Spring til indhold

Retsinformation

1991 BSF 42 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPFØLGNING AF UDVIKLINGSPROGRAMMET FOR FOLKESKOLEN OG SKOLEN SOM LOKALT KULTURCENTER

1991/1 BSF 42Beslutningsforslag som fremsatFolketinget20. december 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget opfordrer regeringen til ved udformningen af en ny lov

om folkeskolen at tage udgangspunkt i erfaringerne fra det

gennemførte forsøgs- og udviklingsarbejde under 7-punkts-programmet

og i overensstemmelse hermed også i principperne i dette

beslutningsforslag.

1. Skolen som lokalt kulturcenter

For at skabe større helhed i sammenhængen mellem skolens undervisning og

lokalsamfundet fremmes mulighederne for, at den enkelte skole kan udvikles

til et lokalt kulturcenter.

2. Skolens faglige indhold

Det tilstræbes, at skolens grundlæggende kundskaber ordnes i bredere

fagområder, der tilrettelægges inden for fleksible rammer.

De praktisk/musiske elementer gøres obligatoriske på alle klassetrin, og

nye fag og emner inddrages i de bredere fagområder. Der skal ske en styrkelse

af dansk- og fremmedsprogsundervisningen.

3. Særlige områder i skolen

a) Skolen for alle børn og unge.

Folkeskolen skal til enhver tid leve op til kravet om at være alle børns

skole, og undervisningen må tilrettelægges, så der tages de nødvendige hensyn

dertil. Det forudsætter, at der bl.a. ydes en særlig indsats over for elever

med specielle vanskeligheder.

b) Prøver.

Der bør udvikles interne prøver i skoleforløbet. Desuden skal der være

mulighed for at aflægge en afsluttende prøve efter 9. klassetrin og efter 10.

klassetrin.

c) Skolebiblioteket.

Der bør tilskyndes til en fortsat udvikling af skolebibliotekets rolle fra

alene at være et bibliotek i almindelig forstand til også at være et

informationscenter og værksted for skolens undervisning.

4. Klasselæreren

Læs alt

Klasselærerfunktionen styrkes. Ved siden af de opgaver, som klasselæreren

allerede i dag løser i forhold til klassens elever og forældre, skal

klasselæreren være den ansvarlige koordinator for den samlede undervisning i

klassen.

5. Forældresamarbejde

Samarbejdet mellem hjem og skole styrkes yderligere, således at forældrene

i endnu højere grad inddrages i planlægning og efterbehandling af

undervisningen.

6. Kontakt med skolens omgivelser

Skolen skal i direkte kontakt med sine omgivelser. Det skal ske som lokalt

kulturcenter og gennem kontakt til det lokale erhvervsliv, og på de ældste

klassetrin skal der skabes et samarbejde med ungdoms- og efterskoler og

institutioner for ungdomsuddannelser. Voksne skal have mulighed for at

deltage i undervisningen på de ældste klassetrin.

7. Stadig udvikling af skolen

Der oprettes et permanent råd for folkeskolen med henblik på fortsat at

udvikle folkeskolen. Rådet får til opgave at formidle erfaringerne fra

evalueringen af udviklingsprogrammet for folkeskolen og skolen som lokalt

kulturcenter samt at sikre samspillet mellem lokale og centrale myndigheder.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Udviklingsprogrammet for folkeskolen og skolen som lokalt kulturcenter

(7-punkts-programmet) blev vedtaget ved en folketingsbeslutning B 109 den 26.

maj 1987, (se Folketingstidende 1986-87, 1. samling, forhandlingerne sp.

6654, 6658, 7383 og 12569, tillæg A sp. 3701, tillæg B sp. 2389 og tillæg C

sp. 843). Der blev endvidere afsat 400 mio. kr. til at gennemføre det

fireårige program.

Med dette program, som var en enestående begivenhed i den danske skoles

historie, skabte Folketinget et bemærkelsesværdigt og omfattende

erfaringsgrundlag for en revision af folkeskolens indhold og virke.

I indledningen til folketingsbeslutningen står der:

»Med henblik på en gennemgribende ændring af folkeskolen opfordrer

Folketinget regeringen til at tage initiativ til et landsdækkende lokalt

forankret udviklingsarbejde, som har til formål at forbedre folkeskolens

rammer og indhold samt at fremme opbygningen af lokale kulturcentre i

tilknytning til skolen.«

Det kan med glæde konstateres, at folkeskolens parter med entusiasme og

energi har taget dette initiativ til sig. Folkeskolens Udviklingsråd har i

løbet af de fire år modtaget ca. 14.000 ansøgninger, hvoraf der er blevet

godkendt ca. 8.000, og det er værd at notere, at samtlige landets kommuner

har medvirket.

Hvis nogle tidligere har talt om stagnation i folkeskolen, må det nu

siges, at der er sket en positiv og aktiv fornyelse af skolens udvikling.

I tilknytning til de flere tusinde udviklingsarbejder på skoler over hele

landet har der være iværksat en forskningsbaseret erfaringsindsamling og

evaluering, og de afsluttende evalueringsrapporter afleveres til Folkeskolens

Udviklingsråd ved udgangen af 1991.

Det er derfor naturligt, at Folketinget ved afslutningen af

udviklingsprogrammet er opmærksom på at inddrage erfaringerne fra programmet

specielt set i forbindelse med de forslag til ændringer af folkeskoleloven,

som undervisnings- og forskningsministeren har udtalt han vil fremsætte i

februar 1992.

Mange af erfaringerne fra udviklingsprogrammet vil dreje sig om indholdet

i folkeskolens daglige arbejde, og de vil måske ikke umiddelbart lægge op til

en egentlig ændring i lovteksten. For at Folketinget selv kan afgøre, i

hvilket omfang og på hvilken måde udviklingsprogrammets erfaringer skal

anvendes, er det nødvendigt, at dette materiale indgår i det lovforberedende

arbejde.

Naturligvis skal udviklingsprogrammets erfaringer ikke stå alene som

Folketingets grundlag ved behandlingen af forslag til ændringer af

folkeskoleloven. Derfor er dette beslutningsforslags punkter heller ikke

begrænset til kun at omfatte de temaer og tendenser fra udviklingsprogrammet,

der på nuværende tidspunkt tegner sig gennem de foreløbige delrapporter og

informationsmaterialer fra Folkeskolens Udviklingsråd.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad 1. Skolen som lokalt kulturcenter.

Siden 7-punkts-programmets vedtagelse har udviklingsarbejde med

folkeskolen som lokalt kulturcenter fundet sted på mere end hver femte

folkeskole i landet. Det har været muligt med relativt beskedne midler at

skabe velfungerende rammer for en lang række aktiviteter, som på meget

forskellig vis har inddraget børn og forældre, foreninger, oplysningsforbund

samt andre personer, institutioner og organisationer i lokalsamfundene.

Udviklingsarbejderne har fundet sted over hele landet og er - til manges

overraskelse - også slået an i de større bysamfund.

Der er stor lokal variation i, hvilke aktiviteter de enkelte kulturcentre

har taget op. Det afhænger ofte af, hvilke aktiviteter og tilbud, der i

forvejen forefindes i lokalområdet.

Aktiviteterne muliggøres i høj grad ved frivilligt, ulønnet arbejde, men

erfaringerne fra mange udviklingsforløb viser, at det er en god ide og også

nødvendigt at ansætte en lønnet koordinator; en lærer, en forældrer, en

foreningsrepræsentant eller lignende. Hermed sikres planlægning, koordinering

og afvikling af de mange, forskellige aktiviteter, og der bliver en

kontinuitet i kontakten mellem foreningsliv, oplysningsforbund, skole,

kommunale myndigheder m.v.

At skolen - også ud over udviklingsprogrammets levetid - bør være eet

blandt flere kulturcentre, er væsentligt af mange grunde:

For det enkelte menneske bliver initiativ, kreativitet, selvstændighed,

udadvendthed, åbenhed, samarbejdsevne og omstillingsevne stadig mere vigtige

egenskaber i et samfund, hvor det må forventes, at dagligdagen og omverdenen

fortsat vil forandres med hast. Gennem aktiviteter, hvor generationerne

bringes sammen også uden for hjemmet, skabes der dialog, udveksling af viden

og fælles oplevelser, og opdelingen i snævre »livsbåse« modvirkes.

I en tid med stigende internationalisering og en tendens til svækkelse af

de nære lokalsamfund, er det vigtigt at skabe rammer, som fremmer og styrker

lokale fællesskaber og kulturelle værdier. Med de store variationer, der

tilsyneladende har været i udviklingsarbejderne, tegner der sig dog ikke een

fælles kultur eller et sæt fælles værdier, der kan nedfældes i paragraffer.

Med skolen som kulturcenter skabes der muligheder for menneskelig

udvikling gennem deltagelse i aktiviteter, der skærper interessen for forhold

i det lokale samfund.

For at give skolens undervisning inspiration fra mange parter uden for

skolen, er det væsentligt, at parterne taler med hinanden og reelt lærer

hinanden bedre at kende.

Gæstebesøg på eller besøg fra virksomheder og institutioner gør det ikke

alene. De er væsentlige som planlagte oplevelser, men kan ikke erstatte den

indsigt og den menneskekundskab, der opstår, når lokalsamfundets beboere

mødes mere eller mindre uforpligtende i aktivt samvær i kulturcentrene.

Ofte giver dette sig ikke udslag i en direkte sammenhæng mellem

kulturcenteraktiviteterne og skolens daglige undervisning, men i

udviklingsarbejderne er der mange eksempler på, at aktiviteter og emner, som

har været taget op i kulturcenteret, efterfølgende inddrages i

undervisningen.

Kulturcentrene kan fremme udviklingen af et mere ligeværdigt samarbejde

mellem skole og hjem, ligesom en del af klasselærerarbejdet kan afvikles i

forbindelse hermed.

Kulturcentrene kan også medvirke til, at lokale undervisnings- og

fritidstilbud koordineres, så ressourcerne udnyttes bedst muligt.

Endelig kan kulturcentrene gennem aktiviteter for særlige grupper, der

ikke finder eksisterende fritidstilbud attraktive, bl.a. gennem åbne

rådgivninger m.v. bidrage til, at sociale problemer modvirkes.

De mange forskelligartede tilbud af både teoretisk, praktisk og kreativ

karakter kan medvirke til at opfylde målsætningen om, at børnenes skole skal

være alle børns skole.

Ad 2. Skolens faglige indhold.

De stadigt nye vidensområder, som folkeskolen skal tage sig af, er ofte

svære at få indpasset inden for de eksisterende faggrænser.

Skolen må derfor have mulighed for at opdele stoffet i bredere fagområder.

Samtidig må undervisningen organiseres, så børnene og de unge erfarer, at de

grundlæggende kundskaber er nødvendige vidensformer. Udgangspunktet for

bredere fagområder kan være en lokal læseplan, der giver en mere samlet

beskrivelse af skolens indhold. Ifølge Perspektivudvalgets rapport

»Pejling og Perspektiv« kan de grundlæggende kundskaber dække

følgende fem hovedområder: æstetiske kundskaber, kundskaber om mennesket,

kundskaber om samfundet, naturvidenskabelige kundskaber og sproglige

kundskaber.

De fem kundskabsområder kan tænkes at blive obligatoriske gennem hele

skoleforløbet. De hidtidige skolefag og emner er indeholdt i de fem områder.

For at opnå den nødvendige færdighed på et bestemt område (i et bestemt fag)

kan det gøres obligatorisk, at faget tillægges en bestemt del af tiden på et

eller flere klassetrin.

Det må ligeledes være obligatorisk, at de praktisk/musiske elementer

inddrages i undervisningen på alle klassetrin.

Denne organisering af skolens fag medfører, at den time- og fagopdelte

undervisning erstattes af en fleksibel organisering af skoleåret og

skoledagen. Årsplanlægning, semesteropdeling, tema- eller kursusuger, moduler

og undervisning på tværs af klasser og klassetrin er egnede

organisationsformer. Endvidere kræver det en organisering af lærersamarbejdet

for den enkelte klasse. Lærergruppen skal rumme den nødvendige fagkundskab,

således at der på alle kundskabsområder kan opnås den bedst faglige

udvikling, og undervisningsdifferentiering må være et bærende princip for

undervisningen.

Undervisningen på det sproglige område bør styrkes. Der skal være mulighed

for at tilegne sig mindst to fremmedsprog på et brugsniveau og at få indblik

i de pågældende sprogs kultur. Dansk- og fremmedsprogsundervisning må ses i

en sammenhæng, hvor de gensidigt understøtter hinandens udvikling.

Indsigten i den danske kultur skal underbygges med et kendskab til

kulturen i det lokalområde, hvor skolen virker. I den daglige undervisning

kan man med fordel inddrage lokalsamfundets ressourcer i skolens hverdag.

Eleverne kan på den måde sætte viden om fjerne forhold i relation til deres

nære samfund, og de kan udvikle deres historiske bevidsthed.

Indlæring og udvikling finder sted både i bundne og frie aktiviteter. Der

sigtes på stadig at udvikle indlæringsbegrebet, således at der anlægges et

helhedssyn på bundne og planlagte aktiviteter. Dagen i skolen kan organiseres

som en dag med frie og bundne aktiviteter, hvor der ikke skelnes mellem

skolen og fritidens initiativtagere. Dagens og ugens arbejde betragtes som en

helhed og ikke som opsplittede opgaver.

Ad 3. Særlige områder i skolen.

a) Skolen for alle børn og unge.

Folkeskolen skal give alle børn en alsidig udvikling og uddannelse, så de

har lyst til at lære og at uddanne sig videre efter folkeskolen.

Ikke alle børn trives i skolen i dag. Derfor må folkeskolen ændres, så den

kan leve op til kravet om at være alle børns skole. Skolens undervisning og

hele virksomhed må tilgodese alle børns behov for at udvikle selvtillid,

kreativitet, grundlæggende kundskaber og positive erfaringer ved at lære.

Specielt må skolen være opmærksom over for vanskeligt stillede børn og

unge. Det gælder både i det almindelige samvær og i den konkrete

undervisning.

Selv når undervisningsdifferentiering er et af de bærende principper i

undervisningen, vil der være elever, der har behov for en ganske særligt

tilrettelagt undervisning.

Mange handicappede elever kan f.eks. hjælpes til en faglig, personlig og

social udvikling gennem den nye edb-teknologi. Der må udvikles en pædagogik

og stilles ressourcer til rådighed for en sådan udvikling.

De sent udviklede må støttes i deres udvikling, og der må stadig gennem

deres skolealder tages hensyn til, hvorvidt udviklingen bedst støttes gennem

hel eller delvis integration i den almene undervisning eller ved skolegang i

en særlig skoleform eller anden særlig specialundervisningsform.

Der må sættes ind med støtte til disse familier så tidligt som muligt, og

der må drages omsorg for en overgang fra folkeskolen til de efterfølgende

skoler, hvor opnåede resultater ikke sættes over styr på grund af manglende

sammenhæng mellem skole- og uddannelsessystemerne.

b) Prøver.

For at det enkelte barn, forældrene og skolen i fællesskab kan arbejde

målrettet og helhedsorienteret med barnets læreproces, bør der udvikles

interne prøver i skoleforløbet.

Gennem disse prøver skal den enkelte kunne vurdere sig selv for at kunne

forbedre sit standpunkt. Desuden skal interne prøver kunne beskrive den

personlige udvikling.

For at få dokumentation for, i hvilket omfang den enkelte har nået

folkeskolens mål, skal der være mulighed for at aflægge en prøve efter 9.

klassetrin og en prøve efter 10. klassetrin.

De to prøver skal have forskelligt niveau og have en naturlig sammenhæng

med de forudgående, interne prøver. Derfor må der udvikles nye prøveformer,

og prøverne må være bredere i deres sigte end de nuværende.

c) Skolebiblioteket.

Det traditionelle skolebibliotek har to hovedopgaver: at råde over

supplerende materialer til undervisning og at låne bøger ud til elevernes

fritidslæsning.

Det fremtidige skolebibliotek bliver i højere grad et værksted for skolens

undervisning og for kulturcenteraktiviteter. Det bliver f.eks. skolens

informationscenter med mulighed for informationssøgning i databaser.

På grund af den overvejende pædagogiske funktion skal skolebiblioteket

placeres i skolevæsenet. Det forhindrer ikke, at der lokalt kan være et tæt

samarbejde med folkebiblioteket.

Ad 4. Klasselæreren.

Som bekendt er den danske klasselærertradition enestående i forhold til

andre lande.

Denne tradition er af afgørende værdi for folkeskolens virke, og derfor

skal den bevares og styrkes.

Ud over klasselærerens allerede kendte opgaver i forhold til klassens

elever og forældre bør klasselæreren være ansvarlig for klassens

undervisning.

Med de voksende informationsmængder og voksende antal emner og områder,

der lægges ind i skolen, bør der sikres det enkelte barn sammenhæng og helhed

i hele skoleforløbet. For at ansvaret ikke forflygtiges, bør klasselæreren

være den ansvarlige koordinator for lærergruppens arbejde med den samlede

undervisning i klassen.

Da det ikke overalt i skolen er lykkedes at udnytte de fremsatte forslag

til anvendelsen af klassens time, afskaffes den i sin nuværende form. Men der

er fortsat brug for, at klasselæreren og klassen får fælles tid til bl.a.

klasselærerens styrkede funktion med planlægning og efterbehandling af

klassens samlede undervisning.

Klasselæreren bliver tillige den person, der varetager koordination i

forbindelse med det socialpædagogiske arbejde, når der er behov for

samarbejde med institutioner uden for skolen.

Det kan være en fordel, at den lærergruppe, der er omkring en klasse, i

fællesskab tager ansvaret for de »tungere« opgaver, der skal løses.

Udviklingsarbejder har vist, at der opstår en større ansvarlighed i

løsning af opgaver, når de løses i fællesskab.

Med klasselæreren som en central person i udviklingen af skolen til

kulturcenter er der mulighed for at få løst op for det ofte lidt stive

skole/hjem-samarbejde.

Fælles ansvar og ligeværdighed i samarbejdet realiseres lettere i den del

af samarbejdet, der handler om en klasses sociale trivsel.

Ad 5. Forældresamarbejde.

Ved de seneste ændringer af styrelsesreglerne for folkeskolen er

forældreindflydelsen blevet styrket med indførelsen af skolebestyrelser.

Denne rigtige udvikling i samarbejdet mellem skole og hjem bør ikke alene

begrænses til den overordnede ledelse af skolen.

Også når det gælder den konkrete undervisning, kan et mere bevidst

samarbejde være med til at kvalificere det indhold i undervisningen, som en

klasse beskæftiger sig med.

Skolens fag kan ikke rumme alt, og en udvælgelse af indhold blandt flere

muligheder er nødvendig.

Det bør fremmes, at forældrenes erfaringer inddrages.

Det er læreren, der har ansvar for planlægning og gennemførelse af

undervisningen. Det er det, han eller hun har lært som sit håndværk.

Udviklingsarbejderne har imidlertid vist en lang række eksempler på, at

det er en stor fordel, at forældrenes viden, erfaringer og praktiske kunnen

inddrages ved tilrettelæggelsen af en lang række emner i skolen.

For at sikre den enkelte elevs muligheder for at lære bedst muligt, rækker

lærerens kundskaber om elevforudsætninger ikke alene. Lærernes og forældrenes

viden skaber tilsammen de bedste forudsætninger for gennemførelsen af et

udbytterigt undervisningsforløb for eens eget barn, og forældrenes og senere

de ældre elevers egne vurderinger af udbyttet af et undervisningsforløb

skaber sammen med lærerens vurdering den bedste basis for en fortsat god

indlæring.

Ad 6. Kontakt med skolens omgivelser.

Skolen skal i direkte kontakt med sine omgivelser. Er skolen lokalt

kulturcenter, kan der også her skabes naturlig kontakt til det lokale

erhvervsliv og de mange andre parter uden for skolen.

For at skolen kan være parat i en stadig omstillingsproces, er det

nødvendigt, at skolen indstilles til en fortsat søgen og en fortsat målrettet

undervisning.

Afhængigt af de lokale forhold vil det ofte være en fordel at støtte

voksnes deltagelse i skolens undervisning, især på de ældre klassetrin, men

også i de praktisk/musiske fag for at trække på fælles viden og inspiration

og for at styrke samvær om indlæring mellem generationerne.

En stor del af den voksne befolkning i et skoledistrikt har ingen eller

kun ringe tilknytning til skolen i dag. Tidligere vidste flere, hvordan

skolen var, og hvad den førte eller ikke førte til. En forklaring ligger ikke

alene i, at skolen har ændret sig, hvad den fortsat både kan og bør, men også

i, at der ikke udveksles synspunkter med en større del af voksne om skolen,

fordi de ingen tilknytning har til skolen.

Der bør lægges op til, at alle klasser løbende i skoleforløbet tager

initiativ til undervisning i forbindelse med den eller de virksomheder og

serviceområder, der er kontakt med, og at virksomhederne/serviceområderne

også kan tage områder op og prøve at få dem direkte ind i skolens

undervisning.

Det er vigtigt, at skolen til fulde gør brug af de ressourcer og

kvaliteter, som lokalområder byder på.

En større grundlæggende respekt for hinandens arbejde kan forhåbentlig

blive resultatet samt en større åbenhed over for mange muligheder for fortsat

uddannelse. Fremover skal vi ikke uddanne os til specialister, og da slet

ikke i folkeskolen, men helhedssyn og almen dannelse med respekt for arbejde

og miljø kan stå som overordnede motiver.

Ad 7. Stadig udvikling af skolen.

Med henblik på, at der også i den fremtidige decentrale, kommunale

folkeskole gives mulighed for overordnede drøftelser af folkeskolens indhold,

således at udviklingstendenser og nye krav til skolen kan anskues i en

helhed, bør der nedsættes et råd for folkeskolen.

Ud over at have en rådgivende funktion skal rådet kunne tage initiativ til

udviklings- og forskningsprojekter. Et råd skal endvidere kunne støtte lokale

forsøgs- og udviklingsarbejder med konsulentbistand, ligesom formidling af

erfaringer og information om folkeskolens udvikling skal være en væsentlig

opgave. For fuldt ud at anvende erfaringerne fra udviklingsprogrammet og

sikre kontinuiteten fra Folkeskolens Udviklingsråd bør rådet nedsættes fra

den 1. august 1992.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter