1991 BSF 17 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OFFICIEL ANERKENDELSE AF DE REPUBLIKKER I JUGOSLAVIEN, DER VED FLERTAL VED FRIE DEMOKRATISKE AFSTEMNINGER HAR TRUFFET BESLUTNING OM AT OPNÅ UAFHÆNGIGHED OG SELVSTÆNDIGHED
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget pålægger regeringen at foretage en officiel anerkendelse af de
republikker i Jugoslavien, der ved flertal ved frie demokratiske afstemninger
har truffet beslutning om at opnå uafhængighed og selvstændighed, efter
følgende retningslinjer:
1) Danmark meddeler FN, at Danmark officielt anerkender de republikker i
Jugoslavien, der ved flertal ved frie demokratiske afstemninger har truffet
beslutning om at opnå uafhængighed og selvstændighed, som suveræne
republikker.
2) Regeringen foreslår i FN, at de øvrige FN-medlemmer anerkender de samme
republikkers rettigheder som selvstændige og suveræne stater.
3) Regeringen foreslår, at de republikker i Jugoslavien, der ved flertal
ved frie demokratiske afstemninger har truffet beslutning om at opnå
uafhængighed og selvstændighed, optages som fuldgyldige medlemmer af FN.
Bemærkninger til forslaget
Bemærkninger til beslutningsforslagets punkter
Ad 1
Anerkendelsen skal foretages, så snart der er opnået garanti for, at der
konstitutionelt tages hensyn til mindretallene. Anerkendelsen for hver enkelt
republik foretages, så snart der foreligger dokumentation for
konstitutionelle garantier, der giver juridisk beskyttelse af mindretallene.
Ad 2
De øvrige FN-medlemmer opfordres til at anerkende de republikker i
Jugoslavien, der ved flertal ved frie demokratiske afstemninger har truffet
beslutning om at opnå uafhængighed og selvstændighed, så snart der foreligger
dokumentation for konstitutionelle garantier, der giver juridisk beskyttelse
af mindretallene.
Ad 3
Regeringen foreslår, at de republikker i Jugoslavien, der ved flertal ved
frie demokratiske afstemninger har truffet beslutning om at opnå uafhængighed
og selvstændighed, optages som fuldgyldige medlemmer i FN samtidig med, at
Læs alt
regeringen opfordrer FN-medlemmer til at anerkende de nævnte stater.
Almindelige bemærkninger
Jugoslavien er en føderation, der består af 6 republikker: Serbien
inklusive de 2 autonome provinser Kosovo og Vojvodina (41 pct. af
befolkningen), Kroatien (21 pct. af befolkningen), Slovenien (8 pct. af
befolkningen), Bosnien-Hercegovina (18 pct. af befolkningen), Makedonien (9
pct. af befolkningen) og Montenegro (3 pct. af befolkningen).
Af de seks republikker har følgende forlangt uafhængighed og
selvstændighed: Kroatien, Makedonien, Bosnien-Hercegovina og Slovenien.
Befolkningen består af forskellige etniske grupper: 36 pct. serbere, 20
pct. kroatere, 8 pct. slovener, 6 pct. makedonere, 9 pct. registrerede
muslimer og knap 3 pct. montenegriner samt 18 andre nationaliteter,
heriblandt 8 pct. albanere og 2 pct. ungarere; 1,2 mio. er udelukkende
registreret som jugoslaver.
I 1981 bestod befolkningen i Serbien (inklusive Kosovo og Vojvodina) af
9,31 mio. indbyggere, hvoraf 6,18 mio. var serbere. I 1981 bestod
befolkningen i Kosovo af 1,58 mio. indbyggere, hvoraf 1,23 mio. var albanere
og 209.500 var serbere. Befolkningen i Vojvodina bestod i 1971 af 1,96 mio.
indbyggere, hvoraf 1,09 mio. var serbere, 424.000 var ungarere, 138.600 var
kroatere, 72.760 var slovakker, og 53.000 var rumænere.
I 1981 bestod befolkningen i Kroatien af 4,60 mio. indbyggere, hvoraf 3,45
mio. var kroatere og 531.500 var serbere.
I 1981 bestod befolkningen i Slovenien af 1,89 mio. indbyggere, hvoraf
langt den overvejende del var slovenere (1,71 mio.).
Slovenien adskiller sig fra de andre jugoslaviske republikker ved, til
forskel fra de øvrige jugoslaviske republikker, at være sammensat af en
homogen befolkning. Faktisk er befolkningssammensætningen i Slovenien så
homogen, at mindretal og divergerende religiøse trosretninger er endnu mindre
end i Danmark.
I 1981 bestod befolkningen i Bosnien-Hercegovina af 4,12 mio. indbyggere,
hvoraf 1,63 mio. var muslimer; 1,32 mio. var serbere og 758.000 kroatere.
I 1981 bestod befolkningen i Makedonien af 1,91 mio. indbyggere, hvoraf
1,28 mio. var makedonere; 377.200 var albanere og 86.600 tyrkere.
I 1981 bestod befolkningen i Montenegro af 584.300 indbyggere, hvoraf
400.500 var montenegriner; 78.000 var muslimer og 37.700 albanere.
Den kroatiske forfatnings forhold til nationale minoriteter
Den kroatiske forfatning indeholder temmelig omfattende sikringer af alle
nationale mindretal i Kroatien. Således er der et specielt charter i
forfatningen på 7 paragraffer, der eksplicit omfatter serbernes og andre
nationaliteters rettigheder i Kroatien. Denne tilføjelse blev vedtaget den
25. juni 1991. (Se vedlagte bilag).
Serbisk minoritet i Kroatien
I 1981 boede der 531.500 serbere i Kroatien. Ud af de 102 distrikter i Den
Kroatiske Republik udgjorde serberne en absolut majoritet i 11 distrikter,
hvor 26,77 pct. af alle serbere i Kroatien boede i 1981.
De resterende 73,3 pct. serbere i Kroatien boede i 1981 stort set alle i
andre distrikter. Omkring halvdelen af dem boede i byer. De fleste serbere i
Kroatien bor i blandede småsamfund sammen med kroatere og andre etniske
grupper i Kroatien.
Historisk forløb
Der er få folkeslag, der gennem historien har lidt så meget som kroaterne.
Kroaterne har måttet lide, fordi Kroatien gennem århundreder har været
grænseland mellem øst og vest, hvor mange krige blev standset. Af den grund
fik Kroatien navnet »Kristendommens bolværk« (»Antemurale
Christianitatis«).
Kroatien har igennem adskillige krige og stridigheder mod frankerne,
Byzants, Venedig, bulgarerne og ungarerne gradvis frigjort sig fra fremmed
dominans.
Den kroatiske stat blev etableret i løbet af det 7. og 8. århundrede
samtidig med indførelsen af kristendommen. Oprindelig var staten opdelt i 3
områder, der i begyndelsen var indbyrdes forbundne. Det første område
beliggende mellem Zrmanja og Cetinja udgjorde det kongelige Kroatien. Det
andet område, der var beliggende ved Lika og Krbava, dannede Banska Kroatien.
Det tredje område, der var beliggende ved Sisak, dannede det slavonske
Kroatien. I begyndelsen af det 9. århundrede dannedes mellem floderne Sava,
Drava og Una det panoniske Kroatien og syd for dette område det dalmatinske
Kroatien.
Kroatien blev under det kroatiske dynasti Trpimirovics scepter integreret
i en enkelt statsdannelse. Denne stat hed oprindelig Regnum Chroatorum et
Dalmatinorum.
Kroatien har tidligere været anerkendt som selvstændig stat. Det var i år
879, da pave Johannes VII i et brev til fyrst Branimir anerkendte Kroatien
som selvstændigt fyrstendømme. I år 925 udråbte Tomislav sig selv til
kroaternes konge, som suverænt regerede over hele landet (fra floden Drava
til Adriaterhavet). Kroatiens selvstændighed varede dog ikke længere end til
år 1101, da den ungarske kong Koloman integrerede Kroatien i sit område.
Formelt foregik det ved, at Kroatien blev tvunget til at acceptere Koloman
som konge af Kroatien. Dette »kronefællesskab« varede til 1848.
Under de dynastiske krige i slutningen af det 11. århundrede var Kroatien
under Arpadovics scepter i en personalunion med Ungarn. Fra det 14. århundede
regeredes Kroatien af Anjou-dynastiet. Dette dynasti havde i disse områder
interessekonflikter med andre europæiske dynastier, hvilket dog ikke
bevirkede, at de kroatiske grænser blev trukket tilbage - tværtimod.
Grænserne blev udvidet til også at omfatte det østlige Slavonien og Srijem
samt de vestlige dele af Bosnien. Det eneste territoriale tab skyldtes
Ladislaus af Neapel (prætendenten til den ungarske trone), der i 1409 solgte
nogle af de dalmatinske byer og øer til Venedig for 100.000 dukater.
Jugoslavien blev i 1918 dannet på ruinerne af Østrig-Ungarns område.
Befolkningerne blev aldrig spurgt, om de ønskede en dannelse af den
jugoslaviske stat. Befolkningerne blev tværtimod tvangsindlemmet med
militærmagt. Denne tvangsindlemmelse foregik på trods af mange advarsler om,
at landet aldrig ville komme til at fungere, fordi tusindårige forskellige
tilhørsforhold har fjernet befolkningerne så meget fra hinanden - hvad angår
kultur, religion, sprog og skrift - at deres sydslaviske (jugoslaviske)
oprindelse med sprogligt fællesskab ikke er tilstrækkeligt for en fredelig
sameksistens.
Dette syn på den tvungne sameksistens i Jugoslavien støttes i Danmark af
bl.a. Kroatisk Kulturforening.
Efter mere end 70 års sameksistens er modsætningerne og hadet større end
nogen sinde tidligere. Den eneste løsning, der kan føre til fredelige forhold
og hindre flere overflødige drab, er en adskillelse af de stater, der gennem
frie demokratiske valg har udtrykt deres ønsker om adskillelse. Ved
adskillelsen af disse stater bør hver part have lov til som gode naboer at
leve i fred med respekt for hinandens særpræg uden tvang og undertrykkelse.
Kroatien og Slovenien fik henholdsvis den 23. april 1990 og i foråret 1990
demokratisk valgte regeringer, der ikke er kommunistiske.
Den 19. maj 1991 besluttede 93,27 pct. af befolkningen i Kroatien ved en
folkeafstemning, at Jugoslavien kun kan bestå i form af en union af suveræne
stater. Det vil sige, at der i dag foreligger et overvejende flertal i den
kroatiske befolkning for, at Kroatien skal sikres selvstændighed.
Den 23. december 1990 viste en folkeafstemning i Slovenien, at der var et
bredt folkeligt ønske om uafhængighed af Jugoslavien. 93,3 pct. af
befolkningen stemte for uafhængighed. Den 26. juni 1991 erklærede Sloveniens
præsident, Milan Kucan, officielt Slovenien for en selvstændig stat, som
ville forlade Jugoslavien, hvis ikke den føderale regering inden for et halvt
år iværksatte strukturelle økonomiske og politiske ændringer.
Forbundsregeringen i Beograd kendte erklæringerne ugyldige.
Danmark har ved tidligere lejligheder udvist en forbilledlig adfærd over
for de dele af Danmark, der ønskede selvstændighed og frihed fra den danske
stat. Danmark har således ikke oplevet fysiske konfrontationer med Island i
1944, Færøerne i 1948 og Grønland i 1978, da de på hver deres måde ønskede
frihed og uafhængighed fra den danske stat. Trods adskillelsen fra disse har
Danmark demonstreret, at fredelige forhold uden problemer kan sikres efter en
adskillelse.
Efter Fremskridtspartiets opfattelse er det alle folkeslags legitime ret i
alle verdensdele at bestemme over deres egen skæbne, når dette kan foregå,
uden at andre krænkes fysisk. Specielt når den slags beslutninger er folkets
egen vilje, må ønsker om uafhængighed og selvstændighed respekteres. Hvis
menneskerettigheder, mindretalsrettigheder og demokrati skal respekteres, er
det nødvendigt, at de republikker i Jugoslavien, der ved flertal ved frie
demokratiske afstemninger har truffet beslutning om at opnå uafhængighed og
selvstrændighed, internationalt anerkendes som selvstændige og uafhængige
stater.
Ifølge forslagsstillernes opfattelse vil en officiel dansk anerkendelse af
de republikker i Jugoslavien, der har tilkendegivet ønsker om selvstændighed,
betyde et gennembrud i disse republikkers bestræbelser for at opnå
selvstændighed. Hvis Danmark som det første land foretager en officiel
anerkendelse af de republikker i Jugoslavien, der har tilkendegivet ønsker om
selvstændighed, vil andre hurtigt følge Danmarks eksempel og ligeledes
anerkende disse republikkers selvstændighed.
EF's holdning til et delt Jugoslavien
EF har indtaget det efter Fremskridtspartiets opfattelse noget
besynderlige standpunkt, at Jugoslavien skal holdes samlet. Opfattelsen, der
ligger til grund for dette synspunkt, er, at tilskyndelse til
selvstændighedsbevægelser vil være farlig for udviklingen på det europæiske
kontinent. Ifølge Berlingske Tidende den 29. juni 1991 lyder det fra EF:
»Der er alt for (mange) potentielle konflikter omfattende nationale
mindretal i Europa«.
Ifølge dagbladet Information den 29. juni 1991 sagde udenrigsminister Uffe
Ellemann-Jensen på et EF-møde i Luxembourg: »Der er ikke tale om at
godkende uafhængighedserklæringerne. EF har fortsat et ønske om gennem
forhandlinger at bevare en eller anden form for enhed i Jugoslavien.«
EF-Kommissionens formand, Jacques Delors, har gjort EF's økonomiske støtte
til Jugoslavien betinget af, at Jugoslavien bevares samlet. Således skriver
Det Fri Aktuelt den 1. august 1991: »EF-Kommissionens formand, Jacques
Delors, har ved flere lejligheder sagt direkte, at »et samlet
Jugoslavien er en forudsætning for, at EF fortsat vil pumpe penge i det
kriseramte land.«»
Det tysk liberale medlem af Europa-Parlamentet Mechthild von Alemann sagde
under Europa-Parlamentets septembersamling, at såfremt parterne i Jugoslavien
ikke vil overholde våbenhvilen, er der ingen anden udvej end, at EF
anerkender de enkelte delstater som selvstændige. (EP-ugen i Strasbourg den
9.-13. september 1991, Generaldirektoratet for informations- og
pressetjenesten. Den Centrale Pressetjeneste).
Formanden for Europa-Parlamentet, Dankert, sagde under afslutningen på
debatten i Europa-Parlamentets debat om Jugoslavien den 9.-13. september
1991, at EF's holdning over for Jugoslavien skal være fælles.
Tyskland er gået imod EF's erklærede holdning om et fortsat forenet
Jugoslavien. Tysklands forbundskansler, Helmut Kohl, og Tysklands
udenrigsminister, Hans-Dietrich Genscher, gik allerede imod et fortsat
forenet Jugoslavien, da borgerkrigen brød ud.
Det Fri Aktuelt skrev den 1. august 1991 i en artikel om EF's forhold til
et delt Jugoslavien, at formanden for det tyske Socialdemokrati (SPD), Bjørn
Engholm, har givet udtryk for, at EF ikke skal blande sig i Sloveniens og
Kroatiens selvstændighedsbestræbelser, blot fordi det på kort sigt er mest
bekvemt for EF.
Bjørn Engholms udsending, Nobert Gansel, sagde ifølge Det Fri Aktuelt den
1. august 1991 på et møde i slutningen af juni 1991 om EF's holdning til et
delt Jugoslavien følgende: »Vi understøtter folks ret til demokratisk at
vælge, om og (i givet fald) hvordan de vil leve i en føderation. Denne ret må
ikke undertrykkes med magt og må ikke ofres for kortsigtet europæisk
politik.«
Fremskridtspartiet er enig i denne vurdering. Uanset hvordan Sloveniens og
Kroatiens eventuelle uafhængighed vil påvirke EF på både kort og lang sigt er
det Fremskridtspartiets holdning, at EF's forhold ikke skal være afgørende
for Sloveniens og Kroatiens statsretligt legitime ret til selvstændighed.
Det er ikke kun tyske socialdemokrater, der har erklæret deres støtte til
Sloveniens og Kroatiens selvstændighedsbestræbelser. En ledende dansk
konservativ har også meldt ud med erklæringer om støtte til Kroatiens
selvstændighedsbestræbelser. Således stod følgende overskrift at læse i
dagbladet Information den 5. august 1991: »Konservativ støtter et frit
Kroatien«. Den konservative udenrigspolitiske ordfører, Niels
Ahlmann-Ohlsen, sagde følgende: »Den seneste udvikling i Jugoslavien bør
få EF til hurtigt at intervenere militært i Kroatien, og Danmark bør
anerkende både Sloveniens og Kroatiens uafhængighed, hvis ikke kampene på
kroatisk territorium hurtigt bliver indstillet«.
En af de mest præcise vurderinger af spændingerne i Jugoslavien blev
præsenteret af Weekend-Avisens journalist Jan Bo Hansen i Weekend-Avisen den
19. juni 1991. I artiklen »Uden alternativer« med overskriften:
»Slovenien, Kroatien og de andre. EF forsøger sig som mægler i
Jugoslavien. Men mæglingen har et forkert udgangspunkt: Man forestiller sig,
at republikkerne har sluttet sig sammen af egen fri vilje. Hermed har man
overtaget Serbiens standpunkt«, skrev han følgende: »EF's politik
over for den jugoslaviske krise var fra starten forfejlet, og den vil munde
ud i en fiasko. Man kan nu ikke engang optræde som mægler, hvis man på
forhånd har taget det ene partis standpunkt. Blandt de mange forkerte
forestillinger, der har spoleret dømmekraften, er en af de mest sejlivede
den, at Slovenien og Kroatien frivilligt er indgået i Jugoslavien og derfor
ikke har ret til at forlade føderationen ensidigt. Det skulle adskille landet
fra de baltiske staters forhold til Sovjetunionen, siger vor
udenrigsminister. Det, han her glemmer, er, at han i starten indtog samme
holdning over for de tre baltiske stater, som han nu indtager over for
Slovenien og Kroatien.«
At denne vurdering analysemæssigt var berettiget, blev delvis bekræftet
den 24. oktober 1991, hvor vicepræsidenten for EF-Kommissionen, Martin
Bangemann, på Romklubbens Europaseminar i Wolfsburg i Tyskland satte
Jugoslavien stolen for døren, da han understregede, at det er en illusion at
tro på, at Jugoslavien kan holde sammen som een stat. »Det er naivt at
forestille sig, at Jugoslavien kan holde sammen. Det var en fejl at fastholde
Jugoslaviens enhed. En politisk fejl, sagde Bangemann« (Ritzau den 24.
oktober 1991).
Den tjekkiske forfatter Milan Kundera har i en artikel beskrevet det
manglende etiske aspekt i de europæeres holdning, der ikke vil anerkende de
jugoslaviske republikkers selvstændighed. Således skriver han i artiklen
»Slovenien skal frelses« følgende: »Der er arrogance i
uvidenheden. Man er ikke europæer, hvis man ikke vil kende, respektere og
beskytte de andre europæiske nationer, især hvis de er små og ubevæbnede som
Island, Danmark eller Slovenien . . . Ak! Når jeg læser mine venners appel
fra i nat, kan jeg kun sige til Dem: Gør alt for at frelse Slovenien«
(Weekend-Avisen, den 16. august 1991).
Fra EF blev det udtalt den 21. juni 1991, at EF ønskede, at Jugoslavien
forblev een stat. EF tilføjede dog, at EF stolede på, at dette kunne foregå
på en demokratisk måde. 3 dage senere havde EF tilvejebragt en kredit til
Jugoslavien på 850 mio. dollars forudsat, at Jugoslavien fortsat ville holde
sammen som een stat.
En uge efter havde man dog i EF blødgjort sin holdning til spørgsmålet. EF
krævede, at den jugoslaviske forbundshær øjeblikkelig blev trukket tilbage
til kasernerne. EF truede med at suspendere den økonomiske bistand til
Jugoslavien. Slovenien og Kroatien opfordredes af EF til ikke ensidigt at
bryde ud af Jugoslavien.
Fremskridtspartiet vil i forbindelse med bl.a. Sloveniens og Kroatiens
ønsker om selvstændighed anføre, at Sloveniens og Kroatiens regeringer er
demokratisk valgte i modsætning til den jugoslaviske forbundsregering,
hvorfor enhver støtte til et samlet Jugoslavien er en støtte til en
udemokratisk stat, hvorimod støtten til Sloveniens og Kroatiens
selvstændighedsbestræbelser er identisk med støtte til demokratiske
republikker.
Fremskridtspartiet er således stærkt uenig i den holdning, EF hidtil har
indtaget i forhold til Jugoslavien og de republikker i Jugoslavien, der
ønsker selvstændighed. Støtte til den jugoslaviske føderalrepublik er jo i
sin konsekvens ensbetydende med støtte til et udemokratisk, totalitært
regime, der bruger militær magt og undertrykkelse til at opnå sine politiske
mål, hvorimod moralsk, politisk og økonomisk støtte til de republikker i
Jugoslavien, der ønsker selvstændighed, er en støtte, der fremmer frihed, og
en betydningsfuld demokratiseringsproces.
Hvis EF ikke kan støtte de republikker i Jugoslavien, der ønsker
selvstændighed, men derimod vælger at støtte den jugoslaviske
føderalrepublik, er det Fremskridtspartiets opfattelse, at alle EF's
medlemslande da bør tage individuelle initiativer og således tage afstand fra
Dankerts udtalelse om, at EF's holdning over for Jugoslavien skal være
fælles.
USA's holdning til et delt Jugoslavien
USA har valgt at udtrykke sin støtte til et samlet Jugoslavien. USA's
præsident Bush sagde i marts 1991, at USA »ikke ville belønne« dem,
der løsrev sig ensidigt. USA's støtte til et samlet Jugoslavien blev gentaget
af USA's udenrigsminister, James Baker, på et kort besøg i Beograd i juni
måned, hvos han sagde, at USA under ingen omstændigheder ville anerkende
Sloveniens og Kroatiens uafhængighed.
Ifølge tidsskriftet The Economist var hovedeffekten af disse to advarsler
ikke at afskrække Slovenien og Kroatien, men at styrke nogle af Jugoslaviens
generaler i deres tro på, at Vesten ikke ville protestere, men ligefrem ville
belønne dem, hvis de tog initiativer til at holde Jugoslavien samlet. (The
Economist, 6.7.1991, p. 23).
Dette syn på den internationale støtte til et samlet Jugoslavien deler
Fremskridtspartiet. I forlængelse af dette syn er det Fremskridtspartiets
opfattelse, at en anerkendelse af de republikker i Jugoslavien, der ved
flertal ved frie demokratiske afstemninger har truffet beslutning om at opnå
uafhængighed og selvstændighed, vil tilskynde til en varig fred i
Jugoslavien.
I mellemtiden har USA blødgjort sin holdning over for
Jugoslavienkonflikten. På den internationale CSCE-konference i Moskva den 20.
september 1991 fordømte USA's udenrigsminister, James Baker, kraftigt brugen
af vold i Jugoslavien. USA's officielle holdning til. Jugoslavienkonflikten
kan efter CSCE-konferencen i Moskva sammenfattes således:
- USA støtter EF's bestræbelser på ved et mandat fra CSCE gennem
forhandlinger at stoppe voldsanvendelsen i Kroatien.
- USA accepterer ikke voldsanvendelse til at løse politiske
uoverensstemmelser.
- USA mener endvidere, at det internationale samfund gennem en fredelig
dialog kan hjælpe befolkningerne i Jugoslavien med at tage hensyn til og
forene de legitime håb og anliggender, der ligger alle nationale grupper i
hver enkelt republik på sinde.
Adskillige andre europæiske nationer har opnået uafhængighed
Inden for de sidste århundreder er adskillige europæiske nationer blevet
uafhængige: Norge, Irland, Polen, Ungarn, Rumænien, Estland, Letland, Litauen
og Island.
Historisk oversigt:
År
925 Kroatien blev kongedømme (Kong Tomislav) og opnåede international
anerkendelse (paven).
1102 Person-union (Pacta conventa) blev indgået med Ungarn, efter at
Kroatien mistede sin sidste konge i kamp. Dette indebar fuld kroatisk
selvstyre med Ban (guvernør) som førende figur og Sabor (parlament) som
landets styrende organ.
1525 Ungarn/Kroatien mistede deres fælles konge i kamp mod tyrkerne.
Ungarn og en stor del af Kroatien blev besat af tyrkerne. Både den
ungarske og kroatiske adel valgte Habsburg/Østrig som deres konge og
statsoverhoved. De bevarede dog selvstyret og forskellige styrende
institutioner, bl.a. deres parlament.
1712 Kroatisk Sabor (parlament) stemte for den kvindelige tronfølger
(Marie Therese). Ungarn var imod, hvorved Kroatien markerede sin suverænitet
(vedrørende statsretlig beslutning).
1790 Det kroatisk/ungarske fællesskab blev med nye aftaler en union. De
nye aftaler blev indgået for at kunne modstå østrigsk dominans.
1848 Der finder en revolution sted mod Østrig. Kroaterne tog Østrigs side.
Kroatien brød unionen med Ungarn. Kroatien bekæmpede revolutionen, hvorved
monarkiet reddedes på en række betingelser, bl.a. fuld respekt for alle de
landes selvstyre, der hørte med i dette monarki, og ophævelse af stavnsbåndet
i disse lande.
1867 Der indgås en ny kroatisk/ungarsk (unions)aftale.
1914 Serbiske nationalistiske terrorister (Sorte Hånd) myrder kronprins
Ferdinand og hans kone.
1918 Kroatien erklærer sig den 29. september 1918 uafhængig som suveræn
stat for slovenere, kroatere og serbere (der var et mindretal i Kroatien).
1918 Den 1. december 1918 blev Kroatien med militær magt tvangsindlemmet i
Kongeriget Serbien. Dette kongerige blev i begyndelsen kaldt »Kongeriget
Serbien, Kroatien og Slovenien« og havde en serbisk konge som
statsoverhoved. Mange historikere og jurister betragter Jugoslaviens dannelse
i 1918 som en »ikke legal« statsretlig akt. Det var ikke en
frivillig union af ligeberettigede parter, men en besættelse af Kroatien
(taberen).
1929 Landet fik navneforandring til: Jugoslavien (Sydslavien).
Tvangsindlemmelsen af Kroatien i Kongeriget Serbien blev imidlertid aldrig
anerkendt eller godkendt af hverken det kroatiske parlament (Sabor) eller det
serbiske parlament (Skupstina).
1941 Kroatien blev en selvstændig stat (NDH) efter Jugoslaviens
sammenbrud, der fandt sted på grund af den tyske invasion og besættelse.
1941 Kroatien blev anerkendt af Staunings regering den 31. juli 1941 og
bifaldet af kong Christian X den 10. juli 1941 gennem Scavenius. Dog bør det
påpeges, at den danske regerings handlefrihed ikke var fuldstændig på grund
af besættelsen.
1945 Kommunisterne overtog magten i Jugoslavien. Jugoslavien godkendtes
som føderal socialistisk stat, baseret på modstandsbevægelsens aftale
(AVNOJ), som en føderation af suveræne republikker med ret til at træde ud af
føderationen, hvis folket ønskede det.
Modstandsbevægelsens aftale (AVNOJ) er stadfæstet i den jugoslaviske
konstitution. Det er denne mulighed, Slovenien og Kroatien gennem en
folkeafstemning nu har benyttet sig af.
Beslutningen om at træde ud af føderationen er begrundet i, at man kun
gennem en sådan handling kan indgå en ny unionsaftale mellem ligeberettigede
stater.
Det er samme aftale, som sovjetrepublikkerne vil indgå, og det er alment
kendt og støttet i Vesten.
1953 I januar 1953 indførtes en ny forfatning samtidig med, at Tito blev
præsident.
1963 I april 1963 blev en ny forfatning offentliggjort, der ændrede
republikkens navn til den Jugoslaviske Socialistiske Føderale Republik.
1974 I februar 1974 blev landets nyeste forfatning indført, der
demokratiserede og decentraliserede ledelsen af landets virksomheder.
1990 I juli 1990 erklærede Slovenien og Kosovo sig politisk uafhængige af
føderationen. Slovenerne ønskede ikke at forlade Jugoslavien, men et løsere
tilknytningsforhold i form af en konføderation, hvor republikkens love sættes
over føderationens.
1990 Den 23. december 1990 stemte 93,3 pct. af slovenerne for
uafhængighed.
1991 Den 19. maj 1991 besluttede 93,27 pct. af befolkningen i Kroatien
gennem folkeafstemning, at Jugoslavien kun kan bestå i form af en union af
suveræne stater.
1991 Den 25. juni 1991 erklærede Sloveniens præsident, Milan Kucan,
officielt Slovenien for en selvstændig stat og samme dag erklæredes også
Kroatien for selvstændig. Den føderale regering i Beograd kendte
uafhængighedserklæringerne ugyldige, men tog i øvrigt ingen initiativer til
at forhandle med Slovenien og Kroatien.
1991 Efter den 25. juni 1991 blev krigen i Kroatien optrappet.
1991 Den 27. juni 1991 gik den jugoslaviske hær ind i Slovenien for med
våbenmagt at håndhæve den føderale regerings autoritet.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1991 BTB 17 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OFFICIEL ANERKENDELSE AF DE REPUBLIKKER I JUGOSLAVIEN, DER VED FLERTAL VED FRIE DEMOKRATISKE AFSTEMNINGER HAR TRUFFET BESLUTNING OM AT OPNÅ UAFHÆNGIGHED OG SELVSTÆNDIGHED (AF ANNETTE JUST (FP) M.FL.) NR B 17 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 16. januar 1992
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om dansk deltagelse i en international styrke i Kosovo Retsinformation · 23. september 1999
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks støtte til, at Taiwan opnår observatørstatus i Verdenssundhedsforsamlingen i Genève Retsinformation · 27. maj 2004
- 1992 BTB 107 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ET UDVIDET DANSK ENGAGEMENT VED FN'S FREDSBEVARENDE STYRKE I DET FORHENVÆRENDE JUGOSLAVIEN (UNPROFOR) NR B 107 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 17. september 1993
- Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en forfatningskommission Retsinformation · 7. oktober 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks støtte til, at Taiwan opnår observatørstatus i Verdenssundhedsforsamlingen i Genève Retsinformation · 4. april 2002