Spring til indhold

Retsinformation

Klage over tvangsmedicinering, tvangsfiksering samt indgivelse af beroligende medicin

KEN nr 10450 af 20/05/2003Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet16. november 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Klage

over tvangsmedicinering, tvangsfiksering samt indgivelse

af beroligende medicin

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt for så vidt

angår indgivelse af beroligende injektion, at betingelserne herfor var

opfyldt,

idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af

hans tilstand. Nævnet lagde vægt på, at patienten var affektpræget og latent

aggressiv, ligesom han stort set ikke havde sovet i 4 døgn og lægerne

skønnede,

at der var risiko for udvikling af livstruende delir. Nævnet fandt endvidere,

at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende

foranstaltning, idet man forinden havde forsøgt at begrænse og korrigere

patientens aktiviteter samt forsøgte at tale ham til ro og tilbyde ham

beroligende medicin til frivillig indtagelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt for så vidt

angår tvangsfikseringen, at betingelserne herfor var opfyldt, idet der var en

nærliggende fare for, at patienten selv eller andre ville lide skade på

legeme

eller helbred. Nævnet lagde vægt på, at patienten var affektspændt og fór

rundt

i opholdsrummet med gestikulationer, der virkede skræmmende for

medpatienterne.

Nævnet fandt endvidere, at kravet om mindst indgribende foranstaltning var

opfyldt, idet man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at

berolige patienten ved at tale ham til ro, føre ham til sin stue, og ved

fysisk

magt forsøgt at fastholde ham. Nævnet fandt endelig, at udstrækningen af

tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet

patienten blev tvangsfikseret kl. 9.15, og idet han blev løsnet kl. 12.05, da

Læs alt

han var faldet til ro.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt for så vidt

angår tvangsbehandlingen, at patienten var sindssyg, og at det ville være

uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse

eller

en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt

forringet. Nævnet lagde vægt på, at patienten befandt sig i en psykotisk

tilstand med tiltagende mani og vrangforestillinger, og at han var præget af

løftet stemningsleje, øget psykomotorisk tempo, storhedsforestillinger,

sparsom

søvn samt let vakt aggression. Nævnet fandt endvidere, at tvangsbehandlingen

opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet patienten gennem

15

dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, og idet han tidligere

havde modtaget antipsykotisk behandling med god effekt på tilstanden. Nævnet

lagde desuden vægt på, at der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med

tablet Zyprexa, subsidiært injektion Trilafon.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere ud

fra en konkret vurdering, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af

afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har lagt vægt på, at Zyprexa og Trilafon er almindeligt anvendte og

vel

afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er

sædvanlige, om end maksimumsdoseringen for Zyprexa dog er relativ høj. Nævnet

bemærkede, at anbefalet maksimumsdosering for Zyprexa er 5-20 mg dagligt, om

end højrere dosering op til 50 mg dagligt i dag ikke er ualmindelig, såfremt

ved behandling af patienter, som gennem flere år har været i behandling med

antipsykotisk

medicin.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte på denne

baggrund den afgørelse, der blev truffet af Det Psykiatriske

Patientklagenævn.

Lignende dokumenter