

9. Komiteen vælger personer til at beklæde sine tillidsposter for en

periode på to år.

10. Komiteens møder afholdes som regel ved FNs hovedsæde eller et andet

passende sted efter Komiteens bestemmelse. Komiteen mødes normalt årligt.

Varigheden af Komiteens møder fastlægges, og gennemgås om nødvendigt, på et

møde mellem deltagerstaterne i denne konvention, med forbehold af

FN-Generalforsamlingens godkendelse.

11. De Forenede Nationers Generalsekretær stiller i nødvendigt omfang

personale og øvrige faciliteter til rådighed for Komiteen, således at denne

effektivt kan udøve sine funktioner i henhold til denne konvention.

12. Med Generalforsamlingens godkendelse modtager medlemmerne af Komiteen,

der er oprettet i henhold til denne konvention, vederlag af De Forenede

Nationers midler på de vilkår og betingelser, som Generalforsamlingen

beslutter.

Artikel 44

1. Deltagerstaterne forpligter sig til gennem De Forenede Nationers

Generalsekretær at afgive beretninger til Komiteen om de foranstaltninger, de

har truffet for at virkeliggøre de rettigheder, der er anerkendt i

konventionen, og om de fremskridt, der er gjort med hensyn til nydelsen af

disse rettigheder:

(a) inden to år fra konventionens ikrafttræden i den pågældende

deltagerstat,

(b) herefter hvert femte år.

2. Beretninger aflagt i medfør af denne artikel skal angive forhold og

eventuelle vanskeligheder, der indvirker på omfanget af opfyldelsen af

forpligtelserne ifølge denne konvention. Beretningerne skal også indeholde

tilstrækkelig oplysning til at gøre det muligt for Komiteen at få omfattende

forståelse af konventionens gennemførelse i vedkommende land.

3. En deltagerstat, som har aflagt en omfattende første beretning til

Komiteen, behøver ikke i sine efterfølgende beretninger aflagt i henhold til

stykke 1 (b) at gentage grundlæggende oplysninger, der er givet tidligere.

4. Komiteen kan anmode deltagerstaterne om yderligere oplysninger

vedrørende konventionens gennemførelse.

5. Komiteen skal hvert andet år gennem Det Økonomiske og Sociale Råd

aflægge beretning om sin virksomhed til De Forenede Nationers

Generalforsamling.

6. Deltagerstaterne skal gøre sine beretninger almindeligt tilgængelige

for offentligheden i deres egne lande.

Artikel 45

Med henblik på at fremme en effektiv gennemførelse af konventionen og det

internationale samarbejde på det område, der er omfattet af konventionen,

(a) skal særorganisationerne, UNICEF og andre af De Forenede Nationers

organer have adgang til at være repræsenteret under gennemgangen af

gennemførelsesforanstaltningerne, vedrørende de bestemmelser i denne

konvention, som falder inden for rammerne af deres mandat. Komiteen kan

opfordre særorganisationer, UNICEF og andre kompetente organer, som den

finder egnede, til at yde sagkyndig rådgivning om konventionens gennemførelse

på områder, der falder inden for rammerne af deres respektive mandater.

Komiteen kan opfordre særorganisationerne, UNICEF og andre organer af De

Forenede Nationer til at aflægge beretning om konventionens gennemførelse på

områder inden for rammerne af deres virksomhed.

(b) Komiteen fremsender, når den anser det for hensigtsmæssigt, til

særorganisationerne, UNICEF og andre kompetente organer alle de beretninger

fra deltagerstaterne, der indeholder en anmodning om eller viser et behov for

teknisk rådgivning eller bistand, tillige med Komiteens bemærkninger og

eventuelle forslag vedrørende disse anmodninger eller behov.

(c) Komiteen kan henstille til Generalforsamlingen at anmode

Generalsekretæren om for Komiteens regning at foretage undersøgelser af

særlige emner vedrørende barnets rettigheder.

(d) Komiteen kan fremkomme med forslag og generelle anbefalinger på

grundlag af de oplysninger, som er modtaget i medfør af artiklerne 40 og 45

af denne konvention. Sådanne forslag og generelle anbefalinger oversendes til

enhver berørt deltagerstat og indberettes til Generalforsamlingen tilligemed

eventuelle bemærkninger fra deltagerstaterne.

Kapitel III

Artikel 46

Denne konvention kan undertegnes af enhver stat.

Artikel 47

Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenter skal

deponeres hos De Forenede Nationers Generalsekretær.

Artikel 48

Denne konvention skal forblive åben for tiltrædelse for alle stater.

Tiltrædelsesinstrumenter skal deponeres hos De Forenede Nationers

Generalsekretær.

Artikel 49

1. Denne konvention træder i kraft den 30. dag efter datoen for deponering

af det 20. ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument hos De Forenede

Nationers Generalsekretær.

2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne konvention efter

deponeringen af det 20. ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, træder

konventionen i kraft på den 30. dag efter deponeringen af statens eget

ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 50

1. Enhver deltagerstat kan stille ændringsforslag til konventionen og

indsende det til De Forenede Nationers Generalsekretær. Generalsekretæren

skal derefter sende ændringsforslaget til deltagerstaterne med anmodning om

at disse meddeler, hvorvidt de ønsker, at deltagerstaterne indkaldes til en

konference med det formål at behandle og stemme om forslagene. Såfremt mindst

en trediedel af deltagerstaterne inden fire måneder efter datoen for en sådan

udsendelse af ændringsforslag fremsætter ønske om en sådan konference, skal

Generalsekretæren indkalde til konferencen i De Forenede Nationers regi.

Enhver ændring, som vedtages af et flertal af de deltagerstater, der er til

stede og afgiver deres stemme på konferencen, skal forelægges De Forenede

Nationers Generalforsamling til godkendelse.

2. Et ændringsforslag, der vedtages i overensstemmelse med denne artikels

stykke 1, træder i kraft, når det er godkendt af De Forenede Nationers

Generalforsamling og er blevet vedtaget med to trediedels flertal af

deltagerstaterne.

3. Når en ændring træder i kraft, er den bindende for de deltagerstater,

som har godkendt den, mens de øvrige deltagerstater stadig er bundet af

bestemmelserne i denne konvention og eventuelle tidligere ændringer, som de

har godkendt.

Artikel 51

1. De Forenede Nationers Generalsekretær skal modtage og til alle stater

udsende teksten til forbehold, som staterne har taget på tidspunktet for

ratifikation eller tiltrædelse.

2. Et forbehold, der er uforeneligt med denne konventions hensigt og

formål, skal ikke tillades.

3. Forbehold kan til enhver tid trækkes tilbage ved meddelelse herom til

De Forenede Nationers Generalsekretær, som derefter skal give meddelelse

derom til alle stater. En sådan meddelelse træder i kraft den dag, hvor den

modtages af Generalsekretæren.

Artikel 52

En deltagerstat kan opsige denne konvention ved skriftlig meddelelse til

De Forenede Nationers Generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft eet år efter

den dag, hvor Generalsekretæren har modtaget denne.

Artikel 53

De Forenede Nationers Generalsekretær er udpeget til depositar for denne

konvention.

Artikel 54

Originalen af denne konvention, hvis arabiske, kinesiske, engelske,

franske, russiske og spanske tekster har lige gyldighed, deponeres hos De

Forenede Nationers Generalsekretær.

Bemærkninger til forslaget

I. Konventionens forhistorie og vedtagelse

1. Den internationale beskyttelse af menneskerettighederne er i dag

hovedsageligt reguleret i internationale konventioner, som gælder generelt

for både børn og voksne. De to FN-konventioner af 16. december 1966 om

henholdsvis borgerlige og politiske rettigheder, og økonomiske, sociale og

kulturelle rettigheder udgør hovedhjørnestenene i dette regelsæt. I europæisk

sammenhæng er det Den Europæiske Menneskerettighedskonvention af 4. november

1950 med tilhørende tillægsprotokoller, der er det vigtigste grundlag.

2. Den 20. november 1959 vedtog FN's Generalforsamling en Erklæring om

Barnets Rettigheder. Erklæringen er alene politisk og således ikke

folkeretligt bindende.

I 1979, Det Internationale Børneår, nedsatte FN's

Menneskerettighedskommission på et polsk initiativ en arbejdsgruppe med den

opgave at udarbejde et udkast til en konvention om barnets rettigheder. I

denne arbejdsgruppe deltog et stort antal lande fra alle dele af verden,

herunder de nordiske lande.

Det endelige udkast til Konventionen om Barnets Rettigheder blev vedtaget

af FN's Generalforsamling den 20. november 1989 og dermed på 30-års dagen for

FN-Erklæringen om Barnets Rettigheder og 10 år efter Det Internationale

Børneår.

Konventionen bygger på en grundlæggende erkendelse af, at børn udgør en

sårbar gruppe i samfundet, som har behov for særlig beskyttelse. Konventionen

om Barnets Rettigheder er den første FN-konvention, der giver rettigheder

særligt til børn og som pålægger konventionsdeltagerne konkrete juridiske

forpligtelser særligt overfor børn.

Konventionen blev vedtaget af FN's Generalforsamling uden afstemning.

Samtidig besluttede Generalforsamlingen med stemmetallene 137-1-1, at

omkostningerne ved at overvåge konventionens gennemførelse skal dækkes af

FN's regulære budget. USA stemte mod og Japan afstod. Med denne beslutning

har Generalforsamlingen opnået, at overvågningen af konventionens

gennemførelse næppe bliver hæmmet af mangel på finansielle ressourcer,

således som det har været tilfældet med flere andre af FN's

Menneskerettighedskonventioner.

3. Konventionen blev åbnet for undertegnelse den 26. januar 1990. Den

undertegnedes samme dag af 61 lande, herunder Danmark og de øvrige nordiske

lande.

II. Konventionens ikrafttrædelse

Konventionen trådte i kraft den 2. september 1990 efter at være blevet

ratificeret af 20 lande. Pr. 14. januar 1991 havde ialt 130 lande undertegnet

konventionen, og 69 lande havde ratificeret eller tiltrådt den, herunder 7

vestlige lande, nemlig Sverige, Frankrig, Portugal, Malta, Spanien,

Australien og Norge.

III. Danmarks ratifikation

Ved ratifikationen påtager Danmark sig en folkeretlig forpligtelse til at

indrette sine nationale retsregler og sin administrative praksis således, at

de i konventionen opstillede krav opfyldes.

Spørgsmålet om ratifikation har været forelagt Justitsministeriet,

Arbejdsministeriet, Indenrigsministeriet, Socialministeriet og

Undervisningsministeriet, der alle har udtalt deres tilslutning til dansk

ratifikation.

Justitsministeriet har givet udtryk for, at der i forbindelse med

ratifikationen bør tages et forbehold om, at Danmark ikke ønsker at være

bundet af konventionens artikel 40, stk.2,(b), (v).

Justitsministeriet har endvidere anmodet om, at der ved ratifikationen

tages foreløbigt forbehold for så vidt angår Færøerne og Grønland under

hensyn til, at konventionen endnu ikke har været forelagt hjemmestyret i

disse landsdele.

IV Konventionens indhold

A. Oversigt over Konventionens bestemmelser

Kapitel I (art. 1-41) indeholder konventionens materielle bestemmelser.

Kapitel II (art. 42-45) angiver reglerne om den internationale kontrol med

konventionens efterlevelse (implementeringen). Kapitel III (art. 46-54)

indeholder sædvanlige afslutningsbestemmelser om ratifikation, ikrafttræden

m.v.

B. Gennemgang af konventionens enkelte bestemmelser og deres forhold

til dansk ret

I præamblen fremhæves medlemsstaternes forpligtelser i henhold til

FN-Pagten til at fremme respekten for de grundlæggende menneskerettigheder.

Endvidere erindres om, at det i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder

og i de internationale menneskerettighedskonventioner er blevet fastslået, at

enhver er berettiget til alle de deri nævnte rettigheder uden

forskelsbehandling, samt at børn har behov for særlig omsorg og bistand.

Kapitel I

Artikel 1 definerer børn som alle mennesker under 18 år, medmindre den

nationale lovgivning bestemmer, at myndighedsalderen nås tidligere.

Artikel 2 indeholder en forpligtelse for deltagerstaterne til på

deres territorium at respektere og sikre, at børn uanset køn, race og sprog

m.v. nyder godt af de rettigheder, som er fastslået i konventionen.

Deltagerstaterne pålægges desuden pligt til at tage de nødvendige skridt til

at sikre, at børn beskyttes mod alle former for diskrimination på grund af

forældrenes eller andre familiemedlemmers baggrund, status m.v.

Konventionen fastslår i artikel 3 , at barnets tarv skal være et

overordnet princip i alle spørgsmål, som vedrører barnet.

Artikel 4 pålægger deltagerstaterne at tage alle nødvendige skridt

med henblik på at gennemføre de rettigheder, som konventionen anerkender. For

så vidt angår økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder skal dette efter

behov ske i internationalt samarbejde.

Artikel 5 pålægger deltagerstaterne at respektere de rettigheder,

som forældrene, efter omstændighederne familien i bredere forstand og

samfundet, har til at vejlede barnet i overensstemmelse med de i konventionen

anerkendte rettigheder.

Barnets ret til at leve og vokse op fastslås i artikel 6 .

Det har været overvejet, hvorvidt denne bestemmelse er i overensstemmelse

med den danske lovgivning om svangerskabsafbrydelse.

Det fremgår af forarbejderne til konventionen, at spørgsmålet om legal

svangerskabsafbrydelse har været drøftet navnlig i relation til præamblens

pkt. 9 . Dette punkt henviser til Erklæringen om Barnets Rettigheder af

20. november 1959, hvorefter »barnet som følge af sin fysiske eller

åndelige umodenhed har behov for særlig beskyttelse og omsorg, herunder

passende juridisk beskyttelse, både før og efter fødslen.«

Adskillige delegationer, herunder den danske, talte under arbejdet med

konventionen mod denne formulering ud fra den opfattelse, at konventionen kun

skal behandle barnets rettigheder efter fødslen. Andre delegationer mente, at

konventionen skulle beskytte barnet fra undfangelsen. Som kompromis blev den

ovennævnte tekst indsat, således at formanden for arbejdsgruppen på dennes

vegne afgav erklæring om, at formålet med formuleringen i præamblen ikke var

at præjudicere staternes fortolkning af artikel 1 (nu artikel 1 og artikel 6)

eller andre bestemmelser i konventionen.

På denne baggrund findes der ikke at være noget til hinder for, at man fra

dansk side fortolker konventionen således, at den kun vedrører barnets

forhold efter fødslen. Der er derfor ikke behov for at tage forbehold for

artikel 6.

Artikel 7 bestemmer, at alle børn har ret til at få et navn, opnå

et statsborgerskab og blive registreret umiddelbart efter fødslen.

Det har været overvejet, hvorvidt kravet om retten til at opnå et

statsborgerskab er opfyldt i dansk ret.

Efter Indfødsretsloven erhverves dansk statsborgerskab ved fødslen, hvis

barnet er født i ægteskab og mindst en af forældrene er dansk, eller - for så

vidt angår børn født udenfor ægteskab - hvis moderen er dansk. Endvidere

anses hittebørn, der er fundet her i riget, for at have dansk

statsborgerskab.

I relation til konventionens artikel 7 kan der stilles spørgsmål om

retsstillingen i tilfælde, hvor barnet er født i Danmark af statsløse

forældre. Sådanne børn kan få dansk statsborgerskab ved naturalisation, dvs.

ved optagelse i et forslag til lov om indfødsret, der vedtages af

Folketinget. De pågældende har dog intet egentligt retskrav på

naturalisation, idet det i hvert enkelt tilfælde afhænger af Folketingets

skøn, om der meddeles naturalisation.

I praksis er der dog faste retningslinier for, hvornår naturalisation bør

meddeles, jfr. Indenrigsministeriets cirkulære nr. 17 af 2. februar 1990.

Efter ratifikation af konventionen bør der formentlig indføjes en bestemmelse

i cirkulæret om Danmarks forpligtelser i medfør af konventionen.

Da der er praksis for at meddele naturalisation til de ansøgere, der

opfylder cirkulærets bestemmelser, vil der hermed være opnået stor sikkerhed

for, at konventionens regler følges, også selvom de pågældende børn ikke kan

siges at have et egentligt retskrav på at opnå statsborgerskab.

Det tilføjes, at en helt tilsvarende bestemmelse findes i FN's Konvention

om Borgerlige og Politiske Rettigheder, som Danmark har ratificeret uden

forbehold på dette punkt.

Set på denne baggrund findes det ikke påkrævet at tage forbehold til denne

bestemmelse.

Artikel 8 fastslår deltagerstaternes forpligtelse til at

respektere barnets ret til at bevare sin identitet, herunder at have et

statsborgerskab og bære et navn.

Artikel 9 pålægger deltagerstaterne at garantere, at et barn ikke

adskilles fra sine forældre mod deres vilje, medmindre kompetente myndigheder

træffer beslutning herom i overensstemmelse med gældende ret og under hensyn

til barnets tarv.

Skilles et barn fra sine forældre har barnet ret til at opretholde kontakt

med forældrene, med mindre det vil stride mod barnets tarv. Sker adskillelsen

på myndighedernes initiativ har staten pligt til på begæring at oplyse de

berørte personer om de øvrige parters opholdssted. Det er dog også her en

betingelse, at oplysning herom kan ske uden at barnets tarv lider skade.

I artikel 10 fastslås det, at ansøgninger fra børn eller forældre

om ind- eller udrejse fra et land i familiesammenføringsøjemed skal behandles

hurtigt og positivt. Med henblik på at opretholde kontakt med hinanden skal

børn og forældre, som opholder sig i forskellige lande, desuden som

hovedregel have ret til udrejse fra et hvilket som helst land og indrejse i

deres eget land.

Deltagerstaterne forpligter sig i medfør af artikel 11 til at

gennemføre foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlig fjernelse af børn til

og manglende tilbagevenden fra udlandet. Dette kan bl.a. ske gennem indgåelse

af bilaterale eller multilaterale traktater om spørgsmålet.

Artikel 12 omhandler barnets ret til frit at give udtryk for egne

synspunkter i alle forhold, der vedrører det selv. Barnets synspunkter skal

tillægges betydning set i forhold til barnets alder og modenhed.

Artikel 13-16 indeholder bestemmelser om barnets ytringsfrihed,

tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed

samt om retten til respekt for privat- og familieliv.

Der er her tale om rettigheder, som alle mennesker i Danmark nyder godt

af, dog med visse lovregulerede begrænsninger, således som det også er

forudsat i konventionen.

Efter Myndighedslovens § 7, stk.1 kan forældremyndighedens indehaver

træffe afgørelse om barnets personlige forhold ud fra barnets interesse og

behov. Forældrene kan således, ud fra en vurdering af, hvad der er i barnets

interesse, foretage en række begrænsninger i barnets udfoldelsesmuligheder,

herunder i udøvelsen af de ovennævnte rettigheder.

Man kunne på denne baggrund rejse spørgsmål om, hvorvidt forældrenes ret

til at udøve forældremyndighed - især over for større børn - er i strid med

konventionens bestemmelser.

Artiklerne 13-16 skal ses i sammenhæng med konventionens artikel 5. Ifølge

denne bestemmelse skal staterne respektere forældrenes ansvar, rettigheder og

pligter til i overensstemmelse med barnets udvikling at give passende råd og

vejledning i forbindelse med barnets udøvelse af de rettigheder, der følger

af konventionen. Konventionen anerkender således det princip, at forældrenes

omsorgspligt overfor barnet medfører en ret for forældrene til at gøre

indskrænkninger i barnets handlefrihed, når det må antages at være til

barnets bedste.

Konventionen er således i overensstemmelse med dansk ret på dette punkt.

Tilbage står spørgsmålet, hvorledes man sikrer, at forældrenes begrænsning

af barnets handlefrihed ikke får mere indgribende karakter, end hvad der er

nødvendigt for bedst muligt at varetage barnets tarv.

Efter Bistandslovens § 32 påhviler det kommunalbestyrelsen at føre tilsyn

med de forhold, hvorunder børn i kommunen lever og at støtte forældrene med

hensyn til børnenes opdragelse og pleje. Bistandsloven giver endvidere

kommunen mulighed for at bistå forældrene og iværksætte

hjælpeforanstaltninger, når barnet lever under utilfredsstillende forhold.

For så vidt angår artikel 13 , der omhandler barnets ytringsfrihed,

bemærkes, at Undervisningsministeriet, Direktoratet for Folkeskolen og

Seminarierne, ved cirkulære nr. 283 af 16. november 1970 har givet

retningslinier for udgivelse af skoleblade. Undervisningsministeriet agter at

ophæve cirkulæret i forbindelse med ratifikationen, idet det er tvivlsomt, om

cirkulæret er i overensstemmelse med konventionen. Efter artikel 14, stk.

2, skal deltagerstaterne respektere forældrenes rettigheder og pligt til

at give retningslinier for barnet med henblik på barnets udøvelse af sin ret

til tanke-, samvittigheds~ og religionsfrihed. Det bemærkes i denne

forbindelse, at det i tilfælde, hvor forældrene lever adskilt, jf. artikel 9,

er den af forældrene, der har forældremyndigheden, der har ret og pligt til

at vejlede barnet.

Artikel 17 forpligter deltagerstaterne til at sikre barnets ret

til at søge oplysning fra forskellige nationale og internationale kilder,

navnlig sådanne oplysninger, som tager sigte på at forbedre barnets sociale

forhold og fysiske og psykiske helbred. I den forbindelse forpligter

deltagerstaterne sig til at opfordre massemedierne til at udbrede oplysning

om forhold af kulturel og social værdi for barnet.

Artikel 18 fastslår, at deltagerstaterne i videst muligt omfang

skal sikre princippet om begge forældres fælles ansvar for barnets opdragelse

og udvikling.

Artikel 19 pålægger deltagerstaterne at træffe passende

foranstaltninger til beskyttelse af barnet mod enhver form for fysisk eller

psykisk mishandling, forsømmelse eller udnyttelse, herunder seksuel misbrug.

Artikel 20 omhandler børn, som er afskåret fra deres familie eller

som af hensyn til eget bedste ikke kan tillades at forblive i hjemmet. Stykke

1 fastslår, at sådanne børn skal have ret til særlig beskyttelse og bistand

fra statens side. Stykke 2 pålægger deltagerstaterne i overensstemmelse med

deres nationale lovgivning at sikre alternativ omsorg for disse børn. I

stykke 3 gives eksempler på sådan alternativ omsorg; der nævnes anbringelse i

pleje, kafalah efter islamisk ret, adoption og om nødvendigt anbringelse i

børneinstitutioner.

Det fastslås, at man ved afgørelse af, hvor barnet skal placeres, bl.a.

skal tage hensyn til barnets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige

baggrund.

Artikel 21 indeholder bestemmelser om adoption. Det understreges

bl.a., at barnets tarv skal være det vigtigste hensyn ved adoption.

Beslutning om adoption må kun træffes af deltagerstaternes kompetente

myndigheder. Ved internationale adoptioner har deltagerstaterne desuden en

forpligtelse til at sikre, at personer, som har medvirket ved adoptionen ikke

opnår upassende økonomisk gevinst.

Artikel 22 omhandler flygtningebørn og børn, som søger

flygtningestatus. Det fastslås, at deltagerstaterne skal give disse børn den

nødvendige beskyttelse og humanitær bistand, eventuelt i internationalt

samarbejde, bl.a. inden for rammerne af FN, med henblik på, at barnet skal

kunne genforenes med sin familie.

Artikel 23 anerkender det handicappede barns ret til særlig omsorg

og indeholder bl.a. bestemmelser, ifølge hvilke børn med fysiske eller

psykiske handicaps bør sikres et indholdsrigt og menneskeværdigt liv med

aktiv deltagelse i samfundslivet.

Artikel 24 fastslår barnets ret til at nyde godt af den højest

opnåelige standard på sundheds- og sygdomsbehandlingsområdet efter nærmere

angivne retningslinier. Af områder, hvor deltagerstaterne forpligter sig til

at gøre en særlig indsats, nævnes bl.a. modvirkning af spædbørns- og

børnedødelighed samt underernæring.

Artikel 25 omhandler børn anbragt uden for hjemmet med henblik på

at få pleje, beskyttelse eller behandling af hensyn til deres fysiske eller

psykiske sundhed. Bestemmelsen fastslår disse børns ret til, at der

gennemføres en regelmæssig vurdering af behandlingen og af alle

omstændigheder af betydning for deres anbringelse.

Artiklerne 26 og 27 indeholder regler om barnets ret til social

sikkerhed og rettigheder vedrørende økonomisk og social udvikling.

Artiklerne 28 og 29 indeholder regler om barnets ret til

uddannelse, herunder en forpligtelse for deltagerstaterne til at gøre

grunduddannelse tvungen og gratis for alle. Herudover opregnes de

grundlæggende formål med børns uddannelse.

Artikel 30 omhandler børn fra etniske, religiøse eller sproglige

mindretal og urbefolkninger, og deres ret til at dyrke egen religion og

kultur, og bruge eget sprog m.v.

Artikel 31 regulerer barnets ret til hvile, leg og rekreation, og

retten til at deltage i kunst- og kulturliv.

Artikel 32 anerkender barnets ret til beskyttelse mod økonomisk

udnyttelse og deltagelse i farligt eller skadeligt arbejde samt arbejde, som

forhindrer barnet i at modtage uddannelse. Herudover fastslår artiklen bl.a.,

at der skal fastsættes minimumsalder for adgang til ansættelse og regler om

arbejdstid og arbejdsvilkår.

Artikel 33 indeholder forpligtelser for deltagerstaterne til at

beskytte børn mod ulovlig brug af narkotiske og psykotrope stoffer og mod

udnyttelse i forbindelse med produktion og handel med sådanne stoffer.

Artikel 34 pålægger deltagerstaterne at beskytte barnet mod

seksuel udnyttelse, herunder mod børneprostitution og børnepornografi.

Artikel 35 pålægger deltagerstaterne at forebygge bortførelse og

salg af børn.

Artikel 36 indeholder et generelt påbud om at beskytte børn mod

alle former for udnyttelse, som på nogen måde kan skade barnet.

Artikel 37 (a) forbyder tortur og anden nedværdigende behandling

eller straf, herunder dødsstraf eller fængelsstraf på livstid uden mulighed

for løsladelse, for handlinger begået af personer under 18 år.

Artikel 37 (b) forbyder vilkårlig eller ulovlig frihedsberøvelse

af børn og fastslår, at frihedsberøvelse af børn skal have lovhjemmel.

Artikel 37 (d) foreskriver retsgarantier for og advokatbistand til

frihedsberøvede børn.

Dansk ret er i overensstemmelse med disse regler.

Ifølge artikel 37 (c) skal ethvert barn, der er berøvet friheden,

behandles menneskeligt og med respekt for menneskets naturlige værdighed og

på en måde, der tager hensyn til de særlige behov, der skyldes barnets alder.

Navnlig skal et frihedsberøvet barn adskilles fra voksne, medmindre en sådan

adskillelse anses for ikke at tjene barnets tarv.

For så vidt angår bestemmelsens sidste punktum bemærkes, at Danmark har

taget forbehold for en tilsvarende bestemmelse i Den Internationale

Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder fra 1966. Denne bestemmelse

er imidlertid mere absolut formuleret end bestemmelsen i artikel 37 (c), idet

den ikke giver mulighed for at fravige hovedreglen, hvis det tjener barnets

tarv.

Beskyttelsessynspunktet, der ligger bag reglen i artikel 37 (c), kan

regeringen ganske tilslutte sig. Imidlertid er det nu almindeligt anerkendt,

at der ikke i moderne fængselssystemer bør stilles et ubetinget krav om

adskillelse af unge og ældre. Denne mere fleksible holdning har bl.a. fundet

udtryk i den seneste udgave af De Europæiske Fængselsreglers artikel 11. Det

fremgår af bemærkningerne til denne bestemmelse, der er tiltrådt af

Europarådets medlemsstater, at moderne kriminalpolitik ikke længere kræver

absolut adskillelse af unge og ældre. Reglerne er blevet lempet, fordi man

finder, at kontakt mellem forskellige grupper af indsatte kan have en gunstig

virkning, eller i hvert fald ikke en negativ virkning. Man finder således, at

unge under visse omstændigheder kan drage nytte af den stabilitet, der kan

udspringe af samvær med ældre indsatte.

Danmark har tidligere haft særlige ungdomsfængsler. Denne ordning gav

imidlertid store problemer, blandt andet fordi de unge, ofte særdeles aktive

kriminelle havde en meget uheldig indflydelse på hinanden. Et enigt Folketing

nedlagde i begyndelsen af 1970'erne ungdomsfængslerne og i dag lægger man i

stedet vægt på, at forholdene i fængslerne i videst mulige omfang minder om

forholdene udenfor, at fængslerne er så åbne som muligt, samt at

fængselspersonalet er tilstrækkeligt talstærkt og veluddannet. Et hovedformål

med den nuværende ordning er således at fremme resocialiseringen af unge

lovovertrædere bedst muligt. Det bemærkes i øvrigt, at indsatte i danske

fængsler - i modsætning til indsatte i mange andre fængselssystemer - som

udgangspunkt anbringes i enecelle. Hovedreglen i artikel 37 (c) må antages at

tage særligt sigte på lande, hvor mange indsatte anbringes i samme celle.

Det bemærkes, at der også er et geografisk hensyn at tage til unge

fængslede, idet de i videst mulige omfang bør forblive i nærheden af deres

familie, så kontakten med denne kan bevares. Dette hensyn ville blive

vanskeligt at varetage, såfremt unge lovovertrædere blev samlet i een bestemt

institution. Det bemærkes i denne forbindelse, at der i den senere tid typisk

har siddet 5-10 unge varetægtsfængslede og været 4-5 unge strafafsonere i

kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.

Det findes således ikke at tjene barnets tarv at anbringe det i særlige

fængsler, arresthuse eller afsnit for unge lovovertrædere. Derimod kan der

naturligvis i det konkrete tilfælde være grunde, der bevirker, at det er

ønskeligt at adskille en ung fra kontakt med mere erfarne kriminelle. Det vil

oftere være tilfældet i lukkede fængsler end åbne fængsler og arresthuse.

Findes der behov herfor, vil adskillelse finde sted.

Som nævnt åbner bestemmelsen mulighed for, at børn kan anbringes i samme

institution som voksne, hvis en sådan anbringelse anses for forenelig med

barnets tarv. Det er regeringens opfattelse, at det danske fængselssystem er

indrettet på en sådan måde, at Danmark opfylder konventionens krav for så

vidt angår unge lovovertrædere.

Deltagerstaterne skal ifølge artikel 38 respektere og sikre respekt

for folkerettens regler om beskyttelse af ofre for væbnede konflikter, som er

af betydning for børn.

Det pålægges deltagerstaterne at undlade at rekruttere børn under 15 år

til deres væbende styrker, ligesom de skal sikre, at børn ikke tager direkte

del i fjendtligheder. Endelig forpligter deltagerstaterne sig til at beskytte

børn, der er berørt af væbnede konflikter, i overensstemmelse med

folkerettens bestemmelser om beskyttelse af civilbefolkningen.

Udformningen af bestemmelsen om rekruttering af børn til de væbnede

styrker og børns inddragelse i væbnede konflikter har været et af de

vanskeligste spørgsmål under udarbejdelsen af konventionen.

Det oprindelige udkast herom, der forelå som et resultat af

arbejdsgruppens gennemgang på mødet i januar 1987, blev af Amnesty

International og Den Internationale Røde Kors Komite kritiseret for ikke at

yde tilstrækkelig beskyttelse af børn og unge. I lyset heraf blev der på

arbejdsgruppens møde i januar 1988 opnået enighed om, at artikel 38

(daværende artikel 20) skulle omformuleres i overensstemmelse med artikel 77

i Geneve-konventionens tillægsprotol I, hvorefter aldersgrænsen for

rekruttering til væbnede styrker er fastsat til 15 år, med den tilføjelse, at

for så vidt angår de 15-18 årige, bør de ældste rekrutteres først.

Et forslag fra de nordiske lande om en yderligere beskyttelse mod

rekruttering til væbnede styrker af de 15-18 årige og denne aldersgruppes

inddragelse i alle former for krigshandlinger vandt ikke tilslutning, især

som følge af modstand fra USA og Sovjetunionen.

Artikel 39 pålægger deltagerstaterne at fremme fysisk og psykisk

rehabilitering af børn, som har været udsat for mishandling og tortur m.v.

Artikel 40 opstiller en række vidtgående retsgarantier for børn,

der er sigtet eller tiltalt for strafbare forhold. Med hensyn til enkeltheder

henvises til konventionsteksten, idet der tilføjes følgende bemærkninger:

Artikel 40 stk. 2, (a) fastslår, at intet barn må anklages eller

dømmes ifølge straffelovsbestemmelser med tilbagevirkende kraft.

Dansk ret er i overensstemmmelse med dette princip.

Ifølge artikel 40 stk.2, (b), (v) skal et barn, der dømmes for

overtrædelse af Straffeloven, have adgang til at få afgørelsen herom og

sanktioner i denne forbindelse prøvet af en højere kompetent, uafhængig og

upartisk myndighed eller domstol.

Efter gældende dansk ret er der ikke adgang til efterprøvelse af

skyldspørgsmålet ved anke af nævningesager, jfr. herved Retsplejelovens §

945, stk. 2.

Også i politisager er efterprøvelsesmuligheden begrænset. Den domfældte

kan kun anke, såfremt den pågældende har givet møde i sagen og er blevet

idømt højere straf end 20 dagbøder eller bøde på 3.000 kr. eller konfiskation

af genstande af tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger er

idømt, jfr. Retsplejelovens § 962, stk. 2. Justitsministeriet kan dog tillade

anke, hvis sagen er af principiel karakter eller andre særlige grunde taler

derfor, jfr. bestemmelsen i stk. 3.

Konventionen må antageligt forstås således, at der skal være en ubegrænset

adgang til efterprøvelse.

Da dette krav ikke er opfyldt i dansk ret og da regeringen ikke finder

anledning til at foreslå ændring af dansk lovgivning på dette punkt, vil det

være nødvendigt fra dansk side at tage forbehold til art. 40, stk. 2, (b),

(v).

Danmark har taget et lignende forbehold i relation til FN's Konvention om

Borgerlige og Politiske Rettigheder, art. 14, stk.5, der indeholder en til

konventionens art. 40, stk. 2, (b), (v) svarende bestemmelse.

I artikel 40. stk. 2, (b), (vii) kræves det, at barnets privatliv

respekteres på alle stadier under den strafferetlige proces.

Bestemmelsen rejser spørgsmål i relation til de indgreb, der efter dansk

ret kan benyttes under straffesager, herunder legemsindgreb, ransagning,

beslaglæggelse m.v.

Det er regeringens opfattelse, at bestemmelsen må forstås ud fra en

forudsætning om, at sådanne skridt, der er nødvendige for at

efterforskningens formål kan opfyldes, må kunne foretages under iagttagelse

af de retsgarantier, der er foreskrevet i loven. Herudover må den, der er

sigtet eller tiltalt, ikke udsættes for vilkårlige indgreb, der krænker hans

privatliv.

På denne baggrund finder regeringen, at den danske retsplejelovgivning

opfylder konventionens krav.

Artikel 41 fastslår, at intet i konventionen skal være til hinder

for, at barnet gives en bedre retsstilling ifølge anden lov eller folkeretlig

forpligtelse for vedkommende deltagerstat.

Denne bestemmelse tjener især til at sikre, at konventionen under ingen

omstændigheder kan komme til at betyde, at barnet som følge af konventionen

utilsigtet får en ringere retlig beskyttelse end den beskyttelse, det havde i

forvejen.

Kapitel II

Artikel 42 forpligter deltagerstaterne til at gøre konventionen almindelig

kendt blandt voksne og børn.

Artiklerne 43-44 indeholder konventionens bestemmelser om

international kontrol med deltagerstaternes efterlevelse af konventionen. Der

nedsættes en uafhængig komite, som på linje med komiteerne oprettet i medfør

af kontrolbestemmelserne i andre nyere menneskerettighedskonventioner, f.eks.

FN-Konventionen om Borgerlige og Politiske Rettigheder og FN's

Tortur-konvention, har kompetence til at gennemgå rapporter fra

deltagerstaterne om konventionens gennemførelse.

Ifølge artikel 43 består komiteen af 10 uafhængige eksperter, som

vælges af deltagerstaterne i personlig egenskab.

Artikel 44 fastslår, at deltagerstaterne regelmæssigt skal afgive

beretning til komiteen om de foranstaltninger, der er truffet for at

gennemføre konventionens bestemmelser. Komiteen kan bl.a. komme med forslag

og generelle anbefalinger.

Artikel 45 indeholder bestemmelser om, at FN's særorganisationer,

UNICEF og andre FN-organer kan deltage i komiteens drøftelser af de

foranstaltninger, som deltagerstaterne har truffet med henblik på at

gennemføre konventionen. Herudover kan de give ekspertråd om gennemførelsen

af konventionen på de områder, som ligger indenfor deres respektive

kompetenceområder.

Kapitel III

Artiklerne 46-54 indeholder sædvanlige afslutningsbestemmelser om

konventionens undertegnelse, ratifikation, ikrafttrædelse m.v.

C. Sammenfatning

Gennemgangen overfor under A - B kan herefter sammenfattes således med

henblik på danske lovændringer, forbehold og andre erklæringer i forbindelse

med ratifikationen:

Ratifikationen nødvendiggør ikke ændring af dansk lovgivning.

Foreløbigt territorialt forbehold for så vidt angår Færøerne og Grønland.

Forbehold for så vidt angår artikel 40, stk.2, (b), (v).

Udenrigsministeriet, den 14. januar 1991

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter