Spring til indhold

Retsinformation

1994 BSF 23 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FORHINDRING AF EKSPORT AF SOJAKAGEFABRIKKENS KLORANLÆG

1994/1 BSF 23Beslutningsforslag som fremsatFolketinget16. november 1994

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget opfordrer regeringen til at tage de nødvendige skridt for at

forhindre eksport af Sojakagefabrikkens kloranlæg til Pakistan og andre

ikke-OECD-lande.

Bemærkninger til forslaget

Industri- og Samordningsministeriet gav i januar 1994 eksporttilladelse

til Sojakagefabrikkens omstridte og forældede kloranlæg, så anlægget kunne

udskibes og genopstilles i Pakistan.

Industriministeriets bekendtgørelse om udførsel af visse varer, som

dannede grundlag for tilladelsen, er imidlertid rettet mod den strategiske

risiko for spredning af højteknologi, der kan udgøre et sikkerhedspolitisk

problem. Derimod tager bekendtgørelsen ikke højde for eksport af forældet

lavteknologi, der kan udgøre et miljøpolitisk problem, selv om

bekendtgørelsen er af nyere dato og på trods af, at Danmark sammen med

regeringerne i de øvrige industrialiserede lande har forpligtet sig til at

undgå overførsel af produktionsanlæg og produkter, der er forældede og

miljøfarlige, til udviklingslandene.

Miljøministeren skrev således i en redegørelse fra den 7. april 1994:

»Sojakagefabrikkens klor-produktionsanlæg er miljømæssigt set i dag ikke

den bedst tilgængelige teknologi. Klor kan i dag produceres uden brug af

kviksølv - også konkurrencedygtigt . . .«. Som en yderligere

understregning af, at den kviksølvbaserede klorproduktion er forældet og

miljøfarlig, skal det nævnes, at Pariskommissionen den 14. juni 1990 vedtog

en juridisk bindende beslutning om reduktion af luftforurening fra

eksisterende klor-alkali-anlæg. Ud over grænseværdier for luftforurening med

kviksølv blev der også truffet en beslutning om at udfase eksisterende

kviksølv-baserede klor-alkali-anlæg så hurtigt som muligt. Målsætningen er,

at disse anlæg skal være fuldstændig udfaset i år 2010.

At Sojakagefabrikkens kloranlæg i dag er nedslidt, bliver også

understreget af en udtalelse fra Københavns miljøborgmester, Charlotte

Ammundsen, til dagbladet Information den 2.-3. april 1994. Miljøborgmesteren

Læs alt

siger bl.a.: »Det er et gammelt anlæg, som ikke har mange år tilbage. Så

set i et lidt længere tidsperspektiv er det faktisk kemikalieaffald, man

overdrager til Pakistan.« Og i samme artikel: »Hvis det gamle anlæg

skal drives af folk, som ikke rigtig kender det, så er der store chancer for

udslip af både kviksølv og klor.«

Den kviksølv-baserede klor-produktion generelt og Sojakagefabrikkens i

særdeleshed er således repræsentanter for en i mere end een forstand forældet

og miljøødelæggende produktion.

I OSPAR-konventionen fra 1992, som endnu ikke er trådt i kraft, er der

også blevet indført bestemmelser om, at når medlemsstaterne vedtager

forholdsregler mod landbaseret forurening af konventionsområdet, skal det

sikres, at områder uden for konventionsområdet undgår tiltagende forurening.

En eksport af Sojakagefabrikkens kloranlæg er derfor også i modstrid med

disse internationale miljøbestemmelser.

Den 27. oktober 1994 skrev Mellemfolkeligt Samvirke i et brev til miljø-

og energiminister Svend Auken bl.a.: »Danmark har på mange måder ry for

at være et internationalt foregangsland på miljøområdet . . . Sagen om

klorfabrikken ikke alene skæmmer billedet, men underminerer både Danmarks

internationale stilling og tiltroen til, at Agenda 21 er andet end tomme

ord.« Et synspunkt, som deles af Greenpeace og en lang række

organisationer i Pakistan, bl.a. Sustainable Development Institute, Sungi

Development Foundation, Shirkat Gah m.fl., som alle har henvendt sig til de

danske myndigheder. Spørgsmålet vil samtidig blive drøftet på WWF's

internationale årsmøde, der under ledelse af Hans Kongelige Højhed, Hertugen

af Edinburgh, afholdes den 22.-24. november 1994 i Lahore, som er hjemby for

det firma, Ravi Chemicals Ltd. der har købt Sojakagefabrikkens kloranlæg.

Denne problemstilling rejses også i miljøministerens redegørelse fra den

7. april 1994, hvori der bl.a. står:

»Mere principielt rejser sagen hele spørgsmålet om handel over

grænserne af miljømæssigt utidssvarende produktionsanlæg og uønskede

produkter.

Vi skal undgå, at miljømæssigt uacceptable produktionsanlæg på grund af

nationale miljøkrav flyttes til lande med svagere miljøkrav. Det giver både

tab af arbejdspladser og urimelig konkurrence over for de virksomheder, som

bliver og opfylder miljøkravene. Og det giver risiko for miljøsvineri i det

land, hvor den miljømæssigt utidssvarende produktion placeres.

Der skal ikke konkurreres på dårligt miljø. Vi skal derimod stille de

relevante miljøkrav overalt i verden og således undgå, at eksport fra

OECD-landene skaber miljø-ulande og ulige konkurrence på miljøets bekostning,

og vi skal yde en miljøbistand som den, Folketinget besluttede allerede i

1992, som gør det muligt for tredjeverdenslande at leve op til kravene.

Det er også intentionerne i Rio-konferencens agenda 21, der taler om

nødvendigheden af at overføre miljømæssig sund teknologi og i forbindelse med

udviklingsbistand taler om kun at støtte fremtidsorienteret teknologi.

Det vil da også blive et af de vigtige temaer i de kommende drøftelser om

handel og miljø, der begynder i midten af april i Marakesh.

Jeg vil samtidig gøre mit til, at disse spørgsmål bliver taget op til

drøftelse også i andre relevante internationale fora, herunder i OECD, UNEP

(FN's Miljøprogram) og CSD-regi (FN's Bæredygtighedskommission).«

SF er enig i den miljø- og handelsstrategi, som miljø- og energiministeren

beskriver i redegørelsen. Men samtidig er SF af den klare opfattelse, at

netop eksporttilladelsen til Sojakagefabrikkens kloranlæg er et eklatant brud

på samtlige elementer i denne strategi. Eksporttilladelsen er først og

fremmest udtryk for en miljømæssig og social dumpning fra et OECD-land til et

ikke-OECD-land. Den er endvidere udtryk for, at der er et kæmpe miljøhul i

den eksisterende danske eksportlovgivning, og sidst, men ikke mindst svækker

denne eksporttilladelse Danmarks internationale miljøtroværdighed og de

resultater, Danmark opnåede i forbindelse med forhandlingerne om bl.a.

Basel-konventionen.

Da Miljøstyrelsen samtidig er af den opfattelse, at det enkelte land selv

afgør, hvornår et givent materiale er miljøfarligt affald eller

produktionsudstyr, og da det er indlysende, at Sojakagefabrikkens kloranlæg

om ganske få år skal skrottes, hvis det da overhovedet er muligt at samle

anlægget igen og sætte det i drift under overholdelse af den godkendelse, som

Punjabs miljøstyrelse har stillet, nemlig at der ikke sker

spildevandsudledning eller emission af giftige gasser fra anlægget (krav, som

det ikke har været muligt at opfylde i Danmark!), så er det forudsigeligt, at

eksporten af netop dette kloranlæg i de kommende internationale forhandlinger

i Basel-konventionen, GATT, OECD, UNEP og CSD-regi kan bruges til at sætte et

alvorligt spørgsmålstegn ved Danmarks internationale miljøtroværdighed og

evne til i praksis at efterleve fortsat højere krav til handel over grænserne

med miljømæssigt utidssvarende produktionsanlæg og uønskede produkter.

SF er derfor af den opfattelse, at de miljøpolitiske omkostninger ved

denne eksport er alt, alt for høje. Formålet med dette beslutningsforslag er

derfor at sikre, at denne eksport bliver stoppet. Hvordan det konkret skal

ske, må afhænge af forhandlinger mellem ØK og regeringen og en samlet

vurdering af, om det er mest hensigtsmæssigt at tilbagekalde

eksporttilladelsen eller indgå forhandlinger om køb og destruktion af

kloranlægget eller andre tiltag.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter