1990 BSF 22 FOLKETINGSBESLUTNING OM DANMARKS RATIFIKATION AF FN-KONVENTIONEN AF 20. NOVEMBER 1989 OM BARNETS RETTIGHEDER
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den på
De Forenede Nationers generalforsamling den 20. november 1989
vedtagne konvention om barnets rettigheder, og til, at der afgives
erklæring om, at Danmark ikke skal være bundet af artikel 40, stk.
2, (b), (v).
Bilag
Teksten til den i folketingsbeslutningens tekst omtalte konvention er
optrykt som bilag til det fremsatte forslag.
Oprindeligt fremsat forslag
Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den på
de Forenede Nationers generalforsamling den 20. november 1989
vedtagne kovention om barnets rettigheder og til, at der afgives
erklæring om, at Danmark ikke skal være bundet af artikel 40, stk. 2,
(b), (v).
Uofficiel oversættelse
De i denne konvention deltagende stater, som finder - i
overensstemmelse med de i De Forenede Nationers Pagt erklærede principper -
at anerkendelsen af menneskets naturlige værdighed og af hele menneskehedens
lige og umistelige rettigheder danner grundlaget for frihed, retfærdighed og
fred i verden,
tager hensyn til, at alle De Forenede Nationers folk i Pagten har
bekræftet deres tro på grundlæggende menneskerettigheder og på menneskets
personlige værdighed og værdi og har besluttet at fremme sociale fremskridt
og bedre levestandarder i større frihed,
anerkender, at De Forenede Nationer i Verdenserklæringen om
Menneskerettigheder (Generalforsamlingsresolution 217A (III)) og i de
internationale konventioner om menneskerettigheder
(Generalforsamlingsresolution 2200A (XXI), bilag) har erklæret og er blevet
enige om, at enhver er berettiget til alle de rettigheder og friheder, der er
indeholdt deri, uden forskelsbehandling af nogen art, herunder som følge af
Læs alt
race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse,
national eller social herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling,
erindrer om, at De Forenede Nationer i Verdenserklæringen om
Menneskerettigheder har udtalt, at børn har ret til særlig omsorg og bistand,
er overbeviste om, at familien som den grundlæggende enhed i
samfundet og naturlige ramme for alle sine medlemmers og særligt børns vækst
og trivsel bør gives den nødvendige beskyttelse og hjælp, således at den
fuldt ud kan påtage sig sine forpligtelser i samfundet,
anerkender, at barnet med henblik på fuld og harmonisk udvikling
af sin personlighed bør vokse op i et familiemiljø, i en atmosfære af glæde,
kærlighed og forståelse,
finder, at barnet fuldt ud bør forberedes til at leve sit eget liv
i samfundet og opdrages i lyset af de idealer, der er udtrykt i De Forenede
Nationers Pagt, og særligt i en atmosfære af fred, værdighed, tolerance,
frihed, lighed og solidaritet,
tager hensyn til, at behovet for at yde barnet særlig omsorg er
blevet fastslået i Geneve-Erklæringen af 1924 om Barnets Rettigheder og i
Erklæringen om Barnets Rettigheder vedtaget af De Forenede Nationer i 1959
(Generalforsamlingsresolution 1386 (XIV)) og anerkendt i Verdenserklæringen
om Menneskerettigheder, i Den Internationale Konvention om Borgerlige og
Politiske Rettigheder (især i artiklerne 23 og 24), i Den Internationale
Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder (især i artikel
10) og i vedtægterne og relevante dokumenter for særorganisationer og
internationale organisationer, der tager sig af børns velfærd,
tager hensyn til - som angivet i Erklæringen om Barnets
Rettigheder vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 20.
november 1959 - at »barnet som følge af sin fysiske og psykiske
umodenhed, har behov for særlig beskyttelse og omsorg, herunder passende
juridisk beskyttelse, både før og efter fødslen,»,
erindrer om bestemmelserne i Erklæringen om Sociale og Juridiske
Principper for Beskyttelse af Børns Velfærd med Særligt Henblik på
Anbringelse i Pleje og Adoption på Nationalt eller Internationalt Plan
(Generalforsamlingsresolution 41/85 af 3. december 1986), De Forenede
Nationers Standardminimumsregler for Retspleje over for Mindreårige
(»Beijingreglerne«) (Generalforsamlingsresolution 40/33 af 29.
november 1985) og Erklæringen om Beskyttelse af Kvinder og Børn i
Nødssituationer og Under Væbnet Konflikt (Generalforsamlingsresolution 3318
(XXIX) af 14. december 1975),
anerkender, at der i alle lande i verden er børn, der lever under
særligt vanskelige forhold, og at sådanne børn kræver særlig hensyntagen,
tager behørigt hensyn til betydningen af hvert folks traditioner
og kulturelle værdier med henblik på barnets beskyttelse og harmoniske
udvikling,
anerkender betydningen af internationalt samarbejde for at
forbedre børns levevilkår i alle lande, særligt i udviklingslandene,
er blevet enige om følgende:
Kapitel I
Artikel 1
I denne konvention forstås ved et barn ethvert menneske under 18 år,
medmindre barnet bliver myndigt tidligere efter den lov, der gælder for
barnet.
Artikel 2
1. Deltagerstaterne skal respektere og sikre de rettigheder, der er
fastsat i denne konvention, for ethvert barn inden for deres jurisdiktion,
uden forskelsbehandling af nogen art og uden hensyn til barnets eller dettes
forældres eller værges race, hudfarve, køn, sprog, religion, politiske eller
anden anskuelse, national, etnisk eller social oprindelse, formueforhold,
handicap, fødsel eller anden stilling.
2. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre,
at barnet beskyttes mod alle former for forskelsbehandling eller straf på
grund af barnets forældres, værges eller familiemedlemmers stilling,
virksomhed, udtrykte anskuelser eller tro.
Artikel 3
1. I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af
offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole,
forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i
første række.
2. Deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg,
der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og
pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med
juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende
lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler.
3. Deltagerstaterne skal sikre, at institutioner, tjenester og organer med
ansvar for omsorg for eller beskyttelse af børn skal være i overensstemmelse
med de standarder, der er fastsat af kompetente myndigheder, særligt med
hensyn til sikkerhed, sundhed, personalets antal og egnethed samt sagkyndigt
tilsyn.
Artikel 4
Deltagerstaterne skal gennemføre al passende lovgivning samt
administrative og andre forholdsregler til gennemførelsen af de i denne
konvention anerkendte rettigheder. Med hensyn til økonomiske, sociale og
kulturelle rettigheder skal deltagerstaterne gennemføre sådanne
forholdsregler, i videst muligt omfang inden for de ressourcer, der er til
rådighed, og, hvor der er behov for det, inden for rammerne af internationalt
samarbejde.
Artikel 5
Deltagerstaterne skal respektere det ansvar og de rettigheder og pligter,
som forældrene har, eller, hvor dette finder anvendelse, tilsvarende ansvar,
rettigheder og pligter for så vidt angår medlemmerne af den udvidede familie
eller samfundet i overensstemmelse med stedlig sædvane, samt værger eller
andre personer med juridisk ansvar for barnet, til på en måde, der svarer til
den løbende udvikling af barnets evner, at yde passende vejledning og støtte
til barnet i udøvelsen af rettighederne anerkendt i denne konvention.
Artikel 6
1. Deltagerstaterne anerkender, at ethvert barn har en naturlig ret til
livet.
2. Deltagerstaterne skal i videst muligt omfang sikre barnets overlevelse
og udvikling.
Artikel 7
1. Barnet skal registreres umiddelbart efter fødslen og skal fra fødslen
have ret til et navn, ret til at opnå et statsborgerskab og, så vidt muligt,
ret til at kende og blive passet af sine forældre.
2. Deltagerstaterne skal sikre gennemførelsen af disse rettigheder i
overensstemmelse med deres nationale lovgivning og deres forpligtelser ifølge
de relevante internationale instrumenter på dette område, især hvis barnet
ellers ville blive statsløs.
Artikel 8
1. Deltagerstaterne påtager sig at respektere barnets ret til at bevare
sin identitet, herunder statsborgerskab, navn og familieforhold, som
anerkendt af loven og uden ulovlig indblanding.
2. Hvis et barn ulovligt berøves en del af eller hele sin identitet, skal
deltagerstaterne yde passende bistand og beskyttelse med henblik på hurtigt
at genoprette barnets identitet.
Artikel 9
1. Deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre
mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelser er
undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis
bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv.
En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved
forældres misbrug eller vanrøgt af barnet, eller hvor forældrene lever
adskilt og der skal træffes beslutning om barnets bopæl.
2. I behandlingen af enhver sag i medfør af stykke 1 skal alle
interesserede parter gives mulighed for at deltage i sagsbehandlingen og
fremføre deres synspunkter.
3. Deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra
den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig
forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette
strider mod barnets tarv.
4. Hvor en sådan adskillelse er en følge af en handling iværksat af en
deltagerstat, såsom tilbageholdelse, fængsling, udvisning, forvisning eller
død (herunder dødsfald af en hvilken som helst årsag, mens personen er i
statens varetægt) af den ene eller begge forældre eller af barnet, skal
deltagerstaten efter anmodning give forældrene, barnet eller om nødvendigt et
andet medlem af familien de væsentlige oplysninger om, hvor den eller de
fraværende medlemmer af familien befinder sig, medmindre afgivelsen af
oplysningerne ville være skadelig for barnets velfærd. Deltagerstaterne skal
desuden sikre, at fremsættelsen af en sådan anmodning ikke i sig selv
medfører skadelige følger for vedkommende person eller personer.
Artikel 10
1. I overensstemmelse med deltagerstaternes forpligtelse i henhold til
artikel 9, stykke 1, skal ansøgninger fra et barn eller dettes forældre om
indrejse i eller udrejse fra en deltagende stat med henblik på
familiesammenføring behandles på en positiv, human og hurtig måde af
deltagerstaterne. Deltagerstaterne skal endvidere sikre, at indgivelse af en
sådan ansøgning ikke medfører negative virkninger for ansøgere og deres
familiemedlemmer.
2. Et barn, hvis forældre har fast bopæl i forskellige stater, skal have
ret til, undtagen under særlige omstændigheder, regelmæssigt at have
personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre. Med henblik
herpå og i overensstemmelse med deres forpligtelser i medfør af artikel 9,
stykke 1 skal deltagerstaterne respektere barnets og dets forældres ret til
at forlade et hvilket som helst land, herunder deres eget, og til at indrejse
i deres eget land. Retten til at forlade et hvilket som helst land skal kun
underkastes sådanne begrænsninger, som er fastsat ved lov, og som er
nødvendige for at beskytte den nationale sikkerhed, den offentlige orden
(ordre public), folkesundheden eller sædeligheden, eller andre personers
rettigheder og friheder, og som er i overensstemmelse med de øvrige
rettigheder, der er anerkendt i denne konvention.
Artikel 11
1. Deltagerstaterne skal træffe forholdsregler til at bekæmpe børns
ulovlige fjernelse til og manglende tilbagevenden fra udlandet.
2. Med henblik herpå skal deltagerstaterne fremme indgåelse af bilaterale
og multilaterale aftaler eller tiltrædelse af eksisterende aftaler.
Artikel 12
1. Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine
egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle
forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende
vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.
2. Med henblik herpå skal barnet især gives mulighed for at udtale sig i
enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af
sager, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant eller
et passende organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne
fremgangsmåder.
Artikel 13
1. Barnet skal have ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til uanset
territoriale grænser at søge, modtage og videregive oplysninger og tanker af
enhver art, enten mundtligt, skriftligt eller på tryk i form af kunst eller
gennem en hvilken som helst anden udtryksmåde, barnet måtte vælge.
2. Udøvelsen af denne ret kan underkastes visse begrænsninger, men kun
sådanne som følger af lovgivningen, og som er nødvendige:
(a) af hensyn til andres rettigheder eller omdømme; eller
(b) til beskyttelse af national sikkerhed, offentlig orden (ordre public),
folkesundhed eller sædelighed.
Artikel 14
1. Deltagerstaterne skal respektere barnets ret til tankefrihed,
samvittigheds- og religionsfrihed.
2. Deltagerstaterne skal respektere rettigheder og pligter for forældrene,
og i påkommende tilfælde værger, til på en måde, der svarer til barnets
gradvise udvikling af dets evner, at give retningslinier til barnet med
henblik på udøvelsen af dets ret.
3. Frihed til at udøve sin religion eller overbevisning kan kun
underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov, og som er
nødvendige for at beskytte den offentlige sikkerhed, orden, folkesundheden,
sædeligheden, eller andre menneskers grundlæggende rettigheder og friheder.
Artikel 15
1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til foreningsfrihed og dets
frihed til at deltage i fredelige forsamlinger.
2. Udøvelsen af disse rettigheder må ikke underkastes andre
indskrænkninger end sådanne, som er foreskrevet ved lov, og som er nødvendige
i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale eller offentlige
sikkerhed, den offentlige orden (ordre public), beskyttelse af folkesundheden
eller sædeligheden eller beskyttelse af andres rettigheder og friheder.
Artikel 16
1. Intet barn må udsættes for vilkårlig eller ulovlig indblanding i sit
privat- og familieliv, sit hjem eller sin brevveksling, eller ulovlige angreb
på sin ære eller sit omdømme.
2. Barnet har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller
sådanne angreb.
Artikel 17
Deltagerstaterne erkender massemediernes vigtige rolle og skal sikre, at
barnet har adgang til information og materiale fra forskellige nationale og
internationale kilder, særligt sådanne, hvis formål er at fremme barnets
sociale, åndelige og moralske velfærd og fysiske og psykiske sundhed. Med
henblik herpå skal deltagerstaterne:
(a) tilskynde massemedierne til at udbrede information og materiale, der
er af social og kulturel værdi for barnet og i overensstemmelse med ånden i
artikel 29;
(b) tilskynde til internationalt samarbejde om produktion, udveksling og
spredning af sådan oplysning og materiale fra forskellige kulturelle,
nationale og internationale kilder;
(c) tilskynde til produktion og udbredelse af børnebøger;
(d) tilskynde massemedierne til at tage særligt hensyn til de sproglige
behov hos børn, der tilhører et mindretal eller en urbefolkning;
(e) tilskynde til udvikling af passende retningslinier for beskyttelse af
barnet mod oplysning og materiale, der skader dets velfærd, jf.
bestemmelserne i artikel 13 og 18.
Artikel 18
1. Deltagerstaterne skal bestræbe sig på at sikre anerkendelse af
princippet om, at begge forældre har fælles ansvar for barnets opdragelse og
udvikling. Forældrene, eller i givet fald værgen, har hovedansvaret for
barnets opdragelse og udvikling. Barnets tarv skal for dem komme i første
række.
2. Med henblik på at sikre og fremme de rettigheder, der er indeholdt i
denne konvention, skal deltagerstaterne yde passende bistand til forældre og
værger ved disses udførelse af deres pligter som opdragere af børn og skal
sikre udviklingen af institutioner, ordninger og tjenesteydelser til omsorg
for børn.
3. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre,
at børn af arbejdende forældre har ret til at nyde godt af
omsorgsforanstaltninger for børn, som de er berettigede til.
Artikel 19
1. Deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige,
administrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse
af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug,
vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder
seksuel misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre
personers varetægt.
2. Sådanne beskyttende foranstaltninger bør i passende omfang omfatte
virkningsfulde retningslinier, såvel for udformning af sociale programmer,
der kan yde den nødvendige støtte til barnet og til dem, der har barnet i
deres varetægt, som til andre former for forebyggelse og identifikation,
rapportering, henvisning, undersøgelse, behandling og opfølgning af tilfælde
af børnemishandling som beskrevet ovenfor og om nødvendigt til
retsforfølgelse.
Artikel 20
1. Et barn, der midlertidigt eller konstant er afskåret fra sine
familiemæssige omgivelser eller som af hensyn til sit eget bedste ikke kan
tillades at forblive i disse omgivelser, har ret til særlig beskyttelse og
bistand fra statens side.
2. Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med deres nationale ret sikre
alternativ omsorg for et sådant barn.
3. Sådan omsorg kan blandt andet omfatte anbringelse i pleje, Kafalah
efter islamisk ret, adoption eller om nødvendigt anbringelse i passende
børneinstitutioner. Ved overvejelse af mulige løsninger skal der tages
tilbørligt hensyn til ønskeligheden af sammenhæng i et barns opvækst og til
barnets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund.
Artikel 21
De deltagerstater, der anerkender og/eller tillader adoption, skal sikre,
at barnets tarv skal være af altafgørende betydning og skal:
(a) sikre, at adoptionen af barnet kun kan godkendes af kompetente
myndigheder, der i overensstemmelse med gældende ret og praksis og på
grundlag af alle relevante og pålidelige oplysninger afgør, at adoption er
tilladelig i betragtning af barnets stilling i forhold til forældre,
pårørende og værger, og at, om nødvendigt, personer, der berøres, på oplyst
grundlag har meddelt deres indforståelse med adoptionen på baggrund af den
fornødne rådgivning;
(b) anerkende, at international adoption kan overvejes som en alternativ
måde at drage omsorg for et barn på, hvis barnet ikke kan anbringes i pleje
eller i adoption hos en familie, eller der ikke på anden passende måde kan
drages omsorg for barnet i dets hjemland;
(c) sikre, at vedkommende barn ved international adoption nyder
beskyttelse efter regler svarende til dem, der gælder for national adoption;
(d) i tilfælde af international adoption, tage alle passende
forholdsregler for at sikre, at anbringelsen ikke fører til upassende
økonomisk gevinst for dem, der har medvirket ved adoptionen;
(e) fremme, hvor det er hensigtsmæssigt, formålene med denne artikel ved
indgåelse af bilaterale eller multilaterale ordninger eller aftaler og
tilstræbe inden for disse rammer at sikre, at anbringelsen af barnet i et
andet land sker gennem ansvarlige myndigheder eller organer.
Artikel 22
1. Deltagerstaterne skal tage passende forholdsregler til at sikre, at et
barn, som søger flygtningestatus, eller som anses som flygtning i
overensstemmelse med gældende international eller national ret og praksis,
uanset om det kommer alene eller er ledsaget af sine forældre eller af en
anden person, får passende beskyttelse og humanitær bistand og nyder de
rettigheder, som er angivet i denne konvention og i andre internationale
instrumenter vedrørende menneskerettigheder eller humanitære forhold, hvori
den pågældende stat deltager.
2. Med dette for øje skal deltagerstaterne i det omfang, de anser det for
passende, samarbejde om enhver bestræbelse udfoldet af De Forenede Nationer
og andre ansvarlige mellemstatslige organisationer eller private
organisationer, der samarbejder med De Forenede Nationer, med henblik på at
beskytte og bistå et sådant barn og på at spore forældrene eller andre
medlemmer af familien til ethvert barn, der er flygtning, med det formål at
opnå de oplysninger, der er nødvendige for at barnet skal kunne genforenes
med sin familie. Såfremt ingen af forældrene eller andre familiemedlemmer kan
findes, skal barnet nyde samme beskyttelse som ethvert andet barn, der
permanent eller midlertidigt er afskåret fra sine familiemæssige omgivelser
uanset årsagen, i overensstemmelse med denne konvention.
Artikel 23
1. Deltagerstaterne anerkender, at et psykisk eller fysisk handicappet
barn bør have et indholdsrigt og menneskeværdigt liv under forhold, der
sikrer værdighed, fremmer selvtilliden og medvirker til barnets aktive
deltagelse i samfundslivet.
2. Deltagerstaterne anerkender det handicappede barns ret til særlig
omsorg og skal inden for rammerne af de midler, der er til rådighed, arbejde
for at sikre det berettigede barn, og dem, der er ansvarlige for dets omsorg,
bistand, hvorom der er indgivet ansøgning og som er rimelig under hensyn til
barnets tilstand og til omstændighederne for forældrene eller andre, der
passer barnet.
3. I erkendelse af et handicappet barns særlige behov skal bistand, der
ydes i henhold til stykke 2, være gratis, når dette er muligt, idet der tages
hensyn til forældrenes økonomiske formåen eller den økonomiske formåen hos
andre, der passer barnet, og skal udformes med henblik på at sikre, at det
handicappede barn har fuld adgang til og modtager undervisning, uddannelse,
sundhedspleje, revalidering, forberedelse til arbejdslivet og muligheder for
fritidsadspredelse, alt på en måde, der bedst muligt fremmer barnets sociale
tilpasning og personlige udvikling, herunder dets kulturelle og åndelige
udvikling.
4. Deltagerstaterne skal i det internationale samarbejdes ånd fremme
udveksling af passende information om forebyggende sundhedspleje og
medicinsk, psykologisk og funktionel behandling af handicappede børn,
herunder spredning af og adgang til information om former for revalidering,
undervisning og erhvervsvejledning, med henblik på at gøre det muligt for
deltagerstaterne at forbedre deres formåen og kunnen og at udvide deres
erfaring på disse områder. I den henseende skal der tages særligt hensyn til
udviklingslandenes behov.
Artikel 24
1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til at nyde den højest
opnåelige sundhedstilstand, adgang til at få sygdomsbehandling og
genoprettelse af helbredet. Deltagende stater skal stræbe mod at sikre, at
intet barn fratages sin ret til adgang til at opnå sådan behandling og pleje.
2. Deltagerstaterne skal arbejde for fuld gennemførelse af denne ret og
især tage passende forholdsregler for:
(a) at formindske spædbørns- og børnedødeligheden;
(b) at sikre ydelsen af nødvendig lægelig bistand og sundhedspleje til
alle børn med særlig vægt på udvikling af den primære sundhedspleje;
(c) at bekæmpe sygdom og underernæring, herunder inden for rammerne af den
primære sundhedspleje, blandt andet ved anvendelse af let tilgængelig
teknologi og gennem ydelse af tilstrækkelig og nærende mad og rent drikkevand
under hensyntagen til de farer og risici, der er knyttet til forurening af
miljøet;
(d) at sikre kvinder passende svangerskabs- og barselspleje;
(e) at sikre, at alle grupper i samfundet, særligt forældre og børn,
oplyses om og har adgang til undervisning og støttes i brugen af
grundlæggende viden om børns sundhed og ernæring, fordelene ved amning,
hygiejne og rengøring af omgivelserne og forebyggelse af uheld;
(f) at udvikle forebyggende sundhedspleje, rådgivning af forældre, samt
undervisning og bistand i forbindelse med familieplanlægning.
3. Deltagerstaterne skal tage alle effektive og passende forholdsregler
med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for
børns sundhed.
4. Deltagerstaterne forpligter sig til at fremme og opmuntre
internationalt samarbejde med henblik på gradvis at opnå fuldstændig
gennemførelse af den i denne artikel anerkendte ret. I denne henseende skal
der tages særligt hensyn til udviklingslandenes behov.
Artikel 25
Deltagerstaterne anerkender retten for et barn, der af de ansvarlige
myndigheder er blevet anbragt for at få pleje, beskyttelse eller behandling
af hensyn til sin fysiske eller psykiske sundhed, til periodisk gennemgang af
den behandling, som barnet får, og af alle andre omstændigheder vedrørende
dets anbringelse.
Artikel 26
1. Deltagerstaterne skal anerkende ethvert barns ret til at nyde godt af
social sikkerhed, herunder social forsikring, og skal tage de nødvendige
forholdsregler for at opnå uindskrænket opnåelse af denne ret i
overensstemmelse med national ret.
2. Hvor det er hensigtsmæssigt bør bistanden ydes under hensyntagen til de
forhåndenværende midler og omstændighederne, for barnet og de personer, der
har ansvaret for barnets underhold, og til enhver anden omstændighed af
betydning for en bistandsansøgning indgivet af barnet eller på dettes vegne.
Artikel 27
1. Deltagerstaterne anerkender ethvert barns ret til den levestandard, der
kræves for barnets fysiske, psykiske, åndelige, moralske og sociale
udvikling.
2. Forældrene eller andre med ansvar for barnet har hovedansvaret for
efter evne og økonomisk formåen at sikre de levevilkår, der er nødvendige for
barnets udvikling.
3. Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med nationale forhold og inden
for deres evner og økonomiske muligheder træffe passende forholdsregler for
at bistå forældre og andre med ansvar for barnet med at gennemføre denne ret
og skal i tilfælde af behov derfor yde materiel bistand og udarbejde
støtteprogrammer, især med hensyn til ernæring, beklædning og bolig.
4. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler til at sikre
inddrivelse af underholdsbidrag til barnet fra forældrene eller andre
personer med økonomisk ansvar for barnet, både i deltagerstaten og i
udlandet. Især i tilfælde, hvor den person, der har det økonomiske ansvar for
barnet er bosat i en anden stat end barnet, skal deltagerstaterne fremme
tilslutning til internationale aftaler eller til indgåelse af sådanne aftaler
samt indføre andre passende ordninger.
Artikel 28
1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til uddannelse, og med henblik
på gradvis at opnå denne ret og på grundlag af ligestillingsprincippet skal
de især:
(a) gøre grunduddannelse tvungen og gratis tilgængelig for alle;
(b) opmuntre udviklingen af forskellige former for uddannelse, der følger
efter grunduddannelsen, herunder almindelig og faglig uddannelse, gøre disse
tilgængelige og opnåelige for ethvert barn og træffe passende forholdsregler,
såsom indførelse af gratis uddannelse og tilbud om økonomisk bistand i
trangstilfælde;
(c) gøre højere uddannelse opnåelig for alle inden for rammerne af deres
evner og med alle passende midler;
(d) gøre studievejledning og erhvervsvejledning tilgængelig og opnåelig
for alle børn;
(e) træffe forholdsregler for at opmuntre regelmæssig deltagelse i
skolegang og begrænse frafald.
2. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre,
at disciplinen i skolen administreres på en måde, der tilgodeser barnets
værdighed som menneske og er i overensstemmelse med denne konvention.
3. Deltagerstaterne skal fremme og støtte internationalt samarbejde om
uddannelsesspørgsmål, især med henblik på at bidrage til afskaffelse af
uvidenhed og analfabetisme overalt i verden og lette adgangen til
videnskabelig og teknisk viden og moderne undervisningsmetoder. I denne
henseende skal der tages særligt hensyn til udviklingslandenes behov.
Artikel 29
1. Deltagerstaterne er enige om, at uddannelsen af barnet skal have til
hensigt at
(a) udvikle barnets muligheder i relation til personlighed, evner og
psykiske og fysiske formåen fuldt ud;
(b) udvikle respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende
frihedsrettigheder og for de principper, der er nedfældet i De Forenede
Nationers Pagt;
(c) udvikle respekt for barnets forældre, dets egen kulturelle identitet,
sprog og værdier, og for de nationale værdier i det land, hvor barnet er
bosat, og i landet, hvorfra barnet oprindeligt stammer og for kulturer, der
adskiller sig fra barnets egen kultur;
(d) forberede barnet til et ansvarligt liv i et frit samfund i en ånd af
forståelse, fred, tolerance, ligestilling af kønnene og venskab mellem alle
folk, etniske, nationale og religiøse grupper og personer, som tilhører
urbefolkninger;
(e) udvikle respekt for det naturlige miljø.
2. Ingen del af denne artikel eller artikel 28 må fortolkes som
indblanding i enkeltpersoners eller organisationers frihed til at oprette og
lede undervisningsinstitutioner. Der skal dog til enhver tid tages hensyn til
de i denne artikels stykke 1 fastslåede principper samt til kravene om, at
uddannelse i sådanne institutioner opfylder de af staten foreskrevne
minimumsregler.
Artikel 30
I stater, hvor der er etniske, religiøse eller sproglige mindretal eller
personer tilhørende urbefolkninger, skal et barn, der tilhører et sådant
mindretal eller en sådan urbefolkning, ikke nægtes retten til i fællesskab
med andre medlemmer af sin gruppe, at udøve sin egen kultur, at bekende sig
til og udøve sin egen religion eller at bruge sit eget sprog.
Artikel 31
1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til hvile og fritid, til at
lege og dyrke fritidsinteresser, som er passende for barnets alder, og til
frit at deltage i det kulturelle og kunstneriske liv.
2. Deltagerstaterne skal respektere og fremme barnets ret til fuld
deltagelse i det kulturelle og kunstneriske liv og skal opmuntre til, at der
stilles passende og lige muligheder til rådighed for kulturel, kunstnerisk,
fritidspræget og rekreativ udfoldelse.
Artikel 32
1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til beskyttelse mod økonomisk
udnyttelse og mod at skulle udføre arbejde, som kan være farligt, gribe ind i
barnets uddannelse, eller skade barnets sundhed eller dets fysiske, psykiske,
åndelige, moralske eller sociale udvikling.
2. Deltagerstaterne skal træffe lovgivningsmæssige, administrative,
sociale og uddannelsesmæssige foranstaltninger for at sikre gennemførelsen af
denne artikel. Med henblik herpå og under hensyn til vedkommende bestemmelser
i andre internationale instrumenter, skal deltagerstaterne især:
(a) fastsætte en minimumsalder eller minimumsaldre for adgang til
ansættelse;
(b) fastsætte en passende regulering af arbejdstider og arbejdsvilkår, og
(c) fastsætte passende straf eller andre sanktioner for at sikre effektiv
håndhævelse af denne artikel.
Artikel 33
Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler, herunder
lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddannelsesmæssige
forholdsregler for at beskytte børn mod ulovlig brug af narkotika og
psykotrope stoffer som defineret i vedkommende internationale traktater, og
til at forebygge, at børn anvendes til ulovlig produktion af og handel med
sådanne stoffer.
Artikel 34
Deltagerstaterne påtager sig at beskytte barnet mod alle former for
seksuel udnyttelse og seksuel misbrug. Med henblik herpå skal
deltagerstaterne især tage alle passende nationale, bilaterale og
multilaterale forholdsregler for at forhindre:
(a) at et barn overtales eller tvinges til at deltage i nogen form for
ulovlig seksuel aktivitet;
(b) at børn udnyttes til prostitution eller andre former for ulovlig
seksuel aktivitet;
(c) at børn udnyttes i pornografiske forestillinger og materialer.
Artikel 35
Deltagerstaterne skal træffe alle passende nationale, bilaterale og
multilaterale forholdsregler med henblik på at forebygge bortførelse, salg
eller handel med børn til noget formål og i nogen form.
Artikel 36
Deltagerstaterne skal beskytte barnet mod alle andre former for
udnyttelse, der på nogen måde kan skade barnet.
Artikel 37
Deltagerstaterne skal sikre, at:
(a) intet barn gøres til genstand for tortur eller anden grusom,
umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Hverken dødsstraf
eller fængsel på livstid uden mulighed for løsladelse skal kunne idømmes for
forbrydelser begået af personer under 18 år;
(b) intet barn ulovligt eller vilkårligt berøves sin frihed. Anholdelse,
tilbageholdelse eller fængsling af et barn skal følge lovens forskrifter og
må kun bruges som en sidste udvej og for det kortest mulige passende tidsrum;
(c) ethvert barn, der er berøvet friheden, behandles menneskeligt og med
respekt for menneskets naturlige værdighed og på en måde, der tager hensyn
til deres aldersmæssige behov. Især skal ethvert barn, der er berøvet
friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke
anses at tjene barnets tarv, og skal have ret til at opretholde kontakt med
sin familie gennem brevveksling og besøg, bortset fra under særlige
omstændigheder;
(d) ethvert barn, der er berøvet sin frihed, har ret til hurtig juridisk
og anden passende bistand samt ret til at få lovligheden af sin
frihedsberøvelse prøvet ved en domstol eller anden kompetent, uafhængig og
upartisk myndighed og til hurtig afgørelse af enhver sådan sag.
Artikel 38
1. Deltagerstaterne påtager sig at respektere og sikre respekt for de
bestemmelser i international humanitær ret, der er anvendelige på dem under
væbnede konflikter, og som er af betydning for barnet.
2. Deltagerstaterne skal træffe alle gennemførlige forholdsregler for at
sikre, at personer under 15 år ikke tager direkte del i fjendtligheder.
3. Deltagerstaterne skal afstå fra at rekruttere nogen person, der ikke er
fyldt 15 år, i deres væbnede styrker. Ved rekruttering blandt personer, som
er fyldt 15 år, men ikke 18 år, skal deltagerstaterne bestræbe sig på først
at udvælge de ældste.
4. I overensstemmelse med deres forpligtelser i medfør af international
humanitær ret til at beskytte civilbefolkningen under væbnede konflikter skal
deltagerstaterne træffe alle gennemførlige forholdsregler for at sikre
beskyttelse af og omsorg for børn, der er berørt af en væbnet konflikt.
Artikel 39
Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at fremme
fysisk og psykisk helbredelse og resocialisering af et barn, der har været
udsat for enhver form for forsømmelse, udnyttelse eller misbrug, tortur eller
anden form for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller
straf eller væbnede konflikter. Sådan helbredelse og resocialisering skal
finde sted i omgivelser, der fremmer barnets sundhed, selvrespekt og
værdighed.
Artikel 40
1. Deltagerstaterne anerkender retten for ethvert barn, der mistænkes
eller anklages for eller er fundet skyldig i at have begået strafbart
forhold, til at blive behandlet på en måde, der er i overensstemmelse med
fremme af barnets sans for værdighed og værdi, som styrker barnets respekt
for andres menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder, og som
tager barnets alder og ønskeligheden af at fremme, at barnet resocialiseres
og påtager sig en konstruktiv rolle i samfundet, i betragtning.
2. Med henblik herpå og under hensyn til vedkommende bestemmelser i
internationale instrumenter skal deltagerstaterne især sikre, at
(a) intet barn skal mistænkes eller anklages for at have begået strafbart
forhold eller anses for skyldig heri på grund af handlinger eller
undladelser, som ikke var forbudt ved national eller international ret på
tidspunktet for overtrædelsen;
(b) ethvert barn, der mistænkes eller anklages for at have begået
strafbart forhold, har mindst følgende garantier:
(i) at blive anset for uskyldig, indtil skyld er bevist i henhold til
loven;
(ii) at blive oplyst straks og direkte om anklagernes indhold, om
fornødent gennem sine forældre eller værge, og til at få juridisk eller anden
passende bistand til forberedelse og fremstilling af sit forsvar;
(iii) at få sagen afgjort, uden forsinkelse, af en kompetent, uafhængig og
upartisk myndighed eller dømmende organ efter en upartisk procedure i henhold
til loven med tilstedeværelse af en juridisk eller anden passende rådgiver,
medmindre dette ikke anses for at tjene barnets tarv, især i betragtning af
dets alder eller situation, dets forældre eller værge;
(iv) ikke at blive tvunget til at afgive vidneudsagn eller tilstå skyld;
ret til at udspørge eller få forhørt vidner, som påberåbes mod barnet, og til
for egen regning og på lige vilkår at få vidner indkaldt og forhørt;
(v) hvis det anses for at have begået strafbart forhold, at få
beslutningen derom og enhver foranstaltning, der er truffet som følge deraf,
prøvet af en højere kompetent, uafhængig og upartisk myndighed eller dømmende
organ i medfør af loven,
(vi) at få gratis bistand af en tolk, hvis barnet ikke kan forstå eller
tale det sprog, der anvendes;
(vii) at få sit privatliv respekteret fuldt ud på alle stadier af
sagsforløbet.
3. Deltagerstaterne skal søge at fremme indførelsen af love,
fremgangsmåder, myndigheder og institutioner, som er specielt tilpasset børn,
der mistænkes, anklages for eller anses for at have begået strafbart forhold,
herunder især:
(a) fastlæggelse af en minimumsalder, under hvilken børn anses ikke at
være istand til at begå strafbart forhold,
(b) forholdsregler, hvor det er hensigtsmæssigt og ønskeligt, til at tage
vare på sådanne børn uden at involvere retsinstanserne, forudsat at
menneskerettigheder og retsgarantier respekteres i fuldt omfang.
4. Forskellige forholdsregler, såsom omsorg, vejledning og tilsynsføring,
rådgivning, prøveløsladelse, plejeaftaler, undervisning og
erhvervsorienterede uddannelsesprogrammer og andre alternativer til
anbringelse i institution, skal være til rådighed for at sikre, at børn
behandles på en måde, der tjener deres tarv og står i passende forhold til
både deres personlige forhold og til forbrydelsen.
Artikel 41
Intet i denne konvention skal have virkning på nogen bestemmelse, der er
gunstigere med hensyn til virkeliggørelse af barnets rettigheder og som kan
være indeholdt i:
(a) en deltagerstats lovgivning, eller
(b) den for staten gældende internationale ret.
Kapitel II
Artikel 42
Deltagerstaterne forpligter sig til gennem passende og aktive
forholdsregler at gøre principperne og bestemmelserne i konventionen
almindeligt bekendt for både voksne og børn.
Artikel 43
1. Med henblik på at undersøge hvilke fremskridt, deltagerstaterne gør for
at opfylde de forpligtelser, de har påtaget sig i henhold til denne
konvention, oprettes en Komite vedrørende Barnets Rettigheder, som skal
udføre de opgaver, der angives nedenfor.
2. Komiteen skal bestå af ti eksperter af høj moralsk anseelse og
anerkendt sagkundskab på det område, som denne konvention omfatter.
Medlemmerne af Komiteen vælges af deltagerstaterne blandt disses statsborgere
og skal virke i deres personlige egenskab, idet der skal tages hensyn til
ligelig geografisk fordeling og de væsentligste retssystemer.
3. Komiteens medlemmer vælges ved hemmelig afstemning på grundlag af en
fortegnelse over personer, der er indstillet af deltagerstaterne. Enhver
deltagende stat kan indstille een person, der er statsborger i den pågældende
stat.
4. Det første valg til Komiteen finder sted senest seks måneder efter
dagen for denne konventions ikrafttræden og derefter hvert andet år. Mindst
fire måneder før datoen for hvert valg skal De Forenede Nationers
Generalsekretær skriftligt opfordre deltagerstaterne til inden 2 måneder at
indstille kandidater til Komiteen. Generalsekretæren udarbejder derefter en
alfabetisk fortegnelse over samtlige således indstillede personer med
angivelse af de deltagerstater, der har indstillet dem, og fremsender
fortegnelsen til konventionens deltagerstater.
5. Valgene finder sted på møder mellem deltagerstaterne, som indkaldes af
Generalsekretæren ved FNs hovedsæde. Ved disse møder, der for at være
beslutningsdygtige kræver deltagelse af 2/3 af deltagerstaterne, indvælges i
Komiteen de personer, der opnår flest stemmer og absolut flertal af de
stemmer, der afgives af de tilstedeværende og stemmeafgivende repræsentanter
for deltagerstaterne.
6. Komiteens medlemmer vælges for et tidsrum af fire år. De kan genvælges,
såfremt de genindstilles. Embedsperioden for fem af de medlemmer, der er
valgt ved det første valg, udløber dog efter to år; straks efter første valg
udpeges disse fem medlemmer ved lodtrækning, foretaget af formanden for
mødet.
7. Hvis et medlem af Komiteen dør, nedlægger sit hverv eller erklærer, at
han eller hun af anden grund ikke længere kan varetage sine forpligtelser i
Komiteen, udpeger den deltagerstat, som indstillede vedkommende, med
forbehold af Komiteens godkendelse, en anden ekspert blandt sine statsborgere
til at virke i den resterende del af perioden.
8. Komiteen fastsætter selv sin forretningsorden.
9. Komiteen vælger personer til at beklæde sine tillidsposter for en
periode på to år.
10. Komiteens møder afholdes som regel ved FNs hovedsæde eller et andet
passende sted efter Komiteens bestemmelse. Komiteen mødes normalt årligt.
Varigheden af Komiteens møder fastlægges, og gennemgås om nødvendigt, på et
møde mellem deltagerstaterne i denne konvention, med forbehold af
FN-Generalforsamlingens godkendelse.
11. De Forenede Nationers Generalsekretær stiller i nødvendigt omfang
personale og øvrige faciliteter til rådighed for Komiteen, således at denne
effektivt kan udøve sine funktioner i henhold til denne konvention.
12. Med Generalforsamlingens godkendelse modtager medlemmerne af Komiteen,
der er oprettet i henhold til denne konvention, vederlag af De Forenede
Nationers midler på de vilkår og betingelser, som Generalforsamlingen
beslutter.
Artikel 44
1. Deltagerstaterne forpligter sig til gennem De Forenede Nationers
Generalsekretær at afgive beretninger til Komiteen om de foranstaltninger, de
har truffet for at virkeliggøre de rettigheder, der er anerkendt i
konventionen, og om de fremskridt, der er gjort med hensyn til nydelsen af
disse rettigheder:
(a) inden to år fra konventionens ikrafttræden i den pågældende
deltagerstat,
(b) herefter hvert femte år.
2. Beretninger aflagt i medfør af denne artikel skal angive forhold og
eventuelle vanskeligheder, der indvirker på omfanget af opfyldelsen af
forpligtelserne ifølge denne konvention. Beretningerne skal også indeholde
tilstrækkelig oplysning til at gøre det muligt for Komiteen at få omfattende
forståelse af konventionens gennemførelse i vedkommende land.
3. En deltagerstat, som har aflagt en omfattende første beretning til
Komiteen, behøver ikke i sine efterfølgende beretninger aflagt i henhold til
stykke 1 (b) at gentage grundlæggende oplysninger, der er givet tidligere.
4. Komiteen kan anmode deltagerstaterne om yderligere oplysninger
vedrørende konventionens gennemførelse.
5. Komiteen skal hvert andet år gennem Det Økonomiske og Sociale Råd
aflægge beretning om sin virksomhed til De Forenede Nationers
Generalforsamling.
6. Deltagerstaterne skal gøre sine beretninger almindeligt tilgængelige
for offentligheden i deres egne lande.
Artikel 45
Med henblik på at fremme en effektiv gennemførelse af konventionen og det
internationale samarbejde på det område, der er omfattet af konventionen,
(a) skal særorganisationerne, UNICEF og andre af De Forenede Nationers
organer have adgang til at være repræsenteret under gennemgangen af
gennemførelsesforanstaltningerne, vedrørende de bestemmelser i denne
konvention, som falder inden for rammerne af deres mandat. Komiteen kan
opfordre særorganisationer, UNICEF og andre kompetente organer, som den
finder egnede, til at yde sagkyndig rådgivning om konventionens gennemførelse
på områder, der falder inden for rammerne af deres respektive mandater.
Komiteen kan opfordre særorganisationerne, UNICEF og andre organer af De
Forenede Nationer til at aflægge beretning om konventionens gennemførelse på
områder inden for rammerne af deres virksomhed.
(b) Komiteen fremsender, når den anser det for hensigtsmæssigt, til
særorganisationerne, UNICEF og andre kompetente organer alle de beretninger
fra deltagerstaterne, der indeholder en anmodning om eller viser et behov for
teknisk rådgivning eller bistand, tillige med Komiteens bemærkninger og
eventuelle forslag vedrørende disse anmodninger eller behov.
(c) Komiteen kan henstille til Generalforsamlingen at anmode
Generalsekretæren om for Komiteens regning at foretage undersøgelser af
særlige emner vedrørende barnets rettigheder.
(d) Komiteen kan fremkomme med forslag og generelle anbefalinger på
grundlag af de oplysninger, som er modtaget i medfør af artiklerne 40 og 45
af denne konvention. Sådanne forslag og generelle anbefalinger oversendes til
enhver berørt deltagerstat og indberettes til Generalforsamlingen tilligemed
eventuelle bemærkninger fra deltagerstaterne.
Kapitel III
Artikel 46
Denne konvention kan undertegnes af enhver stat.
Artikel 47
Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenter skal
deponeres hos De Forenede Nationers Generalsekretær.
Artikel 48
Denne konvention skal forblive åben for tiltrædelse for alle stater.
Tiltrædelsesinstrumenter skal deponeres hos De Forenede Nationers
Generalsekretær.
Artikel 49
1. Denne konvention træder i kraft den 30. dag efter datoen for deponering
af det 20. ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument hos De Forenede
Nationers Generalsekretær.
2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne konvention efter
deponeringen af det 20. ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, træder
konventionen i kraft på den 30. dag efter deponeringen af statens eget
ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 50
1. Enhver deltagerstat kan stille ændringsforslag til konventionen og
indsende det til De Forenede Nationers Generalsekretær. Generalsekretæren
skal derefter sende ændringsforslaget til deltagerstaterne med anmodning om
at disse meddeler, hvorvidt de ønsker, at deltagerstaterne indkaldes til en
konference med det formål at behandle og stemme om forslagene. Såfremt mindst
en trediedel af deltagerstaterne inden fire måneder efter datoen for en sådan
udsendelse af ændringsforslag fremsætter ønske om en sådan konference, skal
Generalsekretæren indkalde til konferencen i De Forenede Nationers regi.
Enhver ændring, som vedtages af et flertal af de deltagerstater, der er til
stede og afgiver deres stemme på konferencen, skal forelægges De Forenede
Nationers Generalforsamling til godkendelse.
2. Et ændringsforslag, der vedtages i overensstemmelse med denne artikels
stykke 1, træder i kraft, når det er godkendt af De Forenede Nationers
Generalforsamling og er blevet vedtaget med to trediedels flertal af
deltagerstaterne.
3. Når en ændring træder i kraft, er den bindende for de deltagerstater,
som har godkendt den, mens de øvrige deltagerstater stadig er bundet af
bestemmelserne i denne konvention og eventuelle tidligere ændringer, som de
har godkendt.
Artikel 51
1. De Forenede Nationers Generalsekretær skal modtage og til alle stater
udsende teksten til forbehold, som staterne har taget på tidspunktet for
ratifikation eller tiltrædelse.
2. Et forbehold, der er uforeneligt med denne konventions hensigt og
formål, skal ikke tillades.
3. Forbehold kan til enhver tid trækkes tilbage ved meddelelse herom til
De Forenede Nationers Generalsekretær, som derefter skal give meddelelse
derom til alle stater. En sådan meddelelse træder i kraft den dag, hvor den
modtages af Generalsekretæren.
Artikel 52
En deltagerstat kan opsige denne konvention ved skriftlig meddelelse til
De Forenede Nationers Generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft eet år efter
den dag, hvor Generalsekretæren har modtaget denne.
Artikel 53
De Forenede Nationers Generalsekretær er udpeget til depositar for denne
konvention.
Artikel 54
Originalen af denne konvention, hvis arabiske, kinesiske, engelske,
franske, russiske og spanske tekster har lige gyldighed, deponeres hos De
Forenede Nationers Generalsekretær.
Bemærkninger til forslaget
I. Konventionens forhistorie og vedtagelse
1. Den internationale beskyttelse af menneskerettighederne er i dag
hovedsageligt reguleret i internationale konventioner, som gælder generelt
for både børn og voksne. De to FN-konventioner af 16. december 1966 om
henholdsvis borgerlige og politiske rettigheder, og økonomiske, sociale og
kulturelle rettigheder udgør hovedhjørnestenene i dette regelsæt. I europæisk
sammenhæng er det Den Europæiske Menneskerettighedskonvention af 4. november
1950 med tilhørende tillægsprotokoller, der er det vigtigste grundlag.
2. Den 20. november 1959 vedtog FN's Generalforsamling en Erklæring om
Barnets Rettigheder. Erklæringen er alene politisk og således ikke
folkeretligt bindende.
I 1979, Det Internationale Børneår, nedsatte FN's
Menneskerettighedskommission på et polsk initiativ en arbejdsgruppe med den
opgave at udarbejde et udkast til en konvention om barnets rettigheder. I
denne arbejdsgruppe deltog et stort antal lande fra alle dele af verden,
herunder de nordiske lande.
Det endelige udkast til Konventionen om Barnets Rettigheder blev vedtaget
af FN's Generalforsamling den 20. november 1989 og dermed på 30-års dagen for
FN-Erklæringen om Barnets Rettigheder og 10 år efter Det Internationale
Børneår.
Konventionen bygger på en grundlæggende erkendelse af, at børn udgør en
sårbar gruppe i samfundet, som har behov for særlig beskyttelse. Konventionen
om Barnets Rettigheder er den første FN-konvention, der giver rettigheder
særligt til børn og som pålægger konventionsdeltagerne konkrete juridiske
forpligtelser særligt overfor børn.
Konventionen blev vedtaget af FN's Generalforsamling uden afstemning.
Samtidig besluttede Generalforsamlingen med stemmetallene 137-1-1, at
omkostningerne ved at overvåge konventionens gennemførelse skal dækkes af
FN's regulære budget. USA stemte mod og Japan afstod. Med denne beslutning
har Generalforsamlingen opnået, at overvågningen af konventionens
gennemførelse næppe bliver hæmmet af mangel på finansielle ressourcer,
således som det har været tilfældet med flere andre af FN's
Menneskerettighedskonventioner.
3. Konventionen blev åbnet for undertegnelse den 26. januar 1990. Den
undertegnedes samme dag af 61 lande, herunder Danmark og de øvrige nordiske
lande.
II. Konventionens ikrafttrædelse
Konventionen trådte i kraft den 2. september 1990 efter at være blevet
ratificeret af 20 lande. Pr. 14. januar 1991 havde ialt 130 lande undertegnet
konventionen, og 69 lande havde ratificeret eller tiltrådt den, herunder 7
vestlige lande, nemlig Sverige, Frankrig, Portugal, Malta, Spanien,
Australien og Norge.
III. Danmarks ratifikation
Ved ratifikationen påtager Danmark sig en folkeretlig forpligtelse til at
indrette sine nationale retsregler og sin administrative praksis således, at
de i konventionen opstillede krav opfyldes.
Spørgsmålet om ratifikation har været forelagt Justitsministeriet,
Arbejdsministeriet, Indenrigsministeriet, Socialministeriet og
Undervisningsministeriet, der alle har udtalt deres tilslutning til dansk
ratifikation.
Justitsministeriet har givet udtryk for, at der i forbindelse med
ratifikationen bør tages et forbehold om, at Danmark ikke ønsker at være
bundet af konventionens artikel 40, stk.2,(b), (v).
Justitsministeriet har endvidere anmodet om, at der ved ratifikationen
tages foreløbigt forbehold for så vidt angår Færøerne og Grønland under
hensyn til, at konventionen endnu ikke har været forelagt hjemmestyret i
disse landsdele.
IV Konventionens indhold
A. Oversigt over Konventionens bestemmelser
Kapitel I (art. 1-41) indeholder konventionens materielle bestemmelser.
Kapitel II (art. 42-45) angiver reglerne om den internationale kontrol med
konventionens efterlevelse (implementeringen). Kapitel III (art. 46-54)
indeholder sædvanlige afslutningsbestemmelser om ratifikation, ikrafttræden
m.v.
B. Gennemgang af konventionens enkelte bestemmelser og deres forhold
til dansk ret
I præamblen fremhæves medlemsstaternes forpligtelser i henhold til
FN-Pagten til at fremme respekten for de grundlæggende menneskerettigheder.
Endvidere erindres om, at det i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder
og i de internationale menneskerettighedskonventioner er blevet fastslået, at
enhver er berettiget til alle de deri nævnte rettigheder uden
forskelsbehandling, samt at børn har behov for særlig omsorg og bistand.
Kapitel I
Artikel 1 definerer børn som alle mennesker under 18 år, medmindre den
nationale lovgivning bestemmer, at myndighedsalderen nås tidligere.
Artikel 2 indeholder en forpligtelse for deltagerstaterne til på
deres territorium at respektere og sikre, at børn uanset køn, race og sprog
m.v. nyder godt af de rettigheder, som er fastslået i konventionen.
Deltagerstaterne pålægges desuden pligt til at tage de nødvendige skridt til
at sikre, at børn beskyttes mod alle former for diskrimination på grund af
forældrenes eller andre familiemedlemmers baggrund, status m.v.
Konventionen fastslår i artikel 3 , at barnets tarv skal være et
overordnet princip i alle spørgsmål, som vedrører barnet.
Artikel 4 pålægger deltagerstaterne at tage alle nødvendige skridt
med henblik på at gennemføre de rettigheder, som konventionen anerkender. For
så vidt angår økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder skal dette efter
behov ske i internationalt samarbejde.
Artikel 5 pålægger deltagerstaterne at respektere de rettigheder,
som forældrene, efter omstændighederne familien i bredere forstand og
samfundet, har til at vejlede barnet i overensstemmelse med de i konventionen
anerkendte rettigheder.
Barnets ret til at leve og vokse op fastslås i artikel 6 .
Det har været overvejet, hvorvidt denne bestemmelse er i overensstemmelse
med den danske lovgivning om svangerskabsafbrydelse.
Det fremgår af forarbejderne til konventionen, at spørgsmålet om legal
svangerskabsafbrydelse har været drøftet navnlig i relation til præamblens
pkt. 9 . Dette punkt henviser til Erklæringen om Barnets Rettigheder af
20. november 1959, hvorefter »barnet som følge af sin fysiske eller
åndelige umodenhed har behov for særlig beskyttelse og omsorg, herunder
passende juridisk beskyttelse, både før og efter fødslen.«
Adskillige delegationer, herunder den danske, talte under arbejdet med
konventionen mod denne formulering ud fra den opfattelse, at konventionen kun
skal behandle barnets rettigheder efter fødslen. Andre delegationer mente, at
konventionen skulle beskytte barnet fra undfangelsen. Som kompromis blev den
ovennævnte tekst indsat, således at formanden for arbejdsgruppen på dennes
vegne afgav erklæring om, at formålet med formuleringen i præamblen ikke var
at præjudicere staternes fortolkning af artikel 1 (nu artikel 1 og artikel 6)
eller andre bestemmelser i konventionen.
På denne baggrund findes der ikke at være noget til hinder for, at man fra
dansk side fortolker konventionen således, at den kun vedrører barnets
forhold efter fødslen. Der er derfor ikke behov for at tage forbehold for
artikel 6.
Artikel 7 bestemmer, at alle børn har ret til at få et navn, opnå
et statsborgerskab og blive registreret umiddelbart efter fødslen.
Det har været overvejet, hvorvidt kravet om retten til at opnå et
statsborgerskab er opfyldt i dansk ret.
Efter Indfødsretsloven erhverves dansk statsborgerskab ved fødslen, hvis
barnet er født i ægteskab og mindst en af forældrene er dansk, eller - for så
vidt angår børn født udenfor ægteskab - hvis moderen er dansk. Endvidere
anses hittebørn, der er fundet her i riget, for at have dansk
statsborgerskab.
I relation til konventionens artikel 7 kan der stilles spørgsmål om
retsstillingen i tilfælde, hvor barnet er født i Danmark af statsløse
forældre. Sådanne børn kan få dansk statsborgerskab ved naturalisation, dvs.
ved optagelse i et forslag til lov om indfødsret, der vedtages af
Folketinget. De pågældende har dog intet egentligt retskrav på
naturalisation, idet det i hvert enkelt tilfælde afhænger af Folketingets
skøn, om der meddeles naturalisation.
I praksis er der dog faste retningslinier for, hvornår naturalisation bør
meddeles, jfr. Indenrigsministeriets cirkulære nr. 17 af 2. februar 1990.
Efter ratifikation af konventionen bør der formentlig indføjes en bestemmelse
i cirkulæret om Danmarks forpligtelser i medfør af konventionen.
Da der er praksis for at meddele naturalisation til de ansøgere, der
opfylder cirkulærets bestemmelser, vil der hermed være opnået stor sikkerhed
for, at konventionens regler følges, også selvom de pågældende børn ikke kan
siges at have et egentligt retskrav på at opnå statsborgerskab.
Det tilføjes, at en helt tilsvarende bestemmelse findes i FN's Konvention
om Borgerlige og Politiske Rettigheder, som Danmark har ratificeret uden
forbehold på dette punkt.
Set på denne baggrund findes det ikke påkrævet at tage forbehold til denne
bestemmelse.
Artikel 8 fastslår deltagerstaternes forpligtelse til at
respektere barnets ret til at bevare sin identitet, herunder at have et
statsborgerskab og bære et navn.
Artikel 9 pålægger deltagerstaterne at garantere, at et barn ikke
adskilles fra sine forældre mod deres vilje, medmindre kompetente myndigheder
træffer beslutning herom i overensstemmelse med gældende ret og under hensyn
til barnets tarv.
Skilles et barn fra sine forældre har barnet ret til at opretholde kontakt
med forældrene, med mindre det vil stride mod barnets tarv. Sker adskillelsen
på myndighedernes initiativ har staten pligt til på begæring at oplyse de
berørte personer om de øvrige parters opholdssted. Det er dog også her en
betingelse, at oplysning herom kan ske uden at barnets tarv lider skade.
I artikel 10 fastslås det, at ansøgninger fra børn eller forældre
om ind- eller udrejse fra et land i familiesammenføringsøjemed skal behandles
hurtigt og positivt. Med henblik på at opretholde kontakt med hinanden skal
børn og forældre, som opholder sig i forskellige lande, desuden som
hovedregel have ret til udrejse fra et hvilket som helst land og indrejse i
deres eget land.
Deltagerstaterne forpligter sig i medfør af artikel 11 til at
gennemføre foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlig fjernelse af børn til
og manglende tilbagevenden fra udlandet. Dette kan bl.a. ske gennem indgåelse
af bilaterale eller multilaterale traktater om spørgsmålet.
Artikel 12 omhandler barnets ret til frit at give udtryk for egne
synspunkter i alle forhold, der vedrører det selv. Barnets synspunkter skal
tillægges betydning set i forhold til barnets alder og modenhed.
Artikel 13-16 indeholder bestemmelser om barnets ytringsfrihed,
tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed
samt om retten til respekt for privat- og familieliv.
Der er her tale om rettigheder, som alle mennesker i Danmark nyder godt
af, dog med visse lovregulerede begrænsninger, således som det også er
forudsat i konventionen.
Efter Myndighedslovens § 7, stk.1 kan forældremyndighedens indehaver
træffe afgørelse om barnets personlige forhold ud fra barnets interesse og
behov. Forældrene kan således, ud fra en vurdering af, hvad der er i barnets
interesse, foretage en række begrænsninger i barnets udfoldelsesmuligheder,
herunder i udøvelsen af de ovennævnte rettigheder.
Man kunne på denne baggrund rejse spørgsmål om, hvorvidt forældrenes ret
til at udøve forældremyndighed - især over for større børn - er i strid med
konventionens bestemmelser.
Artiklerne 13-16 skal ses i sammenhæng med konventionens artikel 5. Ifølge
denne bestemmelse skal staterne respektere forældrenes ansvar, rettigheder og
pligter til i overensstemmelse med barnets udvikling at give passende råd og
vejledning i forbindelse med barnets udøvelse af de rettigheder, der følger
af konventionen. Konventionen anerkender således det princip, at forældrenes
omsorgspligt overfor barnet medfører en ret for forældrene til at gøre
indskrænkninger i barnets handlefrihed, når det må antages at være til
barnets bedste.
Konventionen er således i overensstemmelse med dansk ret på dette punkt.
Tilbage står spørgsmålet, hvorledes man sikrer, at forældrenes begrænsning
af barnets handlefrihed ikke får mere indgribende karakter, end hvad der er
nødvendigt for bedst muligt at varetage barnets tarv.
Efter Bistandslovens § 32 påhviler det kommunalbestyrelsen at føre tilsyn
med de forhold, hvorunder børn i kommunen lever og at støtte forældrene med
hensyn til børnenes opdragelse og pleje. Bistandsloven giver endvidere
kommunen mulighed for at bistå forældrene og iværksætte
hjælpeforanstaltninger, når barnet lever under utilfredsstillende forhold.
For så vidt angår artikel 13 , der omhandler barnets ytringsfrihed,
bemærkes, at Undervisningsministeriet, Direktoratet for Folkeskolen og
Seminarierne, ved cirkulære nr. 283 af 16. november 1970 har givet
retningslinier for udgivelse af skoleblade. Undervisningsministeriet agter at
ophæve cirkulæret i forbindelse med ratifikationen, idet det er tvivlsomt, om
cirkulæret er i overensstemmelse med konventionen. Efter artikel 14, stk.
2, skal deltagerstaterne respektere forældrenes rettigheder og pligt til
at give retningslinier for barnet med henblik på barnets udøvelse af sin ret
til tanke-, samvittigheds~ og religionsfrihed. Det bemærkes i denne
forbindelse, at det i tilfælde, hvor forældrene lever adskilt, jf. artikel 9,
er den af forældrene, der har forældremyndigheden, der har ret og pligt til
at vejlede barnet.
Artikel 17 forpligter deltagerstaterne til at sikre barnets ret
til at søge oplysning fra forskellige nationale og internationale kilder,
navnlig sådanne oplysninger, som tager sigte på at forbedre barnets sociale
forhold og fysiske og psykiske helbred. I den forbindelse forpligter
deltagerstaterne sig til at opfordre massemedierne til at udbrede oplysning
om forhold af kulturel og social værdi for barnet.
Artikel 18 fastslår, at deltagerstaterne i videst muligt omfang
skal sikre princippet om begge forældres fælles ansvar for barnets opdragelse
og udvikling.
Artikel 19 pålægger deltagerstaterne at træffe passende
foranstaltninger til beskyttelse af barnet mod enhver form for fysisk eller
psykisk mishandling, forsømmelse eller udnyttelse, herunder seksuel misbrug.
Artikel 20 omhandler børn, som er afskåret fra deres familie eller
som af hensyn til eget bedste ikke kan tillades at forblive i hjemmet. Stykke
1 fastslår, at sådanne børn skal have ret til særlig beskyttelse og bistand
fra statens side. Stykke 2 pålægger deltagerstaterne i overensstemmelse med
deres nationale lovgivning at sikre alternativ omsorg for disse børn. I
stykke 3 gives eksempler på sådan alternativ omsorg; der nævnes anbringelse i
pleje, kafalah efter islamisk ret, adoption og om nødvendigt anbringelse i
børneinstitutioner.
Det fastslås, at man ved afgørelse af, hvor barnet skal placeres, bl.a.
skal tage hensyn til barnets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige
baggrund.
Artikel 21 indeholder bestemmelser om adoption. Det understreges
bl.a., at barnets tarv skal være det vigtigste hensyn ved adoption.
Beslutning om adoption må kun træffes af deltagerstaternes kompetente
myndigheder. Ved internationale adoptioner har deltagerstaterne desuden en
forpligtelse til at sikre, at personer, som har medvirket ved adoptionen ikke
opnår upassende økonomisk gevinst.
Artikel 22 omhandler flygtningebørn og børn, som søger
flygtningestatus. Det fastslås, at deltagerstaterne skal give disse børn den
nødvendige beskyttelse og humanitær bistand, eventuelt i internationalt
samarbejde, bl.a. inden for rammerne af FN, med henblik på, at barnet skal
kunne genforenes med sin familie.
Artikel 23 anerkender det handicappede barns ret til særlig omsorg
og indeholder bl.a. bestemmelser, ifølge hvilke børn med fysiske eller
psykiske handicaps bør sikres et indholdsrigt og menneskeværdigt liv med
aktiv deltagelse i samfundslivet.
Artikel 24 fastslår barnets ret til at nyde godt af den højest
opnåelige standard på sundheds- og sygdomsbehandlingsområdet efter nærmere
angivne retningslinier. Af områder, hvor deltagerstaterne forpligter sig til
at gøre en særlig indsats, nævnes bl.a. modvirkning af spædbørns- og
børnedødelighed samt underernæring.
Artikel 25 omhandler børn anbragt uden for hjemmet med henblik på
at få pleje, beskyttelse eller behandling af hensyn til deres fysiske eller
psykiske sundhed. Bestemmelsen fastslår disse børns ret til, at der
gennemføres en regelmæssig vurdering af behandlingen og af alle
omstændigheder af betydning for deres anbringelse.
Artiklerne 26 og 27 indeholder regler om barnets ret til social
sikkerhed og rettigheder vedrørende økonomisk og social udvikling.
Artiklerne 28 og 29 indeholder regler om barnets ret til
uddannelse, herunder en forpligtelse for deltagerstaterne til at gøre
grunduddannelse tvungen og gratis for alle. Herudover opregnes de
grundlæggende formål med børns uddannelse.
Artikel 30 omhandler børn fra etniske, religiøse eller sproglige
mindretal og urbefolkninger, og deres ret til at dyrke egen religion og
kultur, og bruge eget sprog m.v.
Artikel 31 regulerer barnets ret til hvile, leg og rekreation, og
retten til at deltage i kunst- og kulturliv.
Artikel 32 anerkender barnets ret til beskyttelse mod økonomisk
udnyttelse og deltagelse i farligt eller skadeligt arbejde samt arbejde, som
forhindrer barnet i at modtage uddannelse. Herudover fastslår artiklen bl.a.,
at der skal fastsættes minimumsalder for adgang til ansættelse og regler om
arbejdstid og arbejdsvilkår.
Artikel 33 indeholder forpligtelser for deltagerstaterne til at
beskytte børn mod ulovlig brug af narkotiske og psykotrope stoffer og mod
udnyttelse i forbindelse med produktion og handel med sådanne stoffer.
Artikel 34 pålægger deltagerstaterne at beskytte barnet mod
seksuel udnyttelse, herunder mod børneprostitution og børnepornografi.
Artikel 35 pålægger deltagerstaterne at forebygge bortførelse og
salg af børn.
Artikel 36 indeholder et generelt påbud om at beskytte børn mod
alle former for udnyttelse, som på nogen måde kan skade barnet.
Artikel 37 (a) forbyder tortur og anden nedværdigende behandling
eller straf, herunder dødsstraf eller fængelsstraf på livstid uden mulighed
for løsladelse, for handlinger begået af personer under 18 år.
Artikel 37 (b) forbyder vilkårlig eller ulovlig frihedsberøvelse
af børn og fastslår, at frihedsberøvelse af børn skal have lovhjemmel.
Artikel 37 (d) foreskriver retsgarantier for og advokatbistand til
frihedsberøvede børn.
Dansk ret er i overensstemmelse med disse regler.
Ifølge artikel 37 (c) skal ethvert barn, der er berøvet friheden,
behandles menneskeligt og med respekt for menneskets naturlige værdighed og
på en måde, der tager hensyn til de særlige behov, der skyldes barnets alder.
Navnlig skal et frihedsberøvet barn adskilles fra voksne, medmindre en sådan
adskillelse anses for ikke at tjene barnets tarv.
For så vidt angår bestemmelsens sidste punktum bemærkes, at Danmark har
taget forbehold for en tilsvarende bestemmelse i Den Internationale
Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder fra 1966. Denne bestemmelse
er imidlertid mere absolut formuleret end bestemmelsen i artikel 37 (c), idet
den ikke giver mulighed for at fravige hovedreglen, hvis det tjener barnets
tarv.
Beskyttelsessynspunktet, der ligger bag reglen i artikel 37 (c), kan
regeringen ganske tilslutte sig. Imidlertid er det nu almindeligt anerkendt,
at der ikke i moderne fængselssystemer bør stilles et ubetinget krav om
adskillelse af unge og ældre. Denne mere fleksible holdning har bl.a. fundet
udtryk i den seneste udgave af De Europæiske Fængselsreglers artikel 11. Det
fremgår af bemærkningerne til denne bestemmelse, der er tiltrådt af
Europarådets medlemsstater, at moderne kriminalpolitik ikke længere kræver
absolut adskillelse af unge og ældre. Reglerne er blevet lempet, fordi man
finder, at kontakt mellem forskellige grupper af indsatte kan have en gunstig
virkning, eller i hvert fald ikke en negativ virkning. Man finder således, at
unge under visse omstændigheder kan drage nytte af den stabilitet, der kan
udspringe af samvær med ældre indsatte.
Danmark har tidligere haft særlige ungdomsfængsler. Denne ordning gav
imidlertid store problemer, blandt andet fordi de unge, ofte særdeles aktive
kriminelle havde en meget uheldig indflydelse på hinanden. Et enigt Folketing
nedlagde i begyndelsen af 1970'erne ungdomsfængslerne og i dag lægger man i
stedet vægt på, at forholdene i fængslerne i videst mulige omfang minder om
forholdene udenfor, at fængslerne er så åbne som muligt, samt at
fængselspersonalet er tilstrækkeligt talstærkt og veluddannet. Et hovedformål
med den nuværende ordning er således at fremme resocialiseringen af unge
lovovertrædere bedst muligt. Det bemærkes i øvrigt, at indsatte i danske
fængsler - i modsætning til indsatte i mange andre fængselssystemer - som
udgangspunkt anbringes i enecelle. Hovedreglen i artikel 37 (c) må antages at
tage særligt sigte på lande, hvor mange indsatte anbringes i samme celle.
Det bemærkes, at der også er et geografisk hensyn at tage til unge
fængslede, idet de i videst mulige omfang bør forblive i nærheden af deres
familie, så kontakten med denne kan bevares. Dette hensyn ville blive
vanskeligt at varetage, såfremt unge lovovertrædere blev samlet i een bestemt
institution. Det bemærkes i denne forbindelse, at der i den senere tid typisk
har siddet 5-10 unge varetægtsfængslede og været 4-5 unge strafafsonere i
kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.
Det findes således ikke at tjene barnets tarv at anbringe det i særlige
fængsler, arresthuse eller afsnit for unge lovovertrædere. Derimod kan der
naturligvis i det konkrete tilfælde være grunde, der bevirker, at det er
ønskeligt at adskille en ung fra kontakt med mere erfarne kriminelle. Det vil
oftere være tilfældet i lukkede fængsler end åbne fængsler og arresthuse.
Findes der behov herfor, vil adskillelse finde sted.
Som nævnt åbner bestemmelsen mulighed for, at børn kan anbringes i samme
institution som voksne, hvis en sådan anbringelse anses for forenelig med
barnets tarv. Det er regeringens opfattelse, at det danske fængselssystem er
indrettet på en sådan måde, at Danmark opfylder konventionens krav for så
vidt angår unge lovovertrædere.
Deltagerstaterne skal ifølge artikel 38 respektere og sikre respekt
for folkerettens regler om beskyttelse af ofre for væbnede konflikter, som er
af betydning for børn.
Det pålægges deltagerstaterne at undlade at rekruttere børn under 15 år
til deres væbende styrker, ligesom de skal sikre, at børn ikke tager direkte
del i fjendtligheder. Endelig forpligter deltagerstaterne sig til at beskytte
børn, der er berørt af væbnede konflikter, i overensstemmelse med
folkerettens bestemmelser om beskyttelse af civilbefolkningen.
Udformningen af bestemmelsen om rekruttering af børn til de væbnede
styrker og børns inddragelse i væbnede konflikter har været et af de
vanskeligste spørgsmål under udarbejdelsen af konventionen.
Det oprindelige udkast herom, der forelå som et resultat af
arbejdsgruppens gennemgang på mødet i januar 1987, blev af Amnesty
International og Den Internationale Røde Kors Komite kritiseret for ikke at
yde tilstrækkelig beskyttelse af børn og unge. I lyset heraf blev der på
arbejdsgruppens møde i januar 1988 opnået enighed om, at artikel 38
(daværende artikel 20) skulle omformuleres i overensstemmelse med artikel 77
i Geneve-konventionens tillægsprotol I, hvorefter aldersgrænsen for
rekruttering til væbnede styrker er fastsat til 15 år, med den tilføjelse, at
for så vidt angår de 15-18 årige, bør de ældste rekrutteres først.
Et forslag fra de nordiske lande om en yderligere beskyttelse mod
rekruttering til væbnede styrker af de 15-18 årige og denne aldersgruppes
inddragelse i alle former for krigshandlinger vandt ikke tilslutning, især
som følge af modstand fra USA og Sovjetunionen.
Artikel 39 pålægger deltagerstaterne at fremme fysisk og psykisk
rehabilitering af børn, som har været udsat for mishandling og tortur m.v.
Artikel 40 opstiller en række vidtgående retsgarantier for børn,
der er sigtet eller tiltalt for strafbare forhold. Med hensyn til enkeltheder
henvises til konventionsteksten, idet der tilføjes følgende bemærkninger:
Artikel 40 stk. 2, (a) fastslår, at intet barn må anklages eller
dømmes ifølge straffelovsbestemmelser med tilbagevirkende kraft.
Dansk ret er i overensstemmmelse med dette princip.
Ifølge artikel 40 stk.2, (b), (v) skal et barn, der dømmes for
overtrædelse af Straffeloven, have adgang til at få afgørelsen herom og
sanktioner i denne forbindelse prøvet af en højere kompetent, uafhængig og
upartisk myndighed eller domstol.
Efter gældende dansk ret er der ikke adgang til efterprøvelse af
skyldspørgsmålet ved anke af nævningesager, jfr. herved Retsplejelovens §
945, stk. 2.
Også i politisager er efterprøvelsesmuligheden begrænset. Den domfældte
kan kun anke, såfremt den pågældende har givet møde i sagen og er blevet
idømt højere straf end 20 dagbøder eller bøde på 3.000 kr. eller konfiskation
af genstande af tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger er
idømt, jfr. Retsplejelovens § 962, stk. 2. Justitsministeriet kan dog tillade
anke, hvis sagen er af principiel karakter eller andre særlige grunde taler
derfor, jfr. bestemmelsen i stk. 3.
Konventionen må antageligt forstås således, at der skal være en ubegrænset
adgang til efterprøvelse.
Da dette krav ikke er opfyldt i dansk ret og da regeringen ikke finder
anledning til at foreslå ændring af dansk lovgivning på dette punkt, vil det
være nødvendigt fra dansk side at tage forbehold til art. 40, stk. 2, (b),
(v).
Danmark har taget et lignende forbehold i relation til FN's Konvention om
Borgerlige og Politiske Rettigheder, art. 14, stk.5, der indeholder en til
konventionens art. 40, stk. 2, (b), (v) svarende bestemmelse.
I artikel 40. stk. 2, (b), (vii) kræves det, at barnets privatliv
respekteres på alle stadier under den strafferetlige proces.
Bestemmelsen rejser spørgsmål i relation til de indgreb, der efter dansk
ret kan benyttes under straffesager, herunder legemsindgreb, ransagning,
beslaglæggelse m.v.
Det er regeringens opfattelse, at bestemmelsen må forstås ud fra en
forudsætning om, at sådanne skridt, der er nødvendige for at
efterforskningens formål kan opfyldes, må kunne foretages under iagttagelse
af de retsgarantier, der er foreskrevet i loven. Herudover må den, der er
sigtet eller tiltalt, ikke udsættes for vilkårlige indgreb, der krænker hans
privatliv.
På denne baggrund finder regeringen, at den danske retsplejelovgivning
opfylder konventionens krav.
Artikel 41 fastslår, at intet i konventionen skal være til hinder
for, at barnet gives en bedre retsstilling ifølge anden lov eller folkeretlig
forpligtelse for vedkommende deltagerstat.
Denne bestemmelse tjener især til at sikre, at konventionen under ingen
omstændigheder kan komme til at betyde, at barnet som følge af konventionen
utilsigtet får en ringere retlig beskyttelse end den beskyttelse, det havde i
forvejen.
Kapitel II
Artikel 42 forpligter deltagerstaterne til at gøre konventionen almindelig
kendt blandt voksne og børn.
Artiklerne 43-44 indeholder konventionens bestemmelser om
international kontrol med deltagerstaternes efterlevelse af konventionen. Der
nedsættes en uafhængig komite, som på linje med komiteerne oprettet i medfør
af kontrolbestemmelserne i andre nyere menneskerettighedskonventioner, f.eks.
FN-Konventionen om Borgerlige og Politiske Rettigheder og FN's
Tortur-konvention, har kompetence til at gennemgå rapporter fra
deltagerstaterne om konventionens gennemførelse.
Ifølge artikel 43 består komiteen af 10 uafhængige eksperter, som
vælges af deltagerstaterne i personlig egenskab.
Artikel 44 fastslår, at deltagerstaterne regelmæssigt skal afgive
beretning til komiteen om de foranstaltninger, der er truffet for at
gennemføre konventionens bestemmelser. Komiteen kan bl.a. komme med forslag
og generelle anbefalinger.
Artikel 45 indeholder bestemmelser om, at FN's særorganisationer,
UNICEF og andre FN-organer kan deltage i komiteens drøftelser af de
foranstaltninger, som deltagerstaterne har truffet med henblik på at
gennemføre konventionen. Herudover kan de give ekspertråd om gennemførelsen
af konventionen på de områder, som ligger indenfor deres respektive
kompetenceområder.
Kapitel III
Artiklerne 46-54 indeholder sædvanlige afslutningsbestemmelser om
konventionens undertegnelse, ratifikation, ikrafttrædelse m.v.
C. Sammenfatning
Gennemgangen overfor under A - B kan herefter sammenfattes således med
henblik på danske lovændringer, forbehold og andre erklæringer i forbindelse
med ratifikationen:
Ratifikationen nødvendiggør ikke ændring af dansk lovgivning.
Foreløbigt territorialt forbehold for så vidt angår Færøerne og Grønland.
Forbehold for så vidt angår artikel 40, stk.2, (b), (v).
Udenrigsministeriet, den 14. januar 1991
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse af ILO-konvention af 1974 om forebyggelse af og kontrol med sundhedsmæssige farer på arbejdspladsen forårsaget af kræftfremkaldende stoffer og midler (* 1) (* 2) Retsinformation · 19. oktober 1979
- Bekendtgørelse af valgfri protokol af 25. maj 2000 til FN-konventionen om barnets rettigheder vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter Retsinformation · 11. december 2002
- Forslag til folketingsbeslutning om inkorporering af FN's børnekonvention i dansk ret Retsinformation · 30. oktober 2003
- Forslag til folketingsbeslutning Retsinformation · 17. december 2001
- Bekendtgørelse af ILO-konvention nr. 182 af 1999 om forbud mod og omgående indsats til afskaffelse af de værste former for børnearbejde Retsinformation · 20. december 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om opsigelse af FN’s konvention om begrænsning af statsløshed Retsinformation · 19. januar 2011